OVERVEJELSER

Seneste blogindlæg

• Stedfortræderkrigens 360 grader

  Krigen mellem Ukraine og Rusland kaldes for en stedfortræderkrig. Mellem USA, EU og Nato på den ene side og Rusland på den anden. Ukraine leverer kun slagmarken og soldater. Resten er under Natos ellers Ruslands kontrol. Stedfortræderkrig for hvad? For fastholdelse af USA’s og EU’s globale dominans og Rusland i en underordnet position. Sådan som billedet tegnede sig efter 1992 under Boris Jeltsin. Billedet blev til Natos Østudvidelse, som Rusland modsatte sig, da Putin overtog præsidentposten i 2000. Ukraine blev ”den røde linje”, og invasionen af Ukraine i 2022 blev af Rusland defineret som en eksistenskrig for at fastholde og understrege landets strategiske sikkerhedsinteresser. Omvendt ser USA og EU Østudvidelsen og Ukraines medlemskab af Nato som en af flere operationer for at fastholde Vestens status quo. I den forstand er krigen i Ukraine også en eksistenskamp for USA, EU og Nato og som sådan en stedfortræderkrig. Sådan er vi efterhånden vant til at se krigen. Sådan følges den hver dag af medierne. Og hvis Mette Frederiksens synspunkter til en vis grad repræsenterer opfattelsen i regeringskontorerne i EU, så udgør krigen i Ukraine også en stedfortræderkrig mod ”mørkets magter”: Kina, Iran, Rusland og Nord Korea. Hvad der er af interesser udenfor denne binære scene regnes enten ikke med eller fortoner sig i tågerne. Geometrisk betragtet svarer det til, at cirklen er reduceret til120 grader. De resterende 240 grader lades ude af betragtning. Men så er det jo heller ikke en cirkel, vi har med at gøre. En cirkel er 360 grader Det ville måske være klogt allerede nu at indtænke hele kloden. Altså de 360 grader, når vi beskæftiger os med stedfortræderkrigen i Ukraine. Flere lande i Latinamerika, alle landene i Centralasien ( Kasakhstan, Kirgisistan, Usbekistan, Turkmenistan) og de toneangivende lande i Afrika forholder sig både politisk og ganske praktisk til krigen i Ukraine som en stedfortræderkrig, hvis udfald også får afgørende betydning for dem. Man positionerer sig allerede nu i forhold til, hvad der sker på slagmarken i Ukraine og til det geopolitiske spil i den forbindelse – ikke at forglemme det geostrategiske og militærtekniske spil. For at det ikke skal blive ved disse generelle betragtninger, vil jeg underbygge mine betragtninger med henvisninger til eksempler fra især Afrika af den simple grund, at det er det område, jeg kender mest til. Flere steder i de afrikanske regeringer og i den politisk-intellektuelle elite i Nord-Vestafrika (Mali, Niger, Senegal, Guinea Bissau, Burkina Fasso og i lande som Kenya og Nigeria) følger man hele sanktionsproblematikken tæt. Det gælder bl.a. Ruslands metoder til at omgå sanktionerne. Indiens og Ruslands samhandel, og Kinas og Saudi-Arabiens samhandel i lokale valutaer diskuteres med henblik på en fremtidig tilpasning til afrikanske forhold ved en øget samhandel mellem de 54 lande. I Sahellandene (Nordvest Afrika) er man langt fremme med eksperimenter med en fælles valuta kaldet ”eco”. Udfordringen består i at finde en tredje valuta, som de lokale kan måles i forhold til. Men det skal nok lykkedes. Man er nemlig helt på det rene med, at man ikke som Rusland kan omgå sanktioner og udelukkelse fra SWIFT med mindre, man udgør en større økonomisk- og politisk enhed. Af samme grund foregår der også tilnærmelser mellem Sahellandene, Nigeria og en eller flere af de andre Centralafrikanske lande. (bl.a. Rwanda). I de samme lande gennemfører regeringerne nu i ly af krigen i Ukraine juridiske opgør med olie- og gasselskaber, så disse enten overdrager det samlede ejerskab til eksempelvis Mali, Niger og Senegal, eller overdrager vigtig teknologi og knowhow til de pågældende regeringer samt åbner for nye nationale investeringer, som regeringerne kontrollerer. I de sidste tre år har landene i Afrika og i Centralasien styrket kravet om en mere lige repræsentation i alle vigtige organer i FN. Samme krav om omrokering af styrkeforholdene formuleres i forhold til stemmevægte i IMF og WTO og adgang til G20. Man skal her tage i betragtning, at landene i Afrika og Latinamerika hidtil har betalt en eksorbitant høj rente, når de låner penge i IMF. Derfor er de havnet i en strukturel gældsfælde. I forvejen svækkes de  hver eneste dag, fordi lånene udstedes i dollar, som konstant styrkes i forhold til de lokale valutaer. Inflationen på det afrikanske kontinent er således et vestligt skabt strukturelt fænomen. Den unge generation kræver forandringer Overordnet gælder det for flere af de nye politiske bevægelser (hovedsageligt ledet af unge) i de afrikanske lande, at man stræber efter et opgør med ”kolonialismens økonomiske struktur”[i], der uforandret vil vedblive med at fastholde Afrika som et politisk-social ustabilt kontinent i økonomisk afhængighed. Nu vejrer man morgenluft flere steder og følger de mange slag om Ukraine med nøjagtig samme interesse, som i resten af verden. (Der diskuteres indgående og meget seriøst på de afrikanske sociale medier). Afrika som helhed importerer 85% af alle basisfødevarer, selv om man så rigeligt kunne være selvforsynende. I stedet importerer man f.eks. korn fra Frankrig på trods af, at de samme sorter kunne produceres billigere flere steder på kontinentet. Omvendt er man op gennem kolonitiden og frem til i dag blevet tvunget til at producere nicheprodukter til eksport så som chokolade, kaffe mv. De fleste lande på kontinentet importerer næsten al energi, selv om de kunne producere det hele selv og være selvforsynende med vedvarende energi. Landene fastholdes i tilbagestående industrielle infrastrukturer og lavkvalitetsproduktion til eksport og forhindres i at udvikle eller overtage avanceret teknologi enten på grund af låneaftalerne eller de udbredte investeringsaftaler med vestlige firmaer og långivere. På den måde har Afrika indtil nu været afskåret fra udvikle et kontinentalt vækstmarked. Kort sagt, som det udtrykkes af økonomen Fadhel Kaboub, kan de afrikanske lande vedtage ligeså mange demokratiske forfatninger, de vil. Det dæmmer ikke op for korruption, nepotisme og politisk vold. For når det politiske regnebræt skal gøres op, og regeringerne prioritere projekter, er det den økonomiske afhængighed, som svinger taktstokken. Samme økonom og flere med ham refererer til mange forskellige Panafrikanske konferencer, hvor et opgør ikke kun med den kulturelle- og politiske kolonialisme men nok så meget den økonomiske igen og igen er på dagsordenen. Og diskussionerne og de fremlagte planer er mangedoblet sideløbende med udviklingen i krigen i Ukraine. Man skal i den forbindelse tage i betragtning, at de nye politiske generationer er meget unge og betydeligt bedre uddannede end deres forældre. Det er først og fremmest dem, der som nye regeringsledere og bevidste støtter repræsenterer verdens ”yngste” kontinent. Udfaldet af stedfortræderkrigen får betydning for frigørelsesprocessen i Afrika Alt i alt følger regeringerne, de politiske eliter og de unge bevægelser i Centralasien og Afrika fredsforhandlingsspillet i Ukraine med enorm interesse. Vinder Rusland krigen, og indgås der en varig og retfærdig fredsaftale? Kommer der en sikkerhedsarkitektur for Europa-Eurasien, som kunne omsættes til en lignende sikkerhedsarkitektur for det afrikanske kontinent og Centralsien? Hvad sker der med alle sanktionerne overfor Rusland og Kina, og hvad får det af konsekvenser for sanktionerne overfor Iran og Syrien? Hvordan skal de afrikanske lande sikre sig mod sanktioner, når opgøret med den koloniale struktur tager fart? Hvordan kan man omgå dollardominansen og fremover indgå lokale handelsaftaler og sikkerhedsaftaler, som fremmer de afrikanske landes nationale suverænitet og uafhængighed? Disse spørgsmål og konturerne af løsninger har været på vej siden 2008. Stedfortræderkrigen i Ukraine har først og fremmest accelereret processen og givet den mere fast form. Eksempelvis har man noteret sig hvor arrogant og ynkeligt, Frankrig har optrådt i Sahelområdet og samtidigt flakset frem og tilbage hvad angår positioner i forhold til stedfortræderkrigen i Ukraine. Nu tvinges alle franske tropper til at forlade Sahelområdet. I Afrika kan man jo også følge med i de politiske og strategiske uenigheder i EU og kan som alle andre forestille sig øgede spændinger mellem EU og USA. Og ikke mindst har stedfortræderkrigen øget Ruslands og Kinas interesse i at omgå Vestens dominans ved at udbygge det gode forhold til landene i det Globale Syd gennem produktive handels- og investeringsaftaler. Den samme interesse for ligeværdigt økonomisk samarbejde med Afrika udvises også af Tyrkiet, Indien og Brasilien. Alle har de gennem BRICS en fælles interesse i at investere i Afrikas antikolonialisme og Centralasiens selvstændiggørelse. Så som meget andet her i tilværelsen kan en enkelt begivenhed, en enkelt intervention eller konflikt sætte gang i en række begivenheder og opbrud i ellers stabile – eller i hvert fald antaget stabile – strukturer og skabe politisk-økonomiske- og geopolitiske forskydninger med en rækkevidde og kompleksitet, der rækker langt ud over arnestedet. I dette tilfælde stedfortræderkrigen i Ukraine. Af den grund kan der være politisk fornuft i at se krigen i et globalt 360 graders perspektiv og ikke i det binære forhold, som vi har for vane i dag.  Alene af den grund, at det i en generel opbrudssituation kan være fornuftigt at se sig over skulderen. [i] Som inspiration kan man med stort udbytte lytte til et interview med økonom og dr. Fadhel Kaboub. https://www.youtube.com/watch?v=_hOQTWrtU7k   Jan Helbak

  januar 19, 2025 8:50 pm

  Læs mere

• Mette Frederiksens forældede verdensbillede

  Jeg vil indlede med en bemærkning om, at hele sagen om Grønland og Trumps mulige røverkøb sættes i parentes i denne artikel. Emnet er derimod Mette Frederiksens nytårstale og flere interviews op til jul. Mediernes kommentatorer har især hæftet sig ved statsministerens ”mørke tone og verdenssyn”. Et sandt trusselsbillede som i Mette Frederiksens optik må få os danskerne til at finde sammen, sætte de små særinteresser til side og være indstillet på at yde ofre – læs forringede velfærdsforanstaltninger. Det drejer sig om vores og Europas – ja hele Vestens sikkerhed og forsvaret af vores værdier. Få kritiske røster har stillet det intrikate spørgsmål, om Mette Frederiksen med talen har indledt en fokusforskydning fra de hjemlige problemer, som unægtelig hober sig op for en upopulær SVM regering, til den Europæiske scene? Regeringen har hidtil fremstået som politisk dysfunktionel og lidet handlekraftig. Skulle antydningerne om fokusforskydning have noget på sig ville manøvren ikke være den første af sin art i verdenshistorien. Hvad, der måske kan undre, er, at meget få har taget Mette Frederiksens ord for pålydende og stillet spørgsmålet: Er Mette Frederiksens analyse eller verdensbillede så også korrekt. Og hvad er konsekvenserne? Mette Frederiksens verdensbillede Men lad os tage Mette Frederiksens ord og for pålydende og kort kaste et blik på en artikel lige op til Jul med overskriften: ”Det EU, du kender, er døende”. Undertitlen lyder: ”Årtiers dansk europapolitik er lagt i graven. Forude venter et nyt EU-samarbejde, der skal håndtere en verden domineret af Putin, Trump og Xi”. En næsten profetisk formulering, som kun har et problem. Præmissen er forsimplet. Ifølge Mette Frederiksen skal Danmark fremover være åben overfor et større og mere adækvat EU budget, optagelse af fælles EU lån for at finansiere en fond på mindst 500 mia. euro, der kan vitalisere europæisk forsvarsindustri og holde det meste af produktionen på europæisk grund. I dag går 80% af alle forsvarsinvesteringer til lande udenfor EU. Trekanten Putin – Trump – Xi Jinping refererer endvidere til en skærpet konkurrence på verdensmarkedet, hvor EU angiveligt halter bagefter og ovenikøbet lider under de selvforskyldte høje energipriser og lav vækst på randen af recession. Her kommer Draghiplanen ind, som kommissionsformand Ursula von der Leyen har bestilt som oplæg til et radikalt skifte i EU’s økonomiske politik men også i den bredere fordelingspolitik. Mette Frederiksen knytter an til Draghiplanen i sin ændrede EU kurs. EU skal gøres konkurrencedygtig overfor de tre stormagtslande. Recepten er: kapitalcentralisering, lempelse af monopolreglerne, overførsel af ressourcer fra udviklingsfondene/samhørighedsfondene og socialfondene til en central fond som udgangspunkt for en samlet EU gældsoptagelse på 800 mia. euro. Begrundelsen er, at det skal være de store vækstvirksomheder, der skal udvikles til EU’s markedsdrivere på verdensmarkedet. Samme tankegang retter sig mod den finansielle sektor. Kort sagt skal større kapitalmængder kanaliseres over i de store transnationale virksomheder, der nu til forskel fra tidligere europæisk frihandelspolitisk tænkning skal have direkte offentlig støtte til forskning, nyinvesteringer og forbedret infrastruktur. Det bliver EU’s borgere og de mindre virksomheder og marginale områder, som kommer til at betale. Som Mette Frederiksen siger i et interview: ”Europa må ikke i fremtiden være afhængig af gas fra Rusland, medicin fra Asien og bilbatterier fra Kina”. Forhåbentlig en eksemplificerende metafor. I modsat fald er Mette Frederiksen ved at tale Europa ind i en selvdestruktiv merkantelistisk tænkning, som i Ursula von der Leyens sprog hedder, total uafhængighed af russiske råstroffer, de-risking fra Kina og gengældelse over en mulighed protektionistisk toldpolitik fra Trumpadministrationen. Mette Frederiksen deler von der Leyens udsyn og desforuden hendes forestillinger om, at kommissionen skal optage lånene, den Europæiske Investerings Bank administrere fondene og de enkelte tilsluttede medlemslande hæfte for gælden. Her i parentes bemærket et sandt mesterstykke i, hvordan en opskruet krisesituation omformes til en magtcentralisering og styrkelse af kommissionen i en grad, der for ganske få år siden var utænkelig – ja utilbørlig ifølge ”EU-sparebanden”, som Danmark indtil for nylig var en del af. Europahær? Hvad angår de europæiske forsvarsudgifter er det i øvrigt lidt ironisk, at EU landenes forsvarsbudgetter ifølge Natos egne opgørelser er næsten fire gange så store som Ruslands og har et samlet personel, der er halvanden gang større end Ruslands. Så måske er opgaven ikke øgede investeringer men i højere grad om at gennemføre  en radikal samordning dels af europæisk forsvarsproduktion, forsvarsintegration og en overordnet samlet forsvars- og kommunikationsstruktur. Men – og der er et alvorligt men. Selv ikke indenfor Nato har de enkelte lande overdraget suverænitet til overkommandoen. Men hvis de bagved liggende tanker hos Mette Frederiksen og von der Leyen skal realiseres, bliver svaret, at medlemslandene de facto overdrager national suverænitet til EU-kommissionen og bureaukratiet i Bruxelles. Det betyder ikke nødvendigvis, at Mette Frederiksens tanker om et mere centraliseret eller måske stærkere integreret EU er forkerte. Men man kan nu engang ikke som ansvarligt statsoverhoved foreslå så radikale løsninger, som bl.a. indebærer afgivelse af militær- og økonomisk suverænitet uden at udfolde konsekvenserne for vælgerne. Det gør Mette Frederiksen ikke. Ikke desto mindre udelukker hendes verdensbillede eller forståelsesramme  andre muligheder. Hvilket er det mest problematiske, fordi konsekvenserne er ensbetydende med en galopperende magtspiral, som hverken bidrager til den ønskede afspænding på det europæiske kontinent eller på verdensmarkedet. Ikke nok med det vil Mette Frederiksens kurs reelt betyde, at al anden national politik – herunder velfærdspolitik – vil blive underlagt den militære logik og radikale ændring af EU’s frihandelspolitik til fordel for en kommissionsstyret industripolitik som grundlag for en ”genfødt” styrke på verdensmarkedet. I konkurrence med USA og Kina. Afskrækkelse eller sikkerhedsarkitektur Hvad der helt udelades i Mette Frederiksens verdensbillede er forestillingen om en holdbar og varig sikkerhedsarkitektur for hele Europa baseret på fælles aftaler og anerkendte konfliktløsningsmekanismer. En sikkerhedsarkitektur, der ikke er baseret på Nato men på en fælles strategisk autonomi, som bl.a. Macron gennem flere år har gjort sig til talsmand for. I Mette Frederiksens optik kan kun en samlet afskrækkelseskapasitet sikre Europa. For, som hun siger i sin tale: ”Vi må ikke være naive. Selv hvis Putin underskriver en fredsaftale med Ukraine, må vi ikke tro, at han stopper der. At han vil være tilfreds. For Putin ønsker ikke fred. Han ønsker et Europa på russiske præmisser”. Ja, hvis det udgangspunkt holder (hvilket der ikke er belæg for), kan der ikke skabes fred og sikkerhed i Europa uden et nederlag for russerne i Ukraine og fælles oprustning i EU. Rusland skal afskrækkes for at udelukke Putins ekspansionspolitik. Problemet i den verdensfortolkning er, at den bygger på sand og fabrikerede forestillinger som grundlag for Vestens støtte til Ukraine og ønske om optagelse af Ukraine i Nato, som afslutning på Natos provokerende Østudvidelse siden 1992. Mette Frederiksen og andre EU statsledere besværer sig ikke med at fremlægge klar dokumentation for, at Rusland på noget tidspunkt militært og politisk skulle nære noget ønske om at ekspandere yderligere og dominere Europa. Der er derimod tale om den sørgelige situation, at Mette Frederiksen m.fl. ligger under for deres egen krigspropaganda og formulerer politik herefter. Ruslands og Kinas ambitioner Men nu er de jo ikke idioter i Moskva eller i Beijing, så hvad skulle få Putin og Xi Jinping til at udfordre det kollektive Vesten. En udfordring de alene målt på militære styrkeforhold ville tabe. Faktisk forholder det sig ganske omvendt. Ruslands folkeretsstridige invasion af Ukraine skal betragtes som en strategisk defensiv, og Kina har hverken historisk eller aktuelt ambitioner om global magtdominans. Tværtimod. Men det er korrekt, at både Rusland, Kina og BRICS landene har ambitioner om et endeligt opgør med den herskende unipolære verdensorden med USA og det kollektive Vesten som overdommer og opbygge et multipolært verdensmarked med respekt for de enkelte landes ligeværdighed og gensidige respekt – uanset indre styreform. Mette Frederiksen tolker i sin nytårstale disse ambitioner som: at de ”arbejder tættere og tættere sammen. Mod os”. Her bliver verdensbilledet til et belejringsbillede, som udelukker alle ansatser til en global sikkerhedsarkitektur eller bare en europæisk. En regional sikkerhedsarkitektur i Europa, der ikke inkluderer Rusland, vil være et luftkastel, hvilket Putin har fremført igen og igen. Tilsvarende er sikkerhed og fredelig sameksistens i hele Stillehavsregionen uden inddragelse af Kina et amerikansk fantom. Mette Frederiksens synspunkt udelukker endvidere i sin konsekvens en fælles transnational indsats for at inkludere det globale Syd i den samlede økonomiske- og politiske udvikling, fordi udviklingslandene stadig vil være klemt inde mellem ”dem og os”.  Altså mellem dem, der udfordrer det unipolære verdensbillede og dets forsvarere i det dominerende Vesten. MAGA og farvel til det kollektive Vests globale ambitioner Man kan være enig eller uenig med Mette Frederiksens noget stereotype og forældede verdensbillede, og man kan strides om de aktuelle politiske- og økonomiske konsekvenser indenfor EU. Og afslutningen af krigen i Ukraine bliver med sikkerhed meget vanskelig uanset hvilke forestillinger, Trump gør sig. Rusland vinder krigen, men det mest interessante er, hvordan Rusland vil vinden freden på en måde, der på den ene side vil føre til varig afspænding og sikring af Ruslands strategiske sikkerhedskrav og på den anden sikrer Ukraine som neutral nationalstat. På den anden side af selve fredsproblematikken er det nok så væsentligt, at krigen i Ukraine har eksponeret alle de centrale opbrudsdynamikker, der har gæret i lang tid og taget til i styrke efter først finanskrisen i 2008 og derefter Covid 19 krisen og opbruddet i den økonomiske struktur på verdensmarkedet eksemplificeret ved nedbruddet i de globale forsyningskæder. I den kontekst fremstår Mette Frederiksens verdensbillede og forestillinger om et ”nyt EU-samarbejde” som en anakronisme, der hverken vil føre til øget europæisk selvstændighed eller bevare de europæiske landes demokratiske grundlag. Krigen i Ukraine og valget af Trumps MAGA i USA repræsenterer et afgørende vendepunkt. Hele det kollektive Vestens globaliseringsstrategi efter Sovjets opløsning har skabt så mange økonomiske- politiske- og geostrategiske problemer, at strategien er blevet en bremse for kapitalismens egen udvikling og ekspansion. Trumps nationalkonservative perspektiv er ganske klart. At sikre USA’s styrke gennem hård handels- og magtpolitik og genopbygning af landets industrielle styrke. Den linje vil blive forfulgt gennem nationalistisk og protektionistisk politik samt magtdemonstrationer, hvor det måtte være nødvendigt (eksempelvis i sagen omkring Grønland). Det handler ikke længere om USA’s unipolære dominans og skabelse af en liberal-demokratisk verden underlagt Vestens universelle værdier. Den tid er forbi. Trumps interesse i Grønland skal først og fremmest ses som et forvarsel om en helt ny verdensscene, hvor stormagterne (USA – Kina – Rusland – Indien – måske EU) vil konkurrere om territoriale og regionale indflydelsessfærer uden smålig skelen til ideologier og værdier. Rationalet vil være at opbygge en global magtbalance, hvor stormagterne kan sikre nationale interesser og økonomisk ekspansion. Kort sagt en periode med stormagtskonkurrence – magtafbalancering og del og hersk politik. Med alle tænkelige forbehold kan den tid, vi er på vej ind i, minde om tiden fra 1870’erne til 1918, hvor det engelske imperium var på tilbagetog og Tyskland, Frankrig og USA i fremdrift, som udgjorde direkte trusler mod Englands dominans på verdensmarkedet. Et skifte i anmarch – en ændret linjeføring nødvendig Hvis det her summarisk optrukne nye verdensbillede, som med al respekt kun kan have status af antagelser, holder stik, betyder det, at Mette Frederiksens verdensbillede af i går er direkte kontraproduktivt hvad angår hendes forestillinger om fremtidens europæiske vitalitet og betydning på verdensmarkedet. Et strategisk autonomt EU/Europa forudsætter et grundlæggende opgør med forestillingerne om en unipolær verden sikret gennem det kollektive Vestens forsvar af egen dominans. Europas fremtidige styrke skal henføres til en fred i Ukraine, der både imødekommer Ruslands krav om strategisk sikkerhed og Ukraines behov som selvstændig nation for neutralitet og integration i en samlet europæisk sikkerhedsarkitektur, der inkluderer Rusland. Mette Frederiksens afskrækkelsesforestillinger er ikke vejen frem. De repræsenterer derimod en fastholdelse af Europa i et underordningsforhold til USA, der fremover kan forventes ensidigt at pleje egne interesser, og et omkostningsfuldt spændingsforhold til Rusland. Med andre ord må Mette Frederiksen opgive sit forsimplede verdensbillede, hvis hun og dansk politik skal fremme et vitalt og selvstændigt EU, der insisterer på at bevare og udvikle unionens demokratiske og socialøkonomiske grundlag. Hvilket også vil være forudsætningen for at kunne indgå ligeværdige og respektfulde handels- og udviklingsaftaler med det globale Syd (som ifølge FN’s handels-og udviklingsorganisation indenfor de næste fem år vil stå for 70% af verdens BNP). Som sådan er Mette Frederiksens og von der Leyens de-risking politik overfor Kina ikke alene kontraproduktiv men direkte katastrofal alene set i lyset af, at globaliseringsstrategien har frembragt et dybt integreret verdensmarked, hvor protektionisme, neomerkantilistisk industripolitik og sanktionspolitik viser sig uvirksomme selv for et land som USA. ”Vi opruster for at forhindre krig. Det er dyrt. Og det bliver endnu dyrere”. Hertil er der kun at spørge, hvilke krige og med hvem? Måske ville det være fornuftigt af Mette Frederiksen og SVM regeringen at følge anbefalingerne fra IMF og søge generel nedrustning og annullering af den omsiggribende sanktions- og destabiliseringspolitik for at forhindre en yderligere fragmentering af verdensmarkedet, som bremser den globale vækst og som konsekvensskrotte gårsdagens kompromitterede alliancepolitik. Fremover forbliver USA ikke, som Mette Frederiksen forestiller sig, vores nærmeste allierede. Hendes forestillinger og verdensbillede har med Grønlandsspørgsmålet fået det første stød. Måske kommer det næste snart, når samtalerne om Ukraine og andre brændpunkter indledes mellem Trump og Putin. Jan Helbak                      

  januar 12, 2025 10:31 pm

  Læs mere

• Bündnis Sara Wagenknecht – nybrud eller historisk parentes?

  Når jeg løbende har fulgt Bündnis Sara Wagenknecht (BSW) i Tyskland skyldes det først og fremmest en fornemmelse af (og jeg understreger fornemmelse), at vi her ser et nybrud og tillige et længe ventet opbrud fra "venstrefløjens" selvforskyldte isolation fra arbejderklassen, arbejderbevægelsen og store dele af den lavere middelklasse. Det sker i en periode, som i sig selv er kendetegnet ved politisk opbrud på alle fronter. Nogle få data Men lige et kort historisk rids. BSW blev forberedt gennem hele 2023 og grundlagt den 8. januar 2024 af 44 personer, som hovedsageligt kom fra venstrefløjspartiet Die Linke. Partiet som vel både er et parti og endnu ikke helt et parti kalder sig selv en alliance og vil først skifte navn efter Bundestagsvalget den 23. februar 2025. Ved EU-valget opnåede partiet 6.2% af stemmerne på en EU kritisk linje og et krav om fred i Europa og en samlet europæisk sikkerhedsarkitektur inkluderende Rusland. Partiet er ikke EU modstander men særdeles kritisk overfor den voksende centralisme i EU og kommissionens tilsidesættelse af EU’s sociale dimension – og ikke mindst udtalte russofobi. Ved delstatsvalgene i Thüringen, Sachsen og Brandenburg i efteråret klarede partiet sig over forventning og opnåede henholdsvis 15.8%, 11% og 13.5%. Et fornemt resultat for et så ungt parti med et forholdsvist kort program og en meget begrænset organisatorisk styrke. (hvilket BSW selv erkender er dets helt store svaghed). Jeg er endnu ikke afklaret om, hvorvidt BSW’s begrebslige vaghed og lidet konkrete formuleringer om organisations- og magtspørgsmålet alene er taktisk bestemt, eller vagheden skyldes regulær uafklarethed og vanskelighederne ved at løfte sig ud af fyrre års politisk rodløshed hos afløserne af den kommunistiske bevægelse og den radikale venstrefløjs sammenbrud. Jeg hælder nok mest til den sidste vurdering. Hvad er BSW for en fisk? I dag, hvor snart sagt hele pibetøjet af politologer og lederskribenter i den tyske presse nærmest overgår hinanden i at rubricere BSW, befinder vi os i en situation, som jeg vil vælge at kalde en begrebslig spændetrøje. Samlet set har vi vanskeligt ved at formulere visioner eller overgribende strategier, som rækker ud over den "forlængede aktualitet". Billedet er i hvert fald klart i Tyskland, hvor meningsdannerne kalder BSW for enten venstrefløjsparti på økonomien og socialkonservativ på værdipolitikken, eller et regelret populistisk protestparti. Andre igen kalder partiet leninistisk alene ud fra det forhold, at man fra stifternes side gerne vil have styr på, hvem der melder sig ind i partiet og af samme grund har stramme optagelsesprocedurer. BSW er til en vis grad selv årsag til den kategoriale forvirring. Partiet/alliancen har nemlig endnu ikke udformet et sammenhængende principprogram og indtil for nylig alene formuleret sig gennem aktuelle statements og et kortfattet valgprogram op til EU-valget i juni. En indskudt generel betragtning Det radikale højre. Det radikale venstre. De populistiske partier. Den politiske midte er alle spatiale metaforer, der refererer til et givent rum defineret af den ”stabiliserende midte”. Forstyrrelsen/oppositionen er blevet periferiens privilegium, og her har ambitionen hovedsageligt været at erobre eller fortrænge midten som cementeret majoritet. Ret meget længere rækker de politiske ambitioner fra f.eks. AfD og andre nationalkonservative partier i Europa ikke. Om de gør det for BSW, må tiden vise. Men alle de spatiale metaforer bekræfter ”den forlængede aktualitet” og lader befolkningen eller de forskellige socialgrupper tilbage med en forestilling om, at bevægelserne og kampene alene drejer sig om positioner indenfor det givne rum, som igen defineres parlamentarisk. Resultatet er også, at det politiske rum og den videre horisont er reduceret til tekniske korrektioner med ”midten” som bestemmende majoritet. Når politik og politisk kamp konstant snøres sammen til et valg mellem forskellige samfundsingeniørers forslag til stabilisering af samfundets givne ustabilitet, skyldes det, at politik handler om noget mere uforudsigeligt og farligt end tekniske løsninger. Nemlig om kampen mellem klasseinteresser og erobringen af politisk og økonomisk magt til at gennemføre disse. Som i sagens natur kan være grænseoverskridende for visse klasseinteresser. Hvis vi i stedet sætter begreber og ikke metaforer (og sætter det diffuse begreb populisme i parentes), fremstår det radikale højre som en kombination af nationalkonservatisme og social konservatisme, hvor nationen som interessefelt opløser klasseinteresserne i nationsinteresse for de socialgrupper, der ikke længere har et sprog eller et udsyn, der adækvat kan udtrykke deres klasseinteresser – både som nation og som klasse. Disse begreber er klart politiske, socialt og økonomisk substantielle og kan af samme grund diskuteres politisk. Det volder mere besvær at nå til klarhed over de politiske partigrupper, der rubriceres som det radikale venstre. Her refereres der ikke længere eller i hvert fald sjældnere til en bestemt socialistisk eller anarkistisk ideologi eller et sammenhængende verdenssyn men alene til abstrakte begreber som retfærdighed, lighed, menneskelighed mv. Det er bemærkelsesværdigt, hvor sjældent repræsentanter fra de samme partier omtaler sig selv som socialister. På den led bidrager ”venstrefløjen” til at holde den politiske diskussion indenfor snævre tekniske, juridiske og moralske rammer – en tilstand, hvor politisk sammenhængskraft opløses i fragmenter. Men nedenunder de spatiale metaforers dominans gemmer det måske vigtigste problem sig. De politiske diskussioner, som de udspiller sig i parlamenterne og i medierne, er renset for handlende subjekter ude i samfundet – altså handlende større socialgrupper/klasser. Midten er i dag en samlebetegnelse for de selvudråbte velfærdsregulerende partier og strømninger, der trods forskelle både i historie og tidligere klassereferencer bekender sig til det liberale demokrati og kapitalismen i en eller anden form som den eneste realistiske og faktisk ønskværdige samfundsformation (i en sådan forestillingsverden er der ikke plads til klassekampe og handlende subjekter). Altså det stabiliserende midtpunkt, der holder rummet sammen også i de situationer, hvor kapitalismen selv udløser næsten kaotiske centrifugale bevægelser, som tilfældet er nu. På et tidspunkt i den centrifugale turbulens bliver partierne i ”midten” som sammenhængskraftens advokater til karikaturer på sig selv, fordi de, som vi ser det i dag, kæmper mod vindmøller. Midten optræder mere og mere krigerisk defensivt overfor alle samfundskræfter og politiske bevægelser, der betvivler midterpartiernes og midter-regeringernes autoritet. Ironisk nok vender partierne i den liberal-demokratiske ”midte” ikke så meget aggressionen mod den ”etablerede venstrefløj”. Nok fordi dens tydelige deroute er kendetegnet ved en indlejring i middelklassens værdisæt og som sådan uden materiel kraft. De tidligere socialistiske bevægelser, der nu er blevet til venstrefløj i den spatiale relation til ”midten”,  har som socialdemokratierne givet efter for det neoliberale pres og vendt arbejderklassen – et blandt flere historiske subjekter – ryggen og over de sidste to årtier orienteret sig mod den velbjergede middelklasse. Hvor moral og ideale fordringer er drivkraften, og hvor den praktiske politik hele tiden opsuges parlamentarisk i midten med tab af social forankring og overtagelse af en abstrakt liberal rettighedstænkning som resultat. Og ikke mindst overtager midtens defensive holdning til snart sagt alt. Bündnis Sara Wagenknecht som møsterbryder? Omtalte udvikling har bidraget til at sløre klassebilledet og omdanne "de stolte fattige" (Robespierre) til de uformående fattige, som skal hjælpes. Det passer midten udmærket. Velfærdsstaten er over 40 år blevet omdannet fra at være en mellemstation i klassekampen mellem arbejderklassen og kapitalistklassen til at være endepunkt for en lang historisk udvikling. På den led har Fukuyama vundet. Venstrefløjen er abdiceret fra et systemoverskridende perspektiv. Den kan alene skelne mellem demokratisk kapitalisme og autokratiske kapitalisme. Eller som man vel nok vil formulere det, velfærdsregulerede kapitalismer. Det er og har været den professionelle middelklasses grundudgangspunkt også den gang, hvor den sympatiserede med arbejderbevægelsen. I den forstand er venstrefløjen blevet konservativ, for så vidt den forsvarer middelklassens interesser i dag på bekostning af klassens nedre lag, småborgerskabet og arbejderklassen. Bündnis Sara Wagenknecht repræsenterer et opbrud fra det mønster og forsøger at erobre et voksende gab eller vakuum i det politiske spil i den "forlængede aktualitet". Partiet er som sådan ikke kun et protestparti eller et bolværk mod nationalkonservatismen. Det har som ambition at lægge en død venstrefløj i graven og genfinde et fundament i arbejderklassen og den lavere middelklasse ved dels at udvise sensitivitet overfor disse socialgruppers faktiske livsvilkår og dels angribe kapitalismens eksesser og dyrkelsen af frihedsrettighedernes universalisme. Måske lykkes det partiet at bevæge sig fra kursændringen og forsvaret til at skabe en egentlig vision for, hvordan dets noget vage program skal realiseres. Altså formulere en strategi vedr. magtspørgsmålet, og hvad magten skal bruges til, og hvordan den skal udøves. Nået hertil vil partiet blive tvunget til at erklære sig som et socialistisk – demokratisk socialistisk parti – med en bestemt opfattelse af begrebets substans og verdenssyn. Og ikke mindst gestalte det handlende subjekt, som nødvendigvis må indeholde konkrete forestillinger om klassealliancer og interessebalancering. Eller i modsat fald blive en historisk parentes. Det ømtålelige nationale spørgsmål Det er aktuelt ganske fornuftigt at tage nationen som flertallets udgangspunkt og dets levevilkår alvorligt. Men partiet render ind i et problem, når nationen defensivt sættes som modsætning til en anden dominerende metafor – globalisering. Alle er i dag kritiske overfor globaliseringens konsekvenser især, fordi det er ved at blive erkendt, at den aldrig har eksisteret som andet end rum for kapitalens centrifugalkræfter. Indsætter vi i stedet et andet begreb, som ikke er en spatial metafor – internationalisme – ændres sagen afgørende. Handlemuligheder her og nu og på lang sigt åbnes. Internationalisme - mellemværendet mellem nationer/fædrelande - gør mellemværendet til det centrale processuelle forhold og åbner for praktiske måder at engagere sig politisk i eksempelvis EU, i de geopolitiske konflikter, indenfor de forskellige internationale organisationer mv. Med andre ord, forbinde Heimat (hjemstavn) med samarbejdet med de andre Heimats politisk formidlet og ikke negativt formidlet gennem markedet og kapitalismens evige ekspansion. Det vil også lette i diskussionen om flygtninge og indvandrere på den måde, at den defensive tilgang kan overvindes. Som Platon skriver i "Lovene", afhænger et lands tryghed og evne til at leve i godhed og tilkendelsen af samme ret til alle de andre lande/bystater. Det er ikke helt lige til at tyde BSW’s forhold til liberaldemokraternes påstand om at repræsentere de universelle værdier. Det ville ellers have været velgørende, hvis BSW slog fast, at universelle værdier er en abstraktion hægtet sammen med metaforen globalisering. Gobaliseringens inderste væsen er forestillingen om verdens omslutning af vestens værdier og interesser. Som den moderne afløser af det imperialistiske/residualkoloniale verdenssyn. Det verdenssyn brydes ikke ved moralprædiker og hændervridende politiske udtalelser men gennem praktisk planlagt inter-nationalisme med respekt for de enkelte nationers valg af samfundsindretning og kritik af alle former for andre nationers magtinterventionisme. Kort sagt at opfatte sit eget system og sin egen nation som et historisk produkt og forudsætning for at komme ud over "den historisk forlængede aktualitet". BSW’s valgprogram for Bundestagsvalget Indtil for nogle uger siden var det sparsomt med indsigt i, hvordan BSW egentlig vil handle på den store politiske scene. Jeg har haft en formodning om, at partiets fremkomst og nationalkonservatismens fremmarch i flere europæiske lande ville accentuere disse spørgsmål også i dele af socialdemokratierne. Nu har BSW så fremlagt partiets valgprogram og læst for pålydende minder det i alt væsentligt om socialdemokratiernes politik i velfærdsstaternes velmagtsdage. Og er af samme grund også uldent, når det gælder magtspørgsmålet og klassekampen. Partiets ageren i koalitionsforhandlingerne i Brandenburg og Thüringen har ikke været prangende. I koalitionsdokumenterne skal man lede længe efter de mærkesager, som BSW gik til valg på ved delstatsvalgene. Det kan selvfølgelig tolkes som et resultat af rå taktiske vurderinger om at undgå politisk isolation før Bundestagsvalgets store prøve i februar. Men det modsatte kan også være tilfældet. At partiet klapper sammen i ren parlamentarisk opportunisme, når det ikke kan holde sig fri af magtspillet. Men nu har vi som sagt adgang til BSW’s valgprogram, som jeg vil vove at taksere som klassisk socialdemokratisk velfærdsstatspolitik: Stop for privatisering af de klassiske velfærdsinstitutioner. Markant forbedret uddannelsessystem for alle. Accelereret udbygning af infrastrukturen og den kollektive trafik. Femten euro som garanteret mindsteløn. Støtte til de små og mellemstore virksomheder. Forbedret social sikring, øget alderspension og flerårigt loft over alle huslejestigninger. Demokratisering af EU og mod den hastigt voksende centralisering i EU, herunder styrkelse af EU parlamentets magt og betydning. Massiv indsats for at forbedre forholdene i de fattigste regioner i Tyskland. Afstand til den ”småborgerlige” identitetspolitik og ikke mindst en klar antimilitarisme med forslag om en hurtig fred i Ukraine og en utvetydig fordømmelse af den israelske krigeriske ekspansionisme i Mellemøsten og massedrabene i Gaza – og ikke mindst en europæisk sikkerhedsarkitektur, der inkluderer Rusland og af samme grund gør Nato overflødig. Hvad angår det helt centrale miljøspørgsmål er linjen hovedsageligt den, at miljøødelæggelserne skal bekæmpes gennem stram statslig regulering af markedet, store investeringer i miljøvenlige innovationer indenfor industrien og mere kontroversielt udvikling af renere forbrændingsmotorer i bilerne – og vel at bemærke energi og miljøforbedringer, som de almindelige borgere kan betale. Med de politiske mærkesager giver det sig selv, at BSW også ønsker ophævelse af Schuldenbremse (tysk budgetlov, der kræver et statsbudget i balance). Hvad angår flygtningepolitikken, som er det spørgsmål, de mange politiske kommentatorer har slået ned på, når de rubricerede BSW som socialkonservativt i værdipolitikken, så anlægger partiet en pragmatisk linje: flygtningenes optagelse i det Tyske samfund har nået sine grænser, og der skal fremover  føres en kontrolleret og human flygtningepolitik. Som ifølge BSW indebærer udvidet økonomisk støtte til de Afrikanske- og Mellemøstlige lande for at begrænse flygtninge- og migrationsstrømmene samt placering af asylbehandlingerne i nærområderne udenfor Europa. Det smager af AfD’s positioner men adskiller sig afgørende ved at lægge vægt på den afbalancerede regulering af immigrationen og insisteren på beskyttelse af de flygtninge og indvandrere, der befinder sig i Tyskland i dag. Hvad så – en foreløbig konklusion Hvis jeg har ret i, at BSW for nuværende mest bærer et socialdemokratisk klassepræg med en usædvanlig og ganske konkret følsomhed overfor arbejderklassens og den nedre middelklasses leveforhold og interesser, kan partiet måske opfange en del af de tidligere socialdemokratiske stemmer, som lige for tiden føler sig tiltrukket af AfD’s nationalkonservatisme og sentimentale Heimatsdiskurs. Og hvis det forholder sig sådan, kan BSW udvikle sig til at blive SPD’s eksterne venstrefløj, sådan som Oskar Lafontaine (en af partiets medstiftere og tidligere finansminister i SPD) altid har drømt om. Men dertil kræves, som BSW i øvrigt selv er opmærksom på, en del mere end et valgprogram og gode meningsmålinger. En velfunderet og demokratisk opbygget organisation er uomgængelig. Og ikke mindst en strategi for det parlamentariske magtspil, så BSW ikke ender som de andre socialistiske partier, når klassemodsætningerne og de politiske kampe for alvor spidser til og en konfrontation med de magtfulde kapitalinteresser er uundgåelig. Nybrud eller historisk parentes balancerer lige nu på en knivsæg, hvor nybruddet ikke ligger i Bundestag og delstatsparlamenterne men i BSW’s vilje, mod og evne til at mobilisere de vælgergrupper, som de hævder at repræsentere. Jan Helbak  

  december 29, 2024 8:08 pm

  Læs mere