Totalitære tendenser i det liberale paradigme

Den liberale rettighedsfilosofi, som i hele sit spektrum har foldet sig ud her under Coronapandemien og i den globale magtkamp, henviser til begrundelsessætninger, der i deres konsekvens indeholder totalitære- og antidemokratiske tendenser.

Den filosofiske kerne i alle liberale fremtrædelsesformer er, at mennesket eksisterer som en selvberoende enhed og naturligt er udstyret med umistelige rettigheder, som af samme grund hævdes at være universelle og siden den franske revolution og efter 2. Verdenskrig skrevet ind i menneskerettighederne. Alt, hvad der måtte stride mod de naturgivne eller kontraktbestemte frihedsrettigheder, er som følger uden legitimitet. I sagen natur må det være sådan, når rettighedsværdierne er universelle og henfører til alle mennesker. Dvs. der kan ikke tænkes nogen samfundsform og retsnorm på den anden side af disse rettigheder, og der kan heller ikke tænkes et samfund, hvor mindste enhed ikke er individet, og hvor relationerne mellem individerne har selvstændig værdi, der i værdi og legitimitet rækker ud over individet.

Liberalismens filosofiske kerne er af samme grund tendentielt antidemokratisk både som tænkningsform, politikform og institutionelt. Hvis de liberale frihedsrettigheder, hvor omdrejningspunktet – kerneværdien – er ejendomsretten, antages/hævdes at være universelle, må det nødvendigvis indebære en indskrænkning af folkesuveræniteten og rummet for demokratisk politik. Demokratiske bevægelser, politiske institutioner og politiske beslutninger kan ikke legitimt overskride, hvad der er universelt gyldigt som ret for alle mennesker.

Som politisk filosofi, økonomisk tænkning og verdenssyn deler de forskellige områder indenfor det liberale spektrum samme udgangspunkt – det enkelte individ som rationalitetens eneste legitime grundlag forankret i kontraktformer til omverdenen.

Det ”neoliberale” hegemoni, hvad der strengt taget ikke betyder andet end historiens og kapitalismens første periode med et uomtvisteligt liberalt hegemoni efter velfærdsstaternes sammenbrud og de stalinistiske diktaturers implosion, henter sin legimitet netop i retsuniversalismens og menneskerettens dna-streng. Den abstrakte totalitet og den med Fukuyamas definition endeligt opdagede politikform for det gode og rationelle samfund – dvs. som ophøjet historisk måleenhed for alle menneskelige bevægelser, udviklingsbestemmelser og tildragelser. Det indbefatter demokratiske beslutninger, der kolliderer med ”retsstaten” – her den liberale retsstat ophøjet til universel retsform. Disse politiske ”anomalier” benævnes ”illiberale” demokratier, for så vidt man ikke kan komme uden om, at de demokratiske institutioner respekteres. Eller populistiske bevægelser, der anerkender de demokratiske spilleregler, men udfordrer de herskende retsformer og forestillingerne om de demokratiske institutioner som forhandlingskamre indenfor den liberale rets- og legitimitetshorisont. Og selvfølgelig alle de nationalstater, der godt nok både bygger på en forfatning og styrer samfundet gennem formelle demokratiske institutioner, men hvor forfatningen ikke sikrer de universelle frihedsrettigheder og menneskerettigheder. F.eks. Kina og til dels Rusland som de centrale lande – for tiden den politiske forbandelse par excellence.

Det særlige ved det neoliberale hegemoni til forskel fra tidligere perioder med liberal politisk dominans består i, at liberalismen som tankemæssigt verdenssyn for første gang er blevet dominant i totalitær betydning som resultat af årtiers historisk proces med konfliktende verdensanskuelser, og hvor konflikternes sejrherre – det liberale demokrati – har ophævelsen af al historie overhovedet som sin forudsætning. Af den årsag er spørgsmålet ikke, om det liberale hegemoni på grund af sine indre modsætninger, der nu er blevet fremtrædende, kan overleve sine forfaldstendenser, men om der kan tænkes samfundsformer og en historie hinsides den liberale filosofis monoperspektiviske og eurocentriske grundlagsbestemmelser.

Det liberale paradigmeskifte

Efterkrigstidens velfærdsstater – konservative/socialliberale eller socialdemokratiske – havde som værn mod mellemkrigstidens sociale uorden og politikkens indre radikalitet borgerens tryghed og velfærd som udgangs- og slutpunkt. Det republikanske borgerbegreb i socialliberal aftapning dominerede som regulativ indenfor stort set alle samfundssektorer i de fleste velfærdsstater. Individbegrebet, som vi kender det i dag, som postuleret universelt perspektiv, foldede sig først og fremmest ud i de intellektuelle miljøer og indenfor eksempelvis den ultraliberale Mount Pelerin klan af ortodokse liberalister. Selv om de liberale retsværdier praktisk tog form som herskende norm, var udgangspunktet ikke liberalfilosofiens ”ubundne selv” men borgeren som kollektiv forpligtet samfundsenhed, hvor borgerpligten gik forud for retten mod, at staten sikrede ”borgerrettighederne”.

Retten til uddannelse, social betryggelse, et fælles og udbygget sundhedsvæsen, arbejde, beskyttelse af arbejdskraften mv. og beskyttelse mod voldsmonopolets vilkårlighed blev velfærdsstaternes særkende. Statsmagten fik tillige i opdrag at sikre borgernes udfoldelsesmuligheder udenfor det offentlige liv i dét, der senere kom til at hedde civilsamfundet. Velfærdsstaternes gennemgående ”tidsånd” drejede sig om krisefri vækst, udligning af ulighederne både økonomisk, socialt og kulturelt og borgernes fri udfoldelse af deres kapaciteter indenfor en mangfoldighed af sociale- politiske- og kulturelle institutioner/foreninger. Især i de socialdemokratiske velfærdsstater dominerede den hegelske forestilling, at balancen mellem stat og civilsamfund skulle medieres af og sikres ved mangfoldigheden af kollektivformer. Borgeren skulle udfolde sig suverænt som demokratisk politisk aktør og sikre det almene som forudsætning for udlevelsen af de partikulære interesser gennem de mange civilformer – ikke som private interesser, men netop som ikke offentlige kollektivformer. Dvs. ikke formelle foreningsformer, der fordybede og udviklede borgernes demokratiske kompetencer og vilje.

Blandt de socialdemokratiske velfærdsteoretikere herskede den forestilling, at udviklingen af det borgerlige samfunds kollektivformer og disses sameksistens med de statslige velfærdsinstitutioner kunne integreres i den socialdemokratiske og teknokratiske strategi for socialismen, hvor markedsmekanismernes dominans kunne udgrænses og neutraliseres.

Som en både indvendig og udvendig modsætningsåre løb den keynesiansk inspirerede ”sociale ingeniørtænkning” med afpolitisering af de demokratiske processer i samfundet og opløsning af mangfoldigheden af borgernes kollektivformer ind i en stadigt mere ekspansionistisk velfærdsstat. Den keynesianske ingeniørtænkning sejrede og opslugte med tiden den socialdemokratiske bevægelse som bevægelse og gjorde den til social forvaltning. Den hegelske balance kom dermed under pres med statssystemets voksende selvstændiggørelse og borgerens opløsning i individet. Postmodernismen og Poppers ”Åbne samfund” (1) voksede frem i opposition til ”de store fortællinger” og indvarslede opgøret med velfærdsstaternes magtcentralisering. Det efterfølgende paradigmeskifte blev den ”neoliberale kriseterapi” konsolideret som hegemoni.

Socialdemokratismens fremtidsvision faldt sammen på relativ kort tid. Kapitalismens krisefrihed viste sig at være en illusion. Med krisen i 70’erne og begyndelsen af 80’erne fremstod velfærdsstaternes faktiske grænser mere og mere tydelige. Stort set alle velfærdsstatens kerneområder var afhængig af ubrudt økonomisk vækst – kapitalistisk vækst – fordi de nødvendige klassekompromiser og den legitimerende politik- og teoriforståelse, forudsatte i realiteten kapitalismens fortsatte beståen om end i stærkt reguleret form. Velfærdsstaternes sammenbrud antog karakter af en stadig mere bureaukratiseret stats perspektivløse keynesianske forsvar af velfærdsordningerne og bestræbelser på at få gang i den økonomiske vækst. I den konflikt udvidedes gabet mellem borgerforpligtelsens legitimitet og det postulerede enkeltindivid, der med tabet af de borgerlige kollektivformer i civilsamfundet og reduktionen af velfærdsordningerne, oplevede sig selv mere og mere forsvarsløst. Det socio-økonomiske grundlag for det liberale paradigmeskifte fødtes i 70’ernes økonomiske krise, men var allerede formuleret, før den slog igennem som borgerskabets ideologiske og politiske opgør med klassekompromiset og velfærdsstatens ekspansionslogik på den ene side og arbejderbevægelsens og de socialistiske partiers historiske tab af strategisk alternativ på den anden. Det var blevet indhentet af kapitalismens krise.

Det liberale paradigmeskifte hentede således ikke alene sin styrke i egen ret, men nok så meget i sammenbruddet for velfærdsstatens institutionelle borgerlige forpligtelsesformer og individualismens fortrængning af borgeren som tidsånd i et miskmask af progressiv og regressivformer op gennem 70’erne. Således havde eksempelvis de liberale filosoffer John Rawls og Robert Nozick (2) teoretisk formuleret den bane, som Reagan og Thatcher skulle gøre til praktisk politik, og Bill Clinton og Tony Blair konsolidere som ufravigelig universel gyldighed.

Legitimeringsgrundlaget for den nye liberale horisont

Velfærdsstaterne og især de socialdemokratiske havde selv i de konstitutionelle monarkier det republikanske borgerperspektiv som udgangspunkt. Store områder af lovgivningen var baseret på positive frihedskriterier. Ikke for det enkelte individ, men for den enkelte som borger i en velfærdsstat. (læs bl.a. Socialdemokratiets uddannelsespolitiske program fra 1969). Med de positive rettigheder voksede statssystemet enormt i 60’erne og 70’erne for at tilfredsstille forventningerne og tillige kompensere for de mange byrder på samfundet, som den kapitalistiske vækst afstedkom. Imidlertid indsneg der sig en voksende ingeniørtænkning i samfundsforvaltningen, således de demokratiske velfærdsforanstaltninger/foreninger i civilsamfundet blevet opslugt i statssystemet. Det kollektive borgerbegreb blev tilsvarende stadigt mere abstrakt med karakter af pligtmoral. Realiteten var i slutningen af 70’erne, at de kollektive velfærdsordninger stod i et stadigt mere anspændt forhold til enkeltindividet og den fremvoksende liberale retsdominans.

Udviklingen forløb samtidig med krisegennemslaget i slutningen af 70’erne. Krisegennemslaget trak grundlaget væk under velfærdsstatens udviklingsorienterede og frigørende vækst. Fremtidsscenarierne, der havde styret den politiske horisont, faldt sammen, og det, man kaldte og kalder ”vogterne” i statssystemet, fortrængte ”advokaterne” i betydning og indflydelse. Væksten i det offentlige skulle bremses og adgangen til velfærdsordningerne begrænses. I første fase forstået som begrænsning af tildelingskriterierne. Kort sagt. Et opgør med den universelle velfærdsstat, de universelle ordninger og de universelle tildelingskriterier var på vej.

Den politiske bevæbning til at gennemføre skiftet blev hentet fra både de moderate liberale fordelingsteoretikere som eksempelvis John Rawls og fra den radikale orientering med Robert Nozick og Friedrich August von Hayek i spidsen som toneangivende teoretikere (3). I opgøret med velfærdsstatens økonomiske grundlag og tænkning kom ammunitionen fortrinsvis fra Hayek og Friedmann, som ellers siden krigen havde været henvist til periferien indenfor samfundsvidenskaberne. Mainstreamtænkerne havde næppe taget de liberale tænkere helt alvorligt. De havde fristet en tilværelse i skyggen af den succesfulde ”blandingsøkonomi” og dens teoretikere – heri blandt mange socialdemokratiske samfundsingeniører – som med krisen og dens karakter som stagflation i løbet af et årti mistede både forklaringskraft og betydning som strategisk akse for en videreførelse af klassekompromisset.

Det historiske regnebræt skulle gøres op. Profitten skulle genopbygges og borgerskabets klasseherredømme restaureres. Borgerbegrebet i kollektiv betydning stod i vejen for angrebne på fagforeningerne, de kollektive klasseorganisationer, de tilbageværende civilsamfundsbevægelser og statssystemernes følsomhed overfor borgerne. Men borgerbegrebet som sådant kunne ikke aflives, alene fordi det indgik/indgår i det liberale raritetskabinet. Vejen gik over opløsning af begrebsindholdet i markedsbegrebet. Borgerbegrebet blev stillet lig individbegrebet, og politikken – den demokratiske politik i videste betydning – blev opsuget i kontraktpolitikken og over en periode på 40 år konverteret til ”konkurrencedemokrati” i Schumpetersk forstand. Over en bred kam blev hovedparten af de institutioner, der havde befordret socialiseringen til og vedligeholdelsen af den kollektive borgertilværelse og tilsvarende bevidsthed og værdiopfattelse remplaceret af et komplekst net af individuelle kontraktformer, individuelle tildelingskriterier, der i bund og grund kopierede vilkårene på det kapitalistiske marked, som velfærdssystemet netop havde skullet modificere og regulere.

En så dramatisk vending lader sig ikke gennemføre over en nat eller over et årti. Vendingen skulle gennemføres på alle tilværelsens områder, og gennem flere faser har det været tilfældet i tidsspandet fra 1979 (Washington Concensus) og frem til i dag.

Vendingens teoretiske udgangspunkt blev de forskellige varianter af rational choice og public choice, som i al enkelhed spejlede neoklassisk økonomisk tænkning på politik og organisationsområdet. Påstanden var, at alle menneskelige og institutionelle relationer kunne indordnes i vareudvekslingsskema. Alle handlede for at sikre sig selv. Begreber som borgerpligt, borgerdyd, solidaritet osv. var og blev abstraktioner og var med postmodernisternes ord gået under sammen med de store fortællingers skibbrud. Der var kun den daglige kamp for tilværelsen og personlig lykke tilbage. Og her måtte den enkelte sikre sig.

Selve det politisk demokratiske system agerede efter samme motiver. Public choice teorien konstaterede, at de politiske partier og de enkelte politikere i og udenfor de demokratiske institutioner i al væsentligt altid handlede i egen interesse. I den forstand kunne liberalismens ældgamle rædselsbillede vækkes til live: den evige risiko for statens uvilkårlige overgreb på individet. Som konsekvens skulle retsvæsnet/loven og lovens udøver og de retsomfattede relationer både i det offentlige og i civilsamfundet udbygges og skærpes.

Uanset det enorme omfang af intellektuel indsats for at fremme paradigmeskiftet med dets institutionelle udløbere helt ud til den mest beskedne forening hører det med som vital forklaringsfaktor, at borgerne i almindelighed og arbejderklassen og den lavere middelklasse i særdeleshed i det daglige rent faktisk erfarede de vilkår og problemer, som de liberale teoretikere og opinionsdannere beskrev i medierne. Den enkelte stod alene. Det var et faktum. De høje lønkrav og den megen militante tumult i 70’erne havde bidraget til inflationen og bremset for tilpasningen til de nye teknologiske muligheder. Politikerne snakkede og snakkede, sagde et og gjorde noget andet. At forlade tillidsprincippet og overtage kontraktbindingen i alle forhold lød fornuftigt. Det var som om den økonomiske krise og arbejderbevægelsens paralyse havde pustet levende liv i det neoklassiske primitive menneskesyn. Den liberale verdensopfattelse og opløsningen af det virkelige levende menneske i en ahistorisk essentialistisk menneskefigur havde fået sit materielle grundlag.

Det blev tilladeligt at se bort fra, at ”i den politiske sfære står mennesker ikke abstrakt overfor hinanden som mennesker, men som politisk interesserede og politisk determinerede mennesker, som statsborgere, regerende eller regerede, politisk allierede eller modstandere, altså under alle omstændigheder placeret i politiske kategorier”. (4)

Spørgsmålet meldte sig praktisk, om Reagan, Thatcher og Schlüter kunne fastholde den første sejr over arbejderklassen og dele af middelklassen og videreføre restaurationspolitikken? Eller om oppositionen skulle vise sig stærk nok til at tilbagevise den ideologiske offensiv og mobilisere på en nyformuleret progressiv velfærdsstats politik og underliggende verdenssyn.

Paradigmeskiftets institutionalisering

Arbejderbevægelsen og de undertrykte klasser forstod ikke at svare igen. Konsekvenserne af et åbent klasseopgør var uoverskuelige. Al – eller næsten al – samfundspolitik og politisk-økonomisk teori havde siden afslutningen 2. Verdenskrig været indrettet på opbygningen og udviklingen af velfærdsstaten som højeste gode og bedste ”neutrale” regulering af kapitalismen. De socialdemokratiske forestillinger om velfærdsstatens udgrænsning af det kapitalistiske marked figurerede stadig som en del af partiets teoretiske gods, men reelt blev forestillingerne aldrig operationaliseret og folkeligt forankret. Eneste funktionsduelige politisk/teoretiske alternativ blev den liberale ”kriseterapi”.

Statssystemet og dermed statsudgifterne skulle slankes. Det offentlige system skulle udsættes for systemkonkurrence. Alle offentlige ansatte og ledere skulle vise deres værd på et nyt og udbredt marked for velfærdsydelser. Borgerne/individerne skulle som på det ”rigtige” marked vide, hvad de betalte for, og hvad de modtog. Det frie valg skulle være en gennemgående reguleringsmetode. Alle offentlige institutioner skulle markedsdeklareres. Magtmonopoliseringen skulle centraliseres og fratages de almindelige offentlige ansatte.

I Danmark, hvor Schlüters regeringer lå i læ af især Thatchers brutale angreb på velfærdsstaten, arbejderklassen og dens forskellige organisationer, kunne man med overskud undvige de store opgør og hovedsageligt fokusere på den politiske, ideologiske og mentale forberedelse af de store institutionelle ændringer, der skulle sikre den senere institutionalisering af det liberale hegemoni.

Der blev nedsat kommissioner og udvalg til at granske alle hjørner af velfærdsstaten. Der blev reelt ikke ændret meget. Men alle velfærdsstatens svagheder, den automatiske udgiftsopdrift, de systemiske svagheder, den lave samfundseffektivitet, de offentlige ansattes formynderi og bedrevidenhed blev lagt blot. Som modsvarende løsningsmodeller indførte man mål- og rammestyring, virksomhedsplaner, præstationsorienteret ledelse og i det hele taget en styrkelse af ledelsesbegrebet. Administrationen blev flyttet ind centralt, hvor akademikere blev ansat til at styre den øgede kompleksitet.

Det afgørende i den periode blev aldrig virkeliggørelsen af alle modeller. Det blev kampen om sjælene – dannelsen af den liberale psykologi. Om det ideologiske og mentale herredømme. Den kamp vandt de borgerligt liberale kræfter over hele linjen og det i en sådan grad, at de socialdemokratiske partier ikke længere kunne vinde regeringsmagten i egen ret. De måtte låne hos de liberale ideologer og i betragteligt omfang tilpasse sig liberal økonomisk politik og teori og opgive alle forestillinger om republikanske borgerlige kollektivformer. Også hos socialdemokraterne trådte det liberale enkeltindivid i forgrunden som samfundsstyrende kerne. Welfare blev til Workfare, og udgangspunktet i den enkelte og den enkeltes behov blev omkvæd i enhver politisk udmelding. Udgangspunkt i samfundets og borgernes samlede behov både som ret og forpligtelse fortonede sig. Thatcher fik med sin radikale fortolkning af samfundsbegrebet, som en ansamling af individer – aggregering og ikke bestemt struktur – ret. Ikke i ren form. Selvfølgelig ikke. Men som måde at tænke samfund og individ på.

Den anden og afgørende institutionaliseringsfase tager først for alvor afsæt omkring årtusindskiftet båret frem af dot.com krisen. I Danmark rulles institutionaliseringen med Fogh-Rasmussen regeringen ud med ekspresfart i 00’erne. Fritvalgsloven indenfor ældreplejen i 2003. Krav om konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver. Overgang fra opgaver til ydelser. Borgerkontrakter og indførelse af effektmål som gennemgående styringsparadigme på næsten alle offentlige områder. Det hele sat i system og nødvendiggjort af strukturreformen fra 2007, hvor den tidligere statssystems opbygning som demokratisk forvaltning blev atomiseret og udvekslingen mellem sektorområder og forvaltningsområder blev konverteret fra politisk-administrative vilkår til markedslignende vilkår og metodekrav. (5)

Strukturreformen skulle i Danmark få en langt mere vidtrækkende konsekvens for institutionaliseringen af den liberale samfundsopbygning og forankringen af den liberale tænkning end noget andet politisk skridt i perioden fra midt i 80’erne og frem til i dag på den måske anden side af coronakrisen. Opsplitningen af institutionskomplekser indenfor de offentlige sektorer, degraderingen af velfærdspersonalet til ydelsesdrift og de daglige økonomiske transaktioner mellem de forskellige offentlige enheder, konkurrenceudsættelse på helt op til 26% af offentlig drift og kontraktforholdet til borgerne skabte over årene det materielle grundlag og handlingsspor for de mentale ændringer og skift i politisk bevidsthed, holdninger og politiske præferencer. Den neoklassiske kalkule erstattede den politisk-sociale overvejelse og etik, og den offentlige sektors fagprofessionelle grundlag og handlingskodeks blev underordnet forudbestemte effektmål og budgetkalkuler. Kulminationen indtrådte med Folketingets vedtagelse af Budgetloven, som ultimativt underordnede politikken en forud bestemt økonomisk ramme og tilhørende kontraktform.

Som den måske vigtigste konsekvens af den stort anlagte og vidtforgrenede institutionalisering af markedsrelationerne og den liberale retshorisont i både det offentlige liv og i civillivet har været en omfattende juridificering af det politiske liv og kontraktlig indsnævring af den demokratiske suverænitet i og med væksten i kontraktbelagte forvaltningsområder og tilsvarende begrænsning af den politiske beslutningshorisont.

Helt afgørende er, at skiftet er foregået på en sådan måde og over flere årtier, at de liberale tænkeformer, liberal samfundsteori, neoklassisk økonomisk teori, som notorisk bygger på abstrakte modeller og helt urealistiske opfattelser af individet og indlysende forkerte antagelser om, hvordan et samfund fungerer og hænger sammen, ikke desto mindre er blevet naturaliseret i en sådan grad, at det ”liberale menneske” er blevet vores anden natur. ”At alle mennesker (formelt) er lige i kraft af deres menneskelighed er ikke demokrati, men en særlig form for liberalisme, det er ikke en statsform, men en individualistisk-humanitær moral og verdensanskuelse”, eller som Karl Marx i 1846 skriver om det samme: ”Denne fejltagelse stammer fra, at for dem er bourgeois-mennesket det eneste mulige grundlag for ethvert samfund, eftersom de ikke kan forestille sig en samfundstilstand, under hvilken mennesket ikke mere er bourgeois”. (6)

I den forstand er det, man kalder det neoliberale hegemoni, langt stærkere og mere resilient, end den aktuelle samfundsdebat giver indtryk af. Det er måske et af de allerstørste problemer nu, hvor den liberale samfundsorden skaber flere problemer og konflikter end den løser, og hvor samfundenes social og moralske sammenhængskraft tyndslides af individualismens rethaveri og emfatisk egoisme. Og hvor de kræfter indenfor centrum-venstre, der politisk og socialt skal mobilisere for alternative løsninger i et nyt republikansk borgerperspektiv, døjer med at tænke ud over og på den anden side af det liberale verdens- og menneskesyn. Det gælder både hvad angår politisk perspektiv, synet på politik som sådant, den anvendte diskurs og den konkrete teoretiske og institutionelle udfordring af liberalismen.

Hvor meget man end henviser til den uretfærdige fordeling af rigdommen, til konsekvenserne af udhulingen af velfærdsstaten, til forråelsen af samfundslivet og markedets kolonisering af civilsamfundet, så vil disse henvisninger ikke få de langtidsvirkende konsekvenser, så længe ingen udfordrer de historisk grundløseforestillinger om de liberale frihedsrettigheders og den liberale retstats universelle status.

Coronakrisen – en vending i svøb?

Coronakrisen var ikke mange dage gammel, før et gammelt mantra blev rehabiliteret. ”Samfundssind”. At borgerne først og fremmest skulle tænke på samfundet og dets sammenhængskraft, før de som individer hævdede den egenret, de ellers havde vænnet sig til som naturgivent. Det moralske imperativ blev også pudset af en ekstra gang for at trumfe rettighedsegoismen. Hovedparten af alle borgere forstod trods alt alvoren og vigtigheden i at overlade den suveræne politiske magt til at styre samfundet til regeringen. De forstod og accepterede undtagelsestilstandens betingelser. Landet var i en nødsituation, og regeringen fik i marts 2020 med vedtagelsen af den midlertidige epidemilov/nødlov. De liberale havde ikke noget at stille op, og siden har den stærke stat som interventionsmagt fået nyt liv og ny legitimitet.

Den liberale økonomisk ortodoksi blev forladt på mindre end en måned. Med bred politisk tilslutning blev en række af keynesianismens virkemidler og teoretiske begrundelser genindført, og som helhed vedtog stats- og regeringscheferne i EU en økonomisk hjælpepakke på 760 mia. euro på de betingelser, at fordelingen af kvoterne skulle styres af kommissionen og primært investeres i fremtidsorienteret it teknologi og infrastruktur. Over ganske få måneder blev hele den liberale kriseterapis teoretiske diskurs forladt. Selv den tyske forfatningsdomstol måtte bøje sig for ”nødvendighedens krav” og acceptere forskydning af dele af den nationale suverænitet til EU.

Men som et gennemgående træk er spændingsforholdet mellem politikken og den politiske handlen på den ene side og håndhævelsen af retten og den ubetingede respekt for de individuelle frihedsrettigheder (især ejendomsretten) på den anden side tiltaget under undtagelsestilstanden. Det ændrer dog ikke ved, at universalitetsprincippet både teoretisk og praktisk politisk er sat til debat. Coronakrisen har som ingen anden begivenhed siden krigen demonstreret, at politikkens suverænitet står over hensynet til den individuelle ret, når der indtræder en undtagelsestilstand. Balancen mellem ret og politik er blevet rykket, selv om de liberale kræfter kaster alle kræfter ind i at underordne politikken under retten, som det var tilfældet i minksagen og truslen om rigsretssag mod statsministeren. Hvor meget de liberale end forsøger af løfte banale sektorinteresser op til almene principper, så er få i tvivl om, at der er tale om særinteresser.

Men tilbage til spørgsmålet om en vending. Meget tyder på, at der på det samfundsøkonomiske og politiske niveau er en vending i gang. At staten og statsintervention har opnået en højere og mere selvfølgelig status. Meget tyder også på, at uligheden i større omfang forbindes med det liberale hegemoni og kapitalismens udvikling. Klassespørgsmålet og skillelinjerne i samfundet er kommet op til overfladen. På den anden konto begynder ”samfundssindet” at vise slitagetegn og i den offentlige debat vige for egoisme, snæversyn og rethaveriskhed.

Og så alligevel ikke. Der er et billede, der ikke vil gå væk: når krisen virkelig strammer til, kan de ellers så selvsikre og selvberoende ledere i erhvervslivet ikke klare sig selv. Staten skal løfte dem gennem krisen. Som grådige og forslugne tiggere har alle erhvervsgrupperne hængt i frakkeskøderne på regering og Folketing. Myten om det dynamiske og resiliente erhvervsliv frigjort for statens indblanding er kompromitteret.

Men et er, at de liberale selvbilleder har mistet noget af deres selvfølgelighed under coronakrisen. Noget andet er opgøret med de styrende tænkeformer og værdinormer, der i meget kompleks og naturaliseret form udfylder og reproducerer de selvbilleder, som fyrre års institutionaliseret liberal livsform har aflejret i vores hoveder og ikke mindst i vores daglige relationer og sociokulturelle samværsformer. Herunder evnen til at deltage i politik og i det hele taget tænke i politik og politisk forandring fremfor forsvaret af ens rettigheder, hvor begrænsende de end er.

Centrum-venstre i kampen om definition af paradigmet

Hermed være også sagt, at centrum-venstre ikke skal gøre regning på at blive en positiv ledende politisk og social kraft i fremtiden, hvis ikke bevægelsen formår et bredspektret opgør med det liberale paradigme. Først og fremmest et længe påkrævet filosofisk opgør med den Lockianske ejendomsreifikations påstand om: ”at individet ejer sig selv”. Altså den ultimative selvobjektivering af mennesket. For uden John Lockes mantra vil de liberale teoretikere aldrig kunne fastholde kravet om de liberale frihedsværdier og menneskerettigheders universalitet og den totalitarisme, der er forbundet hermed (at en relativ beskeden del af jordens befolkning finder sig kaldet til at ophøje egne retsnormer som universelt gældende).

Dvs. skal den naturaliserede liberale horisont profaniseres som en historisk forbigående tænkeform og som de historisk begrænsede herskende klassers selvlegitimering og dominansform ophæves, forudsætter det opgøret med individualismen ikke blot som aktuel forståelsesform men som historisk gennemtrængende erkendelsesform. Hvis ikke – hvis centrum-venstre blot kritiserer kapitalismens skæbner uden teoretisk at opløse liberalismens grundformer indefra, vil det demokratiske republikanske borgerbegreb fortsat friste tilværelsen som tillæg til den liberale individualisme. Det være sig i tænkning, politik og økonomi, kultur og sprog. Kort sagt venter opgøret med metodisk individualisme og atomisme, der tyranniserer det politiske og i forlængelse heraf opgøret med åndselitens metafysiske dyrkelse af nuet som udgangspunkt og historiens fortrængningspunkt.

Det er ikke individet, der er samfundets mindste enhed. At gå ud fra individet er en abstraktion. Det samme gælder hvad angår illusionen om en ”ubevægelig første bevæger”. Individet har aldrig eksisteret som selvstændigt fænomen. Det har ikke en bestemt begyndelse, men har altid været indlejret i relationen. Relationen og komplekset af relationer er samfundets konstitutive element, og samfundets struktur er en strukturering af komplekse relationer, hvorigennem menneskene producerer deres egen historie og samfundsformation. (7), (8), (9).

Det får som konsekvens, at definitionen og den praktiske udformning af velfærdsstaten skal vendes 180 grader både i begrundelse og beskrivelse. En velfærdsstat er en stat, der er blevet til som resultat af et flertal af borgeres aktiv fælles vilje og med borgernes bedste kollektive livsbetingelser som mål og legitimerende instans. En sådan velfærdsstat kan i sagens natur ikke være en tilstand, der kan opretholdes juridisk, men må opfattes som en historisk proces, hvor strukturer, magtformer, fordelingsformer og livsudfoldelse i almindelighed er i konstant bevægelse uden et klimaks og som sådan uden et grundlag for at hævde universalitet.

Heri ligger også de reelle forudsætninger for et forenet centrum-venstre for at overvinde nationalstatsbegrænsningerne og de internationale magtrelationer, som historisk og aktuelt spærrer for et reelt internationalistisk udsyn. Det indebærer overvindelse af den eurocentriske magtarrogance og opgør med vores mentale og intellektuelle snæversyn og den historiske blindhed i vores metafysiske evolutionsperspektiv.

Indenfor den horisont udvides den politiske-teoretiske kamp om hegemoniet i samfundslivet til at omfatte andet og mere end at træne de undertrykte klasser i kamp for politisk at overtage samfundsmagten og statsmagten. Den hegemoniske kamp må også indeholde andet og mere end drømme om modstandsformer, opstandsformer og idealiserede organisations- og institutionsformer.

Den må allerede nu indeholde et opgør med det liberale retstyrranni, hvor sikringen af den enkeltes rettigheder går forud for sikring af borgerens retmæssige muligheder som borgere og i den forstand historisk politisk sætter ret over politik og konservativ bevarelse over det politiske begreb – forandring. Hvis ikke centrum-venstre påtager sig den opgave som politisk-filosofisk instans og politisk demokratisk og parlamentarisk bevægelse, vil ethvert fornuftigt og velfærdsorienteret indgreb i samfundslivet – dvs. indgreb i ejendomsretten i offentligheden blive udlagt som et overgreb og et angreb på hele frihedsgrundlaget både af dem, der har en interesse i at tage til genmæle og af dem, der på grund af århundredes underkastelse under individets despoti oplever friheden som truet. På trods af, at det faktiske tab vokser fra dag til dag, og hvor magten forskydes til en tilstand, der hedder ”There Is No Alternative”. En tilstand, hvis grænser de forskellige centrum-venstre partier og magthavere i regering støder ind i på et eller andet tidspunkt, hvis de i deres praktisk politik udfordrer især ejendomsretten og ”den sunde fornuft” – forstået som kapitalismens liberale verdensfortælling.

Minksagen i Danmark og eksempelvis patentsagen i forhold til medicinalfirmaerne demonstrerer på smukkeste vis grænserne for de gode viljer og hensynet til den demokratisk republikanske fornuft, når den private ejendomsret og dermed de liberale forfatningers ophøjede selvfølgelighed sættes under pres. Eller sagt ligefremt og afslutningsvis. Centrum-venstre kommer ikke ret langt i bestræbelserne for at generobre og videreudvikle velfærdsstaten, så længe de herskende klasser og den øvre middelklasse (såvel intellektuel og politisk) i alle betydningsfulde sager har held til næste uden modstand fra de øvrige klasser at mobilisere selv de mest absurde forestillinger indenfor det liberale paradigme og med succes udstille ethvert anslag som illegitimt.

Når et så parasitært erhverv som minkavl og en så patetisk og provinsiel samfundsgruppe som minkavlerne har magtet at delegitimere samfundsfornuften og bringe en ellers stærk regering i defensiven, som tilfældet er, så har sagen også ved eksemplets magt tegnet de snævre grænser for centrum-venstres reformpolitik, med mindre man går til åbent angreb på det liberale paradigme på alle fronter og på en gang.

Noter:

  1. Karl Popper: The Open society and its enemies, 1945, og The poverty of historicism, 1957,
  2. John Rawls: A theory of justice, 1971 og Robert Nozick: Anarchy, state and utopia, 1974,
  3. Friedrich August von Hayek: The road to serfdom, 1944, The constitution of liberty, 1960,
  4. Carl Schmitt: Parlamentarismens krise, 1925
  5. Regeringen august 2005: Tid til status – erfaringer med frit valg, Peter Munk Christiansen: Budgetlægning og offentlige udgifter, 2008, KL: Økonomistyring i bevægelse – udfordringer og værktøjer, 2006, Brudstykker eller sammenhæng en antologi om Strukturreformen 2004,
  6. Carl Schmitt: Parlamentarismens krise 1925, Karl Marx: brev til Annenkov om Proudhon 1846,
  7. Norbert Elias: The society of individual 1987 og Joachim Israel: Kunsten at blæse en ballon op indefra, 1982
  8. Murray E. G. Smith: Invisible Leviathan, 1994
  9. Carl Ratner og Daniele Nunes Herique Silva: Vygotsky and Marx, 2017