Tag Archive: AfD

• For at redde demokratiet må det begrænses  

  I den tyske dagspresse og i det centrale politiske spektrum spidser debatten til, om AfD skal forbydes. Dvs. om det parti, som støttes af ca. 30% af vælgerne og største parti på nuværende tidspunkt, skal forbydes. For at redde og beskytte demokratiet mod AfD’s formodede udemokratiske hensigter – lyder det. Information bragte den 27. juli en artikel af filosofiprofessor Jan-Werner Müller (JWM), der blandt har forsket i populisme, med titlen: ”Selvfølgelig skal vi kunne udelukke højreekstremistiske partier”. Hvem er vi? Artiklens begrundelsesrække er som følger. ”En vigtig lære af det 20. århundredes politiske katastrofer kan virke paradoksal. Demokratier i en eksistentiel krise kan blive nødsaget til at iværksætte tilsyneladende udemokratiske foranstaltninger mod dem, der kynisk udnytter systemet for at erobre magten – og derefter afskaffe demokratiet”. Er demokratiet i en eksistentiel krise? JWM refererer selvfølgelig til Weimar republikkens sidste år uden overhovedet at redegøre for de helt specifikke historiske betingelser, der førte til Weimarrepublikkens sammenbrud og nazisternes sejr. Det er både problematisk og farligt at hente belægget for sine begrundelser med så generelle og ukonkrete henvisninger. Den almene begrundelse for at begrænse demokratiet for at redde det, forudsætter vel, at man kan identificere truslen. Og her er det ikke nok, som JWM gør, at stemple et partis handlinger ud fra, hvad man formoder, det vil gøre ud i fremtiden. Især ikke set i lyset af, at samme parti overholder alle de demokratiske og forfatningsmæssige spilleregler og rent faktisk har som strategi at nedbryde ”brandmuren” og bringe sig i en position, hvor partiet kan indgå i koalition med de regerende centrumhøjrepartier CDU/CSU. Hvilket prædikat skal CDU/CSU så have? Men hvad er det egentlig JWM vil med sin artikel? Han siger det selv med en svulstig mellemoverskrift: ”Demokratiet må om nødvendigt være militant”. Her foretager JWM en reifikation. En bestemt organisation/system transformeres til subjekt, hvis handlinger eller forpligtelser optræder som almen autoritet for en bestemt gruppes synspunkter. På den måde fralægger de samme personer eller grupper sig deres konkrete ansvar. Nu er demokratiet ikke noget subjekt og kan ikke handle. Det kan kun de mennesker, grupper, partier og institutioner, som virker i den demokratiske samfundsorganisation. Herunder de ca. 30% af vælgerne, som angiver at ville stemme på AfD. Demokratiet er hverken en ting, en blok eller en monolit, men tværtimod en historisk specifik måde at organisere samfundets politiske liv og styre på. I det system udkæmper forskellige politiske kræfter og andre organisationer legitime politiske, sociale og økonomiske interessekampe. Principielt kan ingen politisk instans eller samfundsgruppe patentere hverken indhold eller form for demokratiet. JWM lægger så mere til ved at foregribe eventuelle indvendinger. Der hersker ganske vist tvivl blandt landets øverste jurister om, hvorvidt AfD krænker ”menneskets værdighed”. Og flere kommentatorer frygter, at et eventuelt forbud kan give AfD endnu mere vind i sejlene og nære partiets fremstilling af sig selv som offer for elitens sædvanlige hetz mod partier og bevægelser, der udfordrer det politiske centrums krav om at repræsentere det rigtige demokrati. Tvivlen behandles ikke. Og partiets vælgertilslutning kan ikke tælle som et argument, fremfører JWM. For jo større partiet er, desto større er truslen også. Cirklen er sluttet, og den besindige refleksion verfet af. JWM redegør i artiklen ikke konkret for sine påstande om AfD’s autoritære ambitioner. Han påstår, at de lever som en central del af partiets politik og en dag vil blive realiseret. Medmindre AfD ikke stoppes i tide for at beskytte ”demokratisk regeringsførelse, retsstaten og menneskets værdighed”. Han forfægter med andre ord et forebyggende forbud for at beskytte en ganske bestemt opfattelse af demokratiet. Han og andre maner til handling og optræder som autoriserede forvalter af demokratiet – i bestemt form. Ikke som politiske aktører i det demokratiske system med en anden opfattelse end AfD. Nu er narrativet skabt, og med det som baggrundstæppe handler det sådan set bare om at udfylde det med alle mulige og umulige udtalelser, som enkeltpersoner og menigmand måtte fare ud med og føje dem sammen til en indlysende anklage mod partiet og dets ”kyniske” hensigter om at bruge de demokratiske spilleregler som rullende trappe for indførelse af et autoritært diktatur. Rationalet er vel så, at de mange vælgere desværre ikke kan se det uundgåelige udviklingsperspektiv, som JWM skitserer. De tager partiets kritik af den politiske og intellektuelle elite og den måde, det demokratiske system fungerer på, for pålydende og forstår ifølge JWM og andre ikke, at de bliver morgendagens ofre. I den fortælling bliver det nærmest en forpligtelse for landets ledende politikere, efterretningsvæsnet, det juridiske system og dem, der ser som Jan-Werner Müller, at gribe ind og eliminere giftkilden, inden giften den breder sig. I mange andre forhold ville man kalde det symptombehandling og en uhæderlig negligering af årsagerne. Men for de kræfter, der plæderer for et forbud mod AfD og for en ret radikal begrænsning af demokratiet for at redde det, er man ganske enkelt ude af stand til at vedgå, at man selv og ens optræden i samfundet og indenfor demokratiet kan være en del af årsagen. Og således også ude af stand til at forstå, at jo mere man stigmatiserer AfD og partiets vælgere, desto mere bekræfter man dem i, at deres kritik er berettiget. Det hører jo med til forståelsen af de nationalkonservative partiers generelle fremgang i Europa, at mange vælgere udover sympatien for partiernes helt konkrete politiske programmer også næres af et indre raseri over ”de rigtiges” prædiken om, hvad der er rigtigt og forkert – på snart sagt alle spørgsmål. En god gammel liberal mistillid til folkets dømmekraft. Hvis hele sagen udvikler sig, som JWM plæderer for, åbner man for Pandoras æske, hvor alle legitimt kan udgrænse alle. Og hvor de pt. stærkeste politiske kræfter kan sætte grænserne for, hvad der er legitime politiske, sociale- og økonomiske krav og grænserne for, hvorledes disse krav kan gennemføres. Og kriterierne for, hvem der skal ekskluderes. Nu om dage behøver man blot at anvende den politiske og intellektuelle elites yndlingsmærkat – populisme – for at dømme de politiske bevægelser ude, som ikke passer ind i den ”rationelle normalitets” skema. De næste, der står for skud, kan meget vel blive venstrefløjen. Så den gør klogt i ikke at hoppe med på vognen. JWM’s udgangspunkt, begrundelse og logik er nemlig opskriften på fremtidens autoritære politik indenfor rammerne af det liberale demokrati. Som Roland Polanski beskrev det i filmen Vampyrernes nat: Professoren og assistenten tog ud for at udrydde vampyrerne og slap tilsyneladende godt fra det. Men lige udenfor Vampyrborgen – i det fri – voksede tænderne ud. Jan Helbak          

  august 6, 2026 9:36 pm

  Læs mere

• Nationalkonservatives ”bløde bug”  

  Det politiske nyhedssite Politico bragte den 26. maj en interessant artikel med overskriften: ”Den franske radikale højrefløjs svage punkt – dens usammenhængende økonomiske politik”. Det er også denne artikels hovedfokus, hvor der argumenteres for et fokusskift væk fra det fremmedpolitiske tema over mod partiernes usammenhængende miskmask af småborgerlig og bagstræberisk økonomisk politik og decideret videreførelse af de mest radikale dele af neoliberal politik. Det er i det konfliktfelt, at de samme partier er mest sårbare jo tættere, de kommer på at opnå afgørende parlamentarisk indflydelse. Billedet i Frankrig Politico artiklens første to linjer slår tonen an: ”Når det kommer til økonomi, har Rassemblement Nationale en identitetskrise – og partiets modstandere ser (måske) en mulighed for at sætte et angreb ind her”. Det rumler i Rassemblement Nationale. Både i partiets politiske top og i de lokale afdelinger, hvor spaltningssignalerne både kan ses og høres. Partiets frontfigur Jordan Bardella, der lige nu tegner til at blive partiets præsidentkandidat i 2027, forsøger systematisk at appellere til ”big business” og den liberale elite i Frankrig ved at deltage i møder i de mondæne saloner og på konferencer med de førende personligheder indenfor fransk erhvervsliv. Her har han gjort sig til talsmand for en udpræget erhvervsvenlig økonomisk politik og en skattepolitik, som først og fremmest gavner den rigeste del af erhvervslivet og den velbjergede del af middelklassen. Der er endnu ikke tale om et åbent opgør med Marine Le Pen og partiets oprindelige socialkonservative og statsinterventionistiske nationalisme, der først og fremmest har appelleret til dele af den franske arbejderklasse og de småborgerlige kræfter i provinsen og de mindre landmænd. Men konflikten er der, og uenighederne om den økonomiske strategi vokser jo tættere, man kommer på valget i 2027 og partiets reelle mulighed for gøre indhug i den traditionelle konservative vælgerskare og vinde præsidentposten (og måske premierministerposten). Både Marine Le Pen og Jordan Bardella gør et stort nummer ud af at forsværge den grundlæggende enighed og forsøger at glide af på modsætningerne. Men de er der, og det drejer sig ikke kun om to forskellige personprofiler. Forskellene har deres rod i partiets inderste politiske og ideologiske modsætninger, som indtil nu ikke har været helt synlige og af samme grund ikke forstyrret billedet af et enigt og stærkt ledet parti med en solid og bred vælgerbase. Det er analytisk vigtigt at holde fast i, at det er de indre politiske modsætninger, der skaber personerne og ikke omvendt. Udenfor partiet rejses der i den brede offentlighed tvivl om, hvorvidt partiet kan hænge sammen i den situation, hvor det som landets ledende parti skal præstere økonomisk regeringsduelighed og samtidig holde sammen på det socialkonservative grundlag og de traditionelle vælgergrupper. Konfliktlinjen skærpes af en intern opposition mod Bardellas økonomiske rådgiver Francois Durvye, der som finansmand repræsenterer en radikal frimarkedsstrategi, som reelt indebærer et liberalt opgør med partiets hidtil økonomiske politik. Billedet i EU-parlamentet Modsætningerne i Rassemblement Nationale folder sig også ud i EU parlamentsgruppen ”Patrioter for Europa”. DF hører til i samme parlamentsgruppe, hvor hovedparten af de andre partier i gruppen (bl.a. FPÖ i Østrig, Lega i Italien og VOX i Spanien) i større eller mindre grad bærer præg af de samme indre politisk-ideologiske modsætninger. Partibilledet indenfor parlamentets højrenationale fløj er noget flimrende og ustabilt. Af samme grund kan partierne ikke alene bedømmes på deres forskellige brug af kontroversielle markører og antiestablishment retorik. De mange udmeldinger, der stritter i alle retninger, er præget af opportunisme og situationsbetingede stemninger alt afhængig af hvor tæt, de i hjemlandet er på magten eller muligheden for at gribe den. Partiernes fælles kendetegn er som udgangspunkt en grundlæggende nationalistisk xenofobi, som spænder fra direkte fremmedhad (især overfor ”muslimer”) til en mere udtalt frygtbaseret fjendtlighed overfor fremmede og mindretal i almindelighed. Partierne fremstiller nationalkonservatismen og kravet om den beskyttende stat som de nationale borgeres mest sikre værn mod den oplevede sociale-kulturelle- og økonomiske utryghed og vilkårlighed, der nu har lejret sig i en fast tilstand som resultat af globaliseringen og EU’s og medlemslandenes austeritypolitik siden finanskrisen i 2008.  Samtlige partier fremstiller sig selv som kompromisløse talsmænd for den ”lille mand” og hans interesser mod et arrogant og selvstrækkeligt parlamentarisk oligarki beskyttet af de kulturbærende lag i middelklassen og i statssystemet. Af samme grund plæderer partierne stærkt for, at der skal renses ud i magtens korridorer og i den statsstøttede medieverden. Det vigtige her er imidlertid at holde fast i, at xenofobien hovedsageligt tjener som overliggende tiltrækningsmarkør (knastaksel) og indgår med større eller mindre vægt som undertekst i partiernes øvrige socialkonservative programpunkter, der i overskriftsform er: Værn om den nationale idealfamilie som identitetsbærende fundament for samfundets sociale- og kulturelle sammenhængskraft. Beskyttelse af de nationale værdier, sprog og kultur, som trues af indvandringen. Fremtrædende EU-skepsis eller direkte modstand mod Unionen og ønsket om at genskabe Fællesmarkedet for den frie samhandel mellem nationale økonomier. Et stærkt politi og en markant indsats overfor al kriminalitet. En helt traditionel konservativ linje. Disciplin i skolerne og genindførelse af undervisningen i en forgangen national kultur formuleret gennem klare antielitære markører. Opgør med bureaukratiet og snærende regler, der forhindrer det nationale erhvervsliv og de mange entreprenører i at udfolde sig og vokse. Tilbagerulning af de overdrevne bureaukratiske og fordyrende miljøregler. Atomkraft som svaret på problemet med de fossile brændstoffer. En social- og sundhedspolitik, der beskytter de svage i samfundet, selv om den faktiske og udbredte ulighed ikke adresseres. Fremhævelse af de nationale interessers ubetingede forrang overfor verden udenfor og hermed også en snæver begrænsning af respekten for ”den regelbaserede ordens institutioner”. Det gælder både det økonomiske, det geopolitiske og det forsvarspolitiske område. Forherligelse af det folkelige demokrati – dvs. krav om flere folkeafstemninger som modvægt til det repræsentative demokratis elitære samfundsforvaltning. Parlamentarismen som sådan afvises ikke. Partierne er ikke antidemokratiske og er ikke autoritære i deres politiske udgangspunkt. De er nationalistisk socialkonservative og småborgerlige. Janushovedet anden side er, at de samme partier dyrker en nærmest superliberal økonomisk politik, der går markant længere end de traditionelle liberale partier. Det gælder: skattepolitikken, som gennem markante skattelettelser skal tilgodese erhvervslivet og i særdeleshed de små- og mellemstore virksomheder. Landbruget skal lettes for miljøafgifter. Fødevarekontrol og regulering af markedet skal lettes for ”bureaukratiske regler”. Arbejdsmarkedet skal dereguleres, så beskyttelsen af lønmodtagernes rettigheder overgår til staten og ikke reguleres af overenskomster underlagt fagforeningernes indflydelse. Finanspolitikken skal være ultrastram og statsudgifterne skal reduceres. I det hele taget tangerer partiernes økonomiske politik i dag mere og mere de nationalistisk liberale kræfter i centrum-højrepartierne. Det er den fællesnævner, der kan blive fremtidens omdrejningspunkt for partiernes bestræbelser for at bevæge ud over placeringen som perifere protestpartier og fremstå samarbejdsduelige. Hvilket i sin konsekvens indebærer både en politisk og praktisk modsætning til de samme partiers socialkonservative udgangspunkt. I EU-parlamentet tilstræber Patrioter for Europa under Jordan Bardellas ledelse strategisk at afbalancere de indre modsætninger mellem nationalkonservatismen og socialkonservatismen. Parlamentsgruppen udfolder stor aktivitet for at positionere sig som formidler af samarbejdet med de mest radikale højrenationale partier på den ene side og de mest konservative fraktioner i parlamentsgrupperne ”Det europæiske folkeparti” (EPP) og ”Det europæiske Reform- og Konservative parti” (ECR) på den anden side. Hvad man kan kalde den samlede politiske strategi, formuleres meget præcist af parlamentsgruppens ”chefindpisker” Marieke Ehlers og indgår som central bestanddel i Jordan Bardellas utallige forhandlingsrunder med de nævnte parlamentsgrupper. Målet er at etablere en flertalsfront, der kan svække kommissionens magt og ensidige favorisering af det europæiske transnationale erhvervsliv. Ministerrådet skal styrkes i nationalistisk liberal retning og medlemslandes nationale suverænitet skal genoprettes. Hvor partierne i gruppen Patrioter for Europa tidligere advokerede en udtræden af EU, er den linje til forskel fra den øvrige radikale højrefløj veget for en mere pragmatisk antiføderal politik, som også deles af flere af de traditionelle konservative partier. Strategien ser ud til – i hvert fald på den korte bane – at have succes, idet den appellerer til flere fraktioner i de nationale centrum-højre regeringer, der nu mere officielt opponerer mod kommissionsformand Ursula von der Leyens autoritære og antinationale magtcentralisering. Modsætningerne mellem de nationale særinteresser og kommissionsformandens grandiose samling af EU’s transnationale erhvervsliv i konkurrence med Kina/Rusland og USA kommer tydeligt til udtryk i den tyske regerings armlægning med kommissionsformanden om, hvem der skal lægge linjen for styrkelsen/genrejsningen af den europæiske økonomi – ministerrådet eller kommissionen – eller de nationale regeringer. DF’s og AfD’s programmer - ligheder Selv om Dansk Folkepartis politiske grundlag – ”Arbejdsprogram – 2025” – ikke adskiller sig nævneværdigt fra de gennemgående programpunkter for partierne i Patrioter for Europa, kan det være hensigtsmæssigt i forhold til det politiske billede herhjemme at se nærmere på DF’s program. Interessant er det i øvrigt, at hvad angår DF’s program – dets tematiske opbygning, anvendelse af signalord og politiske linje – adskiller det sig i det store og hele ikke fra AfD’s i Tyskland. Den helt afgørende forskel er, at der i DF nok ikke findes de samme rabiate røster, man finder i AfD. Og som angiveligt er grunden til, at partiet af sikkerhedstjenesten karakteriseres/stemples som et ekstremistisk og forfatningsstridigt parti. Regeringskoalitionen under kansler Friederich Merz overvejer faktisk at forbyde partiet på trods af advarsler fra alle sider i den tyske offentlighed og ikke mindst fra ledende kræfter indenfor Merz’ eget parti CDU. Familien beskrives som fundamentet for trivsel, velstand og harmoni indenfor den stærke nationalstats rammer. AfD’s program indledes faktisk med de formuleringer, men med en højere grad af sproglig sofistikation, end det ses DF’s program. Den store indvandring udgør en trussel mod den nationale kultur. De indvandrere, der har opholdstilladelse skal assimileres ikke integreres. Altså fuldstændigt opsuges i det danske samfund og i alle betydningsfulde sammenhænge opføre sig og tænke som ”indfødte danskere”. For at modgå det globale kulturpres, der sammen med indvandringen truer dansk kultur, dansk sprog og danske traditioner, skal der sættes ind på alle fronter for at forsvare dansk kulturarv og værne om den kristne tro (forbud mod alle fremmede religiøse institutioner og symboler). Dansk henholdsvis tysk kultur og tradition giver den almindelige dansker henholdsvis tysker stolthed. Et billede, der står i et nostalgisk og sentimentalt modsætningsforhold til det liv, de fleste borgere faktisk lever. Både AfD og DF argumenterer for ”remigration” som en metode til at lette presset mod samfundet og tynde ud i antallet af personer fra især de ”muslimske” lande. Det står ikke ganske klart, hvad ordet betyder og dermed dets praktiske virkningsgrad. Ikke desto mindre er remigration begge partiers slagnummer (og er også ved at blive det for de identitære grupper). ”Indvandringen fra muslimske lande” danner bagtæppe for deres forklaringer på en række andre problemer, så som øget kriminalitet, belastning af socialvæsenet, kvindeundertrykkelse, manglende disciplin i skolerne og ghettodannelser. Den socialkonservative linje, som nok er den, der rækker længst ud til flest vælgere, retter sig mod markante forbedringer indenfor hele ældre- og handicapområdet. Men de konkrete politiske forslag er vage og adresserer ikke hele områdets struktur som en samlet del af samfundets velfærdsorganisering. Folkepensionens grundbeløb skal hæves. Statslige penge til ældreområdet skal øremærkes for at forhindre, at kommunerne bruger pengene til alt andet – hvor behovet måske er større. Her peger DF med en vis ret på et faktisk problem, da kommunernes budgetlægning påvirkes af de stærkeste borgergrupper, og her kommer de ældre ikke i første række. Men forslagene står i modsætning til partiets næsten patetiske dyrkelse af det nære og det lokale demokrati. I det hele taget går modsætningen mellem den centrale statsstyring (Regering/Folketing) og den lokale forvaltning (Kommuner og Regioner) gennem hele programmet. Samme problem kan spores i partiets sundhedspolitik, som går helt uden om sundhedssektorens årelange og uløste struktur- og finansieringsproblemer indenfor såvel sygehussektoren og praksissektoren. For så vidt programmet beskæftiger sig med ulighed i sundhed, er fokus først fremmest på modsætningerne mellem land og by og de ældre- og handicappedes adgang til sundhedsydelser. Når linjen på trods af uklarhed og indre modsætninger alligevel har en vis bred appel til de ældre, handicappede, deres familier og øvrige socialt udsatte grupper hænger det sammen med, at partiet forstår bedre end andre at formulere betydningsbærende omvendinger af fremherskende og skjult stigmatiserende begreber i offentligheden. F.eks. erstattes det utålelige begreb ”ældrebyrden” til dem: ”vi i dag står i gæld til”. ”Som gik før os og lagde ryg til den økonomiske vækst, vi stadig nyder godt af. Vi skylder dem en værdig ældrepleje”. Samme fremgangsmåde anvendes i programmets sundhedspolitik, handicappolitik og psykiatripolitik, hvor linjen overfor danske minoritetsgrupper fremstår som inkluderende. Reelt adskiller DF’s program sig kun punktuelt (eks. ældreområdet) fra de andre borgerlige partiers social- og sundhedspolitik eller for den sags skyld fra disse partiers evindelige tale om værn om ”danske værdier”. Forskellen består i betoningen og fokus. Men grundlæggende følger programmet i sin konsekvens men ikke i dets bogstav en gammelkendt konservativ-liberal politik, hvor velfærdsstatens universelle ydelser via ændringer i tildelingskriterierne glidende omdannes til privat forsikring og en residualpolitik målrettet de ”svageste” i samfundet. Som sagt adskiller DF’s og AfD’s programmer sig ikke substantielt fra hinanden. Forskellen gælder først og fremmest de to partiers vidt forskellige optræden både parlamentarisk og i den brede offentlighed. Her gør de historiske betingelser og forskellige traditioner/muligheder for udøvelse af politik sig selvfølgelig gældende. AfD skal konstant bruge kræfter på at frigøre sig fra Tysklands traumatiske og politisk ekstreme fortid for at undgå det stigmatiserende stempel som forfatningsstridigt parti. Ikke desto mindre er ligheden mellem DF’s og AfD’s programmer større end forskellene. Det gælder også forholdet til EU. Forsvaret af national økonomisk politisk suverænitet. Kun på et punkt står de to partier skarpt overfor hinanden. Det gælder forholdet til Rusland og støtten til Ukraine, hvilket dels kan forklares med Tysklands historiske forhold til Rusland, og at AfD’s bagland udgår fra de landsdele, som udgjorde det tidligere DDR. Ellers er der et sammenfald i betoningen af, at det er varetagelsen af de nationale interesser, der er styrpinden. De internationale og overordnede institutioner ses alene gennem den nationalkonservative linse uagtet de samme institutioners afgørende, faktiske og konkrete betydning for regulering af den moderne kapitalisme, det internationale marked og samhandel, som man partierne tager for givet. Partiernes indre strukturelle modsætninger ”Danskerne skal være Herre i eget Hus”. Derfor skal Danmark ud af EU, hvis den nationale suverænitet ikke respekteres. Samme linje findes i alle partierne i Patrioter for Europa og i AfD. Nationalstaten og nationaløkonomien sættes i modsætning til den globale økonomis voksende integration, konkurrencen om forsyningskæder og de store transnationale konglomeraters indiskutable indflydelse på vækstbetingelserne for selv de store nationale økonomier som f.eks. den tyske. Både DF’s og AfD’s erklærede økonomiske erhvervs- og finanspolitik er i det perspektiv rene anakronismer. Man foregiver muligheden af stabil økonomisk vækst gennem nationens massive satsning på støtten til de små og mellemstore virksomheder. Helt i modsætning til den faktiske udvikling i den globale kapitalisme. Det er de store virksomheder både herhjemme og i Tyskland, som rent faktisk driver væksten. (Hvis eksempelvis den danske medicinalindustri kommer i vanskeligheder vil det få afgørende negativ betydning for den samlede danske økonomi. Det beskæftiger DF sig ikke med). Kort sagt er de nationalkonservative partiers økonomiske ”visioner” og erhvervspolitik reaktionær i ordets bogstavelige betydning. Det gælder også DF’s og AfD’s politik. Det samme kan siges om skattepolitikken og de nationale støtteordninger. Når partierne ikke indtil dato er blevet direkte udfordret på deres reaktionære og utopiske økonomiske politik og nationalkonservative nostalgi, hænger det bl.a. sammen med, at centrumpartierne i den nuværende globale opbrudssituation med de uoverskuelige geopolitiske spændinger, voksende protektionisme og handelsspændinger heller ikke kan samles om en strategi for ”Europas økonomiske og politiske genrejsning”. Men tiden nærmer sig, hvor partiernes håbløst vage økonomiske programmer bliver et afgørende politisk problem for AfD i tysk politik, for Rassemblement Nationale i Frankrig og for Patrioter for Europa i EU. (i Danmark er DF indtil videre ikke i nærheden af ansvarets åg). Ingen af partierne har udsigt til parlamentarisk majoritet og til at danne regeringer alene. De må realistisk satse på koalitioner med de konservative partier og trække dem fri af centrumspolitikken.  I det stille arbejdes der på at moderere og senere bevæge sig væk fra deres egne småborgerlige økonomiske visioner og de ekstreme fremmedpolitiske markører og åbne for centrum-højres mere respektable forestillinger om genrejsningen af den kapitalistiske økonomi i Europa og løsning af ”indvandrer- og flygtningeproblemet”. Herhjemme er modsætningerne under Morten Messerschmidts intelligente genrejsning af DF endnu ikke kommet op til overfladen. En ikke ubetydelig forklaring er bl.a. den politiske- og parlamentariske fragmentering i Danmark, hvor højrefløjen er så internt splittet og uden sammenhæng, at DF i endnu en periode kan vokse på protesten og håndtere skismaet mellem partiets liberale økonomiske politik og det socialkonservative udhængsvindue uden at komme i modsætning til vælgergrundlaget. Men lige så sandsynligt er det, at partiets vækst vil flade ud, hvis det ikke formår i praktisk politik at konfrontere det alt overskyggende hovedtema i dansk og europæisk politik: den voksende nationale ulighed, der på alle samfundets områder danner et stadigt tydeligere grundtema. Faktisk forholder det sig sådan, at forestiller man sig, at DF eller AfD, eller Rassemblement Nationale eller de andre nationalkonservative partier skulle få magt til at gennemføre deres økonomiske politik, ville de blive tvunget til at føre en politik på de tunge dele af erhvervslivet og finanssektorens betingelser, der de facto ville øge uligheden, svække lønmodtagernes stilling på arbejdsmarkedet og på ingen måde evne at realisere deres socialkonservative programpunkter. Jo nærmere magten desto tydeligere bliver de indre modsætninger Modsætningsbilledet er som i Frankrig mere åbent i AfD. Her udspiller modsætningerne sig mellem partiets frontfigur Alice Weidel, der er uddannet finansøkonom og har en fortid indenfor finansverdenen, og partiets radikale nationalistiske fløj med rødder i det tidligere DDR repræsenteret ved Björn Höcke. Indtil nu er modsætningerne mere slået igennem på gadeplan og på partikonventer med fri udblæsning af radikale slagord end i partiets optræden i Bundestag. Men det bliver stadigt klarere, at Alice Weidels økonomiske politik ikke adskiller sig væsentligt fra den økonomisk politiske tænkning i store dele af højrefløjen i CDU/CSU. Alice Weidels fløj arbejder som Patrioter for Europa målrettet på at nedbryde de konservatives og kansler Merz’s ”brandmauer” (politiske bandmur) overfor AfD. I længden kan de konservative i CDU/CSU ikke opretholde forsikringen om, at man ikke vil indgå i et forpligtende samarbejde med AfD. Ude i delstaterne er ”muren” stille og roligt ved at blive perforeret. Alice Weidel og hendes fløj afprøver hyppigere og hyppigere grænserne for, hvordan man effektivt får lukket munden på den radikale og kompromisløse fløj i AfD og samtidig får gjort sig salonfæhig overfor CDU/CSU’s vælgere. Vejen til magten går nemlig over brolægning af kompromiser bl.a. om erhvervspolitikken og den økonomiske politik, hvor den mere radikale fløj i hvert fald i offentlig tale selv tror på den ensidige vej til magten uden om politiske koalitioner med den traditionelle højrefløj. Modsætningerne i partiet har nu nået et åbenlyst højdepunkt efter den seneste meningsmåling, der gør AfD til det største parti med 28% af stemmerne mod CDU/CSU’s 22% og sætter af samme grund partiet under massiv medieovervågning. Hvert eneste skridt og fejltrin tæller. Hvis AfD skal udnytte den upopulære centrum-højre regerings voksende vanskeligheder og tab af autoritet, er vejen frem for Alice Weidel hendes fløjs evne til at kombinere den socialkonservative profil med videreførelse af den neoliberale økonomiske politik, som i virkeligheden er den, der har skabt AfD. Alice Weidel træder som Jordan Bardella i Frankrig varsomt i den forsigtige, men også nødvendige orientering mod det parlamentariske samarbejde med højrefløjen i CDU/CSU i Tyskland og den fragmenterede højrefløj i Frankrig. Både i Frankrig, i Tyskland og i EU-parlamentet står den langsomme strategiske vending overfor en mulig eksplosiv modstand fra den radikale højrefløj. Skismaet vil sandsynligvis slå ud i åbenlyse magtkampe i partiet og måske splittelse, for så vidt Alice Weidels og Jordan Bardellas linje får succes. En forsmag på splittelsen kan allerede nu ses i Italien, hvor det nye højreradikale parti Futuro Nazionale udfordrer både Melonis Fratelli d’Italia  og Lega, som anklages for at søge mod midten og konsensus. Ikke dermed sagt at samme problematik i et en til en forhold kan overføres til DF. De forskellige landes helt indlysende politiske forskelle skal tages i betragtning og overdrevne generaliseringer undgås. Men de samme betingelser for fremtidige spændinger i DF ligger som i AfD og Rassemblement National gemt i partiernes programmatiske indre modsætninger, som igen reflekterer partiernes socialt/klassemæssigt brogede og uhomogene vælgergrundlags generelle utilfreds og protest mod den politisk-økonomiske elites krisepolitik siden eurokrisen i 2010, hvor den brede befolkning måtte betale for redningen af euroen og finansverdenen – og ikke samfundsøkonomien. Det italienske billede sammenholdt med udviklingen i Rassemblement og AFD sandsynliggør en kommende splittelse af partierne i en konform og opportunistisk nationalkonservativ linje, som kan indgå alliancer med de traditionelle konservative partier og udkrystalliseringen af en mere militant højrenational strømning, som kun kan overleve ved at radikalisere partiernes oprindelige vælgergrundlag. Som igen kan fragmentere det parlamentariske og politiske billede yderligere, svække midten og åbne for mere militante konflikter. Og det er præcist i den situation og i den historiske kontekst, at xenofobien og partiernes potentielle racisme kan antage et nyt og dynamisk mobiliseringspotentiale, fordi socialkonservatismen er trængt i defensiven forårsaget af dens egen utopiske og anakronistiske karakter. Afsluttende overvejelser For at opsummere. Denne artikel har haft til hensigt at afdække de radikale nationalkonservative partiers indre modsætninger og potentielle splittelseslinjer. Formålet har været at argumentere for nødvendigheden af, at centrum-venstrepartierne (og især venstrefløjen) foretager en tiltrængt forkusforskydning. Væk fra den elitære og moralske kritik af disse partiers hysteriske xenofobi og kryptoracisme. Den kritiske kamp kan ikke vindes moralsk eller akademisk af den simple men også forstemmende grund, at de højrenationales xenofobi indskriver sig i en langt mere rodfæstet og udbredt residual-kolonialistisk tænkning, der har martret Europa gennem de sidste to hundrede år, og som i dag stadig lever som en understrøm i det borgerlige Europas selvforståelse. Som naturaliseret geopolitisk kompas og historieforståelse. De højrenationales skingre og ofte modbydelige retorik er blot den ekstreme variant af tidsånden i det mondæne centrums saloner. Af samme grund er der en vis folkelig modtagelighed overfor de nationalkonservatives xenofobi og politiske utopier, hvorfor mange af vælgerne reagerer i protest over at blive stigmatiseret sammen med det parti hvis protestlinje, de støtter, fordi de ikke finder lydhørhed andre steder, og fordi tidsåndens selvforståelse er naturaliseret i den brede europæiske offentlighed. De nationalkonservatives ”bløde bug” er deres anakronistiske og usammenhængende programmer, hvor det ene programpunkt modsiger det andet – ovenikøbet i samme kapitel eller paragraf. Derfor drejer det sig ikke om at skyde på partierne og deres luftige stressmarkører eller deres ledere som sådan, men om at gå efter partiernes ustabile forbindelse til vælgerne. Altså fokusere på det, der er vigtigt og nærværende for de mange vælgere i arbejderklassen, den lavere middelklasse og de mange småborgerlige entreprenører og ikke mindst de mange pressede ældre og personer i samfundets periferi både sociale og geografisk. Med det formål at demonstrere, at partiernes socialkonservatisme reelt aldrig bliver andet end en moderne fortolkning af konservatismens residualpolitik i modsætning til den velfærdsstat, man hævder at ville forsvare. De nationalkonservative partier har ingen svar på ulighedens problem i deres økonomiske-politiske-sociale og kulturelle perspektiv. Faktisk bagatelliserer DF f.eks. ulighedsproblemet. Partierne vil, hvis de erobrer regeringsmagten, blive tvunget til at løbe fra de fleste af de socialkonservative løfter, hvis de skal accepteres af ”de tunge drenge” i erhvervslivet, finanssektoren og de stærkeste kræfter i samfundenes kulturbærende lag. Det helt afgørende fællestræk for samtlige partier er, at de ikke programmatisk, intellektuelt eller praktisk politisk kan fremlægge perspektiver, der peger fremad. De tangerer heller ikke løsninger på situationens problemer i de respektive nationalstater eller Europa. De peger kun tilbage til en tid, som historiens gang har ladt tilbage. Hvor staten kunne være den trygge ramme om nationens borgere og understøtte det nationale fællesskab. Centrum-venstre kommer ingen vegne ved konstant at hænge partierne ud for at være populistiske, udemokratiske og racistiske. Populismemærkatet opfattes af partiernes tilhængere som den politiske midtes selvgode stigmatisering af alle politiske partier, bevægelser og vælgergrupper, der ikke vil eller kan adoptere ”Midtens” politikforståelse og parlamentariske indspisthed. Og som af samme grund også opleves af partiernes vælgere som en nedgøring af dem som politisk mindrebemidlede. De radikale nationalkonservative partier eller den radikale højrefløj er hverken antidemokratiske eller racistiske. Men større eller mindre fraktioner i partierne og deres vælgergrundlag har potentialet til at blive det. Hvis det scenarie skal forebygges, skal centrum-venstres politiske kritik målrettes den ”bløde bug”. Modgiften er ganske enkel og alligevel besværlig – om end nødvendig. Det drejer sig om allerede nu at fremprovokere en åben og målrettet debat især udenfor parlamenterne om deres samlede og alligevel usammenhængende politik. Dvs. punkt for punkt demonstrere den politiske inkonsistens og de konkrete og jordnære konsekvenser for de vælgergrupper, som tiltrækkes af partiernes tilsyneladende varetagelse af netop deres interesser. Med det formål at tvinge de samme partier ud i en fortløbende politisk krydsild, hvor de skal forklare sig og praktisk demonstrere overfor deres vælgere, at skulle partierne opnå magt, som de har agt, ville netop de blive taberne. Men forudsætningen for at anlægge den linje indeholder i sig selv et problem for centrum-venstre. Eller i hvert fald en udfordring. Centrum-venstre må for at udstille den manglende sammenhæng i den nationalkonservative utopi selv demonstrere en sammenhængende politik og organisatorisk samling både nationalt og i EU, der adresserer de samfundsmæssige hovedproblemer (eks. ulighedens og fremtidsfrygtens problem), hvis manglende løsning fra centrums side konstant nærer højrefløjens utopier. Og det er ikke alene en parlamentarisk og elitær/akademisk opgave. Så langt fra. Centrum-venstre bør tage ved lære af de nationalkonservative partiers eksemplariske evne til at mobilisere og praktisk udfylde gabet mellem et mere og mere passiviseret og segregeret civilliv og en politisk-økonomisk elite, der parlamentarisk og kulturelt lukker sig om sig selv og banaliserer det offentlige politiske liv. Spørgsmålet om højrenationalisternes regeringsduelighed er og bliver deres ”bløde bug”. Den moralske kritik, som er den fremherskende, forudsætter en anerkendt moral, som ikke længere findes. Derfor må kritikken være praktisk politisk. Jan Helbak.                      

  juni 14, 2026 8:27 pm

  Læs mere

• Et paradoks – eller?

  Næppe har noget delstatsvalg i Tyskland påkaldt sig så stor interesse i medierne og hos den etablerede politiske elite i hele Europa, som de tre valg i Thüringen, Sachsen og Brandenburg. Interessen skyldes indlysende det national konservative AfD’s markante vælgertilslutning på omkring 30% i alle tre delstater. Ikke mindst fordi AfD også står til pæne resultater i de øvrige delstater om end ikke i samme størrelsesorden. Det er imidlertid ikke valget eller det politiske efterspil, jeg vil beskæftige mig med i dette indlæg. Min interesse retter sig derimod mod en undersøgelse af AfD, som DIW Berlin (Deutsches Institut für Wirtschaftsforschung) gennemførte i 2023. Især vakte instituttets større artikel min interesse. Titlen var på vanligt tysk: „Das AFD-Paradox: Die Hauptleidtragenden der AfD-Politik wären ihre Wähler*innen“. Oversat lidt mundret: „AfD paradokset: AfD vælgerne er dem, der rammes hårdest af AfD’s politik”. Altså hvad får næsten 30% af vælgerne i de tre delstater til at stemme på AfD, når partiets politik direkte konflikter med de samme vælgeres sociale- og økonomiske interesser? Inden jeg går over til at kommentere artiklen og ikke mindste konklusionerne, skal jeg lige præcisere, at jeg definerer AfD som et national-konservativt parti og anvender ikke metaforerne ”højreradikal” eller ”højrepopulistisk”. Dels er de indholdstomme, og dels anvendes de som den ”fornuftsbaserede midtes” delegitimering af alle politiske strømninger udenfor egne rækker. Jeg ser i dette indlæg også bort fra de mere højrøstede rabiate elementer i partiet, selv om de i den politiske debat sættes lig partiet. Hvad siger analysen? DIW undersøgelsen fastslår, at folk, der støtter AfD, på næsten alle politikområder vil lide mest under AfD’s politik, hvis den gennemføres. Det gælder indenfor økonomi, skattepolitik, klimabeskyttelse, social sikkerhed, demokrati og globalisering mv. Vejen til disse konklusioner går over en sammenligning af vælgernes sociodemografiske karakteristika med partiets planer. Den typiske AfD vælger beskrives som en mand mellem 40 og 50 år. Med kort eller mellemlang uddannelse, ufaglærte jobs, arbejdsløs eller med usikker beskæftigelse og lavtlønnet. Ordet ”typisk” betyder her en statistisk overvægt. Ikke til en bestemt type. Undersøgelsen viser også en lav social- og politisk deltagelse i samfundslivet. Billedet er imidlertid ikke helt tidssvarende. De seneste valgundersøgelser viser, at AfD også tiltrækker mange unge og ikke mindst førstegangsvælgere. Vælgergrundlaget sammenholdes med AfD’s politik. Ifølge undersøgelsen står AfD bl.a. for: ”ekstrem neoliberal økonomisk- og finansiel politik. Partiet går ind for skattelettelser på næsten alle områder og imod skattestigninger, så som beskatning af store aktiver”. ”Generelt ønsker AfD at indskrænke statens rolle og øge markedets magt”. AfD er også imod forhøjelse af mindstelønnen, og vil hellere styrke ejerboligen end lejeboligen, og langtidsledige skal enten tvinges til at udføre samfundstjeneste eller påbegynde en faglig opkvalificerende uddannelse. Når DIW undersøger AfD’s positioner på forskellige politikområder i forhold til de andre partier, finder man, at AfD på de økonomiske- og sociale områder ligger meget tæt på FDP (det liberale parti), om end FDP’s markedsortodoksi er liberalt og globaliseringsorienteret. Hvad angår skatter, klima og sociale anliggender finder undersøgelsen mange ligheder mellem AfD, FDP og CDU/CSU. Altså kan man konkludere, at AfD samlet set repræsenterer politiske positioner, der aldrig har været specielt arbejdervenlige men tværtimod står i modsætning til SPD’s traditionelle arbejderpolitik og hovedparten af den tyske fagbevægelse. Undersøgelsen har selvfølgelig også med, at AfD’s forslag om nedskæringer på en række offentlige områder først og fremmest vil ramme flygtninge og indvandrere men også de uddannelsesmæssigt og økonomisk dårligst stillede AfD vælgere. Hvad er så den endelig konklusion? ”Hvordan kan det være, at mere end en femtedel af borgerne støtter et partis politik, der er i stærk modstrid med deres velbefindende og interesser. Et plausibelt svar er individuel- og kollektiv fejlvurdering”? Den individuelle fejlvurdering ligger i det faktum, at mange AfD vælgere ikke er klar over, at partiets politik med diskrimination og eksklusion vil påvirke dem negativt. ”Det skyldes, at de ofte selv tilhører den lavere ende af indkomstfordelingen, nyder privilegier sjældnere og har færre muligheder end andre og er mere afhængige af økonomiske fordele fra staten”. Den kollektive fejlvurdering henføres til, at AfD vælgerne tror på, at et opgør med globaliseringen og en styrkelse af nationen og lokalområderne kombineret med en liberal økonomisk politik vil udløse bedre jobmuligheder og øget sikkerhed og tryghed i dagligdagen. Artiklen slutter med ordene: ”Præcis det modsatte vil ske”. Hvad møder vælgerne hos AfD? DIW’s undersøgelse bringer os ikke meget nærmere en forklaring på paradokset. Hvis der er tale om en fejlvurdering, hvad er så grunden? For at komme om på den anden side af DIW’s konklusioner tog jeg mig for at læse AfD Sachsens valgprogram. Med det gjort, fandt jeg ikke DIW’s karakteristik dækkende. Valgprogrammet fylder hele 64 sider og er temmelig uoverskueligt. Det mest iøjnefaldende er programmets  temaopdeling. Det indledes med et langt afsnit om familie og børn som grundlag for hele samfundets sammenhængskraft. Familie og ejendom til boligen sættes lig Heimat – hjemstavn. Her skal borgernes grundlæggende beskyttelse og tryghed findes. De følgende temaer er uddannelse, videnskab og kultur, hvor uddannelse og kultur skal spille en central rolle for det daglige liv i delstaten. Sundhedspolitik og socialpolitik udgør de efterfølgende temaer, hvor social sikring af familien og de ældre, samt et decentraliseret sundhedsvæsen, der rækker helt ud i yderområderne, spiller en afgørende rolle. National sikkerhedspolitik (som også begrunder modstanden mod Tysklands involvering i krigen i Ukraine) og en håndfast og retfærdig retsorden ses som forudsætningen for borgernes tryghed. Ganske naturligt følges det tema op af en skingert og slagordsagtig formuleret flygtninge-indvandrerpolitik, men som i sit væsen ikke adskiller sig meget fra CDU/CSU’s politik. Regeringens energipolitik og digitalisering kritiseres for at resultere i høje energipriser. Natolandenes sanktionspolitik har øget energipriserne og dermed skadet Mittelstand virksomhedernes konkurrenceevne og borgernes mulighed for at betale de høje el- og varmeregninger. Digitaliseringen er gået for vidt og fremmedgør den enkelte borger i samfundslivet og overfor det offentlige. Digitaliseringen skader det personlige møde med det offentlige og skader de levende fællesskaber. Landbrugspolitikken og land- og miljøplanerne skal ikke tilrettelægges efter EU’s abstrakte normer. Der skal tages lokale hensyn. Lige så med naturbeskyttelsen, som vægtes højt. Det samme forhold gør sig gældende, hvad angår infrastruktur og strukturplanlægning, herunder decentral kollektiv trafik og indsats mod jordspekulation. Der skal tages udgangspunkt i lokale behov, så lokalsamfundene kan hænge sammen og udvandringen bremses. Først allersidst i programmet behandles penge- og valutapolitik, finans- og skattepolitik samt EU, hvor man stiller hensynet til de små- og mellemstore virksomheder overfor den kendte politiske favorisering af de store koncerner og støtte til finanssektoren, som ikke vil låne penge ud til Mittelstandvirksomhedernes investeringer. Det sidste punkt er i øvrigt blevet et brandvarmt emne, som Scholzregeringen nu er tvunget til at gå ind i. For det første fordi den tyske regering skal forholde sig til Draghirapportens krav om øget centralisering af kapitalmarkederne og støtte til de store koncerner og for det andet, fordi den italienske bank Unicredit forsøger at overtage den tyske Commerzbank, hvad der endnu engang vil svække det tyske bankvæsen, som traditionelt har støttet de små og mellemstore virksomheder. Så selv på regeringsniveau reagerer man nu mod de magtfulde finansielle markedskræfter og magtcentraliseringen i EU. Men tilbage til AfD. Når man læser hele programmet, står det klart, at det er et klokkeklart småborgerligt national-konservativt program med et kinesisk æskesystem af reaktionære forslag blandet med socialpolitiske- sundhedspolitiske- og uddannelsespolitiske progressive programpunkter igen blandet med utopiske Heimatforestillinger og købmandslogik versus magtcentraliseringen i EU og afdemokratiseringen af politikken i almindelighed. (AfD kræver flere folkeafstemninger og direkte demokrati). Ifølge programmet styres samfundslivet af en lille elitær teknokratisk elite, der måler de fleste af livets spørgsmål efter en økonomisk logik, der afviser borgernes behov for lokalt tilhør som ufornuftig og uvidenskabelig. Kort sagt er programmet opbygget og formuleret, så både arbejdere, middelklassegrupper og mindre erhvervsdrivende kan se sig selv dækket ind, fordi det tilgodeser de mange forskellige sociodemografiske gruppers interesser. Programmet konsekvensberegner forslagene, hvilket i givet fald ville udstille deres mange indbyrdes modsætninger. Man kan med en vis ret sige, at programmet afspejler de mange helt almindelige borgeres fragmenterede tilværelse, og som først og fremmest tiltrækker dem, der ikke har haft mulighed for at hægte sig på den middelklasse, som mainstreampartierne konstant taler om, og som i virkeligheden socialt, økonomisk og politisk er en lige så fragmenteret størrelse. Et tilbageblik Efter at have læst programmet faldt et spørgsmål mig ind. Hvordan orienterede de selv samme ”sociodemografiske grupper” sig tidligere? Hvordan var deres verdensbillede? Jeg lægger ikke her op til en længere udredning. Mere til et kort strejftog nogle årtier tilbage. I hele efterkrigens kamp for velfærdsstaten delte de forskellige klasser sig efter interesser og verdensanskuelser. Hvor meget eller lidt man var engageret i politik og fagforeningsvirksomhed, så var det i vid udstrækning fra de politiske partier, fagforeningerne og andre klasseorganer, man hentede sit verdensbillede og forståelse af den dagsaktuelle politiks betydning i forhold til de store linjer. Det var her beskyttelsen for den enkelte og familien skulle hentes også, når det gjaldt forholdet til velfærdsstatens forskellige institutioner. Om det drejede sig om økonomisk politik, boligpolitik, arbejdsmarkedspolitik osv. orienterede man sig efter klassepartiernes linje og forklaringer. Også selv om man ikke fuldt og helt delte partiernes eller fagforeningsbossernes synspunkter. Den daglige tilværelse oplevedes som mindre fragmenteret og trygheden skulle især hentes indenfor ”egne rækker”. Selv under velfærdsstatens velmagtsdage. Sådan ser hverken samfundene eller det politiske billede ud i dag. Den liberale offensiv fra slutningen af 70’erne vandt to afgørende sejre. Accelereringen af globaliseringsprocessen og opgøret med grundforestillingerne om det kollektive og samfundsforpligtede menneske. Individualismen som højeste fornuft og rettighed blev grundfortællingen. Over tid har det afstedkommet, at store samfundsgrupper er blevet politisk-socialt- og kulturelt hjemløse. Verdensbilledet er fragmenteret. De store linjere kan ikke trækkes, og de socialgrupper, vi taler om, har som følge heraf trukket sig tilbage i passivitet for i særlige situationer at blæse ud i diffus protest. Den aktivitetsskabende vision er ikke længere drivkraften for samfundsudviklingen og de omtalte gruppers bidrag hertil. En anden konklusion I mit verdensbillede er det derfor ikke ganske uforståeligt, at de national-konservative partier og bevægelser vinder frem. Nationen, de indlejrede traditioner og halv- og helutopiske socioøkonomiske forestillinger udfylder i dag det tomrum, som de herskende eliters negligering og nedbrydning af klassepolitikken og dets institutioner har efterladt. Hvor synkretetisk og utopisk AfD’s politik end er, kan man vel sige, at partiet og med det flere andre national-konservative partier formulerer et politisk opgør med elitens teknokratiske afpolitisering af politikken. I den forstand er den moralske kritik af AfD’s og lignende partiers ekstreme formuleringer en blindgyde – om end forståelig. Men kritikken må være politisk. AfD’s program skal tages alvorligt og gendrives politisk. AfD’s vælgere har hverken individuelt eller kollektivt ”fejlvurderet” virkeligheden. De afspejler den tværtimod, og det er det, der er problemet.  Jan Helbak  

  september 24, 2024 9:15 pm

  Læs mere