Podemos mellem populisme og institutionalisme

Det spanske venstrepopulistiske parti Podemos har fra starten måttet navigere mellem populisme og institutionalisme, og det har sat begrænsninger for deres ageren i den spanske politiske kontekst.

Introduktion

I et interview fra starten af februar i år, pegede Pablo Iglesias, lederen af Podemos på den institutionelle kontekst som vigtig for at forstå partiets ageren. Som han sagde: ”At være med i en koalitionsregering (med det socialdemokratiske PSOE) indebærer, at der er ting, vi gør som regering, som jeg ikke bryder mig om. Det er klart, og det er godt, at det bliver normalt.” Han havde ikke kun magtforholdet mellem det større PSOE og det mindre Podemos i tankerne, men også hele den institutionelle og forfatningsmæssige kontekst. Med henvisning til situationen i Catalonien, hvor nogle af de politiske ledere fra partier, der støtter uafhængighedsbevægelsen, er i fængsel og andre i eksil, pointerede Iglesias, at det ikke kunne beskrives som ”en fuldstændig normal politisk og demokratisk” situation, som PSOE havde beskrevet det. Tværtimod, fortsatte Iglesias, ”i en normal demokratisk kontekst løses politiske konflikter demokratisk;” hvis ikke, så har ”politikken fejlet.” (1)

Det interessante her er at Iglesias, som ellers er kendt – og berygtet – for at tale imod business as usual, netop appellerer til, at politik er politik, og at politik bør være demokratisk debat om tingene snarere end ren og skær magtudøvelse, hvor man bruger politi og domstole til at sende politiske modstandere i fængsel. Populisten Iglesias stiller sig på det demokratiske politiske systems side. Når han gør det, stiller han sig ikke nødvendigvis på magthavernes side, om end billedet kompliceres af, at han er en del af en regering, hvis politik i forhold til Catalonien han er uenig i. Under alle omstændigheder er billedet af populisme som en diskurs, der står på folkets side overfor og imod systemet (inklusive det liberale demokrati), mere broget end som så, når vi kigger på Podemos i dag. Det er netop forholdet mellem populisme og institutioner, jeg vil kigge nærmere på her, og til det formål er Podemos en ganske interessant case.

For en klarheds skyld skal jeg præcisere min brug af navnet ”Podemos.” Partiet blev født som Podemos i 2014, men i 2016 lavede de en fælles valgliste med det ældre venstrefløjsparti Izquierda Unida. Denne valgliste kaldte de Unidos Podemos, og dette navn ændrede de senere til Unidas Podemos. For en nemheds skyld bruger jeg kun navnet Podemos i det følgende; afhængig af perioden, jeg henviser til, dækker det altså over Podemos, Unidos Podemos og Unidas Podemos. ”Podemos” betyder på spansk ”vi kan,” og det indeholder også ordet ”demos” som et navn på folket. ”Unidos” og ”unidas” er han- og hunkønsformerne af ”sammen,” således at Unidas Podemos betyder ”vi kan sammen.” Derudover var Unidos/Unidas en måde at inkludere Izquierda Unida’s navn i det fælles navn på valglisten.

Podemos som eksempel

Fra starten i 2014 var Podemos et håb for mange på venstrefløjen, fordi Podemos viste, hvordan man kunne vinde; andre på venstrefløjen affejede dem som et overfladisk modefænomen. Siden de toppede vælgermæssigt i 2015/2016, har de været inde i en nedadgående spiral i forhold til vælgertilslutning, og partiet har været præget af en svag organisation og konflikter mellem forskellige grupperinger. De er nu i regering med PSOE, men har svært ved at trænge igennem i medierne som et selvstændigt parti. At komme i regering har været en succes – det er trods alt bedre at have regeringsmagten end ikke at have den – men det har også gjort det svært at agere populistisk, som de gjorde før. Det er netop det, som Iglesias udtrykker i interviewet ovenfor. (2)

Populistisk er ikke et ord, som de i Podemos har brugt om dem selv, da det ville have været politisk selvmord i den spanske kontekst. Kommentatorer – støtter, neutrale såvel som kritikere – er dog for det meste enige om, at Podemos var et populistisk parti og også stadig er det i nogen grad i deres nuværende form. Det samme gælder den akademiske litteratur, hvor Podemos er et af skoleeksemplerne på et europæisk venstrepopulistisk parti.

Den akademiske litteratur fokuserede i mange år mest på højrepopulisme. Det er der gode grunde til, da populismen – i hvert fald i Europa – i mange år især var et højrefløjsfænomen. Derfor handlede den akademiske litteratur om venstrepopulisme også fortrinsvist om Latinamerika. Det er ændret i dag, hvor der er et væld af forskning om venstrepopulisme i Europa. Temaerne varierer, men inkluderer forholdet mellem populisme og nationalisme, forholdet mellem folk, nation og arbejderklasse, og forholdet mellem populisme og liberalt demokrati. Her fokuserer jeg, som sagt, på forholdet mellem populisme og institutioner. Dette forhold har fra starten været et centralt tema for Podemos, og det er også et vigtigt tema i Ernesto Laclaus populismeteori, og det er netop den teori, som stifterne af Podemos var inspireret af.

I den næste sektion introducerer jeg kort Laclaus populismeteori, særligt med fokus på forholdet mellem populisme og institutioner eller, som han kalder det, institutionalisme. Dernæst laver jeg to nedslag i Podemos’ korte historie for at anskueliggøre, hvordan partiet har navigeret mellem populisme og institutionalisme.

Laclaus populismeteori og Podemos

Flere af de oprindelige stiftere af Podemos – og særligt Pablo Iglesias og Íñigo Errejón – var inspireret af Ernesto Laclaus post-marxistiske populismeteori. Laclau døde i foråret 2014, altså efter Podemos blev dannet, og til trods for et planlagt møde, var han altså ikke personligt involveret i Podemos på nogen måde. Det har hans medforfatter Chantal Mouffe derimod været, da hun har deltaget i flere events med Iglesias og Errejón og har skrevet en debatbog sammen med Errejón.(3) Laclaus populismeteori kan først og fremmest findes i bogen On Populist Reason fra 2005. (4) Her koncentrerer jeg mig om de vigtigste dele af denne teori og relaterer dem kort til Podemos for at illustrere Laclaus vigtigste pointer.

Populisme består for Laclau af tre ting: en tom betegner, en ækvivalenskæde og en antagonistisk skillelinje. En tom betegner – eller en tom signifikant, med et mere teknisk udtryk – kan for eksempel være ”folket” eller navnet på en politisk leder som for eksempel ”Pablo Iglesias.” En betegner er tom i den grad den kan betyde flere ting for forskellige grupper og således kan favne forskellige identiteter og interesser. I starten var betegnerne ”folket” og ”Pablo Iglesias” vigtige for Podemos. Her er det værd at bemærke, at når Podemos har italesat folket, har det været i en dobbelt betydning af folket som en enhed (el pueblo) og folket som manden eller kvinden på gaden (la gente). Folket som enhed er også sommetider italesat som la patria, dvs. faderland, dog med den vigtige tilføjelse at faderlandet bør være defineret af politiske værdier som frihed, lighed og solidaritet.

Den tomme betegner repræsenterer en ækvivalenskæde mellem forskellige krav. Når Laclau taler om ækvivalens, mener han ikke at kravene bliver ens, men at de sættes sammen på en måde, så vi kommer til at associere et krav med et andet. Det kan for eksempel være krav om flere penge til sundhedsvæsnet, krav om borgerløn, krav om flere billige boliger, eller kritik of korrupte politikere – alle sammen prominente eksempler fra det sidste årti i Spanien. Disse krav er ikke naturligt forbundne, men bliver det kun ved at blive artikuleret – det vil sige italesat – som forbundne i ækvivalenskæden. Populismen består altså i, at man forbinder krav i en ækvivalenskæde og repræsenterer dem samlet under en tom betegner.

Endelig består populisme også af en antagonistisk skillelinje, der deler samfundet i to. Her skal antagonisme forstås som et forhold mellem to fjender, hvor min antagonistiske fjende er en trussel mod min identitet eller mine interesser. Igen er der intet naturligt ved denne skillelinje, og den kan drages på mange forskellige måder, men en populistisk skillelinje skærer altid samfundet over i to dele. Det kan for eksempel være en skillelinje mellem folket og eliten. Folket kan naturligvis forstås på mange forskellige måder, og vi har allerede set tvetydigheden i Podemos’ italesættelse af folket som både folket som helhed og som almindelige spaniere. Den anden side af skillelinjen kan ligeledes italesættes på mange måder; i Podemos’ tilfælde var det som la casta, som betød noget i retning af den etablerede elite og bestod af politikere, de gamle partier, dommere, banker og store firmaer. Her etablererede Podemos således også en ækvivalenskæde mellem folkets fjender, en ækvivalenskæde der blev italesat som svingdøre mellem politikere, bestyrelser og så videre.

Inden jeg knytter nogen kommentarer til denne teori om populisme, er der endnu et teoretisk aspekt of Laclaus teori, som er vigtigt i forhold til Podemos. Laclau skelner mellem to logikker, som tilsammen forklarer hvordan diskurser skrues sammen: en ækvivalenslogik og en forskelslogik. Han forbinder disse to logikker med henholdsvis populisme og institutionalisme. Vi har institutionalisme, når krav kan blive repræsenteret og – muligvis, men ikke nødvendigvis – tilfredsstillet af systemet (staten, for eksempel). Her har vi at gøre med afgrænsede, partikulære krav, som for eksempel et krav om flere hænder i sundhedsvæsnet. Vi går fra institutionalisme til populisme, når de ellers afgrænsede krav bliver forbundet i en ækvivalenskæde. Det sker, når vi har en situation, hvor systemet ikke kan tilfredsstille krav, eller hvor kravene ikke kan repræsenteres indenfor systemet. De krav, som dermed ikke bliver hørt, kan blive repræsenteret som krav imod systemet som sådan, således at kravene kun kan opfyldes, hvis vi kommer af med systemet (med den nuværende magtelite, for eksempel). Jo længere ækvivalenskæden er mellem forskellige krav, jo skarpere er den antagonistiske skillelinje, og jo tommere må den tomme betegner være. Jeg kommer tilbage til dette nedenfor, men det er netop dette forhold mellem populisme og institutionalisme, som Podemos – i øvrigt helt naturligt – har haft svært ved at navigere i.

Til sidst vil jeg knytte to kommentarer til det foregående. For det første er det værd at bemærke, at for Laclau eksisterer folket ikke, det artikuleres. Eller for at være mere præcis så eksisterer folket kun som en effekt af diskurser der italesætter det. En populistisk diskurs skaber således det folk, som den selv hævder at repræsentere. Den traditionelle marxistisk-inspirerede venstrefløj har helt naturligt været skeptisk overfor dette, da det fra deres perspektiv lyder som en form for hokuspokus, der kun kan være udtryk for falsk bevidsthed. Mens nogle af de unge – heriblandt den senere leder Alberto Garzón – i det gamle venstrefløjsparti Izquierda Unida (IU) var åbne for Podemos’ idéer, var langt de fleste af den gamle garde yderst kritiske overfor, hvad de så som en overfladisk forståelse af politik.

For det andet er det vigtig at pointere, at populisme ikke er naturligt højre eller venstre for Laclau. En populistisk diskurs er transversal, det vil sige, at den skærer igennem samfundet på en anden måde end højre-venstre gør. Podemos ville netop fra starten undgå at spille et spil, hvor de konkurrerede om vælgere i marginen mellem det socialdemokratiske PSOE og venstrefløjspartiet IU. Læg dertil at højre-venstre kontinuummet er en institutionalisering af politisk konflikt lidt à la et supermarked hvor du går hen til den hylde, hvor de varer står som bedst møder dine krav. Efter at højre-venstre kontinuummet blev bragt ud af balance, da Podemos brød ind på scenen, er Spanien nu tilbage til det gamle kontinuum. Podemos prøvede at bryde med det, men blev hele tiden anset som en del af venstrefløjen, også af deres egne vælgere. Det er værd at bemærke, at i dag er populisterne på den spanske politiske scene Vox og den nuværende ledelse i det konservative PP. Det viser sig fx i den måde, de sætter spørgsmålstegn ved regeringens legitimitet på, der minder om, hvad Trump gjorde i USA.

Til kamp mod og med forfatningen

For Laclau og Mouffe er institutioner krystalliserede magtrelationer. Ud fra denne forståelse af institutioner, er det ikke overraskende, at Podemos modsatte sig centrale institutioner i det spanske samfund. Det gælder således også forfatningen, som de italesatte som 1978-regimets forfatning, altså som en forfatning der afspejlede et kompromis mellem fascismen og demokratiske strømninger i årene umiddelbart efter Francos død. Forfatningen var indtil da næsten universelt fejret som det moderne demokratiske Spaniens begyndelse. Forfatningen markerede et før og et efter, men der var også en konsensus om, at man ikke skulle rode op i fortiden. Det har for eksempel været tilfældet med debatten om udgravningen af massegrave med Francotidens ofre. Fortællingen om overgangen fra fascisme til demokrati var således, at Spanien fra den ene dag til den anden blev demokratisk, og at fascismen var en del af en fortid, der ikke længere var relevant.

PSOE var en del af denne konsensus omkring forfatningen og om at lade fortiden ligge. De ville ikke røre ved institutionerne, og det gælder stadig, som når de for eksempel ikke vil stille den abdicerede konge Juan Carlos I til retligt ansvar for hans lyssky forretninger. Dermed ikke sagt at PSOE ikke har været parat til at ændre forfatningen, som eksempelvis i 2011, da man ændrede Artikel 135, således at der blev lagt begrænsninger på statens udgifter.

Podemos italesatte fra starten 1978-forfatningen som dels et udtryk for elitens magt og dels et udtryk for en neoliberalistisk politik (særligt i form af Artikel 135). De kunne derfor italesætte den som hykleri: eliten præsenterede forfatningen som et udtryk for det moderne demokratiske Spanien og for hele folkets vilje, men i virkeligheden er den bare et udtryk for elitens interesser. Ved hjælp af denne italesættelse gav Podemos også en ny mening til folket. Fra at være det folk, der er defineret i forfatningen, bliver folket sat i opposition til forfatningen, som nu beskytter la casta imod folket. Konklusionen er, at forfatningen står i vejen for folket, og at man må vælge mellem på den ene side folkets vilje og interesse og på den anden side forfatningen. Det folk, der italesættes her, er associeret med et nyt Spanien, således at skillelinjen mellem folk og elite falder sammen med en skillelinje mellem nyt og gammelt (eller fremtid og fortid). Her bliver Podemos, som bogstaveligt betyder ”vi kan,” associeret med ”folket kan” og vel og mærke uden at blive behandlet som et barn af eliten. Folk/elite og nyt/gammelt smelter sammen med demokrati/oligarki, og forkastelsen af forfatningen kommer til at stå som udtryk for et sandt demokrati, hvor folk(et) selv bestemmer.

Denne italesættelse af forfatningen og af folket er populistisk, idet den sætter spørgsmålstegn ved de liberal-demokratiske institutioners legitimitet. Dette var en af hovedingredienserne i PSOEs og PPs (de konservatives) italesættelse af Podemos som populister, altså at de var en trussel mod forfatningen og dermed mod den gældende orden. Det skal dog understreges, at Podemos appellerede til politiske principper, der også findes i forfatningen, først og fremmest frihed, lighed, retfærdighed og solidaritet.

Siden starten af 2015 er der sket et gradvist skifte i Podemos’ italesættelse af forfatningen. Dette faldt sammen med en generel ændring af den måde, hvorpå Podemos gik fra at italesætte institutionerne som indbegrebet af en uretfærdig social orden til at italesætte institutionerne som neutrale. Dermed har Podemos skiftet fokus til hvordan eliten misbruger institutionerne. (5) De italesætter nu forfatningens værdier og senest også forfatningens ord imod højrefløjen i form af det konservative PP og det ekstreme, højre-nationalistiske Vox. Det gælder særligt på områder som kvinders rettigheder, sociale rettigheder og ytringsfrihed.

I dag tegner Podemos et billede af højrefløjen som en trussel mod forfatningen og det demokrati, man trods alt har opnået. Podemos er blevet systemets vogter. Under valgkampen op til lokalvalgene i 2019 rejste Pablo Iglesias således rundt til vælgermøder med en lille kopi af forfatningen, læste op af den og forklarede, hvordan højrefløjen underminerede forfatningen. Senere, i januar 2020, da den nye koalitionsregering mellem PSOE og Podemos blev sværget ind, sværgede Pablo Iglesias på forfatningen og på at holde forfatningen i hævd, – i øvrigt foran kongen. Det var helt på linje med, hvordan det normalt gøres, men det afspejler meget godt, hvordan Podemos gik fra at kæmpe imod forfatningen til at kæmpe for den.

Forholdet til PSOE: fra fjender til venner

Podemos’ forhold til PSOE ligger meget godt i forlængelse af deres forhold til forfatningen og institutionerne. PSOE går fra at være fjender til at være politiske modstandere og til i dag at være koalitionspartnere.

En vigtig del af det store billede her er Podemos’ forhold til velfærdsstaten og det, som man også kunne kalde socialdemokratismen. Velfærdsstaten blev ofte, og særligt af centrum-venstre, set som en del af det moderne Spanien og dermed som en del af 1978-regimet. For Podemos var det i starten en udfordring på grund af deres antagonistiske forhold til 1978-regimet og dets institutioner. Over tid har Podemos placeret sig som velfærdsstatens vogter. Der er særligt sket et skifte fra et fokus på 1978-regimet (hvilket vil sige snart sagt alle institutioner i det spanske samfund) til et fokus på elitens forræderi overfor nøgleinstitutioner, herunder forfatningen (som vi så i den foregående sektion) og velfærdsstaten (og her særligt sundhed og undervisning). I dette billede går PSOE fra at være en del af la casta til at være en aktør som (specielt efter finanskrisen i 2008) har ladt velfærdsstaten og dermed folket i stikken. Det vil sige en aktør, som ikke har levet op til, hvad man rettelig kunne forvente af dem. Det skal tilføjes, at der er en vigtig del af PSOE – personificeret af den tidligere ministerpræsident Felipe Gonzalez – der hader Podemos. Denne del af PSOE har også været skeptisk – for at sige det mildt – overfor PSOEs nuværende leder, den nuværende ministerpræsident Pedro Sánchez, som gik uden om den traditionelle struktur i PSOE, da han blev leder af partiet. Dette syn på Podemos bliver også reflekteret i visse medier, eksempelvis El País.

En anden vigtig del af det store billede er, at Podemos som et forsøg på at skabe et nyt flertal ved at italesætte folket imod eliten placerede PSOE som en del af eliten. Til trods for deres relative succes med dette i 2014 og 2015, mislykkedes det. Podemos måtte derfor vælge mellem fortsat at stille sig i opposition til de andre partier på venstrefløjen eller indgå i en eller anden form for samarbejde med dem. De valgte det sidste, om end kun gradvist, og det skete på samme tid som et skifte fra skillelinjen folket/eliten til skillelinjen venstre/højre. I det lys var de naturlige samarbejdspartnere Izquierda Unida (IU) til venstre og PSOE til højre. Podemos og IU gik sammen i Unidos Podemos som senere gik i koalitionsregering med PSOE efter valget i december 2019. Skiftet sker gradvist men især efter valgene i december 2015 og juni 2016, hvor Podemos stadig prøvede at overgå PSOE i vælgertilslutning, om end resultatet blev en videreførelse af den konservative PP-regering.

I løbet af 2016 går PSOE således fra at være fjender til at være politiske modstandere. Forholdet til PSOE går fra at være antagonistisk til at være agonistisk. En antagonistisk fjende er nogen, man vil af med (dog ikke fysisk i dette tilfælde). Podemos ville af med PSOE og resten af eliten, der stod i vejen for folkets selvbestemmelse. Chantal Mouffe karakteriserer en agonistisk politisk modstander som nogen, hvor man accepterer en fælles institutionel ramme (forfatning, osv.) og kæmper om magten indenfor denne ramme. (6) Man kan således skelne agonisme fra antagonisme, fordi en antagonistisk fjende er en del af det system, som vi må af med, for at folket selv kan bestemme.

I 2019 opstod muligheden for en koalition med PSOE, selv om muligheden først blev taget efter det andet valg i december 2019 det år. Pludselig kunne PSOE og Podemos inden for få timer enes om at lave et fælles regeringsgrundlag, som blev forseglet med at kram mellem Sánchez og Iglesias. Siden er der ikke blevet krammet meget, og de to partier indgår nærmest i en søskenderivalisering mellem storebror PSOE og lillebror Podemos.

PSOE sidder reelt på magten i regeringen og kan for det meste ignorere Podemos; på den måde er der gået lidt SF i Podemos, som ofte virker som om, de ikke forstår at spille et institutionelt magtspil. Podemos spiller dog ofte rollen som intern opposition, og de bruger det som en måde at sætte agendaen på. De appellerer til folkestemningen og særligt PSOEs vælgere og får taget forslag op på øverste niveau – alt sammen til stor irritation for PSOE, som føler, at Podemos er en irriterende lillebror, der ikke overholder de skrevne og uskrevne spilleregler.

Forholdet til PSOE er altså gået fra antagonistisk fjende over agonistisk politiske modstander til koalitionspartner. Podemos er blevet en del af institutionerne men forsøger stadig at udfordre visse institutionelle normer. Om det er af lyst eller nød er sværere at sige.

Konklusion: populisme, institutioner og stil

Som afslutning vil jeg samle op på analysen og samtidig se lidt på Podemos’ stil. Vi har set, hvordan Podemos’ diskurs er blevet mere institutionel og mindre populistisk over tid. Deres diskurs har dog hele tiden været en blanding af populisme og institutionalisme i Laclaus termer, og det har afspejlet sig i, hvordan partiet har forholdt sig til forfatningen og til PSOE. Udviklingen i partiets diskurs er sikkert en kombination af strategiske valg og indflydelsen fra de strukturer, der omgiver det.(7)

Jeg vil dog gerne understrege, at analysen her ikke skal forstås som om Podemos i starten var en rendyrket form for populisme, som Laclau ville definere populisme. Her kan man eksempelvis tænke på den måde initiativtagerne til partiet, og særligt Pablo Iglesias, brugte radio og fjernsyn før de startede partiet og i partiets spæde start. De skabte dels deres egne programmer, som de distribuerede uden om de sædvanlige medier og i opposition til disse. Men specielt Pablo Iglesias tog også rundt på alskens talkshows på radio og fjernsyn på både smalle og brede stationer. Selv om han dér spillede rollen som outsider, viser det alligevel, hvordan Podemos helt fra starten ikke var bange for at engagere sig steder, som var en del af det regime Podemos talte imod, og som de hævdede ikke repræsenterede folkets stemme.

Den mere teoretiske pointe er her, at vi altid har at gøre med en blanding af det populistiske og det institutionelle, når vi taler om populistiske bevægelser, og det hvad enten de er i regering eller ej. Det er også denne blanding, der forklarer Podemos’ tvetydighed i forhold til regeringsdeltagelsen og i forhold til det catalonske spørgsmål, som jeg startede med.

Slutteligt vil jeg bruge Podemos’ stil som indikator på udviklingen i Podemos mere generelt i forhold til det populistiske og det institutionelle. Pierre Ostiguy har foreslået, at populisme involverer en skillelinje mellem ”det lave” og ”det høje,” eller vi kunne også sige det grove og det fine, hvor det lave/grove associeres med pøblen og det primitive. (8) Benjamin Moffitt har foreslået, at populisme består af en performance af en stil. Her kan stil være forskellige ting, for eksempel en måde at tale på, eller en måde at gå klædt, og idéen er at stil ikke har noget at gøre med indholdet af partiets politik, men med præsentationen af lederen og partiet. (9) Vi kan således se populisme som en performance af en bestemt stil – en stil der er associeret med lav/grov og med folket forstået som den jævne mand. Vi kan se denne stil som en måde at italesætte folket og forbindelsen mellem folket og en politisk leder eller en politisk bevægelse.

Således også Podemos, og her fokuserer jeg for en nemheds skyld kun på Iglesias. Fra starten var Iglesias ham med hestehalen, hvilket ikke var pænt ment og stod i kontrast til det hidtidige image for en politiker og for eliten i det hele taget. Sammen med hans tøj – cowboybukser og T-shirts og skjorter, der altid virkede for store – og hans direkte måde at tale på, fik det Iglesias til at fremstå som en af folket, således at folket kunne tale gennem ham. Kontrasten i stil fik ham til at fremstå, som en folk kunne spejle sig i og identificere sig med. De andre partier – særligt PSOE under Sánchez – tilpassede sig hurtigt og smed slipset, omend det er kommet på mode igen efter at Sánchez er blevet premierminister. Iglesias har også tilpasset sig og har tilføjet en blazer til uniformen.

Min konklusion er således, at selv om Podemos har påvirket spansk politik i positiv retning på både stil og indhold, har de også tilpasset sig til en mere traditionel politikform. Om glasset dermed er halvt fuldt eller halvt tomt, skal det være op til læseren at bedømme.

Noter

1 “El Vicepresidente Iglesias Denuncia Que ‘No Hay Plena Normalidad Política y Democrática En España,’” Cadenaser.com, 9. februar 2021, https://cadenaser.com/ser/2021/02/09/politica/1612861376_689267.html, min oversættelse.

2 Her går jeg ikke ind i detaljerne af Podemos’ historie. For mere om dette, se Carsten Jensen, “Podemos og venstrepopulismen i dag. Interview med Lasse Thomassen,” Kritisk Debat, 23. april 2019; Carsten Jensen, “Et gramsciansk parti i en postgramsciansk verden? Om inspirationen bag Podemos,” i Antonio Gramscis Aktualitet, ed. Carsten Jensen and Gert Sørensen (Copenhagen: Books on Demand, 2020), 209–35; Óscar García Agustín, “Podemos som postkrise-parti: Mellem populisme Og radikalisme,” Arbejderhistorie, no. 1 (2015): 34–57.

3 Íñigo Errejón og Chantal Mouffe, Podemos: In the Name of the People (London: Lawrence & Wishart, 2016).

4 Ernesto Laclau, On Populist Reason (London: Verso, 2005).

5 Javier Franzé, “The Podemos Discourse: A Journey from Antagonism to Agonism,” i Podemos and the New Political Cycle (London: Palgrave, 2018), 49–74 giver en god indføring i dette skifte i Podemos’ diskurs.

6 Chantal Mouffe, For a Left Populism (London: Verso, 2018).

7 For mere om dette og om normaliseringen af Podemos, se Samuele Mazzolini and Arthur Borriello, “The Normalization of Left Populism? The Paradigmatic Case of Podemos,” Journal of Political Ideologies, 2021, https://doi.org/10.1080/23745118.2020.1868849.

8 Pierre Ostiguy, “Populism: A Socio-Cultural Approach,” i The Oxford Handbook of Populism, ed. Cristóbal Rovira Kaltwasser et al. (Oxford: Oxford University Press, 2017), 73–97.

9 Benjamin Moffitt, The Global Rise of Populism: Performance, Political Style, and Representation (Stanford: Stanford University Press, 2016).