Historien om dansk kapitalisme Del 3

Del 3. Klasserne

Af Anders Lundkvist. Politisk økonom

I de to foregående artikler så vi på kapitalen, altså pengenes verden. Vi kommer nu til den menneskelige faktor, nemlig klasserne. Rækkefølgen må være sådan, for det sidste afspejler det første, ikke omvendt. Når kapitalen vokser, sker det samme med arbejderklassen, og når den offentlige sektor går frem øges antallet af offentligt ansatte.

Når klasserne på marxistisk vis bestemmes ud fra placeringen i den kapitalistiske produktionsmåde, får vi flg. hovedklasser (1):

Arbejderklassen

Dennes medlemmer står overfor en profitmaksimerende kapitalist, oftest repræsenteret af en ansat direktør, der fungerer som arbejdsgiver.

Vi kan skelne mellem manuelt arbejdende og funktionærer; dette skel er politisk vigtigt, fordi funktionærer typisk er tættere på arbejdsgiveren end den manuelt arbejdende, men de har samme placering indenfor den kapitalistiske produktionsmåde.

Alle medlemmer af arbejderklassen er lønarbejdere, men en lønarbejder er ikke nødvendigvis medlem af arbejderklassen, for offentligt ansatte lønarbejdere står ikke overfor en kapitalist som arbejdsgiver. Så lønarbejde er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at tilhøre arbejderklassen. Mange marxister henregner imidlertid offentligt ansatte til arbejderklassen. Den politiske baggrund herfor er oplagt, nemlig at få de offentligt ansatte med i arbejderbevægelsens store familie, men det kan kun forsvares, hvis det argumenteres at staten i virkeligheden er en slags fælleskapitalist. Dette gav god mening på Marx’s tid, da staten var udemokratisk og varetog den herskende klasses interesser, men i Danmark holder det ikke efter 1901. På den anden side fungerer staten indenfor den kapitalistiske produktionsmåde og må derfor sikre dennes eksistensbetingelser, især den private ejendomsret. I en demokratisk kapitalisme er staten derfor – ikke overraskende – dobbeltbestemt: Af demokratiet og af kapitalen.

Offentligt ansatte

Der er således også lønarbejdere, der ikke står overfor en kapitalejer, altså er lønarbejdere udenfor arbejderklassen.

Det gælder først og fremmest de offentligt ansatte, der aflønnes af stat og kommuner, i sidste instans af skatteborgerne; de står overfor offentlige myndigheder, der – efter 1901 – har demokratisk legitimitet og som ikke er drevet af profitmotivet. Det gælder også husassistenter, tyende etc.; de aflønnes ikke af en kapitalist med henblik på at opnå profit, men af en arbejdsgiver, der sigter mod konkret nytte, fx at få gjort rent i privatboligen. Begge grupper kan have løn- og arbejdsvilkår, der er uskelnelige fra andre arbejdere, fx. kan en offentligt ansat kontorassistent have præcis det samme fysiske arbejde og præcist den samme løn som en privatansat, men deres placering i den kapitalistiske produktionsmåde er vidt forskellig.

Selvstændige

Disse er arbejdende selvejere.

Her skelner man mellem gårdmænd og husmænd på landet, hvis kapital består af jorden samt redskaber etc., og håndværkere og småkøbmænd i byerne; medhjælpende familie – men ikke lønnede husassistenter etc. – medregnes her. I marxistisk terminologi kaldes disse grupper ‘småborgere’, men det er akavet at opfatte landmænd som en slags borgere, eftersom dette historisk er en by-kategori; derfor foretrækker jeg i det følgende som oftest statistikkens betegnelse, altså ‘selvstændige’. Nogle af dem er arbejdsgivere, der ansætter lønarbejdere, men langt de fleste selvstændige har små virksomheder, således at arbejdsgiver-identiteten er af mindre betydning (2). De hører hjemme i den overvejende ikke-kapitalistiske del af den private økonomi, også kaldet simpel vareproduktion.

Kapitalistklassen (‘borgerskabet’) har naturligvis stor økonomisk magt, men kvantitativt fylder de så lidt, at der i det flg. ses bort fra dem; de fleste velstående findes blandt højtlønnede lønarbejdere.

Det er klart at den enkelte kan have en fod indenfor i flere klasser, fx selvstændige der har noget lønarbejde som bibeskæftigelse, arbejdere der også har indkomst som selvstændige eller kapitalejere, eller ‘borgere’ der også har lønindkomster. Statistikken henfører i så tilfælde den pågældende til vedkommendes hovedaktivitet.

Klassestrukturen 1901-1960

Tabel 12 angiver arbejdsstyrkens fordeling.

Tabel 12. Klassefordeling 1901-1960, procentvis andel af arbejdstyrken

Procenter 1901 1911 1921 1930 1940 1950 1960
Manuelle arbejdere 37,6 38,8 40,1 40,2 43,2 44,4 45,0
-land 12,8 12,1 10,7 9,8 8,5 6,7 4,5
-by 24,8 26,8 29,4 30,4 34,6 37,7 40,5
Funktionærer 8,9 10,9 15,2 16,1 18,9 22,7 28,0
Selvstændige 29,1 27,9 25,2 23,6 22,5 22,6 21,0
-land 14,2 14,5 12,7 11,8 10,8 10.0 9,1
-by 14,9 13,4 12,5 11,8 11,7 12,6 12,0
‘Husarbejdere’ 24,4 22,3 19,4 20,2 15,4 10,2 6,0
I alt 100 100 100 100 100 100 100

Kilde: Goul-Andersen (1979), s. 100. – Grundet det statistiske materiale må vi slutte i 1960, ikke 1957 som ved analysen af kapitalen. ‘Husarbejdere’ er medhjælpende familiemedlemmer plus lønnet arbejdskraft.

Det store billede er:

1) at andelen af manuelle arbejdere stiger jævnt, fordi væksten i byernes industriarbejdere mere end opvejer faldet i landarbejdere,

2) at andelen af funktionærer stiger meget kraftigt, især efter krigen; i mellemkrigstiden er stigningen moderat,

3) at andelen af selvstændige falder kontinuert, især på landet (gårdmænd og husmænd); i byerne har de selvstændige stort set holdt skansen siden 1921, hvilket harmonerer med at håndværket har klaret sig rimeligt, jf. Tabel 1; alt i alt kommer manuelle arbejdere plus funktionærer således til at veje tungere i forhold til de selvstændige gennem vor periode, og 4) at ‘husarbejderne’ udgør mellem en fjerdedel og en femtedel af arbejdsstyrken frem til 1930, men derefter hurtigt falder i betydning; dette forhold betyder i sig selv, at andelen for de øvrige kategorier øges efter 1930.

Vi må nu foretage to statistiske operationer. For det første må vi udskille de offentligt ansatte fra manuelt arbejde plus funktionærer, således at vi kan identificere arbejderklassen (der som nævnt er privatansatte). For det andet må ‘husarbejdere’ deles op i medhjælpende familiemedlemmer, der hører under de selvstændige, typisk sønnen der hjælper til på gården eller konen der assisterer i forretningen, og så de ‘huslige lønarbejdere’, der må have deres egen kategori. I øvrigt er opdelingen på by og land nu ikke længere mulig.

Resultatet fremgår af Tabel 13.

Tabel 13. Klassefordelingen 1901-1960, efter udskillelse af offentligt ansatte og opdelingen af ‘husarbejdere’

Procentvis andel af arbejdsstyrken 1901 1911 1921 1930 1940 1950 1960
Arbejderklassen (privatansatte) 39,9 42,1 48,3 49,8 53,7 55,8 59,5
Selvstændige (inkl. medhjælpende familie) 40,1 37,7 34,5 33,0 29,8 27,3 22,8
Huslige lønarbejdere 13,4 12,5 10,1 10,7 8,2 5,5 3,2
Offentligt ansatte 6,6 7,6 7,0 6,5 8,4 11,3 14,4
I alt 100 100 100 100 100 100 100

De overordnede konklusioner bliver dermed:

Frem til 2. Verdenskrig udgør de offentligt ansatte en ret stabil andel af arbejdsstyrken, nemlig 6-8%, men derefter er der en klart stigende tendens.

Dette indebærer, at tendensen for arbejderklassen (nu altså den egentlige arbejderklasse) til og med 1940 er den samme som vi så i Tabel 4.3, men at stigningerne herefter modereres af, at de offentligt ansatte udgør en stadigt større andel af arbejdsstyrken.

De selvstændige mister omvendt vægt, hvilket i øvrigt i høj grad skyldes at medhjælpende familiemedlemmer falder fra 13% af arbejdsstyrken i 1901 til blot 2,8% i 1960.

Endelig ses, at huslige lønarbejdere næsten udraderes. Alt i alt fik Marx ret i at selvstændige (‘småborgerskabet’) bliver udkonkurreret og oftest må søge ind i arbejderklassen. I 1901 var der paritet mellem arbejderklassen og de selvstændige, i 1960 var forholdet 2½:1.

Forklaringen på denne udvikling giver sig selv, mere præcist af Tabel 3: Når den offentlige sektor vokser relativt, må de offentligt ansatte få større vægt; når kapitalismen går frem, må det samme gælde arbejderklassen; og når den ikke-kapitalistiske del af den private økonomi går tilbage, må de selvstændige også gøre det.

Klassestrukturen 1960-1982

Nu da begreber/kategorierne er på plads, kan dette afsnit gøres kort. Tabel 14 beretter.

Tabel 14. Klassefordelingen 1960-82

Procenter 1960 1970 1973 1982
Arbejderklassen

(privatansatte)

59,5 58,5 57,6 51,8
Selvstændige

(inkl. medhjælpende familie)

22,8 20,0 18,0 13,5
Huslige lønarbejdere 3,2 1,3
Offentligt ansatte 14,4 20,2 24,3 34,7
I alt 100 100 100 100

Kilder: Se referencerne i Lundkvist (2017) Dansk kapitalisme, ss.205f. Der er databrud i 1970.

Dette er den velfærdskapitalistiske periode, hvor den offentlige sektor vokser markant. Vi ser at væksten i de offentligt ansattes vægt på godt 20 procentpoint er sket på bekostning af de selvstændige (godt 9 procentpoint) og arbejderklassen (knap 8 procentpoint); hertil kommer at de huslige lønarbejdere (godt 3%) er forsvundet. Arbejderklassens relative tilbagegang er især indtruffet i den sidste del af perioden, i kriseårene efter 1973.

Ved periodens slutning er de selvstændige blevet reduceret til en mindre betydende kraft i det danske samfund; der skyldes landbrugets tilbagegang, men også at byernes selvstændige er ved at blive udkonkurreret af de større virksomheder. Dette harmonerer med konstateringen i forrige kapitel af, at de små enkeltmandsvirksomheder forsvinder til fordel for de store selskaber.

Vi ser således, at både socialismens og liberalismens traditionelle kernetropper, nemlig hhv. arbejderklassen og de selvstændige, mister terræn i den velfærdskapitalistiske periode. Til gengæld går spydspidsen for økonomisk demokrati, altså de offentligt ansatte, kraftigt frem.

Klassestrukturen 1982-2015

Tabel 15. Klassefordelingen 1982-2015

Procent af beskæftigede 1982 1985 1990 1995 2000 2005 2010 2013 2015
Arbejderklasse (privatansatte) 51,8 53,7 55,4 54,9 57,6 58,5 56,7 57,6 61,2
Selvstændige (inkl.medhjæl-pende familie) 13,5 12,1 10,4 9,5 8,2 7,2 7,8 7,6 7,1
Offentligt ansatte 34,7 34,2 34,2 35,6 34,2 34,3 35,5 34,8 31,7
I alt 100 100 100 100 100 100 100 100 100

Kilder: Lundkvist (2017) Dansk kapitalisme, ss. 299-302. Der er databrud i 1985 og 2000.

Det ses, at arbejderklassen går frem gennem hele perioden, og dermed genvinder den vægt, som den mistede i årene før 1982. Overraskende nok har de offentligt ansatte bevaret deres vægt hele vejen fra 1982 til 2013, men derefter går det kraftigt tilbage til fordel for de privatansatte. Tilbagegangen afspejler naturligvis at nedskæringspolitikken nu begyndte at bide; på blot 2 år er der sket en betydelig forskydning fra offentligt ansatte til privatansatte, fra demokratisk til kapitalistisk styring. De selvstændige mistede vægt indtil begyndelsen af 00’erne, hvorefter tendensen har været uklar (2).

Farvel til en socialistisk arbejderklasse?

Magt er ikke ligefrem proportional med numerisk vægt, men alligevel betyder antallet meget, jf. at SD’s fremgang og Venstres tilbagegang i de første mange årtier af det 20. århundrede simpelthen udtrykte, at der blev flere arbejdere i forhold til gårdmænd. Arbejderklassens numeriske fremgang har derfor i sig selv givet styrke, men det har ikke givet øget styrke til de socialistiske partier, tværtimod. I 2015 stemte blot 35% af klassen på socialistiske partier (SD, SF og EL), mod 51% blandt offentligt ansatte; i 1971 var tallene hhv. 62% og 47% (4).

Hvorfor denne borgerliggørelse? Det er et spørgsmål, som venstrefløjen stort set har fortrængt. Vi véd alle at arbejderklassen har skiftet karakter i forhold til ‘gamle dage’, da vi havde meget store industriarbejdspladser som B&W; i takt med skiftet fra industri til service, er arbejdet blevet mere heterogent. Hertil kommer at det prekære arbejde, med deltidsarbejde og korttidsansættelser, svækker den enkelte arbejders tilknytning til arbejdspladsen og dermed kollegerne – hvem gider kæmpe for bedre arbejdsvilkår, hvis man kun er ansat ét år? Begge faktorer svækker klassebevidstheden, altså oplevelsen af fællesskab med klassefællerne.

Videre kan man stille spørgsmålet, om arbejderklassen har fået andre interesser end den havde i fx 1901?

Pr. definition modtager alle lønarbejdere, også privatansatte, størstedelen af indkomsten i form af løn, men i de sidste par årtier har klassen fået formue og de kapitalindkomster, der flyder heraf. I 2014 havde den gennemsnitlige lønmodtager (både private og offentligt ansatte, desværre tillader statistikken ikke at skelne) en bruttoformue på godt 3,5 mio kr, hvoraf 45% stammede fra ejerboligen, ligeledes 45% fra pensionsopsparing, mens 10% var finansiel formue (aktier etc.). Nettokapitalindkomsten udgjorde 6,5% af lønnen; denne andel var vokset fra 1,4% i 2000 og 2,8% i 2007 (5). Så der har været en stigning, men andelen er alligevel så lille, at kapitalinteresser ikke kan spille den store rolle for en arbejder. Danmark er ikke (endnu?) blevet præget af ‘folkekapitalisme’.

Men hvorfor er privatansatte lønmodtagere da så borgerlige? Hvorfor er de ikke gået på barrikaden for den velfærdsstat, dermed den offentlige sektor, som de selv og deres traditionelle parti, nemlig socialdemokratiet, har kæmpet igennem?

Det er ingen gåde at kapitalen har presset på for nyliberale reformer, for de har frisat den selv. Gåden er at arbejderklassen ikke har kæmpet imod.

Et godt materialistisk bud kunne være, at klassen ikke længere har en økonomisk interesse i den offentlige sektor. Det kan beregnes, at værdien af det offentlige forbrug plus de offentlige investeringer i 2013 var 128.000 kr pr. vælger, altså også for en arbejder. Heroverfor står et skattebidrag, der varierer fra 331.300 kr for de højstlønnede til 172.500 kr for de lavestlønnede (6). En simpel cost-benefit betragtning viser derfor, at den offentlige sektor er en dårlig forretning for privatansatte. Hvorimod offentligt ansatte og modtagere af indkomstoverførsler (‘velfærdskoalitionen’) i sagens natur har en interesse i at forsvare den offentlige sektor; de stemmer da også rødt.

Hvis man er tilhænger af den offentlige sektor, med dens velfærd og demokratiske styring, er den gode nyhed, at denne velfærdskoalition udgør hele 62% af vælgerne, mens de privatansatte (plus de selvstændige) kun omfatter 38%. Så der er et stort potentiale (7).

Sammenfattende:

Det store problem er, hvad der muliggjorde at nyliberalismen kunne slå igennem? Hvad lå der bag denne enorme styrkelse af kapitalen?

Det er blevet forklaret med Hayek og hans tænketanke, men tænketanke kan nok gøde jorden, men ikke skabe jordskælv.

Det kan så argumenteres, at kapitalen i kraft af profitmaksimeringen har en evig, immanent tendens til at ekspandere, altså inddrage stadig flere områder under sit domæne. Ja, men i den velfærdskapitalistiske æra fra 1957 til 1982 var der heroverfor en ligeværdig tendens til demokratisk styring af økonomien, kulminerende med forsøget på at indføre økonomisk demokrati (ØD) og dermed afgørende forskubbe balancen mellem kapital og demokrati.

Det centrale spørgsmål må derfor være, hvorfor denne bestræbelse mislykkedes, og hvorfor kapitalen i stedet fik frit løb efter 1982?

Var det fordi Socialdemokratiet glemte de socialistiske visioner og opgav forsøgene på at inddæmme og måske tilbagerulle kapitalen (9)? Det gjorde partiet utvivlsomt, ikke mindst under Nyrup-regeringen i 90erne, med privatiseringer, udliciteringer og New Public Management, men hvorfor dette ryk til højre? Forræderi? Måske snarere at partiets traditionelle basis, arbejderklassen, havde mistet interessen for at dæmme op for en mere kapitalistisk udvikling.

Dette må være den materialistiske forklaring, altså at arbejderklassens interesser havde ændret sig. At dette var tilfældet, demonstreredes under ØD-diskussionen i 70erne, hvor mange meningsmålinger fortalte om arbejdernes manglende opslutning om ØD. Det var det, der slog igennem i den nyliberale periode og allerførst muliggjorde den.

Jeg er åben overfor andre, supplerende forklaringer, men udgangspunktet må være anerkendelsen af, at der er et problem: Hvorfor ydede arbejderklassen så ringe modstand mod nyliberalismen og hvorfor stemmer den i dag borgerligt?

Noter:

1. Goul Andersen (1979) Mellemlagene i Danmark, Forlaget Politica, er langt den mest gennemarbejdede analyse af klassestrukturen frem til slut-70erne. Denne bog, suppleret med materiale fra Danmarks Statistik, er min hovedkilde.

2. Ibid: ss. 111f. beretter om en lille interview-undersøgelse fra 1978, der tydede på at 60% af landmændene og 30% af byernes selvstændige på det tidspunkt kun brugte egen arbejdskraft; ingen landmænd havde mere end 5 ansatte, mens 24% i byerne havde. Tidligere i århundredet var antallet af ansatte hos selvstændige givetvis betydeligt mindre.

3. I Lundkvist (2017) Dansk Kapitalisme, Forlaget Hovedland, er de sidste tal fra 2013 (s. 276), hvorfor jeg konkluderede at klassestrukturen havde været fastlåst siden 2000.

4. Goul-Andersen og Shamshiri-Petersen, red. (2016) Fra krisevalg til jordskredsvalg. Vælgere på vandring 2011-2015, ss. 100ff. Frydenlund Academic.

5. Statistikbanken, FORMUE4 og INDKF104.

6. Statistisk Årbog, 2014: 271, og Statistisk Årbog, 2015, Tabel 231.

7. Lundkvist (2017) Dansk kapitalisme, ss.339f.

8. Se Søren Kolstrup: Fra socialisme til velfærd med ret og pligt (http://kritiskdebat.dk/fra-socialisme-til-velfaerd-med-ret-og-pligt/).