OVERVEJELSER

Seneste blogindlæg

• Sommerferie frem til august. God sommer til alle! jh

  juli 10, 2025 12:41 pm

  Læs mere

• Angrebet på Iran og den Eurasiatiske dimension

  “Det er ikke vist at kæmpe mod strømmen. Men derimod at følge den og forme dens retning og hastighed”. Konfutse Angrebet den 13 juni Israels angreb på Iran den 13. juni og USA’s efterfølgende bombardement af tre atomfaciliteter tilsidesatte samtlige internationale regler og traktater, der siden 1945 har reguleret samkvemmet mellem verdens stater. Tilsidesættelsen og angrebene kan ikke begrundes med påstanden om, at Iran var på tærsklen til at kunne producere atomvåben. Angrebene kunne kun finde sted, fordi Israel med USA’s samtykke mente at have magten til at gennemføre dem og også forestillingen om, at Iran reelt ikke kunne svare igen på et ”chok and awe” angreb, der skulle lamme landets politiske og militære ledelse. Flere militære topchefer og ledende atomforskere blev dræbt, men den forventede destabilisering af det iranske styre udeblev. Til gengæld blev Israel udsat for et magtfuldt og ødelæggende gensvar fra Iran. Af så voldsom karakter, at USA måtte iværksætte bombningerne og herefter erklære våbenhvile. Der er ikke tale om en øjebliksbestemt aktion. Israels angreb har været forberedt siden eftersommeren 2024. Det indikerer også, at USA trods Trumps benægtelse har været med hele vejen, da USA’s kommunikationsnet har indgået i forberedelserne. Spørgsmålet er så, om hensigten var at ødelægge Irans atomkapacitet og sætte Irans mulighed for at producere atomvåben mange år tilbage. Eller om atomspørgsmålet først og fremmest blev fremhævet som pseudobegrundelse for at give angrebene og det slet skjulte mål om regimeskifte legitimitet i den Vestlige verden? Her flere uger efter angrebene taler mest for det sidste. Det er værd at bemærke, at alle spørgsmålene om regel- og traktatbrud og de reelle mål for aktionerne nu fortaber sig i et sandt morads af påstande om den faktiske ødelæggelse af Irans produktionskapacitet, som jo angiveligt var målet, eller om bombninger kun har anrettet overfladisk skade. Slagsmålet om ødelæggelsernes omfang foregår kun mellem Trump og Netanyahu mod resten af verden men har nok så meget ført til en intern kompetencestrid om sandheden i de respektive regeringer og administrationer. Nettoresultatet her og nu er, at ingen ved, hvad der rigtigt og forkert, og få stoler på meldingerne fra den amerikanske og israelske regering. Og det er måske det mest prægnante tegn på USA’s og også Israels svindende autoritet. Færre og færre har tillid til ledernes eller deres administrationers udsagn. I stedet leder man efter andre mere pålidelige og autoritative kilder for at finde ud af, hvad der er op og ned. Men vi ved: At hvis Trumps påstande står til troende, vil begrundelsen for yderligere angreb mangle, og hvis der alligevel angribes igen, vil disse dementere Trumps og Pentagons første udsagn, At Folkeretten og flere andre regler og traktater er blevet brudt, uden at USA og Europa overhovedet forsøger at komme med bortforklaring. Der henvises blot til, at Iran var langt fremme i berigelsen af uran. Den indstilling har meget vidtgående konsekvenser, da den indvarsler et generelt opgør med et flertal af de internationale regelsæt, der blev initieret og institutionaliseret efter 1945. Tilbage er snart kun ”magt er ret”, og det vil gælde for alle og således også undergrave NATO-landenes begrundelse for at støtte Ukraine, At løgn, vildledning og udhuling af diplomatiets betydning, herunder de almindelige forhandlingskodeks, nu hører til dagens orden. Magtopbuddet træder i stedet for tillid, At resten af verden har fået en lektion i, hvor centralt det er at indgå i eller bidrage til at opbygge alternative alliancer for at beskytte sig overfor Vestens – især USA’s – fortsatte overgreb, destabiliseringspolitik og CIA’s statsterroristiske aktioner mod regeringer, der ikke passer ind i USA’s og Vestens kram, At vrangen af myten om Israels næsten uovervindelige militære styrke er blevet vendt ud, hvilket kan føre til helt uforudsete forskydninger og ændringer i magt- eller samarbejdsrelationerne i Mellemøsten. Nyorienteringer i Saudi-Arabien og AUE er allerede i gang. (diskrete tilnærmelser mellem Saudi-Arabien, UAE og Iran). Hvorfor nu? Men hvorfor gennemføres angrebene lige netop nu? Hvorfor ikke sidste år eller om et halvt eller helt år? Det formelle svar fra Netanyahu og Trump er blevet gentaget igen og igen: ”Iran var kun fjorten dage fra at kunne producere atommissiler”. Man skal her bemærke, at det har Netanyahu sagt siden 2003. Ønsker vi imidlertid at komme bag disse helt indlysende pseudoudmeldinger, bliver det nødvendigt at åbne horisonten og indføje flere historiske dimensioner på en og samme situation, fordi USA’s og Israels overfald på Iran ikke kan forklares som en enkeltbegivenhed. Dermed ikke sagt, at Israels moralske fald hos verdensopinionen på grund af massedrabene i Gaza ikke har spillet en rolle for valget af tidspunkt. Men efter min opfattelse har distraktionsperspektivet ikke spillet en afgørende rolle. Jeg deler heller ikke det overvejende flertal af kommentatorers og analytikeres opfattelse, at det er Israel (Netanyahu), der med angrebet den 13. juni har presset USA til at deltage i overfaldet på Iran. Dvs. at Netanyahu har presset Trump til at følge op på Israels lynangreb. Historien taler ikke for den udbredte opfattelse, at det er Israel, der styrer USA’s politik i Mellemøsten, og at USA ikke kan frigøre sig fra støtten til Israel næsten uanset hvilke politiske og militære overgreb, de forskellige regeringer har gennemført i Mellemøsten. Hele historien fra 1948 op til i dag viser, at Israel aldrig har været andet end USA og delvist Europas største ”landbaserede hangarskib” i Mellemøsten. Som væsentligste fremskudte frontlinje i især USA’s del og hersk og destabiliseringspolitik i det efterkoloniale Mellemøsten. Det betyder ikke, at de israelske regeringer og dets militær ikke har haft egne interesser og gennemført aktioner, der ikke flugtede med de siddende amerikanske administrationer og faktisk flere gange har ført til, at USA måtte intervenere for at beskytte Israel senest med støtte til regeringens autoriserede folkedrab i Gaza. Men det betyder, at Israel altid har været afhængig af forskydningerne i USA’s strategiske interesser og af samme grund været afhængig af USA’s politiske og økonomiske bistand. Siden 70’erne har Israel modtaget bistand for ca. 340 mia. dollar. En sådan støtte binder modtageren mere end giveren. Det er vel muligt, at ”halen har svinget med lidt med hunden i forskellige bestemte perioder, men det er hunden, der bestemmer hvor længe, halen skal svinge”. Angrebet på Iran kommer nu, fordi den økonomiske og politiske udvikling, der i dag tager form i Eurasiens to poler (Europa og Østasien) og i Centralasien vil få afgørende betydning for USA’s fremtidige globale magtposition og Israels fremtidige eksistensbetingelser. Af samme grund er det nærliggende at forvente nye angreb eller destabiliseringsaktioner mod Iran. Endnu engang tilbage til 1992 Iranspørgsmålet som strategisk kernepunkt for USA er ikke af nyere dato. Faktisk er spørgsmålet indføjet i en bredere dominansstrategi, som blev formuleret umiddelbart efter ophøret af den kolde krig. Strategien bygger igen oven på den geopolitiske strategi, der praktisk blev udfoldet umiddelbart efter 2. Verdenskrig. USA besatte de facto Japan og underlagde sig senere Sydkorea efter våbenhvilen under Korea-krigen i 1953. Samtidig engagerede USA sig indirekte i støtten til englændernes og franskmændenes bestræbelser for at bevare deres dominans i Sydøstasien. I samme periode blev Marshallhjælpen rullet ud i det krigshærgede Europa. Dels for at sikre Amerikas økonomiske interesser og dels for sikre den politisk militære dominans i Europa og for at inddæmme Sovjetstyret. Strategiens kerneperspektiv var at ”lukke begge ender af den Eurasiatiske landmasse”. Næste fase i strategien var at opsplitte/opdele Sydøstasien og Centralasien i venligtsindede nationer og på den måde isolere Sovjetunionen og lukke for fremtidig kinesisk ekspansion. Indien skulle efter ophøret af det engelske koloniherredømme forhindres i sammen med Sovjet og Kina at spille en central rolle i den videre udvikling af Eurasien. Strategien ændrede ikke mål og substans men karakter efter Sovjetunionens fald. Centralasien blev efter opløsningen af Sovjetunionen til et kludetæppe af selvstændige stater, der meget let kunne resultere i den ene lokale/regionale konflikt efter den anden, som USA ikke kunne styre endsige inddæmme. Det største problem set ud fra USA’s hegemoniske interesser kunne blive, at dominansen i Østasien og Europa ikke ville være stærk nok til at forhindre udviklingen af et samlet Eurasien fra Øst til Vest. I det spændingsfelt har først og fremmest Iran men også den arabiske del af Vestasien spillet en central geostrategisk rolle. Hvilket også lå bag kuppet mod den demokratiske valgte premierminister Muhammed Mossadegh i Iran i 1953, der bl.a. havde lagt sig ud med de store olieselskaber og orienterede sig mod et samarbejde med de Centralasiatiske lande. På baggrund af den tradition og det perspektiv fremlagde viceforsvarsminister Wolfowitz i 1992 en samlet strategisk plan for konsolideringen af USA’s hegemoni- og dominanspolitik. Den såkaldte Wolfowitz-doktrin er i det store og hele blevet fulgt af samtlige amerikanske præsidenter efterfølgende omend modificeret efter de konkrete forhold og udfordringer. Udgangspunktet for doktrinen var, at den kollektive sikkerhed i 30’erne fejlede, fordi der ikke var en stærk magt til at give lederskab. Hvis den situation skulle undgås efter afslutningen af den kolde krig, måtte USA mobilisere sit magtpotentiale, så hegemoni- og dominansstrukturen ikke kunne antastes. Helt konkret blev doktrinen udmøntet i fire hovedpunkter: USA skulle være i stand til at afskrække eller nedkæmpe en hvilken som helst magt, der måtte udgøre en trussel mod USA’s interesser, USA skulle udbygge et samlet system af militære alliancer og arrangementer og samtidig forebygge eventuelle forsøg på at renationalisere forsvarspolitikken, hvilket først og fremmest var målrettet mulige opbrud fra Nato, USA skulle kunne forhindre enhver fjendtlig magt i at dominere en region, som måtte være af betydning for amerikanske interesser. Nævnt blev Østasien, Mellemøsten, den Persiske golf, Latinamerika og Europa, USA skulle forhindre regional ustabilitet, hvor en sådan kunne udfordre amerikanske interesser og sprede våbensystemer og nuklear kapacitet. I det større geostrategiske billede var der allerede i 1990 blevet udviklet en særlig doktrin for USA’s dominans i Stillehavet med fokus på Sydøstasien. Længere fremme i dokumentet står der direkte, at USA sammen med dets allierede må udbygge og konsolidere mekanismer til at afskrække potentielle aggressorer fra at aspirere til at en regional eller endog global rolle. Til det formål skulle USA’s militære styrke udvikles til at fortage hurtige indgreb med overvældende styrke for at afskrække en hvilken som helst udfordrer. USA skulle samtidig være indstillet på at forhindre nogen regional magt i at udvikle atomar eller kemisk militær kapacitet. (Også kaldet WMD). Til det formål skulle USA kunne fortage ”forebyggende/foregribende angreb” og handle uden om de internationale regler og om nødvendigt handle alene eller sammen med en ”koalition af villige”. Fem år senere satte tidligere sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski i en større artikel fra 1997 (A Geostrategy for Eurasia) Wolfowitzdoktrinen ind i en mere konkret Eurasiatisk sammenhæng som afgørende for at forebygge en kritisk udfordring af USA’s globale førerstilling. Artiklen lægger ikke fingre imellem. Kina og Indien ses som aspiranter til regional hegemoni, der både økonomisk, politisk og militært kan presse amerikanske interesser. Eurasien befolkes af 75% af jordens befolkning, det samlede BNP udgør 60% af verdens BNP. Og så kommer hovedpointen: Eurasien er verdens bærende superkontinent. Fra Vest i Europa til Øst i Asien vil Eurasien, hvis det samles i et landfast samarbejds- og sikkerhedsmønster, udgøre den største trussel mod USA. Derfor måtte hovedfokus være at forhindre nogen magt eller grupper af lande i at udelukke USA fra indflydelse i Eurasien. Som noget kontroversielt foreslog, Bzrezinski, at USA skulle arbejde på at etablere et godt forhold til Iran og befordre Irans tætte samarbejde med Tyrkiet, Usbekistan, Aserbajdsjan og Turkmenistan med det formål at opbygge et stabiliserende midtpunkt i Centralasien, og Kaukasusområdet og som venligtsindet forbindelsesenhed mellem Mellemøsten og Centralasien. Læg mærke til, at Israel ikke her spiller samme vitale rolle for kontrollen som efter revolutionen i Iran to år efter. Bzrezinski foreslår også et tættere samarbejde med Kina og foreslår Kina optaget i G7. Den vision frafaldes ret hurtigt, men tanken om at integrere Kina i verdensmarkedet og undergrave kommunistpartiets styrke for at injicere kapitalistisk markedsøkonomi slippes ikke. Brzezinski demonstrerer i hele artiklen en klar forståelse for det afgørende nødvendige i, at USA spiller den dominerende rolle i Eurasien og danner forskellige alliancer og styringsmekanismer til at understøtte dominansen og splitte alle bestræbelser på at skabe et sammenhængende Eurasien udenom USA. Bzrezinskis essay blev ikke betragtet og skulle heller ikke betragtes som en tidligere højt placeret sikkerhedsrådgivers omkostningsfrie fabuleringer. Han formulerede blot det, der implicit var indskrevet i Wolfowitzdoktrinen, som  både Bushregeringen og Clintonregeringen de facto styrede efter. Det er også den geostrategiske tænkemåde, som lå til grund for George W. Bush’s beslutning om først at angribe Afghanistan og senere i 2003 at invadere Irak. I begge tilfælde for at gennemføre regimeændringer og integrere dem i den neoliberale globaliseringspolitik. De nævnte præsidenter blandede sig også destabiliserende i magtspillet mellem Indien og Pakistan på den ene side og Indien og Kina på den anden. Dvs. hele tiden holde gang i splittelser gennem del og hersk. Og hvis det ikke lykkes regime skifte og efterfølgende balkanisering som i Irak og Afghanistan. Den tankegang er blevet videreført og officielt formuleret som mulig amerikansk og Israelsk strategi. (Statsterrorisme, drab på politiske og militære ledere og regimeskifte er blevet perfektioneret af Israel senest med angrebne på Hizbollahs ledere i Libanon). Mordene på de iranske topgeneraler og videnskabsmænd samt det voldsomme angreb i angrebenes to første bølger udgår fra Netanyahuregeringens geostrategiske drejebog og i tilfældet Iran en konkret forestilling om en mulig balkanisering af Iran. Det israelske efterretningsvæsen Mossad har længe kanaliseret støtte til minoriteterne i provinserne: Azeris, Kurderne, Baloch, og de arabiske minoriteter. Taktikken bygger på den opfattelse, at det iranske regime i forvejen var så kompromitteret, at en militær ydmygelse kombineret med uro i provinserne ville få regimet til brase sammen som et korthus. Lidt i stil med situationen i Syrien. Som balkaniseret og urohærget stat ville Iran mistet status som økonomisk og geostrategisk knudepunkt i den udvikling, der er i fuld gang i hele Øst- og Centralasien med Rusland, Kina og Indien i en hovedrolle. USA’s nyere Iranpolitik På trods af de omtalte militære- og sikkerhedspolitiske doktriner er det faktisk ikke lykkedes USA eller for den sags skyld Europa at formulere en sammenhængende politik overfor Iran siden revolutionen i 1979 og dermed overfor udviklingen i Centralasien. Israel og Mellemøsten har i perioden efter den kolde krigs ophør udgjort det geostrategisk knudepunkt. Men i perioden fra 1992 og frem til i dag er både Kina og Indien vokset i omfang, der udfordrer USA’s dominans. Den udfordring konkurrerer med USA’s traditionelle dominans overfor de olierige arabiske stater, der er blevet holdt på plads af USA’s stedfortræder – Israel. Det billede er ved at ændre sig. En nye proces er nemlig under udvikling og har været det i de sidste to til tre år. De arabiske oliestater Saudi-Arabien og UAE har diskret tilnærmet sig et samarbejde med Iran formildet af Kinas diplomatiske og økonomiske offensiv. Det gælder f.eks. Kinas massive investeringer i UAE for at opbygge landet som det nye infrastrukturelle knudepunkt. Den proces går direkte imod USA’s og Israels Abrahamprotokol, hvis sigte er at normalisere forholdet mellem de arabiske stater og Israel og konsolidere Israels position som brohoved til Europa. Den proces har imidlertid stået stille siden Israel påbegyndte folkedrabet i Gaza. I mellemtiden har tilnærmelsen mellem Iran og flere af de arabiske stater underbygget Irans voksende betydning i hele det Eurasiatiske udviklingsprojekt, der i alvorlig grad både vil svække USA’s indflydelse og Israels fremtidige stedfortræder rolle i det Eurasiatiske og Vestasiatiske teater. Det er således fejltagelse at vurdere angrebet på Iran på baggrund af de aktuelle geopolitiske spil endsige lægge for meget vægt på atomspørgsmålet. Hertil kommer de mange overvejelser om Israels indflydelse på USA’s geostrategiske planer. Faktisk skal man tilbage til Obamas første præsidentperiode nærmere bestemt 2009, hvor det billede, der aktuelt tegner sig, blev beskrevet i detaljer. Det drejer sig om en omfattende analyse af USA’s forhold til Iran udviklet af The Saban Cener for Middle East Policy ved Brookings Institution. Rapporten blev fremlagt for Obama administrationen som et sammenhængende katalog over forskellige strategiske udspil overfor Iran. Rapporten har overskriften: ”Which path to Persia? Options for a new American strategy toward Iran”. Flere af rapportens anbefalinger er efterfølgende blevet afprøvet med større eller mindre succes. Risikoen for, at Iran skulle udvikle atomvåben og opnå dybere integration i det Asiatiske netværk, går som en rød tråd gennem alle de anbefalede muligheder: Forhandlingsvejen: Iran skulle tilbydes aftaler, som ikke kunne afslås gennem ”overtalelse”, her iblandt indgåelse af aftaler om atomprojekterne og truslen om sanktioner, hvis Iran afslog seriøse forhandlinger. (bl.a. gennem JCAO, som også flere Europæiske lande skulle involveres i samt IAEA), De militære muligheder: Invasion af Iran, eller massive luft bombardementer eller at overlade et muligt angreb til Israel, Regimeskifte muligheden: Støtte til et folkeligt oprør, støtte de forskellige etniske minoritetsgrupper eller støtte et direkte militært opgør med regimet, Inddæmningspolitik, hvor Iran inddæmmes økonomisk, politisk, geostrategisk og militært. Hver strategisk option blev formuleret i særskilte afsnit og afsluttet med udkast til en sammenhængende strategi, hvor alle optioner blev tænkt sammen. Efterfølgende har historien vist, at alle muligheder har været i spil, siden rapporten blev fremlagt for Obamaadministrationen, og at Trump administrationen og Israel først og fremmest har satset på de mest vidtgående muligheder for at reducere Irans position og fastholde Israels rolle i Mellemøsten. Det hører med til historien, at Trump allerede i sin første præsidentperiode lukkede af for forhandlingsvejen og derfor i dag reelt ikke har ret mange andre muligheder for at forfølge USA’s særinteresser end militære interventioner eller regimeændrende terroraktioner. I samme situation står Israel. Nu er det ikke sådan, at Brookings Instituttets anbefalinger har haft karakter af et vilkårligt tag selvbord. Fra Obamas regeringsperiode har USA måtte se sit globale politisk-økonomiske magtpotentiale og geopolitiske autoritet reduceret. Det er hele MAGA politikken et udtryk for. USA og måske endnu mere Israel befinder sig i dag i en defensiv position, hvor verdensdominansen, der ikke længere bare accepteres af resten af verden, skal forsvares med alle midler. Destabilisering og statsterrorisme har sandsynligvis erstattet de mere vidtgående militære anbefalinger som fremherskende metoder i den defensive taktik. Helt kontant hænger det sammen med, at USA knap har de militære midler og politiske grundlag for en egentlig invasion. Sporene fra Afghanistan og Irak skræmmer både Trumpadministrationen og den amerikanske befolkning. Om Trumps og Benjamin Netanyahus statsterrorisme og bombning af Iran så har indfriet de opstillede mål, forekommer langt fra sikkert. Officielt ved vi ikke, om bombninger af atomkraftværkerne fik det ønskede resultat. Vi ved heller ikke, hvor de 400 kg. beriget uran befinder sig. Og indtil videre tyder alle efterretninger på, at et regimeskifte langt fra er lykkedes, men at angrebene tværtimod har bidraget til at samle nationen bag lederne og udelukke et hvilket som helst oprør fra regionerne. Alligevel kan en ny optrapning af konflikten på ingen måde udelukkes. Det skyldes ikke konfliktens aktuelle og lokale dynamik men snarere udviklingen og spændingerne i det øvrige Eurasien, som har udfoldet sig med voksende kraft og hastighed indenfor de sidste to år. Begivenhederne i Cantralasien og i Sydkaukasus har i langt højere grad end konflikterne i Mellemøsten ligget som en styrende skyggefaktor  bag angrebene på Iran. Hvad den udvikling så konkret indeholder og besidder af konfliktperspektiv vil blive behandlet nedenfor. Det gælder hovedsageligt de politisk-økonomiske perspektiver og de geopolitiske konsekvenser. De to langsomme alternativer I 2011 formulerede Obama den berømte og stadigt aktuelle doktrin: ”Pivot China”. Formlen var ganske enkel. Europa var siden den kolde krigs afslutning blevet stadigt mindre interessant for USA. Europa havde økonomisk og politisk tabt terræn på verdensmarkedet og udgjorde trods flere forsøg ikke en samlet modvægt til USA. Europa var ikke længere målt med Wolfowtz’ målestok en allieret, der skulle kontrolleres og reguleres. Sagt mindre pænt blev de europæiske lande i USA opfattet som føjelige vasalstater. Eftertiden har vist, at det er en meget præcis opfattelse. Rusland blev i 2011 heller ikke på trods af begyndende modsætninger opfattet som en alvorlig trussel, hvor det modsatte gjaldt for det dynamiske Kina. Som Sovjetunionen under den kolde krig skulle inddæmmes, var turen nu kommet til Kina, der på alle væsentlige områder blev opfattet som den største trussel mod USA økonomiske, politiske og militære dominans. Kort fortalt indebar Obamas doktrin, at militæret i højere grad skulle koncentrere sig om dominans i Stillehavet, og at Kinas økonomiske vækst skulle bremses især på det højteknologiske område. Som det tredje ben i vendingen mod Kina indgik opbygningen af alliancer med landene i Øst- og Sydøstasien vendt mod Kina. Hvad der kun indirekte fremgik af de programmer, der efterfølgende blev udviklet, var, at Indien også skulle inddrages i alliancepolitikken, og at der skulle formuleres strategier for, hvorledes USA kunne kontrollere de Øst- og Centralasiatiske republikker og Malaccastrædet for på den måde at svække eller helt amputere Kinas forsyningskæder. Især på energiområdet bl.a. olieeksporten fra Iran. Bidenadministrationen fulgte op på Obama doktrinen med et konkretiseret og potenseret program for inddæmning af Kina. Øget militær oprustning i det Sydkinesiske hav. De facto opsigelse af aftalerne om Taiwans status og gentagne provokatoriske besøg på Taiwan af amerikanske toppolitikere og sanktioner mod Kina indenfor alle væsentlige højteknologiske områder. Sanktionspolitikken inddrog alle lande og selskaber, der måtte handle med Kina indenfor områder defineret som sikkerhedspolitisk følsomme. En bøjelig strategi, hvor områder, der blev defineret som sikkerhedspolitisk sårbare, kunne udvides i det uendelige. Trump forsøger nu i sin anden præsidentperiode at følge op på både Obamas og Bidens politik uden indtil nu at være nået ret meget længere, og i hvert fald ikke har haft videre held med at stække Kinas økonomiske udvikling. Tværtimod har inddæmningspolitikken afstedkommet en accelereret national forskning og udvikling indenfor den kinesiske Tech industri, der helt åbenlyst overgår alle forventninger. (selv Financial Times og The Economist har måttet overgive sig og anerkende den enorme udvikling indenfor Kinesisk alle væsentlige techområder). Selv Trumps aggressive told- og splittelsespolitik er stødt på alvorlige problemer. Kina har ikke blot afværget de værste konsekvenser af toldpolitikken, men været i stand til at tvinge Trump på tilbagetog. Grundlaget for Kinas modsvar er siden 2011 opbygget indenfor kinesisk industri og udvikling af nye markeder, som både USA og Europa har mere end vanskeligt ved at modgå. Kinas modsvar og generelle udviklingsstrategi i det Globale Syd Umiddelbart efter Obamas lancering af ”pivot Kina” formulerede Kinas leder Xi Jinping i en længere tale i Kasakhstan i 2013 projekt: ”Belt and Road Initiativ” (BRI). Projektet bestod først og fremmest af et økonomisk udviklingsperspektiv og sekundært en geopolitisk strategi. Det skal understreges, at BRI først og fremmest er et kinesisk funderet projekt. Men det er tæt forbundet med BRICS projektet uden, at de to projekter er identiske eller formelt afhængige af hinanden. Xi Jinping redegjorde i sin tale for Kinas mere grundlæggende udviklingsstrategi. Opbygning af en multipolær verden. Opbygning af nye økonomiske vækstmarkeder gennem favorabel finansiel støtte til landene i det Globale Syd. I første omgang med konkret fokus på Centralasien, hvor de forskellige stater på trods af enorme naturlige ressourcer ikke formåede at udvikle dem på en måde, der skabte nye markeder. Kina begyndte at investere i infrastrukturelle projekter i hele Centralasien og helt frem til Kaukasus. Der blev indgået forsyningsaftaler med Rusland og Iran indenfor olie- og gasområdet, og der blev investeret massivt i udbygning af det centralasiatiske jernbane- og it net. I 2024 skønnede Verdensbanken, at BRI omhandlede 155 lande og forudsagde en gennemsnitlig økonomisk vækst indenfor området på 4.1% samt (og ikke mindst) en reduktion af de globale handelsomkostninger på 2.2% Det har ikke på noget tidspunkt været hensigten, at BRI skulle udvikles i ekspresfart eller bygge faste alliancer. Fokus har heller ikke ensidigt været på økonomi og infrastruktur. I alle de bilaterale aftaler, der er indgået indenfor rammen af BRI, figurerer også uddannelsessamarbejde, sundhedssamarbejde, konstruktion af institutionsanlæg, industriel udvikling, markedsregulering, kultursamarbejde og udvikling af nye politikformer og solide samfundsstrukturer. Alle aftaler er blevet indgået med respekt for det enkelte lands suverænitet og politiske tradition. Der hører ikke politiske- og værdimæssige formkrav med til aftalerne. Til at finansiere den brede vifte af lokale projekter indgår Kinas Udviklingsbank, Eksport-import Bank i Kina, New Development Bank (i BRICS regi) og Shanghei Cooperation Organization (SCO er en selvstændig enhed, der formelt fungerer udenfor BRI. Iran er tilsluttet SCO), som også spiller en betydelig rolle i udviklingen af BRICS og ikke mindst opbygningen af en Central- og Vestasiatisk sikkerhedsarkitektur. På det seneste møde umiddelbart efter  USA’s og Israels angreb på Iran holdt bl.a. den iranske og kinesiske forsvarsminister separate møder, hvor der blev indgået aftaler om kinesisk militær støtte til det iranske luftsvar og mulighed for Iran at skifte fra de amerikanske kontrollerede GPS system til det kinesiske BEIDO system. Med det skifte vil USA og Israel i fremtiden få vanskeligere ved at jamme og lamme luftforsvaret. På SCO mødet blev der i øvrigt holdt møder mellem Kina og Indien for at finde frem til holdbare diplomatiske løsninger på modsætningerne mellem Indien og Pakistan. Der er indenfor BRI rammen opbygget ca. seks forskellige korridorer fra Kinas vestlige provinser hen over Centralasien og Rusland, der via jernbanenet og fælles it-net forbinder Kina med Tyrkiet/Europa, Aserbajdsjan og Kakasusområdet samt Iran og UEA. Der anlægges parallelt togforbindelser mellem Kina og Europa gennem Midt korridoren gennem Rusland og Central-Vestasien korridoren. (Turkmenistan, Kasakhstan, Usbekistan og Turkmenistan). Kort før Israels angreb på Iran, skulle det første ordinære godstog rulle ind over den Iranske grænse med ankomst i Teheran. I tilknytning til BRI er der derud over skabt jernbaneforbindelse fra det sydlige Kina og ned til Singapore, hvilket reducerer Malaccastrædets strategiske betydning i fremtiden. Ved siden af jernbanenettet indgås der obligatorisk bilaterale aftaler om anlæggelse af olie- og gasledninger, it-netværk, operationsmekanismer og nødvendige institutioner. som alle de involverede lande kan profitere af, og som reducerer hele Østasiens afhængighed af den maritime transport. Udenfor BRI, men i tæt samarbejde med Kina, har Rusland og Iran anlagt Nord-Vest korridoren fra Rusland til Iran. Korridoren indeholder ud over den fysiske forbindelse et vidt forgrenet samarbejdsnetværk, som dels styrker Irans og dels reducerer Ruslands maritime afhængighed af Sortehavet. Helt aktuelt forsøger Israel og USA at forpurre samarbejdet, der også involverer Aserbajdsjan, ved at puste til de nylige modsætninger mellem Rusland og Aserbajdsjan på den ene side og spændingerne mellem Iran og Aserbajdsjan på den anden side. I angrebet på Iran opererede Israel fra Aserbajdsjansk grund. Ved at trække Aserbajdsjan i Vestlig retning er det USA’s og Israels hensigt dels at fastholde Israel og ikke mindst Tyrkiet som et centralt forbindelsesled til Europa, der går uden om Rusland og Iran og dels bremse eller i det mindste svække Kinas direkte ved gennem togforbindelsen til Baku og den nærliggende dybvandshavn, som Kina har stået for. BRI netværket begrænser sig ikke til det Eurasiatiske område. BRI udstrækker sig også til samarbejdet med flere Latinamerikanske og Afrikanske lande. Men det samarbejde og de dimensioner vil ikke blive behandlet i denne artikel. BRI’s strukturelle perspektiv BRI skal uden om de mange floromvundne udtalelser og proklamationer forstås som Kinas antiimperialistisk vækst- og udviklingsmodel, der i hele sit væsen og set up langsomt skal opbygge det Globale Syds vækstalternativ uden at konfrontere USA’s og Europas finansielle, økonomiske og institutionelle dominans direkte. Man kan sige, at BRI er en forlængelse af Kinas egen vækststrategi, der først og fremmest fokuserer på industriel vækst, social- og sundhedsmæssig sikkerhed, folkelig inddragelse og skarp regulering af hele den finansielle sektor. Økonomen Isabelle Weber har meget præcist i sine analyser af det kinesiske samfund og delvist BRI kaldt Kina for en statskonstitueret markedsøkonomi. Med central statslig styring af både statslige- og private markeder og langsigtet allokering af kapital og investeringer uden kortsigtede hensyn til kapitalafkastet. Kort sagt en markedsmodel helt forskellig fra den Transatlantiske neoliberale kapitalisme, finanstyranni og kortsigtede profitjag. BRI projekterne skal i den forstand forstås som den eksterne forlængelse af Kinas indre vækststruktur og vækstmål. BRI indeholder et udbredt netværk af forbindelser og samarbejdsflader, som danner grobund for et fremtidigt valutasamarbejde og opbygningen af alternative finansinstitutioner. Både som modeller for fremtiden og som det materielle grundlag for at presse Vesten til reformer af IMF, Verdensbanken, UNCTAD, WTO og FN. Målet er at skabe forudsætningerne for en mere ligelig fordeling af indflydelse/stemmevægte mellem de Atlantiske lande og landene/samarbejdsalliancerne fra det Globale Syd i de respektive institutioner. Efter min opfattelse, er det den strategiske sammenhæng, der historisk overlejrer den aktuelle konflikt mellem Israel/USA og Iran. Efter en noget omtumlet og ikke specielt succesfuld start er BRI ved at finde formen og metoderne til at udvikle netværket og forpligte de forskellige deltagere. Dvs. at udrulningen af initiativerne nu foregår betydeligt hurtigere og mere sikkert, hvad der helt åbenlyst nu udgør den alvorligste trussel mod USA’s interesse i et opsplittet Centralasien og Israels interesse i at bevare sin rolle som USA’s og Europas landbaserede hangarskib i Mellemøsten. USA’s og Israels forsinkede modsvar til BRI I 2023 på G20 topmødet i New Delhi underskrev Indien, USA, UAE, Saudi Arabien Israel, Frankrig, Tyskland og EU et memorandum som grundlag for ”India, Middle-East, Europe economic Corridor” (IMEC). IMEC’s vigtigste mål var at skabe fælles økonomisk udvikling, infrastrukturel sammenhæng, energisamarbejde og økonomisk integration mellem Asien, den Persiske Golf og Europa. Korridoren skulle gå fra Indien gennem Golfen og Israel til Italien og Grækenland som et modsvar til BRI og Rusland – Iran forbindelsen. IMEC skulle dæmme op for BRI og forhindre Indien og de arabiske lande i at blive tilknyttet BRI på den ene eller den anden måde. Israel skulle spille en nøglerolle både som transitland og som disciplinerende magtfaktor overfor de arabiske lande. IMEC er imidlertid ikke rigtigt kommet fra start. Der hersker fortsat uenighed om finansieringsgrundlaget og de praktiske projekter. I virkelighedens verden fungerer IMEC indtil videre først og fremmest som et ideologisk projekt og som talerstol for Netanyahu, når han på især USA’s og Europas vegne tordner mod Kinas ”autoritære kapitalisme”. På skyggesiden er IMEC løftestang for infiltrering i de lande, der har tilsluttet sig BRI. Den politik har også været afprøvet overfor Iran for at få Iran ind i folden, men blev i oktober 2024 pure afvis af Khamanei, som pointerede, at Israels kampagne mod Iran havde til formål at gøre Israel til centralt knudepunkt for energieksport til Europa for at sikre sig sin egen overlevelse som selvstændig stat. Få dage efter besluttede det Iranske parlament at styrke tilknytningen til Kina, BRI og søge om optagelse i BRICS samt fremme udbygningen af Nord-Syd korridoren mellem Rusland og Iran. Landene bag IMEC har ikke haft den store succes med projektet. USA og Europa kan reelt ikke tilbyde håndgribelige udviklingsprojekter med respekt for deltagerlandenes suverænitet og geopolitiske autonomi. Israels og USA’s angreb på Iran har tværtimod om end utilsigtet fremskyndet samarbejdet mellem Saudi-Arabien og UAE og Kina og Rusland og således svækket IMEC. Det lykkedes i øvrigt Kina et år før angrebet på Iran at formidle en tilnærmelse Saudi-Arabien og Iran. Og til forskel fra samarbejdet i IMEC, foregår det noget mere konkret og praktisk mellem Rusland/Kina og Golfstaterne, hvor især oliehandlen foregår i de lokale valutaer, hvilket også har reduceret Saudi-Arabiens investeringer i Petrodollars. Den Centralasiatiske inddæmning af Kina Og så er vi tilbage ved Wolfowitz og Bzrezinski doktrinen. Obama doktrinen efterfulgt af Bidens aggressive politik overfor Kina i hele Stillehavsområdet fulgt op af sanktionspolitikken er ikke tilstrækkelig til reelt at inddæmme Kina og fastholde USA’s globale dominans. Udvidelsen af Nato mod Øst gik relativt smertefrit indtil Rusland trak en rød linje ved Ukraines optagelse i Nato. Vigtigheden af denne strategiske øvelse havde Wolfowitz understreget flere gange i doktrinen. Ukraine skulle forstås som bindeled til Kaukasusområdet og herfra til Vestasien. Få i den Atlantiske alliance havde forestillet sig, at Rusland kunne mønstre den militære styrke, som tilfældet er, og binde Ukraine, Europa og USA i en opslidningskrig, som Rusland står til at vinde med store omkostninger for Europas økonomi og sammenhængskraft. Og få havde for alvor regnet med, at sanktionspolitikken overfor Rusland for det første ville bringe Kina og Rusland tættere på hinanden, men for det andet også accelerere udviklingen i både BRI og BRICS. Den Atlantiske kapitalisme, der ikke har meget at tilbyde det Globale Syd hvad angår støtte og udvikling har gennem hele Ukraine krigens forløb fået anskuelsesundervisning i, hvor langt den Atlantiske alliance er indstillet på at gå for at undertvinge et hvilket som helst land dets dominans og interesser. Alene den indsigt har bidraget til at øge interessen for både BRI og BRICS som dels udviklingspartnere, dels beskyttelse overfor den Atlantiske sanktionspolitik og dels som kommende institutioner til finansiering af det Globale Syds nødvendige udviklingsinitiativer. Krigen i Ukraine og Natos og EU’s Ani russiske sanktionspolitik og massive militære støtte til Ukraine har i virkeligheden fremmet og ikke hæmmet de asiatiske og afrikanske landes bevægelse væk fra USA’s og Europas indflydelse. Ukrainekrigen og Israels moralske deroute har trukket det Eurasiatiske ”spøgelse” frem på scenen. Ruslands og Kinas stadigt tættere samarbejde og deres indbyrdes arbejdsdeling, som den kinesiske udenrigsminister understregede under besøget i EU, bliver aksen som både samarbejdsrelationerne i Centralasien og i Afrika bygges op omkring. Hvor Rusland af historiske grunde har vanskeligt ved at udvikle eller fastholde et samarbejde med flere af landene i Centralasien, Vestasien og Kaukasus, træder Kina ind via BRI og knytter landene til aksen. Hvis den udvikling holder ved, bliver Bzrezinskis mareridt en realitet. USA mister muligheden for at balkanisere Centralasien som grundlag for enten at gennemtvinge sine interesser eller fastholde det hidtidige fodfæste. Hvilket vil resultere i følgende: A). USA får endnu vanskeligere ved at gennemføre sin inddæmningspolitik overfor Kina på landsiden både politisk, økonomisk og militært, hvad der igen svækker styrken i Stillehavsstrategien. Vanskelighederne kan allerede spores nu i forbindelse med Trumps toldoffensiv overfor Kina, der allerede var forudset og forberedt og svarer nu igen ved at omdirigere en større andel af eksporten til Asien, Centralasien og store dele af Afrika formidlet gennem BRI netværket. B). USA og Europa har mødt grænserne for sanktionspolitikkens effekt og mulighederne for at isolere Rusland. På samtlige områder har Putinregeringen sat turbo på orienteringen mod Øst og indgår nu den ene samarbejdsaftale efter anden på de højteknologiske områder samtidig med, at de industrielle investeringer spredes ud på langt flere og strategisk vigtige industrigrene end tidligere. Rusland er, mens krigen i Ukraine raser, i gang med en kolossal vending væk fra primær råstofeksport til forceret udvikling af bl.a. Tech-sektoren. I den sammenhæng indgår også det tætte samarbejde mellem Rusland og Iran, der rummer langt flere områder end det militærtekniske. Som et apropos er det vigtigt at understrege, at de relativt hurtige reaktioner på USA’s og Europas dominanspolitik og omdirigering af produktion, investeringer og handel først og fremmest er muliggjort af en udbredt statsstyring af både investeringer, produktion og marked, herunder international samhandel og kapitalregulering. Selv om Rusland og Kina økonomisk strukturelt ikke ligner hinanden og måske, måske ikke, kommer til at tegne samme udviklingsbane, har de to lande tilnærmet sig hinanden politisk og økonomisk, hvor især Rusland indoptager flere af de samfundsmæssige styringsmekanismer, som er udviklet i Kina. Og for så vidt det lykkedes indenfor overskuelig tid at udvikle en fælles valuta/fælles valutasamarbejde – ikke alene mellem Rusland og Kina – men indenfor BRI og BRICS rammen, vil det resultere i yderligere tilnærmelser. Der, hvor vandene på længere sigt kan skille, vil udgå fra de to landes forskellige grundlogikker. Kina er afhængig af BRI og BRICS som strategisk perspektiv, fordi hele regimet og folkekulturen bygger på forestillingen om Kinas vej mod socialisme. Hele Kinas udenrigspolitik må have som rationale at nedbryde de imperialistiske Vestmagters dominans og skabe et multipolært verdensmarked, hvor alle stater kan indgå i et ligeværdigt samarbejde, og hvor der opbygges institutioner og mekanismer til at reducere og nedbryde de mekanismer, der i århundrede har holdt det Globale Syd nede i underudvikling. Rusland har i et årti i praksis forfulgt den samme politik på trods af, at landet er grundlæggende kapitalistisk og indtil 2014 havde ambitioner om at blive integreret i den Atlantiske kapitalisme. De ambitioner har Natos Øst udvidelse og Ukrainekrigen sat en stopper for, og Putinadministrationen har brugt de forfatningsmæssige muligheder for at styrke centralmagten og samfundsreguleringen, herunder regulering af økonomien og den interessebestemte og geostrategiske udenrigspolitik. Der virker med andre ord en vis konvergens mellem Kinas og Ruslands praktiske politik. En slags fælles forsikring mod den Atlantiske dominanspolitik, og det er ikke muligt uden et stærkt fodfæste i størstedelen af Eurasien. Vladimir Putin redegjorde meget præcist for den fælles strategi under SPIEF 2025 topmødet i Sct. Petersborg (International økonomisk forum), mens Israel og USA angreb Iran: ”Kina og Rusland formulerer en ny verdensorden. Kina og Rusland vil ikke skabe en ny verdensorden. Vi giver den snarere form. Den ny verden vokser helt naturligt frem som solopgangen. Vi kan ikke undgå det. Vores rolle er at formulere konturerne, måske bane vejen for den proces, så den bliver mere afbalanceret og forbundet med interesser for den klare majoritet af lande i verden. Vi antager, at alle nationer vil anerkende og endelig forstå, som jeg tidligere har gjort klart, at den tilgang til at finde løsninger vil vise sig overlegen i forhold til det magtfulde pres eller neokoloniale paradigme, som menneskeheden har levet under i århundrede – hvis ikke årtusinder”. Oversat siger Putin, at Kina og Rusland ikke kan tvinge nogen suveræne stater til samarbejde eller optagelse i de forskellige netværk. Ingen stater går frivilligt ind i de omtalte netværk, hvis der ikke er klare fordele for den enkelte nation. Derfor kan der heller ikke opstilles ganske bestemte politiske og værdimæssige normer for samarbejdet. Vejen til øget vækst og større global lighed går over mange forskellige politiske og systemiske veje. Det drejer sig ikke om at føre en politik, hvor den Atlantiske kapitalisme udfordres ensidigt.  BRI og BRICS projekterne skal vælges til som alternativer. De forskellige fora og samarbejdsformer skal ”skynde sig langsomt”. Det er også en nødvendig fremgangsmåde, hvis det skal lykkes at overvinde interesseforskelle og indre modsætninger i f.eks. BRICS, som kun langsomt udvikler sig til en mere sammenhængende blok uden at erklære sig som en alliance. Indien og Kina, begge medlemmer af BRICS, har stadig mange uløste lokale konflikter og konkurrerer tillige om indflydelse i Syd- og Sydøstasien. Kina har også et anspændt forhold til Vietnam. Så både politisk, økonomisk og sikkerhedspolitisk skal BRICS og BRI bevæge sig langsomt fremad for at undgå indre splittelse og ydre konflikter. I modsat fald vil BRICS få vanskeligt ved på den ene side at modgå USA’s destabiliseringspolitik og på den anden side tiltrække flere lande udenfor organisationen. Derfor bestræber især Kina sig i videst mulige omfang på at undgå militære konfrontationer med USA og USA’s allierede i Stillehavet (bl.a. Filippinerne, Japan og Sydkorea) og vælger i stedet diplomatisk offensiv og en vækst-netværksstrategi, der reducerer risikoen for krig, terrorisme, politiske kup og USA’s og Europas mange forsøg på tvungne regimeskift. Rusland forfølger i princippet samme politik, men har af historiske grunde ikke de samme muligheder for at undgå konfrontationer. Alene russofobien i Europa, der bidrager til at holde EU sammen, fastholder Rusland i en permanent konfrontations situation. Rusland har også konstant uro i sin baggård i Kaukasus, hvor især EU via Frankrig i flere år har spillet en fremtrædende rolle i de forskellige forsøg på at gennemføre regimeændringer. Kort sagt er strategien både i Belt and Road og nu helt tydeligt i BRICS at deltage og opbygge de materielle, politisk-økonomiske og geostrategiske forudsætninger for en langsom radikal ændring af den globale politiske, økonomiske og geopolitiske struktur uden at skabe et globalt kaos, institutionelt sammenbrud og risiko for omfattende krig og ødelæggelse. Der er visse ligheder til nutidens militære nedslidningsstrategier, som konstant, men hverken lineært eller unisont reducerer modpartens (Atlantisk kapitalisme) muligheder for at handle offensivt. Nedenunder alle de spektakulære begivenheder, der i medierne isoleres til situationsteater, spiller de globale økonomiske tendenser en afgørende rolle for henholdsvis den Atlantiske kapitalismes mulighed for at bevare sin overlegenhed og f.eks. BRICS landenes mulighed for at forme en fælles økonomiske strategi, der kan overvinde neoliberalismens nedbrydning af den globale vækst. Væksttyngdepunktet skal flyttes fra de rige lande til de fattig lande og udviklingslandene. Det bliver den afgørende transformation for ændringerne af de globale styrkeforhold, som BRICS landene stiler efter, og som den Atlantiske blok rettelig frygter og bekæmper med alle til rådighed stående midler, som eksempelvis Israels og USA’s hasarderede angreb på Iran. Et kortfattet signalement af de underliggende økonomiske spændinger For kort at underbygge ovenstående kan det være hensigtsmæssigt at kaste et overordnet blik på, hvad der økonomisk er på spil nedenunder de geopolitiske spændinger i Mellemøsten og Eurasien og sandsynligvis i konfliktfeltet mellem den Atlantiske kapitalisme og BRICS. Da USA i 1973 rendte ind i den første store krise efter 1945, der først fandt sin løsning med Washington Concensus i 1979, som indledte den neoliberale globaliseringsstrategi, lykkedes det rent faktisk USA at samle størstedelen af de herskende klasser i USA og Europa politisk, ideologisk og strategisk. Den strategi ramte muren med finanskrisen. Siden 2008 er de herskende klasser tydeligvis gået fra den ene splittelse og konflikt efter den anden. Men indtil nu er det lykkedes at opstemme splittelserne og konflikterne under en overgribende fælles interesse. Den Atlantiske kapitalismes dominans skulle bevares. Det var Bidenadministrationens hele rationale. Men de indre omkostninger var for store, hvilket som bekendt har bragt Trump til magten via MAGA bevægelsen, der grundlæggende tilsidesætter alle andre kapitalistiske lande og sammenslutningers interesser for amerikanske. Det afgørende er imidlertid, at der ikke er tale om en vilkårlig strategisk vending. USA og amerikansk kapitalisme kan ikke andet, selv om protektionismen, told- og sanktionspolitikken og tilsidesættelse af alle internationale regler er ved at æde den globale kapitalisme op indefra. Det mest dugfriske eksempel. Kongressens vedtagelse af Trumps finanslovsforslag ”Big and Beautiful” vil medføre, at statsunderskuddet vokser til mellem 6-8% af BNP. USA indkasserer den højeste gæld i verden på 37000 mia. dollar. Hvert eneste år skal der betales 900 mia. dollar i renter, og hvert eneste år skal der udstedes nye statsobligationer for at dække underskuddet. Hidtil har det ikke været et problem at afsætte obligationerne, fordi de har været opfattet som sikre papirer. Men Trumps ekstatiske økonomiske udenrigspolitik og finansmarkedernes indre ustabilitet forårsager nu, at der er færre institutionelle købere til obligationerne, hvilket holder den amerikanske realrente høj. Når Trump så samtidig ventilerer tanken om at presse en tvungen gældsnedskrivning igennem, kan det ikke undre, at både statslige institutionelle investorer og private investeringsbanker langsomt og diskret er begyndt at flytte kapitalinvesteringer over til andre landes statsobligationer bl.a. tyske bunds. USA er langsomt ved at nå grænsen for, hvor megen kapital dollarregimet kan trække ud af det globale marked. Hermed ikke sagt at grænsen er nået. Men USA’s gæld og underskudsfinansiering kombineret med den aggressive handelspolitik og svage industrielle base i selve USA udgør i sig selv en destabiliserende faktor. Dels hæmmes investeringerne og dels slår det igennem som global lavvækst, som IMF, Verdensbanken, OECD og UNCTAD nu finder alarmerende. (En global vækst helt nede på 2.3% er reelt nulvækst). Den anden side af mønten er, at i samme måned som USA og Israel angreb på Iran, blev den globale gældsproblematik behandlet på en større konference ”Fourth International Conference on Financing for Development” i Sevilla. Bl.a. EU deltog med Ursula von der Leyen og Macron. De faktisk forhold, som blev behandlet, var nedslående. Det økonomiske gab mellem de rige lande og udviklingslandene vokser igen. Til næste år vil G7 landene for tredje år i træk reducere den økonomiske hjælp. I 2026 vil reduktionen alene være på 44 mia. dollar. De mindst udviklede landes samlede eksterne gæld er tredoblet over de seneste 15 år (UN rapport). Udviklingslandenes (minus Kina) gæld er vokset til 126% af deres BNP. Samlet udgør gælden 8800 mia. dollar. Tilbagebetaling på gælden overgår nu den samlede kredit og kapitalinvestering i landene. Siden 2022 har private kreditorer hjemtaget 141 mia. dollar i udviklingslandenes gældsafdrag. Afdragene er større, end de har frigivet i ny finansiering. Og ifølge UNCTAD er investeringerne i udviklingslandenes infrastruktur faldet med 35%, i vedvarende energi med 31%, i vandforsyning med 30% og i agrare systemer med 19%. Selv om det her opstillede billede på de globale modsætninger er stærkt stiliseret, tjener det til at indramme de globale modsætninger og en udviklingsproces, hvor den Atlantiske kapitalisme er degenereret fra at være drivende for den globale vækst til en parasitær stilling, der for at overleve forfølger en strategi, der nu hæmmer den samlede kapitalismes vækst. Det usikre alternativ og USA’s defensive destabiliseringspolitik Det er i det spændingsfelt og uholdbare modsætningsfelt, at Kina, BRI og BRICS opererer og optage næring i takt med verdensøkonomiens stagnation. Det er også budskabet fra det nyligt afholdte og stærkt mediedækkede BRICS topmøde i Rio de Janeiro. Sluterklæringen har overskriften: ”Styrkelse af det Globale Syd for inkluderende og bæredygtig styring (ledelse)” - af den politisk-økonomiske og miljømæssige udvikling. Selve overskriften betegner en udvikling væk fra de tidligere topmøders proklamatoriske konfrontationer. Strategien er lagt om, hvor den lange sluterklæring dels kan opfattes som et omfattende udviklingsprogram og dels som et katalog for et bredere og mere ligeværdigt og praktisk samarbejde. Dedollariseringen gennem en fælles BRICS valuta, der tidligere var organisationens fokuspunkt, er nu taget af bordet. I stedet indgår et netværk af lokale valutasamarbejde som ny bæredygtig og ikke konfrontatorisk strategi. De lokale valutasamarbejder  skal udvikles gennem bilaterale samarbejder om industriudvikling, grøn vækst, udvikling af social- og sundhedsvæsnet mv., som sammenlagt praktisk skal udgøre alternativet til USA’s og Europas hidtidige neoliberale kapitalismemodel. Det fremgår også klart af topmødereferaterne, at man for første gang officielt har erkendt, at der internt i BRICS gruppen er mange forskellige interesser, der langsomt og praktisk skal harmoniseres, og at en forceret proces med for mange åbenlyse konfrontationer med bl.a. USA, kan destabilisere gruppen. Med et kinesisk udtryk: ”ikke at arbejde mod strømmen men arbejde med og forme dens forløb”. Konkret betyder det, at topmødet har lagt grunden til en konkret reformpolitik af de institutioner, der hidtil har reguleret verdensmarkedet og det internationale samarbejde (IMF, FN, WTO mv.), men som under den neoliberale globaliseringsstrategi er enten er kompromitteret eller gjort virkningsløse. Tempoet, og hvad der på kort sigt nås af resultater, er, hvad der fremgår af topmødet, ikke et kardinalpunkt. Det er selve processen og retningen mod en global situation, hvor det ”økonomiske råderum” for USA og dets allierede indskrænkes, hvad der igen får afgørende betydning for de geostrategiske og militære styrkeforhold. Om Trumps trussel efter BRICS topmødets slutresolution om at pålægge alle BRICS medlemslande og partnerskaberne en ekstra told på 10% får den store betydning og skaber uro i rækkerne, er ikke til at vide på indeværende tidspunkt. Men i sidste ende er det altid et lands eller en alliance af landes industrielle udvikling og kapacitet, der afgør de geopolitiske styrkeforhold og de forskellige sikkerhedsstrukturer. Nogle få afsluttende bemærkninger Selv om Israels og USA’s angreb på Iran som et øjebliksbillede kan forekomme overvældende og Irans fremtidige position i området som stærkt svækket, forholder det sig omvendt, hvis angrebet og USA’s/Israels optræden underordnes det Eurasiatiske perspektiv. Angrebene er strengt foretaget ud fra en defensiv position for begge landes vedkommende med det umiddelbare formål at destabilisere og balkanisere Iran og med dets centrale position på sigt bremse udviklingen i Centralasien, herunder den praktiske udrulning af BRI og fastholde den splittelse, som Kina, Rusland, Indien og det øvrige BRICS tilstræber at overvinde. Kampen om retningen for den globale kapitalismes videre udvikling indbefatter i væsentlig grad kampen om styrkepositionerne i Mellemøsten og på den Eurasiatiske landmasse, hvor udviklingen her vil få afgørende betydning bl.a. for dynamikken i Afrika. USA’s vicepræsident J.D. Vance har med vanlig aggressivitet formuleret problemstillingen krystalklart på X: ”Trumps doktrin er følgende: 1). klart at definere amerikanske interesser, 2). forhandle aggressivt for at få indfriet disse interesser, og 3). brug af overvældende magt hvis nødvendigt”. Den doktrin adskiller sig i princippet ikke fra den tidligere Wolfowitz doktrin bortset fra det ene faktum, at Trumps doktrin alene er rettet mod et aggressivt forsvar af USA’s position som verdens ubestridte magtcentrum, hvad USA ikke er længere. Det er den situation, der kan udløse irrationelle og ukontrollable aktioner som angrebene på Iran med uoverskuelige konsekvenser, der rækker langt ud over den konkrete magtdemonstration. Allerede nu er den globale lovløshed en realitet.Trumps strategi og MAGA bevægelsen og angrebet på Iran er blot det hidtil seneste udtryk for den situation. Jan Helbak                            

  juli 10, 2025 12:36 pm

  Læs mere

• Virtuel trussel mod demokratiet – eller svækket immunforsvar?

  Israel angriber Iran, og Iran svarer igen. Situationen er uoverskuelig og kan komme helt ud af kontrol. Sådan har vi også vænnet os til at opfatte krigen i Ukraine, de tilspidsede modsætninger mellem USA og Kina osv. Eller hvad kan protesterne ”No King” mod Trump udvikle sig til i USA. Listen af uigennemskuelige konflikter er meget længere, men fælles for de nævnte er, at det er næsten umuligt at skabe sig et overblik, og ingen eller i hvert fald meget få autoritative og pålidelige kilder står frem hævet over enhver tvivl. Mod sædvane har jeg opgivet at følge udviklingen time for time. I stedet faldt det mig ind, at jeg for nogle dage eller uger siden læste en artikel i DR-Nyt om desinformation. Jeg læste den gang artiklen hurtigt igennem, men heller ikke mere. Midt i al medierumlen har jeg nu læst artiklen igennem en gang til og fundet, at den er langt mere interessant end som så.  Artikel fra DR nyheder Artiklen, som er skrevet af Brita Kvist Hansen (journalist på DR), havde en  opsigtsvækkende titel: ”Ekspert: ”Vi skal kunne svare igen på påvirkningskampagner indenfor 24 timer”. Undertitlen var: ”Voksende russisk påvirkning kombineret med kunstig intelligens øger truslen mod vestlige demokratier”. Egentlig noget af en kioskbasker og en forklaring på det fænomen, som politikerne ikke mindst statsministeren igen og igen henviser til i de mange lidt tågede advarsler om, at russerne udgør en trussel mod hele Europa. Ikke at de fysisk vil besætte os, men holde os i en mental, politisk og social spændetrøje. Med det narrativ gav overskriften mening. Artiklen tager udgangspunkt i valget i Rumænien 2024, som blev erklæret ugyldigt under henvisning til efterretningstjenestens påstande om, at en udenlandsk påvirkningskampagne havde haft indflydelse på valgresultatet. Først og fremmest gjaldt det en reklamekampagne på Tik-Tok for den vindende kandidat. Hvilket ikke i sig selv er særligt ualmindeligt. Det kneb med dokumentationen, men der var en vilje til i EU at tage påstandene for gode vare. Den vindende kandidat var skeptisk overfor Nato og afviste EU’s linje overfor Rusland. Problemet var, at valget var afholdt, da det blev erklæret ugyldigt, hvad der skabte stor vrede i vælgerkorpset. Desinformation Den såkaldte påvirkningskampagne blev takseret til at være desinformation, som ifølge ordbøgerne betyder forsætlig vildledning med det mål at opbygge et bestemt narrativ. Til forskel fra misinformation, der er fejlagtig information, og som forekommer hele tiden uden at være bevidst vildledende. Vi skal ikke have gentaget situationen i Rumænien. Et andet sted kunne den komme ud af kontrol. Derfor skal der sættes ind i løbet af 24 timer for at skyde desinformation ned. Og, som der står i artiklen, er det en påtrængende opgave i og med: ”Rusland sætter stadig større ressourcer ind på at undergrave vores demokratier med påvirkningskampagner”. En trussel, der er overhængende, fordi: ”Vores åbne samfund er nemme at ramme for Rusland, siger Janis Sarts, som er direktør for Nato Strategic Communications Center of Excellence i Riga Letland”. ”Ifølge Janis Sarts vokser den russiske indsats for at påvirke valg og svække demokratiet. Metoden går ud på at udbrede bestemte budskaber via netværk og falske profiler, der udsender koordinerede budskaber”. Det lyder velkendt. Det er vist ikke kun russerne, der anvender denne såkaldte virtuelle jamming. Det har stort set været gængs praksis siden ophøret af den kolde krig. Mere eller mindre gennemskueligt og sofistikeret. Så den side af mønten skal vel tælles med, når trusselsbilledet mod demokratiet beskrives. I hvert fald har det kunnet konstateres, at dokumentationen for brud på de almindelige valgregler generelt set ikke har været overvældende stærk. Men som sagt er de forskellige trusselsbilleder blevet taget for gode vare alt afhængig af hvilken part, der har kunnet profitere af narrativet. Forhåndsingreb Jaris Sarts udtaler så følgende som svar på den omfattende virtuelle offensiv fra Ruslands side: bl.a. i forbindelse med valg: ”Det duer ikke at vente, når man ser kræfter udefra blande sig. Man skal kunne reagere indenfor et døgn”. ”myndighederne skal straks fortælle offentligheden, hvad der foregår. Derud over skal de kræve af platformene, at de lever op til reglerne og standser netværk, der står bag de koordinerede kampagner”. Desværre forsynder hele artiklen sig mod helt elementære argumentations- og fremstillingsregler. Artiklen indeholder mindst fire hovedpåstande vedr. temaet: Kampagnerne undergraver demokratiet, Åbne samfund som de europæiske er nemme at ramme, Kampagner kan påvirke valgresultater, Påvirkningskampagne ved præsidentvalget i Rumænien var udslagsgivende for valget. Der er i artiklen bare ikke belæg for nogen af de fire påstande endsige forholdsvis præcise beskrivelser af påstandene. Så vi er sådan set lige vidt. Påstandene lader sig ikke efterprøve. Vi må derfor spørge prøvende ind til påstandene. ”Ifølge ham (Janis Sarts) skal myndighederne straks fortælle offentligheden, hvad der foregår”. Hvad står der egentlig? Vi myndighederne, (hvem det så end er) ved, hvad der er desinformation og ikke desinformation. Konkret vil det nok være efterretningstjenesterne, der afkoder de mange informationer, der er i spil hele døgnet rundt. Spørgsmålet er så, hvordan efterretningstjenesterne og deres politiske opdragsgivere kan vide, hvad der er information og desinformation. De må strengt taget være i besiddelse af en bestemt målestok for korrekte informationer, som alle informationer skal måles i forhold til. Ellers giver sætningen ikke mening, medmindre man trygt overlader det til efterretningstjenesterne ud fra egne og ikke offentligt kendte kriterier at sondre mellem desinformation og korrekt information. Og på det grundlag skal politikere og andre offentlige myndigheder reagere ”indenfor 24 timer og informere offentligheden om, hvad der foregår”. Eller sagt på en anden måde, skal myndighederne kunne reagere så hurtigt, at desinformationen ikke når befolkningen og forårsager politisk forvirring eller stemmeskred som i Rumænien. Jeg har ikke andet begreb for den indstilling end forhåndscensur. Holdninger og tendenser – påvirkningskampagnernes grobund Nu findes der vel en begribelig forklaring på, hvorfor højtplacerede embedsmænd i Nato og efterretningstjenesterne går så vidt som til at plædere for forhåndscensur? Det er nok ikke rimeligt over en bred bank at mistænke væsnerne for at pleje egne eksistensinteresser. Det burde ikke forekomme i et demokrati og i et åbent samfund. Den nok væsentligste grund formuleres meget præcist senere i artiklen af Jaris Sarts: ”Mange påvirkningsoperationer lykkes, fordi de bygger oven på holdninger og tendenser der er i forvejen”. Holdninger og tendenser, der ikke falder indenfor korrekthedsmålestokken, forstås. Holdninger og tendenser, der ikke skal understøttes eller på nogen måde kunne brede sig ud af kontrol. F.eks. de voksende national konservative partier og bevægelser, der i voksende omfang udfordrer det etablerede politiske centrum. Dvs. påvirkningskampagnerne rammer ind i en i forvejen eksisterende stemning. Måske skaber de rettelig ikke nye stemninger. Måske forstærker de blot de eksisterende, som myndighederne kan have vanskeligt ved at få has på. Hvis man så kan gribe ind overfor påvirkningskampagnerne, inden budskaberne breder sig, skulle det være muligt at fastholde en eller anden form for status quo i det politiske landskab og i den aktuelle situation forhindre russerne i deres destabiliseringsmanøvre. Det er ikke uden betydning, at desinformationen mv. (som den kaldes) meget sjældent beskrives konkret. Afsløringerne fremføres næsten altid i brede og ret upræcise vendinger. Det gør det vanskeligt at forholde sig til dem, hvad der også vanskeliggør kritikken. Men de rammer rent ind i de etablerede narrativers signalmarkører som ”demokratierne”, de ”åbne samfund” osv. Det, der går forud for forhåndscensuren Men der gemmer sig faktisk et spøgelse bag forhåndscensuren. Den underliggende præmis: myndighedernes og de politiske lederes manglende tillid til vælgernes dømmekraft og evne til med en vis skepsis at sortere i de mange forskellige og konfliktende budskaber i medierne, på de sociale medier og YouTube mv. Og således også en frygt for, at en større del af vælgerkorpset kan lade sig forlokke af budskaber, der ikke ligger indenfor mainstreams virkelighedsopfattelse. Hvis det forholder sig sådan, at vælgerne er sårbare overfor det, myndighederne takserer som desinformation, ligger problemet vel ikke i de mange forskellige påvirkningskampagner eller eksplicit i de russiske påvirkningskampagner, men skal derimod henføres til påvirkningssårbarheden blandt vælgerne og fraværet af en åben og kritisk debat på et grundlag, så alle/de mange kan være med. Og så er det vel det problem, der skal under kniven fremfor at gribe til en aldeles udemokratisk forhåndscensur udformet af myndigheder, der ikke selv lader sig kontrollere af befolkningen endsige af Folketinget. Hvis vælgerne rent faktisk er så sårbare overfor fake news, desinformation og også misinformation, hvordan kan vi så samtidig hævde at have et resilient og dynamisk demokrati byggende på en omfattende kontrakt mellem den politiske elite og folket? Hvorfor? Vælgernes sårbarhed og vanskelighed ved at orientere sig har udviklet sig i takt med, at det politiske system og den politiske elite har løsrevet sig fra partierne og i den lange proces omdannet dem til rene valgmaskiner og rammer for partitoppens fokusgruppeorientering og stemningsorientering. Tidligere var partierne helt ud i yderste kartoffelrække med til at formulere politiske interesser, opdyrke en bestemt samfundsmoral/verdensanskuelse og danne ramme om de forskellige samfundsgruppers/vælgergruppers interesser. Man orienterede sig mod partiernes forskellige udmeldinger, når man ville forstå begivenheder, som man ikke selv havde overblik over eller mente at forstå helt rigtigt. Den formidling mellem det politisk institutionelle system og befolkningen er ikke længere. Den enkelte borger er overladt til sig selv, når voldsomme begivenheder som krigen i Ukraine, massedrabene i Gaza, Trumps ekstatiske udmeldinger, handelskonflikt mv. skal forstås og sættes ind i en sammenhæng. Hvis borgerne så på den anden side i de senere år har udviklet en vis skepsis overfor holdbarheden i de mange politiske udmeldinger bl.a., fordi partiernes politiske positioner skifter i et væk og indgår i de taktiske spil på Christiansborg, ja, så er det, at radaren står og vibrerer uden at kunne låse på velunderbyggede positioner og virkelighedsfortolkninger. Jaris Sarts har i den forstand helt ret: ”Mange påvirkningsoperationer lykkes, fordi de bygger på holdninger og tendenser, der er i forvejen”. Eller fortolket lidt anderledes. Fordi befolkningen igen og igen har oplevet, at det, der var rigtigt i går, er forkert i dag, og at grundene hertil er ganske uigennemsigtige. Så det ene narrativ kan være lige så godt som det andet i en situation, hvor fordomme og tro, frygt for udhaling og fraværet af autoriteter i det politiske liv helt ud på civilsamfundets yderste revle har gjort bestræbelser for at bruge dømmekraften til en næsten uoverkommelig opgave. I en sådan situation, er det demokratiets reducerede immunforsvar, som er problemet og ikke desinformationen.   Jan Helbak          

  juni 15, 2025 7:38 pm

  Læs mere