Af Hans Åge

“Dog fred er ej det bedste, men at man noget vil” – en sandhed med modifikationer, for det afhænger fuldstændig af, hvad alternativerne er til fred, og hvad det er, man vil. Bjørnstjerne Bjørnson havde kulturelt og verbalt “rabalder” i tankerne. I Ukraine er det krigens rædsler, død og ødelæggelse. Alligevel udtrykker dette den altdominerende holdning til krigen i Ukraine. Og hvad er det så, man vil?

Krigshjælpen til Ukraine begrundes med ét vigtigt princip, som man har stirret sig blind på, nemlig at internationalt anerkendte statsgrænser er folkeretsligt ukrænkelige. Krav om grænserevisioner og da især militære grænsekrænkelser, uanset hvor tilfældige og meningsløse grænserne er, er helligbrøde, som overtrumfer alle andre hensyn, som omstyrter verdensordenens fundament, som fører til kaos og krig, og som berettiger imødegåelse med alle midler. Alle andre overvejelser er blevet fortrængt, herunder den vigtigste, hvordan krigen kan bringes til ophør. Den eneste mulighed for krigsafslutning, som er på tale, er den både uvisse og risikable, som består i Ruslands militære nederlag.

Det begyndte med Krim-anneksionen. Alle ved, at der skete en russisk besættelse af krim i 2014, og det gentages dagligt. Mange ved også, at Krim blev overført fra Rusland til Ukraine i 1954. Men det er lykkedes i otte år at holde befolkningen svævende i uvidenhed, så at det ikke er almindeligt kendt, at befolkningen på Krim er russisksindet, at der bor 60% russere, 25% ukrainere på Krim, at der var et folkeligt ønske om tilslutning til Rusland også før anneksionen, som bl.a. kom til udtryk ved en folkeafstemning tilbage i sovjettiden i 1991, og at uafhængige, vestlige meningsmålinger senere viste overvældende tilslutning til anneksionen i alle befolkningsgrupper. I stedet for at tale om en russisk besættelse er det mere dækkende at bruge Gorbatjovs betegnelse: en genforening.

Overdragelsen i 1954 var ikke befolkningens ønske. Man har set den som Khrusjtjovs personlige gave og gestus til det krigshærgede Ukraine, idet han selv var ukrainer, eller som en rent praktisk, administrativ foranstaltning, idet Krim får vand og el fra Ukraine. Den sovjetiske nationalitetspolitik har nok også spillet ind; de talrige nationale mindretal blev ikke undertrykt, i hvert fald langt fra konsekvent, men national heterogenitet i mindretalsområderne blev tilstræbt. Overførslen af en betydelig russisk befolkningsgruppe til Ukraine kunne således tjene til at dæmme op for ukrainsk nationalisme og fremme langsigtet russificering. Der bor omkring 25 millioner russere uden for Rusland, heraf anslået 8 millioner i Ukraine, men Rusland har hidtil været tilbageholdende med krav om grænserevisioner, således angående Narva i Estland ved den russiske grænse, som er 90% russisk; den estistiske befolkning blev fordrevet i slutningen af anden verdenskrig efter at have gjort fælles sag med de tyske tropper og fik ikke tilladelse til at vende tilbage. Men der er heller ikke mig bekendt noget ønske i Narva om indlemmelse i moderlandet; indlemmelse i EU-Nato er forståeligt nok mere tillokkende. Hvis Rusland som i sovjettiden har formodet, at store, russiske befolkningsgrupper i nabolandene ville garantere politisk forståelse med Rusland, har man åbenbart forregnet sig. EU-Nato har jo den oplagte retfærdiggørelse af sine udvidelser, at de pågældende lande gør det frivilligt, selv om det hører med til billedet, at de store russiske mindretal diskrimineres mere eller mindre hårdhændet. I Letland er godt en tredjedel russisksproget, men russisk er ikke officielt sprog hverken i Letland eller i EU, og mange russere taler lettisk, hvilket er en betingelse for at opnå statsborgerskab.

EU-Nato for frem efter genforeningen med Krim i 2014 med sanktioner og fordømmelse og har sammen med Ukraines regering og folkestemningen i Vesten blankt afvist enhver forhandling om Ruslands vitale nationalitets- og sikkerhedsinteresser. Man har glemt, at grænserevisioner kan være berettigede og fredsbevarende som i Danmark i 1920, hvor genforeningen blev gennemtvunget militært med Tysklands nederlag i 1918 og banede vejen for stabilitet og de nuværende venskabelige relationer mellem tysk og dansk i grænselandet. I Ukraine er grænserevisioner en nødvendig betingelse for varig fred.

Der anføres også et andet princip som begrundelse for våbenleverancerne til Ukraine, nemlig kampen for demokrati, menneskerettigheder og national selvbestemmelse, men dette er ikke afgørende. For det første er det ikke vitalt for EU-Nato, hvilket kendsgerningerne viser: USA’s mange folkeretskrænkelser og alliancer med tvivlsomme regimer; negligeringen af de russisksindedes rettigheder i Ukraine og på Krim; EU’s ligegyldighed over for den catalanske nations ønsker om selvbestemmelse, som blev afvist med magt af den spanske regering i 2017; Tysklands og Frankrigs passive accept af Ukraines udtrykkelige undsigelse af Minsk2-aftalen, indgået af Ukraine, Rusland, OSCE, Tyskland og Frankrig i 2015, som bl.a. skulle sikre mindretalsrettigheder.

For det andet er regimet i Ukraine ikke demokratisk. Siden det amerikansk støttede kup i 2014 er den russiske befolkning, ca. 20%, dvs. 8 mio. af den samlede befolkning på 44 mio. blevet diskrimineret. Det samme gælder rumænske, ungarske og andre mindre grupper, som også tvangsukrainiseres. Russisk sprog og litteratur undertrykkes, selv om russisk er dagligsprog også for mange ukrainsksindede; mange taler både ukrainsk og russisk, som er nært beslægtede med 60% af ordforrådet fælles. Sted- og vejnavne ændres, historiebøger omskrives, og russisksindede partier og organisationer er forbudt. En demonstration mod sproglovgivningen i det russisksprogede Odessa i maj 2014 endte i en massakre med 48 dræbte efter indsættelse af Azov-militser.

Der skal ikke megen afvigelse fra regeringens linje til, før det udløser anklager for landsforræderi. Det Ukrainske Nationale Sikkerhedsråd har anbragt fire anerkendte danske samfundsforskere på sin sorte liste (sammen med bl.a. Henry Kissinger og John Mearsheimer) for at udsprede russisk propaganda og har anmodet om sanktioner og retsforfølgelse. Det har Folkeuniversitetet i København taget til følge, idet én af de fire, Jens Jørgen Nielsen, har undervist på Folkeuniversitetet i en årrække, men det er nu stoppet begrundet med, at han er “politiserende” og “støttende” over for invasionen i Ukraine. Inden det kom så vidt, nedlagde tre af de fem medlemmer af Folkeuniversitetets bestyrelse deres hverv med en erklæring om, at dette var uden sammenhæng med den aktuelle sag, hvorpå afskedigelsen blev effektueret af de to resterende medlemmer, deriblandt Jes Stein Pedersen, litteraturredaktør på Politiken, for hvilket dagblad Jens Jørgen Nielsen var Moskva-korrespondent i 1990erne. Betegnende for folkestemningen havde tre andre anerkendte forskere tidligere forladt Folkeuniversitetet i protest mod Jens Jørgen Nielsen. Det er alt sammen surrealistisk, når man læser, hvad Jens Jørgen Nielsen har skrevet, for det er sagligt, veldokumenteret, sobert og uhyre kompetent.

Ligeledes begrundet med uspecificerede anklager for at udsprede russisk propaganda blev presseakkrediteringen for DRs korrespondent i Ukraine, Matilde Kimer, inddraget af de ukrainske myndigheder i august 2022, som det også skete for andre udenlandske journalister. Efter dansk diplomatisk pres blev inddragelsen annuleret i januar 2023. Men truslerne virker fortsat og bedst, når de er uspecifikke, idet konkretiseringen overlades til ofrenes fantasi – pour encourager les autres (“for at opmuntre de øvrige”, Voltaire: Candide).

Disse træk ved det ukrainske styre sammenfattes af Henrik Kaufholz (i Politiken 15.1.2023) til den karakteristik, at Ukraine er “et livligt demokrati”. Samme udtryk, “a vibrant democracy”, brugte den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, i Deadline i januar 2022. Demokrati betyder normalt noget med generelle politiske rettigheder og menneskerettigheder, mindretalsbeskyttelse, hæderlighed og lovmæssighed i forvaltning og retsvæsen, ytringsfrihed, rettigheder for nationale minoriteter. “Et livligt demokrati” er et nyt begreb i dansk, som betyder noget andet, vel nærmest det modsatte.

Den gængse opfattelse er, at Ukraine er en nation befolket af ukrainere, som demokratisk er enedes om at vende Rusland ryggen og søge mod Nato og EU som udtryk for “hele det ukrainske folks drømme og håb” (Politiken, 12.12.2022). Forhistorien og situationen fremstilles fortegnet og propagandistisk af de store medier, inkl. dronningens nytårstale, og af vore politikere, inkl. Enhedslistens. Andre, mere nuancerede og dokumenterede oplysninger såvel som andre synspunkter er tilgængelige, fortrinsvis hvis man søger de ydmyge steder. (1)

Et mere realistisk billede er, at Ukraine fra gammel tid har været og stadig er dybt splittet i en østlig halvdel, som er orienteret mod Rusland, og en vestlig, som ønsker en nærmere tilknytning til Vesteuropa uden brud med Rusland. Disse to politiske linjer har haft indflydelse på skift siden 1991 i et korrupt samspil med rivaliserende, magtfulde, ofte bevæbnede oligarker. Zelenskyj blev valgt i 2019 på et program om fred og forståelse med Rusland; men i starten af 2021 tilsluttede ham sig ønsket om Nato-medlemskab. Dertil kommer den russisksindede, sydøstlige befolkningsgruppe på omkring 8 millioner. Og endelig er der en stærkt højrenationalistisk, vestukrainsk befolkningsgruppe med rod i 30ernes selvstændighedsbevægelse, som ønsker at bryde alle bånd til Rusland, som hylder den højreradikale, fascistisk inspirede Stepan Bandera som frihedshelt, hvis fødselsdag været national fridag siden 2018, og som er villig til krig for en ukrainsk stat omfattende Krim og de øvrige sydøstlige, russiske områder. Den ukrainske regering repræsenterer denne højrenationalisme. Hvad befolkningen i Ukraine mener i dag, er ikke til at sige, idet afvigelser fra regeringens linje er forbudt.

Det er lykkedes dette regime at spille to stormagter ud mod hinanden og blive omfavnet som demokratiets fortrop af et stort FN-flertal, som støtter sanktionerne mod Rusland, men dog ikke repræsenterer mere end 20% af verdens befolkning. Hvem skulle have troet det? De må virkelig gnide sig i øjnene (og i hænderne) i den ukrainske regering.

EU-Nato har fortsat sin støtte til det højrenationalistiske styre og den militære opbygning. Ukraine er ikke med i Nato, men Nato er med i Ukraine (med Jens Jørgen Nielsens ord). EU-Nato har afvist seriøse forhandlinger med Rusland om en fælles europæisk sikkerhedsordning og om vitale og legitime russiske nationalitets- og sikkerhedsinteresser i Ukraine og på Krim.

Ukraine kan sammenlignes med Slesvig-Holsten i 1848, hvor den tyske del af det multinationale Danmark ønskede løsrivelse og ville tage en del af den danske nation (Nordslesvig) med. På samme måde glider Ukraine bort fra Rusland sammen med en del af den russiske nation, og de århundredgamle historiske, politiske, kulturelle, sproglige, økonomiske og familiemæssige bånd rives over.

Sammen med de tidligere Nato-udvidelser, som bryder en stribe mundtlige løfter til Gorbatjov om, at Nato ikke ville blive udvidet mod øst, “not one inch” (James Baker, 1990), er udsigten til Nato-raketter i russisk befolkede områder i Donbass og til en Nato-flådebase i Sevastopol en ubærlig trussel, som har drevet Rusland til “fortvivlelsens selvhjælp” (med Orla Lehmanns ord til Frederik VII i 1848).

Et tredje princip, fredsbevarelse, er fraværende i de store mediers dækning af Ukrainekrigen. Ingen TV-reportager eller avisledere handler om fredsmuligheder, og ingen politikere bringer det på bane. Blandt eksperterne hører man ingen fredsforskere, kun kamouflageklædte militæranalytikere, der udbreder sig om kampvogne og våbensystemer med en krigsretorik, som minder om 1914, hvor hele Europa blev grebet af krigsbegejstring, og selv den gamle, hæderkronede anarkist, Pjotr Kropotkin, begyndte at fable om kanonkalibre i sit eksil i England. Det samme gjorde den yngre Thomas Mann i Tyskland. Og så må det endda holdes dem til gode, at man dengang ikke anede, hvad krigen ville indebære. I dag ved vi, at hvis krigen eskalerer til storkrig, er resten forbudt for børn, som Jens Jørgen Nielsen udtrykker det.

Man ser ingen beskrivelser af baggrunden, ingen forsøg på at høre endsige forstå den anden part, ingen drøftelse af mulige fredsløsninger ud over, at “Rusland skal lide nederlag” (Politiken 26.11.2022) for “at straffe Putin” (30.11) samt “Putins ydre svinehund” (24.11) og “krigsforbrydelser” (5.12) og tilføje “endnu en eklatant fiasko for Putin” (26.11) og hans “slyngelstat” (26.11). Enhver kan jo se, at det er énsidigt, skævvinklet, usaglig og fortiende krigsretorik, men publikum er tilfreds med de intetsigende, talløse gentagelser, og folkestemningen vil have det sådan, måske næret af uvidenhed og opdæmmet fjendtlighed mod Rusland, særlig udtalt i Østeuropa; måske også som afhjælpning af et opsparet behov for endelig at stå med et ukompliceret problem, hvor ansvarsspørgsmålet ikke er til diskussion, som frikender os selv, og som kan løses militært lige som under anden verdenskrig.

Fred hvordan? Jeg ser bort fra den form for fred, som ville følge efter en atomstorkrig, eller efter et magtskifte i et Rusland under opløsning eller efter et russisk militært nederlag, fordi jeg anser det for urealistisk.

Som et første skridt kunne vestligere ledere aflægge den hånlige, nedladende, aftalefornægtende, uberettiget selvretfærdigt moraliserende facon over for Rusland, herunder den for alle parter ulykkelige kulturelle fjendtlighed mod Rusland, den retsstridige beslaglæggelse af russisk ejendom og sanktionerne mod bl.m.fl. Putin, som blev afskåret fra deltagelse i FNs generalforsamling ved nægtelse af visum til USA. I stedet kunne man vise Rusland og dets vitale og legitime interesser den respekt og sympati, som tilkommer en stor og glorværdig nation og dens overhoved, uanset hvad man mener om regimet eller personen. Når man hører Joe Biden, Jeppe Kofod m.fl., kommer man til at tænke på Talleyrands svar til Napoleon, da denne havde sagt til Talleyrand, at han var “en lort i en silkestrømpe”: “Hvor er det trist, at en så stor mand har fået en så dårlig opdragelse”. Eller Churchill’s ord, da man undrede sig over, at han iagttog diplomatisk etikette over for den japanske ambassadør: “When you intend to kill somebody, it costs nothing to be polite”. Eller Kennedy’s råd i 1963 om at undgå “unnecessary irritants and purely rhetorical hostility”.

Nej, som alle andre mener jeg heller ikke, at man skyldte Tyskland eller dets overhoved 1933-45 sympati og respekt. Men Rusland er ikke et land nedsunket i barbari. Putin er utvivlsomt en klam skurk (og han er jo ikke den eneste), men han er ikke en ekspansionistisk fascist, som det undertiden hævdes, fx i Krl.Dagblad (15.9.2022), uden dog at dette noget uklare begreb defineres nærmere. Her er et bud: fascisme er en 1) ideologi, som er 2) åbent antidemokratisk, 3) sætter staten og folket højere end det enkelte menneske, 4) sondrer mellem over- og undermennesker, er 5) magt- og krigsforherligende, 6) førerdyrkende, 7) nationalistisk og 8) aggressivt imperialistisk. Putin er godt nok udemokratisk og bruger rå magt og krig, men uden ideologisk forherligelse. Han er ikke åbent antidemokratisk, mord og fængslinger af politiske modstandere benægtes og bortforklares, og ordet krig tager han end ikke i sin mund. Førerdyrkelsen når slet ikke tidligere tiders højder, og nationalisme og imperialisme er begrænset til russisk befolkede områder i de tidligere sovjetrepublikker. Til sammenligning er vores hjemlige medier ganske godt med angående krigsbegejstring, og EU-NATO har ikke modsat sig store udvidelser af sit territorium. Putin taler ikke om over- og undermennesker. Han har faktisk slet ikke nogen ideologi. Derimod har Rusland interesser, nemlig at holde sammen på Rusland, først og fremmest indadtil, men også udadtil, dvs. sikkerhedspolitisk og i forhold til de 25 millioner russere, som bor uden for Rusland.

For at sondere fredsmulighederne må man tage udgangspunkt i krigens parter, deres krigsvillighed og krigsbyrder, parternes styrke samt deres interesser – hvorvidt de er vitale og legitime, som det gælder for national selvbestemmelse og beskyttelse af statsgrænser, men ikke for ekspansionisme.

Krigens parter er fire: Ukraine, Rusland, USA og EU. Ukraine kan som stedfortræder for USA afslutte krigen, men kun Rusland og USA har styrke til at føre den. De kan afgøre, om der skal være krig eller fred.

Ukraine har en selvfølgelig, vital og legitim interesse i national selvstændighed; men ekspansionistiske krav på de russiske sydøstlige områder, som tilfældigvis var en del af den ukrainske sovjetrepublik, strider imod Ruslands vitale og legitime nationalitets- og sikkerhedsinteresser og svarer til danske krav langt op i 1900-tallet om “Danmark til Ejderen”.

Rusland har hverken interesse i eller kræfter til ekspansionisme. De russiske bestræbelser gælder russisk befolkede områder i de tidligere sovjetrepublikker. Dette er vitale og legitime problemer for Rusland, som EU-NATO burde tage alvorligt. Rusland har været tilbageholdende over for både Ukraine og de baltiske lande og har frem til 2014 indskrænket sig til krav om ukrainsk neutralitet og har afstået fra krav om grænserevisioner.

EU derimod, lider jo af en hang til ekspansionisme og vil gerne være stort og stærkt. Det første er lykkedes, men desværre, må man nok sig, til dels på bekostning af det sidste. Ursula von der Leyen har personligt inviteret Ukraines regering til at søge om medlemskab i EU og så sikkert gerne, at den næste, hypotetiske EU-traktat efter Lissabon-traktaten kunne blive en Jalta-traktat. Dog vigtigere er EU’s interesse i krigens ophør og et normaliseret forhold til Rusland, så at EU kunne nyde godt af russisk gas nogle år endnu. Men det allervigtigste for EU er tilsyneladende at bevare sammenholdet i Nato, hvilket må være forklaringen på, at EU så beredvilligt har fulgt USA’s politik til trods for, at EU’s interesser ikke falder sammen med USA’s erklærede interesse, som er “at svække Rusland” (Lloyd Austin). Det er trist at måtte konstatere dette om forholdet til den nation, som Europa skylder så meget, og som har reddet Europa fra sine selvforskyldte ulykker to gange i det 20. århundrede.

Når formålet er “at svække Rusland”, er der jo ingen grund til at standse krigen ud over krigsbyrden, som for USA er rent økonomisk, og ud over hensynet til befolkningen i Ukraine, som ofres, mens den ukrainske regering frivilligt stiller den til rådighed for sin nationalisme. Hvis man undrer sig over, at ukrainerne uopholdeligt fremsætter bastante ønsker om flere våben uden nogen form for ydmyghed og uden synderlig taknemmelighed angående dem, der allerede er leveret, så er forklaringen nok, at de opfatter situationen sådan, at den krig, de fører mod Rusland, den fører de på vores vegne med det erklærede formål “at svække Rusland”. De føler derfor, at de har et retmæssigt krav på rigelige mængder af de bedste, dyreste og tungeste våben, og at det ikke er dem, som skylder os tak, men omvendt. Og deri har de jo ganske ret.

Fred i Ukraine er umulig uden grænserevisioner, hvor Ruslands anneksion af nogle sydøstlige, russisk befolkede dele anerkendes. For det tilbageværende, selvstændige og stærkt blandede Ukraine kan man forestille sig neutralitet og demilitarisering. Man kan også forestille sig, at det nordvestlige Ukraine bliver selvstændigt og indlemmes i EU og Nato.

Krigen er en katastrofe for det fattige Ukraine og en katastrofe for Rusland. Den kan også blive en katastrofe for sammenholdet i EU-Nato, og i så fald har EU-Nato fortjent den, fordi de med ekspansionisme har drevet sig selv og Rusland derhen, hvor parterne er afskåret fra dialog, tilbagetog og kompromis. Krigen er en kæmpemæssig, tragisk misforståelse. Det samme er den påtænkte militære oprustning i Europa og Finlands og Sveriges ønsker om medlemskab af Nato til værn mod fiktive russiske trusler. Den er ulogisk i lys af de daglige meldinger om det russiske militærs magtesløse inkompetence og desuden meningsløs, et spild af sparsomme ressourcer, som der er hårdt brug for til at afbøde de virkelige problemer, den globale befolkningsudvikling, den globale indkomstfordeling og det globale miljø.

Noter

1.

Monica Papazu: Ukraine: broderkrig, borgerkrig og stedfortræderkrig. Tidehverv, november-december 2022, pp 345-365.

Thorkild Kjærgaard: Ukraine-krigen er Joe Bidens skyld – ikke Putins. Politiken, kronik 13.10.2022.

Jens Jørgen Nielsen: Vi er i krig – og hvad så? www.kritiskdebat.dk, 1-4-2022, pp 19-25.

Poul Villaume: Sådan kunne Ukraine-krigen være undgået. www.raeson.dk, 28-10-2022.

Aksel V. Carlsen: Splittelse på den russiske venstrefløj over krigen. www.solidaritet.dk, 10-3-2022.

Jens Jørgen Nielsen: Vesten gør alle til tabere i Ukraine-krigen. www.raeson.dk, 1-8-2022.

Uffe Kaels Auring: Ned med Rusland #1-#4. www.eftertrykket.dk, august-oktober 2022.

Jens Jørgen Nielsen: Ukraine i spændingsfeltet. Frydenlund 2016.

Marie Krarup & Monica Papazu: Den politiske korrekthed og virkelighedens forsvinden. Forlaget Hovedland 2019.