Generation Z går på gaden – 10 opmærksomhedspunkter
Næsten hver uge rapporteres der om massedemonstrationer i en eller anden storby eller i mange større byer på et og samme tidspunkt. Demonstrationerne forekommer flere gange i løbet af en måned. Massedemonstrationerne udspiller sig nu jævnligt overalt i verden. I Europa, i Asien, i USA, i Latinamerika og i Afrika.
De færreste af demonstrationerne dækkes fyldestgørende af mainstreammedierne. Deres fokus retter sig først og fremmest mod de mest spektakulære demonstrationer og fortrinsvis mod dem, der foregår i nogle få af de europæiske hovedstæder. I det store mediebillede er demonstrationerne endnu fortrængt af de geopolitiske spændinger (bl.a. mellem USA og Kina, EU og Kina), krigen i Ukraine, massedrabene i Gaza og Trumps forsøg på del og hersk politik overalt, hvor det er muligt uden at lide nederlag og tabe ansigt (aktuelt; Venezuela, Ecuador, Columbia, Nigeria).
Hvad fortæller demonstrationerne?
Zoomer man ind på demonstrationerne, tegner der sig et meget varieret billede med vidt forskellige betingelser og forløb. Vidt forskellige narrativer og resultater og en bred vifte af forskellige krav (regeringer tvinges til at trække upopulære lovforslag tilbage eller til selv at træde tilbage).
Som fænomen koges demonstrationerne og protestbevægelserne af medierne og de ledende meningsdannere ned til at være diffuse og ofte pøbelagtige politiske massefænomener udenfor de traditionelle politiske institutioner og regler for politisk optræden.
Man ser bort fra det mest interessante. Nemlig at de foregår mange forskellige steder på en gang uden synlige forbindelser og dog indenfor samme tidsrum, og med mange enslydende problemkomplekser og sidst men ikke ikke mindst i et voksende omfang.
Indenfor det sidste år har der været utallige massedemonstrationer: i Bangladesh, Nepal, Tanzania, Sydkorea, Peru, Ecuador, Colombia, USA, Nigeria, Marokko, Kenya, Filippinerne, Indonesien, Madagaskar, Grækenland, Italien, Frankrig, Schweitz, Tyskland, Holland, Belgien, England og Mexico for blot at nævne de største og vigtigste demonstrationer. Hvis man undersøger disse demonstrationer nærmere, viser det sig, at der faktisk gør sig en række centrale fællestræk gældende, som oftest overskygges af de fremhævede forskelligheder.
Af fællestræk skal her indledningsvis nævnes vigtige forskydninger i demonstrationstemaerne i løbet af det sidste år. (De vil blive behandlet nedenfor). Et fællestema er også befolkningernes syn på statsmagten og den voksende afstand mellem de politiske magthavere og institutioner på den ene side og befolkningerne på den anden.
Og ikke mindst de yngre generationers toneangivende og synlige rolle i demonstrationerne. Det gælder først og fremmest generation Z (Gen-Z, som tæller unge i alderen 17-25 år).
Generationsspørgsmålet
For at opnå en vis forståelse af det sidste fællestræk – Gen-Z’s rolle – har det været nødvendig at bevæge sig ud over de almindelige generationsfraser og det fremherskende billede af en generation, der hovedsageligt kommunikerer, lever og organiserer fællesskaber gennem de sociale medier som Tik TOK, Instagram og Discord, eller som drukner i Gaming.
Der findes en del sociologiske undersøgelser fra de sidste tre år. Men fælles for dem er, at de først og fremmest beskriver de unge generationer på baggrund af adfærdsparametre og almindelige normrelationer. Politiske teoretiske analyser er derimod sparsomme.
Jeg kan ikke udelukke, at de findes, men jeg har fundet det nødvendigt at søge tilbage i tiden – nærmere bestemt til 1928. Her finder man en givende analyse i et ret spændende essay af den ungarske sociolog Karl Mannheim. Essayet blev udgivet i 1928 og omhandlede generationers betydning for den sociologiske forskning. (The sociological problem of generations). Selvfølgelig bærer essayet præg af sin tid. Ikke desto mindre besidder essayet en vis generaliseringsværdi og kan som sådan bidrage til at etablere nogle frugtbare vinkler på generationsspørgsmålet i de politiske bevægelser, som vi oplever i dag.
Karl Mannheims største bidrag er nok hans begrebsafklaringer og fokus på, hvad de nye generationer fortæller om deres tid, tidsånd og underlæggende dynamik. Kort fortalt skelner han mellem generationernes naturlige afløsning af hinanden, og at hver ung generation indgår i verden "med friske øjne spændt ud mellem tradition og nyorientering. På den anden side, påpeger Mannheim, vokser de nye generationer ind i en ganske bestemt historisk tid, struktureret på en ganske bestemt måde med ganske bestemte typer af modsætninger, institutionelle systemer og værdier. Det politiske spil, der udfolder sig indenfor denne konkrete historiske ramme, øver igen indflydelse på formeringen af generationernes forskellige undergruppers måder at forholde sig på. Her spiller lokation og social-økonomiske faktorer en bestemmende rolle. Med andre ord bliver alt det, der definerer generationens forestillinger, håb, ambitioner, normdannelse og de faktiske mulighedsbetingelser, som generationen eller generationsgrupperne eksponerer, det vigtigste. Altså det afgørende i tiden, som den hvirvler op eller afslører. Som kanariefuglen i minerne.
Med det sidste som udgangspunkt vil jeg nedenfor formulere en række opmærksomhedspunkter for at indfange de temaer, der mere eller mindre optræder i alle demonstrationerne og som sættes på spidsen af Gen-Z, og som giver et vist tidsbillede og indblik i, hvad der egentlig foregår nedenunder den højspændte geopolitiske radar og de trivielle parlamentariske trakasserier.
Ti opmærksomhedspunkter
I.
Som sagt foregår der stort set demonstrationer flere gange om ugen et eller andet sted i Europa og også udenfor Europa. De er meget forskellige både i omfang og politiske temaer/paroler. Men det er fællestrækkene, som er de mest interessante. Det drejer sig om: manglende tiltro til det parlamentariske politiske system og en udbredt skepsis overfor parlamentarismen i almindelighed. Den manglende tillid retter sig ikke kun mod systemet, men også mod den politiske elite. Især de unge generationer i demonstrationerne udtrykker heller ikke den veneration overfor demokratiet som sådan, sådan som det er tilfældet i den etablerede offentlige debat. Faktisk er frustrationen over ikke at blive hørt og set indenfor det traditionelle politiske system et gennemgående træk, hvorfor gaden bliver det foretrukne sted for manifestation. Gader og pladser fyldes med tusinder af mennesker hvis isolerede situation i det almindelige politiske liv ophæves. Man oplever at være en del af noget større end en selv og for Gen-Z’s vedkommende bliver den livlige kommunikation og debat på de sociale medier til en praktisk og fysisk realitet.
I den sammenhæng spiller Gen-Z en vigtig rolle i mobiliseringen og som drivere og organisatorer. Fænomenet ses på begge fløje. Hvilket også gælder foragten overfor det politiske centrum (centrum-højre/centrum-venstre), der klamrer sig til stolene i de parlamentariske forsamlinger uden reelt at adressere de sociale-og økonomiske problemer, som rammer de unge hårdere end foregående generationer, og som har betydning for et bredt udsnit af generationen.
II.
Der er flere og måske mere interessante sammenfald. Nedenunder forskellighederne er nye fællesnævnere ved at tage form. Protester mod alt for høje huslejer og for få boliger, der gør det næsten uoverkommeligt for de unge at finde en egnet bolig i de større byer. Problemet er globalt og rammer selvfølgelig også den brede befolkning, men de unge rammes hårdest. Protester mod forringede uddannelsesmuligheder, herunder støtte til at uddanne sig. Et gennemgående tema i alle de nævnte demonstrationer. Protester mod inflation og skjult dyrtid. Det er en udbredt oplevelse, at der er et stort gab mellem de officielle inflationstal og de faktiske prisstigninger og afgifter, som den brede befolkning oplever. Protester mod manglen på ordentlig offentlig transport og det voksende trafikhelvede. Protester mod dyre pasningsmuligheder for børnene. Protester mod nepotisme og korruption, hvor man oplever, at det politisk system favoriserer erhvervslivet og den øvre middelklasse. Og protester mod de stinkende rige, der også i dagligdagen vælter sig rundt i privilegier, og som nu også begunstiges med eksklusive rettigheder indenfor rejsebranchen, turistbranchen, boligplacering, miljøbeskyttelse mv. Om det er i Nepal eller Stuttgart, går utilfredshedens grundsubstans og kravene igen. Det er først og fremmest demonstrationernes form og radikalitet begrundet i de forskellige regimers natur og repressionsmetoder, der skiller.
III.
Ofte dækker demonstrationernes hovedparoler ikke underskoven af frustrationer og krav. Det har for en del demonstrationers vedkommende betydet, at myndighederne har fejlfortolket demonstrationernes indre dynamik og forsøgt at inddæmme dem ved betydningsløse indrømmelser eller at skræmme deltagerne med et enormt magtopbud og uhæmmet brutalitet. Indtil videre uden større held.
De sidste måneders demonstrationer tegner også en ny tendens, som indholdsmæssigt rummer perspektiver, der rækker langt videre og langt ud over de aktuelle konfliktsituationer. Det gælder først og fremmest bevægelsen væk fra woke-ånden, værdipolitikken og identitetspolitikken mod det, man kalder bread and butter temaerne.
Det gælder: Løn og arbejdsforhold. Protester mod de voksende og mere radikale arbejdsgiverangreb på overenskomster og erhvervslivets ret massive krav om strammere arbejdsmarkedspolitiske begrænsninger af lønmodtagernes rettigheder. Lønmodtagerne i både arbejderklassen og middelklassen presss til at tåle jobsikkerhed. Massefyringer indenfor it-branchen, som først og fremmest rammer middelklassen. Globalt har de unge og nyuddannede tiltagende vanskeligheder med overhovedet at komme ind på arbejdsmarkedet. Flere og flere oplever indskrænket karrierehorisont og prekære leveforhold i dagligdagen. Ifølge ILO befinder 262 mio. unge mellem 18 og 25 år sig helt udenfor arbejdsmarkedet og uddannelsesvæsnet (udgør ca. 25%). Den gennemsnitlige arbejdsløshed blandt unge, der er registreret som lønmodtagere er på 13% og over gennemsnittet i de flest europæiske lande. Andelen af de helt unge, der er låst fast i stillinger, som de er overkvalificerede til, vokser over hele kloden. Samtidig er de tynget af en høj studiegæld. Alene i USA andrager studiegælden 1450 mia. dollar.
Den abnorme ulighed både mellem de rige og fattige lande og indenfor de enkelte lande giver sig også udslag i forskydninger i oplevelsen af klassetilhørsforhold og sågar specifikke klasseinteresser. Forskydningerne registreres bl.a. ved deltagersammensætningen i demonstrationerne og i de paroler, der dukker op nedenunder hovedparolerne. F.eks. parolerne i de seneste demonstrationer i Frankrig: ”Macron er ikke problemet. Det er kapitalismen”. Ved flere demonstrationer i Tyskland fremgår det også tydeligt, at de ikke kun er rettet mod regeringen, men også mod de anstrengte arbejdsforhold og et stadigt mere aggressivt erhvervsliv.
En ny undersøgelse i USA tegner måske mest eksemplarisk forskydningerne. For tre år siden opfattede 85% af den amerikanske befolkning sig som middelklasse. I dag drejer det sig kun om 54%, og hele 40% definerer sig nu positivt som arbejderklasse. Det ser ud til, at der er et voksende sammenfald mellem forskydningerne i befolkningsgruppernes sociale selvopfattelse og den mere synlige fremkomst af socio-økonomiske temaer og paroler.
I løbet af det sidste halvår i 2025 er fagforeninger blevet presset til at organisere og deltage i de forskellige demonstrationer sammen med Gen-Z med paroler, som de ikke har rørt ved i årtier. Fagforeningerne har på det seneste spillet en større rolle end hidtil ved demonstrationerne i Tyskland, Italien, Portugal, Frankrig, Belgien, USA mv. Der er en vis bevægelse fra Gen-Z ind i fagforeningerne eller rettere en tilnærmelse til samarbejde. Det sker samtidig med, at den sociokulturelle kløft mellem den akademiske ungdom og de unge arbejdere og gruppen udenfor arbejdsmarkedet nedbrydes i demonstrationerne. For tiden afskediger de store techvirksomheder akademiske og administrative medarbejdere en blok og øger presset helt urimeligt på de tilbageblevne. Karrieremuligheder lukkes. For både de unge fra middelklassen og arbejderklassen gælder det, at deres arbejdsvilkår ændrer karakter til kortidsansættelser, ansættelser ”på prøve”, ”fleksible ansættelser osv., der gør det næsten umuligt af planlægge fremtiden. Dertil svarer selvsagt lave lønninger og vanskelighed ved at nedbringe studiegælden. De oplever også boligproblemer og de generelt stigende udgifter i storbyerne. Og det er på disse bread and butter spørgsmål, at de unge fra forskellige klasser finder sammen indenfor samme generation, hvilket er nyt.
IV.
Det tendentielle skift eller bevægelsen væk fra den politikløse og elitære værdi- og identitetspolitik, som i høj grad har præget den generation, der gik forud for Gen-Z, er nu også den bevægelse, som gør, at repræsentanterne for det politiske og kulturelle establishment står usikre overfor fænomenet og af samme grund øger det politiske og ideologiske beredskab overfor demonstrationerne. Understøttet af en brutal ordensmagt. På den anden side mister de samme repræsentanter autoritet, fordi det ikke længere kan skjules, at de i realiteten ikke aner, hvad de skal stille op med de problemer, som afstedkommer demonstrationerne. F.eks. er boligproblemet, dagligdagens vold og utryghed i storbyerne, dyrtiden og de miljømæssige ødelæggelser nærværende for langt hovedparten af dem, der demonstrerer. Men de politiske systemer har reelt ingen politik for at løse disse og andre presserende problemer. Derfor forekommer de i al magtudfoldelsen magtesløse og talentløse – i både centrum-venstre og centrum højre.
Moralen og den selvsikre og forstandige administration af samfundene har ikke længere noget tøj på. Men den samme tendens bort fra identitetspolitikken over mod socioøkonomisk realpolitik, der nu udfordrer de centrumsledede systemer, kan også få som konsekvens, at den radikale højrefløj kommer til at stå overfor mobiliseringsproblemer.
V.
På den ene side oplever de unge fra Gen-Z, der er aktive og fremtrædende i de højreradikale bevægelser nøjagtig de samme problemer, som de unge fra den anden fløj. Hidtil har de stået fjendtligt overfor hinanden på grund af de forskellige grundholdninger til de sociokulturelle spørgsmål. På den anden side vil det radikale højres politiske projekt enten blive kompromitteret gennem det øgede samarbejde med centrum-højre eller som medspillere i magtens cirkler, fordi det radikale højre ikke kan andet end føre den samme liberale realpolitik om end på et autoritært grundlag, som nu også vinder frem indenfor flere centrum-højre regeringer i Europa. Indtil nu har de luftige skænderier om værdi- og identitetspolitikken, udlændingepolitikken og de lige så abstrakte diskussioner om den demokratiske korrekthed og samfundsstabiliteten mellem establishment og de nationalkonservative protestpartier skygget for det radikale højres yderligtgående og reaktionære støtte til arbejdsgivernes krav om øget deregulering og fritagelse for en række sociale forpligtelser og miljøhensyn. Der er også et voksende sammenfald mellem de nationalkonservative og centrums højres angreb på fagforeningerne.
På sin vis adskiller centrum-højre/centrum-venstre regeringernes faktiske politik på alle de spørgsmål, der betyder noget for den brede befolkning (inflation, boliger, pensioner, sociale ydelser og uddannelsesmuligheder), sig i indhold efterhånden ikke fra de nationalkonservative partier i Tyskland, Portugal, Italien, Frankrig, Østrig, Holland, England mv. Barrieren for en tilnærmelse er først og fremmest, at det radikale højre er vokset frem som en protest mod den politiske elites arrogante og selvtilstrækkelige administrationspolitik, hvilket indtil nu har afholdt det etablerede centrum i at lukke protestpartierne ind i et parlamentarisk samarbejde. Men den front er langsomt ved at blive nedbrudt, fordi de forskellige centrumsregeringer paralyseres af indre modsætninger og manglende styrke til at regere.
I forlængelse af den tendens kan der ligge et vigtigt og helt uforudsigeligt konfrontationsfelt i de mange demonstrationers politiske forskydninger, fordi Gen-Z jo også er mangfoldigt til stede som drivere på den radikale højrefløj. I flere af de sidste store protestdemonstrationer har Gen-Z’s højre- og venstre fløj kunnet forenes i modstanden mod den øgede oprustning og støtten til Ukraine, fordi oprustningen i EU og medlemsstaterne finansieres gennem nye nedskæringer på de nationale budgetter. Hvorimod de tørner sammen, når det gælder indvandrerspørgsmålet og forsvaret af minoriteter, hvor det sidste konfliktpunkt dog langsom pladsen for majoritetsproblemerne.
VI.
I den forbindelse er valget i New York også interessant. Mandamis valgprogram var næsten renset for værdi- og identitetspolitiske temaer. Det var hard core bread and butter krav. Og præcist det forhold præger nu de interne kampe i det demokratiske parti op til primærvalgene. Partiets top er i vildrede på nuværende tidspunkt og kan komme det endnu mere, hvis Trump f.eks. slår hårdt ned på New York og med sine vilde udsving og politiske stunts samt dyrkelse af techeliten forårsager yderligere opbrud i MAGA-basen med afskalninger til Z-generationens venstrefløj.
Der foregår også politiske forskydninger i flere af de europæiske parlamenter og partier. Macrons deroute er indlysende. Friedrich Merz’ regering melder næsten dagligt om indre modsætninger, og indenfor Merz’ eget parti kritiserer de ”ungkonservative” ham nu for at være for blød på pensionsspørgsmålet. Men han kan ikke ændre position uden at sprænge regeringen.
Keir Starmer i England bliver undergravet af en voksende opposition internt i Labour på grund af regeringens reaktionære social- og arbejdsmarkedspolitik og helt usete ufølsomhed overfor de unge briters fortvivlede leveforhold og uddannelsesmuligheder.
Der er store demonstrationer og en varslet storstrejke på vej mod Melonis skattereform, som trods alle løfter viser sig kun at gavne de øverste 20% af befolkningen og slet ikke de unge, der ikke kan finde arbejde eller bruge deres uddannelse. Hundrede tusinde gik på gaden i Lissabon mod centrumregeringens nye arbejdsmarkedslove, der i den grad ødelægger de almindelige arbejdsbetingelser, og som også her først og fremmest vil ramme Gen-Z’s fremtidsvilkår. I Stuttgart har der i lighed med andre større tyske byer været demonstrationer mod forringelser af pensionerne, de umulige boligforhold og et nedslidt kollektivt trafiknet. Også her blev hovedparolerne kombineret med modstanden mod den fortsatte militære støtte til Ukraine. Det tema vokser også i Frankrig og Belgien og i Spanien.
I Nepal, Bangladesh, Sri Lanka, Madagaskar, Peru, Nigeria, Tanzania, Zambia, Serbien mv. flyder de hårde socioøkonomiske krav sammen med protester mod en ufattelig ulighed, daglig politichikane, nepotisme, korruption og elendig regeringsførelse. De økonomiske krav blander sig med krav om regimeskifte, og heri indgår ikke illusioner om blot og bar forskydninger i de nationale parlamenter. Kravene er radikale forandringer og reel inddragelse af befolkningen og ungdommen i det politiske liv og de politiske beslutninger.
I det hele taget spiller de formelle parlamentariske demokratikrav og de liberale rettigheder ikke samme fremtrædende rolle som tidligere. Det drejer sig mindre om hvem, der regerer og mere om, hvorvidt de helt kontante eksistentielle problemer bliver løst.
VII.
Dertil skal lægges – som et ikke uvæsentligt forklaringspunkt – det eksisterende politiske nomenklarturs næsten eksponentielle tab af moralsk legitimitet. Indadtil kommer det til udtryk i de unges manglende respekt for de politiske myndigheder og ligegyldighed overfor truslerne om magtanvendelse. (som en Gen-Z’er i Chile udtrykte det på hele demonstrationens vegne: ”De har taget alt fra os. Selv vores frygt”).
Udadtil på den geopolitiske scene fremstår de politiske magthavere i Europa og faktisk også i USA samt deres intellektuelle entourage stedse mere febrilske og usikre. I alle konfliktområderne er de i defensiven, selv om de optræder offensivt eller decideret aggressivt. Von der Leyen er i defensiven både i EU og i geopolitikken og ikke mindst som repræsentant for den europæiske elites bevidstløse støtte til krigen i Ukraine og venden ryggen til uhyrlighederne i Gaza. Trumps problemfelter vokser også både nationalt og internationalt. Det gælder eksempelvis hans militære borgerkrigsretorik og den voksende modstand mod det, administrationen kalder ”krigen mod narko”. Frygten for endnu en konfrontation med Venezuela og virkningerne i resten af Latinamerika kommer ikke kun til udtryk i Kongressen men bredt i befolkningen og ikke mindst i hans egen MAGA bevægelse. Presset forårsager flere uoverlagte beslutninger og handlinger både indenrigs- og udenrigspolitisk, som igen undergraver USA’s præstige og samlede alliancepolitik i Europa og Asien.
Den danske statsminister optræder heller ikke så markant og krigslysten som tidligere. Krigen i Gaza har skåret dybt i hendes og de andre regeringsleders moralske habitus. Hykleri og kynisk blindhed klistrer til dem. Ukraines tilbagetog overalt på fronten og korruptionsskandalen i Kiev, som reelt har været på vej siden august, betyder, at det i dag er forbundet med stor politisk usikkerhed at sige noget om klart om Ukraine. Selv den danske og britiske presse er nu begyndt diskret at tage forbehold overfor Zelenskys udlægninger af situationen på fronten og lægge afstand til den politiske-militære klike i Kiev, som Zelensky er afhængig af. Hans fald fra tronen og en åben magtkamp i Kiev vil få uoverskuelige følger for regeringslederne i Europa og for EU kommissionsformandens autoritet og troværdighed.
Hvor meget man end bedyrer sin uforbeholdne støtte til ”kampen for demokratiet mod det russiske imperialistiske autokrati”, kan EU ledelsen efterhånden heller ikke føre sin egen krigspolitik igennem. Den finansielle bund er nået. Man er så presset, at man er villig til at sætte resterne af den sparsomme politiske kapital på spil ved at gribe til obskur juridisk teknik for at kunne finansiere Ukraine ved de facto at beslaglægge russiske indestående i Euroclear. Men det kan man heller ikke enes om, hvilket kun øger mistilliden til, at EU-kommissionen overhovedet kan handle rationelt og forsvarligt og i overensstemmelse med ”den regelbaserede orden”, som de politiske ledere fremturer med hver eneste gang, de føler deres magtgrundlag truet. For selv om den brede befolkning har begrænsede muligheder for at følge med i manipulationerne vedr. finansieringen af krigen i Ukraine og den forcerede oprustning indenfor EU, efterlader de i sig selv et indtryk af politisk og juridisk vilkårlighed og et moralsk lavpunkt.
Det lavpunkt vil få indflydelse på de europæiske regeringers mulighed for fortsat støtte til Ukraine og den ønskede oprustning i EU. Efterhånden som det bliver åbent for enhver, at støtten skal finansieres enten gennem uansvarlig EU-lånoptagelse/gæld, som i realiteten reducerer de enkelte landes finansielle suverænitet, eller gennem medlemslandene vidtgående besparelser på statsbudgetterne, tyder alt på, at det forhold vil blive et centralt tema i de kommende demonstrationer. Så fra nu drejer det sig ikke kun om, hvorvidt den ene eller den anden regering vil fortsætte krigspolitikken og om, hvad den ene eller den anden regeringsleder mener, men om regeringslederne længere har befolkningernes og især de unges støtte til at gennemføre krigspolitikken og begå sig på den geopolitiske scene.
VIII.
Man skal i det samlede billede se to afgørende bevægelser, som kompletterer hinanden i et og samme moment: Den første bevægelse er protesternes vandring fra det værdi- og identitetspolitiske domæne til det socialøkonomiske domæne. Den bevægelse øges, fordi de socio-økonomiske problemer i dagligdagen helt lavpraktisk overtrumfer de værdipolitiske temaer, der har mistet deres materielle grundlag. Det betyder, at Gen-Z lever og handler i en noget forskellig verden fra den foregående generation. Det betyder også, at politisk handling, organisation og form godt kan være den samme som tidligere, men indholdet og dynamikken er ændret. Derfor skal man passe på med at fokusere alene på formen og instrumentalisere generationens liv i tech-narrativer.
Den anden bevægelse er arbejdsgivernes og finansverdenens nu helt uhæmmede krav til politikerne om at varetage deres interesser og asfaltere vej for øget økonomisk vækst – profittens vækst. Kapitalismens elite og intellektuelle protagonister udstiller frejdigt deres grådighed, selvforherligelse og jagt på nemme profitter og forbrugsafgifter alle steder i hele samfundet. Det betyder, at det politiske system får stadigt vanskeligere ved at balancere og handle for overhovedet få velfærdsstaten til at ligne en velfærdsstat. Regeringerne optræder derfor svagt og eftergivende. De politiske partier fungerer som opportunistiske valgmaskiner og demonstrerer hverken regeringsduelighed eller fremtidshorisont. Hverken centrumsregeringerne eller partierne kan længere påkalde sig respekt og lægge dæmpere på de unges utilfredshed og utålmodighed. Det politiske establishment opleves ikke længere som uovervindeligt.
Derved er tidligere tiders integrationspotentiale, som virkede overfor de forrige generationer, blevet svækket. Heri ligger der en egen dynamik gemt, fordi de problemer, der især forfølger Gen-Z, kun kan løses gennem radikale politiske indgreb overfor en mere og mere destruktiv kapitalistisk samfundsøkonomi og den samfundsnedbrydende ulighed overalt på jorden. Det formår centrum-venstre og centrum højre ikke. Det gælder også de politiske institutioners handledygtighed. På den anden side har de mange demonstrationer og protestbevægelser heller ikke formået hverken at formulere en ny politisk horisont andet end i overskriftsform eller frembringe et lederskab, der kan udfordre den siddende magt og dens etablerede lag af administratorer og ideologer.
IX.
Det vigtigste er måske også, at de mange massedemonstrationer i både rum og tid i dag artikulerer en voksende vrede og utilfredshed, som ikke har kunnet finde vej i de parlamentariske systemer, og som hidtil har kunnet inddæmmes af den politiske og intellektuelle elite. I sig selv er demonstrationerne både en refleksion af en voksende social- og økonomisk ustabilitet og kilden til voksende politisk ustabilitet, hvor Gen-Z og de dynamiske bevægelser og spaltninger her indenfor vil få en helt anden betydning på den politiske scene end de foregående generationer. Ikke fordi generationen er noget ganske særligt i sig selv, men fordi Gen-Z handler i en tid, hvor dens egne specifikke generationsproblemer falder sammen med de almene samfundsproblemer.
X.
Man kan som sagt ikke forklare det ene fænomen – massedemonstrationerne og de unges fremtrædende rolle – uden at inddrage det andet – det etablerede politiske systems magtesløshed overfor de påtrængende samfundsproblemer. Og her ligger netop det dynamiske eksplosionspunkt, som vi blot kan se konturerne af, men ikke forudsige nogen resultater ud fra.
Derfor er overvejelserne i denne artikel også kun formuleret som foreløbige observationspunkter inspireret af Gen-Z’s optræden på gadens politiske scene udenfor magtens korridorer og neden under de geopolitiske kampe om en såkaldt ny verdensorden, som ingen ud over de mange overordnede fraser kan tegne et nogenlunde troværdigt billede af. Alene de mange demonstrationer og kampe for regimeændringer fortæller, at vejen til ny orden på verdensmarkedet ikke kun afgøres af regeringsledernes magtambitioner, krigsberedskab og indbyrdes magtpositioneringer, men nok så meget af den politiske udvikling i de enkelte nationalstater, hvor en større del af de politiske modsætninger og interessekampe er flyttet ud på gaden.
Jan Helbak
november 18, 2025 10:08 pm
Læs mere