Fredsbevægelsen må klargøre årsagerne til krigen i Ukraine
Den 10. september (2026) bragte Information et velkomment læserbrev med den vovede overskrift: ”Er det rimeligt at fortsætte krigen i Ukraine, når den ikke kan vindes”? Skribenterne var ni medlemmer af netværket Nej til Oprustning – Ja til Bæredygtig sikkerhedspolitik (NtO). Hovedbudskabet var: ”Europa har pligt til en langt mere aktiv diplomatisk indsats”. En noget sjælden stemme i den hjemlige politiske debat om krigen i Ukraine, der jo først og fremmest har handlet om oprustning og hybridkrig og bærer præg af en voksende militarisering af sprog, historiefortællinger og samfundsstemningen.
Den 17. september september bragte Information et svar på læserbrevet med overskriften ”Fredsaktivisters forslag vil reelt betyde Ukraines undergang”. Forfatterne var tre medlemmer af Enhedslisten. Læserbrevets hovedbudskab var: krigen er en russisk angrebskrig. Rusland har afvist alle ønsker om våbenhvile. Rusland er aggressor og begår uhyrlige krigsforbrydelser. Det gælder om at støtte Ukraines forsvar mod russisk aggressiv imperialisme. Hvis ikke Rusland bremses nu, vil russerne erobre hele Ukraine. Det kan føre til en farlig situation i Europa.
Den 22. september kom de 9 medlemmer af NtO med en replik, hvor man pointerede, at man ikke talte for at standse våbenstøtten til Ukraine og ikke havde plæderet for kapitulation. Derimod, skrev de 9 medlemmer: ”har vi argumenteret for, at Danmark og EU langt mere proaktivt bør forsøge at finde forhandlingsløsninger og komme med realistiske fredsudspil”. Det bagved liggende argument var, at hverken Rusland eller Ukraine kan vinde krigen. Måske en lidt vovet påstand. Men den mest fremherskende i hele Europa.
Det radikalt nye i NtO’s to udspil er, at man drister sig til at formulere målet for fredsforhandlinger som en tilstand, hvor Vesten igen kan tale og forhandle med Rusland, ”der vedbliver med at være en geografisk del af Europa”.
To poler i den europæiske Ukraine debat
De tre indlæg i Information er først og fremmest interessante, fordi de i sammentrængt form repræsenterer to polære positioner ned gennem hele Europa indenfor hvilke, Ukraine diskussionerne foregår. Af den grund er det relevant at dvæle ved begge positioner og uddrage de overordnede konsekvenser af dem.
Den ene pol - krigspartiet
I det store og hele deler de tre fra Enhedslisten og i øvrigt det meste af den europæiske venstrefløj grundsynspunkter med den politiske liberal-demokratiske midte, mainstream i regeringskontorerne og i den intellektuelle elite i det meste af Europa. Nuvel der er nuancer. Men det er og bliver nuancer. Herhjemme ligger Enhedslistens opfattelse af Rusland og krigen ikke langt fra Mette Frederiksens opfattelse (EL/FU beslutning 2/2-22). Rusland er en aggressiv imperialistisk magt og en helt fundamental trussel mod Danmark og Europa. (I det billede hører Rusland ikke med til Europa). Derfor kan der kun være en udgang på krigen i Ukraine – Ruslands kapitulation og tilbagetrækning og henvisning til en fremtidig underordnet geopolitisk position. Og ikke at forglemme forhåbningen om, at kapitulationen fører til et regimeskifte.
Det er den logiske konklusion, der kan drages af præmissen. Lige så logisk er statsledernes og kommissionsformand von der Leyens massive pres for en forceret oprustning indenfor EU.
Og så er det, at enhedsbilledet krakelerer.
Som de fleste andre venstrefløjspartier i Europa, der hvad angår karakteristikken af Rusland og det russiske styre deler synspunkt med Enhedslisten, opponerer man til forskel fra mainstream mod videre oprustning og styrkelse af Nato. Det hænger jo ikke sammen. Hvis man vitterlig mener, at Rusland udgør en overhængende trussel mod Europa, er det vel fuldt fornuftigt at opruste for at afskrække? Om det så må koste på velfærdskontoen. Hvad der allerede nu kan konstateres. Og i det billede hjælper al snak om kollektive nedrustningsinitiativer og støtte til den russiske opposition ikke en pind. Det er tom snak grænsende til hykleri.
I Mette Frederiksens optik er Rusland en aggressiv imperial magt. Gennem massiv sønderbombning af Ukraine og ”hybridkrig” i Europa demonstrerer Rusland sine aggressive hensigter. Modsat skal Ukraines droneangreb ind i Rusland, beskydning af skibe fra ”skyggeflåden” i åben sø og forskellige attentater først og fremmest betragtes som legitime defensive svar på russisk aggression. Derfor giver det mening at opruste på alle fronter. Også på hybridkrigsfronten, hvis sammenholdet i EU skal bevares.
Det er Mette Frederiksen og hendes kolleger i regeringskontorerne, der tager konsekvenserne af deres narrativ alvorligt. Det er ikke venstrefløjen!
Den anden pol - fredspartiet
Desværre er NtO ikke lige så klare i mælet, når det gælder karakteristikken af Rusland. Som alle andre mener man, at Rusland med invasionen i 2022 forbrød sig mod Folkeretten. Men en redegørelse for årsagerne udebliver. En redegørelse findes heller ikke i gruppens ellers meget fine og nuancerede pjece fra april 2026: ”Bæredygtig sikkerhedspolitik I en forrykt verden”. Man indskrænker sig i det store hele til at fordømme Ruslands overgreb på Ukraine og overtrædelse af Folkeretten. Men besvarer ikke spørgsmålet om Ruslands motiver. Geopolitik og militært magtspil er trods alt andet og mere et retssalsdrama i storformat.
Når det ikke er ligegyldigt, hvordan de forskellige kombattanter opfatter Rusland og de bagved liggende årsager til invasionen, som russerne benævner den Specielle Militære Operation (SMO), hænger det selvfølgelig sammen med, at en forståelse af årsagerne til krigen og krigens dynamik former udsigterne til fredsforhandlinger og ikke mindst udkommet.
Så, hvis man ikke deler opfattelsen af Rusland som en aggressiv og imperialistisk magt, hvilket jeg ikke gør, hvad finder man så, er motiverne bag invasionen? Det spørgsmål må NtO besvare præcist for at give deres i øvrigt vigtige sikkerhedspolitiske perspektiv vægt og realisme.
En alternativ præmis
Ruslands invasion af Ukraine var ikke en ”fuldskalakrig”. Invasionenen var ikke tænkt sådan. Heller ikke målene. Den var netop tænkt som en Speciel Militær Operation i begrænset størrelse med det ene formål at tvinge Ukraines regering til forhandlingsbordet for at få løst de problemer, som Minsk II tangerede, men som ikke blev realiseret. Operationen var dårligt forberedt, hvilket Putin senere indrømmede. Vestens prompte reaktioner var ifølge Putin ikke taget seriøst i ed. Operationen blev af samme grund en fiasko. Muterede ud af kontrol til åben krig efter forhandlingssammenbruddet i Istanbul foråret 2022.
Rusland er ikke og har ikke siden 1917 været en imperialistisk magt. Hverken i politisk, militær eller økonomisk forstand, hvor sidstnævnte i moderne kapitalisme udgør det afgørende og bestemmende karakteristikum. Rusland har heller ikke på noget tidspunkt siden Sovjets fald i 1991-92 udgjort en offensiv trussel. Hverken mod Europa, Nato eller de tidligere Østlande. Tværtimod var Rusland helt frem til 2000 et land i opløsning både økonomisk, politisk og konstitutionelt. Landet var sønderrevet af regionale spændinger og totalt afhængig af olie- og gaseksport.
Disse forhold, som er velbeskrevet, understøtter ikke ligefrem påstanden om Rusland som en aggressiv imperialistisk magt.
Den vægtigste grund til den store interesse i at holde Rusland ”låst” kan alene henføres til Ruslands atombevæbning og centrale placering på den Eurasiatiske landsokkel.
Men hvis Rusland ikke er imperialistisk, hvorfor brød Putinadministrationen så folkeretten og angreb Ukraine i 2022? Og åbnede for et totalt sammenstød med et samlet Vesten?
Spørgsmålet kan ikke besvares med moralske eller essentialistiske stereotypier eller gennem indirekte henvisning til de grundlæggende koldkrigsnarrativer. Det lader sig kun undersøge og besvare ved at gennemgå hele det historiske forløb fra Sovjetunionens endelige sammenbrud i1992 og frem til den 24. februar 2022.
To brede fortolkningsspor
Der findes ganske vist mange fortolkningsspor vedr. det/de historiske forløb. Overordnet set kan de lidt stiliseret rubriceres i to kategorier. Den ene understøtter den opfattelse og det i virkeligheden historieløse narrativ, at Rusland helt uprovokeret angreb Ukraine. Som det er fremgået, findes der flere forskellige underhistorier indenfor denne kategori. Men i det store billede er de mindre væsentlige.
Den anden kategori rummer et helt kludetæppe af overlappende procesbeskrivelser, uden at der er tale om identiske eller blot rimeligt enslydende kortlægninger af forløbet. Fælles for forklaringssporene i denne kategori er, at man ikke ensidigt placerer ansvaret på Rusland og ikke entydigt godkender den fremherskende opfattelse af invasionen som et uprovokeret overgreb. Det skal understreges, at der i denne kategori ikke findes en samlet og sammenhængende forståelse af Ruslands politisk-økonomiske status. Det samme gælder hvad angår analysen af det russiske styre. Opfattelsen af styret i Rusland som et autokrati, som er den autoriserede opfattelse i Vesten, er langt mindre entydig i kategori nummer to. Faktisk er der en voksende forståelse af, at Vestens demokratiforestillinger ikke rækker ud over den Atlantiske alliances grænser, og at Rusland helt grundlæggende har en demokratisk forfatning for et præsidentstyre meget lig det i USA og Frankrig. At styret så har indskrænket de almindelige frihedsrettigheder op til og under krigen i bestræbelserne for at samle føderationen efter Jeltsins misregimente er noget ganske andet.
Gabet mellem de to kategorier er stort. Men ikke desto mindre er det i dette konfliktfyldte spektrum, at enhver diskussion om en kommende fredsproces må tage sit udgangspunkt. Første skridt for debatten må være konstateringen af, at invasionen ikke kom ud af den blå luft, men som kulminationen på en lang spændingsfyldt proces. Hvis det udgangspunkt godkendes, får det til følge, at fredsprocessen ikke kan isoleres til et mellemværende mellem Rusland og Ukraine eller til simpel ansvarsbebyrdelse. USA, Europa og Nato er en del af efter-koldkrigsspillet og dets komplekse modsætningsbillede og som sådan også centrale brikker i en fredsaftale.
Af samme grund giver det kun begrænset mening, som det er gængs i EU og i Kiev at stille krav om ubetinget våbenhvile, hvis der ikke er enighed om, hvad en fredsforhandlingsproces skal indeholde. Og det er her fortolkningsafstanden her og nu er afgørende.
Et bud på et fortolkningsspor
Jeg vil i det følgende stærkt komprimeret trække en linje fra 1992 frem til invasionen. Den vil af gode grunde alene bestå i betydningsbærende nedslagspunkter og ikke i en kronologisk gennemgang. Det ville kræve en helt anden artikel. Linjebeskrivelsen har alene til formål at indkredse de mulige årsager til Ruslands invasion.
(Gennemgangen nedenfor bygger på kilder fra bl.a. Jacques Bauds to bøger om krigen i Ukraine: Covert wars in Ukraine 2025 og The Russian art of war 2024, samt Richard Sakwas bøger: Frontline Ukraine 2015 og The Russo-Ukrainian War 2026. Alle fire bøger er righoldigt forsynet med noter og kildehenvisninger. Hertil en række artikler og originaldokumenter, som det vil føre for vidt at henvise til i denne artikel).
Der verserer mange udlægninger af historien om, at præsident Bush (den ældre), udenrigsminister James Baker den 9/2 1990 lovede Gorbatjov, at Nato ikke ville blive udvidet ”med en tomme”. Løftet blev senere bekræftet af den tyske kansler Helmuth Kohl, udenrigsminister Hans Dietrich Genscher, præsident Mitterand og premierminister Magareth Thatcher. Det blev dog aldrig skrevet ned og er af den grund heller ikke historisk/juridisk håndfast.
Samtidig med forhandlingerne om Tysklands genforening og fremtiden for de tidligere Østlande udarbejdede forsvarsminister Dick Cheeny og viceforsvarsminister Wolfowitz forslag til en strategi for USA som eneste supermagt. Knudepunkter i rapporten var: Rusland skulle svækkes og med alle midler forhindres i at rejse sig om regional stormagt. De tidligere Østlande skulle støttes og knyttes dels til Nato og EU. Det lå i kortene, at der ikke måtte vokse en Eurasiatisk enhed frem, som kunne true USA’s globale dominans. Ukraines status indgik derfor som nøglepunkt i den strategi. Ved at svække Rusland og støtte de Østeuropæiske lande satsede man på at kontrollere hele Europas videre udvikling og konsolidere Nato alliancen under USA’s ubetingede ledelse. Selv om det kun blev skrevet indirekte indebar strategien, at EU heller ikke måtte antage en form og et indhold, der kunne udfordre USA. Både tyske og franske ledere udtrykte en vis skepsis overfor hele tankegangen bag østudvidelsen.
Inde under strategien udvikledes ”chokterapien”, hvor Ruslands præsident Boris Jeltsin blev tvunget til at åbne Rusland for massiv og forceret privatisering af den russiske økonomi. Det resulterede i, at Rusland på fem år mistede 40% af BNP. Uligheden og kriminaliteten eksploderede, og den russiske føderation var ved at gå i opløsning på grund af regionernes rivalisering. En udvikling, der allerede var blevet perspektiveret af Jimmy Carters tidligere rådgiver Brzezinski, som i en større artikel i 1997 plæderede for en regionalisering (Balkanisering) af Rusland for at svække landets muligheder for at indtage en vigtig plads i det Eurasiatiske billede.
Rusland blev ikke regionaliseret. Jeltsin blev tvunget til at gå af som præsident og blev erstattet af Putin, der med topstyret hård hånd fastholdt alle regionerne indenfor Ruslands grænser. Både forfatningen og det institutionelle system styrkede centralmagten og gav præsidenten vide beføjelser til at inddæmme ethvert regionalt oprør eller løsrivelsesproces.
Hele præsident Putins plan efter magtovertagelsen i 2000 havde som mål at genoprette Ruslands styrke og bremse Brzezinskis og Wolfowitz’ strategiske linje. Der blev ryddet gevaldigt op blandt de vestligt støttede oligarker. Store dele af industrien og finansvæsnet blev nationaliseret. Samtidig orienterede Putinregeringen sig offensivt mod reintegration i Europa. Putin gik ovenikøbet så langt som til i 2000 at sondere mulighederne for optagelse i Nato. Det blev pure afvist af Bill Clinton.
I stedet pressede USA på for at gennemføre ”østudvidelsesstrategien”. De tidligere Østlande skulle have adgang til Nato og senere optages i EU. Kort sagt begyndte en proces, der brød med løfterne fra 1991. Flere europæiske statsledere bl.a. den tyske kansler fastholdt betænkelighederne og fandt det mere hensigtsmæssigt at indlede bindende aftaler med Rusland. Det blev som USA ønskede det. Modstanden i EU forstummede. Boris Jeltsin og senere Putin protesterede mod optagelsen af de tidligere Østlande i Nato. Protesterne blev afvist med henvisning til ”den åbne proces”, hvor det var op til det enkelte land frit at afgøre sine allianceforhold.
Ruslands ”røde linje” blev herefter offentliggjort med Putins tale på Münchentopmødet i 2007. Han gjorde det klart, at Østudvidelsen blev opfattet som en trussel mod Ruslands strategiske sikkerhed.
Året efter på Nato topmødet (2008) blev planerne for Ukraines og Georgiens optagelse i Nato konfirmeret. Fra den beslutning frem til Ruslands invasion i 2022 gik der reelt en lige linje.
Forhandlingerne om Ukraines associering med EU strandede i 2013, fordi kommissionsformand Manuel Baroso afviste tidligere kommissionsformand Romano Prodis forslag om en trepartsaftale, hvor Ukraine kunne bibeholde de eksisterende handelsaftaler med Rusland. Som konsekvens satte Janukovic forhandlingerne med EU på standby. Det blev i EU og blandt de radikale nationalister i Ukraine udlagt som en afvisning. Den fortælling førte til Maidanopstanden i Kiev 2013-14.
Janukovic abdicerede og flygtede til Rusland, og det af amerikanerne orkestrerede regimeskiftet blev en realitet. Efter store protester på Krim mod styret i Kiev og en overvældende opbakning til kravet om tilknytning til Rusland, samt usikkerheden om Ruslands fortsatte ret til flådebasen i Sevastopol besluttede ledelsen i Kreml at annektere halvøen. I Østukraine protesterede den russisktalende befolkning også mod regimeskiftet. Den nye regering slog hårdt ned på protesterne. Der udbrød efterfølgende reel borgerkrig i Donbas. For at forhindre borgerkrigen i at eskalere ud af kontrol blev der indledt forhandlinger i Minsk mellem regeringen i Kiev og separatisterne i Østukraine med Angela Merkel og Francois Hollande som mæglere.
Minsk II aftalen fra 2015 tilfredsstillede i det store og hele de fleste af Ruslands sikkerhedskrav og Donbas separatisternes krav om udvidet selvstyrestatus indenfor Ukraines nationalstatslige grænser. Modsat udviste de Ukrainske radikale ”etno-nationalister” og deres militser ikke vilje til at implementere aftalen. Og Angela Merkel og Francois Hollande, som havde bidraget til at få aftalen i hus, pressede heller ikke regeringen i Ukraine til at vedstå aftalen i handling.
Borgerkrigen blussede op og voksede i intensitet og voldsomhed helt frem til 24. februar 2022. Hvorvidt regulære russiske tropper var indblandet i borgerkrigen på separatisternes side, er der stadigt delte meninger om. Det afgørende er imidlertid, at Putin vedblivende fra 2015 og frem afviste muligheden af, at Dobas og Luhansk oblasterne kunne optages i den russiske føderation. Indstillingen i Kreml var, at alle fire østlige oblaster skulle have en vis form for udvidet selvstyre, at det russiske mindretal skulle beskyttes, det russiske sprog sikres offentlig legitimitet – men indenfor ukrainske grænser. Og at hele Ukraine skulle have status som neutral stat. Det kompromis eksisterer stadig som kompromismulighed.
Borgerkrigen eskalerede til et niveau, hvor Kreml besluttede sig for at gribe ind for at forsvare de fire oblaster og den russisktalende del af befolkningens sikkerhed. (senere blev oblasterne optaget i den russiske føderation).
Invasionens legitimitet blev dels begrundet i forsvaret af egne sikkerhedsinteresser, selv om den krænkede Folkerettens kapitel 51 og dels i forsvaret og beskyttelsen af de nationale mindretal. Fra Kremls side henviste man til historisk præcedens i R2P (Right to protect), der udgjorde grundlaget for NATO-landenes bombning af Serbien i 1999 for at afværge folkemord i Kosovo. NATO-landene handlede dengang helt åbenlyst ikke på grundlag af et FN-mandat. Det gjorde USA og England heller ikke, da de som ”preemptive strike” invaderede Irak i 2023. Der forelå altså flere åbenlyse brud på FN-chartret, hvad der i Putinledelsens optik dels kunne retfærdiggøre invasionen og dels bekræfte opfattelsen af, at Østudvidelsen var en potentiel trussel mod Ruslands strategiske sikkerhed.
Kremls forskellige begrundelser og henvisning til præcedens legitimerer selvfølgelig ikke selve invasionen i folkeretlig forstand og forekommer heller ikke politisk-militært hensigtsmæssig endsige rimelig de efterfølgende omkostninger taget i betragtning. Men det er ikke et tilstrækkeligt grundlag for at hævde, at invasionen var uprovokeret.
Uafvendelighed?
Ikke desto mindre står det spørgsmål tilbage, om krigen kunne være undgået? Det strides mange Ruslandkendere og erfarne geopolitiske kommentatorer om, og det er vel stadigt et åbent spørgsmål. Til gengæld lider de vestlige regeringsledere og deres intellektuelle eliter ikke under tvivlens nådegave. Her er man ikke i tvivl. Putin ville krigen og enhver anden tone fra Kreml takseres som misinformation.
Men det er dog et faktum, at Rusland i december 2021 fremsendte et udkast til en omfattende aftale om en europæisk sikkerhedsarkitektur forhandlet mellem Nato og Rusland. USA’s præsident Joe Biden afviste pure udspillet, og efterfølgende blev der lukket ned for alle seriøse kontakter. Rusland opmarcherede tropper ved grænsen til Ukraine, og det lå i luften, at det kun var et spørgsmål om tid, før russerne gik ind i Ukraine. At amerikanerne og vesteuropæerne heller ikke var interesseret i en bilæggelse af stridighederne og indledning af seriøse forhandlinger vidner deres ageren under Istanbulforhandlingerne i foråret 2022 om.
Det er faktisk dokumenteret, at Rusland og Ukraine var nået frem til en aftale, der kunne tilfredsstille begge parter. I grundtræk: Ukraine som neutral stat. Sikkerhedsgarantier for Ukraines suverænitet. Nedrustning. Udvidet autonomi for de fire oblaster indenfor Ukraines grænser og en forhandlingsperiode på 15 år vedr. Krims status. Beskyttelse af de russiske mindretal og anerkendelse af det russiske sprog.
Officielt var det Boris Johnson, der pressede Zelenskyj til at stoppe forhandlingerne og afvise aftaleudkastet. I de europæiske hovedstæder, i USA og i Nato var man af den opfattelse, at Rusland militært og økonomisk var så svagt, at Ukraine med massiv vestlig støtte kunne vinde krigen. Tvinge Rusland til hundrede procents tilbagetrækning og i det bedste scenarie forårsage Putins fald fra magten. (han var på tidspunkt allerede udråbt som den russiske imperialismes dæmonisk kraft)
Det udfald af forhandlingerne havde Rusland ikke kalkuleret med. Man havde tydeligt fejlvurderet den forudgående massive oprustning af den ukrainske hær, som på invasionstidspunktet klart overmatchede den russiske invasionsstyrke. Rusland blev tvunget til delvis tilbagetrækning. Putin og generalernes planlægning af den Specielle Militære Operation var både militært og politisk slået fejl. Målet for den begrænsede militære invasion havde for Kreml været at tvinge regeringen i Ukraine til forhandlingsbordet. Modsat bestyrkede Kremls militære fejltagelser den ukrainske præsident, militære ledelse og Europas ledere i, at en åben krig mod Rusland kunne vindes med massiv vestlig militær støtte – ”as long as it takes”.
I dag næsten fem år efter invasionen har Rusland det militære og teknologiske overtag indenfor alle krigens felter. Det er vestligt selvbedrag at fastholde påstanden om en ”frossen konflikt” eller en mulig Ukrainsk sejr.
Spørgsmålet er lige nu hvor længe, Ukraine kan fortsætte krigen, før staten som stat braser sammen økonomisk, infrastrukturelt, demografisk og politisk? Samtidig vokser usikkerheden om, hvor længe de europæiske lande og EU kan fortsætte med at støtte Ukraine på trods af de krigeriske udmeldinger. For selv om de europæiske Nato lande tilsammen langt overmatcher Rusland økonomisk og militært er sammenhængskraften ikke af en karakter, der vil gøre det muligt at yde direkte støtte til Ukraine. På trods af den megen virak om Europas oprustning og forestillinger om at levere ”fredsbevarende styrker” halter man langt bagefter Ruslands aktuelle kapacitet.
Faktisk skal hele Nato inklusive USA gå all in, hvis Ruslands offensiv skal stoppes. Til gengæld vil konsekvenserne være uoverskuelige, hvad der også holder regeringslederne tilbage. De har det fint med økonomisk og militært at støtte Ukraine som forpost for den europæiske civilisations sikkerhed. Indtil kassen er tom. Og den situation nærmer sig hurtigt.
Det afgørende i dag er faktisk heller ikke, om Rusland eller Ukraine kan vinde krigen. Men om Rusland eller Ukraine kan vinde freden.
Fredsforhandlinger i et udvidet perspektiv
For det forløbsbillede, jeg har plæderet for, er rationalet, at en isoleret fredsaftale mellem Rusland og Ukraine ikke er mulig. Uanset om man kan nå frem til en våbenhvile og forpligtende fredsforhandlinger, vil man ikke kunne neutralisere de grundlæggende årsager til krigen, som involverer USA og Europa. De skal inddrages. Det har Rusland konsekvent hævdet som betingelse for at indgå en våbenhvile.
En fredsaftale, der ikke anerkender Ruslands defensive sikkerhedsinteresser og ikke anerkender Rusland som en del af Europa, er dømt til begrænset og notorisk usikker varighed. En sådan fredsaftale vil heller aldrig reelt kunne sikre Ukraines autonomi og økonomiske udviklingsmuligheder.
Men forhandlinger på de præmisser med det mål at nå frem til en omfattende sikkerhedsarkitektur og underliggende økonomiske- og politiske delaftaler, som inkluderer Rusland, er selvsagt ikke mulig, så længe opfattelsen af Rusland som en aggressiv imperialistisk stormagt fastholdes.
For så længe det narrativ har styrende værdi, vil Europas sikkerhed og økonomiske vækstmuligheder logisk være truet. EU vil være tvunget til fortsat oprustning og militarisering af Unionen for at afskrække Rusland. Allerede i dag er militariseringen af sprogbrugen, formerne for offentlig meningsudveksling, omgangen med hinanden i civilitet mv. omfattende og dybtgående. Uden en reel fredsaftale med Rusland i en fælles europæisk koncert vil militariseringen sætte sig som permanent tilstand.
Hele den globale geopolitiske situation taget i betragtning vil Europa i virkeligheden have størst interesse i en omfattende sikkerhedsarkitektur med vedtagne spilleregler, konfliktløsningsmekanismer, mindretalsbeskyttelse, specifikke nedrustningsaftaler og forbindelser til lignende aftaler i Kaukasusområdet og Centralasien. Altså kort og godt en aftaleproces og politiske mål, som Wolfowitz, Dick Cheney og Brzezinski i sin tid frygtede som den største udfordring af USA’s globale hegemoni.
Forholdet mellem USA og Europa bliver trods alle strategiske prognoser mere og mere problematisk. Det Atlantiske interessefællesskab fra 1949 er under indre opløsning, fordi det forudsatte og forudsætter Europas permanente underordningsforhold til USA. USA har ikke længere styrken til eller interessen i at opretholde den hierarkiske struktur bl.a. på grund af konkurrencen fra Kina og hele Østasien. I det globale magtspil kan Rusland bevæge sig mod Øst og opbygge alliancer med Kina og Indien, hvad der vil svække Europas forhold til Rusland og mulig afskrækkelseskapacitet. Europa har i modsætning til egen selvforståelse og senkoloniale verdensbillede en indlysende interesse i at involvere sig i en ”bæredygtig fredsaftale” og gøre op med dæmoniseringen af Rusland og Putin.
Et uundgåeligt spørgsmål
Hvis jeg har ret i mine antagelser, melder det uundgåelige spørgsmål sig: hvis en ”bæredygtig fredsaftale” klart er i Europas interesse, hvorfor bliver den så modarbejdet af de europæiske ledere? Hvorfor forceres oprustningen? Hvorfor pustes krigshysteriet og hybridspøgelset op til tragiske højder? De er dog hverken ignoranter eller forfaldne til magisk tænkning i Bruxelles eller i de europæiske regeringskontorer. De er heller ikke magtpolitiske kynikere, der blot lader Ukraine forbløde på vegne af Europa. Der må findes andre eller i hvert fald flere sandsynlige forklaringer.
Måske kan man finde en eller flere forklaringer ved at lade fantasien råde. Hvis vi nu forestiller os, at det lykkes at forhandle en udvidet fredsaftale igennem, som sikrer en større og sammenhængende sikkerhedsorganisation, hvori Rusland indgår. Og at der til dette aftalekompleks knyttes handelsaftaler. Politiske udvekslingsaftaler. Aftaler om råstofudvinding mv. Hvad ville en sådan udvikling så få af betydning for et EU, som jo i dag indlysende lider under faldende sammenhængskraft?
EU fremstår som en historisk politisk-økonomisk og institutionel konstruktion, der har nået sine grænser for progressiv udvikling. Det ville blive en uhyre krævende og risikofyldt opgave for de 27 medlemslande og kommissionen at skulle håndtere udviklingen af samarbejdet med Europas ubetinget største og rigeste land Rusland. De indre konflikter ville stå i kø. De enkelte medlemslandes snævre nationale interesser i forhold til hele det enorme russiske marked ville ikke gøre opbygningsprocessen nemmere, endsige løse de evindelige interne magtkampe om styrkepositioner. (Man behøver i dag blot at følge magtspillet om EU’s næste budget for at se rivningernes dynamik for åbent tæppe).
Et udvidet aftalekompleks med Rusland og Kremls deltagelse i europæisk politik vil gøre en genforhandling af hele EU’s forfatningsgrundlag uomgængelig. Den nuværende nationalstatslige magtstruktur vil være i spil. De politiske- og økonomiske institutioner vil skulle reformuleres. Det helt indlysende demokratiske underskud rettes op. Ligesom EU’s forhold til resten af verden, herunder de sikkerhedspolitiske interesser vil skulle reformuleres i en verden, der i forvejen er i opbrud.
Så alt i alt har de europæiske politiske ledere, den ledende økonomiske og bureaukratiske elite god grund til at frygte et egentligt sammenbrud af status qou i forbindelse med en varig fredsaftale. Ikke noget i sig selv katastrofalt resultat for Europa, men nok for den i dag herskende elite og hele det verdensbillede og den selvforståelse, den repræsenterer.
En bæredygtig fredsaftale
Afslutningsvis er der grund til at anerkende NtO for hele initiativet med at oprette en fredsbevægelse og også kvittere for en virkelig god pjece, der behandler langt flere aspekter af en bæredygtig sikkerhedspolitik end krigen i Ukraine og de indtil videre strandede fredspolitiske tiltag.
Min essentielle kritik af pjecen er, at heller ikke her definerer man Ruslands karakter eller beskriver forløbet frem til invasionen, som man i lighed med de fleste andre fordømmer i kraftige vendinger. Derved sætter NtO sig mellem to stole. På den ene side vil man seriøst arbejde for våbenhvile og fredsforhandlinger, og på den anden side argumenterer man for fortsat militær støtte til Ukraine, selv om man ikke mener, at krigen kan vindes. Den tankegang må indirekte bero på, at man alligevel har et håb om, at Rusland med militær magt kan tvinges til seriøse fredsforhandlinger. Altså, at Rusland kan svækkes tilstrækkeligt til at ville acceptere en våbenhvile og indgå fredsforhandlinger. Ellers giver fortsat støtte til Ukraine i en krig, ”der ikke kan vindes”, ingen mening.
Men hvis Rusland trods tilsidesættelse af folkeretten og brutal krigsførelse faktisk fra starten har ført en defensiv krig? Ikke mod Ukraine, men imod det Atlantiske Vesten. Så taler en del for, at fredsbevægelsen kan få medvind ved at inddrage hele forløbet frem til i dag, afdæmonisere Rusland og Putin og præcisere, at Europa aldrig får en bæredygtig sikkerhedsstruktur uden Ruslands medvirken og inkorporering i det samlede Europabillede.
Tilmed vil en sådan fredsbevægelse kunne åbne for en debat om hele Europas politisk-økonomiske fremtid. For ingen i hele Europa kan være tjent med EU’s deroute og indre opløsning eller et fremtidens Europa, der stopper ved den russiske grænse.
Jan Helbak.
september 29, 2026 7:04 pm
Læs mere