Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, august-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Vi har brug for en Labour-Brexit

Af Costas Lapavitsas

 

Oversat fra engelsk fra Jacobinmag 1. juli 2019

 

Maastricht-traktaten, der blev underskrevet i 1992, repræsenterede neoliberalismens sejr i Den europæiske Union som udtrykt ved det​​ indre marked og den fælles valuta. Siden da har demokratiet været på stadigt tilbagetog i EU ledsaget af et sammenbrud af den folkelige suverænitet – arbejdernes og de materielt dårligt stilledes magt til at skaffe sig indflydelse på betingelserne for deres liv og arbejde.

 

Arbejdernes og de fattiges aftagende magt er i særlig grad synlig på økonomiens område – den måske vigtigste komponent af statens politik. Den økonomiske politik er faktisk indenfor det indre marked og den fælles valuta i stigende grad blev afkoblet fra parlamentsvalgene. Når først en regering har fået magten, bliver politikken i bred forstand dikteret af ’økonomiens’ krav, hvilket stort set betyder af EUs neoliberale establishment.

 

Selv i Storbritannien – som ikke har underskrevet finanspagten fra 2012, der igen bekræftede EUs neoliberale klyngen sig til nedskæringspolitikken – har rammerne for den selvpåførte nedskæringspolitik, der har været ført siden krisen 2007-2009, faktisk udtrykkeligt været at forsøge at overholde Maastricht-traktatens krav (at den offentlige gæld og budgetunderskuddet ikke må overskride henholdsvis tres procent og tre procent).

 

Det dramatiske tab af folkelig suverænitet underbygger frustrationen hos Storbritanniens arbejdere og fattige på samme måde som andre steder i Europa. Alligevel er tilliden i den britiske arbejderklasse til at kunne konfrontere kapitalen på et historisk lavpunkt. Klassen ’som sådan’ har i sandhed fået et hårdt slag af årtiers neoliberalisme.

 

Alligevel er der gennem årtier af neoliberalisme sket en anden lige så bemærkelsesværdig udvikling: En stadig fremgang i Storbritannien for det sociale frisind. Gennem de sidste fire årtier har det britiske samfund været karakteriseret af liberale fremskridt, hvad angår seksuel præference, køn, race, holdningen til immigranter osv., især blandt unge.

 

Dette ikke sagt for at antyde, at disse rodfæstede problemer i den fremskredne kapitalisme nu er blevet løst. Faktisk har neoliberalismen haft en grim indvirkning på den individuelle fremmedgørelse og den​​ moralske undertrykkelse i det britiske samfund. Men der er ikke sket en tilbagevenden til konservative samfundsværdier: Den økonomiske neoliberalisme har lært at sameksistere med den sociale progressivitet. Dette skifte har været så udtalt, at selv en konservativ premierminister, der er så helt igennem overklasse som David Cameron, har iført sig det sociale frisinds kappe på måder, der ville have været utænkelige for tidligere tiders konservative ledere.

 

Udbredelsen af liberale holdninger i brede dele af den forandrede, britiske arbejderklasse har været et afgørende element i den politiske debat i kølvandet på folkeafstemningen i 2016. Faglig organisering og evnen til at vinde i kampen mod kapitalen kan være mindsket nok så brat, men fremskridt på en række​​ samfundsområder har syntes mulige. I denne sammenhæng er EU ideologisk set blevet forbundet med både et forsvar for arbejdernes rettigheder og for at befordre den sociale progressivitet i UK.

 

At det ikke er lykkedes den radikale venstrefløj at opnå​​ bred støtte især blandt de unge for en Lexit [en venstrefløjs-Brexit] og fremgangen for opfordringen til at ’forblive og reformere’ EU [’Remain and Reform’] er begge relateret til disse komplekse udviklingstendenser.

 

Efter folkeafstemningen i 2016 ville en rational retning for den britiske venstrefløj være at have taget Brexit til sig som en afgørende mulighed for at slippe ud af EUs neoliberale spændetrøje og reformere britisk økonomi, så den tjente arbejdernes og de fattiges interesser. At forlade EU kunne potentielt åbne døren for en nationalisering af vigtige ressourcer, offentligt ejede banker, en industripolitik, der understøttede forandringer, en omfordeling af indkomster og formuer og et stop for nedskæringspolitikken, alt sammen noget der er nødvendigt for at omstrukturere britisk økonomi radikalt. At forlade EU ville også være en chance for at forny demokratiet og give fornyet styrke til folkelig og national suverænitet på linje med de folkelige krav, der udtryktes gennem folkeafstemningen.  ​​​​ 

 

Denne politik er umulig at føre med den fornødne grad af socialistisk radikalitet indenfor EUs indre marked. Det er præcist det, der er meningen med et Lexit og det løfte, Lexit indeholder. Uheldigvis er det ikke lykkedes for størstedelen af den britiske venstrefløj herunder størstedelen af Labour at bevæge sig i den retning, men har knyttet sig stærkt til den holdning, der går ind for at ’forblive og reformere’ EU.

 

Der hersker kun ringe tvivl om, at Labours ledelse under Jeremy Corbyn er klar over de forhindringer, det neoliberale EU opsætter for at gennemføre et radikalt, socialistisk program. Men Labours medlemsskare er også undergået en forandring i de senere år som en afspejling af forandringerne i britisk økonomi og samfund. Veluddannede ansatte er særligt fremtrædende i de store byområder og de har meget anderledes opfattelser end de traditionelle Labour-medlemmer. Identitetspolitik, der matcher de sidste årtiers fremgang for det sociale frisind, har bidt sig fast i medlemsskaren. Labours medlemsmasse har taget en stærk drejning over mod at ’forblive og reformere’ EU.

 

Man kan nu klart vurdere den politiske kompleksitet, Brexit udgør for Labour: Labour har en venstreorienteret ledelse, der i bred forstand er imod EU, en medlemsmasse der går stærkt ind for​​ at ’forblive og reformere’ EU og i afgørende valgkredse en vælgerskare, der går stærkt ind for at forlade EU. Hovedparten af Labours parlamentsmedlemmer går også ind for at ’forblive og reformere’ EU, men to tredjedele er valgt som repræsentanter for valgkredse, der går ind for at forlade EU. Den politiske ligning, som Labour står overfor, er derfor skrækindgydende kompleks. Finder man ikke den rigtige løsning, vil det have en katastrofal indebyrd for venstrefløjen i UK og over hele Europa.

 

Denne udvikling på den britiske venstrefløj finder sted, mens Theresa Mays eget forsøg på at levere en Brexit har vist sig at være katastrofalt. Det er vigtigt at forstå, at Mays udmeldelsesaftale og dens politiske ledsagetekst var en temmelig vellykket balancegang til​​ fordel for den britiske herskende blok. Set fra Londons Citys og de store britiske virksomheders perspektiv var Mays aftale helt acceptabel.

 

Der blev gjort klar til Storbritanniens formelle udtræden af EU og til at landet trak sig ud af EUs institutioner​​ og endog fra Den europæiske Domstols jurisdiktion efter en overgangsperiode på under to år. Alt i alt fjernede aftalen landet fra den obskure politiske manøvreren rundt, der i EU finder sted under effektivt tysk overherredømme; den fjernede presset på den​​ britiske herskende blok for at indstille sin langvarige strategi med at kræve undtagelser i EU, der i praksis ophørte i 2015-16; den sparede Storbritannien for det årlige bidrag til EUs budget; den sikrede, at det indre markeds regler fortsat gjaldt for britisk industri ved at landet accepterede det indre marked som permanent ramme for vareproduktion og -handel; den gav Londons City en stærk chance for at sikre sin dominans i Europa; den bevarede toldunionen i overgangsperioden og muligvis på ubestemt tid,​​ hvis der ikke kunne sikres en ny status for Nordirland, noget der ville være en acceptabel omkostning for den britiske kapital. Den fastholdt [også] de eksisterende EU-bestemmelser angående regulering af statsstøtte, offentlige indkøb og konkurrencen og optrådte derfor som en stærk barriere imod en fremtidig interventionistisk, socialistisk regering under Corbyns mulige ledelse.​​ 

 

Mays aftaleudkast slog fejl på grund af de dybe politiske splittelser i det konservative parti, der har tabt meget af sin traditionelle evne til at udtale sig på vegne af den britiske herskende bloks interesser. Det er helt sikkert,​​ at de vigtigste centre for økonomisk og samfundsmæssig magt i UK ville foretrække, at en variant af Theresa Mays aftale blev vedtaget af parlamentet, men det konservative parti er – som landet ligger lige nu – ude af stand til at levere varen. Desuden er alle de andre udfaldsmuligheder, der følger valget af en ny, konservativ leder, meget barske.

 

Udsigten til, at Storbritannien træder ud af EU uden en aftale og således får status af ’tredjeland’ udenfor det indre marked og hvor samhandlen med EU hviler på Verdenshandelsorganisationens (WTO) regler, fylder den britiske fremstillingsindustri og især Londons City med skræk. Det er muligt, at ’Ingen aftale’​​ er blevet standardholdningen hos kandidaterne til den konservative ledelse, men chancerne for denne holdnings succes er i praksis ringe, eftersom hverken den parlamentariske aritmetik eller den konservative regerings mindretalsstatus forandredes af Mays tilbagetræden.

 

Desuden er udsigten til at opgive Brexit enten ved ensidigt at tilbagekalde beslutningen om udtræden eller via en ny folkeafstemning svanger med store politiske risici. En ensidig, formel tilbagekaldelse af artikel 50 – der oprindeligt blev udløst af Mays regering for at kunne udtræde af EU – ville være en gigantisk, international ydmygelse for den britiske herskende blok. Dens position i EU ville blive permanent svækket og den ville også skulle tage sig af en voldsom hjemlig vrede.

 

At forsøge at opgive Brexit ved hjælp af en ny folkeafstemning ville på den anden side udover også at være en alvorlig ydmygelse splitte landet uden at kunne give et definitivt svar. På trods af luftige forsikringer fra den fløj, der ønsker at forblive i EU, om at​​ det britiske folk har fortrudt afstemningen i 2016, er der kun få pålidelige tegn på, at det er rigtigt. Faktisk viste valget til Europa-parlamentet det modsatte i rigeligt mål, at den fløj, der ønsker at forlade EU, er talstærk og vred. Den meteoragtige vækst af Brexit-partiet, der ledes af Nigel Farage, viser, at den politiske lammelse, Storbritannien har været kastet ud i siden 2016, har ført til en dyb frustration blandt arbejdere og fattige. Vælgerne reagerede kraftigt imod det parlamentariske bedrageri, der fulgte i kølvandet på folkeafstemningen og den påfølgende udhuling af demokratiet.

 

Det er en politisk set katastrofal udvikling, at de sidste to års folkelige vrede er blevet kanaliseret over i en højreorienteret populisme. Men tingene ville for alvor blive katastrofale, hvis Labour, mens de konservative slår blindt omkring sig i forsøget på at finde et svar på det problem, Brexit udgør, åbent sluttede sig til den fløj, der ønsker at forblive i EU og slå ind på det vildspor, som ’forblive og reformere’ EU udgør. Et sådan skift i Labours politik ville kappe partiets forbindelse med arbejderklassen og underminere Corbyns socialistiske projekt og hans position som leder. Det ville formentligt også ødelægge Labours udsigter til en valgsejr, eftersom de valgkredse i udkantsområderne, som partiet må og skal vinde i, typisk er for at forlade EU. Det sidste søm i ligkisten ville være, hvis Labour åbent gik ind for en tilbagekaldelse af artikel 50 – det ville på en gang være en fornærmelse af demokratiet og en​​ kæmpemæssig ydmygelse for Storbritannien.

 

For den europæiske venstrefløj i bred forstand ville en åben tilslutning til en forbliven i EU fra Labours side være et voldsomt slag for udsigten til at udvikle en radikal, socialistisk position overfor EU. Det​​ ville være en triumf for de dominerende, neoliberale kræfter på kontinentet og en enorm opmuntring for den autoritære højrefløj, der ville fjerne venstrefløjen endnu mere fra græsrodsoppositionen mod status quo i Europa.

 

Det er er yderst vigtigt for venstrefløjen i UK og i Europa, at Labour fortsat holder fast i resultatet af folkeafstemningen i 2016. Det er endnu mere vigtigt for Labour, selv på dette fremskredne tidspunkt, modigt at lufte argumenter, der understøtter det radikale potentiale i at forlade​​ EU. For det at være parat til at træde ud af EU er den sande prøve for en socialistisk opposition til det snærende, neoliberale halsbånd, der for tiden er ved at kvæle Europa.

 

At forberede sig på et brud med EUs institutioner er en nødvendig​​ betingelse for socialistisk politik i Europa. Dette står klart, når man undersøger dilemmaet mellem at ’udtræde’ og ’forblive og reformere’, der kan​​ genfindes i mange EU-medlemslande og som former andre store spørgsmål som migration, nedskæringer og ulighed. Storbritannien er naturligvis ikke en del af eurozonen, så at ’udtræde’ har derfor et til dels andet indhold for dette land end for f.eks. Grækenland. Ikke desto mindre har Brexit løftet den politiske debat op på et højere niveau end Grexit ved direkte​​ at stille spørgsmålet om EU-medlemskab. ​​ Kort sagt er Brexit den største politiske udfordring for den europæiske venstrefløj siden Syrizas skamfulde kapitulation i 2015.

 

Det er muligt at sætte navn på hovedindholdet af de radikale, socialistiske reformer​​ i Storbritannien, der også har betydelig anvendelighed i andre europæiske lande. UK bør affinansialisere sin økonomi ved at mindske finanssektorens vægt, påvirkningsmuligheder og rolle. Med det formål bør landet også slå ind på en industripolitik, der ændrer balancen mellem de forskellige sektorer væk fra servicesektoren og begynde at løse den dybe miljøkrise, der er karakteristisk for den finansialiserede kapitalisme. En målrettet industripolitik er nødvendig både for væksten og for at beskytte miljøet. Den bør derudover ledsages af et stop for nedskæringspolitikken og en opgivelse af den selvødelæggende politik, der går ud på at nedbringe landets gæld. Dermed ville der være skabt en basis for at øge de offentlige investeringer, noget der også ville kunne understøtte private investeringer.​​ 

 

Det kan ikke nok understreges, at en sådan radikal politik kræver offentligt ejede virksomheder og vedvarende statsintervention i en bred række sektorer, herunder transport, energi- og vandforsyning osv. Det vil også være påkrævet med offentlig ejede virksomheder i og kontrol med finanssystemet og både at skabe offentligt ejede investeringsbanker og at indføre offentlig kontrol med de vigtigste kommercielle banker. Det vil også være nødvendigt at gennemtvinge kontrol med​​ grænseoverskridende pengestrømmene og på den måde begrænse London Citys internationale aktiviteter.

 

En socialistisk regering ville desuden skulle iværksætte en omfordeling af indkomster og formuer ved hjælp af forholdsregler, der angår lønninger og beskatning og som kan håndtere de fire sidste årtiers ekstraordinære vækst i uligheden. Omfordelingen ville få et yderligere skub fremad ved en styrkelse af det offentliges ydelser indenfor sundhed, boliger og uddannelse og dermed vende de seneste årtier ødelæggende privatiseringer. Endelig ville en socialistisk regering være imod frihandel, men uden at forsøge at isolere Storbritannien fra den internationale handel. Målet ville være at opstille en ramme for et reguleret handelssamkvem som støtte til en omstrukturering af britisk økonomi.

 

Disse radikale reformer ville være et hårdt slag for neoliberalismen og finansialiseringen og ville ændre den samfundsmæssige balance i arbejderklassens favør og imod kapitalen og på den måde udstikke en vej henimod en socialistisk samfundsforandring. Der er bred enighed på venstrefløjen om hovedindholdet i disse krav, hvoraf flere er indeholdt i Labours manifest fra 2017.

 

Uheldigvis fortsætter store dele af den britiske og europæiske venstrefløj med arbejde under den illusion,​​ at EU på trods af sine fejl ikke udgør et fundamentalt problem for et socialistisk program. Den holdning, der går ud på at ’forblive og reformere’ EU, er de facto blevet et politisk hovedslogan for venstrefløjen i Europa, men det er tømt for indhold. EU er​​ udenfor radikale reformers rækkevidde til gavn for arbejderne og de fattige og er helt upåvirkelig for demokratisk pres fra neden. ​​ 

 

Det er ikke noget tilfælde, at der, når det kommer til ’reform’-delen af sloganet, er en markant knaphed på konkrete forslag til ændringer af EUs institutioner, demokratisk praksis, alliancer mellem medlemsstater osv. Dette er ikke overraskende, for der er ikke den ringeste chance for, at en socialistisk regering selv i et magtfuldt land som Storbritannien, ville være i stand til at gennemføre radikale institutionelle og demokratiske ændringer som medlem af EU.​​ 

 

For at være lidt mere specifik ville fundamentale reformer, der indebærer ændringer af traktaterne (EUs primære love), kræve enstemmighed blandt alle medlemsstaternes regeringer inklusiv dem, hvor den​​ autoritære højrefløj har magten. Reformer af det sekundære lovkompleks (regulativer, direktiver og beslutninger) ville kræve samtykke fra EU-kommissionen, der har eneret på at tage lovgivningsinitiativer plus af et flertal blandt regeringerne og af Europa-parlamentets medlemmer. Hvis alt dette på en eller anden måde kom i stand, skulle reformerne stadigvæk kunne overbevise Den europæiske Domstol, der er den højeste vogter af de fire friheder, der underbygger EU-lovgivningen (friheden til at flytte penge, varer, tjenesteydelser og mennesker – arbejdskraft – henover EUs indre grænser) og på den måde understøtter EUs neoliberale forvandling. Det ville være en håbløs opgave.

 

At gennemføre et ægte, socialistisk program i UK eller andre steder i EU indebærer nødvendigvis en forkastelse af det indre marked og de fire friheder. Det er umuligt at forestille sig, at man kan slå ind på en vej mod socialisme uden demokratisk kontrol med strømmen af varer, tjenesteydelser og penge. Det​​ samme gælder for arbejdskraften. Det er en fuldstændig fejlslutning at tro, at Maastricht-traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed vil blive forsvaret til gavn for arbejdersolidaritet og internationalisme. Den individuelle ret til bevægelsesfrihed indenfor EU begrænses nødvendigvis af sin modsætning: At det er umuligt for arbejdere udefra at bevæge sig ind i EU. Denne politik sigter på at understøtte den europæiske kapitals rentabilitet ved at tillade beskæftigelse af EU-arbejdere ofte​​ under ringe løn- og arbejdsforhold, mens afrikanske og asiatiske arbejdere udelukkes. Arbejdskraftens frie bevægelighed i EU er grundlaget for det eksklusive Fort Europa.

 

En socialistisk regerings holdning til migration bør afgøres af en konkret politik,​​ der på samme tid forsvarer immigranter og beskytter hjemlige arbejderes arbejdsforhold. I Storbritannien bør en socialistisk regering således garantere rettighederne for alle EU-borgeres, der bor i landet og samtidig kræve samme rettigheder for britiske arbejdere i EU. Den bør også forhandle med de europæiske lande med henblik på gensidighed og yde fuld beskyttelse af arbejdere fra hele verden, der træder ind på det britiske arbejdsmarked. Og ikke mindst bør den hjælpe med til at skaffe frit lejde og ophold​​ til flygtninge. ​​ Dette ville være konkrete skridt baseret på socialistiske principper, der er en verden fra Maastricht-traktatens luftige abstraktioner om arbejdskraftens frie bevægelighed, som tjener storkapitalen. For den socialistiske internationalismes sande slogan er ”Verdens arbejdere, foren jer!” og ikke ”Åbne grænser!”. ​​ 

 

For at Storbritannien skulle kunne gennemføre en sådan politik ville det kræve folkelig kontrol med landets​​ magtcentre, dvs. ægte folkesuverænitet. En socialistisk omformning af​​ samfundet hviler på samfundsmæssig kontrol på alle områder herunder arbejdskraften, der udgør de menneskelige aktiviteters vigtigste komponent. Arbejderne kan derefter bevæge sig henover grænserne med fuld beskyttelse af løn, arbejdsforhold, ret til bolig,​​ sociale ydelse, undervisning osv. Bevidste indgreb og kontrol med arbejdskraften forener arbejderne og fremmer friheden og er derfor langt fra at være splittende eller at ophæve menneskets frihed.​​ 

 

Der hersker ringe tvivl om, at en​​ socialistisk regering i Storbritannien og andre steder ville blive tvunget til at overveje et brud med EU, hvis den ønsker at gennemføre et radikalt program. En regering, der følger en socialistisk kurs ville blive mødt med uforsonlig fjendtlighed fra sin​​ egen herskende blok, der ville søge at opretholde de tættest mulige forbindelser med det indre marked ved at støtte sig til EUs love og andre mekanismer. Et brud med EU er det socialistiske svar på dette og det ville øjeblikkeligt rejse spørgsmålet om demokratiet og dets integrerede element, folkesuveræniteten. Socialismen har altid anset demokrati for et fundamentalt politisk princip, der indebærer evnen til at regulere det civile og politiske samfunds struktur i overensstemmelse med folkeviljen og ved hjælp af folkemagt. Dette er folkesuverænitetens ypperste kilde, der er en forudsætning for et socialistisk program.

 

Den kan ikke nok betones, at folkesuverænitetens og demokratiets rum er nationalstaten. Der findes hverken et europæisk​​ demos​​ [folk] eller en​​ europæisk arbejderklasse. De politiske partier i Europa-parlamentet er ustabile alliancer af partier, der indgår studehandler, der er baseret på rå, nationale interesser. Demokratisk​​ klassepolitik i Europa er altid og uden undtagelse national. EUs transnationale rum er det naturlige sted for de store firmaers trivsel, hvor demokratiet kortsluttes og hegemoniske stater begrænser den nationale suverænitet. Europas arbejdere og fattige har aldrig accepteret EUs transnationale mekanismer som deres egne og deres klasseinstinkt har været rigtigt.

 

Beherskelsen af det nationale rum er en forudsætning for socialisme. Det har intet at gøre med nationalisme eller en ophævelse af arbejdernes internationale solidaritet. Tværtimod er kontrollen med et lands​​ magtcentre den sande internationalismes fundament. Det står til troende, at socialismen er meningsløs, hvis ikke den er international, men den er lige så meningstom uden arbejdernes magt over det nationale rum. Der er ingen tvivl om, at dette medfører et brud med EUs​​ neoliberale mekanismer, der har opslugt kontinentet.

 

Den europæiske venstrefløj befinder sig i en tilstand af svaghed og forvirring, noget der klart viste sig ved valgene til Europa-parlamentet i 2019. For at komme sig af denne tilstand må den først​​ indse, at det at konfrontere den neoliberalistiske kapitalisme i Europa indebærer et brud med EU. Venstrefløjen bør derfor begynde at udforme politiske og ideologiske instrumenter, der kan støtte sand internationalisme og solidaritet blandt de europæiske folk. Dette er den vanskeligste udfordring for det enogtyvende århundredes socialisme i Europa. Det er stadig muligt for Labour-partiet at gribe den enestående, historiske chance, Brexit udgør for at åbne en vej for resten af Europa.  ​​​​ 

 ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

Costas Lapavitsas er økonom, professor ved School of ​​ Oriental and African Studies, London og en markant stemme blandt EU-kritikerne. Se eksempelvis hans bog ”The Left Case Against the EU”. I 2015 sad han I det græske parlament for partiet Syriza, men forlod det i skuffelse over regeringens accept af den såkaldte bail-out.

 

 

 ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

 

 ​​​​ 

 ​​ ​​​​ 

 


Næste nummer udkommer 15. december 2019