Af Per Clausen, medlem af Enhedslisten hovedbestyrelse

Valgresultatet og den efterfølgende regeringsdannelse betyder, at venstrefløjen må genoverveje sin strategi.

Uanset om man opfatter Socialdemokratiet som en strategiske samarbejdspartner på den lange bane eller opfatter samarbejdet med Socialdemokratiet som et taktisk samarbejde på den korte bane, betyder Socialdemokratiets regeringssamarbejde med Venstre og Moderaterne, at man står i en ny situation og derfor har brug for en ny strategi.

Det er dog værd at understrege, at der ikke er noget nyt i, at Socialdemokratiet foretrækker at samarbejde med borgerlige partier. Historisk set har det været det almindelige. Strategien har været, at forandringer blev gennemført med skiftende borgerlige partier. Præcis lige som strategien i fagbevægelsen har været at satse på et tæt samarbejde med arbejdsgivernes organisationer. Det har aldrig (eller i hvert fald ikke i de sidste 100 år) – været en del af Socialdemokratiets taktik eller strategi at gennemføre store forandringer sammen med venstrefløjen i konflikt med højrefløjen eller stærke erhvervs- og kapitalinteresser.

Forandringer i Enhedslistens parlamentariske strategi

Enhedslisten har historisk set (frem til 2015) håndteret dette ved at pege på formanden for Socialdemokratiet som kongelig undersøger og statsminister uden at stille politiske krav til denne og uden at blande sig i selve regeringsdannelsen. Til gengæld tog man heller ikke noget ansvar for at sikre, at regeringen kunne komme igennem med sin politik og fastholdt, man stemte for de forslag, man kunne gå ind for – og imod dem, man var imod. I 2011 kom det til udtryk ved, at vi i åbningsdebatten klart sagde, at der var dele af regeringsgrundlaget, vi ikke støttede.

På baggrund af forløbet under Thorning-regeringen ændrede vi parlamentarisk strategi og besluttede, at vi fremover ville stille krav til Socialdemokratiet for at acceptere, at de dannede regering. Forståelsespapiret i 2019 var en konsekvens af dette. Umiddelbart var det den almindelige holdning i Enhedslisten, at dette var et fremskridt, som gav os bedre mulighed for at opnå resultater – og det er stadig min opfattelse, selv om de konkrete resultater ikke på alle områder har levet op til forventningerne.

Denne ændring i Enhedslistens parlamentariske strategi betød ikke nogen ændring i vores generelle tilgang til samarbejdet med Socialdemokratiet. Der var tale om et kortsigtet konkret samarbejde. Den vigtigste opgave på den lange bane var at opbygge en selvstændig venstrefløj i ”egen ret”, som kunne udfordre Socialdemokratiets dominerende rolle. Det sidste blev dog nok i praksis prioriteret for lavt i årene efter valget i 2019.

Socialdemokratiet fravalgte venstrefløjen af politiske grunde

Set i ”bagklogskabens klare lys” ser det ud til, at toppen i Socialdemokratiet allerede, inden valgresultatet forelå, havde besluttet sig til at forsøge at frigøre sig fra afhængigheden af Enhedslisten (og de Radikale.) Man syntes, at prisen for dette samarbejde var – eller i hvert fald ville blive – for høj. I forhold til den økonomiske politik kunne man se ind i en fremtid, hvor der var blokeret for reformer, som kunne øge arbejdsudbuddet, og at man ville blive stillet over for krav om forbedringer på det sociale område og klimaområdet, som ville kræve skatteforhøjelser målrettet de økonomisk bedst stillede. I den situation fremstod et regeringssamarbejde med borgerlige partier som et bedre alternativ for den socialdemokratiske top end et fortsat samarbejde med venstrefløjen. Efter deres opfattelse havde Enhedslisten alt for stor indflydelse, når regeringens eksistens afhang af vores støtte.

Realiteten var imidlertid også, at en socialdemokratisk ledet regering med borgerlige partier kun kunne lade sig gøre, hvis Socialdemokratiet havde et alternativt centrum-venstre flertal til rådighed. Det løste man i valgkampen ved at afgive en række konkrete løfter, som kun kunne opfyldes sammen med venstrefløjen, mens man talte om en regering hen over midten. Vi begik så den fejl, at vi lyttede mere til det første end til det sidste.

Regering bør mødes med klar rød-grøn opposition

SMV-regeringens regeringsgrundlag afslører tydeligt, at der er tale om en regering, som vil føre borgerlig politik. Skattelettelser, arbejdsudbudsreformer, besparelser på den kommunale velfærd, mere privatisering og fremrykket oprustning udgør kernen i politikken, mens en række forbedringer for de økonomisk dårligst stillede – aftalt før valget – droppes. På miljøområdet droppes en aftalt sikring af grundvandet og grundlaget indeholder ingen bud på, hvordan vi skal komme i mål med klimamålene.

Set i det lys er det en oplagt opgave at samle venstrefløjen i en rød-grøn opposition, som går til modstand mod denne regering og dens politik. Naturligvis skal vi stadig forsøge at opnå konkrete resultater – og regeringen er stadig bundet at en række aftaler og forlig, men der bør ikke være tvivl om, at hovedopgaven er opposition, kritik og formuleringen af en alternativ rød-grøn politik. Forhandlinger med SMV-regeringen og parlamentariske manøvrer vil kun kunne give meget små resultater, så det vil være direkte skadeligt at sprede illusioner om, hvad der kan opnås med en såkaldt ”konstruktiv opposition”. Der er brug for en klar rød-grøn opposition. Derfor bør SF, Enhedslisten og Alternativet intensivere sit samarbejde – også om at formulere alternativer til regeringens politik.

Det er selvfølgelig en udfordring, at SF formentlig stadig vil have et strategisk mål om et tæt samarbejde med Socialdemokratiet og stadig vil have en drøm om at komme i regering med Socialdemokratiet, mens Enhedslisten går efter at opbygge et egentligt rødt-grønt alternativ til Socialdemokratiet. Det er dog min opfattelse, at denne forskel ikke bør blokere for et konkret samarbejde på venstrefløjen. Uden en styrket venstrefløj vil ingen af disse strategiske målsætninger nemlig kunne nås.

Overenskomstforhandlingerne udgør det første store slag

Regeringen er med forslaget om at inddrage Store Bededag allerede løbet ind i sin første store konflikt med fagbevægelsen. Forslaget er da også noget af en provokation. Kernen i forslaget er, at regeringen vil øge den årlige arbejdstid og fastsætte den økonomiske kompensation for dette uden at forhandle eller bare drøfte det med fagbevægelsen. Det kan fagbevægelsens top naturligvis ikke acceptere uden protester. Hertil kommer, at dette forslag sammen med en række andre forslag, lægger op til øget fokus på konkurrencestatstænkningen og reformer for at øge arbejdsudbuddet.

Den næste hurdle er overenskomstforhandlingerne. Grundlæggende handler de om fordelingen af produktionsresultatet – og er dermed den enkeltstående begivenhed, som har størst betydning for fordelingen af værdierne i vores samfund. Set i lyset af det seneste års massive reallønsfald og at lønarbejderne de sidste 20-30 har oplevet et stort fald i deres relative del af indkomsterne, mens profitternes andel er steget, er der lagt op til et forholdsvist dramatisk forløb, som kan få afgørende betydning for de politiske muligheder i årene fremover. Regeringens angreb på Store Bededag som fridag har oveni dette skabt øget fokus på arbejdstidens omfang. Venstrefløjen bør derfor helt naturligt bakke op bag de krav, som fagbevægelsens medlemmer stiller og støtte disse med politiske og økonomiske argumenter.

Det er meget sandsynligt, at det munder ud i en konflikt. Her bør der heller ikke være tvivl om venstrefløjens holdning. Vi bør ubetinget bekæmpe et folketingsindgreb. Det er fagbevægelsens medlemmer – og kun dem – som skal afgøre om et forhandlingsresultat er acceptabelt. Selv om SF i sin tid stemte for indgrebet i lærernes konflikt i 2013, burde der ikke være nogen tvivl om, at venstrefløjen kan stå samlet her.

Folkelige bevægelser udgør kernen i modstanden mod SMV-regeringen

I det hele taget er brede folkelige bevægelser en forudsætning for udviklingen af modstanden mod SMV-regeringens politik og skabelsen af et alternativ. Klimabevægelsen kommer til at presse på for at opnå konkrete resultater. Det er fint med ambitiøse målsætninger, som der fremlægges i regeringsgrundlaget, men der skal fokuseres på konkrete resultater. På miljøområdet kommer der formentlig mere og mere fokus på kampen for biodiversitet og rent drikkevand. Angrebne på SUen og studietiderne samt skærpede adgangskrav har potentiale til at skabe store protester i studenter- og elevbevægelsen. Hertil kommer, at de kommende års besparelser i kommunerne også kan føre til protestbevægelser. Alt i alt er der meget store muligheder for, at vi i de kommende år vil se en opblomstring i de folkelige bevægelser. Venstrefløjen bør aktivt indgå i og styrke disse bevægelser.

Venstrefløj i egen ret

Socialdemokratiets valg af et regeringssamarbejde med borgerlige partier aktualiserer behovet for, at venstrefløjen opstiller et alternativ til en mere eller mindre automatisk støtte til socialdemokratiets formand som vores statsministerkandidat. Venstrefløjen bør satse på at udgøre et alternativ til både den nuværende regering og højrefløjen med et mere eller mindre samlet politisk alternativ og sin egen statsministerkandidat. Det er en logisk konsekvens af, at der i den kommende folketingsperiode vil være en opposition både til højre og venstre for regeringen. Det bør være vores ambition, at SF, Enhedslisten og Alternativet til sammen er større end Socialdemokratiet ved næste valg – og at vi indgår i forhandlinger om dannelsen af en ny regering og grundlaget for denne ud fra en sådan styrkeposition.

Skabelsen af dette fælles alternativ bør omfatte både et samarbejde i folketinget og et samarbejde mellem partierne på landsplan og lokalt. Det handler både om at udvikle et politisk alternativ og at opbygge en bred modstand mod SMV-regeringens politik.

Regeringen har i regeringsgrundlaget lagt op til et angreb på velfærden i kommunerne med krav om omfattende besparelser her. KL-toppens svar ser ud til at være, at man accepterer dette, hvis bare regeringen medvirker til at tale befolkningens forventninger til velfærden ned.

Denne linje bør møde fælles modstand fra SF og Enhedslisten både i KL og ude i kommunerne. I fællesskab bør vi pege på, at der både er brug for og råd til mere og bedre velfærd, men at det forudsætter en grundlæggende anden politik end den, regeringen lægger op til. I stedet for skattelettelser, skal de mest velhavende grupper bidrage mere til velfærden og de nødvendige investeringer i klimaet. Uligheden i samfundet skal reduceres – ikke fortsætte med at vokse.

Forsøget på at opbygge en rød-grøn alliance står ikke i modsætning til at udvikle de enkelte partiers egen position og organisationer. Men det vil være direkte skadeligt, hvis fokus kommer på intern konkurrence mellem partierne på venstrefløjen. Erfaringerne viser, at vi godt kan vokse samtidig og dermed for alvor være med til at forandre styrkeforholdene.