Tag Archive: BRICS

• “Partnerskab for en Ny Industriel Revolution”

  Denne artikel er skrevet som et forsøg på at komme udenom de mange sloganagtige reaktioner på BRICS-topmødet i juli måned, som forsimpler et uhyre komplekst og spændende fænomen som BRICS. Jeg vil derfor med denne artikel foretage en relativ tæt og nøgtern fortolkning af topmødeerklæringens hovedlinjer og afslutte med nogle mere generelle og principielle overvejelser. BRICS-topmødet og reaktionerne BRICS-topmødet, der blev afholdt 6-7/7 i Rio de Janeiro, er det af alle BRICS-topmøder, som har påkaldt sig størst international interesse. Både før og efter topmødet. Og skal det nok tilføjes, interessen lever stadig bl.a. takket være præsident Trump forhånelser og vedblivende angreb på BRICS og trusler om yderligere sanktioner og øgede toldsatser for de enkelte medlemslande, hvis organisationen truer dollarens status og placering. Over hele spektret har det ikke skortet på endog meget vidtgående kommentarer fra både højre og venstre. Foragt eller åbenlys bagatellisering fra højre og regeringslederne fra flere Europæiske lande. Mediernes kommentarer har gennemgående været: ”Sluterklæringen er vag og usammenhængende og dækker over store spændinger mellem BRICS-landene”. ”BRICS er ligegyldig og uden betydning for, hvad der i fremtiden kommer til at ske på verdensmarkedet”. På modsatte fløj har man i de forskellige geopolitiske kommentarpaneler strøet om sig med velklingende paroler som eksempelvis: ”BRICS varsler en ny verdensorden”. ”BRICS samler det globale syd mod det kollektive vest”. ”BRICS betyder dollarsystemets og den amerikanske dominans endeligt”. Og så videre efter samme nodehæfte. Problemet med de fleste kommentarer er, at de begrænser sig til et geopolitisk udgangspunkt og samme grund hovedsageligt anvender geopolitiske begreber. Desværre er de ikke særligt præcise. Hvad er eksempelvis en verdensorden og en ny verdensorden? Begrebet og måden, det behandles på, giver indtryk af, at den ene orden kan skiftes ud med en anden orden, uden at helvede brager løs på verdensmarkedet og rykker alle internationale institutioner og regler op med rode. Heldigvis er det ikke sådan, man ser på det i BRICS. Samme problem findes i brugen af begrebet ”en multipolær verden” som alternativet til den aktuelle unipolære verden. Hvad er det for poler, der tales om? Hvad er deres tiltræknings- og frastødningskraft? Og er det i sig selv godt med flere poler? Begreberne er mere narrationsdannende end analytiske begreber og skygger af samme grund for analyser af de indre og meget centrale dynamiske perspektiver, der ligger i sluterklæringen fra BRICS topmødet. Jeg vil i det følgende, hvor jeg vil gennemgå hovedpunkterne i BRICS topmødets sluterklæring, erstatte ”verdensorden” og ”polbilledet” med henholdsvis ”kapitalistisk verdensmarked” og ”imperialistisk verdenssystem” (sidstnævnte alene forstået som et særligt økonomisk system). Hvad er BRICS – en kort gennemgang Efter topmødet består BRICS-organisationen af følgende ti medlemslande: Kina, Brasilien, Rusland, Sydafrika, Indien, Iran, Indonesien, Egypten, UAE, (Saudi Arabien endnu ikke besluttet), Etiopien. Associerede partnerskabslande på vej ind i BRICS består af: Malaysia, Kasakhstan, Nigeria, Thailand, Uganda, Usbekistan, Vietnam, Belarus, Bolivia og Cuba. Ved siden af partnerskabslandene er der ca. 50 lande, som er interesseret i eller søger medlemskab af BRICS. Disse lande indgår i et netværk udenom BRICS. BRICS står for ca. 50% af det globale BNP og repræsenterer lande, der gennemsnitligt har en højere vækst end USA og Europa (ca. 4% mod ca. 2%). Om end fra et lavere økonomisk udgangspunkt Alle lande i BRICS er på nær Kina og Rusland tidligere kolonilande, hvor de nationale regeringer og ledende klasser (og kliker) tilstræber at frigøre landenes kapitalistiske samfundsøkonomi og nationale marked fra det imperialistiske verdenssystems ulige bytteformer, kapitaludstrømning til de imperialistiske lande (hovedsageligt USA og Europa), og afhængighed af råstofproduktion samt fra diskrimination i de internationale institutioner, herunder Bretton Wood institutionerne IMF og Verdensbanken. (USA har med sine 16.49% af stemmerne vetoret. Der kan ikke gennemføres betydende ændringer, uden der er 85% for.). Kina er det eneste af medlemslandene og de associerede partnere, som med kommunisterne ved magten bevæger sig i retning af en socialistisk samfundsmodel via en statsreguleret markedsøkonomi, som man kalder ”Socialisme med kinesiske særtræk”. Alene det forhold indikerer selvfølgelig, at der indenfor BRICS er stor spændvidde mellem de forskellige medlemslandes politiske og økonomiske systemer og ikke mindst historiske baggrund. Styrerne i Kina, Cuba og Sydafrika er resultatet af revolutioner. De andre medlemslande er produkter af en meget lang afkoloniseringsproces og institutionel tilpasning til vestlige liberal demokratiske modeller i en eller anden forstand, men med umiskendelige autoritære træk i flere af landene. Den egentlige afviger er måske Rusland, der både har været igennem en socialistisk revolution og flere årtiers bureaukratisk planøkonomi. Siden 1992 gennemført et langt og smertefuldt opgør med Sovjettiden og et lige så smertefuldt opgør med chokterapien, der blev tromlet igennem under Boris Jeltsin. Faktisk er det først nu, at den kapitalistiske markedsøkonomi i Rusland er blevet rettet op og nu er i vækst. På den anden side er der klare tegn på, at Ruslands samfundsøkonomi bl.a. på grund af krigen med Ukraine udviser flere fællestræk med Kina i form af en ”konstitueret markedsøkonomi” underlagt stram statsregulering og regeringsinitierede planer for den økonomiske udvikling. Samtlige lande både i BRICS og landene med tilknytning til BRICS indtager vidt forskellige økonomisk- og politisk status i det imperialistiske verdenssystem hvad angår økonomisk, politisk og militær vægt. Alene af den grund er det rimeligt at spørge, hvad det er, der holder disse lande sammen i BRICS? Og om organisationen kan udvikle sig ud over proklamationsstadiet til en toneangivende kraft på verdensmarkedet og i et langsigtet perspektiv befordre et opgør med det imperialistiske verdenssystem? Organisationens og sluterklæringens eget svar er positivt og sammenhængende. Det faktiske udkomme er mindre sikkert og vejen frem konfliktfyldt. Hvad siger sluterklæringens introduktion? Sluterklæringen er utålelig lang og tæller hele 126 paragraffer. Formuleringerne er overvejende diplomatiske og tegner ikke, som det ellers hævdes af de mange geopolitiske kommentatorer, et åbent opgør med det USA og Europæisk dominerede imperialistiske verdenssystem. Begrebet ”reform” er erklæringens gennemgående procesmarkør, hvilket på ingen måde udelukker bevidstheden om kommende konflikter vedrørende udvikling af og ændringer på det kapitalistisk verdensmarked. Det kan blot ikke læses som en intention for BRICS. Opbygningen af slutdokumentet er sig selv interessant. Dokumentet redegør allerede på den første side for BRICS strategiske mål og de ”tre piller, organisationen bygger på”: Den politiske og sikkerhedsmæssige pille, Den økonomiske og finansielle pille, Den kulturelle pille for «folk til folk samarbejdet». Bemærkelsesværdigt er det, at det først er i paragraf 57, at de tre piller og enkeltdimensioner samles i et fælles strategisk mål: ”Vi anerkender, at Partnerskab for en Ny Industriel Revolution (PartNIR) tjener som ledende platform for identifikation af interesser, udfordringer og muligheder i den hurtige udvikling af det industrielle landskab og kapacitetsudvikling indenfor industriel udvikling og samtidig understøtte BRICS industrielle samarbejde gennem en struktureret ramme for vedvarende samarbejde”. Den øvrige del af paragraffen uddyber meget konkret, hvordan og indenfor hvilke industriområder, samarbejdet skal udvikles. Eller sat på formel: BRICS’ mål er at udvide det kapitalistiske verdensmarked gennem progressiv industriel udvikling. Vejen går over afvikling/reformering af det imperialistiske systems institutionelle grundformer og markedsstrukturer, der: a). fastholder det ulige bytte mellem udviklingslandene og de højt udviklede kapitalistiske lande, b). cementerer langsom industriel udvikling i de tidligere kolonilande og b). binder dem til finanskapitalens massive kapitaloverførsel fra gældslandene til bl.a. at finansiere udlånslandenes statsunderskud mv. Ifølge BRICS er disse tre forhold en afgørende barriere for dels udviklingslandenes og dels verdensmarkedet videre kapitalistiske udvikling. Multilateralisme, international stabilitet og reform af den globale ledelse Afsnittet dækker ønsket om at reformere de internationale institutioner. Ikke afskaffe dem, men reformere dem. Reformlinjen understreges hele afsnittet igennem, hvilket bl.a. frustrerer de vestlige ledere, fordi den afvæbner en konfrontatorisk kurs. I det følgende gennemgås kort de vigtigste umiddelbare reformmål. Det første drejer sig om reform af FN’s magtstruktur. Der skal gennemføres en mere ligelig repræsentation både i sikkerhedsrådet og i FN’s underliggende organer som UNESCO, UNCTAD, WHO mv. FN-generalforsamlingen skal have større kompetence og magt i forhold til bindende beslutninger. Erklæringen er bevidst formuleret meget forsigtig hvad angår afskaffelse af vetoretten og systemet med permanente medlemmer af sikkerhedsrådet. Men hensigten er helt klar. At udvikle FN til at fungere som dén effektive organisation, der med global legitimitet kan overvåge og sikre dels international fred, økonomisk og politisk udvikling for alle medlemslande og med magt til at gribe ind og neutralisere lokale konflikter, før de udvikler sig til åbne krigshandlinger. I BRICS’ forståelse er FN ikke længere dén organisation, der under de givne internationale styrke- og magtforhold er i stand til sikre overholdelsen af FN-charteret. Der lægges ikke skjul på, at FN’s indlysende impotens i dag først og fremmest skyldes, at USA og Europa ikke længere respekterer afgørelserne i FN eller blokerer for afgørende beslutninger via vetoretten. Her skal blot nævnes FN’s magtesløshed overfor folkedrabet i Gaza, fordi USA, men også flere europæiske lande støtter Israel og blokerer for FN støttet militær indgriben over Israel. Det interessante er, at erklæringen kæder reformsporet overfor FN sammen med deltagelse i en række samarbejdsfora som Emerging Markets and Developing Countries (EMDC) og Least Developed Countries (LDC). Der nævnes flere andre fora, hvor det afgørende er en sammenkædning af disse samarbejder til en strategi for at skabe omfattende støtte til reformeringen af FN og sætte verdensorganisationen under skarp observation. På den måde tilstræber BRICS dels at mobilisere flere lande udenfor BRICS og dels at undgå isolerede og udsigtsløse konfrontationer mellem BRICS og USA og Europa. Indbygget i erklæringen som en underliggende sammenføjende linje indgår Kinas tre globale initiativer: a). Globalt udviklingsinitiativ, b). Globalt sikkerhedsinitiativ og c). Globalt civiliseringsinitiativ. De tre initiativ-dimensioner refererer til målet; ”shared global values”. Begrebet optræder som alternativ til de vestlige landes krav om universelle værdier. Hensigten er at fastholde respekten for de enkelte landes politiske, økonomiske og kulturelle forskellighed og dermed BRICS indre sammenhængskraft. Eksempelvis beskrevet i paragraf 30, der præciserer: ”Vi bekræfter, at princippet om afrikanske løsninger på afrikanske problemer skal fungere som basis for løsning af konflikter på det afrikanske kontinent”. Samme princip gælder også for løsning af konflikter mv. i Latinamerika og i Asien. Forstået i sin kontekst er disse principper helt indlysende i modstrid med den politik, som IMF, Verdensbanken, de vestlige finansinstitutioner og vestlige statslige hjælpeorganisationer i årtier har lagt for dagen overfor bl.a. de afrikanske lande, hvor betingelserne for støtte har været, at landene tilpassede sig vestlige normer/regler og markedsorganisation. Den politik, der i IMF, hedder ”strukturel tilpasning”. Men sluterklæringens ønske om at reformere FN og de underliggende institutioner vil ikke blive andet end de gode intentioners slag i luften, hvis ikke BRICS m.fl. praktisk kan støtte bl.a. de afrikanske udviklingsøkonomier med at opbygge stabile samfund og frigøre sig fra afhængigheden af de internationale finansmarkeder. Det er i den sammenhæng den anden reformdimension, som nu vil blive gennemgået, skal forstås. Økonomisk, handelsmæssig og finansielt samarbejde BRICS har i lighed med linjen overfor FN ikke som mål at afskaffe Bretton Woods institutionerne. IMF og Verdensbanken skal reformeres, således deres mål og operationsmåde ændres til fordel for de svagere økonomier udenfor USA, Europa og Japan. Det indebærer bl.a.: Stemmevægtene i IMF skal ændres for dels at skabe større lighed mellem medlemslandene og dels afskaffe USA’s de facto vetoret, åbning af mulighed for, at repræsentanter fra udviklingslandene får sæde i IMF’s øverste ledelse, et opgør med den eksisterende udlånspolitik, hvor bl.a. Afrikanske lande betaler en højere rente og er underlagt strammere afdragsbetingelser end de favoriserede lande. Samme linje anlægges overfor Verdensbanken i den hensigt at omdanne de to organisationer til effektive internationale organisationer for en videre stabil udvikling af verdensmarkedet, sikre relevante investeringer, stabilisering af verdenshandlen og overførsel af viden og moderne teknologi fra de mest udviklede til de mindst udviklede lande. Kort sagt ønsker BRICS at gøre op med IMF’s og finansmarkedernes procykliske investeringspolitik, hvor der fortrinsvis investeres, når kapitalmarkederne svømmer over i penge. Investeringspolitikken skal ændres til en kontracyklisk lånepolitik, der først og fremmest er målrettet forebyggelse af økonomiske kriser, socialt sammenbrud og kapitalflugt. BRICS-erklæringen taler lige ind i en situation på verdensmarkedet, hvor præsident Trumps toldpolitik og EU’s protektionisme og sanktionspolitik bl.a. overfor Rusland og Kina tilsidesætter alle regler i WTO og rammer udviklingslandene hårdt og i almindelighed bremser den globale vækst. Både IMF, UNCTA, Verdensbanken og OECD’s rapporter melder om fald i verdenshandlen på mere end 1%. Vækstprognoserne reduceres fra 3% (der i forvejen er lav) til 2.8%, som reelt ikke er vækst. Nu forholder det sig ikke sådan, at det alene er toldpolitikken og den skjulte handelskrig, der skaber lavvækst på verdensmarkedet. De samme organisationer har de sidste to år advaret om faldende investeringer og nedgang i produktiviteten. Ikke desto mindre har de fleste lande udenfor USA og delvist EU en interesse i at genopbygge WTO’s autoritet og indre struktur. Målet er selvfølgelig at forhindre eller begrænse protektionistisk dominanspolitik, som de stærkeste kapitalnationer gennemfører enten for at beskytte egne økonomier eller forhindre konkurrerende økonomier i at vokse sig stærke (f.eks. USA’s åbenlyse bestræbelser for at bremse Kinas teknologiske udvikling). Truslen fra Kina, Indien, Rusland og Brasilien består først og fremmest i, at de i værdihierarkiet kommer på højde med de rige lande og derved ophæver det indbyggede ulige bytteforhold, som har været grundstenen i det moderne imperialistiske verdenssystem. Som konkret understøttelse af reformpolitikken og intentionerne om at fremme opbygningen af en mere effektiv og retfærdig international finansstruktur, der ikke er afhængig af det dollarbaserede SWIFT-system, har BRICS oprettet New Development Bank (NDB), der kan låne penge til udviklingslandene på rimelige lånebetingelser, i lokale valutaer og uden politiske forpligtelser. Hensigten er, at medlemslandene langsomt opbygger bankens kapacitet og finansielle sikkerhed til en grad, hvor den for alvor kan konkurrere med bl.a. IMF og de internationale finansfonde og fritage modtagerlandene for IMF’s standardkrav om ”struktureltilpasning”. Det ligger i kortene, at den udvikling automatisk vil begrænse USA’s muligheder for at eksternalisere betalingen af landets enorme gæld og vedvarende statsunderskud. NDB suppleres med Interbank Cooperation Mechanism (ICM), der skal befordre og udvide specifikke innovative investeringer, som uden forhindringer vil kunne udbredes til deltagerlandene eller netværkslandene. I tilføjelse til NDB oprettes New Investment Platform (NIP). Et samarbejdsorgan for udbredelse og regulering af AI og Information and Communication Technologies (ICT). Og som måske den vigtigste sidegren oprettes BRICS Multilateral Guarantees Initiativ (BMG), der kan træde hjælpende til overfor medlemslande eller associerede lande, der er kriseramt og presses af det internationale finansmarked. En slags finansiel forsikringsafdeling. Men der er ikke i teksten belæg for de mange profetier om, at BRICS vil afvikle dollarsystemet. Det kan BRICS heller ikke. Det vil tage mange år og komplicerede forhandlinger at etablere en alternativ verdensvaluta. Sluterklæringen indeholder faktisk også en noget anden linje. Der lægges op til at medlemslandene indbyrdes kan eksperimentere med lokale valuta-samarbejder, hvor der handles i lokal valuta eller i centralbankregulerede digitale valutaer. Det betyder, at der kan handles og overføres valuta i realtid og uafhængigt af SWIFT-systemet. Men erklæringen plæderer ikke for en afskaffelse af SWIFT, men derimod for effektivisering. Bl.a. foreslås det på linje med Bank for International Settlements (BIS), at der udvikles og implementeres et centralbankstyret digitalt valutasamarbejde (CBDC - Central Bank Digital Currency). BIS har været langt fremme med udviklingen af et digitalt valutasystem, men blev bremset af USA og Europa. BRICS bygger videre på BIS’ forskningsresultater. Inde under reformsporet ligger et mindre medieomtalt ønske om systematisk at støtte og udvikle mindre og mellemstore private virksomheder som en integreret del af internationale handelsøkosystem. Når den intention burde trækkes længere frem i lyset, hænger det sammen med perspektivet om at bygge bro mellem mindre og mellemstore virksomheder i udviklingslandene og tilsvarende virksomheder i de imperialistiske lande. Den tankegang afspejler,  at BRICS ikke kun tænker i ”nord-syd” eller ”center-periferi” koncepter, men tværtimod opfatter Partnerskab for En Ny Industriel Revolution (PartNIR) som en global udvikling af verdensmarkedet med praktisk interesse for industrivirksomheder (både store og mindre store) i de rige lande som reel modvægt til de finanskapitalistiske institutioners kortsigtede investeringshorisont og snævre profitinteresser. Hele tankegangen i BRICS står i modsætning til de mange antiimperialistiske kommentatorer, der advokerer ”det globale syds” afkobling fra det ”globale nord”. Der er i BRICS en klar forståelse af, at den politik både er utopisk og hæmmende for udviklingen af verdensmarkedet, som netop forudsætter en tilsvarende genindustrialisering af de Atlantiske kapitalistiske økonomier. Interessefællesskabet mellem markedsudviklingen i de udviklede landes økonomier og udviklingslandenes forcerede industrielle udvikling danner en klar linje i sluterklæringen. Den afgørende forhindring omtales som finanssektorens parasitære investeringer i fiktiv og parasitær kapital på de opsvulmede kapitalmarkeder, og hvor kun en brøkdel finder vej til industrien udenfor de største transnationale virksomheder. Brobygningsperspektivet udgør et kardinalpunkt i BRICS-strategien ud fra devisen: De fattige lande og udviklingslandene kan reelt ikke udvikles økonomisk og politisk, uden at verdensmarkedet udvikles og ikke bremses af det nuværende imperialistiske verdenssystems struktur, herunder finanskapitalens dominerende indflydelse på kapitalbevægelserne. Partnerskab for menneskelig, social og kulturel udvikling Topmødeerklæringens tredje dimension er nok den, der har vakt mindst interesse på trods af, at den repræsenterer den indre drivrem for BRICS muligheder for at forfølge de to andre strategiske mål ved at opbygge en folkelig opslutning bag de forskellige projekter og reducere potentielle eksterne og interne politiske og sociale konflikter. Ingen i BRICS nærer nemlig nogen illusioner om en lineær- og konfliktfri reformpolitik. F.eks. hvad angår menneskerettigheder, som jo hidtil har været den vestlige verdens slagnummer, er erklæringen meget konkret og praktisk. Det drejer sig om at sikre de mest basale rettigheder for mennesker i de områder, hvor samarbejdet udvikles. Det princip omsættes i planer for udvikling af sundhedssektorerne både i WHO indenfor FN og lokalt gennem systematisk overførsel af sundhedsteknologi fra de mest udviklede til de mindst udviklede områder. Fælles eksperimenter med uddannelse af faglærte arbejdere, etablering af tekniske skoler og universiteter samt systematisering af uddannelsesvæsnet og undervisning i samfundsledelse og politiske systemer. Opbygning af vaccinecentre og indgåelse af aftaler om fælles grænseoverskridende forskningscentre. Hvor BRICS-landene gennemfører forskellige udviklingsprojekter indgår der også en forpligtelse til at støtte de lokale kulturer og kulturinstitutioner m.h.p. at styrke det folkelige underlag og dermed tilslutning til BRICS politik. Men også for at modvirke bl.a. USA’s systematiske destabiliseringspolitik i dets konkurrence med Kina og Rusland om indflydelse på bl.a. det afrikanske kontinent. Og i den sammenhæng også reducere risikoen for ødelæggende og destabiliserende politiske kampe om magten mellem de forskellige nationale klasser. Primært mellem de gamle compradorklasser, der i flere udviklingslande klynger sig til magten og den internationale finanskapital, og de opkommende middelklasser og ikke mindst en hastigt voksende veluddannet arbejderklasse. Både den opkommende middelklasse, den voksende arbejderklasse og den lokale industrialiseringsvækst er et produkt af de sidste tre årtiers globalisering og industrilandenes udflagning af produktion og arbejdspladser. BRICS og BRI BRICS består af et uhyre veludbygget netværk af underorganisationer i én sammenhængende struktur. Men hvor stærke og konsoliderede de enkelte underorganisationer er, hersker der en del tvivl om. Måske er deres aktuelle styrke heller ikke det afgørende. Set i et fremtidsperspektiv er det vigtigste måske, at de findes og kan udvikles i takt med de praktiske behov. F.eks. seminarer for lærere fra medlemslandene eller oprettelse af et Urbaniseringsforum, hvor erfaringer med byudvikling og håndtering af de forudsigelige spændinger mellem by og land kan udveksles og overføres fra de fremmeste lande til de mindre udviklede medlemslande eller landene i det ydre netværk. (Desværre er der ikke plads til en gennemgang af alle de underordnede udvalg, komiteer og platforme). Det afgørende er at konstatere, at BRICS som overordnet paraplyorganisation konstant opbygger organisationer og institutioner til at håndtere de problemer eller udfordringer, som selve BRICS’ vækst og betydning uvægerligt vil afstedkomme. Indenfor det tankesæt er BRICS om ikke formelt så reelt tæt knyttet sammen med det kinesisk initierede Belt and Road Initiativ (BRI). I den praktiske udrulning af initiativet indgås som hovedregel delaftaler om en række underordnede ”velfærdsaftaler” til hovedaftalerne, der ofte består i infrastrukturprojekter, etablering af hospitaler, fabrikker, uddannelsesinstitutioner mv. I det hele taget indgår de omfattende kinesiske erfaringer med stor vægt i BRICS’ udvikling (se artiklen fra juli 2025). Det gælder fattigdomsbekæmpelse. Infrastrukturel sammenkobling af by og land. Udvikling af uddannelses- og sundhedsvæsnet. Teknologisk-industriel og ikke mindst bæredygtig udvikling, herunder kontrolleret afvikling af forældet industri- og energiproduktion. Samarbejde med og regulering af udenlandsk kapital og opbygning af et sammenhængende politisk system, der kan løse opgaverne og sikre folkelig opbakning, samfundsmæssig stabilitet og holdbar miljøudvikling. Der opereres ikke med én bestemt form for politisk system. Tværtimod drøftes mange forskellige politiske og demokratiske modeller tværnationalt tilpasset de enkelte landes specifikke betingelser. Hermed ikke sagt, at Kina dominerer BRICS. Det kan Kina slet ikke uden at sprænge BRICS i stykker, hvad der på alle måder ikke er i Kinas interesse. Hele organisationens styrke og mulighed for at klare sig i magtkampen på verdensmarkedet og i det imperialistiske verdenssystem består i, at konsensus som ledende princip fungerer reelt, hvad der også gælder respekten for forskelligheden. Tag eksempelvis spændingerne mellem Kina og Indien efter krigen mellem Pakistan og Indien. De ville meget nemt kunne udvikle sig til decideret splittelse, hvis principperne ikke blev taget alvorligt af samtlige medlemslande. Men det hører også med til ligningen, at præsident Trumps og i mindre grad EU’s told- og sanktionspolitik i den grad bidrager til at styrke sammenholdet i BRICS og demonstrere vigtigheden af organisationens politik på verdensmarkedet. Det samme gælder USA’s og EU’s regimeændringspolitik overfor geopolitisk og økonomisk vigtige regimer, som ikke passer ind i deres interesser. Om sammenholdet så har den fornødne styrke til over tid at modstå USA’s og EU’s del og hersk politik overfor de enkelte medlemslande, må tiden vise. Afsluttende overvejelser I Hvor diplomatisk sluterklæringen end er forfattet, repræsenterer den i hele sin logik et opgør med verdensmarkedets nuværende struktur og magtforhold og indvarsler en langvarig kamp for at nedbryde det imperialistiske verdenssystems fastholdelse af de tidligere kolonilande i en underordnet position i det samlede system. Hvilke baner opgøret vil tage, hvilke konflikter økonomiske, politiske og militære, der vil blive udspillet, og hvilke konsekvenser, vi vil opleve, kan der siges meget lidt kontant om i den nuværende fase. Men sammenstød og konflikter vil komme og sandsynligvis også med en uoverskuelig voldsomhed. (F.eks. bombningerne af Iran i juni måned. USA’s provokationer overfor Kina mv.). Allerede nu reagerer præsident Trump mere og mere voldsomt og irrationelt overfor BRICS. Helt konkret straffer han to af de toneangivende lande som Brasilien og Indien med tårnhøje toldsatser. På den anden side siger det en hel del om fremtidens konfrontationer, at USA og også EU ikke kan etablere en fælles politik for, hvordan de skal inddæmme Kina og nedkæmpe Rusland i Ukraine. Faktisk fører konfrontationerne med Kina og Rusland konstant til indre splittelser dels i USA og mellem EU landende indbyrdes og dels mellem USA og EU. I stedet for at låse sig fast i skyttegravsmetaforen er det afgørende vigtigt at analysere, hvorledes de politiske-militære- og økonomiske magtteatre konstant forskyder og reetablerer magtforholdene mellem BRICS-landene og de Atlantiske kapitalistiske stater. Billedet er dynamisk og i konstant bevægelse. Det afgørende er, at BRICS aktuelt (der kan komme nye organisationer i morgen) repræsenterer de lande og økonomier, der ikke kan udvikle sig, uden høj global vækst, målrettede industrielle investeringer og generel industriel udvikling af verdensmarkedet. Heroverfor står en Atlantisk kapitalisme præget af uhæmmet finansspekulation og afindustrialisering, som gennem de sidste to årtier har bremset verdensmarkedets vækst ved politisk/militært og økonomisk at fastholde det ulige bytte, som i det store og hele er lig med skjult kapitaloverførsel fra de tidligere kolonilandes produktive vækst til de udviklede kapitalistiske landes uproduktive profitjagt. IMF’s og kapitalfondenes investeringer har været og er procykliske og retter sig alene mod investeringsobjekter, der gavner de rige lande. Og kan det udbytningsforhold af forskellige årsager (politiske, militære, uafhængighedskampe, militære kup mv.) ikke opretholdes, har næsten alle landene i Afrika, Asien og Latinamerika oplevet flere perioder med massiv kapitalflugt og spekulation mod deres valutaer. Man kan med en spidsformulering sige, at BRICS’ hele logik er kampen for en ny progressiv periode i udviklingen af det kapitalistisk verdensmarked, som på alle områder må overskride og overvinde de nuværende strukturer i det eksisterende verdensmarkedssystem og tilsvarende institutionelle orden. Hvilket selvfølgelig ikke er muligt uden omfattende skift i de globale magtforhold, herunder de geo- og magtpolitiske strukturer. Hvad der igen indebærer et opgør med alle de institutionaliserede undertrykkelsesformer, der under Amerikansk dominans har præget det, der kaldes den nuværende verdensorden. Projektet kan for nuværende forekomme håbløst, når man tager USA’s, EU’s og Japans samlede økonomiske, politiske og især militære styrke i betragtning, der kan aktiveres som destabiliseringspolitik, hvis deres positioner og privilegier i det imperialistiske system for alvor trues. Men betragtet dialektisk forholder det sig anderledes. BRICS’ strategi koblet med BRI’s udrulning vil i den udstrækning, organisationen kan afværge eller neutralisere f.eks. USA’s og EU’s modoffensiv, indebære en nedbrydning af den Atlantiske enhed, bl.a. fordi EU ikke i længden vil kunne holde til at være underordnet USA særinteresser og de enkelte lande indenfor EU ikke vil kunne holde til at være underordnet EU kommissionens mere og mere autoritære og centralistiske kurs, der først og fremmest gavner de helt store transnationale virksomheder og den europæiske finanskapital. Blot et enkelt nedslag. Alene udbygningen af det Eurasiatiske jernbanenet helt frem til Hamburg og de mange udviklingsprojekter i forbindelse med udrulningen af BRI, vil gøre det både nødvendigt og attraktivt for europæiske virksomheder at søge ind i disse samarbejder. På den anden side vil EU have interesse i at ændre det dollardominerede SWIFT system, fordi både toldpolitikken og svingende valutakurser helt kontant rammer Europas fortsatte styrke på verdensmarkedet. Man skal således passe på med at presse udviklingen ind i bestemte stivnede fronter eller polære systemer. Det forekommer mere frugtbart at definere de kommende konfrontationer mellem BRICS reformpolitik og de Atlantiske lande som både vertikale og horisontale konfliktområder og udviklingspotentialer. Det gælder omvendt også internt i BRICS, der ikke er en alliance og endnu mindre en monolit. BRICS langtrækkende reformstrategi vil også åbne for klassemodsætninger og politiske magtkampe i medlemslandene og flere af de lande, der søger associeringsaftaler. F.eks. har Argentina, efter den ekstremt liberale Javier Gerado Milei vandt præsidentvalget, trukket sig fra medlemskabet, og der skal ikke ske de store politiske forskydninger i Brasilien eller Indien, før deres medlemskab kan blive tvivlsomt. Og helt sikkert er det, at især USA vil gøre alt for at destabilisere og splitte BRICS organisationen ved at presse enkeltlandene politisk og økonomisk. Man kan heller ikke forestille sig en accelereret industriel udvikling i de tidligere kolonilande, uden at det vil kræve store politiske omvæltninger, sådan som det blandt andet ses i de Vestafrikanske lande eller i de Sydøstasiatiske lande. (eksempelvis militærkuppet i Burkina Fasso, hvor præsident Ibrahim Traoré har indledt et radikalt opgør med den gamle compradorklasse og sat gang i flere sociale- og industrielle udviklingsprojekter med konstant fare for, at Frankrig og USA eller deres proselytter i andre afrikanske lande skal spænde ben for projekterne). I det hele taget er det vanskeligt at forestille sig Partnerskaber for En Ny Industriel Revolution gennemført uden opbygningen af lokale stærke og i mange situationer statsmagter med en dominerende udøvende magt og nye samfundsstrukturer, der rækker langt ud over de kendte liberal demokratiske samfundsformer. Heri indgår også muligheden af, at industrialiseringsstrategien, der er ensbetydende med en progressiv udvikling af det kapitalistiske verdensmarked i selve processen, vil udløse klassekonflikter af en type, der kan føre til flere ”progressive” kup eller magtovertagelser med sågar socialistisk orientering inspireret af udviklingen i Kina. Kinas videre udvikling af balancen mellem socialisering af hele samfundet og ageren på kapitalistiske markedsbetingelser vil komme til at øve afgørende indflydelse på den faktiske realisering af BRICS’ reformstrategi. Afsluttende overvejelser II De centrale imperialistiske magter USA og Europa gennemførte globaliseringen og den neoliberale strategi for at overvinde den økonomiske krise i 70’erne og 80’erne og skabte en endnu større krise med finanskrisen i 2008. Den krise er de samme lande ikke kommet ud af, men har tværtimod for at afstive kapitalismen skabt en finanskapital, der i dag udgør den største forhindring for udvidelsen af det kapitalistiske verdensmarked og fornyet akkumulation. Samtidig har den samme strategi skabt de materielle betingelser for et opbrud indenfor verdensmarkedssystemet i og med den accelererede industrielle udvikling udenfor USA og Europa, som nu ikke kan komme ret meget videre uden at nedbryde det nuværende kapitalistiske verdensmarkedssystem og de tilhørende institutioner. Det er den historiske situation, der har skabt BRICS og organisationens tiltrækning af lande og bevægelser udenfor det imperialistiske centrum. Men der er så mange ubekendte faktorer i spil i den situation, at det ikke forekommer hensigtsmæssigt at operere med mekaniske udviklingsperspektiver. De eksisterende verdenssystemer går ikke bare under og erstattes ikke bare af nye systemer. Den globale vækst kommer ikke bare op i gear. Dannelsen af BRICS er først og fremmest et varsel om, hvad der er på vej og danner ikke grundlag for forudsigelser. En socialistisk magtovertagelse i eksempelvis Brasilien vil være et radikalt nybrud, men en større økonomisk- og politisk krise i USA vil ryste hele verdensmarkedet med helt uforudsigelige konsekvenser både for de imperialistiske magter og for de tidligere kolonilande. Derfor kan det analytisk være hensigtsmæssigt at holde sig proportionerne for øje og ikke i bar eufori over BRICS’ udvikling gribe til geopolitiske overfortolkninger. USA’s og Europas dominans på verdensmarkedet er indiskutabelt på retur, hvilket bl.a. BRICS dokumenterer. Men en ny ordensstruktur er ikke en mere sikker udgang end et uoverskueligt og brutalt kaos. De hidtidige vækstovergange/transformationer i kapitalismens historiske udvikling er hverken foregået lineært eller fredeligt, og det selv om overgangsprocessernes centrum  har været indenfor den eurocentriske kultur- og samfundskreds. Det, vi med BRICS står overfor i dag, er, at udviklingsmotoren for en videreudvikling af det kapitalistiske verdensmarked skal findes udenfor den Atlantiske kapitalismes- og eurocentriske kulturdominans. Hvor Vestens universelle værdier fortrænges fra scenen som bestemmende aktør og højeste norm af det kinesisk (asiatisk) inspirerede ”fælles delte værdier for menneskeheden”, fordi det princip åbner for BRICS forestillinger om de enkelte folks mulighed for at finde veje til at omsætte de fælles værdier praktisk og forenelige med de givne betingelser. BRICS Partnerskab for En Ny Industriel Revolution repræsenterer i sin konsekvens en voldsom udfordring af det verdenssyn, der har præget den Vestlige tænkning i flere århundrede. Den udfordring skal tænkes med. En ny industriel udvikling kan ikke reduceres til en teknisk proces. Den involverer ændrede samværs- og forståelsesformer både nationalt og internationalt, og det er i de processer, at de forskellige aktører får deres samfundsenergi og rationale. Jan Helbak.                                          

  august 8, 2025 8:37 pm

  Læs mere

• Angrebet på Iran og den Eurasiatiske dimension

  “Det er ikke vist at kæmpe mod strømmen. Men derimod at følge den og forme dens retning og hastighed”. Konfutse Angrebet den 13 juni Israels angreb på Iran den 13. juni og USA’s efterfølgende bombardement af tre atomfaciliteter tilsidesatte samtlige internationale regler og traktater, der siden 1945 har reguleret samkvemmet mellem verdens stater. Tilsidesættelsen og angrebene kan ikke begrundes med påstanden om, at Iran var på tærsklen til at kunne producere atomvåben. Angrebene kunne kun finde sted, fordi Israel med USA’s samtykke mente at have magten til at gennemføre dem og også forestillingen om, at Iran reelt ikke kunne svare igen på et ”chok and awe” angreb, der skulle lamme landets politiske og militære ledelse. Flere militære topchefer og ledende atomforskere blev dræbt, men den forventede destabilisering af det iranske styre udeblev. Til gengæld blev Israel udsat for et magtfuldt og ødelæggende gensvar fra Iran. Af så voldsom karakter, at USA måtte iværksætte bombningerne og herefter erklære våbenhvile. Der er ikke tale om en øjebliksbestemt aktion. Israels angreb har været forberedt siden eftersommeren 2024. Det indikerer også, at USA trods Trumps benægtelse har været med hele vejen, da USA’s kommunikationsnet har indgået i forberedelserne. Spørgsmålet er så, om hensigten var at ødelægge Irans atomkapacitet og sætte Irans mulighed for at producere atomvåben mange år tilbage. Eller om atomspørgsmålet først og fremmest blev fremhævet som pseudobegrundelse for at give angrebene og det slet skjulte mål om regimeskifte legitimitet i den Vestlige verden? Her flere uger efter angrebene taler mest for det sidste. Det er værd at bemærke, at alle spørgsmålene om regel- og traktatbrud og de reelle mål for aktionerne nu fortaber sig i et sandt morads af påstande om den faktiske ødelæggelse af Irans produktionskapacitet, som jo angiveligt var målet, eller om bombninger kun har anrettet overfladisk skade. Slagsmålet om ødelæggelsernes omfang foregår kun mellem Trump og Netanyahu mod resten af verden men har nok så meget ført til en intern kompetencestrid om sandheden i de respektive regeringer og administrationer. Nettoresultatet her og nu er, at ingen ved, hvad der rigtigt og forkert, og få stoler på meldingerne fra den amerikanske og israelske regering. Og det er måske det mest prægnante tegn på USA’s og også Israels svindende autoritet. Færre og færre har tillid til ledernes eller deres administrationers udsagn. I stedet leder man efter andre mere pålidelige og autoritative kilder for at finde ud af, hvad der er op og ned. Men vi ved: At hvis Trumps påstande står til troende, vil begrundelsen for yderligere angreb mangle, og hvis der alligevel angribes igen, vil disse dementere Trumps og Pentagons første udsagn, At Folkeretten og flere andre regler og traktater er blevet brudt, uden at USA og Europa overhovedet forsøger at komme med bortforklaring. Der henvises blot til, at Iran var langt fremme i berigelsen af uran. Den indstilling har meget vidtgående konsekvenser, da den indvarsler et generelt opgør med et flertal af de internationale regelsæt, der blev initieret og institutionaliseret efter 1945. Tilbage er snart kun ”magt er ret”, og det vil gælde for alle og således også undergrave NATO-landenes begrundelse for at støtte Ukraine, At løgn, vildledning og udhuling af diplomatiets betydning, herunder de almindelige forhandlingskodeks, nu hører til dagens orden. Magtopbuddet træder i stedet for tillid, At resten af verden har fået en lektion i, hvor centralt det er at indgå i eller bidrage til at opbygge alternative alliancer for at beskytte sig overfor Vestens – især USA’s – fortsatte overgreb, destabiliseringspolitik og CIA’s statsterroristiske aktioner mod regeringer, der ikke passer ind i USA’s og Vestens kram, At vrangen af myten om Israels næsten uovervindelige militære styrke er blevet vendt ud, hvilket kan føre til helt uforudsete forskydninger og ændringer i magt- eller samarbejdsrelationerne i Mellemøsten. Nyorienteringer i Saudi-Arabien og AUE er allerede i gang. (diskrete tilnærmelser mellem Saudi-Arabien, UAE og Iran). Hvorfor nu? Men hvorfor gennemføres angrebene lige netop nu? Hvorfor ikke sidste år eller om et halvt eller helt år? Det formelle svar fra Netanyahu og Trump er blevet gentaget igen og igen: ”Iran var kun fjorten dage fra at kunne producere atommissiler”. Man skal her bemærke, at det har Netanyahu sagt siden 2003. Ønsker vi imidlertid at komme bag disse helt indlysende pseudoudmeldinger, bliver det nødvendigt at åbne horisonten og indføje flere historiske dimensioner på en og samme situation, fordi USA’s og Israels overfald på Iran ikke kan forklares som en enkeltbegivenhed. Dermed ikke sagt, at Israels moralske fald hos verdensopinionen på grund af massedrabene i Gaza ikke har spillet en rolle for valget af tidspunkt. Men efter min opfattelse har distraktionsperspektivet ikke spillet en afgørende rolle. Jeg deler heller ikke det overvejende flertal af kommentatorers og analytikeres opfattelse, at det er Israel (Netanyahu), der med angrebet den 13. juni har presset USA til at deltage i overfaldet på Iran. Dvs. at Netanyahu har presset Trump til at følge op på Israels lynangreb. Historien taler ikke for den udbredte opfattelse, at det er Israel, der styrer USA’s politik i Mellemøsten, og at USA ikke kan frigøre sig fra støtten til Israel næsten uanset hvilke politiske og militære overgreb, de forskellige regeringer har gennemført i Mellemøsten. Hele historien fra 1948 op til i dag viser, at Israel aldrig har været andet end USA og delvist Europas største ”landbaserede hangarskib” i Mellemøsten. Som væsentligste fremskudte frontlinje i især USA’s del og hersk og destabiliseringspolitik i det efterkoloniale Mellemøsten. Det betyder ikke, at de israelske regeringer og dets militær ikke har haft egne interesser og gennemført aktioner, der ikke flugtede med de siddende amerikanske administrationer og faktisk flere gange har ført til, at USA måtte intervenere for at beskytte Israel senest med støtte til regeringens autoriserede folkedrab i Gaza. Men det betyder, at Israel altid har været afhængig af forskydningerne i USA’s strategiske interesser og af samme grund været afhængig af USA’s politiske og økonomiske bistand. Siden 70’erne har Israel modtaget bistand for ca. 340 mia. dollar. En sådan støtte binder modtageren mere end giveren. Det er vel muligt, at ”halen har svinget med lidt med hunden i forskellige bestemte perioder, men det er hunden, der bestemmer hvor længe, halen skal svinge”. Angrebet på Iran kommer nu, fordi den økonomiske og politiske udvikling, der i dag tager form i Eurasiens to poler (Europa og Østasien) og i Centralasien vil få afgørende betydning for USA’s fremtidige globale magtposition og Israels fremtidige eksistensbetingelser. Af samme grund er det nærliggende at forvente nye angreb eller destabiliseringsaktioner mod Iran. Endnu engang tilbage til 1992 Iranspørgsmålet som strategisk kernepunkt for USA er ikke af nyere dato. Faktisk er spørgsmålet indføjet i en bredere dominansstrategi, som blev formuleret umiddelbart efter ophøret af den kolde krig. Strategien bygger igen oven på den geopolitiske strategi, der praktisk blev udfoldet umiddelbart efter 2. Verdenskrig. USA besatte de facto Japan og underlagde sig senere Sydkorea efter våbenhvilen under Korea-krigen i 1953. Samtidig engagerede USA sig indirekte i støtten til englændernes og franskmændenes bestræbelser for at bevare deres dominans i Sydøstasien. I samme periode blev Marshallhjælpen rullet ud i det krigshærgede Europa. Dels for at sikre Amerikas økonomiske interesser og dels for sikre den politisk militære dominans i Europa og for at inddæmme Sovjetstyret. Strategiens kerneperspektiv var at ”lukke begge ender af den Eurasiatiske landmasse”. Næste fase i strategien var at opsplitte/opdele Sydøstasien og Centralasien i venligtsindede nationer og på den måde isolere Sovjetunionen og lukke for fremtidig kinesisk ekspansion. Indien skulle efter ophøret af det engelske koloniherredømme forhindres i sammen med Sovjet og Kina at spille en central rolle i den videre udvikling af Eurasien. Strategien ændrede ikke mål og substans men karakter efter Sovjetunionens fald. Centralasien blev efter opløsningen af Sovjetunionen til et kludetæppe af selvstændige stater, der meget let kunne resultere i den ene lokale/regionale konflikt efter den anden, som USA ikke kunne styre endsige inddæmme. Det største problem set ud fra USA’s hegemoniske interesser kunne blive, at dominansen i Østasien og Europa ikke ville være stærk nok til at forhindre udviklingen af et samlet Eurasien fra Øst til Vest. I det spændingsfelt har først og fremmest Iran men også den arabiske del af Vestasien spillet en central geostrategisk rolle. Hvilket også lå bag kuppet mod den demokratiske valgte premierminister Muhammed Mossadegh i Iran i 1953, der bl.a. havde lagt sig ud med de store olieselskaber og orienterede sig mod et samarbejde med de Centralasiatiske lande. På baggrund af den tradition og det perspektiv fremlagde viceforsvarsminister Wolfowitz i 1992 en samlet strategisk plan for konsolideringen af USA’s hegemoni- og dominanspolitik. Den såkaldte Wolfowitz-doktrin er i det store og hele blevet fulgt af samtlige amerikanske præsidenter efterfølgende omend modificeret efter de konkrete forhold og udfordringer. Udgangspunktet for doktrinen var, at den kollektive sikkerhed i 30’erne fejlede, fordi der ikke var en stærk magt til at give lederskab. Hvis den situation skulle undgås efter afslutningen af den kolde krig, måtte USA mobilisere sit magtpotentiale, så hegemoni- og dominansstrukturen ikke kunne antastes. Helt konkret blev doktrinen udmøntet i fire hovedpunkter: USA skulle være i stand til at afskrække eller nedkæmpe en hvilken som helst magt, der måtte udgøre en trussel mod USA’s interesser, USA skulle udbygge et samlet system af militære alliancer og arrangementer og samtidig forebygge eventuelle forsøg på at renationalisere forsvarspolitikken, hvilket først og fremmest var målrettet mulige opbrud fra Nato, USA skulle kunne forhindre enhver fjendtlig magt i at dominere en region, som måtte være af betydning for amerikanske interesser. Nævnt blev Østasien, Mellemøsten, den Persiske golf, Latinamerika og Europa, USA skulle forhindre regional ustabilitet, hvor en sådan kunne udfordre amerikanske interesser og sprede våbensystemer og nuklear kapacitet. I det større geostrategiske billede var der allerede i 1990 blevet udviklet en særlig doktrin for USA’s dominans i Stillehavet med fokus på Sydøstasien. Længere fremme i dokumentet står der direkte, at USA sammen med dets allierede må udbygge og konsolidere mekanismer til at afskrække potentielle aggressorer fra at aspirere til at en regional eller endog global rolle. Til det formål skulle USA’s militære styrke udvikles til at fortage hurtige indgreb med overvældende styrke for at afskrække en hvilken som helst udfordrer. USA skulle samtidig være indstillet på at forhindre nogen regional magt i at udvikle atomar eller kemisk militær kapacitet. (Også kaldet WMD). Til det formål skulle USA kunne fortage ”forebyggende/foregribende angreb” og handle uden om de internationale regler og om nødvendigt handle alene eller sammen med en ”koalition af villige”. Fem år senere satte tidligere sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski i en større artikel fra 1997 (A Geostrategy for Eurasia) Wolfowitzdoktrinen ind i en mere konkret Eurasiatisk sammenhæng som afgørende for at forebygge en kritisk udfordring af USA’s globale førerstilling. Artiklen lægger ikke fingre imellem. Kina og Indien ses som aspiranter til regional hegemoni, der både økonomisk, politisk og militært kan presse amerikanske interesser. Eurasien befolkes af 75% af jordens befolkning, det samlede BNP udgør 60% af verdens BNP. Og så kommer hovedpointen: Eurasien er verdens bærende superkontinent. Fra Vest i Europa til Øst i Asien vil Eurasien, hvis det samles i et landfast samarbejds- og sikkerhedsmønster, udgøre den største trussel mod USA. Derfor måtte hovedfokus være at forhindre nogen magt eller grupper af lande i at udelukke USA fra indflydelse i Eurasien. Som noget kontroversielt foreslog, Bzrezinski, at USA skulle arbejde på at etablere et godt forhold til Iran og befordre Irans tætte samarbejde med Tyrkiet, Usbekistan, Aserbajdsjan og Turkmenistan med det formål at opbygge et stabiliserende midtpunkt i Centralasien, og Kaukasusområdet og som venligtsindet forbindelsesenhed mellem Mellemøsten og Centralasien. Læg mærke til, at Israel ikke her spiller samme vitale rolle for kontrollen som efter revolutionen i Iran to år efter. Bzrezinski foreslår også et tættere samarbejde med Kina og foreslår Kina optaget i G7. Den vision frafaldes ret hurtigt, men tanken om at integrere Kina i verdensmarkedet og undergrave kommunistpartiets styrke for at injicere kapitalistisk markedsøkonomi slippes ikke. Brzezinski demonstrerer i hele artiklen en klar forståelse for det afgørende nødvendige i, at USA spiller den dominerende rolle i Eurasien og danner forskellige alliancer og styringsmekanismer til at understøtte dominansen og splitte alle bestræbelser på at skabe et sammenhængende Eurasien udenom USA. Bzrezinskis essay blev ikke betragtet og skulle heller ikke betragtes som en tidligere højt placeret sikkerhedsrådgivers omkostningsfrie fabuleringer. Han formulerede blot det, der implicit var indskrevet i Wolfowitzdoktrinen, som  både Bushregeringen og Clintonregeringen de facto styrede efter. Det er også den geostrategiske tænkemåde, som lå til grund for George W. Bush’s beslutning om først at angribe Afghanistan og senere i 2003 at invadere Irak. I begge tilfælde for at gennemføre regimeændringer og integrere dem i den neoliberale globaliseringspolitik. De nævnte præsidenter blandede sig også destabiliserende i magtspillet mellem Indien og Pakistan på den ene side og Indien og Kina på den anden. Dvs. hele tiden holde gang i splittelser gennem del og hersk. Og hvis det ikke lykkes regime skifte og efterfølgende balkanisering som i Irak og Afghanistan. Den tankegang er blevet videreført og officielt formuleret som mulig amerikansk og Israelsk strategi. (Statsterrorisme, drab på politiske og militære ledere og regimeskifte er blevet perfektioneret af Israel senest med angrebne på Hizbollahs ledere i Libanon). Mordene på de iranske topgeneraler og videnskabsmænd samt det voldsomme angreb i angrebenes to første bølger udgår fra Netanyahuregeringens geostrategiske drejebog og i tilfældet Iran en konkret forestilling om en mulig balkanisering af Iran. Det israelske efterretningsvæsen Mossad har længe kanaliseret støtte til minoriteterne i provinserne: Azeris, Kurderne, Baloch, og de arabiske minoriteter. Taktikken bygger på den opfattelse, at det iranske regime i forvejen var så kompromitteret, at en militær ydmygelse kombineret med uro i provinserne ville få regimet til brase sammen som et korthus. Lidt i stil med situationen i Syrien. Som balkaniseret og urohærget stat ville Iran mistet status som økonomisk og geostrategisk knudepunkt i den udvikling, der er i fuld gang i hele Øst- og Centralasien med Rusland, Kina og Indien i en hovedrolle. USA’s nyere Iranpolitik På trods af de omtalte militære- og sikkerhedspolitiske doktriner er det faktisk ikke lykkedes USA eller for den sags skyld Europa at formulere en sammenhængende politik overfor Iran siden revolutionen i 1979 og dermed overfor udviklingen i Centralasien. Israel og Mellemøsten har i perioden efter den kolde krigs ophør udgjort det geostrategisk knudepunkt. Men i perioden fra 1992 og frem til i dag er både Kina og Indien vokset i omfang, der udfordrer USA’s dominans. Den udfordring konkurrerer med USA’s traditionelle dominans overfor de olierige arabiske stater, der er blevet holdt på plads af USA’s stedfortræder – Israel. Det billede er ved at ændre sig. En nye proces er nemlig under udvikling og har været det i de sidste to til tre år. De arabiske oliestater Saudi-Arabien og UAE har diskret tilnærmet sig et samarbejde med Iran formildet af Kinas diplomatiske og økonomiske offensiv. Det gælder f.eks. Kinas massive investeringer i UAE for at opbygge landet som det nye infrastrukturelle knudepunkt. Den proces går direkte imod USA’s og Israels Abrahamprotokol, hvis sigte er at normalisere forholdet mellem de arabiske stater og Israel og konsolidere Israels position som brohoved til Europa. Den proces har imidlertid stået stille siden Israel påbegyndte folkedrabet i Gaza. I mellemtiden har tilnærmelsen mellem Iran og flere af de arabiske stater underbygget Irans voksende betydning i hele det Eurasiatiske udviklingsprojekt, der i alvorlig grad både vil svække USA’s indflydelse og Israels fremtidige stedfortræder rolle i det Eurasiatiske og Vestasiatiske teater. Det er således fejltagelse at vurdere angrebet på Iran på baggrund af de aktuelle geopolitiske spil endsige lægge for meget vægt på atomspørgsmålet. Hertil kommer de mange overvejelser om Israels indflydelse på USA’s geostrategiske planer. Faktisk skal man tilbage til Obamas første præsidentperiode nærmere bestemt 2009, hvor det billede, der aktuelt tegner sig, blev beskrevet i detaljer. Det drejer sig om en omfattende analyse af USA’s forhold til Iran udviklet af The Saban Cener for Middle East Policy ved Brookings Institution. Rapporten blev fremlagt for Obama administrationen som et sammenhængende katalog over forskellige strategiske udspil overfor Iran. Rapporten har overskriften: ”Which path to Persia? Options for a new American strategy toward Iran”. Flere af rapportens anbefalinger er efterfølgende blevet afprøvet med større eller mindre succes. Risikoen for, at Iran skulle udvikle atomvåben og opnå dybere integration i det Asiatiske netværk, går som en rød tråd gennem alle de anbefalede muligheder: Forhandlingsvejen: Iran skulle tilbydes aftaler, som ikke kunne afslås gennem ”overtalelse”, her iblandt indgåelse af aftaler om atomprojekterne og truslen om sanktioner, hvis Iran afslog seriøse forhandlinger. (bl.a. gennem JCAO, som også flere Europæiske lande skulle involveres i samt IAEA), De militære muligheder: Invasion af Iran, eller massive luft bombardementer eller at overlade et muligt angreb til Israel, Regimeskifte muligheden: Støtte til et folkeligt oprør, støtte de forskellige etniske minoritetsgrupper eller støtte et direkte militært opgør med regimet, Inddæmningspolitik, hvor Iran inddæmmes økonomisk, politisk, geostrategisk og militært. Hver strategisk option blev formuleret i særskilte afsnit og afsluttet med udkast til en sammenhængende strategi, hvor alle optioner blev tænkt sammen. Efterfølgende har historien vist, at alle muligheder har været i spil, siden rapporten blev fremlagt for Obamaadministrationen, og at Trump administrationen og Israel først og fremmest har satset på de mest vidtgående muligheder for at reducere Irans position og fastholde Israels rolle i Mellemøsten. Det hører med til historien, at Trump allerede i sin første præsidentperiode lukkede af for forhandlingsvejen og derfor i dag reelt ikke har ret mange andre muligheder for at forfølge USA’s særinteresser end militære interventioner eller regimeændrende terroraktioner. I samme situation står Israel. Nu er det ikke sådan, at Brookings Instituttets anbefalinger har haft karakter af et vilkårligt tag selvbord. Fra Obamas regeringsperiode har USA måtte se sit globale politisk-økonomiske magtpotentiale og geopolitiske autoritet reduceret. Det er hele MAGA politikken et udtryk for. USA og måske endnu mere Israel befinder sig i dag i en defensiv position, hvor verdensdominansen, der ikke længere bare accepteres af resten af verden, skal forsvares med alle midler. Destabilisering og statsterrorisme har sandsynligvis erstattet de mere vidtgående militære anbefalinger som fremherskende metoder i den defensive taktik. Helt kontant hænger det sammen med, at USA knap har de militære midler og politiske grundlag for en egentlig invasion. Sporene fra Afghanistan og Irak skræmmer både Trumpadministrationen og den amerikanske befolkning. Om Trumps og Benjamin Netanyahus statsterrorisme og bombning af Iran så har indfriet de opstillede mål, forekommer langt fra sikkert. Officielt ved vi ikke, om bombninger af atomkraftværkerne fik det ønskede resultat. Vi ved heller ikke, hvor de 400 kg. beriget uran befinder sig. Og indtil videre tyder alle efterretninger på, at et regimeskifte langt fra er lykkedes, men at angrebene tværtimod har bidraget til at samle nationen bag lederne og udelukke et hvilket som helst oprør fra regionerne. Alligevel kan en ny optrapning af konflikten på ingen måde udelukkes. Det skyldes ikke konfliktens aktuelle og lokale dynamik men snarere udviklingen og spændingerne i det øvrige Eurasien, som har udfoldet sig med voksende kraft og hastighed indenfor de sidste to år. Begivenhederne i Cantralasien og i Sydkaukasus har i langt højere grad end konflikterne i Mellemøsten ligget som en styrende skyggefaktor  bag angrebene på Iran. Hvad den udvikling så konkret indeholder og besidder af konfliktperspektiv vil blive behandlet nedenfor. Det gælder hovedsageligt de politisk-økonomiske perspektiver og de geopolitiske konsekvenser. De to langsomme alternativer I 2011 formulerede Obama den berømte og stadigt aktuelle doktrin: ”Pivot China”. Formlen var ganske enkel. Europa var siden den kolde krigs afslutning blevet stadigt mindre interessant for USA. Europa havde økonomisk og politisk tabt terræn på verdensmarkedet og udgjorde trods flere forsøg ikke en samlet modvægt til USA. Europa var ikke længere målt med Wolfowtz’ målestok en allieret, der skulle kontrolleres og reguleres. Sagt mindre pænt blev de europæiske lande i USA opfattet som føjelige vasalstater. Eftertiden har vist, at det er en meget præcis opfattelse. Rusland blev i 2011 heller ikke på trods af begyndende modsætninger opfattet som en alvorlig trussel, hvor det modsatte gjaldt for det dynamiske Kina. Som Sovjetunionen under den kolde krig skulle inddæmmes, var turen nu kommet til Kina, der på alle væsentlige områder blev opfattet som den største trussel mod USA økonomiske, politiske og militære dominans. Kort fortalt indebar Obamas doktrin, at militæret i højere grad skulle koncentrere sig om dominans i Stillehavet, og at Kinas økonomiske vækst skulle bremses især på det højteknologiske område. Som det tredje ben i vendingen mod Kina indgik opbygningen af alliancer med landene i Øst- og Sydøstasien vendt mod Kina. Hvad der kun indirekte fremgik af de programmer, der efterfølgende blev udviklet, var, at Indien også skulle inddrages i alliancepolitikken, og at der skulle formuleres strategier for, hvorledes USA kunne kontrollere de Øst- og Centralasiatiske republikker og Malaccastrædet for på den måde at svække eller helt amputere Kinas forsyningskæder. Især på energiområdet bl.a. olieeksporten fra Iran. Bidenadministrationen fulgte op på Obama doktrinen med et konkretiseret og potenseret program for inddæmning af Kina. Øget militær oprustning i det Sydkinesiske hav. De facto opsigelse af aftalerne om Taiwans status og gentagne provokatoriske besøg på Taiwan af amerikanske toppolitikere og sanktioner mod Kina indenfor alle væsentlige højteknologiske områder. Sanktionspolitikken inddrog alle lande og selskaber, der måtte handle med Kina indenfor områder defineret som sikkerhedspolitisk følsomme. En bøjelig strategi, hvor områder, der blev defineret som sikkerhedspolitisk sårbare, kunne udvides i det uendelige. Trump forsøger nu i sin anden præsidentperiode at følge op på både Obamas og Bidens politik uden indtil nu at være nået ret meget længere, og i hvert fald ikke har haft videre held med at stække Kinas økonomiske udvikling. Tværtimod har inddæmningspolitikken afstedkommet en accelereret national forskning og udvikling indenfor den kinesiske Tech industri, der helt åbenlyst overgår alle forventninger. (selv Financial Times og The Economist har måttet overgive sig og anerkende den enorme udvikling indenfor Kinesisk alle væsentlige techområder). Selv Trumps aggressive told- og splittelsespolitik er stødt på alvorlige problemer. Kina har ikke blot afværget de værste konsekvenser af toldpolitikken, men været i stand til at tvinge Trump på tilbagetog. Grundlaget for Kinas modsvar er siden 2011 opbygget indenfor kinesisk industri og udvikling af nye markeder, som både USA og Europa har mere end vanskeligt ved at modgå. Kinas modsvar og generelle udviklingsstrategi i det Globale Syd Umiddelbart efter Obamas lancering af ”pivot Kina” formulerede Kinas leder Xi Jinping i en længere tale i Kasakhstan i 2013 projekt: ”Belt and Road Initiativ” (BRI). Projektet bestod først og fremmest af et økonomisk udviklingsperspektiv og sekundært en geopolitisk strategi. Det skal understreges, at BRI først og fremmest er et kinesisk funderet projekt. Men det er tæt forbundet med BRICS projektet uden, at de to projekter er identiske eller formelt afhængige af hinanden. Xi Jinping redegjorde i sin tale for Kinas mere grundlæggende udviklingsstrategi. Opbygning af en multipolær verden. Opbygning af nye økonomiske vækstmarkeder gennem favorabel finansiel støtte til landene i det Globale Syd. I første omgang med konkret fokus på Centralasien, hvor de forskellige stater på trods af enorme naturlige ressourcer ikke formåede at udvikle dem på en måde, der skabte nye markeder. Kina begyndte at investere i infrastrukturelle projekter i hele Centralasien og helt frem til Kaukasus. Der blev indgået forsyningsaftaler med Rusland og Iran indenfor olie- og gasområdet, og der blev investeret massivt i udbygning af det centralasiatiske jernbane- og it net. I 2024 skønnede Verdensbanken, at BRI omhandlede 155 lande og forudsagde en gennemsnitlig økonomisk vækst indenfor området på 4.1% samt (og ikke mindst) en reduktion af de globale handelsomkostninger på 2.2% Det har ikke på noget tidspunkt været hensigten, at BRI skulle udvikles i ekspresfart eller bygge faste alliancer. Fokus har heller ikke ensidigt været på økonomi og infrastruktur. I alle de bilaterale aftaler, der er indgået indenfor rammen af BRI, figurerer også uddannelsessamarbejde, sundhedssamarbejde, konstruktion af institutionsanlæg, industriel udvikling, markedsregulering, kultursamarbejde og udvikling af nye politikformer og solide samfundsstrukturer. Alle aftaler er blevet indgået med respekt for det enkelte lands suverænitet og politiske tradition. Der hører ikke politiske- og værdimæssige formkrav med til aftalerne. Til at finansiere den brede vifte af lokale projekter indgår Kinas Udviklingsbank, Eksport-import Bank i Kina, New Development Bank (i BRICS regi) og Shanghei Cooperation Organization (SCO er en selvstændig enhed, der formelt fungerer udenfor BRI. Iran er tilsluttet SCO), som også spiller en betydelig rolle i udviklingen af BRICS og ikke mindst opbygningen af en Central- og Vestasiatisk sikkerhedsarkitektur. På det seneste møde umiddelbart efter  USA’s og Israels angreb på Iran holdt bl.a. den iranske og kinesiske forsvarsminister separate møder, hvor der blev indgået aftaler om kinesisk militær støtte til det iranske luftsvar og mulighed for Iran at skifte fra de amerikanske kontrollerede GPS system til det kinesiske BEIDO system. Med det skifte vil USA og Israel i fremtiden få vanskeligere ved at jamme og lamme luftforsvaret. På SCO mødet blev der i øvrigt holdt møder mellem Kina og Indien for at finde frem til holdbare diplomatiske løsninger på modsætningerne mellem Indien og Pakistan. Der er indenfor BRI rammen opbygget ca. seks forskellige korridorer fra Kinas vestlige provinser hen over Centralasien og Rusland, der via jernbanenet og fælles it-net forbinder Kina med Tyrkiet/Europa, Aserbajdsjan og Kakasusområdet samt Iran og UEA. Der anlægges parallelt togforbindelser mellem Kina og Europa gennem Midt korridoren gennem Rusland og Central-Vestasien korridoren. (Turkmenistan, Kasakhstan, Usbekistan og Turkmenistan). Kort før Israels angreb på Iran, skulle det første ordinære godstog rulle ind over den Iranske grænse med ankomst i Teheran. I tilknytning til BRI er der derud over skabt jernbaneforbindelse fra det sydlige Kina og ned til Singapore, hvilket reducerer Malaccastrædets strategiske betydning i fremtiden. Ved siden af jernbanenettet indgås der obligatorisk bilaterale aftaler om anlæggelse af olie- og gasledninger, it-netværk, operationsmekanismer og nødvendige institutioner. som alle de involverede lande kan profitere af, og som reducerer hele Østasiens afhængighed af den maritime transport. Udenfor BRI, men i tæt samarbejde med Kina, har Rusland og Iran anlagt Nord-Vest korridoren fra Rusland til Iran. Korridoren indeholder ud over den fysiske forbindelse et vidt forgrenet samarbejdsnetværk, som dels styrker Irans og dels reducerer Ruslands maritime afhængighed af Sortehavet. Helt aktuelt forsøger Israel og USA at forpurre samarbejdet, der også involverer Aserbajdsjan, ved at puste til de nylige modsætninger mellem Rusland og Aserbajdsjan på den ene side og spændingerne mellem Iran og Aserbajdsjan på den anden side. I angrebet på Iran opererede Israel fra Aserbajdsjansk grund. Ved at trække Aserbajdsjan i Vestlig retning er det USA’s og Israels hensigt dels at fastholde Israel og ikke mindst Tyrkiet som et centralt forbindelsesled til Europa, der går uden om Rusland og Iran og dels bremse eller i det mindste svække Kinas direkte ved gennem togforbindelsen til Baku og den nærliggende dybvandshavn, som Kina har stået for. BRI netværket begrænser sig ikke til det Eurasiatiske område. BRI udstrækker sig også til samarbejdet med flere Latinamerikanske og Afrikanske lande. Men det samarbejde og de dimensioner vil ikke blive behandlet i denne artikel. BRI’s strukturelle perspektiv BRI skal uden om de mange floromvundne udtalelser og proklamationer forstås som Kinas antiimperialistisk vækst- og udviklingsmodel, der i hele sit væsen og set up langsomt skal opbygge det Globale Syds vækstalternativ uden at konfrontere USA’s og Europas finansielle, økonomiske og institutionelle dominans direkte. Man kan sige, at BRI er en forlængelse af Kinas egen vækststrategi, der først og fremmest fokuserer på industriel vækst, social- og sundhedsmæssig sikkerhed, folkelig inddragelse og skarp regulering af hele den finansielle sektor. Økonomen Isabelle Weber har meget præcist i sine analyser af det kinesiske samfund og delvist BRI kaldt Kina for en statskonstitueret markedsøkonomi. Med central statslig styring af både statslige- og private markeder og langsigtet allokering af kapital og investeringer uden kortsigtede hensyn til kapitalafkastet. Kort sagt en markedsmodel helt forskellig fra den Transatlantiske neoliberale kapitalisme, finanstyranni og kortsigtede profitjag. BRI projekterne skal i den forstand forstås som den eksterne forlængelse af Kinas indre vækststruktur og vækstmål. BRI indeholder et udbredt netværk af forbindelser og samarbejdsflader, som danner grobund for et fremtidigt valutasamarbejde og opbygningen af alternative finansinstitutioner. Både som modeller for fremtiden og som det materielle grundlag for at presse Vesten til reformer af IMF, Verdensbanken, UNCTAD, WTO og FN. Målet er at skabe forudsætningerne for en mere ligelig fordeling af indflydelse/stemmevægte mellem de Atlantiske lande og landene/samarbejdsalliancerne fra det Globale Syd i de respektive institutioner. Efter min opfattelse, er det den strategiske sammenhæng, der historisk overlejrer den aktuelle konflikt mellem Israel/USA og Iran. Efter en noget omtumlet og ikke specielt succesfuld start er BRI ved at finde formen og metoderne til at udvikle netværket og forpligte de forskellige deltagere. Dvs. at udrulningen af initiativerne nu foregår betydeligt hurtigere og mere sikkert, hvad der helt åbenlyst nu udgør den alvorligste trussel mod USA’s interesse i et opsplittet Centralasien og Israels interesse i at bevare sin rolle som USA’s og Europas landbaserede hangarskib i Mellemøsten. USA’s og Israels forsinkede modsvar til BRI I 2023 på G20 topmødet i New Delhi underskrev Indien, USA, UAE, Saudi Arabien Israel, Frankrig, Tyskland og EU et memorandum som grundlag for ”India, Middle-East, Europe economic Corridor” (IMEC). IMEC’s vigtigste mål var at skabe fælles økonomisk udvikling, infrastrukturel sammenhæng, energisamarbejde og økonomisk integration mellem Asien, den Persiske Golf og Europa. Korridoren skulle gå fra Indien gennem Golfen og Israel til Italien og Grækenland som et modsvar til BRI og Rusland – Iran forbindelsen. IMEC skulle dæmme op for BRI og forhindre Indien og de arabiske lande i at blive tilknyttet BRI på den ene eller den anden måde. Israel skulle spille en nøglerolle både som transitland og som disciplinerende magtfaktor overfor de arabiske lande. IMEC er imidlertid ikke rigtigt kommet fra start. Der hersker fortsat uenighed om finansieringsgrundlaget og de praktiske projekter. I virkelighedens verden fungerer IMEC indtil videre først og fremmest som et ideologisk projekt og som talerstol for Netanyahu, når han på især USA’s og Europas vegne tordner mod Kinas ”autoritære kapitalisme”. På skyggesiden er IMEC løftestang for infiltrering i de lande, der har tilsluttet sig BRI. Den politik har også været afprøvet overfor Iran for at få Iran ind i folden, men blev i oktober 2024 pure afvis af Khamanei, som pointerede, at Israels kampagne mod Iran havde til formål at gøre Israel til centralt knudepunkt for energieksport til Europa for at sikre sig sin egen overlevelse som selvstændig stat. Få dage efter besluttede det Iranske parlament at styrke tilknytningen til Kina, BRI og søge om optagelse i BRICS samt fremme udbygningen af Nord-Syd korridoren mellem Rusland og Iran. Landene bag IMEC har ikke haft den store succes med projektet. USA og Europa kan reelt ikke tilbyde håndgribelige udviklingsprojekter med respekt for deltagerlandenes suverænitet og geopolitiske autonomi. Israels og USA’s angreb på Iran har tværtimod om end utilsigtet fremskyndet samarbejdet mellem Saudi-Arabien og UAE og Kina og Rusland og således svækket IMEC. Det lykkedes i øvrigt Kina et år før angrebet på Iran at formidle en tilnærmelse Saudi-Arabien og Iran. Og til forskel fra samarbejdet i IMEC, foregår det noget mere konkret og praktisk mellem Rusland/Kina og Golfstaterne, hvor især oliehandlen foregår i de lokale valutaer, hvilket også har reduceret Saudi-Arabiens investeringer i Petrodollars. Den Centralasiatiske inddæmning af Kina Og så er vi tilbage ved Wolfowitz og Bzrezinski doktrinen. Obama doktrinen efterfulgt af Bidens aggressive politik overfor Kina i hele Stillehavsområdet fulgt op af sanktionspolitikken er ikke tilstrækkelig til reelt at inddæmme Kina og fastholde USA’s globale dominans. Udvidelsen af Nato mod Øst gik relativt smertefrit indtil Rusland trak en rød linje ved Ukraines optagelse i Nato. Vigtigheden af denne strategiske øvelse havde Wolfowitz understreget flere gange i doktrinen. Ukraine skulle forstås som bindeled til Kaukasusområdet og herfra til Vestasien. Få i den Atlantiske alliance havde forestillet sig, at Rusland kunne mønstre den militære styrke, som tilfældet er, og binde Ukraine, Europa og USA i en opslidningskrig, som Rusland står til at vinde med store omkostninger for Europas økonomi og sammenhængskraft. Og få havde for alvor regnet med, at sanktionspolitikken overfor Rusland for det første ville bringe Kina og Rusland tættere på hinanden, men for det andet også accelerere udviklingen i både BRI og BRICS. Den Atlantiske kapitalisme, der ikke har meget at tilbyde det Globale Syd hvad angår støtte og udvikling har gennem hele Ukraine krigens forløb fået anskuelsesundervisning i, hvor langt den Atlantiske alliance er indstillet på at gå for at undertvinge et hvilket som helst land dets dominans og interesser. Alene den indsigt har bidraget til at øge interessen for både BRI og BRICS som dels udviklingspartnere, dels beskyttelse overfor den Atlantiske sanktionspolitik og dels som kommende institutioner til finansiering af det Globale Syds nødvendige udviklingsinitiativer. Krigen i Ukraine og Natos og EU’s Ani russiske sanktionspolitik og massive militære støtte til Ukraine har i virkeligheden fremmet og ikke hæmmet de asiatiske og afrikanske landes bevægelse væk fra USA’s og Europas indflydelse. Ukrainekrigen og Israels moralske deroute har trukket det Eurasiatiske ”spøgelse” frem på scenen. Ruslands og Kinas stadigt tættere samarbejde og deres indbyrdes arbejdsdeling, som den kinesiske udenrigsminister understregede under besøget i EU, bliver aksen som både samarbejdsrelationerne i Centralasien og i Afrika bygges op omkring. Hvor Rusland af historiske grunde har vanskeligt ved at udvikle eller fastholde et samarbejde med flere af landene i Centralasien, Vestasien og Kaukasus, træder Kina ind via BRI og knytter landene til aksen. Hvis den udvikling holder ved, bliver Bzrezinskis mareridt en realitet. USA mister muligheden for at balkanisere Centralasien som grundlag for enten at gennemtvinge sine interesser eller fastholde det hidtidige fodfæste. Hvilket vil resultere i følgende: A). USA får endnu vanskeligere ved at gennemføre sin inddæmningspolitik overfor Kina på landsiden både politisk, økonomisk og militært, hvad der igen svækker styrken i Stillehavsstrategien. Vanskelighederne kan allerede spores nu i forbindelse med Trumps toldoffensiv overfor Kina, der allerede var forudset og forberedt og svarer nu igen ved at omdirigere en større andel af eksporten til Asien, Centralasien og store dele af Afrika formidlet gennem BRI netværket. B). USA og Europa har mødt grænserne for sanktionspolitikkens effekt og mulighederne for at isolere Rusland. På samtlige områder har Putinregeringen sat turbo på orienteringen mod Øst og indgår nu den ene samarbejdsaftale efter anden på de højteknologiske områder samtidig med, at de industrielle investeringer spredes ud på langt flere og strategisk vigtige industrigrene end tidligere. Rusland er, mens krigen i Ukraine raser, i gang med en kolossal vending væk fra primær råstofeksport til forceret udvikling af bl.a. Tech-sektoren. I den sammenhæng indgår også det tætte samarbejde mellem Rusland og Iran, der rummer langt flere områder end det militærtekniske. Som et apropos er det vigtigt at understrege, at de relativt hurtige reaktioner på USA’s og Europas dominanspolitik og omdirigering af produktion, investeringer og handel først og fremmest er muliggjort af en udbredt statsstyring af både investeringer, produktion og marked, herunder international samhandel og kapitalregulering. Selv om Rusland og Kina økonomisk strukturelt ikke ligner hinanden og måske, måske ikke, kommer til at tegne samme udviklingsbane, har de to lande tilnærmet sig hinanden politisk og økonomisk, hvor især Rusland indoptager flere af de samfundsmæssige styringsmekanismer, som er udviklet i Kina. Og for så vidt det lykkedes indenfor overskuelig tid at udvikle en fælles valuta/fælles valutasamarbejde – ikke alene mellem Rusland og Kina – men indenfor BRI og BRICS rammen, vil det resultere i yderligere tilnærmelser. Der, hvor vandene på længere sigt kan skille, vil udgå fra de to landes forskellige grundlogikker. Kina er afhængig af BRI og BRICS som strategisk perspektiv, fordi hele regimet og folkekulturen bygger på forestillingen om Kinas vej mod socialisme. Hele Kinas udenrigspolitik må have som rationale at nedbryde de imperialistiske Vestmagters dominans og skabe et multipolært verdensmarked, hvor alle stater kan indgå i et ligeværdigt samarbejde, og hvor der opbygges institutioner og mekanismer til at reducere og nedbryde de mekanismer, der i århundrede har holdt det Globale Syd nede i underudvikling. Rusland har i et årti i praksis forfulgt den samme politik på trods af, at landet er grundlæggende kapitalistisk og indtil 2014 havde ambitioner om at blive integreret i den Atlantiske kapitalisme. De ambitioner har Natos Øst udvidelse og Ukrainekrigen sat en stopper for, og Putinadministrationen har brugt de forfatningsmæssige muligheder for at styrke centralmagten og samfundsreguleringen, herunder regulering af økonomien og den interessebestemte og geostrategiske udenrigspolitik. Der virker med andre ord en vis konvergens mellem Kinas og Ruslands praktiske politik. En slags fælles forsikring mod den Atlantiske dominanspolitik, og det er ikke muligt uden et stærkt fodfæste i størstedelen af Eurasien. Vladimir Putin redegjorde meget præcist for den fælles strategi under SPIEF 2025 topmødet i Sct. Petersborg (International økonomisk forum), mens Israel og USA angreb Iran: ”Kina og Rusland formulerer en ny verdensorden. Kina og Rusland vil ikke skabe en ny verdensorden. Vi giver den snarere form. Den ny verden vokser helt naturligt frem som solopgangen. Vi kan ikke undgå det. Vores rolle er at formulere konturerne, måske bane vejen for den proces, så den bliver mere afbalanceret og forbundet med interesser for den klare majoritet af lande i verden. Vi antager, at alle nationer vil anerkende og endelig forstå, som jeg tidligere har gjort klart, at den tilgang til at finde løsninger vil vise sig overlegen i forhold til det magtfulde pres eller neokoloniale paradigme, som menneskeheden har levet under i århundrede – hvis ikke årtusinder”. Oversat siger Putin, at Kina og Rusland ikke kan tvinge nogen suveræne stater til samarbejde eller optagelse i de forskellige netværk. Ingen stater går frivilligt ind i de omtalte netværk, hvis der ikke er klare fordele for den enkelte nation. Derfor kan der heller ikke opstilles ganske bestemte politiske og værdimæssige normer for samarbejdet. Vejen til øget vækst og større global lighed går over mange forskellige politiske og systemiske veje. Det drejer sig ikke om at føre en politik, hvor den Atlantiske kapitalisme udfordres ensidigt.  BRI og BRICS projekterne skal vælges til som alternativer. De forskellige fora og samarbejdsformer skal ”skynde sig langsomt”. Det er også en nødvendig fremgangsmåde, hvis det skal lykkes at overvinde interesseforskelle og indre modsætninger i f.eks. BRICS, som kun langsomt udvikler sig til en mere sammenhængende blok uden at erklære sig som en alliance. Indien og Kina, begge medlemmer af BRICS, har stadig mange uløste lokale konflikter og konkurrerer tillige om indflydelse i Syd- og Sydøstasien. Kina har også et anspændt forhold til Vietnam. Så både politisk, økonomisk og sikkerhedspolitisk skal BRICS og BRI bevæge sig langsomt fremad for at undgå indre splittelse og ydre konflikter. I modsat fald vil BRICS få vanskeligt ved på den ene side at modgå USA’s destabiliseringspolitik og på den anden side tiltrække flere lande udenfor organisationen. Derfor bestræber især Kina sig i videst mulige omfang på at undgå militære konfrontationer med USA og USA’s allierede i Stillehavet (bl.a. Filippinerne, Japan og Sydkorea) og vælger i stedet diplomatisk offensiv og en vækst-netværksstrategi, der reducerer risikoen for krig, terrorisme, politiske kup og USA’s og Europas mange forsøg på tvungne regimeskift. Rusland forfølger i princippet samme politik, men har af historiske grunde ikke de samme muligheder for at undgå konfrontationer. Alene russofobien i Europa, der bidrager til at holde EU sammen, fastholder Rusland i en permanent konfrontations situation. Rusland har også konstant uro i sin baggård i Kaukasus, hvor især EU via Frankrig i flere år har spillet en fremtrædende rolle i de forskellige forsøg på at gennemføre regimeændringer. Kort sagt er strategien både i Belt and Road og nu helt tydeligt i BRICS at deltage og opbygge de materielle, politisk-økonomiske og geostrategiske forudsætninger for en langsom radikal ændring af den globale politiske, økonomiske og geopolitiske struktur uden at skabe et globalt kaos, institutionelt sammenbrud og risiko for omfattende krig og ødelæggelse. Der er visse ligheder til nutidens militære nedslidningsstrategier, som konstant, men hverken lineært eller unisont reducerer modpartens (Atlantisk kapitalisme) muligheder for at handle offensivt. Nedenunder alle de spektakulære begivenheder, der i medierne isoleres til situationsteater, spiller de globale økonomiske tendenser en afgørende rolle for henholdsvis den Atlantiske kapitalismes mulighed for at bevare sin overlegenhed og f.eks. BRICS landenes mulighed for at forme en fælles økonomiske strategi, der kan overvinde neoliberalismens nedbrydning af den globale vækst. Væksttyngdepunktet skal flyttes fra de rige lande til de fattig lande og udviklingslandene. Det bliver den afgørende transformation for ændringerne af de globale styrkeforhold, som BRICS landene stiler efter, og som den Atlantiske blok rettelig frygter og bekæmper med alle til rådighed stående midler, som eksempelvis Israels og USA’s hasarderede angreb på Iran. Et kortfattet signalement af de underliggende økonomiske spændinger For kort at underbygge ovenstående kan det være hensigtsmæssigt at kaste et overordnet blik på, hvad der økonomisk er på spil nedenunder de geopolitiske spændinger i Mellemøsten og Eurasien og sandsynligvis i konfliktfeltet mellem den Atlantiske kapitalisme og BRICS. Da USA i 1973 rendte ind i den første store krise efter 1945, der først fandt sin løsning med Washington Concensus i 1979, som indledte den neoliberale globaliseringsstrategi, lykkedes det rent faktisk USA at samle størstedelen af de herskende klasser i USA og Europa politisk, ideologisk og strategisk. Den strategi ramte muren med finanskrisen. Siden 2008 er de herskende klasser tydeligvis gået fra den ene splittelse og konflikt efter den anden. Men indtil nu er det lykkedes at opstemme splittelserne og konflikterne under en overgribende fælles interesse. Den Atlantiske kapitalismes dominans skulle bevares. Det var Bidenadministrationens hele rationale. Men de indre omkostninger var for store, hvilket som bekendt har bragt Trump til magten via MAGA bevægelsen, der grundlæggende tilsidesætter alle andre kapitalistiske lande og sammenslutningers interesser for amerikanske. Det afgørende er imidlertid, at der ikke er tale om en vilkårlig strategisk vending. USA og amerikansk kapitalisme kan ikke andet, selv om protektionismen, told- og sanktionspolitikken og tilsidesættelse af alle internationale regler er ved at æde den globale kapitalisme op indefra. Det mest dugfriske eksempel. Kongressens vedtagelse af Trumps finanslovsforslag ”Big and Beautiful” vil medføre, at statsunderskuddet vokser til mellem 6-8% af BNP. USA indkasserer den højeste gæld i verden på 37000 mia. dollar. Hvert eneste år skal der betales 900 mia. dollar i renter, og hvert eneste år skal der udstedes nye statsobligationer for at dække underskuddet. Hidtil har det ikke været et problem at afsætte obligationerne, fordi de har været opfattet som sikre papirer. Men Trumps ekstatiske økonomiske udenrigspolitik og finansmarkedernes indre ustabilitet forårsager nu, at der er færre institutionelle købere til obligationerne, hvilket holder den amerikanske realrente høj. Når Trump så samtidig ventilerer tanken om at presse en tvungen gældsnedskrivning igennem, kan det ikke undre, at både statslige institutionelle investorer og private investeringsbanker langsomt og diskret er begyndt at flytte kapitalinvesteringer over til andre landes statsobligationer bl.a. tyske bunds. USA er langsomt ved at nå grænsen for, hvor megen kapital dollarregimet kan trække ud af det globale marked. Hermed ikke sagt at grænsen er nået. Men USA’s gæld og underskudsfinansiering kombineret med den aggressive handelspolitik og svage industrielle base i selve USA udgør i sig selv en destabiliserende faktor. Dels hæmmes investeringerne og dels slår det igennem som global lavvækst, som IMF, Verdensbanken, OECD og UNCTAD nu finder alarmerende. (En global vækst helt nede på 2.3% er reelt nulvækst). Den anden side af mønten er, at i samme måned som USA og Israel angreb på Iran, blev den globale gældsproblematik behandlet på en større konference ”Fourth International Conference on Financing for Development” i Sevilla. Bl.a. EU deltog med Ursula von der Leyen og Macron. De faktisk forhold, som blev behandlet, var nedslående. Det økonomiske gab mellem de rige lande og udviklingslandene vokser igen. Til næste år vil G7 landene for tredje år i træk reducere den økonomiske hjælp. I 2026 vil reduktionen alene være på 44 mia. dollar. De mindst udviklede landes samlede eksterne gæld er tredoblet over de seneste 15 år (UN rapport). Udviklingslandenes (minus Kina) gæld er vokset til 126% af deres BNP. Samlet udgør gælden 8800 mia. dollar. Tilbagebetaling på gælden overgår nu den samlede kredit og kapitalinvestering i landene. Siden 2022 har private kreditorer hjemtaget 141 mia. dollar i udviklingslandenes gældsafdrag. Afdragene er større, end de har frigivet i ny finansiering. Og ifølge UNCTAD er investeringerne i udviklingslandenes infrastruktur faldet med 35%, i vedvarende energi med 31%, i vandforsyning med 30% og i agrare systemer med 19%. Selv om det her opstillede billede på de globale modsætninger er stærkt stiliseret, tjener det til at indramme de globale modsætninger og en udviklingsproces, hvor den Atlantiske kapitalisme er degenereret fra at være drivende for den globale vækst til en parasitær stilling, der for at overleve forfølger en strategi, der nu hæmmer den samlede kapitalismes vækst. Det usikre alternativ og USA’s defensive destabiliseringspolitik Det er i det spændingsfelt og uholdbare modsætningsfelt, at Kina, BRI og BRICS opererer og optage næring i takt med verdensøkonomiens stagnation. Det er også budskabet fra det nyligt afholdte og stærkt mediedækkede BRICS topmøde i Rio de Janeiro. Sluterklæringen har overskriften: ”Styrkelse af det Globale Syd for inkluderende og bæredygtig styring (ledelse)” - af den politisk-økonomiske og miljømæssige udvikling. Selve overskriften betegner en udvikling væk fra de tidligere topmøders proklamatoriske konfrontationer. Strategien er lagt om, hvor den lange sluterklæring dels kan opfattes som et omfattende udviklingsprogram og dels som et katalog for et bredere og mere ligeværdigt og praktisk samarbejde. Dedollariseringen gennem en fælles BRICS valuta, der tidligere var organisationens fokuspunkt, er nu taget af bordet. I stedet indgår et netværk af lokale valutasamarbejde som ny bæredygtig og ikke konfrontatorisk strategi. De lokale valutasamarbejder  skal udvikles gennem bilaterale samarbejder om industriudvikling, grøn vækst, udvikling af social- og sundhedsvæsnet mv., som sammenlagt praktisk skal udgøre alternativet til USA’s og Europas hidtidige neoliberale kapitalismemodel. Det fremgår også klart af topmødereferaterne, at man for første gang officielt har erkendt, at der internt i BRICS gruppen er mange forskellige interesser, der langsomt og praktisk skal harmoniseres, og at en forceret proces med for mange åbenlyse konfrontationer med bl.a. USA, kan destabilisere gruppen. Med et kinesisk udtryk: ”ikke at arbejde mod strømmen men arbejde med og forme dens forløb”. Konkret betyder det, at topmødet har lagt grunden til en konkret reformpolitik af de institutioner, der hidtil har reguleret verdensmarkedet og det internationale samarbejde (IMF, FN, WTO mv.), men som under den neoliberale globaliseringsstrategi er enten er kompromitteret eller gjort virkningsløse. Tempoet, og hvad der på kort sigt nås af resultater, er, hvad der fremgår af topmødet, ikke et kardinalpunkt. Det er selve processen og retningen mod en global situation, hvor det ”økonomiske råderum” for USA og dets allierede indskrænkes, hvad der igen får afgørende betydning for de geostrategiske og militære styrkeforhold. Om Trumps trussel efter BRICS topmødets slutresolution om at pålægge alle BRICS medlemslande og partnerskaberne en ekstra told på 10% får den store betydning og skaber uro i rækkerne, er ikke til at vide på indeværende tidspunkt. Men i sidste ende er det altid et lands eller en alliance af landes industrielle udvikling og kapacitet, der afgør de geopolitiske styrkeforhold og de forskellige sikkerhedsstrukturer. Nogle få afsluttende bemærkninger Selv om Israels og USA’s angreb på Iran som et øjebliksbillede kan forekomme overvældende og Irans fremtidige position i området som stærkt svækket, forholder det sig omvendt, hvis angrebet og USA’s/Israels optræden underordnes det Eurasiatiske perspektiv. Angrebene er strengt foretaget ud fra en defensiv position for begge landes vedkommende med det umiddelbare formål at destabilisere og balkanisere Iran og med dets centrale position på sigt bremse udviklingen i Centralasien, herunder den praktiske udrulning af BRI og fastholde den splittelse, som Kina, Rusland, Indien og det øvrige BRICS tilstræber at overvinde. Kampen om retningen for den globale kapitalismes videre udvikling indbefatter i væsentlig grad kampen om styrkepositionerne i Mellemøsten og på den Eurasiatiske landmasse, hvor udviklingen her vil få afgørende betydning bl.a. for dynamikken i Afrika. USA’s vicepræsident J.D. Vance har med vanlig aggressivitet formuleret problemstillingen krystalklart på X: ”Trumps doktrin er følgende: 1). klart at definere amerikanske interesser, 2). forhandle aggressivt for at få indfriet disse interesser, og 3). brug af overvældende magt hvis nødvendigt”. Den doktrin adskiller sig i princippet ikke fra den tidligere Wolfowitz doktrin bortset fra det ene faktum, at Trumps doktrin alene er rettet mod et aggressivt forsvar af USA’s position som verdens ubestridte magtcentrum, hvad USA ikke er længere. Det er den situation, der kan udløse irrationelle og ukontrollable aktioner som angrebene på Iran med uoverskuelige konsekvenser, der rækker langt ud over den konkrete magtdemonstration. Allerede nu er den globale lovløshed en realitet.Trumps strategi og MAGA bevægelsen og angrebet på Iran er blot det hidtil seneste udtryk for den situation. Jan Helbak                            

  juli 10, 2025 12:36 pm

  Læs mere

• BRICS topmødets sluterklæring – en fortolkning

  Grundfortællingen i de fleste medier har efter BRICS topmødet været samarbejdsorganisationens ønske om at svække dollarens dominans og udkonkurrere SWIFT. Bankernes dollardominerede internationale informations- og transaktionssystem. BRICS afholdt i Kazan den 22.-24. oktober det 16. topmøde under en hidtil uset bevågenhed både fra det Globale Syd og det kollektive Vesten. Min påstand er, at disse enslydende og ganske snævre fortolkninger i mediebilledet og blandt mange analytikere på begge fløje rammer ved siden af skiven. Efter min opfattelse behandlede topmødet langt mere vidtgående temaer  end opbygningen af en konkurrent til dollardominansen og et forsvar mod USA’s anvendelse af den institutionelle dollardominans til at trumfe USA’s og Vestens sanktionspolitik igennem. Læser man den alenlange topmødeudtalelse grundigt, kan man ikke være i tvivl om, at BRICS landene netop ikke styrer mod en konfrontation hverken med USA eller det samlede Vesten eller for den sags skyld mod en torpedering af SWIFT systemet. Topmødet resultatet er langt mere afbalanceret og intelligent og har først og fremmest til formål at beskrive en anden fremtid for især udviklingslandene i det Globale Syd, og skal som sådan først og fremmest læses som en erklæring over udviklingslandene. Reformperspektivet Inden jeg slår ned på de vigtigste punkter i erklæringen, skal det lige nævnes, at BRICS på topmødet blev udvidet med Egypten, Etiopien, Iran og De Forenede Arabiske Emirater (DAE). Algier, Belarus, Indonesien, Malaysia, Thailand, Vietnam, Tyrkiet m.fl. søgte om godkendelse som partnere i den nye BRICS struktur og som sådan fremtidige medlemmer af BRICS. Saudi Arabien valgte ud fra et nøgternt balancesynspunkt ikke at blive optaget som fuldgyldigt medlem på indeværende tidspunkt og deltog derfor kun med udenrigsministeren. Mellem 50 og 100 lande har allerede inden topmødet varslet en voksende interesse for at søge partnerskabsstatus og senere optagelse i BRICS. De er som sagt topmødeerklæringens målgruppe. Samlet set repræsenterer BRICS i dag ca. 35% af det globale BNP (målt i købekraft) og hele 45% - 50% af verdens befolkning. De givne tal skal selvfølgelig nedbrydes i mere konkrete størrelser bl.a. i per capita tal, og så ser styrkeforholdet mellem Vesten og BRICS noget anderledes ud. Der er stadig lang vej, før BRICS landene og partnere matcher Vesten styrke. Der er også store forskelle i økonomisk styrke og magt de enkelte BRICS medlemmer imellem. Eksempelvis mellem Kina og Etiopien og Egypten. Men afgørende er det, at det økonomiske gab er mindre, når der også tages højde for landenes industrielle udvikling og faktiske vækstrater. Dette blot for at sætte de nuværende og fremtidige styrkeforhold i perspektiv. Det første bemærkelsesværdige ved topmødet, som blev forberedt af de russiske formandskab, er, at hovedoplægget ikke, som fremstillet, indeholdt et opgør med de eksisterende Bretton Woods institutioner – IMF/Verdensbanken eller WTO og FN. SWIFT blev heller ikke eksplicit kritiseret. I stedet var fokus på reform af de nævnte institutioner og opbygningen af nye multilaterale institutioner bedre tilpasset den kommende multipolære verden. Den linje gik igen under hele topmødet. Dels fordi det er BRICS grundide, og dels fordi organisationen er en samarbejdsorganisation, hvor alle vigtige beslutninger afgøres ved konsensus, hvorfor der i hele den fremtidige proces må tages hensyn til de enkelte deltagerlandes nationale interesser og mellemstatslige samarbejdsbånd. Herunder placering i det internationale geopolitiske magtspil. BRICS rationale og hele eksistensberettigelse kan sammenfattes i to sætninger: ”Arbejde for en mere tryg og retfærdig verden med øget vækst og lighed”. ”Fremtiden skal være multipolær”. Interessant er det, at topmødeudtalelsen på flere punkter med, hvad IMF’s direktør Kristalina Georgieva fremlagde på det seneste topmøde (holdt på samme tid som BRICS topmødet) mellem IMF og Verdensbanken som institutionens ændrede strategiske mål. Hendes strategiske perspektiver har faktisk været undervejs over de sidste seks måneder, hvor hun i marts 2024 formulerede sig sådan i en tale på King’s College, Cambridge: ”Vi har en forpligtelse til at rette op på, hvad der har været virkelig forkert over de sidste hundrede år – den vedholdende ulighed. IMF’s forskning viser, at lavere økonomisk ulighed kan forbindes med højere og mere vedvarende vækst”. På topmødet gik ”inklusiv vækst” igen i næsten alle indlæg. Måske repræsenterer den nye indsigt ikke den helt store overraskelse for folk udenfor IMF, men for institutionen, indvarslede direktørens tale faktisk et strategiskifte. Ikke til alles udelte tilfredshed, hvorfor et forbehold overfor den faktiske virkeliggørelse af skiftet er berettiget. Men det er netop disse sprækker indenfor de eksisterende institutioner, som BRICS landene retter deres strategiske udspil i mod. Der er tale om helt kontante reformpolitiske perspektiver og ikke direkte konfrontationer med USA og det øvrige Vesten. Lederne på BRICS topmødet, især Modi, Xi Jinpeng og Putin er selvfølgelig helt på det rene med, at IMF direktøren næppe tillades at gennemføre et radikalt kursskifte i et omfang, der måtte kollidere med USA’s interesser. Men på topmødet blev det tema ikke behandlet officielt. I stedet ønsker man at reformere IMF’s stemmevægte for at give mere tyngde til udviklingslandene samt ændre lånbetingelserne, der i dag favoriserer de vestlige lande. Hensigten er ret indlysende at inddæmme USA’s de facto vetoret i IMF og dreje IMF mod en mere global udviklingsbank, der på retfærdig vis skal udvikle nye progressive lånebetingelser, der støtter udviklingslandenes nationale udviklingsbehov. Nøjagtig samme perspektiv lægger topmødeudtalelsen ned over forholdet til Verdensbanken og WTO, hvor man vil effektivisere sagsbehandlingen i sidstnævnte institution og forhindre stærke lande i at torpedere processerne gennem forhalingsmanøvre. FN skal ikke nedlægges. Tvært imod betonede topmødet, at alle FN’s institutioner inklusive sikkerhedsrådet skal reformeres, så det Globale Syd opnår en mere retfærdig repræsentation, og mulighederne for obstruerende og magtkonserverende dominans begrænses gennem ændring af vetoretten. Som det fremgår af de faktiske fælles- og bilaterale drøftelser på topmødet, af sluterklæringen og af statsledernes efterfølgende kommentarer omgår BRICS topmødet den direkte konfrontation med Vesten og de forskellige Vestligt dominerede alliancer men mobiliserer samtidig med reformperspektivet det Globale Syd og søger ad den vej at begrænse Vestens og især USA’s dominans. Og som udviklingen faktisk forløber lige for tiden peger meget på, at BRICS foreslåede reformer vil slå igennem indenfor en relativ kort tidshorisont om end vejen hertil er som et geopolitisk minefelt. Her skal blot som eksempel nævnes krigene i Ukraine og Mellemøsten og de økonomisk-militære spændinger mellem USA og Kina med Taiwan som aktuelt konfliktpunkt. Den parallelle finansarkitektur Som jeg skrev i indledningen, var det ikke BRICS topmødets samlede hensigt at udfordre SWIFT systemet direkte. Faktisk heller ikke indirekte. Dels fordi systemet i dag eksisterer som det internationalt anerkendte system for bankernes clearings- og transaktionssystem, og dels fordi en række af BRICS landene fuldt ud deltager i systemet og ikke ville kunne tåle at stå udenfor. Det er kun Rusland, Iran og nogle få andre lande, der er udelukket fra SWIFT som følge af USA’s og EU’s sanktionspolitik. BRICS topmødet vedtog en helt anden linje, hvad der nok er kommet som en overraskelse for de fleste. Man vedtog at indlede eksperimenter med det, der går under betegnelsen mBridge systemet, som kort fortalt er udviklingen af decentrale clearings- og transaktionssystemer, der kan anvendes i lokale eller regionale bilaterale handelsaftaler. Det bemærkelsesværdige her er, at det er centralbankernes centralbank BIS, der bl.a. sammen med Kina, Hongkong og Thailand har udviklet og afprøvet et informations- og transaktionssystem indenfor rammen af CBDC (centralbankernes digitale curency), hvor den daglige handel med lokale valutaer styres af centralbankerne og kan gennemføres i real time i modsætning til SWIFT systemet, hvor handelsvalutaen alene er dollaren. Ifølge BIS er systemet afprøvet og testet og kan indenfor en kort tidshorisont rulles ud og oprettes lokalt. F.eks. i Afrika mellem to eller flere afrikanske lande. Der er forskellige muligheder for at oprette basisværdier (f.eks. en kurv af stabile valutaer, guld eller andre råstoffer). Hvilke, der vælges, afhænger af centralbankernes beslutninger, og hvad der er muligt i forhold til de enkelte valutaers værdi og stabilitet på verdensmarkedet eller dele heraf og i forhold til de opbyggede politiske tillidsforhold. Pointen er, at systemet åbner for at udvikle det lokale finans- og handelssamarbejde udenom de institutioner, der i dag domineres af Vesten – læs USA. Eksempelvis er grundmodellen allerede en realitet i dag, hvor Saudi-Arabien og Kina handler olie i den kinesiske valuta. Når Algier og Nigeria kommer med i BRICS vil en endnu større del af olie- og gashandlen blive handlet i en anden valuta end dollar. Rusland og Kina foreslog en mere snæver BRICS bridge model, men beslutningen landede på, at de enkelte BRICS lande er frit stillede, og at det vigtigste var at arbejde for et globalt system af lokale clearings- og transaktionsaftaler. Der forestår i øvrigt også en del udviklingsarbejde hvad angår udarbejdelse af bindende og legale regler samt anvendelsen og ratingen af centralbankernes digitale valutaer og det bloc-chain-system, der skal sikre sikker handel nedenunder centralbankstyringen. Det afgørende er for så vidt ikke, om systemet kan fungere på nuværende tidspunkt eller om Vestens modstand vil forhale udrulningsprocessen. Det afgørende er, at arkitekturen for lokale handels- og investeringsaktiviteter, som går uden om dollarens dominans, og som er en af flere forudsætninger for en multipolær orden, er beskrevet og nu kan udvikles gennem et samarbejde mellem BRICS landene indbyrdes, partnerlandene og en flerhed de lande i det Globale Syd, der allerede har vist interesse for mBridge arkitekturen under de lokale centralbankers kontrol. Afgørende er det også, at de lokale centralbanker med mBridge systemet vil få redskaber til at styre kapital- og investeringsbevægelserne og allokere kapital i henhold til nationale prioriteter, herunder begrænse kapitalflugt, som landene i Afrika bl.a. lider under. Selvfølgelig er ideerne og eksperimenterne en udfordring af dollardominansen, og lige så selvfølgeligt har USA svaret igen med opfordring til, at BIS stopper de forskellige forsøg med udvikling af mBridge modeller. Men i og med der på ingen måde lægges op til, at hverken BRICS landene eller partnerne skal melde sig ud af SWIFT men i stedet bidrage til at opbygge bilateralt systemer, har hverken USA eller EU reelle argumenter mod modellerne eller økonomisk styrke til at forhindre deres udvikling. I sidste ende afhænger mBridge modellernes kommende eksistens og overlevelse af den økonomiske vækst og politiske stabilitet i eksempelvis Afrika, Østasien og Latinamerika. Der er også en velovervejet geopolitisk taktik i BRICS topmødets beslutninger, idet USA allerede har truet med at sanktionere de lande, der måtte tilslutte sig BRICS-bridge modellen, selv om den i sin kerne ikke adskiller sig fra den, der er udviklet og afprøvet af BIS. Man forsøger klogeligt at undgå et økonomisk kaos i de enkelte lande, hvor enkeltlande straffes gennem nye og flere sanktioner, som bl.a. Trump har antydet. Strategisk vil hele mBridge arkitekturen kunne forbindes med lokale investeringsprogrammer som eksempelvis den kinesisk initierede Belt and Road strategi samt en række konkrete og lokale udviklingsprojekter i det Globale Syd, hvor et eller flere BRICS lande forventes at deltage. I arkitekturen indgår også mekanismer til at bremse den i dag omfattende kapitalspekulation og globale hvidvask. Men det vigtigste er nok, at mBridge arkitekturen kan forbindes med Den ny udviklingsbank ”New Development Bank) indenfor BRICS. Banken er kun  i sin vorden med et relativt beskedent kapitalgrundlag, men som í nær fremtid kan få en enorm betydning for en mere sikker og dominansfri låne- og investeringspolitik overfor det Globale Syd. Allerede nu i bankens spæde opstart er den engageret i flere projekter i Afrika og Østasien. Men – og det er igen det interessante – banken er ikke tænkt at skulle erstatte IMF og Verdensbanken men som en parallel bankaktivitet, der kan bidrage til at presse IMS’s direktørens ønskede reformer af IMF igennem, fordi udviklingslandene i nær fremtid ikke længere vil være afhængig af Vestens politisk og geopolitisk bestemte lånebetingelser. Hvorvidt de her beskrevne initiativer og perspektiver kan gennemføres hurtigt eller må igennem ret afgørende konflikter med de Vestlige interesser, afhænger nok så meget af, om det lykkes BRICS landene at holde sammen og konkret udvikle det påbegyndte arbejde med at opbygge en indre gennemsigtig og handlekraft ledelsesstruktur. Arbejdet her er først lige begyndt, og vejen til en endelig ledelsesstruktur må nødvendigvis gå over mange og endnu ukendte kompromisser. Det vigtige er, at det 16. BRICS topmøde utvetydigt har defineret  grundmuren for en samarbejdsorganisation. Opbygget på en måde, hvor selv store lande som Rusland, Kina og Indien ikke kan sætte sig på udviklingsprocessen og monopolisere beslutningsstrukturen uden at skabe så mange konflikter og modsætninger, at BRICS kan imødese sin egen opløsning. Konsensus- og lighedsprincippet er så afgørende for BRICS videre skæbne, at samarbejdet kommer til at dominere over dominansen, uanset hvor stærk for eksempel Kina vokser sig rent økonomisk og militært. Først og fremmest fordi de respektive medlemslande kun kan udvikle sig og fastholde deres indbyrdes økonomiske vækst, hvis deres politik og strategi rent faktisk bidrager til at øge væksten i det Globale Syd. Vestens protektionistiske kurs og ”de-risking” politik udgør en potentiel vækstbremse for bl.a. Kina og Indien, så deres fremtidige vækstmarkeder skal findes i det Globale Syd. Det strategiske blik Omdrejningspunkt i BRICS’s udviklingsstrategi kan ikke reduceres til den nævnte reformpolitik og opbygningen af en parallel decentral finansarkitektur, der åbner for landenes bilaterale handel i egne valutaer. Indenfor en overskuelig periode vil Den Ny Udviklingsbank have opsamlet tilstrækkelig kapital til at udgøre et centralt element i BRICS landenes samarbejde med de enkelte lande i det Globale Syd, hvor der bl.a. vil kunne indgås aftaler om specifikke investerings- og udviklingsprojekter. Mange forskellige projekter kan hægtes op på den fremtidige låne- og samarbejdspolitik. I topmødeerklæringen nævnes eksempelvis: energiprojekter, målrettet klimapolitik, uddannelsesprojekter, infrastrukturprojekter og ikke mindst større sundhedsinitiativer, der med garanti vil øve en stor indflydelse på WHO’s kurs (bl.a. indenfor bekæmpelse af pandemier og udvikling af vacciner). Hertil et kommende samarbejde om kapitalregulering/kontrol, et retfærdigt skattenetværk og fælles beskatningsregler, som i udviklingsfasen kan føres ind i FN og underlægges FN’s regler i samme takt, som FN reformeres som et samlet hele. Dvs. inklusive FN’s mange underorganisationer, hvor det Globale Syd skal have større myndighed og magt. Topmødeerklæringen nævner en ret bred vifte af samarbejdsinitiativer, som det her vil føre for vidt at komme ind på, og som i øvrigt kun er formuleret i brede hensigtserklæringer. Det afgørende er imidlertid, at både forhandlingerne på topmødet og selve topmødeerklæringen skal forstås som et samlet hele alene bundet sammen af konsensusbeslutninger. BRICS samarbejdet vil falde sammen som et korthus, hvis konsensusprincippet ikke respekteres uanset hvem, der har formandsskabet, og hvis ikke landene i det Globale Syd finder deres interesser og aspirationer bedre dækket af BRICS end af det eksisterende internationale regelsystem for udvikling, handel og finansielle transaktioner. Det betyder også, som det fremgår af erklæringen og det russiske formandskabs oplæg til konferencen, at BRICS videre succes ikke beror på en konfrontation med Vesten, som organisationen ville tabe på indeværende tidspunkt, men på at skabe vækstbetingelser for den tidligere koloniserede verden, som i årtier har været underudviklet på grund af Vestens dominanspolitik. Det modsætningsforhold og billedet af en Nord-Syd konflikt skal selvfølgelig  modificeres og nuanceres, fordi mange lande fra det Globale Syd indgår i et eller flere samarbejdsnetværk eller har bilaterale aftaler med forskellige Vestlige lande. Som sådan kan BRICS ikke opfattes som en statisk enhed eller som en alliance (lig NATO) men som en organisation i vækst, der selvfølgelig vil ændre sig i takt med sin egen udvikling og indflydelse på den globale scene. Ja, man drøfter ligefrem opbygning af konfliktneutraliseringsmekanismer indenfor samarbejdet, idet man er på det rene med, at både udvidelsen af BRICS og indgåelse af konkrete samarbejdsaftaler nødvendigvis vil skubbe til de indre initiale styrkeforhold mellem de respektive deltagerlande. Og verden udenfor står heller ikke stille eller lades uberørt. Afsluttende bemærkninger Det giver sig selv, at Vesten og især USA ikke stiltiende vil se til, at deres privilegier udfordres og dominans undergraves gennem BRICS ”omringningsstrategi”. Faktisk kan vi være helt sikre på, at de geopolitiske spændinger og magtkampe vil tage til og få afgørende indflydelse både på styrkeforholdene indenfor BRICS, mellem BRICS og interesserede kandidatlande og nok så meget indenfor det kollektive Vesten. Faktum er det også, at det Globale Syd nu og i fremtiden vokser med helt andre vækstrater, end Vesten kan præstere. Det samme gælder befolkningstilvæksten og de demografiske vektorer, hvilket i sig selv vil udfordre de givne strukturer og magtbalancer på verdensmarkedet og de overordnede globale styrkeforhold. Men kogt ned til det indlysende, står og falder BRICS betydning og indflydelse med, at organisationen formår at fremme en retfærdig vækst, der reducerer uligheden og realiserer målet om en multipolær verden. En verdensarkitektur, som ikke vil blive til virkelighed, hvis ikke den materielt understøttes af stærke og suveræne lokale- og regionale samarbejdsnetværk. For at slutte af med en lidt højstemt henvisning til Konfutse, hvis ånd ret tydeligt har hvilet over hele topmødet: Bueskydning er den bedste model for eksemplarisk konkurrence. Den enkelte bueskytte fremviser excellence – ikke ved at nedgøre modstanderne – med ved at perfektionere egne kompetencer og karakter. Bueskytter er engagerede i en parallel konkurrence, hvor de hver især skyder på egne mål, men dog samtidig underordner sig fælles regler og udviser gensidig respekt. En kinesisk men også østasiatisk grundfilosofi, der står i modsætning til alle de trivelige fordomme i Vesten og de vestlige lederes krav om at repræsentere de sande og universelle værdier. Hvorfor Vestens rent logisk ikke kan konkurrere på anden måde end gennem den ”udvidede tvekamp, hvor det drejer sig om at påtvinge fjenden sine betingelser” ( Carl von Clausewiz’s definition af krigens væsen). Jan Helbak          

  november 5, 2024 8:19 pm

  Læs mere