Kidnapningens strategiske perspektiv
Venezuelas præsident Nicolas Maduro blev natten til den 3. januar 2026 kidnappet af amerikanske specialstyrker. USA’s begrundelse: ”gennemførelse af en anholdelse for at retsforfølge Maduro i New York på grundlag af et 20 sider langt anklageskrift. Hovedanklagen er medskyldighed i ”narkotikaterrorisme” til skade for USA’s befolkning””.
Få tager med rette den anklage alvorligt. Få kan definere begrebet narkoterrorisme. Det er forså vidt også ligegyldigt, for USA’s retssystem er under alle omstændigheder underlagt international lov og FN-charteret, når det gælder internationale forhold. USA har ingen eksterritorial retskompetence!
Det er patetisk at høre den ene regeringsleder rundt om i verden beklage USA’s aktion med henvisning til, at international lov skal overholdes. Hvornår har USA respekteret international lov, hvis lovene kom i vejen for landets interesser. Det vil her føre for vidt at opremse alle USA’s brud på international lov, og antallet i sig selv er heller ikke videre interessant.
Så lad os sætte den side af sagen i parentes og nøgternt konstatere, at USA’s og Europæiske regeringers lemfældige omgang med international lov har skabt en præcedens, der efterhånden udstiller enhver henvisning til international lov i bedste fald naiv og i værste fald fuldstændig arbitrær.
Hykleriet vedrørende regimeændringer kan vi også hurtigt runde. Vi kender efterhånden opskriften: Der er et regime, som ikke passer ind i USA’s eller Europas interessefelt. Først anfægtes regimets legitimitet. Derefter flyttes det over på den forkerte side som autokratisk. Så kommer sanktionerne efterfulgt af økonomisk pres. Oppositionen dyrkes og vejen banes for åben opposition og utilfredshed. Destabiliseringsprocessen udvikler sig, og snart er landet modent for regimeændring enten gennem regimets kapitulation eller via intervention.
Succesraten har i de sidste årtier ikke været imponerende.
Kidnapningsaktionen er den lidt mere spektakulære variation. Om aktionen vil lykkes på lidt længere sigt, ved ingen. Om det er realistisk, at Trump kan indlede et ”styret” samarbejde med fungerende præsident Delcy Rodríguez og dele af den øverste militære ledelse om at gennemføre en kontrolleret normalisering er langt fra sikkert. Men planen ligger i kortene. Muligheden eller risikoen for kaos og langvarig ustabilitet kan absolut ikke udelukkes, fordi der åbnes for et reelt magtvakuum og en ny scene for stormagtsrivalisering. Den scene eksisterer allerede og har eksisteret længe før kidnapningen. Det Venezuelanske samfund og dets politiske liv har længe være præget af de forskellige magtgruppers præferencer for amerikansk, russisk eller kinesisk indflydelse. Interessekampe, der rækker langt ud over kontrollen over olien. Men fra og med kidnapningen og Trumps bemærkninger gælder det, at den videre udvikling i Venezuela er blevet hans stedfortræderproblem.
Indtil videre forbliver de mange diskussioner om mulige scenarier de rene gisninger eller regelrette konspirationsteorier. Den overdrevne fokus på Venezuelas olieforekomster og Trumps forkvaklede påstand om, at det nu gælder om at tage USA’s ejendom tilbage, kan forvride forståelseshorisonten. Hensigten er selvfølgelig en afnationalisering af olieindustrien og geninstallering af amerikanske olieselskaber som ejere. Mange har fokuseret på, hvad overtagelsen af kontrollen med olieindustrien vil få af konsekvenser for oliemarkedet, og hvad det vil betyde for Rusland og Kina i særdeleshed.
Det billede kan imidlertid let fortrænge det mere vidtgående perspektiv, som udgør et af flere operationsfelter i USA’s Nationale Sikkerheds Strategi. Trump og USA accepterer ikke andre landes legitime ret til at nationalisere egen ejendom, fordi det begrænser de store amerikanske og også europæiske virksomheders frihed til at ”investere” sig til monopolstillinger på vitale samfundsområder. ”Kampen om retten til olien” i Venezuela er ikke et unikt fænomen, men et konfliktpunkt der genaktualiseres i flere Latinamerikanske lande i disse år.
USA’s Nationale Sikkerheds Strategi (NSS)
Selve aktionen er alvorlig nok i sig selv, men vi bliver nødt til at se bort fra situationens spektakulære narrativ og Trumps brovtende selvhævdelse. herunder udtalelserne om, at USA vil styre Venezuela indtil, en ny regering kan tage over og indføre en rolig og stabil overgang til demokrati og velfærd for hele befolkningen. Lykkeligvis er der færre og færre, der tager bravaderne alvorligt. Kun frygten for konsekvenserne styrer de frekvenser, der tunes ind på.
Det alvorlige ligger bag bravaderne. Kidnapningen af Maduro indgår som første realisering af USA’s nye Nationale Sikkerheds Strategi. Nærmere beskrevet i afsnittet om regioner. Her gælder det Western Hemesphere og hvad der beskrives som Trumps videreførelse af Monroe doktrinen. Mildest talt en fordrejning der vil noget, men lad det være.
Dokumentets selvovervurderende og i øvrigt inkonsistente tirader om USA’s fantastiske overlegenhed på alle livets områder og respekt for alle landes suverænitet og frihed, kan man med fordel springe over. Så reduceres strategidokumentets 29 sider til nogle relativt få centrale statements, der til gengæld bliver styrende for USA’s fremtidige udenrigspolitik. Hvad det får af indenrigspolitiske konsekvenser skal ikke behandles her. Blot skal nævnes i forbifarten, at strategien har forårsaget flere revner i MAGA bevægelsen.
Helt overordnet er den nye strategi som udgangspunkt kontraktiv og defensiv. USA skal ikke længere tilstræbe global dominans, men prioritere sine styrker og indsatser, herunder genopbygningen af sig selv som uovertruffen industri- og militær nation. Målet er at fastholde en bestemt magtbalance, hvor ingen magt i verden vil blive tilladt en størrelse, som kan true USA’s interesser. Det er dokumentets maxime.
”At fokusere og prioritere er at vælge”, og det strategiske dokument prioriterer først fremmest den absolutte dominans i hele Latinamerika som en afgørende prioritet. En prioritet, som Trumpadministrationen beskylder de tidligere amerikanske regeringer for at have negligeret i deres ”ideologiske globaliseringspolitik”. USA skal gennemtvinge en overlegen tilstedeværelse og skabe adgang til alle geografiske områder på hele kontinentet. USA skal forhindre ”fremmede” magter og interesser udenfor Latinamerika i at få fodfæste og true amerikanske interesser.
Fremgangsmåden skal primært bestå i at binde (enlist) venligtsindede regimer til USA’s interesser og udvide antallet (expand) af lande, der potentielt kan blive USA’s fremtidige partnere. Som f.eks. Venezuela.
Bagtæppet beskrives på følgende måde: Udefra kommende konkurrenter, som er trængt dybt ind i Latinamerika til skade for USA’s økonomiske- og strategiske interesser. At tillade en sådan fremmed indtrængen gennem årtier har udgjort en strategisk fejltagelse. Målet må være at trænge disse konkurrenter tilbage eller helt ud af Latinamerika.
Her tænkes først og fremmest på Kinas og i mindre grad Ruslands voksende økonomiske indflydelse i Latinamerika. Men det er også et signal til EU om at underordne sig USA’s interesser. Aktuelt med adresse til EU’s ønske om at indgå en større handelsaftale med Mercosur-landene.
Eksempelvis er Mexico blevet tvunget til at indføre told på import fra Kina, hvilket bringer mislyde mellem de to lande, der ellers har haft et upåklageligt samarbejde. Kina er blevet tvunget væk fra administrationen af Panamakanalen. Brasilien har fået pålagt en meget høj straftold, fordi man handler med Rusland. USA har også rettet fokus på samarbejdet mellem Peru og Kina om havne- og transportnet og flere latinamerikanske landes kontrakter med Kina omhandlende it-udvikling, udrulning af G5 netværk, eksport af landbrugsprodukter til Kina mv. Dertil kommer måske det allervigtigste Kinas og Ruslands finansielle interesser i Latinamerika og bestræbelserne for at opbygge mellemstatslige handler i lokale valutaer uden om dollarsystemet. Selv om Kina stadig kun er tredjestørste investor i hele Latinamerika er investeringsraten vokset eksponentielt siden 2020.
I december 2025 offentliggjorde Kina et strategisk ”politikpapir”, som beskrev en agenda for: ”Institutionaliseret, udvidet og prioriteret samarbejde med de latinamerikanske lande”. Politikpapiret følger den generelle kinesiske opskrift. Samhandel, favorable investeringer og institutionsopbygning, hvor sidstnævnte skal konsolidere og sikre det videre samarbejde og ikke mindst mulig fremtidig tilslutning til BRICS. Afgørende for Kinas strategi er, at man altid respekterer de eksisterende regeringer og politiske forhold og altid sikrer en bredde i samarbejdet, som er til fordel for de lokale samfund og interesser. Det betyder eksempelvis, at både Argentina og Chile, som er styret af ekstremt højreorienterede regimer, har opretholdt deres samarbejde med Kina uden de helt store problemer.
Det helt store og åbne strategiske spørgsmål er, om de Latinamerikanske lande kan fortsætte deres økonomiske udvikling og genindustrialisering uden de massive kinesiske investeringer? Og om USA under devisen ”America first” er i stand eller har viljen til at ”erstatte” Kinas udviklingspolitik, for så vidt det lykkes den nuværende og de kommende amerikanske regeringer at intimidere, true, tvinge, destabilisere de forskellige regeringer til at bryde samarbejdet med Kina og Rusland og åbne for amerikansk overtagelse af de mange projekter?
Det næste ret alvorlige og måske uoverskuelige spørgsmål er, hvordan Kina og Rusland vil reagere og hvilke modforanstaltninger, de vil mobilisere for at forsvare fodfæstet i Latinamerika? Kinas ”Belt and Road” er vidt udbredt i flere af de Latinamerikanske lande. Venezuela udgør kun en begrænset del af det samlede projekt.
Det tredje spørgsmål er, hvordan befolkningerne og det politiske liv i de Latinamerikanske lande vil reagere, hvis en mulig amerikanske udmanøvrering medfører forringede levevilkår, langsommere it-vækst, opløsning i de etablerede institutionelle strukturer og svækket national økonomi? Hidtil – dvs. historisk – har amerikansk militær og økonomisk dominans i området ikke fremmet Latinamerikas samlede økonomiske og samfundspolitiske udvikling.
Kidnapningen og herfra
Med kidnapningen af Madura har Trumpadministrationen udfoldet det første konkrete lærestykke i, hvordan NSS skal fortolkes. Om Trump kan ”styre” regimeændringen i Venezuela efter planen, eller om kidnapningsoperationen ender i kaos og binding af USA’s kræfter i længere tid er først og fremmest interessant, fordi udfaldet i Venezuela siger noget om, hvor hurtigt og effektivt (eller det modsatte) Trumpadministrationen kan forfølge sine strategiske mål på resten af kontinentet.
Forløbet indenfor den nærmeste tid vil også give et fingerpeg om, hvorvidt USA vil være i stand til at overføre sit magtopbud til den globale scene. I Mellemøsten forbereder Iran sig på et angreb fra USA og Israel. Om det kommer, kan afhænge af udfaldet i Venezuela. På det afrikanske kontinent overvejer staterne i Sahelområdet om bombningerne i Nigeria alene var en tom magtdemonstration eller et seriøst forvarsel.
Retningen og tempoet for gennemførelsen af USA’s strategi i Latinamerika afhænger også af de mulige geopolitiske konflikter mellem USA, Kina og Rusland og ikke mindst, om de to lande formår at holde sammen på BRICS, herunder udbygge alliancen med Indien og Brasilien. Lidt kynisk kan man antage, at de fire lande kan have en vis interesse i, at USA hænger fast i Venezuela, tilraner sig oliereserverne og kompromitter sig overfor de øvrige Latinamerikanske lande. For selv om USA demonstrerede et enormt militært magtopbud forud for kidnapningen, bidrager samme magtdemonstration til at svække USA’s styrke på lidt længere sigt, fordi enhver svækkelse eller fejltagelse åbner for modstand på alle fronter. USA under Trump bygger ikke på politiske og gensidigt forpligtende alliancer, men på taktisk underordning, hvad der eksempelvis gør USA’s dominans i Stillehavsregionen skrøbelig. Alle er jo nu bekendt med, hvad USA First betyder.
På den anden side bliver det Latinamerikanske orkester også prøven på BRICS sammenhængskraft. Festtalernes tid er forbi. Man bør bemærke, at både Nigeria og Venezuela er ansøgere til BRICS, og at Iran lige er blevet medlem i 2025. Det drejer sig ikke så meget om styrken i selve BRICS-perspektivet, men om hvorvidt den aktuelle BRICS-konstruktion kan holde overfor USA’s demonstrerede rå og defensive magtpolitik. Samme betragtning kan faktisk anlægges hvad angår styrken og den fortsatte sammenhæng i den Transatlantiske alliance. Hvor længe kan Europa fortsætte med at følge USA i forsvaret af en verdensdominans, der med voksende hastighed falder fra hinanden, og hvor Europa og ikke mindst EU kan ende med at blive den store taber.
Det sidste kan måske opfattes som en overfortolkning af kidnapningens konsekvenser. Men hele aktionen giver slet ingen mening uden at blive sat ind i en Latinamerikansk kontekst og USA’s udenrigspolitiske strategi for kontinentet. Som igen giver meget lidt mening, hvis den strategi ikke kædes sammen strategipapirets samlede strategi for at forhindre USA i globalt at blive udfordret.
For selv om retorikken i de øvrige afsnit vedr. Asien, Mellemøsten og Europa er let aggressiv, skjuler den ikke det faktum, at hele strategidokumentet er defensivt og totalt blottet for ethvert offensivt perspektiv for en fremtidig global orden. Derfor skal Kinas og Ruslands aktuelle og kommende reaktioner på kidnapningen også læses ganske nøje på samme måde, som de to landes regeringer har læst NSS ganske nøje og antageligt draget den konklusion, at Trumpadministrationen styrer mod en global magtdeling med relativt skarpt opdelte regionale interessesfærer. Det er ikke i Kinas langsigtede interesse, hvorimod det er eksistentielt for USA, hvad der gør perspektiverne alvorlige.
I den henseende er kidnapningens perspektiver vigtigere end selve kidnapningen og dens umiddelbare konsekvenser.
Jan Helbak
januar 4, 2026 8:23 pm
Læs mere