Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Country - et glemt land

Af Alexander Billet, oversat af Poul Petersen fra Jacobin nr. 35, efteråret 2019

Countrymusikken fortjener ikke sit ry som højreorienteret musik - dens rødder er håb og arbejdende menneskers slid og slæb.

Det kan virke som et lidt besynderligt valg at stille spørgsmål om countrymusik til en waliser, der bor i Chicago. Men John Langford, et centralt medlem af post-punk legenden The Mekongs, ved, hvad han taler om.

I løbet af sine flere årtier i Staterne har han fundet glemte og tidligere indflydelsesrige countrykunstnere frem, der har haft betydning for hans eget arbejde. Udviklingen i både hans egen musik og i The Mekongs har gjort disse glemte musikere til nøglefigurer, hvad der er blevet til det, der kaldes ”alternativ country”. Der er mere end bare en smule ironi i udtrykket, som var der en forskel – en drejning væk fra det autentiske. Hvad en udvikling, som Langford’s peger på, er at der er noget i ”alt-country”, der fortjener at blive bragt til live igen – noget som mainstream i countrymusikken har glemt. ”Jeg blev helt trist, da countrymusikken blev til ”urban cowboy” og Garth Brooks”, sagde Langford til mig. ”Og folk begyndte at klæde sig ud som idioterne fra forstæderne i steder for cowboys … Countrymusik, det er folkets kunst. Det var en virkelighedstro kunstform. Der er en parallel til punk rock. Det er folkets sange, folk fortalte historier der på en måde var universelle og en del af det virkelige liv.”

Det er ikke en ualmindelig opfattelse hos folk, der uden fordomme har stiftet bekendtskab med countrymusik eller det landlige Amerikas rige, nuancerede og ofte radikale historie. Hvis du bevæger dig langt nok ind i det land, vil du ramme døde områder, hvor den oprindelige identitet er blevet fortrængt af forstædernes hukommelsestab. Det er disse geografiske områder og deres særlige lyd, der længe har være set ned på af det etablerede samfunds politiske holdning, hvis disharmoniske tilstedeværelse i ørkenens vidder og bjerge gør den til fodnoters fodnoter. Det er de områder, hvor din telefon i vores hyperforbundne verden falder ud, og du er tvunget til enten at nøjes med den bedøvende stilhed eller gribe til en AM/FM-radio.

Det stereotype billede af et sådant opland er, at der er to ting, man kan lytte til: Højreorienteret taleradio og højreorienteret countrymusik. Herude, er fortællingen, er fattigdom og konservatisme begge dele på en eller anden måde indlejret i det landlige DNA. Musikken bliver tragisk nok synonymt med politikken, hvis du med ”politik” bare mener ideer og ikke magtstrukturer. Forestillingen om at countrymusik ”i sagens natur” er en del af noget ideologisk, højreorienteret for eksempel, er en myte. Den myte har sin oprindelse i en bevidst dagsorden, der kan spores tilbage til neoliberalismens fremkomst og Nixon-æraens ”sydstatsstrategi”, der prøvede – og til en vis grad lykkedes med ​​ – at spore al politik ind til en kamp om kultur.

Her er, hvordan J. Lester Feder beskriver processen. Helt bevidst og beregnet, ikke bare fra Nixons side, men sammen med magtfulde folk i selve musikindustrien:

”Straks efter at have fået sig placeret i embedet … sendte Richard Nixon signaler til countrymusikkens berømtheder, og Nashville svarede entusiastisk tilbage. Efter at Nixon havde udnævnt oktober 1970 til Country Music Month, fremstillede CMA (the Country Music Association) en særlig LP med titlen Thank You Mr. President. I sin indledningstale fortæller den tidligere CMA-præsident Tex Ritter Nixon, at pladen ”er vores måde at sige tak på for den anerkendelse De, mere end nogen anden præsident, har giver countrymusikken.” Ritter beder om aflad ved at ”bruge [Nixon’s] egne ord og uddybe dem – prøve at illustrere dem … med folkets egen musik”. Ritter indleder hver af de 15 sange … med Nixon-citater spundet ind i forklaringer om, hvordan hyldest til den hårdtarbejdende farmer, fattige, men ærlige folk og svorne kristne gør musikken til Deres ”tavse flertals” stemme.”

Fire år senere, da Nixon som den første præsident nogensinde besøgte Grand Ole Opry, gjorde han et nummer ud af yderligere at give næring til musikken som et konservativt projekt. For Nixon ”handler countrymusikken om familie. Den handler om religion, troen på Gud, der er så vigtigt for vores land … Countrymusikken udstråler kærlighed til denne nation.” Det var forsøg på helt bevidst at skabe ”en hvid arbejderklasse” og spille den ud mod de radikale bevægelser, der havde udviklet sig i 1960’erne.

Imidlertid havde det en pris at genopfinde country som en i sig selv konservativ musik. Det indskrænkede musikkens råderum, så den kom til at spytte sig selv i ansigtet. Dens karakter blev anæmisk, dens æstetiske kendetegn insulære og sterile. Man så bort fra formative fællestræk med blues og tidlig tejanomusik. Og det var nu endnu vanskeligere at forklare, hvordan en stil, der var et med det etablerede samfund, engang havde romantiseret lovløse og bankrøvere. Store navne som Harry McClintock (”Big Rock Candy Mountain”) fra Industrial Workers of the World blev meget bekvemt glemt, mens kommunisten Woody Guthrie og andre som ham blev lempet ud i den vage kategori kaldet ”folkemusik”. Countrymusikkens forbindelse med mere radikal politik blev enten forbigået eller fordømt på samme måde som strejkende cowboys i Texas, the Green Corn Rebellion (1) og the Harlan County War (2).

Det var en proces, der naturligt udviklede sig i takt med liberalismens klodsede frasigen sig selv den mindste forholden sig til arbejderklassen i landbruget. Man gav efter overfor en debat om musik og kultur, hvor fodfæstet var decideret konservativt. Lige fra afvisning af the Dixie Chicks til højrefløjens idelige forsøg på at gøre Johnny Cash til en af deres egne. Hvis vi nu ser på countrymusik sådan, som vi bør se alle kulturelle udfoldelser, som reflekterende en evig politisk kamp, så når vi uundgåeligt frem til sandhedens kerne: Nemlig, at lige som hip-hop, punk, soul og stort set alle andre moderne genrer, er countrymusik en palmipsest af forskellige arter, et sted, hvor historier, der ikke rigtig passer ind i det dominerende narrativ, kan blive fortalt.

Fremfor alt andet, er det her, hvor industriens logik fortsætter med at ligge på linje med højrefløjens logik. Den bedste kritik af ligheden mellem den konservative Toby Keith og den liberale Tim McGraw, der begge har platinum radio-hits, er slet ikke deres politik. Det er, at de er så uendeligt banale, strukturen i deres sange forudsigelig og indholdet i deres tekster hentet fra en håndtaske med clichéer. Koldt øl, pickup trucks, beskidte landeveje, symboler der fejlagtigt er fyldt med højreorienteret stof, der igen og igen tapetserer hen over enhver kompleksitet eller modsætning.

Der er meget af nutidens produktion, der mangler i det billede, sammenlignet med countrymusikkens brede og forbløffende økumeniske kanon. Det er en genre fyldt til bristepunktet med kunstnere og sange, der virkelig komplicerer tingene ved på én gang at skabe rum for såvel sydens eksistentielle gotiske litteratur som for den magiske realismes smertefulde undere.

Dolly Partons og Loretta Lynns levende historier fra det kvindelige univers fremstiller uundgåeligt den maskuline dominans som tragisk og absurd. Poesien hos Townes Van Zandt, Emmylou Harris, Gillian Welch og Guy Clark illustrerer hjørner af outsiderliv, der kan være lige så tornefuldt som smukt. Det er ikke svært at se, hvor politisk komplekst, det kan være. Willie Nelsons venstreliberalisme harmonerer fint med hans luftige pastorale historier. Det er svært at forestille sig Kris Kristoffersens oprørsånd være lige så panoramisk uden den radikale humanisme, han altid bærer frem. For ikke at glemme Steve Earle, hvis transcendente forestillingsunivers og socialistiske politik gør ham til det nærmeste, countrymusikken kommer sin egen William Blake.

Og så er der Jon Langford. Da jeg første gang mødte ham, spillede han til en mindekoncert for Bob Lee på Chicago’s Hideout sent i 2017. Lee, et centralt medlem af Chicago Black Panthers, var almindeligt elsket og respekteret af de fattige, hvide appalachiske migranter fra Uptown, der startede det revolutionære ”hillbillynationalistiske” Young Patriots Organisation (YPO). YPO, sammen med Panthers, the Puerto Rican Young Lords og andre dannede den første regnbuekoalition, der kæmpede mod politibrutalitet og systemisk fattigdom i byen. Medlemmer af alle grupperne hjalp hinanden og havde forbindelser til unge socialister. Langford for sin del spillede en rekrutteringssang skrevet af YPO. Sangen var ikke særlig subtil og i koret lød det ”Join the Young Patriots”. Men i dagens kontekst, hvor en radikaliseret tid blev genkaldt, hvor det formodede skel mellem land og by sløredes til, var den skarp.

Det er øjeblikke som disse, der afspejler en helt basal og evig sandhed om enhver form for musik under kapitalismen: Der er altid to versioner af den. Der er den version der tager dagligdagen, pakker den pænt ind og præsenterer den for verden som et godt tilbud. Så er der den version, der går dybere end almindelig underholdning. Det vil sige, at den bevidst eller ej, er et forsøg på at indfange ens sårede og bedragne selv i håbet om, at der i den anden ende er en chance for at få lidt mere hold på tilværelsen. Lad os tage ”All Star” af Smash Mouth, ”London Calling” med the Clash, “Boot Scootin’ ​​ Boogie” af Brooks & Dunn, “Folsom Prison Blues” spillet af Johnny Cash foran hundredvis af vrede fanger.

Det er ikke ualmindeligt, at begge disse versioner er vævet ind i den samme person, og til tider i den samme sang, men de er der altid, og altid vil der være et spændingsforhold imellem dem. Man kan kalde det en ulige og kombineret bevidsthed, der afspejler den ulige og kombinerede fordeling af ressourcer mellem den amerikanske kapitalismes urbane centre og de åbne vidder glemt af et ellers fejlslagent fremskridt. Det er en af de mange modsætninger i den amerikanske virkelighed, der gør selvsamme politisk og kulturelt eksplosiv, hvad der giver rum for noget enten automatisk revanchistisk eller radikalt universelt.

Når det sidste sker, sjældne som disse sejre er, er det fordi de tilsyneladende mest stillestående dele af landkortet har sat sig i bevægelse.

Noter:

  • The Green Corn Rebellion var en væbnet opstand blandt fattige landarbejdere, der fandt sted i Oklahoma den 2. og 3. august 1917 vendt mod indførelsen af tvungen værnepligt under 1. Verdenskrig. Opstanden blev brutalt nedkæmpet og udnyttet til at miskreditere Industrial Workers of the World og Socialist Party of America. (o.a.)

  • The Harlan County War var en serie af blodige væbnede konflikter blandt kulminearbejderne for retten til at organisere sig. Den stod på fra 1931 til 1939 med omkomne på begge sider. (o.a.)

Danmarks Radio har vist en amerikansk dokumentarserie i 9 afsnit om countrymusikken, der er værd at følge. Den kan hentes her:

https://www.dr.dk/drtv/serie/countrymusikkens-historie_164135

 


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020