Solidaritet.
Solidaritet og fællesskab vil med garanti indgå i samtlige taler på 1. maj møderne. Begge begreber er fast inventar i partiernes og fagforeningernes budskaber præcis den dag. Spørgsmålet er bare, om de to begreber næsten er identiske eller går lige op? Lad os se på det.
Solidaritet afledes af ordet solidus, der betyder noget i retning af fasthed, urokkelighed, pålidelighed i det sammenhængende, som de enkelte kvaliteter udgår fra og igen henfører til det sammenhængende – hvori sammenhængskraften udtrykker sig.
Det afledte begreb solidaritet oversættes gennemgående med fællesskab, gensidig hjælpsomhed. Eksempelvis fællesskab om ansvar og forpligtelser. I visse henvisninger erstattes forpligtelser med byrder, underforstået at de to begreber er identiske, hvilket absolut ikke er tilfældet. En byrde behøver ikke være en forpligtelse, men kan være forårsaget af totalitær tvang. Og en forpligtelse behøver ikke være en byrde, men kan være forårsaget af kærlighed.
Således forekommer det mest frugtbart at tage udgangspunkt i begrebet solidaritet som et begreb, der altid skal udfyldes historisk konkret indenfor de tre mest almindelige felter, hvor begrebet træder i anvendelse: det retlige område (fælles hæftelse), det sociale og politiske felt.
Her lægges hovedvægten på det sociale og politiske felt. Som udgangspunkt er det vigtigt at foretage en distinktion mellem solidaritet og fællesskab. Solidaritet er andet og mere end fællesskab, idet sidstnævnte sagtens kan tænkes uden det første – f.eks. et magthierarkisk fællesskab, som vi kender det fra arbejdspladserne eller fascistisk fællesskab. Et fællesskab er muligt uden at være konstitueret ved gensidighed og anerkendelsen af forskellighed. Ligeledes kan et fællesskab være summeringen og subsumeringen af de manges enkeltinteresser under en suveræn. (Hobbes Leviantan).
Solidaritet på den anden side fordrer, at suverænen er gensidigheden, og at et muligt over-underordningsforhold er frivilligt og udgår fra en specifik sammenhæng, dvs. at relationen til den anden sættes gennem det tredje. Udgangspunktet er således ikke den enkelte, men det sammenhængende – det faste, hvilket plastisk blev udtrykt i hovedparolen under den franske revolution: frihed –lighed – broderskab, hvor triaden udtrykker det sammenhængende.
Men hvor broderskab henviser til et organisk forhold, der kan eksistere i mange afarter i civilsamfundet, forholder det sig anderledes med begrebet solidaritet. Begrebet overskrider principielt det lokale og er tomt uden et formål og et mål.
Nu kunne man hævde, at de opstillede kriterier lige så vel kunne anvendes på sammenhænge, der har det individuelle som udgangspunkt, som det f.eks. er grundopfattelsen i al liberal teoridannelse.
Her mødes individerne også indenfor en sammenhæng/et system, hvor den enkeltes egennytte relaterer sig til den anden gennem noget tredje. Forskellen er, at det tredje – ækvivalensen – i sit begreb udelukker forskellighed, og at fællesskabet alene kan opretholdes gennem denne udelukkelse. Dvs. gensidigheden foregår ikke gennem direkte anerkendelse af forskelligheden, men gennem dennes opløsning i en ækvivalent, hvor ensligheden formidles gennem ligegørelsesprocesssen.
Vi kan nu efter denne afgrænsning vende tilbage til begrebet solidaritet og hævde, at man kun meningsfyldt kan tale om solidaritet, hvis det refererer til et ganske bestemt fællesskab, hvor der hersker ganske bestemte gensidighedsforhold hvad angår ansvar og de forpligtelser, der relaterer sig til det – noget – der definerer selve det konkrete fællesskabs eksistens og ræson.
Anskuet i det perspektiv giver det således mening indenfor det sociale felt at tale om arbejdersolidaritet, for så vidt vi taler om et bestemt fællesskab af lønmodtagere, der gensidigt har ansvar og forpligtelse overfor fællesskabets ræson; at sikre arbejds- og lønforhold overfor arbejdsgiverne, som har de modsatte interesser. Hermed virker solidariteten også konkret som regulerings- og eksklusionsprincip. Det er i øvrigt et paradoks, at solidaritetsprincippet og ækvivalensprincippet støder sammen netop på det kapitalistiske marked, hvor sælgerne af arbejdskraft for at opnå en gennemsnitspris, der ækvivalerer med produktionsomkostningerne, er tvunget til at organisere sig efter det solidariske princip og dettes medfølgende regulerings- og eksklusionsprincip.
Bevæger vi os fra det sociale felt over i det politiske, er det mest nærliggende eksempel vel nok tankerne om den solidariske velfærdsstat, hvormed menes en stat, der har som formål at tilvejebringe og sikre velfærden efter solidariske principper. Det interessante i den forbindelse er det forhold, at tilvejebringelses- og fordelingsformerne forløber gennem en politisk regulerings- og tvangsproces (ikke noget broderskab), hvor den grundlæggende sociale ulighed søges ophævet gennem den politiske stats tilnærmelse af identitet mellem den sociale og formelle politiske lighed.
Men det er væsentligt at have med, at selve solidaritetsprincippet i velfærdstaten ikke konstitueres af og ved den politiske stat – indenfor det formelle politiske felt, men i de sociale klassers kamp om styrepositioner. Det er således forskydninger her, der er afgørende for regression eller uddybning af velfærdsstatens solidaritetsforhold i retning af overskridelse af det tvangsmæssige og retligt regulerende. Mod et organisk forhold, hvor det frivillige fælles ophæver den politiske tvang og retlige enshed i forskelighedens anerkendelse. Forudsætningen herfor er den sociale uligheds ophævelse.
De samme principper, der hvad angår solidaritet, konstituerer relationerne i en gruppe, en klasse, en klan mv., sætter også grundlaget for overskridelse af de nationalstatslige grænser og udstrækning til mulig international solidaritet. Gensidigheden i ansvar og forpligtelser etableres også i det forhold som regulerende og ekskluderende princip. Det er med andre ord den specifikke gensidighed, der optræder som konstitutivt princip, hvilket på den anden side gør det meningsløst at tale om solidaritet mellem et donor- og modtagerland indenfor en verdensorden, der bygger på strukturel ulighed og et systemisk under- overordningsforhold.
På samme led giver det heller ikke mening at anvende solidaritetsbegrebet som betegnelse for et ulighedsbetinget tildelingsforhold, hvor der ikke hersker gensidighed mellem giver og modtager, sådan som det i dag gør sig gældende i et socialt system, der i alt væsentligt styres efter trangskriterier – f.eks. den liberale residualstat, hvor trangen er afgørende for tildelingen.
De socialistiske/socialdemokratiske forestillinger om det solidariske princip indenfor velfærdsstatstænkningen har som indbygget tendens, overskridelsen af ækvivalensprincippet og konstitueringen af gensidigheden og forskellighedens anerkendelse som bærende princip. Dvs. ophævelse af adskillelsen mellem det reale og formelle aspekt i parolen: Frihed –lighed – broderskab.
Jan Helbak.
april 30, 2026 9:09 pm
Læs mere