Seneste blogindlæg

• Diktatur – diktaturer og den slags

  Hvorfor overhovedet i denne tid med alskens trusler hængende over hovedet træde tilbage og forsøge at definere begrebet diktatur? Tilskyndelsen kom den 15. april 2025, hvor klummeskriveren Edward Luce i Financial Times havde en artikel med titlen: ”Trump er halvvejs igennem med at omdanne Amerika til en politistat”. Forinden var jeg i andre medier bl.a. den engelske avis The Guardian stødt på adskillige udsagn om, at Trump udviser diktatoriske træk, og at Alice Weidel fra AFD i Tyskland er en diktator i svøb. Andre har været mere moderate og indskrænket sig til at kalde Trump for autoritær og uforudsigelig, hvad der i flere ordbøger optræder som en enhed. Den aktuelle anledning Men tilbage til Edward Luce’s artikel. Dens konkrete udgangspunkt er den angiveligt ulovlige deportation af Kilmar Armando Abrego Garcia til El Salvador, hvor hans liv vil være i fare med henvisning til, at han er terrorist. Både en lokal retsinstans i Maryland i USA og senere højesteret har kendt deportationen for forfatningsstridig. Trumpregeringen har afvist domstolenes kendelser. Afvisningens juridiske legitimitet formuleres af udenrigsminister Marco Rubio: ”Ingen ret i USA besidder retten til at dømme over USA’s udenrigspolitik”. Og da den udvides kraftigt i disse år og forbindes med rigets geopolitik, nationale sikkerhed og nødret, bruger Trump forskydningen til at styrke præsidentembedets suverænitet overfor Kongressen og Retssystemet. Edward Luce viger tilbage fra at kalde Trumps regime for et fuldbyrdet autokrati, diktatur eller politistat. Han hævder kun, at Trump er halvvejs og bruger samtidig et noget diffust begreb som ”politistat”, som ikke er mere præcist end begrebet autokrati eller autoritær stat. Disse begreber refererer alle til en bestemt ledelsesform uden at beskæftige sig en styreforms indhold bortset fra, at for Edward Luce: ”Går grådighed og autoritanisme hånd i hånd”. En noget risikabel sammenstilling, i og med det har været almindeligt accepteret siden krisen i 2008, at finanssektoren opfører sig grådigt. Nu er det almindelig kendt, at i historiske perioder med mange komplekse og indgribende samfundsproblemer, sker der også voldsomme og ofte ganske hurtige skred i de politiske styreformer. Det er det, vi oplever nu, hvilket har inspireret mig til at fokusere på begrebet diktatur i positiv form. Altså hvad diktatur er for en størrelse. Formålet er at give et mere nuanceret syn på dén politiske styreform, der altid i det liberale demokratis ånd hives frem som demokratiets og frihedens absolutte modsætning. Hvad skal vi forstå ved diktatur? Diktatur beskriver et forhold, hvor nogen kan diktere nogle ganske bestemte betingelser overfor nogen andre. I princippet indrammet i undervisningsfænomenet diktat, hvor en lærer har autoritet eller er delegeret autoritet til at diktere en tekst til en klasse, der ikke skal foretage sig andet end at skrive det, der dikteres. Tekstens indhold og betydning er sagen uvedkommende. Så enkelt er det desværre ikke, når begrebet anvendes på samfundsforhold, hvor diktatur hovedsageligt præsenteres som en bestemt politisk magtform, hvor selve formen indgår som de liberale demokratiers negative identitetsafgrænsning. Dvs. man afgrænser ens egen form overfor en anden form eller en idealtype overfor en anden idealtype. Problemet er, at både begreberne og idealtyperne forbliver abstrakte og normative uden specifik historisk reference og uden forbindelse til den dynamik, der virker i substansen under begrebsformen. Ikke desto mindre virker de to begreber styrende for næsten alle politiske diskussioner og udsyn i dag. Det er sådan set ligegyldigt, hvad den politiske samtale i dag drejer sig om, så modstilles det liberale demokratis frihed diktaturet, hvor alt, hvad der udgår fra sidstnævnte, er suspekt. I forståelsen af de liberale demokratier er udgangspunktet i princippet den historisk grundløse præmis, at mennesket er skabt til frihed. Underforstået, at den enkeltes frihed er ukrænkelig og derfor i sin logik i evig konflikt med en hvilken som helst fællesvilje, der ikke bygger på den enkeltes frivillige tilslutning. En historisk konstruktion af nyere dato, som tillægges universel gyldighed, hvorfor de liberale demokratier i egen selvforståelse mener at befinde sig øverst i den evolutionshistoriske værdikæde med retten til at gøre krav på rangen som global målestok for et hvilket som helst samfunds politiske og institutionelle indretning. Som afledt logisk konsekvens har begrebet diktatur og de beslægtede begreber  været udsat for successive etymologiske ekskluderende forvridninger op gennem historien. I dag defineres diktaturbegrebet hovedsageligt gennem analoge konnotationer og karakteristika, der er så abstrakte og generelle, at de blokerer for at trænge ned i de mange undtagelsesbestemmelser, der faktisk ligger lige underfladen i de liberale demokratier. Diktatur – diktaturer og den slags For at gå til biddet. Som den konservative retsteoretiker Carl Schmitt som udgangspunkt slog fast i bogen Diktatur (1919): ”diktator er den, der har retten/magten til at diktere”. Bogens titel er faktisk: ”Diktatur, fra oprindelsen til det moderne suverænitetsbegreb til den proletariske klassekamp”. Intentionen var at skære igennem de mange konnotationer/indlejrede medbetydninger og politiske eufemismer for at komme ind til begrebets kerne, hvor han i Hegelsk og Marx’ metodiske tradition skar alle nuancer bort for at lægge begrebets kerne åbent. ”Vi betegner et diktatur, som en politisk styreform, hvor en eller flere (f.eks. et kollegium eller en kommission) besidder den suveræne magt og ret til at diktere de øvrige i samfundet ganske bestemte betingelser og rettigheder”. Herved adskiller det moderne diktatur sig fra det moderne repræsentative demokrati ved, at repræsentation og folkesuverænitet her ideelt set holdes for identiske. I formaldefinitionen adskiller begrebet diktatur sig i daglig tale ikke fra begreberne despoti, tyranni, autokrati mv. De betegner i almindelighed det samme. Historisk er der dog sket det, at de negative konnotationer, som klæber til de  sidstnævnte begreber i dag anvendes som gradbøjninger af diktaturets reale funktionsmåde. Altså, om det er brutalt, hensynsløst, vilkårligt, irrationelt osv. Herved opløses subjektet i prædikatet, således diktatur bliver identisk med hensynsløshed, vilkårlighed, ufrihed osv. Nu gør Carl Schmitt ikke krav på, at den formale definition er tilstrækkelig. Kun at den er nødvendig. I lighed med Machiavelli og flere af hans samtidige herunder flere af de romerske statsteoretikere skelner han mellem to grundlæggende forskellige diktaturformer. De to former knytter sig til suverænitetsbegrebet. Udgangspunktet er nemlig begrebet ”suverænitet”. Det centrale tildelingspunkt, som har været styrende hele vejen ned gennem vores historie og virket ind på indholdet af de mange forskellige styreformer. Set i forhold til begrebet diktatur er det ikke uden interesse at skelne mellem ”suverænt diktatur” og ”kommittereret (overdraget) diktatur”. En skelnen Carl Schmitt delvist har arvet fra Machiavelli. I tilfældet suverænt diktatur beskæftiger vi os med et regime, hvor en person, personkreds eller en organisation har tilranet sig magten i absolut form. For det meste gennem magtanvendelse og massiv undertrykkelse. Det vil sige, at det pågældende styre gennem en eller anden form for magtopbud har tiltaget sig den suveræne ret til at definere, hvad der er normalt samfundsliv og ret, og hvad der er undtagelsestilstand og begrundelserne herfor. På den anden side har man i forskellige sproglige klædedragter teoretisk beskæftiget sig med det ”kommitterede diktatur”, hvor en anden suveræn end diktatoren/diktaturet overdrager suveræniteten for en kortere eller længere periode til et diktatur. Her har diktaturet (personen, institutionen, kollegiet) magten som betinget tilståelse. Det klassiske eksempel er det romerske senats overdragelse af handlesuveræniteten til en konsul for en periode af 6 måneder for at løse ganske bestemte opgaver eller overvinde påtrængende problemer så som fjendtlige fremstød for at beskytte almenvellet bl.a. gennem nødret. Machiavelli beskæftiger sig indgående med denne problematik i værket ”Drøftelser”. Det afgørende er ikke selve den konkrete form, diktaturet antager, men dets begrundelse, formål og mål. Hverken de politiske tænkere i Grækenland, eller statsteoretikerne i Rom og langt op i historien – faktisk frem til renæssancen – indlagde en absolut modsætning mellem demokrati og diktatur, sådan som vi gør i dag. I stedet blev skillelinjen trukket mellem suveræniteten til at delegere og dets modsætning suverænitetsranet og mellem diktaturernes forskellige formål. Dvs. den begrænsede delegerede suverænitet udgået fra folket for at sikre almenvellets velfærd overfor den grænseløse suverænitet fravristet folket med det formål at sikre partielle interesser – personlige, klanmæssige eller klassemæssige interesser. Diktatur versus frihed Bag disse distinktioner indtræder en senere og bestemmende begrebsdistinktion, som den moderne og abstrakte modstilling af diktatur og demokrati tilslører. Det drejer sig om begrebet frihed. Hverken i det gamle Grækenland, i Rom eller i renæssancen tog forståelsen af frihed udgangspunkt i det enkelte individ. Friheden bestod i, at et folk, en bystat osv. ikke var underlagt fremmed dominans og herredømme. Man anlagde ikke en snæver grænse mellem den enkelte og de mange. Det gjorde man derimod mellem det private og det offentlige. Forudsætningerne for menneskets frie udfoldelse af sine potentialer blev henført til trygheden og sikkerheden i det offentlige. Så når man i det store og hele indsatte diktatorer for at værne om almenvellet, var det nok så meget for at sikre friheden og velfærden. Det moderne liberale frihedsbegreb var flere århundreder undervejs og blev først for alvor udkrystalliseret under den franske revolutions hårde klassekampe i 1790’erne mellem det nye borgerskab (Der havde brug for det individuelle frihedsbegreb) og de folkelige masser og i kampene mellem den politiske elite i Amerika og ”pøblen”, der godt nok fik tildelt umistelige frihedsrettigheder. Men som brutalt blev sat til side, hvis masserne praktisk ønskede at indløse obligationen. Borgerskabet gik sejrrigt ud af den første politiske konstitueringskamp og vandt samtidigt retten og magten til at sætte sit individualistiske frihedsbegreb igennem som gældende for al politisk-filosofisk og retsteoretisk norm – kort sagt som universel tænkningsform. Men i næsten alle de efterfølgende demokratiske eller semidemokratiske forfatninger indgik en eller flere paragraffer om nødret. Borgerskabets dyrekøbte erfaringer medførte, at man i det borgerlige demokratis lange konstitueringsperiode fra den amerikanske frihedskrig og frem til perioden efter 1. Verdenskrig accepterede diktatoriske undtagelsesbestemmelser i de forskellige forfatninger. Og selv efter mellemkrigstidens fascistiske og nazistiske totalitære regimer, finder man i efterkrigstiden nødretsbestemmelser i de demokratiske forfatninger. Som en nødvendighed. Det afgørende er imidlertid, hvem der kan udløse nødretsbestemmelsen. Eksempelvis indeholdt den tyske Weimarforfatning fra 1919 §48, der de facto legitimerede det præsidentielle diktatur forfatningsmæssigt. Skiftende regeringer (Præsidenterne Brüning, von Pappen og von Schleicher) indførte i republikkens sidste år et magtmonopol som svar på de dysfunktionelle parlamenter. I de fleste forfatninger er den mulighed i dag begrænset. Men nødretten eksisterer som mulighed. I forfatningerne bag de demokratiske parlamenter defineres nødretten enten af et parlamentarisk flertal eller et kvalificeret flertal f.eks. ved overdragelse af dele af folkesuveræniteten til en regering – et begrænset diktatur. Hovedsageligt i forbindelse med krig, handelskrig, cybertrusler eller naturkatastrofer. Det springende punkt i suverænitetsafgivelsen er, om parlamentet og den demokratiske repræsentation kan tilbagekalde suveræniteten fra den udøvende magt til parlamentet. Dvs. om magtens tredeling kan genoprettes enten midt i en nødretsperiode eller efter. Der vil selvfølgelig altid være en risiko for, at det borgerlige demokratisk magtdelingsprincip ikke respekteres af f.eks. den regering, der er blevet kommitteret til at diktere. Risikoen er størst dér, hvor magtoverdragelsen er sket, fordi det parlamentariske styre har vist sig dysfunktionelt i forhold til at håndtere samfundskriser (politiske og økonomiske), eller har mistet folkelig legitimitet, fordi det ikke længere kan sikre almenvellet velfærd og tryghed. Her taler vi om en længerevarende indre opløsningsproces, hvor eksempelvis diktaturet langsomt tåles som et mindre onde og som oven i købet kan gennemføre en passiv revolution af samfundsordenen for at sikre samfundsstabiliteten og betrygge borgerne i almindelighed. (Tendenser, der ligger indbygget i Trumpteamets MAGA projekt). Covid-19 og nødret Hvis vi holder os disse distinktioner in mente og helt ser bort fra de forskellige konkrete historiske diktaturformer, vil det faktisk være rimeligt at vurdere den tidligere epidemilov i Danmark som grundlaget for et begrænset kommitteret diktatur (overførsel af suveræn handlekraft til den udøvende magt), hvor en stor del af Folketingets suverænitet er overført til regeringen (Sundhedsministeriet og Statsministeriet), og hvor domstolenes uafhængighed er blevet begrænset. Folketingets alt overvejende flertal overdrog frivilligt i april 2020 handlesuveræniteten til regeringen indenfor rammerne af den forfatningslegale epidemilov. I den lov indgår retten til at ophæve andre love, Folketinget har vedtaget. Begrundelsen for magtoverdragelsen var og er, det almindelige parlamentariske demokratis manglende handlekraft og magtpolitiske kompetence til at håndtere den epidemiske nødretssituation. Som bl.a. indebærer nødvendigheden af en vidtgående begrænsning af de personlige frihedsrettigheder i forsvaret af folkesundheden og samfundsstabiliteten overfor et truende sammenbrud. (Det hører dog med, at det lykkedes for det danske Folketing at vedtage en ny epidemilov, der begrænser Folketingets suverænitetsafgivelse til regeringen eller et af regeringen udpeget ”kriseudvalg”. Epidemiloven kan karakteriseres som en idealtype for forfatningslegal lovgivning, der i en nødretssituation – det være sig en naturkatastrofe, samfundsdestabiliserende politisk uro, hvor institutionerne er truede eller krig – kan overdrage handlesuveræniteten til regeringen uden hensyntagen til den enkeltes frihedsrettigheder. Man kan således tale om, at et kommitteret og måske begrænset diktatur kan blive den nødvendige politiske udgang af en nødretstilstand, hvis det liberale demokratis politiske forfatningsmæssige grundformer skal forsvares for senere genopretning. Diktatur og tilstødende magtbegreber Diktatur er som det fremgår ligesom frihedsbegrebet ikke en entydigt politisk og samfundsteoretisk størrelse. Diktaturet står ikke i et uformidlet modsætningsforhold til frihedsrettighederne, i og med disse kun i deres liberale udformning tillægges universel bestemmende værdi. I samme øjeblik frihedsbegrebet kvalificeres og afklædes dets liberale universalitet, får det bestemmende betydning for forståelsen af diktaturbegrebet. Hvis det viser sig – hvad der er tilfældet i praksis – at mennesket ikke er født frit og lige, men er underkastet sin egen historieskabende aktivitet uafhængig af al metafysisk moral, falder de liberalt begrundede frihedsrettigheder til jorden, og der kan igen åbnes for en politisk drøftelse af, hvor suveræniteten i samfundet skal placeres og ikke mindst, hvad den skal indeholde. Den drøftelse får igen og igen relevans, fordi ethvert moderne kapitalistisk samfund er gennemkrydset af sociale-politiske-økonomiske og kulturelle modsætninger, der som samfundssystem strukturerer uligheden og dermed også konflikter og nødretslignende kriser. Som sådan skal ovennævnte diskussion til, hvis diskussionsfeltet skal flyttes fra moralens område til det politiske, og moralens underliggende klassedominans trækkes frem i lyset. I diskussionen om demokrati og diktatur er det også nødvendigt ikke at forveksle diktatur og totalitarisme. Sidstnævnte forudsætter som logisk udgangspunkt en ideologisk forestilling om og masseopslutning til den totale enhed i samfundet, hvor offentlig og privat, statsmagt og civilsamfund ikke kan adskilles, som det f.eks. gjorde sig gældende under fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Dermed ikke sagt, at de totalitaristiske styrer er modsætningsfrie mv. Kun at de gør krav på den totale enhed, hvilket forudsætter organiseret massetilslutning og massemobilisering. Af samme grund er ethvert diktatur ikke fascistisk, selv om det gør brug af den samme magtbrutalitet og retorik. Begrebet autoritære regimer siger faktisk ikke meget om suverænitetsstatus og er af samme grund et vagt begreb, der mere siger noget om en handlemåde end om det egentlige politiske magtgrundlag. Adskillige liberale demokratier og disses institutioner kan handle utroligt autoritært, hvilket Trumpregeringen 2.0 har demonstreret på plastisk vis. Her demonstrerer Trumpteamet næsten hver dag begrænsningerne i magtens forfatningsmæssige tredeling som værn mod en præsidentiel magtfuldkommenhed. Lignende tendenser kan ses i Frankrig, i Rumænien, i Tyrkiet og faktisk også i den accelererede magtcentralisering i EU, der inkrementelt undergraver de nationale parlamenters reelle suverænitet og magtens tredeling. Bl.a. kommissionens brug af de forskellige EU-fonde til at diktere de enkelte medlemsstater til at føre en ganske bestemt politik, hvis de vil undgå sanktioner. Men igen er det værd at fremhæve, at det autoritære beskriver handlemåderne og ikke systemets principielle grundlag. Den sondring er vigtig for, at prædikatet ikke som en gøgeunge gør sig selv til subjekt. Og netop fordi man i hele den demokratiske diskurs, som i hvert fald de sidste fire årtier har haft hegemonisk status, afgrænser de liberale dyder negativt overfor diktaturet, har man i mangel på kvalificeringer måtte kalde regimer for illiberale, der måske ikke helt lever op til de forsimplede forestillinger om et diktatur og heller ikke fuldt lever op til de liberale demokratiske idealnormer. Dvs. definere dem efter, hvad de ikke er. Hvilket bl.a. er tilfældet i kritikken Orbans regime i Ungarn, som i virkeligheden snarere repræsenterer en bonapartistisk tendens, hvor de liberale demokratiske institutioners magt og betydning opløses indefra ved hjælp af det liberale demokratis muligheder (flertalsdiktatur) og de almindelige parlamentariske spilleregler, fordi ingen social-økonomisk magt/klasse i samfundet er tilstrækkelig stærk til at håndhæve sin klasseinteresser som almeninteressen over alle andre. Det var den strategi Bonaparte benyttede sig af i Frankrig fra 1848 indtil, han i 1851 etablerede sit diktatur med støtte fra store dele af befolkningen. Han sikrede almenvellets interesser og borgerskabets klassedominans på en og samme tid og transformerede i samme proces det kommitterede diktatur til et suverænt diktatur med ham selv som suveræn – dog med visse begrænsede indrømmelser til dele af borgerskabet. Afsluttende bemærkninger For at konkludere. Diktaturets reelle legitimitet i befolkningen som politisk kraft og magt afgøres ikke alene af det formelle suverænitetsspørgsmål, som overføres fra parlament til den udøvende magt men nok så meget af dets begrundelse, formål og mål. Det er nemlig i diktaturets begrundelse og hensigt, at kilderne til vilkårlighed, grusomhed, tyranni, despoti mv. skal findes og ikke i dets formelle modstilling til det liberale demokrati. Af nøjagtig samme grund er det nok så vigtigt at forstå hvilke mål og metoder i MAGA projektet, der styrer f.eks. Trumps og Trumpteamets magtcentralistiske udfordringer af den amerikanske forfatning fremfor den aktuelle formalpolitiske debat om Trumps diktatoriske tilbøjeligheder og vilkårlige ledelsesstil. Og nok så meget, hvad der overhovedet gør Trumpteamets MAGA projektets påståede ”revolution” acceptabelt for en stor del af amerikanerne på en måde, der ind til videre overskygger den formaldemokratiske modstilling af demokrati og diktatur. Jan Helbak                                  

  april 17, 2025 8:36 pm

  Læs mere

• Er dommen problematisk eller dommens grundlag?

  Mandag den 31. marts blev lederen af Rassemblement Nationale Marin Le Pen kendt skyldig i bedrageri for 4.4 mio. euro for at kanalisere EU midler, der var målrettet arbejdet i EU-parlamentet ind i partiets kasse i Frankrig. Ud over fængselsstraf og bøde fradømte retten tillige Le Pen muligheden for at stille op til det franske præsidentvalg i 2027 eller indtage betroede embeder i 5 år. Om Marine Le Pen er skyldig eller uskyldig i alle anklager, er for så vidt ikke det vigtigste. Politisk er det mere bemærkelsesværdigt, at en domstol i Frankrig fradømmer en borger/politiker retten til at stille op til et valg og i konsekvens heraf tvinge et eller flere politiske partier til at finde alternative kandidater til den, de og deres medlemmer har foretrukket. Det er i den sammenhæng heller ikke vigtigt, at Marine Le Pen selv tidligere har advokeret for, at korruptionsanklagede eller kriminalitetsdømte politikere skulle fratages muligheden for at fortsætte i politik eller have fradømt deres valgbarhed for livstid. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at flere mainstreammedier som for eksempel The Guardian går helt udenom de principielle spørgsmål, som dommen rejser og erklærer sig yderst tilfreds med, at dommen har ”trukket en tiltrængt streg i sandet” overfor den radikale højrefløjs evindelige angreb på retssystemet for at være partisk. Ikke noget videre stærkt argument, al den stund dommen kunne tænkes at forstærke opfattelsen af retssystemet som partisk. Og en streg i sandet rækker som bekendt ikke overfor tidevandet. I en sidebemærkning bør det nævnes, at hverken Guardian, andre medier eller politikere fra det politiske centrum har på noget tidspunkt kunnet påvise, at de nationalkonservative partiers politik udgør en trussel for retssystemet og demokratiet. Reelt er det én påstand, som blot efter tilstrækkelig mange gentagelser har fået karakter af en sandhed. Afslutningen på lederen i The Guardian er værd at hæfte sig ved som fællesnævner for den politiske elites og mainstreammediernes liberaldemokratiske kommentarer: ”Den nuværende grad af politisk støtte til Marine Le Pen placerer hende ikke over loven”. Pointen er en anden, som The Guardian og flere andre medier ikke rammer. Det gælder for så vidt også de kommentarer fra den anden side, der i dommen ser en trussel mod demokratiet. Det gælder f.eks. Giorgio Meloni og den franske premierminister, der overfor Nationalforsamlingen slår fast, at det juridiske system ikke underminerer demokratiet, men alligevel som ”borger” føler trang til at sige, at frakendelsen af Marine Le Pens mulighed for at stille op til præsidentvalget måske ikke er ”rimelig”. På den led bliver det selve dommens karakter og rækkevidde, der fremstår som problemet, hvilket fører tilbage på domstolene og dommerne eller åbner for appelmulighed og ændring af dommen, hvorved hele problematikken forbliver juridisk. Det principielle problem skal imidlertid findes i det forhold, at en sådan dom overhovedet kan afsiges. Essensen skal findes i udtalelsen fra domstolens præsident Benedicte de Pertuis, som kan udtale, at dommens omfang refererer til det forhold af ”betydelig forstyrrelse af den offentlige orden, i dette tilfælde det faktum, at en person, der allerede er dømt i første instans, stiller op til præsidentvalget”. Hermed er linjen lagt for i hvilket omfang, retssystemet kan bestemme, hvad der er politisk korrekt og legitimt. Retssystemet kan derved på forhånd gennem eksklusion bestemme, at der er personer, som folket/vælgerne ikke kan stemme på. Skridtet må så tages fuldt ud og kritikken rettes mod den forfatning, der stiller domstolene over folket. Dvs. muliggør retssystemets legitime ophævelse af folkets suveræne reet til at afgøre hvem, der fortjener dets tillid og hvem, det vil lade sig repræsentere af. Dommen i Frankrig er imidlertid ikke en enlig svale. I december sidste år afgjorde den rumænske højesteret, at præsidentvalget den 24. november skulle gå om, fordi fremmede kræfter (russiske) havde påvirket valget ved gennem de sociale medier (bl.a. Tik-Tok) at have støttet højrefløjskandidaten Calin Georgescu. Senere har samme ret afskåret Georgscu fra at stille op til omvalget i maj 2025, selv om bevisførelsen for anklagerne har vist sig at være mere end tvivlsomme. Men bevisførelse eller ej ændrer det ikke på det principielle problem, at også i det rumænske tilfælde afgør en retsinstans, hvad der politisk er legitimt eller ikke legitimt. Heller ikke her er det folket, der har den suveræne ret til at træffe den afgørelse politisk. Dommene i Frankrig og Rumænien er indtil videre blot de mest spektakulære udtryk for en voksende tendens til at juridicere politikken indenfor de liberale demokratier. Påståede brud på ministeransvar eller andre problematiske politiske forseelser afgøres ofte ikke i parlamenterne, men overføres til undersøgelseskommissioner, som typisk er sammensat af professionelle personer udenfor det politisk parlamentariske system. Også i de tilfælde forskydes den delegerede suverænitet og det politiske ansvar fra parlamenterne til det juridiske system, hvad der selvsagt, hvis den tendens fortsætter, tømmer lovgivningsmagten for indhold og politisk legitimitet overfor det folk, der gennem valgene har sammensat parlamenterne. Så hele den aktuelle debat om, hvorvidt domstolene er upartiske eller bruges politisk af centrum mod den yderste højrefløj eller venstrefløj er for så vidt den mindst relevante, fordi den lader selve præmissen uantastet: At en demokratisk forfatning levner mulighed for, at domstolene kan udelukke borgere fra at opstille i politiske valg og her få deres mandat prøvet. Paradokset er, at det ikke er de aktuelle domme, der undergraver demokratiet. Det er derimod de forfatninger, der skulle udgøre bolværket mod vilkårlighed og magtmisbrug gennem det liberale demokratis institutionelle ”check and balances”, som udgør en trussel mod demokratiet – forstået som folkets suveræne ret til at vurdere og vælge sine repræsenter. Politik reduceres til retssalsdramaer og folket til tilskuere. Jan Helbak        

  april 2, 2025 8:05 pm

  Læs mere

• “Fred gennem styrke”

  Parolen blev udtalt igen og igen af Macron og Keir Starmer på topmødet i Paris den 27. marts for ”koalitionen af villige”. Ca. 30 lande og organisationer deltog i topmødet, selv om det ikke er lige til, at få det nøjagtige tal opgivet og sat navne på de deltagende lande. Formålet med mødet var en drøftelse af muligheden af at stille – ikke med en fredsbarende styrke i tilfælde af en våbenhvile – men en ”tryghedsskabende” styrke. Det fremgår stadigt ikke klart, hvad der skulle være styrkens konkrete formål, operationelle opgave og stilling i forhold til de stridende parter. Formål nummer to var utvetydigt at afvise muligheden af at lempe sanktionerne overfor Rusland for så vidt, korn- og gødning eksporten skulle blive genoptaget i forbindelse med en udvidet våbenhvile i Sortehavet. Amerikanerne havde overfor Rusland stillet ovennævnte mulighed i udsigt. Rusland gjorde en delvis ophævelse af sanktionerne til forudsætning for overhovedet at forhandle en våbenhvile. Men selv USA’s åbne og dog uforpligtende indstilling var for meget for europæerne. Meldingen fra topmødet blev, at sanktionerne ikke skulle hæves, før Rusland har rømmet den sidste tomme af Ukrainsk grund. Den fred, især Marcron og Starmer forestiller sig, er Ruslands kapitulation eller fordrivelse fra Ukrainsk grund. Kort sagt fred gennem styrke betyder i deres optik udvidelse af krigen. Problemet for de to europæiske generaler er, at de ingen hær har. Først blev hele planen om tryghedsskabende indsatsstyrke på 30.000 mand skudt ned af Starmers egne generaler som værende urealistisk. Så meldte bl.a. præsident Giorgia Meloni klart ud i et interview i Financial Times dagen efter topmødet, at Italien på ingen måde ville sende soldater til Ukraine, og at lederne i Europa måske skulle tænke sig mere om, før de talte. Polen, Tyskland, Spanien, Ungarn og Slovenien, Slovakiet m.fl. har senere meldt ud, at man heller ikke vil stille med soldater. Det er faktisk kun Sverige, Australien og Danmark, der forsigtigt har meldt positivt ud. I takt med at hæren svinder ind skærpes retorikken i Paris og London. Moskva har på sin side gjort det helt klart, at den påtænkte indsatsstyrke vil være at betragte som fjendtlige tropper på linje med de Ukrainske og vil som sådan blive behandlet på samme. Rusland vil på intet tidspunkt acceptere en fredsbevarende styrke, som ikke handler på et FN mandat og indenfor FN’s auspicier. Keir Starmer har tydeligere end Macron tillige gjort USA’s løfte om at agere bagstopper til en forudsætning. Det løfte kommer nok ikke, og så vil tæppet lige så stille gå ned for endnu et europæisk teaterstykke i Ukrainekrigens skygge. For at føje spot til skade melder Frankrig, Spanien og Italien, at man ikke billiger Ursula von der Leyens oprustningsplan. Den er allerede blevet afvist af Ungarn og Slovakiet og delvist af Holland om end, motiverne er forskellige. Dags dato kan hele Europa ikke mønstre en militær produktion, der blot tilnærmelsesvist kan dække den ukrainske hærs behov. Og alle de penge, den ene og den anden statsleder vifter med, er og bliver papirpenge, for de kan ikke umiddelbart omsættes i effektiv produktion. Så statslederens fred gennem styrke, der i Ukraines tilfælde betyder fortsat krig, har hverken et realistisk mål for fred, for fredens bevarelse og slet ikke styrken til at tvinge de såkaldte fredsmål igennem. Hvis ikke det var for situationens dybe alvor både i Ukraine og Rusland og hele Europa, ville man være vidne til en parodi. Men det er ikke det værste. Værre er det, at statslederne i Europa, som vel burde repræsentere den højeste autoritet, engagerer sig i et så åbenlyst selvbedrag, at man må spørge: ”Sig mig, ved de overhovedet, hvad de har gang i”? Og det er vel det allerværste, der politisk kan ske, hvis det spørgsmål breder sig. I parentes bemærket erindrer mange af os billedet af komiske Ali (Iraks informationsminister) da koalitionen af villige (en anden koalition) i 2003 invaderede Irak. Han blev ved med at hævde, at Irak holdt invasionsstyrken tilbage, selv om alle andre kunne se, at det ikke var tilfældet. Men bortset herfra er det en stående vending i tiden, at lederne mødes og træffer beslutninger i en boble. Det sagde man også om Biden administrationen. Men hvad nu hvis beslutningerne snævert set er rationelle i forhold til et helt andet mål og perspektiv end det, der formelt er på dagsordenen. Og hvad nu hvis deres beslutninger af samme grund får helt andre konsekvenser end de tilsigtede. USA og Rusland forhandler bilateralt om en våbenhvile og fred i Ukraine. De forhandler også om, hvordan konflikten i Mellemøsten kan inddæmmes. USA forhandler ud fra det udgangspunkt, at Ukraine ikke kan vinde krigen men er nødt til at afstå de fire provinser og Krim og acceptere ikke at blive medlem af Nato. USA og Rusland drøfter også en mere omfattende sikkerhedsarkitektur, som rækker ud over Europa. Ruslands forudsætninger for at gå i realitetsforhandlinger om en våvenhvile i Sortehavet er bl.a., at visse sanktioner, der er forbundet til korn- og gødninghandlen, ophæves, og at den Russiske landbrugsbank (Rosselkhozbank) får adgang til Swift systemet igen. Amerikanerne har vist sig positive overfor en aftale, men kan ikke gennemføre den uden accept fra Europa, der udgør det centrale omdrejningspunkt for sanktionerne overfor Rusland. Koalitionen af villige og EU vil ikke ophæve sanktionerne. For nuværende indebærer det, at USA og Rusland ikke kan komme videre med deres forhandlinger. Medmindre USA vælger ensidigt at befordre de russiske transaktioner. Det ville på den anden side være et anslag mod Swift systemet, hvor dollaren udgør kernevalutaen. Bagved koalitionens politisk-diplomatiske benspænd ligger ganske givet ønsket om at tvinge USA og Rusland til at lukke Europa ind i fredsforhandlingerne. Problemet er blot, at de europæiske ledere sammen med Ukraines præsident har formuleret sig i så ultimative vendinger om betingelserne for fred, at de vil have vanskeligt ved at forhandle overhovedet. Det vil sige, at de europæiske ledere indtil videre har valgt at uddybe modsætningerne mellem USA og Europa for at tiltvinge sig adgang til fredsforhandlingerne på præmisser, som de samme ledere slet ikke har magt og styrke til at gennemtvinge. Endnu har USA ikke reageret på teatertordenen fra Paris topmødet. Og måske alligevel om end indirekte. Samtidig med Paris mødet fremsendte USA et nyt forslag til en mineralaftale med Ukraine, der de facto vil gøre det næsten umuligt for EU at optage Ukraine som medlem.Trumpadministrationens udspil er også blevet kaldt usmageligt, vulgært og stærkt bekymrende som en form for nykolonialisme. Præsident Zelensky og det ukrainske parlament kan næsten ikke andet end afvise det amerikanske forslag. Bliver afvisningen en realitet, vil det give Trumpadministrationen et alibi for at stoppe hjælpen til Ukraine. Man kan undlade at gå til kongressen for en bevilling, og man kan henvise til, at støtten til Ukraine ikke er en hjælp, men et lån, der skal betales tilbage. På den måde vil USA ad bagvejen være ude af konflikten og overlade den videre støtte til Ukraine til europæerne. At Trumpadministrationen som konsekvens af udsigtsløse fredsforhandlinger, skulle vende blad og imødekomme Macrons og Starmers ønske om et amerikansk bagstop, forekommer ikke sandsynlig om end ikke helt udelukket. I den situation vil Rusland stå tilbage med én option. At fortsætte offensiven indtil Ukraines kapitulation. Hvad hverken Rusland eller USA er interesseret i. Rusland, fordi man ikke er interesseret i en uholdbar besættelse af Ukraine, og USA, fordi man så fortsat vil være bundet til det europæiske teater og reelt afskåret fra at forfølge det strategiske mål at inddæmme Kina,  kontrollere Mellemøsten og modvirke en svækket position i hele Eurasien. Og så er vi tilbage ved begyndelsen og topmødet i Paris. Hvis man vil fred gennem styrke, giver det kun mening, hvis man helt præcist og realistisk har klare betingelser for freden og en realistisk styrke til at gennemføre freden. Ingen af lederne i koalitionen har på noget tidspunkt fremlagt konkrete og realistiske planer for en fredsløsning, for monitoreringen eller redegjort for konsekvenserne, hvis en våbenhvile eller en senere fredsaftale ikke overholdes. Omvendt – og det er måske det mest alvorlige – har statslederne i koalitionen af villige skabt så mange indre modsætninger og interessekonflikter i både EU og Nato, at disse to bærende institutioner i Europa har mistet både sammenhængskraft og autoritet, selvom både Natos generalsekretær og EU’s kommissionsformand poserer med stor styrke. Nato alliancen var frygtindgydende indtil, den for alvor blev prøvet i praksis, og enheden i EU bliver vanskelig at genoprette. Også selv om krigsretorikken lige nu skaber en oplevelse af enhed ”i nødens stund”. Dæmoniseringen af Rusland og de europæiske lederes illusoriske forestillinger om Ruslands nederlag kan ende med forstærke de indre modsætninger i EU og en splittelse mellem de europæiske landes forhold til USA. I så fald kan Macron og Ursula von der Leyen komme til at kigge langt efter ønsket om europæisk strategisk autonomi og en holdbar sikkerhedsarkitektur for hele Europa. Et fantom uden Ruslands deltagelse. De europæiske lederes krigeriske hasardspil er på trods af den parodiske teatertorden bekymrende, fordi selv en sådan kan i betændte og anspændte historiske situationer udløse handlinger med katastrofale konsekvenser. De europæiske topledere handler uansvarligt. Hvad man end måtte mene om Trumpadministrationen og Putin er det amerikanerne og russerne, der har placeret sig på realismens grund og indledt en fredsproces med gennemførlige tegninger for en fredsløsning. De europæiske ledere har kun den fortsatte krig til den sidste ukrainske soldat som perspektiv – og den krig kan hverken Europa eller Ukraine vinde. Jan Helbak

  marts 30, 2025 6:40 pm

  Læs mere

• Magtspil mellem USA og Europa og internt i Europa

  Præsident Trump ønsker fred i Ukraine. Jo længere krigen varer, og USA er forpligtet i Europa, desto svagere position indtager USA i magtspillet i Stillehavsområdet og Centralasien. Hans insisteren på fred i Ukraine og kritik af de europæiske statsleders krigsretorik rummer også ønsket om en ærefuld udgang fra Europa. De europæiske statslederes opulente krigsretorik og oprustningsmani og ikke mindst præsident Macron og premierminister Keir Starmers forslag om en ”koalition af frivillige” som kernen i en fredsbevarende styrke i Ukraine repræsenterer er en helt ny trussel mod stabiliteten i EU. Hårde realiteter bag Trumps fredspolitik Trump gentager igen og igen overfor præsident Zelinsky, præsident Macron og Premierminister Keir Starmer: Vil I fred eller vil I fortsat krig? Hvis I vil fred bliver det på USA’s og Ruslands betingelser. Selvfølgelig skal I inddrages, men først når en plan med taktiske overgangsspil er udarbejdet mellem Rusland og USA. Hvis I vil fortsat krig, må I udkæmpe den selv. Som fredselskende nation trækker USA sig fra et videre engagement. Det gennemspillede scenarie har bragt de europæiske ledere i frenetisk aktivitet. Men mere om det senere. Til forskel fra Joe Bidens ønske om at fastholde USA’s unipolære dominans har Trumpteamet og dets intellektuelle støtter allerede før Trumps indsættelse som den 47. præsident erkendt, at USA ikke længere har hverken den økonomiske- eller militære styrke til at opretholde USA’s position som verdens ubestridte nummer et. Den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio lagde allerede linjen den 30. januar i et interview med Megan Kelly: ”Det er ikke normalt for denne verden kun at have en unipolær magt. Det er det ikke – det er en anomali”. ”Hvis man ser rundt i verden, vil jeg sige, at vores modstandere er stærkere, end de nogensinde har været, og de er blevet stærkere i de sidste fire år”. Det moralske lederskab gik allerede fløjten med Obama, hvor USA’s interventionistiske politik fortsatte uformindsket, selv om han påstod at stå for en anden linje end sin forgænger  præsident Bush. USA’s tab af autoritet blev åbenlyst understreget af Bidens manglende ”verdensomspændende” opbakning til stedfortræderkrigen mod Rusland og den omfattende sanktionspolitik. Det er ikke på noget tidspunkt lykkedes at isolere Rusland og økonomisk tvinge landet i knæ. Bidens ønskede regimeskifte i Moskva er udeblevet. Når man ikke kan påtvinge sin modstander sine betingelser på slagmarken, bliver diplomatiet det muliges kunst for at opnå de mest fordelagtige aftaler. Og her står den europæiske elites hysteriske russerangst og krigsparathed i vejen. Der er mere at vinde ved at søge en omfattende aftale med Rusland om fred i Ukraine, et afbalanceret modus vivendi i Iran og normalisering af de diplomatiske og økonomiske forbindelse end en fortsat håndhævelse af forsvaret af Europa. Ren geopolitisk realpolitik uden ideologisk overbygning som under Obama og Biden, og i det spil har Europa tabt i vægt og fremtidig betydning. Mange er af den opfattelse, at Trumpregeringens ønske om genoptagelse af de diplomatiske og økonomiske forbindelser med udfasning af sanktionerne mod Rusland har til formål at gennemføre den omvendte Nixonløsning og skyde en kile ind mellem Rusland og Kina. Den tese virker de faktiske forhold taget i betragtning lidt for fantasirig. Derimod har Trumpteamet flere gange betonet vigtigheden af at trække Rusland ind på verdensmarkedet igen og bremse eller forsinke en yderligere udvikling i BRICS+ landenes økonomiske betydning og udfordring af dollardominansen. Faktisk har præsidenten erklæret ubegrænset økonomisk krig mod ethvert forsøg på at svække dollarens betydning. Trumpteamet går også efter at inddrage Rusland i forhandlingerne med det iranske præsteskab om et modus vivendi med det formål at inddæmme de regionale spændinger i Mellemøsten. Trumpteamet ser også de diskrete forhandlinger som et forsøg på at danne præcedens for de videre forhandlinger mellem USA, Rusland og Kina. Bl.a. om en omfattende nedrustningsaftale, fordi de tre stormagter med Rubios ord ikke i længden kan klare et rustningskapløb uden at skade parternes økonomi. Trumps største problem med, at krigen i Ukraine og sanktionspolitikken fortsætter, er helt indlysende og bekræftet af de hårde data. Kina og Rusland rykker konstant endnu tættere sammen økonomisk, handelsmæssigt og militært. Samarbejdet er allerede blevet accelereret på højeste niveau siden Trump blev præsident, hvilket indebærer, at USA står overfor en magtfaktor i Stillehavet, som reelt ikke kan inddæmmes konventionelt. Dertil kommer, at Ruslands og Kinas praktiske strategiske og infrastrukturelle samarbejde indebærer USA’s tab af indflydelse i hele Centralasien og i Eurasien. Ruslands og Kinas samarbejde med de Centralasiatiske stater og Kinas Belt and Road, der hurtigere end nogen havde forestillet, skærer igennem hele Centralasien til Mellemøsten. Kinas fastlandsstrategi har to formål. At bane vejen for økonomisk ekspansion uden om Vestens dominansområde og at svække USA’s maritime overlegenhed og kapacitet til at inddæmme Kina.  USA på kredit En nok så væsentlig begrundelse for Trumps fredspolitik er USA’s svækkede økonomi og voksende internationale gæld på 37.000 mia. dollar. Dollardominans eller ej kan USA ikke i længden fortsætte gældseksplosionen uden at gøre sig afhængig af kreditorerne, som bl.a. er Kina og Japan. USA kan heller ikke holde til at finansiere sit handelsbalanceunderskud og eksorbitante militærbudget ved at stifte gæld og suge international kapital ind i USA. I øvrigt søger kapitalimporten først og fremmest mod den parasitære finansielle sektor og bidrager kun i beskedent omfang til at renovere USA’s nedslidte industri- og infrastrukturelle sektor og skabe de produktive betingelser for den fremtidige vækst. Amerikansk kapitalisme kan ganske enkelt ikke holde til at finansiere flere præsidenters krige og globale konfliktoptrapning. Hverken aktuelt eller på den lange bane. Når alt kommer til alt forudsætter det geopolitiske magtspil en stærk økonomisk base som først og fremmest udgøres af et lands produktive kapacitet. Som for Nixon ved afslutningen af Vietnam-krigen, der ikke kunne vindes, gælder det for Trump om at foruddiskontere det uundgåelige og konstruere en ærefuld fred og i yderste konsekvens en udgang fra Europa. Et globalt modus vivendi For Trumpadministrationen drejer det sig om at søge en ny global magtgeometri etableret mellem USA – Kina – Rusland med gensidig anerkendelse af hinandens interessesfærer. En pragmatisk men skrøbelig ligevægt. Det gælder også de mulige fælles institutioner for kommunikation og forbindelseslinjer, der kan neutralisere eventuelle konflikter. En slags magtgeometriens inderste cirkel. En geometri, der ganske givet ikke vil være langtidsholdbar og heller ikke særlig stabil, men som en midlertidig ordning stærk nok til at sikre Trumps og J.D. Vance’ MAGA projekt og tentativt begrænse Kinas og Ruslands stadigt tættere samarbejde på næsten alle fronter. For Trumpteamet gælder det fastholdelsen af dollardominansen og et magtpolitisk status quo. Modsat gælder det for Kina og Rusland en ordning, hvor de to stormagter kan gennemføre den langsomme opbygning af en multipolær verdensorden. Det strategiske grundlag blev endnu engang formuleret af den kinesiske udenrigsminister Wang Yi på den kinesiske Nationalkongres den 7. marts: ”Historien vil bevise, at den virkelige vinder er den, som tænker på alles interesser”. Han tilføjede med klar adresse til Trump og de europæiske statsledere: ”At for Kina og USA er gensidig respekt en vigtig forudsætning for, at de to lande kan søge fredelig sameksistens globalt”. Altså et perspektiv, der for en overfladisk betragtning ikke matcher Trumps MAGA projekt, men som dog tilstræber at imødekomme USA’s krav om fortsat global styrke og neutralisere en farlig rivalisering. I Kina har man jo også læst interviewet med Marco Rubio og hans øvrige formuleringer om, at den unipolære verdensorden og amerikansk udenrigspolitik efter den kolde krigs ophør fra Bill Clinton og frem har ædt USA’s styrke op indefra. At være verdens politibetjent nummer ét er både økonomisk – politisk – militært og moralsk ødelæggende. Det demonstrerede Obama i Afghanistan og Bidenteamet fulgte trop både i Gaza og i Ukraine. Reaktionerne i den europæiske elite Set med rækken af selvtilfredse europæiske statslederes briller opfører Trump og J.D. Vance sig som utilregnelige og brutale aktører på den store scene. Som et ”forræderisk” brud på årtiers sikkerhedspolitisk engagement i Europa, der gav europæerne frihed til først og fremmest at tænke på sig selv og som modsvar til USA’s dominans på den anden side opbygge det indre marked og den økonomisk-monetære Union. Udenrigs- og sikkerhedspolitikken overlod man de facto til USA, hvor EU kunne melde til og fra alt efter, hvad der var opportunt. USA sørgede for, at EU’s medlemslande bl.a. gennem Nato blev masseret til at indordne sig og på den ene side fraskrive sig retten til at opbygge en Europahær og på den anden side acceptere Nato’s metamorfose fra forsvarsalliance til en offensiv global magtpolitisk alliance med operationsfelt så langt som til Taiwanstrædet. Den ideologiske overbygning kom under præsident Biden til at hedde: ”Demokrati mod autokrati” eller forsvaret af det kollektive vestens universelle værdier Allerede under valgkampen såede Trumps tvivl om holdbarheden af forestillingerne om det kollektive Vesten. Siden sin indsættelse som præsident har Trumpteamet omsat tvivlen til et hektisk og ikke altid konsistent opgør med den hidtidige udenrigspolitiske kurs og lade den europæiske magtelite tilbage med ansvaret for krigen i Ukraine og den dogmatiske strategiske konfrontation med Rusland. Vicepræsident J.D. Vance har skånselsløst udhængt de europæiske statslederes og mediernes mantra om Rusland som en aggressiv imperialistisk magt og som en overvældende trussel mod hele Europa. Europæernes forargede og patetiske reaktion og mediernes moraliserende opstandelse fortæller, at der ikke er tale om mindre terminologiske uenigheder. Så der er gode grunde til de europæiske statslederes febrile bestræbelser for at opbygge et nyt magt- og handlingsgrundlag som alternativ til den hidtidige amerikanske beskyttelsespolitik og som modvægt til Trumps ”del og hersk politik”. I de sidste måneder har EU’s topledelse afholdt det ene krisemøde efter det andet, hvor europæisk enhed fylder dagsordnerne. Samtidig smuldrer grundlaget for enhed i flere medlemslande. Oppositionen mod EU kommissionens oprustningspolitik vokser i Frankrig, i Polen, i Italien, i Slovakiet, i Ungarn, i Slovenien og i Spanien. Men det handler langt fra kun om modstand mod oprustningspolitikken. Reaktionerne vokser bl.a., fordi kommissionen og især kommissionsformandens team forsøger at centralisere magten og udfylde det magtvakuum, som sammenbruddet af Frankrig-Tyskland aksen har efterladt. En voksende del af Europas befolkninger oplever, at deres indflydelse og almindelige livsvilkår forringes med magtcentraliseringen i EU Selve Unionsbygningen er under pres. Den markedsbaserede EU-institution viser for alvor sin grundlæggende svaghed. Siden vedtagelsen af det indre marked i 1985 og senere tvangsgennemførelsen af den monetære Union med euroen og Unionstraktaten har hvert nyt integrationsskridt været drevet frem af markedskræfterne og blokeret for udviklingen af en reel politisk- og kulturel funktionel enhed. Unionen er uden anerkendt og respekteret politisk overbygning i form af en politisk legitim udøvende magt og et fuldgyldigt demokratisk parlament, der på et folkeligt og anerkendt grundlag kan repræsentere og samordne medlemsstaterne. På alle væsentlige spørgsmål er enigheden gennemført via markedstvang eller geopolitisk pres (f.eks. Natos udvidelse mod Øst) eller  gennem månedlange og uigennemsigtige forhandlingskonflikter. Den udviklingslinje har været muliggjort af det faktum, at USA stod for sikkerheden og det kollektive Vestens interesser globalt. EU har på det udenrigs- og geopolitiske felt kunne klare sig igennem via lunkne og ofte usammenhængende kompromisser i ministerrådet. Den konstruktion holder ikke længere. Den har faktisk været under indre opløsning siden eurokrisens begyndelse i 2010, hvor især fraværet af en overnational finanspolitisk institution til at formidle en afbalanceret krisepolitik fik alvorlige konsekvenser for enheden i EU. (jf. den hårdhændede behandling af Grækenland, Italien, Portugal og Spanien. Den behandling er ikke glemt.) På den ene side har man ideologisk dyrket samhørigheden, og på den anden side undergravet samhørighedens materielle vilkår. Enheden er siden 2011 først og fremmest blevet håndhævet gennem kommissionens tiltagende magtbeføjelser og muligheder for gennem Europæisk Semester og de respektive fonde at disciplinere de enkelte medlemslande økonomisk og finanspolitisk. Unionen har aldrig opnået en organisk sammenhæng, der har gjort det muligt gennem positiv integration og uden forbehold at handle med en stemme. Oprustning i Europa og magisk tænkning Af samme grund har EU ikke kunnet handle hurtigt og effektivt udenrigspolitisk. EU-konstruktionen forudsætter konsensus, og militært er Unionen legalt afskåret fra at handle på medlemsstaternes vegne uden at aktivere nødretsparagraffen. Det betyder også, at EU, som de formelle vilkår er i dag, ikke kan have en fælles våbenproduktion eller noget, der bare ligner en fælles militær kommandostruktur. Den har Nato/USA stået for. Så selv om EU-landene sammenlagt har et forsvarsbudget, der er næsten tre gange større end Ruslands og et militært-industrielt kompleks, som også overgår Ruslands, er hele komplekset og den militære organisation fragmenteret og ineffektiv. Og der er ikke umiddelbart tegn på ændringer. Både Frankrig, Polen, Italien, Tyskland og Danmark har lagt afstand til forestillingerne om en europahær. Argumentet er selvfølgelig, at hvert land kun er suverænt, hvis det har et eget forsvar til at forsvare nationalstatens grænser. (Nato har aldrig været en Atlantisk hær, men netop en alliance). Set i det perspektiv forbliver statslederenes og kommissionsformandens Ruslandsdramaturgi, hvor EU skal forberede sig på at afskrække Rusland et fantom.  Det senest afholdte krisetopmøde i EU den 6. februar og fælleskommunikeet virker næsten patetisk. Kommissionsformandens forslag om at optage et fælles EU lån på 150 mia. euro for at opbygge en ”krigsfond”, som medlemsstaterne så kan låne fra og planlægning af en langsigtet investering på 800 mia. euro styret af den Europæiske Investerings Bank, fremtræder tilsyneladende imponerende. Det var også med stolthed, at planen blev fremlagt. Planerne har blot den afgørende hage, at det på papiret nok er muligt relativt hurtigt at sætte gang i våbenproduktionen, men det vedtagne udspil efterlader flere spørgsmål, end det besvarer: Hvilke lande og erhvervsvirksomheder skal producere? Hvordan skal forsyningskæderne sikres? Kan der indgås kontrakter med virksomheder udenfor EU? Hvordan skal man gennem regulering undgå intern konkurrence om at opnå de bedste kontrakter? Hvordan skal den elektroniske kommandostruktur opbygges? Hvilken autoritet skal en øverste militære ledelse have over de stående nationale hære? Hvilken produktion skal prioriteres, og hvem skal betjene våbensystemerne, hvis der ikke sideløbende opbygges en veldefineret og anerkendt kommandostruktur? Bag alle festtalerne lever det egentlige problem stadig. Kan de nationale regeringers og hæres suverænitet opretholdes, hvis prioritering af våbensystemer og produktion og ikke mindst finansiering er underlagt kommissionens kompetence. Samme problem gælder EU landenes aktuelle og akutte støtte til Ukraine, hvor enkeltlandene fortrinsvis har stået for donationerne, og hvor det gang på gang har vist sig i praksis, at våbensystemerne enten ikke er kompatible eller alene har måtte koordineres af amerikanerne. Man kan, som erfaringerne efter tre års krig har vist, donere nok så mange penge til Ukraine (uden sikkerhed for deres anvendelse), hvis markedet for våbenkøb er stærkt reduceret og den nuværende produktionskapacitet lav. Selv de amerikanske lagre er reduceret i bekymrende grad. Så EU kan holde et utal af topmøder og krisemøder, og der vil være lige langt fra stærke manifester om sammenhold og ubøjelig vilje til praktisk at kunne bekæmpe den bevidst oppustede russiske trussel. Og det handler ikke alene eller udelukkende om det finansielle grundlag eller om de formelle forsvarsbudgetters størrelse, men om Unionens manglende strukturelle grundlag til at fastholde forestillingen om Europa som en uafhængig stormagt. De sidste måneders forvirring og talrige udspil har demonstreret Unionens reelle skrøbelighed. Spørgsmålet er, hvornår kommissionens centralistiske magtpolitik og krigsmobiliseringens tæring på de nationale velfærdsstater, slår over i en brederefolkelig Unionsmodstand og opposition til de enkelte nationale regeringers brug af Ruslandstruslen til at underordne al anden politik landenes forsvarsevne. Lige nu, hvor alt kun er på papir, har EU kommissionen overhånden. Billedet kan vende meget hurtigt, hvis Trump gør alvor af sine trusler om at lade Europa alene med krigen i Ukraine og reducere den militære tilstedeværelse på europæisk grund. Altså de facto frigøre USA fra de hidtidige sikkerhedsgarantier. Koalitionen af villige Præsident Macron og den engelske premierminister Keir Starmer forsøger som konsekvens af EU’s synlige svagheder at udkonkurrere EU kommissionen og iscenesætte sig selv som Europas ledere med forslaget om at danne en ad hoc koalition af frivillige. Et udspil der skærer gennem alle EU’s formelle institutioner og beslutningsstrukturer. Med Macrons og Starmers fællesudspil om, at Frankrig og England skal stå for den operationelle ledelse af en større fredsbevarende styrke i forbindelse med reelle fredsforhandlinger mellem USA-Rusland og Ukraine, er de to statsledere reelt ved at opbygge en magtpolitisk konkurrent til EU. Koalitionen af villige er med eller uden amerikansk sikkerhedsgaranti en ny magtpolitisk konstruktion sammensat af lande indenfor og udenfor EU (bl.a. Canada, Australien m.fl.) og samtidig en tilsidesættelse af Unionens ligheds- og enhedsgrundlag. Problemet med alliancen ja bare forslaget er, at dens operationalitet, når det kommer til stykket, forudsætter amerikansk sikkerhedsgaranti. I sig selv er den for svag til at klare en eventuel konfrontation med Rusland. Alle udmeldinger fra det Hvide Hus har indtil nu været afvisende. Et endnu større problem i perspektiv gemmer sig under overfladen. Hvis de enkelte medlemslande kan danne eller tilslutte sig den ene eller den anden situationsbestemte koalition af frivillige, vil det yderligere tære på samhørigheden i Unionen og tilskynde de enkelte medlemslande til at vælge positioner afhængig af nationale interesser. Det vil enten sætte fart i de centrifugale kræfter. Accelerere kommissionens centraliseringspolitik eller, og det er det største problem, sætte hele Unionen tilbage i forhold til udarbejdelse af en reel forfatning og øget politisk, kulturel og moralsk integration – som, når stormen har lagt sig, vil fremstå som EU’s eneste farbare vej til at genopbygge sin relevans. Endnu er alliancen kun på skrivebordet, og det er langt fra sikkert, at en forhandling om en fred bliver en realitet. I parentes bemærket har Rusland indtil videre pure afvist, at NATO-lande kan accepteres som fredsbevarende styrker. Hvis Rusland skal acceptere en fredsbevarende styrke, skal den have et FN-mandat, og så er det helt sikkert, at Nato-landene ikke kommer til at spille en rolle. I mellemtiden vokser sandsynligheden for, at Ukraines kapitulation rykker stadigt nærmere, hvor meget det end benægtes af de europæiske statsledere og deres militære orakler, og hvor meget USA end forsøger at gennemtvinge en våbenhvile med trusler om skærpede sanktioner, hvis Rusland afviser USA’s og Ukraines taktiske forhandlingsudspil fra mødet i Riyadh den 11. marts. Ånden er ude af flasken Men alle usikkerheder og forbehold til trods er ånden ude af flasken, og det hidtil unævnelige er blevet nævnt højt med Macrons forslag om at dække Europa med fransk atomparaply. En konfliktoptrapning i forhold til Rusland men også en begyndende omskrivning af magtforholdene indenfor EU. På den anden side af Kanalen har Starmer diskret lagt luft til forslaget om en europæisk atomparaply af den simple grund, at Englands atombevæbning bygger på amerikansk teknologi og en båndlagt de facto styring herfra. Helt overspændte bliver udmeldingerne, når den polske statsleder samtidigt offentligt taler om mulig polsk atombevæbning helt i strid med ikke-atomspredningsaftalen. Der opleves som om, der er lukket helt op for sluserne, og at selv de mest fantasifulde og uansvarlige forslag kan komme på bordet i panikkens stund. Kort og godt foregår der flere udspil for at opbygge parallelstrukturer til EU, fordi Unionen ikke kan handle hurtigt og politisk sammenhængende. Det er frygten for et ukontrollabelt opbrud indenfor EU, der begrunder Ursula von der Leyens turbomilitarisering og bestræbelser for at tiltage sig mest mulig magt overfor medlemsstaterne. Hendes og kommissionens aktier er bundet i oprustningen mod den Russiske trussel og den økonomiske konkurrenceevneplan, som bl.a. er vendt mod USA og Kina. Kommissionens storstilede initiativer tjener til at styrke dens institutionelle magt og udvikle ”redskaber”, som er Ursula von der Leyens yndede udtryk, til at føre disciplinerende ”del og hersk” politik overfor medlemslandene. Om Macrons og Starmers opreklamerede alliance af frivillige overhovedet bliver til andet end endnu en papirtiger er for så vidt ikke det væsentlige. Det er derimod årsagens til forslagets tilblivelse. EU’s politisk-militære handlingslammelse og voksende økonomiske svaghed, som med Tysklands og Frankrigs store økonomiske problemer har afsløret EU’s indre svagheder og manglende kriseresistente politiske sammenhængskraft. På næsten narcissistisk vis har EU topledernes bestræbelser alene drejet sig om at bevare status quo og negligere det faktum, at Europa ikke længere er en del at et magtfuldt kollektivt Vesten. Det eksisterer ikke længere. Der er heller ikke ét globalt magtcentrum, som ellers har været Unionens reelle grundlag de sidste 40 år. Et smertefuldt indre selvopgør venter EU har ingen politisk – økonomisk eller moralsk strategi for at spille en væsentlig rolle på den internationale scene nu, hvor Unionen ikke længere kan operere i ly af amerikansk dominans. Hvorvidt, Trumps MAGA og globale magtrealisme rent faktisk kan gennemføres, er selvklart uvist på indeværende tidspunkt. Men selv efter udløbet af Trumps embedstid vil det stadigt være den linje, der vil præge USA’s sikkerheds- og udenrigspolitik, fordi den nye magtrealisme er i overensstemmelse med de faktiske globale magtforhold med Kinas og Ruslands voksende militære- og økonomiske styrke. I det spil betyder Europa og ”dets overlegne kulturarv” mindre. Og uden tidligere tiders moralske overlegenhed i egen selvforståelse vil vi uden tvivl blive vidne til et helt kompleks af europæiske magtspil ikke ulig de andre regionale magtspil bl.a. i Asien og i Afrika. Udløbsdatoen for Unionen, som den er bygget op i dag, nærmer sig. De ydre trusselsbilleders betydning for opretholdelse af status quo vil aftage. Russofobien har sine virkningsbegrænsninger. I længden kan Europa ikke klare konflikten med Kina og Rusland og et utilregneligt forhold til USA. Europas indpas i en større Eurasiatisk sikkerhedsarkitektur, som Kina og Rusland langsomt men sikkert er ved at udvikle, bliver en nødvendighed – om end gennem et smertefuldt identitetsopbrud og en nyordning af Europas statsstruktur, hvor ideerne om en føderal union igen tager form. Jan Helbak                          

  marts 12, 2025 8:21 pm

  Læs mere

• Forandringslogik

  Trump sætter Zelenskij på plads i Det Hvide Hus. Zelenskij skynder sig tilbage til London og omfavnes af Keir Starmer. De europæiske statsledere skal samles for at finde ud af, om de ensidigt skal støtte Ukraine i den fortsatte krig, eller om de skal gøre endnu et forsøg på at redde Det Kollektive Vesten – Atlantpagten. Her det det vigtigste ord ”redde”. Vi ved ikke helt, hvad der skal reddes, og vi ved langt mindre, hvad en såkaldt langtidsholdbar sikkerhedsarkitektur og garanti for Ukraine skal indeholde. Det eneste, vi ved, er, at der hersker udtalt forvirring. At statsledernes ord er lette og omskiftelige, og at der er statsledere, som i ramme alvor udtaler, ”at krig er bedre end fred”. For man kan ikke stole på fjenden, og alt andet i vores samfund må vige for nedkæmpelsen af fjenden fra ”ondskabens akse”, som Ronald Reagan i sin tid titulerede de stalinistiske regimer. Så langt er vi kommet. Virkelighed og fantasi smelter sammen. Processen har varet flere årtier og ligner nu mest af alt politisk entropi for åbent tæppe. Men uanset hvad sker det, at nogen i forvirringens glødende tågesyn begynder at spørge om det, vi hører og måden, vi taler om det på, nu også er rigtigt eller i det mindst knap så ensidigt, som det fremstår. I en sådan situation kan det måske hjælpe en anelse at lade blikket følge historiens skinner bagud og hente inspiration fra tidligere tiders kriser og krisetænkning. En lille, men vigtig bog om Hegel Som i enhver anden krig lever vi i en tid, hvor ganske bestemte ord og vendinger og deres mening rammesætter, hvad der kan tales om og hvordan. Hvor ganske bestemte betydninger tilstilles overordnet autoritet. Tilsvarende gøres en kritik af samme og de ord, vendinger og meninger, der anvendes, illegitime. Samtalen forstummer og bliver til unison messingsuppe. Men den kritiske røst forstummer ikke, selv om den overdøves. I 2022 udsendte bogserien Aftryk en lille fin tekstsamling med tre tekster af G. W. F. Hegel fra Logikkens Videnskab og Encyklopædien om dialektik oversat og introduceret af Anna Cornelia Ploug. Begrundelsen for at udgive skriftsamlingen står at læse i den allerførste sætning på bagsiden af bogen: ”En kriseramt verden kalder på en forandringslogik, og filosoffen G. W. F. Hegel forsøgte med sin banebrydende dialektik netop at kortlægge strukturen i overgangsprocesser”. Kort sagt har man fundet bogen relevant, fordi den præsenterer en indledning og en tekstsamling, der modsætter sig ensidighed, postulatoriske slogans og moralske utopier, som den særlige form for kommunikation, der skal jævne den livlige og modsætningsfyldte samtale med jorden i en, som det ofte fremføres,  højere sags tjeneste. Anna Cornelia Ploug indleder sin introduktion på følgende måde: ”Man siger at tænkning begynder med undren (Platon: Theaitetos). Vi undres over verdens mærkværdigheder og beundrer naturens rigdom”. Og hun kunne have tilføjet; vi undres, når vi forstyrres. Når vores vante verdensbilleder/billede ikke længere kan forenes med det, vi ser. Men vi gør alt for, eller nogen gør det for os, at tvinge virkeligheden ind i verdensbilledet indtil misforholdet bliver utåleligt eller hævdelsen af verdensbilledet en tager form efter ”komiske Ali” eller havner i handlingslammende kognitiv dissonans. Forandringslogikkens indre drivfjeder og brydningstiden som scene Kondenseret betyder Hegels dialektik pædagogisk fortolket af Anna Cornelia Ploug det helt grundlæggende forhold, ”at noget bliver til noget andet i kraft af sig selv, eller at noget kun kan være, hvad det er, ved at modsige sig selv”. Modstykket til ensidighed, forudbestemte meninger, skjulte præmisser og selvberoende identitet. Vilkåret er relationen og de dynamiske spændinger, der indgår i relationer og driver dem fremad, fordi det, vi ikke mente at se eller hvis eksistens, vi ikke kendte, kommer til syne og ændrer relationens karakter. Hvis vi gør en afstikker og fremhæver de fire store repræsentanter for den dialektiske og normomstyrtende dialektiske tænkning, så må det blive Platon, Hegel, Clausewitz og Marx. Kendetegnende for alle fire har været, at de levede og tænkte i en brydningstid. Efter Athenernes forsmædelige nederlag i Syrakus i 413 f.Kr. gjorde rigmændene oprør mod det athenske demokrati og gennemførte et rabiat voldsregime, der resulterede i borgerkrig, som resulterede i en vis genindførelse af demokratiet. Men noget var gået tabt. Troen på at den ene eller den anden styreform kunne tillægges ophøjet ufejlbarlighed. Platon levede midt i dette politiske og tankemæssige kaos og fandt kun én vej ud af ”sumpen” – samtalen og meningernes gendrivelse som vejen til sandhed. I vore dage vel blot indsigt. Platon opfattede dialektikken som erkendelsesakt. Som fremgangsmåde træder den frem i de 10 bøger om Staten (Politeia). Hegel og Clausewitz – den ene filosof og den anden militærmand – var begge børn af den franske revolution og Napoleons substituering af den fallerede revolutions mål og tidsånd. Europa var i opbrud, og monarkiernes og adelens dage talte. Ancien regime stod for fald. Men hvad skulle komme efter og hvordan. De klassiske oplysningstænkere havde foregrebet og for-tænkt revolutionen men aldrig forestillet sig at åbne for Pandoras æske. Den blev åbnet, og kaos fulgte. En verden i opbrud kaldte på opbrydende tænkning. Marx blev den filosof, der skulle videreføre og videreudvikle Hegels dialektiske tækning for at komme ud af den tankemæssige og politiske fælde, Europa var havnet i med de mislykkedes revolutioner i 1848 og især det tyske borgerskabs troløshed overfor egne interesser og tilflugt i romantik og ”Folket” som organisk enhed bag den prøjsiske hærs- og adlens bajonetter. Man måtte med et moderne udtryk ”tænke ud af boksen” for at forstå ”historiens paradoks”. Marx redegør relativt sent for sin dialektiske metode i meget sammentrængt form i Kritikken af den politiske økonomi i afsnittet; ”Den politiske økonomis metode”. Hos alle fire trænger den dialektiske metode igennem i deres voluminøse teoretiske værker, som der er brugt mange mandtimer på at trænge ind i. Men det mest interessante er måske, at alle fire herefter i lange perioder har været erklæret ”døde hunde” og så alligevel oplevet en vis renæssance i perioder med opbrud og til tider kaos. Fordi deres tænkemåde indeholder evnen til at komme på den anden side af de begreber og forestillinger, som tyranniserer vores samtaler og blænder vores syn på, hvad der spiller sig igennem bag vores ryg. Realister på jorden Ingen af de fire herrer udviklede deres tænkning ud fra ideale forestillinger eller fra en abstrakt utopi (stedet som ikke er) men som en kritiske måde at komme til begreb om det konkrete, der udspillede sig. Det som er sammenfatningen af det, der viser sig og de modsætningsfyldte sammenhænge i hvilke, det, der viser sig, kommer til syne. Det vil sige i stedet for at opfatte vores anskuelse af det, der sker, som det eneste rigtige, så i stedet gøre vores eget udgangspunkt til genstand for kritisk analyse. Altså anerkende vores egen indfældethed i situationen og begivenhederne og afstå fra den opfattelse, at vi står udenfor og kan betragte og tale om det, der sker, fra et ultimativt ståsted. Heri ligger overskridelsen af det abstrakte og ensidige som forudsætning for at komme til begreb om det konkret forekommende og bane vejen ud af det tilsyneladende konkretes virvar af handlinger og begivenheder, som kun skrøbeligt holdes sammen af de abstrakte normer og virkelighedsforståelser. Som vi historisk har ophøjet til virkeligheden blot og bart, og som igen og igen hensætter os i dobbeltstandarder, modsigelser og hykleri, når vi forsøger at afkode de mange kriser, vi gennemlever. Krigen i Ukraine kalder på ”de fires” forandringslogik Med det sagt befinder vi os i dag med krigen i Ukraine og den diskurs, vi er indfanget i i en situation, der kalder på en genoptagelse af de fire herrers måde at tænke på, hvis vi skal overvinde tanketyranniet, det abstraktes formørkelse og dæmonisering af alt og alle, der ikke har underkastet sig kravet om ”national samling” i forsvaret for vores (Vestens) universelle værdier. Det lyder igen og igen, at Ukraine med Vestens støtte vil/skal vinde over autokraten og usurpatoren Putin. Men hvad forestiller man sig? Tror man selv på, at Russiske styrker skal presses tilbage over grænsen og Ruslands opgivelse af Krim, før en fredsaftale kan komme på plads? Og i givet fald, hvad skal den fredsaftale så indeholde andet end kapitulation? Her er det værd at erindre allerførste side i Clausewitz’ bog Om Krig, hvor der står: ”Krig er altså en voldshandling for at tvinge modstanderen til at opfylde vor vilje”. Men næsten umiddelbart efter skriver han i afsnit 6; ”Modifikationer i virkelighedens verden”, at ”når vi forlader det abstrakte og går til virkeligheden, forholder alt sig imidlertid anderledes”. Herefter opstiller han tre betingelser for, at det abstrakte skal blive virkelighed: a. krig som isoleret handling, b. krig som en eneste afgørelse, c. krig i sig selv er en fuldstændig afgørelse og den politiske tilstand, der følger efter, allerede er foruddiskonteret. Kort sagt den ideale krig og krigens ideale mål findes ifølge Clausewitz ikke. Lettere omskrevet konkluderer han: ”Begge modstandere kan altså stort set bedømme den anden ud fra dét, han gør, og ikke ud fra dét, han strengt taget burde gøre”. Altså væk med det moraliserende og dæmoniserende krigsbillede og en nøgtern analyse af krigens årsag og tilblivelse, krigens større sammenhæng og de indbyrdes styrkeforhold som betingelse for at nå frem til de virkelige og realistiske fredsmuligheder, som både er krigens modsætning og udgår fra krigen. På den ene eller den anden side af historien På det seneste er det blevet almindeligt, at politikere og meningsdannere anvender vendingen overfor kritikere eller dem på den anden side, som er vores modstandere, at det drejer sig om ”stille sig på den rigtige side af historien”. Tager vi udsagnet for pålydende, må det vel betyde, at vi kan inddele historiens gang i sider, hvor en side er mere rigtig end den anden. Nuvel, det fordrer, at nogen har autoriteten til at bestemme, hvad der er de rigtige og forkerte sider. Men vi er alle – uden undtagelse – en del af historien og kan ikke sætte os ud over den. Således konstateret kan udsagnet ikke gøre krav på absolut autoritet men er behæftet med det partielles begrænsninger. Altså, at udsagnet ikke hæver sig over en bestemt virkelighedsopfattelse og deraf afledt interessevaretagelse. Hermed åbnes der for en kritisk analyse af udsagnet og en overvindelse af dens ultimative autoritet, hvis konsekvens i krisen bringer os ud i et forpligtende korstog mod alle dem, der ”står på den forkerte side af historien”. Både globalt og nationalt. Krigen vil så at sige blive hverdagsliv i nationerne og kræve det autoritære. Men noget må jo bringe de politikere og meningsdannere, der mener at kunne lokalisere den ”rigtige side af historien” til at formulere sig sådan. Svaret på dette noget ligger lige for. I deres selvforståelse repræsenterer de – det kollektive Vesten – verdenssamfundets moralske sokkel og dets universelle værdier så som frihed, regelstyringen af verden, demokrati og menneskerettigheder. Spørgsmålet melder sig igen; hvordan er disse værdier blevet universelle? Er de hentet ind udenfor historien, eller er de blevet opdaget gennem historien? For så vidt det første, forudsætter det, at vi anerkender kræfter udenfor historien, der styrer den, og hvad er så det for kræfter? Og hvordan går det så med friheden? For så vidt det sidste, må der jo være nogen i historiens løb, der har opdaget dem og defineret dem som universelle, hvormed de faktisk viser sig at være partielle, hvilket kalder på en konkret og kritisk vurdering af deres holdbarhed og foreskrivende rækkevidde. Og så er det, vi kommer til kort, når de såkaldte universelle værdier skal måles i forhold til det, der virkelig foregår. Binder vi eksempelvis an med en kritisk analyse af nøglebegrebet frihed som individuel virkelighed, havner vi uvilkårligt der, hvor begrebet ophæver sig selv. Det samme gælder begrebet menneskerettigheder og det regelbundne eller begrebet demokrati/folkestyre, fordi de forudsætter enhed uden forskelle, og er som sådanne abstraktioner. Det forklarer også, hvorfor vi tvinges til mere at beskæftige os med, hvad disse begreber ikke er for at komme til begreb om, hvad de indeholder, og så ophører de med at være universelle. Begreberne bliver til gemene normer for, hvordan vi i en given tid på givne betingelser ønsker, at verden og vores samfund skal skrues sammen. Men universelle bliver de ikke og kan af samme grund ikke demarkere grænsen mellem den rigtige og forkerte side af historien. Ikke desto mindre lægger de ledende politikere og beslutningstagere det verdensbillede til grund for den aktuelle vurdering af og engagement i krigen i Ukraine. (alle de mange andre krige, der forløber samtidigt, har vi parkeret som underordnede). Men for igen at parafrasere Clausewitz trænger virkeligheden sig på og åbner for de mange modsætninger, som de virkelige krige altid gør. Det viser sig for eksempel, at over halvdelen af verden ikke anerkender Vestens universelle værdier som sådan. At man i det ”globale Syd” har en helt anden historieopfattelse, hvor eksempelvis menneskerettigheder viser sig som et privilegium for de få. Hvor frihed er frihed for de få og tvangsbestemmelser for de mange, og hvor den regelstyrede verdensorden mærkværdigvis afskærer dem fra de rettigheder, der ellers tilskrives mennesket generelt – som et universelt værende. Stedfortræderkrigen, der frisætter forandringens logik Krigen i Ukraine er af mange, jeg selv inklusive, blevet kaldt en stedfortræderkrig. Måske er begrebet rigtigt, men alligevel indfanger det kun en del af virkeligheden og begrænser som begreb vores arbejde med at forstå, hvad der egentlig foregår. Fordi begrebet stedfortræderkrig blot løfter den konkrete krig op i en mere overordnet krig, hvis dynamik og udviklingshorisont forbliver tåget og indenfor rammen af den verdensorden, vi kender. Og vi kan ikke hævde det universelle uden samtidig at hævde, at alt, hvad der ligger udenfor, skal nedkæmpes nådesløst. Krigen i Ukraine kan være den krig, der ikke på grund af egne kvaliteter, dynamikker og egne lovmæssigheder, eksponerer en bevægelse og en ny logik, der er undfanget i den nuværende/hidtidige verdensorden, som vi med definitionsretten indtil nu har ophøjet til universel. Dermed ikke sagt, at der er tale om forskellige værdisæt, som står dikotomisk overfor hinanden, hvor det ene skal afløse det andet og afstedkomme en ny ligevægt. Men lige omvendt, at det nidkære og magtfuldkomne forsvar af den gamle verdensordens værdier – som vi finder de eneste rigtige – puster så meget til ustabiliteten i verden (eksempelvis krigene i Mellemøsten), at krige som den i Ukraine bliver lige så forudsigelige, som i Gabriel Garcia Máquez’ roman ”Historien om et forudsigelige mord”. Krigens betydning ligger derfor i det, vi taler om uden at se. At virkelighedens nådesløse nedslidning af vores egne værdiers universelle autoritet nu med krigen i Ukraine kommer til overfladen og bliver både fremskyndet og reformuleret af de verdensdele og befolkninger som indtil nu ikke har haft magt til at hævde definitionsretten. Det vi kalder udviklingslandene eller det, vi kalder det ”Globale Syd” træder i forbindelsen med krigen i Ukraine ind på scenen og forkaster forestillingerne om et samlet verdenssamfund og henviser universaliteten til historisk forbigående interessebestemmelser. Ikke for at henvise vores værdier til historiens mødding men for at forene dem med deres påståede modsætninger og herigennem overvinde deres ensidighed. Helt konkret diskuteres nye demokratifortolkninger i Afrika, i Asien og dele af Latinamerika. Der gøres mange og seriøse øvelser for at fravriste frihedsbegrebet liberalismens historiske spændetrøje, ligesom der helt praktisk drøftes ændrede regler for det internationale samfund, der fremmer lighed og begrænser for udgivne privilegier i modsætning til de eksisterende Bretton Woods regler. Det er i en sådan historisk situation, at vi har brug for med de fire nævnte herrer at tænke dialektisk for at erkende, at verden er i bevægelse. At det samme gælder vores sprog og begreber og dermed også forestillinger om verden. Som betingelse for at nå ud over den givne forvirringstilstand og øjne det nye i det gamle og dermed også de realistiske forudsætninger for fred i Ukraine og en mere holdbar sikkerhedsstruktur for fremtiden. Der også inkluderer den modpart, vi suggestivt har dæmoniseret og hånet som tilbagestående. Her taler vi ikke om et moralsk imperativ men om en anerkendelse af det konkrete og mangfoldige, som ligger nedenunder det abstrakte. Så længe vi stædigt fortsætter med at kræve den efter Vestens standard retfærdige fred i Ukraine og udelukker den pragmatiske vej til en fredsafslutning, skaber vi blot med de europæiske statslederes forestillinger om en fredsløsning prologen til en ny krig. Hele det oprustningshysteri, der er sat i gang i Europa, bygger på den simple forestilling, at freden skal vindes gennem styrke – militær styrke. Det vil sige gennem Ruslands kapitulation, hvilket ud over at være den rene fantasi for alvor vil åbne for Pandoras æske. Her er det så, at ”de fire” forandringslogikere vil sparke en fodnote ind og gøre det klart, at forandringstænkning, hverken er en lineær proces, eller determineret eller afledt af et historisk verdensmål, men en måde teoretisk og praktisk at påbegynde forestillingerne om, hvordan og hvem, der skal føre forandringerne ud i livet – i stedet for at lade al energi sive ud i forestillingerne om hvordan det, der er, kan reddes. Jan Helbak    

  marts 2, 2025 2:09 pm

  Læs mere

• Hvem er fjenden?

  Forsvarets efterretningstjeneste (FE) er med sin trusselsvurdering fra 9. februar 2025 ikke i tvivl. Hovedparten af Folketingets partier er ikke i tvivl. De fleste regeringsledere i Europa og kommissionsformand Ursula von der Leyen er ikke i tvivl. De fleste i den intellektuelle elite er ikke i tvivl. Det er selvfølgelig Rusland – hvem skulle det ellers være?  I hvert fald under præsident Putin. Europas sikkerhed står og falder med et stærkt forsvar. Oprustning i et accelereret tempo er en nødvendighed. Den danske regering og flertallet i Folketinget går i front. Også selv om det skal koste på velfærdsydelser. Billedet er unisont. Når Rusland kunne invadere Ukraine, kan man selvfølgelig også forestille sig, at Rusland grundlæggende er imperialistisk og af samme grund vil drive aggressionen videre ind i Europa. Det er logikken. Men et simpelt spørgsmål trænger sig på. Hvad skulle Rusland egentlig have ud af at angribe Europa nu eller om fem år, som FE anser som en reel trussel? Hvad skulle motivet være? Hvordan forestiller man sig det ske? Forestiller man sig en egentlig besættelse af et eller flere europæiske lande, og hvordan skulle en sådan håndhæves? Spørgsmålene står i kø. Svarene blafrer i vinden. Ikke en unik historisk situation. Men ganske farlig, når vidtgående politiske beslutninger baseres på forestillinger, der hovedsageligt bygger gårsdagens fjendebilleder og leder til morgendagens magiske tænkning. Derimellem hersker forestillingen om, at modparten (Putin) ikke vil fred og kun lurer på fremtidens mulighed for aggression. Så er enhver forhandling, ethvert diplomati, enhver sikkerhedsaftale udelukket. Tilbage er kun oprustning og indre krigstilstand. Året var 1992 At oprustningens fortalere ikke interesserer sig voldsomt for at dokumentere deres forudsigelser eller forventninger, skal jo ikke afholde andre fra at søge en forståelse af, hvad der førte frem til Ruslands ”Specielle Militære Operation” i Ukraine i 2022. Året var 1992, hvor den amerikanske forsvarsminister Dick Cheney beordrede sin viceminister Paul D. Wolfowitz til at udarbejde Defense Planning Guidance 1994-1999. Forud var Sovjet brudt sammen 25. december 1991, og USA stod tilbage som eneste reelle supermagt. Hvordan skulle dette nye magtgrundlag udvikles og konsolideres? Det blev Wolfowitz’ opgave at formulere svaret i et sikkerhedsstrategisk oplæg. Men forud for Sovjets sammenbrud og opløsningen af de hidtidige sovjetiske randstater i Østeuropa var gået svære økonomiske kampe mellem USA, Europa og Japan. Amerikansk økonomi var efter stagflationen i 70’erne svækket, og centralbankchef Volkers radikale rentepolitik fra 1979 førte til en markant styrkelse af dollaren og svækkelse af USA’s konkurrenceevne og handelsbalance. I to omgange – først med Plazaaftalen fra 1985 og senere med Louvreaftalen i 1987 blev Europa og Japan tvunget til at løse USA økonomiske problem. Europa tog konsekvensen og indledte med ”det indre marked” en langsigtet frigørelsesproces fra USA. Scenen var sat. Wolfowitz og hans team skulle formulere en fremtidig forsvarsplan, som med sikringen af USA’s unipolære styrke skulle kunne kontrollere det ”gamle” Europa, Østeuropa og holde Rusland tilpas afkræftet til, at ledelsen i Kreml ville underlægge sig amerikansk dominans. Det blev til en ca. 50 sider lang plan, som blev gennemskrevet flere gange, indtil et passende diplomatisk sprogbrug var nået. New York Times opsnappede dokumentet og udkom med en fyldig artikel den 8. marts 1992, der referererede til oprindelige tekst. (afklassificeret i 2008). Dokumentet opstillede fire mål: At opbygge en kapacitet til at afskrække eller nedkæmpe en hvilken som helst magt, der måtte udfordre USA, Styrke og udbygge forsvarsarrangementer, som binder demokratiske lande sammen og som undgår renationalisering af sikkerhedspolitikken. (Gennem bilaterale aftaler. Eksempelvis mellem Tyskland og Rusland), Udelukke enhver modstander fra at dominere en region, som er vigtig for amerikanske interesser, Reducere regional ustabilitet ved at udvide antallet af demokratiske regeringer og åbne økonomiske systemer. Den kollektive internationalisme fra 1945 blev skrottet. På sigt skulle de Østeuropæiske lande integreres i en Europæisk sikkerhedsstruktur (Nato). Rusland skulle også integreres i Europa i takt med landets demokratisering, men rent militært skulle USA og Nato forberede sig på tilbageslag i Ruslands demokratiseringsproces og åbning af landets økonomi for vestlige investeringer. USA’s tilstedeværelse i Europa skulle fortsætte som en samlende kraft, og man skulle forhindre ethvert forsøg på formulere en specifik europæiske sikkerhedsarkitektur, idet en sådan kunne underminere Nato. Og så står det eksplicit: ”Øst/Centraleuropas medlemskab af EC så hurtigt som muligt, og udvidelse af Nato-tilslutning er nøglen i denne proces”. Senere blev det tilføjet, at Ukraine spillede en afgørende rolle i integrationsprocessen. Så vidt hovedlinjerne i dokumentets europæisk-russiske del. Det er absolut ikke uden betydning, at Defense Planning Guidance blev udarbejdet samtidig med, at den sidste sovjetiske leder Gorbachev blev stillet i udsigt, at Nato ikke ville blive udvidet til de Østeuropæiske lande – ingen ”østudvidelse”. Men løftet var ikke skriftligt. Ukraine – nøglefaktor i Østudvidelsen I løbet af 90’erne skred realiseringen af planerne for østudvidelsen frem på trods af protester fra en svækket præsident Boris Jeltsin, som advarede om, at Natos østudvidelse kunne føre til en yderligere radikalisering af de nationalistiske kræfter i Rusland. Advarslerne blev overhørt. For USA indebar østudvidelsen, at en række stærkt USA venlige stater blev integreret i Nato og i EU som modvægt til de ”gamle” EU landes ønske om større uafhængighed af USA. På den anden side – selv om det kun blev antydet, skulle østudvidelsen tjene som en ny inddæmning af mulig trussel fra Rusland. Her spiller Ukraine og delvist Georgien en central rolle. Wolfowitz doktrinens helhedsperspektiv blev på et senere tidspunkt klarest formuleret af tidligere præsident Carters nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski i 1997 i bogen The Grand Chessboard: American primacy and its Geostrategic Imperatives. Her skriver han bl.a.: Ukraine, et nyt og vigtigt rum på det Euratiske skakbræt af geopolitisk betydning, fordi landet som selvstændig nation kan hjælpe med til at transformere Rusland. Uden Ukraine kan Rusland ikke længere blive et Eurasiatisk imperium. Uden Ukraine kan Rusland stadig stræbe efter at blive et imperium, men så vil landet hovedsageligt blive en asiatisk imperial stat”. Senere skriver Brzezinski i en artikel samme år: ”Et større Europa vil udvide USA’s indflydelse uden samtidig at skabe et Europa så politisk integreret, at det vil kunne udfordre USA på spørgsmålet som geopolitisk vigtighed….”. ”Et nyt Europa er ved at tage form, og hvis det Europa skal forblive en del af det Euro-Atlantiske rum, så er udvidelsen af Nato afgørende”. Videre i artiklen står der, at man skal søge at integrere et svækket Rusland i en eller anden form for sikkerhedssamarbejde, og at et selvstændigt Ukraine er nøglen til også at integrere Azerbeijan og Usbekistan i USA’s samlede geostrategisk plan. Rent geografisk udgør Ukraine forbindelsen mellem den europæiske og asiatiske del af Eurasien. Artiklen slutter med en vision: ”Kernen i den nye transnationale sikkerhedsramme kunne blive en stående komite sammensat af de store eurasiatiske lande som USA, Europa, Kina, Japan, et konføderalt Rusland og Indien”. Det hører med her, at Brzezinski havde anbefalet, at Rusland blev opdelt i flere autonome enheder og omdannet til en konføderation, hvilket på det tidspunkt gav god mening, idet Rusland under Jeltsin økonomisk og politisk var ved at  falde fra hinanden. Dels forårsaget af et bredt lag af grådige oligarker og dels støttet af vestlig finanskapital. Natos østudvidelse Polen, Tjekkiet og Ungarn blev formelt optaget i Nato på topmødet i 1999. I 2002 på topmødet i Prag udsendte man invitationer til Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Makedonien, Rumænien og Slovenien. Den formelle optagelse i Nato blev konfirmeret i 2004. Samme år blev de fleste af de nævnte lande tillige optaget i EU. Her skal man lægge mærke til rækkefølgen. Forud for optagelse af landene i EU var gået et relativt langt optagelsesforløb ind i Nato, hvor loyaliteten overfor USA’s interesser var blevet en central faktor i landenes politik og nationale selvforståelse. Hvad der jo i dag spiller en afgørende rolle i det aktuelle politiske landskab i Europa og splittelsen i forhold til krigen i Ukraine. 1999 er også året, hvor Putin vælges som præsident i Rusland. Foran ham og hans team stod en enorm opgave i at rette op på ti års politisk-økonomisk kaos og social deroute. Putin konsoliderede i ekspresfart sin magtbase og indledte et skånselsløst opgør med oligarkerne ved at gennemtvinge en renationalisering af vitale områder af økonomien. Året efter i 2000 ansøger Putin diskret om optagelse i Nato. Hans ansøgning blev blankt afvist af præsident Clinton. Denne afvisning satte gang i en langstrakt proces, hvor Rusland delvist lukkede af for vestlig indflydelse og forstærkede bestræbelserne på at genskabe russisk suverænitet. Den linje følges op af en voksende antirussisk stemning i Vesten og især overfor Putin, der ellers var blevet modtaget som den, der kunne rydde op i et Rusland faretruende nær på et egentligt kollaps. Ukraine fulgte ikke i Ruslands spor og forblev underlagt Vestens chokterapi og vestlige firmaers udnyttelse af landets ressourcer. Østudvidelsesprocessen pressede magteliten i Rusland. Man kunne ikke for alvor hævde overfor den russiske befolkning, at man var i gang med at styrke russisk suverænitet samtidig med, at Natos udvidelse og de facto inddæmning af Rusland svækkede landets strategisk sikkerhedspolitiske interesser. Münchentopmødet 2007, hvor den ”røde linje” trækkes Efter flere forhandlinger mellem Nato/USA og Rusland holdt Putin en skelsættende tale på det sikkerhedspolitiske topmøde i München 2007, hvor han dels gjorde op med forestillingerne om og strategien for at udvikle og styrke en unipolær verden under USA’s dominans. Især én sætning i hans tale vakte vrede i forsamlingen: ”Unipolaritet. Er en verden, hvor der er en herre, en suveræn. Når det kommer til stykket, er det ikke alene en utålelig situation for alle dem indenfor systemet, men også for suverænen selv, fordi han ødelægges indefra”. I konsekvens lagde Putin op til dannelsen af en mere overordnet sikkerhedsarkitektur, der ikke alene skulle sikre militær- og politisk stabilitet, men også involvere global økonomisk sikkerhed og fremme og udvikle dialogen mellem de forskellige civilisationer. Talen blev i hele det vestlige mediebillede takseret som aggressiv og udiplomatisk. Man så helt bort fra, at Putin først og fremmest sigtede til præsident Bush’s aggressive unilateralisme, invasionen af Irak og Natos offensive østudvidelse. Ruslands legitime interesser i en mere omfattende sikkerhedsarkitektur for Europa inkluderende Rusland og i det bredere perspektiv en eurasiaisk sikkerhedsarkitektur blev ignoreret. Det hører med til forståelsen af Putins tale, at der var gennemført et tvivlsomt valg i Ukraine 2004-2005, hvor Yuvschenko vandt over Jankovic og efter valget udråbte den tidligere halvfascistiske leder Bandera til national helt. En status han stadig besidder blandt de mest ultranationalistiske grupper og områder i dagens Ukraine. Østudvidelsens endelige formelle afslutning blev vedtaget året efter på Natotopmødet i Bukarest 2008. Her anbefalede man Ukraines og Georgiens optagelse i Nato. USA’s tidligere ambassadør William Burns advarede sammen med en række andre prominente amerikanske og europæiske diplomater og geopolitiske analytikere mod beslutningen. Flere af dem forudså en kommende åben konfrontation mellem Rusland og Nato. Man var på det rene med, at optagelsen af Ukraine og Georgien udgjorde en trussel mod Ruslands strategiske sikkerhed, idet Rusland herefter ville være ”lukket inde” fra Nord til Syd. Samme år åbnede den georgiske regering en konflikt med Rusland, som svarede igen med en kortvarig invasion. EU-landene kritiserede den georgiske regering for den unødige provokation. Men den passede i USA’s kram og var angiveligt støttet af CIA. Det var efterhånden ikke et spørgsmål om, men om, hvornår en åben konflikt mellem Nato/USA ville bryde ud. Man skal ikke glemme, at Natos uautoriserede bombardement af Serbien  i 1999 havde til formål at undergrave den Ruslandvenlige regering i Beograd men nok så meget at skabe to nye koncepter. ”Out of area interventions”, og ”humanitær intervention”. Et nyt begreb skabt udenom FN’s regelsæt. Natos optræden med USA i spidsen vakte bekymring i Europa og gjorde klart for Putin, hvad der kunne blive en realitet, når Ukraine og Georgien efter planen formelt skulle optages i Nato 2009. Kreml og den russiske elite forsøgte som svar på Natos beslutning om optagelse af Ukraine og Georgien at vinde tilslutning til et nyt sikkerhedsarrangement for hele Europa. Udkastet indeholdt forslag om nedlæggelse af Nato og OSCE for at bane vejen for en helt ny sikkerhedsarkitektur, der tog højde for de eksisterende geopolitiske interesser og styrkeforhold. Den russiske præsident Medvedev havde allerede året forinden i 2008 formuleret kernen i det senere udspil: ”Jeg er overbevist om, at Europas problemer ikke vil blive løst før der er skabt en enhed, en organisk helhed af alle de forskellige parter inklusive Rusland. I hele forløbet frem til 2014 er det tydeligt, at Ruslands udspil er defensive diplomatiske forsøg på at værne om russiske strategiske interesser og alliere sig med det ”gamle” EU mod USA’s mere og mere tydelige inddæmningspolitik og yderligere svækkelse af Rusland for at frigøre strategiske kræfter til at inddæmme Kina, som Obama i sin anden præsidentperiode havde gjort til et hovedmål. Søvngængergangen frem mod 2022 Med den korrupte og Ruslandvenlige Junakovich’s genvalg til præsident i Ukraine i 2010 indledtes den egentlige proces frem mod Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022. Umiddelbart efter valget indgik han realitetsforhandlinger med EU om en associeringsaftale. Imidlertid fandt han og regeringen i Ukraine de vilkår, EU stillede for uacceptable bl.a., fordi der skulle gennemføres omfattende privatiseringer, åbnes for vestlige investeringer og ikke mindst skulle grænsen til Rusland omdannes til en toldgrænse, der som konsekvens ville medføre enorme tab for det stærke sværindustrielle kompleks i Donbasområdet. Associeringsprocessen skulle midlertidigt stilles i bero. I stedet valgte regeringen i Ukraine at tage imod en samarbejdsaftale med Rusland, som ville sikre Ukraines økonomiske- og industrielle grundlag. Beslutningen skabte en voksende modstand fra landets oligarker, der fik støtte fra erhvervslivet og bureaukratiet i EU. Regeringens beslutning udløste massive protester især i den vestlige del af Ukraine, hvor man havde set frem til en tilslutning til EU. USA og EU pustede  til modstanden, der kulminerede i det, der er blevet kaldt Maidanopstanden og af andre Maidankuppet. Protesterne voksede til voldelige sammenstød og en hård kerne af demonstranters angreb på det ukraineske parlament og præsidentboligen. Janukoviech følte sig truet og flygtede til Rusland. Hvad, der egentlig skete i februar 2014, er stadig i dag kun delvist blotlagt. Men det er heller ikke i denne sammenhæng særligt vigtigt. Det afgørende er, at en lovlig valgt præsident tvinges til at flygte, og at der indsættes en russisk fjendtlig præsident. Det betød samtidig, at russerne anså lejeaftalen for den russiske flåde i Sevastopol på Krim for usikker. Modstanden mod Kiev på Krim blev for Rusland anledningen til de facto at annektere Krim og efterfølgende afholde afstemning om Krims nationale tilhørsforhold. Resultatet blev et overvældende flertal for tilslutning til Rusland. Valgets afholdelse og resultat kan absolut kritiseres men ikke befolkningens (60% russere) ønske om at blive en del af Rusland. Måneden efter i april startede et oprør mod Kiev i Donbasområdet, som angiveligt blev støttet af Rusland politisk, økonomisk og militært. Ruslands støtte til separatisterne blev overdrevet i vestlige medier. Optakten til en egentlig borgerkrig, der stort set skulle vare lige til Ruslands invasion, var en realitet. Fra vestligt hold var der opbakning til Kievregeringens offensiv mod separatisterne, især USA påbegyndte en massiv eksport af våben til Ukraines militære enheder samtidig med, at USA og EU vedtog en række ret vidtgående sanktioner overfor Rusland. Borgerkrigen i Østukraine ændrede ikke nævneværdigt på de indre styrkeforhold og i september 2014 indledtes de første forhandlinger om en fredsaftale. Forhandlingerne mundede ud i Minsk I aftalerne, som mere var en protokol for, hvordan kamphandlingerne skulle afsluttes. Frankrig og Tyskland deltog i forhandlingerne som mediatorer. Forhandlingerne løste ikke konflikten. De tolv punkter, der skulle sikre bilateral våbenhvile, overvågning af grænserne mellem Østukraine og Rusland og gennemførelse af valg i overensstemmelse med en midlertidig bestemmelse om lokal selvbestemmelse mv. blev ikke overholdt. I februar 2015 indledtes de endelige forhandlinger om Minsk II. Den tyske kansler Angela Merkel og den franske præsident Hollande deltog i forhandlingerne. Den fransk-tyske plan, som var blevet klaret af med Ukraines præsident Poroshenko, blev af alle involverede parter opfattet som et nyt og bedre grundlag end Minsk I protokollen. Minsk II aftalen var relativ konkret og forfattet mere forpligtende end Minsk I. Ud over bilæggelse af den militære konflikt og grænsedragningerne var det vigtigste resultat aftalens punkt 11 og 12, der stadfæstede ”oprørsregionernes” krav om udstrakt politisk, juridisk og økonomisk autonomi indenfor staten Ukraines grænser. I selve aftaleudkastet blev implementeringsproceduren beskrevet udførligt og konkret. Den Ukrainske regering og militær overholdt ikke aftalen. Ruslands handlinger er kun vagt beskrevet. Resten af verden vendte det blinde øje til, og konflikten i Donbasområdet eskalerede. Valgene blev udskudt igen og igen. Zelenski vandt en overvældende valgsejr i 2019 bl.a. med lovning om et omfattende opgør med korruptionen og respekt for og vilje til at implementere Minsk II aftalerne. Kort tid efter sin valgsejr vendte Zeleenski blad og lagde  afstand til aftalerne og støttede den militære offensiv i Østukraine. Vesten gjorde ikke stort for at presse Zelenski til at overholde Minsk II aftalen, som efterfølgende ikke blev taget alvorligt. I perioden frem til efteråret 2021 øger Nato sin militære tilstedeværelse og sender store mængder våben til Ukraine. Militæreksperter fra Nato organiserede og tilpassede det Ukrainske militærs ”Nato-operabilitet” indenfor Natos kommandostruktur. I den periode, nærmere bestemt 2016, advarer den tyske udenrigsminister Frank Walter Steinmeier mod unødig sabelraslen og krigsspil. Han opfordrer til dialog med Putin og udtaler, at ”det vil være fornuftigt ikke at puste til en fornyet konfrontation”. Det ”vil være fatalt alene at søge militære løsninger og afskrækkelsespolitik”. Ingen tog notits af den tyske udenrigsministers advarsler eller for den sags skyld højtstående amerikanske analytikeres bekymringer og næsten profetiske forudsigelser. Oprustningen fortsætter og en konfrontation synes uundgåelig, selv om de færreste i efteråret 2021 reelt forventede en russisk invasion. Slutspillet – den uundgåelige invasion Umiddelbart efter sin tiltrædelse som præsident i USA januar 2021 formulerede Joe Biden sit dictum for amerikansk udenrigspolitik: ”Som den globale kamp mellem demokratier og autokratier”. Og med til autokratier hørte Rusland og Kina. Vestens universelle værdier skulle bære denne kamp. Indenfor den ramme blev modsætningerne mellem USA, EU og Nato alliancen på den ene side og Rusland på den anden skærpet, og Ruslands modstand mod Ukraines optagelse i Nato blev opfattet som illegitim og i strid med Folkeretten. Et land skulle ikke kunne forhindre en anden suveræn nation i at tilslutte sig Nato. Svaret på Bidens og Natos kampagne mod autokratiet i Rusland kom med et sidste udspil fra Putin i efteråret 2021. Det blev i Vesten opfattet som et ultimatum, hvad selve teksten dog ikke giver belæg for. Den vestlige alliance afviste Putins udspil med henvisning til, at Rusland ingen adkomst havde til at blande sig i de centraleuropæiske staters og Ukraines suveræne dispositioner ejheller i Natos ageren indenfor alliancens sikkerhedsområde. En nærlæsning af udspillet giver imidlertid et klart indtryk af et defensivt forsøg på at afværge en konfrontation, selv om der i dokumentet nok kan anes en indirekte trussel om åben konflikt. Artikel 2 i udkastet foreslår, at der mellem Rusland og Nato skal oprettes sikkerhedsmekanismer til hastekonsultationer på et bilateralt og multilateralt grundlag. Artikel 3 slår fast, at parterne ikke opfatter hinanden som modstandere. Artikel 4 indeholder forslag om, at parterne ikke indsætter væbnede styrker i de nævnte territorier, som ikke var der før 1997. (altså før Natos østudvidelse blev en realitet). Artikel 6 er nok den vigtigste, hvor der står, at Nato forpligter sig til ikke at optage Ukraine i Nato. De sidste artikler omhandler en nedskalering af de militære øvelser mv. For alle parter var det indlysende, at Putins udspil ville blive afvist og i konsekvens accelererede Rusland den militære opmarch ved grænsen til Ukraine. Det var kun et spørgsmål om tid, før Rusland ville invadere Ukraine, medmindre man kunne nå til en sidste øjebliksaftale. Som Joe Bidens udenrigspolitiske dictum indlysende udelukkede. Invasionen februar 2022 og de kuldsejlede Istanbulforhandlinger Med en forholdsvis begrænset styrke invaderede Rusland Ukraine i februar 2022. Putin formulerede formålet med den ”specielle militære operation” som at tvinge Ukraine til forhandling, herunder udelukke Ukraines medlemskab af Nato. I realiteten gik russerne også efter at vælte den siddende regering, som siden 2019 havde ført en meget aggressiv offensiv i Østukraine. Operationen forekom ikke særligt vel planlagt og gav det indtryk, at Rusland var militært taktisk tilbagestående og relativt let ville kunne tvinges til retræte. Det skulle få måneder senere vise sig at være rigtigt. De russiske styrker blev trængt tilbage. I Vesten og i den Ukrainske regering vurderede man Ruslands ”dilettantiske” invasion som bevis på det russiske militærs tilbageståenhed, hvad der affødte den parole, der lige siden de kuldsejlede Istanbulforhandlinger har stået som krigens mål: ”tilbagetrækning af Rusland til grænserne før 2014”. I Natos hovedkvarter og i USA var man overbeviste om, at Ukraine med vestlig støtte kunne vinde krigen. Krigsretorikken fik og har fået flere nøk op siden. Invasionen blev fremstillet som Ruslands først skridt mod videre angreb på Europa og i hvert fald mod flere af de gamle øst stater som Polen, Litauen, Estland og Letland i nord og Rumænien og Bulgarien i syd. Helt bevidst afviste man Rusland formulering af krigen som en: ”speciel militære operation” og kaldte det en eufemisme for invasion og krig, hvor målet i første omgang havde været besættelse af Ukraine. Fredsforhandlingerne mellem Ukraine og Rusland blev indledt i Belarus knap en måned efter invasionen. Det var også Ruslands erklærede mål. Forhandlingerne blev senere i marts 2022 flyttet til Istanbul. Man nåede relativt hurtigt i april til et kompromis om en aftaletekst. Det var et gennembrud, men parterne var afgørende uenige om den fremtidige tilladte størrelse af det Ukrainske militær. Ukraine accepterede ikke at søge medlemskab af Nato mod at få stillet sikkerhedsgarantier for landets neutralitet svarende i forpligtelse til Natos artikel 5. Flere store lande skulle forpligte sig på sikkerhedsgarantien. Begge parter enedes om en forhandlingsperiode på 15 år til at løse Krimspørgsmålet. Ukraine skulle afstå fra at udvikle atomvåben og lukke landet for militære øvelser, der indebar Nato-tropper på Ukrainsk grund. De østlige løsrivelsesregioners status skulle afgøres gennem forhandling og afstemning. Og Rusland skulle øjeblikkeligt trække sine tropper tilbage fra Kiev. Efterfølgende har der været sået tvivl om, hvor enige parterne i virkeligheden var og hvor langt fremme, man egentlig var med formuleringen af slutkommunikeet, før Zelenski begyndte at tage forbehold under indtryk af Ruslands tilsyneladende militære svaghed og hurtigt lod sig overtale af Boris Johnson til at droppe forhandlingerne og forberede sig på en åben krig med Rusland. Herunder en egentlig modoffensiv bakket op af Vesten med overvældende militær støtte. Forestillingen om, at Ukraine kunne vinde krigen havde fået næring af Ruslands fejlslagne invasion. Præsident Biden gik så langt som til at formulere muligheden af et regimeskifte i Moskva som følge af Ukraines militære modoffensiv og Vestens hårde sanktionspolitik. Efterreplik Det gik ikke som præsten prædikede, og her tre år og mange tusinde menneskeliv efter, er Ukraine på vej til opløsning, uden at der overhovedet er tegnet et klart billede af indholdet af en varig fredsløsning. Det ”kollektive vesten” er datid. Europa er splittet på kryds og tværs i flere uforsonlige fraktioner og har med krigen og oprustningen antaget mere og mere parlamentarisk autoritær karakter. Spørgsmålet er, om den transatlantiske sammenslutning holder ret meget længere. Rusland kan vinde krigen men ikke freden, uden der udarbejdes en paneuropæisk sikkerhedsaftale. Det værst tænkelige slutscenarie for Rusland og ikke mindst den politiske ledelse er risikoen for at skulle besætte det meste af Ukraine for at tvinge regeringen til kapitulation. Det er ved at gå Europa og USA, som det gik hellenerne i det gamle Grækenland, der kaldte alle, som ikke talte hellensk for barbarer – de fremmede med det uforståelige og grove tungemål. Efterhånden kom begrebet ikke bare til at stå som udtryk for de fremmede, men blev efterhånden til en forestilling om, at alle ikke hellenere var barbarer – primitive, brutale, ukultiverede, underbegavede og aggressive. Disse betydningsforskydninger foregik under Perserkrigene og var medvirkende til, at hellenerne blev slaver af deres eget fjendebillede. Nået hertil og med de europæiske regeringslederes trusselsbillede som oprustningens ræson d’etre kan det måske være fremmende for en formulering af en fremtidig fælles nedrustningspolitik at lytte til præsident Trumps udtalelser om, at krigen i Ukraine kunne være undgået adskillige gange indenfor de sidste fire år, og vicepræsident J.D. Vances’ pointering af, at Europas fjende hverken er Rusland eller Kina, men Europas egen indre politiske drift begrundet i et trusselsbillede, man blindt har overtaget og dyrket med arven fra 1992. Den erkendelse vil det også klæde J.D.Vance at nå frem til. Med den amerikanske udenrigsmister Marco Rubios ord: ”en unipolær verden er et misfoster. Vi går mod en multipolær verden”. Den erkendelse skulle der en blodig krig i Ukraine til at skabe. Jan Helbak  

  februar 23, 2025 8:30 pm

  Læs mere

• EU under USA’s tveæggede sværd

  De europæiske ledere, kommissionen og de nationale statsadministrationer befinder sig for tiden i en situation, hvor de hverken kan gå frem eller tilbage. EU er havnet i en selvpåført lavvækstsituation, et magtvakuum og interne stridigheder om EU’s fremtid, interne institutionelle magtforskydninger og forholdet til henholdsvis USA, Rusland og Kina. Voksende nationalisme i medlemslandene og på den modsatte front EU kommissionens udnyttelse af situationen til at gennemføre yderligere magtcentralisering og vedtagelse af ”redskaber” til at disciplinere medlemsstaterne. Kommissionens magtcentralisering har hidtil kunnet hente sit rationale fra Covid 19, krigen i Ukraine, russisk ekspansionisme som skrækscenarie, følgagtigheden overfor USA/Nato og den selvforherligende forenede front af Vestlige demokratier – også kaldet ”det kollektive Vestens” universelle værdier. Nu eksisterer det kollektive Vesten ikke mere. Det har Trump sørget for. Ens tætte allierede er på under en måned blevet til en nådesløs konkurrent og ovenikøbet til potentiel fjende i tilfældet Grønland. Og da man samtidig har udskreget Kina og Rusland til at være strategiske fjender, har lederne i øjeblikket ikke mange steder at vende blikket hen. (Måske er det begrundelsen for de diskrete diplomatiske tilnærmelser mellem flere EU-lande, Rusland og Kina for langsomt at normalisere forholdene, når nu Ukraine taber krigen og tabet af gasimporten fra Rusland bliver for stor en belastning for europæisk industri)? For at få et klarere billede af de udviklingstræk, der ligger til grund for EU ledernes aktuelle forvirring og springen fra den ene position til den anden, kan det hjælpe at kaste et historisk blik tilbage til 1980’erne. Det skete på hotel Plaza og i Louvre og blev skrevet i Wolfowitz doktrinen I 1981hævede den amerikanske centralbankchef Paul Volcker den amerikanske rente til 16%. Inflationen skulle ned, og der skulle renses ud i de mange urentable virksomheder. USA gik i recession. Dollaren steg markant og kapital strømmede ind i landet og bidrog til at dække Reagans løse finanspolitik. Samme manøvre svækkede dog USA’s handelsbalance i en grad, der ramte amerikansk industri. Mellem 1982 og 1985 drøftede man forskellige løsninger i den amerikanske administration, i Kongressen og med de store europæiske lande samt Japan. En fløj i USA var fortalere for at hæve toldsatserne for at beskytte amerikansk industri. En anden fløj anbefalede tvungne valutakursændringer som middel til at nedbringe dollarkursen. Man landede på den sidste mulighed. Japan, Tyskland, Frankrig og England blev indkaldt til møde på Plaza hotel i New York den 22. september 1985. Dagsordenen var enkel. USA forlangte, at de fremmødte lande opskrev deres valutaer, åbnede deres vare- og kapitalmarkeder og igangsatte deregulering af deres markeder i øvrigt. Sådan blev det. Dollaren faldt på to år med 40%, selv om operationen ikke lykkedes overfor Japan. Her blev midlet så påtvunget ”frivillig” eksportbegrænsning af vitale produkter (eks. biler). Knap to år efter truede dollarfaldet med at udløse en omfattende recession. Der blev indkaldt til møde på Louvre i Paris den 22. februar 1987. Dagsordenen var denne gang lige så klar. Dollaren skulle opskrives. De samme lande skulle deregulere endnu mere, privatisere og markedsorientere de offentlige udgifter. USA skulle til gengæld få styr på budgetunderskuddet og den voksende gæld. Kapitalmarkederne skulle åbnes. Protektionismen med øgede toldsatser spøgte stadig i baggrunden, hvis USA’s allierede ikke makkede ret. USA’s økonomiske magtdemonstration har forsat lige siden i varierende udgaver og med større eller mindre succes. Det interessante er, at dagens politisk-økonomiske spil over Atlanten på mange måde minder om 1980’ernes og i hvert fald trækker tråde tilbage til de afgørende begivenheder op til ”Murens fald” og Sovjets sammenbrud. Kort tid efter Louvreaftalen, nærmere bestemt 1992, udformede viceminister Paul Wolfowitz under ledelse af Dick Cheney i Pentagon et dokument ”Defense Planning Guidance”, som umisforståeligt gjorde gældende, at ”den overordnede opgave var at forhindre genfremkomsten af en ny rival enten på de tidligere sovjetiske territorium eller noget andet sted…….”. Den tredje prioritet i strategien var, at ”udelukke enhver fjendtlig magt fra at dominere en region, vigtig for vores interesser………”. Selv om Wolfowitz’ oplæg sprogligt blev modificeret, stod tre prioriteter ud fra de andre. USA’s herredømme og interesser skulle ikke kunne trues af nogen anden magt, og Rusland skulle ikke have mulighed for nogen form for revanchisme men svækkes og underlægges amerikansk dominans. De tidligere Østeuropæiske lande under Sovjets dominans skulle indlemmes i den vestlige sikkerhedsstruktur og beskyttes mod mulige ”russiske overgreb” . Og ingen magt i nogen regioner (her blev der særligt henvist til Europa og eksplicit til Tyskland) skulle have mulighed for at udfordre USA’s magt og interesser. Oplæggets ordlyd blev senere nedtonet i den endelige udgave. Men det oprindelige var allerede blevet lækket til New York Times, som i sin udgave den 8. marts 1992 gav et meget fyldigt referat af dokumentet. Også her på det geostrategiske område gælder det, at amerikansk magtdemonstration og magtpolitik har været bestemmende for forholdet mellem USA og Europa. De strategiske beslutninger fra 1985 til 1992 har gået som en rød tråd gennem samtlige efterfølgende præsidenters angeren. USA’s geostrategiske- og politisk-økonomiske koncept blev i 1997 sat ind i en større og mere samlet ramme af tidligere sikkerhedsrådgiver for præsident Carter – Zbigniew Brzezinski . I et essay med titlen ”A geostrategy for Eurasia” gjorde Brzezinski gældende: at den største trussel mod USA’s styrke og globale magt udgjordes af risikoen for en samling af Eurasien fra de vest kinesiske provinser til Europas hjerte. USA måtte sikre sig maximal indflydelse i hele det enorme landområde og gennemføre en forpligtende sikkerhedsarkitektur, der bandt Rusland, de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien, Kina, Indien og Iran – og selvfølgelig Europa. I parentes bemærket er det samme sikkerhedsarkitektur, som Putin i dag argumenterer for. Fra Plaza til Louvre over Wolfowitz’s Defense Planning Guidance blev der støbt et grundlag for USA’s dominanspolitik efter ophøret af den kolde krig. I dette grundlag indgik USA’s dominerende indflydelse på udviklingen i Europa med økonomiske midler og geostrategisk gennem Østudvidelsen og styrkelsen af Nato. Det indre marked og skridt mod en egentlig Union Delvist som en reaktion på USA’s økonomiske magtdemonstration blev der efter hårdt pres fra Tyskland og Frankrig indkaldt til en hurtigt arbejdende konference i 1985. Forinden havde Delorsgruppen diskret udarbejdet et traktatudkast: Den europæiske fællesakt. Ud over kapitalens, arbejdskraftens, varernes og tjenesteydelsernes fri bevægelighed, skulle det fremover være muligt for Rådet at træffe beslutninger ved kvalificeret flertal. EU-parlamentets rolle blev styrket ved ”samarbejdsproceduren”. Den egentlige unionsproces blev sat i gang af Murens fald, Sovjetunionens opløsning og den tyske genforeningsproces. Først med Maastrichtaftalen i 1992, senere kompromisset i Edinburgh, Amsterdamtraktaten i 1999 og endelig Lissabontraktaten i 2009. Fælles for alle traktaterne er, at de lå i logisk forlængelse af de foregående traktater, som alle bar præg af at være nødvendige korrektioner begrundet i ændrede forhold i den europæiske kapitalismes indre udvikling, presset fra verdensmarkedet og de geopolitiske ændringer med Sovjets og Østeuropas opløsning og sidstnævntes efterfølgende skridtvise optagelse i Nato (østudvidelsen) og senere integration i Unionen. Den europæiske fællesakt (det indre marked) kunne ud fra almindelig økonomisk logik ikke udvikles på sigt uden en fælles valuta. Euroen blev vedtaget som perspektiv i 1992 og trådte i kraft i 1999. En fælles valuta krævede også en europæisk centralbank. Det blev til ECB med udstrakt autonomi og armslængde til det politiske system. De evindelige spændinger mellem landenes suverænitet og EU’s suverænitetsudvidelse måtte rammes ind. Rene EU-anliggender på markedsområdet. Bibeholdelse af medlemslandenes vetoret udenfor det indre marked så som udenrigspolitikken og andre områder, der greb dybt ind i medlemslandenes traditionelle suverænitet. Punktum for over 25 års traktatforhandlinger blev Lissabontraktaten, som endnu engang var et suverænitetskompromis. Allerede i 2003 forhandlede man en egentlig forfatningstraktat. Den blev vedtaget men ikke ratificeret i Frankrig og Holland. Den blev nedstemt ved folkeafstemninger i 2005. I de 25 års ”traktatkamp” blev Unionens struktur og institutioner alligevel styrket og medlemslandenes suverænitet tilsvarende svækket. Det førte reelt ikke til løsningen af det egentlige problem – behovet for en demokratisk politisk overbygning til den overstatslige markeds- og institutionsstruktur. Finanskrisen – begyndelsen på markedsfundamentalismens krise Det skulle blive finanskrisen i 2008 og den efterfølgende eurokrise, der bekræftede hele Maastricht bygningens indre svaghed. Allerede i 1990 havde flere fremtrædende økonomer advaret mod de indre svagheder i konvergenskriterierne og indførelse af euroen. De påpegede en inkonsistens mellem faste valutakurser, uafhængig pengepolitik i de enkelte lande og fri bevægelighed for varer, arbejdskraft, tjenesteydelser og kapital i det indre marked. Medlemslandenes endelige binding til en fælles valuta ville ikke kunne løse det problem, fordi man ikke samtidig oprettede en politisk finansoverbygning (finansunion og bankunion) og institutionelle udligningsordninger til at imødegå de enkelte landes forskellige økonomiske udvikling. Konsekvensen ville på et eller andet tidspunkt blive en udfordring af euroens sammenhængskraft og krav til de svageste økonomier om at rette ind gennem intern devaluering (nedskæringspolitik) for at tilpasse sig kravene fra de stærkeste økonomier, der udgjorde grundstammen i euroens monetære stabilitet. Eurokrisen demonstrerede brutalt, at kritikerne havde ret. De svageste økonomier i Grækenland, Spanien, Portugal og Italien kunne ikke efter finanskrisen indfri konvergenskriterierne, hvilket truede euroen. Løsningen blev med Tyskland i spidsen gennemførelsen af den hårdeste krise- og genopretningspolitik i nyere tid. De fire lande blev reelt sat under administration, og med Finanspagten (Mellemstatslig traktat) fra 2012 gennemtrumfede de stærkeste økonomier i Unionen et finanspolitisk regime hvis konsekvens blev markante indgreb i medlemslandenes velfærdsordninger. (i Danmark blev det til Budgetloven, der efterlignede den Tyske Schuldenbremse, som reelt underlagde landenes finanspolitiske suverænitet under EU-kravet om balance på statsbudgetterne). Dertil kom indførelse af ”det europæiske semester, hvor kommissionen fik adgang til at kontrollere de enkelte medlemslandes økonomier, herunder finanspolitik og ikke mindst adgang til at godkende landenes forslag til national økonomisk politik. Som sikkerhedsnet vedtog man at oprette European Stability Mechanism i 2012 med en lånekapacitet på 500 mia. euro men udstyret med meget skrappe krav til eurolandenes finanspolitik. Det paradoksale i alle de ”pagter”/traktater, der blev vedtaget i eurokrisens kølvand var, at de blev vedtaget som mellemstatslige pagter/traktater, men med kommissionen som kontrollerende og bestemmende myndighed. Det vil sige, at medlemslandene mere eller mindre frivilligt underlagde sig kommissionen myndighed på det finanspolitiske- og nationaløkonomiske område, hvilket selvklart havde indflydelse på alle de andre politikområder, der ellers hører under staternes suverænitet. Man kan i en vis forstand sige, at den af USA påtvungne markedsfundamentalisme afstedkom en markedsdomineret og teknokratisk integrationsmodel via det traktatkompleks, der skulle afværge en decideret nedsmeltning af euroen. Med Finanspagten og de andre aftaler lykkedes det at afværge euroens kollaps men ikke at løse de indre årsager til kollapset. Man udskød opgøret med illusionerne om markedets selvregulerende mekanismer. Man udskød endnu engang diskussionen om en finanspolitisk overbygning (finans- og bankunion) og oprettelse af reelle udligningsmekanismer på arbejdsmarkedet og indenfor industripolitikken. Og så alligevel var skredet mod øget penge- og finanspolitisk overstatslige myndighed indledt med ECB’s offensive opkøb af obligationer for at redde euroen og den europæiske finanssektor og følge trop med den amerikanske centralbanks opkøbspolitik for at redde den amerikanske finanssektor. Vendepunktet? ECB’s massive pengeudpumpning for at redde euroen og senere modvirke Pandemiens destabiliserende konsekvenser fra 2019-2021 kombineret med sanktionspolitikken overfor Rusland repræsenterer reelt om ikke formelt vendepunktet for den markedsfundamentalistiske strategi og omfattende tankesæt. Pandemien krævede i særdeleshed genopfindelse af den stærke og indgribende stat, hvilket ikke alene gav sig udslag på nationalstatsligt niveau men også i EU. Kommissionen og EU-institutionerne måtte gribe ind og bremse medlemslandenes nationalistiske og nationalegoistiske tendenser bl.a. i form af grænselukninger og hamstring af vacciner. På den positive side nåede man i EU til enighed om SURE programmets lån til de nationale økonomier, der  satte regeringerne i stand til at kompensere for de tvungne nedlukninger i erhvervs- og samfundslivet i almindelighed. Et nybrud var det, at man enedes om gennem fælles og forpligtende obligationsudstedelse at skabe grundlaget for genopbygningsfonden på ca. 808 mia. euro.  Fondens midler skulle fordeles efter en traditionel fordelingsnøgle men også efter et sæt kriterier, der bl.a. fordrede investeringer i moderne teknologi og miljøvenlig infrastruktur. Kommissionen fik kompetence til at overvåge regeringernes implementering af ansøgningsprogrammerne. Beslutningen fremstod selvfølgelig både rationel og nødvendig. Ikke desto mindre indebar beslutningen yderligere overførsel af kompetence fra de enkelte medlemslande til EU’s institutioner. Strategisk autonomi Sideløbende med kommissionens indsats mod pandemien i hele Europa og de voksende spændinger mellem Nato og Rusland genoptog man på Frankrigs opfordring drøftelserne af de første udkast til konceptet ”Europæisk Strategisk Autonomi”. Indholdet var ganske vist holdt i vage vendinger, men hovedretningen var ikke til at tage fejl af: en kombination af sikkerhedspolitiske tiltag og en mere systematisk og målrettet opbygning af et egentligt europæisk forsvar. Herunder våbenproduktion og harmonisering af sikkerheds- og kommunikationssystemer. Mellem linjerne i de mange dokumenter, kunne man læse ønsket om større uafhængighed af amerikansk dominans via Nato og en selvstændig strategi for nye sikkerhedszoner i Mellemøsten, Afrika og de Vestlige dele af Centralasien. Der var ikke formelt tale om et opgør med Nato. Men den logiske konsekvens af strategien ville føre til et helt andet styrkeforhold i alliancen og i realiteten også ændre dens karakter. (som bl.a. Marcron hævdede var Nato hjernedød). Af samme grund reagerede amerikanerne mod projektet, og de nye østeuropæiske EU lande samt de skandinaviske lande forholdt sig skeptiske. USA så også risikoen for en konkurrerende militærindustri. Op til og med Ruslands invasion af Ukraine blev EU lederne så opslugt af russisk ekspansionisme, at konceptet om strategisk autonomi røg ud i den politiske periferi. Nu gjaldt med pres fra USA og flere af de østeuropæiske lande styrkelse af Nato – her og nu. Krigen i Ukraine tydeliggjorde EU’s fundamentale militære- og sikkerhedspolitiske svaghed. De østeuropæiske medlemslande har siden advokeret stærkt for at udbygge Nato og nedtone det strategiske perspektiv for en selvstændig europæisk forsvarsunion. Siden optakten til krigen i 2021 og efter Ruslands invasion i februar 2022 var det USA, der gennem Nato lagde linjen for at sikre en ”Vestlig alliance”, hvor EU landenes interesser endnu engang de facto blev underordnet USA’s overordnede geostrategiske magtinteresser. (I tråd med forskrifterne i Wolfowitz doktrinen). EU landene og England har siden 2022 måtte betale regningen som følge af sanktionerne overfor Rusland, hvor der blev lukket for den relativt billige olie- og gasforsyning. EU-landene er i løbet af Ukrainekrigens næsten tre år ikke bare valutapolitisk (dollardominans og Swiftsystemet) og sikkerhedspolitisk men også energiforsyningsmæssigt blevet endnu mere afhængig af USA end tidligere. Bl.a. på grund af det nødvendige opkøb af gas i USA til overpris for at sikre tilstrækkelige forsyninger til de nødlidende medlemslande. Pivot Kina Inde bag USA’s afvæbningsstrategi overfor Rusland har der siden Obamas ”pivot China” – vending mod Kina – udfoldet sig et amerikansk pres for at binde EU til en strategisk, militær, og økonomiske inddæmning af Kina. Problemet er – og det er ikke blevet mindre – at EU-landene hver for sig har vidt forskellige interesser i forhold til Kina, som vil lide under Ursula von der Leyens ”de-risking” politik, som reelt er følgagtighed overfor USA’s interesser. Både den tyske og den franske regering og landenes erhvervsliv frygter,at det kun er et spørgsmål om tid, før USA flytter det økonomiske og geopolitiske tyngdepunkt til Asien. Hvis EU, som sagerne står lige nu, accepterer at indgå i det amerikanske spil, som kommissionsformand Ursula von der Leyen i modsætning til flere medlemslande og store dele af den europæiske industri lægger op til, vil det yderligere svække EU på verdensmarkedet. EU-landene har brug for et tæt handelssamarbejde med Kina og kan ikke tåle at blive mere afhængig af USA. Det står ganske klart med præsident Trumps toldtrusler. Men EU har på nuværende tidspunkt hverken en struktur, kompetence eller magtmidler til at gøre sig selvstændigt gældende på verdensmarkedet, hvis eksempelvis den ”kolde techkrig” mellem USA og Kina eskalerer. Nedenunder samlingen af Vestens alliance mod Rusland, vokser de handelspolitiske spændinger mellem USA og EU. De kom til overfladen med Bidenregeringens protektionistiske politik på it- og chipområdet og forstærkes nu af Trumps ”MAGA”, hvis magtlogiske rationale kan føres tilbage til de indrømmelser Reaganregeringen i 1985 og1987 påtvang Europa og Japan. ”Det nødvendige punkt” Det er i lyset af de samlede bevægelser og tildragelser – opbruddet i den hidtidige unipolære verdensorden og det geopolitiske atmosfæriske tryk, at de mange forskellige projekter og forslag, som kommissionen har søsat over de sidste to år, skal vurderes. Mest vidtgående i sin tid med pandemien in mente var uden tvivl forslaget om et Single Market Emergency Instrument i kommissionens Arbejdsprogram 2022, som med afsæt i beskyttelse af det indre marked og de fire bevægelsesfriheder plæderede for en overdragelse kompetence til kommissionen til på legalt grundlag at advokere for indførelse af ”nødretsforanstaltninger”. Forslaget er gemt men ikke glemt. Nødberedskabet skulle kunne aktiveres indenfor sundhedsområdet, vigtige forsyningsområder, herunder vitale råstoffer, indenfor tech området og strategiske lagre. For det andet skulle kommissionen kunne håndhæve et kriserespons spor, hvor forskellige kommissærer kan handle for at regulere medlemslandenes offentlige indkøb, indsamle informationer fra erhvervslivets forskellige ”operatører”, screene erhvervsinvesteringer og monitorere medlemslandenes import/eksport samt og ikke mindst indførelse af kommissionens fordelingskompetence indenfor Unionen under nødret. Hensigten var og er med udkastet til Competitivnes Compass fra 29. januar 2025, at EU-institutioner og kommissionen skal kunne gribe ind i de enkelte landes erhvervsliv og arbejdsmarked og pålægge bestemte industrier at øge deres produktion eller omlægge den for at sikre de nødvendige forsyninger og investeringer i EU. EU-kommissionen foreslår også at bløde op på de stramme konvergenskriterier og Finanspagtens bestemmelser. Det afgørende her er ikke så meget det diskrete opgør med Finanspagten og de andre aftaler i forbindelse med eurokrisen. Opblødningen har været på vej længe som en simpel nødvendighed. Vigtigere er de vedføjede betingelser, idet kommissionens konkurrenceudspil indeholder øgede beføjelser til kommissionen i forhold til overvågning af medlemslandenes bestræbelser for at nedbringe statsgælden og de budgetmæssige underskud. Selve strukturen for kommissionens kompetence og kontrol, som indgår i det nye forslag, ligger allerede som mekanisme i ”det europæiske semester”, hvor medlemslandene dels skal forpligte sig til at følge de af kommissionen udarbejdede økonomiske og finanspolitiske retningslinjer og dels acceptere kommissionens magt til at sikre dem overholdt. Jf. kommissionens aktuelle straffeekspeditioner overfor Ungarn ved at tilbageholde fondsmidler og fremføre trusler om lignende sanktioner over forandre medlemslande, der måtte følge i Ungarns spor. Krigen i Ukraine har om nogen enkeltbegivenhed forceret EU ledernes famlende opgør med globaliseringsstrategien og den hidtidige markedsdoktrin og tvunget både unionen og de enkelte medlemslande ud i en næsten merkantelistisk statsinterventionisme. Markedskapitalismen skal reddes fra den selv, og på nuværende tidspunkt er der i EU ikke andre end kommissionen til at tvinge skiftet igennem. Sanktionspolitikken overfor Rusland og EU-ledernes følgagtighed har på alle områder afdækket USA’s finansielle magt og ensidige vilje til at straffe alle, der udfordrer dets magt og dominans. Det gælder også EU, der på et givet tidspunkt kan blive offer for egen medicin. Det afgørende spørgsmål og dermed det afgørende vendepunkt bliver, om det, Trumps ”MAGA” har sat gang, ender med et ”nødvendighedens punkt”. Dvs. hvor integrationen i EU endnu engang gennemføres på en måde, så de af kommissionen varslede traktatændringer accelererer udtyndingen af medlemslandenes suverænitet og nedslider Unionens demokratiske legitimitet. En snigende form for autoritær institutionalisme. Afsluttende bemærkninger Som sagt er der ikke nogen enkeltbegivenhed i nyere tid som krigen i Ukraine og sanktionspolitikken, der så plastisk har dokumenteret, at de lande eller samling af lande, der besidder de militære- og finansielle institutionelle magtmidler til at regulere de finansielle processer, også besidder styrken til at definere dominansen på verdensmarkedet. Men sværdet er toægget. Selv medlemmer af den Vestlige alliance og allierede med USA kan blive offer for de selv samme magtmidler, som udfoldes overalt, hvis de ikke makker ret. Helt aktuelt udfolder USA store bestræbelser for at indordne EU landene og flere af de Asiatiske lande i inddæmningspolitikken overfor Kina. Det vigtigste pressionsmiddel ud over dollarmonopolet er dominansen indenfor chip-produktionen og dens vidt forgrenede netværk. Makker de enkelte lande ikke ret, er de i fare for at blive ramt af ”The chip act” i den verserende ”chipkrig”. Formålet med loven har været og er at give den amerikanske administration fuldmagt til tvinge alle chip producenter og producenter af maskiner til produktionen i hele verden til at underlægge sig amerikanske clearingskrav. Det bliver stadigt tydeligere, at stedfortræderkrigen i Ukraine har været styret efter USA’s ambitioner om at tilbageerobre den ubetingede dominans på verdensmarkedet, svække Rusland, inddæmme Kina og disciplinere Europa ind under amerikansk indflydelse og diktat bl.a. ved at sætte de nye østeuropæiske EU-lande op mod ”de gamle” ved at underordne EU under Nato’s (USA’s strategiske dispositioner). Det er ikke et spørgsmål om, men snarere om hvornår, europæisk kapitalisme igen ryger ud i konfrontationer med den dominerende amerikanske kapitalisme. Det gælder både direkte og indirekte i Europas bestræbelser for at pleje sine legitime interesser overalt på verdensmarkedet. USA og EU-landene har allerede mange sammenstød i Mellemøsten, Latinamerika og Afrika. De overskygges lige nu af konfrontationerne med de kinesiske fremstød, men de ulmer under overfladen. EU har aktuelt også mere brug for et velfungerende internationalt regelsystem med tilsvarende stærke institutioner som f.eks. WTO og FN-institutionerne, end USA har. Man kan sige, at de sidste fyrre års udvikling af Unionen gennem markedsdomineret integration, geostrategisk halehæng til USA og teknokratisk kvælning af de demokratiske institutioner har bragt EU eliten i en situation, hvor deres traditionelle politiske orientering ikke rækker. De europæiske lande står splittede og uden de nødvendige politiske – økonomiske – militære – og sikkerhedspolitiske institutioner og uden en legal politisk overbygning til at kunne handle selvstændigt. Og hvor gerne end kommissionsformanden teknokratisk og magtfuldkomment vil tvinge det nye konkurrenceregime igennem, er det med risiko for yderligere at puste til de voksende EU kritiske strømninger, der vokser i flere medlemslande (Tyskland, Frankrig, Holland, Østrig, Tjekkiet, Ungarn og Slovakiet) og samtidig uddybe modsætningen mellem de Natobegejstrede baltiske lande, Polen og Skandinavien på den ene side og ”de gamle Unionslande” på den anden side. Modsætninger, der kan vokse til reelle splittelseslinjer og som konsekvens uddybe EU’s manglende beslutnings- og handlekraft, hvad der trods alle forskelle fra 1992 og nu vil være i Wolfowitz doktrinens ånd. Jan Helbak      

  februar 6, 2025 9:13 pm

  Læs mere

• Er demokratiet truet?

  Det har ikke skortet på artikler i alverdens aviser, der mener, at det amerikanske demokrati er truet med de kaskader af præsidentielle dekreter og forordninger, som Trump satte i værk umiddelbart efter sin indtræden som præsident. Flere medier og lederskribenter er gået skridtet videre og kaldt Trump en autokrat omgivet af et magtfuldt oligarki – in casu de store techgiganter. Vi har de seneste uger fået en forsmag på, at Trumpadministrationen agter at gå hele vejen for at teste de forfatningsmæssige muligheder for at styrke den præsidentielle magt og begrænse Kongressens reelle politiske indflydelse. At Trump har fart på og længe har forberedt sig herpå skyldes, at han skal nå at gennemføre det meste af sit program inden midtvejsvalget om to år, hvor Republikanerne kan miste flertallet i Repræsentanternes Hus. Truer Trumps forordninger demokratiet? Udgør de mange præsidentielle dekreter og forordninger så en trussel mod demokratiet – eller rettere det amerikanske demokrati? Indtil videre er det ikke dokumenteret, og der er ikke fældet domme i de tilfælde, hvor en forordning er indbragt for en domstol som forfatningsstridig. Hvis det så viser sig i løbet af den kommende periode, at kun få forordninger er forfatningsstridige ifølge domstolene og af samme grund annulleres, ja så er demokratiet vel ikke truet som sådan. For magtdelingen virker øjensynligt, og det er som bekendt kernen i det liberale demokrati. Det er den, som Trump med sin politik bevidst forsøger at udfordre. Helt aktuelt er tre af Trumps forordninger havnet i retssystemet. Det drejer sig om statsborgerskab til børn af legale indvandrere, afskedigelse af mange ledende medarbejdere i statsadministrationen og den midlertidige suspension af hjælpeprogrammer. Det er dog værd at bemærke, at det juridiske spil, der er gået i gang, handler mindre om indhold og mere om overholdelse af processuelle forskrifter. En eksemplarisk artikel i Financial Times Af de mange kommentarer til Trumps ageren har jeg især hæftet mig ved en artikel af Gideon Rachman i Financial Times med titlen: “Trump the contest between two visions of democracy”. Artiklen er eksemplarisk nøgtern og præget af omtanke. Gideon Rachman refererer først til en almindeligt udbredt sondring mellem processuelt demokrati som metode til at vælge ledere og på den anden side demokrati, der som politisk system skal styrke den folkelige indflydelse på beslutningerne. Uden selv at tage eksplicit stilling refererer Gideon Rachman i forlængelse af sin distinktion til en opinionsmåling før valget, hvor 76% af respondenterne angav, at demokratiet er truet. Men at kun 7% mente, at spørgsmålet havde den store betydning i valgkampen. Efter Trumps indsættelse som præsident viser en anden meningsmåling, at 2/3 af Demokrater og 80% af Republikanere udtrykker mistillid til både regering, Kongres og medierne. På baggrund af de to undersøgelser konkluderer Gideon Rachman: at ”hvis vælgerne føler sig ekskluderet og ikke styrket af det politiske system, kan de tilsidesætte liberale værdier til fordel for en ”stærk mand”, som kan få tingene gjort”. Gideon Rachman antyder hermed, at Trump er vokset ud af et dysfunktionelt parlamentarisk system og en utilstrækkelig forfatning, hvor det liberale systems værdifulde særkende – ”check and balances” – rent faktisk ikke fungerer. Et demokratisk system, hvor magten er centraliseret hos præsidenten og hans administration og hos domstolene, og hvor parlamenterne de facto ikke længere er repræsentative og end ikke magter at holde den udøvende magt i skak. Logikken brister Så eksplicit er Gideon Rachman dog ikke i sin analyse. Men antydningerne tjener dog som afsæt for artiklens vigtige afsluttende bemærkninger, der understreger hans egen liberal demokratiske analysevinkel. ”Hvis støtterne af det liberale demokrati ønsker at vinde kampen, er modstand og åbne vredesudbrud ikke nok. De må tilbagevise ”de stærke mænds” argumenter og de illiberale demokraters……”. ”De liberale må også påvise, at autoritære ledere har en tilbøjelighed til at styrke egen magt og loyale støtter og ikke folket. Korruption er et næsten uundgåeligt resultat”. Her brister logikken for Gideon Rachman. Han har selv henvist til flere undersøgelser, der viser, at folket/flertallet af befolkningen ikke har tillid til hverken den politiske elite eller de politiske institutioner. Lignende meningsmålinger er foretaget i de fleste lande i Europa og med samme resultat. De adspurgte har ikke tillid til, at politikerne interesserer sig for befolkningens almindelige dagligdags problemer og heller ikke til, at man bliver fortalt sandheden om, hvad der foregår bag de lukkede døre. Og for at summere oplever man et større og større gab mellem det almindelige liv udenfor murene og magtens centrum. Man oplever sig ikke repræsenteret, hvilket som bekendt er nerven i det repræsentative demokrati. Så hvad er det for argumenter, som Gideon Rachman og andre mener, der skal føres i marken for at overbevise befolkningen og tilbagevise fremkomsten af ”stærke mænd”? Svaret forbliver abstrakt. Kritikerne af Trump og karakteristikken af ham som autokrat, der truer demokratiet, er de samme kritikere, som ikke vil indse, at Trump som præsident og hans bestræbelser for at styrke præsidentmagten og begrænse parlamentet netop skyldes, at den demokratiform, de hylder, enten ikke fungerer eller i hvert fald har svære betingelser. Selv herhjemme viser Emil Husteds undersøgelse og rapport – ”Fremmedgørelse og resonans på Christiansborg” – som er en del af ”Magtudredningen 2.0”, at mere og mere magt flyttes fra Folketinget til regeringen og det juridiske system, og at flere af de interviewede Christiansborgpolitikere føler sig magtesløse og så godt som uden reel indflydelse. Jørgen Grønnegaard Christensen titulerer sit bidrag ”Forligsparlamentarisme – ministerstyret og centraladministrationen” i sin undersøgelse af de senere års institutionelle magtforskydninger. Hvis de to bidrag er dækkende, kan det vel ikke komme bag på nogen, at et flertal af befolkningen oplever et system og en politisk-teknisk elite, der har lukket sig om sig selv. Samfundets socioøkonomiske modsætninger underløber det liberale demokrati Vil det sige, at argumenterne ikke findes? Selvfølgelig gør de det, men de opnår først overbevisningens kraft, hvis det kritiske blik også vendes indad og fokuserer på det fundament, som argumenterne udgår fra. Her bliver det stadigt tydeligere, at markedsfundamentalismen og globaliseringstrategiens uregulerede ekspansion over fyrre år har undermineret den demokratiske bygning, som garanti for befolkningens almindelige tryghed og samfundets stabilitet. I tilgift har dyrkelsen af det kapitalistiske markeds uomgængelighed og bundlinjetænkningen i alt ligeledes skabt de oligarker, som har stået bag Jo Biden og nu Trump. Oligarkerne tilhører godt nok forskellige grupper i den økonomiske elite, men deres magt og indflydelse helt ind i statsapparaternes dybde er ikke forskellig. De øverste 10% af samfundsgrupperne besidder så stor rigdom, og deres individuelle beslutninger om investeringer, hvad de investerer i og hvorhenne har så vidtgående konsekvenser, at endnu ingen politisk parlamentarisk magt i hverken USA eller Europa reelt har været i stand til at regulere deres vilkårlige private beslutninger, selv om de har afgørende betydning for hele befolkningens levevilkår. Derfor vil Gideon Rachmans ønskede argumenter forblive uvirksomme. Lad os nu antage, at vælgerne vender sig mod Trump eller hans europæiske allierede, Marine Le Pen eller Alice Weidel, når det går op for dem, at de ikke repræsenterer løsningen på de mange samfundsmæssige problemer, som de har slået sig op på. Hvem skal så løse dem? De fallerede politiske systemer og gabet mellem folket og dets repræsentanter har jo ikke ændret sig i mellemtiden. Det er i det magtvakuum, at de autoritære og forfatningsstridige tendenser kan blive til virkelighed. Eller sagt afslutningsvis er svaret på den politiske suppedas de liberale demokratier befinder sig i ikke en forherligelse af det, der var før Trump. Ikke formelle og akademiske institutionsanalyser i den hensigt at få de demokratiske institutioner til at fungere bedre, men en radikal kritik af den politiske økonomiske virkelighed. Den kapitalistiske markedsøkonomis kolonisering af samfundenes politiske og civile liv og dermed af det liberale demokrati. Jan Helbak            

  januar 30, 2025 5:44 pm

  Læs mere

• Stedfortræderkrigens 360 grader

  Krigen mellem Ukraine og Rusland kaldes for en stedfortræderkrig. Mellem USA, EU og Nato på den ene side og Rusland på den anden. Ukraine leverer kun slagmarken og soldater. Resten er under Natos ellers Ruslands kontrol. Stedfortræderkrig for hvad? For fastholdelse af USA’s og EU’s globale dominans og Rusland i en underordnet position. Sådan som billedet tegnede sig efter 1992 under Boris Jeltsin. Billedet blev til Natos Østudvidelse, som Rusland modsatte sig, da Putin overtog præsidentposten i 2000. Ukraine blev ”den røde linje”, og invasionen af Ukraine i 2022 blev af Rusland defineret som en eksistenskrig for at fastholde og understrege landets strategiske sikkerhedsinteresser. Omvendt ser USA og EU Østudvidelsen og Ukraines medlemskab af Nato som en af flere operationer for at fastholde Vestens status quo. I den forstand er krigen i Ukraine også en eksistenskamp for USA, EU og Nato og som sådan en stedfortræderkrig. Sådan er vi efterhånden vant til at se krigen. Sådan følges den hver dag af medierne. Og hvis Mette Frederiksens synspunkter til en vis grad repræsenterer opfattelsen i regeringskontorerne i EU, så udgør krigen i Ukraine også en stedfortræderkrig mod ”mørkets magter”: Kina, Iran, Rusland og Nord Korea. Hvad der er af interesser udenfor denne binære scene regnes enten ikke med eller fortoner sig i tågerne. Geometrisk betragtet svarer det til, at cirklen er reduceret til120 grader. De resterende 240 grader lades ude af betragtning. Men så er det jo heller ikke en cirkel, vi har med at gøre. En cirkel er 360 grader Det ville måske være klogt allerede nu at indtænke hele kloden. Altså de 360 grader, når vi beskæftiger os med stedfortræderkrigen i Ukraine. Flere lande i Latinamerika, alle landene i Centralasien ( Kasakhstan, Kirgisistan, Usbekistan, Turkmenistan) og de toneangivende lande i Afrika forholder sig både politisk og ganske praktisk til krigen i Ukraine som en stedfortræderkrig, hvis udfald også får afgørende betydning for dem. Man positionerer sig allerede nu i forhold til, hvad der sker på slagmarken i Ukraine og til det geopolitiske spil i den forbindelse – ikke at forglemme det geostrategiske og militærtekniske spil. For at det ikke skal blive ved disse generelle betragtninger, vil jeg underbygge mine betragtninger med henvisninger til eksempler fra især Afrika af den simple grund, at det er det område, jeg kender mest til. Flere steder i de afrikanske regeringer og i den politisk-intellektuelle elite i Nord-Vestafrika (Mali, Niger, Senegal, Guinea Bissau, Burkina Fasso og i lande som Kenya og Nigeria) følger man hele sanktionsproblematikken tæt. Det gælder bl.a. Ruslands metoder til at omgå sanktionerne. Indiens og Ruslands samhandel, og Kinas og Saudi-Arabiens samhandel i lokale valutaer diskuteres med henblik på en fremtidig tilpasning til afrikanske forhold ved en øget samhandel mellem de 54 lande. I Sahellandene (Nordvest Afrika) er man langt fremme med eksperimenter med en fælles valuta kaldet ”eco”. Udfordringen består i at finde en tredje valuta, som de lokale kan måles i forhold til. Men det skal nok lykkedes. Man er nemlig helt på det rene med, at man ikke som Rusland kan omgå sanktioner og udelukkelse fra SWIFT med mindre, man udgør en større økonomisk- og politisk enhed. Af samme grund foregår der også tilnærmelser mellem Sahellandene, Nigeria og en eller flere af de andre Centralafrikanske lande. (bl.a. Rwanda). I de samme lande gennemfører regeringerne nu i ly af krigen i Ukraine juridiske opgør med olie- og gasselskaber, så disse enten overdrager det samlede ejerskab til eksempelvis Mali, Niger og Senegal, eller overdrager vigtig teknologi og knowhow til de pågældende regeringer samt åbner for nye nationale investeringer, som regeringerne kontrollerer. I de sidste tre år har landene i Afrika og i Centralasien styrket kravet om en mere lige repræsentation i alle vigtige organer i FN. Samme krav om omrokering af styrkeforholdene formuleres i forhold til stemmevægte i IMF og WTO og adgang til G20. Man skal her tage i betragtning, at landene i Afrika og Latinamerika hidtil har betalt en eksorbitant høj rente, når de låner penge i IMF. Derfor er de havnet i en strukturel gældsfælde. I forvejen svækkes de  hver eneste dag, fordi lånene udstedes i dollar, som konstant styrkes i forhold til de lokale valutaer. Inflationen på det afrikanske kontinent er således et vestligt skabt strukturelt fænomen. Den unge generation kræver forandringer Overordnet gælder det for flere af de nye politiske bevægelser (hovedsageligt ledet af unge) i de afrikanske lande, at man stræber efter et opgør med ”kolonialismens økonomiske struktur”[i], der uforandret vil vedblive med at fastholde Afrika som et politisk-social ustabilt kontinent i økonomisk afhængighed. Nu vejrer man morgenluft flere steder og følger de mange slag om Ukraine med nøjagtig samme interesse, som i resten af verden. (Der diskuteres indgående og meget seriøst på de afrikanske sociale medier). Afrika som helhed importerer 85% af alle basisfødevarer, selv om man så rigeligt kunne være selvforsynende. I stedet importerer man f.eks. korn fra Frankrig på trods af, at de samme sorter kunne produceres billigere flere steder på kontinentet. Omvendt er man op gennem kolonitiden og frem til i dag blevet tvunget til at producere nicheprodukter til eksport så som chokolade, kaffe mv. De fleste lande på kontinentet importerer næsten al energi, selv om de kunne producere det hele selv og være selvforsynende med vedvarende energi. Landene fastholdes i tilbagestående industrielle infrastrukturer og lavkvalitetsproduktion til eksport og forhindres i at udvikle eller overtage avanceret teknologi enten på grund af låneaftalerne eller de udbredte investeringsaftaler med vestlige firmaer og långivere. På den måde har Afrika indtil nu været afskåret fra udvikle et kontinentalt vækstmarked. Kort sagt, som det udtrykkes af økonomen Fadhel Kaboub, kan de afrikanske lande vedtage ligeså mange demokratiske forfatninger, de vil. Det dæmmer ikke op for korruption, nepotisme og politisk vold. For når det politiske regnebræt skal gøres op, og regeringerne prioritere projekter, er det den økonomiske afhængighed, som svinger taktstokken. Samme økonom og flere med ham refererer til mange forskellige Panafrikanske konferencer, hvor et opgør ikke kun med den kulturelle- og politiske kolonialisme men nok så meget den økonomiske igen og igen er på dagsordenen. Og diskussionerne og de fremlagte planer er mangedoblet sideløbende med udviklingen i krigen i Ukraine. Man skal i den forbindelse tage i betragtning, at de nye politiske generationer er meget unge og betydeligt bedre uddannede end deres forældre. Det er først og fremmest dem, der som nye regeringsledere og bevidste støtter repræsenterer verdens ”yngste” kontinent. Udfaldet af stedfortræderkrigen får betydning for frigørelsesprocessen i Afrika Alt i alt følger regeringerne, de politiske eliter og de unge bevægelser i Centralasien og Afrika fredsforhandlingsspillet i Ukraine med enorm interesse. Vinder Rusland krigen, og indgås der en varig og retfærdig fredsaftale? Kommer der en sikkerhedsarkitektur for Europa-Eurasien, som kunne omsættes til en lignende sikkerhedsarkitektur for det afrikanske kontinent og Centralsien? Hvad sker der med alle sanktionerne overfor Rusland og Kina, og hvad får det af konsekvenser for sanktionerne overfor Iran og Syrien? Hvordan skal de afrikanske lande sikre sig mod sanktioner, når opgøret med den koloniale struktur tager fart? Hvordan kan man omgå dollardominansen og fremover indgå lokale handelsaftaler og sikkerhedsaftaler, som fremmer de afrikanske landes nationale suverænitet og uafhængighed? Disse spørgsmål og konturerne af løsninger har været på vej siden 2008. Stedfortræderkrigen i Ukraine har først og fremmest accelereret processen og givet den mere fast form. Eksempelvis har man noteret sig hvor arrogant og ynkeligt, Frankrig har optrådt i Sahelområdet og samtidigt flakset frem og tilbage hvad angår positioner i forhold til stedfortræderkrigen i Ukraine. Nu tvinges alle franske tropper til at forlade Sahelområdet. I Afrika kan man jo også følge med i de politiske og strategiske uenigheder i EU og kan som alle andre forestille sig øgede spændinger mellem EU og USA. Og ikke mindst har stedfortræderkrigen øget Ruslands og Kinas interesse i at omgå Vestens dominans ved at udbygge det gode forhold til landene i det Globale Syd gennem produktive handels- og investeringsaftaler. Den samme interesse for ligeværdigt økonomisk samarbejde med Afrika udvises også af Tyrkiet, Indien og Brasilien. Alle har de gennem BRICS en fælles interesse i at investere i Afrikas antikolonialisme og Centralasiens selvstændiggørelse. Så som meget andet her i tilværelsen kan en enkelt begivenhed, en enkelt intervention eller konflikt sætte gang i en række begivenheder og opbrud i ellers stabile – eller i hvert fald antaget stabile – strukturer og skabe politisk-økonomiske- og geopolitiske forskydninger med en rækkevidde og kompleksitet, der rækker langt ud over arnestedet. I dette tilfælde stedfortræderkrigen i Ukraine. Af den grund kan der være politisk fornuft i at se krigen i et globalt 360 graders perspektiv og ikke i det binære forhold, som vi har for vane i dag.  Alene af den grund, at det i en generel opbrudssituation kan være fornuftigt at se sig over skulderen. [i] Som inspiration kan man med stort udbytte lytte til et interview med økonom og dr. Fadhel Kaboub. https://www.youtube.com/watch?v=_hOQTWrtU7k   Jan Helbak

  januar 19, 2025 8:50 pm

  Læs mere

• Mette Frederiksens forældede verdensbillede

  Jeg vil indlede med en bemærkning om, at hele sagen om Grønland og Trumps mulige røverkøb sættes i parentes i denne artikel. Emnet er derimod Mette Frederiksens nytårstale og flere interviews op til jul. Mediernes kommentatorer har især hæftet sig ved statsministerens ”mørke tone og verdenssyn”. Et sandt trusselsbillede som i Mette Frederiksens optik må få os danskerne til at finde sammen, sætte de små særinteresser til side og være indstillet på at yde ofre – læs forringede velfærdsforanstaltninger. Det drejer sig om vores og Europas – ja hele Vestens sikkerhed og forsvaret af vores værdier. Få kritiske røster har stillet det intrikate spørgsmål, om Mette Frederiksen med talen har indledt en fokusforskydning fra de hjemlige problemer, som unægtelig hober sig op for en upopulær SVM regering, til den Europæiske scene? Regeringen har hidtil fremstået som politisk dysfunktionel og lidet handlekraftig. Skulle antydningerne om fokusforskydning have noget på sig ville manøvren ikke være den første af sin art i verdenshistorien. Hvad, der måske kan undre, er, at meget få har taget Mette Frederiksens ord for pålydende og stillet spørgsmålet: Er Mette Frederiksens analyse eller verdensbillede så også korrekt. Og hvad er konsekvenserne? Mette Frederiksens verdensbillede Men lad os tage Mette Frederiksens ord og for pålydende og kort kaste et blik på en artikel lige op til Jul med overskriften: ”Det EU, du kender, er døende”. Undertitlen lyder: ”Årtiers dansk europapolitik er lagt i graven. Forude venter et nyt EU-samarbejde, der skal håndtere en verden domineret af Putin, Trump og Xi”. En næsten profetisk formulering, som kun har et problem. Præmissen er forsimplet. Ifølge Mette Frederiksen skal Danmark fremover være åben overfor et større og mere adækvat EU budget, optagelse af fælles EU lån for at finansiere en fond på mindst 500 mia. euro, der kan vitalisere europæisk forsvarsindustri og holde det meste af produktionen på europæisk grund. I dag går 80% af alle forsvarsinvesteringer til lande udenfor EU. Trekanten Putin – Trump – Xi Jinping refererer endvidere til en skærpet konkurrence på verdensmarkedet, hvor EU angiveligt halter bagefter og ovenikøbet lider under de selvforskyldte høje energipriser og lav vækst på randen af recession. Her kommer Draghiplanen ind, som kommissionsformand Ursula von der Leyen har bestilt som oplæg til et radikalt skifte i EU’s økonomiske politik men også i den bredere fordelingspolitik. Mette Frederiksen knytter an til Draghiplanen i sin ændrede EU kurs. EU skal gøres konkurrencedygtig overfor de tre stormagtslande. Recepten er: kapitalcentralisering, lempelse af monopolreglerne, overførsel af ressourcer fra udviklingsfondene/samhørighedsfondene og socialfondene til en central fond som udgangspunkt for en samlet EU gældsoptagelse på 800 mia. euro. Begrundelsen er, at det skal være de store vækstvirksomheder, der skal udvikles til EU’s markedsdrivere på verdensmarkedet. Samme tankegang retter sig mod den finansielle sektor. Kort sagt skal større kapitalmængder kanaliseres over i de store transnationale virksomheder, der nu til forskel fra tidligere europæisk frihandelspolitisk tænkning skal have direkte offentlig støtte til forskning, nyinvesteringer og forbedret infrastruktur. Det bliver EU’s borgere og de mindre virksomheder og marginale områder, som kommer til at betale. Som Mette Frederiksen siger i et interview: ”Europa må ikke i fremtiden være afhængig af gas fra Rusland, medicin fra Asien og bilbatterier fra Kina”. Forhåbentlig en eksemplificerende metafor. I modsat fald er Mette Frederiksen ved at tale Europa ind i en selvdestruktiv merkantelistisk tænkning, som i Ursula von der Leyens sprog hedder, total uafhængighed af russiske råstroffer, de-risking fra Kina og gengældelse over en mulighed protektionistisk toldpolitik fra Trumpadministrationen. Mette Frederiksen deler von der Leyens udsyn og desforuden hendes forestillinger om, at kommissionen skal optage lånene, den Europæiske Investerings Bank administrere fondene og de enkelte tilsluttede medlemslande hæfte for gælden. Her i parentes bemærket et sandt mesterstykke i, hvordan en opskruet krisesituation omformes til en magtcentralisering og styrkelse af kommissionen i en grad, der for ganske få år siden var utænkelig – ja utilbørlig ifølge ”EU-sparebanden”, som Danmark indtil for nylig var en del af. Europahær? Hvad angår de europæiske forsvarsudgifter er det i øvrigt lidt ironisk, at EU landenes forsvarsbudgetter ifølge Natos egne opgørelser er næsten fire gange så store som Ruslands og har et samlet personel, der er halvanden gang større end Ruslands. Så måske er opgaven ikke øgede investeringer men i højere grad om at gennemføre  en radikal samordning dels af europæisk forsvarsproduktion, forsvarsintegration og en overordnet samlet forsvars- og kommunikationsstruktur. Men – og der er et alvorligt men. Selv ikke indenfor Nato har de enkelte lande overdraget suverænitet til overkommandoen. Men hvis de bagved liggende tanker hos Mette Frederiksen og von der Leyen skal realiseres, bliver svaret, at medlemslandene de facto overdrager national suverænitet til EU-kommissionen og bureaukratiet i Bruxelles. Det betyder ikke nødvendigvis, at Mette Frederiksens tanker om et mere centraliseret eller måske stærkere integreret EU er forkerte. Men man kan nu engang ikke som ansvarligt statsoverhoved foreslå så radikale løsninger, som bl.a. indebærer afgivelse af militær- og økonomisk suverænitet uden at udfolde konsekvenserne for vælgerne. Det gør Mette Frederiksen ikke. Ikke desto mindre udelukker hendes verdensbillede eller forståelsesramme  andre muligheder. Hvilket er det mest problematiske, fordi konsekvenserne er ensbetydende med en galopperende magtspiral, som hverken bidrager til den ønskede afspænding på det europæiske kontinent eller på verdensmarkedet. Ikke nok med det vil Mette Frederiksens kurs reelt betyde, at al anden national politik – herunder velfærdspolitik – vil blive underlagt den militære logik og radikale ændring af EU’s frihandelspolitik til fordel for en kommissionsstyret industripolitik som grundlag for en ”genfødt” styrke på verdensmarkedet. I konkurrence med USA og Kina. Afskrækkelse eller sikkerhedsarkitektur Hvad der helt udelades i Mette Frederiksens verdensbillede er forestillingen om en holdbar og varig sikkerhedsarkitektur for hele Europa baseret på fælles aftaler og anerkendte konfliktløsningsmekanismer. En sikkerhedsarkitektur, der ikke er baseret på Nato men på en fælles strategisk autonomi, som bl.a. Macron gennem flere år har gjort sig til talsmand for. I Mette Frederiksens optik kan kun en samlet afskrækkelseskapasitet sikre Europa. For, som hun siger i sin tale: ”Vi må ikke være naive. Selv hvis Putin underskriver en fredsaftale med Ukraine, må vi ikke tro, at han stopper der. At han vil være tilfreds. For Putin ønsker ikke fred. Han ønsker et Europa på russiske præmisser”. Ja, hvis det udgangspunkt holder (hvilket der ikke er belæg for), kan der ikke skabes fred og sikkerhed i Europa uden et nederlag for russerne i Ukraine og fælles oprustning i EU. Rusland skal afskrækkes for at udelukke Putins ekspansionspolitik. Problemet i den verdensfortolkning er, at den bygger på sand og fabrikerede forestillinger som grundlag for Vestens støtte til Ukraine og ønske om optagelse af Ukraine i Nato, som afslutning på Natos provokerende Østudvidelse siden 1992. Mette Frederiksen og andre EU statsledere besværer sig ikke med at fremlægge klar dokumentation for, at Rusland på noget tidspunkt militært og politisk skulle nære noget ønske om at ekspandere yderligere og dominere Europa. Der er derimod tale om den sørgelige situation, at Mette Frederiksen m.fl. ligger under for deres egen krigspropaganda og formulerer politik herefter. Ruslands og Kinas ambitioner Men nu er de jo ikke idioter i Moskva eller i Beijing, så hvad skulle få Putin og Xi Jinping til at udfordre det kollektive Vesten. En udfordring de alene målt på militære styrkeforhold ville tabe. Faktisk forholder det sig ganske omvendt. Ruslands folkeretsstridige invasion af Ukraine skal betragtes som en strategisk defensiv, og Kina har hverken historisk eller aktuelt ambitioner om global magtdominans. Tværtimod. Men det er korrekt, at både Rusland, Kina og BRICS landene har ambitioner om et endeligt opgør med den herskende unipolære verdensorden med USA og det kollektive Vesten som overdommer og opbygge et multipolært verdensmarked med respekt for de enkelte landes ligeværdighed og gensidige respekt – uanset indre styreform. Mette Frederiksen tolker i sin nytårstale disse ambitioner som: at de ”arbejder tættere og tættere sammen. Mod os”. Her bliver verdensbilledet til et belejringsbillede, som udelukker alle ansatser til en global sikkerhedsarkitektur eller bare en europæisk. En regional sikkerhedsarkitektur i Europa, der ikke inkluderer Rusland, vil være et luftkastel, hvilket Putin har fremført igen og igen. Tilsvarende er sikkerhed og fredelig sameksistens i hele Stillehavsregionen uden inddragelse af Kina et amerikansk fantom. Mette Frederiksens synspunkt udelukker endvidere i sin konsekvens en fælles transnational indsats for at inkludere det globale Syd i den samlede økonomiske- og politiske udvikling, fordi udviklingslandene stadig vil være klemt inde mellem ”dem og os”.  Altså mellem dem, der udfordrer det unipolære verdensbillede og dets forsvarere i det dominerende Vesten. MAGA og farvel til det kollektive Vests globale ambitioner Man kan være enig eller uenig med Mette Frederiksens noget stereotype og forældede verdensbillede, og man kan strides om de aktuelle politiske- og økonomiske konsekvenser indenfor EU. Og afslutningen af krigen i Ukraine bliver med sikkerhed meget vanskelig uanset hvilke forestillinger, Trump gør sig. Rusland vinder krigen, men det mest interessante er, hvordan Rusland vil vinden freden på en måde, der på den ene side vil føre til varig afspænding og sikring af Ruslands strategiske sikkerhedskrav og på den anden sikrer Ukraine som neutral nationalstat. På den anden side af selve fredsproblematikken er det nok så væsentligt, at krigen i Ukraine har eksponeret alle de centrale opbrudsdynamikker, der har gæret i lang tid og taget til i styrke efter først finanskrisen i 2008 og derefter Covid 19 krisen og opbruddet i den økonomiske struktur på verdensmarkedet eksemplificeret ved nedbruddet i de globale forsyningskæder. I den kontekst fremstår Mette Frederiksens verdensbillede og forestillinger om et ”nyt EU-samarbejde” som en anakronisme, der hverken vil føre til øget europæisk selvstændighed eller bevare de europæiske landes demokratiske grundlag. Krigen i Ukraine og valget af Trumps MAGA i USA repræsenterer et afgørende vendepunkt. Hele det kollektive Vestens globaliseringsstrategi efter Sovjets opløsning har skabt så mange økonomiske- politiske- og geostrategiske problemer, at strategien er blevet en bremse for kapitalismens egen udvikling og ekspansion. Trumps nationalkonservative perspektiv er ganske klart. At sikre USA’s styrke gennem hård handels- og magtpolitik og genopbygning af landets industrielle styrke. Den linje vil blive forfulgt gennem nationalistisk og protektionistisk politik samt magtdemonstrationer, hvor det måtte være nødvendigt (eksempelvis i sagen omkring Grønland). Det handler ikke længere om USA’s unipolære dominans og skabelse af en liberal-demokratisk verden underlagt Vestens universelle værdier. Den tid er forbi. Trumps interesse i Grønland skal først og fremmest ses som et forvarsel om en helt ny verdensscene, hvor stormagterne (USA – Kina – Rusland – Indien – måske EU) vil konkurrere om territoriale og regionale indflydelsessfærer uden smålig skelen til ideologier og værdier. Rationalet vil være at opbygge en global magtbalance, hvor stormagterne kan sikre nationale interesser og økonomisk ekspansion. Kort sagt en periode med stormagtskonkurrence – magtafbalancering og del og hersk politik. Med alle tænkelige forbehold kan den tid, vi er på vej ind i, minde om tiden fra 1870’erne til 1918, hvor det engelske imperium var på tilbagetog og Tyskland, Frankrig og USA i fremdrift, som udgjorde direkte trusler mod Englands dominans på verdensmarkedet. Et skifte i anmarch – en ændret linjeføring nødvendig Hvis det her summarisk optrukne nye verdensbillede, som med al respekt kun kan have status af antagelser, holder stik, betyder det, at Mette Frederiksens verdensbillede af i går er direkte kontraproduktivt hvad angår hendes forestillinger om fremtidens europæiske vitalitet og betydning på verdensmarkedet. Et strategisk autonomt EU/Europa forudsætter et grundlæggende opgør med forestillingerne om en unipolær verden sikret gennem det kollektive Vestens forsvar af egen dominans. Europas fremtidige styrke skal henføres til en fred i Ukraine, der både imødekommer Ruslands krav om strategisk sikkerhed og Ukraines behov som selvstændig nation for neutralitet og integration i en samlet europæisk sikkerhedsarkitektur, der inkluderer Rusland. Mette Frederiksens afskrækkelsesforestillinger er ikke vejen frem. De repræsenterer derimod en fastholdelse af Europa i et underordningsforhold til USA, der fremover kan forventes ensidigt at pleje egne interesser, og et omkostningsfuldt spændingsforhold til Rusland. Med andre ord må Mette Frederiksen opgive sit forsimplede verdensbillede, hvis hun og dansk politik skal fremme et vitalt og selvstændigt EU, der insisterer på at bevare og udvikle unionens demokratiske og socialøkonomiske grundlag. Hvilket også vil være forudsætningen for at kunne indgå ligeværdige og respektfulde handels- og udviklingsaftaler med det globale Syd (som ifølge FN’s handels-og udviklingsorganisation indenfor de næste fem år vil stå for 70% af verdens BNP). Som sådan er Mette Frederiksens og von der Leyens de-risking politik overfor Kina ikke alene kontraproduktiv men direkte katastrofal alene set i lyset af, at globaliseringsstrategien har frembragt et dybt integreret verdensmarked, hvor protektionisme, neomerkantilistisk industripolitik og sanktionspolitik viser sig uvirksomme selv for et land som USA. ”Vi opruster for at forhindre krig. Det er dyrt. Og det bliver endnu dyrere”. Hertil er der kun at spørge, hvilke krige og med hvem? Måske ville det være fornuftigt af Mette Frederiksen og SVM regeringen at følge anbefalingerne fra IMF og søge generel nedrustning og annullering af den omsiggribende sanktions- og destabiliseringspolitik for at forhindre en yderligere fragmentering af verdensmarkedet, som bremser den globale vækst og som konsekvensskrotte gårsdagens kompromitterede alliancepolitik. Fremover forbliver USA ikke, som Mette Frederiksen forestiller sig, vores nærmeste allierede. Hendes forestillinger og verdensbillede har med Grønlandsspørgsmålet fået det første stød. Måske kommer det næste snart, når samtalerne om Ukraine og andre brændpunkter indledes mellem Trump og Putin. Jan Helbak                      

  januar 12, 2025 10:31 pm

  Læs mere