Det forudsigelige, og det uforudsigelige

Af Jan Helbak medl. af Kritisk Debats redaktion

Putinelitens invasion af Ukraine er et brud på folkeretten og er forkastelig af både humanistiske og geopolitiske grunde. Men invasionen var forudsigelig og har, som det fremgår, skabt det uforudsigelige.

Modsætningerne og spændingerne mellem først og fremmest USA og Rusland er på alle områder taget til siden ”Orangevalget” i 2004. USA’s konsekvente inddæmningspolitik med Natoudvidelser, den skærpede retorik og bl.a. truslerne om at sanktionere alle interessenter i Nordstream2, uden at Rusland reelt kunne gøre gengæld, måtte Ruslands militære optrapning og til sidst invasion af Ukraine.

Isoleret betragtet er invasionen meningsløs. Den forårsager død og ødelæggelse, og Rusland kan ikke vinde krigen. Måske kan en annektering af Donbas-området eller områdets status som selvstyrende region blive resultatet en fredsaftale og så heller ikke mere.

Men i et større perspektiv giver både USA’s pres med de facto Natoudvidelser (Ukraine og Georgien) og Ruslands svar med oprustningen mod Europa og invasionen af Ukraine mening.

Der er ikke tale om gale mænds værk. I to årtier har Putinelitens bestræbelser gået på at holde sammen på en ustabil atomar stormagt og en umoden herskende klasse og sikre Rusland geopolitisk, uden at det er lykkedes.

Siden George W Bush’s katastrofale doktrin om ”krig mod terrorisme” og  de ødelæggende invasioner i Afghanistan, Irak, og efterfølgernes angreb på Libyen, nederdrægtige støtte til ødelæggelserne i Yemen og Trumps forsøg på at sulte Iran til indordning, er spændingerne og uenighederne om de geopolitiske prioriteter kun taget til mellem de gamle allierede USA og Europa. Præsident Macron gik ovenikøbet så langt som til at kalde Nato for ”hjernedød”.

Hermed sagt, at inddæmningspolitikken overfor Rusland fra USA’s side har været tveægget og også beregnet på at konsolidere dominansen og disciplinere alliancepartneren i Europa. Først og fremmest for at frigøre politiske, militære og økonomiske ressourcer til at realisere Obamas Stillehavsstrategi og inddæmningspolitik overfor Kina. To dage før Rusland invaderede Ukraine frigav det amerikanske udenrigsministerium ikke helt tilfældigt USA’s nye ”Indo-Pacific-Strategy”, som ikke efterlader nogen tvivl om hensigten: at inddæmme Kina og sikre alliancer blandt hovedparten af Stillehavslandene for at bevare amerikansk dominans.

For så vidt Putinelitens beslutning om invasion af Ukraine og Vestens modsvar i form af støtte til Ukraine og prompte affyring af en stribe økonomiske sanktioner (i realiteten krigserklæringer) indsættes i en større geopolitiske magtkamp om, hvem der skal udgøre verdensmarkedets Arkimediske punkt i fremtiden, bliver alle handlingerne mere forståelige om end ikke mindre uhyrlige.

Nu har ledende intellektuelle og hele den internationale politiske elite siden Finanskrisetraumet i 2008 talt om sammenbruddet i den demokratisk-liberale verdensorden og udråbt Trumps ”America First” politik, som reaktionær og ødelæggende protektionisme, og som påførte resten af verden USA’s indre problemer både politisk, geopolitisk og økonomisk. Og de samme grupper stod parat med sønderlemmende kritik af Joe Bidens politik i sommeren 2021, hvor USA hældte sig selv ud af Afghanistan og ofrede sine allierede.

Så spørgsmålet rejser sig, hvordan dét, vi nu er vidne til, kan komme bag på så mange. Svaret er deprimerende: Fordi vi som Vestlig civilisation er så forblændet af vores grandiose eurocentriske selvtilfredshed, at vi ikke magter og ikke har fantasi til at se os selv udefra og til at forstå, at der foregår store bevægelser ude i verden i takt med deglobaliseringen, som varsler ændrede styrkeforhold, og hvor en stor del af verdens befolkning ikke ligefrem er imponerede over værdien af det liberale demokrati.

Og det er her, det uforudsigelige kommer ind. USA og den øvrige eurocentriske verden har ganske givet magten til at vinde den økonomiske krig og tvinge Rusland i knæ. Men rent militært har Ruslands provokation også sat lup på Natos reelle kapabilitet, når det kommer til stykket, og reaktualiseret EU’s behov for en egentlig europahær frigjort fra amerikansk dominans. Sådan syner det ikke lige nu, men det er under overfladen det skifte, der er i gang og har været det lige siden, Trump næsten åbenlyst skibede Europa af som interessant allieret.

Lige meget, hvad der sker lige her og nu, skal vi indstille os på at leve med uforudsigeligheden og med politiske ledere, der handler på må og få som brandslukkere og ikke som politiske strateger. Læs blot Bent Gravesens artikel i dette nummer om det nationale kompromis om afskaffelse af forsvarsforbeholdet og forøgelsen af forsvarsbudgettet uden, at nogen af forligspartierne har en fælles forestilling om, hvad der skal ske herfra.

Det er imponerende, hvor hurtigt de Vestlige statsledere har kunnet stable et bredspektret og ”giftigt” sanktionsbatteri på benene. Men vi kan langt fra overskue konsekvenserne. Når man konfiskerer et andet lands suveræne ejendom, fordi man har dollarmagten, sker der det helt naturlige, at mange lande verden rundt nu har travlt med at finde alternativer til dollaren som transaktions- og investeringsvaluta. Der er allerede nye systemer på vej til at blive bygget op. Når man overvejer at blokere for Ruslands salg af gas, olie og landbrugsprodukter, rammer man selvfølgelig russerne hårdt men også en stor del af verdens befolkning og ikke at forglemme sine egne befolkninger. Når man vil blokere for eksport af vigtige it-komponenter til Kina og Rusland, så styrker det regionaliseringstendenserne. Holder man det sammen med den øvrige desintegration af de globale forsyningskæder, som pandemien eksponerede, skubber sanktionspolitikken også til regionalisering og nye alliancestrukturer. Herunder også en voldsom oprustning og militarisering af geopolitikken. I dag er Kina og USA inde i et frenetisk rustningskapløb. På den anden side af kloden er Europa også på vej ind i en ny og indtil videre retningsløs oprustning.

Det er ikke længere sådan, at verdens Arkimediske punkt er den vestlige verden, og at alle forandringer, konflikter og udviklingsmønstre ensidigt kan anskues herfra. Der er ikke længere sådan, at alle andre udenfor Vesten bare bøjer nakken, når regeringerne i Europa, inklusive den danske favoriserer ukrainske flygtninge og betaler for den ændrede flygtningepolitik med penge fra ulandsbistanden. Den politik er blevet noteret i hele den arabiske verden og i Afrika og indgår i landenes positionering. Alle kan jo nu se, at Menneskeretskonventionens lighedsprincip ikke er farveblind.

Det tektoniske brud som stormagtsrivaliseringerne gennem nu mere end et årti har bygget op til, og som nu helt har fortrængt fredsdividenden fra 1992, har på mindre end en måned eksponeret næsten alle uforudsigelighedens modsætninger og konsekvenser som afløser for den stabilitet, vi har været vant til under den kolde krigs bipolære ”tryghed” og globaliseringens fortryllende og trinløse ekspansion af præcis vores værdier og verdensbillede.

Om vi kan lide det eller ej, kommer vi i Kritisk Debat til at bruge mange kræfter på sammen med mange andre at navigere i denne uforudsigelighed. Den er blevet et vilkår. Men vi vil stadigvæk også beskæftige os med alt det andet, der sker lige foran næsen på os. Her tænkes på den økonomiske udvikling. Derfor bringer vi to artikler med forskellige syn på inflationsudviklingen. Vi bringer også en artikel om 25 års forfejlet sygehuspolitik, som en ganske kritisk kommentar til den kommende politisk debat om regeringens sundhedsreform.

Og som noget helt uomgængeligt tager vi allerede i dette nummer fat på Europaspørgsmålet og de strategiske anskuelser og linjer, som krigen i Ukraine har accentueret, men ikke skabt. Vi har allerede i de to foregående numre stillet ind på EU spørgsmålet som strategisk felt. Vi vil i dette nummer og i de kommende forsøge at indfange EU’s retning og centrum-venstres positioner. Vi vil bestræbe os på ikke at hænge fast i den eurocentrisme, der indtil nu har blokeret for Vestens udsyn og respekt for den del af verden, vi hidtil har kaldt udviklingslande, fordi de ikke står på historiens tinde, som vi andre.

Det er nemlig i det skisma og i dets mange tektoniske gnidninger, at den reelle uforudsigelighed ligger begravet. Det er sandsynligt, at freden i Ukraine er indenfor rækkevidde, men det betyder ikke, at stabiliteten genoprettes. Med mindre resultatet bliver et andet verdensbillede, hvor bl.a. Kinas udviklingsmodel og de mange lande, der støtter den, respekteres og indgår i en afbalanceret verdensorden og værdihierarki.