Hvor ligger Europas sikkerhed?
Præsident Trumps Grønlandsraid har på alle områder rykket ved balancen i EU. Og mellem EU og USA. Selv om han foretog en taktisk frontafkortning på Davos ved at skrinlægge tanken om en militær løsning og i stedet introducere en forhandling om Grønlands fremtid, var den egentlige skade sket. Alene truslen fra et Nato land mod en alliancepartner har sat Natos indre opløsning i gang.
Europæernes reaktion var også derefter. Efter Trumps tale blev der øjeblikkeligt indkaldt til hastemøde i det Europæiske råd. Konklusionen var forventelig. Der blev stablet en enhed på benene overfor Trumps helt uacceptable underkendelse af Danmarks/Grønland suverænitet. Enhedens styrke blev pustet op, og den danske udenrigsminister gentog i det ene program efter det andet, at efter Trumps ”tilbagetog” var der grund til behersket optimisme. Forhandlingerne kunne begynde indenfor den ramme, som Trump og Natos generalsekretær Mark Rutte havde aftalt. Det er dog stadigt uklart, hvori rammen består bortset fra vage forestillinger om Natos øgede aktivitet i det Arktiske område.
Trump har ikke siden åbent testet den europæiske enhed. Det har heller ikke været nødvendigt. Trump har opnået, hvad han ville. At splitte EU i flere grupper i forhold til, hvor langt man skulle gå for at holde amerikanerne i Europa og i Nato. Og i regeringskontorerne i Europa har det spørgsmål i det skjulte vejet tungere end den ædle enighed om at forsvare Danmarks/Grønlands suverænitet.
En lapsus?
Det til trods for, at de fleste statsledere og rådgivere indenfor EU ikke længere kan være i tvivl om, at Trumps ønske om at overtage Grønland ikke er en fiks ide. Hans tale på Davos og det efterfølgende drama var nøje koreograferet og lå i lige linje af Trumpadministrationens National Security Strategi (NSS) og National Defence Strategi (NDS). I begge dokumenter fremgår det rimeligt klart, at Europa spiller en mindre rolle i USA’s samlede sikkerhedspolitik, og at Europa fremover skal tvinges til bære sine egne udgifter til sikkerhed. I NSS-dokumentet er der to afsnit om Europa, der siger det hele: Europas problemer handler ikke alene om de utilstrækkelige militære investeringer. Problemerne stikker dybere. Europa har mistet en betydelig andel af det globale BNP. Fra 25% i 1990 til 14% i dag. (retteligt er det 13%). Og skulle den tendens fortsætte vil Europa som kontinent være betydningsløs om tyve år. Hvad, de fleste mere eller mindre bevidst overser eller undlader at kommentere, er, at dokumentet lægger op til, at EU for sin egen fremtids skyld skal forlige sig med Rusland og etablere en strategisk stabilitet.
USA’s sikkerhedspolitiske forpligtelser over Europa tales ned. Alligevel klistrer de europæiske ledere ved dødemandsknappen og er ved at sprænge noget i sig selv for at holde USA i Europa og bevare Nato. På trods af, at Trumpadministrationens strategiske udspil først og fremmest retter hele opmærksomheden mod at forsvare USA’s suveræne dominans på det amerikanske kontinent og inddæmme eller i hvert fald bremse og kontrollere Kinas vækst. Heri indgår også de maksimale bestræbelser for at forhindre Kina og Rusland i at aftale en egentlig alliance.
Bortset fra de helt tydelige markeringer i de amerikanske udspil, hører det med til historien som et uhyre centralt punkt, at de to dokumenter ikke kommer ud af den blå luft og heller ikke repræsenterer et brud med amerikansk udenrigs-og sikkerhedspolitik siden afslutningen på den kolde krig. Faktisk ligger indledningen til NSS i forlængelse af de strategiske linjer, der i 1992 blev trukket i det amerikanske forsvarsministeriums strategiplan, der blev døbt Wolfowitz doktrinen.
Ingen magt måtte blive så stor, at den kunne true USA’s globale stilling. Ingen regional magt måtte udvikle sig til at kunne true USA’s interesser. Ingen allierede skulle udvikle sig på en måde, hvor de kunne udgøre en konkurrent til USA. Rusland skulle inddæmmes, ”demokratiseres” og opdeles i flere selvstændige regioner. De tidligere Østeuropæiske lande skulle optages i Nato, og EU skulle forpligtes til udvidelser, der integrerede de samme lande i Unionen. Natos Øatudvidelse blev set som en bro til EU-integration. Rationalet var, at EU ville få en trojansk hest af USA-loyale lande, der kunne afbalancere de mere selvstændighedssøgende kræfter i EU så som Frankrig, Tyskland, Spanien, Portugal og Italien.
Wolfowitz doktrinen blev reformuleret af Obama uden at blive ændret væsentligt. Det nye var, at accenten skulle flyttes fra Europa til Kina. Præsidenterne efter Obama har fulgt op på det strategiske skifte. Trumps udspil skal som følge ses i lige linje fra udspillet i 1992 over Obamas revisioner.
I den sammenhæng kan teatret på Davos ikke ses som et ekstemporalspil, men nærmere som åbningen af en indledning til en langsigtet afkobling af Europa fra USA’s sikkerhedsforpligtelser. Perioden efter Davos har sådan set underbygget trenden. Europa spiller ingen rolle i fredsforhandlingerne om Ukraine. De europæiske toplederes snak om sikkerhedsgarantier og ”koalitionen af villiges” bidrag forbliver snak. EU spiller heller ingen rolle i konflikten mellem USA og Iran eller i løsningen af Gazakrisen eller for den sags skyld i det geopolitiske spil om hele Mellemøsten.
Europas uomtvistelige marginalisering demonstreres helt tydeligt i spillet om forlængelse af NEW-START aftalen om begrænsning af interkontinentale atomvåben, som Rusland og USA indgik i 2010 (udvidet i 2021). Her spiller EU ingen rolle, hvorimod Trump i samtaler med Putin og Xi Jinping udfolder stor aktivitet for indgåelse af en ny aftale mellem Rusland, USA og Kina, hvor inddragelsen af Kina tegner et billede af en ny matrix for en regionaliseret global magtdeling. USA’s defensive træk, fordi USA ifølge NSS ikke længere har den nødvendige kapacitet til fortsat at optræde som ”verdens politibetjent”. Det forekommer rimeligt at betragte de forskellige åbne og mere udramatiske diplomatiske konflikter, der involverer de tre stormagter, som strategiske positionskampe indenfor et verdensmarked i opbrud. Og hvor stiller det så Europa?
Nato uden Amerika: Europa ”tænker det utænkelige””
Det var titlen på en artikel i Financial Times (FT) umiddelbart efter topmødet i EU. Artiklen refererer EU’s forsvarskommissær og en række højt placerede EU-embedsmænd for den opfattelse, at EU geopolitisk står overfor den opgave at formulere en klar strategi for en ny sikkerhedsarkitektur på kontinentet. Europa måtte følge op på den amerikanske krigsministers udtalelser om: ”at Europa må tage primært ansvar for Europas konventionelle afskrækkelse og forsvar”. Som et modsvar blev det på EU-topmødet aftalt, at Europa på sigt ”systematisk” må reducere afhængigheden af USA. Dermed tog EU lederne i virkeligheden afstand fra Mark Ruttes udtalelser i EU-parlamentet om, at det vil være den rene illusion at tro, at Europa kan klare sig uden USA’s sikkerhedsgarantier, og at en særlig EU-arm inden for Nato vil være det rene blændværk. Han afviste samtidig Europas mulighed for selv at opbygge atomar afskrækkelse. Det ville koste mia. og atter mia. af euro at nå dertil.
Resten af artiklen refererede forskellige eksperters analyser af, hvad det reelt vil koste at udvikle EU’s egen forsvars- og sikkerhedsorganisation. Hvordan hele den militære forsvarsstruktur skal omkalfatres både hvad angår samlet militær kapabilitet, militær infrastruktur og en bindende enhedskommando. Hovedproblemet kan ifølge artiklen kortes ned til en eksorbitant udgift i størrelsesorden en til to trillioner euro og de 27 landes respektive opgivelse af national forsvarsplanlægning og som sådan opgivelse af det, der kendetegner en nationalstat – magten til at forsvaret eget territorium. Artiklen slutter med en næsten profetisk og kynisk udtalelse fra den tidligere italienske ambassadør til Nato: ”Du fjerner deres tilstedeværelse (USA’s), og Europa desintegrerer, og det samme gør Nato”.
Der skulle kun en uge, før en ny artikel i FT bekræftede profetien. Artiklen omhandler den tyske rustningsmastodont Rheinmetalls ekspansionsambitioner om at blive hovedleverandør i Europas EU’s gældsfinansierede oprustningsræs. Udtalelser fra Rheinmetalls direktør Armin Papperger har i den grad foruroliget de øvrige EU landes rustningsvirksomheder og forsvarsministerier. Især har Frankrig reageret skarpt overfor den tyske regerings mildes talt lemfældige omgang med EU’s udbudsregler i forhold til Rheinmetall og kansler Merz’ forestillinger om at opbygge Europas stærkeste hær uanset omkostningerne. Kansler Merz og Armin Papperger deler tydeligt en ambition om at opbygge et tysk militært-industrielt kompleks i modsætning til EU kommissionens planer om en centraliseret oprustning i EU regi.
Men som formanden for Rheinmetall tørt kommenterer de mange kommentarer: ”Ekspansionens størrelse (anslået to trillioner euro frem til 2030) kan forekomme exceptionel. Men det er ekstraordinære tider”. EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen afviger ikke fra den opfattelse, fastholder højlydt, at den militære opbygning skal finansieres via EU obligationer. Den vej vil de facto omdanne EU til det politisk-juridisk subjekt i forsvars- og udenrigspolitikken. Men det er ikke Merz’ planer, hvad der begrunder Rheimetalls overambitiøse markeringer.
Så meget for den rent forsvarspolitiske dimension, som nok skal trække de indre modsætninger i EU helt frem på scenen. På den politiske og geopolitiske front er præsident Macrons tyndslidte slogan om ”Europas strategiske autonomi” ved at få sin anden luft. Endnu er det uden substans, og ingen af statslederne endsige EU-kommissionen har nærmet sig nærmere bestemmelse af autonomiens anatomi.
Det er efterhånden en offentlig hemmelighed, at EU’s usammenhængende markedsbaserede konstruktion står i vejen for en betydningsfuld unison optræden på den globale scene. Selv når kommissionen forhandler handelsaftaler, aftaler om fredsudspil eller sanktionsregimer, skal der først tages udstrakt hensyn til de 27 landes nationale interesser. Eller, hvad der giver helt groteske situationer, skal de givne EU regler fortolkes så sindrigt, at de trufne beslutninger i betænkelig grad udfordrer Unionstraktatens bestemmelser. (eksempelvis farcen om annekteringen af Rusland indefrosne mia. euro for at finansiere krigen i Ukraine).
Så der kan med rimelighed rejses spørgsmål ved al snakken om effekten af de enorme forsvarsinvesteringer og infrastrukturelle ændringer, der for nuværende er på bordet i EU og i alle 27 medlemslande.
En kættersk vending
Europas sikkerhed ligger imidlertid ikke i en forceret og omkostningstung oprustning. Hvem skal oprustningen og afskrækkelsen rette sig imod? Imod Rusland selvfølgelig. Men er det en selvfølge?
EU kan opruste sig fattig og væk fra velfærdsstaten uden nogensinde at opfylde håbet om et sikkert Europa. Modparten, hvis man mener Rusland, vil opruste tilsvarende, og en større del af BNP i de 27 medlemslande og i EU vil skulle allokeres til oprustning. Hvert lille forspring i afskrækkelsesstyrke vil være kortvarig. Det er oprustningsspiralens logik, som i EU’s tilfælde vil dræne Unionens investeringer i den re-industrialisering, alle taler om.
Min påstand er, at Europas fremtidige sikkerhed ligger i en omfattende sikkerhedsaftale med Rusland.
Samarbejdet med Rusland om en ny paneuropæisk sikkerhedsarkitektur er nøglen til Europas sikkerhed og EU strategiske autonomi og suverænitet. Og afsættet for forhandlingerne om en sikkerhedsaftale kan uden malice tage udgangspunkt i det forslag til ”Aftale om foranstaltninger til sikring af den Russiske Føderations og den Nordatlantiske traktats medlemsstater”, som det russiske udenrigsministerium offentliggjorde den 17. december 2021, men som først og fremmest præsident Biden blankt afviste. Havde man indledt seriøse forhandlinger, og havde Europa insisteret på disse, kunne krigen i Ukraine sandsynligvis være undgået.
Ruslands udkast, som Putin har gentaget til bevidstløshed, består af 9 artikler/paragraffer omhandlende: styrkefordeling, bestemmelser for troppepositioner og bevægelser, militært materiel, gensidig overvågning og kontrol og ikke mindst forpligtelser og procedurer for fælles information og konfliktløsning. Udkastet understreger, hvad der burde være indlysende, at en varig og solid europæisk sikkerhedsarkitektur forudsætter, at den omhandler alle europæiske lande (ikke kun NATO-lande) inklusive Rusland. Senere har Putin foreslået, at et samlet Europa kunne indlede med flere Eurasiatiske om lignende sikkerhedsaftaler. (eks. Georgien, Armenien, Tyrkiet og Aserbajdsjan).
Det russiske udkast er hverken udtømmende eller formuleret i tilstrækkeligt præcise diplomatiske vendinger, men det udgør en gennemgående kerne i forskellige russiske fredsudspil. En fælles sikkerhed i hele Europa er kardinalpunktet for Rusland. Krigen i Ukraine handler dybest set ikke om territorier, men om strategisk sikkerhed og anerkendelse af Rusland som en del af Europa.
Der er nok langt igen. Det afgørende er imidlertid, at det er et perspektiv og en dimension, der, om man vil det eller ej, skal tænkes ind som mulighed i den højprofilerede, men også ensidige oprustnings- og sikkerhedsdiskussionen, hvis EU og de 27 medlemslande skal undgå at blive fanget i et komplet udsigtsløst rustningskapløb.
For igen, uanset hvordan man vender og drejer situationen trækker hele tankegangen en stribe af problemer efter sig og fremmer EU’s verserende ustabilitet. Vi ser allerede i dag flere problemer i slipvinden fra Davos. Kansler Merz er i Saudi-Arabien og Bahrain for at forhandle olie- og gasforsyninger til Tyskland. Det drejer sig om at mindske afhængigheden af USA, nu hvor samarbejdet med Rusland er afskrevet, meddeler Merz. Hvad de andre lande vil gøre for at opnå samme uafhængighed, afficerer ham ikke. Hver især valfarter det ene lands regeringsdelegation og kommercielle entourage til Kina efter det andet for at indgå separate handels- og favorable investeringsaftaler.
Svaghederne i EU’s nuværende Unionsstruktur stilles til skue hver eneste dag. EU kan kun under ydre tvang handle unisont. EU er historisk blevet til som en institutionaliseret markedsudbygning uden udviklingen af en tilsvarende politisk-demokratisk overbygning og en fælles kultur og historisk bevidsthed. Og som det gælder for alle markeder store eller små, integrerede eller mindre integrerede kæmper alle agenter grundlæggende for egne interesser og eksternaliserer konstant problemerne til hinanden. I EU er landenes gensidige relationer af samme grund ikke præget af tillid. Unionen holdes i dag sammen af et magtfuldt bureaukrati og et kompliceret tvangsapparat til at holde medlemslandene på plads også på de områder, hvor EU i dag har brug for politisk enhed og handlekraft.
Sat på spidsen er EU’s fremtid som samlingspunkt for hele Europa afhængig af en kopernikansk vending overfor Rusland og et samtidigt opgør med Wolfowitzdoktrinens modsætningsbilleder og systematiske underordning af EU under amerikanske interesser. Anerkendelse af Rusland som en del af det europæiske kontinent og de fælles sikkerhedsinteresser er forudsætningen for at udvikle EU’s strategiske autonomi og suverænitet. Det modsatte vil være at begrænse og fastholde EU i en permanent væksthæmmende usikkerhedssituation. For hvordan handle frit på verdensmarkedet, hvis man aldrig kan vide sig sikker overfor det største land på kontinentet.
Men radikale vendinger kommer ikke af sig selv
Præsident Macron har måske indset vendingens historiske nødvendig, når han nu ret insisterende foreslår genoptagelse af den diplomatiske kontakt til Rusland og møder med Putin.
Om der kun er tale om selvprofilerende udspil, kan vi ikke vide noget om på nuværende tidspunkt. Det gør dog ikke åbningen mindre vigtig. I sig indebærer udspillets logik, at man i EU bliver tvunget til at genvurdere hele den officielle historiske fortælling helt tilbage fra begyndelsen af Natos Øst-udvidelse og således også synet på Rusland som en aggressiv imperialistisk magt. En kritisk genfortælling, der kan bidrage til at trække legitimiteten ud af statsledernes påstand om Ruslands uprovokerede angreb på Ukraine og åbne for en offentlig debat om årsagerne til Ruslands brud på Folkeretten. EU’s ledere bærer et stort ansvar for, at diplomatiet op til Ruslands invasion af Ukraine spillede fallit. Og et stort ansvar for at helbrede sig selv for krigspsykosen og formulere et grundlag for en fredsløsning og en sikkerhedspolitisk aftale, der specifikt sikrer både Rusland og Ukraine som uomgængelige parter i en samlet europæisk sikkerhedsarkitektur. Som en del af en holdbar fredsløsning indgår en fælles forpligtelse til at genopbygge Ukraine.
Indtil nu har ingen andre europæiske regeringsledere officielt forholdt sig til Macrons forslag om at søge forpligtende kontakt til Putin. Men, som det hedder, vinduet er åbnet, og konflikterne over Atlanten kan yderligere skubbe på de diskrete forskydninger i forholdet til Rusland, selv om de lige nu overskygges af statsledernes kollektive paranoia og handlingsparalyse.
Fra en noget anden vinkel men ikke uden sammenhæng åbner Mario Draghis for en anden påtrængende diskussion. Ifølge ham skal EU hurtigst muligt til at reformere hele Unionsstrukturen og omdanne sig til en egentlig politisk føderation. I modsat fald, skriver han, vil EU blive afhængig af, hvad stormagterne bestemmer. EU opnår ikke tilstrækkelig politisk og økonomisk tyngde uden at bevæge sig væk fra konføderationsmodellen til en egentlig føderation med fælles udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og industripolitik, herunder fælles finanspolitik og en egentlig bankunion.
Hvem der skal tage initiativerne, og hvordan en egentlig føderationsreform skal se ud og gennemføres, kommer Draghi af gode grunde ikke ind på. Men det er tanker, som langsomt tager form bl.a. næret af den voksende modstand mod kommissionsformandens bureaukratiske og autoritære centraliseringspolitik.
Men lige så nødvendig som en omfattende Unionsreform forekommer, lige så usandsynlig er udsigterne, hvis ikke krigen i Ukraine afsluttes gennem en forsoning med Putinregeringen og udarbejdelse af gensidigt forpligtende sikkerhedsaftaler med Rusland. I den sammenhæng vil nyforhandling af samhandelsaftaler og et fælles projekt ”genopbygning af Ukraine”, være de afgørende skridt, der skal til, for at frigøre reformkræfterne i EU og genåbne for de politiske og visionære debatter på tværs af landegrænserne.
Hvis EU-lederne og de ledende lag i de 27 medlemslande vil forebygge en ny stormagtsdeling i svøb, hvor Europa marginaliseres på den globale scene og forsvare de internationale institutioner og respekten for international lov, går vejen ikke gennem en fastholdelse af USA i Europa for enhver pris eller opretholdelse af et Nato, men gennem gensidig forsoning mellem Rusland og det øvrige Europa.
De kræfter, der skal presse på den kopernikanske vending, står ikke ligefrem i kø for at komme på talerstolen hverken i EU eller blandt de 27 regeringsledere. Ikke desto mindre arbejder de molekylære bevægelser, og de bliver vigtigere efterhånden, som hovedtalerne blot taler, fordi de ikke kan finde løsningerne.
Jan Helbak
februar 5, 2026 9:00 pm
Læs mere