Kompleksitet

Af Jan Helbak medl. af Kritisk Debats redaktion

Kompleksitet betyder: at noget er indviklet, sammensat, dunkelt, uigennemtrængeligt og uigennemskueligt. Kort og godt en tilstand, der er vanskelig at få rede på og skabe et grundlag for rationelle og holdbare beslutninger.

Indenfor de sidste to årtier er anvendelsen af begrebet, når det gælder samfundet som helhed, organisationer mv., blevet stadigt hyppigere. Det samme gælder følgebegrebet reduktion af kompleksitet.

Sociologen Joachim Israel skrev i forordet til sin bog ”Kunsten at blæse en ballon op indefra” (1982) følgende: ”Man kan ikke blæse en ballon op indefra. Det er i den grad en selvfølge, at det virker banalt at sige det. Ikke desto mindre er det denne bogs grundlæggende tese, at vi ikke bare kan blæse en ballon op indefra, men at det er et menneskeligt eksistensvilkår, at vi alle er nødt til at blæse en ballon op indefra. Den ballon, jeg taler om, er den verden, vi lever i. Tanken om, at vi skulle kunne stille os udenfor eller ved siden af verden, er absurd, selv om en del sociologer og samfundsvidenskabsmænd har handlet, som om de var i stand til det”.

Pointen har to dimensioner. Den første leder frem til et historisk problem, som i den grad præger begrebet kompleks-kompleksitet, idet begrebet i Vestlig civilisationsforståelse vanligvis sættes ind i en historisk udviklingsbane, der betegner udviklingen fra det simple/enkle/singulære til det meget sammensatte – læs civiliserede. Her har vi begrebets samfundsvidenskabelige grundproblem, fordi det overser sin egen præmis/forudsætning. Forestillingen forudsætter, at verden har udviklet sig, men at mennesket er det samme. En metafysisk essentialistisk betragtningsmåde.

Men da søfarerne i Grækenland for 2500 år siden skulle navigere, var det en uhyre kompleks affære. For det første skulle de tage hensyn til vejrlig. For det andet til solens og stjernernes stilling, som de havde udkæmpet mange kampe for at forstå. Men dertil kom for det tredje, at navigationen skulle indpasses i gudebilledet og gudernes indbyrdes styrkeforhold. Så på deres tid var det enkle/simple meget komplekst. Navigationen forenkles, man bliver ved med at udvide af aktionsradius, man bygger bedre og mere sødygtige skibe, der kan skyde en højere fart. De gamle navigationsmodeller viser sig på et tidspunkt utidsvarende, og situationen opleves igen kompleks indtil, man igen får styr på situationen ved hjælp af nye forståelsesmodeller og hjælperedskaber.

Pointens anden dimension er, som anført, at kompleksitet ikke kan tænkes uden det historiske subjekt som en del af kompleksiteten og overvindelse af kompleksiteten. Dvs. vores ståsted og hele verdensopfattelse, herunder sprog og værdisæt, som verden forstås ud fra. Vi kigger ikke ind på et genstandsfelt udenfor os, som vi kan kalde komplekst. Vi er en del af kompleksiteten hvilket, som Joachim Israel skriver, egentligt er såre banalt.

Men forunderligt nok er det en af de mest oversete banaliteter. Når vi skal anskue kompleksiteter, springer vi som oftest analyserne af vores ståsteds relevans, udsigelseskraft og holdbarhed over. Eksempelvis taler vi med den største selvfølgelighed om universelle værdier og sandheder og mener hermed Vestens værdier, som ikke nødvendigvis er universelle eller accepteres som sådanne udenfor Vesten. Betvivler man validiteten i forholdet, ligger anklagen om agnosticisme lige for. I perioder som nu, hvor rækken af reelt sammenfaldende begivenheder, vælter ind over os, og hvor vi stædigt fastholder vores ståsted uberørt, opleves de som meget indviklede og ikke umiddelbart gennemtrængelige.

Der er for så vidt ikke noget uforståeligt i fænomenet kompleksitet, som er et livsvilkår, der både er og også overvindes. Det ligger indbygget i vores måde at opretholde vores eksistens på – i arbejdets begreb, som altid består af symmetri og sekvens. Konstant arbejder vi for at gribe ind, begribe og ordne. Men samtidig sniger der sig nye ønsker/behov/muligheder ind, der bringer os i ny aktivitet i ukendt farvand. Samtidig med, at vi producerer og bringer os selv ud i ukendt farvand, skaber vi også vores egne forudsætninger for at overskride den skabte orden. Men vi gør det ikke frivilligt og ikke før, vores hidtil fungerende forståelsesramme, handleprocedurer og reguleringsordninger ophører med at skabe klarhed og forudsigelighed, men tværtimod konstant udfordres af anomalier.

Det enerverende er at befinde sig i perioder, hvor anomalierne tager til, og hvor vi fornemmer, at vi befinder os i en overgangsperiode – historisk overgangsperiode, som, vi fornemmer, kan vare i mange årtier hvis ikke århundrede. Og det måske mest enerverende er, når kompleksiteten/overgangene  fortrænger den givne orden i dagligdagen, uden at vi endnu er kommet til begreb om, hvad vi skal overskride, hvordan og til hvad.

På den ene side aflejrer den asymmetriske proces en vis forkompetence til at overskride den gældende orden, men på den anden side foregår der processer i ordenen, som rykker på mønsteret indenfor samme orden, og som først træder frem, når vi griber ind på bestemte måder ud fra nogle måske ikke erkendte begrænsede præmisser. Som eksempelvis vores forståelse af universalitet.

Disse molekylære ændringer anskuer vi for det meste som enkeltfænomener, der kan ordnes indenfor vores anskuelsesramme. Bliver de til tendenser samler vi dem i bundter og udstyrer nogen af fænomenerne med status som uafhængige variable. Andre tituleres afhængige variable. Dertil kommer brugen af analogier, og vi mener på den måde at have reduceret kompleksitet – hvor vi vel og bemærke selv står udenfor. Dvs. vi udfordrer ikke vores eget ståsted. Vi skaber årsags-virkningsrelationer som absolutte størrelser, vi anvender kategorier, der er ekstrapoleret og begrænser på den måde både relationskæder og relationsdynamik.  Vi skaber metafysik. Vi skaber symmetri ved cirkularitet. Men det stopper jo ikke de asymmetriske processer.

Hvordan skal man så forstå en kompleks overgangstid mellem to ordener? Her tænkes der i historisk ramme men ikke, som vanligt er, mellem to velafgrænsede ordener. Alene i kapitalismens tidsalder kan vi se tre store transformationer. Fra Hollandsk dominans og orden til den engelske dominans og orden til den amerikanske dominans og orden. Det væsentligste fælles kendetegn er ud over opbrud på alle fronter, at ordenen er blevet erobret af en stadig større magt og tillige gjort til det ekspanderende verdensmarkeds orden. Med orden tænkes på en omfattende økonomisk, militær, politisk og kulturel dominans, som kortvarigt accepteres af alle magter, fordi det er i deres interesse,  opløser kompleksiteten og genindfører stabiliteten.

Interessant er det også, at kampen om dominans og orden har taget uegale forløb, og at transformationen har inddraget store komplekse krige og statslige sammenslutninger, hvor formålet/bevæggrundene syntes et og har været noget andet. Tag Preussens krig mod Danmark, Østrig og Frankrig. Hovedformålet var ikke at underlægge sig disse lande men at generere Tysklands samling under Preussisk ledelse og opbygning af tysk kapitalisme gennem forceret akkumulation for at udfordre engelsk dominans og reaktionære forsvar af den herskende orden. Men allerede på det tidspunkt var en anden stormagt i svøb – USA.

Selve den nye orden skal altså først og fremmeste begribes som potentiale i forhold til andre magter og bevægelser. I den forståelse bliver fascismen, der fandt sin begrundelse og tilslutning i ønsket om at reducere eller ophæve en utålelig usikker livssituation for de mange, forudsætning for den efterfølgende amerikanske dominans og dominansdoktrin: den frie verden mod alle former for diktatur og totalitarisme. Først og fremmest modelleret efter George F. Kennenans inddæmningsstrategi (1947) overfor Sovjetunionen, hvor rationalet var at lukke Sovjet ude fra verdensmarkedet og dominere og regulere resten af verden indenfor dikotomien: ”den frie verden mod diktaturer”.

En tronaspirant må kunne præsentere opgøret med det gamle og transformationen som værende ”til alles bedste”. Det kunne USA efter krigen. Det liberale demokrati kunne med et vist hold i virkeligheden sættes lig fremgang og velstand. Det samme kan ikke siges om Kinas udviklingsdoktrin på nuværende tidspunkt. Men det er ikke et statisk forhold.

Af samme grund spiller de geostrategiske diskussioner fallit, hvis de ikke inddrager to sideløbende udviklingslinjer i den aktuelle situation.

Udtyndingen af de faktiske friheder og demokratiernes væsen i Vesten til kaotisk forbrugsvalg og sterile valgmetoder med mindre og mindre resonans i befolkningerne og en kompromitteret/ugunstigt stillet universalisme. I den anden linje foregår der store kampe i Kina om hvilken vej, landet skal udvikles og hvilket system, der skal udvikles for at skabe et ”socialistisk Kina med særlige træk”.

Den kamp foregår lige for øjnene af os. Situationen er kompleks, fordi relationen USA dominans versus Kina dominans ikke har antaget klare baner, og vores kategorier fra den tidligere Kolde Krig indenfor Kennans dominansunivers viser sig ganske utilstrækkelige. Bidens feltråb om ”demokratier mod autokratier” er blot det sidste forsimplede udtryk for Vestens universalitetsillusion – men med uoverskuelige konsekvenser. Som i den grad understøttes af det samme Vestens løsagtige omgang med sine egne værdier, når man mangler olie og gas.

I kompleksiteten skal vi også have øje for alliancernes holdbarhed eller det modsatte og de molekylære processer. Vi skal f.eks. have øje for den givne ordens institutionelle styrke, effektivitet og autoritet. Læser man eksempelvis nyhedsbreve fra IMF hver uge, fremgår det tydeligt, at institutionens ledelse og ideologiske apparat bliver mere og mere desperate og samtidig vage i præskriptionerne. WHO fungerer stort set ikke længere, fordi amerikanerne boycotter dommerpanelet. FN har reelt ikke fungeret siden bombningen af Serbien i 1999, hvor menneskerettighederne af Vestens dominerende magter og Nato blev sat over national ret og national selvbestemmelse. Grundlaget for FN’s charter. En række regionale handelsaftaler sættes konstant under pres og virker ikke længere, end det kan betale sig for deltagerlandene, fordi der reelt ikke er nogen selvstændig magt til at håndhæve bestemmelserne. Tilbage er kun den rå magt og økonomisk krigsførelse, som blev accelereret under Trump og ikke slækket under Biden.

Rationalet er, at overgange ikke bare sker, og at det, overgangene er overgang til, aldrig kendes på forhånd – kun som potentiale. I mellemtiden kan hele lortet gå over i kaos og ødelæggelse.

Hvis ikke nogen af de nævnte faktorer plus vores eget udgangspunkt bare tilnærmelsesvis inddrages i vores analyser af kompleksitet, bliver de enkelte handlinger enten meningsløse eller reduceret til gale mænds værk som i dag, hvor vi i Vesten har ophøjet Putin til roden til alt ondt med det resultat, at vi bevæger os stadig længere væk fra reduktion af kompleksitet. For selvfølgelig er en mand eller et land ikke eneårsag til det globale problemkompleks, som vi både står overfor og befinder os i. Dæmoniseringen af Putin, som udfolder sig i alle kredse og samfundslag, antager karakter af magisk tænkning og woodoo, hvor vi i vores generelle forvirring kan stikke nåle i Ruslands præsident og håbe på, at dunkelheden og tågen letter.

Eksempelvis trækker man i Afrika og Asien på skulderen af menneskerettighederne og kalder dem hykleriske – fortryllesen er brudt. I Indonesien afviser man USA’s pres og henviser til USA’s historiske magtmanipulation i hele Stillehavsregionen. Erdogan indgår aftaler med Rusland og Iran hvilket, han ikke ville have gjort for 10 år siden. Flere og flere mister frygten for sanktioner i takt med, at de kan se konturerne af alternativer. Disse små ”slag” skal vi holde øje med.

Lad os forsøge med en antagelse, selv om den kolliderer med vores værdier, som vi mener har universel kraft: Hvis udtyndingsprocessen af vores demokratier fortsætter og accelereres af de mangfoldige kriser/krige og internationale konflikter og kompromitteres som universel ide af markedsøkonomien, og kineserne, som angivet af Xi Jipeng, drejer samfundet i en ny velfærdspolitisk retning, hvor kommunistpartiet ganske vist styrer hele landet men samtidig garanterer folkets velfærd, åbnes der måske for et paradigmeskifte på verdensarenaen uden at være bundet ind i vores værdiers bånd. Vi har set det under pandemien med befolkningernes støtte til den stærke stat for at beskytte  velfærden mod de liberale markedskræfter. Vi ved ikke, om udviklingen tager den drejning. Men vi skal have den for øje, og ikke lade os afskære herfra af  regeringsledernes og den intellektuelle elites næsten hysteriske insisteren på den horisontafkortende dikotomi: demokratier versus autokratier. Men trods forsimplingens intellektuelle tørke og magiske tænkning bryder kritikken frem om end stadig i medieverdenens periferi. Ikke fordi kritikerne ser med milde øjne på Kina eller Rusland, selv om de skældes ud, men fordi de frygter forsimplingernes uoverskuelige konsekvenser.

Når vi ser på de geopolitiske magtforhold og spil, glemmer vi ofte de faktorer, der ligger lige udenfor spilrammen/genstandsrammen. Men når FED (den amerikanske centralbank) hæver renten, sker der en udsivning af kapital fra de andre lande. Dem, der er mest eksponeret, er lige nu de asiatiske lande, fordi de har forholdsvis store udenlandske investeringer i dollars. De kan blive tvunget til at hæve deres egen rente for at bevare investeringerne. Recessionen truer. Men kun Kina kan gennemføre valutakontrol. Ikke desto mindre suger USA dermed markedet for kapital, hvilket forstærkes af, at man konstant har et finansieringsunderskud på ca. 3000 mia. Dollars. Altså væksten isoleret i USA begrænser væksten på verdensmarkedet.

USA har forsøgt at modvirke tendensen ved at love store investeringer. Men de kommer ikke. USA har ikke længere den økonomiske styrke til at fastholde f.eks. alliancerne i Stillehavet. De eksisterer fortsat, men ”guleroden” er afløst af ”pisken”.

Om et år er den direkte gasledning fra Sibirien til Kina færdigbygget. Kinesernes ”Silkevejsprojekt” er så langt fremme, at Kina hvert år bliver stadig mindre afhængig af søvejen. Kina og Rusland sidder på det meste af Centralasien og beskytter grænselandene på Taliban i Afghanistan.

Om det er USA/Vesten eller Kina/Rusland kæmper man lige nu om positioner, og det meste af medieverdenen følger disse positionsopgør som en primitiv søgeradar. Men det bliver kompleksiteten ikke mindre af. Både mål og strategier fortoner sig.

Derfor er provokationer og magtdemonstrationer blevet det vigtigste våben i kampen om dominansmagten. Det værste, der kan ske for eksempelvis USA, er, at Asien bliver et selvstændigt økonomisk område, fordi både Korea og Japan har eksponeret sig i forhold til det enorme kinesiske marked. Så det, vi står overfor lige nu, er mest af alt magtdemonstrationer fra både USA og Kina, der ikke har den umiddelbare undertvingelse af hinanden som mål men dominansen i hele Øst- og Sydøstasien samt Centralasien og Afrika. Allerede nu danser store kontinenter som Europa, Indien og Latinamerika på line, fordi ingen kender udfaldet af dominanskampene og retten til at skabe orden i kompleksiteten. Krigens logik som magtens logik er i den periode, vi lige nu befinder os i, ved at overtage økonomiens logik som dominerende faktor.

Når jeg lægger det billede ind over de aktuelle begivenheder, begynder de at tage form, og nogle af knuderne begynder at løsne op. Læg dertil igen, at Vestens økonomiske krigsførelse mod Iran og Rusland har deres egne befolkninger som de største tabere, hvilket også svækker den ideologiske dominans og hermed universalismen som fikspunkt for alle begivenheder. De lande, der udfordrer Vesten, er ikke liberaldemokratiske og forsøger heller ikke at blive det. Ud fra deres ståsted har det liberale demokrati som institutionel overbygning på det kapitalistiske marked spillet fallit. For dem er personlig frihed, ytringsfrihed og beskyttelse af personlig ejendom de rene abstraktioner. Og de i vores selvforståelse universelle værdier har ikke længere den nødvendige fremtidskraft i sig, som det var tilfældet efter 2. Verdenskrig.

Der, hvor Vesten har forsøgt at gennemtvinge de universelle værdier med magt, hænger Vesten fast. I nyere tid i Irak, i Afghanistan, i Libyen, i Mali, i Iran. Og hvad værre er må Vesten ty til støtte fra rendyrkede autokratiske stater for at holde sammen på den Vestlige alliance. Det afgørende her er for så vidt ikke hykleriet men det forhold, at allianceopbygningerne ikke har fremtidens løsninger i sig. De er defensive og skal fastholde den givne orden – og dermed utålelige kompleksitet. (Eksempelvis har Macron og Biden svækket egen troværdighed ved at holde møde med den saudiske kronprins. Det er Gerhard Schröder, som nu er paria i EU, der kan skaffe forbindelse til Putin. Det er Erdogan, der åbner for korneksporten og får frie hænder overfor kurderne. FN smides ud af Congo, og flere Latinamerikanske lande indgår bilaterale aftaler med Kina).

Af de grunde forekommer det også indlysende, at stedfortræderkrige som dem i Ukraine, Syrien og eksempelvis det krigeriske magtspil over Taiwan er kommet for at blive, og at de vil virke ændrende ind på verdensøkonomiens struktur og stabilitet uden at reducere kompleksiteten – tværtimod.

Ukraine og Taiwan er ikke enkeltstående begivenheder indenfor en simpel årsags-virknings logik. Og hvis vi politisk og filosofisk skal forsøge at bekæmpe de centrifugale processer, der er sat i gang, må vi frigøre os fra den emotionelle tilfangetagelse af det aktuelle forsimplede og dikotomiske verdensbillede, der lægges ned over enhver diskussion af politik og økonomi. Vi må skabe rationel afstand, og den øvelse har ”fremmedgørelsen” som nødvendig metodisk forudsætning. Vi må ”desertere” fra vores universelle værdier  og ”fraternisere med fjenden”. Vi må overvinde frygten for at blive kaldt ”Putinversteher” og ”Kinaelskere”.  Vi må leve med for en tid at blive værdimæssigt hjemløse og se kompasnålen svinge gyratorisk. Forsimplingens vej og metode forøger kun kompleksiteten og uoverskueligheden som bestemmende begivenhedskæder i det enkelte samfund og på verdensarenaen.

I en situation, hvor respekten for vores værdier og autoritet, slides ned og udløser krige som Ukrainekrigen, forfalder selv vise mænd og kvinder ofte til spektakulær manikæisme: Demokratier mod autokratier. Den frie verden mod ondskabens imperium. Putin som despot mv. Regningen er, at begreberne og kategorierne, som vi skal bruge for at opløse de komplekse tilstande, bliver til metaforer, domsprædikater og ”markører” i en metafyisk tilstand, hvis opløsning sætter sig igennem indefra bag om ryggen, fordi de mister deres virkningskraft.

Jeg startede drøftelsen af kompleksitet med at citere fra Joachim Israels bog om at puste balloner op indefra, og jeg finder, at det også giver mening at slutte med et citat fra samme bog: ”Traditionelt har man opfattet strukturen som det primære i et samfund, og proces og forandring og transformation som særlige egenskaber ved denne struktur. Den alternative opfattelse vender tingene på hovedet. Nu opfattes proces, forandring og transformation som grundlæggende og struktur og orden ses som foreløbige og historisk begrænsede egenskaber ved processer og forandringer. Opfattelsen medfører videre, at praksis bliver det centrale begreb i en funktionel analyse af samfundsmæssige systemer”.

Men vel og bemærke processer, forandringer og transformationer, vi aldrig står udenfor men altid er en del af. Og af samme grund kan vi ikke navigere i kompleksitet, hvis uden at inddrage og forstå begrænsningerne i vores eget udgangspunkt.