OVERVEJELSER

Seneste blogindlæg

• Virtuel trussel mod demokratiet – eller svækket immunforsvar?

  Israel angriber Iran, og Iran svarer igen. Situationen er uoverskuelig og kan komme helt ud af kontrol. Sådan har vi også vænnet os til at opfatte krigen i Ukraine, de tilspidsede modsætninger mellem USA og Kina osv. Eller hvad kan protesterne ”No King” mod Trump udvikle sig til i USA. Listen af uigennemskuelige konflikter er meget længere, men fælles for de nævnte er, at det er næsten umuligt at skabe sig et overblik, og ingen eller i hvert fald meget få autoritative og pålidelige kilder står frem hævet over enhver tvivl. Mod sædvane har jeg opgivet at følge udviklingen time for time. I stedet faldt det mig ind, at jeg for nogle dage eller uger siden læste en artikel i DR-Nyt om desinformation. Jeg læste den gang artiklen hurtigt igennem, men heller ikke mere. Midt i al medierumlen har jeg nu læst artiklen igennem en gang til og fundet, at den er langt mere interessant end som så.  Artikel fra DR nyheder Artiklen, som er skrevet af Brita Kvist Hansen (journalist på DR), havde en  opsigtsvækkende titel: ”Ekspert: ”Vi skal kunne svare igen på påvirkningskampagner indenfor 24 timer”. Undertitlen var: ”Voksende russisk påvirkning kombineret med kunstig intelligens øger truslen mod vestlige demokratier”. Egentlig noget af en kioskbasker og en forklaring på det fænomen, som politikerne ikke mindst statsministeren igen og igen henviser til i de mange lidt tågede advarsler om, at russerne udgør en trussel mod hele Europa. Ikke at de fysisk vil besætte os, men holde os i en mental, politisk og social spændetrøje. Med det narrativ gav overskriften mening. Artiklen tager udgangspunkt i valget i Rumænien 2024, som blev erklæret ugyldigt under henvisning til efterretningstjenestens påstande om, at en udenlandsk påvirkningskampagne havde haft indflydelse på valgresultatet. Først og fremmest gjaldt det en reklamekampagne på Tik-Tok for den vindende kandidat. Hvilket ikke i sig selv er særligt ualmindeligt. Det kneb med dokumentationen, men der var en vilje til i EU at tage påstandene for gode vare. Den vindende kandidat var skeptisk overfor Nato og afviste EU’s linje overfor Rusland. Problemet var, at valget var afholdt, da det blev erklæret ugyldigt, hvad der skabte stor vrede i vælgerkorpset. Desinformation Den såkaldte påvirkningskampagne blev takseret til at være desinformation, som ifølge ordbøgerne betyder forsætlig vildledning med det mål at opbygge et bestemt narrativ. Til forskel fra misinformation, der er fejlagtig information, og som forekommer hele tiden uden at være bevidst vildledende. Vi skal ikke have gentaget situationen i Rumænien. Et andet sted kunne den komme ud af kontrol. Derfor skal der sættes ind i løbet af 24 timer for at skyde desinformation ned. Og, som der står i artiklen, er det en påtrængende opgave i og med: ”Rusland sætter stadig større ressourcer ind på at undergrave vores demokratier med påvirkningskampagner”. En trussel, der er overhængende, fordi: ”Vores åbne samfund er nemme at ramme for Rusland, siger Janis Sarts, som er direktør for Nato Strategic Communications Center of Excellence i Riga Letland”. ”Ifølge Janis Sarts vokser den russiske indsats for at påvirke valg og svække demokratiet. Metoden går ud på at udbrede bestemte budskaber via netværk og falske profiler, der udsender koordinerede budskaber”. Det lyder velkendt. Det er vist ikke kun russerne, der anvender denne såkaldte virtuelle jamming. Det har stort set været gængs praksis siden ophøret af den kolde krig. Mere eller mindre gennemskueligt og sofistikeret. Så den side af mønten skal vel tælles med, når trusselsbilledet mod demokratiet beskrives. I hvert fald har det kunnet konstateres, at dokumentationen for brud på de almindelige valgregler generelt set ikke har været overvældende stærk. Men som sagt er de forskellige trusselsbilleder blevet taget for gode vare alt afhængig af hvilken part, der har kunnet profitere af narrativet. Forhåndsingreb Jaris Sarts udtaler så følgende som svar på den omfattende virtuelle offensiv fra Ruslands side: bl.a. i forbindelse med valg: ”Det duer ikke at vente, når man ser kræfter udefra blande sig. Man skal kunne reagere indenfor et døgn”. ”myndighederne skal straks fortælle offentligheden, hvad der foregår. Derud over skal de kræve af platformene, at de lever op til reglerne og standser netværk, der står bag de koordinerede kampagner”. Desværre forsynder hele artiklen sig mod helt elementære argumentations- og fremstillingsregler. Artiklen indeholder mindst fire hovedpåstande vedr. temaet: Kampagnerne undergraver demokratiet, Åbne samfund som de europæiske er nemme at ramme, Kampagner kan påvirke valgresultater, Påvirkningskampagne ved præsidentvalget i Rumænien var udslagsgivende for valget. Der er i artiklen bare ikke belæg for nogen af de fire påstande endsige forholdsvis præcise beskrivelser af påstandene. Så vi er sådan set lige vidt. Påstandene lader sig ikke efterprøve. Vi må derfor spørge prøvende ind til påstandene. ”Ifølge ham (Janis Sarts) skal myndighederne straks fortælle offentligheden, hvad der foregår”. Hvad står der egentlig? Vi myndighederne, (hvem det så end er) ved, hvad der er desinformation og ikke desinformation. Konkret vil det nok være efterretningstjenesterne, der afkoder de mange informationer, der er i spil hele døgnet rundt. Spørgsmålet er så, hvordan efterretningstjenesterne og deres politiske opdragsgivere kan vide, hvad der er information og desinformation. De må strengt taget være i besiddelse af en bestemt målestok for korrekte informationer, som alle informationer skal måles i forhold til. Ellers giver sætningen ikke mening, medmindre man trygt overlader det til efterretningstjenesterne ud fra egne og ikke offentligt kendte kriterier at sondre mellem desinformation og korrekt information. Og på det grundlag skal politikere og andre offentlige myndigheder reagere ”indenfor 24 timer og informere offentligheden om, hvad der foregår”. Eller sagt på en anden måde, skal myndighederne kunne reagere så hurtigt, at desinformationen ikke når befolkningen og forårsager politisk forvirring eller stemmeskred som i Rumænien. Jeg har ikke andet begreb for den indstilling end forhåndscensur. Holdninger og tendenser – påvirkningskampagnernes grobund Nu findes der vel en begribelig forklaring på, hvorfor højtplacerede embedsmænd i Nato og efterretningstjenesterne går så vidt som til at plædere for forhåndscensur? Det er nok ikke rimeligt over en bred bank at mistænke væsnerne for at pleje egne eksistensinteresser. Det burde ikke forekomme i et demokrati og i et åbent samfund. Den nok væsentligste grund formuleres meget præcist senere i artiklen af Jaris Sarts: ”Mange påvirkningsoperationer lykkes, fordi de bygger oven på holdninger og tendenser der er i forvejen”. Holdninger og tendenser, der ikke falder indenfor korrekthedsmålestokken, forstås. Holdninger og tendenser, der ikke skal understøttes eller på nogen måde kunne brede sig ud af kontrol. F.eks. de voksende national konservative partier og bevægelser, der i voksende omfang udfordrer det etablerede politiske centrum. Dvs. påvirkningskampagnerne rammer ind i en i forvejen eksisterende stemning. Måske skaber de rettelig ikke nye stemninger. Måske forstærker de blot de eksisterende, som myndighederne kan have vanskeligt ved at få has på. Hvis man så kan gribe ind overfor påvirkningskampagnerne, inden budskaberne breder sig, skulle det være muligt at fastholde en eller anden form for status quo i det politiske landskab og i den aktuelle situation forhindre russerne i deres destabiliseringsmanøvre. Det er ikke uden betydning, at desinformationen mv. (som den kaldes) meget sjældent beskrives konkret. Afsløringerne fremføres næsten altid i brede og ret upræcise vendinger. Det gør det vanskeligt at forholde sig til dem, hvad der også vanskeliggør kritikken. Men de rammer rent ind i de etablerede narrativers signalmarkører som ”demokratierne”, de ”åbne samfund” osv. Det, der går forud for forhåndscensuren Men der gemmer sig faktisk et spøgelse bag forhåndscensuren. Den underliggende præmis: myndighedernes og de politiske lederes manglende tillid til vælgernes dømmekraft og evne til med en vis skepsis at sortere i de mange forskellige og konfliktende budskaber i medierne, på de sociale medier og YouTube mv. Og således også en frygt for, at en større del af vælgerkorpset kan lade sig forlokke af budskaber, der ikke ligger indenfor mainstreams virkelighedsopfattelse. Hvis det forholder sig sådan, at vælgerne er sårbare overfor det, myndighederne takserer som desinformation, ligger problemet vel ikke i de mange forskellige påvirkningskampagner eller eksplicit i de russiske påvirkningskampagner, men skal derimod henføres til påvirkningssårbarheden blandt vælgerne og fraværet af en åben og kritisk debat på et grundlag, så alle/de mange kan være med. Og så er det vel det problem, der skal under kniven fremfor at gribe til en aldeles udemokratisk forhåndscensur udformet af myndigheder, der ikke selv lader sig kontrollere af befolkningen endsige af Folketinget. Hvis vælgerne rent faktisk er så sårbare overfor fake news, desinformation og også misinformation, hvordan kan vi så samtidig hævde at have et resilient og dynamisk demokrati byggende på en omfattende kontrakt mellem den politiske elite og folket? Hvorfor? Vælgernes sårbarhed og vanskelighed ved at orientere sig har udviklet sig i takt med, at det politiske system og den politiske elite har løsrevet sig fra partierne og i den lange proces omdannet dem til rene valgmaskiner og rammer for partitoppens fokusgruppeorientering og stemningsorientering. Tidligere var partierne helt ud i yderste kartoffelrække med til at formulere politiske interesser, opdyrke en bestemt samfundsmoral/verdensanskuelse og danne ramme om de forskellige samfundsgruppers/vælgergruppers interesser. Man orienterede sig mod partiernes forskellige udmeldinger, når man ville forstå begivenheder, som man ikke selv havde overblik over eller mente at forstå helt rigtigt. Den formidling mellem det politisk institutionelle system og befolkningen er ikke længere. Den enkelte borger er overladt til sig selv, når voldsomme begivenheder som krigen i Ukraine, massedrabene i Gaza, Trumps ekstatiske udmeldinger, handelskonflikt mv. skal forstås og sættes ind i en sammenhæng. Hvis borgerne så på den anden side i de senere år har udviklet en vis skepsis overfor holdbarheden i de mange politiske udmeldinger bl.a., fordi partiernes politiske positioner skifter i et væk og indgår i de taktiske spil på Christiansborg, ja, så er det, at radaren står og vibrerer uden at kunne låse på velunderbyggede positioner og virkelighedsfortolkninger. Jaris Sarts har i den forstand helt ret: ”Mange påvirkningsoperationer lykkes, fordi de bygger på holdninger og tendenser, der er i forvejen”. Eller fortolket lidt anderledes. Fordi befolkningen igen og igen har oplevet, at det, der var rigtigt i går, er forkert i dag, og at grundene hertil er ganske uigennemsigtige. Så det ene narrativ kan være lige så godt som det andet i en situation, hvor fordomme og tro, frygt for udhaling og fraværet af autoriteter i det politiske liv helt ud på civilsamfundets yderste revle har gjort bestræbelser for at bruge dømmekraften til en næsten uoverkommelig opgave. I en sådan situation, er det demokratiets reducerede immunforsvar, som er problemet og ikke desinformationen.   Jan Helbak          

  juni 15, 2025 7:38 pm

  Læs mere

• Formøbling af dømmekraften

  ”Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel”. (Forsiden på Victor Klemperers bog: ”LTI, Det tredje riges sprog. En filologs notesbog”. Den israelske regerings etniske udrensning på Vestbredden og folkedrab i Gaza en nu så overvældende, at kritikken ikke længere kan holdes tilbage. Men det er fortrinsvis udenfor Europa, at kritikken også formuleres som en kritik af de vestlige statslederes dobbelt standard. På den ene side har de vestlige ledere med væmmelse talt om Hamas’ angreb den 7. oktober som et afskyeligt terrorangreb og igen og igen betonet Israels ret til at forsvare sig. På den anden side er det først nu næsten 2 år efter Israels påbegyndte massedrab og massebombning af Gaza, at de samme statsledere for alvor begynder at væmmes ved de daglige nedskydninger og stiller krav til den israelske regering om at stoppe massedrabene. Det er først nu, man uden forbehold kan tale om folkemord i offenligheden. Dobbelte standarder på mange planer oplever vi også i forhold til krigen i Ukraine, i forhold til Yemen, Iran mv. De sniger sig ind Men, og det er måske det vigtigste, de dobbelte standarder fremtræder ikke i ”bar figur”. De legitimeres altid med bestemte ord og vendinger/narrativer, der tilslører, fordrejer, ekskluderer, mistænkeliggør og passiviserer. Aischylos skrev i 480 (f.Kr.): ”I krig er sandheden det første offer”. I de sidste tre år med krigen i Ukraine og massedrabene i Gaza  har vi erfaret visdommen i citatet fra Aischylos’. Som i enhver krig udsættes befolkningen for massiv propaganda. Det gælder i særdeleshed i de to verserende krige, hvis man da overhovedet kan kalde det, der foregår i Gaza, for en krig. Og som altid består propagandaen hovedsageligt af: Forvridning af de historiske kendsgerninger op til krigens udbrud. Historiens begivenhedsforløb sættes i stå, og hele det aktuelle skisma reduceres til ”de gode mod de onde”, Dehumanisering af fjenden og direkte eller indirekte glorificering af egen moral, integritet, hensigter og handlinger. Fjenden går målrettet efter civilbefolkningen. Vi beklager utilsigtede hændelser, Fortielser om egne tabstal og overdimensionering af fjendens, Fremhævelse af egne strategiske sejre og bagatellisering af fjendens fremskridt til taktiske erobringer uden betydning (meget udtalt i Ukraine, ofte direkte refereret i mainstreammedierne), Fremhævelse af egne soldaters moral og egne våbensystemers teknologiske overlegenhed (forekommer nu af indlysende grunde sjældnere), Generering af en stemning, hvor det tangerer regerings- og statsskadelig virksomhed at betvivle sandheden i de informationer, der udgår fra regeringen eller hæren og ikke mindst de direkte og indirekte begrænsninger (moraliserende begrænsninger) af, hvad der kan skrives og tales om af hensyn til rigets sikkerhed, Og lodret løgn, hvor de løbende informationer decideret fører befolkningen bag lyset hvad angår det, der faktuelt foregår. Blandt andet ved at afskære journalister adgang til frontafsnittene eller klistre dem op og ned af militære eksperter, der ved, hvordan et tilbagetog fremstilles som en taktisk frontafkortning. Virkningskraft Propagandaen består som sagt af ord eller billeder/narrativer (meget ofte af tvivlsom verificeringsværdi),  hvor hver af de stridende parter naturligt placerer sig selv på positivlisten og udmaler modpartens negative og nærmest barbariske træk: Ruslands invasion af Ukraine takseres stadig i Europa til at være et barbarisk Skarpest formuleret af Mette Fredriksen og Keir Starmer. USA’s invasion af Irak og ”krigen mod terrorisme” er derimod i dag reduceret til en beklagelige fejltagelse (som også har mistet betydning), Ruslands motiver for invasionen kaldes imperialistiske, hvor den logiske virksomhedshorisont så bliver, at hele Europa står i fare for at blive opslugt af en russisk offensiv, hvis Ukraine taber krigen (konnotationerne refererer diskret til nazisternes stormagtsdrømme. I øvrigt er Rusland hele vejen op gennem historien med mellemrum blevet karakteriseret som en barbarisk trussel), Støtten til Ukraine er udtryk for en solidarisk kamp for friheden mod en despot og et autokrati. (Det defineres ikke nærmere, men styret er i hvert fald ikke liberalt), Putins megalomane udfald mod Ukraine repræsenterer et af de alvorligste angreb på verdens universelle værdier (hvis skarphed i fuldt optrukne linjer måske ikke tåler en virkelighedstest), Og et angreb på ”rules based order”, som i parentes bemærket ikke er det samme som international lov, men et regelkompleks gjort gældende, når det passer i USA’s og/eller Europas kram. Historiske rødder I længden vil propagandaen vise sig virkningsløs, hvis den ikke bygger oven på et underliggende historisk funderet betydningslag bestående af: rodfæstede opfattelser indkapslet i ganske bestemte ord, der bliver gentaget igen og igen som selvindlysende sandheder eller autoritative udtalelser formidlet af mange forskellige institutioner (de falder ikke ned fra himlen). Ord, der næsten bestemmer, hvad der kan tænkes og tales om i det offentlige rum uden, at man enten føler forlegenhed, socialt ubehag eller bliver direkte mistænkeliggjort. (Her er vi knap endnu. Der er trods alt forskel på folk i almindelighed og de valgte politikere). Blot nogle få eksempler: Hamas og Hezbollah er terrororganisationer. Deres handlinger er pr. definition terrorhandlinger, kriminelle og barbariske. Det har magtfulde stater som USA og de fleste lande i Europa afgjort. Grundlaget herfor er ganske bestemte handlinger (terroraktioner) på trods af, at de er adskilt fra organisationernes øvrige sociale, politiske og humanitære virksomhed. Hermed lukkes der for enhver samtale om, hvorvidt organisationer, der begår isolerede terrorhandlinger, fuldt og helt kan identificeres med disse enkelthandlinger. Og i tilfældet Israel lukkes der for en drøftelse af, om den israelske stat i årtier faktisk har begået statsterroristiske handlinger på Vestbredden og i Gaza. Det er for flere årtier siden besluttet autoritativt, at Hamas ikke er en legitim militant organisation men en illegitim terrororganisation, hvorimod Israel er en anerkendt stat (at sætte et spørgsmål ind her er ekskommunikerende), Rusland er imperialistisk. I betydningen ekspansionistisk af natur, hvorfor de kredse og enkeltpersoner, der forsøger at forstå de mange krydsende årsagsforløb helt tilbage fra den kolde krigs afslutning til Ruslands invasion af Ukraine, stemples som ”Putinversteher”. Hvilket blot et moderne udtryk for, at de i bedste fald kan betragtes som ”nyttige idioter” og i værste fald som landsskadelige, Når invasionen af Ukraine fremstilles som ekspansionistisk og en trussel mod de Vestlige demokratier, bliver Ukraines modstand mod invasionen automatisk til en frihedskamp mod barbariet. Og hvem støtter ikke frihedskampe, selv om terroraktioner til alle tider har indgået i de fleste frihedskampe, hvorfor den ukrainske sikkerhedstjenestes mange terroraktioner slet ikke kan komme på tale, Krigen i Ukraine føres af en despot og en samling oligarker omkring Putin. Oligarki betyder fåmandsvælde og i moderne betydning en snæver samling af magtfulde rigmænd. Ordet oligark betegner noget odiøst. Den samme beskrivelse gælder ikke repræsentanter for storkapitalens enorme politiske indflydelse i USA, EU og de europæiske lande, Israel er en selvstændig og internationalt anerkendt stat, hvad der således retfærdiggør den israelske stats selvforsvar gennem nådesløst bombardement af Gazastriben. At selvforsvarets karakter er helt ude af proportioner, er en sag for sig. Blot gør det reale forhold sig gældende, at Israel i årtier har været en besættelsesmagt/kolonimagt og en apartheidstat, som ret beset kalder på frihedskamp mod besættelsen. (Det er helt grotesk, at de fleste Europæiske statsledere har stået oven på hinanden for at undskylde for de uhyrligheder, som deres landes herskere forårsagede som kolonimagter. Først og fremmest i Afrika. Men kritikken rettes ikke mod Israel, Tværtimod. Palæstinensernes kamp for deres eget land mod besættelsesmagten og politiske (ikke religiøse) afvisning af den israelske stat som legitim tilbagevises næsten pr. automatik som antisemitisk, selv om kun ganske få i dag anfægter jødernes ret til at dyrke deres religion og deres traditioner. Blot det sker indenfor en sekulær stats demokratiske rammer med grundlovssikret religionsfrihed. Men der er omkostninger Disse og mange flere ord og ”selvindlysende” begreber i ”løs vægt” lukker af  for synet på de historiske nuancer og hvad, der faktisk sker. De retfærdiggør den manglende interesse for at forstå den anden og beklikker ønsket om begrebsmæssig klarhed i den offentlige debat som grundlag for stillingtagen og handling. Afstanden fra erkendelse til fri drøftelse i det offentlige rum bliver længere og længere og eksklusionsmekanismerne strammere og strammere. Selv den stærkeste opposition mod den herskende begrebsdominans føler sig på nuværende tidspunkt  presset til at overtage den dominerende magts ord. Bare for at komme til orde. Hvorved den samme opposition ofte ufrivilligt bekræfter den dominerende magts ord og begreber og som konsekvens reducerer sig selv til et moralsk korrektiv, der samtidig opgiver retten til at fremlægge alternativer. De mange ord, der virker som ”små doser arsenik” og styrer vores syn på f.eks. Rusland eller Israel eller Iran mv. er ikke frit svævende og tilfældige. De indgår som historiske og faste bestanddele i vores verdenssyns struktur. I dag kalder vi dem værdier og ultimativt universelle værdier. Endskønt de kun er Vestlige og som alene på grund af Vestens verdensomspændende dominans gennem 500 år i dag fremstår som universelle og civilisatoriske grundværdier. Indtil for få år siden, dvs. før vi for alvor tabte vores globale uskyld, var der kun tale om en civilisation – den vestlige. Men førstefødselsretten er tabt, hvorfor vores meningsdannere i Vesten endnu mere nidkært og krigerisk forsvarer og udmaler den vestlige civilisation som alle andre overlegen. Som om civilisationer kan sammenlignes med Legoklodser. Men indstillingen har en pris. For når ganske bestemte værdier så som frihedsbegreberne, de kristne budskaber, juraen, ejendomsretten og demokrati kun kan forstås på én bestemt måde – den universelle – må alle andre forståelser, værdier og verdenssyn opfattes som barbariske i den græske betydning – som fremmede og ikke-civilisationer. Og så er interessen og kompromisset udelukket. Værdipolitikken udelukker dermed gensidighed i nationernes og de mange civilisationers anerkendelse og således også en fælles sikkerhedsstruktur med respekt for de forskellige nationers opbygning, politiske indretning etc. Det kan være farligt, når kompasnålen knækker I den forstand kan man sige, at Biden mere klart end nogen anden inkarnerede den politiske tidsånd med sin forsimplede og kontraproduktive dikotomi: demokratier versus autokratier. I den dikotomi ligger de vestlige lederes dobbelte indlejret i et symbiotisk forhold til de ufravigelige universelle værdier. Selv hvor de Vestlige samfund (USA og Europa) begår/måtte begå brud på Folkeretten eller handlinger, der er brud på international lov, udmåles takseringen efter en anden skala end den, der gælder for autokrater. Der er forskel på at forsvare det gode og det onde, selv om handlingerne er ens. Men alting har sin tid. Også ord og begreber. De ændrer betydning eller udsigelseskraft og bliver virkningsløse. Når f.eks. USA nu sammen med Israel isoleres i FN, og de europæiske statsledere vrider hænder, er det blot det sidste og mest prægnante udtryk for, at Vesten er ved at miste førstefødselsretten og dermed magten til at bestemme, hvad der er universelle værdier (om nogen), og hvad der udgør en civilisation. Indlejret i det skifte, som også benævnes det ”Globale Syds” opgør med Vesten og vestlige værdier, ligger tillige opgøret med det bygningsværk af ord, som hidtil har spærret for åbningen af en horisont hinsides de eksisterende magt- og samfundsforhold og verdenssyn. Men endnu er den vending ikke stærk nok til at trænge ind i vores bygning og forstyrre så mange, at forstyrrelsen omdanner sig til politisk pres. Gad vist, om de europæiske statsledere inklusive Mette Frederiksen overhovedet er i stand til at fortære deres egne ord i takt med, at de taber virkningskraft eller om de modsat fascineres og fikseres så meget af deres egne ord og tilhørende narrativer, at de sætter gang i handlinger, hverken de eller andre kan overskue. Jan Helbak                            

  juni 4, 2025 7:40 pm

  Læs mere

• Geoøkonomi eller blot politisk økonomi?

  Tre vigtige kommentarer til det økonomiske virvar Financial Times bragte den 5. maj en ret bemærkelsesværdig artikel af Gillian Tett som kommentar til den verserende handelskrig . Artiklens titel var: ”Welcome to the new age of geoeconomics”. Gillian Tett tager i artiklen udgangspunkt i en nyligt afholdt konference for økonomer i Washington, hvor temaet var ”geoeconomics”. De vinkler og første konklusioner, hun anlægger i sin artikel, finder jeg så interessante, at jeg efterfølgende vil bringe flere citater fra artiklen med kommentarer. Jeg vil dog ikke behandle den aktuelle geopolitik nærmere i denne artikel. Først konstaterer Gillian Tett, at det hidtil ”har været en generel antagelse, at rationel økonomisk egeninteresse har sat dagsordenen og ikke smudsig politik. Politik fremstod som afledt af økonomien – ikke den anden vej rundt”. Men skriver Gillian Tett: ”Sådan er det ikke mere. Den handelskrig, som Trump har udløst, har chokeret mange investorer, fordi den forekommer irrationel set ud fra neoliberale standarder. Men rationel eller ej, så reflekterer handelskrigen et skifte i verden, hvor økonomien nu spiller andenviolin i forhold til det politiske spil, ikke kun i USA, men også mange andre steder”. Scenen er hermed trukket op i artiklen, og forfatteren følger op med fem antagelser: ”Fænomenet (geoeconomics) kan ikke alene tilskrives Trump, men skal snarer ses som et langt mere vidtrækkende vendepunkt i den intellektuelle ”zitgeist” af en slags, vi har set tidligere. Sådan et skift oplevede vi for et århundrede siden, da den globalistiske og imperialistiske kapitalistiske vision, som var fremtrædende før 1. Verdenskrig, blev erstattet af nationalistisk og protektionistisk politik”. ”For det andet og nok så væsentlig facet ved skiftet i Zeitgeist er, at regeringerne ikke længere kun fokuserer på landets velfærd, men nok så meget på de mellemstatslige positioner”. ”Det skyldes først og fremmest, at velfærd fremmer handlen i perioder med vækst, men hurtigt går i opløsning ved lavvækst og skærpet konkurrence på verdensmarkedet”. ”For det tredje er Kina nu en oplagt faktor i den voksende rivalisering og nu USA’s største udfordring”. ”For det fjerde får USA’s og Kinas geopolitiske strategier som konsekvens, at alle andre lande må følge trop”. Artiklen afsluttes med et femte og centralt punkt: ”Industripolitik er tilbage. Den startede under præsident Joe Biden. Men Trump giver vendingen endnu mere tyngde med toldpolitikken. For at forstå denne vending kan det svare sig at læse en ny skelsættende bog Industrial policy for the United States, skrevet af Marc Fasteau og Ian Fletcher”. To økonomer tæt på MAGA. De sætter toldpolitikken højt, men understreger også nødvendigheden af en anden industripolitik, og refererer til Sydkorea, Japan, Kina og Tyskland, som vigtige inspirationskilder”. Så langt så godt med Gillian Tetts artikel, hvis absolutte styrke er påpegningen af den nævnte vending ikke bare forekommer teoretisk i den økonomiske tænkning men også udfolder sig i politisk praksis som en betydningsfuld tendens i Trumps ekstatiske toldpolitik, skattepolitik og fægterier med den ene og den anden kapitalfraktion (fødevarebranchen, medicinalbranchen, detailhandlen og sidst men ikke mindst Wall Street og den bredere finanssektor). Lige nu udkæmper Trump en kamp med kongressen om øgede skatter på den private finanssektor – fortrinsvis de private investeringsfonde. Gillian Tetts reference til de to økonomers nye bog er faktisk ikke uden interesse, og for at illustrere vendingen, der hævdes at være på vej, vil jeg kort citere nogle prægnante passager i bogen. De to forfatteres udgangspunkt er, at USA har mistet landets hegemoniske status indenfor industri og high-tech på grund af neoklassisk liberal økonomi. De skriver: ”laissez-faire ideer har fejlet. En robust industripolitik er den bedste vej for Amerika til at udvikle væksten og styrke landets sikkerhed. Trump og Biden har indført visse elementer, men USA har brug for noget mere systematisk og sammenhængende, hvilket inkluderer toldpolitik, konkurrencedygtig valuta og føderal støtte til kommercialiseringen (markedsgørelsen) – ikke kun innovationen – af nye teknologier”. Det betyder ”gennemovervejet regeringsstøtte til industrier. En sådan støtte skal placeres i to kategorier. For det første en bred støtte til hele industrien så som valutapolitik og skattenedsættelse til alle virksomheder, der opjusterer forskning og udvikling. For det andet en politik, der målretter støtten til specifikke industrier og teknologier i form af målrettet toldpolitik, regeringsordrer, eksportkontrol og teknologisk forskning udført og betalt af regeringen”. Forfatterne præsenterer her en ret vidtgående forestilling om statens aktive indgreb ikke alene i markedet, men også i industriel udvikling og produktion og ikke mindst i kapitalreguleringen, hvilket ellers er tabu i USA og UK. Ud fra et geopolitisk eller magtpolitisk perspektiv konkluderer forfatterne, at ”en voksende andel af den kinesiske industri helt aktuelt rivaliserer med værditoppen indenfor amerikansk industri, og Kinas vinding er vores tab. USA kan ikke forblive en supermagt uden også at være en industriel supermagt”. Paradigmeskiftet i den økonomiske tænkning, som Gillian Tett beskriver i sin artikel, fremstår helt anderledes konkret og operationel i de to økonomers bog. I en senere artikel i Financial Times den 13. maj slutter avisens cheføkonom Martin Wolf af med at skrive: ”For at opsummere. Det ser ud til, at vi er ude af stand til at omsætte vores overskudsopsparing til produktive investeringer”…… Men er det så et godt resultat, at regeringerne opsuger opsparingen”, og Martin Wolf svarer: ”Næppe! Det er en stor fejl, at al denne meropsparing spildes på denne måde, i stedet for at blive investeret i produktive aktiviteter og først og fremmest i fattigere lande”. Og han kunne have tilføjet for at udvide og ikke indskrænke de globale vækstmarkeder. ”Det største problem ved Trumps internationale økonomiske politik er, at den fokuserer på symptomer – det amerikanske handelsbalanceunderskud – og forsøger at løse det gennem ekstatisk og irrationel toldpolitik”. Men hvad siger de egentlig? I overensstemmelse med en voksende erkendelse i IMF, som godt nok formuleres i mere modererede vendinger, siger de, at neoliberalismens markedsfundamentalismes tid er forbi. Kapitalismens omstruktureringsstrategi fra Washington konsensus i 1980 også kaldet den neoliberale globaliseringspolitik er kulmineret i en ny kapitalistisk lavvækst eller stagnation (global på 3.2% er lavvækst jf. IMF), hvor både kapitalfaktorernes indre styrkeforhold og de geopolitiske styrkeforhold – konkurrencen på verdensmarkedet – har ændret sig radikalt. Det er nu også erkendt, at den globale finansspekulation og profitjagende investeringstrafik som en parasit har svækket de vestlige landes industrielle basis. Globaliseringen har i stedet accelereret den industrielle udvikling i Kina og i flere andre lande i det globale syd. Det er den udvikling og symptomerne på det industrielle forfald bl.a. i USA, som Trumps uforudsigelige politik adresserer, og som de økonomiske teoretikere nu forsøger at få sat på begreb. Forfaldsbilledet De mest synlige resultater af globaliseringen og de politisk-økonomiske illusioner om det frie marked og den frie konkurrence som verdensmarkedets ubestridelige drivkraft, er en overdimensioneret finanssektor. Private investeringsfonde, pensionsselskaber mv. har opsuget den ikke profitable kapital og skabt en uregerlig spekulation og via dollarregimet dækket et kronisk offentligt og privat overforbrug i især USA og ikke mindst skabt en struktur, der har blokeret for produktive investeringer. Når jeg helt bevidst skriver illusion, er det, fordi de frie markeder, som går igen i alle liberaløkonomiske lærebøger, reelt aldrig har eksisteret. Med den neoliberale vending blev staterne ikke decimeret. De blev derimod omstruktureret fra velfærdsopgaver til markedssubstituering. Det samme gælder de nationale, internationale institutioner og større handelsaftaler, som først og fremmest fik til formål at formidle og sikre industrigiganternes transnationale investeringer. Hele den politisk-institutionelle overbygning i de enkelte lande og på verdensmarkedet som helhed, herunder de forskellige teoridannelser, er gennem fyrre til halvtreds år blevet udformet for at fremme det neoliberale akkumulationsregime uden hensyn til samfundenes indre sammenhængskraft og stabilitet. Rationalet var: at det ville markedet uden snævre snævre statslig regulering løse på lang sigt. I de politisk-økonomiske debatter blev den forestilling slet ikke inddraget, at mønten også har en anden side. Det vil sige, at globaliseringsstrategiens udflytning af industrielle investeringer fra de store kapitalnationer til lande i det globale syd med billig arbejdskraft og sparsomme regelsystemer som konsekvens har haft, at der her er udviklet moderne industrier og en kvalificeret arbejdskraft. F.eks. i hele Østasien, dele af Afrika og i dele af Latinamerika, hvor der er skabt højvækstområder, som de vestlige lande godt nok ikke har haft udsyn til at udvikle videre, men som nu ligger åbne for bl.a. kinesiske, russiske og saudiarabiske investeringer i stor stil. Parallelt med udviklingen af de nye industrier og kompetente arbejdsmarkeder i de såkaldte periferilande, er afindustrialiseringen i USA og Europa taget til både i dybde og omfang. (det er nu både USA og Europa der kopierer teknologier fra Asien, hvor det for blot ti år siden var omvendt). I USA er industriproblemet og en tilbagestående infrastruktur akut. Det samme billede tegner sig i Europa, der ydermere døjer med arven fra en aborteret Unionsudvikling. Markederne, kapitalmarkederne og industripolitikken er stadig lige fragmenteret, og euroen blev ikke til den reservevaluta, man havde forestillet sig. USA og EU befinder sig i en defensiv position i konkurrencen. Fordi Kina om noget land har forstået, at væksten og den nationale styrke ligger i industriens udvikling og ikke i de finansielle transaktioner med overflødig kapital. Faldende investeringer og gældsproblematikken Neoliberalismens grundlæggende finansialiseringsstrategi har på den ene side  gjort det muligt at anvende den overflødige – dvs. ikke profitgivende kapital – som livline for store dele af den industri, som end ikke har kunne operere med et afkast store nok til at betale renterne på bank- og obligationslånene. Det vil sige bidraget til at udskyde en nødvendig kapitalsanering, som for kapitalismen altid har været en nødvendig forudsætning for en fornyet profitabel vækstperiode. Som konsekvens er vi nu vidne til et voksende  og uoverskueligt globalt gældsproblem (den samlede gæld takseres til 30000 mia. dollar). Ikke fordi gæld i sig selv er et problem, hvis den indgår i en rationel investeringsstrategi. Men problemet er, at hovedparten af den noterede gæld ikke investeres på en måde, der skaber mere værdi end den lånte kapital. I hovedsagen er regeringernes og centralbankernes pengeudpumpning i 2008 og under pandemien for at redde finanskapitalen primært blevet omdannet til spekulation i aktier, i de store virksomheders opkøb af egne aktier for at øge markedsværdien, i boligsektoren, hvor gælden nu er enorm, i almindelige forbrugslån for kunstigt at holde forbruget i gang og ikke mindst i statslige værdipapirer. IMF har i de sidste to-tre år advaret mod de faldende investeringsrater og tilsvarende langsomme produktivitetsudvikling. Her forstået som investeringer i industri og ikke mindst i infrastruktur, som på grund af de samme regeringers krisepolitik efter 2008 og efter pandemien har udsultet bl.a. USA’s og Europas infrastruktur og de facto svækket MFP (multifaktor produktiviteten), som omhandler den samlede og sammenhængende produktivitet fra produktion til distribution og salg. Altså summen af et lands industrielle kapacitet og produktivitetsudvikling. Spørgsmålet er så, hvorfor investeringerne og her tænkes på investeringerne i realøkonomien er faldet siden 2008. Keynesianerne vil argumentere for, at det skyldes den faldende effektive efterspørgsel. På globalt plan er den effektive efterspørgsel stagneret, men i den vestlige verden har den været holdt oppe på et højt niveau af den voksende gældsfinansiering. Men det handler først og fremmest om profitten og ikke efterspørgslen. Det skal tænkes med, at hele globaliseringsstrategien først og fremmest havde til formål af genetablere profitten på et niveau, der gjorde investeringer attraktive. Således har billedet til dels set ud i det globale Syd, som også i sin tid startede på et lavt kapitalniveau. Billedet har tegnet sig i anderledes springende vækstkurver i de vestlige økonomier. G7 landenes profitrate har trods udsving op og ned bevæget sig i en nedadgående kurve siden 2008 og har f.eks. kun præsteret et forbigående opsving siden pandemien på grund af ekstremt lave renter og en serie af skattelettelser for erhvervslivet. Samlet set henviser de noterede afkast ikke til en generel vækst i produktiviteten og øget konkurrencedygtighed. Det billede står i skarp kontrast til udviklingen i Kina, hvor statens ret omfattende gæld og gældspolitik bevidst strategisk begrundes i investeringer i industrien og en accelereret udbygning af den samlede infrastruktur ud fra langtidshorisonter uafhængigt af kortsigtede profitafkast. Af samme grund er Kina  ikke så sårbar overfor Trumps toldanarki som f.eks. EU, der udviser de samme industrielle sygdomstræk som USA. Zombier, and kicking the can down the road Nu drejer det sig ikke blot om et fald i de produktive investeringer og modsvarende overinvesteringer i fiktiv kapital indenfor den samlede finanssektor i og udenfor bankerne. Det handler nok så meget om deciderede fejlallokeringer af kapital, der i sig selv hæmmer industriudviklingen og fornyelse af det samlede kapitalgrundlag. Allerede i 2017 udgav OECD er rapport med den noget spektakulære titel: ”The walking dead? Zombie firms and productivity performance in OECD countries”. Spørgsmålet i undersøgelsen var følgende: “I hvilken udstrækning zombie-virksomheder – defineret som gamle virksomheder, der har vedvarende problemer med at betale renter – hæmmer arbejderproduktiviteten”? Undersøgelsen viste: at zombie virksomhederne under og efter finanskrisen blev holdt i live af bankernes eftergivelse af lån, forlængede stimuluspakker og vedvarende statslig subventionering af små og mellemstore virksomheder. Rapporten konkluderer videre: ”Inflationeringen” af sektoren skaber problemer for kapitaltilførsel til nye innovative ”opstartere” og fastholder et lønniveau, der gør det vanskeligt for nye virksomheder at konkurrere om arbejdskraften. At 20-30% af virksomhederne, der fortsætter, selv om de ikke er rentable, har bidraget til at øge den samlede virksomhedsgæld udstedt i virksomhedsobligationer og som konsekvens bremset den samlede produktivitetsudvikling og innovation. En rapport, der ikke ville være udarbejdet, hvis markedskræfternes selvrensende effekt, som det blev påstået af de neoklassiske økonomer, havde virket. Men som sagt har dette billede altid været optisk bedrag. Rapporten beskæftiger sig selvfølgelig ikke med det politisk intrikate problem, at ingen regering eller international sammenslutning i 2008 og efter udviste den nødvendige styrke eller politiske brutalitet, der skulle til for at gennemføre den nødvendig kapitalistiske kapitalsanering. De politiske og sociale konsekvenser forekom og forekommer enhver regering totalt uoverskuelige. Men nu er udtrykket ”kicking the can down the road” blevet moderne i den aktuelle politisk-økonomiske diskurs. For som IMF skrev i 2022: ”Næsten 40% af de avancerede økonomier med skrøbelig virksomhedsgæld har samtidig et (økonomisk-finansielt) kriseberedskab under gennemsnittet, som kunne mobiliseres i begivenheder med større omstruktureringer. Disse lande burde forstærke deres kriseberedskab og insolvenssystem”. IMF anerkender, hvad regeringerne mobiliserede af økonomiske redningsaktioner i forbindelse med pandemien, men siger samtidig, at så er det også slut. Omstruktureringer, virksomhedssaneringer og ændrede forsyningskæder står øverst på dagsordenen, hvis væksten på de globale markeder skal hæves over det nuværende absolutte bundniveau (3.2% global BNP vækst regnes faktisk for stagnation). Sker det så? Overhovedet ikke. Hverken i USA eller i EU har nogen regering vist tilstrækkelig styrke til et opgør med finanssektoren eller valutaspekulationen. Ingen kan overskue konsekvenserne. Trump forsøger med sin MAGA politik at mobilisere til et opgør med Wall Street, men bliver alligevel træneret på plads af obligationsmarkedet og tvunget til at reducere eller udskyde de varslede toldsatser. Ikke desto mindre venter det opgør forude, hvad enten det er i Trumps tid eller efter. I EU lægger kommissionen op til at danne en ”kapitalunion”, som skal reguleres af EU og overordnes de nationale finansreguleringer. Hensigten er at allokere mere kapital til de store og konkurrencedygtige virksomheder og i kølvandet udsulte de svageste virksomheder. Problemet er blot, hvilket kommissionen ikke siger højt, at det bliver medlemslandene, der skal bære alle omkostningerne både økonomisk, socialt og politisk. Af samme grund indrømmer bureaukraterne i EU, at en effektiv kapitalunion nok har lange udsigter. Medlemslandene stritter imod. De ønsker at bevare kontrollen både over den nationale finanssektor og en ekspansiv finanspolitik som kansler Mertz nye voldsomme pengeudpumpning på 500 mia. euro. Og nok så vigtigt, rumsterer det nationalkonservative spøgelse og EU skepsissen i baggrunden. Er de liberale demokratier gearet til at følge Gillian Tetts forvarslede paradigmeskifte? Fælles for Trumpregeringen, EU og de andre vestlige kapitalistiske landes regeringer er, at de ikke på nuværende tidspunkt har kunnet samle bæredygtige flertal for en sammenhængende strategi for at genrejse kapitalismen på et fornyet vækstgrundlag og indenfor nye eller reformerede institutionelle rammer, herunder ændret politisk overbygning og en omdefinering af statens rolle. Den situation afspejler sig i de splittede parlamenter, hvor ingen politisk retning kan opnå det nødvendige flertal til at gennemføre sin politik. Men som en sporhund har Trump færten af, hvad der skal gøres, selv om hans politik er usammenhængende og ganske uforudsigelig. Alene det kaos, som hans politik efterlader, åbner for det paradigmeskifte, som Gillian Tett beskriver. Når Trump på det ene og det andet område erklærer nødret og lægger sig ud med retssystemet på alle niveauer, er målet ikke bare at smide de illegale indvandrere ud uden retskendelse. Hensigten er at svække retssystemet for at tilføre præsidentembedet og regeringen mere magt gennem opslidende konfrontationer. Målet er at opnå de nødvendige magtbeføjelser og frigøre præsidentembedet parlamentarisk tumult til at modstå utilfredsheden med de forudsete prisstigninger eller den forudsete uro, når mange af de saneringsmodne virksomheder tvinges ud i konkurs, eller når Wallmart, medicinindustrien, Appel eller endog flere kapitalfonde angiver at ville sagsøge regeringen, hvis den foretager sig handlinger, som skader deres interesser. Eller sagt på en anden måde. Man skal ikke være blind for, at Trumpregeringens autoritære tendenser, har det perspektiv at samle tilstrækkelig magt til at gennemføre MAGA – genindustrialiseringen og oprustningen – på den hårde måde, som både kan indebære en længere recession, højere arbejdsløshed, krak i boligsektoren og større bankkrak. Om det sker, ved ingen på indeværende tidspunkt. Men en genindustrialisering i USA kommer til at ske på den hårde måde. Presset som USA er af konkurrence udefra, langsomt men sikkert tab af dollardominans, fremkomsten af alternative finansieringsveje på det globale marked og geopolitiske spændinger og konflikter, der ikke vil gå væk. Så i en vis forskruet og spektakulær form, kan Gillian Tetts ovejelser genfindes som elementer i Trumps politik og program fra sommeren 2024. Staten (ikke velfærdsstaten) og politikken skal styrkes overfor økonomien ikke blot af hensyn til de geopolitiske magtspil, men fordi USA’s længe udskudte kapitalsanering kræver det. EU er på samme spor uden at være kommet meget længere end erklæringsniveauet. Den genopretningsrapport, som kommissionen i 2024 bestilte hos den tidligere ECB chef Braghi har som hovedtema, at EU skal formulere en ny industristrategi for at overvinde de vækstbarrierer, EU står overfor og gennem en ny ”udenrigsøkonomisk politik” genvinde Europas ”frihed og autonomi”. Men endnu er rapporten ikke omsat til praktisk politik ud over flere udspil fra Ursula von der Leyen, som ikke er blevet lige godt modtaget i alle medlemslandes regeringer og parlamenter. Årsagen er, at ifølge Draghi-rapporten og kommissionens forskellige forslag, skal EU udstyres med kompetence til at koordinere forhandlinger om handelsaftaler og træffe beslutninger om direkte investeringer i ressourcerige stater og stå for udviklingen og opbygningen af globale partnerskaber for at sikre forsyningskæderne. Mange af de nationale regler, der bremser for kapitalsammenslutninger, skal reduceres eller fjernes, så der kan opbygges transnationale industrielle sværvægtere. Indirekte står der at læse i rapporten, at landbruget og de mindre produktive virksomheder og regioner skal betale prisen. Ifølge rapporten skal der mobiliseres 800 mia. euro hvert år, hvilket helt tydeligt ikke er muligt med mindre, det sker ved, at medlemsstaterne og EU-kommissionen sammen optager obligationslån, hvis allokering og administration, EU-kommissionen sætter sig på. For aktuelt at lægge et pres på medlemslandenes regeringer flettes kapitalinvesteringerne sammen med den af EU styrede oprustningspolitik som det formelt begrundede modsvar til Ruslands oprustning og mulige angreb. Altså også på den europæiske scene spøger Traktatens nødretsbestemmelse, fordi omstrukturerings-strategien og dereguleringen af markederne, hvor luftig den end er på nuværende tidspunkt ganske givet vil ramme de nationale velfærdsordninger og skabe politisk og social modstand. Det sidste er jo elefanten i rummet. Eller udgør Kina i virkeligheden en alternativ vej? Det er historiens ironi eller store puslespil, at den radikale vending, som Gillian Tett og med hende flere andre ledende økonomer har beskrevet, nu er ved at folde sig ud i BRICS+ landenes mere og mere kompetente opgør med markedsfundamentalismen og formulering af politisk-økonomiske reformalternativer til Vestens hidtidige økonomiske og geopolitiske dominans. Og Vesten selv skubber med den vilkårlige sanktionspolitik og finansielle udbytning af det globale Syd til BRICS+ landenes accelererede udbygning af sammenslutningens interne samarbejdsområder og samarbejde med det øvrige globale Syd. Substansen i samarbejdet er industriel- og infrastrukturel udvikling og ikke diskriminerende långivning, herunder reformering af de eksisterende internationale institutioner (bl.a. IMF, WTO og FN) for at skabe mere lighed og en fremtidig adækvat balance mellem deltagerlandene. Få er selvfølgelig i dag i tvivl om, at hoveddrivkraften i BRICS+ sammenslutningens udvikling og opbygning af en bred vifte af økonomiske-finansielle og geopolitiske samarbejdsinstitutioner er Kina og Rusland. Begge lande har skabt en sammenhængende og topstyret industripolitisk strategi, hvor hele finanssektoren er underlagt stram kontrol og strategisk underordnet finansiering af industrielle- og infrastrukturelle investeringer. Fordi det i de politiske systemers samfundsopfattelse er her den nationale velstand og geopolitiske magt skal udvikles. En nation som Kina, der kan bygge 200 gange så mange skibe om året som USA og erobre førerpositionen indenfor flere højtech områder i løbet af et enkelt årti på trods af USA’s sanktionspolitik, besidder også de egentlige offensive kapaciteter, til at handle toneangivende i geopolitikken og udviklingen af ny vækstmarkeder i det globale Syd uanset Vestens syn på det kinesiske eller russiske samfundssystem. I den forstand udspiller det, som Gillian Tett har fanget teoretisk, sig allerede i praksis bl.a. fremskyndet af USA’s og EU’s dollardominerede magtpolitik bl.a. overfor Rusland og Iran. Det er blevet tydeligt langt ud over BRICS+ landene, at deres fremtidige økonomiske og politiske vækst, sikkerhed og stabilitet afhænger af i hvilken udstrækning, de kan frigøre sig fra Vestens dominanspolitik og finanssektorens væksthæmmende kapitaludbytning. I det begyndende opgør med den neoliberale kapitalisme tegner der sig et billede af, at Gillian Tetts realøkonomiske forestillinger om et nyt økonomisk paradigme vil indtage en bredere og mere radikal rolle for de nye vækstlande end den politisk institutionelle arv fra Vesten. Et effektivt centralstyre, national suverænitet og synlige velfærdsforbedringer vejer flere steder i Afrika og Asien tungere både for regeringerne og befolkningen end efterlevelse af det liberaldemokratiske adfærdskodeks. Eksempelvis er en progressiv militær leder (diktator) i Burkina Fasso at foretrække frem for de tidligere franskstøttede korrupte parlamentarikere og et ineffektivt parlamentarisk system. Ikke dermed sagt, at diktaturer nu er den nye sort, men at den stærke og indgribende statsmagt som overgang kan være nødvendig for at udvikle de nødvendige betingelser for at eksperimentere med andre kapitalismeformer og andre former for samfundsstyre end liberaldemokratisk parlamentarisme. Den kinesisk statskonstituerede markedsøkonomi med ret vidtgående rettigheder for den private industri men underlagt ubetinget politisk kontrol og statens strategiske udviklingsplaner – f.eks. femårsplaner, vil trods enorm ideologisk og geopolitisk modstand i Vesten i mange forskellige variationer kunne danne skole for de nye samfundsindretninger, der skal til for at gennemføre fornyelsen og omstruktureringen af kapitalismen på et nyt vækst- og profitgrundlag. Om det overhovedet er muligt for de Vestlige politiske systemer at tilnærme sig den kinesiske model og ad fredelig vej at gennemføre den nødvendige samfundsmæssige metamorfose, er måske tvivlsomt. For måske at etablere en lidt større forståelse af  rækkevidden af de aktuelle handelspolitiske og geopolitiske spændinger og magtkampe, kan det være frugtbart at anskue Trumps del og hersk politik, handelskrige, helt ekstatiske indenrigspolitik, uforudsigelige sanktionspolitik og vilkårlige magtdemonstrationer og ikke mindst den øvrige verdens reaktioner og modforanstaltninger som en periode meget lig den, der førte op til 1. Verdenskrig, hvor de store og afgørende skift udspillede sig. Kapitalismens egen vækstlogik revolterer uimodståeligt mod de etablerede økonomiske-politisk-militære magtpositioner. (Eksempelvis Bismarcks statsdirigerede og statsstøttede industripolitik i udfordringen Englands efterhånden reaktionære bestræbelser for at bevare status quo og sit fallerede koloniherredømme. Nationalismen og en anden verdensorden blev feltråbet frem til skyttegravenes slagtehus). Profitten og nationalflaget har altid stået i et ustabilt spændingsforhold. Det kan ikke ophæves, og konsekvenserne er sjældent til at overskue for dem, der befinder sig midt i spændingsfeltet. Politisk økonomi har altid drejet sig om at skabe de politiske og samfundsmæssige betingelser for kapitalens vækst, herunder hører også geopolitikken. Jan Helbak.          

  maj 21, 2025 11:08 pm

  Læs mere