Bündnis Sara Wagenknecht – nybrud eller historisk parentes?
Når jeg løbende har fulgt Bündnis Sara Wagenknecht (BSW) i Tyskland skyldes det først og fremmest en fornemmelse af (og jeg understreger fornemmelse), at vi her ser et nybrud og tillige et længe ventet opbrud fra "venstrefløjens" selvforskyldte isolation fra arbejderklassen, arbejderbevægelsen og store dele af den lavere middelklasse. Det sker i en periode, som i sig selv er kendetegnet ved politisk opbrud på alle fronter.
Nogle få data
Men lige et kort historisk rids. BSW blev forberedt gennem hele 2023 og grundlagt den 8. januar 2024 af 44 personer, som hovedsageligt kom fra venstrefløjspartiet Die Linke. Partiet som vel både er et parti og endnu ikke helt et parti kalder sig selv en alliance og vil først skifte navn efter Bundestagsvalget den 23. februar 2025. Ved EU-valget opnåede partiet 6.2% af stemmerne på en EU kritisk linje og et krav om fred i Europa og en samlet europæisk sikkerhedsarkitektur inkluderende Rusland. Partiet er ikke EU modstander men særdeles kritisk overfor den voksende centralisme i EU og kommissionens tilsidesættelse af EU’s sociale dimension – og ikke mindst udtalte russofobi.
Ved delstatsvalgene i Thüringen, Sachsen og Brandenburg i efteråret klarede partiet sig over forventning og opnåede henholdsvis 15.8%, 11% og 13.5%. Et fornemt resultat for et så ungt parti med et forholdsvist kort program og en meget begrænset organisatorisk styrke. (hvilket BSW selv erkender er dets helt store svaghed).
Jeg er endnu ikke afklaret om, hvorvidt BSW’s begrebslige vaghed og lidet konkrete formuleringer om organisations- og magtspørgsmålet alene er taktisk bestemt, eller vagheden skyldes regulær uafklarethed og vanskelighederne ved at løfte sig ud af fyrre års politisk rodløshed hos afløserne af den kommunistiske bevægelse og den radikale venstrefløjs sammenbrud. Jeg hælder nok mest til den sidste vurdering.
Hvad er BSW for en fisk?
I dag, hvor snart sagt hele pibetøjet af politologer og lederskribenter i den tyske presse nærmest overgår hinanden i at rubricere BSW, befinder vi os i en situation, som jeg vil vælge at kalde en begrebslig spændetrøje. Samlet set har vi vanskeligt ved at formulere visioner eller overgribende strategier, som rækker ud over den "forlængede aktualitet". Billedet er i hvert fald klart i Tyskland, hvor meningsdannerne kalder BSW for enten venstrefløjsparti på økonomien og socialkonservativ på værdipolitikken, eller et regelret populistisk protestparti. Andre igen kalder partiet leninistisk alene ud fra det forhold, at man fra stifternes side gerne vil have styr på, hvem der melder sig ind i partiet og af samme grund har stramme optagelsesprocedurer. BSW er til en vis grad selv årsag til den kategoriale forvirring. Partiet/alliancen har nemlig endnu ikke udformet et sammenhængende principprogram og indtil for nylig alene formuleret sig gennem aktuelle statements og et kortfattet valgprogram op til EU-valget i juni.
En indskudt generel betragtning
Det radikale højre. Det radikale venstre. De populistiske partier. Den politiske midte er alle spatiale metaforer, der refererer til et givent rum defineret af den ”stabiliserende midte”. Forstyrrelsen/oppositionen er blevet periferiens privilegium, og her har ambitionen hovedsageligt været at erobre eller fortrænge midten som cementeret majoritet. Ret meget længere rækker de politiske ambitioner fra f.eks. AfD og andre nationalkonservative partier i Europa ikke. Om de gør det for BSW, må tiden vise.
Men alle de spatiale metaforer bekræfter ”den forlængede aktualitet” og lader befolkningen eller de forskellige socialgrupper tilbage med en forestilling om, at bevægelserne og kampene alene drejer sig om positioner indenfor det givne rum, som igen defineres parlamentarisk. Resultatet er også, at det politiske rum og den videre horisont er reduceret til tekniske korrektioner med ”midten” som bestemmende majoritet. Når politik og politisk kamp konstant snøres sammen til et valg mellem forskellige samfundsingeniørers forslag til stabilisering af samfundets givne ustabilitet, skyldes det, at politik handler om noget mere uforudsigeligt og farligt end tekniske løsninger. Nemlig om kampen mellem klasseinteresser og erobringen af politisk og økonomisk magt til at gennemføre disse. Som i sagens natur kan være grænseoverskridende for visse klasseinteresser.
Hvis vi i stedet sætter begreber og ikke metaforer (og sætter det diffuse begreb populisme i parentes), fremstår det radikale højre som en kombination af nationalkonservatisme og social konservatisme, hvor nationen som interessefelt opløser klasseinteresserne i nationsinteresse for de socialgrupper, der ikke længere har et sprog eller et udsyn, der adækvat kan udtrykke deres klasseinteresser – både som nation og som klasse. Disse begreber er klart politiske, socialt og økonomisk substantielle og kan af samme grund diskuteres politisk.
Det volder mere besvær at nå til klarhed over de politiske partigrupper, der rubriceres som det radikale venstre. Her refereres der ikke længere eller i hvert fald sjældnere til en bestemt socialistisk eller anarkistisk ideologi eller et sammenhængende verdenssyn men alene til abstrakte begreber som retfærdighed, lighed, menneskelighed mv. Det er bemærkelsesværdigt, hvor sjældent repræsentanter fra de samme partier omtaler sig selv som socialister. På den led bidrager ”venstrefløjen” til at holde den politiske diskussion indenfor snævre tekniske, juridiske og moralske rammer – en tilstand, hvor politisk sammenhængskraft opløses i fragmenter.
Men nedenunder de spatiale metaforers dominans gemmer det måske vigtigste problem sig. De politiske diskussioner, som de udspiller sig i parlamenterne og i medierne, er renset for handlende subjekter ude i samfundet – altså handlende større socialgrupper/klasser. Midten er i dag en samlebetegnelse for de selvudråbte velfærdsregulerende partier og strømninger, der trods forskelle både i historie og tidligere klassereferencer bekender sig til det liberale demokrati og kapitalismen i en eller anden form som den eneste realistiske og faktisk ønskværdige samfundsformation (i en sådan forestillingsverden er der ikke plads til klassekampe og handlende subjekter). Altså det stabiliserende midtpunkt, der holder rummet sammen også i de situationer, hvor kapitalismen selv udløser næsten kaotiske centrifugale bevægelser, som tilfældet er nu.
På et tidspunkt i den centrifugale turbulens bliver partierne i ”midten” som sammenhængskraftens advokater til karikaturer på sig selv, fordi de, som vi ser det i dag, kæmper mod vindmøller. Midten optræder mere og mere krigerisk defensivt overfor alle samfundskræfter og politiske bevægelser, der betvivler midterpartiernes og midter-regeringernes autoritet.
Ironisk nok vender partierne i den liberal-demokratiske ”midte” ikke så meget aggressionen mod den ”etablerede venstrefløj”. Nok fordi dens tydelige deroute er kendetegnet ved en indlejring i middelklassens værdisæt og som sådan uden materiel kraft. De tidligere socialistiske bevægelser, der nu er blevet til venstrefløj i den spatiale relation til ”midten”, har som socialdemokratierne givet efter for det neoliberale pres og vendt arbejderklassen – et blandt flere historiske subjekter – ryggen og over de sidste to årtier orienteret sig mod den velbjergede middelklasse. Hvor moral og ideale fordringer er drivkraften, og hvor den praktiske politik hele tiden opsuges parlamentarisk i midten med tab af social forankring og overtagelse af en abstrakt liberal rettighedstænkning som resultat. Og ikke mindst overtager midtens defensive holdning til snart sagt alt.
Bündnis Sara Wagenknecht som møsterbryder?
Omtalte udvikling har bidraget til at sløre klassebilledet og omdanne "de stolte fattige" (Robespierre) til de uformående fattige, som skal hjælpes. Det passer midten udmærket. Velfærdsstaten er over 40 år blevet omdannet fra at være en mellemstation i klassekampen mellem arbejderklassen og kapitalistklassen til at være endepunkt for en lang historisk udvikling. På den led har Fukuyama vundet. Venstrefløjen er abdiceret fra et systemoverskridende perspektiv. Den kan alene skelne mellem demokratisk kapitalisme og autokratiske kapitalisme. Eller som man vel nok vil formulere det, velfærdsregulerede kapitalismer. Det er og har været den professionelle middelklasses grundudgangspunkt også den gang, hvor den sympatiserede med arbejderbevægelsen. I den forstand er venstrefløjen blevet konservativ, for så vidt den forsvarer middelklassens interesser i dag på bekostning af klassens nedre lag, småborgerskabet og arbejderklassen.
Bündnis Sara Wagenknecht repræsenterer et opbrud fra det mønster og forsøger at erobre et voksende gab eller vakuum i det politiske spil i den "forlængede aktualitet". Partiet er som sådan ikke kun et protestparti eller et bolværk mod nationalkonservatismen. Det har som ambition at lægge en død venstrefløj i graven og genfinde et fundament i arbejderklassen og den lavere middelklasse ved dels at udvise sensitivitet overfor disse socialgruppers faktiske livsvilkår og dels angribe kapitalismens eksesser og dyrkelsen af frihedsrettighedernes universalisme.
Måske lykkes det partiet at bevæge sig fra kursændringen og forsvaret til at skabe en egentlig vision for, hvordan dets noget vage program skal realiseres. Altså formulere en strategi vedr. magtspørgsmålet, og hvad magten skal bruges til, og hvordan den skal udøves. Nået hertil vil partiet blive tvunget til at erklære sig som et socialistisk – demokratisk socialistisk parti – med en bestemt opfattelse af begrebets substans og verdenssyn. Og ikke mindst gestalte det handlende subjekt, som nødvendigvis må indeholde konkrete forestillinger om klassealliancer og interessebalancering. Eller i modsat fald blive en historisk parentes.
Det ømtålelige nationale spørgsmål
Det er aktuelt ganske fornuftigt at tage nationen som flertallets udgangspunkt og dets levevilkår alvorligt. Men partiet render ind i et problem, når nationen defensivt sættes som modsætning til en anden dominerende metafor – globalisering. Alle er i dag kritiske overfor globaliseringens konsekvenser især, fordi det er ved at blive erkendt, at den aldrig har eksisteret som andet end rum for kapitalens centrifugalkræfter. Indsætter vi i stedet et andet begreb, som ikke er en spatial metafor – internationalisme – ændres sagen afgørende. Handlemuligheder her og nu og på lang sigt åbnes. Internationalisme - mellemværendet mellem nationer/fædrelande - gør mellemværendet til det centrale processuelle forhold og åbner for praktiske måder at engagere sig politisk i eksempelvis EU, i de geopolitiske konflikter, indenfor de forskellige internationale organisationer mv. Med andre ord, forbinde Heimat (hjemstavn) med samarbejdet med de andre Heimats politisk formidlet og ikke negativt formidlet gennem markedet og kapitalismens evige ekspansion. Det vil også lette i diskussionen om flygtninge og indvandrere på den måde, at den defensive tilgang kan overvindes. Som Platon skriver i "Lovene", afhænger et lands tryghed og evne til at leve i godhed og tilkendelsen af samme ret til alle de andre lande/bystater.
Det er ikke helt lige til at tyde BSW’s forhold til liberaldemokraternes påstand om at repræsentere de universelle værdier. Det ville ellers have været velgørende, hvis BSW slog fast, at universelle værdier er en abstraktion hægtet sammen med metaforen globalisering. Gobaliseringens inderste væsen er forestillingen om verdens omslutning af vestens værdier og interesser. Som den moderne afløser af det imperialistiske/residualkoloniale verdenssyn. Det verdenssyn brydes ikke ved moralprædiker og hændervridende politiske udtalelser men gennem praktisk planlagt inter-nationalisme med respekt for de enkelte nationers valg af samfundsindretning og kritik af alle former for andre nationers magtinterventionisme. Kort sagt at opfatte sit eget system og sin egen nation som et historisk produkt og forudsætning for at komme ud over "den historisk forlængede aktualitet".
BSW’s valgprogram for Bundestagsvalget
Indtil for nogle uger siden var det sparsomt med indsigt i, hvordan BSW egentlig vil handle på den store politiske scene. Jeg har haft en formodning om, at partiets fremkomst og nationalkonservatismens fremmarch i flere europæiske lande ville accentuere disse spørgsmål også i dele af socialdemokratierne. Nu har BSW så fremlagt partiets valgprogram og læst for pålydende minder det i alt væsentligt om socialdemokratiernes politik i velfærdsstaternes velmagtsdage. Og er af samme grund også uldent, når det gælder magtspørgsmålet og klassekampen.
Partiets ageren i koalitionsforhandlingerne i Brandenburg og Thüringen har ikke været prangende. I koalitionsdokumenterne skal man lede længe efter de mærkesager, som BSW gik til valg på ved delstatsvalgene. Det kan selvfølgelig tolkes som et resultat af rå taktiske vurderinger om at undgå politisk isolation før Bundestagsvalgets store prøve i februar. Men det modsatte kan også være tilfældet. At partiet klapper sammen i ren parlamentarisk opportunisme, når det ikke kan holde sig fri af magtspillet.
Men nu har vi som sagt adgang til BSW’s valgprogram, som jeg vil vove at taksere som klassisk socialdemokratisk velfærdsstatspolitik: Stop for privatisering af de klassiske velfærdsinstitutioner. Markant forbedret uddannelsessystem for alle. Accelereret udbygning af infrastrukturen og den kollektive trafik. Femten euro som garanteret mindsteløn. Støtte til de små og mellemstore virksomheder. Forbedret social sikring, øget alderspension og flerårigt loft over alle huslejestigninger. Demokratisering af EU og mod den hastigt voksende centralisering i EU, herunder styrkelse af EU parlamentets magt og betydning. Massiv indsats for at forbedre forholdene i de fattigste regioner i Tyskland. Afstand til den ”småborgerlige” identitetspolitik og ikke mindst en klar antimilitarisme med forslag om en hurtig fred i Ukraine og en utvetydig fordømmelse af den israelske krigeriske ekspansionisme i Mellemøsten og massedrabene i Gaza – og ikke mindst en europæisk sikkerhedsarkitektur, der inkluderer Rusland og af samme grund gør Nato overflødig. Hvad angår det helt centrale miljøspørgsmål er linjen hovedsageligt den, at miljøødelæggelserne skal bekæmpes gennem stram statslig regulering af markedet, store investeringer i miljøvenlige innovationer indenfor industrien og mere kontroversielt udvikling af renere forbrændingsmotorer i bilerne – og vel at bemærke energi og miljøforbedringer, som de almindelige borgere kan betale. Med de politiske mærkesager giver det sig selv, at BSW også ønsker ophævelse af Schuldenbremse (tysk budgetlov, der kræver et statsbudget i balance).
Hvad angår flygtningepolitikken, som er det spørgsmål, de mange politiske kommentatorer har slået ned på, når de rubricerede BSW som socialkonservativt i værdipolitikken, så anlægger partiet en pragmatisk linje: flygtningenes optagelse i det Tyske samfund har nået sine grænser, og der skal fremover føres en kontrolleret og human flygtningepolitik. Som ifølge BSW indebærer udvidet økonomisk støtte til de Afrikanske- og Mellemøstlige lande for at begrænse flygtninge- og migrationsstrømmene samt placering af asylbehandlingerne i nærområderne udenfor Europa. Det smager af AfD’s positioner men adskiller sig afgørende ved at lægge vægt på den afbalancerede regulering af immigrationen og insisteren på beskyttelse af de flygtninge og indvandrere, der befinder sig i Tyskland i dag.
Hvad så – en foreløbig konklusion
Hvis jeg har ret i, at BSW for nuværende mest bærer et socialdemokratisk klassepræg med en usædvanlig og ganske konkret følsomhed overfor arbejderklassens og den nedre middelklasses leveforhold og interesser, kan partiet måske opfange en del af de tidligere socialdemokratiske stemmer, som lige for tiden føler sig tiltrukket af AfD’s nationalkonservatisme og sentimentale Heimatsdiskurs. Og hvis det forholder sig sådan, kan BSW udvikle sig til at blive SPD’s eksterne venstrefløj, sådan som Oskar Lafontaine (en af partiets medstiftere og tidligere finansminister i SPD) altid har drømt om. Men dertil kræves, som BSW i øvrigt selv er opmærksom på, en del mere end et valgprogram og gode meningsmålinger. En velfunderet og demokratisk opbygget organisation er uomgængelig. Og ikke mindst en strategi for det parlamentariske magtspil, så BSW ikke ender som de andre socialistiske partier, når klassemodsætningerne og de politiske kampe for alvor spidser til og en konfrontation med de magtfulde kapitalinteresser er uundgåelig.
Nybrud eller historisk parentes balancerer lige nu på en knivsæg, hvor nybruddet ikke ligger i Bundestag og delstatsparlamenterne men i BSW’s vilje, mod og evne til at mobilisere de vælgergrupper, som de hævder at repræsentere.
Jan Helbak
december 29, 2024 8:08 pm
Læs mere