OVERVEJELSER

Seneste blogindlæg

• Hvor ligger Europas sikkerhed?  

  Præsident Trumps Grønlandsraid har på alle områder rykket ved balancen i EU. Og mellem EU og USA. Selv om han foretog en taktisk frontafkortning på Davos ved at skrinlægge tanken om en militær løsning og i stedet introducere en forhandling om Grønlands fremtid, var den egentlige skade sket. Alene truslen fra et Nato land mod en alliancepartner har sat Natos indre opløsning i gang. Europæernes reaktion var også derefter. Efter Trumps tale blev der øjeblikkeligt indkaldt til hastemøde i det Europæiske råd. Konklusionen var forventelig. Der blev stablet en enhed på benene overfor Trumps helt uacceptable underkendelse af Danmarks/Grønland suverænitet. Enhedens styrke blev pustet op, og den danske udenrigsminister gentog i det ene program efter det andet, at efter Trumps ”tilbagetog” var der grund til behersket optimisme. Forhandlingerne kunne begynde indenfor den ramme, som Trump og Natos generalsekretær Mark Rutte havde aftalt. Det er dog stadigt uklart, hvori rammen består bortset fra vage forestillinger om Natos øgede aktivitet i det Arktiske område. Trump har ikke siden åbent testet den europæiske enhed. Det har heller ikke været nødvendigt. Trump har opnået, hvad han ville. At splitte EU i flere grupper i forhold til, hvor langt man skulle gå for at holde amerikanerne i Europa og i Nato. Og i regeringskontorerne i Europa har det spørgsmål i det skjulte vejet tungere end den ædle enighed om at forsvare Danmarks/Grønlands suverænitet. En lapsus? Det til trods for, at de fleste statsledere og rådgivere indenfor EU ikke længere kan være i tvivl om, at Trumps ønske om at overtage Grønland ikke er en fiks ide. Hans tale på Davos og det efterfølgende drama var nøje koreograferet og lå i lige linje af Trumpadministrationens National Security Strategi (NSS) og National Defence Strategi (NDS). I begge dokumenter fremgår det rimeligt klart, at Europa spiller en mindre rolle i USA’s samlede sikkerhedspolitik, og at Europa fremover skal tvinges til bære sine egne udgifter til sikkerhed. I NSS-dokumentet er der to afsnit om Europa, der siger det hele: Europas problemer handler ikke alene om de utilstrækkelige militære investeringer. Problemerne stikker dybere. Europa har mistet en betydelig andel af det globale BNP. Fra 25% i 1990 til 14% i dag. (retteligt er det 13%). Og skulle den tendens fortsætte vil Europa som kontinent være betydningsløs om tyve år. Hvad, de fleste mere eller mindre bevidst overser eller undlader at kommentere, er, at dokumentet lægger op til, at EU for sin egen fremtids skyld skal forlige sig med Rusland og etablere en strategisk stabilitet. USA’s sikkerhedspolitiske forpligtelser over Europa tales ned. Alligevel klistrer de europæiske ledere ved dødemandsknappen og er ved at sprænge noget i sig selv for at holde USA i Europa og bevare Nato. På trods af, at Trumpadministrationens strategiske udspil først og fremmest retter hele opmærksomheden mod at forsvare USA’s suveræne dominans på det amerikanske kontinent og inddæmme eller i hvert fald bremse og kontrollere Kinas vækst. Heri indgår også de maksimale bestræbelser for at forhindre Kina og Rusland i at aftale en egentlig alliance. Bortset fra de helt tydelige markeringer i de amerikanske udspil, hører det med til historien som et uhyre centralt punkt, at de to dokumenter ikke kommer ud af den blå luft og heller ikke repræsenterer et brud med amerikansk udenrigs-og sikkerhedspolitik siden afslutningen på den kolde krig. Faktisk ligger indledningen til NSS i forlængelse af de strategiske linjer, der i 1992 blev trukket i det amerikanske forsvarsministeriums strategiplan, der blev døbt Wolfowitz doktrinen. Ingen magt måtte blive så stor, at den kunne true USA’s globale stilling. Ingen regional magt måtte udvikle sig til at kunne true USA’s interesser. Ingen allierede skulle udvikle sig på en måde, hvor de kunne udgøre en konkurrent til USA. Rusland skulle inddæmmes, ”demokratiseres” og opdeles i flere selvstændige regioner. De tidligere Østeuropæiske lande skulle optages i Nato, og EU skulle forpligtes til udvidelser, der integrerede de samme lande i Unionen. Natos Øatudvidelse blev set som en bro til EU-integration. Rationalet var, at EU ville få en trojansk hest af USA-loyale lande, der kunne afbalancere de mere selvstændighedssøgende kræfter i EU så som Frankrig, Tyskland, Spanien, Portugal og Italien. Wolfowitz doktrinen blev reformuleret af Obama uden at blive ændret væsentligt. Det nye var, at accenten skulle flyttes fra Europa til Kina. Præsidenterne efter Obama har fulgt op på det strategiske skifte. Trumps udspil skal som følge ses i lige linje fra udspillet i 1992 over Obamas revisioner. I den sammenhæng kan teatret på Davos ikke ses som et ekstemporalspil, men nærmere som åbningen af en indledning til en langsigtet afkobling af Europa fra USA’s sikkerhedsforpligtelser. Perioden efter Davos har sådan set underbygget trenden. Europa spiller ingen rolle i fredsforhandlingerne om Ukraine. De europæiske toplederes snak om sikkerhedsgarantier og ”koalitionen af villiges” bidrag forbliver snak. EU spiller heller ingen rolle i konflikten mellem USA og Iran eller i løsningen af Gazakrisen eller for den sags skyld i det geopolitiske spil om hele Mellemøsten. Europas uomtvistelige marginalisering demonstreres helt tydeligt i spillet om forlængelse af NEW-START aftalen om begrænsning af interkontinentale atomvåben, som Rusland og USA indgik i 2010 (udvidet i 2021). Her spiller EU ingen rolle, hvorimod Trump i samtaler med Putin og Xi Jinping udfolder stor aktivitet for indgåelse af en ny aftale mellem Rusland, USA og Kina, hvor inddragelsen af Kina tegner et billede af en ny matrix for en regionaliseret global magtdeling. USA’s defensive træk, fordi USA ifølge NSS ikke længere har den nødvendige kapacitet til fortsat at optræde som ”verdens politibetjent”. Det forekommer rimeligt at betragte de forskellige åbne og mere udramatiske diplomatiske konflikter, der involverer de tre stormagter, som strategiske positionskampe indenfor et verdensmarked i opbrud. Og hvor stiller det så Europa? Nato uden Amerika: Europa ”tænker det utænkelige”” Det var titlen på en artikel i Financial Times (FT) umiddelbart efter topmødet i EU. Artiklen refererer EU’s forsvarskommissær og en række højt placerede EU-embedsmænd for den opfattelse, at EU geopolitisk står overfor den opgave at formulere en klar strategi for en ny sikkerhedsarkitektur på kontinentet. Europa måtte følge op på den amerikanske krigsministers udtalelser om: ”at Europa må tage primært ansvar for Europas konventionelle afskrækkelse og forsvar”. Som et modsvar blev det på EU-topmødet aftalt, at Europa på sigt ”systematisk” må reducere afhængigheden af USA. Dermed tog EU lederne i virkeligheden afstand fra Mark Ruttes udtalelser i EU-parlamentet om, at det vil være den rene illusion at tro, at Europa kan klare sig uden USA’s sikkerhedsgarantier, og at en særlig EU-arm inden for Nato vil være det rene blændværk. Han afviste samtidig Europas mulighed for selv at opbygge atomar afskrækkelse. Det ville koste mia. og atter mia. af euro at nå dertil. Resten af artiklen refererede forskellige eksperters analyser af, hvad det reelt vil koste at udvikle EU’s egen forsvars- og sikkerhedsorganisation. Hvordan hele den militære forsvarsstruktur skal omkalfatres både hvad angår samlet militær kapabilitet, militær infrastruktur og en bindende enhedskommando. Hovedproblemet kan ifølge artiklen kortes ned til en eksorbitant udgift i størrelsesorden en til to trillioner euro og de 27 landes respektive opgivelse af national forsvarsplanlægning og som sådan opgivelse af det, der kendetegner en nationalstat – magten til at forsvaret eget territorium. Artiklen slutter med en næsten profetisk og kynisk udtalelse fra den tidligere italienske ambassadør til Nato: ”Du fjerner deres tilstedeværelse (USA’s), og Europa desintegrerer, og det samme gør Nato”. Der skulle kun en uge, før en ny artikel i FT bekræftede profetien. Artiklen omhandler den tyske rustningsmastodont Rheinmetalls ekspansionsambitioner om at blive hovedleverandør i Europas EU’s gældsfinansierede oprustningsræs. Udtalelser fra Rheinmetalls direktør Armin Papperger har i den grad foruroliget de øvrige EU landes rustningsvirksomheder og forsvarsministerier. Især har Frankrig reageret skarpt overfor den tyske regerings mildes talt lemfældige omgang med EU’s udbudsregler i forhold til Rheinmetall og kansler Merz’ forestillinger om at opbygge Europas stærkeste hær uanset omkostningerne. Kansler Merz og Armin Papperger deler tydeligt en ambition om at opbygge et tysk militært-industrielt kompleks i modsætning til EU kommissionens planer om en centraliseret oprustning i EU regi. Men som formanden for Rheinmetall tørt kommenterer de mange kommentarer: ”Ekspansionens størrelse (anslået to trillioner euro frem til 2030) kan forekomme exceptionel. Men det er ekstraordinære tider”. EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen afviger ikke fra den opfattelse, fastholder højlydt, at den militære opbygning skal finansieres via EU obligationer. Den vej vil de facto omdanne EU til det politisk-juridisk subjekt i forsvars- og udenrigspolitikken. Men det er ikke Merz’ planer, hvad der begrunder Rheimetalls overambitiøse markeringer. Så meget for den rent forsvarspolitiske dimension, som nok skal trække de indre modsætninger i EU helt frem på scenen. På den politiske og geopolitiske front er præsident Macrons tyndslidte slogan om ”Europas strategiske autonomi” ved at få sin anden luft. Endnu er det uden substans, og ingen af statslederne endsige EU-kommissionen har nærmet sig nærmere bestemmelse af autonomiens anatomi. Det er efterhånden en offentlig hemmelighed, at EU’s usammenhængende markedsbaserede konstruktion står i vejen for en betydningsfuld unison optræden på den globale scene. Selv når kommissionen forhandler handelsaftaler, aftaler om fredsudspil eller sanktionsregimer, skal der først tages udstrakt hensyn til de 27 landes nationale interesser. Eller, hvad der giver helt groteske situationer, skal de givne EU regler fortolkes så sindrigt, at de trufne beslutninger i betænkelig grad udfordrer Unionstraktatens bestemmelser. (eksempelvis farcen om annekteringen af Rusland indefrosne mia. euro for at finansiere krigen i Ukraine). Så der kan med rimelighed rejses spørgsmål ved al snakken om effekten af de enorme forsvarsinvesteringer og infrastrukturelle ændringer, der for nuværende er på bordet i EU og i alle 27 medlemslande. En kættersk vending Europas sikkerhed ligger imidlertid ikke i en forceret og omkostningstung oprustning. Hvem skal oprustningen og afskrækkelsen rette sig imod? Imod Rusland selvfølgelig. Men er det en selvfølge? EU kan opruste sig fattig og væk fra velfærdsstaten uden nogensinde at opfylde håbet om et sikkert Europa. Modparten, hvis man mener Rusland, vil opruste tilsvarende, og en større del af BNP i de 27 medlemslande og i EU vil skulle allokeres til oprustning. Hvert lille forspring i afskrækkelsesstyrke vil være kortvarig. Det er oprustningsspiralens logik, som i EU’s tilfælde vil dræne Unionens investeringer i den re-industrialisering, alle taler om. Min påstand er, at Europas fremtidige sikkerhed ligger i en omfattende sikkerhedsaftale med Rusland. Samarbejdet med Rusland om en ny paneuropæisk sikkerhedsarkitektur er nøglen til Europas sikkerhed og EU strategiske autonomi og suverænitet. Og afsættet for forhandlingerne om en sikkerhedsaftale kan uden malice tage udgangspunkt i det forslag til ”Aftale om foranstaltninger til sikring af den Russiske Føderations og den Nordatlantiske traktats medlemsstater”, som det russiske udenrigsministerium offentliggjorde den 17. december 2021, men som først og fremmest præsident Biden blankt afviste. Havde man indledt seriøse forhandlinger, og havde Europa insisteret på disse, kunne krigen i Ukraine sandsynligvis være undgået. Ruslands udkast, som Putin har gentaget til bevidstløshed, består af 9 artikler/paragraffer omhandlende: styrkefordeling, bestemmelser for troppepositioner og bevægelser, militært materiel, gensidig overvågning og kontrol og ikke mindst forpligtelser og procedurer for fælles information og konfliktløsning. Udkastet understreger, hvad der burde være indlysende, at en varig og solid europæisk sikkerhedsarkitektur forudsætter, at den omhandler alle europæiske lande (ikke kun NATO-lande) inklusive Rusland. Senere har Putin foreslået, at et samlet Europa kunne indlede med flere Eurasiatiske om lignende sikkerhedsaftaler. (eks. Georgien, Armenien, Tyrkiet og Aserbajdsjan). Det russiske udkast er hverken udtømmende eller formuleret i tilstrækkeligt præcise diplomatiske vendinger, men det udgør en gennemgående kerne i forskellige russiske fredsudspil. En fælles sikkerhed i hele Europa er kardinalpunktet for Rusland. Krigen i Ukraine handler dybest set ikke om territorier, men om strategisk sikkerhed og anerkendelse af Rusland som en del af Europa. Der er nok langt igen. Det afgørende er imidlertid, at det er et perspektiv og en dimension, der, om man vil det eller ej, skal tænkes ind som mulighed i den højprofilerede, men også ensidige oprustnings- og sikkerhedsdiskussionen, hvis EU og de 27 medlemslande skal undgå at blive fanget i et komplet udsigtsløst rustningskapløb. For igen, uanset hvordan man vender og drejer situationen trækker hele tankegangen en stribe af problemer efter sig og fremmer EU’s verserende ustabilitet. Vi ser allerede i dag flere problemer i slipvinden fra Davos. Kansler Merz er i Saudi-Arabien og Bahrain for at forhandle olie- og gasforsyninger til Tyskland. Det drejer sig om at mindske afhængigheden af USA, nu hvor samarbejdet med Rusland er afskrevet, meddeler Merz. Hvad de andre lande vil gøre for at opnå samme uafhængighed, afficerer ham ikke. Hver især valfarter det ene lands regeringsdelegation og kommercielle entourage til Kina efter det andet for at indgå separate handels- og favorable investeringsaftaler. Svaghederne i EU’s nuværende Unionsstruktur stilles til skue hver eneste dag. EU kan kun under ydre tvang handle unisont. EU er historisk blevet til som en institutionaliseret markedsudbygning uden udviklingen af en tilsvarende politisk-demokratisk overbygning og en fælles kultur og historisk bevidsthed. Og som det gælder for alle markeder store eller små, integrerede eller mindre integrerede kæmper alle agenter grundlæggende for egne interesser og eksternaliserer konstant problemerne til hinanden. I EU er landenes gensidige relationer af samme grund ikke præget af tillid. Unionen holdes i dag sammen af et magtfuldt bureaukrati og et kompliceret tvangsapparat til at holde medlemslandene på plads også på de områder, hvor EU i dag har brug for politisk enhed og handlekraft. Sat på spidsen er EU’s fremtid som samlingspunkt for hele Europa afhængig af en kopernikansk vending overfor Rusland og et samtidigt opgør med Wolfowitzdoktrinens modsætningsbilleder og systematiske underordning af EU under amerikanske interesser. Anerkendelse af Rusland som en del af det europæiske kontinent og de fælles sikkerhedsinteresser er forudsætningen for at udvikle EU’s strategiske autonomi og suverænitet. Det modsatte vil være at begrænse og fastholde EU i en permanent væksthæmmende usikkerhedssituation. For hvordan handle frit på verdensmarkedet, hvis man aldrig kan vide sig sikker overfor det største land på kontinentet. Men radikale vendinger kommer ikke af sig selv Præsident Macron har måske indset vendingens historiske nødvendig, når han nu ret insisterende foreslår genoptagelse af den diplomatiske kontakt til Rusland og møder med Putin. Om der kun er tale om selvprofilerende udspil, kan vi ikke vide noget om på nuværende tidspunkt. Det gør dog ikke åbningen mindre vigtig. I sig indebærer udspillets logik, at man i EU bliver tvunget til at genvurdere hele den officielle historiske fortælling helt tilbage fra begyndelsen af Natos Øst-udvidelse og således også synet på Rusland som en aggressiv imperialistisk magt. En kritisk genfortælling, der kan bidrage til at trække legitimiteten ud af statsledernes påstand om Ruslands uprovokerede angreb på Ukraine og åbne for en offentlig debat om årsagerne til Ruslands brud på Folkeretten. EU’s ledere bærer et stort ansvar for, at diplomatiet op til Ruslands invasion af Ukraine spillede fallit. Og et stort ansvar for at helbrede sig selv for krigspsykosen og formulere et grundlag for en fredsløsning og en sikkerhedspolitisk aftale, der specifikt sikrer både Rusland og Ukraine som uomgængelige parter i en samlet europæisk sikkerhedsarkitektur. Som en del af en holdbar fredsløsning indgår en fælles forpligtelse til at genopbygge Ukraine. Indtil nu har ingen andre europæiske regeringsledere officielt forholdt sig til Macrons forslag om at søge forpligtende kontakt til Putin. Men, som det hedder, vinduet er åbnet, og konflikterne over Atlanten kan yderligere skubbe på de diskrete forskydninger i forholdet til Rusland, selv om de lige nu overskygges af statsledernes kollektive paranoia og handlingsparalyse. Fra en noget anden vinkel men ikke uden sammenhæng åbner Mario Draghis for en anden påtrængende diskussion. Ifølge ham skal EU hurtigst muligt til at reformere hele Unionsstrukturen og omdanne sig til en egentlig politisk føderation. I modsat fald, skriver han, vil EU blive afhængig af, hvad stormagterne bestemmer. EU opnår ikke tilstrækkelig politisk og økonomisk tyngde uden at bevæge sig væk fra konføderationsmodellen til en egentlig føderation med fælles udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og industripolitik, herunder fælles finanspolitik og en egentlig bankunion. Hvem der skal tage initiativerne, og hvordan en egentlig føderationsreform skal se ud og gennemføres, kommer Draghi af gode grunde ikke ind på. Men det er tanker, som langsomt tager form bl.a. næret af den voksende modstand mod kommissionsformandens bureaukratiske og autoritære centraliseringspolitik. Men lige så nødvendig som en omfattende Unionsreform forekommer, lige så usandsynlig er udsigterne, hvis ikke krigen i Ukraine afsluttes gennem en forsoning med Putinregeringen og udarbejdelse af gensidigt forpligtende sikkerhedsaftaler med Rusland. I den sammenhæng vil nyforhandling af samhandelsaftaler og et fælles projekt ”genopbygning af Ukraine”, være de afgørende skridt, der skal til, for at frigøre reformkræfterne i EU og genåbne for de politiske og visionære debatter på tværs af landegrænserne. Hvis EU-lederne og de ledende lag i de 27 medlemslande vil forebygge en ny stormagtsdeling i svøb, hvor Europa marginaliseres på den globale scene og forsvare de internationale institutioner og respekten for international lov, går vejen ikke gennem en fastholdelse af USA i Europa for enhver pris eller opretholdelse af et Nato, men gennem gensidig forsoning mellem Rusland og det øvrige Europa. De kræfter, der skal presse på den kopernikanske vending, står ikke ligefrem i kø for at komme på talerstolen hverken i EU eller blandt de 27 regeringsledere. Ikke desto mindre arbejder de molekylære bevægelser, og de bliver vigtigere efterhånden, som hovedtalerne blot taler, fordi de ikke kan finde løsningerne. Jan Helbak                

  februar 5, 2026 9:00 pm

  Læs mere

• Regimeændringernes skyggeside

    USA’s gentagne regimeændringsoperationer og de transatlantiske partneres stiltiende accept eller hykleriske beklagelser har ingen legitimitet overhovedet. Derfor korrumperer samtlige operationer det grundlag, som FN-charteret bygger på som alle nationalstaters værn mod stormagtsdominans og vilkårlighed. Krumtappen i FN-charteret er artikel 2 stk. 4, hvor der står: ”Alle medlemmer skal i deres internationale forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politisk uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål”. Som er at forhindre krig og sikre freden. Det har ikke afholdt først og fremmest USA og i slipvinden de europæiske magter fra at foretage regimeændringsoperationer denne ene gang efter den anden. Antallet af operationer er for så vidt ikke det vigtigste. Det er begrundelsen for operationerne og deres uhyrlige konsekvenser. Selvfølgelig fremstår den spektakulære kidnapning af Venezuelas præsident Maduro som et fuldstændigt magtarrogant brud på FN-charteret. Og end ikke Trumpadministrationen kan formulere en plausibel begrundelse for operationen andet end, at det er i USA’s sikkerhedsinteresse at kunne bestemme, hvilke styrer og deres politik, der er acceptable og uacceptable i Latinamerika og Caribien. Begrundelserne for at iværksætte nye regimeændringsoperationer, som Trumpadministrationen har ventileret, vil selvfølgelig skifte afhængigt af de konkrete narrativer, der med bare et skin af rimelighed kan opbygges. De fleste andre regimeændringsoperationer, som har fundet sted siden 1992, har været mindre spektakulære, hvad der ikke kan siges om konsekvenserne. Det fælles problem er imidlertid de forud opbyggede narrativer, som i indhold og perspektiver rækker langt ud over de konkrete operationer. Regimeændringernes proces Vi kender efterhånden mønsteret, som stort set ikke har ændret sig siden det CIA og MI6 orkestrerede kup mod Irans valgte præsident i 1953. Frem til 1992 blev operationerne forholdsvist åbent iværksat for at sikre den ”frie verden” mod Sovjets indflydelse. Efter Sovjets sammenbrud og med USA’s status som verdens eneste supermagt antog begrundelserne en drejning. Verden blev opdelt i liberale demokratier og autokratier/autoritære styrer, og med udgangspunkt i menneskerettighederne blev operationerne legitimeret som indgreb for at hjælpe undertrykte befolkninger og gennemføre en tvingende transformation af de pågældende landes styreform i overensstemmelse med Vestens selverklærede universelle liberale frihedsnormer. At håndhævelsen af de fremstillede historier så har været særdeles selektivt, er noget ganske andet. Men karakteristisk er det, at operationerne kun er igangsat overfor de stater, der enten har udfordret den samlede Transatlantiske sikkerhedsdoktrin eller USA’s og Europæiske landes geopolitiske og politisk-økonomiske interesser. Groft taget forløber operationsprocesserne i fem faser, hvor hver fase antager specifik form afhængig af de pågældende landes størrelse, betydning i magthierarkiet og geostrategiske rolle. Fem faser Første fase er i virkeligheden den vigtigste. Opbygningen af det bestemmende situationsbillede. Det er her Vestens generelle verdensanskuelse og hævdelse af egne værdier anlægges som narrativets rammer og proceslogik. Pågældende stats styre beskrives som brutalt, undertrykkende, og at det kun fastholder magten ved at slå hårdt ned på enhver opposition. Styret beskrives som autokratisk eller direkte som et diktatur. Forestillingen om ”House of cards” kolporteres i en lind strøm af artikler og reportager i medierne. Billedet om det ”lille vestlige skub” til at vælte regimet dannes og valideres af efterretningstjenesternes rapporter til det politiske system. Operationerne som hjælp til de undertrykte folk kan forbedredes og sættes i værk. Det legitimerende narrativ kan ”sælges” til befolkningerne i hjemlandet. ”Vi griber ind, for at de kan få det lige så godt som os”. Blikket fikseres på dem, der skal hjælpes. Det ideologiske udgangspunkt tages som en selvfølge og kommunikeres alene i overordnede vendinger/banaliteter, som ingen rigtigt kan være imod. Selvfølgelig støtter vi frihed, demokrati, parlamentarisme og individets selvbestemmelse mv. Narrativet giver ikke anledning til at reflektere nærmere over de konkrete begrundelser. Den forudgående abstrakte fortynding af de anvendte begreber har slået rod og skygger for en mere kritisk forståelse af, hvad der egentlig foregår i de lande, som operationerne retter sig imod. Korrumperingens genetik ligger indlejret i denne fase både som forudsætning og som konsekvens. Når først den Manikæiske dikotomi er dannet – de onde mod de gode og Vestens målestok som den universelle – kan anden fase legitimeres, besluttes og eksekveres. Det gælder sanktionspolitikken. Politisk er der få i USA og det Transatlantiske Vesten, som ytrer betænkeligheder ved iværksættelse af sanktioner mod de pågældende lande. Sanktionerne tæller som regel udelukkelse fra SWIFT og begrænset adgang til dollar og euro. Handelsboycot og total blokade for import af vitale produkter, som medicin, bestemte fødevarer, reservedele og it-produkter. Formålet er gennem økonomisk forarmelse at skærpe modsætningerne mellem den etablerede/fabrikerede opposition og regimet samt vende stemningen i hele befolkningen til fordel for oppositionslederne, der som hovedregel allerede er udvalgt og sammen med en række ledende NGO-repræsentanter trænet i udlandet et eller andet sted. Efterhånden som sanktionerne og straftolden sætter sine spor og forårsager social mistrivsel i den brede befolkning, skærpes modsætningerne i en grad, hvor styret må skærpe undertrykkelsen og i samme bevægelse flytte sympatien over til oppositionen. Oppositionens internationale legitimitet styrkes, og formidles ofte ukritisk af mainstreammedierne. Et ikke helt uinteressant spørgsmål i den sammenhæng er måske, om efterretningsvæsenerne selv tror på det narrativ, der serveres for det politiske system: At styret er ustabilt og kan vælte, hvornår det skal være, hvis oprøret i befolkningen eksponeres i tilstrækkelig grad og bliver synligt for ”det internationale samfund”. Forudsigelsernes succesrate har historisk ikke været imponerende. Tredje og fjerde fase er, hvor demonstrationer bryder ud og kan slå over i optøjer eller ligefrem opstand, og hvor der viser sig sprækker i regimets sammenhængskraft. Den situation er operationsfeltet for de trænede NGO’er og aktivistgrupper, der ofte er i forbindelse med professionelle operatører udenfor landet, eller som et stykke tid forud for begivenhederne har fungeret ”under cover”. Grundstrukturen for operationerne blev beskrevet meget præcist og konkret af Elon Musk i hans opgør med ”Deep state” efter hans udnævnelse til leder af departementet for ”Effektivisering af regeringen” (DOGE). Umiddelbart efter sin indsættelse i embedet skrev Musk på X: ”NED er en forfærdelig organisation”. NED står for National Endowment for Democracy. Organisationen er delvist finansieret af regeringen og en række stærkt konservative tænke-tanke. Organisationen blev oprettet under præsident Ronald Reagan og har fungeret som finansieringskilde forud for regimeændringsoperationerne frem til i dag og som et knudepunkt for et netværk af NGO’er og ”ekspertpaneler”, som de fleste mainstreammedier ofte refererer til som sandhedsvidner. Musk skrev videre: ”Der var områder, hvor NED’s aktiviteter ikke var forenelig med dets mission om at fremme demokrati men snarere indikerede bredere geopolitiske strategier end klar demokratisk støtte”. Kritikken gjaldt: ”udførelse af CIA-aktiviteter under demokratisk forklædning, øve indflydelse på valgresultater i forskellige lande ved at finansiere medier og NGO’er og ad den vej rette fokus mod angivelig valgsvindel, finansiering af oppositionsbevægelser på en måde, der kan ses som fremmede magters indgriben i et lands indre anliggender”. Og han tilføjede videre, at NED har: ”manipuleret den offentlige opinion ved at finansiere forskellige medier og NGO’er for at fremme narrativer, der var/er favorable for amerikanske interesser, finansieret anti-regerings demonstrationer som f.eks. i Ukraine Maidankuppet (i 2014), der destabiliserer de pågældende lande; og støttet ”color revolutioner”, der indikerer, at demokratifremme er blevet styret for geopolitisk vinding”. Man skulle forvente, at med Musk’s hårde dom, ville NED’s operationsmuligheder være udtømte. Det har ikke været tilfældet. Elon Musk blev gået, og NED består og har været aktiv i både Venezuela og Iran. Hverken CIA eller MI6 eller Mossad kan i dag fabrikere narrativer, der kan kolporteres bredt indenfor rammen af Vestens verdensbillede. Organisationerne er alt for tæt knyttet til snævre nationale sikkerhedsinteresser og kompromitterede. Efter senatshøringerne i 80’erne, hvor CIA’s renommé befandt sig på et lavpunkt efter en række fejlslagne operationer, der kulminerede med Irankrisen i 1979, besluttede man sig for at oprette forskellige konkurrerende organisationer som eksempelvis NED. Det, som Elon Musk ikke beskæftiger sig med, er, at hele processen med at opbygge ”tilstandsbillederne, der har til formål at legitimere de kommende operationer, på den anden side bekræfter og understøtter den hjemlige opinions selvforståelse og accept af Vestens Manikæiske verdensbillede og følgelig udhuling af FN’s charterets status og autoritet. Den proces er afgørende for femte fase – selve interventionen. Den  kan være af militær karakter eller direkte paramilitær støtte til en opstand eller eskalering af demonstrationer og omfattende uro og politisk kaos. Afgørende for interventionernes ”succesrige karakter” er, hvorvidt destabiliseringen bliver så omfattende, at styret krakelerer og splittes i forskellige fraktioner, og hvor de provestlige fraktioner i militæret, sikkerhedspolitiet og statsadministrationen kan forenes med den opposition, der forinden er formeret, og om den selv er tilstrækkelig stærk til politisk at gribe magten og gennemtvinge en vis legitimitet både overfor befolkningen og internationalt. Den sidste fase er det springende punkt og bestemmende for, om den samlede regimeændrings operation lykkes eller ender i forstærket kaos og yderligere samfundsmæssigt forfald, eller som i tilfældet Iran ender med en vending på 180 grader og bred folkelig opbakning til det styre, man ellers har demonstreret imod. I nyere tid har selve udgangspunktet for operationerne imidlertid skabt deres egne fiaskoer. De Vestlige lederes og elitens fordomme, selvforherligelse og foragt for de respektive landes egne historie, traditioner, politiske erfaringer og indre klasseforhold og ikke mindst nationale stolthed, har forårsaget en blindhed overfor de faktiske forhold, som ved de fleste operationer har udløst helt uforudsete begivenheder, modstand og åbnet låget for et kompleks af modsætninger, som Vestens politiske ledere ikke forstår og derfor ikke magter at inddæmme. Tænk blot på Irak, Afghanistan, Syrien, Libyen som er blevet efterladt i indre kaos og sekteriske magtkampe, der har bragt dem flere årtier tilbage i udvikling og samtidig, hvilket ikke er uden betydning, forstærket især det Globale Syds bestræbelser for at søge nye alliancer som forsikring mod nye regimeændrings operationer. Sidste skud på stammen er Irans helt åbenlyse anmodning om fremtidig politisk- og økonomisk- og militær støtte fra Kina og Rusland. Iran har ikke hidtil officielt anmodet om støtte. Det sker nu efter, at præstestyret angiveligt har neutraliseret de opstandslignende operationer og vendt folkestemningen til et forsvar mod en mulig amerikansk og israelsk militær intervention. Operationernes hjemlige skyggeside Hele det narrativ, der bygges op forud for hver intervention eller regimeændrings projekt, har en korrumperende skyggeside, som kan benævnes belejringsoplevelsen. Oplevelsen af, at vores Transatlantiske værdier er i fare, at ”vi i den velordnede have er under belejring af junglen udenfor”. Vores højt besungne demokratiske og liberale frihedsværdier indskrænkes som konsekvens af den Manikæiske dikotomi, eller som Georg W Bush indledte krigen mod terror med: ”Enten er I med os eller imod os”. Kritik af vores handlinger er odiøs og betænkelig. Bush lagde i virkeligheden grundstenen for den offentlige debats ”cordon sanitaire” (i samfundsdebatten en metafor for en ”hygiejnisk” isolation af en uønsket ideologi). Fremgangsmåden er ganske aktuel. Fjenden beskrives som barbarisk, ond, skrupelløs. Han eller de (Putin) har som udgangspunkt og mål at ødelægge vores vestlige demokratier. Fjenden er fuld af løgn og alt, hvad der kommer fra den kant eller fra personer, der måtte bringe fjendens synspunkter videre, deltager i hybrid krigsførelse og disinformation, hvorfor den hjemlige statsmagt eller i nyere tid EU må træde i karakter for at beskytte demokratiet og folket mod undergravende virksomhed. I den proces forvandles folket fra selvstændige politiske subjekter til passive objekter for statens beskyttelse. Sproget militariseres og den diplomatiske vej marginaliseres. Dem, der gør krav på at diskutere den diplomatiske vej, fastholde den kritiske dialog eller ønske om at forstå de styrer, der er under anklage, udskammes enten som naive og ansvarsløse humanister eller nyttige idioter for fjenden. Hele den proces, der udvikles sammen med narrativet, indsnævrer den hjemlige meningsdannelses domæne. Inkrementelt skabes en form for kognitiv hygiejne (cordon sanitaire), hvor det efterhånden ikke alene drejer sig om, hvad der skrives og tales om i det offentlige rum, men også om, hvad der kan tænkes uden at få stød. Fantasiens horisont og dermed også forskningens horisont får stadigt vanskeligere ved at overskride situationens autoriserede grænser og overvinde massemediernes massive reportagetæppe, der dagligt dramatiserer og formidler narrativet. Undtagelsestilstanden indsniger sig som norm. Ikke i form af en synlige autoritær stat. Det er et forvrænget billede, der ikke fremmer forståelsen. Vores demokratiske styreformer bevares, men den udøvende magt træffer politiske beslutninger, der lægges til grund for et helt kompleks af sanktioner både udadtil og indadtil. Handlinger, der er helt legale så som protester, demonstrationer diverse skrifter og kritiske diskussioner fratages deres legitimitet og kan sanktioneres, uden at de reelt kan prøves ved en domstol, da der ikke kan rejses en formel tiltale om brud på loven. Det mest vidtgående eksempel indtil dato handler om, at nogle få kritiske kommentatorer og analytikere i EU er blevet placeret på EU’s sanktionsliste med henvisning til handlinger, der takseres som disinformation eller stedfortrædende for Putins og Ruslands synspunkter. De pågældende har ikke gjort noget ulovligt, men ministerrådet har placeret dem på den udenrigspolitiske sanktionsliste sammen med en række russiske journalister. Den kafkaske pointe er, at deres sag ikke kan prøves ved en domstol. De er ikke anklaget for noget ulovligt. De er blot politisk kontroversielle og kan som sådan i en undtagelsessituation politisk placeres på en sanktionsliste. Generelt har belejrings- og trusselsbilledet frembragt en stemning, hvor blot det at tage et af de næsten tabuiserede temaer op som f.eks. om Ruslandsbilledet nu er rigtigt eller om dybden af korruptionen i Ukraine eller forsøg på at forstå styreformen i Iran, kan skade ens omdømme i civilsamfundet. Politisk betyder det, at det politiske systems subjektive og arbitrære legitimitetsfortolkning kommer til at overtrumfe legaliteten – altså overholdelse af landets love. Historiebevidstheden og respekten for alle landes særegne udvikling og politiske styre underkastes de intervenerende statsmagters narrativer og situationens tvingende tyranni uden blik for de langsigtede konsekvenser. Nuet bliver det afgørende, og historien reduceres til situationens baggrundstæppe. En afsluttende refleksion Som jeg indledte med, overholder enhver regimeændrings operation og det legitimerende narrativ ikke FN’s charter, der netop blev udformet og vedtaget for at beskytte ethvert lands suverænitet mod overgreb fra større og militært dominerende stormagter. Chartrets artikel 2 stk. 4 er som et tveægget sværd. Hvis vi tillader indgreb i andre landes indre anliggender, fordi vi ikke sympatiserer med disse landes styre og undertrykkelse af egne befolkninger, eller fordi de strider mod vores værdier, som vi kalder universelle, må vi også acceptere, at lignende interventioner vendes mod os selv, hvis de internationale magtforhold skifter og andre stormagter mener sig berettiget til at udbrede deres udgave af universelle værdier og mål for korrekte styreformer. Det er selvfølgeligt prisværdigt, at man rundt om i verden demonstrerer mod Trumpadministrationens kidnapning af Maduro og kritiserer de europæiske regeringslederes passivitet eller, som det nu er ved at ske, langsomt åbner for en kritisk efterforskning af, hvad der egentlig er foregået i Iran. Men protesterne kan ikke erstatte den principielle politiske kamp for at presse vores egne regeringer i Vesten til at respektere FN chartret. Ikke ud fra et abstrakt principrytteri, men ud fra den opfattelse, at en overholdelse af chartret tvinger os til at forstå de lande og deres styreformer, som vi ikke sympatiserer med, og finde politiske og diplomatiske veje for kritisk dialog, hvor også vores egen selvforståelse er på spil. I den praksis ligger muligheden for den kollektive frigørelse fra korrumperingen af vores egne demokrati- og frihedsidealer og som grundlag for at overvinde Vestens moralske kaos. Dobbeltstandarden, men også det tveæggede sværd viser sig allerede nu med Trumps ønske om regimeændring i Grønland og trusler mod sine egne allierede i Nato. Jan Helbak                        

  januar 19, 2026 10:20 pm

  Læs mere

• Kidnapningens strategiske perspektiv – del II

  I den foregående artikel (https://kritiskdebat.dk/2026/01/04/kidnapningens-strategiske-perspektiv/) var hovedfokus på USA’s strategiske perspektiver bag kidnapningen af Madoro. Jeg skrev, at kidnapningen skulle ses som første egentlige realisering af USA’s National Security Strategy (NSS), der blev offentliggjort i november 2025. Her fremgår det utvetydigt, at Latinamerika og Caribien er USA’s suveræne interesseområde, og at fremmede konkurrenters indflydelse skal reduceres eller helt ophøre. (Fortrinsvis Kina, Rusland og delvis Europa). Sat på spidsen og lidt kynisk kan man sige, at USA’s kidnapningsaktion og trusler til regeringen i Venezuela om, at USA overtager styringen af hele landet, hvis Delcy Rodriguez’s regering ikke efterkommer Trumpadministrationens krav, repræsenterer en form for show-case. Udfaldet af interventionen i de kommende måneder og konsekvenserne af USA’s brud på alle relevante internationale retsnormer vil have afgørende betydning for Trumps og Marco Rubios kalibrering og eskalering af interventionsstrategien. Med det afsæt skrev jeg følgende: ”Det helt store og åbne strategiske spørgsmål er, om de Latinamerikanske lande kan fortsætte deres økonomiske udvikling og genindustrialisering uden de massive kinesiske investeringer? Og om USA under devisen ”America first” er i stand eller har viljen til at ”erstatte” Kinas udviklingspolitik, for så vidt det lykkes den nuværende og de kommende amerikanske regeringer at intimidere, true, tvinge, destabilisere de forskellige regeringer til at bryde samarbejdet med Kina og Rusland og åbne for amerikansk overtagelse af de mange projekter? Det næste ret alvorlige og måske uoverskuelige spørgsmål er, hvordan Kina og Rusland vil reagere og hvilke modforanstaltninger, de vil mobilisere for at forsvare fodfæstet i Latinamerika”? USA’s nye vending mod Latinamerika begyndte under Biden USA’s hovedkonkurrent i Latinamerika er uden sidestykke Kina. Og det er helt utilsløret Kina, strategien er rettet i mod. Rusland og Europa har også været aktive med investeringer og handel, men hverken i samme størrelsesorden eller med samme indhold. Kinas investeringer i Latinamerika og Caribien tog for alvor fart efter 2008, som en af flere strategier for at overvinde finanskrisen. I 2008 blev Kinas første officielle ”politikpapir” vedr. Latinamerika formuleret. Det blev fulgt op i 2016. Det sidste officielle ”politikpapir” blev offentliggjort i 2025. Linjen fra 2008 og frem til nu er rimelig konsistent: Oprettelse af handelsforbindelser til gensidig fordel for de enkelte lande. Gradvis indførelse af swaps (komplekse finansielle byttehandler) og handel i lokale valutaer. Oprettelse af transnationale samarbejdsinstitutioner på kontinentet som f.eks. CELAC (China-community of Latin American and Caribbian States bestående af samarbejdet mellem Kina og 33 stater på kontinentet), som igen har tilknyttet en række underordnede fora/organisationer, institutioner og projekter. Sidste møde blev afholdt i Beijing 2025. Ingen militarisering og ingen ideologiske krav til de respektive regeringer, herunder indblanding i enkeltstaternes indre anliggender. Først relativt sent stod det klart for i hvert fald Biden administrationen, at Kina var ved at blive en strategisk udfordring i Latinamerika, og at Kina ikke kun skulle inddæmmes og bekæmpes i den Asiatiske region. I 2022 frigav Bidenadministrationen en ”Ny national forsvarsstrategi”, hvis hovedsigte var at konfrontere Kina og de vigtigste regionale områder, heriblandt Latinamerika. Strategien defineres som ”integreret afskrækkelse”, hvilket råt oversat indebærer, at politiske-juridiske-økonomiske-og militære midler skal anvendes som samlet afskrækkelse. Latinamerika blev set som en central del af det ”Globale Syd”, hvor Kina opererer for at skabe ”et favorabelt eksternt område”. ”Kina tilstræber at blive repræsentant for det ”Globale Syd”. ”Kinas sikkerheds- og udviklingsinitiativer falder i tråd med udviklingslandene, som opfatter den internationale orden under amerikansk og europæisk ledelse som ude af stand til at adressere de indbyggede problemer i det ”Globale Syd”. Trumpadministrationens nye NSS har med andre ord ikke set dagens lys ud af den blå luft. Joe Bidens administration og Pentagon havde allerede stillet skarpt på den ”Latinamerikanske udfordring”. De væsentligste forskelle består for det første i NSS dokumentets eksplicitte opdeling af verden i hovedregioner og disses betydning for USA’s sikkerhed og vækst. For det andet er tonen en anden. Hvis man ser bort fra selvforherligelsen i NSS, er dokumentet slet og ret et brutalt kampskrift for at bevare USA’s magt uden ideologisk legitimering. (lige nu kommer det tydeligt frem i Grønlandsdebatten). Kinas investeringer og aktiviteter På nuværende tidspunkt er Kina involveret i ca. 300 større projekter i Latinamerika og Caribien, hvoraf infrastrukturprojekter alene udgør 268. Der er skabt i omegnen af 2 mio. arbejdspladser. Dels i projekterne og dels i 2000 virksomheder, som kineserne har part i. Siden 2020 er Kina blevet Latinamerikas største samhandelspartner med en handelsværdi på 510 mia. dollar om året. I 2000 udgjorde samhandlen 12 mia. dollar. Ved udgangen af 2023 havde Kina investeret 600 mia. dollar. Kinas samlede engagement i Latinamerika og Caribien overgås kun af engagementerne i Asien. Det betydningsfulde er dog karakteren af Kinas investeringer, der adskiller sig radikalt fra USA’s og EU’s investeringer. For det første er der over de seneste år sket en ændring i investeringerne fra ordinær råstofudvinding til en mere massiv satsning på fælles opbygning af infrastruktur og større sammenhængende investeringer i it-systemer og kommunikationsstrukturer, herunder udrulning af open source AI projekter. Projekterne er kendetegnet ved at fremme billige AI løsninger med praktisk betydning for den samlede industriudvikling og med fokus på robotteknologi og effektivisering og kvalificering af produktionen indenfor high-end industrier og bilindustrien. Med investeringerne hører også investeringer i uddannelse af arbejdskraften, herunder opbygning af uddannelsesinstitutioner. Parallelt med disse investeringer er der igangsat flere landbrugsprojekter med overførsel af erfaringer fra Kinas nationale effektivisering af landbruget kombineret med miljøvenligt energiforbrug som alternativ til USA’s ”plantageimperialisme”, hvor landbrugsinvesteringerne hovedsageligt rettes mod opbygningen af plantager for amerikansk fødevareforbrug. Konkrete eksempler og USA’s modsvar Nogle få eksempler kan kaste lys over rationalet bag de kinesiske investeringer og tydeliggøre, hvor de adskiller sig fra især de amerikanske investeringer, og hvorfor USA nu reagerer kraftigt. I 2024 blev Latinamerikas mest moderne og robotstyrede dybvandshavn til 3.5 mia. dollar indviet i Chancay i Peru lige nord for hovedstaden Lima. Men det drejer sig ikke kun om pågældende havn. Den er et led i et langt større projekt, som Xi Jinping ved indvielsen kaldte:  ”den maritime Silke- og Inca vej” forstået som et nyt knudepunkt for den maritime handelstrafik fra Asien, der på sigt skal forbindes med den gamle Incavej fra Chile til Colombia. Fuldt gennemført vil projektet forbinde flere landes samhandel og effektivisere infrastrukturen på et helt nyt niveau. Hvor langt projektet udvikler sig, vil bl.a. afhænge af de implicerede landes vilje til lokalt at indgå gensidige kontrakter og samlet kontrakter med Kina. Med USA’s nye magtpolitik er det indlysende, at man vil forsøge at presse de lokale regeringer til ikke at indgå i de nødvendige delprojekter og det samlede projekt. Når præsident Trump nu efter kidnapningen af Maduro langer ud efter Columbias præsident Petro skal det ses i lyset af, at Columbia har søgt om optagelse i Belt and Road projektet og dermed de facto samarbejde med BRICS-landene og New Development Bank. Bl.a. med henblik på finansiering og realisering af et ret vidtgående projekt, hvor Columbias Stillehavskyst forbindes med det Caribiske hav som et landbaseret jernbanealternativ til en langt dyrere kanal. Trumpadministrationen er allerede i gang med at presse regeringen i Columbia til at ”genforhandle” kontrakterne med Kina. USA’s krav om overtagelse af Venezuelas olieindustri har været forsidestof og fået flere til at stedfæste motivet for kidnapningen her. Der har også været skrevet en del om, hvad det vil få af negative konsekvenser for Kina. Forholdet er dog det, at Kina har reduceret sin import af olie fra Venezuela til et minimum, så importen kun udgør mellem 1- og 4%. Samlet set har Kina indenfor de sidste fire år neddroslet sine aktiviteter i Venezuela på grund af styrets tiltagende ustabilitet. Men Kina driver stadig Venezuelas it-net og det officielle kommunikationssystem gennem Huawei og ZTE, herunder det nationale ID-system. Projektet er defineret som et forsøgsprojekt, hvis metoder og typer af udstyr mv. skal kunne overføres til andre lande i Latinamerika. Den kommende tid vil vise, om regeringen i Venezuela presses til at opsige disse og andre kontrakter med Kina og erstatte it-strukturen med amerikanske produkter styret af amerikanske virksomheder. Problemet vil være, at de ikke har samme erfaring med udrulning af it-teknologi i lande med en ikke udviklet it-teknologi og tilsvarende arbejdskraft. Under alle omstændigheder vil udviklingen i Venezuela give et fingerpeg om, hvordan USA vil gribe samme problematik an i flere af de andre lande, som har indgået samarbejdskontrakter med Kina. Bl.a. Chile, Uruguay og Brasilien. Vi ved på indeværende tidspunkt meget lidt om, hvad det kommer til at betyde for Mexicos økonomi, at Trumpadministrationen har tvunget regeringen i Mexico til at lægge en høj told på importen af biler, tekstiler og plastikprodukter, der er vitale dele af mexicansk produktion. Mexicos regering er blevet tvunget ud i en hårfin balancegang mellem hensynet til en øget samhandel med ikke blot Kina, men også flere andre Asiatiske lande og nedtoning af en konflikt med USA. Trumps trusler overfor Mexicos præsident er ikke tomme. Sandsynligvis vil han afstå fra militære indgreb. Det forekommer mere nærliggende, at Trump indfører sanktioner, der vil ramme Mexicansk industri og landbrug hårdt og det facto opløse North American Free Trade Agreement. Et sidste eksemplarisk område, der skal nævnes, er de Latinamerikanske landes valutasamarbejde med både Kina og Rusland. Indenfor de sidste år nærmere bestemt efter Covid 19 krisen er en større del af samhandlen enten foregået i lokale valutaer eller i yuan og rubler helt uden om dollarsystemet. Dertil kommer enten kinesisk udviklede eller fælles udviklede swap-systemer til at forestå enten valutaomveksling eller omveksling af fysiske produkter. Det var et sådant system, Argentinas præsident Milei var ved at indgå aftaler med Kina om i sommeren 2025. USA saboterede aftalen med trusler om at blokere for Argentinas nye lån i IMF. Til gengæld kunne USA bevilge et større lån for at redde den stærkt højreorienterede præsident. Det har dog indtil dato ikke afskrækket Argentina og Chiles højreorienterede præsident Kats fra fortsat at ”sondere” lignende mekanismer. Afgørende er det dog, at præcis hele problematikken om dollarens fortsatte dominans ikke bare i Latinamerika men også i Centralasien og Afrika udgør det måske mest prekære og eksplosive konfliktpunkt, idet hele USA’s fortsatte økonomiske dominans står og falder med dollarsystemet. Afsluttende bemærkninger Over tid er Kinas og BRICS mål at bidrage til en ny Latinamerikansk udviklingsidentitet gennem opbygningen af et kompleks af gensidige projekter og bindende samarbejdsaftaler uafhængig af de respektive regeringers politiske observans. Livskraften i den strategi står og falder med de mange projekters faktiske forbedring af befolkningernes levevilkår og politisk stabilitet, hvad der i hvert fald på papiret tages højde for ved at understrege alle projekteres applikation til lokale vilkår, politiske og kulturelle traditioner. Som noget relativt nyt indgår stærke sikkerhedsgarantier i Kinas investeringspolitik. Allerede før USA’s kidnapning af Maduro måtte kineserne konstatere på den hårde måde, at Venezuela ikke ville være i stand til at overholde sine gældsforpligtelse. Den sikkerhedspolitiske dimension i investerings- og kontraktpolitikken vil helt sikkert blive udviklet i forceret tempo som modsvar til USA’s Nationale Sikkerheds Strategi og aktuelle intervention i Venezuela. Det helt afgørende spørgsmål i den nære fremtid er, hvad Kina vil kunne stille op, hvis USA presser de forskellige lande til enten at annullere de kontrakter, der er på tegnebrættet eller opsige allerede indgåede aftaler? Rent militært kan Kina for nuværende ikke stille noget op overfor USA’s militære opbud i Latinamerika og Caribien. USA har 76 militære baser i Latinamerika. Kina og Rusland har ingen militær tilstedeværelse overhovedet. Og med Trumpadministrationens tilsidesættelse af enhver respekt for international lov og indgåede aftaler er juridiske- og diplomatiske modforholdsregler begrænsede. Kinas og BRICS landenes modsvar vil angiveligt være at undgå direkte konfrontationer og fortsætte den valgte strategi dèr, hvor USA ikke står tilstrækkeligt stærkt til at gennemføre de nødvendige magtdemonstrationer eller har udsigt til udbredt folkelig modstand og trusler mod de siddende Trumpvenlige regeringer. For nuværende eksponerer USA’s intervention i Venezuela, truslerne mod Columbia, Mexico og Cuba et nyt og uforudsigeligt konfliktbillede i Latinamerika, hvor USA vil sætte alt ind for at gennemføre sin strategi og devaluere Kinas Belt and Road strategi som et reelt og troværdigt alternativ til USA’s ”America First” politik. Jan Helbak                              

  januar 8, 2026 9:54 pm

  Læs mere