Hvis SVM’s program er løsningen, hvad er så problemet?

Jan Helbak, medl. af Kritisk Debats redaktion

Allerede i S-regeringens udspil ”Danmark kan mere” II og III var ledetråden: ”Danmark er under pres både sikkerhedspolitisk, energimæssigt og økonomisk. Derfor det nationale kompromis om forsvaret og derfor udspil om fremtidens klimapolitik, velfærd og uddannelser som brede beslutninger i Folketinget. Fra Mette Frederiksens grundlovstale og frem til dannelsen af SVM regeringen har mantraet været: Kun brede løsninger hen over midten kan løse de mange og komplekse ”kriser”, Danmark står overfor.

Denne artikel vil ikke gå i detaljer med regeringens program. Det har medierne og forskellige tænketanke allerede gjort så rigeligt. Artiklen vil fokusere på centrale programpunkter med henblik på at besvare spørgsmålet: repræsenterer SVM regeringens program løsningerne på de problemer, den selv har stillet op?

Socialliberal regering

Men inden artiklen vender blikket mod regeringens program, kan det være hensigtsmæssigt for den videre diskussion at klare nogle gængse begreber.

SVM regeringen repræsenterer ikke et markant sving til højre, som det blandt andet har lydt fra EL og SF. Langt hen ad vejen kan det være vanskeligt at skelne regeringsprogrammet fra ”Forståelsespapiret”, som den socialdemokratiske regering i 2019 udarbejdede sammen med sit parlamentariske grundlag; SF, De Radikale og Enhedslisten. Der er en mindre afstand mellem den nye regerings program og virkeliggørelsen af Forståelsespapiret, som det bl.a. er kommet til udtryk i S-regeringens sidste finanslovsudspil. Ikke desto mindre er SVM regeringens program blevet fremstillet som Mette F’s afgørende brud med Forståelsespapiret.

Problemet er og har været, at brugen af begreber som Rød blok og Blå blok og centrum-venstre og centrum-højre er upræcise metaforer og netop i situationer som den aktuelle mere har symbol- og markørkarakter end refererer til klare substantielle distinktioner.

Forståelsespapiret er et progressivt socialliberalt dokument blottet for socialistiske endsige klassisk socialdemokratiske sigtelinjer. Det er et velfærdsdokument helt indrammet på markedsøkonomiens præmisser. Det indeholder end ikke et opgør med Budgetloven og hele råderumslogikken. Sat lidt på spidsen rummer Forståelsespapiret ikke ret meget andet end sympatiske mål om at kompensere for markedsøkonomiens mest asociale konsekvenser samt velmenende mål for klimapolitikken.

SVM regeringens grundlag er defensivt socialliberalt, hvilket er muliggjort af Lars Løkkes brud med Venstre og et markant pres fra erhvervslivet for at få Venstres ledelse til at indse, at pandemien og nedlukningen af landet gjorde al liberal tale om mindre stat osv. til en død hund. Det drejer sig ikke længere om, at lade markedskræfterne styre samfundsøkonomien. Det drejer sig om at holde gang i den kapitalistiske samfundsøkonomi, og det skridt fordrer i dag, at samfundet hænger sammen, at de sociale spændinger mindskes, og at staten er gearet til at gribe ind, der hvor markedsudviklingen bliver en trussel mod kapitalismens eksistens. Det skisma beskrev John Stuart Mill allerede i midten af det nittende århundrede med fortolkningen: markedet er en naturlov, men fordelingen af merproduktet er op til menneskene. Det kræver en stærk og indgribende stat for at holde sammen på de to modsætninger.

I konsekvens heraf afstår jeg fra at anvende mere eller mindre upræcise metaforer til kategorisering af det politiske landskab. Det man kalder den politiske midte består i dag af en defensiv socialliberale flertalsregering med en højrenational konservativ gruppe (bortset fra LA) af partier på den ene side og socialdemokratisk orienterede socialistiske partier på den anden side, som hidtil sammen med det socialliberale parti Radikale Venstre har været samlet på et mere progressivt socialliberalt program.

Det er i øvrigt interessant, at driften mod et defensivt socialliberalt opgør med neoliberalismen kan ses i flere Vesteuropæiske lande (mest udtalt i Tysland). En bevægelse der for socialdemokratiernes vedkommende er sket uden den store modstand fra hverken Venstrefløjen eller fagbevægelsen. Angiveligt formidlet af pandemien og nu komplekset af ”kriser”, der gør verden og den nationale stabilitet usikker. Som Mette F sagde i sin grundlovstale: Der er ikke plads til særinteresser! Hermed mente hun strengt taget klasseinteresser.

Hvorfor droppe det hidtidige parlamentariske grundlag

Før S regeringen blev dannet forløb en periode, hvor den ene og den anden socialdemokratiske notabilitet var ude i en sønderlemmende kritik af det kapitalistiske marked, neoliberalismens grådighed og sågar den ”syge kapitalisme”. Der blev skabt forventninger om, at en S-regering ikke alene ville administrere kapitalismen på dens egne betingelser men ville bruge regeringsmagten til at gribe ind, der hvor markedsøkonomien undergravede velfærdsstaten, lighedsbilledet og den sociale stabilitet.

De forventninger blev ikke indfriet i Forståelsespapiret. Til gengæld blev socialdemokratiet rost for krisestyringen under pandemien og nedlukningen af samfundet. Ideen om national samling og nationalinteresse over særinteresser blev fostret og knæsat. Med sin formidable krisestyring fik Mette F rehabiliteret den stærke og sociale stat og bl.a. sat privatejendomsinteresserne under pres. En ny statsinterventionisme blev koreograferet under nedlukningen og praktiseret med stor autoritet og optimisme.

Lige indtil sammenstødet med minkavlerne, der blev til et ”stedfortræderopgør” mellem regeringen, det borgerlige Danmark og det samlede erhvervslivs privatejendomsinteresser. Det opgør tabte Mette F. Minksagen blev syretesten på, hvor langt en S regering kunne skride ind overfor erhvervslivets samfundsskadelige profitinteresser. Hvor stærk modstand den borgerlige elite kunne mobilisere, og hvor stor og stærk støtten var i det parlamentariske grundlag. Det første skræmte Mette F. Det samme gjorde sidstnævntes svaghed.

Læren i kølvandet på minksagen blev for Mette F og socialdemokratiet, som den har været siden virkelighedstesten efter socialdemokratiets kongres i 1977: at socialdemokratisk politik reelt ikke rækker videre end til fabriksporten, og at partiet af den grund er henvist til at føre socialliberal politik i bedste Stuart Mills forstand om end formuleret i en klassisk socialdemokratisk sprogdragt. Samme billede tegner sig i fagbevægelsen, hvor individualiseringen af løn- og arbejdsvilkår siden nederlaget i 1985 har afvæbnet den kollektive interessevaretagelse som eneste effektive værn mod arbejdsgivernes økonomisk og systemiske overmagt.

Mette F drog konsekvensen i sin Grundlovstale, hvor hun bevidst lagde accenten på styringen af de mange kriser, der udfordrer samfundet – pandemien, krigen i Ukraine, truslen mod de vestlige værdier fra den autokratiske ekspansionisme, inflationen – og nødvendigheden af nationale kompromiser for at styrke Danmarks sikkerheds- og forsyningsmæssige situation. Hun lod ane, at velfærdsstaten står og falder med en national samling, der ”rækker ind over midten” i dansk politik.

Mange var længe i tvivl om, hvorvidt det var taktiske markeringer beregnet på en lammelse af de borgerlige partier eller om, det var et strategisk politikskifte fra S regeringen. Regeringsudspillet ”Danmark kan mere II” fra april 2022 – altså før Grundlovstalen – og senere ”Danmark kan mere III” fra september burde kombineret med finanslovsudspillet allerede på det tidspunkt have gjort det klart, at Mette F var på vej væk fra S-regeringens parlamentariske grundlag. Grundlovstalen var en markør for det skifte, der er sket efter valget i november, og store dele af indholdet i de nævnte regeringsudspil fra S-regeringen er videreført i den nye SVM regerings politiske grundlag.

Selv om det aldrig kan blive andet end en hypotese, taler hele forløbet fra nedsættelse af minkkommissionen for, at Mette F selv med et lidt mere solidt flertal for S-SF-EL-R partierne, ville have valgt en regering hen over midten. Spørgsmålet var snarere en flertal med hvem og i hvilken styrkeposition for socialdemokratiet i forhandlingerne om en regeringsdannelse. Valgets tale blev som bekendt et spinkelt flertal for ”venstre” side i Folketinget men også så spinkelt, at man med rette kunne så tvivl om dets duelighed som grundlag for en ny S regering eller en regeringsdannelse med SF og R. Men dog stort nok til at give Mette F et forhandlingsfortrin overfor Venstre og Moderaterne.

Med Moderaternes store fremgang og den dybe splittelse blandt de borgerlige partier på den ene side og SF’s og EL’s noget svingende politik i forhold til det nationale kompromis i sikkerhedspolitikken på den anden side (den åbenlyse accept af USA’s politik og brug af Ruslands invasion af Ukraine som stedfortræder for samlingen af Vesten i den globale magtkamp), kunne Mette F konstatere, at pt. udgjorde venstrefløjen ingen reel trussel eller udfordring. V og M kunne uden de store parlamentariske omkostninger bruges til at neutralisere truslen fra det nationale højre. Et billede som faktisk ikke er specielt dansk. Det går igen flere steder i Europa. Venstrefløjen hænger de facto fast i humanistisk indignation og har implicit accepteret Bidens primitive dikotomi mellem demokratier og autokratier i en sådan grad, at den ikke har leveret meget, der ligner et opgør med Bidendoktrinens åbenlyse hykleri. Kort sagt er venstrefløjen politisk paralyseret.

På den anden side kan den nationalkonservative højrefløj som tendens i Europa ikke finde sine egne ben og et klart politisk ståsted. Den kan ikke løse sin forbigående binding til det liberale demokratiske grundlag uden at åbne en alvorlig flanke og af samme grund kun indirekte støtte eksempelvis Ruslands invasion af Ukraine. Ikke fordi den er specielt begejstret for Putin, som det ellers lyder, men fordi Ukrainekrigen er dens politiske ”stedfortræderkrig” mod liberalismen og især den neoliberale globaliserings nedbrydning af den nationale orden.

Vurderingen var så allerede i Grundlovstalen: kan socialdemokratiet forblive på magten og videreføre det meste af sin politik om end med nogle indrømmelser ved at skifte det parlamentariske grundlag ud? Resultatet blev efter et intelligent gennemført forhandlingsmarathon dannelsen af SVM regeringen på et meget omfangsrigt politisk grundlag.

Nedslag i SVM regeringens program

Budgetloven og råderummet

Det kan ikke overraske nogen, at regeringsgrundlaget nagelfast er funderet på Budgetlovens overdrevne stramme finanspolitik, som faktisk ikke pt. flugter med EU’s løsere finanspolitiske kurs. Varslet om videreførelsen af den stramme finanspolitik fik vi allerede med regeringens økonomiaftale med kommunerne og regionerne og senere med finanslovsudspillet – ”Stramt og ansvarligt”. Et grundlag, som kun svagt har været anfægtet af venstrefløjen og dele af fagbevægelsen, men som passer som fod i hose for V og M.

Udvidelsen af Finanslovens råderum er således ikke defineret ved en løsere finanspolitik, sådan som EU ellers har åbnet for, men ved en offensiv udbudspolitik, hvor regeringen angiver at kunne skaffe 45.000 flere i arbejde og skabe det skattemæssige grundlag for et større råderum. Velfærdsstaten og det demografisk træk gøres afhængig af udbudspolitikken, hvor det demografiske træk i forvejen er konstrueret, så det år efter år forringer kommunernes økonomiske grundlag, fordi præmissen er løbende effektivisering og omprioritering.

Udbudspolitikken

Problemet her er, at regeringsudspillet ud over den bevidstløse kvantificering af udbuddet kun meget overordnet og i målform angiver, hvordan de mange mennesker skal gelejdes ud på arbejdsmarkedet og ligeledes kun i meget overordnede streger angiver vigtigheden af anden generationsreformer i form af bedre uddannelse af de unge og større fokus på erhvervsuddannelserne. Altså kun et tentativt tyngdeskifte fra et uddannelsessystem gearet efter forestillingerne/illusionerne om videnssamfundet til oprustning af det moderne og kvalificerede produktionssamfund. Men i sin logiske konsekvens er skiftet en delmængde af et omfattende men diskret opgør med finanskapitalens primat. Et skifte der støttet af IMF, OECD, og UNCTAD går igen overalt i den vestlige verden, selv om konturerne stadig er uklare og magtkampene slet ikke foldet ud.

Man kan vælge at opfatte forslaget om afskaffelse af beskæftigelsescentrene som en billig omprioriteringsøvelse for at skabe for 3 mia. kr. luft i råderummet. Men man kan også opfatte forslaget som et forsøg på at effektivisere beskæftigelsesindsatsen og dreje den væk fra markedsortodoksiens bevidstløse beskæftigelsestvang, der udgjorde en central figur i Strukturreformen fra 2007, hvor socialpolitikken blev et vedhæng til beskæftigelsespolitikken og siden har dannet grundstammen i de borgerlige regeringers politik. Ved at tilskrive kommunerne større frihed i tilrettelæggelsen af beskæftigelsespolitikken, fritager regeringen sig selv for et opgør og kan placere alle fejlene hos kommunerne. Og håbet er finde frem til nye effektive organiseringsformer.

Men regeringsprogrammet er i bedste fald upræcist på netop det skifte. Selv Bidens strukturpolitiske skifte og EU kommissionens ditto går langt længere i national/regional statsinterventionistisk industri- og strukturpolitik (beskæftigelsespolitik), end regeringen lægger op til. Det politiske udsyn mangler.

Fra politisk hold har man ellers erkendt, at opgøret med neoliberal udbudspolitik må kombineres med strategisk industripolitik og indeholde betydeligt strammere rammer for erhvervslivets investerings- og produktivitetspolitik. Den vending støttes igen og igen af oplæg fra IMF, OECD og UNCTAD. Hvis Vesten skal opretholde sin dominans på verdensmarkedet og holde konkurrencen fra bl.a. Kina i ave, forudsætter det udfoldet statsreguleret innovation og frembringelse af en tilsvarende veluddannet arbejdskraft. Den linje kræver et opgør med hele den eliteorienterede uddannelsespolitik, den kvantitative udbudspolitik og et massivt sats på uddannelsen af den produktive arbejdskraft.

Man behøver blot at se på erhvervslivets miserable investeringsprofil og produktivitetsudviklingen for at forstå, at den markedsfundamentalistiske udbudspolitik på arbejdsmarkedet er kontraproduktiv. Man kan også følge Reformkom-missionens analyser og anbefalinger, der er i tråd med de mange tiltag i EU, og overbevise sig om, at et nybrud er nødvendigt.

Hele inflationsdiskussionen ligger gemt i den problematik. Selv om det på overfladen er indlysende, at sanktionspolitikken overfor Rusland og nedlukningen af russisk gas til Europa har skabt forbigående problemer med energiforsyningerne, som markedet har udnyttet til at kræve eksorbitante priser, er krigen i Ukraine ikke den grundlæggende årsag til inflationen. Det samme gælder forbrugspresset efter, at samfundene blev lukket op igen efter pandemien. Det såkaldte sammenbrud i forsyningskæderne er af betydeligt mindre omfang end antaget. Det kan alene ses i tallene for verdenshandlen i vareenheder. Hovedproblemet hvad angår forsyningskæderne er, at Vesten over en længere periode med ”just in time” har mistet kontrollen. Det problem forklarer renationalisering af forsyningskæder og netværk.

Efterhånden er der godt nok udenfor det politiske systems horisont ved at brede sig en forståelse af, at det inflationære pres hovedsageligt er forårsaget af den lave produktivitet og faldet i industriinvesteringer siden 2008. Centralbankernes pengeudpumpning efter 2008 og lavrentepolitikken sikrede først og fremmest finanssektoren og de svage industrier på bekostning af produktive investeringer. Og den store pengeudpumpning til forbrug under pandemien for at afværge et egentligt økonomisk sammenbrud har skabt en forbigående efterspørgsel større end udbuddet, hvad der får inflationstrækket til at ligne efter efterspørgselstræk.

Man kan af samme grund ikke løse det underliggende inflationære problem pengepolitisk uden at forøge risikoen for en recession lig den, der fulgte i kølvandet på den amerikanske centralbanks inflationsbekæmpelse i 1978. Industrien faldt sammen og arbejdsløsheden voksede hurtigt. Men den linje kan ikke gentages praktisk, selv om det er muligt ifølge lærebøgerne, fordi verdensmarkedet i dag er betydeligt mere integreret end i 1978. Så konsekvenserne er foruroligende og vil være uoverskuelige. Hvilket forklarer centralbankernes relativt forsigtige renteforhøjelser.

Problemet herhjemme er, at regeringsgrundlaget end ikke adresserer problemet andet gennem de klicheagtige henvisninger til krigen i Ukraine, brud i forsyningskæderne og de høje energipriser, der i øvrigt falder og efterlader det indtryk, at der er andre kræfter, der driver kerneinflationen, som stadig er høj og ligger på 5-6%. Hvis regeringen vælger at overlade inflationsbekæmpelsen til nationalbanken og ECB (som i øvrigt selv påpeger det umulige i at bekæmpe inflationen alene gennem rentepolitikken), kan det skabe recession i Danmark og i øvrigt også i resten af Europa. I det tilfælde falder hele udbudspolitikken sammen. Det samme med råderummet og de fleste andre velfærdsløfter, der er bundet op på det udvidede råderum. Så bliver det et spørgsmål, om den nationale konsensus holder og befolkningens forståelse af det nationale sammenholds nødvendighed, hvor særinteresser/klasseinteresser skal gemmes væk.

Uddannelse og konkurrencepolitik

Man aner en forståelse af den udfordring i regeringsgrundlaget men heller ikke mere. Forslaget om at ændre i kandidatuddannelserne og hele uddannelsessystemets ”trappestige”, herunder adgangsbegrænsning til gymnasierne er så forsigtigt formuleret og så ukonkret, at det kan være vanskeligt at få et billede af, hvor langt man vil gå i skiftet i takt med, at modstanden fra alle sider af det politiske spekter vokser, når forslagene skal gennemføres og ikke mindst finansieres. Det er et tema, som vil kunne accentuere diskussionerne om den indbyggede klasseprofil i uddannelsessystemet, som med de antydede reformer primært vil favorisere overklassen og den øvre middelklasses interesser. Alene reduktionen af varigheden af SU støtten vender den tunge ende nedad. Hvis regeringen på den ene side vil sammenkæde udbuds-uddannelses- og industripolitikken og samtidigt bevare det socialliberale grundlag og opbakningen fra arbejdsmarkedets parter, skal regeringen ud i en balancegang, der dels kan rykke ved relationerne internt i regeringen og de tre partiers vælgermæssige grundlag og dels trække store veksler på den ”nationale samling”.

På papiret har Socialdemokratiet hverken på udbudspolitikken, uddannelsespolitikken eller klimapolitikken givet de store indrømmelser. Det står tilbage at se, om partiets politiske standhaftighed også vil bære igennem, når programmet på disse områder skal realiseres og omsættes til praktisk politik.

Velfærdsstat og velfærdssamfund

En enkelt vending i regeringsgrundlaget er blevet fremhævet i flere kommentarer. Det er skiftet fra velfærdsstat til velfærdssamfund. Men det sproglige skifte skete allerede under den første Nyrupregering og affødte store diskussioner i socialdemokratiet. Nu som dengang er skiftet en imødekommelse af middelklassens liberale illusioner om et stærkt civilsamfund som modvægt dels til statssystemet og dels til markedet. Problemet i dag er, at forestillingen bredt set er en illusion, som den samme middelklasse, der taler om borgerinddragelse mv., selv er med til at skabe. Markedsdominansen er trængt ind overalt og har i takt med individualiseringen (markedets grundstruktur) fortrængt de kollektive løsninger også i civilsamfundet. Tilbage står det stærke statssystem /stat, kommunerne og regioner) som garant for det kollektive og afbalanceringen af de eksisterende interessemodsætninger – ude i civilsamfundet. Det sætter dermed også klare grænser for både Venstres og Moderaternes liberale præferencer og Mette F’s ”frihedsbrev” til den offentlige sektor og de noget svulstige forestillinger om det tætte samarbejde/”samskabelse” mellem borgerne (i almindelighed en utopi) og de ansatte i kommuner og regioner.

Realiteten er jo, at Ove Kaj Pedersen med sit begreb om Konkurrencestaten (som godt nok ikke er specielt originalt, da alle kapitalistiske stater er konkurrencestater) har sat fokus på det reale. At velfærden på det niveau, vi kender, kun kan forsvares, hvis statsmagten kan garantere Danmark en stærk konkurrenceposition på verdensmarkedet. Sådan er det – jo.

Skattepolitikken

Skattelempelserne i bunden og i toppen på 5 mia. kr. er ganske klart en indrømmelse til Venstre og Moderaterne. Men ud over at skærpe ulighedsbilledet lidt mere og tilgodese den øvre middelklasse, batter skattelettelserne ikke meget, når det gælder styrkelsen af erhvervslivet og konkurrenceevnen for slet ikke at nævne det udbudspolitiske perspektiv.

Skattestoppet og intentionen om at skabe budgetneutralitet i 2025 repræsenterer en langt alvorligere begrænsning for regeringens påstand om at ville vedligeholde det givne velfærdsniveau og moderniseringen af dansk erhvervsliv. Budgetlovspolitikken og den strukturelle balances strategi står i modsætning til en offensiv national industri- og investeringspolitik. Selvfølgelig er der ikke noget perspektiv i, at regeringen fører en øget gældsætningspolitik (løsere finanspolitik), men en balanceret finanspolitisk udvidelse af statsgælden for at øge investeringerne i erhvervslivet og uddannelsessystemet er i dag sund fremtidslogik, som også EU kommissionen har forstået. Især indenfor det sidste halve år. Regeringens skattestop er perspektivløst.

Til forskel fra regeringsgrundlaget snævre internationale udsyn har bl.a. Frankrig, Tyskland og EU kommissionen indset, at hverken klimamålene, en ny sikkerhedspolitisk arkitektur eller EU landenes fremtid på verdensmarkedet kan sikres, med mindre medlemslandene enes om ”genopbygningsfonde” og ”Europæisk Suverænitets Fond”, som skal finasieres gennem fælles låneoptagning og øget koordinering af medlemslandenes finans- og økonomipolitik styret af kommissionen. Herunder belastningsmæssig omfordeling fra Nordeuropa til Sydeuropa i erkendelse af, at Sydeuropa kun kan gennemføre de store investeringer med støtte fra hele EU. Senest fremhævet i et brev fra EU kommissær Margrethe Vestager til regeringerne.

Et lignende skifte er ved at folde sig ud under indtryk af energiproblemerne og den spændte situationen mellem EU og USA vedrørende Joe Bidens protektionistiske beskyttelse af amerikansk tech- og bilindustri bl.a. på EU’s, Japans og Sydkoreas bekostning. Modsvaret fra EU er nu øgede investeringer i tech-industrien og alternativ energiforsyning. Igen investeringer, som kun kan gennemføres i EU målestok. Det gælder i øvrigt også for de sikkerhedspolitiske investeringer, som vil ligne blå røg, hvis ikke de underlægges EU styring og kompetence.

Der er noget småstatsagtigt og provinsielt over regeringsgrundlaget, når det overhovedet ikke reelt forholder sig til, at medlemslandenes økonomiske, finanspolitiske og industripolitiske tyngdepunkt forskyder sig til EU. Hvordan stiller SVM regeringen sig til den udvikling, der i høj grad udfordrer de skiftende regeringers fodslæbende tilpasningspolitik? Hidtil har et Folketingsflertal bakket op om begrænsning af EU kommissionens kompetencer.

Men det nytter jo ikke meget, at Danmark når klimamålene flere år før tid, hvis resten af Europa halter bagefter på grund af investeringsunderskud og manglende perspektiver for at sikre befolkningernes økonomiske og sociale tryghed.

I det perspektiv er skattestoppet selv set fra en borgerlig horisont indskrænket, fordi det, som set tidligere, indskrænker den samlede skattebase og begrænser enhver moderne regerings mulighed for at skabe det nødvendige finanspolitisk grundlag for at styre samfundsudviklingen, herunder styre boligsektoren, klimaomstillingen sektorskifte i erhvervslivet mv. Hvis skatte- og afgiftsredskabet skal anvendes her, siger regeringsgrundlaget, at afgifter eller skatter skal lempes andre steder. Man inviterer her til unødvendige og gentagne interessekonflikter og nye tvangsbesparelser på velfærdsområderne. Derved skaber man også grobund for en modstand mod en ellers rimelig miljø- og klimapolitik.

Frisættelse og afbureaukratisering

På papiret ser det ud til, at der er en rimelig overensstemmelse mellem S-regeringens udspil i ”Danmark kan mere III” og programpunktet i regeringsgrundlaget. Stramme regler og dokumentationskrav i kommunerne og regionerne skal lempes. Statsstyringen skal begrænses, og kommunerne og regionerne gives relativt frie rammer til at ommøblere den lokale forvaltning og driften af de borgernære velfærdsområder. (her er regeringen i ”synk” med regeringen i Kina, der nu gennemfører en omfattende kampagne for selvledelse på græsrodsniveau vendt mod bureaukrati og overdreven dokumentation og administration).

Men resultatet af regeringsforhandlingerne lander i virkelighedens verden på et lavt ambitionsniveau med mere af det samme. Man negligerer det faktum, at netop Fogh-regeringens åbning for borgernes frie valg og udvidelse af private udbyderes mulighed for at byde på velfærdsopgaver på markedsbetingelser i perioden 2002 til 2008, har været hoveddrivkraft bag bureaukratiseringen. De ekstremt stramme regler, der er indført i perioden op til i dag, følger naturligt af markedsgørelsen, hvis principperne om konkurrencelighed og ”retfærdig styring” af økonomiske transaktioner mellem den offentlige sektor og erhvervslivet skal overholdes og kontrolleres. Indenfor næsten alle velfærdsområder har det ført til dræbende standardiseringer, afmyndiggørelse af frontpersonalet og indførelse af økonomisk effektstyring, der vilkårligt har konstitueret effektmål og af samme grund fremmet mikroøkonomisk suboptimering og overladt varetagelsen af forvaltningerne overordnede sammenhæng til de centrale bureaukratiske.

Så længe regeringen ikke effektivt vil sanere strukturreformens strategisk bestemte markedsgrundlag, hvor forvaltningssektorerne strategisk skal handle med hinanden – det gælder især hvad angår sundheds- og hospitalspolitikken – vil det ikke kunne lade sig gøre i praksis at reducere bureaukratiet og de administrative sektorers finansielle dræn. I den sammenhæng bliver kommunernes og borgmestrenes indsigelser (sidst i Momentum 12. januar 2023) overfor regeringens ønske om at spare/reducere deres økonomiske ramme med 3 mia. kr. på de administrative områder forståelig og legitim.

Gennem de sidste mere end tyve år har skiftende regeringer og kommunalbestyrelser formet den offentlige sektor efter Public Management filosofien, som er trængt ind som en fast bestanddel af tankegodset bag de forskellige styringsinstrumenter. Og hele lag af embedsmænds og forvaltningsledelsers autoritet og status er i dag afhængig af netop fritvalgspolitikken og markedsorienteringen.

Så i realiteternes verden vil S-regeringens tidligere udspil komme i konflikt med ønskerne og forestillingerne i Venstre og Moderaterne, hvis ledende personer om nogen (Løkke Rasmussen og Sophie Løhde) har drevet en politisk kurs i regeringerne siden Fogh Rasmussen, der har skabt det ”bureaukratiske monster”, man nu vil til livs.

Ikke dermed sagt, at socialdemokratiets ”frihedsbrev” ikke lader sig praktisere, og at det ikke er muligt at nedbryde stive faggrænser mv., presse flere til at arbejde på fuld tid og nedbringe sygefraværet (som er alt for højt), men indsatsen kræver faktisk et opgør med den politik, der lægges frem i regeringsgrundlaget og ikke mindst med den elitære tænkning og syn på frontpersonalet, der i dag konserverer den bureaukratiske dominans. Man kan frisætte frontpersonalet i selvstyrende enheder lige så meget, man vil, uden at det ændrer på den overordnede og bestemmende markedstvang, som ligger iboende i fritvalgsvisionen. Og så er man lige vidt.

Der er helt overordnet set en grund til den automatiske drift mod større statsregulering af markederne. I modsætning til den ideologiske utopi er de nemlig hverken selvregulerende eller samlet set effektiviserende. Den empiriske afdækning behøver ikke at gå længere end til ældre- og sundhedsområdet i dag, der siden 2002 har været eksperimentarium for New Public Management og neoliberal tænkning.

”Frihedsbrevet” bliver først til virkelighed den dag, hvor blikket drejes 180 grader og medarbejderne indenfor velfærdsområdet får myndigheden tilbage og frigøres fra arbitrære effektkrav, således de faktisk kan tilrettelægge deres arbejde og udvikle deres funktioner i samarbejde med borgerne indenfor almene velfærdsstatslige rammer. Dvs. udføre deres arbejde professionelt og ikke ty til privatisering af driften af velfærdsinstitutionerne gennem individuel suboptimering for at opnå anerkendelse eller undgå sanktioner.

Vi vil nok opleve en række åbne konflikter både internt i regeringen og mellem regeringen og kommuner og regionerne, når regeringsgrundlaget her skal omsættes til praksis. Men principielt bygger hele afsnittet om afbureaukratisering og lokal frisættelse på illusionerne om stærke civilsamfund og markedskonkurrencens gavnlige effekt på kvalitet og udvikling. Det står hen at se, hvordan regeringen vil sikre øget fuldtidsbeskæftigelse, når dens egen budgetpolitik animerer ledelserne til at fastholde et højt niveau af deltidsbeskæftigelse for at sikre ”ansættelsesfleksibilitet” som værktøj i egen budgetoverholdelse og på den anden side personalets ønske om deltid som selvbeskyttelse.

Forsvars- og sikkerhedspolitik

Under indtryk af krigen i Ukraine var det en smal sag for S-regeringen at skabe national samling om et forsvarsforlig, sådan som det i foråret har været tilfældet i flere lande, og fremskynde opfyldelse af Natos krav til medlemslandenes forsvarsbudget på 2% af BNP. Regeringsgrundlaget fremrykker opfyldelsen af kravet til 2030, hvilket kræver en budgetforøgelse på 4.5 mia. kr. samtidig med, at skattelettelserne kommer til at koste 5 mia. kr. på statsbudgettet. Så den samlede regning på næsten 10 mia. kr. alene på de to punkter i regeringsgrundlaget skal hentes ind, hvis budgetneutraliteten skal nås i 2025.

Men det er for så vidt ikke den økonomiske oprustning af forsvarsbudgettet, der er det store problem. Eller det mest interessante. Det er mere, at det ikke fremgår klart, hvad budgetforøgelsen egentlig skal bruges til. Nu har det i årevis været drøftet blandt Nato landene, om to procent kravet for det første var relevant eller bare en ligegyldig kvantitativ størrelse og for det andet om, hvordan oprustningen skulle organiseres og med hvilket formål – kort sagt hvilket fjendebillede og potentiel krig forsvaret skulle geares til. Det står med regeringsprogrammet ikke ganske klart, hvor regeringen placerer sig.

Lige nu tegner USA billedet med sine mange militærstrategiske udspil, hvor de hver især er tilegnet USA’s egne sikkerhedspolitiske interesser på de forskellige kontinenter uden nødvendigvis at tage hensyn til de andre medlemmer af Nato. Eller sagt på en anden måde kan en ny interessekonflikt indenfor Nato ikke udelukkes enten under eller efter Ukrainekrigens ophør. Faktisk udspiller den sig allerede nu under overfladen. I længden kan EU ikke udbygge sin ”Strategiske Autonomi”, som planlagt, og samtidigt være underlagt amerikansk dominans og national interessevaretagelse og af samme grundblive trukket yderligere ind i magtkampen og konflikten mellem USA og Kina.

Regeringsgrundlaget tager det for givet, at Danmark skal bidrage til styrkelse af Nato samtidig med, at der i EU udspiller sig meget centrale diskussioner om styrkelse af EU’s forsvar og ikke mindst integrationen af den samlede forsvarsindustri, som i dag er atomiseret og ineffektiv. Under overfladen handler det i virkeligheden om, hvorvidt Europa skal fortsætte med at være afhængig af USA’s sikkerhedspolitik og dominansstrategi, hvis problematiske natur især blev tydelig under Trumpregeringen. Det drejer sig også om udformningen af Europas sikkerhedsarkitektur, som der på trods af det aktuelle sammenhold langt fra er enighed om dels i EU og dels mellem EU og USA. Og sidst men ikke mindst drejer det sig om, at sikre EU’s placering både globalt og i nærområderne, der omhandler Mellemøsten og hele Afrika.

Så selv om enigheden på den korte bane er givet, venter der en lang periode frem mod 2030, hvor hele forsvars- og sikkerhedspolitikken vil blive udsat for de mange konfliktende interessers pres. Det gælder også det nuværende nationale sammenhold, som først og fremmest holder under indtryk af den generaliserede belejringsstemning (belejringspsykose), understøttet af trusselsrapporten fra Forsvarets Efterretningstjeneste, som kan koges ned til: Vesten og vores samfundssystemer og værdier er under pres på alle fronter – hvilket lige nu og her maner til national samling og forsvar indenfor den Atlantiske alliancepolitik.

I udgangspunktet en ekstrem defensiv tilgang til det globale magtskifte, der udspiller sig alle steder på kloden, og hvor USA og Kina er hovedaktørerne. I det spil er både den danske og de andre vestlige regeringslederes selvovervurdering med rod i 500 års verdensdominans kontraproduktiv både for verdensmarkedets vækst og udvikling og de enkelte nationalstaters sikkerhed. Alene anerkendelsen af Joe Bidens primitive modsætningsfigur – demokrati versus autokrati – spærrer for regeringens og statsministerens globale udsyn. Det står ikke meget bedre til i Folketinget.

Tiden for, som det mest indlysende af alt, at hævde forsvaret af universelle værdier er ved at rinde ud. Dels fordi de ikke er universelle – men vestlige. Og dels fordi flere og flere lande ikke anerkender disse værdier som universelle. Vel at bemærke lande vi må øge vores samkvem med, hvis vil bevare Europas globale betydning og vores høje levestandard – alle uligheder til trods.

Det er regeringsprojektets grundvilkår for fremtiden.

Den socialliberale SVM regerings belejringsnarrativ er dens ideologiske og stemningsmæssige grundlag/legitimitet lige her og nu. Men der er al mulig grund til at betvivle dens løsninger og holdbarhed.

Vi har allerede med virakken om afskaffelse af Store Bededagen fået en slags omdrejningspunkt for flere af de konflikter, der kan opstå, når belejringspsykosen mister sit greb i befolkningen. Og man kan ikke lige frem sig, at Mette F’s begrundelse for afskaffelsen af feriedagen med henvisning til det rimelige i, at alle bidrager til styrkelse af forsvaret mod de kræfter, der truer vores samfundsgrundlag, er blevet modtaget råt. Tværtimod. Man kan vælge at betragte forslaget som en lidt overmodig symbolsk veksel på det ”nationale sammenholds” holdbarhed men måske i lige så høj grad som en fejlkalkulation, når man samtidig gennemfører skattelempelser, der notorisk gavner de mest velstillede i samfundet. Og sidst men ikke mindst udfordrer fagbevægelsen og den såkaldte danske model for arbejdsmarkedsreguleringen.

Perspektivering

Når jeg i stedet for at skælde Socialdemokratiet ud for ”at have forladt rød blok” og sælge ud af principperne for at bevare regeringsmagten, eller kaste sig i armene på de borgerlige, selv om der er et parlamentarisk flertal bag Mette F., har valgt at belyse væsentlige punkter i regeringsgrundlaget kritisk, så er forklaringen den simple, at ingen bliver klogere af at høre på venstrefløjens harme. Faktisk er udfaldene og henvisningerne til Mette F’s forræderi overfor linjen i Forståelsespapiret især fra EL lidt pinlige.

Hvad Mette F indså og senere også har fået bekræftet er, at Socialdemokratiet ikke længere kan basere en regeringsdannelse på et parlamentarisk grundlag, hvor Det Radikale Venstre indgår som nøgleparti. Krisestyringen under pandemien og minksagen gjorde det klart, som mange i hvert fald på venstrefløjen burde have vidst, at socialdemokratiet ikke kan føre offensiv socialdemokratisk politik sammen med R. Den tid er forbi, og det var den faktisk allerede da S-SF projektet kollapsede i det ”sorte tårn”.

Forståelsespapiret fra 2019 blev aldrig det ønskede opgør med ”nødvendighedens politik”. Den lå indlejret i de bagved liggende præmisser og fik til følge, at S-regeringen stille og roligt under indtryk af pandemien og senere eksplosionen i det europæiske sikkerhedsbillede bevægede sig hen til det punkt, hvor Mette F i sin grundlovstale kunne bebude det, der nu er blevet til virkelighed.

Mette F har bevæget sit parti hen i en for partiet historisk klassisk kriseposition, hvor man ofrer baglandets klasseinteresser og de fleste af sine progressive mærkesager for i en national samlings ånd at bevare og forsvare den sociale balance og ro. Deri ligger SVM regeringens logik og legitimitet, fordi også lederne i Venstre og Moderaterne har indset, at borgerskabets- og erhvervslivets interesser bedst tilgodeses af en socialliberal regering, der både er moderat liberal og moderat social – på en sådan måde, at det store flertal af vælgere ikke for alvor udfordres. Hvor længe den defensive strategi holder er uvis, men nedslidningen af regeringssammenholdet og dyrkelsen af fællesinteressen kan allerede i 2023 blive udfordret af de mange udefra kommende problemer og måske oven i købet kriser.

I al væsentligt vil regeringen med sit program lande langt fra sine intentioner. Regeringsprogrammet adresserer langt fra de aktuelle og fremtidige samfundsproblemer. Det gælder i dag både de nationale og internationale problemer, og som bekendt hænger de mere sammen end for blot få siden. Alene af den grund er regeringsprogrammets intentioner om socialliberal balancepolitik urealistiske og ligeledes uden det udsyn, der skal til både for at indkapsle aktuelle uenigheder og give vælgerne en tro på, at SVM repræsenterer fremtiden. Regeringen risikerer af samme grund at blive ædt op i småkonflikter indefra. Spørgsmålet melder sig endvidere, om en defensiv socialliberal regering bestående af netop SVM overhovedet er i stand til at samles om et grundlag med internationalt udsyn, der rækker ud over småstatens tilpasningspolitik.

Men når slutsaldoen afslører, at regeringens løsninger ikke takseres til at være adækvate svar på problemerne, siger det ikke kun noget om regeringen. Det stiller de samme krav eller spørgsmål til den socialistiske opposition. Det er ikke kun et spørgsmål om, at regeringens svar ikke er de rigtige men nok så meget, at den slet ikke adresserer de centrale problemer, som beskrevet ovenfor. Skal venstrefløjen tages alvorligt og optræde som andet ens socialindignatorisk megafon, må den socialistiske opposition udarbejde sine egne svar på de store nationale og internationale problemer, som regeringsgrundlaget vender ryggen til.

Hvis ikke udbuds- og råderumspolitik, hvad så? Hvis ikke pengepolitisk antiinflationspolitik, hvad så? Hvis ikke styrkelse af EU og EU’s institutioner, når det bl.a. gælder klimainvesteringer og forsvaret af europæiske interesser, hvad så? Hvis ikke amerikansk domineret sikkerhedsstruktur i Europa, hvad så? Hvis ikke bevidstløs involvering i USA’s inddæmningspolitik overfor Kina, hvad så? Og sidst men ikke mindst, hvis ikke fortsat liberal juridicering af politikken og udhuling af det parlamentariske demokrati som legitim ramme for de forskellige samfundsinteressers kamp, hvad så?

Disse og mange flere spørgsmål skal den socialistiske opposition kunne give svar på, hvis den vil udfordre SVM regeringen og opbygge grundlaget for et alternativ sammen med socialdemokratiet, hvor Det Radikale Venstre ikke indgår i ligningen og som overskrider den socialliberale logik – om det er den defensive, som vi ser nu, eller den mere progressive indbygget i Forståelsespapiret.