Imperialismens økonomiske krise, oligarkisk kapitalisme og den autoritære stat.

Af Gorm Winther, professor og projektleder

Pressesekretæren for Det Hvide Hus Karine Jean-Pierre insisterede i begyndelsen af juni på, at den amerikanske økonomi angiveligt skulle befinde sig på et bedre sted end, den har været det på noget tidspunkt i USA’s økonomiske historie.

Et er naturligvis, at den politisk korrekte udnævnelse af denne sorte LGBTQ+ talsperson efter den tidligere pressesekretær Jen Psakis bortgang er i smuk overensstemmelse med det identitetspolitiske hysteri omkring minoriteter i USA. Noget andet er det, at pressesekretærens udtalelse er et rystende eksempel på inkompetence, når det kommer til den amerikanske økonomi. Race eller sexuel orientering til trods er det ikke i en verden kendetegnet ved sult, fattigdom, klimakrise, recessioner, massedød og en øget udbytning af det menneskelige arbejde ligegyldigt, hvad man står og siger om den førende imperialistiske økonomi i Vesten. Den amerikanske økonomi er på trods af sin globale nedtur fortsat en kæmpe i den globale imperialistiske verdensorden. Når kæmpen nyser, vil det uvægerligt påvirke hele den globale økonomi. Dette hedder blandt fagøkonomer international transmission af konjunkturer. Ultimativt i tilfælde af krise og depression er det et tegn på, at profitraten viser en fortsat faldende trend siden 1945; nogle har endda hævdet at man kan gå endnu længere tilbage i tid uden at trenden vaskes væk. Dette gælder for USA og flere toneangivende OECD-økonomier. Med Jean-Pierres tiltræden som pressesekretær ser det tilsyneladende ud som om politisk korrekthed og et mindretals privilegier er vigtigere end basale faglige økonomiske spørgsmål. Det Hvide Hus identitetspolitiske fokus er et desperat forsøg på at tilsløre basale samfundsøkonomiske problemer, øget udbytning, økonomisk krise, undertrykkelse og eroderingen af den amerikanske ”middelklasse”, der i virkeligheden har været rygraden i den amerikanske økonomis udviklingsevne siden den anden verdenskrig.

Jean-Pierre sagde til en undrende forsamling af journalister, at: “Det, jeg prøver at sige, er, at økonomien er et bedre sted, end den har været historisk. Vi føler her hos denne administration og blandt andre eksperter, at vi er i en god position til at tage fat på inflationen. Vi er i en god position til virkelig at begynde at arbejde på at sænke priserne.”

Overfor dette vrøvl står uafhængige økonomer og marxistiske økonomer som Richard Wolff, der påpeger, at lønningerne i USA ikke har fulgt prisudviklingen; købekraften blev forringet allerede før den vestlige fejlslagne sanktionspolitik vendt mod den russiske økonomi satte ind og forringede levevilkårene for både den europæiske og nordamerikanske lønarbejderklasse, pensionister, uddannelsessøgende og andre på overførselsindkomst. I samtlige vestlige økonomier bliver det lønarbejderklassen og mindre bemidlede, der kommer til at bære den byrde, som den vestlige herskende klasse og dens økonomiske imperialisme har væltet over på samfundenes svageste skuldre. Den amerikanske og europæiske økonomi befinder sig i en fortsat krise, der ikke har med overfladefænomener som en COVID-epidemi og USA’s stedfortræderkrig med Rusland at gøre.

Måske nyser kæmpen ikke?

En række samfundsøkonomiske data fortæller os, at den internationale transmission af konjunkturer fra amerikansk økonomi reelt set hviler på en negativ udviklingstendens, der har stået på en række år. Et er konjunkturudsvingene, noget andet og endnu vigtigere er den langsigtede trend omkring kortsigtede svingninger. Hvordan den internationale transmission af konjunkturer vil udvikle sig, når den samlede efterspørgsel falder, er her et yderligere punkt til debat.

Det er et faktum, at kapitalkoncentration ikke øger den samlede efterspørgsel så meget, som hvis der omfordeles til lønarbejderklassen og mindrebemidlede. Den herskende klasse er i forvejen så rig – staklerne skal jo leve – at den omvendte Robin Hood politik ikke bliver til forbrug. I stedet bliver det til formueophobning (kapitalakkumulation) og investeringer i finansielle produkter, der er alt andet end produktive. En omfordeling vil formindske de negative følger af den internationale overførsel af den amerikanske økonomis krise, fordi de lavere indkomstgrupper kan forøge forbruget relativt mere end dette er tilfældet når formue- og indkomstfordelingen er mere ulige end nogensinde før i den amerikanske økonomi

Blot et 1% fald i den samlede efterspørgsel som følge af den øgede ulighed vil kunne mærkes i samtlige vestlige økonomier, mens den russiske økonomi vil være relativt upåvirket, dels fordi sanktionerne øger kravet om etablering af importerstattende produktion og en øget indenlandsk investeringsrate, dels også fordi Rusland, som man har gjort det i vesten, kan ekspropriere vestlige aktiver og få en ”gratis teknologioverførsel, der kan kopieres eller forbedres. At vestlige strateger tror, at de kan kvæle Rusland, som man i øvrigt uden held har forsøgt det i årevis med Cuba og nu Venezuela, er latterlig ønsketænkning.

Renten og inflationsraten

Centralt i en kriseforklaring og de negative følger af den amerikanske økonomis nedtur står en række makroøkonomiske variablers udvikling, der har en afsmittende negativ effekt på verdensøkonomien og her især den nordamerikanske og den europæiske økonomi. At Imperialismen er i krise, ses ved profitratens tendens til fald udtrykt ved en negativt hældende trendlinje, der har stået på de sidste 25 år.

I juni hævede den amerikanske centralbank (The Federal Reserve eller The FED) renten med 0.75%, hvilket er den højeste rentestigning siden 1994, og det sket ovenikøbet på samme tid med en købekraftsforringelse pga. inflationen. Yderligere kan dette kun belaste husholdningernes og virksomhedernes økonomi og den samlede efterspørgsel. De fleste varige forbrugsgoder, køb med kreditkort, investering i jord og fast ejendom, investeringer der øger beskæftigelsen samt reparationer og vedligeholdelse fordrer lånefinansiering. Når The Fed hæver diskontoen er målsætningen at øge kreditomkostningerne i hele økonomien for at nedbringe inflationen på bekostning af arbejdsløsheden, der stiger. De høje renter gør imidlertid lån dyrere for både virksomheder og forbrugere, der ender med at bruge flere penge på rentebetalinger. Dette skulle så på samme tid tilskynde en øget opsparing for at tjene på højere renter. Som bekendt er det sådan, at centralbanken er bankernes bank.

The FED (i Danmark Nationalbanken) bestemmer hvad bankerne skal betale for at kunne låne penge hos hinanden, eller man bestemmer, hvad det skal koste at gennemføre et træk på centralbanken. Pengepolitisk skulle dette kunne dæmpe inflationen, hvilket ikke synes at ske. Mht. international transmission af konjunkturer kan den stigende rente lede til et incitament for udenlandske investorer, der vil øge sine investeringer i USA, hvis rentespændet mellem den amerikanske og de udenlandske renter øger mulighederne for øgede profitter for investorerne. Til gengæld vil faldet i den samlede efterspørgsel pga. den høje rente og en stigende inflationsrate der udhuler husholdningernes købekraft medføre at andre økonomier oplever en faldende eksportefterspørgsel og en lavere kapitalimport. Dette, fordi indenlandske investorer eksporterer kapital til USA. I krisetider er det en forfejlet økonomisk politik at slå ind på pengepolitiske stramninger; der er i stedet behov for finans- og pengepolitiske lempelser, der ville kunne forplante sig til hele det verdenskapitalistiske system.

Ifølge data fra det amerikanske arbejdsministerium offentliggjort den 10. august lå den årlige inflationsrates udvikling for USA på 8,5 % for de 12 måneder, der sluttede med juli 2022 efter at være steget med 7 % året tidligere – det højeste siden november 1981. For kalenderårene sætter inflationsraten ind med en stigning på over 160% for årene 2016 – 2019. De årlige rater lå på ca. 2% siden de næsten stagnerende 0.8% og 0.7% i 2014 og 2015. Allerede i 2021 steg inflationsraten til 7% (kalenderåret) og 8.5% i 2022 (juli 2022 i.f.h.t. juli 2021) på trods af en COVID-epidemi, hvor man kunne forvente et fald i inflationsraten på grund af et faldende økonomisk aktivitetsniveau. I stedet fik man stagflation, som vi så den første gang tilbage i 70’erne. Når den senile Joe Biden stiller sig op og beskylder russerne for at være årsagen til husholdningernes forringe købekraft, er det grov demagogi at give den specielle militære operation i Ukraine 4 måneder før den seneste opgørelses sluttidspunkt skylden for den inflationære udvikling. Faktum er at inflationsraten siden 2016 har vist en stigende tendens, uden at lønninger og priser fulgtes ad.

Som forbrugerprisindekset viser kan det måske se ud som om, at hvis man piller fødevarer og energi ud af indekset, vil der ikke være en nær så kraftig inflation. Dette skyldes, at fødevarer og energi vejer tungt og er en primær drivkraft i inflationsscenariet, som det fremstilles af borgerlige kilder. Når indekset stiger mere end indekset uden disse to, skulle det angiveligt betyde, at fødevarer og energi er en væsentlig del af problemet. Man gætter her på, at krigen i Ukraine forårsager både fødevare- og energimangel, og at dette øger prisniveauet. Inflationstakten vil derfor falde med et par procentpoint uden denne krig. Og om end en 6% inflationsrate er unormal høj i forhold til årene med lave rater, er det da bedre end en 9% inflationsrate (!). Hvad man ”glemmer” her er, at de eksisterende olie- og gaslagre før Ukrainekrigen satte ind er indkøbt til gamle priser (gouging by the Pump), ligesom monopolismen i den amerikanske og europæiske økonomi åbner op for, at man kan realisere ekstraprofitter ved at udnytte en situation som den specielle militære operation. I begge tilfælde skyldes prisstigninger ”profit push” og monopolprofitter uden at det alene er selve knapheds-situationen, der udløser inflationen. Et fald i efterspørgslen p.g.a af arbejdsløshed og en udhulet købekraft (demand pull) peger på, at der burde finde et fald i inflationsraterne sted på længere sigt. Imidlertid vil omkostningsinflation kunne hente sin forklaring i både knaphed og udnyttelsen af denne knaphed til at score ekstraprofitter.

Den høje inflation i USA er på sin side befordret af pengepolitiske tiltag, fordi The FED hævede renten og nedtrappede opkøbet af obligationer. Biden administrationens oprindelige finanspolitik led en krank skæbne, fordi i hovedsagen 50 republikanske senatorer og en Demokrat Joe Manchin stemte imod planen ud fra filosofien om, at et balanceret offentligt budget er muligt, hvilket det sjældent om nogensinde er. Behovet for en finanspolitisk lempelse, der kunne have en ekspansionistisk effekt, svandt ind, fordi den oprindelige ”Build Back Better Plan” med et budget på 2 billioner $ til en forøget velfærd og en forbedring af miljøet gennem ”New Green Deal” samt til oprettelse af den forældede infrastruktur skrumpede ind til små 500 milliarder. Den ekspansive effekt, der kunne have haft en positiv afsmittende effekt på transmissionen af internationale konjunkturer, skrumpede ind til næsten ingenting. Tilbage står man med en benhård klassepolitik vendt mod lønarbejderklassen, der skal bære krisens byrder i USA og andre vestlige økonomier.

Malkning af forbrugerne

I juli i år rapporteredes otte olieselskabers rekordoverskud for andet kvartal på ca. 52 milliarder dollars i løbet de seneste tre måneder før offentliggørelsen af regnskaberne. Gennemgangen af opgørelserne var gennemført af en ​​gruppe af vagthunde fra Accountable.US, hvor man kunne afsløre, at Chevron, Equinor, ExxonMobil, Hess Corp, Phillips 66, Shell og TechnipFMC havde realiseret rekordprofitter i forhold til samme periode året forinden; profitterne steg med hele 235 %. Man fremhævede endvidere, at ledere hos Equinor, Halliburton, Hess Corp og TechnipFMC havde pralet med “fremragende kvartalsregnskaber, mens de afviser, at der skulle være tale om høje priser for forbrugerne.” En Jordan Schreiber fra Accountable.US fandt at selskabernes profit-push var usædvanligt, når man påtænker, at der med energiprisstigningerne er sket en stor overførsel af rigdom fra arbejder- og middelklassefolk til selskaberne og til velhavende oliechefer og selskabernes aktionærer. De amerikanske energigiganters Chevron og Exxons profitter lå i andet kvartal på henholdsvist 11,62 milliarder dollar og 17,85 milliarder dollar sammen med Europas største olieselskab, Shell på 11,47 milliarder dollar. At dette vakte en udbredt kritik sammen med opfordringer til handling fra kongressens lovgivere og Biden administrationen kan næppe komme som en overraskelse; imidlertid har selvsamme Biden administration ikke gjort noget som helst for via beskatning at hente i det mindste nogle af profitterne tilbage til forbrugerne.

Ulighed og den anden løsrivelse i USA

Formue og indkomstulighed bekræfter på det meget lange sigt fra 80’ernes ”Reaganomics” og frem til ca. 2010 det velkendte faktum, at indkomstuligheden og formueuligheden til stadighed er blevet forøget. Thomas Piketty, er ifølge Paul Krugman måske den førende ekspert i statistisk analyse af indkomst- og velstandsulighed, fordi han netop fokuserer på den stigende koncentration af indtægt i hænderne på en lille økonomisk elite. Piketti har i sit værk ”Kapitalen – i det 21. århundrede” bekræftet, at 1% af indkomstgrupperne i det verdenskapitalistiske system sidder på en så betragtelig del af indkomsterne og formuerne, at der til stadighed er sket en koncentration af kapital. Dette skyldes med andre ord, at tilegnelsen af den merværdi lønarbejderklassen skaber øges og bliver til kapitalakkumulation, uden at der er synderligt meget ”trickle down økonomi” på spil. Det kan med andre ord godt være, at det har regnet på præsten, men dette har ikke dryppet særligt meget af på degnen. Ifølge Piketti er indkomstfordelingen i USA nu lige så ekstremt skæv, som den var i Europa umiddelbart før Første Verdenskrig. Med de nuværende tendenser i amerikansk økonomi, vil en fremskrivning alt andet lige vise, at de øverste 10% af indkomsterne i 2030 vil modtage 60% af nationalindkomsten, mens andelen af de nederste 50% af indkomsterne vil være skrumpet til 15%. Dette rejser uvægerligt spørgsmålet om den amerikanske kapitalisme overhovedet vil kunne overleve den omsiggribende forarmelse af den største del af befolkningen – herunder proletariseringen af middelklassen – uden, at dette leder til en social revolution. Der er intet i den nuværende situation, der blot tilnærmelsesvist antyder, at der er sat noget i gang, der ville kunne modvirke uligheden og potentialet for en social revolution og Borgerkrig i USA. Et svækket USA med en indre konflikt, produktionsstop og ødelæggelser af sammenhængen i amerikansk økonomi vil kun yderligere forstærke de negative konsekvenser i forbindelse med en international transmission af konjunkturer.

En meningsmåling offentliggjort i 2022 i januar viser nemlig allerede nu – for nogle det overraskende – at støtten til løsrivelse fra forbundsstaten var stigende i månederne efter den 6. januar. Det var denne dag, at en gruppe uromagere på trods af Trumps forsøg på at opfordre demonstranterne til at ende det offentlige møde fredeligt, stormede Capitol. Især blandt republikanerne i sydstaterne, viser meningsmålingen et stigende ønske om løsrivelse blandt stater, hvor Republikanerne vandt præsidentvalget. De adspurgte borgere, der ønsker at løsrive sig fra USA, udgjorde for begge partiers vælgere hele 37% blandt respondenterne i Syd. Støtten blandt republikanerne alene i syd voksede fra meningsmålinger foretaget i januar, som viste, at 50 procent gik ind for løsrivelse. Tallet i juni var oppe på hele 66 procent. En social revolution eller borgerkrig er med andre ord et emne i den offentlige debat i USA, som hverken DR’s eller TV2’s mikrofonholdere har gjort synderligt meget ud af at fortælle til den danske befolkning.

Barbara F. Walter, professor i statskundskab ved University of California i San Diego, er citeret i The Washington Post for at mene, at det såkaldte amerikanske demokrati befinder sig i en farefuld tilstand. Barbara F. Walter, er forfatter til bogen ” How Civil Wars Start: And How to Stop Them”. Hun har anvendt en del år på at studere borgerkrige, og undersøge risikofaktorer, samt vanskelighederne omkring løsningsstrategier, der sigter mod at forebygge og afslutte konflikter. Walthers hovedpointe er den, at ekstremisme kan føre til en moderne borgerkrig, som tidligere set i Jugoslavien i 90’erne, og som set i dag i forbindelse med den ukrainske fascismes terrorkrig vendt mod den det russiske mindretal i Donbass. Det moderne oprør har en tendens til at være mere decentraliseret, og det udkæmpes med deltagelse af flere, nogle gange konkurrerende, nogle gange koordinerende grupper. Den bagvedliggende ekstremisme er historisk målrettet mod infrastruktur og civile, og den anvender indenlandsk terror og guerillakrig som sine instrumenter.

Den amerikanske profitrate siden 1945

Forskellige beregninger og estimater af profitraten i amerikansk økonomi og de toneangivende OECD-økonomier peger samstemmende på, at profitratens tendentielle fald siden 1945 finder sine empiriske bekræftelse i de data vi kan få adgang til. Nogle af analyserne går endda så langt tilbage som 1869 uden at det påvirker trenden. De mange beregninger viser samstemmende at profitraten har været faldende. Som bekendt hviler profitrateformlen på tesen på, at akkumulationen af kapital til stadighed hviler på, at forøgelsen af den konstante kapital (produktionsmidler) øges hurtigere end værdien til den variable kapital (lønninger, arbejdskraftens reproduktionsomkostninger). Dette førte til at profitraten falder, fordi den lønarbejderklasse der på samme tid er forbrugere samlet set efterspørger færre konsumvarer, mens kapitalejerne fortsat producerer og efterspørger kapital – man skaber en overakkumulation af kapital, der må ligge brak, hvis ikke man kan finde nye investeringsmuligheder. Den stigende investeringstilbøjelighed i finansielle ”produkter” kan til en vis grad puste økonomierne op indtil boblen brister. Det langsigtede behov er imidlertid rettet mod nye produktive investeringsmuligheder og markeder, og derfor kastede vesten sine kærlige øjne på den russiske økonomi fra 90’erne, hvor de vilde privatiseringer og overgangen fra plan til det indenlandske kompradorbourgeoisis overtagelse af de statslige aktiver blev skudt i gang. Derfor vil man sikkert også fremover forsøge at ødelægge Kina og Rusland samt venligtsindede lande overfor Rusland som f.eks. Serbien og Ungarn.

Den stigende organiske sammensætning (c/v) og bestræbelserne på at nedbringe arbejdsomkostningerne ved at erstatte arbejde med kapital er den vigtigste determinant for profitratens tendens til fald. Modforanstaltninger, som kapitalejerne kunne iværksætte, er på lang sigt ikke tilstrækkelige til at modvirke profitratens tendentielle fald. Der er fysiske grænser for, hvor meget man kan øge udbytningsgraden, selv om arbejdsdagen forlænges, og arbejdets produktivitet øges. Og det at billiggøre elementerne i den konstante kapital, er heller ikke nok, selvom enkelte elementer i kapitaludstyret generelt kan blive billigere. Den teknologiske udvikling fører til stadighed til, at det der i første omgang billiggør kapitalen gennem indarbejdelse i de nye produktionssystemer, indeholder større værdi som innovationsprocesserne skrider frem. På lang sigt er det f.eks. sådan, at computerstyring er billigere end for et par årtier siden. Men når konkurrencekampen fortsat fører til behovet for at introducere arbejdskraftbesparende teknologi gennem indarbejdelse af robotter og computerstyrede produktionssystemer, ser vi på trods af billiggørelsen af elementer i den konstant kapital, at der er tale om en forøget organiske sammensætning c/v. Den samlede efterspørgsel vil så falde, og den faldende profitabilitet og den virksomme konkurrence mellem kapitalerne vil medføre en konstant tvang til, at kapitalakkumulationen må fortsætte.

Den ideologiske oprustning

Den oligarkiske kapitalisme vil øge undertrykkelsen, forarmelsen, uligheden og den økonomiske krise. Muligheden for en alternativ udvikling er sikkert til stede, hvis den internationale venstrefløj, og ikke mindst den danske kender sin besøgstid, når den autoritære stat og den oligarkiske kapitalisme øger den revolutionære tilbøjelighed hos den ikke besiddende klasse. Problemet er imidlertid det, at man opportunistisk hos venstrefløjen retter ind efter kapitalens offensiv og ikke mindst kapitalens ideologiske oprustning gennem undertrykkelsen af systemkritikere, identitetspolitikken, dæmoniseringen af russeren og en kognitiv hjernevask gennem Big tech giganternes informationsmonopol. Når venstrefløjen og de progressive kræfters modoffensiv er så svag, som den er i USA, har den amerikanske lønarbejderklasse og den mere eller mindre proletariserede middelklasse kun Donald Trumps fascistoide protestbevægelse at hente sin støtte hos. Det Demokratiske parti er på sin side den udfarende politiske kraft for den subtile fascisme udtrykt ved den autoritære stat og den oligarkiske kapitalisme.

På den ene side ser vi internt i vestens såkaldte demokratier en ophævelse af de liberale rettigheder omkring politisk demokrati, ytringsfrihed, bekæmpelse af censur og den private ejendomsret. Liberalismen må vige for den illiberale og identitetspolitiske vækkelse, hvor vi ties ihjel på sociale medier, og hvor vi forsvinder og diskrimineres gennem en bevidst gennemført spærring af vore synspunkter – på engelsk bliver man som det hedder ”Canclet”. De, der vover at sætte spørgsmål ved både det Demokratiske Partis og Republikanernes oligarkiske misregimente samt den herskende kapitalistklasse, der har købt og korrumperet den herskende klasses politiske lag, udsættes for en forfølgelse. Undertrykkelsen af systemkritikere, lønarbejderklassen og andre proletariserede grupper som unge og ældre, kræver den autoritære stat, der fortsat agerer i den herskende klasses interesse.

Nyhedsformidlingen foregår under censur udøvet af Big Tech. De fire apokalyptiske ryttere i Johannes åbenbaringen genfødes med Apple, Amazon, Google og Facebook og en underskov af sociale portaler, der alle puster til det hysteriske identitetspolitiske præk, krigshysteriet, hadet mod Rusland og oprustningsspiralen ved brug af sofistikerede psykologiske metoder. Den kognitive hjernevask er umenneskelig, fordi den tjener til at få mennesker, der er fysisk og psykisk svage til at føle sig skyldige. Hvis man uforvarende træder op mod de gældende dagsordener i den linde strøm af nyheder, vi dagligt bombarderes med, bliver man straks spærret af mediegiganternes og CIA’s censur. Når det man ser, ikke svarer til et tilsyneladende flertals ufejlbarlige meninger på diverse ”folkelige portaler” som Facebook, Twitter og andre, er man udsat for et gruppepres, som de færreste kan stå imod. Vi er alle sårbare, når vi udsættes for sofistikerede efterretningstjenester og magthaveres brug af manipulatoriske teknikker.

At CIA faktisk har et hemmeligt CIA-program med den målsætning, at man vil hjernevaske offentligheden, burde være noget, der ville interessere en kritisk journalist. Kritiske journalister er imidlertid så sjældne i dag, at man burde overveje at lade dem udstoppe og udstille på et museum for en for længst svunden tid i pressehistorien. Den autoritære stat og den oligarkiske kapitalisme er en subtil form for fascisme. Den oprindelige primitive fascisme opstod før anden verdenskrig i kølvandet på kapitalismens økonomiske krise. I Tyskland var det agrare og urbane småborgere, der udgjorde nazismens klassebasis, i dag er det byernes småborgerskab, der agerer pladshund for den herskende klasses undertrykkelsesapparat.

På den anden side er de interimperialistiske modsætninger mellem Vestens monopolkapitalisme og den kinesiske etatisme (statskapitalisme) et udtryk for kapitalismens langsigtede krise og behovet for at få adgang til Ruslands og Kinas ressourcebase og den billige højtuddannede arbejdskraft. Kapitalakkumulationens grænser i Vesten åbner op for jagten på profitter på de oversøiske markeder, primært de tidligere kolonier, Arktis, Rusland og på sigt Kina. Det er i det lys, man skal se NATOs, EU’s og USA imperialismens aggression i Øst- og Centraleuropa, på Balkan, i Ukraine og i det russiske commonwealth CIS landene samt Taiwan og Hong Kong.

Transmission af konjunkturer eller imperialisme?

Transmissionsteorien ser kun på varehandel og kapitalbevægelser mellem de vestlige økonomier og indtil for nyligt den øvrige del af verdensøkonomien. Hvad teorien reelt dækker over er, at indre økonomiske kriser i USA og recessioner også er et udtryk for en imperialisme, der med Sovjetunionens opløsning i hovedsagen var domineret af amerikanske og europæiske kapitalinteresser. Den vigtigste pointe i relation til den økonomiske imperialisme er, at jagten på profitter, nye markeder og investeringsmuligheder skyldes, at imperialismen og udbredelsen af klassesamfundets magtstrukturer dels kunne forklares ved vigende profitrater i de kapitalistiske centerøkonomier, dels også ved kapitalernes forsøg på at kontrollere dels de tidligere kolonier og dels de to rivaliserende supermagter Kina og Rusland. Når kapitalen ”ligger brak” i de økonomiske centres økonomi – der akkumuleredes mere kapital, end der kunne investeres – og når kapitalejerne ikke kunne realisere overnormale profitter i centrene, måtte man søge nye ikke-kapitalistiske markeder i de tidligere kolonier, og i Kina og Rusland. De multinationale selskaber spiller her en aktiv rolle, fordi man dels har ovennævnte interesse i ekspansionsmuligheder at iagttage, dels også på sigt ønsker sig adgang til billige råstoffer, fødevarer og arbejdskraft, som man kan udbytte med henblik på senere at iværksætte en eksport af den akkumulerede kapital tilbage til de økonomiske centre.

Hver gang er den samme strategi. Man er parat til at dæmonisere statsledere – i virkeligheden måske et helt folk, der sætter sig op mod US-imperialismen, EU’s og NATO’s imperialisme; man støtter undergravende virksomhed vendt mod en stats indre sikkerhed, iværksætter sanktioner, forøver attentater, tilrettelægger statskup og indsætter ”venligtsindede regeringer”, hvor det principielt er ligegyldigt, om man derved allierer sig med islamistiske, fascistiske, nynazistiske eller andre autoritære kræfter. Det væsentlige er altid, om dette tilgodeser USA’s og vestens interesser i at fremme en økonomisk imperialisme, hvor det er USA og USA gennem NATO, der mener sig berettiget til at være ”verdens politibetjent”. Bag disse overfladefænomener skimter man klassesamfundets strukturer, hvor de virkelige magthavere ikke er politikere og overnationale bureaukratier. I stedet er det multinationale selskaber, der kontrollerer de centrale politiske og administrative beslutningstagere økonomisk og gennem lobbyerende krav- og interessevaretagelse. Siden den anden verdenskrig har USA været involveret i 19 krige, og hvis man tæller op lige fra de blodigste konflikter i Korea, og Vietnam til Irak, Afghanistan og Ukraine, får man det makabre resultat, at USA er ansvarlig for millioner af døde, herunder mange civile. Man fabulerede en del om folkemord i det tidligere Jugoslavien, men det er for ingenting at regne mod de uhyrlige tabstal vi nævner her. På trods af dette ser vi kun i mindre grad den samme fordømmelse og de samme krav om sanktioner vendt mod USA, som man nu ser selv den danske venstrefløj kræve effektueret i forhold til Rusland.

Og vi taler med dette tal kun om USA’s direkte engagement i krige. USA har flere liv på samvittigheden end de mange millioner, vi nævner her. Den uafhængige Journalist Patrick Henningsen, som den vestlige censur forsøger at knægte, beskriver meget rammende de gentagne amerikanske interventioner som angreb og i nogle tilfælde attentater, hvor man altid skjuler sig bag en forbundsfælle, man selv har fremelsket og indsat. Det engelske ord er ”war by proxy” eller på dansk ”krig ved stedfortræder”.

Hermed er det også sagt, at det var den vestlige militarisme og USA’s økonomiske imperialisme, der er ansvarlige for, at der opstod en krigsfare og en efterfølgende russisk invasion i Ukraine. NATO og USA har siden 90’erne forsøgt at omringe Rusland, så man ville kunne vinde en krig og tilegne sig Ruslands enorme reservoir af ressourcer, ligesom man ville kunne forcere udbytningsraten. USA selv ville aldrig have accepteret en inddæmning, som den Rusland har været udsat for siden 90’erne. Monroedoktrinen legitimerer USA’s direkte krige eller krige per stedfortræder gennem NATO og bevægelser, hvis undergravende virksomhed USA har finansieret og støttet gennem CIA’s muldvarpeoperationer. Således også i Ukraine og i forbindelse med Nancy Pelosis utidige provokation af Kina, hvor man via besøget på Taiwan med et pennestrøg løb fra aftalen om, at der kun eksisterer et Kina. Ganske som med James Bakers løgnagtige løfte i 90erne om, at man ikke intenderede at udvide NATO længere end med det tidligere DDR, viser det blot, at USA og Europa er upålidelige forhandlingspartnere.

Konklusioner

Det essentielle mht. den globale verdensorden er, at den amerikanske økonomi befinder sig i en krise, der overføres til andre toneangivende økonomier indenfor den vestlige økonomiske imperialisme. Et paradigmeskift fra Nyliberalismens ankomst 70 erne sker nu for øjnene af os. Den oligarkiske kapitalisme med dens autoritære Stat repræsenterer en ny subtil fascisme, der økonomisk set overføres til vestlige økonomier alene, fordi verden ikke mere er kendetegnet ved USA’s imperialistiske hegemoni. Med de etatistiske (statskapitalistiske) kinesiske og russiske systemer er verdensordenen igen multilateral fremfor unilateral. Den økonomiske krise i de vestlige centre på grund af makroøkonomisk ustabilitet, en stigende indkomst- og formueulighed, faldende profitrater, overakkumulation og transnationale monopolers overnormale profitter skaber behovet for nye markeder og investeringsmuligheder for Kapitalen. Ruslands enorme ressourcebase og den billige højtuddannede arbejdskraft kunne skabe nye muligheder for imperialismens behov for at rette op på de vigende profitrater og den manglende værdiforøgelse af kapitalen gennem udplyndring og en intensiveret kapitaleksport tilbage til centrene. Af samme grund ekspanderede man NATO østpå over til den russiske grænser, og det er i den sammenhæng man skal forstå krige i Ukraine. Det er ikke en krig mellem Ukraine under ledelse af et fascistisk kompradorbourgeoisi og Rusland. Ruslands specielle militære operation til forsvar for det russiske mindretal og kampen mod fascismen i den forskellige fremtrædelsesformer gående fra rå oprindelig fascisme i Ukraine til subtil fascisme i Vesten er reelt set en krig mellem USA /NATO og Rusland, hvor målsætningen er at ”kolonisere” den russiske økonomi og bringe den under de multinationale selskabers kontrol. På samme tid repræsenterer den autoritære stat og den oligarkiske imperialisme en ideologisk oprustning, der tjener til at tilsløre forståelsen af de basale økonomiske krisetegn gennem identitetspolitisk hysteri, atomiseringen af kapitalismeforståelsen, undertrykkelsen af systemkritikere og en kognitiv hjernevask af befolkningerne.