Seneste blogindlæg

• Konsekvenser af liberal rettighedstænkning?  

  Det bliver stadigt tydeligere, at det politiske liv i de vestlige liberale demokratier ledes af parlamentariske oligarkier og i tiltagende grad inficeres af autoritære tendenser, påbud og formynderi, som vi ellers henviser til de autokratiske stater og styrer. Disse tendenser vokser i takt med den økonomiske lavvækst, de skærpede geopolitiske spændinger og konfrontationer og ikke mindst, fordi nutidens afpolitiserede parlamentarisme ikke kan løse de påtrængende økonomiske og sociale problemer indenfor den liberale retshorisont. Det neoliberale hegemoni Den filosofiske kerne i alle liberale fremtrædelsesformer, som de historisk har foldet sig ud, er, at mennesket eksisterer som en selvberoende enhed og naturligt er udstyret med umistelige rettigheder. De hævdes i den vestlige verden at være universelle og har efter 2. Verdenskrig været skrevet ind i menneskerettighederne. Alt, hvad der måtte stride mod de naturgivne eller kontraktbestemte frihedsrettigheder, er som følger uden legitimitet. I sagens natur må det selvfølgelig være sådan, når rettighedsværdierne er universelle og henfører til alle mennesker. Dvs. der kan ikke tænkes nogen legitim samfundsform og retsnorm på den anden side af disse rettigheder, og der kan heller ikke tænkes et samfund, hvor mindste enhed ikke er individet, og hvor de specifikke relationer mellem individerne opfattes som bærende politisk, social og moralsk realitet, hvis legitimitet rækker ud over individet. Liberalismens filosofiske kerne er af samme grund tendentielt antidemokratisk både som tænkningsform, politikform og institutionelt. Hvis de liberale frihedsrettigheder, hvor omdrejningspunktet – kerneværdien – er ejendomsretten, antages/hævdes at være universelle, må det nødvendigvis indebære en indskrænkning af folkesuveræniteten og rummet for demokratisk politik. Demokratiske bevægelser, politiske institutioner og politiske beslutninger kan ikke legitimt overskride, hvad der er universelt gyldigt som ret for alle mennesker. Som politisk filosofi, økonomisk tænkning og verdenssyn deler de forskellige retninger indenfor det liberale spektrum samme udgangspunkt – det enkelte individ som rationalitetens eneste legitime grundlag og forankret i retslige kontraktformer til omverdenen. Det ”neoliberale” hegemoni, hvad der strengt taget ikke betyder andet end historiens og kapitalismens moderne periode med et uomtvisteligt liberalt hegemoni, som i sin grundform henter sin historiske legitimitet netop i retsuniversalismens og menneskerettens dna-streng. Eller med Fukuyamas ord kendetegner den i historien endeligt opdagede politikform for det gode og rationelle samfund – dvs. som ophøjet historisk måleenhed for alle menneskelige bevægelser, udviklingsbestemmelser og tildragelser. Hegemoniet her skal forstås som den politisk-teoretiske dominansform, der udgrænser demokratiske beslutninger, regeringer og forfatninger, der kolliderer med den liberale retsstatstænkning som universel retsnorm. Disse politiske ”anomalier” benævnes ”illiberale” demokratier (eks. Ungarn), for så vidt man ikke kan komme uden om, at de demokratiske institutioner i disse lande rent faktisk respekteres. Eller populistiske bevægelser (f.eks. AfD), der anerkender de demokratiske spilleregler, men udfordrer de herskende retsformer og de liberal-demokratiske institutioner. Og selvfølgelig alle de nationalstater, der godt nok både bygger på en forfatning og styrer samfundet gennem formelle demokratiske institutioner, men hvor forfatningen ikke sikrer de universelle frihedsrettigheder og menneskerettigheder. Det særlige ved det neoliberale hegemoni, som kan dateres til afslutningen på den kolde krig, som ”Vesten vandt”, er, at til forskel fra tidligere perioder med stærke liberale strømninger, har liberalismen som tankemæssigt verdenssyn for første gang opnået en dominansposition af næsten absolut betydning. Af den grund er spørgsmålet ikke, om det liberale hegemonis verdensbillede kan overleve sine synlige forfaldstendenser på grund af sine indre modsætninger og retræte på verdensmarkedet, der nu er blevet fremtrædende i de geopolitiske magtspil, men om hvordan fremtidens politiske- og sociale kampe kan overskride de liberal-demokratiske samfundsformer og skabe en historie hinsides den liberale filosofis monoperspektiviske og eurocentriske grundlagsbestemmelser. Velfærdsstatens begrænsning og åbning for den neoliberale horisont Efterkrigstidens velfærdsstater og især de socialdemokratiske dominerede havde selv i de konstitutionelle monarkier, som var historiske kompromisser, (eks. Danmark, Norge, Sverige) det republikanske borgerperspektiv som udgangspunkt. Efterkrigstidens store og bærende lovgivningsinitiativer var baseret på positive friheds- og ikke mindst frigørelseskriterier. Ikke for det enkelte individ som abstrakt entitet, men for den enkelte som forpligtet borger i en velfærdsstat. (Som det f.eks. fremgik af det danske Socialdemokratis uddannelsespolitiske program fra 1969 og principprogram fra 1977). Borgernes positive grundlagsbetingelser for at leve i velfærdsstaten skulle sikres af statssystemet, der voksede enormt i 60’erne og 70’erne. Dels for at efterleve velstaternes mål, dels for at tilfredsstille forventningerne og dels for at kompensere for de mange sociale- og økonomiske byrder på samfundet, som den kapitalistiske vækst afstedkom. Imidlertid overskred velfærdspolitikken kun i ekstraordinære situationer den liberale retshorisont, som efter verdenskrigen blev fastlagt som det kapitalistiske markeds legitime retsgrundlag. Konflikterne mellem velfærdsstatspolitikken og de kapitalistiske produktions- og markedsforhold førte i kortere eller længere perioder til ”grænsestridigheder” dér, hvor ejendomsretsgrænsen og de liberale individuelle frihedsrettigheder blev truet.  Ingen af velfærdsstatspartierne – heller ikke socialdemokratierne eller disses venstrefløj (eks. SF) – formåede på noget tidspunkt at udvikle bred tilslutning til et opgør med det underliggende liberale verdensbillede. Man kom aldrig længere end til at formulere ”det retfærdige samfund” som velfærdsstatens og velfærdsstatspolitikkens rationale. Hvilket i velfærdsstatens udviklingshistorie afstedkom et uløseligt spændingsforhold mellem den individuelle retshorisont og velfærdsstatens kollektiv-etos i alle samfundsanliggender både på den offentlige scene og i civilsamfundet. Resultatet blev, at den politiske demokratiske kamp om den videre udformning af velfærdsstaten snigende blev remplaceret af en voksende ingeniørtænkning i samfundsforvaltningen. De demokratiske velfærdsforanstaltninger og deres politiske forankring i civilsamfundets mangfoldige eksistensformer blev professionaliseret og opslugt i statssystemet. Det kollektive borgerbegreb blev tilsvarende stadigt mere abstrakt og den individuelle ret stadig mere konkret og dominerende. Realiteten var i slutningen af 70’erne, at de kollektive velfærdsordninger stod i et stadigt mere anspændt forhold til det fremtrængende enkeltindivids retskrav i liberal forstand. Krisegennemslaget i slutningen af 70’erne trak grundlaget væk under velfærdsstatens kollektive udviklingsorienterede og frigørende vækst. Fremtidsscenarierne, der politisk havde styret den politiske horisont, faldt sammen, og det, man kaldte og kalder ”vogterne” i statssystemet, fortrængte ”advokaterne” for borgernes interesser i betydning og indflydelse. Velfærdsstaten var for dyr og for ineffektiv. Væksten i det offentlige skulle bremses og adgangen til velfærdsordningerne begrænses. Velfærdsstaten fremstod som økonomisk uforsvarlig og ude afstand til at løse de sociale- og økonomiske problemer, som krisen førte med sig. Det blev til en omfattende ideologisk konfrontation mellem velfærdsstatens universelle ordninger og  det enkelte individs universelle rettigheder. I Europa blev det måske sidste virkelige opgør mellem den borgerlige kapitalistiske restaurationspolitik og velfærdsstatens venstrefløj gennemført under præsident Mitterand og Pierre Mauroy regeringen i 1982 i Frankrig med støtte fra venstrefløjen og kommunistpartiet. Regeringen vedtog en række nationaliseringslove bl.a. af banker og store industrier for at løse kriseproblemerne og forsvare velfærdsstaten. Omfattende kapitalflugt og investeringsstrejke blev resultatet. Regeringen tabte og blev tvunget til på alle fronter at tilpasse sig både neoklassisk økonomisk politik og neoliberal samfundsideologi. Mig bekendt har der ikke været de store opgør siden. Det var i øvrigt samme år den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen opgav at videreføre sin regering. Det liberale angreb på velfærdsstaten – rehabilitering af kapitalistisk vækstlogik Den politiske bevæbning til at gennemføre skiftet blev hentet fra både de moderate liberale fordelingsteoretikere som eksempelvis John Rawls og fra den radikale orientering med Robert Nozick, Friedrich August von Hayek og Milton Friedman i spidsen som toneangivende teoretikere. I opgøret med velfærdsstatens økonomiske grundlag og tænkning kom ammunitionen fortrinsvis fra Hayek og Friedmann, som ellers siden krigen havde været henvist til periferien indenfor samfundsvidenskaberne. Mainstreamtænkerne havde i efterkrigstiden med Keynesiansk dominans ikke taget de liberale tænkere helt alvorligt. De havde fristet en tilværelse i skyggen af den succesfulde ”blandingsøkonomi” og dens teoretikere – heri blandt mange socialdemokratiske samfundsingeniører, men som med krisen og dens karakter som stagflation i løbet af et årti mistede både forklaringskraft og betydning som strategisk akse for en videreførelse af velfærdskompromisset. Det historiske regnebræt skulle gøres op. Profitten skulle genopbygges og borgerskabets klasseherredømme restaureres. Borgerbegrebet i kollektiv betydning stod i vejen for angrebne på fagforeningerne, de kollektive klasseorganisationer, de tilbageværende civilsamfundsbevægelser og statssystemernes følsomhed overfor borgerne. Men borgerbegrebet som sådant kunne ikke aflives, alene fordi det indgik/indgår i det liberale raritetskabinet. Vejen gik over en fusion af borger- og markedsbegrebet. Borgerbegrebet blev stillet lig individbegrebet, og politikken – den demokratiske politik i videste betydning – blev opsuget i kontraktpolitikken og over en periode på 40 år konverteret til ”konkurrencedemokrati” i Schumpetersk forstand. Over en bred kam blev hovedparten af de institutioner, der havde befordret socialiseringen til og vedligeholdelsen af den kollektive borgertilværelse og tilsvarende bevidsthed og værdiopfattelse remplaceret af et komplekst net af individuelle kontraktformer, individuelle tildelingskriterier osv. Vilkårene på det kapitalistiske marked, som velfærdssystemet netop havde skullet modificere og regulere, blev ophøjet til ideal. En så dramatisk vending lader sig ikke gennemføre over en nat eller over et årti. Vendingen skulle gennemføres på alle tilværelsens områder, og gennem flere faser har det været tilfældet i tidsspandet fra 1979 (Washington Concensus) og frem til i dag. Vendingens teoretiske udgangspunkt blev de forskellige varianter af rational choice og public choice, som i al enkelhed spejlede neoklassisk økonomisk tænkning på politik. Påstanden var, at alle menneskelige og institutionelle relationer kunne indordnes i vareudvekslingsskema. Alle handlede for at sikre sig selv. Begreber som borgerpligt, borgerdyd, solidaritet osv. var og blev abstraktioner og var med postmodernisternes ord gået under sammen med de store fortællingers skibbrud. Der var kun den daglige kamp for tilværelsen,  personlig lykke og den ”lille fortælling” tilbage. Selve det politisk demokratiske system agerede efter samme motiver. Public choice teorien konstaterede, at de politiske partier og de enkelte politikere og embedsmænd i og udenfor de demokratiske institutioner i al væsentligt altid handlede i egen interesse. I den forstand kunne liberalismens ældgamle rædselsbillede vækkes til live: den evige risiko for statens vilkårlige overgreb på individet. Ud over omfanget af intellektuel indsats for at fremme paradigmeskiftet med dets institutionelle udløbere helt ud til den mest beskedne forening hører det med som forklaringsfaktor, at borgerne i almindelighed og arbejderklassen og den lavere middelklasse i særdeleshed i det daglige rent faktisk erfarede de vilkår og problemer, som de liberale teoretikere og opinionsdannere beskrev i medierne. Den enkelte stod alene. Det var et faktum. De høje lønkrav og den megen militante tumult i 70’erne havde bidraget til inflationen, svækket nationens konkurrencedygtighed og bremset for tilpasningen til de nye teknologiske muligheder. Politikerne snakkede og snakkede, sagde et og gjorde noget andet. At forlade tillidsprincippet og overtage kontraktbindingen i alle forhold lød fornuftigt. Det var som om den økonomiske krise og arbejderbevægelsens paralyse havde pustet levende liv i det neoklassiske primitive menneskesyn. Den liberale verdensopfattelse og opløsningen af det virkelige levende menneske i en ahistorisk essentialistisk menneskefigur havde fået sin praktiske begrundelse i velfærdspolitikernes magtesløshed og vilje til at sikre kollektive løsninger på kollektive opgaver/problemer. Det blev i et snigende tempo tilladeligt at se bort fra: At ”i den politiske sfære står mennesker ikke abstrakt overfor hinanden som mennesker, men som politisk interesserede og politisk determinerede mennesker, som statsborgere, regerende eller regerede, politisk allierede eller modstandere, altså under alle omstændigheder placeret i politiske kategorier” (Carl Schmitt, Parlamentarismens krise 1923). Efter de første store og spektakulære konfrontationer meldte spørgsmålet sig praktisk, om Reagan, Thatcher og Schlüter kunne fastholde den første sejr over arbejderklassen og dele af middelklassen og videreføre restaurationspolitikken? Eller om oppositionen skulle vise sig stærk nok til at tilbagevise den ideologiske offensiv og mobilisere for en nyformuleret progressiv velfærdsstats politik og rehabilitere det tidligere socialdemokratiske mindset. Paradigmeskiftets institutionalisering Arbejderbevægelsen, den samlede fagbevægelse og venstrefløjen forstod ikke at svare igen. Konsekvenserne af et åbent klasseopgør blev opfattet som uoverskuelig. Hovedtrenden i efterkrigstidens samfundspolitik og politisk-økonomisk teori havde været indrettet på opbygningen og udviklingen af velfærdsstaten og statslig regulering af kapitalismen. De socialdemokratiske forestillinger om velfærdsstatens udgrænsning af det kapitalistiske marked figurerede stadig som en del af partiets teoretiske gods. Men selv under de højspændte klassekonfrontationer op gennem 70’erne blev fremtidens ”socialdemokratiske projekt” aldrig operationaliseret og folkeligt forankret. Af samme grund bevægede den liberale tankegang sig mere ind i samfundspolitikkens centrum som indlysende funktionsduelige politisk/teoretiske alternativ til socialdemokratiernes fortvivlede bestræbelser for at løse 70’ernes stagnationsproblem. Den liberale ”kriseterapi” blev svaret på udfordringen. Statssystemet og dermed statsudgifterne skulle slankes. Det offentlige system skulle udsættes for systemkonkurrence. Alle offentligt ansatte og ledere skulle vise deres værd på et nyt og udbredt marked for velfærdsydelser. Borgerne eller i realiteten individerne skulle som på det ”rigtige” marked vide, hvad de betalte for, og hvad de modtog. Det frie valg skulle være en gennemgående reguleringsmetode. Alle offentlige institutioner skulle markedsdeklareres. Det offentliges magtmonopolisering skulle nedbrydes af markedskræfterne og de offentligt ansattes formynderi sættes i gabestokken. Trods betydelige forskelle i omfang og tempo blev linjen et credo i hele Europa. I Danmark, hvor Schlüters regeringer lå i læ af især Thatchers brutale angreb på velfærdsstaten, arbejderklassen og dens forskellige organisationer, kunne man med den nye ideologiske medvind undvige de store konkrete konfrontationer og hovedsageligt fokusere på den politiske, ideologiske og mentale forberedelse af de store institutionelle ændringer, der skulle sikre den senere institutionalisering af det liberale hegemoni. Der blev nedsat kommissioner og udvalg til at granske alle hjørner af velfærdsstaten. Reelt blev der op gennem 80’erne ikke ændret meget. Men alle velfærdsstatens svagheder, den automatiske udgiftsopdrift, de systemiske svagheder, den lave samfundseffektivitet, de offentlige ansattes formynderi og bedrevidenhed blev lagt blot og hudflettet i de toneangivende medier og i utallige videnskabelige undersøgelser og rapporter. Som rationelle løsningsmodeller indførte man mål- og rammestyring, virksomhedsplaner, præstationsorienteret ledelse og i det hele taget en styrkelse af ledelsesbegrebet. Ledere blev til direktører. Administrationen blev flyttet ind centralt, hvor en helt ny type akademikere blev ansat til at styre den øgede kompleksitet. Det afgørende i den periode blev selvfølgelig ikke virkeliggørelsen af alle de mange modeller og nye ”styringsparadigmer”. Det var heller ikke det strategiske mål. Det var derimod kampen om sjælene – dannelsen af den liberale psykologi og det ideologiske og mentale herredømme. Den kamp vandt de borgerligt liberale kræfter over hele linjen og det i en sådan grad, at de socialdemokratiske partier ikke længere kunne vinde regeringsmagten eller blot fastholde deres hidtidige styrke i egen ret. De måtte låne hos de liberale ideologer og i betragteligt omfang tilpasse sig liberal økonomisk politik og teori og opgive alle forestillinger om republikanske socialdemokratiske kollektivformer. Selv i de interne debatter i socialdemokratierne trådte det liberale enkeltindivid mere og mere i forgrunden som samfundsstyrende ideologiske kerne. ”Welfare blev til Workfare” (arven fra Bill Clinton) blev oversat til ”Ret og pligt”, hvor retten alene blev pligtens forvalter. Det generelle og det gennemsnitligt relevante og fagligt funderede trådte i baggrunden fortrængt af den i bund og grund illusoriske frase om ”altid at tage udgangspunkt i den enkelte og den enkeltes behov”, der blev omkvæd i enhver politisk udmelding. Samfundets og borgernes samlede behov både som borgerret og borgerforpligtelse blev individualiseret og mistede status som social- og politisk realitet. Thatcher fik med sin radikale fortolkning af samfundsbegrebet, som en ansamling af individer – aggregering og ikke en bestemt struktur – ret. Ikke i ren form. Selvfølgelig ikke. Men som måde at tænke samfund og individ på – individ blev til det reelle og konkrete. Samfundet blev til en abstrakt omgivelse. Kontrakt- og retspolitikken Den anden og afgørende institutionaliseringsfase slog for alvor igennem omkring årtusindskiftet båret frem af dot.com krisen og af samme grund socialdemokratiernes sidste udløbsdato som centrale regeringsbærende partier og politisk-ideologisk forsvarsværk mod den liberale bølge. Partierne havde allerede op gennem 80’erne og 90’erne indoptaget en del liberalt tankegods. Dot.com krisen forstærkede den udvikling især på det økonomiske område. I Danmark rullede den nye Fogh-regering institutionaliseringen (2002) af den liberale politik ud med en bredspektret ekspresfart i 00’erne. Fritvalgsloven indenfor ældreplejen i 2003 blev ideologisk og praktisk krumtap i liberaliseringsoffensiven op gennem 00’erne: Krav om konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver. Overgang fra opgaver til ydelser. Borgerkontrakter og individuelle retskrav og indførelse af effektmål som gennemgående styringsparadigme på næsten alle offentlige områder. Det hele sat i system og nødvendiggjort på makroniveau af strukturreformen fra 2007, hvor velfærdsstatens  institutionelle opbygning som demokratisk forvaltning blev atomiseret, og hvor udvekslingen mellem sektorområder og forvaltningsområder blev konverteret fra politisk-administrative vilkår til markedslignende transaktioner og tilsvarende metodekrav. Strukturreformen skulle i Danmark få en langt mere vidtrækkende konsekvens for institutionaliseringen af den liberale samfundsopbygning og forankringen af den liberale tænkning end noget andet politisk skridt i perioden fra midt i 80’erne og frem til i dag. I den forstand er virkningshorisonten uden for de omhandlede institutioner og forvaltningsområder blevet undervurderet. Med strukturreformen blev politiske normer og interesser opløst i økonomisk- og pseudovidenskabelig teknik og bundet i kontraktformen som suveræne retsanliggender. Opsplitningen af institutionskomplekser indenfor de offentlige sektorer, degraderingen af velfærdspersonalet til leverandører i en ydelsesdrift og de daglige økonomiske transaktioner mellem de forskellige offentlige enheder, konkurrenceudsættelse på helt op til 26% af offentlig drift og kontraktforholdet til borgerne skabte over årene det materielle grundlag og handlingsspor for de mentale ændringer og skift i politisk bevidsthed, holdninger og politiske præferencer. Den neoklassiske kalkule erstattede den politisk-sociale overvejelse og etik, og den offentlige sektors fagprofessionelle grundlag og handlingskodeks blev underordnet forudbestemte og fagligt arbitrære effektmål og budgetkalkuler. Det liberale credo om adskillelse af økonomi og politik som den højest form for rationalitet (har aldrig været virkelighed) blev lovfæstet med Budgetloven i 2012. Som svar på eurokrisen vedtog regeringslederne i EU ”finanspagten”, som i Danmark blev omsat i en egentlig Budgetlov kalkeret efter den tyske ”schuldenbremse”. Statsbudgettet skulle lovmæssigt balancere eller holde sig indenfor en snæver udsvingsgrænse, der blev sat på baggrund af fiktive beregninger. Det blev kaldt ”råderummet”, der begrænsede det politiske muligheds- og beslutningsrum fuldstændigt uafhængigt af, hvad der måtte være politisk fornuftigt og fremadrettet (eks. kollektive investeringsbehov til fremtidssikring af infrastrukturen). Som en historiens ironi blev tilslutningen til Finanspagten og det lovforberedende arbejde udført af en socialdemokratisk regering, som uden tøven lagde en rendyrket liberal-og småborgerlig husmandslogisk argumentation for dagen. ”Man skulle sætte tæring efter næring”. ”Man skulle nødigt havne i sammen økonomiske uføre som Grækenland, Spanien og Portugal, hvor regeringerne havde ført en uansvarlig økonomisk politik”. Hermed havde man udtømmende argumenteret for at lægge politikken i spændetrøje. Eftervirkningerne af den stort anlagte og vidtforgrenede institutionalisering af markedsrelationerne og den liberale retshorisont i både det offentlige liv og i civillivet har i Danmark været en omfattende juridificering af det politiske liv. (Internationalt har den liberale ”rules based order” fortrængt aftalerne om international lov i f.eks. FN). Der er foregået og foregår en kontraktlig indsnævring af den demokratiske politiske suverænitet og beslutningshorisont og nok så meget den politiske debat, der er blevet steriliseret til teknik og afkoblet fra de forskellige samfundsgruppers legitime interesser. Samme forhold gør sig gældende for de politiske interessemodsætninger i de parlamentariske forsamlinger. Stadigt hyppigere ender politiske (store og små) uenigheder i parlamentariske spil eller som ”politiske sager”, der løftes over i pseudojuridiske kommissioner sammensat af eksperter, som hævdes at stå over politik og politiske særinteresser og alene referere til bestemte retsnormer. (Her skal blot som eksempel henvises til minksagens forløb, hvor ret og snæver lovforvaltning blev sat over sund fornuft og samfundsmæssigt rettidig omhu. Det var mere tydeligt end ved tidligere sager, at den ubetingede respekt for ejendomsretten stod over hensynet til samfundets tarv). Men det helt centrale aspekt her som ved alle de andre moderne kommissionssager er, at de politiske stridspunkter er druknet i juridiske fortolkninger, som har været nær umuligt at forholde sig til for borgerne/vælgerne. Det har været op til den institutionaliserede visdom: jurister, retsteoretikere, parlamentariske ledere, statstoretikere mv. at udlægge teksten og fælde dom over politikken, mens borgernes har været henvist til tilskuerpladserne med retten til at råbe højt i alle retninger, men heller ikke andet. Den anden eftervirkning er mere dybtgående og strukturel. Den viser sig nu i snart sagt alle samfundsspørgsmål. Den ”liberale revolution” (Måske lidt overdrevet, men alligevel) har gennem den 40 årige offensiv omdannet ikke bare statssystemet, men også det parlamentariske system til politisk og administrativt oligarki (med det politiske centrum som ideal) uden vitale rødder og kanaler ud i civilsamfundet. Konsekvensen er, at det politiske oligarki er blevet tættere forbundet med den akademiske elite og medieverdenen og mere sårbart overfor markedsagenternes pres (erhvervslivet) og omvendt ikke på bølgelængde med vælgerne. Måske ikke det helt store problem så længe velfærdsgoderne ikke er krympet alt for meget. Men i og med det ikke længere er tilfældet, bliver selve den oligarkiske politikforståelse et fremrædende problem. Befolkningens tillid svinder, fordi dem derinde i ekkorummet blot snakker, uden at problemerne løses. De vokser tværtimod. Det mest aktuelle eksempel er det katastrofale boligproblem både i Danmark og i de andre europæiske lande, som politikerne reelt ikke ved, hvad de skal gøre ved. Og skulle de komme på kreative løsninger, ville de ikke selv kunne mobilisere for radikale forandringer. Baglandet er der ikke mere eller er splittet i en række individualistiske interessefraktioner hvorfor dem, der profiterer af boligmanglen, roligt kan fortsætte spekulationen, og hvis det skulle blive nødvendigt mobilisere til forsvar for de velerhvervede rettigheder og markedets rationalitet – set ”i et langt perspektiv”. Intet udenfor retshorisonten Helt afgørende for forståelsen af det liberale tankesæts dybde er, at skiftet er foregået på en sådan måde og over flere årtier, at de liberale tænkeformer, liberal samfundsteori og moral, neoklassisk økonomisk teori, som notorisk bygger på abstrakte modeller og helt urealistiske opfattelser af individet og indlysende forkerte antagelser om, hvordan et samfund fungerer og hænger sammen, ikke desto mindre er blevet naturaliseret i en sådan grad, at det ”liberale menneske” er blevet vores anden natur: At alle mennesker (formelt) er lige i kraft af deres menneskelighed er ikke demokrati, men en særlig form for liberalisme, det er ikke en statsform, men en individualistisk-humanitær moral og verdensanskuelse. Eller som Karl Marx i 1846 skriver om det samme: ”Denne fejltagelse stammer fra, at for dem er bourgeois-mennesket det eneste mulige grundlag for ethvert samfund, eftersom de ikke kan forestille sig en samfundstilstand, under hvilken mennesket ikke mere er bourgeois”. I den forstand er det, man kalder det neoliberale hegemoni, langt stærkere og mere resilient, end den aktuelle samfundsdebat giver indtryk af. Det er måske et af de allerstørste problemer nu, hvor det liberale verdenssyn og samfundsudformning skaber flere problemer og konflikter, end den løser, og hvor samfundenes sociale og moralske sammenhængskraft og de tilsvarende institutioner tyndslides af individualismens rethaveri og emfatisk egoisme. Og hvor de kræfter indenfor centrum-venstre (S+SF+EL+R), der fremhæver sig selv som alternativ til ”de rå markedskræfters politik”, døjer med at tænke ud over og på den anden side af det liberale verdens- og menneskesyn. Det gælder både hvad angår politisk perspektiv og principper, synet på politik som sådant, overvindelse af individualismens forsnævrede horisont, den anvendte diskurs og den konkrete teoretiske og institutionelle udfordring af liberalismen. Hele det mentale billede er forankret i retstænkningen. Hvor meget man end henviser til den uretfærdige fordeling af rigdommen, til konsekvenserne af udhulingen af velfærdsstaten, til forråelsen af samfundslivet, til atomismen og til markedets kolonisering af civilsamfundet, så vil disse politiske og moralske henvisninger falde på stengrund, så længe de samme partier ikke tør udfordre vores ”anden natur” og de historisk grundløse forestillinger om de liberale frihedsrettigheders og den liberale retstats universelle status. Horisonten skal overskrides – og det er ikke lige til Hermed være også sagt, at den socialistiske venstrefløj ikke skal gøre regning på at blive en positiv ledende politisk-og social kraft i fremtiden, hvis ikke bevægelsen formår et bredspektret og politisk-filosofisk opgør med det liberale paradigme. Først og fremmest et længe påkrævet filosofisk opgør med den Lockianske ejendomsreifikations påstand om: ”at individet ejer sig selv”. Altså den ultimative selvobjektivering af mennesket. For uden de historisk mangfoldige fortolkninger og fornyelser/genformuleringer af John Lockes mantra ville de liberale teoretikere, politikere og mediekommentatorer ikke kunne fastholde kravet om de liberale frihedsværdier og de abstrakte menneskerettigheders universalitet og forsvar af den totalitarisme, der er forbundet hermed. Den anden side af mønten er, at i takt med, at de liberale samfunds sammenhængskraft reduceres med foruroligende hast, herunder den folkelige respekt for det politiske- og administrative establishment, oplever vi i dag en glidende autoritær metamorfose. Antallet af love – forbudslove og foreskrivende love – vokser i takt med, at markedsrelationerne trænger ind alle steder og forstyrrer/ødelægger de traditionelle og værdifulde mellemmenneskelige relationer og borgerdyder. Den liberale drøm om respekten for den enkelte, retten til at udtrykke sig, retten til at eje, retten til at holde det offentlige fra døren, til frit at bevæge sig mv. indskrænkes nu oftere og oftere af lovgivningsmagten og regeringerne, fordi samfunds- og civillivet er blevet mere og mere ustyrligt, intolerant og aggressiv rethaverisk. Hvis neoliberalismens dehumanisering skal overvindes af et socialistisk velfærds alternativ forankret i en fælles vilje, forudsætter det som første skridt venstrefløjens vilje og evne til selv i egne rækker kognitivt, mentalt og filosofisk at vriste sig fri af den næsten absolutte individfigurs forståelses- og erkendeform. En renæssance for kollektivforståelsen og den fælles vilje udgår ikke fra et abstrakt ideal, men over dekonstruktionen af illusionen om individet som samfundets mindste enhed. Komplekset af relationer er samfundets konstitutive element, og samfundets struktur er en strukturering af levede komplekse relationer, hvorigennem menneskene producerer deres egen historie og samfundsformation. Hvis venstrefløjen blot fortsætter med at kritisere kapitalismens ustyrlige kræfter og borgernes voksende velfærdstab uden teoretisk at opløse liberalismens grundformer indefra, vil velfærdsbegrebet – som enheden af politik-økonomi- og det sociokulturelle liv – fortsat friste tilværelsen som moralsk og abstrakt tillæg til den liberale individualisme, der tyranniserer det politiske og det offentlige liv. Foreviget af åndselitens metafysiske dyrkelse af nuet som virkelighedens udgangspunkt og historiens fortrængningspunkt. Jan Helbak.          

  oktober 30, 2025 9:34 pm

  Læs mere

• Putins kvantefysik-metafor  

  Hvorfor beskæftige sig med Putins tale i Sohci? Fordi den er interessant og åbner for en forståelse af, hvordan Putin og den politiske elite i Rusland tænker. (http://en.kremlin.ru/events/president/transcripts/78134) Hvert år (22 i alt) afholdes der et større diskussionsseminar i Valdai Internationale Diskussionsklub i Sochi i Rusland. I de sidste år har der været tradition for, at præsident Putin har stået for hovedtalen. Således også i år, hvor talens indhold ikke forventedes at være så forudsigelig som de foregående år. Efter talen afholdes der altid en længere diskussion af tre timeres varighed med hovedtaleren. Indholdet i Putins tale var for en stor dels vedkommende forudsigelig. Det gælder begrundelserne for den særlige militære operation i Ukraine, kritikken af de Vestlige ledere og retten til enhver tid il at forsvare Ruslands sikkerhedsinteresser. Talen indeholdt også den obligatoriske gennemgang af de geopolitiske styrkeforhold og en kort vurdering af de internationale brændpunkter. Putins kvantefysiske metafor Midt i talen foretog Putin, hvad han selv kaldte en kort digression, som absolut ikke er uden betydning: ”For at eliminere grundlaget for blokkonfrontationer og skabe et fælles sikkerhedsrum erklærede vores land to gange vores parathed til at slutte os til Nato. Første gang skete det i 1954 i Sovjet æraen. Den anden gang skete under Bill Clintons besøg i Moskva i 2000” ”Jeg diskuterede spørgsmålet med Mr. Clinton – med præsident Clinton. Han sagde: ”Ved du hvad, det lyder interessant. Jeg tror, det er muligt”. Efterfølgende sagde han om aftenen: ”Jeg har konsulteret mine folk – det er ikke muligt, ikke muligt nu”. ”Hvornår vil det blive muligt”? (Putins spørgsmål). ”Og det var det, og det hele gled ud i sandet”. Ud over at have en vis historisk interesse for forståelsen af forløbet fra Sovjets opløsning og frem til i dag, indeholder Putins lille konkrete tilbageblik hans og den russiske elites helt grundlæggende ønske om at udarbejde én bindende europæisk sikkerhedsarkitektur for at skabe tryghed for alle de europæiske nationalstater (hvortil Rusland hører. Rusland har i århundreder i lange perioder hørt til Europa alt afhængig af de politiske konjunkturer i Europa) og som undertekst begrænse USA’s hegemoniske vilkårlighed. Nu tilbage til den centrale del af Putins tale, som rækker langt ud over alle de andre temaer både hvad angår tyngde og perspektiv. Efter at have gennemgået Ruslands placering i verden og vurderet landets fremtidige muligheder, indledet han det centrale afsnit på denne måde: ”Vi må også forstå, at en polycentrisk verden er meget dynamisk. Den fremstår skrøbelig og ustabil, fordi det er umuligt i det lange løb at fastholde en bestemt orden eller en magtbalance for en længere periode. Faktisk er der mange aktører i disse processer og deres styrker er asymmetriske og sammensat meget komplekst”. Disse bemærkninger ledte over til de mere principielle betragtninger eller måske i virkeligheden Putins verdens- og historiesyn, som burde interessere alle de kommentatorer, der har fulgt og beskrevet topmødet. ”Verden af i dag er et ekseptionelt komplekst og multifacetteret system. For at beskrive verden ordentligt og forstå den er det ikke længere tilstrækkeligt at forlade sig på simple logiske love og årsags-virknings relationer og de tendenser, der tilsyneladende udgår fra dem. Hvad, der er brug for, er en kompleksitetens filosofi – en tænkeform lig kvantefysikken – som giver en dybere forståelse og på en vis måde er mere kompleks end den klassiske fysik”. ”Og det er præcist på grund af denne kompleksitet i verden, at det samlede grundlag for aftaler ser ud til at øges, sådan som jeg ser det. Når alt kommer til alt, er lineære og unilaterale løsninger blevet umulige, og ikke lineære og multilaterale løsninger kræver seriøst, professionelt, upartisk, kreativ og til tider ukonventionel diplomati.” ”Det er præcist i den ånd – ånden i det 21. århundredes diplomati – at nye institutioner udvikles”. Her henviser Putin bl.a. til BRICS, SCO, Eurasiatiske samarbejdsorganisationer samt til en række andre regionale samarbejdsorganisationer, der skyder frem som alternativ til de kendte internationale efterkrigsinstitutioner, som efter hans opfattelse ikke længere er i stand til internationalt at afbalancere komplekset af nationalstatslige interesser. Hvad mere er fortsatte Putin: ”Alle disse nye (samarbejds) strukturer er meget forskellige, men de er forenet af én vigtig kvalitet: Deres modus operandi er ikke princippet om hierarki og underordning under en enkelt dominerende magt. De afgrænser sig ikke negativt overfor andre. De opererer i egen ret.” Som en opfølgning på dette verdens-historiesyn drager Putin konsekvensen: ”Humanitetens sikkerhed afhænger af menneskehedens evne til at reagere (rationelt) på de mange udfordringer i form af naturkatastrofer, menneskeskabte katastrofer, den teknologiske udvikling og radikale sociale, demografiske og informationsmæssige processer. Alle disse forskellige udfordringer er tæt forbundne og skyder frem næsten af sig selv og ganske ofte. Jeg har allerede sagt det – helt uforudsigeligt og på en måde, hvor de følger deres egen indre logik og regler og til tider, tør jeg sige, uden om menneskers vilje og forventninger”. Som afslutning på denne korte gennemgang af sit verdenssyn i talen konkluderede Putin: ”Jeg vil ikke skjule: I dag er der ikke konsensus om, hvordan verden skal organiseres og på hvilke principper flere årtier ud i fremtiden. Vi har bevæget os ind i en lang periode, hvor vi er tvunget til at søge og ofte bevæge os fremad via ”trial and error”. Hvordan et nyt og stabilt system endeligt vil tage form – og hvordan rammen vil se ud – forbliver ukendt. Vi må være klare på det faktum, at for en lang tid fremover vil politisk og økonomisk udvikling være uforudsigelig og til tider turbulent.” Kort sagt samtidig med, at begivenheder og udfordringer folder sig ud og ofte slet ikke som forventet, bliver det afgørende at definere egne positioner/narrativer og horisonter for ikke at blive begivenhedernes fanger eller ofre. Det er her, Putins reference til kvantefysikkens teoretiske kompas bliver vigtig. Kort kommentar til Putins kvantemetafysiske metafor Den klassiske fysik er deterministisk, hvilket vil sige, at hvis man kender al information om et system, vil man kunne forudsige den fremtidige udvikling. Ideelt set behøver man ikke at operere med usikkerheder. Omvendt opererer kvantefysikken alene med sandsynligheder, idet man ikke kan måle på punkt og bevægelse på en og samme tid og kan af samme grund ikke nøjagtigt og entydigt bestemme hverken bevægelse eller punkt. Hvad der eksempelvis sker mellem to målepunkter, kan man kun sige noget om med en vis statistisk sandsynlighed. Hvilket igen betyder, at den klassiske årsags-virknings logik ikke kan anvendes. Enhver ved selvfølgelig godt, at for alt det, vi kan se, gælder den klassiske fysiks love, men ikke når det gælder iagttagelse af den mikroskopiske atomare verden, hvor det, man iagttager og måler på, påvirkes af målemetoden. Bevægelserne her foregår for det meste i spring, der ikke kan forudsiges, fordi springene ikke forløber kontinuert. Vi må med andre ord acceptere, hvad Verner Heisenberg i 1927 definerede som ubestemthedsrelationer, hvor observationerne ikke kan bestemmes med vilkårlig nøjagtighed. Ifølge Heisenberg er ubestemtheden en uomgængelig del af naturen og ikke et udtryk for menneskelig uformåenhed eller mangel på viden. Ubestemthedsfaktoren skal tværtimod accepteres som udgangspunkt. Hvis jeg har forstået Putin ret, forsøger han i forenklet form at overføre kvantefysikkens opdagelser og metoder som grundlag for sin forståelse af verden. Vi kan forsøge at forstå verden og verdenssituationen i dag på grundlag af geopolitiske analyser, som vi har været vant til i årtier. De spiller i dag en afgørende rolle i diskussionerne om verdens tilstand, som når vi eksempelvis anvender begreber som ”en ny verdensorden”, konflikterne mellem Vesten og det Globale Syd, modsætningerne mellem demokratier og autokratiske styrer osv. Men det bringer også ikke meget nærmere en forståelse af, hvad der faktisk sker, og hvad de enkelte begivenheder har af konsekvenser. F.eks. når vestlige statsmagter eller alliancer af statsmagter, som vi kender det, finder sig berettigede til at gribe ind i andre staters interne forhold, eller når man iværksætter omfattende sanktioner for at tvinge andre stater til at rette ind efter de regler, som de mest magtfulde stater har udformet. Bedre bliver det ikke, når det alene er ensidige moralske værdier, der lægges til grund for at legitimere de forskellige handlinger, som når f.eks. den danske udenrigsminister anfører som forudsætning for at anerkende en selvstændig palæstinensisk stat – altså en to-statsløsning, at Hamas skal afvæbnes og ophøre med at eksistere som politisk magt. Ved at komme med sådanne udtalelser ændrer han totalt ved det hidtidige grundlag for anerkendelse af nationalstater, som hidtil intet har haft med statens indre politiske opbygning at gøre. Der indføres en vilkårlighed, som igen kan åbne for en række ikke forudsete konflikter, der udelukker den klassiske årsag-virkningslogik. Eller sagt på en anden måde åbnes der for en ny kompleksitet af vilkårlige referencepunkter, der tillige forskyder det punkt, hvorfra den første handling udgik, hvilket igen reducerer mulighederne for at handle rationelt i forhold til de mål, man ønsker at opnå. I Løkke Rasmussens tilfælde indtager afvæbningen af Hamas tronpladsen og forskubber palæstinensernes statsretlige og legitime krav om en statsanerkendelse til en betinget følge af det første. Løkke Rasmussens logik flugter præcist med USA’s og Europas tilsidesættelse af FN’s charter og vilkårlige indgreb i andre nationalstaters interne anliggender. Kernen i Putins metafor er netop, at vi i dag er henvist til at kalkulere med spring i begivenhederne og forlade os på sandsynlighedsanalyser, der kan øge kvaliteten af analyserne, hvis de frigør sig fra den traditionelle fokusfiskering og i stedet forsøger at indfange hele det kompleks af politiske, økonomiske, sociale og kulturelle forskydninger, der som oftest optræder som enkeltbegivenheder. Her er det, at Putin insisterer på at operere med tilnærmede helheder, hvis omfang og dybde aldrig kan bestemmes med ”vilkårlig nøjagtighed”, men må begribes som tendenser eller mindre spring, der på et tidspunkt slår igennem som faktiske ændringer på den store politiske scene og ofte frembringer forvirring og lige så ofte afstedkommer opfattelser, beslutninger og handlinger, der bidrager til at øge forvirringen eller fører til handlinger med helt uoverskuelige konsekvenser. Med afsæt i Putins kvantefysiske metafor vil jeg i de næste afsnit forsøge at lægge den til grund for en mere lokal analyse af krigens forløb i Ukraine. Det vil sige, at jeg afstår fra at inddrage alle de mange konflikter og politisk-militære udfordringer, der konstant popper op som nye brændpunkter i verden. Jeg afstår tillige fra at inddrage de seneste aktuelle begivenheder. At se bort fra komplekset af processer, der lige nu udspiller sig på verdensscenen og alene fokusere på en enkelt, men dog meget vigtig begivenhed, er selvfølgelig lidt kunstig og dog nødvendig for på overskuelig måde at afprøve, om Putin overhovedet har sagt noget, vi kan bruge. Ukraine – det forudsigelige bliver uforudsigeligt Ruslands særlige militære operation i Ukraine kan dog retteligt ikke behandles eller forstås som en enkeltstående begivenhed. Den har tværtimod afstedkommet en hel række af handlinger med afgørende betydning for hele Europas udvikling. Derud over har den igangsat eller indirekte åbnet for en række processer overalt i verden, der allerede nu udfolder sig i dynamiske spring (handelskrige, regimeændringer, sanktioner mv.), som har og vil få afgørende indflydelse på den geopolitiske og økonomiske udvikling og af samme grund øve indflydelse på snart sagt alle nationalstaters indre politiske liv, puste til de socioøkonomiske modsætninger og konflikter og skabe radikale ændringer i det hidtil kendte internationale institutionelle billede. Men her skal det alene handle om krigen i Ukraine og dens betydning for Europa og den Atlantiske alliance. Forløbet op til Ruslands invasion af Ukraine i 2022 var i det store og hele forudsigelig. I hvert fald siden Putins tale på det sikkerhedspolitiske topmøde i München i 2007, hvor han gjorde klart, at Rusland af sikkerhedspolitiske grunde ikke ville acceptere Ukraines optagelse i Nato og Nato-tropper helt op til Ruslands grænser. Siden 1992 havde det ellers været USA’s dobbeltstrategi at svække Rusland gennem Natos Østudvidelse og i samme moment disciplinere Europa i et permanent spændingsrum for på den måde at sikre USA mod enhver form for magtpolitisk udfordring af sin unipolære dominans. På trods af Putins advarsel fortsatte Østudvidelsen af Nato. I 2008 blev det på Nato-topmødet besluttet at igangsætte en tilslutningsproces for Ukraine og Georgien. Efter den beslutning var det kun et spørgsmål om tid før, det ville komme til en åben konfrontation mellem Rusland og Nato – med Ukraine som stedfortræder. Men var forløbet frem til Ruslands særlige militære operation i Ukraine forudsigelig, skulle det ikke komme til at gælde konsekvenserne bl.a. på grund af en række fejlberegninger og fordomme indlejret i beslutningerne om Natos Østudvidelse. Bag Natos Østudvidelse lå den udbredte opfattelse til grund, at Rusland var økonomisk og militært svag. Faktisk byggede NATO-landenes vurdering af Rusland på et billede, der gik tilbage til Jeltsin-tiden. Man havde et fejlkalkuleret billede af, hvad hele kredsen omkring Putin havde sat i gang hvad angår velfærdsforanstaltninger, økonomisk udvikling af moderne industri, opdyrkning af nye eksportområder og omfattende reformer af militæret og det militærindustrielle kompleks. Forestillingen var at med en massiv oprustning af Ukraine ville det være muligt at tvinge Rusland til kapitulation og gennem lige så massive sanktioner tvinge Rusland økonomisk i knæ. Rationalet var og er til dels i dag, at et sådant resultat ville tvinge Putin og hans administration fra magten og åbne Rusland for nye mere provestlige kræfter. Dette forsimplede årsag-virknings narrativ kom til at bestemme USA’s og de europæiske regeringslederes dispositioner op til og umiddelbart efter invasionen og har – i hvert fald i offentligheden – været lagt til grund for deres beslutninger helt frem til i dag tre et halvt år inde i krigen. Dvs. at man på højeste plan har tilsidesat alle historiske erfaringer vedr. krig mod Rusland og forbrudt sig mod en indlysende forholdslogik ved at se bort fra det simple faktum, at Ukraine ikke på noget tidspunkt har haft styrken til at vinde krigen, og at Rusland ikke kan og ikke vil tabe den. Fejlberegninger der som grundtone udspringer af forestillingen om, at den Atlantiske alliance vandt den kolde krig på grund af de amerikanske og europæiske liberal-demokratiske samfunds næsten universelle overlegenhed. Og som følge heraf ikke har haf nogen grund til at vurdere eget grundlag kritisk. De andre var jo underlegne på alle områder, og Rusland blev hånet som ”verdens største tankstation”. Kort sagt har udviklingen siden 1992 fulgt en underliggende kurve, men konsekvenserne har mildest talt været uoverskuelige. Truslen fra Øst Nu svæver et narrativ ikke frit i luften. Der ligger altid et helt sæt af ganske jordnære og konkrete interesser indlejret i ethvert narrativ. Det er for så vidt banalt. Det er derimod mindre banalt, at narrativet ofte vender op og ned på årsag og virkning – eller rettere helt tilsidesætter årsag-virkningslogikken – og stik mod forventninger virker bestemmende tilbage på formningen og udviklingen af de indlejrede interesser. Det billede, der i Europa er malet af den epokale trussel fra Rusland og af et land styret af en autokratiske enehersker, blev systematisk opbygget samtidig med Natos Østudvidelse. Det var ikke længere Sovjetspøgelset, man så, men derimod et autokratisk og samfundsmæssigt tilbagestående Rusland med et imperialistisk dna. Som sådan blev Rusland særlige militære operation læst ind i det billede og udvidet til, at blev Putin ikke stoppet i Ukraine, ville hele Europa være i farezonen. Det interessante her er billedets fetichagtige primitivitet og indlysende irrationalitet. Men på trods af, at narrativet ikke har blot et skær af realisme, blev det kolporteret som et givet faktum til de europæiske befolkninger, der mand og mand imellem kunne gøre sig forestillinger om russiske kampvogne i Berlins, eller Paris’ eller Bruxelles gader. Sådan virker narrativets propagandistiske funktion. Men hvis funktionen ophøjes til grundlag for Nato-alliancens strategi og mål, hvilket er tilfældet, åbnes der for magisk tænkning, hvad ”koalitionen af frivillige” er eksempel på, og diplomatiet degenerer til politisk magtspil og bedrag. Fikseringen på overlegenheds-narrativet og blindheden overfor karakteren af først og fremmest Europas egen position har i sig selv bidraget til at vanskeliggøre eller direkte umuliggøre enhver realistisk fredsforhandling. I modsætning til præsident Trumps bestræbelser for at lægge krigsengagementet bag sig og nedtone USA’s sikkerhedsforpligtelser i Europa – stormagtsrivaliseringen med Kina vejer tungere – er de europæiske statsledere nu fanget i deres eget narrativ og er af samme grund her tre et halvt år inde i krigen ude af stand til at formulere en militær strategi og praktiske politisk-diplomatiske mål. Krigen og de hektiske oprustningsbestræbelser er blevet målet, hvad der af samme grund har ført til den ene eskalering af konfrontationerne efter den anden. Eksempelvis har hele virakken vedr. dronerne i Polen og Danmark og de russiske jageres overflyvning af Estisk luftrum bidraget til, at man nu i ramme alvor i både Nato hovedkvarteret og i EU overvejer at opstille en dronemur og vedtage en ”no-fly zone” i den vestlige del af Ukraine vel vidende, at sidstnævnte har karakter af en krigserklæring. De europæiske statsledere (bortset fra the usual suspects i Slovakiet og Ungarn) har uden at tænke konsekvenserne igennem på de utallige krisemøder skruet på krigsretorikkens volumeknap og malet sig selv op i et hjørne, hvor springet fra militær støtte til Ukraines stedfortræderkrig til selv at blive direkte involveret er rykket nærmere. Skulle man være i tvivl, bortvejres den af EU’s udenrigspolitiske repræsentant Kaja Kallas’ fuldtonede politiske og økonomiske støtte til præsident Zelenskys ønske om erhverve langtrækkende Tomahawk-missiler fra USA (finansieret af Europa gennem den særlige Nato indkøbsfacilitet) vel vidende, at i fald Ukraine skulle modtage og affyre disse missiler mod mål dybt inde i Rusland, vil springet til en konfrontation mellem Rusland og Nato være en realitet. Blindheden og søvngangen Især europæernes narrativ og forestillinger om Ruslands kapitulation har indskrænket deres egen horisont i den forstand, at statslederne, deres rådgivere og de mange mainstreamkommentatorer ikke på noget tidspunkt har forholdt sig konkret til russernes krav/mål og deraf afledte militære strategi. Allerede i 2022 gjorde Putin det ganske klart, at den særlige militære operation først og fremmest havde som mål at tvinge regeringen i Kiev til forhandling om de fire østlige oblasters (Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizzja) vilkår og status og sikring af den russisktalende befolknings sikkerhed. Ved forhandlingerne i Istanbul fremlagde russerne de vigtigste krav om: at de fire Østukrainske oblaster skulle have status af autonome regioner indenfor Ukraines grænser eller som alternativ integreres i den russiske føderation, og at den ukrainske hærs og de radikale nationalistiske militsers angreb i Donbass-området skulle indstilles øjeblikkeligt. At det russiske sprog skulle accepteres og respekteres. At Ukraine skulle forblive en neutral nationalstat uden fremmede tropper på Ukrainsk grund. Som bekendt blev forhandlingerne saboteret, og den særlige militære operation ændrede karakter til åben krig, hvad der åbnede for det meget komplekse billede, vi kender i dag. Russerne har siden ikke ændret meget på deres krav, men det er stadig ikke Putins hensigt på nogen måde hverken at besætte hele Ukraine eller tvinge en kapitulation igennem. Det sidste nævnes kun som den mest ulykkelige og utilsigtede løsning, hvis alle diplomatiske bestræbelser og forhandlinger forbliver frugtesløse. Og helt modsat alle de europæiske militære kommentarer skal Ruslands langsomme fremgang på slagmarken ikke tolkes som svaghed eller traditionel nedslidningstaktik, men forstås indenfor rammen af de første forhandlinger og fredsudspillenes logik. For russerne har det hele tiden været ret indlysende, at man ville tabe freden og været bundet til permanent mobilisering, hvis man blev tvunget til at indtage Kiev eller endog besætte hele Ukraine. Derfor har krigen for russerne aldrig handlet om at erobre andre dele af Ukraine end de fire Østukrainske oblaster og fastholde Krim. Med andre ord har to vidt forskellige narrativer og som sådan forestillinger om en mulig afslutning på krigen stået overfor hinanden siden forhandlingsnedbruddet i Istanbul. Ikke desto mindre er det stadig den ufærdige fredsplan fra Istanbulmødet, der lever sit eget liv nedenunder virvaret af politiske udspil og retorikken om Ruslands kapitulation og truslen om Ruslands (Putins) imperiale ambitioner. Og medmindre krigsretorikken og hysteriet i de europæiske hovedstæder omsættes til ansvarsløse konfrontationer helt ude af kontrol, kan man forestille sig, at de diplomatiske skridt, som på et tidspunkt vil finde sted, vender tilbage til start – dvs. tager udgangspunkt i de udkast til  fredsaftaler, der lå klar til de endelige forhandlinger i april 2022. Afhængigheden af truslen fra Øst Nu forholder det sig ikke sådan, at de europæiske statsledere bare er vildfarne krigsgale og blottet for realitetssans. For samtlige ledere og regeringer i Europa gælder, at deres narrativ er formet af en bred og ikke nødvendigvis unison vifte af interesser. I kort form kan de koges ned til at bevare magten og stabiliteten, sikre EU’s fortsatte sammenhængskraft og overvinde den voksende afstand i alle europæiske lande mellem den politiske elite og befolkningerne. Men også at overvinde de voksende modsætninger mellem USA og Europa og endnu vigtigere at overvinde den udbredte oplevelse af en uendelig række af sociale- og økonomiske tilbageskridt uden løsninger på den anden side af horisonten. En tilstand, der blev til en accelereret og helt uigennemtrængelig proces efter Coronaepidemien, der først og fremmest forstærkede globaliseringens fragmentering af verdensmarkedet og som følge de internationale institutioners autoritet og handlekraft. Udviklingen fra det CIA fabrikerede Maidankup i Kiev 2014 (og præsident Janukovitjs flugt) og frem til Ruslands invasion af Ukraine skal selvfølgelig forstås i regi af Østudvidelsen, men nok så meget i forhold til de socioøkonomiske problemer i EU og delvist USA: Voksende statsgæld og statsunderskud. Inflationen ude af kontrol, og som i dag stadig er meget høj for husholdningerne, og hvad værre er, ikke kan forklares ud fra de traditionelle økonomiske paradigmer. Finanspolitiske stramninger og en reformpolitik, der næsten er gået i stå. Om det er i EU eller i medlemsstaterne eller i USA overskygger regeringernes defensive politik det mulige offensive udsyn. Kulturelt, moralsk og filosofisk og ikke blot økonomisk og geopolitisk har forsvaret af de vestligt definerede universelle værdier været det bærende omdrejningspunkt, selv om afstanden mellem værdigrundlaget og virkeligheden på den store scene er vokset år for år. Kort sagt er Europa og delvist USA blevet fanget i deres egen globaliseringspolitik, der over fyrre år har betydet en ekstrem dynamisk og helt uforudsigelig og springende udvikling på verdensmarkedet og en modsvarende afindustrialisering af USA og Europa. Et voldsomt skifte, der ironisk nok er blevet opfattet som økonomisk vækst og lagt til grund for BNP beregningerne og som sådan den politiske forestilling om fortsat vestlig økonomisk overlegenhed. Ud fra den forestilling troede man, at Nato landene gennem sanktioner kunne tvinge Rusland i knæ. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Til gengæld har sanktionerne bl.a. på grund af øgede energiudgifter svækket EU landenes økonomi, så den samlede vækst i 2025 er helt nede på 0.2% ifølge Eurostat. For det andet har sanktionerne fremskyndet de tidligere kolonilandes sammenslutningsbestræbelser (BRICS, SCO og flere andre samarbejdsfora) om økonomisk- og finansielt samarbejde udenom USA og Europa. For det tredje har EU’s interne forhandlinger om at konvertere Ruslands indestående i Euroclear beliggende i Belgien allerede nu fået en voksende kapitaludstrømning fra Europa som konsekvens. Og for det fjerde har det vist sig, at Europas militære kapacitet er svag og usammenhængende samt, at Europa ikke længere både kan finansiere Ukraines krig med Rusland og samtidig bevare forestillingerne om de nationale velfærdsstater og et EU i økonomisk og miljømæssig fremdrift. De europæiske statsledere og de centristiske regeringskoalitioner (centrum-venstre/højre), der greb det antirussiske narrativ ud fra forestillingen om en relativ hurtig politisk kapitalisering, står nu som haren i lyskeglen og kan hverken gå frem og tilbage. Hvad, der er på spil for de politiske ledere, er mindre krigens menneskelige og økonomiske omkostninger i Ukraine, men derimod deres autoritet og politisk moralske præstige. Hvad der igen kun er de personlige og snævre politiske udtryk for Europas svindende politisk-økonomiske og kulturelle dominans og selvforståede overlegenhed. For tredje, eller fjerde eller femte gang i historien er Rusland blevet tildelt rollen som inkarnationen af civilisatorisk tilbageståenhed og imperial brutalitet og som sådan en eksistentiel trussel mod det Europa, der i hele sin udviklingsbane eller baner – helt op til i dag – har forfulgt den negative afgrænsning for at overvinde interne stridigheder. (Man kan eksempelvis endnu i dag konstatere, at sårene fra euro-krisen ikke er lægt). Når narrativet falmer Som bekendt forudsætter et selvbillede for at være virkningsfuldt omverdens anerkendelse. I Europas tilfælde er den vigende. Og dette langsomme og snigende tab af en selvindlysende overlegenhedsforståelse æder sig mere og mere ind i befolkningernes egenforståelse. Det sker i takt med Ukraines tilbagegang på slagmarken. Man kan næppe overvurdere, hvilken betydning det vil få for den almindelige selvforståelse og selvtillid i de europæiske lande efterhånden, når meldingerne om den reelle udvikling på slagmarken vinder frem og river ”tyrkertroen og trusselsbilledet” i stykker. Europa bevæger sig næsten søvngængeragtigt mod et punkt, hvor regeringskriser som i Frankrig og Tyskland, de mange møder i EU og Nato om øget militær uden reelle resultater æder sig ind på det hidtil så stærke narrativ, der fængede i krigens første år. Flere rapporter og udtalelser fra eksperter dokumenterer, at Europa ikke kan mobilisere den tilstrækkelige militære produktion. At støtten trods de mange proklamationer om det modsatte falder (er faldet med hele 43% de sidste måneder). De sidste meningsmålinger viser på den anden side en faldende tilslutning til den militære oprustning, fordi det ikke kan bortforklares, at betalingen skal hentes i nedskæringer andre steder i statsbudgetterne (det er officielt i både Frankrig og Tyskland). Hvis eller rettere når den snigende fornemmelse af, at Ukraine ikke kan vinde krigen og Rusland ikke tabe den uanset oprustningens omfang slår igennem, falder hele den fortælling, som støtten til Ukraine har bygget på, sammen. Ikke fra den ene dag til den anden og sandsynligvis heller ikke som et spektakulært sammenbrud. Det centrale spørgsmål, som stadigt hyppigere trænger sig på her tre et halvt år inde i krigen, er ikke længere, hvordan Ukraine kan vinde krigen, men hvad der skal til for at nå en fredsløsning? Overvejelser Krigens gang i Ukraine og dens uhyre vidtrækkende og komplicerede konsekvenser demonstrerer om nogen enkeltbegivenhed, hvor utilstrækkelig den traditionelle årsag-virkningslogiske determinisme, fokusfiksering og tro på strategiske prognoser, der ofte løftes ud over de konkrete historiske rammer, er. Ingen og i hvert fald ganske få gjorde sig i 1992 eller i 2014 eller i perioden op til Ruslands invasion i 2022 forestillinger om, at krigen ville udløse de mange nye problemer og skift i de internationale styrkeforhold, som krigen ikke har skabt, men netop udløst. En gyldig forklaring kan være, at tendenserne allerede lå i svøb, og at europæerne og amerikanerne stadig hang så meget fast i Vestens dominansnarrativ, at man enten ikke så eller også undervurderede omfanget af de kræfter og den modstand udenfor den Atlantiske alliance, der længe havde vist sig som enkeltstående begivenheder, og som hidtil kunne tackles gennem enkeltstående interventioner. Nu forholder det sig ikke sådan, som det ellers er et yndet tema på YouTubes mangfoldige antal af kommentator-cites eller i dele af mainstreammedierne, at et kollaps er nært forestående, eller at Vestens dominans braser sammen og en ny verdensorden rejser sig som fugle Phøniks. Faktisk ved vi meget lidt om, hvordan processerne (i flertal) på verdensarenaen vil forløbe og hvilke aktører, der vil drive dem fremad. BRICS og SCO med flere regionale samarbejdsorganisationer er ikke bare de nye og sammenhængende drivere på verdensscenen. Selv om Trumps sanktions- og toldpolitik både bremser den globale økonomiske udvikling og sætter nationalstatslige regeringsinteresser op mod grundlæggende kapitalistiske profitinteresser, og selv om vi måske går ind i en periode, hvor AI boblen sprænger, indebærer disse begivenheder ikke automatiske kollaps. Men den komplicerede sum af alle disse handlinger og Vestens forsmag for regimeændringer i lande, der ikke efterkommer Vestens krav, følger i sig selv deres egen logik og dynamik og ikke mindst en voldsom forøgelse af uforudsigeligheden i en form for systemisk og institutionel entropi. Mulige horisontåbninger Hvordan stiller det så helt konkret udsigterne til en diplomatisk løsning på krigen i Ukraine? Det spørgsmål afføder et nyt spørgsmål. Er det muligt, at Macron, Friederik Merz, Keir Starmer, Mette Frederiksen og alle de andre ledere i Europa skulle kunne forlade deres selviscenesatte narrativ og selv bevæge sig mod et punkt – også presset af præsident Trumps ønsker om at komme ud af engagementet i Ukraine – hvor de kan enes om at formulere eller tilslutte sig et reelt udspil til en realistisk fredsplan, som sikrer både Ruslands og Ukraines nationale interesser og som baner vejen for forhandlinger om en omfattende sikkerhedsarkitektur i Europa, hvor Rusland også hører til? Vurderet ud fra det punkt, hvor vi befinder os lige nu, er svaret forsigtigt formuleret – næppe. Med den eskalering af krigsretorikken, det politiske hysteri og oprustning er det aktuelle billede, at krigslogikken er det enerådende og determinerende narrativ. Men for ikke at blive paralyseret af det fastlåste fokus, kan det være hensigtsmæssigt at rette blikket væk fra de formelle parlamentariske stridigheders lukkede rum og nærmere undersøge strømninger og bevægelser, der udspiller sig om end diffust udenfor regeringsbygningerne. I de sidste to måneder er eksempelvis hundrede af tusinder gået på gaden igen og igen i protest mod massedrabene i Gaza. Men protesterne har ikke kun været rettet mod den israelske regering og Trumps uforbeholdne støtte til Netanyahu. Protesterne har også været vendt mod de europæiske regeringers hykleri og de facto støtte til hans politik såvel som mod det moralske forfald, de europæiske regeringsledere har bragt over hele Europa. Skammen og den ophobede indignation tilsat flere års håbløshed og passivitet er drivkraften i massedemonstrationerne, herunder tabet af tillid til, at deres egne ledere og de politiske institutioner overhovedet længere har blik for anstændighed og borgeres interesser og tryghed. Et vigtigt observationspunkt her er selvfølgelig, om denne udvikling vil stimulere den psykologi, der kan spores hos ”Generation Z”, som overalt har sat sig i spidsen for massedemonstrationerne. Og om demonstrationernes indre dynamik vil udfordre de højrenationales fremgang i takt med, at det viser sig, at de heller ikke sidder inde med svar på den mange underliggende problemer, der præger stort set hele Europa. (Samme billede ses i øvrigt i Sydkorea, Japan, Indonesien og USA og Latinamerika, hvor protestbevægelserne også vokser). Generation Z (en mangefacetteret strømning) er den gruppe i befolkningen, der i det daglige har stadigt vanskeligere ved at få ”enderne til af hænge sammen”. Hermed ikke sagt, at demonstrationerne er udtryk for politisk klarhed, at de præges af bestemte programpunkter, eller at de automatisk vil udvikle sig fra reaktion til politisk offensiv. Men de repræsenterer åbenlyse udfordringer til den teknokratiske parlamentarisme og det politiske centrums styr på begivenhederne. Vi kan ikke på nuværende tidspunkt vide, hvad mobiliseringerne udvikler sig til. Ejheller kan vi forudsige hvor dybe indhug, de vil forårsage i den parlamentariske stabilitet. Men der er en sandsynlighed for, at disse ret spektakulære bevægelser i Europas gader kan slå over i modstand mod fortsat krig i Ukraine og gribe dybt i den krigsmodstand, som indtil nu har været det radikale højres mærkesag i modstanden mod den politiske elite. Det vil sige, om den sociale og politisk-moralske indignation, der har præget de mange demonstrationer, vil aflejre en bredere krigsmodstand og en politisk udfordring af det politiske centrum. Demonstrationerne og andre modstandsformer bliver politisk betydningsfulde i den udstrækning de bliver til alment anerkendte samlingspunkter for en ophobet diffus utilfredshed. For så vidt de mange demonstrationer bevæger sig ud over de aktuelle frustrationsudbrud, kan de intonere et opgør med det herskende krigsnarrativ, og belejringspsykosen og presse de europæiske regeringers tornede vej til en kursændring. En mulig kursændring vil så igen åbne for helt nye udviklingsspring bl.a. i forhold til den Atlantiske alliance og den interne politiske geografi både i EU og i medlemslandene, som bl.a. på grund af krigen i Ukraine indtil nu ikke har kunnet tage form. Det hører i den forstand med til billedet, at de forestillinger om en mulig fredsløsning i Ukraine, vi gør os, også må indeholde en diskussion af de mulige nye konsekvenser, som vi på nuværende tidspunkt under det givne narrativ helt har fritaget os selv fra at tænke igennem og diskutere politisk. Jan Helbak            

  oktober 19, 2025 3:00 pm

  Læs mere

• Socialisme som historisk mulighed

  Dette blogindlæg er en lettere redigeret udgave af en artikel, jeg på opfordring skrev til tidsskriftet ”Eftertryk” i august måned. Nedenfor bringes redaktionens introduktion og efterfølgende selve artiklen. ”Claus Bryld har i en tidligere artikel (https://www.eftertrykket.dk/2025/06/01/14661/) diskuteret om socialismen er et muligt svar på dén økologiske krise, den kapitalistiske vækstøkonomi skaber. Jan Helbak kommer her med sit bud på ’hvad der må gøres’. Det er en opsang til det, han kalder utopiske socialister og et argument for en stringent og usentimental analyse af de faktiske magtforhold, enhver kamp for socialisme må tage udgangspunkt i”. Indledende bemærkninger Indledningen til Claus Brylds artikel er eksemplarisk kortfattet og rummer meget præcist hele artiklens essens: ”Gert Petersens vision om en demokratisk overgang til socialisme står som et af de klareste bud i dansk idehistorie”. Der er flere problemer i denne formulering. For det første, hvad menes med en ”demokratisk overgang”? Der findes jo flere demokratiopfattelser, men den liberal-demokratiske parlamentariske model siden 2. Verdenskrigs afslutning har indtaget demokratidefinitionens hædersplads i den anglo-amerikanske verden og skubbet alle andre former ud i glemslens mørke. Herunder socialistisk demokrati som tidligere var et ligeværdigt modstykke til borgerlig parlamentarisme. Denne sondring er vigtig, fordi den har betydning for, hvordan man forstår både de processuelle muligheder, og betingelser og statsmagtens rolle og magtfunktion i den socialistiske transformationsproces. For det andet: Bryld fremhæver Gert Petersens vision som et vigtigt bidrag til den danske idehistorie, men er socialismen en ide, når den samtidig er en nødvendighed? Socialismen er begrundet i kapitalismens indre modsætninger og utålelige socio-økonomiske kriser. Socialisme er både en politisk-social bevægelse og en ny samfundsformation, der gennem samfundsovertagelse af produktionsmidlerne, planlagt produktion og distribution skal løse de opgaver, som ikke længere kan løses under kapitalismen. Som sådan er socialismen både som teori og som bevægelse praktisk mere end den er en ’ide’. Claus Bryld spørger også: ”Hvilken socialisme er overhovedet mulig i en verden præget af klimakollaps, fragmenterede klasseforhold og en svækket venstrefløj”? Der findes ingen kongevej til socialismen, og en hvilken som helst bevægelse mod socialisme må tage udgangspunkt i de givne betingelser. Vi ved eller burde vide, at klimakrisen ikke kan løses under kapitalismen. Den er født og udviklet under den kapitalistiske produktions- og markedslogik, og der kan ikke foretages radikale løsninger på klimaproblemerne, som ikke truer kapitalismens eksistensgrundlag. Faktisk må organiseringen af produktionen og indretningen af en fremtidig samfundsformation, som skal rette op på klimaproblemerne, udformes efter socialistiske principper. Hvordan det skal foregå i praksis, findes der ikke én, men mange forskellige bud på afhængig af de konkrete lokale og historiske betingelser. Fragmenterede klasseforhold og en svækket venstrefløj, som Bryld henviser til, er ikke noget nyt fænomen, men er et produkt af klassekampens uensartede udvikling og ikke en statisk tilstand. Så spørgsmålet er rettere, hvordan socialister kommer ud af fyrre års defensiv efter at være tvunget i knæ af kapitalistklassernes alt omfattende neoliberale offensiv. En offensiv der havde to mål. At genopbygge profitabiliteten, som var alvorligt truet i 70’erne, og at opløse den socialdemokratiske og socialliberale velfærdsstat indefra. Den offensiv lykkedes for den sidste dels vedkommende. Ikke alene er velfærdsstaten både som projekt og samfundssystem afmonteret, men den socialdemokratiske arbejderbevægelse er stort set reduceret til et skrøbeligt værn om de sidste tilbageblevne rester af velfærdsstaten. Og som den allervigtigste gevinst for kapitalistklasserne er det lykkedes via den neoliberale offensiv på alle tænkelige samfundsområder at gøre det næsten umuligt konkret og praktisk at tænke et alternativ.  Neoliberalismen æder samfundet op indefra og skaber samfundsmæssig entropi. Mange gode indsigter Gert Petersens bog ”rummer stadig mange gode indsigter”, skriver Claus Bryld. Lad os tage nogle af de vigtigste i øjesyn. Det skal i den forbindelse med, at Gert Petersen rent historisk var et barn af den ulykkelige, men tidsbundne konflikt mellem arbejderbevægelsens revolutionære- og reformistiske fløj. Gert Petersen advokerede på bedste marxistiske vis for et samarbejde med socialdemokraterne. Men sagde som det var vanligt, at det ikke skulle ”ske på reformisternes præmisser om at holde reformerne inden for kapitalismens rammer”. Det var faktisk heller ikke socialdemokratiets politiske strategi før begyndelsen af 1980’erne. Den var, som det lidt uklart blev formuleret i 1977-programmet, gennem reformer, øget offentlig styring og regulering at presse den kapitalistiske produktionsmåde ud af markedet gennem dettes socialisering. Den opfattelse grundstødte allerede to år efter med indgåelse af regeringssamarbejdet med Venstre, fordi der ikke var andre muligheder, i og med at socialdemokratiet som de fleste socialistiske partier hang fast i en borgerlig demokratisk samfundsopfattelse. Velfærdsstrategien havde nedenunder de vage forestillinger om den ”demokratiske socialisme” reelt fortrængt enhver forestilling om en socialistisk magtovertagelse. Under krisen i 70’erne løb socialdemokratiet ind i den kapitalistiske virkeligheds mur. Det var ikke et spørgsmål om, at velfærdsstaten var blevet for dyr, som det forlød, og som partiet ikke havde noget modsvar til, men handlede om, at den kapitalistiske krise overbebyrdede velfærdsstaten. Overfor det problem magtede hverken socialdemokratiet eller SF at udforme en reformpolitik, der greb ind overfor de af kapitalismen skabte samfundsproblemer. Den krisefri kapitalismes tid var forbi. I det store og hele var der ikke den store forskel på socialdemokratiets nye radikale principprogram fra 1977 og Gert Petersens visioner. Men i den konkrete virkelighed kunne hverken S eller SF drive det videre end til ØD, virksomhedsråd osv. uden i øvrigt overbevisende at forklare, hvordan en sådan overgangsstrategi skulle forløbe i et lille land afhængigt af et overvældende kapitalistisk verdensmarked. Rent praktisk afskar Gert Petersen sine overgangsvisioner fra enhver forbindelse til virkeligheden ved at kræve et brud med EF, fordi institutionen var ”med til at opretholde kapitalismen”. Han og mange andre så bort fra det faktum, at den danske nationalstat havde og har nøjagtig samme funktion. Afskrivningen af en fælles europæisk socialistisk strategi for omdannelsen af EF til en social føderation bl.a. op til vedtagelsen af ”det indre marked” i 1985 indskriver sig som en af den europæiske socialistiske bevægelses alvorligste fejltagelser i nyere tid. ”Ud af EF”-politikken førte til skjult nationalisme og forbrødring med de nationale småborgerlige kræfter og handicappede på den anden side enhver realistisk og grænseoverskridende social reformpolitik, der kunne forene de uhomogene europæiske lønmodtagerklasser og udgøre den måske vigtigste modoffensiv mod den neoliberale offensiv. Det er fuldstændig korrekt, at der ikke i arbejderklassen var en klassebevidsthed, som rakte ud over kampen ”for bedre reproduktionsbetingelser”. Men problemet med den betragtning var og er, at arbejderklassen som sådan er en abstraktion. Den virkelige arbejderklasse dengang og nu består af mange forskellige sociale og politiske miljøer med vidt forskellige vilkår og politiske indsigter, som ikke kunne udvikle sig videre uden et politisk lederskab med en klar og praktisk strategi for den videre velfærdskamp. Hvorfor ”gå på barrikaderne”, når enhver kunne indse, at en socialistisk bevægelse i Danmark ville blive stoppet brutalt af den europæiske og amerikanske kapital. Man kan blot tænke på Mitterandregeringens traumatiske nederlag i Frankrig i 1982. I og med afvisningen af det europæiske føderale perspektiv i næsten alle europæiske arbejderbevægelser, fandtes der ikke et politisk lederskab til at udvikle klassekampen og den politiske bevidsthed, der jo ikke folder sig ud på baggrund af gode og tiltrækkende ideer og værdier, men som svar på konkrete problemer. Når Gert Petersen antog, at der først skulle ske en ”kulturrevolution, hvor mennesker er begyndt at tænke alternativt om sig selv og samfundet” som forudsætning for overgangen til socialisme, opgav han de facto klassekampen som en dannende og langstrakt magtkamp mellem de brede lønmodtagergrupper og de herskende klasser. Som alternativ tildelte han de mange forskellige bevægelser en entydig progressiv dynamik, hvilket igen og igen er bevist ikke er tilfældet. Og han rettede ikke op på illusionen ved formaningen om, at ”vi må vogte os for ikke at falde i den modsatte grøft og undervurdere de materielle basis-betingede forhold”. Gert Petersen faldt hermed faktisk tilbage til de mest dogmatiske og sterile opfattelser af basis-overbygningsmodellen, som med Marx og Engels’ egne ord ikke var andet end en abstrakt analysemodel og ikke en virkelighedsbeskrivelse. (Klart formuleret i Engels’ brev til Joseph Bloch september 1890). Gert Petersens gode indsigter rakte og rækker ikke længere end til at være endnu et bidrag til de mange abstrakte modeldebatter om vejen til socialisme, som florerede på venstrefløjen på præcist det tidspunkt, hvor socialdemokratiet abdicerede fra regeringsmagten, og den neoliberale offensiv mod velfærdsstaten og de organiserede lønmodtagergrupper for alvor tog fat og tvang ét langt tilbagetog igennem. Den defensive og til tider udsigtsløse kamp for at forsvare velfærdsstaten, statens velfærdsforpligtelser og lønmodtagernes rettigheder har efterfølgende, som det var formålet, slidt ikke bare arbejderbevægelsen, men også dens socialistiske del ned til at være protestbevægelser og vogtere af modeller uden offensive perspektiver overhovedet. Dæmonerne i skabet Claus Brylds fremstilling af det teoretiske gods, socialismen bygger på, er efter min opfattelse diskutabel. Det gælder f.eks. omtalen af Lenins værk Staten og revolutionen, hvor Lenin forudsagde statens bortdøen, når overgangsprocessen under proletariatets diktatur var ført til ende. Som en sidekommentar skriver Claus Bryld, at ”som bekendt gik det lige modsat i Sovjetunionen. I virkelighedens verden skabte bolsjevikkerne historiens største og mest undertrykkende statsapparat, i hvert fald inden Folkerepublikken Kina, der ligeledes er bygget på en leninistisk model”. Forklaringen på Sovjets degeneration skal med andre ord helt udenfor historiens gang findes i Lenins model (hvilken?) og ikke i den blodige klassekamp og borgerkrig, der sammen med invasionen af fremmede troppers forsøg på at bringe Sovjetstyret i knæ, førte Rusland ud i dyb armod. Gert Petersen tog afstand fra revolution forstået som et kup, skriver Bryld, og ”dermed tager han afstand fra den russiske oktoberrevolution”. Men var oktoberrevolutionen et kup og i givet fald hvordan? Hvis ikke sovjetterne under bolsjevikkernes ledelse havde taget magten, ville general Kornilov have gennemført et brutalt militærdiktatur. Vilkårene for at gennemføre bolsjevikkernes politik var elendige, og det betød, at partiet og sovjetterne blev tvunget ud i en abrupt politik, der førte til flere politisk strategiske fejltagelser. Bl.a. Lenin forsøgte at rette op på flere af disse fejltagelser i opgøret med ”krigskommunismen” og med vedtagelsen af NEP-politikken. I det opgør på den 11. partikongres 1922 advokerede han indstændigt for, at de ledende dele af arbejderklassen skaffede sig et klarere og mere realistisk billede af de mulige eller umulige betingelser for at gennemføre en socialistisk transformation med eller uden borgerkrig. Og samtidig bragte overensstemmelse mellem programmerne og folkets praktiske virkelighed. Hvad angår Claus Brylds reference til Kina, udgør denne henvisning et aktuelt teoretisk-analytisk problem, fordi udviklingen i Kina med et pennestrøg identificeres med Sovjets degeneration. Hermed lukkes der af for en konkret analyse af Kinas udvikling som ”socialisme med kinesiske særtræk”. Den betragtningsmåde er idealistisk dogmatik og ikke det, der er brug for, hvis socialister skal rejse sig fra asken. Der lukkes også af for at følge det brede spekter af seriøse politiske diskussioner blandt mange kinesiske intellektuelle om Kinas udvikling af en konkret socialistisk markedsøkonomi som led i landets omfattende transformationsproces I Kina forsøger man at finde praktiske veje til på den ene side at gennemføre socialistiske samfundsforandringer og på den anden side af ren og skær tvang indgå kompromiser med de internationale kapitalistklasser. I den klassekampsdynamik findes der ingen facitlister, og man er helt på det rene med, at der er begået og vil blive begået mange fejl. Men samme realitetssans finder man ikke hos Gert Petersen. ”Socialismen skal indføres ad demokratisk vej, og alle demokratiske grundrettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed med flere skal respekteres, også under overgangen. Det indebærer, at en revolutionær regering må gå af, hvis den taber et valg”. Som om det skulle være muligt uden at få katastrofale følger. Forestillingen her er, at revolutionen skal gennemføres indenfor det borgerlige demokratis parlamentariske rammer.  Af samme grund afviser Gert Petersen ”total-nationalisering” og ”total-statsplanlægning”. Hans modbillede er et demokratisk selvforvaltningssystem. Nu står de to formationer principielt ikke i modsætning til hinanden, hvilket man bl.a. kan se praktisk behandlet i den aktuelle diskussion i Kina om udviklingen af en ”multi-tier” model. Og hvad er det helt konkret for et statssystem, der tales om? Hvad er det for en statsplanlægning? Og er et selvforvaltningssystem per definition progressivt, selv om det er demokratisk? Gert Petersen skævede til Jugoslavien, som faktisk gik i indre opløsning, fordi det ikke lykkedes at opbygge en sammenhængende og rationel omformning af samfundet. I stedet blev landet plaget af regionalisme og lokalegoisme, og arbejderklassen blev spundet ind i disse interessekampe. Fællesviljen kommer, som Emile Durkheim skriver i Professional ethics and civic morals, ikke af sig selv. Den skal gennemføres gennem institutioner, bestemte normer og grænser for social acceptabel adfærd på en sådan måde, at den internaliseres og opleves som individernes indre nødvendighed. I lighed med Marx og Engels forstod han, at de forskellige klasser er abstrakte kategorier for forskellige grupper af individer, der udfolder deres interesser under ganske bestemte betingelser, og ofte er de i virkelighedens verden modstridende. Den modsætningernes enhed, som bl.a. Gert Petersen forudsætter, skabes alene gennem en lang kamp dels mod de herskende klasser og deres professionelle bobestyrere i de øvre middelklasser og dels mod den herskende klasses ideer, tænkemåde og verdenssyn, som hidtil har formet fællesviljen. Et opgør med den går over den erobrede statsmagts tvangsforanstaltninger. En af metoderne formulerede Lenin for eksempel klart, da han i en tale på den Alrussiske Sovjetkongres i 1920 retorisk stillede spørgsmålet: ”Hvad er socialisme” og svarede ”det er Sovjetmagt og elektrificering”. Socialismen kunne under de givne betingelser ikke udvikles uden elektrificering, og elektrificeringen kunne ikke gennemføres uden et tvunget tæt samarbejde mellem arbejdere og de tekniske lag i den russisk middelklasse Fællesviljen eller den socialistiske bevidsthed og vilje former sig ikke af sig selv. At nå dertil forudsætter langvarige opgør med de vidt forskellige særinteresser i samfundet, som ikke er indstillet på at rette ind. Hertil kræves tvang, og statsmagten er og bliver det ultimative tvangsapparat, uanset om den fungerer i en kapitalistisk eller en socialistisk samfundsformation. Og uanset om statsmagten bygger på arbejderråd, mange forskellige civile organisationer og bevægelser. Statsmagten som tvangsapparat forsvinder eller opløses først den dag, hvor tvang er overflødig. Om det overhovedet er muligt, ved vi af gode grunde ikke en pind om. Hvad, vi derimod ved med sikkerhed, er, at klassekampen ikke kun indeholder kampen mod de herskende klasser, men nok så meget folder sig ud som politiske og ideologiske kampe mellem de mange forskellige samfundsfraktioner (som eks. husejere, lejere, faglærte/ufaglærte, professionsuddannede, byboere/beboere i periferien osv.) om den praktiske omsætning af den socialistiske strategi. Dvs. som overvindelse af afstanden mellem de mange og hver især rationelt begrundede enkeltinteresser og skabelsen af den nye fællesvilje. En anakronisme? Claus Bryld tager i anden del af sin artikel med rette forbehold overfor Gert Petersens visioner/ideer med sætningen: ”Thi medmindre man kunne påvise en forbindelse mellem SF’s politiske praksis og Gert P’s ”revolutionære” retorik, ville det hele jo ende med blot at være ord, ren retorik”. Jeg vil ikke kalde Gert Petersens visioner/ideer tom retorik. Det forekommer mig mere frugtbart at placere Gert Petersen i kategorien utopiske socialister, der repræsenterede ganske bestemte ideale forestillinger om socialismen og vejen dertil uden at forholde sig realistisk til magtspørgsmålet, karakteren af den politiske ledelse og hvordan klassebevidstheden skulle udvikles. I stedet udviklede de i mange forskellige versioner et smukt politisk univers, som både var tiltrækkende og fungerede som demarkationslinje overfor henholdsvis socialdemokrater og stalinister. Det ulykkelige var, at de i virkelighedens verden bidrog til at handlingslamme hele den socialistiske venstrefløj, da den neoliberale offensiv tog fart. Faktisk ser jeg ikke som Claus Bryld Gert Petersens skrift som en anakronisme. Rigtig nok har ”tidens tand gnavet” i skriftet, men dets indhold lever en stille eksistens på dagens venstrefløj, hvor den utopiske socialisme har antaget mere uskarpe konturer og er uden Gert Petersens marxistiske vokabular. Og den kan som sådan tilbyde et mere tilforladeligt alternativ til en degenereret socialdemokratisme og indtage pladsen i det samlede politiske billede som et moralsk komfortabelt sted at befinde sig i en periode, hvor kapitalismen på alle områder viser sig fra sin mest brutale side. Men lede klassekampen kan de utopiske socialister ikke, for hertil kræves skarp virkelighedsanalyse, politisk strategi og et politisk parti, der vil magten og ikke ideale modeller for socialismen og vejen dertil. Claus Bryld mener, at ”hverken nationale eller internationale revolutioner af socialistisk art er sandsynlige på nuværende tidspunkt”. Men strengt taget har vi aldrig været vidne til socialistiske revolutioner. Vi har været vidne til revolutioner, der ud fra den konkrete historiske nødvendighed udviklede sig til socialistiske revolutioner, men som startede som demokratiske revolutioner. Det forhold gælder også i dag, hvilket bl.a. burde få socialister til indgående at beskæftige sig med, hvad der er i proces i flere afrikanske lande og omvendt påbegynde en radikal nyorientering af socialisters EU-strategi og analyse af det frigørelsespotentiale, der ligger indbygget i Ukrainekrigen og de geopolitiske spændinger. Herunder lægge afstand til dæmoniseringen af Rusland og i stedet hæve sig over den borgerlige retshorisont og seriøst analysere, hvad der sker i landet og betydningen af tilnærmelsen mellem Rusland og Kina. Samt denne tilnærmelses betydning for videreudviklingen af BRICS. I hele dette kompleks gemmer der sig en række frisættende opbrud, som især socialister må tage alvorligt. Ingen steder i denne verden lever nogen regimer op til de gængse ideale forestillinger om socialisme og ”ægte demokratisk” socialistisk overgangspolitik. Men det er ikke ensbetydende med fraværet af en økonomisk-social- og politisk dynamik flere steder, der kan slå over i socialistisk retning, fordi massebevægelserne vokser, og deres politiske lederskaber modnes. F.eks. er det værd at studere udviklingen i Burkina Faso (og hele Vestafrika), som i dag er under et militærstyre, men samtidig underlagt en indre dynamik, der fører til det ene opgør med de imperialistiske magter efter det andet og breder sig til det øvrige Vestafrika. Ikke for at idealisere hverken kuppet eller det, der sker. Men for at blive klogere på dynamikken. Ligeledes må det i dag være socialisters forpligtelse af analysere BRICS, SCO og Belt and Road initiativet ganske tæt. Kina spiller en hovedrolle i begge fora, fordi Kina kun kan udvikle sin overgangsøkonomi ved at skabe nye markeder udenom de imperialistiske centre og gennem politisk-økonomisk- og kulturelt samarbejde ”eksportere” sin samfundsopbygning, politiske ideologi og kultur. Og det er præcist det, Kina gør: At være integreret på verdensmarkedet og underlagt imperialistisk inddæmningspolitik på den ene side og praktisk bane vejen for sin egen udvikling på verdensmarkedet på den anden side. Det handler her ikke om at være for eller imod, men først og fremmest om at analysere de mange brud og krisetendenser, som slår igennem på det kapitalistiske verdensmarked som forudsætning for, at socialister i Europa kan udvikle en politisk strategi, der forbinder en social europabevægelse med de mange opbrudskræfter – socialistiske eller ej. Modsat den gængse opfattelse var det præcist den metode, Marx og Engels anvendte (og især sidstnævnte efter Marx’ død) i forhold til de forskellige oppositionsbevægelser i Europa. Lenin fulgte op på arven og anvendte den efter den mislykkede 1905-revolution. Linjen herefter blev til ”arbejdernes- og bøndernes revolutionære demokratiske diktatur”. Denne parole var ikke en model – et ideal, men en strategisk handlingsfigur. Den blev afløst af parolen om sovjetmagt, da den demokratiske februarrevolution i 1917 havde nået sine grænser, og kontrarevolutionen stod for døren. Faktisk kan socialister i dag lære en hel del af ”de gamle”. Især fra de perioder, hvor borgerskabet var i offensiven og arbejderbevægelsen svag. Min påstand vil derfor være, at så længe Gert Petersens ånd (forstået som en fællesbetegnelse for den utopiske socialisme) lever videre blandt venstrefløjens socialister, vil der være en fare for at man undviger nødvendige indgreb, der ikke lever op til de ideale modeller. Og så risikerer man endnu engang at havne i tvivlens rundkørsel som Claus Bryld, når han skriver: ”Sagt på en anden måde: Hvilken socialisme vil være mulig? Socialismen skulle jo overvinde kapitalismen og skabe det gode samfund, men vil det overhovedet kunne lade sig gøre i en verden, hvor naturen er nødlidende?” Der er ingen kongevej til en socialisme, der har overvundet den ødelæggende og inhumane kapitalisme. Men jorden går for det første ikke under i morgen. For det andet kan de globale miljøødelæggelser ikke stoppes under kapitalismen, i og med at de er produkter af kapitalismens vækstlogik. Det betyder for det tredje, at socialister har en forpligtelse til at stoppe de skolastiske diskussioner om, ”hvilken socialisme”, der er mulig og i stedet samles om at levere et sammenhængende og praktisk billede af, hvad der skal gøres, hvem der skal gøre det og hvordan. Socialisme er en mulighed, politisk tvang en nødvendighed Claus Bryld sætter selv fingeren på det ømme punkt, når han skriver: ”I stedet for frihed og lighed blandt mennesker (øjensynligt i en borgerlig-demokratisk forståelsesramme) vil en fremtidig socialisme, hvis den kommer, snarere blive en nødvendig, men barsk affære, som med kraftige indgreb skal styre bedst muligt for at begrænse skaderne fra miljø- og klimaforandringerne”. Jeg er ikke enig i, at det kun vedrører indgreb i forhold til de klimatiske forandringer. Kapitalismen er endt i parasitær spekulation og uhæmmet forbrugerisme, der bl.a. ødelægger vores fødevareproduktion, gør det stadigt vanskeligere for almindelige lønmodtagere at betale for en ordentlig bolig, tilsidesætter alle WHO’s sundhedsanbefalinger osv. Ingen regering kan i dag løse disse problemer uden at gribe afgørende ind i de kapitalistiske produktions- og distributionsforhold. Eller sagt på en anden måde: uden at gribe ind overfor de herskende klassers profitinteresser. Hvilket ikke lader sig gøre indenfor den demokratiske parlamentarismes rammer og uden at udfordre de daglige og internaliserede livsformer, som hovedparten af de brede lønmodtagergrupper lever i. Alle taler f.eks. om de eksorbitant høje boligpriser og anklager med rette kapitalfonde som bl.a. Blackstone for ejendomsspekulation. Men alene her vil statsindgreb, der virkelig skal ændre på forholdene, kræve en stærk statsmagt. Mange almindelige lønmodtagere vil blive trådt over tæerne, og store kapitalinteresser vil gøre alt for at vælte en sådan regering gennem den efterhånden kendte metode med regime change. I den forstand har Claus Bryld helt ret, når han skriver: ”det kan ikke kun gøres på et nationalt grundlag”. Spørgsmålet er derfor ikke tvang eller ikke tvang, demokrati eller ikke demokrati, men hvordan tvangen kan udføres, hvordan staten skal udvikles, og hvordan der kan opbygges og udvikles nye demokratiske beslutnings- og administrationsformer som grundlag for overvindelse af den kapitalistiske samfundsformation. Men igen spærrer de ideale socialismeopfattelser for vurderingen af de faktiske forsøg, der gøres eller er gjort. Claus Bryld eksemplificerer selv problemet i den tidligere reference til Kina. Det er vigtigt at studere, hvad der reelt foregår i Kina, specielt udviklingen af hele den politiske struktur, som kineserne kalder ”den omfattende demokratiske proces”. Her drejer det sig ikke om, hvorvidt den strategiske opbygning af det folkelige delegationsdemokrati praktisk og reelt fungerer efter hensigten her og nu, men om at lære, hvordan den lange vej mod socialisme i et fjendtligt kapitalistisk miljø kan udvikles eller også køre af sporet gennem trial and error. Hvilken rolle det eller de socialistiske partier skal indtage, forholdet mellem tvang og konsensus, og hvordan forholdet mellem fælleseje og privateje til produktionsmidlerne kan håndteres, herunder udrulningen af strukturer for arbejder/medarbejder-kontrol. Beklageligvis er den almindelige holdning i brede venstrefløjskredse, at Kina er et autoritært diktatur, der intet har med socialismen at gøre. Kina passer ikke ind i modellerne. Enhver radikal omvæltning af en samfundsformation udgår fra og skaber så mange voldsomme modsætninger mellem de involverede klasser, at magt og politisk tvang og den konsekvens, hvormed den udføres og håndhæves, bliver afgørende for transformationens forløb og retning. Socialismen er ikke en abstrakt nødvendighed, men en historisk mulighed, som den brede befolkning kan vælge, hvis den vil vriste sig fri af tiltagende utålelige livsbetingelser under den kapitalistiske samfundsformation. Den brede befolkning som konkret masse rejser sig måske nok spontant og ”går på gaden” i protest i et væld af tilfælde, men det er ikke det samme, som at den skaber løsninger spontant. Og hvis løsningen konkret historisk trænger sig på som en socialistisk transformation, forudsætter omsætningen af de brede massers energi til praktiske løsninger socialistiske partier og masseorganisationer med praktiske og ikke mindst fleksible strategier for, hvad der skal gøres, herunder kompetencer til at administrere den nye samfundsformation i bevægelse. Bevidstheden udvikler sig ikke uden en praktisk og realistisk horisont. Jan Helbak                  

  september 25, 2025 4:37 pm

  Læs mere

• “Det kollektive Vest” – realitet eller forestilling?

  Denne artikels fokus er alene samtidens kolporterede forestillinger om ”Det kollektive Vesten” set i lyset af det, der faktisk sker lige foran øjnene af os. Begrebet ”Det kollektive Vesten” er gængs i de geopolitiske analyser. Men er det overhovedet et brugbart begreb? Et kollektiv beror på gensidig tillid og fællesskab, der ikke ligefrem har præget forholdet mellem USA og Europa. End ikke i NATO. Og slet ikke efter Sovjets sammenbrud. Hvad, der derimod eksisterer, er det Atlantiske dominanssystem, som siden afslutningen af 2. Verdenskrig først og fremmest har været holdt sammen af fælles ydre fjender. Under den kolde krig Sovjetunionen og siden Østblokkens sammenbrud af truslen om en Rusland/Kina alliance. Og ikke mindst af en imperialistisk fællesinteresse baseret på en hierarkisk dominansstruktur, hvor USA siden ophøret af den kolde krig indiskutabelt har udgjort dén dominerende magt. ”Det kollektive Vesten” er først og fremmest en upræcis politisk metafor.  Problemet med begrebet er, at det appellerer til forestillinger om entiteter med stærke fællesinteresser. Som sagerne står, er det i realiteten ikke tilfældet og som et følgeproblem forskubber forestillingen en forståelse af de faktiske modsætningers og handlingers dynamik. Kort mellemspil om dominanssystemer Men først et kort mellemspil om analysegrundlaget. I mine bestræbelser for at besvare det spørgsmål, jeg selv har stillet, faldt jeg over en ret vigtig artikel ”The powers of association” af Bruno Latour fra 1984 og fandt, at hans grundsynspunkter i dag kan bruges til at indfange den aktuelle dynamik i det Atlantiske dominanssystem. Jeg har dog valgt at udskifte associationer med systemer, idet associationer efter min opfattelse er et for åbent begreb i denne sammenhæng. Bruno Latours udgangspunkt er, at dominans/magt ikke er noget man besidder. Dominans og magt eksisterer potentielt, men bliver først en realitet, når magten finder udøvere og udøves indenfor et bestemt system. Den faktiske magt er således ikke udgangspunktet, men effekten af et fungerende dominanssystem, hvor de underordnede aktører i systemet har en interesse i at ”oversætte”/tilpasse/formidle ”principalens” interesser som fællesinteresse for de forskellige niveauer indenfor dominanshierarkiet. I den forstand udøves dominansen for det meste ikke direkte og ikke i lige linje nedad i systemet. I de tilfælde, hvor det sker, er der i virkeligheden tale om krisesituationer. Dvs. i situationer, hvor de underordnede aktører ikke længere kan overtales til at oversætte den ledende aktørs interesser, eller hvor de underordnede aktører ikke længere kan forene egne lokale interesser med oversættelsen. Dvs. hvor aktørerne i de lokale dominanssystemer ikke længere kan opretholde deres egen dominans og samtidig oversætte/formidle den overordnede dominans. I princippet adskiller dominansprocesserne i det Atlantiske dominanssystem sig ikke fra dem, vi kender i de offentlige institutioner/systemer. Man ved jo godt, at Max Webers forestillinger om de lineære delegationsprocesser i det bureaukratiske ”jernbur” hverken tidligere eller i dag stemmer overens med virkeligheden. Praksis viser, at magten ikke udøves direkte gennem en lige linje af instruktionsbeføjelser fra den øverste direktør til den lavest rangerende medarbejder. Formelt fremstår det sådan, men reelt indgår en række underordnede ledelsesled, der skal oversætte instrukserne på en sådan måde, at de transmitteres nedad i systemet samtidig med, at de indpasses i de underordnede lederes egeninteresser og styrker deres dominerende positioner. Hele systemet afhænger af, hvorvidt de mange oversættelser konvergerer og tilbageløbet understøtter den øverste ledelses hensigter og mål, og som af samme grund ikke er stærkere end de underordnede leds oversættelser og feedback tillader. Dvs. i den udstrækning de underordnede led finder deres egne interesser varetaget og konsolideret gennem oversættelserne. Det afgørende i denne meget summariske og stiliserede beskrivelse af dynamikken i et dominans- og magtsystem er, at magten ikke skal opfattes som absolut, og at systemet kun er stabilt og kan fremstå som et kollektiv, så længe aktørerne indenfor systemet finder deres forskellige og ofte modstridende interesser tilgodeset indenfor de værdidimensioner, der begrunder systemet. Politiske, økonomiske, kulturelle, ideologiske og kulturelle dimensioner, der i  harmonitilstanden fremstår og oversættes som en enhed, men hvor de samme dimensioner bliver til knudepunkter for konflikter, når oversættelseskæderne falder fra hinanden. Magtudøvelsen og dens nedslidning kan med andre ord forekomme i en og samme proces, hvor det ofte er helt konkrete begivenheder, der bringer de underliggende gnidninger og modsætninger op til overfladen og svækker oversættelsernes troværdighed. Det sker ikke kun mellem de forskellige led i systemets hierarki, men nok så meget mellem de forskellige aktører på samme niveau, fordi de hver især har oversat dominansen på en måde, der svarede til deres konkrete vilkår og ambitioner og af samme grund har bragt sig i et afhængighedsforhold til det grundlag, de selv har bygget op. Et dominanssystem braser således ikke bare sammen, men slides ned mens, det udøves. Nedslidningen viser sig sjældent åbenlyst og klart afgrænset. I de første faser henføres problemerne til bestemte ledere, enkeltpersoner, forstyrrere eller afvigere fra de fælles værdier. Senere udmønter nedslidningen og de indre interessemodsætninger i systemet sig i kaotiske eller uforståelige processer. Det er den fase, vi nu er vidne til i det Atlantiske dominanssystem, sådan som modsætningerne mellem USA’s og Europas interesser brydes politisk, økonomisk og militærpolitisk. Krigen i Ukraine og modsætningerne i det Atlantiske system Perioden op til og efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 og NATO-landenes reaktion tegnede et billede af et ”kollektiv Vesten”, der unisont var indstillet på maksimal militær støtte til Ukraine, at indføre skrappe økonomiske sanktioner og isolere Rusland i ”verdenssamfundet” bl.a. gennem FN og som alt omfattende straf at lægge økonomisk og politisk pres på de stater og regeringer, der støttede Rusland. Flere årtiers reel konkurrence (siden ophævelse af guldindløseligheden i 1972 og frem) om styrkepositioner på verdensmarkedet og divergerende regionale interesser indenfor den Atlantiske alliance mellem den ledende magt USA og især Europa blev underordnet kampen mod den fælles fjende imperator Putin. Det gjaldt forsvaret af det Atlantiske systems globale overlegenhed. Parallelt med krigen mod Rusland var der enighed om at bremse eller forstyrre de tidligere kolonilandes begyndende udfordring af det imperialistiske system. Det sidste er ikke lykkedes – tværtimod har Trumps hasarderede og vilkårlige toldpolitik og de finansielle sanktioner styrket samarbejdsbestræbelserne mellem en flerhed af de tidligere kolonilande. Men i Ukrainekrigens første fase udtrykte NATO-landene en fælles vilje til at tvinge Rusland i knæ økonomisk og til overgivelse på slagmarken. Målet var og er at bringe Putin administrationen til fald og gennemføre regime change. EU-landene underkastede sig fra dag et USA’s krav om sanktioner og stop for køb af olie og gas fra Rusland på trods af, at det ville påføre EU landene yderligere økonomiske problemer, som ellers var store nok i forvejen. Sanktionspolitikken sparkede endvidere til de uløste institutionelle problemer i EU. I løbet af krigens første år blev de europæiske regeringers ”eksistenskamp” mod den russiske trussel kolporteret massivt og er i flere efterfølgende trin blevet lagt som en spændetrøje om de enkelte EU landes nationale politik og den interne offentlige debat. Enhver kritisk røst blev først indirekte sat lig en støtte til fjenden. Nu tre år inde i krigen, hvor krigshysteriet er vokset i omfang, ligger formelle begrænsninger af ytringsfriheden og de almindelige demokratiske rettigheder og lurer. Når det gælder befolkningernes almindelige forventninger om fortsat velfærd og naturlige nervøsitet for dens nedprioritering afvises bekymringerne af regeringerne. Nervøsiteten oversættes derimod til den officielle forklaring på, hvorfor militariseringen er nødvendig. Forsvaret af velfærdsstaten går over nedkæmpelsen af den russiske trussel. Med til billedet hører, at den fælles vilje i virkelighedens verden udøves af europæiske regeringer, der for flertallets vedkommende er ustabile og ikke specielt respekterede af befolkningerne. Det gælder hovedsageligt i Tyskland, Frankrig, England, Holland, Belgien, hvor den ene koalitionsregering efter den anden siden 2008 har kæmpet med blot at bevare status quo og forsvare Europas betydning på verdensmarkedet. Bedre er det ikke gået i EU, som endnu ikke er rehabiliteret efter eurokrisen, og hvor de samme lande stadigt eksporterer strukturelle problemer til en stadig mere upopulær og autoritær kommission og samtidigt hen over hovedet på kommissionen konkurrerer om den reelle magtfordeling i Europa og indenfor Unionen. Kort sagt bygger den opreklamerede fællesvilje på et politisk-økonomisk ustabilt grundlag både i USA og i Europa, som søges kompenseret gennem aggressiv krigspolitik og intern krigsretorik med kun en tone: Rusland må ikke vinde krigen! Om, Ukraine taber krigen og som nation går i opløsning, er underordnet. Ukraine er og bliver stedfortræderen for det Atlantiske dominanssystems kamp for at opretholde sig selv i krigens indledende fase under Joe Biden USA’s kamp for at holde dominanssystemet sammen og bevare den unipolære dominans på verdensmarkedet. I Ukrainekrigens første to år var den klare forventning i NATO-alliancen, sådan lød fortællingen i hvert fald, at Rusland ville tabe krigen og politisk og økonomisk falde sammen. ”Vestens” massive økonomiske og finansielle pres samt militærteknologiske overlegenhed ville tvinge et dårligt udrustet russisk militær til tilbagetrækning og fremkalde en økonomisk implosion i Rusland. Det er ikke sket. Faktisk er det gået omvendt. Rusland klarer sig hæderligt omstændighederne taget i betragtning. De økonomiske og politiske problemer i EU og medlemslandene er vokset i løbet af de sidste tre år. Ingen er i tvivl om, at USA politisk, økonomisk og moralsk står i problemer op til halsen. Splittelsen af landet opleves helt ude på prærien som et tyngende traume. Det er heller ikke lykkedes at isolere Rusland. Tværtimod har især Bidens sanktionspolitik og senere Trumps toldpolitik i sig selv øget betydningen af BRICS og Shanghai Cooperation Organisation (SCO), som Rusland er et aktivt og førende medlem af. Det er i den sammenhæng og i den udviklingsproces, at de nu synlige og til tider højrøstede modsætninger mellem Trumpadministrationen og de Europæiske regeringsledere skal ses. Herunder de interne modsætninger mellem ”koalitionen af villige” (Tyskland, Frankrig, England), der konstant pisker stemningen op og de enkelte EU-lande, som viger tilbage fra et egentligt engagement, der kan skade deres position i EU. Flere medlemslande har kritiseret koalitionen af villige for reelt at kolonisere EU og nedbryde Unionen som samlet institution. De forskellige ”oversættelser” af magten i det Atlantiske dominanssystem er i dag inde i en proces som i form og logik mere end nogen sinde tidligere udfordrer USA’s dominerende regulering af systemet og som sådan åbner for handlinger, som indtil for få år siden var utænkelige – en konfrontation mellem NATO-landene og Rusland. Trumps ”fredspolitik” og EU landenes krigspolitik Umiddelbart efter Trumps møde med Putin i Alaska var det en forventning, at Trump på trods af modstand fra de europæiske regeringsledere og præsident Zelensky stilede efter at udforme et udkast til en fredsaftale, som både europæerne og Zelensky ikke kunne andet end acceptere. På det efterfølgende møde mellem Trump og Macron, Merz, Starmer, Zelensky, og Ursula von der Leyen blev det klart, at trods deres ydmyge optræden på mødet var de ikke indstillet på at acceptere nogen fredsaftale, der afveg fra deres hidtidige krav om ubetinget våbenhvile og Ruslands tilbagetrækning fra Ukrainsk jord. Dog måtte de acceptere, at kravet om ubetinget og øjeblikkelig våbenhvile ikke længere var på dagsordenen. Efter mødet udfoldede koalitionen af villige og EU-kommissionen en hektisk mødeaktivitet for at udforme et sæt af sikkerhedsgarantier, der inkluderede europæiske tropper i Ukraine for at sikre en fredsaftale. Dog skulle USA inkluderes som ”bagstopper”. Alle vidste, at Rusland aldrig ville acceptere disse krav. Alligevel fortsatte de europæiske ledere med at fremsætte deres krav og kræve opbakning fra USA. (Den er endnu ikke kommet i klar tekst). Efter de utallige møder mellem de europæiske regeringsledere og militære eksperter foreligger der stadig ikke noget troværdigt og konkret udkast til sikkerhedsgarantier. Det har ikke dæmpet krigsretorikken, og enhver hændelse som f.eks. de russiske droner i Polen, pustes op til beviser for, at Rusland nu er en direkte trussel mod NATO, og at Putin har planer om at gå videre end at vinde krigen i Ukraine og tvinge en fredsløsning igennem på russiske betingelser. De offentlige belejringsfortællinger har som mål at underbygge rimeligheden i kravet om yderligere sanktioner mod Rusland og lande, der køber olie og gas af russerne. EU kommissionens sanktionskrav koordineres nu med den rabiate krigsfront i Trumps eget parti, og Ursula von der Leyen handler langt ud over sit mandat for at få opbakning til en markant oprustning af EU i grad, hvor EU de facto antager karakter af en militær alliance i slet skjult konkurrence med NATO. Den skærpede krigsretorik og på den anden side EU’s ydmygende handelsaftaler med USA har med von der Leyens egne ord i EU-parlamentet først og fremmest til formål at holde USA i Europa – på europæernes betingelser – og  forhindre en åbenlys handelskrig mellem USA og EU. I modsætning til det fortløbende europæiske drama, tales dronekonflikten ned af Trump, hvor europæerne bruger dronekonflikten som afsæt for yderligere oprustning i Polen og de øvrige Østeuropæiske stater. Hvordan ”dronebekæmpelsen” helt konkret skal håndteres, hersker der uklarhed om, og hvordan en fredssikringsstyrke i Ukraine skal agere, hersker der endnu større usikkerhed om. Det afgørende er imidlertid, at de europæiske topledere og EU’s kommissionsformand fortsætter med febrilsk at øge oprustningen og krigsretorikken uden at fremlægge hverken strategi for at tvinge Rusland til forhandlingsbordet eller bare omridset af en realistisk fredsaftale. Ude i kulisserne ved alle, at en fredsaftale i den nuværende fase kun er mulig som en aftale mellem Trump og Putin, hvilket langt fra er ensbetydende med, at en sådan aftale kommer i stand. De europæiske ledere eller i hvert lederne i koalitionen af villige og EU’s kommissionsformand kalkulerer råt med, at de på den ene side kan bremse Trump og på den anden side kan oversætte krigens logik og overbevise borgerne i medlemslandene om det ”fælles bedste” og nødvendigheden af at yde ofre og betale for nye gigantiske våbenkøb i USA. F.eks. ved at de nationale regeringer accepterer, at EU optager kollektiv forpligtende lån på150 mia. euro, og at de enkelte medlemslande efterfølgende skal overtage nationale dele af lånet. Presset for at konfiskere de indefrosne russiske værdier og bryde alle internationale regler desangående for at betale for den videre krigsførelse vokser i takt med, at Trump overfører krigens omkostninger til Europa, og præsident Zelensky gentager sine krav om milliardstøtte fra NATO-landene stadig mere højrøstet (aktuelt et krav om 120 mia. dollar).  Krigen i Ukraine ”er jo ikke hans krig, men Bidens og europæernes”, derfor skal de fremover bære den økonomiske byrde. Sikkert er det dog, og det er det, der holder EU tilbage, vil en konfiskation af de indefrosne aktiver afstedkomme yderligere kapitalflugt fra de europæiske banker. Men midt i den officielle enighed blandt de europæiske ledere, har det ”rige nord” i EU afholdt et uformelt møde i Wien for at udarbejde en budgetstrategi og lukke af for eksempelvis Polens, Spaniens og Italiens krav om en udvidelse af EU’s næste budget. Frankrig, Tyskland, Holland, Danmark og Sverige vil ikke bidrage mere til det fælles EU-budget. Så enigheden i hele EU og opbakningen til von der Leyens oprustningspolitik rækker ikke så langt, når den skal oversættes til at øge de nationale bidrag til EU’s budget. Man er heller ikke kommet ret meget videre med at definere, hvordan NATO-bidraget på de 5% af BNP skal udmøntes og ikke mindst måles. Alle er reelt godt klar over, at et NATO-bidrag på 5% rækker langt ud over, hvad de enkelte NATO-lande kan klare uden at gennemføre drastiske nedskæringer i velfærdsydelserne og modernisering af den efterhånden nedslidte infrastruktur og et skrantende sundheds- og uddannelsesvæsen. Bedre står det ikke til med EU kommissionens planer om at forstærke EU’s konkurrencedygtighed i forhold til USA og Kina. Alle 16 udspil fra kommissionen om at opruste EU økonomisk er havnet i langtrukne tovtrækkerier, fordi hovedparten af forslagene anfægter medlemslandenes suverænitet og overfører udgiftskrævende opgaver til de enkelte lande. Men disse helt indlysende problemer forstærket af en ineffektiv og atomiseret forsvarsindustri har blot fået de europæiske ledere til at skærpe krigsretorikken. Man har bragt sig derud, hvor Ursula von der Leyen på det årlige statusmøde med EU-parlamentet patetisk insisterede på følgende: ”Europa må kæmpe! For sin plads i en verden, hvor mange ledende magter enten er ambivalente eller åbenlyst fjendtlige overfor Europa. En verden med imperiale ambitioner. En verden hvor afhængige forhold er blevet hensynsløst militariserede”. Adressen var selvfølgelig Rusland, Kina, Indien, men også USA. Hun fortsatte med at redegøre for, hvorledes EU landende skulle forberede sig på kampen. Ikke synderligt overbevisende men angiveligt nok til for en stund at fortrænge indtrykket af EU’s kapitulation overfor USA i handelsaftalerne. Men ydmygelserne er i øvrigt ikke overstået. Trump har truet med ny told, hvis EU øger reguleringen af de store Tech virksomheder. I den seneste tid har man kunnet få det indtryk, at europæernes og Zelenskys modstand (sabotage) mod enhver fredsaftale med Rusland, der ikke indebærer kapitulation, har bragt Trump i defensiven og i en dobbelt klemme. Presset, som han er, i sit eget parti af megafonhøgen Linsay Grahams bestræbelser for at samle Senatet om en udvidelse af krigsindsatsen mod Rusland og ”bonecrashing” sanktioner mod alle, der handler med Rusland. Kort sagt at Trump er havnet i en situation, hvor hans muligheder for at udøve magt er indsnævret, fordi de sædvanlige allierede ikke længere vil eller rettere ikke kan oversætte hans magtudøvelse, hvad angår en løsning på krigen i Ukraine. En situation med konsekvenser, der rækker langt videre end til den aktuelle konflikt f.eks. i forhold til krigen eller krigene i Vestasien, Mellemøsten og Israel, hvor europæerne, hvad angår Israels folkedrab i Gaza, ikke længere kan holde til at oversætte USA’s politik og samtidig forsvare de ”universelle” værdier og menneskerettigheder, som man ellers langer over disken. Trump har på sin side svaret igen med et næsten mafiaagtigt trick. Hvis Europa vil sanktionere Kina, Indien og Brasilien m.fl. med høje toldsatser på helt op til 100%, hvis de køber russisk olie eller i det hele taget handler med Rusland, er USA indstillet på at følge trop. Vel vidende, at det kan EU ikke uden at pådrage sig uoverskuelige økonomiske problemer i et omfang, der ikke vil kunne oversættes som rimelige omkostninger til den europæiske befolkning. Europa er afhængig af handlen med Kina. Trump har med den sidste undvigemanøvre tilføjet europæerne et i hvert fald midlertidigt nederlag ved at presse EU til at udskyde vedtagelsen af endnu en sanktionspakke. Ydmygelsen bliver ikke mindre af, at Trump har sendt en delegation af observatører til Belarus for at følge den store Zapad 2025 militærmanøvre og tillige gennem præsident Lukashenko åbnet for nye forhandlinger med Putin og normalisering af handelsrelationerne. Lost in translation Magtspillet mellem USA, Europa og Ukraine foregår uge efter uge, hvor de politiske omkostninger begge parter vokser og skærpes i samme omfang, som Rusland vinder terræn på slagmarken. Rapporterne fra Zelensky fjerner sig mere og mere fra virkeligheden og bidrager nu til i den udstrækning, der refereres til disse, at svække de europæiske lederes troværdighed. Men uanset det ødelæggende spil, kan de europæiske statsledere og hele den politiske elite samt Zelensky ikke acceptere et kompromis om en fredsaftale, der på nogen måde indeholder de indrømmelser, som Rusland kræver. Skulle de blive tvunget ud i den situation, ville de miste al politisk autoritet både som Union og som regeringsledere, hvad der både for dem og for stabiliteten i Europa ville få uoverskuelige konsekvenser. Især i en situation, hvor EU-landene i forvejen er plaget af en lav gennemsnitsvækst på 0.2%, og hvor regeringerne i de toneangivende EU-lande har varslet drastiske nedskæringer på velfærdsområderne, og hvor f.eks. Frankrig og England er så tæt på at måtte søge økonomisk støtte i IMF, fordi statsgælden bare vokser og vokser. Krigen mod Rusland og det oppiskede trusselsbillede er for den europæiske politiske elite blevet en eksistenskamp, hvor omvendt Trumps bestræbelser for at få krigen afsluttet har afgørende betydning for dels at fastholde billedet af USA som den afgørende verdensmagt og dels frigøre ressourcer til at gennemføre den tilspidsede inddæmning af Kina og forhindre en videreudvikling af Rusland/Kina alliancen som det udviklende tyngdepunkt i BRICS og SCO. Udviklingen i Eurasien udgør en større strategisk trussel for USA end konflikterne med europæerne og en evt. svækkelse af NATO. Blot USA kan vedblive med at placere sine atommissiler på Europæisk grund. EU og de europæiske statsledere har i forvejen udvist så åbenlyse økonomiske og politisk-moralske svagheder på verdensmarkedet (bl.a. på grund af hykleriet vedr. Israels folkedrab i Gaza), at de, som sagerne står, ikke har hverken de økonomiske ressourcer eller militære kraft til at sprænge det Atlantiske dominanssystem og indgå nye internationale alliancer. USA strategiske interesser ligger i dag udenfor Europa. Men USA kan ikke definitivt forlade Europa og NATO uden af miste militær strategisk fodfæste overfor Rusland. Men USA kan få europæerne til at betale regningen. På den anden side kan Europa ikke bevare sin position i verden uden gennem en alliance med USA. Og de europæiske statsledere kan ikke bevare deres autoritet og holde sammen på Europa uden at bevare den hidtidige position på verdensscenen. Af samme grund søger de europæiske statsledere igen og igen at optrappe modsætningerne til Rusland ved at fremmane truslen om Ruslands imperialisering af Europa og eskalere krigen i Ukraine for at fastholde forestillingen om USA og Europa som en enhed indenfor NATO-alliancen. Det bekymrende er, at optrapningen nærmer sig et punkt, hvor retorikken og spillet med musklerne kan slå over i reelle konfrontationer, der uden nogens ønske kan ende i en åben konfrontation mellem NATO og Rusland. Jo længere tid denne ”oversættelseskonflikt”/interessekonflikt løber i magtspillet mellem USA og Europa, desto længere ud ad planken vil de europæiske ledere gå og på samme tid undergrave deres autoritet overfor befolkningen. Et forhold og en proces, der måske er ved at blive en større trussel mod deres magt end konflikten med USA. I givet fald vil ”oversættelsessystemet” bryde sammen. Det centrale spørgsmål er, om Trump vil gennemføre en magtforskydning og magtudøvelse, hvor Europæernes betydning for magtudøvelsen antager sekundær betydning. Og om Trumpadministrationen går planken ud og overlader hele Ukrainekonflikten til europæerne m.h.p. at konsolidere USA’s fortsatte styrke til at udøve global magt blot med andre ”oversættere”. Formelt vil det ikke i det korte perspektiv være ensbetydende med en afvikling af den Atlantiske alliance. Men reelt vil det blive stadigt vanskeligere at opretholde billedet af et ”kollektiv Vesten”. USA befinder sig i dag i en historisk situation, hvor handlefriheden og styrken til at indgå bindende stormagtforhandlinger med Kina, Rusland og flere af de andre BRICS-lande betyder mere end bevarelsen af den Atlantiske alliance.  Europa vil på den anden side fortsætte med at binde USA’s magtudøvelse og magtpotentiale for at fastholde USA i Europa og sikre alliancen. På den måde bidrager begge parter til langsomt at udhule det Atlantiske dominanssystem og indskrænke oversættelsesmulighederne. Jan Helbak            

  september 18, 2025 9:53 pm

  Læs mere

• Europæisk koncert uden dirigent

  ”Problemet med at basere en strategi på et narrativ er, at man risikerer at blive dets fange”. (”Covert wars in Ukraine” 2025. Af Jacques Baud, oberst i det schweiziske efterretningsvæsen). Alaska og efterspil Topmødet i Alaska den 15/8 mellem præsidenterne Putin og Trump endte uden håndgribelige resultater. Men dog med en vis fælles forståelse af en ramme for at skabe en fredsløsning i Ukraine. Putin gjorde endnu engang Ruslands positioner klar. Trump accepterede at droppe kravet om ubetinget våbenhvile. Der blev ventileret nogle ret uklare vendinger om, at en fredsløsning forudsatte Ukraines villighed til at afgive territorium. Nærmere bestemt de fire Østukrainske regioner Lugansk, Donetsk, Kherson, Zaporizhia og Krim. (Problemet her er, at det er indføjet i den ukrainske forfatning, at de fire regioner og Krim skal forblive en del af Ukraine, og modsat er de samme områder integreret i Rusland ifølge den russiske forfatning). Alene afholdelsen af topmødet og de efterfølgende korte udtalelser forplantede en dyb nervøsitet hos Zelensky og de europæiske statsledere i ”koalitionen af villige” (Macron, Merz, Keir Starmer), i EU og Nato. Var USA og Rusland på vej til at indgå en aftale hen over hovedet på Zelensky og Europa? Og var USA på vej til at forlade den europæiske scene? De spørgsmål skulle besvares på et møde i Det Hvide hus om mandagen den 18/8, hvor Trump orienterede Zelensky og syv europæiske ldere. På mødet  måtte de acceptere, at kravet om ubetinget våbenhvile var datid. Fremtiden er; ingen våbenhvile før efter påbegyndelsen af en forpligtende proces mod en fredsaftale. Europæernes og Zelenskys eneste holdepunkt var herefter et krav om udarbejdelse af sikkerhedsgarantier for Ukraine samt indsættelse af en konfliktforebyggende europæisk styrke i Ukraine efter indgåelse af en fredsaftale. Om, USA reelt vil bidrage til sikkerhedsgarantien, er foreløbigt et ubesvaret spørgsmål. Trump ændrer formuleringer fra dag til dag. Det skulle dog være sikkert, USA ikke ønsker at være ”bagstopper” for de europæiske konfliktforbyggende styrker. Det blev aftalt, at udarbejdelse af en plan for sikkerhedsgarantier skulle igangsættes med det samme med Europa som ansvarlig. Møderesultatet var sammenlagt så ukonkret, at der siden har været frit løb for Trump til forskellige fortolkninger dog ikke mere svingende end, at europæerne har kunne fastholde forestillingen/fortællingen om fortsat Atlantisk enhed. Tre dage efter mødet i Washington blev den russiske udenrigsminister Lavrov interviewet. Han afvise pure enhver forestilling om ”Natotropper” i Ukraine og fastholdt den russiske position formuleret ved Istanbul-forhandlingerne i april 2022, hvilket blandet andet indebærer russisk deltagelse i en sikkerhedsgaranti garanteret af FN og Ukrainsk tilbagetrækning fra de fire regioner. Positionerne blev slået fast af Putin 14. juni 2024. Efterspillet og de mange spørgsmål Flere spørgsmål efter hele det politiske teater melder sig: Hvad er det, der får de europæiske statsledere og Zelensky til at insistere på en sikkerhedsgaranti uden, der overhovedet er tegningen til en fredsaftale? Hvad er det for et fredsgrundlag, der skal sikres? Hvad er det, der får de europæiske statsledere til at insistere på at sende tropper til Ukraine for at sikre en fredsløsning, når Rusland pure afviser ”Natotropper” på Ukrainsk grund, og når selv generalerne i Frankrig, England og Tyskland utvetydigt tilkendegiver, at ikke engang et samlet Europa vil være i stand til at mønstre meget mere end 50.000 mand på indeværende tidspunkt? For ikke at tale om materiel. (Og i øvrigt er der ikke et samlet Europa i handling. Bl.a. Italien, Polen, Spanien afviser at bidrage med tropper. Der er også uenighed om troppernes konkrete funktion og status). Hvorfor er Zelensky og de europæiske statsledere ude af stand til at fremlægge en samlet plan for en fredsproces, som tager udgangspunkt i de faktiske diplomatiske og militære betingelser, og hvorfor bliver de samme parter stædigt ved at fastholde kravet om ubetinget tilbagetrækning af alle russiske styrker fra Ukrainsk grund? Altså russisk kapitulation i en situation, hvor Rusland militært er i offensiven. Hvorfor fortsætter Zelensky og de europæiske statsledere med at kræve yderligere sanktioner overfor Rusland, når alle analyser peger på, at de nuværende sanktioner ikke virker, men tværtimod skader Europas økonomiske vækst, reducerer EU’s indflydelse på verdensmarkedet og fremmer bl.a. Ruslands, Kinas, Indien og Brasiliens bestræbelser for at finde alternative handelsruter og betalingsformer? Svarene er historisk komplekse, men i sammentrængt form forholdsvis simple. Zelensky og de europæiske statsledere ønsker ikke en fredsproces, selv om de nu har skiftet accent og ikke længere taler om, at Ukraine skal vinde krigen, men i stedet argumenterer for, at Rusland ikke må vinde krigen. Narrativet har siden kuppet på Maidanpladsen i 2013-14, hvor man tilsidesatte Ruslands forslag om en trepartsaftale om handel mellem EU, Ukraine og Rusland og senere Minsk II aftalerne været, at Rusland uprovokeret igangsatte ”sin specielle militære operation” i Ukraine februar 2022. Senest er narrativet blevet sat på den yderste spids af Macron i et interview efter mødet i Washington: ”The beast is at our doorstep” (lyder endnu værre på dansk: ”Uhyret står på vores dørtrin”. Ironisk nok, men i overensstemmelse med statslederens mange selvmodsigelser nedvurderede han i samme åndedrag Ruslands krigsindsats og evne til at føre krigen til ende. (Nu har de politiske ledere, herunder Macron, eller for den sags skyld medierne ikke udvist den store indsigt i nedslidningskrigens mål og dynamik. Det drejer sig ikke om at erobre land, men om at nedslide fjenden og gøre ham ukampdygtig. Det er russernes strategi. (Frit efter Clausewitz). Man kan sige, at Macrons udtalelse om Rusland som et ”uhyre/udyr” er aldeles plat og hans vurdering af Ruslands militære stilling et selvbedrag, men i sin essens dækker udtalelserne de fleste europæiske statslederes opfattelse af situationen. Og med det narrativ har de låst sig til en proces og et mål, som ikke kan nås. Når ”uhyret står på dørtrinnet”, er der kun dets kapitulation at gå efter. I morgen kan uhyret ifølge narrativet træde over dørtrinet. Problemet er blot, at det ikke er den vej, krigen går og ikke den vej, at de europæiske statsledere har magt til at få den til at gå. Rusland og Putin har gjort det stjerne klart, at den militære operation ikke har andre mål end at beskytte Ruslands strategiske interesser, forsvare de fire regioners autonomi og retten til at tale og skrive russisk i Ukraine. I den forstand rammer Jacques Baud plet. De europæiske statsledere i og udenfor ”koalitionen af villige” er fanget i deres eget narrativ og drives af samme grund til søvngængeragtigt at sabotere enhver realistisk fredsproces, herunder Trumps forsøg. Rusland må hverken vinde krigen eller freden. Sikkerhedsgaranti for Ukraine Når de europæiske statsledere og EU kommissionens formand Ursula von der Leyen har måtte opgive kravet om ubetinget våbenhvile og nu fremhæver en sikkerhedsgaranti (i fraværet af en egen fredsplan) som det helt afgørende krav, minder det mest af alt som et forsøg på at bygge et hus ved at begynde med taget. Der kommer ikke en fredsaftale med mindre, USA er involveret sammen med Rusland, eller Rusland rent militært tvinger en fredsaftale igennem. Dvs. de europæiske ledere kan ikke selv tvinge en fredsaftale igennem, hvorfor det er bizart, at al energi nu målrettes en sikkerhedsgaranti. Ovenikøbet når Rusland har afvist enhver sikkerhedsgaranti, som ikke indbefatter Rusland og en række neutrale lande udenfor Europa. De europæiske ledere er end ikke i stand til at tvinge USA til at afgive løfte om at være part i sikkerhedsgarantien. Det er farligt spil også for Natos fremtid. USA kan ikke være direkte part i de europæiske forestillinger om en sikkerhedsgaranti uden at udløse risikoen for en atomkrig, og de europæiske Natolande kan ikke indgå i direkte kamp med russiske styrker uden at aktivere artikel 5 i Natopagten. Hvis ikke er Nato en tom skal. Helt bizart bliver det, når Ursula von der Leyen i sit forsvar for den indgåede handelsaftale med USA henviser til, at en lurende handelskrig med USA kun ville gavne Rusland og Kina. Den melding er allerede forstået i Washington, som nu truer med sanktioner overfor de lande (herunder EU lande), der griber regulerende ind overfor de amerikanske Tech virksomheder. Kort og godt for at fastholde USA’s tilstedeværelse i Europa er man parat til at lægge sig fladt ned og tilsidesætte alle internationale handelsregler og påføre de enkelte medlemslande forringede konkurrencevilkår. Og på den anden side stædigt støtte Zelensky og skyde alle fredsforslag ned. Spillet mellem USA og Europa Men USA kan reelt ikke trække sig fra Europa, selv om Trump indimellem truer med at gøre det. USA har brug for Nato og Europa som den fortsatte militære afskrækkelsesscene for inddæmningen af Rusland. USA er stadig bundet af Wolfowitz doktrinen fra 1992, hvor udvidelsen af Nato havde og har to formål. At begrænse Ruslands mulighed for igen at blive en stormagt og Europas mulighed for at blive en konkurrent til USA. For at fastholde det perspektiv har USA brug for adgang til at opstille sit atomare afskrækkelsesarsenal på Europæisk grund (eks. Tyskland, Polen og Rumænien) og fastholde Europa i et økonomisk underordningsforhold. En ret central dimension, hvis man skal forstå, at der i hele det komplicerede spil foregår to bevægelser på en og samme tid, uden at det er helt let at afkode i det offentlige rum. Europæerne ønsker at fortsætte krigen og nære narrativet for dels at fastholde den amerikanske sikkerhedsparaply i Europa og dels holde sammen på en Union, der i dag lider under alle Unionstraktatens institutionelle og politiske svagheder, der for hver krise siden 2008 (finanskrise, eurokrise, austeritypolitikken, Covid-19 mv.) er blevet stadig mere iøjnefaldende. Vejen til at holde sammen på EU og den europæiske koncert går i dag over militariseringen af EU. SAFE-fonden på 150 mia. euro, som i fremtiden vil være en af flere centrale fonde, skal finansieres gennem kollektive lån og udstedelse af EU-obligationer. Medlemslandene kan så låne penge af fonden til deres nationale oprustning. EU-kommissionen skal godkende låneansøgningerne og kan gribe ind, hvis investeringerne ikke lever op til forudsætningerne. Statsledernes begrundelse for den forcerede investeringsproces er, som udtalt af Macron: ”uhyret står på dørtrinnet”. Den danske statsminister blandt flere udtrykker sig lidt mere smagfuldt, men deler samme opfattelse. Ukrainekrigens bagkant omsættes i en forceret magtcentralisering i Bruxelles og overdragelse af tvangsinstrumenter overfor de enkelte lande til kommissionen. Det spørgsmål, der trænger sig på, og som ligger nedenunder spillet mellem USA og Europa, er, om eller hvornår en udvidet militarisering af EU kan udfordre eller ligefrem overflødiggøre Nato. Amerikanernes svar på det udviklingsperspektiv er klar, selv om den ikke formuleres direkte. De europæiske lande skal selv stå for sikkerhedsgarantien og fra nu af betale både for krigen i Ukraine og oprustningen indenfor Nato. USA vil fortsætte med at sende våben til Ukraine via Natolandene, som så betaler USA for krigsmateriellet. Hermed opnår Trump følgende: at frigøre USA fra de økonomiske Nato-forpligtelser overfor Europa og fra krigsudviklingen i Ukraine uden at trække USA ud af Europa og Natos kommandostruktur og samtidig kunne placere ansvaret for et reelt sammenbrud i Ukraine hos de europæiske statsledere. Trumpadministrationen er fuldstændig på det rene med, at de europæiske lande hverken har den økonomiske eller militære kapacitet til at forhindre Rusland i at vinde krigen. Derfor forbereder Trump sig parallelt på at fremtidssikre USA’s magtposition gennem bl.a. atomare nedrustningsaftaler med Rusland, aftaler om spilleregler i Arktis og i Centralasien og mulige handels- og investeringsaftaler. De europæiske statsledere demonstrerer jo dagligt, at man er parat til gøre alt for at forsvare egne snævre magtinteresser og hermed sikre USA’s, uden at USA længere skal betale for det. Det nødvendige narrativ Europæerne kan ikke gøre meget andet. Det gælder for samtlige de krigeriske statsledere, at de er hamrende upopulære i deres egne lande og klynger sig til magten. Macrons regering kan ikke få vedtaget sin finanslov og nedbringe landets enorme gæld. Keir Starmer skal måske anmode IMF om et lån for at forebygge en underliggende finanskrise i England. Kansler Merz kan ikke få sin regering til at hænge sammen og presses AfD, og Ursula von der Leyens forsvarstale overfor statslederne fra medlemslandene og Europarlamentet demonstrerer først og fremmest EU’s svaghed på den internationale scene. EU’s historiske problem ligger i EU konstruktionen selv, som tidligere ECB-chef Mario Draghi formulerede det på et møde i Rimini: ”I årevis har den Europæiske Union troet, at dets økonomiske størrelse med 450 millioner forbrugere, medførte geopolitisk magt og indflydelse på de internationale handelsrelationer. Dette år i år vil blive husket som det år, hvor illusionen bristede”. Hans recept er en revideret traktat med en politisk overbygning til at skabe en egentlig politisk-økonomisk- og militær Union, hvor EU kan tale med én stemme på alle tre områder. Den proces (dog minus det militære aspekt) har de forskellige statsledere forgæves forsøgt at gennemføre administrativt gennem tvangsintegration siden euroens indførelse i 1999. Helt indlysend fordi de nødvendige politiske og institutionelle reformer vil indebære en radikal indsnævring af medlemslandenes økonomisk og politiske autonomi. Det går tværtimod den modsatte vej nu, hvor EU nu på tiende år er låst fast i lavvækst og voksende modsætninger mellem medlemslandene og en magtfuldkommen kommission, som ingen rigtig tør udfordre af frygt for, at EU for alvor går op i limningen. Narrativet med ”uhyret på dørtærsklen” er således ikke alene bare en besættelse, som mange kommentatorer, analytikere og politikere sværger til i psykologiseringen af krigen, men en politisk nødvendighed. Og her tre et halvt år inde i Ukraine krigen er narrativet cementeret ved, at statslederne konsekvent siden 2022 har afvist og afviser alle historiske fakta som russisk ”misinformation”. Man afviser kategorisk at drøfte forløbet fra 1992 og frem til i dag, der faktisk kan forklare Ruslands specielle militære operation som den uundgåelige reaktion på en række provokationer sidst med Joe Bidens arrogante afvisning af Ruslands forslag i december 2021 til en samlet sikkerhedsarkitektur og forslag om en sikring af autonomi for de fire regioner Lugansk, Donetsk, Kherson og Zaporizhia indenfor Ukraines grænser, som siden Minsk II aftalerne havde været under massive angreb fra Ukraines hær og paramilitære tropper. De europæiske lande og USA står nu i en double-bind situation. USA og Europa er bundet til hinanden. USA med magtpotentialet. EU til praktisk at oversætte USA’s magt. Begge parter satsede på krigen i Ukraine som en stedfortræderkrig for at sikre fortsat magtpolitisk dominans og fastholdelse af Rusland som afhængig leverandør af billige råstoffer. I stedet er det krigens gang, der i dag låser USA og i særdeleshed EU fast i en position, hvor de vanskeligt kan spille en positiv rolle andre steder på kloden og ikke stoppe den krig, hvis fortsættelse vil forstærke EU’s indre problemer og langsomt men sikkert fremmedgøre de enkelte statsledere og deres skrøbelige koalitionsregeringer overfor befolkningerne. For uanset finansieringsmetoderne skal pengene betales tilbage, og frygten for en yderligere udhuling af velfærden er ved at brede sig i befolkningerne i de lande, hvis statsledere er de mest ansvarsløse fortalere for fortsat krig i Ukraine, der i sin egen logik kan føre til de samme landes militære engagement. Altså en åben krig mod Rusland. Frigørelse fra narrativet Det ligger ikke i de nuværende statslederes magt at stoppe krigen i Ukraine, og det er tvivlsomt, om USA på sigt vil/kan tvinge Europa og Zelensky til en fredsaftale og en omfattende sikkerhedsgaranti, som Rusland er en del af. Paradoksalt er situationen også prekær for Rusland, der kan blive tvunget til med alle de uoverskuelige problemer, der følger med, at presse Ukraine til kapitulation på slagmarken og indgåelse af en skrøbelig fredsaftale. Rusland hverken kan eller vil besætte hele Ukraine. Man ønsker ikke at blive slidt op som besættelsesmagt. Det er måske netop det mulige scenarie, der reelt danner grundlaget for forhandlingerne mellem USA og Rusland, fordi en fredsaftale på baggrund af kapitulation vil forårsage permanent ustabilitet i Europa og splittelse mellem de lande, der ønsker en normalisering af forholdet til Rusland og dem, som lever med fortællingen om ”uhyret på dørtærsklen”. Hvis der skal ske et skred i positionerne, må presset sandsynligvis komme fra de politiske kræfter (partier, bevægelser og enkelte regeringer) i EU’s medlemslande, der ikke længere vil at acceptere, at befolkningerne tvinges til at betale for en fortsat krig, og som fatter mod til at frigøre sig fra det narrativ, der fastholder Rusland som hele Europas hovedfjende. Nu er det bare ikke sådan, at man modstandsfrit opløser et narrativ, som over tolv år er banket ind i hovederne på europæerne. Forud vil gå en kamp på alle niveauer, hvor oppositionen må træde helt ud af narrativets skygge og politisk og historisk tømme det for troværdighed og trække de reelle konsekvenser frem. Frigørelsesprocessen er historisk i sit perspektiv i den forstand, at oppositionen må reetablere de faktiske historiske forløb siden 2013 og begynde en større og mere sammenhængende oplysningsaktivitet som eneste middel til at punktere narrativet og udbrede krigsmodstanden i befolkningerne. Når det kommer til stykket, flytter hverken antikrigsdemonstrationer eller ubehaget ved den død og ødelæggelse, krigen skaber i Ukraine, på de politiske positioner i EU. Det gør kun den situation, hvor den folkelige tillid til statsledernes disposition svækkes, og hvor kun reelle bestræbelser for at slutte krigen og sikre freden militært-politisk- og økonomisk gør det muligt for de politiske ledere og de skrøbelige koalitionsregeringer at overleve. Dvs. hvor det russofobiske narrativ opløses og skaber det politisk folkelige grundlag for en genformulering af et autonomt EU og en europæisk sikkerhedsarkitektur med Rusland som en integreret del. Eller sagt på en anden måde. Oppositionen mod det voksende autoritære krigshysteri og det økonomisk pres på de europæiske velfærdsøkonomier kan kun bryde forbandelsen ved også at udforme et alternativ for EU’s videre udvikling og overvindelse af de indre krisestrukturer. Dvs. formulere et grundlag for EU’s strategiske autonomi, som statslederne gang på gang taler om og i samme moment forskyder til en utopi. Jan Helbak                  

  august 27, 2025 8:04 pm

  Læs mere

• “Partnerskab for en Ny Industriel Revolution”

  Denne artikel er skrevet som et forsøg på at komme udenom de mange sloganagtige reaktioner på BRICS-topmødet i juli måned, som forsimpler et uhyre komplekst og spændende fænomen som BRICS. Jeg vil derfor med denne artikel foretage en relativ tæt og nøgtern fortolkning af topmødeerklæringens hovedlinjer og afslutte med nogle mere generelle og principielle overvejelser. BRICS-topmødet og reaktionerne BRICS-topmødet, der blev afholdt 6-7/7 i Rio de Janeiro, er det af alle BRICS-topmøder, som har påkaldt sig størst international interesse. Både før og efter topmødet. Og skal det nok tilføjes, interessen lever stadig bl.a. takket være præsident Trump forhånelser og vedblivende angreb på BRICS og trusler om yderligere sanktioner og øgede toldsatser for de enkelte medlemslande, hvis organisationen truer dollarens status og placering. Over hele spektret har det ikke skortet på endog meget vidtgående kommentarer fra både højre og venstre. Foragt eller åbenlys bagatellisering fra højre og regeringslederne fra flere Europæiske lande. Mediernes kommentarer har gennemgående været: ”Sluterklæringen er vag og usammenhængende og dækker over store spændinger mellem BRICS-landene”. ”BRICS er ligegyldig og uden betydning for, hvad der i fremtiden kommer til at ske på verdensmarkedet”. På modsatte fløj har man i de forskellige geopolitiske kommentarpaneler strøet om sig med velklingende paroler som eksempelvis: ”BRICS varsler en ny verdensorden”. ”BRICS samler det globale syd mod det kollektive vest”. ”BRICS betyder dollarsystemets og den amerikanske dominans endeligt”. Og så videre efter samme nodehæfte. Problemet med de fleste kommentarer er, at de begrænser sig til et geopolitisk udgangspunkt og samme grund hovedsageligt anvender geopolitiske begreber. Desværre er de ikke særligt præcise. Hvad er eksempelvis en verdensorden og en ny verdensorden? Begrebet og måden, det behandles på, giver indtryk af, at den ene orden kan skiftes ud med en anden orden, uden at helvede brager løs på verdensmarkedet og rykker alle internationale institutioner og regler op med rode. Heldigvis er det ikke sådan, man ser på det i BRICS. Samme problem findes i brugen af begrebet ”en multipolær verden” som alternativet til den aktuelle unipolære verden. Hvad er det for poler, der tales om? Hvad er deres tiltræknings- og frastødningskraft? Og er det i sig selv godt med flere poler? Begreberne er mere narrationsdannende end analytiske begreber og skygger af samme grund for analyser af de indre og meget centrale dynamiske perspektiver, der ligger i sluterklæringen fra BRICS topmødet. Jeg vil i det følgende, hvor jeg vil gennemgå hovedpunkterne i BRICS topmødets sluterklæring, erstatte ”verdensorden” og ”polbilledet” med henholdsvis ”kapitalistisk verdensmarked” og ”imperialistisk verdenssystem” (sidstnævnte alene forstået som et særligt økonomisk system). Hvad er BRICS – en kort gennemgang Efter topmødet består BRICS-organisationen af følgende ti medlemslande: Kina, Brasilien, Rusland, Sydafrika, Indien, Iran, Indonesien, Egypten, UAE, (Saudi Arabien endnu ikke besluttet), Etiopien. Associerede partnerskabslande på vej ind i BRICS består af: Malaysia, Kasakhstan, Nigeria, Thailand, Uganda, Usbekistan, Vietnam, Belarus, Bolivia og Cuba. Ved siden af partnerskabslandene er der ca. 50 lande, som er interesseret i eller søger medlemskab af BRICS. Disse lande indgår i et netværk udenom BRICS. BRICS står for ca. 50% af det globale BNP og repræsenterer lande, der gennemsnitligt har en højere vækst end USA og Europa (ca. 4% mod ca. 2%). Om end fra et lavere økonomisk udgangspunkt Alle lande i BRICS er på nær Kina og Rusland tidligere kolonilande, hvor de nationale regeringer og ledende klasser (og kliker) tilstræber at frigøre landenes kapitalistiske samfundsøkonomi og nationale marked fra det imperialistiske verdenssystems ulige bytteformer, kapitaludstrømning til de imperialistiske lande (hovedsageligt USA og Europa), og afhængighed af råstofproduktion samt fra diskrimination i de internationale institutioner, herunder Bretton Wood institutionerne IMF og Verdensbanken. (USA har med sine 16.49% af stemmerne vetoret. Der kan ikke gennemføres betydende ændringer, uden der er 85% for.). Kina er det eneste af medlemslandene og de associerede partnere, som med kommunisterne ved magten bevæger sig i retning af en socialistisk samfundsmodel via en statsreguleret markedsøkonomi, som man kalder ”Socialisme med kinesiske særtræk”. Alene det forhold indikerer selvfølgelig, at der indenfor BRICS er stor spændvidde mellem de forskellige medlemslandes politiske og økonomiske systemer og ikke mindst historiske baggrund. Styrerne i Kina, Cuba og Sydafrika er resultatet af revolutioner. De andre medlemslande er produkter af en meget lang afkoloniseringsproces og institutionel tilpasning til vestlige liberal demokratiske modeller i en eller anden forstand, men med umiskendelige autoritære træk i flere af landene. Den egentlige afviger er måske Rusland, der både har været igennem en socialistisk revolution og flere årtiers bureaukratisk planøkonomi. Siden 1992 gennemført et langt og smertefuldt opgør med Sovjettiden og et lige så smertefuldt opgør med chokterapien, der blev tromlet igennem under Boris Jeltsin. Faktisk er det først nu, at den kapitalistiske markedsøkonomi i Rusland er blevet rettet op og nu er i vækst. På den anden side er der klare tegn på, at Ruslands samfundsøkonomi bl.a. på grund af krigen med Ukraine udviser flere fællestræk med Kina i form af en ”konstitueret markedsøkonomi” underlagt stram statsregulering og regeringsinitierede planer for den økonomiske udvikling. Samtlige lande både i BRICS og landene med tilknytning til BRICS indtager vidt forskellige økonomisk- og politisk status i det imperialistiske verdenssystem hvad angår økonomisk, politisk og militær vægt. Alene af den grund er det rimeligt at spørge, hvad det er, der holder disse lande sammen i BRICS? Og om organisationen kan udvikle sig ud over proklamationsstadiet til en toneangivende kraft på verdensmarkedet og i et langsigtet perspektiv befordre et opgør med det imperialistiske verdenssystem? Organisationens og sluterklæringens eget svar er positivt og sammenhængende. Det faktiske udkomme er mindre sikkert og vejen frem konfliktfyldt. Hvad siger sluterklæringens introduktion? Sluterklæringen er utålelig lang og tæller hele 126 paragraffer. Formuleringerne er overvejende diplomatiske og tegner ikke, som det ellers hævdes af de mange geopolitiske kommentatorer, et åbent opgør med det USA og Europæisk dominerede imperialistiske verdenssystem. Begrebet ”reform” er erklæringens gennemgående procesmarkør, hvilket på ingen måde udelukker bevidstheden om kommende konflikter vedrørende udvikling af og ændringer på det kapitalistisk verdensmarked. Det kan blot ikke læses som en intention for BRICS. Opbygningen af slutdokumentet er sig selv interessant. Dokumentet redegør allerede på den første side for BRICS strategiske mål og de ”tre piller, organisationen bygger på”: Den politiske og sikkerhedsmæssige pille, Den økonomiske og finansielle pille, Den kulturelle pille for «folk til folk samarbejdet». Bemærkelsesværdigt er det, at det først er i paragraf 57, at de tre piller og enkeltdimensioner samles i et fælles strategisk mål: ”Vi anerkender, at Partnerskab for en Ny Industriel Revolution (PartNIR) tjener som ledende platform for identifikation af interesser, udfordringer og muligheder i den hurtige udvikling af det industrielle landskab og kapacitetsudvikling indenfor industriel udvikling og samtidig understøtte BRICS industrielle samarbejde gennem en struktureret ramme for vedvarende samarbejde”. Den øvrige del af paragraffen uddyber meget konkret, hvordan og indenfor hvilke industriområder, samarbejdet skal udvikles. Eller sat på formel: BRICS’ mål er at udvide det kapitalistiske verdensmarked gennem progressiv industriel udvikling. Vejen går over afvikling/reformering af det imperialistiske systems institutionelle grundformer og markedsstrukturer, der: a). fastholder det ulige bytte mellem udviklingslandene og de højt udviklede kapitalistiske lande, b). cementerer langsom industriel udvikling i de tidligere kolonilande og b). binder dem til finanskapitalens massive kapitaloverførsel fra gældslandene til bl.a. at finansiere udlånslandenes statsunderskud mv. Ifølge BRICS er disse tre forhold en afgørende barriere for dels udviklingslandenes og dels verdensmarkedet videre kapitalistiske udvikling. Multilateralisme, international stabilitet og reform af den globale ledelse Afsnittet dækker ønsket om at reformere de internationale institutioner. Ikke afskaffe dem, men reformere dem. Reformlinjen understreges hele afsnittet igennem, hvilket bl.a. frustrerer de vestlige ledere, fordi den afvæbner en konfrontatorisk kurs. I det følgende gennemgås kort de vigtigste umiddelbare reformmål. Det første drejer sig om reform af FN’s magtstruktur. Der skal gennemføres en mere ligelig repræsentation både i sikkerhedsrådet og i FN’s underliggende organer som UNESCO, UNCTAD, WHO mv. FN-generalforsamlingen skal have større kompetence og magt i forhold til bindende beslutninger. Erklæringen er bevidst formuleret meget forsigtig hvad angår afskaffelse af vetoretten og systemet med permanente medlemmer af sikkerhedsrådet. Men hensigten er helt klar. At udvikle FN til at fungere som dén effektive organisation, der med global legitimitet kan overvåge og sikre dels international fred, økonomisk og politisk udvikling for alle medlemslande og med magt til at gribe ind og neutralisere lokale konflikter, før de udvikler sig til åbne krigshandlinger. I BRICS’ forståelse er FN ikke længere dén organisation, der under de givne internationale styrke- og magtforhold er i stand til sikre overholdelsen af FN-charteret. Der lægges ikke skjul på, at FN’s indlysende impotens i dag først og fremmest skyldes, at USA og Europa ikke længere respekterer afgørelserne i FN eller blokerer for afgørende beslutninger via vetoretten. Her skal blot nævnes FN’s magtesløshed overfor folkedrabet i Gaza, fordi USA, men også flere europæiske lande støtter Israel og blokerer for FN støttet militær indgriben over Israel. Det interessante er, at erklæringen kæder reformsporet overfor FN sammen med deltagelse i en række samarbejdsfora som Emerging Markets and Developing Countries (EMDC) og Least Developed Countries (LDC). Der nævnes flere andre fora, hvor det afgørende er en sammenkædning af disse samarbejder til en strategi for at skabe omfattende støtte til reformeringen af FN og sætte verdensorganisationen under skarp observation. På den måde tilstræber BRICS dels at mobilisere flere lande udenfor BRICS og dels at undgå isolerede og udsigtsløse konfrontationer mellem BRICS og USA og Europa. Indbygget i erklæringen som en underliggende sammenføjende linje indgår Kinas tre globale initiativer: a). Globalt udviklingsinitiativ, b). Globalt sikkerhedsinitiativ og c). Globalt civiliseringsinitiativ. De tre initiativ-dimensioner refererer til målet; ”shared global values”. Begrebet optræder som alternativ til de vestlige landes krav om universelle værdier. Hensigten er at fastholde respekten for de enkelte landes politiske, økonomiske og kulturelle forskellighed og dermed BRICS indre sammenhængskraft. Eksempelvis beskrevet i paragraf 30, der præciserer: ”Vi bekræfter, at princippet om afrikanske løsninger på afrikanske problemer skal fungere som basis for løsning af konflikter på det afrikanske kontinent”. Samme princip gælder også for løsning af konflikter mv. i Latinamerika og i Asien. Forstået i sin kontekst er disse principper helt indlysende i modstrid med den politik, som IMF, Verdensbanken, de vestlige finansinstitutioner og vestlige statslige hjælpeorganisationer i årtier har lagt for dagen overfor bl.a. de afrikanske lande, hvor betingelserne for støtte har været, at landene tilpassede sig vestlige normer/regler og markedsorganisation. Den politik, der i IMF, hedder ”strukturel tilpasning”. Men sluterklæringens ønske om at reformere FN og de underliggende institutioner vil ikke blive andet end de gode intentioners slag i luften, hvis ikke BRICS m.fl. praktisk kan støtte bl.a. de afrikanske udviklingsøkonomier med at opbygge stabile samfund og frigøre sig fra afhængigheden af de internationale finansmarkeder. Det er i den sammenhæng den anden reformdimension, som nu vil blive gennemgået, skal forstås. Økonomisk, handelsmæssig og finansielt samarbejde BRICS har i lighed med linjen overfor FN ikke som mål at afskaffe Bretton Woods institutionerne. IMF og Verdensbanken skal reformeres, således deres mål og operationsmåde ændres til fordel for de svagere økonomier udenfor USA, Europa og Japan. Det indebærer bl.a.: Stemmevægtene i IMF skal ændres for dels at skabe større lighed mellem medlemslandene og dels afskaffe USA’s de facto vetoret, åbning af mulighed for, at repræsentanter fra udviklingslandene får sæde i IMF’s øverste ledelse, et opgør med den eksisterende udlånspolitik, hvor bl.a. Afrikanske lande betaler en højere rente og er underlagt strammere afdragsbetingelser end de favoriserede lande. Samme linje anlægges overfor Verdensbanken i den hensigt at omdanne de to organisationer til effektive internationale organisationer for en videre stabil udvikling af verdensmarkedet, sikre relevante investeringer, stabilisering af verdenshandlen og overførsel af viden og moderne teknologi fra de mest udviklede til de mindst udviklede lande. Kort sagt ønsker BRICS at gøre op med IMF’s og finansmarkedernes procykliske investeringspolitik, hvor der fortrinsvis investeres, når kapitalmarkederne svømmer over i penge. Investeringspolitikken skal ændres til en kontracyklisk lånepolitik, der først og fremmest er målrettet forebyggelse af økonomiske kriser, socialt sammenbrud og kapitalflugt. BRICS-erklæringen taler lige ind i en situation på verdensmarkedet, hvor præsident Trumps toldpolitik og EU’s protektionisme og sanktionspolitik bl.a. overfor Rusland og Kina tilsidesætter alle regler i WTO og rammer udviklingslandene hårdt og i almindelighed bremser den globale vækst. Både IMF, UNCTA, Verdensbanken og OECD’s rapporter melder om fald i verdenshandlen på mere end 1%. Vækstprognoserne reduceres fra 3% (der i forvejen er lav) til 2.8%, som reelt ikke er vækst. Nu forholder det sig ikke sådan, at det alene er toldpolitikken og den skjulte handelskrig, der skaber lavvækst på verdensmarkedet. De samme organisationer har de sidste to år advaret om faldende investeringer og nedgang i produktiviteten. Ikke desto mindre har de fleste lande udenfor USA og delvist EU en interesse i at genopbygge WTO’s autoritet og indre struktur. Målet er selvfølgelig at forhindre eller begrænse protektionistisk dominanspolitik, som de stærkeste kapitalnationer gennemfører enten for at beskytte egne økonomier eller forhindre konkurrerende økonomier i at vokse sig stærke (f.eks. USA’s åbenlyse bestræbelser for at bremse Kinas teknologiske udvikling). Truslen fra Kina, Indien, Rusland og Brasilien består først og fremmest i, at de i værdihierarkiet kommer på højde med de rige lande og derved ophæver det indbyggede ulige bytteforhold, som har været grundstenen i det moderne imperialistiske verdenssystem. Som konkret understøttelse af reformpolitikken og intentionerne om at fremme opbygningen af en mere effektiv og retfærdig international finansstruktur, der ikke er afhængig af det dollarbaserede SWIFT-system, har BRICS oprettet New Development Bank (NDB), der kan låne penge til udviklingslandene på rimelige lånebetingelser, i lokale valutaer og uden politiske forpligtelser. Hensigten er, at medlemslandene langsomt opbygger bankens kapacitet og finansielle sikkerhed til en grad, hvor den for alvor kan konkurrere med bl.a. IMF og de internationale finansfonde og fritage modtagerlandene for IMF’s standardkrav om ”struktureltilpasning”. Det ligger i kortene, at den udvikling automatisk vil begrænse USA’s muligheder for at eksternalisere betalingen af landets enorme gæld og vedvarende statsunderskud. NDB suppleres med Interbank Cooperation Mechanism (ICM), der skal befordre og udvide specifikke innovative investeringer, som uden forhindringer vil kunne udbredes til deltagerlandene eller netværkslandene. I tilføjelse til NDB oprettes New Investment Platform (NIP). Et samarbejdsorgan for udbredelse og regulering af AI og Information and Communication Technologies (ICT). Og som måske den vigtigste sidegren oprettes BRICS Multilateral Guarantees Initiativ (BMG), der kan træde hjælpende til overfor medlemslande eller associerede lande, der er kriseramt og presses af det internationale finansmarked. En slags finansiel forsikringsafdeling. Men der er ikke i teksten belæg for de mange profetier om, at BRICS vil afvikle dollarsystemet. Det kan BRICS heller ikke. Det vil tage mange år og komplicerede forhandlinger at etablere en alternativ verdensvaluta. Sluterklæringen indeholder faktisk også en noget anden linje. Der lægges op til at medlemslandene indbyrdes kan eksperimentere med lokale valuta-samarbejder, hvor der handles i lokal valuta eller i centralbankregulerede digitale valutaer. Det betyder, at der kan handles og overføres valuta i realtid og uafhængigt af SWIFT-systemet. Men erklæringen plæderer ikke for en afskaffelse af SWIFT, men derimod for effektivisering. Bl.a. foreslås det på linje med Bank for International Settlements (BIS), at der udvikles og implementeres et centralbankstyret digitalt valutasamarbejde (CBDC - Central Bank Digital Currency). BIS har været langt fremme med udviklingen af et digitalt valutasystem, men blev bremset af USA og Europa. BRICS bygger videre på BIS’ forskningsresultater. Inde under reformsporet ligger et mindre medieomtalt ønske om systematisk at støtte og udvikle mindre og mellemstore private virksomheder som en integreret del af internationale handelsøkosystem. Når den intention burde trækkes længere frem i lyset, hænger det sammen med perspektivet om at bygge bro mellem mindre og mellemstore virksomheder i udviklingslandene og tilsvarende virksomheder i de imperialistiske lande. Den tankegang afspejler,  at BRICS ikke kun tænker i ”nord-syd” eller ”center-periferi” koncepter, men tværtimod opfatter Partnerskab for En Ny Industriel Revolution (PartNIR) som en global udvikling af verdensmarkedet med praktisk interesse for industrivirksomheder (både store og mindre store) i de rige lande som reel modvægt til de finanskapitalistiske institutioners kortsigtede investeringshorisont og snævre profitinteresser. Hele tankegangen i BRICS står i modsætning til de mange antiimperialistiske kommentatorer, der advokerer ”det globale syds” afkobling fra det ”globale nord”. Der er i BRICS en klar forståelse af, at den politik både er utopisk og hæmmende for udviklingen af verdensmarkedet, som netop forudsætter en tilsvarende genindustrialisering af de Atlantiske kapitalistiske økonomier. Interessefællesskabet mellem markedsudviklingen i de udviklede landes økonomier og udviklingslandenes forcerede industrielle udvikling danner en klar linje i sluterklæringen. Den afgørende forhindring omtales som finanssektorens parasitære investeringer i fiktiv og parasitær kapital på de opsvulmede kapitalmarkeder, og hvor kun en brøkdel finder vej til industrien udenfor de største transnationale virksomheder. Brobygningsperspektivet udgør et kardinalpunkt i BRICS-strategien ud fra devisen: De fattige lande og udviklingslandene kan reelt ikke udvikles økonomisk og politisk, uden at verdensmarkedet udvikles og ikke bremses af det nuværende imperialistiske verdenssystems struktur, herunder finanskapitalens dominerende indflydelse på kapitalbevægelserne. Partnerskab for menneskelig, social og kulturel udvikling Topmødeerklæringens tredje dimension er nok den, der har vakt mindst interesse på trods af, at den repræsenterer den indre drivrem for BRICS muligheder for at forfølge de to andre strategiske mål ved at opbygge en folkelig opslutning bag de forskellige projekter og reducere potentielle eksterne og interne politiske og sociale konflikter. Ingen i BRICS nærer nemlig nogen illusioner om en lineær- og konfliktfri reformpolitik. F.eks. hvad angår menneskerettigheder, som jo hidtil har været den vestlige verdens slagnummer, er erklæringen meget konkret og praktisk. Det drejer sig om at sikre de mest basale rettigheder for mennesker i de områder, hvor samarbejdet udvikles. Det princip omsættes i planer for udvikling af sundhedssektorerne både i WHO indenfor FN og lokalt gennem systematisk overførsel af sundhedsteknologi fra de mest udviklede til de mindst udviklede områder. Fælles eksperimenter med uddannelse af faglærte arbejdere, etablering af tekniske skoler og universiteter samt systematisering af uddannelsesvæsnet og undervisning i samfundsledelse og politiske systemer. Opbygning af vaccinecentre og indgåelse af aftaler om fælles grænseoverskridende forskningscentre. Hvor BRICS-landene gennemfører forskellige udviklingsprojekter indgår der også en forpligtelse til at støtte de lokale kulturer og kulturinstitutioner m.h.p. at styrke det folkelige underlag og dermed tilslutning til BRICS politik. Men også for at modvirke bl.a. USA’s systematiske destabiliseringspolitik i dets konkurrence med Kina og Rusland om indflydelse på bl.a. det afrikanske kontinent. Og i den sammenhæng også reducere risikoen for ødelæggende og destabiliserende politiske kampe om magten mellem de forskellige nationale klasser. Primært mellem de gamle compradorklasser, der i flere udviklingslande klynger sig til magten og den internationale finanskapital, og de opkommende middelklasser og ikke mindst en hastigt voksende veluddannet arbejderklasse. Både den opkommende middelklasse, den voksende arbejderklasse og den lokale industrialiseringsvækst er et produkt af de sidste tre årtiers globalisering og industrilandenes udflagning af produktion og arbejdspladser. BRICS og BRI BRICS består af et uhyre veludbygget netværk af underorganisationer i én sammenhængende struktur. Men hvor stærke og konsoliderede de enkelte underorganisationer er, hersker der en del tvivl om. Måske er deres aktuelle styrke heller ikke det afgørende. Set i et fremtidsperspektiv er det vigtigste måske, at de findes og kan udvikles i takt med de praktiske behov. F.eks. seminarer for lærere fra medlemslandene eller oprettelse af et Urbaniseringsforum, hvor erfaringer med byudvikling og håndtering af de forudsigelige spændinger mellem by og land kan udveksles og overføres fra de fremmeste lande til de mindre udviklede medlemslande eller landene i det ydre netværk. (Desværre er der ikke plads til en gennemgang af alle de underordnede udvalg, komiteer og platforme). Det afgørende er at konstatere, at BRICS som overordnet paraplyorganisation konstant opbygger organisationer og institutioner til at håndtere de problemer eller udfordringer, som selve BRICS’ vækst og betydning uvægerligt vil afstedkomme. Indenfor det tankesæt er BRICS om ikke formelt så reelt tæt knyttet sammen med det kinesisk initierede Belt and Road Initiativ (BRI). I den praktiske udrulning af initiativet indgås som hovedregel delaftaler om en række underordnede ”velfærdsaftaler” til hovedaftalerne, der ofte består i infrastrukturprojekter, etablering af hospitaler, fabrikker, uddannelsesinstitutioner mv. I det hele taget indgår de omfattende kinesiske erfaringer med stor vægt i BRICS’ udvikling (se artiklen fra juli 2025). Det gælder fattigdomsbekæmpelse. Infrastrukturel sammenkobling af by og land. Udvikling af uddannelses- og sundhedsvæsnet. Teknologisk-industriel og ikke mindst bæredygtig udvikling, herunder kontrolleret afvikling af forældet industri- og energiproduktion. Samarbejde med og regulering af udenlandsk kapital og opbygning af et sammenhængende politisk system, der kan løse opgaverne og sikre folkelig opbakning, samfundsmæssig stabilitet og holdbar miljøudvikling. Der opereres ikke med én bestemt form for politisk system. Tværtimod drøftes mange forskellige politiske og demokratiske modeller tværnationalt tilpasset de enkelte landes specifikke betingelser. Hermed ikke sagt, at Kina dominerer BRICS. Det kan Kina slet ikke uden at sprænge BRICS i stykker, hvad der på alle måder ikke er i Kinas interesse. Hele organisationens styrke og mulighed for at klare sig i magtkampen på verdensmarkedet og i det imperialistiske verdenssystem består i, at konsensus som ledende princip fungerer reelt, hvad der også gælder respekten for forskelligheden. Tag eksempelvis spændingerne mellem Kina og Indien efter krigen mellem Pakistan og Indien. De ville meget nemt kunne udvikle sig til decideret splittelse, hvis principperne ikke blev taget alvorligt af samtlige medlemslande. Men det hører også med til ligningen, at præsident Trumps og i mindre grad EU’s told- og sanktionspolitik i den grad bidrager til at styrke sammenholdet i BRICS og demonstrere vigtigheden af organisationens politik på verdensmarkedet. Det samme gælder USA’s og EU’s regimeændringspolitik overfor geopolitisk og økonomisk vigtige regimer, som ikke passer ind i deres interesser. Om sammenholdet så har den fornødne styrke til over tid at modstå USA’s og EU’s del og hersk politik overfor de enkelte medlemslande, må tiden vise. Afsluttende overvejelser I Hvor diplomatisk sluterklæringen end er forfattet, repræsenterer den i hele sin logik et opgør med verdensmarkedets nuværende struktur og magtforhold og indvarsler en langvarig kamp for at nedbryde det imperialistiske verdenssystems fastholdelse af de tidligere kolonilande i en underordnet position i det samlede system. Hvilke baner opgøret vil tage, hvilke konflikter økonomiske, politiske og militære, der vil blive udspillet, og hvilke konsekvenser, vi vil opleve, kan der siges meget lidt kontant om i den nuværende fase. Men sammenstød og konflikter vil komme og sandsynligvis også med en uoverskuelig voldsomhed. (F.eks. bombningerne af Iran i juni måned. USA’s provokationer overfor Kina mv.). Allerede nu reagerer præsident Trump mere og mere voldsomt og irrationelt overfor BRICS. Helt konkret straffer han to af de toneangivende lande som Brasilien og Indien med tårnhøje toldsatser. På den anden side siger det en hel del om fremtidens konfrontationer, at USA og også EU ikke kan etablere en fælles politik for, hvordan de skal inddæmme Kina og nedkæmpe Rusland i Ukraine. Faktisk fører konfrontationerne med Kina og Rusland konstant til indre splittelser dels i USA og mellem EU landende indbyrdes og dels mellem USA og EU. I stedet for at låse sig fast i skyttegravsmetaforen er det afgørende vigtigt at analysere, hvorledes de politiske-militære- og økonomiske magtteatre konstant forskyder og reetablerer magtforholdene mellem BRICS-landene og de Atlantiske kapitalistiske stater. Billedet er dynamisk og i konstant bevægelse. Det afgørende er, at BRICS aktuelt (der kan komme nye organisationer i morgen) repræsenterer de lande og økonomier, der ikke kan udvikle sig, uden høj global vækst, målrettede industrielle investeringer og generel industriel udvikling af verdensmarkedet. Heroverfor står en Atlantisk kapitalisme præget af uhæmmet finansspekulation og afindustrialisering, som gennem de sidste to årtier har bremset verdensmarkedets vækst ved politisk/militært og økonomisk at fastholde det ulige bytte, som i det store og hele er lig med skjult kapitaloverførsel fra de tidligere kolonilandes produktive vækst til de udviklede kapitalistiske landes uproduktive profitjagt. IMF’s og kapitalfondenes investeringer har været og er procykliske og retter sig alene mod investeringsobjekter, der gavner de rige lande. Og kan det udbytningsforhold af forskellige årsager (politiske, militære, uafhængighedskampe, militære kup mv.) ikke opretholdes, har næsten alle landene i Afrika, Asien og Latinamerika oplevet flere perioder med massiv kapitalflugt og spekulation mod deres valutaer. Man kan med en spidsformulering sige, at BRICS’ hele logik er kampen for en ny progressiv periode i udviklingen af det kapitalistisk verdensmarked, som på alle områder må overskride og overvinde de nuværende strukturer i det eksisterende verdensmarkedssystem og tilsvarende institutionelle orden. Hvilket selvfølgelig ikke er muligt uden omfattende skift i de globale magtforhold, herunder de geo- og magtpolitiske strukturer. Hvad der igen indebærer et opgør med alle de institutionaliserede undertrykkelsesformer, der under Amerikansk dominans har præget det, der kaldes den nuværende verdensorden. Projektet kan for nuværende forekomme håbløst, når man tager USA’s, EU’s og Japans samlede økonomiske, politiske og især militære styrke i betragtning, der kan aktiveres som destabiliseringspolitik, hvis deres positioner og privilegier i det imperialistiske system for alvor trues. Men betragtet dialektisk forholder det sig anderledes. BRICS’ strategi koblet med BRI’s udrulning vil i den udstrækning, organisationen kan afværge eller neutralisere f.eks. USA’s og EU’s modoffensiv, indebære en nedbrydning af den Atlantiske enhed, bl.a. fordi EU ikke i længden vil kunne holde til at være underordnet USA særinteresser og de enkelte lande indenfor EU ikke vil kunne holde til at være underordnet EU kommissionens mere og mere autoritære og centralistiske kurs, der først og fremmest gavner de helt store transnationale virksomheder og den europæiske finanskapital. Blot et enkelt nedslag. Alene udbygningen af det Eurasiatiske jernbanenet helt frem til Hamburg og de mange udviklingsprojekter i forbindelse med udrulningen af BRI, vil gøre det både nødvendigt og attraktivt for europæiske virksomheder at søge ind i disse samarbejder. På den anden side vil EU have interesse i at ændre det dollardominerede SWIFT system, fordi både toldpolitikken og svingende valutakurser helt kontant rammer Europas fortsatte styrke på verdensmarkedet. Man skal således passe på med at presse udviklingen ind i bestemte stivnede fronter eller polære systemer. Det forekommer mere frugtbart at definere de kommende konfrontationer mellem BRICS reformpolitik og de Atlantiske lande som både vertikale og horisontale konfliktområder og udviklingspotentialer. Det gælder omvendt også internt i BRICS, der ikke er en alliance og endnu mindre en monolit. BRICS langtrækkende reformstrategi vil også åbne for klassemodsætninger og politiske magtkampe i medlemslandene og flere af de lande, der søger associeringsaftaler. F.eks. har Argentina, efter den ekstremt liberale Javier Gerado Milei vandt præsidentvalget, trukket sig fra medlemskabet, og der skal ikke ske de store politiske forskydninger i Brasilien eller Indien, før deres medlemskab kan blive tvivlsomt. Og helt sikkert er det, at især USA vil gøre alt for at destabilisere og splitte BRICS organisationen ved at presse enkeltlandene politisk og økonomisk. Man kan heller ikke forestille sig en accelereret industriel udvikling i de tidligere kolonilande, uden at det vil kræve store politiske omvæltninger, sådan som det blandt andet ses i de Vestafrikanske lande eller i de Sydøstasiatiske lande. (eksempelvis militærkuppet i Burkina Fasso, hvor præsident Ibrahim Traoré har indledt et radikalt opgør med den gamle compradorklasse og sat gang i flere sociale- og industrielle udviklingsprojekter med konstant fare for, at Frankrig og USA eller deres proselytter i andre afrikanske lande skal spænde ben for projekterne). I det hele taget er det vanskeligt at forestille sig Partnerskaber for En Ny Industriel Revolution gennemført uden opbygningen af lokale stærke og i mange situationer statsmagter med en dominerende udøvende magt og nye samfundsstrukturer, der rækker langt ud over de kendte liberal demokratiske samfundsformer. Heri indgår også muligheden af, at industrialiseringsstrategien, der er ensbetydende med en progressiv udvikling af det kapitalistiske verdensmarked i selve processen, vil udløse klassekonflikter af en type, der kan føre til flere ”progressive” kup eller magtovertagelser med sågar socialistisk orientering inspireret af udviklingen i Kina. Kinas videre udvikling af balancen mellem socialisering af hele samfundet og ageren på kapitalistiske markedsbetingelser vil komme til at øve afgørende indflydelse på den faktiske realisering af BRICS’ reformstrategi. Afsluttende overvejelser II De centrale imperialistiske magter USA og Europa gennemførte globaliseringen og den neoliberale strategi for at overvinde den økonomiske krise i 70’erne og 80’erne og skabte en endnu større krise med finanskrisen i 2008. Den krise er de samme lande ikke kommet ud af, men har tværtimod for at afstive kapitalismen skabt en finanskapital, der i dag udgør den største forhindring for udvidelsen af det kapitalistiske verdensmarked og fornyet akkumulation. Samtidig har den samme strategi skabt de materielle betingelser for et opbrud indenfor verdensmarkedssystemet i og med den accelererede industrielle udvikling udenfor USA og Europa, som nu ikke kan komme ret meget videre uden at nedbryde det nuværende kapitalistiske verdensmarkedssystem og de tilhørende institutioner. Det er den historiske situation, der har skabt BRICS og organisationens tiltrækning af lande og bevægelser udenfor det imperialistiske centrum. Men der er så mange ubekendte faktorer i spil i den situation, at det ikke forekommer hensigtsmæssigt at operere med mekaniske udviklingsperspektiver. De eksisterende verdenssystemer går ikke bare under og erstattes ikke bare af nye systemer. Den globale vækst kommer ikke bare op i gear. Dannelsen af BRICS er først og fremmest et varsel om, hvad der er på vej og danner ikke grundlag for forudsigelser. En socialistisk magtovertagelse i eksempelvis Brasilien vil være et radikalt nybrud, men en større økonomisk- og politisk krise i USA vil ryste hele verdensmarkedet med helt uforudsigelige konsekvenser både for de imperialistiske magter og for de tidligere kolonilande. Derfor kan det analytisk være hensigtsmæssigt at holde sig proportionerne for øje og ikke i bar eufori over BRICS’ udvikling gribe til geopolitiske overfortolkninger. USA’s og Europas dominans på verdensmarkedet er indiskutabelt på retur, hvilket bl.a. BRICS dokumenterer. Men en ny ordensstruktur er ikke en mere sikker udgang end et uoverskueligt og brutalt kaos. De hidtidige vækstovergange/transformationer i kapitalismens historiske udvikling er hverken foregået lineært eller fredeligt, og det selv om overgangsprocessernes centrum  har været indenfor den eurocentriske kultur- og samfundskreds. Det, vi med BRICS står overfor i dag, er, at udviklingsmotoren for en videreudvikling af det kapitalistiske verdensmarked skal findes udenfor den Atlantiske kapitalismes- og eurocentriske kulturdominans. Hvor Vestens universelle værdier fortrænges fra scenen som bestemmende aktør og højeste norm af det kinesisk (asiatisk) inspirerede ”fælles delte værdier for menneskeheden”, fordi det princip åbner for BRICS forestillinger om de enkelte folks mulighed for at finde veje til at omsætte de fælles værdier praktisk og forenelige med de givne betingelser. BRICS Partnerskab for En Ny Industriel Revolution repræsenterer i sin konsekvens en voldsom udfordring af det verdenssyn, der har præget den Vestlige tænkning i flere århundrede. Den udfordring skal tænkes med. En ny industriel udvikling kan ikke reduceres til en teknisk proces. Den involverer ændrede samværs- og forståelsesformer både nationalt og internationalt, og det er i de processer, at de forskellige aktører får deres samfundsenergi og rationale. Jan Helbak.                                          

  august 8, 2025 8:37 pm

  Læs mere

• Sommerferie frem til august. God sommer til alle! jh

  juli 10, 2025 12:41 pm

  Læs mere

• Angrebet på Iran og den Eurasiatiske dimension

  “Det er ikke vist at kæmpe mod strømmen. Men derimod at følge den og forme dens retning og hastighed”. Konfutse Angrebet den 13 juni Israels angreb på Iran den 13. juni og USA’s efterfølgende bombardement af tre atomfaciliteter tilsidesatte samtlige internationale regler og traktater, der siden 1945 har reguleret samkvemmet mellem verdens stater. Tilsidesættelsen og angrebene kan ikke begrundes med påstanden om, at Iran var på tærsklen til at kunne producere atomvåben. Angrebene kunne kun finde sted, fordi Israel med USA’s samtykke mente at have magten til at gennemføre dem og også forestillingen om, at Iran reelt ikke kunne svare igen på et ”chok and awe” angreb, der skulle lamme landets politiske og militære ledelse. Flere militære topchefer og ledende atomforskere blev dræbt, men den forventede destabilisering af det iranske styre udeblev. Til gengæld blev Israel udsat for et magtfuldt og ødelæggende gensvar fra Iran. Af så voldsom karakter, at USA måtte iværksætte bombningerne og herefter erklære våbenhvile. Der er ikke tale om en øjebliksbestemt aktion. Israels angreb har været forberedt siden eftersommeren 2024. Det indikerer også, at USA trods Trumps benægtelse har været med hele vejen, da USA’s kommunikationsnet har indgået i forberedelserne. Spørgsmålet er så, om hensigten var at ødelægge Irans atomkapacitet og sætte Irans mulighed for at producere atomvåben mange år tilbage. Eller om atomspørgsmålet først og fremmest blev fremhævet som pseudobegrundelse for at give angrebene og det slet skjulte mål om regimeskifte legitimitet i den Vestlige verden? Her flere uger efter angrebene taler mest for det sidste. Det er værd at bemærke, at alle spørgsmålene om regel- og traktatbrud og de reelle mål for aktionerne nu fortaber sig i et sandt morads af påstande om den faktiske ødelæggelse af Irans produktionskapacitet, som jo angiveligt var målet, eller om bombninger kun har anrettet overfladisk skade. Slagsmålet om ødelæggelsernes omfang foregår kun mellem Trump og Netanyahu mod resten af verden men har nok så meget ført til en intern kompetencestrid om sandheden i de respektive regeringer og administrationer. Nettoresultatet her og nu er, at ingen ved, hvad der rigtigt og forkert, og få stoler på meldingerne fra den amerikanske og israelske regering. Og det er måske det mest prægnante tegn på USA’s og også Israels svindende autoritet. Færre og færre har tillid til ledernes eller deres administrationers udsagn. I stedet leder man efter andre mere pålidelige og autoritative kilder for at finde ud af, hvad der er op og ned. Men vi ved: At hvis Trumps påstande står til troende, vil begrundelsen for yderligere angreb mangle, og hvis der alligevel angribes igen, vil disse dementere Trumps og Pentagons første udsagn, At Folkeretten og flere andre regler og traktater er blevet brudt, uden at USA og Europa overhovedet forsøger at komme med bortforklaring. Der henvises blot til, at Iran var langt fremme i berigelsen af uran. Den indstilling har meget vidtgående konsekvenser, da den indvarsler et generelt opgør med et flertal af de internationale regelsæt, der blev initieret og institutionaliseret efter 1945. Tilbage er snart kun ”magt er ret”, og det vil gælde for alle og således også undergrave NATO-landenes begrundelse for at støtte Ukraine, At løgn, vildledning og udhuling af diplomatiets betydning, herunder de almindelige forhandlingskodeks, nu hører til dagens orden. Magtopbuddet træder i stedet for tillid, At resten af verden har fået en lektion i, hvor centralt det er at indgå i eller bidrage til at opbygge alternative alliancer for at beskytte sig overfor Vestens – især USA’s – fortsatte overgreb, destabiliseringspolitik og CIA’s statsterroristiske aktioner mod regeringer, der ikke passer ind i USA’s og Vestens kram, At vrangen af myten om Israels næsten uovervindelige militære styrke er blevet vendt ud, hvilket kan føre til helt uforudsete forskydninger og ændringer i magt- eller samarbejdsrelationerne i Mellemøsten. Nyorienteringer i Saudi-Arabien og AUE er allerede i gang. (diskrete tilnærmelser mellem Saudi-Arabien, UAE og Iran). Hvorfor nu? Men hvorfor gennemføres angrebene lige netop nu? Hvorfor ikke sidste år eller om et halvt eller helt år? Det formelle svar fra Netanyahu og Trump er blevet gentaget igen og igen: ”Iran var kun fjorten dage fra at kunne producere atommissiler”. Man skal her bemærke, at det har Netanyahu sagt siden 2003. Ønsker vi imidlertid at komme bag disse helt indlysende pseudoudmeldinger, bliver det nødvendigt at åbne horisonten og indføje flere historiske dimensioner på en og samme situation, fordi USA’s og Israels overfald på Iran ikke kan forklares som en enkeltbegivenhed. Dermed ikke sagt, at Israels moralske fald hos verdensopinionen på grund af massedrabene i Gaza ikke har spillet en rolle for valget af tidspunkt. Men efter min opfattelse har distraktionsperspektivet ikke spillet en afgørende rolle. Jeg deler heller ikke det overvejende flertal af kommentatorers og analytikeres opfattelse, at det er Israel (Netanyahu), der med angrebet den 13. juni har presset USA til at deltage i overfaldet på Iran. Dvs. at Netanyahu har presset Trump til at følge op på Israels lynangreb. Historien taler ikke for den udbredte opfattelse, at det er Israel, der styrer USA’s politik i Mellemøsten, og at USA ikke kan frigøre sig fra støtten til Israel næsten uanset hvilke politiske og militære overgreb, de forskellige regeringer har gennemført i Mellemøsten. Hele historien fra 1948 op til i dag viser, at Israel aldrig har været andet end USA og delvist Europas største ”landbaserede hangarskib” i Mellemøsten. Som væsentligste fremskudte frontlinje i især USA’s del og hersk og destabiliseringspolitik i det efterkoloniale Mellemøsten. Det betyder ikke, at de israelske regeringer og dets militær ikke har haft egne interesser og gennemført aktioner, der ikke flugtede med de siddende amerikanske administrationer og faktisk flere gange har ført til, at USA måtte intervenere for at beskytte Israel senest med støtte til regeringens autoriserede folkedrab i Gaza. Men det betyder, at Israel altid har været afhængig af forskydningerne i USA’s strategiske interesser og af samme grund været afhængig af USA’s politiske og økonomiske bistand. Siden 70’erne har Israel modtaget bistand for ca. 340 mia. dollar. En sådan støtte binder modtageren mere end giveren. Det er vel muligt, at ”halen har svinget med lidt med hunden i forskellige bestemte perioder, men det er hunden, der bestemmer hvor længe, halen skal svinge”. Angrebet på Iran kommer nu, fordi den økonomiske og politiske udvikling, der i dag tager form i Eurasiens to poler (Europa og Østasien) og i Centralasien vil få afgørende betydning for USA’s fremtidige globale magtposition og Israels fremtidige eksistensbetingelser. Af samme grund er det nærliggende at forvente nye angreb eller destabiliseringsaktioner mod Iran. Endnu engang tilbage til 1992 Iranspørgsmålet som strategisk kernepunkt for USA er ikke af nyere dato. Faktisk er spørgsmålet indføjet i en bredere dominansstrategi, som blev formuleret umiddelbart efter ophøret af den kolde krig. Strategien bygger igen oven på den geopolitiske strategi, der praktisk blev udfoldet umiddelbart efter 2. Verdenskrig. USA besatte de facto Japan og underlagde sig senere Sydkorea efter våbenhvilen under Korea-krigen i 1953. Samtidig engagerede USA sig indirekte i støtten til englændernes og franskmændenes bestræbelser for at bevare deres dominans i Sydøstasien. I samme periode blev Marshallhjælpen rullet ud i det krigshærgede Europa. Dels for at sikre Amerikas økonomiske interesser og dels for sikre den politisk militære dominans i Europa og for at inddæmme Sovjetstyret. Strategiens kerneperspektiv var at ”lukke begge ender af den Eurasiatiske landmasse”. Næste fase i strategien var at opsplitte/opdele Sydøstasien og Centralasien i venligtsindede nationer og på den måde isolere Sovjetunionen og lukke for fremtidig kinesisk ekspansion. Indien skulle efter ophøret af det engelske koloniherredømme forhindres i sammen med Sovjet og Kina at spille en central rolle i den videre udvikling af Eurasien. Strategien ændrede ikke mål og substans men karakter efter Sovjetunionens fald. Centralasien blev efter opløsningen af Sovjetunionen til et kludetæppe af selvstændige stater, der meget let kunne resultere i den ene lokale/regionale konflikt efter den anden, som USA ikke kunne styre endsige inddæmme. Det største problem set ud fra USA’s hegemoniske interesser kunne blive, at dominansen i Østasien og Europa ikke ville være stærk nok til at forhindre udviklingen af et samlet Eurasien fra Øst til Vest. I det spændingsfelt har først og fremmest Iran men også den arabiske del af Vestasien spillet en central geostrategisk rolle. Hvilket også lå bag kuppet mod den demokratiske valgte premierminister Muhammed Mossadegh i Iran i 1953, der bl.a. havde lagt sig ud med de store olieselskaber og orienterede sig mod et samarbejde med de Centralasiatiske lande. På baggrund af den tradition og det perspektiv fremlagde viceforsvarsminister Wolfowitz i 1992 en samlet strategisk plan for konsolideringen af USA’s hegemoni- og dominanspolitik. Den såkaldte Wolfowitz-doktrin er i det store og hele blevet fulgt af samtlige amerikanske præsidenter efterfølgende omend modificeret efter de konkrete forhold og udfordringer. Udgangspunktet for doktrinen var, at den kollektive sikkerhed i 30’erne fejlede, fordi der ikke var en stærk magt til at give lederskab. Hvis den situation skulle undgås efter afslutningen af den kolde krig, måtte USA mobilisere sit magtpotentiale, så hegemoni- og dominansstrukturen ikke kunne antastes. Helt konkret blev doktrinen udmøntet i fire hovedpunkter: USA skulle være i stand til at afskrække eller nedkæmpe en hvilken som helst magt, der måtte udgøre en trussel mod USA’s interesser, USA skulle udbygge et samlet system af militære alliancer og arrangementer og samtidig forebygge eventuelle forsøg på at renationalisere forsvarspolitikken, hvilket først og fremmest var målrettet mulige opbrud fra Nato, USA skulle kunne forhindre enhver fjendtlig magt i at dominere en region, som måtte være af betydning for amerikanske interesser. Nævnt blev Østasien, Mellemøsten, den Persiske golf, Latinamerika og Europa, USA skulle forhindre regional ustabilitet, hvor en sådan kunne udfordre amerikanske interesser og sprede våbensystemer og nuklear kapacitet. I det større geostrategiske billede var der allerede i 1990 blevet udviklet en særlig doktrin for USA’s dominans i Stillehavet med fokus på Sydøstasien. Længere fremme i dokumentet står der direkte, at USA sammen med dets allierede må udbygge og konsolidere mekanismer til at afskrække potentielle aggressorer fra at aspirere til at en regional eller endog global rolle. Til det formål skulle USA’s militære styrke udvikles til at fortage hurtige indgreb med overvældende styrke for at afskrække en hvilken som helst udfordrer. USA skulle samtidig være indstillet på at forhindre nogen regional magt i at udvikle atomar eller kemisk militær kapacitet. (Også kaldet WMD). Til det formål skulle USA kunne fortage ”forebyggende/foregribende angreb” og handle uden om de internationale regler og om nødvendigt handle alene eller sammen med en ”koalition af villige”. Fem år senere satte tidligere sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski i en større artikel fra 1997 (A Geostrategy for Eurasia) Wolfowitzdoktrinen ind i en mere konkret Eurasiatisk sammenhæng som afgørende for at forebygge en kritisk udfordring af USA’s globale førerstilling. Artiklen lægger ikke fingre imellem. Kina og Indien ses som aspiranter til regional hegemoni, der både økonomisk, politisk og militært kan presse amerikanske interesser. Eurasien befolkes af 75% af jordens befolkning, det samlede BNP udgør 60% af verdens BNP. Og så kommer hovedpointen: Eurasien er verdens bærende superkontinent. Fra Vest i Europa til Øst i Asien vil Eurasien, hvis det samles i et landfast samarbejds- og sikkerhedsmønster, udgøre den største trussel mod USA. Derfor måtte hovedfokus være at forhindre nogen magt eller grupper af lande i at udelukke USA fra indflydelse i Eurasien. Som noget kontroversielt foreslog, Bzrezinski, at USA skulle arbejde på at etablere et godt forhold til Iran og befordre Irans tætte samarbejde med Tyrkiet, Usbekistan, Aserbajdsjan og Turkmenistan med det formål at opbygge et stabiliserende midtpunkt i Centralasien, og Kaukasusområdet og som venligtsindet forbindelsesenhed mellem Mellemøsten og Centralasien. Læg mærke til, at Israel ikke her spiller samme vitale rolle for kontrollen som efter revolutionen i Iran to år efter. Bzrezinski foreslår også et tættere samarbejde med Kina og foreslår Kina optaget i G7. Den vision frafaldes ret hurtigt, men tanken om at integrere Kina i verdensmarkedet og undergrave kommunistpartiets styrke for at injicere kapitalistisk markedsøkonomi slippes ikke. Brzezinski demonstrerer i hele artiklen en klar forståelse for det afgørende nødvendige i, at USA spiller den dominerende rolle i Eurasien og danner forskellige alliancer og styringsmekanismer til at understøtte dominansen og splitte alle bestræbelser på at skabe et sammenhængende Eurasien udenom USA. Bzrezinskis essay blev ikke betragtet og skulle heller ikke betragtes som en tidligere højt placeret sikkerhedsrådgivers omkostningsfrie fabuleringer. Han formulerede blot det, der implicit var indskrevet i Wolfowitzdoktrinen, som  både Bushregeringen og Clintonregeringen de facto styrede efter. Det er også den geostrategiske tænkemåde, som lå til grund for George W. Bush’s beslutning om først at angribe Afghanistan og senere i 2003 at invadere Irak. I begge tilfælde for at gennemføre regimeændringer og integrere dem i den neoliberale globaliseringspolitik. De nævnte præsidenter blandede sig også destabiliserende i magtspillet mellem Indien og Pakistan på den ene side og Indien og Kina på den anden. Dvs. hele tiden holde gang i splittelser gennem del og hersk. Og hvis det ikke lykkes regime skifte og efterfølgende balkanisering som i Irak og Afghanistan. Den tankegang er blevet videreført og officielt formuleret som mulig amerikansk og Israelsk strategi. (Statsterrorisme, drab på politiske og militære ledere og regimeskifte er blevet perfektioneret af Israel senest med angrebne på Hizbollahs ledere i Libanon). Mordene på de iranske topgeneraler og videnskabsmænd samt det voldsomme angreb i angrebenes to første bølger udgår fra Netanyahuregeringens geostrategiske drejebog og i tilfældet Iran en konkret forestilling om en mulig balkanisering af Iran. Det israelske efterretningsvæsen Mossad har længe kanaliseret støtte til minoriteterne i provinserne: Azeris, Kurderne, Baloch, og de arabiske minoriteter. Taktikken bygger på den opfattelse, at det iranske regime i forvejen var så kompromitteret, at en militær ydmygelse kombineret med uro i provinserne ville få regimet til brase sammen som et korthus. Lidt i stil med situationen i Syrien. Som balkaniseret og urohærget stat ville Iran mistet status som økonomisk og geostrategisk knudepunkt i den udvikling, der er i fuld gang i hele Øst- og Centralasien med Rusland, Kina og Indien i en hovedrolle. USA’s nyere Iranpolitik På trods af de omtalte militære- og sikkerhedspolitiske doktriner er det faktisk ikke lykkedes USA eller for den sags skyld Europa at formulere en sammenhængende politik overfor Iran siden revolutionen i 1979 og dermed overfor udviklingen i Centralasien. Israel og Mellemøsten har i perioden efter den kolde krigs ophør udgjort det geostrategisk knudepunkt. Men i perioden fra 1992 og frem til i dag er både Kina og Indien vokset i omfang, der udfordrer USA’s dominans. Den udfordring konkurrerer med USA’s traditionelle dominans overfor de olierige arabiske stater, der er blevet holdt på plads af USA’s stedfortræder – Israel. Det billede er ved at ændre sig. En nye proces er nemlig under udvikling og har været det i de sidste to til tre år. De arabiske oliestater Saudi-Arabien og UAE har diskret tilnærmet sig et samarbejde med Iran formildet af Kinas diplomatiske og økonomiske offensiv. Det gælder f.eks. Kinas massive investeringer i UAE for at opbygge landet som det nye infrastrukturelle knudepunkt. Den proces går direkte imod USA’s og Israels Abrahamprotokol, hvis sigte er at normalisere forholdet mellem de arabiske stater og Israel og konsolidere Israels position som brohoved til Europa. Den proces har imidlertid stået stille siden Israel påbegyndte folkedrabet i Gaza. I mellemtiden har tilnærmelsen mellem Iran og flere af de arabiske stater underbygget Irans voksende betydning i hele det Eurasiatiske udviklingsprojekt, der i alvorlig grad både vil svække USA’s indflydelse og Israels fremtidige stedfortræder rolle i det Eurasiatiske og Vestasiatiske teater. Det er således fejltagelse at vurdere angrebet på Iran på baggrund af de aktuelle geopolitiske spil endsige lægge for meget vægt på atomspørgsmålet. Hertil kommer de mange overvejelser om Israels indflydelse på USA’s geostrategiske planer. Faktisk skal man tilbage til Obamas første præsidentperiode nærmere bestemt 2009, hvor det billede, der aktuelt tegner sig, blev beskrevet i detaljer. Det drejer sig om en omfattende analyse af USA’s forhold til Iran udviklet af The Saban Cener for Middle East Policy ved Brookings Institution. Rapporten blev fremlagt for Obama administrationen som et sammenhængende katalog over forskellige strategiske udspil overfor Iran. Rapporten har overskriften: ”Which path to Persia? Options for a new American strategy toward Iran”. Flere af rapportens anbefalinger er efterfølgende blevet afprøvet med større eller mindre succes. Risikoen for, at Iran skulle udvikle atomvåben og opnå dybere integration i det Asiatiske netværk, går som en rød tråd gennem alle de anbefalede muligheder: Forhandlingsvejen: Iran skulle tilbydes aftaler, som ikke kunne afslås gennem ”overtalelse”, her iblandt indgåelse af aftaler om atomprojekterne og truslen om sanktioner, hvis Iran afslog seriøse forhandlinger. (bl.a. gennem JCAO, som også flere Europæiske lande skulle involveres i samt IAEA), De militære muligheder: Invasion af Iran, eller massive luft bombardementer eller at overlade et muligt angreb til Israel, Regimeskifte muligheden: Støtte til et folkeligt oprør, støtte de forskellige etniske minoritetsgrupper eller støtte et direkte militært opgør med regimet, Inddæmningspolitik, hvor Iran inddæmmes økonomisk, politisk, geostrategisk og militært. Hver strategisk option blev formuleret i særskilte afsnit og afsluttet med udkast til en sammenhængende strategi, hvor alle optioner blev tænkt sammen. Efterfølgende har historien vist, at alle muligheder har været i spil, siden rapporten blev fremlagt for Obamaadministrationen, og at Trump administrationen og Israel først og fremmest har satset på de mest vidtgående muligheder for at reducere Irans position og fastholde Israels rolle i Mellemøsten. Det hører med til historien, at Trump allerede i sin første præsidentperiode lukkede af for forhandlingsvejen og derfor i dag reelt ikke har ret mange andre muligheder for at forfølge USA’s særinteresser end militære interventioner eller regimeændrende terroraktioner. I samme situation står Israel. Nu er det ikke sådan, at Brookings Instituttets anbefalinger har haft karakter af et vilkårligt tag selvbord. Fra Obamas regeringsperiode har USA måtte se sit globale politisk-økonomiske magtpotentiale og geopolitiske autoritet reduceret. Det er hele MAGA politikken et udtryk for. USA og måske endnu mere Israel befinder sig i dag i en defensiv position, hvor verdensdominansen, der ikke længere bare accepteres af resten af verden, skal forsvares med alle midler. Destabilisering og statsterrorisme har sandsynligvis erstattet de mere vidtgående militære anbefalinger som fremherskende metoder i den defensive taktik. Helt kontant hænger det sammen med, at USA knap har de militære midler og politiske grundlag for en egentlig invasion. Sporene fra Afghanistan og Irak skræmmer både Trumpadministrationen og den amerikanske befolkning. Om Trumps og Benjamin Netanyahus statsterrorisme og bombning af Iran så har indfriet de opstillede mål, forekommer langt fra sikkert. Officielt ved vi ikke, om bombninger af atomkraftværkerne fik det ønskede resultat. Vi ved heller ikke, hvor de 400 kg. beriget uran befinder sig. Og indtil videre tyder alle efterretninger på, at et regimeskifte langt fra er lykkedes, men at angrebene tværtimod har bidraget til at samle nationen bag lederne og udelukke et hvilket som helst oprør fra regionerne. Alligevel kan en ny optrapning af konflikten på ingen måde udelukkes. Det skyldes ikke konfliktens aktuelle og lokale dynamik men snarere udviklingen og spændingerne i det øvrige Eurasien, som har udfoldet sig med voksende kraft og hastighed indenfor de sidste to år. Begivenhederne i Cantralasien og i Sydkaukasus har i langt højere grad end konflikterne i Mellemøsten ligget som en styrende skyggefaktor  bag angrebene på Iran. Hvad den udvikling så konkret indeholder og besidder af konfliktperspektiv vil blive behandlet nedenfor. Det gælder hovedsageligt de politisk-økonomiske perspektiver og de geopolitiske konsekvenser. De to langsomme alternativer I 2011 formulerede Obama den berømte og stadigt aktuelle doktrin: ”Pivot China”. Formlen var ganske enkel. Europa var siden den kolde krigs afslutning blevet stadigt mindre interessant for USA. Europa havde økonomisk og politisk tabt terræn på verdensmarkedet og udgjorde trods flere forsøg ikke en samlet modvægt til USA. Europa var ikke længere målt med Wolfowtz’ målestok en allieret, der skulle kontrolleres og reguleres. Sagt mindre pænt blev de europæiske lande i USA opfattet som føjelige vasalstater. Eftertiden har vist, at det er en meget præcis opfattelse. Rusland blev i 2011 heller ikke på trods af begyndende modsætninger opfattet som en alvorlig trussel, hvor det modsatte gjaldt for det dynamiske Kina. Som Sovjetunionen under den kolde krig skulle inddæmmes, var turen nu kommet til Kina, der på alle væsentlige områder blev opfattet som den største trussel mod USA økonomiske, politiske og militære dominans. Kort fortalt indebar Obamas doktrin, at militæret i højere grad skulle koncentrere sig om dominans i Stillehavet, og at Kinas økonomiske vækst skulle bremses især på det højteknologiske område. Som det tredje ben i vendingen mod Kina indgik opbygningen af alliancer med landene i Øst- og Sydøstasien vendt mod Kina. Hvad der kun indirekte fremgik af de programmer, der efterfølgende blev udviklet, var, at Indien også skulle inddrages i alliancepolitikken, og at der skulle formuleres strategier for, hvorledes USA kunne kontrollere de Øst- og Centralasiatiske republikker og Malaccastrædet for på den måde at svække eller helt amputere Kinas forsyningskæder. Især på energiområdet bl.a. olieeksporten fra Iran. Bidenadministrationen fulgte op på Obama doktrinen med et konkretiseret og potenseret program for inddæmning af Kina. Øget militær oprustning i det Sydkinesiske hav. De facto opsigelse af aftalerne om Taiwans status og gentagne provokatoriske besøg på Taiwan af amerikanske toppolitikere og sanktioner mod Kina indenfor alle væsentlige højteknologiske områder. Sanktionspolitikken inddrog alle lande og selskaber, der måtte handle med Kina indenfor områder defineret som sikkerhedspolitisk følsomme. En bøjelig strategi, hvor områder, der blev defineret som sikkerhedspolitisk sårbare, kunne udvides i det uendelige. Trump forsøger nu i sin anden præsidentperiode at følge op på både Obamas og Bidens politik uden indtil nu at være nået ret meget længere, og i hvert fald ikke har haft videre held med at stække Kinas økonomiske udvikling. Tværtimod har inddæmningspolitikken afstedkommet en accelereret national forskning og udvikling indenfor den kinesiske Tech industri, der helt åbenlyst overgår alle forventninger. (selv Financial Times og The Economist har måttet overgive sig og anerkende den enorme udvikling indenfor Kinesisk alle væsentlige techområder). Selv Trumps aggressive told- og splittelsespolitik er stødt på alvorlige problemer. Kina har ikke blot afværget de værste konsekvenser af toldpolitikken, men været i stand til at tvinge Trump på tilbagetog. Grundlaget for Kinas modsvar er siden 2011 opbygget indenfor kinesisk industri og udvikling af nye markeder, som både USA og Europa har mere end vanskeligt ved at modgå. Kinas modsvar og generelle udviklingsstrategi i det Globale Syd Umiddelbart efter Obamas lancering af ”pivot Kina” formulerede Kinas leder Xi Jinping i en længere tale i Kasakhstan i 2013 projekt: ”Belt and Road Initiativ” (BRI). Projektet bestod først og fremmest af et økonomisk udviklingsperspektiv og sekundært en geopolitisk strategi. Det skal understreges, at BRI først og fremmest er et kinesisk funderet projekt. Men det er tæt forbundet med BRICS projektet uden, at de to projekter er identiske eller formelt afhængige af hinanden. Xi Jinping redegjorde i sin tale for Kinas mere grundlæggende udviklingsstrategi. Opbygning af en multipolær verden. Opbygning af nye økonomiske vækstmarkeder gennem favorabel finansiel støtte til landene i det Globale Syd. I første omgang med konkret fokus på Centralasien, hvor de forskellige stater på trods af enorme naturlige ressourcer ikke formåede at udvikle dem på en måde, der skabte nye markeder. Kina begyndte at investere i infrastrukturelle projekter i hele Centralasien og helt frem til Kaukasus. Der blev indgået forsyningsaftaler med Rusland og Iran indenfor olie- og gasområdet, og der blev investeret massivt i udbygning af det centralasiatiske jernbane- og it net. I 2024 skønnede Verdensbanken, at BRI omhandlede 155 lande og forudsagde en gennemsnitlig økonomisk vækst indenfor området på 4.1% samt (og ikke mindst) en reduktion af de globale handelsomkostninger på 2.2% Det har ikke på noget tidspunkt været hensigten, at BRI skulle udvikles i ekspresfart eller bygge faste alliancer. Fokus har heller ikke ensidigt været på økonomi og infrastruktur. I alle de bilaterale aftaler, der er indgået indenfor rammen af BRI, figurerer også uddannelsessamarbejde, sundhedssamarbejde, konstruktion af institutionsanlæg, industriel udvikling, markedsregulering, kultursamarbejde og udvikling af nye politikformer og solide samfundsstrukturer. Alle aftaler er blevet indgået med respekt for det enkelte lands suverænitet og politiske tradition. Der hører ikke politiske- og værdimæssige formkrav med til aftalerne. Til at finansiere den brede vifte af lokale projekter indgår Kinas Udviklingsbank, Eksport-import Bank i Kina, New Development Bank (i BRICS regi) og Shanghei Cooperation Organization (SCO er en selvstændig enhed, der formelt fungerer udenfor BRI. Iran er tilsluttet SCO), som også spiller en betydelig rolle i udviklingen af BRICS og ikke mindst opbygningen af en Central- og Vestasiatisk sikkerhedsarkitektur. På det seneste møde umiddelbart efter  USA’s og Israels angreb på Iran holdt bl.a. den iranske og kinesiske forsvarsminister separate møder, hvor der blev indgået aftaler om kinesisk militær støtte til det iranske luftsvar og mulighed for Iran at skifte fra de amerikanske kontrollerede GPS system til det kinesiske BEIDO system. Med det skifte vil USA og Israel i fremtiden få vanskeligere ved at jamme og lamme luftforsvaret. På SCO mødet blev der i øvrigt holdt møder mellem Kina og Indien for at finde frem til holdbare diplomatiske løsninger på modsætningerne mellem Indien og Pakistan. Der er indenfor BRI rammen opbygget ca. seks forskellige korridorer fra Kinas vestlige provinser hen over Centralasien og Rusland, der via jernbanenet og fælles it-net forbinder Kina med Tyrkiet/Europa, Aserbajdsjan og Kakasusområdet samt Iran og UEA. Der anlægges parallelt togforbindelser mellem Kina og Europa gennem Midt korridoren gennem Rusland og Central-Vestasien korridoren. (Turkmenistan, Kasakhstan, Usbekistan og Turkmenistan). Kort før Israels angreb på Iran, skulle det første ordinære godstog rulle ind over den Iranske grænse med ankomst i Teheran. I tilknytning til BRI er der derud over skabt jernbaneforbindelse fra det sydlige Kina og ned til Singapore, hvilket reducerer Malaccastrædets strategiske betydning i fremtiden. Ved siden af jernbanenettet indgås der obligatorisk bilaterale aftaler om anlæggelse af olie- og gasledninger, it-netværk, operationsmekanismer og nødvendige institutioner. som alle de involverede lande kan profitere af, og som reducerer hele Østasiens afhængighed af den maritime transport. Udenfor BRI, men i tæt samarbejde med Kina, har Rusland og Iran anlagt Nord-Vest korridoren fra Rusland til Iran. Korridoren indeholder ud over den fysiske forbindelse et vidt forgrenet samarbejdsnetværk, som dels styrker Irans og dels reducerer Ruslands maritime afhængighed af Sortehavet. Helt aktuelt forsøger Israel og USA at forpurre samarbejdet, der også involverer Aserbajdsjan, ved at puste til de nylige modsætninger mellem Rusland og Aserbajdsjan på den ene side og spændingerne mellem Iran og Aserbajdsjan på den anden side. I angrebet på Iran opererede Israel fra Aserbajdsjansk grund. Ved at trække Aserbajdsjan i Vestlig retning er det USA’s og Israels hensigt dels at fastholde Israel og ikke mindst Tyrkiet som et centralt forbindelsesled til Europa, der går uden om Rusland og Iran og dels bremse eller i det mindste svække Kinas direkte ved gennem togforbindelsen til Baku og den nærliggende dybvandshavn, som Kina har stået for. BRI netværket begrænser sig ikke til det Eurasiatiske område. BRI udstrækker sig også til samarbejdet med flere Latinamerikanske og Afrikanske lande. Men det samarbejde og de dimensioner vil ikke blive behandlet i denne artikel. BRI’s strukturelle perspektiv BRI skal uden om de mange floromvundne udtalelser og proklamationer forstås som Kinas antiimperialistisk vækst- og udviklingsmodel, der i hele sit væsen og set up langsomt skal opbygge det Globale Syds vækstalternativ uden at konfrontere USA’s og Europas finansielle, økonomiske og institutionelle dominans direkte. Man kan sige, at BRI er en forlængelse af Kinas egen vækststrategi, der først og fremmest fokuserer på industriel vækst, social- og sundhedsmæssig sikkerhed, folkelig inddragelse og skarp regulering af hele den finansielle sektor. Økonomen Isabelle Weber har meget præcist i sine analyser af det kinesiske samfund og delvist BRI kaldt Kina for en statskonstitueret markedsøkonomi. Med central statslig styring af både statslige- og private markeder og langsigtet allokering af kapital og investeringer uden kortsigtede hensyn til kapitalafkastet. Kort sagt en markedsmodel helt forskellig fra den Transatlantiske neoliberale kapitalisme, finanstyranni og kortsigtede profitjag. BRI projekterne skal i den forstand forstås som den eksterne forlængelse af Kinas indre vækststruktur og vækstmål. BRI indeholder et udbredt netværk af forbindelser og samarbejdsflader, som danner grobund for et fremtidigt valutasamarbejde og opbygningen af alternative finansinstitutioner. Både som modeller for fremtiden og som det materielle grundlag for at presse Vesten til reformer af IMF, Verdensbanken, UNCTAD, WTO og FN. Målet er at skabe forudsætningerne for en mere ligelig fordeling af indflydelse/stemmevægte mellem de Atlantiske lande og landene/samarbejdsalliancerne fra det Globale Syd i de respektive institutioner. Efter min opfattelse, er det den strategiske sammenhæng, der historisk overlejrer den aktuelle konflikt mellem Israel/USA og Iran. Efter en noget omtumlet og ikke specielt succesfuld start er BRI ved at finde formen og metoderne til at udvikle netværket og forpligte de forskellige deltagere. Dvs. at udrulningen af initiativerne nu foregår betydeligt hurtigere og mere sikkert, hvad der helt åbenlyst nu udgør den alvorligste trussel mod USA’s interesse i et opsplittet Centralasien og Israels interesse i at bevare sin rolle som USA’s og Europas landbaserede hangarskib i Mellemøsten. USA’s og Israels forsinkede modsvar til BRI I 2023 på G20 topmødet i New Delhi underskrev Indien, USA, UAE, Saudi Arabien Israel, Frankrig, Tyskland og EU et memorandum som grundlag for ”India, Middle-East, Europe economic Corridor” (IMEC). IMEC’s vigtigste mål var at skabe fælles økonomisk udvikling, infrastrukturel sammenhæng, energisamarbejde og økonomisk integration mellem Asien, den Persiske Golf og Europa. Korridoren skulle gå fra Indien gennem Golfen og Israel til Italien og Grækenland som et modsvar til BRI og Rusland – Iran forbindelsen. IMEC skulle dæmme op for BRI og forhindre Indien og de arabiske lande i at blive tilknyttet BRI på den ene eller den anden måde. Israel skulle spille en nøglerolle både som transitland og som disciplinerende magtfaktor overfor de arabiske lande. IMEC er imidlertid ikke rigtigt kommet fra start. Der hersker fortsat uenighed om finansieringsgrundlaget og de praktiske projekter. I virkelighedens verden fungerer IMEC indtil videre først og fremmest som et ideologisk projekt og som talerstol for Netanyahu, når han på især USA’s og Europas vegne tordner mod Kinas ”autoritære kapitalisme”. På skyggesiden er IMEC løftestang for infiltrering i de lande, der har tilsluttet sig BRI. Den politik har også været afprøvet overfor Iran for at få Iran ind i folden, men blev i oktober 2024 pure afvis af Khamanei, som pointerede, at Israels kampagne mod Iran havde til formål at gøre Israel til centralt knudepunkt for energieksport til Europa for at sikre sig sin egen overlevelse som selvstændig stat. Få dage efter besluttede det Iranske parlament at styrke tilknytningen til Kina, BRI og søge om optagelse i BRICS samt fremme udbygningen af Nord-Syd korridoren mellem Rusland og Iran. Landene bag IMEC har ikke haft den store succes med projektet. USA og Europa kan reelt ikke tilbyde håndgribelige udviklingsprojekter med respekt for deltagerlandenes suverænitet og geopolitiske autonomi. Israels og USA’s angreb på Iran har tværtimod om end utilsigtet fremskyndet samarbejdet mellem Saudi-Arabien og UAE og Kina og Rusland og således svækket IMEC. Det lykkedes i øvrigt Kina et år før angrebet på Iran at formidle en tilnærmelse Saudi-Arabien og Iran. Og til forskel fra samarbejdet i IMEC, foregår det noget mere konkret og praktisk mellem Rusland/Kina og Golfstaterne, hvor især oliehandlen foregår i de lokale valutaer, hvilket også har reduceret Saudi-Arabiens investeringer i Petrodollars. Den Centralasiatiske inddæmning af Kina Og så er vi tilbage ved Wolfowitz og Bzrezinski doktrinen. Obama doktrinen efterfulgt af Bidens aggressive politik overfor Kina i hele Stillehavsområdet fulgt op af sanktionspolitikken er ikke tilstrækkelig til reelt at inddæmme Kina og fastholde USA’s globale dominans. Udvidelsen af Nato mod Øst gik relativt smertefrit indtil Rusland trak en rød linje ved Ukraines optagelse i Nato. Vigtigheden af denne strategiske øvelse havde Wolfowitz understreget flere gange i doktrinen. Ukraine skulle forstås som bindeled til Kaukasusområdet og herfra til Vestasien. Få i den Atlantiske alliance havde forestillet sig, at Rusland kunne mønstre den militære styrke, som tilfældet er, og binde Ukraine, Europa og USA i en opslidningskrig, som Rusland står til at vinde med store omkostninger for Europas økonomi og sammenhængskraft. Og få havde for alvor regnet med, at sanktionspolitikken overfor Rusland for det første ville bringe Kina og Rusland tættere på hinanden, men for det andet også accelerere udviklingen i både BRI og BRICS. Den Atlantiske kapitalisme, der ikke har meget at tilbyde det Globale Syd hvad angår støtte og udvikling har gennem hele Ukraine krigens forløb fået anskuelsesundervisning i, hvor langt den Atlantiske alliance er indstillet på at gå for at undertvinge et hvilket som helst land dets dominans og interesser. Alene den indsigt har bidraget til at øge interessen for både BRI og BRICS som dels udviklingspartnere, dels beskyttelse overfor den Atlantiske sanktionspolitik og dels som kommende institutioner til finansiering af det Globale Syds nødvendige udviklingsinitiativer. Krigen i Ukraine og Natos og EU’s Ani russiske sanktionspolitik og massive militære støtte til Ukraine har i virkeligheden fremmet og ikke hæmmet de asiatiske og afrikanske landes bevægelse væk fra USA’s og Europas indflydelse. Ukrainekrigen og Israels moralske deroute har trukket det Eurasiatiske ”spøgelse” frem på scenen. Ruslands og Kinas stadigt tættere samarbejde og deres indbyrdes arbejdsdeling, som den kinesiske udenrigsminister understregede under besøget i EU, bliver aksen som både samarbejdsrelationerne i Centralasien og i Afrika bygges op omkring. Hvor Rusland af historiske grunde har vanskeligt ved at udvikle eller fastholde et samarbejde med flere af landene i Centralasien, Vestasien og Kaukasus, træder Kina ind via BRI og knytter landene til aksen. Hvis den udvikling holder ved, bliver Bzrezinskis mareridt en realitet. USA mister muligheden for at balkanisere Centralasien som grundlag for enten at gennemtvinge sine interesser eller fastholde det hidtidige fodfæste. Hvilket vil resultere i følgende: A). USA får endnu vanskeligere ved at gennemføre sin inddæmningspolitik overfor Kina på landsiden både politisk, økonomisk og militært, hvad der igen svækker styrken i Stillehavsstrategien. Vanskelighederne kan allerede spores nu i forbindelse med Trumps toldoffensiv overfor Kina, der allerede var forudset og forberedt og svarer nu igen ved at omdirigere en større andel af eksporten til Asien, Centralasien og store dele af Afrika formidlet gennem BRI netværket. B). USA og Europa har mødt grænserne for sanktionspolitikkens effekt og mulighederne for at isolere Rusland. På samtlige områder har Putinregeringen sat turbo på orienteringen mod Øst og indgår nu den ene samarbejdsaftale efter anden på de højteknologiske områder samtidig med, at de industrielle investeringer spredes ud på langt flere og strategisk vigtige industrigrene end tidligere. Rusland er, mens krigen i Ukraine raser, i gang med en kolossal vending væk fra primær råstofeksport til forceret udvikling af bl.a. Tech-sektoren. I den sammenhæng indgår også det tætte samarbejde mellem Rusland og Iran, der rummer langt flere områder end det militærtekniske. Som et apropos er det vigtigt at understrege, at de relativt hurtige reaktioner på USA’s og Europas dominanspolitik og omdirigering af produktion, investeringer og handel først og fremmest er muliggjort af en udbredt statsstyring af både investeringer, produktion og marked, herunder international samhandel og kapitalregulering. Selv om Rusland og Kina økonomisk strukturelt ikke ligner hinanden og måske, måske ikke, kommer til at tegne samme udviklingsbane, har de to lande tilnærmet sig hinanden politisk og økonomisk, hvor især Rusland indoptager flere af de samfundsmæssige styringsmekanismer, som er udviklet i Kina. Og for så vidt det lykkedes indenfor overskuelig tid at udvikle en fælles valuta/fælles valutasamarbejde – ikke alene mellem Rusland og Kina – men indenfor BRI og BRICS rammen, vil det resultere i yderligere tilnærmelser. Der, hvor vandene på længere sigt kan skille, vil udgå fra de to landes forskellige grundlogikker. Kina er afhængig af BRI og BRICS som strategisk perspektiv, fordi hele regimet og folkekulturen bygger på forestillingen om Kinas vej mod socialisme. Hele Kinas udenrigspolitik må have som rationale at nedbryde de imperialistiske Vestmagters dominans og skabe et multipolært verdensmarked, hvor alle stater kan indgå i et ligeværdigt samarbejde, og hvor der opbygges institutioner og mekanismer til at reducere og nedbryde de mekanismer, der i århundrede har holdt det Globale Syd nede i underudvikling. Rusland har i et årti i praksis forfulgt den samme politik på trods af, at landet er grundlæggende kapitalistisk og indtil 2014 havde ambitioner om at blive integreret i den Atlantiske kapitalisme. De ambitioner har Natos Øst udvidelse og Ukrainekrigen sat en stopper for, og Putinadministrationen har brugt de forfatningsmæssige muligheder for at styrke centralmagten og samfundsreguleringen, herunder regulering af økonomien og den interessebestemte og geostrategiske udenrigspolitik. Der virker med andre ord en vis konvergens mellem Kinas og Ruslands praktiske politik. En slags fælles forsikring mod den Atlantiske dominanspolitik, og det er ikke muligt uden et stærkt fodfæste i størstedelen af Eurasien. Vladimir Putin redegjorde meget præcist for den fælles strategi under SPIEF 2025 topmødet i Sct. Petersborg (International økonomisk forum), mens Israel og USA angreb Iran: ”Kina og Rusland formulerer en ny verdensorden. Kina og Rusland vil ikke skabe en ny verdensorden. Vi giver den snarere form. Den ny verden vokser helt naturligt frem som solopgangen. Vi kan ikke undgå det. Vores rolle er at formulere konturerne, måske bane vejen for den proces, så den bliver mere afbalanceret og forbundet med interesser for den klare majoritet af lande i verden. Vi antager, at alle nationer vil anerkende og endelig forstå, som jeg tidligere har gjort klart, at den tilgang til at finde løsninger vil vise sig overlegen i forhold til det magtfulde pres eller neokoloniale paradigme, som menneskeheden har levet under i århundrede – hvis ikke årtusinder”. Oversat siger Putin, at Kina og Rusland ikke kan tvinge nogen suveræne stater til samarbejde eller optagelse i de forskellige netværk. Ingen stater går frivilligt ind i de omtalte netværk, hvis der ikke er klare fordele for den enkelte nation. Derfor kan der heller ikke opstilles ganske bestemte politiske og værdimæssige normer for samarbejdet. Vejen til øget vækst og større global lighed går over mange forskellige politiske og systemiske veje. Det drejer sig ikke om at føre en politik, hvor den Atlantiske kapitalisme udfordres ensidigt.  BRI og BRICS projekterne skal vælges til som alternativer. De forskellige fora og samarbejdsformer skal ”skynde sig langsomt”. Det er også en nødvendig fremgangsmåde, hvis det skal lykkes at overvinde interesseforskelle og indre modsætninger i f.eks. BRICS, som kun langsomt udvikler sig til en mere sammenhængende blok uden at erklære sig som en alliance. Indien og Kina, begge medlemmer af BRICS, har stadig mange uløste lokale konflikter og konkurrerer tillige om indflydelse i Syd- og Sydøstasien. Kina har også et anspændt forhold til Vietnam. Så både politisk, økonomisk og sikkerhedspolitisk skal BRICS og BRI bevæge sig langsomt fremad for at undgå indre splittelse og ydre konflikter. I modsat fald vil BRICS få vanskeligt ved på den ene side at modgå USA’s destabiliseringspolitik og på den anden side tiltrække flere lande udenfor organisationen. Derfor bestræber især Kina sig i videst mulige omfang på at undgå militære konfrontationer med USA og USA’s allierede i Stillehavet (bl.a. Filippinerne, Japan og Sydkorea) og vælger i stedet diplomatisk offensiv og en vækst-netværksstrategi, der reducerer risikoen for krig, terrorisme, politiske kup og USA’s og Europas mange forsøg på tvungne regimeskift. Rusland forfølger i princippet samme politik, men har af historiske grunde ikke de samme muligheder for at undgå konfrontationer. Alene russofobien i Europa, der bidrager til at holde EU sammen, fastholder Rusland i en permanent konfrontations situation. Rusland har også konstant uro i sin baggård i Kaukasus, hvor især EU via Frankrig i flere år har spillet en fremtrædende rolle i de forskellige forsøg på at gennemføre regimeændringer. Kort sagt er strategien både i Belt and Road og nu helt tydeligt i BRICS at deltage og opbygge de materielle, politisk-økonomiske og geostrategiske forudsætninger for en langsom radikal ændring af den globale politiske, økonomiske og geopolitiske struktur uden at skabe et globalt kaos, institutionelt sammenbrud og risiko for omfattende krig og ødelæggelse. Der er visse ligheder til nutidens militære nedslidningsstrategier, som konstant, men hverken lineært eller unisont reducerer modpartens (Atlantisk kapitalisme) muligheder for at handle offensivt. Nedenunder alle de spektakulære begivenheder, der i medierne isoleres til situationsteater, spiller de globale økonomiske tendenser en afgørende rolle for henholdsvis den Atlantiske kapitalismes mulighed for at bevare sin overlegenhed og f.eks. BRICS landenes mulighed for at forme en fælles økonomiske strategi, der kan overvinde neoliberalismens nedbrydning af den globale vækst. Væksttyngdepunktet skal flyttes fra de rige lande til de fattig lande og udviklingslandene. Det bliver den afgørende transformation for ændringerne af de globale styrkeforhold, som BRICS landene stiler efter, og som den Atlantiske blok rettelig frygter og bekæmper med alle til rådighed stående midler, som eksempelvis Israels og USA’s hasarderede angreb på Iran. Et kortfattet signalement af de underliggende økonomiske spændinger For kort at underbygge ovenstående kan det være hensigtsmæssigt at kaste et overordnet blik på, hvad der økonomisk er på spil nedenunder de geopolitiske spændinger i Mellemøsten og Eurasien og sandsynligvis i konfliktfeltet mellem den Atlantiske kapitalisme og BRICS. Da USA i 1973 rendte ind i den første store krise efter 1945, der først fandt sin løsning med Washington Concensus i 1979, som indledte den neoliberale globaliseringsstrategi, lykkedes det rent faktisk USA at samle størstedelen af de herskende klasser i USA og Europa politisk, ideologisk og strategisk. Den strategi ramte muren med finanskrisen. Siden 2008 er de herskende klasser tydeligvis gået fra den ene splittelse og konflikt efter den anden. Men indtil nu er det lykkedes at opstemme splittelserne og konflikterne under en overgribende fælles interesse. Den Atlantiske kapitalismes dominans skulle bevares. Det var Bidenadministrationens hele rationale. Men de indre omkostninger var for store, hvilket som bekendt har bragt Trump til magten via MAGA bevægelsen, der grundlæggende tilsidesætter alle andre kapitalistiske lande og sammenslutningers interesser for amerikanske. Det afgørende er imidlertid, at der ikke er tale om en vilkårlig strategisk vending. USA og amerikansk kapitalisme kan ikke andet, selv om protektionismen, told- og sanktionspolitikken og tilsidesættelse af alle internationale regler er ved at æde den globale kapitalisme op indefra. Det mest dugfriske eksempel. Kongressens vedtagelse af Trumps finanslovsforslag ”Big and Beautiful” vil medføre, at statsunderskuddet vokser til mellem 6-8% af BNP. USA indkasserer den højeste gæld i verden på 37000 mia. dollar. Hvert eneste år skal der betales 900 mia. dollar i renter, og hvert eneste år skal der udstedes nye statsobligationer for at dække underskuddet. Hidtil har det ikke været et problem at afsætte obligationerne, fordi de har været opfattet som sikre papirer. Men Trumps ekstatiske økonomiske udenrigspolitik og finansmarkedernes indre ustabilitet forårsager nu, at der er færre institutionelle købere til obligationerne, hvilket holder den amerikanske realrente høj. Når Trump så samtidig ventilerer tanken om at presse en tvungen gældsnedskrivning igennem, kan det ikke undre, at både statslige institutionelle investorer og private investeringsbanker langsomt og diskret er begyndt at flytte kapitalinvesteringer over til andre landes statsobligationer bl.a. tyske bunds. USA er langsomt ved at nå grænsen for, hvor megen kapital dollarregimet kan trække ud af det globale marked. Hermed ikke sagt at grænsen er nået. Men USA’s gæld og underskudsfinansiering kombineret med den aggressive handelspolitik og svage industrielle base i selve USA udgør i sig selv en destabiliserende faktor. Dels hæmmes investeringerne og dels slår det igennem som global lavvækst, som IMF, Verdensbanken, OECD og UNCTAD nu finder alarmerende. (En global vækst helt nede på 2.3% er reelt nulvækst). Den anden side af mønten er, at i samme måned som USA og Israel angreb på Iran, blev den globale gældsproblematik behandlet på en større konference ”Fourth International Conference on Financing for Development” i Sevilla. Bl.a. EU deltog med Ursula von der Leyen og Macron. De faktisk forhold, som blev behandlet, var nedslående. Det økonomiske gab mellem de rige lande og udviklingslandene vokser igen. Til næste år vil G7 landene for tredje år i træk reducere den økonomiske hjælp. I 2026 vil reduktionen alene være på 44 mia. dollar. De mindst udviklede landes samlede eksterne gæld er tredoblet over de seneste 15 år (UN rapport). Udviklingslandenes (minus Kina) gæld er vokset til 126% af deres BNP. Samlet udgør gælden 8800 mia. dollar. Tilbagebetaling på gælden overgår nu den samlede kredit og kapitalinvestering i landene. Siden 2022 har private kreditorer hjemtaget 141 mia. dollar i udviklingslandenes gældsafdrag. Afdragene er større, end de har frigivet i ny finansiering. Og ifølge UNCTAD er investeringerne i udviklingslandenes infrastruktur faldet med 35%, i vedvarende energi med 31%, i vandforsyning med 30% og i agrare systemer med 19%. Selv om det her opstillede billede på de globale modsætninger er stærkt stiliseret, tjener det til at indramme de globale modsætninger og en udviklingsproces, hvor den Atlantiske kapitalisme er degenereret fra at være drivende for den globale vækst til en parasitær stilling, der for at overleve forfølger en strategi, der nu hæmmer den samlede kapitalismes vækst. Det usikre alternativ og USA’s defensive destabiliseringspolitik Det er i det spændingsfelt og uholdbare modsætningsfelt, at Kina, BRI og BRICS opererer og optage næring i takt med verdensøkonomiens stagnation. Det er også budskabet fra det nyligt afholdte og stærkt mediedækkede BRICS topmøde i Rio de Janeiro. Sluterklæringen har overskriften: ”Styrkelse af det Globale Syd for inkluderende og bæredygtig styring (ledelse)” - af den politisk-økonomiske og miljømæssige udvikling. Selve overskriften betegner en udvikling væk fra de tidligere topmøders proklamatoriske konfrontationer. Strategien er lagt om, hvor den lange sluterklæring dels kan opfattes som et omfattende udviklingsprogram og dels som et katalog for et bredere og mere ligeværdigt og praktisk samarbejde. Dedollariseringen gennem en fælles BRICS valuta, der tidligere var organisationens fokuspunkt, er nu taget af bordet. I stedet indgår et netværk af lokale valutasamarbejde som ny bæredygtig og ikke konfrontatorisk strategi. De lokale valutasamarbejder  skal udvikles gennem bilaterale samarbejder om industriudvikling, grøn vækst, udvikling af social- og sundhedsvæsnet mv., som sammenlagt praktisk skal udgøre alternativet til USA’s og Europas hidtidige neoliberale kapitalismemodel. Det fremgår også klart af topmødereferaterne, at man for første gang officielt har erkendt, at der internt i BRICS gruppen er mange forskellige interesser, der langsomt og praktisk skal harmoniseres, og at en forceret proces med for mange åbenlyse konfrontationer med bl.a. USA, kan destabilisere gruppen. Med et kinesisk udtryk: ”ikke at arbejde mod strømmen men arbejde med og forme dens forløb”. Konkret betyder det, at topmødet har lagt grunden til en konkret reformpolitik af de institutioner, der hidtil har reguleret verdensmarkedet og det internationale samarbejde (IMF, FN, WTO mv.), men som under den neoliberale globaliseringsstrategi er enten er kompromitteret eller gjort virkningsløse. Tempoet, og hvad der på kort sigt nås af resultater, er, hvad der fremgår af topmødet, ikke et kardinalpunkt. Det er selve processen og retningen mod en global situation, hvor det ”økonomiske råderum” for USA og dets allierede indskrænkes, hvad der igen får afgørende betydning for de geostrategiske og militære styrkeforhold. Om Trumps trussel efter BRICS topmødets slutresolution om at pålægge alle BRICS medlemslande og partnerskaberne en ekstra told på 10% får den store betydning og skaber uro i rækkerne, er ikke til at vide på indeværende tidspunkt. Men i sidste ende er det altid et lands eller en alliance af landes industrielle udvikling og kapacitet, der afgør de geopolitiske styrkeforhold og de forskellige sikkerhedsstrukturer. Nogle få afsluttende bemærkninger Selv om Israels og USA’s angreb på Iran som et øjebliksbillede kan forekomme overvældende og Irans fremtidige position i området som stærkt svækket, forholder det sig omvendt, hvis angrebet og USA’s/Israels optræden underordnes det Eurasiatiske perspektiv. Angrebene er strengt foretaget ud fra en defensiv position for begge landes vedkommende med det umiddelbare formål at destabilisere og balkanisere Iran og med dets centrale position på sigt bremse udviklingen i Centralasien, herunder den praktiske udrulning af BRI og fastholde den splittelse, som Kina, Rusland, Indien og det øvrige BRICS tilstræber at overvinde. Kampen om retningen for den globale kapitalismes videre udvikling indbefatter i væsentlig grad kampen om styrkepositionerne i Mellemøsten og på den Eurasiatiske landmasse, hvor udviklingen her vil få afgørende betydning bl.a. for dynamikken i Afrika. USA’s vicepræsident J.D. Vance har med vanlig aggressivitet formuleret problemstillingen krystalklart på X: ”Trumps doktrin er følgende: 1). klart at definere amerikanske interesser, 2). forhandle aggressivt for at få indfriet disse interesser, og 3). brug af overvældende magt hvis nødvendigt”. Den doktrin adskiller sig i princippet ikke fra den tidligere Wolfowitz doktrin bortset fra det ene faktum, at Trumps doktrin alene er rettet mod et aggressivt forsvar af USA’s position som verdens ubestridte magtcentrum, hvad USA ikke er længere. Det er den situation, der kan udløse irrationelle og ukontrollable aktioner som angrebene på Iran med uoverskuelige konsekvenser, der rækker langt ud over den konkrete magtdemonstration. Allerede nu er den globale lovløshed en realitet.Trumps strategi og MAGA bevægelsen og angrebet på Iran er blot det hidtil seneste udtryk for den situation. Jan Helbak                            

  juli 10, 2025 12:36 pm

  Læs mere

• Virtuel trussel mod demokratiet – eller svækket immunforsvar?

  Israel angriber Iran, og Iran svarer igen. Situationen er uoverskuelig og kan komme helt ud af kontrol. Sådan har vi også vænnet os til at opfatte krigen i Ukraine, de tilspidsede modsætninger mellem USA og Kina osv. Eller hvad kan protesterne ”No King” mod Trump udvikle sig til i USA. Listen af uigennemskuelige konflikter er meget længere, men fælles for de nævnte er, at det er næsten umuligt at skabe sig et overblik, og ingen eller i hvert fald meget få autoritative og pålidelige kilder står frem hævet over enhver tvivl. Mod sædvane har jeg opgivet at følge udviklingen time for time. I stedet faldt det mig ind, at jeg for nogle dage eller uger siden læste en artikel i DR-Nyt om desinformation. Jeg læste den gang artiklen hurtigt igennem, men heller ikke mere. Midt i al medierumlen har jeg nu læst artiklen igennem en gang til og fundet, at den er langt mere interessant end som så.  Artikel fra DR nyheder Artiklen, som er skrevet af Brita Kvist Hansen (journalist på DR), havde en  opsigtsvækkende titel: ”Ekspert: ”Vi skal kunne svare igen på påvirkningskampagner indenfor 24 timer”. Undertitlen var: ”Voksende russisk påvirkning kombineret med kunstig intelligens øger truslen mod vestlige demokratier”. Egentlig noget af en kioskbasker og en forklaring på det fænomen, som politikerne ikke mindst statsministeren igen og igen henviser til i de mange lidt tågede advarsler om, at russerne udgør en trussel mod hele Europa. Ikke at de fysisk vil besætte os, men holde os i en mental, politisk og social spændetrøje. Med det narrativ gav overskriften mening. Artiklen tager udgangspunkt i valget i Rumænien 2024, som blev erklæret ugyldigt under henvisning til efterretningstjenestens påstande om, at en udenlandsk påvirkningskampagne havde haft indflydelse på valgresultatet. Først og fremmest gjaldt det en reklamekampagne på Tik-Tok for den vindende kandidat. Hvilket ikke i sig selv er særligt ualmindeligt. Det kneb med dokumentationen, men der var en vilje til i EU at tage påstandene for gode vare. Den vindende kandidat var skeptisk overfor Nato og afviste EU’s linje overfor Rusland. Problemet var, at valget var afholdt, da det blev erklæret ugyldigt, hvad der skabte stor vrede i vælgerkorpset. Desinformation Den såkaldte påvirkningskampagne blev takseret til at være desinformation, som ifølge ordbøgerne betyder forsætlig vildledning med det mål at opbygge et bestemt narrativ. Til forskel fra misinformation, der er fejlagtig information, og som forekommer hele tiden uden at være bevidst vildledende. Vi skal ikke have gentaget situationen i Rumænien. Et andet sted kunne den komme ud af kontrol. Derfor skal der sættes ind i løbet af 24 timer for at skyde desinformation ned. Og, som der står i artiklen, er det en påtrængende opgave i og med: ”Rusland sætter stadig større ressourcer ind på at undergrave vores demokratier med påvirkningskampagner”. En trussel, der er overhængende, fordi: ”Vores åbne samfund er nemme at ramme for Rusland, siger Janis Sarts, som er direktør for Nato Strategic Communications Center of Excellence i Riga Letland”. ”Ifølge Janis Sarts vokser den russiske indsats for at påvirke valg og svække demokratiet. Metoden går ud på at udbrede bestemte budskaber via netværk og falske profiler, der udsender koordinerede budskaber”. Det lyder velkendt. Det er vist ikke kun russerne, der anvender denne såkaldte virtuelle jamming. Det har stort set været gængs praksis siden ophøret af den kolde krig. Mere eller mindre gennemskueligt og sofistikeret. Så den side af mønten skal vel tælles med, når trusselsbilledet mod demokratiet beskrives. I hvert fald har det kunnet konstateres, at dokumentationen for brud på de almindelige valgregler generelt set ikke har været overvældende stærk. Men som sagt er de forskellige trusselsbilleder blevet taget for gode vare alt afhængig af hvilken part, der har kunnet profitere af narrativet. Forhåndsingreb Jaris Sarts udtaler så følgende som svar på den omfattende virtuelle offensiv fra Ruslands side: bl.a. i forbindelse med valg: ”Det duer ikke at vente, når man ser kræfter udefra blande sig. Man skal kunne reagere indenfor et døgn”. ”myndighederne skal straks fortælle offentligheden, hvad der foregår. Derud over skal de kræve af platformene, at de lever op til reglerne og standser netværk, der står bag de koordinerede kampagner”. Desværre forsynder hele artiklen sig mod helt elementære argumentations- og fremstillingsregler. Artiklen indeholder mindst fire hovedpåstande vedr. temaet: Kampagnerne undergraver demokratiet, Åbne samfund som de europæiske er nemme at ramme, Kampagner kan påvirke valgresultater, Påvirkningskampagne ved præsidentvalget i Rumænien var udslagsgivende for valget. Der er i artiklen bare ikke belæg for nogen af de fire påstande endsige forholdsvis præcise beskrivelser af påstandene. Så vi er sådan set lige vidt. Påstandene lader sig ikke efterprøve. Vi må derfor spørge prøvende ind til påstandene. ”Ifølge ham (Janis Sarts) skal myndighederne straks fortælle offentligheden, hvad der foregår”. Hvad står der egentlig? Vi myndighederne, (hvem det så end er) ved, hvad der er desinformation og ikke desinformation. Konkret vil det nok være efterretningstjenesterne, der afkoder de mange informationer, der er i spil hele døgnet rundt. Spørgsmålet er så, hvordan efterretningstjenesterne og deres politiske opdragsgivere kan vide, hvad der er information og desinformation. De må strengt taget være i besiddelse af en bestemt målestok for korrekte informationer, som alle informationer skal måles i forhold til. Ellers giver sætningen ikke mening, medmindre man trygt overlader det til efterretningstjenesterne ud fra egne og ikke offentligt kendte kriterier at sondre mellem desinformation og korrekt information. Og på det grundlag skal politikere og andre offentlige myndigheder reagere ”indenfor 24 timer og informere offentligheden om, hvad der foregår”. Eller sagt på en anden måde, skal myndighederne kunne reagere så hurtigt, at desinformationen ikke når befolkningen og forårsager politisk forvirring eller stemmeskred som i Rumænien. Jeg har ikke andet begreb for den indstilling end forhåndscensur. Holdninger og tendenser – påvirkningskampagnernes grobund Nu findes der vel en begribelig forklaring på, hvorfor højtplacerede embedsmænd i Nato og efterretningstjenesterne går så vidt som til at plædere for forhåndscensur? Det er nok ikke rimeligt over en bred bank at mistænke væsnerne for at pleje egne eksistensinteresser. Det burde ikke forekomme i et demokrati og i et åbent samfund. Den nok væsentligste grund formuleres meget præcist senere i artiklen af Jaris Sarts: ”Mange påvirkningsoperationer lykkes, fordi de bygger oven på holdninger og tendenser der er i forvejen”. Holdninger og tendenser, der ikke falder indenfor korrekthedsmålestokken, forstås. Holdninger og tendenser, der ikke skal understøttes eller på nogen måde kunne brede sig ud af kontrol. F.eks. de voksende national konservative partier og bevægelser, der i voksende omfang udfordrer det etablerede politiske centrum. Dvs. påvirkningskampagnerne rammer ind i en i forvejen eksisterende stemning. Måske skaber de rettelig ikke nye stemninger. Måske forstærker de blot de eksisterende, som myndighederne kan have vanskeligt ved at få has på. Hvis man så kan gribe ind overfor påvirkningskampagnerne, inden budskaberne breder sig, skulle det være muligt at fastholde en eller anden form for status quo i det politiske landskab og i den aktuelle situation forhindre russerne i deres destabiliseringsmanøvre. Det er ikke uden betydning, at desinformationen mv. (som den kaldes) meget sjældent beskrives konkret. Afsløringerne fremføres næsten altid i brede og ret upræcise vendinger. Det gør det vanskeligt at forholde sig til dem, hvad der også vanskeliggør kritikken. Men de rammer rent ind i de etablerede narrativers signalmarkører som ”demokratierne”, de ”åbne samfund” osv. Det, der går forud for forhåndscensuren Men der gemmer sig faktisk et spøgelse bag forhåndscensuren. Den underliggende præmis: myndighedernes og de politiske lederes manglende tillid til vælgernes dømmekraft og evne til med en vis skepsis at sortere i de mange forskellige og konfliktende budskaber i medierne, på de sociale medier og YouTube mv. Og således også en frygt for, at en større del af vælgerkorpset kan lade sig forlokke af budskaber, der ikke ligger indenfor mainstreams virkelighedsopfattelse. Hvis det forholder sig sådan, at vælgerne er sårbare overfor det, myndighederne takserer som desinformation, ligger problemet vel ikke i de mange forskellige påvirkningskampagner eller eksplicit i de russiske påvirkningskampagner, men skal derimod henføres til påvirkningssårbarheden blandt vælgerne og fraværet af en åben og kritisk debat på et grundlag, så alle/de mange kan være med. Og så er det vel det problem, der skal under kniven fremfor at gribe til en aldeles udemokratisk forhåndscensur udformet af myndigheder, der ikke selv lader sig kontrollere af befolkningen endsige af Folketinget. Hvis vælgerne rent faktisk er så sårbare overfor fake news, desinformation og også misinformation, hvordan kan vi så samtidig hævde at have et resilient og dynamisk demokrati byggende på en omfattende kontrakt mellem den politiske elite og folket? Hvorfor? Vælgernes sårbarhed og vanskelighed ved at orientere sig har udviklet sig i takt med, at det politiske system og den politiske elite har løsrevet sig fra partierne og i den lange proces omdannet dem til rene valgmaskiner og rammer for partitoppens fokusgruppeorientering og stemningsorientering. Tidligere var partierne helt ud i yderste kartoffelrække med til at formulere politiske interesser, opdyrke en bestemt samfundsmoral/verdensanskuelse og danne ramme om de forskellige samfundsgruppers/vælgergruppers interesser. Man orienterede sig mod partiernes forskellige udmeldinger, når man ville forstå begivenheder, som man ikke selv havde overblik over eller mente at forstå helt rigtigt. Den formidling mellem det politisk institutionelle system og befolkningen er ikke længere. Den enkelte borger er overladt til sig selv, når voldsomme begivenheder som krigen i Ukraine, massedrabene i Gaza, Trumps ekstatiske udmeldinger, handelskonflikt mv. skal forstås og sættes ind i en sammenhæng. Hvis borgerne så på den anden side i de senere år har udviklet en vis skepsis overfor holdbarheden i de mange politiske udmeldinger bl.a., fordi partiernes politiske positioner skifter i et væk og indgår i de taktiske spil på Christiansborg, ja, så er det, at radaren står og vibrerer uden at kunne låse på velunderbyggede positioner og virkelighedsfortolkninger. Jaris Sarts har i den forstand helt ret: ”Mange påvirkningsoperationer lykkes, fordi de bygger på holdninger og tendenser, der er i forvejen”. Eller fortolket lidt anderledes. Fordi befolkningen igen og igen har oplevet, at det, der var rigtigt i går, er forkert i dag, og at grundene hertil er ganske uigennemsigtige. Så det ene narrativ kan være lige så godt som det andet i en situation, hvor fordomme og tro, frygt for udhaling og fraværet af autoriteter i det politiske liv helt ud på civilsamfundets yderste revle har gjort bestræbelser for at bruge dømmekraften til en næsten uoverkommelig opgave. I en sådan situation, er det demokratiets reducerede immunforsvar, som er problemet og ikke desinformationen.   Jan Helbak          

  juni 15, 2025 7:38 pm

  Læs mere

• Formøbling af dømmekraften

  ”Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel”. (Forsiden på Victor Klemperers bog: ”LTI, Det tredje riges sprog. En filologs notesbog”. Den israelske regerings etniske udrensning på Vestbredden og folkedrab i Gaza en nu så overvældende, at kritikken ikke længere kan holdes tilbage. Men det er fortrinsvis udenfor Europa, at kritikken også formuleres som en kritik af de vestlige statslederes dobbelt standard. På den ene side har de vestlige ledere med væmmelse talt om Hamas’ angreb den 7. oktober som et afskyeligt terrorangreb og igen og igen betonet Israels ret til at forsvare sig. På den anden side er det først nu næsten 2 år efter Israels påbegyndte massedrab og massebombning af Gaza, at de samme statsledere for alvor begynder at væmmes ved de daglige nedskydninger og stiller krav til den israelske regering om at stoppe massedrabene. Det er først nu, man uden forbehold kan tale om folkemord i offenligheden. Dobbelte standarder på mange planer oplever vi også i forhold til krigen i Ukraine, i forhold til Yemen, Iran mv. De sniger sig ind Men, og det er måske det vigtigste, de dobbelte standarder fremtræder ikke i ”bar figur”. De legitimeres altid med bestemte ord og vendinger/narrativer, der tilslører, fordrejer, ekskluderer, mistænkeliggør og passiviserer. Aischylos skrev i 480 (f.Kr.): ”I krig er sandheden det første offer”. I de sidste tre år med krigen i Ukraine og massedrabene i Gaza  har vi erfaret visdommen i citatet fra Aischylos’. Som i enhver krig udsættes befolkningen for massiv propaganda. Det gælder i særdeleshed i de to verserende krige, hvis man da overhovedet kan kalde det, der foregår i Gaza, for en krig. Og som altid består propagandaen hovedsageligt af: Forvridning af de historiske kendsgerninger op til krigens udbrud. Historiens begivenhedsforløb sættes i stå, og hele det aktuelle skisma reduceres til ”de gode mod de onde”, Dehumanisering af fjenden og direkte eller indirekte glorificering af egen moral, integritet, hensigter og handlinger. Fjenden går målrettet efter civilbefolkningen. Vi beklager utilsigtede hændelser, Fortielser om egne tabstal og overdimensionering af fjendens, Fremhævelse af egne strategiske sejre og bagatellisering af fjendens fremskridt til taktiske erobringer uden betydning (meget udtalt i Ukraine, ofte direkte refereret i mainstreammedierne), Fremhævelse af egne soldaters moral og egne våbensystemers teknologiske overlegenhed (forekommer nu af indlysende grunde sjældnere), Generering af en stemning, hvor det tangerer regerings- og statsskadelig virksomhed at betvivle sandheden i de informationer, der udgår fra regeringen eller hæren og ikke mindst de direkte og indirekte begrænsninger (moraliserende begrænsninger) af, hvad der kan skrives og tales om af hensyn til rigets sikkerhed, Og lodret løgn, hvor de løbende informationer decideret fører befolkningen bag lyset hvad angår det, der faktuelt foregår. Blandt andet ved at afskære journalister adgang til frontafsnittene eller klistre dem op og ned af militære eksperter, der ved, hvordan et tilbagetog fremstilles som en taktisk frontafkortning. Virkningskraft Propagandaen består som sagt af ord eller billeder/narrativer (meget ofte af tvivlsom verificeringsværdi),  hvor hver af de stridende parter naturligt placerer sig selv på positivlisten og udmaler modpartens negative og nærmest barbariske træk: Ruslands invasion af Ukraine takseres stadig i Europa til at være et barbarisk Skarpest formuleret af Mette Fredriksen og Keir Starmer. USA’s invasion af Irak og ”krigen mod terrorisme” er derimod i dag reduceret til en beklagelige fejltagelse (som også har mistet betydning), Ruslands motiver for invasionen kaldes imperialistiske, hvor den logiske virksomhedshorisont så bliver, at hele Europa står i fare for at blive opslugt af en russisk offensiv, hvis Ukraine taber krigen (konnotationerne refererer diskret til nazisternes stormagtsdrømme. I øvrigt er Rusland hele vejen op gennem historien med mellemrum blevet karakteriseret som en barbarisk trussel), Støtten til Ukraine er udtryk for en solidarisk kamp for friheden mod en despot og et autokrati. (Det defineres ikke nærmere, men styret er i hvert fald ikke liberalt), Putins megalomane udfald mod Ukraine repræsenterer et af de alvorligste angreb på verdens universelle værdier (hvis skarphed i fuldt optrukne linjer måske ikke tåler en virkelighedstest), Og et angreb på ”rules based order”, som i parentes bemærket ikke er det samme som international lov, men et regelkompleks gjort gældende, når det passer i USA’s og/eller Europas kram. Historiske rødder I længden vil propagandaen vise sig virkningsløs, hvis den ikke bygger oven på et underliggende historisk funderet betydningslag bestående af: rodfæstede opfattelser indkapslet i ganske bestemte ord, der bliver gentaget igen og igen som selvindlysende sandheder eller autoritative udtalelser formidlet af mange forskellige institutioner (de falder ikke ned fra himlen). Ord, der næsten bestemmer, hvad der kan tænkes og tales om i det offentlige rum uden, at man enten føler forlegenhed, socialt ubehag eller bliver direkte mistænkeliggjort. (Her er vi knap endnu. Der er trods alt forskel på folk i almindelighed og de valgte politikere). Blot nogle få eksempler: Hamas og Hezbollah er terrororganisationer. Deres handlinger er pr. definition terrorhandlinger, kriminelle og barbariske. Det har magtfulde stater som USA og de fleste lande i Europa afgjort. Grundlaget herfor er ganske bestemte handlinger (terroraktioner) på trods af, at de er adskilt fra organisationernes øvrige sociale, politiske og humanitære virksomhed. Hermed lukkes der for enhver samtale om, hvorvidt organisationer, der begår isolerede terrorhandlinger, fuldt og helt kan identificeres med disse enkelthandlinger. Og i tilfældet Israel lukkes der for en drøftelse af, om den israelske stat i årtier faktisk har begået statsterroristiske handlinger på Vestbredden og i Gaza. Det er for flere årtier siden besluttet autoritativt, at Hamas ikke er en legitim militant organisation men en illegitim terrororganisation, hvorimod Israel er en anerkendt stat (at sætte et spørgsmål ind her er ekskommunikerende), Rusland er imperialistisk. I betydningen ekspansionistisk af natur, hvorfor de kredse og enkeltpersoner, der forsøger at forstå de mange krydsende årsagsforløb helt tilbage fra den kolde krigs afslutning til Ruslands invasion af Ukraine, stemples som ”Putinversteher”. Hvilket blot et moderne udtryk for, at de i bedste fald kan betragtes som ”nyttige idioter” og i værste fald som landsskadelige, Når invasionen af Ukraine fremstilles som ekspansionistisk og en trussel mod de Vestlige demokratier, bliver Ukraines modstand mod invasionen automatisk til en frihedskamp mod barbariet. Og hvem støtter ikke frihedskampe, selv om terroraktioner til alle tider har indgået i de fleste frihedskampe, hvorfor den ukrainske sikkerhedstjenestes mange terroraktioner slet ikke kan komme på tale, Krigen i Ukraine føres af en despot og en samling oligarker omkring Putin. Oligarki betyder fåmandsvælde og i moderne betydning en snæver samling af magtfulde rigmænd. Ordet oligark betegner noget odiøst. Den samme beskrivelse gælder ikke repræsentanter for storkapitalens enorme politiske indflydelse i USA, EU og de europæiske lande, Israel er en selvstændig og internationalt anerkendt stat, hvad der således retfærdiggør den israelske stats selvforsvar gennem nådesløst bombardement af Gazastriben. At selvforsvarets karakter er helt ude af proportioner, er en sag for sig. Blot gør det reale forhold sig gældende, at Israel i årtier har været en besættelsesmagt/kolonimagt og en apartheidstat, som ret beset kalder på frihedskamp mod besættelsen. (Det er helt grotesk, at de fleste Europæiske statsledere har stået oven på hinanden for at undskylde for de uhyrligheder, som deres landes herskere forårsagede som kolonimagter. Først og fremmest i Afrika. Men kritikken rettes ikke mod Israel, Tværtimod. Palæstinensernes kamp for deres eget land mod besættelsesmagten og politiske (ikke religiøse) afvisning af den israelske stat som legitim tilbagevises næsten pr. automatik som antisemitisk, selv om kun ganske få i dag anfægter jødernes ret til at dyrke deres religion og deres traditioner. Blot det sker indenfor en sekulær stats demokratiske rammer med grundlovssikret religionsfrihed. Men der er omkostninger Disse og mange flere ord og ”selvindlysende” begreber i ”løs vægt” lukker af  for synet på de historiske nuancer og hvad, der faktisk sker. De retfærdiggør den manglende interesse for at forstå den anden og beklikker ønsket om begrebsmæssig klarhed i den offentlige debat som grundlag for stillingtagen og handling. Afstanden fra erkendelse til fri drøftelse i det offentlige rum bliver længere og længere og eksklusionsmekanismerne strammere og strammere. Selv den stærkeste opposition mod den herskende begrebsdominans føler sig på nuværende tidspunkt  presset til at overtage den dominerende magts ord. Bare for at komme til orde. Hvorved den samme opposition ofte ufrivilligt bekræfter den dominerende magts ord og begreber og som konsekvens reducerer sig selv til et moralsk korrektiv, der samtidig opgiver retten til at fremlægge alternativer. De mange ord, der virker som ”små doser arsenik” og styrer vores syn på f.eks. Rusland eller Israel eller Iran mv. er ikke frit svævende og tilfældige. De indgår som historiske og faste bestanddele i vores verdenssyns struktur. I dag kalder vi dem værdier og ultimativt universelle værdier. Endskønt de kun er Vestlige og som alene på grund af Vestens verdensomspændende dominans gennem 500 år i dag fremstår som universelle og civilisatoriske grundværdier. Indtil for få år siden, dvs. før vi for alvor tabte vores globale uskyld, var der kun tale om en civilisation – den vestlige. Men førstefødselsretten er tabt, hvorfor vores meningsdannere i Vesten endnu mere nidkært og krigerisk forsvarer og udmaler den vestlige civilisation som alle andre overlegen. Som om civilisationer kan sammenlignes med Legoklodser. Men indstillingen har en pris. For når ganske bestemte værdier så som frihedsbegreberne, de kristne budskaber, juraen, ejendomsretten og demokrati kun kan forstås på én bestemt måde – den universelle – må alle andre forståelser, værdier og verdenssyn opfattes som barbariske i den græske betydning – som fremmede og ikke-civilisationer. Og så er interessen og kompromisset udelukket. Værdipolitikken udelukker dermed gensidighed i nationernes og de mange civilisationers anerkendelse og således også en fælles sikkerhedsstruktur med respekt for de forskellige nationers opbygning, politiske indretning etc. Det kan være farligt, når kompasnålen knækker I den forstand kan man sige, at Biden mere klart end nogen anden inkarnerede den politiske tidsånd med sin forsimplede og kontraproduktive dikotomi: demokratier versus autokratier. I den dikotomi ligger de vestlige lederes dobbelte indlejret i et symbiotisk forhold til de ufravigelige universelle værdier. Selv hvor de Vestlige samfund (USA og Europa) begår/måtte begå brud på Folkeretten eller handlinger, der er brud på international lov, udmåles takseringen efter en anden skala end den, der gælder for autokrater. Der er forskel på at forsvare det gode og det onde, selv om handlingerne er ens. Men alting har sin tid. Også ord og begreber. De ændrer betydning eller udsigelseskraft og bliver virkningsløse. Når f.eks. USA nu sammen med Israel isoleres i FN, og de europæiske statsledere vrider hænder, er det blot det sidste og mest prægnante udtryk for, at Vesten er ved at miste førstefødselsretten og dermed magten til at bestemme, hvad der er universelle værdier (om nogen), og hvad der udgør en civilisation. Indlejret i det skifte, som også benævnes det ”Globale Syds” opgør med Vesten og vestlige værdier, ligger tillige opgøret med det bygningsværk af ord, som hidtil har spærret for åbningen af en horisont hinsides de eksisterende magt- og samfundsforhold og verdenssyn. Men endnu er den vending ikke stærk nok til at trænge ind i vores bygning og forstyrre så mange, at forstyrrelsen omdanner sig til politisk pres. Gad vist, om de europæiske statsledere inklusive Mette Frederiksen overhovedet er i stand til at fortære deres egne ord i takt med, at de taber virkningskraft eller om de modsat fascineres og fikseres så meget af deres egne ord og tilhørende narrativer, at de sætter gang i handlinger, hverken de eller andre kan overskue. Jan Helbak                            

  juni 4, 2025 7:40 pm

  Læs mere