OVERVEJELSER

Seneste blogindlæg

• Fredsbevægelsen må klargøre årsagerne til krigen i Ukraine  

  Den 10. september (2026) bragte Information et velkomment læserbrev med den vovede overskrift: ”Er det rimeligt at fortsætte krigen i Ukraine, når den ikke kan vindes”? Skribenterne var ni medlemmer af netværket Nej til Oprustning – Ja til Bæredygtig sikkerhedspolitik (NtO). Hovedbudskabet var: ”Europa har pligt til en langt mere aktiv diplomatisk indsats”.  En noget sjælden stemme i den hjemlige politiske debat om krigen i Ukraine, der jo først og fremmest har handlet om oprustning og hybridkrig og bærer præg af en voksende militarisering af sprog, historiefortællinger og samfundsstemningen. Den 17. september september bragte Information et svar på læserbrevet med overskriften ”Fredsaktivisters forslag vil reelt betyde Ukraines undergang”. Forfatterne var tre medlemmer af Enhedslisten. Læserbrevets hovedbudskab var: krigen er en russisk angrebskrig. Rusland har afvist alle ønsker om våbenhvile. Rusland er aggressor og begår uhyrlige krigsforbrydelser. Det gælder om at støtte Ukraines forsvar mod russisk aggressiv imperialisme. Hvis ikke Rusland bremses nu, vil russerne erobre hele Ukraine. Det kan føre til en farlig situation i Europa. Den 22. september kom de 9 medlemmer af NtO med en replik, hvor man pointerede, at man ikke talte for at standse våbenstøtten til Ukraine og ikke havde plæderet for kapitulation. Derimod, skrev de 9 medlemmer: ”har vi argumenteret for, at Danmark og EU langt mere proaktivt bør forsøge at finde forhandlingsløsninger og komme med realistiske fredsudspil”. Det bagved liggende argument var, at hverken Rusland eller Ukraine kan vinde krigen. Måske en lidt vovet påstand. Men den mest fremherskende i hele Europa. Det radikalt nye i NtO’s to udspil er, at man drister sig til at formulere målet for fredsforhandlinger som en tilstand, hvor Vesten igen kan tale og forhandle med Rusland, ”der vedbliver med at være en geografisk del af Europa”. To poler i den europæiske Ukraine debat De tre indlæg i Information er først og fremmest interessante, fordi de i sammentrængt form repræsenterer to polære positioner ned gennem hele Europa indenfor hvilke, Ukraine diskussionerne foregår. Af den grund er det relevant at dvæle ved begge positioner og uddrage de overordnede konsekvenser af dem. Den ene pol - krigspartiet I det store og hele deler de tre fra Enhedslisten og i øvrigt det meste af den europæiske venstrefløj grundsynspunkter med den politiske liberal-demokratiske midte, mainstream i regeringskontorerne og i den intellektuelle elite i det meste af Europa. Nuvel der er nuancer. Men det er og bliver nuancer. Herhjemme ligger Enhedslistens opfattelse af Rusland og krigen ikke langt fra Mette Frederiksens opfattelse (EL/FU beslutning 2/2-22). Rusland er en aggressiv imperialistisk magt og en helt fundamental trussel mod Danmark og Europa. (I det billede hører Rusland ikke med til Europa). Derfor kan der kun være en udgang på krigen i Ukraine – Ruslands kapitulation og tilbagetrækning og henvisning til en fremtidig underordnet geopolitisk position. Og ikke at forglemme forhåbningen om, at kapitulationen fører til et regimeskifte. Det er den logiske konklusion, der kan drages af præmissen. Lige så logisk er statsledernes og kommissionsformand von der Leyens massive pres for en forceret oprustning indenfor EU. Og så er det, at enhedsbilledet krakelerer. Som de fleste andre venstrefløjspartier i Europa, der hvad angår karakteristikken af Rusland og det russiske styre deler synspunkt med Enhedslisten, opponerer man til forskel fra mainstream mod videre oprustning og styrkelse af Nato. Det hænger jo ikke sammen. Hvis man vitterlig mener, at Rusland udgør en overhængende trussel mod Europa, er det vel fuldt fornuftigt at opruste for at afskrække? Om det så må koste på velfærdskontoen. Hvad der allerede nu kan konstateres. Og i det billede hjælper al snak om kollektive nedrustningsinitiativer og støtte til den russiske opposition ikke en pind. Det er tom snak grænsende til hykleri. I Mette Frederiksens optik er Rusland en aggressiv imperial magt. Gennem massiv sønderbombning af Ukraine og ”hybridkrig” i Europa demonstrerer Rusland sine aggressive hensigter. Modsat skal Ukraines droneangreb ind i Rusland, beskydning af skibe fra ”skyggeflåden” i åben sø og forskellige attentater først og fremmest betragtes som legitime defensive svar på russisk aggression. Derfor giver det mening at opruste på alle fronter. Også på hybridkrigsfronten, hvis sammenholdet i EU skal bevares. Det er Mette Frederiksen og hendes kolleger i regeringskontorerne, der tager konsekvenserne af deres narrativ alvorligt. Det er ikke venstrefløjen! Den anden pol - fredspartiet Desværre er NtO ikke lige så klare i mælet, når det gælder karakteristikken af Rusland. Som alle andre mener man, at Rusland med invasionen i 2022 forbrød sig mod Folkeretten. Men en redegørelse for årsagerne udebliver. En redegørelse findes heller ikke i gruppens ellers meget fine og nuancerede pjece fra april 2026: ”Bæredygtig sikkerhedspolitik I en forrykt verden”. Man indskrænker sig i det store hele til at fordømme Ruslands overgreb på Ukraine og overtrædelse af Folkeretten. Men besvarer ikke spørgsmålet om Ruslands motiver. Geopolitik og militært magtspil er trods alt andet og mere et retssalsdrama i storformat. Når det ikke er ligegyldigt, hvordan de forskellige kombattanter opfatter Rusland og de bagved liggende årsager til invasionen, som russerne benævner den Specielle Militære Operation (SMO), hænger det selvfølgelig sammen med, at en forståelse af årsagerne til krigen og krigens dynamik former udsigterne til fredsforhandlinger og ikke mindst udkommet. Så, hvis man ikke deler opfattelsen af Rusland som en aggressiv og imperialistisk magt, hvilket jeg ikke gør, hvad finder man så, er motiverne bag invasionen? Det spørgsmål må NtO besvare præcist for at give deres i øvrigt vigtige sikkerhedspolitiske perspektiv vægt og realisme. En alternativ præmis Ruslands invasion af Ukraine var ikke en ”fuldskalakrig”. Invasionenen var ikke tænkt sådan. Heller ikke målene. Den var netop tænkt som en Speciel Militær Operation i begrænset størrelse med det ene formål at tvinge Ukraines regering til forhandlingsbordet for at få løst de problemer, som Minsk II tangerede, men som ikke blev realiseret. Operationen var dårligt forberedt, hvilket Putin senere indrømmede. Vestens prompte reaktioner var ifølge Putin ikke taget seriøst i ed. Operationen blev af samme grund en fiasko. Muterede ud af kontrol til åben krig efter forhandlingssammenbruddet i Istanbul foråret 2022. Rusland er ikke og har ikke siden 1917 været en imperialistisk magt. Hverken i politisk, militær eller økonomisk forstand, hvor sidstnævnte i moderne kapitalisme udgør det afgørende og bestemmende karakteristikum. Rusland har heller ikke på noget tidspunkt siden Sovjets fald i 1991-92 udgjort en offensiv trussel. Hverken mod Europa, Nato eller de tidligere Østlande. Tværtimod var Rusland helt frem til 2000 et land i opløsning både økonomisk, politisk og konstitutionelt. Landet var sønderrevet af regionale spændinger og totalt afhængig af olie- og gaseksport. Disse forhold, som er velbeskrevet, understøtter ikke ligefrem påstanden om Rusland som en aggressiv imperialistisk magt. Den vægtigste grund til den store interesse i at holde Rusland ”låst” kan alene henføres til Ruslands atombevæbning og centrale placering på den Eurasiatiske landsokkel. Men hvis Rusland ikke er imperialistisk, hvorfor brød Putinadministrationen så folkeretten og angreb Ukraine i 2022? Og åbnede for et totalt sammenstød med et samlet Vesten? Spørgsmålet kan ikke besvares med moralske eller essentialistiske stereotypier eller gennem indirekte henvisning til de grundlæggende koldkrigsnarrativer. Det lader sig kun undersøge og besvare ved at gennemgå hele det historiske forløb fra Sovjetunionens endelige sammenbrud i1992 og frem til den 24. februar 2022. To brede fortolkningsspor Der findes ganske vist mange fortolkningsspor vedr. det/de historiske forløb. Overordnet set kan de lidt stiliseret rubriceres i to kategorier. Den ene understøtter den opfattelse og det i virkeligheden historieløse narrativ, at Rusland helt uprovokeret angreb Ukraine. Som det er fremgået, findes der flere forskellige underhistorier indenfor denne kategori. Men i det store billede er de mindre væsentlige. Den anden kategori rummer et helt kludetæppe af overlappende procesbeskrivelser, uden at der er tale om identiske eller blot rimeligt enslydende kortlægninger af forløbet. Fælles for forklaringssporene i denne kategori er, at man ikke ensidigt placerer ansvaret på Rusland og ikke entydigt godkender den fremherskende opfattelse af invasionen som et uprovokeret overgreb. Det skal understreges, at der i denne kategori ikke findes en samlet og sammenhængende forståelse af Ruslands politisk-økonomiske status. Det samme gælder hvad angår analysen af det russiske styre. Opfattelsen af styret i Rusland som et autokrati, som er den autoriserede opfattelse i Vesten, er langt mindre entydig i kategori nummer to. Faktisk er der en voksende forståelse af, at Vestens demokratiforestillinger ikke rækker ud over den Atlantiske alliances grænser, og at Rusland helt grundlæggende har en demokratisk forfatning for et præsidentstyre meget lig det i USA og Frankrig. At styret så har indskrænket de almindelige frihedsrettigheder op til og under krigen i bestræbelserne for at samle føderationen efter Jeltsins misregimente er noget ganske andet. Gabet mellem de to kategorier er stort. Men ikke desto mindre er det i dette konfliktfyldte spektrum, at enhver diskussion om en kommende fredsproces må tage sit udgangspunkt. Første skridt for debatten må være konstateringen af, at invasionen ikke kom ud af den blå luft, men som kulminationen på en lang spændingsfyldt proces. Hvis det udgangspunkt godkendes, får det til følge, at fredsprocessen ikke kan isoleres til et mellemværende mellem Rusland og Ukraine eller til simpel ansvarsbebyrdelse. USA, Europa og Nato er en del af efter-koldkrigsspillet og dets komplekse modsætningsbillede og som sådan også centrale brikker i en fredsaftale. Af samme grund giver det kun begrænset mening, som det er gængs i EU og i Kiev at stille krav om ubetinget våbenhvile, hvis der ikke er enighed om, hvad en fredsforhandlingsproces skal indeholde. Og det er her fortolkningsafstanden her og nu er afgørende. Et bud på et fortolkningsspor Jeg vil i det følgende stærkt komprimeret trække en linje fra 1992 frem til invasionen. Den vil af gode grunde alene bestå i betydningsbærende nedslagspunkter og ikke i en kronologisk gennemgang. Det ville kræve en helt anden artikel. Linjebeskrivelsen har alene til formål at indkredse de mulige årsager til Ruslands invasion. (Gennemgangen nedenfor bygger på kilder fra bl.a. Jacques Bauds to bøger om krigen i Ukraine: Covert wars in Ukraine 2025 og The Russian art of war 2024, samt Richard Sakwas bøger: Frontline Ukraine 2015 og The Russo-Ukrainian War 2026. Alle fire bøger er righoldigt forsynet med noter og kildehenvisninger. Hertil en række artikler og originaldokumenter, som det vil føre for vidt at henvise til i denne artikel). Der verserer mange udlægninger af historien om, at præsident Bush (den ældre), udenrigsminister James Baker den 9/2 1990 lovede Gorbatjov, at Nato ikke ville blive udvidet ”med en tomme”. Løftet blev senere bekræftet af den tyske kansler Helmuth Kohl, udenrigsminister Hans Dietrich Genscher, præsident Mitterand og premierminister Magareth Thatcher. Det blev dog aldrig skrevet ned og er af den grund heller ikke historisk/juridisk håndfast. Samtidig med forhandlingerne om Tysklands genforening og fremtiden for de tidligere Østlande udarbejdede forsvarsminister Dick Cheeny og viceforsvarsminister Wolfowitz forslag til en strategi for USA som eneste supermagt. Knudepunkter i rapporten var: Rusland skulle svækkes og med alle midler forhindres i at rejse sig om regional stormagt. De tidligere Østlande skulle støttes og knyttes dels til Nato og EU. Det lå i kortene, at der ikke måtte vokse en Eurasiatisk enhed frem, som kunne true USA’s globale dominans. Ukraines status indgik derfor som nøglepunkt i den strategi. Ved at svække Rusland og støtte de Østeuropæiske lande satsede man på at kontrollere hele Europas videre udvikling og konsolidere Nato alliancen under USA’s ubetingede ledelse. Selv om det kun blev skrevet indirekte indebar strategien, at EU heller ikke måtte antage en form og et indhold, der kunne udfordre USA. Både tyske og franske ledere udtrykte en vis skepsis overfor hele tankegangen bag østudvidelsen. Inde under strategien udvikledes ”chokterapien”, hvor Ruslands præsident Boris Jeltsin blev tvunget til at åbne Rusland for massiv og forceret privatisering af den russiske økonomi. Det resulterede i, at Rusland på fem år mistede 40% af BNP. Uligheden og kriminaliteten eksploderede, og den russiske føderation var ved at gå i opløsning på grund af regionernes rivalisering. En udvikling, der allerede var blevet perspektiveret af Jimmy Carters tidligere rådgiver Brzezinski, som i en større artikel i 1997 plæderede for en regionalisering (Balkanisering) af Rusland for at svække landets muligheder for at indtage en vigtig plads i det Eurasiatiske billede. Rusland blev ikke regionaliseret. Jeltsin blev tvunget til at gå af som præsident og blev erstattet af Putin, der med topstyret hård hånd fastholdt alle regionerne indenfor Ruslands grænser. Både forfatningen og det institutionelle system styrkede centralmagten og gav præsidenten vide beføjelser til at inddæmme ethvert regionalt oprør eller løsrivelsesproces. Hele præsident Putins plan efter magtovertagelsen i 2000 havde som mål at genoprette Ruslands styrke og bremse Brzezinskis og Wolfowitz’ strategiske linje. Der blev ryddet gevaldigt op blandt de vestligt støttede oligarker. Store dele af industrien og finansvæsnet blev nationaliseret. Samtidig orienterede Putinregeringen sig offensivt mod reintegration i Europa. Putin gik ovenikøbet så langt som til i 2000 at sondere mulighederne for optagelse i Nato. Det blev pure afvist af Bill Clinton. I stedet pressede USA på for at gennemføre ”østudvidelsesstrategien”. De tidligere Østlande skulle have adgang til Nato og senere optages i EU. Kort sagt begyndte en proces, der brød med løfterne fra 1991. Flere europæiske statsledere bl.a. den tyske kansler fastholdt betænkelighederne og fandt det mere hensigtsmæssigt at indlede bindende aftaler med Rusland. Det blev som USA ønskede det. Modstanden i EU forstummede. Boris Jeltsin og senere Putin protesterede mod optagelsen af de tidligere Østlande i Nato. Protesterne blev afvist med henvisning til ”den åbne proces”, hvor det var op til det enkelte land frit at afgøre sine allianceforhold. Ruslands ”røde linje” blev herefter offentliggjort med Putins tale på Münchentopmødet i 2007. Han gjorde det klart, at Østudvidelsen blev opfattet som en trussel mod Ruslands strategiske sikkerhed. Året efter på Nato topmødet (2008) blev planerne for Ukraines og Georgiens optagelse i Nato konfirmeret. Fra den beslutning frem til Ruslands invasion i 2022 gik der reelt en lige linje. Forhandlingerne om Ukraines associering med EU strandede i 2013, fordi kommissionsformand Manuel Baroso afviste tidligere kommissionsformand Romano Prodis forslag om en trepartsaftale, hvor Ukraine kunne bibeholde de eksisterende handelsaftaler med Rusland. Som konsekvens satte Janukovic forhandlingerne med EU på standby. Det blev i EU og blandt de radikale nationalister i Ukraine udlagt som en afvisning. Den fortælling førte til  Maidanopstanden i Kiev 2013-14. Janukovic abdicerede og flygtede til Rusland, og det af amerikanerne orkestrerede regimeskiftet blev en realitet. Efter store protester på Krim mod styret i Kiev og en overvældende opbakning til kravet om tilknytning til Rusland, samt usikkerheden om Ruslands fortsatte ret til flådebasen i Sevastopol besluttede ledelsen i Kreml at annektere halvøen. I Østukraine protesterede den russisktalende befolkning også mod regimeskiftet. Den nye regering slog hårdt ned på protesterne. Der udbrød efterfølgende reel borgerkrig i Donbas. For at forhindre borgerkrigen i at eskalere ud af kontrol blev der indledt forhandlinger i Minsk mellem regeringen i Kiev og separatisterne i Østukraine med Angela Merkel og Francois Hollande som mæglere. Minsk II aftalen fra 2015 tilfredsstillede i det store og hele de fleste af Ruslands sikkerhedskrav og Donbas separatisternes krav om udvidet selvstyrestatus indenfor Ukraines nationalstatslige grænser. Modsat udviste de Ukrainske radikale ”etno-nationalister” og deres militser ikke vilje til at implementere aftalen. Og Angela Merkel og Francois Hollande, som havde bidraget til at få aftalen i hus, pressede heller ikke regeringen i Ukraine til at vedstå aftalen i handling. Borgerkrigen blussede op og voksede i intensitet og voldsomhed helt frem til 24. februar 2022. Hvorvidt regulære russiske tropper var indblandet i borgerkrigen på separatisternes side, er der stadigt delte meninger om. Det afgørende er imidlertid, at Putin vedblivende fra 2015 og frem afviste muligheden af, at Dobas og Luhansk oblasterne kunne optages i den russiske føderation. Indstillingen i Kreml var, at alle fire østlige oblaster skulle have en vis form for udvidet selvstyre, at det russiske mindretal skulle beskyttes, det russiske sprog sikres offentlig legitimitet – men indenfor ukrainske grænser. Og at hele Ukraine skulle have status som neutral stat. Det kompromis eksisterer stadig som kompromismulighed. Borgerkrigen eskalerede til et niveau, hvor Kreml besluttede sig for at gribe ind for at forsvare de fire oblaster og den russisktalende del af befolkningens sikkerhed. (senere blev oblasterne optaget i den russiske føderation). Invasionens legitimitet blev dels begrundet i forsvaret af egne sikkerhedsinteresser, selv om den krænkede Folkerettens kapitel 51 og dels i forsvaret og beskyttelsen af de nationale mindretal. Fra Kremls side henviste man til historisk præcedens i R2P (Right to protect), der udgjorde grundlaget for NATO-landenes bombning af Serbien i 1999 for at afværge folkemord i Kosovo. NATO-landene handlede dengang helt åbenlyst ikke på grundlag af et FN-mandat. Det gjorde USA og England heller ikke, da de som ”preemptive strike” invaderede Irak i 2023. Der forelå altså flere åbenlyse brud på FN-chartret, hvad der i Putinledelsens optik dels kunne retfærdiggøre invasionen og dels bekræfte opfattelsen af, at Østudvidelsen var en potentiel trussel mod Ruslands strategiske sikkerhed. Kremls forskellige begrundelser og henvisning til præcedens legitimerer selvfølgelig ikke selve invasionen i folkeretlig forstand og forekommer heller ikke politisk-militært hensigtsmæssig endsige rimelig de efterfølgende omkostninger taget i betragtning. Men det er ikke et tilstrækkeligt grundlag for at hævde, at invasionen var uprovokeret. Uafvendelighed? Ikke desto mindre står det spørgsmål tilbage, om krigen kunne være undgået? Det strides mange Ruslandkendere og erfarne geopolitiske kommentatorer om, og det er vel stadigt et åbent spørgsmål. Til gengæld lider de vestlige regeringsledere og deres intellektuelle eliter ikke under tvivlens nådegave. Her er man ikke i tvivl. Putin ville krigen og enhver anden tone fra Kreml takseres som misinformation. Men det er dog et faktum, at Rusland i december 2021 fremsendte et udkast til en omfattende aftale om en europæisk sikkerhedsarkitektur forhandlet mellem Nato og Rusland. USA’s præsident Joe Biden afviste pure udspillet, og efterfølgende blev der lukket ned for alle seriøse kontakter. Rusland opmarcherede tropper ved grænsen til Ukraine, og det lå i luften, at det kun var et spørgsmål om tid, før russerne gik ind i Ukraine. At amerikanerne og vesteuropæerne heller ikke var interesseret i en bilæggelse af stridighederne og indledning af seriøse forhandlinger vidner deres ageren under Istanbulforhandlingerne i foråret 2022 om. Det er faktisk dokumenteret, at Rusland og Ukraine var nået frem til en aftale, der kunne tilfredsstille begge parter. I grundtræk: Ukraine som neutral stat. Sikkerhedsgarantier for Ukraines suverænitet. Nedrustning. Udvidet autonomi for de fire oblaster indenfor Ukraines grænser og en forhandlingsperiode på 15 år vedr. Krims status. Beskyttelse af de russiske mindretal og anerkendelse af det russiske sprog. Officielt var det Boris Johnson, der pressede Zelenskyj til at stoppe forhandlingerne og afvise aftaleudkastet. I de europæiske hovedstæder, i USA og i Nato var man af den opfattelse, at Rusland militært og økonomisk var så svagt, at Ukraine med massiv vestlig støtte kunne vinde krigen. Tvinge Rusland til hundrede procents tilbagetrækning og i det bedste scenarie forårsage Putins fald fra magten. (han var på tidspunkt allerede udråbt som den russiske imperialismes dæmonisk kraft) Det udfald af forhandlingerne havde Rusland ikke kalkuleret med. Man havde tydeligt fejlvurderet den forudgående massive oprustning af den ukrainske hær, som på invasionstidspunktet klart overmatchede den russiske invasionsstyrke. Rusland blev tvunget til delvis tilbagetrækning. Putin og generalernes planlægning af den Specielle Militære Operation var både militært og politisk slået fejl. Målet for den begrænsede militære invasion havde for Kreml været at tvinge regeringen i Ukraine til forhandlingsbordet. Modsat bestyrkede Kremls militære fejltagelser den ukrainske præsident, militære ledelse og Europas ledere i, at en åben krig mod Rusland kunne vindes med massiv vestlig militær støtte – ”as long as it takes”. I dag næsten fem år efter invasionen har Rusland det militære og teknologiske overtag indenfor alle krigens felter. Det er vestligt selvbedrag at fastholde påstanden om en ”frossen konflikt” eller en mulig Ukrainsk sejr. Spørgsmålet er lige nu hvor længe, Ukraine kan fortsætte krigen, før staten som stat braser sammen økonomisk, infrastrukturelt, demografisk og politisk? Samtidig vokser usikkerheden om, hvor længe de europæiske lande og EU kan fortsætte med at støtte Ukraine på trods af de krigeriske udmeldinger. For selv om de europæiske Nato lande tilsammen langt overmatcher Rusland økonomisk og militært er sammenhængskraften ikke af en karakter, der vil gøre det muligt at yde direkte støtte til Ukraine. På trods af den megen virak om Europas oprustning og forestillinger om at levere ”fredsbevarende styrker” halter man langt bagefter Ruslands aktuelle kapacitet. Faktisk skal hele Nato inklusive USA gå all in, hvis Ruslands offensiv skal stoppes. Til gengæld vil konsekvenserne være uoverskuelige, hvad der også holder regeringslederne tilbage. De har det fint med økonomisk og militært at støtte Ukraine som forpost for den europæiske civilisations sikkerhed. Indtil kassen er tom. Og den situation nærmer sig hurtigt. Det afgørende i dag er faktisk heller ikke, om Rusland eller Ukraine kan vinde krigen. Men om Rusland eller Ukraine kan vinde freden.  Fredsforhandlinger i et udvidet perspektiv For det forløbsbillede, jeg har plæderet for, er rationalet, at en isoleret fredsaftale mellem Rusland og Ukraine ikke er mulig. Uanset om man kan nå frem til en våbenhvile og forpligtende fredsforhandlinger, vil man ikke kunne neutralisere de grundlæggende årsager til krigen, som involverer USA og Europa. De skal inddrages. Det har Rusland konsekvent hævdet som betingelse for at indgå en våbenhvile. En fredsaftale, der ikke anerkender Ruslands defensive sikkerhedsinteresser og ikke anerkender Rusland som en del af Europa, er dømt til begrænset og notorisk usikker varighed. En sådan fredsaftale vil heller aldrig reelt kunne sikre Ukraines autonomi og økonomiske udviklingsmuligheder. Men forhandlinger på de præmisser med det mål at nå frem til en omfattende sikkerhedsarkitektur og underliggende økonomiske- og politiske delaftaler, som inkluderer Rusland, er selvsagt ikke mulig, så længe opfattelsen af Rusland som en aggressiv imperialistisk stormagt fastholdes. For så længe det narrativ har styrende værdi, vil Europas sikkerhed og økonomiske vækstmuligheder logisk være truet. EU vil være tvunget til fortsat oprustning og militarisering af Unionen for at afskrække Rusland.  Allerede i dag er militariseringen af sprogbrugen, formerne for offentlig meningsudveksling, omgangen med hinanden i civilitet mv. omfattende og dybtgående. Uden en reel fredsaftale med Rusland i en fælles europæisk koncert vil militariseringen sætte sig som permanent tilstand. Hele den globale geopolitiske situation taget i betragtning vil Europa i virkeligheden have størst interesse i en omfattende sikkerhedsarkitektur med vedtagne spilleregler, konfliktløsningsmekanismer, mindretalsbeskyttelse, specifikke nedrustningsaftaler og forbindelser til lignende aftaler i Kaukasusområdet og Centralasien. Altså kort og godt en aftaleproces og politiske mål, som Wolfowitz, Dick Cheney og Brzezinski i sin tid frygtede som den største udfordring af USA’s globale hegemoni. Forholdet mellem USA og Europa bliver trods alle strategiske prognoser mere og mere problematisk. Det Atlantiske interessefællesskab fra 1949 er under indre opløsning, fordi det forudsatte og forudsætter Europas permanente underordningsforhold til USA. USA har ikke længere styrken til eller interessen i at opretholde den hierarkiske struktur bl.a. på grund af konkurrencen fra Kina og hele Østasien. I det globale magtspil kan Rusland bevæge sig mod Øst og opbygge alliancer med Kina og Indien, hvad der vil svække Europas forhold til Rusland og mulig afskrækkelseskapacitet. Europa har i modsætning til egen selvforståelse og senkoloniale verdensbillede en indlysende interesse i at involvere sig i en ”bæredygtig fredsaftale” og gøre op med dæmoniseringen af Rusland og Putin. Et uundgåeligt spørgsmål Hvis jeg har ret i mine antagelser, melder det uundgåelige spørgsmål sig: hvis en ”bæredygtig fredsaftale” klart er i Europas interesse, hvorfor bliver den så modarbejdet af de europæiske ledere? Hvorfor forceres oprustningen? Hvorfor pustes krigshysteriet og hybridspøgelset op til tragiske højder? De er dog hverken ignoranter eller forfaldne til magisk tænkning i Bruxelles eller i de europæiske regeringskontorer. De er heller ikke magtpolitiske kynikere, der blot lader Ukraine forbløde på vegne af Europa. Der må findes andre eller i hvert fald flere sandsynlige forklaringer. Måske kan man finde en eller flere forklaringer ved at lade fantasien råde. Hvis vi nu forestiller os, at det lykkes at forhandle en udvidet fredsaftale igennem, som sikrer en større og sammenhængende sikkerhedsorganisation, hvori Rusland indgår. Og at der til dette aftalekompleks knyttes handelsaftaler. Politiske udvekslingsaftaler. Aftaler om råstofudvinding mv. Hvad ville en sådan udvikling så få af betydning for et EU, som jo i dag indlysende lider under faldende sammenhængskraft? EU fremstår som en historisk politisk-økonomisk og institutionel konstruktion, der har nået sine grænser for progressiv udvikling. Det ville blive en uhyre krævende og risikofyldt opgave for de 27 medlemslande og kommissionen at skulle håndtere udviklingen af samarbejdet med Europas ubetinget største og rigeste land Rusland. De indre konflikter ville stå i kø. De enkelte medlemslandes snævre nationale interesser i forhold til hele det enorme russiske marked ville ikke gøre opbygningsprocessen nemmere, endsige løse de evindelige interne magtkampe om styrkepositioner. (Man behøver i dag blot at følge magtspillet om EU’s næste budget for at se rivningernes dynamik for åbent tæppe). Et udvidet aftalekompleks med Rusland og Kremls deltagelse i europæisk politik vil gøre en genforhandling af hele EU’s forfatningsgrundlag uomgængelig. Den nuværende nationalstatslige magtstruktur vil være i spil. De politiske- og økonomiske institutioner vil skulle reformuleres. Det helt indlysende demokratiske underskud rettes op. Ligesom EU’s forhold til resten af verden, herunder de sikkerhedspolitiske interesser vil skulle reformuleres i en verden, der i forvejen er i opbrud. Så alt i alt har de europæiske politiske ledere, den ledende økonomiske og bureaukratiske elite god grund til at frygte et egentligt sammenbrud af status qou i forbindelse med en varig fredsaftale. Ikke noget i sig selv katastrofalt  resultat for Europa, men nok for den i dag herskende elite og hele det verdensbillede og den selvforståelse, den repræsenterer. En bæredygtig fredsaftale Afslutningsvis er der grund til at anerkende NtO for hele initiativet med at oprette en fredsbevægelse og også kvittere for en virkelig god pjece, der behandler langt flere aspekter af en bæredygtig sikkerhedspolitik end krigen i Ukraine og de indtil videre strandede fredspolitiske tiltag. Min essentielle kritik af pjecen er, at heller ikke her definerer man Ruslands karakter eller beskriver forløbet frem til invasionen, som man i lighed med de fleste andre fordømmer i kraftige vendinger. Derved sætter NtO sig mellem to stole. På den ene side vil man seriøst arbejde for våbenhvile og fredsforhandlinger, og på den anden side argumenterer man for fortsat militær støtte til Ukraine, selv om man ikke mener, at krigen kan vindes. Den tankegang må indirekte bero på, at man alligevel har et håb om, at Rusland med militær magt kan tvinges til seriøse fredsforhandlinger. Altså, at Rusland kan svækkes tilstrækkeligt til at ville acceptere en våbenhvile og indgå fredsforhandlinger. Ellers giver fortsat støtte til Ukraine i en krig, ”der ikke kan vindes”, ingen mening. Men hvis Rusland trods tilsidesættelse af folkeretten og brutal krigsførelse faktisk fra starten har ført en defensiv krig? Ikke mod Ukraine, men imod det Atlantiske Vesten. Så taler en del for, at fredsbevægelsen kan få medvind ved at inddrage hele forløbet frem til i dag, afdæmonisere Rusland og Putin og præcisere, at Europa aldrig får en bæredygtig sikkerhedsstruktur uden Ruslands medvirken og inkorporering i det samlede Europabillede. Tilmed vil en sådan fredsbevægelse kunne åbne for en debat om hele Europas politisk-økonomiske fremtid. For ingen i hele Europa kan være tjent med EU’s deroute og indre opløsning eller et fremtidens Europa, der stopper ved den russiske grænse. Jan Helbak.            

  september 29, 2026 7:04 pm

  Læs mere

• Alternative für Deutschland?  

  "Red landet” var et af AfD’s hovedslogans i valgkampen i Sachsen- Anhalt. ””Vi er alternativet” til ”Midterkartellet”i Berlin””. Koalitionsregeringerne siden Merkeltiden har ikke kunnet løse problemerne, som Tyskland står overfor. Hvis ikke AfD’s hovedslogan bliver til virkelighed, hvad så? Det er denne artikels vinkel. Kort om valgsejren i Sachsen-Anhalt Det er indenfor dette krisebillede, at AfD førte sin succesfulde valgkamp og leverede en overvældende sejr på 44% af stemmerne. Tilsvarende blev CDU mere end halveret med 19.9% og endte på 17.2%. Valgdeltagelsen på 78% blev ualmindelig høj. AfD’s fremgang skyldtes i høj grad også partiets evne til at mobilisere flere tusinde ”sofavælgere”. Hverken ”brandmure” i alle parlamentariske forsamlinger mellem de rigtige demokrater og AfD, trusler om forbud mod partiet som et forfatningsstridigt parti eller daglige henvisninger til flere ledende medlemmers nazisympatier har været i stand til at dæmme op for AfD’s fremgang. Tværtimod har det under hele valgkampen bragt (CDU/CSU, SPD, De Grønne, Die Linke og FDP) i et kronisk og til tider hysterisk forsvar for ”vores demokrati” mod det antidemokratiske AfD. Forklaringerne på AfD’s valgsejr har legio og peget i alle retninger. Det meste af pressen har peget på frontfiguren Ulrich Sigmund charmerende optræden som udslagsgivende. I regeringspartierne og ude i delstaterne diskuteres det nu ganske åbenlyst om afvisningen af ethvert samarbejde med AfD på forbundsplan og i delstaterne har været den rigtige fremgangsmåde. Det er vist kun ministerpræsident for Rheinland-Westpfalen Hendrik Wüst, der sammen med dele af venstrefløjen og dagbladet TAZ stadig advokerer for et forbud mod partiet. Alle andre har lagt det kort væk eller i hvert fald nedtonet muligheden. De politiske og sociale konsekvenser regnes for uoverskuelige. Enhver demokratisk legitimitet kunne fordufte, hvis det ”Midterkartel”, der i flere år har fremstillet sig selv som demokratiets vogtere, kunne finde på at gribe til så udemokratiske metoder som et forbud eller et delvist forbud, fordi et efterretningsvæsen har dømt partiet ekstremistisk. Ingen har kunnet gribe AfD i ikke at overholde alle demokratiske spilleregler eller signalere ønske om at ændre forfatningen. Alligevel holdes der liv i forbudstruslen ud fra et hypotetisk grundlag: ”De vil afvikle demokratiet, hvis de får magten”. Og, har det lydt: ”Hitler kom også til magten via stemmesedlen”. Nu er forbudstanken mere eller mindre afmonteret, men ikke lagt død. Det er befolkningens opmærksomhed heller ikke: ”Hvis et parti kan udelukkes, kan det ske for flere, som et flertal ikke bryder sig om. Det er ikke demokrati”. Det akademiske parnas og flere tænketanke har også advaret mod det politiske kaos og de politiske senfølger, som et forbud kunne skabe. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig den omfattende frustration, vrede og direkte politisk uro, som en udelukkelse af ca. 30% af vælgerne kunne skabe. Tabet af fremtid – tabet af horisont Midt i strømmen af fortolkninger, hvor bl.a. kansler Frederich Merz arrogante optræden blev udset som en betydningsfuld forklaring på CDU’s nederlag, skiller en vidtgående fortolkning sig ud fra alle de andre tilsammen. Og som fremstår som mere præcis end AfD’s egne fortællinger. Den fortolkning kom fra ingen ringere end SPD’s generalsekretær Tim Klüssendorf på selve valgnatten og dagen derpå: ”Jeg tror ikke, det er nok at sige, at folk bare skal gøre en større indsats (for at redde tysk økonomi), men jeg tor også, det handler meget om at udvikle en positiv vision for dette land”. På valgnatten sagde han direkte, at hverken denne regering eller tidligere helt tilbage til Merkels sidste valgperiode ”har vist tyskerne en fremtid”. Og det er præcist det forhold – regeringens og den etablerede Midtes manglende vision for fremtiden, der åbner for ”Alternativet”. Som i alle andre Europæiske lande står de centrumsledede regeringskoalitioner overfor økonomiske- og sociale problemer, de ikke kan løse. Først og fremmest gælder det arven fra næsten fyrre års neoliberalisme og globalisering: afindustrialisering især i Tyskland (også resten af Europa), udflagning af vigtige industrier til lande med billig arbejdskraft og lave miljøkrav. Faldende investeringer siden finanskrisen i 2008. Manglende vilje eller evne til at inddrive de nødvendige skatter fra erhvervslivet, fordi kapitalen er blevet mobil og uden besvær kan unddrage sig skattebetaling. Omvendt er udgifterne til vedligeholdelse og udbygning af den nødvendige infrastruktur ikke blevet mindre efter fyrre års forsømmelse. Investeringer i offentlig service har tilsvarende været forsømt siden genforeningen. Gældsætningen er de sidste år eksploderet. Statsunderskuddene og statsgælden vokser mod et kritisk punkt. Ikke blot i Tyskland men i hele Europa (og USA). Og gældsproblemet er ikke blevet mindre på trods af, at de fleste lande i euroområdet har været igennem en hård krisepolitik efter eurokrisen i 2011. I den periode blev velfærdsstaten for alvor afmonteret. Og er ikke siden genoprettet. Tysk deroute I det tyske samfund er den udbredte opfattelse, at det kun går en vej – tilbage. Deutsche Bahn fungerer ikke længere. Skolerne forfalder. Store og hæderkronede tyske virksomheder som VW, Benz, BASF osv. taber markedsandele og er håbløst bagefter hvad angår innovationer og investeringer. Sammenlagt taber Tyskland som suveræn eksportnation. Modsat vokser uligheden, som forstærkes af de planlagte nedskæringer på pensionsområdet, socialsikringen mv. Og alle kan jo næsten hver dag erfare, at de rigeste 10% af befolkningen sidder på større og større dele af den skabte rigdom. På den anden side læser man næsten hver dag om masseafskedigelser i dagspressen eller ser reportager i TV. Det skaber i sig selv en udbredt utryghed langt ud over de brancher og de delstater, hvor masseafskedigelserne gennemføres eller påtænkes gennemført. Og som nat følger dag udnytter arbejdsgiverne situationen til at presse fagbevægelsen til at opgive 35 timers ugen og acceptere en 40 timers arbejdsuge uden yderligere betaling. Det begyndte på VW. Men kravet breder sig i arbejdsgiverkredse. Hvor asocial Merz regeringens reformpakke end er, forekommer de sparsomme bud på kriseløsninger helt utilstrækkelige. De højprofilerede gældsbetalte investeringer i infrastruktur og rustningsindustrien (for at kunne afskrække Rusland fra at invadere det ”demokratiske Europa”, som er Merz’ omkvæd), lader vente på sig. Regeringen har heller ikke formået at fremlægge seriøse planer for genopbygningen af den øvrige tyske industri. Det gælder både investeringer og øget produktivitet, som tidligere var tysk adelsmærke. Problemerne i Tyskland forstærkes yderligere af, at billedet gentager sig i næsten alle EU lande, hvor hovedparten af kommissionens forslag til kriseløsninger hænger fast i medlemslandenes nationalegoisme og indbyrdes interessemodsætninger. Og Tyskland har ikke som tidligere autoritet og magt til at gennemtvinge en unison kurs. Tabet af national styrke og stolthed Og hvad har den økonomiske deroute og befolkningens oplevelser så at gøre med Tim ”Klüssendorfs” udtalelser? Bag de helt uafviselige økonomiske data og billederne af en infrastruktur og institutionernes forfald lever der en hel befolkning på 80 mio. mennesker, som i flere menneskealdre har opbygget en selvopfattelse og nationsforståelse, hvor Tyskland i Europa var den første blandt ligemænd. Dyder som ordentlighed, stabilitet, kvalitetsbevidsthed og lovmedholdelighed blev takseret som specielt tyske. Alt, hvad der blev produceret, skulle være af høj kvalitet. Økonomien skulle holdes i stram snor. Eksportmarkederne skulle dyrkes, og man skulle på ingen måde have et samfund som i Frankrig, Spanien, Italien osv., hvor hverken produktionen eller samfundsinstitutionerne fungerede. Eller hvor almindelig ”løsagtighed” florerede. Den selvforståelse voksede generationerne efter 2. Verdenskrigs afslutning op med. Tyskland skulle igen være den førende nation i Europa. Tyskland skulle forme EU og sikre sin lederstilling. Den hjemlige orden og de nationale livsbetingelser skulle sikre borgerne et bedre liv og større sikkerhed end i de øvrige europæiske lande. For de fleste tyskere fungerede ”Den sociale markedsøkonomis” – die Wirtschaftswunder i det store og hele frem til 2008. En oplevelse, der på alle parametre blev styrket og understreget efter Murens fald i 1989. Genforeningen af Tyskland stadfæstede helt uden undtagelse nationens ubestridte overlegenhed i hele Europa. Tyskland magtede så sent som i 2011 at gennemtvinge  tysk kapitalismes interesser i redningsaktionerne i forhold til euroen. Og, som det blev fremhævet, Tyskland kunne som det eneste land holde Frankrig på plads. Der var således grund til at være stolte af sin nation og grund til at opleve glæde ved Tysklands fredelige og demokratiske genrejsning. Tyskland satte standarden for klassebiler, klassemaskiner, togenes præcision, faglige uddannelser og førerstilling indenfor mekanisk- og kemisk industri og ikke mindst for politisk stabilitet. Sådan forholder det sig ikke længere. Tyskland har tabt markedsandele over hele linjen med underskuddet overfor Kina på en førsteplads. En smertefuld vending, fordi de store tyske bilvirksomheder og kemiske industrier som i det øvrige EU ikke kan hamle om med et effektivt kinesisk produktionsapparat, der producerer varer af høj kvalitet. (Folk er forholds indifferente overfor Vestens dæmonisering af Xi Jinping og Putin og verdensordenen, når det drejer sig om køb af bil. Her gælder markedet lov om bedst og billigst). Den opslidende og langsomme nedtur opleves som smertelige tab i den tyske befolkning langt ud over de økonomiske trængsler. Tidligere tiders stolthed over at være tysker fra ”fremdriftens land” er sevet ud af befolkningen over de sidste ti år. Oplevelsen er blevet forstærket under krigen i Ukraine, hvor den russiske gasforsyning på den tyske regerings beslutning blev lukket fra den ene dag til den anden. Hvilket blot øgede Tysklands afhængighed af dyr gas fra USA, hvad der igen forværrede konkurrencebetingelserne for industrien. Og gav dyrtid for befolkningen. Hvis oplevelsen af tab breder sig Hvis en sådan udbredt oplevelse af tilbagegang, tab af national stolthed og status virkelig får fat, kan den igangsætte sin egen dynamik, som Midterkartellet i Berlin ikke har noget svar på. Hvor højt man end råber om forsvaret af demokratiet og værdierne fra oplysningstiden som Europas adelsmærke, falder selvforherligelsen – netop som selvforherligelse – på stengrund. De samme politiske kræfter og den intellektuelle elite har selv medvirket til at gøre landet ustyrligt og borgerne resistente. Teknokrater på alle led i samfundet har fortrængt borgernes demokratiske deltagelse. Man har selv forherliget den private valgoptimering som det sande liberale demokrati, hvad der dels har vanskeliggjort realiseringen af større politiske programmer og fremmanet en rettighedstænkning, hvor vælgerne lidenskabsløst skipper de partier, der ikke indfrier valgløfterne. Markedsgørelsen af det politiske liv har overskåret alle loyalitetsbånd og gjort sammenhængen mellem Wirtschaft und Gesellschaft/Gemeinschaft, som den sociale markedsøkonomi bygger på, til en illusion. Folk kan jo godt se, at virkelighedsbilledet er et andet end det officielt fremstillede. Og regeringspartiernes overvejelser om at kriminalisere AfD, har bestyrket opfattelsen af, at den politiske elites bestræbelser på at isolere partiet langt overskrider den almene opfattelse af, hvad der kendetegner et demokrati. Af samme grund kan det være ganske problematisk at begrænse AfD’s succespotentiale til de gamle Østområder. Eller henvise til demografiske årsager og udvandring. Eller til eksempelvis Sachsen-Anhalts beskedne størrelse og socioøkonomiske tilbageståenhed. Muligheden eller risikoen er til stede for, at AfD vokser ud over delstaterne fra det gamle DDR. Dels på grund af den voksende nationale tristesse på den ene side, og dels på grund af rådvildheden i regeringskoalition og de interne slagsmål i CDU på den anden side. Slagsmålene vokser faktisk dag for dag, hvilket bekræfter AfD’s påstande om ”de rigtiges magtesløshed” og om deres egen forståelse af ”tidsånden” – den lidt uhåndterlige stemning i brede dele af befolkningen – som AfD måske har ramt nerven i. AfD står til 38% af stemmerne ved valget i Mecklenburg-Vorpommeren den 20. september og til at blive næststørste eller tredje største parti ved valget i Berlin, der traditionelt i lighed med de fleste andre hovedstæder har stærke venstrepartier eller centrum-venstrekoalitioner. På landsplan står AfD ved de seneste målinger til 28-30% af stemmerne mod CDU/CSU’ 19-21%. AfD’s indflydelse rækker altså helt indlysende langt ind i de gamle Vesttyske delstater, hvor det nationale præstigetab mærkes endnu mere markant end i de tidligere Østområder, som har måtte leve livet som andenrangsborgere i hele perioden efter genforeningen i 1989. Og skrækscenarierne kører allerede nu på alle cylindre i samtlige tyske medier. Hvad nu hvis AfD’s topfigur Alice Weidel får ret, ”at det kun er et spørgsmål om tid, før AfD sidder i en regering med CDU/CSU eller sågar erobrer kanslerposten”? Forestillingerne om, hvilke kursændringer den politiske midte skal foretage for at dæmme op for den risiko, står dog indtil videre i et omvendt forhold til skrækscenarierne. Mange forventer og i CDU håber man på, at Frederich Merz kan presses bort fra kanslerposten uden at udløse en intern borgerkrig. Men regeringskoalitionens uformåenhed ændres ikke af et personskifte. Et fremtidsscenarie kan lige så vel være, at regeringskoalitionen bryder sammen, uden at CDU/SPD eller de andre partier på den politiske midte kan præstere en ny politik endsige tegne ”visionen af en fremtid” tilstrækkeligt overbevisende til at nedkøle det voksende ønske om et ”alternativ” til det politiske magtbillede, der ikke længere fungerer. Arven efter globaliseringen og den neoliberale bølge og den eksorbitante finansspekulation, som samtidig skabte dyrkelsen af det liberale demokrati som det uantastede forbillede for de vestlige demokratier, hviler i dag som et spøgelse over den politiske midte. Som i resten af Europa og for den sags skyld også i USA er man politisk nået et punkt, hvor ethvert seriøst forsøg på at genoprette velfærdsstaten øjeblikkeligt påkalder sig radikale reaktioner og trusler fra de stærkeste kapitalfraktioner (de store industriforetagerne, finanssektoren og deres arbejdsgiversammenslutninger) og udsigt til øget politisk ustabilitet. Hvilket, skåret til benet, jo er den afgørende årsag til de samme midterkoalitioners march på stedet. Det er situationen, der har skabt en Merz og ikke omvendt. Det radikale opgør med det liberale demokratis fastlåshed trænger sig på, uden at nogen af de traditionelle magtpartier overhovedet tør åbne for den mulighed. Om det er i Tyskland, Frankrig, Spanien, Sverige, Finland etc., er problembilledet det samme i forskellige nationale variationer. Ønsket om et alternativ Og det er måske det centrale. Det er den politiske midtes uformåenhed og arrogante selvfremstilling og formørkelse af Tysklands fremtid, som har formet AfD’s krav om et nationalt alternativ og givet det vinger. Eller som en slags ”fremtidens magnet”, der trækker bredt ind i befolkningen, uanset om den enkelte vælger har forestillet sig at stemme på AfD eller ej. Det er bølgen af vrede og skuffelse i den brede befolkning og den dalende tillid til hele det politiske system, institutionerne og medierne, der kan blive AfD’s løftestang og ikke en voldsom tilslutning til partiets i øvrigt ret diffuse program. Hovedparten af undersøgelserne viser, at langt hovedparten af alle respondenter kun har et meget overfladisk billede af AfD’s politik. Man kan tale om en forventningsbestemt stemningsbevælgelse og ikke en erfaringsbaseret, i og med AfD aldrig har haft regeringsansvar eller skullet gennemføre bare brøkdele af sit program. Faktisk svarer mange, at man ikke i praksis kan se den helt store forskel på AfD’s og regeringens udlændingepolitik. Nyere  undersøgelser viser, at temaet om ”de fremmede” først kommer ind på fjerdepladsen efter social sikkerhed, boligspørgsmålet, arbejdsløshed/inflation. Og præcist de temaer er kun meget overordnet beskrevet i AfD’s program. På en anden front vokser gabet mellem befolkningen og regeringen også. En næsten spritny måling viser, at hele 40% af de tyske vælgere ser med skepsis på Tysklands fortsatte støtte til Ukraine og den uforsonlige linje overfor Rusland. I de gamle Østtyske områder er den skepsis oppe på 60% og repræsenterer et mere positivt syn på et kommende samarbejde med Rusland, som før 2022 udgjorde et af Tysklands vigtigste markeder langt ud over tilførslen af billig energi. Hvis de målinger holder, kan der spores en bevægelse i den tyske befolkning, som er i klar modstrid med Merz regeringens krigsoptrapning og planer om massive investeringer i rustningsindustrien på bekostning af de velfærdsydelser. Målingerne viser også en voksende skepsis overfor de europæiske leders trusselsbillede og karakteristik af Rusland som en brutal imperialistisk stormagt med et ønske om at underlægge sig Europa. Ikke desto mindre fortsætter venstrefløjen i Tyskland desværre med at fremholde imperialismekortet og indskriver sig på den måde i det politiske establishment, som AfD er alternativ til. Indtil nu ser det ikke ud til, at det samme establishment i Tyskland og EU har fanget den voksende krigstræthed og voksende skepsis overfor det autoriserede trusselsbillede. Eller også vil man ikke fange, hvad der er i drift. Prestigetabet især i Tyskland vil være ubærligt. AfD har derimod fanget det langsomme skred til stor furore både på den politiske midte og i den tyske presse. AfD er ikke specielt russervenligt eller ”Putinelskere”. Men partiet har forstået, at fremtiden for Tyskland bl.a. ligger i genoptagelse af import af billig gas fra Rusland og genopbygning af tidligere tysk styrke på det store russiske marked som væsentlige elementer i en økonomisk genopretning. Og selv om medierne og de ledende regeringspolitikere forsøger at stigmatisere AfD ved at fremstille partiet som ”Putinstøtter”, har den fremgangsmåde heller ikke haft den tilsigtede virkning. AfD begrunder nemlig ikke sin politik med en støtte til Putin. Men omvendt hvad der er til gavn for Tyskland og Europa. I de seneste dage har Alice Weidel meget smart foreslået et ”trilateralt handelsforum”, hvor Rusland, USA og Europa mødes for at drøfte fremtidens handelssamkvem mellem de nævnte deltagere. Forslaget har selvfølgelig også adresse til det tyske erhvervsliv. Flere scenarier for AfD Kan AfD’s gennemføre sit politiske program, hvis det får regeringsmagten eller indgår i koalitionsregering med CDU? Det forekommer ikke sandsynligt. AfD’s program og nuværende politiske optræden er stop fordret med forslag og udspil og analyser, der er indbyrdes modstridende. For at slå ned på de vigtigste modsætninger, ønsker AfD på den ene side at forbedre infrastrukturen, skolevæsnet, den sociale sikring og tiltrække industriinvesteringer. Især de små- og mellemstore industrivirksomheder. På den anden side vil man sænke skatterne og føre stram budgetdisciplin, som vil udelukke de lovede velfærdsforbedringer. Man vil afvikle de arbejdsmarkedsregler, som bremser industriinvesteringerne, hvad der først og fremmest rammer AfD’s egne kernevælgere. Miljøregler skal lempes. Den økonomiske politik skal udformes super liberalt med så få statslige indgreb som overhovedet muligt, hvilket alt andet lige vil gavne de store kapitalinvestorer på Mittelstands bekostning. Forholdet til EU er ikke helt klart, men ønsket om kun at fungere i EU på tyske betingelser er ikke til at tage fejl af, hvilket vil bringe Tyskland på yderligere konfrontationskurs. Sammenlagt vil AfD’s nationalkonservative udgave af en utopisk heimatspolitik ikke kunne bestå en politisk realitetstest i forhold til de omtalte problemer, som partiet selv er en reaktion på. Uanset om partiet opnår kanslerposten, hvad der nok ikke er sandsynligt indenfor en kortere tidshorisont, eller om partiet formår at presse CDU/CSU til at indgå i en koalition, vil partiet blive tvunget til at opgive det ene programpunkt efter det andet. Presset fra det tyske erhvervsliv, finanssektoren, EU og hele den tyske politiske og administrative elite vil blive så massivt, at AfD  vil få mere end vanskeligt med at mobilisere den nødvendige politiske og folkelige opbakning til at modstå presset eller håndtere en situation med yderligere desillusion og destabilisering af det tyske samfund. AfD har heller ikke et stærkt og konsolideret partiapparat. Partiet har heller ikke reelle alliancer med fraktioner indenfor den teknokratiske elite, der er nødvendige for at kunne udvise håndfast regeringsduelighed. Det peger på flere scenarier. AfD, som er sammensat af flere indbyrdes modstridende fraktioner, kan fraktionere yderligere og som i Italien udskille en ny radikaliseret fløj. Partiet kan rende ind i en større splittelse, hvor den moderate fløj søger tæt samarbejde med CDU/CSU om dannelsen af en stærk nationalkonservativ blok for at tackle en yderligere destabilisering. Eller som i USA søge opbakning fra de mest magtfulde kapitalfraktioner i deres krav til en hårdhændet krisepolitik og her søge politisk legitimitet eller i hvert fald opbakning til at presse CDU til at gennemføre den politik, som Merz regeringen ikke har haft viljen, styrken eller modet til at forfølge. I regeringskontorerne og i dele af AfD’s ledelse ved man jo godt, at AfD’s program isoleret set ikke rækker til genrejsningen af tysk industri og økonomi, der vil kræve en hårdhændet arbejdsmarkedspolitik og vidtgående statslig støtte til den nødvendige omfattende omstrukturering af tysk kapitalisme betalt over skattebilletten. Derfor vil en mulig regeringskoalition mellem AfD og CDU/CSU blive positivt modtaget af erhvervslivets elite med udsigt til, at regeringsansvaret og samarbejdet med CDU vil slide AfD’s alternative kraft ned til det tålelige. I det perspektiv kan der bag scenen spores en vis tilfredshed i AfD’s ledelse med valgresultatet i Sachsen-Anhalt. Havde partiet vundet absolut flertal, ville Ulrich Sigmund blive indsat som ministerpræsident og partiet tvunget til at realisere sin politik indenfor de givne administrationsstrukturer og begrænset af de lovbestemte udligningsrammer, der ikke rækker til at løse delstatens økonomiske problemer. Alle økonomiske undersøgelser og analyser (måske ikke helt uvildige) vurderer, at AfD’s politiske løfter ville give Sachsen-Anhalt et løbende årligt budgetunderskud på 2 mia. euro oven i den allerede eksisterende gæld, hvad der vil gøre det endnu vanskeligere for en AfD regering at holde sammen. Hvad der kunne svække partiets troværdighed og dermed fremgangen på landsplan. Situationen vil kunne forværres yderligere, hvis den siddende regering i Berlin tyr til administrativ ”legitim” chikane af delstatsregeringen. Spørgsmålet på indeværende tidspunkt vil så være, om AfD vil lide et troværdighedstab, eller om partiet kan vende situationen til egen fordel ved at placere ansvaret for et eventuelt økonomisk uføre hos den siddende regering og den politiske midte. En tænkt argumentation fra AfD’s side kunne være: ”Vi ville gerne, men kan ikke under de betingelser, som Berlinregeringen sætter. Derfor kan AfD’s politik først gennemføres, når vi har stor indflydelse i flere andre delstater eller selv kommer i regering”. Ingen kan på nuværende tidspunkt med nogen sikkerhed sige noget om AfD’s reelle vækstpotentiale i hele Tyskland og indflydelse på det politiske liv i de øvrige delstater. Indtil videre vil diskussionerne være præget af rådvildhed og fremmaning af diverse trusselsbilleder. Har AfD vitterlig ramt en dybere nerve i den tyske ”tidsånd”? Eller besinder den desillusionerede tyske befolkning sig trods alt? Det bliver i det usikre billede, at den videre kamp mellem AfD og det politiske establishment udfolder sig. Det første hint kommer måske med valget i Mecklenburg- Vorpommern. Hvis partiets fremgang her bliver så stor, som meningsmålingerne angiver, er det at forvente, at partiets selvtillid vokser, hvilket i sig selv kan indebære en dynamik, som slår yderligt igennem på landsplan. En dynamik, som kan blive forstærket af de indre modsætninger i Berlin regeringen, rådvildheden, de usammenhængende angreb på AfD og ikke mindst CDU toppens udskamning af de ”opportunistiske følere” fra lokale CDU-politikere i de andre delstater. Tilbage står det alt afgørende spørgsmål. Kan AfD levere varen dér, hvor partiet får magt og skabe en dominoeffekt, eller falder partiet igennem? Vælgerloyaliteten er som sagt forsvundet i de liberale demokratier, og der er først parlamentsvalg i 2029, hvis ikke et sammenbrud i regeringskoalition resulterer i et hurtigt nyvalg. (Samme spørgsmål stilles i øvrigt med voksende styrke i Frankrig: ”Vil Le Pen ødelægge fransk økonomi, hvis Rassamble National erobre præsidentposten og et flertal i Nationalforsamlingen”?) Det nødvendige selvopgør på den socialistiske venstrefløj Men hvad nu hvis Alternativet blegner, og de radikale forandringer udebliver?  Hvad nu hvis AfD eller en koalition af CDU/CSU og AfD faktisk ikke har eller kan mobilisere for en politik til genrejsning af Tyskland, der kan accepteres af den brede befolkning? Hvad er så Alternativet?  Muligheden eller risikoen eksisterer. Hvordan vil den venstrefløj, som indtil nu har placeret sig indenfor den politiske midtes demokratiske fæstning og talt mest nidkært for et forbud mod AfD, kunne træde op som alternativet? Hvordan vil man gøre sig håb om at nå de mange AfD vælgere, som venstrefløjsaktivisterne beskyldt for at være fascister, fordi de stemmer på et fascistisk parti, og som i flere år har gennemført den ene antifascistiske demonstration efter den anden for at ”forebygge demokratiets fald”. Som har udskreget AfD til at være Putinelskere og i den grad medvirket til ikke alene stigmatisering af partiet, men også til en devaluering af 30-40 % af vælgernes almindelige dømmekraft og demokratiske sindelag. Og som har brugt flest kræfter på at forsvare demokratiet og det liberale demokratis værdier og færrest på at udvikle et politisk-økonomisk Alternativ både til AfD og Merz regeringen. I og med at et muligt sammenbrud for en AfD regering eller en koalitionsregering ikke er utænkeligt, burde det være indlysende for ledelsen i Die Linke og i SPD, at stigmatiseringslinjen ikke alene har været en fiasko, men direkte sekterisk, elitær og fatal. Opgaven for venstrefløjen har hele tiden været – og akut nu, at udfordre AfD både politisk, økonomisk, og kulturelt på alle fronter for at afmontere AfD Alternativets tiltrækningskraft. Kort og godt tilsiger polariseringen og tristessen i det tyske samfund, venstrefløjen står overfor et kategorisk imperativ: at gøre op med forvekslingen af symptom og problem. Det kan virke helt uforståeligt, at den socialistiske venstrefløj ikke har presset SPD til i langt højere grad at gå i kødet på AfD’s indlysende utopiske politik og demontere Alternativ myten. Man skulle tro det lå lige for. Men problemet er måske det ganske ubehagelige, at heller ikke venstrefløjen har været i stand til indtil nu at formulere en reformstrategi, som på den ene side indebærer en radikal ændring af den tyske samfundsøkonomi, de givne magtforhold, demokratisering af samfundslivet og en genopbygning af velfærdsstaten og samtidig respektere forfatningen og de eksisterende demokratiske institutioner. I den sammenhæng ligner det ”fascistiske fjendebillede” ligesom dæmoniseringen af Rusland mere aktivistiske overspringshandlinger end seriøse bestræbelser på at udvise politisk empati og demokratiske diskussioner overalt i det tyske samfund som elementær adkomst til at få de mange arbejderklasse- og middelklassevælgere i tale, der af indlysende årsager spejder efter et Alternativ.  Som den politiske situation former sig i Tyskland, vil Europas største og trods alt stærkeste lands udvikling få afgørende betydning for hele EU’s videre eksistens og af samme grund stille venstrefløjen overfor de samme valg: sekteriske frontkampe mod de nationalkonservative og de ”fascistiske spøgelser” eller en fælles formulering af en realistisk reformpolitik (nationalt og i Unionen), der kan blive til et Alternativ, de mange efterlyser. Hvor stort ramaskriget så end måtte blive på den politiske midte. Jan Helbak.                                            

  september 14, 2026 3:57 pm

  Læs mere

• Hvad sker der lige?

  At jeg skulle læse en uhyre præcis diagnose af den socialistiske venstrefløjs svaghed og forslag til at overvinde den i finanssektorens ypperste dagblad Financial Times, opfatter jeg som et paradoks. Den 12. august bragte Financial Times en artikel af klummejournalisten Jana Ganesh’s (JG). Artiklens overskrift lyder: ”Hvis venstrefløjen kunne adskille økonomi fra kultur, ville kapitalismen have mere at frygte”. Artiklen indledes med endnu en one-liner, der referer til Marx og hans tid, hvor det var ”muligt at tro på overtagelsen af produktionsmidlerne uden at være avantgarde på, spørgsmål om køn, race, kriminalitet og krig”. Hensigten med indledningen er introduktionen af en hvas kritik af den amerikanske (og europæiske) venstrefløjs overdrevne fokus på kulturelle modsætninger, mindretalsspørgsmål og forargelse over uligheden og miljøpolitiske sværmerier helt afkoblet fra en mere sammenhængende og seriøs kritik af den moderne kapitalisme. Eksempelvis henvises der til Demokratiske Socialister i Amerikas (DSA) seneste program, hvor der bl.a. står: ”DSA ønsker at svække politiets fagforeninger”. ”Det endelige mål er at afskaffe politiet”. En sådan lapsus banker frontalt mod det brede flertal af amerikanske arbejderes ønske om tryghed og beskyttelse. Men sådanne krav og flere til er symptomatiske for den hidtidige symbolpolitik, der nok har tilfredsstillet store dele af den ”kulturbærende” og intellektuelle middelklasse, men omvendt isoleret DSA og de progressive demokrater fra henholdsvis arbejder- og den lavere middelklasse uafhængigt af hudfarve. JG’s efterfølgende spydige kommentar sidder lige midt i skiven. ”Om noget danner kapitalismen meget bedre par med wokekulturen i den forstand, at begge understreger det individuelle. Retten til at råde over ens indtægt, retten til uhindret at krydse nationale grænser, og retten til selvdefinering af ens køn mv”. Herover for skriver JG videre: ”I 2026 er de rige heldige med at have den slags modstandere. Hvis en politiker kunne afkoble socialisme fra det sæt af kulturelle ideer kendte som woke, kunne han eller hende blive vanskelig at stoppe”. Og så henviser JG til Bernie Sanders relativt høje stjerne blandt de amerikanske arbejder- og middelklassevælgere (uafhængigt af hudfarve). Artiklen slutter med en besk opsang, hvor venstrefløjen kritiseres for at tage tilflugt i Ken Loach og Mike Leigh’s ”fantasiverden”, hvor alle de undertrykte samles i skøn forening i kampen mod deres grumme skæbne skabt af et umenneskeligt kapitalistisk system. Som valgpolitik er fantasierne om forbrødringen ubrugelige, fordi de har en forstående vælgerskare som forudsætning, og at socialisterne er på vej til at vinde magten. ”Det kunne ske, hvis ikke de (socialisterne) blev ved med at propagandere økonomisk dirigisme og identitetspolitik blandet sammen i en pærevælling. Dem, der ønsker dem (venstrefløjen) nederlag på begge områder, er for altid taknemmelige”. Hvad er så alternativet til venstrefløjens hidtidige ”wokepolitik”? Det beskrives i en efterfølgende artikel i Financial Times den 18/8 skrevet af Guy Chazan (GC) med overskriften ”Capitalism not working”. Kort fortalt drejer det sig om at føre ”bread and butter” politik og ikke mindst være der, hvor det brede flertal af potentielle vælgerstemmer befinder sig. Ifølge artiklen har DSA efter mange indre kampe flyttet tyngdepunktet fra wokepolitik og mindretalsproblemer til ”bread and butter” platformen såsom: boliger til at betale, et universelt sundhedsvæsen, fri og gratis uddannelse, højere beskatning af de rige, inflationsbekæmpelse, regulering af AI og servicecentrenes belastning af elnettet og naturressourcerne, bedre transport og ikke mindst kravet om som borgere og skatteydere at møde respekt fra det politiske system. Skiftet har medført, at flere demokratiske vælgere ifølge de sidste meningsmålinger overvejer at stemme på en DSA-kandidat eller i hvert fald på en fra den progressive fløj i det Demokratiske parti. Og det på trods af massive advarsler fra det Demokratiske partis establishment om, at det vil skræmme midtervælgerne væk. Skiftet ses allerede i de første primærvalg i partiet, hvor flere kandidater fra DSA eller den progressive fløj har vundet nomineringerne. Et nyt perspektiv? At den politiske kamp i USA og den socialistiske venstrefløjs politiske og organisatoriske udvikling i modsætning til tidligere kan lære den europæiske venstrefløj en hel del. I de europæiske socialisters traditionelle selvforståelse har det altid forholdt sig omvendt. Skiftet fra venstrefløjens hidtidige forargelsespolitik og orienteringen mod især arbejdernes og den lavere middelklasses forringede levevilkår under de seneste tre præsidenter fik for alvor sit gennemslag med Zohran Mamdanis bread and butter program i kampen om borgmesterposten i New York i 2025. Hans klare sejr satte for alvor gang i nyorienteringen. Den havde allerede havde været under vejs i Joe Bidens præsidentperiode. Skiftet har betydet, at Republikanerne har mistet deres trumfkort – udstillingen af venstrefløjen som bindegale radikale ”wokefanatikere”. Men også, at Demokraternes venstrefløj er den politiske strømning, der er mest konsistent og troværdigt artikulerer de problemer, som presser de mange almindelige amerikanere. Politikskiftet slår også igennem nu, hvor Trumps Magabevægelse slår revner, og hele 25% af arbejdervælgerne overvejer ikke at stemme på Republikanerne. Det er den gruppe venstrefløjen siger, den vil vende sig imod ikke mindst begrundet i, at vælgeranalyserne samtidig fortæller, kun 4% af de 25% agter at stemme på Demokraterne. Nu er vendingen ikke faldet ned fra himlen. Venstrefløjen har ikke set lyset fra den ene dag til den anden. Zohran Mamdani og hele hans netværk og støtter kasserede ikke bare ”wokekulturen” med et pennestrøg, men slog igen og igen på, at det alene er flertallet, der kan sikre mindretallets rettigheder. Mindretallet kan alene kun skabe protest og ventilere forargelse. Og flertallet består for det meste af mennesker, der hver især føler sig udsatte og afmægtige. Prekariteten er ikke forbeholdt minoriteterne. Med den tilgang argumenterede Mamdani for et fælles grundlag, som kunne samle de forskellige minoritetsgrupper og det brede flertal af New Yorkere. Det drejer sig ikke om at løbe efter den amerikanske arbejderklasse eller inklinere for dens mest tilbagestående segmenter. Kritikken af ICE’s (Immigration and Customs Enforcement) brutale overfald på illegale emigranter mv. følges nu op af krav til organisering af den udenlandske arbejdskraft og afskaffelse af løndumping. En klar imødegåelse af især arbejdernes frygt for, at USA skal blive overrendt af billig arbejdskraft. I den forbindelse er det interessant, at skiftet i politisk perspektiv har skabt spændinger i Trump administrationen og i Magabevægelsen. Senest har vicepræsident J.D Vance været ude med et ønske om en styrkelse af fagforeningerne. ”Vi skal give arbejderne plads ved forhandlingsbordene”, udtalte han i et større TV-interview. ”Vores arbejdere har ikke tilstrækkelig forhandlingskraft”. Nu skal man ikke gøre sig forestillinger om et markant vælgerskred til venstre ved primærvalgene. Situationen i USA er, at vælgerne er vrede på Trump. Men ikke kun på Trump. De er vrede i bred almindelighed, og vreden er især rettet mod det politiske system og dets favorisering af de store tech giganter og deres eksorbitante formuer. Og som Matt Bennett fra en progressiv tænketank tørt udtrykker det: ”et vælgerskift mod venstre er ikke det samme, som at vælgerne ønsker socialisme”. Det er i det spændingsfyldte felt, DSA og den øvrige venstrefløj skal lære at agere i, hvis de vil videre. Det reale forhold kommer tydeligt frem, når man spørger især unge amerikanske vælgere, hvad socialisme betyder for dem. Svarene kan samles i: ”en større velfærdsstat, en regering der tager hånd om folk. Men det betyder ikke et opgør med kapitalismen”.Det gælder også for DSA, som tæller et bredt politisk spektrum fra det, vi herhjemme forstår som klassiske socialdemokrater til mere radikale socialister. I dag har partiet 130.000 medlemmer, der som noget relativt nyt er meget aktive over hele landet. Helt ude i yderste led, hvor de arbejder tæt sammen med Z-generationens aktivister indenfor snart sagt alle forsamlinger og institutioner. Også udenfor de traditionelle akademiske kredse. Men med den relative succes og medlemsfremgang har samme succes også bragt modsætninger mellem de forskellige gruppers politiske platforme op til overfladen. I modsætning til tidligere har det åbnet for en livlig og åben debat. Tilsyneladende uden at føre til den ellers fremherskende tendens til splittelse. Som kommentatoren Ben Burgis skriver på sin substack: ”Når politisk magt permanent opleves som uopnåelig, bliver politik reduceret til en form for symbolsk protest”. Han slutter sin seneste artikel med fokus på socialisters påtrængende spørgsmål: ”Vi har en chance for skabe bred opbakning bag vores kortsigtede socialdemokratiske agenda, og til langsomt og stabilt at opbygge en bredere støtte til en mere radikal socialistisk horisont. Men det er kun muligt, hvis vi tænker ethvert skridt seriøst igennem. Hvad er det vi ønsker, hvordan vil vi realisere ønskerne, og hvordan vil vi skabe en bred folkelig tilslutning. Her taler vi om et helt andet mindset end dengang, hvor vi brugte vores tid på at overbevise hinanden om, hvem der var mest radikale og mest tro mod idealerne”. Med andre ord, hvordan kan DSA og den progressive fløj i det Demokratiske parti gøre sig regeringsduelig. Det spørgsmål diskuteres også hvad angår reform af hele det politiske system, som vælgerne bredt set ikke har tillid til. Hverken til præsidenten eller til kongressen og i den forbindelse slet ikke til det juridiske systems udemokratiske indflydelse på de politiske beslutninger og fortolkning af en forfatning, der mildt sagt er forældet. Gabet mellem det lukkede og byzantinske politiske system i Washington og befolkningen i almindelighed, og systemets bånd til de stærkeste økonomiske eliter i USA er så grotesk, at enhver socialdemokratisk reformpolitik vil lide skibbrud uden en radikal ændring af den samlede politisk-parlamentariske struktur. Hvor man tidligere indskrænkede sig til at kræve en reform af valgsystemet ved præsidentvalgene, er målet nu en reform, hvor præsidenten vælges direkte på baggrund af et sammenhængende nationalt valg og tillige en begrænsning af højesterets kompetence. På længere sigt overvejer man, om præsidenten eller den udøvende magt skal vælges af Kongressen. Det samme gælder udpegningen af højesteretsdommerne. Herunder selvfølgelig også en mere tidssvarende magtfordeling mellem den føderale regering og administration og enkeltstaternes organisering og selvbestemmelse. Hvor radikalt, der skal gås til værks, afhænger dels af, om der kan udformes konkrete forslag, der kan vinde folkelig opbakning og dels af, om den er tilstrækkelig stor til at gennemføre de nødvendige ændringer af forfatningen. Ønsket er, at hele processen skal udfoldes og gennemføres indenfor de givne politiske og institutionelle rammer. I den proces skal Kongressen styrkes, uden at de aktuelle politiske krav underordnes kravene om de institutionelle reformer. Forventeligt er det selvfølgeligt, at disse proceskrav vil støde på enorm modstand ikke bare fra Republikanerne men også fra det Demokratiske partis ledere på alle niveauer. Og det på trods af, at Trump administrationen her i den sidste præsidentperiode har demonstreret, hvor lidt Kongressen har at skulle have sagt, og hvor enerådigt en præsident kan regere, hvis han benytter sig af alle de juridiske smuthuller, som forfatningen åbner for. Ikke desto mindre vil det være hule slag i luften, hvis DSA’s politiske platform ikke følges op af en nøje planlagt kampagne for en styrkelse af Kongressens magt i forhold til præsidenten og det juridiske system og på sigt gennemførelse af en større forfatningsændring. Uden den sammenkædning vil partiet og den progressive venstrefløj ikke kunne sandsynliggøre det mulige i at gennemføre de opstillede krav. For selv de mindst indgribende krav vil møde enorm og aggressiv modstand fra erhvervslivet, finanssektoren og medieverdenen, som gennem retssystemet allerede har demonstreret viljen og magten til at spænde ben for en lovgivning, som ikke varetager deres interesser. Det slagsmål folder sig nu ud i New York angående Zohran Bamdanis reformer. I den forstand har man taget hul på det virkeligt centrale spørgsmål, som på nuværende tidspunkt ikke er, hvordan det socialistiske samfund skal designes ud i fremtiden, men netop om hvordan de opstillede krav skal gennemføres og ikke mindst modstå den forventede undergravende virksomhed og alle forsøg på, at få en reformlovgivning taget af bordet eller omgjort. Afsluttende overvejelser Man skal selvfølgelig vogte sig for at idealisere udviklingen på den socialistiske venstrefløj i USA endsige overvurdere dens styrke og mulige indtog på den parlamentariske scene og ikke mindst indflydelse på civillivets politiske dannelse. Men når titlen er ”Hvad sker der lige”? skyldes det overraskelsen over, at man helt mod forventning støder på en seriøs analyse af venstrefløjens problemer i et dagblad som Financial Times og for det andet skal skæve til USA, der i den almindelige opfattelse på den europæiske venstrefløj altid har været bagud, for at finde inspiration til at gennemføre en mere seriøs og udogmatisk analyse af årsagerne til den europæiske venstrefløjs politiske marginalisering og nok så meget vejen ud af denne. Financial Times har kort og provokatorisk leveret diagnosen, som også rammer den europæiske venstrefløj. Den politisk/ideologiske kamp i det Demokratiske parti kan på den anden side tjene som praktisk politisk laboratorium for den socialistiske venstrefløj i Europa og i Danmark. Nogen gange er man nødt til at gå over åen efter vand. Jan Helbak.      

  august 25, 2026 8:17 pm

  Læs mere