OVERVEJELSER

Blog

Download pdf

Seneste blogindlæg

  • EU under USA’s tveæggede sværd

    De europæiske ledere, kommissionen og de nationale statsadministrationer befinder sig for tiden i en situation, hvor de hverken kan gå frem eller tilbage. EU er havnet i en selvpåført lavvækstsituation, et magtvakuum og interne stridigheder om EU’s fremtid, interne institutionelle magtforskydninger og forholdet til henholdsvis USA, Rusland og Kina. Voksende nationalisme i medlemslandene og på den modsatte front EU kommissionens udnyttelse af situationen til at gennemføre yderligere magtcentralisering og vedtagelse af ”redskaber” til at disciplinere medlemsstaterne. Kommissionens magtcentralisering har hidtil kunnet hente sit rationale fra Covid 19, krigen i Ukraine, russisk ekspansionisme som skrækscenarie, følgagtigheden overfor USA/Nato og den selvforherligende forenede front af Vestlige demokratier – også kaldet ”det kollektive Vestens” universelle værdier. Nu eksisterer det kollektive Vesten ikke mere. Det har Trump sørget for. Ens tætte allierede er på under en måned blevet til en nådesløs konkurrent og ovenikøbet til potentiel fjende i tilfældet Grønland. Og da man samtidig har udskreget Kina og Rusland til at være strategiske fjender, har lederne i øjeblikket ikke mange steder at vende blikket hen. (Måske er det begrundelsen for de diskrete diplomatiske tilnærmelser mellem flere EU-lande, Rusland og Kina for langsomt at normalisere forholdene, når nu Ukraine taber krigen og tabet af gasimporten fra Rusland bliver for stor en belastning for europæisk industri)? For at få et klarere billede af de udviklingstræk, der ligger til grund for EU ledernes aktuelle forvirring og springen fra den ene position til den anden, kan det hjælpe at kaste et historisk blik tilbage til 1980’erne. Det skete på hotel Plaza og i Louvre og blev skrevet i Wolfowitz doktrinen I 1981hævede den amerikanske centralbankchef Paul Volcker den amerikanske rente til 16%. Inflationen skulle ned, og der skulle renses ud i de mange urentable virksomheder. USA gik i recession. Dollaren steg markant og kapital strømmede ind i landet og bidrog til at dække Reagans løse finanspolitik. Samme manøvre svækkede dog USA’s handelsbalance i en grad, der ramte amerikansk industri. Mellem 1982 og 1985 drøftede man forskellige løsninger i den amerikanske administration, i Kongressen og med de store europæiske lande samt Japan. En fløj i USA var fortalere for at hæve toldsatserne for at beskytte amerikansk industri. En anden fløj anbefalede tvungne valutakursændringer som middel til at nedbringe dollarkursen. Man landede på den sidste mulighed. Japan, Tyskland, Frankrig og England blev indkaldt til møde på Plaza hotel i New York den 22. september 1985. Dagsordenen var enkel. USA forlangte, at de fremmødte lande opskrev deres valutaer, åbnede deres vare- og kapitalmarkeder og igangsatte deregulering af deres markeder i øvrigt. Sådan blev det. Dollaren faldt på to år med 40%, selv om operationen ikke lykkedes overfor Japan. Her blev midlet så påtvunget ”frivillig” eksportbegrænsning af vitale produkter (eks. biler). Knap to år efter truede dollarfaldet med at udløse en omfattende recession. Der blev indkaldt til møde på Louvre i Paris den 22. februar 1987. Dagsordenen var denne gang lige så klar. Dollaren skulle opskrives. De samme lande skulle deregulere endnu mere, privatisere og markedsorientere de offentlige udgifter. USA skulle til gengæld få styr på budgetunderskuddet og den voksende gæld. Kapitalmarkederne skulle åbnes. Protektionismen med øgede toldsatser spøgte stadig i baggrunden, hvis USA’s allierede ikke makkede ret. USA’s økonomiske magtdemonstration har forsat lige siden i varierende udgaver og med større eller mindre succes. Det interessante er, at dagens politisk-økonomiske spil over Atlanten på mange måde minder om 1980’ernes og i hvert fald trækker tråde tilbage til de afgørende begivenheder op til ”Murens fald” og Sovjets sammenbrud. Kort tid efter Louvreaftalen, nærmere bestemt 1992, udformede viceminister Paul Wolfowitz under ledelse af Dick Cheney i Pentagon et dokument ”Defense Planning Guidance”, som umisforståeligt gjorde gældende, at ”den overordnede opgave var at forhindre genfremkomsten af en ny rival enten på de tidligere sovjetiske territorium eller noget andet sted…….”. Den tredje prioritet i strategien var, at ”udelukke enhver fjendtlig magt fra at dominere en region, vigtig for vores interesser………”. Selv om Wolfowitz’ oplæg sprogligt blev modificeret, stod tre prioriteter ud fra de andre. USA’s herredømme og interesser skulle ikke kunne trues af nogen anden magt, og Rusland skulle ikke have mulighed for nogen form for revanchisme men svækkes og underlægges amerikansk dominans. De tidligere Østeuropæiske lande under Sovjets dominans skulle indlemmes i den vestlige sikkerhedsstruktur og beskyttes mod mulige ”russiske overgreb” . Og ingen magt i nogen regioner (her blev der særligt henvist til Europa og eksplicit til Tyskland) skulle have mulighed for at udfordre USA’s magt og interesser. Oplæggets ordlyd blev senere nedtonet i den endelige udgave. Men det oprindelige var allerede blevet lækket til New York Times, som i sin udgave den 8. marts 1992 gav et meget fyldigt referat af dokumentet. Også her på det geostrategiske område gælder det, at amerikansk magtdemonstration og magtpolitik har været bestemmende for forholdet mellem USA og Europa. De strategiske beslutninger fra 1985 til 1992 har gået som en rød tråd gennem samtlige efterfølgende præsidenters angeren. USA’s geostrategiske- og politisk-økonomiske koncept blev i 1997 sat ind i en større og mere samlet ramme af tidligere sikkerhedsrådgiver for præsident Carter – Zbigniew Brzezinski . I et essay med titlen ”A geostrategy for Eurasia” gjorde Brzezinski gældende: at den største trussel mod USA’s styrke og globale magt udgjordes af risikoen for en samling af Eurasien fra de vest kinesiske provinser til Europas hjerte. USA måtte sikre sig maximal indflydelse i hele det enorme landområde og gennemføre en forpligtende sikkerhedsarkitektur, der bandt Rusland, de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien, Kina, Indien og Iran – og selvfølgelig Europa. I parentes bemærket er det samme sikkerhedsarkitektur, som Putin i dag argumenterer for. Fra Plaza til Louvre over Wolfowitz’s Defense Planning Guidance blev der støbt et grundlag for USA’s dominanspolitik efter ophøret af den kolde krig. I dette grundlag indgik USA’s dominerende indflydelse på udviklingen i Europa med økonomiske midler og geostrategisk gennem Østudvidelsen og styrkelsen af Nato. Det indre marked og skridt mod en egentlig Union Delvist som en reaktion på USA’s økonomiske magtdemonstration blev der efter hårdt pres fra Tyskland og Frankrig indkaldt til en hurtigt arbejdende konference i 1985. Forinden havde Delorsgruppen diskret udarbejdet et traktatudkast: Den europæiske fællesakt. Ud over kapitalens, arbejdskraftens, varernes og tjenesteydelsernes fri bevægelighed, skulle det fremover være muligt for Rådet at træffe beslutninger ved kvalificeret flertal. EU-parlamentets rolle blev styrket ved ”samarbejdsproceduren”. Den egentlige unionsproces blev sat i gang af Murens fald, Sovjetunionens opløsning og den tyske genforeningsproces. Først med Maastrichtaftalen i 1992, senere kompromisset i Edinburgh, Amsterdamtraktaten i 1999 og endelig Lissabontraktaten i 2009. Fælles for alle traktaterne er, at de lå i logisk forlængelse af de foregående traktater, som alle bar præg af at være nødvendige korrektioner begrundet i ændrede forhold i den europæiske kapitalismes indre udvikling, presset fra verdensmarkedet og de geopolitiske ændringer med Sovjets og Østeuropas opløsning og sidstnævntes efterfølgende skridtvise optagelse i Nato (østudvidelsen) og senere integration i Unionen. Den europæiske fællesakt (det indre marked) kunne ud fra almindelig økonomisk logik ikke udvikles på sigt uden en fælles valuta. Euroen blev vedtaget som perspektiv i 1992 og trådte i kraft i 1999. En fælles valuta krævede også en europæisk centralbank. Det blev til ECB med udstrakt autonomi og armslængde til det politiske system. De evindelige spændinger mellem landenes suverænitet og EU’s suverænitetsudvidelse måtte rammes ind. Rene EU-anliggender på markedsområdet. Bibeholdelse af medlemslandenes vetoret udenfor det indre marked så som udenrigspolitikken og andre områder, der greb dybt ind i medlemslandenes traditionelle suverænitet. Punktum for over 25 års traktatforhandlinger blev Lissabontraktaten, som endnu engang var et suverænitetskompromis. Allerede i 2003 forhandlede man en egentlig forfatningstraktat. Den blev vedtaget men ikke ratificeret i Frankrig og Holland. Den blev nedstemt ved folkeafstemninger i 2005. I de 25 års ”traktatkamp” blev Unionens struktur og institutioner alligevel styrket og medlemslandenes suverænitet tilsvarende svækket. Det førte reelt ikke til løsningen af det egentlige problem – behovet for en demokratisk politisk overbygning til den overstatslige markeds- og institutionsstruktur. Finanskrisen – begyndelsen på markedsfundamentalismens krise Det skulle blive finanskrisen i 2008 og den efterfølgende eurokrise, der bekræftede hele Maastricht bygningens indre svaghed. Allerede i 1990 havde flere fremtrædende økonomer advaret mod de indre svagheder i konvergenskriterierne og indførelse af euroen. De påpegede en inkonsistens mellem faste valutakurser, uafhængig pengepolitik i de enkelte lande og fri bevægelighed for varer, arbejdskraft, tjenesteydelser og kapital i det indre marked. Medlemslandenes endelige binding til en fælles valuta ville ikke kunne løse det problem, fordi man ikke samtidig oprettede en politisk finansoverbygning (finansunion og bankunion) og institutionelle udligningsordninger til at imødegå de enkelte landes forskellige økonomiske udvikling. Konsekvensen ville på et eller andet tidspunkt blive en udfordring af euroens sammenhængskraft og krav til de svageste økonomier om at rette ind gennem intern devaluering (nedskæringspolitik) for at tilpasse sig kravene fra de stærkeste økonomier, der udgjorde grundstammen i euroens monetære stabilitet. Eurokrisen demonstrerede brutalt, at kritikerne havde ret. De svageste økonomier i Grækenland, Spanien, Portugal og Italien kunne ikke efter finanskrisen indfri konvergenskriterierne, hvilket truede euroen. Løsningen blev med Tyskland i spidsen gennemførelsen af den hårdeste krise- og genopretningspolitik i nyere tid. De fire lande blev reelt sat under administration, og med Finanspagten (Mellemstatslig traktat) fra 2012 gennemtrumfede de stærkeste økonomier i Unionen et finanspolitisk regime hvis konsekvens blev markante indgreb i medlemslandenes velfærdsordninger. (i Danmark blev det til Budgetloven, der efterlignede den Tyske Schuldenbremse, som reelt underlagde landenes finanspolitiske suverænitet under EU-kravet om balance på statsbudgetterne). Dertil kom indførelse af ”det europæiske semester, hvor kommissionen fik adgang til at kontrollere de enkelte medlemslandes økonomier, herunder finanspolitik og ikke mindst adgang til at godkende landenes forslag til national økonomisk politik. Som sikkerhedsnet vedtog man at oprette European Stability Mechanism i 2012 med en lånekapacitet på 500 mia. euro men udstyret med meget skrappe krav til eurolandenes finanspolitik. Det paradoksale i alle de ”pagter”/traktater, der blev vedtaget i eurokrisens kølvand var, at de blev vedtaget som mellemstatslige pagter/traktater, men med kommissionen som kontrollerende og bestemmende myndighed. Det vil sige, at medlemslandene mere eller mindre frivilligt underlagde sig kommissionen myndighed på det finanspolitiske- og nationaløkonomiske område, hvilket selvklart havde indflydelse på alle de andre politikområder, der ellers hører under staternes suverænitet. Man kan i en vis forstand sige, at den af USA påtvungne markedsfundamentalisme afstedkom en markedsdomineret og teknokratisk integrationsmodel via det traktatkompleks, der skulle afværge en decideret nedsmeltning af euroen. Med Finanspagten og de andre aftaler lykkedes det at afværge euroens kollaps men ikke at løse de indre årsager til kollapset. Man udskød opgøret med illusionerne om markedets selvregulerende mekanismer. Man udskød endnu engang diskussionen om en finanspolitisk overbygning (finans- og bankunion) og oprettelse af reelle udligningsmekanismer på arbejdsmarkedet og indenfor industripolitikken. Og så alligevel var skredet mod øget penge- og finanspolitisk overstatslige myndighed indledt med ECB’s offensive opkøb af obligationer for at redde euroen og den europæiske finanssektor og følge trop med den amerikanske centralbanks opkøbspolitik for at redde den amerikanske finanssektor. Vendepunktet? ECB’s massive pengeudpumpning for at redde euroen og senere modvirke Pandemiens destabiliserende konsekvenser fra 2019-2021 kombineret med sanktionspolitikken overfor Rusland repræsenterer reelt om ikke formelt vendepunktet for den markedsfundamentalistiske strategi og omfattende tankesæt. Pandemien krævede i særdeleshed genopfindelse af den stærke og indgribende stat, hvilket ikke alene gav sig udslag på nationalstatsligt niveau men også i EU. Kommissionen og EU-institutionerne måtte gribe ind og bremse medlemslandenes nationalistiske og nationalegoistiske tendenser bl.a. i form af grænselukninger og hamstring af vacciner. På den positive side nåede man i EU til enighed om SURE programmets lån til de nationale økonomier, der  satte regeringerne i stand til at kompensere for de tvungne nedlukninger i erhvervs- og samfundslivet i almindelighed. Et nybrud var det, at man enedes om gennem fælles og forpligtende obligationsudstedelse at skabe grundlaget for genopbygningsfonden på ca. 808 mia. euro.  Fondens midler skulle fordeles efter en traditionel fordelingsnøgle men også efter et sæt kriterier, der bl.a. fordrede investeringer i moderne teknologi og miljøvenlig infrastruktur. Kommissionen fik kompetence til at overvåge regeringernes implementering af ansøgningsprogrammerne. Beslutningen fremstod selvfølgelig både rationel og nødvendig. Ikke desto mindre indebar beslutningen yderligere overførsel af kompetence fra de enkelte medlemslande til EU’s institutioner. Strategisk autonomi Sideløbende med kommissionens indsats mod pandemien i hele Europa og de voksende spændinger mellem Nato og Rusland genoptog man på Frankrigs opfordring drøftelserne af de første udkast til konceptet ”Europæisk Strategisk Autonomi”. Indholdet var ganske vist holdt i vage vendinger, men hovedretningen var ikke til at tage fejl af: en kombination af sikkerhedspolitiske tiltag og en mere systematisk og målrettet opbygning af et egentligt europæisk forsvar. Herunder våbenproduktion og harmonisering af sikkerheds- og kommunikationssystemer. Mellem linjerne i de mange dokumenter, kunne man læse ønsket om større uafhængighed af amerikansk dominans via Nato og en selvstændig strategi for nye sikkerhedszoner i Mellemøsten, Afrika og de Vestlige dele af Centralasien. Der var ikke formelt tale om et opgør med Nato. Men den logiske konsekvens af strategien ville føre til et helt andet styrkeforhold i alliancen og i realiteten også ændre dens karakter. (som bl.a. Marcron hævdede var Nato hjernedød). Af samme grund reagerede amerikanerne mod projektet, og de nye østeuropæiske EU lande samt de skandinaviske lande forholdt sig skeptiske. USA så også risikoen for en konkurrerende militærindustri. Op til og med Ruslands invasion af Ukraine blev EU lederne så opslugt af russisk ekspansionisme, at konceptet om strategisk autonomi røg ud i den politiske periferi. Nu gjaldt med pres fra USA og flere af de østeuropæiske lande styrkelse af Nato – her og nu. Krigen i Ukraine tydeliggjorde EU’s fundamentale militære- og sikkerhedspolitiske svaghed. De østeuropæiske medlemslande har siden advokeret stærkt for at udbygge Nato og nedtone det strategiske perspektiv for en selvstændig europæisk forsvarsunion. Siden optakten til krigen i 2021 og efter Ruslands invasion i februar 2022 var det USA, der gennem Nato lagde linjen for at sikre en ”Vestlig alliance”, hvor EU landenes interesser endnu engang de facto blev underordnet USA’s overordnede geostrategiske magtinteresser. (I tråd med forskrifterne i Wolfowitz doktrinen). EU landene og England har siden 2022 måtte betale regningen som følge af sanktionerne overfor Rusland, hvor der blev lukket for den relativt billige olie- og gasforsyning. EU-landene er i løbet af Ukrainekrigens næsten tre år ikke bare valutapolitisk (dollardominans og Swiftsystemet) og sikkerhedspolitisk men også energiforsyningsmæssigt blevet endnu mere afhængig af USA end tidligere. Bl.a. på grund af det nødvendige opkøb af gas i USA til overpris for at sikre tilstrækkelige forsyninger til de nødlidende medlemslande. Pivot Kina Inde bag USA’s afvæbningsstrategi overfor Rusland har der siden Obamas ”pivot China” – vending mod Kina – udfoldet sig et amerikansk pres for at binde EU til en strategisk, militær, og økonomiske inddæmning af Kina. Problemet er – og det er ikke blevet mindre – at EU-landene hver for sig har vidt forskellige interesser i forhold til Kina, som vil lide under Ursula von der Leyens ”de-risking” politik, som reelt er følgagtighed overfor USA’s interesser. Både den tyske og den franske regering og landenes erhvervsliv frygter,at det kun er et spørgsmål om tid, før USA flytter det økonomiske og geopolitiske tyngdepunkt til Asien. Hvis EU, som sagerne står lige nu, accepterer at indgå i det amerikanske spil, som kommissionsformand Ursula von der Leyen i modsætning til flere medlemslande og store dele af den europæiske industri lægger op til, vil det yderligere svække EU på verdensmarkedet. EU-landene har brug for et tæt handelssamarbejde med Kina og kan ikke tåle at blive mere afhængig af USA. Det står ganske klart med præsident Trumps toldtrusler. Men EU har på nuværende tidspunkt hverken en struktur, kompetence eller magtmidler til at gøre sig selvstændigt gældende på verdensmarkedet, hvis eksempelvis den ”kolde techkrig” mellem USA og Kina eskalerer. Nedenunder samlingen af Vestens alliance mod Rusland, vokser de handelspolitiske spændinger mellem USA og EU. De kom til overfladen med Bidenregeringens protektionistiske politik på it- og chipområdet og forstærkes nu af Trumps ”MAGA”, hvis magtlogiske rationale kan føres tilbage til de indrømmelser Reaganregeringen i 1985 og1987 påtvang Europa og Japan. ”Det nødvendige punkt” Det er i lyset af de samlede bevægelser og tildragelser – opbruddet i den hidtidige unipolære verdensorden og det geopolitiske atmosfæriske tryk, at de mange forskellige projekter og forslag, som kommissionen har søsat over de sidste to år, skal vurderes. Mest vidtgående i sin tid med pandemien in mente var uden tvivl forslaget om et Single Market Emergency Instrument i kommissionens Arbejdsprogram 2022, som med afsæt i beskyttelse af det indre marked og de fire bevægelsesfriheder plæderede for en overdragelse kompetence til kommissionen til på legalt grundlag at advokere for indførelse af ”nødretsforanstaltninger”. Forslaget er gemt men ikke glemt. Nødberedskabet skulle kunne aktiveres indenfor sundhedsområdet, vigtige forsyningsområder, herunder vitale råstoffer, indenfor tech området og strategiske lagre. For det andet skulle kommissionen kunne håndhæve et kriserespons spor, hvor forskellige kommissærer kan handle for at regulere medlemslandenes offentlige indkøb, indsamle informationer fra erhvervslivets forskellige ”operatører”, screene erhvervsinvesteringer og monitorere medlemslandenes import/eksport samt og ikke mindst indførelse af kommissionens fordelingskompetence indenfor Unionen under nødret. Hensigten var og er med udkastet til Competitivnes Compass fra 29. januar 2025, at EU-institutioner og kommissionen skal kunne gribe ind i de enkelte landes erhvervsliv og arbejdsmarked og pålægge bestemte industrier at øge deres produktion eller omlægge den for at sikre de nødvendige forsyninger og investeringer i EU. EU-kommissionen foreslår også at bløde op på de stramme konvergenskriterier og Finanspagtens bestemmelser. Det afgørende her er ikke så meget det diskrete opgør med Finanspagten og de andre aftaler i forbindelse med eurokrisen. Opblødningen har været på vej længe som en simpel nødvendighed. Vigtigere er de vedføjede betingelser, idet kommissionens konkurrenceudspil indeholder øgede beføjelser til kommissionen i forhold til overvågning af medlemslandenes bestræbelser for at nedbringe statsgælden og de budgetmæssige underskud. Selve strukturen for kommissionens kompetence og kontrol, som indgår i det nye forslag, ligger allerede som mekanisme i ”det europæiske semester”, hvor medlemslandene dels skal forpligte sig til at følge de af kommissionen udarbejdede økonomiske og finanspolitiske retningslinjer og dels acceptere kommissionens magt til at sikre dem overholdt. Jf. kommissionens aktuelle straffeekspeditioner overfor Ungarn ved at tilbageholde fondsmidler og fremføre trusler om lignende sanktioner over forandre medlemslande, der måtte følge i Ungarns spor. Krigen i Ukraine har om nogen enkeltbegivenhed forceret EU ledernes famlende opgør med globaliseringsstrategien og den hidtidige markedsdoktrin og tvunget både unionen og de enkelte medlemslande ud i en næsten merkantelistisk statsinterventionisme. Markedskapitalismen skal reddes fra den selv, og på nuværende tidspunkt er der i EU ikke andre end kommissionen til at tvinge skiftet igennem. Sanktionspolitikken overfor Rusland og EU-ledernes følgagtighed har på alle områder afdækket USA’s finansielle magt og ensidige vilje til at straffe alle, der udfordrer dets magt og dominans. Det gælder også EU, der på et givet tidspunkt kan blive offer for egen medicin. Det afgørende spørgsmål og dermed det afgørende vendepunkt bliver, om det, Trumps ”MAGA” har sat gang, ender med et ”nødvendighedens punkt”. Dvs. hvor integrationen i EU endnu engang gennemføres på en måde, så de af kommissionen varslede traktatændringer accelererer udtyndingen af medlemslandenes suverænitet og nedslider Unionens demokratiske legitimitet. En snigende form for autoritær institutionalisme. Afsluttende bemærkninger Som sagt er der ikke nogen enkeltbegivenhed i nyere tid som krigen i Ukraine og sanktionspolitikken, der så plastisk har dokumenteret, at de lande eller samling af lande, der besidder de militære- og finansielle institutionelle magtmidler til at regulere de finansielle processer, også besidder styrken til at definere dominansen på verdensmarkedet. Men sværdet er toægget. Selv medlemmer af den Vestlige alliance og allierede med USA kan blive offer for de selv samme magtmidler, som udfoldes overalt, hvis de ikke makker ret. Helt aktuelt udfolder USA store bestræbelser for at indordne EU landene og flere af de Asiatiske lande i inddæmningspolitikken overfor Kina. Det vigtigste pressionsmiddel ud over dollarmonopolet er dominansen indenfor chip-produktionen og dens vidt forgrenede netværk. Makker de enkelte lande ikke ret, er de i fare for at blive ramt af ”The chip act” i den verserende ”chipkrig”. Formålet med loven har været og er at give den amerikanske administration fuldmagt til tvinge alle chip producenter og producenter af maskiner til produktionen i hele verden til at underlægge sig amerikanske clearingskrav. Det bliver stadigt tydeligere, at stedfortræderkrigen i Ukraine har været styret efter USA’s ambitioner om at tilbageerobre den ubetingede dominans på verdensmarkedet, svække Rusland, inddæmme Kina og disciplinere Europa ind under amerikansk indflydelse og diktat bl.a. ved at sætte de nye østeuropæiske EU-lande op mod ”de gamle” ved at underordne EU under Nato’s (USA’s strategiske dispositioner). Det er ikke et spørgsmål om, men snarere om hvornår, europæisk kapitalisme igen ryger ud i konfrontationer med den dominerende amerikanske kapitalisme. Det gælder både direkte og indirekte i Europas bestræbelser for at pleje sine legitime interesser overalt på verdensmarkedet. USA og EU-landene har allerede mange sammenstød i Mellemøsten, Latinamerika og Afrika. De overskygges lige nu af konfrontationerne med de kinesiske fremstød, men de ulmer under overfladen. EU har aktuelt også mere brug for et velfungerende internationalt regelsystem med tilsvarende stærke institutioner som f.eks. WTO og FN-institutionerne, end USA har. Man kan sige, at de sidste fyrre års udvikling af Unionen gennem markedsdomineret integration, geostrategisk halehæng til USA og teknokratisk kvælning af de demokratiske institutioner har bragt EU eliten i en situation, hvor deres traditionelle politiske orientering ikke rækker. De europæiske lande står splittede og uden de nødvendige politiske – økonomiske – militære – og sikkerhedspolitiske institutioner og uden en legal politisk overbygning til at kunne handle selvstændigt. Og hvor gerne end kommissionsformanden teknokratisk og magtfuldkomment vil tvinge det nye konkurrenceregime igennem, er det med risiko for yderligere at puste til de voksende EU kritiske strømninger, der vokser i flere medlemslande (Tyskland, Frankrig, Holland, Østrig, Tjekkiet, Ungarn og Slovakiet) og samtidig uddybe modsætningen mellem de Natobegejstrede baltiske lande, Polen og Skandinavien på den ene side og ”de gamle Unionslande” på den anden side. Modsætninger, der kan vokse til reelle splittelseslinjer og som konsekvens uddybe EU’s manglende beslutnings- og handlekraft, hvad der trods alle forskelle fra 1992 og nu vil være i Wolfowitz doktrinens ånd. Jan Helbak      
    Læs mere
  • Er demokratiet truet?

    Det har ikke skortet på artikler i alverdens aviser, der mener, at det amerikanske demokrati er truet med de kaskader af præsidentielle dekreter og forordninger, som Trump satte i værk umiddelbart efter sin indtræden som præsident. Flere medier og lederskribenter er gået skridtet videre og kaldt Trump en autokrat omgivet af et magtfuldt oligarki – in casu de store techgiganter. Vi har de seneste uger fået en forsmag på, at Trumpadministrationen agter at gå hele vejen for at teste de forfatningsmæssige muligheder for at styrke den præsidentielle magt og begrænse Kongressens reelle politiske indflydelse. At Trump har fart på og længe har forberedt sig herpå skyldes, at han skal nå at gennemføre det meste af sit program inden midtvejsvalget om to år, hvor Republikanerne kan miste flertallet i Repræsentanternes Hus. Truer Trumps forordninger demokratiet? Udgør de mange præsidentielle dekreter og forordninger så en trussel mod demokratiet – eller rettere det amerikanske demokrati? Indtil videre er det ikke dokumenteret, og der er ikke fældet domme i de tilfælde, hvor en forordning er indbragt for en domstol som forfatningsstridig. Hvis det så viser sig i løbet af den kommende periode, at kun få forordninger er forfatningsstridige ifølge domstolene og af samme grund annulleres, ja så er demokratiet vel ikke truet som sådan. For magtdelingen virker øjensynligt, og det er som bekendt kernen i det liberale demokrati. Det er den, som Trump med sin politik bevidst forsøger at udfordre. Helt aktuelt er tre af Trumps forordninger havnet i retssystemet. Det drejer sig om statsborgerskab til børn af legale indvandrere, afskedigelse af mange ledende medarbejdere i statsadministrationen og den midlertidige suspension af hjælpeprogrammer. Det er dog værd at bemærke, at det juridiske spil, der er gået i gang, handler mindre om indhold og mere om overholdelse af processuelle forskrifter. En eksemplarisk artikel i Financial Times Af de mange kommentarer til Trumps ageren har jeg især hæftet mig ved en artikel af Gideon Rachman i Financial Times med titlen: “Trump the contest between two visions of democracy”. Artiklen er eksemplarisk nøgtern og præget af omtanke. Gideon Rachman refererer først til en almindeligt udbredt sondring mellem processuelt demokrati som metode til at vælge ledere og på den anden side demokrati, der som politisk system skal styrke den folkelige indflydelse på beslutningerne. Uden selv at tage eksplicit stilling refererer Gideon Rachman i forlængelse af sin distinktion til en opinionsmåling før valget, hvor 76% af respondenterne angav, at demokratiet er truet. Men at kun 7% mente, at spørgsmålet havde den store betydning i valgkampen. Efter Trumps indsættelse som præsident viser en anden meningsmåling, at 2/3 af Demokrater og 80% af Republikanere udtrykker mistillid til både regering, Kongres og medierne. På baggrund af de to undersøgelser konkluderer Gideon Rachman: at ”hvis vælgerne føler sig ekskluderet og ikke styrket af det politiske system, kan de tilsidesætte liberale værdier til fordel for en ”stærk mand”, som kan få tingene gjort”. Gideon Rachman antyder hermed, at Trump er vokset ud af et dysfunktionelt parlamentarisk system og en utilstrækkelig forfatning, hvor det liberale systems værdifulde særkende – ”check and balances” – rent faktisk ikke fungerer. Et demokratisk system, hvor magten er centraliseret hos præsidenten og hans administration og hos domstolene, og hvor parlamenterne de facto ikke længere er repræsentative og end ikke magter at holde den udøvende magt i skak. Logikken brister Så eksplicit er Gideon Rachman dog ikke i sin analyse. Men antydningerne tjener dog som afsæt for artiklens vigtige afsluttende bemærkninger, der understreger hans egen liberal demokratiske analysevinkel. ”Hvis støtterne af det liberale demokrati ønsker at vinde kampen, er modstand og åbne vredesudbrud ikke nok. De må tilbagevise ”de stærke mænds” argumenter og de illiberale demokraters……”. ”De liberale må også påvise, at autoritære ledere har en tilbøjelighed til at styrke egen magt og loyale støtter og ikke folket. Korruption er et næsten uundgåeligt resultat”. Her brister logikken for Gideon Rachman. Han har selv henvist til flere undersøgelser, der viser, at folket/flertallet af befolkningen ikke har tillid til hverken den politiske elite eller de politiske institutioner. Lignende meningsmålinger er foretaget i de fleste lande i Europa og med samme resultat. De adspurgte har ikke tillid til, at politikerne interesserer sig for befolkningens almindelige dagligdags problemer og heller ikke til, at man bliver fortalt sandheden om, hvad der foregår bag de lukkede døre. Og for at summere oplever man et større og større gab mellem det almindelige liv udenfor murene og magtens centrum. Man oplever sig ikke repræsenteret, hvilket som bekendt er nerven i det repræsentative demokrati. Så hvad er det for argumenter, som Gideon Rachman og andre mener, der skal føres i marken for at overbevise befolkningen og tilbagevise fremkomsten af ”stærke mænd”? Svaret forbliver abstrakt. Kritikerne af Trump og karakteristikken af ham som autokrat, der truer demokratiet, er de samme kritikere, som ikke vil indse, at Trump som præsident og hans bestræbelser for at styrke præsidentmagten og begrænse parlamentet netop skyldes, at den demokratiform, de hylder, enten ikke fungerer eller i hvert fald har svære betingelser. Selv herhjemme viser Emil Husteds undersøgelse og rapport – ”Fremmedgørelse og resonans på Christiansborg” – som er en del af ”Magtudredningen 2.0”, at mere og mere magt flyttes fra Folketinget til regeringen og det juridiske system, og at flere af de interviewede Christiansborgpolitikere føler sig magtesløse og så godt som uden reel indflydelse. Jørgen Grønnegaard Christensen titulerer sit bidrag ”Forligsparlamentarisme – ministerstyret og centraladministrationen” i sin undersøgelse af de senere års institutionelle magtforskydninger. Hvis de to bidrag er dækkende, kan det vel ikke komme bag på nogen, at et flertal af befolkningen oplever et system og en politisk-teknisk elite, der har lukket sig om sig selv. Samfundets socioøkonomiske modsætninger underløber det liberale demokrati Vil det sige, at argumenterne ikke findes? Selvfølgelig gør de det, men de opnår først overbevisningens kraft, hvis det kritiske blik også vendes indad og fokuserer på det fundament, som argumenterne udgår fra. Her bliver det stadigt tydeligere, at markedsfundamentalismen og globaliseringstrategiens uregulerede ekspansion over fyrre år har undermineret den demokratiske bygning, som garanti for befolkningens almindelige tryghed og samfundets stabilitet. I tilgift har dyrkelsen af det kapitalistiske markeds uomgængelighed og bundlinjetænkningen i alt ligeledes skabt de oligarker, som har stået bag Jo Biden og nu Trump. Oligarkerne tilhører godt nok forskellige grupper i den økonomiske elite, men deres magt og indflydelse helt ind i statsapparaternes dybde er ikke forskellig. De øverste 10% af samfundsgrupperne besidder så stor rigdom, og deres individuelle beslutninger om investeringer, hvad de investerer i og hvorhenne har så vidtgående konsekvenser, at endnu ingen politisk parlamentarisk magt i hverken USA eller Europa reelt har været i stand til at regulere deres vilkårlige private beslutninger, selv om de har afgørende betydning for hele befolkningens levevilkår. Derfor vil Gideon Rachmans ønskede argumenter forblive uvirksomme. Lad os nu antage, at vælgerne vender sig mod Trump eller hans europæiske allierede, Marine Le Pen eller Alice Weidel, når det går op for dem, at de ikke repræsenterer løsningen på de mange samfundsmæssige problemer, som de har slået sig op på. Hvem skal så løse dem? De fallerede politiske systemer og gabet mellem folket og dets repræsentanter har jo ikke ændret sig i mellemtiden. Det er i det magtvakuum, at de autoritære og forfatningsstridige tendenser kan blive til virkelighed. Eller sagt afslutningsvis er svaret på den politiske suppedas de liberale demokratier befinder sig i ikke en forherligelse af det, der var før Trump. Ikke formelle og akademiske institutionsanalyser i den hensigt at få de demokratiske institutioner til at fungere bedre, men en radikal kritik af den politiske økonomiske virkelighed. Den kapitalistiske markedsøkonomis kolonisering af samfundenes politiske og civile liv og dermed af det liberale demokrati. Jan Helbak            
    Læs mere
  • Stedfortræderkrigens 360 grader

    Krigen mellem Ukraine og Rusland kaldes for en stedfortræderkrig. Mellem USA, EU og Nato på den ene side og Rusland på den anden. Ukraine leverer kun slagmarken og soldater. Resten er under Natos ellers Ruslands kontrol. Stedfortræderkrig for hvad? For fastholdelse af USA’s og EU’s globale dominans og Rusland i en underordnet position. Sådan som billedet tegnede sig efter 1992 under Boris Jeltsin. Billedet blev til Natos Østudvidelse, som Rusland modsatte sig, da Putin overtog præsidentposten i 2000. Ukraine blev ”den røde linje”, og invasionen af Ukraine i 2022 blev af Rusland defineret som en eksistenskrig for at fastholde og understrege landets strategiske sikkerhedsinteresser. Omvendt ser USA og EU Østudvidelsen og Ukraines medlemskab af Nato som en af flere operationer for at fastholde Vestens status quo. I den forstand er krigen i Ukraine også en eksistenskamp for USA, EU og Nato og som sådan en stedfortræderkrig. Sådan er vi efterhånden vant til at se krigen. Sådan følges den hver dag af medierne. Og hvis Mette Frederiksens synspunkter til en vis grad repræsenterer opfattelsen i regeringskontorerne i EU, så udgør krigen i Ukraine også en stedfortræderkrig mod ”mørkets magter”: Kina, Iran, Rusland og Nord Korea. Hvad der er af interesser udenfor denne binære scene regnes enten ikke med eller fortoner sig i tågerne. Geometrisk betragtet svarer det til, at cirklen er reduceret til120 grader. De resterende 240 grader lades ude af betragtning. Men så er det jo heller ikke en cirkel, vi har med at gøre. En cirkel er 360 grader Det ville måske være klogt allerede nu at indtænke hele kloden. Altså de 360 grader, når vi beskæftiger os med stedfortræderkrigen i Ukraine. Flere lande i Latinamerika, alle landene i Centralasien ( Kasakhstan, Kirgisistan, Usbekistan, Turkmenistan) og de toneangivende lande i Afrika forholder sig både politisk og ganske praktisk til krigen i Ukraine som en stedfortræderkrig, hvis udfald også får afgørende betydning for dem. Man positionerer sig allerede nu i forhold til, hvad der sker på slagmarken i Ukraine og til det geopolitiske spil i den forbindelse – ikke at forglemme det geostrategiske og militærtekniske spil. For at det ikke skal blive ved disse generelle betragtninger, vil jeg underbygge mine betragtninger med henvisninger til eksempler fra især Afrika af den simple grund, at det er det område, jeg kender mest til. Flere steder i de afrikanske regeringer og i den politisk-intellektuelle elite i Nord-Vestafrika (Mali, Niger, Senegal, Guinea Bissau, Burkina Fasso og i lande som Kenya og Nigeria) følger man hele sanktionsproblematikken tæt. Det gælder bl.a. Ruslands metoder til at omgå sanktionerne. Indiens og Ruslands samhandel, og Kinas og Saudi-Arabiens samhandel i lokale valutaer diskuteres med henblik på en fremtidig tilpasning til afrikanske forhold ved en øget samhandel mellem de 54 lande. I Sahellandene (Nordvest Afrika) er man langt fremme med eksperimenter med en fælles valuta kaldet ”eco”. Udfordringen består i at finde en tredje valuta, som de lokale kan måles i forhold til. Men det skal nok lykkedes. Man er nemlig helt på det rene med, at man ikke som Rusland kan omgå sanktioner og udelukkelse fra SWIFT med mindre, man udgør en større økonomisk- og politisk enhed. Af samme grund foregår der også tilnærmelser mellem Sahellandene, Nigeria og en eller flere af de andre Centralafrikanske lande. (bl.a. Rwanda). I de samme lande gennemfører regeringerne nu i ly af krigen i Ukraine juridiske opgør med olie- og gasselskaber, så disse enten overdrager det samlede ejerskab til eksempelvis Mali, Niger og Senegal, eller overdrager vigtig teknologi og knowhow til de pågældende regeringer samt åbner for nye nationale investeringer, som regeringerne kontrollerer. I de sidste tre år har landene i Afrika og i Centralasien styrket kravet om en mere lige repræsentation i alle vigtige organer i FN. Samme krav om omrokering af styrkeforholdene formuleres i forhold til stemmevægte i IMF og WTO og adgang til G20. Man skal her tage i betragtning, at landene i Afrika og Latinamerika hidtil har betalt en eksorbitant høj rente, når de låner penge i IMF. Derfor er de havnet i en strukturel gældsfælde. I forvejen svækkes de  hver eneste dag, fordi lånene udstedes i dollar, som konstant styrkes i forhold til de lokale valutaer. Inflationen på det afrikanske kontinent er således et vestligt skabt strukturelt fænomen. Den unge generation kræver forandringer Overordnet gælder det for flere af de nye politiske bevægelser (hovedsageligt ledet af unge) i de afrikanske lande, at man stræber efter et opgør med ”kolonialismens økonomiske struktur”[i], der uforandret vil vedblive med at fastholde Afrika som et politisk-social ustabilt kontinent i økonomisk afhængighed. Nu vejrer man morgenluft flere steder og følger de mange slag om Ukraine med nøjagtig samme interesse, som i resten af verden. (Der diskuteres indgående og meget seriøst på de afrikanske sociale medier). Afrika som helhed importerer 85% af alle basisfødevarer, selv om man så rigeligt kunne være selvforsynende. I stedet importerer man f.eks. korn fra Frankrig på trods af, at de samme sorter kunne produceres billigere flere steder på kontinentet. Omvendt er man op gennem kolonitiden og frem til i dag blevet tvunget til at producere nicheprodukter til eksport så som chokolade, kaffe mv. De fleste lande på kontinentet importerer næsten al energi, selv om de kunne producere det hele selv og være selvforsynende med vedvarende energi. Landene fastholdes i tilbagestående industrielle infrastrukturer og lavkvalitetsproduktion til eksport og forhindres i at udvikle eller overtage avanceret teknologi enten på grund af låneaftalerne eller de udbredte investeringsaftaler med vestlige firmaer og långivere. På den måde har Afrika indtil nu været afskåret fra udvikle et kontinentalt vækstmarked. Kort sagt, som det udtrykkes af økonomen Fadhel Kaboub, kan de afrikanske lande vedtage ligeså mange demokratiske forfatninger, de vil. Det dæmmer ikke op for korruption, nepotisme og politisk vold. For når det politiske regnebræt skal gøres op, og regeringerne prioritere projekter, er det den økonomiske afhængighed, som svinger taktstokken. Samme økonom og flere med ham refererer til mange forskellige Panafrikanske konferencer, hvor et opgør ikke kun med den kulturelle- og politiske kolonialisme men nok så meget den økonomiske igen og igen er på dagsordenen. Og diskussionerne og de fremlagte planer er mangedoblet sideløbende med udviklingen i krigen i Ukraine. Man skal i den forbindelse tage i betragtning, at de nye politiske generationer er meget unge og betydeligt bedre uddannede end deres forældre. Det er først og fremmest dem, der som nye regeringsledere og bevidste støtter repræsenterer verdens ”yngste” kontinent. Udfaldet af stedfortræderkrigen får betydning for frigørelsesprocessen i Afrika Alt i alt følger regeringerne, de politiske eliter og de unge bevægelser i Centralasien og Afrika fredsforhandlingsspillet i Ukraine med enorm interesse. Vinder Rusland krigen, og indgås der en varig og retfærdig fredsaftale? Kommer der en sikkerhedsarkitektur for Europa-Eurasien, som kunne omsættes til en lignende sikkerhedsarkitektur for det afrikanske kontinent og Centralsien? Hvad sker der med alle sanktionerne overfor Rusland og Kina, og hvad får det af konsekvenser for sanktionerne overfor Iran og Syrien? Hvordan skal de afrikanske lande sikre sig mod sanktioner, når opgøret med den koloniale struktur tager fart? Hvordan kan man omgå dollardominansen og fremover indgå lokale handelsaftaler og sikkerhedsaftaler, som fremmer de afrikanske landes nationale suverænitet og uafhængighed? Disse spørgsmål og konturerne af løsninger har været på vej siden 2008. Stedfortræderkrigen i Ukraine har først og fremmest accelereret processen og givet den mere fast form. Eksempelvis har man noteret sig hvor arrogant og ynkeligt, Frankrig har optrådt i Sahelområdet og samtidigt flakset frem og tilbage hvad angår positioner i forhold til stedfortræderkrigen i Ukraine. Nu tvinges alle franske tropper til at forlade Sahelområdet. I Afrika kan man jo også følge med i de politiske og strategiske uenigheder i EU og kan som alle andre forestille sig øgede spændinger mellem EU og USA. Og ikke mindst har stedfortræderkrigen øget Ruslands og Kinas interesse i at omgå Vestens dominans ved at udbygge det gode forhold til landene i det Globale Syd gennem produktive handels- og investeringsaftaler. Den samme interesse for ligeværdigt økonomisk samarbejde med Afrika udvises også af Tyrkiet, Indien og Brasilien. Alle har de gennem BRICS en fælles interesse i at investere i Afrikas antikolonialisme og Centralasiens selvstændiggørelse. Så som meget andet her i tilværelsen kan en enkelt begivenhed, en enkelt intervention eller konflikt sætte gang i en række begivenheder og opbrud i ellers stabile – eller i hvert fald antaget stabile – strukturer og skabe politisk-økonomiske- og geopolitiske forskydninger med en rækkevidde og kompleksitet, der rækker langt ud over arnestedet. I dette tilfælde stedfortræderkrigen i Ukraine. Af den grund kan der være politisk fornuft i at se krigen i et globalt 360 graders perspektiv og ikke i det binære forhold, som vi har for vane i dag.  Alene af den grund, at det i en generel opbrudssituation kan være fornuftigt at se sig over skulderen. [i] Som inspiration kan man med stort udbytte lytte til et interview med økonom og dr. Fadhel Kaboub. https://www.youtube.com/watch?v=_hOQTWrtU7k   Jan Helbak
    Læs mere