OVERVEJELSER

Seneste blogindlæg

• Socialdemokratiet og SVM-regeringen tabte valget – og hvad så?  

  Socialdemokratiet tabte valget den 24. marts. ”Rød blok” mistede det parlamentariske flertal, uden at det betød andet end et numerisk flertal for ”blå blok”, for så vidt Moderaterne regnes med til den borgerlige blok. Og det skal Moderaterne. SVM-regeringen havde tabt valget på forhånd. Det var forventeligt, at Socialdemokratiet blev straffet for at danne en midterregering i 2022 på trods af, at der var ”rødt” flertal. Tolv partier kom ind i det nye Folketing, som nu ikke alene er fragmenteret mandatmæssigt, men også politisk. Så fragmenteret, at der hverken kan skabes en levedygtig centrum-højre regering eller en centrum-venstreregering uanset udfaldet af regeringsforhandlingerne. Valgresultatet – et europæisk billede Valgresultatet og den parlamentariske situation i Danmark spejler billedet i de fleste andre lande i EU. Fragmenterede parlamenter, langvarige regeringsforhandlinger, usammenhængende regeringsprogrammer og styrkeforhold mellem de to blokke, der gør det næsten umuligt for koalitionsregeringerne på den svage ”midte” at føre politik. De kan højest administrere og er konstant i fare for at blive splittet ved enhver større politisk-økonomisk begivenhed. Og de store samfundsproblemer står for tiden i kø i Europa. Også i Danmark. Få dage efter valget den 24. marts kunne man i Politico læse en kommentar med en brutal overskrift: ”Hvorfor Europas centrum-venstre (socialdemokrater) ikke kan stoppe med at tabe”. Svaret var lige så brutalt. Frustrationen blandt arbejder-og middelklassevælgere over, at socialdemokratierne ikke kan løse de stadigt vanskeligere levevilkår og sikre den elementære velfærd vokser og bidrager til den politiske fragmentering. Det politisk kompas’ magnetfelter har mistet tiltrækningskraft. Som generalsekretæren for Party of European socialists kortfattet udtrykte sig, er vælgerne vrede over, at partierne ikke vil eller kan løse dagligdagens problemer. Billedet er ens i Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Østrig. Socialdemokratierne har alle stederne måtte betale store politiske- og parlamentariske omkostninger ved at gå i koalitionsregeringer med højrefløjen og regere på et neoliberalt politisk-økonomisk grundlag. Partierne har ovenikøbet opgivet deres egen sprogdragt og iklædt sig managementsprog og markedsterminologi. Politicos konklusioner er slet ikke kontroversielle – tværtimod. Der er tale om standardforklaringer, som man kan finde i samtlige avisledere. Socialdemokratierne straffes for at svigte deres traditionelle vælgerbasis. Men det er snævre parlamentariske forklaringer, der sætter den mere alvorlige udvikling i selve det parlamentariske system uden for analyse. Et parlamentarisk samfundsproblem I samtlige europæiske liberale demokratier er udviklingen den samme. En generelt voksende afstand mellem det parlamentariske systems repræsentanter, regeringerne og vælgerne/borgerne. De politiske partier opfattes med rette som rene valgmaskiner og ikke meget mere. Tilliden til politikerne er på et lavpunkt, og vælgerne har ikke de store forventninger til, at de valgte repræsentanter også repræsenterer valgløfterne efter valgene. Det kan også være vanskeligt, for løfterne er legio og stritter i alle retninger. Dog skiller valgkampen i Danmark sig ud fra valgkampene i de nævnte lande på et uhyre væsentligt punkt. EU-dimensionen: forventningerne til EU og visionerne for EU var stort set fraværende i hele valgkampen på trods af EU’s voksende betydning for medlemslandenes nationale politik og økonomi. De langstrakte regeringsforhandlinger (op til halve år) bag lukkede døre, hvor vælgerne overhovedet ikke ved, hvad der forhandles om, forstærker den offentlige afkobling af det parlamentariske system fra vælgerne og hele det civile samfund.   Kombattanterne i det parlamentariske oligarki optræder med den største selvfølge, som om den givne situation er et vilkår for det moderne demokrati. De kan gøre det med en vis udstrækning sindsro, for hvilke organisationer/institutioner/sammenslutninger skal holde parlamentarikerne og de politiske partier fast på deres valgløfter? Når partiernes ledere udsættes for kritik i medierne eller stilles til ansvar for brudte valgløfter, henviser de mekanisk og arrogant til ”nødvendighedens politik”. Som kun de forstår. Hvad borgerne forventes at kunne forstå. Resultatet af de langstrakte regeringsforhandlinger er regeringsgrundlag, der er så usammenhængende og forfattet i så brede vendinger, og administrationen så lukket, at vælgerne i det daglige i den efterfølgende valgperiode har minimale muligheder for at opnå indsigt ikke blot i de politiske beslutninger, men også i konsekvenserne. Billedet kan forenkles til et i historisk perspektiv problematisk gab mellem borgernes dagligliv – offentligt og civilt – og det, der foregår i de parlamentariske institutioner (Folketinget, udvalg, byråd og regionsråd) og i statssystemet forstået som systemet af statslige, kommunale og regionale institutioner. Den enkelte borger overlades til sine egne meget snævre og personlige oplevelser af, hvad der her og nu gavner hans/hendes umiddelbare interesser bedst. Om de forskellige love, lovforslag eller beslutninger i det uigennemtrængelige politiske teater her og nu – og ikke i morgen – er gavnlige for vedkommende eller ej. En eventuel generalisering af de forskellige præferencer og disses konsekvenser tænkes vanskeligt ind, og hverken politikere eller medierne bidrager hertil. Og i fraværet af anerkendte og respekterede politisk-ideologiske vejvisere, bliver situationens tyranniske logik bestemmende for deres stemmeafgivning. Det, vi har erfaret ved det seneste valg, er ikke opstået tilfældigt. Partierne opererer direkte med en individualiseret præference segmentering af vælgergrupperne, hvorfor selve valgkampen antager karakter af en sværm af kaotiske og uigennemskuelige politiske slagnumre, der kun har en levetid på et par dage. De mere seriøse og gennemtænkte forslag, der bare tangerer klasseinteresser eller fremtidsvisioner, drukner i det højprofilerede positionsspil eller bliver hældt ned ad brættet i medierne, fordi de kræver mere indgående oplysning og information. Socialdemokratiet fik det i udbredt grad at føle hvad angår partiets forslag om en formueskat, ændret pensionspolitik og forslaget om færre børn i folkeskolens klasser. Der skulle blot en medieeksponeret ung iværksætter til for at ændre holdningen til forslaget om en formueskat, som ellers initialt blev støttet af et flertal. Forslaget lod sig relativt let skyde ned. Ikke kun, som forklaringerne lyder, fordi det var dårligt forberedt, men først og fremmest, fordi erhvervslivet, underskoven af håbefulde iværksættere, medierne og det akademiske frontpersonale på universiteterne sendte pseudovidenskabelige best sellers ind på scenen. Et historisk blik Men et er de mange politologiske forklaringer på, hvorfor det parlamentariske teater i dag tager sig ud, som det gør. Hvad, der er nok væsentligt, er at kaste et blik tilbage og genopfriske billedet af et parlamentarisk demokrati fra velfærdsstatens velmagtsdage, der markant adskiller sig fra det, vi har adapteret og nu kalder det liberale demokrati. I hele efterkrigstidsperioden frem til den neoliberale transformering af den kapitalistiske samfundsorden sidst i 1980’erne var det en udbredt opfattelse både i det politiske landskab, i det akademiske liv, i de korporative institutioner og blandt vælgerne bredt, at demokrati var utænkeligt uden voksende lighed og uden partier, som både formulerede mål og midler, formidlede repræsentationen, konsultationen, informationen, reaktionen og kontakten til den korporative basis i civilsamfundet. Den demokratiforståelse var sammenfaldende med en politikforståelse, der anerkendte klassekampen og de legitime interessekampe og partierne som legitime varetagere af klasseinteresser. Enten det skete i form af institutionelt majoritetsstyre eller forholdstalsstyre. Denne demokratiopfattelse byggede også på magtens tredeling, men tillagde ikke den juridiske gren samme vægt som i dag, idet legitimiteten og magtbegrænsningen lå indbygget i partisystemet og i de korporative organer/institutioner. Frem til slutningen af 80’erne var det også rimeligt at anskue partierne som massepartier, der kunne sikre massepolitik. Partierne var massepartier uden dog at være ”alt i et telt partier”, idet de stadigt blev identificeret med de forskellige klasser og sociale grupper/formationers interesser. Forherligelse af individet og detronisering af det kollektive perspektiv Et af de fremtrædende og langsigtede kardinalpunkter i det neoliberale opgør med velfærdsstaten var og er miskrediteringen af velfærdsstatens kollektive løsninger og de politiske forestillinger om velfærdsstaten som statens forpligtelse til at sikre borgernes almindelige velfærd. Rækkefølgen skulle vendes om. Staten skulle beskytte markedet mod politikernes og de faglige organisationers indgriben i den fri prisdannelse og ligevægtstendenser (en tendens, der aldrig har været andet end abstrakt teori). Det definitive opgør med velfærdsstatens helt konkrete ydelser og disses funktioner var på intet tidspunkt og har på intet tidspunkt været de neoliberale teoretikeres, propagandisters og sprogfornyeres centrale mål. Det var derimod det radikale opgør med enhver tanke om det mulige i at skabe et andet samfund hinsides det kapitalistiske og på den anden side ombytningen af det det fælles med det individuelle. Den politisk-teoretiske offensiv op gennem 80’erne og 90’erne skulle begrænse lønmodtagernes og borgernes mulige modstandsformer og fremme atomiseringen af de indbyrdes forhold i arbejderklassen- og den lavere middelklasse og helt daglignært på arbejdspladserne. Individualismen skulle langsomt men metodisk naturaliseres som almen eksistensform indenfor rammerne af det liberale demokrati ophøjet til universel samfundsorganisation for den neoliberale kapitalisme. Markedskapitalismen forstået som kapitalismens næsten uhindrede kolonisering af civillivet og den offentlige sektor blev som strategisk bevægelse under det liberale frihedsbudskab anset som eneste farbare vej for overvindelse af de krisetegn og tegn på faldende kapitalakkumulation, som første gang viste sig lige før den første ”oliekrise” i 1973. I økonomisk forstand blev den næsten eksponentielle vækst i de offentlige udgifter fremstillet som den største belastning for erhvervslivets faldende profitter. Men efterkrigstidens velfærdssamfunds kollektive livsformer, institutioner og moral kunne ikke angribes direkte. Med laboratorieforsøget i Chile efter Pinochets kup i 1973 stod det klart for det internationale kapitalistiske nomenklatur, at de neoliberale reformer ikke kunne gennemføres udenfor voldsom modstand fra store dele af befolkningen og især fra den organiserede arbejderbevægelse. Den indsigt kom til at holde stik. Overalt i hele verden blev den neoliberale offensiv mødt med omfattende modstand, og som ret beset stadig eksisterer om end i amputeret tilstand. Vejen ad hvilken, transformationen skulle bevæge sig, måtte betrædes fleksibelt og tilpasses de givne nationale forhold. Det socialdemokratiske tilbagetog I Europa kom den socialdemokratiske arbejderbevægelse naturligvis til at stå for skud. For uden nedbrydning af arbejderbevægelsens ideologiske selvforståelse og klasseorganisering og således også modstandspotentiale, ville det historisk ikke være muligt for de herskende klasser at restaurere den kapitalistiske profit og genopbygge en ny kapitalistisk vækstperiode til afløsning for den, der ironisk nok gik i graven i samme tidsperiode som ”den virkeliggjorte socialisme” i Sovjetunionen. Hvordan vi end og drejer det, er offensiven lykkedes for den neoliberale offensiv, om end det skulle tage tre årtiers intense klassekampe og en dybtgående økonomisk krise, før sejren kunne konsolideres. I et par årtier har det såkaldte centrum-venstre gennemløbet søvngængeragtige skridtvise tilbagetog. Tidligere tiders politiske sprog, mål og ideologier har adapteret det neoliberale fix, som har bestået i at adoptere velfærdsstatens diskurs, gendestillere indholdet og med de samme begreber omdanne velfærdsstaten til en servicestat – for individet. Ikke nogen ringe præstation taget i betragtning af, at det modsat forløbet i Chile har kunnet lade sig gøre indenfor det liberale demokratis rammer. Den socialistiske ide eller perspektiv er i dag så marginaliseret, at begrebet dårligt anvendes og i den udstrækning, det er tilfældet, med så mange forskellige og tågede betydninger, at begrebet socialisme næsten er meningstomt. Som erstatning for begrebet socialisme, der trods alt indeholder et tidsligt perspektiv, avendes nu begreber som venstreorienteret og venstrefløj. Begreber, der alene angiver en given placering i forhold til en midte, men uden noget, der tilnærmelsesvis kan takseres til socialistisk strategi. Klassekamp som socio-politisk kategori til forståelse af de indlysende kampe i nutidens samfund, er reduceret til sociologiske ordningsbegreber eller til parole og erstattet af begreber som antikapitalistisk kamp eller kamp mod neoliberalismen. Parolerne kan betyde alt og ingen ting – og gør det. Venstrefløjen henter til forskel fra tidligere sin begrundelse og retfærdiggørelse i kritikken af de kapitalistiske samfunds tiltagende ulighedsformer, markedsforvridninger og fremtrædende tegn på uretfærdig samfundspolitik. Men den radikale kritik af selve kapitalismen som samfundsform er stort set omvekslet til socialmoral. Den situation, vi er havnet i, er ganske forståelig taget i betragtning af, at den neoliberale restaurationspolitik først og fremmest sejrede, fordi velfærdsstaten, som den så ud, ikke kunne forsvares. En overskridelse af dens givne rammer som ”blandingsøkonomi” fremstod ikke som en mulighed. Socialdemokratismens praktiske perspektiv og bevægelse havde allerede inden, den neoliberale bølge satte ind, opløst sig i velfærdsstaten som kapitalistisk kompromis. Hverken nationalt eller i Europa havde de socialdemokratiske partier forestillet sig andet end en socialt afbalanceret fortsættelse af den krisefri kapitalisme. Partierne var helt uforberedte på krisechokket i 1973 og slet ikke bevæbnet med en teori eller en praktisk politik for indgreb i den markedsøkonomi, som pludselig befandt sig i en omfattende krise. Blandingsøkonomiens Keynesianske reguleringspolitik degenererede til stagflation. Kort og godt havde de kræfter, der skulle forsvare velfærdsstaten og dens grundlæggende livsformer – den socialdemokratiske arbejderbevægelse og de socialistiske venstreafskalninger – ikke overbevisende udviklet en politik, en teori eller en praktisk samfundsteknisk troværdighed og strategi til at kunne mobilisere lønmodtagerne under 70’ernes stagflationskrise og på det tidspunkt bremse neoliberalismen som politisk-teoretisk strømning. I stedet for den nødvendige socialdemokratiske modoffensiv i 80’erne er det blevet til 30 års langsom nedslidning af socialdemokratiet og arbejderbevægelsen. Partiernes og fagbevægelsens modstand har begrænset sig til at afdæmpe neoliberalismens sociale konsekvenser mod at overtage dens teoretiske og politiske præmisser. Og det i en sådan grad, at den socialdemokratiske bevægelse dårligt nok kan genformulere det sociale og økonomiske teoretiske tankegods, som man forenede sig med efter 1945 – Venstrekeynesianismen. Så meget hænger man fast i neoliberalisternes neoklassiske økonomiske teori og logik, at skønt den ikke virker og ikke længere kan bruges til at løfte kapitalismen af krisens hængsler, fastholder socialdemokratierne stædigt Finanspagtens bestemmelser (Budgetloven herhjemme) og de vilkårlige rammer for statsbudgetternes ”strukturelle balance”. Indenfor partierne famler man efter måder at gøre sig fri af forvitringen uden virkelig at tro på, at den demokratiske socialisme kan formuleres som et reelt politisk- og økonomisk alternativ til den kapitalisme, der ikke kan blive fri af sine gentagne kriser eller som i dag stagnationsperioder. Den tilstand er med til at forklare det parlamentariske dødvande. Socialdemokratierne og venstrefløjen mangler svar, og kurens radikalitet hvad angår en ny omkalfatring af den givne samfundsorden og reorganisering af verdensmarkedet er skræmmende selv for de herskende klasser og deres intellektuelle advokater. Strategien, der æder sig selv op Neoliberalismen og globaliseringen løftede den Atlantiske kapitalisme ud af krisen i 70’erne og begyndelsen af 80’erne. Offensiven lykkedes som sagt. Men omkostningerne har, som vi kan se nu, været enorme og næsten uoverskuelige. Kapitalen er blevet frit flydende på hele verdensmarkedet. Kapitalismens gamle bagland i Vesten er blevet afindustrialiseret. Ny produktionsregioner i det ”globale syd” er vokset med eksponentiel hast, og selv de stærkeste kapitalnationer er blevet afhængige af et velfungerende og robust net af forsyningskæder integreret og formidlet af en næsten uigennemsigtig finanssektor. Velfærdsstaternes markedsregulering og udvidede samfundsregulering er i samme periode blevet begrænset eller direkte undergravet af privatisering eller håndfaste markedskrav fra en globaliseret og troløs kapital. Problemet er nu, hvor midterregeringerne i Europa tumler med bare at holde sammen på sig selv, at de neoliberale forestillinger om den universelle frigørende og driftige markedsdannelse er blevet så meget til vores anden orden, at det alternativ, hvis nødvendighed trænger sig på, ikke lader sig identificere. De politiske/teoretiske forestillinger om en fremtidssikring af kapitalismen både til højre og til venstre for midten kan ikke vriste sig fri af den liberale ortodoksi. Selv om globaliseringen og dens neoliberale overbygning siden 2008 har fremprovokeret et helt kompleks af geopolitiske spændinger og kriser, som i nøgne tal hæmmer verdensmarkedets samlede vækst, er alternativet til det globale anarki og nationalstaternes indre spændinger og politiske stagnation til at overse. Det samlede billede for den vestlige kapitalisme er, at det politiske system (det liberale demokrati) og statssystemerne er så fragmenterede, at de ikke uden radikale omformninger endnu engang kan intervenere for at neutralisere de værste samfundsproblemer på den ene side (sundhedsproblemer, fødevareproblemer, boligproblemer, miljøproblemer, det kommende AI anarki) og sikre kapitalismens profitkrav gennem en ny omorganisering af den kapitalistiske produktion på den anden. Markedsideologien og den hidtil kendte globalisering har udtømt sine potentialer indenfor den orden og den konsensus, vi kalder det liberale demokrati og det internationale institutionelle system. I USA og i Europa famler man efter en strategisk afløser. Der skal genindustrialiseres, hvis den Atlantiske kapitalisme skal fastholde sin status. Den amerikanske præsident Joe Biden forsøgte sig med en begrænset og nationalistisk industripolitik. Den gav kun sparsomme resultater og blev modarbejdet af blandt andet tech-eliten. De samme forestillinger udklækkes indenfor EU. Men den politiske og især økonomiske fragmentering og polarisering af de herskende eliter spærrer for udformningen af en ny og bæredygtig transformation af den neoliberale kapitalisme. Og så er vi tilbage til vores politiske provinsteater Den parlamentariske fragmentering og de modsætningsplagede midterregeringer er monumenter for den givne tilstand og kan reelt ikke andet end tilstræbe et status quo, hvor de afbalancerer de helt åbenlyse samfundspolitiske modsætninger og afværger den tiltagende og diffuse radikalisering. Hvilket fører de samme regeringer og den kommende i Danmark til den ene indskrænkning af det liberale demokratis kerneområder efter den anden, fordi samfundsordenen er blevet ustyrlig. I den situation æder regeringerne deres egen legitimitet og autoritet op og styrer mod magtcentralisering indenfor alle områder af det politiske- og offentlige liv. Den borgerlige offentlighed er blevet til det parlamentariske oligarkis diskurs og dominans som teknokratisk overlegenhed. Og den demokratiske samtale og folkets suverænitet, som fremhæves igen som yndet modbillede til de autoritære regimer, opleves i det virkelige liv af borgerne som en patetisk påstand. Rent politisk slår denne oplevelse endnu ikke rent igennem ved valgene, men det gør den overalt i meningsmålingerne. De traditionelle politiske skønhedskonkurrencer er blevet til tillidsmålinger, hvor borgerne/vælgerne ansvarsfrit giver deres generaliserede utilfredshed til kende og i samme moment afliver de officielle myter om samfundskontrakter mellem borgerne og det politiske system. De aktuelle regeringsforhandlinger, der som sagt spejler billedet i det meste af Europa, ender nok med en ny midterregering, der skal hutle sig igennem en ny valgperiode. Et nyvalg er selvfølgelig en mulighed, men den forekommer ikke i dansk tradition oplagt. Enten lykkes det midterpolitikkens håndværker – Lars Løkke Rasmussen – at skrabe en regering sammen af V-M-K-S baseret på et udsigtsløst kompromis (større arbejdskraftudbud, lavere virksomhedskatter osv. Altså en fortsættelse af det kendte). Eller også bliver det i Mette Frederiksens lod at tvinge Moderaterne ind i en SMRF-regering med EL og Alternativet som parlamentarisk grundlag (her kender vi dårligt grundlaget). Begge muligheder er lige perspektivløse, men konsekvenserne er vidtrækkende. Det vil så være anden gang, at vælgerne er gået til stemmeurnerne for efterfølgende at blive reduceret til tilskuere til et helt igennem lukket teater uden et nyt repertoire. Perspektivet ligger udenfor landets grænser Perspektivløsheden i midterregeringernes modsætningsfyldte status quo politik er ikke forbigående. Den er vævet ind i fyrre års neoliberal dominans, som nu skaber større problemer selv for det kapitalistiske erhvervsliv end den løser. Og der er ingen grund til at forvente nye omfattende gennembrud lige om hjørnet. På mange måder minder dagens parlamentariske bøvl og brætspil om den politiske situation i slutningen af 70’erne. Den afgørende forskel er dog, at forandringsperspektiverne den gang slog rod og blev bredt ud i en periode, hvor de politiske partier stadigvæk stod stærkt forankret i samfundet, og Vesten endnu egenrådigt dominerede hele verdensmarkedet og den ”fri verden”. Det er ikke tilfældet længere. Vestens dominans er derimod hurtigt aftagende og det liberale demokrati og den såkaldte fri markedskapitalisme udfordres af helt nye og mere effektive statskapitalistiske reguleringsformer i det globale syd. Om de så repræsenterer fremtiden for kapitalismens fortsatte vækst i generaliseret form, ved vi endnu ikke. Men ingen i de europæiske lande skal gøre sig illusioner om, at EU-kommissionen og hele EU-systemet og den europæiske elite er i gang med et opgør med neoliberalismen. Tværtimod masseproducerer EU kommissionen for tiden højt profilerede oplæg om øget kapitalkoncentration, overførsel af midler fra samhørighedsfondene og landbrugsfondene til de stærkeste kapitalfraktioner, deregulering og begrænsning af de regler, der hidtil har skullet beskytte medlemsstaterne og borgerne mod markedsøkonomiens samfundsskadelige virkninger. Med til dereguleringen hører forestillinger om yderligere begrænsninger af de arbejdsmarkedsaftaler, der har beskyttet arbejdskraften. Som tendensen ser ud på nuværende tidspunkt, kan kommissionens planer for en revitalisering af den europæiske økonomi bedst betegnes som den europæiske elites autoritære forsvar af den europæiske storkapital og som kompensation for det parlamentariske og politiske dødvande i medlemslandene. Så når vi nu med en vis spænding følger de taktiske spil omkring regeringsdannelsen her i Danmark, vil det høre til den højere fornuft, hvis venstrefløjen besinder sig og åbner for EU-perspektivet på den politiske scene: Hverken socialdemokratiet eller venstrefløjen kan indfri deres valgløfter og arbejde sig fri af den kurve, som Politico beskrev i ovennævnte artikel, medmindre man konfronterer samfundets påtrængende problemer og politisk-organisatorisk placerer løsningerne i en samlet bevægelse i hele Europa for en ny og progressiv velfærdspolitik, hvor borgerne beskyttes mod markedet og ikke som nu markedets beskyttelse mod borgerne. Om, den nuværende EU-konstruktion overhovedet kan rumme et bredere velfærdsoprør, er noget ganske andet. Af samme grund kommer centrum-venstres EU-politik ikke uden om at formulere en praktisk strategi for demokratisering af Unionen, institutionelle ændringer og udformning af en egentlig forfatning frigjort fra Traktatens nuværende neoliberale grundlag. Jan Helbak.                

  maj 11, 2026 9:43 pm

  Læs mere

• Solidaritet.

  Solidaritet og fællesskab vil med garanti indgå i samtlige taler på 1. maj møderne. Begge begreber er fast inventar i partiernes og fagforeningernes budskaber præcis den dag. Spørgsmålet er bare, om de to begreber næsten er identiske eller går lige op? Lad os se på det. Solidaritet afledes af ordet solidus, der betyder noget i retning af fasthed, urokkelighed, pålidelighed i det sammenhængende, som de enkelte kvaliteter udgår fra og igen henfører til det sammenhængende – hvori sammenhængskraften udtrykker sig. Det afledte begreb solidaritet oversættes gennemgående med fællesskab, gensidig hjælpsomhed. Eksempelvis fællesskab om ansvar og forpligtelser. I visse henvisninger erstattes forpligtelser med byrder, underforstået at de to begreber er identiske, hvilket absolut ikke er tilfældet. En byrde behøver ikke være en forpligtelse, men kan være forårsaget af totalitær tvang. Og en forpligtelse behøver ikke være en byrde, men kan være forårsaget af kærlighed. Således forekommer det mest frugtbart at tage udgangspunkt i begrebet solidaritet som et begreb, der altid skal udfyldes historisk konkret indenfor de tre mest almindelige felter, hvor begrebet træder i anvendelse: det retlige område (fælles hæftelse), det sociale og politiske felt. Her lægges hovedvægten på det sociale og politiske felt. Som udgangspunkt er det vigtigt at foretage en distinktion mellem solidaritet og fællesskab. Solidaritet er andet og mere end fællesskab, idet sidstnævnte sagtens kan tænkes uden det første – f.eks. et magthierarkisk fællesskab, som vi kender det fra arbejdspladserne eller fascistisk fællesskab. Et fællesskab er muligt uden at være konstitueret ved gensidighed og anerkendelsen af forskellighed. Ligeledes kan et fællesskab være summeringen og subsumeringen af de manges enkeltinteresser under en suveræn. (Hobbes Leviantan). Solidaritet på den anden side fordrer, at suverænen er gensidigheden, og at et muligt over-underordningsforhold er frivilligt og udgår fra en specifik sammenhæng, dvs. at relationen til den anden sættes gennem det tredje. Udgangspunktet er således ikke den enkelte, men det sammenhængende – det faste, hvilket plastisk blev udtrykt i hovedparolen under den franske revolution: frihed –lighed – broderskab, hvor triaden udtrykker det sammenhængende. Men hvor broderskab henviser til et organisk forhold, der kan eksistere i mange afarter i civilsamfundet, forholder det sig anderledes med begrebet solidaritet. Begrebet overskrider principielt det lokale og er tomt uden et formål og et mål. Nu kunne man hævde, at de opstillede kriterier lige så vel kunne anvendes på sammenhænge, der har det individuelle som udgangspunkt, som det f.eks. er grundopfattelsen i al liberal teoridannelse. Her mødes individerne også indenfor en sammenhæng/et system, hvor den enkeltes egennytte relaterer sig til den anden gennem noget tredje. Forskellen er, at det tredje – ækvivalensen – i sit begreb udelukker forskellighed, og at fællesskabet alene kan opretholdes gennem denne udelukkelse. Dvs. gensidigheden foregår ikke gennem direkte anerkendelse af forskelligheden, men gennem dennes opløsning i en ækvivalent, hvor ensligheden formidles gennem ligegørelsesprocesssen. Vi kan nu efter denne afgrænsning vende tilbage til begrebet solidaritet og hævde, at man kun meningsfyldt kan tale om solidaritet, hvis det refererer til et ganske bestemt fællesskab, hvor der hersker ganske bestemte gensidighedsforhold hvad angår ansvar og de forpligtelser, der relaterer sig til det – noget – der definerer selve det konkrete fællesskabs eksistens og ræson. Anskuet i det perspektiv giver det således mening indenfor det sociale felt at tale om arbejdersolidaritet, for så vidt vi taler om et bestemt fællesskab af lønmodtagere, der gensidigt har ansvar og forpligtelse overfor fællesskabets ræson; at sikre arbejds- og lønforhold overfor arbejdsgiverne, som har de modsatte interesser. Hermed virker solidariteten også konkret som regulerings- og eksklusionsprincip. Det er i øvrigt et paradoks, at solidaritetsprincippet og ækvivalensprincippet støder sammen netop på det kapitalistiske marked, hvor sælgerne af arbejdskraft for at opnå en gennemsnitspris, der ækvivalerer med produktionsomkostningerne, er tvunget til at organisere sig efter det solidariske princip og dettes medfølgende regulerings- og eksklusionsprincip. Bevæger vi os fra det sociale felt over i det politiske, er det mest nærliggende eksempel vel nok tankerne om den solidariske velfærdsstat, hvormed menes en stat, der har som formål at tilvejebringe og sikre velfærden efter solidariske principper.  Det interessante i den forbindelse er det forhold, at tilvejebringelses- og fordelingsformerne forløber gennem en politisk regulerings- og tvangsproces (ikke noget broderskab), hvor den grundlæggende sociale ulighed søges ophævet gennem den politiske stats tilnærmelse af identitet mellem den sociale og formelle politiske lighed. Men det er væsentligt at have med, at selve solidaritetsprincippet i velfærdstaten ikke konstitueres af og ved den politiske stat – indenfor det formelle politiske felt, men i de sociale klassers kamp om styrepositioner. Det er således forskydninger her, der er afgørende for regression eller uddybning af velfærdsstatens solidaritetsforhold i retning af overskridelse af det tvangsmæssige og retligt regulerende. Mod et organisk forhold, hvor det frivillige fælles ophæver den politiske tvang og retlige enshed i forskelighedens anerkendelse. Forudsætningen herfor er den sociale uligheds ophævelse. De samme principper, der hvad angår solidaritet, konstituerer relationerne i en gruppe, en klasse, en klan mv., sætter også grundlaget for overskridelse af de nationalstatslige grænser og udstrækning til mulig international solidaritet. Gensidigheden i ansvar og forpligtelser etableres også i det forhold som regulerende og ekskluderende princip. Det er med andre ord den specifikke gensidighed, der optræder som konstitutivt princip, hvilket på den anden side gør det meningsløst at tale om solidaritet mellem et donor- og modtagerland indenfor en verdensorden, der bygger på strukturel ulighed og et systemisk under- overordningsforhold. På samme led giver det heller ikke mening at anvende solidaritetsbegrebet som betegnelse for et ulighedsbetinget tildelingsforhold, hvor der ikke hersker gensidighed mellem giver og modtager, sådan som det i dag gør sig gældende i et socialt system, der i alt væsentligt styres efter trangskriterier – f.eks. den liberale residualstat, hvor trangen er afgørende for tildelingen. De socialistiske/socialdemokratiske forestillinger om det solidariske princip indenfor velfærdsstatstænkningen har som indbygget tendens, overskridelsen af ækvivalensprincippet og konstitueringen af gensidigheden og forskellighedens anerkendelse som bærende princip. Dvs. ophævelse af adskillelsen mellem det reale og formelle aspekt i parolen: Frihed –lighed – broderskab. Jan Helbak.    

  april 30, 2026 9:09 pm

  Læs mere

• Iran – endnu et brændpunkt i opbruddets dynamik  

  I 2009 udkom to centrale rapporter om USA’s forhold til Iran. Begge rapporter var målrettet Obamaadministrationen. De to meget forskellige rapporter var udgivet af henholdsvis The Brookings Institute og Rand Corporation. På trods af forskellighederne konkluderede de næsten enslydende. Spidskonklusionen fra Brookingsrapporten dækker i al væsentligt begge rapporter: ”Ingen af politikoptionerne overfor Iran kan med stor sikkerhed føre til succes, selv hvis deres fortalere kan definere en succes”. Det var, hvad de to højt kvalificerede rapporter konkluderede i 2009, og det er netop i det skisma, Trumpadministrationen står i i dag. Det hører med til billedet, at Brookingsrapporten først og fremmest forholdt sig rent teknisk til USA’s muligheder for at presse Iran til at indordne sig under USA’s interesser. Der blev opstillet fire overordnede strategiske tilgange: a) engagement, b) overtalelse (pres), c) regimeændring, d) inddæmning. Eller, som det blev fremført gennem hele rapporten, en kombination af flere af mulighederne. Regimeændringer kunne enten ske gennem støtte til oppositionen, politisk uro/optøjer eller kup, som vi kender så godt eller kombineres med militær indsats. En militær indsats kunne taktisk igangsættes af Israel senere bakket op af amerikansk militær indgriben. Samtlige muligheder og kombination af mulighederne blev gennemgået meget detaljeret, og alligevel konkluderer rapporten, at der ikke er nogen stor mulighed for succes. Rapporten fra Rand Corporation bevæger sig langt dybere ind i en analyse af det iranske samfund og gentager flere gange, at der ikke er overbevisende indikation for, at Irans bevæbning og hele politik i regionen har andet end defensive formål. Irans øverste ledelse, hedder det, fører en pragmatisk status quo politik desuagtet den højstemte antiamerikanske retorik. Ifølge rapporten er præsteskabets mål først og fremmest af placere Iran som en central faktor i Vestasien og Golfområdet. Man tilføjer, at selv om Iran støtter Hizbollah og Hamas har man ikke kontrol over dem og tilstræber det heller ikke. Man har faktisk lidt vanskeligt ved helt klart at bestemme, hvordan Iran skulle udgøre en trussel mod USA’s interesser. Spøgelset i begge rapporter og i tiden frem til 2009 er Irans berigelse af uran, der over tid ville kunne føre til produktionen af atomvåben, hvilket afgørende ville ændre styrkeforholdene i regionen og afgørende svække USA’s kontrol. Det bemærkelsesværdige her er, at man ikke på noget tidspunkt positivt har kunnet dokumentere, at den øverste leder Ali Khamenei eller Irans elite havde til hensigt, at Iran skulle producere atomvåben – tværtimod. Ud over rapportens ualmindeligt seriøse gennemgang af det iranske samfund, historiske udvikling, placering i regionen og forståelige anstrengte forhold til USA og Israel er der yderligere to betydningsfulde konklusioner, som bør trækkes frem: For det første advarer rapporten om, at ved angreb på Iran vil USA med stor sandsynlighed tvinge Iran til at lukke Hormuzstrædet med uoverskuelige økonomiske og politiske skadevirkninger til følge. Det er det, vi oplever nu. For det andet anbefaler rapporten: at USA afstår fra krigeriske udtalelser om regimeændringer. At sanktionerne og finanspresset skal styrkes for at fremme en aftale om Irans uranberigelse. Der advares mod bilaterale skridt (altså USA’s). Det skal foregå multilateralt, og Kina og Rusland skal involveres. At også EU og de Arabiske stater skal sammen med Iran inddrages i udarbejdelse og implementering af en regional sikkerhedsarkitektur samtidig med, at USA nedtoner sin magtretorik og respekterer en sikkerhedsaftale. Rapporternes indflydelse Som bekendt valgte Obamaadministrationen at skære gennem fire tidligere præsidenters zig-zag politik overfor Iran. Man måtte tilsidesætte animositeten overfor præstestyret og acceptere det historiske forhold, at styret var blevet bragt til magten gennem en revolution mod USA’s brutale forpost i Golfområdet – Shahregimet. Obama tog det bedste fra de to rapporter og indledte de første forhandlinger med Iran. Med til at forklare forløbet hører, at finanskrisen knapt var overstået, og at hele det internationale finanssystem kun blev reddet gennem en gigantisk pengeudpumpning, der i øvrigt ikke gavnede den industrielle kapitalisme i USA og Europa. Tværtimod. Kina gik den modsatte vej og investerede massivt i industriel- og infrastrukturel udvikling og afværgede ad den vej finanskrisens ødelæggende virkninger. Det blev en brat opvågning for USA’s økonomiske og politiske elite. Truslen mod USA’s globale herredømme ville komme fra Kina og ikke fra Europa og Mellemøsten, eller Rusland. Mellemøsten og Golfområdet havde mistet betydning i forhold til tidligere, (Kinas Belt an Road Initiativ blev først fremlagt i 2013). Det stod klart for Obamaadministrationen, at tyngdepunktet i forsvaret af amerikansk kapitalismes interesser havde flyttet sig til Kina og hele Stillehavsområdet. Den indsigt blev udslagsgivende for tilskyndelsen til at få løst det Iranske spørgsmål. I 2012 indledte Obamaadministrationen de første forhandlinger med Iran om begrænsninger af Irans berigelse af uran. I løbet af den første periode blev, som anbefalet, Frankrig, Rusland, Kina, Storbritannien og Tyskland inddraget. I 2015 indgik de nævnte lande og Iran en aftale; ”Joint Comprehensive Plan og Action” (JCPOA). Aftalen blev godkendt i FN og det Internationale Atom energi agentur (IAEA) blev bemyndiget til at kontrollere aftalens overholdelse. USA og de fleste EU lande afblæste sanktionerne og den finansielle blokade samt frigav 100 mia. dollar, som var indefrosset. Obamaadministrationen stod med aftalen bedre stillet til at flytte fokus fra Golfområdet og Mellemøsten til Stillehavsområdet. I det store og hele valgte Obama at følge rådene fra Rand Corporation, uden han dog på noget tidspunkt udelukkede brugen af militær magt, hvis Iran ikke overholdt køreplanen og aftalerne. En ikke uvæsentlig detalje er, at JCPOA aftalen i store træk fulgte et aftaleforslag, som Iran allerede i 2003 havde sendt til Bushadministrationen, der pure afviste det. Præsident Bush havde netop formuleret, at Iran indgik i ”Ondskabens akse”. Under præsidentvalgkampen i 2016 tordnede Trump mod Obamas udenrigsminister Hillary Clinton og angreb hende flere gange for, at hun og Obama havde indgået en ”forfærdelig aftale” med Iran, som decideret truede amerikanske interesser og USA. Trump blev aldrig konkret, men han fulgte konsekvent det spor, han allerede havde lagt ud i 1989, hvor han tordnede mod præstestyret og udråbte styret til en af de største økonomisk og militære trusler mod USA og USA’s kontrol med Golfområdet. Og hvad så? Trump vandt valgkampen og var forpligtet på sine markante udfald mod Iran. Den 8. maj 2018 meldte han USA ud af JCPOA aftalen til trods for markant modstand fra de europæiske partnere, Rusland og Kina. Samtidig genindførte og forstærkede han de økonomiske, finansielle og politiske sanktioner. Iran skulle tvinges til helt at opgive enhver berigelse af uran og til at indordne sig under udvidet amerikansk kontrol med Irans bevæbning og Hormuzstrædet. USA’s dominans og kontrol med hele Golfområdet skulle styrkes, og Irans angivelige stedfortrædere (Hizbollah og Hamas) skulle effektivt neutraliseres. De tilbageværende medunderskrivere af aftalen forsøgte at videreføre aftalen, men uden USA’s medvirken mistede den i betydning. Iran tog konsekvensen og fandt sig delvist frigjort fra aftalen. Samtidig indledte Trumpadministrationen den første åbne konfrontation med Kina. Der blev indført sanktioner, og samhandlen blev militariseret. Handlen blev eksplicit underordnet nationale sikkerhedsinteresser. Forbindelsen mellem Kina og Iran politikken var: kontrol med den globale energiforsyning, opbremsning af Kinas industriekspansion og genopbygning af USA’s industrielle basis, som globaliseringsstrategien havde undermineret. Alt drejede sig om Make America Great Again (MAGA). Biden, der tiltrådte som præsident i 2020, ændrede ikke Trumps politik overfor Iran. Han kunne have fulgt i Obamas spor og genoptaget USA’s deltagelse i JCPO forhandlingerne, men gjorde det ikke. Og han gik betydeligt længere en end Trump i inddæmningspolitikken overfor Kina. Den afgørende formelle politiske forskel var, at USA’s udenrigspolitik ikke skulle styres af MAGA’s defensive strategi. USA’s globale dominans skulle sikres gennem en offensiv ideologisk opstramning af den Transatlantiske alliances internationale forsvar af ”demokratiet mod alle autokrater”. I egen selvforståelse legitimerede det USA’s og Europas selvbestaltede ret og begrundelser for at gribe ind for at isolere eller direkte vælte regeringer og styrer, der ikke levede op til Atlantpagtens liberaldemokratiske værdier og regler, som den vestlige verden siden 1945 havde forfulgt som grundlag for den internationale orden. Bidens nærmest messianske politik fulgte i virkeligheden i Wolfowitz doktrinens spor og Trumpregeringens praksis. USA’s indflydelse i Eurasien skulle forsvares med alle midler. Rusland skulle gennem fortsættelse af Natos Østudvidelse degraderes til en underordnet regional magt, og inddæmningen af Kina skulle udvides samtidig med, at EU, Japan m.fl. skulle betale for genopretningen af USA’s industrielle styrke ved at flytte industri til USA. Ethvert udspil fra Rusland om sikkerhedsaftaler og advarsler mod indlemmelse af Ukraine i Nato blev pure afvist, og de europæiske ledere fulgte trop. Med Ruslands invasion af Ukraine blev sanktionspolitikken og den finansielle blokade løftet til et helt nyt niveau. Natolandene afbrød tillige al diplomatisk forbindelse med Rusland og lukkede for Nordstream 2. EU ofrede sin egen forsyningssikkerhed i sanktionspolitikken overfor Rusland og gjorde sig yderligere afhængig af USA’s eksport af dyr LNG gas.  Siden 2022 er der løbende blevet strammet på sanktionsskruen. Ruslands værdier i Europa og USA blev indefrosset på ubestemt tid. Alle skibe, der transporter olie, gas eller andre råstoffer, betegnes som ”skyggeflåde”, fordi de ikke kan registreres hos Lloyds i London. og kan af samme grund sanktioneres, tilbageholdes eller udsættes for militær blokade i ”åben sø”. Intimideringen af ”russisk” skibstrafik gennem militære aktioner er eskaleret. Indiskutabelt i modstrid med FN chartret om ”Freedom of navigation”. Natolandene med USA som ledende kraft har under Ukrainekrigens forløb frembragt det anarki eller den lovløshed, som de europæiske ledere med kommissionsformanden i spidsen nu beklager som reaktion på USA’s og Israels angreb på Iran. USA og den europæiske elite har ophævet eller tilsidesat stort set alle centrale internationale regler under henvisning til den globale kamp mod autokratier. Af samme grund opleves EU landenes hændervriden patetisk og hyklerisk ude i den store verden. Man har selv bragt det kapitalistiske verdensmarked på kanten af krise ved at militarisere handelstrafikken, produktionen og vigtige forsynings- og værdiøgningskæder. (I skrivende stund overvejer man nu i Moskva at indsætte en offensiv flådebeskyttelse af russiske skibe eller skibe, der udgår fra russiske havne. Der er en åbenlys risiko for konfrontationer med Natolande med uoverskuelige konsekvenser). Irankrigen eksponerer lovløsheden, men har ikke skabt den Trump har ikke som proklameret under valgkampen i 2024 løst Ukrainekrisen og skabt en fredsløsning. Tords utallige pompøse ”diplomatiske” udspil og forslag til fredsaftaler fremstår han i dag som magtesløs og forsøger nu med anklager mod Zelensky og de europæiske ledere at fralægge sig ansvaret og vriste sig fri af ”det europæiske morads”. Det morads, som Biden skabte, og som også tvang ham til at renoncere på Stillehavsdoktrinen forstærket af, at USA og Europa endnu engang blev bundet af begivenhederne i Mellemøsten gennem den forsmædelige og foragtede opbakning til Israels massemord i Gaza. Men i Trumpadministrationens bestræbelser for at tvinge Rusland til at acceptere en fredsaftale med Ukraine på amerikanske betingelser, er sanktionspolitikken og regimeændringspolitikken blevet eskaleret til et punkt, hvor hele det geopolitiske billede domineres af lovløshed. Militære angreb på ”fjendtlige skibe”, indgreb over regeringer, der udgør en ”sikkerhedsrisiko” for USA og Europa, militarisering af finanskapitalen, tilsidesættelse af alle internationale regler både politiske-militære-og handelsmæssige og indførelse af straftold mod alle styrer, der ikke indordner sig under USA’s krav om favorisering af amerikansk kapitalisme og accept af dollarens ubetingede dominans . Trump har ikke skabt lovløsheden, der nu hersker som gentagne magtdemonstrationer. Men han har med foragt overfor venner og fjender opskaleret brudene på alle de regler om samarbejde og respekt for den nationale suverænitet, der blevet vedtaget i 1945. Det indebærer, at lige meget, hvor meget de politiske ledere i Europa, Canada, Australien taler om at nedskalere konflikterne og overholde internationale regler, sker det modsatte. Magtens logik taler gennem Trumps uhæmmede tweets på Truth Social og styrer udviklingen mod forceret oprustning og ”bunkermentalitet” i Vesten. I EU opruster man på bekostning af velfærdspolitikken. Det samme sker i Rusland. Kina og Japan opruster. Fjenden ses alle steder både nu og i fremtiden, og diplomatiet og viljen til at stabilisere verdensmarkedet har endnu forbavsende få dedikerede fortalere selv, hvor en recession på verdensmarkedet ikke kan afvises. Ud af det geopolitiske anarki, som blev indledt af George F Bush i 2001 med ”krigen mod den internationale terrorisme” og kun delvist imødegået af Obama, er vokset opbruddets dynamik. Magtdemonstrationerne har afgørende afløst verdensmarkedets relativt ordnede udviklingsdynamik og indstiftet politisk handlingslammelse. Det er modsætningernes styrke og langsigtede konsekvenser for verdensmarkedets nuværende indretning, der har frembragt Trumps uforudsigelige og vilkårlige indgreb på alle områder. Uforudsigeligheden og uoverskueligheden er trenden. Den reduceres ikke, selv om Trumpadministrationen på papiret har fremlagt sin ”Nationale Sikkerheds Strategi” (NSS). I sin kerne bygger hele strategien på en generalisering af et eneste punkt i Monroedoktrinen fra 1823, som kan summeres til: ”Washington vil se alle begivenheder i hele Amerika som bærere af dets fred og glæde – og forbeholder sig ret til at intervenere over hele kontinentet for at beskytte sine interesser”. Det er præcis den ret, Trumpadministrationen forfægter over alt, og som de facto devaluerer reelt diplomati og undergraver de regelsæt, som USA i sin vækstperiode tidligere bidrog til at fremsætte og gennemtvinge. Men Trump forstærker lovløsheden Trumpadministrationens America First doktrin adskiller sig i princippet ikke fra de foregående præsidenters faktiske politik. På nær et vitalt punkt. Trump lægger ikke i modsætning til Bush senior, Bill Clinton, Bush junior og Biden  det ringeste skjul på, at USA’s interesser overtrumfer alle andre hensyn og andres interesser. Han har helt logisk brudt Bidens nærmest bibelske ideologiske doktrin: ”demokrati versus autokrati”. Som konsekvens er Trump også  ved at nedbryde den Transatlantiske alliance, hvis tvivlsomme rationale blev revitaliseret under Biden doktrinen. Som tidligere nære allierede overlades Europa til sig selv og trues med økonomiske strafsanktioner, hvis det samme Europa (eks. udfaldet mod Spanien) ikke understøtter USA’s vilkårlige magtdemonstrationer dér, hvor Trumpadministrationen alt afhængig af dagsformen finder sine interesser truet. (Ingen i denne verden udenfor USA kan tage Marco Rubios påstande om, at Venezuela og Cuba udgør en sikkerhedstrussel, alvorligt). Det minder meget om det engelske imperiums desperate del og hersk politik frem til 1. Verdenskrig og umiddelbart efter. Nutidens Mellemøsten har arvet en del af resultaterne. Af de nævnte grunde kan Europæerne og de andre allierede korrigere Trumps destabiliseringspolitik. De har jo selv bidraget til at nedbryde respekten for alle internationale regler. Trumps America First kan i virkeligheden og rent logisk kun sikres, hvis USA: kontrollerer den internationale finansverden gennem dollarhegemoniet. Kontrollerer verdens energiforsyning ved at kontrollere den maritime infrastruktur med hovedvægten på transportvejene mellem Mellemøsten/Vestasien og Syd- og Østasien. Kontrollerer de vigtigste infrastrukturelle havnefaciliteter rundt om på verdensmarkedet. Kampen om den kontrol foregår lige nu på alle cylindre, selv om den udspiller sig under de synlige brændpunkters radar: I Europa, i Latinamerika, i Afrika og i Asien. Trumpadministrationen forfølger i det spil to sammenhængende og indbyrdes forbundne mål: Sikring af de allieredes og svagere landes underkastelse og den totale inddæmning af Kina. Rationalet er både simpelt og logisk. Kina kan ikke udvikle sin imponerende økonomi uden en stabil og åben verdenshandel. Dvs. gennem en radikal omkalfatring af det nuværende verdensmarkeds strukturer og institutioner. Det er den vækstlogik, Trumpadministrationen vil kontrollere eller direkte bremse – uagtet konsekvenserne for den globale kapitalismes fremtid. Derfor angrebet på Iran nu og ikke tidligere Det er i den historiske sammenhæng, at Iran gennem de sidste år har fået en helt anden strategisk betydning for amerikansk udenrigspolitik og forsvaret af amerikansk kapitalismes interesser, end Iran havde, da de to rapporter blev afleveret til Obamaadministrationen. For Trump drejer det sig ikke kun om at stabilisere USA’s interesser i Golfområdet. Det drejer sig om den totale kontrol med olie- og gasdistributionen og dermed energiforsyningen, som bl.a. Kina, Japan og de Asiatiske lande er afhængig af. Men det drejer sig også om at lukke af for den tilnærmelse mellem Iran, Kina og Rusland og de Centralasiatiske lande, som Vestens sanktionspolitik har fremskyndet og gjort eksistentiel nødvendig. Man kan diskutere, om USA’s og Israels regimeændringspolitik og nu direkte angreb på Iran beror på en fordrejet magtillusion og total fejlbedømmelse af Irans faktiske styrke til føre asymmetrisk krig og lamme hele Golfområdet og dermed sprede krigens virkninger ud til hele verdensøkonomien. I hvert fald står det klart, at Trumpadministrationen har valgt ikke at tage rapporterne fra Brookings Institute og Rand Corporation alvorligt. Faktisk har amerikanerne og det Israelske styre begået alle de militærstrategiske og politiske fejl, man kan begå, og som der eksplicit blev advaret imod i rapporterne. Men det vil være forhastet alene at tilskrive fejlene de to landes ledelser. Begge bygger de videre på Bushadministrationens ”shock and awe” doktrin, der blev introduceret overfor Afghanistan og senere Irak. Den virkede helt indlysende ikke. Ødelæggelserne var enorme, men målene blev ikke nået – tværtimod. Og nu hvor dronekrigen helt har vendt op og ned på tidligere militærstrategiske doktriner, har ”shock and awe” strategien definitivt udspillet sin rolle. Trump er blevet fanget i strategiskiftet og presset af USA’s forudgående foragt for alle indgåede aftaler som et moment i opbruddets samlede dynamik. Opbruddet vil yderligere blive forstærket, hvis han indleder en decideret landkrig. Ikke for at vinde, men for at komme ud af krigen uden for meget tab af prestige. En landkrig eller fortsættelse af den vanvittige tæppebombning vil selvfølgelig være ganske forfærdeligt for Iran og i øvrigt også for de øvrige Golfstater, men det vil styrke Kina og Rusland og svække den Transatlantiske alliance yderligere. Det har vist sig hvad angår de arabiske Golfstater, at USA’s sikkerhedsgarantier ikke er meget bevendte, når det kommer til stykket. Gælder det også for sikkerhedsgarantierne i Nato? (de Nordeuropæiske lande er allerede begyndt at forberede sig på at skulle opbygge regionale forsvarsalliancer indenfor Nato i tilfælde af – at støtten fra USA viser sig at bero på årtiers illusion. Opbruddets aktuelle retningsløshed og de gentagne tillidskriser slider på bindemidlet). Man kan sige, at Trump og i mindre grad Netanyahu er fanget i en klassisk doublebind situation. Uanset udfaldet af krigen selv med ødelæggelse af Iran har de tabt. Ligesom krigen i Ukraine har ændret det globale styrkebillede, har verdens erfaringer med USA’s og Israels angreb på Iran dels afsløret deres strategiske svagheder, militære begrænsninger og dermed også Trumpadministrationens geopolitiske ambitioner. Trumps angreb på Iran er det foreløbigt sidste skridt i opbrudstendensen, hvori afviklingen af reglernes appelstatus nedslides for hver ny ulovlig intervention. De spektakulære og centrifugale kræfter, der ligger gemt i USA’s og Israels angreb, forårsages ikke alene af angrebenes vilde karakter. Centrifugalkraften henter først og fremmest sin styrke i de nuværende flydende styrkeforhold på verdensmarkedet, hvor ingen magt eller koalition af magter endnu har styrken til at gribe ind og gennemtrumfe deeskalering i brændpunkterne. Konsekvenserne for det kapitalistiske verdensmarked I en artikel i Financial Times bringer lederen af Mitsui OSK lines, Takeshi Hashimoto hele konflikten i Golfen og den forudgående og sideløbende militarisering af den maritime trafik ned på jorden. ”Når forsikringsselskaberne aflyser forsikring, elektroniske forstyrrelser vokser, bliver risikoberegninger og prissættelser umulige og skibsrederne kan hverken sikre deres mandskab eller last. Globale forsyningskæder bygger på forudsigelighed – sikkerheden for, at skibe kan passere ikke bare en gang men gentagne gange og sikkert. Uden den forudsigelighed stopper systemet med at fungere”. Hashimotos billede og forudsigelser udfolder sig allerede nu. Oliekontrakter opsiges under henvisning til force majeure. Tankskibe omdirigeres til de højstbydende kunder. (De asiatiske lande byder højere end de europæiske). Det samme gælder handlen med gødningsprodukter og andre vitale råstoffer etc. Markederne reagerer nu engang, som markeder altid gør, og profitten bestemmer beslutningerne og bevægelserne. Den situation ophører ikke, fordi krigen i Iran afsluttes. Hvad, artiklen siger, er skåret til benet, at det voksende geopolitiske anarki udgør en trussel mod hele det kapitalistiske verdensmarked som i konsekvens af de sidste fyrre års globalisering er blevet totalt afhængighed af forsyningskædernes og finansieringens stabilitet, herunder den maritime stabilitet og sikkerhed. Der er ikke et eneste land i verden, der i dag kan undsige sig den logik, hvilket allerede har ført til en regionalisering af handelsaftaler og nye nationale industripolitiske regimer af merkantelistisk karakter. EU forfølger nu en handelspolitik, hvor der stilles krav om investeringer og produktion i Europa. Kina gør det samme. Rusland overvejer at begrænse aftaler om energieksport til lande, der er naboer eller landfaste med Rusland. Kina fremskynder Belt and Road projekterne både i Centralasien og i Afrika og som noget helt nyt indfører Kina sikkerhedsaftaler, der selvfølgelig udfordrer både USA og Europa. Trumps America First politik accelererer opbruddet på det kapitalistiske verdensmarked. Langtidskonsekvenserne kan vi selvfølgelig kun forudsige meget overordnet, men summen af konflikter, åbne og lukkede sammenstød mellem USA’s interessepolitik og dets konkurrenter udgør en trussel for det kapitalistiske verdensmarked, som rækker langt ud over konflikten i Golfen og Trumps usammenhængende og febrilske magtpolitik. OECD har nedvurderet langtidsprognoserne for væksten på verdensmarkedet fra 3.3% til 2.9%, hvad der reelt er det samme som nulvækst. Uanset udfaldet af krigen i Iran er Trump tvunget til at forstærke America First politikken og forsvaret af amerikansk kapitalisme og tilsidesætte hensynet til verdensmarkedets nervetråde. F.eks. er det kun et spørgsmål om tid, før USA og EU rager uklar om fortolkningen af den for EU ydmygende handelsaftale. Aftalerne med Indien svæver i uvished. Det er også kun et spørgsmål om tid, før Japan og Sydkorea af indenrigspolitiske grunde presses til at rekalibrere dels forholdet til USA og dels til Kina, fordi deres hjemlige erhvervsliv ikke kan holde til at finansiere investeringer i USA uden at få noget til gengæld. Det samme gælder for Indien og resten af de Sydøstasiatiske lande. Alle vil de forsøge at beskytte sig og begrænse skaderne og konflikterne. Dollarregimet bryder ikke sammen af den grund. Det gør de militære alliancer heller ikke. Men de mange handelskonflikter og frygten for at blive inddraget i USA’s kommende militære eventyr stimulerer afsøgningen af alternativer, som i konsekvens langsomt reducerer dollardominansen og USA’s ekstraterritoriale jurisdiktion. Det ligger selvfølgelig lige for, når økonomerne nu taler om, at en fortsættelse af USA’s krig mod Iran og en fortsat begrænsning af passagen i Hormuzstrædet kan føre til en omfattende stagflation (stagnerende vækst og høj inflation) eller recession. Spørgsmålet er, om den bekymring rækker. I alle de recessioner inklusive finanskrisen, som vi har oplevet siden de store oliekriser i 70’erne, har der været et G7 eller G20 til kollektivt at inddæmme skadevirkningerne og trække væksten i gang igen, selv om omkostningerne hver gang har været formidable og stadigt vanskeligere at overvinde. Men med graden af geopolitisk entropi, de voksende spændinger i den Transatlantiske alliance, Europas russofobiske forhold til Putinadministrationen, og Kinas og Ruslands offensiv for at samle det Globale Syd og omgå det amerikanske marked og dollardominansen er det mildest talt vanskeligt at få øje på de kræfter, der gennem et kollektivt institutionelt ansvar skal bane vejen for en genstabilisering af verdensmarkedet og den frie handel. Fordi det også forudsætter en rehabilitering af de internationale institutioner, der er uomgængelige for at regulere og sikre verdenshandlen og de transnationale investeringer. Kina har indset nødvendigheden. Det samme gælder Canadas premierminister Mark Carneys, der har taget initiativ til at samle de halvstore stater i EU og indenfor CPTPP i Stillehavsområdet til forsvar for WTO og handelsreglerne i øvrigt. Med de tilnærmelser, der er mellem Canada og Kina kan en fremtidig forening af kræfterne ikke udelukkes, for så vidt EU samlet skrinlægger animositeten overfor Kina. En stilling som for øvrigt undergraves hver dag af de enkelte EU-lande. Spørgsmålet drejer sig i al sin enkelhed, om de mange separate initiativer (også i Afrika), der er i gang, kan samle styrken til at genrejse WTO, reformere IMF, sikre respekten for FN chartret om Fri Navigation, reformere hele FN-systemet, begrænse alle sanktionsmuligheder overfor suveræne stater og trække betalingssystemerne fri af amerikansk ekstraterritorial jurisdiktion? Hverken Kina eller BRICS+ landene, der selv er indbyrdes belastet af markedsanarkiet og USA’s aggressive del og hersk politik, har styrken. BRICS+ landenes indbyrdes konflikter og manglende tyngde er eksponeret under Irankrigen. Dermed ikke sagt, at Kinas verdensøkonomiske ambitioner (Shared future for humanity) ikke til en vis grad repræsenterer arkitekturen for fremtidens stabile verdensmarked. Men skal visionerne ud over den varme luft og de store deklarationer, forudsætter det, at Kina åbenlyst tilnærmer sig Carneys allianceprojekt på det betydningsfulde WTO-topmøde i Cameroun og med alliancen som rampe opbløder forholdet til Europa. Den tilnærmelse, som er vital også for Carneys fremtidsprojekt, forudsætter på den anden side en normalisering af EU’s forhold til Rusland. Krigen skal afsluttes og en fredsaftale skal sikre Ukrainsk suverænitet, Ruslands strategiske sikkerhedspolitiske interesser baseret på en fælles Europæisk/Eurasiatisk sikkerhedsarkitektur, der tilgodeser de mindre nationer. Og selv om det projekt lige nu ser ud til at have lange udsigter – modsætningernes dybde taget i betragtning – virker opbruddet som sagt langsomt ind på det bindemiddel, der hidtil har holdt Nato sammen. Eneste økonomiske, politiske og militære alternativ vil være en forhandlet sikkerhedsaftale. I det spil har Kina også en vigtig rolle, fordi en fredsaftale og en integrering af Rusland i Europa delvist vil reducere bindingen mellem Kina og Rusland. Men som EU og den europæiske politiske elite har udviklet sig siden eurokrisen forekommer et så radikale perspektivskifte ikke sandsynligt, uden at den Europæiske dysfunktionelle Union samtidig omskrives fra en markedsdirigeret og halvautoritær bureaukratisk Union til en politisk demokratisk funderet og reguleret Union. De nævnte alliancekombinationer forekommer at udgøre de mest holdbare perspektiver, hvis opbruddets anarki skal overvindes og langsigtede ødelæggende virkninger på det kapitalistiske verdensmarkeds vækstmuligheder inddæmmes. Trumpadministrationen ændrer ikke politik. Den vil gøre alt for at fastholde den unipolære orden og amerikansk kapitalismes styrke (som den ikke har). Ændringerne skal komme gennem de forskellige nye alliancers afvisning af Trumps destabiliseringspolitik, skærpe modsætningerne internt i Trumpadministrationen, som allerede nu viser sig i forhold til angrebet på Iran, og overbevisning af den amerikanske befolkning om, at USA må acceptere den multipolære verdensorden og definitivt fravige de amerikanske regeringers og amerikansk kapitalismes America First doktrin som forudsætning for Make America Great Again. Jan Helbak.                

  marts 27, 2026 4:32 pm

  Læs mere