En venstrepopulistisk strategi for tiden efter COVID-19.

Derfor skal et populistisk venstre samles om en grøn, demokratisk forandring.

Chantal Mouffe

Fra Brave New Europe, 22. september, 2020. Original titel: ‘A Left Populist Strategy for Post-Covid-19’. Også bragt i Open Democracy under titlen ’Why a populist left should rally around a green democratic transformation’. Oversat af Carsten Jensen

Formålet med en grøn demokratisk forandring er at beskytte samfundet og dets materielle eksistensbetingelser på en måde, der styrker befolkningen.

For nylig har flere kritikkere af venstrepopulismen annonceret dens sammenbrud. De har hævdet, at eftersom venstrepopulistiske partier ikke har været i stand til at nå deres mål, er det på tide at vende tilbage til den traditionelle klasseopfattelse af politik. Jeg vil gerne udfordre dette synspunkt og argumentere for, at en venstrepopulistisk strategi er mere relevant end nogensinde i den nuværende konjunktur. COVID-19 har forværret de eksisterende uligheder og forstærket neoliberalismens organiske krise. Der kommer ikke nogen tilbagevenden til business as usual efter pandemien.

Det kom der heller ikke efter den økonomiske krise i 2008. Men i de år var neoliberalismens hegemoni næsten uanfægtet, og i dag er den politiske kontekst anderledes. Krisen i 2008 viste grænserne for den finansielle kapitalisme, og den neoliberale globalisering betragtes ikke længere som vores skæbne. Efter flere års ’postpolitik’, hvor der ikke var nogen grundlæggende forskel på højre- og venstrepolitik, oplever vi en ’tilbagevenden til det politiske’. I dag findes der radikale venstrebevægelser, der udfordrer centrum-venstrepartiernes socialliberalisme i flere lande og forskellige former for aktivisme blomstrer på mange områder. Fredage for fremtiden, ungdomsbevægelser til forsvar for klimaet og Black Lives Matter’s anti-racistiske mobiliseringer har givet sådanne kampe international synlighed.

Konkurrerende strategier

Jeg tror, at vi i kølvandet på COVID-19 vil se en konfrontation mellem de forskellige strategier for, hvordan vi skal håndtere de økonomiske, sociale og økologiske kriser, som pandemien har medført. Neoliberale vil uden tvivl forsøge at bruge statsmagten til at bekræfte kapitalens privilegerede stilling. Denne ’statsneoliberalisme’ kunne i visse lande støttes af autoritære foranstaltninger, der bekræfter Wolfgang Streecks tese om, at demokrati og kapitalisme er blevet uforenelige. 

Neoliberal autoritarisme kan tage en digital form som i den ’Screen New Deal’, som Naomi Klein så for sig (Democracy Now, maj 2020). Som den aktuelle debat om en passende teknologisk reaktion på sundhedskrisen vidner om, er der en stigende tendens til at overveje, om løsningen består i at skaffe apps, der skal kontrollere befolkningens sundhed. Coronaviruskrisen udgør en stor mulighed for at digitale giganter kan etablere sig som aktører i en gennemført it-baseret sundhedspolitik. Deres ambition, om at udvide deres kontrol til andre områder, kunne legitimeres ved aktivt at fremme de fashionable ‘teknologiske løsninger’, som Evgeny Morozov har analyseret. I bogen To save everything, click here advarer Morozov os mod farerne ved den ideologi om ’teknologiske løsninger’, der støttes af Silicon Valley. En ideologi i følge hvilken alle problemer, selv politiske, har en teknologisk løsning. Han peger på, at løsningseksperter går ind for post-ideologiske tiltag og anvender teknologi for at undgå politik.

Troen på, at digitale platforme kunne danne grundlag for den politiske orden, harmonerer med påstande fra tredje vejs-politikere, der hævder, at politiske modsætninger er blevet overvundet, og at venstre og højre er blevet zombiebegreber. Ideologien om ’Den teknologiske løsning’ er i realiteten en teknologisk version af den postpolitiske opfattelse, der blev dominerende i 1990’erne. Det letter accepten af postdemokratiske former for tekno-autoritært styre, som er immune over for demokratisk kontrol. En neoliberal version af tekno-autoritarisme er måske endnu ikke den tekno-elitære overvågningsstat, som nogle frygter, men den kunne være det første skridt i den retning.

Et andet svar kommer fra højrepopulistiske partier. De hævder at være folkets stemme og beskylder de neoliberale eliter for at være ansvarlige for krisen på grund af deres globaliseringspolitik og deres opgivelse af national suverænitet. For at genoprette denne suverænitet går de ind for en immuniseringspolitik, der ville beskytte en nations indbyggere? ved drastisk at begrænse demokratiet til visse kategorier og indføre meget strenge hindringer for indvandring. Deres anti-establishment iskurs og deres afvisning af de transnationale selskaber er blevet godt modtaget i flere miljøer og har givet genlyd i brede befolkningsgrupper. De kunne udgøre en modstandskraft mod den højteknologiske autoritarismes postpolitiske styre, men på bekostning af at de indførte en nationalistisk form for autoritært styre af fremmedfjendsk og socialkonservativ karakter.

Selvbeskyttelse

For at imødegå disse to former for autoritære principper og for at få indflydelse på den retning, som vores samfund vil tage efter pandemien, har venstrefløjen brug for mere end gode politikker. Den bør også forstå, hvordan COVID-19 frembringer følelsesmæssige reaktioner, der kan udnyttes til at fremme antidemokratiske fremskridt.

Karl Polanyi giver os her værdifuld indsigt. I bogen The Great Transformation, hvor han analyserede de ødelæggende konsekvenser af det nittende århundredes liberalismes forsøg på at behandle jord, arbejdskraft og penge som varer, viste Polanyi, hvordan samfund, der var truet af de forskydninger, der var forårsaget af fremadskridende varegørelse (kommodificering), reagerede i 1930’erne med defensive og selvbeskyttende modbevægelser, der gentilpassede økonomien til sociale behov ved at genindlejre markedet i sociale strukturer. Han anførte også, at modstanden mod de forstyrrelser, der var opstået som følge af varegørelsens fremskridt, ikke nødvendigvis ville tage demokratisk form. I 1930’erne førte de til Roosevelts New Deal, men også til fascisme eller stalinisme.

Polanyis idé om en modbevægelse har i de senere år fået stor troværdighed ved at forklare den globale vækst i nutidens sociale bevægelser, der modsætter sig neoliberalisme. Det aspekt af hans argument, som jeg gerne vil understrege, er den betydning, han tillægger det element af selvbeskyttelse, som han ser som den drivende kraft i modbevægelserne. Hans analyse viser, at, når samfund oplever alvorlige forstyrrelser, opstår der behov for beskyttelse af centrale krav, og den viser også, at folk sandsynligvis vil følge dem, som de mener bedst kan give denne beskyttelse.

Når jeg henviser til Polanyi, er det, fordi jeg tror, at vi i dag befinder os i en tilsvarende situation. En af konsekvenserne af pandemien er et øget behov for beskyttelse. Dette behov for beskyttelse forklarer, hvorfor mange mennesker i øjeblikket er villige til at acceptere digitale former for kontrol, som de hidtil har modsat sig. Det kan uden tvivl gavne højrepopulister, hvis de er i stand til at overbevise folk om, at beskyttelse kræver fremme af et suverænitetssyn, der indebærer en ekskluderende nationalisme.

Kampe om suverænitet

I forhold til faren for autoritære løsninger på krisen er det bydende nødvendigt, at venstrefløjen tager fat på dette krav om beskyttelse. Desværre har vigtige dele af venstrefløjen overtaget det neoliberale postpolitiske verdenssyn, der postulerer afslutningen på den politiske konfliktmodel og opfatter skabelsen af en grænseløs verden, hvor alt kan bevæge sig frit og uhindret, som et moralsk fremskridt. Forsvaret af frihandel er en trosartikel for dem, og de har tendens til at være mistænksomme over for de folkelige klassers ønsker om beskyttelse, der anskues som en afvisning af de kosmopolitiske værdier, de værner om.

Jeg hævder, at det vil være en alvorlig politisk fejltagelse, hvis venstrefløjen overgiver begreber som suverænitet og protektionisme til højrefløjen. Det ville forhindre udarbejdelsen af et politisk projekt, der kan forstærke de folkelige klassers krav. Derfor skal der hurtigt indledes en ideologisk kamp for at genvinde suverænitet og protektionisme, og at knytte dem sammen med de centrale værdier i den demokratiske tradition for at deaktivere deres mulige autoritære overtoner. Dette skal ikke ses som at ’lefle for højrepopulismen’, som venstrepopulister undertiden beskyldes for. Betydningen af centrale politiske begreber bliver altid skabt gennem politiske kampe, og konfrontationer om deres betydning er en afgørende dimension i den hegemoniske kamp.

Affekternes betydning

Den nuværende krise kræver en venstrepopulistisk strategi, der er i stand til at skabe en kollektiv folkelig kraft, der kan skabe et nyt hegemoni for at styrke og uddybe demokratiet. En venstrepopulistisk strategi anerkender, at politik er en partipolitisk aktivitet, hvor affekter (eller kollektive følelser, red.) spiller en vigtig rolle. Den tegner en politisk grænse mellem “os” og “dem”, “folket” og “oligarkiet”, og den er i stand til at mobilisere den affektive dimension, der er på spil i opbygningen af kollektive identifikationsformer. Det er noget, som de rationalistiske teorier, der alt for ofte understøtter venstrepolitik, er ude af stand til at forstå. Korrekte idéer er ikke tilstrækkelige, og som Spinoza mindede os om, har ideer kun kraft, når de forenes med følelser. I politik er det ikke nok at have et gennemarbejdet program. For at skabe loyalitet og motivere folk til at handle, kræver det, at programmet formidler de affekter, der bunder i folks ønsker og personlige erfaringer.

De to største lidenskaber i politik er frygt og håb, og for venstresiden er det afgørende at samle folk omkring et politisk projekt, der ikke er drevet af frygt, men af perspektivet om en anden verden, hvor de demokratiske principper om lighed og folkelig suverænitet bliver gennemført. En venstrepopulistisk hegemonisk offensiv mod neoliberalismen skal indledes på grundlag af en ‘grøn demokratisk transformation’, der forbinder forsvaret af miljøet med de mangfoldige demokratiske kampe mod forskellige former for ulighed. Det, der står på spil, er opbygningen af en kollektiv vilje, et ‘folk’, hvori de mange kampe kan skrive sig ind, det være sig kampe af socioøkonomisk karakter, men også de kampe, der føres af feminister, antiracister og af LGBTIQ+.

“Grøn demokratisk forandring”

For en ordens skyld: Disse krav er meget forskellige, og de kræver en form for sammenknytning. At tale om en “grøn demokratisk transformation” og forestille sig den økologiske overgang som en uddybning af demokratiet kunne være det samlende princip, fordi det er et projekt, hvorom en mangfoldighed af demokratiske krav kan krystalliseres. Det er den demokratiske forestillings affektive kraft, der har styret kampene for lighed og frihed i vore samfund. At forestille sig den nødvendige økologiske overgang i form af en grøn demokratisk transformation kunne aktivere den demokratiske forestillingsverden og skabe stærke affekter blandt mange grupper ved at forankre deres ønske om beskyttelse i en egalitær retning.

Formålet med en grøn demokratisk forandring er at beskytte samfundet og dets materielle eksistensbetingelser på en måde, der giver folk muligheder i stedet for at få dem til at trække sig tilbage i en defensiv nationalisme eller i en passiv accept af teknologiske løsninger. Det er beskyttelsen af de mange, ikke de få, der giver social retfærdighed og fremmer solidaritet.

Green New Deal, der anbefales af Alexandria Ocasio-Cortez og Sunrise-bevægelsen i USA, er et godt eksempel på et sådant projekt, fordi det forbinder reduktion af drivhusgasudledninger med forsøg på at løse sociale problemer som ulighed og racemæssig uretfærdighed. Den indeholder flere vigtige forslag, der som eksempelvis en universel garanti for lønnet beskæftigelse i den grønne økonomi, er afgørende for at sikre, at de folkelige grupper, hvis arbejdspladser vil blive berørt, kommer med. I Storbritannien hævdede ’den grønne industrielle revolution’, som var et omdrejningspunkt i Labour-partiets program under Jeremy Corbyn, at social og økonomisk retfærdighed ikke kan adskilles fra miljømæssig retfærdighed. Den indeholdt foranstaltninger, der skulle sikre en hurtig omstilling af økonomien væk fra brug af kul og olie og samtidig fremme investeringer i bæredygtige, velbetalte og fagforeningsorganiserede job. I modsætning til de mange andre grønne forslag kalder begge disse projekter på en radikal systemisk ændring, da man må erkende , at en reel økologisk overgang kræver et brud med den finansielle kapitalisme.

Klassekamp og økologisk krise

De, der går ind for en venstrepopulistisk strategi, beskyldes ofte af marxister for at benægte eksistensen af klassekampen, men det er baseret på en misforståelse. En venstrepopulistisk strategi anerkender, at samfundet krydses af modsætninger, hvoraf nogle er af socioøkonomisk karakter. De kan kaldes klassemodsætninger, forudsat at dette udtryk ikke er begrænset til modsætningen mellem proletariatet og borgerskabet. Men ved siden af disse socioøkonomiske modsætninger findes der andre modsætninger, der ligger i forskellige sociale relationer, hvilket giver anledning til kampe mod andre former for dominans. Derfor argumenterede Ernesto Laclau og jeg i 1985 i Hegemony and Socialist Strategy for behovet for at harmonisere arbejderklassens krav med de sociale bevægelsers krav. Vi foreslog også at omformulere socialismen som en ”radikalisering af demokratiet” forstået som en udvidelse af de demokratiske idealer til en lang række samfundsmæssige forhold.

Med den økologiske krise har et sådant projekt med radikalisering af demokratiet fået en ny dimension. I løbet af det tyvende århundrede var det, der var kernen i det socialistiske projekt, spørgsmålet om ulighed, og kampen for social retfærdighed blev tænkt i form af en ligelig fordeling af vækstens frugter. De nye sociale bevægelsers kampe føjede nye vinkler på til spørgsmålet om social retfærdighed, men deres fokus var på autonomi og frihed, og med undtagelse af visse økologiske bevægelser var de ikke grundlæggende rettet mod vækstens karakter.

I de sidste to årtier er vi gået ind i en ny fase med klimakrisen, hvor kampen for social retfærdighed kræver, at man sætter spørgsmålstegn ved den produktivistiske og udvindingsorienterede model. Væksten betragtes ikke mere som en kilde til beskyttelse, men ses i stedet som en fare for de materielle betingelser for samfundets eksistens. Det er ikke længere muligt at forestille sig en radikaliseringsproces for demokratiet, som ikke omfatter afslutningen på en vækstmodel, der bringer samfundets eksistens i fare, og hvis ødelæggende virkninger især mærkes af de mere sårbare grupper.

Derfor er det vigtigt med en venstrepopulistisk strategi, der søger at formulere de mangfoldige kampe mod undertrykkelse og dominans omkring en grøn demokratisk transformation med henblik på at opnå et demokratisk brud med den neoliberale orden. Sådan foregår ‘klassekamp’ i dag.