OVERVEJELSER

Seneste blogindlæg

• Krigen mod Iran kan blive midlet, der svækker USA’s strategiske mål

  Trumpadministrationens begrundelser for angrebet på Iran flytter sig fra dag til dag. Det samme gør målene. Vævet af begrundelser og mål er så flossede, at USA’s strategiske mål (hvis der er nogen) fortaber sig i tågerne. Og det samme er tilfældet med informationerne fra slagmarken. Officielle mål og de bagved liggende mål Trumpadministrationens målkaos har fået både militæranalytikere og geopolitiske analytikere til at kalde angrebene irrationelle, lidet gennemtænkte, analytisk- og strategisk mangelfulde og konsekvenserne uoverskuelige. Og sådan ser det unægtelig også ud. Men spørgsmålet er, om de indbyrdes modstridende begrundelser og skiftende mål reelt flugter hensigterne, som også indbefatter Trumps mulighed for ud i den blå luft at erklære ”missionen fuldført” og trække sig ud, eller om der bag de officielle begrundelser optræder langt mere vidtgående mål, som både har initieret angrebene og reelt bestemmer selve krigsudviklingens dynamik. Hvilket indebærer risikoen for, at USA tvinges ud i en optrapning med amerikanske soldater i kamp på iransk grund og Irans modsvar med udvidede angreb på Golfstaterne og Israel? Jeg vil afstå fra analyser af det helt konkrete og aktuelle militære og politiske krigsteater, da jeg som de fleste andre har mere end vanskeligt ved at danne mig et overblik over, hvad der faktisk foregår af militære aktioner, olieblokader og lignende i hele regionen. Men et er sikkert. Oliepriserne stiger faretruende for verdensøkonomien, og hele Golfområdet og måske hele Mellemøsten er i opbrud. De langsigtede konsekvenser kan vi på nuværende tidspunkt kun gisne om. Jeg vil derimod sætte fokus på, hvad jeg opfatter som USA’s mere grundlæggende strategiske interesser og mål, som ligger til grund for Trumpadministrationens statsterroristiske angreb på Venezuela og nu Iran, og som rækker langt videre end Trumpstyrets daglige diffuse og brovtende begrundelser. Angrebet på Iran er ikke tilfældigt, selv om tidspunktet måske er det. USA’s vigende dominans USA er stadig den ubetinget stærkeste kapitalistiske magt på verdensmarkedet, men er ikke længere i hegemon. Dvs. den amerikanske kapitalisme har for længst mistet den økonomiske, politiske og værdimæssige styrke til at udvikle og stabilisere verdensmarkedet. Det har siden finanskrisen forholdt sig modsat. USA er blevet verdensmarkedets parasit. USA’s er ikke længere nettoeksportør af kapital og industriinvesteringer. Det forholder sig omvendt. USA’s samlede gæld når i 2026 40 trillioner dollar og udgør 124% af BNP. Renter og afdrag andrager 2 trillioner dollar, og det bliver stadigt dyrere for UAS at finansiere sin gæld via obligationsmarkederne. Gældsudviklingen skal samtidig ses i forhold til den aftagende vækst, hvor den samlede amerikanske økonomi reelt ikke vokser med mere end 0.5-1% En gældsbyrde af den størrelsesorden ville føre et hvilket som helst andet land på fallittens rand. Men USA’s finansielle styrke som finanscentrum, dollarregimet, understøttet af verdens stærkeste militær har gjort det muligt for USA at tvinge det meste af verden til at betale gælden og kompensere for afindustrialiseringen og den faldende økonomiske vækst udenfor it-området. Magten til at opretholde dollardominansen, som institutionelt system i de globale forsyningskæder, der under USA’s jurisdiktion sætter betingelserne for transaktionerne i de globale forsyningskæder, er krumtappen i USA’s markedsdominans. Det samlede institutionelle finanssystem giver USA de legitime muligheder for at diktere den globale rente- og lånepolitik og dermed bl.a. fastholdelse af det globale Syds økonomiske afhængighed. Systemet udgør også grundlaget for USA’s vilkårlige sanktionspolitik og pres på nationalstater, der ikke imødekommer de økonomiske krav og frie adgang til at overføre billige ressourcer til USA. Det system, der institutionelt blev etableret efter 2. Verdenskrig og udvidet efter 1973, er nu under voksende pres, fordi nøglefaktoren - ”petrodollarsystemet” – som den bærende dollarbaserede forsyningskæde er under gradvis udtynding. På andre råstofområder, der også afhandles i dollars, indgås der i voksende omfang også kontrakter, der ikke er dollarbaserede. Kina arbejder målrettet på, at en større del af de kontrakter, man indgår på råstofområdet, skal indeholde betalinger i Yuan helt op til 50%. Målet er 100%. Truslen mod dollarsystemet Iran handler ikke olie i dollar. Saudi-Arabien har indgået aftale med Kina om, at betalingen foregår i den kinesiske valuta, Yuan. Flere andre Golflande følger efter. Tendensen fremskyndes dels på grund af USA’s vilkårlige sanktions- og toldpolitik, som er vokset næsten eksponentielt med krigen i Ukraine, og dels på grund af Trumps eksorbitante underskudspolitik og trusler mod alle lande inklusive de allierede om at finansiere USA’s industrielle genopretning, hvis de vil undgå invaliderende straftold. Sydkorea, Japan, Indien, EU-landene, Vietnam og flere andre lande er blevet truet til at indgå handelsaftaler, hvor de hver især har forpligtet sig til enorme investeringer i USA og af samme grund har måtte acceptere en lavere hjemlig investeringsrate. Det er faktisk kun Rusland og Kina, der på nuværende tidspunkt har udvist tilstrækkelig styrke til at afvise USA’s økonomiske angreb og sammen opbygge et begyndende industrielt- og finansielt alternativ til USA’s dominans. Hvor meget Biden regeringen og Trump regeringen end har forsøgt at bremse Kinas og Ruslands økonomiske og industrielle udvikling, er det ikke lykkedes. Det har bragt USA og faktisk også det USA afhængige EU i defensiven på verdensmarkedet forstået på den måde, at det ikke længere er dem, der driver verdensmarkedet fremad, indgår progressive handelsaftaler og nye finansielle transaktionsformer for at åbne og udvide verdenshandlen. Det er først og fremmest Kina og delvist Rusland i det løse samarbejde med landene indenfor BRICS+. Kinas Belt and Road initiativ (BRI) repræsenterer industrielt, finansielt, infrastrukturelt og sikkerhedspolitisk strategien for udviklingen af verdensmarkedet. Der tegner sig et mere og mere tydeligt billede af to bestemmende og modstridende tendenser på verdensmarkedet. USA’s og Europas bestræbelser for at opretholde fordums magt og dominans, der bevirker, at væksten på verdensmarkedet er på det laveste niveau i flere årtier og kun udvider sig ganske langsomt, fordi USA og Europa stædigt fastholder det finansielle tyranni, det ulige bytte og de ulige og ringe vækstbetingelser for de tidligere kolonilande. Omvendt forfølger Kina bl.a. gennem BRI en vækststrategi, hvor de enkelte landes suverænitet respekteres og knyttes sammen i både multilaterale og bilaterale samarbejder, og hvor Kinas investeringer målrettes opbygning af velfungerende infrastrukturer, som understøtter samarbejdsrelationerne. BRI skal også bane vejen for et opgør med det ulige bytte. Det sker bl.a. ved, at basisindustrien, der i Kina fortrænges af de højteknologiske sektorer, overføres til samarbejdslandene i det globale Syd. Kinas investeringspolitik har som overordnet mål at bidrage til videreudviklingen af de enkelte landes basisindustri. Målet er på længere sigt at fremme den nødvendige handelsmæssige gensidighed, som alt andet lige vil bidrage til udvidelse af verdensmarkedet og af samme grund tjene Kinas økonomiske interesse for nye og større markeder, som ikke kontrolleres af Vesten. Men Kinas vækststrategi, som indbefatter en nyordning af verdensmarkedet og inklusionen af det globale Syd, står overfor flere centrale udfordringer, hvis ikke det lykkes langsomt at nedslide dollarregimet, USA’s finansielle- og militære og hermed geopolitiske magt. Det er i det konfliktbillede, Iran i mindst et årti har spillet en central rolle, og det har siden de sidste bombardementer i juni 2025 ikke handlet om, hvorvidt Iran ville blive angrebet igen, men om hvornår. Irans centrale placering i Eurasien Hvis USA og Israel ikke vinder krigen på en måde, så de offensivt kan forfølge de strategiske mål/interesser, vil det omvendt accelerere de mangesidige udfordringer af USA’s dominans, som allerede er i spil på flere fronter. Israel er i den sammenhæng ikke længere betydningsfuld. Israels rolle som Vestens geopolitiske forpost og lokale vogter er udspillet i og med det politiske, moralske og militære nederlag i Gaza. Israels politiske elite har med sin rabiate zionisme placeret landet som en paria på verdensscenen. Selv for den europæiske elite er Israel ved at blive til en belastning. Angrebet på Iran har da også afsløret, at USA og Israel ikke har identiske interesser. USA er først og fremmest interesseret i at vælte det iranske styre og erstatte det med et USA venligt regime og skabe grundlaget for et udbygget samarbejde mellem USA, Iran og Aserbajdsjan. Målet er opbygningen af en akse fra Caucasus-området til den Persiske Golf og derved lægge en spærrebom for Kinas og Ruslands ambitioner om at udvikle hele det Eurasiatiske område. Dvs. forbinde Kina og Rusland med Centralasien, Vestasien og de arabiske Golfstater. Israels mål er en balkanisering af Iran for at opretholde sin egen position som den eneste stærke militære magt, der kan holde den arabiske verden i skak og sikre et permanent underordningsforhold til Vesten – USA og Europa. Et selvstændigt og stærkt Iran udgør ikke blot en trussel mod Israels militære dominans, men opfattes også som en politisk-økonomisk udfordring af Israels transitfunktion, fordi Iran som en del af BRICS+ og SCO på sigt vil blive bindeleddet mellem en vækstorienteret Kina-Rusland alliance og Saudi Arabien og de øvrige Golfstater. Kina har i flere år sammen med bl.a. De forenede Arabiske Emirater udviklet Dubai til et finans-og handelsmæssigt knudepunkt for handelstransporten gennem Centralasien. I takt med udrulningen af det Eurasiatiske ”projekt” vil Israels betydning langsomt svinde ind og samtidig vende op og ned på den indre stabilitet i landet. De to centrale handels- og infrastrukturelle forbindelser fra Kina og Rusland til Centralasien og Mellemøsten forudsætter et tæt politisk, økonomisk og sikkerhedspolitisk samarbejde med Iran. Nord-Syd korridoren fra Rusland til den persiske Golf går via jernbanenettet og adgangen til de vigtige iranske havne. Syd korridoren går fra det vestlige Kina gennem flere af de centralasiatiske stater og via enten Aserbajdsjan eller Iran til Mellemøsten og Middelhavet. Og herfra til Europa. Her spiller Israel ingen rolle. Kinas og på det seneste også Ruslands strategi er gennem et udbygget industrielt, finansielt og sikkerhedspolitisk samarbejde at opnå vigtige mål i nyordningen af verdensmarkedet, hvor en stærk kapitalistisk supermagt som USA ikke kan diktere reglerne, transaktions- og investeringsbetingelserne og de suveræne nationalstaters politiske styrer og alliancer. I den sammenhæng indtager Iran en vital politisk og geografisk placering som direkte maritim forbindelse mellem Eurasien og Østafrika som brohoved til det øvrige Afrika. Kinas Folkekongres lægger i sin seneste samling, som netop er afsluttet, ikke skjul på nødvendigheden af at begrænse USA’s maritime inddæmningspolitik både militært og handelsmæssigt. Man har i Kinas øverste ledelse en klar analyse af sammenhængen mellem USA’s intervention i Venezuela, afkoblingen af Ruslands gasleverancer til Europa, ulovlige beslaglæggelser af ”fjendtlige” landes olietankere, trusler om militær blokade af Malaccastrædet og nu angrebet på Iran som USA’s strategiske operationer for at sikre kontrol med den internationale olie logistik dvs. transporten og afregningen af olie og hermed maritime inddæmning af Kina og Kinas strategiske markedsspredning samt og ikke mindst konsolideringen af petrodollarregimet. Kidnapningen i Venezuela og angrebet på Iran hænger sammen Det forekommer ikke overbevisende, når mange af de politiske kommentatorer hævder, at Trumpadministrationen har gjort sig illusioner om, at man i angrebet på Iran kunne gøre brug af drejebogen fra kidnapningen af Maduro i Venezuela og de facto beslaglæggelse af landets olieindustri. Hvor usammenhængende og overfladiske Trumpadministrationens begrundelser for at angribe Iran end er, forekommer det ikke sandsynligt, at hele det politiske- og militære apparat i USA skulle operere så amatøragtigt, at man ikke kan skelne Iran fra Venezuela. Det er korrekt, at man både i Venezuela og Iran har fulgt den samme drejebog med første at udsulte staterne gennem sanktioner og dollarblokade med det formål at foranstalte systermes sammenbrud, fremstille sig selv som befriere og sluttelig enten gennem direkte intervention eller oprør indefra gennemføre den tilsigtede regimeændring. Men det er ikke det samme som at overføre metoden i en til en. Sammenhængen mellem interventionerne skal derimod ses i et udvidet perspektiv, som er ganske præcist beskrevet i National Security Strategi (NSS), som har to sammenhængende ben. Et, sikring af kontrollen med den Vestlige Hemisfære – altså hele Amerika og Caribien og to, sikringen af USA’s fortsatte økonomiske- og finansielle magt som forudsætning for at fastholde USA dominansstilling på verdensmarkedet. I den strategi spiller hverken Europa eller Israel den samme centrale rolle som tidligere. Man skal dog ikke lade sig forlede til at tro, at NSS dokumentets mere afdæmpede tone overfor Kina og Rusland repræsenterer en reel opblødning af modsætningerne. Både Kina og Rusland udgør på alle områder USA’s hovedmodstandere. Erfaringerne fra de sidste ti års konfrontatoriske handelspolitik har vist, at deres industrielle og handelspolitiske udvikling og udfordring af USA’s førerposition ikke kan holdes nede. Den erfaring ligger bag forskydningen af accenten fra direkte angreb via straftold mv. til inddæmning på hele den globale scene. Det vil sige, at inddæmningen af Kina ikke længere begrænses til USA’s opbygning af især militære alliancer i Stillehavet, men nu udbredes til resten af verdensmarkedet, hvor den maritime kontrol udgør en vital faktor. Trumps tale på en konference – ”Shield of the Americas” – den 7. marts i Florida mellem USA og flere venligtsindede lande i Latinamerika og Caribien illustrerer meget præcist, hvordan Trumpadministrationen opfatter sammenhængen mellem Venezuela og Iran som elementer i USA’s samlede strategi.  Deltagere på konferencen var bl.a. Argentina, Bolivia, Chile, Costa Rica, Den Dominikanske Republik, Honduras, Panama, Ecuador, Paraguay, Trinidad og Tobago. Værd at bemærke i den sammenhæng er dog, at ingen af de stærke lande som Mexico, Columbia og Brasilien deltog. Forståeligt nok. Konferencens formål var nemlig at indlede opbygningen af en ny kontinental militær alliance under USA’s ledelse. Formelt har alliancen til opgave at bekæmpe narkokriminalitet og terrorisme i Latinamerika og Caribien. For så vidt alliancen godkendes politisk både i USA og i de deltagende lande er der skabt et legitimt grundlag for kommende amerikanske interventioner, som vil udgøre en permanent trussel mod kommende regeringer, der ikke følger USA’s linje. Trump fik på mødet deltagerne til at nikke til, at alliance samarbejdet også har til formål at dæmme op for ”fjendtlige fremmede kræfters indflydelse”. Her er som tidligere beskrevet adressen først fremmest Kina og sekundært Rusland. Og der er ikke tale om varm luft. Allerede nu forsøger USA og den nye stærkt højreorienterede præsident i Chile at ophæve det store kabelsamarbejde mellem Chile og Kina, og USA presser på for at få kontrollen med dybtvands-havnen i Peru, som dels indtager en central placering i Kinas BRI projekt i Latinamerika og dels styrker Perus uafhængighed af amerikansk økonomi. De fleste af de lande, som deltog i mødet den 7/3, har i forvejen udbyggede samarbejdsrelationer med Kina. De forskellige samarbejdskontrakter vil angiveligt blive genforhandlet, og dem på tegnebrættet obstrueret. Realiseres Trumps strategi kan det få helt uoverskuelige konsekvenser for de samme landes økonomi og politiske stabilitet, hvilket indvarsler en ny periode med økonomisk pres og militære interventioner. Krigen mod Iran kan blive midlet, der svækker målet Det er forventeligt, at Trumpadministrationen vil skrue op for den politisk-økonomiske og militære strategi i Latinamerika og Caribien, hvis ellers USA kommer helskindet ud af krigen med Iran. Dvs. uden at tabe for meget international prestige og afsløre militærstrategiske- og militærtekniske svaghedspunkter, som allerede nu viser sig efter fjorten dages krig.   Trumpadministrationen har, som billedet viser sig, mere på spil end afvæbningen eller pulveriseringen af Iran netop på grund af sammenhængen mellem krigens resultat og opretholdelse af amerikansk kapitalismes kontrol: med hele den Vestlige hemisfære, med Mellemøsten, Golfstaterne og Vestasien, med de vitale sø-ruter og med verdensmarkedets finansielle system og ikke mindst med Kinas økonomisk vækst og begrænsning af samarbejdet mellem Kina og Rusland. Hvis Iran som stat overlever USA’s og Israels massive bombardement, og styret i Teheran fortsætter, har Iran uanset Trumps forskellige bortforklaringen vundet og USA og Israel tabt. USA på den globale scene, hvor USA’s krig mod Iran har afsløret svagheder i det amerikanske militær og skabt kaos og sat centrifugale svingninger i gang på det kapitalistiske verdensmarked og ikke mindst invalideret alle hidtidige internationale regler, som indtil nu har beskyttet USA’s dominans. Og Israel i forhold til den tilstræbte regionale dominans. Golfstaterne har allerede nu i praksis erfaret hvor lidt, de kan regne med USA’s beskyttelse og samtidig noteret sig Israels begrænsede militære kapacitet og afhængighed af USA’s beskyttelse. Hvis Trump presses til at trække sig ud af krigen efter at have erklæret ”missionen tilendebragt” og sejr i forhold til et eller flere af de officielle mål, vil Israel heller ikke kunne fortsætte krigen. Det vil ganske givet igangsætte en omkalfatringsproces i hele Golfområdet og måske endda hele Mellemøsten, og bane vejen for den udvikling, der skulle forhindres:  Et fremtidigt udvidet samarbejde mellem Golfstaterne og Kina og Rusland med Iran som mellemled og en begrænsning af USA’s militære tilstedeværelse i Golfen og den amerikanske flådes maritime kontrol. Det mulige nederlags uoverskuelige konsekvenser Krigen har gjort det klart for Kina og delvist Rusland, at de allerede nu er tvunget til at hjælpe Iran ud af det økonomiske og sociale morads, som USA’s og Europas fyrreårige økonomiske blokade har bragt landet i. Krigen har også demonstreret for BRICS+ landene, at samarbejdet skal styrkes på alle fronter for at imødegå, at andre lande indenfor fællesskabet bukker under for USA’s og Europas økonomiske krigsførelse og regimeændrings politik. Festtalernes tid er forbi. Det kommer Indien og flere af Golfstaterne, der er tilsluttet BRICS+, til at indse. Irankrigen er et trin op ad eskalationstrappen – uanset hvordan den ender. Det vitale og afgørende spørgsmål er dog stadig, om Trump indenrigspolitisk kan tåle et nederlag og overvinde den voksende modstand mod hele hans militaristiske udenrigspolitik og ødelæggende økonomiske politik. Det drejer sig ikke kun om udsigten til at tabe midtvejsvalget. Den sociale og moralske forarmelse i USA vokser i en stigende kurve. Et flertal af amerikanere har ingen eller meget ringe tillid til både politikerne og det politiske system. Oplevelsen af USA som et dysfunktionelt demokrati vokser dybt ind i middelklassen, fordi det bliver mere og mere åbenlyst, at USA kun kan styres via autoritære dekreter og vilkårlige retskendelser. Det er vanskeligt at forestille sig, at Kongressen bliver i stand til at genvinde sin magt, fordi både den amerikanske kapitalismes økonomiske grundlag og USA’s udenrigspolitik konstant fastholder landet i en undtagelsestilstand, som sætter de almindelige forfatningsregler ud af kraft. Irankrigen som det seneste eksempel på USA’s brutale magtpolitik for at fastholde positionen som det kapitalistiske verdensmarkeds centrum forstærker i sin konkrete udfoldelse den dynamik og de eksterne og interne kræfter, der slider dominansen op indefra. Af samme grund har jeg svært ved at tro på, at Trump bare kan trække USA ud af krigen, hvis omkostningerne vokser. En militær invasion på landjorden kan blive en realitet, hvad der kan bringe hele situationen ud af kontrol. Men der er som sagt mere på spil end et banalt resultat af en militær aktion. Trumpadministrationens militarisering af hele udenrigspolitikken og svigagtige diplomati demonstrerer endnu en gang med angrebet på Iran, at vagtskiftet på verdensmarkedet ikke kommer til at foregå skridtvis, men først bliver en realitet, når lovløsheden, den økonomiske- og finansielle destabilisering og de evindelige krige og interventioner for at fastholde status quo bliver utålelige selv for USA’s allierede og en absolut bremse på verdensmarkedets vækst. Derfor er USA’s og Israels krig mod Iran alarmerende vigtig, fordi den allerede i lighed med krigen i Ukraine har demonstreret, at der for nuværende ikke er et magtsystem til at forhindre, at lokale krige antager uoverskuelige dimensioner og presser stormagterne ind i de konfrontationer, som de har forsøgt at undgå. Jan Helbak                        

  marts 13, 2026 7:01 pm

  Læs mere

• Hvor ligger Europas sikkerhed?  

  Præsident Trumps Grønlandsraid har på alle områder rykket ved balancen i EU. Og mellem EU og USA. Selv om han foretog en taktisk frontafkortning på Davos ved at skrinlægge tanken om en militær løsning og i stedet introducere en forhandling om Grønlands fremtid, var den egentlige skade sket. Alene truslen fra et Nato land mod en alliancepartner har sat Natos indre opløsning i gang. Europæernes reaktion var også derefter. Efter Trumps tale blev der øjeblikkeligt indkaldt til hastemøde i det Europæiske råd. Konklusionen var forventelig. Der blev stablet en enhed på benene overfor Trumps helt uacceptable underkendelse af Danmarks/Grønland suverænitet. Enhedens styrke blev pustet op, og den danske udenrigsminister gentog i det ene program efter det andet, at efter Trumps ”tilbagetog” var der grund til behersket optimisme. Forhandlingerne kunne begynde indenfor den ramme, som Trump og Natos generalsekretær Mark Rutte havde aftalt. Det er dog stadigt uklart, hvori rammen består bortset fra vage forestillinger om Natos øgede aktivitet i det Arktiske område. Trump har ikke siden åbent testet den europæiske enhed. Det har heller ikke været nødvendigt. Trump har opnået, hvad han ville. At splitte EU i flere grupper i forhold til, hvor langt man skulle gå for at holde amerikanerne i Europa og i Nato. Og i regeringskontorerne i Europa har det spørgsmål i det skjulte vejet tungere end den ædle enighed om at forsvare Danmarks/Grønlands suverænitet. En lapsus? Det til trods for, at de fleste statsledere og rådgivere indenfor EU ikke længere kan være i tvivl om, at Trumps ønske om at overtage Grønland ikke er en fiks ide. Hans tale på Davos og det efterfølgende drama var nøje koreograferet og lå i lige linje af Trumpadministrationens National Security Strategi (NSS) og National Defence Strategi (NDS). I begge dokumenter fremgår det rimeligt klart, at Europa spiller en mindre rolle i USA’s samlede sikkerhedspolitik, og at Europa fremover skal tvinges til bære sine egne udgifter til sikkerhed. I NSS-dokumentet er der to afsnit om Europa, der siger det hele: Europas problemer handler ikke alene om de utilstrækkelige militære investeringer. Problemerne stikker dybere. Europa har mistet en betydelig andel af det globale BNP. Fra 25% i 1990 til 14% i dag. (retteligt er det 13%). Og skulle den tendens fortsætte vil Europa som kontinent være betydningsløs om tyve år. Hvad, de fleste mere eller mindre bevidst overser eller undlader at kommentere, er, at dokumentet lægger op til, at EU for sin egen fremtids skyld skal forlige sig med Rusland og etablere en strategisk stabilitet. USA’s sikkerhedspolitiske forpligtelser over Europa tales ned. Alligevel klistrer de europæiske ledere ved dødemandsknappen og er ved at sprænge noget i sig selv for at holde USA i Europa og bevare Nato. På trods af, at Trumpadministrationens strategiske udspil først og fremmest retter hele opmærksomheden mod at forsvare USA’s suveræne dominans på det amerikanske kontinent og inddæmme eller i hvert fald bremse og kontrollere Kinas vækst. Heri indgår også de maksimale bestræbelser for at forhindre Kina og Rusland i at aftale en egentlig alliance. Bortset fra de helt tydelige markeringer i de amerikanske udspil, hører det med til historien som et uhyre centralt punkt, at de to dokumenter ikke kommer ud af den blå luft og heller ikke repræsenterer et brud med amerikansk udenrigs-og sikkerhedspolitik siden afslutningen på den kolde krig. Faktisk ligger indledningen til NSS i forlængelse af de strategiske linjer, der i 1992 blev trukket i det amerikanske forsvarsministeriums strategiplan, der blev døbt Wolfowitz doktrinen. Ingen magt måtte blive så stor, at den kunne true USA’s globale stilling. Ingen regional magt måtte udvikle sig til at kunne true USA’s interesser. Ingen allierede skulle udvikle sig på en måde, hvor de kunne udgøre en konkurrent til USA. Rusland skulle inddæmmes, ”demokratiseres” og opdeles i flere selvstændige regioner. De tidligere Østeuropæiske lande skulle optages i Nato, og EU skulle forpligtes til udvidelser, der integrerede de samme lande i Unionen. Natos Øatudvidelse blev set som en bro til EU-integration. Rationalet var, at EU ville få en trojansk hest af USA-loyale lande, der kunne afbalancere de mere selvstændighedssøgende kræfter i EU så som Frankrig, Tyskland, Spanien, Portugal og Italien. Wolfowitz doktrinen blev reformuleret af Obama uden at blive ændret væsentligt. Det nye var, at accenten skulle flyttes fra Europa til Kina. Præsidenterne efter Obama har fulgt op på det strategiske skifte. Trumps udspil skal som følge ses i lige linje fra udspillet i 1992 over Obamas revisioner. I den sammenhæng kan teatret på Davos ikke ses som et ekstemporalspil, men nærmere som åbningen af en indledning til en langsigtet afkobling af Europa fra USA’s sikkerhedsforpligtelser. Perioden efter Davos har sådan set underbygget trenden. Europa spiller ingen rolle i fredsforhandlingerne om Ukraine. De europæiske toplederes snak om sikkerhedsgarantier og ”koalitionen af villiges” bidrag forbliver snak. EU spiller heller ingen rolle i konflikten mellem USA og Iran eller i løsningen af Gazakrisen eller for den sags skyld i det geopolitiske spil om hele Mellemøsten. Europas uomtvistelige marginalisering demonstreres helt tydeligt i spillet om forlængelse af NEW-START aftalen om begrænsning af interkontinentale atomvåben, som Rusland og USA indgik i 2010 (udvidet i 2021). Her spiller EU ingen rolle, hvorimod Trump i samtaler med Putin og Xi Jinping udfolder stor aktivitet for indgåelse af en ny aftale mellem Rusland, USA og Kina, hvor inddragelsen af Kina tegner et billede af en ny matrix for en regionaliseret global magtdeling. USA’s defensive træk, fordi USA ifølge NSS ikke længere har den nødvendige kapacitet til fortsat at optræde som ”verdens politibetjent”. Det forekommer rimeligt at betragte de forskellige åbne og mere udramatiske diplomatiske konflikter, der involverer de tre stormagter, som strategiske positionskampe indenfor et verdensmarked i opbrud. Og hvor stiller det så Europa? Nato uden Amerika: Europa ”tænker det utænkelige”” Det var titlen på en artikel i Financial Times (FT) umiddelbart efter topmødet i EU. Artiklen refererer EU’s forsvarskommissær og en række højt placerede EU-embedsmænd for den opfattelse, at EU geopolitisk står overfor den opgave at formulere en klar strategi for en ny sikkerhedsarkitektur på kontinentet. Europa måtte følge op på den amerikanske krigsministers udtalelser om: ”at Europa må tage primært ansvar for Europas konventionelle afskrækkelse og forsvar”. Som et modsvar blev det på EU-topmødet aftalt, at Europa på sigt ”systematisk” må reducere afhængigheden af USA. Dermed tog EU lederne i virkeligheden afstand fra Mark Ruttes udtalelser i EU-parlamentet om, at det vil være den rene illusion at tro, at Europa kan klare sig uden USA’s sikkerhedsgarantier, og at en særlig EU-arm inden for Nato vil være det rene blændværk. Han afviste samtidig Europas mulighed for selv at opbygge atomar afskrækkelse. Det ville koste mia. og atter mia. af euro at nå dertil. Resten af artiklen refererede forskellige eksperters analyser af, hvad det reelt vil koste at udvikle EU’s egen forsvars- og sikkerhedsorganisation. Hvordan hele den militære forsvarsstruktur skal omkalfatres både hvad angår samlet militær kapabilitet, militær infrastruktur og en bindende enhedskommando. Hovedproblemet kan ifølge artiklen kortes ned til en eksorbitant udgift i størrelsesorden en til to trillioner euro og de 27 landes respektive opgivelse af national forsvarsplanlægning og som sådan opgivelse af det, der kendetegner en nationalstat – magten til at forsvaret eget territorium. Artiklen slutter med en næsten profetisk og kynisk udtalelse fra den tidligere italienske ambassadør til Nato: ”Du fjerner deres tilstedeværelse (USA’s), og Europa desintegrerer, og det samme gør Nato”. Der skulle kun en uge, før en ny artikel i FT bekræftede profetien. Artiklen omhandler den tyske rustningsmastodont Rheinmetalls ekspansionsambitioner om at blive hovedleverandør i Europas EU’s gældsfinansierede oprustningsræs. Udtalelser fra Rheinmetalls direktør Armin Papperger har i den grad foruroliget de øvrige EU landes rustningsvirksomheder og forsvarsministerier. Især har Frankrig reageret skarpt overfor den tyske regerings mildes talt lemfældige omgang med EU’s udbudsregler i forhold til Rheinmetall og kansler Merz’ forestillinger om at opbygge Europas stærkeste hær uanset omkostningerne. Kansler Merz og Armin Papperger deler tydeligt en ambition om at opbygge et tysk militært-industrielt kompleks i modsætning til EU kommissionens planer om en centraliseret oprustning i EU regi. Men som formanden for Rheinmetall tørt kommenterer de mange kommentarer: ”Ekspansionens størrelse (anslået to trillioner euro frem til 2030) kan forekomme exceptionel. Men det er ekstraordinære tider”. EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen afviger ikke fra den opfattelse, fastholder højlydt, at den militære opbygning skal finansieres via EU obligationer. Den vej vil de facto omdanne EU til det politisk-juridisk subjekt i forsvars- og udenrigspolitikken. Men det er ikke Merz’ planer, hvad der begrunder Rheimetalls overambitiøse markeringer. Så meget for den rent forsvarspolitiske dimension, som nok skal trække de indre modsætninger i EU helt frem på scenen. På den politiske og geopolitiske front er præsident Macrons tyndslidte slogan om ”Europas strategiske autonomi” ved at få sin anden luft. Endnu er det uden substans, og ingen af statslederne endsige EU-kommissionen har nærmet sig nærmere bestemmelse af autonomiens anatomi. Det er efterhånden en offentlig hemmelighed, at EU’s usammenhængende markedsbaserede konstruktion står i vejen for en betydningsfuld unison optræden på den globale scene. Selv når kommissionen forhandler handelsaftaler, aftaler om fredsudspil eller sanktionsregimer, skal der først tages udstrakt hensyn til de 27 landes nationale interesser. Eller, hvad der giver helt groteske situationer, skal de givne EU regler fortolkes så sindrigt, at de trufne beslutninger i betænkelig grad udfordrer Unionstraktatens bestemmelser. (eksempelvis farcen om annekteringen af Rusland indefrosne mia. euro for at finansiere krigen i Ukraine). Så der kan med rimelighed rejses spørgsmål ved al snakken om effekten af de enorme forsvarsinvesteringer og infrastrukturelle ændringer, der for nuværende er på bordet i EU og i alle 27 medlemslande. En kættersk vending Europas sikkerhed ligger imidlertid ikke i en forceret og omkostningstung oprustning. Hvem skal oprustningen og afskrækkelsen rette sig imod? Imod Rusland selvfølgelig. Men er det en selvfølge? EU kan opruste sig fattig og væk fra velfærdsstaten uden nogensinde at opfylde håbet om et sikkert Europa. Modparten, hvis man mener Rusland, vil opruste tilsvarende, og en større del af BNP i de 27 medlemslande og i EU vil skulle allokeres til oprustning. Hvert lille forspring i afskrækkelsesstyrke vil være kortvarig. Det er oprustningsspiralens logik, som i EU’s tilfælde vil dræne Unionens investeringer i den re-industrialisering, alle taler om. Min påstand er, at Europas fremtidige sikkerhed ligger i en omfattende sikkerhedsaftale med Rusland. Samarbejdet med Rusland om en ny paneuropæisk sikkerhedsarkitektur er nøglen til Europas sikkerhed og EU strategiske autonomi og suverænitet. Og afsættet for forhandlingerne om en sikkerhedsaftale kan uden malice tage udgangspunkt i det forslag til ”Aftale om foranstaltninger til sikring af den Russiske Føderations og den Nordatlantiske traktats medlemsstater”, som det russiske udenrigsministerium offentliggjorde den 17. december 2021, men som først og fremmest præsident Biden blankt afviste. Havde man indledt seriøse forhandlinger, og havde Europa insisteret på disse, kunne krigen i Ukraine sandsynligvis være undgået. Ruslands udkast, som Putin har gentaget til bevidstløshed, består af 9 artikler/paragraffer omhandlende: styrkefordeling, bestemmelser for troppepositioner og bevægelser, militært materiel, gensidig overvågning og kontrol og ikke mindst forpligtelser og procedurer for fælles information og konfliktløsning. Udkastet understreger, hvad der burde være indlysende, at en varig og solid europæisk sikkerhedsarkitektur forudsætter, at den omhandler alle europæiske lande (ikke kun NATO-lande) inklusive Rusland. Senere har Putin foreslået, at et samlet Europa kunne indlede med flere Eurasiatiske om lignende sikkerhedsaftaler. (eks. Georgien, Armenien, Tyrkiet og Aserbajdsjan). Det russiske udkast er hverken udtømmende eller formuleret i tilstrækkeligt præcise diplomatiske vendinger, men det udgør en gennemgående kerne i forskellige russiske fredsudspil. En fælles sikkerhed i hele Europa er kardinalpunktet for Rusland. Krigen i Ukraine handler dybest set ikke om territorier, men om strategisk sikkerhed og anerkendelse af Rusland som en del af Europa. Der er nok langt igen. Det afgørende er imidlertid, at det er et perspektiv og en dimension, der, om man vil det eller ej, skal tænkes ind som mulighed i den højprofilerede, men også ensidige oprustnings- og sikkerhedsdiskussionen, hvis EU og de 27 medlemslande skal undgå at blive fanget i et komplet udsigtsløst rustningskapløb. For igen, uanset hvordan man vender og drejer situationen trækker hele tankegangen en stribe af problemer efter sig og fremmer EU’s verserende ustabilitet. Vi ser allerede i dag flere problemer i slipvinden fra Davos. Kansler Merz er i Saudi-Arabien og Bahrain for at forhandle olie- og gasforsyninger til Tyskland. Det drejer sig om at mindske afhængigheden af USA, nu hvor samarbejdet med Rusland er afskrevet, meddeler Merz. Hvad de andre lande vil gøre for at opnå samme uafhængighed, afficerer ham ikke. Hver især valfarter det ene lands regeringsdelegation og kommercielle entourage til Kina efter det andet for at indgå separate handels- og favorable investeringsaftaler. Svaghederne i EU’s nuværende Unionsstruktur stilles til skue hver eneste dag. EU kan kun under ydre tvang handle unisont. EU er historisk blevet til som en institutionaliseret markedsudbygning uden udviklingen af en tilsvarende politisk-demokratisk overbygning og en fælles kultur og historisk bevidsthed. Og som det gælder for alle markeder store eller små, integrerede eller mindre integrerede kæmper alle agenter grundlæggende for egne interesser og eksternaliserer konstant problemerne til hinanden. I EU er landenes gensidige relationer af samme grund ikke præget af tillid. Unionen holdes i dag sammen af et magtfuldt bureaukrati og et kompliceret tvangsapparat til at holde medlemslandene på plads også på de områder, hvor EU i dag har brug for politisk enhed og handlekraft. Sat på spidsen er EU’s fremtid som samlingspunkt for hele Europa afhængig af en kopernikansk vending overfor Rusland og et samtidigt opgør med Wolfowitzdoktrinens modsætningsbilleder og systematiske underordning af EU under amerikanske interesser. Anerkendelse af Rusland som en del af det europæiske kontinent og de fælles sikkerhedsinteresser er forudsætningen for at udvikle EU’s strategiske autonomi og suverænitet. Det modsatte vil være at begrænse og fastholde EU i en permanent væksthæmmende usikkerhedssituation. For hvordan handle frit på verdensmarkedet, hvis man aldrig kan vide sig sikker overfor det største land på kontinentet. Men radikale vendinger kommer ikke af sig selv Præsident Macron har måske indset vendingens historiske nødvendig, når han nu ret insisterende foreslår genoptagelse af den diplomatiske kontakt til Rusland og møder med Putin. Om der kun er tale om selvprofilerende udspil, kan vi ikke vide noget om på nuværende tidspunkt. Det gør dog ikke åbningen mindre vigtig. I sig indebærer udspillets logik, at man i EU bliver tvunget til at genvurdere hele den officielle historiske fortælling helt tilbage fra begyndelsen af Natos Øst-udvidelse og således også synet på Rusland som en aggressiv imperialistisk magt. En kritisk genfortælling, der kan bidrage til at trække legitimiteten ud af statsledernes påstand om Ruslands uprovokerede angreb på Ukraine og åbne for en offentlig debat om årsagerne til Ruslands brud på Folkeretten. EU’s ledere bærer et stort ansvar for, at diplomatiet op til Ruslands invasion af Ukraine spillede fallit. Og et stort ansvar for at helbrede sig selv for krigspsykosen og formulere et grundlag for en fredsløsning og en sikkerhedspolitisk aftale, der specifikt sikrer både Rusland og Ukraine som uomgængelige parter i en samlet europæisk sikkerhedsarkitektur. Som en del af en holdbar fredsløsning indgår en fælles forpligtelse til at genopbygge Ukraine. Indtil nu har ingen andre europæiske regeringsledere officielt forholdt sig til Macrons forslag om at søge forpligtende kontakt til Putin. Men, som det hedder, vinduet er åbnet, og konflikterne over Atlanten kan yderligere skubbe på de diskrete forskydninger i forholdet til Rusland, selv om de lige nu overskygges af statsledernes kollektive paranoia og handlingsparalyse. Fra en noget anden vinkel men ikke uden sammenhæng åbner Mario Draghis for en anden påtrængende diskussion. Ifølge ham skal EU hurtigst muligt til at reformere hele Unionsstrukturen og omdanne sig til en egentlig politisk føderation. I modsat fald, skriver han, vil EU blive afhængig af, hvad stormagterne bestemmer. EU opnår ikke tilstrækkelig politisk og økonomisk tyngde uden at bevæge sig væk fra konføderationsmodellen til en egentlig føderation med fælles udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og industripolitik, herunder fælles finanspolitik og en egentlig bankunion. Hvem der skal tage initiativerne, og hvordan en egentlig føderationsreform skal se ud og gennemføres, kommer Draghi af gode grunde ikke ind på. Men det er tanker, som langsomt tager form bl.a. næret af den voksende modstand mod kommissionsformandens bureaukratiske og autoritære centraliseringspolitik. Men lige så nødvendig som en omfattende Unionsreform forekommer, lige så usandsynlig er udsigterne, hvis ikke krigen i Ukraine afsluttes gennem en forsoning med Putinregeringen og udarbejdelse af gensidigt forpligtende sikkerhedsaftaler med Rusland. I den sammenhæng vil nyforhandling af samhandelsaftaler og et fælles projekt ”genopbygning af Ukraine”, være de afgørende skridt, der skal til, for at frigøre reformkræfterne i EU og genåbne for de politiske og visionære debatter på tværs af landegrænserne. Hvis EU-lederne og de ledende lag i de 27 medlemslande vil forebygge en ny stormagtsdeling i svøb, hvor Europa marginaliseres på den globale scene og forsvare de internationale institutioner og respekten for international lov, går vejen ikke gennem en fastholdelse af USA i Europa for enhver pris eller opretholdelse af et Nato, men gennem gensidig forsoning mellem Rusland og det øvrige Europa. De kræfter, der skal presse på den kopernikanske vending, står ikke ligefrem i kø for at komme på talerstolen hverken i EU eller blandt de 27 regeringsledere. Ikke desto mindre arbejder de molekylære bevægelser, og de bliver vigtigere efterhånden, som hovedtalerne blot taler, fordi de ikke kan finde løsningerne. Jan Helbak                

  februar 5, 2026 9:00 pm

  Læs mere

• Regimeændringernes skyggeside

    USA’s gentagne regimeændringsoperationer og de transatlantiske partneres stiltiende accept eller hykleriske beklagelser har ingen legitimitet overhovedet. Derfor korrumperer samtlige operationer det grundlag, som FN-charteret bygger på som alle nationalstaters værn mod stormagtsdominans og vilkårlighed. Krumtappen i FN-charteret er artikel 2 stk. 4, hvor der står: ”Alle medlemmer skal i deres internationale forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politisk uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål”. Som er at forhindre krig og sikre freden. Det har ikke afholdt først og fremmest USA og i slipvinden de europæiske magter fra at foretage regimeændringsoperationer denne ene gang efter den anden. Antallet af operationer er for så vidt ikke det vigtigste. Det er begrundelsen for operationerne og deres uhyrlige konsekvenser. Selvfølgelig fremstår den spektakulære kidnapning af Venezuelas præsident Maduro som et fuldstændigt magtarrogant brud på FN-charteret. Og end ikke Trumpadministrationen kan formulere en plausibel begrundelse for operationen andet end, at det er i USA’s sikkerhedsinteresse at kunne bestemme, hvilke styrer og deres politik, der er acceptable og uacceptable i Latinamerika og Caribien. Begrundelserne for at iværksætte nye regimeændringsoperationer, som Trumpadministrationen har ventileret, vil selvfølgelig skifte afhængigt af de konkrete narrativer, der med bare et skin af rimelighed kan opbygges. De fleste andre regimeændringsoperationer, som har fundet sted siden 1992, har været mindre spektakulære, hvad der ikke kan siges om konsekvenserne. Det fælles problem er imidlertid de forud opbyggede narrativer, som i indhold og perspektiver rækker langt ud over de konkrete operationer. Regimeændringernes proces Vi kender efterhånden mønsteret, som stort set ikke har ændret sig siden det CIA og MI6 orkestrerede kup mod Irans valgte præsident i 1953. Frem til 1992 blev operationerne forholdsvist åbent iværksat for at sikre den ”frie verden” mod Sovjets indflydelse. Efter Sovjets sammenbrud og med USA’s status som verdens eneste supermagt antog begrundelserne en drejning. Verden blev opdelt i liberale demokratier og autokratier/autoritære styrer, og med udgangspunkt i menneskerettighederne blev operationerne legitimeret som indgreb for at hjælpe undertrykte befolkninger og gennemføre en tvingende transformation af de pågældende landes styreform i overensstemmelse med Vestens selverklærede universelle liberale frihedsnormer. At håndhævelsen af de fremstillede historier så har været særdeles selektivt, er noget ganske andet. Men karakteristisk er det, at operationerne kun er igangsat overfor de stater, der enten har udfordret den samlede Transatlantiske sikkerhedsdoktrin eller USA’s og Europæiske landes geopolitiske og politisk-økonomiske interesser. Groft taget forløber operationsprocesserne i fem faser, hvor hver fase antager specifik form afhængig af de pågældende landes størrelse, betydning i magthierarkiet og geostrategiske rolle. Fem faser Første fase er i virkeligheden den vigtigste. Opbygningen af det bestemmende situationsbillede. Det er her Vestens generelle verdensanskuelse og hævdelse af egne værdier anlægges som narrativets rammer og proceslogik. Pågældende stats styre beskrives som brutalt, undertrykkende, og at det kun fastholder magten ved at slå hårdt ned på enhver opposition. Styret beskrives som autokratisk eller direkte som et diktatur. Forestillingen om ”House of cards” kolporteres i en lind strøm af artikler og reportager i medierne. Billedet om det ”lille vestlige skub” til at vælte regimet dannes og valideres af efterretningstjenesternes rapporter til det politiske system. Operationerne som hjælp til de undertrykte folk kan forbedredes og sættes i værk. Det legitimerende narrativ kan ”sælges” til befolkningerne i hjemlandet. ”Vi griber ind, for at de kan få det lige så godt som os”. Blikket fikseres på dem, der skal hjælpes. Det ideologiske udgangspunkt tages som en selvfølge og kommunikeres alene i overordnede vendinger/banaliteter, som ingen rigtigt kan være imod. Selvfølgelig støtter vi frihed, demokrati, parlamentarisme og individets selvbestemmelse mv. Narrativet giver ikke anledning til at reflektere nærmere over de konkrete begrundelser. Den forudgående abstrakte fortynding af de anvendte begreber har slået rod og skygger for en mere kritisk forståelse af, hvad der egentlig foregår i de lande, som operationerne retter sig imod. Korrumperingens genetik ligger indlejret i denne fase både som forudsætning og som konsekvens. Når først den Manikæiske dikotomi er dannet – de onde mod de gode og Vestens målestok som den universelle – kan anden fase legitimeres, besluttes og eksekveres. Det gælder sanktionspolitikken. Politisk er der få i USA og det Transatlantiske Vesten, som ytrer betænkeligheder ved iværksættelse af sanktioner mod de pågældende lande. Sanktionerne tæller som regel udelukkelse fra SWIFT og begrænset adgang til dollar og euro. Handelsboycot og total blokade for import af vitale produkter, som medicin, bestemte fødevarer, reservedele og it-produkter. Formålet er gennem økonomisk forarmelse at skærpe modsætningerne mellem den etablerede/fabrikerede opposition og regimet samt vende stemningen i hele befolkningen til fordel for oppositionslederne, der som hovedregel allerede er udvalgt og sammen med en række ledende NGO-repræsentanter trænet i udlandet et eller andet sted. Efterhånden som sanktionerne og straftolden sætter sine spor og forårsager social mistrivsel i den brede befolkning, skærpes modsætningerne i en grad, hvor styret må skærpe undertrykkelsen og i samme bevægelse flytte sympatien over til oppositionen. Oppositionens internationale legitimitet styrkes, og formidles ofte ukritisk af mainstreammedierne. Et ikke helt uinteressant spørgsmål i den sammenhæng er måske, om efterretningsvæsenerne selv tror på det narrativ, der serveres for det politiske system: At styret er ustabilt og kan vælte, hvornår det skal være, hvis oprøret i befolkningen eksponeres i tilstrækkelig grad og bliver synligt for ”det internationale samfund”. Forudsigelsernes succesrate har historisk ikke været imponerende. Tredje og fjerde fase er, hvor demonstrationer bryder ud og kan slå over i optøjer eller ligefrem opstand, og hvor der viser sig sprækker i regimets sammenhængskraft. Den situation er operationsfeltet for de trænede NGO’er og aktivistgrupper, der ofte er i forbindelse med professionelle operatører udenfor landet, eller som et stykke tid forud for begivenhederne har fungeret ”under cover”. Grundstrukturen for operationerne blev beskrevet meget præcist og konkret af Elon Musk i hans opgør med ”Deep state” efter hans udnævnelse til leder af departementet for ”Effektivisering af regeringen” (DOGE). Umiddelbart efter sin indsættelse i embedet skrev Musk på X: ”NED er en forfærdelig organisation”. NED står for National Endowment for Democracy. Organisationen er delvist finansieret af regeringen og en række stærkt konservative tænke-tanke. Organisationen blev oprettet under præsident Ronald Reagan og har fungeret som finansieringskilde forud for regimeændringsoperationerne frem til i dag og som et knudepunkt for et netværk af NGO’er og ”ekspertpaneler”, som de fleste mainstreammedier ofte refererer til som sandhedsvidner. Musk skrev videre: ”Der var områder, hvor NED’s aktiviteter ikke var forenelig med dets mission om at fremme demokrati men snarere indikerede bredere geopolitiske strategier end klar demokratisk støtte”. Kritikken gjaldt: ”udførelse af CIA-aktiviteter under demokratisk forklædning, øve indflydelse på valgresultater i forskellige lande ved at finansiere medier og NGO’er og ad den vej rette fokus mod angivelig valgsvindel, finansiering af oppositionsbevægelser på en måde, der kan ses som fremmede magters indgriben i et lands indre anliggender”. Og han tilføjede videre, at NED har: ”manipuleret den offentlige opinion ved at finansiere forskellige medier og NGO’er for at fremme narrativer, der var/er favorable for amerikanske interesser, finansieret anti-regerings demonstrationer som f.eks. i Ukraine Maidankuppet (i 2014), der destabiliserer de pågældende lande; og støttet ”color revolutioner”, der indikerer, at demokratifremme er blevet styret for geopolitisk vinding”. Man skulle forvente, at med Musk’s hårde dom, ville NED’s operationsmuligheder være udtømte. Det har ikke været tilfældet. Elon Musk blev gået, og NED består og har været aktiv i både Venezuela og Iran. Hverken CIA eller MI6 eller Mossad kan i dag fabrikere narrativer, der kan kolporteres bredt indenfor rammen af Vestens verdensbillede. Organisationerne er alt for tæt knyttet til snævre nationale sikkerhedsinteresser og kompromitterede. Efter senatshøringerne i 80’erne, hvor CIA’s renommé befandt sig på et lavpunkt efter en række fejlslagne operationer, der kulminerede med Irankrisen i 1979, besluttede man sig for at oprette forskellige konkurrerende organisationer som eksempelvis NED. Det, som Elon Musk ikke beskæftiger sig med, er, at hele processen med at opbygge ”tilstandsbillederne, der har til formål at legitimere de kommende operationer, på den anden side bekræfter og understøtter den hjemlige opinions selvforståelse og accept af Vestens Manikæiske verdensbillede og følgelig udhuling af FN’s charterets status og autoritet. Den proces er afgørende for femte fase – selve interventionen. Den  kan være af militær karakter eller direkte paramilitær støtte til en opstand eller eskalering af demonstrationer og omfattende uro og politisk kaos. Afgørende for interventionernes ”succesrige karakter” er, hvorvidt destabiliseringen bliver så omfattende, at styret krakelerer og splittes i forskellige fraktioner, og hvor de provestlige fraktioner i militæret, sikkerhedspolitiet og statsadministrationen kan forenes med den opposition, der forinden er formeret, og om den selv er tilstrækkelig stærk til politisk at gribe magten og gennemtvinge en vis legitimitet både overfor befolkningen og internationalt. Den sidste fase er det springende punkt og bestemmende for, om den samlede regimeændrings operation lykkes eller ender i forstærket kaos og yderligere samfundsmæssigt forfald, eller som i tilfældet Iran ender med en vending på 180 grader og bred folkelig opbakning til det styre, man ellers har demonstreret imod. I nyere tid har selve udgangspunktet for operationerne imidlertid skabt deres egne fiaskoer. De Vestlige lederes og elitens fordomme, selvforherligelse og foragt for de respektive landes egne historie, traditioner, politiske erfaringer og indre klasseforhold og ikke mindst nationale stolthed, har forårsaget en blindhed overfor de faktiske forhold, som ved de fleste operationer har udløst helt uforudsete begivenheder, modstand og åbnet låget for et kompleks af modsætninger, som Vestens politiske ledere ikke forstår og derfor ikke magter at inddæmme. Tænk blot på Irak, Afghanistan, Syrien, Libyen som er blevet efterladt i indre kaos og sekteriske magtkampe, der har bragt dem flere årtier tilbage i udvikling og samtidig, hvilket ikke er uden betydning, forstærket især det Globale Syds bestræbelser for at søge nye alliancer som forsikring mod nye regimeændrings operationer. Sidste skud på stammen er Irans helt åbenlyse anmodning om fremtidig politisk- og økonomisk- og militær støtte fra Kina og Rusland. Iran har ikke hidtil officielt anmodet om støtte. Det sker nu efter, at præstestyret angiveligt har neutraliseret de opstandslignende operationer og vendt folkestemningen til et forsvar mod en mulig amerikansk og israelsk militær intervention. Operationernes hjemlige skyggeside Hele det narrativ, der bygges op forud for hver intervention eller regimeændrings projekt, har en korrumperende skyggeside, som kan benævnes belejringsoplevelsen. Oplevelsen af, at vores Transatlantiske værdier er i fare, at ”vi i den velordnede have er under belejring af junglen udenfor”. Vores højt besungne demokratiske og liberale frihedsværdier indskrænkes som konsekvens af den Manikæiske dikotomi, eller som Georg W Bush indledte krigen mod terror med: ”Enten er I med os eller imod os”. Kritik af vores handlinger er odiøs og betænkelig. Bush lagde i virkeligheden grundstenen for den offentlige debats ”cordon sanitaire” (i samfundsdebatten en metafor for en ”hygiejnisk” isolation af en uønsket ideologi). Fremgangsmåden er ganske aktuel. Fjenden beskrives som barbarisk, ond, skrupelløs. Han eller de (Putin) har som udgangspunkt og mål at ødelægge vores vestlige demokratier. Fjenden er fuld af løgn og alt, hvad der kommer fra den kant eller fra personer, der måtte bringe fjendens synspunkter videre, deltager i hybrid krigsførelse og disinformation, hvorfor den hjemlige statsmagt eller i nyere tid EU må træde i karakter for at beskytte demokratiet og folket mod undergravende virksomhed. I den proces forvandles folket fra selvstændige politiske subjekter til passive objekter for statens beskyttelse. Sproget militariseres og den diplomatiske vej marginaliseres. Dem, der gør krav på at diskutere den diplomatiske vej, fastholde den kritiske dialog eller ønske om at forstå de styrer, der er under anklage, udskammes enten som naive og ansvarsløse humanister eller nyttige idioter for fjenden. Hele den proces, der udvikles sammen med narrativet, indsnævrer den hjemlige meningsdannelses domæne. Inkrementelt skabes en form for kognitiv hygiejne (cordon sanitaire), hvor det efterhånden ikke alene drejer sig om, hvad der skrives og tales om i det offentlige rum, men også om, hvad der kan tænkes uden at få stød. Fantasiens horisont og dermed også forskningens horisont får stadigt vanskeligere ved at overskride situationens autoriserede grænser og overvinde massemediernes massive reportagetæppe, der dagligt dramatiserer og formidler narrativet. Undtagelsestilstanden indsniger sig som norm. Ikke i form af en synlige autoritær stat. Det er et forvrænget billede, der ikke fremmer forståelsen. Vores demokratiske styreformer bevares, men den udøvende magt træffer politiske beslutninger, der lægges til grund for et helt kompleks af sanktioner både udadtil og indadtil. Handlinger, der er helt legale så som protester, demonstrationer diverse skrifter og kritiske diskussioner fratages deres legitimitet og kan sanktioneres, uden at de reelt kan prøves ved en domstol, da der ikke kan rejses en formel tiltale om brud på loven. Det mest vidtgående eksempel indtil dato handler om, at nogle få kritiske kommentatorer og analytikere i EU er blevet placeret på EU’s sanktionsliste med henvisning til handlinger, der takseres som disinformation eller stedfortrædende for Putins og Ruslands synspunkter. De pågældende har ikke gjort noget ulovligt, men ministerrådet har placeret dem på den udenrigspolitiske sanktionsliste sammen med en række russiske journalister. Den kafkaske pointe er, at deres sag ikke kan prøves ved en domstol. De er ikke anklaget for noget ulovligt. De er blot politisk kontroversielle og kan som sådan i en undtagelsessituation politisk placeres på en sanktionsliste. Generelt har belejrings- og trusselsbilledet frembragt en stemning, hvor blot det at tage et af de næsten tabuiserede temaer op som f.eks. om Ruslandsbilledet nu er rigtigt eller om dybden af korruptionen i Ukraine eller forsøg på at forstå styreformen i Iran, kan skade ens omdømme i civilsamfundet. Politisk betyder det, at det politiske systems subjektive og arbitrære legitimitetsfortolkning kommer til at overtrumfe legaliteten – altså overholdelse af landets love. Historiebevidstheden og respekten for alle landes særegne udvikling og politiske styre underkastes de intervenerende statsmagters narrativer og situationens tvingende tyranni uden blik for de langsigtede konsekvenser. Nuet bliver det afgørende, og historien reduceres til situationens baggrundstæppe. En afsluttende refleksion Som jeg indledte med, overholder enhver regimeændrings operation og det legitimerende narrativ ikke FN’s charter, der netop blev udformet og vedtaget for at beskytte ethvert lands suverænitet mod overgreb fra større og militært dominerende stormagter. Chartrets artikel 2 stk. 4 er som et tveægget sværd. Hvis vi tillader indgreb i andre landes indre anliggender, fordi vi ikke sympatiserer med disse landes styre og undertrykkelse af egne befolkninger, eller fordi de strider mod vores værdier, som vi kalder universelle, må vi også acceptere, at lignende interventioner vendes mod os selv, hvis de internationale magtforhold skifter og andre stormagter mener sig berettiget til at udbrede deres udgave af universelle værdier og mål for korrekte styreformer. Det er selvfølgeligt prisværdigt, at man rundt om i verden demonstrerer mod Trumpadministrationens kidnapning af Maduro og kritiserer de europæiske regeringslederes passivitet eller, som det nu er ved at ske, langsomt åbner for en kritisk efterforskning af, hvad der egentlig er foregået i Iran. Men protesterne kan ikke erstatte den principielle politiske kamp for at presse vores egne regeringer i Vesten til at respektere FN chartret. Ikke ud fra et abstrakt principrytteri, men ud fra den opfattelse, at en overholdelse af chartret tvinger os til at forstå de lande og deres styreformer, som vi ikke sympatiserer med, og finde politiske og diplomatiske veje for kritisk dialog, hvor også vores egen selvforståelse er på spil. I den praksis ligger muligheden for den kollektive frigørelse fra korrumperingen af vores egne demokrati- og frihedsidealer og som grundlag for at overvinde Vestens moralske kaos. Dobbeltstandarden, men også det tveæggede sværd viser sig allerede nu med Trumps ønske om regimeændring i Grønland og trusler mod sine egne allierede i Nato. Jan Helbak                        

  januar 19, 2026 10:20 pm

  Læs mere