Populisme er et udtryk for Sydens politiske autonomi.

Af Carsten Jensen. Medlem af Kritisk Debats redaktion.

Paula Biglieris og Luciana Cadahias bog Seven Essays on Populism er både en analyse af og et bidrag til kampen for en progressiv populisme og kampen for ‘sydens politiske og kulturelle autonomi’ i forhold til den nordlige halvkugles dominerende tilgange til politik.

Den ligger i forlængelse af diskussionen om den nye lyserøde bølge i Latinamerika, men har også bæring i forhold til spørgsmålet om alternativer til den globale nyliberalismes vaklende hegemoni. Man behøver ikke at være enig i alle forfatternes positioner og løsninger på de udfordringer, som populismen stiller verden overfor, for at anerkende, at dens forfattere får stillet nogle væsentlige synspunkter meget klart op over for hinanden. A pro pos Paula Biglieri og Luciana Cadahia (2021) Seven Essays on Populism. Oxford, Polity Press.

De to argentinske professorer Paula Biglieri og Luciana Cadahia har skrevet en bog, eller rettere et kampskrift, Seven Essays on Populism, der angriber det, de kalder en eurocentristisk tilgang til populismespørgsmålet (1). De ser en stor del af de politiske og akademiske angreb på populisterne i det globale Syd som et forsøg på fra europæeres og nordamerikaneres side at fastholde et monopol på at definere, hvad der skal opfattes som normal, og hvad der skal ses som ‘patologisk’/sygelig politik.

Biglieris og Cadahias bog er en del af den nyere debat om populisme. Og helt tydeligt skrevet på et grundlag, der ser populismens fremmarch i Latinamerika i det 21. århundrede som et positivt, demokratiserende træk. Set under et har udviklingen i det nye årtusinde været sådan, at den latinamerikanske venstrepopulisme var i fremgang i nullerne, mens der kom et højreorienteret tilbageslag i tierne, og der nu igen er tur i den for venstresiden. I det seneste års tid har Chile, Peru og Columbia således valgt venstreorienterede præsidenter, mens højrekandidaterne har tabt. For tiden er der med andre ord gang i en ny ’lyserød bølge’. Så i udgangspunktet starter Biglieri og Cadahia på den gode fod.

Mellem Nord og Syd: populisme som politisk realitet og faglig slagmark

Globalt set har der i snart mange år været talt om forskellen på Nord og Syd, hvor Nord er de gamle ’udviklede’, imperialistiske regioner, mens Syd forstås som de lande, der tidligere har været kolonier, underlagt centrene i USA og Europa. Biglieri og Cadahia viderefører denne opdeling i deres analyse af, hvordan man i dag skal forstå de store skel i debatten om, hvad populisme er. Deres vigtigste pointe er, at det længe har et problem, at politisk forskning i Nord har anset populisme i Syd for at være en sygelig, eller afvigende, form for politik. Det har også betydet, at når de har undersøgt populisme i Nord, har de i udgangspunktet set den som en afvigelse fra normal politik inden for demokratiske rammer, fordi de har set den som en politisk variant, der egentlig ikke hører hjemme i udviklede lande, men i det uudviklede, perifere område.

–De to forfattere ser altså to problemer i den aktuelle situation. For det første at ’populisme’ anses for en ’mindre fin’ politikform, der helst skal overstås. For det andet, at forskerne i Nord set under ét tilsvarende undervurderer eller ligefrem søger at fastholde marginaliseringen af forskerne i syd. De to problemer er af forskellig orden, et ontologisk henholdsvis et epistemologisk udtrykt i formalsprog, men de er i praksis selvfølgelig sammenhængende: forskere i Syd forsvarer ’deres’ populisme, mens forskere i Nord angriber den. For forskerne i Syd som Biglieri og Cadahia vil en udjævning af magtforholdene i denne del af kulturkampen være en sejr for Syden i det hele taget, men i deres optik også en sejr for demokratiet set på globalt plan. Det vil nemlig give en mulighed for at folkelige politiske bevægelser kan komme til at stå styrkede over de teknokratiske eliter, der pynter en del af deres argumenter med fjer fra den nordlige populismeforskning, når de hævder, at de folkelige bevægelsers krav blot udtrykker øjeblikkelige stemninger eller særinteresser, mens de selv kæmper for mål, der er i overensstemmelse med ’den bedste viden’ om en rationel, langsigtet tilgang.

I dag er der dog allerede sket en vis udjævning eller forbedring ifølge Seven Essays forfattere. Der er dels kommet nye redaktionelle strategier i tidsskrifter og bogforlag verden over, så Syden kommer bedre til orde på egne præmisser og USA’s og Europas status som ’ubestridelige centre for produktion af viden’ er blevet udfordret. I takt med den generelle svækkelse af det amerikanske hegemoni kunne man tilføje.

Populismeforskningens patologi

Populismediskussionen har stået centralt i denne udvikling. Forskere læser i højere grad i dag hinanden på tværs af de gamle skel og det giver mulighed for dialog. Men der er stadig et langt stykke vej endnu, før der er opnået muligheder for en balanceret debat ifølge Biglieri og Cadahia.

Historien om, hvordan populismeforskningen i Europa har forsøgt at marginalisere populisme som sygelig – i stedet for at se den som en politikform på linje med andre – kunne med rette betegnes som en patologi (en sygehistorie). Den egentlig sygdom i fejlbedømmelse af populisme ligger i den forstand ikke i populismen, der set under ét lever i bedste velgående, men i de bagvedliggende fordomme, som er videreført i den politiske forskning, der har forsøgt at analysere og kategorisere den.

Forfatternes egen fortælling om populismeforskningen skåner imidlertid ikke regionens egne akademikere. På deres gennemgang af de latinamerikanske populismeanalyser i siden 2. verdenskrig (eller i et latinamerikansk perspektiv: siden de oprindelige erfaringer med peronismen i Argentina) konkluderer de, at liberale forskere ser populismen som en fejlslagen og farlig afvigelse fra den nødvendige politiske modernisering. Modernisering efter europæisk mønster blev både set som mål og middel, og fra begyndelsen blev det antaget i denne tradition, at ”The only valid and possible way to achieve true modernity was to follow the trajectory of modern (læs europæiske) societies.” (Biglieri og Cadahia, 2021; 8).

På den anden, marxistiske, fløj, var situationen ikke meget bedre. Populismen var her ikke fejlslagen modernisering, men fejlslagen klassekamp. I korthed så marxisterne populismen som en afvigelse fra læren om arbejderklassens lederskab. Hvilke afvigelser, der var tale om i de konkrete bevægelser, var mindre vigtigt. Deres opsummering af denne tradition kan stå som eksemplarisk: ”(De Ípola and Portantiero) understand populist practices as capturing emancipatory popular forces, subjecting them to the game of state power and containing them within the logic of capitalism” (ibid.;11).

Biglieris og Cadahias periodisering af den historiske udvikling i den nordlige populismeforskning og i den sydlige forskning, der har ladet sig inspirere af den, kan dermed – kunne man hævde – ses som den egentlige sygehistorie. Så langt trækker forfatterne den ikke, men de ender dog alligevel med et løfte om en raskmelding, idet deres egen tilgang, der er baseret på Ernesto Laclaus (forholdsvis unikke) og til dels Chantal Mouffes pionerarbejde, ses som kuren mod de patologiske tilstande, der hersker i meget af Nordens populismeforskning.

Postkoloniel politik

Biglieri og Cadahia er ikke særlig direkte i deres forestillinger om, hvordan en ægte global populismeforståelse kan opnås. Det vil sige en forståelse, der rækker ud over blot at diskutere de enkelte landes populismer og deres status eller et fællesskab, hvor nationale og regionale udgangspunkter er blevet sekundære i forhold til indholdet.

Postkoloniel tænkning – ’dekoloniel teori’ – ses i Nord ofte som noget, der startede i 1990’erne. Den er i virkeligheden meget ældre ifølge forfatterne, for fx i Latinamerika var der i hele perioden fra 2. verdenskrig en livlig debat om ’heterogen marxisme, plebejerisk republikanisme og populisme’. Alt sammen emner, der var relevante for virkeligheden i regionen, men som blev forbigået af akademikere i Nord, der ikke blev stillet over for de samfundsmæssige træk, som teorierne forholdt sig til.

Populismen var altså udbredt i Syd, men ikke i det angiveligt rationelle og moderne Nord, hvor den derfor opfattet som noget, der var forankret i fortiden og irrationalistisk, følelsesbaseret politik. Med andre ord, den generelle opfattelse i Nord, af at Syden var tilbagestående, blev overført til politik og populisme. Nordens liberale politikformer blev anset for at være normen for moderne, tidssvarende og fremadrettede samfund.

Biglieri og Cadahia tilslutter sig en postkoloniel kritik af situationen. De følger dog ikke den retning i dekoloniel teori, der ser Sydens politiske udvikling, som noget der er passivt og undertrykt i forhold til Norden. Politik i Syd er ikke bare noget der kommer fra centrene, men er også aktiv i forhold til nationale udviklinger og kreativ i forhold til at skabe løsninger på udfordringer, der ikke findes (eller finder andre svar) i Nord. Syden har ikke kun været modtager af impulser og politik nordfra, men har været med til at skabe den globale historie. Man skal med andre ord, siger Biglieri og Cadahia, passe på med at ville genfinde ’forfædrenes andethed’ som alternativ til Norden. Der skal i stedet skabes nye politikker i Syden, der passer til de aktuelle globale muligheder. På godt og ondt kan man nævne Kirchnerparrets eksperimenter i Argentina, MAS’ ’sociale revolution’ i Bolivia og Chavismen i Venezuela som eksempler på disse nye politikker, der har været i stand til at bide sig fast i det 21. århundrede og vise nye muligheder.

Tilgange til politiske udviklingsmodeler og modernitet

I en anden sammenhæng har Biglieri og Cadahia i forlængelse af bogen hævdet at: ” (…) vi (betragter) moderniteten som en global og dialektisk proces. En spændingsproces mellem en reaktiv bevægelse og en frigørende bevægelse. Og i denne proces spiller Latinamerika en central (ikke en perifer) rolle i opbygningen af disse to bevægelser. I vores tilfælde er vi interesserede i at tænke over, hvilke frigørende muligheder Latinamerika skaber for moderniteten. Og latinamerikansk populisme er endnu et led (teoretisk og praktisk) i en lang historisk ophobning af demokratiske erfaringer med plebejisk republikanisme. I den henseende er det ikke et spørgsmål om at tænke Latinamerika som en undtagelse, men som en del af en bred proces, hvor vi hjælper med at opstille former for frigørelse for verden. Vi er også fremtidens politiske fantasi.” (Biglieri og Cadahia, 2021)

Denne måde at se på forholdet mellem det globale Syd og Nord på giver et klart alternativ til de to udbredte politikformer, som de to forfattere er bekymrede for. Den ene er selvfølgelig den rene underkastelse under ’centrenes’ ideer og politik. De chilenske højrepopulister under gik til valg sidste år på en politik, der ville opprioritere ’arven fra Europa’ og marginalisere den ’indfødte’/indianske fortid endnu en gang. Den slags politik behandles af Biglieri og Cadahia i værste fald nærmest som neo-fascisme, men i hvert fald som en opgivelse af politisk autonomi for Latinamerika og følgagtighed over for amerikanske, neoliberale tilgange.

Den anden form er imidlertid også problematisk. Den handler om at opprioritere fortiden før koloniseringen og opfatte den som Latinamerikas ægte kulturelle udtryk. Her siger de to også klart fra. De bruger ikke eksemplet selv, men i debatten om udviklingsmodeler fra og for Mellemøsten kendes denne tilgang som ’islamisme’. Det vil sige et forsøg på at opstille et alternativ til ’Vesten’, der henter sin inspiration fra tiden før koloniseringer og efterkrigstidens ’økonomiske og kulturelle neoimperialisme’. Biglieri og Cadahia henviser ikke til hende, men nogle af deres formuleringer om en positivt formuleret postkoloniel modernitet ligger snublende tæt på den egyptiske politolog Heba Raouf Ezzats ideer om en ’amoderne’ udvikling for Egypten, hvor den europæiske form for modernitet afvises som specifikt europæisk, og hvor egypterne har det problem og privilegie, at de skal udvikle deres egen ’amoderne’ politiske teori og realitet på et grundlag, der både anerkender den arabisk/islamiske fortid og skaber den nye udvikling med demokratiske og politisk sekulære midler (Se Hansen. 2008). Cirka det samme anbefaler Biglieri og Cadahia for Latinamerika (men selvfølge med regionens egne traditioner i stedet for de islamiske).

Det er påfaldende, at et af Biglieris og Cadahias udfald mod ’Nordens intelligentsia’, til højre såvel som til venstre, netop retter sig mod en tendens i denne til at se latinamerikansk politik som fortidig: ” (…) man (må) bemærke de vanskeligheder, som visse segmenter af den europæiske intelligentsia har med at forstå dette (Sydens originalitet, Red.), og deres svingning mellem at betragte politik i Latinamerika som rester af fortiden (som om ‘Europa’ på en eller anden måde var fortroppen) eller en eksotisk andethed, der skal beskyttes på en paternalistisk/maternalistisk måde.” (Biglieri og Cadahia, 2021). Fokus på fortiden er noget af det, som Biglieri og Cadahia især advarer mod, hvad enten det er i de latinamerikanske politiske bevægelser eller i de betragtende blikke fra Nord.

Demokrater i Latinamerika og Europa skal i stedet forstå hinanden som allierede i ’en lang historie med solidaritet og frigørelse’ i stedet for at placere hinanden i et hierarki, hvor Europa er øverst. Latinamerika har fx været med til at give nye ideer til europæisk venstrepolitik gennem historien som Podemos, der har været et af de sidste ti års fornyere i denne del af Norden. De oprindelige Podemos-stiftere, Iglesias og Errejon, havde begge jobs i Bolivia under Evo Morales-tiden. De brugte deres erfaringer herfra helt direkte i idéudviklingen omkring og opbygningen af partiet i midten af 2010’erne. Selv navnet Podemos kom fra navnet på Morales’ fraktion inden for MAS (’Den socialistiske bevægelse’) i Bolivia. Man kan se dette som et eksempel på den form for gensidig inspiration, som Biglieri og Cadahia tænker på.

Den akademiske og den store verden

Seven Essays er utvivlsomt en af de mest spændende bøger, der er skrevet i de senere år om global oppositionspolitik. Den har imidlertid også et par svagheder. En af de vigtigste og den eneste, der skal nævnes her er, at forfatterne ofte går ud fra, at der findes løsninger på alle problemer. Og at løsningerne som regel skal findes i populistisk organiseret politik for ’solidaritet og frigørelse’.

Men den næste udfordring i den henseende er, at det er ’solidaritet og frigørelse’ for den ene sociale bevægelse meget let bliver til ’trouble’ for andre. Økonomiske fremskridt i Syd, der uomgængeligt er nødvendige, ses i Nord ofte som udfordringer, fx til klimabevægelsen. Reelle konflikter mellem forskellige folkelige bevægelsers krav er en dimension, som Biglieri og Cadhia går alt for let hen over bogen igennem. Latinamerikanske bondebevægelsers krav om at kunne brænde skov af for at kunne dyrke nok, til at komme gennem næste år, kommer nemt i karambolage med nordlige klimabevægelsers panik over trædød og dens effekter for klimaet på sigt. Her er ’de nordlige’ nok mest på teknokraternes side. Det vil fx være svært at komme igennem med en støttebevægelse for ’Nedbrænding af Amazonas’ i Danmark.

Tilsvarende er eksporten af sojabønner fra Bolivia til Danmark rigtigt godt nyt for Bolivias trængte bonde- og arbejderbevægelser, men grotesk nyt dårlig for det globale klima, der både belastes med CO2-udslip fra søtransporten og fra omvekslingen fra plante- til kødprotein i Danmark (et tab på i runde tal 90 procents energi). Sådanne eksempler rejser uomgængelige spørgsmål for fremtiden: hvem skal ’mægle’ mellem legitime demokratiske krav i en verden, hvor der ikke findes overdommere?

Den slags konflikter kan imidlertid ikke løses i teorien, heller ikke af postkoloniel populismeteori, men kan kun finde en modus vivendi i praktiske politiske debatter og kampe. Nok så velmenende forskere i populisme og folkelige bevægelser kommer til kort her, hvor ’politikere’ i bred forstand må tage over.

Men sådanne indvendinger er er jo på sigt til at overkomme. Det skal i hvert fald ikke skygge for bogens kvaliteter. I andre sammenhænge burde også danske populismedebattører tage nogle af bogens temaer op. Fx er spørgsmål om populisme og ’retten til at have rettigheder’ og forholdet mellem national, international og transnational populisme emner, der endnu ikke direkte er behandlet i en dansk kontekst. Så udover at bidrage med afklaring om, hvad populisme er, kan og burde være, er bogen også en slags katalog over, hvad der mangler at blive taget op som debatter i Nord, fx i Danmark.

Noter

Note 1: Det skal bemærkes, at forfatterne bruger ordet populisme om det, der i Europa ofte kaldes ’venstrepopulisme’: Podemos, Syriza, mv. Til gengæld mener de ikke, at det, der ofte betegnes som ’højrepopulisme’ eller slet og ret ’populisme’, er populisme overhovedet. I stedet opfatter de det som enten en latent fascisme eller en udfoldet, men skjult, form for samme. I artiklen her er det i respekt for Sydens krav valgt at videreføre forfatternes sprogbrug. Men i øvrigt er det et af de punkter, hvor det nok kan blive svært at skabe enighed om terminologien.

Øvrigt litteratur:

Biglieri, Paula og Luciana Cadahia (2021) ’Situating populism beyond the deformation of Eurocentric and post-democratic narrativesOpenDemocracy, 11. maj.

Hansen, Birthe (2008) ‘Islam i Mellemøsten mellem kontrol og frigørelse’ I Peter Boe (red.) Religionskritik, Tiderne Skifter, København.