Iran – endnu et brændpunkt i opbruddets dynamik
I 2009 udkom to centrale rapporter om USA’s forhold til Iran. Begge rapporter var målrettet Obamaadministrationen. De to meget forskellige rapporter var udgivet af henholdsvis The Brookings Institute og Rand Corporation. På trods af forskellighederne konkluderede de næsten enslydende.
Spidskonklusionen fra Brookingsrapporten dækker i al væsentligt begge rapporter: ”Ingen af politikoptionerne overfor Iran kan med stor sikkerhed føre til succes, selv hvis deres fortalere kan definere en succes”.
Det var, hvad de to højt kvalificerede rapporter konkluderede i 2009, og det er netop i det skisma, Trumpadministrationen står i i dag.
Det hører med til billedet, at Brookingsrapporten først og fremmest forholdt sig rent teknisk til USA’s muligheder for at presse Iran til at indordne sig under USA’s interesser. Der blev opstillet fire overordnede strategiske tilgange: a) engagement, b) overtalelse (pres), c) regimeændring, d) inddæmning. Eller, som det blev fremført gennem hele rapporten, en kombination af flere af mulighederne. Regimeændringer kunne enten ske gennem støtte til oppositionen, politisk uro/optøjer eller kup, som vi kender så godt eller kombineres med militær indsats. En militær indsats kunne taktisk igangsættes af Israel senere bakket op af amerikansk militær indgriben.
Samtlige muligheder og kombination af mulighederne blev gennemgået meget detaljeret, og alligevel konkluderer rapporten, at der ikke er nogen stor mulighed for succes.
Rapporten fra Rand Corporation bevæger sig langt dybere ind i en analyse af det iranske samfund og gentager flere gange, at der ikke er overbevisende indikation for, at Irans bevæbning og hele politik i regionen har andet end defensive formål. Irans øverste ledelse, hedder det, fører en pragmatisk status quo politik desuagtet den højstemte antiamerikanske retorik. Ifølge rapporten er præsteskabets mål først og fremmest af placere Iran som en central faktor i Vestasien og Golfområdet. Man tilføjer, at selv om Iran støtter Hizbollah og Hamas har man ikke kontrol over dem og tilstræber det heller ikke. Man har faktisk lidt vanskeligt ved helt klart at bestemme, hvordan Iran skulle udgøre en trussel mod USA’s interesser.
Spøgelset i begge rapporter og i tiden frem til 2009 er Irans berigelse af uran, der over tid ville kunne føre til produktionen af atomvåben, hvilket afgørende ville ændre styrkeforholdene i regionen og afgørende svække USA’s kontrol. Det bemærkelsesværdige her er, at man ikke på noget tidspunkt positivt har kunnet dokumentere, at den øverste leder Ali Khamenei eller Irans elite havde til hensigt, at Iran skulle producere atomvåben – tværtimod.
Ud over rapportens ualmindeligt seriøse gennemgang af det iranske samfund, historiske udvikling, placering i regionen og forståelige anstrengte forhold til USA og Israel er der yderligere to betydningsfulde konklusioner, som bør trækkes frem: For det første advarer rapporten om, at ved angreb på Iran vil USA med stor sandsynlighed tvinge Iran til at lukke Hormuzstrædet med uoverskuelige økonomiske og politiske skadevirkninger til følge. Det er det, vi oplever nu.
For det andet anbefaler rapporten: at USA afstår fra krigeriske udtalelser om regimeændringer. At sanktionerne og finanspresset skal styrkes for at fremme en aftale om Irans uranberigelse. Der advares mod bilaterale skridt (altså USA’s). Det skal foregå multilateralt, og Kina og Rusland skal involveres. At også EU og de Arabiske stater skal sammen med Iran inddrages i udarbejdelse og implementering af en regional sikkerhedsarkitektur samtidig med, at USA nedtoner sin magtretorik og respekterer en sikkerhedsaftale.
Rapporternes indflydelse
Som bekendt valgte Obamaadministrationen at skære gennem fire tidligere præsidenters zig-zag politik overfor Iran. Man måtte tilsidesætte animositeten overfor præstestyret og acceptere det historiske forhold, at styret var blevet bragt til magten gennem en revolution mod USA’s brutale forpost i Golfområdet – Shahregimet.
Obama tog det bedste fra de to rapporter og indledte de første forhandlinger med Iran. Med til at forklare forløbet hører, at finanskrisen knapt var overstået, og at hele det internationale finanssystem kun blev reddet gennem en gigantisk pengeudpumpning, der i øvrigt ikke gavnede den industrielle kapitalisme i USA og Europa. Tværtimod. Kina gik den modsatte vej og investerede massivt i industriel- og infrastrukturel udvikling og afværgede ad den vej finanskrisens ødelæggende virkninger. Det blev en brat opvågning for USA’s økonomiske og politiske elite. Truslen mod USA’s globale herredømme ville komme fra Kina og ikke fra Europa og Mellemøsten, eller Rusland.
Mellemøsten og Golfområdet havde mistet betydning i forhold til tidligere, (Kinas Belt an Road Initiativ blev først fremlagt i 2013). Det stod klart for Obamaadministrationen, at tyngdepunktet i forsvaret af amerikansk kapitalismes interesser havde flyttet sig til Kina og hele Stillehavsområdet. Den indsigt blev udslagsgivende for tilskyndelsen til at få løst det Iranske spørgsmål.
I 2012 indledte Obamaadministrationen de første forhandlinger med Iran om begrænsninger af Irans berigelse af uran. I løbet af den første periode blev, som anbefalet, Frankrig, Rusland, Kina, Storbritannien og Tyskland inddraget. I 2015 indgik de nævnte lande og Iran en aftale; ”Joint Comprehensive Plan og Action” (JCPOA). Aftalen blev godkendt i FN og det Internationale Atom energi agentur (IAEA) blev bemyndiget til at kontrollere aftalens overholdelse.
USA og de fleste EU lande afblæste sanktionerne og den finansielle blokade samt frigav 100 mia. dollar, som var indefrosset. Obamaadministrationen stod med aftalen bedre stillet til at flytte fokus fra Golfområdet og Mellemøsten til Stillehavsområdet. I det store og hele valgte Obama at følge rådene fra Rand Corporation, uden han dog på noget tidspunkt udelukkede brugen af militær magt, hvis Iran ikke overholdt køreplanen og aftalerne.
En ikke uvæsentlig detalje er, at JCPOA aftalen i store træk fulgte et aftaleforslag, som Iran allerede i 2003 havde sendt til Bushadministrationen, der pure afviste det. Præsident Bush havde netop formuleret, at Iran indgik i ”Ondskabens akse”.
Under præsidentvalgkampen i 2016 tordnede Trump mod Obamas udenrigsminister Hillary Clinton og angreb hende flere gange for, at hun og Obama havde indgået en ”forfærdelig aftale” med Iran, som decideret truede amerikanske interesser og USA. Trump blev aldrig konkret, men han fulgte konsekvent det spor, han allerede havde lagt ud i 1989, hvor han tordnede mod præstestyret og udråbte styret til en af de største økonomisk og militære trusler mod USA og USA’s kontrol med Golfområdet.
Og hvad så?
Trump vandt valgkampen og var forpligtet på sine markante udfald mod Iran. Den 8. maj 2018 meldte han USA ud af JCPOA aftalen til trods for markant modstand fra de europæiske partnere, Rusland og Kina. Samtidig genindførte og forstærkede han de økonomiske, finansielle og politiske sanktioner. Iran skulle tvinges til helt at opgive enhver berigelse af uran og til at indordne sig under udvidet amerikansk kontrol med Irans bevæbning og Hormuzstrædet. USA’s dominans og kontrol med hele Golfområdet skulle styrkes, og Irans angivelige stedfortrædere (Hizbollah og Hamas) skulle effektivt neutraliseres.
De tilbageværende medunderskrivere af aftalen forsøgte at videreføre aftalen, men uden USA’s medvirken mistede den i betydning. Iran tog konsekvensen og fandt sig delvist frigjort fra aftalen.
Samtidig indledte Trumpadministrationen den første åbne konfrontation med Kina. Der blev indført sanktioner, og samhandlen blev militariseret. Handlen blev eksplicit underordnet nationale sikkerhedsinteresser. Forbindelsen mellem Kina og Iran politikken var: kontrol med den globale energiforsyning, opbremsning af Kinas industriekspansion og genopbygning af USA’s industrielle basis, som globaliseringsstrategien havde undermineret. Alt drejede sig om Make America Great Again (MAGA).
Biden, der tiltrådte som præsident i 2020, ændrede ikke Trumps politik overfor Iran. Han kunne have fulgt i Obamas spor og genoptaget USA’s deltagelse i JCPO forhandlingerne, men gjorde det ikke. Og han gik betydeligt længere en end Trump i inddæmningspolitikken overfor Kina.
Den afgørende formelle politiske forskel var, at USA’s udenrigspolitik ikke skulle styres af MAGA’s defensive strategi. USA’s globale dominans skulle sikres gennem en offensiv ideologisk opstramning af den Transatlantiske alliances internationale forsvar af ”demokratiet mod alle autokrater”. I egen selvforståelse legitimerede det USA’s og Europas selvbestaltede ret og begrundelser for at gribe ind for at isolere eller direkte vælte regeringer og styrer, der ikke levede op til Atlantpagtens liberaldemokratiske værdier og regler, som den vestlige verden siden 1945 havde forfulgt som grundlag for den internationale orden.
Bidens nærmest messianske politik fulgte i virkeligheden i Wolfowitz doktrinens spor og Trumpregeringens praksis. USA’s indflydelse i Eurasien skulle forsvares med alle midler. Rusland skulle gennem fortsættelse af Natos Østudvidelse degraderes til en underordnet regional magt, og inddæmningen af Kina skulle udvides samtidig med, at EU, Japan m.fl. skulle betale for genopretningen af USA’s industrielle styrke ved at flytte industri til USA. Ethvert udspil fra Rusland om sikkerhedsaftaler og advarsler mod indlemmelse af Ukraine i Nato blev pure afvist, og de europæiske ledere fulgte trop. Med Ruslands invasion af Ukraine blev sanktionspolitikken og den finansielle blokade løftet til et helt nyt niveau.
Natolandene afbrød tillige al diplomatisk forbindelse med Rusland og lukkede for Nordstream 2. EU ofrede sin egen forsyningssikkerhed i sanktionspolitikken overfor Rusland og gjorde sig yderligere afhængig af USA’s eksport af dyr LNG gas. Siden 2022 er der løbende blevet strammet på sanktionsskruen. Ruslands værdier i Europa og USA blev indefrosset på ubestemt tid. Alle skibe, der transporter olie, gas eller andre råstoffer, betegnes som ”skyggeflåde”, fordi de ikke kan registreres hos Lloyds i London. og kan af samme grund sanktioneres, tilbageholdes eller udsættes for militær blokade i ”åben sø”. Intimideringen af ”russisk” skibstrafik gennem militære aktioner er eskaleret. Indiskutabelt i modstrid med FN chartret om ”Freedom of navigation”.
Natolandene med USA som ledende kraft har under Ukrainekrigens forløb frembragt det anarki eller den lovløshed, som de europæiske ledere med kommissionsformanden i spidsen nu beklager som reaktion på USA’s og Israels angreb på Iran. USA og den europæiske elite har ophævet eller tilsidesat stort set alle centrale internationale regler under henvisning til den globale kamp mod autokratier. Af samme grund opleves EU landenes hændervriden patetisk og hyklerisk ude i den store verden.
Man har selv bragt det kapitalistiske verdensmarked på kanten af krise ved at militarisere handelstrafikken, produktionen og vigtige forsynings- og værdiøgningskæder. (I skrivende stund overvejer man nu i Moskva at indsætte en offensiv flådebeskyttelse af russiske skibe eller skibe, der udgår fra russiske havne. Der er en åbenlys risiko for konfrontationer med Natolande med uoverskuelige konsekvenser).
Irankrigen eksponerer lovløsheden, men har ikke skabt den
Trump har ikke som proklameret under valgkampen i 2024 løst Ukrainekrisen og skabt en fredsløsning. Tords utallige pompøse ”diplomatiske” udspil og forslag til fredsaftaler fremstår han i dag som magtesløs og forsøger nu med anklager mod Zelensky og de europæiske ledere at fralægge sig ansvaret og vriste sig fri af ”det europæiske morads”. Det morads, som Biden skabte, og som også tvang ham til at renoncere på Stillehavsdoktrinen forstærket af, at USA og Europa endnu engang blev bundet af begivenhederne i Mellemøsten gennem den forsmædelige og foragtede opbakning til Israels massemord i Gaza.
Men i Trumpadministrationens bestræbelser for at tvinge Rusland til at acceptere en fredsaftale med Ukraine på amerikanske betingelser, er sanktionspolitikken og regimeændringspolitikken blevet eskaleret til et punkt, hvor hele det geopolitiske billede domineres af lovløshed. Militære angreb på ”fjendtlige skibe”, indgreb over regeringer, der udgør en ”sikkerhedsrisiko” for USA og Europa, militarisering af finanskapitalen, tilsidesættelse af alle internationale regler både politiske-militære-og handelsmæssige og indførelse af straftold mod alle styrer, der ikke indordner sig under USA’s krav om favorisering af amerikansk kapitalisme og accept af dollarens ubetingede dominans .
Trump har ikke skabt lovløsheden, der nu hersker som gentagne magtdemonstrationer. Men han har med foragt overfor venner og fjender opskaleret brudene på alle de regler om samarbejde og respekt for den nationale suverænitet, der blevet vedtaget i 1945. Det indebærer, at lige meget, hvor meget de politiske ledere i Europa, Canada, Australien taler om at nedskalere konflikterne og overholde internationale regler, sker det modsatte. Magtens logik taler gennem Trumps uhæmmede tweets på Truth Social og styrer udviklingen mod forceret oprustning og ”bunkermentalitet” i Vesten.
I EU opruster man på bekostning af velfærdspolitikken. Det samme sker i Rusland. Kina og Japan opruster. Fjenden ses alle steder både nu og i fremtiden, og diplomatiet og viljen til at stabilisere verdensmarkedet har endnu forbavsende få dedikerede fortalere selv, hvor en recession på verdensmarkedet ikke kan afvises.
Ud af det geopolitiske anarki, som blev indledt af George F Bush i 2001 med ”krigen mod den internationale terrorisme” og kun delvist imødegået af Obama, er vokset opbruddets dynamik. Magtdemonstrationerne har afgørende afløst verdensmarkedets relativt ordnede udviklingsdynamik og indstiftet politisk handlingslammelse.
Det er modsætningernes styrke og langsigtede konsekvenser for verdensmarkedets nuværende indretning, der har frembragt Trumps uforudsigelige og vilkårlige indgreb på alle områder. Uforudsigeligheden og uoverskueligheden er trenden. Den reduceres ikke, selv om Trumpadministrationen på papiret har fremlagt sin ”Nationale Sikkerheds Strategi” (NSS). I sin kerne bygger hele strategien på en generalisering af et eneste punkt i Monroedoktrinen fra 1823, som kan summeres til: ”Washington vil se alle begivenheder i hele Amerika som bærere af dets fred og glæde – og forbeholder sig ret til at intervenere over hele kontinentet for at beskytte sine interesser”.
Det er præcis den ret, Trumpadministrationen forfægter over alt, og som de facto devaluerer reelt diplomati og undergraver de regelsæt, som USA i sin vækstperiode tidligere bidrog til at fremsætte og gennemtvinge.
Men Trump forstærker lovløsheden
Trumpadministrationens America First doktrin adskiller sig i princippet ikke fra de foregående præsidenters faktiske politik. På nær et vitalt punkt. Trump lægger ikke i modsætning til Bush senior, Bill Clinton, Bush junior og Biden det ringeste skjul på, at USA’s interesser overtrumfer alle andre hensyn og andres interesser. Han har helt logisk brudt Bidens nærmest bibelske ideologiske doktrin: ”demokrati versus autokrati”. Som konsekvens er Trump også ved at nedbryde den Transatlantiske alliance, hvis tvivlsomme rationale blev revitaliseret under Biden doktrinen. Som tidligere nære allierede overlades Europa til sig selv og trues med økonomiske strafsanktioner, hvis det samme Europa (eks. udfaldet mod Spanien) ikke understøtter USA’s vilkårlige magtdemonstrationer dér, hvor Trumpadministrationen alt afhængig af dagsformen finder sine interesser truet. (Ingen i denne verden udenfor USA kan tage Marco Rubios påstande om, at Venezuela og Cuba udgør en sikkerhedstrussel, alvorligt). Det minder meget om det engelske imperiums desperate del og hersk politik frem til 1. Verdenskrig og umiddelbart efter. Nutidens Mellemøsten har arvet en del af resultaterne.
Af de nævnte grunde kan Europæerne og de andre allierede korrigere Trumps destabiliseringspolitik. De har jo selv bidraget til at nedbryde respekten for alle internationale regler.
Trumps America First kan i virkeligheden og rent logisk kun sikres, hvis USA: kontrollerer den internationale finansverden gennem dollarhegemoniet. Kontrollerer verdens energiforsyning ved at kontrollere den maritime infrastruktur med hovedvægten på transportvejene mellem Mellemøsten/Vestasien og Syd- og Østasien. Kontrollerer de vigtigste infrastrukturelle havnefaciliteter rundt om på verdensmarkedet.
Kampen om den kontrol foregår lige nu på alle cylindre, selv om den udspiller sig under de synlige brændpunkters radar: I Europa, i Latinamerika, i Afrika og i Asien. Trumpadministrationen forfølger i det spil to sammenhængende og indbyrdes forbundne mål: Sikring af de allieredes og svagere landes underkastelse og den totale inddæmning af Kina. Rationalet er både simpelt og logisk. Kina kan ikke udvikle sin imponerende økonomi uden en stabil og åben verdenshandel. Dvs. gennem en radikal omkalfatring af det nuværende verdensmarkeds strukturer og institutioner. Det er den vækstlogik, Trumpadministrationen vil kontrollere eller direkte bremse – uagtet konsekvenserne for den globale kapitalismes fremtid.
Derfor angrebet på Iran nu og ikke tidligere
Det er i den historiske sammenhæng, at Iran gennem de sidste år har fået en helt anden strategisk betydning for amerikansk udenrigspolitik og forsvaret af amerikansk kapitalismes interesser, end Iran havde, da de to rapporter blev afleveret til Obamaadministrationen. For Trump drejer det sig ikke kun om at stabilisere USA’s interesser i Golfområdet. Det drejer sig om den totale kontrol med olie- og gasdistributionen og dermed energiforsyningen, som bl.a. Kina, Japan og de Asiatiske lande er afhængig af. Men det drejer sig også om at lukke af for den tilnærmelse mellem Iran, Kina og Rusland og de Centralasiatiske lande, som Vestens sanktionspolitik har fremskyndet og gjort eksistentiel nødvendig.
Man kan diskutere, om USA’s og Israels regimeændringspolitik og nu direkte angreb på Iran beror på en fordrejet magtillusion og total fejlbedømmelse af Irans faktiske styrke til føre asymmetrisk krig og lamme hele Golfområdet og dermed sprede krigens virkninger ud til hele verdensøkonomien. I hvert fald står det klart, at Trumpadministrationen har valgt ikke at tage rapporterne fra Brookings Institute og Rand Corporation alvorligt. Faktisk har amerikanerne og det Israelske styre begået alle de militærstrategiske og politiske fejl, man kan begå, og som der eksplicit blev advaret imod i rapporterne.
Men det vil være forhastet alene at tilskrive fejlene de to landes ledelser. Begge bygger de videre på Bushadministrationens ”shock and awe” doktrin, der blev introduceret overfor Afghanistan og senere Irak. Den virkede helt indlysende ikke. Ødelæggelserne var enorme, men målene blev ikke nået – tværtimod. Og nu hvor dronekrigen helt har vendt op og ned på tidligere militærstrategiske doktriner, har ”shock and awe” strategien definitivt udspillet sin rolle. Trump er blevet fanget i strategiskiftet og presset af USA’s forudgående foragt for alle indgåede aftaler som et moment i opbruddets samlede dynamik. Opbruddet vil yderligere blive forstærket, hvis han indleder en decideret landkrig. Ikke for at vinde, men for at komme ud af krigen uden for meget tab af prestige. En landkrig eller fortsættelse af den vanvittige tæppebombning vil selvfølgelig være ganske forfærdeligt for Iran og i øvrigt også for de øvrige Golfstater, men det vil styrke Kina og Rusland og svække den Transatlantiske alliance yderligere. Det har vist sig hvad angår de arabiske Golfstater, at USA’s sikkerhedsgarantier ikke er meget bevendte, når det kommer til stykket. Gælder det også for sikkerhedsgarantierne i Nato? (de Nordeuropæiske lande er allerede begyndt at forberede sig på at skulle opbygge regionale forsvarsalliancer indenfor Nato i tilfælde af – at støtten fra USA viser sig at bero på årtiers illusion. Opbruddets aktuelle retningsløshed og de gentagne tillidskriser slider på bindemidlet).
Man kan sige, at Trump og i mindre grad Netanyahu er fanget i en klassisk doublebind situation. Uanset udfaldet af krigen selv med ødelæggelse af Iran har de tabt. Ligesom krigen i Ukraine har ændret det globale styrkebillede, har verdens erfaringer med USA’s og Israels angreb på Iran dels afsløret deres strategiske svagheder, militære begrænsninger og dermed også Trumpadministrationens geopolitiske ambitioner.
Trumps angreb på Iran er det foreløbigt sidste skridt i opbrudstendensen, hvori afviklingen af reglernes appelstatus nedslides for hver ny ulovlig intervention. De spektakulære og centrifugale kræfter, der ligger gemt i USA’s og Israels angreb, forårsages ikke alene af angrebenes vilde karakter. Centrifugalkraften henter først og fremmest sin styrke i de nuværende flydende styrkeforhold på verdensmarkedet, hvor ingen magt eller koalition af magter endnu har styrken til at gribe ind og gennemtrumfe deeskalering i brændpunkterne.
Konsekvenserne for det kapitalistiske verdensmarked
I en artikel i Financial Times bringer lederen af Mitsui OSK lines, Takeshi Hashimoto hele konflikten i Golfen og den forudgående og sideløbende militarisering af den maritime trafik ned på jorden. ”Når forsikringsselskaberne aflyser forsikring, elektroniske forstyrrelser vokser, bliver risikoberegninger og prissættelser umulige og skibsrederne kan hverken sikre deres mandskab eller last. Globale forsyningskæder bygger på forudsigelighed – sikkerheden for, at skibe kan passere ikke bare en gang men gentagne gange og sikkert. Uden den forudsigelighed stopper systemet med at fungere”.
Hashimotos billede og forudsigelser udfolder sig allerede nu. Oliekontrakter opsiges under henvisning til force majeure. Tankskibe omdirigeres til de højstbydende kunder. (De asiatiske lande byder højere end de europæiske). Det samme gælder handlen med gødningsprodukter og andre vitale råstoffer etc. Markederne reagerer nu engang, som markeder altid gør, og profitten bestemmer beslutningerne og bevægelserne. Den situation ophører ikke, fordi krigen i Iran afsluttes.
Hvad, artiklen siger, er skåret til benet, at det voksende geopolitiske anarki udgør en trussel mod hele det kapitalistiske verdensmarked som i konsekvens af de sidste fyrre års globalisering er blevet totalt afhængighed af forsyningskædernes og finansieringens stabilitet, herunder den maritime stabilitet og sikkerhed. Der er ikke et eneste land i verden, der i dag kan undsige sig den logik, hvilket allerede har ført til en regionalisering af handelsaftaler og nye nationale industripolitiske regimer af merkantelistisk karakter. EU forfølger nu en handelspolitik, hvor der stilles krav om investeringer og produktion i Europa. Kina gør det samme. Rusland overvejer at begrænse aftaler om energieksport til lande, der er naboer eller landfaste med Rusland. Kina fremskynder Belt and Road projekterne både i Centralasien og i Afrika og som noget helt nyt indfører Kina sikkerhedsaftaler, der selvfølgelig udfordrer både USA og Europa.
Trumps America First politik accelererer opbruddet på det kapitalistiske verdensmarked.
Langtidskonsekvenserne kan vi selvfølgelig kun forudsige meget overordnet, men summen af konflikter, åbne og lukkede sammenstød mellem USA’s interessepolitik og dets konkurrenter udgør en trussel for det kapitalistiske verdensmarked, som rækker langt ud over konflikten i Golfen og Trumps usammenhængende og febrilske magtpolitik. OECD har nedvurderet langtidsprognoserne for væksten på verdensmarkedet fra 3.3% til 2.9%, hvad der reelt er det samme som nulvækst.
Uanset udfaldet af krigen i Iran er Trump tvunget til at forstærke America First politikken og forsvaret af amerikansk kapitalisme og tilsidesætte hensynet til verdensmarkedets nervetråde. F.eks. er det kun et spørgsmål om tid, før USA og EU rager uklar om fortolkningen af den for EU ydmygende handelsaftale. Aftalerne med Indien svæver i uvished. Det er også kun et spørgsmål om tid, før Japan og Sydkorea af indenrigspolitiske grunde presses til at rekalibrere dels forholdet til USA og dels til Kina, fordi deres hjemlige erhvervsliv ikke kan holde til at finansiere investeringer i USA uden at få noget til gengæld. Det samme gælder for Indien og resten af de Sydøstasiatiske lande. Alle vil de forsøge at beskytte sig og begrænse skaderne og konflikterne. Dollarregimet bryder ikke sammen af den grund. Det gør de militære alliancer heller ikke. Men de mange handelskonflikter og frygten for at blive inddraget i USA’s kommende militære eventyr stimulerer afsøgningen af alternativer, som i konsekvens langsomt reducerer dollardominansen og USA’s ekstraterritoriale jurisdiktion.
Det ligger selvfølgelig lige for, når økonomerne nu taler om, at en fortsættelse af USA’s krig mod Iran og en fortsat begrænsning af passagen i Hormuzstrædet kan føre til en omfattende stagflation (stagnerende vækst og høj inflation) eller recession. Spørgsmålet er, om den bekymring rækker.
I alle de recessioner inklusive finanskrisen, som vi har oplevet siden de store oliekriser i 70’erne, har der været et G7 eller G20 til kollektivt at inddæmme skadevirkningerne og trække væksten i gang igen, selv om omkostningerne hver gang har været formidable og stadigt vanskeligere at overvinde.
Men med graden af geopolitisk entropi, de voksende spændinger i den Transatlantiske alliance, Europas russofobiske forhold til Putinadministrationen, og Kinas og Ruslands offensiv for at samle det Globale Syd og omgå det amerikanske marked og dollardominansen er det mildest talt vanskeligt at få øje på de kræfter, der gennem et kollektivt institutionelt ansvar skal bane vejen for en genstabilisering af verdensmarkedet og den frie handel. Fordi det også forudsætter en rehabilitering af de internationale institutioner, der er uomgængelige for at regulere og sikre verdenshandlen og de transnationale investeringer.
Kina har indset nødvendigheden. Det samme gælder Canadas premierminister Mark Carneys, der har taget initiativ til at samle de halvstore stater i EU og indenfor CPTPP i Stillehavsområdet til forsvar for WTO og handelsreglerne i øvrigt. Med de tilnærmelser, der er mellem Canada og Kina kan en fremtidig forening af kræfterne ikke udelukkes, for så vidt EU samlet skrinlægger animositeten overfor Kina. En stilling som for øvrigt undergraves hver dag af de enkelte EU-lande.
Spørgsmålet drejer sig i al sin enkelhed, om de mange separate initiativer (også i Afrika), der er i gang, kan samle styrken til at genrejse WTO, reformere IMF, sikre respekten for FN chartret om Fri Navigation, reformere hele FN-systemet, begrænse alle sanktionsmuligheder overfor suveræne stater og trække betalingssystemerne fri af amerikansk ekstraterritorial jurisdiktion?
Hverken Kina eller BRICS+ landene, der selv er indbyrdes belastet af markedsanarkiet og USA’s aggressive del og hersk politik, har styrken. BRICS+ landenes indbyrdes konflikter og manglende tyngde er eksponeret under Irankrigen.
Dermed ikke sagt, at Kinas verdensøkonomiske ambitioner (Shared future for humanity) ikke til en vis grad repræsenterer arkitekturen for fremtidens stabile verdensmarked. Men skal visionerne ud over den varme luft og de store deklarationer, forudsætter det, at Kina åbenlyst tilnærmer sig Carneys allianceprojekt på det betydningsfulde WTO-topmøde i Cameroun og med alliancen som rampe opbløder forholdet til Europa.
Den tilnærmelse, som er vital også for Carneys fremtidsprojekt, forudsætter på den anden side en normalisering af EU’s forhold til Rusland. Krigen skal afsluttes og en fredsaftale skal sikre Ukrainsk suverænitet, Ruslands strategiske sikkerhedspolitiske interesser baseret på en fælles Europæisk/Eurasiatisk sikkerhedsarkitektur, der tilgodeser de mindre nationer. Og selv om det projekt lige nu ser ud til at have lange udsigter – modsætningernes dybde taget i betragtning – virker opbruddet som sagt langsomt ind på det bindemiddel, der hidtil har holdt Nato sammen. Eneste økonomiske, politiske og militære alternativ vil være en forhandlet sikkerhedsaftale. I det spil har Kina også en vigtig rolle, fordi en fredsaftale og en integrering af Rusland i Europa delvist vil reducere bindingen mellem Kina og Rusland.
Men som EU og den europæiske politiske elite har udviklet sig siden eurokrisen forekommer et så radikale perspektivskifte ikke sandsynligt, uden at den Europæiske dysfunktionelle Union samtidig omskrives fra en markedsdirigeret og halvautoritær bureaukratisk Union til en politisk demokratisk funderet og reguleret Union.
De nævnte alliancekombinationer forekommer at udgøre de mest holdbare perspektiver, hvis opbruddets anarki skal overvindes og langsigtede ødelæggende virkninger på det kapitalistiske verdensmarkeds vækstmuligheder inddæmmes. Trumpadministrationen ændrer ikke politik. Den vil gøre alt for at fastholde den unipolære orden og amerikansk kapitalismes styrke (som den ikke har). Ændringerne skal komme gennem de forskellige nye alliancers afvisning af Trumps destabiliseringspolitik, skærpe modsætningerne internt i Trumpadministrationen, som allerede nu viser sig i forhold til angrebet på Iran, og overbevisning af den amerikanske befolkning om, at USA må acceptere den multipolære verdensorden og definitivt fravige de amerikanske regeringers og amerikansk kapitalismes America First doktrin som forudsætning for Make America Great Again.
Jan Helbak.
marts 27, 2026 4:32 pm
Læs mere