Regimeændringernes skyggeside
USA’s gentagne regimeændringsoperationer og de transatlantiske partneres stiltiende accept eller hykleriske beklagelser har ingen legitimitet overhovedet. Derfor korrumperer samtlige operationer det grundlag, som FN-charteret bygger på som alle nationalstaters værn mod stormagtsdominans og vilkårlighed.
Krumtappen i FN-charteret er artikel 2 stk. 4, hvor der står: ”Alle medlemmer skal i deres internationale forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politisk uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål”. Som er at forhindre krig og sikre freden.
Det har ikke afholdt først og fremmest USA og i slipvinden de europæiske magter fra at foretage regimeændringsoperationer denne ene gang efter den anden. Antallet af operationer er for så vidt ikke det vigtigste. Det er begrundelsen for operationerne og deres uhyrlige konsekvenser.
Selvfølgelig fremstår den spektakulære kidnapning af Venezuelas præsident Maduro som et fuldstændigt magtarrogant brud på FN-charteret. Og end ikke Trumpadministrationen kan formulere en plausibel begrundelse for operationen andet end, at det er i USA’s sikkerhedsinteresse at kunne bestemme, hvilke styrer og deres politik, der er acceptable og uacceptable i Latinamerika og Caribien.
Begrundelserne for at iværksætte nye regimeændringsoperationer, som Trumpadministrationen har ventileret, vil selvfølgelig skifte afhængigt af de konkrete narrativer, der med bare et skin af rimelighed kan opbygges.
De fleste andre regimeændringsoperationer, som har fundet sted siden 1992, har været mindre spektakulære, hvad der ikke kan siges om konsekvenserne. Det fælles problem er imidlertid de forud opbyggede narrativer, som i indhold og perspektiver rækker langt ud over de konkrete operationer.
Regimeændringernes proces
Vi kender efterhånden mønsteret, som stort set ikke har ændret sig siden det CIA og MI6 orkestrerede kup mod Irans valgte præsident i 1953. Frem til 1992 blev operationerne forholdsvist åbent iværksat for at sikre den ”frie verden” mod Sovjets indflydelse. Efter Sovjets sammenbrud og med USA’s status som verdens eneste supermagt antog begrundelserne en drejning. Verden blev opdelt i liberale demokratier og autokratier/autoritære styrer, og med udgangspunkt i menneskerettighederne blev operationerne legitimeret som indgreb for at hjælpe undertrykte befolkninger og gennemføre en tvingende transformation af de pågældende landes styreform i overensstemmelse med Vestens selverklærede universelle liberale frihedsnormer.
At håndhævelsen af de fremstillede historier så har været særdeles selektivt, er noget ganske andet. Men karakteristisk er det, at operationerne kun er igangsat overfor de stater, der enten har udfordret den samlede Transatlantiske sikkerhedsdoktrin eller USA’s og Europæiske landes geopolitiske og politisk-økonomiske interesser.
Groft taget forløber operationsprocesserne i fem faser, hvor hver fase antager specifik form afhængig af de pågældende landes størrelse, betydning i magthierarkiet og geostrategiske rolle.
Fem faser
Første fase er i virkeligheden den vigtigste. Opbygningen af det bestemmende situationsbillede. Det er her Vestens generelle verdensanskuelse og hævdelse af egne værdier anlægges som narrativets rammer og proceslogik.
Pågældende stats styre beskrives som brutalt, undertrykkende, og at det kun fastholder magten ved at slå hårdt ned på enhver opposition. Styret beskrives som autokratisk eller direkte som et diktatur. Forestillingen om ”House of cards” kolporteres i en lind strøm af artikler og reportager i medierne. Billedet om det ”lille vestlige skub” til at vælte regimet dannes og valideres af efterretningstjenesternes rapporter til det politiske system. Operationerne som hjælp til de undertrykte folk kan forbedredes og sættes i værk. Det legitimerende narrativ kan ”sælges” til befolkningerne i hjemlandet. ”Vi griber ind, for at de kan få det lige så godt som os”.
Blikket fikseres på dem, der skal hjælpes. Det ideologiske udgangspunkt tages som en selvfølge og kommunikeres alene i overordnede vendinger/banaliteter, som ingen rigtigt kan være imod. Selvfølgelig støtter vi frihed, demokrati, parlamentarisme og individets selvbestemmelse mv. Narrativet giver ikke anledning til at reflektere nærmere over de konkrete begrundelser. Den forudgående abstrakte fortynding af de anvendte begreber har slået rod og skygger for en mere kritisk forståelse af, hvad der egentlig foregår i de lande, som operationerne retter sig imod. Korrumperingens genetik ligger indlejret i denne fase både som forudsætning og som konsekvens.
Når først den Manikæiske dikotomi er dannet – de onde mod de gode og Vestens målestok som den universelle – kan anden fase legitimeres, besluttes og eksekveres. Det gælder sanktionspolitikken.
Politisk er der få i USA og det Transatlantiske Vesten, som ytrer betænkeligheder ved iværksættelse af sanktioner mod de pågældende lande. Sanktionerne tæller som regel udelukkelse fra SWIFT og begrænset adgang til dollar og euro. Handelsboycot og total blokade for import af vitale produkter, som medicin, bestemte fødevarer, reservedele og it-produkter. Formålet er gennem økonomisk forarmelse at skærpe modsætningerne mellem den etablerede/fabrikerede opposition og regimet samt vende stemningen i hele befolkningen til fordel for oppositionslederne, der som hovedregel allerede er udvalgt og sammen med en række ledende NGO-repræsentanter trænet i udlandet et eller andet sted.
Efterhånden som sanktionerne og straftolden sætter sine spor og forårsager social mistrivsel i den brede befolkning, skærpes modsætningerne i en grad, hvor styret må skærpe undertrykkelsen og i samme bevægelse flytte sympatien over til oppositionen. Oppositionens internationale legitimitet styrkes, og formidles ofte ukritisk af mainstreammedierne.
Et ikke helt uinteressant spørgsmål i den sammenhæng er måske, om efterretningsvæsenerne selv tror på det narrativ, der serveres for det politiske system: At styret er ustabilt og kan vælte, hvornår det skal være, hvis oprøret i befolkningen eksponeres i tilstrækkelig grad og bliver synligt for ”det internationale samfund”. Forudsigelsernes succesrate har historisk ikke været imponerende.
Tredje og fjerde fase er, hvor demonstrationer bryder ud og kan slå over i optøjer eller ligefrem opstand, og hvor der viser sig sprækker i regimets sammenhængskraft. Den situation er operationsfeltet for de trænede NGO’er og aktivistgrupper, der ofte er i forbindelse med professionelle operatører udenfor landet, eller som et stykke tid forud for begivenhederne har fungeret ”under cover”.
Grundstrukturen for operationerne blev beskrevet meget præcist og konkret af Elon Musk i hans opgør med ”Deep state” efter hans udnævnelse til leder af departementet for ”Effektivisering af regeringen” (DOGE).
Umiddelbart efter sin indsættelse i embedet skrev Musk på X:
”NED er en forfærdelig organisation”. NED står for National Endowment for Democracy. Organisationen er delvist finansieret af regeringen og en række stærkt konservative tænke-tanke. Organisationen blev oprettet under præsident Ronald Reagan og har fungeret som finansieringskilde forud for regimeændringsoperationerne frem til i dag og som et knudepunkt for et netværk af NGO’er og ”ekspertpaneler”, som de fleste mainstreammedier ofte refererer til som sandhedsvidner.
Musk skrev videre: ”Der var områder, hvor NED’s aktiviteter ikke var forenelig med dets mission om at fremme demokrati men snarere indikerede bredere geopolitiske strategier end klar demokratisk støtte”.
Kritikken gjaldt:
”udførelse af CIA-aktiviteter under demokratisk forklædning,
øve indflydelse på valgresultater i forskellige lande ved at finansiere medier og NGO’er og ad den vej rette fokus mod angivelig valgsvindel,
finansiering af oppositionsbevægelser på en måde, der kan ses som fremmede magters indgriben i et lands indre anliggender”.
Og han tilføjede videre, at NED har:
”manipuleret den offentlige opinion ved at finansiere forskellige medier og NGO’er for at fremme narrativer, der var/er favorable for amerikanske interesser,
finansieret anti-regerings demonstrationer som f.eks. i Ukraine Maidankuppet (i 2014), der destabiliserer de pågældende lande;
og støttet ”color revolutioner”, der indikerer, at demokratifremme er blevet styret for geopolitisk vinding”.
Man skulle forvente, at med Musk’s hårde dom, ville NED’s operationsmuligheder være udtømte. Det har ikke været tilfældet. Elon Musk blev gået, og NED består og har været aktiv i både Venezuela og Iran. Hverken CIA eller MI6 eller Mossad kan i dag fabrikere narrativer, der kan kolporteres bredt indenfor rammen af Vestens verdensbillede. Organisationerne er alt for tæt knyttet til snævre nationale sikkerhedsinteresser og kompromitterede.
Efter senatshøringerne i 80’erne, hvor CIA’s renommé befandt sig på et lavpunkt efter en række fejlslagne operationer, der kulminerede med Irankrisen i 1979, besluttede man sig for at oprette forskellige konkurrerende organisationer som eksempelvis NED.
Det, som Elon Musk ikke beskæftiger sig med, er, at hele processen med at opbygge ”tilstandsbillederne, der har til formål at legitimere de kommende operationer, på den anden side bekræfter og understøtter den hjemlige opinions selvforståelse og accept af Vestens Manikæiske verdensbillede og følgelig udhuling af FN’s charterets status og autoritet.
Den proces er afgørende for femte fase – selve interventionen. Den kan være af militær karakter eller direkte paramilitær støtte til en opstand eller eskalering af demonstrationer og omfattende uro og politisk kaos. Afgørende for interventionernes ”succesrige karakter” er, hvorvidt destabiliseringen bliver så omfattende, at styret krakelerer og splittes i forskellige fraktioner, og hvor de provestlige fraktioner i militæret, sikkerhedspolitiet og statsadministrationen kan forenes med den opposition, der forinden er formeret, og om den selv er tilstrækkelig stærk til politisk at gribe magten og gennemtvinge en vis legitimitet både overfor befolkningen og internationalt.
Den sidste fase er det springende punkt og bestemmende for, om den samlede regimeændrings operation lykkes eller ender i forstærket kaos og yderligere samfundsmæssigt forfald, eller som i tilfældet Iran ender med en vending på 180 grader og bred folkelig opbakning til det styre, man ellers har demonstreret imod.
I nyere tid har selve udgangspunktet for operationerne imidlertid skabt deres egne fiaskoer. De Vestlige lederes og elitens fordomme, selvforherligelse og foragt for de respektive landes egne historie, traditioner, politiske erfaringer og indre klasseforhold og ikke mindst nationale stolthed, har forårsaget en blindhed overfor de faktiske forhold, som ved de fleste operationer har udløst helt uforudsete begivenheder, modstand og åbnet låget for et kompleks af modsætninger, som Vestens politiske ledere ikke forstår og derfor ikke magter at inddæmme. Tænk blot på Irak, Afghanistan, Syrien, Libyen som er blevet efterladt i indre kaos og sekteriske magtkampe, der har bragt dem flere årtier tilbage i udvikling og samtidig, hvilket ikke er uden betydning, forstærket især det Globale Syds bestræbelser for at søge nye alliancer som forsikring mod nye regimeændrings operationer.
Sidste skud på stammen er Irans helt åbenlyse anmodning om fremtidig politisk- og økonomisk- og militær støtte fra Kina og Rusland. Iran har ikke hidtil officielt anmodet om støtte. Det sker nu efter, at præstestyret angiveligt har neutraliseret de opstandslignende operationer og vendt folkestemningen til et forsvar mod en mulig amerikansk og israelsk militær intervention.
Operationernes hjemlige skyggeside
Hele det narrativ, der bygges op forud for hver intervention eller regimeændrings projekt, har en korrumperende skyggeside, som kan benævnes belejringsoplevelsen. Oplevelsen af, at vores Transatlantiske værdier er i fare, at ”vi i den velordnede have er under belejring af junglen udenfor”.
Vores højt besungne demokratiske og liberale frihedsværdier indskrænkes som konsekvens af den Manikæiske dikotomi, eller som Georg W Bush indledte krigen mod terror med: ”Enten er I med os eller imod os”. Kritik af vores handlinger er odiøs og betænkelig. Bush lagde i virkeligheden grundstenen for den offentlige debats ”cordon sanitaire” (i samfundsdebatten en metafor for en ”hygiejnisk” isolation af en uønsket ideologi).
Fremgangsmåden er ganske aktuel. Fjenden beskrives som barbarisk, ond, skrupelløs. Han eller de (Putin) har som udgangspunkt og mål at ødelægge vores vestlige demokratier.
Fjenden er fuld af løgn og alt, hvad der kommer fra den kant eller fra personer, der måtte bringe fjendens synspunkter videre, deltager i hybrid krigsførelse og disinformation, hvorfor den hjemlige statsmagt eller i nyere tid EU må træde i karakter for at beskytte demokratiet og folket mod undergravende virksomhed. I den proces forvandles folket fra selvstændige politiske subjekter til passive objekter for statens beskyttelse.
Sproget militariseres og den diplomatiske vej marginaliseres. Dem, der gør krav på at diskutere den diplomatiske vej, fastholde den kritiske dialog eller ønske om at forstå de styrer, der er under anklage, udskammes enten som naive og ansvarsløse humanister eller nyttige idioter for fjenden.
Hele den proces, der udvikles sammen med narrativet, indsnævrer den hjemlige meningsdannelses domæne. Inkrementelt skabes en form for kognitiv hygiejne (cordon sanitaire), hvor det efterhånden ikke alene drejer sig om, hvad der skrives og tales om i det offentlige rum, men også om, hvad der kan tænkes uden at få stød. Fantasiens horisont og dermed også forskningens horisont får stadigt vanskeligere ved at overskride situationens autoriserede grænser og overvinde massemediernes massive reportagetæppe, der dagligt dramatiserer og formidler narrativet.
Undtagelsestilstanden indsniger sig som norm. Ikke i form af en synlige autoritær stat. Det er et forvrænget billede, der ikke fremmer forståelsen. Vores demokratiske styreformer bevares, men den udøvende magt træffer politiske beslutninger, der lægges til grund for et helt kompleks af sanktioner både udadtil og indadtil.
Handlinger, der er helt legale så som protester, demonstrationer diverse skrifter og kritiske diskussioner fratages deres legitimitet og kan sanktioneres, uden at de reelt kan prøves ved en domstol, da der ikke kan rejses en formel tiltale om brud på loven.
Det mest vidtgående eksempel indtil dato handler om, at nogle få kritiske kommentatorer og analytikere i EU er blevet placeret på EU’s sanktionsliste med henvisning til handlinger, der takseres som disinformation eller stedfortrædende for Putins og Ruslands synspunkter. De pågældende har ikke gjort noget ulovligt, men ministerrådet har placeret dem på den udenrigspolitiske sanktionsliste sammen med en række russiske journalister. Den kafkaske pointe er, at deres sag ikke kan prøves ved en domstol. De er ikke anklaget for noget ulovligt. De er blot politisk kontroversielle og kan som sådan i en undtagelsessituation politisk placeres på en sanktionsliste.
Generelt har belejrings- og trusselsbilledet frembragt en stemning, hvor blot det at tage et af de næsten tabuiserede temaer op som f.eks. om Ruslandsbilledet nu er rigtigt eller om dybden af korruptionen i Ukraine eller forsøg på at forstå styreformen i Iran, kan skade ens omdømme i civilsamfundet. Politisk betyder det, at det politiske systems subjektive og arbitrære legitimitetsfortolkning kommer til at overtrumfe legaliteten – altså overholdelse af landets love.
Historiebevidstheden og respekten for alle landes særegne udvikling og politiske styre underkastes de intervenerende statsmagters narrativer og situationens tvingende tyranni uden blik for de langsigtede konsekvenser. Nuet bliver det afgørende, og historien reduceres til situationens baggrundstæppe.
En afsluttende refleksion
Som jeg indledte med, overholder enhver regimeændrings operation og det legitimerende narrativ ikke FN’s charter, der netop blev udformet og vedtaget for at beskytte ethvert lands suverænitet mod overgreb fra større og militært dominerende stormagter.
Chartrets artikel 2 stk. 4 er som et tveægget sværd. Hvis vi tillader indgreb i andre landes indre anliggender, fordi vi ikke sympatiserer med disse landes styre og undertrykkelse af egne befolkninger, eller fordi de strider mod vores værdier, som vi kalder universelle, må vi også acceptere, at lignende interventioner vendes mod os selv, hvis de internationale magtforhold skifter og andre stormagter mener sig berettiget til at udbrede deres udgave af universelle værdier og mål for korrekte styreformer.
Det er selvfølgeligt prisværdigt, at man rundt om i verden demonstrerer mod Trumpadministrationens kidnapning af Maduro og kritiserer de europæiske regeringslederes passivitet eller, som det nu er ved at ske, langsomt åbner for en kritisk efterforskning af, hvad der egentlig er foregået i Iran.
Men protesterne kan ikke erstatte den principielle politiske kamp for at presse vores egne regeringer i Vesten til at respektere FN chartret. Ikke ud fra et abstrakt principrytteri, men ud fra den opfattelse, at en overholdelse af chartret tvinger os til at forstå de lande og deres styreformer, som vi ikke sympatiserer med, og finde politiske og diplomatiske veje for kritisk dialog, hvor også vores egen selvforståelse er på spil.
I den praksis ligger muligheden for den kollektive frigørelse fra korrumperingen af vores egne demokrati- og frihedsidealer og som grundlag for at overvinde Vestens moralske kaos. Dobbeltstandarden, men også det tveæggede sværd viser sig allerede nu med Trumps ønske om regimeændring i Grønland og trusler mod sine egne allierede i Nato.
Jan Helbak
januar 19, 2026 10:20 pm
Læs mere