OVERVEJELSER

Seneste blogindlæg

• Kidnapningens strategiske perspektiv – del II

  I den foregående artikel (https://kritiskdebat.dk/2026/01/04/kidnapningens-strategiske-perspektiv/) var hovedfokus på USA’s strategiske perspektiver bag kidnapningen af Madoro. Jeg skrev, at kidnapningen skulle ses som første egentlige realisering af USA’s National Security Strategy (NSS), der blev offentliggjort i november 2025. Her fremgår det utvetydigt, at Latinamerika og Caribien er USA’s suveræne interesseområde, og at fremmede konkurrenters indflydelse skal reduceres eller helt ophøre. (Fortrinsvis Kina, Rusland og delvis Europa). Sat på spidsen og lidt kynisk kan man sige, at USA’s kidnapningsaktion og trusler til regeringen i Venezuela om, at USA overtager styringen af hele landet, hvis Delcy Rodriguez’s regering ikke efterkommer Trumpadministrationens krav, repræsenterer en form for show-case. Udfaldet af interventionen i de kommende måneder og konsekvenserne af USA’s brud på alle relevante internationale retsnormer vil have afgørende betydning for Trumps og Marco Rubios kalibrering og eskalering af interventionsstrategien. Med det afsæt skrev jeg følgende: ”Det helt store og åbne strategiske spørgsmål er, om de Latinamerikanske lande kan fortsætte deres økonomiske udvikling og genindustrialisering uden de massive kinesiske investeringer? Og om USA under devisen ”America first” er i stand eller har viljen til at ”erstatte” Kinas udviklingspolitik, for så vidt det lykkes den nuværende og de kommende amerikanske regeringer at intimidere, true, tvinge, destabilisere de forskellige regeringer til at bryde samarbejdet med Kina og Rusland og åbne for amerikansk overtagelse af de mange projekter? Det næste ret alvorlige og måske uoverskuelige spørgsmål er, hvordan Kina og Rusland vil reagere og hvilke modforanstaltninger, de vil mobilisere for at forsvare fodfæstet i Latinamerika”? USA’s nye vending mod Latinamerika begyndte under Biden USA’s hovedkonkurrent i Latinamerika er uden sidestykke Kina. Og det er helt utilsløret Kina, strategien er rettet i mod. Rusland og Europa har også været aktive med investeringer og handel, men hverken i samme størrelsesorden eller med samme indhold. Kinas investeringer i Latinamerika og Caribien tog for alvor fart efter 2008, som en af flere strategier for at overvinde finanskrisen. I 2008 blev Kinas første officielle ”politikpapir” vedr. Latinamerika formuleret. Det blev fulgt op i 2016. Det sidste officielle ”politikpapir” blev offentliggjort i 2025. Linjen fra 2008 og frem til nu er rimelig konsistent: Oprettelse af handelsforbindelser til gensidig fordel for de enkelte lande. Gradvis indførelse af swaps (komplekse finansielle byttehandler) og handel i lokale valutaer. Oprettelse af transnationale samarbejdsinstitutioner på kontinentet som f.eks. CELAC (China-community of Latin American and Caribbian States bestående af samarbejdet mellem Kina og 33 stater på kontinentet), som igen har tilknyttet en række underordnede fora/organisationer, institutioner og projekter. Sidste møde blev afholdt i Beijing 2025. Ingen militarisering og ingen ideologiske krav til de respektive regeringer, herunder indblanding i enkeltstaternes indre anliggender. Først relativt sent stod det klart for i hvert fald Biden administrationen, at Kina var ved at blive en strategisk udfordring i Latinamerika, og at Kina ikke kun skulle inddæmmes og bekæmpes i den Asiatiske region. I 2022 frigav Bidenadministrationen en ”Ny national forsvarsstrategi”, hvis hovedsigte var at konfrontere Kina og de vigtigste regionale områder, heriblandt Latinamerika. Strategien defineres som ”integreret afskrækkelse”, hvilket råt oversat indebærer, at politiske-juridiske-økonomiske-og militære midler skal anvendes som samlet afskrækkelse. Latinamerika blev set som en central del af det ”Globale Syd”, hvor Kina opererer for at skabe ”et favorabelt eksternt område”. ”Kina tilstræber at blive repræsentant for det ”Globale Syd”. ”Kinas sikkerheds- og udviklingsinitiativer falder i tråd med udviklingslandene, som opfatter den internationale orden under amerikansk og europæisk ledelse som ude af stand til at adressere de indbyggede problemer i det ”Globale Syd”. Trumpadministrationens nye NSS har med andre ord ikke set dagens lys ud af den blå luft. Joe Bidens administration og Pentagon havde allerede stillet skarpt på den ”Latinamerikanske udfordring”. De væsentligste forskelle består for det første i NSS dokumentets eksplicitte opdeling af verden i hovedregioner og disses betydning for USA’s sikkerhed og vækst. For det andet er tonen en anden. Hvis man ser bort fra selvforherligelsen i NSS, er dokumentet slet og ret et brutalt kampskrift for at bevare USA’s magt uden ideologisk legitimering. (lige nu kommer det tydeligt frem i Grønlandsdebatten). Kinas investeringer og aktiviteter På nuværende tidspunkt er Kina involveret i ca. 300 større projekter i Latinamerika og Caribien, hvoraf infrastrukturprojekter alene udgør 268. Der er skabt i omegnen af 2 mio. arbejdspladser. Dels i projekterne og dels i 2000 virksomheder, som kineserne har part i. Siden 2020 er Kina blevet Latinamerikas største samhandelspartner med en handelsværdi på 510 mia. dollar om året. I 2000 udgjorde samhandlen 12 mia. dollar. Ved udgangen af 2023 havde Kina investeret 600 mia. dollar. Kinas samlede engagement i Latinamerika og Caribien overgås kun af engagementerne i Asien. Det betydningsfulde er dog karakteren af Kinas investeringer, der adskiller sig radikalt fra USA’s og EU’s investeringer. For det første er der over de seneste år sket en ændring i investeringerne fra ordinær råstofudvinding til en mere massiv satsning på fælles opbygning af infrastruktur og større sammenhængende investeringer i it-systemer og kommunikationsstrukturer, herunder udrulning af open source AI projekter. Projekterne er kendetegnet ved at fremme billige AI løsninger med praktisk betydning for den samlede industriudvikling og med fokus på robotteknologi og effektivisering og kvalificering af produktionen indenfor high-end industrier og bilindustrien. Med investeringerne hører også investeringer i uddannelse af arbejdskraften, herunder opbygning af uddannelsesinstitutioner. Parallelt med disse investeringer er der igangsat flere landbrugsprojekter med overførsel af erfaringer fra Kinas nationale effektivisering af landbruget kombineret med miljøvenligt energiforbrug som alternativ til USA’s ”plantageimperialisme”, hvor landbrugsinvesteringerne hovedsageligt rettes mod opbygningen af plantager for amerikansk fødevareforbrug. Konkrete eksempler og USA’s modsvar Nogle få eksempler kan kaste lys over rationalet bag de kinesiske investeringer og tydeliggøre, hvor de adskiller sig fra især de amerikanske investeringer, og hvorfor USA nu reagerer kraftigt. I 2024 blev Latinamerikas mest moderne og robotstyrede dybvandshavn til 3.5 mia. dollar indviet i Chancay i Peru lige nord for hovedstaden Lima. Men det drejer sig ikke kun om pågældende havn. Den er et led i et langt større projekt, som Xi Jinping ved indvielsen kaldte:  ”den maritime Silke- og Inca vej” forstået som et nyt knudepunkt for den maritime handelstrafik fra Asien, der på sigt skal forbindes med den gamle Incavej fra Chile til Colombia. Fuldt gennemført vil projektet forbinde flere landes samhandel og effektivisere infrastrukturen på et helt nyt niveau. Hvor langt projektet udvikler sig, vil bl.a. afhænge af de implicerede landes vilje til lokalt at indgå gensidige kontrakter og samlet kontrakter med Kina. Med USA’s nye magtpolitik er det indlysende, at man vil forsøge at presse de lokale regeringer til ikke at indgå i de nødvendige delprojekter og det samlede projekt. Når præsident Trump nu efter kidnapningen af Maduro langer ud efter Columbias præsident Petro skal det ses i lyset af, at Columbia har søgt om optagelse i Belt and Road projektet og dermed de facto samarbejde med BRICS-landene og New Development Bank. Bl.a. med henblik på finansiering og realisering af et ret vidtgående projekt, hvor Columbias Stillehavskyst forbindes med det Caribiske hav som et landbaseret jernbanealternativ til en langt dyrere kanal. Trumpadministrationen er allerede i gang med at presse regeringen i Columbia til at ”genforhandle” kontrakterne med Kina. USA’s krav om overtagelse af Venezuelas olieindustri har været forsidestof og fået flere til at stedfæste motivet for kidnapningen her. Der har også været skrevet en del om, hvad det vil få af negative konsekvenser for Kina. Forholdet er dog det, at Kina har reduceret sin import af olie fra Venezuela til et minimum, så importen kun udgør mellem 1- og 4%. Samlet set har Kina indenfor de sidste fire år neddroslet sine aktiviteter i Venezuela på grund af styrets tiltagende ustabilitet. Men Kina driver stadig Venezuelas it-net og det officielle kommunikationssystem gennem Huawei og ZTE, herunder det nationale ID-system. Projektet er defineret som et forsøgsprojekt, hvis metoder og typer af udstyr mv. skal kunne overføres til andre lande i Latinamerika. Den kommende tid vil vise, om regeringen i Venezuela presses til at opsige disse og andre kontrakter med Kina og erstatte it-strukturen med amerikanske produkter styret af amerikanske virksomheder. Problemet vil være, at de ikke har samme erfaring med udrulning af it-teknologi i lande med en ikke udviklet it-teknologi og tilsvarende arbejdskraft. Under alle omstændigheder vil udviklingen i Venezuela give et fingerpeg om, hvordan USA vil gribe samme problematik an i flere af de andre lande, som har indgået samarbejdskontrakter med Kina. Bl.a. Chile, Uruguay og Brasilien. Vi ved på indeværende tidspunkt meget lidt om, hvad det kommer til at betyde for Mexicos økonomi, at Trumpadministrationen har tvunget regeringen i Mexico til at lægge en høj told på importen af biler, tekstiler og plastikprodukter, der er vitale dele af mexicansk produktion. Mexicos regering er blevet tvunget ud i en hårfin balancegang mellem hensynet til en øget samhandel med ikke blot Kina, men også flere andre Asiatiske lande og nedtoning af en konflikt med USA. Trumps trusler overfor Mexicos præsident er ikke tomme. Sandsynligvis vil han afstå fra militære indgreb. Det forekommer mere nærliggende, at Trump indfører sanktioner, der vil ramme Mexicansk industri og landbrug hårdt og det facto opløse North American Free Trade Agreement. Et sidste eksemplarisk område, der skal nævnes, er de Latinamerikanske landes valutasamarbejde med både Kina og Rusland. Indenfor de sidste år nærmere bestemt efter Covid 19 krisen er en større del af samhandlen enten foregået i lokale valutaer eller i yuan og rubler helt uden om dollarsystemet. Dertil kommer enten kinesisk udviklede eller fælles udviklede swap-systemer til at forestå enten valutaomveksling eller omveksling af fysiske produkter. Det var et sådant system, Argentinas præsident Milei var ved at indgå aftaler med Kina om i sommeren 2025. USA saboterede aftalen med trusler om at blokere for Argentinas nye lån i IMF. Til gengæld kunne USA bevilge et større lån for at redde den stærkt højreorienterede præsident. Det har dog indtil dato ikke afskrækket Argentina og Chiles højreorienterede præsident Kats fra fortsat at ”sondere” lignende mekanismer. Afgørende er det dog, at præcis hele problematikken om dollarens fortsatte dominans ikke bare i Latinamerika men også i Centralasien og Afrika udgør det måske mest prekære og eksplosive konfliktpunkt, idet hele USA’s fortsatte økonomiske dominans står og falder med dollarsystemet. Afsluttende bemærkninger Over tid er Kinas og BRICS mål at bidrage til en ny Latinamerikansk udviklingsidentitet gennem opbygningen af et kompleks af gensidige projekter og bindende samarbejdsaftaler uafhængig af de respektive regeringers politiske observans. Livskraften i den strategi står og falder med de mange projekters faktiske forbedring af befolkningernes levevilkår og politisk stabilitet, hvad der i hvert fald på papiret tages højde for ved at understrege alle projekteres applikation til lokale vilkår, politiske og kulturelle traditioner. Som noget relativt nyt indgår stærke sikkerhedsgarantier i Kinas investeringspolitik. Allerede før USA’s kidnapning af Maduro måtte kineserne konstatere på den hårde måde, at Venezuela ikke ville være i stand til at overholde sine gældsforpligtelse. Den sikkerhedspolitiske dimension i investerings- og kontraktpolitikken vil helt sikkert blive udviklet i forceret tempo som modsvar til USA’s Nationale Sikkerheds Strategi og aktuelle intervention i Venezuela. Det helt afgørende spørgsmål i den nære fremtid er, hvad Kina vil kunne stille op, hvis USA presser de forskellige lande til enten at annullere de kontrakter, der er på tegnebrættet eller opsige allerede indgåede aftaler? Rent militært kan Kina for nuværende ikke stille noget op overfor USA’s militære opbud i Latinamerika og Caribien. USA har 76 militære baser i Latinamerika. Kina og Rusland har ingen militær tilstedeværelse overhovedet. Og med Trumpadministrationens tilsidesættelse af enhver respekt for international lov og indgåede aftaler er juridiske- og diplomatiske modforholdsregler begrænsede. Kinas og BRICS landenes modsvar vil angiveligt være at undgå direkte konfrontationer og fortsætte den valgte strategi dèr, hvor USA ikke står tilstrækkeligt stærkt til at gennemføre de nødvendige magtdemonstrationer eller har udsigt til udbredt folkelig modstand og trusler mod de siddende Trumpvenlige regeringer. For nuværende eksponerer USA’s intervention i Venezuela, truslerne mod Columbia, Mexico og Cuba et nyt og uforudsigeligt konfliktbillede i Latinamerika, hvor USA vil sætte alt ind for at gennemføre sin strategi og devaluere Kinas Belt and Road strategi som et reelt og troværdigt alternativ til USA’s ”America First” politik. Jan Helbak                              

  januar 8, 2026 9:54 pm

  Læs mere

• Kidnapningens strategiske perspektiv

    Venezuelas præsident Nicolas Maduro blev natten til den 3. januar 2026 kidnappet af amerikanske specialstyrker. USA’s begrundelse: ”gennemførelse af en anholdelse for at retsforfølge Maduro i New York på grundlag af et 20 sider langt anklageskrift. Hovedanklagen er medskyldighed i ”narkotikaterrorisme” til skade for USA’s befolkning””. Få tager med rette den anklage alvorligt. Få kan definere begrebet narkoterrorisme. Det er forså vidt også ligegyldigt, for USA’s retssystem er under alle omstændigheder underlagt international lov og FN-charteret, når det gælder internationale forhold. USA har ingen eksterritorial retskompetence! Det er patetisk at høre den ene regeringsleder rundt om i verden beklage USA’s aktion med henvisning til, at international lov skal overholdes. Hvornår har USA respekteret international lov, hvis lovene kom i vejen for landets interesser. Det vil her føre for vidt at opremse alle USA’s brud på international lov, og antallet i sig selv er heller ikke videre interessant. Så lad os sætte den side af sagen i parentes og nøgternt konstatere, at USA’s og Europæiske regeringers lemfældige omgang med international lov har skabt en præcedens, der efterhånden udstiller enhver henvisning til international lov i bedste fald naiv og i værste fald fuldstændig arbitrær. Hykleriet vedrørende regimeændringer kan vi også hurtigt runde. Vi kender efterhånden opskriften: Der er et regime, som ikke passer ind i USA’s eller Europas interessefelt. Først anfægtes regimets legitimitet. Derefter flyttes det over på den forkerte side som autokratisk. Så kommer sanktionerne efterfulgt af økonomisk pres. Oppositionen dyrkes og vejen banes for åben opposition og utilfredshed. Destabiliseringsprocessen udvikler sig, og snart er landet modent for regimeændring enten gennem regimets kapitulation eller via intervention. Succesraten har i de sidste årtier ikke været imponerende. Kidnapningsaktionen er den lidt mere spektakulære variation. Om aktionen vil lykkes på lidt længere sigt, ved ingen. Om det er realistisk, at Trump kan indlede et ”styret” samarbejde med fungerende præsident Delcy Rodríguez og dele af den øverste militære ledelse om at gennemføre en kontrolleret normalisering er langt fra sikkert. Men planen ligger i kortene. Muligheden eller risikoen for kaos og langvarig ustabilitet kan absolut ikke udelukkes, fordi der åbnes for et reelt magtvakuum og en ny scene for stormagtsrivalisering. Den scene eksisterer allerede og har eksisteret længe før kidnapningen. Det Venezuelanske samfund og dets politiske liv har længe være præget af de forskellige magtgruppers præferencer for amerikansk, russisk eller kinesisk indflydelse.  Interessekampe, der rækker langt ud over kontrollen over olien. Men fra og med kidnapningen og Trumps bemærkninger gælder det, at den videre udvikling i Venezuela er blevet hans stedfortræderproblem. Indtil videre forbliver de mange diskussioner om mulige scenarier de rene gisninger eller regelrette konspirationsteorier. Den overdrevne fokus på Venezuelas olieforekomster og Trumps forkvaklede påstand om, at det nu gælder om at tage USA’s ejendom tilbage, kan forvride forståelseshorisonten. Hensigten er selvfølgelig en afnationalisering af olieindustrien og geninstallering af amerikanske olieselskaber som ejere. Mange har fokuseret på, hvad overtagelsen af kontrollen med olieindustrien vil få af konsekvenser for oliemarkedet, og hvad det vil betyde for Rusland og Kina i særdeleshed. Det billede kan imidlertid let fortrænge det mere vidtgående perspektiv, som udgør et af flere operationsfelter i USA’s Nationale Sikkerheds Strategi. Trump og USA accepterer ikke andre landes legitime ret til at nationalisere egen ejendom, fordi det begrænser de store amerikanske og også europæiske virksomheders frihed til at ”investere” sig til monopolstillinger på vitale samfundsområder. ”Kampen om retten til olien” i Venezuela er ikke et unikt fænomen, men et konfliktpunkt der genaktualiseres i flere Latinamerikanske lande i disse år. USA’s Nationale Sikkerheds Strategi (NSS) Selve aktionen er alvorlig nok i sig selv, men vi bliver nødt til at se bort fra situationens spektakulære narrativ og Trumps brovtende selvhævdelse. herunder udtalelserne om, at USA vil styre Venezuela indtil, en ny regering kan tage over og indføre en rolig og stabil overgang til demokrati og velfærd for hele befolkningen. Lykkeligvis er der færre og færre, der tager bravaderne alvorligt. Kun frygten for konsekvenserne styrer de frekvenser, der tunes ind på. Det alvorlige ligger bag bravaderne. Kidnapningen af Maduro indgår som første realisering af USA’s nye Nationale Sikkerheds Strategi. Nærmere beskrevet i afsnittet om regioner. Her gælder det Western Hemesphere og hvad der beskrives som Trumps videreførelse af Monroe doktrinen. Mildest talt en fordrejning der vil noget, men lad det være. Dokumentets selvovervurderende og i øvrigt inkonsistente tirader om USA’s fantastiske overlegenhed på alle livets områder og respekt for alle landes suverænitet og frihed, kan man med fordel springe over. Så reduceres strategidokumentets 29 sider til nogle relativt få centrale statements, der til gengæld bliver styrende for USA’s fremtidige udenrigspolitik. Hvad det får af indenrigspolitiske konsekvenser skal ikke behandles her. Blot skal nævnes i forbifarten, at strategien har forårsaget flere revner i MAGA bevægelsen. Helt overordnet er den nye strategi som udgangspunkt  kontraktiv og defensiv. USA skal ikke længere tilstræbe global dominans, men prioritere sine styrker og indsatser, herunder genopbygningen af sig selv som uovertruffen industri- og militær nation. Målet er at fastholde en bestemt magtbalance, hvor ingen magt i verden vil blive tilladt en størrelse, som kan true USA’s interesser. Det er dokumentets maxime. ”At fokusere og prioritere er at vælge”, og det strategiske dokument prioriterer først fremmest den absolutte dominans i hele Latinamerika som en afgørende prioritet. En prioritet, som Trumpadministrationen beskylder de tidligere amerikanske regeringer for at have negligeret i deres ”ideologiske globaliseringspolitik”. USA skal gennemtvinge en overlegen tilstedeværelse og skabe adgang til alle geografiske områder på hele kontinentet. USA skal forhindre ”fremmede” magter og interesser udenfor Latinamerika i at få fodfæste og true amerikanske interesser. Fremgangsmåden skal primært bestå i at binde (enlist) venligtsindede regimer til USA’s interesser og udvide antallet (expand) af lande, der potentielt kan blive USA’s fremtidige partnere. Som f.eks. Venezuela. Bagtæppet beskrives på følgende måde: Udefra kommende konkurrenter, som er trængt dybt ind i Latinamerika til skade for USA’s økonomiske- og strategiske interesser. At tillade en sådan fremmed indtrængen gennem årtier har udgjort en strategisk fejltagelse. Målet må være at trænge disse konkurrenter tilbage eller helt ud af Latinamerika. Her tænkes først og fremmest på Kinas og i mindre grad Ruslands voksende økonomiske indflydelse i Latinamerika. Men det er også et signal til EU om at underordne sig USA’s interesser. Aktuelt med adresse til EU’s ønske om at indgå en større handelsaftale med Mercosur-landene. Eksempelvis er Mexico blevet tvunget til at indføre told på import fra Kina, hvilket bringer mislyde mellem de to lande, der ellers har haft et upåklageligt samarbejde. Kina er blevet tvunget væk fra administrationen af Panamakanalen. Brasilien har fået pålagt en meget høj straftold, fordi man handler med Rusland. USA har også rettet fokus på samarbejdet mellem Peru og Kina om havne- og transportnet og flere latinamerikanske landes kontrakter med Kina omhandlende it-udvikling, udrulning af G5 netværk, eksport af landbrugsprodukter til Kina mv. Dertil kommer måske det allervigtigste Kinas og Ruslands finansielle interesser i Latinamerika og bestræbelserne for at opbygge mellemstatslige handler i lokale valutaer uden om dollarsystemet. Selv om Kina stadig kun er tredjestørste investor i hele Latinamerika er investeringsraten vokset eksponentielt siden 2020. I december 2025 offentliggjorde Kina et strategisk ”politikpapir”, som beskrev en agenda for: ”Institutionaliseret, udvidet og prioriteret samarbejde med de latinamerikanske lande”. Politikpapiret følger den generelle kinesiske opskrift. Samhandel, favorable investeringer og institutionsopbygning, hvor sidstnævnte skal konsolidere og sikre det videre samarbejde og ikke mindst mulig fremtidig tilslutning til BRICS. Afgørende for Kinas strategi er, at man altid respekterer de eksisterende regeringer og politiske forhold og altid sikrer en bredde i samarbejdet, som er til fordel for de lokale samfund og interesser. Det betyder eksempelvis, at både Argentina og Chile, som er styret af ekstremt højreorienterede regimer, har opretholdt deres samarbejde med Kina uden de helt store problemer. Det helt store og åbne strategiske spørgsmål er, om de Latinamerikanske lande kan fortsætte deres økonomiske udvikling og genindustrialisering uden de massive kinesiske investeringer? Og om USA under devisen ”America first” er i stand eller har viljen til at ”erstatte” Kinas udviklingspolitik, for så vidt det lykkes den nuværende og de kommende amerikanske regeringer at intimidere, true, tvinge, destabilisere de forskellige regeringer til at bryde samarbejdet med Kina og Rusland og åbne for amerikansk overtagelse af de mange projekter? Det næste ret alvorlige og måske uoverskuelige spørgsmål er, hvordan Kina og Rusland vil reagere og hvilke modforanstaltninger, de vil mobilisere for at forsvare fodfæstet i Latinamerika? Kinas ”Belt and Road” er vidt udbredt i flere af de Latinamerikanske lande. Venezuela udgør kun en begrænset del af det samlede projekt. Det tredje spørgsmål er, hvordan befolkningerne og det politiske liv i de Latinamerikanske lande vil reagere, hvis en mulig amerikanske udmanøvrering medfører forringede levevilkår, langsommere it-vækst, opløsning i de etablerede institutionelle strukturer og svækket national økonomi? Hidtil – dvs. historisk – har amerikansk militær og økonomisk dominans i området ikke fremmet Latinamerikas samlede økonomiske og samfundspolitiske udvikling. Kidnapningen og herfra Med kidnapningen af Madura har Trumpadministrationen udfoldet det første konkrete lærestykke i, hvordan NSS skal fortolkes. Om Trump kan ”styre” regimeændringen i Venezuela efter planen, eller om kidnapningsoperationen ender i kaos og binding af USA’s kræfter i længere tid er først og fremmest interessant, fordi udfaldet i Venezuela siger noget om, hvor hurtigt og effektivt (eller det modsatte) Trumpadministrationen kan forfølge sine strategiske mål på resten af kontinentet. Forløbet indenfor den nærmeste tid vil også give et fingerpeg om, hvorvidt USA vil være i stand til at overføre sit magtopbud til den globale scene. I Mellemøsten forbereder Iran sig på et angreb fra USA og Israel. Om det kommer, kan afhænge af udfaldet i Venezuela. På det afrikanske kontinent overvejer staterne i Sahelområdet om bombningerne i Nigeria alene var en tom magtdemonstration eller et seriøst forvarsel. Retningen og tempoet for gennemførelsen af USA’s strategi i Latinamerika afhænger også af de mulige geopolitiske konflikter mellem USA, Kina og Rusland og ikke mindst, om de to lande formår at holde sammen på BRICS, herunder udbygge alliancen med Indien og Brasilien. Lidt kynisk kan man antage, at de fire lande kan have en vis interesse i, at USA hænger fast i Venezuela, tilraner sig oliereserverne og kompromitter sig overfor de øvrige Latinamerikanske lande. For selv om USA demonstrerede et enormt militært magtopbud forud for kidnapningen, bidrager samme magtdemonstration til at svække USA’s styrke på lidt længere sigt, fordi enhver svækkelse eller fejltagelse åbner for modstand på alle fronter. USA under Trump bygger ikke på politiske og gensidigt forpligtende alliancer, men på taktisk underordning, hvad der eksempelvis gør USA’s dominans i Stillehavsregionen skrøbelig. Alle er jo nu bekendt med, hvad USA First betyder. På den anden side bliver det Latinamerikanske orkester også prøven på BRICS sammenhængskraft. Festtalernes tid er forbi. Man bør bemærke, at både Nigeria og Venezuela er ansøgere til BRICS, og at Iran lige er blevet medlem i 2025. Det drejer sig ikke så meget om styrken i selve BRICS-perspektivet, men om hvorvidt den aktuelle BRICS-konstruktion kan holde overfor USA’s demonstrerede rå og defensive magtpolitik. Samme betragtning kan faktisk anlægges hvad angår styrken og den fortsatte sammenhæng i den Transatlantiske alliance. Hvor længe kan Europa fortsætte med at følge USA i forsvaret af en verdensdominans, der med voksende hastighed falder fra hinanden, og hvor Europa og ikke mindst EU kan ende med at blive den store taber. Det sidste kan måske opfattes som en overfortolkning af kidnapningens konsekvenser. Men hele aktionen giver slet ingen mening uden at blive sat ind i en Latinamerikansk kontekst og USA’s udenrigspolitiske strategi for kontinentet. Som igen giver meget lidt mening, hvis den strategi ikke kædes sammen strategipapirets samlede strategi for at forhindre USA i globalt at blive udfordret. For selv om retorikken i de øvrige afsnit vedr. Asien, Mellemøsten og Europa er let aggressiv, skjuler den ikke det faktum, at hele strategidokumentet er defensivt og totalt blottet for ethvert offensivt perspektiv for en fremtidig global orden. Derfor skal Kinas og Ruslands aktuelle og kommende reaktioner på kidnapningen også læses ganske nøje på samme måde, som de to landes regeringer har læst NSS ganske nøje og antageligt draget den konklusion, at Trumpadministrationen styrer mod en global magtdeling med relativt skarpt opdelte regionale interessesfærer. Det er ikke i Kinas langsigtede interesse, hvorimod det er eksistentielt for USA, hvad der gør perspektiverne alvorlige. I den henseende er kidnapningens perspektiver vigtigere end selve kidnapningen og dens umiddelbare konsekvenser. Jan Helbak            

  januar 4, 2026 8:23 pm

  Læs mere

• USA’s 28 punkts plan – et vendepunkt  

  USA’s 28 punkts plan for en fredsproces i Ukraine er nok det vigtigste udspil siden de aborterede fredsforhandlinger i Istanbul marts-april 2022. Og hvorfor så det? Uanset planens videre skæbne i det diplomatiske magtspil vil den i sit overordnede og substantielle indhold indtage pladsen som matrix for det videre forløb eller kommende fredsforhandlinger. Overordnede betragtninger Procesplanen for de kommende fredsforhandlinger mellem Rusland, Ukraine og USA kommer på et tidspunkt, hvor Ukraine er på tilbagetog alle steder på fronten, og hvor Kiev er plaget af flere korruptionsskandaler, som vi stadig kun kender toppen af (CIA har spillet en rolle i det forløb hele tiden). Der kan være flere afsløringer på vej, som yderligere vil svække Zelensky og hans entourage og af samme grund legitimere USA’s stop for yderligere amerikansk politisk-militær- og økonomisk støtte til Zelenskys krig. I forvejen har USA diskret skruet ned for den militære- og økonomiske støtte. USA kan tillige diskret udfase efterretningsstøtten, herunder it-støtte og bemanding af de langtrækkende missiler. Ukraine kan ikke klare sig uden den støtte, og europæerne kan ikke kompensere. A har en klar interesse i at få stoppet krigen hurtigst muligt af den simple grund, at man ikke ret meget længere kan finansiere Ukraines krig hverken militært eller økonomisk. Fortsætter krigen med den aktuelle militære udvikling, har Trump efterhånden indset, at Ukraine vil tabe yderligere og en kapitulation vil være uundgåelig. Sporene fra Vietnam-krigens sidste dage i Saigon og udgangen fra Afghanistan i Kabul spøger stadig som et mareridt for USA. Europæerne optræder som om, en sådan forsmædelig udgang ikke bliver en realitet. Hvis ikke der kommer gang i fredsprocessen nu, hvor Rusland accepterer forhandlingsgrundlaget, kan USA blive presset til at skrue op for sanktionerne (for at vise styrke). Sanktionspolitikken har allerede i dens eksisterende form resulteret i et stadigt tættere økonomisk-politisk- og militært samarbejde mellem Rusland og Kina. Den proces vil over tid stille USA overfor en modstander, som USA ikke kan magte. En Rusland/Kina akse vil svække inddæmningspolitikken overfor Kina og hele USA’s Stillehavsdoktrin. Processen vil også styrke Kinas og Ruslands dominans i hele det Eurasiatiske område og svække USA’s position overfor dets allierede i Stillehavsområdet. Det vil kun være et spørgsmål om tid, før bl.a. Japan og Sydkorea tvinges til at indlede normaliseringsforhandlinger med Kina. Det billede var Zbigniew Brzezinskis (tidligere rådgiver for præsident Jimmy Carter) rædselsbillede, som han beskrev meget præcist i 1997, og som Wolfowitz-doktrinen skulle forhindre blive en realitet. På den anden side har Rusland en lige så klar interesse i at imødekomme USA og indgå konstruktivt i en fredsproces baseret på den meget løst formulerede fredsproces plan. Planen udgør nemlig rent historisk et de facto opgør med Wolfowitz doktrinen fra 1992, som kom til at danne grundlag for Nato’s Østudvidelse. Doktrinens europæiske dimension og mål var at inddæmme Rusland totalt og bidrage til Ruslands indre opløsning og fragmentering. Det mål er ikke nået, og Trump er nu, hvor USA’s styrke ikke er som i 1992, interesseret i at slippe fri af doktrinen og normalisere forholdet til Rusland for at undgå en samlet global svækkelse og måske drive en kile ind mellem Rusland og Kina. Rusland kan ved at indgå konstruktivt i fredsprocessen på grundlag af 28 punkts planen sikre ubetinget opbakning fra sit eget bagland i BRICS, hvor især Indien, Kina og Brasilien på det sidste tydeligt har plæderet for en fredsløsning, fordi de delvist bliver presset af Trumps sanktionspolitik. Planen er tillige en delvis imødekommelse af Ruslands sikkerhedspolitiske udspil fra december 2021 overfor NATO-landene om en ny sikkerhedsarkitektur for Europa (hvor Rusland er inkluderet). Præsident Biden fejede temmelig brutalt udspillet af bordet. Trump-planens de diskrete anerkendelse af grundtankerne i det udspil er tillige en anerkendelse af de begrundelser for en fredsløsning, som Rusland lagde på bordet i 2022 ved fredsforhandlingerne mellem Ukraine og Rusland, og som Putin har fremhævet igen og igen. Senest overfor Trump på mødet i Alaska. Trump har med fremlæggelse af planen lagt pres på Zelensky og tvunget europæerne til formelt at fravige deres maksimalistiske krav om Ruslands kapitulation og betingelsesløs våbenhvile. De kan ikke komme udenom at forholde sig til procesplanen. Europæerne har da heller ikke afvist Trumps udspil som sådan, men har i stedet anvendt den gammelkendte taktik med at tømme planen for indhold og selv fremlægge en ”modificeret” plan. Alle ved, at den plan aldrig vil blive accepteret af Rusland. Kreml henviser tørt til stillingen på slagmarken. Som europæerne i øvrigt lukker øjnene for. Hvorfor er procesplanen så vigtig Forløbet i sig selv forklarer ikke, hvorfor procesplanen udgør det vigtigste fredspolitiske udspil siden fredsforhandlingerne i 2022. På trods af planens mange indbyggede svagheder og løse formuleringer vil planen selv, hvis den amputeres, eller Trump forsøger at ”bløde den op” for at imødekomme Zelenskys og europæernes indvendinger, stå som det grundlag eller den matrix enhver kommende fredsproces må bygge på, hvis krigen ikke skal ende med Ukraines totale nederlag på slagmarken og Europas og ikke mindst EU-ledernes politiske blamage. Planen er også vigtig af en anden og hidtil overset dimension. Rusland har aldrig været og er ikke interesseret i at erobre land og har ikke været det under hele krigen. Der har aldrig været fugls føde på de europæiske regeringslederes skrækscenarier. De er jo ikke idioter i Kreml, selv om man i Vesteuropa har forsøgt at fremstille dem som sådan. Ruslands mål har hele tiden været: At sikre de fire oblaster som russiske. At sikre, at Ukraine ikke optages i Nato. At Ukraine forbliver en neutral nationalstat. At det russiske sprog (som for tiden er forbudt i Ukraine) tillades. At Ukraine svækkes militært. (Hovedparten af indbyggerne i Østukraine taler russisk). At det ukrainske regime ændres og renses for de ultranationalistiske og Ruslandsfjendtlige kræfter i militæret og det ukrainske styre. Hvis ikke disse mål tilnærmelsesvist kan opnås gennem fredsforhandlinger mellem USA og Ukraine og med nølende, hændervridende og passiv accept fra de europæiske regeringsledere, kan Rusland blive tvunget til at føre krigen helt til Kiev og dermed stå med hele ansvaret for at vinde freden eller alternativt hænge fast i Ukraine som besættelsesmagt. Og forbløde. Det er ikke i Ruslands interesse. Ej heller at skulle operere med risikoen for en borgerkrig i Ukraine. Planen lægger i den dimension også en ramme for forhandlinger om, hvordan krigen skal afsluttes og freden vindes og sikres. Hovedpunkter i fredsprocesplanen Det giver ikke meget mening her at gennemgå alle 28 punkter. Mange har gennemgået dem i medierne, og flere af punkterne bærer tydeligt præg af at være ”forhandlingsoplæg” (Eller tomme punkter, der kan hives ud) både overfor Ukraine og Rusland men også overfor europæerne. De centrale punkter i procesplanen kan lidt hårdhændet koges ned til ni punkter: Ruslands de facto overtagelse af Krim, Donbas og det meste af Zaporizhzia og Kherson. Overtagelsen vil medføre, at Ukraine skal afgive de sidste 35%, som de kontrollerer. (det hører med, at disse områder som konsekvens af Istanbulforhandlingernes sammenbrud blev indføjet i den russiske forfatning som værende russiske). En demilitariseret zone på ca. 100 km. på Ukrainsk grund. Der er forskellige opfattelser af, hvem eller hvordan zonen skal overvåges og kontrolleres. Men mellem linjerne er det udelukket, at NATO tropper eller Koalitionen af villige (UK, Tyskland og Frankrig) kommer til at spille nogen rolle. Ukraines og Natos juridisk bindende erklæring om, at Ukraine ikke kan optages i Nato, og at Nato ikke vil foretage nogen videre østudvidelse. Det betyder, at der ikke kan stationeres Nato styrker eller andre fremmede styrker på Ukrainsk grund. (USA skal stå for forhandlingen i Nato som en magt udenfor alliancen, hvilket selvfølgelig vil give interne rolleproblemer). Ukraine skal anerkendes som en suveræn neutral stat og vil i forhold hertil opnå relevante sikkerhedsgarantier, som også vil inddrage juridisk bindende garantier fra Rusland. Disse garantiers rækkevidde og juridiske holdbarhed er meget løst formuleret i procesplanen. Det ukrainske militær begrænses til en aktiv styrke på 600.000 mand. Det mål ligger langt fra russernes oprindelige krav på 85.000 mand. Men en styrke på 600.000 mand må siges at være et fremtidsmål for Ukraine. Ukraine skal tillige afstå fra at blive en atommagt. Ukraine skal også afstå fra at operere med missiler, der kan ramme Moskva. (Attacms, Stormshadow og lignende missilsystemer). Omdannelse af de indefrosne russiske aktiver i Euroclear på ca. 250 mia. euro fra at blive ”stjålet” af EU landene som det økonomiske grundlag for en ”krigsfront” til en ”fredsfront”. Fonden skal bidrage til genopbygningen af Ukraine, hvor en stor del af det område, der skal genopbygges, vil være beliggende indenfor russiske grænser. Genopbygningen overvåges af USA og Rusland. (Det er bl.a. på det punkt, Europæerne stritter imod under henvisning til, at planen opererer med midler, der er europæiske. Hvilket de juridisk ikke er. De er bundet i Euroclear på lige fod med indestående fra alle mulige andre stater og finansinstitutioner. Indefrysningen som led i sanktionspolitikken er i sig selv juridisk problematisk). Gradvis ophævelse af sanktionerne overfor Rusland via løbende forhandlinger. Ukraine skal afholde valg indenfor 100 dage. Hvad der i sig selv formodes at føre til den regimeændring, som Rusland har haft som mål fra krigens første dag. Alle parter i konflikten vil blive tildelt fuld amnesti for deres handlinger, hvad der vil betyde lige meget for begge parter, selv man hidtil ensidigt har udråbt russerne som krigsforbrydere. (sidste punkt er selvfølgelig et ønske om at lægge låg på hele konflikten vel vidende, at uden det punkt, vil der komme et langt og opslidende juridisk efterspil, som i sig selv kan spænde ben for udviklingen af den ønskede europæiske sikkerhedsarkitektur). Det skal understreges, at hele procesplanen er løst formuleret og de enkelte punkter meget summarisk forfattet. Alt andet ville også være kontraproduktivt, da punkterne og dokumentet først og fremmest skal opfattes som en ramme for fredsforhandlingerne og kan af samme grund ikke være juridisk bindende. Derimod lægger planen op til, at en våbenhvile kan besluttes, hvis Rusland og Ukraine kan tilslutte sig de centrale punkter i procesplanen. Europæernes modstand Det var forventeligt, at EU, Koalitionen af villige og de øvrige europæiske statsledere ville afvise planen og i øvrigt klage over ikke at være inddraget i udarbejdelsen af 28 punkts planen. Reaktionerne og siden europæernes optræden var også forud diskonteret. Forargelse, et væld af interne møder om målrettede træk for at sabotere hele processen på topmødet i Geneve den 23-24 november. Det er dog vigtigt at bemærke, at europæernes modstand ikke har kunnet tage anden form end forsøg på at udhule planen ved bl.a. at fremlægge en ”modificeret” plan på 24 punkter. Den imødekommer USA’s plan på alle de ikke centrale punkter. Den er renset for punkterne om: de territoriale ændringer. begrænsningerne af de ukrainske militære styrker. blokering for Ukraines optagelse i Nato (i stedet krav om, at alle sikkerhedsgarantier skal have samme status som Natos §5) og afvisningen af kravet om, at der ikke må være fremmede tropper stationeret på ukrainsk grund. Europæisk indflydelse på genopbygningen af Ukraine. Krav om, at Rusland skal betale. Nyvalg i Ukraine skal ikke ske indenfor 100 dage, men skal afholdes hurtigst muligt. (Altså uden deadline). Kort sagt er udspillet fra Koalitionen af frivillige renset for de helt centrale punkter i USA’s plan, der af Rusland opfattes som det afgørende udgangspunkt og som ses som den længe ventede udbygning og forlængelse af aftalerne mellem Trump og Putin på topmødet i Alaska. Det europæiske udspil er også prompte blevet afvist af præsident Putins rådgiver og udenrigsminister Lavrov. Samme modtagelse er overgået det modificerede udkast på 19 punkter, som er aftalt mellem den ukrainske og amerikanske delegation Doha. Dvs. processen vil sandsynligvis lide skibbrud, hvis ikke de centrale punkter i 28 punkts planen sættes ind igen, og Trumps ultimatum til Zelensky håndhæves. Afsluttende kommentarer I hele forløbet har USA med sit udspil faktisk givet Rusland ”overhånden”, idet man fra Kremls side med det samme kunne accepterede den fremlagte plan som et godt grundlag for de videre forhandlinger. Når grundlaget så ændres på de vigtigste punkter, bliver det ikke Rusland, men både USA og Zelensky, der står med et forklaringsproblem overfor resten af verden – inklusive Kina, Indien og Brasilien. Europæerne er afskåret fra at gå videre ad diplomatiets vej på egen hånd, idet EU kommissionens formand Ursula von der Leyen, allerede inden planen fra Koalitionen af villige blev fremlagt, formulerede følgende tre principper, som i sit indhold blokerer for enhver diplomatisk kontakt med Rusland og alene kan opfattes som grundlag for fortsættelse af krigen i Ukraine: For det første: Grænser skal ikke kunne flyttes ved magt. For det andet: Der kan ikke sættes grænser for den suveræne stat Ukraines militære styrker. Sådanne grænser vil svække Ukraine overfor fremtidige angreb og underminere Europas sikkerhed. For det tredje: EU skal sikres en central placering i sikringen af fred for Ukraine. De tre krav eller principper, som von der Leyen kalder dem, har i den ene eller den anden form været EU landenes indstilling gennem hele krigen, selv om de var formuleret mere klart ved krigens begyndelse, hvor man troede på, at Ukraine kunne vinde krigen. Den gang var kravet, at Rusland skulle trække sine tropper ud af alle områder i Ukraine, og at Ukraine selvfølgelig skulle optages i Nato, og at ingen fremmed magt skulle have indflydelse på, hvem Ukraine inviterede til at stationere tropper på ukrainsk grund. Det blev kaldt Natos ”åbne dørs politik”. Længere er de europæiske regeringsledere og EU-bureaukratiet ikke kommet, og længere kommer de nok heller ikke, før Ukraines militære nederlag ikke længere kan negligeres, og modviljen i befolkningerne mod at betale for fortsat krig truer de forskellige regeringers og kommissionselitens politiske liv. Hvordan det videre spil om USA’s udspil forløber skal jeg afstå fra at gisne om. Trumpregeringen forekommer ikke for nuværende at være stærk nok til at løbe risikoen og ”banke” Zelensky og de europæiske regeringsledere alvorligt på plads. Trump regeringen kan ganske givet heller ikke helt droppe støtten til Ukraine og heller ikke kompromittere Nato helt. Trump regeringen kan som sagt diskret neddrosle al støtte til Ukraine og undgå et åbent brud med europæerne. Og kan så sende regningen videre til EU og de enkelt europæiske lande, som hverken har økonomien eller den militær kapacitet til reelt at substituere USA. Det forløb gavner overhovedet ikke USA i det større geopolitiske spil. G20 topmødet, som USA boykottede, viste klart, at de øvrige lande ikke længere lader sig paralysere af USA kortsigtede magtdemonstrationer. Det eneste helt sikre er nok, at hvis USA ikke står fast overfor Zelensky og europæerne, vil Rusland optrappe krigsindsatsen og skærpe betingelserne for de fredsforhandlinger, som på et eller andet tidspunkt bliver påtvunget europæerne og Zelensky. I mellemtiden kan Ukraine falde helt fra hinanden og de europæiske regeringsledere rent politisk og moralsk være klædt af til skindet. USA vil i forhold til egne geopolitiske interesser stå svagere overfor Kina-Rusland. Det er vigtigt at have in mente i det videre forløb, at krigen i Ukraine fra starten har været en stedfortræderkrig. Og kampen om Ukraine siden 1992 har indgået i det overordnede geopoliske magtspil. Det er stadigt tilfældet. Krigen er på ingen måde et isoleret Europæisk anliggende. Jan Helbak            

  november 25, 2025 8:23 pm

  Læs mere