Seneste blogindlæg

• Fredsbevægelsen må klargøre årsagerne til krigen i Ukraine  

  Den 10. september (2026) bragte Information et velkomment læserbrev med den vovede overskrift: ”Er det rimeligt at fortsætte krigen i Ukraine, når den ikke kan vindes”? Skribenterne var ni medlemmer af netværket Nej til Oprustning – Ja til Bæredygtig sikkerhedspolitik (NtO). Hovedbudskabet var: ”Europa har pligt til en langt mere aktiv diplomatisk indsats”.  En noget sjælden stemme i den hjemlige politiske debat om krigen i Ukraine, der jo først og fremmest har handlet om oprustning og hybridkrig og bærer præg af en voksende militarisering af sprog, historiefortællinger og samfundsstemningen. Den 17. september september bragte Information et svar på læserbrevet med overskriften ”Fredsaktivisters forslag vil reelt betyde Ukraines undergang”. Forfatterne var tre medlemmer af Enhedslisten. Læserbrevets hovedbudskab var: krigen er en russisk angrebskrig. Rusland har afvist alle ønsker om våbenhvile. Rusland er aggressor og begår uhyrlige krigsforbrydelser. Det gælder om at støtte Ukraines forsvar mod russisk aggressiv imperialisme. Hvis ikke Rusland bremses nu, vil russerne erobre hele Ukraine. Det kan føre til en farlig situation i Europa. Den 22. september kom de 9 medlemmer af NtO med en replik, hvor man pointerede, at man ikke talte for at standse våbenstøtten til Ukraine og ikke havde plæderet for kapitulation. Derimod, skrev de 9 medlemmer: ”har vi argumenteret for, at Danmark og EU langt mere proaktivt bør forsøge at finde forhandlingsløsninger og komme med realistiske fredsudspil”. Det bagved liggende argument var, at hverken Rusland eller Ukraine kan vinde krigen. Måske en lidt vovet påstand. Men den mest fremherskende i hele Europa. Det radikalt nye i NtO’s to udspil er, at man drister sig til at formulere målet for fredsforhandlinger som en tilstand, hvor Vesten igen kan tale og forhandle med Rusland, ”der vedbliver med at være en geografisk del af Europa”. To poler i den europæiske Ukraine debat De tre indlæg i Information er først og fremmest interessante, fordi de i sammentrængt form repræsenterer to polære positioner ned gennem hele Europa indenfor hvilke, Ukraine diskussionerne foregår. Af den grund er det relevant at dvæle ved begge positioner og uddrage de overordnede konsekvenser af dem. Den ene pol - krigspartiet I det store og hele deler de tre fra Enhedslisten og i øvrigt det meste af den europæiske venstrefløj grundsynspunkter med den politiske liberal-demokratiske midte, mainstream i regeringskontorerne og i den intellektuelle elite i det meste af Europa. Nuvel der er nuancer. Men det er og bliver nuancer. Herhjemme ligger Enhedslistens opfattelse af Rusland og krigen ikke langt fra Mette Frederiksens opfattelse (EL/FU beslutning 2/2-22). Rusland er en aggressiv imperialistisk magt og en helt fundamental trussel mod Danmark og Europa. (I det billede hører Rusland ikke med til Europa). Derfor kan der kun være en udgang på krigen i Ukraine – Ruslands kapitulation og tilbagetrækning og henvisning til en fremtidig underordnet geopolitisk position. Og ikke at forglemme forhåbningen om, at kapitulationen fører til et regimeskifte. Det er den logiske konklusion, der kan drages af præmissen. Lige så logisk er statsledernes og kommissionsformand von der Leyens massive pres for en forceret oprustning indenfor EU. Og så er det, at enhedsbilledet krakelerer. Som de fleste andre venstrefløjspartier i Europa, der hvad angår karakteristikken af Rusland og det russiske styre deler synspunkt med Enhedslisten, opponerer man til forskel fra mainstream mod videre oprustning og styrkelse af Nato. Det hænger jo ikke sammen. Hvis man vitterlig mener, at Rusland udgør en overhængende trussel mod Europa, er det vel fuldt fornuftigt at opruste for at afskrække? Om det så må koste på velfærdskontoen. Hvad der allerede nu kan konstateres. Og i det billede hjælper al snak om kollektive nedrustningsinitiativer og støtte til den russiske opposition ikke en pind. Det er tom snak grænsende til hykleri. I Mette Frederiksens optik er Rusland en aggressiv imperial magt. Gennem massiv sønderbombning af Ukraine og ”hybridkrig” i Europa demonstrerer Rusland sine aggressive hensigter. Modsat skal Ukraines droneangreb ind i Rusland, beskydning af skibe fra ”skyggeflåden” i åben sø og forskellige attentater først og fremmest betragtes som legitime defensive svar på russisk aggression. Derfor giver det mening at opruste på alle fronter. Også på hybridkrigsfronten, hvis sammenholdet i EU skal bevares. Det er Mette Frederiksen og hendes kolleger i regeringskontorerne, der tager konsekvenserne af deres narrativ alvorligt. Det er ikke venstrefløjen! Den anden pol - fredspartiet Desværre er NtO ikke lige så klare i mælet, når det gælder karakteristikken af Rusland. Som alle andre mener man, at Rusland med invasionen i 2022 forbrød sig mod Folkeretten. Men en redegørelse for årsagerne udebliver. En redegørelse findes heller ikke i gruppens ellers meget fine og nuancerede pjece fra april 2026: ”Bæredygtig sikkerhedspolitik I en forrykt verden”. Man indskrænker sig i det store hele til at fordømme Ruslands overgreb på Ukraine og overtrædelse af Folkeretten. Men besvarer ikke spørgsmålet om Ruslands motiver. Geopolitik og militært magtspil er trods alt andet og mere et retssalsdrama i storformat. Når det ikke er ligegyldigt, hvordan de forskellige kombattanter opfatter Rusland og de bagved liggende årsager til invasionen, som russerne benævner den Specielle Militære Operation (SMO), hænger det selvfølgelig sammen med, at en forståelse af årsagerne til krigen og krigens dynamik former udsigterne til fredsforhandlinger og ikke mindst udkommet. Så, hvis man ikke deler opfattelsen af Rusland som en aggressiv og imperialistisk magt, hvilket jeg ikke gør, hvad finder man så, er motiverne bag invasionen? Det spørgsmål må NtO besvare præcist for at give deres i øvrigt vigtige sikkerhedspolitiske perspektiv vægt og realisme. En alternativ præmis Ruslands invasion af Ukraine var ikke en ”fuldskalakrig”. Invasionenen var ikke tænkt sådan. Heller ikke målene. Den var netop tænkt som en Speciel Militær Operation i begrænset størrelse med det ene formål at tvinge Ukraines regering til forhandlingsbordet for at få løst de problemer, som Minsk II tangerede, men som ikke blev realiseret. Operationen var dårligt forberedt, hvilket Putin senere indrømmede. Vestens prompte reaktioner var ifølge Putin ikke taget seriøst i ed. Operationen blev af samme grund en fiasko. Muterede ud af kontrol til åben krig efter forhandlingssammenbruddet i Istanbul foråret 2022. Rusland er ikke og har ikke siden 1917 været en imperialistisk magt. Hverken i politisk, militær eller økonomisk forstand, hvor sidstnævnte i moderne kapitalisme udgør det afgørende og bestemmende karakteristikum. Rusland har heller ikke på noget tidspunkt siden Sovjets fald i 1991-92 udgjort en offensiv trussel. Hverken mod Europa, Nato eller de tidligere Østlande. Tværtimod var Rusland helt frem til 2000 et land i opløsning både økonomisk, politisk og konstitutionelt. Landet var sønderrevet af regionale spændinger og totalt afhængig af olie- og gaseksport. Disse forhold, som er velbeskrevet, understøtter ikke ligefrem påstanden om Rusland som en aggressiv imperialistisk magt. Den vægtigste grund til den store interesse i at holde Rusland ”låst” kan alene henføres til Ruslands atombevæbning og centrale placering på den Eurasiatiske landsokkel. Men hvis Rusland ikke er imperialistisk, hvorfor brød Putinadministrationen så folkeretten og angreb Ukraine i 2022? Og åbnede for et totalt sammenstød med et samlet Vesten? Spørgsmålet kan ikke besvares med moralske eller essentialistiske stereotypier eller gennem indirekte henvisning til de grundlæggende koldkrigsnarrativer. Det lader sig kun undersøge og besvare ved at gennemgå hele det historiske forløb fra Sovjetunionens endelige sammenbrud i1992 og frem til den 24. februar 2022. To brede fortolkningsspor Der findes ganske vist mange fortolkningsspor vedr. det/de historiske forløb. Overordnet set kan de lidt stiliseret rubriceres i to kategorier. Den ene understøtter den opfattelse og det i virkeligheden historieløse narrativ, at Rusland helt uprovokeret angreb Ukraine. Som det er fremgået, findes der flere forskellige underhistorier indenfor denne kategori. Men i det store billede er de mindre væsentlige. Den anden kategori rummer et helt kludetæppe af overlappende procesbeskrivelser, uden at der er tale om identiske eller blot rimeligt enslydende kortlægninger af forløbet. Fælles for forklaringssporene i denne kategori er, at man ikke ensidigt placerer ansvaret på Rusland og ikke entydigt godkender den fremherskende opfattelse af invasionen som et uprovokeret overgreb. Det skal understreges, at der i denne kategori ikke findes en samlet og sammenhængende forståelse af Ruslands politisk-økonomiske status. Det samme gælder hvad angår analysen af det russiske styre. Opfattelsen af styret i Rusland som et autokrati, som er den autoriserede opfattelse i Vesten, er langt mindre entydig i kategori nummer to. Faktisk er der en voksende forståelse af, at Vestens demokratiforestillinger ikke rækker ud over den Atlantiske alliances grænser, og at Rusland helt grundlæggende har en demokratisk forfatning for et præsidentstyre meget lig det i USA og Frankrig. At styret så har indskrænket de almindelige frihedsrettigheder op til og under krigen i bestræbelserne for at samle føderationen efter Jeltsins misregimente er noget ganske andet. Gabet mellem de to kategorier er stort. Men ikke desto mindre er det i dette konfliktfyldte spektrum, at enhver diskussion om en kommende fredsproces må tage sit udgangspunkt. Første skridt for debatten må være konstateringen af, at invasionen ikke kom ud af den blå luft, men som kulminationen på en lang spændingsfyldt proces. Hvis det udgangspunkt godkendes, får det til følge, at fredsprocessen ikke kan isoleres til et mellemværende mellem Rusland og Ukraine eller til simpel ansvarsbebyrdelse. USA, Europa og Nato er en del af efter-koldkrigsspillet og dets komplekse modsætningsbillede og som sådan også centrale brikker i en fredsaftale. Af samme grund giver det kun begrænset mening, som det er gængs i EU og i Kiev at stille krav om ubetinget våbenhvile, hvis der ikke er enighed om, hvad en fredsforhandlingsproces skal indeholde. Og det er her fortolkningsafstanden her og nu er afgørende. Et bud på et fortolkningsspor Jeg vil i det følgende stærkt komprimeret trække en linje fra 1992 frem til invasionen. Den vil af gode grunde alene bestå i betydningsbærende nedslagspunkter og ikke i en kronologisk gennemgang. Det ville kræve en helt anden artikel. Linjebeskrivelsen har alene til formål at indkredse de mulige årsager til Ruslands invasion. (Gennemgangen nedenfor bygger på kilder fra bl.a. Jacques Bauds to bøger om krigen i Ukraine: Covert wars in Ukraine 2025 og The Russian art of war 2024, samt Richard Sakwas bøger: Frontline Ukraine 2015 og The Russo-Ukrainian War 2026. Alle fire bøger er righoldigt forsynet med noter og kildehenvisninger. Hertil en række artikler og originaldokumenter, som det vil føre for vidt at henvise til i denne artikel). Der verserer mange udlægninger af historien om, at præsident Bush (den ældre), udenrigsminister James Baker den 9/2 1990 lovede Gorbatjov, at Nato ikke ville blive udvidet ”med en tomme”. Løftet blev senere bekræftet af den tyske kansler Helmuth Kohl, udenrigsminister Hans Dietrich Genscher, præsident Mitterand og premierminister Magareth Thatcher. Det blev dog aldrig skrevet ned og er af den grund heller ikke historisk/juridisk håndfast. Samtidig med forhandlingerne om Tysklands genforening og fremtiden for de tidligere Østlande udarbejdede forsvarsminister Dick Cheeny og viceforsvarsminister Wolfowitz forslag til en strategi for USA som eneste supermagt. Knudepunkter i rapporten var: Rusland skulle svækkes og med alle midler forhindres i at rejse sig om regional stormagt. De tidligere Østlande skulle støttes og knyttes dels til Nato og EU. Det lå i kortene, at der ikke måtte vokse en Eurasiatisk enhed frem, som kunne true USA’s globale dominans. Ukraines status indgik derfor som nøglepunkt i den strategi. Ved at svække Rusland og støtte de Østeuropæiske lande satsede man på at kontrollere hele Europas videre udvikling og konsolidere Nato alliancen under USA’s ubetingede ledelse. Selv om det kun blev skrevet indirekte indebar strategien, at EU heller ikke måtte antage en form og et indhold, der kunne udfordre USA. Både tyske og franske ledere udtrykte en vis skepsis overfor hele tankegangen bag østudvidelsen. Inde under strategien udvikledes ”chokterapien”, hvor Ruslands præsident Boris Jeltsin blev tvunget til at åbne Rusland for massiv og forceret privatisering af den russiske økonomi. Det resulterede i, at Rusland på fem år mistede 40% af BNP. Uligheden og kriminaliteten eksploderede, og den russiske føderation var ved at gå i opløsning på grund af regionernes rivalisering. En udvikling, der allerede var blevet perspektiveret af Jimmy Carters tidligere rådgiver Brzezinski, som i en større artikel i 1997 plæderede for en regionalisering (Balkanisering) af Rusland for at svække landets muligheder for at indtage en vigtig plads i det Eurasiatiske billede. Rusland blev ikke regionaliseret. Jeltsin blev tvunget til at gå af som præsident og blev erstattet af Putin, der med topstyret hård hånd fastholdt alle regionerne indenfor Ruslands grænser. Både forfatningen og det institutionelle system styrkede centralmagten og gav præsidenten vide beføjelser til at inddæmme ethvert regionalt oprør eller løsrivelsesproces. Hele præsident Putins plan efter magtovertagelsen i 2000 havde som mål at genoprette Ruslands styrke og bremse Brzezinskis og Wolfowitz’ strategiske linje. Der blev ryddet gevaldigt op blandt de vestligt støttede oligarker. Store dele af industrien og finansvæsnet blev nationaliseret. Samtidig orienterede Putinregeringen sig offensivt mod reintegration i Europa. Putin gik ovenikøbet så langt som til i 2000 at sondere mulighederne for optagelse i Nato. Det blev pure afvist af Bill Clinton. I stedet pressede USA på for at gennemføre ”østudvidelsesstrategien”. De tidligere Østlande skulle have adgang til Nato og senere optages i EU. Kort sagt begyndte en proces, der brød med løfterne fra 1991. Flere europæiske statsledere bl.a. den tyske kansler fastholdt betænkelighederne og fandt det mere hensigtsmæssigt at indlede bindende aftaler med Rusland. Det blev som USA ønskede det. Modstanden i EU forstummede. Boris Jeltsin og senere Putin protesterede mod optagelsen af de tidligere Østlande i Nato. Protesterne blev afvist med henvisning til ”den åbne proces”, hvor det var op til det enkelte land frit at afgøre sine allianceforhold. Ruslands ”røde linje” blev herefter offentliggjort med Putins tale på Münchentopmødet i 2007. Han gjorde det klart, at Østudvidelsen blev opfattet som en trussel mod Ruslands strategiske sikkerhed. Året efter på Nato topmødet (2008) blev planerne for Ukraines og Georgiens optagelse i Nato konfirmeret. Fra den beslutning frem til Ruslands invasion i 2022 gik der reelt en lige linje. Forhandlingerne om Ukraines associering med EU strandede i 2013, fordi kommissionsformand Manuel Baroso afviste tidligere kommissionsformand Romano Prodis forslag om en trepartsaftale, hvor Ukraine kunne bibeholde de eksisterende handelsaftaler med Rusland. Som konsekvens satte Janukovic forhandlingerne med EU på standby. Det blev i EU og blandt de radikale nationalister i Ukraine udlagt som en afvisning. Den fortælling førte til  Maidanopstanden i Kiev 2013-14. Janukovic abdicerede og flygtede til Rusland, og det af amerikanerne orkestrerede regimeskiftet blev en realitet. Efter store protester på Krim mod styret i Kiev og en overvældende opbakning til kravet om tilknytning til Rusland, samt usikkerheden om Ruslands fortsatte ret til flådebasen i Sevastopol besluttede ledelsen i Kreml at annektere halvøen. I Østukraine protesterede den russisktalende befolkning også mod regimeskiftet. Den nye regering slog hårdt ned på protesterne. Der udbrød efterfølgende reel borgerkrig i Donbas. For at forhindre borgerkrigen i at eskalere ud af kontrol blev der indledt forhandlinger i Minsk mellem regeringen i Kiev og separatisterne i Østukraine med Angela Merkel og Francois Hollande som mæglere. Minsk II aftalen fra 2015 tilfredsstillede i det store og hele de fleste af Ruslands sikkerhedskrav og Donbas separatisternes krav om udvidet selvstyrestatus indenfor Ukraines nationalstatslige grænser. Modsat udviste de Ukrainske radikale ”etno-nationalister” og deres militser ikke vilje til at implementere aftalen. Og Angela Merkel og Francois Hollande, som havde bidraget til at få aftalen i hus, pressede heller ikke regeringen i Ukraine til at vedstå aftalen i handling. Borgerkrigen blussede op og voksede i intensitet og voldsomhed helt frem til 24. februar 2022. Hvorvidt regulære russiske tropper var indblandet i borgerkrigen på separatisternes side, er der stadigt delte meninger om. Det afgørende er imidlertid, at Putin vedblivende fra 2015 og frem afviste muligheden af, at Dobas og Luhansk oblasterne kunne optages i den russiske føderation. Indstillingen i Kreml var, at alle fire østlige oblaster skulle have en vis form for udvidet selvstyre, at det russiske mindretal skulle beskyttes, det russiske sprog sikres offentlig legitimitet – men indenfor ukrainske grænser. Og at hele Ukraine skulle have status som neutral stat. Det kompromis eksisterer stadig som kompromismulighed. Borgerkrigen eskalerede til et niveau, hvor Kreml besluttede sig for at gribe ind for at forsvare de fire oblaster og den russisktalende del af befolkningens sikkerhed. (senere blev oblasterne optaget i den russiske føderation). Invasionens legitimitet blev dels begrundet i forsvaret af egne sikkerhedsinteresser, selv om den krænkede Folkerettens kapitel 51 og dels i forsvaret og beskyttelsen af de nationale mindretal. Fra Kremls side henviste man til historisk præcedens i R2P (Right to protect), der udgjorde grundlaget for NATO-landenes bombning af Serbien i 1999 for at afværge folkemord i Kosovo. NATO-landene handlede dengang helt åbenlyst ikke på grundlag af et FN-mandat. Det gjorde USA og England heller ikke, da de som ”preemptive strike” invaderede Irak i 2023. Der forelå altså flere åbenlyse brud på FN-chartret, hvad der i Putinledelsens optik dels kunne retfærdiggøre invasionen og dels bekræfte opfattelsen af, at Østudvidelsen var en potentiel trussel mod Ruslands strategiske sikkerhed. Kremls forskellige begrundelser og henvisning til præcedens legitimerer selvfølgelig ikke selve invasionen i folkeretlig forstand og forekommer heller ikke politisk-militært hensigtsmæssig endsige rimelig de efterfølgende omkostninger taget i betragtning. Men det er ikke et tilstrækkeligt grundlag for at hævde, at invasionen var uprovokeret. Uafvendelighed? Ikke desto mindre står det spørgsmål tilbage, om krigen kunne være undgået? Det strides mange Ruslandkendere og erfarne geopolitiske kommentatorer om, og det er vel stadigt et åbent spørgsmål. Til gengæld lider de vestlige regeringsledere og deres intellektuelle eliter ikke under tvivlens nådegave. Her er man ikke i tvivl. Putin ville krigen og enhver anden tone fra Kreml takseres som misinformation. Men det er dog et faktum, at Rusland i december 2021 fremsendte et udkast til en omfattende aftale om en europæisk sikkerhedsarkitektur forhandlet mellem Nato og Rusland. USA’s præsident Joe Biden afviste pure udspillet, og efterfølgende blev der lukket ned for alle seriøse kontakter. Rusland opmarcherede tropper ved grænsen til Ukraine, og det lå i luften, at det kun var et spørgsmål om tid, før russerne gik ind i Ukraine. At amerikanerne og vesteuropæerne heller ikke var interesseret i en bilæggelse af stridighederne og indledning af seriøse forhandlinger vidner deres ageren under Istanbulforhandlingerne i foråret 2022 om. Det er faktisk dokumenteret, at Rusland og Ukraine var nået frem til en aftale, der kunne tilfredsstille begge parter. I grundtræk: Ukraine som neutral stat. Sikkerhedsgarantier for Ukraines suverænitet. Nedrustning. Udvidet autonomi for de fire oblaster indenfor Ukraines grænser og en forhandlingsperiode på 15 år vedr. Krims status. Beskyttelse af de russiske mindretal og anerkendelse af det russiske sprog. Officielt var det Boris Johnson, der pressede Zelenskyj til at stoppe forhandlingerne og afvise aftaleudkastet. I de europæiske hovedstæder, i USA og i Nato var man af den opfattelse, at Rusland militært og økonomisk var så svagt, at Ukraine med massiv vestlig støtte kunne vinde krigen. Tvinge Rusland til hundrede procents tilbagetrækning og i det bedste scenarie forårsage Putins fald fra magten. (han var på tidspunkt allerede udråbt som den russiske imperialismes dæmonisk kraft) Det udfald af forhandlingerne havde Rusland ikke kalkuleret med. Man havde tydeligt fejlvurderet den forudgående massive oprustning af den ukrainske hær, som på invasionstidspunktet klart overmatchede den russiske invasionsstyrke. Rusland blev tvunget til delvis tilbagetrækning. Putin og generalernes planlægning af den Specielle Militære Operation var både militært og politisk slået fejl. Målet for den begrænsede militære invasion havde for Kreml været at tvinge regeringen i Ukraine til forhandlingsbordet. Modsat bestyrkede Kremls militære fejltagelser den ukrainske præsident, militære ledelse og Europas ledere i, at en åben krig mod Rusland kunne vindes med massiv vestlig militær støtte – ”as long as it takes”. I dag næsten fem år efter invasionen har Rusland det militære og teknologiske overtag indenfor alle krigens felter. Det er vestligt selvbedrag at fastholde påstanden om en ”frossen konflikt” eller en mulig Ukrainsk sejr. Spørgsmålet er lige nu hvor længe, Ukraine kan fortsætte krigen, før staten som stat braser sammen økonomisk, infrastrukturelt, demografisk og politisk? Samtidig vokser usikkerheden om, hvor længe de europæiske lande og EU kan fortsætte med at støtte Ukraine på trods af de krigeriske udmeldinger. For selv om de europæiske Nato lande tilsammen langt overmatcher Rusland økonomisk og militært er sammenhængskraften ikke af en karakter, der vil gøre det muligt at yde direkte støtte til Ukraine. På trods af den megen virak om Europas oprustning og forestillinger om at levere ”fredsbevarende styrker” halter man langt bagefter Ruslands aktuelle kapacitet. Faktisk skal hele Nato inklusive USA gå all in, hvis Ruslands offensiv skal stoppes. Til gengæld vil konsekvenserne være uoverskuelige, hvad der også holder regeringslederne tilbage. De har det fint med økonomisk og militært at støtte Ukraine som forpost for den europæiske civilisations sikkerhed. Indtil kassen er tom. Og den situation nærmer sig hurtigt. Det afgørende i dag er faktisk heller ikke, om Rusland eller Ukraine kan vinde krigen. Men om Rusland eller Ukraine kan vinde freden.  Fredsforhandlinger i et udvidet perspektiv For det forløbsbillede, jeg har plæderet for, er rationalet, at en isoleret fredsaftale mellem Rusland og Ukraine ikke er mulig. Uanset om man kan nå frem til en våbenhvile og forpligtende fredsforhandlinger, vil man ikke kunne neutralisere de grundlæggende årsager til krigen, som involverer USA og Europa. De skal inddrages. Det har Rusland konsekvent hævdet som betingelse for at indgå en våbenhvile. En fredsaftale, der ikke anerkender Ruslands defensive sikkerhedsinteresser og ikke anerkender Rusland som en del af Europa, er dømt til begrænset og notorisk usikker varighed. En sådan fredsaftale vil heller aldrig reelt kunne sikre Ukraines autonomi og økonomiske udviklingsmuligheder. Men forhandlinger på de præmisser med det mål at nå frem til en omfattende sikkerhedsarkitektur og underliggende økonomiske- og politiske delaftaler, som inkluderer Rusland, er selvsagt ikke mulig, så længe opfattelsen af Rusland som en aggressiv imperialistisk stormagt fastholdes. For så længe det narrativ har styrende værdi, vil Europas sikkerhed og økonomiske vækstmuligheder logisk være truet. EU vil være tvunget til fortsat oprustning og militarisering af Unionen for at afskrække Rusland.  Allerede i dag er militariseringen af sprogbrugen, formerne for offentlig meningsudveksling, omgangen med hinanden i civilitet mv. omfattende og dybtgående. Uden en reel fredsaftale med Rusland i en fælles europæisk koncert vil militariseringen sætte sig som permanent tilstand. Hele den globale geopolitiske situation taget i betragtning vil Europa i virkeligheden have størst interesse i en omfattende sikkerhedsarkitektur med vedtagne spilleregler, konfliktløsningsmekanismer, mindretalsbeskyttelse, specifikke nedrustningsaftaler og forbindelser til lignende aftaler i Kaukasusområdet og Centralasien. Altså kort og godt en aftaleproces og politiske mål, som Wolfowitz, Dick Cheney og Brzezinski i sin tid frygtede som den største udfordring af USA’s globale hegemoni. Forholdet mellem USA og Europa bliver trods alle strategiske prognoser mere og mere problematisk. Det Atlantiske interessefællesskab fra 1949 er under indre opløsning, fordi det forudsatte og forudsætter Europas permanente underordningsforhold til USA. USA har ikke længere styrken til eller interessen i at opretholde den hierarkiske struktur bl.a. på grund af konkurrencen fra Kina og hele Østasien. I det globale magtspil kan Rusland bevæge sig mod Øst og opbygge alliancer med Kina og Indien, hvad der vil svække Europas forhold til Rusland og mulig afskrækkelseskapacitet. Europa har i modsætning til egen selvforståelse og senkoloniale verdensbillede en indlysende interesse i at involvere sig i en ”bæredygtig fredsaftale” og gøre op med dæmoniseringen af Rusland og Putin. Et uundgåeligt spørgsmål Hvis jeg har ret i mine antagelser, melder det uundgåelige spørgsmål sig: hvis en ”bæredygtig fredsaftale” klart er i Europas interesse, hvorfor bliver den så modarbejdet af de europæiske ledere? Hvorfor forceres oprustningen? Hvorfor pustes krigshysteriet og hybridspøgelset op til tragiske højder? De er dog hverken ignoranter eller forfaldne til magisk tænkning i Bruxelles eller i de europæiske regeringskontorer. De er heller ikke magtpolitiske kynikere, der blot lader Ukraine forbløde på vegne af Europa. Der må findes andre eller i hvert fald flere sandsynlige forklaringer. Måske kan man finde en eller flere forklaringer ved at lade fantasien råde. Hvis vi nu forestiller os, at det lykkes at forhandle en udvidet fredsaftale igennem, som sikrer en større og sammenhængende sikkerhedsorganisation, hvori Rusland indgår. Og at der til dette aftalekompleks knyttes handelsaftaler. Politiske udvekslingsaftaler. Aftaler om råstofudvinding mv. Hvad ville en sådan udvikling så få af betydning for et EU, som jo i dag indlysende lider under faldende sammenhængskraft? EU fremstår som en historisk politisk-økonomisk og institutionel konstruktion, der har nået sine grænser for progressiv udvikling. Det ville blive en uhyre krævende og risikofyldt opgave for de 27 medlemslande og kommissionen at skulle håndtere udviklingen af samarbejdet med Europas ubetinget største og rigeste land Rusland. De indre konflikter ville stå i kø. De enkelte medlemslandes snævre nationale interesser i forhold til hele det enorme russiske marked ville ikke gøre opbygningsprocessen nemmere, endsige løse de evindelige interne magtkampe om styrkepositioner. (Man behøver i dag blot at følge magtspillet om EU’s næste budget for at se rivningernes dynamik for åbent tæppe). Et udvidet aftalekompleks med Rusland og Kremls deltagelse i europæisk politik vil gøre en genforhandling af hele EU’s forfatningsgrundlag uomgængelig. Den nuværende nationalstatslige magtstruktur vil være i spil. De politiske- og økonomiske institutioner vil skulle reformuleres. Det helt indlysende demokratiske underskud rettes op. Ligesom EU’s forhold til resten af verden, herunder de sikkerhedspolitiske interesser vil skulle reformuleres i en verden, der i forvejen er i opbrud. Så alt i alt har de europæiske politiske ledere, den ledende økonomiske og bureaukratiske elite god grund til at frygte et egentligt sammenbrud af status qou i forbindelse med en varig fredsaftale. Ikke noget i sig selv katastrofalt  resultat for Europa, men nok for den i dag herskende elite og hele det verdensbillede og den selvforståelse, den repræsenterer. En bæredygtig fredsaftale Afslutningsvis er der grund til at anerkende NtO for hele initiativet med at oprette en fredsbevægelse og også kvittere for en virkelig god pjece, der behandler langt flere aspekter af en bæredygtig sikkerhedspolitik end krigen i Ukraine og de indtil videre strandede fredspolitiske tiltag. Min essentielle kritik af pjecen er, at heller ikke her definerer man Ruslands karakter eller beskriver forløbet frem til invasionen, som man i lighed med de fleste andre fordømmer i kraftige vendinger. Derved sætter NtO sig mellem to stole. På den ene side vil man seriøst arbejde for våbenhvile og fredsforhandlinger, og på den anden side argumenterer man for fortsat militær støtte til Ukraine, selv om man ikke mener, at krigen kan vindes. Den tankegang må indirekte bero på, at man alligevel har et håb om, at Rusland med militær magt kan tvinges til seriøse fredsforhandlinger. Altså, at Rusland kan svækkes tilstrækkeligt til at ville acceptere en våbenhvile og indgå fredsforhandlinger. Ellers giver fortsat støtte til Ukraine i en krig, ”der ikke kan vindes”, ingen mening. Men hvis Rusland trods tilsidesættelse af folkeretten og brutal krigsførelse faktisk fra starten har ført en defensiv krig? Ikke mod Ukraine, men imod det Atlantiske Vesten. Så taler en del for, at fredsbevægelsen kan få medvind ved at inddrage hele forløbet frem til i dag, afdæmonisere Rusland og Putin og præcisere, at Europa aldrig får en bæredygtig sikkerhedsstruktur uden Ruslands medvirken og inkorporering i det samlede Europabillede. Tilmed vil en sådan fredsbevægelse kunne åbne for en debat om hele Europas politisk-økonomiske fremtid. For ingen i hele Europa kan være tjent med EU’s deroute og indre opløsning eller et fremtidens Europa, der stopper ved den russiske grænse. Jan Helbak.            

  september 29, 2026 7:04 pm

  Læs mere

• Alternative für Deutschland?  

  "Red landet” var et af AfD’s hovedslogans i valgkampen i Sachsen- Anhalt. ””Vi er alternativet” til ”Midterkartellet”i Berlin””. Koalitionsregeringerne siden Merkeltiden har ikke kunnet løse problemerne, som Tyskland står overfor. Hvis ikke AfD’s hovedslogan bliver til virkelighed, hvad så? Det er denne artikels vinkel. Kort om valgsejren i Sachsen-Anhalt Det er indenfor dette krisebillede, at AfD førte sin succesfulde valgkamp og leverede en overvældende sejr på 44% af stemmerne. Tilsvarende blev CDU mere end halveret med 19.9% og endte på 17.2%. Valgdeltagelsen på 78% blev ualmindelig høj. AfD’s fremgang skyldtes i høj grad også partiets evne til at mobilisere flere tusinde ”sofavælgere”. Hverken ”brandmure” i alle parlamentariske forsamlinger mellem de rigtige demokrater og AfD, trusler om forbud mod partiet som et forfatningsstridigt parti eller daglige henvisninger til flere ledende medlemmers nazisympatier har været i stand til at dæmme op for AfD’s fremgang. Tværtimod har det under hele valgkampen bragt (CDU/CSU, SPD, De Grønne, Die Linke og FDP) i et kronisk og til tider hysterisk forsvar for ”vores demokrati” mod det antidemokratiske AfD. Forklaringerne på AfD’s valgsejr har legio og peget i alle retninger. Det meste af pressen har peget på frontfiguren Ulrich Sigmund charmerende optræden som udslagsgivende. I regeringspartierne og ude i delstaterne diskuteres det nu ganske åbenlyst om afvisningen af ethvert samarbejde med AfD på forbundsplan og i delstaterne har været den rigtige fremgangsmåde. Det er vist kun ministerpræsident for Rheinland-Westpfalen Hendrik Wüst, der sammen med dele af venstrefløjen og dagbladet TAZ stadig advokerer for et forbud mod partiet. Alle andre har lagt det kort væk eller i hvert fald nedtonet muligheden. De politiske og sociale konsekvenser regnes for uoverskuelige. Enhver demokratisk legitimitet kunne fordufte, hvis det ”Midterkartel”, der i flere år har fremstillet sig selv som demokratiets vogtere, kunne finde på at gribe til så udemokratiske metoder som et forbud eller et delvist forbud, fordi et efterretningsvæsen har dømt partiet ekstremistisk. Ingen har kunnet gribe AfD i ikke at overholde alle demokratiske spilleregler eller signalere ønske om at ændre forfatningen. Alligevel holdes der liv i forbudstruslen ud fra et hypotetisk grundlag: ”De vil afvikle demokratiet, hvis de får magten”. Og, har det lydt: ”Hitler kom også til magten via stemmesedlen”. Nu er forbudstanken mere eller mindre afmonteret, men ikke lagt død. Det er befolkningens opmærksomhed heller ikke: ”Hvis et parti kan udelukkes, kan det ske for flere, som et flertal ikke bryder sig om. Det er ikke demokrati”. Det akademiske parnas og flere tænketanke har også advaret mod det politiske kaos og de politiske senfølger, som et forbud kunne skabe. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig den omfattende frustration, vrede og direkte politisk uro, som en udelukkelse af ca. 30% af vælgerne kunne skabe. Tabet af fremtid – tabet af horisont Midt i strømmen af fortolkninger, hvor bl.a. kansler Frederich Merz arrogante optræden blev udset som en betydningsfuld forklaring på CDU’s nederlag, skiller en vidtgående fortolkning sig ud fra alle de andre tilsammen. Og som fremstår som mere præcis end AfD’s egne fortællinger. Den fortolkning kom fra ingen ringere end SPD’s generalsekretær Tim Klüssendorf på selve valgnatten og dagen derpå: ”Jeg tror ikke, det er nok at sige, at folk bare skal gøre en større indsats (for at redde tysk økonomi), men jeg tor også, det handler meget om at udvikle en positiv vision for dette land”. På valgnatten sagde han direkte, at hverken denne regering eller tidligere helt tilbage til Merkels sidste valgperiode ”har vist tyskerne en fremtid”. Og det er præcist det forhold – regeringens og den etablerede Midtes manglende vision for fremtiden, der åbner for ”Alternativet”. Som i alle andre Europæiske lande står de centrumsledede regeringskoalitioner overfor økonomiske- og sociale problemer, de ikke kan løse. Først og fremmest gælder det arven fra næsten fyrre års neoliberalisme og globalisering: afindustrialisering især i Tyskland (også resten af Europa), udflagning af vigtige industrier til lande med billig arbejdskraft og lave miljøkrav. Faldende investeringer siden finanskrisen i 2008. Manglende vilje eller evne til at inddrive de nødvendige skatter fra erhvervslivet, fordi kapitalen er blevet mobil og uden besvær kan unddrage sig skattebetaling. Omvendt er udgifterne til vedligeholdelse og udbygning af den nødvendige infrastruktur ikke blevet mindre efter fyrre års forsømmelse. Investeringer i offentlig service har tilsvarende været forsømt siden genforeningen. Gældsætningen er de sidste år eksploderet. Statsunderskuddene og statsgælden vokser mod et kritisk punkt. Ikke blot i Tyskland men i hele Europa (og USA). Og gældsproblemet er ikke blevet mindre på trods af, at de fleste lande i euroområdet har været igennem en hård krisepolitik efter eurokrisen i 2011. I den periode blev velfærdsstaten for alvor afmonteret. Og er ikke siden genoprettet. Tysk deroute I det tyske samfund er den udbredte opfattelse, at det kun går en vej – tilbage. Deutsche Bahn fungerer ikke længere. Skolerne forfalder. Store og hæderkronede tyske virksomheder som VW, Benz, BASF osv. taber markedsandele og er håbløst bagefter hvad angår innovationer og investeringer. Sammenlagt taber Tyskland som suveræn eksportnation. Modsat vokser uligheden, som forstærkes af de planlagte nedskæringer på pensionsområdet, socialsikringen mv. Og alle kan jo næsten hver dag erfare, at de rigeste 10% af befolkningen sidder på større og større dele af den skabte rigdom. På den anden side læser man næsten hver dag om masseafskedigelser i dagspressen eller ser reportager i TV. Det skaber i sig selv en udbredt utryghed langt ud over de brancher og de delstater, hvor masseafskedigelserne gennemføres eller påtænkes gennemført. Og som nat følger dag udnytter arbejdsgiverne situationen til at presse fagbevægelsen til at opgive 35 timers ugen og acceptere en 40 timers arbejdsuge uden yderligere betaling. Det begyndte på VW. Men kravet breder sig i arbejdsgiverkredse. Hvor asocial Merz regeringens reformpakke end er, forekommer de sparsomme bud på kriseløsninger helt utilstrækkelige. De højprofilerede gældsbetalte investeringer i infrastruktur og rustningsindustrien (for at kunne afskrække Rusland fra at invadere det ”demokratiske Europa”, som er Merz’ omkvæd), lader vente på sig. Regeringen har heller ikke formået at fremlægge seriøse planer for genopbygningen af den øvrige tyske industri. Det gælder både investeringer og øget produktivitet, som tidligere var tysk adelsmærke. Problemerne i Tyskland forstærkes yderligere af, at billedet gentager sig i næsten alle EU lande, hvor hovedparten af kommissionens forslag til kriseløsninger hænger fast i medlemslandenes nationalegoisme og indbyrdes interessemodsætninger. Og Tyskland har ikke som tidligere autoritet og magt til at gennemtvinge en unison kurs. Tabet af national styrke og stolthed Og hvad har den økonomiske deroute og befolkningens oplevelser så at gøre med Tim ”Klüssendorfs” udtalelser? Bag de helt uafviselige økonomiske data og billederne af en infrastruktur og institutionernes forfald lever der en hel befolkning på 80 mio. mennesker, som i flere menneskealdre har opbygget en selvopfattelse og nationsforståelse, hvor Tyskland i Europa var den første blandt ligemænd. Dyder som ordentlighed, stabilitet, kvalitetsbevidsthed og lovmedholdelighed blev takseret som specielt tyske. Alt, hvad der blev produceret, skulle være af høj kvalitet. Økonomien skulle holdes i stram snor. Eksportmarkederne skulle dyrkes, og man skulle på ingen måde have et samfund som i Frankrig, Spanien, Italien osv., hvor hverken produktionen eller samfundsinstitutionerne fungerede. Eller hvor almindelig ”løsagtighed” florerede. Den selvforståelse voksede generationerne efter 2. Verdenskrigs afslutning op med. Tyskland skulle igen være den førende nation i Europa. Tyskland skulle forme EU og sikre sin lederstilling. Den hjemlige orden og de nationale livsbetingelser skulle sikre borgerne et bedre liv og større sikkerhed end i de øvrige europæiske lande. For de fleste tyskere fungerede ”Den sociale markedsøkonomis” – die Wirtschaftswunder i det store og hele frem til 2008. En oplevelse, der på alle parametre blev styrket og understreget efter Murens fald i 1989. Genforeningen af Tyskland stadfæstede helt uden undtagelse nationens ubestridte overlegenhed i hele Europa. Tyskland magtede så sent som i 2011 at gennemtvinge  tysk kapitalismes interesser i redningsaktionerne i forhold til euroen. Og, som det blev fremhævet, Tyskland kunne som det eneste land holde Frankrig på plads. Der var således grund til at være stolte af sin nation og grund til at opleve glæde ved Tysklands fredelige og demokratiske genrejsning. Tyskland satte standarden for klassebiler, klassemaskiner, togenes præcision, faglige uddannelser og førerstilling indenfor mekanisk- og kemisk industri og ikke mindst for politisk stabilitet. Sådan forholder det sig ikke længere. Tyskland har tabt markedsandele over hele linjen med underskuddet overfor Kina på en førsteplads. En smertefuld vending, fordi de store tyske bilvirksomheder og kemiske industrier som i det øvrige EU ikke kan hamle om med et effektivt kinesisk produktionsapparat, der producerer varer af høj kvalitet. (Folk er forholds indifferente overfor Vestens dæmonisering af Xi Jinping og Putin og verdensordenen, når det drejer sig om køb af bil. Her gælder markedet lov om bedst og billigst). Den opslidende og langsomme nedtur opleves som smertelige tab i den tyske befolkning langt ud over de økonomiske trængsler. Tidligere tiders stolthed over at være tysker fra ”fremdriftens land” er sevet ud af befolkningen over de sidste ti år. Oplevelsen er blevet forstærket under krigen i Ukraine, hvor den russiske gasforsyning på den tyske regerings beslutning blev lukket fra den ene dag til den anden. Hvilket blot øgede Tysklands afhængighed af dyr gas fra USA, hvad der igen forværrede konkurrencebetingelserne for industrien. Og gav dyrtid for befolkningen. Hvis oplevelsen af tab breder sig Hvis en sådan udbredt oplevelse af tilbagegang, tab af national stolthed og status virkelig får fat, kan den igangsætte sin egen dynamik, som Midterkartellet i Berlin ikke har noget svar på. Hvor højt man end råber om forsvaret af demokratiet og værdierne fra oplysningstiden som Europas adelsmærke, falder selvforherligelsen – netop som selvforherligelse – på stengrund. De samme politiske kræfter og den intellektuelle elite har selv medvirket til at gøre landet ustyrligt og borgerne resistente. Teknokrater på alle led i samfundet har fortrængt borgernes demokratiske deltagelse. Man har selv forherliget den private valgoptimering som det sande liberale demokrati, hvad der dels har vanskeliggjort realiseringen af større politiske programmer og fremmanet en rettighedstænkning, hvor vælgerne lidenskabsløst skipper de partier, der ikke indfrier valgløfterne. Markedsgørelsen af det politiske liv har overskåret alle loyalitetsbånd og gjort sammenhængen mellem Wirtschaft und Gesellschaft/Gemeinschaft, som den sociale markedsøkonomi bygger på, til en illusion. Folk kan jo godt se, at virkelighedsbilledet er et andet end det officielt fremstillede. Og regeringspartiernes overvejelser om at kriminalisere AfD, har bestyrket opfattelsen af, at den politiske elites bestræbelser på at isolere partiet langt overskrider den almene opfattelse af, hvad der kendetegner et demokrati. Af samme grund kan det være ganske problematisk at begrænse AfD’s succespotentiale til de gamle Østområder. Eller henvise til demografiske årsager og udvandring. Eller til eksempelvis Sachsen-Anhalts beskedne størrelse og socioøkonomiske tilbageståenhed. Muligheden eller risikoen er til stede for, at AfD vokser ud over delstaterne fra det gamle DDR. Dels på grund af den voksende nationale tristesse på den ene side, og dels på grund af rådvildheden i regeringskoalition og de interne slagsmål i CDU på den anden side. Slagsmålene vokser faktisk dag for dag, hvilket bekræfter AfD’s påstande om ”de rigtiges magtesløshed” og om deres egen forståelse af ”tidsånden” – den lidt uhåndterlige stemning i brede dele af befolkningen – som AfD måske har ramt nerven i. AfD står til 38% af stemmerne ved valget i Mecklenburg-Vorpommeren den 20. september og til at blive næststørste eller tredje største parti ved valget i Berlin, der traditionelt i lighed med de fleste andre hovedstæder har stærke venstrepartier eller centrum-venstrekoalitioner. På landsplan står AfD ved de seneste målinger til 28-30% af stemmerne mod CDU/CSU’ 19-21%. AfD’s indflydelse rækker altså helt indlysende langt ind i de gamle Vesttyske delstater, hvor det nationale præstigetab mærkes endnu mere markant end i de tidligere Østområder, som har måtte leve livet som andenrangsborgere i hele perioden efter genforeningen i 1989. Og skrækscenarierne kører allerede nu på alle cylindre i samtlige tyske medier. Hvad nu hvis AfD’s topfigur Alice Weidel får ret, ”at det kun er et spørgsmål om tid, før AfD sidder i en regering med CDU/CSU eller sågar erobrer kanslerposten”? Forestillingerne om, hvilke kursændringer den politiske midte skal foretage for at dæmme op for den risiko, står dog indtil videre i et omvendt forhold til skrækscenarierne. Mange forventer og i CDU håber man på, at Frederich Merz kan presses bort fra kanslerposten uden at udløse en intern borgerkrig. Men regeringskoalitionens uformåenhed ændres ikke af et personskifte. Et fremtidsscenarie kan lige så vel være, at regeringskoalitionen bryder sammen, uden at CDU/SPD eller de andre partier på den politiske midte kan præstere en ny politik endsige tegne ”visionen af en fremtid” tilstrækkeligt overbevisende til at nedkøle det voksende ønske om et ”alternativ” til det politiske magtbillede, der ikke længere fungerer. Arven efter globaliseringen og den neoliberale bølge og den eksorbitante finansspekulation, som samtidig skabte dyrkelsen af det liberale demokrati som det uantastede forbillede for de vestlige demokratier, hviler i dag som et spøgelse over den politiske midte. Som i resten af Europa og for den sags skyld også i USA er man politisk nået et punkt, hvor ethvert seriøst forsøg på at genoprette velfærdsstaten øjeblikkeligt påkalder sig radikale reaktioner og trusler fra de stærkeste kapitalfraktioner (de store industriforetagerne, finanssektoren og deres arbejdsgiversammenslutninger) og udsigt til øget politisk ustabilitet. Hvilket, skåret til benet, jo er den afgørende årsag til de samme midterkoalitioners march på stedet. Det er situationen, der har skabt en Merz og ikke omvendt. Det radikale opgør med det liberale demokratis fastlåshed trænger sig på, uden at nogen af de traditionelle magtpartier overhovedet tør åbne for den mulighed. Om det er i Tyskland, Frankrig, Spanien, Sverige, Finland etc., er problembilledet det samme i forskellige nationale variationer. Ønsket om et alternativ Og det er måske det centrale. Det er den politiske midtes uformåenhed og arrogante selvfremstilling og formørkelse af Tysklands fremtid, som har formet AfD’s krav om et nationalt alternativ og givet det vinger. Eller som en slags ”fremtidens magnet”, der trækker bredt ind i befolkningen, uanset om den enkelte vælger har forestillet sig at stemme på AfD eller ej. Det er bølgen af vrede og skuffelse i den brede befolkning og den dalende tillid til hele det politiske system, institutionerne og medierne, der kan blive AfD’s løftestang og ikke en voldsom tilslutning til partiets i øvrigt ret diffuse program. Hovedparten af undersøgelserne viser, at langt hovedparten af alle respondenter kun har et meget overfladisk billede af AfD’s politik. Man kan tale om en forventningsbestemt stemningsbevælgelse og ikke en erfaringsbaseret, i og med AfD aldrig har haft regeringsansvar eller skullet gennemføre bare brøkdele af sit program. Faktisk svarer mange, at man ikke i praksis kan se den helt store forskel på AfD’s og regeringens udlændingepolitik. Nyere  undersøgelser viser, at temaet om ”de fremmede” først kommer ind på fjerdepladsen efter social sikkerhed, boligspørgsmålet, arbejdsløshed/inflation. Og præcist de temaer er kun meget overordnet beskrevet i AfD’s program. På en anden front vokser gabet mellem befolkningen og regeringen også. En næsten spritny måling viser, at hele 40% af de tyske vælgere ser med skepsis på Tysklands fortsatte støtte til Ukraine og den uforsonlige linje overfor Rusland. I de gamle Østtyske områder er den skepsis oppe på 60% og repræsenterer et mere positivt syn på et kommende samarbejde med Rusland, som før 2022 udgjorde et af Tysklands vigtigste markeder langt ud over tilførslen af billig energi. Hvis de målinger holder, kan der spores en bevægelse i den tyske befolkning, som er i klar modstrid med Merz regeringens krigsoptrapning og planer om massive investeringer i rustningsindustrien på bekostning af de velfærdsydelser. Målingerne viser også en voksende skepsis overfor de europæiske leders trusselsbillede og karakteristik af Rusland som en brutal imperialistisk stormagt med et ønske om at underlægge sig Europa. Ikke desto mindre fortsætter venstrefløjen i Tyskland desværre med at fremholde imperialismekortet og indskriver sig på den måde i det politiske establishment, som AfD er alternativ til. Indtil nu ser det ikke ud til, at det samme establishment i Tyskland og EU har fanget den voksende krigstræthed og voksende skepsis overfor det autoriserede trusselsbillede. Eller også vil man ikke fange, hvad der er i drift. Prestigetabet især i Tyskland vil være ubærligt. AfD har derimod fanget det langsomme skred til stor furore både på den politiske midte og i den tyske presse. AfD er ikke specielt russervenligt eller ”Putinelskere”. Men partiet har forstået, at fremtiden for Tyskland bl.a. ligger i genoptagelse af import af billig gas fra Rusland og genopbygning af tidligere tysk styrke på det store russiske marked som væsentlige elementer i en økonomisk genopretning. Og selv om medierne og de ledende regeringspolitikere forsøger at stigmatisere AfD ved at fremstille partiet som ”Putinstøtter”, har den fremgangsmåde heller ikke haft den tilsigtede virkning. AfD begrunder nemlig ikke sin politik med en støtte til Putin. Men omvendt hvad der er til gavn for Tyskland og Europa. I de seneste dage har Alice Weidel meget smart foreslået et ”trilateralt handelsforum”, hvor Rusland, USA og Europa mødes for at drøfte fremtidens handelssamkvem mellem de nævnte deltagere. Forslaget har selvfølgelig også adresse til det tyske erhvervsliv. Flere scenarier for AfD Kan AfD’s gennemføre sit politiske program, hvis det får regeringsmagten eller indgår i koalitionsregering med CDU? Det forekommer ikke sandsynligt. AfD’s program og nuværende politiske optræden er stop fordret med forslag og udspil og analyser, der er indbyrdes modstridende. For at slå ned på de vigtigste modsætninger, ønsker AfD på den ene side at forbedre infrastrukturen, skolevæsnet, den sociale sikring og tiltrække industriinvesteringer. Især de små- og mellemstore industrivirksomheder. På den anden side vil man sænke skatterne og føre stram budgetdisciplin, som vil udelukke de lovede velfærdsforbedringer. Man vil afvikle de arbejdsmarkedsregler, som bremser industriinvesteringerne, hvad der først og fremmest rammer AfD’s egne kernevælgere. Miljøregler skal lempes. Den økonomiske politik skal udformes super liberalt med så få statslige indgreb som overhovedet muligt, hvilket alt andet lige vil gavne de store kapitalinvestorer på Mittelstands bekostning. Forholdet til EU er ikke helt klart, men ønsket om kun at fungere i EU på tyske betingelser er ikke til at tage fejl af, hvilket vil bringe Tyskland på yderligere konfrontationskurs. Sammenlagt vil AfD’s nationalkonservative udgave af en utopisk heimatspolitik ikke kunne bestå en politisk realitetstest i forhold til de omtalte problemer, som partiet selv er en reaktion på. Uanset om partiet opnår kanslerposten, hvad der nok ikke er sandsynligt indenfor en kortere tidshorisont, eller om partiet formår at presse CDU/CSU til at indgå i en koalition, vil partiet blive tvunget til at opgive det ene programpunkt efter det andet. Presset fra det tyske erhvervsliv, finanssektoren, EU og hele den tyske politiske og administrative elite vil blive så massivt, at AfD  vil få mere end vanskeligt med at mobilisere den nødvendige politiske og folkelige opbakning til at modstå presset eller håndtere en situation med yderligere desillusion og destabilisering af det tyske samfund. AfD har heller ikke et stærkt og konsolideret partiapparat. Partiet har heller ikke reelle alliancer med fraktioner indenfor den teknokratiske elite, der er nødvendige for at kunne udvise håndfast regeringsduelighed. Det peger på flere scenarier. AfD, som er sammensat af flere indbyrdes modstridende fraktioner, kan fraktionere yderligere og som i Italien udskille en ny radikaliseret fløj. Partiet kan rende ind i en større splittelse, hvor den moderate fløj søger tæt samarbejde med CDU/CSU om dannelsen af en stærk nationalkonservativ blok for at tackle en yderligere destabilisering. Eller som i USA søge opbakning fra de mest magtfulde kapitalfraktioner i deres krav til en hårdhændet krisepolitik og her søge politisk legitimitet eller i hvert fald opbakning til at presse CDU til at gennemføre den politik, som Merz regeringen ikke har haft viljen, styrken eller modet til at forfølge. I regeringskontorerne og i dele af AfD’s ledelse ved man jo godt, at AfD’s program isoleret set ikke rækker til genrejsningen af tysk industri og økonomi, der vil kræve en hårdhændet arbejdsmarkedspolitik og vidtgående statslig støtte til den nødvendige omfattende omstrukturering af tysk kapitalisme betalt over skattebilletten. Derfor vil en mulig regeringskoalition mellem AfD og CDU/CSU blive positivt modtaget af erhvervslivets elite med udsigt til, at regeringsansvaret og samarbejdet med CDU vil slide AfD’s alternative kraft ned til det tålelige. I det perspektiv kan der bag scenen spores en vis tilfredshed i AfD’s ledelse med valgresultatet i Sachsen-Anhalt. Havde partiet vundet absolut flertal, ville Ulrich Sigmund blive indsat som ministerpræsident og partiet tvunget til at realisere sin politik indenfor de givne administrationsstrukturer og begrænset af de lovbestemte udligningsrammer, der ikke rækker til at løse delstatens økonomiske problemer. Alle økonomiske undersøgelser og analyser (måske ikke helt uvildige) vurderer, at AfD’s politiske løfter ville give Sachsen-Anhalt et løbende årligt budgetunderskud på 2 mia. euro oven i den allerede eksisterende gæld, hvad der vil gøre det endnu vanskeligere for en AfD regering at holde sammen. Hvad der kunne svække partiets troværdighed og dermed fremgangen på landsplan. Situationen vil kunne forværres yderligere, hvis den siddende regering i Berlin tyr til administrativ ”legitim” chikane af delstatsregeringen. Spørgsmålet på indeværende tidspunkt vil så være, om AfD vil lide et troværdighedstab, eller om partiet kan vende situationen til egen fordel ved at placere ansvaret for et eventuelt økonomisk uføre hos den siddende regering og den politiske midte. En tænkt argumentation fra AfD’s side kunne være: ”Vi ville gerne, men kan ikke under de betingelser, som Berlinregeringen sætter. Derfor kan AfD’s politik først gennemføres, når vi har stor indflydelse i flere andre delstater eller selv kommer i regering”. Ingen kan på nuværende tidspunkt med nogen sikkerhed sige noget om AfD’s reelle vækstpotentiale i hele Tyskland og indflydelse på det politiske liv i de øvrige delstater. Indtil videre vil diskussionerne være præget af rådvildhed og fremmaning af diverse trusselsbilleder. Har AfD vitterlig ramt en dybere nerve i den tyske ”tidsånd”? Eller besinder den desillusionerede tyske befolkning sig trods alt? Det bliver i det usikre billede, at den videre kamp mellem AfD og det politiske establishment udfolder sig. Det første hint kommer måske med valget i Mecklenburg- Vorpommern. Hvis partiets fremgang her bliver så stor, som meningsmålingerne angiver, er det at forvente, at partiets selvtillid vokser, hvilket i sig selv kan indebære en dynamik, som slår yderligt igennem på landsplan. En dynamik, som kan blive forstærket af de indre modsætninger i Berlin regeringen, rådvildheden, de usammenhængende angreb på AfD og ikke mindst CDU toppens udskamning af de ”opportunistiske følere” fra lokale CDU-politikere i de andre delstater. Tilbage står det alt afgørende spørgsmål. Kan AfD levere varen dér, hvor partiet får magt og skabe en dominoeffekt, eller falder partiet igennem? Vælgerloyaliteten er som sagt forsvundet i de liberale demokratier, og der er først parlamentsvalg i 2029, hvis ikke et sammenbrud i regeringskoalition resulterer i et hurtigt nyvalg. (Samme spørgsmål stilles i øvrigt med voksende styrke i Frankrig: ”Vil Le Pen ødelægge fransk økonomi, hvis Rassamble National erobre præsidentposten og et flertal i Nationalforsamlingen”?) Det nødvendige selvopgør på den socialistiske venstrefløj Men hvad nu hvis Alternativet blegner, og de radikale forandringer udebliver?  Hvad nu hvis AfD eller en koalition af CDU/CSU og AfD faktisk ikke har eller kan mobilisere for en politik til genrejsning af Tyskland, der kan accepteres af den brede befolkning? Hvad er så Alternativet?  Muligheden eller risikoen eksisterer. Hvordan vil den venstrefløj, som indtil nu har placeret sig indenfor den politiske midtes demokratiske fæstning og talt mest nidkært for et forbud mod AfD, kunne træde op som alternativet? Hvordan vil man gøre sig håb om at nå de mange AfD vælgere, som venstrefløjsaktivisterne beskyldt for at være fascister, fordi de stemmer på et fascistisk parti, og som i flere år har gennemført den ene antifascistiske demonstration efter den anden for at ”forebygge demokratiets fald”. Som har udskreget AfD til at være Putinelskere og i den grad medvirket til ikke alene stigmatisering af partiet, men også til en devaluering af 30-40 % af vælgernes almindelige dømmekraft og demokratiske sindelag. Og som har brugt flest kræfter på at forsvare demokratiet og det liberale demokratis værdier og færrest på at udvikle et politisk-økonomisk Alternativ både til AfD og Merz regeringen. I og med at et muligt sammenbrud for en AfD regering eller en koalitionsregering ikke er utænkeligt, burde det være indlysende for ledelsen i Die Linke og i SPD, at stigmatiseringslinjen ikke alene har været en fiasko, men direkte sekterisk, elitær og fatal. Opgaven for venstrefløjen har hele tiden været – og akut nu, at udfordre AfD både politisk, økonomisk, og kulturelt på alle fronter for at afmontere AfD Alternativets tiltrækningskraft. Kort og godt tilsiger polariseringen og tristessen i det tyske samfund, venstrefløjen står overfor et kategorisk imperativ: at gøre op med forvekslingen af symptom og problem. Det kan virke helt uforståeligt, at den socialistiske venstrefløj ikke har presset SPD til i langt højere grad at gå i kødet på AfD’s indlysende utopiske politik og demontere Alternativ myten. Man skulle tro det lå lige for. Men problemet er måske det ganske ubehagelige, at heller ikke venstrefløjen har været i stand til indtil nu at formulere en reformstrategi, som på den ene side indebærer en radikal ændring af den tyske samfundsøkonomi, de givne magtforhold, demokratisering af samfundslivet og en genopbygning af velfærdsstaten og samtidig respektere forfatningen og de eksisterende demokratiske institutioner. I den sammenhæng ligner det ”fascistiske fjendebillede” ligesom dæmoniseringen af Rusland mere aktivistiske overspringshandlinger end seriøse bestræbelser på at udvise politisk empati og demokratiske diskussioner overalt i det tyske samfund som elementær adkomst til at få de mange arbejderklasse- og middelklassevælgere i tale, der af indlysende årsager spejder efter et Alternativ.  Som den politiske situation former sig i Tyskland, vil Europas største og trods alt stærkeste lands udvikling få afgørende betydning for hele EU’s videre eksistens og af samme grund stille venstrefløjen overfor de samme valg: sekteriske frontkampe mod de nationalkonservative og de ”fascistiske spøgelser” eller en fælles formulering af en realistisk reformpolitik (nationalt og i Unionen), der kan blive til et Alternativ, de mange efterlyser. Hvor stort ramaskriget så end måtte blive på den politiske midte. Jan Helbak.                                            

  september 14, 2026 3:57 pm

  Læs mere

• Hvad sker der lige?

  At jeg skulle læse en uhyre præcis diagnose af den socialistiske venstrefløjs svaghed og forslag til at overvinde den i finanssektorens ypperste dagblad Financial Times, opfatter jeg som et paradoks. Den 12. august bragte Financial Times en artikel af klummejournalisten Jana Ganesh’s (JG). Artiklens overskrift lyder: ”Hvis venstrefløjen kunne adskille økonomi fra kultur, ville kapitalismen have mere at frygte”. Artiklen indledes med endnu en one-liner, der referer til Marx og hans tid, hvor det var ”muligt at tro på overtagelsen af produktionsmidlerne uden at være avantgarde på, spørgsmål om køn, race, kriminalitet og krig”. Hensigten med indledningen er introduktionen af en hvas kritik af den amerikanske (og europæiske) venstrefløjs overdrevne fokus på kulturelle modsætninger, mindretalsspørgsmål og forargelse over uligheden og miljøpolitiske sværmerier helt afkoblet fra en mere sammenhængende og seriøs kritik af den moderne kapitalisme. Eksempelvis henvises der til Demokratiske Socialister i Amerikas (DSA) seneste program, hvor der bl.a. står: ”DSA ønsker at svække politiets fagforeninger”. ”Det endelige mål er at afskaffe politiet”. En sådan lapsus banker frontalt mod det brede flertal af amerikanske arbejderes ønske om tryghed og beskyttelse. Men sådanne krav og flere til er symptomatiske for den hidtidige symbolpolitik, der nok har tilfredsstillet store dele af den ”kulturbærende” og intellektuelle middelklasse, men omvendt isoleret DSA og de progressive demokrater fra henholdsvis arbejder- og den lavere middelklasse uafhængigt af hudfarve. JG’s efterfølgende spydige kommentar sidder lige midt i skiven. ”Om noget danner kapitalismen meget bedre par med wokekulturen i den forstand, at begge understreger det individuelle. Retten til at råde over ens indtægt, retten til uhindret at krydse nationale grænser, og retten til selvdefinering af ens køn mv”. Herover for skriver JG videre: ”I 2026 er de rige heldige med at have den slags modstandere. Hvis en politiker kunne afkoble socialisme fra det sæt af kulturelle ideer kendte som woke, kunne han eller hende blive vanskelig at stoppe”. Og så henviser JG til Bernie Sanders relativt høje stjerne blandt de amerikanske arbejder- og middelklassevælgere (uafhængigt af hudfarve). Artiklen slutter med en besk opsang, hvor venstrefløjen kritiseres for at tage tilflugt i Ken Loach og Mike Leigh’s ”fantasiverden”, hvor alle de undertrykte samles i skøn forening i kampen mod deres grumme skæbne skabt af et umenneskeligt kapitalistisk system. Som valgpolitik er fantasierne om forbrødringen ubrugelige, fordi de har en forstående vælgerskare som forudsætning, og at socialisterne er på vej til at vinde magten. ”Det kunne ske, hvis ikke de (socialisterne) blev ved med at propagandere økonomisk dirigisme og identitetspolitik blandet sammen i en pærevælling. Dem, der ønsker dem (venstrefløjen) nederlag på begge områder, er for altid taknemmelige”. Hvad er så alternativet til venstrefløjens hidtidige ”wokepolitik”? Det beskrives i en efterfølgende artikel i Financial Times den 18/8 skrevet af Guy Chazan (GC) med overskriften ”Capitalism not working”. Kort fortalt drejer det sig om at føre ”bread and butter” politik og ikke mindst være der, hvor det brede flertal af potentielle vælgerstemmer befinder sig. Ifølge artiklen har DSA efter mange indre kampe flyttet tyngdepunktet fra wokepolitik og mindretalsproblemer til ”bread and butter” platformen såsom: boliger til at betale, et universelt sundhedsvæsen, fri og gratis uddannelse, højere beskatning af de rige, inflationsbekæmpelse, regulering af AI og servicecentrenes belastning af elnettet og naturressourcerne, bedre transport og ikke mindst kravet om som borgere og skatteydere at møde respekt fra det politiske system. Skiftet har medført, at flere demokratiske vælgere ifølge de sidste meningsmålinger overvejer at stemme på en DSA-kandidat eller i hvert fald på en fra den progressive fløj i det Demokratiske parti. Og det på trods af massive advarsler fra det Demokratiske partis establishment om, at det vil skræmme midtervælgerne væk. Skiftet ses allerede i de første primærvalg i partiet, hvor flere kandidater fra DSA eller den progressive fløj har vundet nomineringerne. Et nyt perspektiv? At den politiske kamp i USA og den socialistiske venstrefløjs politiske og organisatoriske udvikling i modsætning til tidligere kan lære den europæiske venstrefløj en hel del. I de europæiske socialisters traditionelle selvforståelse har det altid forholdt sig omvendt. Skiftet fra venstrefløjens hidtidige forargelsespolitik og orienteringen mod især arbejdernes og den lavere middelklasses forringede levevilkår under de seneste tre præsidenter fik for alvor sit gennemslag med Zohran Mamdanis bread and butter program i kampen om borgmesterposten i New York i 2025. Hans klare sejr satte for alvor gang i nyorienteringen. Den havde allerede havde været under vejs i Joe Bidens præsidentperiode. Skiftet har betydet, at Republikanerne har mistet deres trumfkort – udstillingen af venstrefløjen som bindegale radikale ”wokefanatikere”. Men også, at Demokraternes venstrefløj er den politiske strømning, der er mest konsistent og troværdigt artikulerer de problemer, som presser de mange almindelige amerikanere. Politikskiftet slår også igennem nu, hvor Trumps Magabevægelse slår revner, og hele 25% af arbejdervælgerne overvejer ikke at stemme på Republikanerne. Det er den gruppe venstrefløjen siger, den vil vende sig imod ikke mindst begrundet i, at vælgeranalyserne samtidig fortæller, kun 4% af de 25% agter at stemme på Demokraterne. Nu er vendingen ikke faldet ned fra himlen. Venstrefløjen har ikke set lyset fra den ene dag til den anden. Zohran Mamdani og hele hans netværk og støtter kasserede ikke bare ”wokekulturen” med et pennestrøg, men slog igen og igen på, at det alene er flertallet, der kan sikre mindretallets rettigheder. Mindretallet kan alene kun skabe protest og ventilere forargelse. Og flertallet består for det meste af mennesker, der hver især føler sig udsatte og afmægtige. Prekariteten er ikke forbeholdt minoriteterne. Med den tilgang argumenterede Mamdani for et fælles grundlag, som kunne samle de forskellige minoritetsgrupper og det brede flertal af New Yorkere. Det drejer sig ikke om at løbe efter den amerikanske arbejderklasse eller inklinere for dens mest tilbagestående segmenter. Kritikken af ICE’s (Immigration and Customs Enforcement) brutale overfald på illegale emigranter mv. følges nu op af krav til organisering af den udenlandske arbejdskraft og afskaffelse af løndumping. En klar imødegåelse af især arbejdernes frygt for, at USA skal blive overrendt af billig arbejdskraft. I den forbindelse er det interessant, at skiftet i politisk perspektiv har skabt spændinger i Trump administrationen og i Magabevægelsen. Senest har vicepræsident J.D Vance været ude med et ønske om en styrkelse af fagforeningerne. ”Vi skal give arbejderne plads ved forhandlingsbordene”, udtalte han i et større TV-interview. ”Vores arbejdere har ikke tilstrækkelig forhandlingskraft”. Nu skal man ikke gøre sig forestillinger om et markant vælgerskred til venstre ved primærvalgene. Situationen i USA er, at vælgerne er vrede på Trump. Men ikke kun på Trump. De er vrede i bred almindelighed, og vreden er især rettet mod det politiske system og dets favorisering af de store tech giganter og deres eksorbitante formuer. Og som Matt Bennett fra en progressiv tænketank tørt udtrykker det: ”et vælgerskift mod venstre er ikke det samme, som at vælgerne ønsker socialisme”. Det er i det spændingsfyldte felt, DSA og den øvrige venstrefløj skal lære at agere i, hvis de vil videre. Det reale forhold kommer tydeligt frem, når man spørger især unge amerikanske vælgere, hvad socialisme betyder for dem. Svarene kan samles i: ”en større velfærdsstat, en regering der tager hånd om folk. Men det betyder ikke et opgør med kapitalismen”.Det gælder også for DSA, som tæller et bredt politisk spektrum fra det, vi herhjemme forstår som klassiske socialdemokrater til mere radikale socialister. I dag har partiet 130.000 medlemmer, der som noget relativt nyt er meget aktive over hele landet. Helt ude i yderste led, hvor de arbejder tæt sammen med Z-generationens aktivister indenfor snart sagt alle forsamlinger og institutioner. Også udenfor de traditionelle akademiske kredse. Men med den relative succes og medlemsfremgang har samme succes også bragt modsætninger mellem de forskellige gruppers politiske platforme op til overfladen. I modsætning til tidligere har det åbnet for en livlig og åben debat. Tilsyneladende uden at føre til den ellers fremherskende tendens til splittelse. Som kommentatoren Ben Burgis skriver på sin substack: ”Når politisk magt permanent opleves som uopnåelig, bliver politik reduceret til en form for symbolsk protest”. Han slutter sin seneste artikel med fokus på socialisters påtrængende spørgsmål: ”Vi har en chance for skabe bred opbakning bag vores kortsigtede socialdemokratiske agenda, og til langsomt og stabilt at opbygge en bredere støtte til en mere radikal socialistisk horisont. Men det er kun muligt, hvis vi tænker ethvert skridt seriøst igennem. Hvad er det vi ønsker, hvordan vil vi realisere ønskerne, og hvordan vil vi skabe en bred folkelig tilslutning. Her taler vi om et helt andet mindset end dengang, hvor vi brugte vores tid på at overbevise hinanden om, hvem der var mest radikale og mest tro mod idealerne”. Med andre ord, hvordan kan DSA og den progressive fløj i det Demokratiske parti gøre sig regeringsduelig. Det spørgsmål diskuteres også hvad angår reform af hele det politiske system, som vælgerne bredt set ikke har tillid til. Hverken til præsidenten eller til kongressen og i den forbindelse slet ikke til det juridiske systems udemokratiske indflydelse på de politiske beslutninger og fortolkning af en forfatning, der mildt sagt er forældet. Gabet mellem det lukkede og byzantinske politiske system i Washington og befolkningen i almindelighed, og systemets bånd til de stærkeste økonomiske eliter i USA er så grotesk, at enhver socialdemokratisk reformpolitik vil lide skibbrud uden en radikal ændring af den samlede politisk-parlamentariske struktur. Hvor man tidligere indskrænkede sig til at kræve en reform af valgsystemet ved præsidentvalgene, er målet nu en reform, hvor præsidenten vælges direkte på baggrund af et sammenhængende nationalt valg og tillige en begrænsning af højesterets kompetence. På længere sigt overvejer man, om præsidenten eller den udøvende magt skal vælges af Kongressen. Det samme gælder udpegningen af højesteretsdommerne. Herunder selvfølgelig også en mere tidssvarende magtfordeling mellem den føderale regering og administration og enkeltstaternes organisering og selvbestemmelse. Hvor radikalt, der skal gås til værks, afhænger dels af, om der kan udformes konkrete forslag, der kan vinde folkelig opbakning og dels af, om den er tilstrækkelig stor til at gennemføre de nødvendige ændringer af forfatningen. Ønsket er, at hele processen skal udfoldes og gennemføres indenfor de givne politiske og institutionelle rammer. I den proces skal Kongressen styrkes, uden at de aktuelle politiske krav underordnes kravene om de institutionelle reformer. Forventeligt er det selvfølgeligt, at disse proceskrav vil støde på enorm modstand ikke bare fra Republikanerne men også fra det Demokratiske partis ledere på alle niveauer. Og det på trods af, at Trump administrationen her i den sidste præsidentperiode har demonstreret, hvor lidt Kongressen har at skulle have sagt, og hvor enerådigt en præsident kan regere, hvis han benytter sig af alle de juridiske smuthuller, som forfatningen åbner for. Ikke desto mindre vil det være hule slag i luften, hvis DSA’s politiske platform ikke følges op af en nøje planlagt kampagne for en styrkelse af Kongressens magt i forhold til præsidenten og det juridiske system og på sigt gennemførelse af en større forfatningsændring. Uden den sammenkædning vil partiet og den progressive venstrefløj ikke kunne sandsynliggøre det mulige i at gennemføre de opstillede krav. For selv de mindst indgribende krav vil møde enorm og aggressiv modstand fra erhvervslivet, finanssektoren og medieverdenen, som gennem retssystemet allerede har demonstreret viljen og magten til at spænde ben for en lovgivning, som ikke varetager deres interesser. Det slagsmål folder sig nu ud i New York angående Zohran Bamdanis reformer. I den forstand har man taget hul på det virkeligt centrale spørgsmål, som på nuværende tidspunkt ikke er, hvordan det socialistiske samfund skal designes ud i fremtiden, men netop om hvordan de opstillede krav skal gennemføres og ikke mindst modstå den forventede undergravende virksomhed og alle forsøg på, at få en reformlovgivning taget af bordet eller omgjort. Afsluttende overvejelser Man skal selvfølgelig vogte sig for at idealisere udviklingen på den socialistiske venstrefløj i USA endsige overvurdere dens styrke og mulige indtog på den parlamentariske scene og ikke mindst indflydelse på civillivets politiske dannelse. Men når titlen er ”Hvad sker der lige”? skyldes det overraskelsen over, at man helt mod forventning støder på en seriøs analyse af venstrefløjens problemer i et dagblad som Financial Times og for det andet skal skæve til USA, der i den almindelige opfattelse på den europæiske venstrefløj altid har været bagud, for at finde inspiration til at gennemføre en mere seriøs og udogmatisk analyse af årsagerne til den europæiske venstrefløjs politiske marginalisering og nok så meget vejen ud af denne. Financial Times har kort og provokatorisk leveret diagnosen, som også rammer den europæiske venstrefløj. Den politisk/ideologiske kamp i det Demokratiske parti kan på den anden side tjene som praktisk politisk laboratorium for den socialistiske venstrefløj i Europa og i Danmark. Nogen gange er man nødt til at gå over åen efter vand. Jan Helbak.      

  august 25, 2026 8:17 pm

  Læs mere

• For at redde demokratiet må det begrænses  

  I den tyske dagspresse og i det centrale politiske spektrum spidser debatten til, om AfD skal forbydes. Dvs. om det parti, som støttes af ca. 30% af vælgerne og største parti på nuværende tidspunkt, skal forbydes. For at redde og beskytte demokratiet mod AfD’s formodede udemokratiske hensigter – lyder det. Information bragte den 27. juli en artikel af filosofiprofessor Jan-Werner Müller (JWM), der blandt har forsket i populisme, med titlen: ”Selvfølgelig skal vi kunne udelukke højreekstremistiske partier”. Hvem er vi? Artiklens begrundelsesrække er som følger. ”En vigtig lære af det 20. århundredes politiske katastrofer kan virke paradoksal. Demokratier i en eksistentiel krise kan blive nødsaget til at iværksætte tilsyneladende udemokratiske foranstaltninger mod dem, der kynisk udnytter systemet for at erobre magten – og derefter afskaffe demokratiet”. Er demokratiet i en eksistentiel krise? JWM refererer selvfølgelig til Weimar republikkens sidste år uden overhovedet at redegøre for de helt specifikke historiske betingelser, der førte til Weimarrepublikkens sammenbrud og nazisternes sejr. Det er både problematisk og farligt at hente belægget for sine begrundelser med så generelle og ukonkrete henvisninger. Den almene begrundelse for at begrænse demokratiet for at redde det, forudsætter vel, at man kan identificere truslen. Og her er det ikke nok, som JWM gør, at stemple et partis handlinger ud fra, hvad man formoder, det vil gøre ud i fremtiden. Især ikke set i lyset af, at samme parti overholder alle de demokratiske og forfatningsmæssige spilleregler og rent faktisk har som strategi at nedbryde ”brandmuren” og bringe sig i en position, hvor partiet kan indgå i koalition med de regerende centrumhøjrepartier CDU/CSU. Hvilket prædikat skal CDU/CSU så have? Men hvad er det egentlig JWM vil med sin artikel? Han siger det selv med en svulstig mellemoverskrift: ”Demokratiet må om nødvendigt være militant”. Her foretager JWM en reifikation. En bestemt organisation/system transformeres til subjekt, hvis handlinger eller forpligtelser optræder som almen autoritet for en bestemt gruppes synspunkter. På den måde fralægger de samme personer eller grupper sig deres konkrete ansvar. Nu er demokratiet ikke noget subjekt og kan ikke handle. Det kan kun de mennesker, grupper, partier og institutioner, som virker i den demokratiske samfundsorganisation. Herunder de ca. 30% af vælgerne, som angiver at ville stemme på AfD. Demokratiet er hverken en ting, en blok eller en monolit, men tværtimod en historisk specifik måde at organisere samfundets politiske liv og styre på. I det system udkæmper forskellige politiske kræfter og andre organisationer legitime politiske, sociale og økonomiske interessekampe. Principielt kan ingen politisk instans eller samfundsgruppe patentere hverken indhold eller form for demokratiet. JWM lægger så mere til ved at foregribe eventuelle indvendinger. Der hersker ganske vist tvivl blandt landets øverste jurister om, hvorvidt AfD krænker ”menneskets værdighed”. Og flere kommentatorer frygter, at et eventuelt forbud kan give AfD endnu mere vind i sejlene og nære partiets fremstilling af sig selv som offer for elitens sædvanlige hetz mod partier og bevægelser, der udfordrer det politiske centrums krav om at repræsentere det rigtige demokrati. Tvivlen behandles ikke. Og partiets vælgertilslutning kan ikke tælle som et argument, fremfører JWM. For jo større partiet er, desto større er truslen også. Cirklen er sluttet, og den besindige refleksion verfet af. JWM redegør i artiklen ikke konkret for sine påstande om AfD’s autoritære ambitioner. Han påstår, at de lever som en central del af partiets politik og en dag vil blive realiseret. Medmindre AfD ikke stoppes i tide for at beskytte ”demokratisk regeringsførelse, retsstaten og menneskets værdighed”. Han forfægter med andre ord et forebyggende forbud for at beskytte en ganske bestemt opfattelse af demokratiet. Han og andre maner til handling og optræder som autoriserede forvalter af demokratiet – i bestemt form. Ikke som politiske aktører i det demokratiske system med en anden opfattelse end AfD. Nu er narrativet skabt, og med det som baggrundstæppe handler det sådan set bare om at udfylde det med alle mulige og umulige udtalelser, som enkeltpersoner og menigmand måtte fare ud med og føje dem sammen til en indlysende anklage mod partiet og dets ”kyniske” hensigter om at bruge de demokratiske spilleregler som rullende trappe for indførelse af et autoritært diktatur. Rationalet er vel så, at de mange vælgere desværre ikke kan se det uundgåelige udviklingsperspektiv, som JWM skitserer. De tager partiets kritik af den politiske og intellektuelle elite og den måde, det demokratiske system fungerer på, for pålydende og forstår ifølge JWM og andre ikke, at de bliver morgendagens ofre. I den fortælling bliver det nærmest en forpligtelse for landets ledende politikere, efterretningsvæsnet, det juridiske system og dem, der ser som Jan-Werner Müller, at gribe ind og eliminere giftkilden, inden giften den breder sig. I mange andre forhold ville man kalde det symptombehandling og en uhæderlig negligering af årsagerne. Men for de kræfter, der plæderer for et forbud mod AfD og for en ret radikal begrænsning af demokratiet for at redde det, er man ganske enkelt ude af stand til at vedgå, at man selv og ens optræden i samfundet og indenfor demokratiet kan være en del af årsagen. Og således også ude af stand til at forstå, at jo mere man stigmatiserer AfD og partiets vælgere, desto mere bekræfter man dem i, at deres kritik er berettiget. Det hører jo med til forståelsen af de nationalkonservative partiers generelle fremgang i Europa, at mange vælgere udover sympatien for partiernes helt konkrete politiske programmer også næres af et indre raseri over ”de rigtiges” prædiken om, hvad der er rigtigt og forkert – på snart sagt alle spørgsmål. En god gammel liberal mistillid til folkets dømmekraft. Hvis hele sagen udvikler sig, som JWM plæderer for, åbner man for Pandoras æske, hvor alle legitimt kan udgrænse alle. Og hvor de pt. stærkeste politiske kræfter kan sætte grænserne for, hvad der er legitime politiske, sociale- og økonomiske krav og grænserne for, hvorledes disse krav kan gennemføres. Og kriterierne for, hvem der skal ekskluderes. Nu om dage behøver man blot at anvende den politiske og intellektuelle elites yndlingsmærkat – populisme – for at dømme de politiske bevægelser ude, som ikke passer ind i den ”rationelle normalitets” skema. De næste, der står for skud, kan meget vel blive venstrefløjen. Så den gør klogt i ikke at hoppe med på vognen. JWM’s udgangspunkt, begrundelse og logik er nemlig opskriften på fremtidens autoritære politik indenfor rammerne af det liberale demokrati. Som Roland Polanski beskrev det i filmen Vampyrernes nat: Professoren og assistenten tog ud for at udrydde vampyrerne og slap tilsyneladende godt fra det. Men lige udenfor Vampyrborgen – i det fri – voksede tænderne ud. Jan Helbak          

  august 6, 2026 9:36 pm

  Læs mere

• Droner over Danmark

  Føljetonen om dronerne over Danmark har afstedkommet modstridende fortællinger. Faktisk minder situationen om et trafikeret vejkryds, hvor lysreguleringen er ude af drift. Men politikere var i situationen ikke sene til at sammenkoble de eventuelle droner med det udbredte efterretningsbillede i Europa. Underforstået, at skulle det være droner, måtte det uden tvivl være russiske droner. Som et første tegn på herhjemme, at vi i Danmark kunne være under pres fra russisk aggression. Nogen sammenlignede sågar situationen med 9/11. En overdrivelse af de mere opulente. Episoderne indgik også i det samlede billede om eskaleret hybridkrig, som ventileres med passende mellemrum i forbindelse med tvivlsomme handlinger på nettet eller hackergangreb. En oplagt mulighed i en situation, hvor selve begrebet hybridkrig har mange børn. Men ingen ved, som det fremgår, noget eksakt. Eller også vil dem, der ved noget, ikke ud med sproget. Droner eller ej, så fik krigsnarrativet et hak opad, hvilket helt indlysende har bidraget til, at mange ser droner, hvor der med stor sandsynlighed ikke er nogen. Det vil også ske fremover. Omvendt kalder hele situationen lige så naturgivent på diverse konspirationsteorier eller påstande om, at regeringen, Folketinget og pressen i samlet formation nok bevidst fører en form for ”frygtpolitik”. Flere har sammenlignet regeringens meget forskellige kommentarer med håndteringen af covid-19, hvor forklaringerne også væltede ind over hinanden, og hvor frygten for den udefra kommende virus i lange perioder skabte irrationelle frygtscener og daglige konflikter. Hvad der igen helt legitimt kaldte på en stram styring af samfundet fra de øverste myndigheder. Grænsende til periodisk nødret. Antagelsen kan ikke afvises.  Men er den også rigtig?  Og kan den ene opfattelse være lige så betydningsfuld som den anden. Det kræver en kort kommentar. Jeg ved lige så meget eller lige så lidt som de fleste andre om ”droneangrebene” eller måske rettere episoderne. Og jeg tilstår. Jeg har simpelthen ikke gidet at følge med i føljetonen. Dog har jeg på afstand hæftet mig ved et gennemgående fænomen. Jeg vil kalde det forventningens objektivitet. Altså, vi har i længere tid levet i et narrativ, hvor droneangreb er blevet fremstillet som en sandsynlig risiko. Der opbygges over tid en forventning om, at det kan ske. Der er stort set ikke den politiske dagsorden vedrørende f.eks. fordelingspolitikken og finanspolitikken i Danmark, uden at regeringen har forklaret sine dispositioner med henvisning til oprustningens nødvendighed for at sikre Danmark og Europa mod truslen fra øst. Realiteterne i det billede er aldrig blevet konkretiseret. Men billedet lever livet i bedste velgående som et dagligt og kommunikativt forestillingsbillede. Selv i samtaler i familierne, ved møder på de mange cafeer, til fester osv., hvor spørgsmålet om krigen i Ukraine kommer op, henviser man med stor selvfølgelig til det autoriserede forestillingsbillede. Og skulle nogen driste sig til at spørge, om man i ramme alvor forestiller sig russerne køre rundt om Triumfbuen i Paris, bliver spørgsmålet nedkølet som en dårlig spøg eller som et overbragt budskab fra Putin i Moskva. Eller i EU jargon som misinformation. Så det er vel ganske forståeligt, at tilbøjeligheden til at tolke forskellige genstande i luften som droner. Problemet er dog, at selve forventningens objektivitet – at det, man ser, kan antage karakter af noget virkeligt – i sig selv indebærer et højt risikopotentiale. For selv om man faktisk ikke ser en drone, ser man den alligevel. Man henvender sig til myndighederne og fortæller om oplevelsen til gud og hver mand. Den kæde kan så igangsætte handlinger, der i yderste konsekvens kan ende i massehysteri eller lede til helt uproportionelle politiske beslutninger for, at politikerne kan være i tråd med den ”udbredte opfattelse” eller som svar på en mediestorm. Dynamikken får næring ved, at oplevelserne ofte ikke kan realitetstestes som udgangspunkt for rationel kontrol. Og dem, der ønsker at skabe frygt, kan sparke en åben dør ind. Her tænker jeg ikke kun på politiske kræfter, men nok så meget på dem, der lever af at producere sikkerhed. Men hvad nu, hvis det forholder sig sådan, at landets øverste beslutningstagere selv bliver ofre for forventningens objektivitet og på baggrund af uverificerede hændelser reagerer, som om de var faktuelle og sætter en stribe af handlinger, reaktioner og loops i gang, der gør, at det hele kommer ud af kontrol og midt i den opkogte og ikke mindst mediebårne debat opnår folkelig støtte til en eskalation. Måske i første omgang som diplomatiske protester, men senere en mere alvorlig optrapning af modsætningsforholdet til Moskva, hvor forventningens objektivitet opskaleres – ude af kontrol eller mulighed for at vende skråen og diplomatisk nedskalere. Dermed ikke sagt, at jeg negligerer fænomenet "frygtbaseret ledelse", men selve fænomenet kræver her en kvalificering. Frygtbaseret ledelse indikerer, at nogen bevidst gennemfører ledelse baseret på frygt. Det er muligt. Men en ledelse, der bevidst anvender frygten som magt- og styringsmetode, handler faktisk rationelt i forhold til nogle bevidst opstillede mål. Beslutningstagerne ved, hvad de gør. Vi kan antage, at eksempelvis regeringen bevidst forfølger nogle mål eller dækker over problemer ved at skabe forskellige frygtbilleder. I så fald har vi en situation, hvor det blot drejer sig at afsløre disse manipulationer – at rive masken af – og stille dem til ansvar for deres politiske svindel. Vi har et angrebsfokus, og det regelbundne og ikke mindst kendte og konventionelle politiske spil kan gå i gang. Det kan i sig selv være tryghedsskabende. Frygten er jo kun forestillet. Det ligger ikke ligefor, at situationen kommer helt ud af kontrol, selv om bølgerne kan gå højt både i Folketinget og i det samlede mediebillede, hvor intet er for småt til at blive slået stort op. Men som sagt. Sæt nu, at det forholder sig anderledes. At både ledelse/beslutningstagere og dem, der ledes, er ofre for forventningens objektivitet. Så falder det kendte politiske spil sammen, og hvad så? Det politiske spils almindelige regler for interessekampene kan godt aktiveres, men uden den ønskede effekt og politisk kontrol. Nogle få droner kan fordoble sig på ganske få dage eller timer og lede til massehandlinger, der mere eller mindre uhindret udvikler deres egen logik og dynamik, fordi beslutningstagerne ikke har rationelle modsvar. Nok så meget, fordi sådanne ville kræve markante omfortolkninger af det overordnede narrativ, der har næret dronespøgelset. I ekstreme tilfælde kan ”massefrygten”, der ikke kan indhegnes via traditionelle og kendte neutraliseringsmetoder, fordi den er sat ud af kraft, slå over i et stormløb mod regeringen og hele forvaltningsapparatet, fordi dem, der skulle handle, ikke prompte har lettet folket for dets frygt. Det er en smertefuld situation at være fanget i forventningens objektivitet, hvor grænserne mellem det virkelige og det forestillede smelter sammen og forstærkes af et vist narrativ, som forud næsten har fået karakter af uangribelig sandhed. For hvordan skal vejen tilbage findes? Så galt går det nok ikke. I hvert fald ikke lige nu og her i Danmark. Men så galt er det faktisk gået i blandt andet Rumænien og måske også i Bulgarien, hvor mulig ”misinformation” på tik-tok eller en enkelte drone – ”uidentificeret” – blev til ”russiske droner” og satte gang i massedemonstrationer og stormløb i henholdsvis Rumænien mod en legitim præsidentkandidat. I Bulgarien har en drone, der blev til flere, ført til voksende kritik af regeringen og massedemonstrationer. Ikke forstået sådan, at det er de enkelte dronehændelser eller lignende, der har skabt situationerne. Det forholder sig omvendt. I en situation, hvor den almene tillid til det politiske system og samfundets institutioner er svækket, og hvor fremtiden forekommer uoverskuelig, trives forventningens objektivitet og dens selvbekræftende konsekvenser. Frygtbaseret ledelse eller ej. Jan Helbak.  

  juli 2, 2026 8:33 pm

  Læs mere

• Nationalkonservatives ”bløde bug”  

  Det politiske nyhedssite Politico bragte den 26. maj en interessant artikel med overskriften: ”Den franske radikale højrefløjs svage punkt – dens usammenhængende økonomiske politik”. Det er også denne artikels hovedfokus, hvor der argumenteres for et fokusskift væk fra det fremmedpolitiske tema over mod partiernes usammenhængende miskmask af småborgerlig og bagstræberisk økonomisk politik og decideret videreførelse af de mest radikale dele af neoliberal politik. Det er i det konfliktfelt, at de samme partier er mest sårbare jo tættere, de kommer på at opnå afgørende parlamentarisk indflydelse. Billedet i Frankrig Politico artiklens første to linjer slår tonen an: ”Når det kommer til økonomi, har Rassemblement Nationale en identitetskrise – og partiets modstandere ser (måske) en mulighed for at sætte et angreb ind her”. Det rumler i Rassemblement Nationale. Både i partiets politiske top og i de lokale afdelinger, hvor spaltningssignalerne både kan ses og høres. Partiets frontfigur Jordan Bardella, der lige nu tegner til at blive partiets præsidentkandidat i 2027, forsøger systematisk at appellere til ”big business” og den liberale elite i Frankrig ved at deltage i møder i de mondæne saloner og på konferencer med de førende personligheder indenfor fransk erhvervsliv. Her har han gjort sig til talsmand for en udpræget erhvervsvenlig økonomisk politik og en skattepolitik, som først og fremmest gavner den rigeste del af erhvervslivet og den velbjergede del af middelklassen. Der er endnu ikke tale om et åbent opgør med Marine Le Pen og partiets oprindelige socialkonservative og statsinterventionistiske nationalisme, der først og fremmest har appelleret til dele af den franske arbejderklasse og de småborgerlige kræfter i provinsen og de mindre landmænd. Men konflikten er der, og uenighederne om den økonomiske strategi vokser jo tættere, man kommer på valget i 2027 og partiets reelle mulighed for gøre indhug i den traditionelle konservative vælgerskare og vinde præsidentposten (og måske premierministerposten). Både Marine Le Pen og Jordan Bardella gør et stort nummer ud af at forsværge den grundlæggende enighed og forsøger at glide af på modsætningerne. Men de er der, og det drejer sig ikke kun om to forskellige personprofiler. Forskellene har deres rod i partiets inderste politiske og ideologiske modsætninger, som indtil nu ikke har været helt synlige og af samme grund ikke forstyrret billedet af et enigt og stærkt ledet parti med en solid og bred vælgerbase. Det er analytisk vigtigt at holde fast i, at det er de indre politiske modsætninger, der skaber personerne og ikke omvendt. Udenfor partiet rejses der i den brede offentlighed tvivl om, hvorvidt partiet kan hænge sammen i den situation, hvor det som landets ledende parti skal præstere økonomisk regeringsduelighed og samtidig holde sammen på det socialkonservative grundlag og de traditionelle vælgergrupper. Konfliktlinjen skærpes af en intern opposition mod Bardellas økonomiske rådgiver Francois Durvye, der som finansmand repræsenterer en radikal frimarkedsstrategi, som reelt indebærer et liberalt opgør med partiets hidtil økonomiske politik. Billedet i EU-parlamentet Modsætningerne i Rassemblement Nationale folder sig også ud i EU parlamentsgruppen ”Patrioter for Europa”. DF hører til i samme parlamentsgruppe, hvor hovedparten af de andre partier i gruppen (bl.a. FPÖ i Østrig, Lega i Italien og VOX i Spanien) i større eller mindre grad bærer præg af de samme indre politisk-ideologiske modsætninger. Partibilledet indenfor parlamentets højrenationale fløj er noget flimrende og ustabilt. Af samme grund kan partierne ikke alene bedømmes på deres forskellige brug af kontroversielle markører og antiestablishment retorik. De mange udmeldinger, der stritter i alle retninger, er præget af opportunisme og situationsbetingede stemninger alt afhængig af hvor tæt, de i hjemlandet er på magten eller muligheden for at gribe den. Partiernes fælles kendetegn er som udgangspunkt en grundlæggende nationalistisk xenofobi, som spænder fra direkte fremmedhad (især overfor ”muslimer”) til en mere udtalt frygtbaseret fjendtlighed overfor fremmede og mindretal i almindelighed. Partierne fremstiller nationalkonservatismen og kravet om den beskyttende stat som de nationale borgeres mest sikre værn mod den oplevede sociale-kulturelle- og økonomiske utryghed og vilkårlighed, der nu har lejret sig i en fast tilstand som resultat af globaliseringen og EU’s og medlemslandenes austeritypolitik siden finanskrisen i 2008.  Samtlige partier fremstiller sig selv som kompromisløse talsmænd for den ”lille mand” og hans interesser mod et arrogant og selvstrækkeligt parlamentarisk oligarki beskyttet af de kulturbærende lag i middelklassen og i statssystemet. Af samme grund plæderer partierne stærkt for, at der skal renses ud i magtens korridorer og i den statsstøttede medieverden. Det vigtige her er imidlertid at holde fast i, at xenofobien hovedsageligt tjener som overliggende tiltrækningsmarkør (knastaksel) og indgår med større eller mindre vægt som undertekst i partiernes øvrige socialkonservative programpunkter, der i overskriftsform er: Værn om den nationale idealfamilie som identitetsbærende fundament for samfundets sociale- og kulturelle sammenhængskraft. Beskyttelse af de nationale værdier, sprog og kultur, som trues af indvandringen. Fremtrædende EU-skepsis eller direkte modstand mod Unionen og ønsket om at genskabe Fællesmarkedet for den frie samhandel mellem nationale økonomier. Et stærkt politi og en markant indsats overfor al kriminalitet. En helt traditionel konservativ linje. Disciplin i skolerne og genindførelse af undervisningen i en forgangen national kultur formuleret gennem klare antielitære markører. Opgør med bureaukratiet og snærende regler, der forhindrer det nationale erhvervsliv og de mange entreprenører i at udfolde sig og vokse. Tilbagerulning af de overdrevne bureaukratiske og fordyrende miljøregler. Atomkraft som svaret på problemet med de fossile brændstoffer. En social- og sundhedspolitik, der beskytter de svage i samfundet, selv om den faktiske og udbredte ulighed ikke adresseres. Fremhævelse af de nationale interessers ubetingede forrang overfor verden udenfor og hermed også en snæver begrænsning af respekten for ”den regelbaserede ordens institutioner”. Det gælder både det økonomiske, det geopolitiske og det forsvarspolitiske område. Forherligelse af det folkelige demokrati – dvs. krav om flere folkeafstemninger som modvægt til det repræsentative demokratis elitære samfundsforvaltning. Parlamentarismen som sådan afvises ikke. Partierne er ikke antidemokratiske og er ikke autoritære i deres politiske udgangspunkt. De er nationalistisk socialkonservative og småborgerlige. Janushovedet anden side er, at de samme partier dyrker en nærmest superliberal økonomisk politik, der går markant længere end de traditionelle liberale partier. Det gælder: skattepolitikken, som gennem markante skattelettelser skal tilgodese erhvervslivet og i særdeleshed de små- og mellemstore virksomheder. Landbruget skal lettes for miljøafgifter. Fødevarekontrol og regulering af markedet skal lettes for ”bureaukratiske regler”. Arbejdsmarkedet skal dereguleres, så beskyttelsen af lønmodtagernes rettigheder overgår til staten og ikke reguleres af overenskomster underlagt fagforeningernes indflydelse. Finanspolitikken skal være ultrastram og statsudgifterne skal reduceres. I det hele taget tangerer partiernes økonomiske politik i dag mere og mere de nationalistisk liberale kræfter i centrum-højrepartierne. Det er den fællesnævner, der kan blive fremtidens omdrejningspunkt for partiernes bestræbelser for at bevæge ud over placeringen som perifere protestpartier og fremstå samarbejdsduelige. Hvilket i sin konsekvens indebærer både en politisk og praktisk modsætning til de samme partiers socialkonservative udgangspunkt. I EU-parlamentet tilstræber Patrioter for Europa under Jordan Bardellas ledelse strategisk at afbalancere de indre modsætninger mellem nationalkonservatismen og socialkonservatismen. Parlamentsgruppen udfolder stor aktivitet for at positionere sig som formidler af samarbejdet med de mest radikale højrenationale partier på den ene side og de mest konservative fraktioner i parlamentsgrupperne ”Det europæiske folkeparti” (EPP) og ”Det europæiske Reform- og Konservative parti” (ECR) på den anden side. Hvad man kan kalde den samlede politiske strategi, formuleres meget præcist af parlamentsgruppens ”chefindpisker” Marieke Ehlers og indgår som central bestanddel i Jordan Bardellas utallige forhandlingsrunder med de nævnte parlamentsgrupper. Målet er at etablere en flertalsfront, der kan svække kommissionens magt og ensidige favorisering af det europæiske transnationale erhvervsliv. Ministerrådet skal styrkes i nationalistisk liberal retning og medlemslandes nationale suverænitet skal genoprettes. Hvor partierne i gruppen Patrioter for Europa tidligere advokerede en udtræden af EU, er den linje til forskel fra den øvrige radikale højrefløj veget for en mere pragmatisk antiføderal politik, som også deles af flere af de traditionelle konservative partier. Strategien ser ud til – i hvert fald på den korte bane – at have succes, idet den appellerer til flere fraktioner i de nationale centrum-højre regeringer, der nu mere officielt opponerer mod kommissionsformand Ursula von der Leyens autoritære og antinationale magtcentralisering. Modsætningerne mellem de nationale særinteresser og kommissionsformandens grandiose samling af EU’s transnationale erhvervsliv i konkurrence med Kina/Rusland og USA kommer tydeligt til udtryk i den tyske regerings armlægning med kommissionsformanden om, hvem der skal lægge linjen for styrkelsen/genrejsningen af den europæiske økonomi – ministerrådet eller kommissionen – eller de nationale regeringer. DF’s og AfD’s programmer - ligheder Selv om Dansk Folkepartis politiske grundlag – ”Arbejdsprogram – 2025” – ikke adskiller sig nævneværdigt fra de gennemgående programpunkter for partierne i Patrioter for Europa, kan det være hensigtsmæssigt i forhold til det politiske billede herhjemme at se nærmere på DF’s program. Interessant er det i øvrigt, at hvad angår DF’s program – dets tematiske opbygning, anvendelse af signalord og politiske linje – adskiller det sig i det store og hele ikke fra AfD’s i Tyskland. Den helt afgørende forskel er, at der i DF nok ikke findes de samme rabiate røster, man finder i AfD. Og som angiveligt er grunden til, at partiet af sikkerhedstjenesten karakteriseres/stemples som et ekstremistisk og forfatningsstridigt parti. Regeringskoalitionen under kansler Friederich Merz overvejer faktisk at forbyde partiet på trods af advarsler fra alle sider i den tyske offentlighed og ikke mindst fra ledende kræfter indenfor Merz’ eget parti CDU. Familien beskrives som fundamentet for trivsel, velstand og harmoni indenfor den stærke nationalstats rammer. AfD’s program indledes faktisk med de formuleringer, men med en højere grad af sproglig sofistikation, end det ses DF’s program. Den store indvandring udgør en trussel mod den nationale kultur. De indvandrere, der har opholdstilladelse skal assimileres ikke integreres. Altså fuldstændigt opsuges i det danske samfund og i alle betydningsfulde sammenhænge opføre sig og tænke som ”indfødte danskere”. For at modgå det globale kulturpres, der sammen med indvandringen truer dansk kultur, dansk sprog og danske traditioner, skal der sættes ind på alle fronter for at forsvare dansk kulturarv og værne om den kristne tro (forbud mod alle fremmede religiøse institutioner og symboler). Dansk henholdsvis tysk kultur og tradition giver den almindelige dansker henholdsvis tysker stolthed. Et billede, der står i et nostalgisk og sentimentalt modsætningsforhold til det liv, de fleste borgere faktisk lever. Både AfD og DF argumenterer for ”remigration” som en metode til at lette presset mod samfundet og tynde ud i antallet af personer fra især de ”muslimske” lande. Det står ikke ganske klart, hvad ordet betyder og dermed dets praktiske virkningsgrad. Ikke desto mindre er remigration begge partiers slagnummer (og er også ved at blive det for de identitære grupper). ”Indvandringen fra muslimske lande” danner bagtæppe for deres forklaringer på en række andre problemer, så som øget kriminalitet, belastning af socialvæsenet, kvindeundertrykkelse, manglende disciplin i skolerne og ghettodannelser. Den socialkonservative linje, som nok er den, der rækker længst ud til flest vælgere, retter sig mod markante forbedringer indenfor hele ældre- og handicapområdet. Men de konkrete politiske forslag er vage og adresserer ikke hele områdets struktur som en samlet del af samfundets velfærdsorganisering. Folkepensionens grundbeløb skal hæves. Statslige penge til ældreområdet skal øremærkes for at forhindre, at kommunerne bruger pengene til alt andet – hvor behovet måske er større. Her peger DF med en vis ret på et faktisk problem, da kommunernes budgetlægning påvirkes af de stærkeste borgergrupper, og her kommer de ældre ikke i første række. Men forslagene står i modsætning til partiets næsten patetiske dyrkelse af det nære og det lokale demokrati. I det hele taget går modsætningen mellem den centrale statsstyring (Regering/Folketing) og den lokale forvaltning (Kommuner og Regioner) gennem hele programmet. Samme problem kan spores i partiets sundhedspolitik, som går helt uden om sundhedssektorens årelange og uløste struktur- og finansieringsproblemer indenfor såvel sygehussektoren og praksissektoren. For så vidt programmet beskæftiger sig med ulighed i sundhed, er fokus først fremmest på modsætningerne mellem land og by og de ældre- og handicappedes adgang til sundhedsydelser. Når linjen på trods af uklarhed og indre modsætninger alligevel har en vis bred appel til de ældre, handicappede, deres familier og øvrige socialt udsatte grupper hænger det sammen med, at partiet forstår bedre end andre at formulere betydningsbærende omvendinger af fremherskende og skjult stigmatiserende begreber i offentligheden. F.eks. erstattes det utålelige begreb ”ældrebyrden” til dem: ”vi i dag står i gæld til”. ”Som gik før os og lagde ryg til den økonomiske vækst, vi stadig nyder godt af. Vi skylder dem en værdig ældrepleje”. Samme fremgangsmåde anvendes i programmets sundhedspolitik, handicappolitik og psykiatripolitik, hvor linjen overfor danske minoritetsgrupper fremstår som inkluderende. Reelt adskiller DF’s program sig kun punktuelt (eks. ældreområdet) fra de andre borgerlige partiers social- og sundhedspolitik eller for den sags skyld fra disse partiers evindelige tale om værn om ”danske værdier”. Forskellen består i betoningen og fokus. Men grundlæggende følger programmet i sin konsekvens men ikke i dets bogstav en gammelkendt konservativ-liberal politik, hvor velfærdsstatens universelle ydelser via ændringer i tildelingskriterierne glidende omdannes til privat forsikring og en residualpolitik målrettet de ”svageste” i samfundet. Som sagt adskiller DF’s og AfD’s programmer sig ikke substantielt fra hinanden. Forskellen gælder først og fremmest de to partiers vidt forskellige optræden både parlamentarisk og i den brede offentlighed. Her gør de historiske betingelser og forskellige traditioner/muligheder for udøvelse af politik sig selvfølgelig gældende. AfD skal konstant bruge kræfter på at frigøre sig fra Tysklands traumatiske og politisk ekstreme fortid for at undgå det stigmatiserende stempel som forfatningsstridigt parti. Ikke desto mindre er ligheden mellem DF’s og AfD’s programmer større end forskellene. Det gælder også forholdet til EU. Forsvaret af national økonomisk politisk suverænitet. Kun på et punkt står de to partier skarpt overfor hinanden. Det gælder forholdet til Rusland og støtten til Ukraine, hvilket dels kan forklares med Tysklands historiske forhold til Rusland, og at AfD’s bagland udgår fra de landsdele, som udgjorde det tidligere DDR. Ellers er der et sammenfald i betoningen af, at det er varetagelsen af de nationale interesser, der er styrpinden. De internationale og overordnede institutioner ses alene gennem den nationalkonservative linse uagtet de samme institutioners afgørende, faktiske og konkrete betydning for regulering af den moderne kapitalisme, det internationale marked og samhandel, som man partierne tager for givet. Partiernes indre strukturelle modsætninger ”Danskerne skal være Herre i eget Hus”. Derfor skal Danmark ud af EU, hvis den nationale suverænitet ikke respekteres. Samme linje findes i alle partierne i Patrioter for Europa og i AfD. Nationalstaten og nationaløkonomien sættes i modsætning til den globale økonomis voksende integration, konkurrencen om forsyningskæder og de store transnationale konglomeraters indiskutable indflydelse på vækstbetingelserne for selv de store nationale økonomier som f.eks. den tyske. Både DF’s og AfD’s erklærede økonomiske erhvervs- og finanspolitik er i det perspektiv rene anakronismer. Man foregiver muligheden af stabil økonomisk vækst gennem nationens massive satsning på støtten til de små og mellemstore virksomheder. Helt i modsætning til den faktiske udvikling i den globale kapitalisme. Det er de store virksomheder både herhjemme og i Tyskland, som rent faktisk driver væksten. (Hvis eksempelvis den danske medicinalindustri kommer i vanskeligheder vil det få afgørende negativ betydning for den samlede danske økonomi. Det beskæftiger DF sig ikke med). Kort sagt er de nationalkonservative partiers økonomiske ”visioner” og erhvervspolitik reaktionær i ordets bogstavelige betydning. Det gælder også DF’s og AfD’s politik. Det samme kan siges om skattepolitikken og de nationale støtteordninger. Når partierne ikke indtil dato er blevet direkte udfordret på deres reaktionære og utopiske økonomiske politik og nationalkonservative nostalgi, hænger det bl.a. sammen med, at centrumpartierne i den nuværende globale opbrudssituation med de uoverskuelige geopolitiske spændinger, voksende protektionisme og handelsspændinger heller ikke kan samles om en strategi for ”Europas økonomiske og politiske genrejsning”. Men tiden nærmer sig, hvor partiernes håbløst vage økonomiske programmer bliver et afgørende politisk problem for AfD i tysk politik, for Rassemblement Nationale i Frankrig og for Patrioter for Europa i EU. (i Danmark er DF indtil videre ikke i nærheden af ansvarets åg). Ingen af partierne har udsigt til parlamentarisk majoritet og til at danne regeringer alene. De må realistisk satse på koalitioner med de konservative partier og trække dem fri af centrumspolitikken.  I det stille arbejdes der på at moderere og senere bevæge sig væk fra deres egne småborgerlige økonomiske visioner og de ekstreme fremmedpolitiske markører og åbne for centrum-højres mere respektable forestillinger om genrejsningen af den kapitalistiske økonomi i Europa og løsning af ”indvandrer- og flygtningeproblemet”. Herhjemme er modsætningerne under Morten Messerschmidts intelligente genrejsning af DF endnu ikke kommet op til overfladen. En ikke ubetydelig forklaring er bl.a. den politiske- og parlamentariske fragmentering i Danmark, hvor højrefløjen er så internt splittet og uden sammenhæng, at DF i endnu en periode kan vokse på protesten og håndtere skismaet mellem partiets liberale økonomiske politik og det socialkonservative udhængsvindue uden at komme i modsætning til vælgergrundlaget. Men lige så sandsynligt er det, at partiets vækst vil flade ud, hvis det ikke formår i praktisk politik at konfrontere det alt overskyggende hovedtema i dansk og europæisk politik: den voksende nationale ulighed, der på alle samfundets områder danner et stadigt tydeligere grundtema. Faktisk forholder det sig sådan, at forestiller man sig, at DF eller AfD, eller Rassemblement Nationale eller de andre nationalkonservative partier skulle få magt til at gennemføre deres økonomiske politik, ville de blive tvunget til at føre en politik på de tunge dele af erhvervslivet og finanssektorens betingelser, der de facto ville øge uligheden, svække lønmodtagernes stilling på arbejdsmarkedet og på ingen måde evne at realisere deres socialkonservative programpunkter. Jo nærmere magten desto tydeligere bliver de indre modsætninger Modsætningsbilledet er som i Frankrig mere åbent i AfD. Her udspiller modsætningerne sig mellem partiets frontfigur Alice Weidel, der er uddannet finansøkonom og har en fortid indenfor finansverdenen, og partiets radikale nationalistiske fløj med rødder i det tidligere DDR repræsenteret ved Björn Höcke. Indtil nu er modsætningerne mere slået igennem på gadeplan og på partikonventer med fri udblæsning af radikale slagord end i partiets optræden i Bundestag. Men det bliver stadigt klarere, at Alice Weidels økonomiske politik ikke adskiller sig væsentligt fra den økonomisk politiske tænkning i store dele af højrefløjen i CDU/CSU. Alice Weidels fløj arbejder som Patrioter for Europa målrettet på at nedbryde de konservatives og kansler Merz’s ”brandmauer” (politiske bandmur) overfor AfD. I længden kan de konservative i CDU/CSU ikke opretholde forsikringen om, at man ikke vil indgå i et forpligtende samarbejde med AfD. Ude i delstaterne er ”muren” stille og roligt ved at blive perforeret. Alice Weidel og hendes fløj afprøver hyppigere og hyppigere grænserne for, hvordan man effektivt får lukket munden på den radikale og kompromisløse fløj i AfD og samtidig får gjort sig salonfæhig overfor CDU/CSU’s vælgere. Vejen til magten går nemlig over brolægning af kompromiser bl.a. om erhvervspolitikken og den økonomiske politik, hvor den mere radikale fløj i hvert fald i offentlig tale selv tror på den ensidige vej til magten uden om politiske koalitioner med den traditionelle højrefløj. Modsætningerne i partiet har nu nået et åbenlyst højdepunkt efter den seneste meningsmåling, der gør AfD til det største parti med 28% af stemmerne mod CDU/CSU’s 22% og sætter af samme grund partiet under massiv medieovervågning. Hvert eneste skridt og fejltrin tæller. Hvis AfD skal udnytte den upopulære centrum-højre regerings voksende vanskeligheder og tab af autoritet, er vejen frem for Alice Weidel hendes fløjs evne til at kombinere den socialkonservative profil med videreførelse af den neoliberale økonomiske politik, som i virkeligheden er den, der har skabt AfD. Alice Weidel træder som Jordan Bardella i Frankrig varsomt i den forsigtige, men også nødvendige orientering mod det parlamentariske samarbejde med højrefløjen i CDU/CSU i Tyskland og den fragmenterede højrefløj i Frankrig. Både i Frankrig, i Tyskland og i EU-parlamentet står den langsomme strategiske vending overfor en mulig eksplosiv modstand fra den radikale højrefløj. Skismaet vil sandsynligvis slå ud i åbenlyse magtkampe i partiet og måske splittelse, for så vidt Alice Weidels og Jordan Bardellas linje får succes. En forsmag på splittelsen kan allerede nu ses i Italien, hvor det nye højreradikale parti Futuro Nazionale udfordrer både Melonis Fratelli d’Italia  og Lega, som anklages for at søge mod midten og konsensus. Ikke dermed sagt at samme problematik i et en til en forhold kan overføres til DF. De forskellige landes helt indlysende politiske forskelle skal tages i betragtning og overdrevne generaliseringer undgås. Men de samme betingelser for fremtidige spændinger i DF ligger som i AfD og Rassemblement National gemt i partiernes programmatiske indre modsætninger, som igen reflekterer partiernes socialt/klassemæssigt brogede og uhomogene vælgergrundlags generelle utilfreds og protest mod den politisk-økonomiske elites krisepolitik siden eurokrisen i 2010, hvor den brede befolkning måtte betale for redningen af euroen og finansverdenen – og ikke samfundsøkonomien. Det italienske billede sammenholdt med udviklingen i Rassemblement og AFD sandsynliggør en kommende splittelse af partierne i en konform og opportunistisk nationalkonservativ linje, som kan indgå alliancer med de traditionelle konservative partier og udkrystalliseringen af en mere militant højrenational strømning, som kun kan overleve ved at radikalisere partiernes oprindelige vælgergrundlag. Som igen kan fragmentere det parlamentariske og politiske billede yderligere, svække midten og åbne for mere militante konflikter. Og det er præcist i den situation og i den historiske kontekst, at xenofobien og partiernes potentielle racisme kan antage et nyt og dynamisk mobiliseringspotentiale, fordi socialkonservatismen er trængt i defensiven forårsaget af dens egen utopiske og anakronistiske karakter. Afsluttende overvejelser For at opsummere. Denne artikel har haft til hensigt at afdække de radikale nationalkonservative partiers indre modsætninger og potentielle splittelseslinjer. Formålet har været at argumentere for nødvendigheden af, at centrum-venstrepartierne (og især venstrefløjen) foretager en tiltrængt forkusforskydning. Væk fra den elitære og moralske kritik af disse partiers hysteriske xenofobi og kryptoracisme. Den kritiske kamp kan ikke vindes moralsk eller akademisk af den simple men også forstemmende grund, at de højrenationales xenofobi indskriver sig i en langt mere rodfæstet og udbredt residual-kolonialistisk tænkning, der har martret Europa gennem de sidste to hundrede år, og som i dag stadig lever som en understrøm i det borgerlige Europas selvforståelse. Som naturaliseret geopolitisk kompas og historieforståelse. De højrenationales skingre og ofte modbydelige retorik er blot den ekstreme variant af tidsånden i det mondæne centrums saloner. Af samme grund er der en vis folkelig modtagelighed overfor de nationalkonservatives xenofobi og politiske utopier, hvorfor mange af vælgerne reagerer i protest over at blive stigmatiseret sammen med det parti hvis protestlinje, de støtter, fordi de ikke finder lydhørhed andre steder, og fordi tidsåndens selvforståelse er naturaliseret i den brede europæiske offentlighed. De nationalkonservatives ”bløde bug” er deres anakronistiske og usammenhængende programmer, hvor det ene programpunkt modsiger det andet – ovenikøbet i samme kapitel eller paragraf. Derfor drejer det sig ikke om at skyde på partierne og deres luftige stressmarkører eller deres ledere som sådan, men om at gå efter partiernes ustabile forbindelse til vælgerne. Altså fokusere på det, der er vigtigt og nærværende for de mange vælgere i arbejderklassen, den lavere middelklasse og de mange småborgerlige entreprenører og ikke mindst de mange pressede ældre og personer i samfundets periferi både sociale og geografisk. Med det formål at demonstrere, at partiernes socialkonservatisme reelt aldrig bliver andet end en moderne fortolkning af konservatismens residualpolitik i modsætning til den velfærdsstat, man hævder at ville forsvare. De nationalkonservative partier har ingen svar på ulighedens problem i deres økonomiske-politiske-sociale og kulturelle perspektiv. Faktisk bagatelliserer DF f.eks. ulighedsproblemet. Partierne vil, hvis de erobrer regeringsmagten, blive tvunget til at løbe fra de fleste af de socialkonservative løfter, hvis de skal accepteres af ”de tunge drenge” i erhvervslivet, finanssektoren og de stærkeste kræfter i samfundenes kulturbærende lag. Det helt afgørende fællestræk for samtlige partier er, at de ikke programmatisk, intellektuelt eller praktisk politisk kan fremlægge perspektiver, der peger fremad. De tangerer heller ikke løsninger på situationens problemer i de respektive nationalstater eller Europa. De peger kun tilbage til en tid, som historiens gang har ladt tilbage. Hvor staten kunne være den trygge ramme om nationens borgere og understøtte det nationale fællesskab. Centrum-venstre kommer ingen vegne ved konstant at hænge partierne ud for at være populistiske, udemokratiske og racistiske. Populismemærkatet opfattes af partiernes tilhængere som den politiske midtes selvgode stigmatisering af alle politiske partier, bevægelser og vælgergrupper, der ikke vil eller kan adoptere ”Midtens” politikforståelse og parlamentariske indspisthed. Og som af samme grund også opleves af partiernes vælgere som en nedgøring af dem som politisk mindrebemidlede. De radikale nationalkonservative partier eller den radikale højrefløj er hverken antidemokratiske eller racistiske. Men større eller mindre fraktioner i partierne og deres vælgergrundlag har potentialet til at blive det. Hvis det scenarie skal forebygges, skal centrum-venstres politiske kritik målrettes den ”bløde bug”. Modgiften er ganske enkel og alligevel besværlig – om end nødvendig. Det drejer sig om allerede nu at fremprovokere en åben og målrettet debat især udenfor parlamenterne om deres samlede og alligevel usammenhængende politik. Dvs. punkt for punkt demonstrere den politiske inkonsistens og de konkrete og jordnære konsekvenser for de vælgergrupper, som tiltrækkes af partiernes tilsyneladende varetagelse af netop deres interesser. Med det formål at tvinge de samme partier ud i en fortløbende politisk krydsild, hvor de skal forklare sig og praktisk demonstrere overfor deres vælgere, at skulle partierne opnå magt, som de har agt, ville netop de blive taberne. Men forudsætningen for at anlægge den linje indeholder i sig selv et problem for centrum-venstre. Eller i hvert fald en udfordring. Centrum-venstre må for at udstille den manglende sammenhæng i den nationalkonservative utopi selv demonstrere en sammenhængende politik og organisatorisk samling både nationalt og i EU, der adresserer de samfundsmæssige hovedproblemer (eks. ulighedens og fremtidsfrygtens problem), hvis manglende løsning fra centrums side konstant nærer højrefløjens utopier. Og det er ikke alene en parlamentarisk og elitær/akademisk opgave. Så langt fra. Centrum-venstre bør tage ved lære af de nationalkonservative partiers eksemplariske evne til at mobilisere og praktisk udfylde gabet mellem et mere og mere passiviseret og segregeret civilliv og en politisk-økonomisk elite, der parlamentarisk og kulturelt lukker sig om sig selv og banaliserer det offentlige politiske liv. Spørgsmålet om højrenationalisternes regeringsduelighed er og bliver deres ”bløde bug”. Den moralske kritik, som er den fremherskende, forudsætter en anerkendt moral, som ikke længere findes. Derfor må kritikken være praktisk politisk. Jan Helbak.                      

  juni 14, 2026 8:27 pm

  Læs mere

• Socialdemokratiet og SVM-regeringen tabte valget – og hvad så?  

  Socialdemokratiet tabte valget den 24. marts. ”Rød blok” mistede det parlamentariske flertal, uden at det betød andet end et numerisk flertal for ”blå blok”, for så vidt Moderaterne regnes med til den borgerlige blok. Og det skal Moderaterne. SVM-regeringen havde tabt valget på forhånd. Det var forventeligt, at Socialdemokratiet blev straffet for at danne en midterregering i 2022 på trods af, at der var ”rødt” flertal. Tolv partier kom ind i det nye Folketing, som nu ikke alene er fragmenteret mandatmæssigt, men også politisk. Så fragmenteret, at der hverken kan skabes en levedygtig centrum-højre regering eller en centrum-venstreregering uanset udfaldet af regeringsforhandlingerne. Valgresultatet – et europæisk billede Valgresultatet og den parlamentariske situation i Danmark spejler billedet i de fleste andre lande i EU. Fragmenterede parlamenter, langvarige regeringsforhandlinger, usammenhængende regeringsprogrammer og styrkeforhold mellem de to blokke, der gør det næsten umuligt for koalitionsregeringerne på den svage ”midte” at føre politik. De kan højest administrere og er konstant i fare for at blive splittet ved enhver større politisk-økonomisk begivenhed. Og de store samfundsproblemer står for tiden i kø i Europa. Også i Danmark. Få dage efter valget den 24. marts kunne man i Politico læse en kommentar med en brutal overskrift: ”Hvorfor Europas centrum-venstre (socialdemokrater) ikke kan stoppe med at tabe”. Svaret var lige så brutalt. Frustrationen blandt arbejder-og middelklassevælgere over, at socialdemokratierne ikke kan løse de stadigt vanskeligere levevilkår og sikre den elementære velfærd vokser og bidrager til den politiske fragmentering. Det politisk kompas’ magnetfelter har mistet tiltrækningskraft. Som generalsekretæren for Party of European socialists kortfattet udtrykte sig, er vælgerne vrede over, at partierne ikke vil eller kan løse dagligdagens problemer. Billedet er ens i Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Østrig. Socialdemokratierne har alle stederne måtte betale store politiske- og parlamentariske omkostninger ved at gå i koalitionsregeringer med højrefløjen og regere på et neoliberalt politisk-økonomisk grundlag. Partierne har ovenikøbet opgivet deres egen sprogdragt og iklædt sig managementsprog og markedsterminologi. Politicos konklusioner er slet ikke kontroversielle – tværtimod. Der er tale om standardforklaringer, som man kan finde i samtlige avisledere. Socialdemokratierne straffes for at svigte deres traditionelle vælgerbasis. Men det er snævre parlamentariske forklaringer, der sætter den mere alvorlige udvikling i selve det parlamentariske system uden for analyse. Et parlamentarisk samfundsproblem I samtlige europæiske liberale demokratier er udviklingen den samme. En generelt voksende afstand mellem det parlamentariske systems repræsentanter, regeringerne og vælgerne/borgerne. De politiske partier opfattes med rette som rene valgmaskiner og ikke meget mere. Tilliden til politikerne er på et lavpunkt, og vælgerne har ikke de store forventninger til, at de valgte repræsentanter også repræsenterer valgløfterne efter valgene. Det kan også være vanskeligt, for løfterne er legio og stritter i alle retninger. Dog skiller valgkampen i Danmark sig ud fra valgkampene i de nævnte lande på et uhyre væsentligt punkt. EU-dimensionen: forventningerne til EU og visionerne for EU var stort set fraværende i hele valgkampen på trods af EU’s voksende betydning for medlemslandenes nationale politik og økonomi. De langstrakte regeringsforhandlinger (op til halve år) bag lukkede døre, hvor vælgerne overhovedet ikke ved, hvad der forhandles om, forstærker den offentlige afkobling af det parlamentariske system fra vælgerne og hele det civile samfund.   Kombattanterne i det parlamentariske oligarki optræder med den største selvfølge, som om den givne situation er et vilkår for det moderne demokrati. De kan gøre det med en vis udstrækning sindsro, for hvilke organisationer/institutioner/sammenslutninger skal holde parlamentarikerne og de politiske partier fast på deres valgløfter? Når partiernes ledere udsættes for kritik i medierne eller stilles til ansvar for brudte valgløfter, henviser de mekanisk og arrogant til ”nødvendighedens politik”. Som kun de forstår. Hvad borgerne forventes at kunne forstå. Resultatet af de langstrakte regeringsforhandlinger er regeringsgrundlag, der er så usammenhængende og forfattet i så brede vendinger, og administrationen så lukket, at vælgerne i det daglige i den efterfølgende valgperiode har minimale muligheder for at opnå indsigt ikke blot i de politiske beslutninger, men også i konsekvenserne. Billedet kan forenkles til et i historisk perspektiv problematisk gab mellem borgernes dagligliv – offentligt og civilt – og det, der foregår i de parlamentariske institutioner (Folketinget, udvalg, byråd og regionsråd) og i statssystemet forstået som systemet af statslige, kommunale og regionale institutioner. Den enkelte borger overlades til sine egne meget snævre og personlige oplevelser af, hvad der her og nu gavner hans/hendes umiddelbare interesser bedst. Om de forskellige love, lovforslag eller beslutninger i det uigennemtrængelige politiske teater her og nu – og ikke i morgen – er gavnlige for vedkommende eller ej. En eventuel generalisering af de forskellige præferencer og disses konsekvenser tænkes vanskeligt ind, og hverken politikere eller medierne bidrager hertil. Og i fraværet af anerkendte og respekterede politisk-ideologiske vejvisere, bliver situationens tyranniske logik bestemmende for deres stemmeafgivning. Det, vi har erfaret ved det seneste valg, er ikke opstået tilfældigt. Partierne opererer direkte med en individualiseret præference segmentering af vælgergrupperne, hvorfor selve valgkampen antager karakter af en sværm af kaotiske og uigennemskuelige politiske slagnumre, der kun har en levetid på et par dage. De mere seriøse og gennemtænkte forslag, der bare tangerer klasseinteresser eller fremtidsvisioner, drukner i det højprofilerede positionsspil eller bliver hældt ned ad brættet i medierne, fordi de kræver mere indgående oplysning og information. Socialdemokratiet fik det i udbredt grad at føle hvad angår partiets forslag om en formueskat, ændret pensionspolitik og forslaget om færre børn i folkeskolens klasser. Der skulle blot en medieeksponeret ung iværksætter til for at ændre holdningen til forslaget om en formueskat, som ellers initialt blev støttet af et flertal. Forslaget lod sig relativt let skyde ned. Ikke kun, som forklaringerne lyder, fordi det var dårligt forberedt, men først og fremmest, fordi erhvervslivet, underskoven af håbefulde iværksættere, medierne og det akademiske frontpersonale på universiteterne sendte pseudovidenskabelige best sellers ind på scenen. Et historisk blik Men et er de mange politologiske forklaringer på, hvorfor det parlamentariske teater i dag tager sig ud, som det gør. Hvad, der er nok væsentligt, er at kaste et blik tilbage og genopfriske billedet af et parlamentarisk demokrati fra velfærdsstatens velmagtsdage, der markant adskiller sig fra det, vi har adapteret og nu kalder det liberale demokrati. I hele efterkrigstidsperioden frem til den neoliberale transformering af den kapitalistiske samfundsorden sidst i 1980’erne var det en udbredt opfattelse både i det politiske landskab, i det akademiske liv, i de korporative institutioner og blandt vælgerne bredt, at demokrati var utænkeligt uden voksende lighed og uden partier, som både formulerede mål og midler, formidlede repræsentationen, konsultationen, informationen, reaktionen og kontakten til den korporative basis i civilsamfundet. Den demokratiforståelse var sammenfaldende med en politikforståelse, der anerkendte klassekampen og de legitime interessekampe og partierne som legitime varetagere af klasseinteresser. Enten det skete i form af institutionelt majoritetsstyre eller forholdstalsstyre. Denne demokratiopfattelse byggede også på magtens tredeling, men tillagde ikke den juridiske gren samme vægt som i dag, idet legitimiteten og magtbegrænsningen lå indbygget i partisystemet og i de korporative organer/institutioner. Frem til slutningen af 80’erne var det også rimeligt at anskue partierne som massepartier, der kunne sikre massepolitik. Partierne var massepartier uden dog at være ”alt i et telt partier”, idet de stadigt blev identificeret med de forskellige klasser og sociale grupper/formationers interesser. Forherligelse af individet og detronisering af det kollektive perspektiv Et af de fremtrædende og langsigtede kardinalpunkter i det neoliberale opgør med velfærdsstaten var og er miskrediteringen af velfærdsstatens kollektive løsninger og de politiske forestillinger om velfærdsstaten som statens forpligtelse til at sikre borgernes almindelige velfærd. Rækkefølgen skulle vendes om. Staten skulle beskytte markedet mod politikernes og de faglige organisationers indgriben i den fri prisdannelse og ligevægtstendenser (en tendens, der aldrig har været andet end abstrakt teori). Det definitive opgør med velfærdsstatens helt konkrete ydelser og disses funktioner var på intet tidspunkt og har på intet tidspunkt været de neoliberale teoretikeres, propagandisters og sprogfornyeres centrale mål. Det var derimod det radikale opgør med enhver tanke om det mulige i at skabe et andet samfund hinsides det kapitalistiske og på den anden side ombytningen af det det fælles med det individuelle. Den politisk-teoretiske offensiv op gennem 80’erne og 90’erne skulle begrænse lønmodtagernes og borgernes mulige modstandsformer og fremme atomiseringen af de indbyrdes forhold i arbejderklassen- og den lavere middelklasse og helt daglignært på arbejdspladserne. Individualismen skulle langsomt men metodisk naturaliseres som almen eksistensform indenfor rammerne af det liberale demokrati ophøjet til universel samfundsorganisation for den neoliberale kapitalisme. Markedskapitalismen forstået som kapitalismens næsten uhindrede kolonisering af civillivet og den offentlige sektor blev som strategisk bevægelse under det liberale frihedsbudskab anset som eneste farbare vej for overvindelse af de krisetegn og tegn på faldende kapitalakkumulation, som første gang viste sig lige før den første ”oliekrise” i 1973. I økonomisk forstand blev den næsten eksponentielle vækst i de offentlige udgifter fremstillet som den største belastning for erhvervslivets faldende profitter. Men efterkrigstidens velfærdssamfunds kollektive livsformer, institutioner og moral kunne ikke angribes direkte. Med laboratorieforsøget i Chile efter Pinochets kup i 1973 stod det klart for det internationale kapitalistiske nomenklatur, at de neoliberale reformer ikke kunne gennemføres udenfor voldsom modstand fra store dele af befolkningen og især fra den organiserede arbejderbevægelse. Den indsigt kom til at holde stik. Overalt i hele verden blev den neoliberale offensiv mødt med omfattende modstand, og som ret beset stadig eksisterer om end i amputeret tilstand. Vejen ad hvilken, transformationen skulle bevæge sig, måtte betrædes fleksibelt og tilpasses de givne nationale forhold. Det socialdemokratiske tilbagetog I Europa kom den socialdemokratiske arbejderbevægelse naturligvis til at stå for skud. For uden nedbrydning af arbejderbevægelsens ideologiske selvforståelse og klasseorganisering og således også modstandspotentiale, ville det historisk ikke være muligt for de herskende klasser at restaurere den kapitalistiske profit og genopbygge en ny kapitalistisk vækstperiode til afløsning for den, der ironisk nok gik i graven i samme tidsperiode som ”den virkeliggjorte socialisme” i Sovjetunionen. Hvordan vi end og drejer det, er offensiven lykkedes for den neoliberale offensiv, om end det skulle tage tre årtiers intense klassekampe og en dybtgående økonomisk krise, før sejren kunne konsolideres. I et par årtier har det såkaldte centrum-venstre gennemløbet søvngængeragtige skridtvise tilbagetog. Tidligere tiders politiske sprog, mål og ideologier har adapteret det neoliberale fix, som har bestået i at adoptere velfærdsstatens diskurs, gendestillere indholdet og med de samme begreber omdanne velfærdsstaten til en servicestat – for individet. Ikke nogen ringe præstation taget i betragtning af, at det modsat forløbet i Chile har kunnet lade sig gøre indenfor det liberale demokratis rammer. Den socialistiske ide eller perspektiv er i dag så marginaliseret, at begrebet dårligt anvendes og i den udstrækning, det er tilfældet, med så mange forskellige og tågede betydninger, at begrebet socialisme næsten er meningstomt. Som erstatning for begrebet socialisme, der trods alt indeholder et tidsligt perspektiv, avendes nu begreber som venstreorienteret og venstrefløj. Begreber, der alene angiver en given placering i forhold til en midte, men uden noget, der tilnærmelsesvis kan takseres til socialistisk strategi. Klassekamp som socio-politisk kategori til forståelse af de indlysende kampe i nutidens samfund, er reduceret til sociologiske ordningsbegreber eller til parole og erstattet af begreber som antikapitalistisk kamp eller kamp mod neoliberalismen. Parolerne kan betyde alt og ingen ting – og gør det. Venstrefløjen henter til forskel fra tidligere sin begrundelse og retfærdiggørelse i kritikken af de kapitalistiske samfunds tiltagende ulighedsformer, markedsforvridninger og fremtrædende tegn på uretfærdig samfundspolitik. Men den radikale kritik af selve kapitalismen som samfundsform er stort set omvekslet til socialmoral. Den situation, vi er havnet i, er ganske forståelig taget i betragtning af, at den neoliberale restaurationspolitik først og fremmest sejrede, fordi velfærdsstaten, som den så ud, ikke kunne forsvares. En overskridelse af dens givne rammer som ”blandingsøkonomi” fremstod ikke som en mulighed. Socialdemokratismens praktiske perspektiv og bevægelse havde allerede inden, den neoliberale bølge satte ind, opløst sig i velfærdsstaten som kapitalistisk kompromis. Hverken nationalt eller i Europa havde de socialdemokratiske partier forestillet sig andet end en socialt afbalanceret fortsættelse af den krisefri kapitalisme. Partierne var helt uforberedte på krisechokket i 1973 og slet ikke bevæbnet med en teori eller en praktisk politik for indgreb i den markedsøkonomi, som pludselig befandt sig i en omfattende krise. Blandingsøkonomiens Keynesianske reguleringspolitik degenererede til stagflation. Kort og godt havde de kræfter, der skulle forsvare velfærdsstaten og dens grundlæggende livsformer – den socialdemokratiske arbejderbevægelse og de socialistiske venstreafskalninger – ikke overbevisende udviklet en politik, en teori eller en praktisk samfundsteknisk troværdighed og strategi til at kunne mobilisere lønmodtagerne under 70’ernes stagflationskrise og på det tidspunkt bremse neoliberalismen som politisk-teoretisk strømning. I stedet for den nødvendige socialdemokratiske modoffensiv i 80’erne er det blevet til 30 års langsom nedslidning af socialdemokratiet og arbejderbevægelsen. Partiernes og fagbevægelsens modstand har begrænset sig til at afdæmpe neoliberalismens sociale konsekvenser mod at overtage dens teoretiske og politiske præmisser. Og det i en sådan grad, at den socialdemokratiske bevægelse dårligt nok kan genformulere det sociale og økonomiske teoretiske tankegods, som man forenede sig med efter 1945 – Venstrekeynesianismen. Så meget hænger man fast i neoliberalisternes neoklassiske økonomiske teori og logik, at skønt den ikke virker og ikke længere kan bruges til at løfte kapitalismen af krisens hængsler, fastholder socialdemokratierne stædigt Finanspagtens bestemmelser (Budgetloven herhjemme) og de vilkårlige rammer for statsbudgetternes ”strukturelle balance”. Indenfor partierne famler man efter måder at gøre sig fri af forvitringen uden virkelig at tro på, at den demokratiske socialisme kan formuleres som et reelt politisk- og økonomisk alternativ til den kapitalisme, der ikke kan blive fri af sine gentagne kriser eller som i dag stagnationsperioder. Den tilstand er med til at forklare det parlamentariske dødvande. Socialdemokratierne og venstrefløjen mangler svar, og kurens radikalitet hvad angår en ny omkalfatring af den givne samfundsorden og reorganisering af verdensmarkedet er skræmmende selv for de herskende klasser og deres intellektuelle advokater. Strategien, der æder sig selv op Neoliberalismen og globaliseringen løftede den Atlantiske kapitalisme ud af krisen i 70’erne og begyndelsen af 80’erne. Offensiven lykkedes som sagt. Men omkostningerne har, som vi kan se nu, været enorme og næsten uoverskuelige. Kapitalen er blevet frit flydende på hele verdensmarkedet. Kapitalismens gamle bagland i Vesten er blevet afindustrialiseret. Ny produktionsregioner i det ”globale syd” er vokset med eksponentiel hast, og selv de stærkeste kapitalnationer er blevet afhængige af et velfungerende og robust net af forsyningskæder integreret og formidlet af en næsten uigennemsigtig finanssektor. Velfærdsstaternes markedsregulering og udvidede samfundsregulering er i samme periode blevet begrænset eller direkte undergravet af privatisering eller håndfaste markedskrav fra en globaliseret og troløs kapital. Problemet er nu, hvor midterregeringerne i Europa tumler med bare at holde sammen på sig selv, at de neoliberale forestillinger om den universelle frigørende og driftige markedsdannelse er blevet så meget til vores anden orden, at det alternativ, hvis nødvendighed trænger sig på, ikke lader sig identificere. De politiske/teoretiske forestillinger om en fremtidssikring af kapitalismen både til højre og til venstre for midten kan ikke vriste sig fri af den liberale ortodoksi. Selv om globaliseringen og dens neoliberale overbygning siden 2008 har fremprovokeret et helt kompleks af geopolitiske spændinger og kriser, som i nøgne tal hæmmer verdensmarkedets samlede vækst, er alternativet til det globale anarki og nationalstaternes indre spændinger og politiske stagnation til at overse. Det samlede billede for den vestlige kapitalisme er, at det politiske system (det liberale demokrati) og statssystemerne er så fragmenterede, at de ikke uden radikale omformninger endnu engang kan intervenere for at neutralisere de værste samfundsproblemer på den ene side (sundhedsproblemer, fødevareproblemer, boligproblemer, miljøproblemer, det kommende AI anarki) og sikre kapitalismens profitkrav gennem en ny omorganisering af den kapitalistiske produktion på den anden. Markedsideologien og den hidtil kendte globalisering har udtømt sine potentialer indenfor den orden og den konsensus, vi kalder det liberale demokrati og det internationale institutionelle system. I USA og i Europa famler man efter en strategisk afløser. Der skal genindustrialiseres, hvis den Atlantiske kapitalisme skal fastholde sin status. Den amerikanske præsident Joe Biden forsøgte sig med en begrænset og nationalistisk industripolitik. Den gav kun sparsomme resultater og blev modarbejdet af blandt andet tech-eliten. De samme forestillinger udklækkes indenfor EU. Men den politiske og især økonomiske fragmentering og polarisering af de herskende eliter spærrer for udformningen af en ny og bæredygtig transformation af den neoliberale kapitalisme. Og så er vi tilbage til vores politiske provinsteater Den parlamentariske fragmentering og de modsætningsplagede midterregeringer er monumenter for den givne tilstand og kan reelt ikke andet end tilstræbe et status quo, hvor de afbalancerer de helt åbenlyse samfundspolitiske modsætninger og afværger den tiltagende og diffuse radikalisering. Hvilket fører de samme regeringer og den kommende i Danmark til den ene indskrænkning af det liberale demokratis kerneområder efter den anden, fordi samfundsordenen er blevet ustyrlig. I den situation æder regeringerne deres egen legitimitet og autoritet op og styrer mod magtcentralisering indenfor alle områder af det politiske- og offentlige liv. Den borgerlige offentlighed er blevet til det parlamentariske oligarkis diskurs og dominans som teknokratisk overlegenhed. Og den demokratiske samtale og folkets suverænitet, som fremhæves igen som yndet modbillede til de autoritære regimer, opleves i det virkelige liv af borgerne som en patetisk påstand. Rent politisk slår denne oplevelse endnu ikke rent igennem ved valgene, men det gør den overalt i meningsmålingerne. De traditionelle politiske skønhedskonkurrencer er blevet til tillidsmålinger, hvor borgerne/vælgerne ansvarsfrit giver deres generaliserede utilfredshed til kende og i samme moment afliver de officielle myter om samfundskontrakter mellem borgerne og det politiske system. De aktuelle regeringsforhandlinger, der som sagt spejler billedet i det meste af Europa, ender nok med en ny midterregering, der skal hutle sig igennem en ny valgperiode. Et nyvalg er selvfølgelig en mulighed, men den forekommer ikke i dansk tradition oplagt. Enten lykkes det midterpolitikkens håndværker – Lars Løkke Rasmussen – at skrabe en regering sammen af V-M-K-S baseret på et udsigtsløst kompromis (større arbejdskraftudbud, lavere virksomhedskatter osv. Altså en fortsættelse af det kendte). Eller også bliver det i Mette Frederiksens lod at tvinge Moderaterne ind i en SMRF-regering med EL og Alternativet som parlamentarisk grundlag (her kender vi dårligt grundlaget). Begge muligheder er lige perspektivløse, men konsekvenserne er vidtrækkende. Det vil så være anden gang, at vælgerne er gået til stemmeurnerne for efterfølgende at blive reduceret til tilskuere til et helt igennem lukket teater uden et nyt repertoire. Perspektivet ligger udenfor landets grænser Perspektivløsheden i midterregeringernes modsætningsfyldte status quo politik er ikke forbigående. Den er vævet ind i fyrre års neoliberal dominans, som nu skaber større problemer selv for det kapitalistiske erhvervsliv end den løser. Og der er ingen grund til at forvente nye omfattende gennembrud lige om hjørnet. På mange måder minder dagens parlamentariske bøvl og brætspil om den politiske situation i slutningen af 70’erne. Den afgørende forskel er dog, at forandringsperspektiverne den gang slog rod og blev bredt ud i en periode, hvor de politiske partier stadigvæk stod stærkt forankret i samfundet, og Vesten endnu egenrådigt dominerede hele verdensmarkedet og den ”fri verden”. Det er ikke tilfældet længere. Vestens dominans er derimod hurtigt aftagende og det liberale demokrati og den såkaldte fri markedskapitalisme udfordres af helt nye og mere effektive statskapitalistiske reguleringsformer i det globale syd. Om de så repræsenterer fremtiden for kapitalismens fortsatte vækst i generaliseret form, ved vi endnu ikke. Men ingen i de europæiske lande skal gøre sig illusioner om, at EU-kommissionen og hele EU-systemet og den europæiske elite er i gang med et opgør med neoliberalismen. Tværtimod masseproducerer EU kommissionen for tiden højt profilerede oplæg om øget kapitalkoncentration, overførsel af midler fra samhørighedsfondene og landbrugsfondene til de stærkeste kapitalfraktioner, deregulering og begrænsning af de regler, der hidtil har skullet beskytte medlemsstaterne og borgerne mod markedsøkonomiens samfundsskadelige virkninger. Med til dereguleringen hører forestillinger om yderligere begrænsninger af de arbejdsmarkedsaftaler, der har beskyttet arbejdskraften. Som tendensen ser ud på nuværende tidspunkt, kan kommissionens planer for en revitalisering af den europæiske økonomi bedst betegnes som den europæiske elites autoritære forsvar af den europæiske storkapital og som kompensation for det parlamentariske og politiske dødvande i medlemslandene. Så når vi nu med en vis spænding følger de taktiske spil omkring regeringsdannelsen her i Danmark, vil det høre til den højere fornuft, hvis venstrefløjen besinder sig og åbner for EU-perspektivet på den politiske scene: Hverken socialdemokratiet eller venstrefløjen kan indfri deres valgløfter og arbejde sig fri af den kurve, som Politico beskrev i ovennævnte artikel, medmindre man konfronterer samfundets påtrængende problemer og politisk-organisatorisk placerer løsningerne i en samlet bevægelse i hele Europa for en ny og progressiv velfærdspolitik, hvor borgerne beskyttes mod markedet og ikke som nu markedets beskyttelse mod borgerne. Om, den nuværende EU-konstruktion overhovedet kan rumme et bredere velfærdsoprør, er noget ganske andet. Af samme grund kommer centrum-venstres EU-politik ikke uden om at formulere en praktisk strategi for demokratisering af Unionen, institutionelle ændringer og udformning af en egentlig forfatning frigjort fra Traktatens nuværende neoliberale grundlag. Jan Helbak.                

  maj 11, 2026 9:43 pm

  Læs mere

• Solidaritet.

  Solidaritet og fællesskab vil med garanti indgå i samtlige taler på 1. maj møderne. Begge begreber er fast inventar i partiernes og fagforeningernes budskaber præcis den dag. Spørgsmålet er bare, om de to begreber næsten er identiske eller går lige op? Lad os se på det. Solidaritet afledes af ordet solidus, der betyder noget i retning af fasthed, urokkelighed, pålidelighed i det sammenhængende, som de enkelte kvaliteter udgår fra og igen henfører til det sammenhængende – hvori sammenhængskraften udtrykker sig. Det afledte begreb solidaritet oversættes gennemgående med fællesskab, gensidig hjælpsomhed. Eksempelvis fællesskab om ansvar og forpligtelser. I visse henvisninger erstattes forpligtelser med byrder, underforstået at de to begreber er identiske, hvilket absolut ikke er tilfældet. En byrde behøver ikke være en forpligtelse, men kan være forårsaget af totalitær tvang. Og en forpligtelse behøver ikke være en byrde, men kan være forårsaget af kærlighed. Således forekommer det mest frugtbart at tage udgangspunkt i begrebet solidaritet som et begreb, der altid skal udfyldes historisk konkret indenfor de tre mest almindelige felter, hvor begrebet træder i anvendelse: det retlige område (fælles hæftelse), det sociale og politiske felt. Her lægges hovedvægten på det sociale og politiske felt. Som udgangspunkt er det vigtigt at foretage en distinktion mellem solidaritet og fællesskab. Solidaritet er andet og mere end fællesskab, idet sidstnævnte sagtens kan tænkes uden det første – f.eks. et magthierarkisk fællesskab, som vi kender det fra arbejdspladserne eller fascistisk fællesskab. Et fællesskab er muligt uden at være konstitueret ved gensidighed og anerkendelsen af forskellighed. Ligeledes kan et fællesskab være summeringen og subsumeringen af de manges enkeltinteresser under en suveræn. (Hobbes Leviantan). Solidaritet på den anden side fordrer, at suverænen er gensidigheden, og at et muligt over-underordningsforhold er frivilligt og udgår fra en specifik sammenhæng, dvs. at relationen til den anden sættes gennem det tredje. Udgangspunktet er således ikke den enkelte, men det sammenhængende – det faste, hvilket plastisk blev udtrykt i hovedparolen under den franske revolution: frihed –lighed – broderskab, hvor triaden udtrykker det sammenhængende. Men hvor broderskab henviser til et organisk forhold, der kan eksistere i mange afarter i civilsamfundet, forholder det sig anderledes med begrebet solidaritet. Begrebet overskrider principielt det lokale og er tomt uden et formål og et mål. Nu kunne man hævde, at de opstillede kriterier lige så vel kunne anvendes på sammenhænge, der har det individuelle som udgangspunkt, som det f.eks. er grundopfattelsen i al liberal teoridannelse. Her mødes individerne også indenfor en sammenhæng/et system, hvor den enkeltes egennytte relaterer sig til den anden gennem noget tredje. Forskellen er, at det tredje – ækvivalensen – i sit begreb udelukker forskellighed, og at fællesskabet alene kan opretholdes gennem denne udelukkelse. Dvs. gensidigheden foregår ikke gennem direkte anerkendelse af forskelligheden, men gennem dennes opløsning i en ækvivalent, hvor ensligheden formidles gennem ligegørelsesprocesssen. Vi kan nu efter denne afgrænsning vende tilbage til begrebet solidaritet og hævde, at man kun meningsfyldt kan tale om solidaritet, hvis det refererer til et ganske bestemt fællesskab, hvor der hersker ganske bestemte gensidighedsforhold hvad angår ansvar og de forpligtelser, der relaterer sig til det – noget – der definerer selve det konkrete fællesskabs eksistens og ræson. Anskuet i det perspektiv giver det således mening indenfor det sociale felt at tale om arbejdersolidaritet, for så vidt vi taler om et bestemt fællesskab af lønmodtagere, der gensidigt har ansvar og forpligtelse overfor fællesskabets ræson; at sikre arbejds- og lønforhold overfor arbejdsgiverne, som har de modsatte interesser. Hermed virker solidariteten også konkret som regulerings- og eksklusionsprincip. Det er i øvrigt et paradoks, at solidaritetsprincippet og ækvivalensprincippet støder sammen netop på det kapitalistiske marked, hvor sælgerne af arbejdskraft for at opnå en gennemsnitspris, der ækvivalerer med produktionsomkostningerne, er tvunget til at organisere sig efter det solidariske princip og dettes medfølgende regulerings- og eksklusionsprincip. Bevæger vi os fra det sociale felt over i det politiske, er det mest nærliggende eksempel vel nok tankerne om den solidariske velfærdsstat, hvormed menes en stat, der har som formål at tilvejebringe og sikre velfærden efter solidariske principper.  Det interessante i den forbindelse er det forhold, at tilvejebringelses- og fordelingsformerne forløber gennem en politisk regulerings- og tvangsproces (ikke noget broderskab), hvor den grundlæggende sociale ulighed søges ophævet gennem den politiske stats tilnærmelse af identitet mellem den sociale og formelle politiske lighed. Men det er væsentligt at have med, at selve solidaritetsprincippet i velfærdstaten ikke konstitueres af og ved den politiske stat – indenfor det formelle politiske felt, men i de sociale klassers kamp om styrepositioner. Det er således forskydninger her, der er afgørende for regression eller uddybning af velfærdsstatens solidaritetsforhold i retning af overskridelse af det tvangsmæssige og retligt regulerende. Mod et organisk forhold, hvor det frivillige fælles ophæver den politiske tvang og retlige enshed i forskelighedens anerkendelse. Forudsætningen herfor er den sociale uligheds ophævelse. De samme principper, der hvad angår solidaritet, konstituerer relationerne i en gruppe, en klasse, en klan mv., sætter også grundlaget for overskridelse af de nationalstatslige grænser og udstrækning til mulig international solidaritet. Gensidigheden i ansvar og forpligtelser etableres også i det forhold som regulerende og ekskluderende princip. Det er med andre ord den specifikke gensidighed, der optræder som konstitutivt princip, hvilket på den anden side gør det meningsløst at tale om solidaritet mellem et donor- og modtagerland indenfor en verdensorden, der bygger på strukturel ulighed og et systemisk under- overordningsforhold. På samme led giver det heller ikke mening at anvende solidaritetsbegrebet som betegnelse for et ulighedsbetinget tildelingsforhold, hvor der ikke hersker gensidighed mellem giver og modtager, sådan som det i dag gør sig gældende i et socialt system, der i alt væsentligt styres efter trangskriterier – f.eks. den liberale residualstat, hvor trangen er afgørende for tildelingen. De socialistiske/socialdemokratiske forestillinger om det solidariske princip indenfor velfærdsstatstænkningen har som indbygget tendens, overskridelsen af ækvivalensprincippet og konstitueringen af gensidigheden og forskellighedens anerkendelse som bærende princip. Dvs. ophævelse af adskillelsen mellem det reale og formelle aspekt i parolen: Frihed –lighed – broderskab. Jan Helbak.    

  april 30, 2026 9:09 pm

  Læs mere

• Iran – endnu et brændpunkt i opbruddets dynamik  

  I 2009 udkom to centrale rapporter om USA’s forhold til Iran. Begge rapporter var målrettet Obamaadministrationen. De to meget forskellige rapporter var udgivet af henholdsvis The Brookings Institute og Rand Corporation. På trods af forskellighederne konkluderede de næsten enslydende. Spidskonklusionen fra Brookingsrapporten dækker i al væsentligt begge rapporter: ”Ingen af politikoptionerne overfor Iran kan med stor sikkerhed føre til succes, selv hvis deres fortalere kan definere en succes”. Det var, hvad de to højt kvalificerede rapporter konkluderede i 2009, og det er netop i det skisma, Trumpadministrationen står i i dag. Det hører med til billedet, at Brookingsrapporten først og fremmest forholdt sig rent teknisk til USA’s muligheder for at presse Iran til at indordne sig under USA’s interesser. Der blev opstillet fire overordnede strategiske tilgange: a) engagement, b) overtalelse (pres), c) regimeændring, d) inddæmning. Eller, som det blev fremført gennem hele rapporten, en kombination af flere af mulighederne. Regimeændringer kunne enten ske gennem støtte til oppositionen, politisk uro/optøjer eller kup, som vi kender så godt eller kombineres med militær indsats. En militær indsats kunne taktisk igangsættes af Israel senere bakket op af amerikansk militær indgriben. Samtlige muligheder og kombination af mulighederne blev gennemgået meget detaljeret, og alligevel konkluderer rapporten, at der ikke er nogen stor mulighed for succes. Rapporten fra Rand Corporation bevæger sig langt dybere ind i en analyse af det iranske samfund og gentager flere gange, at der ikke er overbevisende indikation for, at Irans bevæbning og hele politik i regionen har andet end defensive formål. Irans øverste ledelse, hedder det, fører en pragmatisk status quo politik desuagtet den højstemte antiamerikanske retorik. Ifølge rapporten er præsteskabets mål først og fremmest af placere Iran som en central faktor i Vestasien og Golfområdet. Man tilføjer, at selv om Iran støtter Hizbollah og Hamas har man ikke kontrol over dem og tilstræber det heller ikke. Man har faktisk lidt vanskeligt ved helt klart at bestemme, hvordan Iran skulle udgøre en trussel mod USA’s interesser. Spøgelset i begge rapporter og i tiden frem til 2009 er Irans berigelse af uran, der over tid ville kunne føre til produktionen af atomvåben, hvilket afgørende ville ændre styrkeforholdene i regionen og afgørende svække USA’s kontrol. Det bemærkelsesværdige her er, at man ikke på noget tidspunkt positivt har kunnet dokumentere, at den øverste leder Ali Khamenei eller Irans elite havde til hensigt, at Iran skulle producere atomvåben – tværtimod. Ud over rapportens ualmindeligt seriøse gennemgang af det iranske samfund, historiske udvikling, placering i regionen og forståelige anstrengte forhold til USA og Israel er der yderligere to betydningsfulde konklusioner, som bør trækkes frem: For det første advarer rapporten om, at ved angreb på Iran vil USA med stor sandsynlighed tvinge Iran til at lukke Hormuzstrædet med uoverskuelige økonomiske og politiske skadevirkninger til følge. Det er det, vi oplever nu. For det andet anbefaler rapporten: at USA afstår fra krigeriske udtalelser om regimeændringer. At sanktionerne og finanspresset skal styrkes for at fremme en aftale om Irans uranberigelse. Der advares mod bilaterale skridt (altså USA’s). Det skal foregå multilateralt, og Kina og Rusland skal involveres. At også EU og de Arabiske stater skal sammen med Iran inddrages i udarbejdelse og implementering af en regional sikkerhedsarkitektur samtidig med, at USA nedtoner sin magtretorik og respekterer en sikkerhedsaftale. Rapporternes indflydelse Som bekendt valgte Obamaadministrationen at skære gennem fire tidligere præsidenters zig-zag politik overfor Iran. Man måtte tilsidesætte animositeten overfor præstestyret og acceptere det historiske forhold, at styret var blevet bragt til magten gennem en revolution mod USA’s brutale forpost i Golfområdet – Shahregimet. Obama tog det bedste fra de to rapporter og indledte de første forhandlinger med Iran. Med til at forklare forløbet hører, at finanskrisen knapt var overstået, og at hele det internationale finanssystem kun blev reddet gennem en gigantisk pengeudpumpning, der i øvrigt ikke gavnede den industrielle kapitalisme i USA og Europa. Tværtimod. Kina gik den modsatte vej og investerede massivt i industriel- og infrastrukturel udvikling og afværgede ad den vej finanskrisens ødelæggende virkninger. Det blev en brat opvågning for USA’s økonomiske og politiske elite. Truslen mod USA’s globale herredømme ville komme fra Kina og ikke fra Europa og Mellemøsten, eller Rusland. Mellemøsten og Golfområdet havde mistet betydning i forhold til tidligere, (Kinas Belt an Road Initiativ blev først fremlagt i 2013). Det stod klart for Obamaadministrationen, at tyngdepunktet i forsvaret af amerikansk kapitalismes interesser havde flyttet sig til Kina og hele Stillehavsområdet. Den indsigt blev udslagsgivende for tilskyndelsen til at få løst det Iranske spørgsmål. I 2012 indledte Obamaadministrationen de første forhandlinger med Iran om begrænsninger af Irans berigelse af uran. I løbet af den første periode blev, som anbefalet, Frankrig, Rusland, Kina, Storbritannien og Tyskland inddraget. I 2015 indgik de nævnte lande og Iran en aftale; ”Joint Comprehensive Plan og Action” (JCPOA). Aftalen blev godkendt i FN og det Internationale Atom energi agentur (IAEA) blev bemyndiget til at kontrollere aftalens overholdelse. USA og de fleste EU lande afblæste sanktionerne og den finansielle blokade samt frigav 100 mia. dollar, som var indefrosset. Obamaadministrationen stod med aftalen bedre stillet til at flytte fokus fra Golfområdet og Mellemøsten til Stillehavsområdet. I det store og hele valgte Obama at følge rådene fra Rand Corporation, uden han dog på noget tidspunkt udelukkede brugen af militær magt, hvis Iran ikke overholdt køreplanen og aftalerne. En ikke uvæsentlig detalje er, at JCPOA aftalen i store træk fulgte et aftaleforslag, som Iran allerede i 2003 havde sendt til Bushadministrationen, der pure afviste det. Præsident Bush havde netop formuleret, at Iran indgik i ”Ondskabens akse”. Under præsidentvalgkampen i 2016 tordnede Trump mod Obamas udenrigsminister Hillary Clinton og angreb hende flere gange for, at hun og Obama havde indgået en ”forfærdelig aftale” med Iran, som decideret truede amerikanske interesser og USA. Trump blev aldrig konkret, men han fulgte konsekvent det spor, han allerede havde lagt ud i 1989, hvor han tordnede mod præstestyret og udråbte styret til en af de største økonomisk og militære trusler mod USA og USA’s kontrol med Golfområdet. Og hvad så? Trump vandt valgkampen og var forpligtet på sine markante udfald mod Iran. Den 8. maj 2018 meldte han USA ud af JCPOA aftalen til trods for markant modstand fra de europæiske partnere, Rusland og Kina. Samtidig genindførte og forstærkede han de økonomiske, finansielle og politiske sanktioner. Iran skulle tvinges til helt at opgive enhver berigelse af uran og til at indordne sig under udvidet amerikansk kontrol med Irans bevæbning og Hormuzstrædet. USA’s dominans og kontrol med hele Golfområdet skulle styrkes, og Irans angivelige stedfortrædere (Hizbollah og Hamas) skulle effektivt neutraliseres. De tilbageværende medunderskrivere af aftalen forsøgte at videreføre aftalen, men uden USA’s medvirken mistede den i betydning. Iran tog konsekvensen og fandt sig delvist frigjort fra aftalen. Samtidig indledte Trumpadministrationen den første åbne konfrontation med Kina. Der blev indført sanktioner, og samhandlen blev militariseret. Handlen blev eksplicit underordnet nationale sikkerhedsinteresser. Forbindelsen mellem Kina og Iran politikken var: kontrol med den globale energiforsyning, opbremsning af Kinas industriekspansion og genopbygning af USA’s industrielle basis, som globaliseringsstrategien havde undermineret. Alt drejede sig om Make America Great Again (MAGA). Biden, der tiltrådte som præsident i 2020, ændrede ikke Trumps politik overfor Iran. Han kunne have fulgt i Obamas spor og genoptaget USA’s deltagelse i JCPO forhandlingerne, men gjorde det ikke. Og han gik betydeligt længere en end Trump i inddæmningspolitikken overfor Kina. Den afgørende formelle politiske forskel var, at USA’s udenrigspolitik ikke skulle styres af MAGA’s defensive strategi. USA’s globale dominans skulle sikres gennem en offensiv ideologisk opstramning af den Transatlantiske alliances internationale forsvar af ”demokratiet mod alle autokrater”. I egen selvforståelse legitimerede det USA’s og Europas selvbestaltede ret og begrundelser for at gribe ind for at isolere eller direkte vælte regeringer og styrer, der ikke levede op til Atlantpagtens liberaldemokratiske værdier og regler, som den vestlige verden siden 1945 havde forfulgt som grundlag for den internationale orden. Bidens nærmest messianske politik fulgte i virkeligheden i Wolfowitz doktrinens spor og Trumpregeringens praksis. USA’s indflydelse i Eurasien skulle forsvares med alle midler. Rusland skulle gennem fortsættelse af Natos Østudvidelse degraderes til en underordnet regional magt, og inddæmningen af Kina skulle udvides samtidig med, at EU, Japan m.fl. skulle betale for genopretningen af USA’s industrielle styrke ved at flytte industri til USA. Ethvert udspil fra Rusland om sikkerhedsaftaler og advarsler mod indlemmelse af Ukraine i Nato blev pure afvist, og de europæiske ledere fulgte trop. Med Ruslands invasion af Ukraine blev sanktionspolitikken og den finansielle blokade løftet til et helt nyt niveau. Natolandene afbrød tillige al diplomatisk forbindelse med Rusland og lukkede for Nordstream 2. EU ofrede sin egen forsyningssikkerhed i sanktionspolitikken overfor Rusland og gjorde sig yderligere afhængig af USA’s eksport af dyr LNG gas.  Siden 2022 er der løbende blevet strammet på sanktionsskruen. Ruslands værdier i Europa og USA blev indefrosset på ubestemt tid. Alle skibe, der transporter olie, gas eller andre råstoffer, betegnes som ”skyggeflåde”, fordi de ikke kan registreres hos Lloyds i London. og kan af samme grund sanktioneres, tilbageholdes eller udsættes for militær blokade i ”åben sø”. Intimideringen af ”russisk” skibstrafik gennem militære aktioner er eskaleret. Indiskutabelt i modstrid med FN chartret om ”Freedom of navigation”. Natolandene med USA som ledende kraft har under Ukrainekrigens forløb frembragt det anarki eller den lovløshed, som de europæiske ledere med kommissionsformanden i spidsen nu beklager som reaktion på USA’s og Israels angreb på Iran. USA og den europæiske elite har ophævet eller tilsidesat stort set alle centrale internationale regler under henvisning til den globale kamp mod autokratier. Af samme grund opleves EU landenes hændervriden patetisk og hyklerisk ude i den store verden. Man har selv bragt det kapitalistiske verdensmarked på kanten af krise ved at militarisere handelstrafikken, produktionen og vigtige forsynings- og værdiøgningskæder. (I skrivende stund overvejer man nu i Moskva at indsætte en offensiv flådebeskyttelse af russiske skibe eller skibe, der udgår fra russiske havne. Der er en åbenlys risiko for konfrontationer med Natolande med uoverskuelige konsekvenser). Irankrigen eksponerer lovløsheden, men har ikke skabt den Trump har ikke som proklameret under valgkampen i 2024 løst Ukrainekrisen og skabt en fredsløsning. Tords utallige pompøse ”diplomatiske” udspil og forslag til fredsaftaler fremstår han i dag som magtesløs og forsøger nu med anklager mod Zelensky og de europæiske ledere at fralægge sig ansvaret og vriste sig fri af ”det europæiske morads”. Det morads, som Biden skabte, og som også tvang ham til at renoncere på Stillehavsdoktrinen forstærket af, at USA og Europa endnu engang blev bundet af begivenhederne i Mellemøsten gennem den forsmædelige og foragtede opbakning til Israels massemord i Gaza. Men i Trumpadministrationens bestræbelser for at tvinge Rusland til at acceptere en fredsaftale med Ukraine på amerikanske betingelser, er sanktionspolitikken og regimeændringspolitikken blevet eskaleret til et punkt, hvor hele det geopolitiske billede domineres af lovløshed. Militære angreb på ”fjendtlige skibe”, indgreb over regeringer, der udgør en ”sikkerhedsrisiko” for USA og Europa, militarisering af finanskapitalen, tilsidesættelse af alle internationale regler både politiske-militære-og handelsmæssige og indførelse af straftold mod alle styrer, der ikke indordner sig under USA’s krav om favorisering af amerikansk kapitalisme og accept af dollarens ubetingede dominans . Trump har ikke skabt lovløsheden, der nu hersker som gentagne magtdemonstrationer. Men han har med foragt overfor venner og fjender opskaleret brudene på alle de regler om samarbejde og respekt for den nationale suverænitet, der blevet vedtaget i 1945. Det indebærer, at lige meget, hvor meget de politiske ledere i Europa, Canada, Australien taler om at nedskalere konflikterne og overholde internationale regler, sker det modsatte. Magtens logik taler gennem Trumps uhæmmede tweets på Truth Social og styrer udviklingen mod forceret oprustning og ”bunkermentalitet” i Vesten. I EU opruster man på bekostning af velfærdspolitikken. Det samme sker i Rusland. Kina og Japan opruster. Fjenden ses alle steder både nu og i fremtiden, og diplomatiet og viljen til at stabilisere verdensmarkedet har endnu forbavsende få dedikerede fortalere selv, hvor en recession på verdensmarkedet ikke kan afvises. Ud af det geopolitiske anarki, som blev indledt af George F Bush i 2001 med ”krigen mod den internationale terrorisme” og kun delvist imødegået af Obama, er vokset opbruddets dynamik. Magtdemonstrationerne har afgørende afløst verdensmarkedets relativt ordnede udviklingsdynamik og indstiftet politisk handlingslammelse. Det er modsætningernes styrke og langsigtede konsekvenser for verdensmarkedets nuværende indretning, der har frembragt Trumps uforudsigelige og vilkårlige indgreb på alle områder. Uforudsigeligheden og uoverskueligheden er trenden. Den reduceres ikke, selv om Trumpadministrationen på papiret har fremlagt sin ”Nationale Sikkerheds Strategi” (NSS). I sin kerne bygger hele strategien på en generalisering af et eneste punkt i Monroedoktrinen fra 1823, som kan summeres til: ”Washington vil se alle begivenheder i hele Amerika som bærere af dets fred og glæde – og forbeholder sig ret til at intervenere over hele kontinentet for at beskytte sine interesser”. Det er præcis den ret, Trumpadministrationen forfægter over alt, og som de facto devaluerer reelt diplomati og undergraver de regelsæt, som USA i sin vækstperiode tidligere bidrog til at fremsætte og gennemtvinge. Men Trump forstærker lovløsheden Trumpadministrationens America First doktrin adskiller sig i princippet ikke fra de foregående præsidenters faktiske politik. På nær et vitalt punkt. Trump lægger ikke i modsætning til Bush senior, Bill Clinton, Bush junior og Biden  det ringeste skjul på, at USA’s interesser overtrumfer alle andre hensyn og andres interesser. Han har helt logisk brudt Bidens nærmest bibelske ideologiske doktrin: ”demokrati versus autokrati”. Som konsekvens er Trump også  ved at nedbryde den Transatlantiske alliance, hvis tvivlsomme rationale blev revitaliseret under Biden doktrinen. Som tidligere nære allierede overlades Europa til sig selv og trues med økonomiske strafsanktioner, hvis det samme Europa (eks. udfaldet mod Spanien) ikke understøtter USA’s vilkårlige magtdemonstrationer dér, hvor Trumpadministrationen alt afhængig af dagsformen finder sine interesser truet. (Ingen i denne verden udenfor USA kan tage Marco Rubios påstande om, at Venezuela og Cuba udgør en sikkerhedstrussel, alvorligt). Det minder meget om det engelske imperiums desperate del og hersk politik frem til 1. Verdenskrig og umiddelbart efter. Nutidens Mellemøsten har arvet en del af resultaterne. Af de nævnte grunde kan Europæerne og de andre allierede korrigere Trumps destabiliseringspolitik. De har jo selv bidraget til at nedbryde respekten for alle internationale regler. Trumps America First kan i virkeligheden og rent logisk kun sikres, hvis USA: kontrollerer den internationale finansverden gennem dollarhegemoniet. Kontrollerer verdens energiforsyning ved at kontrollere den maritime infrastruktur med hovedvægten på transportvejene mellem Mellemøsten/Vestasien og Syd- og Østasien. Kontrollerer de vigtigste infrastrukturelle havnefaciliteter rundt om på verdensmarkedet. Kampen om den kontrol foregår lige nu på alle cylindre, selv om den udspiller sig under de synlige brændpunkters radar: I Europa, i Latinamerika, i Afrika og i Asien. Trumpadministrationen forfølger i det spil to sammenhængende og indbyrdes forbundne mål: Sikring af de allieredes og svagere landes underkastelse og den totale inddæmning af Kina. Rationalet er både simpelt og logisk. Kina kan ikke udvikle sin imponerende økonomi uden en stabil og åben verdenshandel. Dvs. gennem en radikal omkalfatring af det nuværende verdensmarkeds strukturer og institutioner. Det er den vækstlogik, Trumpadministrationen vil kontrollere eller direkte bremse – uagtet konsekvenserne for den globale kapitalismes fremtid. Derfor angrebet på Iran nu og ikke tidligere Det er i den historiske sammenhæng, at Iran gennem de sidste år har fået en helt anden strategisk betydning for amerikansk udenrigspolitik og forsvaret af amerikansk kapitalismes interesser, end Iran havde, da de to rapporter blev afleveret til Obamaadministrationen. For Trump drejer det sig ikke kun om at stabilisere USA’s interesser i Golfområdet. Det drejer sig om den totale kontrol med olie- og gasdistributionen og dermed energiforsyningen, som bl.a. Kina, Japan og de Asiatiske lande er afhængig af. Men det drejer sig også om at lukke af for den tilnærmelse mellem Iran, Kina og Rusland og de Centralasiatiske lande, som Vestens sanktionspolitik har fremskyndet og gjort eksistentiel nødvendig. Man kan diskutere, om USA’s og Israels regimeændringspolitik og nu direkte angreb på Iran beror på en fordrejet magtillusion og total fejlbedømmelse af Irans faktiske styrke til føre asymmetrisk krig og lamme hele Golfområdet og dermed sprede krigens virkninger ud til hele verdensøkonomien. I hvert fald står det klart, at Trumpadministrationen har valgt ikke at tage rapporterne fra Brookings Institute og Rand Corporation alvorligt. Faktisk har amerikanerne og det Israelske styre begået alle de militærstrategiske og politiske fejl, man kan begå, og som der eksplicit blev advaret imod i rapporterne. Men det vil være forhastet alene at tilskrive fejlene de to landes ledelser. Begge bygger de videre på Bushadministrationens ”shock and awe” doktrin, der blev introduceret overfor Afghanistan og senere Irak. Den virkede helt indlysende ikke. Ødelæggelserne var enorme, men målene blev ikke nået – tværtimod. Og nu hvor dronekrigen helt har vendt op og ned på tidligere militærstrategiske doktriner, har ”shock and awe” strategien definitivt udspillet sin rolle. Trump er blevet fanget i strategiskiftet og presset af USA’s forudgående foragt for alle indgåede aftaler som et moment i opbruddets samlede dynamik. Opbruddet vil yderligere blive forstærket, hvis han indleder en decideret landkrig. Ikke for at vinde, men for at komme ud af krigen uden for meget tab af prestige. En landkrig eller fortsættelse af den vanvittige tæppebombning vil selvfølgelig være ganske forfærdeligt for Iran og i øvrigt også for de øvrige Golfstater, men det vil styrke Kina og Rusland og svække den Transatlantiske alliance yderligere. Det har vist sig hvad angår de arabiske Golfstater, at USA’s sikkerhedsgarantier ikke er meget bevendte, når det kommer til stykket. Gælder det også for sikkerhedsgarantierne i Nato? (de Nordeuropæiske lande er allerede begyndt at forberede sig på at skulle opbygge regionale forsvarsalliancer indenfor Nato i tilfælde af – at støtten fra USA viser sig at bero på årtiers illusion. Opbruddets aktuelle retningsløshed og de gentagne tillidskriser slider på bindemidlet). Man kan sige, at Trump og i mindre grad Netanyahu er fanget i en klassisk doublebind situation. Uanset udfaldet af krigen selv med ødelæggelse af Iran har de tabt. Ligesom krigen i Ukraine har ændret det globale styrkebillede, har verdens erfaringer med USA’s og Israels angreb på Iran dels afsløret deres strategiske svagheder, militære begrænsninger og dermed også Trumpadministrationens geopolitiske ambitioner. Trumps angreb på Iran er det foreløbigt sidste skridt i opbrudstendensen, hvori afviklingen af reglernes appelstatus nedslides for hver ny ulovlig intervention. De spektakulære og centrifugale kræfter, der ligger gemt i USA’s og Israels angreb, forårsages ikke alene af angrebenes vilde karakter. Centrifugalkraften henter først og fremmest sin styrke i de nuværende flydende styrkeforhold på verdensmarkedet, hvor ingen magt eller koalition af magter endnu har styrken til at gribe ind og gennemtrumfe deeskalering i brændpunkterne. Konsekvenserne for det kapitalistiske verdensmarked I en artikel i Financial Times bringer lederen af Mitsui OSK lines, Takeshi Hashimoto hele konflikten i Golfen og den forudgående og sideløbende militarisering af den maritime trafik ned på jorden. ”Når forsikringsselskaberne aflyser forsikring, elektroniske forstyrrelser vokser, bliver risikoberegninger og prissættelser umulige og skibsrederne kan hverken sikre deres mandskab eller last. Globale forsyningskæder bygger på forudsigelighed – sikkerheden for, at skibe kan passere ikke bare en gang men gentagne gange og sikkert. Uden den forudsigelighed stopper systemet med at fungere”. Hashimotos billede og forudsigelser udfolder sig allerede nu. Oliekontrakter opsiges under henvisning til force majeure. Tankskibe omdirigeres til de højstbydende kunder. (De asiatiske lande byder højere end de europæiske). Det samme gælder handlen med gødningsprodukter og andre vitale råstoffer etc. Markederne reagerer nu engang, som markeder altid gør, og profitten bestemmer beslutningerne og bevægelserne. Den situation ophører ikke, fordi krigen i Iran afsluttes. Hvad, artiklen siger, er skåret til benet, at det voksende geopolitiske anarki udgør en trussel mod hele det kapitalistiske verdensmarked som i konsekvens af de sidste fyrre års globalisering er blevet totalt afhængighed af forsyningskædernes og finansieringens stabilitet, herunder den maritime stabilitet og sikkerhed. Der er ikke et eneste land i verden, der i dag kan undsige sig den logik, hvilket allerede har ført til en regionalisering af handelsaftaler og nye nationale industripolitiske regimer af merkantelistisk karakter. EU forfølger nu en handelspolitik, hvor der stilles krav om investeringer og produktion i Europa. Kina gør det samme. Rusland overvejer at begrænse aftaler om energieksport til lande, der er naboer eller landfaste med Rusland. Kina fremskynder Belt and Road projekterne både i Centralasien og i Afrika og som noget helt nyt indfører Kina sikkerhedsaftaler, der selvfølgelig udfordrer både USA og Europa. Trumps America First politik accelererer opbruddet på det kapitalistiske verdensmarked. Langtidskonsekvenserne kan vi selvfølgelig kun forudsige meget overordnet, men summen af konflikter, åbne og lukkede sammenstød mellem USA’s interessepolitik og dets konkurrenter udgør en trussel for det kapitalistiske verdensmarked, som rækker langt ud over konflikten i Golfen og Trumps usammenhængende og febrilske magtpolitik. OECD har nedvurderet langtidsprognoserne for væksten på verdensmarkedet fra 3.3% til 2.9%, hvad der reelt er det samme som nulvækst. Uanset udfaldet af krigen i Iran er Trump tvunget til at forstærke America First politikken og forsvaret af amerikansk kapitalisme og tilsidesætte hensynet til verdensmarkedets nervetråde. F.eks. er det kun et spørgsmål om tid, før USA og EU rager uklar om fortolkningen af den for EU ydmygende handelsaftale. Aftalerne med Indien svæver i uvished. Det er også kun et spørgsmål om tid, før Japan og Sydkorea af indenrigspolitiske grunde presses til at rekalibrere dels forholdet til USA og dels til Kina, fordi deres hjemlige erhvervsliv ikke kan holde til at finansiere investeringer i USA uden at få noget til gengæld. Det samme gælder for Indien og resten af de Sydøstasiatiske lande. Alle vil de forsøge at beskytte sig og begrænse skaderne og konflikterne. Dollarregimet bryder ikke sammen af den grund. Det gør de militære alliancer heller ikke. Men de mange handelskonflikter og frygten for at blive inddraget i USA’s kommende militære eventyr stimulerer afsøgningen af alternativer, som i konsekvens langsomt reducerer dollardominansen og USA’s ekstraterritoriale jurisdiktion. Det ligger selvfølgelig lige for, når økonomerne nu taler om, at en fortsættelse af USA’s krig mod Iran og en fortsat begrænsning af passagen i Hormuzstrædet kan føre til en omfattende stagflation (stagnerende vækst og høj inflation) eller recession. Spørgsmålet er, om den bekymring rækker. I alle de recessioner inklusive finanskrisen, som vi har oplevet siden de store oliekriser i 70’erne, har der været et G7 eller G20 til kollektivt at inddæmme skadevirkningerne og trække væksten i gang igen, selv om omkostningerne hver gang har været formidable og stadigt vanskeligere at overvinde. Men med graden af geopolitisk entropi, de voksende spændinger i den Transatlantiske alliance, Europas russofobiske forhold til Putinadministrationen, og Kinas og Ruslands offensiv for at samle det Globale Syd og omgå det amerikanske marked og dollardominansen er det mildest talt vanskeligt at få øje på de kræfter, der gennem et kollektivt institutionelt ansvar skal bane vejen for en genstabilisering af verdensmarkedet og den frie handel. Fordi det også forudsætter en rehabilitering af de internationale institutioner, der er uomgængelige for at regulere og sikre verdenshandlen og de transnationale investeringer. Kina har indset nødvendigheden. Det samme gælder Canadas premierminister Mark Carneys, der har taget initiativ til at samle de halvstore stater i EU og indenfor CPTPP i Stillehavsområdet til forsvar for WTO og handelsreglerne i øvrigt. Med de tilnærmelser, der er mellem Canada og Kina kan en fremtidig forening af kræfterne ikke udelukkes, for så vidt EU samlet skrinlægger animositeten overfor Kina. En stilling som for øvrigt undergraves hver dag af de enkelte EU-lande. Spørgsmålet drejer sig i al sin enkelhed, om de mange separate initiativer (også i Afrika), der er i gang, kan samle styrken til at genrejse WTO, reformere IMF, sikre respekten for FN chartret om Fri Navigation, reformere hele FN-systemet, begrænse alle sanktionsmuligheder overfor suveræne stater og trække betalingssystemerne fri af amerikansk ekstraterritorial jurisdiktion? Hverken Kina eller BRICS+ landene, der selv er indbyrdes belastet af markedsanarkiet og USA’s aggressive del og hersk politik, har styrken. BRICS+ landenes indbyrdes konflikter og manglende tyngde er eksponeret under Irankrigen. Dermed ikke sagt, at Kinas verdensøkonomiske ambitioner (Shared future for humanity) ikke til en vis grad repræsenterer arkitekturen for fremtidens stabile verdensmarked. Men skal visionerne ud over den varme luft og de store deklarationer, forudsætter det, at Kina åbenlyst tilnærmer sig Carneys allianceprojekt på det betydningsfulde WTO-topmøde i Cameroun og med alliancen som rampe opbløder forholdet til Europa. Den tilnærmelse, som er vital også for Carneys fremtidsprojekt, forudsætter på den anden side en normalisering af EU’s forhold til Rusland. Krigen skal afsluttes og en fredsaftale skal sikre Ukrainsk suverænitet, Ruslands strategiske sikkerhedspolitiske interesser baseret på en fælles Europæisk/Eurasiatisk sikkerhedsarkitektur, der tilgodeser de mindre nationer. Og selv om det projekt lige nu ser ud til at have lange udsigter – modsætningernes dybde taget i betragtning – virker opbruddet som sagt langsomt ind på det bindemiddel, der hidtil har holdt Nato sammen. Eneste økonomiske, politiske og militære alternativ vil være en forhandlet sikkerhedsaftale. I det spil har Kina også en vigtig rolle, fordi en fredsaftale og en integrering af Rusland i Europa delvist vil reducere bindingen mellem Kina og Rusland. Men som EU og den europæiske politiske elite har udviklet sig siden eurokrisen forekommer et så radikale perspektivskifte ikke sandsynligt, uden at den Europæiske dysfunktionelle Union samtidig omskrives fra en markedsdirigeret og halvautoritær bureaukratisk Union til en politisk demokratisk funderet og reguleret Union. De nævnte alliancekombinationer forekommer at udgøre de mest holdbare perspektiver, hvis opbruddets anarki skal overvindes og langsigtede ødelæggende virkninger på det kapitalistiske verdensmarkeds vækstmuligheder inddæmmes. Trumpadministrationen ændrer ikke politik. Den vil gøre alt for at fastholde den unipolære orden og amerikansk kapitalismes styrke (som den ikke har). Ændringerne skal komme gennem de forskellige nye alliancers afvisning af Trumps destabiliseringspolitik, skærpe modsætningerne internt i Trumpadministrationen, som allerede nu viser sig i forhold til angrebet på Iran, og overbevisning af den amerikanske befolkning om, at USA må acceptere den multipolære verdensorden og definitivt fravige de amerikanske regeringers og amerikansk kapitalismes America First doktrin som forudsætning for Make America Great Again. Jan Helbak.                

  marts 27, 2026 4:32 pm

  Læs mere

• Krigen mod Iran kan blive midlet, der svækker USA’s strategiske mål

  Trumpadministrationens begrundelser for angrebet på Iran flytter sig fra dag til dag. Det samme gør målene. Vævet af begrundelser og mål er så flossede, at USA’s strategiske mål (hvis der er nogen) fortaber sig i tågerne. Og det samme er tilfældet med informationerne fra slagmarken. Officielle mål og de bagved liggende mål Trumpadministrationens målkaos har fået både militæranalytikere og geopolitiske analytikere til at kalde angrebene irrationelle, lidet gennemtænkte, analytisk- og strategisk mangelfulde og konsekvenserne uoverskuelige. Og sådan ser det unægtelig også ud. Men spørgsmålet er, om de indbyrdes modstridende begrundelser og skiftende mål reelt flugter hensigterne, som også indbefatter Trumps mulighed for ud i den blå luft at erklære ”missionen fuldført” og trække sig ud, eller om der bag de officielle begrundelser optræder langt mere vidtgående mål, som både har initieret angrebene og reelt bestemmer selve krigsudviklingens dynamik. Hvilket indebærer risikoen for, at USA tvinges ud i en optrapning med amerikanske soldater i kamp på iransk grund og Irans modsvar med udvidede angreb på Golfstaterne og Israel? Jeg vil afstå fra analyser af det helt konkrete og aktuelle militære og politiske krigsteater, da jeg som de fleste andre har mere end vanskeligt ved at danne mig et overblik over, hvad der faktisk foregår af militære aktioner, olieblokader og lignende i hele regionen. Men et er sikkert. Oliepriserne stiger faretruende for verdensøkonomien, og hele Golfområdet og måske hele Mellemøsten er i opbrud. De langsigtede konsekvenser kan vi på nuværende tidspunkt kun gisne om. Jeg vil derimod sætte fokus på, hvad jeg opfatter som USA’s mere grundlæggende strategiske interesser og mål, som ligger til grund for Trumpadministrationens statsterroristiske angreb på Venezuela og nu Iran, og som rækker langt videre end Trumpstyrets daglige diffuse og brovtende begrundelser. Angrebet på Iran er ikke tilfældigt, selv om tidspunktet måske er det. USA’s vigende dominans USA er stadig den ubetinget stærkeste kapitalistiske magt på verdensmarkedet, men er ikke længere i hegemon. Dvs. den amerikanske kapitalisme har for længst mistet den økonomiske, politiske og værdimæssige styrke til at udvikle og stabilisere verdensmarkedet. Det har siden finanskrisen forholdt sig modsat. USA er blevet verdensmarkedets parasit. USA’s er ikke længere nettoeksportør af kapital og industriinvesteringer. Det forholder sig omvendt. USA’s samlede gæld når i 2026 40 trillioner dollar og udgør 124% af BNP. Renter og afdrag andrager 2 trillioner dollar, og det bliver stadigt dyrere for UAS at finansiere sin gæld via obligationsmarkederne. Gældsudviklingen skal samtidig ses i forhold til den aftagende vækst, hvor den samlede amerikanske økonomi reelt ikke vokser med mere end 0.5-1% En gældsbyrde af den størrelsesorden ville føre et hvilket som helst andet land på fallittens rand. Men USA’s finansielle styrke som finanscentrum, dollarregimet, understøttet af verdens stærkeste militær har gjort det muligt for USA at tvinge det meste af verden til at betale gælden og kompensere for afindustrialiseringen og den faldende økonomiske vækst udenfor it-området. Magten til at opretholde dollardominansen, som institutionelt system i de globale forsyningskæder, der under USA’s jurisdiktion sætter betingelserne for transaktionerne i de globale forsyningskæder, er krumtappen i USA’s markedsdominans. Det samlede institutionelle finanssystem giver USA de legitime muligheder for at diktere den globale rente- og lånepolitik og dermed bl.a. fastholdelse af det globale Syds økonomiske afhængighed. Systemet udgør også grundlaget for USA’s vilkårlige sanktionspolitik og pres på nationalstater, der ikke imødekommer de økonomiske krav og frie adgang til at overføre billige ressourcer til USA. Det system, der institutionelt blev etableret efter 2. Verdenskrig og udvidet efter 1973, er nu under voksende pres, fordi nøglefaktoren - ”petrodollarsystemet” – som den bærende dollarbaserede forsyningskæde er under gradvis udtynding. På andre råstofområder, der også afhandles i dollars, indgås der i voksende omfang også kontrakter, der ikke er dollarbaserede. Kina arbejder målrettet på, at en større del af de kontrakter, man indgår på råstofområdet, skal indeholde betalinger i Yuan helt op til 50%. Målet er 100%. Truslen mod dollarsystemet Iran handler ikke olie i dollar. Saudi-Arabien har indgået aftale med Kina om, at betalingen foregår i den kinesiske valuta, Yuan. Flere andre Golflande følger efter. Tendensen fremskyndes dels på grund af USA’s vilkårlige sanktions- og toldpolitik, som er vokset næsten eksponentielt med krigen i Ukraine, og dels på grund af Trumps eksorbitante underskudspolitik og trusler mod alle lande inklusive de allierede om at finansiere USA’s industrielle genopretning, hvis de vil undgå invaliderende straftold. Sydkorea, Japan, Indien, EU-landene, Vietnam og flere andre lande er blevet truet til at indgå handelsaftaler, hvor de hver især har forpligtet sig til enorme investeringer i USA og af samme grund har måtte acceptere en lavere hjemlig investeringsrate. Det er faktisk kun Rusland og Kina, der på nuværende tidspunkt har udvist tilstrækkelig styrke til at afvise USA’s økonomiske angreb og sammen opbygge et begyndende industrielt- og finansielt alternativ til USA’s dominans. Hvor meget Biden regeringen og Trump regeringen end har forsøgt at bremse Kinas og Ruslands økonomiske og industrielle udvikling, er det ikke lykkedes. Det har bragt USA og faktisk også det USA afhængige EU i defensiven på verdensmarkedet forstået på den måde, at det ikke længere er dem, der driver verdensmarkedet fremad, indgår progressive handelsaftaler og nye finansielle transaktionsformer for at åbne og udvide verdenshandlen. Det er først og fremmest Kina og delvist Rusland i det løse samarbejde med landene indenfor BRICS+. Kinas Belt and Road initiativ (BRI) repræsenterer industrielt, finansielt, infrastrukturelt og sikkerhedspolitisk strategien for udviklingen af verdensmarkedet. Der tegner sig et mere og mere tydeligt billede af to bestemmende og modstridende tendenser på verdensmarkedet. USA’s og Europas bestræbelser for at opretholde fordums magt og dominans, der bevirker, at væksten på verdensmarkedet er på det laveste niveau i flere årtier og kun udvider sig ganske langsomt, fordi USA og Europa stædigt fastholder det finansielle tyranni, det ulige bytte og de ulige og ringe vækstbetingelser for de tidligere kolonilande. Omvendt forfølger Kina bl.a. gennem BRI en vækststrategi, hvor de enkelte landes suverænitet respekteres og knyttes sammen i både multilaterale og bilaterale samarbejder, og hvor Kinas investeringer målrettes opbygning af velfungerende infrastrukturer, som understøtter samarbejdsrelationerne. BRI skal også bane vejen for et opgør med det ulige bytte. Det sker bl.a. ved, at basisindustrien, der i Kina fortrænges af de højteknologiske sektorer, overføres til samarbejdslandene i det globale Syd. Kinas investeringspolitik har som overordnet mål at bidrage til videreudviklingen af de enkelte landes basisindustri. Målet er på længere sigt at fremme den nødvendige handelsmæssige gensidighed, som alt andet lige vil bidrage til udvidelse af verdensmarkedet og af samme grund tjene Kinas økonomiske interesse for nye og større markeder, som ikke kontrolleres af Vesten. Men Kinas vækststrategi, som indbefatter en nyordning af verdensmarkedet og inklusionen af det globale Syd, står overfor flere centrale udfordringer, hvis ikke det lykkes langsomt at nedslide dollarregimet, USA’s finansielle- og militære og hermed geopolitiske magt. Det er i det konfliktbillede, Iran i mindst et årti har spillet en central rolle, og det har siden de sidste bombardementer i juni 2025 ikke handlet om, hvorvidt Iran ville blive angrebet igen, men om hvornår. Irans centrale placering i Eurasien Hvis USA og Israel ikke vinder krigen på en måde, så de offensivt kan forfølge de strategiske mål/interesser, vil det omvendt accelerere de mangesidige udfordringer af USA’s dominans, som allerede er i spil på flere fronter. Israel er i den sammenhæng ikke længere betydningsfuld. Israels rolle som Vestens geopolitiske forpost og lokale vogter er udspillet i og med det politiske, moralske og militære nederlag i Gaza. Israels politiske elite har med sin rabiate zionisme placeret landet som en paria på verdensscenen. Selv for den europæiske elite er Israel ved at blive til en belastning. Angrebet på Iran har da også afsløret, at USA og Israel ikke har identiske interesser. USA er først og fremmest interesseret i at vælte det iranske styre og erstatte det med et USA venligt regime og skabe grundlaget for et udbygget samarbejde mellem USA, Iran og Aserbajdsjan. Målet er opbygningen af en akse fra Caucasus-området til den Persiske Golf og derved lægge en spærrebom for Kinas og Ruslands ambitioner om at udvikle hele det Eurasiatiske område. Dvs. forbinde Kina og Rusland med Centralasien, Vestasien og de arabiske Golfstater. Israels mål er en balkanisering af Iran for at opretholde sin egen position som den eneste stærke militære magt, der kan holde den arabiske verden i skak og sikre et permanent underordningsforhold til Vesten – USA og Europa. Et selvstændigt og stærkt Iran udgør ikke blot en trussel mod Israels militære dominans, men opfattes også som en politisk-økonomisk udfordring af Israels transitfunktion, fordi Iran som en del af BRICS+ og SCO på sigt vil blive bindeleddet mellem en vækstorienteret Kina-Rusland alliance og Saudi Arabien og de øvrige Golfstater. Kina har i flere år sammen med bl.a. De forenede Arabiske Emirater udviklet Dubai til et finans-og handelsmæssigt knudepunkt for handelstransporten gennem Centralasien. I takt med udrulningen af det Eurasiatiske ”projekt” vil Israels betydning langsomt svinde ind og samtidig vende op og ned på den indre stabilitet i landet. De to centrale handels- og infrastrukturelle forbindelser fra Kina og Rusland til Centralasien og Mellemøsten forudsætter et tæt politisk, økonomisk og sikkerhedspolitisk samarbejde med Iran. Nord-Syd korridoren fra Rusland til den persiske Golf går via jernbanenettet og adgangen til de vigtige iranske havne. Syd korridoren går fra det vestlige Kina gennem flere af de centralasiatiske stater og via enten Aserbajdsjan eller Iran til Mellemøsten og Middelhavet. Og herfra til Europa. Her spiller Israel ingen rolle. Kinas og på det seneste også Ruslands strategi er gennem et udbygget industrielt, finansielt og sikkerhedspolitisk samarbejde at opnå vigtige mål i nyordningen af verdensmarkedet, hvor en stærk kapitalistisk supermagt som USA ikke kan diktere reglerne, transaktions- og investeringsbetingelserne og de suveræne nationalstaters politiske styrer og alliancer. I den sammenhæng indtager Iran en vital politisk og geografisk placering som direkte maritim forbindelse mellem Eurasien og Østafrika som brohoved til det øvrige Afrika. Kinas Folkekongres lægger i sin seneste samling, som netop er afsluttet, ikke skjul på nødvendigheden af at begrænse USA’s maritime inddæmningspolitik både militært og handelsmæssigt. Man har i Kinas øverste ledelse en klar analyse af sammenhængen mellem USA’s intervention i Venezuela, afkoblingen af Ruslands gasleverancer til Europa, ulovlige beslaglæggelser af ”fjendtlige” landes olietankere, trusler om militær blokade af Malaccastrædet og nu angrebet på Iran som USA’s strategiske operationer for at sikre kontrol med den internationale olie logistik dvs. transporten og afregningen af olie og hermed maritime inddæmning af Kina og Kinas strategiske markedsspredning samt og ikke mindst konsolideringen af petrodollarregimet. Kidnapningen i Venezuela og angrebet på Iran hænger sammen Det forekommer ikke overbevisende, når mange af de politiske kommentatorer hævder, at Trumpadministrationen har gjort sig illusioner om, at man i angrebet på Iran kunne gøre brug af drejebogen fra kidnapningen af Maduro i Venezuela og de facto beslaglæggelse af landets olieindustri. Hvor usammenhængende og overfladiske Trumpadministrationens begrundelser for at angribe Iran end er, forekommer det ikke sandsynligt, at hele det politiske- og militære apparat i USA skulle operere så amatøragtigt, at man ikke kan skelne Iran fra Venezuela. Det er korrekt, at man både i Venezuela og Iran har fulgt den samme drejebog med første at udsulte staterne gennem sanktioner og dollarblokade med det formål at foranstalte systermes sammenbrud, fremstille sig selv som befriere og sluttelig enten gennem direkte intervention eller oprør indefra gennemføre den tilsigtede regimeændring. Men det er ikke det samme som at overføre metoden i en til en. Sammenhængen mellem interventionerne skal derimod ses i et udvidet perspektiv, som er ganske præcist beskrevet i National Security Strategi (NSS), som har to sammenhængende ben. Et, sikring af kontrollen med den Vestlige Hemisfære – altså hele Amerika og Caribien og to, sikringen af USA’s fortsatte økonomiske- og finansielle magt som forudsætning for at fastholde USA dominansstilling på verdensmarkedet. I den strategi spiller hverken Europa eller Israel den samme centrale rolle som tidligere. Man skal dog ikke lade sig forlede til at tro, at NSS dokumentets mere afdæmpede tone overfor Kina og Rusland repræsenterer en reel opblødning af modsætningerne. Både Kina og Rusland udgør på alle områder USA’s hovedmodstandere. Erfaringerne fra de sidste ti års konfrontatoriske handelspolitik har vist, at deres industrielle og handelspolitiske udvikling og udfordring af USA’s førerposition ikke kan holdes nede. Den erfaring ligger bag forskydningen af accenten fra direkte angreb via straftold mv. til inddæmning på hele den globale scene. Det vil sige, at inddæmningen af Kina ikke længere begrænses til USA’s opbygning af især militære alliancer i Stillehavet, men nu udbredes til resten af verdensmarkedet, hvor den maritime kontrol udgør en vital faktor. Trumps tale på en konference – ”Shield of the Americas” – den 7. marts i Florida mellem USA og flere venligtsindede lande i Latinamerika og Caribien illustrerer meget præcist, hvordan Trumpadministrationen opfatter sammenhængen mellem Venezuela og Iran som elementer i USA’s samlede strategi.  Deltagere på konferencen var bl.a. Argentina, Bolivia, Chile, Costa Rica, Den Dominikanske Republik, Honduras, Panama, Ecuador, Paraguay, Trinidad og Tobago. Værd at bemærke i den sammenhæng er dog, at ingen af de stærke lande som Mexico, Columbia og Brasilien deltog. Forståeligt nok. Konferencens formål var nemlig at indlede opbygningen af en ny kontinental militær alliance under USA’s ledelse. Formelt har alliancen til opgave at bekæmpe narkokriminalitet og terrorisme i Latinamerika og Caribien. For så vidt alliancen godkendes politisk både i USA og i de deltagende lande er der skabt et legitimt grundlag for kommende amerikanske interventioner, som vil udgøre en permanent trussel mod kommende regeringer, der ikke følger USA’s linje. Trump fik på mødet deltagerne til at nikke til, at alliance samarbejdet også har til formål at dæmme op for ”fjendtlige fremmede kræfters indflydelse”. Her er som tidligere beskrevet adressen først fremmest Kina og sekundært Rusland. Og der er ikke tale om varm luft. Allerede nu forsøger USA og den nye stærkt højreorienterede præsident i Chile at ophæve det store kabelsamarbejde mellem Chile og Kina, og USA presser på for at få kontrollen med dybtvands-havnen i Peru, som dels indtager en central placering i Kinas BRI projekt i Latinamerika og dels styrker Perus uafhængighed af amerikansk økonomi. De fleste af de lande, som deltog i mødet den 7/3, har i forvejen udbyggede samarbejdsrelationer med Kina. De forskellige samarbejdskontrakter vil angiveligt blive genforhandlet, og dem på tegnebrættet obstrueret. Realiseres Trumps strategi kan det få helt uoverskuelige konsekvenser for de samme landes økonomi og politiske stabilitet, hvilket indvarsler en ny periode med økonomisk pres og militære interventioner. Krigen mod Iran kan blive midlet, der svækker målet Det er forventeligt, at Trumpadministrationen vil skrue op for den politisk-økonomiske og militære strategi i Latinamerika og Caribien, hvis ellers USA kommer helskindet ud af krigen med Iran. Dvs. uden at tabe for meget international prestige og afsløre militærstrategiske- og militærtekniske svaghedspunkter, som allerede nu viser sig efter fjorten dages krig.   Trumpadministrationen har, som billedet viser sig, mere på spil end afvæbningen eller pulveriseringen af Iran netop på grund af sammenhængen mellem krigens resultat og opretholdelse af amerikansk kapitalismes kontrol: med hele den Vestlige hemisfære, med Mellemøsten, Golfstaterne og Vestasien, med de vitale sø-ruter og med verdensmarkedets finansielle system og ikke mindst med Kinas økonomisk vækst og begrænsning af samarbejdet mellem Kina og Rusland. Hvis Iran som stat overlever USA’s og Israels massive bombardement, og styret i Teheran fortsætter, har Iran uanset Trumps forskellige bortforklaringen vundet og USA og Israel tabt. USA på den globale scene, hvor USA’s krig mod Iran har afsløret svagheder i det amerikanske militær og skabt kaos og sat centrifugale svingninger i gang på det kapitalistiske verdensmarked og ikke mindst invalideret alle hidtidige internationale regler, som indtil nu har beskyttet USA’s dominans. Og Israel i forhold til den tilstræbte regionale dominans. Golfstaterne har allerede nu i praksis erfaret hvor lidt, de kan regne med USA’s beskyttelse og samtidig noteret sig Israels begrænsede militære kapacitet og afhængighed af USA’s beskyttelse. Hvis Trump presses til at trække sig ud af krigen efter at have erklæret ”missionen tilendebragt” og sejr i forhold til et eller flere af de officielle mål, vil Israel heller ikke kunne fortsætte krigen. Det vil ganske givet igangsætte en omkalfatringsproces i hele Golfområdet og måske endda hele Mellemøsten, og bane vejen for den udvikling, der skulle forhindres:  Et fremtidigt udvidet samarbejde mellem Golfstaterne og Kina og Rusland med Iran som mellemled og en begrænsning af USA’s militære tilstedeværelse i Golfen og den amerikanske flådes maritime kontrol. Det mulige nederlags uoverskuelige konsekvenser Krigen har gjort det klart for Kina og delvist Rusland, at de allerede nu er tvunget til at hjælpe Iran ud af det økonomiske og sociale morads, som USA’s og Europas fyrreårige økonomiske blokade har bragt landet i. Krigen har også demonstreret for BRICS+ landene, at samarbejdet skal styrkes på alle fronter for at imødegå, at andre lande indenfor fællesskabet bukker under for USA’s og Europas økonomiske krigsførelse og regimeændrings politik. Festtalernes tid er forbi. Det kommer Indien og flere af Golfstaterne, der er tilsluttet BRICS+, til at indse. Irankrigen er et trin op ad eskalationstrappen – uanset hvordan den ender. Det vitale og afgørende spørgsmål er dog stadig, om Trump indenrigspolitisk kan tåle et nederlag og overvinde den voksende modstand mod hele hans militaristiske udenrigspolitik og ødelæggende økonomiske politik. Det drejer sig ikke kun om udsigten til at tabe midtvejsvalget. Den sociale og moralske forarmelse i USA vokser i en stigende kurve. Et flertal af amerikanere har ingen eller meget ringe tillid til både politikerne og det politiske system. Oplevelsen af USA som et dysfunktionelt demokrati vokser dybt ind i middelklassen, fordi det bliver mere og mere åbenlyst, at USA kun kan styres via autoritære dekreter og vilkårlige retskendelser. Det er vanskeligt at forestille sig, at Kongressen bliver i stand til at genvinde sin magt, fordi både den amerikanske kapitalismes økonomiske grundlag og USA’s udenrigspolitik konstant fastholder landet i en undtagelsestilstand, som sætter de almindelige forfatningsregler ud af kraft. Irankrigen som det seneste eksempel på USA’s brutale magtpolitik for at fastholde positionen som det kapitalistiske verdensmarkeds centrum forstærker i sin konkrete udfoldelse den dynamik og de eksterne og interne kræfter, der slider dominansen op indefra. Af samme grund har jeg svært ved at tro på, at Trump bare kan trække USA ud af krigen, hvis omkostningerne vokser. En militær invasion på landjorden kan blive en realitet, hvad der kan bringe hele situationen ud af kontrol. Men der er som sagt mere på spil end et banalt resultat af en militær aktion. Trumpadministrationens militarisering af hele udenrigspolitikken og svigagtige diplomati demonstrerer endnu en gang med angrebet på Iran, at vagtskiftet på verdensmarkedet ikke kommer til at foregå skridtvis, men først bliver en realitet, når lovløsheden, den økonomiske- og finansielle destabilisering og de evindelige krige og interventioner for at fastholde status quo bliver utålelige selv for USA’s allierede og en absolut bremse på verdensmarkedets vækst. Derfor er USA’s og Israels krig mod Iran alarmerende vigtig, fordi den allerede i lighed med krigen i Ukraine har demonstreret, at der for nuværende ikke er et magtsystem til at forhindre, at lokale krige antager uoverskuelige dimensioner og presser stormagterne ind i de konfrontationer, som de har forsøgt at undgå. Jan Helbak                        

  marts 13, 2026 7:01 pm

  Læs mere