Af Jan Helbak, medl. af Kritisk Debats redaktion

(Nedenstående artikel er en dansk udgave af den engelske version på Jan Øbergs blok/The Transnational 22/7-23)

Mediernes fokus på communiquèt fra Natos topmøde i Vilnius den 11-12 juli var hovedsageligt rettet mod processen for Ukraines optagelse i Nato.

Dernæst rettede fokus sig mod alliancelandenes økonomiske og militære bidrag til Nato. De to procent af BNP er ikke længere en norm men et absolut minimum, der kan skaleres op ad, når det bliver nødvendigt.

Den ukrainske præsident Zelenskyj fik ikke en håndfast plan for optagelse i Nato. Flere af de gamle Nato-lande ville ikke afgive håndfaste løfter eller tidsterminer. Til gengæld fik Ukraine løfte om fortsat militær bistand for at føre krigen mod Rusland på Nato-landenes vegne.

Men allerede i det forhold viste modsætningerne i alliancen sig. De gamle Østlande pressede på for en hurtig optagelse af Ukraine. USA, Tyskland og i realiteten også Frankrig og England gik i mod. Den modsætning og lignende spændinger skærer ned gennem Nato på næsten alle dimensioner. Det kommer jeg tilbage til.

Hvad, medierne ikke havde meget fokus på i udtalelsen, er måske det vigtigste. Samlet set er udtalelsen en formalisering af de mange tilløb gennem de sidste ti år til at forme Nato som Vestens samlende globale organisation for forsvaret af egne interesser. USA er ikke længere tilstrækkelig stærk og magtfuld til med egne kræfter at hævde sit globale hegemoni, og hverken Europa, Japan eller Australien har eller får styrken til at handle som alternativ. Nato skal kunne handle og samle på Vestens vegne, hvilket på den anden side også indebærer en vidtgående militarisering af f.eks. Europa og ikke mindst verdenshandlen.

Hvis man læser den meget lange udtalelse, er det helt andre vidtrækkende perspektiver, der træder frem og får langsigtet tyngde end krigen i Ukraine.

Natos interesseområder skal ifølge beslutningerne udbredes til at kontrollere konkurrencen indenfor højteknologi, cyberspace, AI, rumforskningen. Alliancen skal sikre vitale forsyningskæder, hvor det er i Vestens interesse. Indsatsen mod terrorisme alle steder på kloden er stadig en vigtig opgave for Nato, selv om Bush’s ”krig mod terrorisme” har vist sig at være en katastrofal fiasko.

I forhold til hvert eneste indsatsområde figurerer forestillinger om ”fremskudt forsvar”, som sine steder minder om Bushregeringens koncept for ”preemptive strike”.

Grundlaget for forestillingerne om Natos nu globale forsvars- og sikkerhedspolitik bygger på to præmisser. For det første repræsenterer Vestens institutioner og værdier civilisationens højdepunkt (alle andre lande og verdensdele er udviklingslande), hvilket i sig selv autoriserer Nato til at gribe ind overfor alle trusler mod ”civilisationens højborge”. For det andet fremgår det, at Kina, Rusland, Iran og flere, der måtte komme til, på alle de ovennævnte områder repræsenterer ”ondskabens akse”, hvor især Kina stræber efter det globale hegemoni.

De to præmisser går som en rød tråd gennem hele slutdokumentet. NATO-landene repræsenterer de sande værdier, overholder alle internationale konventioner (rules based order) og fører en åben og gennemsigtig konkurrence indenfor alle områder på det globale marked. I hvert fald i egen selvforståelse. Det modsatte er tilfældet for især Kina. Demokratierne er under pres fra cyber-terrorisme, statsstyret konkurrence og Kinas markante oprustning og udvidelses af landets atomare kapacitet.

Den oprustning strider imod Natos ønske om afskaffelse af alle atomvåben, hvorfor Nato må opruste yderligere på det atomare plan. Det samme gælder hvad angår påstanden om Kinas og Ruslands intimiderende og aggressive politik overfor landene i deres nærområder. Uden her at opregne det forhold, at både Kina og Rusland først og fremmest handler defensivt for at beskytte deres nationalstatslige integritet samtidig med, at de to lande igen og igen har argumenteret og fremlagt forslag til bindene regionale sikkerhedskonventioner, der i Europa er blevet afvist af Nato og i Stillehavsregionen af USA.

En dobbeltstandard. Det, man beskylder Kina og Rusland for, er reelt en projektion af egne handlinger og tiltag. Blot med den afgørende forskel, at Nato alliancens megalomane forestillinger tjener som målestok for, hvad der er tilladeligt og ikke tilladeligt.

Og her er vi så tilbage ved Natos indre svagheder, som rækker langt ud over geopolitikkens rammer. Natos udvidelse mod ”Øst” har reelt ikke på noget tidspunkt været en reaktion på truslen fra Rusland men på USA’s indgroede frygt for et udvidet Eurasiatisk samarbejde. USA’s formål med udvidelsen har været at fastholde ”det gamle Europa” i et afhængighedsforhold og etablere et del- og hersk forhold mellem de gamle og nye NATO-lande, hvor sidstnævnte ser sig bedst beskyttet af USA. Siden midt i 90’erne har USA’s strategi været at hindre de ”gamle” EU-lande i at udfordre USA’s globale hegemoni efter afslutningen af den kolde krig.

Globaliseringsstrategien fra 80’erne og frem gik ud på at overvinde krisetendenserne i de Vestlige økonomier ved at udflage store dele af industrien til det ”globale syd”, hvor arbejdskraften og miljøkravene øgede profitterne og mindskede kravene til nyinvesteringer. Samtidig skulle USA’s finansielle magt sikre en orden og en økonomisk magt, som ingen magt kunne udfordre uden ødelæggende modsvar.

Så langt så godt. Men globaliseringsstrategien bevirkede samtidig en accelereret teknologioverførsel fra Vestens økonomier til det ”globale syd” om end under den vestlige kapitalismes dominans og kontrol. Ikke desto mindre har den samme strategi befordret en økonomisk udvikling i det ”globale syd”, som har bidraget til at opbygge en moderne og veluddannet arbejdskraft, udvikle infrastrukturen og lægge grunden for egen teknologisk udvikling. Først og fremmest i Kina og det øvrige Asien. Bagsiden af strategien har været en delvis nedskalering af den industrielle kapacitet i først og fremmest USA men også i Europa. Det er det skifte, der blev tydeligt under Covid-19 epidemien, hvor Vestens afhængighed af forsyningskæderne trådte i forgrunden, fordi, som det skulle vise sig, Vesten ikke længere var i stand til at udøve samme kontrol som tidligere. Der er nemlig reelt ikke længere tale om enstrengede og vertikale forsynings-kæder men om forsyningsnetværk, der er integreret i de enkelte regioners/landes økonomier og nationale interesser.

Vestens egen globaliseringsstrategi har med andre ord skabt de nye forhold på verdensmarkedet, der har potentialet til økonomisk og politisk dels at overhale de gamle Bretton Woods institutioner og magtforhold og dels tegne et udviklingsscenarie for en ny multipolær verdensorden både hvad angår økonomisk udvikling og dannelsen af nye sikkerhedspolitiske konventioner.

Den status har man forstået i både Kina og Rusland. Kinas tre udspil, om global sikkerhed, økonomisk vækst og kulturel gensidighed og et essay fra den russiske udenrigsminister Lavrov (Russia in global affairs 5/5-23) beskriver en strategi for at samle verden udenom Vesten med det formål – ikke at opbygge et nyt hegemoni – men at skabe en mere lige verdensorden som modsvar til Vestens ”rules based order”. Når den strategi i dag ikke kan isoleres, hænger det sammen med, at især Kina er dybt integreret i den aktuelle og fremtidige økonomisk verdensorden, som ingen lande i Vesten længere kan afvise, fordi de selv er afhængige af den kinesiske økonomis udvikling. Det gælder lige nu især de asiatiske og europæiske lande. Det globale syd ser også egne udviklingsmuligheder i den strategi. Om ikke andet kan de nu i egen interesse vælge mellem kort fortalt USA eller Kina. Før var der ikke noget andet valg end underkastelse.

Det er den udvikling og det scenarie, som på den ene side er bagtæppet for slutdokumentets megalomane ambitioner og som på den anden side også afslører Nato’s indre svaghed. Ikke et eneste sted i teksten fremgår det, hvad Vesten kan tilbyde resten af verden. Teksten beskriver kun, hvad Nato vil gribe ind overfor for at bevare det styrkemæssige status quo.

Natos indre svaghed ligger netop begravet i de mangler i teksten. Hvis Nato virkelig skal tage sit eget slutdokuments grandiose hensigter alvorligt, vil alliancen åbne Pandoras æske. Europa kan ikke holde til, at krigen i Ukraine trækker ud, og risikoen for direkte at blive inddraget er faretruende. Først og fremmest et Europæisk problem og ikke et amerikansk. De europæiske lande kan hverken afkoble sig eller ”de-riske” fra Kina uden at påføre sig selv uoverskuelige økonomiske konsekvenser samtidig med, at EU faktisk befinder sig i en slet skjult handelskrig med USA på grund af Bidens protektionistiske politik. Som i øvrigt også ligger som en simrende modsætning mellem USA og Sydkorea og Japan. Sluttelig kan Nato som dominansblok ikke holde til, at de enkelte lande forfølger en bilateral sikkerhedspolitik sådan, som det faktisk anbefales i erklæringen fra G7 topmødet den 12/7, der blev afholdt som kompensation for uenighederne på Nato topmødet.

Faktisk har topmøde-erklæringen i Vilnius indfældet en indre konfliktdynamik i Nato, der vil vise sig igen og igen, hver gang alliancen intervenerer på den globale scene for at sætte handling bag ord. Alene det forhold, at alliancen ikke har nogen reel plan for en pragmatisk fredsproces i Ukraine tegner et billede af, hvordan spændingerne og modsætninger kan vokse yderligere, hver gang Nato i virkelighedens verden skal gennemføre sine virkelighedsfjerne ambitioner.

Natos slutdokument fra topmødet i Vilnius og G7’s vage kompensationsbeslutninger fremstår som en anakronisme. Men det gør ikke Nato’s grandiose selvforherligelse mindre bekymrende. Når de globale centrifugale kræfter vokser i kraft, kan status quo kun opretholdes, hvis centripekalkraften øges tilsvarende uanset hvilke midler, der skal tages i anvendelse.