Tag Archive: AfD

  • Et paradoks – eller?

    Næppe har noget delstatsvalg i Tyskland påkaldt sig så stor interesse i medierne og hos den etablerede politiske elite i hele Europa, som de tre valg i Thüringen, Sachsen og Brandenburg. Interessen skyldes indlysende det national konservative AfD’s markante vælgertilslutning på omkring 30% i alle tre delstater. Ikke mindst fordi AfD også står til pæne resultater i de øvrige delstater om end ikke i samme størrelsesorden. Det er imidlertid ikke valget eller det politiske efterspil, jeg vil beskæftige mig med i dette indlæg. Min interesse retter sig derimod mod en undersøgelse af AfD, som DIW Berlin (Deutsches Institut für Wirtschaftsforschung) gennemførte i 2023. Især vakte instituttets større artikel min interesse. Titlen var på vanligt tysk: „Das AFD-Paradox: Die Hauptleidtragenden der AfD-Politik wären ihre Wähler*innen“. Oversat lidt mundret: „AfD paradokset: AfD vælgerne er dem, der rammes hårdest af AfD’s politik”. Altså hvad får næsten 30% af vælgerne i de tre delstater til at stemme på AfD, når partiets politik direkte konflikter med de samme vælgeres sociale- og økonomiske interesser? Inden jeg går over til at kommentere artiklen og ikke mindste konklusionerne, skal jeg lige præcisere, at jeg definerer AfD som et national-konservativt parti og anvender ikke metaforerne ”højreradikal” eller ”højrepopulistisk”. Dels er de indholdstomme, og dels anvendes de som den ”fornuftsbaserede midtes” delegitimering af alle politiske strømninger udenfor egne rækker. Jeg ser i dette indlæg også bort fra de mere højrøstede rabiate elementer i partiet, selv om de i den politiske debat sættes lig partiet. Hvad siger analysen? DIW undersøgelsen fastslår, at folk, der støtter AfD, på næsten alle politikområder vil lide mest under AfD’s politik, hvis den gennemføres. Det gælder indenfor økonomi, skattepolitik, klimabeskyttelse, social sikkerhed, demokrati og globalisering mv. Vejen til disse konklusioner går over en sammenligning af vælgernes sociodemografiske karakteristika med partiets planer. Den typiske AfD vælger beskrives som en mand mellem 40 og 50 år. Med kort eller mellemlang uddannelse, ufaglærte jobs, arbejdsløs eller med usikker beskæftigelse og lavtlønnet. Ordet ”typisk” betyder her en statistisk overvægt. Ikke til en bestemt type. Undersøgelsen viser også en lav social- og politisk deltagelse i samfundslivet. Billedet er imidlertid ikke helt tidssvarende. De seneste valgundersøgelser viser, at AfD også tiltrækker mange unge og ikke mindst førstegangsvælgere. Vælgergrundlaget sammenholdes med AfD’s politik. Ifølge undersøgelsen står AfD bl.a. for: ”ekstrem neoliberal økonomisk- og finansiel politik. Partiet går ind for skattelettelser på næsten alle områder og imod skattestigninger, så som beskatning af store aktiver”. ”Generelt ønsker AfD at indskrænke statens rolle og øge markedets magt”. AfD er også imod forhøjelse af mindstelønnen, og vil hellere styrke ejerboligen end lejeboligen, og langtidsledige skal enten tvinges til at udføre samfundstjeneste eller påbegynde en faglig opkvalificerende uddannelse. Når DIW undersøger AfD’s positioner på forskellige politikområder i forhold til de andre partier, finder man, at AfD på de økonomiske- og sociale områder ligger meget tæt på FDP (det liberale parti), om end FDP’s markedsortodoksi er liberalt og globaliseringsorienteret. Hvad angår skatter, klima og sociale anliggender finder undersøgelsen mange ligheder mellem AfD, FDP og CDU/CSU. Altså kan man konkludere, at AfD samlet set repræsenterer politiske positioner, der aldrig har været specielt arbejdervenlige men tværtimod står i modsætning til SPD’s traditionelle arbejderpolitik og hovedparten af den tyske fagbevægelse. Undersøgelsen har selvfølgelig også med, at AfD’s forslag om nedskæringer på en række offentlige områder først og fremmest vil ramme flygtninge og indvandrere men også de uddannelsesmæssigt og økonomisk dårligst stillede AfD vælgere. Hvad er så den endelig konklusion? ”Hvordan kan det være, at mere end en femtedel af borgerne støtter et partis politik, der er i stærk modstrid med deres velbefindende og interesser. Et plausibelt svar er individuel- og kollektiv fejlvurdering”? Den individuelle fejlvurdering ligger i det faktum, at mange AfD vælgere ikke er klar over, at partiets politik med diskrimination og eksklusion vil påvirke dem negativt. ”Det skyldes, at de ofte selv tilhører den lavere ende af indkomstfordelingen, nyder privilegier sjældnere og har færre muligheder end andre og er mere afhængige af økonomiske fordele fra staten”. Den kollektive fejlvurdering henføres til, at AfD vælgerne tror på, at et opgør med globaliseringen og en styrkelse af nationen og lokalområderne kombineret med en liberal økonomisk politik vil udløse bedre jobmuligheder og øget sikkerhed og tryghed i dagligdagen. Artiklen slutter med ordene: ”Præcis det modsatte vil ske”. Hvad møder vælgerne hos AfD? DIW’s undersøgelse bringer os ikke meget nærmere en forklaring på paradokset. Hvis der er tale om en fejlvurdering, hvad er så grunden? For at komme om på den anden side af DIW’s konklusioner tog jeg mig for at læse AfD Sachsens valgprogram. Med det gjort, fandt jeg ikke DIW’s karakteristik dækkende. Valgprogrammet fylder hele 64 sider og er temmelig uoverskueligt. Det mest iøjnefaldende er programmets  temaopdeling. Det indledes med et langt afsnit om familie og børn som grundlag for hele samfundets sammenhængskraft. Familie og ejendom til boligen sættes lig Heimat – hjemstavn. Her skal borgernes grundlæggende beskyttelse og tryghed findes. De følgende temaer er uddannelse, videnskab og kultur, hvor uddannelse og kultur skal spille en central rolle for det daglige liv i delstaten. Sundhedspolitik og socialpolitik udgør de efterfølgende temaer, hvor social sikring af familien og de ældre, samt et decentraliseret sundhedsvæsen, der rækker helt ud i yderområderne, spiller en afgørende rolle. National sikkerhedspolitik (som også begrunder modstanden mod Tysklands involvering i krigen i Ukraine) og en håndfast og retfærdig retsorden ses som forudsætningen for borgernes tryghed. Ganske naturligt følges det tema op af en skingert og slagordsagtig formuleret flygtninge-indvandrerpolitik, men som i sit væsen ikke adskiller sig meget fra CDU/CSU’s politik. Regeringens energipolitik og digitalisering kritiseres for at resultere i høje energipriser. Natolandenes sanktionspolitik har øget energipriserne og dermed skadet Mittelstand virksomhedernes konkurrenceevne og borgernes mulighed for at betale de høje el- og varmeregninger. Digitaliseringen er gået for vidt og fremmedgør den enkelte borger i samfundslivet og overfor det offentlige. Digitaliseringen skader det personlige møde med det offentlige og skader de levende fællesskaber. Landbrugspolitikken og land- og miljøplanerne skal ikke tilrettelægges efter EU’s abstrakte normer. Der skal tages lokale hensyn. Lige så med naturbeskyttelsen, som vægtes højt. Det samme forhold gør sig gældende, hvad angår infrastruktur og strukturplanlægning, herunder decentral kollektiv trafik og indsats mod jordspekulation. Der skal tages udgangspunkt i lokale behov, så lokalsamfundene kan hænge sammen og udvandringen bremses. Først allersidst i programmet behandles penge- og valutapolitik, finans- og skattepolitik samt EU, hvor man stiller hensynet til de små- og mellemstore virksomheder overfor den kendte politiske favorisering af de store koncerner og støtte til finanssektoren, som ikke vil låne penge ud til Mittelstandvirksomhedernes investeringer. Det sidste punkt er i øvrigt blevet et brandvarmt emne, som Scholzregeringen nu er tvunget til at gå ind i. For det første fordi den tyske regering skal forholde sig til Draghirapportens krav om øget centralisering af kapitalmarkederne og støtte til de store koncerner og for det andet, fordi den italienske bank Unicredit forsøger at overtage den tyske Commerzbank, hvad der endnu engang vil svække det tyske bankvæsen, som traditionelt har støttet de små og mellemstore virksomheder. Så selv på regeringsniveau reagerer man nu mod de magtfulde finansielle markedskræfter og magtcentraliseringen i EU. Men tilbage til AfD. Når man læser hele programmet, står det klart, at det er et klokkeklart småborgerligt national-konservativt program med et kinesisk æskesystem af reaktionære forslag blandet med socialpolitiske- sundhedspolitiske- og uddannelsespolitiske progressive programpunkter igen blandet med utopiske Heimatforestillinger og købmandslogik versus magtcentraliseringen i EU og afdemokratiseringen af politikken i almindelighed. (AfD kræver flere folkeafstemninger og direkte demokrati). Ifølge programmet styres samfundslivet af en lille elitær teknokratisk elite, der måler de fleste af livets spørgsmål efter en økonomisk logik, der afviser borgernes behov for lokalt tilhør som ufornuftig og uvidenskabelig. Kort sagt er programmet opbygget og formuleret, så både arbejdere, middelklassegrupper og mindre erhvervsdrivende kan se sig selv dækket ind, fordi det tilgodeser de mange forskellige sociodemografiske gruppers interesser. Programmet konsekvensberegner forslagene, hvilket i givet fald ville udstille deres mange indbyrdes modsætninger. Man kan med en vis ret sige, at programmet afspejler de mange helt almindelige borgeres fragmenterede tilværelse, og som først og fremmest tiltrækker dem, der ikke har haft mulighed for at hægte sig på den middelklasse, som mainstreampartierne konstant taler om, og som i virkeligheden socialt, økonomisk og politisk er en lige så fragmenteret størrelse. Et tilbageblik Efter at have læst programmet faldt et spørgsmål mig ind. Hvordan orienterede de selv samme ”sociodemografiske grupper” sig tidligere? Hvordan var deres verdensbillede? Jeg lægger ikke her op til en længere udredning. Mere til et kort strejftog nogle årtier tilbage. I hele efterkrigens kamp for velfærdsstaten delte de forskellige klasser sig efter interesser og verdensanskuelser. Hvor meget eller lidt man var engageret i politik og fagforeningsvirksomhed, så var det i vid udstrækning fra de politiske partier, fagforeningerne og andre klasseorganer, man hentede sit verdensbillede og forståelse af den dagsaktuelle politiks betydning i forhold til de store linjer. Det var her beskyttelsen for den enkelte og familien skulle hentes også, når det gjaldt forholdet til velfærdsstatens forskellige institutioner. Om det drejede sig om økonomisk politik, boligpolitik, arbejdsmarkedspolitik osv. orienterede man sig efter klassepartiernes linje og forklaringer. Også selv om man ikke fuldt og helt delte partiernes eller fagforeningsbossernes synspunkter. Den daglige tilværelse oplevedes som mindre fragmenteret og trygheden skulle især hentes indenfor ”egne rækker”. Selv under velfærdsstatens velmagtsdage. Sådan ser hverken samfundene eller det politiske billede ud i dag. Den liberale offensiv fra slutningen af 70’erne vandt to afgørende sejre. Accelereringen af globaliseringsprocessen og opgøret med grundforestillingerne om det kollektive og samfundsforpligtede menneske. Individualismen som højeste fornuft og rettighed blev grundfortællingen. Over tid har det afstedkommet, at store samfundsgrupper er blevet politisk-socialt- og kulturelt hjemløse. Verdensbilledet er fragmenteret. De store linjere kan ikke trækkes, og de socialgrupper, vi taler om, har som følge heraf trukket sig tilbage i passivitet for i særlige situationer at blæse ud i diffus protest. Den aktivitetsskabende vision er ikke længere drivkraften for samfundsudviklingen og de omtalte gruppers bidrag hertil. En anden konklusion I mit verdensbillede er det derfor ikke ganske uforståeligt, at de national-konservative partier og bevægelser vinder frem. Nationen, de indlejrede traditioner og halv- og helutopiske socioøkonomiske forestillinger udfylder i dag det tomrum, som de herskende eliters negligering og nedbrydning af klassepolitikken og dets institutioner har efterladt. Hvor synkretetisk og utopisk AfD’s politik end er, kan man vel sige, at partiet og med det flere andre national-konservative partier formulerer et politisk opgør med elitens teknokratiske afpolitisering af politikken. I den forstand er den moralske kritik af AfD’s og lignende partiers ekstreme formuleringer en blindgyde – om end forståelig. Men kritikken må være politisk. AfD’s program skal tages alvorligt og gendrives politisk. AfD’s vælgere har hverken individuelt eller kollektivt ”fejlvurderet” virkeligheden. De afspejler den tværtimod, og det er det, der er problemet.  Jan Helbak  
    Læs mere