Tag Archive: Ukraine

• Europæisk koncert uden dirigent

  ”Problemet med at basere en strategi på et narrativ er, at man risikerer at blive dets fange”. (”Covert wars in Ukraine” 2025. Af Jacques Baud, oberst i det schweiziske efterretningsvæsen). Alaska og efterspil Topmødet i Alaska den 15/8 mellem præsidenterne Putin og Trump endte uden håndgribelige resultater. Men dog med en vis fælles forståelse af en ramme for at skabe en fredsløsning i Ukraine. Putin gjorde endnu engang Ruslands positioner klar. Trump accepterede at droppe kravet om ubetinget våbenhvile. Der blev ventileret nogle ret uklare vendinger om, at en fredsløsning forudsatte Ukraines villighed til at afgive territorium. Nærmere bestemt de fire Østukrainske regioner Lugansk, Donetsk, Kherson, Zaporizhia og Krim. (Problemet her er, at det er indføjet i den ukrainske forfatning, at de fire regioner og Krim skal forblive en del af Ukraine, og modsat er de samme områder integreret i Rusland ifølge den russiske forfatning). Alene afholdelsen af topmødet og de efterfølgende korte udtalelser forplantede en dyb nervøsitet hos Zelensky og de europæiske statsledere i ”koalitionen af villige” (Macron, Merz, Keir Starmer), i EU og Nato. Var USA og Rusland på vej til at indgå en aftale hen over hovedet på Zelensky og Europa? Og var USA på vej til at forlade den europæiske scene? De spørgsmål skulle besvares på et møde i Det Hvide hus om mandagen den 18/8, hvor Trump orienterede Zelensky og syv europæiske ldere. På mødet  måtte de acceptere, at kravet om ubetinget våbenhvile var datid. Fremtiden er; ingen våbenhvile før efter påbegyndelsen af en forpligtende proces mod en fredsaftale. Europæernes og Zelenskys eneste holdepunkt var herefter et krav om udarbejdelse af sikkerhedsgarantier for Ukraine samt indsættelse af en konfliktforebyggende europæisk styrke i Ukraine efter indgåelse af en fredsaftale. Om, USA reelt vil bidrage til sikkerhedsgarantien, er foreløbigt et ubesvaret spørgsmål. Trump ændrer formuleringer fra dag til dag. Det skulle dog være sikkert, USA ikke ønsker at være ”bagstopper” for de europæiske konfliktforbyggende styrker. Det blev aftalt, at udarbejdelse af en plan for sikkerhedsgarantier skulle igangsættes med det samme med Europa som ansvarlig. Møderesultatet var sammenlagt så ukonkret, at der siden har været frit løb for Trump til forskellige fortolkninger dog ikke mere svingende end, at europæerne har kunne fastholde forestillingen/fortællingen om fortsat Atlantisk enhed. Tre dage efter mødet i Washington blev den russiske udenrigsminister Lavrov interviewet. Han afvise pure enhver forestilling om ”Natotropper” i Ukraine og fastholdt den russiske position formuleret ved Istanbul-forhandlingerne i april 2022, hvilket blandet andet indebærer russisk deltagelse i en sikkerhedsgaranti garanteret af FN og Ukrainsk tilbagetrækning fra de fire regioner. Positionerne blev slået fast af Putin 14. juni 2024. Efterspillet og de mange spørgsmål Flere spørgsmål efter hele det politiske teater melder sig: Hvad er det, der får de europæiske statsledere og Zelensky til at insistere på en sikkerhedsgaranti uden, der overhovedet er tegningen til en fredsaftale? Hvad er det for et fredsgrundlag, der skal sikres? Hvad er det, der får de europæiske statsledere til at insistere på at sende tropper til Ukraine for at sikre en fredsløsning, når Rusland pure afviser ”Natotropper” på Ukrainsk grund, og når selv generalerne i Frankrig, England og Tyskland utvetydigt tilkendegiver, at ikke engang et samlet Europa vil være i stand til at mønstre meget mere end 50.000 mand på indeværende tidspunkt? For ikke at tale om materiel. (Og i øvrigt er der ikke et samlet Europa i handling. Bl.a. Italien, Polen, Spanien afviser at bidrage med tropper. Der er også uenighed om troppernes konkrete funktion og status). Hvorfor er Zelensky og de europæiske statsledere ude af stand til at fremlægge en samlet plan for en fredsproces, som tager udgangspunkt i de faktiske diplomatiske og militære betingelser, og hvorfor bliver de samme parter stædigt ved at fastholde kravet om ubetinget tilbagetrækning af alle russiske styrker fra Ukrainsk grund? Altså russisk kapitulation i en situation, hvor Rusland militært er i offensiven. Hvorfor fortsætter Zelensky og de europæiske statsledere med at kræve yderligere sanktioner overfor Rusland, når alle analyser peger på, at de nuværende sanktioner ikke virker, men tværtimod skader Europas økonomiske vækst, reducerer EU’s indflydelse på verdensmarkedet og fremmer bl.a. Ruslands, Kinas, Indien og Brasiliens bestræbelser for at finde alternative handelsruter og betalingsformer? Svarene er historisk komplekse, men i sammentrængt form forholdsvis simple. Zelensky og de europæiske statsledere ønsker ikke en fredsproces, selv om de nu har skiftet accent og ikke længere taler om, at Ukraine skal vinde krigen, men i stedet argumenterer for, at Rusland ikke må vinde krigen. Narrativet har siden kuppet på Maidanpladsen i 2013-14, hvor man tilsidesatte Ruslands forslag om en trepartsaftale om handel mellem EU, Ukraine og Rusland og senere Minsk II aftalerne været, at Rusland uprovokeret igangsatte ”sin specielle militære operation” i Ukraine februar 2022. Senest er narrativet blevet sat på den yderste spids af Macron i et interview efter mødet i Washington: ”The beast is at our doorstep” (lyder endnu værre på dansk: ”Uhyret står på vores dørtrin”. Ironisk nok, men i overensstemmelse med statslederens mange selvmodsigelser nedvurderede han i samme åndedrag Ruslands krigsindsats og evne til at føre krigen til ende. (Nu har de politiske ledere, herunder Macron, eller for den sags skyld medierne ikke udvist den store indsigt i nedslidningskrigens mål og dynamik. Det drejer sig ikke om at erobre land, men om at nedslide fjenden og gøre ham ukampdygtig. Det er russernes strategi. (Frit efter Clausewitz). Man kan sige, at Macrons udtalelse om Rusland som et ”uhyre/udyr” er aldeles plat og hans vurdering af Ruslands militære stilling et selvbedrag, men i sin essens dækker udtalelserne de fleste europæiske statslederes opfattelse af situationen. Og med det narrativ har de låst sig til en proces og et mål, som ikke kan nås. Når ”uhyret står på dørtrinnet”, er der kun dets kapitulation at gå efter. I morgen kan uhyret ifølge narrativet træde over dørtrinet. Problemet er blot, at det ikke er den vej, krigen går og ikke den vej, at de europæiske statsledere har magt til at få den til at gå. Rusland og Putin har gjort det stjerne klart, at den militære operation ikke har andre mål end at beskytte Ruslands strategiske interesser, forsvare de fire regioners autonomi og retten til at tale og skrive russisk i Ukraine. I den forstand rammer Jacques Baud plet. De europæiske statsledere i og udenfor ”koalitionen af villige” er fanget i deres eget narrativ og drives af samme grund til søvngængeragtigt at sabotere enhver realistisk fredsproces, herunder Trumps forsøg. Rusland må hverken vinde krigen eller freden. Sikkerhedsgaranti for Ukraine Når de europæiske statsledere og EU kommissionens formand Ursula von der Leyen har måtte opgive kravet om ubetinget våbenhvile og nu fremhæver en sikkerhedsgaranti (i fraværet af en egen fredsplan) som det helt afgørende krav, minder det mest af alt som et forsøg på at bygge et hus ved at begynde med taget. Der kommer ikke en fredsaftale med mindre, USA er involveret sammen med Rusland, eller Rusland rent militært tvinger en fredsaftale igennem. Dvs. de europæiske ledere kan ikke selv tvinge en fredsaftale igennem, hvorfor det er bizart, at al energi nu målrettes en sikkerhedsgaranti. Ovenikøbet når Rusland har afvist enhver sikkerhedsgaranti, som ikke indbefatter Rusland og en række neutrale lande udenfor Europa. De europæiske ledere er end ikke i stand til at tvinge USA til at afgive løfte om at være part i sikkerhedsgarantien. Det er farligt spil også for Natos fremtid. USA kan ikke være direkte part i de europæiske forestillinger om en sikkerhedsgaranti uden at udløse risikoen for en atomkrig, og de europæiske Natolande kan ikke indgå i direkte kamp med russiske styrker uden at aktivere artikel 5 i Natopagten. Hvis ikke er Nato en tom skal. Helt bizart bliver det, når Ursula von der Leyen i sit forsvar for den indgåede handelsaftale med USA henviser til, at en lurende handelskrig med USA kun ville gavne Rusland og Kina. Den melding er allerede forstået i Washington, som nu truer med sanktioner overfor de lande (herunder EU lande), der griber regulerende ind overfor de amerikanske Tech virksomheder. Kort og godt for at fastholde USA’s tilstedeværelse i Europa er man parat til at lægge sig fladt ned og tilsidesætte alle internationale handelsregler og påføre de enkelte medlemslande forringede konkurrencevilkår. Og på den anden side stædigt støtte Zelensky og skyde alle fredsforslag ned. Spillet mellem USA og Europa Men USA kan reelt ikke trække sig fra Europa, selv om Trump indimellem truer med at gøre det. USA har brug for Nato og Europa som den fortsatte militære afskrækkelsesscene for inddæmningen af Rusland. USA er stadig bundet af Wolfowitz doktrinen fra 1992, hvor udvidelsen af Nato havde og har to formål. At begrænse Ruslands mulighed for igen at blive en stormagt og Europas mulighed for at blive en konkurrent til USA. For at fastholde det perspektiv har USA brug for adgang til at opstille sit atomare afskrækkelsesarsenal på Europæisk grund (eks. Tyskland, Polen og Rumænien) og fastholde Europa i et økonomisk underordningsforhold. En ret central dimension, hvis man skal forstå, at der i hele det komplicerede spil foregår to bevægelser på en og samme tid, uden at det er helt let at afkode i det offentlige rum. Europæerne ønsker at fortsætte krigen og nære narrativet for dels at fastholde den amerikanske sikkerhedsparaply i Europa og dels holde sammen på en Union, der i dag lider under alle Unionstraktatens institutionelle og politiske svagheder, der for hver krise siden 2008 (finanskrise, eurokrise, austeritypolitikken, Covid-19 mv.) er blevet stadig mere iøjnefaldende. Vejen til at holde sammen på EU og den europæiske koncert går i dag over militariseringen af EU. SAFE-fonden på 150 mia. euro, som i fremtiden vil være en af flere centrale fonde, skal finansieres gennem kollektive lån og udstedelse af EU-obligationer. Medlemslandene kan så låne penge af fonden til deres nationale oprustning. EU-kommissionen skal godkende låneansøgningerne og kan gribe ind, hvis investeringerne ikke lever op til forudsætningerne. Statsledernes begrundelse for den forcerede investeringsproces er, som udtalt af Macron: ”uhyret står på dørtrinnet”. Den danske statsminister blandt flere udtrykker sig lidt mere smagfuldt, men deler samme opfattelse. Ukrainekrigens bagkant omsættes i en forceret magtcentralisering i Bruxelles og overdragelse af tvangsinstrumenter overfor de enkelte lande til kommissionen. Det spørgsmål, der trænger sig på, og som ligger nedenunder spillet mellem USA og Europa, er, om eller hvornår en udvidet militarisering af EU kan udfordre eller ligefrem overflødiggøre Nato. Amerikanernes svar på det udviklingsperspektiv er klar, selv om den ikke formuleres direkte. De europæiske lande skal selv stå for sikkerhedsgarantien og fra nu af betale både for krigen i Ukraine og oprustningen indenfor Nato. USA vil fortsætte med at sende våben til Ukraine via Natolandene, som så betaler USA for krigsmateriellet. Hermed opnår Trump følgende: at frigøre USA fra de økonomiske Nato-forpligtelser overfor Europa og fra krigsudviklingen i Ukraine uden at trække USA ud af Europa og Natos kommandostruktur og samtidig kunne placere ansvaret for et reelt sammenbrud i Ukraine hos de europæiske statsledere. Trumpadministrationen er fuldstændig på det rene med, at de europæiske lande hverken har den økonomiske eller militære kapacitet til at forhindre Rusland i at vinde krigen. Derfor forbereder Trump sig parallelt på at fremtidssikre USA’s magtposition gennem bl.a. atomare nedrustningsaftaler med Rusland, aftaler om spilleregler i Arktis og i Centralasien og mulige handels- og investeringsaftaler. De europæiske statsledere demonstrerer jo dagligt, at man er parat til gøre alt for at forsvare egne snævre magtinteresser og hermed sikre USA’s, uden at USA længere skal betale for det. Det nødvendige narrativ Europæerne kan ikke gøre meget andet. Det gælder for samtlige de krigeriske statsledere, at de er hamrende upopulære i deres egne lande og klynger sig til magten. Macrons regering kan ikke få vedtaget sin finanslov og nedbringe landets enorme gæld. Keir Starmer skal måske anmode IMF om et lån for at forebygge en underliggende finanskrise i England. Kansler Merz kan ikke få sin regering til at hænge sammen og presses AfD, og Ursula von der Leyens forsvarstale overfor statslederne fra medlemslandene og Europarlamentet demonstrerer først og fremmest EU’s svaghed på den internationale scene. EU’s historiske problem ligger i EU konstruktionen selv, som tidligere ECB-chef Mario Draghi formulerede det på et møde i Rimini: ”I årevis har den Europæiske Union troet, at dets økonomiske størrelse med 450 millioner forbrugere, medførte geopolitisk magt og indflydelse på de internationale handelsrelationer. Dette år i år vil blive husket som det år, hvor illusionen bristede”. Hans recept er en revideret traktat med en politisk overbygning til at skabe en egentlig politisk-økonomisk- og militær Union, hvor EU kan tale med én stemme på alle tre områder. Den proces (dog minus det militære aspekt) har de forskellige statsledere forgæves forsøgt at gennemføre administrativt gennem tvangsintegration siden euroens indførelse i 1999. Helt indlysend fordi de nødvendige politiske og institutionelle reformer vil indebære en radikal indsnævring af medlemslandenes økonomisk og politiske autonomi. Det går tværtimod den modsatte vej nu, hvor EU nu på tiende år er låst fast i lavvækst og voksende modsætninger mellem medlemslandene og en magtfuldkommen kommission, som ingen rigtig tør udfordre af frygt for, at EU for alvor går op i limningen. Narrativet med ”uhyret på dørtærsklen” er således ikke alene bare en besættelse, som mange kommentatorer, analytikere og politikere sværger til i psykologiseringen af krigen, men en politisk nødvendighed. Og her tre et halvt år inde i Ukraine krigen er narrativet cementeret ved, at statslederne konsekvent siden 2022 har afvist og afviser alle historiske fakta som russisk ”misinformation”. Man afviser kategorisk at drøfte forløbet fra 1992 og frem til i dag, der faktisk kan forklare Ruslands specielle militære operation som den uundgåelige reaktion på en række provokationer sidst med Joe Bidens arrogante afvisning af Ruslands forslag i december 2021 til en samlet sikkerhedsarkitektur og forslag om en sikring af autonomi for de fire regioner Lugansk, Donetsk, Kherson og Zaporizhia indenfor Ukraines grænser, som siden Minsk II aftalerne havde været under massive angreb fra Ukraines hær og paramilitære tropper. De europæiske lande og USA står nu i en double-bind situation. USA og Europa er bundet til hinanden. USA med magtpotentialet. EU til praktisk at oversætte USA’s magt. Begge parter satsede på krigen i Ukraine som en stedfortræderkrig for at sikre fortsat magtpolitisk dominans og fastholdelse af Rusland som afhængig leverandør af billige råstoffer. I stedet er det krigens gang, der i dag låser USA og i særdeleshed EU fast i en position, hvor de vanskeligt kan spille en positiv rolle andre steder på kloden og ikke stoppe den krig, hvis fortsættelse vil forstærke EU’s indre problemer og langsomt men sikkert fremmedgøre de enkelte statsledere og deres skrøbelige koalitionsregeringer overfor befolkningerne. For uanset finansieringsmetoderne skal pengene betales tilbage, og frygten for en yderligere udhuling af velfærden er ved at brede sig i befolkningerne i de lande, hvis statsledere er de mest ansvarsløse fortalere for fortsat krig i Ukraine, der i sin egen logik kan føre til de samme landes militære engagement. Altså en åben krig mod Rusland. Frigørelse fra narrativet Det ligger ikke i de nuværende statslederes magt at stoppe krigen i Ukraine, og det er tvivlsomt, om USA på sigt vil/kan tvinge Europa og Zelensky til en fredsaftale og en omfattende sikkerhedsgaranti, som Rusland er en del af. Paradoksalt er situationen også prekær for Rusland, der kan blive tvunget til med alle de uoverskuelige problemer, der følger med, at presse Ukraine til kapitulation på slagmarken og indgåelse af en skrøbelig fredsaftale. Rusland hverken kan eller vil besætte hele Ukraine. Man ønsker ikke at blive slidt op som besættelsesmagt. Det er måske netop det mulige scenarie, der reelt danner grundlaget for forhandlingerne mellem USA og Rusland, fordi en fredsaftale på baggrund af kapitulation vil forårsage permanent ustabilitet i Europa og splittelse mellem de lande, der ønsker en normalisering af forholdet til Rusland og dem, som lever med fortællingen om ”uhyret på dørtærsklen”. Hvis der skal ske et skred i positionerne, må presset sandsynligvis komme fra de politiske kræfter (partier, bevægelser og enkelte regeringer) i EU’s medlemslande, der ikke længere vil at acceptere, at befolkningerne tvinges til at betale for en fortsat krig, og som fatter mod til at frigøre sig fra det narrativ, der fastholder Rusland som hele Europas hovedfjende. Nu er det bare ikke sådan, at man modstandsfrit opløser et narrativ, som over tolv år er banket ind i hovederne på europæerne. Forud vil gå en kamp på alle niveauer, hvor oppositionen må træde helt ud af narrativets skygge og politisk og historisk tømme det for troværdighed og trække de reelle konsekvenser frem. Frigørelsesprocessen er historisk i sit perspektiv i den forstand, at oppositionen må reetablere de faktiske historiske forløb siden 2013 og begynde en større og mere sammenhængende oplysningsaktivitet som eneste middel til at punktere narrativet og udbrede krigsmodstanden i befolkningerne. Når det kommer til stykket, flytter hverken antikrigsdemonstrationer eller ubehaget ved den død og ødelæggelse, krigen skaber i Ukraine, på de politiske positioner i EU. Det gør kun den situation, hvor den folkelige tillid til statsledernes disposition svækkes, og hvor kun reelle bestræbelser for at slutte krigen og sikre freden militært-politisk- og økonomisk gør det muligt for de politiske ledere og de skrøbelige koalitionsregeringer at overleve. Dvs. hvor det russofobiske narrativ opløses og skaber det politisk folkelige grundlag for en genformulering af et autonomt EU og en europæisk sikkerhedsarkitektur med Rusland som en integreret del. Eller sagt på en anden måde. Oppositionen mod det voksende autoritære krigshysteri og det økonomisk pres på de europæiske velfærdsøkonomier kan kun bryde forbandelsen ved også at udforme et alternativ for EU’s videre udvikling og overvindelse af de indre krisestrukturer. Dvs. formulere et grundlag for EU’s strategiske autonomi, som statslederne gang på gang taler om og i samme moment forskyder til en utopi. Jan Helbak                  

  august 27, 2025 8:04 pm

  Læs mere

• “Fred gennem styrke”

  Parolen blev udtalt igen og igen af Macron og Keir Starmer på topmødet i Paris den 27. marts for ”koalitionen af villige”. Ca. 30 lande og organisationer deltog i topmødet, selv om det ikke er lige til, at få det nøjagtige tal opgivet og sat navne på de deltagende lande. Formålet med mødet var en drøftelse af muligheden af at stille – ikke med en fredsbarende styrke i tilfælde af en våbenhvile – men en ”tryghedsskabende” styrke. Det fremgår stadigt ikke klart, hvad der skulle være styrkens konkrete formål, operationelle opgave og stilling i forhold til de stridende parter. Formål nummer to var utvetydigt at afvise muligheden af at lempe sanktionerne overfor Rusland for så vidt, korn- og gødning eksporten skulle blive genoptaget i forbindelse med en udvidet våbenhvile i Sortehavet. Amerikanerne havde overfor Rusland stillet ovennævnte mulighed i udsigt. Rusland gjorde en delvis ophævelse af sanktionerne til forudsætning for overhovedet at forhandle en våbenhvile. Men selv USA’s åbne og dog uforpligtende indstilling var for meget for europæerne. Meldingen fra topmødet blev, at sanktionerne ikke skulle hæves, før Rusland har rømmet den sidste tomme af Ukrainsk grund. Den fred, især Marcron og Starmer forestiller sig, er Ruslands kapitulation eller fordrivelse fra Ukrainsk grund. Kort sagt fred gennem styrke betyder i deres optik udvidelse af krigen. Problemet for de to europæiske generaler er, at de ingen hær har. Først blev hele planen om tryghedsskabende indsatsstyrke på 30.000 mand skudt ned af Starmers egne generaler som værende urealistisk. Så meldte bl.a. præsident Giorgia Meloni klart ud i et interview i Financial Times dagen efter topmødet, at Italien på ingen måde ville sende soldater til Ukraine, og at lederne i Europa måske skulle tænke sig mere om, før de talte. Polen, Tyskland, Spanien, Ungarn og Slovenien, Slovakiet m.fl. har senere meldt ud, at man heller ikke vil stille med soldater. Det er faktisk kun Sverige, Australien og Danmark, der forsigtigt har meldt positivt ud. I takt med at hæren svinder ind skærpes retorikken i Paris og London. Moskva har på sin side gjort det helt klart, at den påtænkte indsatsstyrke vil være at betragte som fjendtlige tropper på linje med de Ukrainske og vil som sådan blive behandlet på samme. Rusland vil på intet tidspunkt acceptere en fredsbevarende styrke, som ikke handler på et FN mandat og indenfor FN’s auspicier. Keir Starmer har tydeligere end Macron tillige gjort USA’s løfte om at agere bagstopper til en forudsætning. Det løfte kommer nok ikke, og så vil tæppet lige så stille gå ned for endnu et europæisk teaterstykke i Ukrainekrigens skygge. For at føje spot til skade melder Frankrig, Spanien og Italien, at man ikke billiger Ursula von der Leyens oprustningsplan. Den er allerede blevet afvist af Ungarn og Slovakiet og delvist af Holland om end, motiverne er forskellige. Dags dato kan hele Europa ikke mønstre en militær produktion, der blot tilnærmelsesvist kan dække den ukrainske hærs behov. Og alle de penge, den ene og den anden statsleder vifter med, er og bliver papirpenge, for de kan ikke umiddelbart omsættes i effektiv produktion. Så statslederens fred gennem styrke, der i Ukraines tilfælde betyder fortsat krig, har hverken et realistisk mål for fred, for fredens bevarelse og slet ikke styrken til at tvinge de såkaldte fredsmål igennem. Hvis ikke det var for situationens dybe alvor både i Ukraine og Rusland og hele Europa, ville man være vidne til en parodi. Men det er ikke det værste. Værre er det, at statslederne i Europa, som vel burde repræsentere den højeste autoritet, engagerer sig i et så åbenlyst selvbedrag, at man må spørge: ”Sig mig, ved de overhovedet, hvad de har gang i”? Og det er vel det allerværste, der politisk kan ske, hvis det spørgsmål breder sig. I parentes bemærket erindrer mange af os billedet af komiske Ali (Iraks informationsminister) da koalitionen af villige (en anden koalition) i 2003 invaderede Irak. Han blev ved med at hævde, at Irak holdt invasionsstyrken tilbage, selv om alle andre kunne se, at det ikke var tilfældet. Men bortset herfra er det en stående vending i tiden, at lederne mødes og træffer beslutninger i en boble. Det sagde man også om Biden administrationen. Men hvad nu hvis beslutningerne snævert set er rationelle i forhold til et helt andet mål og perspektiv end det, der formelt er på dagsordenen. Og hvad nu hvis deres beslutninger af samme grund får helt andre konsekvenser end de tilsigtede. USA og Rusland forhandler bilateralt om en våbenhvile og fred i Ukraine. De forhandler også om, hvordan konflikten i Mellemøsten kan inddæmmes. USA forhandler ud fra det udgangspunkt, at Ukraine ikke kan vinde krigen men er nødt til at afstå de fire provinser og Krim og acceptere ikke at blive medlem af Nato. USA og Rusland drøfter også en mere omfattende sikkerhedsarkitektur, som rækker ud over Europa. Ruslands forudsætninger for at gå i realitetsforhandlinger om en våvenhvile i Sortehavet er bl.a., at visse sanktioner, der er forbundet til korn- og gødninghandlen, ophæves, og at den Russiske landbrugsbank (Rosselkhozbank) får adgang til Swift systemet igen. Amerikanerne har vist sig positive overfor en aftale, men kan ikke gennemføre den uden accept fra Europa, der udgør det centrale omdrejningspunkt for sanktionerne overfor Rusland. Koalitionen af villige og EU vil ikke ophæve sanktionerne. For nuværende indebærer det, at USA og Rusland ikke kan komme videre med deres forhandlinger. Medmindre USA vælger ensidigt at befordre de russiske transaktioner. Det ville på den anden side være et anslag mod Swift systemet, hvor dollaren udgør kernevalutaen. Bagved koalitionens politisk-diplomatiske benspænd ligger ganske givet ønsket om at tvinge USA og Rusland til at lukke Europa ind i fredsforhandlingerne. Problemet er blot, at de europæiske ledere sammen med Ukraines præsident har formuleret sig i så ultimative vendinger om betingelserne for fred, at de vil have vanskeligt ved at forhandle overhovedet. Det vil sige, at de europæiske ledere indtil videre har valgt at uddybe modsætningerne mellem USA og Europa for at tiltvinge sig adgang til fredsforhandlingerne på præmisser, som de samme ledere slet ikke har magt og styrke til at gennemtvinge. Endnu har USA ikke reageret på teatertordenen fra Paris topmødet. Og måske alligevel om end indirekte. Samtidig med Paris mødet fremsendte USA et nyt forslag til en mineralaftale med Ukraine, der de facto vil gøre det næsten umuligt for EU at optage Ukraine som medlem.Trumpadministrationens udspil er også blevet kaldt usmageligt, vulgært og stærkt bekymrende som en form for nykolonialisme. Præsident Zelensky og det ukrainske parlament kan næsten ikke andet end afvise det amerikanske forslag. Bliver afvisningen en realitet, vil det give Trumpadministrationen et alibi for at stoppe hjælpen til Ukraine. Man kan undlade at gå til kongressen for en bevilling, og man kan henvise til, at støtten til Ukraine ikke er en hjælp, men et lån, der skal betales tilbage. På den måde vil USA ad bagvejen være ude af konflikten og overlade den videre støtte til Ukraine til europæerne. At Trumpadministrationen som konsekvens af udsigtsløse fredsforhandlinger, skulle vende blad og imødekomme Macrons og Starmers ønske om et amerikansk bagstop, forekommer ikke sandsynlig om end ikke helt udelukket. I den situation vil Rusland stå tilbage med én option. At fortsætte offensiven indtil Ukraines kapitulation. Hvad hverken Rusland eller USA er interesseret i. Rusland, fordi man ikke er interesseret i en uholdbar besættelse af Ukraine, og USA, fordi man så fortsat vil være bundet til det europæiske teater og reelt afskåret fra at forfølge det strategiske mål at inddæmme Kina,  kontrollere Mellemøsten og modvirke en svækket position i hele Eurasien. Og så er vi tilbage ved begyndelsen og topmødet i Paris. Hvis man vil fred gennem styrke, giver det kun mening, hvis man helt præcist og realistisk har klare betingelser for freden og en realistisk styrke til at gennemføre freden. Ingen af lederne i koalitionen har på noget tidspunkt fremlagt konkrete og realistiske planer for en fredsløsning, for monitoreringen eller redegjort for konsekvenserne, hvis en våbenhvile eller en senere fredsaftale ikke overholdes. Omvendt – og det er måske det mest alvorlige – har statslederne i koalitionen af villige skabt så mange indre modsætninger og interessekonflikter i både EU og Nato, at disse to bærende institutioner i Europa har mistet både sammenhængskraft og autoritet, selvom både Natos generalsekretær og EU’s kommissionsformand poserer med stor styrke. Nato alliancen var frygtindgydende indtil, den for alvor blev prøvet i praksis, og enheden i EU bliver vanskelig at genoprette. Også selv om krigsretorikken lige nu skaber en oplevelse af enhed ”i nødens stund”. Dæmoniseringen af Rusland og de europæiske lederes illusoriske forestillinger om Ruslands nederlag kan ende med forstærke de indre modsætninger i EU og en splittelse mellem de europæiske landes forhold til USA. I så fald kan Macron og Ursula von der Leyen komme til at kigge langt efter ønsket om europæisk strategisk autonomi og en holdbar sikkerhedsarkitektur for hele Europa. Et fantom uden Ruslands deltagelse. De europæiske lederes krigeriske hasardspil er på trods af den parodiske teatertorden bekymrende, fordi selv en sådan kan i betændte og anspændte historiske situationer udløse handlinger med katastrofale konsekvenser. De europæiske topledere handler uansvarligt. Hvad man end måtte mene om Trumpadministrationen og Putin er det amerikanerne og russerne, der har placeret sig på realismens grund og indledt en fredsproces med gennemførlige tegninger for en fredsløsning. De europæiske ledere har kun den fortsatte krig til den sidste ukrainske soldat som perspektiv – og den krig kan hverken Europa eller Ukraine vinde. Jan Helbak

  marts 30, 2025 6:40 pm

  Læs mere

• Magtspil mellem USA og Europa og internt i Europa

  Præsident Trump ønsker fred i Ukraine. Jo længere krigen varer, og USA er forpligtet i Europa, desto svagere position indtager USA i magtspillet i Stillehavsområdet og Centralasien. Hans insisteren på fred i Ukraine og kritik af de europæiske statsleders krigsretorik rummer også ønsket om en ærefuld udgang fra Europa. De europæiske statslederes opulente krigsretorik og oprustningsmani og ikke mindst præsident Macron og premierminister Keir Starmers forslag om en ”koalition af frivillige” som kernen i en fredsbevarende styrke i Ukraine repræsenterer er en helt ny trussel mod stabiliteten i EU. Hårde realiteter bag Trumps fredspolitik Trump gentager igen og igen overfor præsident Zelinsky, præsident Macron og Premierminister Keir Starmer: Vil I fred eller vil I fortsat krig? Hvis I vil fred bliver det på USA’s og Ruslands betingelser. Selvfølgelig skal I inddrages, men først når en plan med taktiske overgangsspil er udarbejdet mellem Rusland og USA. Hvis I vil fortsat krig, må I udkæmpe den selv. Som fredselskende nation trækker USA sig fra et videre engagement. Det gennemspillede scenarie har bragt de europæiske ledere i frenetisk aktivitet. Men mere om det senere. Til forskel fra Joe Bidens ønske om at fastholde USA’s unipolære dominans har Trumpteamet og dets intellektuelle støtter allerede før Trumps indsættelse som den 47. præsident erkendt, at USA ikke længere har hverken den økonomiske- eller militære styrke til at opretholde USA’s position som verdens ubestridte nummer et. Den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio lagde allerede linjen den 30. januar i et interview med Megan Kelly: ”Det er ikke normalt for denne verden kun at have en unipolær magt. Det er det ikke – det er en anomali”. ”Hvis man ser rundt i verden, vil jeg sige, at vores modstandere er stærkere, end de nogensinde har været, og de er blevet stærkere i de sidste fire år”. Det moralske lederskab gik allerede fløjten med Obama, hvor USA’s interventionistiske politik fortsatte uformindsket, selv om han påstod at stå for en anden linje end sin forgænger  præsident Bush. USA’s tab af autoritet blev åbenlyst understreget af Bidens manglende ”verdensomspændende” opbakning til stedfortræderkrigen mod Rusland og den omfattende sanktionspolitik. Det er ikke på noget tidspunkt lykkedes at isolere Rusland og økonomisk tvinge landet i knæ. Bidens ønskede regimeskifte i Moskva er udeblevet. Når man ikke kan påtvinge sin modstander sine betingelser på slagmarken, bliver diplomatiet det muliges kunst for at opnå de mest fordelagtige aftaler. Og her står den europæiske elites hysteriske russerangst og krigsparathed i vejen. Der er mere at vinde ved at søge en omfattende aftale med Rusland om fred i Ukraine, et afbalanceret modus vivendi i Iran og normalisering af de diplomatiske og økonomiske forbindelse end en fortsat håndhævelse af forsvaret af Europa. Ren geopolitisk realpolitik uden ideologisk overbygning som under Obama og Biden, og i det spil har Europa tabt i vægt og fremtidig betydning. Mange er af den opfattelse, at Trumpregeringens ønske om genoptagelse af de diplomatiske og økonomiske forbindelser med udfasning af sanktionerne mod Rusland har til formål at gennemføre den omvendte Nixonløsning og skyde en kile ind mellem Rusland og Kina. Den tese virker de faktiske forhold taget i betragtning lidt for fantasirig. Derimod har Trumpteamet flere gange betonet vigtigheden af at trække Rusland ind på verdensmarkedet igen og bremse eller forsinke en yderligere udvikling i BRICS+ landenes økonomiske betydning og udfordring af dollardominansen. Faktisk har præsidenten erklæret ubegrænset økonomisk krig mod ethvert forsøg på at svække dollarens betydning. Trumpteamet går også efter at inddrage Rusland i forhandlingerne med det iranske præsteskab om et modus vivendi med det formål at inddæmme de regionale spændinger i Mellemøsten. Trumpteamet ser også de diskrete forhandlinger som et forsøg på at danne præcedens for de videre forhandlinger mellem USA, Rusland og Kina. Bl.a. om en omfattende nedrustningsaftale, fordi de tre stormagter med Rubios ord ikke i længden kan klare et rustningskapløb uden at skade parternes økonomi. Trumps største problem med, at krigen i Ukraine og sanktionspolitikken fortsætter, er helt indlysende og bekræftet af de hårde data. Kina og Rusland rykker konstant endnu tættere sammen økonomisk, handelsmæssigt og militært. Samarbejdet er allerede blevet accelereret på højeste niveau siden Trump blev præsident, hvilket indebærer, at USA står overfor en magtfaktor i Stillehavet, som reelt ikke kan inddæmmes konventionelt. Dertil kommer, at Ruslands og Kinas praktiske strategiske og infrastrukturelle samarbejde indebærer USA’s tab af indflydelse i hele Centralasien og i Eurasien. Ruslands og Kinas samarbejde med de Centralasiatiske stater og Kinas Belt and Road, der hurtigere end nogen havde forestillet, skærer igennem hele Centralasien til Mellemøsten. Kinas fastlandsstrategi har to formål. At bane vejen for økonomisk ekspansion uden om Vestens dominansområde og at svække USA’s maritime overlegenhed og kapacitet til at inddæmme Kina.  USA på kredit En nok så væsentlig begrundelse for Trumps fredspolitik er USA’s svækkede økonomi og voksende internationale gæld på 37.000 mia. dollar. Dollardominans eller ej kan USA ikke i længden fortsætte gældseksplosionen uden at gøre sig afhængig af kreditorerne, som bl.a. er Kina og Japan. USA kan heller ikke holde til at finansiere sit handelsbalanceunderskud og eksorbitante militærbudget ved at stifte gæld og suge international kapital ind i USA. I øvrigt søger kapitalimporten først og fremmest mod den parasitære finansielle sektor og bidrager kun i beskedent omfang til at renovere USA’s nedslidte industri- og infrastrukturelle sektor og skabe de produktive betingelser for den fremtidige vækst. Amerikansk kapitalisme kan ganske enkelt ikke holde til at finansiere flere præsidenters krige og globale konfliktoptrapning. Hverken aktuelt eller på den lange bane. Når alt kommer til alt forudsætter det geopolitiske magtspil en stærk økonomisk base som først og fremmest udgøres af et lands produktive kapacitet. Som for Nixon ved afslutningen af Vietnam-krigen, der ikke kunne vindes, gælder det for Trump om at foruddiskontere det uundgåelige og konstruere en ærefuld fred og i yderste konsekvens en udgang fra Europa. Et globalt modus vivendi For Trumpadministrationen drejer det sig om at søge en ny global magtgeometri etableret mellem USA – Kina – Rusland med gensidig anerkendelse af hinandens interessesfærer. En pragmatisk men skrøbelig ligevægt. Det gælder også de mulige fælles institutioner for kommunikation og forbindelseslinjer, der kan neutralisere eventuelle konflikter. En slags magtgeometriens inderste cirkel. En geometri, der ganske givet ikke vil være langtidsholdbar og heller ikke særlig stabil, men som en midlertidig ordning stærk nok til at sikre Trumps og J.D. Vance’ MAGA projekt og tentativt begrænse Kinas og Ruslands stadigt tættere samarbejde på næsten alle fronter. For Trumpteamet gælder det fastholdelsen af dollardominansen og et magtpolitisk status quo. Modsat gælder det for Kina og Rusland en ordning, hvor de to stormagter kan gennemføre den langsomme opbygning af en multipolær verdensorden. Det strategiske grundlag blev endnu engang formuleret af den kinesiske udenrigsminister Wang Yi på den kinesiske Nationalkongres den 7. marts: ”Historien vil bevise, at den virkelige vinder er den, som tænker på alles interesser”. Han tilføjede med klar adresse til Trump og de europæiske statsledere: ”At for Kina og USA er gensidig respekt en vigtig forudsætning for, at de to lande kan søge fredelig sameksistens globalt”. Altså et perspektiv, der for en overfladisk betragtning ikke matcher Trumps MAGA projekt, men som dog tilstræber at imødekomme USA’s krav om fortsat global styrke og neutralisere en farlig rivalisering. I Kina har man jo også læst interviewet med Marco Rubio og hans øvrige formuleringer om, at den unipolære verdensorden og amerikansk udenrigspolitik efter den kolde krigs ophør fra Bill Clinton og frem har ædt USA’s styrke op indefra. At være verdens politibetjent nummer ét er både økonomisk – politisk – militært og moralsk ødelæggende. Det demonstrerede Obama i Afghanistan og Bidenteamet fulgte trop både i Gaza og i Ukraine. Reaktionerne i den europæiske elite Set med rækken af selvtilfredse europæiske statslederes briller opfører Trump og J.D. Vance sig som utilregnelige og brutale aktører på den store scene. Som et ”forræderisk” brud på årtiers sikkerhedspolitisk engagement i Europa, der gav europæerne frihed til først og fremmest at tænke på sig selv og som modsvar til USA’s dominans på den anden side opbygge det indre marked og den økonomisk-monetære Union. Udenrigs- og sikkerhedspolitikken overlod man de facto til USA, hvor EU kunne melde til og fra alt efter, hvad der var opportunt. USA sørgede for, at EU’s medlemslande bl.a. gennem Nato blev masseret til at indordne sig og på den ene side fraskrive sig retten til at opbygge en Europahær og på den anden side acceptere Nato’s metamorfose fra forsvarsalliance til en offensiv global magtpolitisk alliance med operationsfelt så langt som til Taiwanstrædet. Den ideologiske overbygning kom under præsident Biden til at hedde: ”Demokrati mod autokrati” eller forsvaret af det kollektive vestens universelle værdier Allerede under valgkampen såede Trumps tvivl om holdbarheden af forestillingerne om det kollektive Vesten. Siden sin indsættelse som præsident har Trumpteamet omsat tvivlen til et hektisk og ikke altid konsistent opgør med den hidtidige udenrigspolitiske kurs og lade den europæiske magtelite tilbage med ansvaret for krigen i Ukraine og den dogmatiske strategiske konfrontation med Rusland. Vicepræsident J.D. Vance har skånselsløst udhængt de europæiske statslederes og mediernes mantra om Rusland som en aggressiv imperialistisk magt og som en overvældende trussel mod hele Europa. Europæernes forargede og patetiske reaktion og mediernes moraliserende opstandelse fortæller, at der ikke er tale om mindre terminologiske uenigheder. Så der er gode grunde til de europæiske statslederes febrile bestræbelser for at opbygge et nyt magt- og handlingsgrundlag som alternativ til den hidtidige amerikanske beskyttelsespolitik og som modvægt til Trumps ”del og hersk politik”. I de sidste måneder har EU’s topledelse afholdt det ene krisemøde efter det andet, hvor europæisk enhed fylder dagsordnerne. Samtidig smuldrer grundlaget for enhed i flere medlemslande. Oppositionen mod EU kommissionens oprustningspolitik vokser i Frankrig, i Polen, i Italien, i Slovakiet, i Ungarn, i Slovenien og i Spanien. Men det handler langt fra kun om modstand mod oprustningspolitikken. Reaktionerne vokser bl.a., fordi kommissionen og især kommissionsformandens team forsøger at centralisere magten og udfylde det magtvakuum, som sammenbruddet af Frankrig-Tyskland aksen har efterladt. En voksende del af Europas befolkninger oplever, at deres indflydelse og almindelige livsvilkår forringes med magtcentraliseringen i EU Selve Unionsbygningen er under pres. Den markedsbaserede EU-institution viser for alvor sin grundlæggende svaghed. Siden vedtagelsen af det indre marked i 1985 og senere tvangsgennemførelsen af den monetære Union med euroen og Unionstraktaten har hvert nyt integrationsskridt været drevet frem af markedskræfterne og blokeret for udviklingen af en reel politisk- og kulturel funktionel enhed. Unionen er uden anerkendt og respekteret politisk overbygning i form af en politisk legitim udøvende magt og et fuldgyldigt demokratisk parlament, der på et folkeligt og anerkendt grundlag kan repræsentere og samordne medlemsstaterne. På alle væsentlige spørgsmål er enigheden gennemført via markedstvang eller geopolitisk pres (f.eks. Natos udvidelse mod Øst) eller  gennem månedlange og uigennemsigtige forhandlingskonflikter. Den udviklingslinje har været muliggjort af det faktum, at USA stod for sikkerheden og det kollektive Vestens interesser globalt. EU har på det udenrigs- og geopolitiske felt kunne klare sig igennem via lunkne og ofte usammenhængende kompromisser i ministerrådet. Den konstruktion holder ikke længere. Den har faktisk været under indre opløsning siden eurokrisens begyndelse i 2010, hvor især fraværet af en overnational finanspolitisk institution til at formidle en afbalanceret krisepolitik fik alvorlige konsekvenser for enheden i EU. (jf. den hårdhændede behandling af Grækenland, Italien, Portugal og Spanien. Den behandling er ikke glemt.) På den ene side har man ideologisk dyrket samhørigheden, og på den anden side undergravet samhørighedens materielle vilkår. Enheden er siden 2011 først og fremmest blevet håndhævet gennem kommissionens tiltagende magtbeføjelser og muligheder for gennem Europæisk Semester og de respektive fonde at disciplinere de enkelte medlemslande økonomisk og finanspolitisk. Unionen har aldrig opnået en organisk sammenhæng, der har gjort det muligt gennem positiv integration og uden forbehold at handle med en stemme. Oprustning i Europa og magisk tænkning Af samme grund har EU ikke kunnet handle hurtigt og effektivt udenrigspolitisk. EU-konstruktionen forudsætter konsensus, og militært er Unionen legalt afskåret fra at handle på medlemsstaternes vegne uden at aktivere nødretsparagraffen. Det betyder også, at EU, som de formelle vilkår er i dag, ikke kan have en fælles våbenproduktion eller noget, der bare ligner en fælles militær kommandostruktur. Den har Nato/USA stået for. Så selv om EU-landene sammenlagt har et forsvarsbudget, der er næsten tre gange større end Ruslands og et militært-industrielt kompleks, som også overgår Ruslands, er hele komplekset og den militære organisation fragmenteret og ineffektiv. Og der er ikke umiddelbart tegn på ændringer. Både Frankrig, Polen, Italien, Tyskland og Danmark har lagt afstand til forestillingerne om en europahær. Argumentet er selvfølgelig, at hvert land kun er suverænt, hvis det har et eget forsvar til at forsvare nationalstatens grænser. (Nato har aldrig været en Atlantisk hær, men netop en alliance). Set i det perspektiv forbliver statslederenes og kommissionsformandens Ruslandsdramaturgi, hvor EU skal forberede sig på at afskrække Rusland et fantom.  Det senest afholdte krisetopmøde i EU den 6. februar og fælleskommunikeet virker næsten patetisk. Kommissionsformandens forslag om at optage et fælles EU lån på 150 mia. euro for at opbygge en ”krigsfond”, som medlemsstaterne så kan låne fra og planlægning af en langsigtet investering på 800 mia. euro styret af den Europæiske Investerings Bank, fremtræder tilsyneladende imponerende. Det var også med stolthed, at planen blev fremlagt. Planerne har blot den afgørende hage, at det på papiret nok er muligt relativt hurtigt at sætte gang i våbenproduktionen, men det vedtagne udspil efterlader flere spørgsmål, end det besvarer: Hvilke lande og erhvervsvirksomheder skal producere? Hvordan skal forsyningskæderne sikres? Kan der indgås kontrakter med virksomheder udenfor EU? Hvordan skal man gennem regulering undgå intern konkurrence om at opnå de bedste kontrakter? Hvordan skal den elektroniske kommandostruktur opbygges? Hvilken autoritet skal en øverste militære ledelse have over de stående nationale hære? Hvilken produktion skal prioriteres, og hvem skal betjene våbensystemerne, hvis der ikke sideløbende opbygges en veldefineret og anerkendt kommandostruktur? Bag alle festtalerne lever det egentlige problem stadig. Kan de nationale regeringers og hæres suverænitet opretholdes, hvis prioritering af våbensystemer og produktion og ikke mindst finansiering er underlagt kommissionens kompetence. Samme problem gælder EU landenes aktuelle og akutte støtte til Ukraine, hvor enkeltlandene fortrinsvis har stået for donationerne, og hvor det gang på gang har vist sig i praksis, at våbensystemerne enten ikke er kompatible eller alene har måtte koordineres af amerikanerne. Man kan, som erfaringerne efter tre års krig har vist, donere nok så mange penge til Ukraine (uden sikkerhed for deres anvendelse), hvis markedet for våbenkøb er stærkt reduceret og den nuværende produktionskapacitet lav. Selv de amerikanske lagre er reduceret i bekymrende grad. Så EU kan holde et utal af topmøder og krisemøder, og der vil være lige langt fra stærke manifester om sammenhold og ubøjelig vilje til praktisk at kunne bekæmpe den bevidst oppustede russiske trussel. Og det handler ikke alene eller udelukkende om det finansielle grundlag eller om de formelle forsvarsbudgetters størrelse, men om Unionens manglende strukturelle grundlag til at fastholde forestillingen om Europa som en uafhængig stormagt. De sidste måneders forvirring og talrige udspil har demonstreret Unionens reelle skrøbelighed. Spørgsmålet er, hvornår kommissionens centralistiske magtpolitik og krigsmobiliseringens tæring på de nationale velfærdsstater, slår over i en brederefolkelig Unionsmodstand og opposition til de enkelte nationale regeringers brug af Ruslandstruslen til at underordne al anden politik landenes forsvarsevne. Lige nu, hvor alt kun er på papir, har EU kommissionen overhånden. Billedet kan vende meget hurtigt, hvis Trump gør alvor af sine trusler om at lade Europa alene med krigen i Ukraine og reducere den militære tilstedeværelse på europæisk grund. Altså de facto frigøre USA fra de hidtidige sikkerhedsgarantier. Koalitionen af villige Præsident Macron og den engelske premierminister Keir Starmer forsøger som konsekvens af EU’s synlige svagheder at udkonkurrere EU kommissionen og iscenesætte sig selv som Europas ledere med forslaget om at danne en ad hoc koalition af frivillige. Et udspil der skærer gennem alle EU’s formelle institutioner og beslutningsstrukturer. Med Macrons og Starmers fællesudspil om, at Frankrig og England skal stå for den operationelle ledelse af en større fredsbevarende styrke i forbindelse med reelle fredsforhandlinger mellem USA-Rusland og Ukraine, er de to statsledere reelt ved at opbygge en magtpolitisk konkurrent til EU. Koalitionen af villige er med eller uden amerikansk sikkerhedsgaranti en ny magtpolitisk konstruktion sammensat af lande indenfor og udenfor EU (bl.a. Canada, Australien m.fl.) og samtidig en tilsidesættelse af Unionens ligheds- og enhedsgrundlag. Problemet med alliancen ja bare forslaget er, at dens operationalitet, når det kommer til stykket, forudsætter amerikansk sikkerhedsgaranti. I sig selv er den for svag til at klare en eventuel konfrontation med Rusland. Alle udmeldinger fra det Hvide Hus har indtil nu været afvisende. Et endnu større problem i perspektiv gemmer sig under overfladen. Hvis de enkelte medlemslande kan danne eller tilslutte sig den ene eller den anden situationsbestemte koalition af frivillige, vil det yderligere tære på samhørigheden i Unionen og tilskynde de enkelte medlemslande til at vælge positioner afhængig af nationale interesser. Det vil enten sætte fart i de centrifugale kræfter. Accelerere kommissionens centraliseringspolitik eller, og det er det største problem, sætte hele Unionen tilbage i forhold til udarbejdelse af en reel forfatning og øget politisk, kulturel og moralsk integration – som, når stormen har lagt sig, vil fremstå som EU’s eneste farbare vej til at genopbygge sin relevans. Endnu er alliancen kun på skrivebordet, og det er langt fra sikkert, at en forhandling om en fred bliver en realitet. I parentes bemærket har Rusland indtil videre pure afvist, at NATO-lande kan accepteres som fredsbevarende styrker. Hvis Rusland skal acceptere en fredsbevarende styrke, skal den have et FN-mandat, og så er det helt sikkert, at Nato-landene ikke kommer til at spille en rolle. I mellemtiden vokser sandsynligheden for, at Ukraines kapitulation rykker stadigt nærmere, hvor meget det end benægtes af de europæiske statsledere og deres militære orakler, og hvor meget USA end forsøger at gennemtvinge en våbenhvile med trusler om skærpede sanktioner, hvis Rusland afviser USA’s og Ukraines taktiske forhandlingsudspil fra mødet i Riyadh den 11. marts. Ånden er ude af flasken Men alle usikkerheder og forbehold til trods er ånden ude af flasken, og det hidtil unævnelige er blevet nævnt højt med Macrons forslag om at dække Europa med fransk atomparaply. En konfliktoptrapning i forhold til Rusland men også en begyndende omskrivning af magtforholdene indenfor EU. På den anden side af Kanalen har Starmer diskret lagt luft til forslaget om en europæisk atomparaply af den simple grund, at Englands atombevæbning bygger på amerikansk teknologi og en båndlagt de facto styring herfra. Helt overspændte bliver udmeldingerne, når den polske statsleder samtidigt offentligt taler om mulig polsk atombevæbning helt i strid med ikke-atomspredningsaftalen. Der opleves som om, der er lukket helt op for sluserne, og at selv de mest fantasifulde og uansvarlige forslag kan komme på bordet i panikkens stund. Kort og godt foregår der flere udspil for at opbygge parallelstrukturer til EU, fordi Unionen ikke kan handle hurtigt og politisk sammenhængende. Det er frygten for et ukontrollabelt opbrud indenfor EU, der begrunder Ursula von der Leyens turbomilitarisering og bestræbelser for at tiltage sig mest mulig magt overfor medlemsstaterne. Hendes og kommissionens aktier er bundet i oprustningen mod den Russiske trussel og den økonomiske konkurrenceevneplan, som bl.a. er vendt mod USA og Kina. Kommissionens storstilede initiativer tjener til at styrke dens institutionelle magt og udvikle ”redskaber”, som er Ursula von der Leyens yndede udtryk, til at føre disciplinerende ”del og hersk” politik overfor medlemslandene. Om Macrons og Starmers opreklamerede alliance af frivillige overhovedet bliver til andet end endnu en papirtiger er for så vidt ikke det væsentlige. Det er derimod årsagens til forslagets tilblivelse. EU’s politisk-militære handlingslammelse og voksende økonomiske svaghed, som med Tysklands og Frankrigs store økonomiske problemer har afsløret EU’s indre svagheder og manglende kriseresistente politiske sammenhængskraft. På næsten narcissistisk vis har EU topledernes bestræbelser alene drejet sig om at bevare status quo og negligere det faktum, at Europa ikke længere er en del at et magtfuldt kollektivt Vesten. Det eksisterer ikke længere. Der er heller ikke ét globalt magtcentrum, som ellers har været Unionens reelle grundlag de sidste 40 år. Et smertefuldt indre selvopgør venter EU har ingen politisk – økonomisk eller moralsk strategi for at spille en væsentlig rolle på den internationale scene nu, hvor Unionen ikke længere kan operere i ly af amerikansk dominans. Hvorvidt, Trumps MAGA og globale magtrealisme rent faktisk kan gennemføres, er selvklart uvist på indeværende tidspunkt. Men selv efter udløbet af Trumps embedstid vil det stadigt være den linje, der vil præge USA’s sikkerheds- og udenrigspolitik, fordi den nye magtrealisme er i overensstemmelse med de faktiske globale magtforhold med Kinas og Ruslands voksende militære- og økonomiske styrke. I det spil betyder Europa og ”dets overlegne kulturarv” mindre. Og uden tidligere tiders moralske overlegenhed i egen selvforståelse vil vi uden tvivl blive vidne til et helt kompleks af europæiske magtspil ikke ulig de andre regionale magtspil bl.a. i Asien og i Afrika. Udløbsdatoen for Unionen, som den er bygget op i dag, nærmer sig. De ydre trusselsbilleders betydning for opretholdelse af status quo vil aftage. Russofobien har sine virkningsbegrænsninger. I længden kan Europa ikke klare konflikten med Kina og Rusland og et utilregneligt forhold til USA. Europas indpas i en større Eurasiatisk sikkerhedsarkitektur, som Kina og Rusland langsomt men sikkert er ved at udvikle, bliver en nødvendighed – om end gennem et smertefuldt identitetsopbrud og en nyordning af Europas statsstruktur, hvor ideerne om en føderal union igen tager form. Jan Helbak                          

  marts 12, 2025 8:21 pm

  Læs mere

• Forandringslogik

  Trump sætter Zelenskij på plads i Det Hvide Hus. Zelenskij skynder sig tilbage til London og omfavnes af Keir Starmer. De europæiske statsledere skal samles for at finde ud af, om de ensidigt skal støtte Ukraine i den fortsatte krig, eller om de skal gøre endnu et forsøg på at redde Det Kollektive Vesten – Atlantpagten. Her det det vigtigste ord ”redde”. Vi ved ikke helt, hvad der skal reddes, og vi ved langt mindre, hvad en såkaldt langtidsholdbar sikkerhedsarkitektur og garanti for Ukraine skal indeholde. Det eneste, vi ved, er, at der hersker udtalt forvirring. At statsledernes ord er lette og omskiftelige, og at der er statsledere, som i ramme alvor udtaler, ”at krig er bedre end fred”. For man kan ikke stole på fjenden, og alt andet i vores samfund må vige for nedkæmpelsen af fjenden fra ”ondskabens akse”, som Ronald Reagan i sin tid titulerede de stalinistiske regimer. Så langt er vi kommet. Virkelighed og fantasi smelter sammen. Processen har varet flere årtier og ligner nu mest af alt politisk entropi for åbent tæppe. Men uanset hvad sker det, at nogen i forvirringens glødende tågesyn begynder at spørge om det, vi hører og måden, vi taler om det på, nu også er rigtigt eller i det mindst knap så ensidigt, som det fremstår. I en sådan situation kan det måske hjælpe en anelse at lade blikket følge historiens skinner bagud og hente inspiration fra tidligere tiders kriser og krisetænkning. En lille, men vigtig bog om Hegel Som i enhver anden krig lever vi i en tid, hvor ganske bestemte ord og vendinger og deres mening rammesætter, hvad der kan tales om og hvordan. Hvor ganske bestemte betydninger tilstilles overordnet autoritet. Tilsvarende gøres en kritik af samme og de ord, vendinger og meninger, der anvendes, illegitime. Samtalen forstummer og bliver til unison messingsuppe. Men den kritiske røst forstummer ikke, selv om den overdøves. I 2022 udsendte bogserien Aftryk en lille fin tekstsamling med tre tekster af G. W. F. Hegel fra Logikkens Videnskab og Encyklopædien om dialektik oversat og introduceret af Anna Cornelia Ploug. Begrundelsen for at udgive skriftsamlingen står at læse i den allerførste sætning på bagsiden af bogen: ”En kriseramt verden kalder på en forandringslogik, og filosoffen G. W. F. Hegel forsøgte med sin banebrydende dialektik netop at kortlægge strukturen i overgangsprocesser”. Kort sagt har man fundet bogen relevant, fordi den præsenterer en indledning og en tekstsamling, der modsætter sig ensidighed, postulatoriske slogans og moralske utopier, som den særlige form for kommunikation, der skal jævne den livlige og modsætningsfyldte samtale med jorden i en, som det ofte fremføres,  højere sags tjeneste. Anna Cornelia Ploug indleder sin introduktion på følgende måde: ”Man siger at tænkning begynder med undren (Platon: Theaitetos). Vi undres over verdens mærkværdigheder og beundrer naturens rigdom”. Og hun kunne have tilføjet; vi undres, når vi forstyrres. Når vores vante verdensbilleder/billede ikke længere kan forenes med det, vi ser. Men vi gør alt for, eller nogen gør det for os, at tvinge virkeligheden ind i verdensbilledet indtil misforholdet bliver utåleligt eller hævdelsen af verdensbilledet en tager form efter ”komiske Ali” eller havner i handlingslammende kognitiv dissonans. Forandringslogikkens indre drivfjeder og brydningstiden som scene Kondenseret betyder Hegels dialektik pædagogisk fortolket af Anna Cornelia Ploug det helt grundlæggende forhold, ”at noget bliver til noget andet i kraft af sig selv, eller at noget kun kan være, hvad det er, ved at modsige sig selv”. Modstykket til ensidighed, forudbestemte meninger, skjulte præmisser og selvberoende identitet. Vilkåret er relationen og de dynamiske spændinger, der indgår i relationer og driver dem fremad, fordi det, vi ikke mente at se eller hvis eksistens, vi ikke kendte, kommer til syne og ændrer relationens karakter. Hvis vi gør en afstikker og fremhæver de fire store repræsentanter for den dialektiske og normomstyrtende dialektiske tænkning, så må det blive Platon, Hegel, Clausewitz og Marx. Kendetegnende for alle fire har været, at de levede og tænkte i en brydningstid. Efter Athenernes forsmædelige nederlag i Syrakus i 413 f.Kr. gjorde rigmændene oprør mod det athenske demokrati og gennemførte et rabiat voldsregime, der resulterede i borgerkrig, som resulterede i en vis genindførelse af demokratiet. Men noget var gået tabt. Troen på at den ene eller den anden styreform kunne tillægges ophøjet ufejlbarlighed. Platon levede midt i dette politiske og tankemæssige kaos og fandt kun én vej ud af ”sumpen” – samtalen og meningernes gendrivelse som vejen til sandhed. I vore dage vel blot indsigt. Platon opfattede dialektikken som erkendelsesakt. Som fremgangsmåde træder den frem i de 10 bøger om Staten (Politeia). Hegel og Clausewitz – den ene filosof og den anden militærmand – var begge børn af den franske revolution og Napoleons substituering af den fallerede revolutions mål og tidsånd. Europa var i opbrud, og monarkiernes og adelens dage talte. Ancien regime stod for fald. Men hvad skulle komme efter og hvordan. De klassiske oplysningstænkere havde foregrebet og for-tænkt revolutionen men aldrig forestillet sig at åbne for Pandoras æske. Den blev åbnet, og kaos fulgte. En verden i opbrud kaldte på opbrydende tænkning. Marx blev den filosof, der skulle videreføre og videreudvikle Hegels dialektiske tækning for at komme ud af den tankemæssige og politiske fælde, Europa var havnet i med de mislykkedes revolutioner i 1848 og især det tyske borgerskabs troløshed overfor egne interesser og tilflugt i romantik og ”Folket” som organisk enhed bag den prøjsiske hærs- og adlens bajonetter. Man måtte med et moderne udtryk ”tænke ud af boksen” for at forstå ”historiens paradoks”. Marx redegør relativt sent for sin dialektiske metode i meget sammentrængt form i Kritikken af den politiske økonomi i afsnittet; ”Den politiske økonomis metode”. Hos alle fire trænger den dialektiske metode igennem i deres voluminøse teoretiske værker, som der er brugt mange mandtimer på at trænge ind i. Men det mest interessante er måske, at alle fire herefter i lange perioder har været erklæret ”døde hunde” og så alligevel oplevet en vis renæssance i perioder med opbrud og til tider kaos. Fordi deres tænkemåde indeholder evnen til at komme på den anden side af de begreber og forestillinger, som tyranniserer vores samtaler og blænder vores syn på, hvad der spiller sig igennem bag vores ryg. Realister på jorden Ingen af de fire herrer udviklede deres tænkning ud fra ideale forestillinger eller fra en abstrakt utopi (stedet som ikke er) men som en kritiske måde at komme til begreb om det konkrete, der udspillede sig. Det som er sammenfatningen af det, der viser sig og de modsætningsfyldte sammenhænge i hvilke, det, der viser sig, kommer til syne. Det vil sige i stedet for at opfatte vores anskuelse af det, der sker, som det eneste rigtige, så i stedet gøre vores eget udgangspunkt til genstand for kritisk analyse. Altså anerkende vores egen indfældethed i situationen og begivenhederne og afstå fra den opfattelse, at vi står udenfor og kan betragte og tale om det, der sker, fra et ultimativt ståsted. Heri ligger overskridelsen af det abstrakte og ensidige som forudsætning for at komme til begreb om det konkret forekommende og bane vejen ud af det tilsyneladende konkretes virvar af handlinger og begivenheder, som kun skrøbeligt holdes sammen af de abstrakte normer og virkelighedsforståelser. Som vi historisk har ophøjet til virkeligheden blot og bart, og som igen og igen hensætter os i dobbeltstandarder, modsigelser og hykleri, når vi forsøger at afkode de mange kriser, vi gennemlever. Krigen i Ukraine kalder på ”de fires” forandringslogik Med det sagt befinder vi os i dag med krigen i Ukraine og den diskurs, vi er indfanget i i en situation, der kalder på en genoptagelse af de fire herrers måde at tænke på, hvis vi skal overvinde tanketyranniet, det abstraktes formørkelse og dæmonisering af alt og alle, der ikke har underkastet sig kravet om ”national samling” i forsvaret for vores (Vestens) universelle værdier. Det lyder igen og igen, at Ukraine med Vestens støtte vil/skal vinde over autokraten og usurpatoren Putin. Men hvad forestiller man sig? Tror man selv på, at Russiske styrker skal presses tilbage over grænsen og Ruslands opgivelse af Krim, før en fredsaftale kan komme på plads? Og i givet fald, hvad skal den fredsaftale så indeholde andet end kapitulation? Her er det værd at erindre allerførste side i Clausewitz’ bog Om Krig, hvor der står: ”Krig er altså en voldshandling for at tvinge modstanderen til at opfylde vor vilje”. Men næsten umiddelbart efter skriver han i afsnit 6; ”Modifikationer i virkelighedens verden”, at ”når vi forlader det abstrakte og går til virkeligheden, forholder alt sig imidlertid anderledes”. Herefter opstiller han tre betingelser for, at det abstrakte skal blive virkelighed: a. krig som isoleret handling, b. krig som en eneste afgørelse, c. krig i sig selv er en fuldstændig afgørelse og den politiske tilstand, der følger efter, allerede er foruddiskonteret. Kort sagt den ideale krig og krigens ideale mål findes ifølge Clausewitz ikke. Lettere omskrevet konkluderer han: ”Begge modstandere kan altså stort set bedømme den anden ud fra dét, han gør, og ikke ud fra dét, han strengt taget burde gøre”. Altså væk med det moraliserende og dæmoniserende krigsbillede og en nøgtern analyse af krigens årsag og tilblivelse, krigens større sammenhæng og de indbyrdes styrkeforhold som betingelse for at nå frem til de virkelige og realistiske fredsmuligheder, som både er krigens modsætning og udgår fra krigen. På den ene eller den anden side af historien På det seneste er det blevet almindeligt, at politikere og meningsdannere anvender vendingen overfor kritikere eller dem på den anden side, som er vores modstandere, at det drejer sig om ”stille sig på den rigtige side af historien”. Tager vi udsagnet for pålydende, må det vel betyde, at vi kan inddele historiens gang i sider, hvor en side er mere rigtig end den anden. Nuvel, det fordrer, at nogen har autoriteten til at bestemme, hvad der er de rigtige og forkerte sider. Men vi er alle – uden undtagelse – en del af historien og kan ikke sætte os ud over den. Således konstateret kan udsagnet ikke gøre krav på absolut autoritet men er behæftet med det partielles begrænsninger. Altså, at udsagnet ikke hæver sig over en bestemt virkelighedsopfattelse og deraf afledt interessevaretagelse. Hermed åbnes der for en kritisk analyse af udsagnet og en overvindelse af dens ultimative autoritet, hvis konsekvens i krisen bringer os ud i et forpligtende korstog mod alle dem, der ”står på den forkerte side af historien”. Både globalt og nationalt. Krigen vil så at sige blive hverdagsliv i nationerne og kræve det autoritære. Men noget må jo bringe de politikere og meningsdannere, der mener at kunne lokalisere den ”rigtige side af historien” til at formulere sig sådan. Svaret på dette noget ligger lige for. I deres selvforståelse repræsenterer de – det kollektive Vesten – verdenssamfundets moralske sokkel og dets universelle værdier så som frihed, regelstyringen af verden, demokrati og menneskerettigheder. Spørgsmålet melder sig igen; hvordan er disse værdier blevet universelle? Er de hentet ind udenfor historien, eller er de blevet opdaget gennem historien? For så vidt det første, forudsætter det, at vi anerkender kræfter udenfor historien, der styrer den, og hvad er så det for kræfter? Og hvordan går det så med friheden? For så vidt det sidste, må der jo være nogen i historiens løb, der har opdaget dem og defineret dem som universelle, hvormed de faktisk viser sig at være partielle, hvilket kalder på en konkret og kritisk vurdering af deres holdbarhed og foreskrivende rækkevidde. Og så er det, vi kommer til kort, når de såkaldte universelle værdier skal måles i forhold til det, der virkelig foregår. Binder vi eksempelvis an med en kritisk analyse af nøglebegrebet frihed som individuel virkelighed, havner vi uvilkårligt der, hvor begrebet ophæver sig selv. Det samme gælder begrebet menneskerettigheder og det regelbundne eller begrebet demokrati/folkestyre, fordi de forudsætter enhed uden forskelle, og er som sådanne abstraktioner. Det forklarer også, hvorfor vi tvinges til mere at beskæftige os med, hvad disse begreber ikke er for at komme til begreb om, hvad de indeholder, og så ophører de med at være universelle. Begreberne bliver til gemene normer for, hvordan vi i en given tid på givne betingelser ønsker, at verden og vores samfund skal skrues sammen. Men universelle bliver de ikke og kan af samme grund ikke demarkere grænsen mellem den rigtige og forkerte side af historien. Ikke desto mindre lægger de ledende politikere og beslutningstagere det verdensbillede til grund for den aktuelle vurdering af og engagement i krigen i Ukraine. (alle de mange andre krige, der forløber samtidigt, har vi parkeret som underordnede). Men for igen at parafrasere Clausewitz trænger virkeligheden sig på og åbner for de mange modsætninger, som de virkelige krige altid gør. Det viser sig for eksempel, at over halvdelen af verden ikke anerkender Vestens universelle værdier som sådan. At man i det ”globale Syd” har en helt anden historieopfattelse, hvor eksempelvis menneskerettigheder viser sig som et privilegium for de få. Hvor frihed er frihed for de få og tvangsbestemmelser for de mange, og hvor den regelstyrede verdensorden mærkværdigvis afskærer dem fra de rettigheder, der ellers tilskrives mennesket generelt – som et universelt værende. Stedfortræderkrigen, der frisætter forandringens logik Krigen i Ukraine er af mange, jeg selv inklusive, blevet kaldt en stedfortræderkrig. Måske er begrebet rigtigt, men alligevel indfanger det kun en del af virkeligheden og begrænser som begreb vores arbejde med at forstå, hvad der egentlig foregår. Fordi begrebet stedfortræderkrig blot løfter den konkrete krig op i en mere overordnet krig, hvis dynamik og udviklingshorisont forbliver tåget og indenfor rammen af den verdensorden, vi kender. Og vi kan ikke hævde det universelle uden samtidig at hævde, at alt, hvad der ligger udenfor, skal nedkæmpes nådesløst. Krigen i Ukraine kan være den krig, der ikke på grund af egne kvaliteter, dynamikker og egne lovmæssigheder, eksponerer en bevægelse og en ny logik, der er undfanget i den nuværende/hidtidige verdensorden, som vi med definitionsretten indtil nu har ophøjet til universel. Dermed ikke sagt, at der er tale om forskellige værdisæt, som står dikotomisk overfor hinanden, hvor det ene skal afløse det andet og afstedkomme en ny ligevægt. Men lige omvendt, at det nidkære og magtfuldkomne forsvar af den gamle verdensordens værdier – som vi finder de eneste rigtige – puster så meget til ustabiliteten i verden (eksempelvis krigene i Mellemøsten), at krige som den i Ukraine bliver lige så forudsigelige, som i Gabriel Garcia Máquez’ roman ”Historien om et forudsigelige mord”. Krigens betydning ligger derfor i det, vi taler om uden at se. At virkelighedens nådesløse nedslidning af vores egne værdiers universelle autoritet nu med krigen i Ukraine kommer til overfladen og bliver både fremskyndet og reformuleret af de verdensdele og befolkninger som indtil nu ikke har haft magt til at hævde definitionsretten. Det vi kalder udviklingslandene eller det, vi kalder det ”Globale Syd” træder i forbindelsen med krigen i Ukraine ind på scenen og forkaster forestillingerne om et samlet verdenssamfund og henviser universaliteten til historisk forbigående interessebestemmelser. Ikke for at henvise vores værdier til historiens mødding men for at forene dem med deres påståede modsætninger og herigennem overvinde deres ensidighed. Helt konkret diskuteres nye demokratifortolkninger i Afrika, i Asien og dele af Latinamerika. Der gøres mange og seriøse øvelser for at fravriste frihedsbegrebet liberalismens historiske spændetrøje, ligesom der helt praktisk drøftes ændrede regler for det internationale samfund, der fremmer lighed og begrænser for udgivne privilegier i modsætning til de eksisterende Bretton Woods regler. Det er i en sådan historisk situation, at vi har brug for med de fire nævnte herrer at tænke dialektisk for at erkende, at verden er i bevægelse. At det samme gælder vores sprog og begreber og dermed også forestillinger om verden. Som betingelse for at nå ud over den givne forvirringstilstand og øjne det nye i det gamle og dermed også de realistiske forudsætninger for fred i Ukraine og en mere holdbar sikkerhedsstruktur for fremtiden. Der også inkluderer den modpart, vi suggestivt har dæmoniseret og hånet som tilbagestående. Her taler vi ikke om et moralsk imperativ men om en anerkendelse af det konkrete og mangfoldige, som ligger nedenunder det abstrakte. Så længe vi stædigt fortsætter med at kræve den efter Vestens standard retfærdige fred i Ukraine og udelukker den pragmatiske vej til en fredsafslutning, skaber vi blot med de europæiske statslederes forestillinger om en fredsløsning prologen til en ny krig. Hele det oprustningshysteri, der er sat i gang i Europa, bygger på den simple forestilling, at freden skal vindes gennem styrke – militær styrke. Det vil sige gennem Ruslands kapitulation, hvilket ud over at være den rene fantasi for alvor vil åbne for Pandoras æske. Her er det så, at ”de fire” forandringslogikere vil sparke en fodnote ind og gøre det klart, at forandringstænkning, hverken er en lineær proces, eller determineret eller afledt af et historisk verdensmål, men en måde teoretisk og praktisk at påbegynde forestillingerne om, hvordan og hvem, der skal føre forandringerne ud i livet – i stedet for at lade al energi sive ud i forestillingerne om hvordan det, der er, kan reddes. Jan Helbak    

  marts 2, 2025 2:09 pm

  Læs mere

• Stedfortræderkrigens 360 grader

  Krigen mellem Ukraine og Rusland kaldes for en stedfortræderkrig. Mellem USA, EU og Nato på den ene side og Rusland på den anden. Ukraine leverer kun slagmarken og soldater. Resten er under Natos ellers Ruslands kontrol. Stedfortræderkrig for hvad? For fastholdelse af USA’s og EU’s globale dominans og Rusland i en underordnet position. Sådan som billedet tegnede sig efter 1992 under Boris Jeltsin. Billedet blev til Natos Østudvidelse, som Rusland modsatte sig, da Putin overtog præsidentposten i 2000. Ukraine blev ”den røde linje”, og invasionen af Ukraine i 2022 blev af Rusland defineret som en eksistenskrig for at fastholde og understrege landets strategiske sikkerhedsinteresser. Omvendt ser USA og EU Østudvidelsen og Ukraines medlemskab af Nato som en af flere operationer for at fastholde Vestens status quo. I den forstand er krigen i Ukraine også en eksistenskamp for USA, EU og Nato og som sådan en stedfortræderkrig. Sådan er vi efterhånden vant til at se krigen. Sådan følges den hver dag af medierne. Og hvis Mette Frederiksens synspunkter til en vis grad repræsenterer opfattelsen i regeringskontorerne i EU, så udgør krigen i Ukraine også en stedfortræderkrig mod ”mørkets magter”: Kina, Iran, Rusland og Nord Korea. Hvad der er af interesser udenfor denne binære scene regnes enten ikke med eller fortoner sig i tågerne. Geometrisk betragtet svarer det til, at cirklen er reduceret til120 grader. De resterende 240 grader lades ude af betragtning. Men så er det jo heller ikke en cirkel, vi har med at gøre. En cirkel er 360 grader Det ville måske være klogt allerede nu at indtænke hele kloden. Altså de 360 grader, når vi beskæftiger os med stedfortræderkrigen i Ukraine. Flere lande i Latinamerika, alle landene i Centralasien ( Kasakhstan, Kirgisistan, Usbekistan, Turkmenistan) og de toneangivende lande i Afrika forholder sig både politisk og ganske praktisk til krigen i Ukraine som en stedfortræderkrig, hvis udfald også får afgørende betydning for dem. Man positionerer sig allerede nu i forhold til, hvad der sker på slagmarken i Ukraine og til det geopolitiske spil i den forbindelse – ikke at forglemme det geostrategiske og militærtekniske spil. For at det ikke skal blive ved disse generelle betragtninger, vil jeg underbygge mine betragtninger med henvisninger til eksempler fra især Afrika af den simple grund, at det er det område, jeg kender mest til. Flere steder i de afrikanske regeringer og i den politisk-intellektuelle elite i Nord-Vestafrika (Mali, Niger, Senegal, Guinea Bissau, Burkina Fasso og i lande som Kenya og Nigeria) følger man hele sanktionsproblematikken tæt. Det gælder bl.a. Ruslands metoder til at omgå sanktionerne. Indiens og Ruslands samhandel, og Kinas og Saudi-Arabiens samhandel i lokale valutaer diskuteres med henblik på en fremtidig tilpasning til afrikanske forhold ved en øget samhandel mellem de 54 lande. I Sahellandene (Nordvest Afrika) er man langt fremme med eksperimenter med en fælles valuta kaldet ”eco”. Udfordringen består i at finde en tredje valuta, som de lokale kan måles i forhold til. Men det skal nok lykkedes. Man er nemlig helt på det rene med, at man ikke som Rusland kan omgå sanktioner og udelukkelse fra SWIFT med mindre, man udgør en større økonomisk- og politisk enhed. Af samme grund foregår der også tilnærmelser mellem Sahellandene, Nigeria og en eller flere af de andre Centralafrikanske lande. (bl.a. Rwanda). I de samme lande gennemfører regeringerne nu i ly af krigen i Ukraine juridiske opgør med olie- og gasselskaber, så disse enten overdrager det samlede ejerskab til eksempelvis Mali, Niger og Senegal, eller overdrager vigtig teknologi og knowhow til de pågældende regeringer samt åbner for nye nationale investeringer, som regeringerne kontrollerer. I de sidste tre år har landene i Afrika og i Centralasien styrket kravet om en mere lige repræsentation i alle vigtige organer i FN. Samme krav om omrokering af styrkeforholdene formuleres i forhold til stemmevægte i IMF og WTO og adgang til G20. Man skal her tage i betragtning, at landene i Afrika og Latinamerika hidtil har betalt en eksorbitant høj rente, når de låner penge i IMF. Derfor er de havnet i en strukturel gældsfælde. I forvejen svækkes de  hver eneste dag, fordi lånene udstedes i dollar, som konstant styrkes i forhold til de lokale valutaer. Inflationen på det afrikanske kontinent er således et vestligt skabt strukturelt fænomen. Den unge generation kræver forandringer Overordnet gælder det for flere af de nye politiske bevægelser (hovedsageligt ledet af unge) i de afrikanske lande, at man stræber efter et opgør med ”kolonialismens økonomiske struktur”[i], der uforandret vil vedblive med at fastholde Afrika som et politisk-social ustabilt kontinent i økonomisk afhængighed. Nu vejrer man morgenluft flere steder og følger de mange slag om Ukraine med nøjagtig samme interesse, som i resten af verden. (Der diskuteres indgående og meget seriøst på de afrikanske sociale medier). Afrika som helhed importerer 85% af alle basisfødevarer, selv om man så rigeligt kunne være selvforsynende. I stedet importerer man f.eks. korn fra Frankrig på trods af, at de samme sorter kunne produceres billigere flere steder på kontinentet. Omvendt er man op gennem kolonitiden og frem til i dag blevet tvunget til at producere nicheprodukter til eksport så som chokolade, kaffe mv. De fleste lande på kontinentet importerer næsten al energi, selv om de kunne producere det hele selv og være selvforsynende med vedvarende energi. Landene fastholdes i tilbagestående industrielle infrastrukturer og lavkvalitetsproduktion til eksport og forhindres i at udvikle eller overtage avanceret teknologi enten på grund af låneaftalerne eller de udbredte investeringsaftaler med vestlige firmaer og långivere. På den måde har Afrika indtil nu været afskåret fra udvikle et kontinentalt vækstmarked. Kort sagt, som det udtrykkes af økonomen Fadhel Kaboub, kan de afrikanske lande vedtage ligeså mange demokratiske forfatninger, de vil. Det dæmmer ikke op for korruption, nepotisme og politisk vold. For når det politiske regnebræt skal gøres op, og regeringerne prioritere projekter, er det den økonomiske afhængighed, som svinger taktstokken. Samme økonom og flere med ham refererer til mange forskellige Panafrikanske konferencer, hvor et opgør ikke kun med den kulturelle- og politiske kolonialisme men nok så meget den økonomiske igen og igen er på dagsordenen. Og diskussionerne og de fremlagte planer er mangedoblet sideløbende med udviklingen i krigen i Ukraine. Man skal i den forbindelse tage i betragtning, at de nye politiske generationer er meget unge og betydeligt bedre uddannede end deres forældre. Det er først og fremmest dem, der som nye regeringsledere og bevidste støtter repræsenterer verdens ”yngste” kontinent. Udfaldet af stedfortræderkrigen får betydning for frigørelsesprocessen i Afrika Alt i alt følger regeringerne, de politiske eliter og de unge bevægelser i Centralasien og Afrika fredsforhandlingsspillet i Ukraine med enorm interesse. Vinder Rusland krigen, og indgås der en varig og retfærdig fredsaftale? Kommer der en sikkerhedsarkitektur for Europa-Eurasien, som kunne omsættes til en lignende sikkerhedsarkitektur for det afrikanske kontinent og Centralsien? Hvad sker der med alle sanktionerne overfor Rusland og Kina, og hvad får det af konsekvenser for sanktionerne overfor Iran og Syrien? Hvordan skal de afrikanske lande sikre sig mod sanktioner, når opgøret med den koloniale struktur tager fart? Hvordan kan man omgå dollardominansen og fremover indgå lokale handelsaftaler og sikkerhedsaftaler, som fremmer de afrikanske landes nationale suverænitet og uafhængighed? Disse spørgsmål og konturerne af løsninger har været på vej siden 2008. Stedfortræderkrigen i Ukraine har først og fremmest accelereret processen og givet den mere fast form. Eksempelvis har man noteret sig hvor arrogant og ynkeligt, Frankrig har optrådt i Sahelområdet og samtidigt flakset frem og tilbage hvad angår positioner i forhold til stedfortræderkrigen i Ukraine. Nu tvinges alle franske tropper til at forlade Sahelområdet. I Afrika kan man jo også følge med i de politiske og strategiske uenigheder i EU og kan som alle andre forestille sig øgede spændinger mellem EU og USA. Og ikke mindst har stedfortræderkrigen øget Ruslands og Kinas interesse i at omgå Vestens dominans ved at udbygge det gode forhold til landene i det Globale Syd gennem produktive handels- og investeringsaftaler. Den samme interesse for ligeværdigt økonomisk samarbejde med Afrika udvises også af Tyrkiet, Indien og Brasilien. Alle har de gennem BRICS en fælles interesse i at investere i Afrikas antikolonialisme og Centralasiens selvstændiggørelse. Så som meget andet her i tilværelsen kan en enkelt begivenhed, en enkelt intervention eller konflikt sætte gang i en række begivenheder og opbrud i ellers stabile – eller i hvert fald antaget stabile – strukturer og skabe politisk-økonomiske- og geopolitiske forskydninger med en rækkevidde og kompleksitet, der rækker langt ud over arnestedet. I dette tilfælde stedfortræderkrigen i Ukraine. Af den grund kan der være politisk fornuft i at se krigen i et globalt 360 graders perspektiv og ikke i det binære forhold, som vi har for vane i dag.  Alene af den grund, at det i en generel opbrudssituation kan være fornuftigt at se sig over skulderen. [i] Som inspiration kan man med stort udbytte lytte til et interview med økonom og dr. Fadhel Kaboub. https://www.youtube.com/watch?v=_hOQTWrtU7k   Jan Helbak

  januar 19, 2025 8:50 pm

  Læs mere

• Mette Frederiksens forældede verdensbillede

  Jeg vil indlede med en bemærkning om, at hele sagen om Grønland og Trumps mulige røverkøb sættes i parentes i denne artikel. Emnet er derimod Mette Frederiksens nytårstale og flere interviews op til jul. Mediernes kommentatorer har især hæftet sig ved statsministerens ”mørke tone og verdenssyn”. Et sandt trusselsbillede som i Mette Frederiksens optik må få os danskerne til at finde sammen, sætte de små særinteresser til side og være indstillet på at yde ofre – læs forringede velfærdsforanstaltninger. Det drejer sig om vores og Europas – ja hele Vestens sikkerhed og forsvaret af vores værdier. Få kritiske røster har stillet det intrikate spørgsmål, om Mette Frederiksen med talen har indledt en fokusforskydning fra de hjemlige problemer, som unægtelig hober sig op for en upopulær SVM regering, til den Europæiske scene? Regeringen har hidtil fremstået som politisk dysfunktionel og lidet handlekraftig. Skulle antydningerne om fokusforskydning have noget på sig ville manøvren ikke være den første af sin art i verdenshistorien. Hvad, der måske kan undre, er, at meget få har taget Mette Frederiksens ord for pålydende og stillet spørgsmålet: Er Mette Frederiksens analyse eller verdensbillede så også korrekt. Og hvad er konsekvenserne? Mette Frederiksens verdensbillede Men lad os tage Mette Frederiksens ord og for pålydende og kort kaste et blik på en artikel lige op til Jul med overskriften: ”Det EU, du kender, er døende”. Undertitlen lyder: ”Årtiers dansk europapolitik er lagt i graven. Forude venter et nyt EU-samarbejde, der skal håndtere en verden domineret af Putin, Trump og Xi”. En næsten profetisk formulering, som kun har et problem. Præmissen er forsimplet. Ifølge Mette Frederiksen skal Danmark fremover være åben overfor et større og mere adækvat EU budget, optagelse af fælles EU lån for at finansiere en fond på mindst 500 mia. euro, der kan vitalisere europæisk forsvarsindustri og holde det meste af produktionen på europæisk grund. I dag går 80% af alle forsvarsinvesteringer til lande udenfor EU. Trekanten Putin – Trump – Xi Jinping refererer endvidere til en skærpet konkurrence på verdensmarkedet, hvor EU angiveligt halter bagefter og ovenikøbet lider under de selvforskyldte høje energipriser og lav vækst på randen af recession. Her kommer Draghiplanen ind, som kommissionsformand Ursula von der Leyen har bestilt som oplæg til et radikalt skifte i EU’s økonomiske politik men også i den bredere fordelingspolitik. Mette Frederiksen knytter an til Draghiplanen i sin ændrede EU kurs. EU skal gøres konkurrencedygtig overfor de tre stormagtslande. Recepten er: kapitalcentralisering, lempelse af monopolreglerne, overførsel af ressourcer fra udviklingsfondene/samhørighedsfondene og socialfondene til en central fond som udgangspunkt for en samlet EU gældsoptagelse på 800 mia. euro. Begrundelsen er, at det skal være de store vækstvirksomheder, der skal udvikles til EU’s markedsdrivere på verdensmarkedet. Samme tankegang retter sig mod den finansielle sektor. Kort sagt skal større kapitalmængder kanaliseres over i de store transnationale virksomheder, der nu til forskel fra tidligere europæisk frihandelspolitisk tænkning skal have direkte offentlig støtte til forskning, nyinvesteringer og forbedret infrastruktur. Det bliver EU’s borgere og de mindre virksomheder og marginale områder, som kommer til at betale. Som Mette Frederiksen siger i et interview: ”Europa må ikke i fremtiden være afhængig af gas fra Rusland, medicin fra Asien og bilbatterier fra Kina”. Forhåbentlig en eksemplificerende metafor. I modsat fald er Mette Frederiksen ved at tale Europa ind i en selvdestruktiv merkantelistisk tænkning, som i Ursula von der Leyens sprog hedder, total uafhængighed af russiske råstroffer, de-risking fra Kina og gengældelse over en mulighed protektionistisk toldpolitik fra Trumpadministrationen. Mette Frederiksen deler von der Leyens udsyn og desforuden hendes forestillinger om, at kommissionen skal optage lånene, den Europæiske Investerings Bank administrere fondene og de enkelte tilsluttede medlemslande hæfte for gælden. Her i parentes bemærket et sandt mesterstykke i, hvordan en opskruet krisesituation omformes til en magtcentralisering og styrkelse af kommissionen i en grad, der for ganske få år siden var utænkelig – ja utilbørlig ifølge ”EU-sparebanden”, som Danmark indtil for nylig var en del af. Europahær? Hvad angår de europæiske forsvarsudgifter er det i øvrigt lidt ironisk, at EU landenes forsvarsbudgetter ifølge Natos egne opgørelser er næsten fire gange så store som Ruslands og har et samlet personel, der er halvanden gang større end Ruslands. Så måske er opgaven ikke øgede investeringer men i højere grad om at gennemføre  en radikal samordning dels af europæisk forsvarsproduktion, forsvarsintegration og en overordnet samlet forsvars- og kommunikationsstruktur. Men – og der er et alvorligt men. Selv ikke indenfor Nato har de enkelte lande overdraget suverænitet til overkommandoen. Men hvis de bagved liggende tanker hos Mette Frederiksen og von der Leyen skal realiseres, bliver svaret, at medlemslandene de facto overdrager national suverænitet til EU-kommissionen og bureaukratiet i Bruxelles. Det betyder ikke nødvendigvis, at Mette Frederiksens tanker om et mere centraliseret eller måske stærkere integreret EU er forkerte. Men man kan nu engang ikke som ansvarligt statsoverhoved foreslå så radikale løsninger, som bl.a. indebærer afgivelse af militær- og økonomisk suverænitet uden at udfolde konsekvenserne for vælgerne. Det gør Mette Frederiksen ikke. Ikke desto mindre udelukker hendes verdensbillede eller forståelsesramme  andre muligheder. Hvilket er det mest problematiske, fordi konsekvenserne er ensbetydende med en galopperende magtspiral, som hverken bidrager til den ønskede afspænding på det europæiske kontinent eller på verdensmarkedet. Ikke nok med det vil Mette Frederiksens kurs reelt betyde, at al anden national politik – herunder velfærdspolitik – vil blive underlagt den militære logik og radikale ændring af EU’s frihandelspolitik til fordel for en kommissionsstyret industripolitik som grundlag for en ”genfødt” styrke på verdensmarkedet. I konkurrence med USA og Kina. Afskrækkelse eller sikkerhedsarkitektur Hvad der helt udelades i Mette Frederiksens verdensbillede er forestillingen om en holdbar og varig sikkerhedsarkitektur for hele Europa baseret på fælles aftaler og anerkendte konfliktløsningsmekanismer. En sikkerhedsarkitektur, der ikke er baseret på Nato men på en fælles strategisk autonomi, som bl.a. Macron gennem flere år har gjort sig til talsmand for. I Mette Frederiksens optik kan kun en samlet afskrækkelseskapasitet sikre Europa. For, som hun siger i sin tale: ”Vi må ikke være naive. Selv hvis Putin underskriver en fredsaftale med Ukraine, må vi ikke tro, at han stopper der. At han vil være tilfreds. For Putin ønsker ikke fred. Han ønsker et Europa på russiske præmisser”. Ja, hvis det udgangspunkt holder (hvilket der ikke er belæg for), kan der ikke skabes fred og sikkerhed i Europa uden et nederlag for russerne i Ukraine og fælles oprustning i EU. Rusland skal afskrækkes for at udelukke Putins ekspansionspolitik. Problemet i den verdensfortolkning er, at den bygger på sand og fabrikerede forestillinger som grundlag for Vestens støtte til Ukraine og ønske om optagelse af Ukraine i Nato, som afslutning på Natos provokerende Østudvidelse siden 1992. Mette Frederiksen og andre EU statsledere besværer sig ikke med at fremlægge klar dokumentation for, at Rusland på noget tidspunkt militært og politisk skulle nære noget ønske om at ekspandere yderligere og dominere Europa. Der er derimod tale om den sørgelige situation, at Mette Frederiksen m.fl. ligger under for deres egen krigspropaganda og formulerer politik herefter. Ruslands og Kinas ambitioner Men nu er de jo ikke idioter i Moskva eller i Beijing, så hvad skulle få Putin og Xi Jinping til at udfordre det kollektive Vesten. En udfordring de alene målt på militære styrkeforhold ville tabe. Faktisk forholder det sig ganske omvendt. Ruslands folkeretsstridige invasion af Ukraine skal betragtes som en strategisk defensiv, og Kina har hverken historisk eller aktuelt ambitioner om global magtdominans. Tværtimod. Men det er korrekt, at både Rusland, Kina og BRICS landene har ambitioner om et endeligt opgør med den herskende unipolære verdensorden med USA og det kollektive Vesten som overdommer og opbygge et multipolært verdensmarked med respekt for de enkelte landes ligeværdighed og gensidige respekt – uanset indre styreform. Mette Frederiksen tolker i sin nytårstale disse ambitioner som: at de ”arbejder tættere og tættere sammen. Mod os”. Her bliver verdensbilledet til et belejringsbillede, som udelukker alle ansatser til en global sikkerhedsarkitektur eller bare en europæisk. En regional sikkerhedsarkitektur i Europa, der ikke inkluderer Rusland, vil være et luftkastel, hvilket Putin har fremført igen og igen. Tilsvarende er sikkerhed og fredelig sameksistens i hele Stillehavsregionen uden inddragelse af Kina et amerikansk fantom. Mette Frederiksens synspunkt udelukker endvidere i sin konsekvens en fælles transnational indsats for at inkludere det globale Syd i den samlede økonomiske- og politiske udvikling, fordi udviklingslandene stadig vil være klemt inde mellem ”dem og os”.  Altså mellem dem, der udfordrer det unipolære verdensbillede og dets forsvarere i det dominerende Vesten. MAGA og farvel til det kollektive Vests globale ambitioner Man kan være enig eller uenig med Mette Frederiksens noget stereotype og forældede verdensbillede, og man kan strides om de aktuelle politiske- og økonomiske konsekvenser indenfor EU. Og afslutningen af krigen i Ukraine bliver med sikkerhed meget vanskelig uanset hvilke forestillinger, Trump gør sig. Rusland vinder krigen, men det mest interessante er, hvordan Rusland vil vinden freden på en måde, der på den ene side vil føre til varig afspænding og sikring af Ruslands strategiske sikkerhedskrav og på den anden sikrer Ukraine som neutral nationalstat. På den anden side af selve fredsproblematikken er det nok så væsentligt, at krigen i Ukraine har eksponeret alle de centrale opbrudsdynamikker, der har gæret i lang tid og taget til i styrke efter først finanskrisen i 2008 og derefter Covid 19 krisen og opbruddet i den økonomiske struktur på verdensmarkedet eksemplificeret ved nedbruddet i de globale forsyningskæder. I den kontekst fremstår Mette Frederiksens verdensbillede og forestillinger om et ”nyt EU-samarbejde” som en anakronisme, der hverken vil føre til øget europæisk selvstændighed eller bevare de europæiske landes demokratiske grundlag. Krigen i Ukraine og valget af Trumps MAGA i USA repræsenterer et afgørende vendepunkt. Hele det kollektive Vestens globaliseringsstrategi efter Sovjets opløsning har skabt så mange økonomiske- politiske- og geostrategiske problemer, at strategien er blevet en bremse for kapitalismens egen udvikling og ekspansion. Trumps nationalkonservative perspektiv er ganske klart. At sikre USA’s styrke gennem hård handels- og magtpolitik og genopbygning af landets industrielle styrke. Den linje vil blive forfulgt gennem nationalistisk og protektionistisk politik samt magtdemonstrationer, hvor det måtte være nødvendigt (eksempelvis i sagen omkring Grønland). Det handler ikke længere om USA’s unipolære dominans og skabelse af en liberal-demokratisk verden underlagt Vestens universelle værdier. Den tid er forbi. Trumps interesse i Grønland skal først og fremmest ses som et forvarsel om en helt ny verdensscene, hvor stormagterne (USA – Kina – Rusland – Indien – måske EU) vil konkurrere om territoriale og regionale indflydelsessfærer uden smålig skelen til ideologier og værdier. Rationalet vil være at opbygge en global magtbalance, hvor stormagterne kan sikre nationale interesser og økonomisk ekspansion. Kort sagt en periode med stormagtskonkurrence – magtafbalancering og del og hersk politik. Med alle tænkelige forbehold kan den tid, vi er på vej ind i, minde om tiden fra 1870’erne til 1918, hvor det engelske imperium var på tilbagetog og Tyskland, Frankrig og USA i fremdrift, som udgjorde direkte trusler mod Englands dominans på verdensmarkedet. Et skifte i anmarch – en ændret linjeføring nødvendig Hvis det her summarisk optrukne nye verdensbillede, som med al respekt kun kan have status af antagelser, holder stik, betyder det, at Mette Frederiksens verdensbillede af i går er direkte kontraproduktivt hvad angår hendes forestillinger om fremtidens europæiske vitalitet og betydning på verdensmarkedet. Et strategisk autonomt EU/Europa forudsætter et grundlæggende opgør med forestillingerne om en unipolær verden sikret gennem det kollektive Vestens forsvar af egen dominans. Europas fremtidige styrke skal henføres til en fred i Ukraine, der både imødekommer Ruslands krav om strategisk sikkerhed og Ukraines behov som selvstændig nation for neutralitet og integration i en samlet europæisk sikkerhedsarkitektur, der inkluderer Rusland. Mette Frederiksens afskrækkelsesforestillinger er ikke vejen frem. De repræsenterer derimod en fastholdelse af Europa i et underordningsforhold til USA, der fremover kan forventes ensidigt at pleje egne interesser, og et omkostningsfuldt spændingsforhold til Rusland. Med andre ord må Mette Frederiksen opgive sit forsimplede verdensbillede, hvis hun og dansk politik skal fremme et vitalt og selvstændigt EU, der insisterer på at bevare og udvikle unionens demokratiske og socialøkonomiske grundlag. Hvilket også vil være forudsætningen for at kunne indgå ligeværdige og respektfulde handels- og udviklingsaftaler med det globale Syd (som ifølge FN’s handels-og udviklingsorganisation indenfor de næste fem år vil stå for 70% af verdens BNP). Som sådan er Mette Frederiksens og von der Leyens de-risking politik overfor Kina ikke alene kontraproduktiv men direkte katastrofal alene set i lyset af, at globaliseringsstrategien har frembragt et dybt integreret verdensmarked, hvor protektionisme, neomerkantilistisk industripolitik og sanktionspolitik viser sig uvirksomme selv for et land som USA. ”Vi opruster for at forhindre krig. Det er dyrt. Og det bliver endnu dyrere”. Hertil er der kun at spørge, hvilke krige og med hvem? Måske ville det være fornuftigt af Mette Frederiksen og SVM regeringen at følge anbefalingerne fra IMF og søge generel nedrustning og annullering af den omsiggribende sanktions- og destabiliseringspolitik for at forhindre en yderligere fragmentering af verdensmarkedet, som bremser den globale vækst og som konsekvensskrotte gårsdagens kompromitterede alliancepolitik. Fremover forbliver USA ikke, som Mette Frederiksen forestiller sig, vores nærmeste allierede. Hendes forestillinger og verdensbillede har med Grønlandsspørgsmålet fået det første stød. Måske kommer det næste snart, når samtalerne om Ukraine og andre brændpunkter indledes mellem Trump og Putin. Jan Helbak                      

  januar 12, 2025 10:31 pm

  Læs mere