Ukraine, flygtninge og europæisk solidaritet. Om Ruslands hybridkrig mod EU.

Af Carsten Jensen, medlem af Kritisk Debats redaktion.

Denne artikel er skrevet på baggrund af en række møder som blev startet af Europanævnet vedrørende EU’s kommende udfordringer. Migrantionstemaet inden for denne møderække blev mere aktuelt end nogen arrangør havde drømt om. Artiklen diskuterer flygtningespørgsmålet i forhold til en række andre temaer som EU’s foreløbige reaktioner og baggrunden for hele den aktuelle problemstilling i den russiske politiske elites forsøg på at holde sig ved magten gennem brug af hybridkrig og spil på højrepopulistiske temaer. Den slutter imidlertid på den gode fod med at pege på spæde tegn på en ny egentlig ’europæisk patriotisme’.

Udfordringen i den europæiske flygtningepolitik er i marts 2022, hvor Putins Rusland har gjort Ukraine til en slagmark, blevet flyttet mere end nogensinde siden krigene i Eksjugoslavien. Udviklingen er gået fra Balkan over Mellemøsten/Nordafrika til Ukraine. Og hver gang med større antal. Den tyske regering forudser i skrivende stund med, at Europa kommer til at modtage op til otte millioner ukrainske flygtninge. Alene Polen har allerede modtaget omkring to millioner. UNHCR regner med, at Danmark skal modtage omkring 120.000, hvis vi skal huse flygtninge proportionelt med det danske befolkningstal. Den danske regering forventer under alle omstændigheder at modtage titusindvis udover de 20.000, der allerede søges plads til i kommunerne.

Brændpunktet i EU’s flygtningepolitik er med andre ord flyttet fra syd til øst. At der nu kommer russiske asylansøgere til det nordlige Norge, er foreløbig blot et mikroskopisk sidetema i denne historie, men en eventuel større russisk udvandring i forbindelse med Ukrainekrigens interne efterspil er måske noget, man skal til at regne med som en mindre, men dog ikke u-, sandsynlig videre udvikling.

Europæisk flygtningepolitik som prioriteret tema Faktisk har EU længe før krigens udbrud søgt at igangsætte en proces, der skulle forberede medlemslandene på nye tider. Men på en måde som vi i dag umiddelbart kan vurdere som nærmest patetisk utilstrækkelig. En del af processen var dog fx at igangsætte folkelige debatter i hele Europa om fremtidens migration.

I vinteren 2021/22 var denne forfatter med til at afholde arrangementer på opdrag af Europanævnet. Det var en slags dialogmøder, hvor det var meningen, at borgere på baggrund af saglige input skulle have mulighed for at diskutere EU’s migrationspolitik i et åbent debatmiljø og at fremsætte forslag til, hvordan politikken skulle udformes for fremtiden. Vores arrangementer var en del af et større initiativ på Europæisk plan, og de indkomne forslag blev videresendt til en fælles europæisk opsamling. Der er endnu ikke kommet en samlet rapport om forløb og forslag, men det er da også en større operation, der skal til for at samle hele materialet.

Møderne blev indledt med tre korte oplæg, der hver for sig tematiserede elementer af migrationspolitikken. Men skønt de ellers var lagt åbent op, var der ingen, der forudså udfordringer af den størrelsesorden, som vi allerede har set i marts 2022. Dog skal det retfærdigvis siges, at hele logikken i manøvren var at forberede en diskussion på den præmis, at migration ikke er et samfundsmæssigt fænomen, man kan fjerne, men en del af den virkelighed, vi lever i. Oplæggene ledte frem mod en opfattelse af, at de store vandringer fra Mellemøsten i 2015 måske nok var en foreløbig kulmination på en udvikling i denne region, men ikke den sidste udfordring til EU som modtagerområde for den del af migrationen, som flygtninge udgør. EU og unionens borgere burde forberede sig på nye udfordringer for fremtiden, var budskabet. Lidet skulle vi ane, hvor meget ret historien ville give os i den betragtning.

De forslag, der kom ud af møderne, har da heller ingen direkte relevans for de problemstillinger, de europæiske samfund står over for netop nu. Mødernes tema havde nok allerede fra begyndelsen den effekt, at det især var folk, der bekymrede sig for migranterne og deres skæbne, der deltog. Hvis man ser på, hvem der normalt kommer til den slags folkeoplysningslignende arrangementer, får man et vink om, hvem der kan mobiliseres af denne form. Debatten kom, da også netop til at handle om, hvad man kunne gøre for at få migrationen til at glide, men ikke så meget om, hvorvidt den skulle stoppes, mindskes eller for den sags skyld øges, som man måske kunne have ventet. Det var en blanding af idealisme og konstruktiv politikudformning på kendte præmisser, der var styrende.

Denne tillid til mulighederne i situationen var der isoleret set noget opmuntrende i. Men bagsiden var selvfølgelig, at der især var tale om forslag, der lå inden for en bred ’main stream-konsensus’, hvor det mere handlede om justeringer og forbedringer inden for kendte positioner end om gentænkninger. Svarene var, kan vi nu tydeligt se i bakspejlet, alt i alt baseret på den forudsætning, at det hele nok ville gå som det plejer, – giv og tag 10 procents udsving årligt. Men nu står vi overfor udsving på adskillige hundrede procent, og ovenikøbet i en situation, hvor kodeordene i flygtningepolitikkens samfundsomgivelser er ekstrem usikkerhed på de fleste dimensioner. Situationen kalder nærmest på klicheer, og den mest nærliggende er, at i vores mikrokosmos af migrationsdebatten har virkeligheden overgået fantasien hos såvel opdragsgivere, arrangører som deltagere.

EU’s foreløbige svar
EU har i den sidste måned forsøgt at håndtere de aktuelle problemstillinger, som Ukrainekrigen har sat på dagsordenen. Alt er selvfølgelig foreløbigt, men der er dog kommet temmelig klare meldinger fra systemet om, hvordan tilgangen af asylsøgere fra Ukraine skal modtages

EU’s regeringschefer vedtog på et møde den 10-11 marts en erklæring om den russiske aggression mod Ukraine. Der blev for det første stillet krav til Rusland om at indstille militære operationer, at trække personel og materiel tilbage, at respektere Ukraines territorielle integritet, suverænitet og uafhængighed, at respektere folkeretten og at standse statslig disinformation og cyberangreb.

Dernæst blev det blandt andet vedtaget at styrke forbindelser til Ukraine, at indlede sanktioner mod Rusland, at yde Ukraine politisk, finansiel, materiel og humanitær støtte, samt ikke mindst at EU ”forpligtede sig til fortsat at udvise solidaritet og yde støtte til flygtninge og de lande, der huser dem”

EU har hvad det sidste angår aktiveret den såkaldte ’midlertidige beskyttelsesmekanisme’, som nu giver ukrainere ret til at opholde sig og arbejde i EU’s medlemslande, og Danmark har fået sin særlov for de ukrainske flygtninge. Det er en historisk beslutning og udtryk for en – i det mindste foreløbig – stærk solidaritet. Desuden er der af Tyskland blevet bragt et forslag om international luftbro, der skal bringe flygtninge fra de umiddelbare modtagerlande til det øvrige EU samt efter forslaget også til UK, USA og Canada. USA har i en foreløbig udmelding stillet i udsigt, at man vil kunne modtage op til 100.000.

Der gælder imidlertid andre regler for russere og belaruser, der flygter fra krigens effekter og forfølgelse i deres lande. Georgien (uden for EU) hævder fx allerede at have taget imod 20.000 russere, der er flygtet af politiske grunde. Russere og belaruser kan søge asyl på almindelige præmisser i EU-lande, men det kan være svært for dem at komme til steder, hvor de kan søge asyl. Det har været diskuteret at gøre det lettere for dem at nå frem til at kunne søge, men foreløbigt uden at nogen egentlige konklusioner er nået. En yderligere udfordring er, hvordan man forhindrer, at der bliver udpeget nye syndebukke i Europa, hvor de herboende russere vil være et udsat mindretal. Mekanismen har allerede vist sig i fx Danmark med hærværket mod den russiske kirke i København, der åbenbart ukendt for gerningsmændene ikke er tilknyttet Moskvapatriarken og i øvrigt var blandt de første til at organisere støttenetværk for ukrainske flygtninge.

Putinklikens kamp for sikring af magt og overlevelse Men hvordan i alverden er situationen i og omkring Ukraine i den grad kommet ud af kontrol. Der er nok ingen tvivl om, at den helt store del af svaret skal findes i den russiske politiske ledelse. Hvordan man nu end stiller sig til forestillinger om, at ’forstå Putin’ eller give ham hele skylden uden undskyldninger, så er det aktuelle initiativ i hvert fald russisk. Det er russisk militær, der er beordret ind i Ukraine, ikke omvendt.

Præsident Putin er økonomisk trængt hjemme, og trænger sig derfor militært og politisk på ude. Militært på Ukraine, men politisk også på det øvrige Europa, der i skrivende stund er i færd med at håndtere sine største sikkerhedsudfordringer siden Anden verdenskrig.

I det internationale system er Rusland en nedstigende taber fra Den kolde krig, der søger at vende den udvikling, der har reduceret landet fra at være en af kun to globale supermagter til blot at være en regional magt, der bortset fra Syrien ikke har haft meget succes med at projicere sine magtressourcer ud over nærmiljøet. I mangel på held til at kæmpe sig selv højere op af den internationale rangstige har Putin og kredsen omkring ham så grebet til det middel, der er næsten lige så godt: at forsøge at svække vinderne, så nedstigningen forekommer deres egen befolkning relativt mindre. Kan man forhindre verden i at løbe fra en med stormskridt, ser ens eget efterslæb ikke så stort ud, og det bliver nemmere for en Putin at ligne en succes på hjemmebanen, hvis de andre har udfordringer på udebanen.

Sådan kunne man beskrive situationen for Putins Rusland. For der er ingen tvivl om, at Putins regeringskonstellation er presset. Den har i en del år ikke leveret særlig godt på indre vækst, befolkningens velfærd, mv. Putins popularitet har været svingende, og selvom hans tilslutning i elitekredse har forekommet nogenlunde sikker, er der ingen garanti for, at den folkelige opbakning kan opretholdes. Der findes angiveligt en folkelig tradition i Rusland for at finde sig i meget udadtil, mens man for sig selv og privat finder afløb for frustrationer og vrede over styret. Derfor kan der være en idé i at fjerne fokus fra befolkningens hjemlige udfordringer og forskubbe den ud i omgivelserne. Set fra en trængt russisk elites synspunkt.

Putins fortsættelse af indenrigspolitikken med militære og ikke-militære midler

Hybridkrig er en af de måder, som usikre autokrater kan påvirke deres omgivelser på. Den blev i 2015 beskrevet som følger af NATO’s generalsekretær Jan Stoltenberg: ”Hybridkrig er en mørk spejling af vores (dvs. NATO’s, CJ) ’sammenfattende tilgang’. Vi bruger en kombination af militære og ikke-militære midler til at stabilisere lande med. Andre bruger en sådan kombination til at destabilisere dem.” Og hybridkrig kan helt bevidst indeholde skabelse af flygtninge, som dem, politikken retter sig i mod, forventes at være ansvarlige nok til at tage sig af. Som fx da Belarus prøvede at skabe en flygtningekrise for Polen ved at skabe en luftkorridor for folk fra Mellemøsten, der søgte mod Europa. Samlet set kunne man betegne Ruslands militære angreb på Ukraine og især bombardementerne af befolkningscentre som en politik, der netop falder inden for Stoltenbergs definition af hybridkrig: den militære dimension giver sig selv og er foreløbigt rettet specifikt mod Ukraine, mens skabelsen af flygtningesituationer er en civil dimension af hybridkrigen, der specifikt er rettet mod Europa.

Rusland har med sin kyniske gennemførsel af aggressionen skabt et dramatisk skub på migrationen fra Ukraine til EU. I løbet af marts 2022 er millioner af ukrainere flygtet over grænserne til de omgivende EU-lande. Det giver endnu ikke nogen mening at gisne om, præcis hvor mange millioner det netop nu drejer sig om, for tallene stiger fortløbende, og der er ikke meget, der tyder på, at situationen vil stabilisere sig foreløbigt.

Det har allerede vist sig, at det at skabe flygtninge er at skabe økonomiske og politiske problemer for modtagerlande på. På den anden side har Putin i hvert fald foreløbigt opnået at skabe mere fællesskab i Europa og opbakning om EU, end det er lykkedes regionens interne fortalere at skabe i årtier. Men man må antage, at en del af hybridkrigens logik har været at skubbe til den ustabilitet omkring det europæiske projekt som højrepopulismen har været udtryk for, og at de fulde resultater af denne politik endnu ikke har vist sig.

Flygtninge, højrepopulister og Den nye verdensordens brændpunkter: Jugoslavien, Syrien og Ukraine Brexit har allerede skabt Europas største nederlag til højrepopulisterne nogensinde. Det ville være nærliggende at forestille sig, at Kremls strateger her har set en mulighed for at skubbe yderligere i den retning. At der foreløbig synes at være bred både folkelig og eliteopbakning til modtagelsen af de ukrainske flygtninge siger desværre ikke meget. For det kan hurtigt ændre sig efterhånden som problemer og udgifter begynder at vise sig. Meget kommer til at afhænge af, hvordan både EU og de forskellige nationale lederskaber kommer til at tackle situationen i praktiske termer, dvs. hvordan problemløsningen kommer til at forløbe, og af hvordan de mange forskellige tiltag, der skal til, bliver sat i tale. Hele kampen om dagsordenen for flygtningepolitikken efter Ukraine kan blive en af de afgørende faktorer i europæisk politik i de kommende år. Det kan faktisk blive den afgørende faktor i kampen om regeringsmagt med mere i mange lande.

Flygtningepolitikken har længe været et centralt emne på EU’s dagsorden, og de internationale begivenheder omkring regionen har accelereret problemet. Hvis man går tilbage til 1990’erne var de mange flygtninge fra de jugoslaviske borgerkrige en af de helt store udfordringer. Titusindvis flygtede fra den vold og uro som opløsningen af landet dels udsprang af og som tiden gik også medførte. I det øvrige Europa, var den situation med til at skabe grobund for det, vi har lært at kende som ’den højrepopulistiske bølge’. Danmark er illustrativt i den henseende. Der har været fremmedfjendske røster i den politiske debat før, fx i Fremskridtspartiet, men med dannelsen af Dansk Folkeparti i 1995 netop på baggrund af de nye flygtninge fra Balkan fik vi et parti, der havde modstanden mod flygtninge og indvandrere som sit centrale politiske træk, hvilket vi ikke havde haft før. Partiet voksede hurtigt, og det fik ved at kaste sit lod i Venstres vægtskål meget stor indflydelse på dansk politik. Uden DF ingen Fogh- og Løkkeregeringer. Tilsvarende historier kunne fortælles om andre europæiske lande, hvor den højrepopulismen fik rygstød og fandt samarbejdspartnere (’kollaboratører’ som den tyske populismetænker Jan-Werner Müller kalder dem) blandt etablerede partier.

Indvandringen fra Mellemøsten af både økonomiske og politiske grunde blev et gennemgående tema. Menneskesmuglere organiserede migration fra Nordafrika til EU som en hel industri. Samtidig begyndte udvekslingen af arbejdskraft inden for EU at sætte sine spor i nogle segmenter af befolkningerne. I London gik fx det folkelige rygte, at ’en ud af hver ottende, der bor i byen, er uregistreret polak’. Videre hed det, at mange af disse ’polakker’ levede af at indfange og spise svanerne i byens parker! Sådanne folkelige stemninger blev især indfanget af og omsat til politik af britiske højrefløjspolitikere i UKIP og det konservative Toryparti. Hermed blev en af pillerne i Brexitprojektet understøttet.

Den næste skelsættende begivenhed var flygtningekrisen i 2015. I kølvandet på den syriske borgerkrig fulgte en vandring af over en million mennesker op gennem Europa. Denne proces skabte en række konflikter, hvor regeringer og befolkninger reagerede meget forskelligt, og hvor der blev sat skel mellem lande som Tyskland og Sverige på den ene side og Polen og Ungarns højrepopulistiske lederskaber på den anden. Det blev svært at skabe en fælles EU-politik på flygtningeområdet med så forskellige politikker i medlemslandene.

Med Brexitafstemningen i UK i 2016 nåede højrepopulismens indflydelse sit foreløbige højdepunkt i Europa. At UK’s vælgere pålagde den modvillige konservative regering at trække landet ud af EU, er det europæiske projekts største nederlag til dato og noget, der har været med til at påvirke EU’s handlerum og gennemslagskraft voldsomt.

Efter dette nederlag for EU kunne en ekstern betragter, som fx den russiske regering, gøre sig nogle strategiske overvejelser. En af de lærer, man kunne drage var, at EU havde vist sig sårbart overfor folkelig kritik og protest fra neden. I den udstrækning EU er et eliteprojekt, havde eliterne i såvel UK som på kontinentet lidt et stort nederlag til den højreorienterede del af de folkelige kræfter. Baggrunden for dette var for en stor dels vedkommende udviklinger på migrationsområdet italesat og formidlet via højrepartier. Hvis man kunne understøtte disse træk af europæisk ’politik fra neden’, ville man omvendt kunne svække projektet for europæisk samling og institutionsopbygning.

Det forekommer umuligt at forestille sig, at dette ikke har været en del af overvejelserne i den russiske ledelse. For hypotesen taler fx den russiske udenrigsminister Lavrovs udtalelse for nylig om, at ’den eneste uafhængige tv-kanal i USA er Fox News. Resten er regeringskanaler’. Lavrov taler her ud fra en opfattelse af, at der findes en transatlantisk elite, der er for EU og NATO, og som er i modsætning til deres egne befolkninger og ikke mindst aktive fjender af Rusland. Naturligvis er udtalelsen blot en løsreven del af Ruslands position i kampen af Ukrainekrigens dagsorden, men den er til gengæld signifikant som sådan. Lavrovs bemærkning giver ikke megen mening i en politisk-juridisk diskurs som den transatlantiske. Men i en autoritær politisk-ideologisk diskurs giver den megen mening, og netop til det synspunkt, at der er en modsætning mellem eliter og befolkninger i Europa, som Rusland kan påvirke.

Set i dette lys kan det russiske angreb på Ukraine og især dets langstrakte form (hvor befolkningen i stigende grad bliver ofre for den russiske krigsførsel) også ses som et forsøg på at destabilisere EU – og dermed svække en af Ruslands stærkeste opponenter i det internationale spil. Et Europa, der bliver påført en humanitær udfordring, det ikke kan afvise at håndtere, er også et økonomisk og socialt udfordret Europa. Og et udfordret, på sigt måske relativt svækket, Europa er i dette magtspil det samme som et relativt styrket Rusland.

Mod en ny europæisk patriotisme? Margrete Vestager rejste i Information den 9. marts spørgsmålet om, hvor længe alt dette har været forberedt fra Ruslands side. Har der fx i realiteten været planlægning af destabilisering – fx via skabelse af udfordringer på migrationsområdet via krig og dermed følgende skabelse af flygtninge – på tegnebrættet i de russiske militære strategers tænkning? Svaret er nok at planlægningen af krigen må gå adskillige år tilbage. Og at ja, de russiske strateger må have været fuldt bevidste om, at en større flygtningekrise for Europa ville være et sandsynligt resultat af den måde operationerne har været planlagt. Det er ikke nogen betryggende tanke, men det forekommer mest realistisk at forestille sig, at det er den slags modstandere, som vi i regionen reelt står over for.

Den belgiske politiske filosof Chantal Mouffe er de sidste 20 år blevet en af de vigtige stemmer i den politiske tænkning i Europa. Hun har peget på, at et af problemerne med mange politiske ideer og ideologier er, at de ikke har mod eller evne til at se helt ned i dybet af politiske konflikter. Selv har hun foreslået, at man bør sondre meget skarpt mellem dem blandt ens ’politiske andre’, man kan side til bords med, og med hvem man kan udkæmpe de politiske kampe ved valg, med krydser, stemmebokse med videre. Og så dem, der gør sig til fjender. Dvs. dem der reelt ønsker en konflikt, der kan ende med den enes undergang. Hvor trist det end er, er der nok ikke andet at konkludere, end at sige at ’ja, Putin og hans allierede har gjort Rusland til en fjende af Europa’.

Foreløbig har Europa svaret på det åbenlyse fjendskab med økonomiske sanktioner, økonomisk støtte til Ukraine som kæmpende nation og påtagelse af ansvaret for sikkerhed og forsørgelse for en del af befolkningen ind til videre. Lad os håbe, at det bliver nok. Men det kan også gå den stik modsatte og meget gale vej, hvor højrepopulismen får overtaget, således at staterne i Europa kæmper indbyrdes om at lægge ansvaret over på hinanden, mens Putin læner sig tilbage og forbereder næste skridt.

Alene af praktiske grunde skal både EU’s og nationalstaternes migrationspolitik gentænkes helt dramatisk i de kommende måneder og år. Den skal også i langt højere grad sættes ind i en sikkerhedspolitisk ramme. Måske kan denne indsats styrke hele forestillingen om EU på sigt, for med den foreløbige villighed til at gøre en folkelig indsats har der vel for første nogensinde vist sig kim til en bredere ’europæisk patriotisme’, der kan være et vigtigt bolværk mod de nedbrydende kræfter. Og som efterfølgende måske også kan bære mere fremadrettede og opbyggelige projekter.