Gravmæle over det (ny)liberale Danmarks klimapolitik efter Corona-krisen?

Med udgangspunkt i klimapolitikken kritiseres det (ny)liberale Danmark i denne artikel.

Gregers Andersen fremstiller et program for en omfattende kritik af den danske nyliberalisme som regeringspolitik eksemplificeret ved perioden, hvor Lars Løkke Rasmussen stod i spidsen for det blå Danmark. Det hævdes, at vi i den periode havde en nyliberal regering, der svigtede klimaet, skabte større ulighed og mere træthed i samfundet – alt sammen i jagten på skabelse af flere iværksættere. Nyliberalismen som regeringsmagt er måske væk, mens dens effekter er ikke, og derfor må kritikken af den ikke glemmes. Der peges på, at hvis man vil videre, er det vigtigt at gentænke hele forestillingen om fx forbrugets rolle. Og at huske, at nyliberalismen har gennemtrængt mere end blot politikken, men også kulturen. Teksten er et uddrag af Gregers Andersens seneste bog Frihed, lighed og bæredygtighed. (1) Den er med forfatterens tilladelse lettere bearbejdet og opdateret af redaktionen til denne lejlighed.

På en blæsende og våd decemberaften i 2019 skrev Folketingets partier historie. Sammen præsenterede de – med undtagelse af Liberal Alliance og Nye Borgerlige – en bindende klimalov, der skal sikre, at Danmarks drivhusgasudledning i 2030 er reduceret med 70 procent i forhold til 1990-niveau. (2) Aftalen markerede et slags vendepunkt i dansk politik. Efter årtier med halvhjertede reaktioner på klimavidenskabens advarsler signalerede aftalen et nyt spirende klimaengagement blandt danske politikere. Et engagement, der i høj grad var vakt til live af skolestrejker, klimamarcher og andre folkelige protester og af et folketingsvalg, der havde belønnet Folketingets mest klimatalende partier med den politiske magt over Danmark.

Efter halvandet år fremstår det politiske mod til at efterleve engagementet allerede en smule falmet. Ikke blot har Dansk Folkeparti – ét af partierne bag aftalen – tilkendegivet, at de ikke længere støtter dens målsætning. (3) Også den socialdemokratiske regering har – til dens støttepartiers stigende utilfredshed – tøvet med at følge nogle af Klimarådets mest centrale anbefalinger. (4) Heller ikke regeringens egne forslag har rummet en idérigdom eller ambition, der for alvor vil accelerere omstillingen af Danmark. (5) Og som man kunne forvente af en regering, der bl.a. kom til magten på et løfte om atter at gøre Danmark til ”en grøn stormagt”. (6)

En af årsagerne til, at det er gået sådan, skal helt åbenbart findes i Corona-krisen. Efter blot nogle få måneder med pandemi var det ikke længere den grønne omstilling, der fyldte den offentlige debat, og havde de fleste danske politikeres fokus. Nej, det var i stedet, hvordan man kunne få dansk økonomi tilbage på sporet ved at stimulere et forbrug og en produktivitet, som mildest talt ikke er bæredygtigt. Statsminister Mette Frederiksen gik endog så vidt som til at bede danskerne om at ”udvise fædrelandskærlighed ved at svinge dankortet”. (7) Mens aftalen om den såkaldte ’sommerpakke’ repræsenterede regeringens og de fleste øvrige partiers mere konkrete forsøg på at få danskerne til at efterkomme statsministerens bøn. (8)

Men hvorfor egentlig denne iver efter at vende tilbage til ’business as usual’? Den giver selvfølgelig mening, hvis man sætter sig i dansk luftfarts eller nogle af landets konkurstruede virksomheders sted. Eller hvis man er nationaløkonom, aktieanalytiker eller bankmand og vant til at tænke økonomisk vækst som en slags naturlov, der hellere før end siden skal genetableres. Men hvad nu hvis man ser lidt mere generelt på det? Er det så ikke tydeligt, at nedlukningen i Danmark og i mange af verdens øvrige lande også havde nogle positive konsekvenser?

International forskning har f.eks. vist, at drivhusgasudledningen i gennemsnit var 17 procent lavere end året før i en række af de lande, hvor Corona-krisen medførte nedlukning. (9) Mens Corona-krisen – omend på en trist baggrund – også gjorde det helt tydeligt, hvor afhængigt det danske samfund såvel som andre samfund rundt omkring i verden er af nogle jobfunktioner, som hverken trækker de højeste lønninger eller de største overskrifter. Ja, hvordan nogle af de mest afgørende samfundsborgere i denne situation hverken viste sig at være succesrige iværksættere eller højtbetalte virksomhedsledere og finansfolk, men butiksansatte, sygeplejersker og politibetjente. Endelig gav nedlukningen mange mennesker mere tid til at være sammen med dem, de elsker. For første gang i umindelige tider fik mange danske familier pludselig mulighed for at finde nogle nye meningsfulde måder at være sammen på.

I lyset af alt dette er en hastig tilbagevending til ’business as usual’ derfor heller ikke det bedste svar, som Corona-krisen efterlader os med. Som den franske filosof Bruno Latour har beskrevet det, ”har nedlukningen paradoksalt nok befriet os fra nogle af vores dårligste vaner”. (10) Derfor vil en hastig tilbagevending til ’business as usual’ ifølge Latour også blot få os til at føle os ”som en fange, der efter midlertidig udgang, finder det endnu mere ulideligt at vende tilbage til sin fængselscelle”. (11) Af samme grund synes det i denne situation relevant at minde om, hvad det var, vi kom fra. Ja, hvad det egentlig vil sige at vende tilbage til en politisk styring, der ikke rummer noget alternativ til ødelæggelsen af klodens klima og miljø, til den voksende økonomiske ulighed og den stigende mangel på tid til at være sammen med dem, man elsker.

Nærmere bestemt vil jeg vende mig mod tiden før folketingsvalget den 5. juni 2019. Sagen er nemlig den, at vil vi forstå, hvordan frihed, lighed og bæredygtighed i Danmark politisk er blevet begrænset, er de liberale partiers seneste regeringsperiode et godt sted at starte. Man kunne tage sit udgangspunkt i politikken under de sidste to Løkke-regeringer. Dels for dermed at advare om, hvad det er, vi helst ikke skal tilbage til. Dels for derfra at kigge fremad mod, hvordan vi som borgere i Danmark bedst får skabt nogle markante politiske og kulturelle forandringer. For sådanne forandringer er er brug for. Ikke blot hvis de politiske skåltaler om Danmark som en grøn stormagt skal blive til virkelighed. Men også hvis det skal blive muligt for os at leve mere frie liv i et mere økonomisk lige og retfærdigt samfund.

At netop de liberale partier generelt skulle have gjort vores liv som danskere mindre frie, vil her for nogen nok komme som en overraskelse. Er liberalisme måske ikke netop synonym med mere frihedsskabelse? Svaret er, at det er liberalisme nok af navn. Men under de sidste to Løkke-regeringer var den det ikke af gavn for langt de fleste danskere. Tværtimod giver det ikke mening at undersøge, hvordan frihed, lighed og bæredygtighed i Danmark politisk er blevet begrænset, uden at tage dette paradoks med i betragtning. Vi må i stedet spørge: Hvorfor politikere, der benævner sig selv liberale, har vist sig mere end villige til at lægge beslag på mere og mere af vores frihed? Såvel som vi i denne henseende må undersøge, hvordan de liberale partiers seneste regeringsperiode var præget af politik, som havde til hovedformål at optimere den enkelte danskers produktivitet og arbejdsudbuddet for nationen som helhed.

På den anden side giver dette os ingen fuldstændig forklaring på, hvordan vores mulighed for at leve meningsfulde liv blev indskrænket i de liberale partiers seneste regeringsperiode. Faktisk er det, som jeg ser det, kun én af tre nøgler til at forstå, hvordan de to sidste Løkke-regeringer gjorde vores liv mindre meningsfulde. For én ting er, at disse regeringer igen og igen stod bag politik, der pressede arbejdsmængden i vejret. Nogen andet er det, som de gjorde for at gavne den private jobskabelse. Her støder vi nemlig på idéen, at alle danskere dybest set rummer et iværksætterpotentiale, som kun venter på at blive frisat. En idé, som er vigtig i denne sammenhæng, fordi den i realiteten højst frisatte dem, der reelt rummede et sådant potentiale. Mens den hos mange andre blot skabte en fornemmelse af, at deres liv var mindre meningsfulde end de, som kunne høste Løkke-regeringernes økonomiske anerkendelse.

Alligevel giver det ikke så meget mening at kritisere de to sidste Løkke-regeringers bestræbelser på at optimere arbejdsudbuddet og frisætte danskernes iværksætterpotentiale uden at inkludere et tredje element. For sagen er den, at disse bestræbelser næppe ville havde haft den samme tilslutning – hverken i befolkningen eller internt i de liberale partier – om ikke der også havde været en ‘gulerod’: En politisk formuleret belønning, som man stillede danskerne i udsigt for at øge deres arbejdsbyrde og samtidig den økonomiske ulighed. Hvori bestod da denne belønning? Jo, den bestod groft sagt i udvidede forbrugsmuligheder. Mere frihed i forbrug var simpelthen den belønning, som de liberale partier gang på gang gav i kompensation til danskerne for at øge deres arbejdsbyrde og for økonomisk at anerkende nogle af dem langt mere end andre.

Det vil måske derfor også komme som yderligere en overraskelse, at det netop er her, vi finder en tredje nøgle til at forstå, hvordan de to sidste Løkke-regeringer gjorde vores liv mindre meningsfulde. For er udvidede forbrugsmuligheder ikke altid i sig selv et gode: Noget, som får os mennesker til at føle sig mere frie og gør vores liv mere meningsfulde og lykkelige? Det skulle man måske tro. Men i en verden ramt af omfattende af klima- og miljøproblemer er virkeligheden desværre mere kompleks. Her betyder det rent faktisk noget om de forbrugsmuligheder, som man tilbyder sine borgere, er mere eller mindre bæredygtige. Det liberale Danmark under Løkkes ledelse forstod imidlertid aldrig dette. For i bytte for mere arbejde og stigende økonomisk ulighed gav det dybest set os danskere nogle udvidede beføjelser til at forbruge endnu mere tåbeligt. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at påstå, at Løkkes to sidste regeringer ikke bare gav de fleste danskere mindre frihed til det vigtigste i livet. Men også at de vekslede denne frihed til en frihed til mere idioti: Til nogle forbrugsmuligheder, der i en verden ramt af accelererende klima- og miljøproblemer, var lige så vildt uansvarlige, som de var fordrende for en følelse af meningsløshed.

Når det er sagt, har vi her at gøre med mere end blot væsentlige årsager til det samlede nederlag, som de liberale partier led på valgaftenen den 5. juni 2019. Udvider vi linsen en smule, er det, vi ser, i virkeligheden også konturerne af en krise, som rækker endnu videre. Ja, som ikke bare berører dansk politik, men mere generelt gennemtrænger liberalismen som ideologi. Denne krise udspringer både af forandringer, som er sket i liberalismen selv, og i måden, som den nu i forhold til tidligere fortolkes på. Den udspringer af en række kritiske fænomener, som længe har taget til i styrke. Nærmere bestemt kan man hævde, at liberalismen i sin forvandling til nyliberalisme har vist sig ude af stand til at løse nogle af de mest fundamentale problemer, som vi som individer, samfund og verden i dag står over for. Ja, hvordan det voksende diagnoseboom i psykiske lidelser, den tiltagende økonomiske ulighed og de accelererende klima- og miljøproblemer reelt er fænomener, der underminerer nyliberalismens legitimitet som politisk styreform og derfor også i stigende grad udfordrer det liberale Danmark.

Før vi diskuterer disse fænomener og de to sidste Løkke-regeringers politik, må vi dog først bevæge os en smule tilbage i tid. For mere gennemgribende at kunne begribe sammenhængen imellem valgresultatet den 5. juni 2019 og liberalismens aktuelle krise, er det nemlig nødvendigt at forstå, hvordan liberalismen historisk har forandret sig. Eller rettere: Hvordan fortolkningen af den generelt forandre de sig radikalt i løbet af det 20. århundrede. Mere konkret betyder det at optrække nogle hovedlinjer i liberalismens forvandling til neoliberalisme. Herved håber jeg nemlig at kunne udstille nogle rødderne til den politik, som under Løkkes ledelse generelt gjorde danskernes liv mindre frie, mere ulige og mindre bæredygtige og derved også mindre meningsfulde.

Lad mig tage udgangspunkt i de to sidste Løkke-regeringers bestræbelser på at øge arbejdsudbuddet. Disse bestræbelser har haft store konsekvenser for danskernes mulighed for at kunne føle sig frie. Ja, de har ligefrem hen over vores hverdag kastede nogle negative skygger, der har været medvirkende til dannelsen af det, som den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han har kaldt for et “træthedssamfund”. (13) Det vil sige et samfund, hvori flere og flere føler sig udbrændte, og hvor der over længere tid derfor også har været et boom i diagnoser som stress, angst og depression.

Samtidig var noget af det mest karakteristiske ved de to Løkkeregeringer og deres nærmest kultiske dyrkelse af iværksættere. Ja, at de sammen med resten af det liberale Danmark igen og igen fandt trang til at fremmane et billede af iværksætteren som den perfekte samfundsborger. Hvor en af neoliberalismens tidlige mestertænkere, den østrigske økonom Friedrich Hayek, beklagede sig over manglen på “en liberal utopi”, udstiller det liberale Danmarks iværksætterdyrkelse under Løkkes sidste år ved magten derfor også en helt anden virkelighed. (14) For ikke blot var den nyliberale formning af vores samfund i disse år tæt koblet til en række forestillinger om, hvordan det gode samfund og dets helte så ud. Disse forestillinger prægede reguleringen af vores liv på måder, der førte til mere økonomisk ulighed.

Skal vi for alvor forstå de sidste to Løkke-regeringers politik, kan vi dog ikke nøjes med kun at tale om tabere og vindere. Tværtimod vil det være unfair, om vi udelukkende reducerede denne politik til en ambition om at skabe et mere splittet samfund. Man bør også vende blikket mod forbrugssamfundets rolle som bindingsværket i de to sidste Løkke-regeringers politik. Nærmere bestemt mod, hvordan de to sidste Løkke-regeringers politik ikke bare forsvarede klima- og miljøbelastende forbrug som om der var tale om en ukrænkelig frihedsrettighed. De to sidste Løkke-regeringer gav på en række områder også danskerne lov til at forbruge endnu mere klima- og miljøbelastende.

Derfor mangler vi overvejelser om, hvad det for os danskere egentlig vil sige at kæmpe for en bæredygtig fremtid. En sådan fremtid vil nemlig kræve, at nyliberalismens dominans i dansk politik endegyldigt får en ende.

Når det er sagt, ved jeg godt, at jeg ikke vil være den første til at kaste et kritisk blik på nyliberalismen. Generelt er der de seneste år skrevet meget om, hvordan nyliberalismen dominerer samfund verden over. Og selv berørte jeg i min forrige debatbog Grænseløshedens Kultur (2016) også den omfattende magt, som neoliberalismen har haft i verden fra 1980 og frem. Så man kunne fristes til at spørge: Er der overhovedet et behov for at fortsat at beskæftige sig med nyliberalismen? Ja, det synes jeg, der er. Årsagen er helt enkelt, at nyliberalismen er mere end en politisk styreform. Den er også specifikke måder at se, føle, begære, tænke og tale på. Det er bl.a. derfor den har formået at brede sig fra den politiske styring af staten til stort set alle de måder, vi i dag lever på.

Noter

  1. Gregers Andersen ”Frihed, lighed og bæredygtighed”. København 2020
  2. Danmark har fået en aftale om en ambitiøs og bindende klimalov. Kefm.dk 2019
  3. DF vil skrue ned for Danmarks 70 procents klimamål i lyset af Coronakrisen, jp.dk 2020
  4. Regeringen afviser CO2 afgift i kommende klimaudspil. Finans.dk 2020. Dan Jørgensen trodser klar anbefaling – vil ikke trække stikket på dansk olieeventyr endnu. TV2.dk 2020
  5. Regeringens storstilede klimaplan bidrager til en brøkdel af CO2 målet ing.dk 2020
  6. Danmark skal igen være en grøn stormagt. Socialdemokratiet.dk 2019
  7. TV2 news 14. maj 2020
  8. Bred aftale om genopretning af dansk økonomi og udfasning af hjælpepakker
  9. Temporary reduction in daily global CO2 emissions during the Covid-19 forced confinement nature.com 2020
  10. Bruno Latour. Are you ready to extract yourself from the Economy? Bruno Latour.fr 2020
  11. Ibid
  12. En af hans bøger bærer på dansk således titlen Træthedssamfundet (Müdigkeitsgesellschaft, 2011). jf. Byung-Chul Han Træthedssamfundet, Møller 2012
  13. Nicholas Wapshott, Keynes Hayek. W.W. Nortorn & Company 2011