Seneste blogindlæg

• Magtspil mellem USA og Europa og internt i Europa

  Præsident Trump ønsker fred i Ukraine. Jo længere krigen varer, og USA er forpligtet i Europa, desto svagere position indtager USA i magtspillet i Stillehavsområdet og Centralasien. Hans insisteren på fred i Ukraine og kritik af de europæiske statsleders krigsretorik rummer også ønsket om en ærefuld udgang fra Europa. De europæiske statslederes opulente krigsretorik og oprustningsmani og ikke mindst præsident Macron og premierminister Keir Starmers forslag om en ”koalition af frivillige” som kernen i en fredsbevarende styrke i Ukraine repræsenterer er en helt ny trussel mod stabiliteten i EU. Hårde realiteter bag Trumps fredspolitik Trump gentager igen og igen overfor præsident Zelinsky, præsident Macron og Premierminister Keir Starmer: Vil I fred eller vil I fortsat krig? Hvis I vil fred bliver det på USA’s og Ruslands betingelser. Selvfølgelig skal I inddrages, men først når en plan med taktiske overgangsspil er udarbejdet mellem Rusland og USA. Hvis I vil fortsat krig, må I udkæmpe den selv. Som fredselskende nation trækker USA sig fra et videre engagement. Det gennemspillede scenarie har bragt de europæiske ledere i frenetisk aktivitet. Men mere om det senere. Til forskel fra Joe Bidens ønske om at fastholde USA’s unipolære dominans har Trumpteamet og dets intellektuelle støtter allerede før Trumps indsættelse som den 47. præsident erkendt, at USA ikke længere har hverken den økonomiske- eller militære styrke til at opretholde USA’s position som verdens ubestridte nummer et. Den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio lagde allerede linjen den 30. januar i et interview med Megan Kelly: ”Det er ikke normalt for denne verden kun at have en unipolær magt. Det er det ikke – det er en anomali”. ”Hvis man ser rundt i verden, vil jeg sige, at vores modstandere er stærkere, end de nogensinde har været, og de er blevet stærkere i de sidste fire år”. Det moralske lederskab gik allerede fløjten med Obama, hvor USA’s interventionistiske politik fortsatte uformindsket, selv om han påstod at stå for en anden linje end sin forgænger  præsident Bush. USA’s tab af autoritet blev åbenlyst understreget af Bidens manglende ”verdensomspændende” opbakning til stedfortræderkrigen mod Rusland og den omfattende sanktionspolitik. Det er ikke på noget tidspunkt lykkedes at isolere Rusland og økonomisk tvinge landet i knæ. Bidens ønskede regimeskifte i Moskva er udeblevet. Når man ikke kan påtvinge sin modstander sine betingelser på slagmarken, bliver diplomatiet det muliges kunst for at opnå de mest fordelagtige aftaler. Og her står den europæiske elites hysteriske russerangst og krigsparathed i vejen. Der er mere at vinde ved at søge en omfattende aftale med Rusland om fred i Ukraine, et afbalanceret modus vivendi i Iran og normalisering af de diplomatiske og økonomiske forbindelse end en fortsat håndhævelse af forsvaret af Europa. Ren geopolitisk realpolitik uden ideologisk overbygning som under Obama og Biden, og i det spil har Europa tabt i vægt og fremtidig betydning. Mange er af den opfattelse, at Trumpregeringens ønske om genoptagelse af de diplomatiske og økonomiske forbindelser med udfasning af sanktionerne mod Rusland har til formål at gennemføre den omvendte Nixonløsning og skyde en kile ind mellem Rusland og Kina. Den tese virker de faktiske forhold taget i betragtning lidt for fantasirig. Derimod har Trumpteamet flere gange betonet vigtigheden af at trække Rusland ind på verdensmarkedet igen og bremse eller forsinke en yderligere udvikling i BRICS+ landenes økonomiske betydning og udfordring af dollardominansen. Faktisk har præsidenten erklæret ubegrænset økonomisk krig mod ethvert forsøg på at svække dollarens betydning. Trumpteamet går også efter at inddrage Rusland i forhandlingerne med det iranske præsteskab om et modus vivendi med det formål at inddæmme de regionale spændinger i Mellemøsten. Trumpteamet ser også de diskrete forhandlinger som et forsøg på at danne præcedens for de videre forhandlinger mellem USA, Rusland og Kina. Bl.a. om en omfattende nedrustningsaftale, fordi de tre stormagter med Rubios ord ikke i længden kan klare et rustningskapløb uden at skade parternes økonomi. Trumps største problem med, at krigen i Ukraine og sanktionspolitikken fortsætter, er helt indlysende og bekræftet af de hårde data. Kina og Rusland rykker konstant endnu tættere sammen økonomisk, handelsmæssigt og militært. Samarbejdet er allerede blevet accelereret på højeste niveau siden Trump blev præsident, hvilket indebærer, at USA står overfor en magtfaktor i Stillehavet, som reelt ikke kan inddæmmes konventionelt. Dertil kommer, at Ruslands og Kinas praktiske strategiske og infrastrukturelle samarbejde indebærer USA’s tab af indflydelse i hele Centralasien og i Eurasien. Ruslands og Kinas samarbejde med de Centralasiatiske stater og Kinas Belt and Road, der hurtigere end nogen havde forestillet, skærer igennem hele Centralasien til Mellemøsten. Kinas fastlandsstrategi har to formål. At bane vejen for økonomisk ekspansion uden om Vestens dominansområde og at svække USA’s maritime overlegenhed og kapacitet til at inddæmme Kina.  USA på kredit En nok så væsentlig begrundelse for Trumps fredspolitik er USA’s svækkede økonomi og voksende internationale gæld på 37.000 mia. dollar. Dollardominans eller ej kan USA ikke i længden fortsætte gældseksplosionen uden at gøre sig afhængig af kreditorerne, som bl.a. er Kina og Japan. USA kan heller ikke holde til at finansiere sit handelsbalanceunderskud og eksorbitante militærbudget ved at stifte gæld og suge international kapital ind i USA. I øvrigt søger kapitalimporten først og fremmest mod den parasitære finansielle sektor og bidrager kun i beskedent omfang til at renovere USA’s nedslidte industri- og infrastrukturelle sektor og skabe de produktive betingelser for den fremtidige vækst. Amerikansk kapitalisme kan ganske enkelt ikke holde til at finansiere flere præsidenters krige og globale konfliktoptrapning. Hverken aktuelt eller på den lange bane. Når alt kommer til alt forudsætter det geopolitiske magtspil en stærk økonomisk base som først og fremmest udgøres af et lands produktive kapacitet. Som for Nixon ved afslutningen af Vietnam-krigen, der ikke kunne vindes, gælder det for Trump om at foruddiskontere det uundgåelige og konstruere en ærefuld fred og i yderste konsekvens en udgang fra Europa. Et globalt modus vivendi For Trumpadministrationen drejer det sig om at søge en ny global magtgeometri etableret mellem USA – Kina – Rusland med gensidig anerkendelse af hinandens interessesfærer. En pragmatisk men skrøbelig ligevægt. Det gælder også de mulige fælles institutioner for kommunikation og forbindelseslinjer, der kan neutralisere eventuelle konflikter. En slags magtgeometriens inderste cirkel. En geometri, der ganske givet ikke vil være langtidsholdbar og heller ikke særlig stabil, men som en midlertidig ordning stærk nok til at sikre Trumps og J.D. Vance’ MAGA projekt og tentativt begrænse Kinas og Ruslands stadigt tættere samarbejde på næsten alle fronter. For Trumpteamet gælder det fastholdelsen af dollardominansen og et magtpolitisk status quo. Modsat gælder det for Kina og Rusland en ordning, hvor de to stormagter kan gennemføre den langsomme opbygning af en multipolær verdensorden. Det strategiske grundlag blev endnu engang formuleret af den kinesiske udenrigsminister Wang Yi på den kinesiske Nationalkongres den 7. marts: ”Historien vil bevise, at den virkelige vinder er den, som tænker på alles interesser”. Han tilføjede med klar adresse til Trump og de europæiske statsledere: ”At for Kina og USA er gensidig respekt en vigtig forudsætning for, at de to lande kan søge fredelig sameksistens globalt”. Altså et perspektiv, der for en overfladisk betragtning ikke matcher Trumps MAGA projekt, men som dog tilstræber at imødekomme USA’s krav om fortsat global styrke og neutralisere en farlig rivalisering. I Kina har man jo også læst interviewet med Marco Rubio og hans øvrige formuleringer om, at den unipolære verdensorden og amerikansk udenrigspolitik efter den kolde krigs ophør fra Bill Clinton og frem har ædt USA’s styrke op indefra. At være verdens politibetjent nummer ét er både økonomisk – politisk – militært og moralsk ødelæggende. Det demonstrerede Obama i Afghanistan og Bidenteamet fulgte trop både i Gaza og i Ukraine. Reaktionerne i den europæiske elite Set med rækken af selvtilfredse europæiske statslederes briller opfører Trump og J.D. Vance sig som utilregnelige og brutale aktører på den store scene. Som et ”forræderisk” brud på årtiers sikkerhedspolitisk engagement i Europa, der gav europæerne frihed til først og fremmest at tænke på sig selv og som modsvar til USA’s dominans på den anden side opbygge det indre marked og den økonomisk-monetære Union. Udenrigs- og sikkerhedspolitikken overlod man de facto til USA, hvor EU kunne melde til og fra alt efter, hvad der var opportunt. USA sørgede for, at EU’s medlemslande bl.a. gennem Nato blev masseret til at indordne sig og på den ene side fraskrive sig retten til at opbygge en Europahær og på den anden side acceptere Nato’s metamorfose fra forsvarsalliance til en offensiv global magtpolitisk alliance med operationsfelt så langt som til Taiwanstrædet. Den ideologiske overbygning kom under præsident Biden til at hedde: ”Demokrati mod autokrati” eller forsvaret af det kollektive vestens universelle værdier Allerede under valgkampen såede Trumps tvivl om holdbarheden af forestillingerne om det kollektive Vesten. Siden sin indsættelse som præsident har Trumpteamet omsat tvivlen til et hektisk og ikke altid konsistent opgør med den hidtidige udenrigspolitiske kurs og lade den europæiske magtelite tilbage med ansvaret for krigen i Ukraine og den dogmatiske strategiske konfrontation med Rusland. Vicepræsident J.D. Vance har skånselsløst udhængt de europæiske statslederes og mediernes mantra om Rusland som en aggressiv imperialistisk magt og som en overvældende trussel mod hele Europa. Europæernes forargede og patetiske reaktion og mediernes moraliserende opstandelse fortæller, at der ikke er tale om mindre terminologiske uenigheder. Så der er gode grunde til de europæiske statslederes febrile bestræbelser for at opbygge et nyt magt- og handlingsgrundlag som alternativ til den hidtidige amerikanske beskyttelsespolitik og som modvægt til Trumps ”del og hersk politik”. I de sidste måneder har EU’s topledelse afholdt det ene krisemøde efter det andet, hvor europæisk enhed fylder dagsordnerne. Samtidig smuldrer grundlaget for enhed i flere medlemslande. Oppositionen mod EU kommissionens oprustningspolitik vokser i Frankrig, i Polen, i Italien, i Slovakiet, i Ungarn, i Slovenien og i Spanien. Men det handler langt fra kun om modstand mod oprustningspolitikken. Reaktionerne vokser bl.a., fordi kommissionen og især kommissionsformandens team forsøger at centralisere magten og udfylde det magtvakuum, som sammenbruddet af Frankrig-Tyskland aksen har efterladt. En voksende del af Europas befolkninger oplever, at deres indflydelse og almindelige livsvilkår forringes med magtcentraliseringen i EU Selve Unionsbygningen er under pres. Den markedsbaserede EU-institution viser for alvor sin grundlæggende svaghed. Siden vedtagelsen af det indre marked i 1985 og senere tvangsgennemførelsen af den monetære Union med euroen og Unionstraktaten har hvert nyt integrationsskridt været drevet frem af markedskræfterne og blokeret for udviklingen af en reel politisk- og kulturel funktionel enhed. Unionen er uden anerkendt og respekteret politisk overbygning i form af en politisk legitim udøvende magt og et fuldgyldigt demokratisk parlament, der på et folkeligt og anerkendt grundlag kan repræsentere og samordne medlemsstaterne. På alle væsentlige spørgsmål er enigheden gennemført via markedstvang eller geopolitisk pres (f.eks. Natos udvidelse mod Øst) eller  gennem månedlange og uigennemsigtige forhandlingskonflikter. Den udviklingslinje har været muliggjort af det faktum, at USA stod for sikkerheden og det kollektive Vestens interesser globalt. EU har på det udenrigs- og geopolitiske felt kunne klare sig igennem via lunkne og ofte usammenhængende kompromisser i ministerrådet. Den konstruktion holder ikke længere. Den har faktisk været under indre opløsning siden eurokrisens begyndelse i 2010, hvor især fraværet af en overnational finanspolitisk institution til at formidle en afbalanceret krisepolitik fik alvorlige konsekvenser for enheden i EU. (jf. den hårdhændede behandling af Grækenland, Italien, Portugal og Spanien. Den behandling er ikke glemt.) På den ene side har man ideologisk dyrket samhørigheden, og på den anden side undergravet samhørighedens materielle vilkår. Enheden er siden 2011 først og fremmest blevet håndhævet gennem kommissionens tiltagende magtbeføjelser og muligheder for gennem Europæisk Semester og de respektive fonde at disciplinere de enkelte medlemslande økonomisk og finanspolitisk. Unionen har aldrig opnået en organisk sammenhæng, der har gjort det muligt gennem positiv integration og uden forbehold at handle med en stemme. Oprustning i Europa og magisk tænkning Af samme grund har EU ikke kunnet handle hurtigt og effektivt udenrigspolitisk. EU-konstruktionen forudsætter konsensus, og militært er Unionen legalt afskåret fra at handle på medlemsstaternes vegne uden at aktivere nødretsparagraffen. Det betyder også, at EU, som de formelle vilkår er i dag, ikke kan have en fælles våbenproduktion eller noget, der bare ligner en fælles militær kommandostruktur. Den har Nato/USA stået for. Så selv om EU-landene sammenlagt har et forsvarsbudget, der er næsten tre gange større end Ruslands og et militært-industrielt kompleks, som også overgår Ruslands, er hele komplekset og den militære organisation fragmenteret og ineffektiv. Og der er ikke umiddelbart tegn på ændringer. Både Frankrig, Polen, Italien, Tyskland og Danmark har lagt afstand til forestillingerne om en europahær. Argumentet er selvfølgelig, at hvert land kun er suverænt, hvis det har et eget forsvar til at forsvare nationalstatens grænser. (Nato har aldrig været en Atlantisk hær, men netop en alliance). Set i det perspektiv forbliver statslederenes og kommissionsformandens Ruslandsdramaturgi, hvor EU skal forberede sig på at afskrække Rusland et fantom.  Det senest afholdte krisetopmøde i EU den 6. februar og fælleskommunikeet virker næsten patetisk. Kommissionsformandens forslag om at optage et fælles EU lån på 150 mia. euro for at opbygge en ”krigsfond”, som medlemsstaterne så kan låne fra og planlægning af en langsigtet investering på 800 mia. euro styret af den Europæiske Investerings Bank, fremtræder tilsyneladende imponerende. Det var også med stolthed, at planen blev fremlagt. Planerne har blot den afgørende hage, at det på papiret nok er muligt relativt hurtigt at sætte gang i våbenproduktionen, men det vedtagne udspil efterlader flere spørgsmål, end det besvarer: Hvilke lande og erhvervsvirksomheder skal producere? Hvordan skal forsyningskæderne sikres? Kan der indgås kontrakter med virksomheder udenfor EU? Hvordan skal man gennem regulering undgå intern konkurrence om at opnå de bedste kontrakter? Hvordan skal den elektroniske kommandostruktur opbygges? Hvilken autoritet skal en øverste militære ledelse have over de stående nationale hære? Hvilken produktion skal prioriteres, og hvem skal betjene våbensystemerne, hvis der ikke sideløbende opbygges en veldefineret og anerkendt kommandostruktur? Bag alle festtalerne lever det egentlige problem stadig. Kan de nationale regeringers og hæres suverænitet opretholdes, hvis prioritering af våbensystemer og produktion og ikke mindst finansiering er underlagt kommissionens kompetence. Samme problem gælder EU landenes aktuelle og akutte støtte til Ukraine, hvor enkeltlandene fortrinsvis har stået for donationerne, og hvor det gang på gang har vist sig i praksis, at våbensystemerne enten ikke er kompatible eller alene har måtte koordineres af amerikanerne. Man kan, som erfaringerne efter tre års krig har vist, donere nok så mange penge til Ukraine (uden sikkerhed for deres anvendelse), hvis markedet for våbenkøb er stærkt reduceret og den nuværende produktionskapacitet lav. Selv de amerikanske lagre er reduceret i bekymrende grad. Så EU kan holde et utal af topmøder og krisemøder, og der vil være lige langt fra stærke manifester om sammenhold og ubøjelig vilje til praktisk at kunne bekæmpe den bevidst oppustede russiske trussel. Og det handler ikke alene eller udelukkende om det finansielle grundlag eller om de formelle forsvarsbudgetters størrelse, men om Unionens manglende strukturelle grundlag til at fastholde forestillingen om Europa som en uafhængig stormagt. De sidste måneders forvirring og talrige udspil har demonstreret Unionens reelle skrøbelighed. Spørgsmålet er, hvornår kommissionens centralistiske magtpolitik og krigsmobiliseringens tæring på de nationale velfærdsstater, slår over i en brederefolkelig Unionsmodstand og opposition til de enkelte nationale regeringers brug af Ruslandstruslen til at underordne al anden politik landenes forsvarsevne. Lige nu, hvor alt kun er på papir, har EU kommissionen overhånden. Billedet kan vende meget hurtigt, hvis Trump gør alvor af sine trusler om at lade Europa alene med krigen i Ukraine og reducere den militære tilstedeværelse på europæisk grund. Altså de facto frigøre USA fra de hidtidige sikkerhedsgarantier. Koalitionen af villige Præsident Macron og den engelske premierminister Keir Starmer forsøger som konsekvens af EU’s synlige svagheder at udkonkurrere EU kommissionen og iscenesætte sig selv som Europas ledere med forslaget om at danne en ad hoc koalition af frivillige. Et udspil der skærer gennem alle EU’s formelle institutioner og beslutningsstrukturer. Med Macrons og Starmers fællesudspil om, at Frankrig og England skal stå for den operationelle ledelse af en større fredsbevarende styrke i forbindelse med reelle fredsforhandlinger mellem USA-Rusland og Ukraine, er de to statsledere reelt ved at opbygge en magtpolitisk konkurrent til EU. Koalitionen af villige er med eller uden amerikansk sikkerhedsgaranti en ny magtpolitisk konstruktion sammensat af lande indenfor og udenfor EU (bl.a. Canada, Australien m.fl.) og samtidig en tilsidesættelse af Unionens ligheds- og enhedsgrundlag. Problemet med alliancen ja bare forslaget er, at dens operationalitet, når det kommer til stykket, forudsætter amerikansk sikkerhedsgaranti. I sig selv er den for svag til at klare en eventuel konfrontation med Rusland. Alle udmeldinger fra det Hvide Hus har indtil nu været afvisende. Et endnu større problem i perspektiv gemmer sig under overfladen. Hvis de enkelte medlemslande kan danne eller tilslutte sig den ene eller den anden situationsbestemte koalition af frivillige, vil det yderligere tære på samhørigheden i Unionen og tilskynde de enkelte medlemslande til at vælge positioner afhængig af nationale interesser. Det vil enten sætte fart i de centrifugale kræfter. Accelerere kommissionens centraliseringspolitik eller, og det er det største problem, sætte hele Unionen tilbage i forhold til udarbejdelse af en reel forfatning og øget politisk, kulturel og moralsk integration – som, når stormen har lagt sig, vil fremstå som EU’s eneste farbare vej til at genopbygge sin relevans. Endnu er alliancen kun på skrivebordet, og det er langt fra sikkert, at en forhandling om en fred bliver en realitet. I parentes bemærket har Rusland indtil videre pure afvist, at NATO-lande kan accepteres som fredsbevarende styrker. Hvis Rusland skal acceptere en fredsbevarende styrke, skal den have et FN-mandat, og så er det helt sikkert, at Nato-landene ikke kommer til at spille en rolle. I mellemtiden vokser sandsynligheden for, at Ukraines kapitulation rykker stadigt nærmere, hvor meget det end benægtes af de europæiske statsledere og deres militære orakler, og hvor meget USA end forsøger at gennemtvinge en våbenhvile med trusler om skærpede sanktioner, hvis Rusland afviser USA’s og Ukraines taktiske forhandlingsudspil fra mødet i Riyadh den 11. marts. Ånden er ude af flasken Men alle usikkerheder og forbehold til trods er ånden ude af flasken, og det hidtil unævnelige er blevet nævnt højt med Macrons forslag om at dække Europa med fransk atomparaply. En konfliktoptrapning i forhold til Rusland men også en begyndende omskrivning af magtforholdene indenfor EU. På den anden side af Kanalen har Starmer diskret lagt luft til forslaget om en europæisk atomparaply af den simple grund, at Englands atombevæbning bygger på amerikansk teknologi og en båndlagt de facto styring herfra. Helt overspændte bliver udmeldingerne, når den polske statsleder samtidigt offentligt taler om mulig polsk atombevæbning helt i strid med ikke-atomspredningsaftalen. Der opleves som om, der er lukket helt op for sluserne, og at selv de mest fantasifulde og uansvarlige forslag kan komme på bordet i panikkens stund. Kort og godt foregår der flere udspil for at opbygge parallelstrukturer til EU, fordi Unionen ikke kan handle hurtigt og politisk sammenhængende. Det er frygten for et ukontrollabelt opbrud indenfor EU, der begrunder Ursula von der Leyens turbomilitarisering og bestræbelser for at tiltage sig mest mulig magt overfor medlemsstaterne. Hendes og kommissionens aktier er bundet i oprustningen mod den Russiske trussel og den økonomiske konkurrenceevneplan, som bl.a. er vendt mod USA og Kina. Kommissionens storstilede initiativer tjener til at styrke dens institutionelle magt og udvikle ”redskaber”, som er Ursula von der Leyens yndede udtryk, til at føre disciplinerende ”del og hersk” politik overfor medlemslandene. Om Macrons og Starmers opreklamerede alliance af frivillige overhovedet bliver til andet end endnu en papirtiger er for så vidt ikke det væsentlige. Det er derimod årsagens til forslagets tilblivelse. EU’s politisk-militære handlingslammelse og voksende økonomiske svaghed, som med Tysklands og Frankrigs store økonomiske problemer har afsløret EU’s indre svagheder og manglende kriseresistente politiske sammenhængskraft. På næsten narcissistisk vis har EU topledernes bestræbelser alene drejet sig om at bevare status quo og negligere det faktum, at Europa ikke længere er en del at et magtfuldt kollektivt Vesten. Det eksisterer ikke længere. Der er heller ikke ét globalt magtcentrum, som ellers har været Unionens reelle grundlag de sidste 40 år. Et smertefuldt indre selvopgør venter EU har ingen politisk – økonomisk eller moralsk strategi for at spille en væsentlig rolle på den internationale scene nu, hvor Unionen ikke længere kan operere i ly af amerikansk dominans. Hvorvidt, Trumps MAGA og globale magtrealisme rent faktisk kan gennemføres, er selvklart uvist på indeværende tidspunkt. Men selv efter udløbet af Trumps embedstid vil det stadigt være den linje, der vil præge USA’s sikkerheds- og udenrigspolitik, fordi den nye magtrealisme er i overensstemmelse med de faktiske globale magtforhold med Kinas og Ruslands voksende militære- og økonomiske styrke. I det spil betyder Europa og ”dets overlegne kulturarv” mindre. Og uden tidligere tiders moralske overlegenhed i egen selvforståelse vil vi uden tvivl blive vidne til et helt kompleks af europæiske magtspil ikke ulig de andre regionale magtspil bl.a. i Asien og i Afrika. Udløbsdatoen for Unionen, som den er bygget op i dag, nærmer sig. De ydre trusselsbilleders betydning for opretholdelse af status quo vil aftage. Russofobien har sine virkningsbegrænsninger. I længden kan Europa ikke klare konflikten med Kina og Rusland og et utilregneligt forhold til USA. Europas indpas i en større Eurasiatisk sikkerhedsarkitektur, som Kina og Rusland langsomt men sikkert er ved at udvikle, bliver en nødvendighed – om end gennem et smertefuldt identitetsopbrud og en nyordning af Europas statsstruktur, hvor ideerne om en føderal union igen tager form. Jan Helbak                          

  marts 12, 2025 8:21 pm

  Læs mere

• Forandringslogik

  Trump sætter Zelenskij på plads i Det Hvide Hus. Zelenskij skynder sig tilbage til London og omfavnes af Keir Starmer. De europæiske statsledere skal samles for at finde ud af, om de ensidigt skal støtte Ukraine i den fortsatte krig, eller om de skal gøre endnu et forsøg på at redde Det Kollektive Vesten – Atlantpagten. Her det det vigtigste ord ”redde”. Vi ved ikke helt, hvad der skal reddes, og vi ved langt mindre, hvad en såkaldt langtidsholdbar sikkerhedsarkitektur og garanti for Ukraine skal indeholde. Det eneste, vi ved, er, at der hersker udtalt forvirring. At statsledernes ord er lette og omskiftelige, og at der er statsledere, som i ramme alvor udtaler, ”at krig er bedre end fred”. For man kan ikke stole på fjenden, og alt andet i vores samfund må vige for nedkæmpelsen af fjenden fra ”ondskabens akse”, som Ronald Reagan i sin tid titulerede de stalinistiske regimer. Så langt er vi kommet. Virkelighed og fantasi smelter sammen. Processen har varet flere årtier og ligner nu mest af alt politisk entropi for åbent tæppe. Men uanset hvad sker det, at nogen i forvirringens glødende tågesyn begynder at spørge om det, vi hører og måden, vi taler om det på, nu også er rigtigt eller i det mindst knap så ensidigt, som det fremstår. I en sådan situation kan det måske hjælpe en anelse at lade blikket følge historiens skinner bagud og hente inspiration fra tidligere tiders kriser og krisetænkning. En lille, men vigtig bog om Hegel Som i enhver anden krig lever vi i en tid, hvor ganske bestemte ord og vendinger og deres mening rammesætter, hvad der kan tales om og hvordan. Hvor ganske bestemte betydninger tilstilles overordnet autoritet. Tilsvarende gøres en kritik af samme og de ord, vendinger og meninger, der anvendes, illegitime. Samtalen forstummer og bliver til unison messingsuppe. Men den kritiske røst forstummer ikke, selv om den overdøves. I 2022 udsendte bogserien Aftryk en lille fin tekstsamling med tre tekster af G. W. F. Hegel fra Logikkens Videnskab og Encyklopædien om dialektik oversat og introduceret af Anna Cornelia Ploug. Begrundelsen for at udgive skriftsamlingen står at læse i den allerførste sætning på bagsiden af bogen: ”En kriseramt verden kalder på en forandringslogik, og filosoffen G. W. F. Hegel forsøgte med sin banebrydende dialektik netop at kortlægge strukturen i overgangsprocesser”. Kort sagt har man fundet bogen relevant, fordi den præsenterer en indledning og en tekstsamling, der modsætter sig ensidighed, postulatoriske slogans og moralske utopier, som den særlige form for kommunikation, der skal jævne den livlige og modsætningsfyldte samtale med jorden i en, som det ofte fremføres,  højere sags tjeneste. Anna Cornelia Ploug indleder sin introduktion på følgende måde: ”Man siger at tænkning begynder med undren (Platon: Theaitetos). Vi undres over verdens mærkværdigheder og beundrer naturens rigdom”. Og hun kunne have tilføjet; vi undres, når vi forstyrres. Når vores vante verdensbilleder/billede ikke længere kan forenes med det, vi ser. Men vi gør alt for, eller nogen gør det for os, at tvinge virkeligheden ind i verdensbilledet indtil misforholdet bliver utåleligt eller hævdelsen af verdensbilledet en tager form efter ”komiske Ali” eller havner i handlingslammende kognitiv dissonans. Forandringslogikkens indre drivfjeder og brydningstiden som scene Kondenseret betyder Hegels dialektik pædagogisk fortolket af Anna Cornelia Ploug det helt grundlæggende forhold, ”at noget bliver til noget andet i kraft af sig selv, eller at noget kun kan være, hvad det er, ved at modsige sig selv”. Modstykket til ensidighed, forudbestemte meninger, skjulte præmisser og selvberoende identitet. Vilkåret er relationen og de dynamiske spændinger, der indgår i relationer og driver dem fremad, fordi det, vi ikke mente at se eller hvis eksistens, vi ikke kendte, kommer til syne og ændrer relationens karakter. Hvis vi gør en afstikker og fremhæver de fire store repræsentanter for den dialektiske og normomstyrtende dialektiske tænkning, så må det blive Platon, Hegel, Clausewitz og Marx. Kendetegnende for alle fire har været, at de levede og tænkte i en brydningstid. Efter Athenernes forsmædelige nederlag i Syrakus i 413 f.Kr. gjorde rigmændene oprør mod det athenske demokrati og gennemførte et rabiat voldsregime, der resulterede i borgerkrig, som resulterede i en vis genindførelse af demokratiet. Men noget var gået tabt. Troen på at den ene eller den anden styreform kunne tillægges ophøjet ufejlbarlighed. Platon levede midt i dette politiske og tankemæssige kaos og fandt kun én vej ud af ”sumpen” – samtalen og meningernes gendrivelse som vejen til sandhed. I vore dage vel blot indsigt. Platon opfattede dialektikken som erkendelsesakt. Som fremgangsmåde træder den frem i de 10 bøger om Staten (Politeia). Hegel og Clausewitz – den ene filosof og den anden militærmand – var begge børn af den franske revolution og Napoleons substituering af den fallerede revolutions mål og tidsånd. Europa var i opbrud, og monarkiernes og adelens dage talte. Ancien regime stod for fald. Men hvad skulle komme efter og hvordan. De klassiske oplysningstænkere havde foregrebet og for-tænkt revolutionen men aldrig forestillet sig at åbne for Pandoras æske. Den blev åbnet, og kaos fulgte. En verden i opbrud kaldte på opbrydende tænkning. Marx blev den filosof, der skulle videreføre og videreudvikle Hegels dialektiske tækning for at komme ud af den tankemæssige og politiske fælde, Europa var havnet i med de mislykkedes revolutioner i 1848 og især det tyske borgerskabs troløshed overfor egne interesser og tilflugt i romantik og ”Folket” som organisk enhed bag den prøjsiske hærs- og adlens bajonetter. Man måtte med et moderne udtryk ”tænke ud af boksen” for at forstå ”historiens paradoks”. Marx redegør relativt sent for sin dialektiske metode i meget sammentrængt form i Kritikken af den politiske økonomi i afsnittet; ”Den politiske økonomis metode”. Hos alle fire trænger den dialektiske metode igennem i deres voluminøse teoretiske værker, som der er brugt mange mandtimer på at trænge ind i. Men det mest interessante er måske, at alle fire herefter i lange perioder har været erklæret ”døde hunde” og så alligevel oplevet en vis renæssance i perioder med opbrud og til tider kaos. Fordi deres tænkemåde indeholder evnen til at komme på den anden side af de begreber og forestillinger, som tyranniserer vores samtaler og blænder vores syn på, hvad der spiller sig igennem bag vores ryg. Realister på jorden Ingen af de fire herrer udviklede deres tænkning ud fra ideale forestillinger eller fra en abstrakt utopi (stedet som ikke er) men som en kritiske måde at komme til begreb om det konkrete, der udspillede sig. Det som er sammenfatningen af det, der viser sig og de modsætningsfyldte sammenhænge i hvilke, det, der viser sig, kommer til syne. Det vil sige i stedet for at opfatte vores anskuelse af det, der sker, som det eneste rigtige, så i stedet gøre vores eget udgangspunkt til genstand for kritisk analyse. Altså anerkende vores egen indfældethed i situationen og begivenhederne og afstå fra den opfattelse, at vi står udenfor og kan betragte og tale om det, der sker, fra et ultimativt ståsted. Heri ligger overskridelsen af det abstrakte og ensidige som forudsætning for at komme til begreb om det konkret forekommende og bane vejen ud af det tilsyneladende konkretes virvar af handlinger og begivenheder, som kun skrøbeligt holdes sammen af de abstrakte normer og virkelighedsforståelser. Som vi historisk har ophøjet til virkeligheden blot og bart, og som igen og igen hensætter os i dobbeltstandarder, modsigelser og hykleri, når vi forsøger at afkode de mange kriser, vi gennemlever. Krigen i Ukraine kalder på ”de fires” forandringslogik Med det sagt befinder vi os i dag med krigen i Ukraine og den diskurs, vi er indfanget i i en situation, der kalder på en genoptagelse af de fire herrers måde at tænke på, hvis vi skal overvinde tanketyranniet, det abstraktes formørkelse og dæmonisering af alt og alle, der ikke har underkastet sig kravet om ”national samling” i forsvaret for vores (Vestens) universelle værdier. Det lyder igen og igen, at Ukraine med Vestens støtte vil/skal vinde over autokraten og usurpatoren Putin. Men hvad forestiller man sig? Tror man selv på, at Russiske styrker skal presses tilbage over grænsen og Ruslands opgivelse af Krim, før en fredsaftale kan komme på plads? Og i givet fald, hvad skal den fredsaftale så indeholde andet end kapitulation? Her er det værd at erindre allerførste side i Clausewitz’ bog Om Krig, hvor der står: ”Krig er altså en voldshandling for at tvinge modstanderen til at opfylde vor vilje”. Men næsten umiddelbart efter skriver han i afsnit 6; ”Modifikationer i virkelighedens verden”, at ”når vi forlader det abstrakte og går til virkeligheden, forholder alt sig imidlertid anderledes”. Herefter opstiller han tre betingelser for, at det abstrakte skal blive virkelighed: a. krig som isoleret handling, b. krig som en eneste afgørelse, c. krig i sig selv er en fuldstændig afgørelse og den politiske tilstand, der følger efter, allerede er foruddiskonteret. Kort sagt den ideale krig og krigens ideale mål findes ifølge Clausewitz ikke. Lettere omskrevet konkluderer han: ”Begge modstandere kan altså stort set bedømme den anden ud fra dét, han gør, og ikke ud fra dét, han strengt taget burde gøre”. Altså væk med det moraliserende og dæmoniserende krigsbillede og en nøgtern analyse af krigens årsag og tilblivelse, krigens større sammenhæng og de indbyrdes styrkeforhold som betingelse for at nå frem til de virkelige og realistiske fredsmuligheder, som både er krigens modsætning og udgår fra krigen. På den ene eller den anden side af historien På det seneste er det blevet almindeligt, at politikere og meningsdannere anvender vendingen overfor kritikere eller dem på den anden side, som er vores modstandere, at det drejer sig om ”stille sig på den rigtige side af historien”. Tager vi udsagnet for pålydende, må det vel betyde, at vi kan inddele historiens gang i sider, hvor en side er mere rigtig end den anden. Nuvel, det fordrer, at nogen har autoriteten til at bestemme, hvad der er de rigtige og forkerte sider. Men vi er alle – uden undtagelse – en del af historien og kan ikke sætte os ud over den. Således konstateret kan udsagnet ikke gøre krav på absolut autoritet men er behæftet med det partielles begrænsninger. Altså, at udsagnet ikke hæver sig over en bestemt virkelighedsopfattelse og deraf afledt interessevaretagelse. Hermed åbnes der for en kritisk analyse af udsagnet og en overvindelse af dens ultimative autoritet, hvis konsekvens i krisen bringer os ud i et forpligtende korstog mod alle dem, der ”står på den forkerte side af historien”. Både globalt og nationalt. Krigen vil så at sige blive hverdagsliv i nationerne og kræve det autoritære. Men noget må jo bringe de politikere og meningsdannere, der mener at kunne lokalisere den ”rigtige side af historien” til at formulere sig sådan. Svaret på dette noget ligger lige for. I deres selvforståelse repræsenterer de – det kollektive Vesten – verdenssamfundets moralske sokkel og dets universelle værdier så som frihed, regelstyringen af verden, demokrati og menneskerettigheder. Spørgsmålet melder sig igen; hvordan er disse værdier blevet universelle? Er de hentet ind udenfor historien, eller er de blevet opdaget gennem historien? For så vidt det første, forudsætter det, at vi anerkender kræfter udenfor historien, der styrer den, og hvad er så det for kræfter? Og hvordan går det så med friheden? For så vidt det sidste, må der jo være nogen i historiens løb, der har opdaget dem og defineret dem som universelle, hvormed de faktisk viser sig at være partielle, hvilket kalder på en konkret og kritisk vurdering af deres holdbarhed og foreskrivende rækkevidde. Og så er det, vi kommer til kort, når de såkaldte universelle værdier skal måles i forhold til det, der virkelig foregår. Binder vi eksempelvis an med en kritisk analyse af nøglebegrebet frihed som individuel virkelighed, havner vi uvilkårligt der, hvor begrebet ophæver sig selv. Det samme gælder begrebet menneskerettigheder og det regelbundne eller begrebet demokrati/folkestyre, fordi de forudsætter enhed uden forskelle, og er som sådanne abstraktioner. Det forklarer også, hvorfor vi tvinges til mere at beskæftige os med, hvad disse begreber ikke er for at komme til begreb om, hvad de indeholder, og så ophører de med at være universelle. Begreberne bliver til gemene normer for, hvordan vi i en given tid på givne betingelser ønsker, at verden og vores samfund skal skrues sammen. Men universelle bliver de ikke og kan af samme grund ikke demarkere grænsen mellem den rigtige og forkerte side af historien. Ikke desto mindre lægger de ledende politikere og beslutningstagere det verdensbillede til grund for den aktuelle vurdering af og engagement i krigen i Ukraine. (alle de mange andre krige, der forløber samtidigt, har vi parkeret som underordnede). Men for igen at parafrasere Clausewitz trænger virkeligheden sig på og åbner for de mange modsætninger, som de virkelige krige altid gør. Det viser sig for eksempel, at over halvdelen af verden ikke anerkender Vestens universelle værdier som sådan. At man i det ”globale Syd” har en helt anden historieopfattelse, hvor eksempelvis menneskerettigheder viser sig som et privilegium for de få. Hvor frihed er frihed for de få og tvangsbestemmelser for de mange, og hvor den regelstyrede verdensorden mærkværdigvis afskærer dem fra de rettigheder, der ellers tilskrives mennesket generelt – som et universelt værende. Stedfortræderkrigen, der frisætter forandringens logik Krigen i Ukraine er af mange, jeg selv inklusive, blevet kaldt en stedfortræderkrig. Måske er begrebet rigtigt, men alligevel indfanger det kun en del af virkeligheden og begrænser som begreb vores arbejde med at forstå, hvad der egentlig foregår. Fordi begrebet stedfortræderkrig blot løfter den konkrete krig op i en mere overordnet krig, hvis dynamik og udviklingshorisont forbliver tåget og indenfor rammen af den verdensorden, vi kender. Og vi kan ikke hævde det universelle uden samtidig at hævde, at alt, hvad der ligger udenfor, skal nedkæmpes nådesløst. Krigen i Ukraine kan være den krig, der ikke på grund af egne kvaliteter, dynamikker og egne lovmæssigheder, eksponerer en bevægelse og en ny logik, der er undfanget i den nuværende/hidtidige verdensorden, som vi med definitionsretten indtil nu har ophøjet til universel. Dermed ikke sagt, at der er tale om forskellige værdisæt, som står dikotomisk overfor hinanden, hvor det ene skal afløse det andet og afstedkomme en ny ligevægt. Men lige omvendt, at det nidkære og magtfuldkomne forsvar af den gamle verdensordens værdier – som vi finder de eneste rigtige – puster så meget til ustabiliteten i verden (eksempelvis krigene i Mellemøsten), at krige som den i Ukraine bliver lige så forudsigelige, som i Gabriel Garcia Máquez’ roman ”Historien om et forudsigelige mord”. Krigens betydning ligger derfor i det, vi taler om uden at se. At virkelighedens nådesløse nedslidning af vores egne værdiers universelle autoritet nu med krigen i Ukraine kommer til overfladen og bliver både fremskyndet og reformuleret af de verdensdele og befolkninger som indtil nu ikke har haft magt til at hævde definitionsretten. Det vi kalder udviklingslandene eller det, vi kalder det ”Globale Syd” træder i forbindelsen med krigen i Ukraine ind på scenen og forkaster forestillingerne om et samlet verdenssamfund og henviser universaliteten til historisk forbigående interessebestemmelser. Ikke for at henvise vores værdier til historiens mødding men for at forene dem med deres påståede modsætninger og herigennem overvinde deres ensidighed. Helt konkret diskuteres nye demokratifortolkninger i Afrika, i Asien og dele af Latinamerika. Der gøres mange og seriøse øvelser for at fravriste frihedsbegrebet liberalismens historiske spændetrøje, ligesom der helt praktisk drøftes ændrede regler for det internationale samfund, der fremmer lighed og begrænser for udgivne privilegier i modsætning til de eksisterende Bretton Woods regler. Det er i en sådan historisk situation, at vi har brug for med de fire nævnte herrer at tænke dialektisk for at erkende, at verden er i bevægelse. At det samme gælder vores sprog og begreber og dermed også forestillinger om verden. Som betingelse for at nå ud over den givne forvirringstilstand og øjne det nye i det gamle og dermed også de realistiske forudsætninger for fred i Ukraine og en mere holdbar sikkerhedsstruktur for fremtiden. Der også inkluderer den modpart, vi suggestivt har dæmoniseret og hånet som tilbagestående. Her taler vi ikke om et moralsk imperativ men om en anerkendelse af det konkrete og mangfoldige, som ligger nedenunder det abstrakte. Så længe vi stædigt fortsætter med at kræve den efter Vestens standard retfærdige fred i Ukraine og udelukker den pragmatiske vej til en fredsafslutning, skaber vi blot med de europæiske statslederes forestillinger om en fredsløsning prologen til en ny krig. Hele det oprustningshysteri, der er sat i gang i Europa, bygger på den simple forestilling, at freden skal vindes gennem styrke – militær styrke. Det vil sige gennem Ruslands kapitulation, hvilket ud over at være den rene fantasi for alvor vil åbne for Pandoras æske. Her er det så, at ”de fire” forandringslogikere vil sparke en fodnote ind og gøre det klart, at forandringstænkning, hverken er en lineær proces, eller determineret eller afledt af et historisk verdensmål, men en måde teoretisk og praktisk at påbegynde forestillingerne om, hvordan og hvem, der skal føre forandringerne ud i livet – i stedet for at lade al energi sive ud i forestillingerne om hvordan det, der er, kan reddes. Jan Helbak    

  marts 2, 2025 2:09 pm

  Læs mere

• Hvem er fjenden?

  Forsvarets efterretningstjeneste (FE) er med sin trusselsvurdering fra 9. februar 2025 ikke i tvivl. Hovedparten af Folketingets partier er ikke i tvivl. De fleste regeringsledere i Europa og kommissionsformand Ursula von der Leyen er ikke i tvivl. De fleste i den intellektuelle elite er ikke i tvivl. Det er selvfølgelig Rusland – hvem skulle det ellers være?  I hvert fald under præsident Putin. Europas sikkerhed står og falder med et stærkt forsvar. Oprustning i et accelereret tempo er en nødvendighed. Den danske regering og flertallet i Folketinget går i front. Også selv om det skal koste på velfærdsydelser. Billedet er unisont. Når Rusland kunne invadere Ukraine, kan man selvfølgelig også forestille sig, at Rusland grundlæggende er imperialistisk og af samme grund vil drive aggressionen videre ind i Europa. Det er logikken. Men et simpelt spørgsmål trænger sig på. Hvad skulle Rusland egentlig have ud af at angribe Europa nu eller om fem år, som FE anser som en reel trussel? Hvad skulle motivet være? Hvordan forestiller man sig det ske? Forestiller man sig en egentlig besættelse af et eller flere europæiske lande, og hvordan skulle en sådan håndhæves? Spørgsmålene står i kø. Svarene blafrer i vinden. Ikke en unik historisk situation. Men ganske farlig, når vidtgående politiske beslutninger baseres på forestillinger, der hovedsageligt bygger gårsdagens fjendebilleder og leder til morgendagens magiske tænkning. Derimellem hersker forestillingen om, at modparten (Putin) ikke vil fred og kun lurer på fremtidens mulighed for aggression. Så er enhver forhandling, ethvert diplomati, enhver sikkerhedsaftale udelukket. Tilbage er kun oprustning og indre krigstilstand. Året var 1992 At oprustningens fortalere ikke interesserer sig voldsomt for at dokumentere deres forudsigelser eller forventninger, skal jo ikke afholde andre fra at søge en forståelse af, hvad der førte frem til Ruslands ”Specielle Militære Operation” i Ukraine i 2022. Året var 1992, hvor den amerikanske forsvarsminister Dick Cheney beordrede sin viceminister Paul D. Wolfowitz til at udarbejde Defense Planning Guidance 1994-1999. Forud var Sovjet brudt sammen 25. december 1991, og USA stod tilbage som eneste reelle supermagt. Hvordan skulle dette nye magtgrundlag udvikles og konsolideres? Det blev Wolfowitz’ opgave at formulere svaret i et sikkerhedsstrategisk oplæg. Men forud for Sovjets sammenbrud og opløsningen af de hidtidige sovjetiske randstater i Østeuropa var gået svære økonomiske kampe mellem USA, Europa og Japan. Amerikansk økonomi var efter stagflationen i 70’erne svækket, og centralbankchef Volkers radikale rentepolitik fra 1979 førte til en markant styrkelse af dollaren og svækkelse af USA’s konkurrenceevne og handelsbalance. I to omgange – først med Plazaaftalen fra 1985 og senere med Louvreaftalen i 1987 blev Europa og Japan tvunget til at løse USA økonomiske problem. Europa tog konsekvensen og indledte med ”det indre marked” en langsigtet frigørelsesproces fra USA. Scenen var sat. Wolfowitz og hans team skulle formulere en fremtidig forsvarsplan, som med sikringen af USA’s unipolære styrke skulle kunne kontrollere det ”gamle” Europa, Østeuropa og holde Rusland tilpas afkræftet til, at ledelsen i Kreml ville underlægge sig amerikansk dominans. Det blev til en ca. 50 sider lang plan, som blev gennemskrevet flere gange, indtil et passende diplomatisk sprogbrug var nået. New York Times opsnappede dokumentet og udkom med en fyldig artikel den 8. marts 1992, der referererede til oprindelige tekst. (afklassificeret i 2008). Dokumentet opstillede fire mål: At opbygge en kapacitet til at afskrække eller nedkæmpe en hvilken som helst magt, der måtte udfordre USA, Styrke og udbygge forsvarsarrangementer, som binder demokratiske lande sammen og som undgår renationalisering af sikkerhedspolitikken. (Gennem bilaterale aftaler. Eksempelvis mellem Tyskland og Rusland), Udelukke enhver modstander fra at dominere en region, som er vigtig for amerikanske interesser, Reducere regional ustabilitet ved at udvide antallet af demokratiske regeringer og åbne økonomiske systemer. Den kollektive internationalisme fra 1945 blev skrottet. På sigt skulle de Østeuropæiske lande integreres i en Europæisk sikkerhedsstruktur (Nato). Rusland skulle også integreres i Europa i takt med landets demokratisering, men rent militært skulle USA og Nato forberede sig på tilbageslag i Ruslands demokratiseringsproces og åbning af landets økonomi for vestlige investeringer. USA’s tilstedeværelse i Europa skulle fortsætte som en samlende kraft, og man skulle forhindre ethvert forsøg på formulere en specifik europæiske sikkerhedsarkitektur, idet en sådan kunne underminere Nato. Og så står det eksplicit: ”Øst/Centraleuropas medlemskab af EC så hurtigt som muligt, og udvidelse af Nato-tilslutning er nøglen i denne proces”. Senere blev det tilføjet, at Ukraine spillede en afgørende rolle i integrationsprocessen. Så vidt hovedlinjerne i dokumentets europæisk-russiske del. Det er absolut ikke uden betydning, at Defense Planning Guidance blev udarbejdet samtidig med, at den sidste sovjetiske leder Gorbachev blev stillet i udsigt, at Nato ikke ville blive udvidet til de Østeuropæiske lande – ingen ”østudvidelse”. Men løftet var ikke skriftligt. Ukraine – nøglefaktor i Østudvidelsen I løbet af 90’erne skred realiseringen af planerne for østudvidelsen frem på trods af protester fra en svækket præsident Boris Jeltsin, som advarede om, at Natos østudvidelse kunne føre til en yderligere radikalisering af de nationalistiske kræfter i Rusland. Advarslerne blev overhørt. For USA indebar østudvidelsen, at en række stærkt USA venlige stater blev integreret i Nato og i EU som modvægt til de ”gamle” EU landes ønske om større uafhængighed af USA. På den anden side – selv om det kun blev antydet, skulle østudvidelsen tjene som en ny inddæmning af mulig trussel fra Rusland. Her spiller Ukraine og delvist Georgien en central rolle. Wolfowitz doktrinens helhedsperspektiv blev på et senere tidspunkt klarest formuleret af tidligere præsident Carters nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski i 1997 i bogen The Grand Chessboard: American primacy and its Geostrategic Imperatives. Her skriver han bl.a.: Ukraine, et nyt og vigtigt rum på det Euratiske skakbræt af geopolitisk betydning, fordi landet som selvstændig nation kan hjælpe med til at transformere Rusland. Uden Ukraine kan Rusland ikke længere blive et Eurasiatisk imperium. Uden Ukraine kan Rusland stadig stræbe efter at blive et imperium, men så vil landet hovedsageligt blive en asiatisk imperial stat”. Senere skriver Brzezinski i en artikel samme år: ”Et større Europa vil udvide USA’s indflydelse uden samtidig at skabe et Europa så politisk integreret, at det vil kunne udfordre USA på spørgsmålet som geopolitisk vigtighed….”. ”Et nyt Europa er ved at tage form, og hvis det Europa skal forblive en del af det Euro-Atlantiske rum, så er udvidelsen af Nato afgørende”. Videre i artiklen står der, at man skal søge at integrere et svækket Rusland i en eller anden form for sikkerhedssamarbejde, og at et selvstændigt Ukraine er nøglen til også at integrere Azerbeijan og Usbekistan i USA’s samlede geostrategisk plan. Rent geografisk udgør Ukraine forbindelsen mellem den europæiske og asiatiske del af Eurasien. Artiklen slutter med en vision: ”Kernen i den nye transnationale sikkerhedsramme kunne blive en stående komite sammensat af de store eurasiatiske lande som USA, Europa, Kina, Japan, et konføderalt Rusland og Indien”. Det hører med her, at Brzezinski havde anbefalet, at Rusland blev opdelt i flere autonome enheder og omdannet til en konføderation, hvilket på det tidspunkt gav god mening, idet Rusland under Jeltsin økonomisk og politisk var ved at  falde fra hinanden. Dels forårsaget af et bredt lag af grådige oligarker og dels støttet af vestlig finanskapital. Natos østudvidelse Polen, Tjekkiet og Ungarn blev formelt optaget i Nato på topmødet i 1999. I 2002 på topmødet i Prag udsendte man invitationer til Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Makedonien, Rumænien og Slovenien. Den formelle optagelse i Nato blev konfirmeret i 2004. Samme år blev de fleste af de nævnte lande tillige optaget i EU. Her skal man lægge mærke til rækkefølgen. Forud for optagelse af landene i EU var gået et relativt langt optagelsesforløb ind i Nato, hvor loyaliteten overfor USA’s interesser var blevet en central faktor i landenes politik og nationale selvforståelse. Hvad der jo i dag spiller en afgørende rolle i det aktuelle politiske landskab i Europa og splittelsen i forhold til krigen i Ukraine. 1999 er også året, hvor Putin vælges som præsident i Rusland. Foran ham og hans team stod en enorm opgave i at rette op på ti års politisk-økonomisk kaos og social deroute. Putin konsoliderede i ekspresfart sin magtbase og indledte et skånselsløst opgør med oligarkerne ved at gennemtvinge en renationalisering af vitale områder af økonomien. Året efter i 2000 ansøger Putin diskret om optagelse i Nato. Hans ansøgning blev blankt afvist af præsident Clinton. Denne afvisning satte gang i en langstrakt proces, hvor Rusland delvist lukkede af for vestlig indflydelse og forstærkede bestræbelserne på at genskabe russisk suverænitet. Den linje følges op af en voksende antirussisk stemning i Vesten og især overfor Putin, der ellers var blevet modtaget som den, der kunne rydde op i et Rusland faretruende nær på et egentligt kollaps. Ukraine fulgte ikke i Ruslands spor og forblev underlagt Vestens chokterapi og vestlige firmaers udnyttelse af landets ressourcer. Østudvidelsesprocessen pressede magteliten i Rusland. Man kunne ikke for alvor hævde overfor den russiske befolkning, at man var i gang med at styrke russisk suverænitet samtidig med, at Natos udvidelse og de facto inddæmning af Rusland svækkede landets strategisk sikkerhedspolitiske interesser. Münchentopmødet 2007, hvor den ”røde linje” trækkes Efter flere forhandlinger mellem Nato/USA og Rusland holdt Putin en skelsættende tale på det sikkerhedspolitiske topmøde i München 2007, hvor han dels gjorde op med forestillingerne om og strategien for at udvikle og styrke en unipolær verden under USA’s dominans. Især én sætning i hans tale vakte vrede i forsamlingen: ”Unipolaritet. Er en verden, hvor der er en herre, en suveræn. Når det kommer til stykket, er det ikke alene en utålelig situation for alle dem indenfor systemet, men også for suverænen selv, fordi han ødelægges indefra”. I konsekvens lagde Putin op til dannelsen af en mere overordnet sikkerhedsarkitektur, der ikke alene skulle sikre militær- og politisk stabilitet, men også involvere global økonomisk sikkerhed og fremme og udvikle dialogen mellem de forskellige civilisationer. Talen blev i hele det vestlige mediebillede takseret som aggressiv og udiplomatisk. Man så helt bort fra, at Putin først og fremmest sigtede til præsident Bush’s aggressive unilateralisme, invasionen af Irak og Natos offensive østudvidelse. Ruslands legitime interesser i en mere omfattende sikkerhedsarkitektur for Europa inkluderende Rusland og i det bredere perspektiv en eurasiaisk sikkerhedsarkitektur blev ignoreret. Det hører med til forståelsen af Putins tale, at der var gennemført et tvivlsomt valg i Ukraine 2004-2005, hvor Yuvschenko vandt over Jankovic og efter valget udråbte den tidligere halvfascistiske leder Bandera til national helt. En status han stadig besidder blandt de mest ultranationalistiske grupper og områder i dagens Ukraine. Østudvidelsens endelige formelle afslutning blev vedtaget året efter på Natotopmødet i Bukarest 2008. Her anbefalede man Ukraines og Georgiens optagelse i Nato. USA’s tidligere ambassadør William Burns advarede sammen med en række andre prominente amerikanske og europæiske diplomater og geopolitiske analytikere mod beslutningen. Flere af dem forudså en kommende åben konfrontation mellem Rusland og Nato. Man var på det rene med, at optagelsen af Ukraine og Georgien udgjorde en trussel mod Ruslands strategiske sikkerhed, idet Rusland herefter ville være ”lukket inde” fra Nord til Syd. Samme år åbnede den georgiske regering en konflikt med Rusland, som svarede igen med en kortvarig invasion. EU-landene kritiserede den georgiske regering for den unødige provokation. Men den passede i USA’s kram og var angiveligt støttet af CIA. Det var efterhånden ikke et spørgsmål om, men om, hvornår en åben konflikt mellem Nato/USA ville bryde ud. Man skal ikke glemme, at Natos uautoriserede bombardement af Serbien  i 1999 havde til formål at undergrave den Ruslandvenlige regering i Beograd men nok så meget at skabe to nye koncepter. ”Out of area interventions”, og ”humanitær intervention”. Et nyt begreb skabt udenom FN’s regelsæt. Natos optræden med USA i spidsen vakte bekymring i Europa og gjorde klart for Putin, hvad der kunne blive en realitet, når Ukraine og Georgien efter planen formelt skulle optages i Nato 2009. Kreml og den russiske elite forsøgte som svar på Natos beslutning om optagelse af Ukraine og Georgien at vinde tilslutning til et nyt sikkerhedsarrangement for hele Europa. Udkastet indeholdt forslag om nedlæggelse af Nato og OSCE for at bane vejen for en helt ny sikkerhedsarkitektur, der tog højde for de eksisterende geopolitiske interesser og styrkeforhold. Den russiske præsident Medvedev havde allerede året forinden i 2008 formuleret kernen i det senere udspil: ”Jeg er overbevist om, at Europas problemer ikke vil blive løst før der er skabt en enhed, en organisk helhed af alle de forskellige parter inklusive Rusland. I hele forløbet frem til 2014 er det tydeligt, at Ruslands udspil er defensive diplomatiske forsøg på at værne om russiske strategiske interesser og alliere sig med det ”gamle” EU mod USA’s mere og mere tydelige inddæmningspolitik og yderligere svækkelse af Rusland for at frigøre strategiske kræfter til at inddæmme Kina, som Obama i sin anden præsidentperiode havde gjort til et hovedmål. Søvngængergangen frem mod 2022 Med den korrupte og Ruslandvenlige Junakovich’s genvalg til præsident i Ukraine i 2010 indledtes den egentlige proces frem mod Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022. Umiddelbart efter valget indgik han realitetsforhandlinger med EU om en associeringsaftale. Imidlertid fandt han og regeringen i Ukraine de vilkår, EU stillede for uacceptable bl.a., fordi der skulle gennemføres omfattende privatiseringer, åbnes for vestlige investeringer og ikke mindst skulle grænsen til Rusland omdannes til en toldgrænse, der som konsekvens ville medføre enorme tab for det stærke sværindustrielle kompleks i Donbasområdet. Associeringsprocessen skulle midlertidigt stilles i bero. I stedet valgte regeringen i Ukraine at tage imod en samarbejdsaftale med Rusland, som ville sikre Ukraines økonomiske- og industrielle grundlag. Beslutningen skabte en voksende modstand fra landets oligarker, der fik støtte fra erhvervslivet og bureaukratiet i EU. Regeringens beslutning udløste massive protester især i den vestlige del af Ukraine, hvor man havde set frem til en tilslutning til EU. USA og EU pustede  til modstanden, der kulminerede i det, der er blevet kaldt Maidanopstanden og af andre Maidankuppet. Protesterne voksede til voldelige sammenstød og en hård kerne af demonstranters angreb på det ukraineske parlament og præsidentboligen. Janukoviech følte sig truet og flygtede til Rusland. Hvad, der egentlig skete i februar 2014, er stadig i dag kun delvist blotlagt. Men det er heller ikke i denne sammenhæng særligt vigtigt. Det afgørende er, at en lovlig valgt præsident tvinges til at flygte, og at der indsættes en russisk fjendtlig præsident. Det betød samtidig, at russerne anså lejeaftalen for den russiske flåde i Sevastopol på Krim for usikker. Modstanden mod Kiev på Krim blev for Rusland anledningen til de facto at annektere Krim og efterfølgende afholde afstemning om Krims nationale tilhørsforhold. Resultatet blev et overvældende flertal for tilslutning til Rusland. Valgets afholdelse og resultat kan absolut kritiseres men ikke befolkningens (60% russere) ønske om at blive en del af Rusland. Måneden efter i april startede et oprør mod Kiev i Donbasområdet, som angiveligt blev støttet af Rusland politisk, økonomisk og militært. Ruslands støtte til separatisterne blev overdrevet i vestlige medier. Optakten til en egentlig borgerkrig, der stort set skulle vare lige til Ruslands invasion, var en realitet. Fra vestligt hold var der opbakning til Kievregeringens offensiv mod separatisterne, især USA påbegyndte en massiv eksport af våben til Ukraines militære enheder samtidig med, at USA og EU vedtog en række ret vidtgående sanktioner overfor Rusland. Borgerkrigen i Østukraine ændrede ikke nævneværdigt på de indre styrkeforhold og i september 2014 indledtes de første forhandlinger om en fredsaftale. Forhandlingerne mundede ud i Minsk I aftalerne, som mere var en protokol for, hvordan kamphandlingerne skulle afsluttes. Frankrig og Tyskland deltog i forhandlingerne som mediatorer. Forhandlingerne løste ikke konflikten. De tolv punkter, der skulle sikre bilateral våbenhvile, overvågning af grænserne mellem Østukraine og Rusland og gennemførelse af valg i overensstemmelse med en midlertidig bestemmelse om lokal selvbestemmelse mv. blev ikke overholdt. I februar 2015 indledtes de endelige forhandlinger om Minsk II. Den tyske kansler Angela Merkel og den franske præsident Hollande deltog i forhandlingerne. Den fransk-tyske plan, som var blevet klaret af med Ukraines præsident Poroshenko, blev af alle involverede parter opfattet som et nyt og bedre grundlag end Minsk I protokollen. Minsk II aftalen var relativ konkret og forfattet mere forpligtende end Minsk I. Ud over bilæggelse af den militære konflikt og grænsedragningerne var det vigtigste resultat aftalens punkt 11 og 12, der stadfæstede ”oprørsregionernes” krav om udstrakt politisk, juridisk og økonomisk autonomi indenfor staten Ukraines grænser. I selve aftaleudkastet blev implementeringsproceduren beskrevet udførligt og konkret. Den Ukrainske regering og militær overholdt ikke aftalen. Ruslands handlinger er kun vagt beskrevet. Resten af verden vendte det blinde øje til, og konflikten i Donbasområdet eskalerede. Valgene blev udskudt igen og igen. Zelenski vandt en overvældende valgsejr i 2019 bl.a. med lovning om et omfattende opgør med korruptionen og respekt for og vilje til at implementere Minsk II aftalerne. Kort tid efter sin valgsejr vendte Zeleenski blad og lagde  afstand til aftalerne og støttede den militære offensiv i Østukraine. Vesten gjorde ikke stort for at presse Zelenski til at overholde Minsk II aftalen, som efterfølgende ikke blev taget alvorligt. I perioden frem til efteråret 2021 øger Nato sin militære tilstedeværelse og sender store mængder våben til Ukraine. Militæreksperter fra Nato organiserede og tilpassede det Ukrainske militærs ”Nato-operabilitet” indenfor Natos kommandostruktur. I den periode, nærmere bestemt 2016, advarer den tyske udenrigsminister Frank Walter Steinmeier mod unødig sabelraslen og krigsspil. Han opfordrer til dialog med Putin og udtaler, at ”det vil være fornuftigt ikke at puste til en fornyet konfrontation”. Det ”vil være fatalt alene at søge militære løsninger og afskrækkelsespolitik”. Ingen tog notits af den tyske udenrigsministers advarsler eller for den sags skyld højtstående amerikanske analytikeres bekymringer og næsten profetiske forudsigelser. Oprustningen fortsætter og en konfrontation synes uundgåelig, selv om de færreste i efteråret 2021 reelt forventede en russisk invasion. Slutspillet – den uundgåelige invasion Umiddelbart efter sin tiltrædelse som præsident i USA januar 2021 formulerede Joe Biden sit dictum for amerikansk udenrigspolitik: ”Som den globale kamp mellem demokratier og autokratier”. Og med til autokratier hørte Rusland og Kina. Vestens universelle værdier skulle bære denne kamp. Indenfor den ramme blev modsætningerne mellem USA, EU og Nato alliancen på den ene side og Rusland på den anden skærpet, og Ruslands modstand mod Ukraines optagelse i Nato blev opfattet som illegitim og i strid med Folkeretten. Et land skulle ikke kunne forhindre en anden suveræn nation i at tilslutte sig Nato. Svaret på Bidens og Natos kampagne mod autokratiet i Rusland kom med et sidste udspil fra Putin i efteråret 2021. Det blev i Vesten opfattet som et ultimatum, hvad selve teksten dog ikke giver belæg for. Den vestlige alliance afviste Putins udspil med henvisning til, at Rusland ingen adkomst havde til at blande sig i de centraleuropæiske staters og Ukraines suveræne dispositioner ejheller i Natos ageren indenfor alliancens sikkerhedsområde. En nærlæsning af udspillet giver imidlertid et klart indtryk af et defensivt forsøg på at afværge en konfrontation, selv om der i dokumentet nok kan anes en indirekte trussel om åben konflikt. Artikel 2 i udkastet foreslår, at der mellem Rusland og Nato skal oprettes sikkerhedsmekanismer til hastekonsultationer på et bilateralt og multilateralt grundlag. Artikel 3 slår fast, at parterne ikke opfatter hinanden som modstandere. Artikel 4 indeholder forslag om, at parterne ikke indsætter væbnede styrker i de nævnte territorier, som ikke var der før 1997. (altså før Natos østudvidelse blev en realitet). Artikel 6 er nok den vigtigste, hvor der står, at Nato forpligter sig til ikke at optage Ukraine i Nato. De sidste artikler omhandler en nedskalering af de militære øvelser mv. For alle parter var det indlysende, at Putins udspil ville blive afvist og i konsekvens accelererede Rusland den militære opmarch ved grænsen til Ukraine. Det var kun et spørgsmål om tid, før Rusland ville invadere Ukraine, medmindre man kunne nå til en sidste øjebliksaftale. Som Joe Bidens udenrigspolitiske dictum indlysende udelukkede. Invasionen februar 2022 og de kuldsejlede Istanbulforhandlinger Med en forholdsvis begrænset styrke invaderede Rusland Ukraine i februar 2022. Putin formulerede formålet med den ”specielle militære operation” som at tvinge Ukraine til forhandling, herunder udelukke Ukraines medlemskab af Nato. I realiteten gik russerne også efter at vælte den siddende regering, som siden 2019 havde ført en meget aggressiv offensiv i Østukraine. Operationen forekom ikke særligt vel planlagt og gav det indtryk, at Rusland var militært taktisk tilbagestående og relativt let ville kunne tvinges til retræte. Det skulle få måneder senere vise sig at være rigtigt. De russiske styrker blev trængt tilbage. I Vesten og i den Ukrainske regering vurderede man Ruslands ”dilettantiske” invasion som bevis på det russiske militærs tilbageståenhed, hvad der affødte den parole, der lige siden de kuldsejlede Istanbulforhandlinger har stået som krigens mål: ”tilbagetrækning af Rusland til grænserne før 2014”. I Natos hovedkvarter og i USA var man overbeviste om, at Ukraine med vestlig støtte kunne vinde krigen. Krigsretorikken fik og har fået flere nøk op siden. Invasionen blev fremstillet som Ruslands først skridt mod videre angreb på Europa og i hvert fald mod flere af de gamle øst stater som Polen, Litauen, Estland og Letland i nord og Rumænien og Bulgarien i syd. Helt bevidst afviste man Rusland formulering af krigen som en: ”speciel militære operation” og kaldte det en eufemisme for invasion og krig, hvor målet i første omgang havde været besættelse af Ukraine. Fredsforhandlingerne mellem Ukraine og Rusland blev indledt i Belarus knap en måned efter invasionen. Det var også Ruslands erklærede mål. Forhandlingerne blev senere i marts 2022 flyttet til Istanbul. Man nåede relativt hurtigt i april til et kompromis om en aftaletekst. Det var et gennembrud, men parterne var afgørende uenige om den fremtidige tilladte størrelse af det Ukrainske militær. Ukraine accepterede ikke at søge medlemskab af Nato mod at få stillet sikkerhedsgarantier for landets neutralitet svarende i forpligtelse til Natos artikel 5. Flere store lande skulle forpligte sig på sikkerhedsgarantien. Begge parter enedes om en forhandlingsperiode på 15 år til at løse Krimspørgsmålet. Ukraine skulle afstå fra at udvikle atomvåben og lukke landet for militære øvelser, der indebar Nato-tropper på Ukrainsk grund. De østlige løsrivelsesregioners status skulle afgøres gennem forhandling og afstemning. Og Rusland skulle øjeblikkeligt trække sine tropper tilbage fra Kiev. Efterfølgende har der været sået tvivl om, hvor enige parterne i virkeligheden var og hvor langt fremme, man egentlig var med formuleringen af slutkommunikeet, før Zelenski begyndte at tage forbehold under indtryk af Ruslands tilsyneladende militære svaghed og hurtigt lod sig overtale af Boris Johnson til at droppe forhandlingerne og forberede sig på en åben krig med Rusland. Herunder en egentlig modoffensiv bakket op af Vesten med overvældende militær støtte. Forestillingen om, at Ukraine kunne vinde krigen havde fået næring af Ruslands fejlslagne invasion. Præsident Biden gik så langt som til at formulere muligheden af et regimeskifte i Moskva som følge af Ukraines militære modoffensiv og Vestens hårde sanktionspolitik. Efterreplik Det gik ikke som præsten prædikede, og her tre år og mange tusinde menneskeliv efter, er Ukraine på vej til opløsning, uden at der overhovedet er tegnet et klart billede af indholdet af en varig fredsløsning. Det ”kollektive vesten” er datid. Europa er splittet på kryds og tværs i flere uforsonlige fraktioner og har med krigen og oprustningen antaget mere og mere parlamentarisk autoritær karakter. Spørgsmålet er, om den transatlantiske sammenslutning holder ret meget længere. Rusland kan vinde krigen men ikke freden, uden der udarbejdes en paneuropæisk sikkerhedsaftale. Det værst tænkelige slutscenarie for Rusland og ikke mindst den politiske ledelse er risikoen for at skulle besætte det meste af Ukraine for at tvinge regeringen til kapitulation. Det er ved at gå Europa og USA, som det gik hellenerne i det gamle Grækenland, der kaldte alle, som ikke talte hellensk for barbarer – de fremmede med det uforståelige og grove tungemål. Efterhånden kom begrebet ikke bare til at stå som udtryk for de fremmede, men blev efterhånden til en forestilling om, at alle ikke hellenere var barbarer – primitive, brutale, ukultiverede, underbegavede og aggressive. Disse betydningsforskydninger foregik under Perserkrigene og var medvirkende til, at hellenerne blev slaver af deres eget fjendebillede. Nået hertil og med de europæiske regeringslederes trusselsbillede som oprustningens ræson d’etre kan det måske være fremmende for en formulering af en fremtidig fælles nedrustningspolitik at lytte til præsident Trumps udtalelser om, at krigen i Ukraine kunne være undgået adskillige gange indenfor de sidste fire år, og vicepræsident J.D. Vances’ pointering af, at Europas fjende hverken er Rusland eller Kina, men Europas egen indre politiske drift begrundet i et trusselsbillede, man blindt har overtaget og dyrket med arven fra 1992. Den erkendelse vil det også klæde J.D.Vance at nå frem til. Med den amerikanske udenrigsmister Marco Rubios ord: ”en unipolær verden er et misfoster. Vi går mod en multipolær verden”. Den erkendelse skulle der en blodig krig i Ukraine til at skabe. Jan Helbak  

  februar 23, 2025 8:30 pm

  Læs mere

• EU under USA’s tveæggede sværd

  De europæiske ledere, kommissionen og de nationale statsadministrationer befinder sig for tiden i en situation, hvor de hverken kan gå frem eller tilbage. EU er havnet i en selvpåført lavvækstsituation, et magtvakuum og interne stridigheder om EU’s fremtid, interne institutionelle magtforskydninger og forholdet til henholdsvis USA, Rusland og Kina. Voksende nationalisme i medlemslandene og på den modsatte front EU kommissionens udnyttelse af situationen til at gennemføre yderligere magtcentralisering og vedtagelse af ”redskaber” til at disciplinere medlemsstaterne. Kommissionens magtcentralisering har hidtil kunnet hente sit rationale fra Covid 19, krigen i Ukraine, russisk ekspansionisme som skrækscenarie, følgagtigheden overfor USA/Nato og den selvforherligende forenede front af Vestlige demokratier – også kaldet ”det kollektive Vestens” universelle værdier. Nu eksisterer det kollektive Vesten ikke mere. Det har Trump sørget for. Ens tætte allierede er på under en måned blevet til en nådesløs konkurrent og ovenikøbet til potentiel fjende i tilfældet Grønland. Og da man samtidig har udskreget Kina og Rusland til at være strategiske fjender, har lederne i øjeblikket ikke mange steder at vende blikket hen. (Måske er det begrundelsen for de diskrete diplomatiske tilnærmelser mellem flere EU-lande, Rusland og Kina for langsomt at normalisere forholdene, når nu Ukraine taber krigen og tabet af gasimporten fra Rusland bliver for stor en belastning for europæisk industri)? For at få et klarere billede af de udviklingstræk, der ligger til grund for EU ledernes aktuelle forvirring og springen fra den ene position til den anden, kan det hjælpe at kaste et historisk blik tilbage til 1980’erne. Det skete på hotel Plaza og i Louvre og blev skrevet i Wolfowitz doktrinen I 1981hævede den amerikanske centralbankchef Paul Volcker den amerikanske rente til 16%. Inflationen skulle ned, og der skulle renses ud i de mange urentable virksomheder. USA gik i recession. Dollaren steg markant og kapital strømmede ind i landet og bidrog til at dække Reagans løse finanspolitik. Samme manøvre svækkede dog USA’s handelsbalance i en grad, der ramte amerikansk industri. Mellem 1982 og 1985 drøftede man forskellige løsninger i den amerikanske administration, i Kongressen og med de store europæiske lande samt Japan. En fløj i USA var fortalere for at hæve toldsatserne for at beskytte amerikansk industri. En anden fløj anbefalede tvungne valutakursændringer som middel til at nedbringe dollarkursen. Man landede på den sidste mulighed. Japan, Tyskland, Frankrig og England blev indkaldt til møde på Plaza hotel i New York den 22. september 1985. Dagsordenen var enkel. USA forlangte, at de fremmødte lande opskrev deres valutaer, åbnede deres vare- og kapitalmarkeder og igangsatte deregulering af deres markeder i øvrigt. Sådan blev det. Dollaren faldt på to år med 40%, selv om operationen ikke lykkedes overfor Japan. Her blev midlet så påtvunget ”frivillig” eksportbegrænsning af vitale produkter (eks. biler). Knap to år efter truede dollarfaldet med at udløse en omfattende recession. Der blev indkaldt til møde på Louvre i Paris den 22. februar 1987. Dagsordenen var denne gang lige så klar. Dollaren skulle opskrives. De samme lande skulle deregulere endnu mere, privatisere og markedsorientere de offentlige udgifter. USA skulle til gengæld få styr på budgetunderskuddet og den voksende gæld. Kapitalmarkederne skulle åbnes. Protektionismen med øgede toldsatser spøgte stadig i baggrunden, hvis USA’s allierede ikke makkede ret. USA’s økonomiske magtdemonstration har forsat lige siden i varierende udgaver og med større eller mindre succes. Det interessante er, at dagens politisk-økonomiske spil over Atlanten på mange måde minder om 1980’ernes og i hvert fald trækker tråde tilbage til de afgørende begivenheder op til ”Murens fald” og Sovjets sammenbrud. Kort tid efter Louvreaftalen, nærmere bestemt 1992, udformede viceminister Paul Wolfowitz under ledelse af Dick Cheney i Pentagon et dokument ”Defense Planning Guidance”, som umisforståeligt gjorde gældende, at ”den overordnede opgave var at forhindre genfremkomsten af en ny rival enten på de tidligere sovjetiske territorium eller noget andet sted…….”. Den tredje prioritet i strategien var, at ”udelukke enhver fjendtlig magt fra at dominere en region, vigtig for vores interesser………”. Selv om Wolfowitz’ oplæg sprogligt blev modificeret, stod tre prioriteter ud fra de andre. USA’s herredømme og interesser skulle ikke kunne trues af nogen anden magt, og Rusland skulle ikke have mulighed for nogen form for revanchisme men svækkes og underlægges amerikansk dominans. De tidligere Østeuropæiske lande under Sovjets dominans skulle indlemmes i den vestlige sikkerhedsstruktur og beskyttes mod mulige ”russiske overgreb” . Og ingen magt i nogen regioner (her blev der særligt henvist til Europa og eksplicit til Tyskland) skulle have mulighed for at udfordre USA’s magt og interesser. Oplæggets ordlyd blev senere nedtonet i den endelige udgave. Men det oprindelige var allerede blevet lækket til New York Times, som i sin udgave den 8. marts 1992 gav et meget fyldigt referat af dokumentet. Også her på det geostrategiske område gælder det, at amerikansk magtdemonstration og magtpolitik har været bestemmende for forholdet mellem USA og Europa. De strategiske beslutninger fra 1985 til 1992 har gået som en rød tråd gennem samtlige efterfølgende præsidenters angeren. USA’s geostrategiske- og politisk-økonomiske koncept blev i 1997 sat ind i en større og mere samlet ramme af tidligere sikkerhedsrådgiver for præsident Carter – Zbigniew Brzezinski . I et essay med titlen ”A geostrategy for Eurasia” gjorde Brzezinski gældende: at den største trussel mod USA’s styrke og globale magt udgjordes af risikoen for en samling af Eurasien fra de vest kinesiske provinser til Europas hjerte. USA måtte sikre sig maximal indflydelse i hele det enorme landområde og gennemføre en forpligtende sikkerhedsarkitektur, der bandt Rusland, de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien, Kina, Indien og Iran – og selvfølgelig Europa. I parentes bemærket er det samme sikkerhedsarkitektur, som Putin i dag argumenterer for. Fra Plaza til Louvre over Wolfowitz’s Defense Planning Guidance blev der støbt et grundlag for USA’s dominanspolitik efter ophøret af den kolde krig. I dette grundlag indgik USA’s dominerende indflydelse på udviklingen i Europa med økonomiske midler og geostrategisk gennem Østudvidelsen og styrkelsen af Nato. Det indre marked og skridt mod en egentlig Union Delvist som en reaktion på USA’s økonomiske magtdemonstration blev der efter hårdt pres fra Tyskland og Frankrig indkaldt til en hurtigt arbejdende konference i 1985. Forinden havde Delorsgruppen diskret udarbejdet et traktatudkast: Den europæiske fællesakt. Ud over kapitalens, arbejdskraftens, varernes og tjenesteydelsernes fri bevægelighed, skulle det fremover være muligt for Rådet at træffe beslutninger ved kvalificeret flertal. EU-parlamentets rolle blev styrket ved ”samarbejdsproceduren”. Den egentlige unionsproces blev sat i gang af Murens fald, Sovjetunionens opløsning og den tyske genforeningsproces. Først med Maastrichtaftalen i 1992, senere kompromisset i Edinburgh, Amsterdamtraktaten i 1999 og endelig Lissabontraktaten i 2009. Fælles for alle traktaterne er, at de lå i logisk forlængelse af de foregående traktater, som alle bar præg af at være nødvendige korrektioner begrundet i ændrede forhold i den europæiske kapitalismes indre udvikling, presset fra verdensmarkedet og de geopolitiske ændringer med Sovjets og Østeuropas opløsning og sidstnævntes efterfølgende skridtvise optagelse i Nato (østudvidelsen) og senere integration i Unionen. Den europæiske fællesakt (det indre marked) kunne ud fra almindelig økonomisk logik ikke udvikles på sigt uden en fælles valuta. Euroen blev vedtaget som perspektiv i 1992 og trådte i kraft i 1999. En fælles valuta krævede også en europæisk centralbank. Det blev til ECB med udstrakt autonomi og armslængde til det politiske system. De evindelige spændinger mellem landenes suverænitet og EU’s suverænitetsudvidelse måtte rammes ind. Rene EU-anliggender på markedsområdet. Bibeholdelse af medlemslandenes vetoret udenfor det indre marked så som udenrigspolitikken og andre områder, der greb dybt ind i medlemslandenes traditionelle suverænitet. Punktum for over 25 års traktatforhandlinger blev Lissabontraktaten, som endnu engang var et suverænitetskompromis. Allerede i 2003 forhandlede man en egentlig forfatningstraktat. Den blev vedtaget men ikke ratificeret i Frankrig og Holland. Den blev nedstemt ved folkeafstemninger i 2005. I de 25 års ”traktatkamp” blev Unionens struktur og institutioner alligevel styrket og medlemslandenes suverænitet tilsvarende svækket. Det førte reelt ikke til løsningen af det egentlige problem – behovet for en demokratisk politisk overbygning til den overstatslige markeds- og institutionsstruktur. Finanskrisen – begyndelsen på markedsfundamentalismens krise Det skulle blive finanskrisen i 2008 og den efterfølgende eurokrise, der bekræftede hele Maastricht bygningens indre svaghed. Allerede i 1990 havde flere fremtrædende økonomer advaret mod de indre svagheder i konvergenskriterierne og indførelse af euroen. De påpegede en inkonsistens mellem faste valutakurser, uafhængig pengepolitik i de enkelte lande og fri bevægelighed for varer, arbejdskraft, tjenesteydelser og kapital i det indre marked. Medlemslandenes endelige binding til en fælles valuta ville ikke kunne løse det problem, fordi man ikke samtidig oprettede en politisk finansoverbygning (finansunion og bankunion) og institutionelle udligningsordninger til at imødegå de enkelte landes forskellige økonomiske udvikling. Konsekvensen ville på et eller andet tidspunkt blive en udfordring af euroens sammenhængskraft og krav til de svageste økonomier om at rette ind gennem intern devaluering (nedskæringspolitik) for at tilpasse sig kravene fra de stærkeste økonomier, der udgjorde grundstammen i euroens monetære stabilitet. Eurokrisen demonstrerede brutalt, at kritikerne havde ret. De svageste økonomier i Grækenland, Spanien, Portugal og Italien kunne ikke efter finanskrisen indfri konvergenskriterierne, hvilket truede euroen. Løsningen blev med Tyskland i spidsen gennemførelsen af den hårdeste krise- og genopretningspolitik i nyere tid. De fire lande blev reelt sat under administration, og med Finanspagten (Mellemstatslig traktat) fra 2012 gennemtrumfede de stærkeste økonomier i Unionen et finanspolitisk regime hvis konsekvens blev markante indgreb i medlemslandenes velfærdsordninger. (i Danmark blev det til Budgetloven, der efterlignede den Tyske Schuldenbremse, som reelt underlagde landenes finanspolitiske suverænitet under EU-kravet om balance på statsbudgetterne). Dertil kom indførelse af ”det europæiske semester, hvor kommissionen fik adgang til at kontrollere de enkelte medlemslandes økonomier, herunder finanspolitik og ikke mindst adgang til at godkende landenes forslag til national økonomisk politik. Som sikkerhedsnet vedtog man at oprette European Stability Mechanism i 2012 med en lånekapacitet på 500 mia. euro men udstyret med meget skrappe krav til eurolandenes finanspolitik. Det paradoksale i alle de ”pagter”/traktater, der blev vedtaget i eurokrisens kølvand var, at de blev vedtaget som mellemstatslige pagter/traktater, men med kommissionen som kontrollerende og bestemmende myndighed. Det vil sige, at medlemslandene mere eller mindre frivilligt underlagde sig kommissionen myndighed på det finanspolitiske- og nationaløkonomiske område, hvilket selvklart havde indflydelse på alle de andre politikområder, der ellers hører under staternes suverænitet. Man kan i en vis forstand sige, at den af USA påtvungne markedsfundamentalisme afstedkom en markedsdomineret og teknokratisk integrationsmodel via det traktatkompleks, der skulle afværge en decideret nedsmeltning af euroen. Med Finanspagten og de andre aftaler lykkedes det at afværge euroens kollaps men ikke at løse de indre årsager til kollapset. Man udskød opgøret med illusionerne om markedets selvregulerende mekanismer. Man udskød endnu engang diskussionen om en finanspolitisk overbygning (finans- og bankunion) og oprettelse af reelle udligningsmekanismer på arbejdsmarkedet og indenfor industripolitikken. Og så alligevel var skredet mod øget penge- og finanspolitisk overstatslige myndighed indledt med ECB’s offensive opkøb af obligationer for at redde euroen og den europæiske finanssektor og følge trop med den amerikanske centralbanks opkøbspolitik for at redde den amerikanske finanssektor. Vendepunktet? ECB’s massive pengeudpumpning for at redde euroen og senere modvirke Pandemiens destabiliserende konsekvenser fra 2019-2021 kombineret med sanktionspolitikken overfor Rusland repræsenterer reelt om ikke formelt vendepunktet for den markedsfundamentalistiske strategi og omfattende tankesæt. Pandemien krævede i særdeleshed genopfindelse af den stærke og indgribende stat, hvilket ikke alene gav sig udslag på nationalstatsligt niveau men også i EU. Kommissionen og EU-institutionerne måtte gribe ind og bremse medlemslandenes nationalistiske og nationalegoistiske tendenser bl.a. i form af grænselukninger og hamstring af vacciner. På den positive side nåede man i EU til enighed om SURE programmets lån til de nationale økonomier, der  satte regeringerne i stand til at kompensere for de tvungne nedlukninger i erhvervs- og samfundslivet i almindelighed. Et nybrud var det, at man enedes om gennem fælles og forpligtende obligationsudstedelse at skabe grundlaget for genopbygningsfonden på ca. 808 mia. euro.  Fondens midler skulle fordeles efter en traditionel fordelingsnøgle men også efter et sæt kriterier, der bl.a. fordrede investeringer i moderne teknologi og miljøvenlig infrastruktur. Kommissionen fik kompetence til at overvåge regeringernes implementering af ansøgningsprogrammerne. Beslutningen fremstod selvfølgelig både rationel og nødvendig. Ikke desto mindre indebar beslutningen yderligere overførsel af kompetence fra de enkelte medlemslande til EU’s institutioner. Strategisk autonomi Sideløbende med kommissionens indsats mod pandemien i hele Europa og de voksende spændinger mellem Nato og Rusland genoptog man på Frankrigs opfordring drøftelserne af de første udkast til konceptet ”Europæisk Strategisk Autonomi”. Indholdet var ganske vist holdt i vage vendinger, men hovedretningen var ikke til at tage fejl af: en kombination af sikkerhedspolitiske tiltag og en mere systematisk og målrettet opbygning af et egentligt europæisk forsvar. Herunder våbenproduktion og harmonisering af sikkerheds- og kommunikationssystemer. Mellem linjerne i de mange dokumenter, kunne man læse ønsket om større uafhængighed af amerikansk dominans via Nato og en selvstændig strategi for nye sikkerhedszoner i Mellemøsten, Afrika og de Vestlige dele af Centralasien. Der var ikke formelt tale om et opgør med Nato. Men den logiske konsekvens af strategien ville føre til et helt andet styrkeforhold i alliancen og i realiteten også ændre dens karakter. (som bl.a. Marcron hævdede var Nato hjernedød). Af samme grund reagerede amerikanerne mod projektet, og de nye østeuropæiske EU lande samt de skandinaviske lande forholdt sig skeptiske. USA så også risikoen for en konkurrerende militærindustri. Op til og med Ruslands invasion af Ukraine blev EU lederne så opslugt af russisk ekspansionisme, at konceptet om strategisk autonomi røg ud i den politiske periferi. Nu gjaldt med pres fra USA og flere af de østeuropæiske lande styrkelse af Nato – her og nu. Krigen i Ukraine tydeliggjorde EU’s fundamentale militære- og sikkerhedspolitiske svaghed. De østeuropæiske medlemslande har siden advokeret stærkt for at udbygge Nato og nedtone det strategiske perspektiv for en selvstændig europæisk forsvarsunion. Siden optakten til krigen i 2021 og efter Ruslands invasion i februar 2022 var det USA, der gennem Nato lagde linjen for at sikre en ”Vestlig alliance”, hvor EU landenes interesser endnu engang de facto blev underordnet USA’s overordnede geostrategiske magtinteresser. (I tråd med forskrifterne i Wolfowitz doktrinen). EU landene og England har siden 2022 måtte betale regningen som følge af sanktionerne overfor Rusland, hvor der blev lukket for den relativt billige olie- og gasforsyning. EU-landene er i løbet af Ukrainekrigens næsten tre år ikke bare valutapolitisk (dollardominans og Swiftsystemet) og sikkerhedspolitisk men også energiforsyningsmæssigt blevet endnu mere afhængig af USA end tidligere. Bl.a. på grund af det nødvendige opkøb af gas i USA til overpris for at sikre tilstrækkelige forsyninger til de nødlidende medlemslande. Pivot Kina Inde bag USA’s afvæbningsstrategi overfor Rusland har der siden Obamas ”pivot China” – vending mod Kina – udfoldet sig et amerikansk pres for at binde EU til en strategisk, militær, og økonomiske inddæmning af Kina. Problemet er – og det er ikke blevet mindre – at EU-landene hver for sig har vidt forskellige interesser i forhold til Kina, som vil lide under Ursula von der Leyens ”de-risking” politik, som reelt er følgagtighed overfor USA’s interesser. Både den tyske og den franske regering og landenes erhvervsliv frygter,at det kun er et spørgsmål om tid, før USA flytter det økonomiske og geopolitiske tyngdepunkt til Asien. Hvis EU, som sagerne står lige nu, accepterer at indgå i det amerikanske spil, som kommissionsformand Ursula von der Leyen i modsætning til flere medlemslande og store dele af den europæiske industri lægger op til, vil det yderligere svække EU på verdensmarkedet. EU-landene har brug for et tæt handelssamarbejde med Kina og kan ikke tåle at blive mere afhængig af USA. Det står ganske klart med præsident Trumps toldtrusler. Men EU har på nuværende tidspunkt hverken en struktur, kompetence eller magtmidler til at gøre sig selvstændigt gældende på verdensmarkedet, hvis eksempelvis den ”kolde techkrig” mellem USA og Kina eskalerer. Nedenunder samlingen af Vestens alliance mod Rusland, vokser de handelspolitiske spændinger mellem USA og EU. De kom til overfladen med Bidenregeringens protektionistiske politik på it- og chipområdet og forstærkes nu af Trumps ”MAGA”, hvis magtlogiske rationale kan føres tilbage til de indrømmelser Reaganregeringen i 1985 og1987 påtvang Europa og Japan. ”Det nødvendige punkt” Det er i lyset af de samlede bevægelser og tildragelser – opbruddet i den hidtidige unipolære verdensorden og det geopolitiske atmosfæriske tryk, at de mange forskellige projekter og forslag, som kommissionen har søsat over de sidste to år, skal vurderes. Mest vidtgående i sin tid med pandemien in mente var uden tvivl forslaget om et Single Market Emergency Instrument i kommissionens Arbejdsprogram 2022, som med afsæt i beskyttelse af det indre marked og de fire bevægelsesfriheder plæderede for en overdragelse kompetence til kommissionen til på legalt grundlag at advokere for indførelse af ”nødretsforanstaltninger”. Forslaget er gemt men ikke glemt. Nødberedskabet skulle kunne aktiveres indenfor sundhedsområdet, vigtige forsyningsområder, herunder vitale råstoffer, indenfor tech området og strategiske lagre. For det andet skulle kommissionen kunne håndhæve et kriserespons spor, hvor forskellige kommissærer kan handle for at regulere medlemslandenes offentlige indkøb, indsamle informationer fra erhvervslivets forskellige ”operatører”, screene erhvervsinvesteringer og monitorere medlemslandenes import/eksport samt og ikke mindst indførelse af kommissionens fordelingskompetence indenfor Unionen under nødret. Hensigten var og er med udkastet til Competitivnes Compass fra 29. januar 2025, at EU-institutioner og kommissionen skal kunne gribe ind i de enkelte landes erhvervsliv og arbejdsmarked og pålægge bestemte industrier at øge deres produktion eller omlægge den for at sikre de nødvendige forsyninger og investeringer i EU. EU-kommissionen foreslår også at bløde op på de stramme konvergenskriterier og Finanspagtens bestemmelser. Det afgørende her er ikke så meget det diskrete opgør med Finanspagten og de andre aftaler i forbindelse med eurokrisen. Opblødningen har været på vej længe som en simpel nødvendighed. Vigtigere er de vedføjede betingelser, idet kommissionens konkurrenceudspil indeholder øgede beføjelser til kommissionen i forhold til overvågning af medlemslandenes bestræbelser for at nedbringe statsgælden og de budgetmæssige underskud. Selve strukturen for kommissionens kompetence og kontrol, som indgår i det nye forslag, ligger allerede som mekanisme i ”det europæiske semester”, hvor medlemslandene dels skal forpligte sig til at følge de af kommissionen udarbejdede økonomiske og finanspolitiske retningslinjer og dels acceptere kommissionens magt til at sikre dem overholdt. Jf. kommissionens aktuelle straffeekspeditioner overfor Ungarn ved at tilbageholde fondsmidler og fremføre trusler om lignende sanktioner over forandre medlemslande, der måtte følge i Ungarns spor. Krigen i Ukraine har om nogen enkeltbegivenhed forceret EU ledernes famlende opgør med globaliseringsstrategien og den hidtidige markedsdoktrin og tvunget både unionen og de enkelte medlemslande ud i en næsten merkantelistisk statsinterventionisme. Markedskapitalismen skal reddes fra den selv, og på nuværende tidspunkt er der i EU ikke andre end kommissionen til at tvinge skiftet igennem. Sanktionspolitikken overfor Rusland og EU-ledernes følgagtighed har på alle områder afdækket USA’s finansielle magt og ensidige vilje til at straffe alle, der udfordrer dets magt og dominans. Det gælder også EU, der på et givet tidspunkt kan blive offer for egen medicin. Det afgørende spørgsmål og dermed det afgørende vendepunkt bliver, om det, Trumps ”MAGA” har sat gang, ender med et ”nødvendighedens punkt”. Dvs. hvor integrationen i EU endnu engang gennemføres på en måde, så de af kommissionen varslede traktatændringer accelererer udtyndingen af medlemslandenes suverænitet og nedslider Unionens demokratiske legitimitet. En snigende form for autoritær institutionalisme. Afsluttende bemærkninger Som sagt er der ikke nogen enkeltbegivenhed i nyere tid som krigen i Ukraine og sanktionspolitikken, der så plastisk har dokumenteret, at de lande eller samling af lande, der besidder de militære- og finansielle institutionelle magtmidler til at regulere de finansielle processer, også besidder styrken til at definere dominansen på verdensmarkedet. Men sværdet er toægget. Selv medlemmer af den Vestlige alliance og allierede med USA kan blive offer for de selv samme magtmidler, som udfoldes overalt, hvis de ikke makker ret. Helt aktuelt udfolder USA store bestræbelser for at indordne EU landene og flere af de Asiatiske lande i inddæmningspolitikken overfor Kina. Det vigtigste pressionsmiddel ud over dollarmonopolet er dominansen indenfor chip-produktionen og dens vidt forgrenede netværk. Makker de enkelte lande ikke ret, er de i fare for at blive ramt af ”The chip act” i den verserende ”chipkrig”. Formålet med loven har været og er at give den amerikanske administration fuldmagt til tvinge alle chip producenter og producenter af maskiner til produktionen i hele verden til at underlægge sig amerikanske clearingskrav. Det bliver stadigt tydeligere, at stedfortræderkrigen i Ukraine har været styret efter USA’s ambitioner om at tilbageerobre den ubetingede dominans på verdensmarkedet, svække Rusland, inddæmme Kina og disciplinere Europa ind under amerikansk indflydelse og diktat bl.a. ved at sætte de nye østeuropæiske EU-lande op mod ”de gamle” ved at underordne EU under Nato’s (USA’s strategiske dispositioner). Det er ikke et spørgsmål om, men snarere om hvornår, europæisk kapitalisme igen ryger ud i konfrontationer med den dominerende amerikanske kapitalisme. Det gælder både direkte og indirekte i Europas bestræbelser for at pleje sine legitime interesser overalt på verdensmarkedet. USA og EU-landene har allerede mange sammenstød i Mellemøsten, Latinamerika og Afrika. De overskygges lige nu af konfrontationerne med de kinesiske fremstød, men de ulmer under overfladen. EU har aktuelt også mere brug for et velfungerende internationalt regelsystem med tilsvarende stærke institutioner som f.eks. WTO og FN-institutionerne, end USA har. Man kan sige, at de sidste fyrre års udvikling af Unionen gennem markedsdomineret integration, geostrategisk halehæng til USA og teknokratisk kvælning af de demokratiske institutioner har bragt EU eliten i en situation, hvor deres traditionelle politiske orientering ikke rækker. De europæiske lande står splittede og uden de nødvendige politiske – økonomiske – militære – og sikkerhedspolitiske institutioner og uden en legal politisk overbygning til at kunne handle selvstændigt. Og hvor gerne end kommissionsformanden teknokratisk og magtfuldkomment vil tvinge det nye konkurrenceregime igennem, er det med risiko for yderligere at puste til de voksende EU kritiske strømninger, der vokser i flere medlemslande (Tyskland, Frankrig, Holland, Østrig, Tjekkiet, Ungarn og Slovakiet) og samtidig uddybe modsætningen mellem de Natobegejstrede baltiske lande, Polen og Skandinavien på den ene side og ”de gamle Unionslande” på den anden side. Modsætninger, der kan vokse til reelle splittelseslinjer og som konsekvens uddybe EU’s manglende beslutnings- og handlekraft, hvad der trods alle forskelle fra 1992 og nu vil være i Wolfowitz doktrinens ånd. Jan Helbak      

  februar 6, 2025 9:13 pm

  Læs mere

• Er demokratiet truet?

  Det har ikke skortet på artikler i alverdens aviser, der mener, at det amerikanske demokrati er truet med de kaskader af præsidentielle dekreter og forordninger, som Trump satte i værk umiddelbart efter sin indtræden som præsident. Flere medier og lederskribenter er gået skridtet videre og kaldt Trump en autokrat omgivet af et magtfuldt oligarki – in casu de store techgiganter. Vi har de seneste uger fået en forsmag på, at Trumpadministrationen agter at gå hele vejen for at teste de forfatningsmæssige muligheder for at styrke den præsidentielle magt og begrænse Kongressens reelle politiske indflydelse. At Trump har fart på og længe har forberedt sig herpå skyldes, at han skal nå at gennemføre det meste af sit program inden midtvejsvalget om to år, hvor Republikanerne kan miste flertallet i Repræsentanternes Hus. Truer Trumps forordninger demokratiet? Udgør de mange præsidentielle dekreter og forordninger så en trussel mod demokratiet – eller rettere det amerikanske demokrati? Indtil videre er det ikke dokumenteret, og der er ikke fældet domme i de tilfælde, hvor en forordning er indbragt for en domstol som forfatningsstridig. Hvis det så viser sig i løbet af den kommende periode, at kun få forordninger er forfatningsstridige ifølge domstolene og af samme grund annulleres, ja så er demokratiet vel ikke truet som sådan. For magtdelingen virker øjensynligt, og det er som bekendt kernen i det liberale demokrati. Det er den, som Trump med sin politik bevidst forsøger at udfordre. Helt aktuelt er tre af Trumps forordninger havnet i retssystemet. Det drejer sig om statsborgerskab til børn af legale indvandrere, afskedigelse af mange ledende medarbejdere i statsadministrationen og den midlertidige suspension af hjælpeprogrammer. Det er dog værd at bemærke, at det juridiske spil, der er gået i gang, handler mindre om indhold og mere om overholdelse af processuelle forskrifter. En eksemplarisk artikel i Financial Times Af de mange kommentarer til Trumps ageren har jeg især hæftet mig ved en artikel af Gideon Rachman i Financial Times med titlen: “Trump the contest between two visions of democracy”. Artiklen er eksemplarisk nøgtern og præget af omtanke. Gideon Rachman refererer først til en almindeligt udbredt sondring mellem processuelt demokrati som metode til at vælge ledere og på den anden side demokrati, der som politisk system skal styrke den folkelige indflydelse på beslutningerne. Uden selv at tage eksplicit stilling refererer Gideon Rachman i forlængelse af sin distinktion til en opinionsmåling før valget, hvor 76% af respondenterne angav, at demokratiet er truet. Men at kun 7% mente, at spørgsmålet havde den store betydning i valgkampen. Efter Trumps indsættelse som præsident viser en anden meningsmåling, at 2/3 af Demokrater og 80% af Republikanere udtrykker mistillid til både regering, Kongres og medierne. På baggrund af de to undersøgelser konkluderer Gideon Rachman: at ”hvis vælgerne føler sig ekskluderet og ikke styrket af det politiske system, kan de tilsidesætte liberale værdier til fordel for en ”stærk mand”, som kan få tingene gjort”. Gideon Rachman antyder hermed, at Trump er vokset ud af et dysfunktionelt parlamentarisk system og en utilstrækkelig forfatning, hvor det liberale systems værdifulde særkende – ”check and balances” – rent faktisk ikke fungerer. Et demokratisk system, hvor magten er centraliseret hos præsidenten og hans administration og hos domstolene, og hvor parlamenterne de facto ikke længere er repræsentative og end ikke magter at holde den udøvende magt i skak. Logikken brister Så eksplicit er Gideon Rachman dog ikke i sin analyse. Men antydningerne tjener dog som afsæt for artiklens vigtige afsluttende bemærkninger, der understreger hans egen liberal demokratiske analysevinkel. ”Hvis støtterne af det liberale demokrati ønsker at vinde kampen, er modstand og åbne vredesudbrud ikke nok. De må tilbagevise ”de stærke mænds” argumenter og de illiberale demokraters……”. ”De liberale må også påvise, at autoritære ledere har en tilbøjelighed til at styrke egen magt og loyale støtter og ikke folket. Korruption er et næsten uundgåeligt resultat”. Her brister logikken for Gideon Rachman. Han har selv henvist til flere undersøgelser, der viser, at folket/flertallet af befolkningen ikke har tillid til hverken den politiske elite eller de politiske institutioner. Lignende meningsmålinger er foretaget i de fleste lande i Europa og med samme resultat. De adspurgte har ikke tillid til, at politikerne interesserer sig for befolkningens almindelige dagligdags problemer og heller ikke til, at man bliver fortalt sandheden om, hvad der foregår bag de lukkede døre. Og for at summere oplever man et større og større gab mellem det almindelige liv udenfor murene og magtens centrum. Man oplever sig ikke repræsenteret, hvilket som bekendt er nerven i det repræsentative demokrati. Så hvad er det for argumenter, som Gideon Rachman og andre mener, der skal føres i marken for at overbevise befolkningen og tilbagevise fremkomsten af ”stærke mænd”? Svaret forbliver abstrakt. Kritikerne af Trump og karakteristikken af ham som autokrat, der truer demokratiet, er de samme kritikere, som ikke vil indse, at Trump som præsident og hans bestræbelser for at styrke præsidentmagten og begrænse parlamentet netop skyldes, at den demokratiform, de hylder, enten ikke fungerer eller i hvert fald har svære betingelser. Selv herhjemme viser Emil Husteds undersøgelse og rapport – ”Fremmedgørelse og resonans på Christiansborg” – som er en del af ”Magtudredningen 2.0”, at mere og mere magt flyttes fra Folketinget til regeringen og det juridiske system, og at flere af de interviewede Christiansborgpolitikere føler sig magtesløse og så godt som uden reel indflydelse. Jørgen Grønnegaard Christensen titulerer sit bidrag ”Forligsparlamentarisme – ministerstyret og centraladministrationen” i sin undersøgelse af de senere års institutionelle magtforskydninger. Hvis de to bidrag er dækkende, kan det vel ikke komme bag på nogen, at et flertal af befolkningen oplever et system og en politisk-teknisk elite, der har lukket sig om sig selv. Samfundets socioøkonomiske modsætninger underløber det liberale demokrati Vil det sige, at argumenterne ikke findes? Selvfølgelig gør de det, men de opnår først overbevisningens kraft, hvis det kritiske blik også vendes indad og fokuserer på det fundament, som argumenterne udgår fra. Her bliver det stadigt tydeligere, at markedsfundamentalismen og globaliseringstrategiens uregulerede ekspansion over fyrre år har undermineret den demokratiske bygning, som garanti for befolkningens almindelige tryghed og samfundets stabilitet. I tilgift har dyrkelsen af det kapitalistiske markeds uomgængelighed og bundlinjetænkningen i alt ligeledes skabt de oligarker, som har stået bag Jo Biden og nu Trump. Oligarkerne tilhører godt nok forskellige grupper i den økonomiske elite, men deres magt og indflydelse helt ind i statsapparaternes dybde er ikke forskellig. De øverste 10% af samfundsgrupperne besidder så stor rigdom, og deres individuelle beslutninger om investeringer, hvad de investerer i og hvorhenne har så vidtgående konsekvenser, at endnu ingen politisk parlamentarisk magt i hverken USA eller Europa reelt har været i stand til at regulere deres vilkårlige private beslutninger, selv om de har afgørende betydning for hele befolkningens levevilkår. Derfor vil Gideon Rachmans ønskede argumenter forblive uvirksomme. Lad os nu antage, at vælgerne vender sig mod Trump eller hans europæiske allierede, Marine Le Pen eller Alice Weidel, når det går op for dem, at de ikke repræsenterer løsningen på de mange samfundsmæssige problemer, som de har slået sig op på. Hvem skal så løse dem? De fallerede politiske systemer og gabet mellem folket og dets repræsentanter har jo ikke ændret sig i mellemtiden. Det er i det magtvakuum, at de autoritære og forfatningsstridige tendenser kan blive til virkelighed. Eller sagt afslutningsvis er svaret på den politiske suppedas de liberale demokratier befinder sig i ikke en forherligelse af det, der var før Trump. Ikke formelle og akademiske institutionsanalyser i den hensigt at få de demokratiske institutioner til at fungere bedre, men en radikal kritik af den politiske økonomiske virkelighed. Den kapitalistiske markedsøkonomis kolonisering af samfundenes politiske og civile liv og dermed af det liberale demokrati. Jan Helbak            

  januar 30, 2025 5:44 pm

  Læs mere

• Stedfortræderkrigens 360 grader

  Krigen mellem Ukraine og Rusland kaldes for en stedfortræderkrig. Mellem USA, EU og Nato på den ene side og Rusland på den anden. Ukraine leverer kun slagmarken og soldater. Resten er under Natos ellers Ruslands kontrol. Stedfortræderkrig for hvad? For fastholdelse af USA’s og EU’s globale dominans og Rusland i en underordnet position. Sådan som billedet tegnede sig efter 1992 under Boris Jeltsin. Billedet blev til Natos Østudvidelse, som Rusland modsatte sig, da Putin overtog præsidentposten i 2000. Ukraine blev ”den røde linje”, og invasionen af Ukraine i 2022 blev af Rusland defineret som en eksistenskrig for at fastholde og understrege landets strategiske sikkerhedsinteresser. Omvendt ser USA og EU Østudvidelsen og Ukraines medlemskab af Nato som en af flere operationer for at fastholde Vestens status quo. I den forstand er krigen i Ukraine også en eksistenskamp for USA, EU og Nato og som sådan en stedfortræderkrig. Sådan er vi efterhånden vant til at se krigen. Sådan følges den hver dag af medierne. Og hvis Mette Frederiksens synspunkter til en vis grad repræsenterer opfattelsen i regeringskontorerne i EU, så udgør krigen i Ukraine også en stedfortræderkrig mod ”mørkets magter”: Kina, Iran, Rusland og Nord Korea. Hvad der er af interesser udenfor denne binære scene regnes enten ikke med eller fortoner sig i tågerne. Geometrisk betragtet svarer det til, at cirklen er reduceret til120 grader. De resterende 240 grader lades ude af betragtning. Men så er det jo heller ikke en cirkel, vi har med at gøre. En cirkel er 360 grader Det ville måske være klogt allerede nu at indtænke hele kloden. Altså de 360 grader, når vi beskæftiger os med stedfortræderkrigen i Ukraine. Flere lande i Latinamerika, alle landene i Centralasien ( Kasakhstan, Kirgisistan, Usbekistan, Turkmenistan) og de toneangivende lande i Afrika forholder sig både politisk og ganske praktisk til krigen i Ukraine som en stedfortræderkrig, hvis udfald også får afgørende betydning for dem. Man positionerer sig allerede nu i forhold til, hvad der sker på slagmarken i Ukraine og til det geopolitiske spil i den forbindelse – ikke at forglemme det geostrategiske og militærtekniske spil. For at det ikke skal blive ved disse generelle betragtninger, vil jeg underbygge mine betragtninger med henvisninger til eksempler fra især Afrika af den simple grund, at det er det område, jeg kender mest til. Flere steder i de afrikanske regeringer og i den politisk-intellektuelle elite i Nord-Vestafrika (Mali, Niger, Senegal, Guinea Bissau, Burkina Fasso og i lande som Kenya og Nigeria) følger man hele sanktionsproblematikken tæt. Det gælder bl.a. Ruslands metoder til at omgå sanktionerne. Indiens og Ruslands samhandel, og Kinas og Saudi-Arabiens samhandel i lokale valutaer diskuteres med henblik på en fremtidig tilpasning til afrikanske forhold ved en øget samhandel mellem de 54 lande. I Sahellandene (Nordvest Afrika) er man langt fremme med eksperimenter med en fælles valuta kaldet ”eco”. Udfordringen består i at finde en tredje valuta, som de lokale kan måles i forhold til. Men det skal nok lykkedes. Man er nemlig helt på det rene med, at man ikke som Rusland kan omgå sanktioner og udelukkelse fra SWIFT med mindre, man udgør en større økonomisk- og politisk enhed. Af samme grund foregår der også tilnærmelser mellem Sahellandene, Nigeria og en eller flere af de andre Centralafrikanske lande. (bl.a. Rwanda). I de samme lande gennemfører regeringerne nu i ly af krigen i Ukraine juridiske opgør med olie- og gasselskaber, så disse enten overdrager det samlede ejerskab til eksempelvis Mali, Niger og Senegal, eller overdrager vigtig teknologi og knowhow til de pågældende regeringer samt åbner for nye nationale investeringer, som regeringerne kontrollerer. I de sidste tre år har landene i Afrika og i Centralasien styrket kravet om en mere lige repræsentation i alle vigtige organer i FN. Samme krav om omrokering af styrkeforholdene formuleres i forhold til stemmevægte i IMF og WTO og adgang til G20. Man skal her tage i betragtning, at landene i Afrika og Latinamerika hidtil har betalt en eksorbitant høj rente, når de låner penge i IMF. Derfor er de havnet i en strukturel gældsfælde. I forvejen svækkes de  hver eneste dag, fordi lånene udstedes i dollar, som konstant styrkes i forhold til de lokale valutaer. Inflationen på det afrikanske kontinent er således et vestligt skabt strukturelt fænomen. Den unge generation kræver forandringer Overordnet gælder det for flere af de nye politiske bevægelser (hovedsageligt ledet af unge) i de afrikanske lande, at man stræber efter et opgør med ”kolonialismens økonomiske struktur”[i], der uforandret vil vedblive med at fastholde Afrika som et politisk-social ustabilt kontinent i økonomisk afhængighed. Nu vejrer man morgenluft flere steder og følger de mange slag om Ukraine med nøjagtig samme interesse, som i resten af verden. (Der diskuteres indgående og meget seriøst på de afrikanske sociale medier). Afrika som helhed importerer 85% af alle basisfødevarer, selv om man så rigeligt kunne være selvforsynende. I stedet importerer man f.eks. korn fra Frankrig på trods af, at de samme sorter kunne produceres billigere flere steder på kontinentet. Omvendt er man op gennem kolonitiden og frem til i dag blevet tvunget til at producere nicheprodukter til eksport så som chokolade, kaffe mv. De fleste lande på kontinentet importerer næsten al energi, selv om de kunne producere det hele selv og være selvforsynende med vedvarende energi. Landene fastholdes i tilbagestående industrielle infrastrukturer og lavkvalitetsproduktion til eksport og forhindres i at udvikle eller overtage avanceret teknologi enten på grund af låneaftalerne eller de udbredte investeringsaftaler med vestlige firmaer og långivere. På den måde har Afrika indtil nu været afskåret fra udvikle et kontinentalt vækstmarked. Kort sagt, som det udtrykkes af økonomen Fadhel Kaboub, kan de afrikanske lande vedtage ligeså mange demokratiske forfatninger, de vil. Det dæmmer ikke op for korruption, nepotisme og politisk vold. For når det politiske regnebræt skal gøres op, og regeringerne prioritere projekter, er det den økonomiske afhængighed, som svinger taktstokken. Samme økonom og flere med ham refererer til mange forskellige Panafrikanske konferencer, hvor et opgør ikke kun med den kulturelle- og politiske kolonialisme men nok så meget den økonomiske igen og igen er på dagsordenen. Og diskussionerne og de fremlagte planer er mangedoblet sideløbende med udviklingen i krigen i Ukraine. Man skal i den forbindelse tage i betragtning, at de nye politiske generationer er meget unge og betydeligt bedre uddannede end deres forældre. Det er først og fremmest dem, der som nye regeringsledere og bevidste støtter repræsenterer verdens ”yngste” kontinent. Udfaldet af stedfortræderkrigen får betydning for frigørelsesprocessen i Afrika Alt i alt følger regeringerne, de politiske eliter og de unge bevægelser i Centralasien og Afrika fredsforhandlingsspillet i Ukraine med enorm interesse. Vinder Rusland krigen, og indgås der en varig og retfærdig fredsaftale? Kommer der en sikkerhedsarkitektur for Europa-Eurasien, som kunne omsættes til en lignende sikkerhedsarkitektur for det afrikanske kontinent og Centralsien? Hvad sker der med alle sanktionerne overfor Rusland og Kina, og hvad får det af konsekvenser for sanktionerne overfor Iran og Syrien? Hvordan skal de afrikanske lande sikre sig mod sanktioner, når opgøret med den koloniale struktur tager fart? Hvordan kan man omgå dollardominansen og fremover indgå lokale handelsaftaler og sikkerhedsaftaler, som fremmer de afrikanske landes nationale suverænitet og uafhængighed? Disse spørgsmål og konturerne af løsninger har været på vej siden 2008. Stedfortræderkrigen i Ukraine har først og fremmest accelereret processen og givet den mere fast form. Eksempelvis har man noteret sig hvor arrogant og ynkeligt, Frankrig har optrådt i Sahelområdet og samtidigt flakset frem og tilbage hvad angår positioner i forhold til stedfortræderkrigen i Ukraine. Nu tvinges alle franske tropper til at forlade Sahelområdet. I Afrika kan man jo også følge med i de politiske og strategiske uenigheder i EU og kan som alle andre forestille sig øgede spændinger mellem EU og USA. Og ikke mindst har stedfortræderkrigen øget Ruslands og Kinas interesse i at omgå Vestens dominans ved at udbygge det gode forhold til landene i det Globale Syd gennem produktive handels- og investeringsaftaler. Den samme interesse for ligeværdigt økonomisk samarbejde med Afrika udvises også af Tyrkiet, Indien og Brasilien. Alle har de gennem BRICS en fælles interesse i at investere i Afrikas antikolonialisme og Centralasiens selvstændiggørelse. Så som meget andet her i tilværelsen kan en enkelt begivenhed, en enkelt intervention eller konflikt sætte gang i en række begivenheder og opbrud i ellers stabile – eller i hvert fald antaget stabile – strukturer og skabe politisk-økonomiske- og geopolitiske forskydninger med en rækkevidde og kompleksitet, der rækker langt ud over arnestedet. I dette tilfælde stedfortræderkrigen i Ukraine. Af den grund kan der være politisk fornuft i at se krigen i et globalt 360 graders perspektiv og ikke i det binære forhold, som vi har for vane i dag.  Alene af den grund, at det i en generel opbrudssituation kan være fornuftigt at se sig over skulderen. [i] Som inspiration kan man med stort udbytte lytte til et interview med økonom og dr. Fadhel Kaboub. https://www.youtube.com/watch?v=_hOQTWrtU7k   Jan Helbak

  januar 19, 2025 8:50 pm

  Læs mere

• Mette Frederiksens forældede verdensbillede

  Jeg vil indlede med en bemærkning om, at hele sagen om Grønland og Trumps mulige røverkøb sættes i parentes i denne artikel. Emnet er derimod Mette Frederiksens nytårstale og flere interviews op til jul. Mediernes kommentatorer har især hæftet sig ved statsministerens ”mørke tone og verdenssyn”. Et sandt trusselsbillede som i Mette Frederiksens optik må få os danskerne til at finde sammen, sætte de små særinteresser til side og være indstillet på at yde ofre – læs forringede velfærdsforanstaltninger. Det drejer sig om vores og Europas – ja hele Vestens sikkerhed og forsvaret af vores værdier. Få kritiske røster har stillet det intrikate spørgsmål, om Mette Frederiksen med talen har indledt en fokusforskydning fra de hjemlige problemer, som unægtelig hober sig op for en upopulær SVM regering, til den Europæiske scene? Regeringen har hidtil fremstået som politisk dysfunktionel og lidet handlekraftig. Skulle antydningerne om fokusforskydning have noget på sig ville manøvren ikke være den første af sin art i verdenshistorien. Hvad, der måske kan undre, er, at meget få har taget Mette Frederiksens ord for pålydende og stillet spørgsmålet: Er Mette Frederiksens analyse eller verdensbillede så også korrekt. Og hvad er konsekvenserne? Mette Frederiksens verdensbillede Men lad os tage Mette Frederiksens ord og for pålydende og kort kaste et blik på en artikel lige op til Jul med overskriften: ”Det EU, du kender, er døende”. Undertitlen lyder: ”Årtiers dansk europapolitik er lagt i graven. Forude venter et nyt EU-samarbejde, der skal håndtere en verden domineret af Putin, Trump og Xi”. En næsten profetisk formulering, som kun har et problem. Præmissen er forsimplet. Ifølge Mette Frederiksen skal Danmark fremover være åben overfor et større og mere adækvat EU budget, optagelse af fælles EU lån for at finansiere en fond på mindst 500 mia. euro, der kan vitalisere europæisk forsvarsindustri og holde det meste af produktionen på europæisk grund. I dag går 80% af alle forsvarsinvesteringer til lande udenfor EU. Trekanten Putin – Trump – Xi Jinping refererer endvidere til en skærpet konkurrence på verdensmarkedet, hvor EU angiveligt halter bagefter og ovenikøbet lider under de selvforskyldte høje energipriser og lav vækst på randen af recession. Her kommer Draghiplanen ind, som kommissionsformand Ursula von der Leyen har bestilt som oplæg til et radikalt skifte i EU’s økonomiske politik men også i den bredere fordelingspolitik. Mette Frederiksen knytter an til Draghiplanen i sin ændrede EU kurs. EU skal gøres konkurrencedygtig overfor de tre stormagtslande. Recepten er: kapitalcentralisering, lempelse af monopolreglerne, overførsel af ressourcer fra udviklingsfondene/samhørighedsfondene og socialfondene til en central fond som udgangspunkt for en samlet EU gældsoptagelse på 800 mia. euro. Begrundelsen er, at det skal være de store vækstvirksomheder, der skal udvikles til EU’s markedsdrivere på verdensmarkedet. Samme tankegang retter sig mod den finansielle sektor. Kort sagt skal større kapitalmængder kanaliseres over i de store transnationale virksomheder, der nu til forskel fra tidligere europæisk frihandelspolitisk tænkning skal have direkte offentlig støtte til forskning, nyinvesteringer og forbedret infrastruktur. Det bliver EU’s borgere og de mindre virksomheder og marginale områder, som kommer til at betale. Som Mette Frederiksen siger i et interview: ”Europa må ikke i fremtiden være afhængig af gas fra Rusland, medicin fra Asien og bilbatterier fra Kina”. Forhåbentlig en eksemplificerende metafor. I modsat fald er Mette Frederiksen ved at tale Europa ind i en selvdestruktiv merkantelistisk tænkning, som i Ursula von der Leyens sprog hedder, total uafhængighed af russiske råstroffer, de-risking fra Kina og gengældelse over en mulighed protektionistisk toldpolitik fra Trumpadministrationen. Mette Frederiksen deler von der Leyens udsyn og desforuden hendes forestillinger om, at kommissionen skal optage lånene, den Europæiske Investerings Bank administrere fondene og de enkelte tilsluttede medlemslande hæfte for gælden. Her i parentes bemærket et sandt mesterstykke i, hvordan en opskruet krisesituation omformes til en magtcentralisering og styrkelse af kommissionen i en grad, der for ganske få år siden var utænkelig – ja utilbørlig ifølge ”EU-sparebanden”, som Danmark indtil for nylig var en del af. Europahær? Hvad angår de europæiske forsvarsudgifter er det i øvrigt lidt ironisk, at EU landenes forsvarsbudgetter ifølge Natos egne opgørelser er næsten fire gange så store som Ruslands og har et samlet personel, der er halvanden gang større end Ruslands. Så måske er opgaven ikke øgede investeringer men i højere grad om at gennemføre  en radikal samordning dels af europæisk forsvarsproduktion, forsvarsintegration og en overordnet samlet forsvars- og kommunikationsstruktur. Men – og der er et alvorligt men. Selv ikke indenfor Nato har de enkelte lande overdraget suverænitet til overkommandoen. Men hvis de bagved liggende tanker hos Mette Frederiksen og von der Leyen skal realiseres, bliver svaret, at medlemslandene de facto overdrager national suverænitet til EU-kommissionen og bureaukratiet i Bruxelles. Det betyder ikke nødvendigvis, at Mette Frederiksens tanker om et mere centraliseret eller måske stærkere integreret EU er forkerte. Men man kan nu engang ikke som ansvarligt statsoverhoved foreslå så radikale løsninger, som bl.a. indebærer afgivelse af militær- og økonomisk suverænitet uden at udfolde konsekvenserne for vælgerne. Det gør Mette Frederiksen ikke. Ikke desto mindre udelukker hendes verdensbillede eller forståelsesramme  andre muligheder. Hvilket er det mest problematiske, fordi konsekvenserne er ensbetydende med en galopperende magtspiral, som hverken bidrager til den ønskede afspænding på det europæiske kontinent eller på verdensmarkedet. Ikke nok med det vil Mette Frederiksens kurs reelt betyde, at al anden national politik – herunder velfærdspolitik – vil blive underlagt den militære logik og radikale ændring af EU’s frihandelspolitik til fordel for en kommissionsstyret industripolitik som grundlag for en ”genfødt” styrke på verdensmarkedet. I konkurrence med USA og Kina. Afskrækkelse eller sikkerhedsarkitektur Hvad der helt udelades i Mette Frederiksens verdensbillede er forestillingen om en holdbar og varig sikkerhedsarkitektur for hele Europa baseret på fælles aftaler og anerkendte konfliktløsningsmekanismer. En sikkerhedsarkitektur, der ikke er baseret på Nato men på en fælles strategisk autonomi, som bl.a. Macron gennem flere år har gjort sig til talsmand for. I Mette Frederiksens optik kan kun en samlet afskrækkelseskapasitet sikre Europa. For, som hun siger i sin tale: ”Vi må ikke være naive. Selv hvis Putin underskriver en fredsaftale med Ukraine, må vi ikke tro, at han stopper der. At han vil være tilfreds. For Putin ønsker ikke fred. Han ønsker et Europa på russiske præmisser”. Ja, hvis det udgangspunkt holder (hvilket der ikke er belæg for), kan der ikke skabes fred og sikkerhed i Europa uden et nederlag for russerne i Ukraine og fælles oprustning i EU. Rusland skal afskrækkes for at udelukke Putins ekspansionspolitik. Problemet i den verdensfortolkning er, at den bygger på sand og fabrikerede forestillinger som grundlag for Vestens støtte til Ukraine og ønske om optagelse af Ukraine i Nato, som afslutning på Natos provokerende Østudvidelse siden 1992. Mette Frederiksen og andre EU statsledere besværer sig ikke med at fremlægge klar dokumentation for, at Rusland på noget tidspunkt militært og politisk skulle nære noget ønske om at ekspandere yderligere og dominere Europa. Der er derimod tale om den sørgelige situation, at Mette Frederiksen m.fl. ligger under for deres egen krigspropaganda og formulerer politik herefter. Ruslands og Kinas ambitioner Men nu er de jo ikke idioter i Moskva eller i Beijing, så hvad skulle få Putin og Xi Jinping til at udfordre det kollektive Vesten. En udfordring de alene målt på militære styrkeforhold ville tabe. Faktisk forholder det sig ganske omvendt. Ruslands folkeretsstridige invasion af Ukraine skal betragtes som en strategisk defensiv, og Kina har hverken historisk eller aktuelt ambitioner om global magtdominans. Tværtimod. Men det er korrekt, at både Rusland, Kina og BRICS landene har ambitioner om et endeligt opgør med den herskende unipolære verdensorden med USA og det kollektive Vesten som overdommer og opbygge et multipolært verdensmarked med respekt for de enkelte landes ligeværdighed og gensidige respekt – uanset indre styreform. Mette Frederiksen tolker i sin nytårstale disse ambitioner som: at de ”arbejder tættere og tættere sammen. Mod os”. Her bliver verdensbilledet til et belejringsbillede, som udelukker alle ansatser til en global sikkerhedsarkitektur eller bare en europæisk. En regional sikkerhedsarkitektur i Europa, der ikke inkluderer Rusland, vil være et luftkastel, hvilket Putin har fremført igen og igen. Tilsvarende er sikkerhed og fredelig sameksistens i hele Stillehavsregionen uden inddragelse af Kina et amerikansk fantom. Mette Frederiksens synspunkt udelukker endvidere i sin konsekvens en fælles transnational indsats for at inkludere det globale Syd i den samlede økonomiske- og politiske udvikling, fordi udviklingslandene stadig vil være klemt inde mellem ”dem og os”.  Altså mellem dem, der udfordrer det unipolære verdensbillede og dets forsvarere i det dominerende Vesten. MAGA og farvel til det kollektive Vests globale ambitioner Man kan være enig eller uenig med Mette Frederiksens noget stereotype og forældede verdensbillede, og man kan strides om de aktuelle politiske- og økonomiske konsekvenser indenfor EU. Og afslutningen af krigen i Ukraine bliver med sikkerhed meget vanskelig uanset hvilke forestillinger, Trump gør sig. Rusland vinder krigen, men det mest interessante er, hvordan Rusland vil vinden freden på en måde, der på den ene side vil føre til varig afspænding og sikring af Ruslands strategiske sikkerhedskrav og på den anden sikrer Ukraine som neutral nationalstat. På den anden side af selve fredsproblematikken er det nok så væsentligt, at krigen i Ukraine har eksponeret alle de centrale opbrudsdynamikker, der har gæret i lang tid og taget til i styrke efter først finanskrisen i 2008 og derefter Covid 19 krisen og opbruddet i den økonomiske struktur på verdensmarkedet eksemplificeret ved nedbruddet i de globale forsyningskæder. I den kontekst fremstår Mette Frederiksens verdensbillede og forestillinger om et ”nyt EU-samarbejde” som en anakronisme, der hverken vil føre til øget europæisk selvstændighed eller bevare de europæiske landes demokratiske grundlag. Krigen i Ukraine og valget af Trumps MAGA i USA repræsenterer et afgørende vendepunkt. Hele det kollektive Vestens globaliseringsstrategi efter Sovjets opløsning har skabt så mange økonomiske- politiske- og geostrategiske problemer, at strategien er blevet en bremse for kapitalismens egen udvikling og ekspansion. Trumps nationalkonservative perspektiv er ganske klart. At sikre USA’s styrke gennem hård handels- og magtpolitik og genopbygning af landets industrielle styrke. Den linje vil blive forfulgt gennem nationalistisk og protektionistisk politik samt magtdemonstrationer, hvor det måtte være nødvendigt (eksempelvis i sagen omkring Grønland). Det handler ikke længere om USA’s unipolære dominans og skabelse af en liberal-demokratisk verden underlagt Vestens universelle værdier. Den tid er forbi. Trumps interesse i Grønland skal først og fremmest ses som et forvarsel om en helt ny verdensscene, hvor stormagterne (USA – Kina – Rusland – Indien – måske EU) vil konkurrere om territoriale og regionale indflydelsessfærer uden smålig skelen til ideologier og værdier. Rationalet vil være at opbygge en global magtbalance, hvor stormagterne kan sikre nationale interesser og økonomisk ekspansion. Kort sagt en periode med stormagtskonkurrence – magtafbalancering og del og hersk politik. Med alle tænkelige forbehold kan den tid, vi er på vej ind i, minde om tiden fra 1870’erne til 1918, hvor det engelske imperium var på tilbagetog og Tyskland, Frankrig og USA i fremdrift, som udgjorde direkte trusler mod Englands dominans på verdensmarkedet. Et skifte i anmarch – en ændret linjeføring nødvendig Hvis det her summarisk optrukne nye verdensbillede, som med al respekt kun kan have status af antagelser, holder stik, betyder det, at Mette Frederiksens verdensbillede af i går er direkte kontraproduktivt hvad angår hendes forestillinger om fremtidens europæiske vitalitet og betydning på verdensmarkedet. Et strategisk autonomt EU/Europa forudsætter et grundlæggende opgør med forestillingerne om en unipolær verden sikret gennem det kollektive Vestens forsvar af egen dominans. Europas fremtidige styrke skal henføres til en fred i Ukraine, der både imødekommer Ruslands krav om strategisk sikkerhed og Ukraines behov som selvstændig nation for neutralitet og integration i en samlet europæisk sikkerhedsarkitektur, der inkluderer Rusland. Mette Frederiksens afskrækkelsesforestillinger er ikke vejen frem. De repræsenterer derimod en fastholdelse af Europa i et underordningsforhold til USA, der fremover kan forventes ensidigt at pleje egne interesser, og et omkostningsfuldt spændingsforhold til Rusland. Med andre ord må Mette Frederiksen opgive sit forsimplede verdensbillede, hvis hun og dansk politik skal fremme et vitalt og selvstændigt EU, der insisterer på at bevare og udvikle unionens demokratiske og socialøkonomiske grundlag. Hvilket også vil være forudsætningen for at kunne indgå ligeværdige og respektfulde handels- og udviklingsaftaler med det globale Syd (som ifølge FN’s handels-og udviklingsorganisation indenfor de næste fem år vil stå for 70% af verdens BNP). Som sådan er Mette Frederiksens og von der Leyens de-risking politik overfor Kina ikke alene kontraproduktiv men direkte katastrofal alene set i lyset af, at globaliseringsstrategien har frembragt et dybt integreret verdensmarked, hvor protektionisme, neomerkantilistisk industripolitik og sanktionspolitik viser sig uvirksomme selv for et land som USA. ”Vi opruster for at forhindre krig. Det er dyrt. Og det bliver endnu dyrere”. Hertil er der kun at spørge, hvilke krige og med hvem? Måske ville det være fornuftigt af Mette Frederiksen og SVM regeringen at følge anbefalingerne fra IMF og søge generel nedrustning og annullering af den omsiggribende sanktions- og destabiliseringspolitik for at forhindre en yderligere fragmentering af verdensmarkedet, som bremser den globale vækst og som konsekvensskrotte gårsdagens kompromitterede alliancepolitik. Fremover forbliver USA ikke, som Mette Frederiksen forestiller sig, vores nærmeste allierede. Hendes forestillinger og verdensbillede har med Grønlandsspørgsmålet fået det første stød. Måske kommer det næste snart, når samtalerne om Ukraine og andre brændpunkter indledes mellem Trump og Putin. Jan Helbak                      

  januar 12, 2025 10:31 pm

  Læs mere

• Bündnis Sara Wagenknecht – nybrud eller historisk parentes?

  Når jeg løbende har fulgt Bündnis Sara Wagenknecht (BSW) i Tyskland skyldes det først og fremmest en fornemmelse af (og jeg understreger fornemmelse), at vi her ser et nybrud og tillige et længe ventet opbrud fra "venstrefløjens" selvforskyldte isolation fra arbejderklassen, arbejderbevægelsen og store dele af den lavere middelklasse. Det sker i en periode, som i sig selv er kendetegnet ved politisk opbrud på alle fronter. Nogle få data Men lige et kort historisk rids. BSW blev forberedt gennem hele 2023 og grundlagt den 8. januar 2024 af 44 personer, som hovedsageligt kom fra venstrefløjspartiet Die Linke. Partiet som vel både er et parti og endnu ikke helt et parti kalder sig selv en alliance og vil først skifte navn efter Bundestagsvalget den 23. februar 2025. Ved EU-valget opnåede partiet 6.2% af stemmerne på en EU kritisk linje og et krav om fred i Europa og en samlet europæisk sikkerhedsarkitektur inkluderende Rusland. Partiet er ikke EU modstander men særdeles kritisk overfor den voksende centralisme i EU og kommissionens tilsidesættelse af EU’s sociale dimension – og ikke mindst udtalte russofobi. Ved delstatsvalgene i Thüringen, Sachsen og Brandenburg i efteråret klarede partiet sig over forventning og opnåede henholdsvis 15.8%, 11% og 13.5%. Et fornemt resultat for et så ungt parti med et forholdsvist kort program og en meget begrænset organisatorisk styrke. (hvilket BSW selv erkender er dets helt store svaghed). Jeg er endnu ikke afklaret om, hvorvidt BSW’s begrebslige vaghed og lidet konkrete formuleringer om organisations- og magtspørgsmålet alene er taktisk bestemt, eller vagheden skyldes regulær uafklarethed og vanskelighederne ved at løfte sig ud af fyrre års politisk rodløshed hos afløserne af den kommunistiske bevægelse og den radikale venstrefløjs sammenbrud. Jeg hælder nok mest til den sidste vurdering. Hvad er BSW for en fisk? I dag, hvor snart sagt hele pibetøjet af politologer og lederskribenter i den tyske presse nærmest overgår hinanden i at rubricere BSW, befinder vi os i en situation, som jeg vil vælge at kalde en begrebslig spændetrøje. Samlet set har vi vanskeligt ved at formulere visioner eller overgribende strategier, som rækker ud over den "forlængede aktualitet". Billedet er i hvert fald klart i Tyskland, hvor meningsdannerne kalder BSW for enten venstrefløjsparti på økonomien og socialkonservativ på værdipolitikken, eller et regelret populistisk protestparti. Andre igen kalder partiet leninistisk alene ud fra det forhold, at man fra stifternes side gerne vil have styr på, hvem der melder sig ind i partiet og af samme grund har stramme optagelsesprocedurer. BSW er til en vis grad selv årsag til den kategoriale forvirring. Partiet/alliancen har nemlig endnu ikke udformet et sammenhængende principprogram og indtil for nylig alene formuleret sig gennem aktuelle statements og et kortfattet valgprogram op til EU-valget i juni. En indskudt generel betragtning Det radikale højre. Det radikale venstre. De populistiske partier. Den politiske midte er alle spatiale metaforer, der refererer til et givent rum defineret af den ”stabiliserende midte”. Forstyrrelsen/oppositionen er blevet periferiens privilegium, og her har ambitionen hovedsageligt været at erobre eller fortrænge midten som cementeret majoritet. Ret meget længere rækker de politiske ambitioner fra f.eks. AfD og andre nationalkonservative partier i Europa ikke. Om de gør det for BSW, må tiden vise. Men alle de spatiale metaforer bekræfter ”den forlængede aktualitet” og lader befolkningen eller de forskellige socialgrupper tilbage med en forestilling om, at bevægelserne og kampene alene drejer sig om positioner indenfor det givne rum, som igen defineres parlamentarisk. Resultatet er også, at det politiske rum og den videre horisont er reduceret til tekniske korrektioner med ”midten” som bestemmende majoritet. Når politik og politisk kamp konstant snøres sammen til et valg mellem forskellige samfundsingeniørers forslag til stabilisering af samfundets givne ustabilitet, skyldes det, at politik handler om noget mere uforudsigeligt og farligt end tekniske løsninger. Nemlig om kampen mellem klasseinteresser og erobringen af politisk og økonomisk magt til at gennemføre disse. Som i sagens natur kan være grænseoverskridende for visse klasseinteresser. Hvis vi i stedet sætter begreber og ikke metaforer (og sætter det diffuse begreb populisme i parentes), fremstår det radikale højre som en kombination af nationalkonservatisme og social konservatisme, hvor nationen som interessefelt opløser klasseinteresserne i nationsinteresse for de socialgrupper, der ikke længere har et sprog eller et udsyn, der adækvat kan udtrykke deres klasseinteresser – både som nation og som klasse. Disse begreber er klart politiske, socialt og økonomisk substantielle og kan af samme grund diskuteres politisk. Det volder mere besvær at nå til klarhed over de politiske partigrupper, der rubriceres som det radikale venstre. Her refereres der ikke længere eller i hvert fald sjældnere til en bestemt socialistisk eller anarkistisk ideologi eller et sammenhængende verdenssyn men alene til abstrakte begreber som retfærdighed, lighed, menneskelighed mv. Det er bemærkelsesværdigt, hvor sjældent repræsentanter fra de samme partier omtaler sig selv som socialister. På den led bidrager ”venstrefløjen” til at holde den politiske diskussion indenfor snævre tekniske, juridiske og moralske rammer – en tilstand, hvor politisk sammenhængskraft opløses i fragmenter. Men nedenunder de spatiale metaforers dominans gemmer det måske vigtigste problem sig. De politiske diskussioner, som de udspiller sig i parlamenterne og i medierne, er renset for handlende subjekter ude i samfundet – altså handlende større socialgrupper/klasser. Midten er i dag en samlebetegnelse for de selvudråbte velfærdsregulerende partier og strømninger, der trods forskelle både i historie og tidligere klassereferencer bekender sig til det liberale demokrati og kapitalismen i en eller anden form som den eneste realistiske og faktisk ønskværdige samfundsformation (i en sådan forestillingsverden er der ikke plads til klassekampe og handlende subjekter). Altså det stabiliserende midtpunkt, der holder rummet sammen også i de situationer, hvor kapitalismen selv udløser næsten kaotiske centrifugale bevægelser, som tilfældet er nu. På et tidspunkt i den centrifugale turbulens bliver partierne i ”midten” som sammenhængskraftens advokater til karikaturer på sig selv, fordi de, som vi ser det i dag, kæmper mod vindmøller. Midten optræder mere og mere krigerisk defensivt overfor alle samfundskræfter og politiske bevægelser, der betvivler midterpartiernes og midter-regeringernes autoritet. Ironisk nok vender partierne i den liberal-demokratiske ”midte” ikke så meget aggressionen mod den ”etablerede venstrefløj”. Nok fordi dens tydelige deroute er kendetegnet ved en indlejring i middelklassens værdisæt og som sådan uden materiel kraft. De tidligere socialistiske bevægelser, der nu er blevet til venstrefløj i den spatiale relation til ”midten”,  har som socialdemokratierne givet efter for det neoliberale pres og vendt arbejderklassen – et blandt flere historiske subjekter – ryggen og over de sidste to årtier orienteret sig mod den velbjergede middelklasse. Hvor moral og ideale fordringer er drivkraften, og hvor den praktiske politik hele tiden opsuges parlamentarisk i midten med tab af social forankring og overtagelse af en abstrakt liberal rettighedstænkning som resultat. Og ikke mindst overtager midtens defensive holdning til snart sagt alt. Bündnis Sara Wagenknecht som møsterbryder? Omtalte udvikling har bidraget til at sløre klassebilledet og omdanne "de stolte fattige" (Robespierre) til de uformående fattige, som skal hjælpes. Det passer midten udmærket. Velfærdsstaten er over 40 år blevet omdannet fra at være en mellemstation i klassekampen mellem arbejderklassen og kapitalistklassen til at være endepunkt for en lang historisk udvikling. På den led har Fukuyama vundet. Venstrefløjen er abdiceret fra et systemoverskridende perspektiv. Den kan alene skelne mellem demokratisk kapitalisme og autokratiske kapitalisme. Eller som man vel nok vil formulere det, velfærdsregulerede kapitalismer. Det er og har været den professionelle middelklasses grundudgangspunkt også den gang, hvor den sympatiserede med arbejderbevægelsen. I den forstand er venstrefløjen blevet konservativ, for så vidt den forsvarer middelklassens interesser i dag på bekostning af klassens nedre lag, småborgerskabet og arbejderklassen. Bündnis Sara Wagenknecht repræsenterer et opbrud fra det mønster og forsøger at erobre et voksende gab eller vakuum i det politiske spil i den "forlængede aktualitet". Partiet er som sådan ikke kun et protestparti eller et bolværk mod nationalkonservatismen. Det har som ambition at lægge en død venstrefløj i graven og genfinde et fundament i arbejderklassen og den lavere middelklasse ved dels at udvise sensitivitet overfor disse socialgruppers faktiske livsvilkår og dels angribe kapitalismens eksesser og dyrkelsen af frihedsrettighedernes universalisme. Måske lykkes det partiet at bevæge sig fra kursændringen og forsvaret til at skabe en egentlig vision for, hvordan dets noget vage program skal realiseres. Altså formulere en strategi vedr. magtspørgsmålet, og hvad magten skal bruges til, og hvordan den skal udøves. Nået hertil vil partiet blive tvunget til at erklære sig som et socialistisk – demokratisk socialistisk parti – med en bestemt opfattelse af begrebets substans og verdenssyn. Og ikke mindst gestalte det handlende subjekt, som nødvendigvis må indeholde konkrete forestillinger om klassealliancer og interessebalancering. Eller i modsat fald blive en historisk parentes. Det ømtålelige nationale spørgsmål Det er aktuelt ganske fornuftigt at tage nationen som flertallets udgangspunkt og dets levevilkår alvorligt. Men partiet render ind i et problem, når nationen defensivt sættes som modsætning til en anden dominerende metafor – globalisering. Alle er i dag kritiske overfor globaliseringens konsekvenser især, fordi det er ved at blive erkendt, at den aldrig har eksisteret som andet end rum for kapitalens centrifugalkræfter. Indsætter vi i stedet et andet begreb, som ikke er en spatial metafor – internationalisme – ændres sagen afgørende. Handlemuligheder her og nu og på lang sigt åbnes. Internationalisme - mellemværendet mellem nationer/fædrelande - gør mellemværendet til det centrale processuelle forhold og åbner for praktiske måder at engagere sig politisk i eksempelvis EU, i de geopolitiske konflikter, indenfor de forskellige internationale organisationer mv. Med andre ord, forbinde Heimat (hjemstavn) med samarbejdet med de andre Heimats politisk formidlet og ikke negativt formidlet gennem markedet og kapitalismens evige ekspansion. Det vil også lette i diskussionen om flygtninge og indvandrere på den måde, at den defensive tilgang kan overvindes. Som Platon skriver i "Lovene", afhænger et lands tryghed og evne til at leve i godhed og tilkendelsen af samme ret til alle de andre lande/bystater. Det er ikke helt lige til at tyde BSW’s forhold til liberaldemokraternes påstand om at repræsentere de universelle værdier. Det ville ellers have været velgørende, hvis BSW slog fast, at universelle værdier er en abstraktion hægtet sammen med metaforen globalisering. Gobaliseringens inderste væsen er forestillingen om verdens omslutning af vestens værdier og interesser. Som den moderne afløser af det imperialistiske/residualkoloniale verdenssyn. Det verdenssyn brydes ikke ved moralprædiker og hændervridende politiske udtalelser men gennem praktisk planlagt inter-nationalisme med respekt for de enkelte nationers valg af samfundsindretning og kritik af alle former for andre nationers magtinterventionisme. Kort sagt at opfatte sit eget system og sin egen nation som et historisk produkt og forudsætning for at komme ud over "den historisk forlængede aktualitet". BSW’s valgprogram for Bundestagsvalget Indtil for nogle uger siden var det sparsomt med indsigt i, hvordan BSW egentlig vil handle på den store politiske scene. Jeg har haft en formodning om, at partiets fremkomst og nationalkonservatismens fremmarch i flere europæiske lande ville accentuere disse spørgsmål også i dele af socialdemokratierne. Nu har BSW så fremlagt partiets valgprogram og læst for pålydende minder det i alt væsentligt om socialdemokratiernes politik i velfærdsstaternes velmagtsdage. Og er af samme grund også uldent, når det gælder magtspørgsmålet og klassekampen. Partiets ageren i koalitionsforhandlingerne i Brandenburg og Thüringen har ikke været prangende. I koalitionsdokumenterne skal man lede længe efter de mærkesager, som BSW gik til valg på ved delstatsvalgene. Det kan selvfølgelig tolkes som et resultat af rå taktiske vurderinger om at undgå politisk isolation før Bundestagsvalgets store prøve i februar. Men det modsatte kan også være tilfældet. At partiet klapper sammen i ren parlamentarisk opportunisme, når det ikke kan holde sig fri af magtspillet. Men nu har vi som sagt adgang til BSW’s valgprogram, som jeg vil vove at taksere som klassisk socialdemokratisk velfærdsstatspolitik: Stop for privatisering af de klassiske velfærdsinstitutioner. Markant forbedret uddannelsessystem for alle. Accelereret udbygning af infrastrukturen og den kollektive trafik. Femten euro som garanteret mindsteløn. Støtte til de små og mellemstore virksomheder. Forbedret social sikring, øget alderspension og flerårigt loft over alle huslejestigninger. Demokratisering af EU og mod den hastigt voksende centralisering i EU, herunder styrkelse af EU parlamentets magt og betydning. Massiv indsats for at forbedre forholdene i de fattigste regioner i Tyskland. Afstand til den ”småborgerlige” identitetspolitik og ikke mindst en klar antimilitarisme med forslag om en hurtig fred i Ukraine og en utvetydig fordømmelse af den israelske krigeriske ekspansionisme i Mellemøsten og massedrabene i Gaza – og ikke mindst en europæisk sikkerhedsarkitektur, der inkluderer Rusland og af samme grund gør Nato overflødig. Hvad angår det helt centrale miljøspørgsmål er linjen hovedsageligt den, at miljøødelæggelserne skal bekæmpes gennem stram statslig regulering af markedet, store investeringer i miljøvenlige innovationer indenfor industrien og mere kontroversielt udvikling af renere forbrændingsmotorer i bilerne – og vel at bemærke energi og miljøforbedringer, som de almindelige borgere kan betale. Med de politiske mærkesager giver det sig selv, at BSW også ønsker ophævelse af Schuldenbremse (tysk budgetlov, der kræver et statsbudget i balance). Hvad angår flygtningepolitikken, som er det spørgsmål, de mange politiske kommentatorer har slået ned på, når de rubricerede BSW som socialkonservativt i værdipolitikken, så anlægger partiet en pragmatisk linje: flygtningenes optagelse i det Tyske samfund har nået sine grænser, og der skal fremover  føres en kontrolleret og human flygtningepolitik. Som ifølge BSW indebærer udvidet økonomisk støtte til de Afrikanske- og Mellemøstlige lande for at begrænse flygtninge- og migrationsstrømmene samt placering af asylbehandlingerne i nærområderne udenfor Europa. Det smager af AfD’s positioner men adskiller sig afgørende ved at lægge vægt på den afbalancerede regulering af immigrationen og insisteren på beskyttelse af de flygtninge og indvandrere, der befinder sig i Tyskland i dag. Hvad så – en foreløbig konklusion Hvis jeg har ret i, at BSW for nuværende mest bærer et socialdemokratisk klassepræg med en usædvanlig og ganske konkret følsomhed overfor arbejderklassens og den nedre middelklasses leveforhold og interesser, kan partiet måske opfange en del af de tidligere socialdemokratiske stemmer, som lige for tiden føler sig tiltrukket af AfD’s nationalkonservatisme og sentimentale Heimatsdiskurs. Og hvis det forholder sig sådan, kan BSW udvikle sig til at blive SPD’s eksterne venstrefløj, sådan som Oskar Lafontaine (en af partiets medstiftere og tidligere finansminister i SPD) altid har drømt om. Men dertil kræves, som BSW i øvrigt selv er opmærksom på, en del mere end et valgprogram og gode meningsmålinger. En velfunderet og demokratisk opbygget organisation er uomgængelig. Og ikke mindst en strategi for det parlamentariske magtspil, så BSW ikke ender som de andre socialistiske partier, når klassemodsætningerne og de politiske kampe for alvor spidser til og en konfrontation med de magtfulde kapitalinteresser er uundgåelig. Nybrud eller historisk parentes balancerer lige nu på en knivsæg, hvor nybruddet ikke ligger i Bundestag og delstatsparlamenterne men i BSW’s vilje, mod og evne til at mobilisere de vælgergrupper, som de hævder at repræsentere. Jan Helbak  

  december 29, 2024 8:08 pm

  Læs mere

• Den binære tænknings fængsel

  At krigen i Ukraine ikke kun handler om Ukraine, er efterhånden en fastslået kendsgerning. Vinder Russerne i Ukraine, er det kun spørgsmål om tid, før den russiske hær står udenfor Le Havre. Det billede hamrer Mette Frederiksen fast dag efter dag i hendes trusselsretorik. Krigen i Ukraine skal derfor uden undtagelse også opfattes som vores krig – mener hun. Det er en stedfortræderkrig, som indenfor en flerhed af områder (bl.a. Ukraine, Mellemøsten, Rumænien, Georgien, Syrien, Iran) føres mellem Vestens ”organiserede front af demokratier” mod autokratiske regimer – in casu Rusland, Kina og Iran (for tiden). Kort sagt en verdensomspændende konfrontation mellem to fronter.  Tidligere under den kolde krig var modstillingen: ”den fri verden mod det kommunistiske imperium” eller under Reagan; ”ondskabens imperium”. Den afgørende forskel fra den kolde krig til i dag var og er, at Sovjetunionen, hvor degenereret det socialistiske system end var, repræsenterede et alternativ til kapitalismen – i perverteret form et vindue til fremtiden. Selvfølgelig er der nu som tilforn tale om overfladiske buzzwords, der fungerer som signalmarkører og pladsholdere for den mindre sofistikerede udgave; ”det gode mod det onde”. I dette tankens fængsel trænger en forpligtelse sig på: at insistere på den kritiske analyse for at dekomponere brugen af de to begreber og konfrontere den overfladiske og primitive modstilling som grænsemarkører for, hvad der kan tales om. Selv om det under det nuværende ophedede og mediebårne krigshysteri forventeligt kan være forbundet med marginalisering. Neoliberal modstilling Allerede i 1998 formulerede de magtpolitiske grupperinger i det Republikanske parti i USA modstillingen mellem demokrati og autokrati som ramme for amerikansk udenrigspolitik. En videreudvikling af Wolfowitz doktrinen fra 1992, som slog fast, at amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik skulle gøre enhver udfordring af USA’s dominans umulig. Bill Clinton administrationen overtog af opportunistiske grunde konceptet. Efterfølgende trængte det strategiske koncept ind som styrende tænkning i den amerikanske administration,  i den politikformulerende elite og i store dele af mainstream pressen, hvor Biden administrationen alene har spidsformuleret modstillingen i sin embedsperiode. Tilskyndet af krigen i Ukraine. Kun få måneder før (december 2021), russiske tropper invaderede Ukraine, forsøgte Biden at samle en række lande til en ”demokrati konference” i Washington. I sig selv dementerede deltagerkredsen opfattelsen af, at det strategiske koncept indeholder et klart demokratibegreb. Flere af deltagerlandene kunne ikke ligefrem siges at være demokratiske, men de fyldte, når frontlinjerne skulle trækkes op. Det hører dog med, at Bidens demokratikonference i øvrigt ikke alene var møntet på Ruslands troppeopmarch, som havde været undervejs siden november 2021 men i stedet på støtte til USA’s opbygning af en alliance stærk nok til at inddæmme Kina, der som bekendt udgør USA’s virkelige udfordrer og sandsynlige hovedmodstander i de kommende konfrontationer om, hvem der sætter dagsordenen på verdensmarkedet. Forventeligt handlede konferencen ikke så meget om demokrati – især ikke om præcisering af begrebet – men mere om at formgive en front mod ”autokratiet” (læs Kina og Rusland), som heller ikke blev nærmere defineret. Kort tid efter lagde den amerikanske administration kortene på bordet ved i februar 2022 at offentliggøre sit strategiske koncept for ”frontopbygning” i Stillehavet – Indo-Pacific Strategy – en ny ”demokratisk front” til at inddæmme det autokratiske og ekspansive Kina. Demokrati og autokrati som flydende holdningsmarkører Vi kommer dog ikke langt blot ved at problematisere modstillingen. Lad os derfor tage fat i de to begreber, selv om det i sig selv nok ikke ændrer det store her og nu. Men en mere åben diskussion af begreberne her ved udgangen af 2024 kan måske bruges som fremtidens vaccine mod det binæres diskursive tyranni og intellektuelle meningsløshed. Begge begreber er i sig selv så åbne og bøjelige, at de kan anvendes fuldstændigt vilkårligt. Det har været tilfældet før og er det igen. Især begrebet autokrati er så flydende og upræcist, at det først og fremmest tjener som pladsholder for ikke-liberale demokratier, hvor begrebet illiberale demokrater i virkeligheden anvendes som en slags mindre virulent mellemproportional. Men først det nøgterne blik på begrebet demokrati. Demokrati betyder ikke andet end folkestyre. Folket som suveræn i modsætning til folkets tidligere status som undersåtter til en suveræn eller et ensemble af suveræne. Enevældig konge, despot, diktator eller enerådende juntaer. Autokrati betyder modsat ikke andet end fåmandsvælde. Men som sådan siger begrebet ikke noget om autokratiets tilblivelseshistorie, hvad der ikke er uden betydning. Det såkaldte autokrati kan være resultatet af demokratiske valg, hvor folket har delegeret magten til nogle få. I begge tilfælde repræsenterer begreberne et magtsystem, og i begge tilfælde udfolder demokrati eller autokrati sig i et bestemt samfundssystem, som indenfor nyere historisk tid er kapitalisme. Begrebernes politiske betydning og identitet som statssystem kan ikke løsrives fra den samfundsstruktur, det er stat for og politisk system for. Hvis vi så går lidt nærmere på de to begreber, og hvordan de anvendes, bliver deres betydningsmæssige tomhed indlysende, medmindre de relateres til helt bestemte historiske og aktuelle sociologiske kontekster. Liberalt demokrati Når præsident Joe Biden eller statsminister Mette Frederiksen bruger begreberne – eksempelvis begrebet demokrati – refererer de alene til liberalt demokrati – som demokrati overhovedet. De og de fleste andre vestlige statsledere tager for givet, at begrebet ”liberalt demokrati” har universel og udtømmende betydningsstatus og som et begreb, der afgrænser de liberale demokratier negativt overfor alle andre styreformer, som i dag forskelsløst rubriceres som illiberale (en elastisk og transformativ afgrænsningsmarkør) eller som autokratier. Som sådan er det næsten lykkedes at opløse det andet betydende historiske begreb – socialisme – ind i autokratikategorien. At socialdemokratierne nu er med på den vogn kan virke noget paradoksalt al den stund, socialdemokratierne (Internationalt og Europæisk) faktisk bekender sig til demokratisk socialisme. Altså en anden demokratiform end den liberale model, selv om det dog aldrig er lykkedes den socialdemokratiske bevægelse at give begrebet demokratisk socialisme et mere præcist og konsistent indhold. Af samme grund er det liberale demokrati som grundbegreb langsomt og næsten modstandsløst blevet overtaget af socialdemokratiet og afkoblet fra tvillingebegrebet – lighed.  Dvs. demokrati som ren styreform og udvælgelsesteknik, sådan som det ligger i det liberale demokratis begreb, og som klarest er blevet beskrevet af økonomen Schumpeter i sin provokerende bog fra 1942 –  Capitalism, Socialism, Democracy; som konkurrenceregler for udvælgelsen af den elite, der skal styre landet kombineret med et udbygget og kontrollerende retssystem. Her ses i øvrigt helt bort fra, at det amerikanske præsidentstyre og forfatningen ligger i udkanten af, hvad begrebet demokrati kan rumme, idet bl.a. det forfatningsgivne retssystem og statssystemet hæver sig som autonom magt overfor både den lovgivende og udøvende magt, hvilket sætter snævre grænser for folket som suveræn in casu parlamenternes repræsentation af suveræniteten. I øvrigt det system, som den kommende præsident Trump vil gøre op med ved at styrke præsidentmagten så langt, at det liberale demokratis institutionelle særkende – check and balances – sættes ud af kraft (eller endnu mere ud af kraft). Det var kombinationen af det liberale demokratis formelle parlamentariske rammer, retssikkerheden og de almindelige borgerlige friheder og lighedsnormen som levet samfundsform i civilsamfundet, der udgjorde de kapitalistiske samfunds styrke efter 2. Verdenskrig og faktisk helt frem til begyndelsen af det 21. århundrede. I den kombination udgjorde partierne, de korporative institutioner og de mange demokratiske styrede civilsamfundsorganisationer grundlaget for et vist deltagelsesdemokrati, demokratiopdragelse og demokratisk politisk socialisering som modvægt til det liberale markedselement i den liberale demokratiopfattelse. Uafgjortheden mellem de to underliggende demokratiopfattelsers virkningskraft hører med til forklaring af de kapitalistiske samfunds evne til at absorbere klassemodsætningerne og fremstille samfundene som moderne afløsere på de ”gamle klassesamfund”. I den periode havde Schumpeter tilsyneladende ikke ret i sin påstand. Men det fik han, i og med arbejderbevægelsen med 70’erne som fødegang op gennem 80’erne kapitulerede overfor den neoliberale offensiv og atomisering af samfundene. Klasseforståelse, samfundsforståelse/bevidsthed blev afløst af markedsforståelse, markedsbevidsthed og dyrkelse af fantomet – individuel suverænitet. De liberales demokratiopfattelse slog igennem som enerådende fortolkning. Folket som suveræn – endskønt opdelt i konkurrerende klasser – mistede sin reelle betydning. Folket blev til aggregeringen af selvberoende og egoistiske markedsagenter overført til det politiske liv, hvor nyttemaksimering for den enkelte eller atomiserede enheder blev grundlæggende drivkraft. En betydningsfuld konsekvens var, at partierne mistede betydning som andet end kampagnemaskiner. De forskellige civilsamfundsorganisationer blev til snævre lobbyinstitutioner eller enklaver, og selv om politikudviklingen stadig var klassebestemt, blev den gennemført som designerpolitik – hvor magterobringens målrationalitet var alt afgørende. Det strategiske perspektivs integrative potentialer og funktion blev erstattet af ideale værdipolitiske normer som statisk regulativ orden. I den forstand har det liberale demokrati efter lanceringen af ”krigen mod terror i 2001” og efter finanskrisen i 2008 gennem de facto dirigisme og frihedsindskrænkninger bidraget til at tømme sit eget grundlag for et levende indhold. Hovedtendensen har været den voksende afstand mellem magtudøvelsen primært repræsenteret af den udøvende magt og sekundært af den lovgivende og de mange underordnede magtorganer og befolkningen. Man kan også tale om de statslige og juridiske magtorganers samt markedets kolonisering af civilsamfundet. Den proces har til stadighed svækket de liberale demokratiers indre idemæssige, moralske og sociale sammenhængskraft. Af samme årsag har borgerne i de fleste Vestlige demokratier oplevet en vækst i antallet af hel- eller halvautoritære love som postuleret nødvendighed for at styre samfundet og neutralisere samfundskonflikternes mangehovede atomisering. Autokrati Som sagt betyder autokrati ikke andet end en-mands- eller få-mandsvælde. Selve begrebet siger ikke noget om, hvorvidt styreformen er tilvejebragt gennem et kup (militærkup eller paladsrevolution), eller om autokratiet udgår fra almindelige valg, hvor eksempelvis et demokratisk valgt parlament har overdraget den udøvende magt til en eller nogle få personer og tillige accepteret en indskrænkning af domstolenes magt og restriktive fortolkning af de forfatningsvedtagne frihedsrettigheder. Det er således ikke korrekt, som det er gængs for tiden, at definere autokrati som et vilkårligt styre uden forfatning, uden retsstatslige institutioner osv. Hvis vi eksempelvis slår ned på de to mest toneangivende lande ”på den forkerte side” i den nuværende strid om fremtidens organisering af verdensmarkedet – Kina og Rusland – så har begge lande en forfatning. Begge lande har former for parlamenter om end funderet på andre valgsystemer end i de liberaldemokratiske lande. Både Rusland og Kina har relativt uafhængige retssystemer, der aktivt virker også overfor den udøvende magt, og som den udøvende magt står i et vist formelt og moralsk forhold til. Dertil kommer, at begge lande er indfældet i internationale institutioner (eksempelvis IMF, WTO og G20), hvor de er underlagt bestemte retsnormer og principper (som de overholder). Det er fuldstændig korrekt, at der i de to nævnte lande hersker en tilstand, hvor forskellige grupper hele tiden kæmper om magten indenfor et stærkt begrænset magtrum, og hvor en opposition af samme grund har vanskeligt ved at opnå tilstrækkelig styrke til at vælte den siddende magt. Men at Putin besidder autokratisk magt i strikt forstand, er en farlig og direkte forkert forsimpling, hvis formål alene er at dæmonisere modstanderen, sterilisere modsætningsbilledet, fjerne ethvert fokus fra eget ståsted (kampen om den politiske magt i de vestlige lande foregår efterhånden også indenfor et snævert magtrum) og acceptere allehånde ibrugtagne midler som legitime. Styret i Moskva er født ud af det kaos, der herskede under Jeltsins Vestligt støttede ”shock therapy”. Det liberale demokrati og privatiseringen skulle indføres i Rusland og det øvrige Østeuropa på rekordtid. Det skulle bære de kaotiske økonomier igennem overgangen fra kommandoøkonomi til uhæmmet markedsøkonomi. Resultatet blev derefter. Udbredt fattigdom og opkomsten af et ekstremt grådigt lag af primitive kapitalister – også kaldet oligarker. På intet tidspunkt opnåede de formelle liberaldemokratiske institutioner og daglige politiske liv et folkeligt indhold. Rusland blev om nogen det liberale demokratis Janushoved. Styreformerne i Rusland og flere af de tidligere Østeuropæiske lande fremstår stadig som kopier af den udvikling, vi har oplevet i Vesten gennem de sidste tyve år, hvor retssystemerne i tiltagende grad politiserer og træder ind på samfundsscenen for at regulere og begrænse folkets magt som suveræn, fordi folkesuverænen gennemrives af indre og ofte ikke synlige modsætninger, som nutidens demokratiske parlamentarisme ikke kan håndtere. Begrebet autokrati er ovenstående taget i betragtning uegnet til at begribe styret i Rusland, hvis det overhovedet i sin forenklede tomhed er anvendeligt overfor ret mange regimer i dag. Faktisk minder regimet i Rusland mere om ”demokratisk bonapartisme”, hvor én magtfraktion uden organisk forankring ude i samfundet hele tiden forsøger at holde sig ved magten ved at spille de andre fraktioner ud mod hinanden eller ved at appellere til masseopbakning ved bl.a. at henvise til eksistentiel sikkerhedstrussel og nationalisme. Som sådan er systemets indre sammenhængskraft i Rusland nok skrøbeligt, hvilket først og fremmest hænger sammen med, at der siden opløsningen af Sovjetregimet og indtil Ukrainekrigen kun er udviklet en ufuldendt kapitalistisk samfundsstruktur, der endnu ikke har formået at frembringe sin egen legitimitet og politisk-ideologisk sammenhængskraft. Af samme grund kan Rusland ikke sammenlignes med Kina, der med sin lange kamp for at genrejse landet og fastholde kommunistpartiets greb om magten har udviklet en meget kompleks men sammenhængende samfundsstruktur, hvor det enorme kommunistparti og en relativ uafhængig offentlig sektor med mere end 70 mio. ansatte helt åbenlyst befinder sig i én af flere overgangsperioder. Det gennemgående kamptema helt ud i yderste led er; skal Kina liberalisere samfundet yderligere og åbne endnu mere for de frie markedskræfter, eller skal statsmagten gribe mere regulerende ind både i produktionen, på markedet og indenfor finanssektoren. I Xi Jipeng’s formulering gælder det om at generobre velfærdsstaten og fastholde tilknytningen til det åbne internationale samfund som skridt mod socialismen ”med særlige kinesiske træk”. De perspektiver findes på ingen måde i Rusland. Men i begge lande udfolder der sig vidtgående politisk-teoretiske debatter som i kvalitet ikke står tilbage fra debatklimaet i Europa og USA. Hvad der overhovedet bringer de to lande og regimer indenfor samme front, hvis det i øvrigt er tilfældet, er nødvendigheden af at skabe især politiske, økonomiske og militære alliancer i bestræbelserne på at imødegå USA’s stadigt mere aggressive dominans- og destabiliseringspolitik. Men hvor Xi Jipeng fløjens linje er offensiv, er Putinkredsens defensiv – herunder aggressionen overfor Ukraine. Putin har siden sin magtovertagelse i1999 i det store og hele ført en defensiv og forsigtig politik overfor Vesten. Hvor de kinesiske magthavere mener at have en ny samfundsform – socialisme med kinesiske træk – at tilbyde verden og især verden udenfor Vestlig dominans, har magthaverne i Moskva først og fremmest det afgørende mål at afvise Nato som sikkerhedstrussel og bevare sin position i det geopolitiske spil. Økonomisk, socialt, politisk og moralsk har Rusland ikke som Kina et historisk fremtidsperspektiv at tilbyde verden udenfor den vestlige verden. Men de to lande har en fællesinteresse i at svække det ”kollektiv Vesten” gennem krigen i Ukraine og opbygningen af BRICS+.  Når de to begreber lukker de faktiske bevægelser ude Den amerikanske politolog Robert A Dahl formulerede i 1975 begrebet ”polyarki” som erstatning for begrebet demokrati, da han blandt andet fandt, at det traditionelle liberale demokrati og parlamentarisme var så udvandet som styre- og magtform, at det forekom mere relevant at bruge begrebet – ”mange magter”, i og med der i dag kan spores klare plutokratiske (rigmandsvælde) træk i mange vestlige demokratier med flere åbne og især skjulte magtlag. Ingen vil vel benægte, at ejerne af Amazon, Apple, Microsoft, Google, Instegram, Facebook og Musk har enorm politisk indflydelse og magt og i voksende omfang kan styre og begrænse eller udvide den offentlige debat. Og man skal ikke være blind for, at den proces understøttes af dikotomien ”demokratier versus autokratier”, som forstærker indsnævringen af den folkelige udfordring af den udøvende magt og det facto indskrænker de borgerrettigheder, som ud fra egne idealer er den liberale demokratiske parlamentarismes parole og forudsætning. Siden Sovjetunions opløsning er det i en vis udstrækning lykkedes at løfte klasser og klasseinteresser ud af samfundsdiskursen og erstatte disse grundstrukturer, som nu beskrives som ”konstruktioner”, med det universelle individ som udgangspunkt for handlinger og strukturerende principper i samfundet. Ud af den udvikling er nu vokset en fuldstændig ahistorisk og abstrakt værdiorganisering og tilsvarende sekterisk identitetspolitik. Begge fænomener bidrager som sammenhængende størrelser til yderligere atomisering af de liberale demokratier – til institutionernes tab af autoritet – og øger af samme grund behovet for flere og flere autoritære statslige indgreb. Kort sagt vokser de autoritære tendenser i Vesten med de liberale demokratiers tab af tidligere tiders integrative styrke og parlamenternes rolle som klassernes kompromisinstitution par excellence. Opråbet om de liberale værdiers universelle gyldighed taber i samme udstrækning i betydning og tiltrækningskraft. Hykleriet og dobbeltmoralen har siden krisen i 2008 plaget Vestens bestræbelser på at fremstille sig selv som globalt og universelt arkimedisk punkt. Indtil da repræsenterede de vestlige liberale demokratier vækst og fremgang i hidtil uset omfang og kunne til en vis grad fremstille sig selv som historiens bølgebryder. Som politisk og moralsk tiltrækningspol, ”hvor alle både blev trukket med op”. Det er ikke tilfældet længere. Hverken indad til eller på det globale marked  kan Vesten med USA ved styrepinden tilbyde verdens befolkninger en rimelig andel i de globale goder. Det handler imidlertid ikke kun om institutionerne eller magtforskydningen fra parlamenterne til den udøvende magt og domstolene. Nok så meget drejer det sig om den tiltagende opløsning af politik – legitime samfundsinteresser formuleret politisk – i ren teknokratisk styringsteknologi. Tendensen er vokset frem i alle de vestlige lande med liberalt demokrati og parlamentarisme. Det skal forstås i sammenhæng med, at markedskræfterne og de internationalt stærkeste kapitalkræfter sætter snævre rammer for, hvad der nationalt kan besluttes rent politisk i en periode, hvor verdensmarkedet næsten kronisk balancerer mellem relativ lav vækst og truslen om nye recessioner. I modsætning til glidende politikopløsning i de liberale demokratier udspiller der sig betydningsfulde politiske kampe mellem forskellige tendenser i Kina. På den ene side en socialistisk demokratitendens, hvor fortalerne argumenterer for øget demokratisk indflydelse på især statslige arbejdspladser men i et voksende omfang også på de private. Siden 2023 er der sket en udvidelse af de demokratiske processer på det regionale og lokale niveau og sidst men ikke mindst en demokratisering af kommunistpartiet som en nødvendighed for at imødekomme de mange forskellige linjer og interesser. Samtidig er det ikke nogen hemmelighed, at kommunistpartiets øverste politiske lag og Kinas regering selvfølgelig tilstræber at styre demokratiprocessen. Men den kan ikke undsiges, fordi den politiske ledelses vedtagne kursændring, som i Vesten beskrives som autokratisk, indebærer et vist opgør med en problematisk markedsorientering og en forbrugsfikseret middelklasse, hvor modvægten nu udfolder sig som eksperimentel satsning på ”folket” og de forskellige mere eller mindre demokratiske institutioner. Dikotomien som politikkens intellektuelle fængsel I et interview med Henry Kissinger i Financial Times fremførte intervieweren Edward Luce, at Joe Bidens svar på den geopolitiske udfordring som en kamp mellem ”demokrati og autokrati” er forkert og ikke giver de rigtige svar. Man kan gå skridtet videre, som vist her, og påstå, at modstillingen, hvis den godtages, spærrer for en kritisk og nøgtern analyse, af de geopolitiske konfliktmønstre, der tegner sig fra Øst til Vest og Syd til Nord. Valget af de to begreber til at indramme de store konfliktflader på verdensmarkedet giver kun mening som signalmarkører og disciplinerings- og mobiliseringsparoler i en situation, hvor stedfortræderkrigen i Ukraine tilspidser det forhold, at en stor kapitalmagt, USA, med alle midler forsvarer sin og de underordnede Vestlige økonomiers dominante stilling på verdensmarkedet. Fronten er nu for alvor i spil overfor fremtidens udfordrere bl.a. Kina og Indien (og andre BRICS lande), der med anderledes samfundsorganisationer og politisk-ideologiske overbygninger repræsenterer forskellige former for statskonstitueret/reguleret kapitalisme, som alternativ til den/de neoliberale modeller i Vesten, der ikke har kunnet sikre den globale vækst, som den stillede i udsigt for fyrre år siden. I den kontekst er det farligste aspekt i den primitive modstilling af demokrati og autokrati som platform for den front, som Bidenadministrationen ihærdigt har bestræbt sig på at danne, for så vidt ikke selve frontdannelsen. Men at dikotomien som politisk dominansform lukker for en offentlig debat af alternativer til de vingeskudte og stærkt ulige liberale demokratier endsige gør det næsten illegitimt at tænke i alternativer. Dikotomien bliver dag for dag Vestens eget fængsel uanset udfaldet i Ukraine, fordi modstillingens logik nødvendigvis må have som strategisk mål at fjerne de udstillede autokratiske regeringer og de autoritære styreformer, ellers er fronten og dens parole meningsløs. Når demokratiet – hvor upræcist og elastisk det end kan fortolkes – udgør den eneste sande universelle værdi og monument for den historiske udvikling og autokratiet for det modsatte, så kan kampen ikke stoppe. De endeløse krige bliver normen. Selvfølgelig kan man, som Mette Frederiksen gør, forestille sig, at Vesten gennem en fortsættelse af den alt omfattende konfrontationspolitik kan udkonkurrere de autokratiske regimer geopolitisk og på verdensmarkedet. Den forestilling holder nok ikke så lang tid, nu hvor de europæiske hovedstæder og EU kommissionen efter Trumps valgsejr opruster politisk-økonomisk og militært for at frigøre sig fra USA’s dominans eller i det mindste reducere risikoen for at blive ofre for Trumps klassiske del og hersk politik. I det kommende spændingsforhold mellem Trumps USA og Europa er udsigterne til, at Vesten under USA’s lederskab vil have den samlede styrke til at dressere bl.a. Kina og Indien til at underlægge sig Vestens ”værdier” og postulerede rangorden ikke overbevisende. Alene af den grund virker Bidens og Mette Frederiksens m.fl. forsimplede ”de gode mod de onde” verdensbillede som en farlig anakronisme. Venstrefløjens nødvendige kritik Som under den ”kolde krig” er kravet for kritikken, at den bryder logikken, som ligger indlejret i den militariserede diskurs – sådan som vi oplever den nu i næsten dagligt tilspidset form. Alt er jo tilladt for at holde barbariet nede uanset på hvilken side af grænsen, det kan lokaliseres. Hvis venstrefløjen i den nuværende situation skal overskride sit eget indre eksil og kognitive paralyse, må den hæve sig op over den stærkt emotionaliserede humanisme- og folkeretsfortolkning – og ikke mindst den liberale demokratiforståelse. Enhver krig og invasion af et andet land er brutal og koster oftest eksorbitant mange og unødige menneskeliv. I alle krige er der omfattende civile tab. I alle krige brydes almindelige humanistiske principper og almindelige retsprincipper. I alle krige indskrænkes det politiske demokrati og frihedsrettighederne. Krigen er den ultimative undtagelsestilstand. Det kan ikke være anderledes. Sådan gælder det også i den aktuelle situation. Men krige åbner også for nye former for fremtidsorientering. Krigen i Ukraine har om nogen krig åbnet for forestillingerne om en multilateral verdensorden, hvor det kollektive Syd indtager en helt anden rolle end i dag. Selvfølgelig lider den ukrainske befolkning under Ruslands invasion. Ukrainske og russiske soldater lider. De mest autoritære kræfter i både Rusland og Ukraine styrker deres positioner. Putinadministrationen er under konstant pres fra mere radikale kræfter i den samlede statsadministration og militære ledelse. Men hvis vi overhovedet skal overvinde den situation og bremse de nationalkonservative kræfters vækst i Vesten, må samfundskritikken begynde med et opgør med Bidens primitive frontparole, herunder dæmonisering af samfundsstyrer, der ikke kan indordnes under det liberale demokrati. I modsat fald kan man godt vinke farvel til et muligt socialistisk alternativ. Fra dag et ville en sådan socialistisk bevægelse eller politisk styre få prædikatet – autokrati. Hvis frontparolen ”demokrati versus autokrati” omvendt bliver til fremtidens tidsånd er perspektivet: en ustabil verdensorden, skrøbelige og flygtige sikkerhedsstrukturer, stedfortræderkrige såvel som faktiske krige, økonomiske krige. Som kulturel nedgøring af hinanden og opløsning af politik som legitim interessekamp i teknisk og autoritær samfundsstyring. Venstrefløjen kommer ingen vegne i den historiske situation, der gestaltes af  krigen i Ukraine, hvis den ikke politisk udfordrer det autoriserede demokrati- og autokratbegreb og bryder ud af samfundsdebattens binære fængsel uden horisont udenfor gitteret.   Jan Helbak            

  december 27, 2024 8:50 pm

  Læs mere

• Trumps magtpolitik på en skrøbelig scene

  Donald Trump vandt valget med en margin på ca. 4.3 millioner stemmer. Resultatet er således klart nok. Alligevel er efterspillet i Washington så enormt hektisk og kaotisk, at det er vanskeligt at få et overblik over det politiske teater. Mediedækningen i alle de store medier verden over opleves som en tsunami af relevante og ikke mindst irrelevante informationer. Fokus er hovedsageligt den politiske elites og kommentatorers byger af karaktermord på de folk, Trump udnævner til ministerposter, rådgivere og ledere af de statslige institutioner, herunder CIA og FBI. I en sådan situation, hvor sandhed og løgn minder om synkronsvømning, længes man efter et arkimedisk punkt. Det findes desværre ikke. Hvad et universelt vurderingsgrundlag heller ikke gør, medmindre man kan henvise til et punkt udenfor universet, og det kan jeg ikke. Så tilbage har stået næsten en måneds evige pendlen mellem forskellige perspektiver for at få en vis og alligevel begrænset orden i det komplekse billede. Heldet tilsmilede mig en dag, hvor jeg tilfældigt læste DR nyhederne. Her refererede man tidligere statsminister Ander Fogh Rasmussen for følgende bemærkning i et interview til Børsen: ”Jeg er enormt træt af alt det sortsyn. Folk opfører sig som sådan en flok forkælede børn, der flæber over, at USA nu ikke bare kan klare alting for os, og at vi skal til at stå på egne ben”. Lige i øjet. USA har ikke længere den økonomiske- og militære styrke, som vi i Europa har lænet os op ad og resten af verden frygtet. Biden administrationens fireårige liberale forkyndelsespolitik og aggressive udenrigspolitik mod ethvert land, der ikke så lyset og kunne skelne mellem demokrati og autokrati (godt og ondt), har blotlagt dybden af USA’s indenrigs- og udenrigspolitiske problemer. Resten af denne artikel vil kredse om USA’s hjemlige problemer og udenrigspolitiske begrænsninger, som udgør hverdagens (og i en vis udstrækning Trumps) modbillede til den politisk-økonomiske elites forherligelse af egne fortjenester. Nogle få oplysende statistiske data Inden jeg tager fat på USA’s hårde økonomiske virkelighed, Trumps valgprogram og de internationale dimensioner i Trumps valgsejr, kan det være oplysende lige at kaste et hurtigt blik på de foreliggende statistiske valgdata. Trump vandt valget med en margin på 4.3 mill. og fik sammenlagt 73.4 mill. stemmer eller 50.7% af de afgivne stemmer. Kamela Harris fik 47.7%. Der er ingen tvivl om de data. Dykker man ned i datamængden bliver billede noget mere komplekst. Her viser det sig, at det nok mest var Kamela Harris og Demokraterne, der tabte. Ved valget i 2020 fil Demokraterne 81 mill. stemmer. I 2024 fik de kun 69.1 mill. stemmer. Altså 12 mill. stemmer færre til demokraterne. Gik de 12 mill. stemmer så til Trump? Nej, for han fik kun 73.4 mill. stemmer mod 74 mill. stemmer i 2020. Forklaringen skal findes i nedgangen i valgdeltagelsen. I 2020 afgav 158 mill. vælgere deres stemme. I 2024 faldt antallet til 143 mill. Stemmeprocenten faldt fra 65.9% i 2020 til 58.2% i 2024. De statistiske beregninger kalkulerer med, at Demokraterne tegner sig for 11 mill. ud af den samlede nedgang på 12-13 mill. stemmer. En yderligere nedbrydning af de foreliggende data viser, at hovedparten af ”sofavælgerne” kommer fra sociale lag præget af kort skolegang/uddannelse og relativ lav indkomst og kan henføres til økonomisk og socialt trængte miljøer. Hvad, der er nok så interessant, er, at Kamela Harris vandt flest stemmer blandt de fagforeningsorganiserede arbejdere i storbyerne men tabte markant i de arbejder- og lavere middelklassemiljøer, som er præget af usikre lavindkomstjobs og en familieøkonomi på en knivsæg. Til disse områder og miljøer hører både relativt fattige hvide, sorte og latinoer, og deres dagligdag er så anspændt, at de slet ikke hørte Demokraternes budskab. Samtidig tabte Demokraterne også stemmer i de miljøer, der har kritiseret Demokraternes  generelt krigeriske udenrigspolitik og i særdeleshed støtte til Israels massedrab i Gaza. I de miljøer var procenten af sofavælgere relativt høj. Tilbage står, at det største enkeltparti ved valget den 5. november blev partiet af ”sofavælgere” med 40% af de valgberettigede. Så selv om Trump fik omkring 51% af de afgivne stemmer, opnåede han kun aktiv opbakning fra 28% af de stemmeberettigede. Denne korte gennemgang af de vigtigste valgdata skal ikke bagatellisere Trumps klare valgsejr men nærmere pointere, at store dele af det politiske liv i USA er gennemætset af en skyggeverden af afmagtsfølelse, vrede og frustration og geografisk-social splittelse. USA er godt nok en stat men ikke længere en nation bundet sammen af ”den amerikanske drøm”. I den sammenhæng er den lave valgdeltagelse den store ubekendte, når Trump indsættes i præsidentembedet og søger at opnå folkelig støtte til sin politik. Det har handlet om mere end inflation De amerikanske aktiemarkeder oplever enorm vækst. Dollaren dominerer alle andre valutaer på valutamarkederne. BNP væksten bliver i 2024 på 2.2-2.5% og overgår langt væksten i de andre Vestlige lande, herunder væksten i EU landene, som snegler sig afsted med 0.5%. Arbejdsløsheden ligger på omkring 4.1% og jobskabelsen, som dog har været vigende de sidste måneder har ligget stabilt på ca. 200.000 nye jobs om måneden. Eneste eller i hvert fald det mest iøjnefaldende problem er den tårnhøje gæld, som nu udgør 100% af BNP, det stadigt voksende offentlige budgetunderskud på i nærheden af 2000 mia. dollar og en samlet gæld på 35000 mia. dollar (i 2025 36.000 mia. doller), hvilket betyder, at USA har et afdrag på gælden i år på 900 mia. dollar. Den tredje højeste udgiftspost på det amerikanske statsbudget. Blot med disse få tal, er det indlysende, at der er noget, der ikke stemmer med mainstreamopfattelsen af, at USA’s økonomi er robust, fri af recessionsscenariet og nu nærmer sig en ”blød landing” efter flere år med inflation og høje renter. Virkelighedsgabet afspejler sig i svarene på en undersøgelse, som Wall Street Journal har gennemført, hvor 62% af de adspurgte svarer, at økonomien enten ikke er god eller direkte dårlig. Man kan ikke genkende det optimistiske scenarie. Hvis man så nedbryder tallene for BNP væksten, fremgår det, at den hovedsageligt drives af de syv store tech-virksomheder, medicinal- og sundhedsindustrien (uden at sundheden er blevet bedre) og den kunstige værditilvækst (fiktiv kapital) indenfor hele finanssektoren. Omvendt viser tallene, at væksten indenfor produktionssektoren stort set har ligget under eller lige på 50% siden 2022. (50% er grænsen for vækst eller tilbagegang). Dertil skal lægges, at industrien inklusive store dele af serviceindustrien siden 2010 ikke har haft en vækst i produktiviteten på mere end 1.7%, hvilket er lavt i forhold til årene forud for 2008. Investeringsraten er også faldet, forårsaget af et svindende kapitalafkast, der faktisk kun ligger højt for de store tech-virksomheder. I det hele taget placerer de store kapitalafkast sig først og fremmest indenfor de helt store industri- og servicekoncerner, hvorimod de små- og mellemstore virksomheder ikke præsterer afkast større, end hvad der skal til for at dække den øgede rentebyrde og indfrielse af de højt forrentede virksomhedsobligationer. Ca. 20% af virksomhederne tjener end ikke til dækning af udgifterne og må konstant låne sig frem på højrentemarkederne. Disse forhold skal tænkes med, når man skal danne sig et billede af Trumps valggrundlag og baggrunden for, at hans Make America Great Again (MAGA) kampagne gik rent ind hos vælgerne i mange af de hårdt ramte industriområder (rust belts/spøgelsesområder). Lighedsbilledet medvirker til at forklare den voldsomme frustration i store dele af den amerikanske befolkning. 1% af befolkningen står for 21% af al indkomst, hvilket er det dobbelte af, hvad de nederste 50% står for. Den samme 1% sidder på 35% af al personlig rigdom. 10% ejer 71%, og de nederste 50% ejer 1%. En ulighed, der er til at føle på, og som er vokset eksorbitant siden 2008 men som først nu slår igennem som udbredt frustration, fordi de daglige livsvilkår for den nederste halvdel på en række områder er blevet mere end anstrengte under og efter Covid-pandemien. Mainstreampressen og den officielle statistik fremhæver, at inflationen er bragt ned på et rimeligt niveau takket være centralbankens (FED) offensive rentestigning. Men anvender man arbejdsministeriets, hvor prisdataene/varegrupperne er struktureret anderledes, ligger inflationen stadig på 5-6%, og sammenlagt er en gennemsnitsamerikaners udgiftsniveau steget med 20% siden 2022. Niveauet er i virkeligheden højere, hvis der til et almindeligt familiebudget regnes renteudgifter på obligationslånene, kreditkortene, uddannelsesudgifterne og udgifter til diverse sundhedsforsikringer. Sammenlagt udgør den amerikanske median husholdnings gældsforpligtelse 54%, hvad der svarer til en samlet årlig gæld på 1800 mia. dollar. Omregnet til daglig virkelighed betyder det, at omkring 1/3 af de amerikanske lønmodtagere balancerer på en knivsæg mellem nul og underskud op til hver lønningsdag, og der skal ikke ske ret meget uforudset, før husstandsøkonomien braser sammen. Billedet er det samme hvad angår lønfremgangen og jobskabelsen. Den officielle lønstatistik opgør kun lønudviklingen for fuldtidsansatte. Der er ingen tal for de 40 mill. arbejdere (ca. 1/3 af lønmodtagere på det private arbejdsmarked), som kun har deltidsjobs og ikke kan få andet. Ikke desto mindre er det almen viden, at disse lønmodtagere ikke har haft reel lønfremgang siden 2019. Kort sagt er de blevet væsentligt fattigere. Hvis man så sammenholder disse tal med den officielle arbejdsløshedsprocent på 4.1%, fremgår det tydeligt, at også her forvrider de officielle statistikker og opgørelsesmetoder de faktiske forhold. Både som de er, og som de opleves. Arbejdsløshedsudviklingen opgøres på tre forskellige metoder, hvor den ene metode giver de officielt udmeldte 4.1%, hvor en anden men mindre kendt officiel metoder giver mellem 5.2% og 7.8%. Når de gængse arbejdsløshedstal offentliggøres og kolporteres ad mainstreampressen bygger de på indsamlede data, hvor fuldtidsjobs og deltidsjobs blandes sammen og tæller ens, hvorimod lønudviklingen kun refererer til fuldtidsbeskæftigede. Billedet skærpes ved, at indenfor de sidste 12 måneder er kvoten af fuldtidsjobs faldet med 458.000 jobs, hvorimod antallet af deltidsjobs er steget med 514.000. (Bureau of Labor Statistics). Det har også handlet om afindustrialisering Når man alene fokusere på de statististiske data, er der en tilbøjelighed til  at overse det forhold, at opgørelserne alene tæller isolerede enkeltindivider. Udfolder vi billedet lidt og inddrager husstande, boligstandarder, uddannelse, infrastruktur og miljøforhold, får man et billede af relativt store depriverede geografiske områder med et anspændt miljø, fordi både investeringer, jobskabelse og samlet indtjening går disse områder forbi. De samme områder er glemte, fordi mainstreampressen og den politiske elites fokus hovedsageligt orienteres mod de indlysende vækstområder med høj produktivitet, store investeringer og gigantiske afkast samt og ikke mindst hele finansområdets profitter. Siden 2008 har det mest almindelige billede dækket over den faktiske afindustrialisering af USA bl.a. som konsekvens af globaliseringen og den massive outsourcing af amerikansk industri og fuldtids arbejdspladser til lavtlønslande fortrinsvis i Asien. Den amerikanske kapitals vækst siden Clintonperioden skal først og fremmest tilskrives outsourcingen, hvor bagsiden af vækstbilledet findes i USA indenfor tidligere vitale industriområder. Som Ruchir Sharma skrev i en artikel i Financial Times lige op til valget: ”USA økonomiske boom er en mirage” og som Trumps tidligere handelsminister Robert Ligthhizer skrev i samme Avis: ”Donald Trumps handelspolitik afspejler Amerikas problemfyldte virkelighed”. Gennemgående i begge artikler er kritikken af det enorme kreditfinansierede forbrug, aktie- og værdipapirsinflationen og ikke mindst den ukontrollable gæld, som selv IMF nu åbenlyst kritiserer, uden at nogen reelt kan gøre noget ved det. Men det fortæller også en anden historie, som skal tænkes med, når fokus er på geopolitikken. Amerikansk økonomi kan ganske simpelt ikke holde til, at dollaren svækkes og langsomt erstattes af andre valutaer, idet den tendens, som er i gang, vil føre til faldende kapitalimport og højere renter for at tiltrække tilstrækkelig kapital blot for at dække statsunderskuddet og gælden. Som igen yderligere vil ramme realøkonomien hårdt. 33.5% af alle amerikanske værdipapirer, herunder obligationer og statsobligationer ejes af de store centralbanker på det internationale marked. Resten – 66.5% ejes fortrinsvis af investeringsfonde, pensionsfonde, banker og de øverste 10% af befolkningen, som selvfølgelig har en interesse i, at renteafkastet fortsætter i det uendelige. Da det er de samme grupper, som udgør en stor del af den herskende klasse, og som har været politisk og moralsk beskyttet af statsadministrationen under Biden. Så det er indlysende, at Trumps proklamerede opgør med eliten og MAGA parolen mødes med modstand fra disse samfundsgrupper, selv om flere i virkeligheden økonomisk vil profitere af Trump politik men måske tabe i politisk magt. Uden at overdrive hvad angår rigets økonomiske tilstand, kan man sige, at Trump repræsenterer de faktiske vilkår, som et meget bredt udsnit af den amerikanske oplever, og som på ingen måde spejler billedet af et land i solid økonomisk vækst, som den politiske elite, mainstreamøkonomerne og Wall Street repræsentanterne fremstiller. USA’s økonomiske vækst er en mirage, og det opleves udenfor Washington DC – også globalt, hvor færre og færre lande profiterer af at bevæge sig i USA’s slipstrøm. Og hvad er så Trumps svar? Er Trumps politiske svar på den underliggende økonomiske- og sociale deroute i USA så realistiske og gennemførlige? En besvarelse af det spørgsmål vil være forhastet på indeværende tidspunkt, selv om både ledende økonomer og ledende geopolitiske tænkere allerede på forhånd har dømt hans politik til fiasko. Den omfattende usikkerhed, der er et gennemgående tema i reaktionerne på valgsejren, , gør, at jeg finder det mere produktivt for en forståelse af fænomenet Trump og hans klare valgsejr at fokusere på Republikanernes politiske valggrundlag frem for at forfølge alle de mere bizarre udfald, som Trump leverede under valgkampen. Rækkevidden af Trumps projekt finder man faktisk allerede fromuleret på forsiden af valgprogrammet (Agenda 47). Nederst på forsiden står der med stort: ”dette program er dedikeret til de glemte mænd og kvinder i Amerika”. Programmet skal som sådan forstås som en tale til disse mennesker. Ikke som enkeltpersoner men som familier, miljøer og kulturer. Og som en klummeskriver i New York Times skrev sådan frit citeret: hvor forskellige de end er, ligner Obamas og Trumps tilgang til politik hinanden i den forstand, at Obama så og Trump ser politik som klassepolitik og som mere betydningsfuldt end fokus på raceproblemer etc., hvorved de begge i modsætning til den fremherskende teknokratiske diskurs formulerede/formulerer en respekt for det ”produktive Amerika”. Betydningen af programmets hovedlinjer afspejler sig også tydeligt i Trumps valg af de ledende personer i den kommende administration. Det drejer sig ikke, som han nu kritiseres for, om erfarne bureaukrater og trænede politikere fra den politiske elite men om personer loyale overfor programmet og Trumps mål. At gøre op med ”deep state” i den centrale statsadministration, der i den brede offentlighed opfattes som de bagved liggende magtspillere, der dominerer politikken og de politiske institutioner. Det være sig i Kongressen, det Hvide Hus og i alle de institutioner (eks. universiteter og tænketanke), der udformer og konsoliderer den herskende elites greb om hele samfundet. Trump og hans støtter har ganske tydeligt lært af erfaringerne fra hans første præsidentperiode fra 2016 – 2020. Som en rød tråd sættes ”sund fornuft” i modsætning til det ”videnskabelige tyranni”. Programmet indledes eksempelvis med betydningsbærende formuleringer i præamblen: ”I årtier har vores politikere solgt vores jobs og livsbetingelser til de højstbydende udenfor (USA) med uretfærdige handelsaftaler i blind tiltro til globaliseringens sirenesang”. ”Vi vil genoprette vores Nation af, ved og for Folket. Vi vil Make America Great Again (MAGA)”. Disse sætninger følges så op af den vigtigste og klareste tråd i programmet: ”Sund fornuft fortæller os klart, at hvis vi ikke har en stærk national industri og lav inflation, vil ikke alene vores økonomi og selv vores militær og forsyninger leve på andre fremmede nationers nåde, men vores byer, lokale samfund og vores folk kan ikke trives. Det Republikanske parti må vende tilbage til sine rødder som partiet for industri, produktion, infrastruktur og arbejdere”. USA skal genrejses som industriel supermagt og som militær magt for at kunne forsvare amerikanske interesser – men kun i den udstrækning USA er truet. Disse formuleringer kan ikke udelukkende takseres som bragesnak, men repræsenterer en bredere nationalkonservativ bølge, som ikke kan isoleres til de indenrigspolitiske vilkår i USA. Programmet indledes med 20 highlines, som efterfølgende indeholdes i 10 hovedafsnit. Karakteristisk for programmets opbygning og indre struktur er, at de forskellige politiske underpunkter gentages i forskellige udformning i næsten alle hovedafsnit. Rationalet er, at de forskellige samfundsgrupper udenfor de privilegerede klasser kan se deres særinteresser imødekommet eller i hvert fald tangeret. Det gælder f.eks. antiinflatorisk politik, som resultat af den statslige underskudspolitik. Opgør med begrænsningen af den fossile energiproduktion. Den alt for stramme regulering af de indre markedsvilkår og ikke mindst de åbne grænser, som programmet hævder er årsagen til de ringe vilkår for lavindkomstfamilierne. Krig skaber, som der står, inflation og kæmpe statsunderskud, hvorimod geopolitik gennem styrke og magt sikrer stabilitet og inddæmmer kaos på verdensmarkedet. Når det handler om de åbne grænser, spiller den aktuelle indvandring selvfølgelig en central rolle. Men det er værd at hæfte sig ved, at der konsekvent tales om illegal indvandring, som Demokraterne og den økonomiske elite stiltiende har accepteret, men som Republikanerne og Trump fremstiller som en trussel mod de almindelige amerikaners livsstil og lønninger på arbejdsmarkedet dér, hvor koncentrationen af emigranter er størst. Hensynet til løn/arbejdsmarked, familier og miljøer skrives konsekvent ind i retorikken. Midt i programmet formuleres uden nærmere forklaring de fem politiske ”hovedpiller”: afvikling af de mange reguleringer, skattelettelser for både arbejdere og industri, retfærdige handelsaftaler, billig energi og investering i innovation. Og som direkte afledning indføjes et opgør med universiteternes privilegier og meningsdominans og overførsel af midler til produktionsskoler for igen at højne arbejdskraftens kvalifikationer samt et krav om, at virksomheder, der ønsker statsordre, skal stoppe outsourcingen af virksomheder og arbejdspladser og medvirke til at sikre de amerikanske nationale forsyningskæder. Den amerikanske drøm - igen Et helt afsnit har titlen genindførelse af ”Den amerikanske drøm” (den enkeltes og kommende generationers succes gennem hårdt arbejde). Det gælder helt lavpraktisk adgang til boliger, der er til at betale, reduktion af familiernes uddannelsesomkostninger og begrænsning af de store fødevare- og medicinalindustriernes indflydelse på sundhedspolitikken og amerikanernes reelle mulighed for at leve sundt. Det centrale i dette afsnit og de efterfølgende er en politik, der genskaber nationens industrielle fundament og vækst og amerikanernes mulighed for at forbedre deres økonomiske- og sociale forhold over generationer – som programmet hævder er blevet knust under de liberales politiske dominans. Opgøret med både den politiske, finansielle og intellektuelle elite favner bredt og retter sig ikke kun mod statsadministrationer og de mange underliggende institutioner. F.eks. fremhæves det flere steder, at lærerne skal på akkord- og præstationsaflønning, og familierne skal have større indflydelse på ansættelse af lærere og skoleledere, og at delstaterne skal have ansvaret for uddannelsespolitikken. Noget tyder på, at selve uddannelsesministeriet skal nedlægges. Samme linje går igen indenfor en række andre politikområder, som skal decentraliseres og tilpasses på en måde, der styrker familiernes sammenhængskraft og kulturelle egenart. (læs kristne orientering og begrænsning af abortmuligheder). Det sidste er faktisk ret interessant. Programmet kritiserer ikke eksplicit abortlovgivningen ud fra et religiøst moralsk synspunkt men ud fra et ønske om at holde familierne samlet og styrke de lokale samfund/civilsamfund som de bærende institutioner i den amerikanske nation. Programmet slutter med udenrigspolitikken og tegner et klart opgør med flere årtiers liberal-demokratisk globaliseringsoffensiv.  Det Republikanske parti ønsker ”fred gennem styrke”. ”Styrke gennem en stærk industri” og krav til alle allierede om at bidrage mere til opretholdelse af stærke alliancer. NATO nævnes ikke direkte. Det gør derimod alliancen med Israel. Toldpolitikken indgår også i udenrigs- og geopolitikken, som en form for økonomiske krigsførsel og magtdemonstration dels for at beskytte amerikansk industri og dels for at kunne føre en økonomisk del og hersk politik både overfor venner og fjender. Trukket skarpt op kan man sige, at programmet er et vanskeligt gennemtrængeligt konglomerat af politikområder, der reflekterer rigets tilstand, men hvor flere af politikområderne står i indbyrdes modsætningsforhold til hinanden. F.eks. vil told- og sanktionspolitikken angiveligt øge inflationen og svække en del af techindustrien (eksempelvis den varslede told på import fra Kina og forbud mod kinesiske investeringer i følsomme industrier). Eller dereguleringen i USA vil få negativ betydning for miljøet og lokalområderne og ikke mindst for arbejdernes mulighed for at tvinge faglig organisering igennem på virksomhederne. Kort sagt kan de forskellige interessegrupper nok identificere sig med forskellige politikområder uden helt at overskue, at programmet, hvis det realiseres, samlet set ikke repræsenterer Trumpstøtternes interesser og forventninger. Den oplevelse ligger ude i fremtiden. De sandsynlige konsekvenser af Trumps politik over hele paletten, som rammer hovedoverskrifterne i medierne hver dag af de liberale politikere og teoretikere, fremstår endnu kun som de forventelige og ”trivielle” fortolkninger. Udenfor denne kreds fremstår konsekvenserne som så uoverskuelige, at de forskellige klasser, socialgrupper og vælgergrupper først og fremmest henholder sig til de punkter, der opfattes som ”sund fornuft”. Republikansk nationalkonservatisme Selv om Trump ved flere lejligheder har lagt afstand til Projekt 2025 også benævnt som ”2025 præsidentens overgangsprojekt”, hersker der ikke tvivl om, at det meste af Republikanernes valgprogram bygger på det 920 sider lange program fra 2023 udarbejdet af den stærkt konservative Heritage Foundation tænketank. Programmet har til formål at fremme en konservativ nærmest merkantelistisk indenrigs- og udenrigspolitik med rødder tilbage til den doktrin, som blev udarbejdet af Wolfowitz og Cheeny under præsident H. W. Bush i 1992, hvor hovedbudskabet var, at amerikansk magtpolitik skal forhindre en hvilken som helst magt i verden i at udfordre USA’s. Projekt 2025 foreskriver helt uden omskrivninger nødvendigheden af en styrket præsidentmagt og en svækkelse af det liberale bureaukrati i Washington DC, hvis USA skal genvinde sin magtposition. Programmet er udarbejdet af en bred kreds af konservative intellektuelle med tråde dybt ind i den del af den herskende klasse, der siden Biden blev valgt som præsident tilbage i 2020, målrettet har arbejdet på et opgør med de liberales globaliseringspolitik og politisk-militære indblanding i alle områder og lande, der måtte opponere mod forestillingen om USA og Vestens ret til at forme verdensordenen. Det fremgår ikke direkte af Republikanernes valgprogram, at man stiler mod at øge præsidentmagten, som beskrevet Project 2025, og overføre beføjelser fra Kongressen til præsidentens administration. Men flere steder antydes nødvendigheden af at svække en mulig opposition fra Kongressen, der trods Republikanernes aktuelle flertal i begge kamre kan blive en realitet ved midtvejsvalget 2026, hvor flertallet i repræsentanternes hus kan vindes tilbage af Demokraterne. Imprægneringen af præsidentens magt gælder i øvrigt også overfor mindre loyale Republikanere, der kunne finde på at stemme sammen med Demokraterne i tilspidsede situationer. Ikke desto mindre kan forbindelsen til 2025 afspejles i Trumps valg af ministre, rådgivere og forslag om at se både CIA og FBI samt de andre institutioner dybt inde i statsapparatet efter i sømmene og reelt underlægge dem præsidentens eller loyale direktørers beføjelser og kontrol. Kort sagt ligger det i logisk forlængelse af programmet og tilhængernes forventninger, at Trump i denne valgperiode virkelig får ”ryddet op i sumpen” gennem et radikalt opgør med det establishment, der i årtier har favoriseret finanskapitalen og de store transnationale koncerner samt den øvre middelklasse, der fuldstændigt har overladt de amerikanske arbejdere og den lavere middelklasse til sig selv. Programmet er, som mange har påpeget, absolut ikke et opgør med det samlede erhvervsliv og finanssektoren. I sin indre logik forsøger det at formulere en alliance mellem det entreprenante erhvervsliv, de investeringslystne banker, arbejderklassen og den lavere middelklasse mod det politiske-økonomiske-intellektuelle establishment, der er vokset ud af globaliseringspolitikken, og som har sat sig tungt på alle ledende positionerne i landet. Set i det perspektiv er Trumps udnævnelse af Lori Chavez- DeRemer til arbejdsminister og valg af D.J. Vance til visepræsident ret interessant. Han kommer fra arbejderklassen og har profileret sig på det grundlag, og hun er kendt for at stå sig godt med arbejderklassen og bl.a. med The Teamsters og er som sådan udset til at skulle virkeliggøre Trumps parole om alliancen mellem den produktive industri og arbejdere i den kommende genindustrialiseringproces. Hertil kan føjes, at Lori Chavez- DeRemer og D.J. Vance er kendt for at have forståelse for, at det ikke alene drejer sig om gode arbejdsforhold men nok så meget om at værne om de industriområder, hvor arbejderne og den lavere middelklasse bor og lever. Altså igen ikke en henvisning til enkeltpersoner men til familier og miljøer. Vel at bemærke i en radikal konservativ og nationalistisk/merkantelistisk kontekst. Forskelle på Republikanernes og Demokraternes udenrigspolitiske doktrin Tonen hos Trumps udpegede udenrigsminister Rubio og sikkerhedsrådgiver Waltz kunne få en til at tro, at den nye regering vil føre stort set samme politik overfor bl.a. Ukraine som den afgående administration på trods af, at Trump stadig hævder at kunne stoppe konflikten hurtigt ved diplomatiske midler, og at han har et udtalt ønske herom, fordi krigen belaster USA både militært og økonomisk, og at en forlængelse af krigen vil svække ham indenrigspolitisk. Nu har både udenrigsministeren og sikkerhedsrådgiveren fundet tonen efter udpegningen og ligger igen på linje med Trump. Man skal forstå, at på trods af retorikken er Trumps magtpolitik grundlæggende defensiv og adskiller sig radikalt fra Bidens liberale og universalistiske offensiv for at fastholde USA’s og Vestens globale dominans. Forskellen skal ikke findes i ønsket om at bevare og endog styrke USA globale dominans men i magtpolitikkens begrundelse og konceptuelle udformning. Hvor Biden og hans liberale forgængere (bl.a. Obama) gennem militære interventioner, stedfortræderkrige, regimeundergravende virksomhed i eksempelvis Ukraine, Georgien, Syrien, Moldova, Venezuela mv. og vidtgående sanktionspolitik har stræbt efter at opbygge en samlet Vestlig alliance mod resten af verden for at bevare dominansen og privilegierne, er Trumppolitikkens formål i stedet at forsvare og genopbygge USA’s styrke til at føre en del og hersk politik delvist baseret på militær magt men først og fremmest på økonomisk styrke – som krig (toldpolitik og sanktioner) med økonomiske midler. Alene MAGA politikkens grundlag siger det hele. Det drejer sig ikke længere om at dominere på grundlag af universelle doktriner og binær modstilling af demokratier versus autokratier men kort og godt om realistisk og sandsynligvis brutal magtpolitik baseret på rene nationale interesser. Trump har tidligere demonstreret, at han kan handle med hvem som helst (demokrater, autokrater, diktatorer osv., hvis det fremmer USA’s interesser. 2024 er ikke 2016 Hvad Trump vil og ikke vil, kan der gisnes længe om. Men det er en ufravigelig kendsgerning, at Trump indtager præsidentembedet i en periode, hvor Vestens og USA’s autoritet i verden er svækket som følge af de liberales stedfortræderkrige bl.a. i Ukraine og i Mellemøsten, forsvar af Israels massedrab i Gaza og støtte til indtil flere konstitutionelle kup i ”regime change” strategien. Sanktionspolitikken overfor Rusland, Iran og flere andre lande og de politiske indordningskrav til landene i det Globale syd har tillige med de åbenlyse svagheder i Vestens magt, som krigen i Ukraine har demonstreret, overbevist flere nationer i Afrika, Latinamerika og Asien om, at vejen frem i deres udvikling går uden om afhængigheden af USA, Vesten og de vestlige institutioner (eksempelvis IMF og Verdensbanken) for i stedet at søge økonomisk støtte i BRICS New Development bank, hvor svag den endnu er. Fra at være en ubetydelig forsamling af vækstlande er BRICS blevet en global magtfaktor med voksende autoritet i det Globale Syd og som kontinuerligt udvikler sit institutionelle magtgrundlag i samme takt, som Vesten ensidigt og med alle midler (politiske, militære, finansielle og økonomiske) forsøger at gennemtrumfe sine magtbetingelser. I det spil handler det ikke alene om Kinas voksende økonomiske og militære styrke men om helt nye betingelser for gensidig respekt og samarbejde i en ny multipolær verdensorden. Kina spiller måske nok en væsentlig rolle i BRICS alene på grund af sin økonomiske styrke men betydningen skal først og fremmest findes i det kinesiske vækstparadigme, der har som mål at opbygge en vækst på verdensmarkedet uden om Vestens dominans. Og på trods af Vestens modsvar (Trump tuer med 100% told overfor lande, der forsøger at udbygge alternativer institutioner til de dollardominerede) kan den udviklingslinje ikke stoppes hverken gennem sanktionspolitik, ”EU’s de-risking politik” eller USA’s de-couplingspolitik overfor Kina. Den transnationale globalisering er i dag kapitalismens grundlag, og de nationale økonomier og den kapitalistiske akkumulation er i dag så integreret på verdensmarkedet, at en fragmentering, som IMF igen og igen advarer imod kan føre til en verdensomspændende krise med uoverskuelige konsekvenser. Hertil skal føjes det grundforhold, at det Globale Syd ikke kan frigøre sig fra gældsfælden, som de har hængt i gennem flere årtier, uden der gøres op med USA’s gældspolitik og kapitaldræn på verdensmarkedet. Dollardominansen og den voksende kapitalflugt til USA (på grund af den høje rente og de store afkast på statsobligationerne), føder i sig selv støtten til BRICS mål om at skabe et alternativ til dollardominansen og langsomt afvikle bl.a. Kinas og Indiens kapitalophobning af amerikanske obligationer og statspapirer i et glidende men sikkert tempo for ikke at fremprovokere en verdenskrise med epicenter i USA. BRICS landenes strategi er forsigtig, fordi organisationen stadig er skrøbelig, og fordi den stadig skal kæmpe med Vestmagterne om indflydelse og goodwill i det Globale Syd. Der findes ingen ”kongevej”. Trumps genopretningsprogram og mulige geopolitiske konsekvenser Men nu står det i Trumps program, at USA selv skal trække sig ud af gældsfælden og genskabe nationens uafhængighed af andre nationer. Det er under de givne magtforhold ikke muligt uden et opgør med de kapitalfraktioner og hele den amerikanske finanskapital, der er afhængig af dollardominansen, globaliseringen og udflagningen af jobs til lavtlønslande. Alene amerikanske virksomheders investeringer i Kina gør, at Trump vil have mere end vanskeligt ved at gennemføre sin toldpolitik over Kina. F.eks. er det amerikanske militær dybt afhængig af komponenter og systemkomponenter fra Kina. Nok så vigtigt er det, at den alliancepolitik, som Bidenadministrationen har spændt til bristepunktet, og som bl.a. har ført til splittelse i EU og recession i Tyskland og et helt uholdbart statsunderskud i Frankrig som følge af sanktionspolitikken og gassanktionerne overfor Rusland, langsomt tæres op indefra, fordi den efterhånden viser sig at tære på EU landenes indenrigspolitik og sociale-økonomiske sammenhængskraft. Hvor meget den danske statsminister, den franske præsident eller tyske kansler for ikke at sige EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen end forsøger at øge udgifterne til oprustning ved dag ud og dag ind at fremmane det russiske trusselsbillede, bliver det mere og mere tydeligt for deres egne befolkninger, at omkostningerne skal bæres af den brede befolkning ved tab af velfærdsordninger . Og nøjagtig den politik øger de nationalkonservative partiers og bevægelsers anti-krigspolitiske og antiliberale udbredelse. I den forbindelse er de ret indlysende ligheder mellem Trumps program, AfD’s program, Marine Le Pens program ikke uden betydning. Dybt indefra og på tværs af de forskellige nationer udfolder der sig for tiden et nationalkonservativt opgør med den liberal-demokratiske globaliseringspolitik, der har øget uligheden både globalt og i de enkelte lande, startet krige og medført en ekstrem magtcentralisering og magtforskydning fra parlamenterne til den udøvende magt og ”teknokratklassen”. Det er den samme tendens overalt. I EU’s medlemslande. I USA og i EU’s institutioner er magtcentraliseringen nu så fremskredent, at det ligner selvforherligende hykleri at angribe Orban, Fico og Trump for at udgøre en trussel mod demokratiet. De er alene symptomer på det liberale demokratis sammenbrud. Trumps politiske projekt skaber ikke kaos og splittelse. Det er skabt af kaos og splittelse overalt på verdensmarkedet. Trumps foragt for de multilaterale institutioner og vestlige alliancer er ikke ensbetydende med et radikalt skifte og opgør med efterkrigstidens internationale institutioner. Det har Bidens og den vestlige alliance sørget for ved i praksis at underminere dem. Trumpadministrationen repræsenterer kun konsekvensen af ordensnedbruddet, og hvor Trumpadministrationens genopretningsstrategi er mere end usikker. Trump og USA kan ikke længere ensidigt diktere fred eller økonomiske indrømmelser gennem toldpolitik og opvisning af militær magt. Hertil har autoritetstabet under Biden været for stort og for synligt. Det sker næsten hver eneste dag i stedfortræderkrigen i Ukraine, og toldpolitikken udfordres allerede af flere lande deriblandt Mexico, Indien, Brasilien og ikke mindst Kina. Her har man allerede forberedt sig på at omgå Trumpadministrationens told- og sanktionspolitik. EU kommissionen tager med udgangspunkt i Draghi-rapporten og kommissionsformandens ønske om at opbygge store investeringsfonde næsten frenetiske skridt at ”Trumpsikre” EU. Selv om EU er splittet på grund af krigen i Ukraine og Israels massedrab i Gaza, er man i de centrale hovedstæder ved at samles om et slags merkantelistsik modsvar til Trumps protektionistiske politik. Kort sagt er det ikke det ikke Trumps politik, der forårsager splittelse, fragmentering og kaos på det kapitalistiske verdensmarked eller nye geopolitiske konflikter. Den tilstand er allerede skabt og fronterne tegner sig globalt tydeligere i 2025 end i 2016. Men meget taler for, at Trump i sine bestræbelser for at genskabe USA’s styrke vil bidrage til yderligere fragmentering og selvtilstrækkelig nationalistisk politik i den Vestlige verden og sætte centrifugale kræfter i gang, som ingen måske har magten til at kontrollere. I det spil er landene i det Globale Syd forsigtigt begyndt at samarbejde som modværge overfor en stadig mere rå Vestlig magtpolitik. Uanset hvor meget de vestlige magter i deres indbyrdes magtkamp vil bejle til enkeltlandende i det Globale Syd, har disse lande under Bidenadministrationen allerede fået anskuelsesundervisning i, hvad konsekvenserne af afhængigheden af Vestens finans-og investeringspolitik kan få for landenes udvikling. Indefrysningen af de russiske statsmidler i Belgien har talt sit tydelige sprog.   Jan Helbak                                

  december 1, 2024 11:08 pm

  Læs mere