Seneste blogindlæg

• Sommerferie frem til august. God sommer til alle! jh

  juli 10, 2025 12:41 pm

  Læs mere

• Angrebet på Iran og den Eurasiatiske dimension

  “Det er ikke vist at kæmpe mod strømmen. Men derimod at følge den og forme dens retning og hastighed”. Konfutse Angrebet den 13 juni Israels angreb på Iran den 13. juni og USA’s efterfølgende bombardement af tre atomfaciliteter tilsidesatte samtlige internationale regler og traktater, der siden 1945 har reguleret samkvemmet mellem verdens stater. Tilsidesættelsen og angrebene kan ikke begrundes med påstanden om, at Iran var på tærsklen til at kunne producere atomvåben. Angrebene kunne kun finde sted, fordi Israel med USA’s samtykke mente at have magten til at gennemføre dem og også forestillingen om, at Iran reelt ikke kunne svare igen på et ”chok and awe” angreb, der skulle lamme landets politiske og militære ledelse. Flere militære topchefer og ledende atomforskere blev dræbt, men den forventede destabilisering af det iranske styre udeblev. Til gengæld blev Israel udsat for et magtfuldt og ødelæggende gensvar fra Iran. Af så voldsom karakter, at USA måtte iværksætte bombningerne og herefter erklære våbenhvile. Der er ikke tale om en øjebliksbestemt aktion. Israels angreb har været forberedt siden eftersommeren 2024. Det indikerer også, at USA trods Trumps benægtelse har været med hele vejen, da USA’s kommunikationsnet har indgået i forberedelserne. Spørgsmålet er så, om hensigten var at ødelægge Irans atomkapacitet og sætte Irans mulighed for at producere atomvåben mange år tilbage. Eller om atomspørgsmålet først og fremmest blev fremhævet som pseudobegrundelse for at give angrebene og det slet skjulte mål om regimeskifte legitimitet i den Vestlige verden? Her flere uger efter angrebene taler mest for det sidste. Det er værd at bemærke, at alle spørgsmålene om regel- og traktatbrud og de reelle mål for aktionerne nu fortaber sig i et sandt morads af påstande om den faktiske ødelæggelse af Irans produktionskapacitet, som jo angiveligt var målet, eller om bombninger kun har anrettet overfladisk skade. Slagsmålet om ødelæggelsernes omfang foregår kun mellem Trump og Netanyahu mod resten af verden men har nok så meget ført til en intern kompetencestrid om sandheden i de respektive regeringer og administrationer. Nettoresultatet her og nu er, at ingen ved, hvad der rigtigt og forkert, og få stoler på meldingerne fra den amerikanske og israelske regering. Og det er måske det mest prægnante tegn på USA’s og også Israels svindende autoritet. Færre og færre har tillid til ledernes eller deres administrationers udsagn. I stedet leder man efter andre mere pålidelige og autoritative kilder for at finde ud af, hvad der er op og ned. Men vi ved: At hvis Trumps påstande står til troende, vil begrundelsen for yderligere angreb mangle, og hvis der alligevel angribes igen, vil disse dementere Trumps og Pentagons første udsagn, At Folkeretten og flere andre regler og traktater er blevet brudt, uden at USA og Europa overhovedet forsøger at komme med bortforklaring. Der henvises blot til, at Iran var langt fremme i berigelsen af uran. Den indstilling har meget vidtgående konsekvenser, da den indvarsler et generelt opgør med et flertal af de internationale regelsæt, der blev initieret og institutionaliseret efter 1945. Tilbage er snart kun ”magt er ret”, og det vil gælde for alle og således også undergrave NATO-landenes begrundelse for at støtte Ukraine, At løgn, vildledning og udhuling af diplomatiets betydning, herunder de almindelige forhandlingskodeks, nu hører til dagens orden. Magtopbuddet træder i stedet for tillid, At resten af verden har fået en lektion i, hvor centralt det er at indgå i eller bidrage til at opbygge alternative alliancer for at beskytte sig overfor Vestens – især USA’s – fortsatte overgreb, destabiliseringspolitik og CIA’s statsterroristiske aktioner mod regeringer, der ikke passer ind i USA’s og Vestens kram, At vrangen af myten om Israels næsten uovervindelige militære styrke er blevet vendt ud, hvilket kan føre til helt uforudsete forskydninger og ændringer i magt- eller samarbejdsrelationerne i Mellemøsten. Nyorienteringer i Saudi-Arabien og AUE er allerede i gang. (diskrete tilnærmelser mellem Saudi-Arabien, UAE og Iran). Hvorfor nu? Men hvorfor gennemføres angrebene lige netop nu? Hvorfor ikke sidste år eller om et halvt eller helt år? Det formelle svar fra Netanyahu og Trump er blevet gentaget igen og igen: ”Iran var kun fjorten dage fra at kunne producere atommissiler”. Man skal her bemærke, at det har Netanyahu sagt siden 2003. Ønsker vi imidlertid at komme bag disse helt indlysende pseudoudmeldinger, bliver det nødvendigt at åbne horisonten og indføje flere historiske dimensioner på en og samme situation, fordi USA’s og Israels overfald på Iran ikke kan forklares som en enkeltbegivenhed. Dermed ikke sagt, at Israels moralske fald hos verdensopinionen på grund af massedrabene i Gaza ikke har spillet en rolle for valget af tidspunkt. Men efter min opfattelse har distraktionsperspektivet ikke spillet en afgørende rolle. Jeg deler heller ikke det overvejende flertal af kommentatorers og analytikeres opfattelse, at det er Israel (Netanyahu), der med angrebet den 13. juni har presset USA til at deltage i overfaldet på Iran. Dvs. at Netanyahu har presset Trump til at følge op på Israels lynangreb. Historien taler ikke for den udbredte opfattelse, at det er Israel, der styrer USA’s politik i Mellemøsten, og at USA ikke kan frigøre sig fra støtten til Israel næsten uanset hvilke politiske og militære overgreb, de forskellige regeringer har gennemført i Mellemøsten. Hele historien fra 1948 op til i dag viser, at Israel aldrig har været andet end USA og delvist Europas største ”landbaserede hangarskib” i Mellemøsten. Som væsentligste fremskudte frontlinje i især USA’s del og hersk og destabiliseringspolitik i det efterkoloniale Mellemøsten. Det betyder ikke, at de israelske regeringer og dets militær ikke har haft egne interesser og gennemført aktioner, der ikke flugtede med de siddende amerikanske administrationer og faktisk flere gange har ført til, at USA måtte intervenere for at beskytte Israel senest med støtte til regeringens autoriserede folkedrab i Gaza. Men det betyder, at Israel altid har været afhængig af forskydningerne i USA’s strategiske interesser og af samme grund været afhængig af USA’s politiske og økonomiske bistand. Siden 70’erne har Israel modtaget bistand for ca. 340 mia. dollar. En sådan støtte binder modtageren mere end giveren. Det er vel muligt, at ”halen har svinget med lidt med hunden i forskellige bestemte perioder, men det er hunden, der bestemmer hvor længe, halen skal svinge”. Angrebet på Iran kommer nu, fordi den økonomiske og politiske udvikling, der i dag tager form i Eurasiens to poler (Europa og Østasien) og i Centralasien vil få afgørende betydning for USA’s fremtidige globale magtposition og Israels fremtidige eksistensbetingelser. Af samme grund er det nærliggende at forvente nye angreb eller destabiliseringsaktioner mod Iran. Endnu engang tilbage til 1992 Iranspørgsmålet som strategisk kernepunkt for USA er ikke af nyere dato. Faktisk er spørgsmålet indføjet i en bredere dominansstrategi, som blev formuleret umiddelbart efter ophøret af den kolde krig. Strategien bygger igen oven på den geopolitiske strategi, der praktisk blev udfoldet umiddelbart efter 2. Verdenskrig. USA besatte de facto Japan og underlagde sig senere Sydkorea efter våbenhvilen under Korea-krigen i 1953. Samtidig engagerede USA sig indirekte i støtten til englændernes og franskmændenes bestræbelser for at bevare deres dominans i Sydøstasien. I samme periode blev Marshallhjælpen rullet ud i det krigshærgede Europa. Dels for at sikre Amerikas økonomiske interesser og dels for sikre den politisk militære dominans i Europa og for at inddæmme Sovjetstyret. Strategiens kerneperspektiv var at ”lukke begge ender af den Eurasiatiske landmasse”. Næste fase i strategien var at opsplitte/opdele Sydøstasien og Centralasien i venligtsindede nationer og på den måde isolere Sovjetunionen og lukke for fremtidig kinesisk ekspansion. Indien skulle efter ophøret af det engelske koloniherredømme forhindres i sammen med Sovjet og Kina at spille en central rolle i den videre udvikling af Eurasien. Strategien ændrede ikke mål og substans men karakter efter Sovjetunionens fald. Centralasien blev efter opløsningen af Sovjetunionen til et kludetæppe af selvstændige stater, der meget let kunne resultere i den ene lokale/regionale konflikt efter den anden, som USA ikke kunne styre endsige inddæmme. Det største problem set ud fra USA’s hegemoniske interesser kunne blive, at dominansen i Østasien og Europa ikke ville være stærk nok til at forhindre udviklingen af et samlet Eurasien fra Øst til Vest. I det spændingsfelt har først og fremmest Iran men også den arabiske del af Vestasien spillet en central geostrategisk rolle. Hvilket også lå bag kuppet mod den demokratiske valgte premierminister Muhammed Mossadegh i Iran i 1953, der bl.a. havde lagt sig ud med de store olieselskaber og orienterede sig mod et samarbejde med de Centralasiatiske lande. På baggrund af den tradition og det perspektiv fremlagde viceforsvarsminister Wolfowitz i 1992 en samlet strategisk plan for konsolideringen af USA’s hegemoni- og dominanspolitik. Den såkaldte Wolfowitz-doktrin er i det store og hele blevet fulgt af samtlige amerikanske præsidenter efterfølgende omend modificeret efter de konkrete forhold og udfordringer. Udgangspunktet for doktrinen var, at den kollektive sikkerhed i 30’erne fejlede, fordi der ikke var en stærk magt til at give lederskab. Hvis den situation skulle undgås efter afslutningen af den kolde krig, måtte USA mobilisere sit magtpotentiale, så hegemoni- og dominansstrukturen ikke kunne antastes. Helt konkret blev doktrinen udmøntet i fire hovedpunkter: USA skulle være i stand til at afskrække eller nedkæmpe en hvilken som helst magt, der måtte udgøre en trussel mod USA’s interesser, USA skulle udbygge et samlet system af militære alliancer og arrangementer og samtidig forebygge eventuelle forsøg på at renationalisere forsvarspolitikken, hvilket først og fremmest var målrettet mulige opbrud fra Nato, USA skulle kunne forhindre enhver fjendtlig magt i at dominere en region, som måtte være af betydning for amerikanske interesser. Nævnt blev Østasien, Mellemøsten, den Persiske golf, Latinamerika og Europa, USA skulle forhindre regional ustabilitet, hvor en sådan kunne udfordre amerikanske interesser og sprede våbensystemer og nuklear kapacitet. I det større geostrategiske billede var der allerede i 1990 blevet udviklet en særlig doktrin for USA’s dominans i Stillehavet med fokus på Sydøstasien. Længere fremme i dokumentet står der direkte, at USA sammen med dets allierede må udbygge og konsolidere mekanismer til at afskrække potentielle aggressorer fra at aspirere til at en regional eller endog global rolle. Til det formål skulle USA’s militære styrke udvikles til at fortage hurtige indgreb med overvældende styrke for at afskrække en hvilken som helst udfordrer. USA skulle samtidig være indstillet på at forhindre nogen regional magt i at udvikle atomar eller kemisk militær kapacitet. (Også kaldet WMD). Til det formål skulle USA kunne fortage ”forebyggende/foregribende angreb” og handle uden om de internationale regler og om nødvendigt handle alene eller sammen med en ”koalition af villige”. Fem år senere satte tidligere sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski i en større artikel fra 1997 (A Geostrategy for Eurasia) Wolfowitzdoktrinen ind i en mere konkret Eurasiatisk sammenhæng som afgørende for at forebygge en kritisk udfordring af USA’s globale førerstilling. Artiklen lægger ikke fingre imellem. Kina og Indien ses som aspiranter til regional hegemoni, der både økonomisk, politisk og militært kan presse amerikanske interesser. Eurasien befolkes af 75% af jordens befolkning, det samlede BNP udgør 60% af verdens BNP. Og så kommer hovedpointen: Eurasien er verdens bærende superkontinent. Fra Vest i Europa til Øst i Asien vil Eurasien, hvis det samles i et landfast samarbejds- og sikkerhedsmønster, udgøre den største trussel mod USA. Derfor måtte hovedfokus være at forhindre nogen magt eller grupper af lande i at udelukke USA fra indflydelse i Eurasien. Som noget kontroversielt foreslog, Bzrezinski, at USA skulle arbejde på at etablere et godt forhold til Iran og befordre Irans tætte samarbejde med Tyrkiet, Usbekistan, Aserbajdsjan og Turkmenistan med det formål at opbygge et stabiliserende midtpunkt i Centralasien, og Kaukasusområdet og som venligtsindet forbindelsesenhed mellem Mellemøsten og Centralasien. Læg mærke til, at Israel ikke her spiller samme vitale rolle for kontrollen som efter revolutionen i Iran to år efter. Bzrezinski foreslår også et tættere samarbejde med Kina og foreslår Kina optaget i G7. Den vision frafaldes ret hurtigt, men tanken om at integrere Kina i verdensmarkedet og undergrave kommunistpartiets styrke for at injicere kapitalistisk markedsøkonomi slippes ikke. Brzezinski demonstrerer i hele artiklen en klar forståelse for det afgørende nødvendige i, at USA spiller den dominerende rolle i Eurasien og danner forskellige alliancer og styringsmekanismer til at understøtte dominansen og splitte alle bestræbelser på at skabe et sammenhængende Eurasien udenom USA. Bzrezinskis essay blev ikke betragtet og skulle heller ikke betragtes som en tidligere højt placeret sikkerhedsrådgivers omkostningsfrie fabuleringer. Han formulerede blot det, der implicit var indskrevet i Wolfowitzdoktrinen, som  både Bushregeringen og Clintonregeringen de facto styrede efter. Det er også den geostrategiske tænkemåde, som lå til grund for George W. Bush’s beslutning om først at angribe Afghanistan og senere i 2003 at invadere Irak. I begge tilfælde for at gennemføre regimeændringer og integrere dem i den neoliberale globaliseringspolitik. De nævnte præsidenter blandede sig også destabiliserende i magtspillet mellem Indien og Pakistan på den ene side og Indien og Kina på den anden. Dvs. hele tiden holde gang i splittelser gennem del og hersk. Og hvis det ikke lykkes regime skifte og efterfølgende balkanisering som i Irak og Afghanistan. Den tankegang er blevet videreført og officielt formuleret som mulig amerikansk og Israelsk strategi. (Statsterrorisme, drab på politiske og militære ledere og regimeskifte er blevet perfektioneret af Israel senest med angrebne på Hizbollahs ledere i Libanon). Mordene på de iranske topgeneraler og videnskabsmænd samt det voldsomme angreb i angrebenes to første bølger udgår fra Netanyahuregeringens geostrategiske drejebog og i tilfældet Iran en konkret forestilling om en mulig balkanisering af Iran. Det israelske efterretningsvæsen Mossad har længe kanaliseret støtte til minoriteterne i provinserne: Azeris, Kurderne, Baloch, og de arabiske minoriteter. Taktikken bygger på den opfattelse, at det iranske regime i forvejen var så kompromitteret, at en militær ydmygelse kombineret med uro i provinserne ville få regimet til brase sammen som et korthus. Lidt i stil med situationen i Syrien. Som balkaniseret og urohærget stat ville Iran mistet status som økonomisk og geostrategisk knudepunkt i den udvikling, der er i fuld gang i hele Øst- og Centralasien med Rusland, Kina og Indien i en hovedrolle. USA’s nyere Iranpolitik På trods af de omtalte militære- og sikkerhedspolitiske doktriner er det faktisk ikke lykkedes USA eller for den sags skyld Europa at formulere en sammenhængende politik overfor Iran siden revolutionen i 1979 og dermed overfor udviklingen i Centralasien. Israel og Mellemøsten har i perioden efter den kolde krigs ophør udgjort det geostrategisk knudepunkt. Men i perioden fra 1992 og frem til i dag er både Kina og Indien vokset i omfang, der udfordrer USA’s dominans. Den udfordring konkurrerer med USA’s traditionelle dominans overfor de olierige arabiske stater, der er blevet holdt på plads af USA’s stedfortræder – Israel. Det billede er ved at ændre sig. En nye proces er nemlig under udvikling og har været det i de sidste to til tre år. De arabiske oliestater Saudi-Arabien og UAE har diskret tilnærmet sig et samarbejde med Iran formildet af Kinas diplomatiske og økonomiske offensiv. Det gælder f.eks. Kinas massive investeringer i UAE for at opbygge landet som det nye infrastrukturelle knudepunkt. Den proces går direkte imod USA’s og Israels Abrahamprotokol, hvis sigte er at normalisere forholdet mellem de arabiske stater og Israel og konsolidere Israels position som brohoved til Europa. Den proces har imidlertid stået stille siden Israel påbegyndte folkedrabet i Gaza. I mellemtiden har tilnærmelsen mellem Iran og flere af de arabiske stater underbygget Irans voksende betydning i hele det Eurasiatiske udviklingsprojekt, der i alvorlig grad både vil svække USA’s indflydelse og Israels fremtidige stedfortræder rolle i det Eurasiatiske og Vestasiatiske teater. Det er således fejltagelse at vurdere angrebet på Iran på baggrund af de aktuelle geopolitiske spil endsige lægge for meget vægt på atomspørgsmålet. Hertil kommer de mange overvejelser om Israels indflydelse på USA’s geostrategiske planer. Faktisk skal man tilbage til Obamas første præsidentperiode nærmere bestemt 2009, hvor det billede, der aktuelt tegner sig, blev beskrevet i detaljer. Det drejer sig om en omfattende analyse af USA’s forhold til Iran udviklet af The Saban Cener for Middle East Policy ved Brookings Institution. Rapporten blev fremlagt for Obama administrationen som et sammenhængende katalog over forskellige strategiske udspil overfor Iran. Rapporten har overskriften: ”Which path to Persia? Options for a new American strategy toward Iran”. Flere af rapportens anbefalinger er efterfølgende blevet afprøvet med større eller mindre succes. Risikoen for, at Iran skulle udvikle atomvåben og opnå dybere integration i det Asiatiske netværk, går som en rød tråd gennem alle de anbefalede muligheder: Forhandlingsvejen: Iran skulle tilbydes aftaler, som ikke kunne afslås gennem ”overtalelse”, her iblandt indgåelse af aftaler om atomprojekterne og truslen om sanktioner, hvis Iran afslog seriøse forhandlinger. (bl.a. gennem JCAO, som også flere Europæiske lande skulle involveres i samt IAEA), De militære muligheder: Invasion af Iran, eller massive luft bombardementer eller at overlade et muligt angreb til Israel, Regimeskifte muligheden: Støtte til et folkeligt oprør, støtte de forskellige etniske minoritetsgrupper eller støtte et direkte militært opgør med regimet, Inddæmningspolitik, hvor Iran inddæmmes økonomisk, politisk, geostrategisk og militært. Hver strategisk option blev formuleret i særskilte afsnit og afsluttet med udkast til en sammenhængende strategi, hvor alle optioner blev tænkt sammen. Efterfølgende har historien vist, at alle muligheder har været i spil, siden rapporten blev fremlagt for Obamaadministrationen, og at Trump administrationen og Israel først og fremmest har satset på de mest vidtgående muligheder for at reducere Irans position og fastholde Israels rolle i Mellemøsten. Det hører med til historien, at Trump allerede i sin første præsidentperiode lukkede af for forhandlingsvejen og derfor i dag reelt ikke har ret mange andre muligheder for at forfølge USA’s særinteresser end militære interventioner eller regimeændrende terroraktioner. I samme situation står Israel. Nu er det ikke sådan, at Brookings Instituttets anbefalinger har haft karakter af et vilkårligt tag selvbord. Fra Obamas regeringsperiode har USA måtte se sit globale politisk-økonomiske magtpotentiale og geopolitiske autoritet reduceret. Det er hele MAGA politikken et udtryk for. USA og måske endnu mere Israel befinder sig i dag i en defensiv position, hvor verdensdominansen, der ikke længere bare accepteres af resten af verden, skal forsvares med alle midler. Destabilisering og statsterrorisme har sandsynligvis erstattet de mere vidtgående militære anbefalinger som fremherskende metoder i den defensive taktik. Helt kontant hænger det sammen med, at USA knap har de militære midler og politiske grundlag for en egentlig invasion. Sporene fra Afghanistan og Irak skræmmer både Trumpadministrationen og den amerikanske befolkning. Om Trumps og Benjamin Netanyahus statsterrorisme og bombning af Iran så har indfriet de opstillede mål, forekommer langt fra sikkert. Officielt ved vi ikke, om bombninger af atomkraftværkerne fik det ønskede resultat. Vi ved heller ikke, hvor de 400 kg. beriget uran befinder sig. Og indtil videre tyder alle efterretninger på, at et regimeskifte langt fra er lykkedes, men at angrebene tværtimod har bidraget til at samle nationen bag lederne og udelukke et hvilket som helst oprør fra regionerne. Alligevel kan en ny optrapning af konflikten på ingen måde udelukkes. Det skyldes ikke konfliktens aktuelle og lokale dynamik men snarere udviklingen og spændingerne i det øvrige Eurasien, som har udfoldet sig med voksende kraft og hastighed indenfor de sidste to år. Begivenhederne i Cantralasien og i Sydkaukasus har i langt højere grad end konflikterne i Mellemøsten ligget som en styrende skyggefaktor  bag angrebene på Iran. Hvad den udvikling så konkret indeholder og besidder af konfliktperspektiv vil blive behandlet nedenfor. Det gælder hovedsageligt de politisk-økonomiske perspektiver og de geopolitiske konsekvenser. De to langsomme alternativer I 2011 formulerede Obama den berømte og stadigt aktuelle doktrin: ”Pivot China”. Formlen var ganske enkel. Europa var siden den kolde krigs afslutning blevet stadigt mindre interessant for USA. Europa havde økonomisk og politisk tabt terræn på verdensmarkedet og udgjorde trods flere forsøg ikke en samlet modvægt til USA. Europa var ikke længere målt med Wolfowtz’ målestok en allieret, der skulle kontrolleres og reguleres. Sagt mindre pænt blev de europæiske lande i USA opfattet som føjelige vasalstater. Eftertiden har vist, at det er en meget præcis opfattelse. Rusland blev i 2011 heller ikke på trods af begyndende modsætninger opfattet som en alvorlig trussel, hvor det modsatte gjaldt for det dynamiske Kina. Som Sovjetunionen under den kolde krig skulle inddæmmes, var turen nu kommet til Kina, der på alle væsentlige områder blev opfattet som den største trussel mod USA økonomiske, politiske og militære dominans. Kort fortalt indebar Obamas doktrin, at militæret i højere grad skulle koncentrere sig om dominans i Stillehavet, og at Kinas økonomiske vækst skulle bremses især på det højteknologiske område. Som det tredje ben i vendingen mod Kina indgik opbygningen af alliancer med landene i Øst- og Sydøstasien vendt mod Kina. Hvad der kun indirekte fremgik af de programmer, der efterfølgende blev udviklet, var, at Indien også skulle inddrages i alliancepolitikken, og at der skulle formuleres strategier for, hvorledes USA kunne kontrollere de Øst- og Centralasiatiske republikker og Malaccastrædet for på den måde at svække eller helt amputere Kinas forsyningskæder. Især på energiområdet bl.a. olieeksporten fra Iran. Bidenadministrationen fulgte op på Obama doktrinen med et konkretiseret og potenseret program for inddæmning af Kina. Øget militær oprustning i det Sydkinesiske hav. De facto opsigelse af aftalerne om Taiwans status og gentagne provokatoriske besøg på Taiwan af amerikanske toppolitikere og sanktioner mod Kina indenfor alle væsentlige højteknologiske områder. Sanktionspolitikken inddrog alle lande og selskaber, der måtte handle med Kina indenfor områder defineret som sikkerhedspolitisk følsomme. En bøjelig strategi, hvor områder, der blev defineret som sikkerhedspolitisk sårbare, kunne udvides i det uendelige. Trump forsøger nu i sin anden præsidentperiode at følge op på både Obamas og Bidens politik uden indtil nu at være nået ret meget længere, og i hvert fald ikke har haft videre held med at stække Kinas økonomiske udvikling. Tværtimod har inddæmningspolitikken afstedkommet en accelereret national forskning og udvikling indenfor den kinesiske Tech industri, der helt åbenlyst overgår alle forventninger. (selv Financial Times og The Economist har måttet overgive sig og anerkende den enorme udvikling indenfor Kinesisk alle væsentlige techområder). Selv Trumps aggressive told- og splittelsespolitik er stødt på alvorlige problemer. Kina har ikke blot afværget de værste konsekvenser af toldpolitikken, men været i stand til at tvinge Trump på tilbagetog. Grundlaget for Kinas modsvar er siden 2011 opbygget indenfor kinesisk industri og udvikling af nye markeder, som både USA og Europa har mere end vanskeligt ved at modgå. Kinas modsvar og generelle udviklingsstrategi i det Globale Syd Umiddelbart efter Obamas lancering af ”pivot Kina” formulerede Kinas leder Xi Jinping i en længere tale i Kasakhstan i 2013 projekt: ”Belt and Road Initiativ” (BRI). Projektet bestod først og fremmest af et økonomisk udviklingsperspektiv og sekundært en geopolitisk strategi. Det skal understreges, at BRI først og fremmest er et kinesisk funderet projekt. Men det er tæt forbundet med BRICS projektet uden, at de to projekter er identiske eller formelt afhængige af hinanden. Xi Jinping redegjorde i sin tale for Kinas mere grundlæggende udviklingsstrategi. Opbygning af en multipolær verden. Opbygning af nye økonomiske vækstmarkeder gennem favorabel finansiel støtte til landene i det Globale Syd. I første omgang med konkret fokus på Centralasien, hvor de forskellige stater på trods af enorme naturlige ressourcer ikke formåede at udvikle dem på en måde, der skabte nye markeder. Kina begyndte at investere i infrastrukturelle projekter i hele Centralasien og helt frem til Kaukasus. Der blev indgået forsyningsaftaler med Rusland og Iran indenfor olie- og gasområdet, og der blev investeret massivt i udbygning af det centralasiatiske jernbane- og it net. I 2024 skønnede Verdensbanken, at BRI omhandlede 155 lande og forudsagde en gennemsnitlig økonomisk vækst indenfor området på 4.1% samt (og ikke mindst) en reduktion af de globale handelsomkostninger på 2.2% Det har ikke på noget tidspunkt været hensigten, at BRI skulle udvikles i ekspresfart eller bygge faste alliancer. Fokus har heller ikke ensidigt været på økonomi og infrastruktur. I alle de bilaterale aftaler, der er indgået indenfor rammen af BRI, figurerer også uddannelsessamarbejde, sundhedssamarbejde, konstruktion af institutionsanlæg, industriel udvikling, markedsregulering, kultursamarbejde og udvikling af nye politikformer og solide samfundsstrukturer. Alle aftaler er blevet indgået med respekt for det enkelte lands suverænitet og politiske tradition. Der hører ikke politiske- og værdimæssige formkrav med til aftalerne. Til at finansiere den brede vifte af lokale projekter indgår Kinas Udviklingsbank, Eksport-import Bank i Kina, New Development Bank (i BRICS regi) og Shanghei Cooperation Organization (SCO er en selvstændig enhed, der formelt fungerer udenfor BRI. Iran er tilsluttet SCO), som også spiller en betydelig rolle i udviklingen af BRICS og ikke mindst opbygningen af en Central- og Vestasiatisk sikkerhedsarkitektur. På det seneste møde umiddelbart efter  USA’s og Israels angreb på Iran holdt bl.a. den iranske og kinesiske forsvarsminister separate møder, hvor der blev indgået aftaler om kinesisk militær støtte til det iranske luftsvar og mulighed for Iran at skifte fra de amerikanske kontrollerede GPS system til det kinesiske BEIDO system. Med det skifte vil USA og Israel i fremtiden få vanskeligere ved at jamme og lamme luftforsvaret. På SCO mødet blev der i øvrigt holdt møder mellem Kina og Indien for at finde frem til holdbare diplomatiske løsninger på modsætningerne mellem Indien og Pakistan. Der er indenfor BRI rammen opbygget ca. seks forskellige korridorer fra Kinas vestlige provinser hen over Centralasien og Rusland, der via jernbanenet og fælles it-net forbinder Kina med Tyrkiet/Europa, Aserbajdsjan og Kakasusområdet samt Iran og UEA. Der anlægges parallelt togforbindelser mellem Kina og Europa gennem Midt korridoren gennem Rusland og Central-Vestasien korridoren. (Turkmenistan, Kasakhstan, Usbekistan og Turkmenistan). Kort før Israels angreb på Iran, skulle det første ordinære godstog rulle ind over den Iranske grænse med ankomst i Teheran. I tilknytning til BRI er der derud over skabt jernbaneforbindelse fra det sydlige Kina og ned til Singapore, hvilket reducerer Malaccastrædets strategiske betydning i fremtiden. Ved siden af jernbanenettet indgås der obligatorisk bilaterale aftaler om anlæggelse af olie- og gasledninger, it-netværk, operationsmekanismer og nødvendige institutioner. som alle de involverede lande kan profitere af, og som reducerer hele Østasiens afhængighed af den maritime transport. Udenfor BRI, men i tæt samarbejde med Kina, har Rusland og Iran anlagt Nord-Vest korridoren fra Rusland til Iran. Korridoren indeholder ud over den fysiske forbindelse et vidt forgrenet samarbejdsnetværk, som dels styrker Irans og dels reducerer Ruslands maritime afhængighed af Sortehavet. Helt aktuelt forsøger Israel og USA at forpurre samarbejdet, der også involverer Aserbajdsjan, ved at puste til de nylige modsætninger mellem Rusland og Aserbajdsjan på den ene side og spændingerne mellem Iran og Aserbajdsjan på den anden side. I angrebet på Iran opererede Israel fra Aserbajdsjansk grund. Ved at trække Aserbajdsjan i Vestlig retning er det USA’s og Israels hensigt dels at fastholde Israel og ikke mindst Tyrkiet som et centralt forbindelsesled til Europa, der går uden om Rusland og Iran og dels bremse eller i det mindste svække Kinas direkte ved gennem togforbindelsen til Baku og den nærliggende dybvandshavn, som Kina har stået for. BRI netværket begrænser sig ikke til det Eurasiatiske område. BRI udstrækker sig også til samarbejdet med flere Latinamerikanske og Afrikanske lande. Men det samarbejde og de dimensioner vil ikke blive behandlet i denne artikel. BRI’s strukturelle perspektiv BRI skal uden om de mange floromvundne udtalelser og proklamationer forstås som Kinas antiimperialistisk vækst- og udviklingsmodel, der i hele sit væsen og set up langsomt skal opbygge det Globale Syds vækstalternativ uden at konfrontere USA’s og Europas finansielle, økonomiske og institutionelle dominans direkte. Man kan sige, at BRI er en forlængelse af Kinas egen vækststrategi, der først og fremmest fokuserer på industriel vækst, social- og sundhedsmæssig sikkerhed, folkelig inddragelse og skarp regulering af hele den finansielle sektor. Økonomen Isabelle Weber har meget præcist i sine analyser af det kinesiske samfund og delvist BRI kaldt Kina for en statskonstitueret markedsøkonomi. Med central statslig styring af både statslige- og private markeder og langsigtet allokering af kapital og investeringer uden kortsigtede hensyn til kapitalafkastet. Kort sagt en markedsmodel helt forskellig fra den Transatlantiske neoliberale kapitalisme, finanstyranni og kortsigtede profitjag. BRI projekterne skal i den forstand forstås som den eksterne forlængelse af Kinas indre vækststruktur og vækstmål. BRI indeholder et udbredt netværk af forbindelser og samarbejdsflader, som danner grobund for et fremtidigt valutasamarbejde og opbygningen af alternative finansinstitutioner. Både som modeller for fremtiden og som det materielle grundlag for at presse Vesten til reformer af IMF, Verdensbanken, UNCTAD, WTO og FN. Målet er at skabe forudsætningerne for en mere ligelig fordeling af indflydelse/stemmevægte mellem de Atlantiske lande og landene/samarbejdsalliancerne fra det Globale Syd i de respektive institutioner. Efter min opfattelse, er det den strategiske sammenhæng, der historisk overlejrer den aktuelle konflikt mellem Israel/USA og Iran. Efter en noget omtumlet og ikke specielt succesfuld start er BRI ved at finde formen og metoderne til at udvikle netværket og forpligte de forskellige deltagere. Dvs. at udrulningen af initiativerne nu foregår betydeligt hurtigere og mere sikkert, hvad der helt åbenlyst nu udgør den alvorligste trussel mod USA’s interesse i et opsplittet Centralasien og Israels interesse i at bevare sin rolle som USA’s og Europas landbaserede hangarskib i Mellemøsten. USA’s og Israels forsinkede modsvar til BRI I 2023 på G20 topmødet i New Delhi underskrev Indien, USA, UAE, Saudi Arabien Israel, Frankrig, Tyskland og EU et memorandum som grundlag for ”India, Middle-East, Europe economic Corridor” (IMEC). IMEC’s vigtigste mål var at skabe fælles økonomisk udvikling, infrastrukturel sammenhæng, energisamarbejde og økonomisk integration mellem Asien, den Persiske Golf og Europa. Korridoren skulle gå fra Indien gennem Golfen og Israel til Italien og Grækenland som et modsvar til BRI og Rusland – Iran forbindelsen. IMEC skulle dæmme op for BRI og forhindre Indien og de arabiske lande i at blive tilknyttet BRI på den ene eller den anden måde. Israel skulle spille en nøglerolle både som transitland og som disciplinerende magtfaktor overfor de arabiske lande. IMEC er imidlertid ikke rigtigt kommet fra start. Der hersker fortsat uenighed om finansieringsgrundlaget og de praktiske projekter. I virkelighedens verden fungerer IMEC indtil videre først og fremmest som et ideologisk projekt og som talerstol for Netanyahu, når han på især USA’s og Europas vegne tordner mod Kinas ”autoritære kapitalisme”. På skyggesiden er IMEC løftestang for infiltrering i de lande, der har tilsluttet sig BRI. Den politik har også været afprøvet overfor Iran for at få Iran ind i folden, men blev i oktober 2024 pure afvis af Khamanei, som pointerede, at Israels kampagne mod Iran havde til formål at gøre Israel til centralt knudepunkt for energieksport til Europa for at sikre sig sin egen overlevelse som selvstændig stat. Få dage efter besluttede det Iranske parlament at styrke tilknytningen til Kina, BRI og søge om optagelse i BRICS samt fremme udbygningen af Nord-Syd korridoren mellem Rusland og Iran. Landene bag IMEC har ikke haft den store succes med projektet. USA og Europa kan reelt ikke tilbyde håndgribelige udviklingsprojekter med respekt for deltagerlandenes suverænitet og geopolitiske autonomi. Israels og USA’s angreb på Iran har tværtimod om end utilsigtet fremskyndet samarbejdet mellem Saudi-Arabien og UAE og Kina og Rusland og således svækket IMEC. Det lykkedes i øvrigt Kina et år før angrebet på Iran at formidle en tilnærmelse Saudi-Arabien og Iran. Og til forskel fra samarbejdet i IMEC, foregår det noget mere konkret og praktisk mellem Rusland/Kina og Golfstaterne, hvor især oliehandlen foregår i de lokale valutaer, hvilket også har reduceret Saudi-Arabiens investeringer i Petrodollars. Den Centralasiatiske inddæmning af Kina Og så er vi tilbage ved Wolfowitz og Bzrezinski doktrinen. Obama doktrinen efterfulgt af Bidens aggressive politik overfor Kina i hele Stillehavsområdet fulgt op af sanktionspolitikken er ikke tilstrækkelig til reelt at inddæmme Kina og fastholde USA’s globale dominans. Udvidelsen af Nato mod Øst gik relativt smertefrit indtil Rusland trak en rød linje ved Ukraines optagelse i Nato. Vigtigheden af denne strategiske øvelse havde Wolfowitz understreget flere gange i doktrinen. Ukraine skulle forstås som bindeled til Kaukasusområdet og herfra til Vestasien. Få i den Atlantiske alliance havde forestillet sig, at Rusland kunne mønstre den militære styrke, som tilfældet er, og binde Ukraine, Europa og USA i en opslidningskrig, som Rusland står til at vinde med store omkostninger for Europas økonomi og sammenhængskraft. Og få havde for alvor regnet med, at sanktionspolitikken overfor Rusland for det første ville bringe Kina og Rusland tættere på hinanden, men for det andet også accelerere udviklingen i både BRI og BRICS. Den Atlantiske kapitalisme, der ikke har meget at tilbyde det Globale Syd hvad angår støtte og udvikling har gennem hele Ukraine krigens forløb fået anskuelsesundervisning i, hvor langt den Atlantiske alliance er indstillet på at gå for at undertvinge et hvilket som helst land dets dominans og interesser. Alene den indsigt har bidraget til at øge interessen for både BRI og BRICS som dels udviklingspartnere, dels beskyttelse overfor den Atlantiske sanktionspolitik og dels som kommende institutioner til finansiering af det Globale Syds nødvendige udviklingsinitiativer. Krigen i Ukraine og Natos og EU’s Ani russiske sanktionspolitik og massive militære støtte til Ukraine har i virkeligheden fremmet og ikke hæmmet de asiatiske og afrikanske landes bevægelse væk fra USA’s og Europas indflydelse. Ukrainekrigen og Israels moralske deroute har trukket det Eurasiatiske ”spøgelse” frem på scenen. Ruslands og Kinas stadigt tættere samarbejde og deres indbyrdes arbejdsdeling, som den kinesiske udenrigsminister understregede under besøget i EU, bliver aksen som både samarbejdsrelationerne i Centralasien og i Afrika bygges op omkring. Hvor Rusland af historiske grunde har vanskeligt ved at udvikle eller fastholde et samarbejde med flere af landene i Centralasien, Vestasien og Kaukasus, træder Kina ind via BRI og knytter landene til aksen. Hvis den udvikling holder ved, bliver Bzrezinskis mareridt en realitet. USA mister muligheden for at balkanisere Centralasien som grundlag for enten at gennemtvinge sine interesser eller fastholde det hidtidige fodfæste. Hvilket vil resultere i følgende: A). USA får endnu vanskeligere ved at gennemføre sin inddæmningspolitik overfor Kina på landsiden både politisk, økonomisk og militært, hvad der igen svækker styrken i Stillehavsstrategien. Vanskelighederne kan allerede spores nu i forbindelse med Trumps toldoffensiv overfor Kina, der allerede var forudset og forberedt og svarer nu igen ved at omdirigere en større andel af eksporten til Asien, Centralasien og store dele af Afrika formidlet gennem BRI netværket. B). USA og Europa har mødt grænserne for sanktionspolitikkens effekt og mulighederne for at isolere Rusland. På samtlige områder har Putinregeringen sat turbo på orienteringen mod Øst og indgår nu den ene samarbejdsaftale efter anden på de højteknologiske områder samtidig med, at de industrielle investeringer spredes ud på langt flere og strategisk vigtige industrigrene end tidligere. Rusland er, mens krigen i Ukraine raser, i gang med en kolossal vending væk fra primær råstofeksport til forceret udvikling af bl.a. Tech-sektoren. I den sammenhæng indgår også det tætte samarbejde mellem Rusland og Iran, der rummer langt flere områder end det militærtekniske. Som et apropos er det vigtigt at understrege, at de relativt hurtige reaktioner på USA’s og Europas dominanspolitik og omdirigering af produktion, investeringer og handel først og fremmest er muliggjort af en udbredt statsstyring af både investeringer, produktion og marked, herunder international samhandel og kapitalregulering. Selv om Rusland og Kina økonomisk strukturelt ikke ligner hinanden og måske, måske ikke, kommer til at tegne samme udviklingsbane, har de to lande tilnærmet sig hinanden politisk og økonomisk, hvor især Rusland indoptager flere af de samfundsmæssige styringsmekanismer, som er udviklet i Kina. Og for så vidt det lykkedes indenfor overskuelig tid at udvikle en fælles valuta/fælles valutasamarbejde – ikke alene mellem Rusland og Kina – men indenfor BRI og BRICS rammen, vil det resultere i yderligere tilnærmelser. Der, hvor vandene på længere sigt kan skille, vil udgå fra de to landes forskellige grundlogikker. Kina er afhængig af BRI og BRICS som strategisk perspektiv, fordi hele regimet og folkekulturen bygger på forestillingen om Kinas vej mod socialisme. Hele Kinas udenrigspolitik må have som rationale at nedbryde de imperialistiske Vestmagters dominans og skabe et multipolært verdensmarked, hvor alle stater kan indgå i et ligeværdigt samarbejde, og hvor der opbygges institutioner og mekanismer til at reducere og nedbryde de mekanismer, der i århundrede har holdt det Globale Syd nede i underudvikling. Rusland har i et årti i praksis forfulgt den samme politik på trods af, at landet er grundlæggende kapitalistisk og indtil 2014 havde ambitioner om at blive integreret i den Atlantiske kapitalisme. De ambitioner har Natos Øst udvidelse og Ukrainekrigen sat en stopper for, og Putinadministrationen har brugt de forfatningsmæssige muligheder for at styrke centralmagten og samfundsreguleringen, herunder regulering af økonomien og den interessebestemte og geostrategiske udenrigspolitik. Der virker med andre ord en vis konvergens mellem Kinas og Ruslands praktiske politik. En slags fælles forsikring mod den Atlantiske dominanspolitik, og det er ikke muligt uden et stærkt fodfæste i størstedelen af Eurasien. Vladimir Putin redegjorde meget præcist for den fælles strategi under SPIEF 2025 topmødet i Sct. Petersborg (International økonomisk forum), mens Israel og USA angreb Iran: ”Kina og Rusland formulerer en ny verdensorden. Kina og Rusland vil ikke skabe en ny verdensorden. Vi giver den snarere form. Den ny verden vokser helt naturligt frem som solopgangen. Vi kan ikke undgå det. Vores rolle er at formulere konturerne, måske bane vejen for den proces, så den bliver mere afbalanceret og forbundet med interesser for den klare majoritet af lande i verden. Vi antager, at alle nationer vil anerkende og endelig forstå, som jeg tidligere har gjort klart, at den tilgang til at finde løsninger vil vise sig overlegen i forhold til det magtfulde pres eller neokoloniale paradigme, som menneskeheden har levet under i århundrede – hvis ikke årtusinder”. Oversat siger Putin, at Kina og Rusland ikke kan tvinge nogen suveræne stater til samarbejde eller optagelse i de forskellige netværk. Ingen stater går frivilligt ind i de omtalte netværk, hvis der ikke er klare fordele for den enkelte nation. Derfor kan der heller ikke opstilles ganske bestemte politiske og værdimæssige normer for samarbejdet. Vejen til øget vækst og større global lighed går over mange forskellige politiske og systemiske veje. Det drejer sig ikke om at føre en politik, hvor den Atlantiske kapitalisme udfordres ensidigt.  BRI og BRICS projekterne skal vælges til som alternativer. De forskellige fora og samarbejdsformer skal ”skynde sig langsomt”. Det er også en nødvendig fremgangsmåde, hvis det skal lykkes at overvinde interesseforskelle og indre modsætninger i f.eks. BRICS, som kun langsomt udvikler sig til en mere sammenhængende blok uden at erklære sig som en alliance. Indien og Kina, begge medlemmer af BRICS, har stadig mange uløste lokale konflikter og konkurrerer tillige om indflydelse i Syd- og Sydøstasien. Kina har også et anspændt forhold til Vietnam. Så både politisk, økonomisk og sikkerhedspolitisk skal BRICS og BRI bevæge sig langsomt fremad for at undgå indre splittelse og ydre konflikter. I modsat fald vil BRICS få vanskeligt ved på den ene side at modgå USA’s destabiliseringspolitik og på den anden side tiltrække flere lande udenfor organisationen. Derfor bestræber især Kina sig i videst mulige omfang på at undgå militære konfrontationer med USA og USA’s allierede i Stillehavet (bl.a. Filippinerne, Japan og Sydkorea) og vælger i stedet diplomatisk offensiv og en vækst-netværksstrategi, der reducerer risikoen for krig, terrorisme, politiske kup og USA’s og Europas mange forsøg på tvungne regimeskift. Rusland forfølger i princippet samme politik, men har af historiske grunde ikke de samme muligheder for at undgå konfrontationer. Alene russofobien i Europa, der bidrager til at holde EU sammen, fastholder Rusland i en permanent konfrontations situation. Rusland har også konstant uro i sin baggård i Kaukasus, hvor især EU via Frankrig i flere år har spillet en fremtrædende rolle i de forskellige forsøg på at gennemføre regimeændringer. Kort sagt er strategien både i Belt and Road og nu helt tydeligt i BRICS at deltage og opbygge de materielle, politisk-økonomiske og geostrategiske forudsætninger for en langsom radikal ændring af den globale politiske, økonomiske og geopolitiske struktur uden at skabe et globalt kaos, institutionelt sammenbrud og risiko for omfattende krig og ødelæggelse. Der er visse ligheder til nutidens militære nedslidningsstrategier, som konstant, men hverken lineært eller unisont reducerer modpartens (Atlantisk kapitalisme) muligheder for at handle offensivt. Nedenunder alle de spektakulære begivenheder, der i medierne isoleres til situationsteater, spiller de globale økonomiske tendenser en afgørende rolle for henholdsvis den Atlantiske kapitalismes mulighed for at bevare sin overlegenhed og f.eks. BRICS landenes mulighed for at forme en fælles økonomiske strategi, der kan overvinde neoliberalismens nedbrydning af den globale vækst. Væksttyngdepunktet skal flyttes fra de rige lande til de fattig lande og udviklingslandene. Det bliver den afgørende transformation for ændringerne af de globale styrkeforhold, som BRICS landene stiler efter, og som den Atlantiske blok rettelig frygter og bekæmper med alle til rådighed stående midler, som eksempelvis Israels og USA’s hasarderede angreb på Iran. Et kortfattet signalement af de underliggende økonomiske spændinger For kort at underbygge ovenstående kan det være hensigtsmæssigt at kaste et overordnet blik på, hvad der økonomisk er på spil nedenunder de geopolitiske spændinger i Mellemøsten og Eurasien og sandsynligvis i konfliktfeltet mellem den Atlantiske kapitalisme og BRICS. Da USA i 1973 rendte ind i den første store krise efter 1945, der først fandt sin løsning med Washington Concensus i 1979, som indledte den neoliberale globaliseringsstrategi, lykkedes det rent faktisk USA at samle størstedelen af de herskende klasser i USA og Europa politisk, ideologisk og strategisk. Den strategi ramte muren med finanskrisen. Siden 2008 er de herskende klasser tydeligvis gået fra den ene splittelse og konflikt efter den anden. Men indtil nu er det lykkedes at opstemme splittelserne og konflikterne under en overgribende fælles interesse. Den Atlantiske kapitalismes dominans skulle bevares. Det var Bidenadministrationens hele rationale. Men de indre omkostninger var for store, hvilket som bekendt har bragt Trump til magten via MAGA bevægelsen, der grundlæggende tilsidesætter alle andre kapitalistiske lande og sammenslutningers interesser for amerikanske. Det afgørende er imidlertid, at der ikke er tale om en vilkårlig strategisk vending. USA og amerikansk kapitalisme kan ikke andet, selv om protektionismen, told- og sanktionspolitikken og tilsidesættelse af alle internationale regler er ved at æde den globale kapitalisme op indefra. Det mest dugfriske eksempel. Kongressens vedtagelse af Trumps finanslovsforslag ”Big and Beautiful” vil medføre, at statsunderskuddet vokser til mellem 6-8% af BNP. USA indkasserer den højeste gæld i verden på 37000 mia. dollar. Hvert eneste år skal der betales 900 mia. dollar i renter, og hvert eneste år skal der udstedes nye statsobligationer for at dække underskuddet. Hidtil har det ikke været et problem at afsætte obligationerne, fordi de har været opfattet som sikre papirer. Men Trumps ekstatiske økonomiske udenrigspolitik og finansmarkedernes indre ustabilitet forårsager nu, at der er færre institutionelle købere til obligationerne, hvilket holder den amerikanske realrente høj. Når Trump så samtidig ventilerer tanken om at presse en tvungen gældsnedskrivning igennem, kan det ikke undre, at både statslige institutionelle investorer og private investeringsbanker langsomt og diskret er begyndt at flytte kapitalinvesteringer over til andre landes statsobligationer bl.a. tyske bunds. USA er langsomt ved at nå grænsen for, hvor megen kapital dollarregimet kan trække ud af det globale marked. Hermed ikke sagt at grænsen er nået. Men USA’s gæld og underskudsfinansiering kombineret med den aggressive handelspolitik og svage industrielle base i selve USA udgør i sig selv en destabiliserende faktor. Dels hæmmes investeringerne og dels slår det igennem som global lavvækst, som IMF, Verdensbanken, OECD og UNCTAD nu finder alarmerende. (En global vækst helt nede på 2.3% er reelt nulvækst). Den anden side af mønten er, at i samme måned som USA og Israel angreb på Iran, blev den globale gældsproblematik behandlet på en større konference ”Fourth International Conference on Financing for Development” i Sevilla. Bl.a. EU deltog med Ursula von der Leyen og Macron. De faktisk forhold, som blev behandlet, var nedslående. Det økonomiske gab mellem de rige lande og udviklingslandene vokser igen. Til næste år vil G7 landene for tredje år i træk reducere den økonomiske hjælp. I 2026 vil reduktionen alene være på 44 mia. dollar. De mindst udviklede landes samlede eksterne gæld er tredoblet over de seneste 15 år (UN rapport). Udviklingslandenes (minus Kina) gæld er vokset til 126% af deres BNP. Samlet udgør gælden 8800 mia. dollar. Tilbagebetaling på gælden overgår nu den samlede kredit og kapitalinvestering i landene. Siden 2022 har private kreditorer hjemtaget 141 mia. dollar i udviklingslandenes gældsafdrag. Afdragene er større, end de har frigivet i ny finansiering. Og ifølge UNCTAD er investeringerne i udviklingslandenes infrastruktur faldet med 35%, i vedvarende energi med 31%, i vandforsyning med 30% og i agrare systemer med 19%. Selv om det her opstillede billede på de globale modsætninger er stærkt stiliseret, tjener det til at indramme de globale modsætninger og en udviklingsproces, hvor den Atlantiske kapitalisme er degenereret fra at være drivende for den globale vækst til en parasitær stilling, der for at overleve forfølger en strategi, der nu hæmmer den samlede kapitalismes vækst. Det usikre alternativ og USA’s defensive destabiliseringspolitik Det er i det spændingsfelt og uholdbare modsætningsfelt, at Kina, BRI og BRICS opererer og optage næring i takt med verdensøkonomiens stagnation. Det er også budskabet fra det nyligt afholdte og stærkt mediedækkede BRICS topmøde i Rio de Janeiro. Sluterklæringen har overskriften: ”Styrkelse af det Globale Syd for inkluderende og bæredygtig styring (ledelse)” - af den politisk-økonomiske og miljømæssige udvikling. Selve overskriften betegner en udvikling væk fra de tidligere topmøders proklamatoriske konfrontationer. Strategien er lagt om, hvor den lange sluterklæring dels kan opfattes som et omfattende udviklingsprogram og dels som et katalog for et bredere og mere ligeværdigt og praktisk samarbejde. Dedollariseringen gennem en fælles BRICS valuta, der tidligere var organisationens fokuspunkt, er nu taget af bordet. I stedet indgår et netværk af lokale valutasamarbejde som ny bæredygtig og ikke konfrontatorisk strategi. De lokale valutasamarbejder  skal udvikles gennem bilaterale samarbejder om industriudvikling, grøn vækst, udvikling af social- og sundhedsvæsnet mv., som sammenlagt praktisk skal udgøre alternativet til USA’s og Europas hidtidige neoliberale kapitalismemodel. Det fremgår også klart af topmødereferaterne, at man for første gang officielt har erkendt, at der internt i BRICS gruppen er mange forskellige interesser, der langsomt og praktisk skal harmoniseres, og at en forceret proces med for mange åbenlyse konfrontationer med bl.a. USA, kan destabilisere gruppen. Med et kinesisk udtryk: ”ikke at arbejde mod strømmen men arbejde med og forme dens forløb”. Konkret betyder det, at topmødet har lagt grunden til en konkret reformpolitik af de institutioner, der hidtil har reguleret verdensmarkedet og det internationale samarbejde (IMF, FN, WTO mv.), men som under den neoliberale globaliseringsstrategi er enten er kompromitteret eller gjort virkningsløse. Tempoet, og hvad der på kort sigt nås af resultater, er, hvad der fremgår af topmødet, ikke et kardinalpunkt. Det er selve processen og retningen mod en global situation, hvor det ”økonomiske råderum” for USA og dets allierede indskrænkes, hvad der igen får afgørende betydning for de geostrategiske og militære styrkeforhold. Om Trumps trussel efter BRICS topmødets slutresolution om at pålægge alle BRICS medlemslande og partnerskaberne en ekstra told på 10% får den store betydning og skaber uro i rækkerne, er ikke til at vide på indeværende tidspunkt. Men i sidste ende er det altid et lands eller en alliance af landes industrielle udvikling og kapacitet, der afgør de geopolitiske styrkeforhold og de forskellige sikkerhedsstrukturer. Nogle få afsluttende bemærkninger Selv om Israels og USA’s angreb på Iran som et øjebliksbillede kan forekomme overvældende og Irans fremtidige position i området som stærkt svækket, forholder det sig omvendt, hvis angrebet og USA’s/Israels optræden underordnes det Eurasiatiske perspektiv. Angrebene er strengt foretaget ud fra en defensiv position for begge landes vedkommende med det umiddelbare formål at destabilisere og balkanisere Iran og med dets centrale position på sigt bremse udviklingen i Centralasien, herunder den praktiske udrulning af BRI og fastholde den splittelse, som Kina, Rusland, Indien og det øvrige BRICS tilstræber at overvinde. Kampen om retningen for den globale kapitalismes videre udvikling indbefatter i væsentlig grad kampen om styrkepositionerne i Mellemøsten og på den Eurasiatiske landmasse, hvor udviklingen her vil få afgørende betydning bl.a. for dynamikken i Afrika. USA’s vicepræsident J.D. Vance har med vanlig aggressivitet formuleret problemstillingen krystalklart på X: ”Trumps doktrin er følgende: 1). klart at definere amerikanske interesser, 2). forhandle aggressivt for at få indfriet disse interesser, og 3). brug af overvældende magt hvis nødvendigt”. Den doktrin adskiller sig i princippet ikke fra den tidligere Wolfowitz doktrin bortset fra det ene faktum, at Trumps doktrin alene er rettet mod et aggressivt forsvar af USA’s position som verdens ubestridte magtcentrum, hvad USA ikke er længere. Det er den situation, der kan udløse irrationelle og ukontrollable aktioner som angrebene på Iran med uoverskuelige konsekvenser, der rækker langt ud over den konkrete magtdemonstration. Allerede nu er den globale lovløshed en realitet.Trumps strategi og MAGA bevægelsen og angrebet på Iran er blot det hidtil seneste udtryk for den situation. Jan Helbak                            

  juli 10, 2025 12:36 pm

  Læs mere

• Virtuel trussel mod demokratiet – eller svækket immunforsvar?

  Israel angriber Iran, og Iran svarer igen. Situationen er uoverskuelig og kan komme helt ud af kontrol. Sådan har vi også vænnet os til at opfatte krigen i Ukraine, de tilspidsede modsætninger mellem USA og Kina osv. Eller hvad kan protesterne ”No King” mod Trump udvikle sig til i USA. Listen af uigennemskuelige konflikter er meget længere, men fælles for de nævnte er, at det er næsten umuligt at skabe sig et overblik, og ingen eller i hvert fald meget få autoritative og pålidelige kilder står frem hævet over enhver tvivl. Mod sædvane har jeg opgivet at følge udviklingen time for time. I stedet faldt det mig ind, at jeg for nogle dage eller uger siden læste en artikel i DR-Nyt om desinformation. Jeg læste den gang artiklen hurtigt igennem, men heller ikke mere. Midt i al medierumlen har jeg nu læst artiklen igennem en gang til og fundet, at den er langt mere interessant end som så.  Artikel fra DR nyheder Artiklen, som er skrevet af Brita Kvist Hansen (journalist på DR), havde en  opsigtsvækkende titel: ”Ekspert: ”Vi skal kunne svare igen på påvirkningskampagner indenfor 24 timer”. Undertitlen var: ”Voksende russisk påvirkning kombineret med kunstig intelligens øger truslen mod vestlige demokratier”. Egentlig noget af en kioskbasker og en forklaring på det fænomen, som politikerne ikke mindst statsministeren igen og igen henviser til i de mange lidt tågede advarsler om, at russerne udgør en trussel mod hele Europa. Ikke at de fysisk vil besætte os, men holde os i en mental, politisk og social spændetrøje. Med det narrativ gav overskriften mening. Artiklen tager udgangspunkt i valget i Rumænien 2024, som blev erklæret ugyldigt under henvisning til efterretningstjenestens påstande om, at en udenlandsk påvirkningskampagne havde haft indflydelse på valgresultatet. Først og fremmest gjaldt det en reklamekampagne på Tik-Tok for den vindende kandidat. Hvilket ikke i sig selv er særligt ualmindeligt. Det kneb med dokumentationen, men der var en vilje til i EU at tage påstandene for gode vare. Den vindende kandidat var skeptisk overfor Nato og afviste EU’s linje overfor Rusland. Problemet var, at valget var afholdt, da det blev erklæret ugyldigt, hvad der skabte stor vrede i vælgerkorpset. Desinformation Den såkaldte påvirkningskampagne blev takseret til at være desinformation, som ifølge ordbøgerne betyder forsætlig vildledning med det mål at opbygge et bestemt narrativ. Til forskel fra misinformation, der er fejlagtig information, og som forekommer hele tiden uden at være bevidst vildledende. Vi skal ikke have gentaget situationen i Rumænien. Et andet sted kunne den komme ud af kontrol. Derfor skal der sættes ind i løbet af 24 timer for at skyde desinformation ned. Og, som der står i artiklen, er det en påtrængende opgave i og med: ”Rusland sætter stadig større ressourcer ind på at undergrave vores demokratier med påvirkningskampagner”. En trussel, der er overhængende, fordi: ”Vores åbne samfund er nemme at ramme for Rusland, siger Janis Sarts, som er direktør for Nato Strategic Communications Center of Excellence i Riga Letland”. ”Ifølge Janis Sarts vokser den russiske indsats for at påvirke valg og svække demokratiet. Metoden går ud på at udbrede bestemte budskaber via netværk og falske profiler, der udsender koordinerede budskaber”. Det lyder velkendt. Det er vist ikke kun russerne, der anvender denne såkaldte virtuelle jamming. Det har stort set været gængs praksis siden ophøret af den kolde krig. Mere eller mindre gennemskueligt og sofistikeret. Så den side af mønten skal vel tælles med, når trusselsbilledet mod demokratiet beskrives. I hvert fald har det kunnet konstateres, at dokumentationen for brud på de almindelige valgregler generelt set ikke har været overvældende stærk. Men som sagt er de forskellige trusselsbilleder blevet taget for gode vare alt afhængig af hvilken part, der har kunnet profitere af narrativet. Forhåndsingreb Jaris Sarts udtaler så følgende som svar på den omfattende virtuelle offensiv fra Ruslands side: bl.a. i forbindelse med valg: ”Det duer ikke at vente, når man ser kræfter udefra blande sig. Man skal kunne reagere indenfor et døgn”. ”myndighederne skal straks fortælle offentligheden, hvad der foregår. Derud over skal de kræve af platformene, at de lever op til reglerne og standser netværk, der står bag de koordinerede kampagner”. Desværre forsynder hele artiklen sig mod helt elementære argumentations- og fremstillingsregler. Artiklen indeholder mindst fire hovedpåstande vedr. temaet: Kampagnerne undergraver demokratiet, Åbne samfund som de europæiske er nemme at ramme, Kampagner kan påvirke valgresultater, Påvirkningskampagne ved præsidentvalget i Rumænien var udslagsgivende for valget. Der er i artiklen bare ikke belæg for nogen af de fire påstande endsige forholdsvis præcise beskrivelser af påstandene. Så vi er sådan set lige vidt. Påstandene lader sig ikke efterprøve. Vi må derfor spørge prøvende ind til påstandene. ”Ifølge ham (Janis Sarts) skal myndighederne straks fortælle offentligheden, hvad der foregår”. Hvad står der egentlig? Vi myndighederne, (hvem det så end er) ved, hvad der er desinformation og ikke desinformation. Konkret vil det nok være efterretningstjenesterne, der afkoder de mange informationer, der er i spil hele døgnet rundt. Spørgsmålet er så, hvordan efterretningstjenesterne og deres politiske opdragsgivere kan vide, hvad der er information og desinformation. De må strengt taget være i besiddelse af en bestemt målestok for korrekte informationer, som alle informationer skal måles i forhold til. Ellers giver sætningen ikke mening, medmindre man trygt overlader det til efterretningstjenesterne ud fra egne og ikke offentligt kendte kriterier at sondre mellem desinformation og korrekt information. Og på det grundlag skal politikere og andre offentlige myndigheder reagere ”indenfor 24 timer og informere offentligheden om, hvad der foregår”. Eller sagt på en anden måde, skal myndighederne kunne reagere så hurtigt, at desinformationen ikke når befolkningen og forårsager politisk forvirring eller stemmeskred som i Rumænien. Jeg har ikke andet begreb for den indstilling end forhåndscensur. Holdninger og tendenser – påvirkningskampagnernes grobund Nu findes der vel en begribelig forklaring på, hvorfor højtplacerede embedsmænd i Nato og efterretningstjenesterne går så vidt som til at plædere for forhåndscensur? Det er nok ikke rimeligt over en bred bank at mistænke væsnerne for at pleje egne eksistensinteresser. Det burde ikke forekomme i et demokrati og i et åbent samfund. Den nok væsentligste grund formuleres meget præcist senere i artiklen af Jaris Sarts: ”Mange påvirkningsoperationer lykkes, fordi de bygger oven på holdninger og tendenser der er i forvejen”. Holdninger og tendenser, der ikke falder indenfor korrekthedsmålestokken, forstås. Holdninger og tendenser, der ikke skal understøttes eller på nogen måde kunne brede sig ud af kontrol. F.eks. de voksende national konservative partier og bevægelser, der i voksende omfang udfordrer det etablerede politiske centrum. Dvs. påvirkningskampagnerne rammer ind i en i forvejen eksisterende stemning. Måske skaber de rettelig ikke nye stemninger. Måske forstærker de blot de eksisterende, som myndighederne kan have vanskeligt ved at få has på. Hvis man så kan gribe ind overfor påvirkningskampagnerne, inden budskaberne breder sig, skulle det være muligt at fastholde en eller anden form for status quo i det politiske landskab og i den aktuelle situation forhindre russerne i deres destabiliseringsmanøvre. Det er ikke uden betydning, at desinformationen mv. (som den kaldes) meget sjældent beskrives konkret. Afsløringerne fremføres næsten altid i brede og ret upræcise vendinger. Det gør det vanskeligt at forholde sig til dem, hvad der også vanskeliggør kritikken. Men de rammer rent ind i de etablerede narrativers signalmarkører som ”demokratierne”, de ”åbne samfund” osv. Det, der går forud for forhåndscensuren Men der gemmer sig faktisk et spøgelse bag forhåndscensuren. Den underliggende præmis: myndighedernes og de politiske lederes manglende tillid til vælgernes dømmekraft og evne til med en vis skepsis at sortere i de mange forskellige og konfliktende budskaber i medierne, på de sociale medier og YouTube mv. Og således også en frygt for, at en større del af vælgerkorpset kan lade sig forlokke af budskaber, der ikke ligger indenfor mainstreams virkelighedsopfattelse. Hvis det forholder sig sådan, at vælgerne er sårbare overfor det, myndighederne takserer som desinformation, ligger problemet vel ikke i de mange forskellige påvirkningskampagner eller eksplicit i de russiske påvirkningskampagner, men skal derimod henføres til påvirkningssårbarheden blandt vælgerne og fraværet af en åben og kritisk debat på et grundlag, så alle/de mange kan være med. Og så er det vel det problem, der skal under kniven fremfor at gribe til en aldeles udemokratisk forhåndscensur udformet af myndigheder, der ikke selv lader sig kontrollere af befolkningen endsige af Folketinget. Hvis vælgerne rent faktisk er så sårbare overfor fake news, desinformation og også misinformation, hvordan kan vi så samtidig hævde at have et resilient og dynamisk demokrati byggende på en omfattende kontrakt mellem den politiske elite og folket? Hvorfor? Vælgernes sårbarhed og vanskelighed ved at orientere sig har udviklet sig i takt med, at det politiske system og den politiske elite har løsrevet sig fra partierne og i den lange proces omdannet dem til rene valgmaskiner og rammer for partitoppens fokusgruppeorientering og stemningsorientering. Tidligere var partierne helt ud i yderste kartoffelrække med til at formulere politiske interesser, opdyrke en bestemt samfundsmoral/verdensanskuelse og danne ramme om de forskellige samfundsgruppers/vælgergruppers interesser. Man orienterede sig mod partiernes forskellige udmeldinger, når man ville forstå begivenheder, som man ikke selv havde overblik over eller mente at forstå helt rigtigt. Den formidling mellem det politisk institutionelle system og befolkningen er ikke længere. Den enkelte borger er overladt til sig selv, når voldsomme begivenheder som krigen i Ukraine, massedrabene i Gaza, Trumps ekstatiske udmeldinger, handelskonflikt mv. skal forstås og sættes ind i en sammenhæng. Hvis borgerne så på den anden side i de senere år har udviklet en vis skepsis overfor holdbarheden i de mange politiske udmeldinger bl.a., fordi partiernes politiske positioner skifter i et væk og indgår i de taktiske spil på Christiansborg, ja, så er det, at radaren står og vibrerer uden at kunne låse på velunderbyggede positioner og virkelighedsfortolkninger. Jaris Sarts har i den forstand helt ret: ”Mange påvirkningsoperationer lykkes, fordi de bygger på holdninger og tendenser, der er i forvejen”. Eller fortolket lidt anderledes. Fordi befolkningen igen og igen har oplevet, at det, der var rigtigt i går, er forkert i dag, og at grundene hertil er ganske uigennemsigtige. Så det ene narrativ kan være lige så godt som det andet i en situation, hvor fordomme og tro, frygt for udhaling og fraværet af autoriteter i det politiske liv helt ud på civilsamfundets yderste revle har gjort bestræbelser for at bruge dømmekraften til en næsten uoverkommelig opgave. I en sådan situation, er det demokratiets reducerede immunforsvar, som er problemet og ikke desinformationen.   Jan Helbak          

  juni 15, 2025 7:38 pm

  Læs mere

• Formøbling af dømmekraften

  ”Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel”. (Forsiden på Victor Klemperers bog: ”LTI, Det tredje riges sprog. En filologs notesbog”. Den israelske regerings etniske udrensning på Vestbredden og folkedrab i Gaza en nu så overvældende, at kritikken ikke længere kan holdes tilbage. Men det er fortrinsvis udenfor Europa, at kritikken også formuleres som en kritik af de vestlige statslederes dobbelt standard. På den ene side har de vestlige ledere med væmmelse talt om Hamas’ angreb den 7. oktober som et afskyeligt terrorangreb og igen og igen betonet Israels ret til at forsvare sig. På den anden side er det først nu næsten 2 år efter Israels påbegyndte massedrab og massebombning af Gaza, at de samme statsledere for alvor begynder at væmmes ved de daglige nedskydninger og stiller krav til den israelske regering om at stoppe massedrabene. Det er først nu, man uden forbehold kan tale om folkemord i offenligheden. Dobbelte standarder på mange planer oplever vi også i forhold til krigen i Ukraine, i forhold til Yemen, Iran mv. De sniger sig ind Men, og det er måske det vigtigste, de dobbelte standarder fremtræder ikke i ”bar figur”. De legitimeres altid med bestemte ord og vendinger/narrativer, der tilslører, fordrejer, ekskluderer, mistænkeliggør og passiviserer. Aischylos skrev i 480 (f.Kr.): ”I krig er sandheden det første offer”. I de sidste tre år med krigen i Ukraine og massedrabene i Gaza  har vi erfaret visdommen i citatet fra Aischylos’. Som i enhver krig udsættes befolkningen for massiv propaganda. Det gælder i særdeleshed i de to verserende krige, hvis man da overhovedet kan kalde det, der foregår i Gaza, for en krig. Og som altid består propagandaen hovedsageligt af: Forvridning af de historiske kendsgerninger op til krigens udbrud. Historiens begivenhedsforløb sættes i stå, og hele det aktuelle skisma reduceres til ”de gode mod de onde”, Dehumanisering af fjenden og direkte eller indirekte glorificering af egen moral, integritet, hensigter og handlinger. Fjenden går målrettet efter civilbefolkningen. Vi beklager utilsigtede hændelser, Fortielser om egne tabstal og overdimensionering af fjendens, Fremhævelse af egne strategiske sejre og bagatellisering af fjendens fremskridt til taktiske erobringer uden betydning (meget udtalt i Ukraine, ofte direkte refereret i mainstreammedierne), Fremhævelse af egne soldaters moral og egne våbensystemers teknologiske overlegenhed (forekommer nu af indlysende grunde sjældnere), Generering af en stemning, hvor det tangerer regerings- og statsskadelig virksomhed at betvivle sandheden i de informationer, der udgår fra regeringen eller hæren og ikke mindst de direkte og indirekte begrænsninger (moraliserende begrænsninger) af, hvad der kan skrives og tales om af hensyn til rigets sikkerhed, Og lodret løgn, hvor de løbende informationer decideret fører befolkningen bag lyset hvad angår det, der faktuelt foregår. Blandt andet ved at afskære journalister adgang til frontafsnittene eller klistre dem op og ned af militære eksperter, der ved, hvordan et tilbagetog fremstilles som en taktisk frontafkortning. Virkningskraft Propagandaen består som sagt af ord eller billeder/narrativer (meget ofte af tvivlsom verificeringsværdi),  hvor hver af de stridende parter naturligt placerer sig selv på positivlisten og udmaler modpartens negative og nærmest barbariske træk: Ruslands invasion af Ukraine takseres stadig i Europa til at være et barbarisk Skarpest formuleret af Mette Fredriksen og Keir Starmer. USA’s invasion af Irak og ”krigen mod terrorisme” er derimod i dag reduceret til en beklagelige fejltagelse (som også har mistet betydning), Ruslands motiver for invasionen kaldes imperialistiske, hvor den logiske virksomhedshorisont så bliver, at hele Europa står i fare for at blive opslugt af en russisk offensiv, hvis Ukraine taber krigen (konnotationerne refererer diskret til nazisternes stormagtsdrømme. I øvrigt er Rusland hele vejen op gennem historien med mellemrum blevet karakteriseret som en barbarisk trussel), Støtten til Ukraine er udtryk for en solidarisk kamp for friheden mod en despot og et autokrati. (Det defineres ikke nærmere, men styret er i hvert fald ikke liberalt), Putins megalomane udfald mod Ukraine repræsenterer et af de alvorligste angreb på verdens universelle værdier (hvis skarphed i fuldt optrukne linjer måske ikke tåler en virkelighedstest), Og et angreb på ”rules based order”, som i parentes bemærket ikke er det samme som international lov, men et regelkompleks gjort gældende, når det passer i USA’s og/eller Europas kram. Historiske rødder I længden vil propagandaen vise sig virkningsløs, hvis den ikke bygger oven på et underliggende historisk funderet betydningslag bestående af: rodfæstede opfattelser indkapslet i ganske bestemte ord, der bliver gentaget igen og igen som selvindlysende sandheder eller autoritative udtalelser formidlet af mange forskellige institutioner (de falder ikke ned fra himlen). Ord, der næsten bestemmer, hvad der kan tænkes og tales om i det offentlige rum uden, at man enten føler forlegenhed, socialt ubehag eller bliver direkte mistænkeliggjort. (Her er vi knap endnu. Der er trods alt forskel på folk i almindelighed og de valgte politikere). Blot nogle få eksempler: Hamas og Hezbollah er terrororganisationer. Deres handlinger er pr. definition terrorhandlinger, kriminelle og barbariske. Det har magtfulde stater som USA og de fleste lande i Europa afgjort. Grundlaget herfor er ganske bestemte handlinger (terroraktioner) på trods af, at de er adskilt fra organisationernes øvrige sociale, politiske og humanitære virksomhed. Hermed lukkes der for enhver samtale om, hvorvidt organisationer, der begår isolerede terrorhandlinger, fuldt og helt kan identificeres med disse enkelthandlinger. Og i tilfældet Israel lukkes der for en drøftelse af, om den israelske stat i årtier faktisk har begået statsterroristiske handlinger på Vestbredden og i Gaza. Det er for flere årtier siden besluttet autoritativt, at Hamas ikke er en legitim militant organisation men en illegitim terrororganisation, hvorimod Israel er en anerkendt stat (at sætte et spørgsmål ind her er ekskommunikerende), Rusland er imperialistisk. I betydningen ekspansionistisk af natur, hvorfor de kredse og enkeltpersoner, der forsøger at forstå de mange krydsende årsagsforløb helt tilbage fra den kolde krigs afslutning til Ruslands invasion af Ukraine, stemples som ”Putinversteher”. Hvilket blot et moderne udtryk for, at de i bedste fald kan betragtes som ”nyttige idioter” og i værste fald som landsskadelige, Når invasionen af Ukraine fremstilles som ekspansionistisk og en trussel mod de Vestlige demokratier, bliver Ukraines modstand mod invasionen automatisk til en frihedskamp mod barbariet. Og hvem støtter ikke frihedskampe, selv om terroraktioner til alle tider har indgået i de fleste frihedskampe, hvorfor den ukrainske sikkerhedstjenestes mange terroraktioner slet ikke kan komme på tale, Krigen i Ukraine føres af en despot og en samling oligarker omkring Putin. Oligarki betyder fåmandsvælde og i moderne betydning en snæver samling af magtfulde rigmænd. Ordet oligark betegner noget odiøst. Den samme beskrivelse gælder ikke repræsentanter for storkapitalens enorme politiske indflydelse i USA, EU og de europæiske lande, Israel er en selvstændig og internationalt anerkendt stat, hvad der således retfærdiggør den israelske stats selvforsvar gennem nådesløst bombardement af Gazastriben. At selvforsvarets karakter er helt ude af proportioner, er en sag for sig. Blot gør det reale forhold sig gældende, at Israel i årtier har været en besættelsesmagt/kolonimagt og en apartheidstat, som ret beset kalder på frihedskamp mod besættelsen. (Det er helt grotesk, at de fleste Europæiske statsledere har stået oven på hinanden for at undskylde for de uhyrligheder, som deres landes herskere forårsagede som kolonimagter. Først og fremmest i Afrika. Men kritikken rettes ikke mod Israel, Tværtimod. Palæstinensernes kamp for deres eget land mod besættelsesmagten og politiske (ikke religiøse) afvisning af den israelske stat som legitim tilbagevises næsten pr. automatik som antisemitisk, selv om kun ganske få i dag anfægter jødernes ret til at dyrke deres religion og deres traditioner. Blot det sker indenfor en sekulær stats demokratiske rammer med grundlovssikret religionsfrihed. Men der er omkostninger Disse og mange flere ord og ”selvindlysende” begreber i ”løs vægt” lukker af  for synet på de historiske nuancer og hvad, der faktisk sker. De retfærdiggør den manglende interesse for at forstå den anden og beklikker ønsket om begrebsmæssig klarhed i den offentlige debat som grundlag for stillingtagen og handling. Afstanden fra erkendelse til fri drøftelse i det offentlige rum bliver længere og længere og eksklusionsmekanismerne strammere og strammere. Selv den stærkeste opposition mod den herskende begrebsdominans føler sig på nuværende tidspunkt  presset til at overtage den dominerende magts ord. Bare for at komme til orde. Hvorved den samme opposition ofte ufrivilligt bekræfter den dominerende magts ord og begreber og som konsekvens reducerer sig selv til et moralsk korrektiv, der samtidig opgiver retten til at fremlægge alternativer. De mange ord, der virker som ”små doser arsenik” og styrer vores syn på f.eks. Rusland eller Israel eller Iran mv. er ikke frit svævende og tilfældige. De indgår som historiske og faste bestanddele i vores verdenssyns struktur. I dag kalder vi dem værdier og ultimativt universelle værdier. Endskønt de kun er Vestlige og som alene på grund af Vestens verdensomspændende dominans gennem 500 år i dag fremstår som universelle og civilisatoriske grundværdier. Indtil for få år siden, dvs. før vi for alvor tabte vores globale uskyld, var der kun tale om en civilisation – den vestlige. Men førstefødselsretten er tabt, hvorfor vores meningsdannere i Vesten endnu mere nidkært og krigerisk forsvarer og udmaler den vestlige civilisation som alle andre overlegen. Som om civilisationer kan sammenlignes med Legoklodser. Men indstillingen har en pris. For når ganske bestemte værdier så som frihedsbegreberne, de kristne budskaber, juraen, ejendomsretten og demokrati kun kan forstås på én bestemt måde – den universelle – må alle andre forståelser, værdier og verdenssyn opfattes som barbariske i den græske betydning – som fremmede og ikke-civilisationer. Og så er interessen og kompromisset udelukket. Værdipolitikken udelukker dermed gensidighed i nationernes og de mange civilisationers anerkendelse og således også en fælles sikkerhedsstruktur med respekt for de forskellige nationers opbygning, politiske indretning etc. Det kan være farligt, når kompasnålen knækker I den forstand kan man sige, at Biden mere klart end nogen anden inkarnerede den politiske tidsånd med sin forsimplede og kontraproduktive dikotomi: demokratier versus autokratier. I den dikotomi ligger de vestlige lederes dobbelte indlejret i et symbiotisk forhold til de ufravigelige universelle værdier. Selv hvor de Vestlige samfund (USA og Europa) begår/måtte begå brud på Folkeretten eller handlinger, der er brud på international lov, udmåles takseringen efter en anden skala end den, der gælder for autokrater. Der er forskel på at forsvare det gode og det onde, selv om handlingerne er ens. Men alting har sin tid. Også ord og begreber. De ændrer betydning eller udsigelseskraft og bliver virkningsløse. Når f.eks. USA nu sammen med Israel isoleres i FN, og de europæiske statsledere vrider hænder, er det blot det sidste og mest prægnante udtryk for, at Vesten er ved at miste førstefødselsretten og dermed magten til at bestemme, hvad der er universelle værdier (om nogen), og hvad der udgør en civilisation. Indlejret i det skifte, som også benævnes det ”Globale Syds” opgør med Vesten og vestlige værdier, ligger tillige opgøret med det bygningsværk af ord, som hidtil har spærret for åbningen af en horisont hinsides de eksisterende magt- og samfundsforhold og verdenssyn. Men endnu er den vending ikke stærk nok til at trænge ind i vores bygning og forstyrre så mange, at forstyrrelsen omdanner sig til politisk pres. Gad vist, om de europæiske statsledere inklusive Mette Frederiksen overhovedet er i stand til at fortære deres egne ord i takt med, at de taber virkningskraft eller om de modsat fascineres og fikseres så meget af deres egne ord og tilhørende narrativer, at de sætter gang i handlinger, hverken de eller andre kan overskue. Jan Helbak                            

  juni 4, 2025 7:40 pm

  Læs mere

• Geoøkonomi eller blot politisk økonomi?

  Tre vigtige kommentarer til det økonomiske virvar Financial Times bragte den 5. maj en ret bemærkelsesværdig artikel af Gillian Tett som kommentar til den verserende handelskrig . Artiklens titel var: ”Welcome to the new age of geoeconomics”. Gillian Tett tager i artiklen udgangspunkt i en nyligt afholdt konference for økonomer i Washington, hvor temaet var ”geoeconomics”. De vinkler og første konklusioner, hun anlægger i sin artikel, finder jeg så interessante, at jeg efterfølgende vil bringe flere citater fra artiklen med kommentarer. Jeg vil dog ikke behandle den aktuelle geopolitik nærmere i denne artikel. Først konstaterer Gillian Tett, at det hidtil ”har været en generel antagelse, at rationel økonomisk egeninteresse har sat dagsordenen og ikke smudsig politik. Politik fremstod som afledt af økonomien – ikke den anden vej rundt”. Men skriver Gillian Tett: ”Sådan er det ikke mere. Den handelskrig, som Trump har udløst, har chokeret mange investorer, fordi den forekommer irrationel set ud fra neoliberale standarder. Men rationel eller ej, så reflekterer handelskrigen et skifte i verden, hvor økonomien nu spiller andenviolin i forhold til det politiske spil, ikke kun i USA, men også mange andre steder”. Scenen er hermed trukket op i artiklen, og forfatteren følger op med fem antagelser: ”Fænomenet (geoeconomics) kan ikke alene tilskrives Trump, men skal snarer ses som et langt mere vidtrækkende vendepunkt i den intellektuelle ”zitgeist” af en slags, vi har set tidligere. Sådan et skift oplevede vi for et århundrede siden, da den globalistiske og imperialistiske kapitalistiske vision, som var fremtrædende før 1. Verdenskrig, blev erstattet af nationalistisk og protektionistisk politik”. ”For det andet og nok så væsentlig facet ved skiftet i Zeitgeist er, at regeringerne ikke længere kun fokuserer på landets velfærd, men nok så meget på de mellemstatslige positioner”. ”Det skyldes først og fremmest, at velfærd fremmer handlen i perioder med vækst, men hurtigt går i opløsning ved lavvækst og skærpet konkurrence på verdensmarkedet”. ”For det tredje er Kina nu en oplagt faktor i den voksende rivalisering og nu USA’s største udfordring”. ”For det fjerde får USA’s og Kinas geopolitiske strategier som konsekvens, at alle andre lande må følge trop”. Artiklen afsluttes med et femte og centralt punkt: ”Industripolitik er tilbage. Den startede under præsident Joe Biden. Men Trump giver vendingen endnu mere tyngde med toldpolitikken. For at forstå denne vending kan det svare sig at læse en ny skelsættende bog Industrial policy for the United States, skrevet af Marc Fasteau og Ian Fletcher”. To økonomer tæt på MAGA. De sætter toldpolitikken højt, men understreger også nødvendigheden af en anden industripolitik, og refererer til Sydkorea, Japan, Kina og Tyskland, som vigtige inspirationskilder”. Så langt så godt med Gillian Tetts artikel, hvis absolutte styrke er påpegningen af den nævnte vending ikke bare forekommer teoretisk i den økonomiske tænkning men også udfolder sig i politisk praksis som en betydningsfuld tendens i Trumps ekstatiske toldpolitik, skattepolitik og fægterier med den ene og den anden kapitalfraktion (fødevarebranchen, medicinalbranchen, detailhandlen og sidst men ikke mindst Wall Street og den bredere finanssektor). Lige nu udkæmper Trump en kamp med kongressen om øgede skatter på den private finanssektor – fortrinsvis de private investeringsfonde. Gillian Tetts reference til de to økonomers nye bog er faktisk ikke uden interesse, og for at illustrere vendingen, der hævdes at være på vej, vil jeg kort citere nogle prægnante passager i bogen. De to forfatteres udgangspunkt er, at USA har mistet landets hegemoniske status indenfor industri og high-tech på grund af neoklassisk liberal økonomi. De skriver: ”laissez-faire ideer har fejlet. En robust industripolitik er den bedste vej for Amerika til at udvikle væksten og styrke landets sikkerhed. Trump og Biden har indført visse elementer, men USA har brug for noget mere systematisk og sammenhængende, hvilket inkluderer toldpolitik, konkurrencedygtig valuta og føderal støtte til kommercialiseringen (markedsgørelsen) – ikke kun innovationen – af nye teknologier”. Det betyder ”gennemovervejet regeringsstøtte til industrier. En sådan støtte skal placeres i to kategorier. For det første en bred støtte til hele industrien så som valutapolitik og skattenedsættelse til alle virksomheder, der opjusterer forskning og udvikling. For det andet en politik, der målretter støtten til specifikke industrier og teknologier i form af målrettet toldpolitik, regeringsordrer, eksportkontrol og teknologisk forskning udført og betalt af regeringen”. Forfatterne præsenterer her en ret vidtgående forestilling om statens aktive indgreb ikke alene i markedet, men også i industriel udvikling og produktion og ikke mindst i kapitalreguleringen, hvilket ellers er tabu i USA og UK. Ud fra et geopolitisk eller magtpolitisk perspektiv konkluderer forfatterne, at ”en voksende andel af den kinesiske industri helt aktuelt rivaliserer med værditoppen indenfor amerikansk industri, og Kinas vinding er vores tab. USA kan ikke forblive en supermagt uden også at være en industriel supermagt”. Paradigmeskiftet i den økonomiske tænkning, som Gillian Tett beskriver i sin artikel, fremstår helt anderledes konkret og operationel i de to økonomers bog. I en senere artikel i Financial Times den 13. maj slutter avisens cheføkonom Martin Wolf af med at skrive: ”For at opsummere. Det ser ud til, at vi er ude af stand til at omsætte vores overskudsopsparing til produktive investeringer”…… Men er det så et godt resultat, at regeringerne opsuger opsparingen”, og Martin Wolf svarer: ”Næppe! Det er en stor fejl, at al denne meropsparing spildes på denne måde, i stedet for at blive investeret i produktive aktiviteter og først og fremmest i fattigere lande”. Og han kunne have tilføjet for at udvide og ikke indskrænke de globale vækstmarkeder. ”Det største problem ved Trumps internationale økonomiske politik er, at den fokuserer på symptomer – det amerikanske handelsbalanceunderskud – og forsøger at løse det gennem ekstatisk og irrationel toldpolitik”. Men hvad siger de egentlig? I overensstemmelse med en voksende erkendelse i IMF, som godt nok formuleres i mere modererede vendinger, siger de, at neoliberalismens markedsfundamentalismes tid er forbi. Kapitalismens omstruktureringsstrategi fra Washington konsensus i 1980 også kaldet den neoliberale globaliseringspolitik er kulmineret i en ny kapitalistisk lavvækst eller stagnation (global på 3.2% er lavvækst jf. IMF), hvor både kapitalfaktorernes indre styrkeforhold og de geopolitiske styrkeforhold – konkurrencen på verdensmarkedet – har ændret sig radikalt. Det er nu også erkendt, at den globale finansspekulation og profitjagende investeringstrafik som en parasit har svækket de vestlige landes industrielle basis. Globaliseringen har i stedet accelereret den industrielle udvikling i Kina og i flere andre lande i det globale syd. Det er den udvikling og symptomerne på det industrielle forfald bl.a. i USA, som Trumps uforudsigelige politik adresserer, og som de økonomiske teoretikere nu forsøger at få sat på begreb. Forfaldsbilledet De mest synlige resultater af globaliseringen og de politisk-økonomiske illusioner om det frie marked og den frie konkurrence som verdensmarkedets ubestridelige drivkraft, er en overdimensioneret finanssektor. Private investeringsfonde, pensionsselskaber mv. har opsuget den ikke profitable kapital og skabt en uregerlig spekulation og via dollarregimet dækket et kronisk offentligt og privat overforbrug i især USA og ikke mindst skabt en struktur, der har blokeret for produktive investeringer. Når jeg helt bevidst skriver illusion, er det, fordi de frie markeder, som går igen i alle liberaløkonomiske lærebøger, reelt aldrig har eksisteret. Med den neoliberale vending blev staterne ikke decimeret. De blev derimod omstruktureret fra velfærdsopgaver til markedssubstituering. Det samme gælder de nationale, internationale institutioner og større handelsaftaler, som først og fremmest fik til formål at formidle og sikre industrigiganternes transnationale investeringer. Hele den politisk-institutionelle overbygning i de enkelte lande og på verdensmarkedet som helhed, herunder de forskellige teoridannelser, er gennem fyrre til halvtreds år blevet udformet for at fremme det neoliberale akkumulationsregime uden hensyn til samfundenes indre sammenhængskraft og stabilitet. Rationalet var: at det ville markedet uden snævre snævre statslig regulering løse på lang sigt. I de politisk-økonomiske debatter blev den forestilling slet ikke inddraget, at mønten også har en anden side. Det vil sige, at globaliseringsstrategiens udflytning af industrielle investeringer fra de store kapitalnationer til lande i det globale syd med billig arbejdskraft og sparsomme regelsystemer som konsekvens har haft, at der her er udviklet moderne industrier og en kvalificeret arbejdskraft. F.eks. i hele Østasien, dele af Afrika og i dele af Latinamerika, hvor der er skabt højvækstområder, som de vestlige lande godt nok ikke har haft udsyn til at udvikle videre, men som nu ligger åbne for bl.a. kinesiske, russiske og saudiarabiske investeringer i stor stil. Parallelt med udviklingen af de nye industrier og kompetente arbejdsmarkeder i de såkaldte periferilande, er afindustrialiseringen i USA og Europa taget til både i dybde og omfang. (det er nu både USA og Europa der kopierer teknologier fra Asien, hvor det for blot ti år siden var omvendt). I USA er industriproblemet og en tilbagestående infrastruktur akut. Det samme billede tegner sig i Europa, der ydermere døjer med arven fra en aborteret Unionsudvikling. Markederne, kapitalmarkederne og industripolitikken er stadig lige fragmenteret, og euroen blev ikke til den reservevaluta, man havde forestillet sig. USA og EU befinder sig i en defensiv position i konkurrencen. Fordi Kina om noget land har forstået, at væksten og den nationale styrke ligger i industriens udvikling og ikke i de finansielle transaktioner med overflødig kapital. Faldende investeringer og gældsproblematikken Neoliberalismens grundlæggende finansialiseringsstrategi har på den ene side  gjort det muligt at anvende den overflødige – dvs. ikke profitgivende kapital – som livline for store dele af den industri, som end ikke har kunne operere med et afkast store nok til at betale renterne på bank- og obligationslånene. Det vil sige bidraget til at udskyde en nødvendig kapitalsanering, som for kapitalismen altid har været en nødvendig forudsætning for en fornyet profitabel vækstperiode. Som konsekvens er vi nu vidne til et voksende  og uoverskueligt globalt gældsproblem (den samlede gæld takseres til 30000 mia. dollar). Ikke fordi gæld i sig selv er et problem, hvis den indgår i en rationel investeringsstrategi. Men problemet er, at hovedparten af den noterede gæld ikke investeres på en måde, der skaber mere værdi end den lånte kapital. I hovedsagen er regeringernes og centralbankernes pengeudpumpning i 2008 og under pandemien for at redde finanskapitalen primært blevet omdannet til spekulation i aktier, i de store virksomheders opkøb af egne aktier for at øge markedsværdien, i boligsektoren, hvor gælden nu er enorm, i almindelige forbrugslån for kunstigt at holde forbruget i gang og ikke mindst i statslige værdipapirer. IMF har i de sidste to-tre år advaret mod de faldende investeringsrater og tilsvarende langsomme produktivitetsudvikling. Her forstået som investeringer i industri og ikke mindst i infrastruktur, som på grund af de samme regeringers krisepolitik efter 2008 og efter pandemien har udsultet bl.a. USA’s og Europas infrastruktur og de facto svækket MFP (multifaktor produktiviteten), som omhandler den samlede og sammenhængende produktivitet fra produktion til distribution og salg. Altså summen af et lands industrielle kapacitet og produktivitetsudvikling. Spørgsmålet er så, hvorfor investeringerne og her tænkes på investeringerne i realøkonomien er faldet siden 2008. Keynesianerne vil argumentere for, at det skyldes den faldende effektive efterspørgsel. På globalt plan er den effektive efterspørgsel stagneret, men i den vestlige verden har den været holdt oppe på et højt niveau af den voksende gældsfinansiering. Men det handler først og fremmest om profitten og ikke efterspørgslen. Det skal tænkes med, at hele globaliseringsstrategien først og fremmest havde til formål af genetablere profitten på et niveau, der gjorde investeringer attraktive. Således har billedet til dels set ud i det globale Syd, som også i sin tid startede på et lavt kapitalniveau. Billedet har tegnet sig i anderledes springende vækstkurver i de vestlige økonomier. G7 landenes profitrate har trods udsving op og ned bevæget sig i en nedadgående kurve siden 2008 og har f.eks. kun præsteret et forbigående opsving siden pandemien på grund af ekstremt lave renter og en serie af skattelettelser for erhvervslivet. Samlet set henviser de noterede afkast ikke til en generel vækst i produktiviteten og øget konkurrencedygtighed. Det billede står i skarp kontrast til udviklingen i Kina, hvor statens ret omfattende gæld og gældspolitik bevidst strategisk begrundes i investeringer i industrien og en accelereret udbygning af den samlede infrastruktur ud fra langtidshorisonter uafhængigt af kortsigtede profitafkast. Af samme grund er Kina  ikke så sårbar overfor Trumps toldanarki som f.eks. EU, der udviser de samme industrielle sygdomstræk som USA. Zombier, and kicking the can down the road Nu drejer det sig ikke blot om et fald i de produktive investeringer og modsvarende overinvesteringer i fiktiv kapital indenfor den samlede finanssektor i og udenfor bankerne. Det handler nok så meget om deciderede fejlallokeringer af kapital, der i sig selv hæmmer industriudviklingen og fornyelse af det samlede kapitalgrundlag. Allerede i 2017 udgav OECD er rapport med den noget spektakulære titel: ”The walking dead? Zombie firms and productivity performance in OECD countries”. Spørgsmålet i undersøgelsen var følgende: “I hvilken udstrækning zombie-virksomheder – defineret som gamle virksomheder, der har vedvarende problemer med at betale renter – hæmmer arbejderproduktiviteten”? Undersøgelsen viste: at zombie virksomhederne under og efter finanskrisen blev holdt i live af bankernes eftergivelse af lån, forlængede stimuluspakker og vedvarende statslig subventionering af små og mellemstore virksomheder. Rapporten konkluderer videre: ”Inflationeringen” af sektoren skaber problemer for kapitaltilførsel til nye innovative ”opstartere” og fastholder et lønniveau, der gør det vanskeligt for nye virksomheder at konkurrere om arbejdskraften. At 20-30% af virksomhederne, der fortsætter, selv om de ikke er rentable, har bidraget til at øge den samlede virksomhedsgæld udstedt i virksomhedsobligationer og som konsekvens bremset den samlede produktivitetsudvikling og innovation. En rapport, der ikke ville være udarbejdet, hvis markedskræfternes selvrensende effekt, som det blev påstået af de neoklassiske økonomer, havde virket. Men som sagt har dette billede altid været optisk bedrag. Rapporten beskæftiger sig selvfølgelig ikke med det politisk intrikate problem, at ingen regering eller international sammenslutning i 2008 og efter udviste den nødvendige styrke eller politiske brutalitet, der skulle til for at gennemføre den nødvendig kapitalistiske kapitalsanering. De politiske og sociale konsekvenser forekom og forekommer enhver regering totalt uoverskuelige. Men nu er udtrykket ”kicking the can down the road” blevet moderne i den aktuelle politisk-økonomiske diskurs. For som IMF skrev i 2022: ”Næsten 40% af de avancerede økonomier med skrøbelig virksomhedsgæld har samtidig et (økonomisk-finansielt) kriseberedskab under gennemsnittet, som kunne mobiliseres i begivenheder med større omstruktureringer. Disse lande burde forstærke deres kriseberedskab og insolvenssystem”. IMF anerkender, hvad regeringerne mobiliserede af økonomiske redningsaktioner i forbindelse med pandemien, men siger samtidig, at så er det også slut. Omstruktureringer, virksomhedssaneringer og ændrede forsyningskæder står øverst på dagsordenen, hvis væksten på de globale markeder skal hæves over det nuværende absolutte bundniveau (3.2% global BNP vækst regnes faktisk for stagnation). Sker det så? Overhovedet ikke. Hverken i USA eller i EU har nogen regering vist tilstrækkelig styrke til et opgør med finanssektoren eller valutaspekulationen. Ingen kan overskue konsekvenserne. Trump forsøger med sin MAGA politik at mobilisere til et opgør med Wall Street, men bliver alligevel træneret på plads af obligationsmarkedet og tvunget til at reducere eller udskyde de varslede toldsatser. Ikke desto mindre venter det opgør forude, hvad enten det er i Trumps tid eller efter. I EU lægger kommissionen op til at danne en ”kapitalunion”, som skal reguleres af EU og overordnes de nationale finansreguleringer. Hensigten er at allokere mere kapital til de store og konkurrencedygtige virksomheder og i kølvandet udsulte de svageste virksomheder. Problemet er blot, hvilket kommissionen ikke siger højt, at det bliver medlemslandene, der skal bære alle omkostningerne både økonomisk, socialt og politisk. Af samme grund indrømmer bureaukraterne i EU, at en effektiv kapitalunion nok har lange udsigter. Medlemslandene stritter imod. De ønsker at bevare kontrollen både over den nationale finanssektor og en ekspansiv finanspolitik som kansler Mertz nye voldsomme pengeudpumpning på 500 mia. euro. Og nok så vigtigt, rumsterer det nationalkonservative spøgelse og EU skepsissen i baggrunden. Er de liberale demokratier gearet til at følge Gillian Tetts forvarslede paradigmeskifte? Fælles for Trumpregeringen, EU og de andre vestlige kapitalistiske landes regeringer er, at de ikke på nuværende tidspunkt har kunnet samle bæredygtige flertal for en sammenhængende strategi for at genrejse kapitalismen på et fornyet vækstgrundlag og indenfor nye eller reformerede institutionelle rammer, herunder ændret politisk overbygning og en omdefinering af statens rolle. Den situation afspejler sig i de splittede parlamenter, hvor ingen politisk retning kan opnå det nødvendige flertal til at gennemføre sin politik. Men som en sporhund har Trump færten af, hvad der skal gøres, selv om hans politik er usammenhængende og ganske uforudsigelig. Alene det kaos, som hans politik efterlader, åbner for det paradigmeskifte, som Gillian Tett beskriver. Når Trump på det ene og det andet område erklærer nødret og lægger sig ud med retssystemet på alle niveauer, er målet ikke bare at smide de illegale indvandrere ud uden retskendelse. Hensigten er at svække retssystemet for at tilføre præsidentembedet og regeringen mere magt gennem opslidende konfrontationer. Målet er at opnå de nødvendige magtbeføjelser og frigøre præsidentembedet parlamentarisk tumult til at modstå utilfredsheden med de forudsete prisstigninger eller den forudsete uro, når mange af de saneringsmodne virksomheder tvinges ud i konkurs, eller når Wallmart, medicinindustrien, Appel eller endog flere kapitalfonde angiver at ville sagsøge regeringen, hvis den foretager sig handlinger, som skader deres interesser. Eller sagt på en anden måde. Man skal ikke være blind for, at Trumpregeringens autoritære tendenser, har det perspektiv at samle tilstrækkelig magt til at gennemføre MAGA – genindustrialiseringen og oprustningen – på den hårde måde, som både kan indebære en længere recession, højere arbejdsløshed, krak i boligsektoren og større bankkrak. Om det sker, ved ingen på indeværende tidspunkt. Men en genindustrialisering i USA kommer til at ske på den hårde måde. Presset som USA er af konkurrence udefra, langsomt men sikkert tab af dollardominans, fremkomsten af alternative finansieringsveje på det globale marked og geopolitiske spændinger og konflikter, der ikke vil gå væk. Så i en vis forskruet og spektakulær form, kan Gillian Tetts ovejelser genfindes som elementer i Trumps politik og program fra sommeren 2024. Staten (ikke velfærdsstaten) og politikken skal styrkes overfor økonomien ikke blot af hensyn til de geopolitiske magtspil, men fordi USA’s længe udskudte kapitalsanering kræver det. EU er på samme spor uden at være kommet meget længere end erklæringsniveauet. Den genopretningsrapport, som kommissionen i 2024 bestilte hos den tidligere ECB chef Braghi har som hovedtema, at EU skal formulere en ny industristrategi for at overvinde de vækstbarrierer, EU står overfor og gennem en ny ”udenrigsøkonomisk politik” genvinde Europas ”frihed og autonomi”. Men endnu er rapporten ikke omsat til praktisk politik ud over flere udspil fra Ursula von der Leyen, som ikke er blevet lige godt modtaget i alle medlemslandes regeringer og parlamenter. Årsagen er, at ifølge Draghi-rapporten og kommissionens forskellige forslag, skal EU udstyres med kompetence til at koordinere forhandlinger om handelsaftaler og træffe beslutninger om direkte investeringer i ressourcerige stater og stå for udviklingen og opbygningen af globale partnerskaber for at sikre forsyningskæderne. Mange af de nationale regler, der bremser for kapitalsammenslutninger, skal reduceres eller fjernes, så der kan opbygges transnationale industrielle sværvægtere. Indirekte står der at læse i rapporten, at landbruget og de mindre produktive virksomheder og regioner skal betale prisen. Ifølge rapporten skal der mobiliseres 800 mia. euro hvert år, hvilket helt tydeligt ikke er muligt med mindre, det sker ved, at medlemsstaterne og EU-kommissionen sammen optager obligationslån, hvis allokering og administration, EU-kommissionen sætter sig på. For aktuelt at lægge et pres på medlemslandenes regeringer flettes kapitalinvesteringerne sammen med den af EU styrede oprustningspolitik som det formelt begrundede modsvar til Ruslands oprustning og mulige angreb. Altså også på den europæiske scene spøger Traktatens nødretsbestemmelse, fordi omstrukturerings-strategien og dereguleringen af markederne, hvor luftig den end er på nuværende tidspunkt ganske givet vil ramme de nationale velfærdsordninger og skabe politisk og social modstand. Det sidste er jo elefanten i rummet. Eller udgør Kina i virkeligheden en alternativ vej? Det er historiens ironi eller store puslespil, at den radikale vending, som Gillian Tett og med hende flere andre ledende økonomer har beskrevet, nu er ved at folde sig ud i BRICS+ landenes mere og mere kompetente opgør med markedsfundamentalismen og formulering af politisk-økonomiske reformalternativer til Vestens hidtidige økonomiske og geopolitiske dominans. Og Vesten selv skubber med den vilkårlige sanktionspolitik og finansielle udbytning af det globale Syd til BRICS+ landenes accelererede udbygning af sammenslutningens interne samarbejdsområder og samarbejde med det øvrige globale Syd. Substansen i samarbejdet er industriel- og infrastrukturel udvikling og ikke diskriminerende långivning, herunder reformering af de eksisterende internationale institutioner (bl.a. IMF, WTO og FN) for at skabe mere lighed og en fremtidig adækvat balance mellem deltagerlandene. Få er selvfølgelig i dag i tvivl om, at hoveddrivkraften i BRICS+ sammenslutningens udvikling og opbygning af en bred vifte af økonomiske-finansielle og geopolitiske samarbejdsinstitutioner er Kina og Rusland. Begge lande har skabt en sammenhængende og topstyret industripolitisk strategi, hvor hele finanssektoren er underlagt stram kontrol og strategisk underordnet finansiering af industrielle- og infrastrukturelle investeringer. Fordi det i de politiske systemers samfundsopfattelse er her den nationale velstand og geopolitiske magt skal udvikles. En nation som Kina, der kan bygge 200 gange så mange skibe om året som USA og erobre førerpositionen indenfor flere højtech områder i løbet af et enkelt årti på trods af USA’s sanktionspolitik, besidder også de egentlige offensive kapaciteter, til at handle toneangivende i geopolitikken og udviklingen af ny vækstmarkeder i det globale Syd uanset Vestens syn på det kinesiske eller russiske samfundssystem. I den forstand udspiller det, som Gillian Tett har fanget teoretisk, sig allerede i praksis bl.a. fremskyndet af USA’s og EU’s dollardominerede magtpolitik bl.a. overfor Rusland og Iran. Det er blevet tydeligt langt ud over BRICS+ landene, at deres fremtidige økonomiske og politiske vækst, sikkerhed og stabilitet afhænger af i hvilken udstrækning, de kan frigøre sig fra Vestens dominanspolitik og finanssektorens væksthæmmende kapitaludbytning. I det begyndende opgør med den neoliberale kapitalisme tegner der sig et billede af, at Gillian Tetts realøkonomiske forestillinger om et nyt økonomisk paradigme vil indtage en bredere og mere radikal rolle for de nye vækstlande end den politisk institutionelle arv fra Vesten. Et effektivt centralstyre, national suverænitet og synlige velfærdsforbedringer vejer flere steder i Afrika og Asien tungere både for regeringerne og befolkningen end efterlevelse af det liberaldemokratiske adfærdskodeks. Eksempelvis er en progressiv militær leder (diktator) i Burkina Fasso at foretrække frem for de tidligere franskstøttede korrupte parlamentarikere og et ineffektivt parlamentarisk system. Ikke dermed sagt, at diktaturer nu er den nye sort, men at den stærke og indgribende statsmagt som overgang kan være nødvendig for at udvikle de nødvendige betingelser for at eksperimentere med andre kapitalismeformer og andre former for samfundsstyre end liberaldemokratisk parlamentarisme. Den kinesisk statskonstituerede markedsøkonomi med ret vidtgående rettigheder for den private industri men underlagt ubetinget politisk kontrol og statens strategiske udviklingsplaner – f.eks. femårsplaner, vil trods enorm ideologisk og geopolitisk modstand i Vesten i mange forskellige variationer kunne danne skole for de nye samfundsindretninger, der skal til for at gennemføre fornyelsen og omstruktureringen af kapitalismen på et nyt vækst- og profitgrundlag. Om det overhovedet er muligt for de Vestlige politiske systemer at tilnærme sig den kinesiske model og ad fredelig vej at gennemføre den nødvendige samfundsmæssige metamorfose, er måske tvivlsomt. For måske at etablere en lidt større forståelse af  rækkevidden af de aktuelle handelspolitiske og geopolitiske spændinger og magtkampe, kan det være frugtbart at anskue Trumps del og hersk politik, handelskrige, helt ekstatiske indenrigspolitik, uforudsigelige sanktionspolitik og vilkårlige magtdemonstrationer og ikke mindst den øvrige verdens reaktioner og modforanstaltninger som en periode meget lig den, der førte op til 1. Verdenskrig, hvor de store og afgørende skift udspillede sig. Kapitalismens egen vækstlogik revolterer uimodståeligt mod de etablerede økonomiske-politisk-militære magtpositioner. (Eksempelvis Bismarcks statsdirigerede og statsstøttede industripolitik i udfordringen Englands efterhånden reaktionære bestræbelser for at bevare status quo og sit fallerede koloniherredømme. Nationalismen og en anden verdensorden blev feltråbet frem til skyttegravenes slagtehus). Profitten og nationalflaget har altid stået i et ustabilt spændingsforhold. Det kan ikke ophæves, og konsekvenserne er sjældent til at overskue for dem, der befinder sig midt i spændingsfeltet. Politisk økonomi har altid drejet sig om at skabe de politiske og samfundsmæssige betingelser for kapitalens vækst, herunder hører også geopolitikken. Jan Helbak.          

  maj 21, 2025 11:08 pm

  Læs mere

• De liberale demokratier på vej til udgangen

  De liberale demokratier i Europa er i den politiske- og administrative elites selvforståelse truet fra næsten alle sider. De europæiske sikkerhedstjenester og EU’s kommissionsformand hævder næsten dagligt, at Europa står overfor en akut sikkerhedstrussel. De politiske højrekræfter indenfor murene, lyder det, udgør en voksende trussel mod staternes demokratiske grundlag. Og med Trump som præsident udgør den traditionelle Atlantiske alliancepolitik ikke længere det vante sikkerhedsgrundlag på grund af den voksende afstand mellem USA’s og Europas interesser. For USA er den internationale magtkamps centrum efter flere årtier flyttet fra Europa til den asiatiske region. In casu Kina, Sydkorea, Japan, Vietnam, Indonesien og Filippinerne, USA. Trusselsbilledernes aftagende virkning Trusselsretorikken og oprustningsmanien vokser i takt med, at Ukraine taber terræn på slagmarken, og USA ser ud til at overlevere alle krigens byrder til Europa. Nato spiller efterhånden ingen rolle. Trusselsbilledet har helt sikkert haft sin virkning. Men på trods af statsledernes spektakulære russofobi har befolkningerne i Europa stadig til gode at se solid dokumentation for truslen som sandsynlig realitet. Mangfoldigheden af frugtesløse møder mellem statslederne og slutdokumenternes tomhed opleves efterhånden som et politisk teater med befolkningerne som passive tilskuere. Men stadigt masseres de hypotetiske skrækscenarier ind i befolkningerne. Dels for at retfærdiggøre de eksorbitante forhøjelser af de i forvejen høje militærbudgetter, og dels for få befolkningen til under nationalfølelsens åg at acceptere velfærdsforringelser som konsekvens. Men, og der er et men. Som tiden går, og ulven ikke ser ud til at komme, er der erfaring for, at en sund skepsis vokser frem i befolkningerne. Først som undren. Senere som kritiske spørgsmål: ”Kan det nu passe, at russerne kommer”? ”Hvad skal de egentlig her”? ”Hvorfor er der ikke fremdrift i fredsforhandlingerne mellem USA og Rusland”? ”Hvorfor støtter de europæiske statsledere ikke Trumps fredsudspil”? ”Kan det virkelig passe, at de voksende militærudgifter vedtages med rekordfart uden hensyn til det finansielle ”råderum”, når f.eks. kommunernes økonomi i henhold til samme råderum altid har skullet holde sig indenfor meget stramme økonomiske rammer for at undgå sanktioner”? Disse tankeforløb vokser i den ene eller den anden variant i næsten alle Europæiske lande. Demonstrationerne mod den fortsatte krigsindsats og de europæiske staters aktive involvering tager til både i omfang og hyppighed. På det seneste i Tyskland, i Holland, i Belgien, i Frankrig, i Polen, i England. Kritikken kommer ikke kun fra de nationalkonservative I begyndelsen blev modstanden mod krigen i Ukraine og de europæiske statslederes uforbeholdne støtte til de ukrainske ledere først og fremmest artikuleret af de nationalkonservative partier og bevægelser i flere EU-medlemsstater. Modstanden blev samtidig knyttet sammen med en konservativ kritik af de siddende centrumregeringer og af EU’s teknokratledelse i kommissionen. En kritik med en vis resonansbund i brede dele af befolkningerne rundt om i Europa. De nationalkonservative antikrigspartier vinder øget tilslutning i England, Tyskland, Frankrig, Belgien, Spanien, Portugal, Polen, Rumænien, Tjekkiet, Holland. Vigtigt at notere er dog, at den organiserede modstand mod krigen og krigens omkostninger er vokset ud over højrefløjens protestmegafoner indenfor de sidste måneder og tæller nu både pacifistiske bevægelser, antikrigsbevægelser specifikt rettet mod krigen i Ukraine og fløje indenfor mainstreampartierne. En forklaring på, at krigs- og oprustningsmodstanden er voksende, kan være langsomt sivende krigstræthed, men også at fredsmulighederne er krøbet op på dagsordenens førsteplads med Trumps forkludrede forsøg på at gennemtvinge en fredsløsning i uoverensstemmelse med de europæiske toplederes (Macron og Keir Stamer) lige så forkludrede bestræbelser for at opbygge en ”koalition af villige” til militær støtte for Ukraine. Støtten sælges som en overvågningsstyrke, hvis der skulle komme en våbenhvile, hvilket hverken de samme statsledere eller Zelensky reelt er interesseret i, medmindre Rusland kapitulerer, hvilket selvfølgelig ikke vil ske.  Altså ”koalitionen af villige vil fortsat krig”. Men ”villigheden” blandt de europæiske statsledere er ikke overvældende og mødes med voksende modstand bl.a. i Frankrig og England, der ellers har ageret drivere i at få koalitionen op at stå og samtidig spolere USA’s bestræbelser for at få gang i fredsforhandlingerne. For ”koalitionen af villige”, som Mette Frederiksen i øvrigt har tilmeldt sig, har som skjult dagsorden at fortsætte konflikten og fastholde USA’s engagement i Europa og i Nato som den ultimative sikkerhedsgaranti. Selv om befolkningerne i Europa tilsyneladende og i hvert fald indtil nu har støttet statslederens opbakning til Zelensky, tager forbeholdene til. Hvad der har lydt plausibelt og tilforladeligt i statsledernes mund, når de har proklameret opbygningen af en såkaldt fredsbevarende styrke, er de mulige konsekvenser ved at blive ganske konkrete. Tyske, franske, danske, hollandske og engelske soldaters liv skal sættes på spil i Ukraine. Hvis ”koalitionen af villige” ellers bliver til noget. Europæiske støvler på Ukrainsk grund med fare for at blive draget ind i direkte kamphandlinger virker foruroligende, så snart tanken tænkes til ende. Det perspektiv var heller ikke med i ligningen, da statslederne kastede sig ind i støtten til Ukraine, der jo, som det blev sagt, skulle udgøre første forsvarslinje og føre krigen mod russerne i forsvaret for demokratiet på hele Europas vegne. Tipping point? Nu er vi gået ind i krigens fjerde år, og det opleves, som om vi står midt i et ”tipping point”. På den ene side det politiske systems oprustning og krav om national samling og tillid til fornuften i statsledernes mange forskellige og ikke altid konsistente beslutninger. På den anden side en voksende krigstræthed og trusselsresistens overfor efterretningstjenesternes bombardement med trusselsvurderinger og ”afsløringer” af mulige virulente cyberangreb, fremmede staters indblanding i valgkampe i flere europæiske lande, overrevne kabler, hackerangreb på kritisk infrastruktur og offentlige institutioners it-systemer. Til sidst hører man ikke efter eller afventer konkrete beviser før, man lader sig afficere. ”Der må snart ske noget afgørende”. Hvis en sådan stemning vokser i befolkningerne, udgør den i virkeligheden den største trussel mod den politiske elites kontrol med staten og det politiske liv, som centrumregeringerne tilstræber. For, som det allerede kan registreres, indebærer en voksende skepsis et tilsvarende dræn i den politiske elites autoritet. Og hvad værre er i dens politiske legitimitet. (Erfaringerne fra pandemien sidder i baghovedet). Det er faktisk det samlede liberale demokratis institutionsbygning, der på nuværende tidspunkt er under pres. Afstanden mellem regeringerne, parlamenterne og domstolene på den ene side og folket på den anden side. Tydeligst trukket op i Frankrig, Tyskland, Holland, Belgien, Polen og Rumænien. Det er den afstand, og de samme institutioners tab af legitimitet og lukken sig om sig selv, der i virkeligheden udgør den største selvskabte sikkerhedstrussel mod de herskende politiske oligarkiers stats- og politikmonopol. De siddende centrumregeringer opleves udenfor krigens skygge som magtes- og initiativløse når det gælder løsningen af Europas økonomiske problemer og næsten kroniske lavvækst. Risikoen for en omfattende handelskrig og et finansielt sammenbrud, som Trump har igangsat for  at ”redde den amerikanske økonomi”, har de reelt ikke noget troværdigt modsvar til, selv om EU kommissionsformanden puster sig op og taler om i nødstilfælde at bringe EU’s digitale ”atombombe” i anvendelse (hvem er det lige, der kontrollerer de fleste it-kommunikationssystemer? Ikke Europa). Fra samling til splittelse I tilfælde af et muligt finansielt sammenbrud vurderer de ledende økonomer ikke, at redningsaktionerne fra 2008-2011kan gennemføres en gang til. EU’s krisepolitik for at redde euroen og det finansielle system har i en årrække svækket velfærdsstaten, der har betalt prisen gennem alvorlige forringelser i alle medlemslandene. Draghirapportens anbefalinger til kommissionen er Ursula von der Leyens eneste svar på lavvæksten og EU’s fremtid i den skærpede globale vækst- og gældskrise. Kort og godt mere af den samme medicin, der er blevet ordineret siden 2011 med pauvre resultater. Øget deregulering, styrket konkurrenceevne, støtte til de store ”vækstdrivere”, opbygningen af et europæisk kapitalmarked og begrænsnings af medlemsstaternes kapitalkontrol. Og nu lyder det så også mellem linjerne, at der i EU skal overføres midler fra de forskellige socialfonde og samhørighedsfonde til rustningsindustrien (SAFE-projektet, Security Action for Europe). Samtidig med, at regeringerne og EU ikke løser de mest elementære problemer som eksempelvis den faldende sundhedstilstand, en moderne og sikker infrastruktur, boliger til at betale osv. Dels fordi det kræver et opgør med de store og transnationale markedsaktører bl.a. indenfor fødevareindustrien, bilindustrien, medicinalindustrien og tech-industrien, og dels fordi centrumregeringerne (enten centrum-højre eller centrum-venstre) over mange år har svækket eller direkte afmonteret de politiske og institutionelle muligheder for at regulere markedsudviklingen og kapitalbevægelserne. De frygter kapitalmarkederne mere, end de frygter vælgerne. Så hvor der skal radikale indgreb til blot for at fastholde nationalstaternes aktuelle velfærdsniveau, fremfører centrumpartierne og de politiske ledere ikke ret meget andet end visionsløse småreformer, moralske og paternalistiske indgreb mod enkeltborgernes usunde forbrugerisme, usunde madvaner, kønsdiskrimination, social kontrol og de modbydelige rivegilder og udskamninger på de sociale medier mv. Og samtidig klager de samme regeringer og partier over manglen på respekt for samfundets fælles værdier. Men dem bliver man jo ikke mæt af. Tilbage står menuen på øget regulering af befolkningen og indenfor EU af enkeltstaterne. Fortsat deregulering af markederne. De enkelte landes centrumledere og EU kommissionens formand/bureaukrati lader ikke Trumps dereguleringspolitik noget tilbage. Lige så mange visioner og planer EU-kommissionen producerer for at forbedre det europæiske erhvervslivs konkurrencedygtighed overfor Kina og nu USA lige så få visioner og planer produceres for den politiske-sociale- og kulturelle udvikling af EU som en egentlig sammenhængende union for den europæiske befolkning. Hvor Ruslands invasion af Ukraine i de første to år bidrog til at samle EU landene i en fælles modstand mod Rusland og til en fælles støtte for Ukraines kamp for at trænge Rusland tilbage, bidrager krigen nu til at splitte EU. Konflikter og brudlinjer flytter sig næsten fra uge til uge. De går ikke længere kun mellem EU kommissionen in casu Von der Leyen og EU’s rabiate udenrigskommissær Kaja Kallas og Ungarn og Slovakiet, men reelt også mellem f.eks. Italien og Spanien og Nordeuropa, hvor det europæiske syd ikke længere automatisk bakker op om, hvad der kommer fra Bruxelles og fra Kaja Kallas. De gamle sår fra eurokrisen er ikke overvundet. Splittelsen påvirker beslutningsdygtigheden i en sådan grad, at EU-kommissionen for at fastholde sammenholdet må ty til Traktatens artikel 122 (nødretsartiklen) for at tvinge sin magt igennem overfor de oppositionelle medlemsstater. Som sådan adskiller tingenes tilstand i EU sig ikke sønderligt fra Trumps nødretsbegrundede politik i USA. Trusselsscenarierne – både de eksterne og interne – er blevet en eksistentiel nødvendighed for de fragmenterede og mere eller mindre handlingssvage centrumregeringer og EU-kommissionen, der ikke har og ikke kan formulere politiske reformprogrammer, der gør op med de sidste tredive års neoliberale markedsfundamentalisme, ekstreme individualisme og følgelig undergravning af tilliden til de politiske institutioner. Autoritære tendenser i praksis Afstanden mellem den politiske oligarkiske elite i parlamenter, regeringer og statsadministrationer og den brede befolkning samt fraværet af en sammenhængende opposition, der overhovedet kan formulere visioner og praktisk politik, har skabt det politiske vakuum, som på den ene side af centrum forsøges overvundet gennem trusselsdemagogi og på den anden side øger tilslutningen til de radikale nationalkonservative megafonpartier. Den bedrøvelige ironi er, at den nationalkonservative opposition i det store og hele ikke selv har andre politiske bud end fortsat deregulering, konservativ socialpolitik, reaktionær arbejdsmarkedspolitik godt skjult under en libertær, men populær antielitisme. Kort sagt et småborgerligt og nationalistisk bagstræb som tilbud til de mange borgere, der økonomisk og socialt oplever sig som globaliseringens og centrumpolitikkens ofre og nok så meget forvist fra politisk indflydelse. Det må være denne afmagtens eksistentielle trusselstilstand for det liberal-demokratiske centrum, der får centrumspartierne og de siddende centrumsregeringer til at tilsidesætte de såkaldte liberale og demokratiske værdier og introducere det ene autoritære skridt efter det andet for at forsvare demokratiet og status quo. Men det er ikke kun værdierne, der er på spil. Praksis følger med. Når regeringernes lovgivning udviser flere og flere autoritære træk afmonterer de også det liberale demokratis institutionelle grundlag – magtens tredeling og årtiers konsensus. Den 2. maj fremlagde Forbundskontoret for beskyttelse af forfatningen i Tyskland sin klassificering af AfD som et ekstremistiske parti. Som opfølgning påbegyndte det politiske centrum i fuld offentlighed en seriøs drøftelse af, om det ville være muligt på grundlag af efterretningstjenestens rapport at forbyde AfD. (partiet opnåede 20% af stemmerne ved nyligt afholdte forbundsdagsvalg). Selv om SPD, CDU/CSU og de Grønne nok ikke lige nu vil søge partiet forbudt, åbnes der med efterretningstjenestens rapport for stort set fri adgang til at overvåge alt, hvad der foregår i og omkring AfD. Af samme grund kan det forekomme fuldkommen uforståeligt, at Die Linkes formand bifaldt muligheden af at forbyde AfD. Alene en anerkendelse af fremgangsmåden og grundlaget herfor burde vække bekymring hos de partier og bevægelser, der i morgen ville kunne klassificeres som ekstremistiske. Målestokken flytter sig jo hele tiden med spændingstilstanden. Efterretningstjenestens undersøgelse over tre år godtgør, at medlemmer af AfD er fremkommet med racistiske udtalelser, har udvist foragt overfor mindretal og krænket demokratiske retsstatsprincipper. Eksemplerne er mange, men også trivielle. Flere af de handlinger og udtalelser, der henvises til, er både usmagelige og tåbelige, men de tegner ikke partiet som sådan og den brede medlemskreds, og det er ikke korrekt, at AfD ikke respekterer de gældende retsstatsprincipper. Det mere principielle problem både hvad angår rapportens klassificering, og det politiske centrums reaktion er, at konklusionerne bygger på så vage kriterier og uldne værdier, at ekstremismemærkatet vil kunne hæftes på en hvilken som helst politisk bevægelse, der i centrumregeringernes optik fremfører radikale politiske synspunkter. Samtidig med, at indenrigs-efterretningstjenesten i Tyskland offentliggjorde sin klassificering men ikke selve rapporten, bragte DR’s nyhedsservice en artikel om et lovforslag (6. februar 2025) fra den danske regering om at udvide PET’s muligheder for at overvåge borgernes færden i bred almindelighed. Hvor PET indtil nu har skullet dokumentere begrundet mistanke for at påbegynde en overvågning, vil de ny regler medføre, ”at der oprettes et særskilt ”miljø” ved siden af de almindelige regler i PET-loven, hvor det vil være muligt for PET indenfor nærmere bestemte rammer at opbevare og foretage ikke-personrettede behandlinger af større sammenhængende datasæt”. ”Særligt for så vidt angår større sammenhængende datasæt bestående af oplysninger fra andre danske forvaltningsmyndigheder, vil datasættet alene kunne indhentes, når det som helhed må antages at have betydning for varetagelse af tjenestens opgaver. Det lægges i den sammenhæng op til, at andre danske forvaltningsmyndigheder får pligt til at videregive oplysninger til PET, som tjenesten i medfør af de foreslåede regler anmoder myndigheden om” (Justitsministeriets bemærkninger til lovforslaget. Indledningen). Beslutningen om overvågningen mv. er de facto lagt hos PET’s operative ledelse. Regeringen ønsker med lovforslaget i alt væsentligt at opnå de samme overvågningsmuligheder uden dokumenterede klassificeringer, som den tyske efterretningstjeneste trods alt er nødt til at tilvejebringe dokumentation for. Her handler det ikke om, hvad PET vil foretage eller ikke foretage sig. Hvis lovforslaget vedtages, hvad alt tyder på, vil den mere alvorlige konsekvens være, at borgerne for at beskytte sig selv vil skulle udøve selvcensur både i den politiske debat, på de sociale medier og i støtten til bestemte politiske partier. En tendens som selvfølgelig forstærkes af det faktum, at PET skal kunne arbejde uden reel offentlig indsigt og alene stå til ansvar overfor tilsynsmyndigheden, der er en del af den politiske nomenklatur. Med lovforslaget vil der kunne opbygges anklager mod enkeltpersoner, politiske bevægelser, partier etc., fordi PET skønner, at der profileres et bestemt mønster, som kan true rigets sikkerhed eller den politiske stabilitet, hvor sidstnævnte defineres af det politiske centrum og de statslige institutioner, herunder domstolene. Personer under anklage vil af indlysende grunde kun have begrænset mulighed for at forsvare sig. Når demokratiet tømmes for indhold, må statsmagten regulere det politiske liv Der er det at sige til lovforslaget og den tyske indenrigseftertjenestens rapport om AfD, at indgrebene og lovbestemmelserne er symptomer på et stadigt svagere funderet demokrati med lav politisk autoritet og samhørighed med befolkningen. Historisk set er det præcist den slags overvågningsbeføjelser, den politiske elite tyr til, og som under normale omstændigheder og for bare få år siden ville blive karakteriseret som nødret (suspendering af de normale forfatningsrettigheder). Den højt besungne magtens tredeling bliver dermed flydende og uigennemsigtig for befolkningen, og den politiske og demokratiske suverænitet flyttes det facto fra befolkningen til den udøvende magt eller til domstolene. Hvad der yderligere overskærer båndene mellem befolkningen og det politiske system og tilliden til domstolenes uafhængighed. Statsmagten som samlet system tiltager sig magten til at regulere og administrere politikken og det almindelige politiske liv under henvisning til forsvaret af demokratiet og de liberale frihedsrettigheder og inddæmme bevægelser i de ellers anerkendte demokratiske processer, som udfordrer de siddende centrumsregeringers definition af acceptabel politisk aktivitet. Og tyer regeringerne ikke til legalisering af efterretningstjenesternes overvågningsmuligheder som f.eks. i Tyskland og Danmark, anvender man domstolene til at bortdømme politikere fra at deltage i valg, som det er tilfældet i Frankrig, hvor Marine Le Pen med en højesteretsdom for en måned siden blev udelukket fra aktivt politisk liv i fem år på grund af mindre uregelmæssigheder. Og af samme grund udelukket fra at kæmpe for præsidentposten ved næste valg. Efter stort set samme læst og fremgangsmåde forsøger domstolene i Sydkorea nu at udelukke den venstreorienterede og Kinapositive populære oppositionskandidat fra at deltage i præsidentvalget til juni. I Rumænien erklærede højesteret præsidentvalget i efteråret 2024 ugyldigt, hvor den nationalkonservative og EU skeptiske kandidat Calin Georgescu ellers stod til at vinde valget. Aflysningen af valget skete med henvisning til  ikke verificerede anklager om udenlandsk (Russisk) misinformation og påvirkning af vælgerkorpset gennem valgreklamer på TikTok. Selv her ved omvalget, hvor en ny nationalkonservativ kandidat Georg Simion har vundet første valgrunde med en klar føring på 41%, forsøger man at føre en ny sag ved domstolene med påstand om hacking af hjemmesider etc. Ved udgangen venter den autoritære administration Regeringerne, efterretningsvæsnerne eller domstolene tildeles reelt kompetence til at afgøre, hvad der er politisk korrekt eller acceptabelt for opretholdelse af den politiske stabilitet og fratager på den måde vælgerne deres suveræne demokratiske kompetence til at afgøre, hvad man finder politisk acceptabelt. I ingen af de nævnte tilfælde (og der findes adskilligt flere) har de politiske partier eller kandidater på nogen måde kunnet siges ikke at overholde de almindelige demokratiske spilleregler endsige formuleret politiske mål og handlinger i direkte uoverensstemmelse med de demokratiske forfatninger. Om deres politik så er sympatisk eller ej, eller om man hypotetisk kunne forestille sig, at disse partier på et eller andet tidspunkt ud i fremtiden kunne tænkes at bryde forfatningen, kan rent demokratisk alene gøres til genstand for en almindelig politisk kamp. I modsat fald sættes autoritetens beslutninger og bestemmelser over folkets suveræne beslutninger, hvorved statsmagten bliver autoritær og paternalistisk og erstatter retsstatens regler med regeringsmagtens vilkårlighed og domstolenes politisering. Det giver næsten sig selv at så vidtgående begrænsninger af de liberaldemokratiske rettigheder og deres institutionelle grundlag straks ville have mødt udbredt folkelig modstand, var det ikke lige for det oprullede trusselbillede og det iscenesatte krigshysteri. Hvis Putin og de øvrige sikkerhedstrusler ikke fandtes, måtte de opfindes for at sikre magten for de visionsløse politisk og impotente regeringer, der gennem så mange år har reduceret politik til teknik, regering til administration og befolkningen til passive modtager af den ”nødvendige politik”. Når den politik så frembringer en voksende utilfredshed og politikerlede, fordi det autoritative ikke længere stemmer overens med det oplevede, er der kun den trusselsbaserede autoritære samfundsadministration tilbage. Men det fjerner jo ikke utilfredsheden eller utilfredshedens aktuelle politiske megafoner. Højst begrænser det den politiske aktivitet eller øger apatien indtil, den bryder igennem som ustyrlig utilfredshed med råb om den stærke mand, der kan få tingene gjort og rettet op dysfunktionerne uden så meget snak i parlamenter, udvalg, koalitioner af villige osv. Jan Helbak.              

  maj 7, 2025 10:46 pm

  Læs mere

• Diktatur – diktaturer og den slags

  Hvorfor overhovedet i denne tid med alskens trusler hængende over hovedet træde tilbage og forsøge at definere begrebet diktatur? Tilskyndelsen kom den 15. april 2025, hvor klummeskriveren Edward Luce i Financial Times havde en artikel med titlen: ”Trump er halvvejs igennem med at omdanne Amerika til en politistat”. Forinden var jeg i andre medier bl.a. den engelske avis The Guardian stødt på adskillige udsagn om, at Trump udviser diktatoriske træk, og at Alice Weidel fra AFD i Tyskland er en diktator i svøb. Andre har været mere moderate og indskrænket sig til at kalde Trump for autoritær og uforudsigelig, hvad der i flere ordbøger optræder som en enhed. Den aktuelle anledning Men tilbage til Edward Luce’s artikel. Dens konkrete udgangspunkt er den angiveligt ulovlige deportation af Kilmar Armando Abrego Garcia til El Salvador, hvor hans liv vil være i fare med henvisning til, at han er terrorist. Både en lokal retsinstans i Maryland i USA og senere højesteret har kendt deportationen for forfatningsstridig. Trumpregeringen har afvist domstolenes kendelser. Afvisningens juridiske legitimitet formuleres af udenrigsminister Marco Rubio: ”Ingen ret i USA besidder retten til at dømme over USA’s udenrigspolitik”. Og da den udvides kraftigt i disse år og forbindes med rigets geopolitik, nationale sikkerhed og nødret, bruger Trump forskydningen til at styrke præsidentembedets suverænitet overfor Kongressen og Retssystemet. Edward Luce viger tilbage fra at kalde Trumps regime for et fuldbyrdet autokrati, diktatur eller politistat. Han hævder kun, at Trump er halvvejs og bruger samtidig et noget diffust begreb som ”politistat”, som ikke er mere præcist end begrebet autokrati eller autoritær stat. Disse begreber refererer alle til en bestemt ledelsesform uden at beskæftige sig en styreforms indhold bortset fra, at for Edward Luce: ”Går grådighed og autoritanisme hånd i hånd”. En noget risikabel sammenstilling, i og med det har været almindeligt accepteret siden krisen i 2008, at finanssektoren opfører sig grådigt. Nu er det almindelig kendt, at i historiske perioder med mange komplekse og indgribende samfundsproblemer, sker der også voldsomme og ofte ganske hurtige skred i de politiske styreformer. Det er det, vi oplever nu, hvilket har inspireret mig til at fokusere på begrebet diktatur i positiv form. Altså hvad diktatur er for en størrelse. Formålet er at give et mere nuanceret syn på dén politiske styreform, der altid i det liberale demokratis ånd hives frem som demokratiets og frihedens absolutte modsætning. Hvad skal vi forstå ved diktatur? Diktatur beskriver et forhold, hvor nogen kan diktere nogle ganske bestemte betingelser overfor nogen andre. I princippet indrammet i undervisningsfænomenet diktat, hvor en lærer har autoritet eller er delegeret autoritet til at diktere en tekst til en klasse, der ikke skal foretage sig andet end at skrive det, der dikteres. Tekstens indhold og betydning er sagen uvedkommende. Så enkelt er det desværre ikke, når begrebet anvendes på samfundsforhold, hvor diktatur hovedsageligt præsenteres som en bestemt politisk magtform, hvor selve formen indgår som de liberale demokratiers negative identitetsafgrænsning. Dvs. man afgrænser ens egen form overfor en anden form eller en idealtype overfor en anden idealtype. Problemet er, at både begreberne og idealtyperne forbliver abstrakte og normative uden specifik historisk reference og uden forbindelse til den dynamik, der virker i substansen under begrebsformen. Ikke desto mindre virker de to begreber styrende for næsten alle politiske diskussioner og udsyn i dag. Det er sådan set ligegyldigt, hvad den politiske samtale i dag drejer sig om, så modstilles det liberale demokratis frihed diktaturet, hvor alt, hvad der udgår fra sidstnævnte, er suspekt. I forståelsen af de liberale demokratier er udgangspunktet i princippet den historisk grundløse præmis, at mennesket er skabt til frihed. Underforstået, at den enkeltes frihed er ukrænkelig og derfor i sin logik i evig konflikt med en hvilken som helst fællesvilje, der ikke bygger på den enkeltes frivillige tilslutning. En historisk konstruktion af nyere dato, som tillægges universel gyldighed, hvorfor de liberale demokratier i egen selvforståelse mener at befinde sig øverst i den evolutionshistoriske værdikæde med retten til at gøre krav på rangen som global målestok for et hvilket som helst samfunds politiske og institutionelle indretning. Som afledt logisk konsekvens har begrebet diktatur og de beslægtede begreber  været udsat for successive etymologiske ekskluderende forvridninger op gennem historien. I dag defineres diktaturbegrebet hovedsageligt gennem analoge konnotationer og karakteristika, der er så abstrakte og generelle, at de blokerer for at trænge ned i de mange undtagelsesbestemmelser, der faktisk ligger lige underfladen i de liberale demokratier. Diktatur – diktaturer og den slags For at gå til biddet. Som den konservative retsteoretiker Carl Schmitt som udgangspunkt slog fast i bogen Diktatur (1919): ”diktator er den, der har retten/magten til at diktere”. Bogens titel er faktisk: ”Diktatur, fra oprindelsen til det moderne suverænitetsbegreb til den proletariske klassekamp”. Intentionen var at skære igennem de mange konnotationer/indlejrede medbetydninger og politiske eufemismer for at komme ind til begrebets kerne, hvor han i Hegelsk og Marx’ metodiske tradition skar alle nuancer bort for at lægge begrebets kerne åbent. ”Vi betegner et diktatur, som en politisk styreform, hvor en eller flere (f.eks. et kollegium eller en kommission) besidder den suveræne magt og ret til at diktere de øvrige i samfundet ganske bestemte betingelser og rettigheder”. Herved adskiller det moderne diktatur sig fra det moderne repræsentative demokrati ved, at repræsentation og folkesuverænitet her ideelt set holdes for identiske. I formaldefinitionen adskiller begrebet diktatur sig i daglig tale ikke fra begreberne despoti, tyranni, autokrati mv. De betegner i almindelighed det samme. Historisk er der dog sket det, at de negative konnotationer, som klæber til de  sidstnævnte begreber i dag anvendes som gradbøjninger af diktaturets reale funktionsmåde. Altså, om det er brutalt, hensynsløst, vilkårligt, irrationelt osv. Herved opløses subjektet i prædikatet, således diktatur bliver identisk med hensynsløshed, vilkårlighed, ufrihed osv. Nu gør Carl Schmitt ikke krav på, at den formale definition er tilstrækkelig. Kun at den er nødvendig. I lighed med Machiavelli og flere af hans samtidige herunder flere af de romerske statsteoretikere skelner han mellem to grundlæggende forskellige diktaturformer. De to former knytter sig til suverænitetsbegrebet. Udgangspunktet er nemlig begrebet ”suverænitet”. Det centrale tildelingspunkt, som har været styrende hele vejen ned gennem vores historie og virket ind på indholdet af de mange forskellige styreformer. Set i forhold til begrebet diktatur er det ikke uden interesse at skelne mellem ”suverænt diktatur” og ”kommittereret (overdraget) diktatur”. En skelnen Carl Schmitt delvist har arvet fra Machiavelli. I tilfældet suverænt diktatur beskæftiger vi os med et regime, hvor en person, personkreds eller en organisation har tilranet sig magten i absolut form. For det meste gennem magtanvendelse og massiv undertrykkelse. Det vil sige, at det pågældende styre gennem en eller anden form for magtopbud har tiltaget sig den suveræne ret til at definere, hvad der er normalt samfundsliv og ret, og hvad der er undtagelsestilstand og begrundelserne herfor. På den anden side har man i forskellige sproglige klædedragter teoretisk beskæftiget sig med det ”kommitterede diktatur”, hvor en anden suveræn end diktatoren/diktaturet overdrager suveræniteten for en kortere eller længere periode til et diktatur. Her har diktaturet (personen, institutionen, kollegiet) magten som betinget tilståelse. Det klassiske eksempel er det romerske senats overdragelse af handlesuveræniteten til en konsul for en periode af 6 måneder for at løse ganske bestemte opgaver eller overvinde påtrængende problemer så som fjendtlige fremstød for at beskytte almenvellet bl.a. gennem nødret. Machiavelli beskæftiger sig indgående med denne problematik i værket ”Drøftelser”. Det afgørende er ikke selve den konkrete form, diktaturet antager, men dets begrundelse, formål og mål. Hverken de politiske tænkere i Grækenland, eller statsteoretikerne i Rom og langt op i historien – faktisk frem til renæssancen – indlagde en absolut modsætning mellem demokrati og diktatur, sådan som vi gør i dag. I stedet blev skillelinjen trukket mellem suveræniteten til at delegere og dets modsætning suverænitetsranet og mellem diktaturernes forskellige formål. Dvs. den begrænsede delegerede suverænitet udgået fra folket for at sikre almenvellets velfærd overfor den grænseløse suverænitet fravristet folket med det formål at sikre partielle interesser – personlige, klanmæssige eller klassemæssige interesser. Diktatur versus frihed Bag disse distinktioner indtræder en senere og bestemmende begrebsdistinktion, som den moderne og abstrakte modstilling af diktatur og demokrati tilslører. Det drejer sig om begrebet frihed. Hverken i det gamle Grækenland, i Rom eller i renæssancen tog forståelsen af frihed udgangspunkt i det enkelte individ. Friheden bestod i, at et folk, en bystat osv. ikke var underlagt fremmed dominans og herredømme. Man anlagde ikke en snæver grænse mellem den enkelte og de mange. Det gjorde man derimod mellem det private og det offentlige. Forudsætningerne for menneskets frie udfoldelse af sine potentialer blev henført til trygheden og sikkerheden i det offentlige. Så når man i det store og hele indsatte diktatorer for at værne om almenvellet, var det nok så meget for at sikre friheden og velfærden. Det moderne liberale frihedsbegreb var flere århundreder undervejs og blev først for alvor udkrystalliseret under den franske revolutions hårde klassekampe i 1790’erne mellem det nye borgerskab (Der havde brug for det individuelle frihedsbegreb) og de folkelige masser og i kampene mellem den politiske elite i Amerika og ”pøblen”, der godt nok fik tildelt umistelige frihedsrettigheder. Men som brutalt blev sat til side, hvis masserne praktisk ønskede at indløse obligationen. Borgerskabet gik sejrrigt ud af den første politiske konstitueringskamp og vandt samtidigt retten og magten til at sætte sit individualistiske frihedsbegreb igennem som gældende for al politisk-filosofisk og retsteoretisk norm – kort sagt som universel tænkningsform. Men i næsten alle de efterfølgende demokratiske eller semidemokratiske forfatninger indgik en eller flere paragraffer om nødret. Borgerskabets dyrekøbte erfaringer medførte, at man i det borgerlige demokratis lange konstitueringsperiode fra den amerikanske frihedskrig og frem til perioden efter 1. Verdenskrig accepterede diktatoriske undtagelsesbestemmelser i de forskellige forfatninger. Og selv efter mellemkrigstidens fascistiske og nazistiske totalitære regimer, finder man i efterkrigstiden nødretsbestemmelser i de demokratiske forfatninger. Som en nødvendighed. Det afgørende er imidlertid, hvem der kan udløse nødretsbestemmelsen. Eksempelvis indeholdt den tyske Weimarforfatning fra 1919 §48, der de facto legitimerede det præsidentielle diktatur forfatningsmæssigt. Skiftende regeringer (Præsidenterne Brüning, von Pappen og von Schleicher) indførte i republikkens sidste år et magtmonopol som svar på de dysfunktionelle parlamenter. I de fleste forfatninger er den mulighed i dag begrænset. Men nødretten eksisterer som mulighed. I forfatningerne bag de demokratiske parlamenter defineres nødretten enten af et parlamentarisk flertal eller et kvalificeret flertal f.eks. ved overdragelse af dele af folkesuveræniteten til en regering – et begrænset diktatur. Hovedsageligt i forbindelse med krig, handelskrig, cybertrusler eller naturkatastrofer. Det springende punkt i suverænitetsafgivelsen er, om parlamentet og den demokratiske repræsentation kan tilbagekalde suveræniteten fra den udøvende magt til parlamentet. Dvs. om magtens tredeling kan genoprettes enten midt i en nødretsperiode eller efter. Der vil selvfølgelig altid være en risiko for, at det borgerlige demokratisk magtdelingsprincip ikke respekteres af f.eks. den regering, der er blevet kommitteret til at diktere. Risikoen er størst dér, hvor magtoverdragelsen er sket, fordi det parlamentariske styre har vist sig dysfunktionelt i forhold til at håndtere samfundskriser (politiske og økonomiske), eller har mistet folkelig legitimitet, fordi det ikke længere kan sikre almenvellet velfærd og tryghed. Her taler vi om en længerevarende indre opløsningsproces, hvor eksempelvis diktaturet langsomt tåles som et mindre onde og som oven i købet kan gennemføre en passiv revolution af samfundsordenen for at sikre samfundsstabiliteten og betrygge borgerne i almindelighed. (Tendenser, der ligger indbygget i Trumpteamets MAGA projekt). Covid-19 og nødret Hvis vi holder os disse distinktioner in mente og helt ser bort fra de forskellige konkrete historiske diktaturformer, vil det faktisk være rimeligt at vurdere den tidligere epidemilov i Danmark som grundlaget for et begrænset kommitteret diktatur (overførsel af suveræn handlekraft til den udøvende magt), hvor en stor del af Folketingets suverænitet er overført til regeringen (Sundhedsministeriet og Statsministeriet), og hvor domstolenes uafhængighed er blevet begrænset. Folketingets alt overvejende flertal overdrog frivilligt i april 2020 handlesuveræniteten til regeringen indenfor rammerne af den forfatningslegale epidemilov. I den lov indgår retten til at ophæve andre love, Folketinget har vedtaget. Begrundelsen for magtoverdragelsen var og er, det almindelige parlamentariske demokratis manglende handlekraft og magtpolitiske kompetence til at håndtere den epidemiske nødretssituation. Som bl.a. indebærer nødvendigheden af en vidtgående begrænsning af de personlige frihedsrettigheder i forsvaret af folkesundheden og samfundsstabiliteten overfor et truende sammenbrud. (Det hører dog med, at det lykkedes for det danske Folketing at vedtage en ny epidemilov, der begrænser Folketingets suverænitetsafgivelse til regeringen eller et af regeringen udpeget ”kriseudvalg”. Epidemiloven kan karakteriseres som en idealtype for forfatningslegal lovgivning, der i en nødretssituation – det være sig en naturkatastrofe, samfundsdestabiliserende politisk uro, hvor institutionerne er truede eller krig – kan overdrage handlesuveræniteten til regeringen uden hensyntagen til den enkeltes frihedsrettigheder. Man kan således tale om, at et kommitteret og måske begrænset diktatur kan blive den nødvendige politiske udgang af en nødretstilstand, hvis det liberale demokratis politiske forfatningsmæssige grundformer skal forsvares for senere genopretning. Diktatur og tilstødende magtbegreber Diktatur er som det fremgår ligesom frihedsbegrebet ikke en entydigt politisk og samfundsteoretisk størrelse. Diktaturet står ikke i et uformidlet modsætningsforhold til frihedsrettighederne, i og med disse kun i deres liberale udformning tillægges universel bestemmende værdi. I samme øjeblik frihedsbegrebet kvalificeres og afklædes dets liberale universalitet, får det bestemmende betydning for forståelsen af diktaturbegrebet. Hvis det viser sig – hvad der er tilfældet i praksis – at mennesket ikke er født frit og lige, men er underkastet sin egen historieskabende aktivitet uafhængig af al metafysisk moral, falder de liberalt begrundede frihedsrettigheder til jorden, og der kan igen åbnes for en politisk drøftelse af, hvor suveræniteten i samfundet skal placeres og ikke mindst, hvad den skal indeholde. Den drøftelse får igen og igen relevans, fordi ethvert moderne kapitalistisk samfund er gennemkrydset af sociale-politiske-økonomiske og kulturelle modsætninger, der som samfundssystem strukturerer uligheden og dermed også konflikter og nødretslignende kriser. Som sådan skal ovennævnte diskussion til, hvis diskussionsfeltet skal flyttes fra moralens område til det politiske, og moralens underliggende klassedominans trækkes frem i lyset. I diskussionen om demokrati og diktatur er det også nødvendigt ikke at forveksle diktatur og totalitarisme. Sidstnævnte forudsætter som logisk udgangspunkt en ideologisk forestilling om og masseopslutning til den totale enhed i samfundet, hvor offentlig og privat, statsmagt og civilsamfund ikke kan adskilles, som det f.eks. gjorde sig gældende under fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Dermed ikke sagt, at de totalitaristiske styrer er modsætningsfrie mv. Kun at de gør krav på den totale enhed, hvilket forudsætter organiseret massetilslutning og massemobilisering. Af samme grund er ethvert diktatur ikke fascistisk, selv om det gør brug af den samme magtbrutalitet og retorik. Begrebet autoritære regimer siger faktisk ikke meget om suverænitetsstatus og er af samme grund et vagt begreb, der mere siger noget om en handlemåde end om det egentlige politiske magtgrundlag. Adskillige liberale demokratier og disses institutioner kan handle utroligt autoritært, hvilket Trumpregeringen 2.0 har demonstreret på plastisk vis. Her demonstrerer Trumpteamet næsten hver dag begrænsningerne i magtens forfatningsmæssige tredeling som værn mod en præsidentiel magtfuldkommenhed. Lignende tendenser kan ses i Frankrig, i Rumænien, i Tyrkiet og faktisk også i den accelererede magtcentralisering i EU, der inkrementelt undergraver de nationale parlamenters reelle suverænitet og magtens tredeling. Bl.a. kommissionens brug af de forskellige EU-fonde til at diktere de enkelte medlemsstater til at føre en ganske bestemt politik, hvis de vil undgå sanktioner. Men igen er det værd at fremhæve, at det autoritære beskriver handlemåderne og ikke systemets principielle grundlag. Den sondring er vigtig for, at prædikatet ikke som en gøgeunge gør sig selv til subjekt. Og netop fordi man i hele den demokratiske diskurs, som i hvert fald de sidste fire årtier har haft hegemonisk status, afgrænser de liberale dyder negativt overfor diktaturet, har man i mangel på kvalificeringer måtte kalde regimer for illiberale, der måske ikke helt lever op til de forsimplede forestillinger om et diktatur og heller ikke fuldt lever op til de liberale demokratiske idealnormer. Dvs. definere dem efter, hvad de ikke er. Hvilket bl.a. er tilfældet i kritikken Orbans regime i Ungarn, som i virkeligheden snarere repræsenterer en bonapartistisk tendens, hvor de liberale demokratiske institutioners magt og betydning opløses indefra ved hjælp af det liberale demokratis muligheder (flertalsdiktatur) og de almindelige parlamentariske spilleregler, fordi ingen social-økonomisk magt/klasse i samfundet er tilstrækkelig stærk til at håndhæve sin klasseinteresser som almeninteressen over alle andre. Det var den strategi Bonaparte benyttede sig af i Frankrig fra 1848 indtil, han i 1851 etablerede sit diktatur med støtte fra store dele af befolkningen. Han sikrede almenvellets interesser og borgerskabets klassedominans på en og samme tid og transformerede i samme proces det kommitterede diktatur til et suverænt diktatur med ham selv som suveræn – dog med visse begrænsede indrømmelser til dele af borgerskabet. Afsluttende bemærkninger For at konkludere. Diktaturets reelle legitimitet i befolkningen som politisk kraft og magt afgøres ikke alene af det formelle suverænitetsspørgsmål, som overføres fra parlament til den udøvende magt men nok så meget af dets begrundelse, formål og mål. Det er nemlig i diktaturets begrundelse og hensigt, at kilderne til vilkårlighed, grusomhed, tyranni, despoti mv. skal findes og ikke i dets formelle modstilling til det liberale demokrati. Af nøjagtig samme grund er det nok så vigtigt at forstå hvilke mål og metoder i MAGA projektet, der styrer f.eks. Trumps og Trumpteamets magtcentralistiske udfordringer af den amerikanske forfatning fremfor den aktuelle formalpolitiske debat om Trumps diktatoriske tilbøjeligheder og vilkårlige ledelsesstil. Og nok så meget, hvad der overhovedet gør Trumpteamets MAGA projektets påståede ”revolution” acceptabelt for en stor del af amerikanerne på en måde, der ind til videre overskygger den formaldemokratiske modstilling af demokrati og diktatur. Jan Helbak                                  

  april 17, 2025 8:36 pm

  Læs mere

• Er dommen problematisk eller dommens grundlag?

  Mandag den 31. marts blev lederen af Rassemblement Nationale Marin Le Pen kendt skyldig i bedrageri for 4.4 mio. euro for at kanalisere EU midler, der var målrettet arbejdet i EU-parlamentet ind i partiets kasse i Frankrig. Ud over fængselsstraf og bøde fradømte retten tillige Le Pen muligheden for at stille op til det franske præsidentvalg i 2027 eller indtage betroede embeder i 5 år. Om Marine Le Pen er skyldig eller uskyldig i alle anklager, er for så vidt ikke det vigtigste. Politisk er det mere bemærkelsesværdigt, at en domstol i Frankrig fradømmer en borger/politiker retten til at stille op til et valg og i konsekvens heraf tvinge et eller flere politiske partier til at finde alternative kandidater til den, de og deres medlemmer har foretrukket. Det er i den sammenhæng heller ikke vigtigt, at Marine Le Pen selv tidligere har advokeret for, at korruptionsanklagede eller kriminalitetsdømte politikere skulle fratages muligheden for at fortsætte i politik eller have fradømt deres valgbarhed for livstid. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at flere mainstreammedier som for eksempel The Guardian går helt udenom de principielle spørgsmål, som dommen rejser og erklærer sig yderst tilfreds med, at dommen har ”trukket en tiltrængt streg i sandet” overfor den radikale højrefløjs evindelige angreb på retssystemet for at være partisk. Ikke noget videre stærkt argument, al den stund dommen kunne tænkes at forstærke opfattelsen af retssystemet som partisk. Og en streg i sandet rækker som bekendt ikke overfor tidevandet. I en sidebemærkning bør det nævnes, at hverken Guardian, andre medier eller politikere fra det politiske centrum har på noget tidspunkt kunnet påvise, at de nationalkonservative partiers politik udgør en trussel for retssystemet og demokratiet. Reelt er det én påstand, som blot efter tilstrækkelig mange gentagelser har fået karakter af en sandhed. Afslutningen på lederen i The Guardian er værd at hæfte sig ved som fællesnævner for den politiske elites og mainstreammediernes liberaldemokratiske kommentarer: ”Den nuværende grad af politisk støtte til Marine Le Pen placerer hende ikke over loven”. Pointen er en anden, som The Guardian og flere andre medier ikke rammer. Det gælder for så vidt også de kommentarer fra den anden side, der i dommen ser en trussel mod demokratiet. Det gælder f.eks. Giorgio Meloni og den franske premierminister, der overfor Nationalforsamlingen slår fast, at det juridiske system ikke underminerer demokratiet, men alligevel som ”borger” føler trang til at sige, at frakendelsen af Marine Le Pens mulighed for at stille op til præsidentvalget måske ikke er ”rimelig”. På den led bliver det selve dommens karakter og rækkevidde, der fremstår som problemet, hvilket fører tilbage på domstolene og dommerne eller åbner for appelmulighed og ændring af dommen, hvorved hele problematikken forbliver juridisk. Det principielle problem skal imidlertid findes i det forhold, at en sådan dom overhovedet kan afsiges. Essensen skal findes i udtalelsen fra domstolens præsident Benedicte de Pertuis, som kan udtale, at dommens omfang refererer til det forhold af ”betydelig forstyrrelse af den offentlige orden, i dette tilfælde det faktum, at en person, der allerede er dømt i første instans, stiller op til præsidentvalget”. Hermed er linjen lagt for i hvilket omfang, retssystemet kan bestemme, hvad der er politisk korrekt og legitimt. Retssystemet kan derved på forhånd gennem eksklusion bestemme, at der er personer, som folket/vælgerne ikke kan stemme på. Skridtet må så tages fuldt ud og kritikken rettes mod den forfatning, der stiller domstolene over folket. Dvs. muliggør retssystemets legitime ophævelse af folkets suveræne reet til at afgøre hvem, der fortjener dets tillid og hvem, det vil lade sig repræsentere af. Dommen i Frankrig er imidlertid ikke en enlig svale. I december sidste år afgjorde den rumænske højesteret, at præsidentvalget den 24. november skulle gå om, fordi fremmede kræfter (russiske) havde påvirket valget ved gennem de sociale medier (bl.a. Tik-Tok) at have støttet højrefløjskandidaten Calin Georgescu. Senere har samme ret afskåret Georgscu fra at stille op til omvalget i maj 2025, selv om bevisførelsen for anklagerne har vist sig at være mere end tvivlsomme. Men bevisførelse eller ej ændrer det ikke på det principielle problem, at også i det rumænske tilfælde afgør en retsinstans, hvad der politisk er legitimt eller ikke legitimt. Heller ikke her er det folket, der har den suveræne ret til at træffe den afgørelse politisk. Dommene i Frankrig og Rumænien er indtil videre blot de mest spektakulære udtryk for en voksende tendens til at juridicere politikken indenfor de liberale demokratier. Påståede brud på ministeransvar eller andre problematiske politiske forseelser afgøres ofte ikke i parlamenterne, men overføres til undersøgelseskommissioner, som typisk er sammensat af professionelle personer udenfor det politisk parlamentariske system. Også i de tilfælde forskydes den delegerede suverænitet og det politiske ansvar fra parlamenterne til det juridiske system, hvad der selvsagt, hvis den tendens fortsætter, tømmer lovgivningsmagten for indhold og politisk legitimitet overfor det folk, der gennem valgene har sammensat parlamenterne. Så hele den aktuelle debat om, hvorvidt domstolene er upartiske eller bruges politisk af centrum mod den yderste højrefløj eller venstrefløj er for så vidt den mindst relevante, fordi den lader selve præmissen uantastet: At en demokratisk forfatning levner mulighed for, at domstolene kan udelukke borgere fra at opstille i politiske valg og her få deres mandat prøvet. Paradokset er, at det ikke er de aktuelle domme, der undergraver demokratiet. Det er derimod de forfatninger, der skulle udgøre bolværket mod vilkårlighed og magtmisbrug gennem det liberale demokratis institutionelle ”check and balances”, som udgør en trussel mod demokratiet – forstået som folkets suveræne ret til at vurdere og vælge sine repræsenter. Politik reduceres til retssalsdramaer og folket til tilskuere. Jan Helbak        

  april 2, 2025 8:05 pm

  Læs mere

• “Fred gennem styrke”

  Parolen blev udtalt igen og igen af Macron og Keir Starmer på topmødet i Paris den 27. marts for ”koalitionen af villige”. Ca. 30 lande og organisationer deltog i topmødet, selv om det ikke er lige til, at få det nøjagtige tal opgivet og sat navne på de deltagende lande. Formålet med mødet var en drøftelse af muligheden af at stille – ikke med en fredsbarende styrke i tilfælde af en våbenhvile – men en ”tryghedsskabende” styrke. Det fremgår stadigt ikke klart, hvad der skulle være styrkens konkrete formål, operationelle opgave og stilling i forhold til de stridende parter. Formål nummer to var utvetydigt at afvise muligheden af at lempe sanktionerne overfor Rusland for så vidt, korn- og gødning eksporten skulle blive genoptaget i forbindelse med en udvidet våbenhvile i Sortehavet. Amerikanerne havde overfor Rusland stillet ovennævnte mulighed i udsigt. Rusland gjorde en delvis ophævelse af sanktionerne til forudsætning for overhovedet at forhandle en våbenhvile. Men selv USA’s åbne og dog uforpligtende indstilling var for meget for europæerne. Meldingen fra topmødet blev, at sanktionerne ikke skulle hæves, før Rusland har rømmet den sidste tomme af Ukrainsk grund. Den fred, især Marcron og Starmer forestiller sig, er Ruslands kapitulation eller fordrivelse fra Ukrainsk grund. Kort sagt fred gennem styrke betyder i deres optik udvidelse af krigen. Problemet for de to europæiske generaler er, at de ingen hær har. Først blev hele planen om tryghedsskabende indsatsstyrke på 30.000 mand skudt ned af Starmers egne generaler som værende urealistisk. Så meldte bl.a. præsident Giorgia Meloni klart ud i et interview i Financial Times dagen efter topmødet, at Italien på ingen måde ville sende soldater til Ukraine, og at lederne i Europa måske skulle tænke sig mere om, før de talte. Polen, Tyskland, Spanien, Ungarn og Slovenien, Slovakiet m.fl. har senere meldt ud, at man heller ikke vil stille med soldater. Det er faktisk kun Sverige, Australien og Danmark, der forsigtigt har meldt positivt ud. I takt med at hæren svinder ind skærpes retorikken i Paris og London. Moskva har på sin side gjort det helt klart, at den påtænkte indsatsstyrke vil være at betragte som fjendtlige tropper på linje med de Ukrainske og vil som sådan blive behandlet på samme. Rusland vil på intet tidspunkt acceptere en fredsbevarende styrke, som ikke handler på et FN mandat og indenfor FN’s auspicier. Keir Starmer har tydeligere end Macron tillige gjort USA’s løfte om at agere bagstopper til en forudsætning. Det løfte kommer nok ikke, og så vil tæppet lige så stille gå ned for endnu et europæisk teaterstykke i Ukrainekrigens skygge. For at føje spot til skade melder Frankrig, Spanien og Italien, at man ikke billiger Ursula von der Leyens oprustningsplan. Den er allerede blevet afvist af Ungarn og Slovakiet og delvist af Holland om end, motiverne er forskellige. Dags dato kan hele Europa ikke mønstre en militær produktion, der blot tilnærmelsesvist kan dække den ukrainske hærs behov. Og alle de penge, den ene og den anden statsleder vifter med, er og bliver papirpenge, for de kan ikke umiddelbart omsættes i effektiv produktion. Så statslederens fred gennem styrke, der i Ukraines tilfælde betyder fortsat krig, har hverken et realistisk mål for fred, for fredens bevarelse og slet ikke styrken til at tvinge de såkaldte fredsmål igennem. Hvis ikke det var for situationens dybe alvor både i Ukraine og Rusland og hele Europa, ville man være vidne til en parodi. Men det er ikke det værste. Værre er det, at statslederne i Europa, som vel burde repræsentere den højeste autoritet, engagerer sig i et så åbenlyst selvbedrag, at man må spørge: ”Sig mig, ved de overhovedet, hvad de har gang i”? Og det er vel det allerværste, der politisk kan ske, hvis det spørgsmål breder sig. I parentes bemærket erindrer mange af os billedet af komiske Ali (Iraks informationsminister) da koalitionen af villige (en anden koalition) i 2003 invaderede Irak. Han blev ved med at hævde, at Irak holdt invasionsstyrken tilbage, selv om alle andre kunne se, at det ikke var tilfældet. Men bortset herfra er det en stående vending i tiden, at lederne mødes og træffer beslutninger i en boble. Det sagde man også om Biden administrationen. Men hvad nu hvis beslutningerne snævert set er rationelle i forhold til et helt andet mål og perspektiv end det, der formelt er på dagsordenen. Og hvad nu hvis deres beslutninger af samme grund får helt andre konsekvenser end de tilsigtede. USA og Rusland forhandler bilateralt om en våbenhvile og fred i Ukraine. De forhandler også om, hvordan konflikten i Mellemøsten kan inddæmmes. USA forhandler ud fra det udgangspunkt, at Ukraine ikke kan vinde krigen men er nødt til at afstå de fire provinser og Krim og acceptere ikke at blive medlem af Nato. USA og Rusland drøfter også en mere omfattende sikkerhedsarkitektur, som rækker ud over Europa. Ruslands forudsætninger for at gå i realitetsforhandlinger om en våvenhvile i Sortehavet er bl.a., at visse sanktioner, der er forbundet til korn- og gødninghandlen, ophæves, og at den Russiske landbrugsbank (Rosselkhozbank) får adgang til Swift systemet igen. Amerikanerne har vist sig positive overfor en aftale, men kan ikke gennemføre den uden accept fra Europa, der udgør det centrale omdrejningspunkt for sanktionerne overfor Rusland. Koalitionen af villige og EU vil ikke ophæve sanktionerne. For nuværende indebærer det, at USA og Rusland ikke kan komme videre med deres forhandlinger. Medmindre USA vælger ensidigt at befordre de russiske transaktioner. Det ville på den anden side være et anslag mod Swift systemet, hvor dollaren udgør kernevalutaen. Bagved koalitionens politisk-diplomatiske benspænd ligger ganske givet ønsket om at tvinge USA og Rusland til at lukke Europa ind i fredsforhandlingerne. Problemet er blot, at de europæiske ledere sammen med Ukraines præsident har formuleret sig i så ultimative vendinger om betingelserne for fred, at de vil have vanskeligt ved at forhandle overhovedet. Det vil sige, at de europæiske ledere indtil videre har valgt at uddybe modsætningerne mellem USA og Europa for at tiltvinge sig adgang til fredsforhandlingerne på præmisser, som de samme ledere slet ikke har magt og styrke til at gennemtvinge. Endnu har USA ikke reageret på teatertordenen fra Paris topmødet. Og måske alligevel om end indirekte. Samtidig med Paris mødet fremsendte USA et nyt forslag til en mineralaftale med Ukraine, der de facto vil gøre det næsten umuligt for EU at optage Ukraine som medlem.Trumpadministrationens udspil er også blevet kaldt usmageligt, vulgært og stærkt bekymrende som en form for nykolonialisme. Præsident Zelensky og det ukrainske parlament kan næsten ikke andet end afvise det amerikanske forslag. Bliver afvisningen en realitet, vil det give Trumpadministrationen et alibi for at stoppe hjælpen til Ukraine. Man kan undlade at gå til kongressen for en bevilling, og man kan henvise til, at støtten til Ukraine ikke er en hjælp, men et lån, der skal betales tilbage. På den måde vil USA ad bagvejen være ude af konflikten og overlade den videre støtte til Ukraine til europæerne. At Trumpadministrationen som konsekvens af udsigtsløse fredsforhandlinger, skulle vende blad og imødekomme Macrons og Starmers ønske om et amerikansk bagstop, forekommer ikke sandsynlig om end ikke helt udelukket. I den situation vil Rusland stå tilbage med én option. At fortsætte offensiven indtil Ukraines kapitulation. Hvad hverken Rusland eller USA er interesseret i. Rusland, fordi man ikke er interesseret i en uholdbar besættelse af Ukraine, og USA, fordi man så fortsat vil være bundet til det europæiske teater og reelt afskåret fra at forfølge det strategiske mål at inddæmme Kina,  kontrollere Mellemøsten og modvirke en svækket position i hele Eurasien. Og så er vi tilbage ved begyndelsen og topmødet i Paris. Hvis man vil fred gennem styrke, giver det kun mening, hvis man helt præcist og realistisk har klare betingelser for freden og en realistisk styrke til at gennemføre freden. Ingen af lederne i koalitionen har på noget tidspunkt fremlagt konkrete og realistiske planer for en fredsløsning, for monitoreringen eller redegjort for konsekvenserne, hvis en våbenhvile eller en senere fredsaftale ikke overholdes. Omvendt – og det er måske det mest alvorlige – har statslederne i koalitionen af villige skabt så mange indre modsætninger og interessekonflikter i både EU og Nato, at disse to bærende institutioner i Europa har mistet både sammenhængskraft og autoritet, selvom både Natos generalsekretær og EU’s kommissionsformand poserer med stor styrke. Nato alliancen var frygtindgydende indtil, den for alvor blev prøvet i praksis, og enheden i EU bliver vanskelig at genoprette. Også selv om krigsretorikken lige nu skaber en oplevelse af enhed ”i nødens stund”. Dæmoniseringen af Rusland og de europæiske lederes illusoriske forestillinger om Ruslands nederlag kan ende med forstærke de indre modsætninger i EU og en splittelse mellem de europæiske landes forhold til USA. I så fald kan Macron og Ursula von der Leyen komme til at kigge langt efter ønsket om europæisk strategisk autonomi og en holdbar sikkerhedsarkitektur for hele Europa. Et fantom uden Ruslands deltagelse. De europæiske lederes krigeriske hasardspil er på trods af den parodiske teatertorden bekymrende, fordi selv en sådan kan i betændte og anspændte historiske situationer udløse handlinger med katastrofale konsekvenser. De europæiske topledere handler uansvarligt. Hvad man end måtte mene om Trumpadministrationen og Putin er det amerikanerne og russerne, der har placeret sig på realismens grund og indledt en fredsproces med gennemførlige tegninger for en fredsløsning. De europæiske ledere har kun den fortsatte krig til den sidste ukrainske soldat som perspektiv – og den krig kan hverken Europa eller Ukraine vinde. Jan Helbak

  marts 30, 2025 6:40 pm

  Læs mere

• Magtspil mellem USA og Europa og internt i Europa

  Præsident Trump ønsker fred i Ukraine. Jo længere krigen varer, og USA er forpligtet i Europa, desto svagere position indtager USA i magtspillet i Stillehavsområdet og Centralasien. Hans insisteren på fred i Ukraine og kritik af de europæiske statsleders krigsretorik rummer også ønsket om en ærefuld udgang fra Europa. De europæiske statslederes opulente krigsretorik og oprustningsmani og ikke mindst præsident Macron og premierminister Keir Starmers forslag om en ”koalition af frivillige” som kernen i en fredsbevarende styrke i Ukraine repræsenterer er en helt ny trussel mod stabiliteten i EU. Hårde realiteter bag Trumps fredspolitik Trump gentager igen og igen overfor præsident Zelinsky, præsident Macron og Premierminister Keir Starmer: Vil I fred eller vil I fortsat krig? Hvis I vil fred bliver det på USA’s og Ruslands betingelser. Selvfølgelig skal I inddrages, men først når en plan med taktiske overgangsspil er udarbejdet mellem Rusland og USA. Hvis I vil fortsat krig, må I udkæmpe den selv. Som fredselskende nation trækker USA sig fra et videre engagement. Det gennemspillede scenarie har bragt de europæiske ledere i frenetisk aktivitet. Men mere om det senere. Til forskel fra Joe Bidens ønske om at fastholde USA’s unipolære dominans har Trumpteamet og dets intellektuelle støtter allerede før Trumps indsættelse som den 47. præsident erkendt, at USA ikke længere har hverken den økonomiske- eller militære styrke til at opretholde USA’s position som verdens ubestridte nummer et. Den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio lagde allerede linjen den 30. januar i et interview med Megan Kelly: ”Det er ikke normalt for denne verden kun at have en unipolær magt. Det er det ikke – det er en anomali”. ”Hvis man ser rundt i verden, vil jeg sige, at vores modstandere er stærkere, end de nogensinde har været, og de er blevet stærkere i de sidste fire år”. Det moralske lederskab gik allerede fløjten med Obama, hvor USA’s interventionistiske politik fortsatte uformindsket, selv om han påstod at stå for en anden linje end sin forgænger  præsident Bush. USA’s tab af autoritet blev åbenlyst understreget af Bidens manglende ”verdensomspændende” opbakning til stedfortræderkrigen mod Rusland og den omfattende sanktionspolitik. Det er ikke på noget tidspunkt lykkedes at isolere Rusland og økonomisk tvinge landet i knæ. Bidens ønskede regimeskifte i Moskva er udeblevet. Når man ikke kan påtvinge sin modstander sine betingelser på slagmarken, bliver diplomatiet det muliges kunst for at opnå de mest fordelagtige aftaler. Og her står den europæiske elites hysteriske russerangst og krigsparathed i vejen. Der er mere at vinde ved at søge en omfattende aftale med Rusland om fred i Ukraine, et afbalanceret modus vivendi i Iran og normalisering af de diplomatiske og økonomiske forbindelse end en fortsat håndhævelse af forsvaret af Europa. Ren geopolitisk realpolitik uden ideologisk overbygning som under Obama og Biden, og i det spil har Europa tabt i vægt og fremtidig betydning. Mange er af den opfattelse, at Trumpregeringens ønske om genoptagelse af de diplomatiske og økonomiske forbindelser med udfasning af sanktionerne mod Rusland har til formål at gennemføre den omvendte Nixonløsning og skyde en kile ind mellem Rusland og Kina. Den tese virker de faktiske forhold taget i betragtning lidt for fantasirig. Derimod har Trumpteamet flere gange betonet vigtigheden af at trække Rusland ind på verdensmarkedet igen og bremse eller forsinke en yderligere udvikling i BRICS+ landenes økonomiske betydning og udfordring af dollardominansen. Faktisk har præsidenten erklæret ubegrænset økonomisk krig mod ethvert forsøg på at svække dollarens betydning. Trumpteamet går også efter at inddrage Rusland i forhandlingerne med det iranske præsteskab om et modus vivendi med det formål at inddæmme de regionale spændinger i Mellemøsten. Trumpteamet ser også de diskrete forhandlinger som et forsøg på at danne præcedens for de videre forhandlinger mellem USA, Rusland og Kina. Bl.a. om en omfattende nedrustningsaftale, fordi de tre stormagter med Rubios ord ikke i længden kan klare et rustningskapløb uden at skade parternes økonomi. Trumps største problem med, at krigen i Ukraine og sanktionspolitikken fortsætter, er helt indlysende og bekræftet af de hårde data. Kina og Rusland rykker konstant endnu tættere sammen økonomisk, handelsmæssigt og militært. Samarbejdet er allerede blevet accelereret på højeste niveau siden Trump blev præsident, hvilket indebærer, at USA står overfor en magtfaktor i Stillehavet, som reelt ikke kan inddæmmes konventionelt. Dertil kommer, at Ruslands og Kinas praktiske strategiske og infrastrukturelle samarbejde indebærer USA’s tab af indflydelse i hele Centralasien og i Eurasien. Ruslands og Kinas samarbejde med de Centralasiatiske stater og Kinas Belt and Road, der hurtigere end nogen havde forestillet, skærer igennem hele Centralasien til Mellemøsten. Kinas fastlandsstrategi har to formål. At bane vejen for økonomisk ekspansion uden om Vestens dominansområde og at svække USA’s maritime overlegenhed og kapacitet til at inddæmme Kina.  USA på kredit En nok så væsentlig begrundelse for Trumps fredspolitik er USA’s svækkede økonomi og voksende internationale gæld på 37.000 mia. dollar. Dollardominans eller ej kan USA ikke i længden fortsætte gældseksplosionen uden at gøre sig afhængig af kreditorerne, som bl.a. er Kina og Japan. USA kan heller ikke holde til at finansiere sit handelsbalanceunderskud og eksorbitante militærbudget ved at stifte gæld og suge international kapital ind i USA. I øvrigt søger kapitalimporten først og fremmest mod den parasitære finansielle sektor og bidrager kun i beskedent omfang til at renovere USA’s nedslidte industri- og infrastrukturelle sektor og skabe de produktive betingelser for den fremtidige vækst. Amerikansk kapitalisme kan ganske enkelt ikke holde til at finansiere flere præsidenters krige og globale konfliktoptrapning. Hverken aktuelt eller på den lange bane. Når alt kommer til alt forudsætter det geopolitiske magtspil en stærk økonomisk base som først og fremmest udgøres af et lands produktive kapacitet. Som for Nixon ved afslutningen af Vietnam-krigen, der ikke kunne vindes, gælder det for Trump om at foruddiskontere det uundgåelige og konstruere en ærefuld fred og i yderste konsekvens en udgang fra Europa. Et globalt modus vivendi For Trumpadministrationen drejer det sig om at søge en ny global magtgeometri etableret mellem USA – Kina – Rusland med gensidig anerkendelse af hinandens interessesfærer. En pragmatisk men skrøbelig ligevægt. Det gælder også de mulige fælles institutioner for kommunikation og forbindelseslinjer, der kan neutralisere eventuelle konflikter. En slags magtgeometriens inderste cirkel. En geometri, der ganske givet ikke vil være langtidsholdbar og heller ikke særlig stabil, men som en midlertidig ordning stærk nok til at sikre Trumps og J.D. Vance’ MAGA projekt og tentativt begrænse Kinas og Ruslands stadigt tættere samarbejde på næsten alle fronter. For Trumpteamet gælder det fastholdelsen af dollardominansen og et magtpolitisk status quo. Modsat gælder det for Kina og Rusland en ordning, hvor de to stormagter kan gennemføre den langsomme opbygning af en multipolær verdensorden. Det strategiske grundlag blev endnu engang formuleret af den kinesiske udenrigsminister Wang Yi på den kinesiske Nationalkongres den 7. marts: ”Historien vil bevise, at den virkelige vinder er den, som tænker på alles interesser”. Han tilføjede med klar adresse til Trump og de europæiske statsledere: ”At for Kina og USA er gensidig respekt en vigtig forudsætning for, at de to lande kan søge fredelig sameksistens globalt”. Altså et perspektiv, der for en overfladisk betragtning ikke matcher Trumps MAGA projekt, men som dog tilstræber at imødekomme USA’s krav om fortsat global styrke og neutralisere en farlig rivalisering. I Kina har man jo også læst interviewet med Marco Rubio og hans øvrige formuleringer om, at den unipolære verdensorden og amerikansk udenrigspolitik efter den kolde krigs ophør fra Bill Clinton og frem har ædt USA’s styrke op indefra. At være verdens politibetjent nummer ét er både økonomisk – politisk – militært og moralsk ødelæggende. Det demonstrerede Obama i Afghanistan og Bidenteamet fulgte trop både i Gaza og i Ukraine. Reaktionerne i den europæiske elite Set med rækken af selvtilfredse europæiske statslederes briller opfører Trump og J.D. Vance sig som utilregnelige og brutale aktører på den store scene. Som et ”forræderisk” brud på årtiers sikkerhedspolitisk engagement i Europa, der gav europæerne frihed til først og fremmest at tænke på sig selv og som modsvar til USA’s dominans på den anden side opbygge det indre marked og den økonomisk-monetære Union. Udenrigs- og sikkerhedspolitikken overlod man de facto til USA, hvor EU kunne melde til og fra alt efter, hvad der var opportunt. USA sørgede for, at EU’s medlemslande bl.a. gennem Nato blev masseret til at indordne sig og på den ene side fraskrive sig retten til at opbygge en Europahær og på den anden side acceptere Nato’s metamorfose fra forsvarsalliance til en offensiv global magtpolitisk alliance med operationsfelt så langt som til Taiwanstrædet. Den ideologiske overbygning kom under præsident Biden til at hedde: ”Demokrati mod autokrati” eller forsvaret af det kollektive vestens universelle værdier Allerede under valgkampen såede Trumps tvivl om holdbarheden af forestillingerne om det kollektive Vesten. Siden sin indsættelse som præsident har Trumpteamet omsat tvivlen til et hektisk og ikke altid konsistent opgør med den hidtidige udenrigspolitiske kurs og lade den europæiske magtelite tilbage med ansvaret for krigen i Ukraine og den dogmatiske strategiske konfrontation med Rusland. Vicepræsident J.D. Vance har skånselsløst udhængt de europæiske statslederes og mediernes mantra om Rusland som en aggressiv imperialistisk magt og som en overvældende trussel mod hele Europa. Europæernes forargede og patetiske reaktion og mediernes moraliserende opstandelse fortæller, at der ikke er tale om mindre terminologiske uenigheder. Så der er gode grunde til de europæiske statslederes febrile bestræbelser for at opbygge et nyt magt- og handlingsgrundlag som alternativ til den hidtidige amerikanske beskyttelsespolitik og som modvægt til Trumps ”del og hersk politik”. I de sidste måneder har EU’s topledelse afholdt det ene krisemøde efter det andet, hvor europæisk enhed fylder dagsordnerne. Samtidig smuldrer grundlaget for enhed i flere medlemslande. Oppositionen mod EU kommissionens oprustningspolitik vokser i Frankrig, i Polen, i Italien, i Slovakiet, i Ungarn, i Slovenien og i Spanien. Men det handler langt fra kun om modstand mod oprustningspolitikken. Reaktionerne vokser bl.a., fordi kommissionen og især kommissionsformandens team forsøger at centralisere magten og udfylde det magtvakuum, som sammenbruddet af Frankrig-Tyskland aksen har efterladt. En voksende del af Europas befolkninger oplever, at deres indflydelse og almindelige livsvilkår forringes med magtcentraliseringen i EU Selve Unionsbygningen er under pres. Den markedsbaserede EU-institution viser for alvor sin grundlæggende svaghed. Siden vedtagelsen af det indre marked i 1985 og senere tvangsgennemførelsen af den monetære Union med euroen og Unionstraktaten har hvert nyt integrationsskridt været drevet frem af markedskræfterne og blokeret for udviklingen af en reel politisk- og kulturel funktionel enhed. Unionen er uden anerkendt og respekteret politisk overbygning i form af en politisk legitim udøvende magt og et fuldgyldigt demokratisk parlament, der på et folkeligt og anerkendt grundlag kan repræsentere og samordne medlemsstaterne. På alle væsentlige spørgsmål er enigheden gennemført via markedstvang eller geopolitisk pres (f.eks. Natos udvidelse mod Øst) eller  gennem månedlange og uigennemsigtige forhandlingskonflikter. Den udviklingslinje har været muliggjort af det faktum, at USA stod for sikkerheden og det kollektive Vestens interesser globalt. EU har på det udenrigs- og geopolitiske felt kunne klare sig igennem via lunkne og ofte usammenhængende kompromisser i ministerrådet. Den konstruktion holder ikke længere. Den har faktisk været under indre opløsning siden eurokrisens begyndelse i 2010, hvor især fraværet af en overnational finanspolitisk institution til at formidle en afbalanceret krisepolitik fik alvorlige konsekvenser for enheden i EU. (jf. den hårdhændede behandling af Grækenland, Italien, Portugal og Spanien. Den behandling er ikke glemt.) På den ene side har man ideologisk dyrket samhørigheden, og på den anden side undergravet samhørighedens materielle vilkår. Enheden er siden 2011 først og fremmest blevet håndhævet gennem kommissionens tiltagende magtbeføjelser og muligheder for gennem Europæisk Semester og de respektive fonde at disciplinere de enkelte medlemslande økonomisk og finanspolitisk. Unionen har aldrig opnået en organisk sammenhæng, der har gjort det muligt gennem positiv integration og uden forbehold at handle med en stemme. Oprustning i Europa og magisk tænkning Af samme grund har EU ikke kunnet handle hurtigt og effektivt udenrigspolitisk. EU-konstruktionen forudsætter konsensus, og militært er Unionen legalt afskåret fra at handle på medlemsstaternes vegne uden at aktivere nødretsparagraffen. Det betyder også, at EU, som de formelle vilkår er i dag, ikke kan have en fælles våbenproduktion eller noget, der bare ligner en fælles militær kommandostruktur. Den har Nato/USA stået for. Så selv om EU-landene sammenlagt har et forsvarsbudget, der er næsten tre gange større end Ruslands og et militært-industrielt kompleks, som også overgår Ruslands, er hele komplekset og den militære organisation fragmenteret og ineffektiv. Og der er ikke umiddelbart tegn på ændringer. Både Frankrig, Polen, Italien, Tyskland og Danmark har lagt afstand til forestillingerne om en europahær. Argumentet er selvfølgelig, at hvert land kun er suverænt, hvis det har et eget forsvar til at forsvare nationalstatens grænser. (Nato har aldrig været en Atlantisk hær, men netop en alliance). Set i det perspektiv forbliver statslederenes og kommissionsformandens Ruslandsdramaturgi, hvor EU skal forberede sig på at afskrække Rusland et fantom.  Det senest afholdte krisetopmøde i EU den 6. februar og fælleskommunikeet virker næsten patetisk. Kommissionsformandens forslag om at optage et fælles EU lån på 150 mia. euro for at opbygge en ”krigsfond”, som medlemsstaterne så kan låne fra og planlægning af en langsigtet investering på 800 mia. euro styret af den Europæiske Investerings Bank, fremtræder tilsyneladende imponerende. Det var også med stolthed, at planen blev fremlagt. Planerne har blot den afgørende hage, at det på papiret nok er muligt relativt hurtigt at sætte gang i våbenproduktionen, men det vedtagne udspil efterlader flere spørgsmål, end det besvarer: Hvilke lande og erhvervsvirksomheder skal producere? Hvordan skal forsyningskæderne sikres? Kan der indgås kontrakter med virksomheder udenfor EU? Hvordan skal man gennem regulering undgå intern konkurrence om at opnå de bedste kontrakter? Hvordan skal den elektroniske kommandostruktur opbygges? Hvilken autoritet skal en øverste militære ledelse have over de stående nationale hære? Hvilken produktion skal prioriteres, og hvem skal betjene våbensystemerne, hvis der ikke sideløbende opbygges en veldefineret og anerkendt kommandostruktur? Bag alle festtalerne lever det egentlige problem stadig. Kan de nationale regeringers og hæres suverænitet opretholdes, hvis prioritering af våbensystemer og produktion og ikke mindst finansiering er underlagt kommissionens kompetence. Samme problem gælder EU landenes aktuelle og akutte støtte til Ukraine, hvor enkeltlandene fortrinsvis har stået for donationerne, og hvor det gang på gang har vist sig i praksis, at våbensystemerne enten ikke er kompatible eller alene har måtte koordineres af amerikanerne. Man kan, som erfaringerne efter tre års krig har vist, donere nok så mange penge til Ukraine (uden sikkerhed for deres anvendelse), hvis markedet for våbenkøb er stærkt reduceret og den nuværende produktionskapacitet lav. Selv de amerikanske lagre er reduceret i bekymrende grad. Så EU kan holde et utal af topmøder og krisemøder, og der vil være lige langt fra stærke manifester om sammenhold og ubøjelig vilje til praktisk at kunne bekæmpe den bevidst oppustede russiske trussel. Og det handler ikke alene eller udelukkende om det finansielle grundlag eller om de formelle forsvarsbudgetters størrelse, men om Unionens manglende strukturelle grundlag til at fastholde forestillingen om Europa som en uafhængig stormagt. De sidste måneders forvirring og talrige udspil har demonstreret Unionens reelle skrøbelighed. Spørgsmålet er, hvornår kommissionens centralistiske magtpolitik og krigsmobiliseringens tæring på de nationale velfærdsstater, slår over i en brederefolkelig Unionsmodstand og opposition til de enkelte nationale regeringers brug af Ruslandstruslen til at underordne al anden politik landenes forsvarsevne. Lige nu, hvor alt kun er på papir, har EU kommissionen overhånden. Billedet kan vende meget hurtigt, hvis Trump gør alvor af sine trusler om at lade Europa alene med krigen i Ukraine og reducere den militære tilstedeværelse på europæisk grund. Altså de facto frigøre USA fra de hidtidige sikkerhedsgarantier. Koalitionen af villige Præsident Macron og den engelske premierminister Keir Starmer forsøger som konsekvens af EU’s synlige svagheder at udkonkurrere EU kommissionen og iscenesætte sig selv som Europas ledere med forslaget om at danne en ad hoc koalition af frivillige. Et udspil der skærer gennem alle EU’s formelle institutioner og beslutningsstrukturer. Med Macrons og Starmers fællesudspil om, at Frankrig og England skal stå for den operationelle ledelse af en større fredsbevarende styrke i forbindelse med reelle fredsforhandlinger mellem USA-Rusland og Ukraine, er de to statsledere reelt ved at opbygge en magtpolitisk konkurrent til EU. Koalitionen af villige er med eller uden amerikansk sikkerhedsgaranti en ny magtpolitisk konstruktion sammensat af lande indenfor og udenfor EU (bl.a. Canada, Australien m.fl.) og samtidig en tilsidesættelse af Unionens ligheds- og enhedsgrundlag. Problemet med alliancen ja bare forslaget er, at dens operationalitet, når det kommer til stykket, forudsætter amerikansk sikkerhedsgaranti. I sig selv er den for svag til at klare en eventuel konfrontation med Rusland. Alle udmeldinger fra det Hvide Hus har indtil nu været afvisende. Et endnu større problem i perspektiv gemmer sig under overfladen. Hvis de enkelte medlemslande kan danne eller tilslutte sig den ene eller den anden situationsbestemte koalition af frivillige, vil det yderligere tære på samhørigheden i Unionen og tilskynde de enkelte medlemslande til at vælge positioner afhængig af nationale interesser. Det vil enten sætte fart i de centrifugale kræfter. Accelerere kommissionens centraliseringspolitik eller, og det er det største problem, sætte hele Unionen tilbage i forhold til udarbejdelse af en reel forfatning og øget politisk, kulturel og moralsk integration – som, når stormen har lagt sig, vil fremstå som EU’s eneste farbare vej til at genopbygge sin relevans. Endnu er alliancen kun på skrivebordet, og det er langt fra sikkert, at en forhandling om en fred bliver en realitet. I parentes bemærket har Rusland indtil videre pure afvist, at NATO-lande kan accepteres som fredsbevarende styrker. Hvis Rusland skal acceptere en fredsbevarende styrke, skal den have et FN-mandat, og så er det helt sikkert, at Nato-landene ikke kommer til at spille en rolle. I mellemtiden vokser sandsynligheden for, at Ukraines kapitulation rykker stadigt nærmere, hvor meget det end benægtes af de europæiske statsledere og deres militære orakler, og hvor meget USA end forsøger at gennemtvinge en våbenhvile med trusler om skærpede sanktioner, hvis Rusland afviser USA’s og Ukraines taktiske forhandlingsudspil fra mødet i Riyadh den 11. marts. Ånden er ude af flasken Men alle usikkerheder og forbehold til trods er ånden ude af flasken, og det hidtil unævnelige er blevet nævnt højt med Macrons forslag om at dække Europa med fransk atomparaply. En konfliktoptrapning i forhold til Rusland men også en begyndende omskrivning af magtforholdene indenfor EU. På den anden side af Kanalen har Starmer diskret lagt luft til forslaget om en europæisk atomparaply af den simple grund, at Englands atombevæbning bygger på amerikansk teknologi og en båndlagt de facto styring herfra. Helt overspændte bliver udmeldingerne, når den polske statsleder samtidigt offentligt taler om mulig polsk atombevæbning helt i strid med ikke-atomspredningsaftalen. Der opleves som om, der er lukket helt op for sluserne, og at selv de mest fantasifulde og uansvarlige forslag kan komme på bordet i panikkens stund. Kort og godt foregår der flere udspil for at opbygge parallelstrukturer til EU, fordi Unionen ikke kan handle hurtigt og politisk sammenhængende. Det er frygten for et ukontrollabelt opbrud indenfor EU, der begrunder Ursula von der Leyens turbomilitarisering og bestræbelser for at tiltage sig mest mulig magt overfor medlemsstaterne. Hendes og kommissionens aktier er bundet i oprustningen mod den Russiske trussel og den økonomiske konkurrenceevneplan, som bl.a. er vendt mod USA og Kina. Kommissionens storstilede initiativer tjener til at styrke dens institutionelle magt og udvikle ”redskaber”, som er Ursula von der Leyens yndede udtryk, til at føre disciplinerende ”del og hersk” politik overfor medlemslandene. Om Macrons og Starmers opreklamerede alliance af frivillige overhovedet bliver til andet end endnu en papirtiger er for så vidt ikke det væsentlige. Det er derimod årsagens til forslagets tilblivelse. EU’s politisk-militære handlingslammelse og voksende økonomiske svaghed, som med Tysklands og Frankrigs store økonomiske problemer har afsløret EU’s indre svagheder og manglende kriseresistente politiske sammenhængskraft. På næsten narcissistisk vis har EU topledernes bestræbelser alene drejet sig om at bevare status quo og negligere det faktum, at Europa ikke længere er en del at et magtfuldt kollektivt Vesten. Det eksisterer ikke længere. Der er heller ikke ét globalt magtcentrum, som ellers har været Unionens reelle grundlag de sidste 40 år. Et smertefuldt indre selvopgør venter EU har ingen politisk – økonomisk eller moralsk strategi for at spille en væsentlig rolle på den internationale scene nu, hvor Unionen ikke længere kan operere i ly af amerikansk dominans. Hvorvidt, Trumps MAGA og globale magtrealisme rent faktisk kan gennemføres, er selvklart uvist på indeværende tidspunkt. Men selv efter udløbet af Trumps embedstid vil det stadigt være den linje, der vil præge USA’s sikkerheds- og udenrigspolitik, fordi den nye magtrealisme er i overensstemmelse med de faktiske globale magtforhold med Kinas og Ruslands voksende militære- og økonomiske styrke. I det spil betyder Europa og ”dets overlegne kulturarv” mindre. Og uden tidligere tiders moralske overlegenhed i egen selvforståelse vil vi uden tvivl blive vidne til et helt kompleks af europæiske magtspil ikke ulig de andre regionale magtspil bl.a. i Asien og i Afrika. Udløbsdatoen for Unionen, som den er bygget op i dag, nærmer sig. De ydre trusselsbilleders betydning for opretholdelse af status quo vil aftage. Russofobien har sine virkningsbegrænsninger. I længden kan Europa ikke klare konflikten med Kina og Rusland og et utilregneligt forhold til USA. Europas indpas i en større Eurasiatisk sikkerhedsarkitektur, som Kina og Rusland langsomt men sikkert er ved at udvikle, bliver en nødvendighed – om end gennem et smertefuldt identitetsopbrud og en nyordning af Europas statsstruktur, hvor ideerne om en føderal union igen tager form. Jan Helbak                          

  marts 12, 2025 8:21 pm

  Læs mere