For et frit og forenet Europa (Ventotene-manifestet)

Ernesto Rossi og Altiero Spinelli

Præsentation

Dette dokument præsenteres gerne og med rette som et af de vigtigste grundlag for efterkrigstidens europæiske samarbejde. Navnet har det fra en lille ø ud for Italiens vestkyst, nord for Napoli. Øen blev brugt under fascismen til at deportere modstandere af Mussolinis regime.

Den var blot en af flere i det undertrykkelsesapparat, som den totalitære italienske stat byggede op efter indførelsen af en lang række love til ‘forsvar af staten’ i skæringsårene 1925-26. Efter det tidspunkt og den egentlige drejning mod et totalitært regime var der ikke længere en åben antifascistisk opposition tilbage. Det ramte ikke bare partierne på venstrefløjen, det kommunistiske og socialistiske parti, men også de liberale midterpartier.

Imod regimets hensigt blev Ventotene, hvor mange af de mest prominente modstandere havnede, et arnested for intense politiske meningsudvekslinger. Det lagde præmisserne for en politisk kultur, der banede vejen for efterkrigstidens ikke bare økonomiske og politiske men også moralske og intellektuelle genopbygning. En af dem, der markerede sig i dette miljø var Altiero Spinelli. Han meldte sig ind i Det Italienske Kommunistparti men vendte sig imod Stalin og blev da også smidt ud af partiet i 1937. Det lagde dog ikke en dæmper på hans aktiviteter. Tværtimod blev det lettere for ham at knytte sig til folk fra andre antifascistiske grupper, mens han var interneret på Ventotene fra 1939 til 1943. Han indledte samtaler med bl.a. Sandro Pertini fra Socialistpartiet og mange år senere også Italiens første socialistiske præsident, men især med Ernesto Rossi fra Giustizia e Libertà og med socialisten Eugenio Colorni.

Det første udkast til Manifestet er fra 1941, og det fik en ny version i 1943. Det var også det år, den 24.-25. juli, at Mussolini blev afsat af det fascistiske Storråd, kort tid efter, at De Allierede var gået i land på Sicilien. Mussolini blev fængslet, indtil han blev befriet af tyske elitesoldater og sat i spidsen for den såkaldte Salò-republik i Norditalien. Italien var delt og stod midt i en borgerkrig, der tog til efterhånden som Modstandsbevægelsen voksede sig stor og med en slagkraft, kun overgået af Titos partisanhær på Balkan. Spinelli kom på fri fod i august ‘43 og på et hemmeligt møde i Milano, der fortsat var under fascistisk og tysk kontrol, blev Movimento Federalista Europeo stiftet.

Krigslykken var vendt, og det var kun et spørgsmål om tid, før Aksemagterne var slået. Det var akkurat i dette dramatiske tidsrum, hvori der tegnede sig en ny fremtid, at manifestet blev bragt i omløb som et udkast til, hvordan Europa burde se ud, hvis europæerne ville undgå at falde tilbage i de samme processer, der førte til de totalitære regimer. Den tyske socialdemokrat Ursula Hirschmann, gift med Colorni, havde held til at smugle dokumentet ud efter at have besøgt sin mand på Ventotene.

I 1944 kommer der en tredje udgave, der er redigeret af Eugenio Colorni, der selv skriver et forord, inden han bliver dræbt. Teksten består af tre hovedafsnit: 1. Den moderne civilisations krise, 2. Efterkrigstidens opgaver. Den europæiske samling, 3. Efterkrigstiden opgaver. Reformeringen af samfundet. Forfatterne til disse tre afsnit er Spinelli og Rossi med førstnævnte som den hovedansvarlige.

I dette nummer af Kritisk Debat finder man en oversættelse af forordet og af første afsnit fra denne udgave. De to resterende afsnit følger i næste nummer. Den oprindelige italienske tekst har ofte meget lange sætninger, der her flere steder er brudt op i mindre sætninger for at lette læsningen. Sprogbrugen er naturligvis stærkt farvet af forfatternes politiske og kulturelle bagland og af datidens skarpt optrukne forkastningslinjer. Den er imidlertid også præget af åbenhed over for det forhold, at forfatternes føderalistiske dagsorden også kræver en begrebslig nytænkning i den europæiske kontekst. I denne henseende har det foreliggende dokument igangsat en sådan nytænkning, der fortsat pågår.

Teksten er oversat fra sitet: www.altierospinelli.org

Gert Sørensen

Forord

De foreliggende skrifter er blevet tænkt og redigeret på øen Ventotene i årene 1941 og 1942. De er blevet til i dette usædvanlige og exceptionelle miljø og trods en meget streng disciplins fintmaskede net. På de mest spidsfindige måder forsøgte man at blive så informeret som muligt, mens tristheden meldte sig fra den tvungne lediggang og nervøsiteten over den forestående befrielse. I dette klima modnedes der i nogle hjerner et ønske om at gentænke alle de problemer, som havde motiveret selve handlingen og holdningen bag kampen mod fascismen.

Afstanden fra det konkrete politiske liv tillod et blik på afstand og inviterede til at revidere de traditionelle positioner og finde frem til grundene bag de hidtil manglende successer. Det handlede ikke så meget om at pege på tekniske fejl i den parlamentariske eller revolutionære taktik eller om at slå ned på en generel ‘umodenhed’ i situationen, men mere om utilstrækkeligheden i selve det at definere den generelle situation og i at have ført kampen langs de vanlige brudlinjer med alt for lidt opmærksomhed på det nye, der var ved at ændre virkeligheden.

For at forberede sig til effektivt at udkæmpe det store slag, der tegnede sig i den nærmeste fremtid, følte man et behov for ikke simpelt hen at rette fortidens fejl, men for at genfremsætte de politiske problemer med et sind, der er fri af et partis forudfattede doktriner eller myter.

Det banede vejen i hjernen hos nogle for den centrale idé, at den grundliggende modsætning, der bar ansvaret for krisen, krigen, fattigdommen og udbytningen i vore martrede samfund, skyldes eksistensen af suveræne stater, der adskiller sig geografisk, økonomisk og militært, og betragter de andre stater som konkurrenter og potentielle fjender med det resultat, at de lever i en indbyrdes situation, præget af en evig bellum omnium contra omnes (‘alles krig mod alle’).

Motiverne bag denne idé, der i sig selv ikke er ny men antog træk af noget nyt under de vilkår og i den anledning, den blev udtænkt i, er flere:

1).

Først og fremmest bliver den internationalistiske løsning, der figurerer i alle progressive politiske partiers program, betragtet på en vis måde som en nødvendig og næsten automatisk følge af de målsætninger, som hver af disse partier fremsætter. De demokratiske partier antager, at indførelsen inden for hvert lands grænser af den styreform, som man forfægter, helt sikkert ville føre frem til dannelsen af en enhedssøgende bevidsthed. Ved at overskride de kulturelle og moralske grænser ville en sådan bevidst skabe den forudsætning, som de mener er uundværlig for dannelsen af en fri forening af folkene, også på det politiske og økonomiske område. Og socialisterne på deres side mener, at indførelsen af proletariatets diktatur som styreform i forskellige lande af sig selv ville føre til dannelsen af en internationalistisk kollektiv stat.

I dag viser en analyse af det moderne statsbegreb og af det samlede hele af interesser, der er bundet til staten, klart, at, skønt analogierne i styreformen indadtil kan fremme venskab og samarbejde staterne imellem, betyder det faktisk ikke, at det automatisk, endsige med tiden, fører til en sammenslutning. Det vil ikke ske, så længe der findes interesser og kollektive følelser, der er knyttet til fastholdelsen af en enhed, der er lukket inde bag nogle grænser. Vi ved af erfaring, at chauvinistiske følelser og protektionistiske interesser nemt kan føre til sammenstød og konkurrence mellem to demokratier. Det er ikke givet, at en rig socialistisk stat nødvendigvis bør acceptere at dele sine ressourcer med en anden, fattig socialistisk stat, alene ud fra den betragtning, at der i denne anden stat gælder den samme styreform indadtil som i ens egen stat.

Nedbrydningen af de politiske og økonomiske grænser staterne imellem følger altså ikke nødvendigvis af den samtidige indførelse af en given styreform indadtil i hver enkelt stat. Det er imidlertid et problem for sig, som skal håndteres med egnede og dertil tilpassede midler. Man kan ikke være socialist, det er klart, uden samtidig at være internationalist; men det som følge af et ideologisk bånd mere end som følge af en politisk og økonomisk nødvendighed. Den internationale stat er ikke nødvendigvis et resultat af socialismens sejr i de enkelte stater.

2)

Hvad der desuden motiverede til at understrege den føderalistiske antagelse på en selvstændig måde, var det forhold, at de eksisterende politiske partier er knyttet til en fortid med kampe inden for den enkelte nations rammer. Det gjorde, at de af vane eller per tradition er vænnet til at stille sig alle problemer med afsæt i den stiltiende accepterede forudsætning, at nationalstaten findes, og til at betragte problemer vedrørende den internationale orden som noget, der angår ‘udenrigspolitik’, der skal løses ad diplomatisk vej eller med aftaler mellem regeringerne. Denne holdning er delvis årsag til og delvis konsekvens af den, der blev anført før, nemlig at ligger kommandovejene først fast i eget land, kommer aftalen og sammenslutningen med lignende styreformer i andre lande af sig selv, uden at der er behov for en politisk kamp, der er eksplicit møntet på det.

Forfatterne bag de foreliggende skrifter var derimod overbevist om, at gøre problemet med den internationale orden til det centrale anliggende i vor tid og betragte dets løsning som den nødvendige forudsætning for løsningen på alle institutionelle, økonomiske og sociale problemer, der opstår i vort samfund. Og gør man det, bør man nødvendigvis betragte alle de spørgsmål, der vedrører de interne politiske kontraster og det enkelte partis holdning, ud fra dette synspunkt, også når det angår den daglige kamps taktik og strategi. Alle problemer, lige fra de konstitutionelle friheder til klassekampen, fra planlægningen til magtovertagelsen og brugen af magten, ses i et nyt lys, hvis de anskues ud fra den betragtning, at det første mål, der skal nås, gælder en orden af enhed på det internationale område. Den samme politiske manøvre, dette at støtte sig til den ene eller den anden af de kræfter, der er i spil, dette at fremhæve den ene eller den anden dagsorden, antager meget forskellige træk alt efter, om man ser det afgørende mål i magtovertagelsen og gennemførelsen af nogle bestemte reformer i regi af den enkelte stat eller i skabelsen af de økonomiske, politiske og moralske præmisser for indførelsen af en føderal orden, der omfatter hele kontinentet.

3)

Endnu et motiv – og måske det allervigtigste – havde baggrund i det forhold, at idealet for en Europæisk Føderation, som optakt til en Verdensføderation, for nogle år tilbage kunne synes at være en fjern utopi; men i dag, her ved slutningen af krigen, tegner det et opnåeligt mål, der næsten er inden for rækkevidde. Ser vi på den omfattende sammenblanding af folkene, som denne konflikt har forvoldt i alle de lande, der har været underlagt tysk besættelse; ser vi på nødvendigheden af at genopbygge en næsten totalt ødelagt økonomi på et nyt grundlag, og af at genfremsætte alle de problemer, der vedrører de politiske grænser, toldbarriererne og de etniske mindretal, osv.; ser vi på selve karakteren af denne krig, hvori det nationale element ofte har måttet vige for det ideologiske element, hvori de små og mellemstore stater har givet afkald på det meste af deres suverænitet til fordel for de stærkere stater, og hvori fascisterne har udskiftet begrebet ‘national selvstændighed’ med begrebet ‘livsrum’. Man genkender her alle de forhold, der gør problemet vedrørende Europas føderale orden mere aktuel end nogensinde.

Kræfter, der kommer fra alle de sociale klasser ud fra såvel økonomiske som ideale motiver kan være interesseret heri. Man kan nå dette mål via diplomatiske forhandlinger og via folkelig agitation; man kan blandt de uddannede klasser fremme studiet af de problemer, der er relevante for det; man kan fremprovokere revolutionære tilstande, som, når de først er indtrådt, ikke kan rulles tilbage; man kan udøve indflydelse på de ledende kredse i sejrherrelandene og i de slagne lande sprede budskabet, at det alene er i et frit og forenet Europa, at de kan finde redning og undgå de katastrofale følger af nederlaget.

Netop derfor er vor Bevægelse opstået. Det er dette problems fortrinsstilling og forrang frem for alle de andre problemer, der melder sig i en tid, hvori vi står frem; det er visheden om, at, hvis vi atter konsoliderer situationen efter de gamle nationalistiske skemaer, vil lejligheden være tabt for altid, og vort kontinent vil aldrig få varig fred og velstand; det er alt det, der har tilskyndet os til at skabe en uafhængig organisation med henblik på at fremme idéen om Den Europæiske Føderation som et realiserbart mål for den kommende efterkrigstid.

Vi skjuler ikke for os selv sagens vanskeligheder og styrken hos de kræfter, der kæmper imod; men det er første gang, mener vi, at dette problem kommer på den politiske kamps dagsorden ikke som et fjernt ideal, men som en påtrængende og tragisk nødvendighed.

Vor Bevægelse, der nu har været i gang i ca. to år og har været præget af det vanskelige illegale liv under den fascistiske og nazistiske undertrykkelse. Medlemmerne kommer fra antifascismens militante rækker, og alle bakker op om den væbnede kamp for friheden. Det er mennesker, der allerede har betalt dyrt med fængsel for den fælles sag. Vor Bevægelse er ikke og kan heller ikke være et politisk parti. Efterhånden som den har taget en stadig mere entydig karakter, vil den påvirke de forskellige politiske partier og bearbejde dem indefra ikke kun, for at det internationalistiske perspektiv bliver accentueret, men også og først og fremmest for at alle problemer vedrørende dets politiske liv bliver taget op med afsæt i denne nye synsvinkel, som de hidtil har været meget lidt vante til.

Vi er ikke et politisk parti. Vi ønsker at fremme enhver undersøgelse af Den Europæiske Føderations institutionelle, økonomiske og sociale opbygning, og vi tager tilmed aktivt del i kampen for dens virkeliggørelse og er optaget af at afdække, hvilke kræfter der vil kunne arbejde til fordel for den i fremtidens politiske konjunktur. Derfor vil vi ikke officielt udtale os om de institutionelle detaljer, om den større eller mindre grad af økonomiske kollektivisering, om den større eller mindre administrative decentralisering, osv., som bør karakterisere vor fremtidige føderale organisme. Vi nøjes med at diskutere disse problemer bredt og frit og få alle politiske tendenser, fra den kommunistiske til den liberale, repræsenteret hos os. Faktisk er næsten alle vore medlemmer aktive i et af de progressive partier: alle er enige om at promovere de grundlæggende principper for en fri Europæisk Føderation, der hverken er grundlagt af ensidige hegemonier eller på totalitære indretninger, og som er udstyret med en strukturel soliditet, der ikke reducerer den til et simpelt Nationernes Forbund.

Disse principper kan man sammenfatte i følgende punkter: føderal enhedshær, monetær enhed, ophævelse af toldbarrierer og begrænsninger i emigrationen mellem staterne i Føderationen, direkte borgerrepræsentation i de føderale forsamlinger, fælles udenrigspolitik.

I sine to års levetid har Bevægelsen bredt sig blandt de antifascistiske politiske grupper og partier. Nogle af disse har offentligt givet udtryk for deres opbakning og sympati med vor sag. Andre har opfordret os til at samarbejde om formuleringen af deres programpunkter. Måske er det ikke indbildsk at sige, at det er delvis vor fortjeneste, at problemerne vedrørende Den Europæiske Føderation så ofte bliver behandlet i den italienske undergrundspresse. Vor avis, L’Unità Europea, følger opmærksomt begivenhederne i den nationale og internationale politik og tager stilling til disse ud fra en absolut uafhængighed i vurderingen.

De foreliggende skrifter er frugten af idéudviklingen bag vor Bevægelses opståen; de repræsenterer imidlertid alene deres forfatteres mening, og de udgør overhovedet ikke selve Bevægelsens position. De har alene til hensigt at fremlægge nogle diskussionsemner til dem, der ønsker at gentænke alle problemerne i det internationale politiske liv ved at tage højde for de seneste ideologiske og politiske erfaringer, for de mest opdaterede resultater inden for økonomisk videnskab og for de mest rimelige og fornuftige perspektiver for fremtiden.

Disse skrifter vil blive fulgt af andre undersøgelser. Vort ønske er, at vi kan give stof til idéer, og at de i den nuværende ophedede atmosfære, skabt af handlingens ubønhørlige nødvendighed, bibringer en klarhed, der gør handlingen stadig med resolut, bevidst og ansvarlig.

Den Italienske Bevægelse for Den Europæiske Føderation.

Eugenio Colorno

Rom, den 22. januar 1944.

Udkast til et manifest

I. Den moderne civilisations krise.

Den moderne civilisation har gjort frihedsprincippet til sit grundlag, ifølge hvilket mennesket ikke bør være et rent redskab for andre, men et selvstændigt centrum for liv. Med denne norm ved hånden er der blevet udstukket en grandios historisk proces på alle de områder af det sociale liv, som ikke respekterede den.

1)

Lige ret for alle nationer til at organisere sig som selvstændige stater er slået igennem. Ethvert folk, der har sine etniske, geografiske, sproglige og historiske særkender, skulle i den statslige organisme, der er skabt på egen præmis og i overensstemmelse med sin særlige opfattelse af det politiske liv, finde midlet til på bedste vis at imødekomme sine behov, uafhængigt af enhver fremmed indblanding. Ideologien om den nationale selvstændighed har været en kraftig kim til fremskridt. Den har bidraget til at overvinde de lokale og regionale snæversyn og givet næring til en bred solidaritet i kampen mod de fremmede herskere; den har fjernet de forhindringer, der lå i vejen for, at mennesker og varer kunne cirkulere; den har inden for hver stats territorium sørget for, at de mere udviklede befolkningsgruppers institutioner og ordninger er blevet udvidet til også at omfatte de mindre udviklede befolkningsgrupper. Den bar dog i sig spirene til den kapitalistiske imperialisme, som vor generation har set vokse til gigantiske dimensioner med dannelsen af de totalitære stater og udbruddet af de to verdenskrige.

Nationen betragtes nu ikke længere som det historiske produkt af samlivet mellem mennesker, der efter en lang proces frem mod et større fælleskab af skikke og aspirationer i deres stat finder den mest effektive måde til at organisere det kollektive liv inden for rammerne af hele det menneskelige samfund. Nationen er derimod blevet en guddommelig størrelse, en organisme, der alene skal tænke på sin egen eksistens og sin egen udvikling uden overhovedet at kere sig om den skade, som andre kan lide. De nationale staters absolutte suverænitet har udløst en vilje til herredømme i hver af disse stater, fordi de hver især føler sig truet af de andres magt og betragter stadig større territorier som deres ‘livsrum’, der tillader dem at bevæge sig frit og sikre sig de nødvendige eksistensmidler uden at være afhængige af andre. Den vilje til herredømme ville kun kunne bilægges med den stærkeste stats hegemoni over de underkuede stater.

Som følge heraf har staten fra at være en beskytter af borgernes frihed udviklet sig til at blive herre over undersåtterne, der er reduceret til redskaber for staten med alle de muligheder, den har, for at eksponere den højeste grad af militær effektivitet. Også i fredsperioder, der opfattes som pauser til at ruste sig til de næste uundgåelige krige, har de militære lag i mange lande nu overvægt over de civile lag. Det gør det stadig vanskeligere at få de frie politiske institutioner til at fungere: skolen, videnskaben, produktionen og administrationen er overordnet styret mod at øge krigspotentialet. Mødrene bliver betragtet som hopper, der avler soldater og følgelig bliver præmieret efter de samme kriterier, som når man ved dyreskuer præmierer de mest frugtbare dyr. Børnene bliver trænet fra den spædeste alder til at bruge våben og til at hade de fremmede; de individuelle frihedsrettigheder reduceres til ingenting fra det øjeblik, alle er militariseret og hele tiden indkaldes til militær tjeneste; de fortsatte krige tvinger til, at man må forlade familie, arbejde og ejendele og selve livet for nogle mål, som ingen forstår den virkelige værdi af. I løbet af nogle få dage ødelægges resultaterne af årtiers anstrengelser for at øge den kollektive velfærd.

De totalitære stater er de, der på den mest sammenhængende måde har gennemført en forening af alle kræfter ved at virkeliggøre den højeste grad af centralisering og autarki (1). Derfor har de vist sig at være de organismer, der har været bedst tilpasset den internationale kontekst. Det er tilstrækkeligt, at en nation gør et skridt frem mod mere accentueret form for totalitarisme, for at den følges af andre, der trækkes med i det samme spor ud fra en vilje til at overleve.

2)

Lige ret for alle borgere til at deltage i dannelsen af statens vilje er slået igennem. Denne vilje skulle derfor være en syntese af de omskiftelige økonomiske og ideologiske krav, som alle sociale kategorier frit har stillet. En sådan politisk organisation banede vejen for at korrigere eller i det mindste reducere de mest himmelråbende uretfærdigheder, der var arvet efter tidligere tiders styreformer. Imidlertid gjorde presse- og forsamlingsfriheden og den fremadskridende udvidelse af stemmeretten det stadig mere vanskeligt at forsvare gamle privilegier og samtidig holde fast i det repræsentative system.

De besiddelsesløse forstod efterhånden at betjene sig af disse redskaber og gå til angreb på de besiddende klassers erhvervede rettigheder. Skatter på arbejdsfri indtægter og arv, progressiv beskatning af de største formuer, fritagelse for beskatning af de mindste indtægter og af goder, der dækker de basale behov, gratis offentlig skole, forøgelse af udgifterne til den sociale forsorg, landboreformer, kontrol med fabrikkerne, alle disse tiltag truede de privilegerede lag i deres mest forskansede citadeller.

Selv ikke de privilegerede lag, der havde tilladt lighed, hvad angik de politiske rettigheder, kunne ikke tillade, at de ringere stillede klasser benyttede sig deraf for at opnå den form for reel lighed, der ville have givet disse rettigheder et konkret indhold af faktisk frihed. Da truslen efter afslutningen på første verdenskrig blev alt for alvorlig, faldt det naturligt, at disse lag varmt applauderede og støttede etableringen af diktaturerne, der fjernede lov og ret som våben i hænderne på modstanderne.

På den anden side var man vidne til dannelsen af gigantiske industrikomplekser og banker og af syndikater, der under en fælles ledelse samlede hele hære af arbejdere. Alle lagde de pres på regeringen for at fremme en politik, der tilgodeså deres særinteresser. Og man kunne iagttage, hvorledes disse aktører truede med at opløse selve staten i ligeså mange økonomiske baronier, der lå i indbyrdes bitter strid. De demokratisk-liberale indretninger blev et redskab, som disse grupper betjente sig af for bedre at kunne udnytte hele det kollektive fællesskab, hvorfor de efterhånden mistede stadig mere af deres prestige. Der bredte sig følgelig den overbevisning, at alene den totalitære stat ved at ophæve de folkelige rettigheder på en eller anden måde kunne finde en løsning på de interessekonflikter, som de eksisterende politiske institutioner ikke var i stand til at dæmme op for.

Desuden har de totalitære stater faktisk som helhed konsolideret de forskellige sociale kategoriers position på de felter, som de efterhånden har nået; og de har med politikontrol over alle aspekter af borgernes liv og ved med vold at fjerne alle, der var uenige, udelukket enhver legal mulighed for yderligere at korrigere tingenes fremherskende tilstand. Man har på denne måde sikret eksistensen for det helt igennem parasitære lag af jordejere, der glimrer ved deres fravær, og for de rentierer, der bidrager til den sociale produktion alene ved at klippe deres aktiekuponer; dertil kommer de lag, der sidder på monopoler eller på kædeselskaber, der udnytter forbrugerne og får småsparernes penge til at forsvinde i den blå luft; og plutokraterne, der bag kulisserne trækker i politikernes tråde for at styre hele statsmaskineriet alene til deres egen fordel under foregivende af at ville efterstræbe de højere nationale interesser. De fås kolossale formuer er bevaret, det er de brede massers fattigdom også, når disse er udelukket fra enhver mulighed for at få gavn af den moderne kulturs frugter. I substansen er det økonomiske system intakt og dermed et system, hvori de materielle ressourcer og arbejdskraften, der burde bruges til at imødekomme de fundamentale behov for at udvikle menneskets livsenergier, i stedet tilgodeser de mest futile ønsker hos dem, der er i stand til at betale de højeste priser; et økonomisk system, hvori arveretten, altså pengemagten forbliver i det samme lags evige eje ved at forvandle sig til et privilegium uden nogen form for forbindelse til den sociale værdi af de tjenester, der er ydet. Proletariatets muligheder forbliver derfor så indskrænkede, at for at leve er arbejderne tvunget til at lade sig udbytte af den, der tilbyder dem en arbejdsmulighed af hvad art, det end er.

For at holde de arbejdende klasser i ro og under pres er fagforeningerne blevet forandret fra frie kamporganisationer under ledelse af individer, der nyder medlemmernes tillid, til organer for politiovervågning under ledelse af embedsmænd, der er valgt af regeringsapparatet og er ansvarlige alene over for dette. Hvis et sådant økonomisk system undergår en korrektion, er det altid alene dikteret af militarismens behov, der sammen med de privilegerede lags reaktionære aspirationer har banet vejen for de totalitære staters opståen og konsolidering.

3)

Som en modvægt til den autoritære dogmatisme er den kritiske ånd slået igennem som en permanent værdi. Alt hvad der bliver fremført, skal forklare sig eller forsvinde. Metodikken bag denne fordomsfri indstilling trækker på vort samfunds allerstørste landvindinger inden for alle områder. Men denne åndelige frihed holdt ikke stand mod den krise, der lod de totalitære stater opstå. Nye dogmer, som man skulle acceptere, som var det en tro, eller gøre til sine på hyklerisk vis blev ført i marken og tog over inden for alle videnskaber.

Skønt ingen ved, hvad en race er, og de mest elementære historiske begreber afslører absurditeten heri, kræver man af fysiologer, at de skal tro, demonstrere og overbevise om, at man tilhører en udvalgt race, alene fordi imperialismen har brug for denne myte for at opildne til had og hovmod blandt masserne. De mere indlysende begreber i den økonomiske videnskab skal betragtes som forbandelser for bedre at kunne udlægge autarkipolitikken, de afbalancerede bytteforhold og andet gammelt skrammel fra merkantilismens dage som exceptionelle opdagelser i vor tid. Som følge af den økonomiske afhængighed mellem verdens forskellige områder omfatter livsrummet for ethvert folk, der vil opretholde et livsniveau, der i overensstemmelse med den moderne civilisation, hele kloden. Men man har skabt en pseudovidenskab om geopolitik, der vil bevise det holdbare indhold i teorien om livsrummene for at give imperialismens vilje til overgreb en teoretisk fernis.

Historien bliver forfalsket på centrale punkter af hensyn til den regerende klasse. Bibliotekerne og boghandlerne renses for alle de værker, der ikke passer ind i ortodoksien. Obskurantismens dunkelheder truer atter med at formørke menneskets ånd. Selve frihedens og lighedens sociale etik er undermineret. Menneskene anses ikke længere for frie borgere, der nyder godt af staten for bedre at opnå deres kollektive mål. De er tjenere for staten, der udstikker deres mål; statens vilje identificeres slet og ret med magthavernes vilje. Menneskene defineres ikke længere på et retsgrundlag, men i forhold til det hierarki, de indgår i; og de forventes uden diskussion at adlyde de øverste autoriteter, der kulminerer i en på behørig vis guddommeliggjort leder. Et kasteregime genfødes af sin egen aske som en selvhævdende styreform.

Efter at den har triumferet i en række andre lande, har denne reaktionære og totalitære civilisation endelig i det nazistiske Tyskland fundet den magt, der mente sig i stand til at drage de fulde konsekvenser. Tyskland satte sine overgreb i værk efter en omhyggelig forberedelse, der dristigt og uden skrupler benyttede sig af andres rivaliseringer, egoismer og dumheder, og som trak andre europæiske vasalstater med sig – først og fremmest Italien – i en alliance med Japan, der forfulgte de samme mål i Asien. Dets sejr ville føre til den endegyldige konsolidering af totalitarismen i verden. Alle dens karakteristiske træk ville blive drevet til det yderste, og de progressive kræfter ville blive henvist til en simpel negativ opposition for en lang periode.

De tyske militære kredses arrogance og uforsonlighed kan allerede give os en idé om karakteren af deres herredømme efter en sejrrig krig. Som sejrherrer kunne tyskerne tillade sig at foregive gavmildhed over for de andre europæiske folk og formelt respektere deres territorier og deres politiske institutioner. På den måde kunne de imødekomme den tåbelige patriotiske følelse, der ser på grænsepælenes farver og på nationaliteten hos de politikerne, der er i vælten, i stedet for på styrkeforholdet og det faktiske indhold i statsorganismen. Selv om virkeligheden er dækket til, er den stadig den samme: en opdateret deling af menneskeheden i spartanere og heloter (2).

Selv en kompromisløsning mellem de krigsførende parter ville indebære et yderligere skridt frem mod totalitarismen, fordi alle stater, der undgik Tysklands greb, ville være tvunget at adoptere de samme former for politisk organisation for at være tilstrækkeligt forberedt, når krigen blev taget op igen.

Selv om Hitler-Tyskland kunne nedkæmpe de mindre stater en for en, tvang det med sin handling stadig større magter til at træde ind i konflikten. Storbritanniens modige kampiver også på det mest kritiske tidspunkt, da landet var alene om at holde stand mod fjenden, gjorde, at tyskerne tørnede ind i den sovjetiske hærs utrættelige modstand, og det gav Amerika tid til at mobilisere sine enorme produktive ressourcer. Og denne kamp mod den tyske imperialisme er snævert forbundet med det kinesiske folks kamp mod den japanske imperialisme.

Enorme menneskemasser og rigdomme har allerede taget opstilling mod de totalitære magter. Disse magters kræfter har nået deres kulminationspunkt og kan kun blive brugt op i det videre forløb. Modstandernes kræfter har til gengæld alle passeret deres absolutte lavpunkt og er i vækst.

De Allieredes krig stimulerer hver dag mere og mere viljen til befrielse også i de lande, der lå under for volden og havde mistet fodfæstet som en følge af de slag, man havde modtaget; og den stimulerer en tilsvarende vilje selv i Aksemagternes befolkninger, der indser, at de er blevet trukket ind i en desperat situation alene for at tilgodese deres herskeres magtbrynde.

Den langsomme proces, hvormed enorme menneskemasser passivt lod sig modellere af det nye regime, hvormed de tilpassede sig og på denne måde bidrog til at konsolidere det, er standset; i stedet har den modsatte proces taget sin begyndelse. I denne umådelige bølge, der langsomt rejser sig, finder man alle de progressive kræfter: de mere oplyste dele af de arbejdende klasser, der ikke lod sig kue af terroren og af de smigrende ord i deres ønske om en højere livsform; de mere bevidste lag blandt de intellektuelle, der var blevet krænket over nedbrydningen af det intellektuelle niveau; forretningsfolk og entreprenører, der følte sig opsatte på nye initiativer og derfor ville befri sig fra bureaukratiernes og de nationale autarkiers ‘seletøj’, der lagde hindringer i vejen for enhver af deres bevægelser; endelig alle de, der med deres medfødte følelse af værdighed ikke kender til at bøje deres rygrad under slaveriets ydmygende åg.

Vor civilisations redning betros i dag til disse kræfter.

Altiero Spinelli og Ernesto Rossi

(1) Selvforsyningsøkonomi.

(2) Heloterne var slaver i den oldgræske by Sparta.