Vi er i krig – og hvad så?

Jens Jørgen Nielsen

Der er krig i Europa, Rusland har invaderet Ukraine. Ingen har kunnet undgå at bemærke det. Krigen føres på mange fronter. Ud over den ukrainske slagmark, er der en informations-krig, som den vestlige og ukrainske side hidtil har vundet klart. Det er vanskeligt at danne sig et præcist indtryk af både kamphandlinger og tabstal. De omfattende sanktioner, som den vestlige verden har iværksat over for Rusland skal også ses som kamphandlinger. Det samme må siges om levering af våben og andre former for militær støtte. For første gang taler vi om et reelt perspektiv for en atomkrig i Europa. Tidligere ville man være blevet betragtet som vanvittig, hvis man talte om det i normale fora. Men i dag synes en atomkrig en mere nærliggende mulighed end nogensinde.

Som normalt under krigshandlinger har også denne krig sin egen indre eskalerende dynamik. På begge sider af fronten udvikles og forstærkes tunnelsynet fra dag til dag. Medierne lukker sig enten gennem forbud eller selvcensur, en rationel debat om baggrund og fredsperspektiver synes næsten at være udelukket. Selvom det for alvor er nu, at vi mere end noget andet har brug for netop rationelle analyser, som dybest set er det eneste, der kan sikre os imod det ultimative scenarie: en atomkrig i Europa. Det bliver meget svært, når selv en stor del af venstrefløjen reelt har accepteret krigslogikken. Jeg vil godt indrømme, at det er vanskeligt at bevare det intellektuelle overblik, når bomberne regner, og vi møder nogle af de millioner af ukrainske flygtninge. Jeg har selv haft 12 ukrainske flygtninge boende et par dage. En rationel tilgang er under ingen omstændighed et forsvar for Putins desperate aktion. Lad det være slået fast med syvtommersøm.

Baggrunden

Putins skridt er hans ansvar, og det synes at være hans ansvar alene. Det er uklart, hvor stor opbakningen har været i hans nærmeste ledelse. Det er en udbredt forklaring, at Putin er blevet gal eller i det mindste syg. Noget kunne der være om den snak. Putin har virket mere syg, irritabel og usikker end tidligere, hvor han var en person, der tog kalkulerede risici, men grundlæggende handlede ud fra rationelle overvejelser. Som forklaring på den nuværende situation kan det dog ikke stå alene. Enhver med et minimalt kendskab til russisk politik siden 1991 vil vide, at spørgsmålet om NATO er helt afgørende essentielt for Rusland. Som korrespondent i Rusland i 1990´erne oplevede jeg en sjældent set samling i den russiske befolkning i det negative syn på NATOs optagelse af tidligere Warszawa Pagt lande. De gamle liberale sovjet-dissidenter med Andrej Sakharovs enke, Jelena Bonner i spidsen, de ny-liberale fortalere for chok-terapien med Jegor Giadar i spidsen og selvfølgelig både kommunisterne, militæret, efterretningsvæsenet, ja stort set næste alt i det russiske samfund – alle befandt sig i en sjældent set enighed om det forkastelige i den politik. De russiske liberale hævdede, at en NATO-udvidelse ville betyde, at bagstræberiske og anti-vestlige kræfter i Rusland ville få mere magt. Næsten alle med undtagelse af bl.a. den nye statsminister og senere præsident, Vladimir Putin. Imod alle odds søgte han om Ruslands optagelse i NATO. Det ville i givet fald have ændret situationen. Rusland kom dog ikke med i NATO. Det er en længere historie. Men der er al mulig grund til fastslå, at russerne i årtier har set NATO udvidelsen som en sikkerhedstrussel, og ukrainsk medlemskab som en decideret eksistentiel sikkerhedstrussel. Det er ikke til debat, om det er rigtigt, at Rusland ser det sådan. Men om det i virkeligheden udgør en eksistentiel trussel mod Rusland kan derimod diskuteres. Det er to forskellige spørgsmål.

Når et land som Rusland oplever, at et land, som det altid har betragtet som et broderland, begynder at fjerne alle spor af russisk kultur, sprog og andet, har det i voldsom grad irriteret russerne. Det har givetvis bidraget til den i forvejen spændte situation. Andre ting kan som nævnt have spillet ind på Putins skæbnesvangre beslutning om invasion af Rusland. Han kan have været isoleret i Kreml i for lang tid, han kan have haft dårligt helbred, mistet dømmekraft m.m. Men det er perspektivet om ukrainsk NATO-medlemskab og NATO-ficeringen af Ukraine med stadig flere fælles militære strukturer, der har bragt NATO tæt på at åbne op for et egentligt ukrainsk NATO-medlemskab – som har fået russerne op i det røde felt – paranoia og mental ubalance hos Putin eller ej. Vi skal også se noget andet i øjnene. Rusland har i hvert fald siden 2008 tydeligt ladet forstå, at de er klar til krig, hvis NATO udvides med Ukraine (og Georgien), netop fordi de betragter det som en eksistentiel trussel.

Mere generelt kan vi sige, at Rusland aldrig har accepteret den verdensorden, som USA etablerede efter Sovjetunionens sammenbrud. Det var den såkaldte nye liberale verdensorden, hvor USA skulle fungere som garant dvs. hele verdens politibetjent. Det skulle være en orden med åbne grænser, fri bevægelighed for varer, arbejdskraft og kapital. Det skulle også være en ny verden uden de angiveligt gammeldags interessesfærer, som stormagter traditionelt har. Dog med undtagelse af USA’s interessesfære, som i praksis var hele verden. Rusland kunne stille op i køen og underlægge sig disse præmisser, ja moralsk set burde de, eftersom Rusland i 1991 ligesom som Tyskland og Japan i 1945 havde tabt krigen. De burde ligesom de to lande acceptere USA’s lederskab. Sådan har flere amerikanske præsidenter i hvert fald formuleret det. Rusland forestillede sig en anden model med plads til regionale stormagter med interessesfærer. I den amerikanske model var EU og NATO nogle vigtige internationale institutioner. Vesten så dem ikke som udtryk for traditionelle interessesfærer, men nærmest som værdibaserede altruistiske organisationer. Problemet var, at det så Rusland slet ikke, og heller det gjorde Kina flere andre ikke-vestlige magter heller ikke. Her ligger de basale kim til hele Ukrainekrisen.

Fra 2007 og ikke mindst 2008 var modsigelserne i opfattelsen af den internationale situation ganske klar. Putin sagde det tydeligt for enhver på Sikkerhedskonferencen i München i februar 2007. Her anklagede han USA for under den humanistiske og demokratiske maske at angribe og smadre lande rundt om i verden, især i Mellemøsten. Han advarede de vestlige ledere og så også NATO-udvidelsen i dette lys. Året efter optrådte Putin på NATO- topmødet i Bukarest i Rumænien. Her kunne han høre, hvordan USA’s præsident George W. Bush inviterede Georgien og Ukraine ind i NATO. Putin reagerede skarpt, og advarede om, at det ville være røde linjer for Rusland, der ville blive ballade, hvis det blev tilfældet. Som i 1990´erne trak man nok i Vesten lidt på skuldrene, Rusland var jo angiveligt svagt, hvad kunne det fattige land stille op mod et forenet Vesten?

Kun få måneder angreb den georgiske leder Mikhel Saakashvili to minoritetsregioner, som havde en konfliktfyldt forhistorie med Georgien, Syd Ossetien og Abkhasien. De georgiske styrker dræbte adskillige russiske soldater i Syd Ossetien, som var til stede som fredsbevarende styrker. Russerne reagerede kraftigt, trængte den georgiske hær helt tilbage til hovedstaden Tbilisi, ødelagde militær infrastruktur, men trak sig tilbage efter 5 dage. Putin havde ment det alvorligt i både Bukarest og München.

Ukraine

Ukraine er et komplekst og stort land. Magtskiftet i 2014 opfattes ekstremt forskelligt i øst og vest. I Vesten ses det som en sand revolution, virkeliggørelse ukrainernes frihedstrang og ønske om at være en del af Vesten. I Rusland og store del af det sydøstlige Ukraine opfattes det som Vestens indblanding og desuden som en retfærdiggørelse af de ukrainske private bevæbnede militser, i mange tilfælde med meget problematisk højreradikal måske endda fascistisk ideologi. Præsident Viktor Janukovitj flygtede efter de voldsomme optøjer i Kiev. Den nye regering og præsident var ikke legitime, hvis man strengt skal gå efter forfatningens bogstav. EU anerkendte dog den nye regering uden den mindste bemærkning om det problematiske i dens tilblivelse. Det var under alle omstændigheder en problematisk situation. Krim blev i kølvandet af Maidan-oprøret en del af Rusland, og i øst blev der kæmpet om de østlige provinser også med selvbestaltede militser o gmed indirekte støtte fra Rusland. Donetsk og Lugansk republikkerne ønskede at blive optaget i Rusland præcist som Krim. Men til manges overraskelse ønskede Putin, at disse to republikker skulle forblive i Ukraine. Han ønskede, at disse to republikker på den måde skulle forblive i Ukraine og styrke det russiske element i landet. Med Krims optagelse i Den Russiske Føderation, var der et par millioner færre til at tale den russiske sag i Ukraine. Putin kunne have taget de to republikker, hvis han ville. Og mange i Rusland kritiserede ham for ikke at gøre det. Det gjorde ham faktisk sårbar over for kritik fra den russiske nationalistiske højrefløj.

I februar var den ukrainske hær på hælene i krigen mod de pro-russiske oprørere. Det fik den ukrainske regering til at indgå Minsk 2 aftalen i 2015. Minsk 2 Aftalen blev indgået og underskrevet af statslederne fra henholdsvis Ukraine, Rusland, Frankrig og Tyskland. Aftalen rummer en lang række bestemmelser om våbenhvile og fangeudveksling. Men der var et par helt afgørende punkter. Nemlig at Ukraine skulle lave en forfatningsændring, der gav mulighed for autonomi for de to udbryderrepublikker. Til gengæld skulle separatisterne nedlægge deres våben og alle udenlandske soldater – regulære og ikke-regulære – skulle forlade regionen, grænserne i området skulle igen kontrolleres af ukrainske myndigheder. På den basis skulle de to republikker genindlemmes i Ukraine. Jeg minder lige om, at Putins satsede stort på Minsk 2 Aftalen. En del russere sagde, at han var naiv sådan at stole på vestlige statsoverhoveder.

Putins nationalistiske kritikere i Rusland syntes med tiden at have fat i den lange ende. Da den ukrainske præsident Petro Poroshenko søgte at få Minsk 2 Aftalen igennem i det ukrainske parlament, stødte han ind i voldsomme problemer. Det kom til demonstrationer og voldsomme eksplosioner ved parlamentet med dødelig udgang. Og Poroshenko selv blev truet med at blive skudt i en kælder, hvis han prøvede at få aftalen igennem. Siden har ingen ledende ukrainske politikere søgt at gennemføre aftalen, som har ligget død siden. Samtidig har der været konstant krig med i alt 14.000 dræbte, uden at den vestlige presse har interesseret sig synderlig for det. Ifølge FN og OSCE er over 80 % af de flere tusinde civile ofre blevet dræbt af den ukrainske hær (1). Den historie fylder til gengæld uhyre meget i de russiske medier.

Ukraine har levet under særlige forhold siden 2014. Men de vekslende ukrainske regeringer har ikke for alvor gjort noget ved de strukturelle problemer: korruption og oligarkvælde. Derfor er Ukraine at beskrive som en ’failed state’, det er Europas fattigste land og et af de mest korrupte. Regeringerne har forsømt at udvikle landets økonomi og forskellige former for infrastruktur og social sammenhængskraft. Det virker som om de ukrainske politikere har satset på amerikansk og EU-støtte, både lån og direkte støtte. NATO-medlemskabet er blevet en næsten sakrosankt størrelse i Ukraine, et greb, der med et slag skulle kunne løse alle problemer. Til gengæld har alle regeringer siden 2014 været usædvanlig aktive inden for den nationalistiske symbolpolitik. I 2019 indførte den ukrainske regering en passus i den ukrainske forfatning, som påbød alle senere regeringer at arbejde for Ukraines NATO-medlemskab. Det russiske sprog, som formentlig har været første sprog for over halvdelen af Ukraines befolkning, er reelt afskaffet. Ikke én skole kører undervisning på russisk. Samtlige russisktalende Tv-kanaler er lukkede, politikere der ønsker gode forbindelser til Rusland, er enten i husarrest eller på anden vis udelukket.

Det er baggrunden.

Klog politik?

Man må stille sig det spørgsmål, om den politik, som Vesten og især USA har ført i forhold til Ukraine, har været fornuftig. Har den været i vores interesse? Mange vil formentlig svare bekræftende på det spørgsmål. Da Putin skruede bissen på i december 2021 og lod tropper marchere tættere på den ukrainske grænse, spillede han ud med nogle forslag til forhandling med USA og NATO. De handlede især om tre ting: 1) Moratorium for ukrainsk NATO-medlemskab, 2) begrænsning af militære NATO-strukturer i Ukraine, dem blev der flere og flere af, og 3) en løsning af den i Vesten usynlige krig i Donbass med udgangspunkt i Minsk 2 Aftalen fra februar 2015.

I realiteten afviste Vesten at gå ind på nogle af disse spørgsmål. Der var en del møder med især Joe Biden, Olaf Scholtz, Edward Macron og et par andre. Men ingen realitetsforhandlinger om den fælles sikkerhedsarkitektur, som var så vigtig for russerne. Hvordan kunne en fornuftig realistisk politik have set ud? Et moratorium for ukrainsk NATO-medlemskab ville have været naturligt, Ukraine ville alligevel ikke blive optaget i NATO. Ukraine ville ikke være blevet optaget i NATO af flere grunde. For det første har landet flere uafklarede grænsespørgsmål. For det andet skal NATO medlemslande være ikke-korrupte, have gennemsigtighed i det politiske liv m.m. Det mangler i den grad i Ukraine. Organisationen, Transparency International, der vurderer graden af korruption i verdens lande, placerer Ukraine langt under samtlige andre EU og NATO-lande. Så hvorfor kunne Vesten ikke acceptere, at man lavede et papir, hvor man anerkendte virkeligheden, nemlig at der ikke var et reelt perspektiv om ukrainsk NATO-medlemskab? Vi skal nok søge forklaringen i psykologiske faktorer. Det ville have været et ansigtstab for Vesten at gå ind på russiske præmisser, det ville have betydet en indrømmelse af USA’s begrænsninger, og dermed have svækket billedet af USA som en afgørende magtfaktor i verden. Det ville være blevet betragtet som en München 1938 appeasement politik. Selvom et sådant dokument reelt ikke ville have udgjort en afgørende forskel. Vesten havde et valg i forhold til dette spørgsmål. Man kunne enten have ladet Rusland have vetoret ved forhandlingsbordet eller på slagmarken. Lad os se det i øjnene, vi valgte bevidst elle ubevidst slagmarken. Det ændrer ikke ved Putins ansvar for invasionen, endsige undskylder den.

Vesten kunne også have valgt at genoplive nogle af de gamle aftaler om begrænsninger i konventionel oprustning og i det mindste begrænset de militære strukturer, som tog voldsom fart i Ukraine fra især 2018. Og i 2019 vedtog Ukraine som nævnt en ny forfatning, der bandt alle fremtidige ukrainske regeringer til at arbejde for NATO medlemskab. Endelig kunne især Frankrig og Tyskland have vist en anelse mere nidkærhed, når det gjaldt om at presse den ukrainske regering til at virkeliggøre Minsk 2 aftalerne. Men siden 2015 har ukrainske regeringer ikke vist reel interesse i at gennemføre den forfatningsændring, som ville have sikret autonomi i Donbass regionen og dermed måske en stabiliseret situation. Jeg skriver måske, fordi situationen er flertydig, den ukrainske regering har ikke styr på alle militser i området, og den russiske har slet ikke styr på alle oprørere i Donbass.

Ser man sagen fra Ukraines side, så har de sat sig mellem to stole. De har valgt et omfattende samarbejde med NATO med udbredt fælles øvelser og koordinering af våben og midlertidige fælles kommandoer. Ukraine har som nævnt indført en forpligtigelse til NATO-medlemskab i forfatningen samtidig med en markant anti-russisk politik på alle fronter. På den anden side nyder Ukraine ikke den beskyttelse, som et formelt NATO-medlemskab ville have givet. Det sidste havde de efter alt at dømme regnet med, nøjagtig ligesom Mikhel Saakashvili gjorde det i 2008. Netop denne krig har mange lighedspunkter med den nuværende situation i Ukraine. Vesten bøjer af i disse situationer, og lader reelt Rusland buldre frem militært. Og dermed betaler den ukrainske befolkning for et i virkeligheden umuligt projekt.

Jeg vil ikke være i stand til at sige, om Putin havde valgt anderledes, hvis Vesten var gået ind på ovenstående punkter. Men Putin ville under alle omstændigheder have fået et eller andet at gå hjem med. Det havde været en gratis omgang for Vesten at have prøvet det. Viceadmiral i den tyske flåde, Kay-Achim Schönbach gav et interview i Indien d. 21. januar. Han sagde bl.a. andet, at det ville være en gratis omgang for Vesten at vise Putin noget respekt. Det ville indebære mange fordele bl.a. at Rusland ikke faldt helt i armene på Kina. Schönbach blev fyret, og i dag står vi en unik situation med de mest vidtrækkende sanktioner, verden stort set nogensinde har set, nogle sanktioner som vil skabe enorm ustabilitet i hele verden, ikke kun Rusland. Det mest ubestridte resultat af hele situationen er, at Rusland er blevet tæt junior partner med Kina. En ganske ny verdensorden er i støbeskeen – med Rusland og Kina som nogle af de dominerende magter. Vesten har rykket sammen under denne krise, der er relativt orden i geledderne i NATO og EU, indtil videre i hvert fald. Men resten af verden, og her taler vi om ca. 80-85 % af verdens befolkning, støtter ikke den vestlige sanktionspolitik. Der er oven i købet stor utilfredshed med den, især er der utilfredshed med at USA sådan kan lege med det globale finansielle system, stjæle penge fra Rusland, og kortslutte betalingssystemer. Mange lande er mere eller mindre afhængige af russisk gas og ikke mindst hvede. Stadig mere handel vil formentlig gå over til at handle i andre valutaer end dollars. Vi kan desuden se frem til en verden præget af økonomisk tilbagegang, arbejdsløshed, flygtningestrømme og stadig flere offentlige midler til oprustning. Det mest absurde er, at vi måske kunne have undgået det.

Februar 2022 vil for fremtidens historikere blive kendt som et vendepunkt som f.eks. august 1991 med det mislykkede kup i Sovjetunionen, som beredte vejen for Sovjetunionens opløsning. Ukraine-krisen vil blive symbolet for bl.a. startskuddet til en ny verdensorden. Grænserne for den vestlige verdens dominans vil blive stadig tydeligere. Om vi kan lide det eller ej ændrer ikke ved det faktum.

Hvad nu? Fremtidsperspektiver

Alle krige slutter på et tidspunkt. Det vil denne også. I Vesten kunne vi især hjælpe ukrainerne ved at fremme fredsprocessen. Vores symbolske og moralske støtte er fin. Alle ukrainerne gennemgår i øjeblikket en skrækkelig tid. Der er behov for det også. Men det kan ikke stå alene. Vi gør ikke det, som ukrainerne havde håbet på, nogle måske endda regnet med, nemlig at sende soldater og lave no-fly zone, med andre tage direkte del i den militære kamp mod Rusland. Og jeg er heller ikke fortaler for det. Vi kunne måske lære af det, at vi skulle have gjort det endnu tydeligere for ukrainerne, at vi netop ikke ville det, og set på kompromismuligheder og f.eks. være klar over hvor sårbar Putin var ved, at Minsk 2 blev sjoflet af både Ukraine, men også Tyskland og Frankrig. Faktisk også FN, for Minsk 2 var blevet et FN dokument.

Jeg forestiller mig en fredsproces, hvor udenforstående lande kunne spille en central rolle. Det kunne være Israel, Kina, Tyrkiet, Finland, Østrig, Indien eller lignende, som har relativt gode forbindelser til begge parter. FN skulle selvfølgelig også være med. Fredsforhandlingerne vil strække sig over længere tid, ingen tvivl om det. Ukraines grænser vil helt sikkert være på dagsordenen, ligesom russerne vil kræve en fælles europæisk sikkerhedsorden, som skitseret i Pariseraftalerne for mere end 30 år siden. De fredsforhandlinger vil ikke bare blive langvarige, men også uhyre vanskelige med afbrud, kriser og hvis vi er heldige lidt uskønne kompromisser. Sanktionerne mod Rusland er ekstremt hårde, og de har ikke indbygget nogle betingelser for at afskaffe dem, hvilket betyder, at der ikke er noget incitament for Putin til at moderere sig. At sætte realistiske betingelser op for ophør af nogle af sanktionerne, ville være et fornuftigt skridt for Vesten, hvis vi vil hjælpe ukrainerne. Bare at sende våben og fastholde presset, vil forlænge krigen, som ukrainerne har meget små chancer for at vinde, vil være selvdestruktivt.

  1. Conflict-related civilian casualties in Ukraine