Socialdemokratisk republikanisme

Af Jan Helbak medl. af Kritisk Debats redaktion

Da statsministeren den 6. marts 2020 holdt sin første pressekonference om Covid-19 pandemien trådte hun frem som statsminister med magt og vilje til at udvise lederskab. Ærindet var res publica – folkets sag.

Beskyttelse af hele samfundet mod en ødelæggende pandemi, hvor offentlig legitimitet blev sat over snæver liberal demokratisk og privat legalitet. De sædvanlige parts- og klasseinteresser i samfundet blev udfordret og tvunget til at rette ind. Det blev gjort klart, at forudsætningen for at inddæmme pandemien var en stærk og handlekraftig stat og et effektivt offentligt system til beskyttelse af samfundet og regulering af adfærdsdisciplinen blandt borgerne. Res publica blev sat overfor og i modsætning til populus/populisme og individuel selvtilstrækkelighed.

Statsministerens og regeringens lederskab holdt trods tiltagende udfordringer pressedækket individuel klynkeri frem til 3. november 2020, hvor regeringen og statsministeren stod overfor sin største udfordring – en foreløbig kulmination. At beordre aflivning af hele minkbesætningen i Danmark af hensyn til samfundsøkonomien og folkesundheden. Ikke nedlukning af erhvervet, men så alligevel – de facto.

Hvor fornuftig og fagmæssigt velbegrundet beslutningen end måtte være og stadig er, blev den taget på et tidspunkt, hvor forskellige partikulære interesser og oppositionen dels udfordrede rationaliteten bag regeringens nedlukningspolitik og dels som erhvervsliv krævede kompensation for alt mellem himmel og jord. Staten stod jo med ansvaret for nedlukningen. Erhvervslivet var offer. Samfundssindet havde kun været på gennemrejse båret oppe af en udbredt frygt for det ukendte. Med den vigende smitte og den gradvise afvikling af de mange restriktioner hen over sommeren tiltog erhvervslivets krævementalitet og de borgerliges kritik af regeringen for magtfuldkommenhed i styrke.

Kapitalismens indre drivfjeder – markedsret og individets fortrinsret, som midlertidigt havde været delvist afkoblet – slog nu med forøget styrke tilbage mod res publica, og minksagen blev den afgørende styrkeprøve. Her ser vi helt bort fra de formodentlige procedurefejl, som regeringen begik vedr. lovhjemmel, da den eksekverede sin beslutning om at aflive hele minkbestanden.

Det afgørende var, at regeringen og statsministeren gik i defensiven overfor minkavlerne og deres protagonister i dansk erhvervsliv og den borgerlige presse, som hævdede ikke alene at forsvare de stakkels minkavlere men sågar grundlovens §73 – ejendomsrettens ukrænkelighed og alle borgeres grundrettigheder. Minkavlernes rettigheder var imidlertid ikke målet for oppositionens og erhvervslivets kritik af regeringen. I kernen handlede kritikken om politisk at kriminalisere blot forestillingen om indgreb mod den private ejendomsret under henvisning til res publica. Hvis det med store dele af befolkningens tilslutning kunne ske på minkområdet, kunne det også blive aktuelt i andre brancher.

Hele den verserende sag om mulig manglende lovhjemmel for aflivningen og det aktuelle sms-hysteri handler i al sin enkelhed kun om at stække regeringen, tegne et billede af magtfuldkommenhed, dramatisere truslen mod ejendomsretten, opløse politik i jura og genformulere ”individets ukrænkelighed” som samfundets anden natur.

Spørgsmålet melder sig, hvorfor statsministeren og regeringen ikke brugte deres goodwill til at sætte trumf på overfor ikke bare minkavlerne, men alle de kræfter i erhvervslivet, oppositionen og pressen, der højlydt og patetisk appellerende satte partsinteressen over samfundsinteressen. Regeringen kunne uden at miste den politiske balance have vedkendt sig en mindre procedurefejl og så politisk vinde opbakning til det, der skulle gøres både overfor minkavlerne, og hvad der i øvrigt skulle gennemføres i forbindelse med den nye nedlukning. Det drejede sig kort og godt om at sætte det liberale livssyn til vægs og forfægte res publica.

Forklaringen på regeringens pludselige mangel på handlekraft skal i virkeligheden søges i et socialdemokratisk nøgleproblem, som gælder hele bevægelsen i Europa. Det gælder partiernes utilstrækkelige opgør med liberalismens menneskesyn og dens retsgrundlag og deres uafklarede forhold til republikanismen, der som tænkning og bevægelse aldrig er trængt igennem i arbejderbevægelsen i egen ret.

Socialdemokratierne har altid teoretisk-politisk været splittet mellem den utopiske liberalismes menneskerettighedsbegreber og retsopfattelse og den utopiske socialismes frihedsbegreb. Hvorimod socialdemokratierne i praksis i deres kamp for velfærdsstaten faktisk langt op i 70’erne implicit politisk orienterede sig efter republikanske normer som frihed som borgerret og ikke menneskeret og som frigørelse fra dominans og vilkårlig magt. Centralt placerede ledere i det danske socialdemokrati kredsede om disse spørgsmål. Bl.a. Viggo Kampmann. Den republikanske tænkning som ledetråd i partiets bredt anlagte uddannelsespolitiske reformprogram fra 1969. Der blev ikke kun set på lighed som borgernes lige muligheder, men også lighed som lige betingelser, hvilket indebar et opgør med den sociale- og kulturelle ulighed og markedsdominansen i den videre reformpolitik.

Men som overordnet ideologisk paradigme lykkedes det kun begrænsede strømninger indenfor den socialdemokratiske bevægelse at indoptage republikanismen som teoretisk element i et grundlæggende opgør med den liberale utopi. Med det resultat, at bevægelsen i reformpolitikken helt frem til i dag har været spændt ud mellem hensynet til markedet og de individuelle rettigheder og det socialistiske reguleringsperspektiv uden reformpolitisk at være i stand til at overvinde befolkningens liberale selvforståelse som livsform og anden natur. Konsekvensen har igen og igen været, at socialdemokratiernes reformpolitik er stødt på sine grænser ved fabriks- eller carporten, og været tvunget til at hævde ”folkets sag” som tvang og bureaukratisk adfærdsregulering.

I den forstand er det ikke lykkedes socialdemokratierne at udvikle et dynamisk politikbegreb i reformpolitikken. Tværtimod har den entydige bekendelse til den liberal-demokratiske samfundsforståelse efter 2. Verdenskrig som modvægt til kommunismen haft som konsekvens, at reformpolitikken altid har været klemt inde i en forståelsesramme med det abstrakte individs forrang for den konkrete og levende borger – ideen har trynet eksistensen.

Helt konkret betød det, at den selv samme velfærdsstat og sociale reformpolitik, som kunne frigøre borgeren fra politisk og kulturel dominans og markedets vilkårlige magt ufrivilligt forstærkede den liberale livs- og tænkeform, som senere stoppede reformpolitikken og lagde sporene til velfærdsstatens afvikling.

Det neoliberale hegemoni og senere dominans er ikke opstået ud af ingen ting men hentede og henter en del af sin legitimitet og overbevisningskraft i den socialdemokratiske reformpolitiks utilstrækkelige formulering af et dynamisk borgerbegreb i republikansk forstand. Her tænkes ikke på den klassiske republikanisme, men på den moderne, hvor de republikanske grundprincipper om ”borgerpligt og det politiske engagement som frihedens virkeliggørelse” er forbundet med moderne parlamentarisme. Men hvor den konkrete borger – dvs. mennesket som konkret borger i en konkret statslig eller mellemstatslig institution står i et kritisk modsætningsforhold til forestillingen om de universelle individuelle frihedsrettigheder. Også moderne i den forstand, at res publica integreret i den demokratiske parlamentarisme indbefatter klasserne, der som realitet gennemskærer ”folket” og således stiller sig kritisk overfor populismens forestillinger om det udelelige folk.

Res publica – folkets sag betyder, at det er den offentlige fællesinteresse, der er markøren og ikke folket som påstået diffus enhed. Udgangspunktet er således samfundet og borgeren som konkret samfundsborger og ikke privatindividet, der er politikkens grundspørgsmål. Heri ligger også den progressive republikanismes krav om ”forpligtelse til politisk deltagelse” (Hannah Arendt).

Pointen er påstanden om, at socialdemokratiet eller socialdemokratiernes reformpolitik igen og igen vil tørne sammen med liberal-demokratisk jura og tænkning og se sig tvunget i defensiven eller falde tilbage til tvangsforanstaltninger, så længe partierne ikke har frigjort sig fra den liberale utopi og menneskesyn.

Socialdemokratiet og socialdemokratierne kommer ikke videre, før de eksplicit indoptager republikanismen i deres ideologiske grundlag og omformer republikanismens ideale fordringer og vage institutionelle og organisatoriske forestillinger til praktisk frigørelsespolitik. Forstået på den måde, at samfundsborgerens frigørelse fra dominans og vilkårlig magtudøvelse indgår som styringsmarkør i al reformpolitik både som tanke, praktisk lovgivning, institutionel udmøntning og livsform.

At tiltage sig politisk lederskab i den aktuelle samfundskrise eller for den sags skyld i kampen for at opnå de opstillede klimamål forudsætter et opgør med markedets vilkårlige magt, et opgør med de vilkårlige konsekvenser af ejendomsretten, som den konstitutionelt er forfattet, og et opgør med de mange skjulte dominansformer, der ligger indbygget i den liberale friheds- og lighedsopfattelse.

Res publica er socialdemokratiets mulige modsvar, som forbinder udfordringen af den liberale livsform som befolkningens anden natur med en socialdemokratisk reformpolitik, der gør op med kapitalistisk markedsdominans for at løse nutidens problemer med en bagage af folkelig legitimitet og med minimal anvendelse af tvang.