Tag Archive: Demokrati

• Er demokratiet truet?

  Det har ikke skortet på artikler i alverdens aviser, der mener, at det amerikanske demokrati er truet med de kaskader af præsidentielle dekreter og forordninger, som Trump satte i værk umiddelbart efter sin indtræden som præsident. Flere medier og lederskribenter er gået skridtet videre og kaldt Trump en autokrat omgivet af et magtfuldt oligarki – in casu de store techgiganter. Vi har de seneste uger fået en forsmag på, at Trumpadministrationen agter at gå hele vejen for at teste de forfatningsmæssige muligheder for at styrke den præsidentielle magt og begrænse Kongressens reelle politiske indflydelse. At Trump har fart på og længe har forberedt sig herpå skyldes, at han skal nå at gennemføre det meste af sit program inden midtvejsvalget om to år, hvor Republikanerne kan miste flertallet i Repræsentanternes Hus. Truer Trumps forordninger demokratiet? Udgør de mange præsidentielle dekreter og forordninger så en trussel mod demokratiet – eller rettere det amerikanske demokrati? Indtil videre er det ikke dokumenteret, og der er ikke fældet domme i de tilfælde, hvor en forordning er indbragt for en domstol som forfatningsstridig. Hvis det så viser sig i løbet af den kommende periode, at kun få forordninger er forfatningsstridige ifølge domstolene og af samme grund annulleres, ja så er demokratiet vel ikke truet som sådan. For magtdelingen virker øjensynligt, og det er som bekendt kernen i det liberale demokrati. Det er den, som Trump med sin politik bevidst forsøger at udfordre. Helt aktuelt er tre af Trumps forordninger havnet i retssystemet. Det drejer sig om statsborgerskab til børn af legale indvandrere, afskedigelse af mange ledende medarbejdere i statsadministrationen og den midlertidige suspension af hjælpeprogrammer. Det er dog værd at bemærke, at det juridiske spil, der er gået i gang, handler mindre om indhold og mere om overholdelse af processuelle forskrifter. En eksemplarisk artikel i Financial Times Af de mange kommentarer til Trumps ageren har jeg især hæftet mig ved en artikel af Gideon Rachman i Financial Times med titlen: “Trump the contest between two visions of democracy”. Artiklen er eksemplarisk nøgtern og præget af omtanke. Gideon Rachman refererer først til en almindeligt udbredt sondring mellem processuelt demokrati som metode til at vælge ledere og på den anden side demokrati, der som politisk system skal styrke den folkelige indflydelse på beslutningerne. Uden selv at tage eksplicit stilling refererer Gideon Rachman i forlængelse af sin distinktion til en opinionsmåling før valget, hvor 76% af respondenterne angav, at demokratiet er truet. Men at kun 7% mente, at spørgsmålet havde den store betydning i valgkampen. Efter Trumps indsættelse som præsident viser en anden meningsmåling, at 2/3 af Demokrater og 80% af Republikanere udtrykker mistillid til både regering, Kongres og medierne. På baggrund af de to undersøgelser konkluderer Gideon Rachman: at ”hvis vælgerne føler sig ekskluderet og ikke styrket af det politiske system, kan de tilsidesætte liberale værdier til fordel for en ”stærk mand”, som kan få tingene gjort”. Gideon Rachman antyder hermed, at Trump er vokset ud af et dysfunktionelt parlamentarisk system og en utilstrækkelig forfatning, hvor det liberale systems værdifulde særkende – ”check and balances” – rent faktisk ikke fungerer. Et demokratisk system, hvor magten er centraliseret hos præsidenten og hans administration og hos domstolene, og hvor parlamenterne de facto ikke længere er repræsentative og end ikke magter at holde den udøvende magt i skak. Logikken brister Så eksplicit er Gideon Rachman dog ikke i sin analyse. Men antydningerne tjener dog som afsæt for artiklens vigtige afsluttende bemærkninger, der understreger hans egen liberal demokratiske analysevinkel. ”Hvis støtterne af det liberale demokrati ønsker at vinde kampen, er modstand og åbne vredesudbrud ikke nok. De må tilbagevise ”de stærke mænds” argumenter og de illiberale demokraters……”. ”De liberale må også påvise, at autoritære ledere har en tilbøjelighed til at styrke egen magt og loyale støtter og ikke folket. Korruption er et næsten uundgåeligt resultat”. Her brister logikken for Gideon Rachman. Han har selv henvist til flere undersøgelser, der viser, at folket/flertallet af befolkningen ikke har tillid til hverken den politiske elite eller de politiske institutioner. Lignende meningsmålinger er foretaget i de fleste lande i Europa og med samme resultat. De adspurgte har ikke tillid til, at politikerne interesserer sig for befolkningens almindelige dagligdags problemer og heller ikke til, at man bliver fortalt sandheden om, hvad der foregår bag de lukkede døre. Og for at summere oplever man et større og større gab mellem det almindelige liv udenfor murene og magtens centrum. Man oplever sig ikke repræsenteret, hvilket som bekendt er nerven i det repræsentative demokrati. Så hvad er det for argumenter, som Gideon Rachman og andre mener, der skal føres i marken for at overbevise befolkningen og tilbagevise fremkomsten af ”stærke mænd”? Svaret forbliver abstrakt. Kritikerne af Trump og karakteristikken af ham som autokrat, der truer demokratiet, er de samme kritikere, som ikke vil indse, at Trump som præsident og hans bestræbelser for at styrke præsidentmagten og begrænse parlamentet netop skyldes, at den demokratiform, de hylder, enten ikke fungerer eller i hvert fald har svære betingelser. Selv herhjemme viser Emil Husteds undersøgelse og rapport – ”Fremmedgørelse og resonans på Christiansborg” – som er en del af ”Magtudredningen 2.0”, at mere og mere magt flyttes fra Folketinget til regeringen og det juridiske system, og at flere af de interviewede Christiansborgpolitikere føler sig magtesløse og så godt som uden reel indflydelse. Jørgen Grønnegaard Christensen titulerer sit bidrag ”Forligsparlamentarisme – ministerstyret og centraladministrationen” i sin undersøgelse af de senere års institutionelle magtforskydninger. Hvis de to bidrag er dækkende, kan det vel ikke komme bag på nogen, at et flertal af befolkningen oplever et system og en politisk-teknisk elite, der har lukket sig om sig selv. Samfundets socioøkonomiske modsætninger underløber det liberale demokrati Vil det sige, at argumenterne ikke findes? Selvfølgelig gør de det, men de opnår først overbevisningens kraft, hvis det kritiske blik også vendes indad og fokuserer på det fundament, som argumenterne udgår fra. Her bliver det stadigt tydeligere, at markedsfundamentalismen og globaliseringstrategiens uregulerede ekspansion over fyrre år har undermineret den demokratiske bygning, som garanti for befolkningens almindelige tryghed og samfundets stabilitet. I tilgift har dyrkelsen af det kapitalistiske markeds uomgængelighed og bundlinjetænkningen i alt ligeledes skabt de oligarker, som har stået bag Jo Biden og nu Trump. Oligarkerne tilhører godt nok forskellige grupper i den økonomiske elite, men deres magt og indflydelse helt ind i statsapparaternes dybde er ikke forskellig. De øverste 10% af samfundsgrupperne besidder så stor rigdom, og deres individuelle beslutninger om investeringer, hvad de investerer i og hvorhenne har så vidtgående konsekvenser, at endnu ingen politisk parlamentarisk magt i hverken USA eller Europa reelt har været i stand til at regulere deres vilkårlige private beslutninger, selv om de har afgørende betydning for hele befolkningens levevilkår. Derfor vil Gideon Rachmans ønskede argumenter forblive uvirksomme. Lad os nu antage, at vælgerne vender sig mod Trump eller hans europæiske allierede, Marine Le Pen eller Alice Weidel, når det går op for dem, at de ikke repræsenterer løsningen på de mange samfundsmæssige problemer, som de har slået sig op på. Hvem skal så løse dem? De fallerede politiske systemer og gabet mellem folket og dets repræsentanter har jo ikke ændret sig i mellemtiden. Det er i det magtvakuum, at de autoritære og forfatningsstridige tendenser kan blive til virkelighed. Eller sagt afslutningsvis er svaret på den politiske suppedas de liberale demokratier befinder sig i ikke en forherligelse af det, der var før Trump. Ikke formelle og akademiske institutionsanalyser i den hensigt at få de demokratiske institutioner til at fungere bedre, men en radikal kritik af den politiske økonomiske virkelighed. Den kapitalistiske markedsøkonomis kolonisering af samfundenes politiske og civile liv og dermed af det liberale demokrati. Jan Helbak            

  januar 30, 2025 5:44 pm

  Læs mere

• Den binære tænknings fængsel

  At krigen i Ukraine ikke kun handler om Ukraine, er efterhånden en fastslået kendsgerning. Vinder Russerne i Ukraine, er det kun spørgsmål om tid, før den russiske hær står udenfor Le Havre. Det billede hamrer Mette Frederiksen fast dag efter dag i hendes trusselsretorik. Krigen i Ukraine skal derfor uden undtagelse også opfattes som vores krig – mener hun. Det er en stedfortræderkrig, som indenfor en flerhed af områder (bl.a. Ukraine, Mellemøsten, Rumænien, Georgien, Syrien, Iran) føres mellem Vestens ”organiserede front af demokratier” mod autokratiske regimer – in casu Rusland, Kina og Iran (for tiden). Kort sagt en verdensomspændende konfrontation mellem to fronter.  Tidligere under den kolde krig var modstillingen: ”den fri verden mod det kommunistiske imperium” eller under Reagan; ”ondskabens imperium”. Den afgørende forskel fra den kolde krig til i dag var og er, at Sovjetunionen, hvor degenereret det socialistiske system end var, repræsenterede et alternativ til kapitalismen – i perverteret form et vindue til fremtiden. Selvfølgelig er der nu som tilforn tale om overfladiske buzzwords, der fungerer som signalmarkører og pladsholdere for den mindre sofistikerede udgave; ”det gode mod det onde”. I dette tankens fængsel trænger en forpligtelse sig på: at insistere på den kritiske analyse for at dekomponere brugen af de to begreber og konfrontere den overfladiske og primitive modstilling som grænsemarkører for, hvad der kan tales om. Selv om det under det nuværende ophedede og mediebårne krigshysteri forventeligt kan være forbundet med marginalisering. Neoliberal modstilling Allerede i 1998 formulerede de magtpolitiske grupperinger i det Republikanske parti i USA modstillingen mellem demokrati og autokrati som ramme for amerikansk udenrigspolitik. En videreudvikling af Wolfowitz doktrinen fra 1992, som slog fast, at amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik skulle gøre enhver udfordring af USA’s dominans umulig. Bill Clinton administrationen overtog af opportunistiske grunde konceptet. Efterfølgende trængte det strategiske koncept ind som styrende tænkning i den amerikanske administration,  i den politikformulerende elite og i store dele af mainstream pressen, hvor Biden administrationen alene har spidsformuleret modstillingen i sin embedsperiode. Tilskyndet af krigen i Ukraine. Kun få måneder før (december 2021), russiske tropper invaderede Ukraine, forsøgte Biden at samle en række lande til en ”demokrati konference” i Washington. I sig selv dementerede deltagerkredsen opfattelsen af, at det strategiske koncept indeholder et klart demokratibegreb. Flere af deltagerlandene kunne ikke ligefrem siges at være demokratiske, men de fyldte, når frontlinjerne skulle trækkes op. Det hører dog med, at Bidens demokratikonference i øvrigt ikke alene var møntet på Ruslands troppeopmarch, som havde været undervejs siden november 2021 men i stedet på støtte til USA’s opbygning af en alliance stærk nok til at inddæmme Kina, der som bekendt udgør USA’s virkelige udfordrer og sandsynlige hovedmodstander i de kommende konfrontationer om, hvem der sætter dagsordenen på verdensmarkedet. Forventeligt handlede konferencen ikke så meget om demokrati – især ikke om præcisering af begrebet – men mere om at formgive en front mod ”autokratiet” (læs Kina og Rusland), som heller ikke blev nærmere defineret. Kort tid efter lagde den amerikanske administration kortene på bordet ved i februar 2022 at offentliggøre sit strategiske koncept for ”frontopbygning” i Stillehavet – Indo-Pacific Strategy – en ny ”demokratisk front” til at inddæmme det autokratiske og ekspansive Kina. Demokrati og autokrati som flydende holdningsmarkører Vi kommer dog ikke langt blot ved at problematisere modstillingen. Lad os derfor tage fat i de to begreber, selv om det i sig selv nok ikke ændrer det store her og nu. Men en mere åben diskussion af begreberne her ved udgangen af 2024 kan måske bruges som fremtidens vaccine mod det binæres diskursive tyranni og intellektuelle meningsløshed. Begge begreber er i sig selv så åbne og bøjelige, at de kan anvendes fuldstændigt vilkårligt. Det har været tilfældet før og er det igen. Især begrebet autokrati er så flydende og upræcist, at det først og fremmest tjener som pladsholder for ikke-liberale demokratier, hvor begrebet illiberale demokrater i virkeligheden anvendes som en slags mindre virulent mellemproportional. Men først det nøgterne blik på begrebet demokrati. Demokrati betyder ikke andet end folkestyre. Folket som suveræn i modsætning til folkets tidligere status som undersåtter til en suveræn eller et ensemble af suveræne. Enevældig konge, despot, diktator eller enerådende juntaer. Autokrati betyder modsat ikke andet end fåmandsvælde. Men som sådan siger begrebet ikke noget om autokratiets tilblivelseshistorie, hvad der ikke er uden betydning. Det såkaldte autokrati kan være resultatet af demokratiske valg, hvor folket har delegeret magten til nogle få. I begge tilfælde repræsenterer begreberne et magtsystem, og i begge tilfælde udfolder demokrati eller autokrati sig i et bestemt samfundssystem, som indenfor nyere historisk tid er kapitalisme. Begrebernes politiske betydning og identitet som statssystem kan ikke løsrives fra den samfundsstruktur, det er stat for og politisk system for. Hvis vi så går lidt nærmere på de to begreber, og hvordan de anvendes, bliver deres betydningsmæssige tomhed indlysende, medmindre de relateres til helt bestemte historiske og aktuelle sociologiske kontekster. Liberalt demokrati Når præsident Joe Biden eller statsminister Mette Frederiksen bruger begreberne – eksempelvis begrebet demokrati – refererer de alene til liberalt demokrati – som demokrati overhovedet. De og de fleste andre vestlige statsledere tager for givet, at begrebet ”liberalt demokrati” har universel og udtømmende betydningsstatus og som et begreb, der afgrænser de liberale demokratier negativt overfor alle andre styreformer, som i dag forskelsløst rubriceres som illiberale (en elastisk og transformativ afgrænsningsmarkør) eller som autokratier. Som sådan er det næsten lykkedes at opløse det andet betydende historiske begreb – socialisme – ind i autokratikategorien. At socialdemokratierne nu er med på den vogn kan virke noget paradoksalt al den stund, socialdemokratierne (Internationalt og Europæisk) faktisk bekender sig til demokratisk socialisme. Altså en anden demokratiform end den liberale model, selv om det dog aldrig er lykkedes den socialdemokratiske bevægelse at give begrebet demokratisk socialisme et mere præcist og konsistent indhold. Af samme grund er det liberale demokrati som grundbegreb langsomt og næsten modstandsløst blevet overtaget af socialdemokratiet og afkoblet fra tvillingebegrebet – lighed.  Dvs. demokrati som ren styreform og udvælgelsesteknik, sådan som det ligger i det liberale demokratis begreb, og som klarest er blevet beskrevet af økonomen Schumpeter i sin provokerende bog fra 1942 –  Capitalism, Socialism, Democracy; som konkurrenceregler for udvælgelsen af den elite, der skal styre landet kombineret med et udbygget og kontrollerende retssystem. Her ses i øvrigt helt bort fra, at det amerikanske præsidentstyre og forfatningen ligger i udkanten af, hvad begrebet demokrati kan rumme, idet bl.a. det forfatningsgivne retssystem og statssystemet hæver sig som autonom magt overfor både den lovgivende og udøvende magt, hvilket sætter snævre grænser for folket som suveræn in casu parlamenternes repræsentation af suveræniteten. I øvrigt det system, som den kommende præsident Trump vil gøre op med ved at styrke præsidentmagten så langt, at det liberale demokratis institutionelle særkende – check and balances – sættes ud af kraft (eller endnu mere ud af kraft). Det var kombinationen af det liberale demokratis formelle parlamentariske rammer, retssikkerheden og de almindelige borgerlige friheder og lighedsnormen som levet samfundsform i civilsamfundet, der udgjorde de kapitalistiske samfunds styrke efter 2. Verdenskrig og faktisk helt frem til begyndelsen af det 21. århundrede. I den kombination udgjorde partierne, de korporative institutioner og de mange demokratiske styrede civilsamfundsorganisationer grundlaget for et vist deltagelsesdemokrati, demokratiopdragelse og demokratisk politisk socialisering som modvægt til det liberale markedselement i den liberale demokratiopfattelse. Uafgjortheden mellem de to underliggende demokratiopfattelsers virkningskraft hører med til forklaring af de kapitalistiske samfunds evne til at absorbere klassemodsætningerne og fremstille samfundene som moderne afløsere på de ”gamle klassesamfund”. I den periode havde Schumpeter tilsyneladende ikke ret i sin påstand. Men det fik han, i og med arbejderbevægelsen med 70’erne som fødegang op gennem 80’erne kapitulerede overfor den neoliberale offensiv og atomisering af samfundene. Klasseforståelse, samfundsforståelse/bevidsthed blev afløst af markedsforståelse, markedsbevidsthed og dyrkelse af fantomet – individuel suverænitet. De liberales demokratiopfattelse slog igennem som enerådende fortolkning. Folket som suveræn – endskønt opdelt i konkurrerende klasser – mistede sin reelle betydning. Folket blev til aggregeringen af selvberoende og egoistiske markedsagenter overført til det politiske liv, hvor nyttemaksimering for den enkelte eller atomiserede enheder blev grundlæggende drivkraft. En betydningsfuld konsekvens var, at partierne mistede betydning som andet end kampagnemaskiner. De forskellige civilsamfundsorganisationer blev til snævre lobbyinstitutioner eller enklaver, og selv om politikudviklingen stadig var klassebestemt, blev den gennemført som designerpolitik – hvor magterobringens målrationalitet var alt afgørende. Det strategiske perspektivs integrative potentialer og funktion blev erstattet af ideale værdipolitiske normer som statisk regulativ orden. I den forstand har det liberale demokrati efter lanceringen af ”krigen mod terror i 2001” og efter finanskrisen i 2008 gennem de facto dirigisme og frihedsindskrænkninger bidraget til at tømme sit eget grundlag for et levende indhold. Hovedtendensen har været den voksende afstand mellem magtudøvelsen primært repræsenteret af den udøvende magt og sekundært af den lovgivende og de mange underordnede magtorganer og befolkningen. Man kan også tale om de statslige og juridiske magtorganers samt markedets kolonisering af civilsamfundet. Den proces har til stadighed svækket de liberale demokratiers indre idemæssige, moralske og sociale sammenhængskraft. Af samme årsag har borgerne i de fleste Vestlige demokratier oplevet en vækst i antallet af hel- eller halvautoritære love som postuleret nødvendighed for at styre samfundet og neutralisere samfundskonflikternes mangehovede atomisering. Autokrati Som sagt betyder autokrati ikke andet end en-mands- eller få-mandsvælde. Selve begrebet siger ikke noget om, hvorvidt styreformen er tilvejebragt gennem et kup (militærkup eller paladsrevolution), eller om autokratiet udgår fra almindelige valg, hvor eksempelvis et demokratisk valgt parlament har overdraget den udøvende magt til en eller nogle få personer og tillige accepteret en indskrænkning af domstolenes magt og restriktive fortolkning af de forfatningsvedtagne frihedsrettigheder. Det er således ikke korrekt, som det er gængs for tiden, at definere autokrati som et vilkårligt styre uden forfatning, uden retsstatslige institutioner osv. Hvis vi eksempelvis slår ned på de to mest toneangivende lande ”på den forkerte side” i den nuværende strid om fremtidens organisering af verdensmarkedet – Kina og Rusland – så har begge lande en forfatning. Begge lande har former for parlamenter om end funderet på andre valgsystemer end i de liberaldemokratiske lande. Både Rusland og Kina har relativt uafhængige retssystemer, der aktivt virker også overfor den udøvende magt, og som den udøvende magt står i et vist formelt og moralsk forhold til. Dertil kommer, at begge lande er indfældet i internationale institutioner (eksempelvis IMF, WTO og G20), hvor de er underlagt bestemte retsnormer og principper (som de overholder). Det er fuldstændig korrekt, at der i de to nævnte lande hersker en tilstand, hvor forskellige grupper hele tiden kæmper om magten indenfor et stærkt begrænset magtrum, og hvor en opposition af samme grund har vanskeligt ved at opnå tilstrækkelig styrke til at vælte den siddende magt. Men at Putin besidder autokratisk magt i strikt forstand, er en farlig og direkte forkert forsimpling, hvis formål alene er at dæmonisere modstanderen, sterilisere modsætningsbilledet, fjerne ethvert fokus fra eget ståsted (kampen om den politiske magt i de vestlige lande foregår efterhånden også indenfor et snævert magtrum) og acceptere allehånde ibrugtagne midler som legitime. Styret i Moskva er født ud af det kaos, der herskede under Jeltsins Vestligt støttede ”shock therapy”. Det liberale demokrati og privatiseringen skulle indføres i Rusland og det øvrige Østeuropa på rekordtid. Det skulle bære de kaotiske økonomier igennem overgangen fra kommandoøkonomi til uhæmmet markedsøkonomi. Resultatet blev derefter. Udbredt fattigdom og opkomsten af et ekstremt grådigt lag af primitive kapitalister – også kaldet oligarker. På intet tidspunkt opnåede de formelle liberaldemokratiske institutioner og daglige politiske liv et folkeligt indhold. Rusland blev om nogen det liberale demokratis Janushoved. Styreformerne i Rusland og flere af de tidligere Østeuropæiske lande fremstår stadig som kopier af den udvikling, vi har oplevet i Vesten gennem de sidste tyve år, hvor retssystemerne i tiltagende grad politiserer og træder ind på samfundsscenen for at regulere og begrænse folkets magt som suveræn, fordi folkesuverænen gennemrives af indre og ofte ikke synlige modsætninger, som nutidens demokratiske parlamentarisme ikke kan håndtere. Begrebet autokrati er ovenstående taget i betragtning uegnet til at begribe styret i Rusland, hvis det overhovedet i sin forenklede tomhed er anvendeligt overfor ret mange regimer i dag. Faktisk minder regimet i Rusland mere om ”demokratisk bonapartisme”, hvor én magtfraktion uden organisk forankring ude i samfundet hele tiden forsøger at holde sig ved magten ved at spille de andre fraktioner ud mod hinanden eller ved at appellere til masseopbakning ved bl.a. at henvise til eksistentiel sikkerhedstrussel og nationalisme. Som sådan er systemets indre sammenhængskraft i Rusland nok skrøbeligt, hvilket først og fremmest hænger sammen med, at der siden opløsningen af Sovjetregimet og indtil Ukrainekrigen kun er udviklet en ufuldendt kapitalistisk samfundsstruktur, der endnu ikke har formået at frembringe sin egen legitimitet og politisk-ideologisk sammenhængskraft. Af samme grund kan Rusland ikke sammenlignes med Kina, der med sin lange kamp for at genrejse landet og fastholde kommunistpartiets greb om magten har udviklet en meget kompleks men sammenhængende samfundsstruktur, hvor det enorme kommunistparti og en relativ uafhængig offentlig sektor med mere end 70 mio. ansatte helt åbenlyst befinder sig i én af flere overgangsperioder. Det gennemgående kamptema helt ud i yderste led er; skal Kina liberalisere samfundet yderligere og åbne endnu mere for de frie markedskræfter, eller skal statsmagten gribe mere regulerende ind både i produktionen, på markedet og indenfor finanssektoren. I Xi Jipeng’s formulering gælder det om at generobre velfærdsstaten og fastholde tilknytningen til det åbne internationale samfund som skridt mod socialismen ”med særlige kinesiske træk”. De perspektiver findes på ingen måde i Rusland. Men i begge lande udfolder der sig vidtgående politisk-teoretiske debatter som i kvalitet ikke står tilbage fra debatklimaet i Europa og USA. Hvad der overhovedet bringer de to lande og regimer indenfor samme front, hvis det i øvrigt er tilfældet, er nødvendigheden af at skabe især politiske, økonomiske og militære alliancer i bestræbelserne på at imødegå USA’s stadigt mere aggressive dominans- og destabiliseringspolitik. Men hvor Xi Jipeng fløjens linje er offensiv, er Putinkredsens defensiv – herunder aggressionen overfor Ukraine. Putin har siden sin magtovertagelse i1999 i det store og hele ført en defensiv og forsigtig politik overfor Vesten. Hvor de kinesiske magthavere mener at have en ny samfundsform – socialisme med kinesiske træk – at tilbyde verden og især verden udenfor Vestlig dominans, har magthaverne i Moskva først og fremmest det afgørende mål at afvise Nato som sikkerhedstrussel og bevare sin position i det geopolitiske spil. Økonomisk, socialt, politisk og moralsk har Rusland ikke som Kina et historisk fremtidsperspektiv at tilbyde verden udenfor den vestlige verden. Men de to lande har en fællesinteresse i at svække det ”kollektiv Vesten” gennem krigen i Ukraine og opbygningen af BRICS+.  Når de to begreber lukker de faktiske bevægelser ude Den amerikanske politolog Robert A Dahl formulerede i 1975 begrebet ”polyarki” som erstatning for begrebet demokrati, da han blandt andet fandt, at det traditionelle liberale demokrati og parlamentarisme var så udvandet som styre- og magtform, at det forekom mere relevant at bruge begrebet – ”mange magter”, i og med der i dag kan spores klare plutokratiske (rigmandsvælde) træk i mange vestlige demokratier med flere åbne og især skjulte magtlag. Ingen vil vel benægte, at ejerne af Amazon, Apple, Microsoft, Google, Instegram, Facebook og Musk har enorm politisk indflydelse og magt og i voksende omfang kan styre og begrænse eller udvide den offentlige debat. Og man skal ikke være blind for, at den proces understøttes af dikotomien ”demokratier versus autokratier”, som forstærker indsnævringen af den folkelige udfordring af den udøvende magt og det facto indskrænker de borgerrettigheder, som ud fra egne idealer er den liberale demokratiske parlamentarismes parole og forudsætning. Siden Sovjetunions opløsning er det i en vis udstrækning lykkedes at løfte klasser og klasseinteresser ud af samfundsdiskursen og erstatte disse grundstrukturer, som nu beskrives som ”konstruktioner”, med det universelle individ som udgangspunkt for handlinger og strukturerende principper i samfundet. Ud af den udvikling er nu vokset en fuldstændig ahistorisk og abstrakt værdiorganisering og tilsvarende sekterisk identitetspolitik. Begge fænomener bidrager som sammenhængende størrelser til yderligere atomisering af de liberale demokratier – til institutionernes tab af autoritet – og øger af samme grund behovet for flere og flere autoritære statslige indgreb. Kort sagt vokser de autoritære tendenser i Vesten med de liberale demokratiers tab af tidligere tiders integrative styrke og parlamenternes rolle som klassernes kompromisinstitution par excellence. Opråbet om de liberale værdiers universelle gyldighed taber i samme udstrækning i betydning og tiltrækningskraft. Hykleriet og dobbeltmoralen har siden krisen i 2008 plaget Vestens bestræbelser på at fremstille sig selv som globalt og universelt arkimedisk punkt. Indtil da repræsenterede de vestlige liberale demokratier vækst og fremgang i hidtil uset omfang og kunne til en vis grad fremstille sig selv som historiens bølgebryder. Som politisk og moralsk tiltrækningspol, ”hvor alle både blev trukket med op”. Det er ikke tilfældet længere. Hverken indad til eller på det globale marked  kan Vesten med USA ved styrepinden tilbyde verdens befolkninger en rimelig andel i de globale goder. Det handler imidlertid ikke kun om institutionerne eller magtforskydningen fra parlamenterne til den udøvende magt og domstolene. Nok så meget drejer det sig om den tiltagende opløsning af politik – legitime samfundsinteresser formuleret politisk – i ren teknokratisk styringsteknologi. Tendensen er vokset frem i alle de vestlige lande med liberalt demokrati og parlamentarisme. Det skal forstås i sammenhæng med, at markedskræfterne og de internationalt stærkeste kapitalkræfter sætter snævre rammer for, hvad der nationalt kan besluttes rent politisk i en periode, hvor verdensmarkedet næsten kronisk balancerer mellem relativ lav vækst og truslen om nye recessioner. I modsætning til glidende politikopløsning i de liberale demokratier udspiller der sig betydningsfulde politiske kampe mellem forskellige tendenser i Kina. På den ene side en socialistisk demokratitendens, hvor fortalerne argumenterer for øget demokratisk indflydelse på især statslige arbejdspladser men i et voksende omfang også på de private. Siden 2023 er der sket en udvidelse af de demokratiske processer på det regionale og lokale niveau og sidst men ikke mindst en demokratisering af kommunistpartiet som en nødvendighed for at imødekomme de mange forskellige linjer og interesser. Samtidig er det ikke nogen hemmelighed, at kommunistpartiets øverste politiske lag og Kinas regering selvfølgelig tilstræber at styre demokratiprocessen. Men den kan ikke undsiges, fordi den politiske ledelses vedtagne kursændring, som i Vesten beskrives som autokratisk, indebærer et vist opgør med en problematisk markedsorientering og en forbrugsfikseret middelklasse, hvor modvægten nu udfolder sig som eksperimentel satsning på ”folket” og de forskellige mere eller mindre demokratiske institutioner. Dikotomien som politikkens intellektuelle fængsel I et interview med Henry Kissinger i Financial Times fremførte intervieweren Edward Luce, at Joe Bidens svar på den geopolitiske udfordring som en kamp mellem ”demokrati og autokrati” er forkert og ikke giver de rigtige svar. Man kan gå skridtet videre, som vist her, og påstå, at modstillingen, hvis den godtages, spærrer for en kritisk og nøgtern analyse, af de geopolitiske konfliktmønstre, der tegner sig fra Øst til Vest og Syd til Nord. Valget af de to begreber til at indramme de store konfliktflader på verdensmarkedet giver kun mening som signalmarkører og disciplinerings- og mobiliseringsparoler i en situation, hvor stedfortræderkrigen i Ukraine tilspidser det forhold, at en stor kapitalmagt, USA, med alle midler forsvarer sin og de underordnede Vestlige økonomiers dominante stilling på verdensmarkedet. Fronten er nu for alvor i spil overfor fremtidens udfordrere bl.a. Kina og Indien (og andre BRICS lande), der med anderledes samfundsorganisationer og politisk-ideologiske overbygninger repræsenterer forskellige former for statskonstitueret/reguleret kapitalisme, som alternativ til den/de neoliberale modeller i Vesten, der ikke har kunnet sikre den globale vækst, som den stillede i udsigt for fyrre år siden. I den kontekst er det farligste aspekt i den primitive modstilling af demokrati og autokrati som platform for den front, som Bidenadministrationen ihærdigt har bestræbt sig på at danne, for så vidt ikke selve frontdannelsen. Men at dikotomien som politisk dominansform lukker for en offentlig debat af alternativer til de vingeskudte og stærkt ulige liberale demokratier endsige gør det næsten illegitimt at tænke i alternativer. Dikotomien bliver dag for dag Vestens eget fængsel uanset udfaldet i Ukraine, fordi modstillingens logik nødvendigvis må have som strategisk mål at fjerne de udstillede autokratiske regeringer og de autoritære styreformer, ellers er fronten og dens parole meningsløs. Når demokratiet – hvor upræcist og elastisk det end kan fortolkes – udgør den eneste sande universelle værdi og monument for den historiske udvikling og autokratiet for det modsatte, så kan kampen ikke stoppe. De endeløse krige bliver normen. Selvfølgelig kan man, som Mette Frederiksen gør, forestille sig, at Vesten gennem en fortsættelse af den alt omfattende konfrontationspolitik kan udkonkurrere de autokratiske regimer geopolitisk og på verdensmarkedet. Den forestilling holder nok ikke så lang tid, nu hvor de europæiske hovedstæder og EU kommissionen efter Trumps valgsejr opruster politisk-økonomisk og militært for at frigøre sig fra USA’s dominans eller i det mindste reducere risikoen for at blive ofre for Trumps klassiske del og hersk politik. I det kommende spændingsforhold mellem Trumps USA og Europa er udsigterne til, at Vesten under USA’s lederskab vil have den samlede styrke til at dressere bl.a. Kina og Indien til at underlægge sig Vestens ”værdier” og postulerede rangorden ikke overbevisende. Alene af den grund virker Bidens og Mette Frederiksens m.fl. forsimplede ”de gode mod de onde” verdensbillede som en farlig anakronisme. Venstrefløjens nødvendige kritik Som under den ”kolde krig” er kravet for kritikken, at den bryder logikken, som ligger indlejret i den militariserede diskurs – sådan som vi oplever den nu i næsten dagligt tilspidset form. Alt er jo tilladt for at holde barbariet nede uanset på hvilken side af grænsen, det kan lokaliseres. Hvis venstrefløjen i den nuværende situation skal overskride sit eget indre eksil og kognitive paralyse, må den hæve sig op over den stærkt emotionaliserede humanisme- og folkeretsfortolkning – og ikke mindst den liberale demokratiforståelse. Enhver krig og invasion af et andet land er brutal og koster oftest eksorbitant mange og unødige menneskeliv. I alle krige er der omfattende civile tab. I alle krige brydes almindelige humanistiske principper og almindelige retsprincipper. I alle krige indskrænkes det politiske demokrati og frihedsrettighederne. Krigen er den ultimative undtagelsestilstand. Det kan ikke være anderledes. Sådan gælder det også i den aktuelle situation. Men krige åbner også for nye former for fremtidsorientering. Krigen i Ukraine har om nogen krig åbnet for forestillingerne om en multilateral verdensorden, hvor det kollektive Syd indtager en helt anden rolle end i dag. Selvfølgelig lider den ukrainske befolkning under Ruslands invasion. Ukrainske og russiske soldater lider. De mest autoritære kræfter i både Rusland og Ukraine styrker deres positioner. Putinadministrationen er under konstant pres fra mere radikale kræfter i den samlede statsadministration og militære ledelse. Men hvis vi overhovedet skal overvinde den situation og bremse de nationalkonservative kræfters vækst i Vesten, må samfundskritikken begynde med et opgør med Bidens primitive frontparole, herunder dæmonisering af samfundsstyrer, der ikke kan indordnes under det liberale demokrati. I modsat fald kan man godt vinke farvel til et muligt socialistisk alternativ. Fra dag et ville en sådan socialistisk bevægelse eller politisk styre få prædikatet – autokrati. Hvis frontparolen ”demokrati versus autokrati” omvendt bliver til fremtidens tidsånd er perspektivet: en ustabil verdensorden, skrøbelige og flygtige sikkerhedsstrukturer, stedfortræderkrige såvel som faktiske krige, økonomiske krige. Som kulturel nedgøring af hinanden og opløsning af politik som legitim interessekamp i teknisk og autoritær samfundsstyring. Venstrefløjen kommer ingen vegne i den historiske situation, der gestaltes af  krigen i Ukraine, hvis den ikke politisk udfordrer det autoriserede demokrati- og autokratbegreb og bryder ud af samfundsdebattens binære fængsel uden horisont udenfor gitteret.   Jan Helbak            

  december 27, 2024 8:50 pm

  Læs mere