Når satiren sigter forkert – den misforståede populisme

Allan Dreyer Hansen, lektor

Med udgangspunkt i satirens og populismens fællesmængde, elitekritik, diskuteres populismens karakter nærmer. Det anbefales generelt, at den revurderes og gives et mere fordomsfrit image.

Har satire noget tilfælles med populisme? Er populisme ikke demagogi, letkøbte løsninger og vildførelse af folket, og er satirens fornemste opgave ikke netop at afsløre den slags? Populisme har uden tvivl (overvejende) et meget dårligt ry, men faktisk deler de to fænomener noget helt afgørende, og noget fundamentalt demokratisk: Elitekritikken.

Et godt eksempel på et vellykket satireprogram er Jonatan Spangs Tæt på sandheden, som løfter arven fra klassikere som TV-revyen Uha-Uha og radioprogrammet Selvsving. Tæt på sandheden er ikke blot underholdende, men også ægte politisk satire, hvor brodden kritisk rettes opad mod eliten, mod magthaverne. Alligevel har jeg bemærket, at satire-programmet har lavet et par svipsere – hvor brodden er blev rettet nedad.

I et afsnit fra 2020, ser man netop et eksempel på dette – udover skærmen udfolder sig en hyldest af Bjarne Corydon for salget af DONG med små søde børn, der sammen med Jonatan Spang overdrager Corydon en overdimensioneret romkugle. Uanset at baggrunden for hyldesten nok var ganske langt fra sandheden, var indslaget usjovt alene af den grund, at der var tale om en hyldest og ikke magtkritik. Det strider imod satirens formål, hvor magten ikke skal hyldes, men kritiseres, udfordres og udstilles.

En anden svipser var da Tæt på Sandheden udstillede en kontanthjælpsmodtager, der i et debatprogram havde nægtet at skære ned på sit kødforbrug. Her rettes latterliggørelsen nedad, hvilket igen er i strid med satirens formål – god satire udstiller ikke de nederste i samfundet, men derimod de øverste.

Elitekritik er noget, satire og populisme har tilfælles. Dermed når vi også til mit tredje eksempel, som drejer sig om et indslag, hvor Tæt på Sandheden gør grin med Mette Frederiksens utryghedskampagne. Hendes påstand om, at mange – omend uspecificerede mennesker – angiveligt er utrygge ved at gå ned i en vaskekælder, fik en velfortjent rundtur i satiremanegen under overskriften: ”Porten til en populistisk skræmmekampagne er ved at åbne sig”. Indslaget påpeger, at det ikke er vaskekældrene, der er uhyggelige, men derimod Mette Frederiksens forsøg på at opnå politisk opbakning igennem en uunderbygget skræmmekampagne. Problemet er, at det ikke er sandheden om populisme – det er ikke engang tæt på.

Så hvad er populisme?

Som nævnt er den mest udbredte opfattelse, at populisme er et miskmask af demagogi, manipulation og minoritets-bashing. At Mette Frederiksens billede af utrygge vaskekældre og Morten Messerschmidts Beduinlejre på hospitalernes venteværelser er klokkeklare eksempler på populisme. Det er en udbredt og problematisk misforståelse i den brede offentlighed, blandt kommentatorer og langt ind i videnskabelige kredse. At det er en misforståelse, er der tre grunde til.

Sprogligt betyder populisme ’folkelig’ – at være glad for folket. Det kommer af latin, ’populus’, ikke det germanske ’Volk’. Derfor er det også paradoksalt, at alle gerne vil være folkelige, men at populisme for det meste bruges og forstås nedsættende. Men som vi skal se, er den latinske form kommet til at bære den nedsættende brug af ’folkelig’, som altid har været en del af et elitistisk verdensbillede. Den betydning af populisme har vi fra USA.

Historisk kan populismens oprindelse nemlig spores præcist, modsat mange andre politiske begreber som liberalisme, socialisme og nationalisme. Ordet stammer fra The People’s Party i USA i slutningen af 1800-tallet. Et parti, der blev dannet med udgangspunkt i forargede landmænds organisering i vest- og sydstaterne. De fattige landmænd var bitterligt klar over, at begge dominerende partier, Demokraterne og Republikanerne, var i lommen på de eliter, som de med rette anklagede for at være skyld i deres miserable situation. Derfor dannede de et nyt parti og nåede samtidigt til enighed om, at det var for besværligt at kalde deres mange sympatisører for ”tilhængere af The People’s Party”. I en togtur på vej hjem fra et succesfuldt politisk møde, hvor en iblandt dem kunne latin, opfandt de ordet ’populist’. De nye navn til deres tilhængere slog så godt an, at der angiveligt var mange, der ikke var klar over om partiets navn var The Populists eller The People’s Party.

Når man ved, hvad ordet sidenhen fik af betydning, kan det jo undre, at nogen valgte at kalde sig selv og deres tilhængere det. De oprindelige populister ville have haft meget vanskeligt ved at genkende deres politiske projekt i den nutidige betydning af ordet. The People’s Party kæmpede for kvinders stemmeret, forsøgte at lave alliancer med sorte landmænd og landarbejdere, krævede nationalisering af jernbanen for at undgå selskabernes udnyttelse af monopolet, og at bindingen af dollarens værdi til guldet skulle opgives. De iværksatte også en hel lille industri af uddannelses-pamfletter om landbrug, økonomi og meget mere. Det, som partiet stod for, ligger altså langt fra den i dag meget gængse fordom om populisme som udbredelse af usandheder. (1)

Populismens betydning i dag

Det kan derfor heller ikke undre, at ”populisme” har en helt anden betydning i USA. I 2016 gik tidligere præsident Barack Obama i rette med journalister, som kaldte Donald Trump for populist. (2) Obama mente nemlig, at det var ham, der var populist. Det var ham, og ikke Trump, som kæmpede for retfærdig skat og uddannelse og sundhed for alle. (3) Skulle man stadig være i tvivl om, at ”populisme” kan klinge helt anderledes, end vi er vant til, vil jeg varmt anbefale et besøg på det nyoprettede New People’s Party’s hjemmeside. Her hævdes behovet for et nyt stort progressivt populistisk parti. (4) Det skyldes elitens manglede villighed til at gøre noget ved klimakrisen, racismen, LGBTQ+ rettigheder og den økonomiske, sociale og sundhedsmæssige ulighed.

At populisme i dag har en nedsættende betydning skyldes, at i der i perioden efter Anden Verdenskrig skete en revision af fortolkningen af amerikansk politisk historie. Her hævdede en gruppe samfundsforskere, med Richard Hofstadter og Daniel Bell i spidsen at den tidligere progressive fortolkning af The People’s Party var fejlagtig. De mente, at de gamle landmænd var tværtimod bagstræberiske, uoplyste, racistiske og ikke mindst anti-semitiske. Det vil føre for vidt at gå ind på denne fortolkningsstrid, men de fleste historikere er af den opfattelse, at revisionismen er tilbagevist.

Selvom Hofstadters og Bells fortolkning af de oprindelige populister er blevet tilbagevist, har det ikke sat sine spor i den akademiske debat. Det til trods for, at man kunne have forventet et forsøg på at ændre betydningen af begrebet, så det var i overensstemmelse med dets oprindelse. Det er dog ikke sket. Den progressive fortolkning af The People’s Party er igen blevet dominerende. Det betyder dog ikke, at populisme-begrebet igen er blevet taget op til revision. Eksempelvis har Jan Werner Müller, der ofte citeres i populisme-spørgsmål, fastholdt den nedsættende betydning af populisme. Konfronteret med historien om de oprindelige populister i The People’s Party er hans overraskende konklusion så, at de slet ikke var populister. Den lader vi lige stå et øjeblik. Müller er godt nok ikke klar over, at de ligefrem opfandt ordet, men stadigvæk. Det er selvfølgelig godt, at de fleste er holdt op med at omtale The People’s Party som racistiske demagoger. Det ville dog unægteligt have været bedre, hvis man stoppede med at bruge populisme som en betegnelse for den slags.

Folket versus eliten

I Latinamerika og USA findes en del forskere, der argumenterer for, at populisme er et progressivt fænomen, og at kalde folk som Trump og Orban for populister simpelthen er forkert. Det er dog problematisk. Problemet er, at mange af de bevægelser og partier, som disse forskere hævder er udtryk for populisme i den progressive betydning, ikke selv kaldte sig for populister. Og så snart vi så kigger nærmere på, hvad der går igen, bliver det svært at finde fællesnævneren.

Den mest overbevisende måde at forstå populisme på er derfor som noget, der ikke fokuserer på det politiske indhold, eksempelvis økonomisk politik og immigration, men i stedet på den måde, politikken formes på. Derfor kan man sige, at populisme er en speciel form for politik – en måde at lave politik på – og ikke en ideologi.

Som allerede nævnt, har populismen det tilfælles med god satire, at begge ting retter sin brod opad: Populisme er at hævde, at folkets interesser bliver undertrykt af eliten. Det er at hævde, at folket har en stærk konflikt med eliten, og at de herskende magtforhold ikke tilgodeser folkets interesser. Som The People’s Party malende fremførte det i 1892:

”Vi mødes i midten af en nation på randen af moralsk, politisk og materiel ruin. Korruption dominerer valgene, lovgivningen, Kongressen, og selv domstolene… Frugterne af millioners indsats bliver åbenlyst stjålet for at opbygge kolossale formuer for et fåtal, uden fortilfælde i menneskehedens historie; og besidderne foragter republikken og bringer friheden i fare. Fra den samme frodige livmoder af statslig uretfærdighed avler vi de to store klasser – vagabonder og millionærer!”

Derfor kan Trump og Orban faktisk også kaldes populister. Trump hævder nemlig at repræsentere folket i modsætning til en elite, eksempelvis når han kalder Washington en ”sump”. Man kan have en berettiget tvivl om, om han egentlig selv mener dét, men det er ikke det afgørende. Det afgørende er, at han åbenlyst taler til en ganske stor del af det amerikanske folk, som ikke føler sig repræsenteret i Washington. Uanset hvor lidt tillid man har til Trumps og Republikanernes ærlighed, og hvor stor modvilje man kan have overfor hans politiske projekt, er det ikke selve det populistiske – kritikken af eliten – der er det problematiske. Elitekritik er ikke bare god satire – det er også fundamentalt demokratisk.

Eliten kan også se forskellig ud, alt efter hvem man anser som værende folk og elite. Bernie Sanders’ projekt med overskriften ”Demokrati eller oligarki?” er utvivlsomt populistisk, fordi det beskriver en konflikt mellem folk og elite. For ham er eliten ikke primært det politiske system, men derimod den økonomiske elite, milliardærerne og de rigeste 1%. Som han sagde for nyligt ”arbejder de hårdt hver eneste dag på at gøre sig selv stadigt rigere” ved at ”gøre de fattige endnu fattigere”.

Populisme i Danmark?

Vender vi blikket hjemad, er det tydeligt, at populisme har en anden betydning i dansk politik. Historisk set er der ingen tvivl om, at Socialdemokratiet i slutningen af 1920’erne og 1930’erne formede sin politik på en populistisk måde. Der var et meget eksplicit forsøg på at samle hele folket bag et opgør med eliten, primært de store kapitalinteresser, men også godsejere og Landstinget. Med den modstand projektet mødte, er det et rigtig godt spørgsmål, om det snarere var en populistisk mobilisering end en ”fornuftig konsensus”, der førte til velfærdsstatens dannelse.

Hvad med nutiden? Er der overhovedet populisme i Danmark i dag? Det er der, men ikke meget.

Inger Støjbjergs kamp mod ”de københavnske saloner” er et klart forsøg på at lave populistisk politik. Ligesom hun overtog Trumps slogan om at ”dræne sumpen”, kan man også med hende have sin tvivl om, hvor dybfølt hendes protest mod eliten egentlig er. Det interessante er mere, om der er dele af befolkningen, der identificerer sig med kritikken – og det lader det vist til, at der er. Omvendt med Dansk Folkeparti. Også i den internationale videnskabelige litteratur udpeges det generelt som et populistisk parti. Men i den senere tid er næsten al elitekritik forsvundet, og de fremstår som et national-konservativt parti. Et meget nationalistisk parti, meget udtalt anti-immigrations og specielt anti-muslimsk, men det (næsten) ikke populistisk mere.

Som det forhåbentlig bør stå klar, er der som sådan ikke noget populistisk ved kravet om en stram indvandringspolitik – eller i de grovere former for indvandrer-bashing. Med kendskab til den oprindelige populisme fristes man nærmest til at sige tværtimod. Det er kun i det omfang, at det forbindes med en kritik af en eller flere eliter, typisk de kulturradikale eller EU, at der er tale om populisme. Derfor er det mere porten til en ubehagelig skræmmekampagne, der er ved at åbne sig i Mette Frederiksens vaskekælder, for det er ikke populisme. Med tanke på den stigende ulighed og fodslæbende grønne omstilling, ville det måske ikke være så dårligt, hvis en port til dét populistiske spøgelse faktisk begyndte at åbne sig.

Allan Dreyer Hansen er lektor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet og leder af forskningsprojektet ”I folkets navn – populisme og folkelighed: trussel mod eller styrkelse af demokratiet?”. Han har helt aktuelt været gæsteredaktør på det seneste temanummer af tidsskriftet Slagmark om ’Folk, folkestyre og populisme’ (nr. 85, 2022) om populisme.

Noter

1 Det seneste udtryk kan vi finde hos Therese Scavenius i indlægget ”Vi lever i fordummelsens epoke” (Politiken 23.10.2022).

2 https://www.youtube.com/watch?v=QSOWEC1qZRE&t=10s

3 Man kan eventuelt læse mere i det seneste nummer (#85) af tidsskriftet Slagmark, med temaet Folk, folkestyre og populisme som Mikkel Flohr og jeg har redigeret, og bogen Populisme fra venstre (2022), der på basis af erfaringer fra Europa og Latinamerika tematiserer mulighederne for progressiv populisme.

4 https://peoplesparty.org/