Er det nu rigtigt?

”Det lykkedes ikke for alvor de borgerligere ordførere at udfordre Dragsted, selv om de forsøgte at koble Enhedslisten til terrororganisationer. Værst gik det for Danmarksdemokraternes Charlotte Munk, der ”aldrig klart havde hørt Enhedslisten tilkendegive, at Hamas er en terrororganisation”. Det var en ret uheldig formulering, for det havde Dragsted gjort dagen efter terrorangrebet 7. oktober.

Dragsted tilføjede: ”Hamas er ikke bare en terrororganisation. Hamas er en forfærdelig reaktionær, islamistisk, antidemokratisk, homofobisk og antisemitisk organisation, som jeg kun kan tage den allerkraftigste afstand fra””.

Når jeg refererer denne ordveksling fra Folketingets åbningsdebat direkte citeret fra Altinget 3.oktober, skyldes det, at jeg mildest talt blev noget overrasket over Pelle Dragsteds meget voldsomme ordvalg. En kanonade mod Hamas, hvor der ikke sondres mellem Hamas som bevægelse, politisk organisation og milits. Med den karakteristik må enhver forhandling med Hamas vel være udelukket. Og hvordan kan man egentlig advokere for en to-statsløsning, som alle på nær Israels regering ser som et mål, når det er givet, at Hamas vil spille en central rolle i en Palæstinensisk statsdannelse?

Men er det, Pelle Dragsted siger, egentlig rigtigt. Eller taler han ind i en udbredt fordom? Er Hamas udemokratisk og antisemitisk?

For at besvare de to spørgsmål læste jeg Hamas’ seneste princippolitiske charter fra 2017. Her fandt jeg i punkt 16 følgende formulering: ”Hamas vedkender sig en kamp mod det Zionistiske projekt og ikke mod jøderne på grund af deres religion. Hamas fører ikke kamp mod jøderne, fordi de er jøder men fører kamp mod Zionisterne, som har besat Palæstina”. Jeg kunne ikke finde noget belæg for påstanden om antisemitisme. Med mindre antisemitisme og anti-zionisme blandes sammen, som det jo ofte er tilfældet i den offentlige debat.

Hvad så med det antidemokratiske? Her skal vi lige huske, at Hamas som samlet organisation fik flest stemmer i det demokratiske valg i 2006, hvor organisationen overholdt alle de demokratiske spilleregler. Men tingene kan jo have ændret sig siden. Øjensynligt er det ikke tilfældet. I 2017 chartrets punkt 28 står der: ”Hamas tror på og er tilhænger af at håndtere de palæstinensiske relationer på basis af pluralisme, demokrati, accept af den anden og gennemførelse af dialog”. Det præciseres i punkt 30 med formuleringen: ”Hamas understreger nødvendigheden af at opbygge palæstinensiske institutioner på sunde demokratiske principper, hvor de vigtigste blandt principperne er frie og fair valg”.

Nu er papir taknemmeligt. Men det gælder vel for alle partiers og organisationers programmer. Indtil videre har praksis ikke direkte modsagt programmet, selv om den åbne krig med den israelske stat og militær og indespærringen i Gaza har sat grænser for det åbne politiske liv.

Til gengæld står det stjerneklart, at Hamas opfatter Zionismen som en kolonialistisk ideologi og den israelske stat som en besættelsesmagt, hvis mål er dannelse af et Storisrael. Den opfattelse konvergerer med den nuværende Netanyahu regerings projekt for et Israel fra Jordanfloden til Middelhavet.

Ikke fordi jeg vil gøre det store ud af påstanden om homofobi, men selve begrebet finder jeg ekskluderende og kulturelt selvhævdende. Formelt taler de almindelige definitioner på homofobi for, at Pelle Dragsted her står på sikker grund. I hvert fald, hvis der refereres til ”strukturel homofobi”, hvor normer, religion, idealer og praktisk-juridiske barrierer enten gør det vanskeligt at være homoseksuel eller direkte kriminaliserer homoseksualitet. Når jeg alligevel mener, der er brug for endnu en overvejelse over anvendelsen af begrebet, skyldes det sammenføjningen af homo og fobi. Almindeligvis henviser fobi til en sygelig frygt eller ubehag i forhold til noget bestemt. Men der er jo ikke tale om en sygelig frygt. Der er tale om en bestemt religions grundopfattelse og menneskesyn, som måske med rette kan kritiseres men ikke stigmatiseres som sygelig, med mindre man har det helt håndfaste udgangspunkt, at ens eget synspunkt repræsenterer det normale.

I min overraskelse over det øvrige drastiske ordvalg var jeg faktisk lige ved at glemme, at der også står, at ”Hamas er ikke bare en terrororganisation”.

Er Hamas som samlet organisation og bevægelse en terrororganisation? Det er der nok ikke noget entydigt svar på. USA, EU landene, Australien og Japan er blevet enige om at definere Hamas som en terrororganisation, men der er faktisk ikke international enighed om den karakteristik. I FN har man heller ikke efter atten års drøftelse kunne nå til enighed om ordlyden i en antiterrorisme konvention. Bl.a. blokerer begrebet statsterrorisme for, at man kan nå til enighed.

Men selv om organisationer og stater udfører terrorhandlinger, gør det dem jo ikke i sig selv til terrororganisationer eller terrorstater. Det er de vel kun, for så vidt deres eksistens og ræson d’etre bygger på terror. Altså et grundforhold, der konkret rækker ud over tid og sted.

Terrorhandlinger har enten til formål at skabet frygt og rædsel for at destabilisere et samfund eller fremme ganske bestemte politiske eller religiøse mål.

Handlingen den 7. oktober falder indenfor rammen af den definition. Hamas havde angiveligt tre mål; at skabe frygt og rædsel i den israelske civilbefolkning, udstille svaghederne i det israelske sikkerhedssystem og provokere den israelske regering til åben konfrontation for at blokere for Abrahamprocessens hensigt om at normalisere forholdet mellem Israel og Saudi-Arabien. Hvad der ifølge Palæstinenserne ville have isoleret dem endnu mere.

Intentionerne bag angrebet var med andre ord ud fra et palæstinensiske perspektiv rationelle men absolut uacceptable fra et alment menneskeligt perspektiv. Endvidere er terror som politisk våben i hovedsagen ineffektiv og ender ofte i en ukontrollabel begivenhedsrække, der står i modsætning til den oprindelige hensigt. Hvad der som konsekvens æder organisationerne eller for den sags skyld staterne op indefra politisk og moralsk.

Så der er al mulig grund til at kritisere Hamas for terrorangrebet den 7. oktober. Der er sandsynligvis også god grund til kritisk at undersøge organisationens demokratiske og pluralistiske sindelag. Men det skal netop være som kritisk undersøgelse og ikke som videreført fordom.

Her vil jeg referere til filosoffen Hans Georg Gadamers essay ”Intelligens”, hvor han betoner vigtigheden af præcise begreber for at skabe den nødvendige forståelsesmæssige distance til en sag eller en begivenhed for at undgå at blive opslugt af situationen og derved miste friheden til at handle rationelt. Og intet er vel mere vigtigt i en betændt krisesituation som den, vi befinder os i, end at følge Gadamers maxime.

Faren ved ikke at forstå eller ovenikøbet dæmonisere den anden og som udgangspunkt antage sine egne positioner/værdier som universelle er, at afvigelser herfra ikke bare skal modgås og kritiseres men decideret udslettes. Det er den logiske konsekvens. Og det er præcis den logik, Netanyahu spiller på og skærper med sin gentagne påstand om, at Israel nu kæmper for civilisationen mod barbariet.