Tag Archive: Udviklingslande

  • BRICS topmødets sluterklæring – en fortolkning

    Grundfortællingen i de fleste medier har efter BRICS topmødet været samarbejdsorganisationens ønske om at svække dollarens dominans og udkonkurrere SWIFT. Bankernes dollardominerede internationale informations- og transaktionssystem. BRICS afholdt i Kazan den 22.-24. oktober det 16. topmøde under en hidtil uset bevågenhed både fra det Globale Syd og det kollektive Vesten. Min påstand er, at disse enslydende og ganske snævre fortolkninger i mediebilledet og blandt mange analytikere på begge fløje rammer ved siden af skiven. Efter min opfattelse behandlede topmødet langt mere vidtgående temaer  end opbygningen af en konkurrent til dollardominansen og et forsvar mod USA’s anvendelse af den institutionelle dollardominans til at trumfe USA’s og Vestens sanktionspolitik igennem. Læser man den alenlange topmødeudtalelse grundigt, kan man ikke være i tvivl om, at BRICS landene netop ikke styrer mod en konfrontation hverken med USA eller det samlede Vesten eller for den sags skyld mod en torpedering af SWIFT systemet. Topmødet resultatet er langt mere afbalanceret og intelligent og har først og fremmest til formål at beskrive en anden fremtid for især udviklingslandene i det Globale Syd, og skal som sådan først og fremmest læses som en erklæring over udviklingslandene. Reformperspektivet Inden jeg slår ned på de vigtigste punkter i erklæringen, skal det lige nævnes, at BRICS på topmødet blev udvidet med Egypten, Etiopien, Iran og De Forenede Arabiske Emirater (DAE). Algier, Belarus, Indonesien, Malaysia, Thailand, Vietnam, Tyrkiet m.fl. søgte om godkendelse som partnere i den nye BRICS struktur og som sådan fremtidige medlemmer af BRICS. Saudi Arabien valgte ud fra et nøgternt balancesynspunkt ikke at blive optaget som fuldgyldigt medlem på indeværende tidspunkt og deltog derfor kun med udenrigsministeren. Mellem 50 og 100 lande har allerede inden topmødet varslet en voksende interesse for at søge partnerskabsstatus og senere optagelse i BRICS. De er som sagt topmødeerklæringens målgruppe. Samlet set repræsenterer BRICS i dag ca. 35% af det globale BNP (målt i købekraft) og hele 45% - 50% af verdens befolkning. De givne tal skal selvfølgelig nedbrydes i mere konkrete størrelser bl.a. i per capita tal, og så ser styrkeforholdet mellem Vesten og BRICS noget anderledes ud. Der er stadig lang vej, før BRICS landene og partnere matcher Vesten styrke. Der er også store forskelle i økonomisk styrke og magt de enkelte BRICS medlemmer imellem. Eksempelvis mellem Kina og Etiopien og Egypten. Men afgørende er det, at det økonomiske gab er mindre, når der også tages højde for landenes industrielle udvikling og faktiske vækstrater. Dette blot for at sætte de nuværende og fremtidige styrkeforhold i perspektiv. Det første bemærkelsesværdige ved topmødet, som blev forberedt af de russiske formandskab, er, at hovedoplægget ikke, som fremstillet, indeholdt et opgør med de eksisterende Bretton Woods institutioner – IMF/Verdensbanken eller WTO og FN. SWIFT blev heller ikke eksplicit kritiseret. I stedet var fokus på reform af de nævnte institutioner og opbygningen af nye multilaterale institutioner bedre tilpasset den kommende multipolære verden. Den linje gik igen under hele topmødet. Dels fordi det er BRICS grundide, og dels fordi organisationen er en samarbejdsorganisation, hvor alle vigtige beslutninger afgøres ved konsensus, hvorfor der i hele den fremtidige proces må tages hensyn til de enkelte deltagerlandes nationale interesser og mellemstatslige samarbejdsbånd. Herunder placering i det internationale geopolitiske magtspil. BRICS rationale og hele eksistensberettigelse kan sammenfattes i to sætninger: ”Arbejde for en mere tryg og retfærdig verden med øget vækst og lighed”. ”Fremtiden skal være multipolær”. Interessant er det, at topmødeudtalelsen på flere punkter med, hvad IMF’s direktør Kristalina Georgieva fremlagde på det seneste topmøde (holdt på samme tid som BRICS topmødet) mellem IMF og Verdensbanken som institutionens ændrede strategiske mål. Hendes strategiske perspektiver har faktisk været undervejs over de sidste seks måneder, hvor hun i marts 2024 formulerede sig sådan i en tale på King’s College, Cambridge: ”Vi har en forpligtelse til at rette op på, hvad der har været virkelig forkert over de sidste hundrede år – den vedholdende ulighed. IMF’s forskning viser, at lavere økonomisk ulighed kan forbindes med højere og mere vedvarende vækst”. På topmødet gik ”inklusiv vækst” igen i næsten alle indlæg. Måske repræsenterer den nye indsigt ikke den helt store overraskelse for folk udenfor IMF, men for institutionen, indvarslede direktørens tale faktisk et strategiskifte. Ikke til alles udelte tilfredshed, hvorfor et forbehold overfor den faktiske virkeliggørelse af skiftet er berettiget. Men det er netop disse sprækker indenfor de eksisterende institutioner, som BRICS landene retter deres strategiske udspil i mod. Der er tale om helt kontante reformpolitiske perspektiver og ikke direkte konfrontationer med USA og det øvrige Vesten. Lederne på BRICS topmødet, især Modi, Xi Jinpeng og Putin er selvfølgelig helt på det rene med, at IMF direktøren næppe tillades at gennemføre et radikalt kursskifte i et omfang, der måtte kollidere med USA’s interesser. Men på topmødet blev det tema ikke behandlet officielt. I stedet ønsker man at reformere IMF’s stemmevægte for at give mere tyngde til udviklingslandene samt ændre lånbetingelserne, der i dag favoriserer de vestlige lande. Hensigten er ret indlysende at inddæmme USA’s de facto vetoret i IMF og dreje IMF mod en mere global udviklingsbank, der på retfærdig vis skal udvikle nye progressive lånebetingelser, der støtter udviklingslandenes nationale udviklingsbehov. Nøjagtig samme perspektiv lægger topmødeudtalelsen ned over forholdet til Verdensbanken og WTO, hvor man vil effektivisere sagsbehandlingen i sidstnævnte institution og forhindre stærke lande i at torpedere processerne gennem forhalingsmanøvre. FN skal ikke nedlægges. Tvært imod betonede topmødet, at alle FN’s institutioner inklusive sikkerhedsrådet skal reformeres, så det Globale Syd opnår en mere retfærdig repræsentation, og mulighederne for obstruerende og magtkonserverende dominans begrænses gennem ændring af vetoretten. Som det fremgår af de faktiske fælles- og bilaterale drøftelser på topmødet, af sluterklæringen og af statsledernes efterfølgende kommentarer omgår BRICS topmødet den direkte konfrontation med Vesten og de forskellige Vestligt dominerede alliancer men mobiliserer samtidig med reformperspektivet det Globale Syd og søger ad den vej at begrænse Vestens og især USA’s dominans. Og som udviklingen faktisk forløber lige for tiden peger meget på, at BRICS foreslåede reformer vil slå igennem indenfor en relativ kort tidshorisont om end vejen hertil er som et geopolitisk minefelt. Her skal blot som eksempel nævnes krigene i Ukraine og Mellemøsten og de økonomisk-militære spændinger mellem USA og Kina med Taiwan som aktuelt konfliktpunkt. Den parallelle finansarkitektur Som jeg skrev i indledningen, var det ikke BRICS topmødets samlede hensigt at udfordre SWIFT systemet direkte. Faktisk heller ikke indirekte. Dels fordi systemet i dag eksisterer som det internationalt anerkendte system for bankernes clearings- og transaktionssystem, og dels fordi en række af BRICS landene fuldt ud deltager i systemet og ikke ville kunne tåle at stå udenfor. Det er kun Rusland, Iran og nogle få andre lande, der er udelukket fra SWIFT som følge af USA’s og EU’s sanktionspolitik. BRICS topmødet vedtog en helt anden linje, hvad der nok er kommet som en overraskelse for de fleste. Man vedtog at indlede eksperimenter med det, der går under betegnelsen mBridge systemet, som kort fortalt er udviklingen af decentrale clearings- og transaktionssystemer, der kan anvendes i lokale eller regionale bilaterale handelsaftaler. Det bemærkelsesværdige her er, at det er centralbankernes centralbank BIS, der bl.a. sammen med Kina, Hongkong og Thailand har udviklet og afprøvet et informations- og transaktionssystem indenfor rammen af CBDC (centralbankernes digitale curency), hvor den daglige handel med lokale valutaer styres af centralbankerne og kan gennemføres i real time i modsætning til SWIFT systemet, hvor handelsvalutaen alene er dollaren. Ifølge BIS er systemet afprøvet og testet og kan indenfor en kort tidshorisont rulles ud og oprettes lokalt. F.eks. i Afrika mellem to eller flere afrikanske lande. Der er forskellige muligheder for at oprette basisværdier (f.eks. en kurv af stabile valutaer, guld eller andre råstoffer). Hvilke, der vælges, afhænger af centralbankernes beslutninger, og hvad der er muligt i forhold til de enkelte valutaers værdi og stabilitet på verdensmarkedet eller dele heraf og i forhold til de opbyggede politiske tillidsforhold. Pointen er, at systemet åbner for at udvikle det lokale finans- og handelssamarbejde udenom de institutioner, der i dag domineres af Vesten – læs USA. Eksempelvis er grundmodellen allerede en realitet i dag, hvor Saudi-Arabien og Kina handler olie i den kinesiske valuta. Når Algier og Nigeria kommer med i BRICS vil en endnu større del af olie- og gashandlen blive handlet i en anden valuta end dollar. Rusland og Kina foreslog en mere snæver BRICS bridge model, men beslutningen landede på, at de enkelte BRICS lande er frit stillede, og at det vigtigste var at arbejde for et globalt system af lokale clearings- og transaktionsaftaler. Der forestår i øvrigt også en del udviklingsarbejde hvad angår udarbejdelse af bindende og legale regler samt anvendelsen og ratingen af centralbankernes digitale valutaer og det bloc-chain-system, der skal sikre sikker handel nedenunder centralbankstyringen. Det afgørende er for så vidt ikke, om systemet kan fungere på nuværende tidspunkt eller om Vestens modstand vil forhale udrulningsprocessen. Det afgørende er, at arkitekturen for lokale handels- og investeringsaktiviteter, som går uden om dollarens dominans, og som er en af flere forudsætninger for en multipolær orden, er beskrevet og nu kan udvikles gennem et samarbejde mellem BRICS landene indbyrdes, partnerlandene og en flerhed de lande i det Globale Syd, der allerede har vist interesse for mBridge arkitekturen under de lokale centralbankers kontrol. Afgørende er det også, at de lokale centralbanker med mBridge systemet vil få redskaber til at styre kapital- og investeringsbevægelserne og allokere kapital i henhold til nationale prioriteter, herunder begrænse kapitalflugt, som landene i Afrika bl.a. lider under. Selvfølgelig er ideerne og eksperimenterne en udfordring af dollardominansen, og lige så selvfølgeligt har USA svaret igen med opfordring til, at BIS stopper de forskellige forsøg med udvikling af mBridge modeller. Men i og med der på ingen måde lægges op til, at hverken BRICS landene eller partnerne skal melde sig ud af SWIFT men i stedet bidrage til at opbygge bilateralt systemer, har hverken USA eller EU reelle argumenter mod modellerne eller økonomisk styrke til at forhindre deres udvikling. I sidste ende afhænger mBridge modellernes kommende eksistens og overlevelse af den økonomiske vækst og politiske stabilitet i eksempelvis Afrika, Østasien og Latinamerika. Der er også en velovervejet geopolitisk taktik i BRICS topmødets beslutninger, idet USA allerede har truet med at sanktionere de lande, der måtte tilslutte sig BRICS-bridge modellen, selv om den i sin kerne ikke adskiller sig fra den, der er udviklet og afprøvet af BIS. Man forsøger klogeligt at undgå et økonomisk kaos i de enkelte lande, hvor enkeltlande straffes gennem nye og flere sanktioner, som bl.a. Trump har antydet. Strategisk vil hele mBridge arkitekturen kunne forbindes med lokale investeringsprogrammer som eksempelvis den kinesisk initierede Belt and Road strategi samt en række konkrete og lokale udviklingsprojekter i det Globale Syd, hvor et eller flere BRICS lande forventes at deltage. I arkitekturen indgår også mekanismer til at bremse den i dag omfattende kapitalspekulation og globale hvidvask. Men det vigtigste er nok, at mBridge arkitekturen kan forbindes med Den ny udviklingsbank ”New Development Bank) indenfor BRICS. Banken er kun  i sin vorden med et relativt beskedent kapitalgrundlag, men som í nær fremtid kan få en enorm betydning for en mere sikker og dominansfri låne- og investeringspolitik overfor det Globale Syd. Allerede nu i bankens spæde opstart er den engageret i flere projekter i Afrika og Østasien. Men – og det er igen det interessante – banken er ikke tænkt at skulle erstatte IMF og Verdensbanken men som en parallel bankaktivitet, der kan bidrage til at presse IMS’s direktørens ønskede reformer af IMF igennem, fordi udviklingslandene i nær fremtid ikke længere vil være afhængig af Vestens politisk og geopolitisk bestemte lånebetingelser. Hvorvidt de her beskrevne initiativer og perspektiver kan gennemføres hurtigt eller må igennem ret afgørende konflikter med de Vestlige interesser, afhænger nok så meget af, om det lykkes BRICS landene at holde sammen og konkret udvikle det påbegyndte arbejde med at opbygge en indre gennemsigtig og handlekraft ledelsesstruktur. Arbejdet her er først lige begyndt, og vejen til en endelig ledelsesstruktur må nødvendigvis gå over mange og endnu ukendte kompromisser. Det vigtige er, at det 16. BRICS topmøde utvetydigt har defineret  grundmuren for en samarbejdsorganisation. Opbygget på en måde, hvor selv store lande som Rusland, Kina og Indien ikke kan sætte sig på udviklingsprocessen og monopolisere beslutningsstrukturen uden at skabe så mange konflikter og modsætninger, at BRICS kan imødese sin egen opløsning. Konsensus- og lighedsprincippet er så afgørende for BRICS videre skæbne, at samarbejdet kommer til at dominere over dominansen, uanset hvor stærk for eksempel Kina vokser sig rent økonomisk og militært. Først og fremmest fordi de respektive medlemslande kun kan udvikle sig og fastholde deres indbyrdes økonomiske vækst, hvis deres politik og strategi rent faktisk bidrager til at øge væksten i det Globale Syd. Vestens protektionistiske kurs og ”de-risking” politik udgør en potentiel vækstbremse for bl.a. Kina og Indien, så deres fremtidige vækstmarkeder skal findes i det Globale Syd. Det strategiske blik Omdrejningspunkt i BRICS’s udviklingsstrategi kan ikke reduceres til den nævnte reformpolitik og opbygningen af en parallel decentral finansarkitektur, der åbner for landenes bilaterale handel i egne valutaer. Indenfor en overskuelig periode vil Den Ny Udviklingsbank have opsamlet tilstrækkelig kapital til at udgøre et centralt element i BRICS landenes samarbejde med de enkelte lande i det Globale Syd, hvor der bl.a. vil kunne indgås aftaler om specifikke investerings- og udviklingsprojekter. Mange forskellige projekter kan hægtes op på den fremtidige låne- og samarbejdspolitik. I topmødeerklæringen nævnes eksempelvis: energiprojekter, målrettet klimapolitik, uddannelsesprojekter, infrastrukturprojekter og ikke mindst større sundhedsinitiativer, der med garanti vil øve en stor indflydelse på WHO’s kurs (bl.a. indenfor bekæmpelse af pandemier og udvikling af vacciner). Hertil et kommende samarbejde om kapitalregulering/kontrol, et retfærdigt skattenetværk og fælles beskatningsregler, som i udviklingsfasen kan føres ind i FN og underlægges FN’s regler i samme takt, som FN reformeres som et samlet hele. Dvs. inklusive FN’s mange underorganisationer, hvor det Globale Syd skal have større myndighed og magt. Topmødeerklæringen nævner en ret bred vifte af samarbejdsinitiativer, som det her vil føre for vidt at komme ind på, og som i øvrigt kun er formuleret i brede hensigtserklæringer. Det afgørende er imidlertid, at både forhandlingerne på topmødet og selve topmødeerklæringen skal forstås som et samlet hele alene bundet sammen af konsensusbeslutninger. BRICS samarbejdet vil falde sammen som et korthus, hvis konsensusprincippet ikke respekteres uanset hvem, der har formandsskabet, og hvis ikke landene i det Globale Syd finder deres interesser og aspirationer bedre dækket af BRICS end af det eksisterende internationale regelsystem for udvikling, handel og finansielle transaktioner. Det betyder også, som det fremgår af erklæringen og det russiske formandskabs oplæg til konferencen, at BRICS videre succes ikke beror på en konfrontation med Vesten, som organisationen ville tabe på indeværende tidspunkt, men på at skabe vækstbetingelser for den tidligere koloniserede verden, som i årtier har været underudviklet på grund af Vestens dominanspolitik. Det modsætningsforhold og billedet af en Nord-Syd konflikt skal selvfølgelig  modificeres og nuanceres, fordi mange lande fra det Globale Syd indgår i et eller flere samarbejdsnetværk eller har bilaterale aftaler med forskellige Vestlige lande. Som sådan kan BRICS ikke opfattes som en statisk enhed eller som en alliance (lig NATO) men som en organisation i vækst, der selvfølgelig vil ændre sig i takt med sin egen udvikling og indflydelse på den globale scene. Ja, man drøfter ligefrem opbygning af konfliktneutraliseringsmekanismer indenfor samarbejdet, idet man er på det rene med, at både udvidelsen af BRICS og indgåelse af konkrete samarbejdsaftaler nødvendigvis vil skubbe til de indre initiale styrkeforhold mellem de respektive deltagerlande. Og verden udenfor står heller ikke stille eller lades uberørt. Afsluttende bemærkninger Det giver sig selv, at Vesten og især USA ikke stiltiende vil se til, at deres privilegier udfordres og dominans undergraves gennem BRICS ”omringningsstrategi”. Faktisk kan vi være helt sikre på, at de geopolitiske spændinger og magtkampe vil tage til og få afgørende indflydelse både på styrkeforholdene indenfor BRICS, mellem BRICS og interesserede kandidatlande og nok så meget indenfor det kollektive Vesten. Faktum er det også, at det Globale Syd nu og i fremtiden vokser med helt andre vækstrater, end Vesten kan præstere. Det samme gælder befolkningstilvæksten og de demografiske vektorer, hvilket i sig selv vil udfordre de givne strukturer og magtbalancer på verdensmarkedet og de overordnede globale styrkeforhold. Men kogt ned til det indlysende, står og falder BRICS betydning og indflydelse med, at organisationen formår at fremme en retfærdig vækst, der reducerer uligheden og realiserer målet om en multipolær verden. En verdensarkitektur, som ikke vil blive til virkelighed, hvis ikke den materielt understøttes af stærke og suveræne lokale- og regionale samarbejdsnetværk. For at slutte af med en lidt højstemt henvisning til Konfutse, hvis ånd ret tydeligt har hvilet over hele topmødet: Bueskydning er den bedste model for eksemplarisk konkurrence. Den enkelte bueskytte fremviser excellence – ikke ved at nedgøre modstanderne – med ved at perfektionere egne kompetencer og karakter. Bueskytter er engagerede i en parallel konkurrence, hvor de hver især skyder på egne mål, men dog samtidig underordner sig fælles regler og udviser gensidig respekt. En kinesisk men også østasiatisk grundfilosofi, der står i modsætning til alle de trivelige fordomme i Vesten og de vestlige lederes krav om at repræsentere de sande og universelle værdier. Hvorfor Vestens rent logisk ikke kan konkurrere på anden måde end gennem den ”udvidede tvekamp, hvor det drejer sig om at påtvinge fjenden sine betingelser” ( Carl von Clausewiz’s definition af krigens væsen). Jan Helbak          
    Læs mere