”No vax”. En italiensk variant i den sene neoliberalismes tidsalder.

Af de meldinger, der indløber, får man det indtryk, at vaccineudruldningen er ved at nå en mur, endnu inden man er nået til vejs ende.

USA og UK, to af de mest Corona-ramte lande, kom ganske vist hurtigst ud af starthullerne, så snart vaccinerne var blevet godkendt af de relevante sundhedsstyrelser. Boris Johnson hoverede og så det som et eksempel på de større manøvremuligheder efter Brexit. Men de to lande er begge blevet indhentet af flere lande i EU, der ellers i sin tid blev kritiseret for en kaotisk håndtering. I USA ser man tilmed en klar tendens til, at vaccinetilslutningen er lavere i de stater, der har en republikansk og MAGA-loyal lokalregering. I en folkerig stat som Florida med 21 mill. indbyggere har det ført til, at der her i midten af august er omkring 13.000 indlagte. Til sammenligning er der i Danmark lidt over 100 indlagte.

Der kan naturligvis være mange bevæggrunde til at udvise skepsis over for vaccinering. Lad os se på nogle af dem. Der er eksempelvis de, der har helt legitime helbredsmæssige grunde til at undlade, da en injektion vitterlig vil gøre mere skade end gavn. Det indebærer dog ikke en afvisning af vaccinering som sådan, da flokimmunitet overhovedet er en forudsætning for at disse mere udsatte medborgere kan færdes sikkert blandt andre. Så er der den kategori, der begrunder deres nej, fordi de føler sig sunde og raske men frygter bivirkningerne. Betragtningen er den, at, fordi vaccinen er udviklet hurtigere, end hvad man ellers er vant til i sådanne tilfælde, er den heller ikke nødvendigvis fuldt afprøvet og må derfor ses an for de mere langsigtede følger. Mange vil også falde tilbage til gængse forestillinger om grådige medicinalfirmaer, der sætter kortsigtede profithensyn over folkesundheden. Der kan da også fremvises flere eksempler på medikamenter i denne historie, der har ført til svære beskadigelser. Berettigede analyser af denne art kan dog også kamme over i egentlige konspirationsteorier med antisemitiske undertoner, som når finansmanden Soros atter må stå for skud.

Man må heller ikke se bort fra en gruppe, måske mest blandt de yngre, der har overbevist sig selv om, at hele denne pandemi egentlig ikke kommer dem ved. Tværtimod føler denne gruppe, at den med de mange restriktioner har måttet give køb på egen fremtid af hensyn til andre og især den ældre del af befolkningen. Det har så vist sig, at denne gruppe alligevel ikke er helt immun. Holdningen, der kommer til udtryk i dette lag af befolkningen, har træk af et generationsoprør, der dog også kan glide over mere kyniske slogans som boomer-remover om en pandemi, der tynder lidt ud i de store efterkrigstidsårgange.

Lega. Mellem protester og regeringsansvar

Endelig er der gruppen af de mere højrøstede, der tegner konturerne af et Nouvelle Droite. Den består af alle dem, der ud fra mere eller mindre eksplicite ideologiske motiver siger nej til vacciner og coronapas. Det er dog en noget broget skare, hvis ‘strukturelle vrede’ man for alvor fik et forvarsel om for nogle år siden med De Gule Veste i Frankrig og Trumps vælgere i USA. Det vil typisk men ikke i alle tilfælde dreje sig om folk, der er kommet i klemme under globaliseringens afvikling af det gamle industri- og landbosamfunds erhvervsmønstre og står over for et tab af sociale positioner, uden at nye sættes i stedet. Man vil med de seneste tilkendegivelser finde et vist overlap til de mange, der også siger nej til klimakrise og til, hvad der ellers menes at kunne berøve deres frihed og identitet. De krisebilleder, der tegnes i offentligheden, vedkendes slet ikke og vil derfor heller ikke motivere til de handlinger, som myndighederne og flertallet forventer. Tværtimod vil denne kategori forstærke nogle af de centrifugale processer i samfundet, der har præget de sidste mere end fire årtiers neoliberalistiske dereguleringer. Det er dog vanskeligt i de valgte modstandstaktikker at iagttage nogen form for bæredygtig løsning på de udfordringer, som samfundene befinder sig i.

Argumenterne er i det væsentlige hentet fra populismens repertoir af modstillinger mellem os og dem, mellem et vildført folk og en korrupt og selvtilstrækkelig elite. Man afviser den politiske og lægefaglige ekspertises retningsanvisninger og mener at forsvare en undertrykt frihed. Hvad, der henvises til, har imidlertid ikke så meget at gøre med frihed under ansvar. Der appelleres snarere til en mere absolut frihed fra enhver indblanding fra Den Andens side, fra Fællesskabets side. Der kan her spores et underliggende tema, der bringer mindelser om socialdarwinismens survival of the fittist, om den biologisk stærke mand. Donald Trump og Brasiliens Jair Bolsonaro legemliggør med deres macho-attitude akkurat dette tankegods i dets yderste destruktive konsekvens. I grunden har lignende ideologier altid været en integreret del af, hvad vi kalder civilisationsprocessen, der i sine moderne demokratiske fremtrædelsesformer gerne hylder princippet om ‘loven binder, og loven giver fri’. Der lægger sig her formentlig nogle af tidens helt afgørende forkastningslinjer, der bringer det politiske ind i den suveræne magts grundanliggende, nemlig skellet mellem liv og død, mellem civil lydighed og ulydighed.

Under de mange demonstrationer i de italienske storbyer har man kunnet iagttage bannere, forestillende landets ministerpræsident Mario Draghi med Hitleroverskæg. Demonstranterne selv har så båret rundt på en gul jødestjerne. Associationerne er ikke til at tage fejl af, når kravet om færdigvaccinering og coronapas bliver sammenstillet med nazismens racistiske og antisemitiske overgreb. De følger angiveligt en egen logik, der så også er i stand til at mobilisere en vis opbakning: Alle tager afstand fra nazismen og jødeforfølgelserne, ergo må alle også tage afstand fra coronapas og den vaccinering, som passet forudsætter. Nogen vil måske i deres stille sind afvise dette ræsonnement med en venlig tanke til Holbergs Erasmus Montanus, der gør Morlil til en sten.

Argumentationen kræver imidlertid, at der så også kan påvises en lighed mellem det nazistiske regimes foranstaltningsstat og den italienske regerings, en EU-stats, løbende lovgivning over for pandemien. Det er indlysende, at tager man afsæt i en forestilling om den absolutte frihed, så vil den mindste indskrænkning i denne frihed blive opfattet som en krænkelse af ens rettigheder. Så snart derfor selv en demokratisk regering vedtager adfærdsreguleringer under henvisning til pandemien, vil det prompte blive opfattet som udslag af en totalitær stats inderste ambition. Problemet er naturligvis, at en demokratisk stat excellerer i reguleringer på en lang række områder, som den enkelte kan være uenig i, men som den enkelte reelt accepterer i hverdagen. Det fører ikke i sig til en underminering af styreformen, så længe der er opbakning til den inden for rammerne af de modvægte, der ellers definerer et demokrati.

Det er indlysende, at opererer man med et begreb om frihed under ansvar, som alle demokratiske styreformer hviler på, bliver sammenligningen med nazismens brutale behandling af det jødiske og andre mindretal et tydeligt eksempel på en fordrejet argumentation, på en kognitiv forkortelse om man vil. Hertil er så at indvende, at de ikke-vaccinerede selv har valgt ikke at blive det ud fra et kvalitativt andet verdenssyn eller fragmenter af et sådant og dermed valgt at tilhøre en gruppe, der faktisk har en større risiko for at blive smittet og dø af det. Jøderne havde ikke noget valg. Draghi er heller ikke en Hitler, der er hævet over loven og uimodsagt kan gøre, hvad han vil. Han blev indsat som regeringsleder tilbage i februar i år inden for den eksisterende konstitutionelle ordens muligheder. Han er desuden afhængig af et parlamentarisk flertal, der når som helst kan fratage ham mandatet. Selv om det kan være vanskeligt at se andre løsninger end Draghi for nærværende, afskærer det os naturligvis ikke fra at udtrykke forbehold over Draghis indsættelse som en anden Deus ex machina, der på præsidenten Mattarellas intiativ skulle gribe ind over for et handlingslammet parlament.

Der er dog ikke tvivl om, at protesterne har skabt dønninger i den umage regeringskoalition, bestående af PD til partierne på centrum-højre fløjen. Lega er et af disse sidste partier, der tilmed leverer ministre på tunge poster. Partiet har de sidste år været det største i diverse meningsmålinger, men er i dag overhalet af de tidligere nyfascister i Fratelli d’Italia, der har valgt at fortsætte som opposition til regeringen. Det har så også gjort det nemmere for Fd’I at lukrere på den udbredte mistillid, der altid i Italien har kunnet mobiliseres over for den til enhver tid siddende regering. Den gamle antagelse af, at stat og regering er en fjende, der på forhånd vil én det ondt og derfor skal bekæmpes, har da også fået nyt liv i højrepopulismen.

Matteo Salvini, Legas leder, har benyttet enhver given lejlighed til at give udtryk for sin skepsis over for det seneste halvandet års restriktioner. Når genåbninger kom på tale, ønskede han nærmest forudsigeligt mere vidtgående initiativer. Coronapasset hører heller ikke til på hans ønskeliste. Salvini har dog i dybeste diskretion ladet sig vaccinere, men har bevidst undgået at stå frem som en rollemodel for sine egne, hos hvem det næppe ville falde i god jord alle steder.

Salvini har dog fået et modspil inden for egne rækker, da flere af partiets regionspræsidenter har bakket op om vaccineprogrammet. Det gælder f.eks. Luca Zaia, der er præsident over regionen Veneto. Han repræsenterer den regeringskultur, som Lega også har bygget op igennem de sidste mange årtier, og som har banet vejen for overtagelsen af en lang række kommuner, provinser og regioner i Norditalien. De to fløje i partiet gør det dermed både til et regeringsparti, nu også med et landspolitisk ansvar, og til et oppositionsparti, der hele tiden udfordrer regeringssamarbejdet om den videre implementering af EU’s store Genopretningsplan, der har begunstiget Italien med den nette sum af ca. 1.500 mia danske kroner.

Samtidig med disse demonstrationer blev regionen Lazio omkring Rom udsat for et hacker-angreb, der lagde hele den regionale vaccineplanlægning ned. For at forhindre, at personfølsomme oplysninger faldt i de forkerte hænder, måtte platformen lukkes ned og omstruktureres. Det forhindrede for en stund alle dem, der endnu ikke havde fået et eller begge stik, i at bestille tid. Det er endnu uklart, hvem der stod bag, og hvilke præcise motiver, der har dikteret dette hidtil alvorligste angreb på det digitale Italien. Men under alle omstændigheder har det været et forsøg på at få adgang til oplysninger, der ville kunne bruges til afpresning eller sælges til højestbydende på de mere dunkle og ufremkommelige sites på internettet. Det har yderligere bidraget til at skabe mistillid til det offentlige systems varetagelse af de endnu flere persondata, som myndighederne har høstet under Corona-krisen. I den forbindelse kom det så også frem, at Italien er langt bagefter de andre store europæiske lande, hvad angår sikring af de offentlige systemers data. Først i disse dage er en sådan enhed kommet på plads. Det gør naturligvis ikke problemstillingen mindre sammensat, når de seneste mange måneders tildragelser har gjort sit til yderligere at styrke brugen af High Tech og dermed flyttet grænserne for privatlivets fred.

De intellektuelles svigt?

Lige siden det i marts sidste år blev aktuelt at lukke væsentlige dele af samfundets aktiviteter ned, har man være optaget af, hvor drastiske indgrebene i de demokratiske rettigheder egentlig har været. Det er der for så vidt ikke noget underligt i, da det alt andet lige, må opfattes som en naturlig følge af, hvad et demokrati er i sin bestemmelse.

Den verdenskendte italienske filosof Giorgio Agamben var tidligt ude med sin kritik af de indførte foranstaltninger mod Coronaen under den forrige regering Conte. Agamben, der er kendt for sine studier i undtagelsestilstanden og i det ultimative nøgne liv i de tyske koncentrationslejre, så med bekymring på den daværende italienske regerings lovdekreter. Det gik da også dengang for mere end et år siden hurtigt med at oprette karantænezoner, de såkaldte røde zoner, først i dele af Lombardiet. Snart omfattede de hele Lombardiet, inden hele Italien blev lukket ned. Der blev indført udgangsforbud, forbud mod demonstrationer, politiske møder og religiøse forsamlinger, lukning af universiteter, skoler, børnehaver, museer og biblioteker.

I det videre ræsonnement konkluderede Agamben, at disse vidtgående foranstaltninger uundgåeligt ville skabe en kollektiv tilstand af frygt og panik, der ville kunne løbe løbsk, fordi: “En af de mere umenneskelige konsekvenser af panikken, som man med alle midler søger at sprede i Italien i anledning af den såkaldte Corona-pandemi, er til stede i selve idéen om smitte, der ligger til grund for de ekstraordinære krisetiltag, som regeringen har grebet til”. I en berettiget bekymring for tiltagenes rækkevidde og mulige overdrivelse syntes Agamben her helt at affeje og afmaterialisere pandemiens realitet ved at betegne den som ‘såkaldt’ og henlægge det egentlige problem til ‘idéen om smitte’. Filosoffen gik så vidt som til at sammenligne Covid-19 med andre mindre farlige former for influenza. Det er indlysende, at var det tilfældet, ville de indførte foranstaltninger være stærkt overdrevne eller bryde med, hvad man plejer at gøre over for de tilbagevendende influenzaepidemier.

Sagen er dog, at der faktisk er en pandemi, der sender folk på hospitalet og slår ihjel, og som endnu indeholder overraskelser i sine mutationsstrukturer. Siden udbruddet har vi været vidner til en lang række varianter med Delta-versionen som den seneste knopskydning, der har rejst mange spørgsmål, om vaccinerne nu også er fuldt tilstrækkelige. Denne ubetvivlelige kendsgerning kræver unægteligt et svar både fra dem, der fagligt ved noget om det, nemlig epidemologerne, og fra dem, som sidder inde med den politiske myndighed til at tage affære og træffe beslutninger, nemlig den politiske klasse.

Myndighederne gøres her af Agamben til problemet, fordi det ifølge ham er et træk ved en myndighed altid at ty til overdrevne midler. Muligheden for dette er naturligvis altid til stede, hvorfor det er magtpåliggende at holde øje med de løsningsforslag, som myndighederne måtte bringe på bane. Ingen vil vel betvivle, at det var forkert af den danske regering at nedlægge minkfaget uden et ordentligt lovgrundlag, hvad der vel at mærke ikke er det samme som at sige, at der ikke var vægtige lægefaglige grunde til at gøre noget over for en sektor, der meget vel kunne blive et reservoir for ukontrollable virusvarianter. Det skal dog være juridisk og forfatningsretligt uanfægteligt.

Sammen med en anden af Italiens førende filosoffer Massimo Cacciari har Agamben igen fundet anledning til at annoncere sin modstand, nu mod indførelsen af et Corona-pas. Cacciari er en kendt venstrefløjsintellektuel, der har været med siden 1960’erne og i en periode gjorde det som borgmester i Venezia. Der ligger i det nu vedtagne udspil fra regeringens side, at de, der ikke er vaccineret, fortsat vil være underlagt restriktioner. Respekteres dette ikke, falder der bøder. Undervisere ved skoler og læreanstalter og ansatte ved sundhedsvæsenet, der ikke vil lade sig vaccinere, vil få anvist et andet job eller blive suspenderet uden løn. I deres fælles artikel taler de to filosoffer ligefrem om diskrimination af en stor gruppe borgere, der på denne måde bliver degraderet til serie B. Analogierne ligger lige for, når der henvises til, at alle despotiske regimer opererer med diskrimination. Kina bliver fremhævet som et eksempel, mens alle i det gamle Sovjetunionen skulle vise et pas, når de rejste rundt i landet.

Agamben og Cacciari mener, at man må undgå at gøre vaccineringen til et “politisk-religiøst symbol”. Det vil efter deres mening resultere i “en utilstedelig antidemokratisk glidebane”. Det skal dog ikke læses som en opfordring til ikke at lade sig vaccinere, påpeger de. Det afgørende i argumentationen er imidlertid, at “én ting er at bakke op om nytten” af vaccineringen, “noget helt andet at være tavs omkring det forhold, at vi endnu befinder os i en fase med ‘eksperimentering i massemålestok’, og at, hvad angår flere grundlæggende aspekter af problemet, er den videnskabelige debat helt åben”. Konklusionen er klar: “Behovet for at diskriminere er ligeså gammelt som samfundet, og det er indlysende til stede også i vores samfund, men at gøre det til lov i dag er noget, som den demokratiske samvittighed ikke kan acceptere, og mod hvilken man øjeblikkeligt bør reagere”.

De to varer sig dog for at sammenligne med nazismen og jøderne og fravælger altså den mere hårdtslående retorik, der kommer til udtryk ude i gaderne og på pladserne, for i stedet at rejse debatten i egne intellektuelle rækker. Det har dog ikke forhindret indlægget i at gå viralt og sågar finde vej til Dagospia, der er Italiens førende hjemmeside for sladder fra indercirklernes sjældent oplyste korridorer. Man må dog stille sig det spørgsmål, om de to ikke bare giver en mere sofistikeret legitimering af no vax bevægelsen. Tanken er nærliggende, når de problematiserer brugen af Corona-passet som en vigtig foranstaltning i bekæmpelsen af pandemien og er skeptiske over for vaccinevidenskaben. I dette ræsonnement er der ikke flere argumenter for at lade sig vaccinere end for at undlade. Giorgia Meloni, lederen af Fd’I, har da også takket Cacciari for indlægget.

Demokratiets skrøbelighed

Muligheden for, at myndighederne overdriver deres brug af magtmidler, er altid til stede. Der vil altid kunne indsnige sig en diskrepans mellem på den ene side foranstaltningernes årsag (et omsiggribende sygdomsforløb) og mål (sygdommens bekæmpelse) og på den anden side de lægefaglige og politisk-sociale midler, der bringes i anvendelse for at definere en sygdom og for følgelig at bekæmpe den med restriktioner og isolation. Hvorvidt, i hvilket omfang og på hvilket grundlag det sker, er imidlertid afhængigt af et samfunds styreform. I den udstrækning magt har det med at lukke sig om sig selv og sine begrundelser, bliver det derfor afgørende, hvordan samfundet konstitutionelt er indrettet. Demokratiet er i sin målsætning bestemt til at afskaffe magt, eftersom der jo skal træffes beslutninger og regeres, men til at rekruttere beslutningstagere på kontrollerbare præmisser og til med Gramscis ord at sikre, at ‘de regerede’ også kan blive ‘de regerende’.

Et diktatur udskifter imidlertid transparens og inklusion med magtfuldkommenhed og eksklusion. Ifølge Agamben og Cacciaris tankegang befinder vi os allerede i et diktatur eller er tættere på et sådant som følge af de stærke træk af en undtagelseslovgivning, der er sat i værk i forbindelse med pandemibekæmpelsen. Det afgørende er imidlertid ikke myndighederne i sig selv, som man som borger må forvente foretager sig et eller andet over for en konkret pandemi; det afgørende er om det, som myndighederne foretager sig og argumenterer for, vinder bred tilslutning og løbende kan kritiseres med konsekvenser for de ansvarlige. Fuldbyrdes de indskrænkninger i bevægelsesfriheden, som restriktionerne hidtil har medført, med en indskrænkning af pressefriheden og vilkårlige arrestationer af folk, der ikke overholder påbuddene, vil det selvsagt skabe betingelserne for en egentlig postdemokratisk udvikling.

Det er på det grundlag, at det tidligere medlem af den italienske forfatningsdomstol, Gustavo Zagrebelsky, ikke aktuelt ser opkomsten af et diktatur for sig, i det omfang indgrebene falder inden for rammerne af forfatningens manøvremuligheder i krisesituationer. Tværtimod slår han ned på, hvad han anser for forfatningens primære mål, nemlig at garantere den mest demokratiske ret af alle, retten til livet. I den italienske forfatning hedder det da også i artikel 32: “Republikken beskytter helbreddet som en fundamental individuel ret og som en kollektiv interesse, og den garanterer gratis behandlinger til dem, der har behov. Ingen kan tvinges til en bestemt sundhedsbehandling, med mindre det er foreskrevet ved lov. Loven kan i intet tilfælde krænke de begrænsninger, som respekten for den menneskelige person lægger”. Der henvises her mere præcist de menneskerettigheder, der er indskrevet som et af forfatningens grundliggende principper i artikel 3.

Når man i forfatningen både har menneskerettighederne med og en specificering af, at ingen kan udsættes for en behandling mod sin vilje, er baggrunden netop den, at man i hvert fald juridisk har villet forhindre en gentagelse af de forbrydelser mod menneskeheden og af de lægevidenskabelige forsøg, der vitterligt blev gennemført under nazismen. Men er det det, der er tale om i den aktuelle vaccinekampagne? Næppe. Man skal naturligvis ikke være blind for, at et på mange måder skrøbeligt demokrati som det italienske flere gange har været på vej til at suspendere sit eget forfatningsgrundlag. Det blev man vidne til i 1960’erne og 1970’erne, da det blev presset af stærke antidemokratiske grupperinger, der i flæng gjorde brug af militære kupforsøg og terrorisme. Fra 1990’erne blev det stærkt udfordret af Forza Italia og Berlusconi, der forstod at forene højrepopulisme med neoliberalisme i et regeringssamarbejde med Lega og de tidligere nyfascister i det gamle MSI.

Bagom hvad der måtte være af forhastede historiske sammenligninger, behøver man blot henvise til den erfaring med karantæner og isolation, som menneskeheden har gjort med de tilbagevendende epidemier ned igennem århundrederne. I nyere tid har vacciner med succes bekæmpet de store epokale sygdomme som malaria, kolera og tuberkulose mm. Så sent som i 1973 blev Napoli, en af Europas tættest befolkede byer, ramt af en koleraepidemi fra et parti skalddyr. Det skabte panik blandt folk, da det rygtedes. Flere reagerede ved at demonstrere og blokere gaderne. Kommunekontoret blev belejret af rasende menneskemasser. Lastbiler med desinfektionsmidler blev angrebet, og affaldsspande blev sat i brand. Det fik myndighederne til at iværksætte en massevaccinering, i øvrigt støttet af lægepersonalet fra den amerikanske 6. flåde, der ligger i Napoli. Med brug af pistolkanyler lykkedes det hurtigt at vaccinere over 50% af befolkningen, hvilket bragte epidemien under kontrol.

I dag er der mange ubekendte faktorer. Det vil der altid være, når en kultur står over for en uregerlig natur. Det er imidlertid ikke i sig selv et argument for at tilsidesætte treenigheden af karantæne, afstand og vaccine og nægte at lade sig vaccinere og have et dokument på, at man faktisk også er vaccineret. Der er næppe mange, der vil afvise det opportune i, at man skal have et kørekort for at køre bil eller en særlig tilladelse for at bære våben (i hvert fald på vore breddegrader). Ingen eller meget få vil vel acceptere, at en billist, der bliver stoppet af politiet for sin kørsel, ikke skal vise sit kørekort, men kan nøjes med at sige, at han eller hun er i besiddelse af et sådant.

Den politiske kulturs temaer

Når det er sagt, er der ikke tvivl om, at de dilemmaer, der her er ridset op i forbindelse med en konkret pandemi, blot er en forsmag på, hvad en tilspidset klimakrise vil diske op med. Spændingerne, der ofte antager karakter af åbne konflikter, mellem individ, gruppe og fællesskab og mellem rettigheder og pligter er grundfigurer i den vestlige politiske kultur og har været det siden Oplysningen og Den Franske Revolution. Man kan med rette have sin tvivl om realiserbarheden af klimakrisens nødvendige løsninger, hvis fællesskabet ikke har held til at inkorporere og lytte til ‘den strukturelle vrede’ hos de mange, der føler sig udelukket. Lykkes det ikke at neutralisere den tilbagevenden til naturtilstandens ‘alles kamp mod alle’, der ligger og lurer som en konsekvens af samfundsmodellens mange skævvridninger, vil det kunne fremme opkomsten af mere autoritære styreformer.

I Jobs Bog hedder det om søuhyret Leviathan, at ‘der er ingen magt på jorden som denne’. Thomas Hobbes brugte monstret som en metafor for enevoldsfyrsten, for den dødelige gud, i hovedværket af samme navn fra 1651. Heri gjorde han spørgsmålet om liv og død til det helt centrale anliggende for den suveræne magt. I forhold til denne fyrsteskikkelses mål og midler besidder demokratiet klart et større ambitionsniveau. Mennesket skal ikke bare bankes på plads i en rudimentær samfundspagt, hvor alle er undersåtter og lige akkurat holder sig fri af naturtilstandens homo homini lupus, som Hobbes kaldte det. Demokratiet har som styreform en forventning om at kunne gøre mennesket, medborgeren, til en del af løsningen. Det er dog indlydende, at det uhæmmede ressourceforbrug, her i den antropocene alder, viser, at mennesket med sine indretninger har gjort sig selv til en del af problemet med fare for, at det også kan gå hen og miste det hårdt tilkæmpede medborgerskab.

Litteratur.

Giorgio Agamben, “Contagio”, i Quidlibet (11. marts 2020).

Massimo Cacciari & Giorgio Agamben, “A proposito del decreto sul ‘green pass’”. I Diario della crisi, offentliggjort af Istituto Italiano per gli Studi Filosofici.

Gustavo Zagrebrelsky, “La pandemia e i decreti di Conte”. I La Repubblica, 29. april 2020.