Kommentar: Fodbolddiplomati i Qatar

Af Carsten Jensen, medlem af Kritisk debats redaktion.

Fra den 21. november til den 18. december i år skal der være VM i herrefodbold i Qatar. Det har over årene affødt en del kritik og debat. Dels af det forløb, der førte til beslutningen om at lægge VM netop der, og dels af landets magthavere.

Pt. er kritikken stilnet lidt af, men alligevel kan det ikke undgå at blive et af efterårets temaer – selvom det skal konkurrere med krigen i Ukraine, inflation, valgtrusler og efterdønninger af minksag. Afholdelsen af VM i Qatar er en skandale som både danske spillere og fans er kede af. Og et problem som fodboldens internationale top har skabt: ”Det er Fifa, der i 2010 skabte et problem ved at vælge Qatar som VM-vært.” (DBU, 5. marts, 2021)

VM 2022 i Qatar har fra starten været kontroversielt og til debat. Det er ikke sært, for der har været forskellige tvivlsomme sager undervejs i processen frem til nu.

For det første var der det beslutningsforløb, der lå helt tilbage i 2010. I konkurrence med en del andre lande fik Doha, der er hovedbyen i Qatar, det VM, der skal holdes i 2022, men ikke med helt sportslige metoder. Kritikken af, at bestikkelse og korruption havde været en del af beslutningsprocessen, stammer helt tilbage fra dengang.

Et andet kritikpunkt var sportsligt: hvorfor skulle et VM i fodbold ligge i et land, der ikke havde nogle fodboldtraditioner, ikke havde de nødvendige anlæg, og hvor der reelt ikke ville være et nationalt tilskuergrundlag. Selvfølgelig er der en kobling, der hedder økonomi/turisme/fodbold, men at man så skamløst gjorde en dyd ud af det, faldt mange for brystet.

Dertil kom en politisk kritik: hvorfor skulle man endnu en gang legitimere et autoritært styre ved at belønne det med et VM, når man kunne have holdt festen i et demokrati?

Senere er endnu et punkt kommet på dagsordenen: det har vist sig, at den måde som Qatar løser store nationale opgaver på, nemlig ved at importere udenlandsk arbejdskraft til at udføre beslutningerne, er meget usund for de tilrejsende arbejdere. Især avisen The Guardian har gravet i den side af sagen og har hævdet, at der er en meget stor og tilsyneladende sagligt unødvendig overdødelig blandt disse arbejdere. Tallet 6.000 er nævnt som antallet af døde i den periode, hvor stadions og infrastruktur er blevet bygget.

Hvorfor skal VM afholdes i Qatar?

Der er således mange gode grunde til at VM ikke skulle holdes i Qatar. Blandt grundene til at VM alligevel skal holdes i Qatar, er først landets ønske om at profilere sig som moderne og åbent, dernæst dets evne til at finde og betale korrupte beslutningstagere i de relevante beslutningsorganer og øh … så er der vist ikke flere grunde.

Qatars grunde til at søge synlighed og international opmærksomhed skal især findes i dets internationale situation eller sikkerhedssituation, om man vil. Der er tale om et meget lille land i samme geografiske størrelsesorden om den jyske halvø og omtrent halvt så mange beboere som Danmark. Det er meget rigt på olie og ligger mellem nogle ret store lande, Iran mod øst og Saudi Arabien mod vest, der ikke er blege for at bruge deres størrelse og økonomiske ressourcer, hvis der er noget, de gerne vil overbevise andre om. Mod nord ligger Irak, der for 30 år siden brugte sine evner til kortvarigt at erobre en anden lille oliestat, Kuwait. Qatars ledere vil meget nødig ende som Kuwait gjorde i 1990.

Men hvordan er det så kommet så vidt for Qatar? Pixi-versionen af en meget indviklet historie er, at landets ledende klan (al Thani) i 18. tallet indgik en aftale med UK, der betød, at landet i praksis udenrigs- og sikkerhedspolitisk tilsluttede sig det britiske imperium. Da det viste sig i 1930’erne, at der var olie i stor og let brugbar stil i undergrunden, begyndte en tanke om mere uafhængighed at slå rod, og da Storbritannien var i færd med at afvikle sit imperium efter 2. verdenskrig, og nu var kommet til de mindre lande i Golfen, opnåede Qatar fuld uafhængighed og medlemskab af FN i 1971.

Der var dog stadig tale om en meget udsat position i en ustabil region, og da USA i 2003 havde brug for en midlertidig base i forbindelse med krigen mod Saddams Husseins Irak, stillede Qatar sig til rådighed. Dermed havde det selvfølgelig opnået point i Washington svarende til dem Danmark har scoret i forbindelse med USA’s Thulebase i Grønland, men de eksponerede også sig selv for opmærksomhed fra andre i regionen: irakerne har måske ikke alle glemt det, og Iran har helt sikkert ikke. Rent bortset fra, at en del arabere så dem som en nation, der samarbejdede med USA eller ’vesten’ i en krig mod et arabisk land. Man bekræftede sit venskab med et stort, fjerntliggende land, men prisen var til dels, at man samtidig gjorde sig ud til bens i sin egen region.

Der kan på den baggrund gøres den antagelse, at en del af Qatars ledelses utraditionelle og usædvanlige træk i forhold til omverdenen simpelthen har at gøre med et ønske om at skabe ’sikkerhed gennem synlighed’. Man vil ikke bare være et anonymt land, der (relativt!) let kan tages af fx Iran eller Saudi Arabien, men have en identitet og nogle venner, især forretningspartnere, men også turister og fx fordboldfans, der kan virke som ambassadører ud ad til.

Med en let omskrivning af en amerikansk talemåde, er det svært at få USA’s politikere og borgere til at ofre noget for land, som man ikke kender hovedstaden i. Ved at skabe opmærksomhed om Qatar lærer man fx den amerikanske og europæiske offentlighed, at der altså er noget, der hedder Qatar, at de gerne vil være en slags base for ’vestlig livsstil’ i Golfen, og at de fx har et fodboldhold og holder VM i 2022. På den måde bliver VM dels et boost for turismen i landet men også for den langsigtede sikkerhedsstrategi.

Mediet Al Jazeera kan være med til at belyse denne lidt omstændelige logik. Mediet er er statsejet og udmærker sig ved, at være en af de eneste TV-kanaler i Mellemøsten overhovedet, der har en forholdsvis selvstændig, kritisk og opsøgende journalistik. Al Jazeera er blevet kendt i USA og Europa for sin dækning af større begivenheder i Mellemøsten, hvor de har haft muligheder for at bruge lokalkendskab på en langt mere offensiv måde end de store amerikanske selskaber, og hvor de har kunnet være meget mere fleksible end de andre, mere rigidt kontrollerede selskaber i fx Saudi Arabien, der ellers er en stor mediemagt i regionen. Igen: Al Jazeera har skabt synlighed omkring Qatar og har vist landets ledere som nogle, der er langt mere indstillede på at ’spille spillet’ på USA’s og Europas præmisser, end så mange andre i regionen.

Det er i lyset af den langsigtede strategi for Qatars udvikling og sikkerhed, den fortsatte ’uafhængighedskamp’, hvis man er til den sprogbrug, at man skal se Qatars interesse for at gøre sig til vært for verdens største fodboldkamp. Værtskabet skal sikre opmærksomhed! Det vil sige, at man rundt omkring i verdens hovedstæder og cafeer kender navnet og forbinder det med noget positivt, hvis man, qatarne, skulle få brug for hjælp mod sine naboer.

Hvad mener andre?

Reaktionerne på afholdelsen og de seneste afsløringer har været blandede. Nogle har trukket på skuldrene og trukket det kyniske kort: ’det er jo bare fodbold’! Og ja, det er det jo, men fodbold betyder meget for mange. Det er også en kulturel slagmark, som det har vist sig i fx den britiske klub Chelseas tilfælde, hvor der er grænser for hvad fansene, og dermed i sidste ende reklamekronerne, vil finde sig i. Også hvor der er mange, som helst vil have ordentlige forhold både på og udenfor banen. Amnesty International har fx bedt FIFA om at øge presset på Qatar for bedre forhold for både de berørte arbejdere og mere generelt.

I Danmark er der kommet reaktioner fra både fans, spillere og DBU. En gruppe fans rejste sagen i marts og ønskede at Danmark skulle holde sig væk fra Qatar. De fik til dels støtte fra nogle spillere, der heller i var varme på tanken om at skulle spille i Qatar til sin tid, – forudsat at kvalifikationen går Danmarks vej. Thomas Delaney, der er medlem af landsholdets anførergruppe, sagde til dels på spillernes vegne den 22. marts, ”Jeg er ærgerlig over, at vi skal inddrages. Når vi bliver spurgt om de her ting, føler jeg et eller andet sted, at der bliver banket på den forkerte dør. Vi ville da gerne være fri for debatten. Vi har ikke ønsket at skulle spille i et land som Qatar. Der er mange grunde til, at VM ikke burde afvikles der. Sportsligt, økonomisk og selvfølgelig menneskerettigheder. Alligevel føles det, som om vi som spillere skal stå på mål for den beslutning. Det er selvfølgelig ikke sjovt.”

Svaret fra det politiske Danmark, regeringen, var, at det måtte være Dansk Boldspil Unions (DBU’s) ansvar, da det er dem, der sender holdet afsted. DBU mente, at det godt nok er er fodbolden (dvs. den øverste organisation Fifa), der har skabt problemet, men at det ikke kan løses på fodboldniveau. De vil kun blive væk, hvis regeringen forbyder deltagelse.

Spillerne har med DBU’s viden til dels vist deres modvilje ved at gå med ’menneskerettighedstrøjer’, og DBU har efterfølgende sendt en opfordring til Fifa om at øge presset på Qatars ledelse for reformer. Tilsvarende har DBU en aftale med Amnesty International om rådgivning, og følger derfor ikke kravet om boykot, men rådet om kritisk dialog. Lige som Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) hævder DBU, at Qatar trods har gjort fremskridt. Endelig har DBU søgt at løfte indsatsen ud af Danmark og til europæisk niveau. Kommunikationschef i DBU Jacob Høyer sagde til Jyllandsposten den 5. marts: ”Vi vil gerne, at EU går mere ind. Men den del vil vi overlade til politikerne.”

Hvad kan man gøre fremover?

Men hvad skal man så mene som menig fodboldglad dansker med aktivistiske gener? Skal man støtte krav om at boykotte, sådan som det seriøst har været diskuteret i nogle fankredse herhjemme og i fodboldmæssigt centrale kredse i fx Norge? Eller skal man støtte DBU, der vil gøre sig til en slags frontløber i forsøget på at påvirke Qatar samtidig med, at man sportsligt deltager fuldt ud?

Svaret må på de givne præmisser være, at det er for sent at diskutere boykot. Det skulle i givet fald have været gjort for nærmest et årti siden. Som landet ligger i dag, kan Danmark/DBU kan ikke gøre en forskel alene. En dansk boykot ville blive en moralsk markering, men ikke en markering, der vil flytte noget i Qatar. Det kunne give nogle danskere en bedre mavefornemmelse, men prisen vil være, at man bruger en masse krudt på en tabt sag. En boykottrussel havde bestemt været relevant i 2010, hvor beslutningen blev truffet, men er et slag i luften i nu.

Ressourcerne vil være bedre brugt på at søge at skabe fortløbende debat om 1) Qatars indre forhold, 2) omstændighederne ved det aktuelle VM’s afvikling, og ikke mindst 3) principperne for placering af store internationale sportsbegivenheder, hvor man i fremtiden måske burde være mere proaktive fra dansk side: det er mere effektivt at sætte fokus på autoritære landes adfærd før beslutningerne om placering af begivenheder tages end efter.

Det betyder ikke nødvendigvis, at en sådan beslutning skal være model for alle senere lignende sager. Der kan komme emner op, hvor man måske burde tale for boykot. Især hvis det gøres på et tidspunkt, hvor det kan gøre en forskel for beslutninger. Men selve ideen om, at man bør prioritere, hvad der er vigtigt og hensigtsmæssigt at gøre ud fra primært politiske, i stedet for primært moralske, kriterier bør være den generelle tilgang. Det bør være udsigt til gode politiske resultater og ikke til god mavefornemmelse, der er det afgørende.

Man skal passe på ikke at demoralisere aktivister, især unge og relativt uerfarne. Hvis man sætter folk i udsigt, at de kan gøre en forskel i forhold til en reelt tabt sag, risikerer man bare, at den erfaring, de tager med sig efter at have satset meget tid og personlig energi og alligevel tabt en politisk kamp, bliver, at de får et unødvendigt kynisk forhold til politik: ’det hele nytter alligevel ikke noget, så jeg kan lige så godt slippe det kollektive, og mele min egen kage’. Mindre ambitiøse mål, der kan nås, er ofte mere mobiliserende på langt sigt end store moralske markeringer, der er dømt til nederlag.

Et af resultaterne af presset på Qatar indtil nu har været, at der for angiveligt første gang blev indført minimumsløn i landet for blandt andet at sikre arbejderne i byggeindustrien. Angiveligt den første minimumslønsordning i hele regionen. Det er strengt taget en stor reform, som styret da heller ikke selv fandt på. Men retfærdigvis skal det også gives kritikere af den moderate reformvej, at minimumslønnen kun udgør omkring 1.800 dkr. Man kan kun grue for, hvad folk fik før. Set som eksempel på hvad udfordringerne, og hvad der kan nås, er det dog et skridt frem. At fortsætte debatten om Qatars indre forhold og grænsen for, hvad man bør udsætte arbejdere for, kan i den aktuelle situation vise sig at være en lille langsigtet sejr, mens det at arbejde for boykot vil vise sig at være et stort, unødvendigt nederlag.