OVERVEJELSER

Seneste blogindlæg

• USA’s 28 punkts plan – et vendepunkt  

  USA’s 28 punkts plan for en fredsproces i Ukraine er nok det vigtigste udspil siden de aborterede fredsforhandlinger i Istanbul marts-april 2022. Og hvorfor så det? Uanset planens videre skæbne i det diplomatiske magtspil vil den i sit overordnede og substantielle indhold indtage pladsen som matrix for det videre forløb eller kommende fredsforhandlinger. Overordnede betragtninger Procesplanen for de kommende fredsforhandlinger mellem Rusland, Ukraine og USA kommer på et tidspunkt, hvor Ukraine er på tilbagetog alle steder på fronten, og hvor Kiev er plaget af flere korruptionsskandaler, som vi stadig kun kender toppen af (CIA har spillet en rolle i det forløb hele tiden). Der kan være flere afsløringer på vej, som yderligere vil svække Zelensky og hans entourage og af samme grund legitimere USA’s stop for yderligere amerikansk politisk-militær- og økonomisk støtte til Zelenskys krig. I forvejen har USA diskret skruet ned for den militære- og økonomiske støtte. USA kan tillige diskret udfase efterretningsstøtten, herunder it-støtte og bemanding af de langtrækkende missiler. Ukraine kan ikke klare sig uden den støtte, og europæerne kan ikke kompensere. A har en klar interesse i at få stoppet krigen hurtigst muligt af den simple grund, at man ikke ret meget længere kan finansiere Ukraines krig hverken militært eller økonomisk. Fortsætter krigen med den aktuelle militære udvikling, har Trump efterhånden indset, at Ukraine vil tabe yderligere og en kapitulation vil være uundgåelig. Sporene fra Vietnam-krigens sidste dage i Saigon og udgangen fra Afghanistan i Kabul spøger stadig som et mareridt for USA. Europæerne optræder som om, en sådan forsmædelig udgang ikke bliver en realitet. Hvis ikke der kommer gang i fredsprocessen nu, hvor Rusland accepterer forhandlingsgrundlaget, kan USA blive presset til at skrue op for sanktionerne (for at vise styrke). Sanktionspolitikken har allerede i dens eksisterende form resulteret i et stadigt tættere økonomisk-politisk- og militært samarbejde mellem Rusland og Kina. Den proces vil over tid stille USA overfor en modstander, som USA ikke kan magte. En Rusland/Kina akse vil svække inddæmningspolitikken overfor Kina og hele USA’s Stillehavsdoktrin. Processen vil også styrke Kinas og Ruslands dominans i hele det Eurasiatiske område og svække USA’s position overfor dets allierede i Stillehavsområdet. Det vil kun være et spørgsmål om tid, før bl.a. Japan og Sydkorea tvinges til at indlede normaliseringsforhandlinger med Kina. Det billede var Zbigniew Brzezinskis (tidligere rådgiver for præsident Jimmy Carter) rædselsbillede, som han beskrev meget præcist i 1997, og som Wolfowitz-doktrinen skulle forhindre blive en realitet. På den anden side har Rusland en lige så klar interesse i at imødekomme USA og indgå konstruktivt i en fredsproces baseret på den meget løst formulerede fredsproces plan. Planen udgør nemlig rent historisk et de facto opgør med Wolfowitz doktrinen fra 1992, som kom til at danne grundlag for Nato’s Østudvidelse. Doktrinens europæiske dimension og mål var at inddæmme Rusland totalt og bidrage til Ruslands indre opløsning og fragmentering. Det mål er ikke nået, og Trump er nu, hvor USA’s styrke ikke er som i 1992, interesseret i at slippe fri af doktrinen og normalisere forholdet til Rusland for at undgå en samlet global svækkelse og måske drive en kile ind mellem Rusland og Kina. Rusland kan ved at indgå konstruktivt i fredsprocessen på grundlag af 28 punkts planen sikre ubetinget opbakning fra sit eget bagland i BRICS, hvor især Indien, Kina og Brasilien på det sidste tydeligt har plæderet for en fredsløsning, fordi de delvist bliver presset af Trumps sanktionspolitik. Planen er tillige en delvis imødekommelse af Ruslands sikkerhedspolitiske udspil fra december 2021 overfor NATO-landene om en ny sikkerhedsarkitektur for Europa (hvor Rusland er inkluderet). Præsident Biden fejede temmelig brutalt udspillet af bordet. Trump-planens de diskrete anerkendelse af grundtankerne i det udspil er tillige en anerkendelse af de begrundelser for en fredsløsning, som Rusland lagde på bordet i 2022 ved fredsforhandlingerne mellem Ukraine og Rusland, og som Putin har fremhævet igen og igen. Senest overfor Trump på mødet i Alaska. Trump har med fremlæggelse af planen lagt pres på Zelensky og tvunget europæerne til formelt at fravige deres maksimalistiske krav om Ruslands kapitulation og betingelsesløs våbenhvile. De kan ikke komme udenom at forholde sig til procesplanen. Europæerne har da heller ikke afvist Trumps udspil som sådan, men har i stedet anvendt den gammelkendte taktik med at tømme planen for indhold og selv fremlægge en ”modificeret” plan. Alle ved, at den plan aldrig vil blive accepteret af Rusland. Kreml henviser tørt til stillingen på slagmarken. Som europæerne i øvrigt lukker øjnene for. Hvorfor er procesplanen så vigtig Forløbet i sig selv forklarer ikke, hvorfor procesplanen udgør det vigtigste fredspolitiske udspil siden fredsforhandlingerne i 2022. På trods af planens mange indbyggede svagheder og løse formuleringer vil planen selv, hvis den amputeres, eller Trump forsøger at ”bløde den op” for at imødekomme Zelenskys og europæernes indvendinger, stå som det grundlag eller den matrix enhver kommende fredsproces må bygge på, hvis krigen ikke skal ende med Ukraines totale nederlag på slagmarken og Europas og ikke mindst EU-ledernes politiske blamage. Planen er også vigtig af en anden og hidtil overset dimension. Rusland har aldrig været og er ikke interesseret i at erobre land og har ikke været det under hele krigen. Der har aldrig været fugls føde på de europæiske regeringslederes skrækscenarier. De er jo ikke idioter i Kreml, selv om man i Vesteuropa har forsøgt at fremstille dem som sådan. Ruslands mål har hele tiden været: At sikre de fire oblaster som russiske. At sikre, at Ukraine ikke optages i Nato. At Ukraine forbliver en neutral nationalstat. At det russiske sprog (som for tiden er forbudt i Ukraine) tillades. At Ukraine svækkes militært. (Hovedparten af indbyggerne i Østukraine taler russisk). At det ukrainske regime ændres og renses for de ultranationalistiske og Ruslandsfjendtlige kræfter i militæret og det ukrainske styre. Hvis ikke disse mål tilnærmelsesvist kan opnås gennem fredsforhandlinger mellem USA og Ukraine og med nølende, hændervridende og passiv accept fra de europæiske regeringsledere, kan Rusland blive tvunget til at føre krigen helt til Kiev og dermed stå med hele ansvaret for at vinde freden eller alternativt hænge fast i Ukraine som besættelsesmagt. Og forbløde. Det er ikke i Ruslands interesse. Ej heller at skulle operere med risikoen for en borgerkrig i Ukraine. Planen lægger i den dimension også en ramme for forhandlinger om, hvordan krigen skal afsluttes og freden vindes og sikres. Hovedpunkter i fredsprocesplanen Det giver ikke meget mening her at gennemgå alle 28 punkter. Mange har gennemgået dem i medierne, og flere af punkterne bærer tydeligt præg af at være ”forhandlingsoplæg” (Eller tomme punkter, der kan hives ud) både overfor Ukraine og Rusland men også overfor europæerne. De centrale punkter i procesplanen kan lidt hårdhændet koges ned til ni punkter: Ruslands de facto overtagelse af Krim, Donbas og det meste af Zaporizhzia og Kherson. Overtagelsen vil medføre, at Ukraine skal afgive de sidste 35%, som de kontrollerer. (det hører med, at disse områder som konsekvens af Istanbulforhandlingernes sammenbrud blev indføjet i den russiske forfatning som værende russiske). En demilitariseret zone på ca. 100 km. på Ukrainsk grund. Der er forskellige opfattelser af, hvem eller hvordan zonen skal overvåges og kontrolleres. Men mellem linjerne er det udelukket, at NATO tropper eller Koalitionen af villige (UK, Tyskland og Frankrig) kommer til at spille nogen rolle. Ukraines og Natos juridisk bindende erklæring om, at Ukraine ikke kan optages i Nato, og at Nato ikke vil foretage nogen videre østudvidelse. Det betyder, at der ikke kan stationeres Nato styrker eller andre fremmede styrker på Ukrainsk grund. (USA skal stå for forhandlingen i Nato som en magt udenfor alliancen, hvilket selvfølgelig vil give interne rolleproblemer). Ukraine skal anerkendes som en suveræn neutral stat og vil i forhold hertil opnå relevante sikkerhedsgarantier, som også vil inddrage juridisk bindende garantier fra Rusland. Disse garantiers rækkevidde og juridiske holdbarhed er meget løst formuleret i procesplanen. Det ukrainske militær begrænses til en aktiv styrke på 600.000 mand. Det mål ligger langt fra russernes oprindelige krav på 85.000 mand. Men en styrke på 600.000 mand må siges at være et fremtidsmål for Ukraine. Ukraine skal tillige afstå fra at blive en atommagt. Ukraine skal også afstå fra at operere med missiler, der kan ramme Moskva. (Attacms, Stormshadow og lignende missilsystemer). Omdannelse af de indefrosne russiske aktiver i Euroclear på ca. 250 mia. euro fra at blive ”stjålet” af EU landene som det økonomiske grundlag for en ”krigsfront” til en ”fredsfront”. Fonden skal bidrage til genopbygningen af Ukraine, hvor en stor del af det område, der skal genopbygges, vil være beliggende indenfor russiske grænser. Genopbygningen overvåges af USA og Rusland. (Det er bl.a. på det punkt, Europæerne stritter imod under henvisning til, at planen opererer med midler, der er europæiske. Hvilket de juridisk ikke er. De er bundet i Euroclear på lige fod med indestående fra alle mulige andre stater og finansinstitutioner. Indefrysningen som led i sanktionspolitikken er i sig selv juridisk problematisk). Gradvis ophævelse af sanktionerne overfor Rusland via løbende forhandlinger. Ukraine skal afholde valg indenfor 100 dage. Hvad der i sig selv formodes at føre til den regimeændring, som Rusland har haft som mål fra krigens første dag. Alle parter i konflikten vil blive tildelt fuld amnesti for deres handlinger, hvad der vil betyde lige meget for begge parter, selv man hidtil ensidigt har udråbt russerne som krigsforbrydere. (sidste punkt er selvfølgelig et ønske om at lægge låg på hele konflikten vel vidende, at uden det punkt, vil der komme et langt og opslidende juridisk efterspil, som i sig selv kan spænde ben for udviklingen af den ønskede europæiske sikkerhedsarkitektur). Det skal understreges, at hele procesplanen er løst formuleret og de enkelte punkter meget summarisk forfattet. Alt andet ville også være kontraproduktivt, da punkterne og dokumentet først og fremmest skal opfattes som en ramme for fredsforhandlingerne og kan af samme grund ikke være juridisk bindende. Derimod lægger planen op til, at en våbenhvile kan besluttes, hvis Rusland og Ukraine kan tilslutte sig de centrale punkter i procesplanen. Europæernes modstand Det var forventeligt, at EU, Koalitionen af villige og de øvrige europæiske statsledere ville afvise planen og i øvrigt klage over ikke at være inddraget i udarbejdelsen af 28 punkts planen. Reaktionerne og siden europæernes optræden var også forud diskonteret. Forargelse, et væld af interne møder om målrettede træk for at sabotere hele processen på topmødet i Geneve den 23-24 november. Det er dog vigtigt at bemærke, at europæernes modstand ikke har kunnet tage anden form end forsøg på at udhule planen ved bl.a. at fremlægge en ”modificeret” plan på 24 punkter. Den imødekommer USA’s plan på alle de ikke centrale punkter. Den er renset for punkterne om: de territoriale ændringer. begrænsningerne af de ukrainske militære styrker. blokering for Ukraines optagelse i Nato (i stedet krav om, at alle sikkerhedsgarantier skal have samme status som Natos §5) og afvisningen af kravet om, at der ikke må være fremmede tropper stationeret på ukrainsk grund. Europæisk indflydelse på genopbygningen af Ukraine. Krav om, at Rusland skal betale. Nyvalg i Ukraine skal ikke ske indenfor 100 dage, men skal afholdes hurtigst muligt. (Altså uden deadline). Kort sagt er udspillet fra Koalitionen af frivillige renset for de helt centrale punkter i USA’s plan, der af Rusland opfattes som det afgørende udgangspunkt og som ses som den længe ventede udbygning og forlængelse af aftalerne mellem Trump og Putin på topmødet i Alaska. Det europæiske udspil er også prompte blevet afvist af præsident Putins rådgiver og udenrigsminister Lavrov. Samme modtagelse er overgået det modificerede udkast på 19 punkter, som er aftalt mellem den ukrainske og amerikanske delegation Doha. Dvs. processen vil sandsynligvis lide skibbrud, hvis ikke de centrale punkter i 28 punkts planen sættes ind igen, og Trumps ultimatum til Zelensky håndhæves. Afsluttende kommentarer I hele forløbet har USA med sit udspil faktisk givet Rusland ”overhånden”, idet man fra Kremls side med det samme kunne accepterede den fremlagte plan som et godt grundlag for de videre forhandlinger. Når grundlaget så ændres på de vigtigste punkter, bliver det ikke Rusland, men både USA og Zelensky, der står med et forklaringsproblem overfor resten af verden – inklusive Kina, Indien og Brasilien. Europæerne er afskåret fra at gå videre ad diplomatiets vej på egen hånd, idet EU kommissionens formand Ursula von der Leyen, allerede inden planen fra Koalitionen af villige blev fremlagt, formulerede følgende tre principper, som i sit indhold blokerer for enhver diplomatisk kontakt med Rusland og alene kan opfattes som grundlag for fortsættelse af krigen i Ukraine: For det første: Grænser skal ikke kunne flyttes ved magt. For det andet: Der kan ikke sættes grænser for den suveræne stat Ukraines militære styrker. Sådanne grænser vil svække Ukraine overfor fremtidige angreb og underminere Europas sikkerhed. For det tredje: EU skal sikres en central placering i sikringen af fred for Ukraine. De tre krav eller principper, som von der Leyen kalder dem, har i den ene eller den anden form været EU landenes indstilling gennem hele krigen, selv om de var formuleret mere klart ved krigens begyndelse, hvor man troede på, at Ukraine kunne vinde krigen. Den gang var kravet, at Rusland skulle trække sine tropper ud af alle områder i Ukraine, og at Ukraine selvfølgelig skulle optages i Nato, og at ingen fremmed magt skulle have indflydelse på, hvem Ukraine inviterede til at stationere tropper på ukrainsk grund. Det blev kaldt Natos ”åbne dørs politik”. Længere er de europæiske regeringsledere og EU-bureaukratiet ikke kommet, og længere kommer de nok heller ikke, før Ukraines militære nederlag ikke længere kan negligeres, og modviljen i befolkningerne mod at betale for fortsat krig truer de forskellige regeringers og kommissionselitens politiske liv. Hvordan det videre spil om USA’s udspil forløber skal jeg afstå fra at gisne om. Trumpregeringen forekommer ikke for nuværende at være stærk nok til at løbe risikoen og ”banke” Zelensky og de europæiske regeringsledere alvorligt på plads. Trump regeringen kan ganske givet heller ikke helt droppe støtten til Ukraine og heller ikke kompromittere Nato helt. Trump regeringen kan som sagt diskret neddrosle al støtte til Ukraine og undgå et åbent brud med europæerne. Og kan så sende regningen videre til EU og de enkelt europæiske lande, som hverken har økonomien eller den militær kapacitet til reelt at substituere USA. Det forløb gavner overhovedet ikke USA i det større geopolitiske spil. G20 topmødet, som USA boykottede, viste klart, at de øvrige lande ikke længere lader sig paralysere af USA kortsigtede magtdemonstrationer. Det eneste helt sikre er nok, at hvis USA ikke står fast overfor Zelensky og europæerne, vil Rusland optrappe krigsindsatsen og skærpe betingelserne for de fredsforhandlinger, som på et eller andet tidspunkt bliver påtvunget europæerne og Zelensky. I mellemtiden kan Ukraine falde helt fra hinanden og de europæiske regeringsledere rent politisk og moralsk være klædt af til skindet. USA vil i forhold til egne geopolitiske interesser stå svagere overfor Kina-Rusland. Det er vigtigt at have in mente i det videre forløb, at krigen i Ukraine fra starten har været en stedfortræderkrig. Og kampen om Ukraine siden 1992 har indgået i det overordnede geopoliske magtspil. Det er stadigt tilfældet. Krigen er på ingen måde et isoleret Europæisk anliggende. Jan Helbak            

  november 25, 2025 8:23 pm

  Læs mere

• Generation Z går på gaden – 10 opmærksomhedspunkter

  Næsten hver uge rapporteres der om massedemonstrationer i en eller anden storby eller i mange større byer på et og samme tidspunkt. Demonstrationerne forekommer flere gange i løbet af en måned. Massedemonstrationerne udspiller sig nu jævnligt overalt i verden. I Europa, i Asien, i USA, i Latinamerika og i Afrika. De færreste af demonstrationerne dækkes fyldestgørende af mainstreammedierne. Deres fokus retter sig først og fremmest mod de mest spektakulære demonstrationer og fortrinsvis mod dem, der foregår i nogle få af de europæiske hovedstæder. I det store mediebillede er demonstrationerne endnu fortrængt af de geopolitiske spændinger (bl.a. mellem USA og Kina, EU og Kina), krigen i Ukraine, massedrabene i Gaza og Trumps forsøg på del og hersk politik overalt, hvor det er muligt uden at lide nederlag og tabe ansigt (aktuelt; Venezuela, Ecuador, Columbia, Nigeria). Hvad fortæller demonstrationerne? Zoomer man ind på demonstrationerne, tegner der sig et meget varieret billede med vidt forskellige betingelser og forløb. Vidt forskellige narrativer og resultater og en bred vifte af forskellige krav (regeringer tvinges til at trække upopulære lovforslag tilbage eller til selv at træde tilbage). Som fænomen koges demonstrationerne og protestbevægelserne af medierne og de ledende meningsdannere ned til at være diffuse og ofte pøbelagtige politiske massefænomener udenfor de traditionelle politiske institutioner og regler for politisk optræden. Man ser bort fra det mest interessante. Nemlig at de foregår mange forskellige steder på en gang uden synlige forbindelser og dog indenfor samme tidsrum, og med mange enslydende problemkomplekser og sidst men ikke ikke mindst i et voksende omfang. Indenfor det sidste år har der været utallige massedemonstrationer: i Bangladesh, Nepal, Tanzania, Sydkorea, Peru, Ecuador, Colombia, USA, Nigeria, Marokko, Kenya, Filippinerne, Indonesien, Madagaskar, Grækenland, Italien, Frankrig, Schweitz, Tyskland, Holland, Belgien, England og Mexico for blot at nævne de største og vigtigste demonstrationer. Hvis man undersøger disse demonstrationer nærmere, viser det sig, at der faktisk gør sig en række centrale fællestræk gældende, som oftest overskygges af de fremhævede forskelligheder. Af fællestræk skal her indledningsvis nævnes vigtige forskydninger i demonstrationstemaerne i løbet af det sidste år. (De vil blive behandlet nedenfor). Et fællestema er også befolkningernes syn på statsmagten og den voksende afstand mellem de politiske magthavere og institutioner på den ene side og befolkningerne på den anden. Og ikke mindst de yngre generationers toneangivende og synlige rolle i demonstrationerne. Det gælder først og fremmest generation Z (Gen-Z, som tæller unge i alderen 17-25 år). Generationsspørgsmålet For at opnå en vis forståelse af det sidste fællestræk – Gen-Z’s rolle – har det været nødvendig at bevæge sig ud over de almindelige generationsfraser og det fremherskende billede af en generation, der hovedsageligt kommunikerer, lever og organiserer fællesskaber gennem de sociale medier som Tik TOK, Instagram og Discord, eller som drukner i Gaming. Der findes en del sociologiske undersøgelser fra de sidste tre år. Men fælles for dem er, at de først og fremmest beskriver de unge generationer på baggrund af adfærdsparametre og almindelige normrelationer. Politiske teoretiske analyser er derimod sparsomme. Jeg kan ikke udelukke, at de findes, men jeg har fundet det nødvendigt at søge tilbage i tiden – nærmere bestemt til 1928. Her finder man en givende analyse i et ret spændende essay af den ungarske sociolog Karl Mannheim. Essayet blev udgivet i 1928 og omhandlede generationers betydning for den sociologiske forskning. (The sociological problem of generations). Selvfølgelig bærer essayet præg af sin tid. Ikke desto mindre besidder essayet en vis generaliseringsværdi og kan som sådan bidrage til at etablere nogle frugtbare vinkler på generationsspørgsmålet i de politiske bevægelser, som vi oplever i dag. Karl Mannheims største bidrag er nok hans begrebsafklaringer og fokus på, hvad de nye generationer fortæller om deres tid, tidsånd og underlæggende dynamik. Kort fortalt skelner han mellem generationernes naturlige afløsning af hinanden, og at hver ung generation indgår i verden "med friske øjne spændt ud mellem tradition og nyorientering. På den anden side, påpeger Mannheim, vokser de nye generationer ind i en ganske bestemt historisk tid, struktureret på en ganske bestemt måde med ganske bestemte typer af modsætninger, institutionelle systemer og værdier. Det politiske spil, der udfolder sig indenfor denne konkrete historiske ramme, øver igen indflydelse på formeringen af generationernes forskellige undergruppers måder at forholde sig på. Her spiller lokation og social-økonomiske faktorer en bestemmende rolle. Med andre ord bliver alt det, der definerer generationens forestillinger, håb, ambitioner, normdannelse og de faktiske mulighedsbetingelser, som generationen eller generationsgrupperne eksponerer, det vigtigste. Altså det afgørende i tiden, som den hvirvler op eller afslører. Som kanariefuglen i minerne. Med det sidste som udgangspunkt vil jeg nedenfor formulere en række opmærksomhedspunkter for at indfange de temaer, der mere eller mindre optræder i alle demonstrationerne og som sættes på spidsen af Gen-Z, og som giver et vist tidsbillede og indblik i, hvad der egentlig foregår nedenunder den højspændte geopolitiske radar og de trivielle parlamentariske trakasserier. Ti opmærksomhedspunkter I. Som sagt foregår der stort set demonstrationer flere gange om ugen et eller andet sted i Europa og også udenfor Europa. De er meget forskellige både i omfang og politiske temaer/paroler. Men det er fællestrækkene, som er de mest interessante. Det drejer sig om: manglende tiltro til det parlamentariske politiske system og en udbredt skepsis overfor parlamentarismen i almindelighed. Den manglende tillid retter sig ikke kun mod systemet, men også mod den politiske elite. Især de unge generationer i demonstrationerne udtrykker heller ikke den veneration overfor demokratiet som sådan, sådan som det er tilfældet i den etablerede offentlige debat. Faktisk er frustrationen over ikke at blive hørt og set indenfor det traditionelle politiske system et gennemgående træk, hvorfor gaden bliver det foretrukne sted for manifestation. Gader og pladser fyldes med tusinder af mennesker hvis isolerede situation i det almindelige politiske liv ophæves. Man oplever at være en del af noget større end en selv og for Gen-Z’s vedkommende bliver den livlige kommunikation og debat på de sociale medier til en praktisk og fysisk realitet. I den sammenhæng spiller Gen-Z en vigtig rolle i mobiliseringen og som drivere og organisatorer. Fænomenet ses på begge fløje. Hvilket også gælder foragten overfor det politiske centrum (centrum-højre/centrum-venstre), der klamrer sig til stolene i de parlamentariske forsamlinger uden reelt at adressere de sociale-og økonomiske problemer, som rammer de unge hårdere end foregående generationer, og som har betydning for et bredt udsnit af generationen. II. Der er flere og måske mere interessante sammenfald. Nedenunder forskellighederne er nye fællesnævnere ved at tage form. Protester mod alt for høje huslejer og for få boliger, der gør det næsten uoverkommeligt for de unge at finde en egnet bolig i de større byer. Problemet er globalt og rammer selvfølgelig også den brede befolkning, men de unge rammes hårdest. Protester mod forringede uddannelsesmuligheder, herunder støtte til at uddanne sig. Et gennemgående tema i alle de nævnte demonstrationer. Protester mod inflation og skjult dyrtid. Det er en udbredt oplevelse, at der er et stort gab mellem de officielle inflationstal og de faktiske prisstigninger og afgifter, som den brede befolkning oplever. Protester mod manglen på ordentlig offentlig transport og det voksende trafikhelvede. Protester mod dyre pasningsmuligheder for børnene. Protester mod nepotisme og korruption, hvor man oplever, at det politisk system favoriserer erhvervslivet og den øvre middelklasse. Og protester mod de stinkende rige, der også i dagligdagen vælter sig rundt i privilegier, og som nu også begunstiges med eksklusive rettigheder indenfor rejsebranchen, turistbranchen, boligplacering, miljøbeskyttelse mv. Om det er i Nepal eller Stuttgart, går utilfredshedens grundsubstans og kravene igen. Det er først og fremmest demonstrationernes form og radikalitet begrundet i de forskellige regimers natur og repressionsmetoder, der skiller. III. Ofte dækker demonstrationernes hovedparoler ikke underskoven af frustrationer og krav. Det har for en del demonstrationers vedkommende betydet, at myndighederne har fejlfortolket demonstrationernes indre dynamik og forsøgt at inddæmme dem ved betydningsløse indrømmelser eller at skræmme deltagerne med et enormt magtopbud og uhæmmet brutalitet. Indtil videre uden større held. De sidste måneders demonstrationer tegner også en ny tendens, som indholdsmæssigt rummer perspektiver, der rækker langt videre og langt ud over de aktuelle konfliktsituationer. Det gælder først og fremmest bevægelsen væk fra woke-ånden, værdipolitikken og identitetspolitikken mod det, man kalder bread and butter temaerne. Det gælder: Løn og arbejdsforhold. Protester mod de voksende og mere radikale arbejdsgiverangreb på overenskomster og erhvervslivets ret massive krav om strammere arbejdsmarkedspolitiske begrænsninger af lønmodtagernes rettigheder. Lønmodtagerne i både arbejderklassen og middelklassen presss til at tåle jobsikkerhed. Massefyringer indenfor it-branchen, som først og fremmest rammer middelklassen. Globalt har de unge og nyuddannede tiltagende vanskeligheder med overhovedet at komme ind på arbejdsmarkedet. Flere og flere oplever indskrænket karrierehorisont og prekære leveforhold i dagligdagen. Ifølge ILO befinder 262 mio. unge mellem 18 og 25 år sig helt udenfor arbejdsmarkedet og uddannelsesvæsnet (udgør ca. 25%). Den gennemsnitlige arbejdsløshed blandt unge, der er registreret som lønmodtagere er på 13% og over gennemsnittet i de flest europæiske lande. Andelen af de helt unge, der er låst fast i stillinger, som de er overkvalificerede til, vokser over hele kloden. Samtidig er de tynget af en høj studiegæld. Alene i USA andrager studiegælden 1450 mia. dollar. Den abnorme ulighed både mellem de rige og fattige lande og indenfor de enkelte lande giver sig også udslag i forskydninger i oplevelsen af klassetilhørsforhold og sågar specifikke klasseinteresser. Forskydningerne registreres bl.a. ved deltagersammensætningen i demonstrationerne og i de paroler, der dukker op nedenunder hovedparolerne. F.eks. parolerne i de seneste demonstrationer i Frankrig: ”Macron er ikke problemet. Det er kapitalismen”. Ved flere demonstrationer i Tyskland fremgår det også tydeligt, at de ikke kun er rettet mod regeringen, men også mod de anstrengte arbejdsforhold og et stadigt mere aggressivt erhvervsliv. En ny undersøgelse i USA tegner måske mest eksemplarisk forskydningerne. For tre år siden opfattede 85% af den amerikanske befolkning sig som middelklasse. I dag drejer det sig kun om 54%, og hele 40% definerer sig nu positivt som arbejderklasse. Det ser ud til, at der er et voksende sammenfald mellem forskydningerne i befolkningsgruppernes sociale selvopfattelse og den mere synlige fremkomst af socio-økonomiske temaer og paroler. I løbet af det sidste halvår i 2025 er fagforeninger blevet presset til at organisere og deltage i de forskellige demonstrationer sammen med Gen-Z med paroler, som de ikke har rørt ved i årtier. Fagforeningerne har på det seneste spillet en større rolle end hidtil ved demonstrationerne i Tyskland, Italien, Portugal, Frankrig, Belgien, USA mv. Der er en vis bevægelse fra Gen-Z ind i fagforeningerne eller rettere en tilnærmelse til samarbejde. Det sker samtidig med, at den sociokulturelle kløft mellem den akademiske ungdom og de unge arbejdere og gruppen udenfor arbejdsmarkedet nedbrydes i demonstrationerne. For tiden afskediger de store techvirksomheder akademiske og administrative medarbejdere en blok og øger presset helt urimeligt på de tilbageblevne. Karrieremuligheder lukkes. For både de unge fra middelklassen og arbejderklassen gælder det, at deres arbejdsvilkår ændrer karakter til kortidsansættelser, ansættelser ”på prøve”, ”fleksible ansættelser osv., der gør det næsten umuligt af planlægge fremtiden. Dertil svarer selvsagt lave lønninger og vanskelighed ved at nedbringe studiegælden. De oplever også boligproblemer og de generelt stigende udgifter i storbyerne. Og det er på disse bread and butter spørgsmål, at de unge fra forskellige klasser finder sammen indenfor samme generation, hvilket er nyt. IV. Det tendentielle skift eller bevægelsen væk fra den politikløse og elitære værdi- og identitetspolitik, som i høj grad har præget den generation, der gik forud for Gen-Z, er nu også den bevægelse, som gør, at repræsentanterne for det politiske og kulturelle establishment står usikre overfor fænomenet og af samme grund øger det politiske og ideologiske beredskab overfor demonstrationerne. Understøttet af en brutal ordensmagt. På den anden side mister de samme repræsentanter autoritet, fordi det ikke længere kan skjules, at de i realiteten ikke aner, hvad de skal stille op med de problemer, som afstedkommer demonstrationerne. F.eks. er boligproblemet, dagligdagens vold og utryghed i storbyerne, dyrtiden og de miljømæssige ødelæggelser nærværende for langt hovedparten af dem, der demonstrerer. Men de politiske systemer har reelt ingen politik for at løse disse og andre presserende problemer. Derfor forekommer de i al magtudfoldelsen magtesløse og talentløse – i både centrum-venstre og centrum højre. Moralen og den selvsikre og forstandige administration af samfundene har ikke længere noget tøj på. Men den samme tendens bort fra identitetspolitikken over mod socioøkonomisk realpolitik, der nu udfordrer de centrumsledede systemer, kan også få som konsekvens, at den radikale højrefløj kommer til at stå overfor mobiliseringsproblemer. V. På den ene side oplever de unge fra Gen-Z, der er aktive og fremtrædende i de højreradikale bevægelser nøjagtig de samme problemer, som de unge fra den anden fløj. Hidtil har de stået fjendtligt overfor hinanden på grund af de forskellige grundholdninger til de sociokulturelle spørgsmål. På den anden side vil det radikale højres politiske projekt enten blive kompromitteret gennem det øgede samarbejde med centrum-højre eller som medspillere i magtens cirkler, fordi det radikale højre ikke kan andet end føre den samme liberale realpolitik om end på et autoritært grundlag, som nu også vinder frem indenfor flere centrum-højre regeringer i Europa. Indtil nu har de luftige skænderier om værdi- og identitetspolitikken, udlændingepolitikken og de lige så abstrakte diskussioner om den demokratiske korrekthed og samfundsstabiliteten mellem establishment og de nationalkonservative protestpartier skygget for det radikale højres yderligtgående og reaktionære støtte til arbejdsgivernes krav om øget deregulering og fritagelse for en række sociale forpligtelser og miljøhensyn. Der er også et voksende sammenfald mellem de nationalkonservative og centrums højres angreb på fagforeningerne. På sin vis adskiller centrum-højre/centrum-venstre regeringernes faktiske politik på alle de spørgsmål, der betyder noget for den brede befolkning (inflation, boliger, pensioner, sociale ydelser og uddannelsesmuligheder), sig i indhold efterhånden ikke fra de nationalkonservative partier i Tyskland, Portugal, Italien, Frankrig, Østrig, Holland, England mv. Barrieren for en tilnærmelse er først og fremmest, at det radikale højre er vokset frem som en protest mod den politiske elites arrogante og selvtilstrækkelige administrationspolitik, hvilket indtil nu har afholdt det etablerede centrum i at lukke protestpartierne ind i et parlamentarisk samarbejde. Men den front er langsomt ved at blive nedbrudt, fordi de forskellige centrumsregeringer paralyseres af indre modsætninger og manglende styrke til at regere. I forlængelse af den tendens kan der ligge et vigtigt og helt uforudsigeligt konfrontationsfelt i de mange demonstrationers politiske forskydninger, fordi Gen-Z jo også er mangfoldigt til stede som drivere på den radikale højrefløj. I flere af de sidste store protestdemonstrationer har Gen-Z’s højre- og venstre fløj kunnet forenes i modstanden mod den øgede oprustning og støtten til Ukraine, fordi oprustningen i EU og medlemsstaterne finansieres gennem nye nedskæringer på de nationale budgetter. Hvorimod de tørner sammen, når det gælder indvandrerspørgsmålet og forsvaret af minoriteter, hvor det sidste konfliktpunkt dog langsom pladsen for majoritetsproblemerne. VI. I den forbindelse er valget i New York også interessant. Mandamis valgprogram var næsten renset for værdi- og identitetspolitiske temaer. Det var hard core bread and butter krav. Og præcist det forhold præger nu de interne kampe i det demokratiske parti op til primærvalgene. Partiets top er i vildrede på nuværende tidspunkt og kan komme det endnu mere, hvis Trump f.eks. slår hårdt ned på New York og med sine vilde udsving og politiske stunts samt dyrkelse af techeliten forårsager yderligere opbrud i MAGA-basen med afskalninger til Z-generationens venstrefløj. Der foregår også politiske forskydninger i flere af de europæiske parlamenter og partier. Macrons deroute er indlysende. Friedrich Merz’ regering melder næsten dagligt om indre modsætninger, og indenfor Merz’ eget parti kritiserer de ”ungkonservative” ham nu for at være for blød på pensionsspørgsmålet. Men han kan ikke ændre position uden at sprænge regeringen. Keir Starmer i England bliver undergravet af en voksende opposition internt i Labour på grund af regeringens reaktionære social- og arbejdsmarkedspolitik og helt usete ufølsomhed overfor de unge briters fortvivlede leveforhold og uddannelsesmuligheder. Der er store demonstrationer og en varslet storstrejke på vej mod Melonis skattereform, som trods alle løfter viser sig kun at gavne de øverste 20% af befolkningen og slet ikke de unge, der ikke kan finde arbejde eller bruge deres uddannelse. Hundrede tusinde gik på gaden i Lissabon mod centrumregeringens nye arbejdsmarkedslove, der i den grad ødelægger de almindelige arbejdsbetingelser, og som også her først og fremmest vil ramme Gen-Z’s fremtidsvilkår. I Stuttgart har der i lighed med andre større tyske byer været demonstrationer mod forringelser af pensionerne, de umulige boligforhold og et nedslidt kollektivt trafiknet. Også her blev hovedparolerne kombineret med modstanden mod den fortsatte militære støtte til Ukraine. Det tema vokser også i Frankrig og Belgien og i Spanien. I Nepal, Bangladesh, Sri Lanka, Madagaskar, Peru, Nigeria, Tanzania, Zambia, Serbien mv. flyder de hårde socioøkonomiske krav sammen med protester mod en ufattelig ulighed, daglig politichikane, nepotisme, korruption og elendig regeringsførelse. De økonomiske krav blander sig med krav om regimeskifte, og heri indgår ikke illusioner om blot og bar forskydninger i de nationale parlamenter. Kravene er radikale forandringer og reel inddragelse af befolkningen og ungdommen i det politiske liv og de politiske beslutninger. I det hele taget spiller de formelle parlamentariske demokratikrav og de liberale rettigheder ikke samme fremtrædende rolle som tidligere. Det drejer sig mindre om hvem, der regerer og mere om, hvorvidt de helt kontante eksistentielle problemer bliver løst. VII. Dertil skal lægges – som et ikke uvæsentligt forklaringspunkt – det eksisterende politiske nomenklarturs næsten eksponentielle tab af moralsk legitimitet. Indadtil kommer det til udtryk i de unges manglende respekt for de politiske myndigheder og ligegyldighed overfor truslerne om magtanvendelse. (som en Gen-Z’er i Chile udtrykte det på hele demonstrationens vegne: ”De har taget alt fra os. Selv vores frygt”). Udadtil på den geopolitiske scene fremstår de politiske magthavere i Europa og faktisk også i USA samt deres intellektuelle entourage stedse mere febrilske og usikre. I alle konfliktområderne er de i defensiven, selv om de optræder offensivt eller decideret aggressivt. Von der Leyen er i defensiven både i EU og i geopolitikken og ikke mindst som repræsentant for den europæiske elites bevidstløse støtte til krigen i Ukraine og venden ryggen til uhyrlighederne i Gaza. Trumps problemfelter vokser også både nationalt og internationalt. Det gælder eksempelvis hans militære borgerkrigsretorik og den voksende modstand mod det, administrationen kalder ”krigen mod narko”. Frygten for endnu en konfrontation med Venezuela og virkningerne i resten af Latinamerika kommer ikke kun til udtryk i Kongressen men bredt i befolkningen og ikke mindst i hans egen MAGA bevægelse. Presset forårsager flere uoverlagte beslutninger og handlinger både indenrigs- og udenrigspolitisk, som igen undergraver USA’s præstige og samlede alliancepolitik i Europa og Asien. Den danske statsminister optræder heller ikke så markant og krigslysten som tidligere. Krigen i Gaza har skåret dybt i hendes og de andre regeringsleders moralske habitus. Hykleri og kynisk blindhed klistrer til dem. Ukraines tilbagetog overalt på fronten og korruptionsskandalen i Kiev, som reelt har været på vej siden august, betyder, at det i dag er forbundet med stor politisk usikkerhed at sige noget om klart om Ukraine. Selv den danske og britiske presse er nu begyndt diskret at tage forbehold overfor Zelenskys udlægninger af situationen på fronten og lægge afstand til den politiske-militære klike i Kiev, som Zelensky er afhængig af. Hans fald fra tronen og en åben magtkamp i Kiev vil få uoverskuelige følger for regeringslederne i Europa og for EU kommissionsformandens autoritet og troværdighed. Hvor meget man end bedyrer sin uforbeholdne støtte til ”kampen for demokratiet mod det russiske imperialistiske autokrati”, kan EU ledelsen efterhånden heller ikke føre sin egen krigspolitik igennem. Den finansielle bund er nået. Man er så presset, at man er villig til at sætte resterne af den sparsomme politiske kapital på spil ved at gribe til obskur juridisk teknik for at kunne finansiere Ukraine ved de facto at beslaglægge russiske indestående i Euroclear. Men det kan man heller ikke enes om, hvilket kun øger mistilliden til, at EU-kommissionen overhovedet kan handle rationelt og forsvarligt og i overensstemmelse med ”den regelbaserede orden”, som de politiske ledere fremturer med hver eneste gang, de føler deres magtgrundlag truet. For selv om den brede befolkning har begrænsede muligheder for at følge med i manipulationerne vedr. finansieringen af krigen i Ukraine og den forcerede oprustning indenfor EU, efterlader de i sig selv et indtryk af politisk og juridisk vilkårlighed og et moralsk lavpunkt. Det lavpunkt vil få indflydelse på de europæiske regeringers mulighed for fortsat støtte til Ukraine og den ønskede oprustning i EU. Efterhånden som det bliver åbent for enhver, at støtten skal finansieres enten gennem uansvarlig EU-lånoptagelse/gæld, som i realiteten reducerer de enkelte landes finansielle suverænitet, eller gennem medlemslandene vidtgående besparelser på statsbudgetterne, tyder alt på, at det forhold vil blive et centralt tema i de kommende demonstrationer. Så fra nu drejer det sig ikke kun om, hvorvidt den ene eller den anden regering vil fortsætte krigspolitikken og om, hvad den ene eller den anden regeringsleder mener, men om regeringslederne længere har befolkningernes og især de unges støtte til at gennemføre krigspolitikken og begå sig på den geopolitiske scene. VIII. Man skal i det samlede billede se to afgørende bevægelser, som kompletterer hinanden i et og samme moment: Den første bevægelse er protesternes vandring fra det værdi- og identitetspolitiske domæne til det socialøkonomiske domæne. Den bevægelse øges, fordi de socio-økonomiske problemer i dagligdagen helt lavpraktisk overtrumfer de værdipolitiske temaer, der har mistet deres materielle grundlag. Det betyder, at Gen-Z lever og handler i en noget forskellig verden fra den foregående generation. Det betyder også, at politisk handling, organisation og form godt kan være den samme som tidligere, men indholdet og dynamikken er ændret. Derfor skal man passe på med at fokusere alene på formen og instrumentalisere generationens liv i tech-narrativer. Den anden bevægelse er arbejdsgivernes og finansverdenens nu helt uhæmmede krav til politikerne om at varetage deres interesser og asfaltere vej for øget økonomisk vækst – profittens vækst. Kapitalismens elite og intellektuelle protagonister udstiller frejdigt deres grådighed, selvforherligelse og jagt på nemme profitter og forbrugsafgifter alle steder i hele samfundet. Det betyder, at det politiske system får stadigt vanskeligere ved at balancere og handle for overhovedet få velfærdsstaten til at ligne en velfærdsstat. Regeringerne optræder derfor svagt og eftergivende. De politiske partier fungerer som opportunistiske valgmaskiner og demonstrerer hverken regeringsduelighed eller fremtidshorisont. Hverken centrumsregeringerne eller partierne kan længere påkalde sig respekt og lægge dæmpere på de unges utilfredshed og utålmodighed. Det politiske establishment opleves ikke længere som uovervindeligt. Derved er tidligere tiders integrationspotentiale, som virkede overfor de forrige generationer, blevet svækket. Heri ligger der en egen dynamik gemt, fordi de problemer, der især forfølger Gen-Z, kun kan løses gennem radikale politiske indgreb overfor en mere og mere destruktiv kapitalistisk samfundsøkonomi og den samfundsnedbrydende ulighed overalt på jorden. Det formår centrum-venstre og centrum højre ikke. Det gælder også de politiske institutioners handledygtighed. På den anden side har de mange demonstrationer og protestbevægelser heller ikke formået hverken at formulere en ny politisk horisont andet end i overskriftsform eller frembringe et lederskab, der kan udfordre den siddende magt og dens etablerede lag af administratorer og ideologer. IX. Det vigtigste er måske også, at de mange massedemonstrationer i både rum og tid i dag artikulerer en voksende vrede og utilfredshed, som ikke har kunnet finde vej i de parlamentariske systemer, og som hidtil har kunnet inddæmmes af den politiske og intellektuelle elite. I sig selv er demonstrationerne både en refleksion af en voksende social- og økonomisk ustabilitet og kilden til voksende politisk ustabilitet, hvor Gen-Z og de dynamiske bevægelser og spaltninger her indenfor vil få en helt anden betydning på den politiske scene end de foregående generationer. Ikke fordi generationen er noget ganske særligt i sig selv, men fordi Gen-Z handler i en tid, hvor dens egne specifikke generationsproblemer falder sammen med de almene samfundsproblemer. X. Man kan som sagt ikke forklare det ene fænomen – massedemonstrationerne og de unges fremtrædende rolle – uden at inddrage det andet – det etablerede politiske systems magtesløshed overfor de påtrængende samfundsproblemer. Og her ligger netop det dynamiske eksplosionspunkt, som vi blot kan se konturerne af, men ikke forudsige nogen resultater ud fra. Derfor er overvejelserne i denne artikel også kun formuleret som foreløbige observationspunkter inspireret af Gen-Z’s optræden på gadens politiske scene  udenfor magtens korridorer og neden under de geopolitiske kampe om en såkaldt ny verdensorden, som ingen ud over de mange overordnede fraser kan tegne et nogenlunde troværdigt billede af. Alene de mange demonstrationer og kampe for regimeændringer fortæller, at vejen til ny orden på verdensmarkedet ikke kun afgøres af regeringsledernes magtambitioner, krigsberedskab og indbyrdes magtpositioneringer, men nok så meget af den politiske udvikling i de enkelte nationalstater, hvor en større del af de politiske modsætninger og interessekampe er flyttet ud på gaden. Jan Helbak    

  november 18, 2025 10:08 pm

  Læs mere

• Konsekvenser af liberal rettighedstænkning?  

  Det bliver stadigt tydeligere, at det politiske liv i de vestlige liberale demokratier ledes af parlamentariske oligarkier og i tiltagende grad inficeres af autoritære tendenser, påbud og formynderi, som vi ellers henviser til de autokratiske stater og styrer. Disse tendenser vokser i takt med den økonomiske lavvækst, de skærpede geopolitiske spændinger og konfrontationer og ikke mindst, fordi nutidens afpolitiserede parlamentarisme ikke kan løse de påtrængende økonomiske og sociale problemer indenfor den liberale retshorisont. Det neoliberale hegemoni Den filosofiske kerne i alle liberale fremtrædelsesformer, som de historisk har foldet sig ud, er, at mennesket eksisterer som en selvberoende enhed og naturligt er udstyret med umistelige rettigheder. De hævdes i den vestlige verden at være universelle og har efter 2. Verdenskrig været skrevet ind i menneskerettighederne. Alt, hvad der måtte stride mod de naturgivne eller kontraktbestemte frihedsrettigheder, er som følger uden legitimitet. I sagens natur må det selvfølgelig være sådan, når rettighedsværdierne er universelle og henfører til alle mennesker. Dvs. der kan ikke tænkes nogen legitim samfundsform og retsnorm på den anden side af disse rettigheder, og der kan heller ikke tænkes et samfund, hvor mindste enhed ikke er individet, og hvor de specifikke relationer mellem individerne opfattes som bærende politisk, social og moralsk realitet, hvis legitimitet rækker ud over individet. Liberalismens filosofiske kerne er af samme grund tendentielt antidemokratisk både som tænkningsform, politikform og institutionelt. Hvis de liberale frihedsrettigheder, hvor omdrejningspunktet – kerneværdien – er ejendomsretten, antages/hævdes at være universelle, må det nødvendigvis indebære en indskrænkning af folkesuveræniteten og rummet for demokratisk politik. Demokratiske bevægelser, politiske institutioner og politiske beslutninger kan ikke legitimt overskride, hvad der er universelt gyldigt som ret for alle mennesker. Som politisk filosofi, økonomisk tænkning og verdenssyn deler de forskellige retninger indenfor det liberale spektrum samme udgangspunkt – det enkelte individ som rationalitetens eneste legitime grundlag og forankret i retslige kontraktformer til omverdenen. Det ”neoliberale” hegemoni, hvad der strengt taget ikke betyder andet end historiens og kapitalismens moderne periode med et uomtvisteligt liberalt hegemoni, som i sin grundform henter sin historiske legitimitet netop i retsuniversalismens og menneskerettens dna-streng. Eller med Fukuyamas ord kendetegner den i historien endeligt opdagede politikform for det gode og rationelle samfund – dvs. som ophøjet historisk måleenhed for alle menneskelige bevægelser, udviklingsbestemmelser og tildragelser. Hegemoniet her skal forstås som den politisk-teoretiske dominansform, der udgrænser demokratiske beslutninger, regeringer og forfatninger, der kolliderer med den liberale retsstatstænkning som universel retsnorm. Disse politiske ”anomalier” benævnes ”illiberale” demokratier (eks. Ungarn), for så vidt man ikke kan komme uden om, at de demokratiske institutioner i disse lande rent faktisk respekteres. Eller populistiske bevægelser (f.eks. AfD), der anerkender de demokratiske spilleregler, men udfordrer de herskende retsformer og de liberal-demokratiske institutioner. Og selvfølgelig alle de nationalstater, der godt nok både bygger på en forfatning og styrer samfundet gennem formelle demokratiske institutioner, men hvor forfatningen ikke sikrer de universelle frihedsrettigheder og menneskerettigheder. Det særlige ved det neoliberale hegemoni, som kan dateres til afslutningen på den kolde krig, som ”Vesten vandt”, er, at til forskel fra tidligere perioder med stærke liberale strømninger, har liberalismen som tankemæssigt verdenssyn for første gang opnået en dominansposition af næsten absolut betydning. Af den grund er spørgsmålet ikke, om det liberale hegemonis verdensbillede kan overleve sine synlige forfaldstendenser på grund af sine indre modsætninger og retræte på verdensmarkedet, der nu er blevet fremtrædende i de geopolitiske magtspil, men om hvordan fremtidens politiske- og sociale kampe kan overskride de liberal-demokratiske samfundsformer og skabe en historie hinsides den liberale filosofis monoperspektiviske og eurocentriske grundlagsbestemmelser. Velfærdsstatens begrænsning og åbning for den neoliberale horisont Efterkrigstidens velfærdsstater og især de socialdemokratiske dominerede havde selv i de konstitutionelle monarkier, som var historiske kompromisser, (eks. Danmark, Norge, Sverige) det republikanske borgerperspektiv som udgangspunkt. Efterkrigstidens store og bærende lovgivningsinitiativer var baseret på positive friheds- og ikke mindst frigørelseskriterier. Ikke for det enkelte individ som abstrakt entitet, men for den enkelte som forpligtet borger i en velfærdsstat. (Som det f.eks. fremgik af det danske Socialdemokratis uddannelsespolitiske program fra 1969 og principprogram fra 1977). Borgernes positive grundlagsbetingelser for at leve i velfærdsstaten skulle sikres af statssystemet, der voksede enormt i 60’erne og 70’erne. Dels for at efterleve velstaternes mål, dels for at tilfredsstille forventningerne og dels for at kompensere for de mange sociale- og økonomiske byrder på samfundet, som den kapitalistiske vækst afstedkom. Imidlertid overskred velfærdspolitikken kun i ekstraordinære situationer den liberale retshorisont, som efter verdenskrigen blev fastlagt som det kapitalistiske markeds legitime retsgrundlag. Konflikterne mellem velfærdsstatspolitikken og de kapitalistiske produktions- og markedsforhold førte i kortere eller længere perioder til ”grænsestridigheder” dér, hvor ejendomsretsgrænsen og de liberale individuelle frihedsrettigheder blev truet.  Ingen af velfærdsstatspartierne – heller ikke socialdemokratierne eller disses venstrefløj (eks. SF) – formåede på noget tidspunkt at udvikle bred tilslutning til et opgør med det underliggende liberale verdensbillede. Man kom aldrig længere end til at formulere ”det retfærdige samfund” som velfærdsstatens og velfærdsstatspolitikkens rationale. Hvilket i velfærdsstatens udviklingshistorie afstedkom et uløseligt spændingsforhold mellem den individuelle retshorisont og velfærdsstatens kollektiv-etos i alle samfundsanliggender både på den offentlige scene og i civilsamfundet. Resultatet blev, at den politiske demokratiske kamp om den videre udformning af velfærdsstaten snigende blev remplaceret af en voksende ingeniørtænkning i samfundsforvaltningen. De demokratiske velfærdsforanstaltninger og deres politiske forankring i civilsamfundets mangfoldige eksistensformer blev professionaliseret og opslugt i statssystemet. Det kollektive borgerbegreb blev tilsvarende stadigt mere abstrakt og den individuelle ret stadig mere konkret og dominerende. Realiteten var i slutningen af 70’erne, at de kollektive velfærdsordninger stod i et stadigt mere anspændt forhold til det fremtrængende enkeltindivids retskrav i liberal forstand. Krisegennemslaget i slutningen af 70’erne trak grundlaget væk under velfærdsstatens kollektive udviklingsorienterede og frigørende vækst. Fremtidsscenarierne, der politisk havde styret den politiske horisont, faldt sammen, og det, man kaldte og kalder ”vogterne” i statssystemet, fortrængte ”advokaterne” for borgernes interesser i betydning og indflydelse. Velfærdsstaten var for dyr og for ineffektiv. Væksten i det offentlige skulle bremses og adgangen til velfærdsordningerne begrænses. Velfærdsstaten fremstod som økonomisk uforsvarlig og ude afstand til at løse de sociale- og økonomiske problemer, som krisen førte med sig. Det blev til en omfattende ideologisk konfrontation mellem velfærdsstatens universelle ordninger og  det enkelte individs universelle rettigheder. I Europa blev det måske sidste virkelige opgør mellem den borgerlige kapitalistiske restaurationspolitik og velfærdsstatens venstrefløj gennemført under præsident Mitterand og Pierre Mauroy regeringen i 1982 i Frankrig med støtte fra venstrefløjen og kommunistpartiet. Regeringen vedtog en række nationaliseringslove bl.a. af banker og store industrier for at løse kriseproblemerne og forsvare velfærdsstaten. Omfattende kapitalflugt og investeringsstrejke blev resultatet. Regeringen tabte og blev tvunget til på alle fronter at tilpasse sig både neoklassisk økonomisk politik og neoliberal samfundsideologi. Mig bekendt har der ikke været de store opgør siden. Det var i øvrigt samme år den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen opgav at videreføre sin regering. Det liberale angreb på velfærdsstaten – rehabilitering af kapitalistisk vækstlogik Den politiske bevæbning til at gennemføre skiftet blev hentet fra både de moderate liberale fordelingsteoretikere som eksempelvis John Rawls og fra den radikale orientering med Robert Nozick, Friedrich August von Hayek og Milton Friedman i spidsen som toneangivende teoretikere. I opgøret med velfærdsstatens økonomiske grundlag og tænkning kom ammunitionen fortrinsvis fra Hayek og Friedmann, som ellers siden krigen havde været henvist til periferien indenfor samfundsvidenskaberne. Mainstreamtænkerne havde i efterkrigstiden med Keynesiansk dominans ikke taget de liberale tænkere helt alvorligt. De havde fristet en tilværelse i skyggen af den succesfulde ”blandingsøkonomi” og dens teoretikere – heri blandt mange socialdemokratiske samfundsingeniører, men som med krisen og dens karakter som stagflation i løbet af et årti mistede både forklaringskraft og betydning som strategisk akse for en videreførelse af velfærdskompromisset. Det historiske regnebræt skulle gøres op. Profitten skulle genopbygges og borgerskabets klasseherredømme restaureres. Borgerbegrebet i kollektiv betydning stod i vejen for angrebne på fagforeningerne, de kollektive klasseorganisationer, de tilbageværende civilsamfundsbevægelser og statssystemernes følsomhed overfor borgerne. Men borgerbegrebet som sådant kunne ikke aflives, alene fordi det indgik/indgår i det liberale raritetskabinet. Vejen gik over en fusion af borger- og markedsbegrebet. Borgerbegrebet blev stillet lig individbegrebet, og politikken – den demokratiske politik i videste betydning – blev opsuget i kontraktpolitikken og over en periode på 40 år konverteret til ”konkurrencedemokrati” i Schumpetersk forstand. Over en bred kam blev hovedparten af de institutioner, der havde befordret socialiseringen til og vedligeholdelsen af den kollektive borgertilværelse og tilsvarende bevidsthed og værdiopfattelse remplaceret af et komplekst net af individuelle kontraktformer, individuelle tildelingskriterier osv. Vilkårene på det kapitalistiske marked, som velfærdssystemet netop havde skullet modificere og regulere, blev ophøjet til ideal. En så dramatisk vending lader sig ikke gennemføre over en nat eller over et årti. Vendingen skulle gennemføres på alle tilværelsens områder, og gennem flere faser har det været tilfældet i tidsspandet fra 1979 (Washington Concensus) og frem til i dag. Vendingens teoretiske udgangspunkt blev de forskellige varianter af rational choice og public choice, som i al enkelhed spejlede neoklassisk økonomisk tænkning på politik. Påstanden var, at alle menneskelige og institutionelle relationer kunne indordnes i vareudvekslingsskema. Alle handlede for at sikre sig selv. Begreber som borgerpligt, borgerdyd, solidaritet osv. var og blev abstraktioner og var med postmodernisternes ord gået under sammen med de store fortællingers skibbrud. Der var kun den daglige kamp for tilværelsen,  personlig lykke og den ”lille fortælling” tilbage. Selve det politisk demokratiske system agerede efter samme motiver. Public choice teorien konstaterede, at de politiske partier og de enkelte politikere og embedsmænd i og udenfor de demokratiske institutioner i al væsentligt altid handlede i egen interesse. I den forstand kunne liberalismens ældgamle rædselsbillede vækkes til live: den evige risiko for statens vilkårlige overgreb på individet. Ud over omfanget af intellektuel indsats for at fremme paradigmeskiftet med dets institutionelle udløbere helt ud til den mest beskedne forening hører det med som forklaringsfaktor, at borgerne i almindelighed og arbejderklassen og den lavere middelklasse i særdeleshed i det daglige rent faktisk erfarede de vilkår og problemer, som de liberale teoretikere og opinionsdannere beskrev i medierne. Den enkelte stod alene. Det var et faktum. De høje lønkrav og den megen militante tumult i 70’erne havde bidraget til inflationen, svækket nationens konkurrencedygtighed og bremset for tilpasningen til de nye teknologiske muligheder. Politikerne snakkede og snakkede, sagde et og gjorde noget andet. At forlade tillidsprincippet og overtage kontraktbindingen i alle forhold lød fornuftigt. Det var som om den økonomiske krise og arbejderbevægelsens paralyse havde pustet levende liv i det neoklassiske primitive menneskesyn. Den liberale verdensopfattelse og opløsningen af det virkelige levende menneske i en ahistorisk essentialistisk menneskefigur havde fået sin praktiske begrundelse i velfærdspolitikernes magtesløshed og vilje til at sikre kollektive løsninger på kollektive opgaver/problemer. Det blev i et snigende tempo tilladeligt at se bort fra: At ”i den politiske sfære står mennesker ikke abstrakt overfor hinanden som mennesker, men som politisk interesserede og politisk determinerede mennesker, som statsborgere, regerende eller regerede, politisk allierede eller modstandere, altså under alle omstændigheder placeret i politiske kategorier” (Carl Schmitt, Parlamentarismens krise 1923). Efter de første store og spektakulære konfrontationer meldte spørgsmålet sig praktisk, om Reagan, Thatcher og Schlüter kunne fastholde den første sejr over arbejderklassen og dele af middelklassen og videreføre restaurationspolitikken? Eller om oppositionen skulle vise sig stærk nok til at tilbagevise den ideologiske offensiv og mobilisere for en nyformuleret progressiv velfærdsstats politik og rehabilitere det tidligere socialdemokratiske mindset. Paradigmeskiftets institutionalisering Arbejderbevægelsen, den samlede fagbevægelse og venstrefløjen forstod ikke at svare igen. Konsekvenserne af et åbent klasseopgør blev opfattet som uoverskuelig. Hovedtrenden i efterkrigstidens samfundspolitik og politisk-økonomisk teori havde været indrettet på opbygningen og udviklingen af velfærdsstaten og statslig regulering af kapitalismen. De socialdemokratiske forestillinger om velfærdsstatens udgrænsning af det kapitalistiske marked figurerede stadig som en del af partiets teoretiske gods. Men selv under de højspændte klassekonfrontationer op gennem 70’erne blev fremtidens ”socialdemokratiske projekt” aldrig operationaliseret og folkeligt forankret. Af samme grund bevægede den liberale tankegang sig mere ind i samfundspolitikkens centrum som indlysende funktionsduelige politisk/teoretiske alternativ til socialdemokratiernes fortvivlede bestræbelser for at løse 70’ernes stagnationsproblem. Den liberale ”kriseterapi” blev svaret på udfordringen. Statssystemet og dermed statsudgifterne skulle slankes. Det offentlige system skulle udsættes for systemkonkurrence. Alle offentligt ansatte og ledere skulle vise deres værd på et nyt og udbredt marked for velfærdsydelser. Borgerne eller i realiteten individerne skulle som på det ”rigtige” marked vide, hvad de betalte for, og hvad de modtog. Det frie valg skulle være en gennemgående reguleringsmetode. Alle offentlige institutioner skulle markedsdeklareres. Det offentliges magtmonopolisering skulle nedbrydes af markedskræfterne og de offentligt ansattes formynderi sættes i gabestokken. Trods betydelige forskelle i omfang og tempo blev linjen et credo i hele Europa. I Danmark, hvor Schlüters regeringer lå i læ af især Thatchers brutale angreb på velfærdsstaten, arbejderklassen og dens forskellige organisationer, kunne man med den nye ideologiske medvind undvige de store konkrete konfrontationer og hovedsageligt fokusere på den politiske, ideologiske og mentale forberedelse af de store institutionelle ændringer, der skulle sikre den senere institutionalisering af det liberale hegemoni. Der blev nedsat kommissioner og udvalg til at granske alle hjørner af velfærdsstaten. Reelt blev der op gennem 80’erne ikke ændret meget. Men alle velfærdsstatens svagheder, den automatiske udgiftsopdrift, de systemiske svagheder, den lave samfundseffektivitet, de offentlige ansattes formynderi og bedrevidenhed blev lagt blot og hudflettet i de toneangivende medier og i utallige videnskabelige undersøgelser og rapporter. Som rationelle løsningsmodeller indførte man mål- og rammestyring, virksomhedsplaner, præstationsorienteret ledelse og i det hele taget en styrkelse af ledelsesbegrebet. Ledere blev til direktører. Administrationen blev flyttet ind centralt, hvor en helt ny type akademikere blev ansat til at styre den øgede kompleksitet. Det afgørende i den periode blev selvfølgelig ikke virkeliggørelsen af alle de mange modeller og nye ”styringsparadigmer”. Det var heller ikke det strategiske mål. Det var derimod kampen om sjælene – dannelsen af den liberale psykologi og det ideologiske og mentale herredømme. Den kamp vandt de borgerligt liberale kræfter over hele linjen og det i en sådan grad, at de socialdemokratiske partier ikke længere kunne vinde regeringsmagten eller blot fastholde deres hidtidige styrke i egen ret. De måtte låne hos de liberale ideologer og i betragteligt omfang tilpasse sig liberal økonomisk politik og teori og opgive alle forestillinger om republikanske socialdemokratiske kollektivformer. Selv i de interne debatter i socialdemokratierne trådte det liberale enkeltindivid mere og mere i forgrunden som samfundsstyrende ideologiske kerne. ”Welfare blev til Workfare” (arven fra Bill Clinton) blev oversat til ”Ret og pligt”, hvor retten alene blev pligtens forvalter. Det generelle og det gennemsnitligt relevante og fagligt funderede trådte i baggrunden fortrængt af den i bund og grund illusoriske frase om ”altid at tage udgangspunkt i den enkelte og den enkeltes behov”, der blev omkvæd i enhver politisk udmelding. Samfundets og borgernes samlede behov både som borgerret og borgerforpligtelse blev individualiseret og mistede status som social- og politisk realitet. Thatcher fik med sin radikale fortolkning af samfundsbegrebet, som en ansamling af individer – aggregering og ikke en bestemt struktur – ret. Ikke i ren form. Selvfølgelig ikke. Men som måde at tænke samfund og individ på – individ blev til det reelle og konkrete. Samfundet blev til en abstrakt omgivelse. Kontrakt- og retspolitikken Den anden og afgørende institutionaliseringsfase slog for alvor igennem omkring årtusindskiftet båret frem af dot.com krisen og af samme grund socialdemokratiernes sidste udløbsdato som centrale regeringsbærende partier og politisk-ideologisk forsvarsværk mod den liberale bølge. Partierne havde allerede op gennem 80’erne og 90’erne indoptaget en del liberalt tankegods. Dot.com krisen forstærkede den udvikling især på det økonomiske område. I Danmark rullede den nye Fogh-regering institutionaliseringen (2002) af den liberale politik ud med en bredspektret ekspresfart i 00’erne. Fritvalgsloven indenfor ældreplejen i 2003 blev ideologisk og praktisk krumtap i liberaliseringsoffensiven op gennem 00’erne: Krav om konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver. Overgang fra opgaver til ydelser. Borgerkontrakter og individuelle retskrav og indførelse af effektmål som gennemgående styringsparadigme på næsten alle offentlige områder. Det hele sat i system og nødvendiggjort på makroniveau af strukturreformen fra 2007, hvor velfærdsstatens  institutionelle opbygning som demokratisk forvaltning blev atomiseret, og hvor udvekslingen mellem sektorområder og forvaltningsområder blev konverteret fra politisk-administrative vilkår til markedslignende transaktioner og tilsvarende metodekrav. Strukturreformen skulle i Danmark få en langt mere vidtrækkende konsekvens for institutionaliseringen af den liberale samfundsopbygning og forankringen af den liberale tænkning end noget andet politisk skridt i perioden fra midt i 80’erne og frem til i dag. I den forstand er virkningshorisonten uden for de omhandlede institutioner og forvaltningsområder blevet undervurderet. Med strukturreformen blev politiske normer og interesser opløst i økonomisk- og pseudovidenskabelig teknik og bundet i kontraktformen som suveræne retsanliggender. Opsplitningen af institutionskomplekser indenfor de offentlige sektorer, degraderingen af velfærdspersonalet til leverandører i en ydelsesdrift og de daglige økonomiske transaktioner mellem de forskellige offentlige enheder, konkurrenceudsættelse på helt op til 26% af offentlig drift og kontraktforholdet til borgerne skabte over årene det materielle grundlag og handlingsspor for de mentale ændringer og skift i politisk bevidsthed, holdninger og politiske præferencer. Den neoklassiske kalkule erstattede den politisk-sociale overvejelse og etik, og den offentlige sektors fagprofessionelle grundlag og handlingskodeks blev underordnet forudbestemte og fagligt arbitrære effektmål og budgetkalkuler. Det liberale credo om adskillelse af økonomi og politik som den højest form for rationalitet (har aldrig været virkelighed) blev lovfæstet med Budgetloven i 2012. Som svar på eurokrisen vedtog regeringslederne i EU ”finanspagten”, som i Danmark blev omsat i en egentlig Budgetlov kalkeret efter den tyske ”schuldenbremse”. Statsbudgettet skulle lovmæssigt balancere eller holde sig indenfor en snæver udsvingsgrænse, der blev sat på baggrund af fiktive beregninger. Det blev kaldt ”råderummet”, der begrænsede det politiske muligheds- og beslutningsrum fuldstændigt uafhængigt af, hvad der måtte være politisk fornuftigt og fremadrettet (eks. kollektive investeringsbehov til fremtidssikring af infrastrukturen). Som en historiens ironi blev tilslutningen til Finanspagten og det lovforberedende arbejde udført af en socialdemokratisk regering, som uden tøven lagde en rendyrket liberal-og småborgerlig husmandslogisk argumentation for dagen. ”Man skulle sætte tæring efter næring”. ”Man skulle nødigt havne i sammen økonomiske uføre som Grækenland, Spanien og Portugal, hvor regeringerne havde ført en uansvarlig økonomisk politik”. Hermed havde man udtømmende argumenteret for at lægge politikken i spændetrøje. Eftervirkningerne af den stort anlagte og vidtforgrenede institutionalisering af markedsrelationerne og den liberale retshorisont i både det offentlige liv og i civillivet har i Danmark været en omfattende juridificering af det politiske liv. (Internationalt har den liberale ”rules based order” fortrængt aftalerne om international lov i f.eks. FN). Der er foregået og foregår en kontraktlig indsnævring af den demokratiske politiske suverænitet og beslutningshorisont og nok så meget den politiske debat, der er blevet steriliseret til teknik og afkoblet fra de forskellige samfundsgruppers legitime interesser. Samme forhold gør sig gældende for de politiske interessemodsætninger i de parlamentariske forsamlinger. Stadigt hyppigere ender politiske (store og små) uenigheder i parlamentariske spil eller som ”politiske sager”, der løftes over i pseudojuridiske kommissioner sammensat af eksperter, som hævdes at stå over politik og politiske særinteresser og alene referere til bestemte retsnormer. (Her skal blot som eksempel henvises til minksagens forløb, hvor ret og snæver lovforvaltning blev sat over sund fornuft og samfundsmæssigt rettidig omhu. Det var mere tydeligt end ved tidligere sager, at den ubetingede respekt for ejendomsretten stod over hensynet til samfundets tarv). Men det helt centrale aspekt her som ved alle de andre moderne kommissionssager er, at de politiske stridspunkter er druknet i juridiske fortolkninger, som har været nær umuligt at forholde sig til for borgerne/vælgerne. Det har været op til den institutionaliserede visdom: jurister, retsteoretikere, parlamentariske ledere, statstoretikere mv. at udlægge teksten og fælde dom over politikken, mens borgernes har været henvist til tilskuerpladserne med retten til at råbe højt i alle retninger, men heller ikke andet. Den anden eftervirkning er mere dybtgående og strukturel. Den viser sig nu i snart sagt alle samfundsspørgsmål. Den ”liberale revolution” (Måske lidt overdrevet, men alligevel) har gennem den 40 årige offensiv omdannet ikke bare statssystemet, men også det parlamentariske system til politisk og administrativt oligarki (med det politiske centrum som ideal) uden vitale rødder og kanaler ud i civilsamfundet. Konsekvensen er, at det politiske oligarki er blevet tættere forbundet med den akademiske elite og medieverdenen og mere sårbart overfor markedsagenternes pres (erhvervslivet) og omvendt ikke på bølgelængde med vælgerne. Måske ikke det helt store problem så længe velfærdsgoderne ikke er krympet alt for meget. Men i og med det ikke længere er tilfældet, bliver selve den oligarkiske politikforståelse et fremrædende problem. Befolkningens tillid svinder, fordi dem derinde i ekkorummet blot snakker, uden at problemerne løses. De vokser tværtimod. Det mest aktuelle eksempel er det katastrofale boligproblem både i Danmark og i de andre europæiske lande, som politikerne reelt ikke ved, hvad de skal gøre ved. Og skulle de komme på kreative løsninger, ville de ikke selv kunne mobilisere for radikale forandringer. Baglandet er der ikke mere eller er splittet i en række individualistiske interessefraktioner hvorfor dem, der profiterer af boligmanglen, roligt kan fortsætte spekulationen, og hvis det skulle blive nødvendigt mobilisere til forsvar for de velerhvervede rettigheder og markedets rationalitet – set ”i et langt perspektiv”. Intet udenfor retshorisonten Helt afgørende for forståelsen af det liberale tankesæts dybde er, at skiftet er foregået på en sådan måde og over flere årtier, at de liberale tænkeformer, liberal samfundsteori og moral, neoklassisk økonomisk teori, som notorisk bygger på abstrakte modeller og helt urealistiske opfattelser af individet og indlysende forkerte antagelser om, hvordan et samfund fungerer og hænger sammen, ikke desto mindre er blevet naturaliseret i en sådan grad, at det ”liberale menneske” er blevet vores anden natur: At alle mennesker (formelt) er lige i kraft af deres menneskelighed er ikke demokrati, men en særlig form for liberalisme, det er ikke en statsform, men en individualistisk-humanitær moral og verdensanskuelse. Eller som Karl Marx i 1846 skriver om det samme: ”Denne fejltagelse stammer fra, at for dem er bourgeois-mennesket det eneste mulige grundlag for ethvert samfund, eftersom de ikke kan forestille sig en samfundstilstand, under hvilken mennesket ikke mere er bourgeois”. I den forstand er det, man kalder det neoliberale hegemoni, langt stærkere og mere resilient, end den aktuelle samfundsdebat giver indtryk af. Det er måske et af de allerstørste problemer nu, hvor det liberale verdenssyn og samfundsudformning skaber flere problemer og konflikter, end den løser, og hvor samfundenes sociale og moralske sammenhængskraft og de tilsvarende institutioner tyndslides af individualismens rethaveri og emfatisk egoisme. Og hvor de kræfter indenfor centrum-venstre (S+SF+EL+R), der fremhæver sig selv som alternativ til ”de rå markedskræfters politik”, døjer med at tænke ud over og på den anden side af det liberale verdens- og menneskesyn. Det gælder både hvad angår politisk perspektiv og principper, synet på politik som sådant, overvindelse af individualismens forsnævrede horisont, den anvendte diskurs og den konkrete teoretiske og institutionelle udfordring af liberalismen. Hele det mentale billede er forankret i retstænkningen. Hvor meget man end henviser til den uretfærdige fordeling af rigdommen, til konsekvenserne af udhulingen af velfærdsstaten, til forråelsen af samfundslivet, til atomismen og til markedets kolonisering af civilsamfundet, så vil disse politiske og moralske henvisninger falde på stengrund, så længe de samme partier ikke tør udfordre vores ”anden natur” og de historisk grundløse forestillinger om de liberale frihedsrettigheders og den liberale retstats universelle status. Horisonten skal overskrides – og det er ikke lige til Hermed være også sagt, at den socialistiske venstrefløj ikke skal gøre regning på at blive en positiv ledende politisk-og social kraft i fremtiden, hvis ikke bevægelsen formår et bredspektret og politisk-filosofisk opgør med det liberale paradigme. Først og fremmest et længe påkrævet filosofisk opgør med den Lockianske ejendomsreifikations påstand om: ”at individet ejer sig selv”. Altså den ultimative selvobjektivering af mennesket. For uden de historisk mangfoldige fortolkninger og fornyelser/genformuleringer af John Lockes mantra ville de liberale teoretikere, politikere og mediekommentatorer ikke kunne fastholde kravet om de liberale frihedsværdier og de abstrakte menneskerettigheders universalitet og forsvar af den totalitarisme, der er forbundet hermed. Den anden side af mønten er, at i takt med, at de liberale samfunds sammenhængskraft reduceres med foruroligende hast, herunder den folkelige respekt for det politiske- og administrative establishment, oplever vi i dag en glidende autoritær metamorfose. Antallet af love – forbudslove og foreskrivende love – vokser i takt med, at markedsrelationerne trænger ind alle steder og forstyrrer/ødelægger de traditionelle og værdifulde mellemmenneskelige relationer og borgerdyder. Den liberale drøm om respekten for den enkelte, retten til at udtrykke sig, retten til at eje, retten til at holde det offentlige fra døren, til frit at bevæge sig mv. indskrænkes nu oftere og oftere af lovgivningsmagten og regeringerne, fordi samfunds- og civillivet er blevet mere og mere ustyrligt, intolerant og aggressiv rethaverisk. Hvis neoliberalismens dehumanisering skal overvindes af et socialistisk velfærds alternativ forankret i en fælles vilje, forudsætter det som første skridt venstrefløjens vilje og evne til selv i egne rækker kognitivt, mentalt og filosofisk at vriste sig fri af den næsten absolutte individfigurs forståelses- og erkendeform. En renæssance for kollektivforståelsen og den fælles vilje udgår ikke fra et abstrakt ideal, men over dekonstruktionen af illusionen om individet som samfundets mindste enhed. Komplekset af relationer er samfundets konstitutive element, og samfundets struktur er en strukturering af levede komplekse relationer, hvorigennem menneskene producerer deres egen historie og samfundsformation. Hvis venstrefløjen blot fortsætter med at kritisere kapitalismens ustyrlige kræfter og borgernes voksende velfærdstab uden teoretisk at opløse liberalismens grundformer indefra, vil velfærdsbegrebet – som enheden af politik-økonomi- og det sociokulturelle liv – fortsat friste tilværelsen som moralsk og abstrakt tillæg til den liberale individualisme, der tyranniserer det politiske og det offentlige liv. Foreviget af åndselitens metafysiske dyrkelse af nuet som virkelighedens udgangspunkt og historiens fortrængningspunkt. Jan Helbak.          

  oktober 30, 2025 9:34 pm

  Læs mere