Troldmandens lærlinge? Politiske konsekvenser af udviklingen i forholdet mellem nyliberalisme og højrepopulisme

Ud fra et vist, men noget begrænset synspunkt, har højrepopulismens succeser i de seneste årtier egentlig været godt nyt for venstresiden af europæisk politik.

Trumps præsidentskab, Brexit mv. har nemlig svækket det nyliberale hegemoni så meget, at det i dag er tvivlsomt, om det overhovedet findes som andet end fragmentariske rester i nogle lande, i nogle faglige miljøer og på nogle politikfelter. Det er det eneste pæne, man kan sige om højrepopulismen, men det betyder også, at efterspørgslen på alternativer i de forskellige europæiske befolkninger er blevet større. Og dermed centrum-venstre og venstrefløjens muligheder. Chantal Mouffe har fulgt denne udvikling tæt, og i denne artikel diskuteres hendes rapportager fra fronten.

Chantal Mouffe er en af dem, der utrætteligt har været leveringsdygtig på udbudssiden af alternativbranchen. Hendes arbejde det seneste lille halve århundrede har været en lang bestræbelse på at sammenfatte, formidle og finpudse de seneste nye politiske udviklinger til venstre. Hendes første internationale tekst fra 1977 handlede om opsvingene i klassekampen og gramscianismen i Italien og Frankrig, i 1980’erne diskuterede hun konsekvenserne af de nye sociale bevægelsers fremkomst, i 1990’erne forholdet mellem marxismen og liberalismen efter Murens fald, i 2000’erne handlede det om højrepopulismens fremkomst og i 2010’erne om de politiske effekter af finanskrisen. Hendes helt aktuelle tekster handler især om venstrepopulisme som alternativ.

Når denne artikel er helliget en fremstilling og diskussion af Chantal Mouffe nyliberalismekritik, er det ikke så meget for at fejre specielt hende, som for at bruge hendes arbejde som et prisme, gennem hvilket man kan se en række at de politiske diskussioner og analyser, som nyliberalismens historie siden slutningen af 1970erne har fremprovokeret.

Læst som fortløbende interventioner i den politiske venstredebat, bliver Mouffes arbejde en slags rapporter fra Europa set som politisk laboratorium. På den ene side, den røde, laves der forsøg med at skabe ’frihed og lighed for alle’ (Mouffes politiske etiks fordring), på den anden side, den blå, opfinder man modsvarende nye metoder (nyliberalisme, højrepopulisme) at forsvare privilegier på.

I Mouffes univers starter historien om denne kamp om dagsordner med, at venstresiden set under et var i offensiven i efterkrigstiden (1). Midten af historien er, at ’det socialdemokratiske hegemoni’ blev udfordret i 1970’erne og 1980’erne (2) og afløst af et nyliberalistisk hegemoni – 1990’erne og 2000’erne (3), der på sin side krakelerede i løbet af 2010’erne (4). Slutningen er åben – eller en ’cliffhanger’, som nogle ville sige i dag: bliver det højre- eller venstrepopulismen, der skaber den nye hegemoniske dagsorden? Fortsættelse følger i næste uge. Indtil da må nyliberalismen finde sig i at være at have mistet sit hegemoniske panser og nøjes med ren dominans, hvor den kan finde rum til det.

For en ordens skyld: Teksten diskuterer altså aspekter af nyliberalismens udvikling og placering på ’den politiske scene’, som Karl Marx ville have sagt, men generelt ikke dens relationer til økonomiske, klassemæssige eller internationale forskydninger i perioden. Den indeholder mere præcist en kort sammenfatning af Chantal Mouffes fremstillinger af problemet med nyliberalismen fra 1981 til i dag, hvor den i stigende grad bliver konfronteret med højre- og venstrepopulisme og en diskussion af dens politiske implikationer, som i hendes version bliver at anbefale et ryk fra et samlende centrum-venstre til en populistisk venstrefløj.

Mouffe tidligere behandling af nyliberalismen

Chantal Mouffe brugte første gang termen ’nyliberalisme’ i en artikel fra 1981. ’Demokratiet og det nye højre’ sammenfattede, hvad hun den gang så som en række tidsmæssigt sammenfaldende, men forskellige, forsøg fra højre på at udfordre den aktuelle politiske status quo. Nyliberalismen var sammen med ’nykonservatisme’ og ’det nye højre’ forskellige reaktioner på den voksende indflydelse som socialdemokratierne og fagbevægelserne via staten havde fået på samfundsudviklingen i efterkrigstiden.

Mouffe føjede til dette billede ’højrepopulismen’, som hun i højere grad end de andre så som et praktisk forsøg på at forankre stats- og demokratiseringskritikken i et praktisk politisk projekt med et vist folkeligt indslag. Dengang opfattede hun thatcherismen og reaganismen, der netop var blevet regeringsbærende i UK og USA, som populistiske forsøg på at bringe nogle af de andre tilgange til magten på. Termen højrepopulisme var dermed en slags samlebetegnelse for de øvrige.

Med hensyn til det specifikt nyliberale projekt var det ifølge Mouffe en variant af ’det gamle regimes’ ideologi, det vil ret beset sige en konservatisme, hvor økonomisk liberale ideer om begrænset stat og begrænset demokratisk indflydelse er fremherskende (set i relation til fx keynesianisme) og hvor markedet søges udbredt på bekostning af statslige og civilsamfundsmæssige institutioner. Selvom et af de centrale aspekter ved nyliberalismen var dens angreb på tanken om udbredelse og styrkelse af det liberale demokrati til stadigt flere områder af samfundet, så hun langt fra nyliberalismen i princippet som et angreb på det liberale demokrati, men snarere som et forsøg på at hæmme dets fortløbende virkeliggørelse på stadig flere samfundsmæssige områder, dvs. dets udvidelse i dybden. Dets eventuelle udvidelse i bredden var mere acceptabel for denne tradition – jf. fx den senere støtte til forestillingerne om demokratisering i Latinamerika, Østeuropa og Mellemøsten.

Imidlertid flyttede Mouffes position og terminologier sig i løbet af 1980’erne. Hvor hun indledningsvist havde fokuseret på højreoffensivens indre komponenter som meget ordnede, akademiske ’politiske filosofier’ ændrede hun perspektiv, og begyndte at se på dem fra en mere strategisk vinkel. I den indflydelsesrige Hegemony and Socialist Strategy, som hun udgav i 1985 sammen med Ernesto Laclau, var hun nærmest holdt op med at skelne mellem de forskellige højreteorier. I stedet så hun dem enten som forskellige aspekter af samme politiske projekt eller simpelthen som udskiftelige termer for det samme (thatcherisme og reaganisme): ” What the neo-conservative or neo-liberal ‘new right’ has called into question is the type of articulation which has led democratic liberalism to justify the intervention of the state in the struggle against inequalities, and the installation of the welfare state.” (Laclau og Mouffe, 1985;171)

I denne korte sammenfatning bliver ’nyt højre’ overbegreb for kombinationen af nykonservatisme og nyliberalisme, men man har af konteksten indtryk af, at sprogbrugen er lidt tilfældig.

Under alle omstændigheder udviklede sprogbrugen i det omgivende samfund og især på venstrefløjen sig i løbet af 1980’erne og 1990’erne og i den bog The Return of the Political fra 1993, der til en vis grad var en reaktion på Murens fald og marxismens forstærkede krise, var termen ’nyliberalisme’ blevet hendes foretrukne. Hun skrev således om de foregående årtiers udvikling på højresiden af politik, hvor angreb på velfærdsstat og demokrati var blevet intensiverede at: “ … a group of neo-liberals attacked the measure of redistribution within the Great Society and denounced the increasing intervention of the state in the economy. They preached, with Milton Friedman, a return to free market capitalism. (…) the target is in fact the articulation between liberalism and democracy: the subversive potential of the democratic idea confronting the preservation of the dominant social relations.” (Mouffe, 1993; 23)

For Mouffe er nyliberalisme siden 1981 ikke så meget betegnelse for specifikke politisk-teoretiske positioner, men mere en betegnelse for pladser i politisk-ideologiske kampe. (5)

Mouffes tilgang er modificeret modernistisk på den måde, at hun dybest set ser demokratiets fremkomst som betingende for historiens logik og ikke mindst som modstandens motor: Først fransk revolution, så Edmund Burkes konservatisme, der er et første demokratiskeptisk forsøg på at opsamle og systematisere det gamle regimes ideer til en samlet strategi for generobring af det politiske initiativ. Og tilsvarende i de seneste 50 år: først efterkrigsdemokratisering, velfærdsstat og nye sociale bevægelser og så ’nyliberalisme’ som reaktion og strategi for tilbageerobring af politisk initiativ, for dem der mister, eller står til at miste, relative positioner, magt og rigdom. Hvad enten de er småbønder, nationale fordistiske industribaroner eller international finanskapital.

Med andre ord og i al korthed: selve ordet ’nyliberalisme’ mister konkret indhold for Mouffe, i takt med at det bliver mere bredt favnende og nærmest kommer til at blive en betegnelse fra ’det gamle regimes tænkning i den til enhver tid aktuelle konjunktur’. Eller sådan så det i det mindste ud, indtil ’højrepopulismen’ i ny form kom på banen.

Nyliberalismen som politisk modstander

Med den lille tekst ’Venstre har ikke brug for en moralsk fjende, men for en politisk modstander’ fra 2001 bliver det imidlertid klart, at der er sket noget, der har fået Chantal Mouffe til at reflektere på en ny måde over politikken.

For det første var nyliberalismen angiveligt slået bredt igennem i Europa. Det betød, at ulighed voksede, at flere blev ekskluderede og at demokratiet blev undergravet. Den korte version af denne historie er, at nyliberalismen er ikke mere var udfordrer til den overvejende socialdemokratiske status quo, men havde udviklet og kæmpet sig til at være en politisk bevægelse, der havde opnået regionalt hegemoni. Den er blevet Europas almindelige politiske fornuft.

Et helt centralt aspekt af denne situation var, at socialdemokraterne havde taget så meget af det nyliberale tankegods ind, at de i praksis også var blevet nyliberale. Mouffe og mange andre opfattede Blairs Labour som et mønstereksempel på denne udvikling (’blairisme er thatcherisme med bukser’, som Eric Hobsbawm sagde), men også de tyske socialdemokrater under Schröder med deres såkaldte ’neue Mitte’ nævntes ofte.

Mouffe kunne således ikke deltage i glæden over, at så mange lande i årtiet efter Murens fald kom under socialdemokratisk ledelse. Det, der lignede et politisk come back efter 1980’ernes ideologiske, parlamentariske og regeringsmæssige højredrejning, var i realiteten endnu et voldsomt tilbageslag: det var netop et udtryk for nyliberalismens styrke, dens egentlige hegemoni, at den var trængt ind i arbejderbevægelsens egne politiske organisationer og endog der havde fortrængt socialdemokratismen.

Videre pegede Mouffe på et demokratisk underskud i det nyliberale hegemoni. Et politisk velfungerende, egentligt, demokrati forudsætter, at der er noget at vælge i mellem, ellers er der ikke rigtige valg, men kun, som hun senere sagde, valg mellem de politiske ækvivalenter til Pepsi og Coke. Hvis socialdemokraterne også er blevet nyliberale, og angiveligt udgør de europæiske parlamenters modpol til højre, er demokratiet derfor truet. Eller rettere, det er blevet et ’post-demokrati’, der har bevaret demokratiske former, men ikke demokratisk indhold (jf. Hagedorn, 2019 og Seeberg og Thorup, 2020).

Under det nyliberale hegemoni blev den foretrukne kritik fra de eksisterende centrumvenstrepartier, at højresiden var blevet grådig og umoralsk. Det samme gjaldt en del af kritikken fra den brede del af den kulturelle elite. Deres position i den politisk-kulturelle stillingskrig var, at de nyrige tech-kapitalister, der skamløst fremviste deres nye biler og privatfly burde finde sig en bedre moral. Selv sangeren Lennart Cohen, der ellers havde specialiseret sig i dystre kærlighedssange med religiøse overtoner, skrev en i øvrigt ret sjov sang om, at de rige, der sejlede rundt på verdenshavene i designeryachts og smed plastikposer i vandet, burde skamme sig. Ellers ville Lennart blive vred.

Den anden dimension af ’den moralske drejning’ fra perioden var, at den nu fremvoksende ’nye’ højrepopulisme også blev mødt med moralsk kritik. Jörg Haiders og Pim Fortuyns islamofobi, generelle fremmedfjendskhed og nynationalisme blev af socialdemokrater mødt af enten en moralsk indstilling, der fremhævede ansvar for andre end lige de nærmeste, især under indtryk af 1990’ernes europæiske krige.

Mouffe på sin side forkastede den slags venstrekritik. Den var overfladisk og førte ingen steder hen. I stedet burde centrum-venstre og venstrefløj forenes omkring et program, der udpegede de virkelige politiske modstandere og fjender. De første var nyliberalismen og højrepopulismen, for så vidt som de accepterede de demokratiske spilleregler, hvilket Mouffe mente, at de gjorde i Europa, mens egentligt fjendskab burde reserveres til dem, der forkastede demokratiet i praksis, dvs. egentlig højreekstremisme i fx de nyfascistiske og radikalt islamistiske former.

Blandt modstanderne udpegede Mouffe nyliberalismen som den egentlige. I denne fase så hun højrepopulismen som et sekundært fænomen, der når alt kom til alt var en reaktion fra de ekskluderingstruede folkelige sektorer på den nyliberale globalisering og på den politiske marginalisering, der fulgte af postpolitikken. Hvis man kunne slå nyliberalismen politisk, kunne man tæmme globaliseringen og dermed fjerne årsagen til højrepopulismen. Den ’politiske modstander’, som Mouffe efterlyste, var altså nyliberalismen, og det ’moralske fjendskab’, man burde lægge bag sig, var den overfladiske kritik af globaliseringens mere spektakulære udtryk og højrepopulismen.

Mouffes program for det 21. århundrede kunne således sammenfattes sådan, at der skulle udvikles et politisk alternativ til venstre for nyliberalismen, – ikke en mere moralsk acceptabel nyliberalisme. Socialdemokrater burde bryde med nyliberalisme hos sig selv 1) for at kunne føre socialdemokratisk politik, 2) for at forhindre at de nyliberale for held til at underminere demokratiet ved mangel på alternativer. Venstrefløjens opgave var at opsamle nye sociale bevægelsers krav til et fælles politisk projekt, med hvilket den kunne trække socialdemokrater i Europa til venstre.

Der var i den forstand tale om et projekt, der for det første var baseret på en forestilling om en politisk konfliktstruktur, der stadig var baseret på en venstre-højreakse. Den (højre)populistiske forestilling om en ny samfundsmæssigt central konflikt mellem ’de deroppe’ mod ’os hernede’, blev anerkendt som en relevant forståelse i konjunkturen, men som en struktur, der ville forsvinde, når dens egentlige politiske grundlag i den nyliberale globalisering forsvandt.

For det andet var tilgangen dybest set baseret på, at det var muligt at samle et politisk venstre i de europæiske lande. Hvis nyliberalismen blev uddrevet af de socialdemokratiske partier, ville det igen være muligt at føre en forholdsvis traditionel alliancepolitik, hvor centrum-venstre leverede hovedparten af stemmerne til et sejrende regeringsprojekt, mens venstrefløjen kunne sikre fornyelse gennem opsamling af bevægelsernes krav og skabelse af ’ro på bagsmækken’ gennem støtte til parlamentariske systemer og regeringer.

Efter det nyliberale hegemoni?

I små to årtier var den ovenfor skitserede tænkning dominerende i Chantal Mouffes forfatterskab, der fik en stadigt mere central rolle i politiske debatter på venstrefløjen og ikke mindst i akademiske og kulturelle miljøer. Mouffe blev en slags europæisk topintellektuel, der blev inviteret til diverse profilerede sammenkomster og politiske arrangementer som taler. I Danmark har hun fx talt på CBS (’Handelshøjskolen’), på museer (herunder Arbejdermuseet i København) og til Aarhus festuge. Politisk er hun blevet hevet ind af La France Insoumise (Luc Melonchons parti), hun blev nævnt af partiets ledere som inspirator for Podemos, og hendes seneste bog blev lanceret på ’den kosmopolitiske kulturfronts’ flagskib, Tate Modern, i London. Hendes bøger i perioden, On the Political (2005), Agonitics (2013) og Construir Pueblo (2015), der var skrevet sammen med Ínigo Errejón, blev venstrefløjsbestsellere og umiddelbart oversat til hovedsprogene.

I 2018, hvor bogen For a Left Populism udkom, var det imidlertid klart, at der var sket noget i mellemtiden. Både med nyliberalismens status og med Mouffes tænkning.

Nyliberalismens hegemoni havde været vaklende siden Donald Trump vandt præsidentvalget i USA og bragte højrepopulismen direkte ind på den globaliserede verdens absolutte politiske hovedscene, meget mod den amerikanske tech-kapitals vilje, men dog støttet af det reformerede republikanske parti. Samme år som briterne mod et af de klassiske nyliberale partiers, de britiske konservative Toryers, vilje stemte UK ud af EU.

På dette tidspunkt var det begyndt at blive klart, at den politiske krise, som nyliberalismen ret beset havde befundet sig i siden finanskrisen, var slået fuldt ud. (note: I en dansk sammenhæng var ’nyliberalismens krise’ allerede blevet proklameret i 2009 i bogen Dansk nyliberalisme, der var blev redigeret af Anders Lundkvist) Det var ikke lykkedes dens fortalere at komme igen efter de store statslige indsatser, der var blevet gjort for at redde den angiveligt selvregulerende kapitalisme. Og det var heller ikke lykkedes at få gjort noget ved den generaliserede utilfredshed, som nyliberalt organiseret afindustrialisering og marginalisering havde skabt i det amerikanske ’rustbælte’ og de europæiske udkantsområder.

I Chantal Mouffes univers blev den nye situation, hvor højrepopulismen tilsyneladende ikke mere kan forstås som en ren følge (’epifænomen’) af nyliberalismen, og hvor den sidste har mistet hegemoni, reflekteret i For venstrepopulisme (dansk udgave 2020) i udtrykket ’det populistiske moment’ (the populist moment): ” (…) i dag stilles der spørgsmål til den neoliberale hegemoniske formation fra adskillige anti-establishment-bevægelser både fra højre og venstre. Dette er den situation, som jeg vil kalde ’det populistiske moment’ (…).” (Mouffe, 2020; 12) og ”Ved at undersøge den nuværende konjunktur i Vesteuropa, har jeg argument for, at vi lever i et ’populistisk moment’. Dette er et udtryk for modstand imod den postdemokratiske betingelse, som det neoliberale hegemoni har bragt med sig gennem de sidste 30 år. Dette hegemoni er nu i krise, og det skaber muligheden for etablering af en ny hegemonisk formation. Denne nye hegemoniske formation kan enten blive mere autoritær eller mere demokratisk afhængig af, hvordan disse modstande bliver artikuleret og typen af politikker, som vil udfordre neoliberalismen.” (Mouffe, 2020; 99)

Det er faktisk ret svært at finde ud af, hvad Mouffe mener med termen ’et populistisk’, og den er i hvert fald svært oversættelig. Den kan både gives en strukturel og en historisk betydning. Den kan naturligvis oversættes ’i tid’ så at sige som ’et øjeblik’, som fx et populistisk øjeblik/tidsrum, som vi så i dag skulle leve i. Det ville heller ikke være helt forkert. Men i den ovenfor nævnte Hegemony and Socialist Strategy defineres ’a moment’ som ’en uundværlig del af en struktur’. Altså fx som når en ’overbygning’ nødvendigvis må have en ’basis’, eller når en overklasse nødvendigvis må have en underklasse for at give mening.

En samlet forståelse af Mouffes tanke kunne binde de to betydninger sammen: vi lever i en politisk konjunktur, der ikke kan forstås uden henvisninger til de populistiske udfordringer, og hvor populismen har selvstændiggjort sig i forhold til nyliberalismen på en sådan måde, at den gamle venstre/højre-tænkning er kommet til kort.

Dette forslag til forståelse af forestillingen om ’et populistisk moment’ kunne også inddrage den ’venstreorienterede’, men hverken marxistisk eller poststrukturalistisk inspirerede, politolog Cas Muddes forståelse af populismen (2021). Mudde henviste allerede i 2004 til det, han dengang kaldte the populist zeitgeist, ’den populistiske tidsånd’. Man tager nok ikke helt fejl, hvis man forestiller sig, at Mouffe har skelet til Muddes formulering, når hun er begyndt at tale om ’et populistisk moment’. Det er til en vis grad hendes omskrivning af Muddes registrering af, at man i den aktuelle konjunktur ikke mere kan tale om et nationalt politisk projekt uden også at tale om ’populisme’.

Populismen er dog ikke blevet hegemonisk i nogen betydning af ordet, men den har fået en politisk styrke og placering, hvor det er umuligt ikke at medtage dens tilstedeværelse i politisk, strategisk tænkning. Så længe der er nyliberalistisk frembragt ’postpolitik’/afdemokratisering, så længe vil der også være højre og venstrepopulisme. Eller med andre ord: populismen er blevet en nødvendig del af de politiske forudsætninger for enhver tænkning i alternativer, hvilket også betyder at der er kommet en dobbelt konfliktestruktur: på den ene side en højre venstre-akse og på den anden en populisme-nyliberalism/postpolitikakse.

Lærlingemagt?

Mouffe strammer i For venstrepopulisme denne tankegang så langt, at hun hævder, at efter det nyliberale hegemoni er situationen nu den, at løsningen på fremtidens udfordringer bliver populistisk. Spørgsmålet er bare, om det bliver højre- eller venstrepopulistisk.(6)

Dette spørgsmål kan kun besvares historisk og forlades følgelig her. Der skal blot peges på, at Mouffes tilgang tilsyneladende (og foreløbigt?) er endt der, hvor især højrepopulismen gennem politiske processer angiveligt er blevet udviklet af dens fortalere og tilhængere på en så konstruktiv måde, at den har kunnet selvstændiggøre sig i forhold nyliberalismen.

Den i forhold til Mouffes udgangspunkt overraskende konklusion er sådan set, at nyliberalismen, der ifølge hende nød godt af thatcherismens og reaganismens højrepopulisme som murbrækker i forhold til fx fagbevægelsen, jf. krisen i UK omkring minarbejderstrejken i 1984/85 og den næsten tilsvarende kamp om magten i flyvebranchen i USA under Ronald Reagan, nu er blevet kuppet af sin egen lærling. Selvom højrepopulismen ikke for alvor er kommet til regeringsmagten i større lande i Europa (når der bortses fra Polen, der politisk dog højst er ’mellemstort’), har den dog været det i USA i en kort periode, og måske kan det samme ske i nogle af de større lande i de kommende år.

Venstrepopulismen i form af Syriza var ved regeringsmagten i Grækenland i en periode, og også den var en reaktion på nyliberalismen. Om end ikke i den form som Mouffes generelle tilgang angiver. Det vil sige som svar på et demokratisk underskud men mere bastant, nærmest klassisk marxismeagtigt, som svar på en benhård økonomisk krise. Også her tog lærlingene mester ved vingebenet. Igen: om det kommer til at lade sig gøre at gentage succesen i et af de større europæiske lande i de kommende år er helt uvist.

Et hint vedrørende svaret kan man dog få ved at overveje Mouffes satsning på det britiske Labour. Ved siden af partier som Podemos, Syriza og La France Insoumis satte hun i en periode sin lid til partiet under Jeremy Corbyns ledelse. I artiklen ‘Corbyn represents the implementation of a Left populist strategy’ (The New Pretender, 21 april, 2018), fremhævede hun hans linje, som et brud med det gamle, nyliberale Labour fra Blairs tid. Forestillingen om, at partiet skulle repræsentere ’The Many, not the few’, skulle vise en ny måde at appellere til briterne på.

Det viste sig imidlertid at være en tvivlsom forventning. Corbyn var kommet til magten i partiet som en dark horse i en periode med lederskabskrise. Han repræsenterede især byernes græsrødder og venstrefløj, men var voldsomt upopulær i partiets klassiske lederskab, der anså som tilhørende ’the loony left’. I andre, og store, dele af baglandet blev han desuden set som en ’londoner’, der måske nok kunne vinde stemmer i valgkredse, hvor ’a pint’ efter fyraften var blevet udskiftet med en latte i frokostpausen. Men som ikke havde meget at sige vælgere i de klassiske styrkepositioner i udkanterne af UK, hvor Labour plejede at stå stærkt.

Faktisk klarede Corbyns Labour sig langt bedre mod de konservatives Theresa May i den første nationale valgkamp, han stod i spidsen for, end nogen havde forventet, men partiets indsats i tiden op til Brexit-afstemningen blev en katastrofe. At gå til valg på, at det var et svært valg, var ikke nogen god idé. Og Labour bidrog da heller ikke på nogen konstruktiv måde til Brexitkrisens løsning. At Corbyn efterfølgende blev offer for en slags indre kup kom derfor heller ikke som nogen overraskelse.

Hvad der måske var overraskende var, at Corbyns politiske linje ikke havde bedre svar i den angiveligt ’populistiske’ situation. Efter en turbulent periode som oppositionsleder blev Corbyn foreslået ekskluderet af Labour på grund af hans, ifølge den nye ledelse under Keir Stammer, tvivlsomme status i antisemitisme spørgsmålet. Corbyns politiske skæbne er fortsat lidt usikker, men efter en periode, hvor han reelt var ekskluderet af partiet, er hans status nu, at han er medlem, men at hans medlemskab af partiets parlamentsgruppe er sat i bero.

I hvert fald bidrager forløbet ikke til at understøtte troværdigheden af Mouffes politiske rådgivning og tæft i denne sag. Det parti, som skulle bekræfte fornuften i en satsning på venstrepopulisme, har i hvert fald ikke kunnet overbevise ret mange om, at det er den rigtige vej at gå for fremtidens ambitiøse socialdemokrater.

Afslutning

Som det er fremgået, er Mouffe gået fra at se nyliberalismen som opkomling (1981) over at se den som en hegemonisk kraft (1990 til cirka 2010) og til nu at betragte den som en kriseramt udviklingsmodel.

Samtidig har hun udviklet sit syn på udviklingen af alternativer. Under nyliberalismens højdepunkt gik hun ind for en centrum-venstresamling af alle gode kræfter, mens hun nu synes at være rykket til venstre og ser de kontinentale socialdemokratier som tabere til nyliberalismen, hvorfor hun anbefaler dannelsen af nye organisatoriske kræfter til venstre (som de ovenfor nævnte partier), der kan bære udvikling af et venstrepopulistisk alternativ.(7) Om denne position vil være blivende, kan også kun fremtiden vise. Men et forsigtigt gæt ville være, at realiter vil slå igennem i form af valgresultater og bringe tendensen tilbage til en mere centrumsøgende position.

Noter

  1. Mouffe og Sassoon 1977 og Mouffe 1979.
  2. Mouffe 1981 og Laclau og Mouffe 1985.
  3. Mouffe 2005 og til dels 2013.
  4. Mouffe 2018/20.
  5. Når det er sagt, er der imidlertid også indholdsmæssige beskrivelser. De peger i retning af at Mouffe ser nyliberalismen især i lyset af ’statens tilbagerulning’. Hun fastholder her de britiske neogramscianeres tilgang fra 1980erne og udgrænser til en vis grad den opfattelse af nyliberalismen, der hævder, at denne snarere er en strategi for forandring i markedsretning af staten i Europa og USA end en strategi for en egentlig statslig formindskelse.
  6. For at komme eventuelle spørgsmål desangående i forkøbet, skal det understreges at Mouffe ikke mener, at der kan udvikles egentligt ’populistiske’ styreformer. For hende er populisme en form for politik, men ikke en form for statslig organisering eller opbygning af stater: ”Jeg har understreget den kendsgerning, at målet for en venstreorienteret populistisk strategi ikke er etableringen af et ’populistisk regime’, men konstruktionen af et kollektivt subjekt, der er egnet til at lancere en politisk offensiv med den hensigt at danne en ny hegemonisk formation inden for rammerne af det liberale demokrati.” (Mouffe, 2020;100)
  7. Det britiske Labour, der omfatter langt bredere strømninger end de kontinentale socialdemokratier er et specialtilfælde i denne sammenhæng. Det er dog nok tvivlsomt, om Mouffe ser meget anderledes på dette parti end på de øvrige efter det ovenfor antydede kursskifte.

Litteratur:

Ludger Hagedorn, m.fl., red (2019) Wenn Demokratien demokratisch undergehen. Wien, Passagen Verlag.

Ernesto Laclau og Chantal Mouffe (1985) Hegemony and Socialist Strategy. London, Verso.

Anders Lundkvist, red (2009) Dansk nyliberalisme. Frederiksberg, Frydenlund.

Chantal Mouffe (2021) ’En venstrepopulistisk strategi for tiden efter COVID19’. i Kritisk Debat, marts 2021.

– (2019) For venstrepopulisme. København, Solidaritet.

– (2018) ‘Corbyn represents the implementation of a Left populist strategy’ The New Pretender, 21 april.

– (2013) Agonistics. London, Verso.

– (2005) On the Political. London, Routledge.

– (2001) ‘Why the Left needs a political adversary not a moral enemy’. http://eipcp.net/transversal/0401/mouffe/en.

– (1993) The Return of the Political. London, Verso.

– (1981/97) ’Demokratiet og det nye højre’. I Demokrati og hegemoni. Carsten Jensen, red. København, Akademisk forlag. Teksten er et uddrag af ’Democracy and the New Right’. I Politics and Power 4. London, Routledge and Kegan Paul.

Chantal Mouffe og Ann Showstack Sassoon (1977) ‘Gramsci in France and Italy’. I Economy and Society, vol. 6, no. 1.

Cas Mudde (2021) Populism in Europe: An Illiberal Democratic Response to Undemocratic Liberalism (The Government and Opposition/Leonard Schapiro Lecture 2019) Published online by Cambridge University Press:  07 June.

Peter Seeberg og Mikkel Thorup, red (2020) Demokratiets krise og de nye autokratier. Aarhus, Aalborg Universitetsforlag.

Slagmark (2016) Tema: Neoliberalisme. nr. 74.