Analogier

Af Jan Helbak medl. Af Kritisk Debats redaktion

 Ifølge definitionen fra Ordnet.dk betyder analogi overensstemmelse, lighed. At der er lighed mellem to ting, såfremt begge besidder den samme egenskab. (benævnt proportions-analogi). Nøglebegrebet her er ”lighed”, som ikke er det samme som ”enshed”. 

I anvendelse af analogier indgår også årsag-virkningsforhold som et forhold til noget tredje, som igen ofte indgår i analogislutninger. Dvs. der sluttes fra, at de identificerede ligheder kan udstrækkes til andre aspekter udenfor den oprindelige analogi.

Analogislutninger anvendes i et voksende omfang indenfor samfundsvidenskaberne, den politiske diskurs og i historievidenskaben og ikke mindst indenfor jura.

Metoden er vigtig og kan være frugtbar, men den har også sine grænser, der kommer til syne, hvis man tillige redegør for betingelserne for anvendelse af metoden. Eller når man undersøger, om fremgangsmåden er mere eller mindre fremherskende i forskellige historiske perioder. Dvs. anvender analogien på analogimetoden selv.

Som sagt indledningsvis er lighed eller overensstemmelse ikke det samme som enshed. Det er dermed afgørende at kunne identificere forskelle og bestemme de kontekster som de to eller flere fænomener, der har ligheder med hinanden, træder frem i.

Nøgternt betragtet handler det om at bestemme analogislutningernes udsigelseskraft og virkningsfelt, hvis metoden skal give mening og friholde sig selv fra at blive til apologi og konservering.

Vi befinder os i en periode, hvor analogislutninger er fremherskende indenfor økonomisk teori, samfundsteori og debat og især indenfor den politiske diskurs. Måske ikke så uforklarligt al den stund, at vores historiske periode i to årtier har været karakteriseret ved det begyndende opbrud indenfor de ellers fasttømrede og dominerende verdensopfattelser i den vestlige del af verden. Målestokkene er blevet flydende. Filosofiens, ideologiernes og de politiske systemers Greenwich fungerer ikke længere uimodsagt, og de universelle værdier, som har styret vores orientering, udfordres af verden udenfor Vestens Verona og takseres her til blot og bart værdier, som repræsenterer partielle interesser. Eller sagt mere ligefremt – Vestens dominanskultur over flere århundrede.

I sådanne historiske situationer, der er præget af opbrud, svigter orienteringen og de faste referencepunkter, hvad der helt naturligt fører til en søgning efter lighedspunkter tidligere i historien for at genetablere pålidelige årsag-virkningsforklaringer. (se ”Uncertain times, unsettled lives”, Human Development Report 2021/2022). I de situationer bliver analogislutninger dragende og bekvemme. Men ikke nødvendigvis hensigtsmæssige eller fremmende for en forståelse af, hvad der aktuelt foregår.

Faren for reduktionisme er nærliggende, og at analogibegrebet og slutningsmetoden kan føre til en omvending, hvor metoden for at tjene bestemte interesser bliver til forståelsesgrund for et binært verdenssyn. Dvs. hvor lighederne fortrænger forskellene til en skyggetilværelse, hvor de ikke længere kan formuleres.

Det gælder aktuelt i den tilspidsede situation, som krigen i Ukraine ikke har skabt men eksponerer.

De politiske, geopolitiske og ideologiske fronter, når det gælder krigen i Ukraine og Ruslands invasion, styres stort set af analogislutninger. Putin sammenlignes helt uformidlet med Stalin og Hitler. Sammenligningen bygger alene på nogle overfladiske fællestræk samtidig med, at de grundlæggende strukturelle og historiespecifikke og afgørende forskelle udelades/fortrænges. Nazismen var et totalitært voldsregime, der som fascismen byggede på massebevægelser, hvis hele raison d’être var genrejsningen af tysk kapitalismes dominans i den imperialistiske konkurrence og undertrykkelse af den socialistiske og socialdemokratiske arbejderbevægelses styrke. Man kan slet ikke begribe nazismens totalitarisme (som rækker videre end det autoritære) uden at indtænke Versaillesfredens ydmygelse af Tyskland og bidrag til den indre opløsning af det unge tyske demokrati Weimarrepublikken.

Stalinismens dogme om ”Socialisme i et land” var den bureaukratiske elites grundlag i forsvaret for Sovjetunionen overfor Vestmagternes invasion og konstante angreb for at stoppe verdensrevolutionen, som på det tidspunkt, hvor Stalin endeligt konsoliderede sin magt, ikke længere var en realitet. Ikke desto mindre udgjorde Sovjets eksistens en permanent trussel mod de herskende klassers økonomiske og politiske dominans i Europa og USA. Stalinismen korrumperede socialismen, inddæmmede arbejderbevægelsernes udsyn og styrke og udbyggede et totalitært styre. Men til forskel fra nazismen i Tyskland var stalinismens doktrin ikke imperialistisk men defensivt ekspansionistisk.

Putins styre i Rusland i dag er autoritær parlamentarisme men fortsætter som svag kapitalistisk stormagt den defensive tradition, som prægede sovjettiden. Hverken Putinklanen eller Rusland som sådan har på noget tidspunkt udgjort en trussel for Europa, og angrebskrigen i Ukraine har, hvor brutal og uacceptabel, den end er, ikke et ekspansionistisk sigte ud over at forsvare Rusland overfor den militære inddæmning, som regimet i Moskva opfatter Natos udvidelse som.

Ikke desto mindre er analogislutningerne de fremherskende, hvilket ud over  politisk, geopolitisk og ideologisk at samle Vesten i ”kampen for frihed og vestens universelle værdier” mod diktaturer og Ruslands påståede stormagts imperialisme skal legitimere den enorme oprustning af Ukraine. I den sammenhæng lever fortællingen om Ukraines totale sejr og de mindre udtalte forestillinger om en destabilisering af Rusland og gennemførelse af et regimeskifte. En geostrategisk forestilling, der har præget geopolitikken siden invasionen af Irak den 20. marts 2003.

I præsident Joe Bidens optik danner analogislutningerne i forlængelse af Trumps ”Make America Great Again” grundlag for den amerikanske politiske elites binære geopolitiske strategiske koncept: ”demokrati versus autokrati”. Verden opdeles efter det skema og tjener som legitimering af USA’s dominanspolitik overfor Europa og andre alliancepartnere og af inddæmningsstrategien overfor Kina. Endnu engang formlen: ”de gode mod de onde”. Men denne gang ikke indrammet af et driftigt og fremgangsrigt USA i kampen for den kapitalistiske verdensorden som efter 2. verdenskrig. Men af forsvaret for amerikansk kapitalismes interesser i kamp mod ikke bare Kina som opkommende stormagt men mod Kina som repræsentant for ”udviklingslandenes” begyndende opgør med Vestlig dominans.

Analogislutningens metode udstrækkes i den politiske debat til at identificere diktaturer i alle afarter med fascisme eller potentiel fascisme. Eller i karakteristikken af regimer, der ikke lever op til de liberale demokratiske normer. Her åbnes for næsten hysteriske moralske fordømmelser, hvor det binære nonsens låner legitimitet i universelle normer, hvis tid er forbi. Retten til at straffe sådanne regimer er i dag et centralt element i Vestens ideale billeddannelse af sig selv og en samtidig fortrængning af de indre opløsningsprocesser i samfundsøkonomien og staternes sammenhængskraft, som den neoliberale strategi for kapitalismens genrejsning har afstedkommet.

Helt aktuelt forsøges inflationsspøgelset også forklaret gennem analogislutninger. Rask væk sammenligner man dagens inflation med perioden op til Washington Consensus i 1978-79, hvorefter den amerikanske centralbank i 1981-82 hævede renten med 16% for at slå inflationen ned med pengepolitiske midler. Resultatet var recession, massearbejdsløshed og indledning på den neoliberale genrejsningsstrategi. Men koldkrigen var en realitet på det tidspunkt. Finanskapitalen havde ikke et globalt omfang. De kapitalistiske økonomier var ikke integreret på verdensmarkedet som i dag. Forsyningskæderne var overskuelige og hovedsageligt nationalt funderede. På den anden side var investeringsraten forholdsvis høj. Det gjaldt produktivitetsudviklingen. I dag har IMF, Verdensbanken og OECD igen og igen siden 2018 advaret mod lave investeringsrater og en slæbende produktivitetsudvikling. En vækstsvaghed, som blev yderligere sat i relief af Covid-19 pandemien forstærket af centralbankernes pengeudpumpning i 2008 i det finansielle system for at redde hele finansverden og igen under Covid-19 pandemien som øget købekraft for at sikre samfundsstabiliteten.

Også her indgår forskellene ved strukturelle analyser med større vægt end lighederne. De pengepolitiske løsninger, der blev anvendt i 1979, kan, hvis de overføres til dagens situation, få helt uoverskuelige globale konsekvenser, som ingen kender rækkevidden af. Problemet er først og fremmest, at analogierne står i vejen for mere substantielle analyser af inflationsfænomenet i den nuværende kontekst.

Eksempelvis betyder den amerikanske centralbanks renteforhøjelser, at det globale marked drænes for investerbar kapital, fordi den spekulativt tiltrækkes af den høje dollarkurs og de sikre amerikanske værdipapirer. Omvendt tvinges Biden regeringen til at opruste den amerikanske industri og udvide protektionismen for at forsvare konkurrenceevnen. Mange af udviklingslandene, der har omfattende gæld i dollars, bevæger sig på randen af økonomisk kollaps. Det samme billede så man i 80’erne og 90’erne, men den gang besad den globale økonomi ikke samme grad af integration og gensidig afhængighed som i dag. Det er det, IMF med stigende intensitet har fremhævet gennem hele 2022 og senest på Davos.

Pointen, som understøttes af utallige eksempler indenfor de forskellige discipliner, er, at den udtalte vækst i anvendelsen af analogislutninger, blokerer for en åben og demokratisk debat om de strukturelle tendenser og årsagssammenhænge, der ligger under fragmenteringen af verdensmarkedet og opbruddet i den hidtidige verdensorden og staternes samfundsliv. Men værst af alt bidrager de nemme analogislutninger til at delegitimere de mangfoldige forsøg på at åbne horisonterne for en ny verdensorden, hvor det ikke længere er Vesten, der påtvinger resten af verden sine ”universelle” værdier.

Og så tilbage til indledningens pointe om, at løsagtig omgang med analogier paradoksalt kan føre til deres modsætning: binære slutninger, hvor moralske besværgelser får foretræde frem for kritisk analyse. Eksemplarisk men også hysterisk fremstillet af den tilforn progressive klummeskriver Timothy Garton Ash i the Guardian (https://www.theguardian.com/commentisfree/2023/jan/18/germany-history-defend-ukraine-zelenskiy) og EU parlamentets forsøg på at etablere et krigsforbrydertribunal udenfor FN’s legitime jurisdiktion.

Begge referencer fremhævet, fordi de repræsenterer den stemning af primitiv og selvforherligende verdensforståelse, der også sætter rammerne for den politiske debat og regeringsdannelse i en småstat som Danmark. Hvor national samling dækker over det faktum, at nationalstaterne i Europa og også i USA rives i stykker af uudholdelig ulighed og svigtende folkelig tillid til det politiske system.

Men som Karl Marx skrev i en kommentar til datidens politiske brug af analogier: Gentager historien sig aldrig, og hvis den gør, er det som farce.