Minkkommissionen, pseudojura og politisk ansvarsforflygtigelse

Af Jan Helbak, medl. af Kritisk Debats redaktion

Carsten Henrichsen professor emeritus KU har en meget skarp og præcis artikel i Altinget den 10. august 2022 med overskriften: ”Minkkommissionen var et teater, der skulle holde liv i affæren frem til et valg”.

Om det har været hensigten med kommissionen, skal jeg lade være usagt, men jeg deler i det store og hele Carsten Henrichsens analyse og kritik både af forløbet forud for nedsættelse af Minkommissionen og kommissionsrapportens konklusioner.

Nu begynder der efter lang tids tavshed at melde sig flere jurister på banen med kritik af især kommissionens ordvalg, der flere steder bærer præg af ad hominem argumentation. Bl.a. har juraprofessor emeritus Jørgen Vestergaard i Politiken den 18. august været ude med en kritik af følgende centrale sætning i rapporten, ”objektivt set var groft vildledende”. Ifølge Jørgen Vestergaard skaber det en unødig mistanke om, hvorvidt statsministeren har gjort noget ulovligt. Godt nok modificeres udsagnet i rapporten, men ikke desto mindre er det den formulering i rapporten, som refereres igen og igen. Flere andre jurister ligger på linje med Jørgen Vestergaard.

Der kan dog føjes flere politiske vinkler til kritikken. Det vil jeg gøre i artiklens to afsnit, der behandler minksagen fra forskellige dimensioner.

For det første en kritik af kommissoriet for kommissionens arbejde givet af granskningsudvalget bag lukkede døre. (se loven fra 13. april 2021 §61 stk. 6 og §62 stk. 3). Selve kommissoriet er stærkt kritisabelt, fordi kommissionen som udgangspunkt eksplicit udelukkes fra at behandle og tage hensyn til kontekst og substans. Undersøgelsens genstand er alene proces og ikke materialitet, hvilket aldrig kan munde ud i andet end i en abstrakt juridisk tour de force, hvor forestillingen er, at jura kan løsrives fra en sags praktiske virkelighed.

For det andet er granskningsudvalget opfundet til lejligheden for at fritage folketingets partier fra deres egentlige politiske ansvar – at overvåge regeringsførelsen og i tilfælde af udtalt mistillid samle flertal for et mistillidsvotum. Den handling kunne allerede være gennemført i december 2020. Under forespørgselsdebatterne og i samrådene var der intet til hinder for, at R, V og K kunne have formuleret eller varslet et beslutningsgrundlag, der udtrykte mistillid til regeringen og således have udløst en dronningerunde eller valg.

Jeg er helt enig med Carsten Henrichsen i, at en granskningskommission, som udgår fra Folketinget og har reference til Folketinget, er en institutionel ansvarsforflygtigelse. En art pseudojudificering af politikken.

Det er Folketinget, der skal forestå en undersøgelse af regeringens førelse. Men havde Folketinget fulgt den vej kunne man ikke have indskrænket undersøgelsestemaet til kun at handle om proces. Man ville have været tvunget til også at diskutere substans og inddrage den faktiske samfundsmæssige virkelighed i vurderingen af regeringens handlemåde. Havde man fulgt den vej ville oppositionens partier være blevet tvunget til også at vedkende sig deres lod og del i hastelovgivningerne i foråret 2020, som absolut ikke var fejlfri, men endog behæftet med mange åbne ender, hvad der selvfølgelig både er forståeligt og forventeligt, når der skal lovgives i en krisesituation og oveni købet i forhold til et endnu ikke fuldt forstået problem. Se ”Grønnegaardrapporten”: ”Håndtering af covid-19 i foråret 2020 (januar 2021).

I stedet fik oppositionen med de Radikale som kreatør skabt en ny instans – granskningsudvalget og granskningskommissioner som en ny vej til at afpolitisere politikken og så endda på et så snævert grundlag, at politiske handlinger i en krisesituation helt bevidstløst kan barberes ned til spørgsmål om proceslegalitet.

Det taler for, at Carsten Henrichsen rammer helt plet med sin artikel. Vi har fået en pseudojuridisk rapport med nogle skærpede formuleringer, som logisk er decideret tåbelige men ikke desto mindre velegnede som valgslogans.

Eksempelvis er en sondring mellem ”objektiv groft vildledende” og ”subjektivt vildledende” kun egnet til at indgå i vurderinger af civilretlige kontraktforhold men malplaceret, når forvaltningsanliggende skal vurderes. Alene forvaltningslovens proportionalitetsprincip opererer med et skøn, hvori risikoen for en fejltagelse altid er indlejret. Man kan sige noget forkert eller give urigtige oplysninger, eller man kan give oplysninger mv., der viser sig at være i strid med loven. Det har forvaltningsretlige konsekvenser, som altid skal afgøres efter proportionalitetsprincippet.

Hvis Mette F eller regeringen ikke havde erkendt fejlen men forsøgt at dække over den, kunne man hævde, at den brød forvaltningsloven og ministeransvarlighedsloven ved ikke bare at sige noget objektivt forkert men ved at fordreje eller fortie. Det er som bekendt ikke tilfældet. Allerede få dage efter at have sagt noget på pressemødet den 4. november 2020, der angiveligt ikke var hjemmel til, meldte statsministeren ud, at der angiveligt manglede hjemmel til at aflive alle mink, og allerede den 16. november blev der indgået aftale med RV, EL, SF og ALT om at stemme for en ny lov, der skulle hjemle aflivningen, som der i øvrigt var bred enighed om, var nødvendig. Den borgerlige opposition afviste at stemme for lovforslaget. Dvs. statsministerens angivelige forkerte udmelding blev hurtigt erkendt, og de angiveligt ulovlige handlinger foretaget af regeringen og politiet blev hurtigt gjort lovlige med vedtagelse af lov 77 den 21. december.

Så der er ikke faktuelt grundlag for at anvende det ordvalg, som er tilfældet i minkkommissionens rapport.

Sondringen, som den anvendes i rapporten, kan kun ses som en indirekte mistænkeliggørelse af Mette Frederiksen, hvor der samtidig lægges behørig afstand til en mulig rigsretssag, som man angiveligt ville tabe, hvis der overhovedet kunne udarbejdes et kommissorium for undersøgelseskommissionen.

Men det hele hjælper ikke så meget nu, fordi S lige siden den offentlige virak om den angivelige manglende hjemmel og de borgerlige partiers anklage af regeringen for grundlovsbrud – på hvilken, der ikke var fugls føde – har forspildt sin chance for at gå i modoffensiven.

Fra august 2020 og frem til indgrebet kritiseredes regeringen faktisk for ikke at gribe tilstrækkeligt resolut ind overfor minkavlerne i lighed med tiltagene rundt om i Europa. Derud over sad det endnu i kroppen på regeringen, hvor hurtigt smitten spredte sig fra den 27/2 til 11/3. Kort sagt handlede man under et både internationalt og nationalt tidspres. Efter min opfattelse gav man i forhold til det faktiske forløb op til KU (koordinationsudvalget) mødet den 3. november alt for hurtigt op overfor RV’s parlamentariske ”kup” med lovforslaget om en granskningskommission. Bedre blev regeringens politiske stilling ikke med det fuldstændigt frugtesløse kommissorium.

Mette F kunne i Folketingssalen og overfor befolkningen have sagt: ”ja, vi begik fejl, men var beslutningen ikke fornuftig”? Hvad ville oppositionen have gjort. Mette F kunne også have henvist til ”Grønnegaard rapporten” (”Håndteringen af Covid-19 i foråret 2020”), som netop konkluderede som Carsten Henrichsen, at det endog var yderst fornuftigt at oprette et KU og styre slagets gang herfra. Men selv, hvis vi sætter disse organisationsstrategiske overvejelser i parentes, kan man ikke i kommissionens rapport finde håndfaste belæg for påstanden om en strukturel magtcentralisering. Der er kun tale om en ad hoc generalstab. Kommissionen giver heller ikke noget hint om, hvordan man skulle have klaret situationen bedre, hvis man alene havde fulgt vanlig praksis og lagt håndteringen hos resortministerierne indenfor hvilke, der i øvrigt også til det sidste var tvivl om hjemmelsgrundlaget.

Kommissionen, der som sagt er en pseodojuridisk institution, har i virkeligheden arbejdet ud fra en skjult præmis om den ideale stat. (Man kommer til at tænke på Platon) Den ideale stat, hvor samarbejdet mellem enhederne bare glider, forudsætter, at love, bekendtgørelser og vejledninger er entydige og ufortolkelige. Det fornuftige med et KU er selvfølgelig, at man politisk erkender at stå i en for en statsmagt i fredstid helt ny og unik situation, hvor man skal handle på et lovgrundlag, der ikke er på højde med situationen, hvorfor der selvfølgelig vil være i hvert fald to fortolkningsvinkler. Den konservative og den situationsbestemte, der ofte bøjer proces til fordel for substans. I den aktuelle sag er det den meget konservative fortolkning, der viser sig at kunne bruges politisk både hvad angår oppositionens påstande om manglende hjemmelsgrundlag og anklagen mod Mette F og departementschefen for magtcentralisering og hvad værre er politisering af statsforvaltningen. Den moderne grænsestridighed mellem en konservativ fortolkning af ministeransvarlighedsloven og en regerings helt legitime ret til at handle politisk også i forvaltningen.

Hvis man læser ”Grønnegaardsrapporten” kapitel 16, som gennemgår forvaltningen og de politiske beslutninger i Tyskland, Sverige og Norge, fremgår det, at der i alle fire lande herskede en høj grad af usikkerhed og pres både i det politiske- og administrative system.

Dertil kommer, at man slet ikke har taget højde for, at der helt til tops i ministerierne var usikkerhed om fortolkningen af loven om husdyrhold, som i dag er en sammenskrivning af husdyrhold loven og zoonoseloven, hvor hensynet til folkesundheden fik mere vægt, samt at afstandskriteriet i den sammenhæng kan læses som irrelevant, når der gælder zoonoser. Se i øvrigt tidligere vicedirektør i Fødevarestyrelsen Tage Sibonis vurdering den 7. december 2020, hvor han henviser til formålsbestemmelsen i §1 i Lov om hold af dyr. Eller responsummet fra statsministeriets tre bisiddere oktober 2021, der historisk gennemgår spændingsfeltet mellem hensynet til dyrene og hensynet til folkesundheden. Eller sagt på en anden måde har der på intet tidspunkt hersket fuld klarhed over hjemmelsgrundlaget. Ikke desto mindre handles der i dag, som om klarheden er gjort af krystal.

Hele forløbet fra 27. februar 2020, hvor covid-19 blev konstateret og frem til efter den 1. januar 2021 modsiger alle påstande om strukturel magtcentralisering. Faktisk blev det rost i marts 2020, da Mette F satte sig for bordenden i KU, fordi der skulle koordineres med mindst fem ministerier, tilsvarende styrelser og en række interesseorganisationer samt, at flere ministerier skulle arbejde på tværs med skiftende kompetencer, hvilket ligger langt udenfor deres vante erfaringsområder.

Hvad der derimod har vist sig at være et overset grundproblem i hele sagsforløbet, er, at der i hele den offentlige sektor har udviklet sig en tilstand af ekstrem asymmetrisk information, som udgår fra hele filosofien i New Public Management, og som er blevet skærpet under Moderniseringsstyrelsens regime gennem de sidste 10 år. Her har man dyrket ”ROYE modellen” konsekvent, hvor E=for effekt vedtages arbitrært, og så læser man i modellen baglæns til Ydelse, til Organisation til Ressourcer, hvor sidstnævnte faktisk skal måles i forhold til Y for at give E. Men da E i praksis sættes først, determinerer denne tilgang O og R, fordi Y indgår i en kontrakt. Eller sagt på en anden måde, man har i alle forvaltninger også i kommuner og regioner opdyrket en nulfejlskultur, hvor ingen blotter sig, eller hvor man skal være meget sikker i sin sag for f.eks. at fremlægge en mulig overseelse af en paragraf eller anden procesfejl. Det er effekten, der tæller, og det er den ånd og kultur i moderne forvaltning, der skal tages i betragtning, når forløbet i minksagen skal forstås og vurderes. Det er tænkeligt om end ikke dokumenteret, at en eller flere embedsmænd under pres har ”puttet” med deres tvivl eller indsigt til det sidste. Man kan også formode, at man som udgangspunkt i styrelsen har læst loven ud fra et traditionelt dyreholdssynspunkt og ikke ud fra et zoonosesynspunkt forstærket af pandemisituationen.

Men ingen af de kyndige på området, der i december 2020 og det meste af 2021, var ude og argumentere for, at det kunne være berettiget at være i tvivl om hjemmelsgrundlaget eller ligefrem argumentere for, at der var hjemmel, er blevet hørt. Det er så på den anden side uforståeligt, at statsministeriet ikke efterfølgende har forfulgt det spor og anfægtet præmis og undersøgelsesforløb.

For sagen er jo: regeringen begår ”måske” en fejl, og en minister og hans departementschef udviser forsømmelig. Mette F erkender med det samme åbent, at der er begået en fejl, og beder folketinget om at hastebehandle en lov, der skal give hjemmel. De borgerlige afviser. Det bliver regeringens parlamentariske grundlag plus Alternativet, der indgår en stemmeaftale i forhold til vedtagelsen af ny love, der hjemler både nedslagning, kompensation og bonus. Derved blåstempler RV også regeringens handling. Alligevel vil de have en granskningskommission. Det forekommer ikke logisk, især når det tages i betragtning, at en kommission med det kommissorium ikke kan andet end hænge regeringen ud for procesfejl og helt udelukke en politisk kvalificeret vurdering af substans.

Men hvordan kom det så vidt? Der havde jo været fuld opbakning til alle de andre hastelove, hvor ændring af epidemiloven i marts 2020 var særdeles vidtgående og nærmest havde karakter af en nødretslov.

Spørgsmålet blev faktisk politisk besvaret i december 2020, hvor de borgerlige partier og med dem nogle få jurister gik skridtet videre i den politiske kamp med anklagen om regeringens grundlovsbrud i henhold til §73 om ejendomsretten. Her er en vigtig sondring på sin plads. Regeringen lagde udtrykkeligt ikke op til en afskaffelse af minkerhvervet men alene til en aflivning af alle mink i en periode frem til udgangen af 2021. Måske en de facto ekspropriering, som regeringen også vedkendte sig og lagde op til at følge §73 slavisk, hvad angår erstatning.

Men lige præcis hvad angår indgrebets underliggende politiske sprængstof ligger hunden begravet. Man kunne i foråret acceptere endog drastiske indskrænkninger af borgernes almindelige friheder for en afgrænset periode (længde dog elastik i metermål). Men hvis regeringen og et Folketingsflertal fik åbnet et vindue og bred folkelig accept af ekspropriation som kriseløsningsmetode, hvor dette måtte skønnes vigtigt, ville hele den liberale bygning og værn om den umistelige ejendomsret være truet. Et almindeligt flertal kan vedtage en konkret lov om ekspropriation – et for borgerligt liberale skræmmende perspektiv. Det var præcist den problematik – opgøret med fyrre års dogmatik i den liberale regelstyring – der fik regeringen til at ryste på hænderne. Mette F havde tangeret den ydre grænse for lovgivningen indenfor det liberale demokrati, som hun selv og Socialdemokratiet bekender sig til med hud og hår.

Siden har S været på tilbagetog desuagtet, at den håndterede anden bølge mere fornemt end nogen andre i hele Europa.

Lad os for at trække et langt men også kontroversielt perspektiv og sætte: at Mette F havde stået fast og overfor befolkningen selvfølgelig beklaget fejltrinnet men samtidig slået fast, at når sådan noget som pandemien rammer et samfund, så må det politiske system og staten skride ind og så skånsomt som muligt begrænse demokratiske rettigheder, de borgerlige frihedsrettigheder og også iagttage ekspropriationsmuligheden, hvis det er nødvendigt. Med en mulig accept fra store dele af befolkningen, ville hun have opnået et politisk legalt grundlag til at anvende samme fremgangsmåde f.eks. nu under ”energikrisen” overfor de virksomheder, der enten ikke makker ret eller udnytter forsyningsproblemerne. Det er det regeringerne og statsmagten forsøger sig med i Frankrig og Tyskland, fordi anden vej ikke gives, og markedsmekanismerne helt åbenlyst modarbejder hensynet til befolkningens velfærd og sikkerhed.

Og her ved afslutningen af første del, skal det nævnes, at det både er erkendt og almen viden, at man indenfor alle forvaltninger oplever endog kraftige fortolkningstvister kontorer imellem eller sågar indenfor samme kontor. Staten (centraladministration, kommuner og regioner) og det offentlige i almindelighed er ikke en monolit men en samfundsmæssig kampplads, hvor helt almindelige ansatte embedsmænd både i forvaltning, administration og i driften, udfører deres arbejde på et bestemt lov- og regelgrundlag, men hvor grundlaget for deres handlinger selvfølgelig mere eller mindre bevidst også er farvet af deres verdens- og samfundsopfattelse eller af de på bjerget herskende meningsstrømme. Alene den sproglige liturgi indenfor den offentlige sektor, som skifter i et stadigt øget tempo, er bestemmende for, hvad der kan siges, hvordan, i hvilke sammenhænge og hvor henne.

Det kan på trods af alle de liberale illusioner om idealstaten ikke være anderledes. Det bliver først et problem, når man tilslører de faktiske forhold ved at indskrive de abstrakte forestillinger om den ideale stat i præmisserne for kommissionsarbejdet og i de forefundne vurderinger. For så har man som princip underordnet substans og faktisk materialitet under abstrakt formalia og proces.

II

Måske er det sidste aspekt det vigtigste, som rækker ud over den konkrete sag.

Den 8. november var alle centrale beslutningstagere i regeringen og i resortministerierne bekendt med, at en del talte for, at der ikke var lovhjemmel for aflivning af alle mink i DK. Umiddelbart efter bad statsministeren Folketingets partier om støtte til en lov, der gav aflivningen hjemmel. Den blev vedtaget den 21. december 2020. Der har med andre ord ikke siden været officiel tvivl om, at der manglede hjemmel. Tvivlen blev fortiet og ikke imødegået, hvilket i sig selv er tankevækkende.

Når man så går granskningskommissionens rapport og konklusioner og kommissoriet efter i sømmene, står det klart, at resultatet på trods af tvivlen var givet på forhånd. Opgaven bestod i at tegne en begivenhedskæde, der ”empirisk” understøtter den vedtagne konklusion om det manglende hjemmelsgrundlag. Der står udtrykkeligt i et selvstændigt afsnit, at undersøgelsen ikke skal beskæftige sig med det materielle men alene fokusere på det processuelle.

Den tilgang bygger på den implicitte teoretiske antagelse, at statssystemet og lovsystemet kan begribes i egen ret. Deraf det liberale begreb om idealstaten, retsstaten og universelle retsregler med referencer til Platons stat og statsledelse. Det indebærer, at alt, hvad der måtte ske i virkeligheden og havende materiel kraft, er underordnet det formelle grundlag og de afledte procedurer. ”Rule by law” står over alt andet. Man ser helt bort fra, at statsmagten og statssystemet på en og samme tid er dybt indlejret i samfundslivet (og i realiteten i civillivet) og på den anden side står udenfor samfundslivet. Parlamentet giver lov, staten forvalter love og regler, men samtidig er dem, der giver og forvalter love, integreret i hele samfundslivet og civillivet med selvstændige legitime politiske og ideologiske præferencer og verdensopfattelser. Samfundet som helhed er gennemskåret af politiske, økonomiske og sociale interesser formuleret og institutionaliseret gennem et vidt forgrenet netværk af organisationer, foreninger mv. Af samme grund vil der altid være en spænding mellem proces og materialitet, som kun ophæves i den idealstat, der ikke eksisterer.

Kommissoriet skærer ikke desto mindre den ene del helt væk og fikserer fokus på de processuelle aspekter. Afvigelser fra disse er alene Granskningskommissionens genstandsfelt og beskrevet gennem minutiøse data, som alene er relevante i opbygningen af en eventuel efterfølgende retlig bevisprocedure. Ellers er den minutiøse gennemgang aldeles irrelevant, da alle ved hvilke fejl, der blev begået og af hvem.

Det klinger af den grund hult, når partierne så efterfølgende skal diskutere muligheden af en advokatundersøgelse, når det kommissorium, man har givet udvalget, ikke kunne føre til andet resultat end et forlæg for en advokatundersøgelse. Altså et grundlag for politisk ansvarsunddragelse og juridicering af politikken.

På mange måder er det også den logiske konsekvens, fordi undersøgelsen alene har fokuseret på juridiske processer og de forskellige aktørers ageren indenfor dette juridisk processuelle system med de forskellige ansvars-blockchains.

Hvad der rent faktisk foregik ude i verden. Hvad der rent faktisk forekom af postulater fra autoriteterne og hurtigt efterfølgende dementier eller korrektioner både her i landet og internationalt, og hvordan det rent faktisk forholdt sig med infrastrukturen og samfundsstyringen i en helt ukendt situation, hvor alle greb til det bedste, de havde lært, er helt bevidst holdt ude af rapporten. Dvs. der anlægges en ideal præmis, hvis materialitet ikke findes (hvorved den faktisk må være guddommelig) og hvis eneste hjemmel er: retsstaten garanterer mod overgreb – et udgangspunkt af tvivlsom karakter. I og med den samme retsstat igen og igen har sanktioneret mange forskellige de facto overgreb, men som var lovliggjorte.

I den forstand bidrager kommissionens rapport, konklusioner og kommissorium til at cementere forestillingen om den ideale og suveræne stat og det platonske statsaristokrati og regeringen som administrativ gourvernance, juridisk overvåget af parlamentet, og hvor demokratiet er reduceret til udvælgelsesprocedure for det gourvernantale system. Det system har i sin kerne tyranniske og autoritære træk og er potentielt antidemokratisk.

Tyrannisk fordi magten kan anvendes vilkårligt materielt og legitimeres formelt processuelt. Autoritært, fordi det juridiske system fremstår som øverste myndighed. Et system, der ikke er demokratisk valgt på nogen måde. Og af samme grund antidemokratisk, fordi suveræniteten både formelt og de facto forskydes fra folket til det juridiske system og embedsmandssystemet.

Så meget om det første aspekt. Det andet handler om årsag og virkning og ikke mindst logik. Det har været en gennemgående fortælling, siden Mette F kom til, at hun gennemførte en magtcentralisering i statsapparatet med et ultimativt gennemslag i forbindelse med Coronakrisen. Den magtcentralisering har af mange grunde påkaldt sig en del kritik. Fra embedsmandsside og fra det akademiske parnas har kritikken gået på, at magtcentraliseringen bryder med over hundrede års tradition for resortministeriernes suverænitet. Fra politisk hold og fra mange intellektuelle, herunder journalister på næsten alle dagblade er kritikken gået på, at Mette F’s påståede magtcentralisering er en dysfunktion og er vejen frem mod en eller anden form for autokrati.

For så vidt man kalder Mette F’s politisering af forvaltningen og statsministeriets krisestyring under covid-19 krisen for magtcentralisering og for dysfunktionel, må det være oplagt at efterprøve hele forvaltningsapparatet for at afgøre, om der optræder en lex Mette Frederiksen, eller det man kalder magtcentralisering i virkeligheden, er udtryk for en åben politisk udfordring af administrationen og dennes magtgrundlag.

Men på trods af et ringe belæg var dommen – selv fra regeringens eget parlamentariske grundlag – afsagt allerede før covid-19 krisen: Med Mette F er der foregået magtcentralisering, og magtcentralisering er af det onde, hvorfor opgørets time politisk bekvemt er indvarslet med granskningskommissionens rapport. Dens dom lyder: det gik galt i de formelle processer på grund af statsministeriets magtcentralisering og den forcerede proces. Derfor skal vi drage den lære, at vi skal tilbage til den traditionelle resortopdeling i de enkelte ministerier.

Man kunne så spørge, om det, der er sket, ikke ville være sket, hvis der ikke, som påstået, forud var gået en magtcentralisering. Det får vi af gode grunde ikke svar på, fordi kommissoriet udelukker vurderinger af andet end det snævre processuelle forløb indenfor en meget begrænset tidsperiode.

Hvad menes der så reelt med begrebet magtcentralisering? Der menes noget helt andet end det, begrebet står for. Man kritiserer indirekte Mette F for som politisk ledetråd at have opgøret med politikkens underordning det formelle administrative forvaltningssystem. Derfor valgte hun Barbara Berthelsen som departementschef, fordi hun om nogen inkarnerer politiseringen af det administrative system. Statsministeriet koncentrerede ikke magt men tiltog sig rollen som ”situationens generalstab” i form af KU (koordineringsudvalget), som først og fremmest skulle være et politisk generalstabsorgan til at navigere mellem de forskellige resortministerier.

Ikke desto mindre går den intellektuelle kritik på, at hændelsen og fejlene skal anskues som symptom på og virkning af den bagved liggende årsag – magtcentraliseringen. Underforstået, at enhver udfordring af forestillingerne om idealstatens neutrale ratio og enhver overskridelse af den traditionelle proceskultur vil lede til fejltagelser af den type, vi har været vidne til. Konklusion: fejlene blev begået på grund af en af statsministeren injiceret dysfunktionel politisk virus.

Men hvorfor har Mette F insisteret på det opgør – politisering af forvaltningen? Er hun magtliderlig? Det kan ikke positivt afvises, men det er i denne sammenhæng aldeles ligegyldigt. Efter at have været resortminister i Thornings regeringer var det blevet hende og hendes støtter klart, at man var nødt til at foretage et opgør med ”nødvendighedens” politik, hvilket var umuligt uden et opgør med ”vogterne” af ”nødvendighedens” politik – dele af embedsværket og de Weberske processuelle spændetrøjer.

Men læst på den måde er det vel et opgør, der med kommissionsforløbet og den efterfølgende politiske bragesnak har tabt politisk legitimitet og momentum. Det gik i minksagen galt for regeringen på grund af Mette F’s magtarrogante regeringsførelse.

Nej det gik ikke galt. I kampens hede begik man en mulig mindre hjemmelsfejl ud af én samlet kompleks lovgivningslavine indenfor ti måneder. Fejlen består hovedsageligt i, at man under pres satte tempo og problemløsning over en pause i forløbet med tid til opklaring af de mange fortolkningsuklarheder og uoverensstemmelser mellem de ministerielle embedsmænd på forskellige niveauer og i forskellige ministerier.

Men sagen er jo den, at når procesfejlen sættes i forhold til de faktiske materielle risici og regeringens resultater, reduceres de processuelle fejl til en bagatel både i omfang og betydning. Især når alle de andre vidtgående beslutninger tages i betragtning, og især når det medtænkes hvor lavt kollektivt vidensniveau, alle indgrebene byggede på. Her og i udlandet.

Men netop den liberale helligdom – den ideale stat og retsstatstvangen – som frihedens garant har længe og især her under pandemien ikke tålt det materielles foretræde. Og så huserer der nedenunder disse modsætninger og logiske brister et helt andet spørgsmål. For hvad drejede minksagen sig egentlig om? En de facto ekspropriation af minkavlernes ejendom. Altså et indirekte opgør med grundlovens bestemmelse om ejendomsrettens ukrænkelighed – som dog er modificeret med reference til perioder under force majeure.

Men, som beskrevet i første afsnit, er vi samlet set på vej ind i en historisk periode, hvor interventioner for at løse klimaproblemerne, begrænsninger af de store konglomeraters skatteunddragelse mv. i en eller anden udstrækning må føre til gentagne udfordringer af grundlovens forældede paragraf, som i nutidens samfund reelt udelukker effektiv samfundsregulering af de økonomiske processer. Derfor skulle Granskningskommissionen heller ikke beskæftige sig med, som der står, hvorvidt regeringens beslutninger og tiltag var velbegrundede og fornuftige, for de vinkler kunne åbne for nye kontamineringer af det ideale.

Kort og godt har minksagen fra dag et været et politisk magtopgør mellem de to store politiske blokke med RV som ”bjørnen i skydeteltet” og et specifikt opgør med Mette F’s åbne udfordring af tidens forbandelse af politik til public gourvernance. Måske en slags arketype for fremtidens konflikter eller gentagelse af arvesynden, hvor socialdemokratisk politik konstant støder på det liberale demokratis rammer, som partiet ikke desto mindre har bekendt og bundet sig til, selv om bindingen reducerer partiets reformpolitik til socialtekniske korrektioner – nødvendighedens og mulighedens kunst.

Men i forhold til hele den forudgående argumentation, betyder det så ikke, at det kun er RV, der i rapportens kølvand har udvist politisk konduite ved at kræve valg og samtidig udelukke de borgerlige partiers krav om en advokatundersøgelse. (Nu skal det lige med, at der rent juridisk ikke er fugls føde på kravet om en advokatundersøgelse. Mette F har ikke handlet uagtsomt). Det ved de Radikale godt, men i modsætning til de andre borgerlige partier, befandt partiet sig i en position, hvor det kunne vise handlekraft og måske opfylde sin drøm om en nøgleposition i en ny regering hen over midten.

Hvad er det så de Radikale vil? De vil i ly af pseudojuraen springe et led over og foretage det, som de anstændigvis skulle have gjort efter 8. november 2020. I Folketinget rejse en debat om regeringens håndtering af minksagen og som udløber af den debat afgøre, om der skulle formuleres et mistillidsvotum.

I stedet for at håndhæve den parlamentariske magt søger RV nu tilflugt i kommissionsrapporten og truer regeringen med et mistillidsvotum, hvis den ikke indenfor en angiven periode udskriver valg. Som det så besnærende hedder: at modtage vælgernes dom. Man hævder ligefrem, at sagen ikke er juridisk men politisk. Korrekt. Men hvorfor gik man så med til at nedsætte en granskningskommission og oveni købet med et ensidigt juridisk processuelt kommissorium? Set i det lys bærer de Radikales træk præg af en smart manøvre (der dog udstiller hulheden i de Radikales parole om ”intet over eller ved siden af Folketinget), som opkaster partiet til ”forstandighedens” parti, der kan forlene samarbejdet ”hen over midten” med S og R, som akse. I det spil betyder EL mindre, og blå blok gennemløber en indre polarisering mellem en nationalkonservativ fløj, der vokser og en centrum-højrefløj, der ikke er så liberale længere, så det gør noget.

Men de Radikales træk er logisk inkonsistent og åbent for Mette F’s modtræk, hvis hun og partiet tør. RV ”truer” regeringen med et mistillidsvotum, hvis den ikke udskriver valg inden 4. oktober (folketingets åbning). Men hvorfor skulle regeringen udskrive valg, kunne Mette F fremføre, når vi har vedgået og beklaget vores fejl, og samordnet bl.a. med RV, EL og SF indvilgede i at rette op på sagerne, så snart fejlen var erkendt. Ud fra et almindeligt proportionsforhold rækker regeringens fejl stort set kun til en næse og ikke til et mistillidsvotum eller til, at den skal gå af og udskrive valg for at få fornyet sit mandat. De Radikales svar og forsvar for deres ultimatum er ynkeligt: for at få renset luften og indledt en ny begyndelse.

Indtil videre står det hen i det uvisse, om Mette F vil imødekomme de Radikales krav eller vælge at lade sig vælte, hvor hun så selv kan afgøre, om der skal udskrives valg eller blot gennemføres en dronningerunde. Hvis Mette F vælger det sidste siger hun samtidigt ja til at tage det åbne politiske opgør om ”minksagen”, hvis vigtige politiske perspektiver ellers skulle opløses i minkkommissionens pseudojuridiske formalisme, og åbner samtidig for et mere grundlæggende opgør med liberalismens judificering af politikken og delegitimering af parlamentet som interessemodsætningernes kampplads – sådan som det er tilfældet i den virkelige verden. Selv påstanden om juraens neutralitet er ideologisk.