Indviklet og svært gennemtrængeligt

Af Jan Helbak, medl. af Kritisk Debats redaktion

 Når noget er indviklet, fordunklet eller sammensat, siger vi ofte i dag, at det er komplekst. Og følgebemærkningen er, at vi så må reducere i kompleksiteten.

 Det, vi ofte glemmer, er, at det komplekse ikke er en ting, vi kan stille os udenfor og betragte eller gøre til forskningsobjekt. Vi er altid en del af det komplekse, ellers ville det ikke være komplekst. Derfor er bestemmelsen af vores eget ståsted afgørende.

Selvfølgelig skal vi forsøge at gøre det komplekse mindre sammensat og uigennemskueligt, ellers kan vi ikke handle og slet ikke handle rationelt. Men vores ståsted skal tænkes med.

Det sker knapt nok for tiden. I EU slår man sig op på solidaritet samtidig med, at alle parter river og slider i hinanden indefra. De indviklede og ødelæggende spil holdes lukkede med henvisning til det ydre sammenhold mod nutidens fjende nummer et. Russerne og Putin. Afslutningen på den kolde krig har sluppet dæmonen løs. Overalt på kloden må kampen for demokrati, retsorden og det åbne samfund føres mod autokrater og terrororganisationer (krigen mod terror). Og sammenholdet i kampen er så afgørende for fremtidens verdensorden, at vi må alliere os med selv de mest reaktionære autokrater som bl.a. den saudiske kronprins, der ellers var paria. Vi må censurere for at stoppe russisk misinformation. Vi må se bort fra gamle internationale aftaler, når det gælder Taiwan, og uden den ringeste blusel kan man herhjemme sidde på sidelinjen og anklage en statsminister for magtfuldkommenhed, når vedkommendes regering forsøger at styre et helt samfund nogenlunde sikkert igennem en omfattende pandemi, hvor en enkelt forvaltningsfejl bliver det, der står tilbage efter to års indsats. Samtidig skal vi opleve, at et nyt parti vokser parlamentarisk, uden at nogen overhovedet ved, hvad det parti står for. Det siger noget om proportionerne, hvor det komplekse næsten bliver til politisk entropi.

I Italien er der lige nu et flertal, der støtter højrealliancen med formanden for Italiens Brødre som frontfigur. Partiet og dets formand har aner tilbage til nyfascismen. I Frankrig kan Macron vinde præsidentvalget, selv om kun ganske få har tillid til ham. Og en amerikansk præsident kan komme godt afsted med åbenlyst at sætte den globale vækst på spil blot for at sikre fortsat amerikansk dominans og den herskende klasses privilegier, uden at kritikken vælter ind over ham. IMF kritiserer spagfærdigt præsidentens politik men så heller ikke mere. Når ingen kender retningen, kan alle handlinger være ligegyldige. Især hvis de måske holder det værst tænkelige fra døren.

Alle kneb gælder og mediebilledet atomiseres til punktuelle og spektakulære nedslag. Fokus flytter sig konstant efter det spektakulære og skygger for det ganske alarmerende faktum, at man selv i den politiske elite gør sig få forestillinger om, hvordan f.eks. krigen i Ukraine skal afsluttes eller spillet om Taiwan bringes til ophør, før det går galt. Der ligger adskillige magtpolitiske dagsordner som blokeringer for blot en holdbar våbenhvile i Ukraine, der bygger på Minskaftalen II.

Stedfortræderkrige kan forløbe i lang tid, for det rammer kun stedfortræderne og ikke de kræfter og magter, de er stedfortrædere for.

Krigen i Ukraine kan bekvemt bruges til at forklare næsten alle andre af nutidens åbenlyse dårligdomme. Inflationen skyldes Putins økonomiske krig. Den vestlige alliances økonomiske sanktioner mod Rusland kræver godt nok afsavn blandt de vestlige befolkninger. At de bidrager til at opløse ”den aftalebaserede økonomiske verdensorden” og forbigås. Men forstås: ”sanktionerne er ikke økonomisk krig”. De er derimod forsøg på at presse Putin til at give op. De enorme investeringer i våbenproduktion som udhuler den økonomiske stabilitet og tilbageskridtet indenfor miljøområdet tilskrives også krigen i Ukraine og Putins energiafpresning. Ethvert våben kan som bekendt bruges for både den gode og den dårlige sag. Sejrherren bestemmer prædikatet.

Eller sagt mere ligefremt, begår vi i Vesten den klassiske fejl blot i global skala. Vi sætter os selv – Vesten – udenfor den komplekse situation og belærer resten af verden om, at vi har de rette værdier og metoder til at garantere fremtidens stabilitet indenfor enkle og åbne rammer. En illusion der efterhånden er slidt op til en luftkugle.

Men netop den måde at gå til det komplekse på forøger kompleksiteten. I Danmark er der indgået forlig om 18. mia. kr. til forsvaret, og i samme åndedrag presses kommuner og regioner til at godkende en økonomiaftale, der indebærer, at mange kommuner skal skære alvorligt indenfor velfærdsområderne. Hvem kan forstå sammenhængen? Regeringen foreslår nye bandepakker, diskuterer kønsdiskrimination i Folkekirken og hyper en ny tørklædedebat, imens hovedparten af borgerne frygter for økonomisk smalhans og social usikkerhed. Det skaber en masse sociale og politiske understrømme, som ikke kan finde politisk udtryk, fordi vi alle er forpligtet til at stå sammen i nødens stund for at forsvare Danmark og Europa mod truslen fra Rusland.

Samtidig med at en hel hærskare af eksperter i detaljer beskriver russernes elendige krigsførelse og underlegne materiel sammenlignet med det, de Vestlige allierede sender til Ukraine. Men selv en så indlysende mangel på logik går ufortyndet igennem det parlamentariske spil og mediernes blindvinkler.

Problemet er, at utilfredsheden ikke forsvinder, selv om den ikke kan ses i det indviklede politiske spil. Det betyder desværre, at politik så også bliver til spil, hvor scenen kommer længere og længere væk fra publikum – befolkningen. Det er en farlig situation, når spillet stigmatiserer og marginaliserer rationel tænkning og kritik, og magisk tænkning i stedet ophøjes til universel værdi. Dvs. når det politiske system fra at fremme politisk debat og kamp bliver til leverandør af hurtige løsninger på snart sagt alt indenfor en primitiv dikotomi, og holdbarheden bare bliver kortere og kortere.

På Kritisk Debats redaktion vedkender vi os helt og aldeles, at vi også er omfattet af situationen, hvor næsten alt er i drift. Vi finder det også anstrengende at reducere i kompleksiteten. Men vi tilstræber at bidrage med artikler, der punkterer nogen af de magiske myter, som forviser fornuften den politiske periferi.

Begrebskommentaren handler i dette nummer netop om kompleksitet. (Jan Helbak). Artiklen om minkkommissionen går tæt på det pseudojuridiske spil i minksagen som en maskeret undergravning af regeringens autoritet (Jan Helbak). I kølvandet har vi en artikel om det hårde parlamentariske liv for Socialdemokratiet, der står til venstre, men må handle til højre rent parlamentarisk (Bent Gravesen). Helt kontant giver det sig udslag i den måde, som velfærdsløfterne er blevet presset ud med økonomiaftalerne mellem regeringen og regioner og kommuner. Det forhold analyseres i en artikel om økonomiaftalerne, budgetloven og forståelsespapiret mellem regeringen og dens parlamentariske grundlag (Henrik Herløv Lund).

Valgene i Frankrig og det kommende valg i Italien fortæller en del om en måske generel tendens i Europa, hvor centrum-venstre står svagt overfor rendyrkede højrenationale kræfter og borgerlig samling. Udviklingen beskrives ganske præcist i to artikler om henholdsvis Frankrig (Serge Halimi) og Italien (Gert Sørensen), hvor sidstnævnte oven i købet bringes i 100 året for Mussolinis march mod Rom.

Selve krigen i Ukraine behandles i to artikler (Hans Aage og Jens Jørgen Nielsen), der dels stiller skarpt på, hvad der rent faktisk foregår, hvordan Vesten holder liv i krigen, dyrker hykleriet og foretager en sand tour de force i historieforglemmelse. En enkelt artikel forsøger at tegne et større overblik over kapitalismen krise – især den amerikanske imperialismes krise (Gorm Winther).

Diskussionen om begrebet og fænomenet populisme er igen på dagordnen i Latinamerika. Den debat behandles i en boganmeldelse (Carsten Jensen).

Kritisk Debat afsluttes denne gang med en kommentar om VM i fodbold i Qatar. Det er jo trods sportsverdens evige påstand om at være uafhængig af politik ikke ligegyldigt, hvor store sportsbegivenheder afholdes. Det er vel det de politiske ledere mener, når de lever med et VM i Qatar og aflyser sportsbegivenheder i Rusland og udelukker russiske sportsfolk fra internationale turnering (Carsten Jensen).

En fin afslutning, der illustrerer kompleksiteten som resultat af en tiltagende afstand mellem, hvad der siges, og hvordan der handles.