Virtuel trussel mod demokratiet – eller svækket immunforsvar?
Israel angriber Iran, og Iran svarer igen. Situationen er uoverskuelig og kan komme helt ud af kontrol. Sådan har vi også vænnet os til at opfatte krigen i Ukraine, de tilspidsede modsætninger mellem USA og Kina osv. Eller hvad kan protesterne ”No King” mod Trump udvikle sig til i USA. Listen af uigennemskuelige konflikter er meget længere, men fælles for de nævnte er, at det er næsten umuligt at skabe sig et overblik, og ingen eller i hvert fald meget få autoritative og pålidelige kilder står frem hævet over enhver tvivl.
Mod sædvane har jeg opgivet at følge udviklingen time for time. I stedet faldt det mig ind, at jeg for nogle dage eller uger siden læste en artikel i DR-Nyt om desinformation. Jeg læste den gang artiklen hurtigt igennem, men heller ikke mere. Midt i al medierumlen har jeg nu læst artiklen igennem en gang til og fundet, at den er langt mere interessant end som så.
Artikel fra DR nyheder
Artiklen, som er skrevet af Brita Kvist Hansen (journalist på DR), havde en opsigtsvækkende titel: ”Ekspert: ”Vi skal kunne svare igen på påvirkningskampagner indenfor 24 timer”. Undertitlen var: ”Voksende russisk påvirkning kombineret med kunstig intelligens øger truslen mod vestlige demokratier”.
Egentlig noget af en kioskbasker og en forklaring på det fænomen, som politikerne ikke mindst statsministeren igen og igen henviser til i de mange lidt tågede advarsler om, at russerne udgør en trussel mod hele Europa. Ikke at de fysisk vil besætte os, men holde os i en mental, politisk og social spændetrøje. Med det narrativ gav overskriften mening.
Artiklen tager udgangspunkt i valget i Rumænien 2024, som blev erklæret ugyldigt under henvisning til efterretningstjenestens påstande om, at en udenlandsk påvirkningskampagne havde haft indflydelse på valgresultatet. Først og fremmest gjaldt det en reklamekampagne på Tik-Tok for den vindende kandidat. Hvilket ikke i sig selv er særligt ualmindeligt. Det kneb med dokumentationen, men der var en vilje til i EU at tage påstandene for gode vare. Den vindende kandidat var skeptisk overfor Nato og afviste EU’s linje overfor Rusland.
Problemet var, at valget var afholdt, da det blev erklæret ugyldigt, hvad der skabte stor vrede i vælgerkorpset.
Desinformation
Den såkaldte påvirkningskampagne blev takseret til at være desinformation, som ifølge ordbøgerne betyder forsætlig vildledning med det mål at opbygge et bestemt narrativ. Til forskel fra misinformation, der er fejlagtig information, og som forekommer hele tiden uden at være bevidst vildledende.
Vi skal ikke have gentaget situationen i Rumænien. Et andet sted kunne den komme ud af kontrol. Derfor skal der sættes ind i løbet af 24 timer for at skyde desinformation ned. Og, som der står i artiklen, er det en påtrængende opgave i og med: ”Rusland sætter stadig større ressourcer ind på at undergrave vores demokratier med påvirkningskampagner”. En trussel, der er overhængende, fordi: ”Vores åbne samfund er nemme at ramme for Rusland, siger Janis Sarts, som er direktør for Nato Strategic Communications Center of Excellence i Riga Letland”.
”Ifølge Janis Sarts vokser den russiske indsats for at påvirke valg og svække demokratiet. Metoden går ud på at udbrede bestemte budskaber via netværk og falske profiler, der udsender koordinerede budskaber”.
Det lyder velkendt. Det er vist ikke kun russerne, der anvender denne såkaldte virtuelle jamming. Det har stort set været gængs praksis siden ophøret af den kolde krig. Mere eller mindre gennemskueligt og sofistikeret. Så den side af mønten skal vel tælles med, når trusselsbilledet mod demokratiet beskrives. I hvert fald har det kunnet konstateres, at dokumentationen for brud på de almindelige valgregler generelt set ikke har været overvældende stærk. Men som sagt er de forskellige trusselsbilleder blevet taget for gode vare alt afhængig af hvilken part, der har kunnet profitere af narrativet.
Forhåndsingreb
Jaris Sarts udtaler så følgende som svar på den omfattende virtuelle offensiv fra Ruslands side: bl.a. i forbindelse med valg: ”Det duer ikke at vente, når man ser kræfter udefra blande sig. Man skal kunne reagere indenfor et døgn”. ”myndighederne skal straks fortælle offentligheden, hvad der foregår. Derud over skal de kræve af platformene, at de lever op til reglerne og standser netværk, der står bag de koordinerede kampagner”.
Desværre forsynder hele artiklen sig mod helt elementære argumentations- og fremstillingsregler. Artiklen indeholder mindst fire hovedpåstande vedr. temaet:
Kampagnerne undergraver demokratiet,
Åbne samfund som de europæiske er nemme at ramme,
Kampagner kan påvirke valgresultater,
Påvirkningskampagne ved præsidentvalget i Rumænien var udslagsgivende for valget.
Der er i artiklen bare ikke belæg for nogen af de fire påstande endsige forholdsvis præcise beskrivelser af påstandene. Så vi er sådan set lige vidt. Påstandene lader sig ikke efterprøve.
Vi må derfor spørge prøvende ind til påstandene. ”Ifølge ham (Janis Sarts) skal myndighederne straks fortælle offentligheden, hvad der foregår”. Hvad står der egentlig?
Vi myndighederne, (hvem det så end er) ved, hvad der er desinformation og ikke desinformation. Konkret vil det nok være efterretningstjenesterne, der afkoder de mange informationer, der er i spil hele døgnet rundt. Spørgsmålet er så, hvordan efterretningstjenesterne og deres politiske opdragsgivere kan vide, hvad der er information og desinformation. De må strengt taget være i besiddelse af en bestemt målestok for korrekte informationer, som alle informationer skal måles i forhold til. Ellers giver sætningen ikke mening, medmindre man trygt overlader det til efterretningstjenesterne ud fra egne og ikke offentligt kendte kriterier at sondre mellem desinformation og korrekt information. Og på det grundlag skal politikere og andre offentlige myndigheder reagere ”indenfor 24 timer og informere offentligheden om, hvad der foregår”.
Eller sagt på en anden måde, skal myndighederne kunne reagere så hurtigt, at desinformationen ikke når befolkningen og forårsager politisk forvirring eller stemmeskred som i Rumænien.
Jeg har ikke andet begreb for den indstilling end forhåndscensur.
Holdninger og tendenser – påvirkningskampagnernes grobund
Nu findes der vel en begribelig forklaring på, hvorfor højtplacerede embedsmænd i Nato og efterretningstjenesterne går så vidt som til at plædere for forhåndscensur? Det er nok ikke rimeligt over en bred bank at mistænke væsnerne for at pleje egne eksistensinteresser. Det burde ikke forekomme i et demokrati og i et åbent samfund.
Den nok væsentligste grund formuleres meget præcist senere i artiklen af Jaris Sarts: ”Mange påvirkningsoperationer lykkes, fordi de bygger oven på holdninger og tendenser der er i forvejen”.
Holdninger og tendenser, der ikke falder indenfor korrekthedsmålestokken, forstås. Holdninger og tendenser, der ikke skal understøttes eller på nogen måde kunne brede sig ud af kontrol. F.eks. de voksende national konservative partier og bevægelser, der i voksende omfang udfordrer det etablerede politiske centrum. Dvs. påvirkningskampagnerne rammer ind i en i forvejen eksisterende stemning.
Måske skaber de rettelig ikke nye stemninger. Måske forstærker de blot de eksisterende, som myndighederne kan have vanskeligt ved at få has på. Hvis man så kan gribe ind overfor påvirkningskampagnerne, inden budskaberne breder sig, skulle det være muligt at fastholde en eller anden form for status quo i det politiske landskab og i den aktuelle situation forhindre russerne i deres destabiliseringsmanøvre.
Det er ikke uden betydning, at desinformationen mv. (som den kaldes) meget sjældent beskrives konkret. Afsløringerne fremføres næsten altid i brede og ret upræcise vendinger. Det gør det vanskeligt at forholde sig til dem, hvad der også vanskeliggør kritikken. Men de rammer rent ind i de etablerede narrativers signalmarkører som ”demokratierne”, de ”åbne samfund” osv.
Det, der går forud for forhåndscensuren
Men der gemmer sig faktisk et spøgelse bag forhåndscensuren. Den underliggende præmis: myndighedernes og de politiske lederes manglende tillid til vælgernes dømmekraft og evne til med en vis skepsis at sortere i de mange forskellige og konfliktende budskaber i medierne, på de sociale medier og YouTube mv. Og således også en frygt for, at en større del af vælgerkorpset kan lade sig forlokke af budskaber, der ikke ligger indenfor mainstreams virkelighedsopfattelse.
Hvis det forholder sig sådan, at vælgerne er sårbare overfor det, myndighederne takserer som desinformation, ligger problemet vel ikke i de mange forskellige påvirkningskampagner eller eksplicit i de russiske påvirkningskampagner, men skal derimod henføres til påvirkningssårbarheden blandt vælgerne og fraværet af en åben og kritisk debat på et grundlag, så alle/de mange kan være med.
Og så er det vel det problem, der skal under kniven fremfor at gribe til en aldeles udemokratisk forhåndscensur udformet af myndigheder, der ikke selv lader sig kontrollere af befolkningen endsige af Folketinget.
Hvis vælgerne rent faktisk er så sårbare overfor fake news, desinformation og også misinformation, hvordan kan vi så samtidig hævde at have et resilient og dynamisk demokrati byggende på en omfattende kontrakt mellem den politiske elite og folket?
Hvorfor?
Vælgernes sårbarhed og vanskelighed ved at orientere sig har udviklet sig i takt med, at det politiske system og den politiske elite har løsrevet sig fra partierne og i den lange proces omdannet dem til rene valgmaskiner og rammer for partitoppens fokusgruppeorientering og stemningsorientering.
Tidligere var partierne helt ud i yderste kartoffelrække med til at formulere politiske interesser, opdyrke en bestemt samfundsmoral/verdensanskuelse og danne ramme om de forskellige samfundsgruppers/vælgergruppers interesser. Man orienterede sig mod partiernes forskellige udmeldinger, når man ville forstå begivenheder, som man ikke selv havde overblik over eller mente at forstå helt rigtigt. Den formidling mellem det politisk institutionelle system og befolkningen er ikke længere. Den enkelte borger er overladt til sig selv, når voldsomme begivenheder som krigen i Ukraine, massedrabene i Gaza, Trumps ekstatiske udmeldinger, handelskonflikt mv. skal forstås og sættes ind i en sammenhæng.
Hvis borgerne så på den anden side i de senere år har udviklet en vis skepsis overfor holdbarheden i de mange politiske udmeldinger bl.a., fordi partiernes politiske positioner skifter i et væk og indgår i de taktiske spil på Christiansborg, ja, så er det, at radaren står og vibrerer uden at kunne låse på velunderbyggede positioner og virkelighedsfortolkninger.
Jaris Sarts har i den forstand helt ret: ”Mange påvirkningsoperationer lykkes, fordi de bygger på holdninger og tendenser, der er i forvejen”. Eller fortolket lidt anderledes. Fordi befolkningen igen og igen har oplevet, at det, der var rigtigt i går, er forkert i dag, og at grundene hertil er ganske uigennemsigtige. Så det ene narrativ kan være lige så godt som det andet i en situation, hvor fordomme og tro, frygt for udhaling og fraværet af autoriteter i det politiske liv helt ud på civilsamfundets yderste revle har gjort bestræbelser for at bruge dømmekraften til en næsten uoverkommelig opgave.
I en sådan situation, er det demokratiets reducerede immunforsvar, som er problemet og ikke desinformationen.
Jan Helbak
juni 15, 2025 7:38 pm
Læs mere