Seneste blogindlæg

  • Trumps magtpolitik på en skrøbelig scene

    Donald Trump vandt valget med en margin på ca. 4.3 millioner stemmer. Resultatet er således klart nok. Alligevel er efterspillet i Washington så enormt hektisk og kaotisk, at det er vanskeligt at få et overblik over det politiske teater. Mediedækningen i alle de store medier verden over opleves som en tsunami af relevante og ikke mindst irrelevante informationer. Fokus er hovedsageligt den politiske elites og kommentatorers byger af karaktermord på de folk, Trump udnævner til ministerposter, rådgivere og ledere af de statslige institutioner, herunder CIA og FBI. I en sådan situation, hvor sandhed og løgn minder om synkronsvømning, længes man efter et arkimedisk punkt. Det findes desværre ikke. Hvad et universelt vurderingsgrundlag heller ikke gør, medmindre man kan henvise til et punkt udenfor universet, og det kan jeg ikke. Så tilbage har stået næsten en måneds evige pendlen mellem forskellige perspektiver for at få en vis og alligevel begrænset orden i det komplekse billede. Heldet tilsmilede mig en dag, hvor jeg tilfældigt læste DR nyhederne. Her refererede man tidligere statsminister Ander Fogh Rasmussen for følgende bemærkning i et interview til Børsen: ”Jeg er enormt træt af alt det sortsyn. Folk opfører sig som sådan en flok forkælede børn, der flæber over, at USA nu ikke bare kan klare alting for os, og at vi skal til at stå på egne ben”. Lige i øjet. USA har ikke længere den økonomiske- og militære styrke, som vi i Europa har lænet os op ad og resten af verden frygtet. Biden administrationens fireårige liberale forkyndelsespolitik og aggressive udenrigspolitik mod ethvert land, der ikke så lyset og kunne skelne mellem demokrati og autokrati (godt og ondt), har blotlagt dybden af USA’s indenrigs- og udenrigspolitiske problemer. Resten af denne artikel vil kredse om USA’s hjemlige problemer og udenrigspolitiske begrænsninger, som udgør hverdagens (og i en vis udstrækning Trumps) modbillede til den politisk-økonomiske elites forherligelse af egne fortjenester. Nogle få oplysende statistiske data Inden jeg tager fat på USA’s hårde økonomiske virkelighed, Trumps valgprogram og de internationale dimensioner i Trumps valgsejr, kan det være oplysende lige at kaste et hurtigt blik på de foreliggende statistiske valgdata. Trump vandt valget med en margin på 4.3 mill. og fik sammenlagt 73.4 mill. stemmer eller 50.7% af de afgivne stemmer. Kamela Harris fik 47.7%. Der er ingen tvivl om de data. Dykker man ned i datamængden bliver billede noget mere komplekst. Her viser det sig, at det nok mest var Kamela Harris og Demokraterne, der tabte. Ved valget i 2020 fil Demokraterne 81 mill. stemmer. I 2024 fik de kun 69.1 mill. stemmer. Altså 12 mill. stemmer færre til demokraterne. Gik de 12 mill. stemmer så til Trump? Nej, for han fik kun 73.4 mill. stemmer mod 74 mill. stemmer i 2020. Forklaringen skal findes i nedgangen i valgdeltagelsen. I 2020 afgav 158 mill. vælgere deres stemme. I 2024 faldt antallet til 143 mill. Stemmeprocenten faldt fra 65.9% i 2020 til 58.2% i 2024. De statistiske beregninger kalkulerer med, at Demokraterne tegner sig for 11 mill. ud af den samlede nedgang på 12-13 mill. stemmer. En yderligere nedbrydning af de foreliggende data viser, at hovedparten af ”sofavælgerne” kommer fra sociale lag præget af kort skolegang/uddannelse og relativ lav indkomst og kan henføres til økonomisk og socialt trængte miljøer. Hvad, der er nok så interessant, er, at Kamela Harris vandt flest stemmer blandt de fagforeningsorganiserede arbejdere i storbyerne men tabte markant i de arbejder- og lavere middelklassemiljøer, som er præget af usikre lavindkomstjobs og en familieøkonomi på en knivsæg. Til disse områder og miljøer hører både relativt fattige hvide, sorte og latinoer, og deres dagligdag er så anspændt, at de slet ikke hørte Demokraternes budskab. Samtidig tabte Demokraterne også stemmer i de miljøer, der har kritiseret Demokraternes  generelt krigeriske udenrigspolitik og i særdeleshed støtte til Israels massedrab i Gaza. I de miljøer var procenten af sofavælgere relativt høj. Tilbage står, at det største enkeltparti ved valget den 5. november blev partiet af ”sofavælgere” med 40% af de valgberettigede. Så selv om Trump fik omkring 51% af de afgivne stemmer, opnåede han kun aktiv opbakning fra 28% af de stemmeberettigede. Denne korte gennemgang af de vigtigste valgdata skal ikke bagatellisere Trumps klare valgsejr men nærmere pointere, at store dele af det politiske liv i USA er gennemætset af en skyggeverden af afmagtsfølelse, vrede og frustration og geografisk-social splittelse. USA er godt nok en stat men ikke længere en nation bundet sammen af ”den amerikanske drøm”. I den sammenhæng er den lave valgdeltagelse den store ubekendte, når Trump indsættes i præsidentembedet og søger at opnå folkelig støtte til sin politik. Det har handlet om mere end inflation De amerikanske aktiemarkeder oplever enorm vækst. Dollaren dominerer alle andre valutaer på valutamarkederne. BNP væksten bliver i 2024 på 2.2-2.5% og overgår langt væksten i de andre Vestlige lande, herunder væksten i EU landene, som snegler sig afsted med 0.5%. Arbejdsløsheden ligger på omkring 4.1% og jobskabelsen, som dog har været vigende de sidste måneder har ligget stabilt på ca. 200.000 nye jobs om måneden. Eneste eller i hvert fald det mest iøjnefaldende problem er den tårnhøje gæld, som nu udgør 100% af BNP, det stadigt voksende offentlige budgetunderskud på i nærheden af 2000 mia. dollar og en samlet gæld på 35000 mia. dollar (i 2025 36.000 mia. doller), hvilket betyder, at USA har et afdrag på gælden i år på 900 mia. dollar. Den tredje højeste udgiftspost på det amerikanske statsbudget. Blot med disse få tal, er det indlysende, at der er noget, der ikke stemmer med mainstreamopfattelsen af, at USA’s økonomi er robust, fri af recessionsscenariet og nu nærmer sig en ”blød landing” efter flere år med inflation og høje renter. Virkelighedsgabet afspejler sig i svarene på en undersøgelse, som Wall Street Journal har gennemført, hvor 62% af de adspurgte svarer, at økonomien enten ikke er god eller direkte dårlig. Man kan ikke genkende det optimistiske scenarie. Hvis man så nedbryder tallene for BNP væksten, fremgår det, at den hovedsageligt drives af de syv store tech-virksomheder, medicinal- og sundhedsindustrien (uden at sundheden er blevet bedre) og den kunstige værditilvækst (fiktiv kapital) indenfor hele finanssektoren. Omvendt viser tallene, at væksten indenfor produktionssektoren stort set har ligget under eller lige på 50% siden 2022. (50% er grænsen for vækst eller tilbagegang). Dertil skal lægges, at industrien inklusive store dele af serviceindustrien siden 2010 ikke har haft en vækst i produktiviteten på mere end 1.7%, hvilket er lavt i forhold til årene forud for 2008. Investeringsraten er også faldet, forårsaget af et svindende kapitalafkast, der faktisk kun ligger højt for de store tech-virksomheder. I det hele taget placerer de store kapitalafkast sig først og fremmest indenfor de helt store industri- og servicekoncerner, hvorimod de små- og mellemstore virksomheder ikke præsterer afkast større, end hvad der skal til for at dække den øgede rentebyrde og indfrielse af de højt forrentede virksomhedsobligationer. Ca. 20% af virksomhederne tjener end ikke til dækning af udgifterne og må konstant låne sig frem på højrentemarkederne. Disse forhold skal tænkes med, når man skal danne sig et billede af Trumps valggrundlag og baggrunden for, at hans Make America Great Again (MAGA) kampagne gik rent ind hos vælgerne i mange af de hårdt ramte industriområder (rust belts/spøgelsesområder). Lighedsbilledet medvirker til at forklare den voldsomme frustration i store dele af den amerikanske befolkning. 1% af befolkningen står for 21% af al indkomst, hvilket er det dobbelte af, hvad de nederste 50% står for. Den samme 1% sidder på 35% af al personlig rigdom. 10% ejer 71%, og de nederste 50% ejer 1%. En ulighed, der er til at føle på, og som er vokset eksorbitant siden 2008 men som først nu slår igennem som udbredt frustration, fordi de daglige livsvilkår for den nederste halvdel på en række områder er blevet mere end anstrengte under og efter Covid-pandemien. Mainstreampressen og den officielle statistik fremhæver, at inflationen er bragt ned på et rimeligt niveau takket være centralbankens (FED) offensive rentestigning. Men anvender man arbejdsministeriets, hvor prisdataene/varegrupperne er struktureret anderledes, ligger inflationen stadig på 5-6%, og sammenlagt er en gennemsnitsamerikaners udgiftsniveau steget med 20% siden 2022. Niveauet er i virkeligheden højere, hvis der til et almindeligt familiebudget regnes renteudgifter på obligationslånene, kreditkortene, uddannelsesudgifterne og udgifter til diverse sundhedsforsikringer. Sammenlagt udgør den amerikanske median husholdnings gældsforpligtelse 54%, hvad der svarer til en samlet årlig gæld på 1800 mia. dollar. Omregnet til daglig virkelighed betyder det, at omkring 1/3 af de amerikanske lønmodtagere balancerer på en knivsæg mellem nul og underskud op til hver lønningsdag, og der skal ikke ske ret meget uforudset, før husstandsøkonomien braser sammen. Billedet er det samme hvad angår lønfremgangen og jobskabelsen. Den officielle lønstatistik opgør kun lønudviklingen for fuldtidsansatte. Der er ingen tal for de 40 mill. arbejdere (ca. 1/3 af lønmodtagere på det private arbejdsmarked), som kun har deltidsjobs og ikke kan få andet. Ikke desto mindre er det almen viden, at disse lønmodtagere ikke har haft reel lønfremgang siden 2019. Kort sagt er de blevet væsentligt fattigere. Hvis man så sammenholder disse tal med den officielle arbejdsløshedsprocent på 4.1%, fremgår det tydeligt, at også her forvrider de officielle statistikker og opgørelsesmetoder de faktiske forhold. Både som de er, og som de opleves. Arbejdsløshedsudviklingen opgøres på tre forskellige metoder, hvor den ene metode giver de officielt udmeldte 4.1%, hvor en anden men mindre kendt officiel metoder giver mellem 5.2% og 7.8%. Når de gængse arbejdsløshedstal offentliggøres og kolporteres ad mainstreampressen bygger de på indsamlede data, hvor fuldtidsjobs og deltidsjobs blandes sammen og tæller ens, hvorimod lønudviklingen kun refererer til fuldtidsbeskæftigede. Billedet skærpes ved, at indenfor de sidste 12 måneder er kvoten af fuldtidsjobs faldet med 458.000 jobs, hvorimod antallet af deltidsjobs er steget med 514.000. (Bureau of Labor Statistics). Det har også handlet om afindustrialisering Når man alene fokusere på de statististiske data, er der en tilbøjelighed til  at overse det forhold, at opgørelserne alene tæller isolerede enkeltindivider. Udfolder vi billedet lidt og inddrager husstande, boligstandarder, uddannelse, infrastruktur og miljøforhold, får man et billede af relativt store depriverede geografiske områder med et anspændt miljø, fordi både investeringer, jobskabelse og samlet indtjening går disse områder forbi. De samme områder er glemte, fordi mainstreampressen og den politiske elites fokus hovedsageligt orienteres mod de indlysende vækstområder med høj produktivitet, store investeringer og gigantiske afkast samt og ikke mindst hele finansområdets profitter. Siden 2008 har det mest almindelige billede dækket over den faktiske afindustrialisering af USA bl.a. som konsekvens af globaliseringen og den massive outsourcing af amerikansk industri og fuldtids arbejdspladser til lavtlønslande fortrinsvis i Asien. Den amerikanske kapitals vækst siden Clintonperioden skal først og fremmest tilskrives outsourcingen, hvor bagsiden af vækstbilledet findes i USA indenfor tidligere vitale industriområder. Som Ruchir Sharma skrev i en artikel i Financial Times lige op til valget: ”USA økonomiske boom er en mirage” og som Trumps tidligere handelsminister Robert Ligthhizer skrev i samme Avis: ”Donald Trumps handelspolitik afspejler Amerikas problemfyldte virkelighed”. Gennemgående i begge artikler er kritikken af det enorme kreditfinansierede forbrug, aktie- og værdipapirsinflationen og ikke mindst den ukontrollable gæld, som selv IMF nu åbenlyst kritiserer, uden at nogen reelt kan gøre noget ved det. Men det fortæller også en anden historie, som skal tænkes med, når fokus er på geopolitikken. Amerikansk økonomi kan ganske simpelt ikke holde til, at dollaren svækkes og langsomt erstattes af andre valutaer, idet den tendens, som er i gang, vil føre til faldende kapitalimport og højere renter for at tiltrække tilstrækkelig kapital blot for at dække statsunderskuddet og gælden. Som igen yderligere vil ramme realøkonomien hårdt. 33.5% af alle amerikanske værdipapirer, herunder obligationer og statsobligationer ejes af de store centralbanker på det internationale marked. Resten – 66.5% ejes fortrinsvis af investeringsfonde, pensionsfonde, banker og de øverste 10% af befolkningen, som selvfølgelig har en interesse i, at renteafkastet fortsætter i det uendelige. Da det er de samme grupper, som udgør en stor del af den herskende klasse, og som har været politisk og moralsk beskyttet af statsadministrationen under Biden. Så det er indlysende, at Trumps proklamerede opgør med eliten og MAGA parolen mødes med modstand fra disse samfundsgrupper, selv om flere i virkeligheden økonomisk vil profitere af Trump politik men måske tabe i politisk magt. Uden at overdrive hvad angår rigets økonomiske tilstand, kan man sige, at Trump repræsenterer de faktiske vilkår, som et meget bredt udsnit af den amerikanske oplever, og som på ingen måde spejler billedet af et land i solid økonomisk vækst, som den politiske elite, mainstreamøkonomerne og Wall Street repræsentanterne fremstiller. USA’s økonomiske vækst er en mirage, og det opleves udenfor Washington DC – også globalt, hvor færre og færre lande profiterer af at bevæge sig i USA’s slipstrøm. Og hvad er så Trumps svar? Er Trumps politiske svar på den underliggende økonomiske- og sociale deroute i USA så realistiske og gennemførlige? En besvarelse af det spørgsmål vil være forhastet på indeværende tidspunkt, selv om både ledende økonomer og ledende geopolitiske tænkere allerede på forhånd har dømt hans politik til fiasko. Den omfattende usikkerhed, der er et gennemgående tema i reaktionerne på valgsejren, , gør, at jeg finder det mere produktivt for en forståelse af fænomenet Trump og hans klare valgsejr at fokusere på Republikanernes politiske valggrundlag frem for at forfølge alle de mere bizarre udfald, som Trump leverede under valgkampen. Rækkevidden af Trumps projekt finder man faktisk allerede fromuleret på forsiden af valgprogrammet (Agenda 47). Nederst på forsiden står der med stort: ”dette program er dedikeret til de glemte mænd og kvinder i Amerika”. Programmet skal som sådan forstås som en tale til disse mennesker. Ikke som enkeltpersoner men som familier, miljøer og kulturer. Og som en klummeskriver i New York Times skrev sådan frit citeret: hvor forskellige de end er, ligner Obamas og Trumps tilgang til politik hinanden i den forstand, at Obama så og Trump ser politik som klassepolitik og som mere betydningsfuldt end fokus på raceproblemer etc., hvorved de begge i modsætning til den fremherskende teknokratiske diskurs formulerede/formulerer en respekt for det ”produktive Amerika”. Betydningen af programmets hovedlinjer afspejler sig også tydeligt i Trumps valg af de ledende personer i den kommende administration. Det drejer sig ikke, som han nu kritiseres for, om erfarne bureaukrater og trænede politikere fra den politiske elite men om personer loyale overfor programmet og Trumps mål. At gøre op med ”deep state” i den centrale statsadministration, der i den brede offentlighed opfattes som de bagved liggende magtspillere, der dominerer politikken og de politiske institutioner. Det være sig i Kongressen, det Hvide Hus og i alle de institutioner (eks. universiteter og tænketanke), der udformer og konsoliderer den herskende elites greb om hele samfundet. Trump og hans støtter har ganske tydeligt lært af erfaringerne fra hans første præsidentperiode fra 2016 – 2020. Som en rød tråd sættes ”sund fornuft” i modsætning til det ”videnskabelige tyranni”. Programmet indledes eksempelvis med betydningsbærende formuleringer i præamblen: ”I årtier har vores politikere solgt vores jobs og livsbetingelser til de højstbydende udenfor (USA) med uretfærdige handelsaftaler i blind tiltro til globaliseringens sirenesang”. ”Vi vil genoprette vores Nation af, ved og for Folket. Vi vil Make America Great Again (MAGA)”. Disse sætninger følges så op af den vigtigste og klareste tråd i programmet: ”Sund fornuft fortæller os klart, at hvis vi ikke har en stærk national industri og lav inflation, vil ikke alene vores økonomi og selv vores militær og forsyninger leve på andre fremmede nationers nåde, men vores byer, lokale samfund og vores folk kan ikke trives. Det Republikanske parti må vende tilbage til sine rødder som partiet for industri, produktion, infrastruktur og arbejdere”. USA skal genrejses som industriel supermagt og som militær magt for at kunne forsvare amerikanske interesser – men kun i den udstrækning USA er truet. Disse formuleringer kan ikke udelukkende takseres som bragesnak, men repræsenterer en bredere nationalkonservativ bølge, som ikke kan isoleres til de indenrigspolitiske vilkår i USA. Programmet indledes med 20 highlines, som efterfølgende indeholdes i 10 hovedafsnit. Karakteristisk for programmets opbygning og indre struktur er, at de forskellige politiske underpunkter gentages i forskellige udformning i næsten alle hovedafsnit. Rationalet er, at de forskellige samfundsgrupper udenfor de privilegerede klasser kan se deres særinteresser imødekommet eller i hvert fald tangeret. Det gælder f.eks. antiinflatorisk politik, som resultat af den statslige underskudspolitik. Opgør med begrænsningen af den fossile energiproduktion. Den alt for stramme regulering af de indre markedsvilkår og ikke mindst de åbne grænser, som programmet hævder er årsagen til de ringe vilkår for lavindkomstfamilierne. Krig skaber, som der står, inflation og kæmpe statsunderskud, hvorimod geopolitik gennem styrke og magt sikrer stabilitet og inddæmmer kaos på verdensmarkedet. Når det handler om de åbne grænser, spiller den aktuelle indvandring selvfølgelig en central rolle. Men det er værd at hæfte sig ved, at der konsekvent tales om illegal indvandring, som Demokraterne og den økonomiske elite stiltiende har accepteret, men som Republikanerne og Trump fremstiller som en trussel mod de almindelige amerikaners livsstil og lønninger på arbejdsmarkedet dér, hvor koncentrationen af emigranter er størst. Hensynet til løn/arbejdsmarked, familier og miljøer skrives konsekvent ind i retorikken. Midt i programmet formuleres uden nærmere forklaring de fem politiske ”hovedpiller”: afvikling af de mange reguleringer, skattelettelser for både arbejdere og industri, retfærdige handelsaftaler, billig energi og investering i innovation. Og som direkte afledning indføjes et opgør med universiteternes privilegier og meningsdominans og overførsel af midler til produktionsskoler for igen at højne arbejdskraftens kvalifikationer samt et krav om, at virksomheder, der ønsker statsordre, skal stoppe outsourcingen af virksomheder og arbejdspladser og medvirke til at sikre de amerikanske nationale forsyningskæder. Den amerikanske drøm - igen Et helt afsnit har titlen genindførelse af ”Den amerikanske drøm” (den enkeltes og kommende generationers succes gennem hårdt arbejde). Det gælder helt lavpraktisk adgang til boliger, der er til at betale, reduktion af familiernes uddannelsesomkostninger og begrænsning af de store fødevare- og medicinalindustriernes indflydelse på sundhedspolitikken og amerikanernes reelle mulighed for at leve sundt. Det centrale i dette afsnit og de efterfølgende er en politik, der genskaber nationens industrielle fundament og vækst og amerikanernes mulighed for at forbedre deres økonomiske- og sociale forhold over generationer – som programmet hævder er blevet knust under de liberales politiske dominans. Opgøret med både den politiske, finansielle og intellektuelle elite favner bredt og retter sig ikke kun mod statsadministrationer og de mange underliggende institutioner. F.eks. fremhæves det flere steder, at lærerne skal på akkord- og præstationsaflønning, og familierne skal have større indflydelse på ansættelse af lærere og skoleledere, og at delstaterne skal have ansvaret for uddannelsespolitikken. Noget tyder på, at selve uddannelsesministeriet skal nedlægges. Samme linje går igen indenfor en række andre politikområder, som skal decentraliseres og tilpasses på en måde, der styrker familiernes sammenhængskraft og kulturelle egenart. (læs kristne orientering og begrænsning af abortmuligheder). Det sidste er faktisk ret interessant. Programmet kritiserer ikke eksplicit abortlovgivningen ud fra et religiøst moralsk synspunkt men ud fra et ønske om at holde familierne samlet og styrke de lokale samfund/civilsamfund som de bærende institutioner i den amerikanske nation. Programmet slutter med udenrigspolitikken og tegner et klart opgør med flere årtiers liberal-demokratisk globaliseringsoffensiv.  Det Republikanske parti ønsker ”fred gennem styrke”. ”Styrke gennem en stærk industri” og krav til alle allierede om at bidrage mere til opretholdelse af stærke alliancer. NATO nævnes ikke direkte. Det gør derimod alliancen med Israel. Toldpolitikken indgår også i udenrigs- og geopolitikken, som en form for økonomiske krigsførsel og magtdemonstration dels for at beskytte amerikansk industri og dels for at kunne føre en økonomisk del og hersk politik både overfor venner og fjender. Trukket skarpt op kan man sige, at programmet er et vanskeligt gennemtrængeligt konglomerat af politikområder, der reflekterer rigets tilstand, men hvor flere af politikområderne står i indbyrdes modsætningsforhold til hinanden. F.eks. vil told- og sanktionspolitikken angiveligt øge inflationen og svække en del af techindustrien (eksempelvis den varslede told på import fra Kina og forbud mod kinesiske investeringer i følsomme industrier). Eller dereguleringen i USA vil få negativ betydning for miljøet og lokalområderne og ikke mindst for arbejdernes mulighed for at tvinge faglig organisering igennem på virksomhederne. Kort sagt kan de forskellige interessegrupper nok identificere sig med forskellige politikområder uden helt at overskue, at programmet, hvis det realiseres, samlet set ikke repræsenterer Trumpstøtternes interesser og forventninger. Den oplevelse ligger ude i fremtiden. De sandsynlige konsekvenser af Trumps politik over hele paletten, som rammer hovedoverskrifterne i medierne hver dag af de liberale politikere og teoretikere, fremstår endnu kun som de forventelige og ”trivielle” fortolkninger. Udenfor denne kreds fremstår konsekvenserne som så uoverskuelige, at de forskellige klasser, socialgrupper og vælgergrupper først og fremmest henholder sig til de punkter, der opfattes som ”sund fornuft”. Republikansk nationalkonservatisme Selv om Trump ved flere lejligheder har lagt afstand til Projekt 2025 også benævnt som ”2025 præsidentens overgangsprojekt”, hersker der ikke tvivl om, at det meste af Republikanernes valgprogram bygger på det 920 sider lange program fra 2023 udarbejdet af den stærkt konservative Heritage Foundation tænketank. Programmet har til formål at fremme en konservativ nærmest merkantelistisk indenrigs- og udenrigspolitik med rødder tilbage til den doktrin, som blev udarbejdet af Wolfowitz og Cheeny under præsident H. W. Bush i 1992, hvor hovedbudskabet var, at amerikansk magtpolitik skal forhindre en hvilken som helst magt i verden i at udfordre USA’s. Projekt 2025 foreskriver helt uden omskrivninger nødvendigheden af en styrket præsidentmagt og en svækkelse af det liberale bureaukrati i Washington DC, hvis USA skal genvinde sin magtposition. Programmet er udarbejdet af en bred kreds af konservative intellektuelle med tråde dybt ind i den del af den herskende klasse, der siden Biden blev valgt som præsident tilbage i 2020, målrettet har arbejdet på et opgør med de liberales globaliseringspolitik og politisk-militære indblanding i alle områder og lande, der måtte opponere mod forestillingen om USA og Vestens ret til at forme verdensordenen. Det fremgår ikke direkte af Republikanernes valgprogram, at man stiler mod at øge præsidentmagten, som beskrevet Project 2025, og overføre beføjelser fra Kongressen til præsidentens administration. Men flere steder antydes nødvendigheden af at svække en mulig opposition fra Kongressen, der trods Republikanernes aktuelle flertal i begge kamre kan blive en realitet ved midtvejsvalget 2026, hvor flertallet i repræsentanternes hus kan vindes tilbage af Demokraterne. Imprægneringen af præsidentens magt gælder i øvrigt også overfor mindre loyale Republikanere, der kunne finde på at stemme sammen med Demokraterne i tilspidsede situationer. Ikke desto mindre kan forbindelsen til 2025 afspejles i Trumps valg af ministre, rådgivere og forslag om at se både CIA og FBI samt de andre institutioner dybt inde i statsapparatet efter i sømmene og reelt underlægge dem præsidentens eller loyale direktørers beføjelser og kontrol. Kort sagt ligger det i logisk forlængelse af programmet og tilhængernes forventninger, at Trump i denne valgperiode virkelig får ”ryddet op i sumpen” gennem et radikalt opgør med det establishment, der i årtier har favoriseret finanskapitalen og de store transnationale koncerner samt den øvre middelklasse, der fuldstændigt har overladt de amerikanske arbejdere og den lavere middelklasse til sig selv. Programmet er, som mange har påpeget, absolut ikke et opgør med det samlede erhvervsliv og finanssektoren. I sin indre logik forsøger det at formulere en alliance mellem det entreprenante erhvervsliv, de investeringslystne banker, arbejderklassen og den lavere middelklasse mod det politiske-økonomiske-intellektuelle establishment, der er vokset ud af globaliseringspolitikken, og som har sat sig tungt på alle ledende positionerne i landet. Set i det perspektiv er Trumps udnævnelse af Lori Chavez- DeRemer til arbejdsminister og valg af D.J. Vance til visepræsident ret interessant. Han kommer fra arbejderklassen og har profileret sig på det grundlag, og hun er kendt for at stå sig godt med arbejderklassen og bl.a. med The Teamsters og er som sådan udset til at skulle virkeliggøre Trumps parole om alliancen mellem den produktive industri og arbejdere i den kommende genindustrialiseringproces. Hertil kan føjes, at Lori Chavez- DeRemer og D.J. Vance er kendt for at have forståelse for, at det ikke alene drejer sig om gode arbejdsforhold men nok så meget om at værne om de industriområder, hvor arbejderne og den lavere middelklasse bor og lever. Altså igen ikke en henvisning til enkeltpersoner men til familier og miljøer. Vel at bemærke i en radikal konservativ og nationalistisk/merkantelistisk kontekst. Forskelle på Republikanernes og Demokraternes udenrigspolitiske doktrin Tonen hos Trumps udpegede udenrigsminister Rubio og sikkerhedsrådgiver Waltz kunne få en til at tro, at den nye regering vil føre stort set samme politik overfor bl.a. Ukraine som den afgående administration på trods af, at Trump stadig hævder at kunne stoppe konflikten hurtigt ved diplomatiske midler, og at han har et udtalt ønske herom, fordi krigen belaster USA både militært og økonomisk, og at en forlængelse af krigen vil svække ham indenrigspolitisk. Nu har både udenrigsministeren og sikkerhedsrådgiveren fundet tonen efter udpegningen og ligger igen på linje med Trump. Man skal forstå, at på trods af retorikken er Trumps magtpolitik grundlæggende defensiv og adskiller sig radikalt fra Bidens liberale og universalistiske offensiv for at fastholde USA’s og Vestens globale dominans. Forskellen skal ikke findes i ønsket om at bevare og endog styrke USA globale dominans men i magtpolitikkens begrundelse og konceptuelle udformning. Hvor Biden og hans liberale forgængere (bl.a. Obama) gennem militære interventioner, stedfortræderkrige, regimeundergravende virksomhed i eksempelvis Ukraine, Georgien, Syrien, Moldova, Venezuela mv. og vidtgående sanktionspolitik har stræbt efter at opbygge en samlet Vestlig alliance mod resten af verden for at bevare dominansen og privilegierne, er Trumppolitikkens formål i stedet at forsvare og genopbygge USA’s styrke til at føre en del og hersk politik delvist baseret på militær magt men først og fremmest på økonomisk styrke – som krig (toldpolitik og sanktioner) med økonomiske midler. Alene MAGA politikkens grundlag siger det hele. Det drejer sig ikke længere om at dominere på grundlag af universelle doktriner og binær modstilling af demokratier versus autokratier men kort og godt om realistisk og sandsynligvis brutal magtpolitik baseret på rene nationale interesser. Trump har tidligere demonstreret, at han kan handle med hvem som helst (demokrater, autokrater, diktatorer osv., hvis det fremmer USA’s interesser. 2024 er ikke 2016 Hvad Trump vil og ikke vil, kan der gisnes længe om. Men det er en ufravigelig kendsgerning, at Trump indtager præsidentembedet i en periode, hvor Vestens og USA’s autoritet i verden er svækket som følge af de liberales stedfortræderkrige bl.a. i Ukraine og i Mellemøsten, forsvar af Israels massedrab i Gaza og støtte til indtil flere konstitutionelle kup i ”regime change” strategien. Sanktionspolitikken overfor Rusland, Iran og flere andre lande og de politiske indordningskrav til landene i det Globale syd har tillige med de åbenlyse svagheder i Vestens magt, som krigen i Ukraine har demonstreret, overbevist flere nationer i Afrika, Latinamerika og Asien om, at vejen frem i deres udvikling går uden om afhængigheden af USA, Vesten og de vestlige institutioner (eksempelvis IMF og Verdensbanken) for i stedet at søge økonomisk støtte i BRICS New Development bank, hvor svag den endnu er. Fra at være en ubetydelig forsamling af vækstlande er BRICS blevet en global magtfaktor med voksende autoritet i det Globale Syd og som kontinuerligt udvikler sit institutionelle magtgrundlag i samme takt, som Vesten ensidigt og med alle midler (politiske, militære, finansielle og økonomiske) forsøger at gennemtrumfe sine magtbetingelser. I det spil handler det ikke alene om Kinas voksende økonomiske og militære styrke men om helt nye betingelser for gensidig respekt og samarbejde i en ny multipolær verdensorden. Kina spiller måske nok en væsentlig rolle i BRICS alene på grund af sin økonomiske styrke men betydningen skal først og fremmest findes i det kinesiske vækstparadigme, der har som mål at opbygge en vækst på verdensmarkedet uden om Vestens dominans. Og på trods af Vestens modsvar (Trump tuer med 100% told overfor lande, der forsøger at udbygge alternativer institutioner til de dollardominerede) kan den udviklingslinje ikke stoppes hverken gennem sanktionspolitik, ”EU’s de-risking politik” eller USA’s de-couplingspolitik overfor Kina. Den transnationale globalisering er i dag kapitalismens grundlag, og de nationale økonomier og den kapitalistiske akkumulation er i dag så integreret på verdensmarkedet, at en fragmentering, som IMF igen og igen advarer imod kan føre til en verdensomspændende krise med uoverskuelige konsekvenser. Hertil skal føjes det grundforhold, at det Globale Syd ikke kan frigøre sig fra gældsfælden, som de har hængt i gennem flere årtier, uden der gøres op med USA’s gældspolitik og kapitaldræn på verdensmarkedet. Dollardominansen og den voksende kapitalflugt til USA (på grund af den høje rente og de store afkast på statsobligationerne), føder i sig selv støtten til BRICS mål om at skabe et alternativ til dollardominansen og langsomt afvikle bl.a. Kinas og Indiens kapitalophobning af amerikanske obligationer og statspapirer i et glidende men sikkert tempo for ikke at fremprovokere en verdenskrise med epicenter i USA. BRICS landenes strategi er forsigtig, fordi organisationen stadig er skrøbelig, og fordi den stadig skal kæmpe med Vestmagterne om indflydelse og goodwill i det Globale Syd. Der findes ingen ”kongevej”. Trumps genopretningsprogram og mulige geopolitiske konsekvenser Men nu står det i Trumps program, at USA selv skal trække sig ud af gældsfælden og genskabe nationens uafhængighed af andre nationer. Det er under de givne magtforhold ikke muligt uden et opgør med de kapitalfraktioner og hele den amerikanske finanskapital, der er afhængig af dollardominansen, globaliseringen og udflagningen af jobs til lavtlønslande. Alene amerikanske virksomheders investeringer i Kina gør, at Trump vil have mere end vanskeligt ved at gennemføre sin toldpolitik over Kina. F.eks. er det amerikanske militær dybt afhængig af komponenter og systemkomponenter fra Kina. Nok så vigtigt er det, at den alliancepolitik, som Bidenadministrationen har spændt til bristepunktet, og som bl.a. har ført til splittelse i EU og recession i Tyskland og et helt uholdbart statsunderskud i Frankrig som følge af sanktionspolitikken og gassanktionerne overfor Rusland, langsomt tæres op indefra, fordi den efterhånden viser sig at tære på EU landenes indenrigspolitik og sociale-økonomiske sammenhængskraft. Hvor meget den danske statsminister, den franske præsident eller tyske kansler for ikke at sige EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen end forsøger at øge udgifterne til oprustning ved dag ud og dag ind at fremmane det russiske trusselsbillede, bliver det mere og mere tydeligt for deres egne befolkninger, at omkostningerne skal bæres af den brede befolkning ved tab af velfærdsordninger . Og nøjagtig den politik øger de nationalkonservative partiers og bevægelsers anti-krigspolitiske og antiliberale udbredelse. I den forbindelse er de ret indlysende ligheder mellem Trumps program, AfD’s program, Marine Le Pens program ikke uden betydning. Dybt indefra og på tværs af de forskellige nationer udfolder der sig for tiden et nationalkonservativt opgør med den liberal-demokratiske globaliseringspolitik, der har øget uligheden både globalt og i de enkelte lande, startet krige og medført en ekstrem magtcentralisering og magtforskydning fra parlamenterne til den udøvende magt og ”teknokratklassen”. Det er den samme tendens overalt. I EU’s medlemslande. I USA og i EU’s institutioner er magtcentraliseringen nu så fremskredent, at det ligner selvforherligende hykleri at angribe Orban, Fico og Trump for at udgøre en trussel mod demokratiet. De er alene symptomer på det liberale demokratis sammenbrud. Trumps politiske projekt skaber ikke kaos og splittelse. Det er skabt af kaos og splittelse overalt på verdensmarkedet. Trumps foragt for de multilaterale institutioner og vestlige alliancer er ikke ensbetydende med et radikalt skifte og opgør med efterkrigstidens internationale institutioner. Det har Bidens og den vestlige alliance sørget for ved i praksis at underminere dem. Trumpadministrationen repræsenterer kun konsekvensen af ordensnedbruddet, og hvor Trumpadministrationens genopretningsstrategi er mere end usikker. Trump og USA kan ikke længere ensidigt diktere fred eller økonomiske indrømmelser gennem toldpolitik og opvisning af militær magt. Hertil har autoritetstabet under Biden været for stort og for synligt. Det sker næsten hver eneste dag i stedfortræderkrigen i Ukraine, og toldpolitikken udfordres allerede af flere lande deriblandt Mexico, Indien, Brasilien og ikke mindst Kina. Her har man allerede forberedt sig på at omgå Trumpadministrationens told- og sanktionspolitik. EU kommissionen tager med udgangspunkt i Draghi-rapporten og kommissionsformandens ønske om at opbygge store investeringsfonde næsten frenetiske skridt at ”Trumpsikre” EU. Selv om EU er splittet på grund af krigen i Ukraine og Israels massedrab i Gaza, er man i de centrale hovedstæder ved at samles om et slags merkantelistsik modsvar til Trumps protektionistiske politik. Kort sagt er det ikke det ikke Trumps politik, der forårsager splittelse, fragmentering og kaos på det kapitalistiske verdensmarked eller nye geopolitiske konflikter. Den tilstand er allerede skabt og fronterne tegner sig globalt tydeligere i 2025 end i 2016. Men meget taler for, at Trump i sine bestræbelser for at genskabe USA’s styrke vil bidrage til yderligere fragmentering og selvtilstrækkelig nationalistisk politik i den Vestlige verden og sætte centrifugale kræfter i gang, som ingen måske har magten til at kontrollere. I det spil er landene i det Globale Syd forsigtigt begyndt at samarbejde som modværge overfor en stadig mere rå Vestlig magtpolitik. Uanset hvor meget de vestlige magter i deres indbyrdes magtkamp vil bejle til enkeltlandende i det Globale Syd, har disse lande under Bidenadministrationen allerede fået anskuelsesundervisning i, hvad konsekvenserne af afhængigheden af Vestens finans-og investeringspolitik kan få for landenes udvikling. Indefrysningen af de russiske statsmidler i Belgien har talt sit tydelige sprog.   Jan Helbak                                
    Læs mere
  • Nyliberalisme – selvstændig politisk kategori eller strategisk koncept?

    I disse tider, hvor den geopolitiske debat dagligt indtager de øverste spalter i medierne, refereres der fra både venstre og højre til begrebet nyliberalisme som bagved liggende forklaringsfaktor. Begrebet anvendes meget frit, ofte journalistisk og beskrivende (anekdotisk), men desværre også med en status og påstået forklaringskraft, som var der tale om en velafgrænset politisk-økonomisk kategori. Alene derfor kan det være hensigtsmæssigt at undersøge: Om det, som vanligt er, kan bruges til at forklare de aktuelle historiske hovedtræk. Jeg har siden, begrebet sammen med globaliseringsstrategien efter 1992 indtog en central position i den politisk-økonomiske debat, haft et mildest talt anstrengt forhold til begge begreber. Jeg vil som følger her forsøge at indkredse begrebet og i den øvelse helt se bort fra, hvad der konkret foregår her og nu på den store arena. Nyliberalisme - bogstaveligt Ny lader sig ganske simpelt definere som noget, der adskiller noget aktuelt fra noget, der er gået forud. Ordet skal således hente sit indhold fra noget, der er gået forud for at give mening. Det skal fyldes ud med beskrivelser af, hvori det adskiller sig fra det gamle, og hvad det aktuelt positivt indeholder. Uden disse afgrænsninger indtager det en blot konnotativ funktion, hvor der indirekte henvises til en række positive eller negative forestillinger eller verdensanskuelser. Vi må derfor først en omvej og se på begrebet liberalisme. Liberalisme kommer fra det latinske ord liberalis, som betyder frisindet. Ordet er igen afledt af begrebet liber, som betyder frihed eller størst mulig frihed, uden at frihedens grænser eller orientering dog er nærmere bestemt. Altså begreb, der ikke giver mening, uden at relationen bestemmes. Og i den liberale ideologi bestemmes forholdet negativt som ”fri fra”. Når ny og liberalisme sammenstilles, og ny bliver prædikat for liberalisme, får vi et samlebegreb, der strengt taget ikke siger andet, end at denne form for liberalisme er ny. Forskellen mellem det, der er nu og det, der var, beskrives imidlertid sjældent og endnu sjældnere foldes begrebet og dets kategoriale status ud. Hvad der kan lyde som en slet skjult ironisering, skal faktisk tages alvorligt, i og med begrebet ofte optræder som et skældsordsagtigt samleudtryk for stort alle de fænomener, der opleves som en trussel mod den velkendte velfærdsstat. Ofte uden der gøres rede for, hvorledes nyliberalismens liberalistiske træk adskiller sig fra hidtidige liberalismes politik- og ideologiformer. Men nu er det sådan, at når man trækker noget frem, lader man noget tilbage. Og det er måske det, der lades tilbage, der er det vigtige. Hvad er det nye? Hvorved nyliberalisme adskiller sig fra ”gammelliberalisme” lader sig ikke besvare entydigt. Det skyldes, at liberalisme historisk langt fra har foldet sig ud som et entydigt og konsistent politisk-ideologisk begreb. Begrebet har ændret indhold af flere omgange og er blevet ofte delt i tre underkategorier: økonomisk liberalisme, politisk liberalisme og kulturel liberalisme. Ændringerne har til dels været begrundet i begrebets ideologiske funktion op gennem historiens voldsomme klassekampe om magten i samfundet. Således optrådte begrebet første gang som distinkt begreb i spaniernes oprør mod Napoleons herredømme over Spanien. Siden blev begrebet som selvstændig politisk kategori indføjet som det nye borgerskabs politiske samlingspunkt i kampen mod resterne af den enevældige stat, for fri markedsdannelse og beskyttelse af den private ejendomsret. Indenfor samfundsteorien blev denne version først og fremmest repræsenteret ved John Mill og Bentham. Fra midten af det 19. århundrede ændredes begrebets indhold yderligere. Det skete i og med John Stuart Mills opgør med den rendyrkede markedstænkning og dennes trussel mod samfundsstabiliteten. Som et modsvar til den sociale polarisering, armoden i arbejderklassen og dennes begyndende organisering omkring politiske og ideologiske ambitioner, som rakte ud over den liberale samfundsfilosofis grænser. Man kan sige, at han og flere andre engelske samfundsteoretikere lagde grunden til det, der senere er blevet kaldt socialliberalisme. Det er således ikke lige til at definere ”det nye”  som et brud eller som forlængelse i forhold til en bestemt forudgående definition af kategorien liberalisme. Første gang, begrebet nyliberalisme optræder, er i en række diskussioner i perioden efter depressionen i 30’erne. Her slog økonomen Hayek til lyd for et noget ændret syn på statsmagten i forhold til f.eks. Mills og Benthams opfattelse. Han og flere andre økonomiske teoretikere advokerede den stærke stat som det bedste forsvar for den private ejendomsret og den frie markedsdannelse mod de fremherskende monopoltendenser og heraf afledte konkurrenceforvridning. Hayek-gruppens angrebsmål var dobbeltsidig. Kritik af laissez faire kapitalismen, fordi den resulterede i monopoldannelser og svækket konkurrence, og kritik af Roosevelts statsdirigerede New Deal politik. Liberalisme – begrebets grund- og fællestræk Men måske er det vigtigere at fremhæve fællestræ frem for det, der skiller. Dvs. fællesnævnerne i de forskellige historiske, politologiske, filosofiske og sociologiske/økonomiske udgaver af liberalismebegrebet – nu som tidligere. Her skulle man tro, at den første betydningsmæssige fællesnævner er frihedsbegrebet. Det forholder sig faktisk ikke sådan. Grundbegrebet i den liberale verdensfortolkning er det singulære individ. Fra det udgangspunkt har liberalismen mere end nogen anden samfundsfilosofisk tendens indskrevet sig i historien som arvtager af renæssancens tidlige opgør med det gudsafledte menneskebegreb. Individbegrebet tager udgangspunkt i naturrettens sanktionering af individet som samfundets begyndelses- og slutpunkt. Frihedsbegrebet trænger først frem senere som parole i det filosofiske og politiske opgør med den feudale adel og de herskende standsprivilegier. I de store og mindre store revolutionskampe foldes frihedsbegrebet ud som værn om det enkelte menneskes naturgroede rettigheder og ejendomsret til sig selv og sit produkt. Som følge heraf indtager rettighedstænkningen og hermed frihedsrettighederne en central politisk plads i det opkommende borgerskabs politisk ideologi. Individbegrebet og det afledte frihedsbegreb indskrives som væsentlige oplysningsfilosofiske tendenser (Locke og Hume og Kant) i den politiske begrebsdannelse og i de senere menneskerettighedserklæringer. Som en arv fra bl.a. Descartes, Locke og økonomen Adam Smith indføjes begreber som rationel kalkulation og økonomisk rationalitet i den liberalistiske tænknings samlede verdensforståelse. Begreberne autonomt individ, individets ret til sig selv/ejendom, frihed, rationel orden og økonomisk kalkulation indgår i mange klædedragter i den liberale verdensfortælling som grundlæggende forudsætninger for al videre fremskridt og civilisation. Begreberne forbindes med og indføjer sig det historiske forløb i den kapitalistiske samfundsorden som uomgængelig socio-økonomisk realitet. I de efterrevolutionære perioder skifter frihedsbegrebet accent fra at være parole og fælles frihedsevangelium for de undertrykte klasser mod de tidligere herskende klassers privilegier til at blive borgerskabets credo mod dets egen stats tilbøjelighed til selvstændiggørelse i forhold til klasserne, samfundet og markedet. Men det forekommer ikke korrekt at tolke denne accentforskydning i den efterrevolutionære udvikling som et generelt udtryk for tesen om, at liberalismen står for ”mindre stat og mere marked”. For selv om de forskellige retninger indenfor den liberale skole altid har haft et noget ambivalent forhold til statsmagten som samfundsinstitution, har en stor del af debatten først og fremmest drejet sig om statsmagtens bestemmelse og formål og i mindre grad om dens størrelse. I tilknytning hertil har spørgsmålet om, hvad samfundet egentlig er, givet anledning til mange stridigheder mellem eksempelvis laissez faire liberalisterne og socialliberalisterne, hvor førstnævnte helt ortodokst har strakt den metodiske individualisme så langt, at de har benægtet, at samfundet er andet end summen af singulære individer. (mest plastisk udtrykt af Margaret Thatcher). Hvorimod socialliberalisterne har anerkendt samfundet som en eller anden form for socialt og institutionelt fællesskab, hvor statsmagten i konsekvens heraf er blevet tildelt en større og mere positiv rolle – som overordnet regulerende instans til at afbalancere samfundsformationens indbyggede modsætninger og konflikter på et fortsat liberalt grundlag. Liberalisme og demokrati – en indskudt note Jeg har med vilje undladt at behandle demokratibegrebets placering i den liberalistiske ideologis historie nærmere. Det har sin begrundelse i, at de forskellige liberalistiske teoretikere og tendenser har haft og stadig har et særdeles anstrengt forhold til demokratibegrebet, som faktisk fortjener en særskilt behandling. (vil ske i et senere indlæg) Men sat på spidsen kan man vel sige, at individbegrebet og frihedsbegrebet og forestillingerne om det retsligt regulerede markedssamfund betydningsmæssigt overtrumfer den liberalistiske ideologis forskelligartede demokratiforestillinger – her forstået som forestillinger om folkestyre og parlamentarisme. Faktisk er det først i begyndelsen af det tyvende århundrede, at de forskellige liberalistiske strømninger for alvor anerkender demokratiet – men vel at mærke først og fremmest som parlamentarisk demokrati – dvs. som styreform. Nærmest til en nøgtern og ærlig beskrivelse af liberalismens forhold til demokratiet kommer først og fremmest økonomen Schumpeters definition af demokratiet: som en hensigtsmæssig procedure for borgerne at udpege deres ledere på. Ikke ud fra et folkesuverænitetens synspunkt. Men ud fra en konkurrencedemokratisk tilgangsvinkel: at politisk konkurrence skal modsvare markedets afbalancerende natur og forhindre autokrati og magtmonopolisering til skade for kapitalismens udvikling. Måske en kynisk demokratiopfattelse, men alligevel den mest præcise beskrivelse af det liberale demokrati. Pointen i denne meget sammentrængte gennemgang af liberalismebegrebets begrebsmæssige grundelementer er ikke, at disse har ændret sig over tid. Kun deres periodiske farvning og indre position i forhold til hinanden. Tværtimod har de været fællesgods i liberalismens tre hundrede år lange historie. Det er betydnings- og anvendelseshistorien, der er det centrale. Og denne kan hverken beskrives eller forstås uafhængigt af kapitalismens egen historie og klassekampens forskellige konjunkturer, som begrebet er indlejret i. Om det ene eller det andet grundbegreb – det singulære individ og frihed - har været fremherskende, og hvilket forhold, de har stået i til de andre begreber, har først og fremmest været funktionsbestemt ud fra de givne historiske perioders hegemonikamp mellem klasserne og indenfor de respektive klasser. Hvad er nyliberalisme så? Hårdt trukket op og lidt forenklet vil jeg definere nyliberalismen som: En særlig periodebestemt politisk strategi og et ideologisk credo for samling af de herskende klasser i et fælles opgør med efterkrigstidens historiske socioøkonomiske kompromis i form af velfærdsstaten. Det afgørende i definitionen er, at der er tale om en strategi, der udgår fra en politisk kategori (liberalismen) for at samle de herskende klasser og deres ledende personel om en praktisk udformning- og implementering af et klasseregime til forsvar for profitten som kapitalismens væsentligste drivmiddel. Ikke alene ud fra forud bestemte og alment accepterede forestillinger om, at den liberalistiske verdensopfattelse både er indlysende og et gode, men nok så meget ud fra deres ønske om at fremstille den politiske, sociale og kulturelle ombrydning af velfærdsstatens etiske og socialt institutionelle værn som en historisk nødvendighed og til gavn for det store flertal i fremtiden. (TINA; There Is No Alternative). Som følge heraf vælger jeg at forstå nyliberalismen som en bevidst politisk strategi og ideologisk legitimering af de herskende klassers genopretningspolitik og frisættelse fra samfundsmæssig regulering og begrænsninger. Som sådan skal det strategiske begreb også først og fremmest sættes i forbindelse med den herskende klasses reale opgør med velfærdsstaten og de samfundsklasser og deres organisering, som frem for nogen har nydt fordele af denne historisk specifikke og begrænsede stats- og samfundsordning af kapitalismen. Derimod har strategien, som mange har anført, aldrig reelt haft til formål at reducere statsmagten eller indskrænke dens reguleringsfunktion. Der har i al væsentligt været tale om en formålsforandring. Statsmagten har f.eks. i USA både ved ”Washingtonkuppet” i 1978 og ved den senere konceptualisering af den nye politik i ”Washington consensus” spillet en afgørende rolle i dereguleringen af de finansielle markeder, nedbrydning af modstanden mod frihandlen især i det fattige og afhængige lande og ikke mindst i afkoblingen af profitspekulationen i finanssektoren fra samfundenes realøkonomi. Ligeledes har strategien indebåret en tiltagende og til tider autoritær magtcentralisering i statssystemerne, og statsmagten har i hidtil uset grad medvirket ved nedkæmpningen af modstanden i arbejderklassen og i den politisk ideologiske fragmentering af dens klasseorganisationer – både de politiske og de faglige. Og har sammen med den politiske elite advokeret individets særstilling i alle løsninger på kollektive problemer gennem målrettet mistænkeliggørelse af alle former for kollektive løsningsmåder. Det samme gælder for så vidt de centrale kapitalistiske landes statsapparaters vitale andel i at befordre de transnationale koncerners uhæmmede ekspansionsproces på verdensmarkedet – det der i dag kaldes ”globaliseringen” i ubestemt form. Gældende for begge begreber er, at de praktisk ideologisk har antaget form af selvstændigt handlende subjekt. (neoliberalismen gør det og det, og globaliseringen har forårsaget det og det). Begrebets praktiske funktion Det singulære individ- og frihedsbegreb understøttet af den abstrakte og verdensfjerne neoklassiske økonomiske ligevægtsteori (i modsætning til den klassiske bl.a. formuleret af Adam Smith) har først og fremmest indtaget en placering i den samlede strategi som ideologiske stødtropper i opgøret med  socialdemokratismen. Dvs. i opgøret med velfærdsstatens etos og arbejderbevægelsens traditionelle solidaritets- og lighedsbegreb. Opgøret har kun i få tilfælde udspundet sig som en direkte konfrontation. I stedet har der i den nyliberale strategi været indbygget et ”socialt ingeniørperspektiv” for udhulingen af velfærdsstatens institutionelle norm og virke indefra gennem den inkrementelle ”ideologiske formning” af det liberale menneske. Dvs. ændring af måden at tænke individ og samfund på gennem radikale omfortolkninger af de institutionelle strukturers måde at fungere på, herunder også omfortolkningen af borgerbegrebet og offentlighedsbegrebet, der successivt er blevet privatiseret i brugerret. Strategien skal forstås som et socio-politisk perspektiv, subsidiært som et kulturelt fænomen, hvis legitimitet er er båret af de uomtvistelige svagheder, som velfærdsstaten udviste i slutningen af 70’erne. Det gælder det næsten eksponentielt voksende statssystem, de offentlige udgifters tiltagende belastning af samfundsøkonomien, ineffektivitet overfor de voksende sociale problemer, tiltagende formynderiske tendenser i takt med de voksende krisetendenser i samfundsøkonomien og som følge heraf en voksende utilfredshed i befolkningerne. I sin udfoldelseshistorie minder det ideologiske opgør med velfærdsstaten, hvor især den ekstreme individualisme/privatgørelse og frihedsperspektivet har indtaget en fremtrædende rolle, en del om liberalismens hegemoniske betydning i det opkommende borgerskabs opgør med adelen og dets forfatningskamp. I begge tilfælde lykkedes det at give den liberalistiske verdensanskuelse en omfattende resonansbund i brede dele af befolkningen. Også selv om visionerne i den udstrækning, de er blevet realiseret – den gang og nu har  ført til afgørende svækkelse af stort set alle de underordnede klassers livsbetingelser. Selv om strategien har foldet sig forskelligt ud i de forskellige lande, har de praktiske metoder være forbavsende ens. Det drejer sig eksempelvis om privatisering af offentlige virksomheder, markedsgørelse af offentlige institutioner, kapitalistiske rationalitets- og styringsformer i den offentlige sektor, omformning af velfærdsbegrebet til et snævert ydelsesbestemt servicebegreb og i tilknytning hertil omdannelse af det offentliges professionelle forvaltere til simple serviceproducenter. Og ikke mindst omdefineringen af borgerne til ”gemene” forbrugere, hvorved frihedsbegrebet har kunne individualiseres som abstrakt menneskeret og således fortrængt borgerretten. Selv om strategien selvfølgelig har mødt modstand, ændrer det ikke ved, at de liberale grundforestillinger som generaliseret verdensforståelse har fortrængt efterkrigstidens keynesiansk inspirerede socialdemokratisme og er trængt så dybt ind i det samlede samfundsliv, at den virker horisontafkortende ind på både den politisk-økonomisk tænkning, diskurs og kulturformer og ikke mindst står som en spærreballon for formuleringen af politiske veje, der overskrider kapitalismens horisont. Som det er fremgået, opfatter jeg således ikke begrebet nyliberalisme som en ny selvstændig politisk-økonomisk kategori, men som én ud af flere varianter af den liberale ideologi praktisk omdannet til strategi for den herskende klasses nødvendige omstrukturering af både de nationale økonomier og af verdensmarkedet. Med en spidsformulering; som de herskende klassers og samfundselitens nødvendige omvej for at restaurere klasseherredømmet. Som sådan kan nyliberalismen ikke fortolkes som en selvstændig social realitet/social orden eller som (en betegnelse for) en særlig virulent udgave af kapitalismen, men alene som begreb for en historisk bestemt aktionsform. Den nyliberale strategis implosion? Nyliberalismen har som historisk begrænset restaurationsstrategi været nødvendig som det specifikke opgør dels med velfærdsstatens politiske-sociale skranker for den fri kapitalakkumulation efter ”oliekriserne” og dels med arbejderklassens og den lavere middelklasses stærke position indenfor velfærdsstatens rammer. Omkostningerne er dog med tiden vokset. Statssystemernes sociale integrationspotentiale er blevet svækket. New Public Management som taktisk styringsteknologi har afstumpet den offentlige sektor, reduceret de offentligt ansattes loyalitet og ødelagt de institutionsformer, der tidligere dels kunne skabe forbindelse til borgerne og dels inddæmme den sociale ulighed og utilfredshed. I dag skal de samme institutioner konkurrere om bevillinger og om at nå centralt fastsatte effektmål. Sådanne institutioner kan ikke integrere. De kan kun forvalte og administrere eller virke indenfor et samlet autoriseret volds- og kontrolsystem. Og på den anden side har den samme strategi, der skulle fremelske den liberale borger og det livsduelige entreprenante individ frembragt en ny rethaverisk, reaktionær og ansvarsløs borgertype, der som konsekvens oplever sig selv som værende isoleret og i modsætning til statssystemet. Stadigt hyppigere oplever den ”myndiggjorte men isolerede borger” sig værgeløs overfor statssystemets krav, overfor kontrollen, den snigende mistænkeliggørelse og den permanente trussel om social- og statusmæssig deroute. Reaktionen og krænkelsesoplevelsen er trængt ind som fremherskende eksistensformer. I det politiske felt har strategien affødt en foruroligende invalidering af det politiske demokrati, hvilket nu tærer på frihedsideologiens hidtidige store kredit. Den tidligere omtalte Schumpeterske demokratiforståelse er blevet en konkret realitet – som ikke kan tænkes anderledes. Den liberale offensiv har ifølge sit væsen afpolitiseret politikken gennem juridicering og udgrænsning af de legitime politiske interessemodsætninger i samfundet, hvilket bl.a. har ført til afkoblingen af det politiske liv fra det almindelige samfundsliv. Politik er i dag blevet ensbetydende med teknokratisk samfundsadministration. Som yderligere konsekvens har kombinationen af afpolitiseringen af det offentlige liv og devalueringen af den kollegiale og professionelle etos i statssystemet fremelsket et behov for øget magtcentralisering – for overhovedet at holde den tiltagende fragmentering og de centrifugale tendenser i ave. På det politiske niveau er der flyttet mere og mere magt fra den lovgivende til den udøvende magt bl.a. gennem flere ministerbeføjelser. En udvikling i åbenlys modsætning til liberalismens eget højprofilerede demokrati- friheds- og decentraliseringsbudskab. For selv om det over de sidste tyve år er lykkedes for de liberalistiske ideologer at overtage de politiske modstanderes begreber og først tømme dem for meningsfyldt indhold for derefter at integrere dem i deres egen ideologiske offensiv, er det dog ikke lykkedes dem at nedfryse befolkningens reale ønske om politisk suverænitet, frihed, lighed og (til en vis grad) solidaritet – som borgere. Det er allerhøjst lykkedes med det neoliberale koncept at skabe en slags politisk-ideologisk horisontafkortning, hvilket i parentes bemærket fremtræder som et næsten uoverstigeligt problem for venstrefløjens radikale politiske opposition og teoretisk funderede kapitalismekritik. Ikke desto mindre indebærer frekvensen og antallet af samfundspolitiske konflikter og utålelige modsætninger et gab mellem, hvad der siges fra elitens parnas, og hvad der gøres praktisk politisk. Det er efterhånden åbenlyst, at den liberale ideologis autoritet er så trængt, at der især fra nationalkonservativt hold stilles spørgsmål ved dominanspolitikken. Og hvor disse brudflader og åbne spørgsmål indtil nu enten har været sektorialt begrænset og kunne udskammes som illegitime partsinteresser eller kunnet fremstilles som anakronistiske drømme om at vende tilbage til den ”gamle og ineffektive velfærdsstat”, så har de nu med nyliberalismens tab af moralsk og intellektuel autoritet fået et konfliktpotentiale, der kan åbne for eller endog frembringe politiske kriser, vi ikke har set længe. Hvilket forstærkes af, at den nyliberale politiske økonomi ikke længere fremstår som den indlysende løsning på kapitalismens vækstproblemer, og at de herskende klasser og samfundseliten så åbenlyst er gerådet i omfattende teoretisk og praktisk politisk borgerkrig om en ny strategi og et nyt teoretisk grundlag for at legitimere videreførelsen af kapitalismens samfundsmæssige magtgrundlag.  Uden at drage for vidtgående konklusioner eller bringe næring til mekaniske sammenbrudsforestillinger, mener jeg, at der er grundlag for at tale om den nyliberale strategis begyndende implosion. Først og fremmest begrundet i den overbevisning, at strategien ikke længere kan understøtte den herskende klasses omstrukturering af verdensmarkedet og bane vejen for en ny reel vækstcyklus, fordi strategien har undergravet betingelserne for en ny vækstperiode, i og med den hidtidige vækst fortrinsvis har været baseret på omfattende kreditfinansieret forbrug og investeringer i gigantiske spekulationsprojekter uden at skabe et nyt reelt og produktivt investeringsgrundlag. Og for det andet fordi den nyliberale strategi har undergravet de nuværende store kapitalmagters globale styrke og skabt så grundlæggende uorden i det kapitalistiske verdenssystem, at ingen på nuværende tidspunkt rigtig tør spå om, hvilken form konkurrencen og magtkampen om fremtidens udformning af verdensmarkedet vil tage. Og for det tredje har den sociale polarisering antaget et omfang og en dybde, som nu også truer brede dele af middelklassen og som sådan samfundenes klassemæssige og politiske, sociale og moralske sammenhængskraft og stabilitet. Afsluttende overvejelser Kan vi så bare skrotte begrebet nyliberalisme? Som selvstændig politisk kategori – ja. Men selv om begrebet hovedsageligt er overlæsset med vidt forskellige konnotationer, så har begrebet over en lang periode gennemløbet en politisk naturalisering i den almindelige debat, og er af samme grund vanskeligt at komme uden om i dag. Derfor har jeg først og fremmest bestræbt mig på at bidrage med en positiv bestemmelse af begrebets indhold og samtidig underkaste det et statusskift fra at blive opfattet som selvstændig politisk-ideologisk kategori til det, jeg mener er mere korrekt, et begrebsligt udtryk for den herskende klasses restaurationsstrategi. Hermed lægger jeg som konsekvens afstand til de forskellige kontraideologiske dæmoniserings- og konspirationsperspektiver, der efter min opfattelse fejlagtigt er blevet læst og skrevet ind i begrebet med det underforståede politiske rationale, at der på den anden side af nyliberalismen findes en mere human liberal udgave af kapitalismen. Det er faktisk dét, der er problemet med begrebet nyliberalisme postuleret som politisk kategori. Det skygger for det egentlige forhold: at begrebet nyliberalisme udspringer af og viderefører liberalismens grundlæggende menneskesyn og som sådan bidrager om end negativt til at cementere liberalismen som vores anden natur. Nu, hvor vi har brug for et opgør med hele den liberale verdensfortolkning for at komme videre.  Jan Helbak
    Læs mere
  • BRICS topmødets sluterklæring – en fortolkning

    Grundfortællingen i de fleste medier har efter BRICS topmødet været samarbejdsorganisationens ønske om at svække dollarens dominans og udkonkurrere SWIFT. Bankernes dollardominerede internationale informations- og transaktionssystem. BRICS afholdt i Kazan den 22.-24. oktober det 16. topmøde under en hidtil uset bevågenhed både fra det Globale Syd og det kollektive Vesten. Min påstand er, at disse enslydende og ganske snævre fortolkninger i mediebilledet og blandt mange analytikere på begge fløje rammer ved siden af skiven. Efter min opfattelse behandlede topmødet langt mere vidtgående temaer  end opbygningen af en konkurrent til dollardominansen og et forsvar mod USA’s anvendelse af den institutionelle dollardominans til at trumfe USA’s og Vestens sanktionspolitik igennem. Læser man den alenlange topmødeudtalelse grundigt, kan man ikke være i tvivl om, at BRICS landene netop ikke styrer mod en konfrontation hverken med USA eller det samlede Vesten eller for den sags skyld mod en torpedering af SWIFT systemet. Topmødet resultatet er langt mere afbalanceret og intelligent og har først og fremmest til formål at beskrive en anden fremtid for især udviklingslandene i det Globale Syd, og skal som sådan først og fremmest læses som en erklæring over udviklingslandene. Reformperspektivet Inden jeg slår ned på de vigtigste punkter i erklæringen, skal det lige nævnes, at BRICS på topmødet blev udvidet med Egypten, Etiopien, Iran og De Forenede Arabiske Emirater (DAE). Algier, Belarus, Indonesien, Malaysia, Thailand, Vietnam, Tyrkiet m.fl. søgte om godkendelse som partnere i den nye BRICS struktur og som sådan fremtidige medlemmer af BRICS. Saudi Arabien valgte ud fra et nøgternt balancesynspunkt ikke at blive optaget som fuldgyldigt medlem på indeværende tidspunkt og deltog derfor kun med udenrigsministeren. Mellem 50 og 100 lande har allerede inden topmødet varslet en voksende interesse for at søge partnerskabsstatus og senere optagelse i BRICS. De er som sagt topmødeerklæringens målgruppe. Samlet set repræsenterer BRICS i dag ca. 35% af det globale BNP (målt i købekraft) og hele 45% - 50% af verdens befolkning. De givne tal skal selvfølgelig nedbrydes i mere konkrete størrelser bl.a. i per capita tal, og så ser styrkeforholdet mellem Vesten og BRICS noget anderledes ud. Der er stadig lang vej, før BRICS landene og partnere matcher Vesten styrke. Der er også store forskelle i økonomisk styrke og magt de enkelte BRICS medlemmer imellem. Eksempelvis mellem Kina og Etiopien og Egypten. Men afgørende er det, at det økonomiske gab er mindre, når der også tages højde for landenes industrielle udvikling og faktiske vækstrater. Dette blot for at sætte de nuværende og fremtidige styrkeforhold i perspektiv. Det første bemærkelsesværdige ved topmødet, som blev forberedt af de russiske formandskab, er, at hovedoplægget ikke, som fremstillet, indeholdt et opgør med de eksisterende Bretton Woods institutioner – IMF/Verdensbanken eller WTO og FN. SWIFT blev heller ikke eksplicit kritiseret. I stedet var fokus på reform af de nævnte institutioner og opbygningen af nye multilaterale institutioner bedre tilpasset den kommende multipolære verden. Den linje gik igen under hele topmødet. Dels fordi det er BRICS grundide, og dels fordi organisationen er en samarbejdsorganisation, hvor alle vigtige beslutninger afgøres ved konsensus, hvorfor der i hele den fremtidige proces må tages hensyn til de enkelte deltagerlandes nationale interesser og mellemstatslige samarbejdsbånd. Herunder placering i det internationale geopolitiske magtspil. BRICS rationale og hele eksistensberettigelse kan sammenfattes i to sætninger: ”Arbejde for en mere tryg og retfærdig verden med øget vækst og lighed”. ”Fremtiden skal være multipolær”. Interessant er det, at topmødeudtalelsen på flere punkter med, hvad IMF’s direktør Kristalina Georgieva fremlagde på det seneste topmøde (holdt på samme tid som BRICS topmødet) mellem IMF og Verdensbanken som institutionens ændrede strategiske mål. Hendes strategiske perspektiver har faktisk været undervejs over de sidste seks måneder, hvor hun i marts 2024 formulerede sig sådan i en tale på King’s College, Cambridge: ”Vi har en forpligtelse til at rette op på, hvad der har været virkelig forkert over de sidste hundrede år – den vedholdende ulighed. IMF’s forskning viser, at lavere økonomisk ulighed kan forbindes med højere og mere vedvarende vækst”. På topmødet gik ”inklusiv vækst” igen i næsten alle indlæg. Måske repræsenterer den nye indsigt ikke den helt store overraskelse for folk udenfor IMF, men for institutionen, indvarslede direktørens tale faktisk et strategiskifte. Ikke til alles udelte tilfredshed, hvorfor et forbehold overfor den faktiske virkeliggørelse af skiftet er berettiget. Men det er netop disse sprækker indenfor de eksisterende institutioner, som BRICS landene retter deres strategiske udspil i mod. Der er tale om helt kontante reformpolitiske perspektiver og ikke direkte konfrontationer med USA og det øvrige Vesten. Lederne på BRICS topmødet, især Modi, Xi Jinpeng og Putin er selvfølgelig helt på det rene med, at IMF direktøren næppe tillades at gennemføre et radikalt kursskifte i et omfang, der måtte kollidere med USA’s interesser. Men på topmødet blev det tema ikke behandlet officielt. I stedet ønsker man at reformere IMF’s stemmevægte for at give mere tyngde til udviklingslandene samt ændre lånbetingelserne, der i dag favoriserer de vestlige lande. Hensigten er ret indlysende at inddæmme USA’s de facto vetoret i IMF og dreje IMF mod en mere global udviklingsbank, der på retfærdig vis skal udvikle nye progressive lånebetingelser, der støtter udviklingslandenes nationale udviklingsbehov. Nøjagtig samme perspektiv lægger topmødeudtalelsen ned over forholdet til Verdensbanken og WTO, hvor man vil effektivisere sagsbehandlingen i sidstnævnte institution og forhindre stærke lande i at torpedere processerne gennem forhalingsmanøvre. FN skal ikke nedlægges. Tvært imod betonede topmødet, at alle FN’s institutioner inklusive sikkerhedsrådet skal reformeres, så det Globale Syd opnår en mere retfærdig repræsentation, og mulighederne for obstruerende og magtkonserverende dominans begrænses gennem ændring af vetoretten. Som det fremgår af de faktiske fælles- og bilaterale drøftelser på topmødet, af sluterklæringen og af statsledernes efterfølgende kommentarer omgår BRICS topmødet den direkte konfrontation med Vesten og de forskellige Vestligt dominerede alliancer men mobiliserer samtidig med reformperspektivet det Globale Syd og søger ad den vej at begrænse Vestens og især USA’s dominans. Og som udviklingen faktisk forløber lige for tiden peger meget på, at BRICS foreslåede reformer vil slå igennem indenfor en relativ kort tidshorisont om end vejen hertil er som et geopolitisk minefelt. Her skal blot som eksempel nævnes krigene i Ukraine og Mellemøsten og de økonomisk-militære spændinger mellem USA og Kina med Taiwan som aktuelt konfliktpunkt. Den parallelle finansarkitektur Som jeg skrev i indledningen, var det ikke BRICS topmødets samlede hensigt at udfordre SWIFT systemet direkte. Faktisk heller ikke indirekte. Dels fordi systemet i dag eksisterer som det internationalt anerkendte system for bankernes clearings- og transaktionssystem, og dels fordi en række af BRICS landene fuldt ud deltager i systemet og ikke ville kunne tåle at stå udenfor. Det er kun Rusland, Iran og nogle få andre lande, der er udelukket fra SWIFT som følge af USA’s og EU’s sanktionspolitik. BRICS topmødet vedtog en helt anden linje, hvad der nok er kommet som en overraskelse for de fleste. Man vedtog at indlede eksperimenter med det, der går under betegnelsen mBridge systemet, som kort fortalt er udviklingen af decentrale clearings- og transaktionssystemer, der kan anvendes i lokale eller regionale bilaterale handelsaftaler. Det bemærkelsesværdige her er, at det er centralbankernes centralbank BIS, der bl.a. sammen med Kina, Hongkong og Thailand har udviklet og afprøvet et informations- og transaktionssystem indenfor rammen af CBDC (centralbankernes digitale curency), hvor den daglige handel med lokale valutaer styres af centralbankerne og kan gennemføres i real time i modsætning til SWIFT systemet, hvor handelsvalutaen alene er dollaren. Ifølge BIS er systemet afprøvet og testet og kan indenfor en kort tidshorisont rulles ud og oprettes lokalt. F.eks. i Afrika mellem to eller flere afrikanske lande. Der er forskellige muligheder for at oprette basisværdier (f.eks. en kurv af stabile valutaer, guld eller andre råstoffer). Hvilke, der vælges, afhænger af centralbankernes beslutninger, og hvad der er muligt i forhold til de enkelte valutaers værdi og stabilitet på verdensmarkedet eller dele heraf og i forhold til de opbyggede politiske tillidsforhold. Pointen er, at systemet åbner for at udvikle det lokale finans- og handelssamarbejde udenom de institutioner, der i dag domineres af Vesten – læs USA. Eksempelvis er grundmodellen allerede en realitet i dag, hvor Saudi-Arabien og Kina handler olie i den kinesiske valuta. Når Algier og Nigeria kommer med i BRICS vil en endnu større del af olie- og gashandlen blive handlet i en anden valuta end dollar. Rusland og Kina foreslog en mere snæver BRICS bridge model, men beslutningen landede på, at de enkelte BRICS lande er frit stillede, og at det vigtigste var at arbejde for et globalt system af lokale clearings- og transaktionsaftaler. Der forestår i øvrigt også en del udviklingsarbejde hvad angår udarbejdelse af bindende og legale regler samt anvendelsen og ratingen af centralbankernes digitale valutaer og det bloc-chain-system, der skal sikre sikker handel nedenunder centralbankstyringen. Det afgørende er for så vidt ikke, om systemet kan fungere på nuværende tidspunkt eller om Vestens modstand vil forhale udrulningsprocessen. Det afgørende er, at arkitekturen for lokale handels- og investeringsaktiviteter, som går uden om dollarens dominans, og som er en af flere forudsætninger for en multipolær orden, er beskrevet og nu kan udvikles gennem et samarbejde mellem BRICS landene indbyrdes, partnerlandene og en flerhed de lande i det Globale Syd, der allerede har vist interesse for mBridge arkitekturen under de lokale centralbankers kontrol. Afgørende er det også, at de lokale centralbanker med mBridge systemet vil få redskaber til at styre kapital- og investeringsbevægelserne og allokere kapital i henhold til nationale prioriteter, herunder begrænse kapitalflugt, som landene i Afrika bl.a. lider under. Selvfølgelig er ideerne og eksperimenterne en udfordring af dollardominansen, og lige så selvfølgeligt har USA svaret igen med opfordring til, at BIS stopper de forskellige forsøg med udvikling af mBridge modeller. Men i og med der på ingen måde lægges op til, at hverken BRICS landene eller partnerne skal melde sig ud af SWIFT men i stedet bidrage til at opbygge bilateralt systemer, har hverken USA eller EU reelle argumenter mod modellerne eller økonomisk styrke til at forhindre deres udvikling. I sidste ende afhænger mBridge modellernes kommende eksistens og overlevelse af den økonomiske vækst og politiske stabilitet i eksempelvis Afrika, Østasien og Latinamerika. Der er også en velovervejet geopolitisk taktik i BRICS topmødets beslutninger, idet USA allerede har truet med at sanktionere de lande, der måtte tilslutte sig BRICS-bridge modellen, selv om den i sin kerne ikke adskiller sig fra den, der er udviklet og afprøvet af BIS. Man forsøger klogeligt at undgå et økonomisk kaos i de enkelte lande, hvor enkeltlande straffes gennem nye og flere sanktioner, som bl.a. Trump har antydet. Strategisk vil hele mBridge arkitekturen kunne forbindes med lokale investeringsprogrammer som eksempelvis den kinesisk initierede Belt and Road strategi samt en række konkrete og lokale udviklingsprojekter i det Globale Syd, hvor et eller flere BRICS lande forventes at deltage. I arkitekturen indgår også mekanismer til at bremse den i dag omfattende kapitalspekulation og globale hvidvask. Men det vigtigste er nok, at mBridge arkitekturen kan forbindes med Den ny udviklingsbank ”New Development Bank) indenfor BRICS. Banken er kun  i sin vorden med et relativt beskedent kapitalgrundlag, men som í nær fremtid kan få en enorm betydning for en mere sikker og dominansfri låne- og investeringspolitik overfor det Globale Syd. Allerede nu i bankens spæde opstart er den engageret i flere projekter i Afrika og Østasien. Men – og det er igen det interessante – banken er ikke tænkt at skulle erstatte IMF og Verdensbanken men som en parallel bankaktivitet, der kan bidrage til at presse IMS’s direktørens ønskede reformer af IMF igennem, fordi udviklingslandene i nær fremtid ikke længere vil være afhængig af Vestens politisk og geopolitisk bestemte lånebetingelser. Hvorvidt de her beskrevne initiativer og perspektiver kan gennemføres hurtigt eller må igennem ret afgørende konflikter med de Vestlige interesser, afhænger nok så meget af, om det lykkes BRICS landene at holde sammen og konkret udvikle det påbegyndte arbejde med at opbygge en indre gennemsigtig og handlekraft ledelsesstruktur. Arbejdet her er først lige begyndt, og vejen til en endelig ledelsesstruktur må nødvendigvis gå over mange og endnu ukendte kompromisser. Det vigtige er, at det 16. BRICS topmøde utvetydigt har defineret  grundmuren for en samarbejdsorganisation. Opbygget på en måde, hvor selv store lande som Rusland, Kina og Indien ikke kan sætte sig på udviklingsprocessen og monopolisere beslutningsstrukturen uden at skabe så mange konflikter og modsætninger, at BRICS kan imødese sin egen opløsning. Konsensus- og lighedsprincippet er så afgørende for BRICS videre skæbne, at samarbejdet kommer til at dominere over dominansen, uanset hvor stærk for eksempel Kina vokser sig rent økonomisk og militært. Først og fremmest fordi de respektive medlemslande kun kan udvikle sig og fastholde deres indbyrdes økonomiske vækst, hvis deres politik og strategi rent faktisk bidrager til at øge væksten i det Globale Syd. Vestens protektionistiske kurs og ”de-risking” politik udgør en potentiel vækstbremse for bl.a. Kina og Indien, så deres fremtidige vækstmarkeder skal findes i det Globale Syd. Det strategiske blik Omdrejningspunkt i BRICS’s udviklingsstrategi kan ikke reduceres til den nævnte reformpolitik og opbygningen af en parallel decentral finansarkitektur, der åbner for landenes bilaterale handel i egne valutaer. Indenfor en overskuelig periode vil Den Ny Udviklingsbank have opsamlet tilstrækkelig kapital til at udgøre et centralt element i BRICS landenes samarbejde med de enkelte lande i det Globale Syd, hvor der bl.a. vil kunne indgås aftaler om specifikke investerings- og udviklingsprojekter. Mange forskellige projekter kan hægtes op på den fremtidige låne- og samarbejdspolitik. I topmødeerklæringen nævnes eksempelvis: energiprojekter, målrettet klimapolitik, uddannelsesprojekter, infrastrukturprojekter og ikke mindst større sundhedsinitiativer, der med garanti vil øve en stor indflydelse på WHO’s kurs (bl.a. indenfor bekæmpelse af pandemier og udvikling af vacciner). Hertil et kommende samarbejde om kapitalregulering/kontrol, et retfærdigt skattenetværk og fælles beskatningsregler, som i udviklingsfasen kan føres ind i FN og underlægges FN’s regler i samme takt, som FN reformeres som et samlet hele. Dvs. inklusive FN’s mange underorganisationer, hvor det Globale Syd skal have større myndighed og magt. Topmødeerklæringen nævner en ret bred vifte af samarbejdsinitiativer, som det her vil føre for vidt at komme ind på, og som i øvrigt kun er formuleret i brede hensigtserklæringer. Det afgørende er imidlertid, at både forhandlingerne på topmødet og selve topmødeerklæringen skal forstås som et samlet hele alene bundet sammen af konsensusbeslutninger. BRICS samarbejdet vil falde sammen som et korthus, hvis konsensusprincippet ikke respekteres uanset hvem, der har formandsskabet, og hvis ikke landene i det Globale Syd finder deres interesser og aspirationer bedre dækket af BRICS end af det eksisterende internationale regelsystem for udvikling, handel og finansielle transaktioner. Det betyder også, som det fremgår af erklæringen og det russiske formandskabs oplæg til konferencen, at BRICS videre succes ikke beror på en konfrontation med Vesten, som organisationen ville tabe på indeværende tidspunkt, men på at skabe vækstbetingelser for den tidligere koloniserede verden, som i årtier har været underudviklet på grund af Vestens dominanspolitik. Det modsætningsforhold og billedet af en Nord-Syd konflikt skal selvfølgelig  modificeres og nuanceres, fordi mange lande fra det Globale Syd indgår i et eller flere samarbejdsnetværk eller har bilaterale aftaler med forskellige Vestlige lande. Som sådan kan BRICS ikke opfattes som en statisk enhed eller som en alliance (lig NATO) men som en organisation i vækst, der selvfølgelig vil ændre sig i takt med sin egen udvikling og indflydelse på den globale scene. Ja, man drøfter ligefrem opbygning af konfliktneutraliseringsmekanismer indenfor samarbejdet, idet man er på det rene med, at både udvidelsen af BRICS og indgåelse af konkrete samarbejdsaftaler nødvendigvis vil skubbe til de indre initiale styrkeforhold mellem de respektive deltagerlande. Og verden udenfor står heller ikke stille eller lades uberørt. Afsluttende bemærkninger Det giver sig selv, at Vesten og især USA ikke stiltiende vil se til, at deres privilegier udfordres og dominans undergraves gennem BRICS ”omringningsstrategi”. Faktisk kan vi være helt sikre på, at de geopolitiske spændinger og magtkampe vil tage til og få afgørende indflydelse både på styrkeforholdene indenfor BRICS, mellem BRICS og interesserede kandidatlande og nok så meget indenfor det kollektive Vesten. Faktum er det også, at det Globale Syd nu og i fremtiden vokser med helt andre vækstrater, end Vesten kan præstere. Det samme gælder befolkningstilvæksten og de demografiske vektorer, hvilket i sig selv vil udfordre de givne strukturer og magtbalancer på verdensmarkedet og de overordnede globale styrkeforhold. Men kogt ned til det indlysende, står og falder BRICS betydning og indflydelse med, at organisationen formår at fremme en retfærdig vækst, der reducerer uligheden og realiserer målet om en multipolær verden. En verdensarkitektur, som ikke vil blive til virkelighed, hvis ikke den materielt understøttes af stærke og suveræne lokale- og regionale samarbejdsnetværk. For at slutte af med en lidt højstemt henvisning til Konfutse, hvis ånd ret tydeligt har hvilet over hele topmødet: Bueskydning er den bedste model for eksemplarisk konkurrence. Den enkelte bueskytte fremviser excellence – ikke ved at nedgøre modstanderne – med ved at perfektionere egne kompetencer og karakter. Bueskytter er engagerede i en parallel konkurrence, hvor de hver især skyder på egne mål, men dog samtidig underordner sig fælles regler og udviser gensidig respekt. En kinesisk men også østasiatisk grundfilosofi, der står i modsætning til alle de trivelige fordomme i Vesten og de vestlige lederes krav om at repræsentere de sande og universelle værdier. Hvorfor Vestens rent logisk ikke kan konkurrere på anden måde end gennem den ”udvidede tvekamp, hvor det drejer sig om at påtvinge fjenden sine betingelser” ( Carl von Clausewiz’s definition af krigens væsen). Jan Helbak          
    Læs mere
  • Er hegemoni og dominans et og det samme?

    Begrebet hegemoni optræder regelmæssigt i de aktuelle analyser af de geopolitiske spændinger og magtforskydninger i det voksende konfliktfelt mellem det kollektive Vest og det globale Syd. I min optik er problemet dog, at begrebet anvendes synonymt med magt, dominans og herredømme, hvilket ikke er uden problemer, når forskydningerne i den strukturelle verdensorden skal analyseres. Jeg vil nedenfor forsøge at begrunde, hvorfor der bør skelnes mellem begreberne hegemoni og dominans.  Nutid og fortid Nutidens forståelse og anvendelse af begrebet ligger langt fra dets oprindelse. Hegemon betyder på græsk en leder. Oprindeligt en militær leder. Begrebet hegemoni blev anvendt i de græske bystaters militære alliancer som betegnelse for den bystat, man efter fælles overenskomst udpegede til militær leder først og fremmest i kampene med perserne. Alliancerne (Det Deliske Søforbund og det Peloponesiske Søforbund) degenererede imidlertid ved, at den hegemoniske bystat påtvang de andre bystater sit herredømme. Det blev opfatet som forræderi mod de oprindelige aftaler. Den nye konstellation blev betegnet ”arche” – herredømme, styrende, dominerende. I ”archeperioderne” ophørte de fredelige relationer og loyale bindinger. Åbne oprør, undergravende rænkespil mellem flere af de dominerede bystater og jagten efter alternativer til ”tyranniet” trådte i forgrunden og ophævede hegemoniets tilstræbte ligevægt. Det amerikanske hegemoni Efter 2. Verdenskrig herskede der i Vesten ikke meget tvivl om, at USA med sin økonomiske, antikoloniale og frihedsorienterede ideologi/kultur og militære styrke repræsenterede fremtiden og fremstod som Vestens ubetvivlelige leder. På næsten alle samfundslivets områder begyndte man i Vesten at kopiere og internalisere amerikansk kultur, produktionsmåder- og organisationsformer, udfoldelse af fritidslivet og ikke mindst at efterligne hele masseforbruget, hvor man selv med beskedne arbejderlønninger kunne gøre sig håb om TV, bil og eget hus. Den økonomiske og materielle fremgang i hele den vestlige verden under amerikansk ledelse, der internationalt blev reguleret gennem amerikansk dominerede institutioner som Verdensbanken, IMF og Gatt/WTO, antog hidtil uhørte vækstrater og gjorde det muligt i Europa at realisere de socialliberale og socialdemokratiske forestillinger om velfærdsstaten. Kapitalismens bedste værn mod kommunismen, der efter Sovjetunionens glorværdige rolle i kampen mod fascismen, øvede en ikke ubetydelig indflydelse i den europæiske arbejderklasse og lavere middelklasse. Det amerikanske hegemoni som leder af ”den frie verden” mod kommunismen blev formidlet gennem en liberal-demokratisk velfærdspolitik og tilsvarende institutioner. Der var fremgang på alle fronter. ”Den amerikanske drøm” blev europæisk. Hollywoods helte – ”frontier fantasmen” og individets frigørelse trængte dybt ned i Vestens selvforståelse som anden natur. Blandingsøkonomien, massekonsumet, relativ stabilitet og afbalanceret fred legitimerede det amerikanske hegemoni på verdensmarkedet og understøttede de progressive forvaltere af kapitalismen indenfor nationalstaternes rammer. Klassekampene døde selvfølgelig ikke ud trods den ideologiske begravelse. Men de fleste kampe skabte ikke større ravage, end hvad der kunne rummes i den dynamiske vækst og individets frigørelse i amerikansk fortælling. De indre drivkræfter i velfærdsstatens udvikling efter 2. Verdenskrig blev hegemoniets realform. Fagforeningerne blev tilkendt legitimitet og fik status af samarbejdspartner for regeringerne og tilknyttet implementeringen af lovgivningen på arbejdsmarkedet, på det sociale område og på boligområdet. Socialdemokratiernes reformpolitik vandt frem og blev understøttet af den progressive elite. ”Lighed gennem uddannelse” – meriteringsstrategien – osv. blev slogans, der trængte dybt ned i samfundenes forskellige livsformer. Arbejderklassen stod ikke længere udenfor og kiggede ind på det borgerlige samfund. Den var blevet aktiv deltager og havde fået forbedret sine leveforhold mangefold. For at klargøre den videre proces vil jeg her kort referere til Antonio Gramscis banebrydende sondring mellem hegemoni og dominans. I Fængselsoptegnelserne hæfte13 skriver han: ”Hegemoni forudsætter utvivlsomt, at der bliver taget højde for interesser og tendenser i de grupper, som hegemoniet skal udøves over, og at der opbygges en ligevægt, et kompromis, at med andre ord den ledende gruppe ofrer nogle af sine økonomisk-korporative fordele. Men der er heller ingen tvivl om, at disse ofre og dette kompromis ikke kan vedrøre det væsentlige; hvis nemlig hegemoniet er etisk-politisk, er det også økonomisk, og kan ikke være andet, dvs. så har det også sit udspring i den afgørende funktion, som den ledende gruppe udøver på den økonomiske aktivitets afgørende område”. (Gramsci skrev under censur, hvilket forklarer den lidt kryptiske formuleringsmåde). Det amerikanske hegemonis begyndende udgang USA’s krig i Vietnam og Nixons ophævelse af dollarens guldindløselighed i 1973 som forløber for verdensmarkedskrisen i 70’erne forvarslede det amerikanske hegemonis omvending til en tiltagende og utilsløret dominans- og magtpolitik. Og som i antikkens Grækenland begyndte de svagere nationer at lede efter alternativer til USA’s herredømme. I Europa så tankerne om en Europæisk Union og fælles valuta som alternativ til dollardominansen for første gang dagens lys med Delorsplanen i midtfirserne. Den Europæiske Unions tilblivelseshistorie efter afslutningen på den ”kolde krig” i 1992 kan ikke forstås uden at blive sat i forbindelse med USA’s diktatpolitik overfor Europa og Japan i 80’erne og 90’erne for at sikre egne økonomiske- og geopolitiske interesser. ”Washington concensus” i 1978 lagde grundstenene for den amerikansk initierede globaliseringsstrategi og ideologiskiftet fra velfærdsstats-kapitalismen og de progressive kollektive frigørelsestanker til neoliberalismens individorienterede markeds-og frihedstvang. Fremtidens motor skulle ikke længere være statens markedsregulering men markedets ”selvforvaltning”. Det tætte samarbejde mellem stat og arbejderbevægelse blev over en årrække ophævet, og den sociale tryghed og åbenhedens kultur blev afløst af konkurrence og effektjag på alle livets områder samt praktisk eksklusion af kulturstrømninger, der ikke kunne kapitaliseres. Det udadvendte menneske med blik mod fremtiden blev til det defensive homo clausus. Måske kan man med en vis begrebselastik sige, at det amerikanske hegemoni under Clinton som præsident fik en vis renæssance frem mod 9/11, men sluttede definitivt med finanskrisen i 2008. USA’s interesser er siden finanskrisen i vigende grad blevet opfattet som alles interesser – det gælder selv blandt allierede. Men på den anden side har EU trods utallige strategiske vendinger ikke evnet at fremstå som alternativ til USA hverken på verdensmarkedet eller overfor de europæiske nationalstater. Tværtimod har EU’s austerity-politik efter 2011 om noget bidraget til at erodere de herskende eliters indre nationalstatslige ”hegemoni”. Både politisk, økonomisk, socialt og kulturelt har de brede lønmodtagergrupper oplevet en næsten trinløs forringelse af deres levevilkår og sociale tryghed. Tilliden til det politiske system er faldet ganske voldsomt, og de demokratiske parlamentariske institutioner antager i dag karakter af lukkede – oligarkiske – dominansformer. De ”ledende grupper” for at blive i Gramscis terminologi besidder ikke længere den økonomiske overlegenhed og fremdrift, der muliggør klassekompromiserne og indrømmelserne overfor de ”ledede grupper”. Neoliberalismens økonomiske ortodoksi, det liberale demokratis ideologi og den gamle økonomiske orden på verdensmarkedet har mistet den magiske kraft. Der er kun magtfuldkommenhed, trusler, intimidering og tvang tilbage. Siden præsident Bush’s ”all out war against terrorism” i 2001 ædes det amerikanske hegemoni op indefra. Lige forstærkes de indre spændinger og det moralske forfald i USA som følge af Biden administrationen ubetingede støtte til den israelske  Netanyahu regerings massedrab i Gaza og statsterrorisme i Libanon. De europæiske statslederes hidtidige følgagtighed tærer nu også på deres moralske legitimitet og det interne sammenhold i EU. En anden vinkel i samme proces er USA’s og EU’s økonomiske- og finansielle sanktionsregimer overfor lande, der ikke retter ind efter USA’s og Europas diktater. Som i antikkens Grækenland leder de dominerede stater, der udsættes for intimiderende sanktioner eller frygter dem i fremtiden efter andre alliancer eller et ny hegemon (bl.a. bestræbelserne for at udvide BRICS+ som fremtidens alternativ til Vestens dominans). På verdensarenaen og selv indenfor de enkelte vestlige nationalstater lurer illoyaliteten og afsøgningen af alternativer til den aktuelle magtfiguration. Det slår igennem indenfor EU. Macron taler igen og igen om Europæisk Autonomi. EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen udnytter enhver lejlighed til teknokratisk at udvide Unionens magt over medlemsstaterne og omstrukturere EU fremtidens for tiden tabubelagte rivalisering med USA. (bl.a. bruges Trump-kortet konstant). Sidst er den retning strømlinet med Draghis rapport om EU’s konkurrenceevne og sikkerhedspolitiske situation. Rapporten advarer om, at Europa agterudsejles på verdensmarkedet, hvis centraliseringsprocessen på alle vitale økonomiske og sikkerhedspolitiske felter ikke accelereres. Næsten tre års krig i Ukraine tærer nu på den første euforiske enhed indenfor EU. Det altafgørende spørgsmål vil ikke gå væk. Hvem skal bære de økonomiske byrder USA eller Europa? (lige nu er det EU). Og hvilke medlemslande skal lide under EU’s svækkede stilling på verdensmarkedet og tab som følge af krigen i Ukraine og helt aktuelt den truende handelskrig med Kina? Affortryllelse og konfliktscenarier Set i perspektiv og som historisk forløb siden 1992 har Natos udvidelse mod øst og som konsekvens heraf stedfortræderkrigen i Ukraine først og fremmest handlet om opretholdelse af USA’s dominans i Europa gennem ”globaliseringen af Natos rolle”. Nato’s begyndende forskydning til Stillehavsregionen og USA’s hektiske allianceopbygning har kun et rationale: en styrkelse af USA’s magtpotentiale til at forsvare Vestens (dvs. USA’s) herredømme, bremse Kinas vækst og true resten af verden til at rette ind. Det er nemlig efterhånden en udbredt opfattelse, at Kina ikke kan vedblive med at vokse i økonomisk- og militær styrke uden at fremprovokere radikale ændringer af den globale institutionelle arkitektur. I den forstand repræsenterer Kinas vækstmodel måske mulige fremskridt og ændringer på verdensmarkedet, som det Globale Syds mangfoldige nationalstater mener at kunne drage nytte af. Et fremtidsblik, der kan forklare Vestens næsten frenetiske diplomatiske aktivitet i Afrika, Sydøstasien og Latinamerika for at råde bod på årtiers politisk-militær intimidering og økonomisk udplyndring og forebygge opkomsten af nye alliancer udenfor Vesten. Måske et nyt hegemonisk system i svøb, som ikke bindes sammen af underordning under Vestens værdier, tvang og sanktioner – men af fælles inter-nationale interesser. Jeg vil gerne understrege her, at jeg bevidst anvender begrebet hegemonisk system og ikke en ny hegemon. Desværre opviser historien få – om nogen – eksempler på fredelige og molekylære hegemoniske vagtskifter. Når hegemoniet har udtømt sine positive og integrative potentialer og antager form af herredømme og magtpolitik, foregår der i den proces også en opløsning eller udtynding af de faktorer, der tidligere legitimerede hegemoniet. Det drejer sig eksempelvis om de vestlige politikeres nu næsten patetiske hævdelse af ”universelle værdier”. Begreber, der tidligere stod uantastede, relativeres. Verden fattes nye begreber for at forstå og orientere sig i den ændrede situation. Demokrati versus autokrati bliver til krigeriske slagord, og det gentagne krav om ”rules based order” tømmes for indhold og autoritet, fordi de samme magter, der plæderer for denne orden, har brudt selv de mest basale regler i FN’s charter og indenfor IMF, WTO og Verdensbanken. Kort sagt det gamle hegemonis kompas er brudt sammen, og indenfor snart sagt alle felter udspiller der sig et mangefold af processer for enten at etablere en ny orden eller forsvare den gamle med fare for at udløse helt uoverskuelige centrifugale processer i verdensøkonomien og indenfor det eksisterende globale magtsystem. Nationalisme, protektionisme, sanktionspolitik og ikke mindst en nærmest krigslignende oprustning for at forsvare egne interesser og eksisterende dominansstruktur har afløst forestillingerne om en global vækst og ligevægt holdt sammen af en ”supermagt” (hegemon), der ”løftede alle både”.  Tabet af hegemonisk centrum og centrifugale processer Når Kinas vækst udfordrer verdensbilledet, skal udfordringen ikke kun ses som en isoleret geopolitisk konkurrence. Ej heller kan udfordringen isoleres til USA. Den rammer hele Vestens måde at organisere samfundsopbygningen på. Kinas statskonstituerede markedsøkonomi, som er antitesen til neoliberalismens markedsautonomi og markedstvang, kan muligvis repræsentere fremtiden og i hvert fald fremstå som forbillede for landene i det Globale Syd. Hvor den lurende konfrontation mellem USA/EU og Kina/Rusland, de mange stedfortræderkrige (konflikter) og ”regime change” strategien ender ved ingen. Men sikkert er det, at det tidligere amerikanske hegemonis integrative- og konfliktneutraliserende potentialer er tyndslidte og afløst af generaliseret og uoverskuelig global ustabilitet. Hvor magt er ret! I den forstand er Gramscis sondring mellem hegemoni og dominans/herredømme vigtig som analytisk- og handlemæssigt udgangspunkt i den geopolitiske diskussion. Sondringen åbner for en forståelsesramme, hvor det statiske og metafysiske verdensbillede kan overskrides. Og hvor de geopolitiske diskussioner ikke reduceres til sofistikerede skakspil eller etiske fordringer.                                
    Læs mere
  • Er det nu rigtigt?

    ”Det lykkedes ikke for alvor de borgerligere ordførere at udfordre Dragsted, selv om de forsøgte at koble Enhedslisten til terrororganisationer. Værst gik det for Danmarksdemokraternes Charlotte Munk, der ”aldrig klart havde hørt Enhedslisten tilkendegive, at Hamas er en terrororganisation”. Det var en ret uheldig formulering, for det havde Dragsted gjort dagen efter terrorangrebet 7. oktober. Dragsted tilføjede: ”Hamas er ikke bare en terrororganisation. Hamas er en forfærdelig reaktionær, islamistisk, antidemokratisk, homofobisk og antisemitisk organisation, som jeg kun kan tage den allerkraftigste afstand fra””. Når jeg refererer denne ordveksling fra Folketingets åbningsdebat direkte citeret fra Altinget 3.oktober, skyldes det, at jeg mildest talt blev noget overrasket over Pelle Dragsteds meget voldsomme ordvalg. En kanonade mod Hamas, hvor der ikke sondres mellem Hamas som bevægelse, politisk organisation og milits. Med den karakteristik må enhver forhandling med Hamas vel være udelukket. Og hvordan kan man egentlig advokere for en to-statsløsning, som alle på nær Israels regering ser som et mål, når det er givet, at Hamas vil spille en central rolle i en Palæstinensisk statsdannelse? Men er det, Pelle Dragsted siger, egentlig rigtigt. Eller taler han ind i en udbredt fordom? Er Hamas udemokratisk og antisemitisk? For at besvare de to spørgsmål læste jeg Hamas’ seneste princippolitiske charter fra 2017. Her fandt jeg i punkt 16 følgende formulering: ”Hamas vedkender sig en kamp mod det Zionistiske projekt og ikke mod jøderne på grund af deres religion. Hamas fører ikke kamp mod jøderne, fordi de er jøder men fører kamp mod Zionisterne, som har besat Palæstina”. Jeg kunne ikke finde noget belæg for påstanden om antisemitisme. Med mindre antisemitisme og anti-zionisme blandes sammen, som det jo ofte er tilfældet i den offentlige debat. Hvad så med det antidemokratiske? Her skal vi lige huske, at Hamas som samlet organisation fik flest stemmer i det demokratiske valg i 2006, hvor organisationen overholdt alle de demokratiske spilleregler. Men tingene kan jo have ændret sig siden. Øjensynligt er det ikke tilfældet. I 2017 chartrets punkt 28 står der: ”Hamas tror på og er tilhænger af at håndtere de palæstinensiske relationer på basis af pluralisme, demokrati, accept af den anden og gennemførelse af dialog”. Det præciseres i punkt 30 med formuleringen: ”Hamas understreger nødvendigheden af at opbygge palæstinensiske institutioner på sunde demokratiske principper, hvor de vigtigste blandt principperne er frie og fair valg”. Nu er papir taknemmeligt. Men det gælder vel for alle partiers og organisationers programmer. Indtil videre har praksis ikke direkte modsagt programmet, selv om den åbne krig med den israelske stat og militær og indespærringen i Gaza har sat grænser for det åbne politiske liv. Til gengæld står det stjerneklart, at Hamas opfatter Zionismen som en kolonialistisk ideologi og den israelske stat som en besættelsesmagt, hvis mål er dannelse af et Storisrael. Den opfattelse konvergerer med den nuværende Netanyahu regerings projekt for et Israel fra Jordanfloden til Middelhavet. Ikke fordi jeg vil gøre det store ud af påstanden om homofobi, men selve begrebet finder jeg ekskluderende og kulturelt selvhævdende. Formelt taler de almindelige definitioner på homofobi for, at Pelle Dragsted her står på sikker grund. I hvert fald, hvis der refereres til ”strukturel homofobi”, hvor normer, religion, idealer og praktisk-juridiske barrierer enten gør det vanskeligt at være homoseksuel eller direkte kriminaliserer homoseksualitet. Når jeg alligevel mener, der er brug for endnu en overvejelse over anvendelsen af begrebet, skyldes det sammenføjningen af homo og fobi. Almindeligvis henviser fobi til en sygelig frygt eller ubehag i forhold til noget bestemt. Men der er jo ikke tale om en sygelig frygt. Der er tale om en bestemt religions grundopfattelse og menneskesyn, som måske med rette kan kritiseres men ikke stigmatiseres som sygelig, med mindre man har det helt håndfaste udgangspunkt, at ens eget synspunkt repræsenterer det normale. I min overraskelse over det øvrige drastiske ordvalg var jeg faktisk lige ved at glemme, at der også står, at ”Hamas er ikke bare en terrororganisation”. Er Hamas som samlet organisation og bevægelse en terrororganisation? Det er der nok ikke noget entydigt svar på. USA, EU landene, Australien og Japan er blevet enige om at definere Hamas som en terrororganisation, men der er faktisk ikke international enighed om den karakteristik. I FN har man heller ikke efter atten års drøftelse kunne nå til enighed om ordlyden i en antiterrorisme konvention. Bl.a. blokerer begrebet statsterrorisme for, at man kan nå til enighed. Men selv om organisationer og stater udfører terrorhandlinger, gør det dem jo ikke i sig selv til terrororganisationer eller terrorstater. Det er de vel kun, for så vidt deres eksistens og ræson d’etre bygger på terror. Altså et grundforhold, der konkret rækker ud over tid og sted. Terrorhandlinger har enten til formål at skabet frygt og rædsel for at destabilisere et samfund eller fremme ganske bestemte politiske eller religiøse mål. Handlingen den 7. oktober falder indenfor rammen af den definition. Hamas havde angiveligt tre mål; at skabe frygt og rædsel i den israelske civilbefolkning, udstille svaghederne i det israelske sikkerhedssystem og provokere den israelske regering til åben konfrontation for at blokere for Abrahamprocessens hensigt om at normalisere forholdet mellem Israel og Saudi-Arabien. Hvad der ifølge Palæstinenserne ville have isoleret dem endnu mere. Intentionerne bag angrebet var med andre ord ud fra et palæstinensiske perspektiv rationelle men absolut uacceptable fra et alment menneskeligt perspektiv. Endvidere er terror som politisk våben i hovedsagen ineffektiv og ender ofte i en ukontrollabel begivenhedsrække, der står i modsætning til den oprindelige hensigt. Hvad der som konsekvens æder organisationerne eller for den sags skyld staterne op indefra politisk og moralsk. Så der er al mulig grund til at kritisere Hamas for terrorangrebet den 7. oktober. Der er sandsynligvis også god grund til kritisk at undersøge organisationens demokratiske og pluralistiske sindelag. Men det skal netop være som kritisk undersøgelse og ikke som videreført fordom. Her vil jeg referere til filosoffen Hans Georg Gadamers essay ”Intelligens”, hvor han betoner vigtigheden af præcise begreber for at skabe den nødvendige forståelsesmæssige distance til en sag eller en begivenhed for at undgå at blive opslugt af situationen og derved miste friheden til at handle rationelt. Og intet er vel mere vigtigt i en betændt krisesituation som den, vi befinder os i, end at følge Gadamers maxime. Faren ved ikke at forstå eller ovenikøbet dæmonisere den anden og som udgangspunkt antage sine egne positioner/værdier som universelle er, at afvigelser herfra ikke bare skal modgås og kritiseres men decideret udslettes. Det er den logiske konsekvens. Og det er præcis den logik, Netanyahu spiller på og skærper med sin gentagne påstand om, at Israel nu kæmper for civilisationen mod barbariet.        
    Læs mere
  • Et paradoks – eller?

    Næppe har noget delstatsvalg i Tyskland påkaldt sig så stor interesse i medierne og hos den etablerede politiske elite i hele Europa, som de tre valg i Thüringen, Sachsen og Brandenburg. Interessen skyldes indlysende det national konservative AfD’s markante vælgertilslutning på omkring 30% i alle tre delstater. Ikke mindst fordi AfD også står til pæne resultater i de øvrige delstater om end ikke i samme størrelsesorden. Det er imidlertid ikke valget eller det politiske efterspil, jeg vil beskæftige mig med i dette indlæg. Min interesse retter sig derimod mod en undersøgelse af AfD, som DIW Berlin (Deutsches Institut für Wirtschaftsforschung) gennemførte i 2023. Især vakte instituttets større artikel min interesse. Titlen var på vanligt tysk: „Das AFD-Paradox: Die Hauptleidtragenden der AfD-Politik wären ihre Wähler*innen“. Oversat lidt mundret: „AfD paradokset: AfD vælgerne er dem, der rammes hårdest af AfD’s politik”. Altså hvad får næsten 30% af vælgerne i de tre delstater til at stemme på AfD, når partiets politik direkte konflikter med de samme vælgeres sociale- og økonomiske interesser? Inden jeg går over til at kommentere artiklen og ikke mindste konklusionerne, skal jeg lige præcisere, at jeg definerer AfD som et national-konservativt parti og anvender ikke metaforerne ”højreradikal” eller ”højrepopulistisk”. Dels er de indholdstomme, og dels anvendes de som den ”fornuftsbaserede midtes” delegitimering af alle politiske strømninger udenfor egne rækker. Jeg ser i dette indlæg også bort fra de mere højrøstede rabiate elementer i partiet, selv om de i den politiske debat sættes lig partiet. Hvad siger analysen? DIW undersøgelsen fastslår, at folk, der støtter AfD, på næsten alle politikområder vil lide mest under AfD’s politik, hvis den gennemføres. Det gælder indenfor økonomi, skattepolitik, klimabeskyttelse, social sikkerhed, demokrati og globalisering mv. Vejen til disse konklusioner går over en sammenligning af vælgernes sociodemografiske karakteristika med partiets planer. Den typiske AfD vælger beskrives som en mand mellem 40 og 50 år. Med kort eller mellemlang uddannelse, ufaglærte jobs, arbejdsløs eller med usikker beskæftigelse og lavtlønnet. Ordet ”typisk” betyder her en statistisk overvægt. Ikke til en bestemt type. Undersøgelsen viser også en lav social- og politisk deltagelse i samfundslivet. Billedet er imidlertid ikke helt tidssvarende. De seneste valgundersøgelser viser, at AfD også tiltrækker mange unge og ikke mindst førstegangsvælgere. Vælgergrundlaget sammenholdes med AfD’s politik. Ifølge undersøgelsen står AfD bl.a. for: ”ekstrem neoliberal økonomisk- og finansiel politik. Partiet går ind for skattelettelser på næsten alle områder og imod skattestigninger, så som beskatning af store aktiver”. ”Generelt ønsker AfD at indskrænke statens rolle og øge markedets magt”. AfD er også imod forhøjelse af mindstelønnen, og vil hellere styrke ejerboligen end lejeboligen, og langtidsledige skal enten tvinges til at udføre samfundstjeneste eller påbegynde en faglig opkvalificerende uddannelse. Når DIW undersøger AfD’s positioner på forskellige politikområder i forhold til de andre partier, finder man, at AfD på de økonomiske- og sociale områder ligger meget tæt på FDP (det liberale parti), om end FDP’s markedsortodoksi er liberalt og globaliseringsorienteret. Hvad angår skatter, klima og sociale anliggender finder undersøgelsen mange ligheder mellem AfD, FDP og CDU/CSU. Altså kan man konkludere, at AfD samlet set repræsenterer politiske positioner, der aldrig har været specielt arbejdervenlige men tværtimod står i modsætning til SPD’s traditionelle arbejderpolitik og hovedparten af den tyske fagbevægelse. Undersøgelsen har selvfølgelig også med, at AfD’s forslag om nedskæringer på en række offentlige områder først og fremmest vil ramme flygtninge og indvandrere men også de uddannelsesmæssigt og økonomisk dårligst stillede AfD vælgere. Hvad er så den endelig konklusion? ”Hvordan kan det være, at mere end en femtedel af borgerne støtter et partis politik, der er i stærk modstrid med deres velbefindende og interesser. Et plausibelt svar er individuel- og kollektiv fejlvurdering”? Den individuelle fejlvurdering ligger i det faktum, at mange AfD vælgere ikke er klar over, at partiets politik med diskrimination og eksklusion vil påvirke dem negativt. ”Det skyldes, at de ofte selv tilhører den lavere ende af indkomstfordelingen, nyder privilegier sjældnere og har færre muligheder end andre og er mere afhængige af økonomiske fordele fra staten”. Den kollektive fejlvurdering henføres til, at AfD vælgerne tror på, at et opgør med globaliseringen og en styrkelse af nationen og lokalområderne kombineret med en liberal økonomisk politik vil udløse bedre jobmuligheder og øget sikkerhed og tryghed i dagligdagen. Artiklen slutter med ordene: ”Præcis det modsatte vil ske”. Hvad møder vælgerne hos AfD? DIW’s undersøgelse bringer os ikke meget nærmere en forklaring på paradokset. Hvis der er tale om en fejlvurdering, hvad er så grunden? For at komme om på den anden side af DIW’s konklusioner tog jeg mig for at læse AfD Sachsens valgprogram. Med det gjort, fandt jeg ikke DIW’s karakteristik dækkende. Valgprogrammet fylder hele 64 sider og er temmelig uoverskueligt. Det mest iøjnefaldende er programmets  temaopdeling. Det indledes med et langt afsnit om familie og børn som grundlag for hele samfundets sammenhængskraft. Familie og ejendom til boligen sættes lig Heimat – hjemstavn. Her skal borgernes grundlæggende beskyttelse og tryghed findes. De følgende temaer er uddannelse, videnskab og kultur, hvor uddannelse og kultur skal spille en central rolle for det daglige liv i delstaten. Sundhedspolitik og socialpolitik udgør de efterfølgende temaer, hvor social sikring af familien og de ældre, samt et decentraliseret sundhedsvæsen, der rækker helt ud i yderområderne, spiller en afgørende rolle. National sikkerhedspolitik (som også begrunder modstanden mod Tysklands involvering i krigen i Ukraine) og en håndfast og retfærdig retsorden ses som forudsætningen for borgernes tryghed. Ganske naturligt følges det tema op af en skingert og slagordsagtig formuleret flygtninge-indvandrerpolitik, men som i sit væsen ikke adskiller sig meget fra CDU/CSU’s politik. Regeringens energipolitik og digitalisering kritiseres for at resultere i høje energipriser. Natolandenes sanktionspolitik har øget energipriserne og dermed skadet Mittelstand virksomhedernes konkurrenceevne og borgernes mulighed for at betale de høje el- og varmeregninger. Digitaliseringen er gået for vidt og fremmedgør den enkelte borger i samfundslivet og overfor det offentlige. Digitaliseringen skader det personlige møde med det offentlige og skader de levende fællesskaber. Landbrugspolitikken og land- og miljøplanerne skal ikke tilrettelægges efter EU’s abstrakte normer. Der skal tages lokale hensyn. Lige så med naturbeskyttelsen, som vægtes højt. Det samme forhold gør sig gældende, hvad angår infrastruktur og strukturplanlægning, herunder decentral kollektiv trafik og indsats mod jordspekulation. Der skal tages udgangspunkt i lokale behov, så lokalsamfundene kan hænge sammen og udvandringen bremses. Først allersidst i programmet behandles penge- og valutapolitik, finans- og skattepolitik samt EU, hvor man stiller hensynet til de små- og mellemstore virksomheder overfor den kendte politiske favorisering af de store koncerner og støtte til finanssektoren, som ikke vil låne penge ud til Mittelstandvirksomhedernes investeringer. Det sidste punkt er i øvrigt blevet et brandvarmt emne, som Scholzregeringen nu er tvunget til at gå ind i. For det første fordi den tyske regering skal forholde sig til Draghirapportens krav om øget centralisering af kapitalmarkederne og støtte til de store koncerner og for det andet, fordi den italienske bank Unicredit forsøger at overtage den tyske Commerzbank, hvad der endnu engang vil svække det tyske bankvæsen, som traditionelt har støttet de små og mellemstore virksomheder. Så selv på regeringsniveau reagerer man nu mod de magtfulde finansielle markedskræfter og magtcentraliseringen i EU. Men tilbage til AfD. Når man læser hele programmet, står det klart, at det er et klokkeklart småborgerligt national-konservativt program med et kinesisk æskesystem af reaktionære forslag blandet med socialpolitiske- sundhedspolitiske- og uddannelsespolitiske progressive programpunkter igen blandet med utopiske Heimatforestillinger og købmandslogik versus magtcentraliseringen i EU og afdemokratiseringen af politikken i almindelighed. (AfD kræver flere folkeafstemninger og direkte demokrati). Ifølge programmet styres samfundslivet af en lille elitær teknokratisk elite, der måler de fleste af livets spørgsmål efter en økonomisk logik, der afviser borgernes behov for lokalt tilhør som ufornuftig og uvidenskabelig. Kort sagt er programmet opbygget og formuleret, så både arbejdere, middelklassegrupper og mindre erhvervsdrivende kan se sig selv dækket ind, fordi det tilgodeser de mange forskellige sociodemografiske gruppers interesser. Programmet konsekvensberegner forslagene, hvilket i givet fald ville udstille deres mange indbyrdes modsætninger. Man kan med en vis ret sige, at programmet afspejler de mange helt almindelige borgeres fragmenterede tilværelse, og som først og fremmest tiltrækker dem, der ikke har haft mulighed for at hægte sig på den middelklasse, som mainstreampartierne konstant taler om, og som i virkeligheden socialt, økonomisk og politisk er en lige så fragmenteret størrelse. Et tilbageblik Efter at have læst programmet faldt et spørgsmål mig ind. Hvordan orienterede de selv samme ”sociodemografiske grupper” sig tidligere? Hvordan var deres verdensbillede? Jeg lægger ikke her op til en længere udredning. Mere til et kort strejftog nogle årtier tilbage. I hele efterkrigens kamp for velfærdsstaten delte de forskellige klasser sig efter interesser og verdensanskuelser. Hvor meget eller lidt man var engageret i politik og fagforeningsvirksomhed, så var det i vid udstrækning fra de politiske partier, fagforeningerne og andre klasseorganer, man hentede sit verdensbillede og forståelse af den dagsaktuelle politiks betydning i forhold til de store linjer. Det var her beskyttelsen for den enkelte og familien skulle hentes også, når det gjaldt forholdet til velfærdsstatens forskellige institutioner. Om det drejede sig om økonomisk politik, boligpolitik, arbejdsmarkedspolitik osv. orienterede man sig efter klassepartiernes linje og forklaringer. Også selv om man ikke fuldt og helt delte partiernes eller fagforeningsbossernes synspunkter. Den daglige tilværelse oplevedes som mindre fragmenteret og trygheden skulle især hentes indenfor ”egne rækker”. Selv under velfærdsstatens velmagtsdage. Sådan ser hverken samfundene eller det politiske billede ud i dag. Den liberale offensiv fra slutningen af 70’erne vandt to afgørende sejre. Accelereringen af globaliseringsprocessen og opgøret med grundforestillingerne om det kollektive og samfundsforpligtede menneske. Individualismen som højeste fornuft og rettighed blev grundfortællingen. Over tid har det afstedkommet, at store samfundsgrupper er blevet politisk-socialt- og kulturelt hjemløse. Verdensbilledet er fragmenteret. De store linjere kan ikke trækkes, og de socialgrupper, vi taler om, har som følge heraf trukket sig tilbage i passivitet for i særlige situationer at blæse ud i diffus protest. Den aktivitetsskabende vision er ikke længere drivkraften for samfundsudviklingen og de omtalte gruppers bidrag hertil. En anden konklusion I mit verdensbillede er det derfor ikke ganske uforståeligt, at de national-konservative partier og bevægelser vinder frem. Nationen, de indlejrede traditioner og halv- og helutopiske socioøkonomiske forestillinger udfylder i dag det tomrum, som de herskende eliters negligering og nedbrydning af klassepolitikken og dets institutioner har efterladt. Hvor synkretetisk og utopisk AfD’s politik end er, kan man vel sige, at partiet og med det flere andre national-konservative partier formulerer et politisk opgør med elitens teknokratiske afpolitisering af politikken. I den forstand er den moralske kritik af AfD’s og lignende partiers ekstreme formuleringer en blindgyde – om end forståelig. Men kritikken må være politisk. AfD’s program skal tages alvorligt og gendrives politisk. AfD’s vælgere har hverken individuelt eller kollektivt ”fejlvurderet” virkeligheden. De afspejler den tværtimod, og det er det, der er problemet.  Jan Helbak  
    Læs mere
  • Hvorfor titlen “Overvejelser”?

    Bloggens titel, ”overvejelser”, forekommer måske lidt aparte. Ja, får man i øvrigt lyst til at besøge en blog, hvor der bare står overvejelser? Støder man på hjemmesiden, vil man nok undre sig over, hvad en sådan titel egentlig dækker over af koncept og indhold. Det er også hensigten. Besøgende på bloggen vil nemlig ikke kunne finde andet end korte kommentarer og essaylignende overvejelser over vores samtids politisk-økonomiske udvikling og vores selvforståelse i den fremherskende diskurs. Man vil ikke på bloggen finde færdige analyser eller afklarede positioner men først og fremmest undersøgelser af de holdninger, politiske udmeldinger og handlinger, der repræsenterer vigtige begivenheder i en samtid præget af opbrud i hidtidige faste og autoritative verdensanskuelser. Det gælder også vores ellers faste begreber om dette og hint, som viser sig utilstrækkelige i mødet med, hvad der sker lige foran næsen på os. Det er bloggens formål. Begrundelsen for oprettelse af bloggen har tråde tilbage til tidsskriftet Kritisk Debat, som efter tyve år er gået ind. Betingelserne for at videreføre tidsskriftet og kræfterne til at fortsætte er sluppet op. Så hellere lukke og slukke før, det døde ud af sig selv af mangel på debattens ilt. Det hører med til historien, at Kritisk Debat startede i 2004 med det fortsæt kritisk og fordomsfrit at analysere samfundsudviklingen i et centrum-venstre perspektiv. Spidsartiklen i 2004 hed meget betegnende ”Kampen om definitionsmagten”. Dog vil det være en overdrivelse at påstå, at det gennem alle årene lykkedes at holde tidsskriftet på den kritisk diskuterende linje med en horisont, der rakte meget ud over det verserende venstrefløjsmiljø. Imidlertid er tidsskriftets oprindelige målsætning ikke blevet mindre relevant i en tid, hvor en binær tænkning trænger frem i næsten alle forhold. Og hvor den åbne kritiske debat har trange kår, og hvor undrende og kritiske spørgsmål, der ikke passer ind i mainstream metrikken, udstemples som populistiske, uden videnskabelig evidens eller som anslag mod vores universelle værdier. Bloggen skal af de samme grunde opfattes som en videreførelse af ønsket om åben kritisk debat. Som en insisteren på nødvendigheden af: at undres, at overveje, at undersøge og at kaste resultaterne ud på en blog. Og forhåbentlig på den måde levere små bidrag til tænkemåder og overvejelser, der peger ud over tidens binære moralisme og dæmonisering af alt og alle alle, der ikke lige passer ind i de kanoniserede værdisæt og tilsvarende stigmatisering af de mange spredte forsøg på at trænge ind i tidens kompleksitet for at finde mening i galskaben. Motivet er selvfølgelig også rundet af en udbredt skepsis overfor samtidens politiske system, tænkning, sprogbrug, kulturelle normer og ikke mindst den politiske og intellektuelle elites krav på uantastet autoritet og autoritative udlægning af verdenssituationen. Men skepsis er ikke det samme som skepticisme, der repræsenterer en grundindstilling til tilværelsen. Denne blogs insisteren på skeptiske overvejelser henter netop sin tilgang i de mange opbrudstendenser og nok så meget fra renæssancetænkeren Michel de Montaigne, der ikke var skeptiker men forholdt sig skeptisk. Montaigne levede fra 1533 til 1592. En periode med opbrud i de kirkelige institutioner. Der var et voksende krav om, at troen skulle kunne begrundes via fornuften og som bivogn en kritik af især den katolske kirkes krav til de troende om total underkastelse. På den anden side stod den reformerte kirke, hvor troens vogtere blev flyttet ud af kirken og ind i hovederne på det enkelte menneske. Kampen mellem de to kirkeretninger herskede på det blodigste i Frankrig på Montaignes tid. De store filosofisystemer var også i opbrud, og kampen mellem den jordiske og den himmelske magt var i anmarch. Tillige begyndte det videnskabelige miljø efter Kopernikus at blive sig selv bevidst som en væsentlig samfundsfaktor, hvilket især efter den ”Sorte død” også fik indflydelse på tilliden til den gamle lægevidenskab. I dette virvar af brudlinjer kom Michel de Montaigne til den ”sikre” konklusion, at det eneste sikre, han kunne foretage sig, var at overveje og undersøge de forskellige brydningslinjers status og fremtid. Hvor skulle man placere sig, blev for ham renæssancetidens nøglespørgsmål og som følge retten til tvivl og retten til at publicere sin tvivl. Det blev til tre store essaysamlinger. Essay betyder netop forsøg, undersøgelse, overvejelse og udkast, og det var den metode, Montaigne tyede til for at ”grave sig ind i sin tid” og forstå den. Det blev til essays om stort og småt. Mest for selvafklaring men også som grundlag for diskussion med venner og fjender. Det centrale essay i hele samlingen er nok ”Forsvar for Raimond Sebond”. En spansk teolog, der argumenterede for, at troen ikke alene kunne forlade sig på den rene tro men også måtte søge støtte i fornuften. Montaigne tager handsken op og undersøger via mange forskellige tilgange selve begrebet fornuft. Den måske nedslående konklusion bliver, at begrebet ikke entydigt lader sig indfange. Den absolutte sandhed står hen i det uvisse, hvorfor alle må udvise pragmatik, respekt for erfaringen og ikke mindst tolerance. Især de sidste to konkluderende bemærkninger i essayet har inspireret til oprettelsen af denne blog og dens grundlag. Derfor refereres de her i deres helhed: ”Men morsomme er de jo, når de for at give deres love sikkerhed siger, at der findes nogle, som er faste, evige og uforanderlige, nemlig dem, de kalder ”medfødte” eller ”naturlige love”, som i kraft af menneskets sande væsen, skal være indskrevet i dets hjerte. Nogle mener, der er tre, andre fire, nogle siger lidt flere, andre lidt færre, et bevis på, at dette kendetegn er lige så usikkert som alle andre” ”Kort sagt: der gives intet konstant, hverken i os selv eller i tingene, og både vi og vort skøn og alt, hvad dødeligt er, flyder og glider uden ophør. Der kan følgelig ikke etableres nogen sikker forbindelse mellem de to, fordi både den erkendende og det erkendte er i stadig fart og bevægelse”. ”Da nu altså alting undergår en forandring fra en tilstand til en anden, bliver fornuften, som søger noget virkeligt bestående, narret, idet den ikke kan finde noget blivende eller bestandigt, fordi alt enten er sin vorden eller slet ikke er endnu eller begynder at dø, endnu før det er født”. Man finder måske ikke et mere præcist signalement af renæssancetiden og foregribelse af eftertidens filosofiske- og videnskabelige rationalitetskrav end i disse essayets sidste konklusioner. Men hvad der for os måske er endnu vigtigere også et præcist signalement af vores egen opbrudstid, som kalder på overvejelser over og undersøgelser af: hvad der er, hvad der peger ud over det, der er og vores daglige forventninger. Kort sagt er det bloggens formål at udkaste overvejelser og skal bedømmes herefter. Jan Helbak
    Læs mere
  • Normalisering af afvigelser

    Inspirationen til dette blogindlæg skal krediteres min foretrukne journalist på Financial Times, Gillian Tett, der for et stykke tid siden skrev en god artikel med titlen: ”Market should beware the normalisation of threats”. I artiklen behandlede hun faren ved den hastigt voksende amerikansk gæld og statens eksorbitante budgetunderskud og blindheden overfor faresignalerne. Tilgangen til artiklen hentede hun fra en undersøgelse foretaget i forbindelse med den store Challenger katastrofe. 28. januar 1986 eksploderede rumfærgen Challenger 73 sekunder efter start. Det var på rumfærgens tiende mission. Årsagen blev hurtigt lokaliseret til en eller flere O-ringe (tætningsringe), der viste sig at være utætte. Forinden affyringen af rumfærgen havde der hersket en vis usikkerhed vedr. O-ringenes funktionsduelighed, fordi de ved frost ville miste noget elasticitet. Der havde netop været let frost natten forinden opsendelsen. På trods heraf blev det besluttet at opsende rumfærgen. En undersøgelse af eventuelle fejl ved O-ringene forud for opsendelsen havde ikke resulteret i fyldestgørende beviser på uacceptable risici. Forklaringerne Efter ulykken nedsatte man en kommission til at afdække hele forløbet og identificere årsagerne til ulykken. Det tog Rogerkommissionen 18 måneder at nå frem til en afgørende konklusion. Rapporten var stærkt kritisk overfor NASA og institutionens ledere, der blev kritiseret for at negligere risikobehæftede fejl. Konklusionen blev, at sikkerhedskulturen hos NASA var utilstrækkelig og ikke stærk nok til at modstå politisk eller økonomisk pres. Et ikke ukendt fænomen i alle former for produktion, hvor et stramt sikkerhedskodeks er afgørende. Rapportens konklusion gav imidlertid ikke så mange forklaringer på mulige bagved liggende faktorer. Forklaringerne skulle først komme senere fra sociologen Diane Vaughan, der gennem en længere periode havde forsket i ulykken og i, hvad der var gået forud. Hendes konklusion blev formuleret i begrebet normalisering af afvigelser. Hendes undersøgelser viste, at dét, der ”ikke var okay” over tid blev klassificeret ”som okay”. Spørgsmålet var derfor, hvordan det kunne forekomme, at man indenfor et så højspændt sikkerhedsområde kunne afvige fra standarderne/normerne, uden der blev grebet ind? Normalisering af afvigelser Diane Vaughans forklaring er ikke videre kompliceret. Man observerede selvfølgelig afvigelserne og takserede dem som afvigelser men med tillægsbemærkningerne ”indenfor acceptable risikorammer”. Når en afvigelse stor eller lille ikke havde skabt de store problemer, blev afvigelsen efterhånden bedømmelsespunktet og den oprindelige norm langsom glemt og ikke håndhævet overfor nyansatte. I sin bog “The Challenger launch decision: Risky technology, culture and deviance in NASA” peger Diane Vaughan på, at medarbejdere og ledere hos NASA ”normaliserede afvigelserne”, når de gentagne gange opdagede dem. Men nok så vigtigt viste hendes undersøgelse hen mod et endnu mere centralt fænomen som resultat af normalisering af afvigelserne. Den gentagne accept af mindre og tilsyneladende ikke risikofyldte afvigelser opdyrkede en ganske bestemt kultur, hvor spaltning mellem vedtagne standarder og faktisk handlen blev normen. Pointen her er ikke, at de enkelte medarbejdere bevidst tilsidesatte standarderne. Nej, de ”så dem ikke længere”. De orienterede sig mod eventuelle risici og overskridelser af grænser, der i værste fald kunne udløse dét, der ikke måtte ske. Med andre ord en vis kollektiv blindhed overfor det faktum, at afvigelsen var blevet en ny norm. Helt materielt fik det selvfølgelig som konsekvens, at produktionsprocessen blev tilrettelagt ud fra det underliggende faktum, at de enkelte komponenter godt kunne godkendes med mindre afvigelser, hvis der ikke over tid var konstateret betydelige risikohændelser. Systemkultur og naturalisering Diane Vaughans blik var med andre ord ikke rettet mod enkeltpersoners uansvarlige handlemåder eller iøjnefaldende stressfaktorer, sådan som det var tilfældet i Robertkommissionens rapport. Blikket fæstnede sig derimod på en ganske bestemt systemkultur, hvor hver enkelt medarbejder handlede rationelt indenfor denne kulturs normer, rammer og bevidsthedshorisont. ”Man gjorde jo bare som alle de andre gjorde, og selv om en komponent måske ikke til fulde indfriede standardkravene, skete der sædvanligvis ikke noget ved det”. Med til historien hører dog en forklaring af, hvordan den enkelte medarbejder blev kulturbærer. For nok kan der, som Diane Vaughan påpeger, ske en normalisering af afvigelsen, men der må være andre faktorer i spil, der bevirker, at normaliseringen bliver til kultur – eller til anden natur. Her kan man med held udvide Diane Vaughans fremragende begreb med begrebet naturalisering. Dvs. at normaliseringen af afvigelserne, hvor man ser bort fra reglerne, omdannes til en tilstand/oplevelsesmåde, ”hvor det, man oplever, ikke kan være anderledes”, eller hvor det oprindelige udgangspunkt glemmes. Handlemåden naturaliseres. Bliver til de handlendes anden natur, hvorved kollektivet af medarbejdere former en ganske bestemt kultur med et ganske bestemt sprog, så dem, der måtte opretholde de oprindelige standarder, bliver afvigere. Diane Vaughans inspiration Diane Vaughans undersøgelser og især hendes bog foranledigede mange diskussioner blandt organisationspsykologer og organisationssociologer. Flere havde, viste det sig, observeret lignende hændelser og kulturdeterminanter i andre organisationer. Blandt andet indførte man på flere hospitaler proceduretrackere for at identificere fejl og årsager til disse. Man anlagde mere konsekvent en systemisk tilgang i stedet for at hænge enkelte medarbejdere ud, når der blev begået fejl. Herhjemme blev der i 2004 besluttet en obligatorisk rapporteringspligt for sundhedspersonalet ved utilsigtede hændelser (afvigelser). Formålet var at samle indberetningerne i en database, som grundlag for korrektioner eller ændrede regime- og procedureregler. (ironisk nok har den siddende regering netop udarbejdet et udkast til ny lov, der reducerer kravene til indberetning af utilsigtede hændelser. En af begrundelserne er, at indberetningssystemet har affødt et ressourcekrævende bureaukrati, og at gevinsterne ikke står mål med indsatsen). En af svaghederne ved de indførte systemprocedurer er måske, at deres konstruktion ikke har formået at indfange kulturaspektet. Man har fanget helt konkrete og indlysende afvigelser og også normaliseringen af dem, men noget tyder på, at man har overset naturaliseringsaspektet, der bevirker, at kulturen lever videre, selv om enkelthændelser rettes. Og dermed det forhold, at aktørerne som kollektiv uden at tænke meget over det mere fokuserer på mulige risici end den konsekvente overholdelse af de formulerede standarder. Først når afvigelserne afstedkommer egentlige ulykker eller direkte katastrofer, gøres de til genstand for analyse og korrektionskrav. Men lige så ofte hænges enkeltmedarbejdere ud for afvigelserne, og medierne får overkommelige sager at forfølge gennem kortere eller længere tid, før sagen mister sin aktualitet og bliver til glemsel. Måske kan Diane Vaughans metode anvendes som afsats i den politiske analyse Med al respekt kan man ikke uformidlet overføre Diane Vaughans vitale organisationsanalyser og hendes teorem til en analyse af det betydeligt mere komplekse politiske liv og samfundsdebatten i almindelighed. Men hendes metode og begrebslige indsigt kan måske alligevel anvendes som et ansatspunkt. Om ikke til andet så til en problematisering af givne politiske beslutninger eller kampagner. Lad mig her blot nævne nogle få men eksemplariske begivenheder. Her skal i parentes indføjes, at det efterfølgende alene omhandler fænomenet afvigelser og ikke de aktuelle politiske positioner eller indholdet af disse. Indenfor det liberale parlamentariske demokrati har det samarbejdende folkestyre i hvert fald siden 2. Verdenskrig udgjort en afgørende norm for det politiske liv. Til og med har det været almindelig praksis, at det eller de vindende partier ved valgene som de første fik til opgave at lede regeringsforhandlingerne. Det har også været en almindelig opfattelse, at i et demokrati delte partierne sig legitimt efter anskuelser, og at disse måtte tages i betragtning som repræsentation for forskellige interesser og holdninger i befolkningen/vælgermassen. I de liberale demokratier, har friheden til at ytre sig været håndhævet som en universel værdi og ret, der kun i ekstraordinære tilfælde kunne indskrænkes. Med relativt beskedne indskrænkninger har denne ret virket siden 2. Verdenskrig, selv om der selvfølgelig kan nævnes en række afvigelser men uden en virkningsgrad, der for alvor har draget normerne i tvivl eller indebåret alarmerende risici for selve systemet. Men den periode, hvor de anerkendte demokratisk parlamentariske spilleregler og frihedsnormen i det store og hele har været aktive og styrende, er måske nu ved at være slut. Aktuelle begivenheder I Tyskland er den politiske midte (centrum-højre og centrum-venstre) og det meste af den politisk-intellektuelle elite forfærdet over AfD’s store fremgang ved valgene i delstaterne Thüringen og Sachsen. Den underliggende diskurs lyder, at demokratiet er truet af AfD’s ”pøbelvælde”, som selvfølgelig ikke kaldes ved navn, men i stedet klassificeres under de mere urbane udtryk ”højrepopulisme” eller ”højreradikalisme”. Begge begreber eller snarere metaforer er relativt indholdstomme men virker som effektive styrkemarkører til at udstemple det nationalkonservative AfD’s politiske legitimitet. Dvs. AfD og dets vælgere italesættes som en afvigelse fra normen, som repræsenteres og forsvares af den moderate og rationelle politiske midte. Det interessante er imidlertid, at midterpartierne tilsidesætter næsten alle de respektive partiers egne repræsentationsgrundlag og deres vælgeres forventninger for at gå sammen om at holde AfD ude af det parlamentariske liv samtidig med, at man indoptager flere af AfD’s politiske mærkesager (bl.a. afvisning af den hidtidige flygtningepolitik) for at begrænse skadevirkninger og AfD’s videre indflydelse. Bestræbelserne går på at opbygge en ”brandmur” mod ”højreradikalismen”, selv om partiet følger og anerkender alle vedtagne demokratiske og parlamentariske spilleregler. Her er det imidlertid ikke AfD’s afvigelser fra den politiske konsensus, der bør være i fokus men derimod den politiske midtes afvigelser fra de standarder i det repræsentative demokrati, som samme midte hævder som samfundets rationelle grundlag. De samme afvigelser gør sig også gældende i den offentlige debat, hvor ytringsfriheden skridt for skridt begrænses under henvisning til en truende ekstremisme, hadske overfald på de sociale medier og bevidst polarisering af det politiske liv. De ret drastiske indgreb overfor enkeltpersoner og grupper, der udtrykker antiisraelske synspunkter, betragtes ikke længere som afvigelser men som naturlige indgreb overfor en voksende antisemitisme, der i virkeligheden først og fremmest er at forstå som antizionisme. Den bevidste sammenblanding af begreberne, gør det uhyre vanskeligt at ytre sig direkte for den voksende oppositions kritik af Israels fremfærd i Gaza og på det besatte Vestbredden. Disse tendenser folder sig for tiden ikke alene ud i Tyskland. De sætter sig igennem i næsten alle europæiske lande og i USA. Her er der ikke plads til at gå nærmere ind i, hvordan tendenserne former sig konkret i de enkelte lande. Blot skal nævnes, at den samlede parlamentariske front for at holde Marine Le Pens parti Rassemblement National ude i den franske valgkamp har ført til et uarbejdsdygtigt parlament og tvunget præsident Marcron til at udpege teknokraten Banier til premierminister, selv om han ikke er valgt. Det må siges at være en ironisk afvigelse fra de almindelige parlamentariske spilleregler. Midterpartierne samles alene med det formål at holde ganske bestemte såkaldt populistiske partier ude af den almindelige politisk-parlamentariske liv. En afvigelse, som hvis den normaliseres og langsomt naturaliseres, kan anvendes mod andre såkaldte populistiske bevægelser, uden at det afstedkommer de helt store kvababbelser i det politiske liv eller i den politiske debat. Men nu er det ikke kun partierne, man ekskommunikerer. Det er også disse partiers vælgere og følelser og overbevisninger, der har afgjort deres stemme. Helt glemt i denne front mod populismen bliver substansen i vores demokratiopfattelse og rækkevidden af eksempelvis ytringsfriheden. Et resultat af de små og inkrementelle politiske beslutninger, hvor man hver gang har forsikret om, at de faktisk ikke betød det store og i øvrigt kun var rettet mod dem, der udgjorde en trussel mod normerne. Resultatet bringer ikke desto mindre mindelser om de resultater, som Diane Vaughan afdækkede. Afvigelserne negligeres eller glemmes og normaliseres under henvisning til, at gevinsterne er større end risiciene hvad angår den politiske sundhed i det demokratiske system. På et tidspunkt – og måske hurtigere end vi forestiller os – bliver de systemets og samfundsdebattens anden natur, hvor tingenes tilstand ikke kan være anderledes (TINA – there is no alternativ). Man adapterer afvigelsernes sprogdragt og bliver selv afvigelsernes bærere. Selvfølgelig er der i samfundsdebatten og på de sociale medier en opposition til disse tendenser til at normalisere afvigelserne. Men kendetegnende for den aktuelle politiske debat er, at oppositionen eller blot ”eftertanken” skal tilkæmpe sig retten til at påpege afvigelserne som afvigelser med risiko for at blive hængt ud som ”nyttige idioter”, ”naive idealister” eller modsat som skjulte konspiratorer af de politiske dommerfuldmægtige, hvor domsgrundlaget ikke kræver de store forklaringer – fornuften er jo indlysende. Afvigelserne hos NASA krævede heller ikke nogen forklaring. De blev til sidst ikke set. Først efter, at Challenger 2 eksploderede, stod man i kø med forklaringer. Jan Helbak
    Læs mere
  • Røde linjer

    Hvornår skal man egentlig tage ”røde linjer” eller grænsedragninger alvorligt, hvis de flere gange brydes uden mærkbare konsekvenser? Det er jo, hvad der både politisk og i medierne er blevet diskuteret, hver gang en af Putins ”røde linjer” i Ukrainekrigen er blevet overskredet af NATO-landene. Nu forholder det sig ikke helt sådan, at det er antallet af overskridelser, der kan udsige, om en ny overskridelse vil medføre nogle utilsigtede eller ganske enkelt uoverskuelige konsekvenser. Kalkulationen må gå på, hvad en given ”rød linje” er ”rød linje for”. I tilfældet USA’s og Englands mulige tilladelse til, at Ukraine kan anvende langtrækkende Storm Shadow og ATTACMS missiler til at nå mål dybt inde i Rusland, vil det nok være mere end klogt at tage Putins ”røde linje” alvorligt. Forud for mødet mellem Joe Biden og den engelske premierminister Keir Starmer fredag den 13. september, hvor en sådan tilladelse skulle drøftes,  meddelte præsident Putin, at med en sådan tilladelse ville USA og England og givetvis hele NATO befinde sig i krig med Rusland. Putin delte sin kommentar op i to punkter. At Ukraine forsøger at ramme mål dybt inde i Rusland med egne droner og kortrækkende missiler mod mål på  Krim er ikke noget nyt. Det kan Rusland uden de store problemer håndtere. Men hvis der gives tilladelse til, at Ukraine kan affyre langtrækkende missiler, er USA’s og Englands deltagelse i krigen et faktum. Begrundelsen for den sidste konklusion er: Ukraine har ikke know how til at håndtere missilerne. Ukraine har ikke satellit- og navigationsudstyret til at kalibrere retning og koordinater. Det har kun amerikanske og delvist engelske militære enheder. Som sådan er Ukraine alene at betragte som affyringsrampe for amerikansk-engelsk aggression. Man skal i spillet bemærke, at Joe Biden afstod fra at kommentere Putins udtalelse, som i øvrigt efterfølgende blev forstærket af Ruslands viceudenrigsminister Sergey Ryabkov og faste diplomat i FN’s sikkerhedsråd, Vasily Nebenzya. Rusland vil opfatte en tilladelse fra USA og England som en eksistentiel trussel og som et angreb på landets strategiske sikkerhed. Måske er alvoren efter Bidens og Starmers møde ved at sænke sig i de europæiske regeringskontorer og så småt også i dele af presselandskabet, som op til lørdag den 14. september, mere eller mindre har ladet hånt om eller bagatelliseret Putins udspil og kaldet hans trusler ”det rene bluff”. Polens premierminister og flere skandinaviske ministre har opfordret til ikke at tillægge Putins udmelding den helt store betydning og samtidig plæderet for en udvidelse af Ukraines muligheder for at affyre missiler dybt ind i Rusland. Det afgørende er heldigvis, at USA har udskudt en endelig beslutning og dermed også lukket for, at England kan anvende amerikanske satellitter og andet nødvendigt kommunikationsudstyr. Og heldigvis har den tyske kansler Scholz gjort det helt klart, at Tyskland ikke vil godkende brugen af Taurus missiler til at ramme mål i Rusland. Og Tysklands stemme i det spil vejer nok mere i overvejelserne i de europæiske regeringskontorer end stemmerne fra de skandinaviske lande og Polen. Spørgsmålet om, hvornår en ”rød linje” skal tages alvorligt, burde hermed være besvaret. Putins advarsel blev bevidst ikke formuleret udtømmende. Andre russiske talspersoner har dog bl.a. i nyhedsorganet TASS trukket nogle ildevarslende konsekvenser frem. Ukraine kan bombes sønder og sammen, eller europæiske byer og militære anlæg kan rammes. Russerne kan angribe satellitter og indlede en ”rumkrig”. De mulige russiske militære modsvar er legio og på nuværende tidspunkt uforudsigelige. Disse scenarier er indenfor de sidste døgn blevet analyseret og kommenteret af mange mere nøgterne militæranalytikere. Og lige nu er der lidt ro på. Når jeg så alligevel skriver dette blogindlæg, er det, fordi jeg er noget forundret over, at mange ledende og ansvarlige politikere og pressefolk ikke kan se hvorfor, ”den røde linje” er et ”hertil og ikke længere”. Cirklen er nemlig sluttet. Allerede på topmødet i Bukarest i 2008, gjorde Putin det klart overfor NATO lederne, at en optagelse af Ukraine i NATO ville blive opfattet som en strategisk og eksistentiel sikkerhedstrussel. Den melding blev gentaget med Putins forhandlingsudspil i december 2021og helt frem til Ruslands invasion af Ukraine i 2022. Kravet fra Rusland var og er, at Ukraine ikke kan blive medlem af NATO. At Ukraine skal afmilitariseres og defineres som en neutral stat. Den bagved liggende begrundelse var og er indlysende nok at med Ukraine integreret i NATO, vil Rusland være omringet/inddæmmet af langtrækkende missiler – både konventionelle og atomare – helt op til egne grænser. Og NATO styrker vil frit kunne bevæge deres militære kapacitet fra Bulgarien helt op til Østersøen. Et scenarie Rusland ikke vil kunne leve med, fordi det i russisk selvforståelse opfattes som en eksistentiel trussel mod landets suverænitet. Hvis NATO landene og i det aktuelle tilfælde USA og England skulle give den ukrainske regering tilladelse til at anvende langtrækkende missiler håndteret af amerikansk og engelsk personel og styret via amerikanske satellitter, vil det de facto skabe præcis den militære og sikkerhedspolitiske situation, som russerne i 2008 forudså ville blive tilfældet med Ukraines optagelse i NATO. Det har strategerne i Washington og London og i NATO som helhed selvfølgelig gennemdiskuteret. De har også vejet for imod hvad angår NATOs evne til at føre krig mod Rusland. Og den evne, har krigen i Ukraine vist, er ikke så suveræn, som f.eks. politikerne har troet. I det amerikanske forsvarsministerium Pentagon har man med den viden in mente anlagt en mere nøgtern tilgang. Pentagon udtrykker i modsætning til det amerikanske udenrigsministerium en berettiget tvivl om udfaldet af en krig mellem Rusland og NATO. Lige nu kan NATO landene ikke engang levere de missiler, som Ukraine efterspørger. Så spørgsmålet er i hvilket omfang, NATO landene i Europa ville kunne svare igen på russiske angreb. Forhåbentligt har USA og England forstået, at der er tegnet ”en rød linje”, der ikke kan overskrides uden at åbne for helt uforudsigelige konsekvenser. Alligevel kan det undre, at spillet har fået lov til at køre så langt, i og med det har bekræftet Ruslands antagelser og gjort kravet om, at Ukraine ikke må optages i NATO endnu mere ufravigeligt. Ja i det hele taget vanskeliggjort de kommende fredsforhandlinger yderligere. Endnu er den ”røde linje” ikke overskredet. Ikke engang tangeret. Den amerikanske ledelse har handlet ansvarligt. Hvor længe Bidens beslutning holder, og om han magter at holde Keir Starmers regering i snor ved ingen. Men holder Bidens linje, er parterne også låst, og reelle fredsforhandlinger kan så ikke udskydes meget længere, fordi ingen hverken i Ukraine, Rusland eller i Europa har en interesse i Ukraines totale sammenbrud. Jan Helbak              
    Læs mere
  • Hygiejne

    Regeringen indleder her i efteråret 2024 forhandlinger med Folketingets partier om en ny sundhedsreform. Spørgsmålet er imidlertid, om der er tale om en sundhedsreform eller en reform af sundhedsvæsnet? For at få klarhed over forskellen og vurdere de forskellige partiers positioner i den kommende politiske debat, kan det være hensigtsmæssigt at søge nogle afgrænsninger. Lad os starte med titlen på indlægget – Hygiejne. Valget af titel skyldes et ønske om at udfordre den måde, vi i dag bruger de betydningsbærende begreber i sundhedsdebatten. Hygiejne er i nutidens forståelse et teknisk begreb. Ved hygiejne forstås metoder og rutiner til at forhindre smittespredning mv. Men begrebet hygiejne er oprindeligt ikke teknisk. Det stammer fra det græske hygieinos, der betyder befordring af sundheden hygieia, der igen henviser til sundhedsguden Hygieia, som var datter af eller gift med Asklepios – guden for lægekunsten. Medicin er afledt af det latinske medicina, som betyder lægekunst med en dobbeltfunktion: at beskæftige sig med de naturlige og sociale betingelser for sundhed og på den anden side med metoder til pleje af sundheden. Altså er det sundheden, der er i fokus i de to holistiske begreber og ikke sygdom. Endvidere er begge begreber samfundspolitisk handlingsorienterede i den forstand, at det drejer sig om at befordre sundheden i almindelighed. Ikke for den enkelte men i samfundet som helhed. Det anlagte perspektiv, som faktisk også er vigtigt i dag, har tillige betydning for sondringen mellem sundhedsfremme og forebyggelse, som vi ofte blander sammen. Reelt repræsenterer de to begreber to forskellige paradigmer. To paradigmer WHO’s rapport: Sundhed for alle (2023) læner sig denne gang helt åbenlyst op ad den klassiske definition af sundhed. Men anbefalingernes samlede indhold svinger stadig mellem traditionel forebyggelse (som strukturel forebyggelse) og et vidtgående koncept for en sundhedsfremmeøkonomi. Men selv om det måske kniber med konsistensen, anlægger WHO trods alt et helt anderledes progressivt helhedssyn end det, vi kender i den hjemlige sundhedsdebat. Nogen vil måske mene, at WHO’s rapport og anbefalinger svæver i den tomme luft. Men argumenterne står ikke i kø. Lad os for at komme videre forsøge at klare begreberne og de tilskrevne paradigmer. Dvs. se på forskellen mellem sundhedsfremme og forebyggelse (her strukturel forebyggelse)? Når vi taler om sundhedsfremme, giver det sig selv, at vi taler om fremme af sundheden. Men det giver ikke mening, medmindre vi først positivt definerer begrebet sundhed. Altså hvad vi som samfund forstår ved et sundt liv. Ikke som en universel definition. Den vil blive alt for bred og luftig. Vi kan derimod opstille en række visionskriterier for, hvordan vi mener, et sundt liv skal folde sig ud i netop vores bestemte samfund, hvorefter samfundsplanlægningen – den politiske hovedaktivitet – skal indrettes og organiseres. Sundhed og samfundets bestemmelse af, hvad et sundt liv indeholder, er på den måde en politisk kamp, hvor sociale, kulturelle og økonomiske interesser er i spil. Sundhed er som sådan ikke et anliggende for særlige faggrupper eller specialiserede politisk-administrative institutioner. Sundhed og definitionen heraf er og bliver ifølge det anlagte udgangspunkt et politisk kampområde indenfor vores demokratiske samfundsforvaltning. På den led er sundhedsfremme i hele tilgangen baseret på en mulighedstænkning altså tilvejebringelse af de praktiske muligheder for, at borgerne kan leve et liv i overensstemmelse med de vedtagne sundhedsmål og den generaliserede sundhedsopfattelse. Forebyggelsesperspektivet – den strukturelle forebyggelse – er omvendt i udgangspunktet risikobaseret. Forstået på den måde, at forebyggelsen skal minimere risikoen for, at borgerne på den ene eller den anden måde bliver syge eller mistrives. Forebyggelsens udgangspunkt er således forståelsen af, at der i enhver samfundsudvikling produceres faktorer, der kolliderer med de generelle sundhedsprocesser. Der kan være tale om generelle faktorer bl.a. frembragt af nedbrydning af vores miljø, ibrugtagning af kemiske stoffer, produktionsstrukturer, byarkitektur osv., der viser sig at være alment sundhedsskadelige. Men faktorerne kan også være begrænset til bestemte samfundsgrupper eller geografiske områder, hvor mulighederne for sundhedsfremme har vist sig begrænsede. Det ene paradigme: Sundhedsfremme er således klart politisk og baseret på muligheden af, at befolkningen involveres i at bestemme, hvad et sundt liv er og hvordan, politikken skal befordre sundheden, herunder udforme praktiske og målbare kriterier for sundhedsudviklingen. Det andet paradigme: Den strukturelle forebyggelse omhandler indsatsen mod risikofaktorer og frygten for sygdom, lidelser og mistrivsel. Og som sådan reaktiv og formuleret som specifikke indsatser for at begrænse risici og af samme grund et kompetenceområde for specialister, selv om den nødvendige rammelovgivning selvfølgelig er politisk og præget af de konkrete politiske styrkeforhold. Man kan stramme distinktionen ved at sige, at hvad angår sundhedsfremme baseres den på befordring af et handlings- og mulighedsperspektiv, hvorimod forebyggelsesprocesser baseres på top down definerede retningslinjer og adfærdsregulering. Selvfølgelig griber de to paradigmers tænkning i praksis ind over hinanden, men for klarhedens skyld, når de enkelte beslutninger skal vurderes, er distinktionen fornuftig. WHO’s rapport fra 2023: Sundhed for alle Hvordan står nu WHO’s rapport i forhold til den hjemlige politiske debat op til de kommende forhandlinger? Rapporten vender overordnet sundhedsdebatten på hovedet og er langt hen ad vejen i overensstemmelse med ”Hygieia” (sundhed for alle borgere),). Rapporten slår som udgangspunkt fast, at vi ikke skal behandle vækst for vækstens egen skyld. Her tænkes selvfølgelig økonomisk vækst. Grundlæggende anlægger rapporten et diskret men også konfliktuelt opgør med markedsøkonomiens profitmål som central drivkraft og målestok for samfundsøkonomien. Ifølge rapporten skal vækst ikke alene måles med en så primitiv målestok som BNP. Der skal udvikles sundhedsøkonomiske mål og målemetoder (indbefatter dynamiske effekter – både positive og negative), som også skal indbygges i den samlede lovgivning og i den offentlige budgetlægning. (eksempelvis skal der i en lovs bemærkninger ikke alene henvises til formel juridisk hjemmel (EU hjemmel) men også til bestemte sundhedsmål. Ikke meget forskellig fra henvisning til klima og miljøeffekter). Finansieringen af sundhedsvæsnet skal ifølge WHO ikke ses som en udgift men som en langsigtet investering ud fra, at sundhed og realøkonomisk vækstgrundlag skal anskues under et, og at sundhed derfor ikke er et sektorspecifikt anliggende men involverer alle dele af samfundslivet og dermed den samlede mængde af politiske beslutninger (ikke kun et specifikt sundhedsministerium). Med den tilgang som udgangspunkt kommer rapporten med 13 anbefalinger, der kan udmøntes i operationelle indsatser. De 13 anbefalinger kan også indgå som referencepunkter i den politiske debat om den konkrete sundhedspolitik. Eksempelvis anbefaler rapporten, at udviklingen og finansieringen af sundhedsvæsnet (det samlede sundhedsvæsen) ikke alene gennemføres med udgangspunkt i driftsøkonomiske omkostningsprincipper, effektmål og driftsøkonomiske styringsmetoder men også refererer til de politisk specifikt definerede sundhedsmål. WHO hævder ikke, at de 13 anbefalinger kan overføres direkte til det enkelte samfund - tværtimod. Rapporten betoner, at programpunkterne skal opfattes som overordnede og retningsgivende, der politisk og empirisk skal formidles og implementeres indenfor de enkelte nationalstaters rammer og muligheder. Men som udgangspunkt er de progressive og håndterlige. Man kan ganske enkelt starte med den første anbefaling og fremdeles spørge, hvad skal vi /kan vi i dette land træffe af beslutninger, som fremmer anbefalingerne. Herefter bliver det op til de politiske interessekampe at afgøre, hvor stor en del af anbefalingerne, der bliver til virkelighed. Er det så det, vi gør i DK? Det ville nok være en overdrivelse at påstå. De fleste kendte politiske debatter sammenblander sundhedspolitik med en politik for sundhedsvæsnet og kredser for det meste om sundhedssektorens institutionelle struktur, sektorspecifikke kompetencer, specialeplacering, grænsedragninger mellem regioner og kommuner, personaleproblemer og økonomisk styring. Med andre ord en udpræget traditionel forvaltningstænkning. Selve forståelsen af begrebet sundhed tages for givet, som det vi nu engang anvender. Stopper man imidlertid op og lægger WHO’s anbefalinger til grund for den politiske debat i Folketinget, vil det selvfølgelig være en invitation til større politiske slagsmål om, hvordan vores samfund skal indrettes og om, hvordan vi kan opstille sundhedsfremmepunkter, der praktisk og demokratisk kan måles på. Men det er vel demokratiets grundvilkår? Nu skyldes det nok ikke kun konfliktaversion, at debatten om en egentlig folkesundhedslov ikke er i fuld gang. Man får i dagligdagen den opfattelse, at der i det politiske system er politisk og ideologisk konsensus om, at vores samfundsindretning i det store og hele er ganske fornuftig, og at politik i dag drejer sig mere om teknisk forvaltning af samfundet, som det ser ud. Dvs. med fokus på de indlysende dysfunktioner, der springer op på mediernes forsider. Altså den negative orientering som også ligger i vores sygdomsopfattelse og tilsvarende indsats. For at give et meget levende eksempel på, hvad jeg lige har skrevet, vil jeg henvise til, hvad Danske Regioner skriver i oplægget ”Let og hurtig psykisk hjælp”: ”Danskernes mentale sundhed er faldende. Det fremgår af de nationale sundhedsprofiler, og det gælder både børn, unge og voksne. Særligt slemt står det til blandt unge kvinder, hvor op imod en fjerdedel oplever dårlig mental sundhed. ……. Mistrivsel og psykiske lidelser indebærer, at mindst 500.000 borgere hvert år henvender sig til alment praktiserende læge med psykiske problemer. Heraf henvises knap 120.000 voksne og næsten 45.000 børn og unge til udredning og eventuel behandling i sygehuspsykiatrien”. Citatet spejler linjen i hele oplægget. Man stopper ikke op og stiller spørgsmålet: ”hvad er det egentligt for et samfund, der producerer så megen mistrivsel og psykiske problemer”? ”Det kan da umuligt være et sundt samfund, hvor ca. 10% af befolkningen årligt henvender sig med ”ondt i sjælen”. ”Det må der gøres noget ved. Vi må politisk gå i dialog med befolkningen for at indkredse nogle vitale fokusområder og efterfølgende sætte politiske mål på baggrund af systematiske undersøgelser, hvor befolkningen også spiller en rolle. Den nuværende situation er utålelig”. Det ville være oplagt offentligt at stille de spørgsmål og foreslå undersøgelse af årsager, når nu den ene rapport efter den anden fra Statens Institut for Folkesundhed har demonstreret en foruroligende udvikling i især lønmodtagernes og unges mistrivsel. Den vej foreslår Danske Regioner ikke. Budskabet er i stedet ret entydigt, at man skal styrke tilbuddene og forbedre ”redskabskassen”, herunder digitale løsninger for at imødekomme efterspørgslen. Altså forbedre reparationsfaciliteterne og udbuddet. Ifølge oplægget kræver det tilførsel af flere finansielle midler og øgede ressourcer. Men hvad nu, hvis behovstallet og efterspørgslen stiger til en million, vil man så også iagttage samme fremgangsmåde – eller hvad? Hvor går den grænse, hvor vi må spørge os selv, om vi ikke skal til at granske årsagerne til symptomerne nærmere og mere systematisk inddrage en vifte af discipliner i udforskningen samt og ikke mindst inddrage befolkningen og oplevelserne fra det daglige liv? Hvad så? Man kan selvfølgelig vælge politisk at holde fanen højt og taksere Sundhedsreformkommissionens rapport og anbefalinger og KL’s og Danske Regioners høringssvar som visionsløse skrivebordsarbejder. Men den tilgang finder jeg ikke anbefalelsesværdig. Forskellige kommissioner og mange dygtige fagfolk har ud fra de givne betingelser været engageret i at udformer planer for en påtrængende reform af det samlede sundhedsvæsnet. Og omfanget og antallet af komplekse problemstillinger er legio. Derfor kan man ikke med ”ren hånd” feje de forskellige udspil af bordet. Omvendt bliver det ikke uden problemer politisk at gå ind i en seriøs debat og behandling af de mange anbefalinger uden risiko for at blive opslugt af tekniske/teknokratiske argumenter, hvor det politiske perspektiv skrumper ind til ingenting, og hvor de enkelte partier alene vurderes på deres specifikke tekniske præstation. Med respekt for kommissionens opdrag og foreliggende anbefalinger, kunne de politiske partier (og i hvert fald S-SF-EL) inden de kommende forhandlinger politisk gøre sig klart, hvad det er for en referenceramme, man vil arbejde i forhold til. Skal det være den eksisterende, hvor sundhed i al væsentligt reduceres til sundhedsvæsnets muligheder? Eller kunne man forvente, at de politiske partier formulerer nogle enkle sundhedspolitiske principper efter WHO’s anbefalinger, hvor indhold og praktiske metoder danner et hele? Ikke for at blive gennemført over en nat men som grundlag og ramme for det nødvendige og progressive engagement i den kommende politiske debat om reformen af sundhedsvæsnet. Erfaringer fra de sidste mange års politiske debat om sundhedsvæsnet tilsiger, at det vil være den mest farbare vej, hvis man som politisk system virkelig har et ønske om at inddrage vælgerne/befolkningen gennem offentlige debatter, som ikke uvilkårligt monopoliseres af en teknokratisk elite. Dertil fordres et eller flere politiske forslag til egentlig Folkesundhedslov. Som en mål- og proceslov med præcis delegation af kompetence og ansvar til henholdsvis stat – kommuner – regioner. Man behøver såmænd ikke gå særligt abstrakt eller ideologisk til værks. Når eksempelvis Danske Regioner opgør antallet af henvendelser om ”ondt i sjælen” til almen praksis til 500.000 om året, ligger det lige for at spørge: ”hvilke faktorer kan ligge til grund for et så eksorbitant højt tal”? Årsagerne kan undersøges og identificeres og efterfølgende omsættes til praktiske politiske forslag. Måske ikke lige populære alle steder, men lad det fare. Samme fremgangsmåde kan benyttes indenfor samtlige hovedområder, hvor borgere søger behandling for diverse lidelser. Det gælder også indenfor ældreområdet. Det store forbrug af behandlingsydelser er ikke nogen naturlov. Det samme gælder hvad angår de kendte risikofaktorer. ”Adfærdsregulering” alene gør det ikke. Det siger erfaringen. Tilgangen skal vendes om, hvor muligheder sættes i stedet for begrænsninger. Eksempelvis er de ældres forskellige skavanker velundersøgt i en grad, der bl.a. gør strukturel forebyggelse mulig. Men en sådan forebyggelse rækker langt ud over sundhedssektoren og ind i andre samfundssektorer som f.eks. byplanlægning, varieret boligmasse eller udformning af små by-bolig-institutionsområder, hvor de forskellige generationer naturligt samles og mødes – etc. Metoden kan kort opsummeres til: identificer de forskellige problemer, udarbejd årsagsanalyser, sammenhold resultatet med de sundhedspolitiske perspektiver og formuler praktiske løsninger efter et sundhedsperspektiv nedfældet i den sammenhængende folkesundhedslov. Faktisk er den tilgang ikke videre virkelighedsfjern. Det politiske system og dermed de enkelte politiske partier i Danmark behøver blot at skele til Norge, hvor man har vedtaget og arbejdet med en overordnet Folkehelselov siden 2012. Den er efterfølgende er blevet revideret flere gange i takt med de opnåede erfaringer, som dog ikke alle har været ubetingede positive. F.eks. bemærkede man ved revisionen i januar 2024, at en del tyder på, at man endnu ikke er lykkedes med for alvor at inddrage befolkningen – især hvad angår et bevidst og strukturelt opgør med uligheden i sundhed – både socialt og geografisk. Også strukturelt er der stadig et stykke vej, før de forskellige politisk-institutionelle enheder har forstået deres eget og det fælles ansvar for lovens virkeliggørelse. Men man har trods alt taget skridtet og løsrevet sundhedspolitikken fra det snævre fokus på sundhedsvæsnet. Med den norske regerings egne ord ud fra en forståelse af, at folkesundheden som samfundsorientering politisk rækker langt ud over en reform af sundhedsvæsnet og ind i den generelle debat om fremtidens velfærdspolitik. Hvor folkesundhed og velfærdspolitik tænkes sammen. Jan Helbak
    Læs mere