Frihed

Af Jan Helbak medl. af Kritisk Debats redaktion

”Det almindelige menneske mener, at det er frit, når det er det tilladt at handle vilkårligt; men netop i vilkårene ligger, at det ikke er frit. Hvis jeg vil det fornuftige, handler jeg ikke som partikulært individ, men i henhold til sædelighedens begreber overhovedet: i den sædelige handling er det ikke mig selv, jeg gør gældende, men sagen”. (G.W.F Hegel, Retsfilosofi §15.

Det er den problematik, der med større eller mindre intensitet har fyldt den offentlige debat under hele coronakrisen. Fremtrædelsesformerne har været mangfoldige, men temaet har været det samme: De borgerlige (eller om nogen vil, de liberale) frihedsrettigheder har været og er presset. De protesterende i samlet flok opfatter også sig selv som friheds-kæmpere.

På et tidspunkt i efteråret 2020 spidsede modsætningerne mellem en ”magtfuldkommen” stat (i hvert fald fremstillet sådan) og ”sagesløse” borgergrupper helt til, da regeringens udøvende minister indenfor den gældende epidemilovgivning beordrede samtlige mink aflivet og i ånd og måske også i proces forbrød sig mod grundloven. Statsministeren formåede indenfor en meget kort politisk periode at legemliggøre de liberales arketypiske skrækscenarie; statsmagtens overgreb mod det enkelte individ ved at træde de frihedsrettigheder under fode, der netop skal beskytte individets naturbestemte ”frihed til at eje sig selv” (John Locke).

På mange områder har coronakrisen accentueret og eksponeret en række grundkonflikter i vores samfund. F.eks. har uligheden vist sig som værende langt mere omfattende og bredspektret, end den vanligvis behandles. Ulighed i arbejdsforhold, boligforhold, kompensationsmuligheder er kommet frem i lyset. Det gælder også spørgsmålet om den gængse og naturaliserede forestilling om de liberale/borgerlige frihedsrettigheders universalitet og umistelighed. Den hævet over enhver tvivl tungest vejende frihedsrettighed – ejendomsretten, altså retten til frit at kunne bestemme over sig selv, fordi man ejer sig selv og ikke mindst, men først og fremmest frihed fra andres indblanding i individets dispositioner, har selvfølgelig sammen med bevægelsesfriheden stået i centrum for den aktuelle debat om de liberale dyder som det nødvendige modsvar til magtcentraliseringen.

Frihedsbegrebets negative og defensive definition har taget overskrifterne og i det store og hele udgrænset det positive og processuelle frihedsbegreb. Som en understrøm til den løbende debat om frihedsrettigheder, som har præget meget tænkning i Europa gennem de sidste 2-300 hundrede år, går den indirekte argumentation: ”hvis blot enhver er sikret sine frihedsrettigheder, vil den samlede mængde af friheder og egenytter opveje hinanden i et ligevægtsforhold, som igen vil lede til fremskridt og velfærd for alle”. Ud fra den logik har de borgerlige/liberale ideologer uden at møde voldsom modstand fra segmenter indenfor centrum-venstre omgået kravet om at udfylde frihedsbegrebet positivt. Altså frihed til hvad?

Problemet med det positive frihedsbegreb er nemlig, at det kun giver mening, hvis det knyttes til noget ganske konkret og forudsætter nogle synlige processer. Eksempelvis kræver frihed til at uddanne sig, at vilkårene, som Hegel skriver, tages i betragtning, hvorimod friheden for indgreb (statslig som regel) som udgangspunkt er en passiv forladen sig på en retlig beskyttelse.

Historien bag frihedsbegrebets udvikling følger ikke en ret linje. Som det opkommende borgerskabs opgør med adlen og enevælden gav feltråbet om frihedsrettighedernes naturbestemmelse og universalitet god mening. Men allerede her i selve opråbet bryggede modsætningen mellem frihed og frigørelse. Opråbet var et frigørelsesråb fra en frigørelsesbevægelse, som hurtigt blev til frihed uden bevægelse – til fast ejendom, (man har sine friheder), hvor ejendomskravet – individets ejendom af sig selv – definerede frihedsbegrebets grunddimension. Individets ret sat overfor almenvellet, hvis eneste legitime funktion blev at beskytte enkeltindividet.

Senere efter to verdenskrige, revolutioner, skærpet klassekamp og velfærdskompromis kom det rendyrkede liberale frihedsbegreb under angreb, og modsætningen mellem frihedsbegrebets to modsatrettede dimensioner slog ud i lys lue under de mange årtiers kamp for velfærdsstaten. Helt ned på det dagspolitiske plan. Kampen om jordlovene, som socialdemokraterne tabte i 1963. Nederlaget åbnede for en hetz mod ”det socialdemokratiske ensrettede betonbyggeri” og statsdirigisme. I stedet vandt idylliseringen af ”hver mand sin bolig” frem. Det positive krav om alles frihed til uddannelse og justering af vilkårene for, at kravet kunne realiseres, blev udvandet til et formelt friheds- og lighedskrav. Så samtidig med, at de socialdemokratiske regeringer blev tvunget til at forlade deres velfærdspolitik, fordi den kapitalistiske krise sparkede benene væk under velfærdsstatsprojektet, tabte de også terræn i kampen om definitionen af begrebet frihed. Indledningen til det, vi i dag kalder den neoliberale bølge, tog i virkeligheden først form af et opgør med begrebet om almenvellet og det tilsvarende positive frihedsbegreb. Hegel og Marx blev sat udenfor døren i auditoriet. Ind blev hentet Locke, Hume, naturretten, Rousseau, den sociale kontrakt og Kant, det kategoriske imperativ.

Vores anden natur blev over fyrre år dannet til det liberale/borgerlige individ- og frihedssyn, der selv om naturretten røg i baggrunden, i alle sammenhænge blev omtalt som et umisteligt og universelt syn.

Her står vi så i dag og kan kun med møje og besvær tænke anderledes. Vores sprog. Vores sprogopbygning. Vores begrebers bestemmelser og konnotationer. Vores almindelige samfundsdiskurs bærer og vedligeholder denne dannede anden natur. I politiske konflikter. I politiske diskussioner. I mediernes behandling af politiske begivenheder, økonomiske problemer, sociale konflikter, boligindretning, rejser og kunst træder individets universelle fortrinsret igennem som universel norm. Det almene er afledt af forsvaret af det atomiserede individ og begrænset hertil.

”Friheden fra” har fået en efterhånden allestedsnærværende stedsøster, ”frygten for”. Frygten for at miste sin ejendom. Frygten for at miste retten til at forfølge sine umiddelbare interesser. Frygten for ikke at kunne forbruge og vise status. Frygten for ikke at kunne sige og skrive, hvad man mener på Facebook. Frygten for, at man politisk kan vedtage love, som lige præcis krydser ens individuelle og partikulære interesser. Frygten for, at ens pensionsopsparing devalueres. Frygten for, at man ikke kan få den ønskede uddannelse osv. Frygten som den negative friheds klæbende artefakt er konstant til stede i hele samfundslivet og den offentlige debat. Det politiske er blevet en potentiel trussel. Tilbage står alene den defensive ret – retssamfundet og frihedsrettighederne som værnet mod den politiske vilkårlighed. Det er nemlig sådan, de liberale i mange forskellige sprogdragter og institutionelle anordninger altid har forholdt sig til demokratiet – den politiske folkesuverænitet.

Disse modsætninger bliver levende nu, hvor en voldsom verdensomspændende pandemi vender op og ned på det hele. Den liberale ligevægtsillusion braser sammen i løbet af ganske få måneder. Almenvellet og samfundssindet, hvor udgangspunktet er ”sædeligheden” og ikke det partikulære, viser sig som det nødvendige udgangspunkt, hvis smitten skal holdes nede og anarkiet skal holdes for døren. Staten skal redde det private fra at gå i opløsning ved at begrænse frihederne og gennemføre stram regulering af erhvervsliv, arbejdsmarked og almindeligt samfundsliv. Samtidig med, at de samme mennesker, samfundsgrupper og partier, der har søgt ly under staten og underkastet sig reguleringerne, nidkært og under megen ståhej er på scenen ved enhver given lejlighed for at holde selv samme regering og stat ansvarlig for magtcentralisering og magtarrogance.

Så et år inde i coronakrisen, hvor den stærke og handlekraftige stat indtil nu har været udslagsgivende i kampen for at få kontrol med pandemien, oprustes der igen til forsvaret af de individuelle frihedsrettigheder. Retsstaten og de liberale retsprincipper er igen ved at få forrang for politikken, og de politiske beslutninger og handlinger måles igen ikke ud fra, om de gavner almenvellet og velfærden, men om de er i overensstemmelse med retten og den partielle interesse. 

Problemet er, at centrum-venstre ikke ser ud til at bekymre sig synderligt om rækkevidden af den aktuelle styrkeprøve, som handler mindre om den konkrete ”åbning af samfundet efter corona” og mere om hvilket samfundssyn, der skal farve den politiske scene.

Men det, der også er på spil, er det menneskesyn eller de konfliktende menneskesyn, som coronakrisen har bragt frem i forreste række. Det cartesianske individbegreb og de liberales frihedsbegreb har stået og står stadig i vejen for, at der kan opbygges en social velfærdsstat, hvor udgangspunktet ikke er den enkelte og ejendommen, men som Hegel argumenterer for i sin Logik og i Retsfilosofien, relationen og bevægelsen i form af tilblivelse og som sædelighed/almenvelle og ikke mindst afvisningen af det enkelte og autonome individ som en gold abstraktion og anerkendelsen af, at ethvert individ overhovedet først bliver ”særskilt” gennem det almene. Afvisningen af, at friheden eksisterer som ejendom. Friheden kan kun realiseres som frigørelse – i bevægelse mod noget.

Ud fra den her nævnte grundopfattelse kunne Hegel, Marx og med de to flere moderne sociologer bl.a. Norbert Elias formulere frihedens tilsynekomst i ”proces uden subjekt”. Dvs. som menneskets konkrete historie på baggrund af ”indsigt i nødvendigheden”, hvor nødvendighed ikke kan henføres til mekanisk determinisme, men til konkret formulerede menneskelige mål. Med andre ord, vilkår, der skal overvindes eller forceres for at nå nogle ganske bestemte mål. I den tænkning står det negative og positive frihedsbegreb ikke overfor hinanden som uforenelige modsætninger eller som parallelle begreber men ophæves som en enhed i bevægelsen mod at nå ganske bestemte formulerede mål, hvor bevægelsen er frigørelse fra noget, formet af indsigten i nødvendigheden hen mod noget fælles ønskeligt. 

Hvad er så vores problem? Enhver kan jo se her ved udgangen fra pandemien og undtagelsestilstanden, at myten om det selvberoende enkeltindivid, der har friheden til at træffe selvstændige beslutninger, er og bliver en meget farlig illusion. Alle kan ved eftertanke godt forstå, at menneskets indre ikke kan adskilles fra det ydre. Vi lever i sproget og med sproget, og det er socialt. Det har vi mærket eftertrykkeligt. Vi kan ikke forstå os selv uden gennem sprog – altså uden gennem det sociale. Vi ved godt, at vi ikke bare kan handle vilkårligt. At vi står på skuldrene af generationerne før os. At vi fødes og vokser op i en verden, hvor vilkårene er bestemte, men ikke uforanderlige, og således ved vi egentlig godt, at vi skal forstå de nødvendige vilkår for at handle frit. Vi er også nødt til at forstå individernes interdependens for at handle på en måde, der ikke skaber antagonismer og konflikter, så frygten og det defensive fortrænger det udviklende og skabende.

Individets frihed ligger i indsigten i at være indfældet i relationen som samfundets og historiens mindste enhed og som frigørelse fra det borgerlige individ- og frihedsbegrebs abstrakte tomhed. Det har vi lært gennem længere tids tvungen brug af mundbind.