Diktatur

Af Jan Helbak medl. af Kritisk Debats redaktion

Hvorfor forsøge at definere begrebet diktatur? Formålet er at give et mere nuanceret syn på dén politiske styreform, der altid i det liberale demokratis ånd hives frem som demokratiets og frihedens absolutte modsætning. I det modsætningsfelt revses selv Mette Frederiksen som en diktator in spe, når hun forsøger at handle politisk på en måde, der overskrider de almindelige rammer for den moderne parlamentarisme og de liberales sætten ret over politik.

Diktatur beskriver et forhold, hvor nogen dikterer nogle ganske bestemte betingelser overfor nogen andre. I princippet indrammet i undervisningsfænomenet diktat, hvor en lærer har autoritet eller er delegeret autoritet til at diktere en tekst til en klasse, der ikke skal foretage sig andet end at skrive det, der dikteres. Tekstens indhold og betydning er sagen uvedkommende.

Så enkelt er det desværre ikke, når begrebet anvendes på samfundsforhold, hvor diktatur hovedsageligt præsenteres som en bestemt politisk magtform, hvor selve formen indgår som de liberale demokratiers negative identitetsafgrænsning. Dvs. man afgrænser ens egen form overfor en anden form eller en idealtype overfor en anden idealtype. Problemet er, at både begreberne og idealtyperne forbliver abstrakte og normative uden specifik historisk reference og uden forbindelse til den dynamik, der virker i substansen under begrebsformen.

Ikke desto mindre virker de to begreber styrende for næsten alle politiske diskussioner i dag. Det er sådan set ligegyldigt, hvad samtalen drejer sig om, så modstilles den liberale demokratisk frihed diktaturet, hvor alt, hvad der udgår fra sidstnævnte, er suspekt. I de liberale demokratier er udgangspunktet det grundløse, at mennesket er skabt til frihed, underforstået at den enkeltes frihed er ukrænkelig og derfor i sin logik i evig konflikt med en hvilken som helst fællesvilje, der ikke bygger på frivillighed. En historisk konstruktion af nyere dato, som tillægges universel gyldighed, hvorfor de liberale demokratier i egen selvforståelse mener at befinde sig øverst i den evolutionshistoriske værdikæde med retten til at gøre krav på rangen som global målestok for et hvilket som helst samfunds politiske og institutionelle indretning.

Som afledt logisk konsekvens har begrebet diktatur og de beslægtede begreber  været udsat for massive etymologiske forvridninger og defineres i dag hovedsageligt gennem analoge konnotationer og mere eller mindre modsigelsesfrie symptomer og karakteristika, der er så abstrakte og generelle, at de blokerer for at trænge ned i de mange problemer, der ligger lige underfladen i de liberale demokratier og tænke ud over dette begrebs betydningsgrænser.

For at gå til biddet. Som den konservative retsteoretiker Carl Schmitt som udgangspunkt slog fast i bogen Diktatur (1919): ”diktator er den, der har retten/magten til at diktere”. Bogens titel er faktisk: ”Diktatur, fra oprindelsen til det moderne suverænitetsbegreb til den proletariske klassekamp”. Intentionen var at skære igennem de mange konnotationer/indlejrede medbetydninger og politiske eufemismer for at komme ind til begrebets kerne, hvor han i Hegelsk og Marx’ metodiske tradition skar alle nuancer bort for at lægge begrebets kerne åbent. ”Vi betegner et diktatur, som en politisk styreform, hvor en eller flere (f.eks. et kollegium eller en kommission) besidder den suveræne magt og ret til at diktere de øvrige i samfundet ganske bestemte betingelser og rettigheder”. Herved adskiller det moderne diktatur sig fra det moderne repræsentative demokrati, hvor repræsentation og folkesuverænitet ideelt set holdes for identiske. 

I formaldefinitionen adskiller begrebet diktatur sig ikke fra begreberne despoti, tyranni mv. De betegner det samme. Historisk er der dog sket det, at de negative konnotationer, som klæber til de to sidstnævnte begreber i dag anvendes som gradbøjninger af diktaturets reale funktionsmåde. Altså, om det er brutalt, hensynsløst, vilkårligt, irrationelt osv., hvorved subjektet opløses i prædikatet, således diktatur bliver identisk med hensynsløshed, vilkårlighed, ufrihed.

Nu gør Carl Schmitt ikke krav på, at den formale definition er tilstrækkelig. Kun at den er nødvendig. I lighed med Machiavelli, flere af hans samtidige og flere af de romerske statsteoretikere skelner han mellem to grundlæggende forskellige diktaturformer. De to former knytter sig til suverænitetsbegrebet og indhegner de før nævnte konnotationer og giver dem deres indre betydning.

Udgangspunktet er nemlig begrebet ”suverænitet”. Det centrale tildelingspunkt, som har været styrende hele vejen ned gennem vores historie og virket ind på indholdet af de mange forskellige styreformer. Set i forhold til begrebet diktatur er det ikke uden interesse at skelne mellem ”suverænt diktatur” og ”kommittereret (overdraget) diktatur”. En skelnen Carl Schmitt delvist har arvet fra Machiavelli. I tilfældet suverænt diktatur beskæftiger vi os med et regime, hvor en person, personkreds eller en organisation har tilranet sig magten i absolut form. For det meste gennem magtanvendelse og massiv undertrykkelse. Det vil sige, at det pågældende styre har tiltaget sig den suveræne ret til at definere, hvad der er normalt samfundsliv og ret, og hvad der er undtagelsestilstand og begrundelserne herfor.

På den anden side har man i forskellige sproglige klædedragter beskæftiget sig med det ”kommitterede diktatur”, hvor en anden suveræn end diktatoren/diktaturet overdrager suveræniteten for en kortere eller længere periode til et diktatur. Diktaturet har magten som betinget tilståelse. Det klassiske eksempel er det romerske senats overdragelse af handlesuveræniteten til en konsul for en periode af 6 måneder for at løse ganske bestemte opgaver eller overvinde påtrængende problemer så som fjendtlige fremstød for at beskytte almenvellet. Machiavelli beskæftiger sig indgående med denne problematik i værket ”Drøftelser”. Det afgørende er ikke selve den konkrete form, diktaturet antager, men dets begrundelse, formål og mål. 

Hverken de førplatoniske politiske tænkere i Grækenland, eller statsteoretikerne i Rom og langt op i historien – faktisk frem til renæssancen – indlagde en absolut modsætning mellem demokrati og diktatur, sådan som vi gør i dag. I stedet blev skillelinjen trukket mellem suveræniteten til at delegere og suverænitetsranet og mellem diktaturernes forskellige formål. Dvs. den begrænsede delegerede suverænitet udgået fra folket for at sikre almenvellets velfærd overfor den grænseløse suverænitet fravristet folket med det formål at sikre partielle interesser – personlige, klanmæssige eller klassemæssige interesser.

Bag disse distinktioner indtræder en senere tilkommen begrebsdistinktion, som den moderne og abstrakte modstilling af diktatur og demokrati tilslører. Det drejer sig om begrebet frihed. Hverken i det gamle Grækenland, i Rom eller i renæssancen tog forståelsen af frihed udgangspunkt i det enkelte individ. Friheden bestod i, at et folk, en bystat osv. ikke var underlagt fremmed dominans og herredømme. Man anlagde ikke en snæver grænse mellem den enkelte og de mange. Det gjorde man derimod mellem det private og det offentlige. Forudsætningerne for menneskets frie udfoldelse af sine potentialer blev henført til trygheden og sikkerheden i det offentlige. Så når man i det store og hele indsatte diktatorer for at værne om almenvellet, var det nok så meget for at sikre friheden og velfærden.

Det moderne liberale frihedsbegreb var flere århundreder undervejs og blev først for alvor udkrystalliseret under den franske revolutions hårde klassekampe i 1790’erne mellem det nye borgerskab og de folkelige masser og i kampene mellem den politiske elite i Amerika og ”pøblen”, der godt nok fik tildelt umistelige frihedsrettigheder, som blev slået brutalt ned, hvis masserne ønskede at indløse obligationen. Borgerskabet gik sejrrigt ud af den første politiske konstitueringskamp og vandt samtidigt retten og magten til at sætte sit individualistiske frihedsbegreb igennem som gældende for al politisk-filosofisk og retsteoretisk norm – kort sagt som universel tænkningsform.

Borgerskabets dyrekøbte erfaringer medførte, at man i det borgerlige demokratis lange konstitueringsperiode fra den amerikanske frihedskrig og frem til perioden efter 1. Verdenskrig accepterede diktatoriske undtagelsesbestemmelser i de forskellige forfatninger. Og selv efter mellemkrigstidens fascistiske og nazistiske totalitære regimer, findes nødretsbestemmelser i de demokratiske forfatninger – som en nødvendighed. 

Det afgørende er imidlertid, hvem der kan udløse nødretsbestemmelsen. Eksempelvis indeholdt Weimarforfatningen §48, som forfatningsmæssigt gjorde diktaturet muligt, hvilket skiftende regeringer gjorde brug af i republikkens sidste år. I de fleste andre forfatninger er den mulighed i dag begrænset. I de demokratiske parlamenter defineres nødretten enten af et flertal eller et kvalificeret flertal, hvilket også gælder overdragelse af dele af folkesuveræniteten til en regering – et begrænset diktatur. Eksempelvis i forbindelse med krig eller naturkatastrofer. Det afgørende punkt er, om parlamentet og den demokratiske repræsentation kan tilbagekalde suverænitetsafgivelsen til den udøvende magt. Dvs. om magtens tredeling kan genoprettes enten midt i en nødretsperiode eller efter. Der vil selvfølgelig altid være en risiko for, at det borgerlige demokratisk magtdelingsprincip ikke respekteres af f.eks. den regering, der er blevet kommitteret til at diktere. Risikoen er størst dér, hvor magtoverdragelsen er sket, fordi det parlamentariske styre har vist sig dysfunktionelt i forhold til at håndtere nødretssituationen, eller har mistet folkelig legitimitet, fordi det ikke længere kan sikre almenvellet velfærd og tryghed. Her taler vi om en længerevarende indre opløsningsproces, hvor eksempelvis diktaturet vil blive opfattet som et mindre onde og som oveni købet kan gennemføre en passiv revolution af samfundsordenen for at sikre samfundsstabiliteten og betrygge borgerne i almindelighed.

Hvis vi holder os disse distinktioner in mente og helt ser bort fra de forskellige konkrete historiske diktaturformer, vil det faktisk være rimeligt at vurdere den eksisterende reviderede epidemilov i Danmark som grundlaget for et begrænset kommitteret diktatur (overførsel af suveræn handlekraft til den udøvende magt), hvor en stor del af Folketingets suverænitet er overført til regeringen (Sundhedsministeriet og Statsministeriet), og hvor domstolenes uafhængighed er blevet begrænset. Folketingets alt overvejende flertal overdrog frivilligt i april 2020 handlesuveræniteten til regeringen indenfor rammerne af den forfatningslegale epidemilov. I den lov indgår retten til at ophæve andre love, Folketinget har vedtaget. Begrundelsen for magtoverdragelsen var og er, det almindelige parlamentariske demokratis manglende handlekraft og magtpolitiske kompetence til at håndtere den epidemiske nødretssituation. Som bl.a. indebærer nødvendigheden af en vidtgående begrænsning af de personlige frihedsrettigheder i forsvaret af folkesundheden og samfundsstabiliteten overfor et truende sammenbrud.

Epidemiloven kan karakteriseres som en idealtype for forfatningslegal lovgivning, der i en nødretssituation – det være sig en naturkatastrofe, samfundsdestabiliserende politisk uro, hvor institutionerne er truede eller krig – kan overdrage handlesuveræniteten til regeringen uden hensyntagen til den enkeltes frihedsrettigheder. 

Man kan således tale om, at et kommitteret og måske begrænset diktatur kan blive den nødvendige politiske udgang af en nødretstilstand, hvis det liberale demokratis politiske forfatningsmæssige grundformer skal forsvares for senere genopretning.

Diktatur er ligesom frihedsbegrebet ikke en entydigt politisk og samfundsteoretisk størrelse. Diktaturet står ikke i et uformidlet modsætningsforhold til frihedsrettighederne, i og med disse kun i deres liberale udformning tillægges universel bestemmende værdi. I samme øjeblik frihedsbegrebet kvalificeres og afklædes sin liberale universalitet, får det bestemmende betydning for forståelsen af diktaturbegrebet. Hvis det viser sig – hvad der er tilfældet i praksis – at mennesket ikke er født frit og lige, men er underkastet sin egen historieskabende aktivitet uafhængig af al metafysisk moral, falder de liberalt begrundede frihedsrettigheder til jorden, og der kan igen åbnes for en politisk drøftelse af, hvor suveræniteten i samfundet skal placeres og ikke mindst, hvad den skal indeholde. For så vidt anerkendelsen af, at ethvert borgerligt moderne samfund er gennemkrydset af sociale-politiske-økonomiske og kulturelle modsætninger, der som samfundssystem strukturerer uligheden.

Som sådan skal ovennævnte diskussion til, hvis diskussionsfeltet skal flyttes fra moralens område til det politiske, og moralens underliggende klassedominans trækkes frem i lyset.

I den diskussion om demokrati og diktatur er det også nødvendigt at indtvinge en sondring mellem diktatur, bonapartisme, autoritære regimer og totalitarisme. Sidstnævnte forudsætter som logisk udgangspunkt en ideologisk forestilling om og masseopslutning til den totale enhed i samfundet, hvor offentlig og privat, statsmagt og civilsamfund ikke kan adskilles, som det f.eks. gjorde sig gældende under nazismen. Dermed ikke sagt, at de totalitaristiske styrer er modsætningsfrie mv. Kun at de gør krav på den totale enhed, hvilket forudsætter massetilslutning og massemobilisering. Af samme grund er ethvert diktatur ikke fascistisk, selv om det gør brug af den samme magtbrutalitet og retorik. 

Begrebet autoritære regimer siger faktisk ikke meget om suverænitetsstatus og er af samme grund et vagt begreb, der mere siger noget om en handlemåde end om det egentlige politiske magtgrundlag. Adskillige liberale demokratiers og disses institutioner kan handle utroligt autoritært, hvilket den seneste amerikanske valgkamp har demonstreret på plastisk vis. Her har begivenhederne også demonstreret begrænsningerne i magtens tredeling som værn mod en præsidentiel magtfuldkommenhed.  Men igen er det værd at fremhæve, at det autoritære beskriver handlemåderne og ikke systemets principielle grundlag. Den sondring er vigtig for, at prædikatet ikke som en gøgeunge gør sig selv til subjekt.

Og netop fordi man i hele den demokratiske diskurs, som i hvert fald de sidste fire årtier har haft hegemonisk status, modstiller svagt definerede liberale dyder og afgrænser dem negativt overfor diktaturet, har man i mangel på kvalificeringer måtte kalde regimer, der ikke fuldt lever op til de liberale demokratiske ideale normer, for ikke liberale (illiberale) demokratier. Dvs. definere dem efter, hvad de ikke er. Hvilket bl.a. er tilfældet i kritikken Orbans regime i Ungarn, som i virkeligheden ikke er spor illiberalt men snarere repræsenterer en bonapartistisk tendens, hvor de liberale demokratiske institutioners magt og betydning opløses indefra ved hjælp af det liberale demokratis muligheder (flertalsdiktatur) og de almindelige parlamentariske spilleregler, fordi ingen social-økonomisk magt/klasse i samfundet er tilstrækkelig stærk til at håndhæve sin klasseinteresser som almeninteressen over alle andre. Det var den strategi Bonaparte benyttede sig af i Frankrig fra 1848 indtil, han i 1851 etablerede sit diktatur med støtte fra store dele af befolkningen. Han sikrede almenvellets interesser og borgerskabets klassedominans på en og samme tid og transformerede i samme proces det kommitterede diktatur til et suverænt diktatur med ham selv som suveræn – dog med visse begrænsede indrømmelser til dele af borgerskabet.

Her på falderebet, kommer vi ikke udenom kort at beskæftige os med begrebet ”proletariatets diktatur”, der har virket som demarkationsbegreb i hele den socialistiske arbejderbevægelses historie og bl.a. har afstedkommet en neoplasme som demokratisk socialisme. 

Problemet er desværre, at Karl Marx, der formulerede begrebet i sin kritik af Gothaprogrammet ikke på nogen måde gjorde sig umage med at forklare dets betydning som synonymt med klassedominans/klassesuverænitet og samtidig skelnede mellem historiske transformationsformer – som eks. Pariserkommunen – og de kommende socialistiske samfunds styrende institutions- og politikformer. Og ved ikke senere at folde begrebet ud men alene operere med dets implicitte negation af det, han forstod som det borgerlige klassediktatur – forstået som den borgerlige økonomis dominans – bidrog han til begrebets omvending, hvor en bestemt organisations- og handleform fortrængte diktaturets indholds- og suverænitetsbestemmelse. 

Proletariatets diktatur er således som politisk begreb ikke bare forældet. Det er principielt håbløst, fordi det sætter en politikform overfor en bestemt økonomiform uden historiske og betydningsmæssige formidlinger. Derved bliver begrebet til parole på samme måde som begrebet demokratisk socialisme. Socialisme er en samfundsformation, der udspringer af og står i modsætning til en anden samfundsformation – kapitalismen. Dens konkrete politiske institutionelle former kendes ikke og kan ikke kendes. Det afgørende er identifikationen af den politiske suverænitet – magten og retten til at definere og erklære undtagelsestilstanden/nødretten.

Diktaturets reelle legitimitet afgøres ikke alene af det formelle suverænitetsspørgsmål men nok så meget af dets begrundelse, formål og mål. Det er nemlig her i dette felt, at kilderne til vilkårlighed, grusomhed, tyranni, despoti mv. skal findes og ikke i dets formelle modstilling til det liberale demokrati.

Politisk betyder det, at det er en central analytisk fordring at sondre mellem suverænt diktatur og kommitteret diktatur – som Carl Schmitt gør det – hvis man vil forstå et moderne samfunds konkrete styreform og dets negation.