OVERVEJELSER

Seneste blogindlæg

• Konsekvenser af liberal rettighedstænkning?  

  Det bliver stadigt tydeligere, at det politiske liv i de vestlige liberale demokratier ledes af parlamentariske oligarkier og i tiltagende grad inficeres af autoritære tendenser, påbud og formynderi, som vi ellers henviser til de autokratiske stater og styrer. Disse tendenser vokser i takt med den økonomiske lavvækst, de skærpede geopolitiske spændinger og konfrontationer og ikke mindst, fordi nutidens afpolitiserede parlamentarisme ikke kan løse de påtrængende økonomiske og sociale problemer indenfor den liberale retshorisont. Det neoliberale hegemoni Den filosofiske kerne i alle liberale fremtrædelsesformer, som de historisk har foldet sig ud, er, at mennesket eksisterer som en selvberoende enhed og naturligt er udstyret med umistelige rettigheder. De hævdes i den vestlige verden at være universelle og har efter 2. Verdenskrig været skrevet ind i menneskerettighederne. Alt, hvad der måtte stride mod de naturgivne eller kontraktbestemte frihedsrettigheder, er som følger uden legitimitet. I sagens natur må det selvfølgelig være sådan, når rettighedsværdierne er universelle og henfører til alle mennesker. Dvs. der kan ikke tænkes nogen legitim samfundsform og retsnorm på den anden side af disse rettigheder, og der kan heller ikke tænkes et samfund, hvor mindste enhed ikke er individet, og hvor de specifikke relationer mellem individerne opfattes som bærende politisk, social og moralsk realitet, hvis legitimitet rækker ud over individet. Liberalismens filosofiske kerne er af samme grund tendentielt antidemokratisk både som tænkningsform, politikform og institutionelt. Hvis de liberale frihedsrettigheder, hvor omdrejningspunktet – kerneværdien – er ejendomsretten, antages/hævdes at være universelle, må det nødvendigvis indebære en indskrænkning af folkesuveræniteten og rummet for demokratisk politik. Demokratiske bevægelser, politiske institutioner og politiske beslutninger kan ikke legitimt overskride, hvad der er universelt gyldigt som ret for alle mennesker. Som politisk filosofi, økonomisk tænkning og verdenssyn deler de forskellige retninger indenfor det liberale spektrum samme udgangspunkt – det enkelte individ som rationalitetens eneste legitime grundlag og forankret i retslige kontraktformer til omverdenen. Det ”neoliberale” hegemoni, hvad der strengt taget ikke betyder andet end historiens og kapitalismens moderne periode med et uomtvisteligt liberalt hegemoni, som i sin grundform henter sin historiske legitimitet netop i retsuniversalismens og menneskerettens dna-streng. Eller med Fukuyamas ord kendetegner den i historien endeligt opdagede politikform for det gode og rationelle samfund – dvs. som ophøjet historisk måleenhed for alle menneskelige bevægelser, udviklingsbestemmelser og tildragelser. Hegemoniet her skal forstås som den politisk-teoretiske dominansform, der udgrænser demokratiske beslutninger, regeringer og forfatninger, der kolliderer med den liberale retsstatstænkning som universel retsnorm. Disse politiske ”anomalier” benævnes ”illiberale” demokratier (eks. Ungarn), for så vidt man ikke kan komme uden om, at de demokratiske institutioner i disse lande rent faktisk respekteres. Eller populistiske bevægelser (f.eks. AfD), der anerkender de demokratiske spilleregler, men udfordrer de herskende retsformer og de liberal-demokratiske institutioner. Og selvfølgelig alle de nationalstater, der godt nok både bygger på en forfatning og styrer samfundet gennem formelle demokratiske institutioner, men hvor forfatningen ikke sikrer de universelle frihedsrettigheder og menneskerettigheder. Det særlige ved det neoliberale hegemoni, som kan dateres til afslutningen på den kolde krig, som ”Vesten vandt”, er, at til forskel fra tidligere perioder med stærke liberale strømninger, har liberalismen som tankemæssigt verdenssyn for første gang opnået en dominansposition af næsten absolut betydning. Af den grund er spørgsmålet ikke, om det liberale hegemonis verdensbillede kan overleve sine synlige forfaldstendenser på grund af sine indre modsætninger og retræte på verdensmarkedet, der nu er blevet fremtrædende i de geopolitiske magtspil, men om hvordan fremtidens politiske- og sociale kampe kan overskride de liberal-demokratiske samfundsformer og skabe en historie hinsides den liberale filosofis monoperspektiviske og eurocentriske grundlagsbestemmelser. Velfærdsstatens begrænsning og åbning for den neoliberale horisont Efterkrigstidens velfærdsstater og især de socialdemokratiske dominerede havde selv i de konstitutionelle monarkier, som var historiske kompromisser, (eks. Danmark, Norge, Sverige) det republikanske borgerperspektiv som udgangspunkt. Efterkrigstidens store og bærende lovgivningsinitiativer var baseret på positive friheds- og ikke mindst frigørelseskriterier. Ikke for det enkelte individ som abstrakt entitet, men for den enkelte som forpligtet borger i en velfærdsstat. (Som det f.eks. fremgik af det danske Socialdemokratis uddannelsespolitiske program fra 1969 og principprogram fra 1977). Borgernes positive grundlagsbetingelser for at leve i velfærdsstaten skulle sikres af statssystemet, der voksede enormt i 60’erne og 70’erne. Dels for at efterleve velstaternes mål, dels for at tilfredsstille forventningerne og dels for at kompensere for de mange sociale- og økonomiske byrder på samfundet, som den kapitalistiske vækst afstedkom. Imidlertid overskred velfærdspolitikken kun i ekstraordinære situationer den liberale retshorisont, som efter verdenskrigen blev fastlagt som det kapitalistiske markeds legitime retsgrundlag. Konflikterne mellem velfærdsstatspolitikken og de kapitalistiske produktions- og markedsforhold førte i kortere eller længere perioder til ”grænsestridigheder” dér, hvor ejendomsretsgrænsen og de liberale individuelle frihedsrettigheder blev truet.  Ingen af velfærdsstatspartierne – heller ikke socialdemokratierne eller disses venstrefløj (eks. SF) – formåede på noget tidspunkt at udvikle bred tilslutning til et opgør med det underliggende liberale verdensbillede. Man kom aldrig længere end til at formulere ”det retfærdige samfund” som velfærdsstatens og velfærdsstatspolitikkens rationale. Hvilket i velfærdsstatens udviklingshistorie afstedkom et uløseligt spændingsforhold mellem den individuelle retshorisont og velfærdsstatens kollektiv-etos i alle samfundsanliggender både på den offentlige scene og i civilsamfundet. Resultatet blev, at den politiske demokratiske kamp om den videre udformning af velfærdsstaten snigende blev remplaceret af en voksende ingeniørtænkning i samfundsforvaltningen. De demokratiske velfærdsforanstaltninger og deres politiske forankring i civilsamfundets mangfoldige eksistensformer blev professionaliseret og opslugt i statssystemet. Det kollektive borgerbegreb blev tilsvarende stadigt mere abstrakt og den individuelle ret stadig mere konkret og dominerende. Realiteten var i slutningen af 70’erne, at de kollektive velfærdsordninger stod i et stadigt mere anspændt forhold til det fremtrængende enkeltindivids retskrav i liberal forstand. Krisegennemslaget i slutningen af 70’erne trak grundlaget væk under velfærdsstatens kollektive udviklingsorienterede og frigørende vækst. Fremtidsscenarierne, der politisk havde styret den politiske horisont, faldt sammen, og det, man kaldte og kalder ”vogterne” i statssystemet, fortrængte ”advokaterne” for borgernes interesser i betydning og indflydelse. Velfærdsstaten var for dyr og for ineffektiv. Væksten i det offentlige skulle bremses og adgangen til velfærdsordningerne begrænses. Velfærdsstaten fremstod som økonomisk uforsvarlig og ude afstand til at løse de sociale- og økonomiske problemer, som krisen førte med sig. Det blev til en omfattende ideologisk konfrontation mellem velfærdsstatens universelle ordninger og  det enkelte individs universelle rettigheder. I Europa blev det måske sidste virkelige opgør mellem den borgerlige kapitalistiske restaurationspolitik og velfærdsstatens venstrefløj gennemført under præsident Mitterand og Pierre Mauroy regeringen i 1982 i Frankrig med støtte fra venstrefløjen og kommunistpartiet. Regeringen vedtog en række nationaliseringslove bl.a. af banker og store industrier for at løse kriseproblemerne og forsvare velfærdsstaten. Omfattende kapitalflugt og investeringsstrejke blev resultatet. Regeringen tabte og blev tvunget til på alle fronter at tilpasse sig både neoklassisk økonomisk politik og neoliberal samfundsideologi. Mig bekendt har der ikke været de store opgør siden. Det var i øvrigt samme år den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen opgav at videreføre sin regering. Det liberale angreb på velfærdsstaten – rehabilitering af kapitalistisk vækstlogik Den politiske bevæbning til at gennemføre skiftet blev hentet fra både de moderate liberale fordelingsteoretikere som eksempelvis John Rawls og fra den radikale orientering med Robert Nozick, Friedrich August von Hayek og Milton Friedman i spidsen som toneangivende teoretikere. I opgøret med velfærdsstatens økonomiske grundlag og tænkning kom ammunitionen fortrinsvis fra Hayek og Friedmann, som ellers siden krigen havde været henvist til periferien indenfor samfundsvidenskaberne. Mainstreamtænkerne havde i efterkrigstiden med Keynesiansk dominans ikke taget de liberale tænkere helt alvorligt. De havde fristet en tilværelse i skyggen af den succesfulde ”blandingsøkonomi” og dens teoretikere – heri blandt mange socialdemokratiske samfundsingeniører, men som med krisen og dens karakter som stagflation i løbet af et årti mistede både forklaringskraft og betydning som strategisk akse for en videreførelse af velfærdskompromisset. Det historiske regnebræt skulle gøres op. Profitten skulle genopbygges og borgerskabets klasseherredømme restaureres. Borgerbegrebet i kollektiv betydning stod i vejen for angrebne på fagforeningerne, de kollektive klasseorganisationer, de tilbageværende civilsamfundsbevægelser og statssystemernes følsomhed overfor borgerne. Men borgerbegrebet som sådant kunne ikke aflives, alene fordi det indgik/indgår i det liberale raritetskabinet. Vejen gik over en fusion af borger- og markedsbegrebet. Borgerbegrebet blev stillet lig individbegrebet, og politikken – den demokratiske politik i videste betydning – blev opsuget i kontraktpolitikken og over en periode på 40 år konverteret til ”konkurrencedemokrati” i Schumpetersk forstand. Over en bred kam blev hovedparten af de institutioner, der havde befordret socialiseringen til og vedligeholdelsen af den kollektive borgertilværelse og tilsvarende bevidsthed og værdiopfattelse remplaceret af et komplekst net af individuelle kontraktformer, individuelle tildelingskriterier osv. Vilkårene på det kapitalistiske marked, som velfærdssystemet netop havde skullet modificere og regulere, blev ophøjet til ideal. En så dramatisk vending lader sig ikke gennemføre over en nat eller over et årti. Vendingen skulle gennemføres på alle tilværelsens områder, og gennem flere faser har det været tilfældet i tidsspandet fra 1979 (Washington Concensus) og frem til i dag. Vendingens teoretiske udgangspunkt blev de forskellige varianter af rational choice og public choice, som i al enkelhed spejlede neoklassisk økonomisk tænkning på politik. Påstanden var, at alle menneskelige og institutionelle relationer kunne indordnes i vareudvekslingsskema. Alle handlede for at sikre sig selv. Begreber som borgerpligt, borgerdyd, solidaritet osv. var og blev abstraktioner og var med postmodernisternes ord gået under sammen med de store fortællingers skibbrud. Der var kun den daglige kamp for tilværelsen,  personlig lykke og den ”lille fortælling” tilbage. Selve det politisk demokratiske system agerede efter samme motiver. Public choice teorien konstaterede, at de politiske partier og de enkelte politikere og embedsmænd i og udenfor de demokratiske institutioner i al væsentligt altid handlede i egen interesse. I den forstand kunne liberalismens ældgamle rædselsbillede vækkes til live: den evige risiko for statens vilkårlige overgreb på individet. Ud over omfanget af intellektuel indsats for at fremme paradigmeskiftet med dets institutionelle udløbere helt ud til den mest beskedne forening hører det med som forklaringsfaktor, at borgerne i almindelighed og arbejderklassen og den lavere middelklasse i særdeleshed i det daglige rent faktisk erfarede de vilkår og problemer, som de liberale teoretikere og opinionsdannere beskrev i medierne. Den enkelte stod alene. Det var et faktum. De høje lønkrav og den megen militante tumult i 70’erne havde bidraget til inflationen, svækket nationens konkurrencedygtighed og bremset for tilpasningen til de nye teknologiske muligheder. Politikerne snakkede og snakkede, sagde et og gjorde noget andet. At forlade tillidsprincippet og overtage kontraktbindingen i alle forhold lød fornuftigt. Det var som om den økonomiske krise og arbejderbevægelsens paralyse havde pustet levende liv i det neoklassiske primitive menneskesyn. Den liberale verdensopfattelse og opløsningen af det virkelige levende menneske i en ahistorisk essentialistisk menneskefigur havde fået sin praktiske begrundelse i velfærdspolitikernes magtesløshed og vilje til at sikre kollektive løsninger på kollektive opgaver/problemer. Det blev i et snigende tempo tilladeligt at se bort fra: At ”i den politiske sfære står mennesker ikke abstrakt overfor hinanden som mennesker, men som politisk interesserede og politisk determinerede mennesker, som statsborgere, regerende eller regerede, politisk allierede eller modstandere, altså under alle omstændigheder placeret i politiske kategorier” (Carl Schmitt, Parlamentarismens krise 1923). Efter de første store og spektakulære konfrontationer meldte spørgsmålet sig praktisk, om Reagan, Thatcher og Schlüter kunne fastholde den første sejr over arbejderklassen og dele af middelklassen og videreføre restaurationspolitikken? Eller om oppositionen skulle vise sig stærk nok til at tilbagevise den ideologiske offensiv og mobilisere for en nyformuleret progressiv velfærdsstats politik og rehabilitere det tidligere socialdemokratiske mindset. Paradigmeskiftets institutionalisering Arbejderbevægelsen, den samlede fagbevægelse og venstrefløjen forstod ikke at svare igen. Konsekvenserne af et åbent klasseopgør blev opfattet som uoverskuelig. Hovedtrenden i efterkrigstidens samfundspolitik og politisk-økonomisk teori havde været indrettet på opbygningen og udviklingen af velfærdsstaten og statslig regulering af kapitalismen. De socialdemokratiske forestillinger om velfærdsstatens udgrænsning af det kapitalistiske marked figurerede stadig som en del af partiets teoretiske gods. Men selv under de højspændte klassekonfrontationer op gennem 70’erne blev fremtidens ”socialdemokratiske projekt” aldrig operationaliseret og folkeligt forankret. Af samme grund bevægede den liberale tankegang sig mere ind i samfundspolitikkens centrum som indlysende funktionsduelige politisk/teoretiske alternativ til socialdemokratiernes fortvivlede bestræbelser for at løse 70’ernes stagnationsproblem. Den liberale ”kriseterapi” blev svaret på udfordringen. Statssystemet og dermed statsudgifterne skulle slankes. Det offentlige system skulle udsættes for systemkonkurrence. Alle offentligt ansatte og ledere skulle vise deres værd på et nyt og udbredt marked for velfærdsydelser. Borgerne eller i realiteten individerne skulle som på det ”rigtige” marked vide, hvad de betalte for, og hvad de modtog. Det frie valg skulle være en gennemgående reguleringsmetode. Alle offentlige institutioner skulle markedsdeklareres. Det offentliges magtmonopolisering skulle nedbrydes af markedskræfterne og de offentligt ansattes formynderi sættes i gabestokken. Trods betydelige forskelle i omfang og tempo blev linjen et credo i hele Europa. I Danmark, hvor Schlüters regeringer lå i læ af især Thatchers brutale angreb på velfærdsstaten, arbejderklassen og dens forskellige organisationer, kunne man med den nye ideologiske medvind undvige de store konkrete konfrontationer og hovedsageligt fokusere på den politiske, ideologiske og mentale forberedelse af de store institutionelle ændringer, der skulle sikre den senere institutionalisering af det liberale hegemoni. Der blev nedsat kommissioner og udvalg til at granske alle hjørner af velfærdsstaten. Reelt blev der op gennem 80’erne ikke ændret meget. Men alle velfærdsstatens svagheder, den automatiske udgiftsopdrift, de systemiske svagheder, den lave samfundseffektivitet, de offentlige ansattes formynderi og bedrevidenhed blev lagt blot og hudflettet i de toneangivende medier og i utallige videnskabelige undersøgelser og rapporter. Som rationelle løsningsmodeller indførte man mål- og rammestyring, virksomhedsplaner, præstationsorienteret ledelse og i det hele taget en styrkelse af ledelsesbegrebet. Ledere blev til direktører. Administrationen blev flyttet ind centralt, hvor en helt ny type akademikere blev ansat til at styre den øgede kompleksitet. Det afgørende i den periode blev selvfølgelig ikke virkeliggørelsen af alle de mange modeller og nye ”styringsparadigmer”. Det var heller ikke det strategiske mål. Det var derimod kampen om sjælene – dannelsen af den liberale psykologi og det ideologiske og mentale herredømme. Den kamp vandt de borgerligt liberale kræfter over hele linjen og det i en sådan grad, at de socialdemokratiske partier ikke længere kunne vinde regeringsmagten eller blot fastholde deres hidtidige styrke i egen ret. De måtte låne hos de liberale ideologer og i betragteligt omfang tilpasse sig liberal økonomisk politik og teori og opgive alle forestillinger om republikanske socialdemokratiske kollektivformer. Selv i de interne debatter i socialdemokratierne trådte det liberale enkeltindivid mere og mere i forgrunden som samfundsstyrende ideologiske kerne. ”Welfare blev til Workfare” (arven fra Bill Clinton) blev oversat til ”Ret og pligt”, hvor retten alene blev pligtens forvalter. Det generelle og det gennemsnitligt relevante og fagligt funderede trådte i baggrunden fortrængt af den i bund og grund illusoriske frase om ”altid at tage udgangspunkt i den enkelte og den enkeltes behov”, der blev omkvæd i enhver politisk udmelding. Samfundets og borgernes samlede behov både som borgerret og borgerforpligtelse blev individualiseret og mistede status som social- og politisk realitet. Thatcher fik med sin radikale fortolkning af samfundsbegrebet, som en ansamling af individer – aggregering og ikke en bestemt struktur – ret. Ikke i ren form. Selvfølgelig ikke. Men som måde at tænke samfund og individ på – individ blev til det reelle og konkrete. Samfundet blev til en abstrakt omgivelse. Kontrakt- og retspolitikken Den anden og afgørende institutionaliseringsfase slog for alvor igennem omkring årtusindskiftet båret frem af dot.com krisen og af samme grund socialdemokratiernes sidste udløbsdato som centrale regeringsbærende partier og politisk-ideologisk forsvarsværk mod den liberale bølge. Partierne havde allerede op gennem 80’erne og 90’erne indoptaget en del liberalt tankegods. Dot.com krisen forstærkede den udvikling især på det økonomiske område. I Danmark rullede den nye Fogh-regering institutionaliseringen (2002) af den liberale politik ud med en bredspektret ekspresfart i 00’erne. Fritvalgsloven indenfor ældreplejen i 2003 blev ideologisk og praktisk krumtap i liberaliseringsoffensiven op gennem 00’erne: Krav om konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver. Overgang fra opgaver til ydelser. Borgerkontrakter og individuelle retskrav og indførelse af effektmål som gennemgående styringsparadigme på næsten alle offentlige områder. Det hele sat i system og nødvendiggjort på makroniveau af strukturreformen fra 2007, hvor velfærdsstatens  institutionelle opbygning som demokratisk forvaltning blev atomiseret, og hvor udvekslingen mellem sektorområder og forvaltningsområder blev konverteret fra politisk-administrative vilkår til markedslignende transaktioner og tilsvarende metodekrav. Strukturreformen skulle i Danmark få en langt mere vidtrækkende konsekvens for institutionaliseringen af den liberale samfundsopbygning og forankringen af den liberale tænkning end noget andet politisk skridt i perioden fra midt i 80’erne og frem til i dag. I den forstand er virkningshorisonten uden for de omhandlede institutioner og forvaltningsområder blevet undervurderet. Med strukturreformen blev politiske normer og interesser opløst i økonomisk- og pseudovidenskabelig teknik og bundet i kontraktformen som suveræne retsanliggender. Opsplitningen af institutionskomplekser indenfor de offentlige sektorer, degraderingen af velfærdspersonalet til leverandører i en ydelsesdrift og de daglige økonomiske transaktioner mellem de forskellige offentlige enheder, konkurrenceudsættelse på helt op til 26% af offentlig drift og kontraktforholdet til borgerne skabte over årene det materielle grundlag og handlingsspor for de mentale ændringer og skift i politisk bevidsthed, holdninger og politiske præferencer. Den neoklassiske kalkule erstattede den politisk-sociale overvejelse og etik, og den offentlige sektors fagprofessionelle grundlag og handlingskodeks blev underordnet forudbestemte og fagligt arbitrære effektmål og budgetkalkuler. Det liberale credo om adskillelse af økonomi og politik som den højest form for rationalitet (har aldrig været virkelighed) blev lovfæstet med Budgetloven i 2012. Som svar på eurokrisen vedtog regeringslederne i EU ”finanspagten”, som i Danmark blev omsat i en egentlig Budgetlov kalkeret efter den tyske ”schuldenbremse”. Statsbudgettet skulle lovmæssigt balancere eller holde sig indenfor en snæver udsvingsgrænse, der blev sat på baggrund af fiktive beregninger. Det blev kaldt ”råderummet”, der begrænsede det politiske muligheds- og beslutningsrum fuldstændigt uafhængigt af, hvad der måtte være politisk fornuftigt og fremadrettet (eks. kollektive investeringsbehov til fremtidssikring af infrastrukturen). Som en historiens ironi blev tilslutningen til Finanspagten og det lovforberedende arbejde udført af en socialdemokratisk regering, som uden tøven lagde en rendyrket liberal-og småborgerlig husmandslogisk argumentation for dagen. ”Man skulle sætte tæring efter næring”. ”Man skulle nødigt havne i sammen økonomiske uføre som Grækenland, Spanien og Portugal, hvor regeringerne havde ført en uansvarlig økonomisk politik”. Hermed havde man udtømmende argumenteret for at lægge politikken i spændetrøje. Eftervirkningerne af den stort anlagte og vidtforgrenede institutionalisering af markedsrelationerne og den liberale retshorisont i både det offentlige liv og i civillivet har i Danmark været en omfattende juridificering af det politiske liv. (Internationalt har den liberale ”rules based order” fortrængt aftalerne om international lov i f.eks. FN). Der er foregået og foregår en kontraktlig indsnævring af den demokratiske politiske suverænitet og beslutningshorisont og nok så meget den politiske debat, der er blevet steriliseret til teknik og afkoblet fra de forskellige samfundsgruppers legitime interesser. Samme forhold gør sig gældende for de politiske interessemodsætninger i de parlamentariske forsamlinger. Stadigt hyppigere ender politiske (store og små) uenigheder i parlamentariske spil eller som ”politiske sager”, der løftes over i pseudojuridiske kommissioner sammensat af eksperter, som hævdes at stå over politik og politiske særinteresser og alene referere til bestemte retsnormer. (Her skal blot som eksempel henvises til minksagens forløb, hvor ret og snæver lovforvaltning blev sat over sund fornuft og samfundsmæssigt rettidig omhu. Det var mere tydeligt end ved tidligere sager, at den ubetingede respekt for ejendomsretten stod over hensynet til samfundets tarv). Men det helt centrale aspekt her som ved alle de andre moderne kommissionssager er, at de politiske stridspunkter er druknet i juridiske fortolkninger, som har været nær umuligt at forholde sig til for borgerne/vælgerne. Det har været op til den institutionaliserede visdom: jurister, retsteoretikere, parlamentariske ledere, statstoretikere mv. at udlægge teksten og fælde dom over politikken, mens borgernes har været henvist til tilskuerpladserne med retten til at råbe højt i alle retninger, men heller ikke andet. Den anden eftervirkning er mere dybtgående og strukturel. Den viser sig nu i snart sagt alle samfundsspørgsmål. Den ”liberale revolution” (Måske lidt overdrevet, men alligevel) har gennem den 40 årige offensiv omdannet ikke bare statssystemet, men også det parlamentariske system til politisk og administrativt oligarki (med det politiske centrum som ideal) uden vitale rødder og kanaler ud i civilsamfundet. Konsekvensen er, at det politiske oligarki er blevet tættere forbundet med den akademiske elite og medieverdenen og mere sårbart overfor markedsagenternes pres (erhvervslivet) og omvendt ikke på bølgelængde med vælgerne. Måske ikke det helt store problem så længe velfærdsgoderne ikke er krympet alt for meget. Men i og med det ikke længere er tilfældet, bliver selve den oligarkiske politikforståelse et fremrædende problem. Befolkningens tillid svinder, fordi dem derinde i ekkorummet blot snakker, uden at problemerne løses. De vokser tværtimod. Det mest aktuelle eksempel er det katastrofale boligproblem både i Danmark og i de andre europæiske lande, som politikerne reelt ikke ved, hvad de skal gøre ved. Og skulle de komme på kreative løsninger, ville de ikke selv kunne mobilisere for radikale forandringer. Baglandet er der ikke mere eller er splittet i en række individualistiske interessefraktioner hvorfor dem, der profiterer af boligmanglen, roligt kan fortsætte spekulationen, og hvis det skulle blive nødvendigt mobilisere til forsvar for de velerhvervede rettigheder og markedets rationalitet – set ”i et langt perspektiv”. Intet udenfor retshorisonten Helt afgørende for forståelsen af det liberale tankesæts dybde er, at skiftet er foregået på en sådan måde og over flere årtier, at de liberale tænkeformer, liberal samfundsteori og moral, neoklassisk økonomisk teori, som notorisk bygger på abstrakte modeller og helt urealistiske opfattelser af individet og indlysende forkerte antagelser om, hvordan et samfund fungerer og hænger sammen, ikke desto mindre er blevet naturaliseret i en sådan grad, at det ”liberale menneske” er blevet vores anden natur: At alle mennesker (formelt) er lige i kraft af deres menneskelighed er ikke demokrati, men en særlig form for liberalisme, det er ikke en statsform, men en individualistisk-humanitær moral og verdensanskuelse. Eller som Karl Marx i 1846 skriver om det samme: ”Denne fejltagelse stammer fra, at for dem er bourgeois-mennesket det eneste mulige grundlag for ethvert samfund, eftersom de ikke kan forestille sig en samfundstilstand, under hvilken mennesket ikke mere er bourgeois”. I den forstand er det, man kalder det neoliberale hegemoni, langt stærkere og mere resilient, end den aktuelle samfundsdebat giver indtryk af. Det er måske et af de allerstørste problemer nu, hvor det liberale verdenssyn og samfundsudformning skaber flere problemer og konflikter, end den løser, og hvor samfundenes sociale og moralske sammenhængskraft og de tilsvarende institutioner tyndslides af individualismens rethaveri og emfatisk egoisme. Og hvor de kræfter indenfor centrum-venstre (S+SF+EL+R), der fremhæver sig selv som alternativ til ”de rå markedskræfters politik”, døjer med at tænke ud over og på den anden side af det liberale verdens- og menneskesyn. Det gælder både hvad angår politisk perspektiv og principper, synet på politik som sådant, overvindelse af individualismens forsnævrede horisont, den anvendte diskurs og den konkrete teoretiske og institutionelle udfordring af liberalismen. Hele det mentale billede er forankret i retstænkningen. Hvor meget man end henviser til den uretfærdige fordeling af rigdommen, til konsekvenserne af udhulingen af velfærdsstaten, til forråelsen af samfundslivet, til atomismen og til markedets kolonisering af civilsamfundet, så vil disse politiske og moralske henvisninger falde på stengrund, så længe de samme partier ikke tør udfordre vores ”anden natur” og de historisk grundløse forestillinger om de liberale frihedsrettigheders og den liberale retstats universelle status. Horisonten skal overskrides – og det er ikke lige til Hermed være også sagt, at den socialistiske venstrefløj ikke skal gøre regning på at blive en positiv ledende politisk-og social kraft i fremtiden, hvis ikke bevægelsen formår et bredspektret og politisk-filosofisk opgør med det liberale paradigme. Først og fremmest et længe påkrævet filosofisk opgør med den Lockianske ejendomsreifikations påstand om: ”at individet ejer sig selv”. Altså den ultimative selvobjektivering af mennesket. For uden de historisk mangfoldige fortolkninger og fornyelser/genformuleringer af John Lockes mantra ville de liberale teoretikere, politikere og mediekommentatorer ikke kunne fastholde kravet om de liberale frihedsværdier og de abstrakte menneskerettigheders universalitet og forsvar af den totalitarisme, der er forbundet hermed. Den anden side af mønten er, at i takt med, at de liberale samfunds sammenhængskraft reduceres med foruroligende hast, herunder den folkelige respekt for det politiske- og administrative establishment, oplever vi i dag en glidende autoritær metamorfose. Antallet af love – forbudslove og foreskrivende love – vokser i takt med, at markedsrelationerne trænger ind alle steder og forstyrrer/ødelægger de traditionelle og værdifulde mellemmenneskelige relationer og borgerdyder. Den liberale drøm om respekten for den enkelte, retten til at udtrykke sig, retten til at eje, retten til at holde det offentlige fra døren, til frit at bevæge sig mv. indskrænkes nu oftere og oftere af lovgivningsmagten og regeringerne, fordi samfunds- og civillivet er blevet mere og mere ustyrligt, intolerant og aggressiv rethaverisk. Hvis neoliberalismens dehumanisering skal overvindes af et socialistisk velfærds alternativ forankret i en fælles vilje, forudsætter det som første skridt venstrefløjens vilje og evne til selv i egne rækker kognitivt, mentalt og filosofisk at vriste sig fri af den næsten absolutte individfigurs forståelses- og erkendeform. En renæssance for kollektivforståelsen og den fælles vilje udgår ikke fra et abstrakt ideal, men over dekonstruktionen af illusionen om individet som samfundets mindste enhed. Komplekset af relationer er samfundets konstitutive element, og samfundets struktur er en strukturering af levede komplekse relationer, hvorigennem menneskene producerer deres egen historie og samfundsformation. Hvis venstrefløjen blot fortsætter med at kritisere kapitalismens ustyrlige kræfter og borgernes voksende velfærdstab uden teoretisk at opløse liberalismens grundformer indefra, vil velfærdsbegrebet – som enheden af politik-økonomi- og det sociokulturelle liv – fortsat friste tilværelsen som moralsk og abstrakt tillæg til den liberale individualisme, der tyranniserer det politiske og det offentlige liv. Foreviget af åndselitens metafysiske dyrkelse af nuet som virkelighedens udgangspunkt og historiens fortrængningspunkt. Jan Helbak.          

  oktober 30, 2025 9:34 pm

  Læs mere

• Putins kvantefysik-metafor  

  Hvorfor beskæftige sig med Putins tale i Sohci? Fordi den er interessant og åbner for en forståelse af, hvordan Putin og den politiske elite i Rusland tænker. (http://en.kremlin.ru/events/president/transcripts/78134) Hvert år (22 i alt) afholdes der et større diskussionsseminar i Valdai Internationale Diskussionsklub i Sochi i Rusland. I de sidste år har der været tradition for, at præsident Putin har stået for hovedtalen. Således også i år, hvor talens indhold ikke forventedes at være så forudsigelig som de foregående år. Efter talen afholdes der altid en længere diskussion af tre timeres varighed med hovedtaleren. Indholdet i Putins tale var for en stor dels vedkommende forudsigelig. Det gælder begrundelserne for den særlige militære operation i Ukraine, kritikken af de Vestlige ledere og retten til enhver tid il at forsvare Ruslands sikkerhedsinteresser. Talen indeholdt også den obligatoriske gennemgang af de geopolitiske styrkeforhold og en kort vurdering af de internationale brændpunkter. Putins kvantefysiske metafor Midt i talen foretog Putin, hvad han selv kaldte en kort digression, som absolut ikke er uden betydning: ”For at eliminere grundlaget for blokkonfrontationer og skabe et fælles sikkerhedsrum erklærede vores land to gange vores parathed til at slutte os til Nato. Første gang skete det i 1954 i Sovjet æraen. Den anden gang skete under Bill Clintons besøg i Moskva i 2000” ”Jeg diskuterede spørgsmålet med Mr. Clinton – med præsident Clinton. Han sagde: ”Ved du hvad, det lyder interessant. Jeg tror, det er muligt”. Efterfølgende sagde han om aftenen: ”Jeg har konsulteret mine folk – det er ikke muligt, ikke muligt nu”. ”Hvornår vil det blive muligt”? (Putins spørgsmål). ”Og det var det, og det hele gled ud i sandet”. Ud over at have en vis historisk interesse for forståelsen af forløbet fra Sovjets opløsning og frem til i dag, indeholder Putins lille konkrete tilbageblik hans og den russiske elites helt grundlæggende ønske om at udarbejde én bindende europæisk sikkerhedsarkitektur for at skabe tryghed for alle de europæiske nationalstater (hvortil Rusland hører. Rusland har i århundreder i lange perioder hørt til Europa alt afhængig af de politiske konjunkturer i Europa) og som undertekst begrænse USA’s hegemoniske vilkårlighed. Nu tilbage til den centrale del af Putins tale, som rækker langt ud over alle de andre temaer både hvad angår tyngde og perspektiv. Efter at have gennemgået Ruslands placering i verden og vurderet landets fremtidige muligheder, indledet han det centrale afsnit på denne måde: ”Vi må også forstå, at en polycentrisk verden er meget dynamisk. Den fremstår skrøbelig og ustabil, fordi det er umuligt i det lange løb at fastholde en bestemt orden eller en magtbalance for en længere periode. Faktisk er der mange aktører i disse processer og deres styrker er asymmetriske og sammensat meget komplekst”. Disse bemærkninger ledte over til de mere principielle betragtninger eller måske i virkeligheden Putins verdens- og historiesyn, som burde interessere alle de kommentatorer, der har fulgt og beskrevet topmødet. ”Verden af i dag er et ekseptionelt komplekst og multifacetteret system. For at beskrive verden ordentligt og forstå den er det ikke længere tilstrækkeligt at forlade sig på simple logiske love og årsags-virknings relationer og de tendenser, der tilsyneladende udgår fra dem. Hvad, der er brug for, er en kompleksitetens filosofi – en tænkeform lig kvantefysikken – som giver en dybere forståelse og på en vis måde er mere kompleks end den klassiske fysik”. ”Og det er præcist på grund af denne kompleksitet i verden, at det samlede grundlag for aftaler ser ud til at øges, sådan som jeg ser det. Når alt kommer til alt, er lineære og unilaterale løsninger blevet umulige, og ikke lineære og multilaterale løsninger kræver seriøst, professionelt, upartisk, kreativ og til tider ukonventionel diplomati.” ”Det er præcist i den ånd – ånden i det 21. århundredes diplomati – at nye institutioner udvikles”. Her henviser Putin bl.a. til BRICS, SCO, Eurasiatiske samarbejdsorganisationer samt til en række andre regionale samarbejdsorganisationer, der skyder frem som alternativ til de kendte internationale efterkrigsinstitutioner, som efter hans opfattelse ikke længere er i stand til internationalt at afbalancere komplekset af nationalstatslige interesser. Hvad mere er fortsatte Putin: ”Alle disse nye (samarbejds) strukturer er meget forskellige, men de er forenet af én vigtig kvalitet: Deres modus operandi er ikke princippet om hierarki og underordning under en enkelt dominerende magt. De afgrænser sig ikke negativt overfor andre. De opererer i egen ret.” Som en opfølgning på dette verdens-historiesyn drager Putin konsekvensen: ”Humanitetens sikkerhed afhænger af menneskehedens evne til at reagere (rationelt) på de mange udfordringer i form af naturkatastrofer, menneskeskabte katastrofer, den teknologiske udvikling og radikale sociale, demografiske og informationsmæssige processer. Alle disse forskellige udfordringer er tæt forbundne og skyder frem næsten af sig selv og ganske ofte. Jeg har allerede sagt det – helt uforudsigeligt og på en måde, hvor de følger deres egen indre logik og regler og til tider, tør jeg sige, uden om menneskers vilje og forventninger”. Som afslutning på denne korte gennemgang af sit verdenssyn i talen konkluderede Putin: ”Jeg vil ikke skjule: I dag er der ikke konsensus om, hvordan verden skal organiseres og på hvilke principper flere årtier ud i fremtiden. Vi har bevæget os ind i en lang periode, hvor vi er tvunget til at søge og ofte bevæge os fremad via ”trial and error”. Hvordan et nyt og stabilt system endeligt vil tage form – og hvordan rammen vil se ud – forbliver ukendt. Vi må være klare på det faktum, at for en lang tid fremover vil politisk og økonomisk udvikling være uforudsigelig og til tider turbulent.” Kort sagt samtidig med, at begivenheder og udfordringer folder sig ud og ofte slet ikke som forventet, bliver det afgørende at definere egne positioner/narrativer og horisonter for ikke at blive begivenhedernes fanger eller ofre. Det er her, Putins reference til kvantefysikkens teoretiske kompas bliver vigtig. Kort kommentar til Putins kvantemetafysiske metafor Den klassiske fysik er deterministisk, hvilket vil sige, at hvis man kender al information om et system, vil man kunne forudsige den fremtidige udvikling. Ideelt set behøver man ikke at operere med usikkerheder. Omvendt opererer kvantefysikken alene med sandsynligheder, idet man ikke kan måle på punkt og bevægelse på en og samme tid og kan af samme grund ikke nøjagtigt og entydigt bestemme hverken bevægelse eller punkt. Hvad der eksempelvis sker mellem to målepunkter, kan man kun sige noget om med en vis statistisk sandsynlighed. Hvilket igen betyder, at den klassiske årsags-virknings logik ikke kan anvendes. Enhver ved selvfølgelig godt, at for alt det, vi kan se, gælder den klassiske fysiks love, men ikke når det gælder iagttagelse af den mikroskopiske atomare verden, hvor det, man iagttager og måler på, påvirkes af målemetoden. Bevægelserne her foregår for det meste i spring, der ikke kan forudsiges, fordi springene ikke forløber kontinuert. Vi må med andre ord acceptere, hvad Verner Heisenberg i 1927 definerede som ubestemthedsrelationer, hvor observationerne ikke kan bestemmes med vilkårlig nøjagtighed. Ifølge Heisenberg er ubestemtheden en uomgængelig del af naturen og ikke et udtryk for menneskelig uformåenhed eller mangel på viden. Ubestemthedsfaktoren skal tværtimod accepteres som udgangspunkt. Hvis jeg har forstået Putin ret, forsøger han i forenklet form at overføre kvantefysikkens opdagelser og metoder som grundlag for sin forståelse af verden. Vi kan forsøge at forstå verden og verdenssituationen i dag på grundlag af geopolitiske analyser, som vi har været vant til i årtier. De spiller i dag en afgørende rolle i diskussionerne om verdens tilstand, som når vi eksempelvis anvender begreber som ”en ny verdensorden”, konflikterne mellem Vesten og det Globale Syd, modsætningerne mellem demokratier og autokratiske styrer osv. Men det bringer også ikke meget nærmere en forståelse af, hvad der faktisk sker, og hvad de enkelte begivenheder har af konsekvenser. F.eks. når vestlige statsmagter eller alliancer af statsmagter, som vi kender det, finder sig berettigede til at gribe ind i andre staters interne forhold, eller når man iværksætter omfattende sanktioner for at tvinge andre stater til at rette ind efter de regler, som de mest magtfulde stater har udformet. Bedre bliver det ikke, når det alene er ensidige moralske værdier, der lægges til grund for at legitimere de forskellige handlinger, som når f.eks. den danske udenrigsminister anfører som forudsætning for at anerkende en selvstændig palæstinensisk stat – altså en to-statsløsning, at Hamas skal afvæbnes og ophøre med at eksistere som politisk magt. Ved at komme med sådanne udtalelser ændrer han totalt ved det hidtidige grundlag for anerkendelse af nationalstater, som hidtil intet har haft med statens indre politiske opbygning at gøre. Der indføres en vilkårlighed, som igen kan åbne for en række ikke forudsete konflikter, der udelukker den klassiske årsag-virkningslogik. Eller sagt på en anden måde åbnes der for en ny kompleksitet af vilkårlige referencepunkter, der tillige forskyder det punkt, hvorfra den første handling udgik, hvilket igen reducerer mulighederne for at handle rationelt i forhold til de mål, man ønsker at opnå. I Løkke Rasmussens tilfælde indtager afvæbningen af Hamas tronpladsen og forskubber palæstinensernes statsretlige og legitime krav om en statsanerkendelse til en betinget følge af det første. Løkke Rasmussens logik flugter præcist med USA’s og Europas tilsidesættelse af FN’s charter og vilkårlige indgreb i andre nationalstaters interne anliggender. Kernen i Putins metafor er netop, at vi i dag er henvist til at kalkulere med spring i begivenhederne og forlade os på sandsynlighedsanalyser, der kan øge kvaliteten af analyserne, hvis de frigør sig fra den traditionelle fokusfiskering og i stedet forsøger at indfange hele det kompleks af politiske, økonomiske, sociale og kulturelle forskydninger, der som oftest optræder som enkeltbegivenheder. Her er det, at Putin insisterer på at operere med tilnærmede helheder, hvis omfang og dybde aldrig kan bestemmes med ”vilkårlig nøjagtighed”, men må begribes som tendenser eller mindre spring, der på et tidspunkt slår igennem som faktiske ændringer på den store politiske scene og ofte frembringer forvirring og lige så ofte afstedkommer opfattelser, beslutninger og handlinger, der bidrager til at øge forvirringen eller fører til handlinger med helt uoverskuelige konsekvenser. Med afsæt i Putins kvantefysiske metafor vil jeg i de næste afsnit forsøge at lægge den til grund for en mere lokal analyse af krigens forløb i Ukraine. Det vil sige, at jeg afstår fra at inddrage alle de mange konflikter og politisk-militære udfordringer, der konstant popper op som nye brændpunkter i verden. Jeg afstår tillige fra at inddrage de seneste aktuelle begivenheder. At se bort fra komplekset af processer, der lige nu udspiller sig på verdensscenen og alene fokusere på en enkelt, men dog meget vigtig begivenhed, er selvfølgelig lidt kunstig og dog nødvendig for på overskuelig måde at afprøve, om Putin overhovedet har sagt noget, vi kan bruge. Ukraine – det forudsigelige bliver uforudsigeligt Ruslands særlige militære operation i Ukraine kan dog retteligt ikke behandles eller forstås som en enkeltstående begivenhed. Den har tværtimod afstedkommet en hel række af handlinger med afgørende betydning for hele Europas udvikling. Derud over har den igangsat eller indirekte åbnet for en række processer overalt i verden, der allerede nu udfolder sig i dynamiske spring (handelskrige, regimeændringer, sanktioner mv.), som har og vil få afgørende indflydelse på den geopolitiske og økonomiske udvikling og af samme grund øve indflydelse på snart sagt alle nationalstaters indre politiske liv, puste til de socioøkonomiske modsætninger og konflikter og skabe radikale ændringer i det hidtil kendte internationale institutionelle billede. Men her skal det alene handle om krigen i Ukraine og dens betydning for Europa og den Atlantiske alliance. Forløbet op til Ruslands invasion af Ukraine i 2022 var i det store og hele forudsigelig. I hvert fald siden Putins tale på det sikkerhedspolitiske topmøde i München i 2007, hvor han gjorde klart, at Rusland af sikkerhedspolitiske grunde ikke ville acceptere Ukraines optagelse i Nato og Nato-tropper helt op til Ruslands grænser. Siden 1992 havde det ellers været USA’s dobbeltstrategi at svække Rusland gennem Natos Østudvidelse og i samme moment disciplinere Europa i et permanent spændingsrum for på den måde at sikre USA mod enhver form for magtpolitisk udfordring af sin unipolære dominans. På trods af Putins advarsel fortsatte Østudvidelsen af Nato. I 2008 blev det på Nato-topmødet besluttet at igangsætte en tilslutningsproces for Ukraine og Georgien. Efter den beslutning var det kun et spørgsmål om tid før, det ville komme til en åben konfrontation mellem Rusland og Nato – med Ukraine som stedfortræder. Men var forløbet frem til Ruslands særlige militære operation i Ukraine forudsigelig, skulle det ikke komme til at gælde konsekvenserne bl.a. på grund af en række fejlberegninger og fordomme indlejret i beslutningerne om Natos Østudvidelse. Bag Natos Østudvidelse lå den udbredte opfattelse til grund, at Rusland var økonomisk og militært svag. Faktisk byggede NATO-landenes vurdering af Rusland på et billede, der gik tilbage til Jeltsin-tiden. Man havde et fejlkalkuleret billede af, hvad hele kredsen omkring Putin havde sat i gang hvad angår velfærdsforanstaltninger, økonomisk udvikling af moderne industri, opdyrkning af nye eksportområder og omfattende reformer af militæret og det militærindustrielle kompleks. Forestillingen var at med en massiv oprustning af Ukraine ville det være muligt at tvinge Rusland til kapitulation og gennem lige så massive sanktioner tvinge Rusland økonomisk i knæ. Rationalet var og er til dels i dag, at et sådant resultat ville tvinge Putin og hans administration fra magten og åbne Rusland for nye mere provestlige kræfter. Dette forsimplede årsag-virknings narrativ kom til at bestemme USA’s og de europæiske regeringslederes dispositioner op til og umiddelbart efter invasionen og har – i hvert fald i offentligheden – været lagt til grund for deres beslutninger helt frem til i dag tre et halvt år inde i krigen. Dvs. at man på højeste plan har tilsidesat alle historiske erfaringer vedr. krig mod Rusland og forbrudt sig mod en indlysende forholdslogik ved at se bort fra det simple faktum, at Ukraine ikke på noget tidspunkt har haft styrken til at vinde krigen, og at Rusland ikke kan og ikke vil tabe den. Fejlberegninger der som grundtone udspringer af forestillingen om, at den Atlantiske alliance vandt den kolde krig på grund af de amerikanske og europæiske liberal-demokratiske samfunds næsten universelle overlegenhed. Og som følge heraf ikke har haf nogen grund til at vurdere eget grundlag kritisk. De andre var jo underlegne på alle områder, og Rusland blev hånet som ”verdens største tankstation”. Kort sagt har udviklingen siden 1992 fulgt en underliggende kurve, men konsekvenserne har mildest talt været uoverskuelige. Truslen fra Øst Nu svæver et narrativ ikke frit i luften. Der ligger altid et helt sæt af ganske jordnære og konkrete interesser indlejret i ethvert narrativ. Det er for så vidt banalt. Det er derimod mindre banalt, at narrativet ofte vender op og ned på årsag og virkning – eller rettere helt tilsidesætter årsag-virkningslogikken – og stik mod forventninger virker bestemmende tilbage på formningen og udviklingen af de indlejrede interesser. Det billede, der i Europa er malet af den epokale trussel fra Rusland og af et land styret af en autokratiske enehersker, blev systematisk opbygget samtidig med Natos Østudvidelse. Det var ikke længere Sovjetspøgelset, man så, men derimod et autokratisk og samfundsmæssigt tilbagestående Rusland med et imperialistisk dna. Som sådan blev Rusland særlige militære operation læst ind i det billede og udvidet til, at blev Putin ikke stoppet i Ukraine, ville hele Europa være i farezonen. Det interessante her er billedets fetichagtige primitivitet og indlysende irrationalitet. Men på trods af, at narrativet ikke har blot et skær af realisme, blev det kolporteret som et givet faktum til de europæiske befolkninger, der mand og mand imellem kunne gøre sig forestillinger om russiske kampvogne i Berlins, eller Paris’ eller Bruxelles gader. Sådan virker narrativets propagandistiske funktion. Men hvis funktionen ophøjes til grundlag for Nato-alliancens strategi og mål, hvilket er tilfældet, åbnes der for magisk tænkning, hvad ”koalitionen af frivillige” er eksempel på, og diplomatiet degenerer til politisk magtspil og bedrag. Fikseringen på overlegenheds-narrativet og blindheden overfor karakteren af først og fremmest Europas egen position har i sig selv bidraget til at vanskeliggøre eller direkte umuliggøre enhver realistisk fredsforhandling. I modsætning til præsident Trumps bestræbelser for at lægge krigsengagementet bag sig og nedtone USA’s sikkerhedsforpligtelser i Europa – stormagtsrivaliseringen med Kina vejer tungere – er de europæiske statsledere nu fanget i deres eget narrativ og er af samme grund her tre et halvt år inde i krigen ude af stand til at formulere en militær strategi og praktiske politisk-diplomatiske mål. Krigen og de hektiske oprustningsbestræbelser er blevet målet, hvad der af samme grund har ført til den ene eskalering af konfrontationerne efter den anden. Eksempelvis har hele virakken vedr. dronerne i Polen og Danmark og de russiske jageres overflyvning af Estisk luftrum bidraget til, at man nu i ramme alvor i både Nato hovedkvarteret og i EU overvejer at opstille en dronemur og vedtage en ”no-fly zone” i den vestlige del af Ukraine vel vidende, at sidstnævnte har karakter af en krigserklæring. De europæiske statsledere (bortset fra the usual suspects i Slovakiet og Ungarn) har uden at tænke konsekvenserne igennem på de utallige krisemøder skruet på krigsretorikkens volumeknap og malet sig selv op i et hjørne, hvor springet fra militær støtte til Ukraines stedfortræderkrig til selv at blive direkte involveret er rykket nærmere. Skulle man være i tvivl, bortvejres den af EU’s udenrigspolitiske repræsentant Kaja Kallas’ fuldtonede politiske og økonomiske støtte til præsident Zelenskys ønske om erhverve langtrækkende Tomahawk-missiler fra USA (finansieret af Europa gennem den særlige Nato indkøbsfacilitet) vel vidende, at i fald Ukraine skulle modtage og affyre disse missiler mod mål dybt inde i Rusland, vil springet til en konfrontation mellem Rusland og Nato være en realitet. Blindheden og søvngangen Især europæernes narrativ og forestillinger om Ruslands kapitulation har indskrænket deres egen horisont i den forstand, at statslederne, deres rådgivere og de mange mainstreamkommentatorer ikke på noget tidspunkt har forholdt sig konkret til russernes krav/mål og deraf afledte militære strategi. Allerede i 2022 gjorde Putin det ganske klart, at den særlige militære operation først og fremmest havde som mål at tvinge regeringen i Kiev til forhandling om de fire østlige oblasters (Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizzja) vilkår og status og sikring af den russisktalende befolknings sikkerhed. Ved forhandlingerne i Istanbul fremlagde russerne de vigtigste krav om: at de fire Østukrainske oblaster skulle have status af autonome regioner indenfor Ukraines grænser eller som alternativ integreres i den russiske føderation, og at den ukrainske hærs og de radikale nationalistiske militsers angreb i Donbass-området skulle indstilles øjeblikkeligt. At det russiske sprog skulle accepteres og respekteres. At Ukraine skulle forblive en neutral nationalstat uden fremmede tropper på Ukrainsk grund. Som bekendt blev forhandlingerne saboteret, og den særlige militære operation ændrede karakter til åben krig, hvad der åbnede for det meget komplekse billede, vi kender i dag. Russerne har siden ikke ændret meget på deres krav, men det er stadig ikke Putins hensigt på nogen måde hverken at besætte hele Ukraine eller tvinge en kapitulation igennem. Det sidste nævnes kun som den mest ulykkelige og utilsigtede løsning, hvis alle diplomatiske bestræbelser og forhandlinger forbliver frugtesløse. Og helt modsat alle de europæiske militære kommentarer skal Ruslands langsomme fremgang på slagmarken ikke tolkes som svaghed eller traditionel nedslidningstaktik, men forstås indenfor rammen af de første forhandlinger og fredsudspillenes logik. For russerne har det hele tiden været ret indlysende, at man ville tabe freden og været bundet til permanent mobilisering, hvis man blev tvunget til at indtage Kiev eller endog besætte hele Ukraine. Derfor har krigen for russerne aldrig handlet om at erobre andre dele af Ukraine end de fire Østukrainske oblaster og fastholde Krim. Med andre ord har to vidt forskellige narrativer og som sådan forestillinger om en mulig afslutning på krigen stået overfor hinanden siden forhandlingsnedbruddet i Istanbul. Ikke desto mindre er det stadig den ufærdige fredsplan fra Istanbulmødet, der lever sit eget liv nedenunder virvaret af politiske udspil og retorikken om Ruslands kapitulation og truslen om Ruslands (Putins) imperiale ambitioner. Og medmindre krigsretorikken og hysteriet i de europæiske hovedstæder omsættes til ansvarsløse konfrontationer helt ude af kontrol, kan man forestille sig, at de diplomatiske skridt, som på et tidspunkt vil finde sted, vender tilbage til start – dvs. tager udgangspunkt i de udkast til  fredsaftaler, der lå klar til de endelige forhandlinger i april 2022. Afhængigheden af truslen fra Øst Nu forholder det sig ikke sådan, at de europæiske statsledere bare er vildfarne krigsgale og blottet for realitetssans. For samtlige ledere og regeringer i Europa gælder, at deres narrativ er formet af en bred og ikke nødvendigvis unison vifte af interesser. I kort form kan de koges ned til at bevare magten og stabiliteten, sikre EU’s fortsatte sammenhængskraft og overvinde den voksende afstand i alle europæiske lande mellem den politiske elite og befolkningerne. Men også at overvinde de voksende modsætninger mellem USA og Europa og endnu vigtigere at overvinde den udbredte oplevelse af en uendelig række af sociale- og økonomiske tilbageskridt uden løsninger på den anden side af horisonten. En tilstand, der blev til en accelereret og helt uigennemtrængelig proces efter Coronaepidemien, der først og fremmest forstærkede globaliseringens fragmentering af verdensmarkedet og som følge de internationale institutioners autoritet og handlekraft. Udviklingen fra det CIA fabrikerede Maidankup i Kiev 2014 (og præsident Janukovitjs flugt) og frem til Ruslands invasion af Ukraine skal selvfølgelig forstås i regi af Østudvidelsen, men nok så meget i forhold til de socioøkonomiske problemer i EU og delvist USA: Voksende statsgæld og statsunderskud. Inflationen ude af kontrol, og som i dag stadig er meget høj for husholdningerne, og hvad værre er, ikke kan forklares ud fra de traditionelle økonomiske paradigmer. Finanspolitiske stramninger og en reformpolitik, der næsten er gået i stå. Om det er i EU eller i medlemsstaterne eller i USA overskygger regeringernes defensive politik det mulige offensive udsyn. Kulturelt, moralsk og filosofisk og ikke blot økonomisk og geopolitisk har forsvaret af de vestligt definerede universelle værdier været det bærende omdrejningspunkt, selv om afstanden mellem værdigrundlaget og virkeligheden på den store scene er vokset år for år. Kort sagt er Europa og delvist USA blevet fanget i deres egen globaliseringspolitik, der over fyrre år har betydet en ekstrem dynamisk og helt uforudsigelig og springende udvikling på verdensmarkedet og en modsvarende afindustrialisering af USA og Europa. Et voldsomt skifte, der ironisk nok er blevet opfattet som økonomisk vækst og lagt til grund for BNP beregningerne og som sådan den politiske forestilling om fortsat vestlig økonomisk overlegenhed. Ud fra den forestilling troede man, at Nato landene gennem sanktioner kunne tvinge Rusland i knæ. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Til gengæld har sanktionerne bl.a. på grund af øgede energiudgifter svækket EU landenes økonomi, så den samlede vækst i 2025 er helt nede på 0.2% ifølge Eurostat. For det andet har sanktionerne fremskyndet de tidligere kolonilandes sammenslutningsbestræbelser (BRICS, SCO og flere andre samarbejdsfora) om økonomisk- og finansielt samarbejde udenom USA og Europa. For det tredje har EU’s interne forhandlinger om at konvertere Ruslands indestående i Euroclear beliggende i Belgien allerede nu fået en voksende kapitaludstrømning fra Europa som konsekvens. Og for det fjerde har det vist sig, at Europas militære kapacitet er svag og usammenhængende samt, at Europa ikke længere både kan finansiere Ukraines krig med Rusland og samtidig bevare forestillingerne om de nationale velfærdsstater og et EU i økonomisk og miljømæssig fremdrift. De europæiske statsledere og de centristiske regeringskoalitioner (centrum-venstre/højre), der greb det antirussiske narrativ ud fra forestillingen om en relativ hurtig politisk kapitalisering, står nu som haren i lyskeglen og kan hverken gå frem og tilbage. Hvad, der er på spil for de politiske ledere, er mindre krigens menneskelige og økonomiske omkostninger i Ukraine, men derimod deres autoritet og politisk moralske præstige. Hvad der igen kun er de personlige og snævre politiske udtryk for Europas svindende politisk-økonomiske og kulturelle dominans og selvforståede overlegenhed. For tredje, eller fjerde eller femte gang i historien er Rusland blevet tildelt rollen som inkarnationen af civilisatorisk tilbageståenhed og imperial brutalitet og som sådan en eksistentiel trussel mod det Europa, der i hele sin udviklingsbane eller baner – helt op til i dag – har forfulgt den negative afgrænsning for at overvinde interne stridigheder. (Man kan eksempelvis endnu i dag konstatere, at sårene fra euro-krisen ikke er lægt). Når narrativet falmer Som bekendt forudsætter et selvbillede for at være virkningsfuldt omverdens anerkendelse. I Europas tilfælde er den vigende. Og dette langsomme og snigende tab af en selvindlysende overlegenhedsforståelse æder sig mere og mere ind i befolkningernes egenforståelse. Det sker i takt med Ukraines tilbagegang på slagmarken. Man kan næppe overvurdere, hvilken betydning det vil få for den almindelige selvforståelse og selvtillid i de europæiske lande efterhånden, når meldingerne om den reelle udvikling på slagmarken vinder frem og river ”tyrkertroen og trusselsbilledet” i stykker. Europa bevæger sig næsten søvngængeragtigt mod et punkt, hvor regeringskriser som i Frankrig og Tyskland, de mange møder i EU og Nato om øget militær uden reelle resultater æder sig ind på det hidtil så stærke narrativ, der fængede i krigens første år. Flere rapporter og udtalelser fra eksperter dokumenterer, at Europa ikke kan mobilisere den tilstrækkelige militære produktion. At støtten trods de mange proklamationer om det modsatte falder (er faldet med hele 43% de sidste måneder). De sidste meningsmålinger viser på den anden side en faldende tilslutning til den militære oprustning, fordi det ikke kan bortforklares, at betalingen skal hentes i nedskæringer andre steder i statsbudgetterne (det er officielt i både Frankrig og Tyskland). Hvis eller rettere når den snigende fornemmelse af, at Ukraine ikke kan vinde krigen og Rusland ikke tabe den uanset oprustningens omfang slår igennem, falder hele den fortælling, som støtten til Ukraine har bygget på, sammen. Ikke fra den ene dag til den anden og sandsynligvis heller ikke som et spektakulært sammenbrud. Det centrale spørgsmål, som stadigt hyppigere trænger sig på her tre et halvt år inde i krigen, er ikke længere, hvordan Ukraine kan vinde krigen, men hvad der skal til for at nå en fredsløsning? Overvejelser Krigens gang i Ukraine og dens uhyre vidtrækkende og komplicerede konsekvenser demonstrerer om nogen enkeltbegivenhed, hvor utilstrækkelig den traditionelle årsag-virkningslogiske determinisme, fokusfiksering og tro på strategiske prognoser, der ofte løftes ud over de konkrete historiske rammer, er. Ingen og i hvert fald ganske få gjorde sig i 1992 eller i 2014 eller i perioden op til Ruslands invasion i 2022 forestillinger om, at krigen ville udløse de mange nye problemer og skift i de internationale styrkeforhold, som krigen ikke har skabt, men netop udløst. En gyldig forklaring kan være, at tendenserne allerede lå i svøb, og at europæerne og amerikanerne stadig hang så meget fast i Vestens dominansnarrativ, at man enten ikke så eller også undervurderede omfanget af de kræfter og den modstand udenfor den Atlantiske alliance, der længe havde vist sig som enkeltstående begivenheder, og som hidtil kunne tackles gennem enkeltstående interventioner. Nu forholder det sig ikke sådan, som det ellers er et yndet tema på YouTubes mangfoldige antal af kommentator-cites eller i dele af mainstreammedierne, at et kollaps er nært forestående, eller at Vestens dominans braser sammen og en ny verdensorden rejser sig som fugle Phøniks. Faktisk ved vi meget lidt om, hvordan processerne (i flertal) på verdensarenaen vil forløbe og hvilke aktører, der vil drive dem fremad. BRICS og SCO med flere regionale samarbejdsorganisationer er ikke bare de nye og sammenhængende drivere på verdensscenen. Selv om Trumps sanktions- og toldpolitik både bremser den globale økonomiske udvikling og sætter nationalstatslige regeringsinteresser op mod grundlæggende kapitalistiske profitinteresser, og selv om vi måske går ind i en periode, hvor AI boblen sprænger, indebærer disse begivenheder ikke automatiske kollaps. Men den komplicerede sum af alle disse handlinger og Vestens forsmag for regimeændringer i lande, der ikke efterkommer Vestens krav, følger i sig selv deres egen logik og dynamik og ikke mindst en voldsom forøgelse af uforudsigeligheden i en form for systemisk og institutionel entropi. Mulige horisontåbninger Hvordan stiller det så helt konkret udsigterne til en diplomatisk løsning på krigen i Ukraine? Det spørgsmål afføder et nyt spørgsmål. Er det muligt, at Macron, Friederik Merz, Keir Starmer, Mette Frederiksen og alle de andre ledere i Europa skulle kunne forlade deres selviscenesatte narrativ og selv bevæge sig mod et punkt – også presset af præsident Trumps ønsker om at komme ud af engagementet i Ukraine – hvor de kan enes om at formulere eller tilslutte sig et reelt udspil til en realistisk fredsplan, som sikrer både Ruslands og Ukraines nationale interesser og som baner vejen for forhandlinger om en omfattende sikkerhedsarkitektur i Europa, hvor Rusland også hører til? Vurderet ud fra det punkt, hvor vi befinder os lige nu, er svaret forsigtigt formuleret – næppe. Med den eskalering af krigsretorikken, det politiske hysteri og oprustning er det aktuelle billede, at krigslogikken er det enerådende og determinerende narrativ. Men for ikke at blive paralyseret af det fastlåste fokus, kan det være hensigtsmæssigt at rette blikket væk fra de formelle parlamentariske stridigheders lukkede rum og nærmere undersøge strømninger og bevægelser, der udspiller sig om end diffust udenfor regeringsbygningerne. I de sidste to måneder er eksempelvis hundrede af tusinder gået på gaden igen og igen i protest mod massedrabene i Gaza. Men protesterne har ikke kun været rettet mod den israelske regering og Trumps uforbeholdne støtte til Netanyahu. Protesterne har også været vendt mod de europæiske regeringers hykleri og de facto støtte til hans politik såvel som mod det moralske forfald, de europæiske regeringsledere har bragt over hele Europa. Skammen og den ophobede indignation tilsat flere års håbløshed og passivitet er drivkraften i massedemonstrationerne, herunder tabet af tillid til, at deres egne ledere og de politiske institutioner overhovedet længere har blik for anstændighed og borgeres interesser og tryghed. Et vigtigt observationspunkt her er selvfølgelig, om denne udvikling vil stimulere den psykologi, der kan spores hos ”Generation Z”, som overalt har sat sig i spidsen for massedemonstrationerne. Og om demonstrationernes indre dynamik vil udfordre de højrenationales fremgang i takt med, at det viser sig, at de heller ikke sidder inde med svar på den mange underliggende problemer, der præger stort set hele Europa. (Samme billede ses i øvrigt i Sydkorea, Japan, Indonesien og USA og Latinamerika, hvor protestbevægelserne også vokser). Generation Z (en mangefacetteret strømning) er den gruppe i befolkningen, der i det daglige har stadigt vanskeligere ved at få ”enderne til af hænge sammen”. Hermed ikke sagt, at demonstrationerne er udtryk for politisk klarhed, at de præges af bestemte programpunkter, eller at de automatisk vil udvikle sig fra reaktion til politisk offensiv. Men de repræsenterer åbenlyse udfordringer til den teknokratiske parlamentarisme og det politiske centrums styr på begivenhederne. Vi kan ikke på nuværende tidspunkt vide, hvad mobiliseringerne udvikler sig til. Ejheller kan vi forudsige hvor dybe indhug, de vil forårsage i den parlamentariske stabilitet. Men der er en sandsynlighed for, at disse ret spektakulære bevægelser i Europas gader kan slå over i modstand mod fortsat krig i Ukraine og gribe dybt i den krigsmodstand, som indtil nu har været det radikale højres mærkesag i modstanden mod den politiske elite. Det vil sige, om den sociale og politisk-moralske indignation, der har præget de mange demonstrationer, vil aflejre en bredere krigsmodstand og en politisk udfordring af det politiske centrum. Demonstrationerne og andre modstandsformer bliver politisk betydningsfulde i den udstrækning de bliver til alment anerkendte samlingspunkter for en ophobet diffus utilfredshed. For så vidt de mange demonstrationer bevæger sig ud over de aktuelle frustrationsudbrud, kan de intonere et opgør med det herskende krigsnarrativ, og belejringspsykosen og presse de europæiske regeringers tornede vej til en kursændring. En mulig kursændring vil så igen åbne for helt nye udviklingsspring bl.a. i forhold til den Atlantiske alliance og den interne politiske geografi både i EU og i medlemslandene, som bl.a. på grund af krigen i Ukraine indtil nu ikke har kunnet tage form. Det hører i den forstand med til billedet, at de forestillinger om en mulig fredsløsning i Ukraine, vi gør os, også må indeholde en diskussion af de mulige nye konsekvenser, som vi på nuværende tidspunkt under det givne narrativ helt har fritaget os selv fra at tænke igennem og diskutere politisk. Jan Helbak            

  oktober 19, 2025 3:00 pm

  Læs mere

• Socialisme som historisk mulighed

  Dette blogindlæg er en lettere redigeret udgave af en artikel, jeg på opfordring skrev til tidsskriftet ”Eftertryk” i august måned. Nedenfor bringes redaktionens introduktion og efterfølgende selve artiklen. ”Claus Bryld har i en tidligere artikel (https://www.eftertrykket.dk/2025/06/01/14661/) diskuteret om socialismen er et muligt svar på dén økologiske krise, den kapitalistiske vækstøkonomi skaber. Jan Helbak kommer her med sit bud på ’hvad der må gøres’. Det er en opsang til det, han kalder utopiske socialister og et argument for en stringent og usentimental analyse af de faktiske magtforhold, enhver kamp for socialisme må tage udgangspunkt i”. Indledende bemærkninger Indledningen til Claus Brylds artikel er eksemplarisk kortfattet og rummer meget præcist hele artiklens essens: ”Gert Petersens vision om en demokratisk overgang til socialisme står som et af de klareste bud i dansk idehistorie”. Der er flere problemer i denne formulering. For det første, hvad menes med en ”demokratisk overgang”? Der findes jo flere demokratiopfattelser, men den liberal-demokratiske parlamentariske model siden 2. Verdenskrigs afslutning har indtaget demokratidefinitionens hædersplads i den anglo-amerikanske verden og skubbet alle andre former ud i glemslens mørke. Herunder socialistisk demokrati som tidligere var et ligeværdigt modstykke til borgerlig parlamentarisme. Denne sondring er vigtig, fordi den har betydning for, hvordan man forstår både de processuelle muligheder, og betingelser og statsmagtens rolle og magtfunktion i den socialistiske transformationsproces. For det andet: Bryld fremhæver Gert Petersens vision som et vigtigt bidrag til den danske idehistorie, men er socialismen en ide, når den samtidig er en nødvendighed? Socialismen er begrundet i kapitalismens indre modsætninger og utålelige socio-økonomiske kriser. Socialisme er både en politisk-social bevægelse og en ny samfundsformation, der gennem samfundsovertagelse af produktionsmidlerne, planlagt produktion og distribution skal løse de opgaver, som ikke længere kan løses under kapitalismen. Som sådan er socialismen både som teori og som bevægelse praktisk mere end den er en ’ide’. Claus Bryld spørger også: ”Hvilken socialisme er overhovedet mulig i en verden præget af klimakollaps, fragmenterede klasseforhold og en svækket venstrefløj”? Der findes ingen kongevej til socialismen, og en hvilken som helst bevægelse mod socialisme må tage udgangspunkt i de givne betingelser. Vi ved eller burde vide, at klimakrisen ikke kan løses under kapitalismen. Den er født og udviklet under den kapitalistiske produktions- og markedslogik, og der kan ikke foretages radikale løsninger på klimaproblemerne, som ikke truer kapitalismens eksistensgrundlag. Faktisk må organiseringen af produktionen og indretningen af en fremtidig samfundsformation, som skal rette op på klimaproblemerne, udformes efter socialistiske principper. Hvordan det skal foregå i praksis, findes der ikke én, men mange forskellige bud på afhængig af de konkrete lokale og historiske betingelser. Fragmenterede klasseforhold og en svækket venstrefløj, som Bryld henviser til, er ikke noget nyt fænomen, men er et produkt af klassekampens uensartede udvikling og ikke en statisk tilstand. Så spørgsmålet er rettere, hvordan socialister kommer ud af fyrre års defensiv efter at være tvunget i knæ af kapitalistklassernes alt omfattende neoliberale offensiv. En offensiv der havde to mål. At genopbygge profitabiliteten, som var alvorligt truet i 70’erne, og at opløse den socialdemokratiske og socialliberale velfærdsstat indefra. Den offensiv lykkedes for den sidste dels vedkommende. Ikke alene er velfærdsstaten både som projekt og samfundssystem afmonteret, men den socialdemokratiske arbejderbevægelse er stort set reduceret til et skrøbeligt værn om de sidste tilbageblevne rester af velfærdsstaten. Og som den allervigtigste gevinst for kapitalistklasserne er det lykkedes via den neoliberale offensiv på alle tænkelige samfundsområder at gøre det næsten umuligt konkret og praktisk at tænke et alternativ.  Neoliberalismen æder samfundet op indefra og skaber samfundsmæssig entropi. Mange gode indsigter Gert Petersens bog ”rummer stadig mange gode indsigter”, skriver Claus Bryld. Lad os tage nogle af de vigtigste i øjesyn. Det skal i den forbindelse med, at Gert Petersen rent historisk var et barn af den ulykkelige, men tidsbundne konflikt mellem arbejderbevægelsens revolutionære- og reformistiske fløj. Gert Petersen advokerede på bedste marxistiske vis for et samarbejde med socialdemokraterne. Men sagde som det var vanligt, at det ikke skulle ”ske på reformisternes præmisser om at holde reformerne inden for kapitalismens rammer”. Det var faktisk heller ikke socialdemokratiets politiske strategi før begyndelsen af 1980’erne. Den var, som det lidt uklart blev formuleret i 1977-programmet, gennem reformer, øget offentlig styring og regulering at presse den kapitalistiske produktionsmåde ud af markedet gennem dettes socialisering. Den opfattelse grundstødte allerede to år efter med indgåelse af regeringssamarbejdet med Venstre, fordi der ikke var andre muligheder, i og med at socialdemokratiet som de fleste socialistiske partier hang fast i en borgerlig demokratisk samfundsopfattelse. Velfærdsstrategien havde nedenunder de vage forestillinger om den ”demokratiske socialisme” reelt fortrængt enhver forestilling om en socialistisk magtovertagelse. Under krisen i 70’erne løb socialdemokratiet ind i den kapitalistiske virkeligheds mur. Det var ikke et spørgsmål om, at velfærdsstaten var blevet for dyr, som det forlød, og som partiet ikke havde noget modsvar til, men handlede om, at den kapitalistiske krise overbebyrdede velfærdsstaten. Overfor det problem magtede hverken socialdemokratiet eller SF at udforme en reformpolitik, der greb ind overfor de af kapitalismen skabte samfundsproblemer. Den krisefri kapitalismes tid var forbi. I det store og hele var der ikke den store forskel på socialdemokratiets nye radikale principprogram fra 1977 og Gert Petersens visioner. Men i den konkrete virkelighed kunne hverken S eller SF drive det videre end til ØD, virksomhedsråd osv. uden i øvrigt overbevisende at forklare, hvordan en sådan overgangsstrategi skulle forløbe i et lille land afhængigt af et overvældende kapitalistisk verdensmarked. Rent praktisk afskar Gert Petersen sine overgangsvisioner fra enhver forbindelse til virkeligheden ved at kræve et brud med EF, fordi institutionen var ”med til at opretholde kapitalismen”. Han og mange andre så bort fra det faktum, at den danske nationalstat havde og har nøjagtig samme funktion. Afskrivningen af en fælles europæisk socialistisk strategi for omdannelsen af EF til en social føderation bl.a. op til vedtagelsen af ”det indre marked” i 1985 indskriver sig som en af den europæiske socialistiske bevægelses alvorligste fejltagelser i nyere tid. ”Ud af EF”-politikken førte til skjult nationalisme og forbrødring med de nationale småborgerlige kræfter og handicappede på den anden side enhver realistisk og grænseoverskridende social reformpolitik, der kunne forene de uhomogene europæiske lønmodtagerklasser og udgøre den måske vigtigste modoffensiv mod den neoliberale offensiv. Det er fuldstændig korrekt, at der ikke i arbejderklassen var en klassebevidsthed, som rakte ud over kampen ”for bedre reproduktionsbetingelser”. Men problemet med den betragtning var og er, at arbejderklassen som sådan er en abstraktion. Den virkelige arbejderklasse dengang og nu består af mange forskellige sociale og politiske miljøer med vidt forskellige vilkår og politiske indsigter, som ikke kunne udvikle sig videre uden et politisk lederskab med en klar og praktisk strategi for den videre velfærdskamp. Hvorfor ”gå på barrikaderne”, når enhver kunne indse, at en socialistisk bevægelse i Danmark ville blive stoppet brutalt af den europæiske og amerikanske kapital. Man kan blot tænke på Mitterandregeringens traumatiske nederlag i Frankrig i 1982. I og med afvisningen af det europæiske føderale perspektiv i næsten alle europæiske arbejderbevægelser, fandtes der ikke et politisk lederskab til at udvikle klassekampen og den politiske bevidsthed, der jo ikke folder sig ud på baggrund af gode og tiltrækkende ideer og værdier, men som svar på konkrete problemer. Når Gert Petersen antog, at der først skulle ske en ”kulturrevolution, hvor mennesker er begyndt at tænke alternativt om sig selv og samfundet” som forudsætning for overgangen til socialisme, opgav han de facto klassekampen som en dannende og langstrakt magtkamp mellem de brede lønmodtagergrupper og de herskende klasser. Som alternativ tildelte han de mange forskellige bevægelser en entydig progressiv dynamik, hvilket igen og igen er bevist ikke er tilfældet. Og han rettede ikke op på illusionen ved formaningen om, at ”vi må vogte os for ikke at falde i den modsatte grøft og undervurdere de materielle basis-betingede forhold”. Gert Petersen faldt hermed faktisk tilbage til de mest dogmatiske og sterile opfattelser af basis-overbygningsmodellen, som med Marx og Engels’ egne ord ikke var andet end en abstrakt analysemodel og ikke en virkelighedsbeskrivelse. (Klart formuleret i Engels’ brev til Joseph Bloch september 1890). Gert Petersens gode indsigter rakte og rækker ikke længere end til at være endnu et bidrag til de mange abstrakte modeldebatter om vejen til socialisme, som florerede på venstrefløjen på præcist det tidspunkt, hvor socialdemokratiet abdicerede fra regeringsmagten, og den neoliberale offensiv mod velfærdsstaten og de organiserede lønmodtagergrupper for alvor tog fat og tvang ét langt tilbagetog igennem. Den defensive og til tider udsigtsløse kamp for at forsvare velfærdsstaten, statens velfærdsforpligtelser og lønmodtagernes rettigheder har efterfølgende, som det var formålet, slidt ikke bare arbejderbevægelsen, men også dens socialistiske del ned til at være protestbevægelser og vogtere af modeller uden offensive perspektiver overhovedet. Dæmonerne i skabet Claus Brylds fremstilling af det teoretiske gods, socialismen bygger på, er efter min opfattelse diskutabel. Det gælder f.eks. omtalen af Lenins værk Staten og revolutionen, hvor Lenin forudsagde statens bortdøen, når overgangsprocessen under proletariatets diktatur var ført til ende. Som en sidekommentar skriver Claus Bryld, at ”som bekendt gik det lige modsat i Sovjetunionen. I virkelighedens verden skabte bolsjevikkerne historiens største og mest undertrykkende statsapparat, i hvert fald inden Folkerepublikken Kina, der ligeledes er bygget på en leninistisk model”. Forklaringen på Sovjets degeneration skal med andre ord helt udenfor historiens gang findes i Lenins model (hvilken?) og ikke i den blodige klassekamp og borgerkrig, der sammen med invasionen af fremmede troppers forsøg på at bringe Sovjetstyret i knæ, førte Rusland ud i dyb armod. Gert Petersen tog afstand fra revolution forstået som et kup, skriver Bryld, og ”dermed tager han afstand fra den russiske oktoberrevolution”. Men var oktoberrevolutionen et kup og i givet fald hvordan? Hvis ikke sovjetterne under bolsjevikkernes ledelse havde taget magten, ville general Kornilov have gennemført et brutalt militærdiktatur. Vilkårene for at gennemføre bolsjevikkernes politik var elendige, og det betød, at partiet og sovjetterne blev tvunget ud i en abrupt politik, der førte til flere politisk strategiske fejltagelser. Bl.a. Lenin forsøgte at rette op på flere af disse fejltagelser i opgøret med ”krigskommunismen” og med vedtagelsen af NEP-politikken. I det opgør på den 11. partikongres 1922 advokerede han indstændigt for, at de ledende dele af arbejderklassen skaffede sig et klarere og mere realistisk billede af de mulige eller umulige betingelser for at gennemføre en socialistisk transformation med eller uden borgerkrig. Og samtidig bragte overensstemmelse mellem programmerne og folkets praktiske virkelighed. Hvad angår Claus Brylds reference til Kina, udgør denne henvisning et aktuelt teoretisk-analytisk problem, fordi udviklingen i Kina med et pennestrøg identificeres med Sovjets degeneration. Hermed lukkes der af for en konkret analyse af Kinas udvikling som ”socialisme med kinesiske særtræk”. Den betragtningsmåde er idealistisk dogmatik og ikke det, der er brug for, hvis socialister skal rejse sig fra asken. Der lukkes også af for at følge det brede spekter af seriøse politiske diskussioner blandt mange kinesiske intellektuelle om Kinas udvikling af en konkret socialistisk markedsøkonomi som led i landets omfattende transformationsproces I Kina forsøger man at finde praktiske veje til på den ene side at gennemføre socialistiske samfundsforandringer og på den anden side af ren og skær tvang indgå kompromiser med de internationale kapitalistklasser. I den klassekampsdynamik findes der ingen facitlister, og man er helt på det rene med, at der er begået og vil blive begået mange fejl. Men samme realitetssans finder man ikke hos Gert Petersen. ”Socialismen skal indføres ad demokratisk vej, og alle demokratiske grundrettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed med flere skal respekteres, også under overgangen. Det indebærer, at en revolutionær regering må gå af, hvis den taber et valg”. Som om det skulle være muligt uden at få katastrofale følger. Forestillingen her er, at revolutionen skal gennemføres indenfor det borgerlige demokratis parlamentariske rammer.  Af samme grund afviser Gert Petersen ”total-nationalisering” og ”total-statsplanlægning”. Hans modbillede er et demokratisk selvforvaltningssystem. Nu står de to formationer principielt ikke i modsætning til hinanden, hvilket man bl.a. kan se praktisk behandlet i den aktuelle diskussion i Kina om udviklingen af en ”multi-tier” model. Og hvad er det helt konkret for et statssystem, der tales om? Hvad er det for en statsplanlægning? Og er et selvforvaltningssystem per definition progressivt, selv om det er demokratisk? Gert Petersen skævede til Jugoslavien, som faktisk gik i indre opløsning, fordi det ikke lykkedes at opbygge en sammenhængende og rationel omformning af samfundet. I stedet blev landet plaget af regionalisme og lokalegoisme, og arbejderklassen blev spundet ind i disse interessekampe. Fællesviljen kommer, som Emile Durkheim skriver i Professional ethics and civic morals, ikke af sig selv. Den skal gennemføres gennem institutioner, bestemte normer og grænser for social acceptabel adfærd på en sådan måde, at den internaliseres og opleves som individernes indre nødvendighed. I lighed med Marx og Engels forstod han, at de forskellige klasser er abstrakte kategorier for forskellige grupper af individer, der udfolder deres interesser under ganske bestemte betingelser, og ofte er de i virkelighedens verden modstridende. Den modsætningernes enhed, som bl.a. Gert Petersen forudsætter, skabes alene gennem en lang kamp dels mod de herskende klasser og deres professionelle bobestyrere i de øvre middelklasser og dels mod den herskende klasses ideer, tænkemåde og verdenssyn, som hidtil har formet fællesviljen. Et opgør med den går over den erobrede statsmagts tvangsforanstaltninger. En af metoderne formulerede Lenin for eksempel klart, da han i en tale på den Alrussiske Sovjetkongres i 1920 retorisk stillede spørgsmålet: ”Hvad er socialisme” og svarede ”det er Sovjetmagt og elektrificering”. Socialismen kunne under de givne betingelser ikke udvikles uden elektrificering, og elektrificeringen kunne ikke gennemføres uden et tvunget tæt samarbejde mellem arbejdere og de tekniske lag i den russisk middelklasse Fællesviljen eller den socialistiske bevidsthed og vilje former sig ikke af sig selv. At nå dertil forudsætter langvarige opgør med de vidt forskellige særinteresser i samfundet, som ikke er indstillet på at rette ind. Hertil kræves tvang, og statsmagten er og bliver det ultimative tvangsapparat, uanset om den fungerer i en kapitalistisk eller en socialistisk samfundsformation. Og uanset om statsmagten bygger på arbejderråd, mange forskellige civile organisationer og bevægelser. Statsmagten som tvangsapparat forsvinder eller opløses først den dag, hvor tvang er overflødig. Om det overhovedet er muligt, ved vi af gode grunde ikke en pind om. Hvad, vi derimod ved med sikkerhed, er, at klassekampen ikke kun indeholder kampen mod de herskende klasser, men nok så meget folder sig ud som politiske og ideologiske kampe mellem de mange forskellige samfundsfraktioner (som eks. husejere, lejere, faglærte/ufaglærte, professionsuddannede, byboere/beboere i periferien osv.) om den praktiske omsætning af den socialistiske strategi. Dvs. som overvindelse af afstanden mellem de mange og hver især rationelt begrundede enkeltinteresser og skabelsen af den nye fællesvilje. En anakronisme? Claus Bryld tager i anden del af sin artikel med rette forbehold overfor Gert Petersens visioner/ideer med sætningen: ”Thi medmindre man kunne påvise en forbindelse mellem SF’s politiske praksis og Gert P’s ”revolutionære” retorik, ville det hele jo ende med blot at være ord, ren retorik”. Jeg vil ikke kalde Gert Petersens visioner/ideer tom retorik. Det forekommer mig mere frugtbart at placere Gert Petersen i kategorien utopiske socialister, der repræsenterede ganske bestemte ideale forestillinger om socialismen og vejen dertil uden at forholde sig realistisk til magtspørgsmålet, karakteren af den politiske ledelse og hvordan klassebevidstheden skulle udvikles. I stedet udviklede de i mange forskellige versioner et smukt politisk univers, som både var tiltrækkende og fungerede som demarkationslinje overfor henholdsvis socialdemokrater og stalinister. Det ulykkelige var, at de i virkelighedens verden bidrog til at handlingslamme hele den socialistiske venstrefløj, da den neoliberale offensiv tog fart. Faktisk ser jeg ikke som Claus Bryld Gert Petersens skrift som en anakronisme. Rigtig nok har ”tidens tand gnavet” i skriftet, men dets indhold lever en stille eksistens på dagens venstrefløj, hvor den utopiske socialisme har antaget mere uskarpe konturer og er uden Gert Petersens marxistiske vokabular. Og den kan som sådan tilbyde et mere tilforladeligt alternativ til en degenereret socialdemokratisme og indtage pladsen i det samlede politiske billede som et moralsk komfortabelt sted at befinde sig i en periode, hvor kapitalismen på alle områder viser sig fra sin mest brutale side. Men lede klassekampen kan de utopiske socialister ikke, for hertil kræves skarp virkelighedsanalyse, politisk strategi og et politisk parti, der vil magten og ikke ideale modeller for socialismen og vejen dertil. Claus Bryld mener, at ”hverken nationale eller internationale revolutioner af socialistisk art er sandsynlige på nuværende tidspunkt”. Men strengt taget har vi aldrig været vidne til socialistiske revolutioner. Vi har været vidne til revolutioner, der ud fra den konkrete historiske nødvendighed udviklede sig til socialistiske revolutioner, men som startede som demokratiske revolutioner. Det forhold gælder også i dag, hvilket bl.a. burde få socialister til indgående at beskæftige sig med, hvad der er i proces i flere afrikanske lande og omvendt påbegynde en radikal nyorientering af socialisters EU-strategi og analyse af det frigørelsespotentiale, der ligger indbygget i Ukrainekrigen og de geopolitiske spændinger. Herunder lægge afstand til dæmoniseringen af Rusland og i stedet hæve sig over den borgerlige retshorisont og seriøst analysere, hvad der sker i landet og betydningen af tilnærmelsen mellem Rusland og Kina. Samt denne tilnærmelses betydning for videreudviklingen af BRICS. I hele dette kompleks gemmer der sig en række frisættende opbrud, som især socialister må tage alvorligt. Ingen steder i denne verden lever nogen regimer op til de gængse ideale forestillinger om socialisme og ”ægte demokratisk” socialistisk overgangspolitik. Men det er ikke ensbetydende med fraværet af en økonomisk-social- og politisk dynamik flere steder, der kan slå over i socialistisk retning, fordi massebevægelserne vokser, og deres politiske lederskaber modnes. F.eks. er det værd at studere udviklingen i Burkina Faso (og hele Vestafrika), som i dag er under et militærstyre, men samtidig underlagt en indre dynamik, der fører til det ene opgør med de imperialistiske magter efter det andet og breder sig til det øvrige Vestafrika. Ikke for at idealisere hverken kuppet eller det, der sker. Men for at blive klogere på dynamikken. Ligeledes må det i dag være socialisters forpligtelse af analysere BRICS, SCO og Belt and Road initiativet ganske tæt. Kina spiller en hovedrolle i begge fora, fordi Kina kun kan udvikle sin overgangsøkonomi ved at skabe nye markeder udenom de imperialistiske centre og gennem politisk-økonomisk- og kulturelt samarbejde ”eksportere” sin samfundsopbygning, politiske ideologi og kultur. Og det er præcist det, Kina gør: At være integreret på verdensmarkedet og underlagt imperialistisk inddæmningspolitik på den ene side og praktisk bane vejen for sin egen udvikling på verdensmarkedet på den anden side. Det handler her ikke om at være for eller imod, men først og fremmest om at analysere de mange brud og krisetendenser, som slår igennem på det kapitalistiske verdensmarked som forudsætning for, at socialister i Europa kan udvikle en politisk strategi, der forbinder en social europabevægelse med de mange opbrudskræfter – socialistiske eller ej. Modsat den gængse opfattelse var det præcist den metode, Marx og Engels anvendte (og især sidstnævnte efter Marx’ død) i forhold til de forskellige oppositionsbevægelser i Europa. Lenin fulgte op på arven og anvendte den efter den mislykkede 1905-revolution. Linjen herefter blev til ”arbejdernes- og bøndernes revolutionære demokratiske diktatur”. Denne parole var ikke en model – et ideal, men en strategisk handlingsfigur. Den blev afløst af parolen om sovjetmagt, da den demokratiske februarrevolution i 1917 havde nået sine grænser, og kontrarevolutionen stod for døren. Faktisk kan socialister i dag lære en hel del af ”de gamle”. Især fra de perioder, hvor borgerskabet var i offensiven og arbejderbevægelsen svag. Min påstand vil derfor være, at så længe Gert Petersens ånd (forstået som en fællesbetegnelse for den utopiske socialisme) lever videre blandt venstrefløjens socialister, vil der være en fare for at man undviger nødvendige indgreb, der ikke lever op til de ideale modeller. Og så risikerer man endnu engang at havne i tvivlens rundkørsel som Claus Bryld, når han skriver: ”Sagt på en anden måde: Hvilken socialisme vil være mulig? Socialismen skulle jo overvinde kapitalismen og skabe det gode samfund, men vil det overhovedet kunne lade sig gøre i en verden, hvor naturen er nødlidende?” Der er ingen kongevej til en socialisme, der har overvundet den ødelæggende og inhumane kapitalisme. Men jorden går for det første ikke under i morgen. For det andet kan de globale miljøødelæggelser ikke stoppes under kapitalismen, i og med at de er produkter af kapitalismens vækstlogik. Det betyder for det tredje, at socialister har en forpligtelse til at stoppe de skolastiske diskussioner om, ”hvilken socialisme”, der er mulig og i stedet samles om at levere et sammenhængende og praktisk billede af, hvad der skal gøres, hvem der skal gøre det og hvordan. Socialisme er en mulighed, politisk tvang en nødvendighed Claus Bryld sætter selv fingeren på det ømme punkt, når han skriver: ”I stedet for frihed og lighed blandt mennesker (øjensynligt i en borgerlig-demokratisk forståelsesramme) vil en fremtidig socialisme, hvis den kommer, snarere blive en nødvendig, men barsk affære, som med kraftige indgreb skal styre bedst muligt for at begrænse skaderne fra miljø- og klimaforandringerne”. Jeg er ikke enig i, at det kun vedrører indgreb i forhold til de klimatiske forandringer. Kapitalismen er endt i parasitær spekulation og uhæmmet forbrugerisme, der bl.a. ødelægger vores fødevareproduktion, gør det stadigt vanskeligere for almindelige lønmodtagere at betale for en ordentlig bolig, tilsidesætter alle WHO’s sundhedsanbefalinger osv. Ingen regering kan i dag løse disse problemer uden at gribe afgørende ind i de kapitalistiske produktions- og distributionsforhold. Eller sagt på en anden måde: uden at gribe ind overfor de herskende klassers profitinteresser. Hvilket ikke lader sig gøre indenfor den demokratiske parlamentarismes rammer og uden at udfordre de daglige og internaliserede livsformer, som hovedparten af de brede lønmodtagergrupper lever i. Alle taler f.eks. om de eksorbitant høje boligpriser og anklager med rette kapitalfonde som bl.a. Blackstone for ejendomsspekulation. Men alene her vil statsindgreb, der virkelig skal ændre på forholdene, kræve en stærk statsmagt. Mange almindelige lønmodtagere vil blive trådt over tæerne, og store kapitalinteresser vil gøre alt for at vælte en sådan regering gennem den efterhånden kendte metode med regime change. I den forstand har Claus Bryld helt ret, når han skriver: ”det kan ikke kun gøres på et nationalt grundlag”. Spørgsmålet er derfor ikke tvang eller ikke tvang, demokrati eller ikke demokrati, men hvordan tvangen kan udføres, hvordan staten skal udvikles, og hvordan der kan opbygges og udvikles nye demokratiske beslutnings- og administrationsformer som grundlag for overvindelse af den kapitalistiske samfundsformation. Men igen spærrer de ideale socialismeopfattelser for vurderingen af de faktiske forsøg, der gøres eller er gjort. Claus Bryld eksemplificerer selv problemet i den tidligere reference til Kina. Det er vigtigt at studere, hvad der reelt foregår i Kina, specielt udviklingen af hele den politiske struktur, som kineserne kalder ”den omfattende demokratiske proces”. Her drejer det sig ikke om, hvorvidt den strategiske opbygning af det folkelige delegationsdemokrati praktisk og reelt fungerer efter hensigten her og nu, men om at lære, hvordan den lange vej mod socialisme i et fjendtligt kapitalistisk miljø kan udvikles eller også køre af sporet gennem trial and error. Hvilken rolle det eller de socialistiske partier skal indtage, forholdet mellem tvang og konsensus, og hvordan forholdet mellem fælleseje og privateje til produktionsmidlerne kan håndteres, herunder udrulningen af strukturer for arbejder/medarbejder-kontrol. Beklageligvis er den almindelige holdning i brede venstrefløjskredse, at Kina er et autoritært diktatur, der intet har med socialismen at gøre. Kina passer ikke ind i modellerne. Enhver radikal omvæltning af en samfundsformation udgår fra og skaber så mange voldsomme modsætninger mellem de involverede klasser, at magt og politisk tvang og den konsekvens, hvormed den udføres og håndhæves, bliver afgørende for transformationens forløb og retning. Socialismen er ikke en abstrakt nødvendighed, men en historisk mulighed, som den brede befolkning kan vælge, hvis den vil vriste sig fri af tiltagende utålelige livsbetingelser under den kapitalistiske samfundsformation. Den brede befolkning som konkret masse rejser sig måske nok spontant og ”går på gaden” i protest i et væld af tilfælde, men det er ikke det samme, som at den skaber løsninger spontant. Og hvis løsningen konkret historisk trænger sig på som en socialistisk transformation, forudsætter omsætningen af de brede massers energi til praktiske løsninger socialistiske partier og masseorganisationer med praktiske og ikke mindst fleksible strategier for, hvad der skal gøres, herunder kompetencer til at administrere den nye samfundsformation i bevægelse. Bevidstheden udvikler sig ikke uden en praktisk og realistisk horisont. Jan Helbak                  

  september 25, 2025 4:37 pm

  Læs mere