Tag Archive: dæmonisering

  • Formøbling af dømmekraften

    ”Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel”. (Forsiden på Victor Klemperers bog: ”LTI, Det tredje riges sprog. En filologs notesbog”. Den israelske regerings etniske udrensning på Vestbredden og folkedrab i Gaza en nu så overvældende, at kritikken ikke længere kan holdes tilbage. Men det er fortrinsvis udenfor Europa, at kritikken også formuleres som en kritik af de vestlige statslederes dobbelt standard. På den ene side har de vestlige ledere med væmmelse talt om Hamas’ angreb den 7. oktober som et afskyeligt terrorangreb og igen og igen betonet Israels ret til at forsvare sig. På den anden side er det først nu næsten 2 år efter Israels påbegyndte massedrab og massebombning af Gaza, at de samme statsledere for alvor begynder at væmmes ved de daglige nedskydninger og stiller krav til den israelske regering om at stoppe massedrabene. Det er først nu, man uden forbehold kan tale om folkemord i offenligheden. Dobbelte standarder på mange planer oplever vi også i forhold til krigen i Ukraine, i forhold til Yemen, Iran mv. De sniger sig ind Men, og det er måske det vigtigste, de dobbelte standarder fremtræder ikke i ”bar figur”. De legitimeres altid med bestemte ord og vendinger/narrativer, der tilslører, fordrejer, ekskluderer, mistænkeliggør og passiviserer. Aischylos skrev i 480 (f.Kr.): ”I krig er sandheden det første offer”. I de sidste tre år med krigen i Ukraine og massedrabene i Gaza  har vi erfaret visdommen i citatet fra Aischylos’. Som i enhver krig udsættes befolkningen for massiv propaganda. Det gælder i særdeleshed i de to verserende krige, hvis man da overhovedet kan kalde det, der foregår i Gaza, for en krig. Og som altid består propagandaen hovedsageligt af: Forvridning af de historiske kendsgerninger op til krigens udbrud. Historiens begivenhedsforløb sættes i stå, og hele det aktuelle skisma reduceres til ”de gode mod de onde”, Dehumanisering af fjenden og direkte eller indirekte glorificering af egen moral, integritet, hensigter og handlinger. Fjenden går målrettet efter civilbefolkningen. Vi beklager utilsigtede hændelser, Fortielser om egne tabstal og overdimensionering af fjendens, Fremhævelse af egne strategiske sejre og bagatellisering af fjendens fremskridt til taktiske erobringer uden betydning (meget udtalt i Ukraine, ofte direkte refereret i mainstreammedierne), Fremhævelse af egne soldaters moral og egne våbensystemers teknologiske overlegenhed (forekommer nu af indlysende grunde sjældnere), Generering af en stemning, hvor det tangerer regerings- og statsskadelig virksomhed at betvivle sandheden i de informationer, der udgår fra regeringen eller hæren og ikke mindst de direkte og indirekte begrænsninger (moraliserende begrænsninger) af, hvad der kan skrives og tales om af hensyn til rigets sikkerhed, Og lodret løgn, hvor de løbende informationer decideret fører befolkningen bag lyset hvad angår det, der faktuelt foregår. Blandt andet ved at afskære journalister adgang til frontafsnittene eller klistre dem op og ned af militære eksperter, der ved, hvordan et tilbagetog fremstilles som en taktisk frontafkortning. Virkningskraft Propagandaen består som sagt af ord eller billeder/narrativer (meget ofte af tvivlsom verificeringsværdi),  hvor hver af de stridende parter naturligt placerer sig selv på positivlisten og udmaler modpartens negative og nærmest barbariske træk: Ruslands invasion af Ukraine takseres stadig i Europa til at være et barbarisk Skarpest formuleret af Mette Fredriksen og Keir Starmer. USA’s invasion af Irak og ”krigen mod terrorisme” er derimod i dag reduceret til en beklagelige fejltagelse (som også har mistet betydning), Ruslands motiver for invasionen kaldes imperialistiske, hvor den logiske virksomhedshorisont så bliver, at hele Europa står i fare for at blive opslugt af en russisk offensiv, hvis Ukraine taber krigen (konnotationerne refererer diskret til nazisternes stormagtsdrømme. I øvrigt er Rusland hele vejen op gennem historien med mellemrum blevet karakteriseret som en barbarisk trussel), Støtten til Ukraine er udtryk for en solidarisk kamp for friheden mod en despot og et autokrati. (Det defineres ikke nærmere, men styret er i hvert fald ikke liberalt), Putins megalomane udfald mod Ukraine repræsenterer et af de alvorligste angreb på verdens universelle værdier (hvis skarphed i fuldt optrukne linjer måske ikke tåler en virkelighedstest), Og et angreb på ”rules based order”, som i parentes bemærket ikke er det samme som international lov, men et regelkompleks gjort gældende, når det passer i USA’s og/eller Europas kram. Historiske rødder I længden vil propagandaen vise sig virkningsløs, hvis den ikke bygger oven på et underliggende historisk funderet betydningslag bestående af: rodfæstede opfattelser indkapslet i ganske bestemte ord, der bliver gentaget igen og igen som selvindlysende sandheder eller autoritative udtalelser formidlet af mange forskellige institutioner (de falder ikke ned fra himlen). Ord, der næsten bestemmer, hvad der kan tænkes og tales om i det offentlige rum uden, at man enten føler forlegenhed, socialt ubehag eller bliver direkte mistænkeliggjort. (Her er vi knap endnu. Der er trods alt forskel på folk i almindelighed og de valgte politikere). Blot nogle få eksempler: Hamas og Hezbollah er terrororganisationer. Deres handlinger er pr. definition terrorhandlinger, kriminelle og barbariske. Det har magtfulde stater som USA og de fleste lande i Europa afgjort. Grundlaget herfor er ganske bestemte handlinger (terroraktioner) på trods af, at de er adskilt fra organisationernes øvrige sociale, politiske og humanitære virksomhed. Hermed lukkes der for enhver samtale om, hvorvidt organisationer, der begår isolerede terrorhandlinger, fuldt og helt kan identificeres med disse enkelthandlinger. Og i tilfældet Israel lukkes der for en drøftelse af, om den israelske stat i årtier faktisk har begået statsterroristiske handlinger på Vestbredden og i Gaza. Det er for flere årtier siden besluttet autoritativt, at Hamas ikke er en legitim militant organisation men en illegitim terrororganisation, hvorimod Israel er en anerkendt stat (at sætte et spørgsmål ind her er ekskommunikerende), Rusland er imperialistisk. I betydningen ekspansionistisk af natur, hvorfor de kredse og enkeltpersoner, der forsøger at forstå de mange krydsende årsagsforløb helt tilbage fra den kolde krigs afslutning til Ruslands invasion af Ukraine, stemples som ”Putinversteher”. Hvilket blot et moderne udtryk for, at de i bedste fald kan betragtes som ”nyttige idioter” og i værste fald som landsskadelige, Når invasionen af Ukraine fremstilles som ekspansionistisk og en trussel mod de Vestlige demokratier, bliver Ukraines modstand mod invasionen automatisk til en frihedskamp mod barbariet. Og hvem støtter ikke frihedskampe, selv om terroraktioner til alle tider har indgået i de fleste frihedskampe, hvorfor den ukrainske sikkerhedstjenestes mange terroraktioner slet ikke kan komme på tale, Krigen i Ukraine føres af en despot og en samling oligarker omkring Putin. Oligarki betyder fåmandsvælde og i moderne betydning en snæver samling af magtfulde rigmænd. Ordet oligark betegner noget odiøst. Den samme beskrivelse gælder ikke repræsentanter for storkapitalens enorme politiske indflydelse i USA, EU og de europæiske lande, Israel er en selvstændig og internationalt anerkendt stat, hvad der således retfærdiggør den israelske stats selvforsvar gennem nådesløst bombardement af Gazastriben. At selvforsvarets karakter er helt ude af proportioner, er en sag for sig. Blot gør det reale forhold sig gældende, at Israel i årtier har været en besættelsesmagt/kolonimagt og en apartheidstat, som ret beset kalder på frihedskamp mod besættelsen. (Det er helt grotesk, at de fleste Europæiske statsledere har stået oven på hinanden for at undskylde for de uhyrligheder, som deres landes herskere forårsagede som kolonimagter. Først og fremmest i Afrika. Men kritikken rettes ikke mod Israel, Tværtimod. Palæstinensernes kamp for deres eget land mod besættelsesmagten og politiske (ikke religiøse) afvisning af den israelske stat som legitim tilbagevises næsten pr. automatik som antisemitisk, selv om kun ganske få i dag anfægter jødernes ret til at dyrke deres religion og deres traditioner. Blot det sker indenfor en sekulær stats demokratiske rammer med grundlovssikret religionsfrihed. Men der er omkostninger Disse og mange flere ord og ”selvindlysende” begreber i ”løs vægt” lukker af  for synet på de historiske nuancer og hvad, der faktisk sker. De retfærdiggør den manglende interesse for at forstå den anden og beklikker ønsket om begrebsmæssig klarhed i den offentlige debat som grundlag for stillingtagen og handling. Afstanden fra erkendelse til fri drøftelse i det offentlige rum bliver længere og længere og eksklusionsmekanismerne strammere og strammere. Selv den stærkeste opposition mod den herskende begrebsdominans føler sig på nuværende tidspunkt  presset til at overtage den dominerende magts ord. Bare for at komme til orde. Hvorved den samme opposition ofte ufrivilligt bekræfter den dominerende magts ord og begreber og som konsekvens reducerer sig selv til et moralsk korrektiv, der samtidig opgiver retten til at fremlægge alternativer. De mange ord, der virker som ”små doser arsenik” og styrer vores syn på f.eks. Rusland eller Israel eller Iran mv. er ikke frit svævende og tilfældige. De indgår som historiske og faste bestanddele i vores verdenssyns struktur. I dag kalder vi dem værdier og ultimativt universelle værdier. Endskønt de kun er Vestlige og som alene på grund af Vestens verdensomspændende dominans gennem 500 år i dag fremstår som universelle og civilisatoriske grundværdier. Indtil for få år siden, dvs. før vi for alvor tabte vores globale uskyld, var der kun tale om en civilisation – den vestlige. Men førstefødselsretten er tabt, hvorfor vores meningsdannere i Vesten endnu mere nidkært og krigerisk forsvarer og udmaler den vestlige civilisation som alle andre overlegen. Som om civilisationer kan sammenlignes med Legoklodser. Men indstillingen har en pris. For når ganske bestemte værdier så som frihedsbegreberne, de kristne budskaber, juraen, ejendomsretten og demokrati kun kan forstås på én bestemt måde – den universelle – må alle andre forståelser, værdier og verdenssyn opfattes som barbariske i den græske betydning – som fremmede og ikke-civilisationer. Og så er interessen og kompromisset udelukket. Værdipolitikken udelukker dermed gensidighed i nationernes og de mange civilisationers anerkendelse og således også en fælles sikkerhedsstruktur med respekt for de forskellige nationers opbygning, politiske indretning etc. Det kan være farligt, når kompasnålen knækker I den forstand kan man sige, at Biden mere klart end nogen anden inkarnerede den politiske tidsånd med sin forsimplede og kontraproduktive dikotomi: demokratier versus autokratier. I den dikotomi ligger de vestlige lederes dobbelte indlejret i et symbiotisk forhold til de ufravigelige universelle værdier. Selv hvor de Vestlige samfund (USA og Europa) begår/måtte begå brud på Folkeretten eller handlinger, der er brud på international lov, udmåles takseringen efter en anden skala end den, der gælder for autokrater. Der er forskel på at forsvare det gode og det onde, selv om handlingerne er ens. Men alting har sin tid. Også ord og begreber. De ændrer betydning eller udsigelseskraft og bliver virkningsløse. Når f.eks. USA nu sammen med Israel isoleres i FN, og de europæiske statsledere vrider hænder, er det blot det sidste og mest prægnante udtryk for, at Vesten er ved at miste førstefødselsretten og dermed magten til at bestemme, hvad der er universelle værdier (om nogen), og hvad der udgør en civilisation. Indlejret i det skifte, som også benævnes det ”Globale Syds” opgør med Vesten og vestlige værdier, ligger tillige opgøret med det bygningsværk af ord, som hidtil har spærret for åbningen af en horisont hinsides de eksisterende magt- og samfundsforhold og verdenssyn. Men endnu er den vending ikke stærk nok til at trænge ind i vores bygning og forstyrre så mange, at forstyrrelsen omdanner sig til politisk pres. Gad vist, om de europæiske statsledere inklusive Mette Frederiksen overhovedet er i stand til at fortære deres egne ord i takt med, at de taber virkningskraft eller om de modsat fascineres og fikseres så meget af deres egne ord og tilhørende narrativer, at de sætter gang i handlinger, hverken de eller andre kan overskue. Jan Helbak                            
    Læs mere