OVERVEJELSER

Seneste blogindlæg

• Droner over Danmark

  Føljetonen om dronerne over Danmark har afstedkommet modstridende fortællinger. Faktisk minder situationen om et trafikeret vejkryds, hvor lysreguleringen er ude af drift. Men politikere var i situationen ikke sene til at sammenkoble de eventuelle droner med det udbredte efterretningsbillede i Europa. Underforstået, at skulle det være droner, måtte det uden tvivl være russiske droner. Som et første tegn på herhjemme, at vi i Danmark kunne være under pres fra russisk aggression. Nogen sammenlignede sågar situationen med 9/11. En overdrivelse af de mere opulente. Episoderne indgik også i det samlede billede om eskaleret hybridkrig, som ventileres med passende mellemrum i forbindelse med tvivlsomme handlinger på nettet eller hackergangreb. En oplagt mulighed i en situation, hvor selve begrebet hybridkrig har mange børn. Men ingen ved, som det fremgår, noget eksakt. Eller også vil dem, der ved noget, ikke ud med sproget. Droner eller ej, så fik krigsnarrativet et hak opad, hvilket helt indlysende har bidraget til, at mange ser droner, hvor der med stor sandsynlighed ikke er nogen. Det vil også ske fremover. Omvendt kalder hele situationen lige så naturgivent på diverse konspirationsteorier eller påstande om, at regeringen, Folketinget og pressen i samlet formation nok bevidst fører en form for ”frygtpolitik”. Flere har sammenlignet regeringens meget forskellige kommentarer med håndteringen af covid-19, hvor forklaringerne også væltede ind over hinanden, og hvor frygten for den udefra kommende virus i lange perioder skabte irrationelle frygtscener og daglige konflikter. Hvad der igen helt legitimt kaldte på en stram styring af samfundet fra de øverste myndigheder. Grænsende til periodisk nødret. Antagelsen kan ikke afvises.  Men er den også rigtig?  Og kan den ene opfattelse være lige så betydningsfuld som den anden. Det kræver en kort kommentar. Jeg ved lige så meget eller lige så lidt som de fleste andre om ”droneangrebene” eller måske rettere episoderne. Og jeg tilstår. Jeg har simpelthen ikke gidet at følge med i føljetonen. Dog har jeg på afstand hæftet mig ved et gennemgående fænomen. Jeg vil kalde det forventningens objektivitet. Altså, vi har i længere tid levet i et narrativ, hvor droneangreb er blevet fremstillet som en sandsynlig risiko. Der opbygges over tid en forventning om, at det kan ske. Der er stort set ikke den politiske dagsorden vedrørende f.eks. fordelingspolitikken og finanspolitikken i Danmark, uden at regeringen har forklaret sine dispositioner med henvisning til oprustningens nødvendighed for at sikre Danmark og Europa mod truslen fra øst. Realiteterne i det billede er aldrig blevet konkretiseret. Men billedet lever livet i bedste velgående som et dagligt og kommunikativt forestillingsbillede. Selv i samtaler i familierne, ved møder på de mange cafeer, til fester osv., hvor spørgsmålet om krigen i Ukraine kommer op, henviser man med stor selvfølgelig til det autoriserede forestillingsbillede. Og skulle nogen driste sig til at spørge, om man i ramme alvor forestiller sig russerne køre rundt om Triumfbuen i Paris, bliver spørgsmålet nedkølet som en dårlig spøg eller som et overbragt budskab fra Putin i Moskva. Eller i EU jargon som misinformation. Så det er vel ganske forståeligt, at tilbøjeligheden til at tolke forskellige genstande i luften som droner. Problemet er dog, at selve forventningens objektivitet – at det, man ser, kan antage karakter af noget virkeligt – i sig selv indebærer et højt risikopotentiale. For selv om man faktisk ikke ser en drone, ser man den alligevel. Man henvender sig til myndighederne og fortæller om oplevelsen til gud og hver mand. Den kæde kan så igangsætte handlinger, der i yderste konsekvens kan ende i massehysteri eller lede til helt uproportionelle politiske beslutninger for, at politikerne kan være i tråd med den ”udbredte opfattelse” eller som svar på en mediestorm. Dynamikken får næring ved, at oplevelserne ofte ikke kan realitetstestes som udgangspunkt for rationel kontrol. Og dem, der ønsker at skabe frygt, kan sparke en åben dør ind. Her tænker jeg ikke kun på politiske kræfter, men nok så meget på dem, der lever af at producere sikkerhed. Men hvad nu, hvis det forholder sig sådan, at landets øverste beslutningstagere selv bliver ofre for forventningens objektivitet og på baggrund af uverificerede hændelser reagerer, som om de var faktuelle og sætter en stribe af handlinger, reaktioner og loops i gang, der gør, at det hele kommer ud af kontrol og midt i den opkogte og ikke mindst mediebårne debat opnår folkelig støtte til en eskalation. Måske i første omgang som diplomatiske protester, men senere en mere alvorlig optrapning af modsætningsforholdet til Moskva, hvor forventningens objektivitet opskaleres – ude af kontrol eller mulighed for at vende skråen og diplomatisk nedskalere. Dermed ikke sagt, at jeg negligerer fænomenet "frygtbaseret ledelse", men selve fænomenet kræver her en kvalificering. Frygtbaseret ledelse indikerer, at nogen bevidst gennemfører ledelse baseret på frygt. Det er muligt. Men en ledelse, der bevidst anvender frygten som magt- og styringsmetode, handler faktisk rationelt i forhold til nogle bevidst opstillede mål. Beslutningstagerne ved, hvad de gør. Vi kan antage, at eksempelvis regeringen bevidst forfølger nogle mål eller dækker over problemer ved at skabe forskellige frygtbilleder. I så fald har vi en situation, hvor det blot drejer sig at afsløre disse manipulationer – at rive masken af – og stille dem til ansvar for deres politiske svindel. Vi har et angrebsfokus, og det regelbundne og ikke mindst kendte og konventionelle politiske spil kan gå i gang. Det kan i sig selv være tryghedsskabende. Frygten er jo kun forestillet. Det ligger ikke ligefor, at situationen kommer helt ud af kontrol, selv om bølgerne kan gå højt både i Folketinget og i det samlede mediebillede, hvor intet er for småt til at blive slået stort op. Men som sagt. Sæt nu, at det forholder sig anderledes. At både ledelse/beslutningstagere og dem, der ledes, er ofre for forventningens objektivitet. Så falder det kendte politiske spil sammen, og hvad så? Det politiske spils almindelige regler for interessekampene kan godt aktiveres, men uden den ønskede effekt og politisk kontrol. Nogle få droner kan fordoble sig på ganske få dage eller timer og lede til massehandlinger, der mere eller mindre uhindret udvikler deres egen logik og dynamik, fordi beslutningstagerne ikke har rationelle modsvar. Nok så meget, fordi sådanne ville kræve markante omfortolkninger af det overordnede narrativ, der har næret dronespøgelset. I ekstreme tilfælde kan ”massefrygten”, der ikke kan indhegnes via traditionelle og kendte neutraliseringsmetoder, fordi den er sat ud af kraft, slå over i et stormløb mod regeringen og hele forvaltningsapparatet, fordi dem, der skulle handle, ikke prompte har lettet folket for dets frygt. Det er en smertefuld situation at være fanget i forventningens objektivitet, hvor grænserne mellem det virkelige og det forestillede smelter sammen og forstærkes af et vist narrativ, som forud næsten har fået karakter af uangribelig sandhed. For hvordan skal vejen tilbage findes? Så galt går det nok ikke. I hvert fald ikke lige nu og her i Danmark. Men så galt er det faktisk gået i blandt andet Rumænien og måske også i Bulgarien, hvor mulig ”misinformation” på tik-tok eller en enkelte drone – ”uidentificeret” – blev til ”russiske droner” og satte gang i massedemonstrationer og stormløb i henholdsvis Rumænien mod en legitim præsidentkandidat. I Bulgarien har en drone, der blev til flere, ført til voksende kritik af regeringen og massedemonstrationer. Ikke forstået sådan, at det er de enkelte dronehændelser eller lignende, der har skabt situationerne. Det forholder sig omvendt. I en situation, hvor den almene tillid til det politiske system og samfundets institutioner er svækket, og hvor fremtiden forekommer uoverskuelig, trives forventningens objektivitet og dens selvbekræftende konsekvenser. Frygtbaseret ledelse eller ej. Jan Helbak.  

  juli 2, 2026 8:33 pm

  Læs mere

• Nationalkonservatives ”bløde bug”  

  Det politiske nyhedssite Politico bragte den 26. maj en interessant artikel med overskriften: ”Den franske radikale højrefløjs svage punkt – dens usammenhængende økonomiske politik”. Det er også denne artikels hovedfokus, hvor der argumenteres for et fokusskift væk fra det fremmedpolitiske tema over mod partiernes usammenhængende miskmask af småborgerlig og bagstræberisk økonomisk politik og decideret videreførelse af de mest radikale dele af neoliberal politik. Det er i det konfliktfelt, at de samme partier er mest sårbare jo tættere, de kommer på at opnå afgørende parlamentarisk indflydelse. Billedet i Frankrig Politico artiklens første to linjer slår tonen an: ”Når det kommer til økonomi, har Rassemblement Nationale en identitetskrise – og partiets modstandere ser (måske) en mulighed for at sætte et angreb ind her”. Det rumler i Rassemblement Nationale. Både i partiets politiske top og i de lokale afdelinger, hvor spaltningssignalerne både kan ses og høres. Partiets frontfigur Jordan Bardella, der lige nu tegner til at blive partiets præsidentkandidat i 2027, forsøger systematisk at appellere til ”big business” og den liberale elite i Frankrig ved at deltage i møder i de mondæne saloner og på konferencer med de førende personligheder indenfor fransk erhvervsliv. Her har han gjort sig til talsmand for en udpræget erhvervsvenlig økonomisk politik og en skattepolitik, som først og fremmest gavner den rigeste del af erhvervslivet og den velbjergede del af middelklassen. Der er endnu ikke tale om et åbent opgør med Marine Le Pen og partiets oprindelige socialkonservative og statsinterventionistiske nationalisme, der først og fremmest har appelleret til dele af den franske arbejderklasse og de småborgerlige kræfter i provinsen og de mindre landmænd. Men konflikten er der, og uenighederne om den økonomiske strategi vokser jo tættere, man kommer på valget i 2027 og partiets reelle mulighed for gøre indhug i den traditionelle konservative vælgerskare og vinde præsidentposten (og måske premierministerposten). Både Marine Le Pen og Jordan Bardella gør et stort nummer ud af at forsværge den grundlæggende enighed og forsøger at glide af på modsætningerne. Men de er der, og det drejer sig ikke kun om to forskellige personprofiler. Forskellene har deres rod i partiets inderste politiske og ideologiske modsætninger, som indtil nu ikke har været helt synlige og af samme grund ikke forstyrret billedet af et enigt og stærkt ledet parti med en solid og bred vælgerbase. Det er analytisk vigtigt at holde fast i, at det er de indre politiske modsætninger, der skaber personerne og ikke omvendt. Udenfor partiet rejses der i den brede offentlighed tvivl om, hvorvidt partiet kan hænge sammen i den situation, hvor det som landets ledende parti skal præstere økonomisk regeringsduelighed og samtidig holde sammen på det socialkonservative grundlag og de traditionelle vælgergrupper. Konfliktlinjen skærpes af en intern opposition mod Bardellas økonomiske rådgiver Francois Durvye, der som finansmand repræsenterer en radikal frimarkedsstrategi, som reelt indebærer et liberalt opgør med partiets hidtil økonomiske politik. Billedet i EU-parlamentet Modsætningerne i Rassemblement Nationale folder sig også ud i EU parlamentsgruppen ”Patrioter for Europa”. DF hører til i samme parlamentsgruppe, hvor hovedparten af de andre partier i gruppen (bl.a. FPÖ i Østrig, Lega i Italien og VOX i Spanien) i større eller mindre grad bærer præg af de samme indre politisk-ideologiske modsætninger. Partibilledet indenfor parlamentets højrenationale fløj er noget flimrende og ustabilt. Af samme grund kan partierne ikke alene bedømmes på deres forskellige brug af kontroversielle markører og antiestablishment retorik. De mange udmeldinger, der stritter i alle retninger, er præget af opportunisme og situationsbetingede stemninger alt afhængig af hvor tæt, de i hjemlandet er på magten eller muligheden for at gribe den. Partiernes fælles kendetegn er som udgangspunkt en grundlæggende nationalistisk xenofobi, som spænder fra direkte fremmedhad (især overfor ”muslimer”) til en mere udtalt frygtbaseret fjendtlighed overfor fremmede og mindretal i almindelighed. Partierne fremstiller nationalkonservatismen og kravet om den beskyttende stat som de nationale borgeres mest sikre værn mod den oplevede sociale-kulturelle- og økonomiske utryghed og vilkårlighed, der nu har lejret sig i en fast tilstand som resultat af globaliseringen og EU’s og medlemslandenes austeritypolitik siden finanskrisen i 2008.  Samtlige partier fremstiller sig selv som kompromisløse talsmænd for den ”lille mand” og hans interesser mod et arrogant og selvstrækkeligt parlamentarisk oligarki beskyttet af de kulturbærende lag i middelklassen og i statssystemet. Af samme grund plæderer partierne stærkt for, at der skal renses ud i magtens korridorer og i den statsstøttede medieverden. Det vigtige her er imidlertid at holde fast i, at xenofobien hovedsageligt tjener som overliggende tiltrækningsmarkør (knastaksel) og indgår med større eller mindre vægt som undertekst i partiernes øvrige socialkonservative programpunkter, der i overskriftsform er: Værn om den nationale idealfamilie som identitetsbærende fundament for samfundets sociale- og kulturelle sammenhængskraft. Beskyttelse af de nationale værdier, sprog og kultur, som trues af indvandringen. Fremtrædende EU-skepsis eller direkte modstand mod Unionen og ønsket om at genskabe Fællesmarkedet for den frie samhandel mellem nationale økonomier. Et stærkt politi og en markant indsats overfor al kriminalitet. En helt traditionel konservativ linje. Disciplin i skolerne og genindførelse af undervisningen i en forgangen national kultur formuleret gennem klare antielitære markører. Opgør med bureaukratiet og snærende regler, der forhindrer det nationale erhvervsliv og de mange entreprenører i at udfolde sig og vokse. Tilbagerulning af de overdrevne bureaukratiske og fordyrende miljøregler. Atomkraft som svaret på problemet med de fossile brændstoffer. En social- og sundhedspolitik, der beskytter de svage i samfundet, selv om den faktiske og udbredte ulighed ikke adresseres. Fremhævelse af de nationale interessers ubetingede forrang overfor verden udenfor og hermed også en snæver begrænsning af respekten for ”den regelbaserede ordens institutioner”. Det gælder både det økonomiske, det geopolitiske og det forsvarspolitiske område. Forherligelse af det folkelige demokrati – dvs. krav om flere folkeafstemninger som modvægt til det repræsentative demokratis elitære samfundsforvaltning. Parlamentarismen som sådan afvises ikke. Partierne er ikke antidemokratiske og er ikke autoritære i deres politiske udgangspunkt. De er nationalistisk socialkonservative og småborgerlige. Janushovedet anden side er, at de samme partier dyrker en nærmest superliberal økonomisk politik, der går markant længere end de traditionelle liberale partier. Det gælder: skattepolitikken, som gennem markante skattelettelser skal tilgodese erhvervslivet og i særdeleshed de små- og mellemstore virksomheder. Landbruget skal lettes for miljøafgifter. Fødevarekontrol og regulering af markedet skal lettes for ”bureaukratiske regler”. Arbejdsmarkedet skal dereguleres, så beskyttelsen af lønmodtagernes rettigheder overgår til staten og ikke reguleres af overenskomster underlagt fagforeningernes indflydelse. Finanspolitikken skal være ultrastram og statsudgifterne skal reduceres. I det hele taget tangerer partiernes økonomiske politik i dag mere og mere de nationalistisk liberale kræfter i centrum-højrepartierne. Det er den fællesnævner, der kan blive fremtidens omdrejningspunkt for partiernes bestræbelser for at bevæge ud over placeringen som perifere protestpartier og fremstå samarbejdsduelige. Hvilket i sin konsekvens indebærer både en politisk og praktisk modsætning til de samme partiers socialkonservative udgangspunkt. I EU-parlamentet tilstræber Patrioter for Europa under Jordan Bardellas ledelse strategisk at afbalancere de indre modsætninger mellem nationalkonservatismen og socialkonservatismen. Parlamentsgruppen udfolder stor aktivitet for at positionere sig som formidler af samarbejdet med de mest radikale højrenationale partier på den ene side og de mest konservative fraktioner i parlamentsgrupperne ”Det europæiske folkeparti” (EPP) og ”Det europæiske Reform- og Konservative parti” (ECR) på den anden side. Hvad man kan kalde den samlede politiske strategi, formuleres meget præcist af parlamentsgruppens ”chefindpisker” Marieke Ehlers og indgår som central bestanddel i Jordan Bardellas utallige forhandlingsrunder med de nævnte parlamentsgrupper. Målet er at etablere en flertalsfront, der kan svække kommissionens magt og ensidige favorisering af det europæiske transnationale erhvervsliv. Ministerrådet skal styrkes i nationalistisk liberal retning og medlemslandes nationale suverænitet skal genoprettes. Hvor partierne i gruppen Patrioter for Europa tidligere advokerede en udtræden af EU, er den linje til forskel fra den øvrige radikale højrefløj veget for en mere pragmatisk antiføderal politik, som også deles af flere af de traditionelle konservative partier. Strategien ser ud til – i hvert fald på den korte bane – at have succes, idet den appellerer til flere fraktioner i de nationale centrum-højre regeringer, der nu mere officielt opponerer mod kommissionsformand Ursula von der Leyens autoritære og antinationale magtcentralisering. Modsætningerne mellem de nationale særinteresser og kommissionsformandens grandiose samling af EU’s transnationale erhvervsliv i konkurrence med Kina/Rusland og USA kommer tydeligt til udtryk i den tyske regerings armlægning med kommissionsformanden om, hvem der skal lægge linjen for styrkelsen/genrejsningen af den europæiske økonomi – ministerrådet eller kommissionen – eller de nationale regeringer. DF’s og AfD’s programmer - ligheder Selv om Dansk Folkepartis politiske grundlag – ”Arbejdsprogram – 2025” – ikke adskiller sig nævneværdigt fra de gennemgående programpunkter for partierne i Patrioter for Europa, kan det være hensigtsmæssigt i forhold til det politiske billede herhjemme at se nærmere på DF’s program. Interessant er det i øvrigt, at hvad angår DF’s program – dets tematiske opbygning, anvendelse af signalord og politiske linje – adskiller det sig i det store og hele ikke fra AfD’s i Tyskland. Den helt afgørende forskel er, at der i DF nok ikke findes de samme rabiate røster, man finder i AfD. Og som angiveligt er grunden til, at partiet af sikkerhedstjenesten karakteriseres/stemples som et ekstremistisk og forfatningsstridigt parti. Regeringskoalitionen under kansler Friederich Merz overvejer faktisk at forbyde partiet på trods af advarsler fra alle sider i den tyske offentlighed og ikke mindst fra ledende kræfter indenfor Merz’ eget parti CDU. Familien beskrives som fundamentet for trivsel, velstand og harmoni indenfor den stærke nationalstats rammer. AfD’s program indledes faktisk med de formuleringer, men med en højere grad af sproglig sofistikation, end det ses DF’s program. Den store indvandring udgør en trussel mod den nationale kultur. De indvandrere, der har opholdstilladelse skal assimileres ikke integreres. Altså fuldstændigt opsuges i det danske samfund og i alle betydningsfulde sammenhænge opføre sig og tænke som ”indfødte danskere”. For at modgå det globale kulturpres, der sammen med indvandringen truer dansk kultur, dansk sprog og danske traditioner, skal der sættes ind på alle fronter for at forsvare dansk kulturarv og værne om den kristne tro (forbud mod alle fremmede religiøse institutioner og symboler). Dansk henholdsvis tysk kultur og tradition giver den almindelige dansker henholdsvis tysker stolthed. Et billede, der står i et nostalgisk og sentimentalt modsætningsforhold til det liv, de fleste borgere faktisk lever. Både AfD og DF argumenterer for ”remigration” som en metode til at lette presset mod samfundet og tynde ud i antallet af personer fra især de ”muslimske” lande. Det står ikke ganske klart, hvad ordet betyder og dermed dets praktiske virkningsgrad. Ikke desto mindre er remigration begge partiers slagnummer (og er også ved at blive det for de identitære grupper). ”Indvandringen fra muslimske lande” danner bagtæppe for deres forklaringer på en række andre problemer, så som øget kriminalitet, belastning af socialvæsenet, kvindeundertrykkelse, manglende disciplin i skolerne og ghettodannelser. Den socialkonservative linje, som nok er den, der rækker længst ud til flest vælgere, retter sig mod markante forbedringer indenfor hele ældre- og handicapområdet. Men de konkrete politiske forslag er vage og adresserer ikke hele områdets struktur som en samlet del af samfundets velfærdsorganisering. Folkepensionens grundbeløb skal hæves. Statslige penge til ældreområdet skal øremærkes for at forhindre, at kommunerne bruger pengene til alt andet – hvor behovet måske er større. Her peger DF med en vis ret på et faktisk problem, da kommunernes budgetlægning påvirkes af de stærkeste borgergrupper, og her kommer de ældre ikke i første række. Men forslagene står i modsætning til partiets næsten patetiske dyrkelse af det nære og det lokale demokrati. I det hele taget går modsætningen mellem den centrale statsstyring (Regering/Folketing) og den lokale forvaltning (Kommuner og Regioner) gennem hele programmet. Samme problem kan spores i partiets sundhedspolitik, som går helt uden om sundhedssektorens årelange og uløste struktur- og finansieringsproblemer indenfor såvel sygehussektoren og praksissektoren. For så vidt programmet beskæftiger sig med ulighed i sundhed, er fokus først fremmest på modsætningerne mellem land og by og de ældre- og handicappedes adgang til sundhedsydelser. Når linjen på trods af uklarhed og indre modsætninger alligevel har en vis bred appel til de ældre, handicappede, deres familier og øvrige socialt udsatte grupper hænger det sammen med, at partiet forstår bedre end andre at formulere betydningsbærende omvendinger af fremherskende og skjult stigmatiserende begreber i offentligheden. F.eks. erstattes det utålelige begreb ”ældrebyrden” til dem: ”vi i dag står i gæld til”. ”Som gik før os og lagde ryg til den økonomiske vækst, vi stadig nyder godt af. Vi skylder dem en værdig ældrepleje”. Samme fremgangsmåde anvendes i programmets sundhedspolitik, handicappolitik og psykiatripolitik, hvor linjen overfor danske minoritetsgrupper fremstår som inkluderende. Reelt adskiller DF’s program sig kun punktuelt (eks. ældreområdet) fra de andre borgerlige partiers social- og sundhedspolitik eller for den sags skyld fra disse partiers evindelige tale om værn om ”danske værdier”. Forskellen består i betoningen og fokus. Men grundlæggende følger programmet i sin konsekvens men ikke i dets bogstav en gammelkendt konservativ-liberal politik, hvor velfærdsstatens universelle ydelser via ændringer i tildelingskriterierne glidende omdannes til privat forsikring og en residualpolitik målrettet de ”svageste” i samfundet. Som sagt adskiller DF’s og AfD’s programmer sig ikke substantielt fra hinanden. Forskellen gælder først og fremmest de to partiers vidt forskellige optræden både parlamentarisk og i den brede offentlighed. Her gør de historiske betingelser og forskellige traditioner/muligheder for udøvelse af politik sig selvfølgelig gældende. AfD skal konstant bruge kræfter på at frigøre sig fra Tysklands traumatiske og politisk ekstreme fortid for at undgå det stigmatiserende stempel som forfatningsstridigt parti. Ikke desto mindre er ligheden mellem DF’s og AfD’s programmer større end forskellene. Det gælder også forholdet til EU. Forsvaret af national økonomisk politisk suverænitet. Kun på et punkt står de to partier skarpt overfor hinanden. Det gælder forholdet til Rusland og støtten til Ukraine, hvilket dels kan forklares med Tysklands historiske forhold til Rusland, og at AfD’s bagland udgår fra de landsdele, som udgjorde det tidligere DDR. Ellers er der et sammenfald i betoningen af, at det er varetagelsen af de nationale interesser, der er styrpinden. De internationale og overordnede institutioner ses alene gennem den nationalkonservative linse uagtet de samme institutioners afgørende, faktiske og konkrete betydning for regulering af den moderne kapitalisme, det internationale marked og samhandel, som man partierne tager for givet. Partiernes indre strukturelle modsætninger ”Danskerne skal være Herre i eget Hus”. Derfor skal Danmark ud af EU, hvis den nationale suverænitet ikke respekteres. Samme linje findes i alle partierne i Patrioter for Europa og i AfD. Nationalstaten og nationaløkonomien sættes i modsætning til den globale økonomis voksende integration, konkurrencen om forsyningskæder og de store transnationale konglomeraters indiskutable indflydelse på vækstbetingelserne for selv de store nationale økonomier som f.eks. den tyske. Både DF’s og AfD’s erklærede økonomiske erhvervs- og finanspolitik er i det perspektiv rene anakronismer. Man foregiver muligheden af stabil økonomisk vækst gennem nationens massive satsning på støtten til de små og mellemstore virksomheder. Helt i modsætning til den faktiske udvikling i den globale kapitalisme. Det er de store virksomheder både herhjemme og i Tyskland, som rent faktisk driver væksten. (Hvis eksempelvis den danske medicinalindustri kommer i vanskeligheder vil det få afgørende negativ betydning for den samlede danske økonomi. Det beskæftiger DF sig ikke med). Kort sagt er de nationalkonservative partiers økonomiske ”visioner” og erhvervspolitik reaktionær i ordets bogstavelige betydning. Det gælder også DF’s og AfD’s politik. Det samme kan siges om skattepolitikken og de nationale støtteordninger. Når partierne ikke indtil dato er blevet direkte udfordret på deres reaktionære og utopiske økonomiske politik og nationalkonservative nostalgi, hænger det bl.a. sammen med, at centrumpartierne i den nuværende globale opbrudssituation med de uoverskuelige geopolitiske spændinger, voksende protektionisme og handelsspændinger heller ikke kan samles om en strategi for ”Europas økonomiske og politiske genrejsning”. Men tiden nærmer sig, hvor partiernes håbløst vage økonomiske programmer bliver et afgørende politisk problem for AfD i tysk politik, for Rassemblement Nationale i Frankrig og for Patrioter for Europa i EU. (i Danmark er DF indtil videre ikke i nærheden af ansvarets åg). Ingen af partierne har udsigt til parlamentarisk majoritet og til at danne regeringer alene. De må realistisk satse på koalitioner med de konservative partier og trække dem fri af centrumspolitikken.  I det stille arbejdes der på at moderere og senere bevæge sig væk fra deres egne småborgerlige økonomiske visioner og de ekstreme fremmedpolitiske markører og åbne for centrum-højres mere respektable forestillinger om genrejsningen af den kapitalistiske økonomi i Europa og løsning af ”indvandrer- og flygtningeproblemet”. Herhjemme er modsætningerne under Morten Messerschmidts intelligente genrejsning af DF endnu ikke kommet op til overfladen. En ikke ubetydelig forklaring er bl.a. den politiske- og parlamentariske fragmentering i Danmark, hvor højrefløjen er så internt splittet og uden sammenhæng, at DF i endnu en periode kan vokse på protesten og håndtere skismaet mellem partiets liberale økonomiske politik og det socialkonservative udhængsvindue uden at komme i modsætning til vælgergrundlaget. Men lige så sandsynligt er det, at partiets vækst vil flade ud, hvis det ikke formår i praktisk politik at konfrontere det alt overskyggende hovedtema i dansk og europæisk politik: den voksende nationale ulighed, der på alle samfundets områder danner et stadigt tydeligere grundtema. Faktisk forholder det sig sådan, at forestiller man sig, at DF eller AfD, eller Rassemblement Nationale eller de andre nationalkonservative partier skulle få magt til at gennemføre deres økonomiske politik, ville de blive tvunget til at føre en politik på de tunge dele af erhvervslivet og finanssektorens betingelser, der de facto ville øge uligheden, svække lønmodtagernes stilling på arbejdsmarkedet og på ingen måde evne at realisere deres socialkonservative programpunkter. Jo nærmere magten desto tydeligere bliver de indre modsætninger Modsætningsbilledet er som i Frankrig mere åbent i AfD. Her udspiller modsætningerne sig mellem partiets frontfigur Alice Weidel, der er uddannet finansøkonom og har en fortid indenfor finansverdenen, og partiets radikale nationalistiske fløj med rødder i det tidligere DDR repræsenteret ved Björn Höcke. Indtil nu er modsætningerne mere slået igennem på gadeplan og på partikonventer med fri udblæsning af radikale slagord end i partiets optræden i Bundestag. Men det bliver stadigt klarere, at Alice Weidels økonomiske politik ikke adskiller sig væsentligt fra den økonomisk politiske tænkning i store dele af højrefløjen i CDU/CSU. Alice Weidels fløj arbejder som Patrioter for Europa målrettet på at nedbryde de konservatives og kansler Merz’s ”brandmauer” (politiske bandmur) overfor AfD. I længden kan de konservative i CDU/CSU ikke opretholde forsikringen om, at man ikke vil indgå i et forpligtende samarbejde med AfD. Ude i delstaterne er ”muren” stille og roligt ved at blive perforeret. Alice Weidel og hendes fløj afprøver hyppigere og hyppigere grænserne for, hvordan man effektivt får lukket munden på den radikale og kompromisløse fløj i AfD og samtidig får gjort sig salonfæhig overfor CDU/CSU’s vælgere. Vejen til magten går nemlig over brolægning af kompromiser bl.a. om erhvervspolitikken og den økonomiske politik, hvor den mere radikale fløj i hvert fald i offentlig tale selv tror på den ensidige vej til magten uden om politiske koalitioner med den traditionelle højrefløj. Modsætningerne i partiet har nu nået et åbenlyst højdepunkt efter den seneste meningsmåling, der gør AfD til det største parti med 28% af stemmerne mod CDU/CSU’s 22% og sætter af samme grund partiet under massiv medieovervågning. Hvert eneste skridt og fejltrin tæller. Hvis AfD skal udnytte den upopulære centrum-højre regerings voksende vanskeligheder og tab af autoritet, er vejen frem for Alice Weidel hendes fløjs evne til at kombinere den socialkonservative profil med videreførelse af den neoliberale økonomiske politik, som i virkeligheden er den, der har skabt AfD. Alice Weidel træder som Jordan Bardella i Frankrig varsomt i den forsigtige, men også nødvendige orientering mod det parlamentariske samarbejde med højrefløjen i CDU/CSU i Tyskland og den fragmenterede højrefløj i Frankrig. Både i Frankrig, i Tyskland og i EU-parlamentet står den langsomme strategiske vending overfor en mulig eksplosiv modstand fra den radikale højrefløj. Skismaet vil sandsynligvis slå ud i åbenlyse magtkampe i partiet og måske splittelse, for så vidt Alice Weidels og Jordan Bardellas linje får succes. En forsmag på splittelsen kan allerede nu ses i Italien, hvor det nye højreradikale parti Futuro Nazionale udfordrer både Melonis Fratelli d’Italia  og Lega, som anklages for at søge mod midten og konsensus. Ikke dermed sagt at samme problematik i et en til en forhold kan overføres til DF. De forskellige landes helt indlysende politiske forskelle skal tages i betragtning og overdrevne generaliseringer undgås. Men de samme betingelser for fremtidige spændinger i DF ligger som i AfD og Rassemblement National gemt i partiernes programmatiske indre modsætninger, som igen reflekterer partiernes socialt/klassemæssigt brogede og uhomogene vælgergrundlags generelle utilfreds og protest mod den politisk-økonomiske elites krisepolitik siden eurokrisen i 2010, hvor den brede befolkning måtte betale for redningen af euroen og finansverdenen – og ikke samfundsøkonomien. Det italienske billede sammenholdt med udviklingen i Rassemblement og AFD sandsynliggør en kommende splittelse af partierne i en konform og opportunistisk nationalkonservativ linje, som kan indgå alliancer med de traditionelle konservative partier og udkrystalliseringen af en mere militant højrenational strømning, som kun kan overleve ved at radikalisere partiernes oprindelige vælgergrundlag. Som igen kan fragmentere det parlamentariske og politiske billede yderligere, svække midten og åbne for mere militante konflikter. Og det er præcist i den situation og i den historiske kontekst, at xenofobien og partiernes potentielle racisme kan antage et nyt og dynamisk mobiliseringspotentiale, fordi socialkonservatismen er trængt i defensiven forårsaget af dens egen utopiske og anakronistiske karakter. Afsluttende overvejelser For at opsummere. Denne artikel har haft til hensigt at afdække de radikale nationalkonservative partiers indre modsætninger og potentielle splittelseslinjer. Formålet har været at argumentere for nødvendigheden af, at centrum-venstrepartierne (og især venstrefløjen) foretager en tiltrængt forkusforskydning. Væk fra den elitære og moralske kritik af disse partiers hysteriske xenofobi og kryptoracisme. Den kritiske kamp kan ikke vindes moralsk eller akademisk af den simple men også forstemmende grund, at de højrenationales xenofobi indskriver sig i en langt mere rodfæstet og udbredt residual-kolonialistisk tænkning, der har martret Europa gennem de sidste to hundrede år, og som i dag stadig lever som en understrøm i det borgerlige Europas selvforståelse. Som naturaliseret geopolitisk kompas og historieforståelse. De højrenationales skingre og ofte modbydelige retorik er blot den ekstreme variant af tidsånden i det mondæne centrums saloner. Af samme grund er der en vis folkelig modtagelighed overfor de nationalkonservatives xenofobi og politiske utopier, hvorfor mange af vælgerne reagerer i protest over at blive stigmatiseret sammen med det parti hvis protestlinje, de støtter, fordi de ikke finder lydhørhed andre steder, og fordi tidsåndens selvforståelse er naturaliseret i den brede europæiske offentlighed. De nationalkonservatives ”bløde bug” er deres anakronistiske og usammenhængende programmer, hvor det ene programpunkt modsiger det andet – ovenikøbet i samme kapitel eller paragraf. Derfor drejer det sig ikke om at skyde på partierne og deres luftige stressmarkører eller deres ledere som sådan, men om at gå efter partiernes ustabile forbindelse til vælgerne. Altså fokusere på det, der er vigtigt og nærværende for de mange vælgere i arbejderklassen, den lavere middelklasse og de mange småborgerlige entreprenører og ikke mindst de mange pressede ældre og personer i samfundets periferi både sociale og geografisk. Med det formål at demonstrere, at partiernes socialkonservatisme reelt aldrig bliver andet end en moderne fortolkning af konservatismens residualpolitik i modsætning til den velfærdsstat, man hævder at ville forsvare. De nationalkonservative partier har ingen svar på ulighedens problem i deres økonomiske-politiske-sociale og kulturelle perspektiv. Faktisk bagatelliserer DF f.eks. ulighedsproblemet. Partierne vil, hvis de erobrer regeringsmagten, blive tvunget til at løbe fra de fleste af de socialkonservative løfter, hvis de skal accepteres af ”de tunge drenge” i erhvervslivet, finanssektoren og de stærkeste kræfter i samfundenes kulturbærende lag. Det helt afgørende fællestræk for samtlige partier er, at de ikke programmatisk, intellektuelt eller praktisk politisk kan fremlægge perspektiver, der peger fremad. De tangerer heller ikke løsninger på situationens problemer i de respektive nationalstater eller Europa. De peger kun tilbage til en tid, som historiens gang har ladt tilbage. Hvor staten kunne være den trygge ramme om nationens borgere og understøtte det nationale fællesskab. Centrum-venstre kommer ingen vegne ved konstant at hænge partierne ud for at være populistiske, udemokratiske og racistiske. Populismemærkatet opfattes af partiernes tilhængere som den politiske midtes selvgode stigmatisering af alle politiske partier, bevægelser og vælgergrupper, der ikke vil eller kan adoptere ”Midtens” politikforståelse og parlamentariske indspisthed. Og som af samme grund også opleves af partiernes vælgere som en nedgøring af dem som politisk mindrebemidlede. De radikale nationalkonservative partier eller den radikale højrefløj er hverken antidemokratiske eller racistiske. Men større eller mindre fraktioner i partierne og deres vælgergrundlag har potentialet til at blive det. Hvis det scenarie skal forebygges, skal centrum-venstres politiske kritik målrettes den ”bløde bug”. Modgiften er ganske enkel og alligevel besværlig – om end nødvendig. Det drejer sig om allerede nu at fremprovokere en åben og målrettet debat især udenfor parlamenterne om deres samlede og alligevel usammenhængende politik. Dvs. punkt for punkt demonstrere den politiske inkonsistens og de konkrete og jordnære konsekvenser for de vælgergrupper, som tiltrækkes af partiernes tilsyneladende varetagelse af netop deres interesser. Med det formål at tvinge de samme partier ud i en fortløbende politisk krydsild, hvor de skal forklare sig og praktisk demonstrere overfor deres vælgere, at skulle partierne opnå magt, som de har agt, ville netop de blive taberne. Men forudsætningen for at anlægge den linje indeholder i sig selv et problem for centrum-venstre. Eller i hvert fald en udfordring. Centrum-venstre må for at udstille den manglende sammenhæng i den nationalkonservative utopi selv demonstrere en sammenhængende politik og organisatorisk samling både nationalt og i EU, der adresserer de samfundsmæssige hovedproblemer (eks. ulighedens og fremtidsfrygtens problem), hvis manglende løsning fra centrums side konstant nærer højrefløjens utopier. Og det er ikke alene en parlamentarisk og elitær/akademisk opgave. Så langt fra. Centrum-venstre bør tage ved lære af de nationalkonservative partiers eksemplariske evne til at mobilisere og praktisk udfylde gabet mellem et mere og mere passiviseret og segregeret civilliv og en politisk-økonomisk elite, der parlamentarisk og kulturelt lukker sig om sig selv og banaliserer det offentlige politiske liv. Spørgsmålet om højrenationalisternes regeringsduelighed er og bliver deres ”bløde bug”. Den moralske kritik, som er den fremherskende, forudsætter en anerkendt moral, som ikke længere findes. Derfor må kritikken være praktisk politisk. Jan Helbak.                      

  juni 14, 2026 8:27 pm

  Læs mere

• Socialdemokratiet og SVM-regeringen tabte valget – og hvad så?  

  Socialdemokratiet tabte valget den 24. marts. ”Rød blok” mistede det parlamentariske flertal, uden at det betød andet end et numerisk flertal for ”blå blok”, for så vidt Moderaterne regnes med til den borgerlige blok. Og det skal Moderaterne. SVM-regeringen havde tabt valget på forhånd. Det var forventeligt, at Socialdemokratiet blev straffet for at danne en midterregering i 2022 på trods af, at der var ”rødt” flertal. Tolv partier kom ind i det nye Folketing, som nu ikke alene er fragmenteret mandatmæssigt, men også politisk. Så fragmenteret, at der hverken kan skabes en levedygtig centrum-højre regering eller en centrum-venstreregering uanset udfaldet af regeringsforhandlingerne. Valgresultatet – et europæisk billede Valgresultatet og den parlamentariske situation i Danmark spejler billedet i de fleste andre lande i EU. Fragmenterede parlamenter, langvarige regeringsforhandlinger, usammenhængende regeringsprogrammer og styrkeforhold mellem de to blokke, der gør det næsten umuligt for koalitionsregeringerne på den svage ”midte” at føre politik. De kan højest administrere og er konstant i fare for at blive splittet ved enhver større politisk-økonomisk begivenhed. Og de store samfundsproblemer står for tiden i kø i Europa. Også i Danmark. Få dage efter valget den 24. marts kunne man i Politico læse en kommentar med en brutal overskrift: ”Hvorfor Europas centrum-venstre (socialdemokrater) ikke kan stoppe med at tabe”. Svaret var lige så brutalt. Frustrationen blandt arbejder-og middelklassevælgere over, at socialdemokratierne ikke kan løse de stadigt vanskeligere levevilkår og sikre den elementære velfærd vokser og bidrager til den politiske fragmentering. Det politisk kompas’ magnetfelter har mistet tiltrækningskraft. Som generalsekretæren for Party of European socialists kortfattet udtrykte sig, er vælgerne vrede over, at partierne ikke vil eller kan løse dagligdagens problemer. Billedet er ens i Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Østrig. Socialdemokratierne har alle stederne måtte betale store politiske- og parlamentariske omkostninger ved at gå i koalitionsregeringer med højrefløjen og regere på et neoliberalt politisk-økonomisk grundlag. Partierne har ovenikøbet opgivet deres egen sprogdragt og iklædt sig managementsprog og markedsterminologi. Politicos konklusioner er slet ikke kontroversielle – tværtimod. Der er tale om standardforklaringer, som man kan finde i samtlige avisledere. Socialdemokratierne straffes for at svigte deres traditionelle vælgerbasis. Men det er snævre parlamentariske forklaringer, der sætter den mere alvorlige udvikling i selve det parlamentariske system uden for analyse. Et parlamentarisk samfundsproblem I samtlige europæiske liberale demokratier er udviklingen den samme. En generelt voksende afstand mellem det parlamentariske systems repræsentanter, regeringerne og vælgerne/borgerne. De politiske partier opfattes med rette som rene valgmaskiner og ikke meget mere. Tilliden til politikerne er på et lavpunkt, og vælgerne har ikke de store forventninger til, at de valgte repræsentanter også repræsenterer valgløfterne efter valgene. Det kan også være vanskeligt, for løfterne er legio og stritter i alle retninger. Dog skiller valgkampen i Danmark sig ud fra valgkampene i de nævnte lande på et uhyre væsentligt punkt. EU-dimensionen: forventningerne til EU og visionerne for EU var stort set fraværende i hele valgkampen på trods af EU’s voksende betydning for medlemslandenes nationale politik og økonomi. De langstrakte regeringsforhandlinger (op til halve år) bag lukkede døre, hvor vælgerne overhovedet ikke ved, hvad der forhandles om, forstærker den offentlige afkobling af det parlamentariske system fra vælgerne og hele det civile samfund.   Kombattanterne i det parlamentariske oligarki optræder med den største selvfølge, som om den givne situation er et vilkår for det moderne demokrati. De kan gøre det med en vis udstrækning sindsro, for hvilke organisationer/institutioner/sammenslutninger skal holde parlamentarikerne og de politiske partier fast på deres valgløfter? Når partiernes ledere udsættes for kritik i medierne eller stilles til ansvar for brudte valgløfter, henviser de mekanisk og arrogant til ”nødvendighedens politik”. Som kun de forstår. Hvad borgerne forventes at kunne forstå. Resultatet af de langstrakte regeringsforhandlinger er regeringsgrundlag, der er så usammenhængende og forfattet i så brede vendinger, og administrationen så lukket, at vælgerne i det daglige i den efterfølgende valgperiode har minimale muligheder for at opnå indsigt ikke blot i de politiske beslutninger, men også i konsekvenserne. Billedet kan forenkles til et i historisk perspektiv problematisk gab mellem borgernes dagligliv – offentligt og civilt – og det, der foregår i de parlamentariske institutioner (Folketinget, udvalg, byråd og regionsråd) og i statssystemet forstået som systemet af statslige, kommunale og regionale institutioner. Den enkelte borger overlades til sine egne meget snævre og personlige oplevelser af, hvad der her og nu gavner hans/hendes umiddelbare interesser bedst. Om de forskellige love, lovforslag eller beslutninger i det uigennemtrængelige politiske teater her og nu – og ikke i morgen – er gavnlige for vedkommende eller ej. En eventuel generalisering af de forskellige præferencer og disses konsekvenser tænkes vanskeligt ind, og hverken politikere eller medierne bidrager hertil. Og i fraværet af anerkendte og respekterede politisk-ideologiske vejvisere, bliver situationens tyranniske logik bestemmende for deres stemmeafgivning. Det, vi har erfaret ved det seneste valg, er ikke opstået tilfældigt. Partierne opererer direkte med en individualiseret præference segmentering af vælgergrupperne, hvorfor selve valgkampen antager karakter af en sværm af kaotiske og uigennemskuelige politiske slagnumre, der kun har en levetid på et par dage. De mere seriøse og gennemtænkte forslag, der bare tangerer klasseinteresser eller fremtidsvisioner, drukner i det højprofilerede positionsspil eller bliver hældt ned ad brættet i medierne, fordi de kræver mere indgående oplysning og information. Socialdemokratiet fik det i udbredt grad at føle hvad angår partiets forslag om en formueskat, ændret pensionspolitik og forslaget om færre børn i folkeskolens klasser. Der skulle blot en medieeksponeret ung iværksætter til for at ændre holdningen til forslaget om en formueskat, som ellers initialt blev støttet af et flertal. Forslaget lod sig relativt let skyde ned. Ikke kun, som forklaringerne lyder, fordi det var dårligt forberedt, men først og fremmest, fordi erhvervslivet, underskoven af håbefulde iværksættere, medierne og det akademiske frontpersonale på universiteterne sendte pseudovidenskabelige best sellers ind på scenen. Et historisk blik Men et er de mange politologiske forklaringer på, hvorfor det parlamentariske teater i dag tager sig ud, som det gør. Hvad, der er nok væsentligt, er at kaste et blik tilbage og genopfriske billedet af et parlamentarisk demokrati fra velfærdsstatens velmagtsdage, der markant adskiller sig fra det, vi har adapteret og nu kalder det liberale demokrati. I hele efterkrigstidsperioden frem til den neoliberale transformering af den kapitalistiske samfundsorden sidst i 1980’erne var det en udbredt opfattelse både i det politiske landskab, i det akademiske liv, i de korporative institutioner og blandt vælgerne bredt, at demokrati var utænkeligt uden voksende lighed og uden partier, som både formulerede mål og midler, formidlede repræsentationen, konsultationen, informationen, reaktionen og kontakten til den korporative basis i civilsamfundet. Den demokratiforståelse var sammenfaldende med en politikforståelse, der anerkendte klassekampen og de legitime interessekampe og partierne som legitime varetagere af klasseinteresser. Enten det skete i form af institutionelt majoritetsstyre eller forholdstalsstyre. Denne demokratiopfattelse byggede også på magtens tredeling, men tillagde ikke den juridiske gren samme vægt som i dag, idet legitimiteten og magtbegrænsningen lå indbygget i partisystemet og i de korporative organer/institutioner. Frem til slutningen af 80’erne var det også rimeligt at anskue partierne som massepartier, der kunne sikre massepolitik. Partierne var massepartier uden dog at være ”alt i et telt partier”, idet de stadigt blev identificeret med de forskellige klasser og sociale grupper/formationers interesser. Forherligelse af individet og detronisering af det kollektive perspektiv Et af de fremtrædende og langsigtede kardinalpunkter i det neoliberale opgør med velfærdsstaten var og er miskrediteringen af velfærdsstatens kollektive løsninger og de politiske forestillinger om velfærdsstaten som statens forpligtelse til at sikre borgernes almindelige velfærd. Rækkefølgen skulle vendes om. Staten skulle beskytte markedet mod politikernes og de faglige organisationers indgriben i den fri prisdannelse og ligevægtstendenser (en tendens, der aldrig har været andet end abstrakt teori). Det definitive opgør med velfærdsstatens helt konkrete ydelser og disses funktioner var på intet tidspunkt og har på intet tidspunkt været de neoliberale teoretikeres, propagandisters og sprogfornyeres centrale mål. Det var derimod det radikale opgør med enhver tanke om det mulige i at skabe et andet samfund hinsides det kapitalistiske og på den anden side ombytningen af det det fælles med det individuelle. Den politisk-teoretiske offensiv op gennem 80’erne og 90’erne skulle begrænse lønmodtagernes og borgernes mulige modstandsformer og fremme atomiseringen af de indbyrdes forhold i arbejderklassen- og den lavere middelklasse og helt daglignært på arbejdspladserne. Individualismen skulle langsomt men metodisk naturaliseres som almen eksistensform indenfor rammerne af det liberale demokrati ophøjet til universel samfundsorganisation for den neoliberale kapitalisme. Markedskapitalismen forstået som kapitalismens næsten uhindrede kolonisering af civillivet og den offentlige sektor blev som strategisk bevægelse under det liberale frihedsbudskab anset som eneste farbare vej for overvindelse af de krisetegn og tegn på faldende kapitalakkumulation, som første gang viste sig lige før den første ”oliekrise” i 1973. I økonomisk forstand blev den næsten eksponentielle vækst i de offentlige udgifter fremstillet som den største belastning for erhvervslivets faldende profitter. Men efterkrigstidens velfærdssamfunds kollektive livsformer, institutioner og moral kunne ikke angribes direkte. Med laboratorieforsøget i Chile efter Pinochets kup i 1973 stod det klart for det internationale kapitalistiske nomenklatur, at de neoliberale reformer ikke kunne gennemføres udenfor voldsom modstand fra store dele af befolkningen og især fra den organiserede arbejderbevægelse. Den indsigt kom til at holde stik. Overalt i hele verden blev den neoliberale offensiv mødt med omfattende modstand, og som ret beset stadig eksisterer om end i amputeret tilstand. Vejen ad hvilken, transformationen skulle bevæge sig, måtte betrædes fleksibelt og tilpasses de givne nationale forhold. Det socialdemokratiske tilbagetog I Europa kom den socialdemokratiske arbejderbevægelse naturligvis til at stå for skud. For uden nedbrydning af arbejderbevægelsens ideologiske selvforståelse og klasseorganisering og således også modstandspotentiale, ville det historisk ikke være muligt for de herskende klasser at restaurere den kapitalistiske profit og genopbygge en ny kapitalistisk vækstperiode til afløsning for den, der ironisk nok gik i graven i samme tidsperiode som ”den virkeliggjorte socialisme” i Sovjetunionen. Hvordan vi end og drejer det, er offensiven lykkedes for den neoliberale offensiv, om end det skulle tage tre årtiers intense klassekampe og en dybtgående økonomisk krise, før sejren kunne konsolideres. I et par årtier har det såkaldte centrum-venstre gennemløbet søvngængeragtige skridtvise tilbagetog. Tidligere tiders politiske sprog, mål og ideologier har adapteret det neoliberale fix, som har bestået i at adoptere velfærdsstatens diskurs, gendestillere indholdet og med de samme begreber omdanne velfærdsstaten til en servicestat – for individet. Ikke nogen ringe præstation taget i betragtning af, at det modsat forløbet i Chile har kunnet lade sig gøre indenfor det liberale demokratis rammer. Den socialistiske ide eller perspektiv er i dag så marginaliseret, at begrebet dårligt anvendes og i den udstrækning, det er tilfældet, med så mange forskellige og tågede betydninger, at begrebet socialisme næsten er meningstomt. Som erstatning for begrebet socialisme, der trods alt indeholder et tidsligt perspektiv, avendes nu begreber som venstreorienteret og venstrefløj. Begreber, der alene angiver en given placering i forhold til en midte, men uden noget, der tilnærmelsesvis kan takseres til socialistisk strategi. Klassekamp som socio-politisk kategori til forståelse af de indlysende kampe i nutidens samfund, er reduceret til sociologiske ordningsbegreber eller til parole og erstattet af begreber som antikapitalistisk kamp eller kamp mod neoliberalismen. Parolerne kan betyde alt og ingen ting – og gør det. Venstrefløjen henter til forskel fra tidligere sin begrundelse og retfærdiggørelse i kritikken af de kapitalistiske samfunds tiltagende ulighedsformer, markedsforvridninger og fremtrædende tegn på uretfærdig samfundspolitik. Men den radikale kritik af selve kapitalismen som samfundsform er stort set omvekslet til socialmoral. Den situation, vi er havnet i, er ganske forståelig taget i betragtning af, at den neoliberale restaurationspolitik først og fremmest sejrede, fordi velfærdsstaten, som den så ud, ikke kunne forsvares. En overskridelse af dens givne rammer som ”blandingsøkonomi” fremstod ikke som en mulighed. Socialdemokratismens praktiske perspektiv og bevægelse havde allerede inden, den neoliberale bølge satte ind, opløst sig i velfærdsstaten som kapitalistisk kompromis. Hverken nationalt eller i Europa havde de socialdemokratiske partier forestillet sig andet end en socialt afbalanceret fortsættelse af den krisefri kapitalisme. Partierne var helt uforberedte på krisechokket i 1973 og slet ikke bevæbnet med en teori eller en praktisk politik for indgreb i den markedsøkonomi, som pludselig befandt sig i en omfattende krise. Blandingsøkonomiens Keynesianske reguleringspolitik degenererede til stagflation. Kort og godt havde de kræfter, der skulle forsvare velfærdsstaten og dens grundlæggende livsformer – den socialdemokratiske arbejderbevægelse og de socialistiske venstreafskalninger – ikke overbevisende udviklet en politik, en teori eller en praktisk samfundsteknisk troværdighed og strategi til at kunne mobilisere lønmodtagerne under 70’ernes stagflationskrise og på det tidspunkt bremse neoliberalismen som politisk-teoretisk strømning. I stedet for den nødvendige socialdemokratiske modoffensiv i 80’erne er det blevet til 30 års langsom nedslidning af socialdemokratiet og arbejderbevægelsen. Partiernes og fagbevægelsens modstand har begrænset sig til at afdæmpe neoliberalismens sociale konsekvenser mod at overtage dens teoretiske og politiske præmisser. Og det i en sådan grad, at den socialdemokratiske bevægelse dårligt nok kan genformulere det sociale og økonomiske teoretiske tankegods, som man forenede sig med efter 1945 – Venstrekeynesianismen. Så meget hænger man fast i neoliberalisternes neoklassiske økonomiske teori og logik, at skønt den ikke virker og ikke længere kan bruges til at løfte kapitalismen af krisens hængsler, fastholder socialdemokratierne stædigt Finanspagtens bestemmelser (Budgetloven herhjemme) og de vilkårlige rammer for statsbudgetternes ”strukturelle balance”. Indenfor partierne famler man efter måder at gøre sig fri af forvitringen uden virkelig at tro på, at den demokratiske socialisme kan formuleres som et reelt politisk- og økonomisk alternativ til den kapitalisme, der ikke kan blive fri af sine gentagne kriser eller som i dag stagnationsperioder. Den tilstand er med til at forklare det parlamentariske dødvande. Socialdemokratierne og venstrefløjen mangler svar, og kurens radikalitet hvad angår en ny omkalfatring af den givne samfundsorden og reorganisering af verdensmarkedet er skræmmende selv for de herskende klasser og deres intellektuelle advokater. Strategien, der æder sig selv op Neoliberalismen og globaliseringen løftede den Atlantiske kapitalisme ud af krisen i 70’erne og begyndelsen af 80’erne. Offensiven lykkedes som sagt. Men omkostningerne har, som vi kan se nu, været enorme og næsten uoverskuelige. Kapitalen er blevet frit flydende på hele verdensmarkedet. Kapitalismens gamle bagland i Vesten er blevet afindustrialiseret. Ny produktionsregioner i det ”globale syd” er vokset med eksponentiel hast, og selv de stærkeste kapitalnationer er blevet afhængige af et velfungerende og robust net af forsyningskæder integreret og formidlet af en næsten uigennemsigtig finanssektor. Velfærdsstaternes markedsregulering og udvidede samfundsregulering er i samme periode blevet begrænset eller direkte undergravet af privatisering eller håndfaste markedskrav fra en globaliseret og troløs kapital. Problemet er nu, hvor midterregeringerne i Europa tumler med bare at holde sammen på sig selv, at de neoliberale forestillinger om den universelle frigørende og driftige markedsdannelse er blevet så meget til vores anden orden, at det alternativ, hvis nødvendighed trænger sig på, ikke lader sig identificere. De politiske/teoretiske forestillinger om en fremtidssikring af kapitalismen både til højre og til venstre for midten kan ikke vriste sig fri af den liberale ortodoksi. Selv om globaliseringen og dens neoliberale overbygning siden 2008 har fremprovokeret et helt kompleks af geopolitiske spændinger og kriser, som i nøgne tal hæmmer verdensmarkedets samlede vækst, er alternativet til det globale anarki og nationalstaternes indre spændinger og politiske stagnation til at overse. Det samlede billede for den vestlige kapitalisme er, at det politiske system (det liberale demokrati) og statssystemerne er så fragmenterede, at de ikke uden radikale omformninger endnu engang kan intervenere for at neutralisere de værste samfundsproblemer på den ene side (sundhedsproblemer, fødevareproblemer, boligproblemer, miljøproblemer, det kommende AI anarki) og sikre kapitalismens profitkrav gennem en ny omorganisering af den kapitalistiske produktion på den anden. Markedsideologien og den hidtil kendte globalisering har udtømt sine potentialer indenfor den orden og den konsensus, vi kalder det liberale demokrati og det internationale institutionelle system. I USA og i Europa famler man efter en strategisk afløser. Der skal genindustrialiseres, hvis den Atlantiske kapitalisme skal fastholde sin status. Den amerikanske præsident Joe Biden forsøgte sig med en begrænset og nationalistisk industripolitik. Den gav kun sparsomme resultater og blev modarbejdet af blandt andet tech-eliten. De samme forestillinger udklækkes indenfor EU. Men den politiske og især økonomiske fragmentering og polarisering af de herskende eliter spærrer for udformningen af en ny og bæredygtig transformation af den neoliberale kapitalisme. Og så er vi tilbage til vores politiske provinsteater Den parlamentariske fragmentering og de modsætningsplagede midterregeringer er monumenter for den givne tilstand og kan reelt ikke andet end tilstræbe et status quo, hvor de afbalancerer de helt åbenlyse samfundspolitiske modsætninger og afværger den tiltagende og diffuse radikalisering. Hvilket fører de samme regeringer og den kommende i Danmark til den ene indskrænkning af det liberale demokratis kerneområder efter den anden, fordi samfundsordenen er blevet ustyrlig. I den situation æder regeringerne deres egen legitimitet og autoritet op og styrer mod magtcentralisering indenfor alle områder af det politiske- og offentlige liv. Den borgerlige offentlighed er blevet til det parlamentariske oligarkis diskurs og dominans som teknokratisk overlegenhed. Og den demokratiske samtale og folkets suverænitet, som fremhæves igen som yndet modbillede til de autoritære regimer, opleves i det virkelige liv af borgerne som en patetisk påstand. Rent politisk slår denne oplevelse endnu ikke rent igennem ved valgene, men det gør den overalt i meningsmålingerne. De traditionelle politiske skønhedskonkurrencer er blevet til tillidsmålinger, hvor borgerne/vælgerne ansvarsfrit giver deres generaliserede utilfredshed til kende og i samme moment afliver de officielle myter om samfundskontrakter mellem borgerne og det politiske system. De aktuelle regeringsforhandlinger, der som sagt spejler billedet i det meste af Europa, ender nok med en ny midterregering, der skal hutle sig igennem en ny valgperiode. Et nyvalg er selvfølgelig en mulighed, men den forekommer ikke i dansk tradition oplagt. Enten lykkes det midterpolitikkens håndværker – Lars Løkke Rasmussen – at skrabe en regering sammen af V-M-K-S baseret på et udsigtsløst kompromis (større arbejdskraftudbud, lavere virksomhedskatter osv. Altså en fortsættelse af det kendte). Eller også bliver det i Mette Frederiksens lod at tvinge Moderaterne ind i en SMRF-regering med EL og Alternativet som parlamentarisk grundlag (her kender vi dårligt grundlaget). Begge muligheder er lige perspektivløse, men konsekvenserne er vidtrækkende. Det vil så være anden gang, at vælgerne er gået til stemmeurnerne for efterfølgende at blive reduceret til tilskuere til et helt igennem lukket teater uden et nyt repertoire. Perspektivet ligger udenfor landets grænser Perspektivløsheden i midterregeringernes modsætningsfyldte status quo politik er ikke forbigående. Den er vævet ind i fyrre års neoliberal dominans, som nu skaber større problemer selv for det kapitalistiske erhvervsliv end den løser. Og der er ingen grund til at forvente nye omfattende gennembrud lige om hjørnet. På mange måder minder dagens parlamentariske bøvl og brætspil om den politiske situation i slutningen af 70’erne. Den afgørende forskel er dog, at forandringsperspektiverne den gang slog rod og blev bredt ud i en periode, hvor de politiske partier stadigvæk stod stærkt forankret i samfundet, og Vesten endnu egenrådigt dominerede hele verdensmarkedet og den ”fri verden”. Det er ikke tilfældet længere. Vestens dominans er derimod hurtigt aftagende og det liberale demokrati og den såkaldte fri markedskapitalisme udfordres af helt nye og mere effektive statskapitalistiske reguleringsformer i det globale syd. Om de så repræsenterer fremtiden for kapitalismens fortsatte vækst i generaliseret form, ved vi endnu ikke. Men ingen i de europæiske lande skal gøre sig illusioner om, at EU-kommissionen og hele EU-systemet og den europæiske elite er i gang med et opgør med neoliberalismen. Tværtimod masseproducerer EU kommissionen for tiden højt profilerede oplæg om øget kapitalkoncentration, overførsel af midler fra samhørighedsfondene og landbrugsfondene til de stærkeste kapitalfraktioner, deregulering og begrænsning af de regler, der hidtil har skullet beskytte medlemsstaterne og borgerne mod markedsøkonomiens samfundsskadelige virkninger. Med til dereguleringen hører forestillinger om yderligere begrænsninger af de arbejdsmarkedsaftaler, der har beskyttet arbejdskraften. Som tendensen ser ud på nuværende tidspunkt, kan kommissionens planer for en revitalisering af den europæiske økonomi bedst betegnes som den europæiske elites autoritære forsvar af den europæiske storkapital og som kompensation for det parlamentariske og politiske dødvande i medlemslandene. Så når vi nu med en vis spænding følger de taktiske spil omkring regeringsdannelsen her i Danmark, vil det høre til den højere fornuft, hvis venstrefløjen besinder sig og åbner for EU-perspektivet på den politiske scene: Hverken socialdemokratiet eller venstrefløjen kan indfri deres valgløfter og arbejde sig fri af den kurve, som Politico beskrev i ovennævnte artikel, medmindre man konfronterer samfundets påtrængende problemer og politisk-organisatorisk placerer løsningerne i en samlet bevægelse i hele Europa for en ny og progressiv velfærdspolitik, hvor borgerne beskyttes mod markedet og ikke som nu markedets beskyttelse mod borgerne. Om, den nuværende EU-konstruktion overhovedet kan rumme et bredere velfærdsoprør, er noget ganske andet. Af samme grund kommer centrum-venstres EU-politik ikke uden om at formulere en praktisk strategi for demokratisering af Unionen, institutionelle ændringer og udformning af en egentlig forfatning frigjort fra Traktatens nuværende neoliberale grundlag. Jan Helbak.                

  maj 11, 2026 9:43 pm

  Læs mere