USA’s 28 punkts plan – et vendepunkt
USA’s 28 punkts plan for en fredsproces i Ukraine er nok det vigtigste udspil siden de aborterede fredsforhandlinger i Istanbul marts-april 2022. Og hvorfor så det?
Uanset planens videre skæbne i det diplomatiske magtspil vil den i sit overordnede og substantielle indhold indtage pladsen som matrix for det videre forløb eller kommende fredsforhandlinger.
Overordnede betragtninger
Procesplanen for de kommende fredsforhandlinger mellem Rusland, Ukraine og USA kommer på et tidspunkt, hvor Ukraine er på tilbagetog alle steder på fronten, og hvor Kiev er plaget af flere korruptionsskandaler, som vi stadig kun kender toppen af (CIA har spillet en rolle i det forløb hele tiden). Der kan være flere afsløringer på vej, som yderligere vil svække Zelensky og hans entourage og af samme grund legitimere USA’s stop for yderligere amerikansk politisk-militær- og økonomisk støtte til Zelenskys krig. I forvejen har USA diskret skruet ned for den militære- og økonomiske støtte. USA kan tillige diskret udfase efterretningsstøtten, herunder it-støtte og bemanding af de langtrækkende missiler. Ukraine kan ikke klare sig uden den støtte, og europæerne kan ikke kompensere.
A har en klar interesse i at få stoppet krigen hurtigst muligt af den simple grund, at man ikke ret meget længere kan finansiere Ukraines krig hverken militært eller økonomisk. Fortsætter krigen med den aktuelle militære udvikling, har Trump efterhånden indset, at Ukraine vil tabe yderligere og en kapitulation vil være uundgåelig. Sporene fra Vietnam-krigens sidste dage i Saigon og udgangen fra Afghanistan i Kabul spøger stadig som et mareridt for USA. Europæerne optræder som om, en sådan forsmædelig udgang ikke bliver en realitet.
Hvis ikke der kommer gang i fredsprocessen nu, hvor Rusland accepterer forhandlingsgrundlaget, kan USA blive presset til at skrue op for sanktionerne (for at vise styrke). Sanktionspolitikken har allerede i dens eksisterende form resulteret i et stadigt tættere økonomisk-politisk- og militært samarbejde mellem Rusland og Kina. Den proces vil over tid stille USA overfor en modstander, som USA ikke kan magte. En Rusland/Kina akse vil svække inddæmningspolitikken overfor Kina og hele USA’s Stillehavsdoktrin. Processen vil også styrke Kinas og Ruslands dominans i hele det Eurasiatiske område og svække USA’s position overfor dets allierede i Stillehavsområdet. Det vil kun være et spørgsmål om tid, før bl.a. Japan og Sydkorea tvinges til at indlede normaliseringsforhandlinger med Kina. Det billede var Zbigniew Brzezinskis (tidligere rådgiver for præsident Jimmy Carter) rædselsbillede, som han beskrev meget præcist i 1997, og som Wolfowitz-doktrinen skulle forhindre blive en realitet.
På den anden side har Rusland en lige så klar interesse i at imødekomme USA og indgå konstruktivt i en fredsproces baseret på den meget løst formulerede fredsproces plan.
Planen udgør nemlig rent historisk et de facto opgør med Wolfowitz doktrinen fra 1992, som kom til at danne grundlag for Nato’s Østudvidelse. Doktrinens europæiske dimension og mål var at inddæmme Rusland totalt og bidrage til Ruslands indre opløsning og fragmentering. Det mål er ikke nået, og Trump er nu, hvor USA’s styrke ikke er som i 1992, interesseret i at slippe fri af doktrinen og normalisere forholdet til Rusland for at undgå en samlet global svækkelse og måske drive en kile ind mellem Rusland og Kina.
Rusland kan ved at indgå konstruktivt i fredsprocessen på grundlag af 28 punkts planen sikre ubetinget opbakning fra sit eget bagland i BRICS, hvor især Indien, Kina og Brasilien på det sidste tydeligt har plæderet for en fredsløsning, fordi de delvist bliver presset af Trumps sanktionspolitik.
Planen er tillige en delvis imødekommelse af Ruslands sikkerhedspolitiske udspil fra december 2021 overfor NATO-landene om en ny sikkerhedsarkitektur for Europa (hvor Rusland er inkluderet). Præsident Biden fejede temmelig brutalt udspillet af bordet. Trump-planens de diskrete anerkendelse af grundtankerne i det udspil er tillige en anerkendelse af de begrundelser for en fredsløsning, som Rusland lagde på bordet i 2022 ved fredsforhandlingerne mellem Ukraine og Rusland, og som Putin har fremhævet igen og igen. Senest overfor Trump på mødet i Alaska.
Trump har med fremlæggelse af planen lagt pres på Zelensky og tvunget europæerne til formelt at fravige deres maksimalistiske krav om Ruslands kapitulation og betingelsesløs våbenhvile. De kan ikke komme udenom at forholde sig til procesplanen. Europæerne har da heller ikke afvist Trumps udspil som sådan, men har i stedet anvendt den gammelkendte taktik med at tømme planen for indhold og selv fremlægge en ”modificeret” plan. Alle ved, at den plan aldrig vil blive accepteret af Rusland. Kreml henviser tørt til stillingen på slagmarken. Som europæerne i øvrigt lukker øjnene for.
Hvorfor er procesplanen så vigtig
Forløbet i sig selv forklarer ikke, hvorfor procesplanen udgør det vigtigste fredspolitiske udspil siden fredsforhandlingerne i 2022.
På trods af planens mange indbyggede svagheder og løse formuleringer vil planen selv, hvis den amputeres, eller Trump forsøger at ”bløde den op” for at imødekomme Zelenskys og europæernes indvendinger, stå som det grundlag eller den matrix enhver kommende fredsproces må bygge på, hvis krigen ikke skal ende med Ukraines totale nederlag på slagmarken og Europas og ikke mindst EU-ledernes politiske blamage.
Planen er også vigtig af en anden og hidtil overset dimension. Rusland har aldrig været og er ikke interesseret i at erobre land og har ikke været det under hele krigen. Der har aldrig været fugls føde på de europæiske regeringslederes skrækscenarier. De er jo ikke idioter i Kreml, selv om man i Vesteuropa har forsøgt at fremstille dem som sådan.
Ruslands mål har hele tiden været:
At sikre de fire oblaster som russiske.
At sikre, at Ukraine ikke optages i Nato.
At Ukraine forbliver en neutral nationalstat.
At det russiske sprog (som for tiden er forbudt i Ukraine) tillades.
At Ukraine svækkes militært. (Hovedparten af indbyggerne i Østukraine taler russisk).
At det ukrainske regime ændres og renses for de ultranationalistiske og Ruslandsfjendtlige kræfter i militæret og det ukrainske styre.
Hvis ikke disse mål tilnærmelsesvist kan opnås gennem fredsforhandlinger mellem USA og Ukraine og med nølende, hændervridende og passiv accept fra de europæiske regeringsledere, kan Rusland blive tvunget til at føre krigen helt til Kiev og dermed stå med hele ansvaret for at vinde freden eller alternativt hænge fast i Ukraine som besættelsesmagt. Og forbløde. Det er ikke i Ruslands interesse. Ej heller at skulle operere med risikoen for en borgerkrig i Ukraine.
Planen lægger i den dimension også en ramme for forhandlinger om, hvordan krigen skal afsluttes og freden vindes og sikres.
Hovedpunkter i fredsprocesplanen
Det giver ikke meget mening her at gennemgå alle 28 punkter. Mange har gennemgået dem i medierne, og flere af punkterne bærer tydeligt præg af at være ”forhandlingsoplæg” (Eller tomme punkter, der kan hives ud) både overfor Ukraine og Rusland men også overfor europæerne. De centrale punkter i procesplanen kan lidt hårdhændet koges ned til ni punkter:
Ruslands de facto overtagelse af Krim, Donbas og det meste af Zaporizhzia og Kherson. Overtagelsen vil medføre, at Ukraine skal afgive de sidste 35%, som de kontrollerer. (det hører med, at disse områder som konsekvens af Istanbulforhandlingernes sammenbrud blev indføjet i den russiske forfatning som værende russiske).
En demilitariseret zone på ca. 100 km. på Ukrainsk grund. Der er forskellige opfattelser af, hvem eller hvordan zonen skal overvåges og kontrolleres. Men mellem linjerne er det udelukket, at NATO tropper eller Koalitionen af villige (UK, Tyskland og Frankrig) kommer til at spille nogen rolle.
Ukraines og Natos juridisk bindende erklæring om, at Ukraine ikke kan optages i Nato, og at Nato ikke vil foretage nogen videre østudvidelse. Det betyder, at der ikke kan stationeres Nato styrker eller andre fremmede styrker på Ukrainsk grund. (USA skal stå for forhandlingen i Nato som en magt udenfor alliancen, hvilket selvfølgelig vil give interne rolleproblemer).
Ukraine skal anerkendes som en suveræn neutral stat og vil i forhold hertil opnå relevante sikkerhedsgarantier, som også vil inddrage juridisk bindende garantier fra Rusland. Disse garantiers rækkevidde og juridiske holdbarhed er meget løst formuleret i procesplanen.
Det ukrainske militær begrænses til en aktiv styrke på 600.000 mand. Det mål ligger langt fra russernes oprindelige krav på 85.000 mand. Men en styrke på 600.000 mand må siges at være et fremtidsmål for Ukraine. Ukraine skal tillige afstå fra at blive en atommagt. Ukraine skal også afstå fra at operere med missiler, der kan ramme Moskva. (Attacms, Stormshadow og lignende missilsystemer).
Omdannelse af de indefrosne russiske aktiver i Euroclear på ca. 250 mia. euro fra at blive ”stjålet” af EU landene som det økonomiske grundlag for en ”krigsfront” til en ”fredsfront”. Fonden skal bidrage til genopbygningen af Ukraine, hvor en stor del af det område, der skal genopbygges, vil være beliggende indenfor russiske grænser. Genopbygningen overvåges af USA og Rusland. (Det er bl.a. på det punkt, Europæerne stritter imod under henvisning til, at planen opererer med midler, der er europæiske. Hvilket de juridisk ikke er. De er bundet i Euroclear på lige fod med indestående fra alle mulige andre stater og finansinstitutioner. Indefrysningen som led i sanktionspolitikken er i sig selv juridisk problematisk).
Gradvis ophævelse af sanktionerne overfor Rusland via løbende forhandlinger.
Ukraine skal afholde valg indenfor 100 dage. Hvad der i sig selv formodes at føre til den regimeændring, som Rusland har haft som mål fra krigens første dag.
Alle parter i konflikten vil blive tildelt fuld amnesti for deres handlinger, hvad der vil betyde lige meget for begge parter, selv man hidtil ensidigt har udråbt russerne som krigsforbrydere. (sidste punkt er selvfølgelig et ønske om at lægge låg på hele konflikten vel vidende, at uden det punkt, vil der komme et langt og opslidende juridisk efterspil, som i sig selv kan spænde ben for udviklingen af den ønskede europæiske sikkerhedsarkitektur).
Det skal understreges, at hele procesplanen er løst formuleret og de enkelte punkter meget summarisk forfattet. Alt andet ville også være kontraproduktivt, da punkterne og dokumentet først og fremmest skal opfattes som en ramme for fredsforhandlingerne og kan af samme grund ikke være juridisk bindende. Derimod lægger planen op til, at en våbenhvile kan besluttes, hvis Rusland og Ukraine kan tilslutte sig de centrale punkter i procesplanen.
Europæernes modstand
Det var forventeligt, at EU, Koalitionen af villige og de øvrige europæiske statsledere ville afvise planen og i øvrigt klage over ikke at være inddraget i udarbejdelsen af 28 punkts planen.
Reaktionerne og siden europæernes optræden var også forud diskonteret. Forargelse, et væld af interne møder om målrettede træk for at sabotere hele processen på topmødet i Geneve den 23-24 november. Det er dog vigtigt at bemærke, at europæernes modstand ikke har kunnet tage anden form end forsøg på at udhule planen ved bl.a. at fremlægge en ”modificeret” plan på 24 punkter. Den imødekommer USA’s plan på alle de ikke centrale punkter. Den er renset for punkterne om:
de territoriale ændringer.
begrænsningerne af de ukrainske militære styrker.
blokering for Ukraines optagelse i Nato (i stedet krav om, at alle sikkerhedsgarantier skal have samme status som Natos §5) og afvisningen af kravet om, at der ikke må være fremmede tropper stationeret på ukrainsk grund.
Europæisk indflydelse på genopbygningen af Ukraine. Krav om, at Rusland skal betale.
Nyvalg i Ukraine skal ikke ske indenfor 100 dage, men skal afholdes hurtigst muligt. (Altså uden deadline).
Kort sagt er udspillet fra Koalitionen af frivillige renset for de helt centrale punkter i USA’s plan, der af Rusland opfattes som det afgørende udgangspunkt og som ses som den længe ventede udbygning og forlængelse af aftalerne mellem Trump og Putin på topmødet i Alaska.
Det europæiske udspil er også prompte blevet afvist af præsident Putins rådgiver og udenrigsminister Lavrov. Samme modtagelse er overgået det modificerede udkast på 19 punkter, som er aftalt mellem den ukrainske og amerikanske delegation Doha. Dvs. processen vil sandsynligvis lide skibbrud, hvis ikke de centrale punkter i 28 punkts planen sættes ind igen, og Trumps ultimatum til Zelensky håndhæves.
Afsluttende kommentarer
I hele forløbet har USA med sit udspil faktisk givet Rusland ”overhånden”, idet man fra Kremls side med det samme kunne accepterede den fremlagte plan som et godt grundlag for de videre forhandlinger. Når grundlaget så ændres på de vigtigste punkter, bliver det ikke Rusland, men både USA og Zelensky, der står med et forklaringsproblem overfor resten af verden – inklusive Kina, Indien og Brasilien.
Europæerne er afskåret fra at gå videre ad diplomatiets vej på egen hånd, idet EU kommissionens formand Ursula von der Leyen, allerede inden planen fra Koalitionen af villige blev fremlagt, formulerede følgende tre principper, som i sit indhold blokerer for enhver diplomatisk kontakt med Rusland og alene kan opfattes som grundlag for fortsættelse af krigen i Ukraine:
For det første: Grænser skal ikke kunne flyttes ved magt.
For det andet: Der kan ikke sættes grænser for den suveræne stat Ukraines militære styrker. Sådanne grænser vil svække Ukraine overfor fremtidige angreb og underminere Europas sikkerhed.
For det tredje: EU skal sikres en central placering i sikringen af fred for Ukraine.
De tre krav eller principper, som von der Leyen kalder dem, har i den ene eller den anden form været EU landenes indstilling gennem hele krigen, selv om de var formuleret mere klart ved krigens begyndelse, hvor man troede på, at Ukraine kunne vinde krigen. Den gang var kravet, at Rusland skulle trække sine tropper ud af alle områder i Ukraine, og at Ukraine selvfølgelig skulle optages i Nato, og at ingen fremmed magt skulle have indflydelse på, hvem Ukraine inviterede til at stationere tropper på ukrainsk grund. Det blev kaldt Natos ”åbne dørs politik”.
Længere er de europæiske regeringsledere og EU-bureaukratiet ikke kommet, og længere kommer de nok heller ikke, før Ukraines militære nederlag ikke længere kan negligeres, og modviljen i befolkningerne mod at betale for fortsat krig truer de forskellige regeringers og kommissionselitens politiske liv.
Hvordan det videre spil om USA’s udspil forløber skal jeg afstå fra at gisne om. Trumpregeringen forekommer ikke for nuværende at være stærk nok til at løbe risikoen og ”banke” Zelensky og de europæiske regeringsledere alvorligt på plads. Trump regeringen kan ganske givet heller ikke helt droppe støtten til Ukraine og heller ikke kompromittere Nato helt. Trump regeringen kan som sagt diskret neddrosle al støtte til Ukraine og undgå et åbent brud med europæerne. Og kan så sende regningen videre til EU og de enkelt europæiske lande, som hverken har økonomien eller den militær kapacitet til reelt at substituere USA.
Det forløb gavner overhovedet ikke USA i det større geopolitiske spil. G20 topmødet, som USA boykottede, viste klart, at de øvrige lande ikke længere lader sig paralysere af USA kortsigtede magtdemonstrationer.
Det eneste helt sikre er nok, at hvis USA ikke står fast overfor Zelensky og europæerne, vil Rusland optrappe krigsindsatsen og skærpe betingelserne for de fredsforhandlinger, som på et eller andet tidspunkt bliver påtvunget europæerne og Zelensky. I mellemtiden kan Ukraine falde helt fra hinanden og de europæiske regeringsledere rent politisk og moralsk være klædt af til skindet. USA vil i forhold til egne geopolitiske interesser stå svagere overfor Kina-Rusland.
Det er vigtigt at have in mente i det videre forløb, at krigen i Ukraine fra starten har været en stedfortræderkrig. Og kampen om Ukraine siden 1992 har indgået i det overordnede geopoliske magtspil. Det er stadigt tilfældet. Krigen er på ingen måde et isoleret Europæisk anliggende.
Jan Helbak
november 25, 2025 8:23 pm
Læs mere