De liberale demokratier på vej til udgangen
De liberale demokratier i Europa er i den politiske- og administrative elites selvforståelse truet fra næsten alle sider. De europæiske sikkerhedstjenester og EU’s kommissionsformand hævder næsten dagligt, at Europa står overfor en akut sikkerhedstrussel. De politiske højrekræfter indenfor murene, lyder det, udgør en voksende trussel mod staternes demokratiske grundlag. Og med Trump som præsident udgør den traditionelle Atlantiske alliancepolitik ikke længere det vante sikkerhedsgrundlag på grund af den voksende afstand mellem USA’s og Europas interesser.
For USA er den internationale magtkamps centrum efter flere årtier flyttet fra Europa til den asiatiske region. In casu Kina, Sydkorea, Japan, Vietnam, Indonesien og Filippinerne, USA.
Trusselsbilledernes aftagende virkning
Trusselsretorikken og oprustningsmanien vokser i takt med, at Ukraine taber terræn på slagmarken, og USA ser ud til at overlevere alle krigens byrder til Europa. Nato spiller efterhånden ingen rolle. Trusselsbilledet har helt sikkert haft sin virkning. Men på trods af statsledernes spektakulære russofobi har befolkningerne i Europa stadig til gode at se solid dokumentation for truslen som sandsynlig realitet. Mangfoldigheden af frugtesløse møder mellem statslederne og slutdokumenternes tomhed opleves efterhånden som et politisk teater med befolkningerne som passive tilskuere. Men stadigt masseres de hypotetiske skrækscenarier ind i befolkningerne. Dels for at retfærdiggøre de eksorbitante forhøjelser af de i forvejen høje militærbudgetter, og dels for få befolkningen til under nationalfølelsens åg at acceptere velfærdsforringelser som konsekvens.
Men, og der er et men. Som tiden går, og ulven ikke ser ud til at komme, er der erfaring for, at en sund skepsis vokser frem i befolkningerne. Først som undren. Senere som kritiske spørgsmål: ”Kan det nu passe, at russerne kommer”? ”Hvad skal de egentlig her”? ”Hvorfor er der ikke fremdrift i fredsforhandlingerne mellem USA og Rusland”? ”Hvorfor støtter de europæiske statsledere ikke Trumps fredsudspil”? ”Kan det virkelig passe, at de voksende militærudgifter vedtages med rekordfart uden hensyn til det finansielle ”råderum”, når f.eks. kommunernes økonomi i henhold til samme råderum altid har skullet holde sig indenfor meget stramme økonomiske rammer for at undgå sanktioner”?
Disse tankeforløb vokser i den ene eller den anden variant i næsten alle Europæiske lande. Demonstrationerne mod den fortsatte krigsindsats og de europæiske staters aktive involvering tager til både i omfang og hyppighed. På det seneste i Tyskland, i Holland, i Belgien, i Frankrig, i Polen, i England.
Kritikken kommer ikke kun fra de nationalkonservative
I begyndelsen blev modstanden mod krigen i Ukraine og de europæiske statslederes uforbeholdne støtte til de ukrainske ledere først og fremmest artikuleret af de nationalkonservative partier og bevægelser i flere EU-medlemsstater. Modstanden blev samtidig knyttet sammen med en konservativ kritik af de siddende centrumregeringer og af EU’s teknokratledelse i kommissionen. En kritik med en vis resonansbund i brede dele af befolkningerne rundt om i Europa. De nationalkonservative antikrigspartier vinder øget tilslutning i England, Tyskland, Frankrig, Belgien, Spanien, Portugal, Polen, Rumænien, Tjekkiet, Holland.
Vigtigt at notere er dog, at den organiserede modstand mod krigen og krigens omkostninger er vokset ud over højrefløjens protestmegafoner indenfor de sidste måneder og tæller nu både pacifistiske bevægelser, antikrigsbevægelser specifikt rettet mod krigen i Ukraine og fløje indenfor mainstreampartierne.
En forklaring på, at krigs- og oprustningsmodstanden er voksende, kan være langsomt sivende krigstræthed, men også at fredsmulighederne er krøbet op på dagsordenens førsteplads med Trumps forkludrede forsøg på at gennemtvinge en fredsløsning i uoverensstemmelse med de europæiske toplederes (Macron og Keir Stamer) lige så forkludrede bestræbelser for at opbygge en ”koalition af villige” til militær støtte for Ukraine. Støtten sælges som en overvågningsstyrke, hvis der skulle komme en våbenhvile, hvilket hverken de samme statsledere eller Zelensky reelt er interesseret i, medmindre Rusland kapitulerer, hvilket selvfølgelig ikke vil ske. Altså ”koalitionen af villige vil fortsat krig”. Men ”villigheden” blandt de europæiske statsledere er ikke overvældende og mødes med voksende modstand bl.a. i Frankrig og England, der ellers har ageret drivere i at få koalitionen op at stå og samtidig spolere USA’s bestræbelser for at få gang i fredsforhandlingerne. For ”koalitionen af villige”, som Mette Frederiksen i øvrigt har tilmeldt sig, har som skjult dagsorden at fortsætte konflikten og fastholde USA’s engagement i Europa og i Nato som den ultimative sikkerhedsgaranti.
Selv om befolkningerne i Europa tilsyneladende og i hvert fald indtil nu har støttet statslederens opbakning til Zelensky, tager forbeholdene til. Hvad der har lydt plausibelt og tilforladeligt i statsledernes mund, når de har proklameret opbygningen af en såkaldt fredsbevarende styrke, er de mulige konsekvenser ved at blive ganske konkrete. Tyske, franske, danske, hollandske og engelske soldaters liv skal sættes på spil i Ukraine. Hvis ”koalitionen af villige” ellers bliver til noget. Europæiske støvler på Ukrainsk grund med fare for at blive draget ind i direkte kamphandlinger virker foruroligende, så snart tanken tænkes til ende. Det perspektiv var heller ikke med i ligningen, da statslederne kastede sig ind i støtten til Ukraine, der jo, som det blev sagt, skulle udgøre første forsvarslinje og føre krigen mod russerne i forsvaret for demokratiet på hele Europas vegne.
Tipping point?
Nu er vi gået ind i krigens fjerde år, og det opleves, som om vi står midt i et ”tipping point”. På den ene side det politiske systems oprustning og krav om national samling og tillid til fornuften i statsledernes mange forskellige og ikke altid konsistente beslutninger. På den anden side en voksende krigstræthed og trusselsresistens overfor efterretningstjenesternes bombardement med trusselsvurderinger og ”afsløringer” af mulige virulente cyberangreb, fremmede staters indblanding i valgkampe i flere europæiske lande, overrevne kabler, hackerangreb på kritisk infrastruktur og offentlige institutioners it-systemer. Til sidst hører man ikke efter eller afventer konkrete beviser før, man lader sig afficere. ”Der må snart ske noget afgørende”.
Hvis en sådan stemning vokser i befolkningerne, udgør den i virkeligheden den største trussel mod den politiske elites kontrol med staten og det politiske liv, som centrumregeringerne tilstræber. For, som det allerede kan registreres, indebærer en voksende skepsis et tilsvarende dræn i den politiske elites autoritet. Og hvad værre er i dens politiske legitimitet. (Erfaringerne fra pandemien sidder i baghovedet).
Det er faktisk det samlede liberale demokratis institutionsbygning, der på nuværende tidspunkt er under pres. Afstanden mellem regeringerne, parlamenterne og domstolene på den ene side og folket på den anden side. Tydeligst trukket op i Frankrig, Tyskland, Holland, Belgien, Polen og Rumænien. Det er den afstand, og de samme institutioners tab af legitimitet og lukken sig om sig selv, der i virkeligheden udgør den største selvskabte sikkerhedstrussel mod de herskende politiske oligarkiers stats- og politikmonopol.
De siddende centrumregeringer opleves udenfor krigens skygge som magtes- og initiativløse når det gælder løsningen af Europas økonomiske problemer og næsten kroniske lavvækst. Risikoen for en omfattende handelskrig og et finansielt sammenbrud, som Trump har igangsat for at ”redde den amerikanske økonomi”, har de reelt ikke noget troværdigt modsvar til, selv om EU kommissionsformanden puster sig op og taler om i nødstilfælde at bringe EU’s digitale ”atombombe” i anvendelse (hvem er det lige, der kontrollerer de fleste it-kommunikationssystemer? Ikke Europa).
Fra samling til splittelse
I tilfælde af et muligt finansielt sammenbrud vurderer de ledende økonomer ikke, at redningsaktionerne fra 2008-2011kan gennemføres en gang til. EU’s krisepolitik for at redde euroen og det finansielle system har i en årrække svækket velfærdsstaten, der har betalt prisen gennem alvorlige forringelser i alle medlemslandene. Draghirapportens anbefalinger til kommissionen er Ursula von der Leyens eneste svar på lavvæksten og EU’s fremtid i den skærpede globale vækst- og gældskrise. Kort og godt mere af den samme medicin, der er blevet ordineret siden 2011 med pauvre resultater. Øget deregulering, styrket konkurrenceevne, støtte til de store ”vækstdrivere”, opbygningen af et europæisk kapitalmarked og begrænsnings af medlemsstaternes kapitalkontrol.
Og nu lyder det så også mellem linjerne, at der i EU skal overføres midler fra de forskellige socialfonde og samhørighedsfonde til rustningsindustrien (SAFE-projektet, Security Action for Europe). Samtidig med, at regeringerne og EU ikke løser de mest elementære problemer som eksempelvis den faldende sundhedstilstand, en moderne og sikker infrastruktur, boliger til at betale osv. Dels fordi det kræver et opgør med de store og transnationale markedsaktører bl.a. indenfor fødevareindustrien, bilindustrien, medicinalindustrien og tech-industrien, og dels fordi centrumregeringerne (enten centrum-højre eller centrum-venstre) over mange år har svækket eller direkte afmonteret de politiske og institutionelle muligheder for at regulere markedsudviklingen og kapitalbevægelserne. De frygter kapitalmarkederne mere, end de frygter vælgerne.
Så hvor der skal radikale indgreb til blot for at fastholde nationalstaternes aktuelle velfærdsniveau, fremfører centrumpartierne og de politiske ledere ikke ret meget andet end visionsløse småreformer, moralske og paternalistiske indgreb mod enkeltborgernes usunde forbrugerisme, usunde madvaner, kønsdiskrimination, social kontrol og de modbydelige rivegilder og udskamninger på de sociale medier mv. Og samtidig klager de samme regeringer og partier over manglen på respekt for samfundets fælles værdier. Men dem bliver man jo ikke mæt af.
Tilbage står menuen på øget regulering af befolkningen og indenfor EU af enkeltstaterne. Fortsat deregulering af markederne. De enkelte landes centrumledere og EU kommissionens formand/bureaukrati lader ikke Trumps dereguleringspolitik noget tilbage. Lige så mange visioner og planer EU-kommissionen producerer for at forbedre det europæiske erhvervslivs konkurrencedygtighed overfor Kina og nu USA lige så få visioner og planer produceres for den politiske-sociale- og kulturelle udvikling af EU som en egentlig sammenhængende union for den europæiske befolkning.
Hvor Ruslands invasion af Ukraine i de første to år bidrog til at samle EU landene i en fælles modstand mod Rusland og til en fælles støtte for Ukraines kamp for at trænge Rusland tilbage, bidrager krigen nu til at splitte EU. Konflikter og brudlinjer flytter sig næsten fra uge til uge. De går ikke længere kun mellem EU kommissionen in casu Von der Leyen og EU’s rabiate udenrigskommissær Kaja Kallas og Ungarn og Slovakiet, men reelt også mellem f.eks. Italien og Spanien og Nordeuropa, hvor det europæiske syd ikke længere automatisk bakker op om, hvad der kommer fra Bruxelles og fra Kaja Kallas. De gamle sår fra eurokrisen er ikke overvundet. Splittelsen påvirker beslutningsdygtigheden i en sådan grad, at EU-kommissionen for at fastholde sammenholdet må ty til Traktatens artikel 122 (nødretsartiklen) for at tvinge sin magt igennem overfor de oppositionelle medlemsstater. Som sådan adskiller tingenes tilstand i EU sig ikke sønderligt fra Trumps nødretsbegrundede politik i USA.
Trusselsscenarierne – både de eksterne og interne – er blevet en eksistentiel nødvendighed for de fragmenterede og mere eller mindre handlingssvage centrumregeringer og EU-kommissionen, der ikke har og ikke kan formulere politiske reformprogrammer, der gør op med de sidste tredive års neoliberale markedsfundamentalisme, ekstreme individualisme og følgelig undergravning af tilliden til de politiske institutioner.
Autoritære tendenser i praksis
Afstanden mellem den politiske oligarkiske elite i parlamenter, regeringer og statsadministrationer og den brede befolkning samt fraværet af en sammenhængende opposition, der overhovedet kan formulere visioner og praktisk politik, har skabt det politiske vakuum, som på den ene side af centrum forsøges overvundet gennem trusselsdemagogi og på den anden side øger tilslutningen til de radikale nationalkonservative megafonpartier. Den bedrøvelige ironi er, at den nationalkonservative opposition i det store og hele ikke selv har andre politiske bud end fortsat deregulering, konservativ socialpolitik, reaktionær arbejdsmarkedspolitik godt skjult under en libertær, men populær antielitisme. Kort sagt et småborgerligt og nationalistisk bagstræb som tilbud til de mange borgere, der økonomisk og socialt oplever sig som globaliseringens og centrumpolitikkens ofre og nok så meget forvist fra politisk indflydelse.
Det må være denne afmagtens eksistentielle trusselstilstand for det liberal-demokratiske centrum, der får centrumspartierne og de siddende centrumsregeringer til at tilsidesætte de såkaldte liberale og demokratiske værdier og introducere det ene autoritære skridt efter det andet for at forsvare demokratiet og status quo. Men det er ikke kun værdierne, der er på spil. Praksis følger med. Når regeringernes lovgivning udviser flere og flere autoritære træk afmonterer de også det liberale demokratis institutionelle grundlag – magtens tredeling og årtiers konsensus.
Den 2. maj fremlagde Forbundskontoret for beskyttelse af forfatningen i Tyskland sin klassificering af AfD som et ekstremistiske parti. Som opfølgning påbegyndte det politiske centrum i fuld offentlighed en seriøs drøftelse af, om det ville være muligt på grundlag af efterretningstjenestens rapport at forbyde AfD. (partiet opnåede 20% af stemmerne ved nyligt afholdte forbundsdagsvalg). Selv om SPD, CDU/CSU og de Grønne nok ikke lige nu vil søge partiet forbudt, åbnes der med efterretningstjenestens rapport for stort set fri adgang til at overvåge alt, hvad der foregår i og omkring AfD. Af samme grund kan det forekomme fuldkommen uforståeligt, at Die Linkes formand bifaldt muligheden af at forbyde AfD. Alene en anerkendelse af fremgangsmåden og grundlaget herfor burde vække bekymring hos de partier og bevægelser, der i morgen ville kunne klassificeres som ekstremistiske. Målestokken flytter sig jo hele tiden med spændingstilstanden.
Efterretningstjenestens undersøgelse over tre år godtgør, at medlemmer af AfD er fremkommet med racistiske udtalelser, har udvist foragt overfor mindretal og krænket demokratiske retsstatsprincipper. Eksemplerne er mange, men også trivielle. Flere af de handlinger og udtalelser, der henvises til, er både usmagelige og tåbelige, men de tegner ikke partiet som sådan og den brede medlemskreds, og det er ikke korrekt, at AfD ikke respekterer de gældende retsstatsprincipper.
Det mere principielle problem både hvad angår rapportens klassificering, og det politiske centrums reaktion er, at konklusionerne bygger på så vage kriterier og uldne værdier, at ekstremismemærkatet vil kunne hæftes på en hvilken som helst politisk bevægelse, der i centrumregeringernes optik fremfører radikale politiske synspunkter.
Samtidig med, at indenrigs-efterretningstjenesten i Tyskland offentliggjorde sin klassificering men ikke selve rapporten, bragte DR’s nyhedsservice en artikel om et lovforslag (6. februar 2025) fra den danske regering om at udvide PET’s muligheder for at overvåge borgernes færden i bred almindelighed. Hvor PET indtil nu har skullet dokumentere begrundet mistanke for at påbegynde en overvågning, vil de ny regler medføre, ”at der oprettes et særskilt ”miljø” ved siden af de almindelige regler i PET-loven, hvor det vil være muligt for PET indenfor nærmere bestemte rammer at opbevare og foretage ikke-personrettede behandlinger af større sammenhængende datasæt”.
”Særligt for så vidt angår større sammenhængende datasæt bestående af oplysninger fra andre danske forvaltningsmyndigheder, vil datasættet alene kunne indhentes, når det som helhed må antages at have betydning for varetagelse af tjenestens opgaver. Det lægges i den sammenhæng op til, at andre danske forvaltningsmyndigheder får pligt til at videregive oplysninger til PET, som tjenesten i medfør af de foreslåede regler anmoder myndigheden om” (Justitsministeriets bemærkninger til lovforslaget. Indledningen). Beslutningen om overvågningen mv. er de facto lagt hos PET’s operative ledelse.
Regeringen ønsker med lovforslaget i alt væsentligt at opnå de samme overvågningsmuligheder uden dokumenterede klassificeringer, som den tyske efterretningstjeneste trods alt er nødt til at tilvejebringe dokumentation for.
Her handler det ikke om, hvad PET vil foretage eller ikke foretage sig. Hvis lovforslaget vedtages, hvad alt tyder på, vil den mere alvorlige konsekvens være, at borgerne for at beskytte sig selv vil skulle udøve selvcensur både i den politiske debat, på de sociale medier og i støtten til bestemte politiske partier. En tendens som selvfølgelig forstærkes af det faktum, at PET skal kunne arbejde uden reel offentlig indsigt og alene stå til ansvar overfor tilsynsmyndigheden, der er en del af den politiske nomenklatur. Med lovforslaget vil der kunne opbygges anklager mod enkeltpersoner, politiske bevægelser, partier etc., fordi PET skønner, at der profileres et bestemt mønster, som kan true rigets sikkerhed eller den politiske stabilitet, hvor sidstnævnte defineres af det politiske centrum og de statslige institutioner, herunder domstolene. Personer under anklage vil af indlysende grunde kun have begrænset mulighed for at forsvare sig.
Når demokratiet tømmes for indhold, må statsmagten regulere det politiske liv
Der er det at sige til lovforslaget og den tyske indenrigseftertjenestens rapport om AfD, at indgrebene og lovbestemmelserne er symptomer på et stadigt svagere funderet demokrati med lav politisk autoritet og samhørighed med befolkningen. Historisk set er det præcist den slags overvågningsbeføjelser, den politiske elite tyr til, og som under normale omstændigheder og for bare få år siden ville blive karakteriseret som nødret (suspendering af de normale forfatningsrettigheder). Den højt besungne magtens tredeling bliver dermed flydende og uigennemsigtig for befolkningen, og den politiske og demokratiske suverænitet flyttes det facto fra befolkningen til den udøvende magt eller til domstolene. Hvad der yderligere overskærer båndene mellem befolkningen og det politiske system og tilliden til domstolenes uafhængighed.
Statsmagten som samlet system tiltager sig magten til at regulere og administrere politikken og det almindelige politiske liv under henvisning til forsvaret af demokratiet og de liberale frihedsrettigheder og inddæmme bevægelser i de ellers anerkendte demokratiske processer, som udfordrer de siddende centrumsregeringers definition af acceptabel politisk aktivitet.
Og tyer regeringerne ikke til legalisering af efterretningstjenesternes overvågningsmuligheder som f.eks. i Tyskland og Danmark, anvender man domstolene til at bortdømme politikere fra at deltage i valg, som det er tilfældet i Frankrig, hvor Marine Le Pen med en højesteretsdom for en måned siden blev udelukket fra aktivt politisk liv i fem år på grund af mindre uregelmæssigheder. Og af samme grund udelukket fra at kæmpe for præsidentposten ved næste valg.
Efter stort set samme læst og fremgangsmåde forsøger domstolene i Sydkorea nu at udelukke den venstreorienterede og Kinapositive populære oppositionskandidat fra at deltage i præsidentvalget til juni. I Rumænien erklærede højesteret præsidentvalget i efteråret 2024 ugyldigt, hvor den nationalkonservative og EU skeptiske kandidat Calin Georgescu ellers stod til at vinde valget. Aflysningen af valget skete med henvisning til ikke verificerede anklager om udenlandsk (Russisk) misinformation og påvirkning af vælgerkorpset gennem valgreklamer på TikTok. Selv her ved omvalget, hvor en ny nationalkonservativ kandidat Georg Simion har vundet første valgrunde med en klar føring på 41%, forsøger man at føre en ny sag ved domstolene med påstand om hacking af hjemmesider etc.
Ved udgangen venter den autoritære administration
Regeringerne, efterretningsvæsnerne eller domstolene tildeles reelt kompetence til at afgøre, hvad der er politisk korrekt eller acceptabelt for opretholdelse af den politiske stabilitet og fratager på den måde vælgerne deres suveræne demokratiske kompetence til at afgøre, hvad man finder politisk acceptabelt. I ingen af de nævnte tilfælde (og der findes adskilligt flere) har de politiske partier eller kandidater på nogen måde kunnet siges ikke at overholde de almindelige demokratiske spilleregler endsige formuleret politiske mål og handlinger i direkte uoverensstemmelse med de demokratiske forfatninger.
Om deres politik så er sympatisk eller ej, eller om man hypotetisk kunne forestille sig, at disse partier på et eller andet tidspunkt ud i fremtiden kunne tænkes at bryde forfatningen, kan rent demokratisk alene gøres til genstand for en almindelig politisk kamp. I modsat fald sættes autoritetens beslutninger og bestemmelser over folkets suveræne beslutninger, hvorved statsmagten bliver autoritær og paternalistisk og erstatter retsstatens regler med regeringsmagtens vilkårlighed og domstolenes politisering.
Det giver næsten sig selv at så vidtgående begrænsninger af de liberaldemokratiske rettigheder og deres institutionelle grundlag straks ville have mødt udbredt folkelig modstand, var det ikke lige for det oprullede trusselbillede og det iscenesatte krigshysteri.
Hvis Putin og de øvrige sikkerhedstrusler ikke fandtes, måtte de opfindes for at sikre magten for de visionsløse politisk og impotente regeringer, der gennem så mange år har reduceret politik til teknik, regering til administration og befolkningen til passive modtager af den ”nødvendige politik”. Når den politik så frembringer en voksende utilfredshed og politikerlede, fordi det autoritative ikke længere stemmer overens med det oplevede, er der kun den trusselsbaserede autoritære samfundsadministration tilbage. Men det fjerner jo ikke utilfredsheden eller utilfredshedens aktuelle politiske megafoner. Højst begrænser det den politiske aktivitet eller øger apatien indtil, den bryder igennem som ustyrlig utilfredshed med råb om den stærke mand, der kan få tingene gjort og rettet op dysfunktionerne uden så meget snak i parlamenter, udvalg, koalitioner af villige osv.
Jan Helbak.
maj 7, 2025 10:46 pm
Læs mere