Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, august-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Mariátegui og latinamerikansk marxisme

Den 20. april i år havde The Economist’s faste skribent​​ om tendenser i tiden i Latinamerika – Bello​​ ​​ et opråb til venstrefløjen om at genopdage den peruvianske Marxist José​​ Carlos​​ Mariátegui. Hvorfor? ”En stor del af den latinamerikanske venstrefløj​​ ligger​​ stadig under for loyalitet overfor den cubanske og venezuelanske model​​ eller forledt af populistiske caudillos (som Mariátegui absolut ikke havde noget il overs for).​​ Det ønske vil vi gerne honorere, så derfor en dybtgående​​ artikel om Mariátegui fra International Socialist​​ Review​​ #96​​ fra​​ foråret 2015.​​ (https://isreview.org/issue/96/mariategui-and-latin-american-marxism)

Af​​ Lance Selfa

Da​​ José Carlos Mariátegui døde i 1930,​​ kunne hans ven,​​ den nordamerikanske venstreintellektuelle​​ Waldo Frank senere berette, hvor mærkeligt det havde været at vandre rundt i New York, hvor alle var i gang med deres daglige gøremål uden at vide, at​​ tidens største latinamerikanske intellektuelle var død, og at​​ i titusindvis af almindelige peruvianere​​ havde fyldt Limas gader ved hans begravelse.​​ Også i dag er Mariátegui, socialistisk pioner​​ i begyndelsen af det 20. århundrede,​​ stort set ukendt i UISA.​​ Og selvom​​ den seneste generation​​ ​​ den​​ latinamerikanske venstrefløj​​ har genopdaget hans​​ storhed, har han aldrig opnået samme status som Emiliano​​ Zapata​​ eller Che​​ Guevare i det seneste århundredes revolutionære historie.

I denne artikel håber jeg at kunne gøre op med noget af den anonymitet,​​ der omgærder Mariátegui, for hans bidrag til marxismen kommer fuldt på højde med​​ hans mere velkendte samtidige: Leon Trotsky, Rosa Luxemburg, Antonio Gramsci​​ og Gerorg Lukács for at nævne nogle få.​​ Med det for øje​​ har​​ Monthly Review Press​​ for nylig​​ forsynet os med et værdifuldt værktøj​​ i form af Harrty E. Vanden og Marc Becker’s antologi over Mariátegui’s skrifter, hvoraf de fleste for første gang​​ er oversat til engelsk.​​ (1)​​ Antologien viser bredden i Mariátegui’s interessefelt​​ så vel som det​​ virkeligt marxistiske​​ pionerarbejde,​​ han udførte​​ i sin alt for korte​​ karriere på omkring et dusin år.​​ Skønt det​​ er et fremragende​​ udvalg,​​ omfatter det kun​​ en del af Mariátegui’s arbejder.​​ Han skrev​​ meget​​ dybtgående analyser om fascismen i Italien, fremhævede​​ den indiske frihedsbevægelse for​​ overfor briterne​​ og støttede kvindernes frigørelse. Han skrev​​ adskillige artikler om politiske profiler​​ som Trotsky, Lenin og Debs​​ og om intellektuelle og litterære personer fra​​ Freud til John Dos Passos. Hans samlede værker løber op i mere end 900 artikler og et halvt dusin bøger, hvoraf tre blev publiceret i hans levetid.​​ De, der forstår spansk​​ og kan læse udpluk fra hans​​ Obras Completas​​ (samlede værker),​​ vil blive rigeligt belønnet. (2)

I det omfang Mariátegui er kendt i den socialistiske bevægelse,​​ er​​ han​​ især​​ anerkendt for at anvende marxistisk analyse på​​ den konkrete virkelighed i Perú​​ specifikt og​​ i forlængelse heraf på Latinamerika generelt.​​ På den baggrund​​ omtales han ofte som den første latinamerikanske marxist​​ eller som den største latinamerikanske marxist. Hans​​ Siete ensayos de interpretación de la realidad peruana​​ (Syv essays til udlægning af​​ den peruvianske virkelighed)​​ fortjener sit​​ ry som et​​ fremtrædende marxistisk værk.​​ Og selvom det er indlysende, at​​ meget har ændret sig i Latinamerika,​​ siden bogen​​ kom frem i 1928, er der meget i det arbejde og i​​ andre af hans væsentlige værker, der har noget at sige i dag: Forholdet mellem arbejderklassen,​​ bønderne​​ og andre aspekter af klasseudviklingen​​ i den tredje verden.​​ Der er forholdet mellem race og klasse, især som det relaterer sig til de indfødtes kampe. Der er forholdet mellem kampen for socialismen og kampen mod imperialisme.​​ Mariátegui var ikke en intellektuel i​​ eget​​ elfenbenstårn. Han udviklede hele sin teoretiske indsigt som en del af​​ hans engagement i opbygningen af et​​ revolutionært socialistisk parti i Perú.​​ Ikke så underligt var han en central figur i dannelsen af det​​ peruvianske kommunistparti og blev dets​​ første generalsekretær.​​ Han​​ hjalp​​ til med at organisere​​ den faglige hovedorganisation, og har var overbevist leninist.

Denne fremstilling af Mariátegui’s liv og værker er næppe fremmed for​​ læsere af​​ International socialist Review,​​ men det er ikke nødvendigvis den samme forståelse af Mariátegui, der er fremherskende​​ i venstreorienterede og intellektuelle cirkler​​ i dag.​​ Folk, der er forbundet​​ med​​ antimarxisme i den nationalistiske​​ latinamerikanske​​ tradition​​ opfatter ham som økonomisk determinist, når det er bedst og eurocentrist i værste fald. (3)​​ De fleste andre kommentatorer ser Mariátegui som en del af en indfødt latinamerikansk marxisme, hvad der i årtier​​ fik de officielle sovjetiske (stalinistiske) historikere​​ til at fordømme hans ”populisme” og ”romanticisme”. (4)​​ På baggrund af denne fjendtlighed over for Mariátegui fra det, der​​ må opfattes​​ som​​ den marxistiske ortodoksi​​ i det meste af det 20. århundrede, rejser der sig nogle spørgsmål om, hvorvidt han var overbevist marxist indtil sin død, og hvorvidt han havde bevæget væk fra en international til en slags nationalistisk marxisme.

I dag​​ er der skribenter inden for postmodernistiske​​ eller kulturorienterede skoler, der​​ plukker ud af Mariátegui’s værker og fremhæver, hvad de ser​​ som en ”postkolonialistisk” indsigt,​​ mens de (i mere ekstreme tilfælde) kritiserer ham​​ for​​ at arbejde inden for en vestligt orienteret rationalistiske ramme, der ignorerede de racistisk eller kønspolitisk undertrykte. (6)​​ Selv marxistiske socialister​​ ser forskelligt på Mariátegui’s bidrag.​​ I​​ sin anmeldelse af​​ Monthly Review​​ ’s antologi​​ beskriver Dan La Botz Mariátegui’s​​ skrifter som ”temmelig ordinære og doktrinære​​ … doktrinære i den forstand, at de​​ alene er​​ knyttet til den marxistiske metode.” (7)​​ I den anden grøft hylder​​ Michael Löwy og Penelope Duggan Mariátegui’s heterodoksi for at inddrage romanticistiske elementer. (8)​​ Mike Gonzalez ser i Mariátegui en dedikeret aktivist, hvis originale tænkning udsprang af han politiske engagement​​ i​​ de peruvianske​​ arbejderes​​ revolutionære bevægelser​​ og internationalt. (9)

Der lader til at være lige så mange Mariátegui’er, som der er folk, der skriver om​​ ham eller​​ handler i hans ånd. Den største perversion i forhold til, hvad Mariátegui stod for – faktisk det stik modsatte – var den maoistiske guerillabevægelse, der hævdede at følge i hans ”lysende fodspor”. Mens​​ Den Lysende Sti​​ rystede​​ den​​ peruvianske stat i 1980’erne og 90’erne, begik den også voldelige angreb mod​​ andre venstreorienterede og sociale bevægelser, der ikke kunne acceptere dens Pol​​ Potagtige kult.​​ (10) På mange måder​​ kan man sige, at Mariátegui led en skæbne lig​​ en anden​​ ledende marxist​​ i tiden efter den russiske revolution: Antonio Gramsci. I hænderne​​ på reformister og vestlige akademiske marxister er​​ Gramsci’s​​ opfattelse af hegemoni og​​ ”stillingskrig”​​ blevet forvandlet​​ fra, hvad​​ der var​​ Gramsci’s hensigt med begreberne​​ ​​ leninisme anvendt på italienske forhold – til ikke meget mere end​​ kulturel kritik eller en recept på reformistisk gradualisme.​​ (11) Det er på samme måde med Mariátegui, hvis​​ væsentligste​​ indsigter – der alle udvikledes i en proces rettet ind imod, hvordan et revolutionært arbejderparti​​ efter Lenins forbillede​​ kan opbygges​​ ​​ er blevet​​ forvredet til identitetspolitik eller retfærdiggørelse af anarkosyndikalisme.

Radikalisering

Hvem var José Carlos Mariátegui?​​ Skønt hans far var direkte​​ efterkommer af en af Perú’s​​ elitefamilier efter uafhængigheden, voksede​​ José Carlos og hans søskende op i relativ fattigdom.​​ Han blev født i 1894​​ i provinsbyen Mosequa. Da José Carlos var omkring tre år gammel, forlod faderen familien. Han voksede derfor op i et hjem​​ styret af moderen.​​ Herefter tog hun familien med til sine forældre for at bo der​​ i en by, Sayán,​​ i bjergene,​​ der udgjorde en​​ indgangsport fra​​ det andiske højland til havet.​​ Den unge​​ José Carlos tilbragte timevis i hans bedstefars​​ læderbutik, hvor han lyttede til historier fra rejsende​​ fra Andesregionen om de feudallignende forhold,​​ man arbejdede under i de enorme højlandslatifundier.​​ Som barn led han under​​ en alvorlig skade​​ på et ben, der​​ gik ud over hans helbred.​​ I 1924 var han så svækket, at det blev nødvendigt at amputere benet med det resultat,​​ at han måtte bruge rullestol resten af livet.

Han modtog ikke megen​​ formel undervisning​​ (nåede op til 8. trin),​​ så han var​​ nærmest autodidakt.​​ Femten år gammel blev han​​ som lærling sat til at arbejde​​ som​​ trykkerassistent​​ i den Limabaserede avis​​ El Tiempo’s trykkeri.​​ I løbet af få år skrev han anonyme klummer​​ (under pseudonymet​​ ”Juan Croniqueur”)​​ med kulturel og litterær kritik.​​ I dem​​ tog​​ han​​ fat i​​ næsen​​ på Lima’s bourgeoisi​​ fra​​ en​​ bohemeagtig​​ platform.​​ 24 år gammel var han fuldtids journalist​​ og havde organiseret avisens andre journalister i en fagforening.

Han​​ selv og andre venstredrejede intellektuelle, inklusive hans ven og​​ medjournalist på​​ El Tiempo​​ César​​ Falcón, grundlagde i hurtig rækkefølge​​ to​​ tidsskrifter.​​ Nuestra Época​​ grundlagt i 1918​​ var fortaler for​​ en radikal modernisering af det peruvianske samfund.​​ Mariátegui og Falcón​​ modellerede​​ Nuestra Época​​ efter​​ España, et tidsskrift, der gik​​ ind​​ for progressive​​ reformer​​ i​​ det spanske samfund, som ”’98​​ generationen” af intellektuelle udgav i Spanien.​​ (12)​​ Nuestra Época​​ røg hurtigt ind i et modsætningsforhold til​​ El Tiempo’s​​ ledelse, der havde givet​​ Nuestra Época​​ tilladelse til at benytte sit trykkeri.​​ Så i maj 1919​​ lancerede Mariátegui og Falcón​​ La Razón​​ som en mere eksplicit politisk og socialistiske udgivelse.​​ For eksempel forfægtede​​ La Razón​​ arbejdernes kampe mere direkte, end Mariátegui’s​​ tidligere litterære forsøg.

Den sammenhæng,​​ Mariátegui​​ fremkom​​ i​​ som litterær og politisk skikkelse,​​ var​​ et samfund i hastig​​ forandring, hvor arbejdernes, de oprindelige folks og studenternes kampe​​ var ved at bryde​​ igennem et konservativt landskab.

Af alle de lande, der​​ opnåede uafhængighed af Spanien, var Perú velsagtens​​ det mest konservative.​​ I et århundrede eller​​ mere​​ før den spanske erobring i 1532, havde Perú været centrum for det avancerede og gennemorganiserede​​ Inkarige.​​ Inden for ganske få årtiet smadrede spanierne ikke blot​​ Inkaimperiet, men reducerede tillige den oprindelige befolkning​​ ned til en tiendedel af sin tidligere størrelse.​​ Spanierne udnyttede​​ Perú som en gigantisk mine – hvorfra der blev udvundet​​ sølv, der blev sendt tilbage til Europa​​ ​​ og som imperialt centrum.​​ Det spanske vicekongedømme, der administrerede det meste af Latinamerika​​ i​​ hovedparten​​ af den​​ koloniale periode,​​ havde sit hovedkvarter i Lima, en kystby, som spanierne grundlagde for at​​ fortrænge​​ Inkarigets hovedstad Cuzco.​​ Som en konsekvens af​​ Perú’s betydning​​ for administrationen af det spanske imperium, udgjorde Perú det svageste led​​ i de kampe for uafhængighed, der befriede det meste af Latinamerika fra spansk herredømme i​​ begyndelsen af 1800-tallet.​​ Perú og Lima​​ var​​ de bastioner, der​​ holdt længst ud i støtten til den spanske krone​​ lige til enden, hvorfor det også er slaget​​ ved Ayacucho, der satte stopper for det spanske herredømme i 1824.​​ Det tog endnu to til tre år mere​​ at​​ komme de sidste rester af de kongetro udposter i resten af Perú til livs.

Det betød, at det​​ et selvstændigt Perú længe efter uafhængigheden,​​ stadig led under​​ det koloniserede Perú’s uhensigtsmæssigheder.​​ For det første​​ fortsatte den​​ underordnede rolle i forhold til verdensøkonomien.​​ Mens der fra midt til sent i 1800-tallet sket en opblomstring​​ af​​ eksport af guano og nitrater,​​ fortsatte den peruvianske økonomi med at være underlagt de imperialistiske magter​​ Storbritannien og​​ De forenede Stater frem for​​ af​​ Spanien.​​ For det andet fortsatte​​ den spanske feudalisme med at eksistere i bjergområderne, hvor de fleste​​ indfødte levede under​​ landaristokratiets – de såkaldte​​ gamonales​​ – herredømme.​​ For det tredje​​ gik Perú fra det ene militærdiktatur til det næste​​ – nogle med civilt ydre staffage​​ såsom parlamentsvalg – men uden​​ at følge den borgerlige​​ parlamentariske​​ model.​​ Og endelig​​ havde​​ Perú’s​​ criollo​​ elite (direkte efterkommere af​​ spaniere)​​ en tendens til at orientere sig mod​​ Europa for at hente kulturel og filosofisk inspiration.​​ Om noget nærede de dyb foragt​​ for det peruvianske flertal, hvoraf 80%​​ (i følge nogle opgørelser) udgjordes af indfødte.

Billedet​​ af​​ dette meget stratificerede og traditionsbundne​​ samfund​​ begyndte at skifte​​ i de første år af det 20. århundrede.​​ En spirende​​ eksportorienteret​​ kapitalisme bidrog til​​ at​​ danne et land- og byproletariat, der var koncentreret​​ i bomulds- og sukkerplantager i​​ lavlandet ved kysten og i tekstil- og andre mindre fabrikker i Lima og byens forstæder.​​ Denne udvikling satte skub​​ i den tidligere koncentration af arbejdere i kobber- og nitratminer​​ og på landet.

De første arbejderorganisationer​​ i slutningen af 1800-tallet havde en tendens til at organisere sig​​ som gensidige hjælpeorganisationer​​ eller faglige laug.​​ Det gav mulighed for​​ fremkomsten af fagforeninger og sammenslutninger under anarkistisk eller anarkosyndikalistisk indflydelse.​​ En generalstrejkebevægelse i 1912-13​​ resulterede i en​​ 8-timers dag for​​ betragtelige dele af arbejderne i Lima og Callao.​​ Klassekampen tog et yderligere opsving under 1. Verdenskrig.​​ Skønt Perú forholdt sig neutralt under krigen​​ (med regeringens opbagning til de allierede)​​ oplevede den​​ råstofeksportorienterede​​ økonomi​​ en stigning i efterspørgslen​​ fra​​ de krigsførende.​​ Krigen accelererede​​ landets urbanisering og proletarisering, men samtidig også en kraftig stigning i leveomkostningerne.​​ Disse sociale​​ vilkår resulterede​​ i​​ en nationale massestrejkebevægelse for 8-timers dagen i 1918​​ efterfulgt af en massebevægelse​​ i 1919, der protesterede mod høje priser​​ og mangel på​​ fødevarer.​​ Den første​​ nød opbakning fra​​ en studenterbevægelse, der allerede var mobiliseret omkring spørgsmålet​​ om en universitetsreform.​​ Den anden medførte​​ fødevareplyndringer og overtagelse af varehuse og distribution af​​ fødevare til befolkningen.​​ Disse to bevægelser​​ var et højdepunkt i periodens radikaliseringer.​​ (14)

Opsvinget i klassekampen fandt sted samtidig med​​ en stigning​​ i kampene på landet​​ i det sydlige altiplano​​ –​​ højland.​​ Her udtrykte opstandene​​ de indfødtes forsøg på​​ at hævde deres rettigheder.​​ I 1915 tog​​ en militærofficer Teodomiro Gutiérrez Cuevas​​ dæknavnet​​ Rumi Maqui​​ (quechua for ”jernnæve”) og førte an i et oprør​​ i Huancané y Azángaro mod​​ godsejerne og erklærede området​​ for​​ en uafhængig indfødt stat.​​ Senere,​​ i 1921​​ efter de indfødtes erobring af byen Tocroyoc, krævede de aktionerende​​ bortvisning af de store​​ godsejere (hacendados) og genetablering​​ af Tawantinsuyo​​ ​​ quehua-navnet for Inkariget.​​ Oprørene i 1920’erne​​ var en fortsættelse af en lang tradition for indfødte kampe, der også talte det berømte 1780-oprør mod de spanske conquistadorer​​ anført af inkahøvdingen Túpac Amaru. Kampene sydpå holdt ved i de næste par år og var anledning til en række indfødte kongresser, der bragte landets indfødte folk sammen på national basis for første gang siden​​ den peruvianske republiks dannelse i 1824.​​ Mariátegui deltog i en​​ sådan​​ Congreso de la Raza​​ Indigena​​ og​​ blev ven med Ezequiel Urviola, en indfødt leder, der bibragte Mariátegui​​ dybere indsigt i de indfødtes oprør.​​ (15)

Den​​ tredje store kilde til politisk radikalisme i denne periode kom fra​​ en bevægelse omfattende hele kontinentet​​ for universitetsreformer startende i Córdoba, Argentina i 1918.​​ I Perú afspejlede denne bevægelse den nye middelklasses aspirationer, der ønskede at bryde​​ med universitetssystemets middelalderlige, klerikale og elitistiske​​ ånd​​ nedarvet fra den koloniale periode.​​ Bevægelsen krævede​​ en​​ mere moderne​​ videnskabeligt baseret uddannelse,​​ studenterstyring af universitetet og udvidelse af den højere uddannelse​​ via​​ fri optagelse og stipendier til fattige​​ studenter.​​ Universitetsreformen​​ gav inspiration til en intellektuel bevægelse, der proklamerede ”en​​ ny civilisations daggry, hvis​​ hjem skal være Amerika, hvad der medførte​​ en nærmere​​ identifikation med​​ den​​ peruvianske​​ virkelighed.​​ Omvæltninger i de indfødte samfund og på universiteterne​​ hjalp med til at vække en selvbevidst ”peruviansk”​​ eller ”latinamerikansk” bevidsthed,​​ hvor historikere, socialvidenskabsfolk og litterære personligheder​​ vendte blikket​​ væk fra Europa for at fokusere​​ på mere lokale og især indfødte områder.​​ En af Mariátegui’s bøger​​ ​​ Peruanicemos el Perú​​ (Lad os peruvisere Perú)​​ ​​ en samling af essays skrevet mellem 1924 og 1929​​ var skrevet i den ånd.

Den mest prominente leder af studenterbevægelsen​​ Victor Raúl Haya de la Torre​​ blev en ledende figur i landet.​​ På opfordring​​ fra de strejkende arbejdere for 8-timers dagen i 1919,​​ fik Haya de la Torre og andre studenterledere forhandlet en aftale igennem med regeringen, der indfriede arbejdernes krav.​​ I 1920 fik studenterne opfyldt de fleste af deres ønsker​​ til en universitetsreform.​​ Et andet resultat af studenterbevægelsen​​ var dannelsen af folkeuniversiteter, hvor unge intellektuelle og professorer afholdt åbne klasser for arbejdere.​​ Det første, der blev dannet i 1921 under Haya de la​​ Torre’s ledelse, blev senere det sted, hvor Mariátegui​​ arbejdede sammen med ledende aktivister fra arbejderbevægelsen. (16)

Enhver af disse omvæltninger​​ gjorde indtryk på den unge Mariátegui, hvis gryende politiske interesse​​ førte ham væk fra​​ hans bohemeagtige litterære aspirationer, en periode han senere beskrev som sin præpolitiske ”stenalder”. Og der er ingen tvivl om, at Mariátegui ville have været en central deltager i de mange omvæltninger, havde​​ det ikke været​​ for en tilfældighed.​​ I 1919 offentliggjorde han et essay i​​ La Razon,​​ der kritiserede Augusto Leguía’s regering.​​ Leguía, der havde ført kampagne​​ på en folkelig reformorienteret platform, tog magten ved et militærkup​​ i 1919. Da Mariátegui’s leder kritiserede​​ Laguía’s​​ diktatoriske​​ krav, truede regeringen med at arrestere ham​​ sammen med Falcón.​​ Sandsynligvis på baggrund af Mariátegui’s​​ borgerlige rødder tilbød Leguía’s folk ham at vælge​​ mellem at tilbringe de næste mange år i fængsel​​ eller​​ et​​ hverv som Perú’s​​ opysningsambassadør i udlandet. Efter​​ et kort ophold i New York, tog Mariátegui​​ til Paris.​​ Han besøgte adskillige​​ europæiske hovedstæder, men tilbragte hovedparten af de treethalvt år i Italien, for det meste i Rom.

En marxist,​​ convicto y confeso​​ (17)

Hvis regeringen​​ troede, den havde skilt sig af med en farlig radikal,​​ gav planen bagslag.​​ Mariátegui’s ophold i Italien​​ ændrede ham fra at være radikal boheme til overbevist marxist.​​ Som han senere skrev,​​ fik han i Italien en kone (Ana Chiappe, som fødte 4 børn) og nogle ideer.​​ Italien, hvor han tilbragte det meste af sin tid i udlandet,​​ var et land​​ i gæring.​​ Mens Mariátegui opholdt sig der, var Italien vidne til​​ Biennio Rosso (de ”to røde år”) med fabriksbesættelser i Norditalien, splittelsen i socialistpartiet (SP) og dannelsen af kommunistpartiet (CP)​​ og endelig​​ fremkomsten af Mussolini’s fascister.​​ Mariátegui deltog i 1921 i SP’s​​ Livorno Congres, hvor venstrefløjen under ledelse af​​ Amadeo Bordigo udvandrede for at danne kommunistpartiet.​​ Mariátegui dækkede kongressen som journalist og var​​ klart sympatisk indstillet overfor kommunisterne, der ønskede at slutte sig til​​ Kommunistisk​​ Internationale.​​ Han mødte kort Antonio Gramsci i 1921, men der​​ er​​ ingen tegn på, at​​ de havde noget personligt eller politisk forhold.​​ Ikke desto mindre er det klart, at han sympatiserede med​​ Gramsci’s​​ L’Ordine Nuovi​​ gruppe,​​ som hyldede arbejderrådsbevægelsen​​ og udgjorde en vigtig del af CP. (18)

Den socialisme, som Mariátegui tog til sig, var den aktive og åbne marxisme, som kendetegnede​​ den russiske revolution i 1917 som det højest opnåelige.​​ Som han skrev i​​ Defensa del marxismo,​​ en​​ posthumt udgivet polemik vendt mod den reformistiske belgiske​​ socialist Henri de Man: ”Lenin​​ er i vores tid uomtvisteligt​​ den mest​​ handlekraftige og gennemgribende​​ renovator af den marxistiske tanke,​​ hvilken tvivl der end måtte plage forfatteren​​ (de Man) af​​ Au​​ delà du marxisme​​ (Bagom marxismen). Hvad enten reformisterne anerkender det eller ej, udgør den russiske revolution​​ det højest opnåelige for​​ nutidens socialisme.​​ (19)​​ Ved at identificere sig selv med​​ socialismens revolutionære fløj,​​ afviste Mariátegui definitivt den ”positivistiske”​​ læsning, der var fremherskende​​ i de reformistiske​​ dele​​ af de europæiske socialistiske partier før 1. Verdenskrig.

Den chilenske marxist​​ Jaime​​ Massardo har redegjort for en lang periode i Italien med en anti-positivistisk udlægning af marxismen, der daterer sig tilbage til Antonio Labriola’s​​ 1890 korrespondance med​​ Engels​​ omkring publikationen af Marx og engels’​​ Teser om Feurbach.​​ Bidragsyderne til​​ den positivistiske udlægning så marxisme som et system af​​ uforanderlige lovmæssigheder, der ville gøre​​ socialismens triumf uafvendelig som et resultat af​​ den​​ økonomiske​​ udvikling.​​ Revolutionære som Luxemburg, Lenin​​ og Gramsci tilbageviste denne passive evolutionisme​​ med,​​ at marxismen i sin kerne var baseret på arbejdernes​​ kampe for at ændre samfundet.​​ ”Så det er overhovedet ikke tilfældigt, at kernen i Marx’s tanker var defineret​​ af Labriola​​ før alle andre​​ som ”handlingens filosofi””. (20)​​ Labriola oversatte og​​ populariserede den franske syndikalist Georges Sorel’s ideer. Under sit meget korte ophold​​ i Frankrig mødte han Sorel og​​ var meget påvirket af ham.​​ Massardo hævder, at Labriola’s udlægning​​ af marxismen​​ påvirkede de​​ mere velkendte heglianske​​ kommentatorer som​​ Benedetto Groce og Giovanni Gentile, som Mariátegui,​​ ligesom Sorel, citerede som​​ forbillede.​​ I den forstand​​ delte Mariátegui samme filosofiske​​ baggrund som Gramsci.

Omfavnelsen af en aktiv​​ og åben marxisme med rod i klassekampen bragte socialister som Labriola og Gramsci​​ i samklang med​​ datidens revolutionære syndikalister.​​ I forbindelse med​​ hans udvikling af​​ L’Odine Nuovo​​ gruppens teoretiske grundlag og kritikken af​​ det reformistiske​​ Partito Socialista​​ anerkendte​​ han de bidrag,​​ revolutionære syndikalister som Sorel var kommet med.​​ (22). På linje​​ med de amerikanske​​ Industrial Workers of the World​​ argumenterede de revolutionære syndikalister for,​​ at fagforeningerne​​ med generalstrejken som våben kunne vælte kapitalismen​​ og overtage​​ driften af et socialistisk samfund.​​ Socialister er uenige med denne opfattelse af revolutionen, der forsøger at vige udenom​​ spørgsmålet om den kapitalistiske stat.​​ Gramsci selv bevægede sig væk fra​​ en ”produktionsorienteret” udlægning af fabriksrådene​​ til mere at betragte dem​​ på linje​​ med​​ de russiske sovjetter, nemlig​​ som spiren​​ til en ny stat.​​ Men datidens​​ revolutionære​​ fandt​​ netop​​ et fællesskab med​​ dem, der satte revolutionær aktivitet over parlamentariske manøvrer.

Et andet centralt element i Sorel’s tanker, som Mariátegui antog, var​​ brugen af begrebet ”myte”,​​ en vision eller en forestilling, der inspirerer masserne til at gå i aktion, at sætte deres vilje igennem.​​ I​​ Réflexions sur la​​ violence​​ kalder Sorel generalstrejken ”den myte i hvilken​​ hele​​ socialismen​​ er indeholdt”.​​ År senere skrev Mariátegui, at ”Marx, Sorel, Lenin – det er dem, der skaber historien”. (23)​​ Det bringer Sorel i et​​ temmelig​​ agtværdigt​​ selskab.

En del​​ skrifter om Mariártegui har senere​​ karakteriseret ham som en, der interesserer​​ sig for myter og religion, at han​​ søger at bibringe marxismen​​ indsigter fra begge disse nonrationelle områder.​​ ”De revolutionæres styrke ligger ikke i deres videnskab, den ligger i deres tro, deres lidenskab, i deres vilje,” skrev han, mens han var i Italien.​​ ”Det er en religiøs, mystisk og spirituel kraft.” (24)​​ Ved at benytte udtalelser som disse klassificerede​​ Löwy og Duggang Mariátegui som en romantisk revolutionær, der insisterede på, at kampen for socialisme var en slag religiøs kaldelse. (25)​​ Efter min mening er Löwy og Duggan noget ensidige​​ i deres fokus på dette aspekt af Mariátegui’s​​ tænkning.

Som Diego Messeguer har forklaret: ”[Myte]​​ er​​ et synonym for tro, handling, håb, kamp,​​ højere og absolut sandhed, det sidste slag​​ osv. ​​ I disse begreber​​ er​​ der to aspekter af ”myte”, der​​ skiller sig ud. For det første er myte noget, der​​ eksisterer ”bagom” fornuften:​​ Det er en tro, et håb der, uden at været helt erkendt​​ rationelt, accepteres som absolut sandhed.​​ For det andet er tro ikke noget passivt, men nærmere noget, der​​ ansporer [folk] til handling, til kamp.” (26)​​ Med andre ord omfavner Mariátegui Sorel’s opfattelse​​ i hans marxisme, at​​ myte ikke er et religiøst kald, men​​ et udtryk for​​ overordnede pricipper og tillid til​​ de marxistiske principper.​​ Det svarer til​​ ordene i Trotsky’s testamente skrevet i månederne​​ før en stalinistisk agent myrdede ham: ”Jeg skal dø som proletarisk revolutionær, en marxist, en dialektisk materialist og som konsekvens heraf en​​ uforsonlig ateist.​​ Min tro på den kommunistiske fremtid for menneskeheden er ikke mindre​​ passioneret, faktisk er den stærkere i dag, end den var i mine unge dage.” (27)

Ikke​​ desto mindre gør Löwy og Duggan helt rigtigt opmærksom på, at Mariátegui var tiltrukket af Sorel’s tanker, for han​​ understregede revolutionen og arbejdernes​​ handlekraft i modsætning til den positivistiske og videnskabeligt orienterede​​ marxisme, som Anden Internationale stod for.​​ På samme måde som Gramsci​​ og​​ L’ordine Nuovo​​ hadede Mariátegui de socialistiske partiers passivitet og fatalisme, som hældede mod den forestilling, at socialismen ville fremkomme som en naturlig del af en evolutionær proces,​​ uden at det var nødvendigt at kæmpe for den.​​ Det er derfor​​ Mariátegui, når han skriver ”styrke”​​ frem for alt,​​ fortsætter: ”Religiøse motiver​​ om himlen​​ er blevet erstattet​​ med​​ jordiske.​​ De er ikke guddommelige. De er menneskelige, de er sociale”.​​ Og til forskel fra de fleste syndikalister eller antikapitalistiske romantikere​​ mente han, at den russiske revolution, Lenin og bolshevikkerne var de sande bærere af den revolutionære vilje.​​ Som Mariátegui skrev: ”Marxismen, dér hvor den har​​ vist sig at være revolutionær – det vil sige​​ udtrykke sig som marxisme – har aldrig​​ været underlagt en passiv og ridig determinisme.” (28)​​ Netop tilbagevisningen af en økonomistisk​​ og deterministiske forvanskelse af marxismen​​ har haft afgørende betydning​​ for kampen for socialisme i et underudviklet område som Latinamerika.

Mariátegui vender tilbage til Perú

I​​ 1923 vendte Mariátegui tilbage til Perú​​ opsat på at gøre en indsats i kampen​​ for socialismen dér.​​ Og​​ stort set resten af​​ sit​​ liv​​ var han engageret i opbygningen af arbejderorganisationer og et leninistisk socialistisk​​ parti.​​ Planerne om partiopbygning havde deres rod i​​ Italien​​ i​​ kredsen af peruvianske eksilerede, her iblandt Mariátegui og Falcón.​​ Diskussionerne kredsede​​ om, hvordan de skulle forme et sådant parti, der kunne​​ tilknyttes​​ Kommunistisk Internationale, når de kom​​ tilbage.​​ (29)

Det Perú, de vendte tilbage til, havde imidlertid skiftet karakter.​​ Under indtryk af 1. Verdenskrig​​ og det medfølgende boom, de indfødtes bevægelser, arbejderne og studenterne​​ var alt sammen resulteret i​​ blomstrende radikale​​ retninger og organisationer.​​ De to vigtigste strømninger var marxisme/socialisme​​ på den ene side og en radikal pan-latinamerikansk på den anden side repræsenteret​​ med APRA​​ -​​ Alianza Popular Revolucionaria Americana. APRA blev grundlagt af​​ Victor Raúl Haya de la Torre i 1924​​ under hans eksil i Mexico og var oprindeligt tænkt​​ som en kontinental bred antiimperialistisk​​ og økonomisk nationalistisk bevægelse.​​ Set fra et socialistisk synspunkt kan APRA’s politik bedst karakteriseres som ”nationalistisk småborgerlig”​​ ​​ og​​ som noget afgørende prokapitalistisk (30)​​ – og​​ politisk​​ fleksibel.​​ Så i sit udgangspunkt havde den en venstreorienteret, antiimperialistisk drejning. Senere tilpassede​​ den sig den latinamerikanske populisme og neoliberalisme. I dag er den et politisk parti på den peruvianske scene, der har haft Alan García​​ valgt​​ som præsident to gange.​​ (31)

Denne baggrund hjælper os til at forstå, hvorfor Mariátegui​​ sluttede sig til et radikalt miljø, der​​ placerede sig selv mellem socialisme og radikal nationalisme.​​ Faktisk​​ skabte kombinationen af disse to kræfter​​ Universidad Popular​​ Gonzáles Prada, hvor den radikale intelligentsia og arbejderledere​​ mødtes.​​ Arbejdere og studenter​​ mødte op og ledende peruvianske intellektuelle underviste.​​ På Haya de la Torre’s initiativ​​ overtog Mariátegui​​ stillingen som rektor​​ på folkeuniversitetet.​​ I løbet af ganske få år blev Mariátegui universitetets mest populære underviser.​​ Han underviste​​ regelmæssigt om​​ verdenssituationen for en tilhørerkreds, der fortrinsvis bestod af arbejdere.

Selvom Mariátegui samarbejdede med Haya de la Torre​​ og​​ las Apristas​​ i​​ starten tilbage i Perú, var han optaget af at skaffe opbakning til et marxistisk socialistisk parti​​ og en bred faglig organisation.​​ Som han lagde vægt på i en​​ forelæsning på det folkelige universitet i 1923, ønskede han​​ at bibringe​​ den peruvianske arbejderklasses avantgarde de revolutionære erfaringer fra Europa og resten af verden, fordi​​ ”proletariatet​​ ikke er tilskuer, men deltager.” Han fortsatte:​​ ”Perú​​ som andre​​ latinamerikanske​​ er​​ folk ikke uden for krisen, men en​​ aktiv​​ del af den.”​​ (32)​​ I resten af forelæsningen​​ skitserede han de politiske tendenser i arbejderklassen​​ og​​ de​​ socialistiske bevægelser​​ ​​ specielt​​ skellet mellem reformister og revolutionære, mellem den 2. og 3. Internationale – og lagde afgørende vægt på, at den peruvianske avantgarde skulle slutte sig til de revolutionære og Komintern.​​ Mariátegui’s 1923 lektion illustrerer et gennemgående tema:​​ At selvom socialisme i Latinamerika​​ må basere sig på​​ latinamerikanske realiteter, er den exceptionalistisk.​​ Han opfattede socialisme i Latinamerika som en del af en verdensomspændende socialistisk og arbejderklassebaseret bevægelse.

Med sin ansættelse​​ på​​ Universidad Popular​​ mødte han og samarbejdede med, hvad der​​ om​​ noget kan betegnes som den peruvianske arbejderklasses avantgarde, her iblandt landets fremmeste arbejderledere. Som universitetets​​ mest​​ populære taler, fandt Mariátegui sig ofte omringet af arbejdere efter lektionerne, der ønskede at stille ham spørgsmål.​​ En af disse var Julio Portocarrero, der havde været tekstilarbejder fra sit tolvte år​​ på​​ Vitarte-møllen nær Lima.​​ Vitarte havde med Portocarrero i en ledende rolle​​ skilt sig selv ud som​​ en ledende arbejdsplads i kampen for​​ 8-timers dagen.​​ Her afholdt man en årlig festival​​ med politiske og kulturelle indslag, som Mariátegui deltog i som en populær og fremtrædende taler.​​ Efter at have mødt​​ Mariátegu,​​ blev Portocarrero​​ formidler på​​ Vitarte af de​​ socialistiske​​ blade og aviser, Mariátegui udgav. Han​​ var​​ med til at grundlægge​​ og​​ blev​​ faglig sekretær i Perú’s Socialist​​ (Kommunist) Parti.​​ Han var en af de syv arbejdere og intellektuelle​​ som dannede det, deltagerne selv kaldte ”de syvs hemmelige celle”​​ i kernen af​​ Perú’s​​ Socialist Parti og​​ Arbejdernes Hovedorganisation. (33)

Det meste af tiden​​ efter hjemkomsten fra Italien​​ bestræbte Mariátegui sig på at virkeliggøre sin​​ forståelse af Kominterns politik om enhedsfronten, men uden et egentligt revolutionært socialistiske eller kommunistisk parti, der​​ kunne gøre det konkret.​​ (34)​​ I hans tekster, taler og organiserende anstrengelser argumenterede Mariátegui eksplicit​​ for en marxistisk​​ tendens​​ indenfor​​ den bredere arbejderbevægelse. Men i starten​​ agiterede han ikke for dannelsen af​​ et eksplicit marxistisk parti. Han gik i stedet ind for at​​ opbygge​​ basisorganisationer for arbejdere såsom fagforeninger​​ mens der blevet arbejder på at opbygge en socialistisk​​ tendens​​ i arbejderbevægelsen og blandt den radikale intelligentsia. ”En klasse​​ (clasista) bevægelse er​​ stadig kun spirende​​ og for begrænset til overhovedet at tænke på at fraktionere og splitte den.​​ Før det måske uundgåelige​​ tidspunkt for en splittelse, er det vores opgave at færdiggøre de fælles opgaver. Vi har mange og lange arbejdsdage foran os i fællesskab” sagde Mariátegui i​​ en deklaration fra den 1. maj 1924. Ikke desto mindre:​​ ”husk på​​ at enhedsfronten​​ ikke​​ går ind for nogen ideologisk forvirring.​​ Inden for enhedsfronten​​ kan enhver holde fast​​ i sit tilhørsforhold og sit eget credo.​​ Men alle bør være forenet​​ i klassesolidariteten,​​ forenet​​ af​​ kampen mod den fælles fjende,​​ bundet af den samme revolutionære vilje og den samme​​ rensende passion.” (35)

Meget af Mariátegui’s faglige arbejde gik med​​ praktiske krav om​​ lønforhøjelser, sociallovgivning, pressefrihed og forsamlingsfrihed.​​ Så sent som 1927​​ på den anden​​ Federación Obrera Local​​ ​​ en peruviansk​​ forsamling af lokale arbejderrepræsentanter​​ ​​ advarede Mariátegui anarkister og andre socialister, der brugte anledningen​​ til ideologiske diskussioner,​​ om, at​​ det ”kun vil tjene til at splitte​​ arbejderne i en situation, hvor det drejer sig om at organisere dem.” (36)​​ Måske​​ kan Mariátegui bebrejdes, at han ikke​​ inden for sin strømning​​ lagde mere vægt​​ på det organisatoriske i form af et parti.​​ Faktisk organiserede ”de syvs hemmelige celle”​​ ikke det peruvianske socialistparti før i 1928, hvad der selv i Latinamerika​​ var et sent tidspunkt.​​ (37) Først i 1929​​ kunne Mariátegui sammen med Portocarrero og andre arbejderledere​​ erklære dannelsen af​​ Confederacion General​​ de Trabajadores del Peru​​ dedikeret til ”clasista” (klassekamp).​​ For at forstå, hvorfor Mariátegui var så sen til at drage de organisatoriske konsekvenser​​ af​​ sine​​ politiske overbevisninger, er det nødvendigt at vende tilbage til kampen​​ mellem​​ socialisterne og nationalisterne i APRA om den politiske indflydelse.

Nationalisme og internationalisme

Som en, der var opsat på at opbygge et socialistisk parti i Perú, var Mariátegui også opmærksom på​​ de tidlige Komintern-kongressers diskussion om nødvendigheden af at arbejde sammen med, men uafhængig af​​ småborgerlige nationalister​​ i​​ de koloniale eller semikoloniale lande. (38)​​ Efter sin hjemkomst fra Italien arbejdede​​ Mariátegui og Apristas​​ som en del af en bred radikal front.​​ Ikke blot fungerede Mariátegui som rektor for​​ Universidad Popular, men han og Haya de la Torre​​ var sammen om at redigere det radikale tidsskrift​​ Claridad.​​ Mariátegui fastholdt forbindelsen til APRA så længe,​​ de holdt sig til den oprindelige forestilling om en bred front​​ af antiimperialistiske kræfter.​​ Men da Haya de la Torres og hans​​ ligesindede bevægede sig i retning af at omdanne APRA til et politisk parti, oveni købet et prokapitalistisk,​​ bevægede Mariátegui sig væk fra det.

Myndighederne lukkede​​ Claridad​​ i 1925.​​ I dette​​ klarhedens øjeblik besluttede​​ Mariátegui​​ i 1926​​ at lancere​​ et eksplicit socialistisk​​ tidsskrift,​​ Amauta, hvor titlen er taget​​ fra et quechua ord, der betyder ”vis lærer”.​​ Skønt det beskæftigede sig med en bred vifte af emner, var den redaktionelle stemme marxistisk og socialistisk.​​ Der blev genoptrykt af Marx, Lenin og Lunacharsky.​​ Mariátegui håbede med​​ Amauta​​ at kunne samle en læserskare, der​​ kunne være med til at danne et socialistisk partis kadrer.​​ Et år efter​​ udgivelsen af​​ Amauta​​ lancerede han​​ Labor, en avis​​ direkte rettet mod udviklingen af arbejderbevægelsen.​​ I Sammenhæng med disse bidrag til en socialistisk presse deltog han i initiativer rettet​​ mod dannelsen af et socialistisk parti​​ og en radikal arbejderføderation.​​ Disse initiativer demonstrerer​​ et​​ bevidst (og leninistisk) forsøg​​ på at få en socialistisk organisation op at stå.

Så langt så godt. De peruvianske myndigheder​​ opfattede det som en international kommunistisk konspiration, lukkede​​ Amauta​​ og smed Mariátegui i fængsel i 1927.​​ Det var omkring det tidspunkt, hvor​​ Amauta​​ publicerede artikler om Augusto Sandino’s oprør​​ mod den amerikanske besættelse af Nicaragua, hvad der ikke forekom den amerikanske ambassade i Perú alt for heldigt.​​ Det proamerikanske​​ Leguia-regime var også involveret. Det havde​​ praktisk talt​​ belånt​​ hele​​ landet til amerikanske banker.​​ Som resultat af en international kampagne​​ for Mariátegui’s frigivelse, løslod regeringen ham efter​​ seks dage. Få måneder senere blev​​ udgivelsen​​ af​​ Amauta​​ genoptaget.

I denne atmosfære af politisk ustabilitet i Perú​​ erklærede Haya de la Torre fra sit eksil i Mexico dannelsen af​​ Partido Liberación Nacional​​ og proklamerede​​ som​​ dets hensigt at gå efter magten i Perú.​​ Mariátegui kritiserede det nye parti for​​ at støtte en​​ alliance på tværs af klasse med rod i middelklassen, for at omfavne kapitalismen​​ og​​ opgive socialismen, for at gøre sig til et parlamentarisk baseret parti​​ og for at antage​​ en​​ autoritær organisationsstil.​​ I adskillige henvisninger​​ i denne​​ periode sammenlignede han​​ dem med Kuomintang i Kina (hvad der er det samme som at sammenligne​​ Haya de la Torre med Chiang Kai Shek​​ – den kinesiske revolutions slagter).​​ (39)​​ Hvad enten Mariátegui fulgte alle​​ omskiftelserne i Komintern på det tidspunkt eller ej, må man sige, at​​ han fastholdt den oprindelige leninistiske position i socialisters forhold​​ til nationalister frem for​​ den stalinistiske​​ linje, der anskuer​​ nationalisterne som repræsentanter for et progressivt​​ bourgeoisi, som socialisterne må underordne sig.​​ (40)​​ Det var denne stalinistiske teori, der førte​​ til​​ den kinesiske revolutions nederlag, der udspillede sig samtidig med,​​ at​​ bruddet mellem Haya de la Torre og Mariátegui udviklede sig. Som han skrev i​​ Siete ensayos:​​ ”… der er ikke og har aldrig i Perú eksisteret​​ et progressivt bourgeoisi,​​ udrustet med nationale følelser, der hævder​​ at​​ være liberalt og demokratisk, og som​​ udleder sin politik herud fra.” (41)

I denne​​ bedømmelse af Haya de la Torre’s politik​​ noterede Mariátegui sig​​ udviklingen i Mexico, hvor en radikal plebejisk revolution​​ havde skabt en borgerlig stat, der, ved slutningen af 1920’erne,​​ havde​​ vænnet​​ sig til​​ et US-domineret kontinent.​​ I en serie analytiske essays​​ om den mexicanske revolution​​ beskrev​​ han udviklingen​​ i den nye herskende klasse.​​ Han fordømte præsident Portes Gil’s angreb på fagforeninger og bondeorganisationer, og de ”revolutionære” intellektuelle, der støttede dem.​​ Som Mariátegui skrev: ”Den mexicanske stat var hverken socialistisk i teori eller praksis. Revolutionen​​ havde respekterer både kapitalismens principper og form.​​ Hvad der var socialistisk ved denne stat, bestod i​​ arbejderklassen​​ som dens​​ politiske basis.​​ Den kapitalistiske klasse​​ kunne​​ finde sit ståsted​​ skabt af revolutionen.​​ Og til deres fordel havde de​​ et politisk udviklet​​ grundlag bestående af småborgerskabet, revolutionens militære caudillos​​ placeret mellem de to poler​​ (arbejderklassen og kapitalistklassen), hvad der hen ad vejen​​ førte​​ til​​ kapitalistisk overmagt.” (42)​​ Det var et pletskud​​ på Haya de la Torre: Hans model​​ for​​ Partido Liberación Nacional​​ var præcis den samme​​ som det​​ mexicanske regeringsparti, som Marriátegui hånede.​​ (43)

Haya de la Torre​​ anklagede Mariátegui for at underkaste sig​​ ”tropiske illusioner og​​ en​​ absurd sentimentalitet”, fordi han fastholdt, at socialisme​​ var en mulighed i Perú,​​ hvorimod, i følge Haya de la Torre, kun en antiimperialistisk revolution var en mulighed.​​ ”Vær realistisk​​ og prøv at hente​​ din​​ inspiration fra det revolutionære Amerika og ikke fra det revolutionære Europa.” Han​​ anklagede Mariátegui for​​ at​​ ville​​ gøre sig populær hus europæerne og skrev: ”Vi skal føre revolutionen igennem uden at nævne socialisme​​ og ved at fordele land og bekæmpe imperialisme.” (44)​​ Det er denne type angreb​​ fra anti-marxistiske nationalister, der​​ er starten på de grundløse beskyldninger om, at Mariátegui​​ var eurocentrist.​​ Men Mariátegui kunne svare igen: ”Vi er anti-imperialister, fordi vi er marxister, fordi vi er revolutionære, for vi sætter​​ socialisme​​ overfor​​ for kapitalisme, som​​ det modsatrettede system, der skal erstatte det.​​ I kampen mod fremmed imperialisme​​ opfylder vi vores solidariske pligt over​​ for​​ Europas revolutionære masser.” (45)

Det er i​​ sammenhæng med denne​​ afklaring af det politiske program og orientering Mariátegui’s mest berømte skrift​​ Siete ensayos de interpretación de la realidad peruana​​ (Syv essays til udlægning af den peruvianske virkelighed)​​ skal forstås.

Syv essays til udlægning af den peruvianske virkelighed

Som Trotsky skrev om kombineret​​ og ujævn udvikling i Rusland, eller som Gramsci skrev​​ om​​ Italien​​ i​​ Storia​​ della​​ questione​​ meridionale​​ (The Southern Question),​​ er Mariátegui’s​​ syv essays​​ et forsøg på​​ at forstå den peruvianske virkelighed som marxist​​ – for at ændre den.​​ Selvom mange siden har​​ haglet​​ Syv​​ essays​​ ned som et eksempel på åben, heterodox – nærmest ”indfødt”​​ orienteret​​ ​​ marxisme, reflekterer bogen​​ en materialistisk og nærmest ortodoks tilgang.​​ Flere af disse essays​​ stammer oprindeligt fra Amauta, og Mariátegui​​ selv​​ anså dem for at være foreløbige, der skulle revideres efter nærmere undersøgelser.​​ Han​​ koncentrerede hvert af disse essays​​ om​​ et vigtigt spørgsmål​​ i det peruvianske samfund: økonomien, jordspørgsmålet, det ”indianske problem”, religion, regionalisme, uddannelse og litteratur.​​ Selv det lange essay​​ om litteratur, der udgør næsten en tredjedel af bogen,​​ har sit udgangspunkt i en kulturel analyse af den neokoloniale klasse og de racemæssige​​ kræfter i landet.

Det​​ mest konsistente tema​​ i​​ Syv essays​​ er​​ delingen af det peruvianske samfund i to:​​ ”Et indfødt andisk samfund, hvor rester af den spanske feudalisme stadig overlevede og et​​ kystnært mestizo-område,​​ et​​ mere økonomisk udviklet​​ neokolonialt​​ samfund.​​ Opdelingen af samfundet reflekteres i alt​​ fra slagsmål​​ over regionale spørgsmål til uddannelsespolitik.​​ Mariátegui’s​​ vigtigste​​ meddelelse til peruvianske socialister​​ er​​ at​​ forfægte​​ den indfødte majoritets rettigheder og nedbryde disse​​ forskelle for at opbygge en multiracial arbejderklasse-bevægelse.

Mariátegui ser​​ Perú som kapitalistisk​​ hvor handel​​ med​​ guano og nitrat​​ er​​ det afgørende.​​ Efter nederlaget til Chile​​ i Salpeterkrigen 1879-83, hvor Chile​​ løb af med​​ guano-​​ og nitrat-områderne,​​ måtte kapitalistklassen genopbygge sig selv​​ med sukker og andre arbejdskraftintensive industrier​​ såsom tekstil, samtidig med indtrængen af britisk og amerikansk kapital især i minedrift​​ og råolie.​​ Fremkomsten af​​ en industri skabte basis for et industrielt proletariat, som, var hans argument, nødvendigvis​​ måtte alliere sig med bønder og landarbejdere.​​ Han fremhævede, at​​ den peruvianske økonomi har elementer​​ af tre sameksisterende økonomier: En kystbaseret​​ bourgeoisi-økonomi, der ”gror på fremmed grund”, et​​ halvfeudalt​​ landbrugssamfund​​ i bjergene, der igen overlapper​​ ”en indfødt​​ selvbærende økonomi,” (46)​​ Dette citat​​ om den indfødte selvbærende økonomi​​ er på én gang det mest kendte og det mest kontroversielle​​ perspektiv i​​ Syv essays.​​ Han forudsætter, at de indfødte traditioner, der​​ ligger i​​ ayllu,​​ en familiebaseret organisering af arbejdet​​ og kollektiv administration​​ af ressourcerne, i det mindste indirekte​​ kan udfordre feudale og​​ småborgerlige elementer.​​ Her og i andre skrifter​​ benyttede Mariátegui ofte​​ en​​ retorik, der kunne pege hen imod, at sådanne former for indfødte traditioner kunne danne grundlag​​ for socialisme. Han skrev ofte, at fordi Perú​​ var hjemsted for ”inka-kommunisme”, kunne det være basis for en indo-amerikansk socialisme.​​ Mange kommentatorer har peget på disse referencer og brugt dem til enten​​ at prise eller fordømme Mariátegui afhængig af hvilken​​ økse, der skulle slibes.​​ (47)

For at gøre det klart, hvad Mariátegui argumenterede for, er det nødvendigt lige at lægge referencerne til ”inka-kommunisme” til side et øjeblik som retorisk fanfare, der skulle støtte en argumentation for, at Perú og Sydamerika var lige så modent for socialisme som England og Tyskland. Som et analytisk redskab kan Mariátegui-citatet om de indfødtes samfundstraditioner måske mere nøjagtigt forstås​​ som​​ noget i retning af ”en solidaritetskultur”, der kan bidrage til opbygningen af socialisme i Perú. ”Vi mener, at der i de såkaldte ”tilbagestående” befolkningsgrupper som de indfødte, der nedstammer fra inkaerne,​​ er samlet meget favorable betingelser, hvor agrarkommunisme, der overlever i konkrete strukturer og i en dyb kollektiv ånd under proletariatets lederskab (”hegemonía”) kan transformeres til at være et af de mest solide grundlag for det kollektivistiske samfund, som er den marxistiske kommunismes vision.” (48) Der er to ting, det er værd at notere her. For det første, at påkaldelsen af et kollektivistisk grundlag i landbefolkningen modsvarer Marx’s udtryk i hans​​ Ethnological Notebooks​​ (ikke udgivet på dansk)​​ herunder hans overvejelser over bondesamfundenes rolle i den fremtidige russiske revolution. (49) For det andet argumenterer han ikke for, at indfødt kollektivisme er identisk med eller til og med vigtigere i kampen for socialisme i Perú. Den er et vigtigt træk i det peruvianske samfund, der kan​​ mobiliseres​​ under proletariatets lederskab.

Så når skrev om “indianerproblemet”, var det ikke bare en snak om racespørgsmål eller kulturel undertrykkelse. Som han formulerede det: “Det indianske problem har sin rod i landbrugets ejersystem i vores økonomi.” Han var arg modstander af de indfødtes herskende ideologi​​ på det tidspunkt, der opfattede spørgsmålet om indfødtes rettigheder som borgerrettigheder, der kunne løses med uddannelse og overkommes med opkomsten af en mestizorace (i.e. via blandet ægteskab med hvide). Han argumenterede med, at socialister ikke blot er tilfredse med at fremholde de indfødtes ret til uddannelse og kultur. De kræver de​​ indfødtes ret til land. Og for at opnå det mål, er det nødvendigt for indfødte folk at vælte latifundistas og tage landet tilbage til dem selv - bønderne, forpagtere og landarbejdere.

Det var på den måde​​ Mariátegui så​​ spørgsmålet om indfødte, nemlig som en nøgle, der kunne låse op​​ for den socialistiske revolution.​​ Han skrev, at spørgsmålet​​ må ”sættes foran​​ i​​ avantgardens program.” (50)​​ Men han mener samtidig, at den peruvianske socialistiske revolution må​​ udspille sig som en alliance mellem​​ lønarbejderne – hvide, mestizoer, insfødte og immigranter​​ ​​ og det store indfødte landproletariat.​​ Han erklærede sig enig med​​ det,​​ indigenista​​ skribent Luis E. Valcárcel,​​ udtrykte, at ”det indfødte proletariat venter på sin Lenin.”​​ ​​ Hvad der fik​​ Mariátegui til at svare: ”En marxist ville ikke udtrykke sig anderledes.”​​ Nogle på venstrefløjen har kritiseret dette, således at Mariátegui skulle mene,​​ at de indfødte ikke ville kunne fostre deres eget lederskab​​ og dermed have behov for​​ at​​ se efter en​​ kraft ”udefra”. (51)​​ Men det er en bevidst fejlfortolkning.​​ Der er ikke noget i hans skrifter, hvoraf man kan​​ slutte det, og til forskel fra mange andre mestizo-intellektuelle​​ i hans generation,​​ skrev han faktisk om nødvendigheden af, at de indfødte tog sagerne i deres egen hånd.​​ Han havde både viden om og forståelse for​​ de indfødtes modstand gennem en lang historisk periode:​​ Først mod spanierne og siden mod republikken.

Betød det, at han mente, at inka-kommunisme kunne blive en​​ model for fremtiden?​​ Det er endnu et nøglepunkt i kontroverserne omkring Mariátegui’s udtalelser: Når alt kommer til alt, var inka-staten et​​ teokratisk imperium.​​ Så en del samtidige kritiserede ham for at påberåbe sig inka-kommunisme.​​ Derfor følte han sig nødsaget til at tilføje en lang fodnote​​ i kapitlet om indfødte i​​ Syv essays. ​​​​ Heri slog han en del fast, blandt andet,​​ at dem der​​ kritiserede ham​​ baseret på, hvad de spanske conguistadorer skrev​​ om inkaerne, skulle​​ overveje deres kilder.​​ Men hans hovedpointe var dette: ”Moderne kommunisme er forskellig fra inka-kommunisme …​​ De tilhører forskellige historiske epoker.”​​ Inka-civilisationen​​ var agrar, nutidens er industriel. ”Det er derfor absurd​​ at sammenligne samfundsformer og institutioner fra de to civilisationer.” (52)​​ Hans ærinde​​ med inka-kommunismen er​​ en analogi. Den kommunisme, han kæmper for,​​ er Marx’s og Lenin’s.

Selvom​​ Syv essays​​ var et skelsættende marxistisk studie og polemik, var det​​ ikke en programmatisk erklæring eller et manifest. Men det var på nogen måder Mariátegui’s​​ afsluttende​​ redegørelse for​​ sin marxistiske overbevisning​​ til et bredere publikum.​​ Det var en del af en proces, hvor han tog de afgørende skridt i bruddet med​​ APRA-alliancen for at konkretisere sine ideer​​ i en organisatorisk form, nemlig et socialistisk parti.​​ I​​ Syv essays​​ og andre skrifter frem til​​ sin​​ død​​ kan vi følge en videre udvikling af, hvad der kunne kaldes Mariátegui’s​​ ”latinamerikanske marxisme”, som Massardo (53) har opdelt i fem hovedområder:

  • Først, at det nationale​​ bourgeoisi​​ er ude af stand til at løfte​​ de opgaver,​​ en national frigørelse og social udvikling kræver, og at denne rolle tilfalder en bredere koalition af folkelige sociale kræfter.

  • For det andet, at​​ arbejderklassen som ledende i denne brede koalition​​ samarbejder med de etniske og racemæssige dele af samfundet.

  • For det tredje, at kampen for demokrati og national frigørelse må føres ud i livet​​ under​​ den overordnende kamp for socialisme.

  • For det fjerde, at en sejrrig kamp vil overvinde de racemæssige​​ skel indenfor arbejderklassen og vil udvikle en ny forståelse for nation​​ og​​ nationalitet.​​ 

  • For det femte,​​ vil den indfødte befolkning spille en nøglerolle​​ i frembringelsen af en socialistisk stat​​ lig den,​​ Marx forestillede​​ sig, at landbrugsområderne ville spille i en fremtidig russisk revolution.

”Grundlæggeren af latinamerikansk marxisme”

Fra tiden omkring det endelige brud med APRA og frem til sin død i april 1930 var Mariátegui​​ engageret i et virvar af aktiviteter sammen med de ledende medlemmer af den peruvianske arbejderbevægelse.​​ Samtidig med at han var aktivt engageret i lanceringen af et kommunistisk parti og arbejdernes hovedorganisation i Perú, skrev eller bidrog han til​​ en lang række​​ udgivelser.​​ Nogle af disse blev publiceret i Amauta og andre​​ forberedt til et​​ i forvejen​​ overbevist socialistisk publikum, især til 1229 mødet i Buenos Aires, der samlede​​ de eksisterende kommunistiske partier i Latinamerika​​ til deres første og eneste møde​​ af den slags.​​ Disse​​ skrifter er skelsættende, da de​​ er rettet mod nøgleområder, der stadig diskuteres på venstrefløjen​​ og ikke kun i Latinamerika. Mariátegui’s skrifter​​ på de to hovedområder​​ – race og klasse samt​​ hovedrollen i den socialistiske revolution i den underudviklede verden​​ ​​ er fyldt med indsigter. Men for at få det fulde udbytte​​ af hans​​ bidrag, bør læsere stifte bekendtskab med hans arbejde i sin helhed.

Det dokument, han udarbejdede​​ om ”Spørgsmålet om race i Latinamerika”​​ (El problema de las razas en la America Latina)​​ til mødet i Buenos Aires i 1929, er​​ en grundig beskrivelse af, hvordan​​ race og klasse påvirker hinanden i peruviansk sammenhæng.​​ Han lægger vægt på det faktum, at i store dele af​​ Latinamerika udgør racemæssigt undertrykte​​ en stor del af arbejderklassen, mens udbytterne​​ næsten overalt er hvide. Så race og klasse overlapper hinanden, og det må socialister tage højde for.​​ Han udvider sin analyse af den indfødte befolkning​​ til også at omfatte faglærte mestizo-arbejdere​​ i de mindre industrier i byerne såvel som sorte arbejdere, slavernes efterkommere og kinesiske immigrantarbejdere, der var blevet rekrutteret​​ til at arbejde i de kystnære plantager.​​ Mens han går detaljeret i dybden med betingelserne for disse grupper af arbejdere i den peruvianske økonomi, er det, der står tilbage​​ i den voksende industrielle kapitalisme, er​​ at bestemme, hvordan der kan bidrages til at​​ arbejderklassen bliver bevidst om sin egen rolle.

”Den kapitalistiske industri bryder ligevægten og stagnationen ved at skabe nye​​ sociale kræfter og nye produktionsforhold.​​ Proletariatet vil​​ gradvist vokse på bekostning af håndværk​​ og selvstændige.​​ Landets​​ økonomiske og sociale udvikling​​ går dermed ind i en æra af aktivitet og modsætninger,​​ der på et ideologisk plan betyder fremkomst og udvikling af socialistiske tanker.”​​ (54)

Til at illustrere det​​ påpeger han, at mange indfødte arbejder under semi-feudale betingelser​​ dele af året og som daglejere i byerne i andre dele af året​​ eller arbejder i minerne.​​ I en sådan situation argumenterer han​​ for​​ at lønarbejdet​​ vil​​ bidrage​​ til at skabe en arbejderklasse og socialistiske bevidsthed, der​​ kan udbredes til at omfatte landarbejdere.​​ Det kan være begyndelsen​​ til​​ en indfødt arbejderklasse-avantgarde, der, fremhæver han, ville være den ledende kraft i organiseringen​​ af andre indfødte proletarer.​​ ”En indfødt revolutionær bevidsthed​​ vil det måske tage tid at opbygge, men når de indfødte én gang​​ har gjort den socialistiske idé til deres egen, vil den​​ tjene en disciplin, vedholdenhed og styrke,​​ som​​ kun​​ få proletarer fra andre miljøer vil kunne overgå.” (55) Han noterer også, at for mestizo-arbejdere​​ er tilegnelsen af et klasse- og revolutionært perspektiv​​ den eneste vej for dem​​ til at overkomme deres fordomme overfor det indfødte flertal.​​ Megen af denne indsigt​​ er på linje med Trotsky’s diskussioner om sortes frigørelse i USA​​ med C. L. R. James og de amerikanske trotskister i 1930’erne. (56)

Det allervigtigste​​ er imidlertid, at Mariátegui’s analyse​​ altid griber tilbage​​ til analysen af klasser. Så han​​ konkluderer sin argumentation​​ med,​​ at socialister ”må vende​​ den racemæssige faktor om til en revolutionær faktor”​​ og​​ forsikre alle arbejdere, især de​​ racemæssigt undertrykte, at deres eneste mulighed​​ for​​ frelse ligger i en socialistiske regering, der kan gøre en ende på​​ latifundisternes, de industrielle kapitalisters​​ og imperialisternes herredømme.

”Vi udstiller​​ i al sin klarhed de økonomiske og sociale aspekter af raceproblemet i Latinamerika​​ og alle kommunistiske partiers forpligtelse​​ til at forhindre bourgeosiet​​ i at påtvinge en særlig ”racemæssig” løsning på problemerne. Samtidig er kommunisterne forpligtet til​​ at fremhæve​​ kampenes økonomiske og sociale karakter​​ overfor de udbyttede indfødte og sorte masser,​​ nedbryde racefordomme​​ og fremme klassebevidsthed, beskrive deres konkrete og revolutionære krav frem for utopiske​​ løsninger, fremhæve de fælles interesser mellem hvide og mestizo-proletarer​​ som medlemmer af den samme udbyttede klasse.” (57)

Denne konklusion​​ passer fint til det andet spørgsmål:​​ Hvem kommer til at lede den latinamerikanske revolution?​​ Det​​ første, der kommer fra​​ ”de syvs hemmelige celle”​​ med​​ lanceringen af det peruvianske socialistparti PSP er:​​ Clasista​​ (klasse) organiseringen af arbejdere og bønder er målet for vores anstrengelser​​ og propaganda og grundlaget for kampen mod imperialisme​​ udefra og det nationale bourgeoisi.” (58)​​ Det​​ rammer netop hvert eneste strategisk​​ område i én sætning.​​ Senere​​ omfatter udtalelsen fra PSP​​ også klaseorganiseringen af byernes og​​ landbrugets proletariat.​​ Med andre ord​​ havde Mariátegui og PSP en bred opfattelse af det revolutionære subjekt (”de arbejdende masser i byerne, på landet, minefelter og indfødte bønder, hvis interesser og​​ mål​​ vi er repræsentanter for i den politiske kamp”)​​ men var ikke fortaler for en slags​​ bondebaseret socialisme.​​ Faktisk, som tidligere bemærket, var Mariátegui​​ meget bevidst om forskellen på bønder og landarbejdere. Han anerkendte, som Lenin,​​ nødvendigheden af en alliance mellem byens arbejderklasse og landarbejderne​​ – både bønder​​ og landarbejdere. Og som Lenin lægger han vægt på den​​ urbane arbejderklasses lederskab, og ligeledes som Lenin​​ understregede han, at en sådan alliance ikke ville opstå automatisk,​​ men bevidst måtte smedes​​ sammen via det revolutionære parti.​​ (59)​​ Vi skal ikke glemme, at den russiske revolution i 1917 foregik i et land hvis arbejderklasse var en minoritet, og hvor bønder udgjorde en overvældende majoritet​​ i landet.

Mariátegui vs. Komintern

Mariátegui’s troskab overfor​​ et ægte leninistisk syn på disse spørgsmål​​ bragte ham i konflikt med det i højere og højere grad staliniserede Komintern, der var begyndt at udstrække sine​​ fangearme​​ til Latinamerika og sprede sin nye ultravenstre doktrin fra den ”tredje periode”.​​ Problemerne med​​ Komintern startede næsten allerede fra den første kontakt​​ mellem de peruvianske socialister​​ og internationalens repræsentanter.​​ Da Potocarrero​​ repræsenterede peruvianerne​​ i 1928​​ til​​ Den Røde Internationales​​ Moskvaorienterede fagforeninger, var han og de andre repræsentanter​​ fra Perú de eneste delegerede, der nægtede at underskrive en​​ udtalelse fra Komintern, der fordømte den katalanske revolutionære​​ Andreu Nin for ”trotskisme”. (60)​​ De nægtede også at bakke op om en resolution, der fordømte Aprismo​​ (APRA).​​ Hvad det første angik, ankede​​ de, fordi de ikke kendte noget til anklagerne mod​​ Nin og ikke ønskede​​ at blive presset til at skrive under.​​ I det andet spørgsmål​​ markerede peruvianerne, at selvom de var​​ fjendtligt stemt overfor Aprismo, ønskede de​​ ikke at​​ gå videre med et vigtigt spørgsmål for​​ Perú og Latinamerika, før det havde været​​ tilstrækkeligt debatteret i Perú.​​ Mariátegui støttede sine​​ peruvianske kammerater i deres beslutninger. (61)

Hvor samvittighedsfuldt​​ det end var, placeredes​​ peruvianernes handlinger og gruppen af aktivister og intellektuelle omkring Mariátegui​​ på Moskvas observationsliste.​​ Det blev helt tydeligt​​ med isoleringen​​ af og politiske​​ angreb mod de peruvianske delegerede til​​ den første, og skulle det vise sig eneste, kontinentale kongres for​​ de nydannede​​ latinamerikanske kommunistpartier, der blev afholdt i Buenos Aires i juli 1929.​​ Skønt Mariátegui var for syg til at tage med til konferencen, spillede han en hovedrolle i delegationens forberedelser​​ til de to vigtigste​​ initiativer​​ ​​ det før omtalte ”Raceproblemer i Latinamerika”​​ og ”Det antiimperialistiske synspunkt”.​​ Dr. Hugo Pesce, en af Mariátegui’s nærmeste kammerater​​ præsenterede diskussionsoplæggene på vegne af Mariátegui.​​ Selvom begge​​ Mariátegui’s bidrag er​​ eminente​​ i deres anvendelse​​ af den marxistiske metode til at udlægge den aktuelle virkelighed,​​ blev de nedgjort af Komintern.

I optakten​​ til konferencen i 1929 blev Mariátegui sat under pres​​ fra Komintern og den lokale agent Codovilla, en italiensk immigrant, der boede i Argentina, for at​​ godtage den nye ”tredje periode”, der gjorde sig til talsmand for​​ særskilte republikker​​ for racemæssigt og etnisk undertrykte grupper.​​ I USA​​ skulle det ske i form af​​ en ”sort bælte” teori. (62)​​ I Latinamerika betød det, at kommunister skulle advokere​​ for dannelsen af separate indianske og sorte republikker.​​ På Codavilla’s anmodning​​ skrev Mariátegui​​ El problema​​ de las razas en la América Latina​​ for at​​ behandle disse spørgsmål. Som allerede bemærket​​ fremførte han en​​ overbevisende argumentation, der lagde vægt på den nære forbindelse mellem race og klasse i Perú​​ og konkluderede, at​​ insisteren på en særlig republik​​ tilhørte de ”utopiske” løsninger,​​ han kritiserede.

Når socialister har beskæftiget sig​​ med teorien om et sort bælte​​ i relation til racespørgsmål i USA, har de ofte konkluderet,​​ at​​ skønt​​ det ikke havde nogen praktisk forbindelse til​​ USA,​​ gjorde det​​ racespørgsmålet til et centralt politisk emne​​ for en​​ overvejende hvid​​ kommunistisk bevægelse.​​ Trotsky​​ påpegede​​ oveni købet under​​ den diskussion​​ med amerikanske socialister, der er nævnt tidligere, at hvis kravet om en separat sort​​ stat kom fra de sorte selv, ville socialister forsvare det og propagandere for det.​​ I den sammenhæng kunne man kritisere Mariátegui​​ for at se bort fra den teoretiske mulighed for et indfødt krav​​ om adskillelse,​​ men man kan næppe​​ sige, at Mariátegui før havde ignoreret eller​​ set stort på​​ spørgsmålet om indfødte.​​ I et land, hvor 80% af befolkningen var indfødte, forestillede Mariátegui sig en fremtid, hvor det indfødte flertal​​ hævdede sin ret til hele det nationale territorium.​​ Som han​​ erklærede i de mange polemikker med apristas: ”Mit ideal er ikke et kolonialt Perú eller et inka Perú, men et integreret Perú.” (63)

En anden større kontrovers​​ kredsede omkring​​ de sydlige provinser Tacna og Arica, der havde været under chiles besættelse siden krigen​​ -​​ Guerra del Pacífico​​ – i 1881.​​ Codovilla kritiserede peruvianerne for ikke at have rejst​​ et slogan om folkafstemning​​ om​​ selvbestemmelse under arbejderkontrol”​​ i regionerne, hvis status var blevet forhandlet​​ mellem Perú’s og chile’s regeringer. Mariátegui’s tavshed om spørgsmålet​​ – som der var megen nationalistisk agitation omkring​​ i Perú på det tidspunkt – er signifikant, mens der var større spørgsmål på bane.​​ Her er det, at Kominterns ”tredje periode”​​ lægger vægt på​​ de antiimperialistiske kampe og opstande, der var i færd med at bryde​​ ud i kredsen af ”semikoloniale” lande. Og bag​​ denne insisteren på et verdensperspektiv lå​​ det​​ efterhånden åbenlyse forsøg på at​​ underordne alle nationale kommunistiske partier under​​ Moskva’s udenrigspolitik.

Mariátegui’s bidrag til ”Det anti-imperialistiske synspunkt” konfronterede ikke Kominterns​​ teori eksplicit,​​ med det forklarede, hvorfor mange nationale sydamerikanske bourgeosier​​ var tilfredse med at spille rollen som juniorpartnere​​ til USA, mens de​​ udbyttede og undertrykte deres egen arbejderklasse.​​ På samme måde som i hans​​ behandling af spørgsmålet om race, fører hans analyse tilbage​​ til nødvendigheden af at​​ ty til klassekampen for at nå socialisme, frem for at se kampen alene gennem​​ de anti-imperialistiske politiske​​ briller.

”At tage magten​​ via​​ antiimperialisme​​ over en demagogisk politisk bevægelse, hvis det var muligt,​​ ville ikke være magterobring af de proletariske masser og dermed ikke socialisme.​​ Den socialistiske revolution finder sin​​ heftigste og farligste fjende​​ – farlig i sin forvirring​​ og​​ demagogi – i et småborgerskab bragt til magten​​ af​​ løftet om orden.

Uden at afsværge​​ enhver form for anti-imperialistisk agitation, eller ved at mobilisere andre sociale lag, der kan bidrage til denne kamp,​​ er vores mission at forklare og demonstrere overfor masserne, at kun en socialistisk revolution​​ kan helt og aldeles​​ stoppe imperialismens fremdrift.”​​ (64)

Uenighederne med Komintern havde åbnet op for spekulationer, om Mariátegui var ved at bevæge sig væk fra kommunismen i slutningen af sit liv.​​ Dog er der intet, der tyder på,​​ at han gik efter andet end​​ opbygningen af et socialistparti, der kunne slutte sig til Kommunistisk Internationale, selv​​ mens han stod fast sin modstand mod​​ de politiske holdninger, der blev​​ tilkendegivet​​ fra Moskva.

Desværre for bevægelsen​​ svigtede​​ Mariátegui’s helbred.​​ ​​ Han døde i april 1930.​​ Inden for en måned efter hans død blev​​ Partido Socialista del Perú​​ (PSP) til​​ Partido Comunista Peruano​​ (PCP),​​ og den stalinistiske (og tidligere​​ APRA) apparatnik Eudocio Ravines overtog partiet.​​ 1919​​ var et​​ år​​ med omvæltninger i Perú.​​ Da minearbejderne i​​ det amerikansk og britisk ejede Cerro de Pasco​​ protesterede mod fyringer og arbejdsforholdene​​ ledet af PCP,​​ skød militæret mod de protesterende, arresterede fagforeningsledere og​​ forbød PCP.​​ I de kommende mange årtier​​ overlevede PCP under jorden eller marginaliseret.​​ Både på grund af interne rivninger og ydre pres fra staten,​​ faldt det meste af​​ de resultater Mariátegui havde opnået i arbejdet med at få en​​ arbejderbevægelse og et socialistisk parti op at stå fra hinanden.

Arven​​ fra Mariátegui​​ 

I de næste par generationer var Mariátegui’s tanker og arbejde stort set fraværende​​ i diskussionerne om socialistisk politik både​​ i og udenfor Latinamerika.​​ Det ændrede sig i 1960’erne og 70’erne, da massebevægelser og det revolutionære​​ venstre førte til en genopdagelse af marxistiske pionerer​​ som Gramsci og​​ Mariátegui.​​ I dag​​ hyldes​​ Mariátegui​​ som en ”heterodox” marxist.​​ Men som jeg har forsøgt at vise, var Mariátegui’s heterodoxi faktisk​​ en del af main​​ stream diskussionerne i den kommunistiske bevægelse, før​​ stalinismen satte sig på den.​​ Med andre ord fremtræder Mariátegui heterodox​​ sammenlignet med Stalin’s epigoner, der​​ dikterede​​ normerne​​ for ”officiel” kommunisme.​​ Som John​​ Riddell for nyligt har​​ vist,​​ var den del af den kommunistiske bevægelse, der omfattede Mariátegui​​ langt mere kreativ,​​ diskussionslysten og kritisk i forhold​​ til de udfordringer, der lå i enhedsfrontspolitikken, de nationale og racemæssige spørgsmål end dagens kritikere af marxismen lader formode. (65)​​ Mariátegui opfattede sig selv som​​ ikke andet end​​ ”overbevist” marxist, der var aktivt engageret i kampen for socialisme.

I dag, hvor verden​​ stadig oplever efterdønningerne efter en kraftig økonomisk krise, og Latinamerika​​ er fanget ind i virkningerne fra det sidste årtis erfaringer med ”progressive” regeringer (inklusive Bolivia​​ ledet af​​ den indfødte præsident​​ Evo Morales) er det værd​​ at se tilbage på Mariátegui’s arbejde med friske øjne.​​ I dag er Latinamerika tættere​​ på at være​​ urbant​​ dominerede​​ samfund, men det​​ er også konfronteret med​​ race- og klassemæssige​​ forskelligheder, der tilsammen​​ udtrykker arbejderklassen.​​ Og med de seneste erfaringer fra​​ Venezuela er vi nødt til at evaluere, hvordan vi​​ forestiller os, at​​ socialisme i det 21. århundrede​​ vil komme til at se ud.​​ Når vi begiver os i kast med det arbejde, kan vi hente meget fra ånden og indholdet i, hvad Mariátegui skrev i​​ Amauta​​ i 1928.

”Den latinamerikanske revolution​​ vil hverken mere eller mindre være et stadium i verdensrevolutionen.​​ Den​​ vil ganske enkelt være en socialistisk revolution.​​ Tilføj så alle de adjektiver, du vil​​ alt efter situationen: ”anti-imperialistisk”,​​ ”agrar”, ”national-revolutionær”.​​ Socialisme forudsætter,​​ går forud for og omfatter dem alle.

Vi ønsker absolut ikke socialismen i Latinamerika som​​ en kopi eller imitation.​​ Det skal være et heroisk værk.​​ Vi​​ skal give liv til en indo-amerikansk​​ socialisme ud fra vores egen virkelighed, i vores eget sprog. Her er der en mission for en ny generation.”​​ (66)

Dette er en vis lærers ord.

Oversat af Poul Petersen

NOTER:

  • Harry E. Vanden and Marc Becker, ed. and trans.,​​ José Carlos Mariátgui: An Anthology​​ (New York: Monthly Review Press, 2011), 14.

  • José Carlos Mariátegui,​​ Obras completas​​ [Complete Works], Marxists Internet Archive,​​ https://www.marxists.org/espanol/mariate....

  • The critique of Mariátegui as an economic determinist is connected to a critique of his commitment to “scientific socialism,” an argument whose main proponent is Susanna Nuccetelli. See her​​ Latin American Thought: Philosophical Problems and Arguments​​ (Boulder, CO: Westview Press, 2002). The “Eurocentrist” charge has been a staple of the anti-Marxist Aprista tradition, discussed later in this article.

  • The key text of the “official” Stalinist version is by V. M. Miroshevski, “El populismo en el Peru,”​​ Dialéctica​​ 1 (May-June 1942): 41-59.

  • Despite providing many valuable insights in his study of Mariátegui, that is the conclusion Alberto Flores Galindo reaches in​​ La agonia de Mariátegui​​ (Lima: Centro de Estudios y Promoción del Desarrollo, 1980). Some of this interpretation no doubt owes to Flores Galindo’s identification of the Stalinized Comintern with “international Marxism.”

  • See Juan E. de Castro, “Nuevas visiones (y algunas omisiones) sobre Mariátegui,” review of Mabel Moraña and Guido Podestá, eds.,​​ José Carlos Mariátegui y los estudios latinoamericanos, in​​ A Contracoririente​​ 8, no.1 (2010): 431–41. See also Silvana Fereyra, “Notas sobre José Carlos Mariátegui y los ‘estudios culturales’,”​​ Diálogos Latinoamericanos​​ 18, (2011): 1–21.  

  • Dan La Botz, “Latin American Marxist: José Carlos Mariátegui,” review of Vanden and Becker,​​ Anthology, in​​ New Politics, Summer 2012,​​ http://newpol.org/content/latin-american....

  • Michael Löwy and Penelope Duggan, “Marxism and Romanticism in the Work of José Carlos Mariátegui,”​​ Latin American Perspectives​​ 25, no. 4(July 1998): 76–88.

  • Mike Gonzalez, “José Carlos Mariátegui: Latin America’s Forgotten Marxist,”​​ International Socialism​​ 115 (July 2007)​​ http://isj.org.uk/index.php4?id=336&issu....

  • Marc Becker provides a useful history of Shining Path and its divergence from the core of Mariátegui’s ideas in “Shining Path,” at his website,​​ http://www.yachana.org/research/sendero.pdf.

  • Chris Harman’s “Gramsci vs. Eurocommunism” remains the essential source on these distortions of Gramsci’s thought, Marxists Internet Archive,​​ https://www.marxists.org/archive/harman/....

  • The “generation of ‘98” was a group of liberal Spanish intellectuals like Antonio Machado and Miguel de Unamuno, who, reflecting on Spain’s defeat in the 1898 war with the United States, called for the regeneration and modernization of the country. Most of their literary output took place in the 1910s.

  • This section on Mariátegui’s early journalistic career is documented in Diego Meseguer Illán,​​ José Carlos Mariátegui y su pensamiento revolucionario​​ (Lima: Instituto de Estudios Peruano, 1974), 20–24. 

  • This far-too-schematic description of this period in the Peruvian class struggle is described further in Robert J. Alexander,​​ A History of Labor in Peru and Ecuador​​ (Westport, Conn: Praeger Publishers, 2007), chap. 1.

  • Albert Flores Galindo,​​ La agonía de Mariátegui.​​ Second Edition.​​ (Lima: Centro de Estudio y Promoción de Desarrollo, 1982), 46–47.

  • Diego Meseguer Illán,​​ José Carlos Mariátegui, 33-39.​​ The direct quote on the “dawn of a new civilization” is from p. 36 (my translation).

  • A “committed and convinced” or “tried and true” Marxist. Mariátegui used this phrase several times to define himself after he returned to Perú from Italy. The most personal statement of his political convictions, when he used this phrase, was contained in the letters he issued in response to the government’s 1927 jailing of him over a fictitious “communist conspiracy.” In the letters, Mariátegui denied the charges of conspiracy, but affirmed his commitment to Marxism.

  • For more on​​ L’Ordine Nuovo​​ and the factory council movement, see Glyn A. Williams,​​ Proletarian Order​​ (London: Pluto Press, 1975). Sheldon Liss’s research at the Institute for Gramsci Studies in Rome in 1979 found no evidence of any links between Gramsci and Mariátegui. See Sheldon Liss,​​ Marxist Thought in Latin America​​ (Berkeley and Los Angeles: University of California Press, 1984), 132.

  • José Carlos Mariátegui, “In Defense of Marxism” (1934), in Vanden and Becker,​​ Anthology.​​ 190.

  • Jaime Massardo, “La larga ruta de Engels hacia América Latina,” in​​ Investigaciones sobre la historia del marxismo en américa latina​​ (Santiago: Bravo y Allende Editores, 2001), 15.

  • Ibid., 16–17.

  • See Alastair Davidson,​​ Antonio Gramsci: Towards an Intellectual Biography​​ (London: Merlin Press, 1977), 112–16; and Williams,​​ Proletarian Order, 42–43, 113.

  • José Carlos Mariátegui, “Aniversario y balance,”​​ Amauta, September 3, 1928, in Vanden and Becker,​​ Anthology, 13. 

  • Mariátegui quoted in Meseguer Illán,​​ José Carlos Mariátegui y Su Pensamiento Revolucionario, 141. 

  • Michael Löwy and Penelope Duggan, “Marxism and Romanticism in the Work of José Carlos Mariátegui,”​​ Latin American Perspectives​​ 25, no. 4, (July 1988), 76–88.

  • Meseguer Illán,​​ Mariátegui,​​ 131.

  • See “Testament of Leon Trotsky,” February 27, 1940, Marxists Internet Archive, ​​ http://www.marxists.org/testament-of-leo.... A week later Trotsky added these lines to his testament: “But whatever may be the circumstances of my death I shall die with unshaken faith in the communist future. This faith in man and in his future gives me even now such power of resistance as cannot be given by any religion.”

  • Mariátegui, “In Defense of Marxism,​​ in Vanden and Becker,​​ Anthology, 208.

  • Plans to form a socialist party among Mariátegui and other Peruvian exiles are mentioned in Meseguer Illán,​​ Mariátegui, 68, citing a 1939 biography. Little apparently came of these plans, and they had little to do with Mariátegui’s and Falcón’s subsequent efforts to form a party.

  • See Victor Villanueva and Peter Crabtree, “The Petty Bourgeois Ideology of the Peruvian Aprista Party,”​​ Latin American Perspectives​​ 4, no. 3 (Summer 1977), 57–76.

  • A visit to the party’s website recently found that its main crusade today is defending “traditional marriage” from the threat of civil unions. So it has come a long way from 1924! Anibal Quijano argues that Aprismo as an anti-imperialist force was spent by World War II. See Quijano, “Coloniality of Power, Eurocentrism and Latin America” in​​ Nepantla: Views from the South​​ 1, no. 3 (2000), 533–80.

  • Mariátegui, “The World Crisis and the Peruvian Proletariat,” in Vanden and Becker,​​ Anthology.

  • For background on Portocarrero, see Wilredo Kapsoli,​​ Mariategui y los congresos obreros​​ (Lima: Biblioteca Amauta, 1980).

  • For a more developed discussion of the united front policy, see Antonis Davanellos, “The Fourth Comintern Congress: A Way to Claim Victory” in​​ International Socialist Review​​ 95 (Winter 2014–15).

  • Mariátegui, “May Day and the United Front,” in Vander and Becker,​​ Anthology, 342–43.

  • Kapsoli, 37.

  • The timing of the formation of the Communist parties of Latin America: Mexico, 1919; Argentina, 1920; Uruguay, 1921; Chile, 1922; Brazil, 1921; Cuba, 1925 (the Popular Socialist Party of Cuba).

  • The “Draft Thesis on National and Colonial Questions,” written by Lenin for the Second Congress of the Communist International in June 1920, contained this passage: “The Communist International must enter into a temporary alliance with bourgeois democracy in the colonial and backward countries, but should not merge with it, and should under all circumstances uphold the independence of the proletarian movement even if it is in its most embryonic form.”​​ Marxists Internet Archive,​​ https://www.marxists.org/archive/lenin/w....

  • See, for example, “Reply to Luis Alberto Sánchez,” in Vanden and Becker,​​ Anthology, 173ff.

  • See Duncan Hallas’s critique of this “left oscillation/right turn” in the Comintern in​​ The Comintern​​ (Chicago: Haymarket Books, 2007), chap. 5.

  • José Carlos Mariátegui,​​ Seven Interpretive Essays on Peruvian Reality,​​ trans. Marjory Urquidi (Austin: University of Texas Press, 1971), 30. 

  • Vanden and Becker,​​ Anthology,​​ 457.

  • For the series of Mariátegui’s articles on Mexico see “Temas de nuestra America,” Marxists Internet Archive,​​ https://www.marxists.org/espanol/mariate....

  • The exchanges between Haya de la Torre and Mariátegui are collected in Jorge Basadre, introduction to​​ Seven Essays, xx–xxi.

  • “Anti-imperialist Point of View,” in Vanden and Becker, ​​ Anthology,​​ 274.

  • Mariátegui,​​ Seven Essays, 16.

  • Meseguer Illán, summarizes the debate during Mariátegui’s lifetime on the nature of the Inca state, in​​ Mariátegui, 181–84.

  • From “El problema de la raza,” Marxists Internet Archive,​​ https://www.marxists.org/espanol/mariate....

  • “Thanks to the unique combination of circumstances in Russia,” Marx wrote in a draft letter to the Russian revolutionary Vera Zasulich, “the rural commune, which is still established on a national scale, may gradually shake off its primitive characteristics and directly develop as an element of collective production on a national scale.” (Marx to Vera Zasulich, March 1881,​​ https://marxists.anu.edu.au/archive/marx/works/1881/zasulich/draft-1.htm). See José Aricó, “Appendix Four: Marx’s shift of attention towards agrarian communities,” in​​ Marxism and Latin America​​ (Chicago: Haymarket Books, 2014), 83–88 on Marx’s 1881 letter to Vera Zasulich. Although Marx’s letter to Russian socialists was first published in Mariátegui’s lifetime, I know of no evidence that Mariátegui was familiar with it.

  • Mariátegui,​​ Seven Essays, 172.

  • Marc Becker, “Mariátegui, the Comintern and the Indigenous Question in Latin America,”​​ Science and Society​​ 70, no. 4 (October 2006), 450–79.

  • Mariátegui,Seven Essays, 74.

  • Jaime Massardo, “El marxismo de José Carlos Mariátegui,” in​​ Investigaciones sobre la historia del marxismo en América Latina​​ (Santiago: Bravo y Allende Editores, 2001), 102.

  • Vanden and Becker, Anthology, 313–14.

  • Ibid., 325.

  • See “Leon Trotsky on Black Nationalism,” Marxists Internet Archive,​​ https://www.marxists.org/history/etol/ne....

  • “El problema de las razas,”  Marxists Internet Archive,​​ https://www.marxists.org/espanol/mariate....​​ (My translation.)

  • Vanden and Becker,​​ Anthology, 338. 

  • Agnotti, 44.

  • Mariátegui and his comrades were not “Trotskyists,” but Mariátegui did correspond with the Left Opposition group in France. More interestingly, his early writings on the Russian Revolution show great admiration for Trotsky as both leader of the Red Army and literary critic. And in 1929, he commented on Trotsky’s expulsion from Russia: “Trotskyist opinion has a useful role in Soviet politics. It represents, if one wishes to define it in two words, Marxist orthodoxy, confronting the overflowing and unruly current of Russian reality. It exemplifies the working-class, urban, industrial sense of the socialist revolution. The Russian revolution owes its international, ecumenical value, its character as a precursor of the rise of a new civilization, to the ideas that Trotsky and his comrades insist upon in their full strength and import. Without vigilant criticism, which is the best proof of the vitality of the Bolshevik Party, the Soviet government would probably run the risk of falling into a formalist, mechanical bureaucratism.” In “The Exile of Trotsky,” Marxists Internet Archive,​​ https://www.marxists.org/archive/mariateg/works/1929-tro.htm. Needless to say, Mariátegui’s admiration for Trotsky didn’t endear him to the Stalinist Comintern.

  • Flores Galindo, 23–24.

  • For a succinct explanation of the Black Belt theory, see Lee Sustar, “Self-determination and the “Black Belt,”​​ Socialist Worker,​​ June 15, 2012,​​ http://socialistworker.org/2012/06/15/se....

  • Vanden and Becker,​​ Anthology, 175.

  • “Anti-imperialist Point of View,” in Vanden and Becker,​​ Anthology, 269.

  • John Riddell, ed.,​​ Toward the United Front: Proceedings of the Fourth Congress of the Communist International, 1922​​ (Chicago: Haymarket Books, 2012); John Riddell, “How Socialists of Lenin’s Time Responded to Colonialism,” December 14, 2014,​​ https://johnriddell.wordpress.com/2014/1....

  • Vanden and Becker,​​ Anthology,​​ 128.

Suggested readings on José Carlos Mariátegui

Suggested readings on José Carlos Mariátegui

Thomas Angotti, “The Contributions of José Carlos Mariátegui to Revolutionary Theory,”​​ Latin American Perspectives​​ 33, no. 2, (Spring 1986).

Marc Becker, “Mariátegui and Latin American Marxist Theory,”​​ Latin American Series, no. 20 (Athens, Ohio: Ohio University Monographs in International Studies, 1993), ​​ http://www.yachana.org/research/mariateg....

Mike Gonzalez, “José Carlos Mariátegui: Latin America’s Forgotten Marxist,”​​ International Socialism​​ 115 (July 2007),​​ http://isj.org.uk/index.php4?id=336&issue=115.

Dan La Botz, “Latin American Marxist: José Carlos Mariátegui,” review of​​ José Carlos Mariátegui: An Anthology​​ ed. and trans. by Harry E. Vanden and Marc Becker in​​ New Politics, Summer 2012,​​ http://newpol.org/content/latin-american-marxist-jos%C3%A9-carlos-mari%C3%A1tegui.

Michael Löwy and Penelope Duggan, “Marxism and Romanticism in the Work of José Carlos Mariátegui,​​ Latin American Perspectives​​ 25,​​ no.4, (July 1998).

José Carlos Mariátegui,​​ Obras completas​​ [Complete Works], Marxists Internet Archive​​ https://www.marxists.org/espanol/mariate....

José Carlos Mariátegui,​​ Seven Interpretive Essays on Peruvian Reality,​​ trans. Marjory Urquidi (Austin: University of Texas Press, 1971).

Harry E. Vanden and Marc Becker, ed. and trans.,​​ José Carlos Mariátegui: An Anthology​​ (New York: Monthly Review Press, 2011).

 


Næste nummer udkommer 15. oktober 2019