Demokrati v Autokrati

Af Jan Helbak, medl. af Kritisk Debats redaktion

At krigen i Ukraine ikke længere kun handler om Ukraine, er efterhånden en fastslået kendsgerning. Det er en stedfortræderkrig, som nu indenfor en flerhed af områder føres mellem Vestens ”organiserede front af demokratier” mod autokratiske regimer – in casu Rusland og Kina. Kort sagt en verdensomspændende konfrontation mellem to fronter.

Tidligere under den kolde krig var modstillingen: ”den fri verden mod det kommunistiske imperium” eller under Reagan; ”ondskabens imperium”.

Selvfølgelig er der nu som tilforn tale om overfladiske buzzwords uden noget helt velafgrænset. De to begreber tjener som signalmarkører og pladsholdere for det gode og det onde. Ikke desto mindre er det en forpligtelse for den kritiske analyse at dekomponere brugen af de to begreber og konfrontere den overfladiske og primitive modstilling som grænsemarkører for, hvad der kan tales om, selv om det under det nuværende ophedede krigshysteri forventeligt kan være forbundet med marginalisering.

Neo-konservativ modstilling

Allerede i 1998 formulerede de neo-konservative grupperinger i det Republikanske parti i USA modstillingen mellem demokrati og autokrati som ramme for amerikansk udenrigspolitik. Bill Clinton administrationen blev af opportunistiske grunde nødt til at overtage konceptet. Efterfølgende trængte det strategiske koncept ind som styrende tænkning i den amerikanske administration og i den politikformulerende elite efter 2008.

Kun få måneder før (december 2021), russiske tropper invaderede Ukraine, forsøgte Biden at samle en række lande til en ”demokrati konference” i Washington. I sig selv dementerede deltagerkredsen opfattelsen af, at det nye strategiske koncept indeholder et klart demokratibegreb. Flere af deltagerlandene kan ikke ligefrem siges at være demokratiske, men de fylder, når frontlinjerne skal trækkes op. I sin tid var heller ikke alle de lande, der under den kolde krig sluttede op bag alliancen af frie lande, specielt frie. Faktisk vare flere af landene diktaturer.

Det hører dog med, at Bidens demokratikonference i øvrigt ikke var møntet på Ruslands troppeopmarch, som havde været undervejs siden november men i stedet på støtte til USA’s opbygning af en alliance stærk nok til at inddæmme Kina, der som bekendt udgør USA’s virkelige udfordrer og sandsynlige hovedmodstander i de kommende konfrontationer om verdensherredømmet. Forventeligt handlede konferencen ikke så meget om demokrati – især ikke om præcisering af begrebet – men mere om at formgive en front mod ”autokratiet” (læs Kina og delvist Rusland), som heller ikke blev nærmere defineret. Kort tid efter viste den amerikanske administration kortene ved i februar 2022 offentliggøre sit strategiske koncept for ”frontopbygning” i Stillehavet – Indo-Pacific Strategy – en ny demokratisk front til at inddæmme det autokratiske og ekspansive Kina.

Demokrati

Lad os derfor tage fat i de to begreber, selv om det i sig selv ikke ændrer det store her og nu, men hvor en debat om begreberne måske kan bidrage til at vaccinere mod det aktuelle diskursive tyranni og intellektuelle meningsløshed.

Begge begreber er i sig selv så åbne og bøjelige, at de kan anvendes fuldstændigt vilkårligt. Det har været tilfældet før og er det igen. Især begrebet autokrati er så flydende og upræcist, at det først og fremmest tjener som pladsholder for ikke-liberale demokratier, hvor begrebet illiberale demokrater i virkeligheden anvendes som en mellemproportional.

Men først det nøgterne blik på begrebet demokrati. Demokrati betyder ikke andet end folkestyre. Folket som suveræn i modsætning til at være undersåtter til en suveræn eller et ensemble af suveræne. Enevældig konge, despot, diktator eller enerådende juntaer. Autokrati betyder modsat ikke andet end fåmandsvælde. Men som sådan siger begrebet ikke noget om autokratiets tilblivelseshistorie, hvad der ikke er uden betydning. Autokratiet kan være resultatet af demokratiske valg, hvor folket har delegeret magten til nogle få.

I begge tilfælde repræsenterer begreberne et magtsystem, og i begge tilfælde udgår demokrati eller autokrati fra et bestemt samfundssystem, som indenfor nyere historisk tid er kapitalisme som produktions- og markedsform. Begrebernes politiske betydning og identitet som statssystem kan ikke løsrives fra den samfundsstruktur, det er stat for og politisk system for.

Hvis vi så går lidt nærmere på de to begreber, og hvordan de anvendes, bliver deres betydningsmæssige tomhed indlysende, hvis de ikke relateres til helt bestemte historiske og aktuelle sociologiske kontekster.

Liberalt demokrati

Når præsident Joe Biden eller statsminister Mette Frederiksen bruger begreberne – eksempelvis begrebet demokrati – refererer de alene til liberalt demokrati. De tager for givet, at begrebet ”liberalt demokrati” har universel og udtømmende betydningsstatus og som et begreb, der afgrænser de liberale demokratier negativt overfor alle andre styreformer, som i dag forskelsløst rubriceres som illiberale (en elastisk og transformativ afgrænsningsmarkør) eller som autokratier. Som sådan er det næsten lykkedes at opløse begrebet socialisme ind i autokratikategorien. At socialdemokratierne nu er med på den vogn kan virke noget paradoksalt al den stund, socialdemokratierne (Internationalt og Europæisk) faktisk bekender sig til demokratisk socialisme. Altså en anden demokratiform end den liberale model, selv om det dog aldrig er lykkedes den socialdemokratiske bevægelse at give begrebet demokratisk socialisme et mere præcist og konsistent indhold. Begrebet blev i øvrigt til som en negativ og suggestiv afgrænsning overfor bolsjevismen og Sovjetkommunismen. Af samme grund er det liberale demokrati som grundbegreb langsomt og modstandsløst blevet overtaget af socialdemokratiet og afkoblet fra tvillingebegrebet – lighed. Dvs. demokrati som rene styreform og udvælgelsesteknik, sådan som det ligger i det liberale demokratis begreb, og som klarest er blevet beskrevet af økonomen Schumpeter i sin provokerende bog fra 1942 – Capitalism, Socialism, Democracy; som konkurrenceregler for udvælgelsen af den elite, der skal styre landet kombineret med et udbygget og kontrollerende retssystem. Her behandles nøgternt ”folkesuverænitetens” opløsning i regulering af magtens udvælgelsesproces.

Her ses i øvrigt helt bort fra, at det amerikanske præsidentstyre og forfatning ligger i udkanten af, hvad begrebet demokrati kan rumme, idet bl.a. det forfatningsgivne retssystem hæver sig som autonom magt overfor både lovgivende og udøvende magt, hvilket sætter snævre grænse for folket som suveræn in casu parlamenternes repræsentation af suveræniteten.

Når sondringen mellem liberalt demokrati og parlamentarisme som magtsystem og samfundsnorm ikke er ligegyldig, hænger det sammen med de respektive forskellige styrker og integrationspotentialer, herunder dannelse af rammerne for klassekompromis. Det var kombinationen af det liberale demokratis formelle parlamentariske rammer, retssikkerheden og de almindelige borgerlige friheder og demokratiet og lighedsnormen som levet samfundsform i civilsamfundet, der udgjorde de kapitalistiske samfunds styrke efter 2. Verdenskrig og faktisk helt frem til begyndelsen af de 21. århundrede. I den kombination udgjorde partierne, de korporative institutioner og de mange demokratiske styrede civilsamfundsorganisation grundlaget for et vist deltagelsesdemokrati, demokratiopdragelse og demokratisk politisk socialisering som modvægt til det liberale markedselement i den liberale demokratiopfattelse. Uafgjortheden mellem de to demokratiopfattelsers virkningskraft hører med til forklaring af de kapitalistiske samfunds evne til at absorbere klassemodsætningerne og fremstille samfundene som moderne afløsere på de ”gamle klassesamfund”.

I den periode havde Schumpeter tilsyneladende ikke ret i sin påstand. Men det fik han, i og med arbejderbevægelsen med 70’ernre som fødegang op gennem 80’erne kapitulerede overfor den neoliberale offensiv og atomisering af samfundene. Klasseforståelse, samfundsforståelse/bevidsthed blev afløst af markedsforståelse, markedsbevidsthed og dyrkelse af fantomet – individuel suverænitet. De liberales demokratiopfattelse slog igennem som enerådende fortolkning. Folket som suveræn – endskønt opdelt i konkurrerende klasser – mistede sin betydning. Folket blev til aggregeringen af selvberoende og egoistiske markedsagenter overført til det politiske liv, hvor nyttemaksimering for den enkelte eller atomiserede enheder blev grundlæggende drivkraft. Af samme grund mistede partierne betydning som andet end kampagnemaskiner. De forskellige civilsamfundsorganisationer blev til snævre lobbyinstitutioner, og selv om politikudviklingen stadig var klassebestemt, blev den gennemført som designerpolitik – hvor magterobringens målrationalitet var alt afgørende. Det strategiske perspektivs integrative potentialer og funktion blev erstattet af ideale værdipolitiske normer som statisk regulativ orden.

I den forstand har det liberale demokrati efter lanceringen af ”krigen mod terror i 2001” og efter finanskrisen i 2008 gennem de facto dirigisme og frihedsindskrænkninger bidraget til at tømme sit eget grundlag for et levende indhold. Hovedtendensen har været den voksende afstand mellem magtudøvelsen bl.a. i parlamenterne og de mange underordnede magtorganer og befolkningen eller de statslige og juridiske magtorganers kolonisering af civilsamfundet, der til stadighed har svækket de liberale demokratiers indre idemæssige, moralske og sociale sammenhængskraft. Af samme årsag har borgerne i de fleste Vestlige demokratier oplevet en vækst i antallet og spredningen af hel- eller halvautoritære love som akut nødvendighed for at styre samfundet og neutralisere samfundskonflikternes mangehovede atomisering.

Ikke desto mindre og i modsætning til, hvad flere og flere befolkningsgrupper oplever som daglig virkelighed, hævder de autoriserede virkelighedsfortolkere stadig, at de liberale demokratier suverænt monopoliserer begrebet demokrati som sådan. Lige indtil en vis grænse, hvor også det liberale element degenererer i et omfang (Ungarn, Polen i Europa etc.), så man tvinges til at markedsføre en neologisme – illiberale demokratier – for på den ene side at holde disse lande inde i folden, fordi det modsatte ville gøre ubodelig skade i EU og for det andet udvikle en til lejligheden bekvem semipermeabel grænse mellem demokrati og ikke-demokrati. Sidstnævnte bebegrebs betydning er elastik i metermål.

Det ville have uoverskuelige konsekvenser åbent at vedgå, at magthaverne indenfor ethvert liberalt demokratisk system kan benytte sig af formelle demokratiske spilleregler til at udhule selv de demokratiske valgregler, de demokratiske institutioner i civilsamfundet, retsinstitutionerne og begrænse de borgerlige friheder i en sådan grad, at det næsten opleves som patetisk hykleri at tale om demokrati, demokratisk livsform og grundlæggende lighed. (Abortsagen i USA, regeringens mulige tiltale mod Claus Hjort Frederiksen, hvor Folketinget måske skal stemme om ophævelse af hans immunitet uden at kende anklagerne reelle omfang og begrundelse. Og her nævnes så blot de mest aktuelle men systemrepræsentative sager, der eksemplificerer den demokratiske degenerationsproces).

Autokrati

Som sagt betyder autokrati ikke andet end en-mands- eller få-mandsvælde. Selve begrebet siger ikke noget om, hvorvidt styreformen er tilvejebragt gennem et kup (militærkup eller paladsrevolution), eller om autokratiet udgår fra almindelige valg, hvor eksempelvis et demokratisk valgt parlament har overdraget den udøvende magt til en eller nogle få personer og tillige accepteret en indskrænkning af domstolenes magt og de forfatningsvedtagne frihedsrettigheder.

Det er således ikke korrekt, som det er gængs for tiden, at definere autokrati som et styre uden forfatning, uden retsstatslige institutioner osv. Hvis vi eksempelvis slår ned på de to mest toneangivende lande på den forkerte side” i den nuværende strid om verdensherredømmet – Kina og Rusland, så har begge lande en forfatning. Begge lande har former for parlamenter og om end begrænsede demokratiske valgsystemer. Begge lande har retssystemer, der aktivt virker også overfor den udøvende magt, og som den udøvende magt uanset tilblivelse står i et vist formelt og moralsk forhold til, der begrænser dens udstrækning og vilkårlighed.

Dertil kommer, at begge regimer er indfældet i internationale institutioner (eksempelvis IMF, WTO og G20), hvor de er underlagt bestemte retsnormer og principper.

Det er fuldstændig korrekt, at der i de to nævnte lande med et påstået autokratisk styre hersker en tilstand, hvor forskellige grupper af oligarker f.eks. i Rusland hele tiden kæmper om magten indenfor et stærkt begrænset magtrum, og hvor en opposition af samme grund har vanskeligt ved at opnå tilstrækkelig styrke til at vælte den siddende magt. Aktuelt vælte Vladimir Putin! Men at Putin besidder autokratisk magt i strikt forstand, er en farlig forsimpling, hvis formål alene er at dæmonisere modstanderen, forsimple modsætningsbilledet, fjerne ethvert fokus fra eget ståsted og acceptere allehånde ibrugtagne midler som legitime.

 

Regimet i Moskva er en anakronisme og et svagt regime. Det er født ud af det kaos, der herskede under Jeltsins Vestligt støttede ”shock therapy”. Det liberale demokrati skulle indføres i Rusland og det øvrige Østeuropa på rekordtid. Det skulle bære de kaotiske økonomier igennem overgangen fra kommandoøkonomi til uhæmmet markedsøkonomi. Resultatet blev derefter. Udbredt fattigdom og opkomsten af et ekstremt grådigt lag af primitive kapitalister – også kaldet oligarker, og på intet tidspunkt opnåede de formelle liberaldemokratiske institutioner og daglige politiske liv et folkeligt indhold. Rusland blev om nogen det liberale demokratis Janushoved.

Det samme gælder retssystemet, som på grund af de svage samfundsstrukturer og politisk umodne modsætninger fremstår som primitive kopier af den udvikling, vi også oplever i Vesten, hvor retssystemerne i tiltagende grad politiserer og træder ind på samfundsscenen for at regulere og begrænse folkets magt som suveræn, fordi suverænen gennemrives af indre modsætninger, som nutidens demokratiske parlamentarisme ikke kan håndtere.

Begrebet autokrati er uegnet til at begribe styret i Rusland, hvis det overhovedet i sin forenklede tomhed er anvendeligt overfor noget politisk regime i dag. Faktisk minder regimet i Rusland mere om Bonapartisme, hvor en magtfraktion uden organisk forankring ude i samfundet hele tiden forsøger at holde sig ved magten ved at spille de andre fraktioner ud mod hinanden eller ved at appellere til masseopbakning, pøbel-”demokrati”, herunder stupid nationalisme. Som sådan er systemet indre sammenhængskraft i Rusland skrøbelig, hvilket først og fremmest hænger sammen med, at der siden opløsningen af Sovjetregimet kun er udviklet en umoden kapitalistisk samfundsstruktur, der ikke har formået at frembringe sin egen legitimitet og politisk-ideologisk sammenhængskraft.

Af samme grund kan Rusland ikke sammenlignes med Kina, der med sin lange kamp for at genrejse landet og fastholde kommunistpartiets greb om magten har udviklet en meget kompleks men sammenhængende samfundsstruktur, hvor det enorme kommunistparti og en relativ uafhængig offentlig sektor med mere end 70 mio. ansatte helt åbenlyst befinder sig i en af flere overgangsperioder, som f.eks. landet gjorde i 1980’erne. Det gennemgående kamptema helt ud i yderste led er; skal Kina liberalisere samfundet yderligere og åbne endnu mere for de frie markedskræfter, eller skal statsmagten gribe mere regulerende ind både i produktionen, på markedet og indenfor finanssektoren. I Xi Jipeng’s formulering gælder det om at generobre velfærdsstaten og fastholde det åbne internationale samfund. De perspektiver findes på ingen måde i Rusland. Heller ikke de relativt åbne teoretiske diskussioner om udformningen af landets fremtid, som føres på alle i niveauer i samfundet. Sådan som det også skete i perioden fra 1980 til 1990.

Hvad der overhovedet bringer de to lande og regimer indenfor samme front, hvis det i øvrigt er tilfældet, er nødvendigheden af at skabe især politiske, økonomiske og militære alliancer i bestræbelserne for at imødegå USA’s stadigt mere aggressive dominanspolitik. Men hvor Xi Jipeng fløjens linje er offensiv, er Putinkredsens defensiv – herunder aggressionen overfor Ukraine – og har været det siden 1999. Hvor de kinesiske magthavere mener at have en ny samfundsform – socialisme med kinesiske træk – at tilbyde verden og især verden udenfor Vestlig dominans, har magthaverne i Moskva ikke andet mål end at afvise Nato som sikkerhedstrussel og bevare sin position i det geopolitiske spil. Økonomisk, socialt, politisk og moralsk har Rusland ikke noget at tilbyde verden.

Når styreformerne nærmer sig hinanden

Den amerikanske politolog Robert A Dahl formulerede i 1975 begrebet ”polyarki” som erstatning for begrebet demokrati, da han blandt andet fandt, at det traditionelle liberale demokrati og parlamentarisme var så udvandet som styre- og magtform, at det forekom mere relevant at bruge begrebet – ”mange magter”, hvad der kan have en vis ræson, i og med der i dag kan spores klare plutokratiske (rigmandsvælde) træk i mange vestlige demokratier med flere åbne og især skjulte magtlag. Ingen vil vel benægte, at ejerne af Amazon, Apple, Microsoft, Google, Instegram og Facebook har enorm politisk indflydelse og magt og i voksende omfang kan styre og begrænse eller udvide den offentlige debat. For tiden foregår det med hånd i hånd indenfor dikotomien demokratier versus autokratier, hvilket indsnævrer den folkelige udfordring af den udøvende magt og det facto indskrænker de borgerrettigheder, som ud fra egne idealer er den liberale demokratiske parlamentarismes parole og forudsætning.

Siden Sovjetunions opløsning er det i en vis udstrækning lykkedes at løfte klasser og klasseinteresser ud af samfundsdiskursen og erstatte disse grundstrukturer, som nu beskrives som ”konstruktioner”, med det universelle individ som udgangspunkt for handlinger og strukturerende principper i samfundet. Ud af den udvikling er nu vokset en fuldstændig ahistorisk og abstrakt værdiorganisering og tilsvarende sekterisk identitetspolitik. Begge fænomener bidrager som sammenhængende størrelser til yderligere atomisering af de liberale demokratier – til institutionernes tab af autoritet – og øger af samme grund behovet for flere og flere autoritære statslige indgreb. Kort sagt vokser de autoritære tendenser i Vesten med de liberale demokratiers tab af tidligere tiders integrative styrke og parlamenternes rolle som klassernes kompromisinstitution par excellence.

Opråbet om de liberale værdiers universelle gyldighed taber i samme udstrækning i betydning og tiltrækningskraft. Hykleriet og dobbeltmoralen har hele tiden plaget Vestens bestræbelser på at fremstille sig selv som globalt og universelt arkimedisk punkt. Men hvor de vestlige liberale demokratier tidligere repræsenterede vækst og fremgang i hidtil uset omfang, kunne man til en vis grad fremstille sig selv som historiens bølgebryder og således som politisk og moralsk tiltrækningspol, ”hvor alle både blev trukket med op”.

Det er ikke tilfældet længere. Hverken indad til eller på det globale marked kan Vesten med USA ved styrepingen tilbyde befolkningerne en rimelig andel i de globale goder.

Den neoliberale periode indledte nedslidningen af de vestlige liberale demokratier, og i flere vestlige demokratier, kryber et nyt fænomen frem under den formelle overflade – autoritær parlamentarisme, hvor de valgte i stadigt voksende omfang tildeler sig selv midler og institutioner til at styre vælgerne – det suveræne folk er blevet skilt fra dets institutioner.

Men det handler ikke kun om institutionerne eller magtforskydningen fra parlamenterne til den udøvende magt og domstolene. Nok så meget drejer det sig om den tiltagende opløsning af politik – legitime samfundsinteresser formuleret politisk – i ren teknik. En tendens Macronæraen især er eksponent for. Hele hans og hans partis program er en blanding af opportunistisk eklekticisme og elitær styringsteknologi. Men fænomenet begrænser sig ikke til Frankrig. Tendensen vokser frem i alle de vestlige lande med liberalt demokrati og parlamentarisme. Det skal forstås i sammenhæng med, at markedskræfterne og de internationalt stærkeste kapitalkræfter sætter snævre rammer for, hvad der nationalt kan besluttes rent politisk i en periode, hvor verdensmarkedet næsten kronisk balancerer mellem relativ lav vækst og truslen om nye recessioner.

På den anden side udspiller der sig betydningsfulde kampe mellem forskellige tendenser i Kina. På den ene side en demokratitendens, hvor fortalerne argumenterer for øget demokratisk indflydelse på de statslige arbejdspladser. Udvidelse af de demokratiske processer på det regionale og lokale niveau og sidst men ikke mindst demokratisering af kommunistpartiet for at åbne op for de mange forskellige linjer og interesser. På den anden side forsøger den øverste ledelse i kommunistpartiet og Kinas regering af cementere sin magt uden at kunne undsige den anden tendens, fordi den politiske ledelses nødvendige kursændring indebærer et vist opgør med markedsorientering og tilsvarende satsning på ”folket” og de forskellige mere eller mindre demokratiske institutioner. I øvrigt en udvikling der har været undervejs de sidste fem år bl.a. i reformeringen af statsapparatet og hele den offentlige sektor.

Det centrale er:

  • at de store kriser på det kapitalistiske verdensmarked (2008 – austerity og konsekvenserne af pandemien),
  • sammenbruddet i globaliseringsprocessen og i det globale forsyningsnetværk bl.a. på grund af væksten i sanktioner som del af økonomisk krigsførelse,
  • de økonomiske magtforskydninger og tendenser til regionalisering af verdensmarkedet gennem regionale handelsaftaler og vækst i de protektionistiske tiltag,
  • den voldsomme vækst i uligheden,
  • og den tiltagende dyrkelse af nationale kapitalistiske interesser, herunder USA’s aggressive dominanspolitik,

bidrager til at svække den økonomiske vækst og de liberaldemokratiske institutioner i Vesten.

I den anden ende virker samme udvikling og USA’s og tildels EU’s inddæmningspolitik negativt ind på demokratiseringsprocessen i Kina og styrker de autoritære tendenser i Rusland og i en række ”udviklingslande” med skrøbelige demokratiske institutioner og traditioner.

Dikotomien som politikkens intellektuelle fængsel

I et interview med Henry Kissinger i Financial Times fremfører intervieweren Edward Luce, at Joe Bidens forsøg på at formulere den geopolitiske udfordring som en kamp mellem ”demokrati og autokrati” er forkert og ikke giver de rigtige svar. Man kan gå skridtet videre, som vist her, og påstå, at modstillingen, hvis den godtages, spærrer for en kritisk og nøgtern analyse, af de geopolitiske konfliktmønstre, der tegner sig fra Øst til Vest og Syd til Nord.

Valget af de to begreber til at indramme de store konfliktflader på verdensmarkedet giver kun mening som signalmarkører og disciplinerings- og mobiliseringsparoler i en situation, hvor stedfortræderkrigen i Ukraine tilspidser det forhold, at en stor kapitalmagt, USA, med alle midler forsvarer sin og de underordnede Vestlige økonomiers dominante stilling på verdensmarkedet. Fronten er i spil overfor fremtidens udfordrere bl.a. Kina og Indien, der med anderledes samfundsorganisationer og politisk-ideologiske overbygninger repræsenterer forskellige former for statsreguleret kapitalisme, som alternativ til den/de neoliberale modeller i Vesten, der ikke har kunne sikre den global vækst, som den stillede i udsigt for fyrre år siden.

I den kontekst er det farligste aspekt i den primitive modstilling af demokrati og autokrati som platform for den front, som Bidenadministrationen ihærdigt bestræber sig på at danne, for så vidt ikke selve frontdannelsen.

Men for det første mere det forhold, at selve den dikotomiske parole for det første lukker af for, at Vesten kan frigøre sig fra sit privilegerede dominanssystem og etablere et nyt og mere ræsonnabelt syn på sin egen historisk svækkede stilling både økonomisk, politisk, kulturelt hvad angår repræsentationen af en tiltrækkende samfundsmodel. For det andet, at dikotomien som politisk dominansform lukker for en offentlig debat af alternativer til de vingeskudte og stærkt ulige liberale demokratier endsige gør det næsten illegitimt at tænke i alternativer. For det tredje vil den samme front bidrage til tilbagevendende turbulens på verdensmarkedet og vanskeliggøre udligningen af de graverende uligheder indenfor og styrke de autoritære udfordrere, som fronten er etableret for at bekæmpe.

Dikotomien bliver Vestens eget fængsel uanset udfaldet i Ukraine, fordi modstillings logik nødvendigvis må have som strategisk mål at fjerne de autokratiske regeringer og de autoritære styreformer, ellers er fronten og dens parole meningsløs. Når demokratiet – hvor upræcist og elastisk det end kan fortolkes – udgør den eneste sande universelle værdi og monument for den historiske udvikling og autokratiet for det modsatte, så kan kampen ikke stoppe. Heller ikke for autokraterne og de autokratiske regimer.

Selvfølgelig kan man, som mange gerne gør, forestille sig, at Vesten gennem en fortsættelse af globaliseringsprocessen kan udkonkurrere de autokratiske regimer på markedet. Det er forsøgt men ikke med succes. Og nu hvor de førende vestlige kapitalmagter selv er i gang med en skjult økonomisk kamp for at frigøre sig fra USA’s dominans, er udsigterne til, at Vesten under USA’s lederskab er i stand til at dressere bl.a. Kina og Indien (og dermed en lang række ”udviklingslande) til at underlægge sig USA’s ”værdier” og postulerede rangorden ikke overbevisende.

Man kan uden tvivl på alle niveauer diskutere, om Ruslands invasion af Ukraine er mere brutal og mere i konflikt med Folkeretten end USA’s invasion af Irak, Afghanistan og bombardement af Libyen mv. Det fører ikke ret langt, ligesom det ikke førte ret langt under den ”kolde krig” at dyrke ”blame game” temaerne. Desværre ender den slags overvejelser og de ”humanistiske værdikrige” altid med at bekræfte og understøtte kræfterne bag modsætningerne og konflikterne.

Centrum-venstres nødvendige kritik

Som under den ”kolde krig” er kravet for kritikken, at den bryder logikken, som ligger indlejret i den militariserede diskurs – sådan som vi oplever den nu i næsten dagligt tilspidset form. Alt er jo tilladt for at holde barbariet nede uanset på hvilken side af grænsen, det kan lokaliseres.

Hvis centrum-venstre bevægelser i den nuværende situation skal overskride deres eget indre eksil og kognitive paralyse, må den hæve sig op over den stærkt emotionaliserede humanismefortolkning. Enhver krig og invasion af et andet land er brutal og koster oftest eksorbitant mange og unødige menneskeliv. I alle krige er der omfattende civile tab. I alle krige brydes almindelige humanistiske principper og almindelige retsprincipper. I alle krige indskrænkes det politiske demokrati og frihedsrettighederne. Krigen er den ultimative undtagelsestilstand. Det kan ikke være anderledes. Sådan gælder det også i den aktuelle situation.

Den ukrainske befolkning lider under Ruslands invasion. Ukrainske og russiske soldater lider. De mest autoritære kræfter i både Rusland og Ukraine styrker deres positioner. Men hvis vi overhovedet skal overvinde den situation og bremse de nationalkonservative kræfters vækst i Vesten, må samfundskritikken begynde med et opgør med Bidens primitive frontparole, herunder dæmonisering af samfundsstyrer, der ikke kan indordnes under det liberale demokrati. For hvis frontparolen ”demokrati versus autokrati” bliver til fremtidens tidsånd er perspektivet: en ustabil verdensorden, skrøbelige og flygtige sikkerhedsstrukturer, stedfortræderkrige såvel som faktiske krige, økonomiske krige, som kulturel nedgøring af hinanden og opløsning af politik som legitim interessekamp i teknisk og autoritær samfundsstyring.

Centrum-venstre kommer ingen vegne i den historiske situation, vi med krigen i Ukraine er havnet i, hvis de politiske venstrepartier ikke udfordrer det verserende demokratibegreb og åbent diskuterer andre demokratiforestillinger end det liberale. Det vil på den anden side ikke lykkes for venstrepartierne at vende det socialdemokratiske begreb, demokratisk socialisme, om til socialistisk demokrati, hvis man ikke i samme moment gennemfører et kritisk opgør med begrebet autokrati, der ellers vil fortsætte sin mission som forestillingsmæssig spærrebom for ethvert demokratisk alternativ, der ikke er liberalt.