Den nødvendige politik? 

Af Jan Helbak, medl. Af Kritisk Debats redaktion

Udtrykket den nødvendige politik bruges i dag som en kritisk markør på venstrefløjen som opposition til flere regeringsudspil f.eks. i forbindelse med finanslovsdebatten. ”Vi accepterer ikke den nødvendige politik”. ”Der er altid et valg, derfor afviser vi bl.a. Socialdemokratiets påstand om, at der er tale om den nødvendige politik”. Sådan har det lydt mange gange i den politiske debat op til og efter valget.

Uanset der kan være gode grunde til kritikken, er udtrykket som kritisk markør behæftet med ét stort problem. Begrebets modsætning. Når man vender sig mod påstanden om den nødvendige politik, er svaret så, at man kan acceptere den unødvendige politik?

Finansminister Bjarne Corydon formede udtrykket den nødvendige politik som fast bestanddel i den politiske debat med Thorningregeringens parlamentariske grundlag, hver gang dets kritik skulle tilbagevises. Siden er vendingen blevet almindeligt anvendt på venstrefløjen især, når det gjaldt uenigheder med Socialdemokratiet.

Men når nu man ikke fornuftigt kan argumentere for den unødvendige politik mister vendingen den nødvendige politik en egentlig udsagnsværdi. Kritikken af den politik, der fremstilles som nødvendig må logisk rette sig mod det, der går forud for og skaber nødvendigheden. Nemlig præmissen og interessegrundlaget, idet den nødvendige politik i sin indre logik altid er nødvendig i forhold til noget, og det er dette noget, der er interessant og bør være kritikkens genstand.

Når Bjarne Corydon fremlagde den førte finanspolitik, der bl.a. resulterede i forringelser af velfærdsydelserne ved at forringe kommunernes og regionernes økonomi, som nødvendig, kan han have haft ganske ret i sin påstand.

EU’s top havde for at forsvare euroen og Unionens sammenhængskraft efter finanskrisen i 2008 og sikre hele det finansielle marked mod nedsmeltning truffet beslutning om en hård krisepolitik, der skulle binde alle medlemslande til en stram finanspolitik og en fælles pengepolitik. Hvis det skulle koste i arbejdspladser og almindelig velfærd, måtte det være prisen. Det blev konkret til Finanspagten og række andre ”pagter”, hvis formål var at hindre de nationale regeringer i at føre ”en uansvarlig” kontracyklisk finanspolitik og tvinge medlemsstaterne til at overholde de vedtagne konvergenskrav. Disse politiske beslutninger, der var i modstrid med Socialdemokratiets og SF’s valgslogans i 2011, udgjorde grundlaget for Thorningsregeringens nødvendige politik. Om de politiske beslutninger i Rådet og Kommissionen var fornuftige eller ej, og om de kunne have været anderledes, kan alene afgøres ved at henvise til, hvilke økonomiske og sociale interesser der skulle varetages.

Begribeligvis er det netop her – i forhold til præmissen – kritikken skal sættes ind. Kritikken skulle i pågældende tilfælde være rettet mod eurokonstruktionens institutionelle set up, dvs. mod fraværet af en finanspolitisk overbygning, mod fraværet af betydelige udligningsordninger, mod den alt for svage regulering af finanssektoren og som konsekvens den voksende ulighed mellem ”Syd” og ”Nord” i Unionen. Bjarne Corydons nødvendige politik bl.a. som argumentation for at indføre budgetloven ”som det nødvendige grundlag for finanspolitik” i Danmark havde som rationale nødvendigheden af at redde finanssektoren for at genoprette den monetære stabilitet og Unionens sammenhængskraft – på finanskapitalens præmisser.

Det ironiske er så, at når de politiske partier her i 2023 diskuterer finanspolitik og ganske snart en ny økonomisk aftale med kommuner og regioner, henvises der hvad angår politiske muligheder i alt væsentligt til ”det økonomiske råderum”, som er en vilkårlig økonomisk teoretisk abstraktion afledt af datidens opstramning af konvergenskravene. Netop indbygget som definition af grænseværdierne i ”det økonomiske råderum”. Faktisk anvendes begrebet helt ud i den enkelte kommune og sine steder i de respektive forvaltninger. På den måde er Bjarne Corydons nødvendige politik blevet den faktisk førte politik. Også af dem, der kritiserede den nødvendige politik.

SVM regeringen fører også den nødvendige politik, og det kan den jævnfør ovenstående ikke kritiseres for. De mange kriser – polykriser (statsministerens yndede scenarie) – der vælter ind over Vesten, herunder Danmark og truer samfundsstabiliteten kræver national samling, en fast regeringsførelse og statsintervention på næsten alle samfundslivets områder, som vi ikke har været bekendt med i flere årtier. Ruslands invasion af Ukraine. Truslen mod de europæiske værdier og det Vestlige demokrati. Pandemien. Inflationen. De globale fri markedskræfters trussel mod sikkerheden. Cyberkrigen og miljøtruslen er sammenlagt så voldsomme udfordringer, at særinteresser bør sættes i historisk parentes. Legitime klasseinteresser, sociale hensyn mv. må vige for den ene store udfordring, det er, at få løst komplekset af kriser, der truer samfundsstabiliteten.

Ud fra den præmis er regeringsdannelsen fornuftig. Midten i det politiske spektrum er omdannet til en fast regeringskoalition, der kan holde fløjene i skak og udelukke dem fra den helt store indflydelse på den førte politik. På den måde kan den påståede nødvendige politik også realiseres som den faktisk førte politik.

Men hvad hvis præmissen bag SVM regeringsdannelsen og det politiske grundlag ikke er rigtigt eller bare acceptabelt? Hvis den nationale samling og sikkerhedsspøgelset ikke er andet end en defensiv politisk konstruktion? Så falder præmissen sammen bag den nødvendige politik. Med andre ord er det ikke hævdelsen af den nødvendige politik, oppositionen skal angribe men den bagved liggende præmis.

Er det eksempelvis rigtigt, at Ukraine kæmper for hele Vestens værdigrundlag, demokrati og retsstat, hvorfor det giver mening at overføre 7.1 mia. kr. til en ”Ukrainefond”, som ellers kunne være tilflydt kommunerne med hensigt om at fastholde velfærdsydelsernes niveau? Er det en sandhed, at verden er delt mellem demokratier og autokratier?

Er det korrekt, at den høje inflation, som finansministeren tilskriver krigen i Ukraine og et massivt efterspørgselspres, eller er inflationen i virkeligheden forårsaget af faldende investering og lav produktivitet under den neoliberale epoke kombineret med centralbankernes massive pengeudpumpning for at redde finanssektoren efter 2008 og helt frem til midten af 2022?

Er sikkerhedstruslen globalt af et sådant omfang, at det i dag er nødvendigt at gøre op med fire årtiers ”frimarkedspolitik” og politisere/militarisere markedet?

Hvis dertil lægges antagelserne om Ruslands og Kinas voksende trussel mod de Vestlige demokratiers grundværdier og hele økonomiske grundlag, herunder deres konstante undergravende virksomhed indenfor den digitale industri, er det vel indlysende, at det er nødvendigt at indskrænke produktions- og distributionsfriheden, begrænse pressefriheden og retssikkerheden med henvisning til rigets sikkerhed.

Og sådan kunne man blive ved med at opliste spørgsmål til de verserende præmisser, og hvor det politiske resultat ville være en offentlig diskussion med Mette Frederiksen og hele regeringen om sandhedsværdien af deres krisefortælling og krav om national samling.

I tillæg fremføres det, at den historisk komplekse situation tilsiger, at politiske beslutninger skal gennemføres i et øget tempo og i alt væsentligt bygge på eksperters og forskeres evidensbaserede anbefalinger, hvorfor der næppe kan fremføres alternative demokratisk afprøvede politiske beslutninger af realpolitisk værdi. Uanset hvad de forskellige politiske partier og opinionen udenfor Christiansborg end måtte mene. I så fald må man anerkende, at SVM regeringen og statsministerens påstand om, at den fremførte politik er den nødvendige politik, er korrekt.

I tilgift må man så også acceptere, at det moderne demokrati ikke har ret meget andet at byde på end virkeliggørelsen af økonomen Joseph Schumpeters maxime: at demokrati intet andet er end borgernes formaliserede og regulerede konkurrencevalg af deres ledere. Regeringer for folket og ikke ved folket.

Mener man derimod, at hele det fremlagte verdensbillede som grundlag for den nødvendige politik på ingen måde har universel autoritet men alene udgår fra bestemte klasseinteresser og de politikmuligheder, der dominerer samfundsindretningen, er det her kritikken skal sættes ind som forudsætning for at fremlægge en alternativ nødvendig politik, hvorved begrebet den nødvendige politik strengt taget bliver meningsløst.

Begrebet den nødvendige politik kan ikke opløses og forkastes gennem udskældning men alene ved kritisk at opløse præmissens påståede gyldighed og påvisning af, at den som udgangspunkt tegner ganske bestemte klasseinteresser, der politisk legitimt kan betvivles og modgås af andre klasseinteresser og således genetablere begrebet politik som demokratisk arena for de forskellige samfundsklassers og gruppers kamp for at gøre deres interesser til generaliseret fællesinteresse.