EU er ikke Europa
Der er noget næsten tragikomisk i det billede, der ruller hen over Europa i dette efterår. Reportager om det ene topmøde efter det andet mellem de europæiske topledere, hvor kommissionsformand Ursula von der Leyens stålsatte krigsretorik blandes med billeder af massedemonstrationer i flere af de store EU-lande. Hvad der startede som elev- og studenterdemonstrationer har foldet sig ud til brede protester mod forringede leveforhold, boligkrise, kritik af EU mv. og nu også en voksende modstand mod de samme lederes støtte til krigen i Ukraine og de forskellige regeringers forberedelser til genindførelse af værnepligten. Afstanden mellem de politiske lederes systeminteresser og verdensbillede og befolkningens hverdagsoplevelser kan næsten ikke blive større. Flere af regeringskoalitionerne går af samme årsag fra den ene parlamentarisk krise til den næste.
Mette Frederiksens (MF) og EU ledelsens verdensbillede
Den 9. oktober gav Mette Frederiksen et interview på den røde løber i EU-bygningen i Bruxelles (interviewgangen). Otte dage senere bragede det løs i Paris og har gjort det siden i de fleste europæiske hovedstæder.
I interviewet fremlagde MF i ultimative statements sin, regeringens og kommissionens opfattelse af Ukraine scenariet. Det narrativ, der er bygget op siden 2014 og forstærket, men ikke ændret siden 2022. Det kan i hovedtræk opsummeres i følgende punkter:
Europa skal ikke have nogen kontakt til Rusland. Hverken økonomisk eller diplomatisk. Rusland er en international paria. Putin skal isoleres.
Putin vil reelt ikke forhandle. Hvis han vitterlig ønsker at afslutte krigen, kan han bare trække sine tropper tilbage og indvilge i at kompensere Ukraine for krigsskaderne.
Rusland er en ekspansionistisk aggressor, som uprovokeret har angrebet Ukraine, derfor kan vi ikke imødekomme Ruslands krav.
Rusland udgør en historisk trussel mod Europa. Vinder Rusland i Ukraine, står porten åben for videre fremmarch i Europa.
Derfor må vi fortsat støtte Ukraine som europæisk frontstat mod russisk ekspansion og som det vigtigste forsvar for demokratiet.Ukrainekrigen
Europa skal ikke købe olie og gas fra Rusland. Ethvert køb bidrager til at finansiere Ruslands krigsmaskine.
EU kommer med det nye budget ikke udenom at overføre flere budgetmidler til Europas oprustning. En betingelse for at afskrække russerne i fremtiden og sikre Europa.
Rusland må ikke vinde og Ukraine ikke tabe. Krigen er også en eksistenskamp for det europæiske demokrati.
Det hører med til billedet, at MF i dette og i flere efterfølgende og tidligere interviews ikke kun har talt på egne vegne, men har fremlagt og fremlagde EU’s officielle narrativ og forestillinger om at tvinge Rusland til tilbagetrækning og som forventelig konsekvens fremskynde et regimeskifte i Moskva. [i]
Billedets historieløshed
Billedet af krigen og krigens perspektiver, som EU kommissionens formand Ursula von der Leyen, udenrigskommissær Kaja Kallas og den danske statsminister utrætteligt fremfører, løsrives fra historisk sammenhæng og fremføres på en måde, der stort set ekskluderer muligheden for at undersøge netop den historiske sammenhæng og forløbet fra 1992 og frem til 2014 og 2022.
Alt, hvad der er gået forud for Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 eller 2014, optræder enten punktvis eller i moraliseret orden, og i de fleste tilfælde afviser de politiske myndigheder og den politiske elite at indgå i diskussioner om den kronologiske histories afgørende konfliktpunkter.
Af den simple grund, at en fordomsfri eller i hvert fald åben efterprøvning af kronologien kunne desavouere påstanden om den uprovokerede invasion. Billedet af det uprovokerede er nøglebegrebet i EU’s krigs- og forsvarsretorikskal. Rusland fremstilles brudstykkevis og anekdotisk som et ekspansivt imperialistisk land, der til hver en tid vil udgøre en trussel mod Europa. I tillæg kommer, at hvis det autoriserede ensidige billede udvides med en nøgtern historisk analyse af de forskellige udviklingsfaser frem mod invasionen, ville det uvilkårligt inddrage USA’s, EU’s, Natos og Ukraines handlinger, geostrategiske beslutninger og rolle i de konflikter med Rusland, der førte til invasionen. [ii]
Billedet i de forskellige regeringskontorer i Europa er i virkelighedens verden både publicistisk og operationelt heldigvis betydeligt mere nuanceret end MF’s. Det er ikke tilfældigt, at eksempelvis den finske præsident Stubb og den norske statsminister Støre nu åbent træder ud af rækkerne og telefonerer til Putin. Sammen med den spanske premierminister, den slovakiske og tjekkiske præsident repræsenterer de det begyndende opbrud i EU’s rækker og ikke mindst et opgør med kommissionsformandens rigide krigsparti. Opbruddet er åbnet, og den danske statsminister skal gentænke både sit Ukraine billede og oprustningsiveren, hvis hun vil bevare Danmarks indflydelse i EU fremover, hvilket er noget andet end at være pal med von der Leyen og krigspartiet i EU-bureaukratiet.
I fredspolitisk sammenhæng er det tragiske dog, at det narrativ EU-kommissionen og de ledende politikere har bygget op siden 2014, gør det ekstremt vanskeligt for de selv samme ledere at overvinde de armerede tækningsrammer og den liberal-demokratiske forkyndelsesmani. Så længe den politiske elite i EU og i hovedstæderne hænger fast i deres residualkolonialistiske fortolkning af verden, vil de være ude af stand til at formulere reelle fredsudspil og dels indgå konstruktivt i de fredsforhandlinger, som Trump trods ”sturm und drang” måske ikke længere har den fornødne magt til at føre igennem på grund af modstand fra ”the deep state” (og CIA).
Det politisk utålelige her er så, at hvor meget man end taler om trepartsforhandlinger mellem USA, Ukraine og Rusland, vil de reelt være udsigtsløse, hvis ikke de europæiske topledere kommer på banen som seriøse forhandlere med egne forslag både til et forhandlingsforløb, fredsaftale og en kommende sikkerhedsarkitektur for hele Europa. EU-lederne vil blokere for egen relevans, så længe man officielt fastholder isolationspolitikken overfor Rusland og fortsætter med den nærmest surrealistiske dæmonisering af præsident Putin.
Men det historisk mest problematiske aspekt i kommissionens og MF’s samlede billede af sikkerhedssituationen er, at man som udgangspunkt og i egen selvopfattelse mener at kunne ophøje EU til at være Europa. Og i egen selvforståelse og helt løsrevet fra historien finder det både legitimt og selvfølgeligt at tale om forsvaret af Europa, forsvaret for demokratiet og de europæiske værdier, når man mener EU’s kanoniserede positioner.
Når politiske bobler brister
Alene det, der for tiden foregår i de europæiske byers gader, dementerer kommissionens monolitiske opfattelse af Europa som EU. EU er ledernes Europa, men ikke folkets.
Og på den store skala fører de politiske lederes værdinarcisisme ikke frem til sikkerhed og stabilitet i Europa, før de løfter blikket fra spejlbilledet og indser, at Rusland er en del af Europa og har udfyldt en vital rolle i de sidste 400 år af Europas historie både politisk, magtpolitisk, kulturelt og økonomisk. Uden genintegration af Rusland i den ”europæiske koncert” vil det ikke være muligt at indsnævre gabet mellem den politiske elite og de politiske institutioner og befolkningerne i de nuværende EU-lande. Det ironiske er, at præsident Putin siden sin tiltræden som præsident i 2000 om nogen i den russiske politiske og økonomiske elite har advokeret for en vending mod Vest. Det er først og fremmest sanktionspolitikken for at ”ramme Ruslands krigsmaskine”, der har drejet hans og de andre ledere i Kremls hoveder mod øst (først fremmest Kina og Indien, men også landene i Centralasien). Sagt lidt maliciøst har sanktionerne bidraget til at virkeliggøre den udvikling, som Wolfowitz doktrinen skulle forhindre.
Så når MF taler om, at Ukraine udgør Europas forpost mod russisk autoritær ekspansionisme, forveksler hun konsekvent EU med Europa, hvorved hun både ser bort fra Rusland historisk placering og rolle i Europæisk historie og også ser bort fra de mange regioner og flere lande på kontinentet, der opfatter sig som europæiske, men ikke identificerer sig med EU’s udvikling. Eller store dele af den europæiske befolkning, der opfatter sig europæere, men som har stor animositet overfor EU som et bureaukratisk og udemokratisk uhyre.
Det er disse uløste konflikter og indre modsætninger i Europas samlede struktur, forstærket af EU ledernes arrogante belæring om, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er sund politik, hvad der er universelle værdier, hvordan oplysningstiden skal fortolkes, hvordan andre lande og kontinenter skal placeres i den globale taxonomi, som i takt med EU’s magtcentralisering nærer massedemonstrationerne og den europæiske radikale højrefløjs drøm om et Heimat og postulerede folkekrav om national suverænitet.
Faktisk står EU og det politiske establishment i dette turbulente efterår på spidsen af en kugle, hvor to tendenser kolliderer og kan eksplodere. På den ene side kommissionsformandens bestræbelser for med bureaukratiske og autoritære manøvrer og juridiske manipulationer at forme EU i føderativ retning uden at ville åbne for en revision af Lissabontraktaten. På den anden side vokser bevægelserne rundt om i medlemsstaterne for en anden model med fællesbetegnelsen: ”Suveræne nationers Europa”. Den potentielle detonation er ikke af nyere dato. Men EU ledelsens autoritære støtte til krigen i Ukraine, krav om overførsel af velfærds- og udviklingsmidler til rustningsindustrien, overskridelse af traktatfæstede kompetencegrænser osv. har tæret på hele EU institutionens autoritet i almindelighed og kommissionsledelsens i særdeleshed. Det forekommer af den grund ikke helt utænkeligt, at vi i positioneringerne i forbindelse med de kommende fredsforhandlinger (bl.a. hvem der skal repræsentere EU) vil få et billede af helt nye magtkonstellationer i EU og konturerne af helt nye autonomiforestillinger. Ganske givet accelereret af de voksende modsætninger mellem USA og EU – på snart sagt alle områder.
De mange forestillinger om fred og fredens logik
Inde bag de mange offentlige udspil og forestillinger om en fredsløsning, hvor fremstillingernes tyngdepunkter har været de territoriale krav (Donbass området og Krim) og national suverænitet, ligger der historisk langt mere tungtvejende principper, som under hele krigen stort set ikke er blevet behandlet seriøst af mainstream. På trods af, at de vil få afgørende betydning i forhandlingerne om en kommende europæisk sikkerhedsarkitektur.
I Helsingkiaftalernes slutdokument fra 1975 og Parisaftalerne fra november 1990 indgår der to centrale komplementære principper som grundlag for den sikkehedspolitiske logik.
Det drejer sig om nationernes suverænitet og suveræne ret til selv at afgøre tilslutning til en eller flere alliancer. Det andet princip omhandler ”udelelig sikkerhed”, som kan oversættes til, at det ene lands eller den ene parts sikkerhed ikke må stride mod et andet lands eller en anden parts sikkerhed og sikkerhedsinteresser.
Der er i de to aftaler ikke tale om antagonistiske modsætninger, men om et grundlæggende balanceprincip som styrende for den praktiske og løbende omsætning af ønskerne om Europæisk sikkerhed og udarbejdelse af en tilsvarende sikkerhedsarkitektur og aftaler om nedrustning og afskrækkelsesforanstaltninger. Helt konkret ligger dette balanceprincip også indbygget i de oprindelige OSCE-aftaler, som desværre aldrig har fået udelt betydning som politisk overbygning for forvaltningen af den europæiske sikkerhedsstruktur i perioden efter Sovjets sammenbrud og udarbejdelsen af betingelserne for Rusland og det Atlantiske vestens sameksistens.
Problemet eller det tragiske er, at de facto tilsidesættelsen af balanceprincippet har haft afgørende betydning for hele den udvikling, der førte frem til 24. februar 2022.
Efter 1992 var det Wolfowitz doktrinen, der styrerede USA’s udenrigspolitik ikke alene overfor Rusland, men overfor hele det Eurasiatiske område. Der måtte ikke udvikles nogen regionale magter, som kunne udfordre USA’s globale hegemoni. Helt konkret indebar strategien en varig svækkelse af Rusland som atomar stormagt, hvad der lå til grund for den senere Østudvidelse af Nato. [iii]
Ideologisk blev det i forhold til Ukraine begrundet med national selvbestemmelse og Ukraines ubetingede ret til at søge optagelse i Nato, og at intet land og især ikke Rusland skulle kunne hævde en vetoret. Nato lancerede ”den åbne dørs politik”. Europa skulle ikke opdeles i interessesfærer. Altså Rusland blev defineret som en magt, der stod udenfor Europa og skulle ikke have indflydelse på Ukraines valg af alliancetilslutning.
Heroverfor stod Ruslands sikkerhedskrav, som siden Jeltsins første modstand mod USA’s og Natos Østpolitik hævdede ”det udelelige sikkerhedsprincip”, hvilket indebar, at USA, Nato og EU skulle respektere Ruslands sikkerhedsinteresser. I Moskva opfattede man Natos udvidelse mod øst, hvor hensigten var at stationere langtrækkende missiler i de tidligere Østbloklande, som en permanent og aggressiv trussel mod hele Ruslands sikkerhed. Fra russisk side fremførte man igen og igen, at Nato som en forsvarsalliance snarere skabte en fjende at forsvare sig imod, i stedet for at indgå juridisk bindende sikkerhedsaftaler, der gjorde NATO alliancen overflødig.
I hele perioden fra 1992 frem til Ruslands invasion af Ukraine forhandlede de to parter ud fra en amerikansk styrkeposition, hvor Rusland ikke kunne stille meget op overfor Østudvidelsen og USA’s, Natos og EU’s liberale globalistiske suverænitetsprincip. Ruslands udspil stødte mod en konsekvent afvisning med henvisning til, at det blot drejede sig om Ruslands ønske om stormagtspolitisk vetoret. En argumentation som blev forstærket og udbygget under præsident Joe Bidens binære opdeling af verden i liberale demokratier og autokratier. [iv]
I hele Wolfowitz doktrinen, som stadig understryger USA’s ”deap state’s” sikkerhedspolitiske strategi senest reformuleret i 2025’s ”Nationale sikkerhedsstrategi”, indgår en klar hensigt om at dominere forhandlingerne om en fredsløsning i Ukrainekrigen, men også om at forhindre et Europa med Rusland som integreret del – fra Lissabon til Vladivostok. I forskellige sprogdragter har det mareridtsscenarie indgået som et styrende strategisk element i amerikansk udenrigspolitik siden Dick Cheney og Wolfowitz formulerede deres doktrin. Østudvidelsen handlede ikke kun om at inddæmme Rusland men nok så meget om at fastholde kontrollen med EU’s udvikling indenfor en Eurasiatisk ramme. [v] [vi]
Hvis man således vil en fredløsning i Ukraine og en varig og stabil sikkerhedsarkitektur i hele Europa, kan man faktisk ikke bare gå frem som fra et tabula rasa. I en kommende fredsproces, som kun forekommer realistisk, hvis Rusland og Ukraine forpligter sig på processen sammen med både USA og EU. Af den simple grund, at krigen mellem Rusland og Ukraine overhovedet ikke kan forstås som en isoleret territorialkrig. Og i den proces bliver parterne nødt til at reaktivere principperne fra Helsingkiaftalerne og Parisaftalerne og ikke mindst principperne i aftalepapirerne i Istanbulforhandlinger, som blev skrottet efter pres fra Boris Johnson m.fl., hvad der forvandlede Ruslands Specielle Militære Operation til en grufuld krig, der reelt ikke vil ende før en fredsløsning indgår i en større Europæisk sikkerhedsarkitektur. For selv om det lykkes at blive enige om en bestemt fredsproces og principperne herfor og en våbenhvile, hvad der forhåbentlig er rykket nærmere i den seneste periode, så vil en ny revanchistisk konflikt/krig lure og kunne bryde ud ved det mindste fejltrin hos en af parterne.
Men nu hvor en fredsløsning presser sig på, vil der for de kræfter, som vil freden og som har erkendt, at en militær løsning ikke vil være nogen løsning overhovedet, kunne hentes inspiration til en konkretisering af de kommende sikkerhedspolitiske løsninger i de to russiske sikkerhedspolitiske forhandlingsudspil, der blev formuleret af præsident Medvedev i 2008/2009 på et møde i Berlin og af præsident Putin den 17/12 2021.
Et kort resume
Ruslands sikkerhedspolitiske udspil i december 2021 skal ikke alene ses som en konkretisering af Medvedevs mere brede udspil fra 2008, men som en logisk konkretisering af Ruslands sikkerhedspolitiske linje siden 1992.
I Medvedevs oplæg spiller den kollektive sikkerhed i hele det Euroatlantiske område den afgørende rolle. Det samme er tilfældet med princippet om udelelig/lige sikkerhed. I den sikkerhedsstruktur indgår som juridisk ramme de eksisterende institutioner, herunder Nato (det transatlantiske Europa), EU og OSCE og Rusland. Som grundlag for en ny sikkerhedsstruktur blev det formuleret, at parterne ikke længere skulle opfatte hinanden som ”fjendtlige entiteter”.
Udspillet kom på et tidspunkt, hvor spændingerne mellem Nato og Rusland var vokset betragteligt. Uenighederne om Georgiens (og femdagskrigen i Georgien) og Ukraines optagelse i Nato betød, at Medvedevs forhandlingsudspil blev modtaget med store forbehold fra USA’s, Natos og EU’s side. Man ønskede at bygge videre på de eksisterende institutioner og det Atlantiske Europas liberal globalistiske krav om alle nationers ret til ensidigt at vælge alliancetilslutning. I den efterfølgende periode gik Medvedevs initiativ mere eller mindre i glemmebogen. Det forblev dog kernen i grundlaget for den videre russiske sikkerhedspolitik.
Efter Maidanoprøret og Ruslands annektering af Krim spidsede modsætninger så meget til, at de to parter stort set ikke forhandlede med hinanden. Modsætningerne blev yderligere skærpet med EU’s sanktionspolitik overfor Rusland som reaktion på annekteringen af Krim. Vejen til krig blev langsomt, men sikkert asfalteret af begge parter. Rusland påbegyndte i 2021 opmarchering af tropper ved grænsen til Ukraine, og præsident Biden og EU’s politiske ledere afviste at forhandle med Rusland, medmindre Krim igen blev en del af Ukraine og Rusland trak sine tropper tilbage. Ingen af delene skete. ”Det lå i luften”, at alle de politiske ledere på begge sider af den voksende konflikt indstillede sig på en uundgåelig konfrontation.
I den situation er det ganske forklarligt, at Ruslands sikkerhedspolitiske udspil fra den 17. december 2021 faldt på stengrund i Nato, i EU og i USA. Forhandlingsudspillet blev fortolket som et ultimatum, og den fortolkning har man i Nato, i EU og i mainstreampressen fastholdt lige siden.
Det hører til et af konfliktens mest forudsigelige, men også katastrofale beslutninger, at præsident Biden ret resolut og arrogant afviste udspillet som et ultimatum og Ruslands krav om vetoret og pure benægtede, at det kunne anskues som et forhandlingsoplæg.
I Nato blev udspillet afvist under henvisning til ”De åbne døres” politik, national selvbestemmelse, ingen opdeling af Europa i interessesfærer. Nato ville ikke acceptere, at Rusland fik særlige rettigheder til at bestemme over de tidligere sovjetrepublikker. Nato tilbød som modforslag at genoptage møderne i Nato-Rusland-Rådet, som i virkelighedens verden aldrig havde fungeret, og USA på intet tidspunkt havde taget alvorligt.
EU tydeliggjorde sin reaktion i en erklæring fra EU’s udenrigspolitiske repræsentant, Josep Borrell den 22. december 2021, der i det store og hele flugtede med positionerne i Nato.
Hovedpunkter i det sikkerhedspolitiske udspil fra 17. december 2021
Men hvad var egentlig de centrale krav/forslag i Ruslands forhandlingsudspil?
Aftalen skulle indgås mellem Rusland, Nato, USA og EU og bygge på de aftaler, som allerede var indgået, men som de facto ikke blev respekteret af parterne. (se præamblen i forhandlingsudspillet, hvor alle forudgående aftaler og institutioner er oplistet. Findes på det russiske udenrigsministeriums hjemmeside og referencerne på Wikipedia).
Aftalen skulle bygge på udelelig sikkerhed, hvor igen enkeltstående sikkerhed kunne etableres på bekostning af andre parters sikkerhed.
Alle parter skulle udvise tilbageholdenhed i militær planlægning og militære øvelser m.h.p. minimering af enhver risiko, der kunne lede til farlige konfrontationer.
For at undgå disse mulige konfrontationer skulle der oprettes mekanismer for at løse uoverensstemmelser både bilateralt og multilateralt.
Parterne skulle genbekræfte, at man ikke opfattede hinanden som fjender.
Parterne skulle gensidigt (min fremhævelse) begrænse sig til at placere militære kræfter i henhold til situationen i 1997. (Altså en situation før Østudvidelsen blev en realitet). Dog var kravet ikke, at de nye Natolande skulle opgive deres medlemskab af Nato.
Parterne skulle afstå fra at placere landbaserede mellemdistance- og kortdistance missiler på territorier, hvor de kunne ramme den anden parts vitale territorier. (læs, at de ikke måtte kun ramme de centrale hovedstæder).
Nato skulle afstå fra yderligere udvidelser både i Ukraine såvel som i Kaukasus og fra at gennemføre troppebevægelser eller troppeopbygning i Ukraine, som skulle forblive neutralt med sikkerhedsgarantier fra begge parter.
Og at de sikkerhedspolitiske aftaler skulle respektere FN’s Sikkerhedsråds bestemmelser.
Forhandlingsudspillet kan ikke uden at henfalde til særlige fordomme siges at være formuleret som et ultimatum. Teksten var på flere områder ikke speciel klar. Den var meget bredt formuleret og var som sådan alene at betragte som et oplæg til forhandling. Det gælder også oplæggets tone. Alene indledningen lægger op til fuld accept af Nato og EU som selvstændige organisationer, og der sættes ikke spørgsmål ved deres videre eksistens, herunder de Østlandenes forbliven i Nato.
Ikke desto mindre blev udspillet fortolket som Putins taktiske greb. Som et udspil, der aldrig ville kunne accepteres i Nato og af den grund som et udspil, der skulle tjene som alibi for Ruslands senere invasion af Ukraine. Hele forløbet forud for den 17. december 2021 taget i betragtning fremstår USA’s, Natos og EU’s afvisning af udspillet som umiddelbart plausibelt. Hvad der taler imod opfattelsen af, at udspillet var et taktisk greb er, at det i alt væsentligt fremstod som en logisk og konsistent videreførelse af den sikkerhedspolitik, som Rusland havde fremlagt siden Sovjets fald i 1992, og som gentagne gange havde været fremført af både Jeltsin og Putin.
Hvorvidt en reel imødekommelse af russernes udspil og indledning af forhandlinger på det grundlag kunne have forhindret invasionen af Ukraine og den ødelæggende krig, vi er vidne til, eller om krigen på grund af begge parters optrapning af konfrontationerne var uundgåelig er et åbent spørgsmål som nu, hvor det haster med en fredsløsning, må betragtes som et akademisk spørgsmål.
Men det ændrer ikke ved, at man i de kommende fredsforhandlinger ikke vil kunne komme udenom at iagttage perspektiverne og principperne i det russiske udspil fra 17. december 2021 – hvis man vil en varig fred.
Fra EU’s narrativ til en Europæisk sikkerhedsarkitektur
Op til i dag har det ikke set for lyst ud med igangsættelsen af reelle fredsforhandlinger. Vi har været vidne til en række diplomatiske forløb, som trods stor mediedækning ikke har lagt troværdige spor ud for fredsforhandlingerne. Indtil for ganske få uger siden fremstod fremtidsudsigterne fortvivlende mørke, og EU’s narrativ har indtil nu fungeret som en spærrebom for aktivering af et virkeligt diplomati. Scenen har været overladt til præsidents Trumps merkantile diplomati, som overhovedet ikke adresserer Ruslands grundinteresser, som ikke er territorialt baseret, men sikkerhedspolitisk.
Det har været meget vanskeligt at få øje på nogen åbninger for en fredsproces. Parterne har fastholdt deres udgangspositioner, og meget har været spilfægteri, mens krigen fortsætter med at ødelægge hele Ukraine.
Mange i fredsbevægelserne har stillet spørgsmålet, hvad skal der egentlig til for at løse den fastlåste positionskrig op? Svaret kan måske være: ”Se og forstå, hvad der sker på gaderne i de europæiske storbyer og nu også i provinserne”. Befolkningerne er trætte af forringede leveforhold og ikke mindst trætte af at skulle finansiere krigen i Ukraine med velfærdsforringelser, krisepolitik og ukontrollabel statsgæld.
Det bliver stadigt klarere for flere og flere, at den politisk-økonomiske krise indenfor de fleste EU lande er selvskabt. Dels på grund af et dysfunktionelt og krigerisk EU, som ikke kan løse den europæiske befolknings problemer, og hvis institutioner og ledelse fjerner sig mere og mere fra den europæiske befolknings og medlemsstaters virkelige problemer. Og dels på grund af EU’s involvering i Ukraines krig med Rusland og hele sanktionspolitikken, som på energiområdet har ramt EU mere end Rusland. Og det er befolkningerne, der betaler, og som nu har fået nok.
Lederne i regeringskoalitionerne rundt om i EU, der kun kan forvalte og ikke lede, skæver bekymret til begivenhederne i Serbien. Hvad nu, hvis massedemonstrationerne i flere EU-lande også transformerer sig til parti og udfordrer den hidtidige magtpolitiske midte?
EU er ikke Europa
Massedemonstrationerne og de ukontrollable kampe i gaderne eksponerer overordnet set det liberale demokratis krise og således hele EU’s og medlemslandenes teknokratiske midterpolitik. Det er kun et spørgsmål om tid, før den politiske elite tvinges til at tage protesterne og antikrigsdagsordenen alvorligt. Den fremføres ikke længere kun af Gen-Z bevægelsen. Den har bredt sig, så også fagforeninger rundt om i de europæiske hovedstæder har taget dagsordenen til sig, fordi forbindelsen mellem velfærdstabet og finansieringen af krigen i Ukraine er blevet tydelig.
I det scenarie skal begyndelsen til enden for EU’s narrativ og krigsperspektiv findes. Det kan meget vel blive befolkningernes pres, der på afgørende vis tvinger EU lederne og de nationale politiske eliter til forhandlingsbordet og til at indgå i seriøse fredsforhandlinger. Statsminister Støres og præsidents Stubbs telefonsamtale med Putin er kun de første spæde opbrud i EU’s rækker. Der vil komme flere udspil, som vil gøre det stadigt vanskeligere for bl.a. MF, Kaja Kallas og Ursula von der Leyen at fastholde deres forsimplede billede af Ukraine konflikten og isolationspolitikken overfor Rusland. Det centrale spørgsmål er, hvordan vendingen folder sig ud og kommer til at foregå, og hvordan den formidles af lederne i forsvaret af egen autoritet.
Det lysner dog. På trods af, at den udbredte russofobi har gjort det næsten umuligt at udfolde seriøse diskussioner af de forskellige positioner i det offentlige rum, og på trods af stigmatiseringen af de positioner, der har formuleret opposition til det autoriserede narrativ, er åbningerne på vej. Og det er præcis den udvikling, der gør det vigtigt at grave Ruslands udspil fra den 17. december 2021 frem igen som et af flere perspektiver i den offentlige debat om en fredsløsning og en ny sikkerhedsarkitektur for hele Europa.
Det, man i den forbindelse skal holde sig for øje, er, at hverken Ruslands udspil eller eksempelvis professor Jeffrey Sachs’ interessante firepunktsprogram kan drøftes og behandles isoleret fra det opbrud, der er i gang i Vesteuropa.[vii] Alene fordi en ny og bærende sikkerhedsarkitektur i Europa forudsætter en omkalfatring af forestillingerne om, hvad Europa er for en størrelse – altså et Europa større og mere end EU – hvor Rusland er indenfor og ikke står som ”barbarer” udenfor Europas ”kultiverede have”.
Jan Helbak
Anbefalet relevant baggrundslitteratur:
Jacques Baud: Covert wars in Ukraine, 2025
John J Mearsheimer: The great delusion, 2018
Zbigniew Brzezinski: The grand Chessboard: American primacy and its Geostrategic Imperatives, 1997
Richard Sakwa: The Russo-Ukrainian war, 2026
Richard Sakwa: Frontline Ukraine; crises in the borderlands, 2021
Gilbert Doctorow: War diaries volume 1 and 2, 2025 and 2026. (bind 3 er netop udkommet)
Mark B. Smith: The Russia anxiety, 2019
Christopher Clark: The Sleepwalkers, 2013.
[i] Overvejelser – kritiskdebat.dk: Mette Frederiksens forældede verdensbillede 12. december 2025.
[ii] Overvejelser – kritiskdebat.dk: ”Det kollektive vest” – realitet eller forestilling? 18. september 2025 og Fredsbevægelsen må klargøre årsagerne til krigen 10 september 2026
[iii] Defence planning guidance declassified by Defence department 1992
[iv] Overvejelser – kritiskdebat.dk: Den binære tænknings fængsel 27. december 2024
[v] Overvejelser – kritiskdebat.dk: EU under USA’s tveæggede sværd 6. februar 2025
[vi] A geostrategy for Eurasia, Zbigniew Brzezinski oktober 1997 Foreign Affairs
[vii] Other News 20 oktober 2026. A framework for peace in Ukraine. Af Jeffrey Sachs.
november 2, 2026 8:39 pm
Læs mere