Folkeret, menneskerettigheder etc.

Af Jan Helbak medl. af Kritisk Debats redaktion

Kritisk Debat har en rubrik med titlen Tidens Begreb. Begrundelsen er den enkle, at begreber ikke alene kategoriserer og ordner men også optræder som regulativ for handling. Som udgangspunkt for vores forståelse og indgreb i verden.

Ordet begreb stammer fra det plattyske ord begriff og begreifen, som betyder at få greb om noget, at tilegne sig noget. Lig det latinske conceptus – at sammenfatte. At bringe de ”løse elementer/ender” sammen til en meningsbærende enhed. At danne et begreb indebærer således eksklusion af alle de elementer og foreteelser, der ikke kan holdes indenfor enheden. Dvs. der har kendetegn og egenskaber, som hører til i en anden klasse. F.eks. hører mængden køer med deres kendetegn ikke ind under begrebet hest. Begrebets ordnende funktion indebærer muligheden af et hierarki, der kan være mere eller mindre detaljeret og præcist både i ordnings- og reguleringsperspektivet og muligheden af at skabe forstående afstand til objektet. F.eks. hierarkiet af bestemmelser fra begrebet dyr ned til begrebet for ganske bestemte insektgrupper.

Logisk indebærer begrebsdannelsen en afgrænsning af det, der forener og en udgrænsning af alt, der afviger fra det fælles – det ens. Begrebet står på den måde i et grundlæggende spændingsforhold til den virkelighedens spraglede variation, som det henviser til eller regulerer indgrebet/vekselforholdet i. Selv om man ved, hvad begrebet hest betyder, danner begrebet kun første udgangspunkt for forestillingen og hest og senere omgangen med dem.

Når det overhovedet kan være relevant at have en rubrik i et tids-skrift – altså et skrift i tiden – skal begrundelsen findes i begrebets dobbeltforhold, der kendetegner det naturlige og principielle indre spændingsforhold.

Begrebet har et indhold. En intension, som angiver dybden og klarheden af de kendetegn, som hører til begrebets klasse. Jo mere præcis de mange elementer, der sammenføjes i begrebsenheden er, desto klarere kan begrebet styre ”grebet om” og regulere ”indgrebet” – altså handlingen. Men begrebet har selvfølgelig også en ekstension. Det ligger i dets natur. Dvs. det rummer et vist antal ting, objekter, handlinger, perceptioner mv., der trods mange forskelle har tilstrækkeligt med ligheder til at kunne indeholdes i begrebet.

Forholdet mellem intension og ekstension spændes hver dag til det yderste i vores pragmatiske anvendelse af sproget, som igen er med til at flytte både på begrebets indre betydningssammenhæng og på grænserne for begrebets anvendelse. Den indbyggede konflikt/spænding i begrebet udgår selvfølgelig fra den forudsætning, at sproget er socio-historisk, hvad der så også ifølge den antagelse betegner et modsætningsforhold til de retninger indenfor filosofien, der antager begrebernes overhistoriske/førhistoriske karakter. Dvs. betragter begrebernes realitet som uafhængig af den erfaring, der akkumuleres i sproget som afsæt for nye handlinger/erfaringer.

Når som sagt begrebets gennemsnitlige og blodfattige natur udsættes for dagligdagens sprogpragmatik, foregår der ofte en metamorfose. Begrebet kan ændre status og blive til en metafor. Begrebet hives ud af sin oprindelige sammenhæng og indgår i en helt anden sammenhæng, hvor det fremkalder en ny betydning – en billedlig betydning, hvor både klarhed og plasticitet er afhængig af en konkret kontekst. Metaforen/metapherein = meta – hen til og phorein – bære/føre (bestemte egenskaber) betyder at bevæge, hvor noget specifikt og begrænset løftes op til at betegne noget generelt eller almen mental norm, som ikke er funderet i en intellektuel afgrænsning men i en oplevet eller fortalt identitet. Altså en deskription, som refererer til nogle angiveligt underliggende oplevelser eller udbredte normer.

Kort sagt forlener metaforerne vores sprog med sammenføjningen af det konkrete og direkte oplevede – kontekstbestemte – med det abstrakt gennemsnitlige. Det er den dialektik, der giver erkendelsen og handlingsreguleringen fylde og gør den konfliktuel.

Imidlertid opstår der ofte problemer, når begreber ekstrapoleres. Eksempelvis flyttes ud af deres kontekst – deres historiske begrundelse og anvendelsesområde og løftes op til universel rækkevidde – almengyldig norm. Begreberne får da en dobbeltkarakter som både begreber og metaforer, hvor sidstnævnte opnår en sådan styrke, at begrebets ekstension strækkes langt ud over, hvad der er grundlag for. Som når vores lovgivnings forsvar af ejendom stadig i 2022 henviser til en umistelig ret, der igen henviser til Lockes forestilling om, at mennesket ejer sig selv i modsætning til de givne vilkår under livegenskabet. Selv om enhver i dag ved, at individet absolut ikke ejer sig selv og af samme grund ikke har ubegrænset råderet over eget liv, og at ejendom faktisk kun kan reguleres ved at adskille individ og ejendom gennem ”ret”. Ikke desto mindre indgår begrebet ejendom i både politiske ideologiske og statsteoretiske sammenstød i dag som metafor, hvor billeddannelsen overtrumfer og skjuler begrebets præmis.

I fredstid har distinktionen selvfølgelig stor betydning for begribelsen af og indgreb i eksempelvis samfundsopbygningen. Men når der opstår konflikter som nu Ruslands aktuelle invasion af Ukraine, kan det medføre meget uheldige for ikke at sige katastrofale følger, hvis distinktionerne opgives og de relevante begreber muterer til metaforer, som i deres billedsprog overfører forestillinger og tidligere oplevelser med direkte indflydelse på indgrebet i det nutidige. Og hvor ”afstanden” til objektet, som forudsætning for at begribe/gribe om/sammenfatte svækkes, og hvor evnen til at skille ad underordnes ”overføringen” af billeder., Rationaliteten svækkes af narrativet.

Den proces er i gang nu, hvor den internationale retsordens mange begreber politisk anvendes uden smålig skelen til deres egentlige betydning. De indgår ikke som afsæt til at forstå situationen og til efterfølgende at regulere de nødvendige handlinger. De anvendes til at skabe bestemte narrativer, hvis primære funktion er at udstyre bestemte opfattelser og stemninger med legitimitet og udskamme andre ved at udstrække begrebernes udsigelsesområde langt ud over deres oprindelige intension. En kendt form for ensretning.

Problemet er, at begrebernes grundlæggende uklarhed eller indbyrdes inkonsistens i en konflikt/krig, som vi nu er vidne til, faktisk skærper problemerne fremfor at bidrage til klarhed og deeskalation.

Folkeretten er en meget konkret sædvaneret, som op gennem historien er udviklet som det regelsæt, der skal regulere staternes indbyrdes forhold og sikre den enkelte stats suverænitet. Det indbyrdes forhold udtrykkes i begrebet territorialhøjhed. Folkeretten beskæftiger sig således ikke med staternes indre organisation og styreform. Som sådan er Ruslands invasion af Ukraine et utvetydigt brud på folkeretten og et angreb på Ukraines suverænitet, uanset hvordan landet styres og hvilke politiske kræfter, der er i spil. Men juridisk er det ikke en krigsforbrydelse. Det historiske problem er, at folkerettens sikring af staternes suverænitet og forbud mod det ene lands angreb på et andet og forebyggelse af trusler mod freden, kun formelt kan håndhæves af FN’s sikkerhedsråd, hvor et eller flere af de permanente medlemmer altid kan nedlægge veto.

Under folkeretten er der krigens regler bestemt via konventioner. Krigens regler – humanitær folkeret – har først og fremmest til formål at begrænse krigens skadevirkninger og konsekvenser for civile og krigsfanger. Det betyder, at der hvor krigshandlingerne har karakter af formålsstyret direkte angreb på civilbefolkningen, kan der meningsfuldt tales om krigsforbrydelser med efterfølgende retskonsekvenser, for så vidt de internationalt anerkendte retsinstanser heri blandt den Internationale Straffedomstol (ICC) har tilstrækkelig magt til at planlægge og løfte de nødvendige retsprocesser. Indtil nu har det forhold og retsvirkningen først og fremmest beroet på de militære- og geopolitiske magtforhold og følgelig hovedsageligt fundet anvendelse i krigssituationer, hvor ingen af stormagterne har været involveret eller bragt i retten.

Retten har derfor kun haft betydning, der hvor USA har bakket den op, selv om USA ikke selv anerkender domstolen. Ellers ville USA heller ikke kunne have brudt Folkeretten med invasionen af Irak i 2003 uden at opleve et juridisk eftersmæk. Det skete som bekendt ikke.

Man skal i parentes bemærke huske, at George W Bush forsøgte at dreje uden om Folkeretten ved at omdanne ”Preventive wars (forebyggende krig, som er ulovlig) til pre-emtive wars (foregribende krig, hvor en trussel er forudsat), hvilket aldrig ville have holdt i retten, hvis USA var blevet sigtet og underlagt domsbehandling.

I modsætning til folkeretten og den humanitære folkeret, som eksisterede før FN’s verdenserklæring og FN pagten fra 1948, er erklæringen om menneskerettigheder abstrakt og ideal og bygger på en tro på fundamentale menneskerettigheder. Rettighederne bygger som udgangspunkt på en ideal fordring om, at mennesker er født lige, og at man kan gå fra ”dette er” til et, ”hvordan man bør handle”.

Selv om menneskerettighedserklæringen er uhyre abstrakt og indeholder mange ideale krav, som ikke står i noget rimeligt forhold til de faktiske historiske vilkår, er dens indhold og form forståelig, den historiske baggrund med to ødelæggende og barbariske verdenskrige taget i betragtning. Men det ændrer ikke ved, at en erklæring, der tager udgangspunkt i det enkelte individ, som reelt ikke findes, nødvendigvis må finde sin begrundelse og rationale udenfor historien. I den forstand står erklæringens hele logiske begrundelsesstruktur i logisk modsætning til folkeretten, hvor individers retsstilling må være et indre anliggende, hvis den historiske statssuverænitet skal tages alvorligt.

Den logiske inkonsistens er ikke uproblematisk, når der både skal tages hensyn til den humanitære folkeret og menneskeretten i tilfælde af krig, fordi der er afgørende forskelle på standarder og beskyttelsesniveau i de to regelsæt. Menneskerettighedernes beskyttelsesniveau er mere vidtgående end i den humanitære folkeret, til gengæld er begrebets ekstension praktisk talt så omfattende, at det reelt er vanskeligt at afgrænse retsvirkningen uden at tage hensyn til de faktisk givne militære- og geopolitiske magtforhold, der står udenfor retssystemet. Hvilken et af regelsættene skal f.eks. have forrang for det andet, og hvem skal afgøre det, hvis der ikke er afstemte magtforhold i FN’s sikkerhedsråd til at sikre rangordenen materielt og processuelt.

På trods af, at den internationale retsorden under FN formelt set er velreguleret gennem de mange konventioner, tillægsprotokoller og dømmende retsinstanser, indebærer den faktiske inkonsistens både i retsgrundlag (konkret og abstrakt) og rangorden, at den reale håndhævelse af retten bliver arbitrær og den stærkeste magts fortolkning – normen.

Det er ikke den vinkel, der indtil nu har præget pressen frem til og efter Ruslands invasion af Ukraine. Pressen har mere eller mindre offensivt bidraget til at genopbygge det gamle fjendebillede lang tid før, Putin gav ordre til at opmarchere massive troppestyrker ved grænsen. At pressen handler sådan og helt bevidst blander begreber og metaforer og anekdoter er ganske forståeligt. Sådan er den moderne mediepraksis, der giver narrationen og det deskriptive forrang for analysen. Så der er sådan set ikke noget nyt under solen fra den kant.

Men når politikere af næsten enhver politisk/ideologisk observans blander sig i koret af følelsesladede moralske fordømmelser af invasionen og helt åbenlyst dæmoniserer den russiske politiske ledelse, som man på et eller andet tidspunkt skal forhandle med, så sælger man begreberne for de metaforiske narrativer og langsomt antager samme form og afstand til virkeligheden som ham, man påstår har indledt invasionen på grundlag af et forfalsket virkelighedsbillede.

Når selv venstreorienterede politikere i ramme alvor på krigens tredjedag taler om krigsforbrydelser og senere hylder den internationale domstols samling for at opregne hændelser i krigen som krigsforbrydelser, så bidrager man til at omdanne vigtige forståelseskategorier til primitive slogans i mediekrigen. Hvilket alt andet lige vil gøre vejen til freden og russernes tilbagetrækning vanskeligere. Men værre endnu bidrager man til at gøre et så overvældende komplekst geopolitisk spændingsforhold som forløbet op til og forløbet efter invasionen til en ligegyldighed. Man bidrager til at forsimple et verdensproblem til et moralsk binært forhold – ond ikke ond. Omkostningerne er blandt andet, at man bidrager til at tømme så vigtige internationale begreber som folkeret – humanitær folkeret – og menneskerettigheder for indhold, fordi de totalt løsrives fra den virkelige historie, som når det gælder invasionen af Ukraine ikke startede den 24. februar 2022 men i eftervirkningerne på Sovjetstatens sammenbrud. Tilbage står kun magtens ret.

For mange år siden spillede John Wayne med i en film, hvor han jagtede en morder. I forfølgelsen ændrer han – helten – langsom karakter og overtager den forfulgtes egenskaber og tilbøjeligheder. Magt ender med at blive til ret. Det kan også ske i vores del af verden.

At forstå Putin og den russiske magtelites handlinger er ikke at forsvare dem, men er forudsætningen for at overvinde dem og skabe en faktisk historisk situation, hvor processen og handlingerne ikke bare gentages i en anden form nogle år senere.

Udfordringen ved den tilgang er selvfølgelig, at vi ikke kan forstå Putin og den russiske magtelite uden at indse hvilke kræfter og begivenheder, der har skabt ham. Altså også se på vores egne handlinger og virkelighedsforståelser i Vesten, herunder anvende begreber til at skille krigens fakta fra krigens propaganda.