OVERVEJELSER

Blog

Download pdf

Seneste blogindlæg

  • Diktatur – diktaturer og den slags

    Hvorfor overhovedet i denne tid med alskens trusler hængende over hovedet træde tilbage og forsøge at definere begrebet diktatur? Tilskyndelsen kom den 15. april 2025, hvor klummeskriveren Edward Luce i Financial Times havde en artikel med titlen: ”Trump er halvvejs igennem med at omdanne Amerika til en politistat”. Forinden var jeg i andre medier bl.a. den engelske avis The Guardian stødt på adskillige udsagn om, at Trump udviser diktatoriske træk, og at Alice Weidel fra AFD i Tyskland er en diktator i svøb. Andre har været mere moderate og indskrænket sig til at kalde Trump for autoritær og uforudsigelig, hvad der i flere ordbøger optræder som en enhed. Den aktuelle anledning Men tilbage til Edward Luce’s artikel. Dens konkrete udgangspunkt er den angiveligt ulovlige deportation af Kilmar Armando Abrego Garcia til El Salvador, hvor hans liv vil være i fare med henvisning til, at han er terrorist. Både en lokal retsinstans i Maryland i USA og senere højesteret har kendt deportationen for forfatningsstridig. Trumpregeringen har afvist domstolenes kendelser. Afvisningens juridiske legitimitet formuleres af udenrigsminister Marco Rubio: ”Ingen ret i USA besidder retten til at dømme over USA’s udenrigspolitik”. Og da den udvides kraftigt i disse år og forbindes med rigets geopolitik, nationale sikkerhed og nødret, bruger Trump forskydningen til at styrke præsidentembedets suverænitet overfor Kongressen og Retssystemet. Edward Luce viger tilbage fra at kalde Trumps regime for et fuldbyrdet autokrati, diktatur eller politistat. Han hævder kun, at Trump er halvvejs og bruger samtidig et noget diffust begreb som ”politistat”, som ikke er mere præcist end begrebet autokrati eller autoritær stat. Disse begreber refererer alle til en bestemt ledelsesform uden at beskæftige sig en styreforms indhold bortset fra, at for Edward Luce: ”Går grådighed og autoritanisme hånd i hånd”. En noget risikabel sammenstilling, i og med det har været almindeligt accepteret siden krisen i 2008, at finanssektoren opfører sig grådigt. Nu er det almindelig kendt, at i historiske perioder med mange komplekse og indgribende samfundsproblemer, sker der også voldsomme og ofte ganske hurtige skred i de politiske styreformer. Det er det, vi oplever nu, hvilket har inspireret mig til at fokusere på begrebet diktatur i positiv form. Altså hvad diktatur er for en størrelse. Formålet er at give et mere nuanceret syn på dén politiske styreform, der altid i det liberale demokratis ånd hives frem som demokratiets og frihedens absolutte modsætning. Hvad skal vi forstå ved diktatur? Diktatur beskriver et forhold, hvor nogen kan diktere nogle ganske bestemte betingelser overfor nogen andre. I princippet indrammet i undervisningsfænomenet diktat, hvor en lærer har autoritet eller er delegeret autoritet til at diktere en tekst til en klasse, der ikke skal foretage sig andet end at skrive det, der dikteres. Tekstens indhold og betydning er sagen uvedkommende. Så enkelt er det desværre ikke, når begrebet anvendes på samfundsforhold, hvor diktatur hovedsageligt præsenteres som en bestemt politisk magtform, hvor selve formen indgår som de liberale demokratiers negative identitetsafgrænsning. Dvs. man afgrænser ens egen form overfor en anden form eller en idealtype overfor en anden idealtype. Problemet er, at både begreberne og idealtyperne forbliver abstrakte og normative uden specifik historisk reference og uden forbindelse til den dynamik, der virker i substansen under begrebsformen. Ikke desto mindre virker de to begreber styrende for næsten alle politiske diskussioner og udsyn i dag. Det er sådan set ligegyldigt, hvad den politiske samtale i dag drejer sig om, så modstilles det liberale demokratis frihed diktaturet, hvor alt, hvad der udgår fra sidstnævnte, er suspekt. I forståelsen af de liberale demokratier er udgangspunktet i princippet den historisk grundløse præmis, at mennesket er skabt til frihed. Underforstået, at den enkeltes frihed er ukrænkelig og derfor i sin logik i evig konflikt med en hvilken som helst fællesvilje, der ikke bygger på den enkeltes frivillige tilslutning. En historisk konstruktion af nyere dato, som tillægges universel gyldighed, hvorfor de liberale demokratier i egen selvforståelse mener at befinde sig øverst i den evolutionshistoriske værdikæde med retten til at gøre krav på rangen som global målestok for et hvilket som helst samfunds politiske og institutionelle indretning. Som afledt logisk konsekvens har begrebet diktatur og de beslægtede begreber  været udsat for successive etymologiske ekskluderende forvridninger op gennem historien. I dag defineres diktaturbegrebet hovedsageligt gennem analoge konnotationer og karakteristika, der er så abstrakte og generelle, at de blokerer for at trænge ned i de mange undtagelsesbestemmelser, der faktisk ligger lige underfladen i de liberale demokratier. Diktatur – diktaturer og den slags For at gå til biddet. Som den konservative retsteoretiker Carl Schmitt som udgangspunkt slog fast i bogen Diktatur (1919): ”diktator er den, der har retten/magten til at diktere”. Bogens titel er faktisk: ”Diktatur, fra oprindelsen til det moderne suverænitetsbegreb til den proletariske klassekamp”. Intentionen var at skære igennem de mange konnotationer/indlejrede medbetydninger og politiske eufemismer for at komme ind til begrebets kerne, hvor han i Hegelsk og Marx’ metodiske tradition skar alle nuancer bort for at lægge begrebets kerne åbent. ”Vi betegner et diktatur, som en politisk styreform, hvor en eller flere (f.eks. et kollegium eller en kommission) besidder den suveræne magt og ret til at diktere de øvrige i samfundet ganske bestemte betingelser og rettigheder”. Herved adskiller det moderne diktatur sig fra det moderne repræsentative demokrati ved, at repræsentation og folkesuverænitet her ideelt set holdes for identiske. I formaldefinitionen adskiller begrebet diktatur sig i daglig tale ikke fra begreberne despoti, tyranni, autokrati mv. De betegner i almindelighed det samme. Historisk er der dog sket det, at de negative konnotationer, som klæber til de  sidstnævnte begreber i dag anvendes som gradbøjninger af diktaturets reale funktionsmåde. Altså, om det er brutalt, hensynsløst, vilkårligt, irrationelt osv. Herved opløses subjektet i prædikatet, således diktatur bliver identisk med hensynsløshed, vilkårlighed, ufrihed osv. Nu gør Carl Schmitt ikke krav på, at den formale definition er tilstrækkelig. Kun at den er nødvendig. I lighed med Machiavelli og flere af hans samtidige herunder flere af de romerske statsteoretikere skelner han mellem to grundlæggende forskellige diktaturformer. De to former knytter sig til suverænitetsbegrebet. Udgangspunktet er nemlig begrebet ”suverænitet”. Det centrale tildelingspunkt, som har været styrende hele vejen ned gennem vores historie og virket ind på indholdet af de mange forskellige styreformer. Set i forhold til begrebet diktatur er det ikke uden interesse at skelne mellem ”suverænt diktatur” og ”kommittereret (overdraget) diktatur”. En skelnen Carl Schmitt delvist har arvet fra Machiavelli. I tilfældet suverænt diktatur beskæftiger vi os med et regime, hvor en person, personkreds eller en organisation har tilranet sig magten i absolut form. For det meste gennem magtanvendelse og massiv undertrykkelse. Det vil sige, at det pågældende styre gennem en eller anden form for magtopbud har tiltaget sig den suveræne ret til at definere, hvad der er normalt samfundsliv og ret, og hvad der er undtagelsestilstand og begrundelserne herfor. På den anden side har man i forskellige sproglige klædedragter teoretisk beskæftiget sig med det ”kommitterede diktatur”, hvor en anden suveræn end diktatoren/diktaturet overdrager suveræniteten for en kortere eller længere periode til et diktatur. Her har diktaturet (personen, institutionen, kollegiet) magten som betinget tilståelse. Det klassiske eksempel er det romerske senats overdragelse af handlesuveræniteten til en konsul for en periode af 6 måneder for at løse ganske bestemte opgaver eller overvinde påtrængende problemer så som fjendtlige fremstød for at beskytte almenvellet bl.a. gennem nødret. Machiavelli beskæftiger sig indgående med denne problematik i værket ”Drøftelser”. Det afgørende er ikke selve den konkrete form, diktaturet antager, men dets begrundelse, formål og mål. Hverken de politiske tænkere i Grækenland, eller statsteoretikerne i Rom og langt op i historien – faktisk frem til renæssancen – indlagde en absolut modsætning mellem demokrati og diktatur, sådan som vi gør i dag. I stedet blev skillelinjen trukket mellem suveræniteten til at delegere og dets modsætning suverænitetsranet og mellem diktaturernes forskellige formål. Dvs. den begrænsede delegerede suverænitet udgået fra folket for at sikre almenvellets velfærd overfor den grænseløse suverænitet fravristet folket med det formål at sikre partielle interesser – personlige, klanmæssige eller klassemæssige interesser. Diktatur versus frihed Bag disse distinktioner indtræder en senere og bestemmende begrebsdistinktion, som den moderne og abstrakte modstilling af diktatur og demokrati tilslører. Det drejer sig om begrebet frihed. Hverken i det gamle Grækenland, i Rom eller i renæssancen tog forståelsen af frihed udgangspunkt i det enkelte individ. Friheden bestod i, at et folk, en bystat osv. ikke var underlagt fremmed dominans og herredømme. Man anlagde ikke en snæver grænse mellem den enkelte og de mange. Det gjorde man derimod mellem det private og det offentlige. Forudsætningerne for menneskets frie udfoldelse af sine potentialer blev henført til trygheden og sikkerheden i det offentlige. Så når man i det store og hele indsatte diktatorer for at værne om almenvellet, var det nok så meget for at sikre friheden og velfærden. Det moderne liberale frihedsbegreb var flere århundreder undervejs og blev først for alvor udkrystalliseret under den franske revolutions hårde klassekampe i 1790’erne mellem det nye borgerskab (Der havde brug for det individuelle frihedsbegreb) og de folkelige masser og i kampene mellem den politiske elite i Amerika og ”pøblen”, der godt nok fik tildelt umistelige frihedsrettigheder. Men som brutalt blev sat til side, hvis masserne praktisk ønskede at indløse obligationen. Borgerskabet gik sejrrigt ud af den første politiske konstitueringskamp og vandt samtidigt retten og magten til at sætte sit individualistiske frihedsbegreb igennem som gældende for al politisk-filosofisk og retsteoretisk norm – kort sagt som universel tænkningsform. Men i næsten alle de efterfølgende demokratiske eller semidemokratiske forfatninger indgik en eller flere paragraffer om nødret. Borgerskabets dyrekøbte erfaringer medførte, at man i det borgerlige demokratis lange konstitueringsperiode fra den amerikanske frihedskrig og frem til perioden efter 1. Verdenskrig accepterede diktatoriske undtagelsesbestemmelser i de forskellige forfatninger. Og selv efter mellemkrigstidens fascistiske og nazistiske totalitære regimer, finder man i efterkrigstiden nødretsbestemmelser i de demokratiske forfatninger. Som en nødvendighed. Det afgørende er imidlertid, hvem der kan udløse nødretsbestemmelsen. Eksempelvis indeholdt den tyske Weimarforfatning fra 1919 §48, der de facto legitimerede det præsidentielle diktatur forfatningsmæssigt. Skiftende regeringer (Præsidenterne Brüning, von Pappen og von Schleicher) indførte i republikkens sidste år et magtmonopol som svar på de dysfunktionelle parlamenter. I de fleste forfatninger er den mulighed i dag begrænset. Men nødretten eksisterer som mulighed. I forfatningerne bag de demokratiske parlamenter defineres nødretten enten af et parlamentarisk flertal eller et kvalificeret flertal f.eks. ved overdragelse af dele af folkesuveræniteten til en regering – et begrænset diktatur. Hovedsageligt i forbindelse med krig, handelskrig, cybertrusler eller naturkatastrofer. Det springende punkt i suverænitetsafgivelsen er, om parlamentet og den demokratiske repræsentation kan tilbagekalde suveræniteten fra den udøvende magt til parlamentet. Dvs. om magtens tredeling kan genoprettes enten midt i en nødretsperiode eller efter. Der vil selvfølgelig altid være en risiko for, at det borgerlige demokratisk magtdelingsprincip ikke respekteres af f.eks. den regering, der er blevet kommitteret til at diktere. Risikoen er størst dér, hvor magtoverdragelsen er sket, fordi det parlamentariske styre har vist sig dysfunktionelt i forhold til at håndtere samfundskriser (politiske og økonomiske), eller har mistet folkelig legitimitet, fordi det ikke længere kan sikre almenvellet velfærd og tryghed. Her taler vi om en længerevarende indre opløsningsproces, hvor eksempelvis diktaturet langsomt tåles som et mindre onde og som oven i købet kan gennemføre en passiv revolution af samfundsordenen for at sikre samfundsstabiliteten og betrygge borgerne i almindelighed. (Tendenser, der ligger indbygget i Trumpteamets MAGA projekt). Covid-19 og nødret Hvis vi holder os disse distinktioner in mente og helt ser bort fra de forskellige konkrete historiske diktaturformer, vil det faktisk være rimeligt at vurdere den tidligere epidemilov i Danmark som grundlaget for et begrænset kommitteret diktatur (overførsel af suveræn handlekraft til den udøvende magt), hvor en stor del af Folketingets suverænitet er overført til regeringen (Sundhedsministeriet og Statsministeriet), og hvor domstolenes uafhængighed er blevet begrænset. Folketingets alt overvejende flertal overdrog frivilligt i april 2020 handlesuveræniteten til regeringen indenfor rammerne af den forfatningslegale epidemilov. I den lov indgår retten til at ophæve andre love, Folketinget har vedtaget. Begrundelsen for magtoverdragelsen var og er, det almindelige parlamentariske demokratis manglende handlekraft og magtpolitiske kompetence til at håndtere den epidemiske nødretssituation. Som bl.a. indebærer nødvendigheden af en vidtgående begrænsning af de personlige frihedsrettigheder i forsvaret af folkesundheden og samfundsstabiliteten overfor et truende sammenbrud. (Det hører dog med, at det lykkedes for det danske Folketing at vedtage en ny epidemilov, der begrænser Folketingets suverænitetsafgivelse til regeringen eller et af regeringen udpeget ”kriseudvalg”. Epidemiloven kan karakteriseres som en idealtype for forfatningslegal lovgivning, der i en nødretssituation – det være sig en naturkatastrofe, samfundsdestabiliserende politisk uro, hvor institutionerne er truede eller krig – kan overdrage handlesuveræniteten til regeringen uden hensyntagen til den enkeltes frihedsrettigheder. Man kan således tale om, at et kommitteret og måske begrænset diktatur kan blive den nødvendige politiske udgang af en nødretstilstand, hvis det liberale demokratis politiske forfatningsmæssige grundformer skal forsvares for senere genopretning. Diktatur og tilstødende magtbegreber Diktatur er som det fremgår ligesom frihedsbegrebet ikke en entydigt politisk og samfundsteoretisk størrelse. Diktaturet står ikke i et uformidlet modsætningsforhold til frihedsrettighederne, i og med disse kun i deres liberale udformning tillægges universel bestemmende værdi. I samme øjeblik frihedsbegrebet kvalificeres og afklædes dets liberale universalitet, får det bestemmende betydning for forståelsen af diktaturbegrebet. Hvis det viser sig – hvad der er tilfældet i praksis – at mennesket ikke er født frit og lige, men er underkastet sin egen historieskabende aktivitet uafhængig af al metafysisk moral, falder de liberalt begrundede frihedsrettigheder til jorden, og der kan igen åbnes for en politisk drøftelse af, hvor suveræniteten i samfundet skal placeres og ikke mindst, hvad den skal indeholde. Den drøftelse får igen og igen relevans, fordi ethvert moderne kapitalistisk samfund er gennemkrydset af sociale-politiske-økonomiske og kulturelle modsætninger, der som samfundssystem strukturerer uligheden og dermed også konflikter og nødretslignende kriser. Som sådan skal ovennævnte diskussion til, hvis diskussionsfeltet skal flyttes fra moralens område til det politiske, og moralens underliggende klassedominans trækkes frem i lyset. I diskussionen om demokrati og diktatur er det også nødvendigt ikke at forveksle diktatur og totalitarisme. Sidstnævnte forudsætter som logisk udgangspunkt en ideologisk forestilling om og masseopslutning til den totale enhed i samfundet, hvor offentlig og privat, statsmagt og civilsamfund ikke kan adskilles, som det f.eks. gjorde sig gældende under fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Dermed ikke sagt, at de totalitaristiske styrer er modsætningsfrie mv. Kun at de gør krav på den totale enhed, hvilket forudsætter organiseret massetilslutning og massemobilisering. Af samme grund er ethvert diktatur ikke fascistisk, selv om det gør brug af den samme magtbrutalitet og retorik. Begrebet autoritære regimer siger faktisk ikke meget om suverænitetsstatus og er af samme grund et vagt begreb, der mere siger noget om en handlemåde end om det egentlige politiske magtgrundlag. Adskillige liberale demokratier og disses institutioner kan handle utroligt autoritært, hvilket Trumpregeringen 2.0 har demonstreret på plastisk vis. Her demonstrerer Trumpteamet næsten hver dag begrænsningerne i magtens forfatningsmæssige tredeling som værn mod en præsidentiel magtfuldkommenhed. Lignende tendenser kan ses i Frankrig, i Rumænien, i Tyrkiet og faktisk også i den accelererede magtcentralisering i EU, der inkrementelt undergraver de nationale parlamenters reelle suverænitet og magtens tredeling. Bl.a. kommissionens brug af de forskellige EU-fonde til at diktere de enkelte medlemsstater til at føre en ganske bestemt politik, hvis de vil undgå sanktioner. Men igen er det værd at fremhæve, at det autoritære beskriver handlemåderne og ikke systemets principielle grundlag. Den sondring er vigtig for, at prædikatet ikke som en gøgeunge gør sig selv til subjekt. Og netop fordi man i hele den demokratiske diskurs, som i hvert fald de sidste fire årtier har haft hegemonisk status, afgrænser de liberale dyder negativt overfor diktaturet, har man i mangel på kvalificeringer måtte kalde regimer for illiberale, der måske ikke helt lever op til de forsimplede forestillinger om et diktatur og heller ikke fuldt lever op til de liberale demokratiske idealnormer. Dvs. definere dem efter, hvad de ikke er. Hvilket bl.a. er tilfældet i kritikken Orbans regime i Ungarn, som i virkeligheden snarere repræsenterer en bonapartistisk tendens, hvor de liberale demokratiske institutioners magt og betydning opløses indefra ved hjælp af det liberale demokratis muligheder (flertalsdiktatur) og de almindelige parlamentariske spilleregler, fordi ingen social-økonomisk magt/klasse i samfundet er tilstrækkelig stærk til at håndhæve sin klasseinteresser som almeninteressen over alle andre. Det var den strategi Bonaparte benyttede sig af i Frankrig fra 1848 indtil, han i 1851 etablerede sit diktatur med støtte fra store dele af befolkningen. Han sikrede almenvellets interesser og borgerskabets klassedominans på en og samme tid og transformerede i samme proces det kommitterede diktatur til et suverænt diktatur med ham selv som suveræn – dog med visse begrænsede indrømmelser til dele af borgerskabet. Afsluttende bemærkninger For at konkludere. Diktaturets reelle legitimitet i befolkningen som politisk kraft og magt afgøres ikke alene af det formelle suverænitetsspørgsmål, som overføres fra parlament til den udøvende magt men nok så meget af dets begrundelse, formål og mål. Det er nemlig i diktaturets begrundelse og hensigt, at kilderne til vilkårlighed, grusomhed, tyranni, despoti mv. skal findes og ikke i dets formelle modstilling til det liberale demokrati. Af nøjagtig samme grund er det nok så vigtigt at forstå hvilke mål og metoder i MAGA projektet, der styrer f.eks. Trumps og Trumpteamets magtcentralistiske udfordringer af den amerikanske forfatning fremfor den aktuelle formalpolitiske debat om Trumps diktatoriske tilbøjeligheder og vilkårlige ledelsesstil. Og nok så meget, hvad der overhovedet gør Trumpteamets MAGA projektets påståede ”revolution” acceptabelt for en stor del af amerikanerne på en måde, der ind til videre overskygger den formaldemokratiske modstilling af demokrati og diktatur. Jan Helbak                                  
    Læs mere
  • Er dommen problematisk eller dommens grundlag?

    Mandag den 31. marts blev lederen af Rassemblement Nationale Marin Le Pen kendt skyldig i bedrageri for 4.4 mio. euro for at kanalisere EU midler, der var målrettet arbejdet i EU-parlamentet ind i partiets kasse i Frankrig. Ud over fængselsstraf og bøde fradømte retten tillige Le Pen muligheden for at stille op til det franske præsidentvalg i 2027 eller indtage betroede embeder i 5 år. Om Marine Le Pen er skyldig eller uskyldig i alle anklager, er for så vidt ikke det vigtigste. Politisk er det mere bemærkelsesværdigt, at en domstol i Frankrig fradømmer en borger/politiker retten til at stille op til et valg og i konsekvens heraf tvinge et eller flere politiske partier til at finde alternative kandidater til den, de og deres medlemmer har foretrukket. Det er i den sammenhæng heller ikke vigtigt, at Marine Le Pen selv tidligere har advokeret for, at korruptionsanklagede eller kriminalitetsdømte politikere skulle fratages muligheden for at fortsætte i politik eller have fradømt deres valgbarhed for livstid. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at flere mainstreammedier som for eksempel The Guardian går helt udenom de principielle spørgsmål, som dommen rejser og erklærer sig yderst tilfreds med, at dommen har ”trukket en tiltrængt streg i sandet” overfor den radikale højrefløjs evindelige angreb på retssystemet for at være partisk. Ikke noget videre stærkt argument, al den stund dommen kunne tænkes at forstærke opfattelsen af retssystemet som partisk. Og en streg i sandet rækker som bekendt ikke overfor tidevandet. I en sidebemærkning bør det nævnes, at hverken Guardian, andre medier eller politikere fra det politiske centrum har på noget tidspunkt kunnet påvise, at de nationalkonservative partiers politik udgør en trussel for retssystemet og demokratiet. Reelt er det én påstand, som blot efter tilstrækkelig mange gentagelser har fået karakter af en sandhed. Afslutningen på lederen i The Guardian er værd at hæfte sig ved som fællesnævner for den politiske elites og mainstreammediernes liberaldemokratiske kommentarer: ”Den nuværende grad af politisk støtte til Marine Le Pen placerer hende ikke over loven”. Pointen er en anden, som The Guardian og flere andre medier ikke rammer. Det gælder for så vidt også de kommentarer fra den anden side, der i dommen ser en trussel mod demokratiet. Det gælder f.eks. Giorgio Meloni og den franske premierminister, der overfor Nationalforsamlingen slår fast, at det juridiske system ikke underminerer demokratiet, men alligevel som ”borger” føler trang til at sige, at frakendelsen af Marine Le Pens mulighed for at stille op til præsidentvalget måske ikke er ”rimelig”. På den led bliver det selve dommens karakter og rækkevidde, der fremstår som problemet, hvilket fører tilbage på domstolene og dommerne eller åbner for appelmulighed og ændring af dommen, hvorved hele problematikken forbliver juridisk. Det principielle problem skal imidlertid findes i det forhold, at en sådan dom overhovedet kan afsiges. Essensen skal findes i udtalelsen fra domstolens præsident Benedicte de Pertuis, som kan udtale, at dommens omfang refererer til det forhold af ”betydelig forstyrrelse af den offentlige orden, i dette tilfælde det faktum, at en person, der allerede er dømt i første instans, stiller op til præsidentvalget”. Hermed er linjen lagt for i hvilket omfang, retssystemet kan bestemme, hvad der er politisk korrekt og legitimt. Retssystemet kan derved på forhånd gennem eksklusion bestemme, at der er personer, som folket/vælgerne ikke kan stemme på. Skridtet må så tages fuldt ud og kritikken rettes mod den forfatning, der stiller domstolene over folket. Dvs. muliggør retssystemets legitime ophævelse af folkets suveræne reet til at afgøre hvem, der fortjener dets tillid og hvem, det vil lade sig repræsentere af. Dommen i Frankrig er imidlertid ikke en enlig svale. I december sidste år afgjorde den rumænske højesteret, at præsidentvalget den 24. november skulle gå om, fordi fremmede kræfter (russiske) havde påvirket valget ved gennem de sociale medier (bl.a. Tik-Tok) at have støttet højrefløjskandidaten Calin Georgescu. Senere har samme ret afskåret Georgscu fra at stille op til omvalget i maj 2025, selv om bevisførelsen for anklagerne har vist sig at være mere end tvivlsomme. Men bevisførelse eller ej ændrer det ikke på det principielle problem, at også i det rumænske tilfælde afgør en retsinstans, hvad der politisk er legitimt eller ikke legitimt. Heller ikke her er det folket, der har den suveræne ret til at træffe den afgørelse politisk. Dommene i Frankrig og Rumænien er indtil videre blot de mest spektakulære udtryk for en voksende tendens til at juridicere politikken indenfor de liberale demokratier. Påståede brud på ministeransvar eller andre problematiske politiske forseelser afgøres ofte ikke i parlamenterne, men overføres til undersøgelseskommissioner, som typisk er sammensat af professionelle personer udenfor det politisk parlamentariske system. Også i de tilfælde forskydes den delegerede suverænitet og det politiske ansvar fra parlamenterne til det juridiske system, hvad der selvsagt, hvis den tendens fortsætter, tømmer lovgivningsmagten for indhold og politisk legitimitet overfor det folk, der gennem valgene har sammensat parlamenterne. Så hele den aktuelle debat om, hvorvidt domstolene er upartiske eller bruges politisk af centrum mod den yderste højrefløj eller venstrefløj er for så vidt den mindst relevante, fordi den lader selve præmissen uantastet: At en demokratisk forfatning levner mulighed for, at domstolene kan udelukke borgere fra at opstille i politiske valg og her få deres mandat prøvet. Paradokset er, at det ikke er de aktuelle domme, der undergraver demokratiet. Det er derimod de forfatninger, der skulle udgøre bolværket mod vilkårlighed og magtmisbrug gennem det liberale demokratis institutionelle ”check and balances”, som udgør en trussel mod demokratiet – forstået som folkets suveræne ret til at vurdere og vælge sine repræsenter. Politik reduceres til retssalsdramaer og folket til tilskuere. Jan Helbak        
    Læs mere
  • “Fred gennem styrke”

    Parolen blev udtalt igen og igen af Macron og Keir Starmer på topmødet i Paris den 27. marts for ”koalitionen af villige”. Ca. 30 lande og organisationer deltog i topmødet, selv om det ikke er lige til, at få det nøjagtige tal opgivet og sat navne på de deltagende lande. Formålet med mødet var en drøftelse af muligheden af at stille – ikke med en fredsbarende styrke i tilfælde af en våbenhvile – men en ”tryghedsskabende” styrke. Det fremgår stadigt ikke klart, hvad der skulle være styrkens konkrete formål, operationelle opgave og stilling i forhold til de stridende parter. Formål nummer to var utvetydigt at afvise muligheden af at lempe sanktionerne overfor Rusland for så vidt, korn- og gødning eksporten skulle blive genoptaget i forbindelse med en udvidet våbenhvile i Sortehavet. Amerikanerne havde overfor Rusland stillet ovennævnte mulighed i udsigt. Rusland gjorde en delvis ophævelse af sanktionerne til forudsætning for overhovedet at forhandle en våbenhvile. Men selv USA’s åbne og dog uforpligtende indstilling var for meget for europæerne. Meldingen fra topmødet blev, at sanktionerne ikke skulle hæves, før Rusland har rømmet den sidste tomme af Ukrainsk grund. Den fred, især Marcron og Starmer forestiller sig, er Ruslands kapitulation eller fordrivelse fra Ukrainsk grund. Kort sagt fred gennem styrke betyder i deres optik udvidelse af krigen. Problemet for de to europæiske generaler er, at de ingen hær har. Først blev hele planen om tryghedsskabende indsatsstyrke på 30.000 mand skudt ned af Starmers egne generaler som værende urealistisk. Så meldte bl.a. præsident Giorgia Meloni klart ud i et interview i Financial Times dagen efter topmødet, at Italien på ingen måde ville sende soldater til Ukraine, og at lederne i Europa måske skulle tænke sig mere om, før de talte. Polen, Tyskland, Spanien, Ungarn og Slovenien, Slovakiet m.fl. har senere meldt ud, at man heller ikke vil stille med soldater. Det er faktisk kun Sverige, Australien og Danmark, der forsigtigt har meldt positivt ud. I takt med at hæren svinder ind skærpes retorikken i Paris og London. Moskva har på sin side gjort det helt klart, at den påtænkte indsatsstyrke vil være at betragte som fjendtlige tropper på linje med de Ukrainske og vil som sådan blive behandlet på samme. Rusland vil på intet tidspunkt acceptere en fredsbevarende styrke, som ikke handler på et FN mandat og indenfor FN’s auspicier. Keir Starmer har tydeligere end Macron tillige gjort USA’s løfte om at agere bagstopper til en forudsætning. Det løfte kommer nok ikke, og så vil tæppet lige så stille gå ned for endnu et europæisk teaterstykke i Ukrainekrigens skygge. For at føje spot til skade melder Frankrig, Spanien og Italien, at man ikke billiger Ursula von der Leyens oprustningsplan. Den er allerede blevet afvist af Ungarn og Slovakiet og delvist af Holland om end, motiverne er forskellige. Dags dato kan hele Europa ikke mønstre en militær produktion, der blot tilnærmelsesvist kan dække den ukrainske hærs behov. Og alle de penge, den ene og den anden statsleder vifter med, er og bliver papirpenge, for de kan ikke umiddelbart omsættes i effektiv produktion. Så statslederens fred gennem styrke, der i Ukraines tilfælde betyder fortsat krig, har hverken et realistisk mål for fred, for fredens bevarelse og slet ikke styrken til at tvinge de såkaldte fredsmål igennem. Hvis ikke det var for situationens dybe alvor både i Ukraine og Rusland og hele Europa, ville man være vidne til en parodi. Men det er ikke det værste. Værre er det, at statslederne i Europa, som vel burde repræsentere den højeste autoritet, engagerer sig i et så åbenlyst selvbedrag, at man må spørge: ”Sig mig, ved de overhovedet, hvad de har gang i”? Og det er vel det allerværste, der politisk kan ske, hvis det spørgsmål breder sig. I parentes bemærket erindrer mange af os billedet af komiske Ali (Iraks informationsminister) da koalitionen af villige (en anden koalition) i 2003 invaderede Irak. Han blev ved med at hævde, at Irak holdt invasionsstyrken tilbage, selv om alle andre kunne se, at det ikke var tilfældet. Men bortset herfra er det en stående vending i tiden, at lederne mødes og træffer beslutninger i en boble. Det sagde man også om Biden administrationen. Men hvad nu hvis beslutningerne snævert set er rationelle i forhold til et helt andet mål og perspektiv end det, der formelt er på dagsordenen. Og hvad nu hvis deres beslutninger af samme grund får helt andre konsekvenser end de tilsigtede. USA og Rusland forhandler bilateralt om en våbenhvile og fred i Ukraine. De forhandler også om, hvordan konflikten i Mellemøsten kan inddæmmes. USA forhandler ud fra det udgangspunkt, at Ukraine ikke kan vinde krigen men er nødt til at afstå de fire provinser og Krim og acceptere ikke at blive medlem af Nato. USA og Rusland drøfter også en mere omfattende sikkerhedsarkitektur, som rækker ud over Europa. Ruslands forudsætninger for at gå i realitetsforhandlinger om en våvenhvile i Sortehavet er bl.a., at visse sanktioner, der er forbundet til korn- og gødninghandlen, ophæves, og at den Russiske landbrugsbank (Rosselkhozbank) får adgang til Swift systemet igen. Amerikanerne har vist sig positive overfor en aftale, men kan ikke gennemføre den uden accept fra Europa, der udgør det centrale omdrejningspunkt for sanktionerne overfor Rusland. Koalitionen af villige og EU vil ikke ophæve sanktionerne. For nuværende indebærer det, at USA og Rusland ikke kan komme videre med deres forhandlinger. Medmindre USA vælger ensidigt at befordre de russiske transaktioner. Det ville på den anden side være et anslag mod Swift systemet, hvor dollaren udgør kernevalutaen. Bagved koalitionens politisk-diplomatiske benspænd ligger ganske givet ønsket om at tvinge USA og Rusland til at lukke Europa ind i fredsforhandlingerne. Problemet er blot, at de europæiske ledere sammen med Ukraines præsident har formuleret sig i så ultimative vendinger om betingelserne for fred, at de vil have vanskeligt ved at forhandle overhovedet. Det vil sige, at de europæiske ledere indtil videre har valgt at uddybe modsætningerne mellem USA og Europa for at tiltvinge sig adgang til fredsforhandlingerne på præmisser, som de samme ledere slet ikke har magt og styrke til at gennemtvinge. Endnu har USA ikke reageret på teatertordenen fra Paris topmødet. Og måske alligevel om end indirekte. Samtidig med Paris mødet fremsendte USA et nyt forslag til en mineralaftale med Ukraine, der de facto vil gøre det næsten umuligt for EU at optage Ukraine som medlem.Trumpadministrationens udspil er også blevet kaldt usmageligt, vulgært og stærkt bekymrende som en form for nykolonialisme. Præsident Zelensky og det ukrainske parlament kan næsten ikke andet end afvise det amerikanske forslag. Bliver afvisningen en realitet, vil det give Trumpadministrationen et alibi for at stoppe hjælpen til Ukraine. Man kan undlade at gå til kongressen for en bevilling, og man kan henvise til, at støtten til Ukraine ikke er en hjælp, men et lån, der skal betales tilbage. På den måde vil USA ad bagvejen være ude af konflikten og overlade den videre støtte til Ukraine til europæerne. At Trumpadministrationen som konsekvens af udsigtsløse fredsforhandlinger, skulle vende blad og imødekomme Macrons og Starmers ønske om et amerikansk bagstop, forekommer ikke sandsynlig om end ikke helt udelukket. I den situation vil Rusland stå tilbage med én option. At fortsætte offensiven indtil Ukraines kapitulation. Hvad hverken Rusland eller USA er interesseret i. Rusland, fordi man ikke er interesseret i en uholdbar besættelse af Ukraine, og USA, fordi man så fortsat vil være bundet til det europæiske teater og reelt afskåret fra at forfølge det strategiske mål at inddæmme Kina,  kontrollere Mellemøsten og modvirke en svækket position i hele Eurasien. Og så er vi tilbage ved begyndelsen og topmødet i Paris. Hvis man vil fred gennem styrke, giver det kun mening, hvis man helt præcist og realistisk har klare betingelser for freden og en realistisk styrke til at gennemføre freden. Ingen af lederne i koalitionen har på noget tidspunkt fremlagt konkrete og realistiske planer for en fredsløsning, for monitoreringen eller redegjort for konsekvenserne, hvis en våbenhvile eller en senere fredsaftale ikke overholdes. Omvendt – og det er måske det mest alvorlige – har statslederne i koalitionen af villige skabt så mange indre modsætninger og interessekonflikter i både EU og Nato, at disse to bærende institutioner i Europa har mistet både sammenhængskraft og autoritet, selvom både Natos generalsekretær og EU’s kommissionsformand poserer med stor styrke. Nato alliancen var frygtindgydende indtil, den for alvor blev prøvet i praksis, og enheden i EU bliver vanskelig at genoprette. Også selv om krigsretorikken lige nu skaber en oplevelse af enhed ”i nødens stund”. Dæmoniseringen af Rusland og de europæiske lederes illusoriske forestillinger om Ruslands nederlag kan ende med forstærke de indre modsætninger i EU og en splittelse mellem de europæiske landes forhold til USA. I så fald kan Macron og Ursula von der Leyen komme til at kigge langt efter ønsket om europæisk strategisk autonomi og en holdbar sikkerhedsarkitektur for hele Europa. Et fantom uden Ruslands deltagelse. De europæiske lederes krigeriske hasardspil er på trods af den parodiske teatertorden bekymrende, fordi selv en sådan kan i betændte og anspændte historiske situationer udløse handlinger med katastrofale konsekvenser. De europæiske topledere handler uansvarligt. Hvad man end måtte mene om Trumpadministrationen og Putin er det amerikanerne og russerne, der har placeret sig på realismens grund og indledt en fredsproces med gennemførlige tegninger for en fredsløsning. De europæiske ledere har kun den fortsatte krig til den sidste ukrainske soldat som perspektiv – og den krig kan hverken Europa eller Ukraine vinde. Jan Helbak
    Læs mere