Alternative für Deutschland?
"Red landet” var et af AfD’s hovedslogans i valgkampen i Sachsen- Anhalt. ””Vi er alternativet” til ”Midterkartellet”i Berlin””. Koalitionsregeringerne siden Merkeltiden har ikke kunnet løse problemerne, som Tyskland står overfor. Hvis ikke AfD’s hovedslogan bliver til virkelighed, hvad så? Det er denne artikels vinkel.
Kort om valgsejren i Sachsen-Anhalt
Det er indenfor dette krisebillede, at AfD førte sin succesfulde valgkamp og leverede en overvældende sejr på 44% af stemmerne. Tilsvarende blev CDU mere end halveret med 19.9% og endte på 17.2%. Valgdeltagelsen på 78% blev ualmindelig høj. AfD’s fremgang skyldtes i høj grad også partiets evne til at mobilisere flere tusinde ”sofavælgere”.
Hverken ”brandmure” i alle parlamentariske forsamlinger mellem de rigtige demokrater og AfD, trusler om forbud mod partiet som et forfatningsstridigt parti eller daglige henvisninger til flere ledende medlemmers nazisympatier har været i stand til at dæmme op for AfD’s fremgang. Tværtimod har det under hele valgkampen bragt (CDU/CSU, SPD, De Grønne, Die Linke og FDP) i et kronisk og til tider hysterisk forsvar for ”vores demokrati” mod det antidemokratiske AfD.
Forklaringerne på AfD’s valgsejr har legio og peget i alle retninger. Det meste af pressen har peget på frontfiguren Ulrich Sigmund charmerende optræden som udslagsgivende. I regeringspartierne og ude i delstaterne diskuteres det nu ganske åbenlyst om afvisningen af ethvert samarbejde med AfD på forbundsplan og i delstaterne har været den rigtige fremgangsmåde. Det er vist kun ministerpræsident for Rheinland-Westpfalen Hendrik Wüst, der sammen med dele af venstrefløjen og dagbladet TAZ stadig advokerer for et forbud mod partiet. Alle andre har lagt det kort væk eller i hvert fald nedtonet muligheden. De politiske og sociale konsekvenser regnes for uoverskuelige. Enhver demokratisk legitimitet kunne fordufte, hvis det ”Midterkartel”, der i flere år har fremstillet sig selv som demokratiets vogtere, kunne finde på at gribe til så udemokratiske metoder som et forbud eller et delvist forbud, fordi et efterretningsvæsen har dømt partiet ekstremistisk.
Ingen har kunnet gribe AfD i ikke at overholde alle demokratiske spilleregler eller signalere ønske om at ændre forfatningen. Alligevel holdes der liv i forbudstruslen ud fra et hypotetisk grundlag: ”De vil afvikle demokratiet, hvis de får magten”. Og, har det lydt: ”Hitler kom også til magten via stemmesedlen”. Nu er forbudstanken mere eller mindre afmonteret, men ikke lagt død. Det er befolkningens opmærksomhed heller ikke: ”Hvis et parti kan udelukkes, kan det ske for flere, som et flertal ikke bryder sig om. Det er ikke demokrati”.
Det akademiske parnas og flere tænketanke har også advaret mod det politiske kaos og de politiske senfølger, som et forbud kunne skabe. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig den omfattende frustration, vrede og direkte politisk uro, som en udelukkelse af ca. 30% af vælgerne kunne skabe.
Tabet af fremtid – tabet af horisont
Midt i strømmen af fortolkninger, hvor bl.a. kansler Frederich Merz arrogante optræden blev udset som en betydningsfuld forklaring på CDU’s nederlag, skiller en vidtgående fortolkning sig ud fra alle de andre tilsammen. Og som fremstår som mere præcis end AfD’s egne fortællinger.
Den fortolkning kom fra ingen ringere end SPD’s generalsekretær Tim Klüssendorf på selve valgnatten og dagen derpå: ”Jeg tror ikke, det er nok at sige, at folk bare skal gøre en større indsats (for at redde tysk økonomi), men jeg tor også, det handler meget om at udvikle en positiv vision for dette land”. På valgnatten sagde han direkte, at hverken denne regering eller tidligere helt tilbage til Merkels sidste valgperiode ”har vist tyskerne en fremtid”.
Og det er præcist det forhold – regeringens og den etablerede Midtes manglende vision for fremtiden, der åbner for ”Alternativet”. Som i alle andre Europæiske lande står de centrumsledede regeringskoalitioner overfor økonomiske- og sociale problemer, de ikke kan løse.
Først og fremmest gælder det arven fra næsten fyrre års neoliberalisme og globalisering: afindustrialisering især i Tyskland (også resten af Europa), udflagning af vigtige industrier til lande med billig arbejdskraft og lave miljøkrav. Faldende investeringer siden finanskrisen i 2008. Manglende vilje eller evne til at inddrive de nødvendige skatter fra erhvervslivet, fordi kapitalen er blevet mobil og uden besvær kan unddrage sig skattebetaling. Omvendt er udgifterne til vedligeholdelse og udbygning af den nødvendige infrastruktur ikke blevet mindre efter fyrre års forsømmelse. Investeringer i offentlig service har tilsvarende været forsømt siden genforeningen. Gældsætningen er de sidste år eksploderet. Statsunderskuddene og statsgælden vokser mod et kritisk punkt. Ikke blot i Tyskland men i hele Europa (og USA). Og gældsproblemet er ikke blevet mindre på trods af, at de fleste lande i euroområdet har været igennem en hård krisepolitik efter eurokrisen i 2011. I den periode blev velfærdsstaten for alvor afmonteret. Og er ikke siden genoprettet.
Tysk deroute
I det tyske samfund er den udbredte opfattelse, at det kun går en vej – tilbage.
Deutsche Bahn fungerer ikke længere. Skolerne forfalder. Store og hæderkronede tyske virksomheder som VW, Benz, BASF osv. taber markedsandele og er håbløst bagefter hvad angår innovationer og investeringer. Sammenlagt taber Tyskland som suveræn eksportnation. Modsat vokser uligheden, som forstærkes af de planlagte nedskæringer på pensionsområdet, socialsikringen mv. Og alle kan jo næsten hver dag erfare, at de rigeste 10% af befolkningen sidder på større og større dele af den skabte rigdom. På den anden side læser man næsten hver dag om masseafskedigelser i dagspressen eller ser reportager i TV. Det skaber i sig selv en udbredt utryghed langt ud over de brancher og de delstater, hvor masseafskedigelserne gennemføres eller påtænkes gennemført. Og som nat følger dag udnytter arbejdsgiverne situationen til at presse fagbevægelsen til at opgive 35 timers ugen og acceptere en 40 timers arbejdsuge uden yderligere betaling. Det begyndte på VW. Men kravet breder sig i arbejdsgiverkredse.
Hvor asocial Merz regeringens reformpakke end er, forekommer de sparsomme bud på kriseløsninger helt utilstrækkelige. De højprofilerede gældsbetalte investeringer i infrastruktur og rustningsindustrien (for at kunne afskrække Rusland fra at invadere det ”demokratiske Europa”, som er Merz’ omkvæd), lader vente på sig. Regeringen har heller ikke formået at fremlægge seriøse planer for genopbygningen af den øvrige tyske industri. Det gælder både investeringer og øget produktivitet, som tidligere var tysk adelsmærke.
Problemerne i Tyskland forstærkes yderligere af, at billedet gentager sig i næsten alle EU lande, hvor hovedparten af kommissionens forslag til kriseløsninger hænger fast i medlemslandenes nationalegoisme og indbyrdes interessemodsætninger. Og Tyskland har ikke som tidligere autoritet og magt til at gennemtvinge en unison kurs.
Tabet af national styrke og stolthed
Og hvad har den økonomiske deroute og befolkningens oplevelser så at gøre med Tim ”Klüssendorfs” udtalelser?
Bag de helt uafviselige økonomiske data og billederne af en infrastruktur og institutionernes forfald lever der en hel befolkning på 80 mio. mennesker, som i flere menneskealdre har opbygget en selvopfattelse og nationsforståelse, hvor Tyskland i Europa var den første blandt ligemænd. Dyder som ordentlighed, stabilitet, kvalitetsbevidsthed og lovmedholdelighed blev takseret som specielt tyske. Alt, hvad der blev produceret, skulle være af høj kvalitet. Økonomien skulle holdes i stram snor. Eksportmarkederne skulle dyrkes, og man skulle på ingen måde have et samfund som i Frankrig, Spanien, Italien osv., hvor hverken produktionen eller samfundsinstitutionerne fungerede. Eller hvor almindelig ”løsagtighed” florerede.
Den selvforståelse voksede generationerne efter 2. Verdenskrigs afslutning op med. Tyskland skulle igen være den førende nation i Europa. Tyskland skulle forme EU og sikre sin lederstilling. Den hjemlige orden og de nationale livsbetingelser skulle sikre borgerne et bedre liv og større sikkerhed end i de øvrige europæiske lande.
For de fleste tyskere fungerede ”Den sociale markedsøkonomis” – die Wirtschaftswunder i det store og hele frem til 2008. En oplevelse, der på alle parametre blev styrket og understreget efter Murens fald i 1989. Genforeningen af Tyskland stadfæstede helt uden undtagelse nationens ubestridte overlegenhed i hele Europa. Tyskland magtede så sent som i 2011 at gennemtvinge tysk kapitalismes interesser i redningsaktionerne i forhold til euroen. Og, som det blev fremhævet, Tyskland kunne som det eneste land holde Frankrig på plads.
Der var således grund til at være stolte af sin nation og grund til at opleve glæde ved Tysklands fredelige og demokratiske genrejsning. Tyskland satte standarden for klassebiler, klassemaskiner, togenes præcision, faglige uddannelser og førerstilling indenfor mekanisk- og kemisk industri og ikke mindst for politisk stabilitet.
Sådan forholder det sig ikke længere. Tyskland har tabt markedsandele over hele linjen med underskuddet overfor Kina på en førsteplads. En smertefuld vending, fordi de store tyske bilvirksomheder og kemiske industrier som i det øvrige EU ikke kan hamle om med et effektivt kinesisk produktionsapparat, der producerer varer af høj kvalitet. (Folk er forholds indifferente overfor Vestens dæmonisering af Xi Jinping og Putin og verdensordenen, når det drejer sig om køb af bil. Her gælder markedet lov om bedst og billigst).
Den opslidende og langsomme nedtur opleves som smertelige tab i den tyske befolkning langt ud over de økonomiske trængsler. Tidligere tiders stolthed over at være tysker fra ”fremdriftens land” er sevet ud af befolkningen over de sidste ti år. Oplevelsen er blevet forstærket under krigen i Ukraine, hvor den russiske gasforsyning på den tyske regerings beslutning blev lukket fra den ene dag til den anden. Hvilket blot øgede Tysklands afhængighed af dyr gas fra USA, hvad der igen forværrede konkurrencebetingelserne for industrien. Og gav dyrtid for befolkningen.
Hvis oplevelsen af tab breder sig
Hvis en sådan udbredt oplevelse af tilbagegang, tab af national stolthed og status virkelig får fat, kan den igangsætte sin egen dynamik, som Midterkartellet i Berlin ikke har noget svar på.
Hvor højt man end råber om forsvaret af demokratiet og værdierne fra oplysningstiden som Europas adelsmærke, falder selvforherligelsen – netop som selvforherligelse – på stengrund. De samme politiske kræfter og den intellektuelle elite har selv medvirket til at gøre landet ustyrligt og borgerne resistente. Teknokrater på alle led i samfundet har fortrængt borgernes demokratiske deltagelse. Man har selv forherliget den private valgoptimering som det sande liberale demokrati, hvad der dels har vanskeliggjort realiseringen af større politiske programmer og fremmanet en rettighedstænkning, hvor vælgerne lidenskabsløst skipper de partier, der ikke indfrier valgløfterne. Markedsgørelsen af det politiske liv har overskåret alle loyalitetsbånd og gjort sammenhængen mellem Wirtschaft und Gesellschaft/Gemeinschaft, som den sociale markedsøkonomi bygger på, til en illusion.
Folk kan jo godt se, at virkelighedsbilledet er et andet end det officielt fremstillede. Og regeringspartiernes overvejelser om at kriminalisere AfD, har bestyrket opfattelsen af, at den politiske elites bestræbelser på at isolere partiet langt overskrider den almene opfattelse af, hvad der kendetegner et demokrati.
Af samme grund kan det være ganske problematisk at begrænse AfD’s succespotentiale til de gamle Østområder. Eller henvise til demografiske årsager og udvandring. Eller til eksempelvis Sachsen-Anhalts beskedne størrelse og socioøkonomiske tilbageståenhed.
Muligheden eller risikoen er til stede for, at AfD vokser ud over delstaterne fra det gamle DDR. Dels på grund af den voksende nationale tristesse på den ene side, og dels på grund af rådvildheden i regeringskoalition og de interne slagsmål i CDU på den anden side. Slagsmålene vokser faktisk dag for dag, hvilket bekræfter AfD’s påstande om ”de rigtiges magtesløshed” og om deres egen forståelse af ”tidsånden” – den lidt uhåndterlige stemning i brede dele af befolkningen – som AfD måske har ramt nerven i.
AfD står til 38% af stemmerne ved valget i Mecklenburg-Vorpommeren den 20. september og til at blive næststørste eller tredje største parti ved valget i Berlin, der traditionelt i lighed med de fleste andre hovedstæder har stærke venstrepartier eller centrum-venstrekoalitioner. På landsplan står AfD ved de seneste målinger til 28-30% af stemmerne mod CDU/CSU’ 19-21%.
AfD’s indflydelse rækker altså helt indlysende langt ind i de gamle Vesttyske delstater, hvor det nationale præstigetab mærkes endnu mere markant end i de tidligere Østområder, som har måtte leve livet som andenrangsborgere i hele perioden efter genforeningen i 1989. Og skrækscenarierne kører allerede nu på alle cylindre i samtlige tyske medier. Hvad nu hvis AfD’s topfigur Alice Weidel får ret, ”at det kun er et spørgsmål om tid, før AfD sidder i en regering med CDU/CSU eller sågar erobrer kanslerposten”? Forestillingerne om, hvilke kursændringer den politiske midte skal foretage for at dæmme op for den risiko, står dog indtil videre i et omvendt forhold til skrækscenarierne.
Mange forventer og i CDU håber man på, at Frederich Merz kan presses bort fra kanslerposten uden at udløse en intern borgerkrig. Men regeringskoalitionens uformåenhed ændres ikke af et personskifte. Et fremtidsscenarie kan lige så vel være, at regeringskoalitionen bryder sammen, uden at CDU/SPD eller de andre partier på den politiske midte kan præstere en ny politik endsige tegne ”visionen af en fremtid” tilstrækkeligt overbevisende til at nedkøle det voksende ønske om et ”alternativ” til det politiske magtbillede, der ikke længere fungerer.
Arven efter globaliseringen og den neoliberale bølge og den eksorbitante finansspekulation, som samtidig skabte dyrkelsen af det liberale demokrati som det uantastede forbillede for de vestlige demokratier, hviler i dag som et spøgelse over den politiske midte. Som i resten af Europa og for den sags skyld også i USA er man politisk nået et punkt, hvor ethvert seriøst forsøg på at genoprette velfærdsstaten øjeblikkeligt påkalder sig radikale reaktioner og trusler fra de stærkeste kapitalfraktioner (de store industriforetagerne, finanssektoren og deres arbejdsgiversammenslutninger) og udsigt til øget politisk ustabilitet.
Hvilket, skåret til benet, jo er den afgørende årsag til de samme midterkoalitioners march på stedet. Det er situationen, der har skabt en Merz og ikke omvendt. Det radikale opgør med det liberale demokratis fastlåshed trænger sig på, uden at nogen af de traditionelle magtpartier overhovedet tør åbne for den mulighed. Om det er i Tyskland, Frankrig, Spanien, Sverige, Finland etc., er problembilledet det samme i forskellige nationale variationer.
Ønsket om et alternativ
Og det er måske det centrale. Det er den politiske midtes uformåenhed og arrogante selvfremstilling og formørkelse af Tysklands fremtid, som har formet AfD’s krav om et nationalt alternativ og givet det vinger. Eller som en slags ”fremtidens magnet”, der trækker bredt ind i befolkningen, uanset om den enkelte vælger har forestillet sig at stemme på AfD eller ej.
Det er bølgen af vrede og skuffelse i den brede befolkning og den dalende tillid til hele det politiske system, institutionerne og medierne, der kan blive AfD’s løftestang og ikke en voldsom tilslutning til partiets i øvrigt ret diffuse program. Hovedparten af undersøgelserne viser, at langt hovedparten af alle respondenter kun har et meget overfladisk billede af AfD’s politik. Man kan tale om en forventningsbestemt stemningsbevælgelse og ikke en erfaringsbaseret, i og med AfD aldrig har haft regeringsansvar eller skullet gennemføre bare brøkdele af sit program. Faktisk svarer mange, at man ikke i praksis kan se den helt store forskel på AfD’s og regeringens udlændingepolitik. Nyere undersøgelser viser, at temaet om ”de fremmede” først kommer ind på fjerdepladsen efter social sikkerhed, boligspørgsmålet, arbejdsløshed/inflation. Og præcist de temaer er kun meget overordnet beskrevet i AfD’s program.
På en anden front vokser gabet mellem befolkningen og regeringen også. En næsten spritny måling viser, at hele 40% af de tyske vælgere ser med skepsis på Tysklands fortsatte støtte til Ukraine og den uforsonlige linje overfor Rusland. I de gamle Østtyske områder er den skepsis oppe på 60% og repræsenterer et mere positivt syn på et kommende samarbejde med Rusland, som før 2022 udgjorde et af Tysklands vigtigste markeder langt ud over tilførslen af billig energi. Hvis de målinger holder, kan der spores en bevægelse i den tyske befolkning, som er i klar modstrid med Merz regeringens krigsoptrapning og planer om massive investeringer i rustningsindustrien på bekostning af de velfærdsydelser. Målingerne viser også en voksende skepsis overfor de europæiske leders trusselsbillede og karakteristik af Rusland som en brutal imperialistisk stormagt med et ønske om at underlægge sig Europa. Ikke desto mindre fortsætter venstrefløjen i Tyskland desværre med at fremholde imperialismekortet og indskriver sig på den måde i det politiske establishment, som AfD er alternativ til. Indtil nu ser det ikke ud til, at det samme establishment i Tyskland og EU har fanget den voksende krigstræthed og voksende skepsis overfor det autoriserede trusselsbillede. Eller også vil man ikke fange, hvad der er i drift. Prestigetabet især i Tyskland vil være ubærligt.
AfD har derimod fanget det langsomme skred til stor furore både på den politiske midte og i den tyske presse. AfD er ikke specielt russervenligt eller ”Putinelskere”. Men partiet har forstået, at fremtiden for Tyskland bl.a. ligger i genoptagelse af import af billig gas fra Rusland og genopbygning af tidligere tysk styrke på det store russiske marked som væsentlige elementer i en økonomisk genopretning. Og selv om medierne og de ledende regeringspolitikere forsøger at stigmatisere AfD ved at fremstille partiet som ”Putinstøtter”, har den fremgangsmåde heller ikke haft den tilsigtede virkning. AfD begrunder nemlig ikke sin politik med en støtte til Putin. Men omvendt hvad der er til gavn for Tyskland og Europa. I de seneste dage har Alice Weidel meget smart foreslået et ”trilateralt handelsforum”, hvor Rusland, USA og Europa mødes for at drøfte fremtidens handelssamkvem mellem de nævnte deltagere. Forslaget har selvfølgelig også adresse til det tyske erhvervsliv.
Flere scenarier for AfD
Kan AfD’s gennemføre sit politiske program, hvis det får regeringsmagten eller indgår i koalitionsregering med CDU? Det forekommer ikke sandsynligt. AfD’s program og nuværende politiske optræden er stop fordret med forslag og udspil og analyser, der er indbyrdes modstridende.
For at slå ned på de vigtigste modsætninger, ønsker AfD på den ene side at forbedre infrastrukturen, skolevæsnet, den sociale sikring og tiltrække industriinvesteringer. Især de små- og mellemstore industrivirksomheder. På den anden side vil man sænke skatterne og føre stram budgetdisciplin, som vil udelukke de lovede velfærdsforbedringer. Man vil afvikle de arbejdsmarkedsregler, som bremser industriinvesteringerne, hvad der først og fremmest rammer AfD’s egne kernevælgere. Miljøregler skal lempes. Den økonomiske politik skal udformes super liberalt med så få statslige indgreb som overhovedet muligt, hvilket alt andet lige vil gavne de store kapitalinvestorer på Mittelstands bekostning. Forholdet til EU er ikke helt klart, men ønsket om kun at fungere i EU på tyske betingelser er ikke til at tage fejl af, hvilket vil bringe Tyskland på yderligere konfrontationskurs. Sammenlagt vil AfD’s nationalkonservative udgave af en utopisk heimatspolitik ikke kunne bestå en politisk realitetstest i forhold til de omtalte problemer, som partiet selv er en reaktion på.
Uanset om partiet opnår kanslerposten, hvad der nok ikke er sandsynligt indenfor en kortere tidshorisont, eller om partiet formår at presse CDU/CSU til at indgå i en koalition, vil partiet blive tvunget til at opgive det ene programpunkt efter det andet. Presset fra det tyske erhvervsliv, finanssektoren, EU og hele den tyske politiske og administrative elite vil blive så massivt, at AfD vil få mere end vanskeligt med at mobilisere den nødvendige politiske og folkelige opbakning til at modstå presset eller håndtere en situation med yderligere desillusion og destabilisering af det tyske samfund.
AfD har heller ikke et stærkt og konsolideret partiapparat. Partiet har heller ikke reelle alliancer med fraktioner indenfor den teknokratiske elite, der er nødvendige for at kunne udvise håndfast regeringsduelighed.
Det peger på flere scenarier. AfD, som er sammensat af flere indbyrdes modstridende fraktioner, kan fraktionere yderligere og som i Italien udskille en ny radikaliseret fløj. Partiet kan rende ind i en større splittelse, hvor den moderate fløj søger tæt samarbejde med CDU/CSU om dannelsen af en stærk nationalkonservativ blok for at tackle en yderligere destabilisering. Eller som i USA søge opbakning fra de mest magtfulde kapitalfraktioner i deres krav til en hårdhændet krisepolitik og her søge politisk legitimitet eller i hvert fald opbakning til at presse CDU til at gennemføre den politik, som Merz regeringen ikke har haft viljen, styrken eller modet til at forfølge.
I regeringskontorerne og i dele af AfD’s ledelse ved man jo godt, at AfD’s program isoleret set ikke rækker til genrejsningen af tysk industri og økonomi, der vil kræve en hårdhændet arbejdsmarkedspolitik og vidtgående statslig støtte til den nødvendige omfattende omstrukturering af tysk kapitalisme betalt over skattebilletten. Derfor vil en mulig regeringskoalition mellem AfD og CDU/CSU blive positivt modtaget af erhvervslivets elite med udsigt til, at regeringsansvaret og samarbejdet med CDU vil slide AfD’s alternative kraft ned til det tålelige.
I det perspektiv kan der bag scenen spores en vis tilfredshed i AfD’s ledelse med valgresultatet i Sachsen-Anhalt. Havde partiet vundet absolut flertal, ville Ulrich Sigmund blive indsat som ministerpræsident og partiet tvunget til at realisere sin politik indenfor de givne administrationsstrukturer og begrænset af de lovbestemte udligningsrammer, der ikke rækker til at løse delstatens økonomiske problemer. Alle økonomiske undersøgelser og analyser (måske ikke helt uvildige) vurderer, at AfD’s politiske løfter ville give Sachsen-Anhalt et løbende årligt budgetunderskud på 2 mia. euro oven i den allerede eksisterende gæld, hvad der vil gøre det endnu vanskeligere for en AfD regering at holde sammen. Hvad der kunne svække partiets troværdighed og dermed fremgangen på landsplan. Situationen vil kunne forværres yderligere, hvis den siddende regering i Berlin tyr til administrativ ”legitim” chikane af delstatsregeringen. Spørgsmålet på indeværende tidspunkt vil så være, om AfD vil lide et troværdighedstab, eller om partiet kan vende situationen til egen fordel ved at placere ansvaret for et eventuelt økonomisk uføre hos den siddende regering og den politiske midte. En tænkt argumentation fra AfD’s side kunne være: ”Vi ville gerne, men kan ikke under de betingelser, som Berlinregeringen sætter. Derfor kan AfD’s politik først gennemføres, når vi har stor indflydelse i flere andre delstater eller selv kommer i regering”.
Ingen kan på nuværende tidspunkt med nogen sikkerhed sige noget om AfD’s reelle vækstpotentiale i hele Tyskland og indflydelse på det politiske liv i de øvrige delstater. Indtil videre vil diskussionerne være præget af rådvildhed og fremmaning af diverse trusselsbilleder. Har AfD vitterlig ramt en dybere nerve i den tyske ”tidsånd”? Eller besinder den desillusionerede tyske befolkning sig trods alt? Det bliver i det usikre billede, at den videre kamp mellem AfD og det politiske establishment udfolder sig. Det første hint kommer måske med valget i Mecklenburg- Vorpommern. Hvis partiets fremgang her bliver så stor, som meningsmålingerne angiver, er det at forvente, at partiets selvtillid vokser, hvilket i sig selv kan indebære en dynamik, som slår yderligt igennem på landsplan. En dynamik, som kan blive forstærket af de indre modsætninger i Berlin regeringen, rådvildheden, de usammenhængende angreb på AfD og ikke mindst CDU toppens udskamning af de ”opportunistiske følere” fra lokale CDU-politikere i de andre delstater.
Tilbage står det alt afgørende spørgsmål. Kan AfD levere varen dér, hvor partiet får magt og skabe en dominoeffekt, eller falder partiet igennem? Vælgerloyaliteten er som sagt forsvundet i de liberale demokratier, og der er først parlamentsvalg i 2029, hvis ikke et sammenbrud i regeringskoalition resulterer i et hurtigt nyvalg. (Samme spørgsmål stilles i øvrigt med voksende styrke i Frankrig: ”Vil Le Pen ødelægge fransk økonomi, hvis Rassamble National erobre præsidentposten og et flertal i Nationalforsamlingen”?)
Det nødvendige selvopgør på den socialistiske venstrefløj
Men hvad nu hvis Alternativet blegner, og de radikale forandringer udebliver? Hvad nu hvis AfD eller en koalition af CDU/CSU og AfD faktisk ikke har eller kan mobilisere for en politik til genrejsning af Tyskland, der kan accepteres af den brede befolkning? Hvad er så Alternativet?
Muligheden eller risikoen eksisterer. Hvordan vil den venstrefløj, som indtil nu har placeret sig indenfor den politiske midtes demokratiske fæstning og talt mest nidkært for et forbud mod AfD, kunne træde op som alternativet? Hvordan vil man gøre sig håb om at nå de mange AfD vælgere, som venstrefløjsaktivisterne beskyldt for at være fascister, fordi de stemmer på et fascistisk parti, og som i flere år har gennemført den ene antifascistiske demonstration efter den anden for at ”forebygge demokratiets fald”. Som har udskreget AfD til at være Putinelskere og i den grad medvirket til ikke alene stigmatisering af partiet, men også til en devaluering af 30-40 % af vælgernes almindelige dømmekraft og demokratiske sindelag. Og som har brugt flest kræfter på at forsvare demokratiet og det liberale demokratis værdier og færrest på at udvikle et politisk-økonomisk Alternativ både til AfD og Merz regeringen.
I og med at et muligt sammenbrud for en AfD regering eller en koalitionsregering ikke er utænkeligt, burde det være indlysende for ledelsen i Die Linke og i SPD, at stigmatiseringslinjen ikke alene har været en fiasko, men direkte sekterisk, elitær og fatal. Opgaven for venstrefløjen har hele tiden været – og akut nu, at udfordre AfD både politisk, økonomisk, og kulturelt på alle fronter for at afmontere AfD Alternativets tiltrækningskraft.
Kort og godt tilsiger polariseringen og tristessen i det tyske samfund, venstrefløjen står overfor et kategorisk imperativ: at gøre op med forvekslingen af symptom og problem.
Det kan virke helt uforståeligt, at den socialistiske venstrefløj ikke har presset SPD til i langt højere grad at gå i kødet på AfD’s indlysende utopiske politik og demontere Alternativ myten. Man skulle tro det lå lige for.
Men problemet er måske det ganske ubehagelige, at heller ikke venstrefløjen har været i stand til indtil nu at formulere en reformstrategi, som på den ene side indebærer en radikal ændring af den tyske samfundsøkonomi, de givne magtforhold, demokratisering af samfundslivet og en genopbygning af velfærdsstaten og samtidig respektere forfatningen og de eksisterende demokratiske institutioner. I den sammenhæng ligner det ”fascistiske fjendebillede” ligesom dæmoniseringen af Rusland mere aktivistiske overspringshandlinger end seriøse bestræbelser på at udvise politisk empati og demokratiske diskussioner overalt i det tyske samfund som elementær adkomst til at få de mange arbejderklasse- og middelklassevælgere i tale, der af indlysende årsager spejder efter et Alternativ.
Som den politiske situation former sig i Tyskland, vil Europas største og trods alt stærkeste lands udvikling få afgørende betydning for hele EU’s videre eksistens og af samme grund stille venstrefløjen overfor de samme valg: sekteriske frontkampe mod de nationalkonservative og de ”fascistiske spøgelser” eller en fælles formulering af en realistisk reformpolitik (nationalt og i Unionen), der kan blive til et Alternativ, de mange efterlyser. Hvor stort ramaskriget så end måtte blive på den politiske midte.
Jan Helbak.
september 14, 2026 3:57 pm
Læs mere