OVERVEJELSER

Blog

Download pdf

Seneste blogindlæg

  • Geoøkonomi eller blot politisk økonomi?

    Tre vigtige kommentarer til det økonomiske virvar Financial Times bragte den 5. maj en ret bemærkelsesværdig artikel af Gillian Tett som kommentar til den verserende handelskrig . Artiklens titel var: ”Welcome to the new age of geoeconomics”. Gillian Tett tager i artiklen udgangspunkt i en nyligt afholdt konference for økonomer i Washington, hvor temaet var ”geoeconomics”. De vinkler og første konklusioner, hun anlægger i sin artikel, finder jeg så interessante, at jeg efterfølgende vil bringe flere citater fra artiklen med kommentarer. Jeg vil dog ikke behandle den aktuelle geopolitik nærmere i denne artikel. Først konstaterer Gillian Tett, at det hidtil ”har været en generel antagelse, at rationel økonomisk egeninteresse har sat dagsordenen og ikke smudsig politik. Politik fremstod som afledt af økonomien – ikke den anden vej rundt”. Men skriver Gillian Tett: ”Sådan er det ikke mere. Den handelskrig, som Trump har udløst, har chokeret mange investorer, fordi den forekommer irrationel set ud fra neoliberale standarder. Men rationel eller ej, så reflekterer handelskrigen et skifte i verden, hvor økonomien nu spiller andenviolin i forhold til det politiske spil, ikke kun i USA, men også mange andre steder”. Scenen er hermed trukket op i artiklen, og forfatteren følger op med fem antagelser: ”Fænomenet (geoeconomics) kan ikke alene tilskrives Trump, men skal snarer ses som et langt mere vidtrækkende vendepunkt i den intellektuelle ”zitgeist” af en slags, vi har set tidligere. Sådan et skift oplevede vi for et århundrede siden, da den globalistiske og imperialistiske kapitalistiske vision, som var fremtrædende før 1. Verdenskrig, blev erstattet af nationalistisk og protektionistisk politik”. ”For det andet og nok så væsentlig facet ved skiftet i Zeitgeist er, at regeringerne ikke længere kun fokuserer på landets velfærd, men nok så meget på de mellemstatslige positioner”. ”Det skyldes først og fremmest, at velfærd fremmer handlen i perioder med vækst, men hurtigt går i opløsning ved lavvækst og skærpet konkurrence på verdensmarkedet”. ”For det tredje er Kina nu en oplagt faktor i den voksende rivalisering og nu USA’s største udfordring”. ”For det fjerde får USA’s og Kinas geopolitiske strategier som konsekvens, at alle andre lande må følge trop”. Artiklen afsluttes med et femte og centralt punkt: ”Industripolitik er tilbage. Den startede under præsident Joe Biden. Men Trump giver vendingen endnu mere tyngde med toldpolitikken. For at forstå denne vending kan det svare sig at læse en ny skelsættende bog Industrial policy for the United States, skrevet af Marc Fasteau og Ian Fletcher”. To økonomer tæt på MAGA. De sætter toldpolitikken højt, men understreger også nødvendigheden af en anden industripolitik, og refererer til Sydkorea, Japan, Kina og Tyskland, som vigtige inspirationskilder”. Så langt så godt med Gillian Tetts artikel, hvis absolutte styrke er påpegningen af den nævnte vending ikke bare forekommer teoretisk i den økonomiske tænkning men også udfolder sig i politisk praksis som en betydningsfuld tendens i Trumps ekstatiske toldpolitik, skattepolitik og fægterier med den ene og den anden kapitalfraktion (fødevarebranchen, medicinalbranchen, detailhandlen og sidst men ikke mindst Wall Street og den bredere finanssektor). Lige nu udkæmper Trump en kamp med kongressen om øgede skatter på den private finanssektor – fortrinsvis de private investeringsfonde. Gillian Tetts reference til de to økonomers nye bog er faktisk ikke uden interesse, og for at illustrere vendingen, der hævdes at være på vej, vil jeg kort citere nogle prægnante passager i bogen. De to forfatteres udgangspunkt er, at USA har mistet landets hegemoniske status indenfor industri og high-tech på grund af neoklassisk liberal økonomi. De skriver: ”laissez-faire ideer har fejlet. En robust industripolitik er den bedste vej for Amerika til at udvikle væksten og styrke landets sikkerhed. Trump og Biden har indført visse elementer, men USA har brug for noget mere systematisk og sammenhængende, hvilket inkluderer toldpolitik, konkurrencedygtig valuta og føderal støtte til kommercialiseringen (markedsgørelsen) – ikke kun innovationen – af nye teknologier”. Det betyder ”gennemovervejet regeringsstøtte til industrier. En sådan støtte skal placeres i to kategorier. For det første en bred støtte til hele industrien så som valutapolitik og skattenedsættelse til alle virksomheder, der opjusterer forskning og udvikling. For det andet en politik, der målretter støtten til specifikke industrier og teknologier i form af målrettet toldpolitik, regeringsordrer, eksportkontrol og teknologisk forskning udført og betalt af regeringen”. Forfatterne præsenterer her en ret vidtgående forestilling om statens aktive indgreb ikke alene i markedet, men også i industriel udvikling og produktion og ikke mindst i kapitalreguleringen, hvilket ellers er tabu i USA og UK. Ud fra et geopolitisk eller magtpolitisk perspektiv konkluderer forfatterne, at ”en voksende andel af den kinesiske industri helt aktuelt rivaliserer med værditoppen indenfor amerikansk industri, og Kinas vinding er vores tab. USA kan ikke forblive en supermagt uden også at være en industriel supermagt”. Paradigmeskiftet i den økonomiske tænkning, som Gillian Tett beskriver i sin artikel, fremstår helt anderledes konkret og operationel i de to økonomers bog. I en senere artikel i Financial Times den 13. maj slutter avisens cheføkonom Martin Wolf af med at skrive: ”For at opsummere. Det ser ud til, at vi er ude af stand til at omsætte vores overskudsopsparing til produktive investeringer”…… Men er det så et godt resultat, at regeringerne opsuger opsparingen”, og Martin Wolf svarer: ”Næppe! Det er en stor fejl, at al denne meropsparing spildes på denne måde, i stedet for at blive investeret i produktive aktiviteter og først og fremmest i fattigere lande”. Og han kunne have tilføjet for at udvide og ikke indskrænke de globale vækstmarkeder. ”Det største problem ved Trumps internationale økonomiske politik er, at den fokuserer på symptomer – det amerikanske handelsbalanceunderskud – og forsøger at løse det gennem ekstatisk og irrationel toldpolitik”. Men hvad siger de egentlig? I overensstemmelse med en voksende erkendelse i IMF, som godt nok formuleres i mere modererede vendinger, siger de, at neoliberalismens markedsfundamentalismes tid er forbi. Kapitalismens omstruktureringsstrategi fra Washington konsensus i 1980 også kaldet den neoliberale globaliseringspolitik er kulmineret i en ny kapitalistisk lavvækst eller stagnation (global på 3.2% er lavvækst jf. IMF), hvor både kapitalfaktorernes indre styrkeforhold og de geopolitiske styrkeforhold – konkurrencen på verdensmarkedet – har ændret sig radikalt. Det er nu også erkendt, at den globale finansspekulation og profitjagende investeringstrafik som en parasit har svækket de vestlige landes industrielle basis. Globaliseringen har i stedet accelereret den industrielle udvikling i Kina og i flere andre lande i det globale syd. Det er den udvikling og symptomerne på det industrielle forfald bl.a. i USA, som Trumps uforudsigelige politik adresserer, og som de økonomiske teoretikere nu forsøger at få sat på begreb. Forfaldsbilledet De mest synlige resultater af globaliseringen og de politisk-økonomiske illusioner om det frie marked og den frie konkurrence som verdensmarkedets ubestridelige drivkraft, er en overdimensioneret finanssektor. Private investeringsfonde, pensionsselskaber mv. har opsuget den ikke profitable kapital og skabt en uregerlig spekulation og via dollarregimet dækket et kronisk offentligt og privat overforbrug i især USA og ikke mindst skabt en struktur, der har blokeret for produktive investeringer. Når jeg helt bevidst skriver illusion, er det, fordi de frie markeder, som går igen i alle liberaløkonomiske lærebøger, reelt aldrig har eksisteret. Med den neoliberale vending blev staterne ikke decimeret. De blev derimod omstruktureret fra velfærdsopgaver til markedssubstituering. Det samme gælder de nationale, internationale institutioner og større handelsaftaler, som først og fremmest fik til formål at formidle og sikre industrigiganternes transnationale investeringer. Hele den politisk-institutionelle overbygning i de enkelte lande og på verdensmarkedet som helhed, herunder de forskellige teoridannelser, er gennem fyrre til halvtreds år blevet udformet for at fremme det neoliberale akkumulationsregime uden hensyn til samfundenes indre sammenhængskraft og stabilitet. Rationalet var: at det ville markedet uden snævre snævre statslig regulering løse på lang sigt. I de politisk-økonomiske debatter blev den forestilling slet ikke inddraget, at mønten også har en anden side. Det vil sige, at globaliseringsstrategiens udflytning af industrielle investeringer fra de store kapitalnationer til lande i det globale syd med billig arbejdskraft og sparsomme regelsystemer som konsekvens har haft, at der her er udviklet moderne industrier og en kvalificeret arbejdskraft. F.eks. i hele Østasien, dele af Afrika og i dele af Latinamerika, hvor der er skabt højvækstområder, som de vestlige lande godt nok ikke har haft udsyn til at udvikle videre, men som nu ligger åbne for bl.a. kinesiske, russiske og saudiarabiske investeringer i stor stil. Parallelt med udviklingen af de nye industrier og kompetente arbejdsmarkeder i de såkaldte periferilande, er afindustrialiseringen i USA og Europa taget til både i dybde og omfang. (det er nu både USA og Europa der kopierer teknologier fra Asien, hvor det for blot ti år siden var omvendt). I USA er industriproblemet og en tilbagestående infrastruktur akut. Det samme billede tegner sig i Europa, der ydermere døjer med arven fra en aborteret Unionsudvikling. Markederne, kapitalmarkederne og industripolitikken er stadig lige fragmenteret, og euroen blev ikke til den reservevaluta, man havde forestillet sig. USA og EU befinder sig i en defensiv position i konkurrencen. Fordi Kina om noget land har forstået, at væksten og den nationale styrke ligger i industriens udvikling og ikke i de finansielle transaktioner med overflødig kapital. Faldende investeringer og gældsproblematikken Neoliberalismens grundlæggende finansialiseringsstrategi har på den ene side  gjort det muligt at anvende den overflødige – dvs. ikke profitgivende kapital – som livline for store dele af den industri, som end ikke har kunne operere med et afkast store nok til at betale renterne på bank- og obligationslånene. Det vil sige bidraget til at udskyde en nødvendig kapitalsanering, som for kapitalismen altid har været en nødvendig forudsætning for en fornyet profitabel vækstperiode. Som konsekvens er vi nu vidne til et voksende  og uoverskueligt globalt gældsproblem (den samlede gæld takseres til 30000 mia. dollar). Ikke fordi gæld i sig selv er et problem, hvis den indgår i en rationel investeringsstrategi. Men problemet er, at hovedparten af den noterede gæld ikke investeres på en måde, der skaber mere værdi end den lånte kapital. I hovedsagen er regeringernes og centralbankernes pengeudpumpning i 2008 og under pandemien for at redde finanskapitalen primært blevet omdannet til spekulation i aktier, i de store virksomheders opkøb af egne aktier for at øge markedsværdien, i boligsektoren, hvor gælden nu er enorm, i almindelige forbrugslån for kunstigt at holde forbruget i gang og ikke mindst i statslige værdipapirer. IMF har i de sidste to-tre år advaret mod de faldende investeringsrater og tilsvarende langsomme produktivitetsudvikling. Her forstået som investeringer i industri og ikke mindst i infrastruktur, som på grund af de samme regeringers krisepolitik efter 2008 og efter pandemien har udsultet bl.a. USA’s og Europas infrastruktur og de facto svækket MFP (multifaktor produktiviteten), som omhandler den samlede og sammenhængende produktivitet fra produktion til distribution og salg. Altså summen af et lands industrielle kapacitet og produktivitetsudvikling. Spørgsmålet er så, hvorfor investeringerne og her tænkes på investeringerne i realøkonomien er faldet siden 2008. Keynesianerne vil argumentere for, at det skyldes den faldende effektive efterspørgsel. På globalt plan er den effektive efterspørgsel stagneret, men i den vestlige verden har den været holdt oppe på et højt niveau af den voksende gældsfinansiering. Men det handler først og fremmest om profitten og ikke efterspørgslen. Det skal tænkes med, at hele globaliseringsstrategien først og fremmest havde til formål af genetablere profitten på et niveau, der gjorde investeringer attraktive. Således har billedet til dels set ud i det globale Syd, som også i sin tid startede på et lavt kapitalniveau. Billedet har tegnet sig i anderledes springende vækstkurver i de vestlige økonomier. G7 landenes profitrate har trods udsving op og ned bevæget sig i en nedadgående kurve siden 2008 og har f.eks. kun præsteret et forbigående opsving siden pandemien på grund af ekstremt lave renter og en serie af skattelettelser for erhvervslivet. Samlet set henviser de noterede afkast ikke til en generel vækst i produktiviteten og øget konkurrencedygtighed. Det billede står i skarp kontrast til udviklingen i Kina, hvor statens ret omfattende gæld og gældspolitik bevidst strategisk begrundes i investeringer i industrien og en accelereret udbygning af den samlede infrastruktur ud fra langtidshorisonter uafhængigt af kortsigtede profitafkast. Af samme grund er Kina  ikke så sårbar overfor Trumps toldanarki som f.eks. EU, der udviser de samme industrielle sygdomstræk som USA. Zombier, and kicking the can down the road Nu drejer det sig ikke blot om et fald i de produktive investeringer og modsvarende overinvesteringer i fiktiv kapital indenfor den samlede finanssektor i og udenfor bankerne. Det handler nok så meget om deciderede fejlallokeringer af kapital, der i sig selv hæmmer industriudviklingen og fornyelse af det samlede kapitalgrundlag. Allerede i 2017 udgav OECD er rapport med den noget spektakulære titel: ”The walking dead? Zombie firms and productivity performance in OECD countries”. Spørgsmålet i undersøgelsen var følgende: “I hvilken udstrækning zombie-virksomheder – defineret som gamle virksomheder, der har vedvarende problemer med at betale renter – hæmmer arbejderproduktiviteten”? Undersøgelsen viste: at zombie virksomhederne under og efter finanskrisen blev holdt i live af bankernes eftergivelse af lån, forlængede stimuluspakker og vedvarende statslig subventionering af små og mellemstore virksomheder. Rapporten konkluderer videre: ”Inflationeringen” af sektoren skaber problemer for kapitaltilførsel til nye innovative ”opstartere” og fastholder et lønniveau, der gør det vanskeligt for nye virksomheder at konkurrere om arbejdskraften. At 20-30% af virksomhederne, der fortsætter, selv om de ikke er rentable, har bidraget til at øge den samlede virksomhedsgæld udstedt i virksomhedsobligationer og som konsekvens bremset den samlede produktivitetsudvikling og innovation. En rapport, der ikke ville være udarbejdet, hvis markedskræfternes selvrensende effekt, som det blev påstået af de neoklassiske økonomer, havde virket. Men som sagt har dette billede altid været optisk bedrag. Rapporten beskæftiger sig selvfølgelig ikke med det politisk intrikate problem, at ingen regering eller international sammenslutning i 2008 og efter udviste den nødvendige styrke eller politiske brutalitet, der skulle til for at gennemføre den nødvendig kapitalistiske kapitalsanering. De politiske og sociale konsekvenser forekom og forekommer enhver regering totalt uoverskuelige. Men nu er udtrykket ”kicking the can down the road” blevet moderne i den aktuelle politisk-økonomiske diskurs. For som IMF skrev i 2022: ”Næsten 40% af de avancerede økonomier med skrøbelig virksomhedsgæld har samtidig et (økonomisk-finansielt) kriseberedskab under gennemsnittet, som kunne mobiliseres i begivenheder med større omstruktureringer. Disse lande burde forstærke deres kriseberedskab og insolvenssystem”. IMF anerkender, hvad regeringerne mobiliserede af økonomiske redningsaktioner i forbindelse med pandemien, men siger samtidig, at så er det også slut. Omstruktureringer, virksomhedssaneringer og ændrede forsyningskæder står øverst på dagsordenen, hvis væksten på de globale markeder skal hæves over det nuværende absolutte bundniveau (3.2% global BNP vækst regnes faktisk for stagnation). Sker det så? Overhovedet ikke. Hverken i USA eller i EU har nogen regering vist tilstrækkelig styrke til et opgør med finanssektoren eller valutaspekulationen. Ingen kan overskue konsekvenserne. Trump forsøger med sin MAGA politik at mobilisere til et opgør med Wall Street, men bliver alligevel træneret på plads af obligationsmarkedet og tvunget til at reducere eller udskyde de varslede toldsatser. Ikke desto mindre venter det opgør forude, hvad enten det er i Trumps tid eller efter. I EU lægger kommissionen op til at danne en ”kapitalunion”, som skal reguleres af EU og overordnes de nationale finansreguleringer. Hensigten er at allokere mere kapital til de store og konkurrencedygtige virksomheder og i kølvandet udsulte de svageste virksomheder. Problemet er blot, hvilket kommissionen ikke siger højt, at det bliver medlemslandene, der skal bære alle omkostningerne både økonomisk, socialt og politisk. Af samme grund indrømmer bureaukraterne i EU, at en effektiv kapitalunion nok har lange udsigter. Medlemslandene stritter imod. De ønsker at bevare kontrollen både over den nationale finanssektor og en ekspansiv finanspolitik som kansler Mertz nye voldsomme pengeudpumpning på 500 mia. euro. Og nok så vigtigt, rumsterer det nationalkonservative spøgelse og EU skepsissen i baggrunden. Er de liberale demokratier gearet til at følge Gillian Tetts forvarslede paradigmeskifte? Fælles for Trumpregeringen, EU og de andre vestlige kapitalistiske landes regeringer er, at de ikke på nuværende tidspunkt har kunnet samle bæredygtige flertal for en sammenhængende strategi for at genrejse kapitalismen på et fornyet vækstgrundlag og indenfor nye eller reformerede institutionelle rammer, herunder ændret politisk overbygning og en omdefinering af statens rolle. Den situation afspejler sig i de splittede parlamenter, hvor ingen politisk retning kan opnå det nødvendige flertal til at gennemføre sin politik. Men som en sporhund har Trump færten af, hvad der skal gøres, selv om hans politik er usammenhængende og ganske uforudsigelig. Alene det kaos, som hans politik efterlader, åbner for det paradigmeskifte, som Gillian Tett beskriver. Når Trump på det ene og det andet område erklærer nødret og lægger sig ud med retssystemet på alle niveauer, er målet ikke bare at smide de illegale indvandrere ud uden retskendelse. Hensigten er at svække retssystemet for at tilføre præsidentembedet og regeringen mere magt gennem opslidende konfrontationer. Målet er at opnå de nødvendige magtbeføjelser og frigøre præsidentembedet parlamentarisk tumult til at modstå utilfredsheden med de forudsete prisstigninger eller den forudsete uro, når mange af de saneringsmodne virksomheder tvinges ud i konkurs, eller når Wallmart, medicinindustrien, Appel eller endog flere kapitalfonde angiver at ville sagsøge regeringen, hvis den foretager sig handlinger, som skader deres interesser. Eller sagt på en anden måde. Man skal ikke være blind for, at Trumpregeringens autoritære tendenser, har det perspektiv at samle tilstrækkelig magt til at gennemføre MAGA – genindustrialiseringen og oprustningen – på den hårde måde, som både kan indebære en længere recession, højere arbejdsløshed, krak i boligsektoren og større bankkrak. Om det sker, ved ingen på indeværende tidspunkt. Men en genindustrialisering i USA kommer til at ske på den hårde måde. Presset som USA er af konkurrence udefra, langsomt men sikkert tab af dollardominans, fremkomsten af alternative finansieringsveje på det globale marked og geopolitiske spændinger og konflikter, der ikke vil gå væk. Så i en vis forskruet og spektakulær form, kan Gillian Tetts ovejelser genfindes som elementer i Trumps politik og program fra sommeren 2024. Staten (ikke velfærdsstaten) og politikken skal styrkes overfor økonomien ikke blot af hensyn til de geopolitiske magtspil, men fordi USA’s længe udskudte kapitalsanering kræver det. EU er på samme spor uden at være kommet meget længere end erklæringsniveauet. Den genopretningsrapport, som kommissionen i 2024 bestilte hos den tidligere ECB chef Braghi har som hovedtema, at EU skal formulere en ny industristrategi for at overvinde de vækstbarrierer, EU står overfor og gennem en ny ”udenrigsøkonomisk politik” genvinde Europas ”frihed og autonomi”. Men endnu er rapporten ikke omsat til praktisk politik ud over flere udspil fra Ursula von der Leyen, som ikke er blevet lige godt modtaget i alle medlemslandes regeringer og parlamenter. Årsagen er, at ifølge Draghi-rapporten og kommissionens forskellige forslag, skal EU udstyres med kompetence til at koordinere forhandlinger om handelsaftaler og træffe beslutninger om direkte investeringer i ressourcerige stater og stå for udviklingen og opbygningen af globale partnerskaber for at sikre forsyningskæderne. Mange af de nationale regler, der bremser for kapitalsammenslutninger, skal reduceres eller fjernes, så der kan opbygges transnationale industrielle sværvægtere. Indirekte står der at læse i rapporten, at landbruget og de mindre produktive virksomheder og regioner skal betale prisen. Ifølge rapporten skal der mobiliseres 800 mia. euro hvert år, hvilket helt tydeligt ikke er muligt med mindre, det sker ved, at medlemsstaterne og EU-kommissionen sammen optager obligationslån, hvis allokering og administration, EU-kommissionen sætter sig på. For aktuelt at lægge et pres på medlemslandenes regeringer flettes kapitalinvesteringerne sammen med den af EU styrede oprustningspolitik som det formelt begrundede modsvar til Ruslands oprustning og mulige angreb. Altså også på den europæiske scene spøger Traktatens nødretsbestemmelse, fordi omstrukturerings-strategien og dereguleringen af markederne, hvor luftig den end er på nuværende tidspunkt ganske givet vil ramme de nationale velfærdsordninger og skabe politisk og social modstand. Det sidste er jo elefanten i rummet. Eller udgør Kina i virkeligheden en alternativ vej? Det er historiens ironi eller store puslespil, at den radikale vending, som Gillian Tett og med hende flere andre ledende økonomer har beskrevet, nu er ved at folde sig ud i BRICS+ landenes mere og mere kompetente opgør med markedsfundamentalismen og formulering af politisk-økonomiske reformalternativer til Vestens hidtidige økonomiske og geopolitiske dominans. Og Vesten selv skubber med den vilkårlige sanktionspolitik og finansielle udbytning af det globale Syd til BRICS+ landenes accelererede udbygning af sammenslutningens interne samarbejdsområder og samarbejde med det øvrige globale Syd. Substansen i samarbejdet er industriel- og infrastrukturel udvikling og ikke diskriminerende långivning, herunder reformering af de eksisterende internationale institutioner (bl.a. IMF, WTO og FN) for at skabe mere lighed og en fremtidig adækvat balance mellem deltagerlandene. Få er selvfølgelig i dag i tvivl om, at hoveddrivkraften i BRICS+ sammenslutningens udvikling og opbygning af en bred vifte af økonomiske-finansielle og geopolitiske samarbejdsinstitutioner er Kina og Rusland. Begge lande har skabt en sammenhængende og topstyret industripolitisk strategi, hvor hele finanssektoren er underlagt stram kontrol og strategisk underordnet finansiering af industrielle- og infrastrukturelle investeringer. Fordi det i de politiske systemers samfundsopfattelse er her den nationale velstand og geopolitiske magt skal udvikles. En nation som Kina, der kan bygge 200 gange så mange skibe om året som USA og erobre førerpositionen indenfor flere højtech områder i løbet af et enkelt årti på trods af USA’s sanktionspolitik, besidder også de egentlige offensive kapaciteter, til at handle toneangivende i geopolitikken og udviklingen af ny vækstmarkeder i det globale Syd uanset Vestens syn på det kinesiske eller russiske samfundssystem. I den forstand udspiller det, som Gillian Tett har fanget teoretisk, sig allerede i praksis bl.a. fremskyndet af USA’s og EU’s dollardominerede magtpolitik bl.a. overfor Rusland og Iran. Det er blevet tydeligt langt ud over BRICS+ landene, at deres fremtidige økonomiske og politiske vækst, sikkerhed og stabilitet afhænger af i hvilken udstrækning, de kan frigøre sig fra Vestens dominanspolitik og finanssektorens væksthæmmende kapitaludbytning. I det begyndende opgør med den neoliberale kapitalisme tegner der sig et billede af, at Gillian Tetts realøkonomiske forestillinger om et nyt økonomisk paradigme vil indtage en bredere og mere radikal rolle for de nye vækstlande end den politisk institutionelle arv fra Vesten. Et effektivt centralstyre, national suverænitet og synlige velfærdsforbedringer vejer flere steder i Afrika og Asien tungere både for regeringerne og befolkningen end efterlevelse af det liberaldemokratiske adfærdskodeks. Eksempelvis er en progressiv militær leder (diktator) i Burkina Fasso at foretrække frem for de tidligere franskstøttede korrupte parlamentarikere og et ineffektivt parlamentarisk system. Ikke dermed sagt, at diktaturer nu er den nye sort, men at den stærke og indgribende statsmagt som overgang kan være nødvendig for at udvikle de nødvendige betingelser for at eksperimentere med andre kapitalismeformer og andre former for samfundsstyre end liberaldemokratisk parlamentarisme. Den kinesisk statskonstituerede markedsøkonomi med ret vidtgående rettigheder for den private industri men underlagt ubetinget politisk kontrol og statens strategiske udviklingsplaner – f.eks. femårsplaner, vil trods enorm ideologisk og geopolitisk modstand i Vesten i mange forskellige variationer kunne danne skole for de nye samfundsindretninger, der skal til for at gennemføre fornyelsen og omstruktureringen af kapitalismen på et nyt vækst- og profitgrundlag. Om det overhovedet er muligt for de Vestlige politiske systemer at tilnærme sig den kinesiske model og ad fredelig vej at gennemføre den nødvendige samfundsmæssige metamorfose, er måske tvivlsomt. For måske at etablere en lidt større forståelse af  rækkevidden af de aktuelle handelspolitiske og geopolitiske spændinger og magtkampe, kan det være frugtbart at anskue Trumps del og hersk politik, handelskrige, helt ekstatiske indenrigspolitik, uforudsigelige sanktionspolitik og vilkårlige magtdemonstrationer og ikke mindst den øvrige verdens reaktioner og modforanstaltninger som en periode meget lig den, der førte op til 1. Verdenskrig, hvor de store og afgørende skift udspillede sig. Kapitalismens egen vækstlogik revolterer uimodståeligt mod de etablerede økonomiske-politisk-militære magtpositioner. (Eksempelvis Bismarcks statsdirigerede og statsstøttede industripolitik i udfordringen Englands efterhånden reaktionære bestræbelser for at bevare status quo og sit fallerede koloniherredømme. Nationalismen og en anden verdensorden blev feltråbet frem til skyttegravenes slagtehus). Profitten og nationalflaget har altid stået i et ustabilt spændingsforhold. Det kan ikke ophæves, og konsekvenserne er sjældent til at overskue for dem, der befinder sig midt i spændingsfeltet. Politisk økonomi har altid drejet sig om at skabe de politiske og samfundsmæssige betingelser for kapitalens vækst, herunder hører også geopolitikken. Jan Helbak.          
    Læs mere
  • De liberale demokratier på vej til udgangen

    De liberale demokratier i Europa er i den politiske- og administrative elites selvforståelse truet fra næsten alle sider. De europæiske sikkerhedstjenester og EU’s kommissionsformand hævder næsten dagligt, at Europa står overfor en akut sikkerhedstrussel. De politiske højrekræfter indenfor murene, lyder det, udgør en voksende trussel mod staternes demokratiske grundlag. Og med Trump som præsident udgør den traditionelle Atlantiske alliancepolitik ikke længere det vante sikkerhedsgrundlag på grund af den voksende afstand mellem USA’s og Europas interesser. For USA er den internationale magtkamps centrum efter flere årtier flyttet fra Europa til den asiatiske region. In casu Kina, Sydkorea, Japan, Vietnam, Indonesien og Filippinerne, USA. Trusselsbilledernes aftagende virkning Trusselsretorikken og oprustningsmanien vokser i takt med, at Ukraine taber terræn på slagmarken, og USA ser ud til at overlevere alle krigens byrder til Europa. Nato spiller efterhånden ingen rolle. Trusselsbilledet har helt sikkert haft sin virkning. Men på trods af statsledernes spektakulære russofobi har befolkningerne i Europa stadig til gode at se solid dokumentation for truslen som sandsynlig realitet. Mangfoldigheden af frugtesløse møder mellem statslederne og slutdokumenternes tomhed opleves efterhånden som et politisk teater med befolkningerne som passive tilskuere. Men stadigt masseres de hypotetiske skrækscenarier ind i befolkningerne. Dels for at retfærdiggøre de eksorbitante forhøjelser af de i forvejen høje militærbudgetter, og dels for få befolkningen til under nationalfølelsens åg at acceptere velfærdsforringelser som konsekvens. Men, og der er et men. Som tiden går, og ulven ikke ser ud til at komme, er der erfaring for, at en sund skepsis vokser frem i befolkningerne. Først som undren. Senere som kritiske spørgsmål: ”Kan det nu passe, at russerne kommer”? ”Hvad skal de egentlig her”? ”Hvorfor er der ikke fremdrift i fredsforhandlingerne mellem USA og Rusland”? ”Hvorfor støtter de europæiske statsledere ikke Trumps fredsudspil”? ”Kan det virkelig passe, at de voksende militærudgifter vedtages med rekordfart uden hensyn til det finansielle ”råderum”, når f.eks. kommunernes økonomi i henhold til samme råderum altid har skullet holde sig indenfor meget stramme økonomiske rammer for at undgå sanktioner”? Disse tankeforløb vokser i den ene eller den anden variant i næsten alle Europæiske lande. Demonstrationerne mod den fortsatte krigsindsats og de europæiske staters aktive involvering tager til både i omfang og hyppighed. På det seneste i Tyskland, i Holland, i Belgien, i Frankrig, i Polen, i England. Kritikken kommer ikke kun fra de nationalkonservative I begyndelsen blev modstanden mod krigen i Ukraine og de europæiske statslederes uforbeholdne støtte til de ukrainske ledere først og fremmest artikuleret af de nationalkonservative partier og bevægelser i flere EU-medlemsstater. Modstanden blev samtidig knyttet sammen med en konservativ kritik af de siddende centrumregeringer og af EU’s teknokratledelse i kommissionen. En kritik med en vis resonansbund i brede dele af befolkningerne rundt om i Europa. De nationalkonservative antikrigspartier vinder øget tilslutning i England, Tyskland, Frankrig, Belgien, Spanien, Portugal, Polen, Rumænien, Tjekkiet, Holland. Vigtigt at notere er dog, at den organiserede modstand mod krigen og krigens omkostninger er vokset ud over højrefløjens protestmegafoner indenfor de sidste måneder og tæller nu både pacifistiske bevægelser, antikrigsbevægelser specifikt rettet mod krigen i Ukraine og fløje indenfor mainstreampartierne. En forklaring på, at krigs- og oprustningsmodstanden er voksende, kan være langsomt sivende krigstræthed, men også at fredsmulighederne er krøbet op på dagsordenens førsteplads med Trumps forkludrede forsøg på at gennemtvinge en fredsløsning i uoverensstemmelse med de europæiske toplederes (Macron og Keir Stamer) lige så forkludrede bestræbelser for at opbygge en ”koalition af villige” til militær støtte for Ukraine. Støtten sælges som en overvågningsstyrke, hvis der skulle komme en våbenhvile, hvilket hverken de samme statsledere eller Zelensky reelt er interesseret i, medmindre Rusland kapitulerer, hvilket selvfølgelig ikke vil ske.  Altså ”koalitionen af villige vil fortsat krig”. Men ”villigheden” blandt de europæiske statsledere er ikke overvældende og mødes med voksende modstand bl.a. i Frankrig og England, der ellers har ageret drivere i at få koalitionen op at stå og samtidig spolere USA’s bestræbelser for at få gang i fredsforhandlingerne. For ”koalitionen af villige”, som Mette Frederiksen i øvrigt har tilmeldt sig, har som skjult dagsorden at fortsætte konflikten og fastholde USA’s engagement i Europa og i Nato som den ultimative sikkerhedsgaranti. Selv om befolkningerne i Europa tilsyneladende og i hvert fald indtil nu har støttet statslederens opbakning til Zelensky, tager forbeholdene til. Hvad der har lydt plausibelt og tilforladeligt i statsledernes mund, når de har proklameret opbygningen af en såkaldt fredsbevarende styrke, er de mulige konsekvenser ved at blive ganske konkrete. Tyske, franske, danske, hollandske og engelske soldaters liv skal sættes på spil i Ukraine. Hvis ”koalitionen af villige” ellers bliver til noget. Europæiske støvler på Ukrainsk grund med fare for at blive draget ind i direkte kamphandlinger virker foruroligende, så snart tanken tænkes til ende. Det perspektiv var heller ikke med i ligningen, da statslederne kastede sig ind i støtten til Ukraine, der jo, som det blev sagt, skulle udgøre første forsvarslinje og føre krigen mod russerne i forsvaret for demokratiet på hele Europas vegne. Tipping point? Nu er vi gået ind i krigens fjerde år, og det opleves, som om vi står midt i et ”tipping point”. På den ene side det politiske systems oprustning og krav om national samling og tillid til fornuften i statsledernes mange forskellige og ikke altid konsistente beslutninger. På den anden side en voksende krigstræthed og trusselsresistens overfor efterretningstjenesternes bombardement med trusselsvurderinger og ”afsløringer” af mulige virulente cyberangreb, fremmede staters indblanding i valgkampe i flere europæiske lande, overrevne kabler, hackerangreb på kritisk infrastruktur og offentlige institutioners it-systemer. Til sidst hører man ikke efter eller afventer konkrete beviser før, man lader sig afficere. ”Der må snart ske noget afgørende”. Hvis en sådan stemning vokser i befolkningerne, udgør den i virkeligheden den største trussel mod den politiske elites kontrol med staten og det politiske liv, som centrumregeringerne tilstræber. For, som det allerede kan registreres, indebærer en voksende skepsis et tilsvarende dræn i den politiske elites autoritet. Og hvad værre er i dens politiske legitimitet. (Erfaringerne fra pandemien sidder i baghovedet). Det er faktisk det samlede liberale demokratis institutionsbygning, der på nuværende tidspunkt er under pres. Afstanden mellem regeringerne, parlamenterne og domstolene på den ene side og folket på den anden side. Tydeligst trukket op i Frankrig, Tyskland, Holland, Belgien, Polen og Rumænien. Det er den afstand, og de samme institutioners tab af legitimitet og lukken sig om sig selv, der i virkeligheden udgør den største selvskabte sikkerhedstrussel mod de herskende politiske oligarkiers stats- og politikmonopol. De siddende centrumregeringer opleves udenfor krigens skygge som magtes- og initiativløse når det gælder løsningen af Europas økonomiske problemer og næsten kroniske lavvækst. Risikoen for en omfattende handelskrig og et finansielt sammenbrud, som Trump har igangsat for  at ”redde den amerikanske økonomi”, har de reelt ikke noget troværdigt modsvar til, selv om EU kommissionsformanden puster sig op og taler om i nødstilfælde at bringe EU’s digitale ”atombombe” i anvendelse (hvem er det lige, der kontrollerer de fleste it-kommunikationssystemer? Ikke Europa). Fra samling til splittelse I tilfælde af et muligt finansielt sammenbrud vurderer de ledende økonomer ikke, at redningsaktionerne fra 2008-2011kan gennemføres en gang til. EU’s krisepolitik for at redde euroen og det finansielle system har i en årrække svækket velfærdsstaten, der har betalt prisen gennem alvorlige forringelser i alle medlemslandene. Draghirapportens anbefalinger til kommissionen er Ursula von der Leyens eneste svar på lavvæksten og EU’s fremtid i den skærpede globale vækst- og gældskrise. Kort og godt mere af den samme medicin, der er blevet ordineret siden 2011 med pauvre resultater. Øget deregulering, styrket konkurrenceevne, støtte til de store ”vækstdrivere”, opbygningen af et europæisk kapitalmarked og begrænsnings af medlemsstaternes kapitalkontrol. Og nu lyder det så også mellem linjerne, at der i EU skal overføres midler fra de forskellige socialfonde og samhørighedsfonde til rustningsindustrien (SAFE-projektet, Security Action for Europe). Samtidig med, at regeringerne og EU ikke løser de mest elementære problemer som eksempelvis den faldende sundhedstilstand, en moderne og sikker infrastruktur, boliger til at betale osv. Dels fordi det kræver et opgør med de store og transnationale markedsaktører bl.a. indenfor fødevareindustrien, bilindustrien, medicinalindustrien og tech-industrien, og dels fordi centrumregeringerne (enten centrum-højre eller centrum-venstre) over mange år har svækket eller direkte afmonteret de politiske og institutionelle muligheder for at regulere markedsudviklingen og kapitalbevægelserne. De frygter kapitalmarkederne mere, end de frygter vælgerne. Så hvor der skal radikale indgreb til blot for at fastholde nationalstaternes aktuelle velfærdsniveau, fremfører centrumpartierne og de politiske ledere ikke ret meget andet end visionsløse småreformer, moralske og paternalistiske indgreb mod enkeltborgernes usunde forbrugerisme, usunde madvaner, kønsdiskrimination, social kontrol og de modbydelige rivegilder og udskamninger på de sociale medier mv. Og samtidig klager de samme regeringer og partier over manglen på respekt for samfundets fælles værdier. Men dem bliver man jo ikke mæt af. Tilbage står menuen på øget regulering af befolkningen og indenfor EU af enkeltstaterne. Fortsat deregulering af markederne. De enkelte landes centrumledere og EU kommissionens formand/bureaukrati lader ikke Trumps dereguleringspolitik noget tilbage. Lige så mange visioner og planer EU-kommissionen producerer for at forbedre det europæiske erhvervslivs konkurrencedygtighed overfor Kina og nu USA lige så få visioner og planer produceres for den politiske-sociale- og kulturelle udvikling af EU som en egentlig sammenhængende union for den europæiske befolkning. Hvor Ruslands invasion af Ukraine i de første to år bidrog til at samle EU landene i en fælles modstand mod Rusland og til en fælles støtte for Ukraines kamp for at trænge Rusland tilbage, bidrager krigen nu til at splitte EU. Konflikter og brudlinjer flytter sig næsten fra uge til uge. De går ikke længere kun mellem EU kommissionen in casu Von der Leyen og EU’s rabiate udenrigskommissær Kaja Kallas og Ungarn og Slovakiet, men reelt også mellem f.eks. Italien og Spanien og Nordeuropa, hvor det europæiske syd ikke længere automatisk bakker op om, hvad der kommer fra Bruxelles og fra Kaja Kallas. De gamle sår fra eurokrisen er ikke overvundet. Splittelsen påvirker beslutningsdygtigheden i en sådan grad, at EU-kommissionen for at fastholde sammenholdet må ty til Traktatens artikel 122 (nødretsartiklen) for at tvinge sin magt igennem overfor de oppositionelle medlemsstater. Som sådan adskiller tingenes tilstand i EU sig ikke sønderligt fra Trumps nødretsbegrundede politik i USA. Trusselsscenarierne – både de eksterne og interne – er blevet en eksistentiel nødvendighed for de fragmenterede og mere eller mindre handlingssvage centrumregeringer og EU-kommissionen, der ikke har og ikke kan formulere politiske reformprogrammer, der gør op med de sidste tredive års neoliberale markedsfundamentalisme, ekstreme individualisme og følgelig undergravning af tilliden til de politiske institutioner. Autoritære tendenser i praksis Afstanden mellem den politiske oligarkiske elite i parlamenter, regeringer og statsadministrationer og den brede befolkning samt fraværet af en sammenhængende opposition, der overhovedet kan formulere visioner og praktisk politik, har skabt det politiske vakuum, som på den ene side af centrum forsøges overvundet gennem trusselsdemagogi og på den anden side øger tilslutningen til de radikale nationalkonservative megafonpartier. Den bedrøvelige ironi er, at den nationalkonservative opposition i det store og hele ikke selv har andre politiske bud end fortsat deregulering, konservativ socialpolitik, reaktionær arbejdsmarkedspolitik godt skjult under en libertær, men populær antielitisme. Kort sagt et småborgerligt og nationalistisk bagstræb som tilbud til de mange borgere, der økonomisk og socialt oplever sig som globaliseringens og centrumpolitikkens ofre og nok så meget forvist fra politisk indflydelse. Det må være denne afmagtens eksistentielle trusselstilstand for det liberal-demokratiske centrum, der får centrumspartierne og de siddende centrumsregeringer til at tilsidesætte de såkaldte liberale og demokratiske værdier og introducere det ene autoritære skridt efter det andet for at forsvare demokratiet og status quo. Men det er ikke kun værdierne, der er på spil. Praksis følger med. Når regeringernes lovgivning udviser flere og flere autoritære træk afmonterer de også det liberale demokratis institutionelle grundlag – magtens tredeling og årtiers konsensus. Den 2. maj fremlagde Forbundskontoret for beskyttelse af forfatningen i Tyskland sin klassificering af AfD som et ekstremistiske parti. Som opfølgning påbegyndte det politiske centrum i fuld offentlighed en seriøs drøftelse af, om det ville være muligt på grundlag af efterretningstjenestens rapport at forbyde AfD. (partiet opnåede 20% af stemmerne ved nyligt afholdte forbundsdagsvalg). Selv om SPD, CDU/CSU og de Grønne nok ikke lige nu vil søge partiet forbudt, åbnes der med efterretningstjenestens rapport for stort set fri adgang til at overvåge alt, hvad der foregår i og omkring AfD. Af samme grund kan det forekomme fuldkommen uforståeligt, at Die Linkes formand bifaldt muligheden af at forbyde AfD. Alene en anerkendelse af fremgangsmåden og grundlaget herfor burde vække bekymring hos de partier og bevægelser, der i morgen ville kunne klassificeres som ekstremistiske. Målestokken flytter sig jo hele tiden med spændingstilstanden. Efterretningstjenestens undersøgelse over tre år godtgør, at medlemmer af AfD er fremkommet med racistiske udtalelser, har udvist foragt overfor mindretal og krænket demokratiske retsstatsprincipper. Eksemplerne er mange, men også trivielle. Flere af de handlinger og udtalelser, der henvises til, er både usmagelige og tåbelige, men de tegner ikke partiet som sådan og den brede medlemskreds, og det er ikke korrekt, at AfD ikke respekterer de gældende retsstatsprincipper. Det mere principielle problem både hvad angår rapportens klassificering, og det politiske centrums reaktion er, at konklusionerne bygger på så vage kriterier og uldne værdier, at ekstremismemærkatet vil kunne hæftes på en hvilken som helst politisk bevægelse, der i centrumregeringernes optik fremfører radikale politiske synspunkter. Samtidig med, at indenrigs-efterretningstjenesten i Tyskland offentliggjorde sin klassificering men ikke selve rapporten, bragte DR’s nyhedsservice en artikel om et lovforslag (6. februar 2025) fra den danske regering om at udvide PET’s muligheder for at overvåge borgernes færden i bred almindelighed. Hvor PET indtil nu har skullet dokumentere begrundet mistanke for at påbegynde en overvågning, vil de ny regler medføre, ”at der oprettes et særskilt ”miljø” ved siden af de almindelige regler i PET-loven, hvor det vil være muligt for PET indenfor nærmere bestemte rammer at opbevare og foretage ikke-personrettede behandlinger af større sammenhængende datasæt”. ”Særligt for så vidt angår større sammenhængende datasæt bestående af oplysninger fra andre danske forvaltningsmyndigheder, vil datasættet alene kunne indhentes, når det som helhed må antages at have betydning for varetagelse af tjenestens opgaver. Det lægges i den sammenhæng op til, at andre danske forvaltningsmyndigheder får pligt til at videregive oplysninger til PET, som tjenesten i medfør af de foreslåede regler anmoder myndigheden om” (Justitsministeriets bemærkninger til lovforslaget. Indledningen). Beslutningen om overvågningen mv. er de facto lagt hos PET’s operative ledelse. Regeringen ønsker med lovforslaget i alt væsentligt at opnå de samme overvågningsmuligheder uden dokumenterede klassificeringer, som den tyske efterretningstjeneste trods alt er nødt til at tilvejebringe dokumentation for. Her handler det ikke om, hvad PET vil foretage eller ikke foretage sig. Hvis lovforslaget vedtages, hvad alt tyder på, vil den mere alvorlige konsekvens være, at borgerne for at beskytte sig selv vil skulle udøve selvcensur både i den politiske debat, på de sociale medier og i støtten til bestemte politiske partier. En tendens som selvfølgelig forstærkes af det faktum, at PET skal kunne arbejde uden reel offentlig indsigt og alene stå til ansvar overfor tilsynsmyndigheden, der er en del af den politiske nomenklatur. Med lovforslaget vil der kunne opbygges anklager mod enkeltpersoner, politiske bevægelser, partier etc., fordi PET skønner, at der profileres et bestemt mønster, som kan true rigets sikkerhed eller den politiske stabilitet, hvor sidstnævnte defineres af det politiske centrum og de statslige institutioner, herunder domstolene. Personer under anklage vil af indlysende grunde kun have begrænset mulighed for at forsvare sig. Når demokratiet tømmes for indhold, må statsmagten regulere det politiske liv Der er det at sige til lovforslaget og den tyske indenrigseftertjenestens rapport om AfD, at indgrebene og lovbestemmelserne er symptomer på et stadigt svagere funderet demokrati med lav politisk autoritet og samhørighed med befolkningen. Historisk set er det præcist den slags overvågningsbeføjelser, den politiske elite tyr til, og som under normale omstændigheder og for bare få år siden ville blive karakteriseret som nødret (suspendering af de normale forfatningsrettigheder). Den højt besungne magtens tredeling bliver dermed flydende og uigennemsigtig for befolkningen, og den politiske og demokratiske suverænitet flyttes det facto fra befolkningen til den udøvende magt eller til domstolene. Hvad der yderligere overskærer båndene mellem befolkningen og det politiske system og tilliden til domstolenes uafhængighed. Statsmagten som samlet system tiltager sig magten til at regulere og administrere politikken og det almindelige politiske liv under henvisning til forsvaret af demokratiet og de liberale frihedsrettigheder og inddæmme bevægelser i de ellers anerkendte demokratiske processer, som udfordrer de siddende centrumsregeringers definition af acceptabel politisk aktivitet. Og tyer regeringerne ikke til legalisering af efterretningstjenesternes overvågningsmuligheder som f.eks. i Tyskland og Danmark, anvender man domstolene til at bortdømme politikere fra at deltage i valg, som det er tilfældet i Frankrig, hvor Marine Le Pen med en højesteretsdom for en måned siden blev udelukket fra aktivt politisk liv i fem år på grund af mindre uregelmæssigheder. Og af samme grund udelukket fra at kæmpe for præsidentposten ved næste valg. Efter stort set samme læst og fremgangsmåde forsøger domstolene i Sydkorea nu at udelukke den venstreorienterede og Kinapositive populære oppositionskandidat fra at deltage i præsidentvalget til juni. I Rumænien erklærede højesteret præsidentvalget i efteråret 2024 ugyldigt, hvor den nationalkonservative og EU skeptiske kandidat Calin Georgescu ellers stod til at vinde valget. Aflysningen af valget skete med henvisning til  ikke verificerede anklager om udenlandsk (Russisk) misinformation og påvirkning af vælgerkorpset gennem valgreklamer på TikTok. Selv her ved omvalget, hvor en ny nationalkonservativ kandidat Georg Simion har vundet første valgrunde med en klar føring på 41%, forsøger man at føre en ny sag ved domstolene med påstand om hacking af hjemmesider etc. Ved udgangen venter den autoritære administration Regeringerne, efterretningsvæsnerne eller domstolene tildeles reelt kompetence til at afgøre, hvad der er politisk korrekt eller acceptabelt for opretholdelse af den politiske stabilitet og fratager på den måde vælgerne deres suveræne demokratiske kompetence til at afgøre, hvad man finder politisk acceptabelt. I ingen af de nævnte tilfælde (og der findes adskilligt flere) har de politiske partier eller kandidater på nogen måde kunnet siges ikke at overholde de almindelige demokratiske spilleregler endsige formuleret politiske mål og handlinger i direkte uoverensstemmelse med de demokratiske forfatninger. Om deres politik så er sympatisk eller ej, eller om man hypotetisk kunne forestille sig, at disse partier på et eller andet tidspunkt ud i fremtiden kunne tænkes at bryde forfatningen, kan rent demokratisk alene gøres til genstand for en almindelig politisk kamp. I modsat fald sættes autoritetens beslutninger og bestemmelser over folkets suveræne beslutninger, hvorved statsmagten bliver autoritær og paternalistisk og erstatter retsstatens regler med regeringsmagtens vilkårlighed og domstolenes politisering. Det giver næsten sig selv at så vidtgående begrænsninger af de liberaldemokratiske rettigheder og deres institutionelle grundlag straks ville have mødt udbredt folkelig modstand, var det ikke lige for det oprullede trusselbillede og det iscenesatte krigshysteri. Hvis Putin og de øvrige sikkerhedstrusler ikke fandtes, måtte de opfindes for at sikre magten for de visionsløse politisk og impotente regeringer, der gennem så mange år har reduceret politik til teknik, regering til administration og befolkningen til passive modtager af den ”nødvendige politik”. Når den politik så frembringer en voksende utilfredshed og politikerlede, fordi det autoritative ikke længere stemmer overens med det oplevede, er der kun den trusselsbaserede autoritære samfundsadministration tilbage. Men det fjerner jo ikke utilfredsheden eller utilfredshedens aktuelle politiske megafoner. Højst begrænser det den politiske aktivitet eller øger apatien indtil, den bryder igennem som ustyrlig utilfredshed med råb om den stærke mand, der kan få tingene gjort og rettet op dysfunktionerne uden så meget snak i parlamenter, udvalg, koalitioner af villige osv. Jan Helbak.              
    Læs mere
  • Diktatur – diktaturer og den slags

    Hvorfor overhovedet i denne tid med alskens trusler hængende over hovedet træde tilbage og forsøge at definere begrebet diktatur? Tilskyndelsen kom den 15. april 2025, hvor klummeskriveren Edward Luce i Financial Times havde en artikel med titlen: ”Trump er halvvejs igennem med at omdanne Amerika til en politistat”. Forinden var jeg i andre medier bl.a. den engelske avis The Guardian stødt på adskillige udsagn om, at Trump udviser diktatoriske træk, og at Alice Weidel fra AFD i Tyskland er en diktator i svøb. Andre har været mere moderate og indskrænket sig til at kalde Trump for autoritær og uforudsigelig, hvad der i flere ordbøger optræder som en enhed. Den aktuelle anledning Men tilbage til Edward Luce’s artikel. Dens konkrete udgangspunkt er den angiveligt ulovlige deportation af Kilmar Armando Abrego Garcia til El Salvador, hvor hans liv vil være i fare med henvisning til, at han er terrorist. Både en lokal retsinstans i Maryland i USA og senere højesteret har kendt deportationen for forfatningsstridig. Trumpregeringen har afvist domstolenes kendelser. Afvisningens juridiske legitimitet formuleres af udenrigsminister Marco Rubio: ”Ingen ret i USA besidder retten til at dømme over USA’s udenrigspolitik”. Og da den udvides kraftigt i disse år og forbindes med rigets geopolitik, nationale sikkerhed og nødret, bruger Trump forskydningen til at styrke præsidentembedets suverænitet overfor Kongressen og Retssystemet. Edward Luce viger tilbage fra at kalde Trumps regime for et fuldbyrdet autokrati, diktatur eller politistat. Han hævder kun, at Trump er halvvejs og bruger samtidig et noget diffust begreb som ”politistat”, som ikke er mere præcist end begrebet autokrati eller autoritær stat. Disse begreber refererer alle til en bestemt ledelsesform uden at beskæftige sig en styreforms indhold bortset fra, at for Edward Luce: ”Går grådighed og autoritanisme hånd i hånd”. En noget risikabel sammenstilling, i og med det har været almindeligt accepteret siden krisen i 2008, at finanssektoren opfører sig grådigt. Nu er det almindelig kendt, at i historiske perioder med mange komplekse og indgribende samfundsproblemer, sker der også voldsomme og ofte ganske hurtige skred i de politiske styreformer. Det er det, vi oplever nu, hvilket har inspireret mig til at fokusere på begrebet diktatur i positiv form. Altså hvad diktatur er for en størrelse. Formålet er at give et mere nuanceret syn på dén politiske styreform, der altid i det liberale demokratis ånd hives frem som demokratiets og frihedens absolutte modsætning. Hvad skal vi forstå ved diktatur? Diktatur beskriver et forhold, hvor nogen kan diktere nogle ganske bestemte betingelser overfor nogen andre. I princippet indrammet i undervisningsfænomenet diktat, hvor en lærer har autoritet eller er delegeret autoritet til at diktere en tekst til en klasse, der ikke skal foretage sig andet end at skrive det, der dikteres. Tekstens indhold og betydning er sagen uvedkommende. Så enkelt er det desværre ikke, når begrebet anvendes på samfundsforhold, hvor diktatur hovedsageligt præsenteres som en bestemt politisk magtform, hvor selve formen indgår som de liberale demokratiers negative identitetsafgrænsning. Dvs. man afgrænser ens egen form overfor en anden form eller en idealtype overfor en anden idealtype. Problemet er, at både begreberne og idealtyperne forbliver abstrakte og normative uden specifik historisk reference og uden forbindelse til den dynamik, der virker i substansen under begrebsformen. Ikke desto mindre virker de to begreber styrende for næsten alle politiske diskussioner og udsyn i dag. Det er sådan set ligegyldigt, hvad den politiske samtale i dag drejer sig om, så modstilles det liberale demokratis frihed diktaturet, hvor alt, hvad der udgår fra sidstnævnte, er suspekt. I forståelsen af de liberale demokratier er udgangspunktet i princippet den historisk grundløse præmis, at mennesket er skabt til frihed. Underforstået, at den enkeltes frihed er ukrænkelig og derfor i sin logik i evig konflikt med en hvilken som helst fællesvilje, der ikke bygger på den enkeltes frivillige tilslutning. En historisk konstruktion af nyere dato, som tillægges universel gyldighed, hvorfor de liberale demokratier i egen selvforståelse mener at befinde sig øverst i den evolutionshistoriske værdikæde med retten til at gøre krav på rangen som global målestok for et hvilket som helst samfunds politiske og institutionelle indretning. Som afledt logisk konsekvens har begrebet diktatur og de beslægtede begreber  været udsat for successive etymologiske ekskluderende forvridninger op gennem historien. I dag defineres diktaturbegrebet hovedsageligt gennem analoge konnotationer og karakteristika, der er så abstrakte og generelle, at de blokerer for at trænge ned i de mange undtagelsesbestemmelser, der faktisk ligger lige underfladen i de liberale demokratier. Diktatur – diktaturer og den slags For at gå til biddet. Som den konservative retsteoretiker Carl Schmitt som udgangspunkt slog fast i bogen Diktatur (1919): ”diktator er den, der har retten/magten til at diktere”. Bogens titel er faktisk: ”Diktatur, fra oprindelsen til det moderne suverænitetsbegreb til den proletariske klassekamp”. Intentionen var at skære igennem de mange konnotationer/indlejrede medbetydninger og politiske eufemismer for at komme ind til begrebets kerne, hvor han i Hegelsk og Marx’ metodiske tradition skar alle nuancer bort for at lægge begrebets kerne åbent. ”Vi betegner et diktatur, som en politisk styreform, hvor en eller flere (f.eks. et kollegium eller en kommission) besidder den suveræne magt og ret til at diktere de øvrige i samfundet ganske bestemte betingelser og rettigheder”. Herved adskiller det moderne diktatur sig fra det moderne repræsentative demokrati ved, at repræsentation og folkesuverænitet her ideelt set holdes for identiske. I formaldefinitionen adskiller begrebet diktatur sig i daglig tale ikke fra begreberne despoti, tyranni, autokrati mv. De betegner i almindelighed det samme. Historisk er der dog sket det, at de negative konnotationer, som klæber til de  sidstnævnte begreber i dag anvendes som gradbøjninger af diktaturets reale funktionsmåde. Altså, om det er brutalt, hensynsløst, vilkårligt, irrationelt osv. Herved opløses subjektet i prædikatet, således diktatur bliver identisk med hensynsløshed, vilkårlighed, ufrihed osv. Nu gør Carl Schmitt ikke krav på, at den formale definition er tilstrækkelig. Kun at den er nødvendig. I lighed med Machiavelli og flere af hans samtidige herunder flere af de romerske statsteoretikere skelner han mellem to grundlæggende forskellige diktaturformer. De to former knytter sig til suverænitetsbegrebet. Udgangspunktet er nemlig begrebet ”suverænitet”. Det centrale tildelingspunkt, som har været styrende hele vejen ned gennem vores historie og virket ind på indholdet af de mange forskellige styreformer. Set i forhold til begrebet diktatur er det ikke uden interesse at skelne mellem ”suverænt diktatur” og ”kommittereret (overdraget) diktatur”. En skelnen Carl Schmitt delvist har arvet fra Machiavelli. I tilfældet suverænt diktatur beskæftiger vi os med et regime, hvor en person, personkreds eller en organisation har tilranet sig magten i absolut form. For det meste gennem magtanvendelse og massiv undertrykkelse. Det vil sige, at det pågældende styre gennem en eller anden form for magtopbud har tiltaget sig den suveræne ret til at definere, hvad der er normalt samfundsliv og ret, og hvad der er undtagelsestilstand og begrundelserne herfor. På den anden side har man i forskellige sproglige klædedragter teoretisk beskæftiget sig med det ”kommitterede diktatur”, hvor en anden suveræn end diktatoren/diktaturet overdrager suveræniteten for en kortere eller længere periode til et diktatur. Her har diktaturet (personen, institutionen, kollegiet) magten som betinget tilståelse. Det klassiske eksempel er det romerske senats overdragelse af handlesuveræniteten til en konsul for en periode af 6 måneder for at løse ganske bestemte opgaver eller overvinde påtrængende problemer så som fjendtlige fremstød for at beskytte almenvellet bl.a. gennem nødret. Machiavelli beskæftiger sig indgående med denne problematik i værket ”Drøftelser”. Det afgørende er ikke selve den konkrete form, diktaturet antager, men dets begrundelse, formål og mål. Hverken de politiske tænkere i Grækenland, eller statsteoretikerne i Rom og langt op i historien – faktisk frem til renæssancen – indlagde en absolut modsætning mellem demokrati og diktatur, sådan som vi gør i dag. I stedet blev skillelinjen trukket mellem suveræniteten til at delegere og dets modsætning suverænitetsranet og mellem diktaturernes forskellige formål. Dvs. den begrænsede delegerede suverænitet udgået fra folket for at sikre almenvellets velfærd overfor den grænseløse suverænitet fravristet folket med det formål at sikre partielle interesser – personlige, klanmæssige eller klassemæssige interesser. Diktatur versus frihed Bag disse distinktioner indtræder en senere og bestemmende begrebsdistinktion, som den moderne og abstrakte modstilling af diktatur og demokrati tilslører. Det drejer sig om begrebet frihed. Hverken i det gamle Grækenland, i Rom eller i renæssancen tog forståelsen af frihed udgangspunkt i det enkelte individ. Friheden bestod i, at et folk, en bystat osv. ikke var underlagt fremmed dominans og herredømme. Man anlagde ikke en snæver grænse mellem den enkelte og de mange. Det gjorde man derimod mellem det private og det offentlige. Forudsætningerne for menneskets frie udfoldelse af sine potentialer blev henført til trygheden og sikkerheden i det offentlige. Så når man i det store og hele indsatte diktatorer for at værne om almenvellet, var det nok så meget for at sikre friheden og velfærden. Det moderne liberale frihedsbegreb var flere århundreder undervejs og blev først for alvor udkrystalliseret under den franske revolutions hårde klassekampe i 1790’erne mellem det nye borgerskab (Der havde brug for det individuelle frihedsbegreb) og de folkelige masser og i kampene mellem den politiske elite i Amerika og ”pøblen”, der godt nok fik tildelt umistelige frihedsrettigheder. Men som brutalt blev sat til side, hvis masserne praktisk ønskede at indløse obligationen. Borgerskabet gik sejrrigt ud af den første politiske konstitueringskamp og vandt samtidigt retten og magten til at sætte sit individualistiske frihedsbegreb igennem som gældende for al politisk-filosofisk og retsteoretisk norm – kort sagt som universel tænkningsform. Men i næsten alle de efterfølgende demokratiske eller semidemokratiske forfatninger indgik en eller flere paragraffer om nødret. Borgerskabets dyrekøbte erfaringer medførte, at man i det borgerlige demokratis lange konstitueringsperiode fra den amerikanske frihedskrig og frem til perioden efter 1. Verdenskrig accepterede diktatoriske undtagelsesbestemmelser i de forskellige forfatninger. Og selv efter mellemkrigstidens fascistiske og nazistiske totalitære regimer, finder man i efterkrigstiden nødretsbestemmelser i de demokratiske forfatninger. Som en nødvendighed. Det afgørende er imidlertid, hvem der kan udløse nødretsbestemmelsen. Eksempelvis indeholdt den tyske Weimarforfatning fra 1919 §48, der de facto legitimerede det præsidentielle diktatur forfatningsmæssigt. Skiftende regeringer (Præsidenterne Brüning, von Pappen og von Schleicher) indførte i republikkens sidste år et magtmonopol som svar på de dysfunktionelle parlamenter. I de fleste forfatninger er den mulighed i dag begrænset. Men nødretten eksisterer som mulighed. I forfatningerne bag de demokratiske parlamenter defineres nødretten enten af et parlamentarisk flertal eller et kvalificeret flertal f.eks. ved overdragelse af dele af folkesuveræniteten til en regering – et begrænset diktatur. Hovedsageligt i forbindelse med krig, handelskrig, cybertrusler eller naturkatastrofer. Det springende punkt i suverænitetsafgivelsen er, om parlamentet og den demokratiske repræsentation kan tilbagekalde suveræniteten fra den udøvende magt til parlamentet. Dvs. om magtens tredeling kan genoprettes enten midt i en nødretsperiode eller efter. Der vil selvfølgelig altid være en risiko for, at det borgerlige demokratisk magtdelingsprincip ikke respekteres af f.eks. den regering, der er blevet kommitteret til at diktere. Risikoen er størst dér, hvor magtoverdragelsen er sket, fordi det parlamentariske styre har vist sig dysfunktionelt i forhold til at håndtere samfundskriser (politiske og økonomiske), eller har mistet folkelig legitimitet, fordi det ikke længere kan sikre almenvellet velfærd og tryghed. Her taler vi om en længerevarende indre opløsningsproces, hvor eksempelvis diktaturet langsomt tåles som et mindre onde og som oven i købet kan gennemføre en passiv revolution af samfundsordenen for at sikre samfundsstabiliteten og betrygge borgerne i almindelighed. (Tendenser, der ligger indbygget i Trumpteamets MAGA projekt). Covid-19 og nødret Hvis vi holder os disse distinktioner in mente og helt ser bort fra de forskellige konkrete historiske diktaturformer, vil det faktisk være rimeligt at vurdere den tidligere epidemilov i Danmark som grundlaget for et begrænset kommitteret diktatur (overførsel af suveræn handlekraft til den udøvende magt), hvor en stor del af Folketingets suverænitet er overført til regeringen (Sundhedsministeriet og Statsministeriet), og hvor domstolenes uafhængighed er blevet begrænset. Folketingets alt overvejende flertal overdrog frivilligt i april 2020 handlesuveræniteten til regeringen indenfor rammerne af den forfatningslegale epidemilov. I den lov indgår retten til at ophæve andre love, Folketinget har vedtaget. Begrundelsen for magtoverdragelsen var og er, det almindelige parlamentariske demokratis manglende handlekraft og magtpolitiske kompetence til at håndtere den epidemiske nødretssituation. Som bl.a. indebærer nødvendigheden af en vidtgående begrænsning af de personlige frihedsrettigheder i forsvaret af folkesundheden og samfundsstabiliteten overfor et truende sammenbrud. (Det hører dog med, at det lykkedes for det danske Folketing at vedtage en ny epidemilov, der begrænser Folketingets suverænitetsafgivelse til regeringen eller et af regeringen udpeget ”kriseudvalg”. Epidemiloven kan karakteriseres som en idealtype for forfatningslegal lovgivning, der i en nødretssituation – det være sig en naturkatastrofe, samfundsdestabiliserende politisk uro, hvor institutionerne er truede eller krig – kan overdrage handlesuveræniteten til regeringen uden hensyntagen til den enkeltes frihedsrettigheder. Man kan således tale om, at et kommitteret og måske begrænset diktatur kan blive den nødvendige politiske udgang af en nødretstilstand, hvis det liberale demokratis politiske forfatningsmæssige grundformer skal forsvares for senere genopretning. Diktatur og tilstødende magtbegreber Diktatur er som det fremgår ligesom frihedsbegrebet ikke en entydigt politisk og samfundsteoretisk størrelse. Diktaturet står ikke i et uformidlet modsætningsforhold til frihedsrettighederne, i og med disse kun i deres liberale udformning tillægges universel bestemmende værdi. I samme øjeblik frihedsbegrebet kvalificeres og afklædes dets liberale universalitet, får det bestemmende betydning for forståelsen af diktaturbegrebet. Hvis det viser sig – hvad der er tilfældet i praksis – at mennesket ikke er født frit og lige, men er underkastet sin egen historieskabende aktivitet uafhængig af al metafysisk moral, falder de liberalt begrundede frihedsrettigheder til jorden, og der kan igen åbnes for en politisk drøftelse af, hvor suveræniteten i samfundet skal placeres og ikke mindst, hvad den skal indeholde. Den drøftelse får igen og igen relevans, fordi ethvert moderne kapitalistisk samfund er gennemkrydset af sociale-politiske-økonomiske og kulturelle modsætninger, der som samfundssystem strukturerer uligheden og dermed også konflikter og nødretslignende kriser. Som sådan skal ovennævnte diskussion til, hvis diskussionsfeltet skal flyttes fra moralens område til det politiske, og moralens underliggende klassedominans trækkes frem i lyset. I diskussionen om demokrati og diktatur er det også nødvendigt ikke at forveksle diktatur og totalitarisme. Sidstnævnte forudsætter som logisk udgangspunkt en ideologisk forestilling om og masseopslutning til den totale enhed i samfundet, hvor offentlig og privat, statsmagt og civilsamfund ikke kan adskilles, som det f.eks. gjorde sig gældende under fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Dermed ikke sagt, at de totalitaristiske styrer er modsætningsfrie mv. Kun at de gør krav på den totale enhed, hvilket forudsætter organiseret massetilslutning og massemobilisering. Af samme grund er ethvert diktatur ikke fascistisk, selv om det gør brug af den samme magtbrutalitet og retorik. Begrebet autoritære regimer siger faktisk ikke meget om suverænitetsstatus og er af samme grund et vagt begreb, der mere siger noget om en handlemåde end om det egentlige politiske magtgrundlag. Adskillige liberale demokratier og disses institutioner kan handle utroligt autoritært, hvilket Trumpregeringen 2.0 har demonstreret på plastisk vis. Her demonstrerer Trumpteamet næsten hver dag begrænsningerne i magtens forfatningsmæssige tredeling som værn mod en præsidentiel magtfuldkommenhed. Lignende tendenser kan ses i Frankrig, i Rumænien, i Tyrkiet og faktisk også i den accelererede magtcentralisering i EU, der inkrementelt undergraver de nationale parlamenters reelle suverænitet og magtens tredeling. Bl.a. kommissionens brug af de forskellige EU-fonde til at diktere de enkelte medlemsstater til at føre en ganske bestemt politik, hvis de vil undgå sanktioner. Men igen er det værd at fremhæve, at det autoritære beskriver handlemåderne og ikke systemets principielle grundlag. Den sondring er vigtig for, at prædikatet ikke som en gøgeunge gør sig selv til subjekt. Og netop fordi man i hele den demokratiske diskurs, som i hvert fald de sidste fire årtier har haft hegemonisk status, afgrænser de liberale dyder negativt overfor diktaturet, har man i mangel på kvalificeringer måtte kalde regimer for illiberale, der måske ikke helt lever op til de forsimplede forestillinger om et diktatur og heller ikke fuldt lever op til de liberale demokratiske idealnormer. Dvs. definere dem efter, hvad de ikke er. Hvilket bl.a. er tilfældet i kritikken Orbans regime i Ungarn, som i virkeligheden snarere repræsenterer en bonapartistisk tendens, hvor de liberale demokratiske institutioners magt og betydning opløses indefra ved hjælp af det liberale demokratis muligheder (flertalsdiktatur) og de almindelige parlamentariske spilleregler, fordi ingen social-økonomisk magt/klasse i samfundet er tilstrækkelig stærk til at håndhæve sin klasseinteresser som almeninteressen over alle andre. Det var den strategi Bonaparte benyttede sig af i Frankrig fra 1848 indtil, han i 1851 etablerede sit diktatur med støtte fra store dele af befolkningen. Han sikrede almenvellets interesser og borgerskabets klassedominans på en og samme tid og transformerede i samme proces det kommitterede diktatur til et suverænt diktatur med ham selv som suveræn – dog med visse begrænsede indrømmelser til dele af borgerskabet. Afsluttende bemærkninger For at konkludere. Diktaturets reelle legitimitet i befolkningen som politisk kraft og magt afgøres ikke alene af det formelle suverænitetsspørgsmål, som overføres fra parlament til den udøvende magt men nok så meget af dets begrundelse, formål og mål. Det er nemlig i diktaturets begrundelse og hensigt, at kilderne til vilkårlighed, grusomhed, tyranni, despoti mv. skal findes og ikke i dets formelle modstilling til det liberale demokrati. Af nøjagtig samme grund er det nok så vigtigt at forstå hvilke mål og metoder i MAGA projektet, der styrer f.eks. Trumps og Trumpteamets magtcentralistiske udfordringer af den amerikanske forfatning fremfor den aktuelle formalpolitiske debat om Trumps diktatoriske tilbøjeligheder og vilkårlige ledelsesstil. Og nok så meget, hvad der overhovedet gør Trumpteamets MAGA projektets påståede ”revolution” acceptabelt for en stor del af amerikanerne på en måde, der ind til videre overskygger den formaldemokratiske modstilling af demokrati og diktatur. Jan Helbak                                  
    Læs mere