OVERVEJELSER

Seneste blogindlæg

• Magtspil mellem USA og Europa og internt i Europa

  Præsident Trump ønsker fred i Ukraine. Jo længere krigen varer, og USA er forpligtet i Europa, desto svagere position indtager USA i magtspillet i Stillehavsområdet og Centralasien. Hans insisteren på fred i Ukraine og kritik af de europæiske statsleders krigsretorik rummer også ønsket om en ærefuld udgang fra Europa. De europæiske statslederes opulente krigsretorik og oprustningsmani og ikke mindst præsident Macron og premierminister Keir Starmers forslag om en ”koalition af frivillige” som kernen i en fredsbevarende styrke i Ukraine repræsenterer er en helt ny trussel mod stabiliteten i EU. Hårde realiteter bag Trumps fredspolitik Trump gentager igen og igen overfor præsident Zelinsky, præsident Macron og Premierminister Keir Starmer: Vil I fred eller vil I fortsat krig? Hvis I vil fred bliver det på USA’s og Ruslands betingelser. Selvfølgelig skal I inddrages, men først når en plan med taktiske overgangsspil er udarbejdet mellem Rusland og USA. Hvis I vil fortsat krig, må I udkæmpe den selv. Som fredselskende nation trækker USA sig fra et videre engagement. Det gennemspillede scenarie har bragt de europæiske ledere i frenetisk aktivitet. Men mere om det senere. Til forskel fra Joe Bidens ønske om at fastholde USA’s unipolære dominans har Trumpteamet og dets intellektuelle støtter allerede før Trumps indsættelse som den 47. præsident erkendt, at USA ikke længere har hverken den økonomiske- eller militære styrke til at opretholde USA’s position som verdens ubestridte nummer et. Den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio lagde allerede linjen den 30. januar i et interview med Megan Kelly: ”Det er ikke normalt for denne verden kun at have en unipolær magt. Det er det ikke – det er en anomali”. ”Hvis man ser rundt i verden, vil jeg sige, at vores modstandere er stærkere, end de nogensinde har været, og de er blevet stærkere i de sidste fire år”. Det moralske lederskab gik allerede fløjten med Obama, hvor USA’s interventionistiske politik fortsatte uformindsket, selv om han påstod at stå for en anden linje end sin forgænger  præsident Bush. USA’s tab af autoritet blev åbenlyst understreget af Bidens manglende ”verdensomspændende” opbakning til stedfortræderkrigen mod Rusland og den omfattende sanktionspolitik. Det er ikke på noget tidspunkt lykkedes at isolere Rusland og økonomisk tvinge landet i knæ. Bidens ønskede regimeskifte i Moskva er udeblevet. Når man ikke kan påtvinge sin modstander sine betingelser på slagmarken, bliver diplomatiet det muliges kunst for at opnå de mest fordelagtige aftaler. Og her står den europæiske elites hysteriske russerangst og krigsparathed i vejen. Der er mere at vinde ved at søge en omfattende aftale med Rusland om fred i Ukraine, et afbalanceret modus vivendi i Iran og normalisering af de diplomatiske og økonomiske forbindelse end en fortsat håndhævelse af forsvaret af Europa. Ren geopolitisk realpolitik uden ideologisk overbygning som under Obama og Biden, og i det spil har Europa tabt i vægt og fremtidig betydning. Mange er af den opfattelse, at Trumpregeringens ønske om genoptagelse af de diplomatiske og økonomiske forbindelser med udfasning af sanktionerne mod Rusland har til formål at gennemføre den omvendte Nixonløsning og skyde en kile ind mellem Rusland og Kina. Den tese virker de faktiske forhold taget i betragtning lidt for fantasirig. Derimod har Trumpteamet flere gange betonet vigtigheden af at trække Rusland ind på verdensmarkedet igen og bremse eller forsinke en yderligere udvikling i BRICS+ landenes økonomiske betydning og udfordring af dollardominansen. Faktisk har præsidenten erklæret ubegrænset økonomisk krig mod ethvert forsøg på at svække dollarens betydning. Trumpteamet går også efter at inddrage Rusland i forhandlingerne med det iranske præsteskab om et modus vivendi med det formål at inddæmme de regionale spændinger i Mellemøsten. Trumpteamet ser også de diskrete forhandlinger som et forsøg på at danne præcedens for de videre forhandlinger mellem USA, Rusland og Kina. Bl.a. om en omfattende nedrustningsaftale, fordi de tre stormagter med Rubios ord ikke i længden kan klare et rustningskapløb uden at skade parternes økonomi. Trumps største problem med, at krigen i Ukraine og sanktionspolitikken fortsætter, er helt indlysende og bekræftet af de hårde data. Kina og Rusland rykker konstant endnu tættere sammen økonomisk, handelsmæssigt og militært. Samarbejdet er allerede blevet accelereret på højeste niveau siden Trump blev præsident, hvilket indebærer, at USA står overfor en magtfaktor i Stillehavet, som reelt ikke kan inddæmmes konventionelt. Dertil kommer, at Ruslands og Kinas praktiske strategiske og infrastrukturelle samarbejde indebærer USA’s tab af indflydelse i hele Centralasien og i Eurasien. Ruslands og Kinas samarbejde med de Centralasiatiske stater og Kinas Belt and Road, der hurtigere end nogen havde forestillet, skærer igennem hele Centralasien til Mellemøsten. Kinas fastlandsstrategi har to formål. At bane vejen for økonomisk ekspansion uden om Vestens dominansområde og at svække USA’s maritime overlegenhed og kapacitet til at inddæmme Kina.  USA på kredit En nok så væsentlig begrundelse for Trumps fredspolitik er USA’s svækkede økonomi og voksende internationale gæld på 37.000 mia. dollar. Dollardominans eller ej kan USA ikke i længden fortsætte gældseksplosionen uden at gøre sig afhængig af kreditorerne, som bl.a. er Kina og Japan. USA kan heller ikke holde til at finansiere sit handelsbalanceunderskud og eksorbitante militærbudget ved at stifte gæld og suge international kapital ind i USA. I øvrigt søger kapitalimporten først og fremmest mod den parasitære finansielle sektor og bidrager kun i beskedent omfang til at renovere USA’s nedslidte industri- og infrastrukturelle sektor og skabe de produktive betingelser for den fremtidige vækst. Amerikansk kapitalisme kan ganske enkelt ikke holde til at finansiere flere præsidenters krige og globale konfliktoptrapning. Hverken aktuelt eller på den lange bane. Når alt kommer til alt forudsætter det geopolitiske magtspil en stærk økonomisk base som først og fremmest udgøres af et lands produktive kapacitet. Som for Nixon ved afslutningen af Vietnam-krigen, der ikke kunne vindes, gælder det for Trump om at foruddiskontere det uundgåelige og konstruere en ærefuld fred og i yderste konsekvens en udgang fra Europa. Et globalt modus vivendi For Trumpadministrationen drejer det sig om at søge en ny global magtgeometri etableret mellem USA – Kina – Rusland med gensidig anerkendelse af hinandens interessesfærer. En pragmatisk men skrøbelig ligevægt. Det gælder også de mulige fælles institutioner for kommunikation og forbindelseslinjer, der kan neutralisere eventuelle konflikter. En slags magtgeometriens inderste cirkel. En geometri, der ganske givet ikke vil være langtidsholdbar og heller ikke særlig stabil, men som en midlertidig ordning stærk nok til at sikre Trumps og J.D. Vance’ MAGA projekt og tentativt begrænse Kinas og Ruslands stadigt tættere samarbejde på næsten alle fronter. For Trumpteamet gælder det fastholdelsen af dollardominansen og et magtpolitisk status quo. Modsat gælder det for Kina og Rusland en ordning, hvor de to stormagter kan gennemføre den langsomme opbygning af en multipolær verdensorden. Det strategiske grundlag blev endnu engang formuleret af den kinesiske udenrigsminister Wang Yi på den kinesiske Nationalkongres den 7. marts: ”Historien vil bevise, at den virkelige vinder er den, som tænker på alles interesser”. Han tilføjede med klar adresse til Trump og de europæiske statsledere: ”At for Kina og USA er gensidig respekt en vigtig forudsætning for, at de to lande kan søge fredelig sameksistens globalt”. Altså et perspektiv, der for en overfladisk betragtning ikke matcher Trumps MAGA projekt, men som dog tilstræber at imødekomme USA’s krav om fortsat global styrke og neutralisere en farlig rivalisering. I Kina har man jo også læst interviewet med Marco Rubio og hans øvrige formuleringer om, at den unipolære verdensorden og amerikansk udenrigspolitik efter den kolde krigs ophør fra Bill Clinton og frem har ædt USA’s styrke op indefra. At være verdens politibetjent nummer ét er både økonomisk – politisk – militært og moralsk ødelæggende. Det demonstrerede Obama i Afghanistan og Bidenteamet fulgte trop både i Gaza og i Ukraine. Reaktionerne i den europæiske elite Set med rækken af selvtilfredse europæiske statslederes briller opfører Trump og J.D. Vance sig som utilregnelige og brutale aktører på den store scene. Som et ”forræderisk” brud på årtiers sikkerhedspolitisk engagement i Europa, der gav europæerne frihed til først og fremmest at tænke på sig selv og som modsvar til USA’s dominans på den anden side opbygge det indre marked og den økonomisk-monetære Union. Udenrigs- og sikkerhedspolitikken overlod man de facto til USA, hvor EU kunne melde til og fra alt efter, hvad der var opportunt. USA sørgede for, at EU’s medlemslande bl.a. gennem Nato blev masseret til at indordne sig og på den ene side fraskrive sig retten til at opbygge en Europahær og på den anden side acceptere Nato’s metamorfose fra forsvarsalliance til en offensiv global magtpolitisk alliance med operationsfelt så langt som til Taiwanstrædet. Den ideologiske overbygning kom under præsident Biden til at hedde: ”Demokrati mod autokrati” eller forsvaret af det kollektive vestens universelle værdier Allerede under valgkampen såede Trumps tvivl om holdbarheden af forestillingerne om det kollektive Vesten. Siden sin indsættelse som præsident har Trumpteamet omsat tvivlen til et hektisk og ikke altid konsistent opgør med den hidtidige udenrigspolitiske kurs og lade den europæiske magtelite tilbage med ansvaret for krigen i Ukraine og den dogmatiske strategiske konfrontation med Rusland. Vicepræsident J.D. Vance har skånselsløst udhængt de europæiske statslederes og mediernes mantra om Rusland som en aggressiv imperialistisk magt og som en overvældende trussel mod hele Europa. Europæernes forargede og patetiske reaktion og mediernes moraliserende opstandelse fortæller, at der ikke er tale om mindre terminologiske uenigheder. Så der er gode grunde til de europæiske statslederes febrile bestræbelser for at opbygge et nyt magt- og handlingsgrundlag som alternativ til den hidtidige amerikanske beskyttelsespolitik og som modvægt til Trumps ”del og hersk politik”. I de sidste måneder har EU’s topledelse afholdt det ene krisemøde efter det andet, hvor europæisk enhed fylder dagsordnerne. Samtidig smuldrer grundlaget for enhed i flere medlemslande. Oppositionen mod EU kommissionens oprustningspolitik vokser i Frankrig, i Polen, i Italien, i Slovakiet, i Ungarn, i Slovenien og i Spanien. Men det handler langt fra kun om modstand mod oprustningspolitikken. Reaktionerne vokser bl.a., fordi kommissionen og især kommissionsformandens team forsøger at centralisere magten og udfylde det magtvakuum, som sammenbruddet af Frankrig-Tyskland aksen har efterladt. En voksende del af Europas befolkninger oplever, at deres indflydelse og almindelige livsvilkår forringes med magtcentraliseringen i EU Selve Unionsbygningen er under pres. Den markedsbaserede EU-institution viser for alvor sin grundlæggende svaghed. Siden vedtagelsen af det indre marked i 1985 og senere tvangsgennemførelsen af den monetære Union med euroen og Unionstraktaten har hvert nyt integrationsskridt været drevet frem af markedskræfterne og blokeret for udviklingen af en reel politisk- og kulturel funktionel enhed. Unionen er uden anerkendt og respekteret politisk overbygning i form af en politisk legitim udøvende magt og et fuldgyldigt demokratisk parlament, der på et folkeligt og anerkendt grundlag kan repræsentere og samordne medlemsstaterne. På alle væsentlige spørgsmål er enigheden gennemført via markedstvang eller geopolitisk pres (f.eks. Natos udvidelse mod Øst) eller  gennem månedlange og uigennemsigtige forhandlingskonflikter. Den udviklingslinje har været muliggjort af det faktum, at USA stod for sikkerheden og det kollektive Vestens interesser globalt. EU har på det udenrigs- og geopolitiske felt kunne klare sig igennem via lunkne og ofte usammenhængende kompromisser i ministerrådet. Den konstruktion holder ikke længere. Den har faktisk været under indre opløsning siden eurokrisens begyndelse i 2010, hvor især fraværet af en overnational finanspolitisk institution til at formidle en afbalanceret krisepolitik fik alvorlige konsekvenser for enheden i EU. (jf. den hårdhændede behandling af Grækenland, Italien, Portugal og Spanien. Den behandling er ikke glemt.) På den ene side har man ideologisk dyrket samhørigheden, og på den anden side undergravet samhørighedens materielle vilkår. Enheden er siden 2011 først og fremmest blevet håndhævet gennem kommissionens tiltagende magtbeføjelser og muligheder for gennem Europæisk Semester og de respektive fonde at disciplinere de enkelte medlemslande økonomisk og finanspolitisk. Unionen har aldrig opnået en organisk sammenhæng, der har gjort det muligt gennem positiv integration og uden forbehold at handle med en stemme. Oprustning i Europa og magisk tænkning Af samme grund har EU ikke kunnet handle hurtigt og effektivt udenrigspolitisk. EU-konstruktionen forudsætter konsensus, og militært er Unionen legalt afskåret fra at handle på medlemsstaternes vegne uden at aktivere nødretsparagraffen. Det betyder også, at EU, som de formelle vilkår er i dag, ikke kan have en fælles våbenproduktion eller noget, der bare ligner en fælles militær kommandostruktur. Den har Nato/USA stået for. Så selv om EU-landene sammenlagt har et forsvarsbudget, der er næsten tre gange større end Ruslands og et militært-industrielt kompleks, som også overgår Ruslands, er hele komplekset og den militære organisation fragmenteret og ineffektiv. Og der er ikke umiddelbart tegn på ændringer. Både Frankrig, Polen, Italien, Tyskland og Danmark har lagt afstand til forestillingerne om en europahær. Argumentet er selvfølgelig, at hvert land kun er suverænt, hvis det har et eget forsvar til at forsvare nationalstatens grænser. (Nato har aldrig været en Atlantisk hær, men netop en alliance). Set i det perspektiv forbliver statslederenes og kommissionsformandens Ruslandsdramaturgi, hvor EU skal forberede sig på at afskrække Rusland et fantom.  Det senest afholdte krisetopmøde i EU den 6. februar og fælleskommunikeet virker næsten patetisk. Kommissionsformandens forslag om at optage et fælles EU lån på 150 mia. euro for at opbygge en ”krigsfond”, som medlemsstaterne så kan låne fra og planlægning af en langsigtet investering på 800 mia. euro styret af den Europæiske Investerings Bank, fremtræder tilsyneladende imponerende. Det var også med stolthed, at planen blev fremlagt. Planerne har blot den afgørende hage, at det på papiret nok er muligt relativt hurtigt at sætte gang i våbenproduktionen, men det vedtagne udspil efterlader flere spørgsmål, end det besvarer: Hvilke lande og erhvervsvirksomheder skal producere? Hvordan skal forsyningskæderne sikres? Kan der indgås kontrakter med virksomheder udenfor EU? Hvordan skal man gennem regulering undgå intern konkurrence om at opnå de bedste kontrakter? Hvordan skal den elektroniske kommandostruktur opbygges? Hvilken autoritet skal en øverste militære ledelse have over de stående nationale hære? Hvilken produktion skal prioriteres, og hvem skal betjene våbensystemerne, hvis der ikke sideløbende opbygges en veldefineret og anerkendt kommandostruktur? Bag alle festtalerne lever det egentlige problem stadig. Kan de nationale regeringers og hæres suverænitet opretholdes, hvis prioritering af våbensystemer og produktion og ikke mindst finansiering er underlagt kommissionens kompetence. Samme problem gælder EU landenes aktuelle og akutte støtte til Ukraine, hvor enkeltlandene fortrinsvis har stået for donationerne, og hvor det gang på gang har vist sig i praksis, at våbensystemerne enten ikke er kompatible eller alene har måtte koordineres af amerikanerne. Man kan, som erfaringerne efter tre års krig har vist, donere nok så mange penge til Ukraine (uden sikkerhed for deres anvendelse), hvis markedet for våbenkøb er stærkt reduceret og den nuværende produktionskapacitet lav. Selv de amerikanske lagre er reduceret i bekymrende grad. Så EU kan holde et utal af topmøder og krisemøder, og der vil være lige langt fra stærke manifester om sammenhold og ubøjelig vilje til praktisk at kunne bekæmpe den bevidst oppustede russiske trussel. Og det handler ikke alene eller udelukkende om det finansielle grundlag eller om de formelle forsvarsbudgetters størrelse, men om Unionens manglende strukturelle grundlag til at fastholde forestillingen om Europa som en uafhængig stormagt. De sidste måneders forvirring og talrige udspil har demonstreret Unionens reelle skrøbelighed. Spørgsmålet er, hvornår kommissionens centralistiske magtpolitik og krigsmobiliseringens tæring på de nationale velfærdsstater, slår over i en brederefolkelig Unionsmodstand og opposition til de enkelte nationale regeringers brug af Ruslandstruslen til at underordne al anden politik landenes forsvarsevne. Lige nu, hvor alt kun er på papir, har EU kommissionen overhånden. Billedet kan vende meget hurtigt, hvis Trump gør alvor af sine trusler om at lade Europa alene med krigen i Ukraine og reducere den militære tilstedeværelse på europæisk grund. Altså de facto frigøre USA fra de hidtidige sikkerhedsgarantier. Koalitionen af villige Præsident Macron og den engelske premierminister Keir Starmer forsøger som konsekvens af EU’s synlige svagheder at udkonkurrere EU kommissionen og iscenesætte sig selv som Europas ledere med forslaget om at danne en ad hoc koalition af frivillige. Et udspil der skærer gennem alle EU’s formelle institutioner og beslutningsstrukturer. Med Macrons og Starmers fællesudspil om, at Frankrig og England skal stå for den operationelle ledelse af en større fredsbevarende styrke i forbindelse med reelle fredsforhandlinger mellem USA-Rusland og Ukraine, er de to statsledere reelt ved at opbygge en magtpolitisk konkurrent til EU. Koalitionen af villige er med eller uden amerikansk sikkerhedsgaranti en ny magtpolitisk konstruktion sammensat af lande indenfor og udenfor EU (bl.a. Canada, Australien m.fl.) og samtidig en tilsidesættelse af Unionens ligheds- og enhedsgrundlag. Problemet med alliancen ja bare forslaget er, at dens operationalitet, når det kommer til stykket, forudsætter amerikansk sikkerhedsgaranti. I sig selv er den for svag til at klare en eventuel konfrontation med Rusland. Alle udmeldinger fra det Hvide Hus har indtil nu været afvisende. Et endnu større problem i perspektiv gemmer sig under overfladen. Hvis de enkelte medlemslande kan danne eller tilslutte sig den ene eller den anden situationsbestemte koalition af frivillige, vil det yderligere tære på samhørigheden i Unionen og tilskynde de enkelte medlemslande til at vælge positioner afhængig af nationale interesser. Det vil enten sætte fart i de centrifugale kræfter. Accelerere kommissionens centraliseringspolitik eller, og det er det største problem, sætte hele Unionen tilbage i forhold til udarbejdelse af en reel forfatning og øget politisk, kulturel og moralsk integration – som, når stormen har lagt sig, vil fremstå som EU’s eneste farbare vej til at genopbygge sin relevans. Endnu er alliancen kun på skrivebordet, og det er langt fra sikkert, at en forhandling om en fred bliver en realitet. I parentes bemærket har Rusland indtil videre pure afvist, at NATO-lande kan accepteres som fredsbevarende styrker. Hvis Rusland skal acceptere en fredsbevarende styrke, skal den have et FN-mandat, og så er det helt sikkert, at Nato-landene ikke kommer til at spille en rolle. I mellemtiden vokser sandsynligheden for, at Ukraines kapitulation rykker stadigt nærmere, hvor meget det end benægtes af de europæiske statsledere og deres militære orakler, og hvor meget USA end forsøger at gennemtvinge en våbenhvile med trusler om skærpede sanktioner, hvis Rusland afviser USA’s og Ukraines taktiske forhandlingsudspil fra mødet i Riyadh den 11. marts. Ånden er ude af flasken Men alle usikkerheder og forbehold til trods er ånden ude af flasken, og det hidtil unævnelige er blevet nævnt højt med Macrons forslag om at dække Europa med fransk atomparaply. En konfliktoptrapning i forhold til Rusland men også en begyndende omskrivning af magtforholdene indenfor EU. På den anden side af Kanalen har Starmer diskret lagt luft til forslaget om en europæisk atomparaply af den simple grund, at Englands atombevæbning bygger på amerikansk teknologi og en båndlagt de facto styring herfra. Helt overspændte bliver udmeldingerne, når den polske statsleder samtidigt offentligt taler om mulig polsk atombevæbning helt i strid med ikke-atomspredningsaftalen. Der opleves som om, der er lukket helt op for sluserne, og at selv de mest fantasifulde og uansvarlige forslag kan komme på bordet i panikkens stund. Kort og godt foregår der flere udspil for at opbygge parallelstrukturer til EU, fordi Unionen ikke kan handle hurtigt og politisk sammenhængende. Det er frygten for et ukontrollabelt opbrud indenfor EU, der begrunder Ursula von der Leyens turbomilitarisering og bestræbelser for at tiltage sig mest mulig magt overfor medlemsstaterne. Hendes og kommissionens aktier er bundet i oprustningen mod den Russiske trussel og den økonomiske konkurrenceevneplan, som bl.a. er vendt mod USA og Kina. Kommissionens storstilede initiativer tjener til at styrke dens institutionelle magt og udvikle ”redskaber”, som er Ursula von der Leyens yndede udtryk, til at føre disciplinerende ”del og hersk” politik overfor medlemslandene. Om Macrons og Starmers opreklamerede alliance af frivillige overhovedet bliver til andet end endnu en papirtiger er for så vidt ikke det væsentlige. Det er derimod årsagens til forslagets tilblivelse. EU’s politisk-militære handlingslammelse og voksende økonomiske svaghed, som med Tysklands og Frankrigs store økonomiske problemer har afsløret EU’s indre svagheder og manglende kriseresistente politiske sammenhængskraft. På næsten narcissistisk vis har EU topledernes bestræbelser alene drejet sig om at bevare status quo og negligere det faktum, at Europa ikke længere er en del at et magtfuldt kollektivt Vesten. Det eksisterer ikke længere. Der er heller ikke ét globalt magtcentrum, som ellers har været Unionens reelle grundlag de sidste 40 år. Et smertefuldt indre selvopgør venter EU har ingen politisk – økonomisk eller moralsk strategi for at spille en væsentlig rolle på den internationale scene nu, hvor Unionen ikke længere kan operere i ly af amerikansk dominans. Hvorvidt, Trumps MAGA og globale magtrealisme rent faktisk kan gennemføres, er selvklart uvist på indeværende tidspunkt. Men selv efter udløbet af Trumps embedstid vil det stadigt være den linje, der vil præge USA’s sikkerheds- og udenrigspolitik, fordi den nye magtrealisme er i overensstemmelse med de faktiske globale magtforhold med Kinas og Ruslands voksende militære- og økonomiske styrke. I det spil betyder Europa og ”dets overlegne kulturarv” mindre. Og uden tidligere tiders moralske overlegenhed i egen selvforståelse vil vi uden tvivl blive vidne til et helt kompleks af europæiske magtspil ikke ulig de andre regionale magtspil bl.a. i Asien og i Afrika. Udløbsdatoen for Unionen, som den er bygget op i dag, nærmer sig. De ydre trusselsbilleders betydning for opretholdelse af status quo vil aftage. Russofobien har sine virkningsbegrænsninger. I længden kan Europa ikke klare konflikten med Kina og Rusland og et utilregneligt forhold til USA. Europas indpas i en større Eurasiatisk sikkerhedsarkitektur, som Kina og Rusland langsomt men sikkert er ved at udvikle, bliver en nødvendighed – om end gennem et smertefuldt identitetsopbrud og en nyordning af Europas statsstruktur, hvor ideerne om en føderal union igen tager form. Jan Helbak                          

  marts 12, 2025 8:21 pm

  Læs mere

• Forandringslogik

  Trump sætter Zelenskij på plads i Det Hvide Hus. Zelenskij skynder sig tilbage til London og omfavnes af Keir Starmer. De europæiske statsledere skal samles for at finde ud af, om de ensidigt skal støtte Ukraine i den fortsatte krig, eller om de skal gøre endnu et forsøg på at redde Det Kollektive Vesten – Atlantpagten. Her det det vigtigste ord ”redde”. Vi ved ikke helt, hvad der skal reddes, og vi ved langt mindre, hvad en såkaldt langtidsholdbar sikkerhedsarkitektur og garanti for Ukraine skal indeholde. Det eneste, vi ved, er, at der hersker udtalt forvirring. At statsledernes ord er lette og omskiftelige, og at der er statsledere, som i ramme alvor udtaler, ”at krig er bedre end fred”. For man kan ikke stole på fjenden, og alt andet i vores samfund må vige for nedkæmpelsen af fjenden fra ”ondskabens akse”, som Ronald Reagan i sin tid titulerede de stalinistiske regimer. Så langt er vi kommet. Virkelighed og fantasi smelter sammen. Processen har varet flere årtier og ligner nu mest af alt politisk entropi for åbent tæppe. Men uanset hvad sker det, at nogen i forvirringens glødende tågesyn begynder at spørge om det, vi hører og måden, vi taler om det på, nu også er rigtigt eller i det mindst knap så ensidigt, som det fremstår. I en sådan situation kan det måske hjælpe en anelse at lade blikket følge historiens skinner bagud og hente inspiration fra tidligere tiders kriser og krisetænkning. En lille, men vigtig bog om Hegel Som i enhver anden krig lever vi i en tid, hvor ganske bestemte ord og vendinger og deres mening rammesætter, hvad der kan tales om og hvordan. Hvor ganske bestemte betydninger tilstilles overordnet autoritet. Tilsvarende gøres en kritik af samme og de ord, vendinger og meninger, der anvendes, illegitime. Samtalen forstummer og bliver til unison messingsuppe. Men den kritiske røst forstummer ikke, selv om den overdøves. I 2022 udsendte bogserien Aftryk en lille fin tekstsamling med tre tekster af G. W. F. Hegel fra Logikkens Videnskab og Encyklopædien om dialektik oversat og introduceret af Anna Cornelia Ploug. Begrundelsen for at udgive skriftsamlingen står at læse i den allerførste sætning på bagsiden af bogen: ”En kriseramt verden kalder på en forandringslogik, og filosoffen G. W. F. Hegel forsøgte med sin banebrydende dialektik netop at kortlægge strukturen i overgangsprocesser”. Kort sagt har man fundet bogen relevant, fordi den præsenterer en indledning og en tekstsamling, der modsætter sig ensidighed, postulatoriske slogans og moralske utopier, som den særlige form for kommunikation, der skal jævne den livlige og modsætningsfyldte samtale med jorden i en, som det ofte fremføres,  højere sags tjeneste. Anna Cornelia Ploug indleder sin introduktion på følgende måde: ”Man siger at tænkning begynder med undren (Platon: Theaitetos). Vi undres over verdens mærkværdigheder og beundrer naturens rigdom”. Og hun kunne have tilføjet; vi undres, når vi forstyrres. Når vores vante verdensbilleder/billede ikke længere kan forenes med det, vi ser. Men vi gør alt for, eller nogen gør det for os, at tvinge virkeligheden ind i verdensbilledet indtil misforholdet bliver utåleligt eller hævdelsen af verdensbilledet en tager form efter ”komiske Ali” eller havner i handlingslammende kognitiv dissonans. Forandringslogikkens indre drivfjeder og brydningstiden som scene Kondenseret betyder Hegels dialektik pædagogisk fortolket af Anna Cornelia Ploug det helt grundlæggende forhold, ”at noget bliver til noget andet i kraft af sig selv, eller at noget kun kan være, hvad det er, ved at modsige sig selv”. Modstykket til ensidighed, forudbestemte meninger, skjulte præmisser og selvberoende identitet. Vilkåret er relationen og de dynamiske spændinger, der indgår i relationer og driver dem fremad, fordi det, vi ikke mente at se eller hvis eksistens, vi ikke kendte, kommer til syne og ændrer relationens karakter. Hvis vi gør en afstikker og fremhæver de fire store repræsentanter for den dialektiske og normomstyrtende dialektiske tænkning, så må det blive Platon, Hegel, Clausewitz og Marx. Kendetegnende for alle fire har været, at de levede og tænkte i en brydningstid. Efter Athenernes forsmædelige nederlag i Syrakus i 413 f.Kr. gjorde rigmændene oprør mod det athenske demokrati og gennemførte et rabiat voldsregime, der resulterede i borgerkrig, som resulterede i en vis genindførelse af demokratiet. Men noget var gået tabt. Troen på at den ene eller den anden styreform kunne tillægges ophøjet ufejlbarlighed. Platon levede midt i dette politiske og tankemæssige kaos og fandt kun én vej ud af ”sumpen” – samtalen og meningernes gendrivelse som vejen til sandhed. I vore dage vel blot indsigt. Platon opfattede dialektikken som erkendelsesakt. Som fremgangsmåde træder den frem i de 10 bøger om Staten (Politeia). Hegel og Clausewitz – den ene filosof og den anden militærmand – var begge børn af den franske revolution og Napoleons substituering af den fallerede revolutions mål og tidsånd. Europa var i opbrud, og monarkiernes og adelens dage talte. Ancien regime stod for fald. Men hvad skulle komme efter og hvordan. De klassiske oplysningstænkere havde foregrebet og for-tænkt revolutionen men aldrig forestillet sig at åbne for Pandoras æske. Den blev åbnet, og kaos fulgte. En verden i opbrud kaldte på opbrydende tænkning. Marx blev den filosof, der skulle videreføre og videreudvikle Hegels dialektiske tækning for at komme ud af den tankemæssige og politiske fælde, Europa var havnet i med de mislykkedes revolutioner i 1848 og især det tyske borgerskabs troløshed overfor egne interesser og tilflugt i romantik og ”Folket” som organisk enhed bag den prøjsiske hærs- og adlens bajonetter. Man måtte med et moderne udtryk ”tænke ud af boksen” for at forstå ”historiens paradoks”. Marx redegør relativt sent for sin dialektiske metode i meget sammentrængt form i Kritikken af den politiske økonomi i afsnittet; ”Den politiske økonomis metode”. Hos alle fire trænger den dialektiske metode igennem i deres voluminøse teoretiske værker, som der er brugt mange mandtimer på at trænge ind i. Men det mest interessante er måske, at alle fire herefter i lange perioder har været erklæret ”døde hunde” og så alligevel oplevet en vis renæssance i perioder med opbrud og til tider kaos. Fordi deres tænkemåde indeholder evnen til at komme på den anden side af de begreber og forestillinger, som tyranniserer vores samtaler og blænder vores syn på, hvad der spiller sig igennem bag vores ryg. Realister på jorden Ingen af de fire herrer udviklede deres tænkning ud fra ideale forestillinger eller fra en abstrakt utopi (stedet som ikke er) men som en kritiske måde at komme til begreb om det konkrete, der udspillede sig. Det som er sammenfatningen af det, der viser sig og de modsætningsfyldte sammenhænge i hvilke, det, der viser sig, kommer til syne. Det vil sige i stedet for at opfatte vores anskuelse af det, der sker, som det eneste rigtige, så i stedet gøre vores eget udgangspunkt til genstand for kritisk analyse. Altså anerkende vores egen indfældethed i situationen og begivenhederne og afstå fra den opfattelse, at vi står udenfor og kan betragte og tale om det, der sker, fra et ultimativt ståsted. Heri ligger overskridelsen af det abstrakte og ensidige som forudsætning for at komme til begreb om det konkret forekommende og bane vejen ud af det tilsyneladende konkretes virvar af handlinger og begivenheder, som kun skrøbeligt holdes sammen af de abstrakte normer og virkelighedsforståelser. Som vi historisk har ophøjet til virkeligheden blot og bart, og som igen og igen hensætter os i dobbeltstandarder, modsigelser og hykleri, når vi forsøger at afkode de mange kriser, vi gennemlever. Krigen i Ukraine kalder på ”de fires” forandringslogik Med det sagt befinder vi os i dag med krigen i Ukraine og den diskurs, vi er indfanget i i en situation, der kalder på en genoptagelse af de fire herrers måde at tænke på, hvis vi skal overvinde tanketyranniet, det abstraktes formørkelse og dæmonisering af alt og alle, der ikke har underkastet sig kravet om ”national samling” i forsvaret for vores (Vestens) universelle værdier. Det lyder igen og igen, at Ukraine med Vestens støtte vil/skal vinde over autokraten og usurpatoren Putin. Men hvad forestiller man sig? Tror man selv på, at Russiske styrker skal presses tilbage over grænsen og Ruslands opgivelse af Krim, før en fredsaftale kan komme på plads? Og i givet fald, hvad skal den fredsaftale så indeholde andet end kapitulation? Her er det værd at erindre allerførste side i Clausewitz’ bog Om Krig, hvor der står: ”Krig er altså en voldshandling for at tvinge modstanderen til at opfylde vor vilje”. Men næsten umiddelbart efter skriver han i afsnit 6; ”Modifikationer i virkelighedens verden”, at ”når vi forlader det abstrakte og går til virkeligheden, forholder alt sig imidlertid anderledes”. Herefter opstiller han tre betingelser for, at det abstrakte skal blive virkelighed: a. krig som isoleret handling, b. krig som en eneste afgørelse, c. krig i sig selv er en fuldstændig afgørelse og den politiske tilstand, der følger efter, allerede er foruddiskonteret. Kort sagt den ideale krig og krigens ideale mål findes ifølge Clausewitz ikke. Lettere omskrevet konkluderer han: ”Begge modstandere kan altså stort set bedømme den anden ud fra dét, han gør, og ikke ud fra dét, han strengt taget burde gøre”. Altså væk med det moraliserende og dæmoniserende krigsbillede og en nøgtern analyse af krigens årsag og tilblivelse, krigens større sammenhæng og de indbyrdes styrkeforhold som betingelse for at nå frem til de virkelige og realistiske fredsmuligheder, som både er krigens modsætning og udgår fra krigen. På den ene eller den anden side af historien På det seneste er det blevet almindeligt, at politikere og meningsdannere anvender vendingen overfor kritikere eller dem på den anden side, som er vores modstandere, at det drejer sig om ”stille sig på den rigtige side af historien”. Tager vi udsagnet for pålydende, må det vel betyde, at vi kan inddele historiens gang i sider, hvor en side er mere rigtig end den anden. Nuvel, det fordrer, at nogen har autoriteten til at bestemme, hvad der er de rigtige og forkerte sider. Men vi er alle – uden undtagelse – en del af historien og kan ikke sætte os ud over den. Således konstateret kan udsagnet ikke gøre krav på absolut autoritet men er behæftet med det partielles begrænsninger. Altså, at udsagnet ikke hæver sig over en bestemt virkelighedsopfattelse og deraf afledt interessevaretagelse. Hermed åbnes der for en kritisk analyse af udsagnet og en overvindelse af dens ultimative autoritet, hvis konsekvens i krisen bringer os ud i et forpligtende korstog mod alle dem, der ”står på den forkerte side af historien”. Både globalt og nationalt. Krigen vil så at sige blive hverdagsliv i nationerne og kræve det autoritære. Men noget må jo bringe de politikere og meningsdannere, der mener at kunne lokalisere den ”rigtige side af historien” til at formulere sig sådan. Svaret på dette noget ligger lige for. I deres selvforståelse repræsenterer de – det kollektive Vesten – verdenssamfundets moralske sokkel og dets universelle værdier så som frihed, regelstyringen af verden, demokrati og menneskerettigheder. Spørgsmålet melder sig igen; hvordan er disse værdier blevet universelle? Er de hentet ind udenfor historien, eller er de blevet opdaget gennem historien? For så vidt det første, forudsætter det, at vi anerkender kræfter udenfor historien, der styrer den, og hvad er så det for kræfter? Og hvordan går det så med friheden? For så vidt det sidste, må der jo være nogen i historiens løb, der har opdaget dem og defineret dem som universelle, hvormed de faktisk viser sig at være partielle, hvilket kalder på en konkret og kritisk vurdering af deres holdbarhed og foreskrivende rækkevidde. Og så er det, vi kommer til kort, når de såkaldte universelle værdier skal måles i forhold til det, der virkelig foregår. Binder vi eksempelvis an med en kritisk analyse af nøglebegrebet frihed som individuel virkelighed, havner vi uvilkårligt der, hvor begrebet ophæver sig selv. Det samme gælder begrebet menneskerettigheder og det regelbundne eller begrebet demokrati/folkestyre, fordi de forudsætter enhed uden forskelle, og er som sådanne abstraktioner. Det forklarer også, hvorfor vi tvinges til mere at beskæftige os med, hvad disse begreber ikke er for at komme til begreb om, hvad de indeholder, og så ophører de med at være universelle. Begreberne bliver til gemene normer for, hvordan vi i en given tid på givne betingelser ønsker, at verden og vores samfund skal skrues sammen. Men universelle bliver de ikke og kan af samme grund ikke demarkere grænsen mellem den rigtige og forkerte side af historien. Ikke desto mindre lægger de ledende politikere og beslutningstagere det verdensbillede til grund for den aktuelle vurdering af og engagement i krigen i Ukraine. (alle de mange andre krige, der forløber samtidigt, har vi parkeret som underordnede). Men for igen at parafrasere Clausewitz trænger virkeligheden sig på og åbner for de mange modsætninger, som de virkelige krige altid gør. Det viser sig for eksempel, at over halvdelen af verden ikke anerkender Vestens universelle værdier som sådan. At man i det ”globale Syd” har en helt anden historieopfattelse, hvor eksempelvis menneskerettigheder viser sig som et privilegium for de få. Hvor frihed er frihed for de få og tvangsbestemmelser for de mange, og hvor den regelstyrede verdensorden mærkværdigvis afskærer dem fra de rettigheder, der ellers tilskrives mennesket generelt – som et universelt værende. Stedfortræderkrigen, der frisætter forandringens logik Krigen i Ukraine er af mange, jeg selv inklusive, blevet kaldt en stedfortræderkrig. Måske er begrebet rigtigt, men alligevel indfanger det kun en del af virkeligheden og begrænser som begreb vores arbejde med at forstå, hvad der egentlig foregår. Fordi begrebet stedfortræderkrig blot løfter den konkrete krig op i en mere overordnet krig, hvis dynamik og udviklingshorisont forbliver tåget og indenfor rammen af den verdensorden, vi kender. Og vi kan ikke hævde det universelle uden samtidig at hævde, at alt, hvad der ligger udenfor, skal nedkæmpes nådesløst. Krigen i Ukraine kan være den krig, der ikke på grund af egne kvaliteter, dynamikker og egne lovmæssigheder, eksponerer en bevægelse og en ny logik, der er undfanget i den nuværende/hidtidige verdensorden, som vi med definitionsretten indtil nu har ophøjet til universel. Dermed ikke sagt, at der er tale om forskellige værdisæt, som står dikotomisk overfor hinanden, hvor det ene skal afløse det andet og afstedkomme en ny ligevægt. Men lige omvendt, at det nidkære og magtfuldkomne forsvar af den gamle verdensordens værdier – som vi finder de eneste rigtige – puster så meget til ustabiliteten i verden (eksempelvis krigene i Mellemøsten), at krige som den i Ukraine bliver lige så forudsigelige, som i Gabriel Garcia Máquez’ roman ”Historien om et forudsigelige mord”. Krigens betydning ligger derfor i det, vi taler om uden at se. At virkelighedens nådesløse nedslidning af vores egne værdiers universelle autoritet nu med krigen i Ukraine kommer til overfladen og bliver både fremskyndet og reformuleret af de verdensdele og befolkninger som indtil nu ikke har haft magt til at hævde definitionsretten. Det vi kalder udviklingslandene eller det, vi kalder det ”Globale Syd” træder i forbindelsen med krigen i Ukraine ind på scenen og forkaster forestillingerne om et samlet verdenssamfund og henviser universaliteten til historisk forbigående interessebestemmelser. Ikke for at henvise vores værdier til historiens mødding men for at forene dem med deres påståede modsætninger og herigennem overvinde deres ensidighed. Helt konkret diskuteres nye demokratifortolkninger i Afrika, i Asien og dele af Latinamerika. Der gøres mange og seriøse øvelser for at fravriste frihedsbegrebet liberalismens historiske spændetrøje, ligesom der helt praktisk drøftes ændrede regler for det internationale samfund, der fremmer lighed og begrænser for udgivne privilegier i modsætning til de eksisterende Bretton Woods regler. Det er i en sådan historisk situation, at vi har brug for med de fire nævnte herrer at tænke dialektisk for at erkende, at verden er i bevægelse. At det samme gælder vores sprog og begreber og dermed også forestillinger om verden. Som betingelse for at nå ud over den givne forvirringstilstand og øjne det nye i det gamle og dermed også de realistiske forudsætninger for fred i Ukraine og en mere holdbar sikkerhedsstruktur for fremtiden. Der også inkluderer den modpart, vi suggestivt har dæmoniseret og hånet som tilbagestående. Her taler vi ikke om et moralsk imperativ men om en anerkendelse af det konkrete og mangfoldige, som ligger nedenunder det abstrakte. Så længe vi stædigt fortsætter med at kræve den efter Vestens standard retfærdige fred i Ukraine og udelukker den pragmatiske vej til en fredsafslutning, skaber vi blot med de europæiske statslederes forestillinger om en fredsløsning prologen til en ny krig. Hele det oprustningshysteri, der er sat i gang i Europa, bygger på den simple forestilling, at freden skal vindes gennem styrke – militær styrke. Det vil sige gennem Ruslands kapitulation, hvilket ud over at være den rene fantasi for alvor vil åbne for Pandoras æske. Her er det så, at ”de fire” forandringslogikere vil sparke en fodnote ind og gøre det klart, at forandringstænkning, hverken er en lineær proces, eller determineret eller afledt af et historisk verdensmål, men en måde teoretisk og praktisk at påbegynde forestillingerne om, hvordan og hvem, der skal føre forandringerne ud i livet – i stedet for at lade al energi sive ud i forestillingerne om hvordan det, der er, kan reddes. Jan Helbak    

  marts 2, 2025 2:09 pm

  Læs mere

• Hvem er fjenden?

  Forsvarets efterretningstjeneste (FE) er med sin trusselsvurdering fra 9. februar 2025 ikke i tvivl. Hovedparten af Folketingets partier er ikke i tvivl. De fleste regeringsledere i Europa og kommissionsformand Ursula von der Leyen er ikke i tvivl. De fleste i den intellektuelle elite er ikke i tvivl. Det er selvfølgelig Rusland – hvem skulle det ellers være?  I hvert fald under præsident Putin. Europas sikkerhed står og falder med et stærkt forsvar. Oprustning i et accelereret tempo er en nødvendighed. Den danske regering og flertallet i Folketinget går i front. Også selv om det skal koste på velfærdsydelser. Billedet er unisont. Når Rusland kunne invadere Ukraine, kan man selvfølgelig også forestille sig, at Rusland grundlæggende er imperialistisk og af samme grund vil drive aggressionen videre ind i Europa. Det er logikken. Men et simpelt spørgsmål trænger sig på. Hvad skulle Rusland egentlig have ud af at angribe Europa nu eller om fem år, som FE anser som en reel trussel? Hvad skulle motivet være? Hvordan forestiller man sig det ske? Forestiller man sig en egentlig besættelse af et eller flere europæiske lande, og hvordan skulle en sådan håndhæves? Spørgsmålene står i kø. Svarene blafrer i vinden. Ikke en unik historisk situation. Men ganske farlig, når vidtgående politiske beslutninger baseres på forestillinger, der hovedsageligt bygger gårsdagens fjendebilleder og leder til morgendagens magiske tænkning. Derimellem hersker forestillingen om, at modparten (Putin) ikke vil fred og kun lurer på fremtidens mulighed for aggression. Så er enhver forhandling, ethvert diplomati, enhver sikkerhedsaftale udelukket. Tilbage er kun oprustning og indre krigstilstand. Året var 1992 At oprustningens fortalere ikke interesserer sig voldsomt for at dokumentere deres forudsigelser eller forventninger, skal jo ikke afholde andre fra at søge en forståelse af, hvad der førte frem til Ruslands ”Specielle Militære Operation” i Ukraine i 2022. Året var 1992, hvor den amerikanske forsvarsminister Dick Cheney beordrede sin viceminister Paul D. Wolfowitz til at udarbejde Defense Planning Guidance 1994-1999. Forud var Sovjet brudt sammen 25. december 1991, og USA stod tilbage som eneste reelle supermagt. Hvordan skulle dette nye magtgrundlag udvikles og konsolideres? Det blev Wolfowitz’ opgave at formulere svaret i et sikkerhedsstrategisk oplæg. Men forud for Sovjets sammenbrud og opløsningen af de hidtidige sovjetiske randstater i Østeuropa var gået svære økonomiske kampe mellem USA, Europa og Japan. Amerikansk økonomi var efter stagflationen i 70’erne svækket, og centralbankchef Volkers radikale rentepolitik fra 1979 førte til en markant styrkelse af dollaren og svækkelse af USA’s konkurrenceevne og handelsbalance. I to omgange – først med Plazaaftalen fra 1985 og senere med Louvreaftalen i 1987 blev Europa og Japan tvunget til at løse USA økonomiske problem. Europa tog konsekvensen og indledte med ”det indre marked” en langsigtet frigørelsesproces fra USA. Scenen var sat. Wolfowitz og hans team skulle formulere en fremtidig forsvarsplan, som med sikringen af USA’s unipolære styrke skulle kunne kontrollere det ”gamle” Europa, Østeuropa og holde Rusland tilpas afkræftet til, at ledelsen i Kreml ville underlægge sig amerikansk dominans. Det blev til en ca. 50 sider lang plan, som blev gennemskrevet flere gange, indtil et passende diplomatisk sprogbrug var nået. New York Times opsnappede dokumentet og udkom med en fyldig artikel den 8. marts 1992, der referererede til oprindelige tekst. (afklassificeret i 2008). Dokumentet opstillede fire mål: At opbygge en kapacitet til at afskrække eller nedkæmpe en hvilken som helst magt, der måtte udfordre USA, Styrke og udbygge forsvarsarrangementer, som binder demokratiske lande sammen og som undgår renationalisering af sikkerhedspolitikken. (Gennem bilaterale aftaler. Eksempelvis mellem Tyskland og Rusland), Udelukke enhver modstander fra at dominere en region, som er vigtig for amerikanske interesser, Reducere regional ustabilitet ved at udvide antallet af demokratiske regeringer og åbne økonomiske systemer. Den kollektive internationalisme fra 1945 blev skrottet. På sigt skulle de Østeuropæiske lande integreres i en Europæisk sikkerhedsstruktur (Nato). Rusland skulle også integreres i Europa i takt med landets demokratisering, men rent militært skulle USA og Nato forberede sig på tilbageslag i Ruslands demokratiseringsproces og åbning af landets økonomi for vestlige investeringer. USA’s tilstedeværelse i Europa skulle fortsætte som en samlende kraft, og man skulle forhindre ethvert forsøg på formulere en specifik europæiske sikkerhedsarkitektur, idet en sådan kunne underminere Nato. Og så står det eksplicit: ”Øst/Centraleuropas medlemskab af EC så hurtigt som muligt, og udvidelse af Nato-tilslutning er nøglen i denne proces”. Senere blev det tilføjet, at Ukraine spillede en afgørende rolle i integrationsprocessen. Så vidt hovedlinjerne i dokumentets europæisk-russiske del. Det er absolut ikke uden betydning, at Defense Planning Guidance blev udarbejdet samtidig med, at den sidste sovjetiske leder Gorbachev blev stillet i udsigt, at Nato ikke ville blive udvidet til de Østeuropæiske lande – ingen ”østudvidelse”. Men løftet var ikke skriftligt. Ukraine – nøglefaktor i Østudvidelsen I løbet af 90’erne skred realiseringen af planerne for østudvidelsen frem på trods af protester fra en svækket præsident Boris Jeltsin, som advarede om, at Natos østudvidelse kunne føre til en yderligere radikalisering af de nationalistiske kræfter i Rusland. Advarslerne blev overhørt. For USA indebar østudvidelsen, at en række stærkt USA venlige stater blev integreret i Nato og i EU som modvægt til de ”gamle” EU landes ønske om større uafhængighed af USA. På den anden side – selv om det kun blev antydet, skulle østudvidelsen tjene som en ny inddæmning af mulig trussel fra Rusland. Her spiller Ukraine og delvist Georgien en central rolle. Wolfowitz doktrinens helhedsperspektiv blev på et senere tidspunkt klarest formuleret af tidligere præsident Carters nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski i 1997 i bogen The Grand Chessboard: American primacy and its Geostrategic Imperatives. Her skriver han bl.a.: Ukraine, et nyt og vigtigt rum på det Euratiske skakbræt af geopolitisk betydning, fordi landet som selvstændig nation kan hjælpe med til at transformere Rusland. Uden Ukraine kan Rusland ikke længere blive et Eurasiatisk imperium. Uden Ukraine kan Rusland stadig stræbe efter at blive et imperium, men så vil landet hovedsageligt blive en asiatisk imperial stat”. Senere skriver Brzezinski i en artikel samme år: ”Et større Europa vil udvide USA’s indflydelse uden samtidig at skabe et Europa så politisk integreret, at det vil kunne udfordre USA på spørgsmålet som geopolitisk vigtighed….”. ”Et nyt Europa er ved at tage form, og hvis det Europa skal forblive en del af det Euro-Atlantiske rum, så er udvidelsen af Nato afgørende”. Videre i artiklen står der, at man skal søge at integrere et svækket Rusland i en eller anden form for sikkerhedssamarbejde, og at et selvstændigt Ukraine er nøglen til også at integrere Azerbeijan og Usbekistan i USA’s samlede geostrategisk plan. Rent geografisk udgør Ukraine forbindelsen mellem den europæiske og asiatiske del af Eurasien. Artiklen slutter med en vision: ”Kernen i den nye transnationale sikkerhedsramme kunne blive en stående komite sammensat af de store eurasiatiske lande som USA, Europa, Kina, Japan, et konføderalt Rusland og Indien”. Det hører med her, at Brzezinski havde anbefalet, at Rusland blev opdelt i flere autonome enheder og omdannet til en konføderation, hvilket på det tidspunkt gav god mening, idet Rusland under Jeltsin økonomisk og politisk var ved at  falde fra hinanden. Dels forårsaget af et bredt lag af grådige oligarker og dels støttet af vestlig finanskapital. Natos østudvidelse Polen, Tjekkiet og Ungarn blev formelt optaget i Nato på topmødet i 1999. I 2002 på topmødet i Prag udsendte man invitationer til Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Makedonien, Rumænien og Slovenien. Den formelle optagelse i Nato blev konfirmeret i 2004. Samme år blev de fleste af de nævnte lande tillige optaget i EU. Her skal man lægge mærke til rækkefølgen. Forud for optagelse af landene i EU var gået et relativt langt optagelsesforløb ind i Nato, hvor loyaliteten overfor USA’s interesser var blevet en central faktor i landenes politik og nationale selvforståelse. Hvad der jo i dag spiller en afgørende rolle i det aktuelle politiske landskab i Europa og splittelsen i forhold til krigen i Ukraine. 1999 er også året, hvor Putin vælges som præsident i Rusland. Foran ham og hans team stod en enorm opgave i at rette op på ti års politisk-økonomisk kaos og social deroute. Putin konsoliderede i ekspresfart sin magtbase og indledte et skånselsløst opgør med oligarkerne ved at gennemtvinge en renationalisering af vitale områder af økonomien. Året efter i 2000 ansøger Putin diskret om optagelse i Nato. Hans ansøgning blev blankt afvist af præsident Clinton. Denne afvisning satte gang i en langstrakt proces, hvor Rusland delvist lukkede af for vestlig indflydelse og forstærkede bestræbelserne på at genskabe russisk suverænitet. Den linje følges op af en voksende antirussisk stemning i Vesten og især overfor Putin, der ellers var blevet modtaget som den, der kunne rydde op i et Rusland faretruende nær på et egentligt kollaps. Ukraine fulgte ikke i Ruslands spor og forblev underlagt Vestens chokterapi og vestlige firmaers udnyttelse af landets ressourcer. Østudvidelsesprocessen pressede magteliten i Rusland. Man kunne ikke for alvor hævde overfor den russiske befolkning, at man var i gang med at styrke russisk suverænitet samtidig med, at Natos udvidelse og de facto inddæmning af Rusland svækkede landets strategisk sikkerhedspolitiske interesser. Münchentopmødet 2007, hvor den ”røde linje” trækkes Efter flere forhandlinger mellem Nato/USA og Rusland holdt Putin en skelsættende tale på det sikkerhedspolitiske topmøde i München 2007, hvor han dels gjorde op med forestillingerne om og strategien for at udvikle og styrke en unipolær verden under USA’s dominans. Især én sætning i hans tale vakte vrede i forsamlingen: ”Unipolaritet. Er en verden, hvor der er en herre, en suveræn. Når det kommer til stykket, er det ikke alene en utålelig situation for alle dem indenfor systemet, men også for suverænen selv, fordi han ødelægges indefra”. I konsekvens lagde Putin op til dannelsen af en mere overordnet sikkerhedsarkitektur, der ikke alene skulle sikre militær- og politisk stabilitet, men også involvere global økonomisk sikkerhed og fremme og udvikle dialogen mellem de forskellige civilisationer. Talen blev i hele det vestlige mediebillede takseret som aggressiv og udiplomatisk. Man så helt bort fra, at Putin først og fremmest sigtede til præsident Bush’s aggressive unilateralisme, invasionen af Irak og Natos offensive østudvidelse. Ruslands legitime interesser i en mere omfattende sikkerhedsarkitektur for Europa inkluderende Rusland og i det bredere perspektiv en eurasiaisk sikkerhedsarkitektur blev ignoreret. Det hører med til forståelsen af Putins tale, at der var gennemført et tvivlsomt valg i Ukraine 2004-2005, hvor Yuvschenko vandt over Jankovic og efter valget udråbte den tidligere halvfascistiske leder Bandera til national helt. En status han stadig besidder blandt de mest ultranationalistiske grupper og områder i dagens Ukraine. Østudvidelsens endelige formelle afslutning blev vedtaget året efter på Natotopmødet i Bukarest 2008. Her anbefalede man Ukraines og Georgiens optagelse i Nato. USA’s tidligere ambassadør William Burns advarede sammen med en række andre prominente amerikanske og europæiske diplomater og geopolitiske analytikere mod beslutningen. Flere af dem forudså en kommende åben konfrontation mellem Rusland og Nato. Man var på det rene med, at optagelsen af Ukraine og Georgien udgjorde en trussel mod Ruslands strategiske sikkerhed, idet Rusland herefter ville være ”lukket inde” fra Nord til Syd. Samme år åbnede den georgiske regering en konflikt med Rusland, som svarede igen med en kortvarig invasion. EU-landene kritiserede den georgiske regering for den unødige provokation. Men den passede i USA’s kram og var angiveligt støttet af CIA. Det var efterhånden ikke et spørgsmål om, men om, hvornår en åben konflikt mellem Nato/USA ville bryde ud. Man skal ikke glemme, at Natos uautoriserede bombardement af Serbien  i 1999 havde til formål at undergrave den Ruslandvenlige regering i Beograd men nok så meget at skabe to nye koncepter. ”Out of area interventions”, og ”humanitær intervention”. Et nyt begreb skabt udenom FN’s regelsæt. Natos optræden med USA i spidsen vakte bekymring i Europa og gjorde klart for Putin, hvad der kunne blive en realitet, når Ukraine og Georgien efter planen formelt skulle optages i Nato 2009. Kreml og den russiske elite forsøgte som svar på Natos beslutning om optagelse af Ukraine og Georgien at vinde tilslutning til et nyt sikkerhedsarrangement for hele Europa. Udkastet indeholdt forslag om nedlæggelse af Nato og OSCE for at bane vejen for en helt ny sikkerhedsarkitektur, der tog højde for de eksisterende geopolitiske interesser og styrkeforhold. Den russiske præsident Medvedev havde allerede året forinden i 2008 formuleret kernen i det senere udspil: ”Jeg er overbevist om, at Europas problemer ikke vil blive løst før der er skabt en enhed, en organisk helhed af alle de forskellige parter inklusive Rusland. I hele forløbet frem til 2014 er det tydeligt, at Ruslands udspil er defensive diplomatiske forsøg på at værne om russiske strategiske interesser og alliere sig med det ”gamle” EU mod USA’s mere og mere tydelige inddæmningspolitik og yderligere svækkelse af Rusland for at frigøre strategiske kræfter til at inddæmme Kina, som Obama i sin anden præsidentperiode havde gjort til et hovedmål. Søvngængergangen frem mod 2022 Med den korrupte og Ruslandvenlige Junakovich’s genvalg til præsident i Ukraine i 2010 indledtes den egentlige proces frem mod Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022. Umiddelbart efter valget indgik han realitetsforhandlinger med EU om en associeringsaftale. Imidlertid fandt han og regeringen i Ukraine de vilkår, EU stillede for uacceptable bl.a., fordi der skulle gennemføres omfattende privatiseringer, åbnes for vestlige investeringer og ikke mindst skulle grænsen til Rusland omdannes til en toldgrænse, der som konsekvens ville medføre enorme tab for det stærke sværindustrielle kompleks i Donbasområdet. Associeringsprocessen skulle midlertidigt stilles i bero. I stedet valgte regeringen i Ukraine at tage imod en samarbejdsaftale med Rusland, som ville sikre Ukraines økonomiske- og industrielle grundlag. Beslutningen skabte en voksende modstand fra landets oligarker, der fik støtte fra erhvervslivet og bureaukratiet i EU. Regeringens beslutning udløste massive protester især i den vestlige del af Ukraine, hvor man havde set frem til en tilslutning til EU. USA og EU pustede  til modstanden, der kulminerede i det, der er blevet kaldt Maidanopstanden og af andre Maidankuppet. Protesterne voksede til voldelige sammenstød og en hård kerne af demonstranters angreb på det ukraineske parlament og præsidentboligen. Janukoviech følte sig truet og flygtede til Rusland. Hvad, der egentlig skete i februar 2014, er stadig i dag kun delvist blotlagt. Men det er heller ikke i denne sammenhæng særligt vigtigt. Det afgørende er, at en lovlig valgt præsident tvinges til at flygte, og at der indsættes en russisk fjendtlig præsident. Det betød samtidig, at russerne anså lejeaftalen for den russiske flåde i Sevastopol på Krim for usikker. Modstanden mod Kiev på Krim blev for Rusland anledningen til de facto at annektere Krim og efterfølgende afholde afstemning om Krims nationale tilhørsforhold. Resultatet blev et overvældende flertal for tilslutning til Rusland. Valgets afholdelse og resultat kan absolut kritiseres men ikke befolkningens (60% russere) ønske om at blive en del af Rusland. Måneden efter i april startede et oprør mod Kiev i Donbasområdet, som angiveligt blev støttet af Rusland politisk, økonomisk og militært. Ruslands støtte til separatisterne blev overdrevet i vestlige medier. Optakten til en egentlig borgerkrig, der stort set skulle vare lige til Ruslands invasion, var en realitet. Fra vestligt hold var der opbakning til Kievregeringens offensiv mod separatisterne, især USA påbegyndte en massiv eksport af våben til Ukraines militære enheder samtidig med, at USA og EU vedtog en række ret vidtgående sanktioner overfor Rusland. Borgerkrigen i Østukraine ændrede ikke nævneværdigt på de indre styrkeforhold og i september 2014 indledtes de første forhandlinger om en fredsaftale. Forhandlingerne mundede ud i Minsk I aftalerne, som mere var en protokol for, hvordan kamphandlingerne skulle afsluttes. Frankrig og Tyskland deltog i forhandlingerne som mediatorer. Forhandlingerne løste ikke konflikten. De tolv punkter, der skulle sikre bilateral våbenhvile, overvågning af grænserne mellem Østukraine og Rusland og gennemførelse af valg i overensstemmelse med en midlertidig bestemmelse om lokal selvbestemmelse mv. blev ikke overholdt. I februar 2015 indledtes de endelige forhandlinger om Minsk II. Den tyske kansler Angela Merkel og den franske præsident Hollande deltog i forhandlingerne. Den fransk-tyske plan, som var blevet klaret af med Ukraines præsident Poroshenko, blev af alle involverede parter opfattet som et nyt og bedre grundlag end Minsk I protokollen. Minsk II aftalen var relativ konkret og forfattet mere forpligtende end Minsk I. Ud over bilæggelse af den militære konflikt og grænsedragningerne var det vigtigste resultat aftalens punkt 11 og 12, der stadfæstede ”oprørsregionernes” krav om udstrakt politisk, juridisk og økonomisk autonomi indenfor staten Ukraines grænser. I selve aftaleudkastet blev implementeringsproceduren beskrevet udførligt og konkret. Den Ukrainske regering og militær overholdt ikke aftalen. Ruslands handlinger er kun vagt beskrevet. Resten af verden vendte det blinde øje til, og konflikten i Donbasområdet eskalerede. Valgene blev udskudt igen og igen. Zelenski vandt en overvældende valgsejr i 2019 bl.a. med lovning om et omfattende opgør med korruptionen og respekt for og vilje til at implementere Minsk II aftalerne. Kort tid efter sin valgsejr vendte Zeleenski blad og lagde  afstand til aftalerne og støttede den militære offensiv i Østukraine. Vesten gjorde ikke stort for at presse Zelenski til at overholde Minsk II aftalen, som efterfølgende ikke blev taget alvorligt. I perioden frem til efteråret 2021 øger Nato sin militære tilstedeværelse og sender store mængder våben til Ukraine. Militæreksperter fra Nato organiserede og tilpassede det Ukrainske militærs ”Nato-operabilitet” indenfor Natos kommandostruktur. I den periode, nærmere bestemt 2016, advarer den tyske udenrigsminister Frank Walter Steinmeier mod unødig sabelraslen og krigsspil. Han opfordrer til dialog med Putin og udtaler, at ”det vil være fornuftigt ikke at puste til en fornyet konfrontation”. Det ”vil være fatalt alene at søge militære løsninger og afskrækkelsespolitik”. Ingen tog notits af den tyske udenrigsministers advarsler eller for den sags skyld højtstående amerikanske analytikeres bekymringer og næsten profetiske forudsigelser. Oprustningen fortsætter og en konfrontation synes uundgåelig, selv om de færreste i efteråret 2021 reelt forventede en russisk invasion. Slutspillet – den uundgåelige invasion Umiddelbart efter sin tiltrædelse som præsident i USA januar 2021 formulerede Joe Biden sit dictum for amerikansk udenrigspolitik: ”Som den globale kamp mellem demokratier og autokratier”. Og med til autokratier hørte Rusland og Kina. Vestens universelle værdier skulle bære denne kamp. Indenfor den ramme blev modsætningerne mellem USA, EU og Nato alliancen på den ene side og Rusland på den anden skærpet, og Ruslands modstand mod Ukraines optagelse i Nato blev opfattet som illegitim og i strid med Folkeretten. Et land skulle ikke kunne forhindre en anden suveræn nation i at tilslutte sig Nato. Svaret på Bidens og Natos kampagne mod autokratiet i Rusland kom med et sidste udspil fra Putin i efteråret 2021. Det blev i Vesten opfattet som et ultimatum, hvad selve teksten dog ikke giver belæg for. Den vestlige alliance afviste Putins udspil med henvisning til, at Rusland ingen adkomst havde til at blande sig i de centraleuropæiske staters og Ukraines suveræne dispositioner ejheller i Natos ageren indenfor alliancens sikkerhedsområde. En nærlæsning af udspillet giver imidlertid et klart indtryk af et defensivt forsøg på at afværge en konfrontation, selv om der i dokumentet nok kan anes en indirekte trussel om åben konflikt. Artikel 2 i udkastet foreslår, at der mellem Rusland og Nato skal oprettes sikkerhedsmekanismer til hastekonsultationer på et bilateralt og multilateralt grundlag. Artikel 3 slår fast, at parterne ikke opfatter hinanden som modstandere. Artikel 4 indeholder forslag om, at parterne ikke indsætter væbnede styrker i de nævnte territorier, som ikke var der før 1997. (altså før Natos østudvidelse blev en realitet). Artikel 6 er nok den vigtigste, hvor der står, at Nato forpligter sig til ikke at optage Ukraine i Nato. De sidste artikler omhandler en nedskalering af de militære øvelser mv. For alle parter var det indlysende, at Putins udspil ville blive afvist og i konsekvens accelererede Rusland den militære opmarch ved grænsen til Ukraine. Det var kun et spørgsmål om tid, før Rusland ville invadere Ukraine, medmindre man kunne nå til en sidste øjebliksaftale. Som Joe Bidens udenrigspolitiske dictum indlysende udelukkede. Invasionen februar 2022 og de kuldsejlede Istanbulforhandlinger Med en forholdsvis begrænset styrke invaderede Rusland Ukraine i februar 2022. Putin formulerede formålet med den ”specielle militære operation” som at tvinge Ukraine til forhandling, herunder udelukke Ukraines medlemskab af Nato. I realiteten gik russerne også efter at vælte den siddende regering, som siden 2019 havde ført en meget aggressiv offensiv i Østukraine. Operationen forekom ikke særligt vel planlagt og gav det indtryk, at Rusland var militært taktisk tilbagestående og relativt let ville kunne tvinges til retræte. Det skulle få måneder senere vise sig at være rigtigt. De russiske styrker blev trængt tilbage. I Vesten og i den Ukrainske regering vurderede man Ruslands ”dilettantiske” invasion som bevis på det russiske militærs tilbageståenhed, hvad der affødte den parole, der lige siden de kuldsejlede Istanbulforhandlinger har stået som krigens mål: ”tilbagetrækning af Rusland til grænserne før 2014”. I Natos hovedkvarter og i USA var man overbeviste om, at Ukraine med vestlig støtte kunne vinde krigen. Krigsretorikken fik og har fået flere nøk op siden. Invasionen blev fremstillet som Ruslands først skridt mod videre angreb på Europa og i hvert fald mod flere af de gamle øst stater som Polen, Litauen, Estland og Letland i nord og Rumænien og Bulgarien i syd. Helt bevidst afviste man Rusland formulering af krigen som en: ”speciel militære operation” og kaldte det en eufemisme for invasion og krig, hvor målet i første omgang havde været besættelse af Ukraine. Fredsforhandlingerne mellem Ukraine og Rusland blev indledt i Belarus knap en måned efter invasionen. Det var også Ruslands erklærede mål. Forhandlingerne blev senere i marts 2022 flyttet til Istanbul. Man nåede relativt hurtigt i april til et kompromis om en aftaletekst. Det var et gennembrud, men parterne var afgørende uenige om den fremtidige tilladte størrelse af det Ukrainske militær. Ukraine accepterede ikke at søge medlemskab af Nato mod at få stillet sikkerhedsgarantier for landets neutralitet svarende i forpligtelse til Natos artikel 5. Flere store lande skulle forpligte sig på sikkerhedsgarantien. Begge parter enedes om en forhandlingsperiode på 15 år til at løse Krimspørgsmålet. Ukraine skulle afstå fra at udvikle atomvåben og lukke landet for militære øvelser, der indebar Nato-tropper på Ukrainsk grund. De østlige løsrivelsesregioners status skulle afgøres gennem forhandling og afstemning. Og Rusland skulle øjeblikkeligt trække sine tropper tilbage fra Kiev. Efterfølgende har der været sået tvivl om, hvor enige parterne i virkeligheden var og hvor langt fremme, man egentlig var med formuleringen af slutkommunikeet, før Zelenski begyndte at tage forbehold under indtryk af Ruslands tilsyneladende militære svaghed og hurtigt lod sig overtale af Boris Johnson til at droppe forhandlingerne og forberede sig på en åben krig med Rusland. Herunder en egentlig modoffensiv bakket op af Vesten med overvældende militær støtte. Forestillingen om, at Ukraine kunne vinde krigen havde fået næring af Ruslands fejlslagne invasion. Præsident Biden gik så langt som til at formulere muligheden af et regimeskifte i Moskva som følge af Ukraines militære modoffensiv og Vestens hårde sanktionspolitik. Efterreplik Det gik ikke som præsten prædikede, og her tre år og mange tusinde menneskeliv efter, er Ukraine på vej til opløsning, uden at der overhovedet er tegnet et klart billede af indholdet af en varig fredsløsning. Det ”kollektive vesten” er datid. Europa er splittet på kryds og tværs i flere uforsonlige fraktioner og har med krigen og oprustningen antaget mere og mere parlamentarisk autoritær karakter. Spørgsmålet er, om den transatlantiske sammenslutning holder ret meget længere. Rusland kan vinde krigen men ikke freden, uden der udarbejdes en paneuropæisk sikkerhedsaftale. Det værst tænkelige slutscenarie for Rusland og ikke mindst den politiske ledelse er risikoen for at skulle besætte det meste af Ukraine for at tvinge regeringen til kapitulation. Det er ved at gå Europa og USA, som det gik hellenerne i det gamle Grækenland, der kaldte alle, som ikke talte hellensk for barbarer – de fremmede med det uforståelige og grove tungemål. Efterhånden kom begrebet ikke bare til at stå som udtryk for de fremmede, men blev efterhånden til en forestilling om, at alle ikke hellenere var barbarer – primitive, brutale, ukultiverede, underbegavede og aggressive. Disse betydningsforskydninger foregik under Perserkrigene og var medvirkende til, at hellenerne blev slaver af deres eget fjendebillede. Nået hertil og med de europæiske regeringslederes trusselsbillede som oprustningens ræson d’etre kan det måske være fremmende for en formulering af en fremtidig fælles nedrustningspolitik at lytte til præsident Trumps udtalelser om, at krigen i Ukraine kunne være undgået adskillige gange indenfor de sidste fire år, og vicepræsident J.D. Vances’ pointering af, at Europas fjende hverken er Rusland eller Kina, men Europas egen indre politiske drift begrundet i et trusselsbillede, man blindt har overtaget og dyrket med arven fra 1992. Den erkendelse vil det også klæde J.D.Vance at nå frem til. Med den amerikanske udenrigsmister Marco Rubios ord: ”en unipolær verden er et misfoster. Vi går mod en multipolær verden”. Den erkendelse skulle der en blodig krig i Ukraine til at skabe. Jan Helbak  

  februar 23, 2025 8:30 pm

  Læs mere