OVERVEJELSER

Seneste blogindlæg

• Er det nu rigtigt?

  ”Det lykkedes ikke for alvor de borgerligere ordførere at udfordre Dragsted, selv om de forsøgte at koble Enhedslisten til terrororganisationer. Værst gik det for Danmarksdemokraternes Charlotte Munk, der ”aldrig klart havde hørt Enhedslisten tilkendegive, at Hamas er en terrororganisation”. Det var en ret uheldig formulering, for det havde Dragsted gjort dagen efter terrorangrebet 7. oktober. Dragsted tilføjede: ”Hamas er ikke bare en terrororganisation. Hamas er en forfærdelig reaktionær, islamistisk, antidemokratisk og antisemitisk organisation, som jeg kun kan tage den allerkraftigste afstand fra””. Når jeg refererer denne ordveksling fra Folketingets åbningsdebat direkte citeret fra Altinget 3.oktober, skyldes det, at jeg mildest talt blev noget overrasket over Pelle Dragsteds meget voldsomme ordvalg. En kanonade mod Hamas, hvor der ikke sondres mellem Hamas som bevægelse, politisk organisation og milits. Med den karakteristik må enhver forhandling med Hamas vel være udelukket. Og hvordan kan man egentlig advokere for en to-statsløsning, som alle på nær Israels regering ser som et mål, når det er givet, at Hamas vil spille en central rolle i en Palæstinensisk statsdannelse? Men er det, Pelle Dragsted siger, egentlig rigtigt. Eller taler han ind i en udbredt fordom? Er Hamas udemokratisk og antisemitisk? For at besvare de to spørgsmål læste jeg Hamas’ seneste princippolitiske charter fra 2017. Her fandt jeg i punkt 16 følgende formulering: ”Hamas vedkender sig en kamp mod det Zionistiske projekt og ikke mod jøderne på grund af deres religion. Hamas fører ikke kamp mod jøderne, fordi de er jøder men fører kamp mod Zionisterne, som har besat Palæstina”. Jeg kunne ikke finde noget belæg for påstanden om antisemitisme. Med mindre antisemitisme og anti-zionisme blandes sammen, som det jo ofte er tilfældet i den offentlige debat. Hvad så med det antidemokratiske? Her skal vi lige huske, at Hamas som samlet organisation fik flest stemmer i det demokratiske valg i 2006, hvor organisationen overholdt alle de demokratiske spilleregler. Men tingene kan jo have ændret sig siden. Øjensynligt er det ikke tilfældet. I 2017 chartrets punkt 28 står der: ”Hamas tror på og er tilhænger af at håndtere de palæstinensiske relationer på basis af pluralisme, demokrati, accept af den anden og gennemførelse af dialog”. Det præciseres i punkt 30 med formuleringen: ”Hamas understreger nødvendigheden af at opbygge palæstinensiske institutioner på sunde demokratiske principper, hvor de vigtigste blandt principperne er frie og fair valg”. Nu er papir taknemmeligt. Men det gælder vel for alle partiers og organisationers programmer. Indtil videre har praksis ikke direkte modsagt programmet, selv om den åbne krig med den israelske stat og militær og indespærringen i Gaza har sat grænser for det åbne politiske liv. Til gengæld står det stjerneklart, at Hamas opfatter Zionismen som en kolonialistisk ideologi og den israelske stat som en besættelsesmagt, hvis mål er dannelse af et Storisrael. Den opfattelse konvergerer med den nuværende Netanyahu regerings projekt for et Israel fra Jordanfloden til Middelhavet. Ikke fordi jeg vil gøre det store ud af påstanden om homofobi, men selve begrebet finder jeg ekskluderende og kulturelt selvhævdende. Formelt taler de almindelige definitioner på homofobi for, at Pelle Dragsted her står på sikker grund. I hvert fald, hvis der refereres til ”strukturel homofobi”, hvor normer, religion, idealer og praktisk-juridiske barrierer enten gør det vanskeligt at være homoseksuel eller direkte kriminaliserer homoseksualitet. Når jeg alligevel mener, der er brug for endnu en overvejelse over anvendelsen af begrebet, skyldes det sammenføjningen af homo og fobi. Almindeligvis henviser fobi til en sygelig frygt eller ubehag i forhold til noget bestemt. Men der er jo ikke tale om en sygelig frygt. Der er tale om en bestemt religions grundopfattelse og menneskesyn, som måske med rette kan kritiseres men ikke stigmatiseres som sygelig, med mindre man har det helt håndfaste udgangspunkt, at ens eget synspunkt repræsenterer det normale. I min overraskelse over det øvrige drastiske ordvalg var jeg faktisk lige ved at glemme, at der også står, at ”Hamas er ikke bare en terrororganisation”. Er Hamas som samlet organisation og bevægelse en terrororganisation? Det er der nok ikke noget entydigt svar på. USA, EU landene, Australien og Japan er blevet enige om at definere Hamas som en terrororganisation, men der er faktisk ikke international enighed om den karakteristik. I FN har man heller ikke efter atten års drøftelse kunne nå til enighed om ordlyden i en antiterrorisme konvention. Bl.a. blokerer begrebet statsterrorisme for, at man kan nå til enighed. Men selv om organisationer og stater udfører terrorhandlinger, gør det dem jo ikke i sig selv til terrororganisationer eller terrorstater. Det er de vel kun, for så vidt deres eksistens og ræson d’etre bygger på terror. Altså et grundforhold, der konkret rækker ud over tid og sted. Terrorhandlinger har enten til formål at skabet frygt og rædsel for at destabilisere et samfund eller fremme ganske bestemte politiske eller religiøse mål. Handlingen den 7. oktober falder indenfor rammen af den definition. Hamas havde angiveligt tre mål; at skabe frygt og rædsel i den israelske civilbefolkning, udstille svaghederne i det israelske sikkerhedssystem og provokere den israelske regering til åben konfrontation for at blokere for Abrahamprocessens hensigt om at normalisere forholdet mellem Israel og Saudi-Arabien. Hvad der ifølge Palæstinenserne ville have isoleret dem endnu mere. Intentionerne bag angrebet var med andre ord ud fra et palæstinensiske perspektiv rationelle men absolut uacceptable fra et alment menneskeligt perspektiv. Endvidere er terror som politisk våben i hovedsagen ineffektiv og ender ofte i en ukontrollabel begivenhedsrække, der står i modsætning til den oprindelige hensigt. Hvad der som konsekvens æder organisationerne eller for den sags skyld staterne op indefra politisk og moralsk. Så der er al mulig grund til at kritisere Hamas for terrorangrebet den 7. oktober. Der er sandsynligvis også god grund til kritisk at undersøge organisationens demokratiske og pluralistiske sindelag. Men det skal netop være som kritisk undersøgelse og ikke som videreført fordom. Her vil jeg referere til filosoffen Hans Georg Gadamers essay ”Intelligens”, hvor han betoner vigtigheden af præcise begreber for at skabe den nødvendige forståelsesmæssige distance til en sag eller en begivenhed for at undgå at blive opslugt af situationen og derved miste friheden til at handle rationelt. Og intet er vel mere vigtigt i en betændt krisesituation som den, vi befinder os i, end at følge Gadamers maxime. Faren ved ikke at forstå eller ovenikøbet dæmonisere den anden og som udgangspunkt antage sine egne positioner/værdier som universelle er, at afvigelser herfra ikke bare skal modgås og kritiseres men decideret udslettes. Det er den logiske konsekvens. Og det er præcis den logik, Netanyahu spiller på og skærper med sin gentagne påstand om, at Israel nu kæmper for civilisationen mod barbariet.        

  oktober 7, 2024 3:31 pm

  Læs mere

• Et paradoks – eller?

  Næppe har noget delstatsvalg i Tyskland påkaldt sig så stor interesse i medierne og hos den etablerede politiske elite i hele Europa, som de tre valg i Thüringen, Sachsen og Brandenburg. Interessen skyldes indlysende det national konservative AfD’s markante vælgertilslutning på omkring 30% i alle tre delstater. Ikke mindst fordi AfD også står til pæne resultater i de øvrige delstater om end ikke i samme størrelsesorden. Det er imidlertid ikke valget eller det politiske efterspil, jeg vil beskæftige mig med i dette indlæg. Min interesse retter sig derimod mod en undersøgelse af AfD, som DIW Berlin (Deutsches Institut für Wirtschaftsforschung) gennemførte i 2023. Især vakte instituttets større artikel min interesse. Titlen var på vanligt tysk: „Das AFD-Paradox: Die Hauptleidtragenden der AfD-Politik wären ihre Wähler*innen“. Oversat lidt mundret: „AfD paradokset: AfD vælgerne er dem, der rammes hårdest af AfD’s politik”. Altså hvad får næsten 30% af vælgerne i de tre delstater til at stemme på AfD, når partiets politik direkte konflikter med de samme vælgeres sociale- og økonomiske interesser? Inden jeg går over til at kommentere artiklen og ikke mindste konklusionerne, skal jeg lige præcisere, at jeg definerer AfD som et national-konservativt parti og anvender ikke metaforerne ”højreradikal” eller ”højrepopulistisk”. Dels er de indholdstomme, og dels anvendes de som den ”fornuftsbaserede midtes” delegitimering af alle politiske strømninger udenfor egne rækker. Jeg ser i dette indlæg også bort fra de mere højrøstede rabiate elementer i partiet, selv om de i den politiske debat sættes lig partiet. Hvad siger analysen? DIW undersøgelsen fastslår, at folk, der støtter AfD, på næsten alle politikområder vil lide mest under AfD’s politik, hvis den gennemføres. Det gælder indenfor økonomi, skattepolitik, klimabeskyttelse, social sikkerhed, demokrati og globalisering mv. Vejen til disse konklusioner går over en sammenligning af vælgernes sociodemografiske karakteristika med partiets planer. Den typiske AfD vælger beskrives som en mand mellem 40 og 50 år. Med kort eller mellemlang uddannelse, ufaglærte jobs, arbejdsløs eller med usikker beskæftigelse og lavtlønnet. Ordet ”typisk” betyder her en statistisk overvægt. Ikke til en bestemt type. Undersøgelsen viser også en lav social- og politisk deltagelse i samfundslivet. Billedet er imidlertid ikke helt tidssvarende. De seneste valgundersøgelser viser, at AfD også tiltrækker mange unge og ikke mindst førstegangsvælgere. Vælgergrundlaget sammenholdes med AfD’s politik. Ifølge undersøgelsen står AfD bl.a. for: ”ekstrem neoliberal økonomisk- og finansiel politik. Partiet går ind for skattelettelser på næsten alle områder og imod skattestigninger, så som beskatning af store aktiver”. ”Generelt ønsker AfD at indskrænke statens rolle og øge markedets magt”. AfD er også imod forhøjelse af mindstelønnen, og vil hellere styrke ejerboligen end lejeboligen, og langtidsledige skal enten tvinges til at udføre samfundstjeneste eller påbegynde en faglig opkvalificerende uddannelse. Når DIW undersøger AfD’s positioner på forskellige politikområder i forhold til de andre partier, finder man, at AfD på de økonomiske- og sociale områder ligger meget tæt på FDP (det liberale parti), om end FDP’s markedsortodoksi er liberalt og globaliseringsorienteret. Hvad angår skatter, klima og sociale anliggender finder undersøgelsen mange ligheder mellem AfD, FDP og CDU/CSU. Altså kan man konkludere, at AfD samlet set repræsenterer politiske positioner, der aldrig har været specielt arbejdervenlige men tværtimod står i modsætning til SPD’s traditionelle arbejderpolitik og hovedparten af den tyske fagbevægelse. Undersøgelsen har selvfølgelig også med, at AfD’s forslag om nedskæringer på en række offentlige områder først og fremmest vil ramme flygtninge og indvandrere men også de uddannelsesmæssigt og økonomisk dårligst stillede AfD vælgere. Hvad er så den endelig konklusion? ”Hvordan kan det være, at mere end en femtedel af borgerne støtter et partis politik, der er i stærk modstrid med deres velbefindende og interesser. Et plausibelt svar er individuel- og kollektiv fejlvurdering”? Den individuelle fejlvurdering ligger i det faktum, at mange AfD vælgere ikke er klar over, at partiets politik med diskrimination og eksklusion vil påvirke dem negativt. ”Det skyldes, at de ofte selv tilhører den lavere ende af indkomstfordelingen, nyder privilegier sjældnere og har færre muligheder end andre og er mere afhængige af økonomiske fordele fra staten”. Den kollektive fejlvurdering henføres til, at AfD vælgerne tror på, at et opgør med globaliseringen og en styrkelse af nationen og lokalområderne kombineret med en liberal økonomisk politik vil udløse bedre jobmuligheder og øget sikkerhed og tryghed i dagligdagen. Artiklen slutter med ordene: ”Præcis det modsatte vil ske”. Hvad møder vælgerne hos AfD? DIW’s undersøgelse bringer os ikke meget nærmere en forklaring på paradokset. Hvis der er tale om en fejlvurdering, hvad er så grunden? For at komme om på den anden side af DIW’s konklusioner tog jeg mig for at læse AfD Sachsens valgprogram. Med det gjort, fandt jeg ikke DIW’s karakteristik dækkende. Valgprogrammet fylder hele 64 sider og er temmelig uoverskueligt. Det mest iøjnefaldende er programmets  temaopdeling. Det indledes med et langt afsnit om familie og børn som grundlag for hele samfundets sammenhængskraft. Familie og ejendom til boligen sættes lig Heimat – hjemstavn. Her skal borgernes grundlæggende beskyttelse og tryghed findes. De følgende temaer er uddannelse, videnskab og kultur, hvor uddannelse og kultur skal spille en central rolle for det daglige liv i delstaten. Sundhedspolitik og socialpolitik udgør de efterfølgende temaer, hvor social sikring af familien og de ældre, samt et decentraliseret sundhedsvæsen, der rækker helt ud i yderområderne, spiller en afgørende rolle. National sikkerhedspolitik (som også begrunder modstanden mod Tysklands involvering i krigen i Ukraine) og en håndfast og retfærdig retsorden ses som forudsætningen for borgernes tryghed. Ganske naturligt følges det tema op af en skingert og slagordsagtig formuleret flygtninge-indvandrerpolitik, men som i sit væsen ikke adskiller sig meget fra CDU/CSU’s politik. Regeringens energipolitik og digitalisering kritiseres for at resultere i høje energipriser. Natolandenes sanktionspolitik har øget energipriserne og dermed skadet Mittelstand virksomhedernes konkurrenceevne og borgernes mulighed for at betale de høje el- og varmeregninger. Digitaliseringen er gået for vidt og fremmedgør den enkelte borger i samfundslivet og overfor det offentlige. Digitaliseringen skader det personlige møde med det offentlige og skader de levende fællesskaber. Landbrugspolitikken og land- og miljøplanerne skal ikke tilrettelægges efter EU’s abstrakte normer. Der skal tages lokale hensyn. Lige så med naturbeskyttelsen, som vægtes højt. Det samme forhold gør sig gældende, hvad angår infrastruktur og strukturplanlægning, herunder decentral kollektiv trafik og indsats mod jordspekulation. Der skal tages udgangspunkt i lokale behov, så lokalsamfundene kan hænge sammen og udvandringen bremses. Først allersidst i programmet behandles penge- og valutapolitik, finans- og skattepolitik samt EU, hvor man stiller hensynet til de små- og mellemstore virksomheder overfor den kendte politiske favorisering af de store koncerner og støtte til finanssektoren, som ikke vil låne penge ud til Mittelstandvirksomhedernes investeringer. Det sidste punkt er i øvrigt blevet et brandvarmt emne, som Scholzregeringen nu er tvunget til at gå ind i. For det første fordi den tyske regering skal forholde sig til Draghirapportens krav om øget centralisering af kapitalmarkederne og støtte til de store koncerner og for det andet, fordi den italienske bank Unicredit forsøger at overtage den tyske Commerzbank, hvad der endnu engang vil svække det tyske bankvæsen, som traditionelt har støttet de små og mellemstore virksomheder. Så selv på regeringsniveau reagerer man nu mod de magtfulde finansielle markedskræfter og magtcentraliseringen i EU. Men tilbage til AfD. Når man læser hele programmet, står det klart, at det er et klokkeklart småborgerligt national-konservativt program med et kinesisk æskesystem af reaktionære forslag blandet med socialpolitiske- sundhedspolitiske- og uddannelsespolitiske progressive programpunkter igen blandet med utopiske Heimatforestillinger og købmandslogik versus magtcentraliseringen i EU og afdemokratiseringen af politikken i almindelighed. (AfD kræver flere folkeafstemninger og direkte demokrati). Ifølge programmet styres samfundslivet af en lille elitær teknokratisk elite, der måler de fleste af livets spørgsmål efter en økonomisk logik, der afviser borgernes behov for lokalt tilhør som ufornuftig og uvidenskabelig. Kort sagt er programmet opbygget og formuleret, så både arbejdere, middelklassegrupper og mindre erhvervsdrivende kan se sig selv dækket ind, fordi det tilgodeser de mange forskellige sociodemografiske gruppers interesser. Programmet konsekvensberegner forslagene, hvilket i givet fald ville udstille deres mange indbyrdes modsætninger. Man kan med en vis ret sige, at programmet afspejler de mange helt almindelige borgeres fragmenterede tilværelse, og som først og fremmest tiltrækker dem, der ikke har haft mulighed for at hægte sig på den middelklasse, som mainstreampartierne konstant taler om, og som i virkeligheden socialt, økonomisk og politisk er en lige så fragmenteret størrelse. Et tilbageblik Efter at have læst programmet faldt et spørgsmål mig ind. Hvordan orienterede de selv samme ”sociodemografiske grupper” sig tidligere? Hvordan var deres verdensbillede? Jeg lægger ikke her op til en længere udredning. Mere til et kort strejftog nogle årtier tilbage. I hele efterkrigens kamp for velfærdsstaten delte de forskellige klasser sig efter interesser og verdensanskuelser. Hvor meget eller lidt man var engageret i politik og fagforeningsvirksomhed, så var det i vid udstrækning fra de politiske partier, fagforeningerne og andre klasseorganer, man hentede sit verdensbillede og forståelse af den dagsaktuelle politiks betydning i forhold til de store linjer. Det var her beskyttelsen for den enkelte og familien skulle hentes også, når det gjaldt forholdet til velfærdsstatens forskellige institutioner. Om det drejede sig om økonomisk politik, boligpolitik, arbejdsmarkedspolitik osv. orienterede man sig efter klassepartiernes linje og forklaringer. Også selv om man ikke fuldt og helt delte partiernes eller fagforeningsbossernes synspunkter. Den daglige tilværelse oplevedes som mindre fragmenteret og trygheden skulle især hentes indenfor ”egne rækker”. Selv under velfærdsstatens velmagtsdage. Sådan ser hverken samfundene eller det politiske billede ud i dag. Den liberale offensiv fra slutningen af 70’erne vandt to afgørende sejre. Accelereringen af globaliseringsprocessen og opgøret med grundforestillingerne om det kollektive og samfundsforpligtede menneske. Individualismen som højeste fornuft og rettighed blev grundfortællingen. Over tid har det afstedkommet, at store samfundsgrupper er blevet politisk-socialt- og kulturelt hjemløse. Verdensbilledet er fragmenteret. De store linjere kan ikke trækkes, og de socialgrupper, vi taler om, har som følge heraf trukket sig tilbage i passivitet for i særlige situationer at blæse ud i diffus protest. Den aktivitetsskabende vision er ikke længere drivkraften for samfundsudviklingen og de omtalte gruppers bidrag hertil. En anden konklusion I mit verdensbillede er det derfor ikke ganske uforståeligt, at de national-konservative partier og bevægelser vinder frem. Nationen, de indlejrede traditioner og halv- og helutopiske socioøkonomiske forestillinger udfylder i dag det tomrum, som de herskende eliters negligering og nedbrydning af klassepolitikken og dets institutioner har efterladt. Hvor synkretetisk og utopisk AfD’s politik end er, kan man vel sige, at partiet og med det flere andre national-konservative partier formulerer et politisk opgør med elitens teknokratiske afpolitisering af politikken. I den forstand er den moralske kritik af AfD’s og lignende partiers ekstreme formuleringer en blindgyde – om end forståelig. Men kritikken må være politisk. AfD’s program skal tages alvorligt og gendrives politisk. AfD’s vælgere har hverken individuelt eller kollektivt ”fejlvurderet” virkeligheden. De afspejler den tværtimod, og det er det, der er problemet.  Jan Helbak  

  september 24, 2024 9:15 pm

  Læs mere

• Hvorfor titlen “Overvejelser”?

  Bloggens titel, ”overvejelser”, forekommer måske lidt aparte. Ja, får man i øvrigt lyst til at besøge en blog, hvor der bare står overvejelser? Støder man på hjemmesiden, vil man nok undre sig over, hvad en sådan titel egentlig dækker over af koncept og indhold. Det er også hensigten. Besøgende på bloggen vil nemlig ikke kunne finde andet end korte kommentarer og essaylignende overvejelser over vores samtids politisk-økonomiske udvikling og vores selvforståelse i den fremherskende diskurs. Man vil ikke på bloggen finde færdige analyser eller afklarede positioner men først og fremmest undersøgelser af de holdninger, politiske udmeldinger og handlinger, der repræsenterer vigtige begivenheder i en samtid præget af opbrud i hidtidige faste og autoritative verdensanskuelser. Det gælder også vores ellers faste begreber om dette og hint, som viser sig utilstrækkelige i mødet med, hvad der sker lige foran næsen på os. Det er bloggens formål. Begrundelsen for oprettelse af bloggen har tråde tilbage til tidsskriftet Kritisk Debat, som efter tyve år er gået ind. Betingelserne for at videreføre tidsskriftet og kræfterne til at fortsætte er sluppet op. Så hellere lukke og slukke før, det døde ud af sig selv af mangel på debattens ilt. Det hører med til historien, at Kritisk Debat startede i 2004 med det fortsæt kritisk og fordomsfrit at analysere samfundsudviklingen i et centrum-venstre perspektiv. Spidsartiklen i 2004 hed meget betegnende ”Kampen om definitionsmagten”. Dog vil det være en overdrivelse at påstå, at det gennem alle årene lykkedes at holde tidsskriftet på den kritisk diskuterende linje med en horisont, der rakte meget ud over det verserende venstrefløjsmiljø. Imidlertid er tidsskriftets oprindelige målsætning ikke blevet mindre relevant i en tid, hvor en binær tænkning trænger frem i næsten alle forhold. Og hvor den åbne kritiske debat har trange kår, og hvor undrende og kritiske spørgsmål, der ikke passer ind i mainstream metrikken, udstemples som populistiske, uden videnskabelig evidens eller som anslag mod vores universelle værdier. Bloggen skal af de samme grunde opfattes som en videreførelse af ønsket om åben kritisk debat. Som en insisteren på nødvendigheden af: at undres, at overveje, at undersøge og at kaste resultaterne ud på en blog. Og forhåbentlig på den måde levere små bidrag til tænkemåder og overvejelser, der peger ud over tidens binære moralisme og dæmonisering af alt og alle alle, der ikke lige passer ind i de kanoniserede værdisæt og tilsvarende stigmatisering af de mange spredte forsøg på at trænge ind i tidens kompleksitet for at finde mening i galskaben. Motivet er selvfølgelig også rundet af en udbredt skepsis overfor samtidens politiske system, tænkning, sprogbrug, kulturelle normer og ikke mindst den politiske og intellektuelle elites krav på uantastet autoritet og autoritative udlægning af verdenssituationen. Men skepsis er ikke det samme som skepticisme, der repræsenterer en grundindstilling til tilværelsen. Denne blogs insisteren på skeptiske overvejelser henter netop sin tilgang i de mange opbrudstendenser og nok så meget fra renæssancetænkeren Michel de Montaigne, der ikke var skeptiker men forholdt sig skeptisk. Montaigne levede fra 1533 til 1592. En periode med opbrud i de kirkelige institutioner. Der var et voksende krav om, at troen skulle kunne begrundes via fornuften og som bivogn en kritik af især den katolske kirkes krav til de troende om total underkastelse. På den anden side stod den reformerte kirke, hvor troens vogtere blev flyttet ud af kirken og ind i hovederne på det enkelte menneske. Kampen mellem de to kirkeretninger herskede på det blodigste i Frankrig på Montaignes tid. De store filosofisystemer var også i opbrud, og kampen mellem den jordiske og den himmelske magt var i anmarch. Tillige begyndte det videnskabelige miljø efter Kopernikus at blive sig selv bevidst som en væsentlig samfundsfaktor, hvilket især efter den ”Sorte død” også fik indflydelse på tilliden til den gamle lægevidenskab. I dette virvar af brudlinjer kom Michel de Montaigne til den ”sikre” konklusion, at det eneste sikre, han kunne foretage sig, var at overveje og undersøge de forskellige brydningslinjers status og fremtid. Hvor skulle man placere sig, blev for ham renæssancetidens nøglespørgsmål og som følge retten til tvivl og retten til at publicere sin tvivl. Det blev til tre store essaysamlinger. Essay betyder netop forsøg, undersøgelse, overvejelse og udkast, og det var den metode, Montaigne tyede til for at ”grave sig ind i sin tid” og forstå den. Det blev til essays om stort og småt. Mest for selvafklaring men også som grundlag for diskussion med venner og fjender. Det centrale essay i hele samlingen er nok ”Forsvar for Raimond Sebond”. En spansk teolog, der argumenterede for, at troen ikke alene kunne forlade sig på den rene tro men også måtte søge støtte i fornuften. Montaigne tager handsken op og undersøger via mange forskellige tilgange selve begrebet fornuft. Den måske nedslående konklusion bliver, at begrebet ikke entydigt lader sig indfange. Den absolutte sandhed står hen i det uvisse, hvorfor alle må udvise pragmatik, respekt for erfaringen og ikke mindst tolerance. Især de sidste to konkluderende bemærkninger i essayet har inspireret til oprettelsen af denne blog og dens grundlag. Derfor refereres de her i deres helhed: ”Men morsomme er de jo, når de for at give deres love sikkerhed siger, at der findes nogle, som er faste, evige og uforanderlige, nemlig dem, de kalder ”medfødte” eller ”naturlige love”, som i kraft af menneskets sande væsen, skal være indskrevet i dets hjerte. Nogle mener, der er tre, andre fire, nogle siger lidt flere, andre lidt færre, et bevis på, at dette kendetegn er lige så usikkert som alle andre” ”Kort sagt: der gives intet konstant, hverken i os selv eller i tingene, og både vi og vort skøn og alt, hvad dødeligt er, flyder og glider uden ophør. Der kan følgelig ikke etableres nogen sikker forbindelse mellem de to, fordi både den erkendende og det erkendte er i stadig fart og bevægelse”. ”Da nu altså alting undergår en forandring fra en tilstand til en anden, bliver fornuften, som søger noget virkeligt bestående, narret, idet den ikke kan finde noget blivende eller bestandigt, fordi alt enten er sin vorden eller slet ikke er endnu eller begynder at dø, endnu før det er født”. Man finder måske ikke et mere præcist signalement af renæssancetiden og foregribelse af eftertidens filosofiske- og videnskabelige rationalitetskrav end i disse essayets sidste konklusioner. Men hvad der for os måske er endnu vigtigere også et præcist signalement af vores egen opbrudstid, som kalder på overvejelser over og undersøgelser af: hvad der er, hvad der peger ud over det, der er og vores daglige forventninger. Kort sagt er det bloggens formål at udkaste overvejelser og skal bedømmes herefter. Jan Helbak

  september 15, 2024 7:40 pm

  Læs mere