OVERVEJELSER

Blog

Download pdf

Seneste blogindlæg

  • BRICS topmødets sluterklæring – en fortolkning

    Grundfortællingen i de fleste medier har efter BRICS topmødet været samarbejdsorganisationens ønske om at svække dollarens dominans og udkonkurrere SWIFT. Bankernes dollardominerede internationale informations- og transaktionssystem. BRICS afholdt i Kazan den 22.-24. oktober det 16. topmøde under en hidtil uset bevågenhed både fra det Globale Syd og det kollektive Vesten. Min påstand er, at disse enslydende og ganske snævre fortolkninger i mediebilledet og blandt mange analytikere på begge fløje rammer ved siden af skiven. Efter min opfattelse behandlede topmødet langt mere vidtgående temaer  end opbygningen af en konkurrent til dollardominansen og et forsvar mod USA’s anvendelse af den institutionelle dollardominans til at trumfe USA’s og Vestens sanktionspolitik igennem. Læser man den alenlange topmødeudtalelse grundigt, kan man ikke være i tvivl om, at BRICS landene netop ikke styrer mod en konfrontation hverken med USA eller det samlede Vesten eller for den sags skyld mod en torpedering af SWIFT systemet. Topmødet resultatet er langt mere afbalanceret og intelligent og har først og fremmest til formål at beskrive en anden fremtid for især udviklingslandene i det Globale Syd, og skal som sådan først og fremmest læses som en erklæring over udviklingslandene. Reformperspektivet Inden jeg slår ned på de vigtigste punkter i erklæringen, skal det lige nævnes, at BRICS på topmødet blev udvidet med Egypten, Etiopien, Iran og De Forenede Arabiske Emirater (DAE). Algier, Belarus, Indonesien, Malaysia, Thailand, Vietnam, Tyrkiet m.fl. søgte om godkendelse som partnere i den nye BRICS struktur og som sådan fremtidige medlemmer af BRICS. Saudi Arabien valgte ud fra et nøgternt balancesynspunkt ikke at blive optaget som fuldgyldigt medlem på indeværende tidspunkt og deltog derfor kun med udenrigsministeren. Mellem 50 og 100 lande har allerede inden topmødet varslet en voksende interesse for at søge partnerskabsstatus og senere optagelse i BRICS. De er som sagt topmødeerklæringens målgruppe. Samlet set repræsenterer BRICS i dag ca. 35% af det globale BNP (målt i købekraft) og hele 45% - 50% af verdens befolkning. De givne tal skal selvfølgelig nedbrydes i mere konkrete størrelser bl.a. i per capita tal, og så ser styrkeforholdet mellem Vesten og BRICS noget anderledes ud. Der er stadig lang vej, før BRICS landene og partnere matcher Vesten styrke. Der er også store forskelle i økonomisk styrke og magt de enkelte BRICS medlemmer imellem. Eksempelvis mellem Kina og Etiopien og Egypten. Men afgørende er det, at det økonomiske gab er mindre, når der også tages højde for landenes industrielle udvikling og faktiske vækstrater. Dette blot for at sætte de nuværende og fremtidige styrkeforhold i perspektiv. Det første bemærkelsesværdige ved topmødet, som blev forberedt af de russiske formandskab, er, at hovedoplægget ikke, som fremstillet, indeholdt et opgør med de eksisterende Bretton Woods institutioner – IMF/Verdensbanken eller WTO og FN. SWIFT blev heller ikke eksplicit kritiseret. I stedet var fokus på reform af de nævnte institutioner og opbygningen af nye multilaterale institutioner bedre tilpasset den kommende multipolære verden. Den linje gik igen under hele topmødet. Dels fordi det er BRICS grundide, og dels fordi organisationen er en samarbejdsorganisation, hvor alle vigtige beslutninger afgøres ved konsensus, hvorfor der i hele den fremtidige proces må tages hensyn til de enkelte deltagerlandes nationale interesser og mellemstatslige samarbejdsbånd. Herunder placering i det internationale geopolitiske magtspil. BRICS rationale og hele eksistensberettigelse kan sammenfattes i to sætninger: ”Arbejde for en mere tryg og retfærdig verden med øget vækst og lighed”. ”Fremtiden skal være multipolær”. Interessant er det, at topmødeudtalelsen på flere punkter med, hvad IMF’s direktør Kristalina Georgieva fremlagde på det seneste topmøde (holdt på samme tid som BRICS topmødet) mellem IMF og Verdensbanken som institutionens ændrede strategiske mål. Hendes strategiske perspektiver har faktisk været undervejs over de sidste seks måneder, hvor hun i marts 2024 formulerede sig sådan i en tale på King’s College, Cambridge: ”Vi har en forpligtelse til at rette op på, hvad der har været virkelig forkert over de sidste hundrede år – den vedholdende ulighed. IMF’s forskning viser, at lavere økonomisk ulighed kan forbindes med højere og mere vedvarende vækst”. På topmødet gik ”inklusiv vækst” igen i næsten alle indlæg. Måske repræsenterer den nye indsigt ikke den helt store overraskelse for folk udenfor IMF, men for institutionen, indvarslede direktørens tale faktisk et strategiskifte. Ikke til alles udelte tilfredshed, hvorfor et forbehold overfor den faktiske virkeliggørelse af skiftet er berettiget. Men det er netop disse sprækker indenfor de eksisterende institutioner, som BRICS landene retter deres strategiske udspil i mod. Der er tale om helt kontante reformpolitiske perspektiver og ikke direkte konfrontationer med USA og det øvrige Vesten. Lederne på BRICS topmødet, især Modi, Xi Jinpeng og Putin er selvfølgelig helt på det rene med, at IMF direktøren næppe tillades at gennemføre et radikalt kursskifte i et omfang, der måtte kollidere med USA’s interesser. Men på topmødet blev det tema ikke behandlet officielt. I stedet ønsker man at reformere IMF’s stemmevægte for at give mere tyngde til udviklingslandene samt ændre lånbetingelserne, der i dag favoriserer de vestlige lande. Hensigten er ret indlysende at inddæmme USA’s de facto vetoret i IMF og dreje IMF mod en mere global udviklingsbank, der på retfærdig vis skal udvikle nye progressive lånebetingelser, der støtter udviklingslandenes nationale udviklingsbehov. Nøjagtig samme perspektiv lægger topmødeudtalelsen ned over forholdet til Verdensbanken og WTO, hvor man vil effektivisere sagsbehandlingen i sidstnævnte institution og forhindre stærke lande i at torpedere processerne gennem forhalingsmanøvre. FN skal ikke nedlægges. Tvært imod betonede topmødet, at alle FN’s institutioner inklusive sikkerhedsrådet skal reformeres, så det Globale Syd opnår en mere retfærdig repræsentation, og mulighederne for obstruerende og magtkonserverende dominans begrænses gennem ændring af vetoretten. Som det fremgår af de faktiske fælles- og bilaterale drøftelser på topmødet, af sluterklæringen og af statsledernes efterfølgende kommentarer omgår BRICS topmødet den direkte konfrontation med Vesten og de forskellige Vestligt dominerede alliancer men mobiliserer samtidig med reformperspektivet det Globale Syd og søger ad den vej at begrænse Vestens og især USA’s dominans. Og som udviklingen faktisk forløber lige for tiden peger meget på, at BRICS foreslåede reformer vil slå igennem indenfor en relativ kort tidshorisont om end vejen hertil er som et geopolitisk minefelt. Her skal blot som eksempel nævnes krigene i Ukraine og Mellemøsten og de økonomisk-militære spændinger mellem USA og Kina med Taiwan som aktuelt konfliktpunkt. Den parallelle finansarkitektur Som jeg skrev i indledningen, var det ikke BRICS topmødets samlede hensigt at udfordre SWIFT systemet direkte. Faktisk heller ikke indirekte. Dels fordi systemet i dag eksisterer som det internationalt anerkendte system for bankernes clearings- og transaktionssystem, og dels fordi en række af BRICS landene fuldt ud deltager i systemet og ikke ville kunne tåle at stå udenfor. Det er kun Rusland, Iran og nogle få andre lande, der er udelukket fra SWIFT som følge af USA’s og EU’s sanktionspolitik. BRICS topmødet vedtog en helt anden linje, hvad der nok er kommet som en overraskelse for de fleste. Man vedtog at indlede eksperimenter med det, der går under betegnelsen mBridge systemet, som kort fortalt er udviklingen af decentrale clearings- og transaktionssystemer, der kan anvendes i lokale eller regionale bilaterale handelsaftaler. Det bemærkelsesværdige her er, at det er centralbankernes centralbank BIS, der bl.a. sammen med Kina, Hongkong og Thailand har udviklet og afprøvet et informations- og transaktionssystem indenfor rammen af CBDC (centralbankernes digitale curency), hvor den daglige handel med lokale valutaer styres af centralbankerne og kan gennemføres i real time i modsætning til SWIFT systemet, hvor handelsvalutaen alene er dollaren. Ifølge BIS er systemet afprøvet og testet og kan indenfor en kort tidshorisont rulles ud og oprettes lokalt. F.eks. i Afrika mellem to eller flere afrikanske lande. Der er forskellige muligheder for at oprette basisværdier (f.eks. en kurv af stabile valutaer, guld eller andre råstoffer). Hvilke, der vælges, afhænger af centralbankernes beslutninger, og hvad der er muligt i forhold til de enkelte valutaers værdi og stabilitet på verdensmarkedet eller dele heraf og i forhold til de opbyggede politiske tillidsforhold. Pointen er, at systemet åbner for at udvikle det lokale finans- og handelssamarbejde udenom de institutioner, der i dag domineres af Vesten – læs USA. Eksempelvis er grundmodellen allerede en realitet i dag, hvor Saudi-Arabien og Kina handler olie i den kinesiske valuta. Når Algier og Nigeria kommer med i BRICS vil en endnu større del af olie- og gashandlen blive handlet i en anden valuta end dollar. Rusland og Kina foreslog en mere snæver BRICS bridge model, men beslutningen landede på, at de enkelte BRICS lande er frit stillede, og at det vigtigste var at arbejde for et globalt system af lokale clearings- og transaktionsaftaler. Der forestår i øvrigt også en del udviklingsarbejde hvad angår udarbejdelse af bindende og legale regler samt anvendelsen og ratingen af centralbankernes digitale valutaer og det bloc-chain-system, der skal sikre sikker handel nedenunder centralbankstyringen. Det afgørende er for så vidt ikke, om systemet kan fungere på nuværende tidspunkt eller om Vestens modstand vil forhale udrulningsprocessen. Det afgørende er, at arkitekturen for lokale handels- og investeringsaktiviteter, som går uden om dollarens dominans, og som er en af flere forudsætninger for en multipolær orden, er beskrevet og nu kan udvikles gennem et samarbejde mellem BRICS landene indbyrdes, partnerlandene og en flerhed de lande i det Globale Syd, der allerede har vist interesse for mBridge arkitekturen under de lokale centralbankers kontrol. Afgørende er det også, at de lokale centralbanker med mBridge systemet vil få redskaber til at styre kapital- og investeringsbevægelserne og allokere kapital i henhold til nationale prioriteter, herunder begrænse kapitalflugt, som landene i Afrika bl.a. lider under. Selvfølgelig er ideerne og eksperimenterne en udfordring af dollardominansen, og lige så selvfølgeligt har USA svaret igen med opfordring til, at BIS stopper de forskellige forsøg med udvikling af mBridge modeller. Men i og med der på ingen måde lægges op til, at hverken BRICS landene eller partnerne skal melde sig ud af SWIFT men i stedet bidrage til at opbygge bilateralt systemer, har hverken USA eller EU reelle argumenter mod modellerne eller økonomisk styrke til at forhindre deres udvikling. I sidste ende afhænger mBridge modellernes kommende eksistens og overlevelse af den økonomiske vækst og politiske stabilitet i eksempelvis Afrika, Østasien og Latinamerika. Der er også en velovervejet geopolitisk taktik i BRICS topmødets beslutninger, idet USA allerede har truet med at sanktionere de lande, der måtte tilslutte sig BRICS-bridge modellen, selv om den i sin kerne ikke adskiller sig fra den, der er udviklet og afprøvet af BIS. Man forsøger klogeligt at undgå et økonomisk kaos i de enkelte lande, hvor enkeltlande straffes gennem nye og flere sanktioner, som bl.a. Trump har antydet. Strategisk vil hele mBridge arkitekturen kunne forbindes med lokale investeringsprogrammer som eksempelvis den kinesisk initierede Belt and Road strategi samt en række konkrete og lokale udviklingsprojekter i det Globale Syd, hvor et eller flere BRICS lande forventes at deltage. I arkitekturen indgår også mekanismer til at bremse den i dag omfattende kapitalspekulation og globale hvidvask. Men det vigtigste er nok, at mBridge arkitekturen kan forbindes med Den ny udviklingsbank ”New Development Bank) indenfor BRICS. Banken er kun  i sin vorden med et relativt beskedent kapitalgrundlag, men som í nær fremtid kan få en enorm betydning for en mere sikker og dominansfri låne- og investeringspolitik overfor det Globale Syd. Allerede nu i bankens spæde opstart er den engageret i flere projekter i Afrika og Østasien. Men – og det er igen det interessante – banken er ikke tænkt at skulle erstatte IMF og Verdensbanken men som en parallel bankaktivitet, der kan bidrage til at presse IMS’s direktørens ønskede reformer af IMF igennem, fordi udviklingslandene i nær fremtid ikke længere vil være afhængig af Vestens politisk og geopolitisk bestemte lånebetingelser. Hvorvidt de her beskrevne initiativer og perspektiver kan gennemføres hurtigt eller må igennem ret afgørende konflikter med de Vestlige interesser, afhænger nok så meget af, om det lykkes BRICS landene at holde sammen og konkret udvikle det påbegyndte arbejde med at opbygge en indre gennemsigtig og handlekraft ledelsesstruktur. Arbejdet her er først lige begyndt, og vejen til en endelig ledelsesstruktur må nødvendigvis gå over mange og endnu ukendte kompromisser. Det vigtige er, at det 16. BRICS topmøde utvetydigt har defineret  grundmuren for en samarbejdsorganisation. Opbygget på en måde, hvor selv store lande som Rusland, Kina og Indien ikke kan sætte sig på udviklingsprocessen og monopolisere beslutningsstrukturen uden at skabe så mange konflikter og modsætninger, at BRICS kan imødese sin egen opløsning. Konsensus- og lighedsprincippet er så afgørende for BRICS videre skæbne, at samarbejdet kommer til at dominere over dominansen, uanset hvor stærk for eksempel Kina vokser sig rent økonomisk og militært. Først og fremmest fordi de respektive medlemslande kun kan udvikle sig og fastholde deres indbyrdes økonomiske vækst, hvis deres politik og strategi rent faktisk bidrager til at øge væksten i det Globale Syd. Vestens protektionistiske kurs og ”de-risking” politik udgør en potentiel vækstbremse for bl.a. Kina og Indien, så deres fremtidige vækstmarkeder skal findes i det Globale Syd. Det strategiske blik Omdrejningspunkt i BRICS’s udviklingsstrategi kan ikke reduceres til den nævnte reformpolitik og opbygningen af en parallel decentral finansarkitektur, der åbner for landenes bilaterale handel i egne valutaer. Indenfor en overskuelig periode vil Den Ny Udviklingsbank have opsamlet tilstrækkelig kapital til at udgøre et centralt element i BRICS landenes samarbejde med de enkelte lande i det Globale Syd, hvor der bl.a. vil kunne indgås aftaler om specifikke investerings- og udviklingsprojekter. Mange forskellige projekter kan hægtes op på den fremtidige låne- og samarbejdspolitik. I topmødeerklæringen nævnes eksempelvis: energiprojekter, målrettet klimapolitik, uddannelsesprojekter, infrastrukturprojekter og ikke mindst større sundhedsinitiativer, der med garanti vil øve en stor indflydelse på WHO’s kurs (bl.a. indenfor bekæmpelse af pandemier og udvikling af vacciner). Hertil et kommende samarbejde om kapitalregulering/kontrol, et retfærdigt skattenetværk og fælles beskatningsregler, som i udviklingsfasen kan føres ind i FN og underlægges FN’s regler i samme takt, som FN reformeres som et samlet hele. Dvs. inklusive FN’s mange underorganisationer, hvor det Globale Syd skal have større myndighed og magt. Topmødeerklæringen nævner en ret bred vifte af samarbejdsinitiativer, som det her vil føre for vidt at komme ind på, og som i øvrigt kun er formuleret i brede hensigtserklæringer. Det afgørende er imidlertid, at både forhandlingerne på topmødet og selve topmødeerklæringen skal forstås som et samlet hele alene bundet sammen af konsensusbeslutninger. BRICS samarbejdet vil falde sammen som et korthus, hvis konsensusprincippet ikke respekteres uanset hvem, der har formandsskabet, og hvis ikke landene i det Globale Syd finder deres interesser og aspirationer bedre dækket af BRICS end af det eksisterende internationale regelsystem for udvikling, handel og finansielle transaktioner. Det betyder også, som det fremgår af erklæringen og det russiske formandskabs oplæg til konferencen, at BRICS videre succes ikke beror på en konfrontation med Vesten, som organisationen ville tabe på indeværende tidspunkt, men på at skabe vækstbetingelser for den tidligere koloniserede verden, som i årtier har været underudviklet på grund af Vestens dominanspolitik. Det modsætningsforhold og billedet af en Nord-Syd konflikt skal selvfølgelig  modificeres og nuanceres, fordi mange lande fra det Globale Syd indgår i et eller flere samarbejdsnetværk eller har bilaterale aftaler med forskellige Vestlige lande. Som sådan kan BRICS ikke opfattes som en statisk enhed eller som en alliance (lig NATO) men som en organisation i vækst, der selvfølgelig vil ændre sig i takt med sin egen udvikling og indflydelse på den globale scene. Ja, man drøfter ligefrem opbygning af konfliktneutraliseringsmekanismer indenfor samarbejdet, idet man er på det rene med, at både udvidelsen af BRICS og indgåelse af konkrete samarbejdsaftaler nødvendigvis vil skubbe til de indre initiale styrkeforhold mellem de respektive deltagerlande. Og verden udenfor står heller ikke stille eller lades uberørt. Afsluttende bemærkninger Det giver sig selv, at Vesten og især USA ikke stiltiende vil se til, at deres privilegier udfordres og dominans undergraves gennem BRICS ”omringningsstrategi”. Faktisk kan vi være helt sikre på, at de geopolitiske spændinger og magtkampe vil tage til og få afgørende indflydelse både på styrkeforholdene indenfor BRICS, mellem BRICS og interesserede kandidatlande og nok så meget indenfor det kollektive Vesten. Faktum er det også, at det Globale Syd nu og i fremtiden vokser med helt andre vækstrater, end Vesten kan præstere. Det samme gælder befolkningstilvæksten og de demografiske vektorer, hvilket i sig selv vil udfordre de givne strukturer og magtbalancer på verdensmarkedet og de overordnede globale styrkeforhold. Men kogt ned til det indlysende, står og falder BRICS betydning og indflydelse med, at organisationen formår at fremme en retfærdig vækst, der reducerer uligheden og realiserer målet om en multipolær verden. En verdensarkitektur, som ikke vil blive til virkelighed, hvis ikke den materielt understøttes af stærke og suveræne lokale- og regionale samarbejdsnetværk. For at slutte af med en lidt højstemt henvisning til Konfutse, hvis ånd ret tydeligt har hvilet over hele topmødet: Bueskydning er den bedste model for eksemplarisk konkurrence. Den enkelte bueskytte fremviser excellence – ikke ved at nedgøre modstanderne – med ved at perfektionere egne kompetencer og karakter. Bueskytter er engagerede i en parallel konkurrence, hvor de hver især skyder på egne mål, men dog samtidig underordner sig fælles regler og udviser gensidig respekt. En kinesisk men også østasiatisk grundfilosofi, der står i modsætning til alle de trivelige fordomme i Vesten og de vestlige lederes krav om at repræsentere de sande og universelle værdier. Hvorfor Vestens rent logisk ikke kan konkurrere på anden måde end gennem den ”udvidede tvekamp, hvor det drejer sig om at påtvinge fjenden sine betingelser” ( Carl von Clausewiz’s definition af krigens væsen). Jan Helbak          
    Læs mere
  • Er hegemoni og dominans et og det samme?

    Begrebet hegemoni optræder regelmæssigt i de aktuelle analyser af de geopolitiske spændinger og magtforskydninger i det voksende konfliktfelt mellem det kollektive Vest og det globale Syd. I min optik er problemet dog, at begrebet anvendes synonymt med magt, dominans og herredømme, hvilket ikke er uden problemer, når forskydningerne i den strukturelle verdensorden skal analyseres. Jeg vil nedenfor forsøge at begrunde, hvorfor der bør skelnes mellem begreberne hegemoni og dominans.  Nutid og fortid Nutidens forståelse og anvendelse af begrebet ligger langt fra dets oprindelse. Hegemon betyder på græsk en leder. Oprindeligt en militær leder. Begrebet hegemoni blev anvendt i de græske bystaters militære alliancer som betegnelse for den bystat, man efter fælles overenskomst udpegede til militær leder først og fremmest i kampene med perserne. Alliancerne (Det Deliske Søforbund og det Peloponesiske Søforbund) degenererede imidlertid ved, at den hegemoniske bystat påtvang de andre bystater sit herredømme. Det blev opfatet som forræderi mod de oprindelige aftaler. Den nye konstellation blev betegnet ”arche” – herredømme, styrende, dominerende. I ”archeperioderne” ophørte de fredelige relationer og loyale bindinger. Åbne oprør, undergravende rænkespil mellem flere af de dominerede bystater og jagten efter alternativer til ”tyranniet” trådte i forgrunden og ophævede hegemoniets tilstræbte ligevægt. Det amerikanske hegemoni Efter 2. Verdenskrig herskede der i Vesten ikke meget tvivl om, at USA med sin økonomiske, antikoloniale og frihedsorienterede ideologi/kultur og militære styrke repræsenterede fremtiden og fremstod som Vestens ubetvivlelige leder. På næsten alle samfundslivets områder begyndte man i Vesten at kopiere og internalisere amerikansk kultur, produktionsmåder- og organisationsformer, udfoldelse af fritidslivet og ikke mindst at efterligne hele masseforbruget, hvor man selv med beskedne arbejderlønninger kunne gøre sig håb om TV, bil og eget hus. Den økonomiske og materielle fremgang i hele den vestlige verden under amerikansk ledelse, der internationalt blev reguleret gennem amerikansk dominerede institutioner som Verdensbanken, IMF og Gatt/WTO, antog hidtil uhørte vækstrater og gjorde det muligt i Europa at realisere de socialliberale og socialdemokratiske forestillinger om velfærdsstaten. Kapitalismens bedste værn mod kommunismen, der efter Sovjetunionens glorværdige rolle i kampen mod fascismen, øvede en ikke ubetydelig indflydelse i den europæiske arbejderklasse og lavere middelklasse. Det amerikanske hegemoni som leder af ”den frie verden” mod kommunismen blev formidlet gennem en liberal-demokratisk velfærdspolitik og tilsvarende institutioner. Der var fremgang på alle fronter. ”Den amerikanske drøm” blev europæisk. Hollywoods helte – ”frontier fantasmen” og individets frigørelse trængte dybt ned i Vestens selvforståelse som anden natur. Blandingsøkonomien, massekonsumet, relativ stabilitet og afbalanceret fred legitimerede det amerikanske hegemoni på verdensmarkedet og understøttede de progressive forvaltere af kapitalismen indenfor nationalstaternes rammer. Klassekampene døde selvfølgelig ikke ud trods den ideologiske begravelse. Men de fleste kampe skabte ikke større ravage, end hvad der kunne rummes i den dynamiske vækst og individets frigørelse i amerikansk fortælling. De indre drivkræfter i velfærdsstatens udvikling efter 2. Verdenskrig blev hegemoniets realform. Fagforeningerne blev tilkendt legitimitet og fik status af samarbejdspartner for regeringerne og tilknyttet implementeringen af lovgivningen på arbejdsmarkedet, på det sociale område og på boligområdet. Socialdemokratiernes reformpolitik vandt frem og blev understøttet af den progressive elite. ”Lighed gennem uddannelse” – meriteringsstrategien – osv. blev slogans, der trængte dybt ned i samfundenes forskellige livsformer. Arbejderklassen stod ikke længere udenfor og kiggede ind på det borgerlige samfund. Den var blevet aktiv deltager og havde fået forbedret sine leveforhold mangefold. For at klargøre den videre proces vil jeg her kort referere til Antonio Gramscis banebrydende sondring mellem hegemoni og dominans. I Fængselsoptegnelserne hæfte13 skriver han: ”Hegemoni forudsætter utvivlsomt, at der bliver taget højde for interesser og tendenser i de grupper, som hegemoniet skal udøves over, og at der opbygges en ligevægt, et kompromis, at med andre ord den ledende gruppe ofrer nogle af sine økonomisk-korporative fordele. Men der er heller ingen tvivl om, at disse ofre og dette kompromis ikke kan vedrøre det væsentlige; hvis nemlig hegemoniet er etisk-politisk, er det også økonomisk, og kan ikke være andet, dvs. så har det også sit udspring i den afgørende funktion, som den ledende gruppe udøver på den økonomiske aktivitets afgørende område”. (Gramsci skrev under censur, hvilket forklarer den lidt kryptiske formuleringsmåde). Det amerikanske hegemonis begyndende udgang USA’s krig i Vietnam og Nixons ophævelse af dollarens guldindløselighed i 1973 som forløber for verdensmarkedskrisen i 70’erne forvarslede det amerikanske hegemonis omvending til en tiltagende og utilsløret dominans- og magtpolitik. Og som i antikkens Grækenland begyndte de svagere nationer at lede efter alternativer til USA’s herredømme. I Europa så tankerne om en Europæisk Union og fælles valuta som alternativ til dollardominansen for første gang dagens lys med Delorsplanen i midtfirserne. Den Europæiske Unions tilblivelseshistorie efter afslutningen på den ”kolde krig” i 1992 kan ikke forstås uden at blive sat i forbindelse med USA’s diktatpolitik overfor Europa og Japan i 80’erne og 90’erne for at sikre egne økonomiske- og geopolitiske interesser. ”Washington concensus” i 1978 lagde grundstenene for den amerikansk initierede globaliseringsstrategi og ideologiskiftet fra velfærdsstats-kapitalismen og de progressive kollektive frigørelsestanker til neoliberalismens individorienterede markeds-og frihedstvang. Fremtidens motor skulle ikke længere være statens markedsregulering men markedets ”selvforvaltning”. Det tætte samarbejde mellem stat og arbejderbevægelse blev over en årrække ophævet, og den sociale tryghed og åbenhedens kultur blev afløst af konkurrence og effektjag på alle livets områder samt praktisk eksklusion af kulturstrømninger, der ikke kunne kapitaliseres. Det udadvendte menneske med blik mod fremtiden blev til det defensive homo clausus. Måske kan man med en vis begrebselastik sige, at det amerikanske hegemoni under Clinton som præsident fik en vis renæssance frem mod 9/11, men sluttede definitivt med finanskrisen i 2008. USA’s interesser er siden finanskrisen i vigende grad blevet opfattet som alles interesser – det gælder selv blandt allierede. Men på den anden side har EU trods utallige strategiske vendinger ikke evnet at fremstå som alternativ til USA hverken på verdensmarkedet eller overfor de europæiske nationalstater. Tværtimod har EU’s austerity-politik efter 2011 om noget bidraget til at erodere de herskende eliters indre nationalstatslige ”hegemoni”. Både politisk, økonomisk, socialt og kulturelt har de brede lønmodtagergrupper oplevet en næsten trinløs forringelse af deres levevilkår og sociale tryghed. Tilliden til det politiske system er faldet ganske voldsomt, og de demokratiske parlamentariske institutioner antager i dag karakter af lukkede – oligarkiske – dominansformer. De ”ledende grupper” for at blive i Gramscis terminologi besidder ikke længere den økonomiske overlegenhed og fremdrift, der muliggør klassekompromiserne og indrømmelserne overfor de ”ledede grupper”. Neoliberalismens økonomiske ortodoksi, det liberale demokratis ideologi og den gamle økonomiske orden på verdensmarkedet har mistet den magiske kraft. Der er kun magtfuldkommenhed, trusler, intimidering og tvang tilbage. Siden præsident Bush’s ”all out war against terrorism” i 2001 ædes det amerikanske hegemoni op indefra. Lige forstærkes de indre spændinger og det moralske forfald i USA som følge af Biden administrationen ubetingede støtte til den israelske  Netanyahu regerings massedrab i Gaza og statsterrorisme i Libanon. De europæiske statslederes hidtidige følgagtighed tærer nu også på deres moralske legitimitet og det interne sammenhold i EU. En anden vinkel i samme proces er USA’s og EU’s økonomiske- og finansielle sanktionsregimer overfor lande, der ikke retter ind efter USA’s og Europas diktater. Som i antikkens Grækenland leder de dominerede stater, der udsættes for intimiderende sanktioner eller frygter dem i fremtiden efter andre alliancer eller et ny hegemon (bl.a. bestræbelserne for at udvide BRICS+ som fremtidens alternativ til Vestens dominans). På verdensarenaen og selv indenfor de enkelte vestlige nationalstater lurer illoyaliteten og afsøgningen af alternativer til den aktuelle magtfiguration. Det slår igennem indenfor EU. Macron taler igen og igen om Europæisk Autonomi. EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen udnytter enhver lejlighed til teknokratisk at udvide Unionens magt over medlemsstaterne og omstrukturere EU fremtidens for tiden tabubelagte rivalisering med USA. (bl.a. bruges Trump-kortet konstant). Sidst er den retning strømlinet med Draghis rapport om EU’s konkurrenceevne og sikkerhedspolitiske situation. Rapporten advarer om, at Europa agterudsejles på verdensmarkedet, hvis centraliseringsprocessen på alle vitale økonomiske og sikkerhedspolitiske felter ikke accelereres. Næsten tre års krig i Ukraine tærer nu på den første euforiske enhed indenfor EU. Det altafgørende spørgsmål vil ikke gå væk. Hvem skal bære de økonomiske byrder USA eller Europa? (lige nu er det EU). Og hvilke medlemslande skal lide under EU’s svækkede stilling på verdensmarkedet og tab som følge af krigen i Ukraine og helt aktuelt den truende handelskrig med Kina? Affortryllelse og konfliktscenarier Set i perspektiv og som historisk forløb siden 1992 har Natos udvidelse mod øst og som konsekvens heraf stedfortræderkrigen i Ukraine først og fremmest handlet om opretholdelse af USA’s dominans i Europa gennem ”globaliseringen af Natos rolle”. Nato’s begyndende forskydning til Stillehavsregionen og USA’s hektiske allianceopbygning har kun et rationale: en styrkelse af USA’s magtpotentiale til at forsvare Vestens (dvs. USA’s) herredømme, bremse Kinas vækst og true resten af verden til at rette ind. Det er nemlig efterhånden en udbredt opfattelse, at Kina ikke kan vedblive med at vokse i økonomisk- og militær styrke uden at fremprovokere radikale ændringer af den globale institutionelle arkitektur. I den forstand repræsenterer Kinas vækstmodel måske mulige fremskridt og ændringer på verdensmarkedet, som det Globale Syds mangfoldige nationalstater mener at kunne drage nytte af. Et fremtidsblik, der kan forklare Vestens næsten frenetiske diplomatiske aktivitet i Afrika, Sydøstasien og Latinamerika for at råde bod på årtiers politisk-militær intimidering og økonomisk udplyndring og forebygge opkomsten af nye alliancer udenfor Vesten. Måske et nyt hegemonisk system i svøb, som ikke bindes sammen af underordning under Vestens værdier, tvang og sanktioner – men af fælles inter-nationale interesser. Jeg vil gerne understrege her, at jeg bevidst anvender begrebet hegemonisk system og ikke en ny hegemon. Desværre opviser historien få – om nogen – eksempler på fredelige og molekylære hegemoniske vagtskifter. Når hegemoniet har udtømt sine positive og integrative potentialer og antager form af herredømme og magtpolitik, foregår der i den proces også en opløsning eller udtynding af de faktorer, der tidligere legitimerede hegemoniet. Det drejer sig eksempelvis om de vestlige politikeres nu næsten patetiske hævdelse af ”universelle værdier”. Begreber, der tidligere stod uantastede, relativeres. Verden fattes nye begreber for at forstå og orientere sig i den ændrede situation. Demokrati versus autokrati bliver til krigeriske slagord, og det gentagne krav om ”rules based order” tømmes for indhold og autoritet, fordi de samme magter, der plæderer for denne orden, har brudt selv de mest basale regler i FN’s charter og indenfor IMF, WTO og Verdensbanken. Kort sagt det gamle hegemonis kompas er brudt sammen, og indenfor snart sagt alle felter udspiller der sig et mangefold af processer for enten at etablere en ny orden eller forsvare den gamle med fare for at udløse helt uoverskuelige centrifugale processer i verdensøkonomien og indenfor det eksisterende globale magtsystem. Nationalisme, protektionisme, sanktionspolitik og ikke mindst en nærmest krigslignende oprustning for at forsvare egne interesser og eksisterende dominansstruktur har afløst forestillingerne om en global vækst og ligevægt holdt sammen af en ”supermagt” (hegemon), der ”løftede alle både”.  Tabet af hegemonisk centrum og centrifugale processer Når Kinas vækst udfordrer verdensbilledet, skal udfordringen ikke kun ses som en isoleret geopolitisk konkurrence. Ej heller kan udfordringen isoleres til USA. Den rammer hele Vestens måde at organisere samfundsopbygningen på. Kinas statskonstituerede markedsøkonomi, som er antitesen til neoliberalismens markedsautonomi og markedstvang, kan muligvis repræsentere fremtiden og i hvert fald fremstå som forbillede for landene i det Globale Syd. Hvor den lurende konfrontation mellem USA/EU og Kina/Rusland, de mange stedfortræderkrige (konflikter) og ”regime change” strategien ender ved ingen. Men sikkert er det, at det tidligere amerikanske hegemonis integrative- og konfliktneutraliserende potentialer er tyndslidte og afløst af generaliseret og uoverskuelig global ustabilitet. Hvor magt er ret! I den forstand er Gramscis sondring mellem hegemoni og dominans/herredømme vigtig som analytisk- og handlemæssigt udgangspunkt i den geopolitiske diskussion. Sondringen åbner for en forståelsesramme, hvor det statiske og metafysiske verdensbillede kan overskrides. Og hvor de geopolitiske diskussioner ikke reduceres til sofistikerede skakspil eller etiske fordringer.                                
    Læs mere
  • Er det nu rigtigt?

    ”Det lykkedes ikke for alvor de borgerligere ordførere at udfordre Dragsted, selv om de forsøgte at koble Enhedslisten til terrororganisationer. Værst gik det for Danmarksdemokraternes Charlotte Munk, der ”aldrig klart havde hørt Enhedslisten tilkendegive, at Hamas er en terrororganisation”. Det var en ret uheldig formulering, for det havde Dragsted gjort dagen efter terrorangrebet 7. oktober. Dragsted tilføjede: ”Hamas er ikke bare en terrororganisation. Hamas er en forfærdelig reaktionær, islamistisk, antidemokratisk, homofobisk og antisemitisk organisation, som jeg kun kan tage den allerkraftigste afstand fra””. Når jeg refererer denne ordveksling fra Folketingets åbningsdebat direkte citeret fra Altinget 3.oktober, skyldes det, at jeg mildest talt blev noget overrasket over Pelle Dragsteds meget voldsomme ordvalg. En kanonade mod Hamas, hvor der ikke sondres mellem Hamas som bevægelse, politisk organisation og milits. Med den karakteristik må enhver forhandling med Hamas vel være udelukket. Og hvordan kan man egentlig advokere for en to-statsløsning, som alle på nær Israels regering ser som et mål, når det er givet, at Hamas vil spille en central rolle i en Palæstinensisk statsdannelse? Men er det, Pelle Dragsted siger, egentlig rigtigt. Eller taler han ind i en udbredt fordom? Er Hamas udemokratisk og antisemitisk? For at besvare de to spørgsmål læste jeg Hamas’ seneste princippolitiske charter fra 2017. Her fandt jeg i punkt 16 følgende formulering: ”Hamas vedkender sig en kamp mod det Zionistiske projekt og ikke mod jøderne på grund af deres religion. Hamas fører ikke kamp mod jøderne, fordi de er jøder men fører kamp mod Zionisterne, som har besat Palæstina”. Jeg kunne ikke finde noget belæg for påstanden om antisemitisme. Med mindre antisemitisme og anti-zionisme blandes sammen, som det jo ofte er tilfældet i den offentlige debat. Hvad så med det antidemokratiske? Her skal vi lige huske, at Hamas som samlet organisation fik flest stemmer i det demokratiske valg i 2006, hvor organisationen overholdt alle de demokratiske spilleregler. Men tingene kan jo have ændret sig siden. Øjensynligt er det ikke tilfældet. I 2017 chartrets punkt 28 står der: ”Hamas tror på og er tilhænger af at håndtere de palæstinensiske relationer på basis af pluralisme, demokrati, accept af den anden og gennemførelse af dialog”. Det præciseres i punkt 30 med formuleringen: ”Hamas understreger nødvendigheden af at opbygge palæstinensiske institutioner på sunde demokratiske principper, hvor de vigtigste blandt principperne er frie og fair valg”. Nu er papir taknemmeligt. Men det gælder vel for alle partiers og organisationers programmer. Indtil videre har praksis ikke direkte modsagt programmet, selv om den åbne krig med den israelske stat og militær og indespærringen i Gaza har sat grænser for det åbne politiske liv. Til gengæld står det stjerneklart, at Hamas opfatter Zionismen som en kolonialistisk ideologi og den israelske stat som en besættelsesmagt, hvis mål er dannelse af et Storisrael. Den opfattelse konvergerer med den nuværende Netanyahu regerings projekt for et Israel fra Jordanfloden til Middelhavet. Ikke fordi jeg vil gøre det store ud af påstanden om homofobi, men selve begrebet finder jeg ekskluderende og kulturelt selvhævdende. Formelt taler de almindelige definitioner på homofobi for, at Pelle Dragsted her står på sikker grund. I hvert fald, hvis der refereres til ”strukturel homofobi”, hvor normer, religion, idealer og praktisk-juridiske barrierer enten gør det vanskeligt at være homoseksuel eller direkte kriminaliserer homoseksualitet. Når jeg alligevel mener, der er brug for endnu en overvejelse over anvendelsen af begrebet, skyldes det sammenføjningen af homo og fobi. Almindeligvis henviser fobi til en sygelig frygt eller ubehag i forhold til noget bestemt. Men der er jo ikke tale om en sygelig frygt. Der er tale om en bestemt religions grundopfattelse og menneskesyn, som måske med rette kan kritiseres men ikke stigmatiseres som sygelig, med mindre man har det helt håndfaste udgangspunkt, at ens eget synspunkt repræsenterer det normale. I min overraskelse over det øvrige drastiske ordvalg var jeg faktisk lige ved at glemme, at der også står, at ”Hamas er ikke bare en terrororganisation”. Er Hamas som samlet organisation og bevægelse en terrororganisation? Det er der nok ikke noget entydigt svar på. USA, EU landene, Australien og Japan er blevet enige om at definere Hamas som en terrororganisation, men der er faktisk ikke international enighed om den karakteristik. I FN har man heller ikke efter atten års drøftelse kunne nå til enighed om ordlyden i en antiterrorisme konvention. Bl.a. blokerer begrebet statsterrorisme for, at man kan nå til enighed. Men selv om organisationer og stater udfører terrorhandlinger, gør det dem jo ikke i sig selv til terrororganisationer eller terrorstater. Det er de vel kun, for så vidt deres eksistens og ræson d’etre bygger på terror. Altså et grundforhold, der konkret rækker ud over tid og sted. Terrorhandlinger har enten til formål at skabet frygt og rædsel for at destabilisere et samfund eller fremme ganske bestemte politiske eller religiøse mål. Handlingen den 7. oktober falder indenfor rammen af den definition. Hamas havde angiveligt tre mål; at skabe frygt og rædsel i den israelske civilbefolkning, udstille svaghederne i det israelske sikkerhedssystem og provokere den israelske regering til åben konfrontation for at blokere for Abrahamprocessens hensigt om at normalisere forholdet mellem Israel og Saudi-Arabien. Hvad der ifølge Palæstinenserne ville have isoleret dem endnu mere. Intentionerne bag angrebet var med andre ord ud fra et palæstinensiske perspektiv rationelle men absolut uacceptable fra et alment menneskeligt perspektiv. Endvidere er terror som politisk våben i hovedsagen ineffektiv og ender ofte i en ukontrollabel begivenhedsrække, der står i modsætning til den oprindelige hensigt. Hvad der som konsekvens æder organisationerne eller for den sags skyld staterne op indefra politisk og moralsk. Så der er al mulig grund til at kritisere Hamas for terrorangrebet den 7. oktober. Der er sandsynligvis også god grund til kritisk at undersøge organisationens demokratiske og pluralistiske sindelag. Men det skal netop være som kritisk undersøgelse og ikke som videreført fordom. Her vil jeg referere til filosoffen Hans Georg Gadamers essay ”Intelligens”, hvor han betoner vigtigheden af præcise begreber for at skabe den nødvendige forståelsesmæssige distance til en sag eller en begivenhed for at undgå at blive opslugt af situationen og derved miste friheden til at handle rationelt. Og intet er vel mere vigtigt i en betændt krisesituation som den, vi befinder os i, end at følge Gadamers maxime. Faren ved ikke at forstå eller ovenikøbet dæmonisere den anden og som udgangspunkt antage sine egne positioner/værdier som universelle er, at afvigelser herfra ikke bare skal modgås og kritiseres men decideret udslettes. Det er den logiske konsekvens. Og det er præcis den logik, Netanyahu spiller på og skærper med sin gentagne påstand om, at Israel nu kæmper for civilisationen mod barbariet.        
    Læs mere