Reformer af førtidspension har svækket respekten for den empiriske virkelighed og kompensationen for nedsat arbejdsevne

Af Lisbeth Riisager Henriksen, cand.mag. og forfatter

Førtidspension har over tid skiftet status fra social- til beskæftigelsespolitik. Den seneste reform fra 2013 har fuldstændiggjort denne transformation. Konsekvensen for de syge borgere er, at respekten for deres sygdomsvirkelighed og de lægelige dokumenter i sagen har været faldende.

Tidligere tiders førtidspension som kompensation for faktisk manglende erhvervsevne er blevet erstattet af en ideologi, hvor arbejdsevne eller manglen samme er en potentiel tilstand, en prognose for fremtiden, som borgeren skal kunne dokumentere, og hvor førtidspension alene er den allersidste udvej, når selv en ubetydelig arbejdsevne ikke kan ”udvikles” efter lang tids afprøvning. Artiklen argumenterer for, at den nuværende politik har totalitær karakter, grundliggende er umenneskelig og skader syge borgere, og at hele lovgivningen derfor skal ændres fundamentalt.

I 1921 fik man i Danmark den første egentlig lovgivning om førtidspension. Den er siden blevet ændret flere gange og under forskellige navne, men har grundlæggende altid handlet om at sikre borgeren forsørgelse.

Oprindelig betragtedes førtidspension alene som socialpolitik. Men over tid er der sket en ændring af balancen mellem social- og beskæftigelsespolitik, således at førtidspension med tiden bliver mere og mere anskuet som beskæftigelsespolitik. Det vil sige, at hvor førtidspensionen i første omgang er en ren rettighed til kompensation for manglende erhvervsevne uafhængigt af markedsøkonomiske hensyn, bliver den over tid, især efter 1950, mere og mere noget, der afgøres i samspil med markedsøkonomien og forbindes med krav til borgeren om at bidrage med forsøg på udvikling af den arbejdsevne, der måtte være tilbage. Reformerne fra 2003 og 2013 fuldstændiggør dén transformation.

Den transformation markeres eksplicit ved, at førtidspensionspolitikken i 2009 blev flyttet fra Socialministeriets ressort og over i Beskæftigelsesministeriets ressort frem til 2011 og igen fra 2015 og frem.

Det fremgår af en artikel fra 2019, ”Førtidspension fra kompensationstanke til udviklingsfokus” (1). Heri giver tre undervisere på socialrådgiveruddannelsen VIA University College – lektor, ph.d. Finn Amby, adjunkt Sisse Schaldemose og lektor, ph.d. Anders Bøggild Christensen – et overblik over især reformerne i 1984, 2003 og 2013.

”Overordnet er der sket en fortrængning af målsætningen om at ville kompensere et erhvervsevnetab til at ville udvikle en arbejdsevne,” skriver de om den ændrede ideologiske linje fra social- til beskæftigelsespolitik. Man har politisk nedskrevet det ellers hævdvundne handicappolitiske kompensationsprincip. Nu får borgeren ikke længere fuld kompensation for den manglende funktionsevne, men må nøjes med en delvis kompensation. Og så spiller det i øvrigt ikke nogen rolle, om der overhovedet findes nogen arbejdsgiver, der vil ansætte personer med så ubetydelig arbejdsevne, og om der findes noget arbejde, der kan udføres på så kort tid.

Den linje afspejles i ændrede tildelingskriterier og dokumentationskrav.

Med 2013-reformen er der reelt ikke defineret nogen nedre grænse for, hvornår syge borgere har ret til førtidspension. En principafgørelse fra Ankestyrelsen fra 2014 (25-14) har godkendt en kommunes visitation af fleksjob helt ned til ubetydelige 40 minutter ugentligt i stedet for førtidspension. Reformen har således medført forhøjede krav til borgerens dokumentation for arbejdsevnens varige og væsentlige nedsættelse og formindskede krav til myndighedernes dokumentation for, at en borgers arbejdsevne ikke er så varigt og væsentligt nedsat, at borgeren har ret til førtidspension. Det svækker borgerens retsstilling.

Artiklens konklusioner medfører, at også principperne om ligebehandling og solidaritet falder mere eller mindre til jorden. Det er derfor klart, hvorfor mennesker med handicap med nedsat arbejdsevne i disse år oplever sig sat under meget stærkt pres. For det er de.

2003-reformen og arbejdsevnemetoden

Reformen af førtidspension (2), der trådte i kraft per 1. januar 2003, blev vedtaget i 2001 under daværende socialminister Henrik Dam Kristensen (S) i Regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV, som var en SV-regering. Den trådte først i kraft i 2003 under Regeringen Anders Fogh Rasmussen I, som var en VK-regering.

Marie Østergaard Møller, nu lektor i statskundskab ved Aalborg Universitet, uddyber i sin ph.d.-afhandling i statskundskab, ”Visitationsveje for en kronisk smerteramt med ledighed som problem: Et casestudie i Viborg Amt af visitationsnormer og kategoriseringsprincipper i sundhedsvæsnet og i det sociale system” (3), fra Århus Universitet 2005, hvilken betydning denne reform har haft for et klientel af kroniske smertepatienter. Det er borgere med smerter, som det har været vanskeligt for sundhedsvæsnet at diagnosticere og behandle godt nok. De henvises i nogle tilfælde til behandling under skraldespandsdiagnosen ”funktionelle lidelser”.

Man gik med 2003-reformen fra at tale om ”erhvervsevne” til at bruge udtrykket ”arbejdsevne”. Det var en rent sproglig ændring, der ikke ændrede på begrebets positive indhold. Men reformen ændrede ved det ideologiske syn på den stilling, som borgeren med handicap havde i samfundet, og ved tildelingskriterierne, krav til dokumentation (bevis) og bevisbyrde.

Reformen indførte den såkaldte arbejdsevnemetode, som var lovpligtig frem til 2010. Den blev udviklet af psykiater, lægekonsulent Jens Bang, som er forfatter til bogen : Arbejdsevnemetode: en teoretisk og praktisk indføring (2002) herom. Han var af den opfattelse, at det gamle erhvervsevnesystem var bygget op omkring ”offersolidaritet” med den, der havde funktionsnedsættelse, mens arbejdsevnesystemet bygger på ”ressourcesolidaritet”; det var jo en stærkt værdiladet opfattelse af kompensationsbestræbelserne i det tidligere pensionssystem og af nedskrivningen af dem i det nye system.

Marie Østergaard Møller forklarer de to metoder således:

”Erhvervsevnebegrebet har sit ophav i en traditionel handicapdiskurs, der beskriver den invalide som begrænset af sit handicap i forhold til omverdenens normalitet. Det handler om at kunne kompensere den handicappede økonomisk, så han får samme muligheder som normale mennesker for at forsørge sig selv. Den handicappede er ikke selvforsørgende, men får alligevel anerkendelse gennem sit handicap, der fungerer som forklaring på, hvorfor han modtager typisk en invaliditetsydelse fra staten. (…) Handicapdiskursen er [med arbejdsevnebegrebet, red.] vendt på hovedet i den forstand, at man ikke længere anerkender handicappede som ofre for en ekstern begrænsning, men som normale på trods af psykiske, fysiske og sociale udfordringer. Kompensationen for sygdomsmæssig og social elendighed er således erstattet med en almen betragtning om at alle kan noget – det gælder bare om at finde ud af hvad!”

Hun analyserer disse forskelle nærmere og konkluderer herom:

”En væsentlig forskel mellem de to afklaringsmetoder er, at vurderingen af klienten ikke længere er en objektiv, lokal beskrivelse, som blev foretaget af den praktiserende læge eller af en speciallæge, som udgjorde det grundlag hvorudfra sagsbehandleren rejste sag om økonomisk kompensation, men er nu i stedet en almen vurdering af hele klienten. Arbejdsevnemetoden forudsætter i modsætning til erhvervsevnemetoden også en anderledes subjektiveringsstrategi, der går ud på at tale med klienten på et eksistentialistisk niveau, hvor man både diskuterer personlige erfaringer, barndomsbilleder, fritidsinteresser etc. På den måde skulle man kunne få adgang til nogle personlige ressourcer…”

Der kan imidlertid opstå en uoverensstemmelse mellem klientens selvforståelse og sagsbehandlerens tolkning af situationen, når systemets fokus ligger på partout at finde ”ressourcer” hos borgeren, selvom lægelige dokumenter konkluderer noget andet. Det medfører, siger hun, et behov for at få udredt borgeren yderligere, og det er med til at forklare, hvorfor udredningsforløb bliver længere og mere omfattende end tidligere:

”Den vigtige forskel mellem erhvervsevne og arbejdsevne i forhold til det institutionelle samspil mellem sundhedsvæsnet og det sociale system er, at mængden af opgaver og udredningsforløb er steget med indførelsen af arbejdsevnebegrebet af primært én årsag. Jo flere kompetencer, der skal vurderes, jo flere opgaver får sundhedsvæsnet og det sociale system før den hele person kan siges at være både medicinsk, psykisk og socialt afklaret. Afklaringen er desuden den fundamentale forudsætning for, at sagsbehandleren overhovedet kan begynde på en egentlig vurdering af, om pågældende er egnet til revalidering, fleksjob eller førtidspension.”

2013-reformen: hypotetisk arbejdsevne og skærpede retsbetingelser og dokumentationskrav

Arbejdsevnebegrebet videreføres også som centralt parameter i reformen af førtidspension og fleksjob (4), der trådte i kraft per 1. januar 2013, og som er den seneste reform på området. Den blev vedtaget i 2012 af daværende socialminister Karen Hækkerup (S) og daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i Regeringen Helle Thorning-Schmidt I, som var en SRSF-regering.

Arbejdsevnemetoden og ressourceprofilen er erstattet af en obligatorisk rehabiliteringsplan og fremlæggelse for et rehabiliteringsteam.

De ovenstående konklusioner om, at fokus i førtidspensionslovgivningen siden 2003 har været på at udvikle en hypotetisk arbejdsevne frem for at dokumentere begrænsende handicap, kan videreføres efter reformen i 2013. Om muligt er tidsforlængelsen af sagsbehandlingen blevet ekstra stor pga. indførelsen af retten og pligten til små fleksjob og krav om ressourceforløb forud for tilkendelse af førtidspension – med enkelte undtagelser, blandt andet når det er ”åbenbart formålsløst” at forsøge at udvikle arbejdsevnen. Loven fastslår dog ikke, hvornår dette betragtes som værende tilfældet.

Disse konklusioner understøttes af en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen, ”Retten til førtidspension” (5), i april 2017, og et juridisk kandidatspeciale fra Aalborg Universitet maj 2017, ”Retten til førtidspension – en undersøgelse af dokumentationsgrundlaget og dettes tilvejebringelse ved sager om førtidspension” (6), af henholdsvis professor, dengang lektor, i socialret John Klausen fra Aalborg Universitet og cand.jur., nu advokatfuldmægtig ved Advodan Aalborg, Amalie Isabella Weberskov.

Begge spørger om, hvornår det er dokumenteret, at en borgers arbejdsevne er varigt og så væsentligt nedsat, at det berettiger til førtidspension ifølge den nuværende pensionslov, og hvilke oplysninger der lægges til grund for afgørelsen. De behandler de retlige rammer herfor, altså både de administrative myndigheders og domstolenes bevisbedømmelse.

Den borger, som søger førtidspension, har bevisbyrden, dvs. ansvaret for at dokumentere, at han opfylder de retlige betingelser for at være berettiget til førtidspension.

Amalie Isabella Weberskov vurderer, at ”… tildelingskriteriet har udviklet sig fra i starten at være præget af en objektiv vurdering, til i dag at være dynamisk derved at skulle indeholde og tilpasses flere og flere samfundsmæssige aspekter. Vurderingen (…) er således mere individuelt og skønspræget end tidligere.”

Når myndighederne har fået mere kompetence til at skønne i en sag, presser det retssikkerheden. Vi har jo set, at mange sagsbehandlere sidder uden relevant socialfaglig uddannelse af betydning, at de langt fra tager nok hensyn til de lægelige vurderinger, og at kommunerne selv er så presset af økonomiske argumenter og incitamentsstrukturer, at hensynet til den kommunale økonomi ofte trumfer ethvert hensyn til borgerens retskrav og retssikkerhed.

John Klausen berører juridisk bevisteori. Han skelner mellem to hovedtyper af beviser: Dels en teori om graden af juridisk vished (en kvalitativ bevisteori, hvor en sags faktum bedømmes ud fra graden af overbevisning eller tvivl, og hvor objektive og almengyldige, meddelelige betragtninger lægges til grund). Dels en teori om sandsynlighed (en kvantitativ bevisteori, hvorefter en sags faktum bedømmes ud fra, hvilken matematisk sandsynlighed der er for det).

Hvor stor en grad af sandsynlighed, der kræves i forskellige sager, afhænger af flere forhold. Sandsynlighedsteorien kan kritiseres for, at den mindste overvægt af sandsynlighed for faktum kan afgøre en sag, selv hvor faktum forekommer usandsynligt eller tvivlsomt. Artiklen fokuserer primært på bevisførelse i lovgivning om førtidspension forstået som sandsynlighedsteori.

Han pointerer, at retsfaktum for tilkendelse af førtidspension ikke alene handler om at bevise den faktiske arbejdsevne eller mangel derpå, men er en prognose for fremtiden:

”Dette er som udgangspunkt et spørgsmål om, hvor stor sandsynligheden skal være for, at en persons arbejdsevne er varigt og så væsentligt nedsat, at pågældende aldrig kan blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. En sådan prognose må opstilles ud fra alment anerkendte socialfaglige principper og vurderinger af individuelle oplysninger om bl.a. helbredsmæssige forhold, uddannelsesmæssige og erhvervsmæssige erfaringer og forudsætninger sammenholdt med generelle arbejdsmarkedsforhold.”

Begge konkluderer, at kriterierne for tilkendelse af førtidspension med indførelsen af ressourceforløb og fleksjob for personer med meget lille arbejdsevne er blevet skærpet efter 2013-reformen, og at dokumentationskravene for ret til førtidspension er blevet sværere for borgerne at løfte. De efterlades derfor ofte i årevis i ressourceforløb eller små fleksjob, mens deres liv bliver til ventetid.

Begge konkluderer, at borgeren har fået en stærkt forringet retsstilling, hvor den lægefaglige dokumentation i mange tilfælde tilsidesættes af den kommunale forvaltning, Ankestyrelsen og Landsretten. Weberskov formulerer det således: ”Der synes således at være opstået en retstilstand hvor (…) [der i praksis lægges] mindre og mindre vægt på de lægelige udtalelser, og disse synes ikke at tillægges afgørende dokumentationsværdi af kommunen, Ankestyrelsen eller domstolene. Herved synes det næsten umuligt for borgeren at dokumentere at arbejdsevnen er varigt og væsentligt nedsat i en sådan grad, at denne ikke kan blive selvforsørgende.”

Denne svage retsstilling svækkes yderligere derved, at Ankestyrelsen og domstolene, jævnfør en tradition siden enevældens tid, er uvillige til at sætte spørgsmålstegn ved kommunernes skøn.

Stemmer forligskredsens lovintentioner og forvaltningen af den overens?

Weberskov kommer desuden med en interessant betragtning om forvaltningen af reformen vurderet over for det, der måtte have været lovgiveres intentioner med loven.

Hun peger på, at Beskæftigelsesministeriet i marts 2017 kom med en initiativpakke om reglerne om ressourceforløb. Den skulle skabe mere klarhed om anvendelsen af reglerne i praksis og præcisere, at sager skal dokumenteres, men ikke overbelyses; at det er en forudsætning for at iværksætte ressourceforløb, at der kan peges på indsatser med ”realistiske” perspektiver; og at helbredsoplysninger skal tillægges større vægt fremover og i nogle tilfælde i sig selv kan dokumentere, at borgeren har ret til førtidspension.

Når Beskæftigelsesministeriet finder det nødvendigt at formulere dette, siger hun, ”må det anses som et udtryk for, at den linje, der er anlagt vedrørende anvendelsen af ressourceforløb i praksis, af ministeriet opfattes som uoverensstemmende med reglernes oprindelige formål. Med andre ord kan skrivelsen opfattes som et udtryk for, at ministeriet ikke er enig i den hårde linje der er lagt for anvendelsen af reglerne.”

På den anden side har Ankestyrelsen og domstolene flere gange afgjort, at kommuner ikke dokumenterede så meget, som, de mente, lovgivningen lagde op til. Så hvis lovgiverne faktisk ikke havde ønsket en så forringet retsstilling til borgerne, hvorfor har de så ikke for længst ændret loven mere fundamentalt, så Ankestyrelsen og domstolene ikke kan komme afsted med at fortolke lovgivningen så restriktivt?

I foråret 2018 præciseredes lovgivningen om førtidspension (7) rent faktisk en lille bitte smule under daværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). Nu skulle ressourceforløb være ”realistiske”. Man kan dog næppe kalde præciseringen for en egentlig lovændring, vurderede både advokat i socialret Mads Krøger Pramming og daværende postdoc, nu lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, Iben Nørup over for Ugebrevet A4 i maj 2018 (8).

Fagbladet 3F dokumenterede i en nyhedsartikel i juli 2018 (9), at denne vurdering holdt stik. Ankestyrelsen havde genvurderet 45 sagsafgørelser fra efter præciseringens ikrafttrædelse, som fejlagtigt byggede på den gamle lovgivning fra før 1. juni 2018. Kun tre borgere fik ændret deres afgørelse ved at lægge den nye lovgivning til grund.

Jobcenterforløb gør sygemeldte endnu mere syge

Reformen er i årevis blevet kritiseret massivt fra mange sider for, at nogle af disse lange udredningsforløb har gjort folk endnu mere syge, end de var i forvejen. Jeg er én af disse kritikere.

Psykiatrifonden og Sind har dokumenteret dette i en stor sociologisk undersøgelse i 2019 af 1400 sygemeldte borgere i jobcentersystemet (10). Konklusionerne heri er markante, alvorlige væsentlige – blandt andet følgende:

  • Hver anden sygemeldte tilknyttet et jobcenter har erfaret, at jobcentret i sagsbehandlingen har tilsidesat deres helbred og set bort fra speciallægeerklæringer.
  • Næsten syv af ti oplever, at jobcentret belaster deres livskvalitet.
  • Godt tre af ti beretter, at jobcentret har sat gang i aktiviteter, der direkte har forværret deres helbred.
  • Knap seks af ti har oplevet et pres fra jobcentret i forhold til at arbejde mere, end de kan magte.
  • De sygemeldte oplever usikkerhed og angst om fremtiden, uforudsigelig sagsbehandling og endeløse afklaringsforløb. Følelse af håbløshed og manglende værdighed er udbredt.
  • Mere end to af ti sygemeldte har tanker om, at livet ikke er værd at leve.
  • Knap én af ti personer overvejer selvmord.
  • Jo længere tid sagsbehandlingen og jobcenterforløbet varer ud over det første halve år, jo mere syg bliver borgeren, og jo mere belaster tilknytningen til jobcentret livskvaliteten.

At lægeudtalelser ignoreres og jobcentre i nogle tilfælde skubber syge borgere ud i selvmord, må betragtes som meget, meget alvorlige konklusioner. Det er i bogstavelig forstand livsnødvendigt, at lægeudtalelser fremover får forrang i sagsbehandlingen (11).

Der har i årevis været et massivt ønske fra mennesker med handicap og varig sygdom samt deres mange repræsentanter om at få forkortet disse udredningsforløb for syge borgere, mindsket dokumentationskravet og flyttet behandlingen af syge borgeres sager ud af beskæftigelsespolitikken. Dette ønske lå bag det borgerforslag, ”Syge skal ud af beskæftigelsespolitikken” (12), som jeg stillede i 2018 sammen med en række andre, blandt andet praktiserende læge Anders Beich, og som aldrig nåede i Folketinget. Det ligger også bag jurist og lektor Louise Schelde Frederiksens borgerforslag, ”Sagsbehandlingsgaranti med nationale tidsfrister og tværfaglig kvalitet i sagsbehandlingen for syge” (13), fra 2020, som regeringen og et folketingsflertal dog afviste til behandlingen i Folketinget i henholdsvis november 2021 og i februar i år. Og det ligger bag Enhedslistens forslag om en afklaringsgaranti som et væsentligt krav i de aktuelle forhandlinger med S-regeringen om et nyt ydelsessystem (kontanthjælpssystem).

Lovgivningen om ressourceforløb er ganske vist blevet justeret af den nuværende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) i 2020 (14) i Regeringen Mette Frederiksen I, som er en ren S-regering. Men i praksis sætter den stadig ikke nogen absolut tidsgrænse på, hvor længe kommunerne kan fastholde en borger i ressourceforløb.

Vi præsenteres fortsat igen og igen for sager, der er umenneskelige, uværdige og helt absurde, og hvor al almindelig fornuft og proportionssans er forduftet fra jobcentrenes skøn.

Et helt nyt eksempel er Ekstra Bladets beretning i marts måned i år om en 31-årig mand med lymfatisk blodkræft (15). Han har været syg heraf i fem år og ligger nu i koma. Lægerne på Rigshospitalet ved ikke, om han overhovedet overlever, og advarer om, at arbejdsprøvning er helt urealistisk i denne tilstand. På jobcentret ville man dog ikke lytte til hverken patienten, lægerne eller den pårørende mor. De anser det stadig ikke for dokumenteret, at borger har ret til førtidspension. Hvorfor tilkender man ikke sådan en borger førtidspension eller midlertidig førtidspension på stedet?

Efter at Ekstra Bladet dækkede sagen, ændrede Faxe Kommune ganske vist lige pludselig mening og kunne heldigvis godt tilkende manden, som i mellemtiden var ved at vågne af sin koma, pension (16). Men havde sagen ikke været i medierne, havde manden ikke opnået den førtidspension, som, det ellers burde være indlysende, han havde retskrav på i dén situation.

Den slags eksempler har vi set masser af i de godt ni år, som reformen har været i kraft, og adskillige er de beskæftigelsesministre og beskæftigelsesordførere, som har fået besked om den umenneskelige lovgivning og forvaltning. Men ingen regering har taget ansvar for en virkelig rehumanisering af lovgivningen og forvaltningen på baggrund af den fundamentale kritik fra de sygemeldte og deres mange repræsentanter. Nu sidder Mette Frederiksen som statsminister selv som den mest magthavende politiker i vort land – men hun har endnu ikke valgt at bede sin beskæftigelsesminister rette op på den inhumane lovgivning, som hun selv satte i søen.

Det er totalitært, at empirisk erfaring erstattes af ideologisk pseudovirkelighed

Det er faktisk et totalitært træk, når politikere ignorerer erfaring og selv omskriver virkeligheden til en ideologisk og erfaringsløs pseudovirkelighed!

Det fastslog den berømte politiske tænker Hannah Arendt i sin politiske tænkning.

Allerede i en artikel fra 1946, ”The Image of Hell”, skrev hun: ”Havde nazisterne stillet sig tilfredse med blot at fremføre et anklageskrift mod jøderne og at udbrede påstanden om, at der findes under- og overmennesker, ville de næppe have haft held til at overbevise common sense om, at jøderne var undermennesker. (…) For at blive troet måtte nazisterne fabrikere virkeligheden selv og få jøderne til at se ud som undermennesker” (17).

Nu afdøde professor i idéhistorie, Hans-Jørgen Schanz, har givet en god forklaring af, hvad hun mente:

”Dette, at virkeligheden fabrikeres og common sense systematisk sættes ud af kraft, er et af de vigtigste formelle træk ved ideologi – og den basale årsag til, at normalitet perverteres. (…) Og så er det karakteristisk for ideologier, at de rummer påstande, som ikke bare er uafhængige af erfaringen, men tillige suspenderer erfaringens mulighed, eller rettere: Ideologierne erstatter de fem sanser og optræder selv som en sjette sans. Endelig bygges de formelt op i kraft af et andet, som regel pseudovidenskabeligt, aksiom (…), der er immunt over for videnskabelig eller erfaringsmæssig problematisering. Dette aksiom tages dødsens alvorligt i bogstaveligste forstand, både i form af den konsekvenslogik, der udfoldes med aksiomet som præmis og i kraft af den skruppelløshed, hvormed logikken i praksis sættes igennem” (18).

Det er tankevækkende, at denne beskrivelse i så høj grad er dækkende for den nuværende beskæftigelseslovgivning for syge, herunder tænkningen om sygemeldte og forvaltningspraksis i kommunerne. De har jo faktisk taget lovgivningen dødsens alvorligt! Der er sygemeldte, der når at dø undervejs i systemet, eller som pga. den ofte endeløse arbejdsprøvning mv. bliver så psykisk og fysisk pressede, at de overvejer eller begår selvmord! Og så er systemtænkningen altså kommet for langt ud af en tangent!

Lovgivningen skal rehumaniseres!

Jeg mener, at hele lovgivningen, tænkningen og forvaltningssystemet omkring sygemeldte i beskæftigelsespolitikken skal ændres fundamentalt, så der igen bliver plads til erfaringens virkelighed og en menneskelig behandling af mennesker! Det kræver selvsagt, at menneskers helbredsmæssige erfaringer og lægefaglige dokumenter anerkendes og gives større vægt i lovgivningen og sagsbehandlingen.

Det kræver desuden, at sagsbehandlingstiden skal begrænses til et menneskeligt overskueligt perspektiv. En forudsætning for, at man i praksis kan gøre dette, er, at Folketinget ændrer hele lovgivningen og den omfattende, bureaukratiske tilkendelsesstruktur og krav til dokumentationen, så den respekterer syges virkelige situation, arbejdsevne, handicap og helbred og balancerer den med de realistiske eller måske snarere urealistiske perspektiver for en ansættelse på arbejdsmarkedet. Der skal lovgives med fokus på faktiske realiteter, ikke på hypotetiske forestillinger og hokuspokus. Absurde aktiviteter og krav fra kommunens hånd skal stoppe. Og det skal altså ske snart!

Herved ville man kunne øge kompensationen for den nedsatte arbejdsevne igen, så man muliggør en tilstræbt ligeværdig og solidarisk adgang for de sygemeldte til vort samfund, og så nogen, hvis det giver mening, rent faktisk får lov til at udfolde sig på arbejdsmarkedet med en restarbejdsevne uden de store barrierer, der nu er lagt politisk ned over området, hvor den syge bliver Sorteper. Så ville de blive en reel del af fællesskabet i samfundet og ikke, som nu, blive ekskluderet både fra arbejdsmarkedet og det øvrige samfund!

Hvis ikke Folketinget igen lovgiver om førtidspension og fleksjob ud fra en anerkendelse af syge borgeres faktiske virkelighed og begynder at håndhæve kompensationsprincippet, ligebehandlingsprincippet og solidaritetsprincippet i lovgivningen og forvaltningen, sådan som de var tiltænkt, vil mennesker med varig og væsentligt nedsat eller helt ubetydelig arbejdsevne fortsat være meget ilde stedt fremover. Jeg håber, at regeringen og Folketingets partier vil genoverveje deres ansvar – de har titusindvis af syge borgeres liv i deres hænder, og de mennesker fortjener at blive værdigt og menneskeligt behandlet.

Noter
1. https://tidsskrift.dk/tidsskrift-for-arbejdsliv/article/view/114441/163001
2. Lov om ændring af lov om social pension og andre love: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2001/285
3. https://pure.au.dk/ws/files/758062/Visitationsveje_for_en_kronisk_smerteramt_med_ledighed_som_problem
4. Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og forskellige andre love:
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2012/1380
5. Ugeskrift for Retsvæsen, U.2017B.181.
6. https://projekter.aau.dk/projekter/files/259692423/speciale_til_upload.pdf
7. https://bm.dk/nyheder-presse/pressemeddelelser/2018/05/bredt-flertal-praeciserer-regler-om-foertidspension/
8. Deres synspunkter er gengivet i en artikel i Avisen:
https://www.avisen.dk/advokat-om-aendring-af-foertidspension-der-aendres-i_499721.aspx
9. https://fagbladet3f.dk/artikel/kun-tre-syge-fik-glaede-af-nye-regler
10. https://sind.dk/nyheder/pressemeddelelse-psykiatrifonden-og-sind-kraever-forandring-nu-sygemeldte-bliver-mere-syge
11. Se også debatindlæg af Lena Dahl Møller og mig: ”Kronik: Vi frygter, at jobcentrene bidrager til selvmord” i Altinget 23. januar 2020:
https://www.altinget.dk/social/artikel/kronik-vi-frygter-at-jobcentrene-bidrager-til-selvmord
12. Mit borgerforslag, ”Syge skal ud af beskæftigelsespolitikken”:
https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-00638
13. Louise Schelde Frederiksens borgerforslag, ”Sagsbehandlingsgaranti med nationale tidsfrister og tværfaglig kvalitet i sagsbehandlingen for syge”:
https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-05838
B 13 Forslag til folketingsbeslutning om sagsbehandlingsgaranti:
https://www.ft.dk/samling/20211/beslutningsforslag/b13/index.htm
14. https://bm.dk/nyheder-presse/pressemeddelelser/2020/12/ressourceforloeb-afskaffes-for-seniorer-alle-andre-faar-kortere-forloeb-med-mere-indhold/
15. https://ekstrabladet.dk/nationen/soen-i-koma-nu-maa-jobcentret-stoppe/9168735
16. https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/jobcenter-jagtede-doedssyg-mand/9186436?ilc=c
17. Citeret fra Hans-Jørgen Schanz: Handling og ondskab – en bog om Hannah Arendt, Aarhus Universitetsforlag 2007.
18. Hans-Jørgen Schantz: Do.