Er dommen problematisk eller dommens grundlag?
Mandag den 31. marts blev lederen af Rassemblement Nationale Marin Le Pen kendt skyldig i bedrageri for 4.4 mio. euro for at kanalisere EU midler, der var målrettet arbejdet i EU-parlamentet ind i partiets kasse i Frankrig. Ud over fængselsstraf og bøde fradømte retten tillige Le Pen muligheden for at stille op til det franske præsidentvalg i 2027 eller indtage betroede embeder i 5 år.
Om Marine Le Pen er skyldig eller uskyldig i alle anklager, er for så vidt ikke det vigtigste. Politisk er det mere bemærkelsesværdigt, at en domstol i Frankrig fradømmer en borger/politiker retten til at stille op til et valg og i konsekvens heraf tvinge et eller flere politiske partier til at finde alternative kandidater til den, de og deres medlemmer har foretrukket.
Det er i den sammenhæng heller ikke vigtigt, at Marine Le Pen selv tidligere har advokeret for, at korruptionsanklagede eller kriminalitetsdømte politikere skulle fratages muligheden for at fortsætte i politik eller have fradømt deres valgbarhed for livstid.
Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at flere mainstreammedier som for eksempel The Guardian går helt udenom de principielle spørgsmål, som dommen rejser og erklærer sig yderst tilfreds med, at dommen har ”trukket en tiltrængt streg i sandet” overfor den radikale højrefløjs evindelige angreb på retssystemet for at være partisk. Ikke noget videre stærkt argument, al den stund dommen kunne tænkes at forstærke opfattelsen af retssystemet som partisk. Og en streg i sandet rækker som bekendt ikke overfor tidevandet.
I en sidebemærkning bør det nævnes, at hverken Guardian, andre medier eller politikere fra det politiske centrum har på noget tidspunkt kunnet påvise, at de nationalkonservative partiers politik udgør en trussel for retssystemet og demokratiet. Reelt er det én påstand, som blot efter tilstrækkelig mange gentagelser har fået karakter af en sandhed.
Afslutningen på lederen i The Guardian er værd at hæfte sig ved som fællesnævner for den politiske elites og mainstreammediernes liberaldemokratiske kommentarer: ”Den nuværende grad af politisk støtte til Marine Le Pen placerer hende ikke over loven”.
Pointen er en anden, som The Guardian og flere andre medier ikke rammer. Det gælder for så vidt også de kommentarer fra den anden side, der i dommen ser en trussel mod demokratiet. Det gælder f.eks. Giorgio Meloni og den franske premierminister, der overfor Nationalforsamlingen slår fast, at det juridiske system ikke underminerer demokratiet, men alligevel som ”borger” føler trang til at sige, at frakendelsen af Marine Le Pens mulighed for at stille op til præsidentvalget måske ikke er ”rimelig”.
På den led bliver det selve dommens karakter og rækkevidde, der fremstår som problemet, hvilket fører tilbage på domstolene og dommerne eller åbner for appelmulighed og ændring af dommen, hvorved hele problematikken forbliver juridisk.
Det principielle problem skal imidlertid findes i det forhold, at en sådan dom overhovedet kan afsiges. Essensen skal findes i udtalelsen fra domstolens præsident Benedicte de Pertuis, som kan udtale, at dommens omfang refererer til det forhold af ”betydelig forstyrrelse af den offentlige orden, i dette tilfælde det faktum, at en person, der allerede er dømt i første instans, stiller op til præsidentvalget”. Hermed er linjen lagt for i hvilket omfang, retssystemet kan bestemme, hvad der er politisk korrekt og legitimt.
Retssystemet kan derved på forhånd gennem eksklusion bestemme, at der er personer, som folket/vælgerne ikke kan stemme på.
Skridtet må så tages fuldt ud og kritikken rettes mod den forfatning, der stiller domstolene over folket. Dvs. muliggør retssystemets legitime ophævelse af folkets suveræne reet til at afgøre hvem, der fortjener dets tillid og hvem, det vil lade sig repræsentere af.
Dommen i Frankrig er imidlertid ikke en enlig svale. I december sidste år afgjorde den rumænske højesteret, at præsidentvalget den 24. november skulle gå om, fordi fremmede kræfter (russiske) havde påvirket valget ved gennem de sociale medier (bl.a. Tik-Tok) at have støttet højrefløjskandidaten Calin Georgescu. Senere har samme ret afskåret Georgscu fra at stille op til omvalget i maj 2025, selv om bevisførelsen for anklagerne har vist sig at være mere end tvivlsomme. Men bevisførelse eller ej ændrer det ikke på det principielle problem, at også i det rumænske tilfælde afgør en retsinstans, hvad der politisk er legitimt eller ikke legitimt. Heller ikke her er det folket, der har den suveræne ret til at træffe den afgørelse politisk.
Dommene i Frankrig og Rumænien er indtil videre blot de mest spektakulære udtryk for en voksende tendens til at juridicere politikken indenfor de liberale demokratier. Påståede brud på ministeransvar eller andre problematiske politiske forseelser afgøres ofte ikke i parlamenterne, men overføres til undersøgelseskommissioner, som typisk er sammensat af professionelle personer udenfor det politisk parlamentariske system. Også i de tilfælde forskydes den delegerede suverænitet og det politiske ansvar fra parlamenterne til det juridiske system, hvad der selvsagt, hvis den tendens fortsætter, tømmer lovgivningsmagten for indhold og politisk legitimitet overfor det folk, der gennem valgene har sammensat parlamenterne.
Så hele den aktuelle debat om, hvorvidt domstolene er upartiske eller bruges politisk af centrum mod den yderste højrefløj eller venstrefløj er for så vidt den mindst relevante, fordi den lader selve præmissen uantastet: At en demokratisk forfatning levner mulighed for, at domstolene kan udelukke borgere fra at opstille i politiske valg og her få deres mandat prøvet.
Paradokset er, at det ikke er de aktuelle domme, der undergraver demokratiet. Det er derimod de forfatninger, der skulle udgøre bolværket mod vilkårlighed og magtmisbrug gennem det liberale demokratis institutionelle ”check and balances”, som udgør en trussel mod demokratiet – forstået som folkets suveræne ret til at vurdere og vælge sine repræsenter.
Politik reduceres til retssalsdramaer og folket til tilskuere.
Jan Helbak
april 2, 2025 8:05 pm
Læs mere