Hvem overvåger overvågningskapitalismen?

Det korte svar på dette spørgsmål er, at det gør Shoshana Zuboff i bogen The Age of Surveillance Capitalism fra 2019 (1). Med Thomas Pikettys Le capital au XXIe siècle fra 2013 og nu Zuboffs har vi fået to af de allervigtigste værker fra de seneste små ti år om samfundenes tilstand.

Har man læst Zuboff, er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at tage stilling til fænomenet overvågningskapitalisme. I denne henseende følger værket en klassisk model: Vi må vide noget på et kvalificeret grundlag for at kunne træffe bedre beslutninger og handle klogere. Selv om overvågningskapitalismen har en altfavnende ambition, er der alligevel et råderum tilbage, der ikke bare er afledt af dens overgribende interesser, men som faktisk giver plads til en slags stillingskrig, en hegemonikamp om strategier ikke uden konsekvenser også for menneskets mentale og biologiske beredskab.

På mange måder udstikker Piketty de bredere historiske rammer for tendenserne i den kapitalistiske produktionsmåde, som overvågningskapitalismen er den seneste udbygning af. I konklusionen til sit værk sammenfatter forfatteren sine resultater og når frem til, at “en økonomi, der bygger på markedet og den private ejendom, og som overlades til sig selv, rummer betydelige konvergenskræfter, der navnlig er forbundet med udbredelsen af kompetencer og færdigheder, men også stærke divergenskræfter, der potentielt er farlige for vores demokratiske samfund og de sociale retfærdighedsværdier, som disse samfund er grundlagt på” (2). Piketty slår ned på den destabiliserende faktor, der ligger i produktionsmådens indbyggede modsigelse mellem det altid højere afkast (r) af den investerede kapital og den altid lavere vækstrate i indkomst og produktion (g) efter formlen for samfundsmæssig ulighed r > g (læses: r er altid større end g). Man kan også af disse konkluderende betragtninger slutte, at de kræfter i kapitalismen, der skaber orden eller forventes eller påstås at gøre det, under uændrede forhold vil blive undermineret af de kræfter, der skaber uorden. Den neoliberalistiske vending i den internationale kapitalisme har blot forstærket denne ligning ved at flytte afkastet over i rent finansielle spekulationer (financialization) uden reel bund i den konkrete økonomi.

Det er næppe for meget sagt, at Big Tech fra første færd har haft sine drømme om en bedre verden og har styrket vore kompetencer og færdigheder, når det gælder samkøring og generering af viden og sociale kontakter. Men verden er også blevet fanget på det forkerte ben af de før så snilde teknologier, der længe har vist nogle andre og stærkt foruroligende sider af deres virke. Hvor er vi på vej hen, og vil vi derhen? Det er nogle af de mange spørgsmål, som Zuboff ridser op i sin bog om de nye frontlinjer for magt og politik. Umiddelbart forbinder vi overvågning med spionernes eller politiets verden. En i forvejen mistænkt person bliver skygget i gaderne uden dennes viden. Efterhånden som det ikke giver tilstrækkelige resultater, sætter man overvågningskameraer op overalt, der principielt gør alle, skyldige som uskyldige, til genstand for registrering.

Med overvågningskapitalismen har vi at gøre med et særligt træk ved en produktionsmåde, der allerede er kendt og velbeskrevet fra Marx og frem til Piketty. Det er ikke fordi denne nye fase i kapitalismens århundrede lange historie mindsker produktionsmådens ‘vilje’ til akkumulation af ressourcer og til en ulige fordeling af disse ressourcers brug til fordel for en egentlig oligarkidannelse i vore samfund. Tværtimod tydeliggør den seneste fase endnu engang, hvor stærke destruktive og nedbrydende kræfter der er indbygget i den kapitalistiske produktionsmåde som en historisk kontingens organisationsmodel, hvis ikke de imødegås af politiske og sociale kræfter inden for samfundsformationen som helhed. Det var en visdom, som Karl Marx profilerede som videnskabmand og som politiker, og som også lå bag dannelsen af Første Internationale og de tidligste arbejderorganisationer i sidste halvdel af det 19. århundrede.

Paradigmeskifte

Den 9. august 2011 overhalede Apple Exxon Mobil som verdens mest værdifulde børsnoterede selskab. I 2014 fortrængte Google det gamle olieselskab (s. 117). En klar indikator på retningen fik man imidlertid allerede i 2009, da en af juvelerne i det gamle industrisamfund General Motors gik konkurs (s. 587). Det pressede yderligere de aftalesystemer, som arbejdsmarkedets parter havde forhandlet sig frem til op igennem efterkrigstiden. Omend industrikapitalismens dage ikke var talte, så var dens hidtidige dominans vigende. Der skulle dog fortsat leveres olie for at holde maskinerne i gang, og varer og personer skulle fortsat transporteres rundt for at fremstille Apples produkter som de fysiske genstande, computere, ipads og iphones også var i deres materialitet. Samme augustdag i 2011 udbrød der voldsomme optøjer i Londons forstæder, der angiveligt ikke er blevet set voldsommere siden the Gordon Riots i 1780. Det er dog et mønster, der er set før i kapitalismens historie. Men til forskel fra tidligere kan de marginaliserede grupper i dag ikke tilsvarende regne med at have organisationer til rådighed, der kunne give opstanden mod de ulige vilkår en politisk løsning.

Disse begivenheder afspejlede for det første en udbredt utilfredshed men også afmagt og desorientering blandt de marginaliserede befolkningsgrupper. De var imidlertid også et fingerpeg om nogle af følgerne efter den neoliberalistiske vending. Med sine dereguleringer fra 1980erne havde dette skifte allerede bidraget til at undergrave de fælles institutioner ud fra en ideologiske målsætning om at stille individet frit over for et styrket og nærmest enerådigt markeds vare- og arbejdsudbud uden snærende bånd til faglige og politiske organisationer. Det var i dette regi, at den nyeste fase i kapitalismens historie lancerede sine bud både på nye kilder til rigdom og på løsninger af behovet for nye måder at sikre social stabilitet på. Dette dobbelte formål har dog vist sig ikke at være i stand til at ophæve produktionsmådens indbyggede modsigelse mellem utopien om universel velstand og velfærd og den sociale uretfærdighed, skabt af den konkrete udmøntning af denne utopi.

De særtræk, der rykker overvågningskapitalismen i forhold til kapitalismen som sådan, er knyttet til opkomsten af Big Tech, der foruden Apple omfatter andre kendte brands som Microsoft, Google og Facebook m.fl., der gør teknologien til en afgørende faktor for ikke bare at skabe nye sociale relationer i produktions- såvel som i privatlivet men også for at producere og indhente informationer. I denne henseende gør overvågningskapitalismen ensidigt “krav på den menneskelige tilværelse som et gratis råmateriale, der kan omsættes til adfærdsdata. Uanset at nogle af disse data anvendes til forbedring af produkter eller tjenesteydelser, erklæres resten for at være patentbeskyttet adfærdsoverskud, som indføres i avancerede produktionsprocesser kendt som ‘maskinintelligens’ og derfra forarbejdes til forudsigelsesprodukter med henblik på at beregne vores handlinger nu, lige straks og senere. Til sidst bliver disse forudsigelsesprodukter handlet på en ny type marked for adfærdsforudsigelse” (s. 18).

Da mange virksomheder vil være interesseret i sådanne informationer til brug i deres egen produktudvikling, har denne forretningsmodel gjort Tech-firmaerne umådeligt rige og øget deres kursværdi eksponentielt. Der er altså udviklet en teknologi, der ikke bare kender til vor adfærd i både det offentlige rum og inden for hjemmets fire vægge, men som også kan forme den. Det danner grundlag for “en ny type magt”, en instrumentær magt, der “kender og former menneskelig adfærd med tanke på andres formål” (s. 19). Eller sagt på en anden måde: Tech-firmaerne ved mere om os end vi om dem. Der ligger heri en asymmetri, der for så vidt altid har været magtens prærogativ, hvis man tager dens tendens til at lukke sig om sig selv og sine hemmeligheder (arcana imperii hedder det allerede hos den romerske historiker Tacitus) i betragtning: “De akkumulerer enorme felter af ny viden fra os, men ikke til os” (s. 22). De yderste konsekvenser heraf er, at der bliver skabt et samfund “uden udgang” og uden “retten til fristeder” (s. 33) og dermed uden ret til privatlivets fred.

Zuboff henter mestendels sit empiriske materiale fra den amerikanske virkelighed og retter fokus mod de fortrinsvis private firmaer, der i denne kontekst har bragt sig frem med deres monopoler på indhentning af informationer. Men det er indlysende, at der er andre end markedets og det private erhvervslivs aktører, der har interesse i dette opsving i de teknologiske muligheder for at forbedre konkurrencevilkårene. I vid udstrækning benytter staterne de samme teknologier til at registrere en befolknings mellemværende med de offentlige myndigheder og indtil videre med befolkningens stiltiende accept. Det er også velkendt, at diverse efterretningstjenester gør brug af den udvidede adgang til overvågning af borgerne for ad den vej at kunne fange gentagen mistænkelig adfærd og gribe ind i tide, som det er udbredt praksis i terrorbekæmpelsen og har været det siden 11. september 2001. De nye teknologiske muligheder har desuden fundet anvendelse til at fremme bestemte politiske interesser. Det mest eklatante eksempel var de operationer i det skjulte, som Cambridge Analytica satte ind med for at sikre Donald Trump sejren i 2016 og Brexit-fløjens succes i 2017. Endelig har Kina implementeret en statslig overvågningstrategi, der på mange måder er mere vidtgående, end vi hidtil har set i Vesten med det klare formål at sikre en statskapitalistisk drevet økonomi, uden at Det Kinesiske Kommunistpartis magtmonopol bliver bragt i fare.

Der ligger her nogle aspekter af problemstillingen, som Zuboff kun i mindre grad adresserer. Det er nu ikke en egentlig kritik, men blot en påpegning af temaets gigantiske omfang. Selv klassificerer Zuboff sit tema som “uden fortilfælde” (23). Det kan man måske sige, når vi ser på brugen af kunstig intelligens og the Internet of Things samt på hurtigheden, hvormed disse er blevet bragt i anvendelse og bredt accepteret. Det virker unægteligt antikveret, når man i dag besøger Stasis hovedkvarter i det gamle ØstBerlin og ser, hvorledes man ikke var nået længere end til et hulkortsystem med navne på ‘folkefjenderne’ og et arkiv med fysiske duftspor, så opdrættede hunde kunne snuse sig frem til de formastelige. Men når det gælder selve overvågningen har det altid været en integreret del af et magtapparats måde at fungere og konsolidere sig på. Man kan bare tænke på Modreformationens katolske kirke, der via sine religiøse ritualer havde gjort det til en vane, at den troende jævnligt gik til skrifte og bekendte sine synder. Denne adfærdsregulering fra bunden af har fået forskere i perioden til i dette tilfælde at tale om et første eksempel på et totalitært styre.

Fra sidespor til hovedspor. Forudsætninger

Når tingene har fået lov til at accelerere, som de vitterligt har gjort, skyldes det i høj grad, at nogle strømninger inden for økonomisk og psykologisk tænkning, der efter krigen kun havde marginal indflydelse, fra 1980erne er blevet mainstream. I 1947 blev the Mont Pelerin Society grundlagt på initiativ af økonomen Friedrich von Hayek, der fik Nobelprisen i 1974. Med i gruppen, der så sig selv som en ‘kollektiv intellektuel’, fandt man andre navne som Milton Friedman, ligeledes økonom af fag og Nobelpristager i 1976. I begge tilfælde var denne udmærkelse udtryk for en voksende anerkendelse. Det var i dette miljø, at det neoliberalistiske paradigme tog form. Imidlertid var det den keynesianske model, der kom sejrigt ud af konfrontationen i første omgang, og lagde præmisserne for efterkrigstiden ‘gyldne år’, som den engelske marxistiske historiker Eric Hobsbawm benævnte de første tredive år efter anden verdenskrigs afslutning med henvisning til opbygningen af den moderne velfærdsstat. Denne models hegemoni måtte imidlertid vige, efterhånden som neoliberalismens globale dereguleringsmodeller tog over og gav plads til andre forestillinger om, hvad et individ var for en størrelse.

Med det 18. århundredes Oplysningstid udviklede der sig nogle nye bånd mellem individ og stat. Suveræniteten var ikke længere forbeholdt de få eller hin enkelte monark, men blev overført til de mange. Individet udskilte sig fra almuen, fik rettigheder og måtte underkaste sig en række pligter, mens staten forvaltede disse ydelser på grundlag af et folkeligt mandat, der siden de første forfatningsinitiativer efter den franske revolution har fået en stadig større bredde, efterhånden som almen stemmeret, også gældende for kvinder blev indført. Der er her tale en individualisering, der er “en konsekvens af langvarige moderniseringsprocesser” (s. 48). Med velfærdsstaten blev denne ekspansive og inkluderende individopfattelse udbygget med borgerens ret til sundhed, uddannelse og social omsorg, som den kapitalistiske vækstmodels primære aktører gik med til, så længe kravet om surplus kunne forenes med de øgede offentlige udgifter til forbedring af arbejdskraftens fysiske og intellektuelle beredskab og med pæne lønstigninger for at stimulere det private forbrug.

Margaret Thatcher udtalte i 1987: “I think we have gone through a period when too many children and people have been given to understand ‘I have a problem, it is the Government’s job to cope with it!’ or ‘I have a problem, I will go and get a grant to cope with it!’ ‘I am homeless, the Government must house me!’ and so they are casting their problems on society and who is society? There is no such thing! There are individual men and women and there are families and no government can do anything except through people and people look to themselves first”. De berømte ord faldt i et interview til livsstilsmagasinet Woman’s Own og var egentlig blot en ajourføring på højeste plan af den opsigelse af efterkrigstidens samfundspagt, som allerede havde fundet sted i det forudgående årti.

Det er den neoliberalistiske drøm om homo oeconomicus, der her træder frem, hvis rationalitet alene styrer efter at forstå markedets inderste logik og drage maksimal fordel deraf. I virkeligheden er det et mere afpillet og udsat individ, der her står tilbage i sin egen eksklusivitet. Det er et individ, der er ansvarlig for sin egen succes eller fiasko og derfor udvikler stadige forbehold over for enhver form for fællesskab. Det nedbryder også enhver form for institutionelt forsvar over for følgerne af den neoliberalistiske vending. Man kan konstatere, at med dette paradigmeskift, som fortalerne anså for nødvendigt for at alle kunne blive rigere, faldt de årlige vækstrater, mens ‘overskuddet’ i vid udstrækning kom fra rene finansielle operationer uden bund i realøkonomien og forbeholdt de nye oligarkier, over for hvis fåtallige medlemmer (den berømte 1%) alle andre måtte fremstå som fiaskoer.

Psykologien følger lignende forskydninger fra frigørelsesprojekt til adfærdsregulering. Det var oprindeligt Freuds anliggende at frigøre individet ved at tematisere de traumer og fortrængninger, som hæmmede dets udfoldelse. Dette spor blev taget op ikke mindst af den tysk-jødiske sociolog Herbert Marcuse. Under sit amerikanske eksil forfattede han en række bøger, som fik stor betydning for ungdomsoprøret i 1960erne. I One-Dimensional Man: Studies in the Ideology of Advanced Industrial Society fra 1964 tog Marcuse afsæt i sin baggrund i Frankfurterskolen og vendte sig kritisk imod de vestlige samfunds tilpasning til forbrugersamfundet, der reducerede det myndige individs frihed til blot at være et spørgsmål om at vælge frit blandt markedets mange produkter. Denne kritiske tilgang fik sit vel nok mest ekstreme udtryk i Gilles Deleuze og Félix Guattaris L’Anti-Oedipe fra 1972, der da også inspirerede efterdønningerne af ‘1968’ i sidste halvdel af 1970erne.

B.F. Skinner, professor i adfærdsforskning ved eliteuniversitetet Harvard, leverede et modsvar til denne tendens. I hovedværket Beyond Freedom and Dignity (1971) afviste Skinner enhver forestilling om menneskelig værdighed som et udslag af selvoptaget narcissime (s. 379). Mennesket er heller ikke frit. Frihed afslører blot, at man som individ ikke ved bedre (s. 428). I samme grad besidder mennesket derfor heller ikke et ‘indre liv’, der er skjult for omverdenen. Mennesket er alene et sæt af adfærdsformer, der kan gennemskues udefra af Den Anden, og så meget lettere kontrolleres. Med Skinners ord: “Vi er nødt til at foretage store forandringer af den menneskelige adfærd, og hvor meget vi end forsøger, kan vi ikke foretage dem blot med hjælp fra fysik og biologi … vi har derimod brug for en teknologi til adfærd … der i styrke og præcision er sammenlignelig med fysisk og biologisk teknologi”. Der er noget profetisk over disse ord, som også definitivt afskriver frihed og værdighed, fordi idéerne bag “står i vejen for yderligere menneskelig udvikling” (s. 433).

Det digitale præsteskab.

Der ligger i denne dobbelte afkobling af økonomien fra staten og af individet fra fællesskabet og fra sin egen individualitet en helt afgørende forudsætning for de måder at tænke og handle på, som er karakteristisk for tech-giganternes nye oligarkier. De ville formentlig ikke være nået så langt, hvis ikke disse forudsætninger allerede havde sat sig igennem som rationalet bag de seneste årtiers prioriteringer med rødder tilbage i efterkrigstidens opbygning af the big society. Det skal ikke forbigås, at med velfærdsstatens udbygning skete der samtidig en øget offentlig registrering af befolkningen bl. a. med indførelsen i Danmark af personnummeret, der blev indført med folkeregisterloven i 1968. Industrisamfundets mest avancerede model, fordismen, var som en forudsætning for de højere lønninger også et ekstremt eksempel på social overvågning af arbejdskraften, der måtte underordne sig ingeniør Taylors time-and-motion tilrettelæggelse af arbejdsprocessen og i Henry Fords tilfælde også affinde sig med et inspektionskorps, der holdt arbejdskraften under opsyn også uden for arbejdstiden. Logikken lød: Hvis I vil have en billig masseproduceret bil og penge til at betale den, kræver det indførelsen af et ‘despoti’ på fabriksplan. Der lå allerede en adfærdsregulering i efterkrigstidens samfund, der ikke blev mindre af forbrugersamfundets konformiteter. Det nye er, at teknologien nu forstærker den sociale disciplinering og gør de ændrede adfærdsformer til kilde for en ny akkumulationsmodel, der skaber rigdom via selve de sociale relationer. Mens industrisamfundet udnyttede mennesket som arbejdskraft, udnytter overvågningskapitalismen mennesket som sådant.

Følger man op på de ganske åbenhjertige udtalelser fra tech-virksomhedernes ledende repræsentanter er talen klar. I tillid til egen formåen og til det indlysende rigtige i, hvad man har at tilbyde menneskeheden, lægger man ikke bånd på sine forventninger, også selv om virkeliggørelsen af disse bryder grundlæggende med den demokratiske forfatningsorden. Hal Varian, økonomichef hos Google: “Da transaktioner nu er computerformidlede, kan vi iagttage adfærd, der tidligere ikke lod sig iagttage, og skrive kontrakter ud fra den. Det muliggør transaktioner, der tidligere ganske enkelt ikke lod sig gennemføre” (s. 259). Zuboff ser dette nye kontrakforhold som lidt af en tilsnigelse, al den stund der i virkeligheden er tale om det, hun kalder en “ukontrakt” (s. 261), dvs. en uretmæssig ophævelse af den enkeltes ejendomsret over de data, som den pågældende selv genererer og efterlader.

Larry Page, der sammen med Sergej Brin, grundlagde Google udtalte i 2013 om det ikke bare at reorganisere viden, men også om at reorganisere samfundet: “Hvis jeg tænker langt frem, forstår vores software dybest inde godt, hvad du er vidende og uvidende om, og hvordan man kan organisere verden for at gøre den i stand til at løse vigtige problemer” (s. 472). Der lægges her op til en helt ny model for relation mellem viden og samfund, da informationsbehovet i samfundet i denne fremtidsvision forudsætter en almen accept af, at der ikke er det hjørne af tilværelsen og af samfundslivet, der ikke er tilgængeligt for informationshøst. Det kræver formentlig en gennemgribende revision af retsstatens grundlag, der imidlertid alle på en række områder de facto er underløbet.

Alex Pentland, chef fra Media Lab på MIT, er blandt dem, der mest ihærdigt har rundsendt det nye budskab igennem hundreder af artikler og rapporter samt i bogen Social Physics fra 2014, der sammenstiller lovene for social adfærd med fysikkens love. Han har desuden været rådgiver for internationale organisationer og firmaer som World Economic Forum, Nissan, Telefonica og FN og er derfor i tæt kontakt med de internationale eliter. Pentland stiller store forventninger til fremtiden: “Om få år vil vi sandsynligvis have ufatteligt mange tilgængelige data om noget nær hele menneskehedens adfærd – på løbende basis. De fleste data findes allerede” (s. 501). I Pentlands optik er der to forhold, der er afgørende for en social organismes succes. For det første kræver det, at der er et engagement i at udvikle nye idéer og en selektion af de bedste. For det andet – og her lægger Pentland sig allerede fast på den for ham mest perspektivrige forestilling om, hvad et menneske er – skal der være en social læring, der sikres ved at mennesket efterligner hinanden. Mennesket er her først og fremmest et homo imitans (s. 511), der miner de andre. Oplysningstænkningens homo cogitans, det tænkende menneske er der ikke længere plads til. Det er efterligningen, der danner grundlaget for samfundets dannelse; det er ikke empatien, evnen til at leve sig ind og forstå og anerkende de andre.

Det er næppe tilfældigt, at Pentland erklærede individualiteten for død og forlod individet som udgangspunkt for rationalitet, da det er kilde til fejl, i den udstrækning det endnu ikke har tilpasset sig de andres ‘succesfulde’ adfærd og underkastet sig det sociale pres. Tidligere epokers kernebegreber som folk og klasse skrottes. Det efterlignende menneske hører snarere til i en slags sværm, der mere bringer mindelser om bierne og myrernes samfund end om filosoffen Kants myndige subjekt. Hermed ligger Pentland helt på linje med Skinner, der i Beyond Freedom hyldede afskaffelsen af “det autonome menneske – det indre menneske, homunculussen, dæmonen, mennesket som offer for frihedens og værdighedens tankegods” (s. 514).

Der udspindes her nogle tanketråde og strategier, der med åbent sind fører samfundene i en klar illiberal og postdemokratisk retning. Skinner havde allerede i sin fremtidsroman Walden Two (1948) udstukket perspektiverne for sit senere videnskabelige virke. Dette værk kan passende modstilles det dystopiske scenarie, som George Orwell sætter op i den samtidige roman 1984 fra 1949 om overvågningens mareridt, legemliggjort i Big Brother figuren, om noget en første figuration af Den Anden. Der ligger formentlig også et posthumant perspektiv i Pentlands radikalisering af adfærdspsykologiens grundteser, når de hidtidige forestillinger om mennesket nu lægger sig fast i nogle forestillinger om et menneske, der alene menes født til at efterligne. Denne bestemmelse fremmes da også af det omsiggribende Internet of Things, der baner vejen for en ny tilværelse midt i “en symbiose mellem menneske og maskine, hvor menneskene forstår mere om at interagere i netværk på grund af computere, og computerne bliver i stand til at forstå mere om menneskets måde at arbejde på” (s. 499).

Den instrumentære magt og kampen om hegemoniet.

Den nye type magt, som overvågningskapitalismen og dens førende aktører udøver, er langt fra sammenlignelig med de mere spektakulære kup og totalitære regimer, som hidtil har karakteriseret de forskellige anslag mod den demokratiske retsstat og individets integritet. Det er en mere snigende forvandling af styreformen, som Mikkel Thorup beskriver situationen i sin artikel til dette nummer af Kritisk Debat. Der er da heller ikke tale om åben repression og fængslinger i flæng. Tværtimod tilbydes, der noget, som man har svært ved at afvise i en tid på afveje. I 2017 opsummerede Mark Zuckerberg sit velmenende anliggende, når han så Facebook som et “verdensomspændende fællesskab” (s. 473), vel nærmest et globalt forsamlingshus, hvor man kan få den tryghed og forudsigelighed, som man savner i en verden af stadig større usikkerhed og uforudsigelighed: “Vi har en samlet køreplan for produkter til at opbygge grupper og fællesskaber, opbygge et mere velinformeret samfund og bidrage til at holde vore fællesskaber trygge” (s. 477).

Nu er der ikke tale om et fælleskab i almindelighed, men om et bestemt fællesskab, der imidlertid ikke bare opstår af sig selv ud af intet. Det er dog heller ikke sådan, at fællesskabets millioner af medlemmer ligefrem er kommanderet til at deltage og lægge deres hverdag tilrette i nogle bestemte adfærdsmønstre. Der er snarere tale om, at forskellige målrettede strategier får de mange til at gøre, som de gør, uden at være direkte kommenderet til det. Zuboff anfører tre sådanne strategier af afgørende betydning for en økonomisk model, der forudsætter muligheden af at påvirke adfærd i grader af en stadig mere åben påvirkning: 1. tuning, der handler om at stemme sindet ved at påvirke underbevistheden; 2. herding eller nudging, der mere går på at genne en flok i en bestemt retning; 3. conditioning, der lægger op til belønning, hvis man overtager en bestemt adfærd (s. 346). Det kan være i form af likes.

Når Zuckerberg og ligesindede fremhæver det positive i deres digitale utopier, har det selvsagt det klare formål at fremme nogle bestemte adfærdsmønstre, der kan bruges til andre formål. Først og fremmest handler det om at tjene penge og befæste et særligt hegemoni, der giver de bedste betingelser for overvågningskapitalismens ekspansion og sikrer de primære aktørers en ledende position i samfundet uden om det fælles demokratiske regelsæt, som et lands valgte politiske klasse ellers er ansvarlig for. Det er et hegemoni, der er indrettet, således at dets udøvere med vores stiltiende samtykke får kontrol i samfundet ved at gennemtrumfe en “uautoriseret privatisering af vidensfordelingen i samfundet” (s. 231), der gør, at “hver gang vi møder en digital brugerflade, gør vi vor tilværelse tilgængelig for ‘dataficering’ for på denne måde fortsat at ‘give overvågningskapitalismen’ dens tiende af forsyninger i form af råmateriale” (s. 277). Det er et hegemoni, der i kraft af sit adfærdspsykologiske udgangspunkt kalkulerer med en svækkelse af individets følelse af selvværd og frihed og forstår at udnytte frygten for ikke at være koblet op og blive glemt og overset i ‘sværmen’.

Man kan med rette hævde, at disse tendenser har haft relativt frit spil, fordi der har manglet en dybdegående dignose, der følger ikke bare neoliberalismens lange træk men også de vækstmuligheder, de har givet for det teknologiske overtag; men også fordi der tilsvarende har manglet et konkret politisk og kulturelt modspil. I denne sidste henseende trækker Zuboff på Sartre og eksistentialismens vilje til at ville (s. 342). Foruden den allerede nævnte Piketty henviser forfatteren også flere steder til Hanna Arendts omfattende forfatterskab med bøger om eksempelvis totalitarismen. Men som det ofte er tilfældet, står dette aspekt klart svagere i forhold til bogens primært diagnostiske anliggende.

Det er i denne sammenhæng bemærkelsesværdigt, at EU som det første af de tre store økonomiske zoner i verden netop nu har lanceret et større lovkompleks om de spørgsmål, som Zuboff har været med til at rejse. I en kommentar til forslaget, som kommissæren for konkurrence, Margrethe Vestager står for, skriver præsidenten for den italienske styrelse for beskyttelse af privatlivets fred, Pasquale Stanzioni, at initiativet kan anskues som et supplement til det hævdvundne habeas corpus. Dette gamle retsprincip skulle sikre, at ingen blev fængslet uden rettergang. Formålet var at forhindre, at nogen blev kastet i fængsel på ubestemt tid eller efter magthaverernes forgodtbefinden. I dag gælder det om at beskytte de data, som man selv genererer, og som indeholder informationer om en; det gælder med andre ord om at tilføje et habeas data for at sikre mod misbrug (3). Hvad dette vil føre til, må tiden vise. Under alle omstændigheder er der åbnet en breche, og der er i dag efterhånden opsamlet så meget viden og erfaringsmateriale, at der ikke længere er nogen undskyldning for at tage fat på sagen.

(1) Følgende er en diskuterende gennemgang af hovedpointerne i Shoshana Zuboff, The Age of Surveillance Capitalism, New York: Basic Books, 2019, her citeret (i parentes) efter Overvågningskapitalismens tidsalder (da. overs. Jakob Levinsen), København: Informations Forlag, 2020. Henvisningerne gælder også, når der anføres citater af andre forfattere.

(2) Her citeret efter Kapitalen i det 21. århundrede (da. overs. Lars Bonnevie, Peer F. Bundgaard, Line Vikkelsø Frederiksen og Nils Voisin Schulz), København: Informations Forlag, 2014, s. 586.

(3) Pasquale Stanzione, “La democrazia alla sfida degli algoritmi”. I La Repubblica (18. april 2021). Se også Maria Ventegodt, “EU i Tech-giganternes tidsalder”. I Samfundstanker 17. Otte bud på EU’s fremtid (red. Vibe Termansen), København: DEO, s. 25-27. Anna Sommer Harris, “Der er brug for et samlet forsvar mod techgiganternes målretning mod vores børn”. I Information, 21. maj 2021.