OVERVEJELSER

Seneste blogindlæg

• Er hegemoni og dominans et og det samme?

  Begrebet hegemoni optræder regelmæssigt i de aktuelle analyser af de geopolitiske spændinger og magtforskydninger i det voksende konfliktfelt mellem det kollektive Vest og det globale Syd. I min optik er problemet dog, at begrebet anvendes synonymt med magt, dominans og herredømme, hvilket ikke er uden problemer, når forskydningerne i den strukturelle verdensorden skal analyseres. Jeg vil nedenfor forsøge at begrunde, hvorfor der bør skelnes mellem begreberne hegemoni og dominans.  Nutid og fortid Nutidens forståelse og anvendelse af begrebet ligger langt fra dets oprindelse. Hegemon betyder på græsk en leder. Oprindeligt en militær leder. Begrebet hegemoni blev anvendt i de græske bystaters militære alliancer som betegnelse for den bystat, man efter fælles overenskomst udpegede til militær leder først og fremmest i kampene med perserne. Alliancerne (Det Deliske Søforbund og det Peloponesiske Søforbund) degenererede imidlertid ved, at den hegemoniske bystat påtvang de andre bystater sit herredømme. Det blev opfatet som forræderi mod de oprindelige aftaler. Den nye konstellation blev betegnet ”arche” – herredømme, styrende, dominerende. I ”archeperioderne” ophørte de fredelige relationer og loyale bindinger. Åbne oprør, undergravende rænkespil mellem flere af de dominerede bystater og jagten efter alternativer til ”tyranniet” trådte i forgrunden og ophævede hegemoniets tilstræbte ligevægt. Det amerikanske hegemoni Efter 2. Verdenskrig herskede der i Vesten ikke meget tvivl om, at USA med sin økonomiske, antikoloniale og frihedsorienterede ideologi/kultur og militære styrke repræsenterede fremtiden og fremstod som Vestens ubetvivlelige leder. På næsten alle samfundslivets områder begyndte man i Vesten at kopiere og internalisere amerikansk kultur, produktionsmåder- og organisationsformer, udfoldelse af fritidslivet og ikke mindst at efterligne hele masseforbruget, hvor man selv med beskedne arbejderlønninger kunne gøre sig håb om TV, bil og eget hus. Den økonomiske og materielle fremgang i hele den vestlige verden under amerikansk ledelse, der internationalt blev reguleret gennem amerikansk dominerede institutioner som Verdensbanken, IMF og Gatt/WTO, antog hidtil uhørte vækstrater og gjorde det muligt i Europa at realisere de socialliberale og socialdemokratiske forestillinger om velfærdsstaten. Kapitalismens bedste værn mod kommunismen, der efter Sovjetunionens glorværdige rolle i kampen mod fascismen, øvede en ikke ubetydelig indflydelse i den europæiske arbejderklasse og lavere middelklasse. Det amerikanske hegemoni som leder af ”den frie verden” mod kommunismen blev formidlet gennem en liberal-demokratisk velfærdspolitik og tilsvarende institutioner. Der var fremgang på alle fronter. ”Den amerikanske drøm” blev europæisk. Hollywoods helte – ”frontier fantasmen” og individets frigørelse trængte dybt ned i Vestens selvforståelse som anden natur. Blandingsøkonomien, massekonsumet, relativ stabilitet og afbalanceret fred legitimerede det amerikanske hegemoni på verdensmarkedet og understøttede de progressive forvaltere af kapitalismen indenfor nationalstaternes rammer. Klassekampene døde selvfølgelig ikke ud trods den ideologiske begravelse. Men de fleste kampe skabte ikke større ravage, end hvad der kunne rummes i den dynamiske vækst og individets frigørelse i amerikansk fortælling. De indre drivkræfter i velfærdsstatens udvikling efter 2. Verdenskrig blev hegemoniets realform. Fagforeningerne blev tilkendt legitimitet og fik status af samarbejdspartner for regeringerne og tilknyttet implementeringen af lovgivningen på arbejdsmarkedet, på det sociale område og på boligområdet. Socialdemokratiernes reformpolitik vandt frem og blev understøttet af den progressive elite. ”Lighed gennem uddannelse” – meriteringsstrategien – osv. blev slogans, der trængte dybt ned i samfundenes forskellige livsformer. Arbejderklassen stod ikke længere udenfor og kiggede ind på det borgerlige samfund. Den var blevet aktiv deltager og havde fået forbedret sine leveforhold mangefold. For at klargøre den videre proces vil jeg her kort referere til Antonio Gramscis banebrydende sondring mellem hegemoni og dominans. I Fængselsoptegnelserne hæfte13 skriver han: ”Hegemoni forudsætter utvivlsomt, at der bliver taget højde for interesser og tendenser i de grupper, som hegemoniet skal udøves over, og at der opbygges en ligevægt, et kompromis, at med andre ord den ledende gruppe ofrer nogle af sine økonomisk-korporative fordele. Men der er heller ingen tvivl om, at disse ofre og dette kompromis ikke kan vedrøre det væsentlige; hvis nemlig hegemoniet er etisk-politisk, er det også økonomisk, og kan ikke være andet, dvs. så har det også sit udspring i den afgørende funktion, som den ledende gruppe udøver på den økonomiske aktivitets afgørende område”. (Gramsci skrev under censur, hvilket forklarer den lidt kryptiske formuleringsmåde). Det amerikanske hegemonis begyndende udgang USA’s krig i Vietnam og Nixons ophævelse af dollarens guldindløselighed i 1973 som forløber for verdensmarkedskrisen i 70’erne forvarslede det amerikanske hegemonis omvending til en tiltagende og utilsløret dominans- og magtpolitik. Og som i antikkens Grækenland begyndte de svagere nationer at lede efter alternativer til USA’s herredømme. I Europa så tankerne om en Europæisk Union og fælles valuta som alternativ til dollardominansen for første gang dagens lys med Delorsplanen i midtfirserne. Den Europæiske Unions tilblivelseshistorie efter afslutningen på den ”kolde krig” i 1992 kan ikke forstås uden at blive sat i forbindelse med USA’s diktatpolitik overfor Europa og Japan i 80’erne og 90’erne for at sikre egne økonomiske- og geopolitiske interesser. ”Washington concensus” i 1978 lagde grundstenene for den amerikansk initierede globaliseringsstrategi og ideologiskiftet fra velfærdsstats-kapitalismen og de progressive kollektive frigørelsestanker til neoliberalismens individorienterede markeds-og frihedstvang. Fremtidens motor skulle ikke længere være statens markedsregulering men markedets ”selvforvaltning”. Det tætte samarbejde mellem stat og arbejderbevægelse blev over en årrække ophævet, og den sociale tryghed og åbenhedens kultur blev afløst af konkurrence og effektjag på alle livets områder samt praktisk eksklusion af kulturstrømninger, der ikke kunne kapitaliseres. Det udadvendte menneske med blik mod fremtiden blev til det defensive homo clausus. Måske kan man med en vis begrebselastik sige, at det amerikanske hegemoni under Clinton som præsident fik en vis renæssance frem mod 9/11, men sluttede definitivt med finanskrisen i 2008. USA’s interesser er siden finanskrisen i vigende grad blevet opfattet som alles interesser – det gælder selv blandt allierede. Men på den anden side har EU trods utallige strategiske vendinger ikke evnet at fremstå som alternativ til USA hverken på verdensmarkedet eller overfor de europæiske nationalstater. Tværtimod har EU’s austerity-politik efter 2011 om noget bidraget til at erodere de herskende eliters indre nationalstatslige ”hegemoni”. Både politisk, økonomisk, socialt og kulturelt har de brede lønmodtagergrupper oplevet en næsten trinløs forringelse af deres levevilkår og sociale tryghed. Tilliden til det politiske system er faldet ganske voldsomt, og de demokratiske parlamentariske institutioner antager i dag karakter af lukkede – oligarkiske – dominansformer. De ”ledende grupper” for at blive i Gramscis terminologi besidder ikke længere den økonomiske overlegenhed og fremdrift, der muliggør klassekompromiserne og indrømmelserne overfor de ”ledede grupper”. Neoliberalismens økonomiske ortodoksi, det liberale demokratis ideologi og den gamle økonomiske orden på verdensmarkedet har mistet den magiske kraft. Der er kun magtfuldkommenhed, trusler, intimidering og tvang tilbage. Siden præsident Bush’s ”all out war against terrorism” i 2001 ædes det amerikanske hegemoni op indefra. Lige forstærkes de indre spændinger og det moralske forfald i USA som følge af Biden administrationen ubetingede støtte til den israelske  Netanyahu regerings massedrab i Gaza og statsterrorisme i Libanon. De europæiske statslederes hidtidige følgagtighed tærer nu også på deres moralske legitimitet og det interne sammenhold i EU. En anden vinkel i samme proces er USA’s og EU’s økonomiske- og finansielle sanktionsregimer overfor lande, der ikke retter ind efter USA’s og Europas diktater. Som i antikkens Grækenland leder de dominerede stater, der udsættes for intimiderende sanktioner eller frygter dem i fremtiden efter andre alliancer eller et ny hegemon (bl.a. bestræbelserne for at udvide BRICS+ som fremtidens alternativ til Vestens dominans). På verdensarenaen og selv indenfor de enkelte vestlige nationalstater lurer illoyaliteten og afsøgningen af alternativer til den aktuelle magtfiguration. Det slår igennem indenfor EU. Macron taler igen og igen om Europæisk Autonomi. EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen udnytter enhver lejlighed til teknokratisk at udvide Unionens magt over medlemsstaterne og omstrukturere EU fremtidens for tiden tabubelagte rivalisering med USA. (bl.a. bruges Trump-kortet konstant). Sidst er den retning strømlinet med Draghis rapport om EU’s konkurrenceevne og sikkerhedspolitiske situation. Rapporten advarer om, at Europa agterudsejles på verdensmarkedet, hvis centraliseringsprocessen på alle vitale økonomiske og sikkerhedspolitiske felter ikke accelereres. Næsten tre års krig i Ukraine tærer nu på den første euforiske enhed indenfor EU. Det altafgørende spørgsmål vil ikke gå væk. Hvem skal bære de økonomiske byrder USA eller Europa? (lige nu er det EU). Og hvilke medlemslande skal lide under EU’s svækkede stilling på verdensmarkedet og tab som følge af krigen i Ukraine og helt aktuelt den truende handelskrig med Kina? Affortryllelse og konfliktscenarier Set i perspektiv og som historisk forløb siden 1992 har Natos udvidelse mod øst og som konsekvens heraf stedfortræderkrigen i Ukraine først og fremmest handlet om opretholdelse af USA’s dominans i Europa gennem ”globaliseringen af Natos rolle”. Nato’s begyndende forskydning til Stillehavsregionen og USA’s hektiske allianceopbygning har kun et rationale: en styrkelse af USA’s magtpotentiale til at forsvare Vestens (dvs. USA’s) herredømme, bremse Kinas vækst og true resten af verden til at rette ind. Det er nemlig efterhånden en udbredt opfattelse, at Kina ikke kan vedblive med at vokse i økonomisk- og militær styrke uden at fremprovokere radikale ændringer af den globale institutionelle arkitektur. I den forstand repræsenterer Kinas vækstmodel måske mulige fremskridt og ændringer på verdensmarkedet, som det Globale Syds mangfoldige nationalstater mener at kunne drage nytte af. Et fremtidsblik, der kan forklare Vestens næsten frenetiske diplomatiske aktivitet i Afrika, Sydøstasien og Latinamerika for at råde bod på årtiers politisk-militær intimidering og økonomisk udplyndring og forebygge opkomsten af nye alliancer udenfor Vesten. Måske et nyt hegemonisk system i svøb, som ikke bindes sammen af underordning under Vestens værdier, tvang og sanktioner – men af fælles inter-nationale interesser. Jeg vil gerne understrege her, at jeg bevidst anvender begrebet hegemonisk system og ikke en ny hegemon. Desværre opviser historien få – om nogen – eksempler på fredelige og molekylære hegemoniske vagtskifter. Når hegemoniet har udtømt sine positive og integrative potentialer og antager form af herredømme og magtpolitik, foregår der i den proces også en opløsning eller udtynding af de faktorer, der tidligere legitimerede hegemoniet. Det drejer sig eksempelvis om de vestlige politikeres nu næsten patetiske hævdelse af ”universelle værdier”. Begreber, der tidligere stod uantastede, relativeres. Verden fattes nye begreber for at forstå og orientere sig i den ændrede situation. Demokrati versus autokrati bliver til krigeriske slagord, og det gentagne krav om ”rules based order” tømmes for indhold og autoritet, fordi de samme magter, der plæderer for denne orden, har brudt selv de mest basale regler i FN’s charter og indenfor IMF, WTO og Verdensbanken. Kort sagt det gamle hegemonis kompas er brudt sammen, og indenfor snart sagt alle felter udspiller der sig et mangefold af processer for enten at etablere en ny orden eller forsvare den gamle med fare for at udløse helt uoverskuelige centrifugale processer i verdensøkonomien og indenfor det eksisterende globale magtsystem. Nationalisme, protektionisme, sanktionspolitik og ikke mindst en nærmest krigslignende oprustning for at forsvare egne interesser og eksisterende dominansstruktur har afløst forestillingerne om en global vækst og ligevægt holdt sammen af en ”supermagt” (hegemon), der ”løftede alle både”.  Tabet af hegemonisk centrum og centrifugale processer Når Kinas vækst udfordrer verdensbilledet, skal udfordringen ikke kun ses som en isoleret geopolitisk konkurrence. Ej heller kan udfordringen isoleres til USA. Den rammer hele Vestens måde at organisere samfundsopbygningen på. Kinas statskonstituerede markedsøkonomi, som er antitesen til neoliberalismens markedsautonomi og markedstvang, kan muligvis repræsentere fremtiden og i hvert fald fremstå som forbillede for landene i det Globale Syd. Hvor den lurende konfrontation mellem USA/EU og Kina/Rusland, de mange stedfortræderkrige (konflikter) og ”regime change” strategien ender ved ingen. Men sikkert er det, at det tidligere amerikanske hegemonis integrative- og konfliktneutraliserende potentialer er tyndslidte og afløst af generaliseret og uoverskuelig global ustabilitet. Hvor magt er ret! I den forstand er Gramscis sondring mellem hegemoni og dominans/herredømme vigtig som analytisk- og handlemæssigt udgangspunkt i den geopolitiske diskussion. Sondringen åbner for en forståelsesramme, hvor det statiske og metafysiske verdensbillede kan overskrides. Og hvor de geopolitiske diskussioner ikke reduceres til sofistikerede skakspil eller etiske fordringer.                                

  oktober 13, 2024 8:21 pm

  Læs mere

• Er det nu rigtigt?

  ”Det lykkedes ikke for alvor de borgerligere ordførere at udfordre Dragsted, selv om de forsøgte at koble Enhedslisten til terrororganisationer. Værst gik det for Danmarksdemokraternes Charlotte Munk, der ”aldrig klart havde hørt Enhedslisten tilkendegive, at Hamas er en terrororganisation”. Det var en ret uheldig formulering, for det havde Dragsted gjort dagen efter terrorangrebet 7. oktober. Dragsted tilføjede: ”Hamas er ikke bare en terrororganisation. Hamas er en forfærdelig reaktionær, islamistisk, antidemokratisk, homofobisk og antisemitisk organisation, som jeg kun kan tage den allerkraftigste afstand fra””. Når jeg refererer denne ordveksling fra Folketingets åbningsdebat direkte citeret fra Altinget 3.oktober, skyldes det, at jeg mildest talt blev noget overrasket over Pelle Dragsteds meget voldsomme ordvalg. En kanonade mod Hamas, hvor der ikke sondres mellem Hamas som bevægelse, politisk organisation og milits. Med den karakteristik må enhver forhandling med Hamas vel være udelukket. Og hvordan kan man egentlig advokere for en to-statsløsning, som alle på nær Israels regering ser som et mål, når det er givet, at Hamas vil spille en central rolle i en Palæstinensisk statsdannelse? Men er det, Pelle Dragsted siger, egentlig rigtigt. Eller taler han ind i en udbredt fordom? Er Hamas udemokratisk og antisemitisk? For at besvare de to spørgsmål læste jeg Hamas’ seneste princippolitiske charter fra 2017. Her fandt jeg i punkt 16 følgende formulering: ”Hamas vedkender sig en kamp mod det Zionistiske projekt og ikke mod jøderne på grund af deres religion. Hamas fører ikke kamp mod jøderne, fordi de er jøder men fører kamp mod Zionisterne, som har besat Palæstina”. Jeg kunne ikke finde noget belæg for påstanden om antisemitisme. Med mindre antisemitisme og anti-zionisme blandes sammen, som det jo ofte er tilfældet i den offentlige debat. Hvad så med det antidemokratiske? Her skal vi lige huske, at Hamas som samlet organisation fik flest stemmer i det demokratiske valg i 2006, hvor organisationen overholdt alle de demokratiske spilleregler. Men tingene kan jo have ændret sig siden. Øjensynligt er det ikke tilfældet. I 2017 chartrets punkt 28 står der: ”Hamas tror på og er tilhænger af at håndtere de palæstinensiske relationer på basis af pluralisme, demokrati, accept af den anden og gennemførelse af dialog”. Det præciseres i punkt 30 med formuleringen: ”Hamas understreger nødvendigheden af at opbygge palæstinensiske institutioner på sunde demokratiske principper, hvor de vigtigste blandt principperne er frie og fair valg”. Nu er papir taknemmeligt. Men det gælder vel for alle partiers og organisationers programmer. Indtil videre har praksis ikke direkte modsagt programmet, selv om den åbne krig med den israelske stat og militær og indespærringen i Gaza har sat grænser for det åbne politiske liv. Til gengæld står det stjerneklart, at Hamas opfatter Zionismen som en kolonialistisk ideologi og den israelske stat som en besættelsesmagt, hvis mål er dannelse af et Storisrael. Den opfattelse konvergerer med den nuværende Netanyahu regerings projekt for et Israel fra Jordanfloden til Middelhavet. Ikke fordi jeg vil gøre det store ud af påstanden om homofobi, men selve begrebet finder jeg ekskluderende og kulturelt selvhævdende. Formelt taler de almindelige definitioner på homofobi for, at Pelle Dragsted her står på sikker grund. I hvert fald, hvis der refereres til ”strukturel homofobi”, hvor normer, religion, idealer og praktisk-juridiske barrierer enten gør det vanskeligt at være homoseksuel eller direkte kriminaliserer homoseksualitet. Når jeg alligevel mener, der er brug for endnu en overvejelse over anvendelsen af begrebet, skyldes det sammenføjningen af homo og fobi. Almindeligvis henviser fobi til en sygelig frygt eller ubehag i forhold til noget bestemt. Men der er jo ikke tale om en sygelig frygt. Der er tale om en bestemt religions grundopfattelse og menneskesyn, som måske med rette kan kritiseres men ikke stigmatiseres som sygelig, med mindre man har det helt håndfaste udgangspunkt, at ens eget synspunkt repræsenterer det normale. I min overraskelse over det øvrige drastiske ordvalg var jeg faktisk lige ved at glemme, at der også står, at ”Hamas er ikke bare en terrororganisation”. Er Hamas som samlet organisation og bevægelse en terrororganisation? Det er der nok ikke noget entydigt svar på. USA, EU landene, Australien og Japan er blevet enige om at definere Hamas som en terrororganisation, men der er faktisk ikke international enighed om den karakteristik. I FN har man heller ikke efter atten års drøftelse kunne nå til enighed om ordlyden i en antiterrorisme konvention. Bl.a. blokerer begrebet statsterrorisme for, at man kan nå til enighed. Men selv om organisationer og stater udfører terrorhandlinger, gør det dem jo ikke i sig selv til terrororganisationer eller terrorstater. Det er de vel kun, for så vidt deres eksistens og ræson d’etre bygger på terror. Altså et grundforhold, der konkret rækker ud over tid og sted. Terrorhandlinger har enten til formål at skabet frygt og rædsel for at destabilisere et samfund eller fremme ganske bestemte politiske eller religiøse mål. Handlingen den 7. oktober falder indenfor rammen af den definition. Hamas havde angiveligt tre mål; at skabe frygt og rædsel i den israelske civilbefolkning, udstille svaghederne i det israelske sikkerhedssystem og provokere den israelske regering til åben konfrontation for at blokere for Abrahamprocessens hensigt om at normalisere forholdet mellem Israel og Saudi-Arabien. Hvad der ifølge Palæstinenserne ville have isoleret dem endnu mere. Intentionerne bag angrebet var med andre ord ud fra et palæstinensiske perspektiv rationelle men absolut uacceptable fra et alment menneskeligt perspektiv. Endvidere er terror som politisk våben i hovedsagen ineffektiv og ender ofte i en ukontrollabel begivenhedsrække, der står i modsætning til den oprindelige hensigt. Hvad der som konsekvens æder organisationerne eller for den sags skyld staterne op indefra politisk og moralsk. Så der er al mulig grund til at kritisere Hamas for terrorangrebet den 7. oktober. Der er sandsynligvis også god grund til kritisk at undersøge organisationens demokratiske og pluralistiske sindelag. Men det skal netop være som kritisk undersøgelse og ikke som videreført fordom. Her vil jeg referere til filosoffen Hans Georg Gadamers essay ”Intelligens”, hvor han betoner vigtigheden af præcise begreber for at skabe den nødvendige forståelsesmæssige distance til en sag eller en begivenhed for at undgå at blive opslugt af situationen og derved miste friheden til at handle rationelt. Og intet er vel mere vigtigt i en betændt krisesituation som den, vi befinder os i, end at følge Gadamers maxime. Faren ved ikke at forstå eller ovenikøbet dæmonisere den anden og som udgangspunkt antage sine egne positioner/værdier som universelle er, at afvigelser herfra ikke bare skal modgås og kritiseres men decideret udslettes. Det er den logiske konsekvens. Og det er præcis den logik, Netanyahu spiller på og skærper med sin gentagne påstand om, at Israel nu kæmper for civilisationen mod barbariet.        

  oktober 7, 2024 3:31 pm

  Læs mere

• Et paradoks – eller?

  Næppe har noget delstatsvalg i Tyskland påkaldt sig så stor interesse i medierne og hos den etablerede politiske elite i hele Europa, som de tre valg i Thüringen, Sachsen og Brandenburg. Interessen skyldes indlysende det national konservative AfD’s markante vælgertilslutning på omkring 30% i alle tre delstater. Ikke mindst fordi AfD også står til pæne resultater i de øvrige delstater om end ikke i samme størrelsesorden. Det er imidlertid ikke valget eller det politiske efterspil, jeg vil beskæftige mig med i dette indlæg. Min interesse retter sig derimod mod en undersøgelse af AfD, som DIW Berlin (Deutsches Institut für Wirtschaftsforschung) gennemførte i 2023. Især vakte instituttets større artikel min interesse. Titlen var på vanligt tysk: „Das AFD-Paradox: Die Hauptleidtragenden der AfD-Politik wären ihre Wähler*innen“. Oversat lidt mundret: „AfD paradokset: AfD vælgerne er dem, der rammes hårdest af AfD’s politik”. Altså hvad får næsten 30% af vælgerne i de tre delstater til at stemme på AfD, når partiets politik direkte konflikter med de samme vælgeres sociale- og økonomiske interesser? Inden jeg går over til at kommentere artiklen og ikke mindste konklusionerne, skal jeg lige præcisere, at jeg definerer AfD som et national-konservativt parti og anvender ikke metaforerne ”højreradikal” eller ”højrepopulistisk”. Dels er de indholdstomme, og dels anvendes de som den ”fornuftsbaserede midtes” delegitimering af alle politiske strømninger udenfor egne rækker. Jeg ser i dette indlæg også bort fra de mere højrøstede rabiate elementer i partiet, selv om de i den politiske debat sættes lig partiet. Hvad siger analysen? DIW undersøgelsen fastslår, at folk, der støtter AfD, på næsten alle politikområder vil lide mest under AfD’s politik, hvis den gennemføres. Det gælder indenfor økonomi, skattepolitik, klimabeskyttelse, social sikkerhed, demokrati og globalisering mv. Vejen til disse konklusioner går over en sammenligning af vælgernes sociodemografiske karakteristika med partiets planer. Den typiske AfD vælger beskrives som en mand mellem 40 og 50 år. Med kort eller mellemlang uddannelse, ufaglærte jobs, arbejdsløs eller med usikker beskæftigelse og lavtlønnet. Ordet ”typisk” betyder her en statistisk overvægt. Ikke til en bestemt type. Undersøgelsen viser også en lav social- og politisk deltagelse i samfundslivet. Billedet er imidlertid ikke helt tidssvarende. De seneste valgundersøgelser viser, at AfD også tiltrækker mange unge og ikke mindst førstegangsvælgere. Vælgergrundlaget sammenholdes med AfD’s politik. Ifølge undersøgelsen står AfD bl.a. for: ”ekstrem neoliberal økonomisk- og finansiel politik. Partiet går ind for skattelettelser på næsten alle områder og imod skattestigninger, så som beskatning af store aktiver”. ”Generelt ønsker AfD at indskrænke statens rolle og øge markedets magt”. AfD er også imod forhøjelse af mindstelønnen, og vil hellere styrke ejerboligen end lejeboligen, og langtidsledige skal enten tvinges til at udføre samfundstjeneste eller påbegynde en faglig opkvalificerende uddannelse. Når DIW undersøger AfD’s positioner på forskellige politikområder i forhold til de andre partier, finder man, at AfD på de økonomiske- og sociale områder ligger meget tæt på FDP (det liberale parti), om end FDP’s markedsortodoksi er liberalt og globaliseringsorienteret. Hvad angår skatter, klima og sociale anliggender finder undersøgelsen mange ligheder mellem AfD, FDP og CDU/CSU. Altså kan man konkludere, at AfD samlet set repræsenterer politiske positioner, der aldrig har været specielt arbejdervenlige men tværtimod står i modsætning til SPD’s traditionelle arbejderpolitik og hovedparten af den tyske fagbevægelse. Undersøgelsen har selvfølgelig også med, at AfD’s forslag om nedskæringer på en række offentlige områder først og fremmest vil ramme flygtninge og indvandrere men også de uddannelsesmæssigt og økonomisk dårligst stillede AfD vælgere. Hvad er så den endelig konklusion? ”Hvordan kan det være, at mere end en femtedel af borgerne støtter et partis politik, der er i stærk modstrid med deres velbefindende og interesser. Et plausibelt svar er individuel- og kollektiv fejlvurdering”? Den individuelle fejlvurdering ligger i det faktum, at mange AfD vælgere ikke er klar over, at partiets politik med diskrimination og eksklusion vil påvirke dem negativt. ”Det skyldes, at de ofte selv tilhører den lavere ende af indkomstfordelingen, nyder privilegier sjældnere og har færre muligheder end andre og er mere afhængige af økonomiske fordele fra staten”. Den kollektive fejlvurdering henføres til, at AfD vælgerne tror på, at et opgør med globaliseringen og en styrkelse af nationen og lokalområderne kombineret med en liberal økonomisk politik vil udløse bedre jobmuligheder og øget sikkerhed og tryghed i dagligdagen. Artiklen slutter med ordene: ”Præcis det modsatte vil ske”. Hvad møder vælgerne hos AfD? DIW’s undersøgelse bringer os ikke meget nærmere en forklaring på paradokset. Hvis der er tale om en fejlvurdering, hvad er så grunden? For at komme om på den anden side af DIW’s konklusioner tog jeg mig for at læse AfD Sachsens valgprogram. Med det gjort, fandt jeg ikke DIW’s karakteristik dækkende. Valgprogrammet fylder hele 64 sider og er temmelig uoverskueligt. Det mest iøjnefaldende er programmets  temaopdeling. Det indledes med et langt afsnit om familie og børn som grundlag for hele samfundets sammenhængskraft. Familie og ejendom til boligen sættes lig Heimat – hjemstavn. Her skal borgernes grundlæggende beskyttelse og tryghed findes. De følgende temaer er uddannelse, videnskab og kultur, hvor uddannelse og kultur skal spille en central rolle for det daglige liv i delstaten. Sundhedspolitik og socialpolitik udgør de efterfølgende temaer, hvor social sikring af familien og de ældre, samt et decentraliseret sundhedsvæsen, der rækker helt ud i yderområderne, spiller en afgørende rolle. National sikkerhedspolitik (som også begrunder modstanden mod Tysklands involvering i krigen i Ukraine) og en håndfast og retfærdig retsorden ses som forudsætningen for borgernes tryghed. Ganske naturligt følges det tema op af en skingert og slagordsagtig formuleret flygtninge-indvandrerpolitik, men som i sit væsen ikke adskiller sig meget fra CDU/CSU’s politik. Regeringens energipolitik og digitalisering kritiseres for at resultere i høje energipriser. Natolandenes sanktionspolitik har øget energipriserne og dermed skadet Mittelstand virksomhedernes konkurrenceevne og borgernes mulighed for at betale de høje el- og varmeregninger. Digitaliseringen er gået for vidt og fremmedgør den enkelte borger i samfundslivet og overfor det offentlige. Digitaliseringen skader det personlige møde med det offentlige og skader de levende fællesskaber. Landbrugspolitikken og land- og miljøplanerne skal ikke tilrettelægges efter EU’s abstrakte normer. Der skal tages lokale hensyn. Lige så med naturbeskyttelsen, som vægtes højt. Det samme forhold gør sig gældende, hvad angår infrastruktur og strukturplanlægning, herunder decentral kollektiv trafik og indsats mod jordspekulation. Der skal tages udgangspunkt i lokale behov, så lokalsamfundene kan hænge sammen og udvandringen bremses. Først allersidst i programmet behandles penge- og valutapolitik, finans- og skattepolitik samt EU, hvor man stiller hensynet til de små- og mellemstore virksomheder overfor den kendte politiske favorisering af de store koncerner og støtte til finanssektoren, som ikke vil låne penge ud til Mittelstandvirksomhedernes investeringer. Det sidste punkt er i øvrigt blevet et brandvarmt emne, som Scholzregeringen nu er tvunget til at gå ind i. For det første fordi den tyske regering skal forholde sig til Draghirapportens krav om øget centralisering af kapitalmarkederne og støtte til de store koncerner og for det andet, fordi den italienske bank Unicredit forsøger at overtage den tyske Commerzbank, hvad der endnu engang vil svække det tyske bankvæsen, som traditionelt har støttet de små og mellemstore virksomheder. Så selv på regeringsniveau reagerer man nu mod de magtfulde finansielle markedskræfter og magtcentraliseringen i EU. Men tilbage til AfD. Når man læser hele programmet, står det klart, at det er et klokkeklart småborgerligt national-konservativt program med et kinesisk æskesystem af reaktionære forslag blandet med socialpolitiske- sundhedspolitiske- og uddannelsespolitiske progressive programpunkter igen blandet med utopiske Heimatforestillinger og købmandslogik versus magtcentraliseringen i EU og afdemokratiseringen af politikken i almindelighed. (AfD kræver flere folkeafstemninger og direkte demokrati). Ifølge programmet styres samfundslivet af en lille elitær teknokratisk elite, der måler de fleste af livets spørgsmål efter en økonomisk logik, der afviser borgernes behov for lokalt tilhør som ufornuftig og uvidenskabelig. Kort sagt er programmet opbygget og formuleret, så både arbejdere, middelklassegrupper og mindre erhvervsdrivende kan se sig selv dækket ind, fordi det tilgodeser de mange forskellige sociodemografiske gruppers interesser. Programmet konsekvensberegner forslagene, hvilket i givet fald ville udstille deres mange indbyrdes modsætninger. Man kan med en vis ret sige, at programmet afspejler de mange helt almindelige borgeres fragmenterede tilværelse, og som først og fremmest tiltrækker dem, der ikke har haft mulighed for at hægte sig på den middelklasse, som mainstreampartierne konstant taler om, og som i virkeligheden socialt, økonomisk og politisk er en lige så fragmenteret størrelse. Et tilbageblik Efter at have læst programmet faldt et spørgsmål mig ind. Hvordan orienterede de selv samme ”sociodemografiske grupper” sig tidligere? Hvordan var deres verdensbillede? Jeg lægger ikke her op til en længere udredning. Mere til et kort strejftog nogle årtier tilbage. I hele efterkrigens kamp for velfærdsstaten delte de forskellige klasser sig efter interesser og verdensanskuelser. Hvor meget eller lidt man var engageret i politik og fagforeningsvirksomhed, så var det i vid udstrækning fra de politiske partier, fagforeningerne og andre klasseorganer, man hentede sit verdensbillede og forståelse af den dagsaktuelle politiks betydning i forhold til de store linjer. Det var her beskyttelsen for den enkelte og familien skulle hentes også, når det gjaldt forholdet til velfærdsstatens forskellige institutioner. Om det drejede sig om økonomisk politik, boligpolitik, arbejdsmarkedspolitik osv. orienterede man sig efter klassepartiernes linje og forklaringer. Også selv om man ikke fuldt og helt delte partiernes eller fagforeningsbossernes synspunkter. Den daglige tilværelse oplevedes som mindre fragmenteret og trygheden skulle især hentes indenfor ”egne rækker”. Selv under velfærdsstatens velmagtsdage. Sådan ser hverken samfundene eller det politiske billede ud i dag. Den liberale offensiv fra slutningen af 70’erne vandt to afgørende sejre. Accelereringen af globaliseringsprocessen og opgøret med grundforestillingerne om det kollektive og samfundsforpligtede menneske. Individualismen som højeste fornuft og rettighed blev grundfortællingen. Over tid har det afstedkommet, at store samfundsgrupper er blevet politisk-socialt- og kulturelt hjemløse. Verdensbilledet er fragmenteret. De store linjere kan ikke trækkes, og de socialgrupper, vi taler om, har som følge heraf trukket sig tilbage i passivitet for i særlige situationer at blæse ud i diffus protest. Den aktivitetsskabende vision er ikke længere drivkraften for samfundsudviklingen og de omtalte gruppers bidrag hertil. En anden konklusion I mit verdensbillede er det derfor ikke ganske uforståeligt, at de national-konservative partier og bevægelser vinder frem. Nationen, de indlejrede traditioner og halv- og helutopiske socioøkonomiske forestillinger udfylder i dag det tomrum, som de herskende eliters negligering og nedbrydning af klassepolitikken og dets institutioner har efterladt. Hvor synkretetisk og utopisk AfD’s politik end er, kan man vel sige, at partiet og med det flere andre national-konservative partier formulerer et politisk opgør med elitens teknokratiske afpolitisering af politikken. I den forstand er den moralske kritik af AfD’s og lignende partiers ekstreme formuleringer en blindgyde – om end forståelig. Men kritikken må være politisk. AfD’s program skal tages alvorligt og gendrives politisk. AfD’s vælgere har hverken individuelt eller kollektivt ”fejlvurderet” virkeligheden. De afspejler den tværtimod, og det er det, der er problemet.  Jan Helbak  

  september 24, 2024 9:15 pm

  Læs mere